------------------------Dansk Bibel 1871
Gen	1	1	Første Mosebog
Exo	1	1	Anden Mosebog
Lev	1	1	Tredje Mosebog
Num	1	1	Fjerde Mosebog
Deu	1	1	Femte Mosebog
Jos	1	1	Josvabogen
Judg	1	1	Dommerbogen
Ruth	1	1	Ruths Bog
1Sam	1	1	Første Samuelsbog
2Sam	1	1	Anden Samuelsbog
1Kin	1	1	Første Kongebog 
2Kin	1	1	Anden Kongebog
1Chro	1	1	Første Krønikebog
2Chro	1	1	Anden Krønikebog
Ezra	1	1	Ezras Bog
Neh	1	1	Nehemias' Bog
Est	1	1	Esters Bog
Job	1	1	Jobs Bog
Psa	1	1	Salmernes Bog
Prov	1	1	Ordsprogenes Bog
Eccl	1	1	Praedikerens Bog
Song	1	1	Højsangen
Isa	1	1	Esajas' Bog
Jer	1	1	Jeremias' Bog
Lam	1	1	Klagesangene
Eze	1	1	Ezekiels Bog
Dan	1	1	Daniels Bog
Hos	1	1	Hoseas' Bog
Joel	1	1	Joels Bog
Amos	1	1	Amos' Bog
Oba	1	1	Obadias' Bog
Jonah	1	1	Jonas' Bog
Mic	1	1	Mikas Bog
Nah	1	1	Nahums Bog
Hab	1	1	Habakkuks Bog
Zep	1	1	Sefanias' Bog
Hag	1	1	Haggajs Bog
Zec	1	1	Zakarias' Bog
Mal	1	1	Malakias' Bog
Mat	1	1	Matthaeusevangeliet
Mark	1	1	Markusevangeliet
Luke	1	1	Lukasevangeliet
John	1	1	Johannesevangeliet
Acts	1	1	Apostlenes Gerninger
Rom	1	1	Paulus' Brev til Romerne
1Cor	1	1	Paulus' Første Brev til Korintherne
2Cor	1	1	Paulus' Andet Brev til Korintherne
Gal	1	1	Paulus' Brev til Galaterne
Eph	1	1	Paulus' Brev til Efeserne
Phi	1	1	Paulus' Brev til Filipperne
Col	1	1	Paulus' Brev til Kolossenserne
1The	1	1	Paulus' Første Brev til Thessalonikerne
2The	1	1	Paulus' Andet Brev til Thessalonikerne
1Tim	1	1	Paulus' Første Brev til Timotheus
2Tim	1	1	Paulus' Andet Brev til Timotheus
Titus	1	1	Paulus' Brev til Titus
Phm	1	1	Paulus' Brev til Filemon
Heb	1	1	Brevet til Hebraeerne
James	1	1	Jakobs Brev
1Pet	1	1	Peters Første Brev
2Pet	1	1	Peters Andet Brev
1John	1	1	Johannes' Første Brev
2John	1	1	Johannes' Andet Brev
3John	1	1	Johannes' Tredje Brev
Jude	1	1	Judas' Brev
Rev	1	1	Johannes' Åbenbaring

------------------------Første Mosebog, Kapitel 1
Gen	1	1	1. I Begyndelsen skabte Gud Himmelen og Jorden.
Gen	1	2	2. Og Jorden var øde og tom, og der var Mørke oven over Afgrunden, og Guds Aand svaevede oven over Vandene.
Gen	1	3	3. Og Gud sagde: Der vorde Lys; og der blev Lys.
Gen	1	4	4. Og Gud saa, at Lyset var Godt, og Gud gjorde Skilsmisse imellem Lyset og Mørket.
Gen	1	5	5. Og Gud kaldte Lyset Dag, og Mørket kaldte han Nat; og der blev Aften, og der blev Morgen, første Dag.
Gen	1	6	6. Og Gud sagde: Der vorde en udstrakt Befaestning midt i Vandene, og den skal skille imellem Vand og Vand.
Gen	1	7	7. Og Gud gjorde den udstrakte Befaestning og gjorde Skilsmisse imellem Vandet, som var nedentil i den udstrakte Befaestning, og imellem Vandet, som var oventil i den udstrakte Befaestning; og det skete saa.
Gen	1	8	8. Gud kaldte den udstrakte Befaestning Himmel; og der blev Aften, og der blev morgen, anden Dag.
Gen	1	9	9. Og Gud sagde: Vandene under Himlene samle sig til eet Sted, at det tørre ses; og det skete saa.
Gen	1	10	10. Og Gud kaldte det tørre Jord, og Vandenes Samling kaldte han Hav; og Gud saa, at det var godt.
Gen	1	11	11. Og Gud sagde: Jorden lade fremvokse Graes, Urter, som give Saed, frugtbare Traeer, som baere Frugt efter sit Slags og have sin Saed i sig paa Jorden; og det skete saa.
Gen	1	12	12. Og Jorden frembragte Graes, Urter, som gave Saed efter sit Slags, og Traeer, som bare Frugt og havde sin Saed i sig efter sit Slags; og Gud saa, at det var godt.
Gen	1	13	13. Og der blev Aften, og der blev Morgen, tredje Dag.
Gen	1	14	14. Og Gud sagde: Der vorde Lys paa Himmelens udstrakte Befaestning, at gøre Skilsmisse imellem Dagen og imellem Natten; og de skulle vaere til Tegn og til bestemte Tider og til Dage og Aar.
Gen	1	15	15. Og de skulle vaere til Lys paa Himmelens udstrakte Befaestning til at lyse over Jorden og det skete saa.
Gen	1	16	16. Og Gud gjorde de to store Lys, det store Lys at regere Dagen og det lille Lys at regere Natten og Stjernerne.
Gen	1	17	17. Og Gud satte dem paa Himmelens udstrakte Befaestning til at lyse over Jorden
Gen	1	18	18. og til at regere om Dagen og om Natten og til at skille imellem Lyset og imellem Mørket; og Gud saa, at det var godt.
Gen	1	19	19. Og der blev Aften, og der blev Morgen, fjerde Dag.
Gen	1	20	20. Og Gud sagde: Vandet vrimle med en Vrimmel af levende Vaesener, og Fugle skulle flyve over Jorden imod Himmelens udstrakte Befaestning.
Gen	1	21	21. Og Gud skabte de store Havdyr og alle Haande levende Vaesener, som krybe, hvilke vrimle i Havet, efter sit Slags og alle Haande Fugle med Vinger efter sit Slags; og Gud saa, at det var godt.
Gen	1	22	22. Og Gud velsignede dem og sagde: Vorder frugtbare og mangfoldige, og fylder Vandene i Havet, og Fuglene vorde mangfoldige paa Jorden.
Gen	1	23	23. Og der blev Aften, og der blev Morgen, femte Dag.
Gen	1	24	24. Og Gud sagde: Jorden frembringe levende Dyr efter sit Slags, Fae og Kryb og vilde Dyr paa Jorden efter sit Slags; og det skete saa.
Gen	1	25	25. Og Gud gjorde vilde Dyr paa Jorden efter sit Slags og Fae efter sit Slags og alle Haande Kryb paa Jorden efter sit Slags; og Gud saa, at det var godt.
Gen	1	26	26. Og Gud sagde: Lader os gøre et Menneske i vort Billede, efter vor Lignelse; og de skulle regere over Havets Fiske og over Himmelens Fugle og over Faeet og over al Jorden og over alt Kryb, som kryber paa Jorden.
Gen	1	27	27. Og Gud skabte Mennesket i sit Billede, han skabte det i Guds Billede; Mand og Kvinde skabte han dem.
Gen	1	28	28. Og Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: Vorder frugtbare og mangfoldige, og opfylder Jorden, og gører eder den, underdanig, og regerer over Havets Fiske og over Himmelens Fugle og over hvert Dyr, som kryber paa Jorden.
Gen	1	29	29. Og Gud sagde: Se, jeg har givet eder alle Urter, som give Saed, som ere over al Jorden, og alle Haande Traeer, i hvilke er Traeers Frugt, som have Saed; de skulle vaere eder til Føde.
Gen	1	30	30. Og alle Dyr paa Jorden og alle Fugle under Himmelen og alt Kryb paa Jorden, i hvilke er en levende Sjael, har jeg givet alle Haande grønne Urter til at aede; og det skete saa.
Gen	1	31	31. Og Gud saa alt det, han havde gjort, og se, det var meget godt; og der blev Aften, og der blev Morgen, den sjette Dag.
------------------------Første Mosebog, Kapitel 2
Gen	2	1	1. Og Himmelen og Jorden bleve fuldkommede, og al deres Haer.
Gen	2	2	2. Og Gud havde fuldkommet paa den syvende Dag sin Gerning, som han havde gjort, og hvilede paa den syvende Dag fra al sin Gerning, som han havde gjort.
Gen	2	3	3. Og Gud velsignede den syvende Dag og helligede den; thi paa den hvilede han fra al sin Gerning, som Gud skabte og gjorde.
Gen	2	4	4. Disse ere Himmelens og Jordens Oprindelser, der de skabtes, paa den Dag Gud Herren gjorde Jorden og Himmelen.
Gen	2	5	5. Og alle Haande Buske paa Marken vare endnu ikke paa Jorden, og alle Haande Urter paa Marken vare endnu ikke fremspirede; thi Gud Herren havde ikke ladet regne paa Jorden, og der var intet Menneske til at dyrke Jorden.
Gen	2	6	6. Og der opgik en Damp af Jorden og vandede al Jordens Overflade.
Gen	2	7	7. Og Gud Herren dannede Mennesket af Støv af Jorden og blaeste Livets Aande i hans Naese; og Mennesket blev til en levende Sjael.
Gen	2	8	8. Og Gud Herren plantede en Have udi Eden mod Østen og satte der Mennesket, hvilket han havde gjort.
Gen	2	9	9. Og Gud Herren lod opvokse alle Haande Traeer af Jorden, som vare lystelige at se til og gode til at aede af, og Livsens Trae midt i Haven og Kundskabens Trae paa godt og ondt.
Gen	2	10	10. Og der gik en Flod ud fra Eden til at vande Haven, og derfra deltes den og blev til fire Hovedstrømme.
Gen	2	11	11. Den førstes Navn er Pison, hvilken løber om det ganske Land Havila, Hvor der er Guld.
Gen	2	12	12. Og Guldet fra det samme Land er godt; der er Bdellion og den Sten Unyks.
Gen	2	13	13. Og den anden Flods Navn er Gihon, hvilken løber om det ganske Land Kus.
Gen	2	14	14. Og den tredje Flods Navn er Hiddekel, hvilken gaar Østen for Assyrien; og den fjerde flod, den er Frat.
Gen	2	15	15. Og Gud Herren tog Mennesket og satte det i Edens Have at dyrke den og vogte den.
Gen	2	16	16. Og Gud Herren bød Mennesket og sagde: Du maa frit aede af alle Traeer i Haven;
Gen	2	17	17. men af Kundskabens Trae paa godt og ondt, af det skal du ikke aede; thi paa hvilken Dag du aeder af det, skal du dø Døden.
Gen	2	18	18. Og Gud Herren sagde: Det er ikke godt, at Mennesket er ene, jeg vil gøre ham Medhjaelp, som skal vaere hos ha.
Gen	2	19	19. Og Gud Herren havde gjort af Jorden alle vilde Dyr paa Marken og alle Himmelens Fugle og ledte dem til Mennesket for at se, hvad han vilde kalde hvert; og alt det, som Adam kaldte hver levende Sjael, det var dens Navn.
Gen	2	20	20. Saa gav Adam alt Kvaeget og Himmelens Fugle og alle vilde Dyr paa Marken Navne; men for Menneske fandt han ingen Medhjaelp, som kun de vaere hos ham.
Gen	2	21	21. Da lod Gud Herren falde en dyb Søvn paa Adam og han sov; og han tog et af han Ribben og lukkede med Kød i Stedet derfor.
Gen	2	22	22. Og Gud Herren byggede af det Ribben, som han havde taget af Mennesket, en Mandinde og ledte hende til Adam.
Gen	2	23	23. Da sagde Adam: Denne Gang er det Ben af mine Ben og Kød af mit Kød; denne skal kaldes Mandinde, thi denne er tagen af Manden.
Gen	2	24	24. Derfor skal Manden forlade sin Fader og sin Moder og blive fast hos sin Hustru, og de skulle vaere til eet Kød.
Gen	2	25	25. Og de vare begge nøgne, Adam og hans Hustru, og de bluedes ikke.
------------------------Første Mosebog, Kapitel 3
Gen	3	1	1. Og Slangen var traeskere end alle vilde Dyr paa Marken, hvilke Gud Herren havde gjort; og den sagde til Kvinden: Mon Gud skulde have sagt: I maa ikke aede af hvert Trae i Haven?
Gen	3	2	2. Da sagde Kvinden til Slangen: Vi maa aede af Havens Traeers Frugt;
Gen	3	3	3. men om det Traes Frugt, som er midt i Haven, sagde Gud: Aeder ikke deraf og rører ikke derved, at I ikke skulle dø.
Gen	3	4	4. Da sagde Slangen til Kvinden: I skulle ikke dø Døden;
Gen	3	5	5. men Gud ved, at hvilken Dag I aede deraf, da skulle eders Øjne oplades, og I skulle blive ligesom Gud og kende godt og ondt.
Gen	3	6	6. Og Kvinden saa, at Traeet var godt at aede af, og at det var lysteligt at se til og et ønskeligt Trae til at faa Forstand af, og hun tog af dets Frugt og aad; og hun gav ogsaa sin Mand med sig, og han aad.
Gen	3	7	7. Da oplodes begges Øjne, og de kendte, at de vare nøgne, og de haeftede Figenblade sammen og gjorde sig Baelter.
Gen	3	8	8. Og de hørte Gud Herrens Røst, som gik i Haven, der Dagen blev sval; da skjulte Adam og hans Hustru sig for Gud Herrens Ansigt iblandt Traeerne i Haven.
Gen	3	9	9. Og Gud Herren kaldte ad Adam og sagde til ham: Hvor er du?
Gen	3	10	10. han sagde: Jeg hørte din Røst i Haven og frygtede; thi jeg var nøgen; og jeg skjulte mig.
Gen	3	11	11. Og han sagde: Hvo gav dig til Kende, at du var nøgen? har du aedet af det Trae, om hvilket jeg bød dig, at du skulde ikke aede deraf?
Gen	3	12	12. Og Adam sagde: Kvinden, som du gav til at vaere hos mig, hun gav mig af Traeet, og jeg aad.
Gen	3	13	13. Da sagde Gud Herren til Kvinden: Hvi har du gjort dette? Og Kvinden sagde; Slangen forførte mig, og jeg aad.
Gen	3	14	14. Da sagde Gud Herren til Slangen: Efterdi du gjorde dette, da vaer forbandet fremfor alt Kvaeget og fremfor alle vilde Dyr paa Marken; du skal gaa paa din Bug og aede Støv alle dit Livs Dage.
Gen	3	15	15. Og jeg vil saette Fjendskab imellem dig og imellem Kvinden og imellem din Saed og imellem hendes Saed; den skal sønderknuse dit Hoved, men du skal sønderknuse hans Hael.
Gen	3	16	16. Til Kvinden sagde han: Jeg vil meget mangfoldiggøre din Kummer og din Undfangelse, med Smerte skal du føde Børn; og din Attraa skal vaere til din Mand, men han skal herske over dig.
Gen	3	17	17. Og til Adam sagde han: Efterdi du lød din Hustrus Røst og aad af det Trae, om hvilket jeg bød dig og sagde: Du skal ikke aede deraf, da vaere Jorden forbandet for din Skyld, med Kummer skal du aede deraf alle dit Livs Dage.
Gen	3	18	18. Og den skal baere dig Torn og Tidsel, og du skal aede Urter paa Marken.
Gen	3	19	19. I dit Ansigts Sved skal du aede dit Brød, indtil du bliver til Jord igen, thi deraf er du tagen; thi du er Støv, og du skal blive til Støv igen.
Gen	3	20	20. Og Adam kaldte sin Hustrus Navn Eva, thi hun er bleven alle levendes Moder.
Gen	3	21	21. Og Gud Herren gjorde Adam og hans Hustru Kjortler af Skind og iførte dem.
Gen	3	22	22. Og Gud Herren sagde: Se, Adam er bleven som en af os til at kende godt og ondt; men nu, paa det han ikke skal udraekke sin Haand og tage ogsaa af Livsens Trae og aede og leve evindeligen:
Gen	3	23	23. da forviste Gud Herren ham af Edens Have til at dyrke Jorden, som han var tagen af.
Gen	3	24	24. Og han drev Mennesket ud og satte Keruber Østen for Edens Have med et blinkende Svaerd, som vendte sig hid og did, til at vogte Vejen til Livsens Trae.
------------------------Første Mosebog, Kapitel 4
Gen	4	1	1. Og Adam kendte sin Hustru Eva; og hun undfik og fødte Kain og sagde: Jeg har faaet en Mand, som er Herren.
Gen	4	2	2. Og hun blev ved at føde, nemlig hans Broder Abel; og Abel blev en Faarehyrde, og Kain dyrkede Jorden.
Gen	4	3	3. Og det haendte sig, der en Tid var forløben, og Kain frembar et Offer til Herren af Jordens Frugt.
Gen	4	4	4. Og Abel, ogsaa han bar frem af sin Hjords første Affødning og af deres Fedme; og Herren saa til Abel og til hans Offer.
Gen	4	5	5. Men til Kain og til hans Offer saa han ikke; da blev Kain meget vred, og hans Ansigt falmede.
Gen	4	6	6. Og Herren sagde til Kain: Hvi er du vred, og hvi er dit Ansigt falmet.
Gen	4	7	7. Er det ikke saa, at dersom du gør godt, da er du behagelig, og dersom du ikke gør godt, da ligger Synden for Døren, og til dig er dens Attraa men du skal herske over den.
Gen	4	8	8. Og Kain talede med Abel sin Broder; og det haendte sig, der de vare paa Marken, da stod Kain op imod Abel sin Broder og ihjelslog ham.
Gen	4	9	9. Og Herren sagde til Kain: Hvor er Abel, din Broder? Og han sagde: Jeg ved ikke, mon jeg vaere min Broders Vogter?
Gen	4	10	10. Og han sagde: Hvad har du gjort? din Broders Blods Røst raaber til mig af Jorden.
Gen	4	11	11. Og nu vaere du forbandet fra Jorden, som oplod sin Mund til at tage din Broders Blod af din Haand.
Gen	4	12	12. Naar du dyrker Jorden, skal den ikke ydermere give dig sin Kraft, ustadig og flygtig skal du vaere paa Jorden.
Gen	4	13	13. Da sagde Kain til Herren: Min Misgerning er større, end jeg kan baere.
Gen	4	14	14. Se, du har i Dag drevet mig fra Jordens Kreds, og jeg maa skjule mig for dit Ansigt; og jeg bliver ustadig og flygtig paa Jorden, og det vil ske, hvo som finder mig, slaar mig ihjel.
Gen	4	15	15. Men Herren sagde til ham: Derfor, hvo som ihjelslaar Kain, paa ham skal det haevnes syvfold; saa satte Herren for Kain et Tegn, at ingen, som fandt ham, skulde slaa ham ihjel.
Gen	4	16	16. Saa gik Kain ud fra Herrens Ansigt og blev i det Land Nod Østen for Eden.
Gen	4	17	17. Og Kain kendte sin Hustru, og hun undfik og fødte Hanok; og han byggede en Stad og kaldte Stadens Navn efter sin Søns Navn, Hanok.
Gen	4	18	18. Og for Hanok blev født Irad, og Irad avlede Mehujael, og Mehujael avlede Mathusael, og Mathusael avlede Lamek.
Gen	4	19	19. Og Lamek tog sig to Hustruer, den enes Navn var Ada, og den andens Navn Zilla.
Gen	4	20	20. Og Ada fødte Jabal; han var Fader til dem som boede i Telte og vogtede Kvaeg
Gen	4	21	21. Og hans Broders Navn var Jubal han var Fader til alle dem, der legede paa Harpe og Fløjte.
Gen	4	22	22. Og Zilla, ogsaa hun fødte, nemlig Thubalkain, som kunstigen gjorde alle Haande skarpt Kobber- og Jerntøj; og Thubalkains Søster var Naama.
Gen	4	23	23. Og Lamek sagde til sine Hustruer Ada og Zilla, hører min Røst, Lameks Hustruer, maerker min Tale! Om jeg har slagen en Mand ihjel, mig til et Saar, og en Dreng, mig til en Byld:
Gen	4	24	24. da skal Kain haevnes syvfold, og Lamek halvfjerdsindstyve Gange og syv Gange.
Gen	4	25	25. Og Adam kendte ydermere sin Hustru, og hun fødte en Søn og kaldte hans Navn Seth; thi Gud har sat mig, sagde hun, en anden Saed Abels Sted; thi Kain slog ham ihjel.
Gen	4	26	26. Og for Seth blev og født en Søn, og han kaldte hans Navn Enos; da begyndte man at paakalde Herrens Navn.
------------------------Første Mosebog, Kapitel 5
Gen	5	1	1. Denne er Menneskens Slaegters Bog. Paa den Dag Gud skabte Mennesket, gjorde han det i Guds Lignelse:
Gen	5	2	2. Han skabte dem Mand og Kvinde og velsignede dem og kaldte deres Navn Menneske, paa den Dag de bleve skabte.
Gen	5	3	3. Og Adam levede hundrede og tredive Aar og avlede en Søn i sin Lignelse, efter sit Billede og kaldte hans Navn Seth.
Gen	5	4	4. Og Adam levede, efter at han havde avlet Seth, otte Hundrede Aar og avlede Sønner og Døtre.
Gen	5	5	5. Og Adams ganske Alder, som han levede, blev ni Hundrede Aar og trevede, blev ni Hundrede Aar og tredive Aar; og han døde.
Gen	5	6	6. Og Seth var hundrede Aar og fem Aar gammel og avlede Enos.
Gen	5	7	7. Og Seth levede, efter at han havde avlet Enos, otte Hundrede Aar og syv Aar og avlede Sønner og Døtre.
Gen	5	8	8. Og Seths ganske Alder blev ni Hundrede Aar og tolv Aar; og han døde.
Gen	5	9	9. Og Enos var halvfemsindstyve Aar gammel og avlede Kenan.
Gen	5	10	10. Og Enos levede, efter at han havde avlet Kenan, otte Hundrede Aar og femten Aar og avlede Sønner og Døtre.
Gen	5	11	11. Og Enos ganske Alder blev ni Hundrede Aar og fem Aar; og han døde.
Gen	5	12	12. Og Kenan var halvfjerdsindstyve Aar gammel og avlede Mahalaleel.
Gen	5	13	13. Og Kenan levede, efter at han havde avlet Mahalaleel, otte Hundrede Aar og fyrretyve Aar og avlede Sønner og Døtre.
Gen	5	14	14. Og Kenans ganske Alder blev ni Hundrede Aar og ti Aar; og han døde.
Gen	5	15	15. Og Mahalaleel var fem Aar og tresindstyve Aar gammel og avlede Jared.
Gen	5	16	16. Og Mahalaleel levede, efter at han havde avlet Jared, otte Hundrede Aar og tredive Aar og avlede Sønner og Døtre.
Gen	5	17	17. Og Mahalaleels ganske Alder var otte Hundrede Aar og fem og halvfemsindstyve Aar; og han døde.
Gen	5	18	18. Og Jared var hundrede Aar og to og tresindstyve Aar gammel og avlede Enok.
Gen	5	19	19. Og Jared levede, efter at han havde avlet Enok, otte Hundrede Aar og avlede Sønner og Døtre.
Gen	5	20	20. Og Jareds ganske Alder blev ni Hundrede Aar og to og tresindstyve Aar; og han døde.
Gen	5	21	21. Og Enok var fem og tresindstyve Aar gammel og avlede Methusela.
Gen	5	22	22. Og Enok vandrede med Gud, efter at han havde avlet Methusela, tre Hundrede Aar og avlede Sønner og Døtre.
Gen	5	23	23. Og Enoks ganske Alder blev tre Hundrede Aar og fem og tresindstyve Aar.
Gen	5	24	24. Og Enok vandrede med Gud, og han var ikke mere; thi Gud tog ham.
Gen	5	25	25. Og Methusela var hundrede Aar og syv og tresindstyve Aar gammel og avlede Lamek.
Gen	5	26	26. Og Methusela levede, efter at han havde avlet Lamek, syv Hundrede Aar og to og firsindstyve Aar og avlede Sønner og Døtre.
Gen	5	27	27. Og Methuselas ganske Alder blev ni Hundrede Aar og ni og tresindstyve Aar; og han døde.
Gen	5	28	28. Og Lamek var hundrede Aar og to og firsindstyve Aar gammel og avlede en Søn;
Gen	5	29	29. ug han kaldte hans Navn Noa og sagde: Denne skal trøste os i vor Kummer og vore Haenders Arbejde paa Jorden, hvilken Herren har forbandet.
Gen	5	30	30. Og Lamek levede, efter at han havde avlet Noa; fem Hundrede Aar og fem og halvfemsindstyve Aar og avlede Sønner og Døtre.
Gen	5	31	31. Og Lameks ganske Alder blev syv Hundrede aar og syv og halvfjerdsindstyve Aar; og han døde.
Gen	5	32	32. Og Noa var fem Hundrede Aar gammel, og Noa avlede Sem, Kam og Jafet.
------------------------Første Mosebog, Kapitel 6
Gen	6	1	1. Og det skete, der Menneskene havde begyndt at formeres paa Jorden, og Døtre fødtes dem,
Gen	6	2	2. da saa Guds Sønner Menneskens Døtre, at de vare skønne, og toge sig Hustruer af alle, hvilke de valgte.
Gen	6	3	3. Da sagde Herren: Min Aand skal ikke herske i Mennesket evindelig, eftersom han er Kød; og hans Dage skulle vaere hundrede og tyve Aar.
Gen	6	4	4. Paa den Tid vare Kaemper paa Jorden, ja ogsaa efter at Guds Sønner vare indgangne til Menneskens Døtre og havde avlet sig Børn; disse ere de vaeldige, hvilke fra fordums Tid have vaeret navnkundige Maend.
Gen	6	5	5. Og Herren saa, at Menneskets Ondskab var stor paa Jorden, og at alt hans Hjertes Tankers Paafund var ikkun ondt hver Dag.
Gen	6	6	6. Da angrede Herren, at han havde gjort Mennesket paa Jorden, og det bedrøvede ham i hans Hjerte.
Gen	6	7	7. Og Herren sagde: Jeg vil udslette Mennesket, som jeg har skabt, af Jorden, baade Mennesker og Kvaeg og Kryb og Fugle under Himmelen; thi jeg angrer, at jeg gjorde dem.
Gen	6	8	8. Men Noa fandt Naade for Herrens Øjne.
Gen	6	9	9. Disse ere Noas Slaegter. Noa, en retfaerdig Mand, var ustraffelig i sin Tid, Noa vandrede med Gud.
Gen	6	10	10. Og Noa avlede tre Sønner: Sem, Kam og Jafet.
Gen	6	11	11. Men Jorden var fordaervet for Guds Ansigt, og Jorden var fuld af Vold.
Gen	6	12	12. Da saa Gud Jorden, og se, den var fordaervet; thi alt Kød havde fordaervet sin Vej paa Jorden.
Gen	6	13	13. Da sagde Gud til Noa: Alt Køds Ende er kommen for mit Ansigt; thi Jorden er fuld af Vold af dem; og se, jeg vil fordaerve dem med Jorden.
Gen	6	14	14. Gør dig en Ark af Gofertrae; gør Rum i Arken, og beg den inden og udentil med Beg.
Gen	6	15	15. Og denne er Maaden, efter hvilken du skal gøre den: Tre Hundrede Alen skal Arkens Laengde vaere, halvtredsindstyve Alen dens Bredde og tredive Alen dens Højde.
Gen	6	16	16. Du skal gøre et Vindue paa Arken, og oventil skal du fuldkomme den til en Alen, og Arkens Dør skal du saette paa dens Side; du skal gøre den med et nederste, et mellemste og et tredje Loft.
Gen	6	17	17. Og jeg, se, jeg lader komme en Vandflod over Jorden til at fordaerve alt Kød, som har Livs Aande i sig under Himmelen; alt det, som er paa Jorden, skal udaande.
Gen	6	18	18. Men med dig opretter jeg min Pagt; og du skal gaa i Arken, du og dine Sønner og din Hustru og dine Sønners Hustruer med dig.
Gen	6	19	19. Og af alt det, som lever, af alt Kød, et Par af hver Slags skal du indføre i Arken, at lade leve med dig; Han og Hun skal det vaere.
Gen	6	20	20. Af Fuglene efter deres Slags og af Kvaeget efter deres Slags, af alle Haande Kryb paa Jorden efter deres Slags; et Par af hvert skal gaa ind til dig, at de maa leve.
Gen	6	21	21. Og tag du dig af alle Haande Føde, som aedes, og samle til dig, at det maa blive dig og dem til Naering.
Gen	6	22	22. Og Noa gjorde det, efter alt det, som Gud havde befalet ham, saaledes gjorde han.
------------------------Første Mosebog, Kapitel 7
Gen	7	1	1. Og Herren sagde til Noa: Gak ind, du og dit ganske Hus, i Arken; thi dig har jeg set retfaerdig for mig i denne Slaegt.
Gen	7	2	2. Tag dig af alle Haande rent Kvaeg syv og syv, Han og Hun; men af det Kvaeg, som er urent, et Par, Han og Hun;
Gen	7	3	3. ogsaa af Fuglene under Himmelen, syv og syv, Han og Hun, at holde Saed paa al Jorden i Live.
Gen	7	4	4. Thi end om syv Dage vil jeg lade regne paa Jorden fyrretyve Dage og fyrretyve Naetter og udslette af Jorden alle levende Vaesener, som jeg har gjort.
Gen	7	5	5. Og Noa gjorde efter alt, hvad Herren bød ham.
Gen	7	6	6. Og der Noa var seks Hundrede Aar gammel, da kom Floden med Vande over Jorden.
Gen	7	7	7. Og Noa gik ind og hans Sønner og hans Hustru og hans Sønners Hustruer med ham i Arken for Flodens Vande.
Gen	7	8	8. Af rent Kvaeg og af det Kvaeg, om ikke er rent, og af Fuglene og alt det, som kryber paa Jorden,
Gen	7	9	9. gik Par og Par til Noa til Arken, Han og Hun, ligesom Gud havde befalet Noa.
Gen	7	10	10. Og det skete paa den syvende Dag, da kom Flodens Vande over Jorden.
Gen	7	11	11. I det Aar, der Noa var seks Hundrede Aar gammel, i den anden Maaned, paa den syttende Dag i Maaneden, paa den Dag opbrast alle Kilder i den store Afgrund og Himmelens Sluser oplodes.
Gen	7	12	12. Og Regn paa Jorden fyrretyre Dage og fyrretyve Naetter.
Gen	7	13	13. Paa den selvsamme Dag gik Noa og Sem og Kam og Jafet, Noas Sønner, og Noas Hustru og hans Sønners tre Hustruer med dem i Arken;
Gen	7	14	14. de og alle Haande vilde Dyr efter deres Slags og alle Haande Kvaeg efter deres Slags og alle Haande Kryb, som krybe paa Jorden, efter deres Slags, og alle Haande Fugle efter deres Slags, alt det, som kan flyve, alt det, som har Vinger.
Gen	7	15	15. Og de gik i Arken til Noa, Par og Par af alt Kød, i hvilket der var Livs Aande.
Gen	7	16	16. Og de, som kom, kom Han og Hun af alle Haande Kød, ligesom Gud havde budet ham; og Herren lukkede til efter ham.
Gen	7	17	17. Da kom Floden fyrretyve Dage over Jorden; og Vandet formeredes og opløftede Arken, og den haevedes op over Jorden.
Gen	7	18	18. Og Vandet fik Overhaand og formeredes saare over Jorden; og Arken flød oven paa Vandet.
Gen	7	19	19. Og Vandet fik Overhaand saare meget over Jorden; og alle høje Bjerge bleve skjulte, som vare under den ganske Himmel.
Gen	7	20	20. Femten Alen oventil fik Vandet Overhaand, og Bjergene bleve skjulte.
Gen	7	21	21. Saa udaandede alt Kød, som rørte sig paa Jorden, af Fugle og af Kvaeg og af vilde Dyr og af al den Vrimmel, som vrimlede paa Jorden, og hvert Menneske.
Gen	7	22	22. Alt det, som havde Livs Aande i sin Naese, alt det, som var paa det tørre, døde.
Gen	7	23	23. Og hvert Vaesen udslettedes, som var paa Jorden, fra Mennesket indtil Kvaeg, indtil Kryb og indtil Fugle under Himmelen, og de bleve udslettede af Jorden; og Noa blev alene igen, og hvad der var med ham i Arken.
Gen	7	24	24. Og Vandet havde Overhaand over Jorden hundrede og halvtredsindstyve Dage.
------------------------Første Mosebog, Kapitel 8
Gen	8	1	1. Og Gud ihukom Noa og alle vilde Dyr og alt Kvaeg, som var med ham i Arken, og Gud lod Vejr fare over Jorden, og Vandet faldt.
Gen	8	2	2. Og Kilderne i Afgrunden stoppedes, og Himmeles Sluser holdt op og regnen fra Himmelen holdt op.
Gen	8	3	3. Og Vandet vendte tilbage af Jorden, gaaende frem og tilbage; og Vandet formindskedes, efter at hundrede og halvtredsindstyve Dage vare forløbne.
Gen	8	4	4. Og Arken hvilede i den syvende Maaned, paa den syttende Dag i Maaneden, paa Ararats Bjerge.
Gen	8	5	5. Og Vandet for hid og did og formindskedes indtil den tiende Maaned; i den tiende Maaned, paa den første Dag i Maaneden, lode Toppene af Bjergene sig til Syne.
Gen	8	6	6. Og det haendte sig efter fyrretyve Dage, da oplod Noa Vinduet paa Arken, som han havde gjort.
Gen	8	7	7. Og han udlod en Ravn; den fløj og tilbage, indtil Vandet borttørredes af Jorden.
Gen	8	8	8. Og han udlod en Due fra sig for at se, om Vandet var sunket fra Jordens Overflade.
Gen	8	9	9. Og der Duen ikke fandt det, den kunde hvile sin Fodsaale paa, da kom den igen til ham i Arken, fordi Vandet endnu var over den ganske Jord; og han udrakte sin Haand og annammede den og to den til sig i Arken.
Gen	8	10	10. Da biede han endnu syv andre Dage og udlod atter en Due af Arken.
Gen	8	11	11. Og den Due kom til ham ved Aftens Tid, og se, den havde et afbrudt Olieblad i sin Mund; da fornam Noa, at vandet var sunket paa Jorden.
Gen	8	12	12. Men han biede endnu andre syv Dage og udlod en Due, og den kom ikke ydermere til ham.
Gen	8	13	13. Og det skete i det seks Hundrede og første Aar, i den første Maaned, paa den første Dag i Maaneden, da tørredes Vandet fra Jorden; da tog Noa Daekket af Arken og saa sig om, og se, Jordens Overflade tørredes.
Gen	8	14	14. Og i den anden Maaned, paa den syv og tyvende Dag i Maaneden, blev Jorden tør.
Gen	8	15	15. Da talede Gud til Noa og sagde:
Gen	8	16	16. Gak ud ad Arken, du og din Hustru og dine Sønner og dine Sønners Hustruer med dig.
Gen	8	17	17. Udfør med dig alle Dyr, som ere hos dig af alt Kød, af Fugle og af Kvaeg og af alle Kryb, som krybe paa Jorden, og de skulle vrimle paa Jorden og vorde frugtbare og mangfoldige paa Jorden.
Gen	8	18	18. Saa gik Noa ud og hans Sønner og hans Hustru og hans Sønners Hustruer med ham.
Gen	8	19	19. Alle vilde Dyr og alle Kryb og alle Fugle, alt hvad der kryber paa Jorden, efter deres Slags, de gik ud ad Arken.
Gen	8	20	20. Og Noa byggede Herren et Alter og tog af alle Haande rent Kvaeg og af alle Haande rene Fugle og ofrede Braendoffer paa Alteret.
Gen	8	21	21. Og Herren lugtede den behagelige Lugt; da sagde Herren i sit Hjerte: Jeg vil ikke mere herefter forbande Jorden for Menneskets Skyld, thi Menneskets Hjertes Tanke er ond fra hans Ungdom; og jeg vil ikke mere slaa alt, hvad der lever, saaledes som jeg har gjort.
Gen	8	22	22. Saa laenge Jorden staar, skal Saed og Høst og Frost og Hede og Sommer og Vinter og Dag og Nat ikke aflade.
------------------------Første Mosebog, Kapitel 9
Gen	9	1	1. Og Gud velsignede Noa og hans Sønner og sagde til dem: Vorder frugtbare og mangfoldige, og opfylder Jorden!
Gen	9	2	2. Og Frygt for eder og Raedsel for eder skal vaere over alle vilde Dyr paa Jorden og over alle Fugle under Himmelen, over alt det, som kryber paa Jorden, og over alle Fiske i Havet, de skulle vaere givne i eders Haender.
Gen	9	3	3. Alt det, som vrimler, som lever, skal vaere eder til Spise, ligesom grønne Urter har jeg givet eder alt dette.
Gen	9	4	4. Dog Kød med Sjaelen, med Blodet i, maa I ikke aede.
Gen	9	5	5. Derimod eders Livs Blod vil jeg kraeve, af alle Dyrs Haand vil jeg kraeve det; og af Menneskenes Haand, af hvers Haand, endog af hans Broders, vil jeg kraeve Menneskenes Sjael.
Gen	9	6	6. Hvo som udøser Menneskenes Blod, ved Mennesket skal hans Blod udøses; thi i Guds Billede gjorde han Mennesket.
Gen	9	7	7. Og vorder frugtbare og mangfoldige, vrimler paa Jorden og vorder mangfoldige derpaa.
Gen	9	8	8. Og Gud talede til Noa og til hans Sønner med ham og sagde:
Gen	9	9	9. Jeg, se, jeg opretter min Pagt med eder og med eders Afkom efter eder
Gen	9	10	10. og med hver levende Sjael, som er hos eder af Fugle, af Kvaeg og af alle vilde Dyr paa Jorden hos eder, af alle dem, som gik ud ad Arken, af alle Dyr, som ere paa Jorden.
Gen	9	11	11. Og jeg opretter min Pagt med eder, at herefter skal intet Kød ødelaegges af Flodens Vande, og der skal ikke komme Vandflod herefter at fordaerve Jorden.
Gen	9	12	12. Og Gud sagde: Dette er et Tegn paa den Pagt, som jeg gør imellem mig og imellem eder og imellem hver levende Sjael, som er hos eder, til evig Tid.
Gen	9	13	13. Jeg har sat min Bue i Skyen, og den skal vaere til en Pagtes Tegn imellem mig og imellem Jorden.
Gen	9	14	14. Og det skal ske, naar jeg fører Skyen over Jorden, da skal Buen ses i Skyen.
Gen	9	15	15. Og jeg vil komme min Pagt i Hu, som er imellem mig og imellem eder og imellem alle levende Sjaele af alt Kød, at Vandene ikke mere skulle blive til en Flod, at fordaerve alt Kød.
Gen	9	16	16. Derfor skal Buen vaere i Skyen, og jeg vil se den for at ihukomme den evige Pagt imellem Gud og imellem alle levende Sjaele af alt Kød, som er paa Jorden.
Gen	9	17	17. Og Gud sagde til Noa: Dette skal vaere et Tegn paa den Pagt, som jeg har oprettet imellem mig og imellem alt Kød, som er paa Jorden.
Gen	9	18	18. Og Noas Sønner, som gik ud ad Arken, vare Sem og Kam og Jafet men Kam er Kanaans Fader.
Gen	9	19	19. Disse tre ere Noas Sønner, og af disse blev hele Jorden befolket alle Vegne.
Gen	9	20	20. Men Noa begyndte at blive en Avlsmand og plantede en Vingaard.
Gen	9	21	21. Og han drak af Vinen og blev drukken og blottede sig midt i sit Telt.
Gen	9	22	22. Der Kam, Kanaans Fader, saa sin Faders Blusel, forkyndte han begge sine Brødre det udenfor.
Gen	9	23	23. Da tog Sem og Jafet et Klaede og lagde det begge paa deres Skulder og gik baglaens og skjulte deres Faders Blusel; og deres Ansigter vare bortvendte, at de ikke saa deres Faders Blusel.
Gen	9	24	24. Og Noa vaagnede op af sin Vin og fik at vide, hvad hans yngste Søn havde gjort ham.
Gen	9	25	25. Da sagde han: Forbandet vaere Kanaan, han skal vaere Traelles Trael for sine Brødre
Gen	9	26	26. Og han sagde: Lovet vaere Herren, Sems Gud, og Kanaan skal vaere deres Trael!
Gen	9	27	27. Gud udbrede Jafet, og han skal bo i Sems Pauluner, og Kanaan skal vaere deres Trael!
Gen	9	28	28. Og Noa levede efter Floden tre Hundrede Aar og halvtredsindstyve Aar.
Gen	9	29	29. Og alle Noas Dage vare ni Hundrede Aar og halvtredsindstyve Aar; og han døde.
------------------------Første Mosebog, Kapitel 10
Gen	10	1	1. Og disse ere Noas Sønners Slaegter, Sems, Kams og Jafets; og dem fødtes Børn efter Floden.
Gen	10	2	2. Jafets Sønner vare: Gomer og Magog og Madai og Javan og Thubal og Mesek og Thiras.
Gen	10	3	3. Og Gomers Sønner: Askenas og Rifat og Thogarma.
Gen	10	4	4. Og Javans Sønner: Elisa og Tharsis, Kithim og Dodanim.
Gen	10	5	5. Af disse bleve Hedningernes Øer befolkede i deres Lande, hver efter sit Tungemaal, efter deres Slaegter, i deres Folk.
Gen	10	6	6. Og Kams Sønner vare: Kus og Mizraim og Put og Kanaan.
Gen	10	7	7. Og Kus Sønner: Seba og Havila og Sabtha og Raema og Sabtheka; og Raemas Sønner: Skeba og Dedan.
Gen	10	8	8. Men Kus avlede Nimrod; han begyndte at blive en vaeldig paa Jorden.
Gen	10	9	9. Han var en vaeldig Jaeger for Herrens Ansigt; derfor siges: Som Nimrod, en vaeldig Jaeger for Herrens Ansigt.
Gen	10	10	10. Og Babel var hans Riges Begyndelse, og Erek og Akad og Kalne i Landet Sinear.
Gen	10	11	11. Fra dette Land drog han ud til Assur, og han byggede Ninive og Rekoboth-Ir og Kala
Gen	10	12	12. og Resen imellem Ninive og Kala; denne er den store Stad.
Gen	10	13	13. Og Mizraim avlede Luder og Anamer og Lehaber og Naftuher
Gen	10	14	14. og Pathruser og Casluher, fra hvilke Filisterne udgik, og Kaftorer.
Gen	10	15	15. Og Kanaan avlede Zidon, sin førstefødte, og Heth
Gen	10	16	16. og Jebusiter og Amoriter og Girgarsiter
Gen	10	17	17. og Heviter og Arkiter og Siniter
Gen	10	18	18. og Arvaditer og Zemariter og Hamathiter; og derefter udbredte sig Kananiternes Slaegter.
Gen	10	19	19. Og Kananiternes Graense var fra Zidon henimod Gerar indtil Gaza, henimod Sodoma og Gomorra, Adma og Zeboim indtil Lasa.
Gen	10	20	20. Disse ere Kams Børn efter deres Slaegter, efter deres Tungemaal, i deres Lande, i deres Folk.
Gen	10	21	21. Og Sem fødtes ogsaa Børn; han var alle Ebers Børns Fader, Jafets aeldre Broder.
Gen	10	22	22. Sems Sønner vare: Elam og Assur og Arfaksad og Lud og Aram.
Gen	10	23	23. Og Arams Sønner vare: Uz og Hul og Gether og Mas.
Gen	10	24	24. Og Arfaksad avlede Sala; og Sala avlede Eber.
Gen	10	25	25. Og Eber fødtes to Sønner: den enes Navn var Peleg, fordi Jorden blev skiftet i hans Tid, og hans Broders Navn var Joktan.
Gen	10	26	26. Og Joktan avlede Almodad og Salef og Hazarmaveth og Jara
Gen	10	27	27. og Adoram og Usal og Dikla
Gen	10	28	28. og Obal og Abimael og Skeba
Gen	10	29	29. og Ofir og Havila og Jobab; alle disse ere Joktans Sønner.
Gen	10	30	30. Og deres Bolig var fra Mesa henimod Sefar, det Bjerg mod Østen.
Gen	10	31	31. Disse ere Sems Børn efter deres Slaegter, efter deres Tungemaal, i deres Lande, efter deres Folk.
Gen	10	32	32. Disse ere Noas Børns Slaegter i deres Afkom, i deres Folk; og af dem have Folkene adskilt sig paa Jorden efter Floden.
------------------------Første Mosebog, Kapitel 11
Gen	11	1	1. Og al Jorden havde eet Tungemaal og eet Sprog.
Gen	11	2	2. Og det skete, der de rejste fra Østen, da fandt de en Dal i Landet Sinear og boede der.
Gen	11	3	3. Og de sagde, den ene til den anden: Velan, lader os stryge Tegl og braende dem vel; og de havde Tegl for Sten, og Jordbeg havde de for Kalk.
Gen	11	4	4. Og de sagde: Velan, lader os bygge os en Stad og et Taarn, hvis Spidse kan naa op til Himmelen, og lader os gøre os et Navn, at vi ikke skulle adspredes over al Jorden.
Gen	11	5	5. Da nedfor Herren for at se den Stad og det Taarn, som Menneskens Børn byggede.
Gen	11	6	6. Og Herren sagde: Se, dette er eet Folk, og de have alle eet tungemaal, og dette have de begyndt at gøre; og nu vil intet formenes dem af alt, hvad de faa i Sinde at gøre.
Gen	11	7	7. Velan, lader os fare ned og blande deres Tungemaal der, at den ene ikke forstaar den andens Tungemaal.
Gen	11	8	8. Og Herren adspredte dem derfra over al Jordens Kreds; og de lode af at bygge Staden.
Gen	11	9	9. Derfor kaldte man dens Navn Babel; thi Herren blandede der al Jordens Tungemaal, og Herren adspredte dem derfra over al Jordens Kreds.
Gen	11	10	10. Disse ere Sems Slaegter. Sem var hundrede Aar gammel og avlede Arfaksad, to Aar efter Floden.
Gen	11	11	11. Og Sem levede, efter at han havde avlet Arfaksad, fem Hundrede Aar og avlede Sønner og Døtre.
Gen	11	12	12. Og Arfaksad levede fem og tredive Aar og avlede Sala.
Gen	11	13	13. Og Arfaksad levede, efter at han havde avlet Sala, fire Hundrede og tre Aar og avlede Sønner og Døtre.
Gen	11	14	14. Og Sala levede tredive Aar og avlede Eber.
Gen	11	15	15. Og Sala levede, efter at han havde avlet Eber, fire Hundrede Aar og tre Aar og avlede Sønner og Døtre.
Gen	11	16	16. Og Eber levede fire og tredive Aar og avlede Peleg.
Gen	11	17	17. Og Eber levede, efter at han havde avlet Peleg, fire Hundrede Aar og tredive Aar og avlede Sønner og Døtre.
Gen	11	18	18. Og Peleg levede tredive Aar og avlede Reu.
Gen	11	19	19. Og Peleg levede, efter at han havde avlet Reu, to Hundrede og ni Aar og avlede Sønner og Døtre.
Gen	11	20	20. Og Reu levede to og tredive Aar og avlede Serug.
Gen	11	21	21. Og Reu levede, efter at han havde avlet Serug, to Hundrede Aar og syv Aar og avlede Sønner og Døtre.
Gen	11	22	22. Og Serub levede tredive Aar og avlede Nakor.
Gen	11	23	23. Og Serug levede, efter at han havde avlet Nakor, to Hundrede Aar og avlede Sønner og Døtre.
Gen	11	24	24. Og Nakor levede ni og tyve Aar og avlede Thara.
Gen	11	25	25. Og Nakor levede, efter at han havde avlet Thara, hundrede Aar og nitten Aar og avlede Sønner og Døtre.
Gen	11	26	26. Og Thara levede halvfjerdsindstyve Aar og avlede Abram, Nakor og Haran.
Gen	11	27	27. Og disse ere Tharas Slaegter. Thara avlede Abram, Nakor og Haran; og Haran avlede Lot.
Gen	11	28	28. Og Haran døde for Thara sin Faders Ansigt i sit Faedreneland, udi Ur i Kaldaea.
Gen	11	29	29. Abram og Nakor toge sig Hustruer; Abrams Hustrus Navn var Sarai og Nakors Hustrus Navn Milka, en Datter af Haran, som var Fader til Milka og Fader til Jiska.
Gen	11	30	30. Og Sarai var ufrugtbar, hun havde intet Barn.
Gen	11	31	31. Og Thara tog Abram sin Søn og Lot Harans Søn, sin Sønnesøn, og Sarai sin Sønnekvinde; som var Abrams, hans Søns Hustru, og de drage ud med dem fra Ur i Kaldaea, at drage til det Land Kanaan, og de kom til Haran og boede der.
Gen	11	32	32. Og Thara blev to Hundrede Aar og fem Aar gammel, og Thara døde i Haran.
------------------------Første Mosebog, Kapitel 12
Gen	12	1	1. Og Herren sagde til Abram: Gak du ud af dit Land og fra din Slaegt og af din Faders Hus til det Land, som jeg vil vise dig.
Gen	12	2	2. Og jeg vil gøre dig til et stort Folk og velsigne dig og gøre dit Navn stort, og vaer en, Velsignelse.
Gen	12	3	3. Og jeg vil velsigne dem, som velsigne dig, og den, som forbander dig, vil jeg forbande; og i dig skulle alle Slaegter paa Jorden velsignes.
Gen	12	4	4. Og Abram gik, ligesom Herren havde sagt til ham, og Lot gik rrled ham; og Abram var halvfjerdsindstyve Aar og fem Aar gammel, der han uddrog af Haran.
Gen	12	5	5. Saa tog Abram Sarai sin Hustru og Lot sin Broders Søn og al deres Ejendom, som de ejede, og de Folk, som de havde forskaffet sig i Haran, og de drage ud for at rejse til Kanaans Land, og de kom til Kanaans Land.
Gen	12	6	6. Og Abram drog igennem Landet til det Sted Sikem indtil More Lund; og Kananiten var da i Landet.
Gen	12	7	7. Og Herren aabenbaredes for Abram og sagde: Dit Afkom vil jeg give dette Land; og han byggede der et Alter for Herren, som aabenbaredes for ham.
Gen	12	8	8. Og han brød op derfra til Bjerget Østen for Bethel og udslog sit telt, saa Bethel var mod Vesten og Ai mod Østen; og han byggede der et Alter for Herren og paakaldte Herrens Navn.
Gen	12	9	9. Og Abram rejste videre og vandrede mod Sønden.
Gen	12	10	10. Og der var Hunger i Landet, og Abram drog ned til Aegypten at leve som fremmed der; thi Hungeren var svar i Landet.
Gen	12	11	11. Og det skete, der han naermede sig at komme til Aegyprten nu, jeg ved, at du er en dejlig Kvinde at se til.
Gen	12	12	12. Og det vil ske, naar Aegypterne se dig og sige: denne er hans Hustru, at de slaa mig ihjel og lade dig leve.
Gen	12	13	13. Kaere, sig, at du er min Søster, at det kan gaa mig vel for din Skyld, og min Sjael maa leve formedelst dig.
Gen	12	14	14. Og det skete, der Abram kom til Aegypten, da saa aegypterne Kvinden, at hun var meget dejlig.
Gen	12	15	15. Og Faraos Fyrster saa hende og roste hende for Farao, og Kvinden blev ført til Faraos Hus.
Gen	12	16	16. Og han gjorde Abram godt for hendes Skyld; og han fik Faar og Kvaeg og Asener og Svende og Tjenestepiger og Aseninder og Kameler.
Gen	12	17	17. Og Herren slog Farao og hans Hus med store Plager for Sarai, Abrams Hustrus, Skyld.
Gen	12	18	18. Da kaldte Farao ad Abram og sagde: Hvi har du gjort mig dette? hvi gav du mig ikke til Kende, at hun er din Hustru?
Gen	12	19	19. Hvorfor sagde du: hun er min Søster og jeg tog hende mig til Hustru; og nu, se, der er din Hustru, tag hende og gak!
Gen	12	20	20. Og Farao gav sine Maend Befaling om ham, og de udførte ham og hans Hustru og alt det, han havde.
------------------------Første Mosebog, Kapitel 13
Gen	13	1	1. Og Abram drog op af Aegypten han og hans Hustru og alt det, han havde, og Lot med ham, mod Sønden.
Gen	13	2	2. Og Abram var meget rig paa Fae, paa Sølv og paa Guld.
Gen	13	3	3. Og han drog paa sine Rejser fra Sønden og indtil Bethel, indtil det Sted, hvor hans Telt var i Begyndelsen, imellem Bethel og imellem Ai,
Gen	13	4	4. til det Alters Sted, som han havde gjort der i Førstningen; og Abram paakaldte der Herrens Navn.
Gen	13	5	5. Men og Lot, som vandrede med Abram, havde Faar og Fae og Telte.
Gen	13	6	6. Og Landet kunde ikke baere dem, at de kunde bo hos hverandre; thi deres Ejendom var megen, saa de kunde ikke bo tilsammen.
Gen	13	7	7. Og der var Traette imellem Abrams Faehyrder og imellem Lots Faehyrder; og der boede den Gang Kananiter og Feresiter i Landet.
Gen	13	8	8. Og Abram sagde til Lot: Kaere, lad der ikke vaere Traette imellem mig og imellem dig, og imellem mine Hyrder og imellem dine Hyrder; thi vi ere jo Brødre.
Gen	13	9	9. Er ikke det ganske Land for dig Kaere, skil dig fra mig; dersom du vil til den venstre Side, da vil jeg fare til den højre, og dersom du vil til den højre, da vil jeg fare til den venstre.
Gen	13	10	10. Og Lot opløftede sine Øjne, og saa den ganske Slette ved Jordanen, thi den var vandrig overalt; førend Herren fordaervede Sodoma og Gomorra, var den som Herrens Have, som Aegyptens Land, henimod Zoar.
Gen	13	11	11. Og Lot udvalgte sig hele Sletten ved Jordanen, og Lot drog Øster paa: den ene fra den anden.
Gen	13	12	12. Abram boede i Kanaans Land, og Lot boede i Staederne paa Sletten og opslog Telte indtil Sodoma.
Gen	13	13	13. Og de Maend i Sodoma vare onde; og de syndede saare mod Herren.
Gen	13	14	14. Og Herren sagde til Abram, efter at Lot var skilt fra ham: Kaere, opløft dine Øjne; og se fra det Sted, hvor du er, mod Norden og mod Sønden og mod Østen og mod Vesten.
Gen	13	15	15. Thi alt det Land, som du ser, det vil jeg give dig og dit Af kom evindeligen.
Gen	13	16	16. Og jeg vil gøre dit Afkom som Støv paa Jorden; dersom nogen kan taelle Støvet paa Jorden, da skal ogsaa dit Afkom taelles.
Gen	13	17	17. Staa op, vandre igennem Landet, i dets Laengde og i dets Bredde; thi dig vil jeg give det.
Gen	13	18	18. Saa opslog Abram Telt og kom og boede i Mamre Lund, som er i Hebron, og byggede der Herren et Alter.
------------------------Første Mosebog, Kapitel 14
Gen	14	1	1. Og det skete i de Dage, der Am rafel var Konge i Sinear, Ariok Konge i Elassar, Kedorlaomer Konge i Elam, og Thideal Konge over Gojim,
Gen	14	2	2. at de førte Krig mod Bera, Kongen af Sodoma, og imod Birsa, Kongen af Gomorra, Sineab, Kongen af Adma, og Semeber, Kongen af Zeboim, og Kongen af Bela, det er Zoar.
Gen	14	3	3. Alle disse kom sammen i Siddims Dal, det er Salthavet.
Gen	14	4	4. Tolv Aar havde de tjent Kedorlaomer, og i det trettende Aar vare de af faldne.
Gen	14	5	5. Og i det fjortende Aar kom Kedorlaomer og de Konger, som vare med ham, og sloge Refaiterne i Astharoth-Karnaim og Susiterne i Ham og Emiterne i Schaveh-Kirjathaim
Gen	14	6	6. og Horiterne paa deres Bjerg Sejr indtil Parans Slette, som er ved Ørken.
Gen	14	7	7. Derefter vendte de om og kom til den Kilde Mispat, det er Kades, og sloge Amalekiternes hele Land og Amoriterne, som boede i Hazezon-Thamar.
Gen	14	8	8. Da drog Kongen af Sodoma ud og Kongen af Gomorra og Kongen af Adma og Kongen af Zeboim og Kongen af Bela, det er Zoar, og rustde sig mod dem til Strid udi Siddims Dal,
Gen	14	9	9. imod Kedorlaomer, Kongen af Elam, og Thideal, Kongen over Gojim, og Anlrafel, Kongen af Sinear, og Ariok, Kongen af Elassar, fire Konger mod fem.
Gen	14	10	10. Og Siddims Dal var fuld af Jordbegsgruber, og Kongen af Sodoma og Gomorra flyede, og de faldt deri; og de, som overbleve, flyede paa Bjerget.
Gen	14	11	11. Og de toge alt det Gods, som var i Sodoma og Gomorra, og al deres Føde og droge bort.
Gen	14	12	12. Og de toge Abrams Brodersøn, Lot, og hans Gods og droge bort; men han boede i Sodoma.
Gen	14	13	13. Da kom en, som var undkommen, og forkyndte Hebraeeren Abram det; men han boede i Amoriten Mamres Lund; denne var Broder til Eskol og Broder til Aner, og disse vare i Forbund med Abram.
Gen	14	14	14. Der Abram hørte, at hans Broder var fangen, da vaebnede han sine tre Hundrede og atten oplaerte unge Karle, som vare fødte i hans Hus, og Forfulgte dem til Dan.
Gen	14	15	15. Og han og hans Svende delte sig over dem om Natten og slog dem og forfulgte dem til Hoba, som ligger paa den venstre Side for Damaskus,
Gen	14	16	16. og han førte alt Godset tilbage, og tilmed Lot, sin Broder, og hans Gods førte han tilbage og desligeste Kvinderne og Folket.
Gen	14	17	17. Og Kongen af Sodoma gik ud imod ham, efter at han var kommen tilbage fra det Slag imod Kedorlaomer og de Konger, som vare med ham, til Schave-Dal, som kaldes Kongens Dal.
Gen	14	18	18. Og Melkisedek, Kongen af Salem, bragte Brød og Vin, og han var den højeste Guds Praest.
Gen	14	19	19. Og han velsignede ham og sagde: Velsignet vaere Abram for den højeste Gud, som ejer Himmel og Jord,
Gen	14	20	20. og velsignet vaere den højeste Gud, som gav dine Fjender i din Haand; og Abram gav ham Tiende af alt.
Gen	14	21	21. Og Kongen af Sodoma sagde til Abram: Giv mig Folket, og tag Godset til dig.
Gen	14	22	22. Men Abram sagde til Kongen af Sodoma: Jeg har opløftet min Haand til Herren, den højeste Gud, som ejer Himmel og Jord,
Gen	14	23	23. at jeg ikke vil tage saa meget som en Traad eller Skotvinge af alt det, som tilhører dig, at du ikke skal sige: jeg har gjort Abram rig;
Gen	14	24	24. undtagen det alene, som de unge Karle have fortaeret, og de Maends Del, som gik med mig, Aner, Eskol og Mamre, de maa tage deres Del.
------------------------Første Mosebog, Kapitel 15
Gen	15	1	1. Efter at dette var sket, kom Herrens Ord til Abram i et Syn, og sagde: Frygt ikke, Abram, jeg er dit Skjold og din meget store Løn.
Gen	15	2	2. Og Abram sagde: Herre, Herre, hvad vil du give mig? og jeg gaar hen uden Børn, og den, der forestaar mit Hus, er Elieser af Damaskus.
Gen	15	3	3. Og Abram sagde: Se, mig har du intet Af kom givet, og se, min vornede arver mig.
Gen	15	4	4. Og se, Herrens Ord skete til ham og sagde: Denne, han skal ikke arve dig; men den, som skal udkomme af dit Liv, han skal arve dig.
Gen	15	5	5. Og han førte ham udenfor og sagde: Kaere, se til Himmelen, og tael Stjernerne, om du kan taelle dem; og han sagde til ham: Saa skal dit Afkom vorde.
Gen	15	6	6. Og han troede paa Herren, og han regnede ham det til Retfaerdighed.
Gen	15	7	7. Og han sagde til ham: jeg er Herren, som udførte dig fra Ur i Kaldaea for at give dig dette Land til at eje det.
Gen	15	8	8. Da sagde han: Herre, Herre, hvorpaa skal jeg kende, at jeg skal eje det?
Gen	15	9	9. Og han sagde til ham: Tag mig en tre Aar gammel Kvie og en tre Aar gammel Ged og en tre Aar gammel Vaedder og en Turteldue og en Dueunge.
Gen	15	10	10. Og han tog ham alt dette og delte det midt over og lagde den ene Del deraf tvaert over for den anden; men Fuglene delte han ikke.
Gen	15	11	11. Og Rovfugle sloge ned paa de døde Kroppe; men Abram jog dem. derfra.
Gen	15	12	12. Og det skete, der Solen vilde gaa ned, da faldt en dyb Søvn paa Abram, og se, der faldt Forfaerdelse og stort Mørke over ham.
Gen	15	13	13. Da sagde han til Abram: du skal visseligen vide, at dit Afkom skal vaere fremmed i et Land, som ikke er deres, og de skulle traelle for dem, der skulle plage dem, fire Hundrede Aar.
Gen	15	14	14. Men jeg vil ogsaa dømme det Folk, som de skulle tjene; og derefter skulle de udgaa med meget Gnds.
Gen	15	15	15. Men de skal fare til dine Faedre med Fred, og du skal blive begravet i en god Alderdom.
Gen	15	16	16. Og i den fjerde Slaegt skulle de komme hid igen; thi Amoritens Ondskab er endnu ikke fuld.
Gen	15	17	17. Og det skete, der Solen var nedgangen, og der var stort Mørke, se, da var der en rygende Ovn og Ilds Blus, som for hen imellem disse Stykker.
Gen	15	18	18. Paa den samme Dag gjorde Herren en Pagt med Abram og sagde: Dit Afkom har jeg givet dette Land, fra Aegyptens Flod indtil den store Flod, den Flod Frat,
Gen	15	19	19. Keniter og Kenisiter og Kadmoniter
Gen	15	20	20. og Hethiter og Feresiter og Refaiter
Gen	15	21	21. og Amoriter og Kananiter og Girgasiter og Jebusiter.
------------------------Første Mosebog, Kapitel 16
Gen	16	1	1. Og Sarai, Abrams Hustru, fødte ham ikke Børn; men hun havde en aegyptisk Pige, og hendes Navn var Hagar.
Gen	16	2	2. Og Sarai sagde til Abram: Se nu, Herren har tillukket mig, at jeg kan ikke føde; kaere, gak til min Pige, maaske jeg kunde bygges ved hende; og Abram lød Sarais Røst.
Gen	16	3	3. Saa tog Sarai, Abrams Hustru, Hagar, sin aegyptiske Pige, efter Udløbet af de ti Aar, Abram havde boet i Kanaans Land, og hun bav Abram sin Mand hende til hans Hustru.
Gen	16	4	4. Og han gik til Hagar, og hun undfik; der hun saa, at hun havde undfanget, da blev hendes Frue ringeagtet af hende.
Gen	16	5	5. Da sagde Sarai til Abram: Den Uret sker mig formedelst dig; jeg har givet min Pige i din Favn, og hun ser, at hun har undfanget, og jeg er ringeagtet af hende; Herren skal dømme imellem mig og imellem dig.
Gen	16	6	6. Da sagde Abram til Sarai: Se, din Pige er i din Haand, gør med hende, som dig godt synes; og Sarai ydmygede hende, saa flyede hun fra hendes Aasyn.
Gen	16	7	7. Men Herrens Engel fandt hende ved en Vandkilde i Ørken, ved den Kilde paa Vejen til Sur.
Gen	16	8	8. Og han sagde: Hagar, Sarai Pige, hvorfra kommer du, og hvorhen gaar du og hun sagde: Jeg flyr fra min Frue Sarai Aasyn.
Gen	16	9	9. Og Herrens Engel sagde til hende: Gak tilbage til din Frue, og ydmyg dig underhendes Haender.
Gen	16	10	10. Og Herrens Engel sagde til hende: Jeg vil gøre dit Afkom meget mangfoldigt, og det skal ikke taelles for Mangfoldighed.
Gen	16	11	11. Og Herrens Engel sagde fremdeles til hen de: Se, du er frugtsommelig og skal føde en Søn, og du skal kalde hans Navn Ismael, fordi Herren har hørt din Modgang.
Gen	16	12	12. Og han skal blive et vildt Menneske, hans Haand skal vaere imod hver, og hvers Haand imod ham, og han skal bo Østen for alle sine Brødre.
Gen	16	13	13. Og hun kaldte Herrens Navn som talede med hende: "Du mit Syns Gud"; thi hun sagde: Mon jeg her ser efter mit Syn?
Gen	16	14	14. Derfor kaldte man den Kilde: Beer Lakai Roi; se, den er imellem Kades og Bered.
Gen	16	15	15. Og Hagar fødte Abram en Søn, og Abram kaldte sin Søns Navn, som Hagar fødte, Ismael.
Gen	16	16	16. Og Abram var seks Aar og firsindstyve Aar gammel, der Hagar fødte Abram Ismael.
------------------------Første Mosebog, Kapitel 17
Gen	17	1	1. Og Abram var ni Aar og halv femsindstyve Aar gammel, og Herren aabenbaredes for Abram og sagde til ham: Jeg er den almaegtige Gud, vandre for mit Ansigt og vaer fuldkommen!
Gen	17	2	2. Og jeg vil gøre min Pagt imellem mig og imellem dig og formere dig saare meget.
Gen	17	3	3. Da faldt Abram paa sit Ansigt, og Gud talede med ham og sagde:
Gen	17	4	4. Hvad mig angaar, se, min Paat er med dig, og du skal vorde mange Folks Fader.
Gen	17	5	5. Og dit Navn skal ikke ydermere kaldes Abram, men dit Navn skal vaere Abraham; thi jeg har gjort dig til mange Folks Fader.
Gen	17	6	6. Og jeg vil gøre dig saare meget frugtbar og gøre dig til Folk, og Konge skulle udgaa af dig.
Gen	17	7	7. Og jeg vil ette min Pagt imellem mig og Imellem dig, og imellem dit Afkom efter dig, i deres Slaegter, til en evig Pagt, til at vaere en Gud for dig og dit Afkom efter dig.
Gen	17	8	8. Og jeg vil give dig og dit Afkom ef er dig det Land, som du er fremmed udi, det hele Kanaans Land, til en evig Ejendom, og jeg vil vaere dem en Gud.
Gen	17	9	9. Og Gud sagde til Abraham: Og du skal holde min Pagt, du og dit Af kom efter dig, i deres Slaegter.
Gen	17	10	10. Denne er min Pagt, som I skulle holde, imellem mig og imellem eder og imellem dit Afkom efter dig: alt Mandkøn skal omskaeres hos eder.
Gen	17	11	11. Og I skulle omskaere eders Forhuds Kød, og det skal vaere til en Pagtes Tegn imellem mig og imellem eder.
Gen	17	12	12. Og hvert Drengebarn, som er otte Dage gammelt, skal omskaeres af eder hos eders Efterkommere, et hjemfødt Barn og den, som mere, et hjemfødt Barn og den, som er købt for Penge af hver fremmed, som ikke selv er af dit Afkom.
Gen	17	13	13. Din hjemfødte og den, som er købt for dine Penge, skal omskaeres, og min Pagt i eders Kød skal vaere til en evig Pagt.
Gen	17	14	14. Og er der et Drengebarn, som har Forhud, og hans Forhuds Kød ikke bliver omskaaret, da skal den samme Sjael udslettes af sit Folk; han har brudt min Pagt.
Gen	17	15	15. Og Gud sagde til Abraham: Hvad anbaar Saraj, din Hustru, du skal ikke kalde hendes Navn Sarai; thi Sara skal vaere hendes Navn.
Gen	17	16	16. Og jeg vil velsigne hende, og af hende vil jeg ogsaa give dig en Søn; og jeg vil velsigne hende, og hun skal vorde til Folkefaerd, Folks Konger skulle vorde af hende.
Gen	17	17	17. Og Abraham faldt paa sit Ansigt og lo, og han sagde i sit Hjerte: Skulde nogen fødes for mig, som er hundrede Aar gammel og skulde Sara, som er halafemsindstyve Aar gammel, føde?
Gen	17	18	18. Og Abraham sagde til Gud: Gid Ismael maatte leve for dit Ansigt!
Gen	17	19	19. Og Gud sagde: Sandelig, Sara, din Hustru, skal føde dig en Søn, og du skal kalde hans Navn Isak, og jeg vil oprette min Pagt med ham til en evig Pagt for hans Afkom efter ham.
Gen	17	20	20. Og om Ismael har jeg hørt dig; se, jeg har velsignet ham og vil gøre ham frugtbar og gøre ham saare meget mangfoldig, han skal avle tolv Fyrster, og jeg vil gøre ham til et stort Folk.
Gen	17	21	21. Men min Pagt vil jeg stadfaeste med Isak, som Sara skal føde dig paa den bestemte Tid i det naeste Aar.
Gen	17	22	22. Og han lod af at tale med ham, og Gud for op fra Abraham.
Gen	17	23	23. Saa tog Abraham Ismael, sin Søn, og alle, som vare fødte i han: Hus, og alle, som vare købte for hans Penge, alt Mandkøn af Folkene, som vare i Abrahams Hus, og han omskar deres Forhuds Kød paa den selvsamme Dag, ligesom Gud havde talet med ham.
Gen	17	24	24. Og Abraham var ni og halvfemsindstyve Aar gammel, der hans Forhuds Kød blev omskaaret.
Gen	17	25	25. Og Ismael, hans Søn, var tretten Aar gammel, der hans Forhuds Kød blev omskaaret.
Gen	17	26	26. Paa den selvsamme Dag bleve Abraham og Ismael, hans Søn, omskaarne.
Gen	17	27	27. Og alle Maend i hans Hus, den hjemfødte og den, som var købt for Penge af den fremmede, de bleve omskaarne med ham.
------------------------Første Mosebog, Kapitel 18
Gen	18	1	1. Og Herren aabenbaredes for ham i Mamre Lund, og han sad i sit Telts Dør, der Dagen var hed.
Gen	18	2	2. Og han opløftede sine Øjne og saa, og se, tre Maend stode for ham; og der han saa dem, løb han dem i Møde fra Teltets Dør og bøjede sig til Jorden.
Gen	18	3	3. Og han sagde: Min Herre! Kaere, dersom jeg har fundet Naade for dine Øjne, da gak ikke din Tjener forbi!
Gen	18	4	4. Kaere, lad hente lidt Vand, og toer eders Fødder, og hviler eder under Traeet!
Gen	18	5	5. Og jeg vil hente en Mundfuld Brød, og vederkvaeger eders Hjerte, siden kunne I gaa laengere; thi derfor gik I forbi eders Tjener; og de sagde: Gør saaledes, som du har sagt.
Gen	18	6	6. Og Abraham skyndte sig til Teltet, til Sara, og sagde: Tag hastig tre Maader Hvedemel; aelt og bag Kager!
Gen	18	7	7. Og Abraham løb til Kvaeget og hentede en blød og god Kalv, og han gav Drengen den, og han skyndte sig at tilberede den.
Gen	18	8	8. Og han tog Fløde og Maelk og Kalven, som han havde ladet tilberede, og satte for dem, og han stod hos dem under Traeet, og de aade.
Gen	18	9	9. Og de sagde til ham: Hvor er Sara, din Hustru og han svarede: Se, i Teltet.
Gen	18	10	10. Og han sagde: Jeg vil visseligen komme til dig igen ved denne Aarsens Tid, og se, Sara, din Hustru, skal have en Søn; og Sara hørte det i Teltets Dør, og den var bag ham.
Gen	18	11	11. Og Abraham og Sara vare gamle, vel ved Alder, det gik ikke mere Sara efter Kvinders Vis.
Gen	18	12	12. Og Sara log ved sig selv og sagde: Skulde jeg lade mig lyste, efter at jeg er bleven gammel, og min Herre er gammel!
Gen	18	13	13. Da sagde Herren til Abraham: Hvorfor lo Sara og sagde: monne jeg og visseligen skal føde, og jeg er gammel!
Gen	18	14	14. Skulde nogen Ting vaere underlig for. Herren? til den bestemte Tid vil jeg komme til dig igen, ved denne Aarsens Tid, og Sara skal have en Søn.
Gen	18	15	15. Og Sara naegtede og sagde: Jeg lo ikke; thi hun frygtede; men han sagde: Nej, thi du lo.
Gen	18	16	16. Saa stode Maendene op derfra og vendte sig imod Sodoma, og Abraham gik med dem for at ledsage dem.
Gen	18	17	17. Da sagde Herren: Skulde jeg dølge for Abraham det, jeg gør?
Gen	18	18	18. efterdi Abraham skal visseligen vorde et stort og staerkt Folk, og alle Folk paa Jorden skulle velsignes i ham.
Gen	18	19	19. Thi jeg kender ham, at han skal byde sine Børn og sit Hus efter sig, at de skulle bevare Herrens vej i at gøre Retfaerdighed og Dom, paa det at Herren skal lade det komme over Abraham, som han har lovet ham.
Gen	18	20	20. Og Herren sagde; Efterdi Skriget i Sodoma og Gomorra er stort, og efterdi deres Synd er meget svar,
Gen	18	21	21. da vil jeg nu fare ned og se, om de have gjort ganske efter det Skrig, som er kommet for mig, eller hvis ikke, saa vil jeg vide det.
Gen	18	22	22. Og Maendene vendte deres Ansigt derfra og gik til Sodoma; men Abraham blev endnu staaende for Herrens Aasyn.
Gen	18	23	23. Og Abraham traadte frem og sagde: Vil du da Ødelaegge den retfaerdige med den ugudelige?
Gen	18	24	24. Der maatte maaske vaere halvtredsindstyve retfaerdige i Staden; vil du og ødelaegge og ej spare det Sted for de halvtredsindstyve retfaerdiges Skyld, som kunde vaere derinde?
Gen	18	25	25. Det vaere langt fra dig at gøre efter denne Vis, at ihjelslaa den retfaerdige med den ugudelige, at den retfaerdige skulde vaere ligesom den ugudelige, det vaere langt fra dig; den, som dømmer den ganske Jord, skulde han ikke gøre Ret.
Gen	18	26	26. Da sagde Herren: Dersom jeg finder halvtredsindstyve retfaerdige udi Sodoma Stad, da vil jeg spare hele Stedet for deres Skyld.
Gen	18	27	27. Og Abraham svarede og sagde: Se nu, jeg har begyndt at tale til Herren, og jeg er Støv og Aske.
Gen	18	28	28. Der maate maaske fattes fem i de halvtredsindstyve retfaerdige, vilde du ødelaegge hele Staden for de fems Skyld? Og han sagde: Jeg vil ikke ødelaegge den, om jeg finder fem og fyrretyve der.
Gen	18	29	29. Og han blev endnu ved at tale til ham og sagde: Der maatte maaske findes Herretyve; og han sagde: Jeg vil ikke gøre det for de fyrretyves Skyld.
Gen	18	30	30. Og han sagde: Herren blive dog ikke vred, saa vil jeg tale: der kunde maaske findes tredive; og han sagde: Jeg vil ikke gøre det, om jeg finder tredive der.
Gen	18	31	31. Og han sagde: Se nu, jeg har begyndt at tale til Herren, der maatte maaske findes tyve; og han sagde: Jeg vil ikke Ødelaegge den for de tyves Skyld.
Gen	18	32	32. Og han sagde: Herren blive dog ikke vred, saa vil jeg tale alene denne Gang: der maatte maaske findes ti; og han sagde: Jeg vil ikke ødelaegge den for de tis Skyld.
Gen	18	33	33. Og Herren gik bort, der han havde udtalt med Abraham, og Abraham vendte om til sit Sted.
------------------------Første Mosebog, Kapitel 19
Gen	19	1	1. Og de to Engle kom til Sodoma om Aftenen; men Lot sad i Sodomas Port, og der Lot saa dem, da stod han op og gik dem i Møde og bøjede Ansigtet til Jorden.
Gen	19	2	2. Og han sagde: Se nu mine Herrer, kommer dog ind i eders Tjeners Hus, og bliver her i Nat, og toer eders Fødder, saa maa I staa aarle op og gaa eders Vej; og de sagde: Nej, men vi ville blive paa Gaden i Nat.
Gen	19	3	3. Da nødte han dem meget, og de gik ind til ham og kom i hans, Hus, og han gjorde dem et Gaestebud og bagede usyrede Brød, og de aade.
Gen	19	4	4. Men førend de lagde sig, da omringede Maendene af Staden, Maendene af Sodoma, Huset, baade ung og gammel, det ganske Folk allesteds fra.
Gen	19	5	5. Og de kaldte ad Lot og sagde til ham: Hvor ere de Maend som kom til dig i Nat? før dem ud til os, at vi maa kende dem.
Gen	19	6	6. Da gik Lot ud til dem uden for Dører og lukkede Døren efter sig.
Gen	19	7	7. Og har sagde: Mine Brødre, kaere, gører dem intet ondt!
Gen	19	8	8. Se, kaere, jeg har to Døtre, som ikke have kendt Mand kaere, jeg vil lede dem ud til eder gører saa med dem, hvad eder god synes; kun disse Maend maa I ikke gøre noget; thi derfor ere de komne under mit Tags Skygge.
Gen	19	9	9. Og de sagde: Kom naermere; og de sagde: Denne ene er kommen at bosaeette sig her og vil dømme; nu, vi ville gøre dig mere ondt end dem; saa traengte de saare hart ind paa Manden, paa Lot, og traadte til for bryde Døren op.
Gen	19	10	10. Da udrakte Maendene deres Haender og toge Lot ind til sig i Huset og lukkede Døren.
Gen	19	11	11. Og Maendene, som vare uden for Husets Dør, sloge de med Blindhed, baade liden og stor, og disse søgte med Møje at finde Døren.
Gen	19	12	12. Da sagde de Maend til Lot: Har du endnu her nogen Svigersøn eller Sønner eller Døtre af dig eller nogen, som hører dig til i Staden, saa før dem ud fra dette Sted!
Gen	19	13	13. Thi vi skulle ødelaegge dette Sted; thi deres Skrig er blevet stort for Herrens Aasyn, og Herren sendte os til at ødelaegge den.
Gen	19	14	14. Og Lot gik ud og talede med sine Svigersønner, som skulde tage hans Døtre, og sagde: Staar op, gaar ud fra dette Sted, thi Herren vil ødelaegge Staden; men han syntes for hans Svigersønners Øjne, som han gaekkede.
Gen	19	15	15. Og der det begyndte at dages, da skyndte Englene paa Lot og sagJe: Staa op, tag din Hustru og dine to Døtre, som ere til Stede, at ikke ogsaa du omkommer ved Stadens Misgerning.
Gen	19	16	16. Der han tøvede, da toge Maendene ham ved Haanden og hans Hustru ved Haanden og hans to Døtre ved Haanden, fordi Herren vilde spare ham, og de førte ham ud og lode ham blive uden for Staden.
Gen	19	17	17. Og det skete, der de havde ført dem udenfor, da sagde den ene: Frels dit Liv, se ikke bag dig, og stands ikke paa hele Sletten, frels dig paa Bjerget, at du ikke omkommer.
Gen	19	18	18. Da sagde Lot til dem: Ak nej, Herre!
Gen	19	19	19. Se nu, din Tjener har fundet Naade for dine Øjne, og du har ladet din Miskundhed blive stor, som du har bevist mig, ved at lade mig leve; og jeg kan ikke frelse mig paa Bjerget, Ulykken maatte komme paa mig, saa at jeg døde.
Gen	19	20	20. Se, kaere, denne Stad er naer ved, den kunde jeg fly til, og den samme er liden; kaere, der vil jeg frelse; mig, er den ikke liden? at min Sjael maa leve.
Gen	19	21	21. Da sagde han til ham: Se jeg har og bønhørt dig i dette Stykke, at jeg ikke vil omstyrte den Stad, som du har talt om.
Gen	19	22	22. Skynd dig, red dig der! thi jeg kan intet gøre før du kommer derhen; derfor kaldes den Stads Navn Zoar.
Gen	19	23	23. Solen var opgangen over Jorden, og Lot kom til Zoar.
Gen	19	24	24. Herren lod regne over Sodoma og over Gomorra Svovl og Ild, fra Herren af Himmelen.
Gen	19	25	25. Og han omstyrtede disse Staeder og den ganske Egn og alle Indbyggerne i Staederne og Jordens Grøde.
Gen	19	26	26. Da saa hans Hustru om bag ham og blev en Saltstøtte.
Gen	19	27	27. Og Abraham skyndte sig aarle op om Morgenen til Stedet, hvor han havde staaet for Herrens Ansigt.
Gen	19	28	28. Og han vendte sit Ansigt til Sodoma og Gomorra og til hele Landet paa Sletten, og han saa, og se, en Røg steg op af Landet som en Røg af en Ovn.
Gen	19	29	29. Og det skete, der Gud ødelagde Staederne paa Sletten, da kom Gud Abraham i Hu, og han lod Lot føre ud midt af Ødelaeggelsen, der han omstyrtede de Staeder, som Lot boede udi.
Gen	19	30	30. Og Lot gik op fra Zoar og blev paa Bjerget, og begge hans Døtre med ham; thi han frygtede for at blive i Zoar, og han blev i en Hule, han og begge hans Døtre.
Gen	19	31	31. Da sagde den førstefødte til den yngste: vor Fader er gammel, og der er ikke en Mand i dette Land, som kan komme til os efter al Jordens Vis.
Gen	19	32	32. Kom, lader os give vor Fader Vin at drikke og ligge hos ham, saa faa vi Saed af vor Fader.
Gen	19	33	33. Saa, gave de deres Fader Vin at drikke den samme Nat, og den førstefødte gik ind og lagde sig hos sin Fader, og han fornam ikke, der hun lagde sig, eller der hun stod op.
Gen	19	34	34. Og det skete den anden Dag, da sagde den førstefødte til den yngste: se, i Gaar Nat laa jeg hos min Fader, lader os ogsaa i denne Nat give ham Vin at drikke, og gak ind, lig hos ham, at vi kunne faa Saed af vor Fader.
Gen	19	35	35. Saa gave de deres Fader ogsaa i den samme Nat Vin at drikke, saa gjorde den yngste sig rede og laa hos ham, og han fornam ikke, der hun lagde sig, eller der hun stod op.
Gen	19	36	36. Saa undfik begge Lots Døtre af deres Fader.
Gen	19	37	37. Og den førstefødte fødte en Søn, og hun kaldte hans Navn Moab; han er de Moabiters Fader indtil denne Dag. Og den Fader indtil denne Dag.
Gen	19	38	38. Og den yngste fødte ogsaa en Søn og kaldte hans Navn Ben-Ammi; han er Ammóns Børns Fader indtil denne Dag.
------------------------Første Mosebog, Kapitel 20
Gen	20	1	1. Og Abraham rejste derfra Landet Sønder paa og boede imellem Kades og imellem Sur og var fremmed i Gerar.
Gen	20	2	2. Og Abraham sagde om Sara sin Hustru: hun er min Søster; saa udsendte Abimelek, Kongen af Gerar, og tog Sara.
Gen	20	3	3. Og Gud kom til Abimelek i en Drøm om Natten, og han sagde til ham: Se, du skal dø for den Kvindes Skyld, som du har taget; thi hun er en Mands Aegtehustru.
Gen	20	4	4. Og Abimelek havde ikke naermet sig til hende, og han sagde: Herre, vil du og slaa retfaerdigt Folk ihjel?
Gen	20	5	5. Har han ej selv sagt til mig: hun er min Søster og hun, ja, hun har ogsaa selv sagt: han er min Broder; i mit Hjertes Oprigtighed og med uskyldige Haender gjorde jeg dette.
Gen	20	6	6. Og Gud sagde til ham i Drømmen: Ogsaa jeg ved, at du gjorde det af et oprigtigt Hjerte; derfor har jeg ogsaa forhindret dig, at du ikke skulde synde mod mig, derfor har jeg ikke tilstedt dig at røre ved hende.
Gen	20	7	7. Og nu, lad Manden faa sin Hustru tilbage, thi han er en Profet, og han skal bede for dig, saa skal du leve; men dersom du ikke lader hende komme tilbage, da vid, at du skal visseligen dø, du og enhver, som hører dig til.
Gen	20	8	8. Da stod Abimelek aarle op om Morgenen og kaldte ad alle sine Tjenere og sagde alle disse Ord for deres øren, og Maendene flygtede saare.
Gen	20	9	9. Og Abimelek kaldte ad Abraham og sagde til ham: Hvad har du gjort os og hvad har jeg syndet imod dig, at du har ført saa stor en Synd over mig og mit Rige du har gjort imod mig de Ting, som ikke burde at ske.
Gen	20	10	10. Og Abimelek sagde til Abraham: Hvad saa du paa, at du gjorde dette?
Gen	20	11	11. Og Abraham sagde: Fordi jeg taenkte: her er slet ingen Gudsfrygt paa dette Sted, og de maatte slaa mig ihjel for min Hustrus Skyld.
Gen	20	12	12. Hun er dog ogsaa i Sandhed min Søster, min Faders Datter, men ikke min Moders Datter, og hun er bleven mig til Hustru.
Gen	20	13	13. Og det skete, den Tid Gud lod mig vanke hid og did fra, min Faders Hus, da sagde jeg til hende: denne er din Kaerlighed, som du skal vise mig: paa hvert det Sted, hvor vi komme hen, da sig om mig: han er min Broder.
Gen	20	14	14. Saa tog Abimelek Faar og Kvaeg og Tjenere og Tjenestepiger og gav Abraham og gav ham Sara sin Hustru igen.
Gen	20	15	15. Og Abimelek sagde: Se, mit Land er aabent for dig, du maa bo, hvor det synes dig godt.
Gen	20	16	16. Og han sagde til Sara: Se, jeg har givet din Broder tusinde Sekel Sølv; se, det skal vaere dig Skjul for Øjne for alle dem, som ere hos dig, ogsaa for alle andre; og det var hendes Straf.
Gen	20	17	17. Saa bad Abraham til Gud; og Gud helbredede Abimelek og hans Hustru og hans Tjenestekvinder, og de fødte.
Gen	20	18	18. Thi Herren havde aldeles lukket for hvert Moderliv i Abimeleks Hus, for Sara, Abrahams Hustrus, Skyld.
------------------------Første Mosebog, Kapitel 21
Gen	21	1	1. Og Herren besøgte Sara, ligesom han havde sagt, og Herren gjorde ved Sara, eftersom han havde talet.
Gen	21	2	2. Og Sara undfik og fødte Abraham en Søn i hans Alderdom paa den bestemte Tid, som Gud havde sagt ham.
Gen	21	3	3. Og Abraham kaldte sin Søns Navn, som var født ham, som Sara havde født ham, Isak.
Gen	21	4	4. Og Abraham omskar Isak sin Søn, der han var otte Dage gammel, ligesom Gud havde befalet ham.
Gen	21	5	5. Og Abraham var hundrede Aar gammel, der hans Søn Isak blev født ham.
Gen	21	6	6. Da sagde Sara: Gud har gjort mig til Latter; hver den, som hører dette, maa le ad mig.
Gen	21	7	7. Og hun sagde: Hvo skulde have sagt til Abraham: Sara har givet Børn at die; thi jeg har født en Søn i hans Alderdom.
Gen	21	8	8. Og Barnet vokste op og blev afvant, og Abraham gjorde et stort Gaestebud den Dag, Isak blev afvant.
Gen	21	9	9. Og Sara saa Aegypterinden Hagars Søn, som hun havde født Abraham, at han spottede.
Gen	21	10	10. Og hun sagde til Abraham: Uddriv denne Tjenestekvinde og hendes Søn; thi denne Tjenestekvindes Søn skal ikke arve med min Søn, med Isak.
Gen	21	11	11. Og det Ord behagede Abraham saare ilde for hans Søns Skyld.
Gen	21	12	12. Men Gud sagde til Abraham: Lad det ikke behage dig ilde for Drengen og for din Tjenestekvinde; i hvad som helst Sara siger dig, lyd hendes Røst; thi udi Isak skal Saeden kaldes dig.
Gen	21	13	13. Og jeg vil ogsaa gøre Tjenestekvindens Søn til et Folk, fordi han er min Saed.
Gen	21	14	14. Da stod Abraham aarle op om Morgenen og tog Brød og en Flaske Vand og gav Hagar og lagde det paa hendes Skuldre og flyede hende Drengen og lod hende fare; da drog hun hen og for vild i Beersaba Ørken.
Gen	21	15	15. Der Vandet var drukket af Flasken, da kastede hun Drengen under en af Buskene.
Gen	21	16	16. Og hun gik og satte sig tvaers overfor, efter at hun var gaaet et Pileskud derfra; thi hun sagde: Jeg vil ikke se paa Drengens Død. Saa satte hun sig tvaers overfor og opløftede sin Røst og graed.
Gen	21	17	17. Da hørte Gud Drengens Røst, og Guds Engel raabte til Hagar af Himmelen og sagde til hende: Hvad fattes dig, Hagar? frygt intet; thi Gud har hørt Drengens Røst, der hvor han er.
Gen	21	18	18. Staa op, opløft Drengen og hold fast paa ham med din Flaand; thi jeg vil gøre ham til et stort Folk.
Gen	21	19	19. Og Gud oplod hendes Øjne, at hun saa en Vandbrønd, saa gik hun og fyldte Flasken med Vand og gav Drengen at drikke.
Gen	21	20	20. Og Gud var med, Drengen, og han vokste op og boede i Ørken og blev en Bueskytte.
Gen	21	21	21. Og han boede i den Ørken Paran, og hans Moder tog ham en Hustru af Aeggptens Land.
Gen	21	22	22. Og det skete paa den samme Tid, da talede Abimelek og Pikol, hans Stridshøvedsmand, til Abraham og sagde: Gud er med dig i alt det, du gør.
Gen	21	23	23. Saa svaerg mig nu her ved Gud, at du ikke vil handle svigefuldt imod mig og min Søn og min Sønnesøn; efter den Miskundhed, som jeg har gjort mod dig, skal du gøre mod mig og mod Landet, i hvilket du har vaeret fremmed.
Gen	21	24	24. Da sagde Abraham: jeg vil svaerge.
Gen	21	25	25. Og Abraham straffede Abimelek for den Vandbrønds Skyld, som Abimeleks Tjenere havde borttaget med Vold.
Gen	21	26	26. Da svarede Abimelek: Jeg vidste ikke, hvem der gjorde dette, og du har heller ikke givet mig det til Kende, og jeg har heller ikke hørt det førend i Dag.
Gen	21	27	27. Da tog Abraham Faar og Kvaeg og gav Abimelek, og de gjorde begge et Forbund.
Gen	21	28	28. Og Abraham stillede syv Lam af Hjorden for sig selv.
Gen	21	29	29. Da sagde Abimelek til Abraham: Hvad skulle disse syv Lam her, som du stillede for sig selv?
Gen	21	30	30. Og han svarede: Fordi du skal tage syv Lam af min Haand; og det skal vaere mig til et Vidnesbyrd, at jeg har gravet denne Brønd.
Gen	21	31	31. Derfor kaldte han dette Sted Beersaba; thi der svore de begge.
Gen	21	32	32. Og de gjorde Forbund i Beersaba; da stod Abimelek op og Pikol, hans Stridshøvedsmand, og droge igen til Filisternes Land.
Gen	21	33	33. Og han plantede en Lund i Beersaba og paakaldte der Herrens, den evige Guds, Navn.
Gen	21	34	34. Og Abraham var fremmed i Filisternes Land en lang Tid.
------------------------Første Mosebog, Kapitel 22
Gen	22	1	1. Og det skete derefter, at Gud fristede Abraham og sagde tiI ham: Abraham! og han sagde: se, her er jeg.
Gen	22	2	2. Og han sagde: Tag nu din Søn, din eneste, som du har kaer, Isak, og gak du til Moria Land og offer ham der til et Braendoffer paa et af Bjergene, som jeg vil sige dig.
Gen	22	3	3. Saa stod Abraham aarle op om Morgenen og sadlede sit Asen og tog to af sine Drenge med sig og Isak sin Søn; og han kløvede Veddet til Braendofferet og gjorde sig rede og gik til Stedet, som Gud havde sagt ham.
Gen	22	4	4. Paa den tredje Dag, da opløftede Abraham sine Øjne og saa Stedet langt borte.
Gen	22	5	5. Da sagde Abraham til sine Drenge: Bliver I her med Asenet, og jeg og Drengen vi ville gaa derhen, og vi ville tilbede og komme til eder igen.
Gen	22	6	6. Og Abraham tog Veddet til Braendofferet og lagde paa Isak, sin Søn, men han tog Ilden og Kniven i sin Haand, og de gik begge tilsammen.
Gen	22	7	7. Da talede Isak til Abraham, sin Fader, og sagde: Min Fader! og denne sagde: Se, her er jeg, min Søn; og han sagde: Se, Ilden og Veddet! men hvor er Lammet til Braendofferet?
Gen	22	8	8. Og Abraham sagde: Gud skal selv udse sig Lammet til Braendofferet, min Søn; saa gik de begge tilsammen.
Gen	22	9	9. Og der de kom til det Sted, som Gud havde sagt ham, da byggede Abraham der et Alter og lagde Veddet til Rette, og han bandt Isak, sin Søn, og lagde ham paa Alteret oven paa Veddet.
Gen	22	10	10. Og Abraham rakte sin Haand ud og greb Kniven for at slagte sin Søn.
Gen	22	11	11. Da raabte Herrens Engel af Himmelen til ham og sagde: "Abraham, Abraham!" og han sagde: Se, her er jeg.
Gen	22	12	12. Og han sagde: Laeg ikke din Haand paa Drengen og gør ham intet; thi nu kender jeg, at du frygter Gud og har ikke sparet din Søn, din eneste, for mig.
Gen	22	13	13. Da opløftede Abraham sine Øjne og saa, og se, en Vaedder bag ham var indviklet i Busken ved sine Horn; og Abraham gik og tog Vaedderen og ofrede den til Braendoffer i sin Søns Sted.
Gen	22	14	14. Saa kaldte Abraham det samme Steds Navn: Herren skal se; hvilket siges paa denne Dag: Paa Herrens Bjerg skal ses.
Gen	22	15	15. Og Herrens Engel raabte til Abraham anden Gang af Himmelen.
Gen	22	16	16. Og han sagde: Jeg har svoret ved mig, siger Herren, at fordi du gjorde dette og ikke sparede din Søn, den eneste:
Gen	22	17	17. derfor vil jeg storligen velsigne dig og meget mangfoldiggøre din Saed som Stjernerne paa - Himmelen og som Sand, der er ved Havets Bred, og din Saed skal eje sine Fjenders Port;
Gen	22	18	18. og udi din Saed skulle alle Folk paa Jorden velsignes, fordi du lød min Røst.
Gen	22	19	19. Saa gik Abraham tilbage til sine Drenge, og de gjorde sig rede og fore tilsammen til Beersaba; thi Abraham boede i Beersaba.
Gen	22	20	20. Og det skete efter disse Handeler, at det blev Abraham forkyndt, idet man sagde: Se, Milka, hun har ogsaa født din Broder Nakor Sønner,
Gen	22	21	21. nemlig Uz, hans førstefødte, og Bus, hans Broder, og Kemuel, Arams Fader,
Gen	22	22	22. Kesed og Kaso og Pildask og Jidlaf og Bethuel;
Gen	22	23	23. men Bethuel avlede Rebekka; disse otte fødte Milka Nakor, Abrahams Broder.
Gen	22	24	24. Og han havde en Medhustru, og hendes Navn var Reuma, og hun fødte ogsaa Tebak og Gakam og Takask og Maaka.
------------------------Første Mosebog, Kapitel 23
Gen	23	1	1. Og Sara levede hundrede og syv og tyve Aar, disse vare Saras Livsaar.
Gen	23	2	2. Og Sara døde i Kirjath-Arba, det er Hebron i Kanaans Land; da kom Abraham for at sørge over Sara og at begraede hende.
Gen	23	3	3. Siden stod Abraham op fra sin dødes Aasyn og talede tiI Heths Børn og sagde:
Gen	23	4	4. Jeg er en fremmed og Gaest hos eder, giver mig en Ejendom til en Begravelse hos eder, at jeg kan begrave min døde og bringe hende bort fra mit Ansigt.
Gen	23	5	5. Da svarede Heths Børn Abraham og sagde til ham:
Gen	23	6	6. Hør os, min Herre! du er en Guds Fyrste iblandt os, begrav din døde i vore bedste Grave, ingen af os skal formene dig sin Grav, at du jo maa begrave din døde.
Gen	23	7	7. Da stod Abraham op og bøjede sig for Folket i Landet, for Heths Børn.
Gen	23	8	8. Og han talede med dem sigende: Dersom det er med eders Villie, at jeg maa begrave min døde og bringe hende bort fra mit Ansigt, da, hører mig og beder for mig hos Efron, Zokars Søn,
Gen	23	9	9. at han vil give mig Hulen Makpela, som er hans, som er ved Enden af hans Ager; han give mig den for fuld Vaerdi midt iblandt eder til en Begravelses Ejendom.
Gen	23	10	10. Men Efron sad midt iblandt Heths Børn; da svarede Efron den Hethiter Abraham, saa at Heths Børn hørte derpaa, alle de, som gik ind ad hans Stads Port sigende:
Gen	23	11	11. Nej, min Herre, hør mig! jeg giver dig den Ager, og Hulen, som er paa den, giver jeg dig, for mit Folks Børns Øjne giver jeg dig den, begrav din døde!
Gen	23	12	12. Da bøjede Abraham sig for Folket i Landet,
Gen	23	13	13. og han talede med Efron i Folkets Paahør i Landet og sagde: Gid du dog blot vilde høre mig; jeg giver Sølv for Ageren, tag det af mig, og jeg vil begrave min døde der.
Gen	23	14	14. Da svarede Efron Abraham og sagde til ham:
Gen	23	15	15. Min Herre, hør mig! den Jord er fire Hundrede Sekel Sølv vaerd; hvad er det imellem mig og dig? begrav ikkun din døde.
Gen	23	16	16. Og Abraham lød Efron, og Abraham tilvejede Efron det Sølv, hvilket han havde naevnet, i Heths Børns Paahør, fire Hundrede Sekel Sølv, gaengse i Køb.
Gen	23	17	17. Saa blev Efrons Ager, som er ved Makpela, som er tvaers over for Mamre, Ageren og Hulen, som er paa den, og alle Traeer, som vare paa Ageren inden al dens Graense, stadfaestede.
Gen	23	18	18. Abraham til er Ejendom i Heths Berns Aasyzl, for alle, som gik ind ad hans Stads Port.
Gen	23	19	19. Og siden begrov Abraham Sara, sin Hustru, i Hulen paa Ageren, i Makpela tvaersover for Mamre, det er Hebron i Kanaans Land.
Gen	23	20	20. Saa blev Ageren og Hulen paa den stadfaestede Abraham til en Begravelses Ejgndom af Heths Børn.
------------------------Første Mosebog, Kapitel 24
Gen	24	1	1. Og Abraham var gammel, vel ved Alder, og Herren havde velsignet Abraham i alting.
Gen	24	2	2. Og Abraham sagde til sin aeldste Svend i sit Hus, som raadede over alt hans Gods: Kaere, laeg din Haand under min Laend,
Gen	24	3	3. og jeg vil lade dig svaerge ved Herren, Himmelens Gud og Jordens Gud, at du ikke skal tage min Søn en Hustru af Kananiternes Døtre, iblandt hvilke jeg bor;
Gen	24	4	4. rnen du skal gø til mit Land og til min Slaegt og tage min Søn Isak en Hustru.
Gen	24	5	5. Og Svenden sagde til ham: Maaske Kvinden ikke vil drage med mig til dette Land; skal jeg da vel føre din Søn tilbage til det Land, som du er kommen fra?
Gen	24	6	6. Og Abraham sagde til ham: Forvar dig, at du ikke fører min Søn did igen.
Gen	24	7	7. Herren, Himmelens Gud, som tog mig fra min Faders Hus og fra min Slaegts Land, og som talede med mig, og som tilsvor mig og sagde: dette Land vil jeg give din Saed, han skal sende sin Engel for dig, at du skal tage min Søn enn Hustru derfra.
Gen	24	8	8. Men dersom Kvinden ikke vil dig, da skal du vaere fri for denne min Ed: ikkun min Søn skal du ikke føre derhen.
Gen	24	9	9. Da lagde Svenden sin Haand under Abrahams, sin Herres, Laend og tilsvor ham om denne Sag.
Gen	24	10	10. Saa tog Svenden ti Kameler af sin Herres Kameler og for bort og havde alle Haande af sin Herres Gods med sig og gjorde sig rede og drog til Aram Naharaim, til Nakors Stad.
Gen	24	11	11. Der lod han Kamelerne laegge sig uden for Staden ved en Vandbrønd mod Aftens Tid, mod den Tid da Kvinderne gaa ud at drage Vand.
Gen	24	12	12. Og han sagde: Herre, min Herre Abrahams Gud! Kaere, lad det møde mig i Dag, og gør Miskundhed mod min Herre Abraham.
Gen	24	13	13. Se, jeg staar ved denne Vandbrønd, og Byens Folks Døtre komme ud at drage Vand.
Gen	24	14	14. Og naar det sker, at der kommer en Pige, til hvem jeg siger: Bøj nu din Krukke ned og lad mig drikke, og hun siger: Drik, og jeg vil ogsaa give dine Kameler at drikke, lad hende da vaere den, som du har udset til din Tjener Isak, saa jeg derpaa kan kende, at du har gjort Miskundhed mod min Herre.
Gen	24	15	15. Og det skete, før han havde endt at tale, se, da kom Rebekka ud, som var en Datter af Bethuel, som var en Søn af Milka, Nakors, Abrahams Broders, Hustru, og hendes Krukke var paa hendes Skulder.
Gen	24	16	16. Og Pigen var meget smuk af Anseelse, en Jomfru, og ingen Mand havde kendt hende, og hun gik ned til Brønden og fyldte sin Krukke og gik op.
Gen	24	17	17. Da løb Svenden imod hende og sagde: Kaere, lad mig drikke Vand af din Krukke.
Gen	24	18	18. Og hun sagde: Drik, min Herre! og hun skyndte sig og tog sin Krukke ned i sin Haand og gav ham at drikke.
Gen	24	19	19. Der hun havde givet ham at drikke, da sagde hun: Jeg vil og drage vand til dine Kameler, til de have afdrukket.
Gen	24	20	20. Og hun skyndte sig og tømte sin krukke i Truget og løb fremdeles til Brønden at øse, og hun drog til alle hans Kameler.
Gen	24	21	21. Og anden undrede sig over hende, tav og stille for at faa at vide, om Herren havde ladet hans Rejse lykkes eller ej.
Gen	24	22	22. Og det skete, der Kamelerne havde afdrukket, gav Mand en hende en Guldring, som vejede en halv Sekel, og satte to Armbaand paa hendes Haender, de vejede ti Guldsekler.
Gen	24	23	23. Og han sagde: Hvis Datter er du? Kaere, sig mig, monne der vaere Rum i din Faders Hus at give os Nattely?
Gen	24	24	24. Og hun sagde til ham: Jeg er en Datter af Bethuel, som er en Søn af Tilka, der fødte ham for Nakor.
Gen	24	25	25. Og hun sagde til ham: Der er baade Straa og meget Foder hos os, ogsaa er der Rum til Herberge i Nat.
Gen	24	26	26. Og Manden bøjede sig og tilbad Herren.
Gen	24	27	27. Og han sagde: Lovet vaere Herren, min Herre Abrahams Gud, som ikke har afladt med sin Miskundhed og sin Trofasthed mod min Herre! mig, ja, mig har Herren ført paa Vejen til min Herres Broders Hus.
Gen	24	28	28. Og Pigen løb og kundgjorde i sin Moders Hus disse Ting.
Gen	24	29	29. Og Rebekka havde en Broder, og hans Navn var Laban, og Laban løb ud til Manden, til Brønden.
Gen	24	30	30. Og det skete, der han saa Ringen og Armbaandene paa sin Søsters Haender, og der han hørte Rebekkas, sin Søsters, Ord, at hun sagde: Saaledes har Manden sagt til mig, da kom han til Manden, og se, han stod hos Kamelerne ved Brønden.
Gen	24	31	31. Og han lidt sagde: Kom ind, du Herrens Velsignede, hvi staar du herude thi jeg har beredt Huset, og der er Rum for Kamelerne.
Gen	24	32	32. Saa kom Manden i Huset og løste Kamelerne, og han gav Straa og Foder til Kamelerne og Vand til at to hans Fødder og de Maends Fødder, som vare med ham.
Gen	24	33	33. Og der blev sat Mad for ham; men han sagde: Jeg vil ikke aede, før jeg har udsagt mit Aerinde; og han sagde: Tal!
Gen	24	34	34. Og han sagde: Jeg er Abrahams Svend.
Gen	24	35	35. Og Herren har velsignet min Herre meget, at han er bleven maegtig; og han har givet ham Faar og Kvaeg og Sølv og Guld og Svende og Tjenestepiger og Kameler og Asener.
Gen	24	36	36. Og Sara, min Herres Hustru, har født min Herre en Søn, efter at hun var gammel, og denne har han givet alt det, han ejer.
Gen	24	37	37. Og min Herre har taget en Ed af mig og sagt: Du skal ikke tage min Søn en Hustru af Kananiternes Døtre, i hvis Land jeg bor.
Gen	24	38	38. Men du skal fare hen til min Faders Hus og til min Slaegt og tabe min Søn en Hustru.
Gen	24	39	39. Og jeg sagde til min Herre: Maaske Kvinden ikke vil drage med mig.
Gen	24	40	40. Og han sagde til mig: Herren, for hvis Ansigt jeg har vandret, skal sende sin Engel med dig og give dig en lyksalig Rejse, og du skal tage min Søn en Hustru af min Slaegt og af min Faders Hus.
Gen	24	41	41. Da skal du vaere fri for min Ed, naar du kommer til min Slaegt; og om de ikke ville give dig hende, saa er du fri for min Ed.
Gen	24	42	42. Saa kom jeg i Dag til Brønden og sagde: Herre, min Herre Abrahams Gud! Kaere, dersom du har givet Lykke paa min Rejse, paa, hvilken jeg har vandret,
Gen	24	43	43. se, jeg staar ved denne Vandbrønd, og naar det sker, der kommer en Jomfru ud at drage Vand, og jeg siger til hende: Giv mig nu lidet Vand at drikke af din Krukke;
Gen	24	44	44. og hun siger mig: Baade maa du drikke, og jeg vil ogsaa Øse til dine Kameler, lad hende vaere den Kvinde, som Herren har udset til min Herres Søn.
Gen	24	45	45. Førend jeg havde udtalet i mit Hjerte, se, da kom Rebekka ud, og hendes Krukke var paa hendes Skulder, og hun gik ned til Brønden og drog Vand! da sagde jeg til hende: Kaere, giv mig at drikke.
Gen	24	46	46. Saa skyndte hun sig og tog sin Krukke ned ad sig og sagde: Drik, og jeg vil ogsaa give dine Kameler at drikke; og jeg drak, og hun gav ogsaa Kamelerne at drikke.
Gen	24	47	47. Og jeg spurgte hende og sagde: Hvis Datter er du og hun sagde: Jeg er en Datter af Bethuel, Nakors Søn, som Milka fødte ham. Saa haengte jeg en Ring i hendes Naese og Armbaand paa hendes Haender.
Gen	24	48	48. Og jeg bøjede mig og tilbad Herren og lovede Herren, min Herre Arahams Gud, som havde ledet mig paa den rette Vej at tage min Herres Broders Datter til hans Søn.
Gen	24	49	49. Og nu, dersom I ville vise Miskundhed og Trofasthed mod min Herre, siger mig det; men dersom I ikke ville det, da siger mig det, at jeg kan vende mig til den højre eller til den venstre Side.
Gen	24	50	50. Da svarede Laban og Bethuel og sagde: Denne Sag er kommen fra Herren, vi kunne hverken tale til dig ondt eller godt.
Gen	24	51	51. Se, der er Rebekka for dig, tag hende og gak, at hun bliver din Herres Søns Hustru, som Herren har sagt.
Gen	24	52	52. Og det skete, der Abrahams Svend hørte deres Ord, da bøjede han sig til Jorden for Herren.
Gen	24	53	53. Og Svenden udtog Sølvtøj og Guldtøj og Klaeder og gav Rebekka; men hendes Broder og hendes Moder gav han dyrebar Skaenk.
Gen	24	54	54. Saa aade de og drak, han og de Maend, som vare med ham, og bleve der om Natten, og de stode op om Morgenen, og han sagde: Lader mig fare til min Herre!
Gen	24	55	55. abde hendes Broder og hendes Moder: Lad Pigen blive hos os nogle Dage eller ti; siden maa du fare.
Gen	24	56	56. Og han sagde til dem: Holder mig ikke op, thi Herren har givet Lykke paa min Rejse; lader mig fare, og jeg vil vandze til min Herre.
Gen	24	57	57. Og de sagde: Lader os kalde Pigen og spørge, hvad hun siger.
Gen	24	58	58. Saa kaldte de ad Rebekka og sagde til hende: Vil du fare med denne Mand og hun sagde: Jeg vil fare.
Gen	24	59	59. Saa lode de deres Søster Rebekka og hendes Amme og Abrahams Svend og hans Maend fare.
Gen	24	60	60. Og de velsignede Rebekka og sagde til hende: Vor Søster bliv du til tusinde Gange Titusinde, og din Saed skal eje sine Fjenders Port.
Gen	24	61	61. Saa stod Rebekka op og hendes Piger, og de satte sig paa Kameler og fore med Manden, og Svenden annammede Rebekka og for bort.
Gen	24	62	62. Isak kom gaaende fra den Brønd, som kaldes Beer Lakai Roi; thi han boede i Landet imod Sønden.
Gen	24	63	63. Og Isak var udgangen til at gøre Bøn paa Marken mod Aften, og han opløftede sine Øjne og saa, og se, Kamelerne kom.
Gen	24	64	64. Og Rebekka opløftede sine Øjne og saa Isak og steg hastig ned ad Kamelen.
Gen	24	65	65. Og hun sagde til Svenden: Hvo er den Mand, som gaar paa Marken imod os og Svenden sagde: Det er min Herre; saa tog hun et Slør og skjulte sig.
Gen	24	66	66. Og Svenden fortalte Isak hele Sagen som han havde udrettet.
Gen	24	67	67. Saa ledte Isak hende til sin Moder Saras Telt og han tog Rebekka, og hun blev hans Hustru, og han elskede hende og Isak blev trøstet efter sin Moder.
------------------------Første Mosebog, Kapitel 25
Gen	25	1	1. Og Abraham tog atter en Hustru, Aar og syv Aar, og hendes Navn var Ketura.
Gen	25	2	2. Og hun fødte ham Simran og Joksan og Medan og Midian og Jisbak og Sua.
Gen	25	3	3. Og Joksan avlede Seba og Dedan; men Dedans Børn vare Asurim og Letusim og Leumim.
Gen	25	4	4. Og Midians Børn vare Efa og Efer og Kanok og Abida og Eldaa; disse ere alle Keturas Børn.
Gen	25	5	5. Og Abraham gav Isak alt det, han ejede.
Gen	25	6	6. Men de Medhustruers Børn, som Abraham havde, gav Abraham Skaenk og lod dem, medens han endnu levede, fale fra Isak sin Søn mod Østen til Østerland.
Gen	25	7	7. Og disse ere Abrahams Livs Aars Dage, som han levede: Hundrede Aar og halvfjerdsindstyve Aar og fem Aar.
Gen	25	8	8. Og Abraham opgav Aanden og døde i en god Alderdom, gammel og maet, og blev samlet til sit Folk.
Gen	25	9	9. Og Isak og Ismael, hans Sønner, begrove ham i Hulen Makpela, paa Efrons, Zokars den Hethiters Søns, Agel, som ligger tvaert over for Mamre.
Gen	25	10	10. Paa den Ager, som Abraham købte af Heths Børn, der blev Abraham begraven og Sara hans Hustru.
Gen	25	11	11. Og det skete efter Abrahams Død, at Gud velsignede Isak hans Søn, og Isak boede ved den Kilde, som kaldes Beer Lakai Roi.
Gen	25	12	12. Og disse ere Ismaels, Abrahams Søns, Slaegter, som Aegypterinden Hagar, Saras Pige, fødte Abraham.
Gen	25	13	13. Og disse ere Ismaels Børns Navne, efter deres Navne, i deres Slaegter: Ismaels førstefødte Nebajoth og Kedar og Adbeel og Mibsam,
Gen	25	14	14. og Misma og Duma og Massa,
Gen	25	15	15. Kadar og Thema, Jetur, Nafis og Kedma.
Gen	25	16	16. Disse ere Ismaels Sønner, og disse ere deres Navne udi deres Byer og i deres Lejre, tolv Fyrster for deres Folk.
Gen	25	17	17. Og disse ere Ismaels Livs Aar: hundrede Aar og tredive saa opgav han Aanden og døde og blev samlet til sit folk.
Gen	25	18	18. Og de boede fra Havila indtil Sur, som er foran Aegypten og henimod Assyrien; hans Arv faldt foran alle hans Brødre.
Gen	25	19	19. Og disse ere Isaks, Abraham Søns, Slaegter: Abraham avlede Israel.
Gen	25	20	20. Og Isak var fyrretyve Aar gammel, der han tog Rebekka, Bethuel den Syrers Datter, af Paddan Aran Laban den Syrers Søster, sig til Hustru.
Gen	25	21	21. Og Isak bad til Herren paa sin Hustrus vegne, thi hun var ufrugtbar; og Herren bønhørte ham og Rebekka, hans Hustru, undfik
Gen	25	22	22. Og Børnene stødte mod hinanden i hendes Liv, og hun sagde: Derson det er saaledes, hvorfor er jeg da til og hun gik at udspørge Herren.
Gen	25	23	23. Og Herren sagde til hende: Tvende Folk ere i dit Liv, og to forskelligt Folk skulle udgaa af dit Liv, og de ene Folk skal vaere staerkere end det andet Folk, og det Herre skal tjene det mindre.
Gen	25	24	24. Der nu hendes Tid kom, at hun skulde føde, se, da vare der Tvillinger i hendes Liv.
Gen	25	25	25. Og den første kom frem, han var rød, ganske laadden som en Kappe, og de kaldte hans Navn Esau.
Gen	25	26	26. Og derefter kom hans Broder frem, og hans Haand havde fat paa Esaus Hael, og man kaldte hans Navn Jakob; og Isak var tresindstyve Aar gammel, der han avlede dem.
Gen	25	27	27. Og Drengene bleve store, og Esau blev en Mand, som forstod sig paa Jagt og levede paa Marken men Jakob var en from Mand, som boede i Telte.
Gen	25	28	28. Og Isak havde Esau kaer, thi hans Jagt smagte ham; men Rebekka havde Jakob kaer.
Gen	25	29	29. Og Jakob havde tilberedt en Ret, og Esau kom fra Marken og var traet.
Gen	25	30	30. Og Esau sagde til Jakob: Kaere lad mig smage af det røde, dette røde, thi jeg er traet; derfor kaldte man hans Navn Edom.
Gen	25	31	31. Da sagde Jakob: Saelg mig i Dag din Førstefødsel.
Gen	25	32	32. Og Esau sagde: Se, jeg gaar at dø, hvad kan jeg da gøre med den Førstefødsel
Gen	25	33	33. Og Jakob sagde: Svaerg mig i Dag; og han tilsvor ham, og han solgte Jakob sin Førstefødsel.
Gen	25	34	34. Da gav Jakob Esau Brød og den Ret af Linser, og han aad og drak og stod op og gik bort; og Esau foragtede Førstefødselen.
------------------------Første Mosebog, Kapitel 26
Gen	26	1	1. Og der var Hunger i Landet, foruden den forrige Hunger, som var i Abrahams Tid, og Isak drog til Abimelek, Filisternes Konge i Gerar.
Gen	26	2	2. Da aabenbaredes Herren for ham og sagde: Drag ikke ned til Aegypten, bo i det Land, hvilket jeg iger dig.
Gen	26	3	3. Vaer en Udlaending i dette Land, og jeg vil vaere med dig og velsigne dig; thi dig og din Saed vil jeg give alle disse Lande og stadfaeste den Ed, som jeg har svoret Abraham, din Fader.
Gen	26	4	4. Og jeg vil gøre din Saed mangfoldig som Stjernerne paa Himmelen og give din Saed alle disse Lande, og i din Saed skulle alle Folk paa Jorden velsignes,
Gen	26	5	5. fordi Abraham lød min Røst og bevarede det, jeg vil have bevaret, mine Bud, mine Skikke og mine Love.
Gen	26	6	6. Saa boede Isak i Gerar.
Gen	26	7	7. Og de Maend paa samme Sted spurgte om hans Hustru; da sagde Han: Hun er min Søster; thi han frygtede at sige: Hun er min Hustru, idet han taenkte, at ikke Maendene paa dette Sted maaske skulle slaa mig ihjel for Rebekkas Skyld, thi hun var dejlig af Anseelse.
Gen	26	8	8. Og det skete, der han havde boet der en Tid lang, saa Abimelek, Filisternes Konge, ud igennem Vinduet og saa, og se, Isak legede med Rebekka, sin Hustru.
Gen	26	9	9. Da kaldte Abimelek ad Isak og sagde: Visselig, se, hun er din Hustru, og hvorledes har du sagt: hun er min Søster? Og Isak sagde til Ham: Thi jeg taenkte: Maaske jeg maatte slaas ihjel for hendes Skyld.
Gen	26	10	10. Da sagde Abimelek: Hvi har du gjort os dette? En af Folket kunde snart have ligget hos din Hustru, saa havde du ført Skyld over os.
Gen	26	11	11. Saa bød Abimelek alt Folket og sagde: Hvo, som røer ved denne Mand og ved hans Hustru, skal visselig dødes.
Gen	26	12	12. Og Isak saaede der i Landet og fik samme Aar hundrede Fold, og Herren velsignede ham.
Gen	26	13	13. Og Manden blev maegtig og gik frem og blev maegtig, indtil han blev saare maegtig.
Gen	26	14	14. Og han ejede Faar og ejede Kvaeg og mange Tyende; derfor bare Filisterene Avind mod ham.
Gen	26	15	15. Og alle Brøndene, som hans Faders Tjenere havde gravet i Abrahams, hans Faders Tid, dem tilstoppede Filisterne og fyldte dem med Jord.
Gen	26	16	16. Og Abimelek sagde til Isak: Drag fra os; thi du er bleven os alt for maegtig.
Gen	26	17	17. Saa drog Isak derfra og slog Telt i Dalen Gerar og boede der.
Gen	26	18	18. Og Isak lod igen de Vandbrøne opgrave, som de havde gravet i Abrahams, hans Fades tid, og som Filisterne havde tilstoppet efter Abrahams Død, og han gav dem Navne efter de Navne, som hans Fader havde kaldet dem.
Gen	26	19	19. Saa grove Isaks Tjenere i Dalen og fandt der en Brønd med levende Vande.
Gen	26	20	20. Men Hyrderne af Gerar kivedes med Isaks Hyrder og sagde: Vandet hører os til; saa kaldte han den Brønds Navn Esek, thi de kivedes med ham.
Gen	26	21	21. Saa grove de en anden Brønd, og de kivedes og om den; derfor kaldte de dens Navn Sitna.
Gen	26	22	22. Da flyttede han der fra og grov en anden Brønd, og de kivedes ikke om den, og han kaldte dens Navn Rekoboth og sagde: thi nu har Herren gjort Rum for os, og vi ere voksede i Landet.
Gen	26	23	23. Og han drog op derfra til Beersaba.
Gen	26	24	24. Og Herren aabenbaredes for ham i den samme Nat og sagde: Jeg er din Fader Abrahams Gud; frygt ikke, thi jeg er med dig og vil velsigne dig og forenere din Saed for min tjener Abrahams Skyld.
Gen	26	25	25. Saa byggede han der et Alter og paakaldte Herrens Navn og opslog der sit Telt, og Isaks Tjenere grove der en Brønd.
Gen	26	26	26. Og Abimelek drog til ham fra Gerar med Akusat sin Ven og Pikol sin Stridshøvedsmand.
Gen	26	27	27. Da sagde Isak til dem: Hvi komme I til mig, da I dog have hadet rnig og drevet mig fra Eder.
Gen	26	28	28. Og de svarede: Vi se klarligen, at Herren er med dig; derfor sagde vi: Kaere, lad vaere en Ed imellem os, imellem os og dig, og vi ville gøre et Forbund med dig,
Gen	26	29	29. at du ikke skal gøre ondt imod os, ligesom vi ikke have rørt dig, og ligesom vi ikke have gjort dig andet end godt, og vi lode dig fare i Fred; du er nu Herrens velsignede.
Gen	26	30	30. Saa gjorde han dem et Gaestebud, og de aade og drak.
Gen	26	31	31. Og de stode tidlig op om Morgenen og tilsvore hinanden gensidig, og Isak ledsagede dem, og de droge fra ham i Fred.
Gen	26	32	32. Og det skete, paa den samme Dag kom Isaks Tjenere og forkyndte ham angaaende den Brønd, sorn de havde gravet, og de sagde til ham: Vi have fundet Vand.
Gen	26	33	33. Og han kaldte den Skibea, deraf er Stadens Navn Beersaba indtil denne Dag.
Gen	26	34	34. Og Esau var fyrretyve Aar gammel og tog en Hustru, Jizdith, Beeri den Hethiters Datter, og Basmat, Elon den Hethiters Datter.
Gen	26	35	35. Og de vare Aands Bitterhed for Isak og Rebekka.
------------------------Første Mosebog, Kapitel 27
Gen	27	1	1. Og det haendte sig, der Isak blev gammel, og hans Øjne blev dunkle, at han ikke kunde se, da kaldte han sin eldste Søn, Esau, og sagde til ham: Min Søn! og har sagde til ham: Se, her er jeg.
Gen	27	2	2. Og han sagde: Se nu, jeg er gamme og ved ikke min Dødsdag.
Gen	27	3	3. Saa ta nu dine Redskaber, dit Kogger og din Bue, gak ud paa Marken og fang mig noget Vildt!
Gen	27	4	4. Og tilbered mig en god Ret, saasom jeg har Lyst til, og bring mig den, at jeg maa aede, paa det min Sjael maa velsigne dig, før jeg skal dø.
Gen	27	5	5. Og Rebekka hørte, der Isak talede til Esau, sin Søn; saa gik Esau paa Marken at fange noget Vildt, at baere hjem.
Gen	27	6	6. Da sagde Rebekka til Jakob, sin Søn, sigende: Se, jeg hørte din Fader tale tiI Esnu, din Broder, og sige:
Gen	27	7	7. Hent mig noget Vildt og tilbered mig en god Ret, at jeg kan aede, saa vil jeg velsigne dig for Herrens Ansigt, førend jeg dør.
Gen	27	8	8. Saa adlyd nu min Røst, min Søn! eftersom jeg befaler dig.
Gen	27	9	9. Gak nu til Hjorden og hent mig derfra to gode Gedekid, at jeg kan tilberede din Fader en god Ret af dem, saasom han har Lyst til.
Gen	27	10	10. Og den skal du baere til din Fader, at han skal aede deraf, paa det han skal velsigne dig, førend han dør.
Gen	27	11	11. Da sagde Jakob til Rebekka, sin Moder: Se, Esau, min Mroder, er en laadden Mand, og jeg er en glat Mand.
Gen	27	12	12. Maaske min Fader føler paa mig, og jeg vil synes for ham som en Bedrager og føre Forbandelse over mig og ikke Velsignelse.
Gen	27	13	13. Da sagde hans Moder til ham: Din Forbandelse komme over mig, min Søn! lyd kun min Røst og gak, hent mig dem!
Gen	27	14	14. Da gik han og hentede og bragte sin Moder dem; saa tilberedte hans Moder en god Ret, saasom hans Fader havde Lyst til.
Gen	27	15	15. Og Rebekka tog Esaus, sin aeldste Søns, kostelige Klaeder, som hun havde i Huset hos sig, og lod Jakob, sin yngste Søn, iføre sig dem.
Gen	27	16	16. Men Skindene af Gedidiene iførte hun ham om hans Haender, og hvor han var glat paa Halsen.
Gen	27	17	17. Og hun gav ham den gode Ret og Brød, som hun havde tilberedt, i sin Søn Jakobs Haand.
Gen	27	18	18. Og han gik til sin Fader og sagde: Min Fader! og han sagde: Se, her er jeg; hvo er du, min Søn?
Gen	27	19	19. Og Jakob sagde til sin Fader: Jeg, Esau, din førstefødte, har gjort, saa om du sagde til mig; kaere, staa op saet dig og aed af mit Vildt, paa det din Sjael skal velsigne mig.
Gen	27	20	20. Da sagde Isak til sin Søn: Hvorledes har du saa snart fundet det, min Søn? Og han sagde: Fordi Herren din Gud kikkede mig det til Haende.
Gen	27	21	21. Da sagde Isak tiI Jakob: Kom dog naer hid, og jeg vil føle paa dig, min Søn! om du er min Søn Esau eller ej.
Gen	27	22	22. Og Jakob gik naer til sin Fader sak, og han følte paa ham og sagde: Røsten er Jakobs Røst, men Haenderne ere Esaus Haender.
Gen	27	23	23. Og Han kendte ham ikke, thi hans Haender vare Laadne som Esaus, hans Broders, Haender; og han velsignede ham.
Gen	27	24	24. Og han sagde: Du, er du enne min Søn Esau? og han sagde: Jeg er det.
Gen	27	25	25. Da sagde han: Bring mig det hid og lad mig aede af min Søns Vildt, at min Sjael skal velsigne dig; saa ragte han ham det, og han aad, og han bragte ham Vin, og han drak.
Gen	27	26	26. Og Isak, hans fader, sagde til ham: Kaere, kom naermere og kys mig, min Søn!
Gen	27	27	27. Og han kom naermere og kyssede ham; og han lugtede Lugten af hans Klaeder og velsignede ham og sagde: Se, min Søns Lugt er som Lugten af en Mark, hvilken Herren har velsignet.
Gen	27	28	28. Og Gud give dig af Himmelens Dug og af Jordens Fedme og meget Korn og Most.
Gen	27	29	29. Folkene skulle tjene dig, og Folkefaerd skulle falde dig til Fode. Bliv en Herre over dine Brødre, og din Moders Sønner skulle falde dig til Fode; hvo som forbander dig, vaere forbandet, og hvo som velsigner dig, vaere velsignet!
Gen	27	30	30. Og det skete, der Isak var faerdig med at velsigne Jakob, da Jakob lige var gaaet ud fra sin Fader Isak, at Esau, hans Broder, kom fra sin Jagt.
Gen	27	31	31. Og han tilberedte ogsaa en god Ret og bragte den ind til sin Fader og sagde til sin Fader: Min Fader staa op og aede af sin Søns Vildt, at din Sjael skal velsigne mig.
Gen	27	32	32. Da sagde Isak, hans Fader til ham: Hvo er du? og han sagde: Jeg er din Søn, din førstefødte, Esau.
Gen	27	33	33. Da forfaerdedes Isak med en overmaade stor Forfaerdelse og sagde: Hvo er og den, som fangede Vildt og frembar til mig? og jeg aad af alt, før du kom, og jeg har velsignet ham; han skal ogsaa vaere velsignet.
Gen	27	34	34. Der Esau hørte sin Faders Tale, skreg han med et stort og overmaade bittert Skrig og sagde til sin Fader: Velsign mig, ogsaa mig, min Fader!
Gen	27	35	35. Og han sagde: Din Broder kom med List og tog din Velsignelse.
Gen	27	36	36. Da sagde han: Mon man derfor har kaldet hans Navn Jakob, fordi han nu har to Gange bedraget mig? min Førstefødselsret har han taget, og se, nu tog han min Velsignelse; og han sagde: Har du ikke bevaret mig en Velsignelse
Gen	27	37	37. Og svarede og sagde til Esau: Se jeg har sat ham til en Herre ove dig og gjort alle hans Brødr til hans Tjenere og forsørget ham med Korn og Most, hvad skal jeg da gøre ved dig, min Søn?
Gen	27	38	38. Og Esau sagde til sin Fader: Har du ikke uden denne ene Velsignelse, min Fader velsign mig, ogsaa mig, min Fader! og Esau opløftede sin Røst og graed.
Gen	27	39	39. Da svarede Isak, hans Fader, og sagde til ham: Se, din Bolig skal vaere uden Jordens Fedme og uden Himmelens Dug fra oven ned.
Gen	27	40	40. Og ved dit Svaerd skal du leve og tjene din Broder, og det skal ske, naar du bliver ustyrlig, da skal du bryde hans Aag af din Hals.
Gen	27	41	41. Og Esau var Jakob hadsk for den Velsignelses Skyld, som hans Fader havde velsignet ham med, og Esau sagde i sit Hjerte: Det kommer snart, at vi skulle sørge for min Fader, da vil jeg slaa Jakob, min Broder, ihjel.
Gen	27	42	42. Og Esaus, hendes aeldste Søns, Ord bleve Rebekka tilkendegivne; og hun sendte hen og lod Jakob, sin yngste Søn, kalde, og sagde til ham: Se, Esau, din Broder, vil trøste sig med at slaa dig ihjel.
Gen	27	43	43. Og nu, min Søn, hør min Røst og staa op, fly til Laban, min Broder, i Karan,
Gen	27	44	44. og bliv hos ham nogen Tid, indtil din Broders Hidsighed laegger sig,
Gen	27	45	45. indtil din Broders Vrede vender sig fra dig, og han glemmer det, du har gjort ham, saa vil jeg sende Bud og hente dig derfra; hvi skulde jeg dog berøves eder begge paa en Dag?
Gen	27	46	46. Og Rebekka sagde til Isak: Jeg kedes ved at leve for Hendes Døtres Skyld; dersom Jakob tog en Hustru af Heths Døtre, som disse af dette Lands Døtre, hvad skulde jeg da leve for?
------------------------Første Mosebog, Kapitel 28
Gen	28	1	1. Og Isak kaldte ad Jakob og velsignede ham og bød ham og sagde til ham: Du skal ikke tage en Hustru af Kanaans Døtre;
Gen	28	2	2. staa op, gak til Padaan-Aram til Bethuel din Morfaders Hus, og tag dig derfra en Hustru af Laban din Morbroders Døtre.
Gen	28	3	3. Og den almaegtige Gud velsigne dig og gøre dig frugtbar og formere dig, at du maa blive til en Hob af Folk.
Gen	28	4	4. Og han give dig Abrahams velsignelse, dig og din Saed med dig, at du kan arve det Land, hvor i du er fiemmed, hvilket Gud gav Abraham.
Gen	28	5	5. Saa sendte Isak Jakob hen, og han drog til Paddan-Aram til Laban, Bethuel den Syrers Søn, en Broder til Rehekka, Jakobs og Esaus Moder.
Gen	28	6	6. Og Esau saa, at Isak havde velsignet Jakob og sendt ham til Paddan-Aram at tage sig derfra en Hustru og havde, der har velsignet ham, budet ham og sagt: Du skal ikke tage en Hustru af Kanaans Døtre.
Gen	28	7	7. Og Jakob var sin Fader og sin Moder lydig og drog til Paddan Aram.
Gen	28	8	8. Og Esau saa, at Kanaans Døtre ikke behagede Isak hans Fader.
Gen	28	9	9. Saa gik Esau til Ismael og tog sig til hustru Makalath, en Datter af Ismael, Abrahams Søn, en Søster til Nebajoth, foruden sine andre Hustruer.
Gen	28	10	10. Og Jakob drog ud fra Beersaba og gik til Karan.
Gen	28	11	11. Og han kom til et Sted og blev der om Natten, thi Solen var nedgangen, og han tog af Stenene paa det Sted og lagde under sit Hoved og lagde sig paa det samme Sted.
Gen	28	12	12. Og han drømte, og se, en Stige var oprejst paa Jorden, og det Øverste deraf naaede til Himmelen, og se, Guds Engle stege op og ned ad den.
Gen	28	13	13. Og se, Herren stod oven over den og sagde: Jeg er Herren, din Fader Abrahams Gud og Isaks Gud; det Land, som du ligger paa, det vil jeg give dig og din Saed.
Gen	28	14	14. Og din Saed skal blive som Støv paa Jorden, og du skal udbredes mod Vesten og mod Østen og mod Norden og mod Sønden; og i dig og i din Saed skulle alle Slaegter paa Jorden velsignes.
Gen	28	15	15. Og se, jeg er med dig og vil bevare dig overalt, hvor du drager hen, og jeg vil føre dig til dette Land igen; thi jeg vil ikke forlade dig, før jeg har fuldkommet det, jeg har sagt dig.
Gen	28	16	16. Og Jakob vaagnede af sin Søvn og sagde: Sandelig, Herren er paa dette Sted, og jeg vidste det ikke.
Gen	28	17	17. Og han frygtede og sagde: hvor forfaerdeligt er dette Sted! dette er ikke andet end Guds Hus, og dette er Himmelens Port.
Gen	28	18	18. Og Jakob stod aarle op om Morgenen og tog den Sten, som han havde lagt under sit Hoved, og oprejste den til en Mindesten og øste Olie oven paa den.
Gen	28	19	19. Og han kaldte det samme Steds Navn Bethel, men ellers var Lus Stadens Navn fra Begyndelsen.
Gen	28	20	20. Og Jakob gjorde et Løfte og sagde: Dersom Gud vil vaere med mig og beskaerme mig paa denne Vej, som jeg rejser, og give mig Brød at ede og Klaeder at iføre mig,
Gen	28	21	21. og jeg kommer igen til min Faders Hus med Fred, og Herren vil vaere mig en Gud,
Gen	28	22	22. da skal denne Sten, som jeg har oprejst til en Mindesten, vaere et Guds Hus, og jeg vil visselig give dig Tiende af alt det, du giver mig.
------------------------Første Mosebog, Kapitel 29
Gen	29	1	1. Og Jakob løftede sine Fødder og gik til det Folks Land i Østen.
Gen	29	2	2. Og han saa og se, der var en Brønd paa Marken, og se, der vare tre Faarehjorde, som laa ved den; thi man skulde vande Hjorden af den samme Brønd, og Stenen over Hullet paa Brønden var stor.
Gen	29	3	3. Og derhen skulde alle Hjordene sankes, og Stenen vaeltes fra Hullet paa Brønden, og Faarene vandes, og Stenen igen laegges over Hullet paa sit Sted.
Gen	29	4	4. Og Jakob sagde til dem: Mine Brødre, hvorfra ere I? og de sagde: Fra Karan ere vi.
Gen	29	5	5. Og han sagde til dem: Kende I Laban, Nakors Søn og de sagde: Vi kende ham.
Gen	29	6	6. Og Han sagde til dem: Gaar det ham vel? og de sagde: Vel! og se, Rakel, hans Datter, kommer med Faarene.
Gen	29	7	7. Da sagde Han: Se, det er endnu højt paa Dagen, det er ikke Tid, at Kvaeget samles; vander Faarene og gaar, vogter dem!
Gen	29	8	8. Og de sagde: Vi kunne ikke, førend alle Hjordene sankes, og man vaelter Stenen fra Hullet paa Brønden, og da vande vi Faarene.
Gen	29	9	9. Medens han endnu talede med dem, da kom Rakel med Faarene, som vare hendes Faders; thi hun vogtede.
Gen	29	10	10. Og det skete, der Jakob saa Rakel, sin Morbror Labans datter, og Labans, sin Morbrors, Faar.
Gen	29	11	11. Og Jakob kyssed Rakel og opløftede sin Røst og graed.
Gen	29	12	12. Og Jakob sagde Rakel, at han var Hendes Faders Broder, og at han var Rebekkas Søn; saa løb hun og forkyndte sin Fader det.
Gen	29	13	13. Og det skete, der Laban høre den Tidende om Jakob, sin Søster søn, da løb han mod ham og tog ham i Favn og kyssede ham og ledte ham ind i sit Hus; da fortalte han Laban alle disse ting.
Gen	29	14	14. Da sagde Laban til ham: Sandelig, du er mit Ben og mit- Kød; og han blev hos ham en Maaneds tid.
Gen	29	15	15. Og Laban sagde til Jakob: Fordi du er min Broder, skulde du derfor tjene mig for intet? sig sig, hvad din Løn skal vaere.
Gen	29	16	16. Og Laban havde Døtre: Den aeldstes Navn var Lea, den yngstes Navn Rakel.
Gen	29	17	17. Og Lea havde svage Øjne; men Rakel var dejlig af Skikkelse og dejlig af anseelse.
Gen	29	18	18. Og Jakob elskede Rakel og sagde: Jeg vil tjene dig syv Aar for Rakel, din yngste Datter.
Gen	29	19	19. Og Laban sagde: Det er bedre, at jeg giver hende til dig, end at jeg giver hende til en anden Mand, bliv hos mig!
Gen	29	20	20. Saa tjente Jakob for Rakel syv Aar, og de syntes ham at vaeere faa Dage, fordi han havde Kaerlighed til hende.
Gen	29	21	21. Og Jakob sagde til Laban: Giv mig din Hustru; til min tid er fuldkommet, og jeg vil gaa ind til hende.
Gen	29	22	22. Saa bød Laban alle Maend paa det Sted tilsammen og gjolrde et Gaestebud.
Gen	29	23	23. Og det skete om Aftenen, at han tog Lea sin Datter og ledte hende ind til ham. Og han gik ind til hende.
Gen	29	24	24. Og Laban gav hende Silpa, sin Tjenestepige, til Pige for Lea, sin Datter.
Gen	29	25	25. Og det skete om Morgenen, se, da var det Lea; og han sagde til Laban: Hvi gjorde du dette imod mig? Har jeg ej tjent hos dig for Rakel og hvi har du bedraget mig?
Gen	29	26	26. Og Laban sagde: Det ske ikke saaledes paa vort Sted, at man giver den yngste bort før den førstefødte.
Gen	29	27	27. Hold dennes Uge ud, saa ville vi ogsaa give dig denne for den Tjeneste, som du skal tjene hos mig endnu syv andre Aar.
Gen	29	28	28. Og Jakob gjorde saa og holdt dennes Uge ud; saa gav han ham Rakel, sin Datter, til hans Hustru.
Gen	29	29	29. Og Laban gav sin Datter Rakel Bilha, sin Tjenestepige, til Tjenestepige for hende.
Gen	29	30	30. Saa gik han og ind til Rakel, og elskede Rakel mere end Lea; og han tjente hos ham endnu syv andre Aar.
Gen	29	31	31. Der Herren saa, at Lea var foragtet, da aabnede han hendes Moderliv; men Rakel var ufrugtbar.
Gen	29	32	32. Og Lea undfik og fødte en Søn, og hun kaldte hans Navn Ruben; thi hun sagde: Herren har set paa min Elendighed; thi nu skal min Mand elske mig.
Gen	29	33	33. Og hun undfik igen og fødte en Søn og sagde: Fordi Herren har hørt, at jeg var forsmaaet, da har han givet mig ogsaa denne; saa kaldte hun hans Navn Simeon.
Gen	29	34	34. Og hun undfik igen og fødte en Søn og sagde: Nu denne Sinde skal min Mand holde sig til mig, thi jeg har født ham tre Sønner; derfor kaldte man hans Navn Levi
Gen	29	35	35. Og hun undfik igen og fødte en Søn og sagde: Denne Sinde vil jeg prise Herren; derfor kaldte hun hans Navn Juda; saa holdt hun op at føde.
------------------------Første Mosebog, Kapitel 30
Gen	30	1	1. Og Rakel saa, at hun ikke fødte Jakob Børn; da bar Rakel Avind mod sin Søster og sagde til Jakob: Fly mig Børn! og hvis ikke, da dør jeg.
Gen	30	2	2. Og Jakob blev saare vred paa Rakel og sagde: Mon jeg vaere i Guds Sted, som formener dig Livsens Frugt
Gen	30	3	3. Da sagde hun: Se, der er min Tjenestepige Bilha, gak ind til hende, at hun maa føde over mine Knae, at ogsaa jeg maa bygges op ved hende.
Gen	30	4	4. Saa gav hun ham Bilha, sin Pige, til Hustru, og Jakob gik ind til hende.
Gen	30	5	5. Og Bilha undfik og fodte Jakob en Søn.
Gen	30	6	6. Da sagde Rakel: Gud har dømt mig og hørt ogsaa min Røst og givet mig en Søn; derfor kaldte hun hans Navn Dan.
Gen	30	7	7. Og Bilha, Rakels Pige, undfik igen og fødte Jakob den anden Søn.
Gen	30	8	8. Da sagde Rakel: Jeg har kaempet Guds Kampe med min Søster. Jeg har og faaet Overhaand; og hun kaldte hans Navn Naftali.
Gen	30	9	9. Og Lea saa, at hun havde holdt op at føde, og hun tog Silpa, sin Pige, og gav Jakob hende til Hustru.
Gen	30	10	10. Og Silpa, Leas Tjenestepige, fødte Jakob en Søn.
Gen	30	11	11. Da sagde Lea: Til Lykke! og hun kaldte hans Navn Gad.
Gen	30	12	12. Og Silpa, Leas Tjenestepige, fødte Jakob en anden Søn.
Gen	30	13	13. Da sagde Lea: Held mig! thi Døtre prise mig lykkelig; og hun kaldte hans Navn Aser.
Gen	30	14	14. Og Ruben gik i de Dage, man høstede Hvede, og fandt Dudaim paa Marken og bar dem til Lea, sin Moder; da sagde Rakel til Lea: Kaeere, giv mig af din Søns Dudaim!
Gen	30	15	15. Og hun sagde til hende: Er det en ringe Ting, at du har taget min Mand, og du tager ogsaa min Søns Dudailn? Og Rakel sagde: Derfor maa han liggge hos dig i denne Nat, for din Søns Dudaim.
Gen	30	16	16. Der Jakob kom af marken om Aftenen, da gik Lea ud imod ham og sagde: Til mig skal du komme ind; thi jeg har tinget dig for min Søns Dudaim; saa laa han hos hende den samme Nat.
Gen	30	17	17. Og Gud hørte Lea, og hun undfik og fødte Jakob den femte Søn.
Gen	30	18	18. Og Lea sagde: Gud har givet mig min Løn, fordi jeg gav min Mand min Tjenestepige; og hun kaldte hans Navn Isaskar.
Gen	30	19	19. Og Lea undfik igen og fødte Jakob den sjette Søn.
Gen	30	20	20. Og Lea sagde: Gud har givet mig, ja mig en god Gave; nu vil min Mand bo hos mig, thi jeg har født ham seks Sønner; og hun kaldte hans Navn Sebulon.
Gen	30	21	21. Og siden fødte hun en Datter og kaldte hendes Navn Dina.
Gen	30	22	22. Og Gud ihukom Rakel, og Gud hørte hende og aabnede hendes Moderliv.
Gen	30	23	23. Og hun undfik og fødte en Søn og sagde: Gud har borttaget min Forsmaedelse.
Gen	30	24	24. Saa kaldte hun hans Navn Josef og sagde: Herren give mig endnu en anden Søn!
Gen	30	25	25. Og det skete, der Rakel havde født Josef, da sagde Jakob til Laban: Lad mig fare, og jeg vil gaa til mit Sted og til mit Land.
Gen	30	26	26. Giv mig mine Hustruer og mine Børn, for hvilke jeg har tjent dig, og jeg vil vandre bort; thi du kender min Tjeneste, hvorledes jeg har tjent dig.
Gen	30	27	27. Da sagde Laban til ham: Kaere, maatte jeg have fundet Naade for dine Øjne! jeg har en Anelse om, at Herren har velsignet mig for din Skyld.
Gen	30	28	28. Og han sagde: Naevn din Løn for mig, og den vil jeg give dig.
Gen	30	29	29. Og han sagde til ham: Du ved selv, hvormed jeg har tjent dig og hvad dit Kvaeg er blevet til hos mig.
Gen	30	30	30. Thi det, som du havde, før jeg kom, var lidet; men nu har de udbredt sig mangfoldigt, og Herren har velsignet dig ved min Fod; og nu, naar skal jeg ogsaa gøre noget for mit eget Hus?
Gen	30	31	31. Og han sagde Hvad skal jeg bive dig? Og Jakob sagde: Du skal ikke give mig noget dersom du vil gøre mig dette, saa vil jeg fremdeles røgte og vogte dine Faar.
Gen	30	32	32. Jeg vil i Dag gaa igennem al din Hjord og skille derfra hvert spaettet og spraglet Stykke hvert sort Stykke iblandt Faarene og hvad der er spraglet og spaettet iblandt Gederne; og dette skal vaere min Løn.
Gen	30	33	33. Saa skal min Retfaerdighed svare for mig den Dag Morgen, naar du kommer at bede min Løn; hvad som ikke er spaetet eller spraglet iblandt Gederne og som iblandt Lammene, det skal agtes for stjaalet hos mig.
Gen	30	34	34. Da sagde Laban: Se, gid det maa vaere, som I har sagt!
Gen	30	35	35. Og samme Dag skilte han de brogede og spraglede Bukke og alle spaettede og spraglede Geder, alt det, som havde noget hvidt paa sig, og alt sort iblandt Faarene, og han gav det i sine Børns faender.
Gen	30	36	36. Og han gjorde tre Dages Rejse imellem sig og Jakob, og Jakob vogtede Labans øvrige Hjorde.
Gen	30	37	37. Og Jakob tog sig Kaeppe af grønt Poppeltrae og Hassel og Kastanie og uskavede hvide Streger paa dem, saa det hvide blev bart, som var paa Kaeppene.
Gen	30	38	38. Og han lagde Kaeppene, som han havde udskavet, i tenderne, i Vandtrugene, hvor Faaene skulde komme at drikke, ret igen for Faarene, og disse parredes, naar de kom for at drikke.
Gen	30	39	39. Og Faarene parredes ved Kaeppene, og Faarene fødte brogede, spaettede og praglede.
Gen	30	40	40. Saa lod Jakob Lammenle skille fra og stillede Faarenes Anigter overfor det brogede og alt det sorte iblandt Labans Hjord og gjorde sig Hjorde for sig selv alene, dem lod han ikke komme til Labans Hjord.
Gen	30	41	41. Og det skete altid, naar de staerkere Faar løb, da lagde Jakob Kaeppene for Faarenes Øjne i Renderne, at de skulde Herre sig ved Kaeppene.
Gen	30	42	42. Men naar Faar ene vare svage, lagde han dem ikke; saa bleve de svage Labans og de staerke Jakobs.
Gen	30	43	43. Deraf blev Manden overmaade rig, saa at han havde mange Faar og Piger og Svende og Kameler og Asener.
------------------------Første Mosebog, Kapitel 31
Gen	31	1	1. Og han hørte Labans Sønners Ord, som sagde: Jakob har taget alt, hvad vor Faders var, og af vor Fader har han faaet al denne Rigdom.
Gen	31	2	2. Og Jakob saa Labans Ansigt, og se, det var ikke imod ham som tilforn.
Gen	31	3	3. Da sagde Herren til Jakob: Drag tilbage til dine Faedres Land og til din Slaegt, og jeg vil vaere med dig.
Gen	31	4	4. Da sendte Jakob og lod Rakel og Lea kalde ud paa Marken til sit kvaeg.
Gen	31	5	5. Og han sagde til dem: Jeg ser eders Faders Ansigt, at det ikke er imod mig som tilforn; men min Faders Gud har vaeret med mig.
Gen	31	6	6. Og I vide selv, at jeg har tjent eders Fader af al min Magt.
Gen	31	7	7. Og eders Fader har bedraget mig og forandret min Løn ti Gange; men Gud har ikke tilstedet ham at gøre mig ondt.
Gen	31	8	8. Naar han sagde saaledes: De spaettede skulle vaere din Løn, da fødte alt Kvaeget spaettede; og naar han sagde saaledes: De brogede skulle vaere din Løn, da fødte alt Kvaeget brogede;
Gen	31	9	9. og Gud har borttaget eders Faders Kvaeg, og givet mig.
Gen	31	10	10. Og det skete, naar Tiden kom, at Kvaeget skulde løbe, løftede jeg mine Øjne op og saa i Drømme, og se, Bukkene, som sprang Kvaeget, vare brogede, spaettede og haglede;
Gen	31	11	11. og den Guds Engel sagde til mig i Drørnme: Jakob! og jeg svarede: Se, her er jeg.
Gen	31	12	12. Og han sagde: Opløft nu dine Øjne, og se, alle Bukkene, som springe Kvaeget, ere brogede, spaettede og haglede; thi jeg har set alt det, Laban gør dig.
Gen	31	13	13. Jeg er den Gud fra Bethel, hvor du salvede en Mindesten, hvor du gjorde rnig Løfle; gør dig nu rede, far ud af dette Land og vend tilbage til din Slaegts Land.
Gen	31	14	14. Da svarede Rakel og Lea og sagde til ham: Have vi endnu Del og Arv i vor Faders Hus?
Gen	31	15	15. Ere vi ikke regnede for ham som fremmede thi han har solgt os, ja end ogsaa aldeles fortaeret, hvad han fik for os.
Gen	31	16	16. Derfor al den Rigdom, som Gud har borttaget fra vor Fader, den hører os og vore Børn til, og nu, gør alt det, som Gud har sagt til dig.
Gen	31	17	17. Saa gjorde Jakob sig rede og satte sine Børn og sine Hustruer paa Kamelerne
Gen	31	18	18. og bortførte alt sit Kvaeg og al sin Formue, som han havde forhvervet, det Kvaeg, han ejede, som han havde forhvervet i Paddan-Aram, for at komme til Isak sin Fader I Kanaans Land.
Gen	31	19	19. Og Laban var gaaet hen at klippe sine Faar, og Rakel stjal sin Faders Husguder.
Gen	31	20	20. Jakob stjal Laban den Syrers Hjerte, idet han ikke gav ham til Kende, at han flyede.
Gen	31	21	21. Og han flyede med alt det, han havde, og gjorde sig rede og satte over Floden og vendte sit Ansigt mod Bjerget Gilead.
Gen	31	22	22. Og paa den tredje Dag blev det Laban tilkendebivet, at Jakob flyede.
Gen	31	23	23. Saa tog han sine Brødre med sig og forfulgte ham syv Dages Rejse og naaede ham paa Bjerget Gilead.
Gen	31	24	24. Men Gud kom til Laban den Syrer i en Drøm om Natten og sagde til ham: Forvar dig, at du ej taler med Jakob enten godt eller ondt.
Gen	31	25	25. Og Laban naaede Jakob, og Jakob havde slaaet sit Telt op paa Bjerget, og Laban med sine Brødre slog Telt paa Bjerget Gilead.
Gen	31	26	26. Da sagde Laban til Jakob: Hvad har du gjort, at du har stjaalet mit Hjerte og bortført mine Døtre, som vare de fangne med Svaerd
Gen	31	27	27. Hvi flyede du hemmeligen og har stjaalet dig fra mig og ikke givet mig det til kende, og jeg vilde have bortsendt dig med Glaede og med Sange, med Tromme og med Citer?
Gen	31	28	28. Og du har ikke ladet mig kysse mine Sønner og mine Døtre nu, du har gjort daarligen.
Gen	31	29	29. Jeg haar vel Magt i min Haand at gøre ondt ved eder; men eders Faders Gud talede til mig i Gaar Nat, sigende: Forvar dig at tale med Jakob enten godt eller ondt.
Gen	31	30	30. Og nu, da du endeligen vilde vandre, efterdi du laengtes saare efter din Faders Hus, hvi har du stjaalet mine Guder
Gen	31	31	31. Og Jakob svarede og sagde til Laban: Fordi jeg frygtede; thi jeg taenkte, du maatte rive dine Døtre fra mig;
Gen	31	32	32. men den, hos hvem du finder dine Guder, skal ikke leve. Vedkend dig for vore Brødre det hos mig, som tilhører dig, og tag dig det; men Jakob vidste ikke, at Rakel havde stjaalet dem.
Gen	31	33	33. Da gik Laban ind i Jakobs Telt og i Leas Telt og i begge Tjenestekvindernes Telt og fandt dem ikke; saa gik han ud af Leas Telt og kom i Rakels Telt.
Gen	31	34	34. Men Rakel havde taget Husguderne og lagt dem i en Kamelsaddel og sad paa dem, og Laban ransagede hele Teltet og fandt intet.
Gen	31	35	35. Da sagde hun til sin Fader: Min Herre, bliv ikke vred, at jeg ikke kan staa op for dig, fordi det gaar mig paa Kvinders Vis; saa ledte han og fandt ikke Husguderne.
Gen	31	36	36. Da blev Jakob vred og traettede med Laban; og Jakob svarede og sagde til Laban: Hvad er min Overtraedelse, hvad er min Synd, at du forfølger mig saaledes.
Gen	31	37	37. Eftersom du har følt og ransaget alt mit Tøj hvad har du fundet af alt dit Hus's Tøj? laeg det her frem for mine Brødre og dine Brødre, at de maa dømme imellem os to!
Gen	31	38	38. Jeg har vaeret hos dig disse tyve Aar, dine Faar og dine Geder have ikke født i Utide, og vaedrene af dit Kvaeg har jeg ikke aedet.
Gen	31	39	39. Hvad som var revet har jeg ikke baaret til dig; jeg betalte det, du kraevede det af min Haand, det, som var stjaalet om Dagen, og det, som var stjaalet om Natten.
Gen	31	40	40. Saa gik det mig: om Dagen fortaerede Heden mig og Kulden om Natten, og der kom ikke Søvn i mine Øjne.
Gen	31	41	41. Det er nu tyve Aar, jeg er i dit Hus, jeg har tjent dig fjorten Aar for dine tvende Døtre og seks Aar for dit Kvaeg, og du har forandret min Løn ti Gange.
Gen	31	42	42. Dersom ikke min Faders Gud, Abrahams Gud og Isaks Raedsel, havde vaeret med mig, sandelig, du havde nu ladet mig fare tomhaendet; Gud har set min Elendighed og mine Haenders Møje og straffede dig i Gaar Nat.
Gen	31	43	43. Og Laban svarede og sagde til Jakob: De Døtre ere mine Døtre, og de Sønner ere mine Sønner, og det Kvaeg er mit Kvaeg, og alt det, du ser, er mit; hvad skulde jeg gøre imod disse mine Døtre i Dag eller imod deres Sønner, som de have født?
Gen	31	44	44. Saa kom nu, lad os gøre en Pagt, jeg og du, og det skal vaere til et vidne imellem mig og imellem dig.
Gen	31	45	45. Da tog Jakob en Sten og rejste den op til et Mindesmaerke.
Gen	31	46	46. Og Jakob sagde til sine Brødre: Sanker Stene; og de toge Stene og gjorde en Hob, og de aade der paa Hoben.
Gen	31	47	47. Og Laban kaldte den Jegar Sahaduta, men Jakob kaldte den Gilead.
Gen	31	48	48. Da sagde Laban: Denne Hob skal vaere et Vidne i Dag imellem mig og imellem dig; derfor kaldte han dens Navn Gilead,
Gen	31	49	49. og Mizpa; thi han sagde: Herren skal se til imellem mig og imellem dig; thi vi komme hverandre af Syne.
Gen	31	50	50. Dersom du vil gøre mine Døtre Fortraed, og dersom du vil tage Hustruer foruden mine Døtre, da er her vel ingen Mand hos os; men se, Gud er Vidne imellem mig og imellem dig.
Gen	31	51	51. Laban sagde til Jakob: Se denne Hob, og se det Mindesmaerke, som jeg har oprejst imellem mig og imellem dig,
Gen	31	52	52. denne Hob skal vaere Vidne, og dette Mindesmaerke skal vaere vidne, at jeg skal ikke fare forbi denne Hob til dig, og at du skal ikke fare forbi denne Hob og dette Mindesmaerke til mig, til det onde.
Gen	31	53	53. Abrahams Gud og Nakors Gud, deres Faders Gud, skal dømme imellem os; og Jakob svor ved sin Fader Isaks Raedsel.
Gen	31	54	54. Og Jakob slagtede et Offer paa Bjerget og bad sine Brødre til Maaltid; og de aade Brød og bleve paa Bjerget om Natten.
Gen	31	55	55. Men om Morgenen stod Laban aarle op og kyssede sine Sønner og sine Døtre og velsignede dem, og Laban drog hen og vendte tilbage til sit Sted.
------------------------Første Mosebog, Kapitel 32
Gen	32	1	1. Og Jakob drog sin Vej, og Guds Engle mødte ham.
Gen	32	2	2. Og der Jakob saa dem, sagde han: Denne er Guds Haer; og han kaldte det samme Steds Navn Makanaim.
Gen	32	3	3. Og Jakob sendte Bud for sig til Esau sin Broder, til det Land Sejr, paa Edoms Mark.
Gen	32	4	4. Og han befalede dem og sagde: Saa skulle I sige til min Herre, til Esau: Saa siger din Tjener Jakob: Jeg har vaeret fremmed hos Løan og dvaelet der indtil nu.
Gen	32	5	5. Og jeg har Øksne og Asener, Kvaeg og Svende og Tjenestepiger, og jeg har udsendt Bud, at give min Herre det til Kende for at finde Naade for dine Øjne.
Gen	32	6	6. Og Budene kom igen til Jakob og sagde: Vi kom til din Broder, til Esau; og han drager ogsaa imod dig, og fire Hundrede Mand med ham.
Gen	32	7	7. Da frygtede Jakob saare og blev bange; saa delte han Folket, som var hos ham, og Kvaeget og Øksnene og Kamelerne i to Haere.
Gen	32	8	8. Og han sagde: Dersom Esau skulde komme til den ene Haer og slaar den, da kan den Haer, som bliver tilovers, undkomme.
Gen	32	9	9. Og Jakob sagde: Min Fader Abrahams Gud og min Fader Isaks Gud, Herre, du, som sagde til mig: Drag igen til dit Land og til din Slaegt, og jeg vil gøre vel imod dig;
Gen	32	10	10. jeg er ringere end al den Miskunahed og al den Trofasthed, som du har bevist mod din Tjener; thi med min Stav gik jeg over denne Jordan, og nu er jeg vorden til to Haere.
Gen	32	11	11. Kaere, udfri mig af min Broders Haand, af Esaus Haand; thi jeg frygter for ham, at han skal komme og slaa mig, ja Moderen med Børnene.
Gen	32	12	12. Og du har sagt: Jeg vil gøre meget vel imod dig og gøre din Saed som Sand ved Havet, hvilket ikke kan taelles for Mangfoldighed.
Gen	32	13	13. Saa bIev han der samme Nat og tog af det, han havde under sin Haand, til en Skaenk for sin Broder Esau;
Gen	32	14	14. to Hundrede Geder og tyve Bukke, to Hundrede Faar og tyve Vaedre,
Gen	32	15	15. Kameler, som gave at die, og deres Føl tredive Køer fyrretyve, og Øksen ti, Aseninder tyve, og ti Føl.
Gen	32	16	16. Og han gav dem under sine Tjeneres Haand, hver Hjord for sig, og sagde til sine Tjenere: Gaar foran mig og gører Rum imellem hver Hjord!
Gen	32	17	17. Saa befalede han den første og sagde: befalede han den første og sagde: Naar Esau, min Broder, møder dig og spørger dig og siger: Hvem hører du til, og hvor vil du rejse hen? og hvem høre disse til, som du driver for dig?
Gen	32	18	18. da skal du sige: Din Tjener Jakob; det er en Skaenk, sendt til min Herre, til Esau, og se, han kommer ogsaa selv efter os.
Gen	32	19	19. Og han befalede den anden ligesaa og den tredje og alle dem, som gik efter Hjordene, og sagde: Paa denne Maade skulle I sige til Esau, naar I møde ham.
Gen	32	20	20. Og I skulle sige: Se, ogsaa din Tjener Jakob er bag os; thi han taenkte: Jeg vil forsone hans Ansigt med den Skaenk, som gaar for mig, og siden se hans Ansigt, kanske han antager min Person.
Gen	32	21	21. Saa gik den Skaenk foran ham; men han blev selv samme Nat ved Haeren.
Gen	32	22	22. Og han stod op i samme Nat og tog sine to Hustruer og sine to Tjeneste kvinder og sine elleve Børn og gik over Vadestedet Jabok.
Gen	32	23	23. Og han tog dem og lod dem drage over. Baekken og førte over, hvad han havde.
Gen	32	24	24. Og Jakob blev tilbage for sig selv alene; og der brødes en Mand med ham, indtil det dagedes.
Gen	32	25	25. Og der han saa, at han ikke kunde overvinde ham, da rørte han ved hans Hofteskaal, og Jakobs Hofteskaal gik af Led, idet han brødes med ham.
Gen	32	26	26. Og han sagde: Lad mig gaa, thi det dages; og han sagde: Jeg vil ikke lade dig gaa, uden du har velsignet mig.
Gen	32	27	27. Og han sagde til ham: Hvad er dit Navn og han sagde: Jakob.
Gen	32	28	28. Og han sagde: Dit Navn skal ikke fremdeles kaldes Jakob, men Israel; thi du har kaempet med Gud og med Mennesker og faaet Overhaand.
Gen	32	29	29. Og Jakob spurgte og sagde: Kaere, kundgør mig dit Navn; og han sagde: Hvi spørger du dog om mit Navn? og han velsignede ham der.
Gen	32	30	30. Og Jakob kaldte Stedets Navn Pnuel; thi, sagde han, jeg har set Gud Ansigt til Ansigt, og min Sjael er frelst.
Gen	32	31	31. Og der han kom forbi Pnuel, gik Solen op for ham, og han haltede paa sin Hofte.
Gen	32	32	32. Derfor aede Israels Børn ikke den Spaendesene, som er paa Hofteskaalen, indtil denne Dag; thi han rørte Jakobs Hofteskaal paa Spaendesenen.
------------------------Første Mosebog, Kapitel 33
Gen	33	1	1. Og Jakob opløftede sine Øjne og saa, og se, Esau kom, og fire hundrede Mand med ham, og han fordelte Børnene til Lea og til Rakel og til begge Tjenestekvinderne.
Gen	33	2	2. Og han satte Tjenestekvinderne og deres Brøn først og Lea og hendes Børn derefter og Rakel og Josef bagest.
Gen	33	3	3. Og han gik selv frem foran dem og bøjede sig til Jorden syv Gange, indtil han kom til sin Broder.
Gen	33	4	4. Og Esau løb mod ham og tog ham i Favn og faldt om hans Hals og kyssede ham, og de graed.
Gen	33	5	5. Han opløftede sine Øjne og saa Kvinderne og Børnene og sagde: Hvo ere disse, som ere med dig og han sagde: Det er de Børn, som Gud har skaenket din Tjener.
Gen	33	6	6. Saa gik Tjenestekvinderne frem og deres Børn og nejede.
Gen	33	7	7. Og Lea gik ogsaa frem og hendes Børn og nejede, og derefter kom Josef og Rakel frem og nejede.
Gen	33	8	8. Og han sagde: Hvad vil du med al denne Haer, som jeg mødte og han sagde: For at jeg maa finde Naade for min Herres Øjne.
Gen	33	9	9. Og Esau sagde: Jeg har meget, min Broder! behold du, hvad dit er.
Gen	33	10	10. Og Jakob sagde: Nej, kaere, dersom jeg nu har fundet Naade for dig, da annam min Skaenk af min Haand; thi derfor saa jeg dit Ansigt, som naar man kunde se Guds Ansigt, og du var mig naadig.
Gen	33	11	11. Kaere, tag min Velsignelse, som er bragt til dig; thi Gud skaenkede mig den, og jeg har alt dette; saa nødte han ham, og han tog det.
Gen	33	12	12. Og han sagde: Lad os drage frem og vandre, og jeg vil vandre videre med dig.
Gen	33	13	13. Og han sagde til ham: Min Herre ved, at Børnene ere svage, og her er Kvaeg og nybaere Køer med mig, og overdrev man dem en Dag, da døde alt Kvaeget.
Gen	33	14	14. Min Herre rejse nu frem for sin Tjenels Aasyn, og jeg vil drive saa sagteligen, efter som Hjorden, der er for mig, kan gaa, og Børnene kunne gaa, indtil jeg kommer til min Herre, til Sejr.
Gen	33	15	15. Og Esau sagde: Kaere, jeg vil lade nogle af det Folk, som er med mig, blive hos dig; og han sagde: Hvortil det lad mig finde Naade for min Herres Øjne.
Gen	33	16	16. Saa drog Esau samme Dag tilbage ad sin Vej til Sejr.
Gen	33	17	17. Og Jakob drog til Sukoth og byggede sig et Hus og gjorde Hytter til sit Kvaeg; derfor kaldte han Stedets Navn Skoth.
Gen	33	18	18. Og Jakob kom lykkeligt til den Stad Sikem, som er i det Land Kanaan, der han kom fra Paddan Aram, og han slog Lejr foran Staden.
Gen	33	19	19. Og han købte det Stykke Ager, paa hvilket han havde slaget Telt op, af Hemors, Sikems Faders, Sønner, for hundrede Penninge.
Gen	33	20	20. Og han oprejste der et Alter og kaldte det: Gud er Israels Gud.
------------------------Første Mosebog, Kapitel 34
Gen	34	1	1. Og Dina, Leas Datter, som hun havde født Jakob, gik ud for at se paa Landets Døtre.
Gen	34	2	2. Og Sikem, Herren Hemor den Heviters Søn, saa hende, og han tog hende og laa hos hende og kraenkede hende.
Gen	34	3	3. Og hans Hjerte haengte ved Dina, Jakobs Datter, og han havde Pigen kaer og talede kaerligen med Pigen.
Gen	34	4	4. Og Sikem talede til sin Fader, Hemor, og sagde: Tag mig denne Pige til Hustru!
Gen	34	5	5. Og Jakob havde hørt, at han havde skaendet Dina, hans Datter, og hans Sønner vare med hans Kvaeg paa Marken, og Jakob tav, indtil de kom.
Gen	34	6	6. Og Hemor, Sikems Fader, gik ud til Jakob at tale med ham.
Gen	34	7	7. Og Jakobs Sønner kom fra Marken, der de hørte det, og Maendene forbitredes og bleve saare Vrede; thi han havde gjort en Daarlighed mod Israel ved at ligge hos Jakobs Datter, og saaledes burde det ikke ske.
Gen	34	8	8. Da talede Hemor med dem og sagde: Min Søn Sikems Hjerte har Lyst til eders i Datter; kaere, giver ham hende til Hustru,
Gen	34	9	9. og gører Svogerskab med os; giver os eders Døtre, og tager eder vore Døtre!
Gen	34	10	10. Og I skulle bo hos os, og Landet skal vaere for edels Aasyn, bor og handler deri, og tager eder Ejendom i det!
Gen	34	11	11. Og Sikem sagde til hendes Fader og til hendes Brødre: Lad mig finde Naade for eders Øjne, og jeg vil give, hvad I ville sige til mig.
Gen	34	12	12. Begaerer saare meget af mig til Morgengave og Skaenk, og jeg vil give, efter som I sige mig, men giver mig Pigen til Hustru!
Gen	34	13	13. Da svarede Jakobs Sønner Sikem og hans Fader Hemor svigagtigen og talede med dem, fordi han havde skaendet Dina,
Gen	34	14	14. deres kunne ikke gøre denne Gerning, at give vor Søster til en Mand, som har Forhud; thi det er en Forsmaedelse for os.
Gen	34	15	15. Dog ville vi vaere eder til Villie i dette, dersom I ville blive som vi, saa I lade alt Mandkøn hos eder omskaere.
Gen	34	16	16. Og vi ville give eder vore Døtre og tage os eders Døtre og bo hos eder, og vi ville vaere eet Folk.
Gen	34	17	17. Men dersom I ikke ville høre os i at lade eder omskaere, da ville vi tage vor Datter og drage bort.
Gen	34	18	18. Og deres Tale behagede Hemor og Sikem, Hemors Søn.
Gen	34	19	19. Og den unge Karl tøvede ikke med at gøre denne Gerning; thi han havde Lyst til Jakobs Datter, og han var aeret, fremfor hele sin Faders Hus.
Gen	34	20	20. Saa kom Hemor og Sikem, hans Søn, til deres Stads Port og talede til deres Bymaend og sagde:
Gen	34	21	21. disse Maend ere fredsommelige hos os og ville bo i Landet og handle deri, og se, Landet er vidt nok for dem vi ville tage os deres Døtre til Hustruer og give dem vore Døtre.
Gen	34	22	22. Dog i saa Maade ville Maendene vaere os til Villie med at bo hos os og blive eet Folk med os, om vi ville omskaere alt Mandkøn iblandt os, lige som de ere omskaarne.
Gen	34	23	23. Deres Fae og deres Gods og alt deres Kvaeg, blive de ikke vore: ikkun at vi ere dem til Villie, da ville de bo hos os.
Gen	34	24	24. Og de løde Hemor og hans Søn Sikem, alle de, som gik ud af hans Stads Port, og alt Mandkøn lod sig omskaere, alle som gik ud af hans Stads Port.
Gen	34	25	25. Og det skete paa den tredje Dag, der de havde Smerter, da toge de to Jakobs Sønner, Simeon og Levi, Dinas Brødre, hver sit Svaerd og kom ind i den trygge Stad, og de sloge alt Mandkøn ihjel.
Gen	34	26	26. Og de sloge Hemor og hans Søn, Sikem, ihjel med skarpe Svaerd og toge Dina af Sikems Hus og gik bort.
Gen	34	27	27. Saa kom Jakobs Sønner over de ihjelslagne og plyndrede Staden, fordi de havde skaendet deres Søster.
Gen	34	28	28. Deres Kvaeg og deres Øksen og deres Asener, baade hvad der var i Staden, og hvad der var paa Marken, toge de.
Gen	34	29	29. Og al deres Formue og alle deres Børn og deres Kvinder fangede og røvede de og alt, hvad der var i Huset.
Gen	34	30	30. Da sagde Jakob til Simeon og Levi: have forstyrret mig, idet I gjorde mig stinkende for dette Lands Indbyggere, for Kananitten og Feresiten og jeg er en liden Hob, og de kunne samle sig imod mig og slaa mig og jeg maatte ødelaegges; jeg og mit Hus.
Gen	34	31	31. Og de sagde: Mon han skulde handle med vor Søster som med en Skøge?
------------------------Første Mosebog, Kapitel 35
Gen	35	1	1. Og Gud sagde til Jakob: Gør dig rede, drag op til Bethel og bliv der, og byg der et Alter for den Gud, som aabenbaredes for dig, der du flyede for din Broder Esaus Ansigt.
Gen	35	2	2. Da sagde Jakob til sit Hus og til alle, som vare med ham: Bortkaster de fremmede Guder, som ere iblandt eder, og renser eder og omskifter eders Klaeder!
Gen	35	3	3. Og lader os gøre os rede og drage op til Bethel, og jeg vil der bygge et Alter for den Gud, som bønhørte mig paa min Nøds Dag og har vaeret med mig paa vejen, som jeg har vandret.
Gen	35	4	4. Saa gave de Jakob alle de fremmede Guder, som vare i dere Haender, og Ringene, som vare i deres Øren, og Jakob skjulte dem under Egen, som var ved Sikem.
Gen	35	5	5. Saa rejste de; og Raedsel fra Gud var over de Staeder, som laa rundt omkring dem, at de ikke forfulgte Jakobs Sønner.
Gen	35	6	6. Og Jakob kom til Lus, som er i Kanaans Land, det er Bethel, han og alt Folket, som var med ham.
Gen	35	7	7. Og han byggede der et Alter og kaldte det Sted El-Beth-El, fordi Gud var aabenbaret der for ham, da han flyede for sin Broder.
Gen	35	8	8. Og Debora, Rebekkas Amme, døde og blev begraven neden for Bethel, I under Egen, og han kaldte dens Navn Graadseg.
Gen	35	9	9. Og Gud aabenbaredes atter for Jakob, da han kom fra Paddam-Aram, og han velsignede ham.
Gen	35	10	10. Og Gud sagde til ham: Dit Navn er Jakob; dit Navn skal ikke ydermere kaldes Jakob; men Israel skal vaere dit Navn; og han kaldte hans Navn Israel.
Gen	35	11	11. Og Gud sagde til ham: Jeg er den almaegtige Gud, vaer frugtbar og former dig, Folk og Folkehobe skal der vorde af dig, og Konger skulle udkomme af dine Haender.
Gen	35	12	12. Og det Land, som jeg har givet Abraham og Isak, det vil jeg give dig, og jeg vil give din Saed efter dig Landet.
Gen	35	13	13. Og Gud for op fra ham, fra de Sted, hvor han talede med ham
Gen	35	14	14. Saa oprejste Jakob et Mindesmaerke paa det Sted, hvor han taled med ham, et Mindesmaerke af Sten og Øste Drikoffer derpaa og over Øste det med Olie.
Gen	35	15	15. Og Jakob kaldte det Steds Navn, hvor Gud taled med ham, Bethel.
Gen	35	16	16. Og de rejste fra Bethel, og der de vare endnu ikkun et Stykke Vej fra Efiat, da fødte Rakel, og hun havde en haard Fødsel.
Gen	35	17	17. Og de skete, da hun havde en haard Fødsel, at Jordemoderen sagde til hende Frygt ikke; thi ogsaa her har du er Søn.
Gen	35	18	18. Og det skete, der hendes Sjael for ud - thi hun døde - da kaldte hun hans Navn Ben-Oni; men hans Fader kaldte ham Ben-Jamin.
Gen	35	19	19. Saa døde Rakel og blev begraven paa Vejen til Efrat, det er Bethlehem.
Gen	35	20	20. Og Jakob satte et Mindesmaerke over hendes Grav; dette er Rakels Gr avs Mindesmaerke indtil denne Dag.
Gen	35	21	21. Og Israel rejste derfra og opslog sit Telt paa hin Side Migdal Eder.
Gen	35	22	22. Og det haendte sig, der Israel boede i dette Land, da gik Ruben hen og laa hos Bilha, sin Faders Medhustru, og Israel hørte det. Og Jakob havde tolv Sønner.
Gen	35	23	23. Leas Sønner vare: Jakobs førstefødte, Ruben, og Sizneon og Levi og Juda og Isaskar og Sebulon.
Gen	35	24	24. Rakels Sønner vare: Josef og Benjamin.
Gen	35	25	25. Rakels Pige Bilhas Sønner vare: Dan og Nafthali.
Gen	35	26	26. Og Leas Pige Silpas Sønner vare: Gad og Aser; disse ere Jakobs sønner, som bleve ham fødte i Paddan-Aram.
Gen	35	27	27. Og Jakob kom til sin Fader Isak i Mamre, ndi Kirjath-Arba, det er Hebron, hvor Abraham og Isak havde vaeret fremmede.
Gen	35	28	28. Og Isak blev hundrede Aar og firsindstyve Aar gammel.
Gen	35	29	29. Og Isak opgav Aanden og døde og blev samlet til sit Folk, gammel og maet af Dage; og Esau og Jakob, hans Søzuler, begrove ham.
------------------------Første Mosebog, Kapitel 36
Gen	36	1	1. Og disse ere Esaus, det er Edoms Slaegter.
Gen	36	2	2. Esau tog sig Hustruer af Kanaans Døtre: Ada, Elons, den Hethiters Datter, og Oholibama, Anas Datter, Sibeons, den Heviters Datter,
Gen	36	3	3. og Basmat, Ismaels Datter, Nebajoths Søster.
Gen	36	4	4. Og Ada fødte Esau Elifas, og Basmat fødte Reguel.
Gen	36	5	5. Og Oholibama fødte Jeus og Jaelam og Kora; disse ere Esaus Sønner, som fødtes ham i Kanaans Land.
Gen	36	6	6. Og Esau tog sine Hustruer og sine Sønner og sine Døtre og alle Sjaele i sit Hus og sit Fae og alt sit Kvaeg og alt det Gods, som han havde forhvervet i Kanaans Land og drog til et Land, bort fra sin Broder Jakobs Ansigt.
Gen	36	7	7. Thi deres Gods var saa meget, at de ikke kunde bo tilammen; og det Land, hvor de vae fremmede, kunde ikke baere dem for deres Kvaegs Skvld.
Gen	36	8	8. Saa boede Esau paa det Bjerg Sejr; Esau, det er Edom.
Gen	36	9	9. Og disse ere Esaus, Edoaiternes Faders, Slaegter, paa det Bjerg Sejr.
Gen	36	10	10. Disse ere Esaus Sønners Navne: Elifas, Adas, Esaus Hustrus, Søn; Reguel, Basmats, Esaus Hutrus, Søn.
Gen	36	11	11. Og disse vare Elifas Sønner: Theman, Omar, Sefo og Geatham og Kenas.
Gen	36	12	12. Og Thimna var Elifas, Esaus Søns, Medhustru, og hun fødte Elifas Amalek; disse ere Adas, Esaus Hustrus, Sønner.
Gen	36	13	13. Og disse ere Reguels Sønner: Nahath og Serah, Samma og Missa; disse ere Basmats, Esaus Hustrus, Sønner.
Gen	36	14	14. Og disse vare Sønner af Oholibama, som var Anas Datter, Sibeons Datter, Esaus Hustru; og hun fødte Esau Jeus og Jaelam og Kora.
Gen	36	15	15. Disse ere Fyrsterne iblandt Esaus Sønner: Elifas, Esaus førstefødtes, Sønner: Fyrsten Theman, Fyrsten Omar, Fyrsten Sefo, Fyrsten Kenas,
Gen	36	16	16. Fyrsten Kora, Fyrsten Gaetham, Fyrsten Amalek; disse ere Fyrsterne af Elifas i det Land Edom, disse vare Adas Sønner.
Gen	36	17	17. Og disse ere Reguels, Esaus Søns, Sønner; Fyrsten Nabath, Fyrsten Sera, Fyrsten Samma, Fyrsten Missa; disse ere Fyrsterne af Reguel i Edom: Land; disse ere Basmats, Esaus Hustrus, Sønner:
Gen	36	18	18. Og disse ere Oholi bamas, Esaus Hustrus, Sønner: Fyrsten Jeus, Fyrsten Jaelam, Fyrsten Kora; disse ere Fyrsterne af Oholihama, Anas Datter, Esaus Hustru.
Gen	36	19	19. Disse ere Esaus Sønner, og disse deres Fyrster; det er Edom.
Gen	36	20	20. Disse ere Sejrs den Horiter Sønner, som boede i Landet: Lota og Sobal og Sibeon og Ana
Gen	36	21	21. og Dison og Ezer og Disan; disse er Horiternes Fyrster, Sejrs Sønner det Land Edom.
Gen	36	22	22. Og, Lotans Sønner vare: Hori og Heman, og Lotans Søster var Thimna.
Gen	36	23	23. Og disse vare Sobals Sønner: Alvan og Manahath og Ebal, Sefo og Onan.
Gen	36	24	24. Og disse ere Sibeons Sønner, baade Aja og Ana; denne Ana var de som fandt varme Kilder i Ørken, der han vogtede sin Fader Sibeons Asener.
Gen	36	25	25. Og disse vare Anas Børn Dison, og Oholibama var Anas Datter.
Gen	36	26	26. Og disse vare Disons Sønner: Hemdan og Esban og Jithran og Keran.
Gen	36	27	27. Disse vare Ezers Sønner: Bilhan og Savan og Akan.
Gen	36	28	28. Disse are Disans Sønner: Uz og Aran.
Gen	36	29	29. Disse vare Horiternes Fyrster: Fyrsten Lotan, Fyrsten Sobal, Fyrten Sibeon, Fyrsten Ana,
Gen	36	30	30. Fyrsten Dison, Fyrsten Ezer, Fyrsten Disan; disse vare Horiternes Fyrster, iblandt deres Fyrster, i Sejrs Land.
Gen	36	31	31. Og disse ere de Konger, som regerede i Edoms Land, førend der regerede en Konge over Israels Børn:
Gen	36	32	32. nemlig Bela, Beors Søn, var Konge Edom, og hans Stads Navn var Dinhaba.
Gen	36	33	33. Og Bela døde, og Jobab, Seras Søn fra Bosra, blev Konge i hans Sted.
Gen	36	34	34. Og Jobab døde, og Husam af Themanitens Land blev Konge i hans Sted.
Gen	36	35	35. Og Husam døde, og Hadad, Bedads Søn, blev Konge i hans Sted, han, som slog Midianiterne paa Moabs Mark; og hans Stads Navn var Avith.
Gen	36	36	36. Og Hadad døde, og Samla af Masreka blev Konge i hans Sted.
Gen	36	37	37. Og Samla døde, og Saul af Rekoboth ved Floden blev Konge i hans Sted.
Gen	36	38	38. Og Saul døde, og Baal Hanan, Akbors Søn, blev Konge i hans Sted.
Gen	36	39	39. Og Baal Hanan, Akbors Søn, døde, og Hadar blev Konge i hans Sted, og hans Stads Navn var Pau, og hans Hustrus Navn var Niehetabeel, en Datter af Matred, som var Mesahabs Datter.
Gen	36	40	40. Og disse vare Fyrsternes Navne, som kom af Esau, efter deres Slaegter, i deres Staeder, ved deres Navne: Fyrsten Thimna, Fyrsten Alva, Fyrsten Jetheth,
Gen	36	41	41. Fyrsten Oholibama, Fyrsten Ela, Fyrsten Pinon,
Gen	36	42	42. Fyrsten Kenas, Fyrsten Theman, Fyrsten Mibsar,
Gen	36	43	43. Fyrsten Magdiel, Fyrsten Iram; disse ere Fyrsterne i Edom, eftersom de boede i deres eget Land. Denne Esau er Fader til Edomiterne.
------------------------Første Mosebog, Kapitel 37
Gen	37	1	1. Og Jakob boede i det Land, hvor hans Fader havde vaeret fremmed, i det Land Kanaan.
Gen	37	2	2. Disse er Jakobs Slaegter. Josef var sytten Aar gammel, der han vogtede Kvaeg med sine Brødre, og var som Dreng hos Bilhas Sønner og hos Silpas Sønner hans Faders Hustrus Børn; og Josef førte deres onde Rygte for deres Fader.
Gen	37	3	3. Og Israel elskede Josef frem for alle sine Sønner, fordi han avlede ham i Alderdommen, og han gjorde ham en broget Kjortel.
Gen	37	4	4. Der hans Brødre saa, at deres Fader elskede ham mere end alle han Brødre, da fik de Had til ham og kunde ikke tale fredeligen til ham.
Gen	37	5	5. Og Josef drømmte en Drøm og forkyndte sine Brødre den; da fik de end større Had til ham.
Gen	37	6	6. Og han sagde til dem: Kaere, hører denne Drøm, som jeg har drømt.
Gen	37	7	7. Se, vi bandt Neg midt paa Marken, og se, mit Neg rejste sig op og blev ogsaa staaende, og se, eders Neg stode omkring og bøjde sig for mit Neg.
Gen	37	8	8. Da sagde hans Brødre til ham: Skulde du virkelig regere over os? eller skulde du virkelig helske os? Saa fik de end mere Had til ham for hans Drømme og for hans Tale.
Gen	37	9	9. Og han drømte endnu en anden Drøm, og han fortalte sine Brødre den og sagde: Se, jeg drømte endnu en Drøm, og se, Solen og Maanen og elleve Stjerner bøjede sig for mig.
Gen	37	10	10. Og der han fortalte det til sin Fader og til sine Brødre da straffede hans Fader ham og sagde til ham: Hvad er det for en Drøm, som du drømte? mon jeg og din Moder og dine Brødre virkelig skulde komme og bøje os for dig ned til Jorden.
Gen	37	11	11. Og hans Brødre avindedes paa ham; men hans Fader bevarede den Tale.
Gen	37	12	12. Og hans Brødre gik at vogte deres Faders Kvaeg i Sikem.
Gen	37	13	13. Og Israel sagde til Josef: Vogte ikke dine Brødre i Sikem? gak, og jeg vil sende dig til dem; og han sagde til ham: Se, jeg er rede.
Gen	37	14	14. Og han sage de til ham: Kaere gak, se, om det gaar vel med dine Brødre og vel med Kvaeget, og bring mig Svar, igen; saa sendte han ham fra Hebrons Dal, og han kom til Sikem.
Gen	37	15	15. Da mødte en Mand ham, og se, han vankede hid og did paa Marken, og Manden spurgte ham og sagde: Hvad leder du efter?
Gen	37	16	16. Og han sagde: Jeg leder efter mine Brødre; kaere, giv mig til Kende, hvor de vogte.
Gen	37	17	17. Og Manden sagde: De droge herfra; thi jeg hørte dem sige: Lader os gaa til Dothan; saa gik Josef efter sine Brødre og fandt dem i Dothan.
Gen	37	18	18. Der de saa ham langt fra, og før han kom naer til dem, da lagde de Raad op mod ham at slaa ham ihjel.
Gen	37	19	19. Og de sagde, den ene til den anden: Se, denne Drømmemester kommer.
Gen	37	20	20. Og nu, kommer og lader os ihjelslaa ham og kaste ham i en af Gravene og sige: Et vildt Dyr har aedt ham, saa ville vi se, hvad der bliver af hans Drømme.
Gen	37	21	21. Der Ruben hørte dette, friede han ham af deres Haender og sagde: Lader os ikke slaa ham ihjel!
Gen	37	22	22. Og Ruben sagde til dem: Udøser ikke Blod, kaster ham i denne Grav, som er i Ørken, og laegger ikke Haand paa ham; thi han vilde fri ham af deres Haand og føre ham tilbage til sin Fader.
Gen	37	23	23. Og det skete, der Josef kom til sine Brødre, da førte de Josef af hans Kjortel, af hans brogede Kjortel, som han havde paa sig.
Gen	37	24	24. Og de toge ham og kastede ham i Graven, og Graven var tom, intet Vand var i den.
Gen	37	25	25. Saa satte de sig til at aede Brød, og de løftede deres Øjne op og saa, og se, en rejsende Hob Israeliter kom fra Gilead, og deres Kameler bare Urter og Balsam og Ladanum, og de gik for at drage ned til Aegypten.
Gen	37	26	26. Da sagde Juda til sine Brødre: Hvad gavner det, om vi ihjelslaa vor Broder og dølge hans Blod
Gen	37	27	27. Kommer og lader os saelge ham til Ismaeliterne, at vor Haand ikke skal vaere paa ham, thi han er vor Broder, vort Kød; saa adløde hans Brødre haln.
Gen	37	28	28. Og da de midiallitiske Maend, som vare Købmaend, kom forbi, trak de Josef op og droge ham frem af Graven, og de solgte Josef til Ismaeliterne for tyve Sekel Sølv; og disse førte Josef til Aegypten.
Gen	37	29	29. Og Ruben korn til Graven igen, og se, Josef var ikke i Graven; og han sønderrev sine Klaeder.
Gen	37	30	30. han kom tilbage til sine Brødre og sagde: Drengen er der ikke! og jeg hvor skal jeg gaa hen!
Gen	37	31	31. Og de toge Josefs Kjortel og slagtede er Gedebuk og dyppede Kjortelen Blodet,
Gen	37	32	32. og de sendte den brogede Kjortel og lode den bringe til deres Fader og sagde: Denne have vi fundet; kaere, kend, om det er din Søns Kjortel eller ej
Gen	37	33	33. Og han kendte den og sagde: Det er min Søn Kjortel, et vildt Dyr har aedt ham Josef er visselig reven ihjel.
Gen	37	34	34. Og Jakob sønderrev sine Klaeder og lagde Saek om sine Laender og sørgede over sin Søn lang Tid.
Gen	37	35	35. Og alle hans Sønner og alle han Døtre lagde sig efter at trøste ham men han vilde ikke lade sig trøst og sagde: Thi jeg maa fare med Sorg ned i Graven til min Søn; og hans Fader begraed ham.
Gen	37	36	36. Og Midianiterne solgte ham til Aegypten til Potifar, Faraos Hofsinde og Øverse for Livvagten.
------------------------Første Mosebog, Kapitel 38
Gen	38	1	1. Og det haendte sig til den Tid, at Juda drog ned fra sine Brødre og tog ind til en Mand, en Adullamiter, og hans Navn var Hira.
Gen	38	2	2. Og der saa Juda en kananitisk Mands Datter, og hans Navn var Sua; og han tog hende og gik ind til hende.
Gen	38	3	3. Og hun undflk og fødte en Søn, og hun kaldte hans Navn Er.
Gen	38	4	4. Og hun undfik atter og fødte en Søn, og han kaldte hans Navn Onan.
Gen	38	5	5. Og hun blev endnu ved og fødte en Søn, og hun kaldte hans Navn Sela, og han var i Kesib, der hun fødte ham.
Gen	38	6	6. Og Juda tog en Hustru for sin førstefødte, Er, og Hendes Navn var Thamar.
Gen	38	7	7. Men Er, Judas førstefødte, var ond for Herrens Øjne, og Herren slog ham ihjel.
Gen	38	8	8. Da sagde Juda til Onan: Gak ind til din Broders Hustru, og tag hende til Aegte i din Broders Sted, og opvaek din Broder Saed!
Gen	38	9	9. Og Onan forstod, at Saeden ikke skulde høre ham til; og det skete, naar han gik ind til sin Broders Hustru, da fordaervede han den paa Jorden, for ikke at give sin Broder Saed.
Gen	38	10	10. Og det var ondt for Herrens Øjne, hvad han gjorde, og han slog ogsaa han ihjel.
Gen	38	11	11. Da sagde Juda til Thamar, sin Sønnekvinde: Sid som Enke i din Faders Hus, indtil Sela, min Søn, bliver stor; thi han sagde: at ikke ogsaa han skal dø som hans Brødre; saa gik Thamar og blev i sin Faders Hus.
Gen	38	12	12. Der mange Dage vare forløbne, da døde Suas Datter, Judas Hustru, og efter at Juda var trøstet, gik han op til Thimnat til dem, som klippede hans Hjord, han og Hira, hans Ven, den Adullamiter.
Gen	38	13	13. Da blev det Thamar tilkendegiv og sagt: Se, din Svigerfader gaar op til Thimnat at klippe sin Hjort!
Gen	38	14	14. Da lagde hun sine Enkeklaeder; sig og skjulte sig med et Slør og bedaekkede sig og satte sig ved Indgangen til Enaim, som er paa Veje til Thimnat; thi hun saa, at Sel var bleven stor, og hun blev ikk given ham til Hustru.
Gen	38	15	15. Der Juda saa hende, taenkte han, at det var en Skøge, fordi hun havde skjult sit Ansigt.
Gen	38	16	16. Og han bøjede af til hen de paa Vejen og sagde: Velan, kaere, lad mig komme til dig; thi han vidste ikke, at det var hans Søn Hustru; og hun sagde: Hvad vil du give mig, at du maa komme til mig.
Gen	38	17	17. Og han sagde: Jeg vil sende et Gedekid af Hjorden; og hun sagde: Dersom du vil give mig Pant indtil du sender mig det.
Gen	38	18	18. Og han sagde: Hvad for et Pant er det, jeg skal give dig? og hun sagde: Dit Signet og din Snor og din Kaep som du har i din Haand; saa gav han hende det og gik til hende, og hun undfik af ham.
Gen	38	19	19. Saa stod hun op og gik og lagde sit Slør af sig og førte sig i sine Enkeklaeder.
Gen	38	20	20. Og Juda sendte det Gedekid ved sin Ven, den Adullamiter, at han skulde tage Pantet af Kvindens Haand, og han fandt hende ikke.
Gen	38	21	21. Da spurgte han Maendene ad der paa Stedet og sagde: Hvor er Skøgen, hun ved Enaim, paa Vejen og de sagde: Paa dette Sted har ingen Skøge vaeret.
Gen	38	22	22. Og han kom igen til Juda og sagde: Jeg fandt hende ikke, og tilmed sagde Folkene paa samme Sted: her har ingen Skøge vaeret.
Gen	38	23	23. Da sagde Juda: Lad hende beholde det, paa det vi ikke skulle beskaemmes; se, jeg har sendt dette Kid, og du fandt hende ikke.
Gen	38	24	24. Og det skete henved tre Maaneder derefter, da blev det Juda tilkendegivet, saa der sagdes: Thamar, din Søns Hustru, har bedrevet Hor, og se, hun har ogsaa undfanget i Horeri; og Juda: sagde: Fører hende ud, og hun skal braendes.
Gen	38	25	25. Hun blev ført ud, og hun sendte til sin Svigerfader, siger de: Ved den Mand har jeg undfanget, hvem dette hører til; og hun sagde: Kaere, kend, hvem dette Signet og denne Snor og denne Kaep tilhører.
Gen	38	26	26. Og Juda kendte det og sagde: Hun er retfaerdigere end jeg; thi dette er, fordi jeg ikke gav hende til min Søn Sela; og han kendte hende ikke ydermere.
Gen	38	27	27. Og det skete den Tid, hun skulde føde, se, da vare Tvillinger i hendes Liv.
Gen	38	28	28. Og det skete, der hun fødte, stak den ene en Haand frem, da tog Jordemoderen den og bandt en rød Traad paa hans Haand, sigende: Denne om først frem.
Gen	38	29	29. Og det skete, der han tog sin Haand tilbage, se, da kom hans Broder frem, og hun sagde: Hvi bryder du frem for din skyld er der sket et Brud. Og man aldte hans Navn Peres.
Gen	38	30	30. Og siden om hans Broder frem, som havde den røde Traad om sin Haand, og han kaldte hans Navn Sera.
------------------------Første Mosebog, Kapitel 39
Gen	39	1	1. Og Josef var ført ned til Aegypten, og Potifar, Faraos Hofsinde, Øverste for Livvagten, en aegyptisk Mand, købte ham af israeliterne, som havde ført ham did ned.
Gen	39	2	2. Og Herren var med Josef, at han blev en lykkelig Mand, og han var i sin Herres, den Aegypters Hus.
Gen	39	3	3. Og hans Herre saa, at Herren var med ham; thi alt det, han gjorde, lod Herren lykkes ved hans Haand.
Gen	39	4	4. Og Josef fandt Naade for hans Øjne og tjente ham, og han satte ham over sit Hus, og alt det, han havde, gav han i hans Haand.
Gen	39	5	5. Og det skete, fra den Tid han havde sat ham over sit Hus og over alt, hvad han havde, da velsignede Herren Aegypterens Hus for Josefs Skyld og der var Herrens Velsignelse i alt det, han havde i Huset og paa Marken.
Gen	39	6	6. Og han overlod alting, som han havde, i Josefs Haand, og saa ikke til med ham i noget uden den Mad, som han selv aad. Og Josef var smuk af Skikkelse og smuk af Udseende.
Gen	39	7	7. Og det haendte sig derefer, at hans Herres Hustru kastede sine Øjne paa Josef og sagde: Lig hos mig!
Gen	39	8	8. Men han vaegrede sig og sagde til sin Herres Hustru: Se, min Herre ser ikke til med mig i noget af, hvad der er i Huset, og alt, hvad han har, har han givet i min Haand.
Gen	39	9	9. Han selv er ikke Herre i dette Hus end jeg, og han formener intet for mig uden dig, fordi du er hans Hustru; og hvorledes skal jeg gøre denne store Ondskab og synde imod Gud.
Gen	39	10	10. Og det skete, som hun talede til Josef Dag efter Dag, adlød han hende dog ikke med at ligge hos hende eller at vaere med hende
Gen	39	11	11. Og det haendte sig en Dag, der han kom i Huset at gøre sin Gerning, og der var ingen af Huset Maend der i Huset,
Gen	39	12	12. da tog hun ham fat ved hans Klaedebon og sagde: Lig hos mig; men han efterlod sit Klaedebon i hendes Haand og flyede og gik udenfor.
Gen	39	13	13. Og det skete, som hun saa, at han ef erlod sit Klaedebon i hendes Haand og flyede udenfor,
Gen	39	14	14. da kaldte hun paa sine Husfolk og sagde til dem, sigende: Ser, han har ført os en hebraisk Mand paa, at drive Spot med os; han kom ind til mig at ligge hos mig, men jeg kaldte med høj Røst.
Gen	39	15	15. Og det skete, der han hørt at jeg opløftede min Røst og kaldte, da efterlod han sit Klaedebon hos mig og flyede og gik udenfor.
Gen	39	16	16. Og hun lod hans Klaedebon ligge hos mig, indtil hans Herre kom hjem.
Gen	39	17	17. Og hun talte til ham lige de samme Ord og sagde: Den hebraiske tjener, som du har ført os paa kom til mig at drive Spot med mig.
Gen	39	18	18. Og det skete, der jeg opløftede min Røst og kaldte, da eflerlod han sit Klaedebon hos mig og flyede udenfor.
Gen	39	19	19. Og det skete, der hans Herre hørte sin Hustrus Ord, som hun talede til ham, sigende: Paa den Maade har din tjener gjort imod mig, da blev han meget vred.
Gen	39	20	20. Da tog Josefs Herre ham og kastede ham i Faengslets Hus, et Sted, hvor Kongens Fanger holdtes bundne, og han var der i Faengslets Hus.
Gen	39	21	21. Men Herren var med Josef og bøjede Miskundhed til ham og gav ham Naade hos Faengselhusets Forstander,
Gen	39	22	22. at Faengselhusets Forstander gav alle Fanger, som vare i Faengslets Hus, i Josefs Haand; og alt det, som skulde gøres der, det gjorde denne.
Gen	39	23	23. Forstanderen for Faengselhuset gav ikke Agt paa nogen Ting, som var i hans Haand, fordi Herren var med ham, og det, som han gjorde, gav Herren Lykke til.
------------------------Første Mosebog, Kapitel 40
Gen	40	1	1. Og det haendte sig derefter, at Kongen af Aegyptens Mundskaenk og Bager syndede mod deres Herre, Kongen af Aegypten.
Gen	40	2	2. Og Farao blev vred paa begge sine Betjente, paa den øverste Mundskaenk og den Øverste Bager.
Gen	40	3	3. Og han satte dem i Forvaring i Huset hos Øversten for Livvagten, i Faengslets Hus, paa det Sted, hvor Josef var Fange.
Gen	40	4	4. Og øversten for Livvagten beskikkede Josef til at vaere hos dem, og han betjente dem, og de vare en Tid i Forvaring.
Gen	40	5	5. Og de drømte begge en Drøm, hver sin Drøm i een Nat, hver sin Drøm efter sin Udtydning, Kongen af Aegyptens Mundskaenk og Bager, som vare Fanger i Faengslets Hus.
Gen	40	6	6. Og Josef kom til dem om Morgenen og saa dem, og se, de vare bedrøvede.
Gen	40	7	7. Og han spurgte Faraos Betjente, som vare med ham i Forvaring i hans Herres Hus, og sagde: Hvi se I saa ilde ud i Dag
Gen	40	8	8. Og de sagde til ham: Vi drømte en Drøm, og her er ingen, som kan udtyde den. Og Josef sagde til dem: Hører ikke Udtydninger Gud til: fortaeller mig det dog!
Gen	40	9	9. Da fortalte den øverste Mundskaenk Josef sin Drøm og sagde til ham: Idet jeg drømte, se, da var et Vintrae for mig.
Gen	40	10	10. Og paa Vintraeet vare tre Kviste, og det grønnedes, og dets Blomster fremkom, og Klaserne derpaa fik modne Baer.
Gen	40	11	11. Og Faraos Baeger var i min Haand, og jeg tog Druerne og trykkede dem i Faraos Baeger og gav Farao Baegeret i Haanden.
Gen	40	12	12. Da sagde Josef til ham: Denne er Udtydningen derpaa: de tre Vinkviste ere tre Dage.
Gen	40	13	13. Om tre Dage skal Farao opløfte dit Hoved og saette dig i dit Sted igen, at du skal give Fazaos Baeger i hans Haand, efter den forrige Vis, der du var hans Mundskaenk.
Gen	40	14	14. Men taenk du paa mig, naar det gaar dig vel, og gør da den Miskundhed mod mig, at du erindrer mig hos Farao, at han taaer mig ud af dette Hus.
Gen	40	15	15. Thi jeg er hemmelig stjaalen af de Hebraeers Land; dertil har jeg ikke heller her gjort noget, at de have sat mig i Hulen.
Gen	40	16	16. Og der den øverste Bager saa, at han havde udtydet det vel, da sagde han til Josef: Jeg drømte ogsaa, og se, der mit Hoved.
Gen	40	17	17. Og i den øverste Kurv var af alle Haande Mad, Bagvaerk til Farao, og Fuglene aade det af Kurven paa mit Hoved.
Gen	40	18	18. Da svarede Josef og sagde: Denne er Udtydningen derpaa: de tre Kurve ere tre Dage.
Gen	40	19	19. Om tre Dage skal Farao opløfte dit Hoved fra dig og haenge dig paa et Trae, og Fuglene skulle aede dit Kød af dig.
Gen	40	20	20. Og det skete paa den tredje Dag, paa Faraos Fødselsdag, da gjorde han alle sine Tjenere et Gaestebud og opløftede den øverste Mundskaenks Hoved og den øverste Bagers Hoved iblandt sine Tjenere.
Gen	40	21	21. Og han satte den øverste Mundskaenk til sit Skaenkeembede igen, og han rakte Baegeret i Faraos Haand.
Gen	40	22	22. Men den øverste Bager lod han haenge, saasom Josef havde udtydet dem.
Gen	40	23	23. Og den øverste Mundskaenk taenkte ikke paa Josef, men forglemte ham.
------------------------Første Mosebog, Kapitel 41
Gen	41	1	1. Og det skete, der to Aar vare omme, da drømte Fazao, og se, han stod ved Floden.
Gen	41	2	2. Og se, af Floden opsteg syv Køer, skønne af Udseende og fede paa Kød, og aade i Engen.
Gen	41	3	3. Og se, syv andre Køer opstege efter disse af Floden, stygge af Udseende og magre paa Kød, og stode hos de andre Køer paa Bredden af Floden.
Gen	41	4	4. Og de Køer, som vare stygge af Udseende og magre paa Kød, opaade de syv Køer, som vare skønne af Udseende og fede; saa vaagnede Farao.
Gen	41	5	5. Og han faldt i Søvn og drømte anden Gang. Og se, syv Aks voksede anden Gang, og se, syv Aks voksede op paa eet Straa, fulde og gode.
Gen	41	6	6. Og se, syv Aks, tynde og svedne af Østenvinden, skøde op efter dem.
Gen	41	7	7. Og de magre Aks opslugte de syv fede og fulde Aks; da vaagnede Farao, og se, det var en Drøm.
Gen	41	8	8. Og det skete om Morgenen, da var hans Aand bekymret og han sendte hen og lod kalde alle Spaamaend i Aegypten og alle de vise derudi, og Farao fortalte dem sin Drøm; men der var ingen, som udtydede Farao den.
Gen	41	9	9. Da talede den øverste Mundskaenk til Farao og sagde: Jeg ihukomzner i Dag min Synd.
Gen	41	10	10. Farao var vred paa sine Tjenere og lod mig saette i Faengsel udi Huset hos den øverste for Livvagten, mig og den øverste Bager.
Gen	41	11	11. Da drømte vi en Drøm i een Nat, jeg og han; vi drømte, hver efter sin Drøms Udtydning.
Gen	41	12	12. Og der var hos os en hebraisk ung Karl, en Tjener hos den øverste for Livvagten, og ham fortalte vi, og han udtydede os vore Drømme; hver efter sin Drøm udtydede han det.
Gen	41	13	13. Og det skete, ligesom han udtydede os det, saa skete det; mig satte man i mit Sted igen, og ham haengte man.
Gen	41	14	14. Da sendte Farao hen og lod kalde Josef, og de lode ham straks ud af Hulen, og han lod sig rage og førte sig i andre Klaeder og kom til Farao.
Gen	41	15	15. Da sagde Farao til Josef: Jeg drømte en Drøm, og ingen er der som kan udtyde den; men jeg har hørt sige om dig, at naar du hører en Drøm, kan du udtyde den.
Gen	41	16	16. Og Josef svarede Farao og sagde: Det staar ikke til mig; Gud skal svare Farao godt.
Gen	41	17	17. Da sagde Farao til Josef: Der jeg drømte, se, da stod jeg paa Bredden af Floden.
Gen	41	18	18. Og se, syv Køer opstege af Floden, fede Paa Kød og skønne af Skikkelse, og de aade i Engen.
Gen	41	19	19. Og se, efter den opstege syv andre Køer, tynde og saare stygge af Skikkelse og magre paa Kød; jeg har ikke set saa stygge som dem i hele Aegyptens Land.
Gen	41	20	20. Og de magre og stygge Køer aade de syv første fede Køer.
Gen	41	21	21. Og der de havde opaedt dem, kendtes det dog ikke paa dem, at de havde opaedt dem, og de vare stygge at se til ligesom tilforn; og jeg vaagnede.
Gen	41	22	22. Og jeg saa, der jeg drømte, og se, syv Aks, som voksede op paa eet straa, fulde og gode.
Gen	41	23	23. Og se, efer dem skøde syv tørre Aks frem, som Vare tynde og svedne af østenvinden.
Gen	41	24	24. Og de tynde Aks opslugte de yv gode Aks; og jeg har sagt Spaamaendene det, men ingen kan udtyde mig det.
Gen	41	25	25. Og Josef sagde til Farao: Faraos Drøm, den er een: Gud giver Farao til Kende, hvad han vil gøre.
Gen	41	26	26. De syv gode Køer, de ere syv Aar, og de syv gode Aks, de ere syv Aar, det er een Drøm.
Gen	41	27	27. Og de syv magre og stygge Køer, de ere syv Aar, og de syv tomme Aks, svedne af østenvinden, skulle vaeere syv Hungers Aar.
Gen	41	28	28. Det er det Ord, som jeg har sagt Farao: Gud lader Farao se, hvad han vil gøre.
Gen	41	29	29. Se, der kommer syv Aar med stor Overflødighed i hele Aegyptens Land.
Gen	41	30	30. Og syv Hungers Aar skulle komme efter dem, at al den Overflødighed skal glemmes i Aegyptens Land, og Hungeren skal fortaere Landet.
Gen	41	31	31. Og der skal ikke vides af den Overflødighed i Landet for den Hunger, som kommer derefter; thi den bliver meget svar.
Gen	41	32	32. Men at Farao har drømt igen anden Gang betyder, at det skal visselig ske af Gud, og Gud skal snarlig gøre dette.
Gen	41	33	33. Saa se nu Farao sig om efter en forstandig og viis Mand, som han kan saette over Aegyptens Land.
Gen	41	34	34. Dette gøre Farao, og han beskikke Tilsynsmaend over Landet og tage den femte vel af Aegyptens Land i de syv Overflødigheds Aar.
Gen	41	35	35. Og de skulle samle alle Haande Spise udi disse tilkommende gode Aar og sanke Korn under Faraos Haand til Spise, i Staederne, og de skulle forvare det.
Gen	41	36	36. Og den Spise skal vaere beskikket for Landet til de syv Hungerens Aar, som skulle komme over Aegyptens Land, at Landet ikke skal Ødelaegges af Hunger.
Gen	41	37	37. Og den Tale var god for Faraos Øjne og for alle hans Tjeneres Øjne.
Gen	41	38	38. Og Farao sagde til sine Tjenere: Mon vi kunne finde nogen som denne, en Mand, i hvem Guds Aand er.
Gen	41	39	39. Og Farao sagde til Josef: Efterdi Gud har ladet dig vide alt dette, da er ingen saa forstandig og viis som du.
Gen	41	40	40. Du skal vaere over mit Hus, og alt mit Folk skal vaere dine Ord lydigt; alene ved Tronen vil jeg vaere Større end du.
Gen	41	41	41. Og Farao sagde til Josef: Se, jeg har sat dig over alt Aeyptens Land.
Gen	41	42	42. Og Farao tog sin Ring af sin Haand og satte den paa Josefs Haand og lod ham føre i kostelige Linklaeder og haengte en Guldkaede om hans Hals
Gen	41	43	43. og lod ham age paa sin anden Vogn, og de raabte for ham: Abrek; og han satte ham over hele Aegyptens Land.
Gen	41	44	44. Og Farao sagde til Josef: Jeg er Farao; og uden din Villie skal ingen Mand opløfte sin Haand eller sin Fod i hele aegyptens Land.
Gen	41	45	45. Og Farao kaldte Josefs Navn Zafnath Panea og gav ham Asnath, en Datter af Praesten Potifera i On, til Hustru; saa drog Josef ud over Aegyptens land.
Gen	41	46	46. Og Josef var tredive Aar gammel, der han stod for Farao, Kongen i Aegypten; og Josef gik ud fra Farao og rejste igennem hele Aegyptens Land.
Gen	41	47	47. Og Landet bar i Hobetal i de syv Overflødigheds Aar.
Gen	41	48	48. Og han samlede al Spise i de syv Aar, som vare i Aegyptens Land, og lagde Spise i Staederne; hvad der voksede paa Markerne omkring hver Stad til Spise, det lagde han derudi.
Gen	41	49	49. Saa samlede Josef Korn som Havets Sand, overmaade meget, indtil han lod af at taelle; thi der var ikke Tal derpaa.
Gen	41	50	50. Og før Hungerens Aar kom, blev der født Josef to Sønner, hvilke Asnath, en Datter af Praesten Potifera i On, fødte ham.
Gen	41	51	51. Og Josef kaldte den førstefødtes Navn Manasse; "thi Gud har ladet mig glemme al min Møje og alt min Faders Hus".
Gen	41	52	52. Og den andens Navn kaldte han Efraim; "thi Gud har gjort mig frugtbar i min Elendigheds Land.
Gen	41	53	53. Og de syv Overflødigheds Aal endte, som vare i Aegyptens Land.
Gen	41	54	54. Og de syv Hungerens Aar begyndte at komme, som Josef havde sagt, og der var Hunger i alle Landene, men der var Brød i det hele Aegyptens Land.
Gen	41	55	55. Der hele Aegyptens Land led Hunger, da raabte Folket til Farao om Brød; men Farao sagde til alle Aegyptere: Gaar til Josef, hvad han siger eder, skulle I gøre.
Gen	41	56	56. Der Hungeren var i hele Landet, da oplod Josef alle Steder, hvor noget var, og solgte Aegypterne Korn; thi Hungeren tog Overhaand i Aegyptens Land.
Gen	41	57	57. Og fra alle Lande kom man til Aegypten for at købe hos Josef; thi Hungeren var meget svar i alle Lande.
------------------------Første Mosebog, Kapitel 42
Gen	42	1	1. Der Jakob saa, at Korn var til fals i Aegypten, da sagde Jakob til sine Sønner: Hvi se I paa hverandre?
Gen	42	2	2. Og han sagde: Se, jeg hører at der er Korn til fals i Aegypten, farer did ned og køber til os derfra, at vi maa leve og ikke dø.
Gen	42	3	3. Saa droge Josefs ti Brødre ned at købe Korn i Aegypten.
Gen	42	4	4. Men Jakob lod ikke Benjamin, Josefs Broder, fare med sine Brødre; thi han sagde: Der kunde vederfares ham nogen Ulykke.
Gen	42	5	5. Saa kom Israels Sønner at købe iblandt dem, som kom; thi der var Hunger i Landet Kanaan.
Gen	42	6	6. Og Josef var Regent over Landet han var den, som solgte til alt Folket i Landet; og Josefs Brødre kom, og de faldt ned for ham paa deres Ansigt til Jorden.
Gen	42	7	7. Og Josef saa sine Brødre og kendte dem og holdt sig fremmed mod dem og talede haarde Ting med dem og sagde til dem: Hvorfra komme I? og de sagde: Fra det Land Kanaan for at købe Spise.
Gen	42	8	8. Og Josef kendte sine Brødre; men de kendte ikke ham.
Gen	42	9	9. Og Josef kom de Drømme i Hu som han havde drømt om dem, og sagde til dem: I ere Spejdere, I ere komne at bese, hvor Landet er blot.
Gen	42	10	10. Og de sagde til ham: Nej, min Herre! men dine Tjenere ere komne for at købe Spise.
Gen	42	11	11. Vi ere alle een Mands Sønner, vi ere redelige, dine Tjenere ere ikke Spejdere.
Gen	42	12	12. Og han sagde til dem: Nej, men I ere komne for at bese, hvor Landet er blot.
Gen	42	13	13. De svarede: Vi, dine Tjenere vare tolv Brødre, een Mands Søn ner i Kanaans Land; og se, den yngste er endnu hos vor Fader, men den ene er ikke til.
Gen	42	14	14. Og Josef sagde til dem: Det er det, som jeg har talet til eder, der jeg sagde: I ere Spejdere.
Gen	42	15	15. Derpaa skulle I prøves: saa sandt Farao lever, skulle I ikke komme herfra, uden eders yngste Broder kommer hid.
Gen	42	16	16. Sender een af eder bort, at han skal hente eders Broder; men I skulle vaere fangne, og eders Ord skulle prøves, om I fare med Sandhed; thi hvis ikke, da ere I, saa sandt Farao lever, Spejdere.
Gen	42	17	17. Og han satte dem til sammen i Forvaring i tre Dage.
Gen	42	18	18. Men den tredje Dag sagde Josef til dem: Gører dette, saa skulle I leve; jeg frygter Gud.
Gen	42	19	19. Dersom I ere redelige, da lader een af eders Brødre blive som Fange i eders Forvaringshus; men farer I andre hen og fører det hjem, som I have købt mod Hungeren, for eders Huse,
Gen	42	20	20. og henter eders yngste Broder til mig, saa skulle eders Ord tros, og I skulle ikke dø; og de gjorde saaledes.
Gen	42	21	21. Men de sagde den ene til den anden: Vi have sandelig forskyldt dette for vor Broder, da vi saa hans Sjaels Angest, idet han bad os, og vi vilde ikke høre, derfor kommer denne Angest over os.
Gen	42	22	22. Ruben svarede dem og sagde: Talede jeg det ikke til eder, der jeg sagde: synder ikke mod Drengen, og I hørte ikke og se, nu kraeves ogsaa hans Blod.
Gen	42	23	23. Men de vidste ikke, at Josef forstod det; thi der var en Tolk imellem dem.
Gen	42	24	24. Og han vendte sig fra dem og graed, og han vendte sig til dem igen og talede med dem og tog Simeon fra dem og lod ham binde for deres Øjne.
Gen	42	25	25. Og Josef befalede, at man skulde fylde deres Poser med Korn og give dem deres Penge igen, hver i sin Saek, og give dem Taering paa Vejen og han gjorde saa mod dem.
Gen	42	26	26. Og de lagde deres Korn paa deres Asener og fore derfra.
Gen	42	27	27. Men der den ene lod sin Saek op for at give sit Asen Foder i Herberget, da saa han sine Penge, og se, de laa oven i hans Pose.
Gen	42	28	28. Og han sagde til sine Brødre: Mine Penge ere komne igen, og se, de ere her i min Pose; da faldt deres Mod, og de forskraekkedes den ene med den anden og sagde: Hvorfor har Gud gjort os dette?
Gen	42	29	29. Og de kom til Jakob, deres Fader, til Kanaans Land; og de gave ham til Kende alt det, som var den vederfaret, og sagde:
Gen	42	30	30. Den Mand som er Herre i Landet, talte os haardelig til og holdt os for Landets Spejdere.
Gen	42	31	31. Og vi svarede ham vi ere redelige, vi ere ikke Spejdere
Gen	42	32	32. Og vi vare tolv Brødre, vor Fader: Sønnen, den ene er ikke til, og den yngste er endnu hos vor Fader Kanaans Land.
Gen	42	33	33. Da sagde Manden Landets Herre, til os: derpaa vil jeg kende, om I ere redelige: lader den ene af eders Brødre blive hos mig, og tager, hvad I behøve mod Hunger en for edees Huse, og farer hen
Gen	42	34	34. og henter eders yngste Broder til mig, saa kan jeg kende, at I ikke ere Spejdere, men at I ere redelige; saa vil jeg give eder eders Broder igen, og I maa handle i Landet.
Gen	42	35	35. Og det skete, der de tømte deres Saekke, se, da var hvers Pengeknude i hans Saek; og de saa deres Pengeknuder, de og deres Fader og frygtede.
Gen	42	36	36. Da sagde Jakob, deres Fader, til dem: I berøve mig mine Børn; Josef er ikke til, og Simeon er ikke til, og Benjamin ville I tage hen; over mig kommer det altsammen.
Gen	42	37	37. Og Ruben talede til sin Fader og sagde: Du maa slaa begge mine Sønner ihjel, om jeg ikke forer ham til dig igen; giv ham i min Haand, og jeg vil føre ham til dig igen.
Gen	42	38	38. Og han sagde: Min Søn skal ikke fare ned med eder; thi hans Broder er død, og han alene er bleven tilbage, og møder ham nogen Ulykke paa Vejen, som I drage hen paa, da skulle I føre mine graa Haar med Sorg til Graven. Og Hungeren var svar i Landet.
------------------------Første Mosebog, Kapitel 43
Gen	43	1	1. Og det skete, der de havde for taeret Kornet, som de havde hentet fra Aegypten, da sagde deres Fader til dem: Farer hen igen og køber os lidt Spise!
Gen	43	2	2. Da talede Juda til ham, sigende: Manden vidnede alvorlig for os og sagde: I skulle ikke se mit Ansigt, uden eders Broder er med eder.
Gen	43	3	3. Dersom du sender vor Broder med os, ville vi fare ned og købe dig Spise.
Gen	43	4	4. Men dersom du ikke vil sende ham, fare vi ikke ned; thi Manden sagde til os: I skulle ikke se mit Ansigt, uden eders Broder er med eder.
Gen	43	5	5. Og Israel sagde: Hvad have I gjort ilde mod mig ved at kundgøre Manden, at I havde endnu en Broder.
Gen	43	6	6. Og de sagde: Manden spurgte nøje om os og om vor Slaegt og sagde: lever eders Fader endnu have I nogen Broder: da kundgjorde vi ham, eftersom han adspurgte; hvorlunde kunde vi saa lige vide, at han skulde sige: fører eders Broder ned.
Gen	43	7	7. Da sagde Juda til Israel, sin Fader: Lad den unge Mand fare med mig, at vi kunne gøre os rede og drage hen og leve og ikke dø, baade vi og du og vore smaa Børn.
Gen	43	8	8. Jeg vil vaere ansvarlig for ham, du maa kaeve ham af min Haand; dersom jeg ikke fører ham igen til dig og saetter ham for dit Ansigt, da vil jeg baere Skyld for dig alle Dage.
Gen	43	9	9. Thi dersom vi ikke havde tøvet da havde vi nu to Gange vaeret her igen.
Gen	43	10	10. Og Israel, deres Fader, sagde til dem: Om det saa skal vaere, da gører dette: tager af Landets bedste Frugt i eders Saekke og fører ned ned til Manden som Skaenk: lidt Balsam og lidt Honning, Urter og Ladanum, Pistacienødder og Mander.
Gen	43	11	11. Tager og andre Penge med der; og tager de Penge, som vare komne oven i eders Poser, igen med eder; maaske det er en Vildfarelse;
Gen	43	12	12. og tager eders Broder og gører eder rede, farer igen til Manden!
Gen	43	13	13. Og den almaegtige Gud give eder Barmhjertighed for den Mand, at han lader eders anden Broder og Benjamin følge tilbage med eder; og jeg, skal jeg da vaere berøvet mine Børn, saa faar jeg vaere berøvet mine Børn.
Gen	43	14	14. Saa toge Maendene denne Skaenk og toge dobbelte Penge i deres Haand og Benjamin og gjorde sig rede og droge ned til Aegypten og stode for Josefs Ansigt.
Gen	43	15	15. Da saa Josef Benjamin med dem og sagde til den, som forestod hans Hus: Før de Maend til Huset og slagt Slagtekvaeg og lav det til; thi disse Maend skulle faa Mad med mig til Middag.
Gen	43	16	16. Og Manden gjorde, som Josef sagde; og Manden førte Maendene i Josefs Hus.
Gen	43	17	17. Men Maendene frygtede, fordi de bleve førte i Josefs Hus, og sagde: Vi føres her ind for de Penges Skyld, I som forrige Gang vare komne tilbage i vore Poser, for at han kan vaelte sig ind paa os og overfalde os og tage os til Traelle med vore Asener.
Gen	43	18	18. Derfor gik de til Manden, som forestod Josefs Hus, og talede med ham ved Husets Dør.
Gen	43	19	19. Og de sagde: Hør mig, min Herre! vi vare jo tilforn dragne ned for at købe Spise.
Gen	43	20	20. Og det skete, der vi kom i Herberget og oplode vore Poser, se, da havde hver sine Penge oven i sin Pose, vore Penge efter deres Vaegt, derfor have vi ført dem med os igen.
Gen	43	21	21. Og vi have taget andre Penge ned med os til at købe Spise for; vi vide ikke, hvo der lagde vore Penge i vore Poser.
Gen	43	22	22. Og Han sagde: Fred vaere med eder, frygter ikke! eders Gud og eders Faders Gud har givet eder en Skat i eders Poser, eders Penge kom til mig; og han lod Simeon ud til dem.
Gen	43	23	23. Og Manden førte Maendene i Josefs Hus og gav dem Vand, og de toede deres Fødder; og han gav deres Asener Foder.
Gen	43	24	24. Men de gjorde Gaven rede, indtil Josef kom om Middagen; thi de havde hørt, at de skulde faa Mad der.
Gen	43	25	25. Og Josef kom ind i Huset, og de bare ham den Skaenk, som de havde i deres Haand, ind i Huset, og de faldt ned for ham paa Jorden.
Gen	43	26	26. Men han hilsede dem og sagde: Gaar det eders Fader; den gamle, vel, som I talede om? lever han endnu
Gen	43	27	27. De sagde: Det gaar din Tjener, vor Fader, vel, han lever endnu; og de bøjede sig og faldt ned for ham.
Gen	43	28	28. Da opløftede han sine Øjne og saa Benjamin sin Broder, sin Moders Søn, og saagde: Er denne eders yngste Broder, som I talte til mig om og han sagde: Gud vaere dig naadig, min Søn!
Gen	43	29	29. Og Josef skyndte sig; thi hans Hjerte braendte imod hans Broder, og han søgte et Sted, hvor han kunde graede, og han gik ind i Kammeret og graed der.
Gen	43	30	30. Og der han havde toet sit Ansigt, da gik han ud, og han holdt sig og sagde: Saetter Maden frem!
Gen	43	31	31. Saa satte de for ham saerskilt og for dem saerskilt og for Aegypterne, som aade med ham, saerskilt, fordi Aegypterne ikke kunde aede Brød med Hebraeerne; thi det er Aegypterne en Vederstyggelighed.
Gen	43	32	32. Og de sade lige for ham, den førstefødte efter sin Førstefødsel og den yngste efter sin Ungdom; og Maendene forundrede sig imellem sig indbyredes.
Gen	43	33	33. Og han lod baere Retter af det, som var for ham, til dem, og lod Benjamins Ret vaere mere end alle de andres Retter, fem Gange; og de drak og bleve drukne med ham.
------------------------Første Mosebog, Kapitel 44
Gen	44	1	1. Og han befalede den, som forestod hans Hus, og sagde: Fyld Maendenes Poser med Spise, efter som de kunne føre, og laeg hvers Penge Øverst i hans Pose!
Gen	44	2	2. Og min Skaal, den Sølvskaal, skal du laegge øverst i den yngstes Pose og Pengene for hans Korn; og han gjorde efter Josefs Ord, som han havde sagt.
Gen	44	3	3. Om Morgenen, der det blev lyst, bleve Maendene sendte bort, de og deres Asener.
Gen	44	4	4. Der de vare dragne ud af Staden og ikke vare komne langt, sagde Josef til den, som forestod hans Hus: Staa op, forfølg Maendene, og naar du naar dem, da skal du sige til dem: hvor for have I betalt ondt for godt?
Gen	44	5	5. Er det ikke den, som min Herre drikker af? og hvorved han spaar? I have gjort ilde i, hvad I have gjort.
Gen	44	6	6. Og han naaede dem og talede disse Ord til dem.
Gen	44	7	7. Og de sagde til ham: Hvi taler min Herre saadanne Ord det, vaere langt fra dine Tjenere at gøre saadan Gerning.
Gen	44	8	8. Se, de Penge, som vi fandt oven i vore Poser, have vi bragt til dig igen fra Kanaans Land; hvorledes skulde vi da stjaele af din Herres Hus Sølv eller Guld?
Gen	44	9	9. Hos hvem af dine Tjenere den findes, han skal dø; dertil ville vi ogsaa vaere min Herres Traelle.
Gen	44	10	10. Og han sagde: Ja nu, det skal saa vaere efter eders Ord: hos hvem den findes, han skal vaere min Trael, og I skulle vaere frie.
Gen	44	11	11. Saa hastede de og hver lagde sin Pose ned paa Jorden, og hver oplod sin Pose.
Gen	44	12	12. Og han ransagede; han begyndte med den aeldste og endte med den yngste, og Skaalen fandtes udi Benjamins Pose.
Gen	44	13	13. Da sønderreve de deres Klaeder, og hver lagde paa sit Asen, og de fore til Staden igen.
Gen	44	14	14. Og Juda og hans Brødre kom til Josefs Hus, og han selv var endnu der, og de faldt til Jorden for hans Ansigt.
Gen	44	15	15. Da sagde Josef til dem: Hvad er dette for en Gerning, som I have gjort vide I ikke, at en Mand, som jeg er, kunde spaa det?
Gen	44	16	16. Og Juda sagde: Hvad skulle vi sige til min Herre hvad skullc vi tale, og hvormed ville vi retfaerdiggøre os? Gud har fundet dine Tjeneres Misgerning; se, vi ere min Herres Traelle, baade vi, saa og den, som Skaalen er funden hos.
Gen	44	17	17. Og han sagde: Det vaere langt fra mig at gøre dette; den Mand, som Skaalen er funden hos, skal vaere min Trael; men drager I op med Fred til eders Fader!
Gen	44	18	18. Da gik Juda frem til ham og sagde: Hør mig, min Herre! kaere, lad din Tjener tale et Ord for min Herres Øren, og lad din Vrede ikke forhaste sig paa din Tjener; thi du er ligesom Farao.
Gen	44	19	19. Min Herre spurgte sine Tjenere ad og sagde: Have I Fader eller Broder?
Gen	44	20	20. Da sagde vi til min Herre: Vi have en gammel Fader, og han har en ung Søn, han avlede i sin Alderdom; og hans Broder er død, og han er alene bleven igen efter sin Moder, og hans Fader har ham kaer.
Gen	44	21	21. Da sagde du til dine Tjenere: Fører ham ned til mig, at jeg kan se ham.
Gen	44	22	22. Da sagde vi til min Herre: Den unge Mand kan ikke forlade sin Fader, dersom han forlader sin Fader, da dør denne.
Gen	44	23	23. Da sagde du til dine Tjenere: Dersom, ikke eders yngste Broder kommer ned med eder, skulle I ikke se mit Ansigt mere.
Gen	44	24	24. Og det skete, at vi fore op til din Tjener, min Fader, og vi gave ham min Herres Tale til Kende.
Gen	44	25	25. Da sagde vor Fader: Drager hen igen, køber os lidt Spise!
Gen	44	26	26. Da sagde vi: Vi kunne ikke fare ned; dersom vor yngste Broder er med os, da ville vi rejse ned; thi vi kunne ikke se den Mands Ansigt, dersom vor yngste Broder ikke er med os.
Gen	44	27	27. Da sagde din Tjener, min Fader, til os: I vide, at min Hustru har født mig to.
Gen	44	28	28. Og den ene gik bort fra mig, og jeg sagde: Han er vist reven ihjel, og jeg har ikke set ham hidindtil.
Gen	44	29	29. Dersom I toge ogsaa denne fra mit Ansigt, han kom til Ulykke, da førte I ham graa Haar med Kummer ned Graven.
Gen	44	30	30. Og nu, dersom jeg kommer til din Tjener, min Fader, og en unge Mand ikke er med os, efterdi hans Sjael er bunden til den unge Mands Sjael,
Gen	44	31	31. da sker det, naar han ser, at den unge Mand ikke er der, at han dør, og dine enere ville bringe din Tjeners, vor Faders, graa Haar med Sorg til Graven.
Gen	44	32	32. Thi din Tjener blev anvarlig for den unge Mand hos min Fader og sagde: Dersom jeg ikke ringer dig ham igen, da vil jeg vaere Skyld for min Fader alle Dage.
Gen	44	33	33. Og nu, kaere, lad din Tjener live min Herres Trael i Stedet for en unge Mand, men den unge Mand drage op med sine Brødre.
Gen	44	34	34. Thi hvorledes skulde jeg fare op til min Fader, uden at den unge Mand er med mig? jeg maatte da se paa det onde, som skulde ramme min Fader.
------------------------Første Mosebog, Kapitel 45
Gen	45	1	1. Og Josef kunde ikke holde sig for alle dem, som stode hos ham, han raabte: Lader hver Mand gaa ud, fra mig; og ikke een Mand stod hos ham, der Josef lod sig kende for sine Brødre.
Gen	45	2	2. Og han opløftede sin Røst med Graad, og Aegypterne hørte det, og Faraos Hus hørte det.
Gen	45	3	3. Og Josef sagde til sine Brødre: Jeg er Josef; lever min Fader endnu? Og hans Brødre kunde ikke svare ham; thi de forfaerdedes for hans Ansigt.
Gen	45	4	4. Da sagde Josef til sine Brødre: kommer dog hid til mig og de gik frem; og han sagde: Jeg er Josef, eders Broder, som I solgte til Aegypten.
Gen	45	5	5. Men vaerer nu ikke bekymrede, og lader det ikke vaere mishageligt for eders Øjne, at I solgte mig hid; thi for at I skulde blive holdte ved Live, har Gud sendt mig hid foran eder.
Gen	45	6	6. Thi nu har der vaeret to Aar Hunger i Landet, og endnu er der fem Aar, i hvilke der ikke skal vaere Pløjning eller Høst.
Gen	45	7	7. Men Gud har sendt mig foran eder, at lade eder blive tilovers i Landet og at lade eder leve, til en stor Befrielse.
Gen	45	8	8. Og nu, ikke I have sendt mig hid, men Gud; og han har sat mig til en Fader for Farao og til en Herre over alt hans Hus og til en Hersker i alt Aegyptens Land.
Gen	45	9	9. Skynder eder og drager op til min Fader, og I skulle sige til ham: Saa siger din Søn Josef: Gud har sat mig til en Herre over al Aegypten; kom ned til mig, tøv ikke!
Gen	45	10	10. Og du skal bo i Gosen Land og vaere naer hos mig, du og dine Børn og dine Børnebørn og dit Kvaeg og dine Øksen og alt det, du har.
Gen	45	11	11. Og jeg vil opholde dig der; thi endnu er der fem Aar Hunger; paa det du ikke skal forarmes, du og dit Hus og alt det, som tilhører dig.
Gen	45	12	12. Og se, eders Øjne og min Broder Benjamins Øjne se, at jeg taler mundtligen til eder.
Gen	45	13	13. Og I skulle forkynde min Fader al min Herlighed i Aegypten, og alt det, som I have set; og skynder eder og lader min Fader komme hid ned.
Gen	45	14	14. Saa faldt han om Benjamins, sin Broders, Hals og graed, og Benjamin graed om hans Hals.
Gen	45	15	15. Og han kyssede alle sine Brødre og graed over dem, og derefter talede hans Brødre med ham.
Gen	45	16	16. Og det rygtedes i Faraos Hus, og der sagdes: Josefs Brødre ere komne; det var godt baade i Faraos Øjne og i hans Tjeneres Øjne.
Gen	45	17	17. Og Farao sagde til Josef: Sig til dine Brødre: gører dette, belaesser eders Dyr og gaar, at I maa, komme til Kanaans Land.
Gen	45	18	18. Og tager eders Fader og eders Husfolk og kommer til mig, og jeg vil give eder det bedste i Aegyptens Land, at I skulle aede af Landets Fedme.
Gen	45	19	19. Og det er dig befalet: gører dette; tager eder Vogne af Aegyptens Land til eders Børn og til eders Hustruer, og fører eders Fader der paa og kommer.
Gen	45	20	20. Og lader eders Øjne ikke se hen til eders Boskab; thi det bedste, som er i alt Aegyptens Land, er eders.
Gen	45	21	21. Og Israels Sønner gjorde saa, og Josef gav dem Vogne efter Faraos Ord og gav dem Taerring paa Vejen.
Gen	45	22	22. Han gav alle, hver isaer, Klaedninger til at skifte med; men Benjamin gav han tre Hundrede Sekel Sølv og fem Klaedninger til at skifte med.
Gen	45	23	23. Og Han sendte sin Fader ligervis ti Asener, som bare af Aegyptens bedste Gods, og ti Aseninder, som bare Korn og Brød og Føde, til hans Fader paa Vejen.
Gen	45	24	24. Og han lod sine Brødre fare, og de gik; og han sagde til dem: Kives ikke paa Vejen!
Gen	45	25	25. Saa droge de op af Aegypten, og de kom til det Land Kanaan, til Jakob, deres Fader.
Gen	45	26	26. Og de forkyndte ham, sigende: Josef lever endnu, og han er en Hersker over alt Aegyptens Land; men hans Hjerte blev koldt, thi han troede dem ikke.
Gen	45	27	27. Da sagde de ham alle Josefs Ord, som han havde sagt til dem, og han saa Vognene, som Josef havde sendt til at føre ham paa; og Jakobs, deres Faders, Aand blev levende.
Gen	45	28	28. Og Israel sagde: Det er meget, Josef min Søn lever endnu; jeg vil fare hen og se ham, før jeg dør.
------------------------Første Mosebog, Kapitel 46
Gen	46	1	1. Og Israel rejste med alt det, han havde, og kom til Beersaba og ofrede sin Fader Isaks Gud Slagtoffer.
Gen	46	2	2. Og Gud talede til Israel i Syner om Natten og sagde: Jakob! Jakob! og han sagde: Se, her er jeg.
Gen	46	3	3. Og han sagde: Jeg er Gud, din Faders Gud, frygt ikke for at drage ned til Aegypten, thi der vil jeg gøre dig til et stort Folk.
Gen	46	4	4. Jeg vil fare ned med dig til Aegypten, og jeg vil ogsaa visselig føre dig op igen; og Josef skal laegge sin Haand paa dine Øjne.
Gen	46	5	5. Saa brød Jakob op fra Beersaba; og Israels Sønner førte Jakob, deres Fader, og deres smaa Børn og deres Hustruer paa Vognene, som Farao havde sendt til at føre ham paa.
Gen	46	6	6. Og de tog deres Kvaeg og deres Gods, som de havde forhvervet i Kanaans Land, og kom til Aegypten, Jakob og al hans Saed med ham;
Gen	46	7	7. hans Sønner og hans Sønners Sønner med ham, hans Døtre og hans Sønners Døtre og al hans Saed; han førte dem med sig til Aegypten.
Gen	46	8	8. Og disse ere Israels Børns Navne, som kom til Aegypten, Jakob og hans Sønner: Ruben, Jakobs førstefødte;
Gen	46	9	9. og Rubens Sønner: Hanok og Pallu og Hezron og Karmi;
Gen	46	10	10. og Simeons Sønner: Jemuel og Jamin og Ohad og Jakin og Zohar og Saul, den kananaeiskes Søn;
Gen	46	11	11. og Levi Sønner: Gerson, Kahath og Merari;
Gen	46	12	12. Og Judas Sønner: Er og Onan og Sela og Perez og Sera; men Er og Onan vare døde i Kanaans Land; og Perez Sønner vare Hezron og Hamul;
Gen	46	13	13. og Isaskars Sønner: Thola og Pua og Job og Simron;
Gen	46	14	14. og Sebulons Sønner: Sered og Floll og thleel.
Gen	46	15	15. Disse ere Leas Børn, som pan fødte Jakob i Paddan-Aram, og hans Datter var Dina; alle hans Sønner og hans Døtre vare tre og tredive Sjaele.
Gen	46	16	16. Og Gads Sønner: Zifjon og Haggi, Sini og Ezbon, Eri og Arodi og Areli;
Gen	46	17	17. og Asers Sønner: Jimna og Jisva og Jisui og Bria, og Sera, deres Søster; og Brias Søn er: Heber og Malkiel.
Gen	46	18	18. Disse ere Silpas Børn, hvilken Laban gav Lea sin Datter; og hun fødte Jakob disse seksten Sjaele.
Gen	46	19	19. Rakels, Jakobs Hustrus, Sønner: Josef og Benjamin.
Gen	46	20	20. Og der blev født Josef Sønner i Aegyptens Land, hvilke Asnath, en Datter af Potifera, Praesten i On, fødte ham: Manasse og Efraim.
Gen	46	21	21. Og Benjamins Sønner: Bela og Beker og Asbel, Gera og Naaman, Ehi og Ros, Muppim og Huppim og Ard.
Gen	46	22	22. Disse ere Rakels Børn, som fødtes Jakob, ialt fjorten Sjaele.
Gen	46	23	23. Og Dans Sønner: Husim;
Gen	46	24	24. og Nafthali sønner: Jahzeel og Guni og Jezer og Sillem.
Gen	46	25	25. Disse ere Bilhas Søn sønner, hvilken Laban gav Rakel sin Datter, og hun fødte Jakob disse ialt syv Sjaele.
Gen	46	26	26. Alle de Sjaele, som kom med Jakob til Aegypten, som vare udkomne af hans Laend, foruden Jakobs Sønners Hustruer, er alt seks og tresindstyve Sjaele.
Gen	46	27	27. Og Josefs Sønner, som fødtes ham i Aegypten, vare to Sjaele; alle Sjaele af Jakobs Hus, som kom til Aegypten, vare halvfjerdsindstyve.
Gen	46	28	28. Og han sendte Juda foran sig til Josef, for at denne skulde vise ham til Gosen, og de kom til Gosen Land.
Gen	46	29	29. Da lod Josef spaende for sin vogn og drog op til Gosen at møde Israel sin Fader, og han saas af ham og faldt om hans Hals og graed laenge om hans Hals.
Gen	46	30	30. Da sagde Israel til Josef: Jeg vil gerne dø, efter at jeg har set dit Ansigt, at du endnu er levende.
Gen	46	31	31. Og Josef sagde til sine Brødre og til sin Faders Hus: Jeg vil drage op give Farao til kende og sige til ham: Mine Brødre og min Faders Hus, som var i Kanaans Land, ere komne til mig.
Gen	46	32	32. Og Maendene ere Faarehyrder; thi de ere Maend, som drive Kvaegavl, og deres Faar og deres Øksne og alt det de eje, har de ført hid.
Gen	46	33	33. Og det skal ske Naar Farao kalder ad eder, og han siger: Hvad er eders Haandtering?
Gen	46	34	34. da skulle I sige: Dine Tjenere ere Maend, som drive Kvaegavl fra vor Ungdom og indtil nu, baade vi og vore Faedre, paa det I maa bo i det land Gosen; thi alle Faarehyrder ere Aegypterne en Vederstyggelighed.
------------------------Første Mosebog, Kapitel 47
Gen	47	1	1. Og Josef kom og forkyndte Farao det og sagde: Min Fader og mine Brødre og deres Faar og deres Øksne og alt det, de have, ere komne fra Kanaans Land; og se, de ere i Gosen Land.
Gen	47	2	2. Og af samtlitge sine Brødre tog han fem Maend og stillede dem for Farao.
Gen	47	3	3. Da sagde Farao til hans Brødre: Hvad er eders Haandtering og de sagde til Farao: Dine Tjenere ere Faarehyrder, baade vi og vore Faedre.
Gen	47	4	4. Og de sagde til Farao: Vi ere komne at vaere fremmede i Landet; thi der er ingen Føde til det Kvaeg, som dine Tjenere have; thi Hungeren er svar i Kanaans Land; og nu, kaere, lad dine Tjenere bo i Gosen Land.
Gen	47	5	5. Og Farao talede til Josef og sagde: Din Fader og dine Brødre ere komne til dig.
Gen	47	6	6. Aegyptens Land ligger for dig, lad din Fader og dine Brødre bo paa det bedste Sted i Landet, lad dem bo i Gosen Land, og dersom du ved, at der er duelige Maend iblandt dem, da saet dem til Opsynsmaend over Kvaeget, over det, som jeg har.
Gen	47	7	7. Og Josef førte Jakob sin Fader ind og stillede ham for Faraos Ansigt, og Jakob velsignede Farao.
Gen	47	8	8. Og Farao sagde til Jakob: Hvor gammel er du?
Gen	47	9	9. Og Jakob sagde til Farao: Min Udlaendigheds Aars Dage ere hundrede og tredive Aar; faa og onde have mit Livs Aars Dage vaeret og have ikke naaet til mine Faedres Livs Aars Dage i deres Udlaendigheds Dage.
Gen	47	10	10. Og Jakob velsignede Farao og gik ud fra Farao.
Gen	47	11	11. Men Josef lod sin Fader og sine Brødre bo og gav dem Ejendom i Aegyptens Land, paa det bedste Sted i Landet, i det Land Raamses, som Farao havde befalet.
Gen	47	12	12. Og Josef underholdt sin Fader og sine Brødre og alt sin Faders Hus med Brød til de smaa Børns Mund.
Gen	47	13	13. Og der var ikke Brød i alt Landet; thi Hungeren var saare svar, saa at Aegyptens Land og Kanaans Land forsmaegtede for Hungerens Skyld.
Gen	47	14	14. Og Josef samlede alle Pengene, som fandtes i Aegyptens Land og i Kanaans Land, for det Korn, som de købte, og Josef lod Pengene komme i Faraos Hus.
Gen	47	15	15. Og da det var forbi med Pengene i Aegyptens Land og i Kanaans Land, da kom alle Aegypterne til Josef og sagde: Fly os Brød, og hvi skulle vi dø for dig? thi Pengene ere borte.
Gen	47	16	16. Og Josef sagde Flyr hid eders Kvaeg, saa vil jeg give eder Brød for eders Kvaeg, dersom Pengene ere borte.
Gen	47	17	17. Saa førte de, deres Kvaeg til Josef, og Josef gav dem Brød for Hestene og for Kvaeget, som de ejede, og for Øksnene, ligsom de ejede, og for Asenerne; saa hjalp han dem med Brød for alt deres Kvaeg i det samme Aar:
Gen	47	18	18. Der det samme Aar havde Ende, da kom de i det andet Aar til ham og sag de til ham: Vi ville ikke dølge for min Herre, at ikke alene Pengene ere borte, men og Kvaeget, som vi ejede, er kommet til min Herre; vi have intet tilbage til min Herre, uden vore Legemer og vor Jord.
Gen	47	19	19. Hvi skulle vi dø for dine Øjne, baade vi og tilmed vor Jord blive Øde? køb os og vor Jord for Brød; og vi med vor Jord ville vaere Faraos Tjenere, og giv os Saed, at vi maa leve og ikke dø, og Jorden ikke blive Øde.
Gen	47	20	20. Og Josef købte af Aegyptens Jord til Farao; thi Aegypterne solgte hver sin Ager, fordi Hungeren var svar over dem; og Landet blev Faraos.
Gen	47	21	21. Og han lod Folket flytte om i Staederne, fra den ene Ende af Aegyptens Land til den anden.
Gen	47	22	22. Alene Praesternes Jord købte han ikke; thi Praesterne hav de deres beskikkede Del af Farao; og de aade deres beskikkede Del, som Farao havde givet dem, derfor solgte de ikke deres Jord.
Gen	47	23	23. Da sagde Josef til Folket: Se, jeg har i Dag købt eder og eders Jord til Farao, se, der have I Saed, og I skulle besaa Jorden.
Gen	47	24	24. Og med Afgrøden skal det vaere saaledes, at I skulle give Farao den femte Part, og de fire Parter skulle I beholde til Saed til Ageren og til Spise for eder og for dem, som ere i eders Huse, og til eders smaa Børn at aede.
Gen	47	25	25. Og de sagde: Du har holdt os ved Live, lad os finde Naade for min Herres Øjne, og vi ville vaere Faraos Traelle.
Gen	47	26	26. Saa gjorde Josef det til en Skik indtil denne Dag over Aegyptens Jord, at Farao skal have den femte Part; ikkun Praesternes Jord, den alene, blev ikke Faraos.
Gen	47	27	27. Og Israel boede i Aegyptens Land, i Gosen Land; og de fik Ejendom der og vare frugtbare og bleve saare mangfoldige.
Gen	47	28	28. Og Jakob leve de i Aegyptens Land sytten Aar; og Jakobs Dage, hans Livs Aar, vare hundrede og syv og fyrretyve Aar.
Gen	47	29	29. Og Israels Dage kom naer, at han skulde dø, og han kaldte ad sin Søn Josef og sagde til ham: Kaere, dersom jeg har fundet Naade for dig, da laeg, kaere, din Haand under min Laend, og bevis den Miskundhed og Troskab mod mig, at du, kaere, ikke begraver mig i Aegypten.
Gen	47	30	30. Og jeg vil ligge hos mine Faedre, og du skal føre mig af Aegypten og begrave mig i deres Grav; og han sagde: Jeg vil gøre, som du har sagt.
Gen	47	31	31. Men han sagde: Svaerg mig; og han svor ham; og Israel bøjede sig over Hovedgaerdet i Sengen.
------------------------Første Mosebog, Kapitel 48
Gen	48	1	1. Og det skete derefter, at der sagdes til Josef: Se, din Fader er syg; og han tog begge sine Sønner med sig, Manasse og Efraim.
Gen	48	2	2. Og det gaves Jakob til Kende, og der sagdes: Se, din Søn Josef kommer til dig; saa gjorde Israel sig staerk og sad paa Sengen.
Gen	48	3	3. Og Jakob sagde til Josef: Den almaegtige Gud aabenbaredes for mig i Luz, udi Kanaans Land,
Gen	48	4	4. og velsignede mig og han sagde til mig: Se, jeg vi gøre dig frugtbar og formere dig og gøre dig til en Hob Folk og give din Saed efter dig dette Land til Ejendom evindelig.
Gen	48	5	5. Og nu, dine to Sønner, som ere fødte dig i Aegyptens Land, før jeg kom til dig Aegypten, de skulle høre mig til Efraim og Manasse skulle høre mine til, som Ruben og Simeon.
Gen	48	6	6. Men dit Afkom, som du avler efter dem skal høre dig til; de skulle kalde efter deres Brødres Navn i deres Arv.
Gen	48	7	7. Og der jeg kom fra Paddan, døde Rakel for mig i Kanaans Land paa Vejen, der jeg havde endnu et Stykke Vej for at komme til Efrath, og jeg begrov hende der paa Vejen til Efrath, det, er Bethlehem.
Gen	48	8	8. Og Israel saa Josefs Sønner og sagde: Hvo ere disse?
Gen	48	9	9. Og Josef sagde til sin Fader: Det er mine Sønner, som Gud har givet mig her, og han sagde: Kaere, led dem til mig, og jeg vil velsigne dem.
Gen	48	10	10. Og Israels Øjne vare matte af Alder, han kunde ikke se; og han lod dem komme til ham, og han kyssede dem og tog dem i Favn.
Gen	48	11	11. Og Israel sagde til Josef: Jeg havde ikke taenkt at se dit Ansigt, og se, Gud har endog ladet mig se din Saed.
Gen	48	12	12. Og Josef førte dem ud fra hans Knae og bøjede sig med sit Ansigt til Jorden.
Gen	48	13	13. Og Josef tog dem begge, Efraim i sin højre Haand, for Israels venstre Haand, og Manasse i sin venstre Haand, for Israels højre Haand, og lod dem komme naer til ham.
Gen	48	14	14. Og Israel rakte sin højre Haand ud og lagde den paa Efraims Hoved, enddog han var den yngste, og sin venstre Haand paa Manasses Hoved; vidende gjorde han saaledes med sine Haender, thi Manasse var den førstfødte.
Gen	48	15	15. Og han velsignede Josef og sagde: Den Gud, for, hvis Ansigt mine Faedre, Abraham og Isak, vandrede, den Gud, som vogtede mig, fra jeg blev til, indtil denne Dag,
Gen	48	16	16. og den Engel, som udløste mig fra alt ondt, velsigne Drengene, at de maa kaldes efter mit Navn og efter mine Faedres, Abrahams og Isaks, Navn, og at de maa blive saare mange midt i Landet.
Gen	48	17	17. Der Josef saa, at hans Fader lagde sin højre Haand paa Efraims, Hoved, da mishagede det ham; og han tog fat paa sin Faders Haand for at føre den fra Efraims Hoved paa Manasses Hoved.
Gen	48	18	18. Og Josef sagde til sin Fader: Ikke saa, min Fader! thi denne er den førstefødte, laeg din højre Haand paa hans Hoved.
Gen	48	19	19. Men hans Fader vaegrede sig og sagde: Jeg ved det, min Søn, jeg ved det; han skal ogsaa blive til Folk, og han skal ogsaa blive stor, men hans yngste Broder skal blive større end han, og hans Saed skal vaere en stor Hob Folk.
Gen	48	20	20. Saa velsignede han dem paa den samme Dag og sagde: Ved dig skal Israel velsigne og sige: Gud saette dig som Efraim og som Manasse! og han satte Efraim foran Manasse.
Gen	48	21	21. Og Israel sagde til Josef: Se, jeg dør, og Gud skal vaere med eder og føre eder til eders Faedres Land igen.
Gen	48	22	22. Og jeg har givet dig fremfor dine Brødre et Stykke Land, som jeg har taget af Amoriternes Haand med mit Svaerd og med min Bue.
------------------------Første Mosebog, Kapitel 49
Gen	49	1	1. Og Jakob kaldte ad sine Sønner og sagde: Samler eder, og jeg vil forkynde eder, hvad eder skal vederfares i de sidste Dage.
Gen	49	2	2. Kommer til Hobe og hører, Jakobs Sønner! og hører paa Israel, eders Fader.
Gen	49	3	3. Ruben, du er min førstefødte, min Magt og min første Kraft, ypperlig i Vaerdighed og ypperlig i Styrke!
Gen	49	4	4. Du bruser op som Vandet; du skal ikke vaere ypperlig; thi du besteg din Faders Leje, da besmittede du det; han har besteget min Seng.
Gen	49	5	5. Simeon og Levi ere Brødre; Volds Vaaben ere deres Svaerd.
Gen	49	6	6. Min Sjael skal ikke komme i deres hemmelige Raad, min Aere skal ikke folenes med deres Forsamling; thi i deres Vrede have de slaget Maend ihjel, og i deres Egenraadighed have de lemlaestet Oksen.
Gen	49	7	7. Forbandet vaere deres Vrede, thi den var streng, og deres Hastighed, thi den var haard; jeg vil fordele dem i Jakob og adsprede dem i Israel:
Gen	49	8	8. Juda, dig skulle dine Brødre love, din Haand skal vaere paa dine Fjenders Nakke; for dig skulle din Faders Sønner bøje sig.
Gen	49	9	9. Juda er en ung Løve; du opsteg fra Rov, min Søn! han har bøjet sig, han laa som en Løve og som en Løvinde; hvem tør jage ham op?
Gen	49	10	10. Der skal ikke vige Kongespir fra Juda og ikke Herskerstav fra hans Fødder, førend Silo skal komme, og Folkene skulle haenge ved ham.
Gen	49	11	11. Han binder sit unge Asen til Vintraeet og sin Asenindes Føl til Vinranken; han tor sit Klaedebon i Vin, og sin Kjortel i Vindrueblod.
Gen	49	12	12. Han er rødere i Øjnene end Vin, og hvidere paa Taenderne end Maelk.
Gen	49	13	13. Sebulon skal bo ved Havets Strand, og han skal vaere ved Skibenes Strand, og hans Side ligger op til Sidon.
Gen	49	14	14. Isaskar skal vaere et knokkelstaerkt Asen, som ligger imellem Kvaegfoldene.
Gen	49	15	15. Thi han saa, at Hvilen var god, og at Landet var dejligt, og han har bøjet sine Skuldre til at baere og er bleven en skatskyldig Tjener.
Gen	49	16	16. Og Dan skal dømme sit Folk, som en af Israels Stammer.
Gen	49	17	17. Dan skal vaere en Slange paa Vejen, en Hornslange paa Stien, som bider Hestens Hov, saa dens Rytter falder bag af.
Gen	49	18	18. Herre, jeg bier efter din Frelse
Gen	49	19	19. Gad - en Skare skal traenge ind paa ham, men han skal traenge den tilbage.
Gen	49	20	20. Fra Aser kommer det fede, som er hans Brød; og han skal give kongelige Laekkerheder.
Gen	49	21	21. Nafthali er en frit løbende Hind, han, som giver dejlig Tale.
Gen	49	22	22. Josef er en Kvist paa det frugtbare Trae, en Kvist paa det frugtbare Trae ved Kilden; Grenene gaa op over Muren.
Gen	49	23	23. Og Bueskytterne forbitrede ham og skøde og hadede ham.
Gen	49	24	24. Og hans Bue blev dog staerk, og hans Haenders Arme smidige; det kom fra Jakobs maegtiges Haender, hist fra, fra Hyrden, fra Israels Klippe.
Gen	49	25	25. Fra din Faders Gud - og han hjaelpe dig! - og fra den Almaegtige - og han velsigne dig! - komme Velsignelser fra Himmelen ovenfra og Velsignelser fra Dybet nedenfra,
Gen	49	26	26. Brysters og Moderlivs Velsignelser. Din Faders Velsignelser ere maegtigere end mine Forfaedres velsignelser, indtil de evige Højes Graenser; de skulle komme paa Josefs Hoved og paa hans Isse, som er en Fyrste iblandt sine Brødre.
Gen	49	27	27. Benjamin skal røve som en Ulv; om Morgenen skal han aede Rov, og om Aftenen skal han uddele Bytte.
Gen	49	28	28. Alle disse ere de tolv Israels Stammer; og dette er det, som deres Fader talede til dem, da han velsignede dem, hver efter sin Velsignelse velsignede han dem.
Gen	49	29	29. Og han befalede dem og sagde til dem: Naar jeg er samlet til mit Folk, da begraver mig hos mine Faedre i den Hule, som er paa Efron den Hethiters Ager,
Gen	49	30	30. i den Hule, som er paa den Ager Makpela, som er tvaert over for Mamre i Kanaans Land, hvilken Ager Abraham købte af Efron den Hethiter til Begravelses Ejendom.
Gen	49	31	31. Der have de begravet Øraham og Sara, hans Hustru; der have de begravet Isak og Rebekka, hans Hustru; og der har jeg begravet Lea.
Gen	49	32	32. Den Agers Ejendom og den Hule, som er derpaa, er købt af Heths Børn.
Gen	49	33	33. Der Jakob var kommen til Ende med at byde - sine Børn dette, da tog han sine Fødder til sig op paa Sengen og opgav sin Aand og blev samlet til sit Folk.
------------------------Første Mosebog, Kapitel 50
Gen	50	1	1. Da faldt Josef over sin Faders Ansigt og graed over ham og kyssede ham.
Gen	50	2	2. Og Josef befalede sine Tjenere, Laegerne, at balsamere hans Fader; saa balsamerede Laegerne Israel.
Gen	50	3	3. Og fyrretyve Dage medgik hertil; thi saa mange Dage medgaa til Balsameringen; og Aegypterne begraed ham halvfjerdsindstyve Dage.
Gen	50	4	4. Og der Graededagene over ham vare forbi, da talede Josef til Faraos Hus og sagde: Kaere, dersom jeg har fundet Naade for eders Øjne, da taler, kaere, for Faraos Øren og siger:
Gen	50	5	5. Min Fader tog en Ed af mig og sagde: Se, jeg dør; i min Grav, som jeg lod mig grave i Kanaans Land, der skal du begrave mig; og nu, kaere, vil jeg drage op og begrave min Fader, og jeg vil komme igen.
Gen	50	6	6. Og Farao sagde: Drag op og begrav din Fader, saaledes som han tog Ed af dig.
Gen	50	7	7. Og Josef drog op for at begrave sin Fader, og alle Faraos Tjenere fore op med ham, de aeldste af hans Hus, og alle de aeldste af Aegyptens Land,
Gen	50	8	8. og Josefs ganske Hus og hans Brødre og hans Faders Hus, kun deres smaa Børn og deres Faar og deres Øksne lode de blive i Gosen Land.
Gen	50	9	9. Og baade Vogne og Ryttere droge op med ham, og det var en meget stor Haer.
Gen	50	10	10. Der de kom til den Lade Atad, som ligger paa hin Side Jordan, da holdt de der en stor og saare svar Klage, og han lod holde Sorrig for sin Fader syv Dage.
Gen	50	11	11. Og Kananiten, som boede i Landet, saa den Sorrig ved den Lade Atad, og de sagde: Denne er en svar Sorrig for Aegypterne; der for kaldte man det Steds Navn: Aegypternes Sorrig, som er paa hin Side Jordan.
Gen	50	12	12. Og hans Sønner gjorde saaledes med ham, som han havde befalet dem.
Gen	50	13	13. Og hans Sønner førte ham til Kanaans Land og begrove ham i Hulen paa den Ager Makpela, den Ager, som Abraham havde købt til Begravelses Ejendom af Efron den Hetrliter, tvaert over for Mamre.
Gen	50	14	14. Og Josef kom igen til Aegypten, han og hans Brødre og alle de, som vare dragne op med: ham til at begrave hans Fader, efter at han havde begravet sin Fader.
Gen	50	15	15. Der Josefs Brødre saa, at deres Fader var død, da sagde de: Maske Josef hader os, saa han visselig vil betale os igen alt det onde, som vi have gjort imod ham.
Gen	50	16	16. Og de beskikkede nogen at tale til Josef, sigende: Din Fader befalede, før han døde og sagde:
Gen	50	17	17. Saa skulle I sige til Josef: Kaere, forlad dog dine Brødre deres Overtraedelse og deres Synd, at de gjorde ilde imod dig; kaere, saa forlad nu din Faders Guds Tjenere deres Overtraedelse; da graed Josef, der de talede til ham.
Gen	50	18	18. Og hans Brødre gik ogsaa selv hen og faldt ned for hans Ansigt og sagde; Se, vi ere dine Tjenere!
Gen	50	19	19. Og Josef sagde til dem: Frygter ikke; thi monne jeg vaere i Guds Sted
Gen	50	20	20. Og I taenkte ondt imod mig; Gud taenkte at vende det til det gode, for at gøre, hvad der sker paa denne Dag, at holde meget Folk ved Live.
Gen	50	21	21. Saa frygter nu ikke, jeg vil opholde eder og eders smaa Børn; saa trøstede han dem og talede kaerlig med dem.
Gen	50	22	22. Saa boede Josef i Aegypten, han og hans Faders Hus, og Josef levede hundrede og ti Aar.
Gen	50	23	23. Og Josef saa Efraims Sønner i tredje Led; desligeste Makirs, Manasse Søns, Sønner bleve fødte paa Josefs Knae.
Gen	50	24	24. Og Josef sagde til sine Brødre: Jeg dør, og Gud skal visselig besøge eder og føre eder op af dette Land, til det Land, som han har tilsvoret Abraham, Isak og Jakob.
Gen	50	25	25. Og Josef tog en Ed af Israels Børn og sagde: Gud skal visselig besøge eder, og I skulle føre mine Ben op her fra.
Gen	50	26	26. Saa døde Josef hundrede og ti Aar gammel; og de balsamerede ham, og man lagde ham i Kiste i Aegypten.
------------------------Anden Mosebog, Kapitel 1
Exo	1	1	1. Og disse ere Navnene paa Israels Sønner, som kom til Aegypten, med Jakob kom de, hver med sit Hus:
Exo	1	2	2. Ruben, Simeon, Levi og Juda,
Exo	1	3	3. Isaskar, Sebulon og Benjamin,
Exo	1	4	4. Dan og Nafthali, Gad og Aser.
Exo	1	5	5. Og alle Personer, som vare udkomne af Jakobs Laend, de vare halvjerdsindstyve Personer; men Josef var i Aegypten.
Exo	1	6	6. Og Josef døde, og all hans Brødre og al denne Slaegt
Exo	1	7	7. Og Israels Børn bleve frugtbare og vrimlede og bleve mangfoldige og vare saare talrige, og Landet blev fuldt af dem.
Exo	1	8	8. Og der kom en ny Konge over Aegypten, som ikke kendte Josef.
Exo	1	9	9. Og han sagde til sit Folk: Se, Israels Børns Folk ere flere og talrigere end vi.
Exo	1	10	10. Velan, vi ville handle klogeligen imod det, at det ikke skal blive mangfoldigt; og det kunde ske, om der blev Lejlighed til en krig, kunde det ogsaa slaa sig til vore Fjender og føre Krig imod os og drage ud af Landet.
Exo	1	11	11. Saa satte de Skattebetjente over det, at de skul de plage det med deres Byrder; og man byggede Farao Forraadsstaeder, nemlig Pithom og Raamses.
Exo	1	12	12. Og jo mere de plagede det, desto mere blev det mangfoldigt, og udbredte sig, og de vaemmedes ved Israels Børn.
Exo	1	13	13. Og Aegypterne tvang Israels Børn til at traelle strengt.
Exo	1	14	14. Og de gjorde dem deres Liv besk med haard Traeldom i Ler og i Tegl og med alle Haande Traeldom paa Marken; i al deres Traeldom, i hvilken tjente dem, maatte de traelle strengt.
Exo	1	15	15. Og Kongen af Aegypten tale de til de hebraiske Jordemødre, af hvilke den enes Navn var Sifra: og den andens Navn Pua,
Exo	1	16	16. og han sagde: Naar I hjaelpe de hebraiske Kvinder ved Fødselen, saa ser paa Stolene: Dersom det er en Søn, saa draeber ham, og dersom det er en Datter, da maa hun leve.
Exo	1	17	17. Men Jordemødrene frygtede Gud og gjorde ikke saa, som Kongen af Aegypten havde talet til dem, men lode Drengene leve.
Exo	1	18	18. Da kaldte Kongen af Aegypten Jordemødrene og sagde til dem: Hvi gjorde I denne Gerning, at I lode Drengene leve
Exo	1	19	19. Og Jordemødrene svarede Farao: De hebraiske ere ikke som de Aegyptenptiske Kvinder, men de ere staerke: førend Jordemoderen kommer til dem, da have de født.
Exo	1	20	20. Derfor gjorde Gud vel imod Jordemødrene, og Folket blev mangfoldigt, og de bleve saare talrige.
Exo	1	21	21. Og det skete, efterdi Jordemødrene frygtede Gud, da lod han dem faa Huse.
Exo	1	22	22. Saa bød Farao alt sit Folk og sagde: Hver en Søn, som fødes, kaster ham i Floden, og lader alle Døtre leve.
------------------------Anden Mosebog, Kapitel 2
Exo	2	1	1. Og en Mand af Levi Hus gik hen og tog en Levi Datter.
Exo	2	2	2. Og Kvinden undfik og fødte en Søn, og der hun sagde ham, at han var dejlig, da skjulte hun ham tre Maaneder.
Exo	2	3	3. Men der hun ikke laengere kunde skjule ham, da tog hun ham en Kiste af Rør og klinede den med Lim og Beg og lagde Drengen der udi og lagde den imellem Sivet ved Bredden af Floden.
Exo	2	4	4. Men hans Søster stod i Frastand for at faa at vide, hvorledes det vilde gaa ham.
Exo	2	5	5. Og Faraos Datter gik ned til Floden for at bade sig, og hendes Jomfruer gik ved Bredden af Floden; der hun saa Kisten midt i Sivet, da sendte hun sin Pige hen og lod den hente.
Exo	2	6	6. Og der hun lod den op, da saa hun Barnet, og se, Drengen graed; da ynkedes hun over ham og sagde: Denne er en af de Hebraeers Drenge.
Exo	2	7	7. Da sagde hans Søster til Faraos Datter: Skal jeg gaa og hente dig en Kone til Amme, af de hebraiske, at hun giver dig Drengen at die?
Exo	2	8	8. Og Faraos Datter sagde til hende: Gak! og Pigen gik og kaldte Drengens Moder.
Exo	2	9	9. Da sagde Faraos Datter til hende: Tag denne Dreng og giv mig ham at die, og jeg, ja jeg vil give dig din Løn. Og Kvinden tog Drengen og gav ham at die.
Exo	2	10	10. Og der Drengen var bleven stor, da bragte hun ham til Faraos Datter, og denne holdt ham som sin Søn, og hun kaldte hans Navn Mose, og sagde: Thi jeg drog ham af Vandet.
Exo	2	11	11. Og det skete i de samme Dage, der Mose var bleven stor, da gik han ud til sine Brødre og saa paa deres Byrder, og han saa en aegyptisk Mand, som slog en hebraisk. Mand af hans Brødre.
Exo	2	12	12. Da vendte han sig hid og did, og saa, at der var ingen til Stede, og han slog den. Aegypter ihjel og skjulte ham i Sandet.
Exo	2	13	13. Og anden Dagen gik han ud, og se, to hebraiske Maend traettedes; da sagde han til den, som havde Uret: Hvi slaar du din Naeste?
Exo	2	14	14. Og han sagde: Hvo har sat dig til Fyrste og Dommer over os taenker du at slaa mig ihjel, saasom du slog en Aegypter ihjel da frygtede Mose og sagde: Sandelig den Gerning er bleven vitterlig.
Exo	2	15	15. Og Farao hørte denne Gerning og søgte at slaa Mose ihjel; men Mose flyede fra Faraos Ansigt, og blev i det Land Midian og satte sig ved Brønden.
Exo	2	16	16. Og Praesten i Midian havde syv Døtre, og de kom derhen og droge Vand og fyldte Renderne at vande deres Faders Kvaeg.
Exo	2	17	17. Da kom Hyrderne og stødte dem derfra; men Mose stod op og hjalp dem og vandede deres Kvaeg.
Exo	2	18	18. Og de kom til Reuel, deres Fader, og han sagde: Hvi komme I, saa snart i Dag
Exo	2	19	19. Og de sagde: En aegyptisk Mand friede os fra Hyrdernes Haand og drog desuden flittig Vand op for os og vandede Kvaeget.
Exo	2	20	20. Og han sagde til sine Døtre: Hvor er han da hvi lode I den Mand gaa kalder ham og han skal aede Brød med os.
Exo	2	21	21. Og Mose havde Lyst til at blive hos Manden; saa gav han Mose Zippor, sin Datter.
Exo	2	22	22. Og hun fødte en Søn, og han kaldte hans Navn Gersom; thi han sagde: Jeg er bleven en Udlaending i et fremmed Land.
Exo	2	23	23. Og det skete lang Tid derefter da døde Kongen af Aegypten; og Israels Børn sukkede over den Traeldom og raabte, og deres Raab over Traeldommen kom op for Gud.
Exo	2	24	24. Og Gud hørte deres Suk, og Gud taenkte paa sin Pagt med Abraham, med Isak og med Jakob.
Exo	2	25	25. Og Gud saa Israels Børn, og Gud kendtes ved dem.
------------------------Anden Mosebog, Kapitel 3
Exo	3	1	1. Og I fose vogtede Kvaeg hos Jetro, sin Svigerfader, Praesten i Midian, og han drev Kvaeget bag Ørken og kom til det Guds Bjerg, til Horeb.
Exo	3	2	2. Og Herrens Engel aabenbaredes for ham i en Ildslue, midt af Tornebusken, og han saa, og se, Tornebusken braendte i Ilden, dog blev Tornebusken ikke fortaeret.
Exo	3	3	3. Og Mose sagde: Jeg vil nu gaa hen og se dette store Syn, hvi Tornebusken ikke opbraendes.
Exo	3	4	4. Der Herren saa, at han gik hen for at se, da raabte Gud til ham midt af Tornebusken og sagde: Mose! Mose! og han sagde: Se, her er jeg.
Exo	3	5	5. Og han sagde: Kom ikke naer her hid, drag dine Sko af dine Fødder; thi det Sted, som du staar paa, det er hellig Jord.
Exo	3	6	6. Og han sagde: Jeg er din Faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud; og Mose skjulte sit Ansigt, thi han frygtede for at se paa Gud.
Exo	3	7	7. Og Herren sagde: Jeg har grant set mit Folks Elendighed i Aegypten, og hørt deres Skrig over dem, som traenge dem; thi jeg ved deres Smerter.
Exo	3	8	8. Og jeg er nedfaren for at redde dem af Aegypternes Haand og for at føre dem op af dette Land, til et godt og vidt Land, til et Land, som flyder med Maelk og Honning, til Kananitens og Hethitens og Amoritens og Feresitens og Hevitens og Jebusitens Sted.
Exo	3	9	9. Og nu se, Israels Børns Skrig er kommet for mig, og jeg har ogsaa set den Traengsel,
Exo	3	10	10. hvormed Aegypterne traenge dem. Saa gak nu og jeg vil sende dig til Farao, og udfør mit Folk, Israels Børn, af Aegypten.
Exo	3	11	11. Og Mose sagde til Gud: Hvo er jeg, at jeg skulde gaa til Farao, og at jeg skulde ud føre Israels Børn af Aegypten?
Exo	3	12	12. Og han sagde: Sandelig, jeg vil vaere med dig; og dette skal vaere dig et Tegn, at jeg har sendt dig: Naar du udfører Folket af Aegypten, da skulle: I tjene Gud paa dette Bjerg.
Exo	3	13	13. Og Mose sagde til Gud: Se, naar; jeg kommer til Israels Børn og siger til dem: Eders Faedres Gud har sendt mig til eder, og de sige til mig: Hvad er hans Navn hvad skal jeg da sige til dem?
Exo	3	14	14. Og Gud sagde til Mose: Jeg er den, som jeg er; og han sagde: Saa skal du sige til Israels Børn: "Jeg er" har sendt mig til eder.
Exo	3	15	15. Og Gud sagde yder mere til Mose: Saa skal du sige til Israels Børn: Herren, eders Faedres Gad, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud, sendte mig til eder; dette er mit Navn evindeligen, og dette min Ihukommelse fra Slaegt til Slaegt.
Exo	3	16	16. Gak, og du skal samle de aeldste af Israel og sige til dem: Herren, eders Faedres Gud, er aabenbaret for mig, Ahrahams, Isaks og Jakobs Gud, og har sagt: Jeg har visselig besøgt eder og set, hvad eder er vederfaret i Aegypten,
Exo	3	17	17. og jeg har sagt: Jeg vil føre eder op af Aegyptens Elendighed til Kananiters og Hethitens og Amoritens og Feresitens og Hevitens og Jebusitens Land, til et Land, som flyder med Maelk og Honning.
Exo	3	18	18. Og de skulle høre din Røst, og du skal gaa ind, du og de aeldste af Israel, til Kongen af Aegypten og I skulle sige til ham: Herren, Hebraeernes Gud, har mødt os, og nu, lad os dog gaa tre Dages Rejse hen i Ørken og ofre til Herren vor Gud.
Exo	3	19	19. Men jeg ved, at Kongen af Aegypten skal ikke lade eder fare, end ikke ved en staerk Haand.
Exo	3	20	20. Og jeg skal udstraekke min Haand og slaa Aegypten med alle mine underlige Ting, som jeg vil gøre midt i det, og derefter skal han lade eder fare.
Exo	3	21	21. Og jeg vil give dette Folk Naade hos Aegypterne, og det skal ske, naar I skulle rejse, skulle I ikke rejse tomhaendede.
Exo	3	22	22. Men hver Kvinde skal begaere af sin Naboerske og af den, hun er i Huset med, Sølvkar og Guldkar og Klaeder, og dem skulle I laegge paa eders Sønner og paa eders Døtre, og skille Aegypterne derved.
------------------------Anden Mosebog, Kapitel 4
Exo	4	1	1. Og Mose svarede og sagde: Men se, de skulle ikke tro mig og ikke lyde min Røst; men de skulle sige: Herren har ikke aabenbaret sig for dig.
Exo	4	2	2. Og Herren sagde til ham, hvad er dette, dn har i din Haand og han sagde: En Stav.
Exo	4	3	3. Og han sagde: Kast den paa Jorden; og han kastede den paa Jorden; saa blev den til en Slange, og Mose flyede for den.
Exo	4	4	4. Da sagde Herren til Moses Udraek din Haand og tag fat paa dens Hale; saa rakte han sin Haand ud og tog fat paa den, og den blev til en Stav i hans Haand
Exo	4	5	5. at de skulle tro, at Herren, dere Faedres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud, har aabenharet sig for dig.
Exo	4	6	6. Og Herren sagde ydermere til ham: Stik nu din Haand i din Barm; og han stak sin Haand i sin Barm, og han drog den ud og se, hans Haand var spedalsk som Sne.
Exo	4	7	7. Og han sagde: Stik igen din Haand i din Barm; og han stak igen sin Haand i sin Barm; og han drog den ud af sin Barm, og se, da var den igen bleven som hans Kød.
Exo	4	8	8. Og let skal ske, dersom de ikke ville tro dig eller adlyde din Røst ved det første Tegn, da skulle de tro din Røst ved det andet Tegn.
Exo	4	9	9. Og det skal ske, dersom de end ikke skulle tro disse tvende Tegn og ej lyde din Røst, da skal du tage af Flodens Vand og øse paa det Herre; da skal det Vand, som du tog af Floden vorde, ja da skal det vorde til Blod paa det Herre.
Exo	4	10	10. Og Mose sagde til Herren: Hør mig, Herre! jeg har ikke hidtildags vaeret en veltalende Mand, ej heller siden du talede til din Tjener; thi jeg har et svart Maal og en svar Tunge.
Exo	4	11	11. Og Herren sagde til ham: Hvo giver Mennesket Mund eller hvo gør stum eller døv eller seende eller blind mon ikke jeg Herren
Exo	4	12	12. Saa gak nu; og jeg skal vaere med din Mund, og laere dig, hvad du skal tale.
Exo	4	13	13. Og han sagde: Hør mig, Herre! send nu, hvem du vil sende.
Exo	4	14	14. Da blev Herrens Vrede optaendt imod Mose, og han sagde: Kender jeg ikke Aron, din Broder, den Levit, at han kan tale vel: og se, han skal endog gaa ud imod dig, og naar han ser dig, da skal han glaede sig i sit Hjerte;
Exo	4	15	15. og du skal tale til ham og laegge Ordene i hans Mund; og jeg skal vaere med din Mund og med hans Mund, og laere eder, hvad I skulle gøre.
Exo	4	16	16. Og han skal tale for dig til Folket, og det skal ske, at han skal vaere din Mund, og du skal vaere ham som en Gud.
Exo	4	17	17. Og tag denne Stav i din Haand, med hvilken du skal gøre Tegene.
Exo	4	18	18. Og Mose gik og kom igen til Jetro, sin Svigerfader, og sagde til ham: Kaere, lad mig fare, saa vil jeg drage tilbage til mine Brødre, som ere i Aegypten, og se, om de endnu leve; og Jetro sagde til Mose: Gak i Fred.
Exo	4	19	19. Og Herren sagde til Mose i Midian: Gak, vend tilbage til Aegypten; thi alle de Maend ere døde, som søgte efter dit Liv.
Exo	4	20	20. Saa tog Mose sin Hustru og sine Sønner og førte dem paa et Asen, og han vendte tilbage til Aegyptens Land, og Mose tog Guds Stav i sin Haand.
Exo	4	21	21. Og Herren sagde til Mose: Naar du gaar for at vende tilbage til Aegypten, da se til, at du for Faraos Aasyn gør alle disse Tegn, som jeg har givet i din Haand; men jeg vil forhaerde hans Hjerte, at han ikke skal lade Folket fare.
Exo	4	22	22. Og du skal sige til Farao: Saa siger Herren: Israel er min Søn, min førstefødte.
Exo	4	23	23. Og jeg har sagt til dig: Lad min Søn fare, at han kan tjene mig, Og du har vaegret dig for at lade ham fare; se, jeg ihjelslaar din Sen, din førstefødte.
Exo	4	24	24. Og det skete paa Vejen i Herberget, at Herren kom imod ham Og vilde have slaget ham ihjel.
Exo	4	25	25. Da tog Zippora en skarp Sten og afkar sin Søns Forhud, og kastede den hen for hans Fødder og sagde: Du er mig en Blodbrudgom.
Exo	4	26	26. Da lod han ham vaere; men hun sagde da: En Blodbrudgom - for Omskaerelsens Skyld.
Exo	4	27	27. Og Herren sagde til Aron: Gak imod Mose i Ørken; og han gik og mødte ham vel Guds Bjerg og kyssede ham.
Exo	4	28	28. Og Mose forkyndte Aron alle Ord af Herren, som havde udsendt ham, og alle de Tegn, som han ilavde befalet ham.
Exo	4	29	29. Saa gik Mose og Aron hen og samlede alle de aeldste af Israels Børn.
Exo	4	30	30. Og Aron talede alle de Ord, som Herren havde talet med Mose; og han gjorde Tegnene for Folkets Øjne.
Exo	4	31	31. Og Folket troede, og der de hørte, at Herren havde besøgt Israels, Børn, og at han havde set deres Elendighed, saa bøjede de sig og tilbade.
------------------------Anden Mosebog, Kapitel 5
Exo	5	1	1. Og derefter kom Mose og Aron ind til Farao og sagde: Saa siger Herren, Israels Gud: Lad mit Folk fare, og de skulle holde mig Højtid i Ørken.
Exo	5	2	2. Og Farao sagde: Hvo er den Herre, hvis Røst jeg skal adlyde i at lade Israel fare? jeg kender ikke den Herre, jeg vil heller ikke lade Israel fare.
Exo	5	3	3. Og de sagde: Hebraeernes Gud mødte os; lad os dog gaa tre Dages Rejse i Ørken og bringe Herren vor Gud Offer, at han ikke skal ramme os med Pest eller med Svaerdet.
Exo	5	4	4. Da sagde Kongen af Aegypten til dem Mose og Aron, hvorfor ville I afdrage Folket fra deres Gerninger gaar hen til eders Byrder.
Exo	5	5	5. Og Farao sagde ydermere: Se, Folket er nu mangfoldigt i Landet, og I ville bringe dem Hvile for deres Byrder
Exo	5	6	6. Og Farao befalede samme Dag Opsynsmaendene over Folket og det Fogeder og sagde:
Exo	5	7	7. I skulle ikke ydermere give Folket Halm til Tegl arbejdet som tilforn; lader dem selv gaa og sanke sig Halm;
Exo	5	8	8. og paalaegger dem alligevel at gøre det samme Tal Stene, som de have gjort hidtildags; eftergiver intet deraf; thi de ere efterladne, derfor skrige de og sige: Vi ville gaa hen, vi ville ofre til vor Gud.
Exo	5	9	9. Lader Traeldommen blive svar over Maendene, saa at de have at gøre dermed og ikke agte paa løgnagtige Ord.
Exo	5	10	10. Da udgik Folkets Opsynsmaend og dets Fogeder og sagde til Folket: Saa siger Farao: Jeg giver eder ikke Halm.
Exo	5	11	11. Gaar selv, tager eder Halm, hvor I kunne finde; men der skal intet eftergives i eders Traellearbejde.
Exo	5	12	12. Saa adspredte Folket sig over alt Aegyptens Land, at sanke Stubber, at bruge som Halm.
Exo	5	13	13. Og Opsynsmaendene dreve paa og sagde: Fuldkommer eders Gerning, Arbejaet Dag for Dag, ligesom da I havde Halm.
Exo	5	14	14. Og Israels Børns Fogeder, hvilke Faraos Opsynsmaend havde sat over dem, bleve slagne; og der blev sagt til dem: Hvorfor have I ikke fuldkommet eders beskikkede Gerning, at gøre Tegl, som tilforn, saa og i Gaar og i Dag.
Exo	5	15	15. Da kom Israels Børns Fogeder og raabte til Farao og sagde: Hvi gør du saa med dine Tjenere.
Exo	5	16	16. Dine Tjenere gives ikke Halm, og de sige til os: Gører Tegl! og se, dine Tjenere faa Hug; dog dit Folk er Skyld deri.
Exo	5	17	17. Og han sagde: I ere efterladne, ja efterladne, derfor sige I: Vi ville gaa hen, vi ville ofre til Herren.
Exo	5	18	18. Og nu, gaar, arbejder, og; ingen Halm skal gives eder; men I skulle dog forskaffe Tallet paa Teglene.
Exo	5	19	19. Da saa Israels Børns Fogeder, at de vare ilde farne, idet der sagdes: I skulle intet formindske i eders Tegl, i Arbejdet Dag for Dag.
Exo	5	20	20. Da traf de paa Mose og Aron, der stode for at møde dem, da de gik ud fra Farao.
Exo	5	21	21. Og de sagde til dem: Herren skal se paa eder og dømme, at I have gjort os stinkende for Farao og for hans Tjenere, saa at I have givet Svaerdet i deres Haand til at ihjelslaa os.
Exo	5	22	22. Og Mose vendte sig til Herren igen og sagde: Herre, hvi gør du ilde imod Folk hvi sendte du mig?
Exo	5	23	23. Thi fra den Tid, da jeg kom til Farao at tale i dit Navn, har han gjort imod dette Folk, og du har ingenlunde friet dit Folk.
------------------------Anden Mosebog, Kapitel 6
Exo	6	1	1. Og Herren sagde til Mose: Nu skal du se, hvad jeg vil gøre Farao; thi ved en staerk Haand skal han lade dem fare, og ved en staerk Haand skal han uddrive dem af sit Land.
Exo	6	2	2. Og Gud talede til Mose og sagde til ham: Jeg er Herren,
Exo	6	3	3. Og jeg har aabenbaret mig for Abraham, Isak og Jakob som en almaegtig Gud; men ved mit Navn: Herren ! var jeg ikke kendt af dem.
Exo	6	4	4. Og jeg har ogsaa oprettet min Pagt med dem, at give dem Kanaans Land, deres Udlaendigheds Land, i hvilket de have vaeret Udlaendinge.
Exo	6	5	5. Og jeg har ogsaa hørt Sukket fra Israels Børn, hvilke Aegypterne have gjort til Traelle, og jeg har ihukommet min Pagt.
Exo	6	6	6. Derfor sig til Israels Børn: Jeg er Herren og vil udføre eder fra Aegypternes Byrder og fri eder af deres Traeldom; og jeg vil udløse eder med en udrakt Arm og ved store Domme.
Exo	6	7	7. Og jeg vil tage mig eder til et Folk, og jeg vil vaere eder en Gud, og I skulle fornemme, at jeg er Herren eders Gud, den som udfører eder fra Aegypternes Byrder.
Exo	6	8	8. Og jeg vil indføre eder i Landet, om hvilket jeg har opløftet min Haand og svoret at give Abraham, Isak og Jakob det; og jeg Tilgive eder det til Ejendom, jeg er Herren.
Exo	6	9	9. Og Mose talede saaledes til Israels Børn; men de hørte ikke dette Mose for Sjaeleangst og for den haar de Traeldom.
Exo	6	10	10. Da talede Herren til Mose og ilde sagde:
Exo	6	11	11. Gak ind og tal til Farao, Kongen af Aegypten, at han lader Israels Børn drage ud af sit Land.
Exo	6	12	12. Og Mose talede for Herrens Ansigt og sagde: Se, Israels Børn høre mig ikke, og hvorledes skulde Farao høre mig? og derhos er jeg uomskaaren paa Laeberne.
Exo	6	13	13. Og Herren talede til Mose og Aron og gav dem Befaling til Israels Børn og til Farao, Kongen af Aegypten, om at udføre Israels Børn af Aegyptens Land.
Exo	6	14	14. Disse vare øversterne i deres Faedrenehuse: Rubens, Israels førstefødtes, Sønner vare: Hanok og Pallu, Hezron og Karmi; disse vare Rubens Slaegter.
Exo	6	15	15. Og Simeons Sønner vare: Jemuel og Jamin og Ohad og Jakin og Zohar og Saul, den kananaeiskes Søn; disse vare Simeons Slaegter.
Exo	6	16	16. Og disse vare Levi Børns Navne efter deres Slaegter: Gerson og Kahath og Merari; men Levi blev hundrede og syv og tredive Aar gammel.
Exo	6	17	17. Og Gersons Børn vare: Libni og Simei efter deres Slaegter.
Exo	6	18	18. Og Kahaths Børn vare: Amram og Jizehar og Hebron og Ussiel; og Kahath blev hundrede og tre og tredive Aar gammel.
Exo	6	19	19. Og Merari Børn vare Maheli og Musi; disse ere Levi Slaegter efter deres Afkom.
Exo	6	20	20. Og Amram tog sin Faders Søster Jokebed til Hustru, og hun fødte ham Aron og Mose; og Amram blev hundrede og syv og tredive Aar gammel.
Exo	6	21	21. Og Jizehars Sønner vare: Kora og Nefeg og Sikri.
Exo	6	22	22. Og Ussiels Sønner vare: Misael og Elzafan og Sithri.
Exo	6	23	23. Og Aron tog Fliscba, Amminadabs Datter, Nahassons Søster, til Hustru, og hun fødte ham Nadab og Abihu, Eleasar og Ithamar.
Exo	6	24	24. Og Koras Børn vare: Assir og Elkana og Abiasaf; disse ere de Koraiters Slaegter.
Exo	6	25	25. Men Eleasar, Arons Søn, tog sig en Hustru af Putiels Døtre, og hun fødte ham Pinelias; disse ere Øversterne for Leviternes Faedrenehuse efter deres Slaegter.
Exo	6	26	26. Dette er Aron og Mose, som Herren sagde til: Fører Israels Børn ud af Aegyptens Land, efter deres Haere.
Exo	6	27	27. Det var dem, som talede til Farao, Kongen af Aegypten, om at udføre Israels Børn af Aegypten, det er Mose og Aron.
Exo	6	28	28. Og det skete paa den Dag, at Herren talede til Mose i Aegyptens Land.
Exo	6	29	29. Og Herren talede til Mose sigende: Jeg er Herren, tal til Farao, Kongen af Aegypten, alt hvad jeg taler til dig.
Exo	6	30	30. Og Mose sagde. for Herrens Ansigt: Se, jeg er uomskaaren paa Laeberne, og hvor ledes skulde Farao høre mig?
------------------------Anden Mosebog, Kapitel 7
Exo	7	1	1. Og Herren sagde til Mose: Se, jeg har sat dig til en Gud for Farao og Aron, din Broder, skal vaere din Profet.
Exo	7	2	2. Du skal tale alt det, som jeg vil befale dig; men Aron, din Broder, skal tale til Farao, at han skal lade Israels Børn drage ud af sit Land.
Exo	7	3	3. Men jeg vil forhaerde Faraos Hjerte og mangfoldiggøre mine Tegn og mine underlige Gerninger i Aegyptens Land.
Exo	7	4	4. Og Farao skal ikke høre eder, og jeg vil laegge min Haand paa Aegypterne og udføre mine Haere, mit Folk, Israels Børn, af Aegyptens Land ved store Domme.
Exo	7	5	5. Og Aegypterne skulle fornemme, at jeg er Herren, naar eg udraekker min Haand over Aegypten og fører Israels Børn midt ud fra dein.
Exo	7	6	6. Og Mose og Aron gjorde det; saasom Herren havde befalet dem, saa gjorde de.
Exo	7	7	7. Og Mose var firsindstyve Aar gammel, og Aron tre og firsindstyve Aar gammel, da de talede til Farao.
Exo	7	8	8. Og Herren sagde til Mose og til Aron, sigende:
Exo	7	9	9. Naar Farao taler til eder sigende: Gør er en underlig Gerning, da skal du sige til Aron: Tag din Stav og kast den for Faraos Ansigt: Den skal blive til en Slange.
Exo	7	10	10. Da kom Mose og Aron til Farao og gjorde saaledes, som Herren havde befalet, og Aron kastede sin Stav for Farao og for hans Tjenere, og den blev til en Slange.
Exo	7	11	11. Da kaldte ogsaa Farao ad de vise og Troldkarlene, men ogsaa disse, de aegyptiske Koglere, gjorde ligesaa med deres Besvaergelser.
Exo	7	12	12. Og de kastede hver sin Stav, og de bleve Slanger; men Arons Stav opslugte deres Stave.
Exo	7	13	13. Og Faraos Hjerte forhaerdedes, at han hørte døm ikke, ligesom Herren havde sagt.
Exo	7	14	14. Og Herren sagde til Mose: Faraos Hjerte er haardt, han vaegret sig ved at lade Folket fare.
Exo	7	15	15. Gak til Farao aarle, se, han gaar ud til Vandet, og du skal traede frem mod ham ved Bredden af Floden; og din Stav, som var omvendt til en Slange, skal du tage i din Haand.
Exo	7	16	16. Og du skal sige til ham: Herren, Hebraeernes Gud, har sendt mig til dig og sagt: Lad mit Folk fare, at de kunne tjene mig i Ørken, og se, du har ej villet høre hidindtil.
Exo	7	17	17. Saa siger Herren: Af dette skal du fornemme, at jeg er Herren; se, jeg slaar med Staven, som jeg har i min Haand, paa Vandet, som er i Floden, og det skal olnvendes til Blod.
Exo	7	18	18. Og Fiskene, som ere i Floden, skulle dø, og Floden skal lugte ilde, saa at Aegypterne skulle vaemmes ved at drikke Vand af Floden.
Exo	7	19	19. Og Herren sagde til Mose: Sig til Aron: Tag din Stav og raek din Haand ud over Vandet i Aegypten, over deres Strømme, over deres Floder og over deres Søer og over alle deres Vandsamlinger, og de skulle vorde Blod, og der skal vaere Blod i hele Aegyptens Land, baade i Trae- og i Stenkarrene.
Exo	7	20	20. Og Mose og Aron gjorde saa, eftersom Herren havde befalet, og han opløftede Staven og slog Vandet, som var i Floden, for Faraos Øjne og for hans Tjeneres Øjne, og alt Vandet, som var i Floden, omvendtes til Blod.
Exo	7	21	21. Og Fiskene, som vare i Floden døde, og Floden lugtede ilde, saa at Aegypterne ikke kunde drikke Vand af Floden; og der blev Blod i hele Aegyptens Land.
Exo	7	22	22. Og de aegyptiske Koglere gjorde ligesaa med deres Besvaergelser; og Faraos Hjerte forhaerdedes, at han hørte dem ikke, som Herren havde sagt.
Exo	7	23	23. Og Farao vendte sig og gik til sit Hus og lagde end ikke dette paa sit Hjerte.
Exo	7	24	24. Men alle Aegypterne grove omkring Floden efter Vand at drikke; thi de kunde ikke drikke af Vandet i Floden.
Exo	7	25	25. Og der forløb syv Dage, efter at Herren havde slaget Floden.
------------------------Anden Mosebog, Kapitel 8
Exo	8	1	1. Og Herren sagde til Mose: Gak til Farao, og du skal sige til ham: Saa siger Herren: Lad mit Folk fare, at de kunne tjene mig.
Exo	8	2	2. Og dersom du vaegrer dig ved at lade dem fare, se, da vil jeg plage hele dit Landemaerke med Frøer.
Exo	8	3	3. Og Floden skal vrimle med Frøer, og de skulle hoppe op og komme i dit Hus og i dit Sengekammer og paa din Seng og i dine Tjeneres Hus og iblandt dit Folk og i dine Ovne og i dine Dejgtruge.
Exo	8	4	4. Og Frøerne skulle hoppe op paa dig og paa dit Folk og paa alle dine Tjenere.
Exo	8	5	5. Og Herren sagde til Mose: Sig til Aron: Raek din Haand ud med din Stav over Strømmene, over Floderne og over Søerne, og lad Frøerne komme op over Aegyptens Land.
Exo	8	6	6. Og Aron rakte sin Haand ud over Vandene i Aegypten, og der kom Frøer op og skjulte Aegyptens Land.
Exo	8	7	7. Og Koglerne gjorde ligesaa med deres Besvaergelser, og de lode Frøer komme op over Aegyptens Land.
Exo	8	8	8. Da kaldte Farao ad Mose og Aron og sagde: Beder til Herren, at han borttager Frøerne fra mig og fra mit Folk, saa vil jeg lade Folket fare, og de maa ofre til Herren.
Exo	8	9	9. Og Mose sagde til Farao: Hav du fremfor mig den Aere at sige, naar jeg skal bede for dig og for dine Tjenere og for dit Folk, at Frøerne skulle fordrives fra dig og fra dine Huse; kun i Floden skulle de blive tilbage.
Exo	8	10	10. Og han sagde: I Morgen; og han sagde: Efter dit Ord! at du skal fornemme, at der er ikke nogen som Herren vor Gud,
Exo	8	11	11. saa skulle Frøerne vige fra dig og fra dine Huse og fra dine Tjenere, og fra dit Folk; kun i Floden skulle de blive tilbage.
Exo	8	12	12. Saa gik Mose og Aron ud fra Farao; og Mose raabte til Herren angaaende de Frøer, som han havde paaført Farao.
Exo	8	13	13. Og Herren gjorde efter Mose Ord; saa døde Frøerne bort af Husene, af Gaardene og af Agrene.
Exo	8	14	14. Og de samlede dem sammen, Hob ved Hob, og Landet stinkede.
Exo	8	15	15. Der Farao saa, at han havde ad faaet Luft, da forhaerdede han sit Hjerte, og han hørte dem ikke, som Herren havde sagt.
Exo	8	16	16. Og Herren sagde til Mose: Sig til Aron: Raek din Stav ud, og slaa Støvet paa Jorden; det skal blive til Lus i hele Aegyptens Land.
Exo	8	17	17. Og de gjorde saa; og Aron udstrakte sin Haand med sin Stav og slog Støvet paa Jorden, og der blev Lus paa Mennesker og paa Kvaeget; alt Støvet i Landet blev til Lus i hele Aegyptens Land.
Exo	8	18	18. Og Koglerne gjorde ligesaa med deres Besvaergelser for at lade Lus komme frem, men de kunde ikke; og der var Lus paa Menneskene og paa Kvaeget.
Exo	8	19	19. Da sagde Koglerne til Farao: Det er Guds Finger; men Faraos Hjerte - forhaerdedes, saa at han ikke hørte dem, som Herren havde sagt.
Exo	8	20	20. Og Herren sagde til Mose: Staa aarle op om Morgenen, og stil dig for Farao; se, han gaar ud til Vandet, og du skal sige til ham: Saa siger Herren: Lad mit Folk fare, at; de maa tjene mig.
Exo	8	21	21. Thi dersom du ihke lader mit Folk fare, se, da lader jeg komme alle Haande Utøj paa dig og paa dine Tjenere og paa dit Folk og i dine Huse, at Aegypternes Huse skulle vorde fulde af allehaande Utøj, og tilmed Jorden, hvorpaa de ere.
Exo	8	22	22. Og paa den samme Dag vil jeg udskille Gosen Land, i hvilket mit Folk er, at der ikke skal vaere alle Haande Utøj, der, paa det du skal fornemme, at jeg er Herren midt i Landet.
Exo	8	23	23. Og jeg vil saette en Frelse til at skille Imellem mit Folk og imellem dit Folk; i Morgen skal det Tegn ske.
Exo	8	24	24. Og Herren gjorde saa; og der kom - en svaer Hob Utøj i Faraos Hus og i hans Tjeneres Hus, og i hele Aegyptens Land blev Landet fordaervet af alle Haande Utøj.
Exo	8	25	25. Og Farao kaldte ad Mose og ad Aron og sagde: Gaar hen, ofrer til eders Gud i dette Land.
Exo	8	26	26. Og Mose sagde: Det maa ikke ske, at vi saa gøre; thi vi skulde da ofre Herren vor Gud, Aegypterne til en vederstyggelighed; se, skulle vi ofre, Aegypterne til en Vederstyggelighed for deres Øjne, og de skulde ke stene os
Exo	8	27	27. Vi skulle gaa tre Dages Rejse i Ørken og ofre til Herren vor Gud, saasom han skal sige os.
Exo	8	28	28. Da sagde Farao: Jeg vil lade eder fare, at I skulle ofre til Herren eders Gud i Ørken, dog saa, at I ikke skulle drage laengere bort; beder for mig.
Exo	8	29	29. Og Mose sagde: Se, naar jeg kommer ud fra dig, da vil jeg bede til Herren, at alle Haande Utøj skal vige fra Farao og fra hans Tjenere og fra hans Folk i Morgen; kun at Farao ikke bedrager mig mere, saa at han ej lader Folket fare at ofre til Herren.
Exo	8	30	30. Og Mose gik ud fra Farao og had til Herren.
Exo	8	31	31. Saa gjorde Herren efter Mose Ord og borttog alle Haande Utøj fra Farao, fra hans Tjenere og fra hans Folk; der blev ikke eet igen.
Exo	8	32	32. Men Farao forhaerdede sit Hjerte end denne Gang og lod ikke Folket fare.
------------------------Anden Mosebog, Kapitel 9
Exo	9	1	1. Og Herren sagde til Mose: Gak til Farao, og du skal sige til ham: Saa siger Herren, Hebraeernes Gud: Lad mit Folk fare, at de kunne tjene mig.
Exo	9	2	2. Thi dersom du vaegrer dig ved at lade dem fare, og du fremdeles holder paa dem,
Exo	9	3	3. se, da skal Herrens Haand komme over dit Kvaeg, som er paa Marken, over Heste, over Asener, over Kameler, over Øksne og over smaat Kvaeg, en saare, svar Pest.
Exo	9	4	4. Og Herren skal gøre Skilsmisse imellem Israels Kvaeg og imellem Aegypternes Kvaeg, og der skal i det dø af alt det, Israels Børn have.
Exo	9	5	5. Og Herren satte en bestemt Tid og sagde: I Morgen skal Herren gøre denne Gerning i Landet.
Exo	9	6	6. Og Herren gjorde denne Gerning den naeste Dag, og alt Aegypternes Kvaeg døde; men der døde ikke eet Stykke af Israels Børns Kvaeg.
Exo	9	7	7. Og Farao sendte Bud, og se, end ikke eet Stykke var død af Israels Kvaeg; men Faraos Hjerte forhaerdedes, og han lod ikke Folket fare.
Exo	9	8	8. Da sagde Herren til Mose og Aron: Tager eders Naever fulde af Aske fra Ovnen, og Mose skal slaa den ud mod Himmelen for Faraos Øjne.
Exo	9	9	9. Og den skal vorde til Støv over alt Aegyptens Land, og det skal vorde til Bylder, som skal bryde ud med Blegner, paa Folket og paa Kvaeget i alt Aegyptens Land.
Exo	9	10	10. Saa toge de Aske fra Ovnen og stode for Farao, og Mose slog den ud mod Himmelen; og der blev Bylder, som brød ud med Blegner, paa Folket og paa Kvaeget.
Exo	9	11	11. Og Koglerne kunde ikke bestaa for Mose, formedelst Bylderne; thi der var Bylder paa Koglerne og paa alle Aegyptere.
Exo	9	12	12. Men Herren forhaerdede Faraos Hjerte, saa at han ikke hørte dem, som Herren havde sagt til Mose.
Exo	9	13	13. Da sagde Herren til Mose: Staa aarle op om Morgenen og stil dig for Farao og sig til ham: Saa siger Herren, Hebraeernes Gud: Lad mit Folk fare, at de kunne tjene mig.
Exo	9	14	14. Thi denne Gang vil jeg sende alle mine Plager, saa det gaar dig til Hjerte, baade paa dine Tjenere og paa dit Folk, at du skal fornemme, at der er ingen som jeg paa al Jorden.
Exo	9	15	15. Thi havde jeg allerede udrakt min Haand og slaget dig og dit Folk med Pest, da havde du vaeret udslettet af Jorden;
Exo	9	16	16. men sandelig derfor har jeg ladet dig blive staaende, for at lade dig se min Magt, og for at mit Navn skal kundgøres i alle Lande.
Exo	9	17	17. Ophøjer du dig endnu over mit Folk, saa at du ikke vil lade dem fare.
Exo	9	18	18. Se, jeg vil i Morgen paa denne Tid lade regne en saare svar Hagel, hvis Lige var aldrig før i Aegypten fra den Dag, det blev grundfaestet om hidindtil.
Exo	9	19	19. Saa send nu hen, saml dit Kvaeg og alt det, du har paa Marken; thi alle Mennesker og alt Kvaeg, som findes paa Marken og ikke ere samlede i Hus, og som Hagelen slaar til ned paa, skulle dø.
Exo	9	20	20. Hvo som da frygtede Herrens Ord blandt Faraos Tjenere, han lod sine Tjenere og sit Kvaeg fly til Husene;
Exo	9	21	21. men hvo som ikke laade Herrens Ord paa sit Hjerte, lod sine Tjenere og sit Kvaeg blive paa Marken.
Exo	9	22	22. Da sagde Herren til Mose: Raek din Haand op mod Himmelen, og der skal vorde Hagel over hele Aegyptens Land, over Mennesker og over Kvaeg og over alle Urter paa Marken i Aegyptens Land.
Exo	9	23	23. Og Mose rakte sin Stav op mod Himmelen, og Herren lod tordne og hagle, og der for Ild ned paa Jorden; og Herren lod regne Hagel over Aegyptens Land.
Exo	9	24	24. Og der blev Hagel og Ild, som slyngede sig midt i Hagelen, saare svar, saadan som ikke havde vaeret i hele Aegyptens Land, fra den Tid det havde vaeret et Folks Land.
Exo	9	25	25. Og Hagelen nedslog i hele Aegyptens Land det, som var paa Marken, baade Mennesker og Kvaeg; og alle Urter paa Marken slog Hagelen og knaekkede alle Traeer paa Marken.
Exo	9	26	26. Alene i Gosen Land, hvor Israels Børn vare, faldt der ikke Hagel.
Exo	9	27	27. Da sendte Farao hen og lod kalde ad Mose og Aron og sagde til dem: Jeg har syndet denne Gang; Herren er den retfaerdige, men jeg og mit, Folk ere de ugudelige.
Exo	9	28	28. Beder til Herren, at det maa vaere nok med den Guds Torden og Hagel, saa vil jeg lade eder fare, at I ikke skulle bie laengere.
Exo	9	29	29. Og Mose sagde til ham: Naar jeg kommer ud af Staden, da vil jeg udbrede mine Haender til Herren, saa skal Tordenen høre op, og Hagelen skal ikke falde mere, at du skal fornemme, at Jorden hører Herren til.
Exo	9	30	30. Dog om dig og dine Tjenere ved jeg, at I endnu ikke frygte for den Herre Guds Ansigt.
Exo	9	31	31. Da blev baade Hør og Byg nedslaget; thi Bygget var skudt i Aks og Hørren i Knevler.
Exo	9	32	32. Men Hveden og Spelten bleve ikke nedslagne; thi de vare endnu ikke skredne.
Exo	9	33	33. Og Mose gik fra Farao ud af Staden og udbredte sine Haender til Herren; saa lod det af at tordne og hagle, og Regnen blev ikke mere udøst paa Jorden.
Exo	9	34	34. Der Farao saa, at det holdt op at regne og hagle og tordne, da syndede han endda; og han forhaerdede sit Hjerte, han og hans Tjenere.
Exo	9	35	35. Saa blev Faraos Hjerte forhaerdet, og han lod ikke Israels Børn fare, som Herren havde sagt ved Mose.
------------------------Anden Mosebog, Kapitel 10
Exo	10	1	1. Og Herren sagde til Mose: Gak ind til Farao; thi jeg har forhaerdet hans Hjerte og hans Tjeneres Hjerte for at gøre disse mine Tegn iblandt dem,
Exo	10	2	2. og for at du skal forkynde det for dine Børns og dine Børnebørns Øren, hvad jeg har udrettet i Aegypten, og mine Tegn, som jeg har sat iblandt dem; og I skulle fornemme, at jeg er Herren.
Exo	10	3	3. Saa gik Mose og Aron ind til Farao og sagde til ham: Saa siger Herren, Hebraeernes Gud: Hvor laenge laerrer du dig ved at ydmyge dig for mit Ansigt: lad mit Folk fare, at de maa tjene mig.
Exo	10	4	4. Thi dersom du vaegrer dig ved at lade mit Folk fare, se, da vil jeg i Morgen lade Graeshopper komme i dit Landemaerke.
Exo	10	5	5. Og de skulle skjule Synet af Jorden, at man ikke skal kunne se Jorden, og de skulle opaede det øvrige, som er reddet, og hvad der er blevet eder tilovers fra Hagelen, og de skulle aede hvert Trae, som vokser op hos eder af Marken.
Exo	10	6	6. Og dine Huse skulle fyldes og alle dine Tjeneres Huse og alle Aegypternes Huse, hvilket hverken dine Faedre eller dine Forfaedre have set, fra den Tid de bleve til paa Jorden indtil denne Dag; saa vendte han sig og gik ud fra Farao.
Exo	10	7	7. Da sagde Faraos Tjenere til ham: Hvor laenge skal denne vaere os til en Snare lad de Maend fare, at de maa tjene Herren deres Gud; mon du endnu ikke ved, at Aegypten er ødelagt?
Exo	10	8	8. Og Mose og Aron bleve hentede tilbage til Farao, og han sagde til dem: Gaar, tjener Herren, eders Gud; hvilke ere de, som gaa bort?
Exo	10	9	9. Og Mose sagde: Vi ville gaa med vore unge og vore gamle, med vore Sønner og vore Døtre, med vore Faar og med vore Øksne ville vi gaa; thi det er os Herrens Højtid.
Exo	10	10	10. Da sagde han til dem: Saa vist vaere Herren med eder, som jeg vil lade eder og eders smaa Børn fare, ser der, at I have ondt i Sinde.
Exo	10	11	11. Ikke saa! I Maend, farer nu hen og tjener Herren, thi det have I begaeret; og man drev dem ud fra Faraos Ansigt.
Exo	10	12	12. Da sagde Herren til Mose: Raek din Haand ud over Aegyptens Land efter Graeshopper, og de skulle komme op over Aegyptens Land og aede alle Urter i Landet, ja alt det, som Hagelen lod blive tilovers.
Exo	10	13	13. Saa rakte Mose sin Stav over Aegyptens Land, og Herren lod komme Østenvejr i Landet den samme hele Dag og hele Nat; det skete om morgenen, at Østenvejret bragte Graeshopperne op.
Exo	10	14	14. Og der kom Graeshopper op over hele Aegyptens Land og lode sig ned i hele Aegyptens Landemaerke; de vare i svaer Maengde; før dem havde der ikke vaeret Graeshopper saaledes, og efter dem skulde der ikke blive saaledes;
Exo	10	15	15. thi de skjulte Synet af hele Jorden, og Jorden blev formørket, og de aade alle Urter i Landet og al Frugt paa Traeerne, som Hagelen lod blive tilovers; og der blev intet grønt tilovers paa Traeer eller paa Urter i Marken i hele Aegyptens Land.
Exo	10	16	16. Da skyndte Farao sig at kalde ad Mose og Aron, og han sagde: Jeg har syndet imod Herren eders Gud og imod eder.
Exo	10	17	17. Og kaere, forlad mig nu min Synd aleneste denne Gang, og beder til Herren eders Gud, at han dog vil borttage denne Død fra mig.
Exo	10	18	18. Og han gik ud fra Farao, og, han bad til Herren.
Exo	10	19	19. Og Herren vendte Vejret om til en saare staerk Vestenvind, som førte Graeshopperne bort og kastede dem i det røde Hav; der blev ikke een Graeshoppe tilovers i hele Aegyptens Landemaerke.
Exo	10	20	20. Men Herren forhaerdede Faraos Hjerte, og han lod ikke Israels Børn fare.
Exo	10	21	21. Og Herren sagde til Mose: Raek din Haand op mod Himmelen, at der bliver Mørke over Aegyptens Land, at markan føle paa Mørket.
Exo	10	22	22. Og Mose rakte sin Haand op mod Himmelen; da blev der tykt Mørke i hele Aegyptens Land i tre Dage.
Exo	10	23	23. lkke een saa den anden, og ingen stod op fra sit Sted i tre Dage; men hos alle Israels Børn var det lyst i deres Boliger.
Exo	10	24	24. Da kaldte Farao ad Mose og sagde: Gaar, tjener Herren, kun skulle I lade eders Faar og Øksne blive; ogsaa eders smaa Børn maa fare med eder.
Exo	10	25	25. Og Mose sagde: Du skal og medgive os slagtoffere og Braendofere, at vi kunne ofre til Herren, vor Gud.
Exo	10	26	26. Og endogsaa vort Fae skal gaa med os, der skal ikke en Klov blive tilbage; thi vi skulle tage deraf til at tjene Herren, vor Gud; thi vi vide ikke, hvormed vi skulle tjene Herren, førend vi komme derhen.
Exo	10	27	27. Men Herren forhaerdede Faraos Hjerte, og han vilde ikke lade dem fare.
Exo	10	28	28. Og Farao sagde til ham: Gak fra mig, vogt dig, at du ikke mere ser mit Ansigt; thi paa hvilken Dag du ser mit Ansigt, skal du dø.
Exo	10	29	29. Og Mose sagde: Du talede ret; jeg vil herefter ikke mere se dit Ansigt.
------------------------Anden Mosebog, Kapitel 11
Exo	11	1	1. Og Herren sagde til Mose: Jeg vil endnu lade een Plage komme over Farao og over Aegypten, siden skal han lade eder fare herfra; naar han lader eder fare alle til Hobe, skal han endog drive eder herfra.
Exo	11	2	2. Sig nu for Folkets Øren, at de skulle begaere, hver Mand af sin Naeste og hver Kvinde af sin Naeste, Sølvkar og Guldkar.
Exo	11	3	3. Og Herren gav Folket Naade for Aegypternes Øjne, og Manden Mose var saare maegtig i Aegyptens Land for Faraos Tjeneres Øjne og for Folkets Øjne.
Exo	11	4	4. Og Mose sagde: Saa siger Herren: Ved Midnat vil jeg gaa ud midt igennem Aegypten.
Exo	11	5	5. Og alle førstefødte i Aegyptens Land skulle dø, fra den førstefødte for Farao, som sidder paa sin Trone, indtil den førstefødte for Tjenestekvinden, som arbejder ved Kvaernen, og alle førstefødte af Kvaeg.
Exo	11	6	6. Og der skal blive et stort Skrig i det hele Aegyptens Land, hvis Lige ikke har vaeret, og hvis Liae ikke skal blive mere.
Exo	11	7	7. Men hos alle Israels Børn skal ikke en Hund bjaeffe med sin Tunge, enten mod Mennesker eller Kvaeg, for at I skulle vide, at Herren gør Skilsmisse imellem Aegypterne og imellem Israel.
Exo	11	8	8. Da skulle alle disse dine Tjenere komme ned til mig og nedbøje sig for mig og sige: Gak ud, du og alt Folket, som er i Følge med dig, og derefter vil jeg gaa ud; og han gik ud fra Farao med fnysende Vrede.
Exo	11	9	9. Og Herren havde sagt til Mose: Farao skal ikke høre eder, paa det mine Vidundere skulle blive mange i Aegyptens Land.
Exo	11	10	10. Og Mose og Aron gjorde alle disse Vidundere for Farao; men Herren forhaerdede Faraos Hjerte, og han lod ikke Israels Børn fare ud af sit Land.
------------------------Anden Mosebog, Kapitel 12
Exo	12	1	1. Og Herren talede til Mose og Aron i Aegyptens Land og sagde: Denne Maaned skal vaere eder Maanedernes Begyndelse, den skal vaere eder den første iblandt Maanederne i Aaret.
Exo	12	2	2. Taler til al Israels Menighed og siger:
Exo	12	3	3. Paa den tiende Dag i denne Maaned, da skulle de tage sig hver et Lam for hvert Faedrene hus, eet Lam for hvert Hus.
Exo	12	4	4. Og dersom Huset ikke er talrigt nok til et Lam, da skal han og hans Nøo, som er naest ved hans Hus, tage et, efter Antallet paa Personerne; I skulle regne til et Lam, efter hvad enhver kan aede til.
Exo	12	5	5. Det shal vaere eder et lydeløst, eet Aar gammelt Vaedderlam; I skulle tage det af Faarene eller af Gederne.
Exo	12	6	6. Og det skal vaere hos eder i Forvaring til den fjortende Dag i denne Maaned; og de skulle slagte det, hele Israels Menigheds Forsamling, imellem de tvende Aftener.
Exo	12	7	7. Og de skulle tage af Blodet og stryge paa begge Dørstolperne og paa det øverste Dørtre af Husene, i hvilke de aede det.
Exo	12	8	8. Og de skulle aede Kødet den samme Nat, stegt ved Ild, og med usyrede Brød til beske Urter skulle de aede det.
Exo	12	9	9. I skulle ikke aede noget deraf raat eller kogt i Vand, men stegt ved Ild, med dets Vand, men stegt ved Ild, med dets Hoved, med dets Skanker og med dets Indvolde.
Exo	12	10	10. Og I skulle ikke levne noget deraf til om Morgenen; men det, som levnes deraf til om Morgenen, skulle I opbraende med Ild.
Exo	12	11	11. Og saaledes skulle I aede det: Eders Laender skulle vaere ombundne, eders Sko paa eders Fødder og eders Kaep i eders Haand; og I skulle aede det med Hast; det er Paaske for Herren.
Exo	12	12	12. Thi jeg vil gaa igennem Aegyptens Land den samme Nat og slaa alle før stefødte i Aegyptens Land, baade af Mennesker og Kvaeg, og jeg vil holde Dom over alle Aegypternes Guder; jeg er Herren.
Exo	12	13	13. Og Blodet skal vaere eder til et Tegn paa Husene, i hvilke I ere, og jeg vil se Blodet og gaa eder forbi; og der skal ingen Plage vaere iblandt edel til Fordaervelse, naar jeg slaar Aegyptens Land.
Exo	12	14	14. Og denne Dag skal vaere for eder til en Ihukommelse, og den skulle I højtideligholde som Højtid for Herren; hos eders Efterkommere til en evig Skik skulle I højtideligholde den.
Exo	12	15	15. I skulle aede usyrede Brød syv Dage, paa den første Dag skulle I holde op at bruge Surdejg i eders Huse; thi hver den, som aeder syret Brød fra den første Dag indtil den søende Dag, den Sjael skal udryddes af Israel.
Exo	12	16	16. Og Paa den første Dag skal der vaere for eder en hellig Sammenkaldelse, og paa den syvende Dag en hellig Sammenkaldelse; der skal ikke gøres noget Arbejde paa dem, alene det, som skal aedes af hver Person, det alene maa tilberedes for eder.
Exo	12	17	17. Og I skulde holde de usyrede Brøds Højtid; thi paa den selvsamme Dag udførte jeg eders Haere af Aegyptens Land; derfor skulle I holde denne Dag hos eders Efterkommere til en evig Skik.
Exo	12	18	18. I den første Maaned paa den fjortende Dag i Maaneden, om Aftenen skulle I aede usyrede Brød, indtil den een og tyvende Dag i Maaneden om Aftenen.
Exo	12	19	19. Syv Dage skal der ikke findes Surdej og i eders Huse; thi hver den, som aeder syret Brød, den Sjael skal udryddes af Israels Menighed, hvad enten han er fremmed eller en indfødt i Landet.
Exo	12	20	20. Intet syret skulle I aede, I skulle aede usyrede Brød i alle eders Boliger.
Exo	12	21	21. Da kaldte Mose ad alle de aeldste af Israel og sagde til dem: Henter frem og tager eder smaat Kvaeg for eders Slaegter og slagter Paaskelammet.
Exo	12	22	22. Og I skulle tage et Knippe Isop og dyppe i Blodet, som er i Baekkenet, og stryge paa det øverste Dørtrae og paa begge Dørstolperne af Blodet, sorn er i Baekkenet; og ingen af eder skal gaa ud af sit Huses Dør, før om Morgenen.
Exo	12	23	23. Og Herren skal gaa igennem for at slaa Aegypterne, og han skal se Blodet paa det øverste Dørtrae og paa beage Dørstolperne, og Herren skal gaa Døren forbi og ikke tilstede Fordaerveren at komme til eders Huse for at slaa.
Exo	12	24	24. Derfor skulle I varetage dette til en Skik for dig og for dine Børn evindeligen.
Exo	12	25	25. Og det skal ske, naar I komme til Landet, som Herren skal give eder, som han har sagt, da skulle I varetage denne Tjeneste.
Exo	12	26	26. Og det skal ske, naar eders Børn sige til eder: Hvad er dette for en Tjeneste, som I have for?
Exo	12	27	27. da skulle I sige: Det er Paaskeoffer for Herren, som gik Israels Børns Huse forbi i Aegypten, der han slog Aegypterne og friede vore Huse; saa bøjede Folket sig og tilbad.
Exo	12	28	28. Og Israels Børn gik hen og gjorde det; efter som Herren havde befalet Mose og Aron, saa gjorde de.
Exo	12	29	29. Og det skete om Midnatten, da slog Herren alle førstefødte i Aegyptens Land, fra den førstefødte for Farao, som sad paa sin Trone, indtil den førstefødte for den fangne, som var i Faengslets Hus, og alle førstefødte af Kvaeget.
Exo	12	30	30. Da stod Farao op samme Nat og alle hans Tjenere og alle Aegypterne, og der blev et stort Skrig i Aegypten; thi der var ikke eet Hus, at der jo var en død deri.
Exo	12	31	31. Og han kaldte Mose og Aron om Natten og sagde: Gører eder rede, gaar ud af mit Folks Midte, baade I, saa og Israels Børn, og gaar, tjener Herren, som I have sagt.
Exo	12	32	32. Tager baade eders Faar og eders Øksne, som I have sagt, og gaar, og I skulle ogsaa velsigne mig.
Exo	12	33	33. Og Aegypterne traengte lla ar dt paa Folket for astigen at faa dem hel af Landet; thi de sagde: Vi dø ille.
Exo	12	34	34. Saa tog I! Folket sin Dejg op, for den blev syret, deres Dejgtruge, ind svøbte i deres Kapper, paa deres Skuldre.
Exo	12	35	35. Og Israels Børn havde gjort efter Mose Ord og begaeret af Aegypterne Sølvkar og Guldkar og Klaeder.
Exo	12	36	36. Og Herren havde givet Folket Naade for Aegypternes Øjne, saa at de lode dem faa dem; og de skilte Aegypterne derved.
Exo	12	37	37. Saa rejste Israels Børn fra Raamses til Sukot, henved seks Hundrede Tusinde Maend til Fods, foruden smaa Børn.
Exo	12	38	38. Ja og en stor Hob af alle Haande Folk drog op med dem, og Faar og Øksne, ja saare meget Kvaeg.
Exo	12	39	39. Og de bagte af den Dejg, som de førte fra Aegypten, usyrede Kager, thi den var ikke syret; fordi de vare uddrevne af Aegypten og kunde ikke tøve og havde end ikke beredt sig Taering.
Exo	12	40	40. Og Israels Børn havde boet udi Aegypten i fire Hundrede Aar og tredive Aar.
Exo	12	41	41. Og det skete, der fire Hundrede og tredive Aar vare til Ende, ja det skete lige paa den samme Dag, da udgik alle Herrens Haere af Aegyptens Land.
Exo	12	42	42. De er en Nat, som toges i Agt af Herren for at udføre dem af Aegyptens Land; den samme Nat skal tages i Agt for Herren af alle Israels Børn hos deres Efterkommere.
Exo	12	43	43. Og Herren sagde til Mose og Aron: Denne er Paaskens Skik: Ingen fremmed skal aede deraf.
Exo	12	44	44. Men enhver Svend, som hører nogen til, og som er købt for Penge, maa, naar du faar omskaaret ham, aede deraf.
Exo	12	45	45. Ingen Gaest eller Lejesvend skal aede deraf.
Exo	12	46	46. Det skal aedes i eet Hus, du skal ikke udbaere af Kødet udenfor Huset; og I skulle ikke bryde Ben derpaa.
Exo	12	47	47. Al Israels Menighed skal gøre det.
Exo	12	48	48. Og naar nogen fremmed opholder sig hos dig og vil holde Paaske for Herren, da skal alt hans Mandkøn omskaeres, og da maa han have Adgang til at holde den og vaere som en indfødt i Landet; men ingen, som har Forhud, skal aede deraf.
Exo	12	49	49. Der skal vaere een Lov for den indfødte og for den fremmede, som opholder sig midt iblandt eder.
Exo	12	50	50. Og alle Israels Børn gjorde det; som Herren havde befalet Mose og Aron, saa gjorde de.
Exo	12	51	51. Og det skete lige paa denne Dag, at Herren udførte Israels Børn af Aegyptens Land med deres Haere.
------------------------Anden Mosebog, Kapitel 13
Exo	13	1	1. Og Herren talede til Mose og sagde:
Exo	13	2	2. Du skal hellige mig alle førstefødte; det som aabner hver Moders Liv iblandt Israels Børn, iblandt Folk og iblandt Kvaeg, det hører mig til.
Exo	13	3	3. Og Mose sagde til Folket: Kom denne Dab ihu, paa hvilken I ere udgangne af Aegypten, af Traelles Hus; thi med en vaeldig Haand udførte Herren eder herfra. Og syret Brød skal ikke aedes.
Exo	13	4	4. Paa denne Dag udgaa, i Abid Maaned.
Exo	13	5	5. Og det skal ske, naar Herren har indført dig i Kananitens og Hethitens og Amoritens og Hevitens og Jebusitens Land, hvilket han svor dine Faedre at ville give dig, et Land som flyder med Maelk og Honning, da skal du varetage denne Tj eneste i denne Maaned:
Exo	13	6	6. Syv Dage skal du aede usyrede Brød, og paa den syvende Dag er Højtid for Herren.
Exo	13	7	7. Usyrede Brød skulle aedes syv Dage, og der skal ikke ses syret Brød hos dig, og ikke ses Surdejg hos dig i hele dit Landemaerke.
Exo	13	8	8. Og du skal forkynde for din Søn paa den samme Dag og sige: Dette sker for det, som Herren gjorde mig, der jeg drog ud af Aegypten.
Exo	13	9	9. Og det skal vaere dig til et Tegn paa din Haand og til en Ihukommelse imellem dine Øjne, for at Herrens Lov skal vaere i din Mund; thi Herren udførte dig af Aegypten med en staerk Haand.
Exo	13	10	10. Og du skal tage Vare paa denne Skik til dens bestemte Tid, hvert Aar.
Exo	13	11	11. Og det skal ske, naar Herren har indført dig i Kananitens Land, som han svor dig og dine Faedre, og har givet dig det,
Exo	13	12	12. da skal du overgive til Herren alt det, som aabner Moders Liv; og alt det førstefødte, der falder af Kvaeg, som hører dig til, hvad som er en Han, hører Herren til.
Exo	13	13	13. Og alt førstefødt af Asener skal du løse med et Lam, men dersom du ikke løser det, da skal du bryde Halsen paa det; men alle førstefødte af Mennesker iblandt dine Sønner skal du løse.
Exo	13	14	14. Og det skal ske, naar din Søn spørger dig ad herefter, sigende: Hvad er det? da skal du sige til ham: Herren udførte os af Aegypten, af Traelles Hus, med en vaeldig Haand.
Exo	13	15	15. Thi det skete, fordi Farao havde forhaerdet sig, saa han ikke lod os fare, at Herren ihjelslog alle førstefødte i Aegyptens Land, fra Menneskets førstefødte indtil Kvaegets førstefødte; derfor ofrer jeg Herren alt det, som aabner Moders Liv, og som er Han, og jeg skal løse hver førstefødt blandt mine Sønner.
Exo	13	16	16. Og det skal vaere til et Tegn paa din Haand og til Span imellem dine Øjne, at Herren udførte os af Aegypten med en vaeldig Haand.
Exo	13	17	17. Og det skete, der Farao lod, Folket fare, da førte Gud dem ikke ad Vejen til Filistrene, skønt den var naermest; thi Gud sagde: Maaske det kunde fortryde Folket, naar de se Striden, og de kunde vende tilbage til Aegypten.
Exo	13	18	18. Og Gud førte Folket omkring ad Vejen igennem Ørkenen mod det røde Hav; og Israels Børn droge bevaebnede af Aegyptens Land.
Exo	13	19	19. Og Mose tog Josefs Ben med sig; thi denne havde taget en staerk Ed af Israels Børn og sagt: Gud skal visselig besøge eder, og I skulle føre mine Ben op herfra med eder.
Exo	13	20	20. Saa rejste de fra Sukot, og de lejrede sig i Etham paa Graensen af Ørken.
Exo	13	21	21. Og Herren gik foran dem om Dagen i en Skystøtte for at lede dem paa vejen, om Natten i en Ildstøtte for at lyse for dem, at de kunde vandre Dag og Nat.
Exo	13	22	22. Han lod ikke Skystøtten vige om Dagen eller Ildstøtten om Natten, den blev for Folkets Aasyn.
------------------------Anden Mosebog, Kapitel 14
Exo	14	1	1. Og Herren talede til Mose og sagde:
Exo	14	2	2. Tal til Israels Børn, at de drage om og lejre sig for Pi-Hakiroth, imellem Migdol og Havet, tvaert over for Baal-Zefon, ret for den skulle I lejre eder ved Havet.
Exo	14	3	3. Thi Farao skal sige om Israels Børn: De ere farne vild i Landet, Ørken har lukket for dem.
Exo	14	4	4. Og jeg vil forhaerde Faraos Hjerte, at han skal forfølge dem, og jeg vil forherlige mig paa Farao og paa al hans Haer, og Aegypterne skulle fornemme, at jeg er Herren; og de gjorde saa.
Exo	14	5	5. Og det blev Kongen af Aegypten tilkendegivet, at Folket flyede; da omvendtes Faraos og hans Tjeneres Hjerte imod Folket, og de sagde: Hvi gjorde vi dette, at vi lode Israel fare, at de ikke skulde tjene os?
Exo	14	6	6. Saa lod han spaende for sin Vogn og tog sit Folk med sig.
Exo	14	7	7. Og han tog seks Hundrede udvalgte Vogne og alle Vogne i Aegypten og Høvedsmaendene over dem alle.
Exo	14	8	8. Thi Herren forhaerdede Aegyptens Konge Faraos Hjerte, saa at han forfulgte Israels Børn; men Israels Børn vare uddragne ved en høj Haand.
Exo	14	9	9. Saa forfulgte Aegypterne dem og naaede dem, da de havde lejret sig ved Havet, alle Faraos Vognheste og hans Ryttere og hans Haer, ved Pi-Hakiroth, tvaert over for Baal-Zefon.
Exo	14	10	10. Og Farao naermede sig; og lsraels Børn opløftede deres Øjne, og se, Aegypterne droge efter dem; da frygtede de saare, og Israels Børn raabte til Herren.
Exo	14	11	11. Og de sagde til Mose: Mon der ikke var Grave i Aegypten, siden du tog os ud til at dø i Ørken? hvi gjorde du os dette, at du førte os ud af Aegypten
Exo	14	12	12. Er det ej det Ord, som vi talede til dig i Aegypten, sigende: Lad af fra os, vi ville tjene Aegypterne; thi det er os bedre at tjene Aegypterne end at dø i Ørken.
Exo	14	13	13. Da sagde Mose til Folket: Frygter ikke, bliver staaende og ser Herrens Frelse, som han skal vise eder i Dag; thi disse Aegyptere, som I se i Dag, dem skulle I ikke i al Evighed se mere herefter.
Exo	14	14	14. Herren skal stride for eder, og I, I skulle tie.
Exo	14	15	15. Og Herren sagde til Mose: Hvi vil du raabe til mig? sig til Israels, Børn, at de skulle drage frem;
Exo	14	16	16. og opløft du din Stav og udraek din Haand over Havet og skil det ad, og Israels Børn skulle gaa midt igennem Havet paa det Herre.
Exo	14	17	17. Og jeg, se, jeg vil forhaerde Aegypternes hjerte, at de skulle forfølge eder; saa vil jeg forherlige mig paa Farao og paa al hans Haer, paa hans vogne og paa hans Ryttere.
Exo	14	18	18. Og Aegypterne skulle fornemme, at jeg er Herren, naar jeg har forherliget mig Farao, paa hans Vogne og paa Ryttere.
Exo	14	19	19. Da drog den Guds Engel, som gik foran Israels Haer, af Sted og drog bag dem; og Skytten drog fra deres Ansigt og stod dem.
Exo	14	20	20. Og den kom imellem Aegypternes Haer og imellem Israels Haer, og den var Sky og Mørke (for hine), men oplyste Natten (for disse); og den ene kom ikke til den en den ganske Nat.
Exo	14	21	21. Og Mose udstrakte sin Haand over Havet, og Herren lod Havet fare bort ved et staerkt Østenvejr den ganske Nat og gjorde Havet som det Herre; og Vandene skiltes ad.
Exo	14	22	22. Og Israels Børn gik midt igennem Havet paa det Herre; og Vandet var dem en Mur paa deres højre og paa deres venstre Side.
Exo	14	23	23. Og Aegypterne forfulgte dem og droge efter dem, alle Faraos Heste, hans Vogne og hans Ryttere, til midt i Havet.
Exo	14	24	24. Og det skete, der Morgenvagten kom, da saa Herren i Ildens og Skyens Støtte til Aegypternes Haer og forfaerdede Aegypternes Haer.
Exo	14	25	25. Og han stødte Hjulene af deres vogne og lod dem rykke frem med Besvaer; da sagde Aegypterne: Jeg maa fly for Israel; thi Herren strider for dem imod Aegypterne.
Exo	14	26	26. Da sagde Herren til Mose: Udraek din Haand over Havet, og vandene skulle falde tilbage over Aegypterne, over deres Vogne og over deres Ryttere.
Exo	14	27	27. Saa rakte Mose sin Haand over Havet, og Havet kom igen mod Morgenen i sit saedvanlige Leje, og Aegypterne flyede imod det; saa styrtede Herren Aegypterne midt i Havet.
Exo	14	28	28. Og Vandet kom igen og skjulte i hele Faraos Haer Vogne og Ryttere, som vare komne efter dem i Havet; der blev end ikke een tilovers af dem.
Exo	14	29	29. Men Israels Børn vare gangne paa det Herre midt igennem Havet, og Vandet havde vaeret dem en Mur paa deres højre og paa deres venstre Side.
Exo	14	30	30. Saa frelste Herren Israel den samme Dag af Aegypternes Haand, og Israel saa Aegypterne ligge døde ved Havets Bred.
Exo	14	31	31. Og Israel saa den store Magt, som Herren havde bevist paa Aegypterne, og Folket frygtede Herren; og de troede paa Herren og paa Mose, hans Tjener.
------------------------Anden Mosebog, Kapitel 15
Exo	15	1	1. Da sang Mose og Israels Børn denne Sang for Herren og sagde: Jeg vil synge for Herren; thi han er højt ophøjet; Hesten og den, som red derpaa, har han nedstyrtet i Havet.
Exo	15	2	2. Herren er min Styrke og Lovsang, og han blev mig til Frelse; denne er min Gud, og jeg vil prise ham, min Faders Gud, og jeg vil ophøje ham.
Exo	15	3	3. Herren er en Krigsmand, " Herre " er hans Navn.
Exo	15	4	4. Han kastede Faraos Vogne og hans Haer i Havet, og hans udvalgte Høvedsmaend bleve druknede i det røde Hav.
Exo	15	5	5. Afgrundene skjulte dem; de sank ned i de dybe Vande som en Sten.
Exo	15	6	6. Herre ! din højre Haand har vist sig at vaere herlig med Styrke; Herre ! du knuser Fjenden med din højre Haand.
Exo	15	7	7. Og du nedstøder dine Modstandere med din store Højhed; du udsender din Vrede, den fortaerer dem som Straa. Og ved din Vredes Vejr ophobedes Vandene, Strømmene stode som en Dynge;
Exo	15	8	8. Bølgerne stivnede midt i Havet.
Exo	15	9	9. Fjenden sagde: Jeg vil forfølge, gribe, dele Rovet; min Sjael skal stille sin Lyst paa dem, jeg vil uddrage mit Svaerd, min Haand skal udrydde dem.
Exo	15	10	10. Du blaeste med dit Vejr, Havet skjulte dem; de sank som Bly i de maegtige Vande.
Exo	15	11	11. Hvo er som du iblandt Guderne, Herre? hvo er som du, herlig bevist i Hellighed, forfaerdelig at berømme, underfuld i Gerning!
Exo	15	12	12. Du udrakte din højre Haand, Jorden opslugte dem.
Exo	15	13	13. Du har ved din Miskundhed ført dette Folk, som du har genløst; du ledsagede dem med din Kraft til din Helligheds Bolig.
Exo	15	14	14. Folkene hørte det, de blevede; Angest betog dem, som de i Palaestina.
Exo	15	15	15. Da forfaerdedes Edoms Fyrster, Baeven betog de vaeldige i Moab, alle Indbyggere i Kanaan bleve mistrøstige.
Exo	15	16	16. Forfaerdelse og Frygt skal falde over dem, ved din Arms Magt skulle de blive tavse som en Sten, indtil dit Folk, Herre ! kommer over, til det Folk kommer over, som du har forhvervet.
Exo	15	17	17. Du skal føre dem ind og plante dem paa din Arvs Bjerg; du har gjort en Bolig, hvori du vil bo, o Herre ! en Helligdom, Herre! har dine Haender beredt.
Exo	15	18	18. Herren skal regere evindelig og altid.
Exo	15	19	19. Thi Faraos Heste droge ind med hans Vogne og hans Ryttere i Havet, og Herren lod Havets Vande komme tilbage over dem; men Israels Børn gik paa det Herre midt igennem Havet.
Exo	15	20	20. Og Maria, den Profetinde, Arons Søster, tog en Pauke i sin Haand; og alle Kvinder gik ud efter hende med Pauker og Dans.
Exo	15	21	21. Og Maria svarede dem: Synger for Herren, thi han er højt ophøjet; Hesten og den, som red derpaa, har han nedstyrte i Havet.
Exo	15	22	22. Og Mose lod Israel drage frem fra det røde Hav, og de droge ud til den Ørk Sur, og de vandrede tre Dage i Ørkenen og fandt ikke Vand.
Exo	15	23	23. Saa kom de til Mara; men de kunde ikke drikke Vandet i Mara, thi det var besk; derfor kaldte han dens Navn Mara.
Exo	15	24	24. Da knurrede Folket imod Mose og sagde: Hvad skulle vi drikke
Exo	15	25	25. Saa raabte han til Herren, og Herren viste ham et Trae, og han kastede det i Vandet, og saa blev Vandet sødt. Der satte han dem Lov og Ret, og der forsøgte han dem.
Exo	15	26	26. Og han sagde: Om du flitteligen hører Herren din Guds Røst, og gør det, som Ret er for hans Øjne, og vender dine Øren til hans Bud og holder alle hans Befalinger, da vil jeg ikke laegge paa dig nogen af de Sygdomme, som jeg lagde paa Aegypterne; thi jeg er Herren, som laeger dig.
Exo	15	27	27. Og de i kom til Elim, og der var tolv Vandkilder og halvfjerdsindstyve Palmetraeer; og der lejrede de sig ved Vandet.
------------------------Anden Mosebog, Kapitel 16
Exo	16	1	1. Og de droge fra Elim, og al Israels Børns Menighed kom til den Ørk Sin, som er imellem Elim og imellem Sinai, paa den femtende Dag i den anden Maaned, efter at de udgik af Aegyptens Land.
Exo	16	2	2. Og al Israels Børns Menighed knurrede mod Mose og mod Aron i Ørken.
Exo	16	3	3. Og Israels Børn sagde til dem: Gid vi vare døde ved Herrens Haand i Aegyptens Land, da vi sade ved Kødgryden, da vi aade Brød, til vi vare maette; thi I have udført os i denne Ørk at lade hele denne Menighed dø af Hunger.
Exo	16	4	4. Da sagde Herren til Mose: Se, jeg vil lade regne Brød ned fra Himmelen til eder, at Folket maa gaa ud og sanke, hvad der hører til, Dag for Dag, at jeg kan forsøge det, om det vil vandre i min Lov eller ej.
Exo	16	5	5. Og det ska ske paa den sjette Dag, at de skulle tillave det, som de baere hjem; og det skal vaere dobbelt saa meget som det, de ellers sanke hver Dag.
Exo	16	6	6. Og Mose og Aron sagde til alle Israels Børn: I Aften skulle I kende, at Herren har udført eder af Aegyptens Land;
Exo	16	7	7. og i Morgen skulle I se Herrens Herlighed, efterdi han har hørt eders Knurren imod Herren; og hvad ere vi, at I knurrer mod os?
Exo	16	8	8. Og Mose sagde: Det skal ske, naar Herren giver eder Kød at aede i Aften og Brød i Morgen til at maettes; efterdi Herren har hørt eders Knurren, med hvilken I knurre imod ham; og hvad ere vi? Eders Knurren er ikke imod os, men imod Herren.
Exo	16	9	9. Og Mose sagde til Aron: Sig til al Israels Børns Menighed: Kommer frem for Herrens Ansigt; thi han har hørt eders Knurren.
Exo	16	10	10. Og det skete, der Aron talede til al Israels Børns Menighed, da saa de hen til Ørken; og se, Herrens Herlighed saas i Skyen.
Exo	16	11	11. Og Herren talede til Mose og sagde:
Exo	16	12	12. Jeg har hørt Israels Børns Knurren tal til dem og sig: Imellem de to Aftener skulle I aede Kød, og i Morgen skulle I maettes af Brød; og I skulle fornemme, at jeg er Herren eders Gud.
Exo	16	13	13. Og det skete om Aftenen, at der kom Vagtler og bedaekkede Lejren, og om Morgenen laa Duggen trindt omkring Lejren.
Exo	16	14	14. Og der Duggen, som laa, haevede sig, se, da laa der oven over Ørken noget tyndt, trindt, tyndt som Rimfrost paa Jorden.
Exo	16	15	15. Der Israels Børn saa det, da sagde de, den ene til den anden: Hvad er det? thi de vidste ikke, hvad det var; da sagde Mose til dem: Det er det Brød, som Herren har givet eder at aede.
Exo	16	16	16. Dette er det Ord, som Herren har befalet: Sanker deraf, eftersom enhver kan aede; I skulle tage en Omer for hvert Hoved, efter eders Personers Tal, som hver har i sit Telt.
Exo	16	17	17. Og Israels Børn gjorde saa og sankede, en mere og en anden mindre.
Exo	16	18	18. Og de maalte det i en Omer, da havde den ikke tilovers, som havde sanket meget, og der fattedes ikke for den, som havde sanket mindre; de havde sanket hver saa meget, som han kunde aede.
Exo	16	19	19. Og Mose sagde til dem: Ingen skal levne deraf til om Morgenen.
Exo	16	20	20. Dog adløde de ikke Mose, men somme levnede deraf til om Morgenen, saa voksede der Orme derudi, og det lugtede ilde; saa blev Mose vred paa dem.
Exo	16	21	21. Og de sankede hver Morgen deraf, hver saa meget, som han kunde aede, men naar Solen skinnede hedt, saa smeltedes det.
Exo	16	22	22. Og det skete paa den sjette Dag, at de sankede dobbelt Brød, to Omer for een; saa kom alle Fyrsterne af Menigheden og gav Mose det til Kende.
Exo	16	23	23. Da sagde han til dem: Det er det, som Herren sagde: I Morgen er det Sabbat, Helligheds Hvile for Herren; hvad I ville bage, det bager, og hvad I ville koge, det koger; men alt det, som bliver tilovers, skulle I lade ligge i Forvaring for eder til Morgenen.
Exo	16	24	24. Og de lode det ligge til Morgenen, Som Mose befalede; og det lugtede ikke ilde, og der var ikke Orm i det.
Exo	16	25	25. Da sagde Mose: Eder det i Dag; thi det er Sabbat i Dag for Herren; i Dag skulle I ikke finde det paa Marken.
Exo	16	26	26. Seks Dage skulle I sanke det; men paa den syvende Dag, paa Sabbaten, paa den skal det ikke vaere at firyde.
Exo	16	27	27. Og det skete, paa den syvende Dag gik nogle af Folket ud at sanke, men de fandt intet.
Exo	16	28	28. Da sagde Herren til Mose: Hvor laenge vaegre I eder ved at holde mine Bud og mine Love
Exo	16	29	29. Ser, at Herren har givet eder Sabbaten, derfor giver han eder paa den sjette Dag to Dages Brød; bliver hver paa sit Sted, ingen gaa ud fra sit Sted paa den syvende Dag.
Exo	16	30	30. Og Folket hvilede paa den syvende Dag.
Exo	16	31	31. Og Israels Hus kaldte dets Navn Man; og det var ligesom Korianderfrø hvidt og smagte som Honningkage.
Exo	16	32	32. Og Mose sagde: Dette er det Ord, som Herren befalede: Fyld en Omer deraf til at forvares til eders Efterkommere, paa det de maa se det Brød, som jeg bespiste eder med i Ørken, der jeg udførte eder af Aegyptens Land.
Exo	16	33	33. Og Mose sagde til Aron: Tag en Krukke, og laeg en Omer fuld af Man derudi, og saet det ned for Herren til at forvares til eders Efterkommere.
Exo	16	34	34. Ligesom Herren befalede Mose, saa satte Aron det ned for Vidnesbyrdet til at forvares.
Exo	16	35	35. Og Israels Børn aade det Man fyrretyve Aar, til de kom til det Land, som var beboet; de aade Man, indtil de kom til Graensen af Kanaans Land.
Exo	16	36	36. Men en Omer er den tiende Part af en Efa.
------------------------Anden Mosebog, Kapitel 17
Exo	17	1	1. Og al Israels Børns Menighed drog fra den Ørk Sin, paa deres Rejser, efter Herrens Mund, og de lejrede sig i Refidim, og Folket havde intet Vand at drikke.
Exo	17	2	2. Og Folket kivedes med Mose, og de sagde: Giver os Vand, at vi kunne drikke; og Mose sagde til dem: Hvad ville I kives med mig for hvorfor ville I friste Herren?
Exo	17	3	3. Og Folket tørstede der efter Vand, og Folket knurrede imod Mose, og de sagde: Hvorfor har du ført os op af Aegypten, at lade mig og mine Børn og mit Kvaeg dø af Tørst
Exo	17	4	4. Da raabte Mose til Herren og sagde: Hvad skal jeg gøre ved dette Folk om et lidet saa stene de mig.
Exo	17	5	5. Og Herren sagde til Mose: Gak frem for Folket og tag med dig af de aeldste af Israel; og tag din Stav, med hvilken du slog Floden, i din Haand, og gaa.
Exo	17	6	6. Se, jeg vil staa for dig der paa Klippen paa Horeb, og du skal slaa paa Klippen, saa skal der flyde Vand ud af den, at Folket maa drikke; og Mose gjorde saa for Israels aeldstes Øjne.
Exo	17	7	7. Saa kaldte han Stedets Navn Massa og Meriba, for Israels Børns Kiv, og fordi de havde fristet Herren og sagt: Monne Herren vaere iblandt os eller ej?
Exo	17	8	8. Og Amalek kom og stred imod Israel i Refidim.
Exo	17	9	9. Da sagde Mose til Josva: Udvaelg os Maend og drag ud, strid imod Amalek; jeg vil staa øverst paa Højen i Morgen, og Guds Stav skal vaere i min Haand.
Exo	17	10	10. Og Josva gjorde, som Mose havde sagt ham om at stride imod Amalek; men Mose, Aron og Hur gik op øverst paa Højen.
Exo	17	11	11. Og det skete, Mose opløftede sin Haand, da Israel Overhaand; men naar han sin Haand synke, da fik Ama Overhaand.
Exo	17	12	12. Men Mose Haender bleve traette, derfor toge de en Sten og lagde under ham, og han satte sig derpaa; og Aron og Hur holdt hans Haender oppe, een paa den ene Side og een paa den anden Side; og hans Haender bleve stadigt holdt lidt oppe, indtil Solen gik ned.
Exo	17	13	13. Og Josva svaekkede Amalek og hans Folk med skarpe Svaerd.
Exo	17	14	14. Og Herren sagde til Mose: Skriv dette til en Ihukommelse i Bogen, og indprent det i Josvas Øren; thi jeg vil visselig udslette Amaleks Ihukommelse under Himmelen.
Exo	17	15	15. Og Mose byggede et Alter og kaldte dets Navn: Herren er mit Banner.
Exo	17	16	16. Og han sagde: Der er en udrakt Haand paa Herrens Trone; Herrens Strid skal vaere imod Amalek fra til Slaegt
------------------------Anden Mosebog, Kapitel 18
Exo	18	1	1. Og Jetro, Praesten i Midian, Mose at Folket Svigerfader, hørte alt det, Gud havde gjort imod Mose og imod sit Folk Israel, at Herren havde udført Israel af Aegypten.
Exo	18	2	2. Da tog Jetro, Mose Svigerfader, Zippora, Mose Hustru, som han havde sendt tilbage,
Exo	18	3	3. og hendes to Sønner, - af hvilke den enes Navn var Gersom thi han sagde: Jeg har vaeret fremmed i et fremmed Land;
Exo	18	4	4. og den andens Navn Elieser; thi han sagde: Min Faders Gud er kommen mig til Hjaelp og har friet mig fra Faraos Svaerd.
Exo	18	5	5. Og Jetro, Mose Svigerfader, kom med hans Sønner og hans Hustru til Mose i Ørken, der, hvor han havde lejret sig ved Guds Bjerg.
Exo	18	6	6. Og han lod sige til Mose: Jeg, Jetro din Svigerfader, kommer til dig, og din Hustru og hendes to Sønner med hende.
Exo	18	7	7. Da gik Mose ud imod sin Svigerfader og bøjede sig og kyssede ham, og den ene hilsede den anden, og de gik ind i Teltet.
Exo	18	8	8. Og Mose fortalte sin Svigerfader alt det; Herren havde gjort Farao og Aegypterne for Israels Skyld, tilligemed al den Møje, som var dem vederfaren paa Vejen, og hvorledes Herren havde friet dem.
Exo	18	9	9. Da blev Jetro glad for alt det gode, Herren havde gjort Israel, som han havde friet af Aegypternes Haand.
Exo	18	10	10. Og Jetro sagde: Lovet vaere Herren, som friede eder af Aegypternes Haand og af Faraos Haand, og som friede Folket fra at vaere under Aegypternes Haand.
Exo	18	11	11. Nu ved jeg, at Herren er stor fremfor alle Guder; thi i den Sag, hvoraf de hovmodede sig, var han over dem.
Exo	18	12	12. Og Jetro, Mose Svigerfader, tog Braendoffer og Slagtoffer til Gud; saa kom Aron og alle Israels aeldste for at faa Mad med Mose Svigerfader for Guds Ansigt.
Exo	18	13	13. Og det skete den naeste Dag at Mose satte sig at dømme Folket, og Folket stod for Mose fra Morgenen indtil Aftenen.
Exo	18	14	14. Der Mose Svigerfader saa alt det, han havde for med Folket, da sagde han: Hvad er dette for en Sag, som du har for med Folket hvi sidder du for dig alene, og alt Folket staar for dig fra Morgen til Aften?
Exo	18	15	15. Mose sagde til sin Svigerfader: Fordi Folket kommer til mig for at adspørge Gud.
Exo	18	16	16. Naar de have nogen Sag, da komme de til mig, at jeg skal dømme imellem en Mand og imellem hans naeste; og jeg skal laere dem Guds Skikke og hans Love.
Exo	18	17	17. Da sagde Mose Svigerfader til ham: Det er ikke godt, hvad du her gør.
Exo	18	18	18. Du maa jo forsmaegte, baade du og dette Folk, som er med dig; thi den Handel er dig for svar, du formaar ikke at udrette det ved dig alene.
Exo	18	19	19. Nu lyd min Røst, jeg vil give dig Raad, og Gud skal vaere med dig: Vaer du for Folket hos Gud, og du skal føre Sagerne frem for Gud.
Exo	18	20	20. Og du skal paaminde dem om Skikkene og Lovene og laere dem Vejen, som de skulle vandre paa, og den Gerning, som de skulle gøre.
Exo	18	21	21. Og du skal udse dig af Folket duelige Maend, som frygte Gud, sanddrue Maend, som hade ulovlig Vinding, og saette disse over dem til Høvedsmaend over tusinde, Høvedsmaend over hundrede, Høvedsmaend over halvtredsindstyve og Høvedsmaend over ti.
Exo	18	22	22. Og de skulle dømme Folket til enhver Tid, og det skal ske saaledes: Hver stor Sag skulle de føre for dig, og hver liden Sag skulle de selv dømme i, og let saaledes noget af Byrden for dig, og de skulle baere den tilligemed dig.
Exo	18	23	23. Dersom du vil gøre dette, og Gud befaler dig det, da formaar du at holde ud; ja ogsaa hele dette Folk skal komme med Fred til sit Sted.
Exo	18	24	24. Og Mose lød sin Svigerfaders Røst og gjorde alt det, som han sagde.
Exo	18	25	25. Og Mose udvalgte duelige Maend af al Israel og satte dem til Høvedsmaend over Folket, Høvedsmaend over tusinde, Høvedsmaend over hundrede, Høvedsmaend over halvtredsindstyve og Høvedsmaend over ti.
Exo	18	26	26. Og de dømte Folket til enhver Tid; hver svar Sag skulde de føre for Mose, og hver liden Sag skulde de selv dømme.
Exo	18	27	27. Og Mose lod sin Svigerfader fare, og denne gik til sit Land.
------------------------Anden Mosebog, Kapitel 19
Exo	19	1	1. I den tredje Maaned, efter at Israels Børn vare udgangne af Aegyptens Land, paa den Dag kom de til Sinai Ørk.
Exo	19	2	2. Thi de droge fra Refidim og kom til Sinai Ørk og lejrede sig i Ørken, og der lejrede Israel sig lige for Bjerget.
Exo	19	3	3. Og Mose steg op til Gud, og Herren raabte til ham fra Bjerget og sagde: Saa skal du sige til Jakobs Hus og kundgøre Israels Børn:
Exo	19	4	4. I have set, hvad jeg gjorde ved Aegypterne, og eg bar eder paa Ørnevinger og lod eder komme til mig.
Exo	19	5	5. Og nu, dersom I kun ville lyde min Røst og holde min Pagt, da skulle I vaere mig en Ejendom fremfor alle Folk; thi mig hører al Jorden til.
Exo	19	6	6. Og I skulle blive mig et praesteligt Kongerige og et helligt Folk. Disse ere de Ord, som du skal sige til Israels Børn.
Exo	19	7	7. Og Mose kom og kaldte ad Folkets aeldste og forelagde dem alle disse Ord, som Herren havde budet ham.
Exo	19	8	8. Da svarede alt Folket til Hobe og sagde: Alt det som Herren har sagt, ville vi gøre; og Mose bragte igen Folkets Ord for Herren.
Exo	19	9	9. Da sagde Herren til Mose: Se, jeg vil komme til dig i en tyk Sky, paa det Folket maa høre, naar jeg taler med dig, og ligeledes tro paa dig evindelig; og Mose forkyndte Herren Folkets Ord.
Exo	19	10	10. Og Herren sagde til Mose: Gak til Folket, og du skal hellige dem i Dag og i Morgen, og de skulle to deres Klaeder.
Exo	19	11	11. Og de skulle vaere rede til den tredje Dag; thi paa den tredje Dag skal Herren nedstige for alt Folkets Øjne paa Sinai Bjerg.
Exo	19	12	12. Og du skal saette Gaerde for Folket rundt omkring, sigende: Vogter eder, for at gaa op paa Bjerget og at røre ved dets Fod; hver den som rører ved Bjerget, skal visselig dødes.
Exo	19	13	13. Ingen Haand skal røre ved ham; men han skal visselig stenes eller skydes, hvad enten det er et Dyr eller et Menneske, da skal det ikke leve; naar Basunen lyder langsomt, skulle de stige op paa Bjerget.
Exo	19	14	14. Og Mose gik ned ad Bjerget til Folket og helligede Folket, og de toede deres Klaeder.
Exo	19	15	15. Og han sagde til Folket: Vaerer rede til om tre Dage, og holder eder ikke til Kvinder.
Exo	19	16	16. Og det skete paa den tredje Dag, der det blev Morgen, at der var Torden og Lyn og en tyk Sky paa Bjerget og en saare staerk Basuns Lyd, og det ganske Folk, som var i Lejren, baevede.
Exo	19	17	17. Og Mose førte Folket ud af Lejren mod Gud, og de bleve staaende neden for Bjerget.
Exo	19	18	18. Og hele Sinai Bjerg røg for Herrens Ansigt, som for ned over det i Ilden, og der opgik en Røg af det som Røg af en Ovn, og hele Bjerget baevede saare.
Exo	19	19	19. Og Basunens Lyd tog til og blev meget staerk; Mose talede, og Gud svarede ham lydelig.
Exo	19	20	20. Der Herren var kommen ned over Sinai Bjerg, over Bjergets Top, da kaldte Herren Mose op paa Bjergets Top, og Mose steg op.
Exo	19	21	21. Da sagde Herren til Mose: Stig ned for at vidne for Folket, at de ikke skulle bryde frem til Herren for, at se, saa at mange af dem maatte falde.
Exo	19	22	22. Endog Praesterne, som komme naer til Herren, skulle hellige sig, at Herren ikke skal gøre et Skaar iblandt dem.
Exo	19	23	23. Og Mose sagde til Herren: Folket kan ikke stige op paa Sinai Bjerg; thi du vidnede for os og sagde: Saet Gaerde om Bjerget og hellige det.
Exo	19	24	24. Og Herren sagde til ham: Gak bort, stig ned, og du skal siden stige op, du og Aron med dig; men Praesterne og Folket skulle ikke bryde frem for at stige op til Herren, for at han ikke skal gøre et Skaar paa dem.
Exo	19	25	25. Og Mose steg ned til Folket og sagde det til dem.
------------------------Anden Mosebog, Kapitel 20
Exo	20	1	1. Og Gud talede alle disse Ord og sagde:
Exo	20	2	2. Jeg er Herren din Gud, som udførte dig af Aegyptens Land, af Traelles Hus.
Exo	20	3	3. Du skal ikke have andre Guder for mig.
Exo	20	4	4. Du skal ikke gøre dig udskaaret Billede eller nogen Lignelse efter det, som er i Himmelen oventil, eller det paa Jorden nedentil, eller det, som er i Vandet under Jorden.
Exo	20	5	5. Du skal ikke tilbede dem og ikke tjene dem; thi jeg, Herren din Gud, er en nidkaer Gud, som hjemsøger Faedres Misgerning paa Børn, paa dem i tredje og paa dem i fjerde Led, paa dem, som hade mig;
Exo	20	6	6. og den, som gør Miskundhed i tusinde Led mod dem, som elske mig, og mod dem, som holde mine Bud.
Exo	20	7	7. Du skal ikke tage Herren din Guds Navn forfaengelig; thi Herren skal ikke lade den vaere uskyldig, som tager hans Navn forfaengelig.
Exo	20	8	8. Kom Sabbatens Dag ihu, at du holder den hellig.
Exo	20	9	9. Seks Dage skal du arbejde og gøre al din Gerning.
Exo	20	10	10. Men den syvende Dag er Sabbat for Herren din Gud; da skal du ingen Gerning gøre, hverken du eller din Søn eller din Dattel, din Svend eller din Pige eller dit Dyr eller din fremmede, som er inden dine Porte.
Exo	20	11	11. Thi i seks Dage gjorde Herren Himmelen og Jorden, Havet og alt det, som er i dem, og hvilede paa den syvende Dag; derfor velsignede Herren Sabbatsdagen og helligede den.
Exo	20	12	12. Aer din Fadel og din Moder, paa det dine Dage kunne forlaenges i Landet, som Herren din Gud giver dig.
Exo	20	13	13. Du skal ikke ihjelslaa.
Exo	20	14	14. Du skal ikke bedrive Hor.
Exo	20	15	15. Du skal ikke stjaele.
Exo	20	16	16. Du skal ikke svare mod din Naeste som et falsk Vidne.
Exo	20	17	17. Du skal ikke begaere din Naestes Hus. Du skal ikke begaere din Naestes Hustru eller hans Svend eller hans Pige eller hans Okse eller hans Asen eller noget, som hører din Naeste til.
Exo	20	18	18. Og alt Folket saa Tordenen og Blussene og Basunens Lyd og Bjerget ryge; Folket saa det, og de flyede og stode langt borte.
Exo	20	19	19. Og de sagde til Mose: Tal du med os, og vi ville vaere lydige; og lad Gud ikke tale med os, at vi ikke dø.
Exo	20	20	20. Og Mose sagde til Folket: Frygter ikke, thi Gud er kommen for at forsøge eder, og for at hans Frygt skal vaere over eders Ansigt, at I ikke skulle synde.
Exo	20	21	21. Og Folket stod langt borte; og Mose gik naer til Mørket, hvor Gud var.
Exo	20	22	22. Og Herren sagde til Mose: Saa skal du sige til Israels Børn: I have set, at jeg har talet af Himmelen med eder.
Exo	20	23	23. I skulle ikke gøre noget til at saette ved Siden af mig; Sølvguder eller Guldguder skulle I ikke gøre eder.
Exo	20	24	24. Et Alter af Jord skal du gøre mig, og derpaa skal du ofre dine Braendofre og dine Takofre, dine Faar og dine Øksne; paa hvert Sted, hvor jeg lader mit Navn ihukomme, vil jeg komme til dig, og velsigne dig.
Exo	20	25	25. Og dersom du vil gøre mig et Alter af Sten, da skal du ikke bygge det af huggen Sten; thi lader du dit Huggejern komme derover, da vanhelliger du det.
Exo	20	26	26. Og du skal ikke gaa op ad Trapper til mit Alter, at din Blusel ikke skal blottes over det.
------------------------Anden Mosebog, Kapitel 21
Exo	21	1	1. Og disse ere de Love, som du skal forelaegge dem.
Exo	21	2	2. Naar du køber en hebraisk Tjener, da skal han tjene seks Aar, og i det syvende skal han udgaa fri for intet.
Exo	21	3	3. Dersom han kom enlig, da skal han udgaa enlig; dersom han var en Hustrus Mand, da skal hans Hustru udgaa med ham.
Exo	21	4	4. Dersom hans Herre har givet ham en Hustru, og hun har født ham Sønner eller Døtre, da skal Kvinden og hendes Børn høre hendes Herre til, og han selv skal udgaa enlig.
Exo	21	5	5. Men dersom Tjeneren siger saa: Jeg elsker, min Herre, min Hustru og mine Børn, jeg vil ikke gaa ud som fri:
Exo	21	6	6. Da skal hans Herre føre ham frem for Gud og holde ham op til Dør en eller til Dørstolpen, og hans Herre skal gennemstikke hans Øre med en Syl; saa skal han tjene ham bestandig.
Exo	21	7	7. Og naar nogen saelger sin Datter til at vaere en Tjenestepige, da skal hun ikke udgaa, som Tjenere udgaa.
Exo	21	8	8. Dersom hun er mishagelig for hendes Herres Øjne, som har trolovet sig med hende, da skal han tillade, at hun løses; han skal ikke have Magt til at saelge hende til et fremmed Folk, efterdi han har handlet troløst mod hende.
Exo	21	9	9. Men dersom han trolover hende med sin Søn, skal han gøre mod hende efter Døtrenes Ret,
Exo	21	10	10. Dersom han tager ham en anden da skal han ikke formindske hende Livs Ophold, hendes Klaedning og Aegteskabspligten mod hende.
Exo	21	11	11. Men dersom han ikke gør disse tre Ting imod hende, da skal hun udgaa fo intet, uden Betaling.
Exo	21	12	12. Hvo som slaar et Menneske saa at det dør, han skal visselig dødes.
Exo	21	13	13. Men har han ikke lure efter ham, men Gud har ladet han falde i hans Haand, da vil jeg bestemme dig et Sted, hvor han ska fly hen.
Exo	21	14	14. Og naar nogen hovmodelig saetter sig op imod sin Naest og slaar ham ihjel med Svig, da skal du tage ham endog fra mit Alter til at dø.
Exo	21	15	15. Og hvo som slaa sin Fader eller Moder, skal visselig dødes.
Exo	21	16	16. Og hvo som stjaeler et Menneske og saelger det, eller det blive fundet i hans Vold, han skal visselig dødes.
Exo	21	17	17. Og hvo som bander sin Fader eller sin Moder, skal visselig dødes.
Exo	21	18	18. Og naar Maend traette og den ene slaar den anden med en Sten eller med Naeve, og ha ikke dør, men maa ligge til Sengs,
Exo	21	19	19. og han kommer op igen og gaa om paa Gaden ved sin Stav, da skal den, som slog, vaere uskyldig dog skal han betale hans Tidsspilde og lade ham fuldkomment laege.
Exo	21	20	20. Og naar nogen slaar sin Tjener eller sin Tjenestepige med en Kaep, saa at de dø under hans Haand, da skal det visselig haevnes.
Exo	21	21	21. Dog ersom de blive ved Live een eller Dage, da skal det ikke haevnes; thi det er hans Penge.
Exo	21	22	22. Og naar Maend traettes tilsammen og slaa en frugtsommelig Kvinde, og hendes foster fødes, og der ikke sker Ulyke, da skal der gives Bøde, efterom Kvindens Husbonde paalaegger ham, og han skal give efter Dommeres Tykke.
Exo	21	23	23. Men dersom der sker Ulykke, da skal du give Liv for Liv.
Exo	21	24	24. Øje for Øje, Tand for Tand; Haand for Haand, Fod for Fod,
Exo	21	25	25. braendt for braendt, Saar for Saar, blaatslaget for blaatslaget.
Exo	21	26	26. Og naar nogen slaar sin Tjeners Øje eller sin Tjenestepiges Øje og fordaerver det, da skal han lade dem vaere fri for deres Øjes Skyld.
Exo	21	27	27. Og der om han slaar sin Tjeners Tand eller Tjenestepiges Tand ud, skal han lade em fare fri for deres Tands Skyld.
Exo	21	28	28. Og om en Okse stanger en Mand eller Kvinde, saa at de dø, da skal Oksen visselig stenes, og dens Kød skal ikke aedes; men Oksens Herre skal vaere uskyldig.
Exo	21	29	29. Men dersom den Okse tilforn var vant at stange, og det var vitterliggjort for dens Ejermand, og han ikke passede paa den, og den draeber Mand eller Kvinde, da skal Oksen stenes, og dens Ejermand skal ogsaa dødes.
Exo	21	30	30. Men dersom der bliver paalagt ham en Bod, da skal han give Løsepenge for sit Liv efter alt det, som paalaegges ham.
Exo	21	31	31. Enten den stanger en Søn, eller den stanger en Datter, da skal ham ske efter denne Vis.
Exo	21	32	32. Dersom en Okse stanger en Tjener eller Tjenestepige, da skal der gives deres Husbonde tredive Sekel Sølv, og Oksen skal stenes.
Exo	21	33	33. Og naar nogen aabner en Brønd, eller naar nogen graver en Brønd og daekker den ikke til, og der falder en Okse eller et Asen i den,
Exo	21	34	34. da skal Brøndens Ejermand betale derfor, han skal give Penge derfor til deres Herre, og det døde Dyr skal han have.
Exo	21	35	35. Og naar en Mands Okse stanger en anden Mands Okse, saa at den dør, da skulle de saelge den levende Okse og halvdele dens Vaerd, og den døde skulle de og halvdele.
Exo	21	36	36. Eller var det vitterligt, at den Okse plejede tilforn at stange, og dens Ejermand ikke vilde passe paa den, da skal han visselig betale Okse for Okse, og den døde skal han have.
------------------------Anden Mosebog, Kapitel 22
Exo	22	1	1. Naar nogen stjaeler en Okse eller et Lam og slagter det eller saelger det, skal han betale fem Okser for Oksen og fire Lam for Lammet.
Exo	22	2	2. Om nogen Tyv bliver greben, idet han bryder ind, og bliver slagen og dør, skal ingen Bloddom udgaa for hans Skyld.
Exo	22	3	3. Men er Solen opgangen over ham, da skal Bloddom udgaa for hans Skyld. Tyven skal betale; men har han intet, da skal han saelges for sit Tyveri.
Exo	22	4	4. Dersom det stjaalne findes i hans Vold, hvad enten det er Okse eller Asen eller Lam, som er levende, skal han betale dobbelt.
Exo	22	5	5. Naar nogen lader afaede Ager eller Vingaard, idet han slaar sit Kvaeg løs, og det afaeder en andens Ager, da skal han betale afdet bedste paa sin Ager og af det bedste i sin Vingaard.
Exo	22	6	6. Om Ild farer ud og griber fat i Torne, og Negene eller det staaende Korn eller Ageren ødelaegges, da skal han, som antaende Branden, visselig betale.
Exo	22	7	7. Om nogen flyr sin Naeste Penge eller Tøj at forvare, og det bliver stjaalet af Mandens Hus, skal Tyven, hvis han finaes, betale dobbelt.
Exo	22	8	8. Men findes Tyven ikke, da skal Hushonden føres frem for Gud at vidne, at han ikke har lagt sin Haand paa sin Naestes Tøj.
Exo	22	9	9. Hvad angaar al svigagtig Handel, om Okse, Asen, Lam, Klaeder, om alt, hvad der er tøt, om hvilket nogen siger, at dette er hans; da skal begges Sag komrne for Gud; hvem Gud siger at vaere skyldig, han skal betale sin Naeste dobbelt.
Exo	22	10	10. Naar nogen flyr sin Naeste Asen eller Okse eller Lam eller andet Kvaeg at passe paa, og det dør, eller det kommer til Skade,
Exo	22	11	11. da skal Ed ved Herren vaere imellem dem begge, at han ikke har lagt sin Haand paa sin Naestes Gods, og den skal dets Ejermand tage for god, og den anden skal ikke betale.
Exo	22	12	12. Men bliver det stjaalet fra ham, da skal han betale dets Ejermand det.
Exo	22	13	13. Men bliver det sønderrevet, da skal han føre det frem til et Vidnesbyrd; han skal ikke betale det, som er sønderrevet.
Exo	22	14	14. Og naar nogen laaner noget af sin Naeste, og det kommer til Skade eller dør, da skal han, hvis Ejermanden ikke er til Stede, betale det.
Exo	22	15	15. Dersom dets Ejermand er der hos, da skal han ikke betale; dersom det er lejet, da regnes det for Lejen.
Exo	22	16	16. Og naar nogen lokker en Jomfru, som ikke er trolovet, og ligger hos hende, da skal han visselig give Morgengave for hende og tage sig hende til Hustru.
Exo	22	17	17. Men om hendes Fader vaegrer sig ved at give ham hende, da skal han tilveje Penge efter Morgengave for en Jomfru.
Exo	22	18	18. Du skal ikke lade en Troldkvinde leve.
Exo	22	19	19. Hver som ligger hos et Dyr, skal visselig dødes.
Exo	22	20	20. Hvo som ofrer til Guderne og ikke til Herren alene, skal vaere forbandet.
Exo	22	21	21. Og du skal ikke plage en fremmed og ikke undertrykke ham; thi I have vaeret fremmede i Aegyptens Land.
Exo	22	22	22. skulle ikke plage nogen Enke eller faderløs.
Exo	22	23	23. Dersom du plager ham, og han raaber til mig, da skal jeg visselig høre hans Raab.
Exo	22	24	24. Saa optaendes min Vrede, og jeg ihjelslaar eder med Svaerd, og eders Hustruer skulle blive Enker og eders Børn faderløse.
Exo	22	25	25. Dersom du laaner mit Folk Penge, nemlig den fattige hos dig, da skal du ikke vaere ham som en Aagerkarl; I skulle ikke laegge Aager paa ham.
Exo	22	26	26. Dersom du tager din Naestes Klaedebon til Pant, da skal du give ham det igen, førend Solen gaar ned.
Exo	22	27	27. Thi det er hans eneste Skjul, det er hans Klaedebon for hans Krop; deri ligger han; og det skal ske, naar han raaber til mig, da skal jeg høre det, thi jeg er naadig.
Exo	22	28	28. Du skal ikke bande Gud, og den øverste iblandt dit Folk skal du ikke ønske ondt over.
Exo	22	29	29. Du skal ikke tøve med at give mig af din Lades Fylde og din Vinperses Vaede; du skal give mig den førstefødte af dine Sønner.
Exo	22	30	30. Saaledes skal du gøre med din Okse og med dit Faar; det skal vaere syv Dage hos sin Moder, paa den ottende Dag skal du give mig det.
Exo	22	31	31. Og I skulle vaere mig aldeles hellige Mennesker og ikke aede Kød, som er sønderrevet paa Marken; for Hunde skulle I kaste det.
------------------------Anden Mosebog, Kapitel 23
Exo	23	1	1. Du skal ikke antage falsk Rygte; du skal ikke raekke den ugudelige Haanden til at vaere et uretfaerdigt Vidne.
Exo	23	2	2. Du skal ikke følge Maengden til det onde, og du skal ikke svare i en Traette, saa at du bøjer Retten efter Maengden.
Exo	23	3	3. Og du skal ikke besmykke den ringe i hans Traette.
Exo	23	4	4. Naar du møder din Fjendes Okse eller hans Asen, som farer vild, da skal du føre dem til ham igen.
Exo	23	5	5. Naar du ser din Uvens Asen ligge under sin Byrde, da vogt dig, at du ikke overlader det til ham; du skal løse Byrden af tillige med ham.
Exo	23	6	6. Du skal ikke bøje Retten for den fattige hos dig i hans Traette.
Exo	23	7	7. Du skal holde dig langt fra falsk Sag, og du skal ikke ihjelslaa den uskyldige og retfaerdige; thi jeg lader ikke den skyldige have Ret.
Exo	23	8	8. Og du skal ikke tage Gave; thi Gaven kan forblinde de seende og forvende de retfaerdiges Sager.
Exo	23	9	9. Og du skal ikke fortrykke den fremmede; thi I vide selv, hvorledes den fremmede er til Mode, thi I vare selv fremmede i Aegyptens Land.
Exo	23	10	10. Og seks Aar skal du besaa dit Land og sanke dets Grøde;
Exo	23	11	11. men i det syvende skal du lade det ligge og hvile, at de fattige iblandt dit Folk maa aede deraf, og hvad deraf bliver tilovers, maa vilde Dyr paa Marken aede; saa skal du gøre med din Vingaard og med din Oliegaard.
Exo	23	12	12. Seks Dage skal du gøre din Gerning, men paa den syvende Dag skal du hvile, paa det at din Dag skal du hvile, paa det at din Okse og dit Asen maa hvile, og din Tjenestekvindes Søn og den fremmede maa vederkvaeges.
Exo	23	13	13. Og al det, som jeg har søgt til eder, skulle I holde; og I skulle ikke ihukomme andre Guders Navn, det skal ikke høres af din Mund.
Exo	23	14	14. Du skal holde mig tre Gange Højtid om Aaret.
Exo	23	15	15. Du skal holde de usyrede Brøds Højtid; du skal aede usyrede Brød syv Dage, saasom jeg befalede dig, til den bestemte Tid i Abib Maaned, thi i den drog du ud af Aegypten; og for mit Ansigt skal ingen lade sig se tomhaendet;
Exo	23	16	16. og den Højtid naar du høster dit Arbejdes Førstegrøde af det, som du har saaet paa Marken; og Indsamlingens Højtid naar Aaret gaar ud, naar du har samlet dit Arbejdes Frugt af Marken.
Exo	23	17	17. Tre Gange om Aaret skal alt dit Mandkøn ses for den Herres, Herres Ansigt.
Exo	23	18	18. Du skal ikke ofre mit Slagtoffers Blod, hvor der er syret Brød, og det fede fra min Højtid skal ikke blive liggende Natten over til om Morgenen.
Exo	23	19	19. Det første, din Jords Førstegrøde, skal du føre til Herren din Guds Hus; du skal ikke koge et Kid i dets Moders Maelk.
Exo	23	20	20. Se, jeg sender en Engel for dit Ansigt at bevare dig paa Vejen og føre dig til det Sted, som jeg har beredt.
Exo	23	21	21. Forvar dig for hans Ansiat og lyd hans Røst, fortørn ham ikke; thi han skal ikke forlade eder eders Overtraedelser, thi mit Navn er i ham.
Exo	23	22	22. Thi dersom du hører hans Røst og gør alt det, som jeg vil sige, da vil jeg og vaere dine Fjenders Fjende, og jeg vil traenge dem, som traenge dig.
Exo	23	23	23. Thi min Engel skal gaa for dit Ansigt, og føre dig til de Amoriter og Hethiter og Feresiter og Kananiter og Heviter og Jebusiter; og jeg vil udslette dem.
Exo	23	24	24. Du skal ikke tilbede deres Guder og ej tjene dem og ikke gøre, som de gøre; men du skal nedbryde dem og sønderslaa deres Billeder.
Exo	23	25	25. Men I skulle tjene Herren, eders Gud, og han skal velsigne Brødet og Vandet for dig; og jeg vil borttage Sygdom fra dig.
Exo	23	26	26. Der skal ingen vaere, som føder i Utide eller er ufrugtbar i dit Land; jeg vil lade dig fylde dine Dages Tal.
Exo	23	27	27. Jeg vil sende Forfaerdelse for mig for dit Ansigt og forvirre hvert Folk, som du kommer til; og jeg vil lade alle dine Fjender fly for dig.
Exo	23	28	28. Og jeg vil sende Gedehamse for dit Ansigt, som skulle udjage Heviterne, Kananiterne og Hethiterne for dig.
Exo	23	29	29. Jeg vil ikke udjage dem fra dit Ansigt paa eet Aar, at Landet ikke skal blive Øde, og vilde Dyr paa Marken ikke skulle formeres mod dig.
Exo	23	30	30. Jeg vil uddrive dem for dit Ansigt lidt efter lidt, indtil at du bliver mangfoldig og besidder Landet.
Exo	23	31	31. Og jeg vil saette dit Landemaerke fra det røde Hav indtil Filistrenes Hav og fra Ørken indtil Floden; thi jeg vil give Landets Indbyggere i eders Haand, og du skal uddrive dem fra dit Ansigt.
Exo	23	32	32. Du skal ikke gøre Pagt med dem eller med deres Guder.
Exo	23	33	33. Lad dem ikke bo i dit Land, at de ikke skulle komme dig til at synde imod mig; thi du kunde tjene deres Guder, og det vilde blive dig til en snare.
------------------------Anden Mosebog, Kapitel 24
Exo	24	1	1. Og han sagde til Mose: Stig op til Herren, du og Aron, Nad og Abihu og halvfjerdsindstyve af de aeldste i Israel, og I skulle tilbede i Afstand.
Exo	24	2	2. Men Mose skal gaa frem for sig alene til Herren, og de andre de skulle ikke gaa frem, og Folket skal ikke stige op med ham.
Exo	24	3	3. Og Mose kom og fortalte Folket alle Herrens Ord og alle Bud; da svarede hele Folket med een Røst og sagde: Vi ville gøre efter alle de Ord, som Herren har sagt.
Exo	24	4	4. Og Mose skrev alle Herrens Ord og stod tidlig op om Morgenen og rejste et Alter neden ved Bjerget og tolv Støtter efter de tolv Israels Stammer.
Exo	24	5	5. Og han sendte unge Karle did af Israels Børn, og de Ofrede Braendofre, og de Slagtede Takofre for Herren af Okser.
Exo	24	6	6. Og Mose tog Halvdelen af Blodet og kom det i Baekkener, og Halvdelen af Blodet staenkede han paa Alteret.
Exo	24	7	7. Og han tob Pagtens Bog og laeste den for Folkets Øren, og de sagde: vi ville gøre alt det, som Herren har sagt, og vaere lydige.
Exo	24	8	8. Da tog Mose Blodet og staenkede paa Folket og sagde: Se, det er den Pagts Blod, som Herren har gjort med eder over alle disse Ord.
Exo	24	9	9. Og Mose og Aron, Nadab og Abihu og halvjerdsindstyve af Israels aeldste stege op.
Exo	24	10	10. Og de saa Israels Gud; og der var under hans Fødder som et Arbejde af Safirsten og som Himmelen selv, naar den er klar.
Exo	24	11	11. Og han lagde ikke sin Haand paa de Øverste af Israels Børn; og de beskuede Gud, og de aade og drak.
Exo	24	12	12. Og Herren sagde til Mose: Stig op til mig paa Bjerget og bliv der, saa vil jeg give dig Stentavler og Loven og Budet, som jeg har skrevet, for at laere dem disse.
Exo	24	13	13. Da stod Mose op og hans Tjener Josva; og Mose gik op paa Guds Bjerg.
Exo	24	14	14. Og han sagde til de aeldste: Bliver her, indtil vi komme tilbage til eder; og se, Aron og Hur ere hos eder, hvo som har Retssager, maa gaa til dem.
Exo	24	15	15. Og Mose steg op paa Bjerget, og Skyen bedaekkede Bjerget.
Exo	24	16	16. Og Herrens Herlighed boede paa Sinai Bjerg og Skyen bedaekkede det i seks Dage, og han kaldte ad Mose paa den syvende Dag midt af Skyen.
Exo	24	17	17. Og Herrens Herligheds Udseende var som en fortaerende Ild, Øverst paa Bjerget, for Israels Børns Øjne.
Exo	24	18	18. Og Mose kom midt ind i Skyen og steg op paa Bjerget; og Mose var paa Bjerget fyrretyve Dage og fyrretyve Naetter.
------------------------Anden Mosebog, Kapitel 25
Exo	25	1	1. Og Herren talede til Mose og sagde:
Exo	25	2	2. Sig til Israels Børn, at de skulle tage mig en Offergave; af hver Mand, hvem hans Hjerte frivillig driver dertil, skulle I tage en Offergave til mig.
Exo	25	3	3. Og dette er den Offergave, som I skulle tage af dem: Guld og Sølv og Kobber
Exo	25	4	4. og blaat uldent og Purpur og Skarlagen og hvidt Linned og Gedehaar
Exo	25	5	5. og rødlødede Vaederskind og Graevlingeskind og Sithimtrae,
Exo	25	6	6. Olie til Lysning, Urter til Salveolie og til vellugtende Røgelse,
Exo	25	7	7. Onyksstene og Stene til at indfatte, til Livkjortlen og til Brystspannet.
Exo	25	8	8. Og de skulle gøre mig en Helligdom, og jeg vil bo iblandt dem.
Exo	25	9	9. Efter alle de Ting, som jeg vil vise dig, efter Forbilledet til Tabernaklet og efter Forbilledet til alle dets Redskaber; saaledes skulle I børe det.
Exo	25	10	10. Og de skulle gøre en Ark af Sithimtrae, halvtredje Alen lang og halvanden Alen bred og halvanden Alen høj.
Exo	25	11	11. Og den skal du beslaa med purt Guld; inden og uden skal du beslaa den og gøre en Guldkrans oven omkring den.
Exo	25	12	12. Og du skal støbe fire Guldringe til den og saette dem i dens fire Hjørner, nemlig to Ringe paa dens ene Side og to Ringe paa dens anden Side.
Exo	25	13	13. Og du skal gøre Staenger af Sithimtrae og beslaa dem med Guld.
Exo	25	14	14. Og du skal stikke Staengerne i Ringene paa Siderne af Arken og baere Arken med dem.
Exo	25	15	15. Staenerne skulle blive i Ringene, som ere paa Arken, de skulle ikke borttages fra den.
Exo	25	16	16. Og du skal laegge i Arken det Vidnesbyrd, som jeg vil give dig.
Exo	25	17	17. Og du skal gøre en Naadestol af purt Guld, halvtredje Alen lang og halvanden Alen bred.
Exo	25	18	18. Og du skal gare to Keruber af Guld; af drevet Arbejde skal du gøre dem, ud fra begge Enderne af Naadestolen.
Exo	25	19	19. Og gør een Kerub paa den ene Ende og een Kerub paa den anden Ende; i eet med Naadestolen skulle I gøre Keruber paa begge dens Ender.
Exo	25	20	20. Og Keruber skulle udbrede Vinger ovenover, saa at de daekke over Naadestolen med deres Vinger, og den enes Ansigt skal vaere mod den anden: mod Naadestolen skulle Kerubernes Ansigter vaere vendte.
Exo	25	21	21. Og du skal saette Naadestolen oven paa Arken og laebge det Vidnesbyrd, som jeg vil give dig, i Arken.
Exo	25	22	22. Og der vil jeg komme til dig og tale rned dig oven fra Naadestolen, imellem de to Keruber, som ere paa Vidnesbyrdets Ark, alt det, jeg vil byde dig angaaende Israels Børn.
Exo	25	23	23. Og du skal gøre et Bord af Sithimtrae, to Alen langt og een Alen bredt og halvanden Alen højt,
Exo	25	24	24. Og beslaa det med purt Guld og gøre en Guldkrans dertil rundt omkring.
Exo	25	25	25. Og du skal gøre en Liste paa det af en Haandsbred rundt om og gøre en Guldkrans om dens Liste rundt om.
Exo	25	26	26. Du skal og gøre fire Guldringe dertil og saette Ringene i de fire Hjørner, som ere ved de fire Fødder.
Exo	25	27	27. Tvaert over for Listen skulle Ringene vaere, til at stikke Staengerne udi for at baere Bordet.
Exo	25	28	28. Og du skal gøre Staengerne af Sithimtrae og beslaa dem med Guld, og Bordet skal baeres med dem.
Exo	25	29	29. Og du skal gøre dets Fade og dets Skaaler og dets Kander og dets Baegere, af hvilke der skal udgydes Drikoffer; af purt Guld skal du gøre dem.
Exo	25	30	30. Og du skal stedse laegge Skuebrød for mit Ansigt paa Bordet.
Exo	25	31	31. Og du skal gøre en Lysestage af purt Guld; af drevet Arbejde skal Lysestagen gøres, dens Fod og dens Stang, dens Baegere, dens Knopper og dens Blomster skulle vaere ud af eet med den.
Exo	25	32	32. Og der skal gaa seks Grene udfra dens Sider; tre Grene paa Lysestagen fra dens ene Side og tre Grene paa Lysestagen fra dens anden Side.
Exo	25	33	33. Der skal vaere tre Mandelblomstbaegere paa een Gren, en Knop og en Blomst, og tre Mandelblomstbaegere paa en anden Gren, en Knop og en Blomst; saaledes skal det vaere paa de seks Grene, som gaa ud fra Lysestagen.
Exo	25	34	34. Men paa Lysestagen skulle vaere fire Mandelblomstbaegere, dens Knopper og dens Blomster;
Exo	25	35	35. nemlig en Knop under de to Grene derpaa og en Knop under de to andre Grene derpaa og en knop under de to Øvrige Grene derpaa; for de seks Grene, som gaa ud fra Lysestagen.
Exo	25	36	36. Deres Knopper og deres Grene skulle vaere ud af eet med den; det skal altsammen vaere eet drevet Arbejde af purt Guld.
Exo	25	37	37. Og du skal gøre dens syv Lamper, og man skal holde dens Lamper taendte og lade dem lyse lige mod dens modsatte Side.
Exo	25	38	38. Og dens Sakse og dens Tandekar skal du gøre af purt Guld.
Exo	25	39	39. Man skal gøre den med alle disse Redskaber af eet Centner purt Guld.
Exo	25	40	40. Og se til og gør det efter Forbilledet dertil, hvilket blev vist dig paa Bjerget.
------------------------Anden Mosebog, Kapitel 26
Exo	26	1	1. Og du skal gøre Tabernaklet af ti Taepper, af hvidt tvundet Linned og blaat uldent og Purpur og Skarlagen; Keruber skal du gøre med kunstigt Arbejde paa dem.
Exo	26	2	2. Hvert Taeppe skal vaere otte og tyve Alen langt, og hvert Taeppe skal vaere fire Alen bredt; alle Taepper skulle vaere lige store.
Exo	26	3	3. Der skal fem Taepper faestes sammen, eet til det andet; og atter fem Taepper faestes sammen, eet til det andet.
Exo	26	4	4. Og du skal gøre Stropper af blaat uldent paa det første Taeppes Aeg, yderst, hvor det skal faestes sammen; og ligesaa skal du gøre paa det yderste Taeppes Aeg, hvor det anden Gang skal faestes sammen.
Exo	26	5	5. Du skal gøre halvtredsindstyve Stropper paa det første Taeppe og gøre halvtredsindstyve Stropper yderst paa Taeppet, der anden Gang skal faestes til, saa at Stropperne kunne haeftes sammen den ene til den anden.
Exo	26	6	6. Du skal og gøre halvtredsindstyve Guldhager og faeste Taepperne det ene til det andet med Hagerlze, saa de blive til eet Tabernakel.
Exo	26	7	7. Du skal og gøre Taepper af Gedehaar til et Paulun over Tabernaklet; elleve Taepper skal du gøre.
Exo	26	8	8. Hvert Taeppe skal vaere tredive Alen langt, og hvert Taeppe skal vaere fire Alen bredt; de elleve Taepper skulle have eet Maal.
Exo	26	9	9. Og de fem Taepper skal du faeste sammen for sig, og de seks Taepper for sig, og det sjette Taeppe skal du laegge dobbelt hen mod Forsiden af Paulunet.
Exo	26	10	10. Og du skal gøre halvtredsindstyve Stropper i det første Taeppes Aeg, yderst, hvor de skulle faestes sammen, og halvtredsindstyve Stropper paa Aeggen af det Taeppe, der anden Gang skal faestes til.
Exo	26	11	11. Og du skal gøre halvtredsindstyve kobberhager og spaende Hagerne i Stropperne; og du skal sammenføje Paulunet, saa det bliver til eet.
Exo	26	12	12. Men det overskydende, som er tilovers af Paulunets Taepper, det halve Taeppe, som er tilovers, skal du lade haenge ned bag over Tabernaklet.
Exo	26	13	13. Og den Alen paa den ene Side og den Alen paa den anden Side, som bliver tilovers af Paulunets Taepper i Laengden, skal haenge ned over hver sin Side af Tabernaklet for at bedaekke det.
Exo	26	14	14. Du skal og børe et Daekke over Paulunet af rødlødede Vaederskind og et Daekke derover af Graevlingeskind.
Exo	26	15	15. Og du skal gøre Fjaelene til Tabernaklet af Sithimtrae, saa at de kunne staa.
Exo	26	16	16. Ti Alen lang skal hver Fjael vaere, og een Alen og en halv Alen bred skal hver Fjael vaere.
Exo	26	17	17. En Fjael skal have to Tappe, den ene Tap forbunden med den anden; saaledes skal du gøre paa alle Tabernaklets Fjaele.
Exo	26	18	18. Og du, skal gøre Fjaele til Tabernaklet; tyve Fjaele til den søndre Side, imod Sønden.
Exo	26	19	19. Og du skal gøre fyrretyve Sølvfødder under de tyve Fjaele: to Fødder under den ene Fjael for dens to Tappe, og to Fødder under den anden Fjael for dens to Tappe.
Exo	26	20	20. Og til Tabernaklets anden Side mod den nordre Side tyve Fjaele
Exo	26	21	21. og deres fyrretyve Sølvfødder: to Fødder under den ene Fjael, og to Fødder under den anden Fjael.
Exo	26	22	22. Og til Bagsiden af Tabernaklet, imod Vesten, skal du gøre seks Fjaele.
Exo	26	23	23. Og du skal gøre to Fjaele til Tabernaklets Hjørner, paa begge Sider.
Exo	26	24	24. De to skulle vaere dobbelte nedenfra, og i lige Maade skulle de vaere dobbelte til det øverste, saa der bliver een Ring; saaledes skal det vaere med dem begge, de skulle vaere paa begge Hjørner.
Exo	26	25	25. Og der skal vaere otte Fjaele og deres Sølvfødder, seksten Fødder; to Fødder under den ene Fjael og to Fødder under den anden Fjael.
Exo	26	26	26. Og du skal gøre Tvaerstaenger af Sithimtrae: Fem til Fjaelene ved den ene Side paa Tabernaklet,
Exo	26	27	27. og fem Staenger til Fjaelene ved den anden Side paa Tabernaklet, og fem Staenger til Fjaelene paa Siden af Tabernaklet, bagtil mod Vesten.
Exo	26	28	28. Og den mellemste Stang skal vaere midt paa Fjaelene og gaa tvaers over fra den ene Ende til den anden.
Exo	26	29	29. Og din skal beslaa Fjaelene med Guld og gøre deres Ringe af Guld til at stikke Staengerne udi; og du skal beslaa Staengerne med Guld.
Exo	26	30	30. Og du skal oprejse Tabernaklet efter den Maade, som blev vist dig paa Bjerget.
Exo	26	31	31. Og du skal gøre et Forhaeng af blaat uldent og Purpur og Skarlagen og hvidt tvundet Linned; du skal gøre Keruber med kunstigt Arbejde paa det.
Exo	26	32	32. Og du skal haenge det paa fire Støtter af Sithimtrae, som ere beslagne med Guld, deres Kroge skulle vaere af Guld, paa fire Fødder af Sølv skulle de staa.
Exo	26	33	33. Og du skal haenge Forhaenget under Hagerne og føre Vidnesbyrdets Ark derhen, indenfor Forhaenget, og Forhaenget skal skille for eder imellem det hellige og imellem det allerhelligste.
Exo	26	34	34. Og du skal saette Naadestolen paa Vidnesbyrdets Ark i det allerhelligste.
Exo	26	35	35. Men du skal saette Bordet uden for Forhaenget, og Lysestagen tvaers over for Bordet, paa den Side i Tabernaklet mod Sønden; men Bordet skal du saette paa den nordre Side.
Exo	26	36	36. Og du skal gøre et Daekke for Paulunets Dør af blaat uldent og Purpur, Skarlagen og hvidt tvundet Linned, stukket Arbejde.
Exo	26	37	37. Og du skal gøre fem Støtter af Sithimtrae til Daekket og beslaa dem med Guld, deres Kroge skulle vaere af Guld; og du skal støbe fem Kobberfødder til dem støbe fem Kobberfødder til dem.
------------------------Anden Mosebog, Kapitel 27
Exo	27	1	1. Og du skal gøre Alteret af Sihimtrae, fem Alen langt og fem Alen bredt, firkantet skal Alteret vaere og tre Alen højt.
Exo	27	2	2. Du skal og gøre dets Horn paa dets fire Hjørner, dets Horn skulle vaere ud af eet med det. Og du skal beslaa det med Kobber.
Exo	27	3	3. Og du skal gøre dets Gryder til at tage Aske med og dets Ildskuffer og dets Skaaler og dets Madkroge og dets Ildkar: Alle Redskaber dertil skal du gøre af Kobber.
Exo	27	4	4. Du skal gøre et Gitter dertil, gjort som et Net, af Kobber; og du skal gøre paa Nettet fire Kobberringe i dets fire Hjørner.
Exo	27	5	5. Og du skal saette det neden for Alterets Afsaet, og Nettet skal naa indtil midt paa Alteret.
Exo	27	6	6. Du skal og gøre Staenger til Alteret, Staenger af Sithimtrae, og du skal beslaa dem med Kobber.
Exo	27	7	7. Og dets Staenger skulle stikkes i Ringene, og Staengerne skulle vaere paa begge Alterets Sider til at baere det med,
Exo	27	8	8. Du skal gøre det af Fjaele, hult; ligesom han lod dig se paa Bjerge skulle de gøre det.
Exo	27	9	9. Du skal og gøre en Forgaard til Tabernaklet: Ved den søndre Side mod Syd skal vaere Omhaeng til Forgaarden af hvidt tvundet Linned hundrede Alen lange til den ene Side;
Exo	27	10	10. og tyve Støtter til dem, med deres tyve Kobberfødder; og Støtternes Kroge og deres Tvaerstaenger af Sølv.
Exo	27	11	11. Og ligesaa mod den nordre Side skulle vaere Omhaeng i Laengden hundrede Alen lange og tyve Støtter til dem med deres tyve Kobberfødder; og Støtternes Kroge og deres Tvaerstaenger af Sølv.
Exo	27	12	12. Og Forgaardens Bredde mod den vestre Side skal have Omhaeng halvtredsindstyve Alen; ti Støtter dertil og deres ti Fødder.
Exo	27	13	13. Og mod den østre Side mod Østen skal Forgaardens Bredde vaere halvtredsindstyve Alen.
Exo	27	14	14. Og Omhaengene skulle vaere femten Alen paa den ene Side, med deres tre Støtter og deres tre Fødder.
Exo	27	15	15. Og Omhaengene skulle vaere femten Alen paa den anden Side, med deres tre Støtter og deres tre Fødder.
Exo	27	16	16. Men for Forgaardens Port skal vaere et Daekke, tyve Alen langt, af blaat uldent og Purpur og Skarlagen og hvidt tvundet Linned, af stukket Arbejde, med deres fire Støtter og deres fire Fødder.
Exo	27	17	17. Alle Støtterne i Forgaarden rundt omkring skulle vaere forbundne med Staenger af Sølv; deres Kroge skulle vaere af Sølv og deres Fødder af Kobber.
Exo	27	18	18. Forgaardens Laengde skal vaere hundrede Alen og Bredden halvtredsindstyve Alen alle Vegne, og Højden fem Alen, af hvidt tvundet Linned, og Fødderne dertil skulle vaere af Kobber.
Exo	27	19	19. Alle Tabernaklets Redskaber til alt Arbejdet der med og alle Søm dertil og alle Forgaardens Søm skulle vaere af Kobber.
Exo	27	20	20. Og du skal byde Israels Børn at de skaffe dig af den rene stødte Olivenolie, til Lysningen, til at holde pen altid taendt.
Exo	27	21	21. I Forsamlings Paulun, uden for Forhaenget, haenger foran Vidnesbyrdet, alle Aron og hans Sønner holde den i Stand fra Aftenen og til Morgenen for Herrens Ansigt; det skal vaere en evig Ydelse af Isaels Børn for deres Efterkommere.
------------------------Anden Mosebog, Kapitel 28
Exo	28	1	1. Og du skal lade din Broder Aron komme frem til dig og hans Sønner med ham, midt ud af Israels Børn, til at gøre Praestetjeneste for mig, Aron og Arons Sønner, Nadab og Abihu, Eleasar og Ithamar.
Exo	28	2	2. Og du skal gøre Aron, din Broder, hellige Klaeder, til Aere og Prydelse.
Exo	28	3	3. Og du skal tale med alle, som ere vise i Hjertet, hvilke jeg har opfyldt med Visdoms Aand; og de skulle gøre Aron Klaeder til at hellige ham, til at han maa gøre Praestetjeneste for mig.
Exo	28	4	4. Og disse ere de Klaeder, som de skulle gøre: Et Brystspan og en Livkjortel og en Overkjortel og en knyttet Kjortel, en Hue og et Baelte; og de skulle gøre Aron din Broder og hans Sønner hellige Klaeder, til at de maa gøre Praestetjeneste for mig.
Exo	28	5	5. Og de skulle tage Guldet og det blaa uldne og Purpuret og Skarlagenet og det hvide Linned.
Exo	28	6	6. Og de skulle gøre Livkjortlen af Guld, blaat uldent og Purpur, Skarlagen og hvidt tvundet Linned, med kunstig Gerning.
Exo	28	7	7. To Skulderstykker, som kunne sammenføjes, skal den have ved begge dens Ender, og den skal sammenføjes.
Exo	28	8	8. Og Baeltet om, den, som omslutter den, skal vaere af samme Arbejde, ud af eet Stykke dermed, af Guld, blaat uldent og Purpur og Skarlagen og hvidt tvundet Linned.
Exo	28	9	9. Og du skal tage to Onyksstene og gave paa dem Israels Børns Navne:
Exo	28	10	10. Seks af deres Navne paa den ene Sten, og de øvrige seks Navne paa den anden Sten, efter deres Fødsel.
Exo	28	11	11. Med Stenskaererarbejde, saaledes som man udgraver et Signet, skal du lade udgrave begge Stenene efter Israels Børns Navne; du skal lade dem indfatte rundt omkring med Guldfletninger.
Exo	28	12	12. Og du skal saette begge Stene paa Ligkjortlens Skulderstykker, de skulle vaere Stene til en Ihukommelse for Israels Børn; og Aron skal baere deres Navne for Herrens Aasyn paa begge sine Skuldre til en Ihukommelse.
Exo	28	13	13. Du skal og gøre Guldfletninger
Exo	28	14	14. og to Kaeder af purt Guld, fastslyngede skal du gøre dem, af snoet Arbejde; og du skal faeste de snoede Kaeder paa Fletningerne.
Exo	28	15	15. Og du skal gøre Rettens Brystspan med kunstigt Arbejde, med samme Arbejde som Livkjortlen skal du gøre det; af Guld, blaat uldent og Purpur og Skarlagen og hvidt tvundet Linned skal du gøre det.
Exo	28	16	16. Det skal vaere firkantet, dobbelt, et Spand langt og et Spand bredt.
Exo	28	17	17. Og du skal indfatte en Besaetning af Stene derpaa, fire Rader Stene; een Rad: En Karneol, en Topas og en Smaragd, som den første Rad;
Exo	28	18	18. og den anden Rad: En Karfunkel, en Safir og en Demant;
Exo	28	19	19. og den tredje Rad: En Hyacint, en Agat og en Ametyst;
Exo	28	20	20. og den fjerde Rad: En Krysolit og en Onyks og en Jaspis; de skulle have Fletninger af Guld om deres Indfatninger.
Exo	28	21	21. Og Stenene skulle vaere efter Israels Børns Navne, tolv efter deres Navne; som man udgraver et Signet, skulle de vaere, hver med sit Navn, efter de tolv Stammer.
Exo	28	22	22. Og du skal gøre fastslyngede Kaeder til Brystspannet, snoet Arbejde, af purt Guld.
Exo	28	23	23. du skal gøre to Guldringe paa Brystspannet og saette de to Ringe paa de tvende Ender af Brystspannet.
Exo	28	24	24. Og du skal saette de to snoede Guldkaeder i de to Ringe ved Enderne af Brystspannet.
Exo	28	25	25. Men de to Ender af de to snoede Kaeder skal du saette paa de to Fletninger og saette dem paa Skulderstykkerne af Livkjortlen, paa Forsiden deraf.
Exo	28	26	26. Og du skal gøre to Guldringe og saette dem paa de to andre Ender af Brystspannet, paa den Aeg deraf, som vender indad mod Livkjortlen.
Exo	28	27	27. Og du skal gøre to Guldringe og saette dem paa de to Skulderstykker af Livkjortlen, forneden paa Forsiden deraf, der hvor den faestes sammen oven for Livkjortlens Baelte.
Exo	28	28	28. Og de skulle ombinde Brystspannet ved dets Ringe, til Ringene paa Livkjortlen, med en blaa ulden Snor, at det skal vaere over Livkjortlens Baelte; og Brystspannet skal ikke skilles fra Livkjortlen.
Exo	28	29	29. Og Aron skal baere Israels Børns Navne i Rettens Brystspan paa sit Hjerte, naar han kommer i Helligdommen, til en Ihukommelse for Herrens Ansigt altid.
Exo	28	30	30. Du skal og laegge i Rettens Brystspan Urim og Tummim, og de skulle vaere paa Arons Hjerte, naar han gaar ind for Herren, og Aron skal baere Israels Børns Ret paa sit Hjerte for Herrens Ansigt altid.
Exo	28	31	31. Du skal og gøre en Overkjortel til Livkjortlen helt igennem af blaat uldent.
Exo	28	32	32. Og der skal vaere et Hul oven i den, midt derpaa; der skal vaere en Bort om Hullet paa den rundt omkring, vaevet Arbejde, Hullet paa den skal vaere som paa et Panser, at den ikke skal rives ud.
Exo	28	33	33. Og du skal gøre paa dens Sømme forneden Granataebler af blaat uldent og Purpur og Skarlagen, trindt omkring paa dens Sømme forneden, og Guldbjaelder midt imellem dem trindt omkring.
Exo	28	34	34. En Guldbjaelde og et Granataeble, og atter en Guldbjaelde og et Granataeble paa Overkjortlens Sømme forneden trindt omkring.
Exo	28	35	35. Og Aron skal have den paa, naar han gør Tjeneste, at Lyden deraf kan høres, naar han gaar ind i Helligdommen for Herrens Aasyn, og naar han gaar ud, at han ikke skal dø.
Exo	28	36	36. Du skal og gøre en Plade af purt Guld og udbrave derpaa, som man udgraver et Signet: HELLIGET Herren.
Exo	28	37	37. Og du skal faeste den ved en blaa ulden Snor, og den skal vaere paa Huen; for paa Huen skal den vaere.
Exo	28	38	38. Og den skal vaere over Arons Pande, og Aron skal baere Synden, som er ved de hellige Ting, som Israels Børn hellige, i alle deres helliede Gaver; og den skal vaere over hans Pande altid, at de maa finde Velbehag for Herrens Ansigt
Exo	28	39	39. Du skal og knytte en Underkjortel af hvidt Linned og gøre en Hue af hvidt Linned, og du skal gøre et Baelte med stukket Arbejde.
Exo	28	40	40. Du skal og gøre Arons Sønner Kjortler og gøre dem Baelter, og du skal gøre dem høje Huer til aere og til Prydelse.
Exo	28	41	41. Og du skal iføre Aron din Broder dem og hans Sønner med ham og du skal salve dem og fylde deres Haender og hellige dem, og de skulle gøre Praestetjeneste for mig.
Exo	28	42	42. Og du skal gøre dem linnede Underklaeder til at skjule deres Blusel, fra Laenderne indtil Laarene skulle de naa.
Exo	28	43	43. Og dem skal Aron og hans Sønner have paa, naar de gaa ind i Forsamlingens Paulun, eller de gaa naer til Alteret for at tjene i Helligdommen, at de ikke skulle paadrage sig Skyld og dø. Dette skal vaere en evig Skik for ham og hans Saed efter ham.
------------------------Anden Mosebog, Kapitel 29
Exo	29	1	1. Og dette er den Gerning, som du skal gøre ved dem for at hellige dem til at gøre Praestet eneste for mig: Tag een Tyrekalv og
Exo	29	2	2. to Vaedere, som ere uden Lyde, og usyrede Brød og usyrede Kager, aeltede med Olie, og usyrede tynde Kager, smurte med Olie; dem skal du lave af Hvedemel.
Exo	29	3	3. Og du skal laegge dem i een Kurv og bringe dem frem i Kurven, tillige Tyren og de to Vaedere.
Exo	29	4	4. Saa skal du føre Aron og hans Sønner frem til Forsamlingens Pauluns Dør og to dem i Vand.
Exo	29	5	5. Og du skal tage Klaederne og iføre Aron Underkjortlen og Overkjortlen, som hører til Livkjortlen, og Livkjortlen og Brystspannet, og du skal binde Livkjortlens Baelte om ham.
Exo	29	6	6. Og du skal saette Huen paa hans Hoved og saette det hellige Hovedsmykke paa Huen.
Exo	29	7	7. Saa skal du tage Salveolien og Lidgyde paa hans Hoved og salve ham.
Exo	29	8	8. Og du skal føre hans Sønner frem, og iføre dem Kjortlerne.
Exo	29	9	9. Og du skal binde Baeltet om dem, om Aron og hans Sønner, og binde høje Huer paa dem, at de skulle have Praestedømme til en evig Skik; og du skal fylde Arons Haand og hans Sønners Haand.
Exo	29	10	10. Og du skal lade Tyren føre naer til for Forsamlingens Paulun, og Aron og hans Sønner skulle laegge deres Haender paa Tyrens Hoved.
Exo	29	11	11. Og du skal slagte Tyren for Herrens Ansigt ved Forsamlingens Pauluns Dør.
Exo	29	12	12. Og du skal tage af Tyrens Blod og komme det paa Alterets Horn med din Finger; og alt det øvrige Blod skal du udøse ved, Alterets Fod.
Exo	29	13	13. Saa skal du tage alt Fedtet, som skjuler Indvoldene, og Hinden over Leveren og begge Nyrerne med Fedtet, som er paa dem, og gøre Røgoffer deraf paa Alteret.
Exo	29	14	14. Men Kødet af Tyren og dens Hud og dens Møg skal du opbraende med Ild uden for Lejren; det er Syndoffer.
Exo	29	15	15. Og du skal tage den ene Vaeder, og Aron og hans Sønner skulle laegge deres Haender paa Vaederens Hoved.
Exo	29	16	16. Og du skal slagte Vaederen og tage dens Blod og staenke paa Alteret trindt omkring.
Exo	29	17	17. Men Vaederen skal du hugge i sine Stykker; saa skal du to dens Indvolde og dens Skanker og laegge dem oven paa dens Stykker og paa dens Hoved.
Exo	29	18	18. Og du skal gøre et Røgoffer af den hele Vaeder paa Alteret; det er et Braendoffer for Herren, det er en behagelig Lugt, et Ildoffer for Herren.
Exo	29	19	19. Og du skal tage den anden Vaeder, og Aron og hans Sønner skulle laegge deres Haender paa Vaederens Hoved.
Exo	29	20	20. Og du skal slagte Vaederen og tage af dens Blod og komme det paa Arons Ørelaep og paa hans Sønners højre Ørelaep paa deres højre Tommelfinger og paa deres høre Tommeltaa, og du skal staenke Blodet paa Alteret trindt omkring.
Exo	29	21	21. Og du skal tage af Blodet, som er paa Alteret, og af Salveolien og staenke paa Aron og paa hans Klaeder og paa hans Sønner og paa hans Sønners Klaeder med ham, saa bliver han helliget og hans Klaeder og hans Sønner og hans Sønners Klaeder med ham.
Exo	29	22	22. Siden skal du tage Fedtet af Vaederen og Stjerten og Fedtet, som skjuler Indvoldene, og Hinden over Leveren og begge Nyrerne og Fedtet, som er paa dem, og den højre Bov; thi det er Fyldelsens Vaeder;
Exo	29	23	23. og eet Stykke Brød og een Oliebrødkage og een tynd Kage at de usyrede Brøds Kurv, som ere for Herrens Ansigt.
Exo	29	24	24. Og du skal laegge alt dette paa Arons Haender og paa hans Sønners Haender og røre det med en Rørelse for Herrens Ansigt.
Exo	29	25	25. Og du skal tage det af deres Haender og gøre et Røgoffer deraf paa Alteret over Braendofferet, til en behagelig Lugt for Herrens Ansigt; det er et Ildoffer for Herren.
Exo	29	26	26. Og du skal tage Brystet af Arons Fyldelsens Vaeder og røre det med en Rørelse for Herrens Ansigt; og det skal vaere din Del.
Exo	29	27	27. Og du skal hellige Rørelsens Bryst og Gavens Bov - som er rørt og som er tagen fra - af Fyldelsens Vaeder, af den, som er for Aron, og af den, som er for hans Sønner.
Exo	29	28	28. Og det skal vaere Arons og hans Sønners til en evig Rettighed af Israels Børn; thi det er en Gave; og det skal vaere en Gave fra Israels Børn af deres Takofre, deres Gave hører Herren til.
Exo	29	29	29. Og de hellige Klaeder, som Aron har, dem skulle hans Sønner have efter ham, i disse skal man salve dem og fylde deres Haender i og dem.
Exo	29	30	30. Syv Dage skal den af hans Sønner, som bliver Praest i hans Sted, iføre sig dem, den, som skal gaa ind i Forsamlingens Paulun ene i Helligdommen.
Exo	29	31	31. Og du skal tage Fyldelsens Vaeder og koge dens Kød paa et helligt Sted.
Exo	29	32	32. Og Aron og hans Sønner skulle aede Vaederens Kød og Brødet, som er i Kurven, for Forsamlingens Panluns Dør.
Exo	29	33	33. Og de skulle aede disse Ting, ved hvilke Forligelsen er sket, for at fylde deres Haender, for at hel lige dem; og en uvedkommende skal ikke aede dem, fordi de ere helligo
Exo	29	34	34. Men dersom der levnes af samme Fyldelsens Offerkød og af Brødet om Morgenen, da skal du opbraedne det, som er levnet, med Ild; skal ikke aedes, thi det er helligt.
Exo	29	35	35. Og du skal gøre saaledes ved Aron og ved hans Sønner, efter alt det, som jeg har befalet dig: Du skal fylde deres Haender i syv Dage.
Exo	29	36	36. Og du skal hver Dag bringe en Tyr til Syndoffer, til Forligelse, og gøre Syndoffer for Alteret, naar du gør Forligelse for dette; og du skal; salve det for at hellige det.
Exo	29	37	37. Syv, Dage skal du gøre Forligelsen for Alteret og hellige det; og Alteret skal vaere en højhellig Ting, hver den, som rører ved Alteret, skal vaere hellig.
Exo	29	38	38. Og dette er det, som du skal ringe paa Alteret: Hver Dag to aargamle, bestandig.
Exo	29	39	39. Det ene Lam skal du bringe om Morgenen, det andet Lam skal du bringe ellem de tvende Aftener.
Exo	29	40	40. Og en Tiendepart Mel, blandet med en fjerdepart af en Hin stødt Olie, og Fjerdepart af en Hin Vin, til Drikoffer, til det ene Lam.
Exo	29	41	41. Og du skal bringe det andet Lam imellem tvende Aftener; som Madofferet Morgenen og som dets Drikoffer du bringer det til en behagelig Lugt; det er et Ildoffer for Herren.
Exo	29	42	42. Dette er det bestandige Braender hos eders Efterkommere ved Forsamlingens Pauluns Dør for Herrens Ansigt, der hvor jeg vil komme til eder for at tale med dig.
Exo	29	43	43. der vil jeg komme til Israels Børn, og de skulle helliges ved min Herlighed.
Exo	29	44	44. Og jeg vil hellige Forsamlingens Paulun og Alteret; og jeg vil hellige Aron og hans Sønner til at gøre Praestetjeneste for mig.
Exo	29	45	45. Jeg vil bo midt iblandt Israels Børn, og jeg vil vaere dem en Gud.
Exo	29	46	46. de skulle fornemme, at jeg er Herren deres Gud, som udførte dem af Aegyptens Land for at bo midt iblandt dem; jeg er Herren deres Gud.
------------------------Anden Mosebog, Kapitel 30
Exo	30	1	1. Og du skal gøre et Røgelsealter til Røgelse, af Sithimtrae skal du gøre det;
Exo	30	2	2. een Alen langt og een Alen bredt, det skal vaere firkantet og to Alen højt; dets Horn skulle vaere ud af eet med det.
Exo	30	3	3. Og du skal beslaa det med purt Guld, dets Overdel og dets Sider rundt omkring og dets Horn; du skal og gøre en Guldkrans til det trindt omkring.
Exo	30	4	4. Og to Guldringe skal du gøre til det, under dets Krans, paa begge Sidestykkerne deraf, du skal gøre dem paa begge Sider der paa; og man skal stikke Staenger deri for at baere det med dem.
Exo	30	5	5. Du skal og gøre Staengerne af Sithimtrae og beslaa dem med Guld.
Exo	30	6	6. Og det skal du saette foran Forhaenget, som er forVidnesbyrdets Ark, foran Naadestolen, som er oven over Vidnesbyrdet, hvor jeg vil komme til dig.
Exo	30	7	7. Og paa det skal Aron lade røge med Røgelse af kostelige Urter; hver Morgen, naar han tillaver Lamperne, skal han lade røge med den.
Exo	30	8	8. Og naar Aron taender Lamperne imellem de tvende Aftener, skal han lade røge med den; det skal vaere en bestandig Røgelse for Herrens Ansigt hos eders Efterkommere.
Exo	30	9	9. I skulle ingen fremmed Røgelse antaende derpaa eller Braendoffer eller Madoffer; og Drikoffer skulle I ikke udgyde derpaa.
Exo	30	10	10. Og Aron skal gøre en Forligelse for dets Horn, een Gang om Aaret; med Forligelsens Syndoffers Blod skal han gøre Forligelse een Gang om Aaret for det, hos eders Efterkommere; det er en højhellig Ting for Herren.
Exo	30	11	11. Og Herren talede til Mose og sagde:
Exo	30	12	12. Naar du optager Hovedsummen paa Israels Børn ved deres Taelling, da skal hver give Herren Løsepenge for sin Sjael, naar man taeller dem, at ingen Plage skal komme paa dem, naar man taeller dem.
Exo	30	13	13. Dette skulle de give, hver som gaar over til de talte: En halv; Sekel, efter Helligdommens Sekel; en Sekel gaelder tyve Gera, en halv Sekel skal vaere en Offergave for Herren.
Exo	30	14	14. Hver som gaar over til de talte, fra tyve Aar gammel og derover, skal give Herren en Offergrave.
Exo	30	15	15. Den rige skal ikke give mere og den fattige ikke give mindre end en halv Sekel, for at give Herren en Offergave, til at gøre Forligelse I for eders Sjaele.
Exo	30	16	16. Og du skal tage Forligelsens Penge af Israels Børn, og give dem til Forsamlingens Pauluns Tjeneste; og det skal vaere Israels Børn til en Ihukommelse for Herrens Ansigt, til at gøre Forligelse for eders Sjaele.
Exo	30	17	17. Og Herren talede til Mose og sagde:
Exo	30	18	18. Du skal og gøre en Kedel af Kobber og dens Fod af Kobber, at man kan to sig; og du skal saette den imellem Forsamlingens Paulun og imellem Alteret og komme Vand derudi.
Exo	30	19	19. Og Aron og hans Sønner skulle to deres Haender og deres Fødder deraf.
Exo	30	20	20. Naar de gaa ind i Forsamlingens Paulun, skulle de to sig med Vand, at de ikke skulle dø; eller naar de naerme sig til Alteret for at tjene og at antaende Ildoffer for Herren.
Exo	30	21	21. Og de skulle to deres Haender og deres Fødder, at de ikke skulle dø; og det skal vaere dem en evig Skik, ham og hans Saed, hos deres Efterkommere.
Exo	30	22	22. Og Herren talede til Mose og sagde:
Exo	30	23	23. Tag du dig ogsaa de bedste Urter, af den aedleste Myrra fem Hundrede Sekel, og halvt saa meget vellugtende Kanelbark, to Hundrede og halvtredsindstyve Sekel, og vellugtende Kalmus, to Hundrede og halvtredsindstyve Sekel,
Exo	30	24	24. og Kasia fem Hundrede Sekel, efter Helligdommens Sekel, og een Hin Olivenolie.
Exo	30	25	25. Og du skal lave det til en hellig Salveolie, en Salveblanding efter Salvekogerens Kunst; det skal vaere en hellig Salveolie.
Exo	30	26	26. Og dermed skal du salve Forsamlingens Paulun og Vidnesbyrdets Ark
Exo	30	27	27. og Bordet med alt dets Redskab og Lysestagen med dens Redskab og Røgelsealteret
Exo	30	28	28. og Braendofferets Alter med alt dets Redskab og Kedelen med dens Fod.
Exo	30	29	29. Og du skal hellige dem, at de blive højhellige; hver den som rører ved dem, skal I vaere hellig.
Exo	30	30	30. Du skal og salve Aron og hans Sønner og hellige dem til at gøre Praestetjeneste for mig.
Exo	30	31	31. Og du skal tale til Israels Børn og sige: Denne skal vaere mig den hellige Salvelsesolie hos eders Efterkommere.
Exo	30	32	32. Den skal ikke udgydes paa andre Menneskers Legeme, og I skulle ikke berede nogen anden efter dens Maade; den er hellig, den skal vaere eder hellig.
Exo	30	33	33. Hvo som laver en Salveblanding som den, eller som lader komme deraf paa en uvedkommende, han skal udryddes af sit Folk.
Exo	30	34	34. Herren sagde til Mose: Tag dig vellugtende Urter, Stakten og Onyks og Galbane, disse vellugtende Urter og ren Virak; der skal vaere lige meget af hvert.
Exo	30	35	35. Og du skal lave en Røgelse deraf, en Blanding efter Kunstens Regler; den skal vaere saltet, ren og hellig.
Exo	30	36	36. Og du skal støde noget deraf smaat og laegge deraf foran Vidnesbyrdet i Forsamlingens Paulun, hvor jeg vil tale med dig; det skal vaere eder høj helligt.
Exo	30	37	37. Og I skulle ikke gøre eder Røgelse, som du kunde gøre efter dennes Naade; det skal vaere helligt for Herren.
Exo	30	38	38. Hvo som gør en lignende for at røge dermed, han skal udryddes af sit Folk.
------------------------Anden Mosebog, Kapitel 31
Exo	31	1	1. Og Herren talede til Mose og sag de:
Exo	31	2	2. Se, jeg har kaldet Bezaeel, en Søn af Uri, som varen Søn af Hur, af Juda Stamme, ved Navn.
Exo	31	3	3. Og jeg har opfyldt ham med Guds Aand, med Visdom og med Forstand og med Kundskab, og det i alle haande Gerning,
Exo	31	4	4. til at udtaenke Kunstvaerker, til at arbejde i Guld og i Sølv og i Kobber
Exo	31	5	5. og til at udskaere Stene, til at indfatte, og til at udskaere Trae, til at gøre alle Haande Gerning.
Exo	31	6	6. Og jeg, se, jeg har medgivet ham Oholiab, Ahisamaks Søn af Dans Stamme, og i hvers Hjerte, som er forstandig, har jeg givet Visdom; og de skulle gøre alt det, som eg har befalet dig:
Exo	31	7	7. Nemlig Forsamlingens Paulun og Vidnesbyrdets Ark og Naadestolen, som er derpaa, og alt Redskab til
Exo	31	8	8. Paulunet, og Bordet med dets Redskab og den rene Lysestage med alt dens Redskab og Røgelsealteret
Exo	31	9	9. og Braendofferets Alter med alt dets Redskab og Kedelen med dens Foa
Exo	31	10	10. og Tjenestens Klaeder og Arons, Praestens, hellige Klaeder og hans Sønners Klaeder til at gøre Praestetjeneste udi
Exo	31	11	11. og Salveolien og Røgelsen af vellugtende Urter til Helligdommen; efter alt det, som jeg har befalet dig, skulle de gøre det.
Exo	31	12	12. Og Herren talede til Mose sagde:
Exo	31	13	13. Og du, tal til Israels Børn og sig: I skulle visselig holde mine Sabbater; thi det er et Tegn imellem mig og imellem eder hos eder Efterkommere, at I skulle vide, at jeg er Herren, som helliger eder
Exo	31	14	14. Derfor skulle I holde Sabbaten thi den skal vaere eder hellig; den er vanhelliger den, skal visselig dødes; thi hver som gør Arbejde paa den, den Sjael skal udryddes af sit Folks Midte.
Exo	31	15	15. Seks Dage ska al Gerning gøres, men paa den syvende Dag er Sabbatshvile, en Hellighed for Herren; hver den, som gør Arbejde paa Sabbatsdagen, skal visselig dødes.
Exo	31	16	16. Derfor skulle Israels Børn tage Vare paa Sabbaten, saa at de holde Sabbaten, hos deres Efterkommere til en evig Pagt.
Exo	31	17	17. Den er et evigt Tegn imellem mig og imellem Israels Børn; thi i seks Dage gjorde Herren Himmelen og Jorden, og paa den syvende Dag hvilede han og vederkvaegede sig.
Exo	31	18	18. Og han gav Mose, der han havde endt at tale med ham paa Sinai Bjerg, to Vidnesbyrdets Tavler, Stentavler, skrevne med Guds Finger.
------------------------Anden Mosebog, Kapitel 32
Exo	32	1	1. Og Folket saa, at Mose tøvede med at komme ned ad Bjerget; og Folket forsamledes om Aron. og de sagde til ham: Staa op, gør os Guder, som kunne gaa foran os; thi denne Mose, Manden, som førte os op af Aegyptens Land, vide vi ikke, hvad der er vederfaret.
Exo	32	2	2. Og Aron sagde til dem: Afriver de Guldsmykker, som ere i eders Hustruers, eders Sønners og eders Døtres Øren, I og baerer dem til mig.
Exo	32	3	3. Saa afrev alt Folket de Guldsmykker, som vare i deres Øren, og de bare dem til Aron.
Exo	32	4	4. Og han tog det af deres Haand og dannede det med Mejselen og gjorde en støbt Kalv deraf, og de sagde: Israel! disse ere dine dine Guder, som førte dig op af Aegyptens Land.
Exo	32	5	5. Der Aron saa det, byggede han et Alter for den; og Aron raabte og sagde: I Morgen er det Herrens Højtid.
Exo	32	6	6. Og de stode aarle op den anden, Dag og ofrede Braendofre og fremførte Takofre; og Folket satte sig ned til at aede og drikke og stod op at lege.
Exo	32	7	7. Da sagde Herren til Mose: Gaa, stig ned; thi dit Folk, som du førte op af Aegyptens Land, har handlet fordaerveligt.
Exo	32	8	8. De vege snart fra den Vej, som jeg bød dem, de have gjort sig en støbt Kalv, og de have tilbedet den og ofret til den og sagt: Israel! disse ere dine Guder, som førte dig op af Aegyptens Land.
Exo	32	9	9. Og Herren sagde til Mose: Jeg har set dette Folk, og se, det er et haardnakket Folk.
Exo	32	10	10. Og lad mig nu fare frem, at min Vrede maa optaendes mod dem, og jeg maa fortoere dem; og jeg vil gøre dig til et stort Folk.
Exo	32	11	11. Og Mose bad ydmygelig for Herrens, sin Guds Ansigt og sagde: Herre, hvorfor skal din Vrede optaendes imod dit Folk, som du udførte af Aegyptens Land med stor Kraft og med en staerk Haand
Exo	32	12	12. Hvorfor skulle Eaypterne tale og sige: Han har udført dem til Ulykke, for at ihjelslaa dem paa Bjergene og Ødelaegge dem af Jorderige Vend om fra din grumme Vrede, og lad det onde mod dit Folk fortryde dig!
Exo	32	13	13. Kom dine Tjenere, Abraham, Isak og Israel i Hu, hvilke du har tilsvoret ved dig selv og tilsagt: Jeg vil gøre eders Saed mangfoldig, som Stjernerne paa Himmelen; og alt det Land, som jeg har sagt, vil jeg give eders Saed, og de, skulle eje det evindelig.
Exo	32	14	14. Saa fortrød Herren det onde, som han havde talet om at ville gøre sit Folk.
Exo	32	15	15. Og Mose vendte sig og gik ned ad Bjerget og havde to Vidnesbyrdets Tavler i sin Haand, Tavler beskrevne paa begge Sider, de vare skrevne baade paa den ene og den anden Side.
Exo	32	16	16. Og Tavlerne vare Guds Arbejde; og Skriften var Guds Skrift, indgravet i Tavlerne.
Exo	32	17	17. Der Josva hørte Lyden af Folket, som raabte, da sagde han til Mose: Der er en, Krigslyd i Lejren.
Exo	32	18	18. Men denne sagde: Det er ikke en Lyd af dem, som raabe, naar de sejre, og ikke en Lyd af dem, som raabe, naar de tabe; men jeg hører en Lyd af Sang.
Exo	32	19	19. Og det skete, der han kom naer til Lejren og saa Kalven og Dansen, da optaendtes Mose Vrede, og han kastede Tavlerne af sine Haender og senderbrød dem neden for Bjerget.
Exo	32	20	20. Og han tog Kalven, som de havde gjort, og opbraendte den med Ild og malede den til Støv og strøede det ov en paa Vandet og gav Israels Børn det at drikke.
Exo	32	21	21. Og Mose sagde til Aron: Hvad har dette Folk gjort dig, at du har ført en saa stor Synd over det
Exo	32	22	22. Og Aron svarede: Min Herres Vrede forhaste sig ikke; du kender Folket, at, det ligger i det onde.
Exo	32	23	23. Og de sagde til mig: Gør os Guder, som kunne gaa foran os; thi denne Mose, Manden, som førte os op af Aegyptens Land, vide vi ikke, hvad der er vederfaret.
Exo	32	24	24. Da sagde jeg til dem: Hvo som har Guld, de maa rive det af, og de gave mig det; og jeg kastede det i Ilden, saa kom denne Kalv ud.
Exo	32	25	25. Der Mose saa Folket, at det var tøjleløst, - thi Aron havde givet det Tøjlen til en Spot for deres Modstandere,
Exo	32	26	26. da stillede Mose sig i Lejrens Port og sagde: Hvo der hører Herren til, han komme til mig; da forsamlede alle Levi Børn sig til ham.
Exo	32	27	27. Og han sagde til dem: Saa siger Herren, Israels Gud: Hver binde sit Svaerd ved sin Side; gaar frem og tilbage, fra den ene Port i Lejren til den anden, og ihjelslaar her sin Broder og hver sin Ven og hver sin Naeste.
Exo	32	28	28. Og Levi Børn gjorde, som Mose havde sagt, og der faldt af Folket paa den samme Dag henved tre Tusinde Maend.
Exo	32	29	29. Mose sagde: Foder eders Haand i Dag for Herren, at enhver er imod sin Søn og imod sin Broder, og det for at bringe Velsignelse over eder i Dag.
Exo	32	30	30. Og det skete den anden Dag, da sagde Mose til Folket: I have syndet en stor Synd, dog nu vil jeg opstige til Herren, om jeg maaske kan gøre Forligelse for eders Synd.
Exo	32	31	31. Der Mose kom igen til Herren, sagde han: Ak! dette Folk har syndet en stor Synd, og de have gjort sig Guder af Guld.
Exo	32	32	32. Og nu, gid du vilde forlade dem deres Synd; men hvis ikke, da udslet mig nu af din Bog, som du har skrevet!
Exo	32	33	33. Og Herren sagde til Mose: Hver den som synder imod mig, den vil jeg udslette af min Bog.
Exo	32	34	34. Og nu gaa, før Folket didhen, som jeg sagde dig: Se, min Engel skal gaa for dit Ansigt; men paa min Hjemsøgelses Dag vil jeg hjemsøge deres Synd over dem.
Exo	32	35	35. Og Herren slog Folket, fordi de havde gjort Kalven, som Aron havde gjort.
------------------------Anden Mosebog, Kapitel 33
Exo	33	1	1. Og Herren sagde til Mose: Gaa drag op herfra, du og Folket som du førte op af Aegyptens Land, til det Land, som jeg tilsvor Abraham, Isak og Jakob, - sigende Din Saed vil jeg give det,
Exo	33	2	2. og jeg vil sende en Engel foran dig, og addrive Kananiter, Amoriter og Hethiter og Feresiter, Heviter og Jebusiter,
Exo	33	3	3. til et Land, som flyder med Maelk og Honning; men jeg vil ikke drage op med dig, thi du er et haardnakket Folk, at jeg ikke skal fortaere dig paa Vejen.
Exo	33	4	4. Der Folket hørte denne svare Tale, da sørgede de, og ingen satte sin Prydelse paa sig.
Exo	33	5	5. Og Herren sagde til Mose: Sig til Israels Børn: I ere et haardnakket Folk; drog jeg et Øjeblik midt op iblandt dig, saa maatte jeg fortaere dig; og laeg nu din Prydelse af dig, at jeg kan vide, hvad jeg skal gøre ved dig.
Exo	33	6	6. Saa aflagde Israels Børn deres Prydelse fra det Bjerg Horeb af.
Exo	33	7	7. Men Mose tog Teltet og slog sig det ud udenfor Lejren, langt fra Lejren, og kaldte det Forsamlingens Telt; og det skete, at hver som vilde adspørge Herren, maatte gaa ud til Forsamlingens Telt, som var udenfor Lejren.
Exo	33	8	8. Og det skete, naar Mose gik ud til Teltet, da rejste alt Folket sig, og de stode hver i sit Telts Dør, og de saa efter Mose, indtil han kom til Teltet.
Exo	33	9	9. Og det skete, naar Mose kom til Teltet, kom Skystøtten ned og stod i Teltets Dør, og han talte med Mose.
Exo	33	10	10. Og alt Folket saa Skystøtten staa i Teltets Dør, og alt Folket rejste sig, og de bøjede sig, hver i sit Telts Dør.
Exo	33	11	11. Men Herren talede til Mose, Ansigt til Ansigt, ligesom en Mand taler med sin Naeste; og han vendte om til Lejren, men hans Tjener Josva, Nuns Søn, den unge Karl, veg ikke fra Teltet.
Exo	33	12	12. Og Mose sagde til Herren: Se, du siger til mig: Før dette Folk op, og du har ikke ladet mig vide, hvem du vil sende med mig; enddog du har sagt: Jeg kender dig ved Navn, og du har ogsaa fundet Naade for mine Øjne.
Exo	33	13	13. Og nu, kaere, dersom jeg har fundet Naade for dine Øjne, da vis mig, kaere, dine Veje, at jeg ikke alg, paa det jeg maa finde Naade for dine Øjne; og se dette Folk er dit Folk.
Exo	33	14	14. Og han sagde: Mit Ansigt skal gaa med, og jeg vil skaffe dig Hvile.
Exo	33	15	15. Men han sagde til ham: Dersom dit Ansigt ikke gaar med os, da lad os ikk drage op herfra.
Exo	33	16	16. Og hvor paa skulde det dog kendes, at jeg har fundet Naade for dine Øjne, jeg og dit Folk? mon ikke derpaa, at du gaar med os? at vi, jeg og dit Folk, udmaerkes frem for hvert Folk, Søn er paa Jorderiges Kreds.
Exo	33	17	17. Da sagde Herren til Mose: Jeg vil ogsaa gør dette Ord, som du har talet; thi du har fundet Naade for mine Øjne og jeg kender dig ved Navn.
Exo	33	18	18. Men han sagde: Kaere, lad mig se din Herlighed!
Exo	33	19	19. Og han sagde: Jeg vi lade al min Godhed drage forbi for dit Ansigt, og jeg vil ved Navn ud raabe: Herren ! for dit Ansigt; og jeg vil vaere den naadig, hvem jeg er naadig, og forbarme mig over den, hvem jeg forbarmer mig over,
Exo	33	20	20. Og han sagde: Du kan ikke se mit Ansigt; thi Mennesket kan ikke se mig og leve.
Exo	33	21	21. Og Herren sagde: Se, her er et Sted hos mig, og du skal staa paa Klippen.
Exo	33	22	22. Og det skal ske, naar min Herlighed gaar forbi, da vil jeg lade dig staa i Kløften paa Klippen, og jeg vil daekke med min Haand over dig, indtil jeg er gaaet forbi.
Exo	33	23	23. Og naar jeg borttager min Haand, da skal du se mig bagfra; men mit Ansigt kan ikke ses.
------------------------Anden Mosebog, Kapitel 34
Exo	34	1	1. Og Herren sagde til Mose: Udhug dig to Stentavler som de første, saa vil jeg skrive de Ord paa Tavlerne, som vare paa de første Tavler, som du sønderbrød.
Exo	34	2	2. Og vaer rede til i Moraen, og stig aarle op paa Sinai Bjerg, og staa der for mig paa Bjergets Top.
Exo	34	3	3. Og der skal ingen gaa op med dig, og heller ikke maa nogen lade sig se paa det hele Bjerg; hverken Kvaeg eller Øksne skulle gaa paa Graes hen imod dette Bjerg.
Exo	34	4	4. Og han udhuggede to Stentavler som de første, og Mose stod aarle op om Morgenen og steg op paa Sinai Bjerg, som Herren befalede ham, og han tog de to Stentavler i sin Haand.
Exo	34	5	5. Og Herren kom med i Skyen og stod der hos ham og udraabte ved Navn: Herren !
Exo	34	6	6. Og Herren gik forbi for hans Ansigt og raabte: Herren, Herren er barmhjertig og naadig Gud, langnodig og af megen Miskundhed og Sandhed,
Exo	34	7	7. som bevarer Miskundhed nod tusinde Led og forlader Misgerning og Overtraedelse og Synd, Og som ikke skal holde den skyldige for uskyldig, som hjemsøger aedrenes Misgerning paa Børn og paa Børnebørn, paa dem i tredje og paa dem i fjerde Led.
Exo	34	8	8. Og Mose skyndte sig og bøjede sig til Jorden og tilbad.
Exo	34	9	9. Og han sagde: Kaere, dersom jeg har fundet naade for dine Øjne, Herre, da gaa Herren nu midt iblandt os; thi dette er et haardnakket Folk, og du ville forlade os vor Misgerning og vor Synd, og tage os til Arv!
Exo	34	10	10. Og han sagde: Se, jeg vil gøre en Pagt; for hele dit Folk vil jeg gøre underfulde Ting, som ikke ere skabte i noget and eller hos noget Folkefaerd; og hele det Folk, som du er midt iblandt, skal se Herrens Gerning; liden er forfaerdelig, den som jeg skal gøre med dig.
Exo	34	11	11. Hold du det jeg befaler dig i Dag, se, jeg; vil uddrive for dig Amoriter og Kananiter og Hethiter og Feresiter og Heviter og Jebusiter.
Exo	34	12	12. Forvar dig, at du ej gør Pagt med nogen Indbygger i det Land, til hvilket du kommer, paa det han ikke bliver til en Snare midt iblandt dig;
Exo	34	13	13. men I skulle nedbryde deres Altere og sønderbryde deres Billeder og omhugge deres Astartebilleder;
Exo	34	14	14. thi du skal ikke tilbede en anden Gud; thi Herren hedder nidkaer, han er en nidkaer Gud:
Exo	34	15	15. At du ikke gør Pagt med nogen Indbygger i det Land; thi de kunde bole efter deres i Guder og ofre til deres Guder, og en kunde indbyde dig, at du aad af hans Offer;
Exo	34	16	16. og du kunde tage af hans Døtre til dine Sønner, og hans Døtre kunde bole efter deres Guder og faa dine Sonner til at bole efter deres Guder.
Exo	34	17	17. Du skal ingen støbte Guder gøre dig.
Exo	34	18	18. Du skal holde de usyrede Brøds Højtid, du skal aede usyrede Brød i syv Dage, som jeg har befalet dig til den bestemte Tid i Abib Maaned; thi i Abib Maaned gik du ud af Aegypten.
Exo	34	19	19. Alt det, som aabner Moders Liv, hører mig til, og alt det, som er en IJan af dit Kvaeg, og som aabner Moders Liv, vaere sig Okse eller Lam.
Exo	34	20	20. Men det førstefødte af Asener skal du løse med et Lam, og dersom du ikke vil løse det, da skal du bryde Halsen itu paa det; alle førstefødte af dine Sønner skal du løse, og mit Ansigt skal ikke ses tomhaendet.
Exo	34	21	21. Seks Dage skal du arbejde, og paa den syvende Dag skal du hvile; med Pløjningen og med Høsten skal du hvile.
Exo	34	22	22. Og du skal holde Ugernes Højtid med Førstegrøden af Hvedehøsten, og Indsamlingens Højtid naar Aaret er omme.
Exo	34	23	23. Tre Gange om Aaret skal alt dit Mandkøn ses for den Herre Herres, Israels Guds, Ansigt.
Exo	34	24	24. Thi jeg skal uddrive Hedningerne for dit Ansigt og gøre dit Landemaerke vidt; og ingen skal bebaere dit land, naar du gaar op at lade dig se for Herren din Guds Ansigt tre Gange om Aaret.
Exo	34	25	25. Du skal ikke ofre mit Slagtoffers Blod med syret Brød; og Paaskehøjtidens Slagtoffer skal ikke ligge Natten over til om Morgenen.
Exo	34	26	26. Det første af din Jords Førstegrøde skal du baere til Herren din Guds Hus; du skal ikke koge et Kid i dets Moders Maelk.
Exo	34	27	27. Og Herren sagde til Mose: Skriv dig disse Ord; thi efter disse Ords Lydelse har jeg gjort en Pagt med dig og med Israel.
Exo	34	28	28. Og han var der hos Herren fyrretyve Dage og fyrretyve Naetter, han aad ikke Brød og drak ikke Vand; og han skrev paa Tavlerne Pagtens Ord, de ti Ord.
Exo	34	29	29. Og det skete, der Mose gik ned ad Sinai Bjerg, da havde Mose to Vidnesbyrdstavler i sin Haand, der han gik ned ad Bjerget; og Mose vidste ikke, at Huden paa hans Ansigt skinnede deraf, at han havde talet med ham.
Exo	34	30	30. Og Aron og alle Israels Børn saa Mose, og se, hans Ansigts Hud skinnede; da frygtede de for at komme naer til ham.
Exo	34	31	31. Da kaldte Mose ad dem, og de vendte om til ham, Aron og alle Fyrsterne af Menigheden, og Mose talede til dem.
Exo	34	32	32. Og derefter naermede alle Israels Børn sig; saa befalede han dem alt det, som Herren havde talet med ham paa Sinai Bjerg.
Exo	34	33	33. Og Mose lod af at tale med dem, og han lagde et Daekke over sit Ansigt.
Exo	34	34	34. Og naar Mose gik ind for Herren til at tale med ham, tog han Daekket af, indtil han gik ud igen; og han gik ud og talede til Israels Børn, hvad ham var befalet.
Exo	34	35	35. Og Israels Børn saa Mose Ansigt, at Mose Ansigts Hud skinnede; saa sagde Mose igen Daekket over sit Ansigt, indtil han gik ind igen at tale med ham.
------------------------Anden Mosebog, Kapitel 35
Exo	35	1	1. Og Mose lod al Israels Børns Menighed samle og sagde til dem: Disse ere de Ord, som Herren befalede, at I skulle gøre;
Exo	35	2	2. seks Dage skal al Gerning gøres, men den syvende Dag skal vaere eder hellig, en Sabbatshvile for Herren; hver den, som gør nogen Gerning paa den, skal dødes.
Exo	35	3	3. I skulle ingen Ild optaende i nogen af eders Boliger paa Sabbatsdagen.
Exo	35	4	4. Og Mose sagde til al Israels Børns Menighed saaledes: Dette er det Ord, som Herren befalede, sigende:
Exo	35	5	5. Tager, af hvad eder tilhører, en Offergave til Herren; hver som er villig af sit Hjerte, skal fremføre den, en Offergave til Herren: Guld og Sølv og Kobber,
Exo	35	6	6. og blaat uldent og Purpur og Skarlagen og hvidt Linned og Gedehaar,
Exo	35	7	7. og rødlødede Vaederskind og Graevlingeskind og Sithimtrae,
Exo	35	8	8. og Olie til Lysning og Urter til Salveolie og til vellugtende Røgelse,
Exo	35	9	9. og Onyksstene og Stene til at indfatte, til Livkjortlen og til Brystspannet.
Exo	35	10	10. Og hver af eder, som er viis i Hjertet, de skulle komme og gøre alt det, som Herren har befalet:
Exo	35	11	11. Tabernaklet med dets Paulun og; dets Daekke, med dets Hager og dets Fjaele, dets Tvaerstaenger, dets Støtter og dets Fødder;
Exo	35	12	12. Arken med dens Staenaer, Naadestolen og Daekkets Forhaeng.
Exo	35	13	13. Bordet med dets Staenger og alle dets Redskaber og Skuebrødet;
Exo	35	14	14. og Lysestagen til Lysningen med dens Redskaber og dens Lamper og Olie til Lysningen;
Exo	35	15	15. og Røgelsealteret med dets Staenger og Salveolien og vellugtende Røgelse, og Daekket for Døren, for Tabernaklets Dør;
Exo	35	16	16. Braendofrets Alter med dets Kobbergitter, med dets Staenger og alle dets Redskaber, Kedlen med dens Fod;
Exo	35	17	17. Omhaengene til Forgaarden med dens Støtter og dens Fødder, og Daekket for Forgaardens Port;
Exo	35	18	18. Sømmene til Tabernaklet og Sømmene tilForgaarden og deres Snore;
Exo	35	19	19. Tjenestens Haeder til at tjene med i Helligdommen; hellige Klaeder til Aron, Praesten, og Klaeder til hans Sønner til at gøre Praestetjeneste udi.
Exo	35	20	20. Saa gik de ud, al Israels Børns Menighed, fra Mose Aasyn.
Exo	35	21	21. Og de kom, hver Mand, hvis Hjerte førte ham dertil, og hver den, hvis Aand frivillig drev ham dertil, de fremførte Offergave til Herren, til Forsamlingens Pauluns Gerning og til alt Arbejdet dermed og til de hellige Klaeder.
Exo	35	22	22. Og de kom, Maendene saa vel som Kvinderne, hver som var villig i Hjertet, de frembare Haegter og Smykker og Ringe og Kaeder, alle Haande Guldtøj og hver Mand kom, som havde ladet en Gave af Guld røre for Herren.
Exo	35	23	23. Og hver Mand, hos hvem der fandtes blaat uldent og Purpur og Skarlagen og hvidt Linned og Gedehaar og rødlødede Vaederskind og Graevlingeskind, de førte det frem.
Exo	35	24	24. Hver som havde en Offergave af Sølv og Kobber, de bragte den frem som en Offergave til Herren; og hver, hos hvem Sithimtrae fandtes til noget Slags Arbejde, de førte det frem.
Exo	35	25	25. Og hver kvinde, som var viis i Hjerte, spandt med sine Haender, og de fremførte det, de havde spundet: Blaat uldent og Purpur, Skarlagen og hvidt Linned.
Exo	35	26	26. Og alle Kvinder, hvis Hjerte bevaegede dem dertil, og som havde Forstand derpaa, spandt Gedehaarene.
Exo	35	27	27. Men Fyrsterne bragte Onyksstene og Stene til at indfatte, til Livkjortlen og til Brystspannet,
Exo	35	28	28. og Urterne og Olien til Lysning og til Salveolien, og til vellugtende Røgelse.
Exo	35	29	29. Hver land og Kvinde af Israels Børn, hvem deres Hjerte drev til frivilligt at bringe noget til al den Gerning, som Herren ved Mose havde befalet at udføre, bragte en frivillig Gave til Herren.
Exo	35	30	30. Og Mose sagde til Israels Børn: Ser, Herren har kaldet ved Navn Bezaleel, en Søn af Uri, som var en Søn af Hur, af Juda Stamme.
Exo	35	31	31. Og Guds Aand har opfyldt ham med Visdom, med Forstand og med Kundskab, og det til alle Haande Gerning;
Exo	35	32	32. og til at udtaenke Kunstvaerker, at arbejde i Guld og i Sølv og i Kobber;
Exo	35	33	33. og til at udskaere Stene til at indfatte, og til at udskaere Trae, til at gøre alle Haande kunstig Gerning;
Exo	35	34	34. og han har givet i hans Hjerte Visdom til at undervise andre, baade ham og Oholiab, Ahisamaks Søn, af Dans Stamme.
Exo	35	35	35. Han har opfyldt dem med Visdom i Hjertet til at gøre alle Haande Gerning, deres, som udskaere, og deres, som virke, og deres, som stikke i blaat uldent og i Purpur, i Skarlagen og i hvidt Linned, og Vaeveres, deres, som gøre alle Haande Gerning og udtaenke Kunstvaerker.
------------------------Anden Mosebog, Kapitel 36
Exo	36	1	1. Saa gjorde Bezaleel og Oholiab og hver Mand, som var vis i Hjertet, hvilke Herren havde givet i Visdom og Forstand til at vide at gøre alle Haande Gerning til Helligiommens Tjeneste, efter alt det som Herren havde befalet.
Exo	36	2	2. Og Mose kaldte ad Bezaleel og ad Oholiab og ad hver Mand, som var viis i Hjertet, som Herren havde givet Visdom i hans Hjerte, hver den som Hjertet drev til at tage fat paa Gerningen for at gøre dan.
Exo	36	3	3. Og de modtoge af Mose hele Offergaven, som Israels Børn fremførte til Helligdommens Tjenestes Gerning, for at gøre den faerdig; og de fremførte desuden til ham frivillige Gaver hver Morgen.
Exo	36	4	4. Da kom alle de viise, som gjorde al Helligdommens Gerning, hver Mand fra sit Arbejde, som de gjorde,
Exo	36	5	5. og de sagde til Mose saalunde: Folket baerer mere frem, end der gøres behov til Tjenesten, til Gerningen, hvilken Herren har befalet at gøre.
Exo	36	6	6. Saa befalede Mose, og de udraabte igennem Lejren, sigende, at hverken Mand eller Kvinde skulde forfaerdige noget mere som Offergave til Helligdommen, og Folket hørte op med at bringe.
Exo	36	7	7. Thi de havde nok af alle disse Ting til al Gerningen, til at gøre den, og der var tilovers.
Exo	36	8	8. Saa gjorde hver, som var viis i Hjertet, iblandt dem, som udførte Gerningen, Tabernaklet af ti Taepper af hvidt, tvundet Linned og blaat uldent og Purpur og Skarlagen; med Keruber, med kunstigt Arbejde gjorde man dem.
Exo	36	9	9. Eet Taeppe var otte og tyve Alen langt, og fire Alen bredt var eet Taeppe, alle Taepper havde eet Maal.
Exo	36	10	10. Og man faestede de fem Taepper sammen, det ene til det andet, og faestede atter fem Taepper sammen, det ene Stropper af blaat uldent paa det første Taeppes Eg, yderst, hvor det skulde faestes sammen; ligesaa gjorde man paa det yderste Taeppes Aeg,
Exo	36	11	11. hvor det anden Gang skulde faestes sammen.
Exo	36	12	12. Halvtredsindstyve Stropper gjorde man paa det første Taeppe, og halvtredsindstyve Stropper gjorde man yderst paa Taeppet, der anden Gang skulde faestes til; Stropperne vare haeftede sammen, den ene til den anden.
Exo	36	13	13. Og man gjorde halvtredsindstyve Guldhager og faestede Taepperne, det ene til det andet med Hagerne, saa det blev eet Tabernakel.
Exo	36	14	14. Og man gjorde Taepperne af Gedehaar til et Paulun over Tabernaklet; elleve Taepper gjorde man.
Exo	36	15	15. Hvert Taeppe var tredive Alen langt, og hvert Taeppe var fire Alen bredt; de elleve Taepper havde eet Maal.
Exo	36	16	16. Og de fem Taepper faestede man sammen for sig og de seks Taepper for sig.
Exo	36	17	17. Og man gjorde halvtredsindstyve Stropper paa det første Taeppes Aeg, yderst, hvor de skulde faestes sammen; og man gjorde halvtredsindstyve Stropper paa Vaeggen af det Taeppe, der anden Gang skulde faestes til.
Exo	36	18	18. Og man gjorde halvtredsindstyve Kobberhager, at faeste Paulunet sammen med, til at vorde eet.
Exo	36	19	19. Og man gjorde et Daekke over Paulunet af rødlødede Vaederskind, og et Daekke af Graevlingeskind derover.
Exo	36	20	20. Og man gjorde Fjaelene. til Tabelnaklet af Sithimtrae, saa at de kunde staa.
Exo	36	21	21. Hver Fjael var ti Alen lang, og hver Fjael var halvanden Alen bred.
Exo	36	22	22. Der var to Tappe paa hver Fjael, den ene Tap forbunden med den anden; saaledes gjorde man paa alle Tabernaklets Fjaele.
Exo	36	23	23. gr man gjorde Fjaele til Tabernaklet, tyve Fjaele til den søndre Side mod Sønden.
Exo	36	24	24. Og man gjorde fyrretyve Sølvfødder under de tyve Fjaele, to Fødder under den ene Fjael for dens to Tappe og to Fødder under den anden Fjael for dens to Tappe.
Exo	36	25	25. Og til Tabernaklets anden Side mod den nordre Side gjorde man tyve Fjaele,
Exo	36	26	26. og deres fyrretyve Sølvfødder, to Fødder under den ene Fjael og to Fødder under den anden Fjael.
Exo	36	27	27. Og til Bagsiden af Tabernaklet imod Vesten gjorde man seks Fjaele.
Exo	36	28	28. Og man rjorde to Fjaele til Tabernaklets Hjørner paa begge Sider.
Exo	36	29	29. Og de vare dobbelte fra neden af, og i lige Maade vare de dobbelte til det øverste, saa der blev en Ring; saaledes gjorde man med dem begge paa begge Hjørner.
Exo	36	30	30. Og der var otte Fjaele og deres Sølvfødder, seksten Fødder, to Fødder under hver Fjael.
Exo	36	31	31. Og man gjorde Tvaerstaenger af Sithimtrae; fem til Fjaelene ved den ene Side af Tabernaklet,
Exo	36	32	32. og fem Tvaerstaenger til Fjaelene ved den anden Side af Tabernaklet, og fem. Tvaerstaenger til Tabernaklets Fjaele, bagtil mod Vesten.
Exo	36	33	33. Og man gjorde den midterste Stang til at gaa tvaersover paa Midten af Fjaelene, fra den ene Fnde til den anden.
Exo	36	34	34. Og man beslog Fjaelene med Guld, og deres Ringe gjorde man af Guld til at stikke Tvaerstaengerne udi, og man beslog Tvaerstaengerne med Guld.
Exo	36	35	35. Han gjorde og et Forhaeng af blaat uldent og Purpur og Skarlagen og hvidt, tvundet Linned; man gjorde med kunstigt Arbejde Keruber paa det.
Exo	36	36	36. Og man gjorde fire Støtter dertil af Sithimtrae og beslog dem med Guld, deles Kroge vare af Guld; og man tøbte fire Fødder dertil af Sølv:
Exo	36	37	37. Og man gjorde Daekket for Paulunets Dør af blaat uldent og Purpur og Skarlagen og hvidt, tvundet Linned, stukket Arbejde,
Exo	36	38	38. og dets fem Støtter med deres Kroge, og beslog deres Knapper og deres Staenger med Guld, og deres fem Fødder vare af Kobber.
------------------------Anden Mosebog, Kapitel 37
Exo	37	1	1. Og Bezaleel gjorde Arken af Sithimtrae, halvtredje Alen lang og halvanden Alen bred og halvanden Alen høj.
Exo	37	2	2. Og han beslog den med purt Guld, inden og uden, og han gjorde en Guldkrans trindt omkring den.
Exo	37	3	3. Og han støbte fire Guldringe til den paa dens fire Hjørner, nemlig to Ringe paa dens ene Side og to Ringe paa dens, anden Side.
Exo	37	4	4. Og hnn gjorde Staenger af Sithimtrae og beslog dem med Guld.
Exo	37	5	5. Og han stak Staengerne i Ringene paa Siderne af Arken til at baere Arken med.
Exo	37	6	6. Og han gjorde en Naadestol af purt Guld, halvtredje Alen lang og halvanden Alen bred.
Exo	37	7	7. Og han gjorde to Keruber af Guld, af drevet Arbejde gjorde han dem, paa begge Ender af Naadestolon,
Exo	37	8	8. een Kerub paa den ene Ende og een Kerub paa den anden Ende; han gjorde Keruber i eet med Naadestolen paa begge dens Ender.
Exo	37	9	9. Og Keruberne udbredte deres Vinger ovenover og daekkede over Naadestolen med deres Vinger; og den enes Ansigt var mod den andens, Kerubernes Ansigter vare vendte mod Naadestolen.
Exo	37	10	10. Og han gjorde Bordet af Sithimtrae, to Alen langt og een Alen bredt om halvanden Alen højt.
Exo	37	11	11. Og han beslog det med purt Guld, og han gjorde en Guldkrans dertil rundt omkring.
Exo	37	12	12. Han gjorde ogsaa en Liste dertil trindt omkring, en Haandbred høj, og gjorde en Guldkrandt trindt omkring dens Liste.
Exo	37	13	13. Og han støbte fire Guldringe dertil og satte Ringene i de fire Hjørner som vare ved dets fire Fødder.
Exo	37	14	14. Tvaert over for Listen vare Ringene, at Staengerne kunde stikkes deri til at baere Bordet.
Exo	37	15	15. Og han gjorde Staengerne af Sithimtrae og beslog dem med Guld til at baer Bordet.
Exo	37	16	16. Og han gjorde Redskaberne, som skulde til Bordet, dets ade og dets Skaaler og dets Baeere og dets Kander, med hvilke ler skulde udgydes Drikoffer, af purt Guld.
Exo	37	17	17. Og han gjorde Lysestagen af purt Guld; af drevet Arbejde gjorde han Lysestagen; dens Fod og dens Stang, dens Baegere, dens Knopper og dens Blomster vare ud af eet ned den.
Exo	37	18	18. Og seks Grene gik ud fra dens Sider, tre Grene paa Lysestagen fra dens ene Side, og tre rene paa Lysestagen fra dens anden Side.
Exo	37	19	19. Tre Mandelblomstbaerere var der paa den ene Gren, en Knop og et Blomster, og tre Mandelblomstbaegere paa den anden Gren, en Knop og et Blomster; saaledes var det paa de seks Grene, som gik ud fra Lysestagen.
Exo	37	20	20. Men paa Lysestagen vare fire Mandelblomstbaegere, dens Knopper og dens Blomster,
Exo	37	21	21. nemlig een Knop under de to Grene derpaa, og een Knop under de to andre Grene derpaa, og een Knop under de to Øvrige Grene derpaa for de seks Grene, som gik ud fra den.
Exo	37	22	22. Deres Knopper og deres Grene vare ud af eet med den selv, det var altsammen eet drevet Arbejde af purt Guld.
Exo	37	23	23. Og han gjorde dens syv Lamper og dens Sakse og dens Tandekar af purt Guld.
Exo	37	24	24. Af et Centner purt Guld gjorde han den og alle dens Redskaber.
Exo	37	25	25. Og han gjorde Røgelsealteret af Sithimtrae, een Alen langt og een Alen bredt, firkantet og to Alen højt; dets Horn vare ud af eet med det.
Exo	37	26	26. Og han beslog det med purt Guld, dets Overdel og dets Sider omkring og, dets Horn, og gjorde en Guldkrans til det rundt omkring.
Exo	37	27	27. Og han gjorde to Guldringe dertil, under dets Krans paa begge Sidestykkerne deraf, paa begge Sider derpaa, til at stikke Staengerne deri, for at baere det med dem.
Exo	37	28	28. Men Staengerne gjorde han af Sithimtrae og beslog dem med Guld.
Exo	37	29	29. Og han gjorde den hellige Salve, olie og den rene Røgelse af vellugtende Urter efter Kunstens Regler.
------------------------Anden Mosebog, Kapitel 38
Exo	38	1	1. Og han gjorde Braendofrets Alter af Sithimtrae, fem Alen langt og fem Alen bredt, firkantet og tre Alen højt.
Exo	38	2	2. Og han gjorde dets Horn paa dets fire Hjørner, dets Horn vare ud af eet med det; og han beslog det med Kobber.
Exo	38	3	3. Og han gjorde alle Alterets Redskaber, Gryderne og Ildskufferne og Skaalerne, Madkrogene og Panderne; alle Redskaber dertil gjorde han af Kobber.
Exo	38	4	4. Og han gjorde et Gitter til Alteret, gjort som et Net, af Kobber, under dets Afsaet nedenfra indtil midt derpaa.
Exo	38	5	5. Og han støbte fire Ringe paa de fire Hjørner paa Kobbergitteret at stikke Staengerne udi.
Exo	38	6	6. Og han gjorde Staenger af Sithimtrae og beslog dem med Kobber.
Exo	38	7	7. Og han stak Staengerne i Ringene paa Alterets Sider, til at baere det med dem; han gjorde det hult, af Fjaele.
Exo	38	8	8. Og han gjorde Kedelen af Kobber og Foden dertil af Kobber, af de i Hobetal kommende Kvindes Spejle, hvilke kom i Hobetal for Forsamlingens Pauluns Dør.
Exo	38	9	9. Og han gjorde Forgaarden paa den søndre Side mod Sønden; Omhaengene til Forgaarden vare af hvidt, tvundet Linned, hundrede Alen.
Exo	38	10	10. Deres Støtter vare tyve og deres Kobberfødder. tyve; Støtternes Kroge og deres Tvaerstaenger vare af Sølv
Exo	38	11	11. og mod den nordre Side, hundrede Alen, deres Støtter vare tyve og deres Kobberfødder tyve; Støtternes Kroge og deres Tvaerstaenger vare af Sølv;
Exo	38	12	12. men paa den vestre Side vare Omhaengene halvtredsindstyve Alen, deres tøtter vare ti og deres Fødder ti; Støtternes Kroge og deres Tvaerstaenger vare af Sølv;
Exo	38	13	13. men paa den Østre Side, mod Østen halvtredsindstyve Alen;
Exo	38	14	14. Omhaengene hen mod den ene Side vare femten Alen, deres Støtter vare tre og deres Fødder tre.
Exo	38	15	15. Og hen mod den anden Side, paa begge Sider af Forgaardens Port, vare Omhaengene femten Alen; deres Støtter vare tre og deres Fødder tre.
Exo	38	16	16. Alle Omhaengene omkring Forgaarden vare af hvidt, tvundet Linned.
Exo	38	17	17. Og Fødderne til Støtterne vare af Kobber, men Støtternes Kroge og deres Tvaerstaenger vare af Sølv, og deres Hoveder vare beslagne med Sølv, og disse vare forbundne med Sølvstaenger, alle Forgaardens Støtter.
Exo	38	18	18. Og Daekket for Forgaardens Port var stukket Arbejde og blaat uldent og Purpur og Skarlagen og hvidt, tvundet Linned; og tyve Alen var Laengden, og Højden efter Omhaengets Bredde var fem Alen i Lighed med Forgaardens Omhaeng.
Exo	38	19	19. dertil vare fire Støtter med deres fire Kobberfødder, deres Kroge af Sølv, og deres Hoveder beslagne med Sølv og deres Tvaerstaenger af Sølv.
Exo	38	20	20. Og alle Sømmene til Tabernaklet og til Forgaarden rundt omking vare af Kobber.
Exo	38	21	21. Dette er, hvad der blev beregnet til Tabernaklet, Vidnesbyrdets: Tabernakel, som det blev beregnet; efter Mose Ord, ved Hjaelp af Leviterne, under Tilsyn af Ithamar, en Søn af Praesten Aron.
Exo	38	22	22. Og Bezaleel, en Søn af Uri, en Søn af Hur, af Juda Stamme, gjorde alt det, som Herren havde befalet Mose.
Exo	38	23	23. Og Oholiab, Ahisamaks Søn af Dans Stamme, var med ham, og han var en Mester i Udskaering og i Kunstvaevning og i Stikning med blaat uldent og med Purpur og med Skarlagen og med hvidt Linned.
Exo	38	24	24. Alt Guldet, som blev forarbejdet til denne Gerning i Helligdommens hele Gerning, ja Rørelseofrets Guld, var ni og tyve Centner og syv Hundrede og tredive Sekel efter Helligdommens Sekel.
Exo	38	25	25. Men Sølvet fra dem, som vare talte i Menigheden, var hundrede Centner og Tusinde og syv Hundrede og fem og halvjerdsindstyve Sekel efter Helligdommens Sekel.
Exo	38	26	26. En Beka for hvert Hoved, det er en halv Sekel efter Helligdommens Sekel, af hver den, som gik over til de talte, fra tyve Aar gammel og derover, af sek Hundrede Tusinde og tre Tusinde og fem Hundrede og halvtredsindstyve.
Exo	38	27	27. Og der var hundrede Centner Sølv til at støbe Fødderne af til Helligdommen og Fødderne til Forhaenget; hundrede Fødder af hundrede Centner, eet Centner til hver Fod.
Exo	38	28	28. Men af de Tusinde og syv Hundrede og fem og halvfjerdsindstyve Sekel gjorde han Kroge til Støtterne; og man beslog deres Hoveder og forbandt dem med hverandre.
Exo	38	29	29. Men Rørelsens Kobber var halvfjerdsindstyve Centner og to Tusinde og fire Hundrede Sekel.
Exo	38	30	30. Og deraf gjorde man Fødderne til Forsamlingens Pauluns Dør og Kobberalteret og Kobbergitteret, som var derom, og alle Alterets, Redskaber
Exo	38	31	31. og Fødderne til Forgaarden rundt omkring og Fødderne til Forgaardens Port og alle Sømmene til Tabernaklet og alle Sømmene til Forgaarden rundt omkring.
------------------------Anden Mosebog, Kapitel 39
Exo	39	1	1. Men af blaat uldent og Purpur og Skarlagen gjorde de Tjenstens Klaeder til at tjene i ved Helligdommen; og de gjorde hellige Klaeder, som skulde vaere til Aron, saasom Herren havde befalet Mose.
Exo	39	2	2. Og han gjorde Livkjortlen af Guld, blaat uldent og Purpur og Skarlagen og hvidt, tvundet Linned.
Exo	39	3	3. Og de hamrede Guldet i Plader og skare det ud i Traade, til at virke let ind imellem det blaa uldne og mellem Purpuret og imellem Skarlagenet og imellem det hvide Linied med kunstig Gerning.
Exo	39	4	4. De gjorte Skulderstykker til den, som kunne sammenføjes; den blev sammenføjet ved begge dens Ender.
Exo	39	5	5. Og Baeltet, som omsluttede den og var over den, var af samme Arbejde, ud af eet Stykke dermed, af Guld, blaat uldent og Purpur og Skarlagen og hvidt, tvundet Linned, saasom Herren havde befalet Mose.
Exo	39	6	6. Og de beredte Onyksstene, indfattede rundt omkring med Guldfletninger, udgravede, som man udgraver et Signet, efter Israels Børns Navne.
Exo	39	7	7. Og man satte dem paa Skulderstykkerne paa Livkjortlen, disse Stene skulde vaere til en Ihukommelse for Israels Børn, saasom Herren havde befalet Mose.
Exo	39	8	8. Og han gjorde Brystspannet med kunstigt Arbejde, af samme Arbejde som Livkjortlen, af Guld, blaat uldent og Purpur og Skarlagen og hvidt tvundet Linned.
Exo	39	9	9. Det var firkantet, dobbelt gjorde de Brystspannet, eet Spand lang og eet Spand bredt, og dobbelt.
Exo	39	10	10. Og de fyldte fire Rader Stene deri; een Rad: en Karneol, en Topas og en Smaragd, som den første Rad;
Exo	39	11	11. og den anden Rad: en Karbunkel, en Safir og en Demant;
Exo	39	12	12. og den tredje Rad: en Hyacint, en Agat og en Ametyst;
Exo	39	13	13. og den jerde Rad: en Krysolith, en Onyks og en Jaspis; de havde Fletninger af Guld om deres Indfatninger.
Exo	39	14	14. Og disse Stene vare efter Israels Børns Navne, de vare tolv efter deres Navne; som man udgraver et Signet, hver ved sit Navn efter de tolv Stammer.
Exo	39	15	15. Og de gjorde fastslyngede Kaeder til Brystspannet, snoet Arbejde af purt Guld.
Exo	39	16	16. Og de gjorde to Guldfletninger og to Guldringe, og de satte de to Ringe paa de tvende Ender af Brystspannet.
Exo	39	17	17. Og de satte de to snoede Guldkaeder i de to Ringe ved Enderne af Brystspannet.
Exo	39	18	18. Men de to Ender af de to snoede Kaeder satte de paa de to Fletninger, og de satte dem paa Skulderstykkerne af Livkjortlen paa Forsiden der af.
Exo	39	19	19. Og de gjorde to Guldringe og satte dem paa de to Ender af Brystspannet, paa den Aeg deraf, som vender indad mod Livkjortlen.
Exo	39	20	20. Og de gjorde to Guldringe og satte dem paa de to Skulderstykker af Livkjortlen forneden, paa Forsiden deraf, lige hvor den skulde faestes sammen oven for Livkjortlens Baelte.
Exo	39	21	21. Og de bandt Brystspannet ved dets Ringe til Ringene paa Livkjortlen med en blaa, ulden Snor, saa at det var oven for Livkjortlens Baelte, og Brystspaendet skiltes ikke Fra Livkjortlen, som Herren befalede Mose.
Exo	39	22	22. Og han gjorde en Overkjortel til Livkjortlen, vaevet Arbejde, helt af blaat uldent.
Exo	39	23	23. Og Hullet paa Kjortlen var midt paa den, som et Panserhul; en Bort var om Hullet derpaa rundt omkring, for at den ikke skulde rives ud.
Exo	39	24	24. Og de gjorde paa Kjortlens Sømme forneden Granataebler af blaat uldent og Purpur og Skarlagen, tvundet Arbejde.
Exo	39	25	25. Og de gjorde Bjaelder af purt Guld; og de satte Bjaelderne imellem Granataeblerne paa Kjortlens Sømme forneden trindt omkring, imellem Granataeblerne,
Exo	39	26	26. saa at der var en bjaelde og et Granataeble, og atter en Bjaelde og et Granataeble paa Kjortlens Sømme forneden trindt omkring, til Brug ved Tjenesten, saasom Herren havde befalet Mose.
Exo	39	27	27. Og de gjorde Kjortler af hvidt Linned, vaeret Arbejde, til Aron og hans Sønner,
Exo	39	28	28. og en Hue af hvidt Linned, og de høje Huers Prydelser af hvidt Linned, og de linnede Underklaeder af hvidt, tvundet Linned,
Exo	39	29	29. og Baeltet af hvidt, tvundet Linned og blaat uldent og Purpur og Skarlagen, stukket Arbejde, saasom Herren havde befalet Mose.
Exo	39	30	30. Og de gjorde en Plade paa det hellige Hovedsmykke af purt Guld, og de skreve derpaa en Skrift, som man udgraver et Signet: HELLIGET Herren.
Exo	39	31	31. Og de satte en blaa, ulden Snor paa den for at faeste den paa Huen oventil, saasom Herren havde befalet Mose.
Exo	39	32	32. Saa blev hele Arbejdet med Forsamlingens Tabernakels Paulun fuldkommet; og Israels Børn gjorde det, efter alt det, som Herren havde befalet Mose, saa gjorde de.
Exo	39	33	33. Og de førte Tabernaklet til Mose, Paulunet og alle dets Redskaber; dets Hager, dets Fjaele, dets Tvaerstaenger og dets Støtter og dets Fødder.
Exo	39	34	34. Og Daekket af rødlødede Vaederskind og Daekket af Graevlingeskind og Daekkets Forhaeng;
Exo	39	35	35. Vidnesbyrdets Ark med dens Staenger og Naadestolen;
Exo	39	36	36. Bordet med alle dets Redskaber og Skuebrødet;
Exo	39	37	37. den rene Lysestage med dens Lamper, de tilberedte Lamper, med alle dens Redskaber, og Olien til Lysningen;
Exo	39	38	38. og Guldalteret og Salveolien og Røgelsen af de vellugtende Urter og Daekket til Paulunets Dør;
Exo	39	39	39. Kobberalteret med dets Kobbergitter, dets Staenger og alle dets Redskaber, Kedelen og dens Fod;
Exo	39	40	40. Omhaengene til Forgaarden, dens Støtter og dens Fødder, og Daekket til Forgaardens Port, dens Snore og dens Søm, og alle Redskaher til Tabernaklets Tjeneste ved Forsamlingens Paulun;
Exo	39	41	41. Tjenestens Klaeder til at tjene i ved Helligdommen, Praesten Arons hellige Klaeder og hans Sønners Klaeder, at gøre Praestetjeneste udi.
Exo	39	42	42. Efter alt det som Herren havde befalet Mose, saaledes gjorde Israels Børn al Gerningen.
Exo	39	43	43. Og Mose saa al Gerningen, og se, de havde fuldført den; eftersom Herren havde befalet, saaledes havde de gjort; og Mose velsignede dem.
------------------------Anden Mosebog, Kapitel 40
Exo	40	1	1. Og Herren talede til Mose og sagde:
Exo	40	2	2. Paa den første Maaneds Dag, paa den første Dag i Maaneden, skal du oprejse Forsamlingens Pauluns Tabernakel.
Exo	40	3	3. Og du skal saette Vidnesbyrdets Ark der og haenge Forhaenget foran Arken.
Exo	40	4	4. Du skal og føre Bordet ind og opstille det, som bør saettes derpaa, og føre Lysestagen ind og taende dens Lamper.
Exo	40	5	5. Og du skal saette Guldalteret til Røgelse lige for Vidnesbyrdets Ark og haenge Daekket for Tabernaklets Dør.
Exo	40	6	6. Og du skal saette Braendofrets Alter lige foran Døren til Forsamlingens Paulun Tabernakel.
Exo	40	7	7. Og du skal saette Kedelen imellem Forsamlingens Paulun og imellem Alteret, og du ska komme Vand deri.
Exo	40	8	8. Og du skal saette Forgaarden op rundt omkring og haenge Daekket for Forgaardens Port.
Exo	40	9	9. Og du skal tage Salveolien og salve Tabernaklet og alt det, som er i det; og du skal hellige det for alle dets Redskaber, og det skal vaere helliget.
Exo	40	10	10. Og du skal salve Braendofrets Alter og alle dets Redskaber; og du skal hellige Alteret. Og Alteret skal vaere højhelligt.
Exo	40	11	11. Du skal og salve Kedelen og dens Fod, og du skal hellige den.
Exo	40	12	12. Og du kal føre Aron og hans Sønner frem til Forsamlingens Pauluns Dør, og to dem med Vand.
Exo	40	13	13. Og du skal iføre Aron de hellige Klaeder, og du skal salve ham og hellige ham, og han skal gøre Praestetjeneste for mig.
Exo	40	14	14. Du skal og føre hans Sønner frem, og du skal føre dem i Kjortlerne.
Exo	40	15	15. Du skal salve dem, ligesom du salvede deres Fader, og de skulle gøre Praestet eneste for mig; og det ckal ske, at deres Salvelse skal blive dem til et evigt Praestedømme hos deres Efterkommere.
Exo	40	16	16. Og Mose gjorde det; efter alt det, som Herren havde befalet ham, saaledes gjorde han.
Exo	40	17	17. Og det skete i den første Maaned i det andet Aar, paa den første Dag i Maaneden, da blev Tabernaklet oprejst.
Exo	40	18	18. Og Mose oprejste Tabernaklet og satte dets Fødder og satte dets Fjaele og satte dets Tvaerstaenger ind og oprejste dets Støtter.
Exo	40	19	19. Og han udbredte Paulunet over Tabernaklet og lagde Paulunets Daekke derpaa, ovenpaa, som Herren havde befalet Mose:
Exo	40	20	20. Og han tog Vidnesbyrdet og lagde det i Arken og satte Staengerne i Arken; og han satte Naadestolen paa Arken, der ovenpaa.
Exo	40	21	21. Og han førte Arken ind i Tabernaklet og haengte Daekkets Forhaeng op og daekkede for Vidnesbyrdets Ark, saasom Herren havde befalet Mose.
Exo	40	22	22. Og han satte Bordet i Forsamlingens Paulun, ved Tabernaklets Side mod Norden uden for Forhaenget.
Exo	40	23	23. Og han lagde Brød i Raekke derpaa for Herrens Ansigt, saasom Herren havde befalet Mose.
Exo	40	24	24. Og han satte Lysestagen i Forsamlingens Paulun, tvaers over for Bordet, ved Siden i Tabernaklet mod Sønden.
Exo	40	25	25. Og han taendte Lamperne for Herrens Ansigt, saasom Herren havde befalet Mose.
Exo	40	26	26. Og han satte Guldalteret i Forsamlingens Paulun, lige for Forhaenbet.
Exo	40	27	27. Og han antaendte Røgelse af vellugtende Urter derpaa, saasom Herren havde befalet Mose.
Exo	40	28	28. Og han haengte Daekket for Tabernaklets Dør.
Exo	40	29	29. Og han satte Braendofrets Alter ved Døren til Forsamlingens Pauluns Tabernakel, og ofrede derpaa Braendofret og Madofret saasom Herren havde befalet Mose.
Exo	40	30	30. Og han satte Kedelen imellem Forsamlingens Paulun og imellem Alteret og kom Vand deri til at to af.
Exo	40	31	31. Og Mose og Aron og hans Sønner toede deres Haender og deres Fødder deraf;
Exo	40	32	32. naar de gik ind i Forsamlingens Paulun, og naar de kom naer til Alteret, toede de sig, saasom Herren havde befalet Mose.
Exo	40	33	33. Og han oprejste Forgaarden rundt omkring Tabernaklet og Alteret og haengte Daekket op for Forgaardens Port, og Mose fuldkommede Gerningen.
Exo	40	34	34. Da skjulte Skyen Forsamlingens Paulun, og Herrens Herlighed fyldte Tabernaklet.
Exo	40	35	35. Og Mose kunde ikke gaa ind i Forsamlingens Paulun, thi Skyen hvilede over det, og Herrens Herlighed fyldte Tabernaklet.
Exo	40	36	36. Og naar Skyen haevede sig fra Tabernaklet, brøde Israels Børn op paa alle deres Rejser.
Exo	40	37	37. Men naar Skyen ikke haevede sig, brøde de ikke op, indtil den Dag den haevede sig.
Exo	40	38	38. Thi Herrens Sky var over Tabernaklet om Dagen, og Ild var derover om Natten, for al Israels Huses Øjne, paa alle deres Rejse
------------------------Tredje Mosebog, Kapitel 1
Lev	1	1	1. Og han kaldte ad Mose; og Herren talede til ham fra Forsamlingens Paulun og sagde:
Lev	1	2	2. Tal til Israels Børn, og du skal sige til dem: Naar nogen af eder vil ofre et Offer til Herren, da skulle I ofre eders Offer af Fae, af stort Kvaeg eller af smaat Kvaeg.
Lev	1	3	3. Dersom hans Offer er Braendoffer af stort Kvaeg, skal han ofre en Han, som er uden Lyde; for Forsamlingens Pauluns Dør skal han ofre den, for sig til en Behagelighed for Herrens Ansigt.
Lev	1	4	4. Og han skal laegge sin Haand paa Braendofrets Hoved, saa bliver det for ham behageligt til at gøre Forligelse for ham.
Lev	1	5	5. Og han skal slagte den unge Okse for Herrens Ansigt; og Praesterne, Arons Sønner, skulle baere Blodet frem og staenke Blodet omkring paa Alteret, som staar ved Døren til Forsamlingens Paulun.
Lev	1	6	6. Og man skal flaa Braendofret og hugge det i sine Stykker.
Lev	1	7	7. Og Arons, Praestens, Sønner skulle gøre Ild paa Alteret, og de skulle laegge Ved til Rette paa Ilden.
Lev	1	8	8. Og Praesterne, Arons Sønner, skulle laegge Stykkerne til Rette, Hovedet og Fedtet, paa Veddet, som er paa Ilden paa Alteret.
Lev	1	9	9. Men dets Indvolde og dets Skanker skal man to i Vand, og Praesten skal gøre et Røgoffer af det alt sammen paa Alteret; det er et Braendoffer, et Ildoffer, en sød Lugt for Herren.
Lev	1	10	10. Men dersom hans Offer er af smaat Kvaeg, af Faar eller af Geder, til et Braendoffer, da skal han ofre en Han uden Lyde.
Lev	1	11	11. Og han skal slagte den ved Alterets Side mod Norden for Herrens Ansigt, og Praesterne, Arons Sønner, skulle staenke Blodet deraf paa Alteret rundt omkring.
Lev	1	12	12. Og han skal hugge den i sine Stykker og dertil tage dens Hoved og dens Fedt; og Praesten skal laegge det til Rette paa Veddet, som er paa Ilden paa Alteret.
Lev	1	13	13. Men Indvoldene og Skankerne skal han to i Vand, og Praesten skal ofre det alt sammen og skal gøre et Røgoffer deraf paa Alteret; det er et Braendoffer, et Ildoffer, en sød Lugt for Herren.
Lev	1	14	14. Men om hans Offer til Herren er et Braendoffer af Fugle, da skal han ofre sit Offer af Turtelduer eller Dueunger.
Lev	1	15	15. Og Praesten skal baere det til Alteret og vride Hovedet om derpaa og gøre et Røgoffer deraf paa Alteret, og Blodet deraf skal udkrystes mod Alterets Vaeg.
Lev	1	16	16. Og han skal borttage dens Kro og dens Fjer og kaste det ved Alteret mod Østen paa Askens Sted.
Lev	1	17	17. Og han skal flaekke den ved dens Vinger, men ikke skille den, og Praesten skal gøre et Røgoffer af den paa Alteret, paa Vedtet, som er paa Ilden; det er et Ildoffer, et Ildoffer, en sød Lugt for Herren
------------------------Tredje Mosebog, Kapitel 2
Lev	2	1	1. Og naar nogen vil ofre et Madoffer for Herren, da skal hans Offer vaere Mel, og han skal øse Olie derpaa og laegge Virak dertil.
Lev	2	2	2. Og han skal baere det til Arons Sønner, Praesterne, og een skal tage sin Haandfuld deraf, af Melet med Olien derpaa og dertil al Virakken; og Praesten skal lade Ihukommelsesofret deraf gaa op i Røg paa Alteret; det er et Ildoffer, en sød Lugt for Herren.
Lev	2	3	3. Men det, som overbliver af Madofret, skal høre Aron og hans Sønner til; det er højhelliget af Herrens Ildofre.
Lev	2	4	4. Men vil han ofre Madoffer af det, som er bagt i Ovnen, da skal det vaere usyrede Kager af Mel, aeltede med Olie, og usyrede tynde Kager, overstrøgne med Olie.
Lev	2	5	5. Men dersom dit Offer er Madoffer, som er bagt i Pande, da skal det vaere Mel, blandet med Olie; usyret.
Lev	2	6	6. Du skal bryde det i Stykker, og du skal øse Olie derpaa; det er et Madoffer.
Lev	2	7	7. Men er dit Offer et Madoffer, kogt i Kedelen, da skal det laves af Mel med Olie.
Lev	2	8	8. Og du skal fremføre det Madoffer, som laves deraf, for Herren, og man skal føre det hen til Praesten, og han skal baere det frem til Alteret.
Lev	2	9	9. Og Praesten skal af samme Madoffer tage dets Ihukommelsesoffer og gøre et Røgoffer deraf paa Alteret; det er et Ildoffer, en sød Lugt for Herren.
Lev	2	10	10. Men det, som bliver tilovers af Madofret, skal høre Aron og hans Sønner til; det skal vaere højhelligt af Herrens Ildofre.
Lev	2	11	11. Alt det Madoffer, som I ville ofre til Herren, maa ikke tillaves med Surdejg; thi af Surdejg og af Honning skulle I ikke optaende Ildoffer for Herren.
Lev	2	12	12. Som en Førstegrødes Offer maa I ofre sligt til Herren; dog maa dette ikke komme paa Alteret til sød Lugt.
Lev	2	13	13. Og alt dit Madoffer skal du salte med Salt og ikke lade din Guds Pagtes Salt fattes paa dit Madoffer; du skal ofre Salt paa alle dine Ofre.
Lev	2	14	14. Men dersom du vil ofre den Førstegrødes Madoffer for Herren, da skal du ofre Aks, ristede ved Ilden, stødt Korn, til din Førstegrødes Madoffer.
Lev	2	15	15. Og du skal øse Olie derpaa og laegge Virak dertil, det er et Madoffer.
Lev	2	16	16. Og Praesten skal lade dets Ihukommelsesoffer af dets stødte Korn og af Olien dertil, samt alt dets Virak gaa op i Røg det er et Ildoffer for Herren.
------------------------Tredje Mosebog, Kapitel 3
Lev	3	1	1. Men dersom hans Offer er et Takoffer, dersom han ofrer af stort Kvaeg, enten Han eller Hun, da skal han ofre det, som er uden Lyde for Herrens Ansigt.
Lev	3	2	2. Og han skal laegge sin Haand paa sit Offers Hoved og slagte det for Forsamlingens Pauluns Dør; og Arons Sønner, Praesterne, skulle staenke Blodet paa Alteret rundt omkring.
Lev	3	3	3. Og, han skal ofre af samme Takoffer et Ildoffer til Herren, nemlig Fedtet, der skjuler Indvoldene, og alt Fedtet, som er paa Indvoldene,
Lev	3	4	4. og de to Nyrer og Fedtet, som er paa dem, det som er oven for Laenderne; og han skal udtage Hinden over Leveren tillige med Nyrerne.
Lev	3	5	5. Og Arons Sønner skulle gøre et Røgoffer deraf paa Alteret, tillige med Braendofret, som er paa Veddet paa Ilden, det er et Ildoffer, en sød Lugt for Herren.
Lev	3	6	6. Men er hans Offer af smaat Kvaeg til et Takoffer for Herren, da skal han ofre en Han eller Hun uden Lyde.
Lev	3	7	7. Dersom han ofrer et Faar til sit Offer, da skal han fremføre det for Herrens Ansigt.
Lev	3	8	8. Og han skal laegge sin Haand paa sit Offers Hoved og slagte det for Forsamlingens Paulun, og Arons Sønner skulle staenke dets Blod paa Alteret rundt omkring.
Lev	3	9	9. Og han skal ofre af Takofret et Ildoffer for Herren, Fedtet deraf, den hele Stjert, lige ved Ryggen skal han af tage den, og Fedtet, som skjuler Indvoldene og alt Fedtet, som er paa Indvoldene,
Lev	3	10	10. og de to Nyrer og Fedtet, som er paa dem, det som er oven for Laenderne; og han skal udtage Hinden over Leveren tillige med Nyrerne.
Lev	3	11	11. Og Praesten skal gøre et Røgoffer deraf paa Alteret; det er Ildoffers Mad for Herren.
Lev	3	12	12. Men dersom hans Offer er en Ged, da skal han fremføre den for Herrens Ansigt,
Lev	3	13	13. og han skal laegge sin Haand paa dens Hoved og slagte den for Forsamlingens Paulun, og Arons Sønner skulle staenke dens Blod paa Alteret rundt omkring.
Lev	3	14	14. Og han skal ofre sit Offer deraf, et Ildoffer til Herren, nemlig Fedtet, som skjuler Indvoldene, og alt Fedtet, som er paa Indvoldene,
Lev	3	15	15. og de to Nyrer og Fedtet, som er paa dem, det som er oven for Laenderne; og han skal udtage Hinden over Leveren tillige med Nyrerne.
Lev	3	16	16. Og Praesten skal gøre et Røgoffer deraf paa Alteret, det er Ildoffers Mad til en sød Lugt; alt Fedt hører Herren til.
Lev	3	17	17. Det skal vaere en evig Skik hos eders Efterkommere, i alle eders Boliger: I skulle ikke aede noget Fedt eller noget Blod.
------------------------Tredje Mosebog, Kapitel 4
Lev	4	1	1. Og Herren talede til Mose og sagde:
Lev	4	2	2. Tal til Israels Børn og sig: Naar nogen synder af Vanvare imod noget af Herrens Bud, hvad der ikke skulde ske, og handler imod eet af dem,
Lev	4	3	3. dersom det er den salvede Praest, som synder til Skyld for Folket, da skal han fremføre for sin Synd, som han har syndet, en Tyrekalv, der er uden Lyde, for Herren som Syndoffer.
Lev	4	4	4. Og han skal føre Tyren til Forsamlingens Pauluns Dør for Herrens Ansigt og laegge sin Haand paa Tyrens Hoved og slagte Tyren for Herrens Ansigt.
Lev	4	5	5. Og Praesten, som er salvet, skal tage af Tyrens Blod og bringe det ind i Forsamlingens Paulun.
Lev	4	6	6. Og Praesten skal dyppe sin Finger i Blodet og staenke af Blodet syv Gange for Herrens Ansigt, lige for Helligdommens Forhaeng.
Lev	4	7	7. Og Praesten skal komme af Blodet paa Hornene af den vellugtende Røgelses Alter, for Herrens Ansigt, i Forsamlingens Paulun; og alt Tyrens øvrige Blod skal han udøse ved Braendofrets Alters Fod, foran Forsamlingens Pauluns Dør.
Lev	4	8	8. Og alt Fedtet af Syndofrets Tyr skal han udtage deraf, nemlig Fedtet, som skjuler Indvoldene, og alt Fedtet, som er paa Indvoldene,
Lev	4	9	9. Og de to Nyrer og Fedtet, som er paa dem, det som er oven for Laenderne; men han skal udtage Hinden over Leveren tillige med Nyrerne,
Lev	4	10	10. ligesom det udtages af Takofrets Okse; og Praesten skal gøre et Røgoffer deraf paa Braendofrets Alter.
Lev	4	11	11. Men Huden af Tyren og alt dens Kød, med dens Hoved og med dens Skanker og dens Indvolde og dens Møg,
Lev	4	12	12. ja, den hele Tyr skal han bringe uden for Lejren, til et rent Sted, der hvor Asken udslaas, og han skal braende den paa Veddet i Ilden; den skal opbraendes der, hvor Asken udslaas.
Lev	4	13	13. Og dersom al Israels Menighed forser sig, og Gerningen er skjult for Forsamlingens Øjne, at de have gjort noget imod i eet af Herrens Bud, hvad der ikke skulde ske, og ere blevne skyldige,
Lev	4	14	14. og Synden, hvormed de have forsyndet sig, siden bliver vitterlig: Da skal Forsamlingen ofre en ung Tyr til Syndoffer, og de skulle føre den frem for Forsamlingens Paulun.
Lev	4	15	15. Og de aeldste af Menigheden skulle laegge deres Haender paa Tyrens Hoved for Herrens Ansigt, og man skal slagte Tyren for Herrens Ansigt.
Lev	4	16	16. Og Praesten, som er salvet, skal bringe af Tyrens Blod ind i Forsamlingens Paulun.
Lev	4	17	17. Og Praesten skal dyppe sin Finger i Blodet og staenke syv Gange for Herrens Ansigt, foran Forhaenget.
Lev	4	18	18. Og han skal komme af Blodet paa Hornene af Alteret, som staar for Herrens Ansigt, i Forsamlingens Paulun; og alt det Øvrige Blod skal han udøse ved Foden af Braendofrets Alter, som staar foran Forsamlingens Pauluns Dør.
Lev	4	19	19. Og alt dens Fedt skal han udtage af den og gøre et Røgoffer deraf paa Alteret.
Lev	4	20	20. Og han skal gøre ved Tyren, ligesom han gjorde ved Syndofrets Tyr, saa skal han gøre ved den; og Praesten skal gøre Forligelse for dem, saa bliver det dem forladt.
Lev	4	21	21. Og man skal føre Tyren uden for Lejren og opbraende den, ligesom man opbraendte den første Tyr; det skal vaere Menighedens Syndoffer.
Lev	4	22	22. Dersom en Fyrste synder, og gør noget imod eet af Herrens sin Guds Bud, hvad der ikke skulde ske, af Vanvare, og bliver skyldig:
Lev	4	23	23. Naar hans Synd, med hvilken han syndede, bliver ham tilkendegiven, da skal han fremføre sit Offer, en Gedebuk, en Han uden Lyde.
Lev	4	24	24. Og han skal laegge sin Haand paa Bukkens Hoved og slagte den paa det Sted, hvor man plejer at slagte Braendoffer for Herrens Ansigt; det er et Syndoffer.
Lev	4	25	25. Saa skal Praesten tage af Syndofrets Blod paa sin Finger og komme det paa Hornene af Braendofrets Alter og udøse dets øvrige Blod ved Foden af Braendofrets Alter.
Lev	4	26	26. Men af alt dets Fedt skal han gøre et Røgoffer paa Alteret, ligesom af Fedtet af Takofret; og saa skal Praesten gøre Forligelse for ham, for hans Synd, saa bliver den ham forladt.
Lev	4	27	27. Men dersom nogen af Folket i Landet synder af Vanvare, saa at han gør noget mod eet af Herrens Bud, hvad der ikke skulde ske, og bliver skyldig:
Lev	4	28	28. Naar hans Synd, hvormed han syndede, bliver ham tilkendegiven, da skal han fremføre sit Offer, en ung Ged, en Hun uden Lyde, for sin Synd, hvormed han syndede.
Lev	4	29	29. Og han skal laegge sin Haand paa Syndofrets Hoved og slagte Syndofret paa Braendofrets Sted.
Lev	4	30	30. Og Praesten skal tage af dets Blod paa sin Finger og komme det paa Hornene af Braendofrets Alter og udøse alt det øvrige Blod ved Alterets Fod.
Lev	4	31	31. Men alt dets Fedt skal han aftage, ligesom Fedtet blev aftaget af Takofret, og Praesten skal gøre det til et Røgoffer paa Alteret, til en behagelig Lugt for Herren; og Praesten skal gøre Forligelse for ham, og det skal forlades ham.
Lev	4	32	32. Men der som han fører et Lam frem til sit Offer, til Syndoffer, da skal han fremføre en Hun uden Lyde
Lev	4	33	33. og laegge sin Haand paa Syndofrets Hoved og slagte det til Syndoffer paa det Sted, hvor man slagter Braendoffer.
Lev	4	34	34. Og Praesten skal tage af Syndofrets Blod paa sin Finger og komme paa Hornene af Braendofrets Alter, og han skal udøse alt dets Blod ved Alterets Fod.
Lev	4	35	35. Men alt dets Fedt skal han aftage deraf, ligesom Fedtet blev aftaget af Takofrets Lam, og Praesten skal gøre et Røgoffer deraf paa Alteret, tillige med Herrens Ildofre, og Praesten skal gøre Forligelse for ham, for hans Synd, hvormed han syndede, og det skal forlades ham.
------------------------Tredje Mosebog, Kapitel 5
Lev	5	1	1. Og naar nogen synder, idet han hører Besvaergelsens Røst, og han skal vaere Vidne, hvad enten han har set eller ved noget: Dersom han ikke giver det til Kende, saa skal han baere sin Misgerning.
Lev	5	2	2. Eller naar nogen rører ved nogen uren Ting, hvad enten det er ved et Aadsel af et urent Dyr eller ved et Aadsel af urent Kvaeg eller ved et Aadsel af noget urent Kryb, og det er ham uvitterligt, da er han uren og er bleven skyldig.
Lev	5	3	3. Eller naar han rører ved et Menneske, som er urent ved hvilken som helst uenhed, hvormed man kan blive uren, og det er uvitterligt for ham, og han faar det at vide, da er han bleven skyldig.
Lev	5	4	4. Eller naar nogen svaerger og taler ubetaenksomt med sine Laeber om at ville gøre noget ondt eller at gøre noget godt, efter alt det, som et Menneske ubetaenksomt kan svaerge paa, og det er uvitterligt for ham, og han faar der at vide, da er han bleven skyldig i en af disse Ting.
Lev	5	5	5. Og det skal ske, naar nogen bliver skyldig i en af disse Ting og bekender, at han har syndet derimod,
Lev	5	6	6. da skal han for sin Skyld, formedelst sin Synd, hvormed han syndede, fremføre for Herren en Hun af Smaakvaeg, et Lam eller en ung Ged, til Syndoffer; saa skal Praesten gøre Forligelse for ham for hans Synd.
Lev	5	7	7. Men formaar hans Haand ikke et Lam, da skal han for sin Skyld, i hvad han syndede fremføre to Turtelduer eller to Dueunger for Herren, een til Syndoffer og een til Braendoffer.
Lev	5	8	8. Og han skal føre dem frem til Praesten, og han skal ofre den første, som er til Syndoffer og omvride Hovedet paa den; lige ved Nakken, men ikke skille den ad.
Lev	5	9	9. Og han skal staenke af Syndofrets Blod paa Alterets Vaeg, og det, som er tilovers af Blodet, skal udkrystes ved Alterets Fod; det er et Syndoffer.
Lev	5	10	10. Men den anden skal han gøre til et Braendoffer paa, saedvanlig Vis; og Praesten skal gøre Forligelse for ham, for hans Synd, hvormed han syndede, og den skal forlades ham.
Lev	5	11	11. Men formaar hans Haand ikke to Turtelduer eller to Dueunger, da skal han fremføre som sit Offer for det, han syndede, Tiendeparten af en Epha Mel til Syndoffer; han skal ingen Olie komme derpaa, ej heller laegge Virak dertil; thi det er et Syndoffer.
Lev	5	12	12. Og han skal fremføre det til Praesten, men Praesten skal tage sin Haand fuld deraf, til dets Ihukommelsesoffer, og gøre et Røgoffer deraf paa Alteret, tilligemed Herrens Ildoffer; det er et Syndoffer.
Lev	5	13	13. Og Praesten skal gøre Forligelse for ham, for hans Synd, hvormed han syndede i en af disse Ting, og det skal forlades ham; og det øvrige skal høre Praesten til, ligesom Madofret.
Lev	5	14	14. Og Herren talede til Mose og sagde:
Lev	5	15	15. Naar nogen forgriber sig og synder af Vanvare mod noget, som er Herren helliget, da skal han for sin Skyld fremføre for Herren en Vaeder uden Lyde af Smaakvaeget, efter din Vurdering i Sølvsekler, efter Helligdommens Sekel, til Skyldoffer.
Lev	5	16	16. Og han skal give tilbage, hvad han har syndet mod det hellige, og laegge Femtedelen deraf dem til, og skal give Praesten det; og Praesten skal gøre Forligelse for ham med Skyldofrets Vaeder, saa skal det forlades ham.
Lev	5	17	17. Og naar nogen synder og gør imod et af alle Herrens Bud, hvad ikke skulde ske, og vidste det ikke, og er bleven skyldig, da skal han baere sin Misgerning.
Lev	5	18	18. Og han skal fremføre en Vaeder uden Lyde af Faarene, efter din Vurdering, til et Skyldoffer, til din Vurdering, til et Skyldoffer, til Praesten; og Praesten skal gøre Forligelse for ham, for hans Vildfarelse, som han begik uvitterlig, saa skal det forlades ham.
Lev	5	19	19. Det er et Skyldoffer, han var skyldig for Herren. Og Herren talede til Mose og sagde: Naar nogen synder og forgriber sig saare imod Herren, ved at han lyver for sin Naeste, angaaende det ham betroede eller det i hans Vaerge nedlagte, eller angaaende det røvede eller det, han har taget med Vold fra sin Naeste; eller ved at han har fundet noget, som var tabt, og lyver om det og svaerger paa Løgn i hvilken som helst Ting, et Menneske gør, og synder deri: Da skal det ske, naar han saa synder og bliver skyldig, at han skal tilbagegive det røvede, som han har røvet, eller det med Vold tagne, som han har taget, eller det betroede, som var ham betroet, eller det tabte, som han har fundet, eller alt, hvorom han har svoret paa Løgn: Han skal betale det med den fulde Sum og laegge den femte Part deraf dertil; den, hvem det tilhørte, skal han give det paa sit Skyldoffers Dag. Men for sin Skyld skal han fremføre til Herren en Vaeder uden Lyde af Smaakvaeget, efter din Vurdering, til et Skyldoffer til Praesten. Og Praesten skal gøre Forligelse for ham for Herrens Ansigt, saa bliver det ham forladt for hvad som helst, han har gjort, hvorved han er bleven skyldig.
------------------------Tredje Mosebog, Kapitel 6
Lev	6	1	1. Og Herren talede til Moses og sagde:
Lev	6	2	2. Byd Aron og hans Sønner og sig: Dette er Loven om Braendofret. Det er det, som skal opstige paa Ildstedet paa Alteret, den ganske Nat indtil om Morgenen; og Alterets Ild skal altid braende paa det.
Lev	6	3	3. Og Praesten skal iføre sig sit linnede Klaedebon og drage linnede Underklaeder paa sit Legeme, og han skal borttage Asken, naar Ilden har fortaeret Braendofret paa Alteret, og laegge den ved Alteret.
Lev	6	4	4. Og han skal afføre sig sine Klaeder og føre sig i andre Klaeder, og han skal baere Asken ud, udenfor Lejren til et rent Sted.
Lev	6	5	5. Og Ilden paa Alteret skal braende paa det, den skal ikke udslukkes; og Praesten skal antaende Ved derpaa hver Morgen, og han skal ordentlig laegge Braendofret derpaa og gøre et Røgoffer derpaa af det fede af Takofret.
Lev	6	6	6. Ilden skal stedse vaere optaendt paa Alteret og maa ikke udslukkes.
Lev	6	7	7. Og dette er Loven om Madofret. Arons Sønner skulle føre det frem for Herrens Ansigt, lige for Alteret.
Lev	6	8	8. Og en skal tage en haandfuld af det, af Madofrets Mel og af Olien dertil og al Viraken, som er paa Madofret, og gøre et Røgoffer paa Alteret, til en sød Lugt, til et Ihukommelsesoffer for Herren.
Lev	6	9	9. Men Aron og hans Sønner skulle fortaere det, som bliver tilovers; det skal, aedes med usyrede Brød paa et helligt Sted, i Forsamlingens Pauluns Forgaard skulle de aede det.
Lev	6	10	10. Det skal ikke bages med Surdejg, jeg har givet det til deres Del af mine Ildofre; det er en højhellig Ting, ligesom Syndofret og ligesom Skyldofret.
Lev	6	11	11. Alt Mandkøn iblandt Arons Børn skal aede det, en evig Rettighed hos eders Efterkommere af Herrens Ildofre; hver den, som rører ved de Ting, bliver hellig
Lev	6	12	12. Og Herren talede til Mose og sagde:
Lev	6	13	13. Dette skal vaere det Offer, som Aron og hans Sønner skulle ofre Herren paa den Dag, han skal salves: Tiendeparten af en Epha Mel til Madoffer bestandig Halvdelen deraf om Morgenen og Halvdelen deraf om Aftenen.
Lev	6	14	14. Det skal laves i en Pande med Olie, du skal føre det aeltet frem, du skal ofre det, bagt som et Madoffer i smaa Stykker, Herren til en sød Lugt.
Lev	6	15	15. Og den Praest af hans Sønner, som bliver salvet i hans Sted, skal tillave det; det er en evig Skik, for Herren skal det altsammen gøres til et Røgoffer.
Lev	6	16	16. Thi hvert Madoffer af en Praest skal vaere helt Offer, det skal ikke aedes.
Lev	6	17	17. Og Herren talede til Mose og sagde:
Lev	6	18	18. Tal til Aron og til hans Sønner og sig: Dette er Loven om Syndofret. Paa det Sted, hvor Braendofret skal slagtes, skal Syndofret, slagtes for Herrens Ansigt; det er en højhellig Ting.
Lev	6	19	19. Praesten, som gør et Syndoffer af det, skal aede det; det skal aedes paa et helligt Sted, i Forsamlingens Pauluns Forgaard.
Lev	6	20	20. Hver den, som rører ved Kødet deraf, skal vaere hellig; og naar der staenkes af dets Blod paa et Klaedebon, skal du to det, som overstaenkes deraf, paa et helligt Sted.
Lev	6	21	21. Og det Lerkar, som det er kogt udi, skal sønderbrydes; men er det kogt i et Kobberkar, da skal dette skures og skylles med Vand.
Lev	6	22	22. Alt Mandkøn blandt Praesterne skal aede det; det er en højhellig Ting.
Lev	6	23	23. Men hvert Syndoffer, af hvis Blod der bliver baaret ind i Forsamlingens Paulun, til at gøre Forligelse i Helligdommen, det skal ikke aedes, det skal opbraendes med Ild.
------------------------Tredje Mosebog, Kapitel 7
Lev	7	1	1. Og dette er Loven om Skyldofret; det er en højhellig Ting.
Lev	7	2	2. Paa det Sted, hvor de skulle slagte Braendofret, skulle de slagte Skyldofret, og man skal staenke Blodet deraf paa Alteret rundt omkring.
Lev	7	3	3. Og alt Fedtet deraf skal man ofre, nemlig Stjerten og Fedtet, som skjuler Indvoldene,
Lev	7	4	4. og de to Nyrer, og Fedtet, som er paa dem, det som er oven for Laenderne; og han skal udtage Hinden over Leveren tilligemed Nyrerne.
Lev	7	5	5. Og Praesten skal gøre et Røgoffer af dem paa Alteret, som et Ildoffer for Herren; det er et Skyldoffer.
Lev	7	6	6. Alt Mandkøn iblandt Praesterne skal aede det, det skal aedes paa et helligt Sted; det er en højhellig Ting.
Lev	7	7	7. Ligesom Syndofret er, saa skal og Skyldofret vaere, der er een Lov for dem; det skal høre den Praest til, som gør Forligelse derved.
Lev	7	8	8. Og den Praest som ofrer nogens Braendoffer, den Praest skal Huden af det Braendoffer, han har ofret, høre til.
Lev	7	9	9. Og ethvert Madoffer, som er bagt i Ovnen, og ethvert, som er lavet i Kedelen eller i Panden, det skal høre den Praest til, som ofrer det.
Lev	7	10	10. Og ethvert Madoffer, som er blandet med Olie, eller som er tørt, skal høre alle Arons Børn til, den ene saavel som den anden.
Lev	7	11	11. Og dette er Loven om Takofret, som man skal ofre for Herren
Lev	7	12	12. Vil man ofre det til Lovoffer skal man tillige med Lovofret; Slagtoffer bringe usyrede Kager blandede med Olie og usyrede tynde Kager, overstrøgne med Olie, og Mel, aeltet til Kager, som ere blandede med Olie.
Lev	7	13	13. Tillige med Kager af syret Brød skal man bringe sit Offer, med Slagtofret, som hører til Takofrets Lovoffer.
Lev	7	14	14. Og man skal ofre deraf et Stykke af hver Offergave som en Gave til Herren; det skal høre den Praest til, som staenger Takofrets Blod.
Lev	7	15	15. Og Kødet af Slagtofret, som hører til nogens Takoffers Lovoffer, skal aedes paa hans Offers Dag; man skal intet lade blive deraf til om Morgenen.
Lev	7	16	16. Og dersom det Slagtoffer, som han ofrer, er et Løfteoffer eller et frivilligt Offer, da skal det aedes paa den samme Dag, han ofrer sit Offer, og den naeste Dag skal det aedes, som levnes deraf.
Lev	7	17	17. Men hvad der levnes af Ofrets Kød, skal paa den tredje Dag opbraendes med Ild.
Lev	7	18	18. Og dersom der alligevel aedes af hans Takoffers Kød paa den tredje Dag, da bliver han ikke behagelig; den, som ofrede det, ham skal det ikke regnes til gode, det skal vaere en Vederstyggelighed; og den, som aeder deraf, skal baere sin Misgerning.
Lev	7	19	19. Og det Kød, som rører ved noget urent, skal ikke aedes, det skal opbraendes med Ild, men hvad Kødet ellers angaar, maa enhver, som er ren, aede Kødet.
Lev	7	20	20. Og hver den, som aeder Kødet af Takofret, som hører Herren til, medens hans Urenhed er paa ham, den Person skal udryddes fra sit Folk.
Lev	7	21	21. Og naar nogen rører ved noget urent, ved et urent Menneske eller ved et urent Dyr eller ved nogen som helst uren Vederstyggelighed og aeder af Takofrets Kød, som hører Herren til, da skal den Person udryddes fra sit Folk.
Lev	7	22	22. Og Herren talede til Mose og sagde:
Lev	7	23	23. Tal til Israels Børn og sig: I skulle intet Fedt aede af Okse eller Lam eller Ged.
Lev	7	24	24. Men Fedtet af Aadsel og Fedtet af det, som er revet, det maa benyttes til alle Haande Brug, men I skulle aldeles ikke aede det.
Lev	7	25	25. Thi om nogen aeder Fedtet af Dyr, af hvilke man skal ofre et Ildoffer for Herren, da skal den, som aeder deraf, udryddes fra sit Folk.
Lev	7	26	26. Og I skulle intet Blod aede i alle eders Boliger, enten af Fugle eller af Dyr.
Lev	7	27	27. Enhver, som aeder noget Blod, den Person skal udryddes fra sit Folk.
Lev	7	28	28. Og Herren talede til Mose og sagde:
Lev	7	29	29. Tal til Israels Børn og sig: Hvo som vil ofre sit Takoffers Slagtoffer for Herren, han skal fremføre sit Offer for Herren, af sit Takoffers Slagtoffer.
Lev	7	30	30. Hans Haender skulle frembaere Herrens Ildoffer; han skal frembaere Fedtet tillige med Brystet, Brystet, for at røre det med en Rørelse for Herrens Ansigt.
Lev	7	31	31. Og Praesten skal gøre et Røgoffer af Fedtet paa Alteret, men Brystet, skal høre Aron og hans Sønner til.
Lev	7	32	32. Og I skulle give Praesten den højre Bov som Offergave, af eders Takoffers Slagtofre.
Lev	7	33	33. Den af Arons Sønner, som ofrer Blodet af Takofret og Fedtet, han skal have den højre Bov til Del.
Lev	7	34	34. Thi jeg har taget Brystet, som bliver rørt, og Boven, som bliver given, fra Israels Børn ud af deres Takofres Slagtofre og har givet Praesten Aron og hans Sønner dem, til en evig Rettighed af Israels Børn.
Lev	7	35	35. Dette er Arons Salvelses og hans Sønners Salvelses Del af Herrens Ildofre, paa den Dag han førte dem frem for at gøre Praestetjeneste for Herren,
Lev	7	36	36. og den, som Herren bød at skulle gives dem, paa den Dag han salvede dem, af Israels Børn, til en evig Rettighed hos deres Efterkommere.
Lev	7	37	37. Dette er Loven om Braendofret og om Madofret og om Syndofret og om Skyldofret og om Fyldelsesofret og om Takofret,
Lev	7	38	38. som Herren befalede Mose paa Sinai Bjerg, paa den Dag han befalede Israels Børn at ofre Herren deres Ofre, i Sinai Ørk.
------------------------Tredje Mosebog, Kapitel 8
Lev	8	1	1. Og Herren talede til Mose og sagde:
Lev	8	2	2. Tag Aron og hans Sønner med ham, og Klaederne og Salveolien og Syndofrets Tyr og de to Vaedre og en Kurv med usyrede Brød,
Lev	8	3	3. og lad al Menigheden samles ved Forsamlingens Pauluns Dør.
Lev	8	4	4. Og Mose gjorde, som Herren befalede ham, og Menigheden forsamledes ved Forsamlingens Pauluns Dør.
Lev	8	5	5. Og Mose sagde til Menigheden: Dette er det, som Herren har befalet at gøre.
Lev	8	6	6. Og Mose førte Aron og hans Sønner frem, og toede dem med Vand.
Lev	8	7	7. Og han iførte ham Underkjortelen og ombandt ham med Baeltet og førte ham i Overkjortelen og gav ham Livkjortelen paa, og han ombandt ham med Livkjortelens Baelte og spaendte den om ham med det.
Lev	8	8	8. Og han satte Brystspannet paa ham, og lagde Urim og Thummim i Brystspannet.
Lev	8	9	9. Og han satte Huen paa hans Hoved, og paa Huen foran over hans Pande satte han Guldpladen, det hellige Hovedsmykke, saa som Herren havde befalet Mose.
Lev	8	10	10. Og Mose tog Salveolien og; salvede Tabernaklet og alle de Ting, som vare deri, og helligede dem.
Lev	8	11	11. Og han staenkede deraf paa Alteret syv Gange og salvede Alteret og alt Redskabet dertil, og Kedelen med dens Fod, for at hellige dem,
Lev	8	12	12. Og han øste af Salveolien paa Arons Hoved og salvede ham for at hellige ham.
Lev	8	13	13. Og Mose førte Arons Sønner frem og iførte dem Kjortler og ombandt dem med Baelte og bandt høje Huer paa dem, saa som Herren havde befalet Mose.
Lev	8	14	14. Og han førte Syndofrets Tyr frem, og Aron og hans Sønner lagde deres Haender paa Syndofrets Tyrs Hoved.
Lev	8	15	15. Og man slagtede den, og Mose tog Blodet og kom det paa Alterets Horn rundt omkring med sin Finger og gjorde Syndoffer for Alteret, og han udøste det øvrige Blod ved Alterets Fod og helligede det for at gøre Forligelse for det.
Lev	8	16	16. Og han tog alt Fedtet, som var paa Indvoldene, og Hinden over Leveren og de to Nyrer og deres Fedt, og Mose lod det gøre til Røgoffer paa Alteret.
Lev	8	17	17. Men Tyren og dens Hud og dens Kød og dens Møg opbraendte han med Ild uden for Lejren, saa som Herren havde befalet Mose.
Lev	8	18	18. Og har lod Braendofrets Vaeder føre frem og Aron og hans Sønner lagde Haenderne paa Vaederens Hoved.
Lev	8	19	19. Man slagtede den, og Mose staenkede Blodet paa Alteret rundt omkring.
Lev	8	20	20. Og han huggede Vaederen i sine Stykker, og Mose lod gøre et Røgoffer af Hovedet og Stykkerne og Indvoldenes Fedt.
Lev	8	21	21. Og han toede Indvoldene og Skankerne med vand, og Mose lod gøre et Røgoffer af den hele Vaeder paa Alteret; det var et Braendoffer til en sød Lugt, det var et Ildoffer for Herren, saa som Herren havde befalet Mose.
Lev	8	22	22. Og han lod den anden Vaeddere føre frem, Fyldelsens Vaeder, og Aron og hans Sønner lagde deres Haender paa Vaederens Hoved.
Lev	8	23	23. Og man slagtede den, og Mose tog dens Blod og smurte paa Aron højre Ørelaep og paa hans høj Tommelfinger og paa hans højre Tommeltaa.
Lev	8	24	24. Og han lod Arons Sønner komme frem, og Mose kom Blodet paa deres højre Ørelaep paa deres højre Tommelfinger paa deres højre Tommeltaa, og Mose staenkede Blodet paa Alteret trindt omkring.
Lev	8	25	25. Og han tog Fedtet og Stjerten og alt Fedtet, som var paa Indvoldene, og Hinden over Leveren og de to Nyrer og deres Fedt og den højre Bov
Lev	8	26	26. og af Kurven med de usyrede Brød, som vare for Herrens Ansigt, tog han en syret Kage og en Oliebrødskage Og en tynd Kage, og han lagde det oven paa Fedtdelene og paa den højre Bov,
Lev	8	27	27. og han lagde det alt sammen paa Arons Haender og hans Sønners Haender, og han rørte disse Ting med en Rørelse for Herrens Ansigt.
Lev	8	28	28. Og Mose tog dem af deres Haender og gjorde et Røgoffer af dem paa Alteret, tilligemed Braendofret; det var Fyldelsesoferet til en sød Lugt, det var et Ildoffer for Herren.
Lev	8	29	29. Og Mose tog Brystet og rørte det med en Rørelse for Herrens Ansigt; af Fyldelsens Vaeder fik Mose det til sin Del, som Herren havde befalet Mose.
Lev	8	30	30. Og Mose tog af Salveolien og af Blodet, som var paa Alteret, og staenkede paa Aron, paa hans Klaeder og paa hans Sønner og paa hans Sønners Klaeder med ham; og han helligede Aron, hans Klaeder og hans Sønner og hans Sønners Klaeder med ham.
Lev	8	31	31. Og Mose sagde til Aron og hans Sønner: Koger Kødet ved Forsamlingens Pauluns Dør, og der skulle I aede det og Brødet, som er i Fyldelsens Kurv, som jeg har befalet, idet jeg sagde: Aron og hans Sønner skulle aede det.
Lev	8	32	32. Men hvad der levnes af Kødet og af Brødet, skulle I opbraende med Ild.
Lev	8	33	33. Og fra Forsamlingens Pauluns Dør skulle I ikke gaa ud i syv Dage, indtil den Dag, da Fyldelsens Dage for eder ere fuldendte; thi man skal fylde eders Haand i syv Dage.
Lev	8	34	34. Som man har gjort paa denne Dag, saaledes befalede Herren at gøre, til at gøre Forligelse for eder.
Lev	8	35	35. Og for Forsamlingens Pauluns Dør skulle I blive Dag og Nat i syv Dage, og tage Vare paa, hvad Herren vil have varetaget, for at I ikke skulle dø; thi saaledes er det mig befalet.
Lev	8	36	36. Og Aron og hans Sønner gjorde dette, nemlig alle de Ord, som Herren havde befalet ved Mose.
------------------------Tredje Mosebog, Kapitel 9
Lev	9	1	1. Og det skete paa den ottende Dag, da kaldte Mose ad Aron og hans Sønner og ad de aeldste af Israel.
Lev	9	2	2. Og han sagde til Aron: Tag dig en Tyrekalv til Syndoffer og en Vaeder til Braendoffer, begge uden Lyde, og lad dem føres frem for Herrens Ansigt.
Lev	9	3	3. Og tal til Israels Børn og sig: Tager en Gedebuk til Syndoffer og en Kalv og et Lam, begge aargamle, uden Lyde, til Braendoffer,
Lev	9	4	4. og en Okse og en Vaeder til Takoffer, til at ofre for Herrens Ansigt, og et Madoffer blandet med Olie; thi Herren skal i Dag aabenbare sig for eder.
Lev	9	5	5. Og de bragte det, som Mose havde befalet, hen foran Forsamlingens Paulun, og al Menigheden naermede sig, og de stode for Herrens Ansigt.
Lev	9	6	6. Da sagde Mose: Dette Ord, som Herren har befalet, skulle I gøre, saa skal Herrens Herlighed ses af eder.
Lev	9	7	7. Og Mose sagde til Aron: Traed frem for Alteret, og bring dit Syndoffer og dit Braendoffer, og gør Forligelse for dig og for Folket, og bring Folkets Offer og gør saa Forligelse for dem, saa som Herren har befalet.
Lev	9	8	8. Og Aron traadte frem for Alteret og slagtede den Kalv til Syndoffer, som var for ham selv.
Lev	9	9	9. Og Arons Sønner bragte Blodet hen til ham, og han dyppede sin Finger i Blodet og strøg paa Alterets Horn og udøste det øvrige Blod ved Alterets Fod.
Lev	9	10	10. Men af Fedtet og Nyrerne og Hinden af Leveren af Syndofret holde han et Røgoffer paa Alteret, saa som Herren befalede Mose.
Lev	9	11	11. Og Kødet og Huden braendte han med Ild udenfor Lejren.
Lev	9	12	12. Og han slagtede Braendofret, og Arons Sønner gave ham Blodet, og han staenkede det paa Alteret rundt omkring.
Lev	9	13	13. Og de gave ham Braendofret efter dets Stykker og Hovedet, og han gjorde det til Røgoffer paa Alteret.
Lev	9	14	14. Og han toede Indvoldene og Skankerne og gjorde det til Røgoffer oven paa Braendofret paa Alteret.
Lev	9	15	15. Og han lod Folkets Offer føre frem og tog den Buk til Syndoffer, som var for Folket, og slagtede den og gjorde et Syndoffer deraf, som det første,
Lev	9	16	16. Og han førte Braendofret frem og gjorde derved efter saedvanlig Vis.
Lev	9	17	17. Og han førte Madofret frem og tog sin Haand fuld deraf og gjorde det til Røgoffer paa Alteret, foruden Morgenens Braendoffer.
Lev	9	18	18. Og han slagtede Oksen og Vaederen til Takoffer for Folket; og Arons Sønner gave ham Blodet, og han staenkede det paa Alteret rundt omkring;
Lev	9	19	19. men Fedtstykkerne af Oksen og af Vaederen Stjerten og hvad der skjuler Indvoldene, og Nyrerne og Hinden af Leveren,
Lev	9	20	20. Disse Fedtstykker lagde de oven paa Bryststykkerne, og han gjorde et Røgoffer af Fedtet paa Alteret.
Lev	9	21	21. Men Bryststykkerne og den højre Bov rørte Aron med en Rørelse for Herrens, Ansigt, ligesom Mose havde befalet,
Lev	9	22	22. Og Aron opløftede sine Haender mod Folket og velsignede dem; og han steg ned, der han havde bragt Syndofret og Braendofret og Takofret.
Lev	9	23	23. Og Mose og Aron gik ind i Forsamlingens Paulun, og de gik ud og velsignede Folket, og Herrens Herlighed saas af alt Folket.
Lev	9	24	24. Og Ild kom ud fra Herrens Ansigt og fortaerede paa Alteret Braendofret og Fedtstykkerne; og alt Folket saa det, og de frydede sig, og de faldt ned paa deres Ansigter.
------------------------Tredje Mosebog, Kapitel 10
Lev	10	1	1. Og Arons Sønner, Nadab og Abihu toge hver sit Ildkar og lagde Ild derudi og lagde Røgelse derpaa, og de bragte fremmed Ild for Herrens Ansigt, hvilket han ikke havde befalet dem.
Lev	10	2	2. Da for en Ild ud fra Herrens Ansigt og fortaerede dem, og de døde for Herrens Ansigt.
Lev	10	3	3. Da sagde Mose til Aron: Dette er det, som Herren har talet og sagt: Jeg vil helliggøres i dem, som staa mig naer, og jeg vil herliggøres for alt Folkets Aasyn; og Aron tav.
Lev	10	4	4. Men Mose kaldte ad Misael og ad Elzafan, Sønner af Usiel, Arons Farbroder, og sagde til dem: Traeder frem, baerer eders Brødre fra Helligdommen hen uden for Lejren.
Lev	10	5	5. Og de traadte frem og bare dem i deres Kjortler hen udenfor Lejren, som Mose havde sagt.
Lev	10	6	6. Da sagde Mose til Aron og til hans Sønner, Eleasar og Ithamar I skulle ikke blotte eders Hoveder ej sønderrive eders Klaeder, at I ikke skulle dø, og Herren skulde blive vred paa al Menigheden; men lader eders Brødre af alt Israels Hus graede over denne Brand, som Herren har optaendt.
Lev	10	7	7. Men I skulle ikke gaa ud af Forsamlingens Pauluns Dør, at I ikke skulle dø, thi Herrens Salveolie er paa eder; og de gjorde efter Mose Ord.
Lev	10	8	8. Men Herren talede til Aron og sagde:
Lev	10	9	9. Du og dine Sønner med dig skulle ikke drikke Vin eller staerk Drik, naar I gaa ind i Forsamlingens Paulun, paa det I ikke skulle dø; det skal vaere en evig Skik hos eders Eferkommere,
Lev	10	10	10. for at I kunne gøre Skilsmisse imellem det hellige og det vanhellige og imellem det urene og det rene,
Lev	10	11	11. og for at kunne laere Israels Børn alle de Skikke, som Herren har sagt til dem ved Mose.
Lev	10	12	12. Mose sagde til Aron og til hans Sønner, Eleasar og Ithamar, som vare overblevne: Tager det Madoffer, det som er levnet fra Herrens Ildoffer, og aeder det med usyret Brød ved Alteret; thi det er en højhellig Ting.
Lev	10	13	13. Men I skulle aede det paa et helligt Sted; thi det er din beskikkede Del og dine Sønners beskikkede Del af Herrens Ildofre; thi saaledes er mig befalet.
Lev	10	14	14. Men Rørelsens Bryst og Gavens Bov skulle I aede paa et rent Sted, du og dine Sønner og dine Døtre med dig; thi til din beskikkede Del og dine Børns beskikkede Del ere de givne af Israels Børns Takofre.
Lev	10	15	15. Gavens Bov og Rørelsens Bryst, som høre til Ildofrene af Fedtstykkerne, skulle de baere til dem for at lade dem røre med en Rørelse for Herrens Ansigt; og det skal vaere dig og dine Børn med dig en evig beskikket Del, som Herren har befalet.
Lev	10	16	16. Og Mose ledte flittigt efter Syndofrets Buk, og se, den var op braendt; og han blev vred paa Eleasar og paa Ithamar, Arons Sønner, dem som vare overblevne, og sagde:
Lev	10	17	17. Hvi have I ikke aedt Syndofret paa det hellige Sted? thi det er en højhellig Ting; og han har givet eder det, at I skulle baere Menighedens Skyld, for at I skulle gøre Forligelse for dem, for Herrens Ansigt.
Lev	10	18	18. Se, dets Blod er ikke bragt indenfor i Helligdommen; I skulde jo have aedt det paa et helligt Sted, saa som jeg har befalet.
Lev	10	19	19. Men Aron sagde til Mose: Se, i Dag have de ofret deres Syndoffer Og deres Braendoffer for Herrens Ansigt, og mig er sligt vederfaret; skulde jeg da have aedt Syndofret i Dag, skulde det have vaeret godt for Herrens Øjne
Lev	10	20	20. Der Mose hørte det, da syntes det ham at vaere godt.
------------------------Tredje Mosebog, Kapitel 11
Lev	11	1	1. Og Herren talede til Mose og Aron og sagde til dem:
Lev	11	2	2. Taler til Israels Børn og siger: Disse ere de Dyr, som I maa aede iblandt alle Dyr, som ere paa Jorden:
Lev	11	3	3. Alt det, som har Klove, og som har Klovene, kløvede helt igennem, det, som tygger Drøv iblandt Dyrene, maa I aede.
Lev	11	4	4. Dog dette maa I ikke aede af dem, som tygge Drøv, og af dem, som have Klove: Kamelen; thi den tygger Drøv, og den har ikke Klove, den er eder uren;
Lev	11	5	5. og Kaninen; thi den tygger Drøv, men har ikke Klove, den er eder uren;
Lev	11	6	6. og Haren; thi den tygger Drøv, men den har ikke Klove, den er eder uren;
Lev	11	7	7. og Svinet; thi det har Klove og har Klovene kløvede helt igennem, men tygger ikke Drøv, det er eder urent.
Lev	11	8	8. I skulle ikke aede af deres Kød og ej røre ved deres Aadsel, de ere eder urene.
Lev	11	9	9. Dette maa I aede af alt det, som er i Vandet: Alt det, som har Finner og Skael i Vandet, i Havet og i Baekkene, dem maa I aede.
Lev	11	10	10. Men alt det, som ikke har Finner og Skael, i Havet, og i Baekkene, blandt alt det, som vrimler i Vandene, og blandt alt det levende, som er i Vandene, det skal vaere eder en Vederstyggelighed.
Lev	11	11	11. Ja de skulle vaere eder en Vederstyggelighed; I: skulle ikke aede af deres Kød, og I skulle have Vederstyggelighed til deres Aadsel.
Lev	11	12	12. Alt det, som ikke har Finner og Skael i Vandene, det skal vaere eder en Vederstyggelighed.
Lev	11	13	13. Og disse skulle I have Vederstyggelighed til iblandt Fuglene, de skulle ikke aedes, de skulle vaere en: Vederstyggelighed: Ørnen og Høgen og Strandørnen
Lev	11	14	14. og Glenten og Skaden med dens Arter,
Lev	11	15	15. alle Ravne med deres Arter,
Lev	11	16	16. og Strudsen og Natuglen og Maagen og Spurve høgen med dens Arter,
Lev	11	17	17. og Uglen og Dykkeren og Hornuglen,
Lev	11	18	18. og Viben og Rørdrummen og Pelikanen,
Lev	11	19	19. og Storken, Hejren med dens: Arter, og Urhanen og Aftenbakken.
Lev	11	20	20. Al flyvende Vrimmel, som gaar paa fire Fødder, det skal vaere eder en Vederstyggelighed.
Lev	11	21	21. Dog af al: flyvende Vrimmel, som gaar paa fire Fødder, maa I aede dette, nemlig dem, som have Springben over deres Fødder, til at hoppe paa Jorden med.
Lev	11	22	22. Af dem maa I aede disse: Graeshoppen med deres Arter, og Solam med dens Arter, og Hargol med dens Arter, og Hagab med dens Arter.
Lev	11	23	23. Men al anden flyvene Vrimmel, som har fire Fødder, det skal vaere eder en Vederstyggelighed.
Lev	11	24	24. Og ved dem kunne I blive urene; hver, som rører ved deres Aadsel skal vaere uren indtil Aftenen.
Lev	11	25	25. Og hver, som tager noget af deres Aadsel, skal to sine Klaeder og vaere uren indtil Aftenen.
Lev	11	26	26. Hvert Dyr, som kløver Kloven, og som ikke har dem kløvede helt igennem og ej tygger Drøv, de skulle vaere eder urene; hver, som rører dem, bliver uren.
Lev	11	27	27. Og alt det, som gaar paa sine Laller iblandt de Dyr, som gaa paa fire Fødder, skal vaere urent; hvo som rører deres Aadsel, skal vaere uren til Aftenen.
Lev	11	28	28. Og hvo som tager deres Aadsel, skal to sine Klaeder vaere uren indtil Aftenen; de ere urene.
Lev	11	29	29. Og det skal vaere eder urent iblandt den Vrimmel, som vrimler paa Jorden: Vaeselen og Musen og Skildpadden med dens Arter,
Lev	11	30	30. og Pindsvinet og Krokodillen og Salamanderen og Sneglen og Mulvarpen.
Lev	11	31	31. Disse ere eder de urene iblandt al Vrimmel; hver, som rører ved dem, naar de ere døde, skal vaere uren indtil Aftenen.
Lev	11	32	32. Og alt det, som et af dem, naar de er døde, falder paa, det bliver urent hvad enten det er noget som helst Traekar eller Klaeder eller Skind eller Saek, hvilketsomhelst Redskab, som nogen Gerning gøres med, det skal laegges i Vand og vaere urent indtil Aftenen og er siden rent.
Lev	11	33	33. Og om noget af dem falder i et, Lerkar, da bliver alt det urent, som er i det, og I skulle sønderbryde det.
Lev	11	34	34. Er der kommet Vand paa nogen Spise, som man aeder, da bliver denne uren, eller hvad Drik, som man drikker af noget Kar, da bliver denne uren.
Lev	11	35	35. Og alt det, som noget af deres Aadsel falder paa, bliver urent; er det en Ovn eller med Lergryder med Hanke, da skulle de brydes i Stykker, de ere urene; de skulle vaere eder urene.
Lev	11	36	36. Dog skal Kilde og Brønd, Vandsamlinger vaere rene; men hvo som rører ved deres Aadsel, bliver urent.
Lev	11	37	37. Og naar noget af deres Aadsel falder paa nogen Saasaed, som skal saas, bliver denne dog ren.
Lev	11	38	38. Men naar der kommer Vand paa Saeden, og der siden falder noget af deres Aadsel derpaa, da bliver den eder uren.
Lev	11	39	39. Og naar noget dør af de Dyr, som ere givne eder til Spise, da skal den, som rører ved Aadslet deraf, vaere uren indtil Aftenen.
Lev	11	40	40. Og hvo som aeder af deres Aadsel, skal to sine Klaeder og vaere uren indtil Aftenen, og hvo der tager deres Aadsel op, skal to sine Klaeder og vaere uren indtil Aftenen.
Lev	11	41	41. Og al den Vrimmel, som vrimler paa Jorden, skal vaere en Vederstyggelighed, den skal ikke aedes;
Lev	11	42	42. nemlig alt det, som gaar paa Bugen, og alt det, som gaar paa fire Fødder, af alt det, som har mange Fødder, iblandt al den Vrimmel, som vrimler paa Jorden, dem skulle I ikke aede; thi de ere en Vederstyggelighed.
Lev	11	43	43. Gører ikke eders Sjaele vederstyggelige ved al den Vrimmel, som vrimler, og gører eder ikke urene ved dem, saa at I blive urene ved dem.
Lev	11	44	44. Thi jeg Herren er eders Gud, og I skulle hellige eder og vaere hellige, thi jeg er hellig; og I skulle ikke gøre eders Sjaele urene ved nogen Vrimmel, som kryber paa Jorden.
Lev	11	45	45. Thi jeg er Herren, som førte eder op af Aegyptens Land for at vaere eders Gud; og I skulle vaere hellige; thi jeg er hellig.
Lev	11	46	46. Dette er Loven om Dyr og Fugle og hvert levende Vaesen, som svømmer i Vandet, og om alt levende Vaesen, som vrimler paa Jorden,
Lev	11	47	47. at der kan gøres Forskel imellem det urene og det rene, og imellem det Dyr, som maa aedes, og det Dyr, som ikke maa aedes.
------------------------Tredje Mosebog, Kapitel 12
Lev	12	1	1. Og Herren talede til Mose og sagde:
Lev	12	2	2. Tal til Israels Børn og sig: Naar en Kvinde undfanger og føder en Dreng, da skal hun vaere uren syv Dage, lige som de Dage ere, i hvilke hun er uren ved sin Svaghed.
Lev	12	3	3. Og paa den ottende Dag skal hans Forhuds Kød omskaeres.
Lev	12	4	4. Og hun skal blive hjemme i tre og tredive Dage, under hendes Blods Renselse; hun skal ikke røre ved noget helligt og ikke komme til Helligdommen, førend hendes Renselses Dage ere fuldendte.
Lev	12	5	5. Men føder hun en Pige, da skal hun vaere uren to Uger, som under hendes Svaghed; og hun skal blive hjemme seks og tresindstyve Dage, under hendes Blods Renselse.
Lev	12	6	6. Og naar hendes Renselsesdage ere fuldendte efter en Søn eller efter en Datter, skal hun fremføre et aargammelt Lam til Braendoffer, og en Dueunge eller en Turteldue til Syndoffer, til Forsamlingens Pauluns Dør, til Praesten.
Lev	12	7	7. Og han skal ofre det for Herrens Ansigt og gøre Forligelse for hende, saa bliver hun ren efter sin Blodgang. Dette er Loven for hende, som føder en Dreng eller Pige.
Lev	12	8	8. Men formaar hendes Haand ikke et Lam, da skal hun tage to Turtelduer eller to unge Duer, een til Braendoffer og een til Syndoffer; saa skal Praesten gøre Forligelse for hende, og hun er ren.
------------------------Tredje Mosebog, Kapitel 13
Lev	13	1	1. Og Herren talede til Mose og til Aron og sagde:
Lev	13	2	2. Naar paa noget Menneskes Køds Hud er Haevelse eller Skab eller en skinnende Plet, og der fremkommer paa hans Køds Hud noget, som ligner Spedalskheds Plage, da skal han føres frem til Aron, Praesten, eller til en af hans Sønner iblandt Praesterne.
Lev	13	3	3. Og naar Praesten beser Plagen paa Kødets Hud, at Haaret i Plagen er forvandlet til hvidt, og Plagen at se til er dybere end den anden Hud paa hans Kød, da er det Spedalskheds Plage; naar Praesten har beset ham, da skal han dømme ham uren.
Lev	13	4	4. Men er der en hvid, skinnende Plet paa hans Køds Hud, og den ikke er dybere at se til end den anden Hud, og Haaret derpaa ikke er forvandlet til hvidt, da skal Praesten lukke den, som har Plagen, inde i syv Dage.
Lev	13	5	5. Og naar Praesten beser ham paa den syvende Dag, og se, Plagen er uforandret for hans Øje, Plagen har ikke videre udbredt sig paa Huden, da skal Praesten anden Gang indelukke ham i syv Dage.
Lev	13	6	6. Og naar Praesten beser ham paa den syvende Dag anden Gang, og se, Pletten er mørkagtig, og Plagen har ikke udbredt sig videre paa Huden, da skal Praesten dømme ham ren, det er Skab; og han skal to sine Klaeder, saa er han ren.
Lev	13	7	7. Men naar det Skab udbreder sig videre i Huden, efter at han var beset af Praesten til sin Renselse, da skal han anden Gang beses af Praesten.
Lev	13	8	8. Og naar Praesten beser ham, og se, Skabet har udbredt sig videre i Huden, da skal Praesten dømme ham uren, det er Spedalskhed.
Lev	13	9	9. Naar Spedalskheds Plage er paa et Menneske, og han føres frem til Praesten,
Lev	13	10	10. og Praesten beser ham, og se, der er en hvid Haevelse paa Huden, og Haaret derpaa er forvandlet til hvidt, og vildt Kød vokser frem i Haevelsen:
Lev	13	11	11. Da er det en gammel Spedalskhed i Huden paa hans Kød, og Praesten skal dømme ham uren; han skal ikke lukke ham inde; thi han er uren.
Lev	13	12	12. Men dersom Spedalskheden blomstrer staerkt i Huden, og Spedalskheden bedaekker den plagedes hele Hud fra hans Hoved og til hans Fødder, alt det, som ses for Praestens Øjne;
Lev	13	13	13. og Praesten beser det, og se, Spedalskheden har skjult alt hans Kød, da skal han dømme den, som har Plagen, ren; han er bleven helt hvid, han er ren.
Lev	13	14	14. Men paa hvilken Dag vildt Kød ses paa ham, bliver han uren.
Lev	13	15	15. Og naar Praesten beser det vilde Kød, da skal han dømme ham uren; det vilde Kød er urent, det er Spedalskhed.
Lev	13	16	16. Eller dersom det vilde Kød forandrer sig og omvendes til hvidt, da skal han komme til Praesten;
Lev	13	17	17. og naar Praesten beser ham, og se, Plagen er forandret til hvidt, da, skal Praesten dømme den, som har Plagen, at vaere ren; han er ren.
Lev	13	18	18. Og naar der paa nogens Kød, Huden derpaa er en Byld; og den er bleven laegt,
Lev	13	19	19. og der bliver en hvid Haevelse paa samme Bylds Sted eller en hvid, skinnende Plet, om er rødagtig, da skal han beses af Praesten.
Lev	13	20	20. Og naar Praesten beser ham, og se, den er at se til dybere end den anden Hud, og Haaret derpaa er forandret til hvidt, da skal Praesten dømme ham uren; det er Spedalskheds Plage, der blomstrer i Bylden.
Lev	13	21	21. Men dersom Praesten beser den, og se, der er ikke hvidt Haar paa den, og den er ikke dybere end den anden Hud og er mørkagtig, da skal Praesten lukke ham inde i syv Dage.
Lev	13	22	22. Men dersom den udbreder sig videre i Huden, da skal Praesten dømme ham uren; det er Plagen.
Lev	13	23	23. Men dersom den skinnende Plet bliver uforandret paa sit Sted og ikke udreder sig videre, da er det Arret af en Byld, og Praesten skal dømme ham ren.
Lev	13	24	24. Eller naar der i Kødet, i Huden derpaa, der er braendt af Ild, og paa det nye Kød af det braendte Sted er en skinnende Plet, som er rødagtig hvid eller ganske hvid,
Lev	13	25	25. og Praesten beser den, og se, Haaret i den skinnende Plet er forandret til hvidt, og den er dybere at se til end den anden Hud, da er det Spedalskhed, der er fremblomstret i det braendte Sted, og Praesten skal dømme ham uren; det er Spedalskheds Plage.
Lev	13	26	26. Men dersom Praesten beser den, og se, der er ikke hvidt Haar i den skinnende Plet, og den er ikke dybere end den anden Hud og den er mørkagtig, da skal Praesten lukke ham inde i syv Dage.
Lev	13	27	27. Og Praesten skal bese ham paa den syvende Dag; dersom den har udbredt sig videre paa Huden, da skal Praesten dømme ham uren, det er Spedalskheds Plage.
Lev	13	28	28. Men dersom den skinnende Plet er uforandret paa sit Sted og ikke breder sig videre ud paa Huden, og den er mørkagtig, da er det en Haevelse i det braendte Sted, og Praesten skal dømme ham ren; thi det er et Ar i det braendte Sted.
Lev	13	29	29. Og naar der er en Plage paa Mand eller Kvinde, paa Hovedet eller i Skaegget,
Lev	13	30	30. og Praesten beser Plagen i Skaegget, og se den er dybere at se til end den anden Hud, og Haaret paa samme Sted er gult og tyndt, da skal Praesten dømme ham uren; det er Skurv, det er Spedalskhed paa Hovedet eller i Skaegget.
Lev	13	31	31. Men naar Praesten beser den Skurvs Plage, og se, den er ikke dybere at se til end Huden, og der er ikke sort Haar derpaa, da skal Praesten lukke den, som har den Skurvs Plage, inde i syv Dage.
Lev	13	32	32. Og naar Praesten beser Plagen paa den syvende Dag, og se, den Skurv har ikke bredt sig videre, og der er ikke gult Haar derpaa, og Skurven er ikke dybere at se end den anden Hud at se til end den anden Hud,
Lev	13	33	33. da skal han rage sig, dog saa at han ikke rager Skurven, og Praesten skal atter lukke den, som har Skurven, inde i syv Dage.
Lev	13	34	34. Og naar Praesten beser den Skurv paa den syvende Dag, og se, Skurven har ikke udbredt sig videre i Huden, og den er ikke dybere at se til end den anden Hud, da skal Praesten dømme ham ren, og hin skal to sine Klaeder, saa er han ren.
Lev	13	35	35. Men dersom Skurven udbreder sig videre paa Huden efter hans Renselse,
Lev	13	36	36. og praesten beser ham, og se, Skurven har udbredt sig videre paa Huden, da skal Praesten ikke søge efter gult Haar; han er uren.
Lev	13	37	37. Men er Skurven uforandret for hans Øjne, og der er sort Haar opvokset i den, da er Skurven laegt, han er ren; og Praesten skal dømme ham ren.
Lev	13	38	38. Og naar en Mand eller Kvinde har paa deres Køds Hud skinnende Pletter, hvide skinnende Pletter,
Lev	13	39	39. og Praesten beser dem, og se, der er i deres Køds Hud hvide skinnende Pletter, som ere mørkagtige, da er det en Blegn, som blomstrer paa Huden; han er ren.
Lev	13	40	40. Og naar Haaret falder af nogen Mands Hoved, er han skaldet; han er ren.
Lev	13	41	41. Og dersom Haaret falder ham af Hovedet foran, er han flenskaldet; han er ren.
Lev	13	42	42. Men naar paa det skaldede eller paa det flenskaldede er en Plet, hvidrødagtig, da er det Spedalskhed, som blomstrer paa det skaldede paa ham eller paa det flenskaldede paa ham.
Lev	13	43	43. Og naar Praesten beser ham, og Plagens Haevelse er hvid og rødagtig paa det skaldede paa ham eller paa det flenskaldede paa ham, som Spedalskheds Udseende plejer at vaere i Kødets Hud;
Lev	13	44	44. den Mand er spedalsk, han er uren; Praesten skal dømme ham aldles uren, hans Spedalskhed er paa hans Hoved.
Lev	13	45	45. Og den spedalske, som Plagen er paa, hans Klaeder skulle vaere sønderrevne, og hans Hoved skal vaere bart, og han skal skjule Skaegget over Munden, og han skal raabe: Uren! uren!
Lev	13	46	46. Alle Dage, som den Plage er paa ham, skal han vaere uren; han er uren, han skal bo alene, hans Bolig skal vaere uden for Lejren.
Lev	13	47	47. Og naar paa noget Klaede er Spedalskheds Plet, paa uldent Klaede eller paa linned Klaede og eller paa
Lev	13	48	48. Traaden eller paa Isletten af Linned eller af uldent eller paa Skind eller paa alt, hvad som er gjort af Skind,
Lev	13	49	49. og pletten er grønagtig eller rødagtig paa Klaedet eller paa Skindet eller paa Traaden eller paa Isletten eller paa noget Tøj af Skind, er det Spedalskheds Plage, og det skal beses af Praesten.
Lev	13	50	50. Og naar Praesten beser Pletten, da skal han lukke det, som Pletten er paa, inde i syv Dage.
Lev	13	51	51. Og naar han ser Pletten paa den syvende Dag, at Plagen har udbredt sig videre paa Klaedet eller paa Traaden eller paa Isletten eller paa Skindet, paa alt, hvad som gøres af Skind til nogen Gerning, da er Plagen en indaedende Spedalskhed, det er urent.
Lev	13	52	52. Og man skal opbraende Klaedet eller Traaden eller Isletten af uldent eller af Linned eller hvad Tøj der er af Skind, paa hvilket Pletten er; thi det er en indaedende Spedalskhed, det skal opbraendes med Ild.
Lev	13	53	53. Men dersom Praesten beser det, og se, Pletten har ikke udbredt sig videre paa Klaedet eller paa Traaden eller paa Isletten eller paa alle Haande Tøj af Skind,
Lev	13	54	54. da skal Praesten befale, at de skulle to det, som Pletten er paa, og han skal lukke det inde anden Gang i syv Dage.
Lev	13	55	55. Og naar: Praesten udser det, efter at Pletten er toet, og se, Pletten har ikke forandret sin Farve, og Pletten har ikke udbredt sig videre, da er det urent, du skal opbraende det med Ild; det er af den Slags, som aeder sig ind paa den rette Side derpaa eller paa den vrange Side derpaa.
Lev	13	56	56. Men dersom Praesten beser det, og se, Pletten er mørkagtig, efter at den er aftoet, da skal han rive det af Klaedet eller af Skindet eller af Traaden eller af Isletten.
Lev	13	57	57. Men ses det endnu paa Klaedet eller paa Traaden eller paa Isletten eller paa alle Haande Tøj af Skind, da er det en blomstrende Spedalskhed; du skal opbraende med Ild det, som Spedalskheden er paa.
Lev	13	58	58. Men det Klaede eller den Traad eller den Islet eller alle Haande Tøj af Skind, som du tor, og Pletten gaar bort deraf, skal tos anden Gang, saa er det rent.
Lev	13	59	59. Dette er Loven om Spe dalskheds Plage paa Klaede af uldent eller Linned eller paa Traad eller Islet eller alle Haande Tøj af Skind, til at dømme det rent eller urent.
------------------------Tredje Mosebog, Kapitel 14
Lev	14	1	1. Og Herren talede til Mose og sagde:
Lev	14	2	2. Dette skal vaere Loven for den spedalske paa hans Renselsesdag, at han skal fremføres til Praesten.
Lev	14	3	3. Og Praesten skal gaa ud, uden for Lejren; og Praesten skal bese ham, og se, dersom den Spedalskheds Plage er laegt paa den spedalske,
Lev	14	4	4. da skal Praesten befale, at man skal tage for den, som renser sig, to levende, Spurve og Cedertrae og Skarlagen og Isop
Lev	14	5	5. Og Praesten skal befale, at man slagter den ene Spurv over et Lerkar over rindende Vand.
Lev	14	6	6. Han skal tage den levende Spurv og Cedertraeet og Skarlagenet og Isopen, skal dyppe dem og den levende Spurv i den slagtede Spurvs Blod over rindende Vand.
Lev	14	7	7. Og han skal staenke syv Gange paa den, som lader sig rense for Spedalskheden, og han skal rense ham og lade den levende Spurv flyve ud paa Marken.
Lev	14	8	8. Men den, som renser sig, skal to sine Klaeder og rage alt sit Haar af og bade sig i Vand, saa er han ren, og siden maa han komme i Lejren; dog skal han bo uden for sit Telt i syv Dage.
Lev	14	9	9. Og det skal ske paa den syvende Dag, da skal han afrage alt sit Haar, sit Hoved og sit Skaeg og sine Øjenbryn, ja alt sit Haar skal han afrage; og han skal to sine Klaeder og bade sin Krop i Vand, saa er han ren.
Lev	14	10	10. Og paa den ottende Dag skal han tage to Vaedderlam uden Lyde og et aar gammelt Gimmerlam uden Lyde om tre Tiendeparter Mel til Madoffer, blandet med Olie, og en Log Olie.
Lev	14	11	11. Og Praesten, som renser, skal stille den Mand, der lader sig rense, og disse Ting for Herrens Ansigt, for Forsamlingens Pauluns Dør.
Lev	14	12	12. Og Praesten skal tage det ene Lam og bringe det til et Skyldoffer tillige med den Log Olie, og han skal røre dem med en Rørelse for Herrens Ansigt.
Lev	14	13	13. Og han skal slagte Vaederlammet paa det Sted, hvor man skal slagter Syndofret og Braendofret, paa det hellige Sted; thi lige som Syndofret, saa hører Skyldofret Praesten til, det er en højhellig Ting.
Lev	14	14	14. Og praesten skal tage af Skyldofrets Blod, og Praesten skal komme deraf paa den højre Ørelaep af ham, som lader sig rense, og paa hans højre Tommelfinger og paa hans højre Tommeltaa.
Lev	14	15	15. Og Praesten skal tage af den Log Olie og øse i sin venstre Haand. Og Praesten skal venstre Haand.
Lev	14	16	16. Og Praesten skal dyppe sin højre Finger i Olien, som er i hans venstre Haand, og han skal staenke af Olien med sin Finger syv Gange for Herrens Ansigt.
Lev	14	17	17. Men af den Olie, som er til overs i hans Haand, skal Praesten komme paa den højre Ørelaep af ham, som lader sig rense, og paa hans højre Tommelfinger og paa hans højre Tommeltaa, oven paa Skyldofrets Blod.
Lev	14	18	18. Men det, som er blevet tilovers af Olien, som er i Praestens Haand, skal han komme paa dens Hoved, som renses, og Praesten skal gøre Forligelse for ham, for Herrens Ansigt.
Lev	14	19	19. Og Praesten skal lave Syndofret og gøre Forligelse for ham, som lader sig rense for sin Urenhed, og siden skal han slagte Braendofret.
Lev	14	20	20. Og Praesten skal ofre Braendofret og Madofret paa Alteret, og Praesten skal gøre Forligelse for ham, saa er han ren.
Lev	14	21	21. Men er han fattig, og hans Haand ikke formaar saa meget, da skal han tage eet Vaederlam til et Skyldoffer, til at lade røre, til at gøre Forligelse for ham og en Tiendepart Mel blandet med Olie, til Madoffer, og en Log Olie
Lev	14	22	22. og to Turtelduer eller to Dueunger, som hans Haand formaar; og den ene skal vaere et Syndoffer og den anden et Braendoffer.
Lev	14	23	23. Og han skal bringe dem frem paa den ottende Dag af, sin Renselse til Praesten, til Forsamlingens Pauluns Dør, for Herrens Ansigt.
Lev	14	24	24. Og Praesten skal tage Skyldofrets Lam og den Log Olie, og Praesten skal røre dem med en Rørelse for Herrens Ansigt.
Lev	14	25	25. Og han skal slagte Skyldofrets Lam, og Praesten skal tage af Skyldofrets Blod og komme paa den højre Ørelaep af ham, som lader sig rense, og paa hans højre Tommelfinger og paa hans højre Tommeltaa.
Lev	14	26	26. Og Praesten skal øse af Olien i sin venstre Haand.
Lev	14	27	27. Og Praesten skal staenke med sin højre Finger af Olien, som er i hans venstre Haand, syv Gange for Herrens Ansigt.
Lev	14	28	28. Og Praesten skal komme af Olien, som er i hans Haand, paa den højre Ørelaep af ham, som lader sig rense, og paa hans højre Tommelfinger og paa hans højre Tommeltaa, over Skyldofrets Blods Sted.
Lev	14	29	29. Men det, som er blevet tilovers af Olien, som er i Praestens Haand, skal han komme paa dens Hoved, som lader sig rense, til at gøre forligelse for ham, for Herrens Ansigt.
Lev	14	30	30. Og han skal lave den ene af de Turtelduer eller af de Dueunger, af det, hans Haand har formaaet,
Lev	14	31	31. det, som hans Haand har formaaet, skal han lave den ene, til Syndoffer, den anden til Braendoffer, tillige med Madofret, og Praesten skal gøre Forligelse for den, som lader sig rense, for Herrens Ansigt.
Lev	14	32	32. Dette er Loven for den, som Spedalskheds Plage var paa, og hvis Haand ikke formaar alt, hvad der hører til hans Renselse.
Lev	14	33	33. Herren talede til Mose og til Aron og sagde:
Lev	14	34	34. Naar I komme i Kanaans Land, hvilket jeg giver eder til Ejendom, og jeg lader komme Spedalskheds Plage i et Hus udi eders Ejendoms Land,
Lev	14	35	35. da skal den komme, hvem Huset hører til, og give Praesten det til Kende og sige: Det ser mig ud, som der er Spedalskhed i Huset.
Lev	14	36	36. Saa skal Praesten befale at de skulle rydde Huset, førend Praesten kommer til at bese Spedalskheden, at ikke alt det, som er i Huset, skal blive urent, og siden skal Praesten komme at bese Huset.
Lev	14	37	37. Og naar han beser Spedalskheden, og se; Spedalskheden er paa Vaeggene i Huset, nemlig; Fordybninger, som ere grønagtige eller rødagtige, og de ere dybere at se til, end Vaeggen,
Lev	14	38	38. da skal Praesten gaa ud af Huset, til Døren paa Huset, og han skal lukke Huset til syv Dage.
Lev	14	39	39. Og Praesten skal komme igen paa den syvende Dag; og naar han beser det, og se, Spedalskheden har udbredt sig videre paa Vaeggene i Huset,
Lev	14	40	40. da skal Praesten befale, at de bryde Stenene ud, som Spedalskheden er paa; og de skulle kaste dem hen udenfor Staden paa et urent Sted.
Lev	14	41	41. Saa skal han lade Huset skrabe indentil rundt omkring; og de skulle kaste Støvet, som de uafskrabede, udenfor Staden paa et urent Sted.
Lev	14	42	42. Og de skulle tage andre Stene og lade dem komme i Stedet for de forrige Stene, og man skal tage andet Ler og kline Huset med.
Lev	14	43	43. Men dersom Spedalskheden kommer igen og blomstrer i Huset, efter at man har brudt Stenene ud, og efter at man har skrabet Huset, og efter at man har klinet det,
Lev	14	44	44. da skal Praesten komme, og naar han beser det, og se, Spedalskheden har udbredt sig videre i Huset, da er der en Spedalskhed, som aeder om sig, i Huset; det er urent.
Lev	14	45	45. Derfor skal man afbryde Huset, dets Stene og dets Traevaerk og alt Husets Ler, og man skal føre det udenfor Staden til et urent Sted.
Lev	14	46	46. Og hvo som kommer i det Hus alle de Dage, i hvilke han lod det lukke, skal vaere uren indtil Aftenen.
Lev	14	47	47. Og hvo som ligger i Huset, skal to sine Klaeder; og hvo som aeder i Huset, skal to sine Klaeder.
Lev	14	48	48. Men dersom Praesten kommer igen og beser det, og se, Spedalskheden har ikke udbredt sig videre i Huset, efter at Huset blev klinet, da skal Praesten dømme det Hus rent; thi Spedalskheden er bleven laegt.
Lev	14	49	49. Saa skal han tage, til at gøre Syndoffer for Huset, to Spurve og Cedertrae og Skarlagen og Isop.
Lev	14	50	50. Og han skal slagte den ene Spurv over et Lerkar, over rindende Vand.
Lev	14	51	51. Og han skal tage Cedertraeet og Isopen og Skarlagenet og den levnde Spurv og dyppe dem i den slagtede Spurvs Blod og i det rinende Vand, og han skal staenke paa Huset syv Gange;
Lev	14	52	52. og han skal gøre Syndoffer for Huset med Spurvens Blod og med det rindende Vand og med den levende Spurv og med Cedertraeet og med Isopen og med Skarlagenet.
Lev	14	53	53. Saa skal han lade den levende Spurv flyve hen uden for Staden, over Marken, og han skal gøre Forligelse for Huset, saa er det rent.
Lev	14	54	54. Dette er Loven om alle Haande Spedalskheds Plage og om Skurv
Lev	14	55	55. og om Spedalskhed paa Klaeder og paa Hus
Lev	14	56	56. og om Haevelse og om Skab og om skinnende Plet,
Lev	14	57	57. til at laere, paa hvad Dag noget er urent, og paa hvad Dag det er rent; dette er Loven om Spedalskhed.
------------------------Tredje Mosebog, Kapitel 15
Lev	15	1	1. Og Herren talede til Mose og til Aron og sagde
Lev	15	2	2. Taler til Israels Børn og siger til dem: Hvo som helst det er, naar det flyder af hans Kød, da er han uren formedelst sit Flod.
Lev	15	3	3. Og dette skal vaere hans Urenhed under hans Flod: Naar hans Kød udgyder sit Flod, eller hans Kød holder sit Flod tilbage, det er hans Urenhed.
Lev	15	4	4. Hvert Leje, som han, der har Flod, ligger paa, skal vaere urent, og alt det Tøj, som han sidder paa, skal vaere urent.
Lev	15	5	5. Og hver, som rører ved hans Leje, skal to sine Klaeder og bade sig i Vand og vaere uren indtil Aftenen.
Lev	15	6	6. Og hvo som saetter sig paa det Tøj, som den, der har Flod, har siddet paa, skal to sine Klaeder og bade sig i Vand og vaere uren indtil Aftenen.
Lev	15	7	7. Og hvo som rører ved dens Kød, som har Flod, skal to sine Klaeder og bade sig i vand og vaere uren indtil Aftenen.
Lev	15	8	8. Og naar den, som har Flod, spytter paa en, som er ren, da skal denne to sine Klaeder og bade sig i Vand og vaere uren indtil Aftenen.
Lev	15	9	9. Og hver Sadel, som den, der har Flod rider paa, skal vaere uren.
Lev	15	10	10. Og hver, som rører ved noget af det som hun har haft under sig, skal vaere uren indtil Aftenen; og hvo som baerer de Ting, skal to sine Klaeder og bade sig i Vand og vaere uren indtil Aftenen.
Lev	15	11	11. Og hver, som den, der har Flod, rører ved, uden at have skyllet sine Haender i Vand skal to sine Klaeder og bade sig; Vand og vaere uren indtil Aftenen,
Lev	15	12	12. Og det Lerkar, som den, der har Flod, rører ved, skal sønderbrydes; men hvert Traekar skal skylles i Vand.
Lev	15	13	13. Og naar den, som har Flod, bliver ren af sit Flod, da skal han taelle sig syv Dage til sin Renselse og to sine Klaeder, og han skal bade sit Kød i rindende Vand, saa er han ren.
Lev	15	14	14. Og paa den ottende Dag skal han tage sig to Turtelduer eller to Dueunger og komme for Herrens Ansigt til Forsamlingens Pauluns Dør og give Praesten dem.
Lev	15	15	15. Og Praesten skal lave dem, een til Syndoffer og een til Braendoffer, og Praesten skal gøre Forligelse for ham, for Herrens Ansigt, for hans Flod.
Lev	15	16	16. Og naar der udgaar Saed fra en Mand, da skal han bade hele sit Legeme i Vand og vaere uren indtil Aftenen.
Lev	15	17	17. Og ethvert Klaede og ethvert Skind, som Saed er kommen paa, skal tos i Vand og vaere urent indtil Aftenen.
Lev	15	18	18. I lige Maade om der er en Kvinde, som har legemlig Omgang med en Mand, saa skulle de bade sig i Vand og vaere urene indtil Aftenen.
Lev	15	19	19. Og naar en Kvinde har Flod, at Blod af hendes Flod er paa hendes Kød, da skal hun vaere syv Dage i sin Svaghed, og hver, som rører ved hende, skal vaere uren indtil Aftenen.
Lev	15	20	20. Og alt det, hun ligger paa under sin Svaghed, skal vaere urent, og alt det, hun sidder paa, skal vaere urent.
Lev	15	21	21. Og hver den, som rører ved hendes Leje, skal to sine Klaeder og bade sig i Vand og vaere uren indtil Aftenen.
Lev	15	22	22. Og hver den, som rører ved noget Tøj, som hun har siddet paa, skal to sine Klaeder og bade sig i Vand og vaere uren indtil Aftenen.
Lev	15	23	23. Og dersom nogen ligger paa det Leje eller paa det Tøj, som hun har siddet paa, saa han rører derved, skal han vaere uren indtil Aftenen.
Lev	15	24	24. Og dersom en Mand ligger hos hende, og hendes Urenhed kommer paa ham, saa bliver han uren i syv Dage; og hvert Leje, som han ligger paa, skal vaere urent.
Lev	15	25	25. Og naar en Kvinde har sit Blodflod mange Dage, udenfor hendes Svagheds Tid, eller naar det flyder over hendes Svagheds Tid, alle de Dage, hun har sin Urenheds Flod, skal hun vaere som i hendes Svagheds Dage; hun er uren.
Lev	15	26	26. Hvert Leje, som hun ligger paa, alle de Dage, hun har sit Flod, skal vaere hende ligesom Lejet under hendes Svaghed; og alt det Tøj, som hun sidder paa, skal vaere urent, som naar hun er uren under sin Svaghed.
Lev	15	27	27. Og hver den, som rører ved de Ting, skal vaere uren og skal to sine Klaeder og bade sig i Vand og vaere uren indtil Aftenen.
Lev	15	28	28. Men dersom hun bliver ren efter sit Flod, da skal hun taelle sig syv Dage, og siden skal hun vaere ren.
Lev	15	29	29. Og paa den ottende Dag skal hun tage sig to Turtelduer eller to Dueunger, og bringe dem til Praesten, til Forsamlingens Pauluns Dør.
Lev	15	30	30. Og praesten skal lave den ene til Syndoffer og den anden til Braendoffer, og Praesten skal gøre Forligelse for hende for Herrens Ansigt, og hendes Urenheds Flod.
Lev	15	31	31. Og I skulle skille Israels Børn ved deres Urenhed, at de ikke dø i deres Urenhed, idet de gøre mit Tabernakel, som er midt iblandt dem, urent.
Lev	15	32	32. Dette er Loven om den, som har Flod, og om den, hvem Saed gaar fra, saa at han bliver uren derved;
Lev	15	33	33. og for hende, som er uren under hendes Svaghed, og for den, som har Flod, Mand eller Kvinde; og for en Mand, som ligger hos en uren Kvinde.
------------------------Tredje Mosebog, Kapitel 16
Lev	16	1	1. Og Herren talede til Mose, efter at de to af Arons Sønner vare døde, der de vare gange frem for Herrens Ansigt og vare døde,
Lev	16	2	2. Og Herren sagde til Mose: Sig til Aron, din Broder, at han ikke til enhver Tid maa gaa ind i Helligdommen iden for Forhaenget lige for Naadestolen, som er paa Arken, at han ikke dør; thi jeg vil ses i Skyen over Naadestolen.
Lev	16	3	3. Med dette skal Aron komme til Helligdommen: Med en ung Tyr til Syndoffer og en Vaeder til Braendoffer.
Lev	16	4	4. Han skal iføre en hellig linned Kjortel og have linnede Underklaeder paa sin Krop og ombinde sig med et linned Baelte, med en linned Praestehue han skal bedaekke sig; disse ere de hellige Klaeder, og han skal bade sit legeme i Vand og iføre sig dem.
Lev	16	5	5. Og han skal tage af Israels Børns Menighed to Gedebukke til Syndoffer og en Vaeder til Braendoffer
Lev	16	6	6. Og Aron skal ofre Syndofrets Tyr, som er for ham selv, og gøre Forligelse for sig og for sit Hus.
Lev	16	7	7. Og skal tage de to Bukke, og han skal stille dem for Herrens Ansigt, for Forsamlingens Pauluns Dør
Lev	16	8	8. Aron skal kaste Lod over de to Bukke, een Lod for Herren og een Lod for Asasel.
Lev	16	9	9. Og Aron skal ofre den Buk, paa hvilken Lodden kom ud for Herren, og berede den til Syndoffer.
Lev	16	10	10. Men den Buk, paa hvilken Lodden for Asasel er falden, skal stilles levende for Herrens Ansigt, at der ved den skal gøres Forligelse, at man skal sende den bort til Asasel til Ørken.
Lev	16	11	11. Og Aron skal ofre Syndofrets Tyr, som er for ham selv, og gøre Forligelse for sig selv og for sit Hus, og han skal slagte Syndofrets Tyr, som er for ham.
Lev	16	12	12. Saa skal han tage et Ildkar fuldt af Gløder af Ilden fra Alteret for Herrens Ansigt, og sine Haender fulde af stødt Røgelse af vellugtende Urter, og han skal baere det inden for Forhaenget.
Lev	16	13	13. Og han skal komme Røgelsen paa Ilden for Herrens Ansigt, saa at en Sky af Røgelsen skjuler Naadestolen, som er over Vidnesbyrdet, at han ikke dør.
Lev	16	14	14. Og han skal tage af Tyrens Blod og staenke med sin Finger mod Naadestolen for til, og han skal staenke syv Gange med sin Finger af Blodet for Naadestolen.
Lev	16	15	15. Og han skal slagte Syndofrets Buk, som er for Folket, og baere dens Blod inden for Forhaenget og gøre med dens Blod, ligesom han gjorde med Tyrens Blod, og staenke det mod Naadestolen og for Naadestolen.
Lev	16	16	16. Og han skal gøre Forligelse for Helligdommen og rense den fra Israels Børns Urenheder og fra deres Overtraedelser i alle deres Synder; og saaledes skal han gøre ved Forsamlingens Paulun, som staar hos dem midt iblandt deres Urenheder.
Lev	16	17	17. Og intet Menneske skal vaere i Forsamlingens Paulun, naar han kommer at gøre Forligelse i Helligdommen, indtil han gaar ud; og han skal gøre Forligelse for sig og for sit Hus og for hele Israels Menighed.
Lev	16	18	18. Og han skal gaa ud til Alteret, som er for Herrens Ansigt, og gør Forligelse for det, og han skal tage af Tyrens Blod og af Bukkens Blod og komme det paa Alterets Horn rundt omkring.
Lev	16	19	19. Og han skal staenke paa det af Blodet med sin Finger syv Gange, og han skal rense det og hellige det fra Israels Børns Urenheder.
Lev	16	20	20. Og naar han har fuldkommet at gøre Forligelse for Helligdommen og for Forsamlingens Paulun og for Alteret, da skal han føre den levende Buk frem.
Lev	16	21	21. Og Aron skal laegge begge sine Haender paa den levende Buks Hoved og over den bekende alle Israels Børns Misgerninger og alle deres Overtraedelser i alle deres Synder, og han skal laegge dem paa Bukkens Hoved og sende den bort til ørken ved en Mand, som er skikket dertil.
Lev	16	22	22. Og Bukken skal baere alle deres Misgerninger paa sig til et udyrket Land, og han skal lade Bukken løs i Ørken.
Lev	16	23	23. Saa skal Aron gaa ind i Forsamlingens Paulun og aførre sig Linklaederne, som han iførte sig, da han gik ind i Helligdommen, og han skal lade dem ligge der.
Lev	16	24	24. Og han skal bade sin Krop i Vand paa et helligt Sted og iføre sig sine andre Klaeder, og han skal gaa ud og gøre sit Braendoffer og Folkets Braendoffer og gøre Forligelse for sig og for Folket.
Lev	16	25	25. Og han skal gøre et Røgoffer af Syndofrets Fedt paa Alteret.
Lev	16	26	26. Men den, som førte Bukken bort til Asasel, skal to sine Klaeder og bade sin Krop i Vand, og derefter maa han komme til Lejren.
Lev	16	27	27. Og Syndofrets Tyr og Syndofrets Buk, hvis Blod bliver baaret ind i Helligdommen til at gøre Forligelse, skal man føre ud uden for Lejren, og man skal opbraende deres Hud og deres Kød og deres Møg med Ild.
Lev	16	28	28. Og den, som opbraender dem, skal to sine Klaeder og bade sit Legeme i Vand, og derefter maa han komme til Lejren.
Lev	16	29	29. Og det skal vaere eder til en evig Skik: I den syvende Maaned, paa den tiende Dag i Maaneden, skulle I ydmyge eders Sjaele og ingen Gerning gøre, hverken den indfødte eller den fremmede, som opholder sig iblandt eder.
Lev	16	30	30. Thi paa denne Dag skal man gøre Forligelse for eder til at rense eder; af alle eders Synder skulle I vorde rene for Herrens Ansigt.
Lev	16	31	31. Dette skal vaere eder en Sabbats Hvile, og I skulle ydmyge eders Sjaele til en evig Skik,
Lev	16	32	32. Og Praesten, som man salver, og hvis Haand man fylder til at gøre Praestetjeneste i hans Faders Sted, skal gøre Forligelse, og han skal iføre sig Linklaederne, de hellige Klaeder.
Lev	16	33	33. Og han skal gøre Forligelse for Hellighedens Helligdom, baade for Forsamlingens Paulun og for Alteret skal han gøre Forligelse, og for Praesterne og for al Menighedens Folk skal han gøre Forligelse.
Lev	16	34	34. Og dette skal vaere eder til en evig Skik, at gøre Forligelse for Israels Børn for alle deres Synder een. Gang om Aaret. Og han gjorde det, ligesom Herren havde befalet Mose.
------------------------Tredje Mosebog, Kapitel 17
Lev	17	1	1. Og Herren talede til Mose og sagde:
Lev	17	2	2. Tal til Aron og til hans Sønner og til alle Israels Børn, og du skal sige til dem: Dette er det Ord, som Herren har befalet og sagt:
Lev	17	3	3. Hvo som helst af Israels Hus, der slagter en Okse eller et Lam eller en Ged i Lejren, eller der slagter den uden for Lejren
Lev	17	4	4. og ikke fører den frem for Forsamlingens Pauluns Dør, til at ofre Offer for Herren, foran Herrens Tabernakel, den Mand skal Blodskyld tilregnes, han udøste Blod, og den Mand skal udryddes midt ud af sit Folk;
Lev	17	5	5. paa det at Israels Børn skulle fremføre deres Slagtofre, som de pleje at slagte paa fri Mark; og de skulle føre dem frem for Herren til Forsamlingens Pauluns Dør, til Praesten, og de skulle slagte dem for Herren til Takofre.
Lev	17	6	6. Og Praesten skal staenke Blodet paa Herrens Alter, for Forsamlingens Pauluns Dør, og han skal gøre et Røgoffer af Fedtet til en sød Lugt for Herren.
Lev	17	7	7. Og de skulle ikke ydermere ofre deres Offer til Skovtrolde, som de bole med; dette skal vaere dem en evig Skik hos deres Efterkommere.
Lev	17	8	8. Og du skal sige til dem: Hvo som helst af Israels Hus eller af fremmede, som opholder sig midt iblandt eder, der ofrer Braendoffer eller Slagtoffer,
Lev	17	9	9. og ikke fører det frem til Forsamlingens Pauluns Dør at lave det for Herren, den Mand skal udryddes fra sit Folk.
Lev	17	10	10. Og hvo som helst af Israels Hus eller af fremmede, som opholder sig midt iblandt dem, der aeder noget Blod, imod den Person, som aeder Blodet, vil jeg saette mit Ansigt og udrydde ham af sit Folks Midte.
Lev	17	11	11. Thi Kødets Sjael er i Blodet, og jeg har givet eder det paa Alteret, til at gøre Forligelse for eders Sjaele; thi Blodet er det, som skal gøre Forligelse. ved Sjaelen.
Lev	17	12	12. Derfor har jeg sagt til Israels Børn: Ingen af eder maa aede Blod, og den fremmede, som opholder sig midt iblandt eder, maa heller ikke aede Blod.
Lev	17	13	13. Og hvo som helst af Israels Børn og af fremmede, som opholder sig midt iblandt dem, der fanger paa Jagt et vildt Dyr eller en Fugl, som maa aedes, han skal udøse Blodet deraf og skjule det med Støv.
Lev	17	14	14. Thi hvad alt Køds Sjael angaar, saa regnes dets Blod for dets Sjael, og jeg har sagt til Israels Børn: I skulle ikke aede no- get Køds Blod, thi alt Køds Sjael er dets Blod; hver den, som aeder det, skal udryddes.
Lev	17	15	15. Og hver Person, indfødt eller fremmed, der aeder et Aadsel eller det, som er sønderrevet, skal to sine Klaeder og bade sig i Vand og blive uren indtil Aftenen, saa er han ren.
Lev	17	16	16. Og dersom han ikke tor sig og ikke bader sit Legeme, da skal han baere sin Misgerning.
------------------------Tredje Mosebog, Kapitel 18
Lev	18	1	1. Og Herren talede til Mose og sagde:
Lev	18	2	2. Tal til Israels Børn, og du skal sige til dem: Jeg er Herren eders Gud.
Lev	18	3	3. Efter Aegyptens Lands Gerning, hvor I boede, skulle I ikke gøre, og efter Kanaans Lands Gerning, hvor hen jeg vil føre eder, skulle I ikke gøre, og efter deres Skikke skulle I ikke vandre.
Lev	18	4	4. I skulle gøre efter mine Bud og holde mine Skikke, saa at I vandre i dem; jeg er Herren eders Gud.
Lev	18	5	5. Og I skulle holde mine Skikke og mine Bud, hvilke et Menneske skal gøre og leve ved dem; jeg er Herren.
Lev	18	6	6. Ingen af eder skal holde sig naer til sin naeste Slaegt, til at blotte dennes Blusel; jeg er Herren.
Lev	18	7	7. Du skal ikke blotte din Faders Blusel eller din Moders Blusel; hun er din Moder, du skal ikke blotte hendes Blusel.
Lev	18	8	8. Du skal ikke blotte din Stivmoders Blusel; det er din Faders Blusel.
Lev	18	9	9. Din Søsters Blusel, din Faders Datter eller din Moders Datter, enten hun er født hjemme eller født ude, deres Blusel skal du ikke blotte.
Lev	18	10	10. Din Sønnedatters eller din Datterdatters Blusel, deres Blusel skal du ikke blotte; thi de ere din Blusel.
Lev	18	11	11. Din Stivmoders Datters Blusel, hun som er din Fader født og er din Søster, hendes Blusel skal du ikke blotte.
Lev	18	12	12. Du skal ikke blotte din Faders Søsters Blusel, hun er din Faders naeste Slaegt.
Lev	18	13	13. Du skal ikke blotte din Moders Søsters Blusel; thi hun er din Moders naeste Slaegt.
Lev	18	14	14. Du skal ikke blotte din Farbroders Blusel; du skal ikke holde dig naer til hans Hustru; thi hun er din Faster.
Lev	18	15	15. Du skal ikke blotte din Sønnekvindes Blusel; thi hun er din Søns Hustru, du skal ikke blotte hendes Blusel.
Lev	18	16	16. Du skal ikke blotte din Broders Hustrus Blusel; det er din Broders Blusel.
Lev	18	17	17. Du skal ikke blotte en Hustrus og hendes Datters Blusel; du skal ikke tage hendes Søns Datter eller hendes Datters Datter, at blotte hendes Blusel; thi de ere hendes naeste Slaegt; det er en Skaendsel.
Lev	18	18	18. Og du skal ikke tage en Hustru, tillige med hendes Søster, til at vaekke hendes Skinsyge, at blotte hendes Blusel tillige med hins, medens hun lever.
Lev	18	19	19. Og din Hustru i hendes Urenheds Svaghed, skal du ikke komme naer, til at blotte hendes Blusel.
Lev	18	20	20. Og du skal ikke ligge hos din Naestes Hustru til at avle, til at blive uren ved hende.
Lev	18	21	21. Og af dit Afkom skal du ikke lade nogen gaa igennem Ilden for Molek; og du skal ikke vanhellige din Guds Navn; jeg er Herren.
Lev	18	22	22. Og du skal ikke ligge hos Mandkøn, som man ligger hos en Kvinde; det er en Vederstyggelighed.
Lev	18	23	23. Og du skal ikke beblande dig med noget Kvaeg til at besmittes ved det, og ingen Kvinde skal have at skaffe med noget Kvaeg til Samleje; det er en Skaendighed.
Lev	18	24	24. Gører eder ikke urene ved alt dette, thi ved alt dette ere Hedningerne, hvilke jeg uddriver for eder, blevne urene.
Lev	18	25	25. Og Landet er blevet urent, og jeg har hjemsøgt dets Misgerning paa det; og Landet skal udspy sine Indbyggere.
Lev	18	26	26. Og I skulle holde mine Skikke og mine Bud og ikke gøre nogen af alle disse Vederstyggeligheder, hverken den indfødte eller den fremmede, som opholder sig midt iblandt eder;
Lev	18	27	27. thi dette Lands Folk, som var før eder, har gjort alle disse Vederstyggeligheder, og Landet er blevet urent;
Lev	18	28	28. at Landet ikke skal udspy eder, naar I gøre det urent, lige som det udspyr det Folk, som var før eder.
Lev	18	29	29. Thi hver den, som gør nogen af alle disse Vederstyggeligheder, de som gøre det, skulle udryddes midt af deres Folk.
Lev	18	30	30. Saa holder det, jeg vil have holdt, at I ikke gøre nogen af de vederstyggelige Skikke, som ere gjorte før eder, at I ikke skulle gøre eder urene ved dem; jeg er Herren eders Gud.
------------------------Tredje Mosebog, Kapitel 19
Lev	19	1	1. Og Herren talede til Mose om sagde:
Lev	19	2	2. Tal til al Israels Børns Menighed, og du skal sige til dem: I skulle vaere hellige; thi Jeg Herren eders Gud er hellig.
Lev	19	3	3. I skulle hver frygte sin Moder og sin Fader, og I skulle holde mine Sabbater; jeg er Herren eders Gud.
Lev	19	4	4. I skulle ikke vende eders Ansigt til Afguderne og ikke gøre eder støbte Guder; jeg er Herren eders Gud.
Lev	19	5	5. Og naar I ville slagte Takoffer for Herren, da skulle I ofre det til en Behagelighed for eder.
Lev	19	6	6. Det skal aedes paa den Dag, I slagte det, og den naeste Dag; men hvad som levnes til den tredje Dag, skal opbraendes med Ild.
Lev	19	7	7. Men om noget deraf dog aedes paa den tredje Dag, da er det en Vederstyggelighed, det bliver ikke behageligt.
Lev	19	8	8. Og hvo som aeder det, skal baere sin Misgerning; thi han har vanhelliget, hvad der var Herren helliget; og den Sjael skal udryddes fra sit Folk.
Lev	19	9	9. Og naar I høste eders Lands Høst, da skal du ikke høste det yderste aldeles af paa din Ager, ikke heller skal du sanke nøje i din Høst.
Lev	19	10	10. Du skal ikke heller sanke efter i din Vingaard, og ikke sanke de Baer som ere nedfaldne i din vingaard; du skal lade dem blive til den fattige og til den fremmede; jeg er Herren eders Gud.
Lev	19	11	11. I skulle ikke stjaele, og I skulle ikke lyve, ej heller skal nogen af eder handle falskeligen mod sin Naeste.
Lev	19	12	12. Og I skulle ikke falskeligen svaerge ved mit Navn, saa du vanhelliger din Guds Navn; jeg er Herren.
Lev	19	13	13. Du skal ikke gøre din Naeste vold og ej røve, du skal ikke lade Daglønnerens Arbejdsløn blive hos dig Natten over indtil om Morgenen.
Lev	19	14	14. Du skal ikke bande den døve, og ikke laegge Stød for den blinde; men du skal frygte din Gud; jeg er Herren.
Lev	19	15	15. I skulle ikke gøre Uret i Dommen du skal ikke anse den ringes Person og heller ikke gøre Aere af den vaeldiges Person; men du skal dømme din Naeste i Retfaerdighed.
Lev	19	16	16. Du skal ikke gaa om som en Bagvasker iblandt dit Folk, du skal ikke staa efter din Naestes Blod; jeg er Herren.
Lev	19	17	17. Du skal ikke hade din Broder i dit Hjerte; men du skal irettesaette din Naeste, at du ikke skal baere Synd for hans Skyld.
Lev	19	18	18. Du skal ikke haevne dig selv; ej heller beholde Vrede imod dit Folks Børn, og du skal elske din Naeste som dig selv; jeg er Herren.
Lev	19	19	19. I skulle holde mine Sikke; du skal ikke lade dit Kvaeg parre sig med et af et andet Slags; du skal ikke besaa din Ager med to Slags Saed; og Klaeder af to Slags, vaevet til sammen, skal ej komme paa dig.
Lev	19	20	20. Og naar en Mand ligger hos en Kvinde og har Omgang med hende, og hun er en Tjenestepige, som er trolovet med en Mand, og hun ikke er løskøbt, eller ikke har faaet sin Frihed, da skal der ske en Hudstrygelse, men de skulle ikke dødes; thi hun var ikke frigiven.
Lev	19	21	21. Men han skal føre sit Skyldoffer frem for Herren til Forsamlingens Pauluns Dør, en Vaeder til Skyldoffer.
Lev	19	22	22. Og Praesten skal gøre Forligelse for ham med Skyldofrets Vaeder, for Herrens Ansigt, for hans Synd, som han syndede.
Lev	19	23	23. Og nar I komme ind i Landet og plante alle Haande Frugttraeer, da skulle I agte deres Frugt, som om det var Forhud paa dem; i tre Aar skulle de agtes af eder som uomskaarne, der skal ikke aedes deraf.
Lev	19	24	24. Og i det fjerde Aar skal al deres Frugt vaere helliget til Lovprisning for Herren.
Lev	19	25	25. Men i det femte Aar maa I aede Frugten deraf, saa at I samle eder Grøden deraf; jeg er Herren eders Gud.
Lev	19	26	26. I skulle ikke aede noget med Blodet; I skulle ikke spaa, ej heller vaere Dagvaelgere.
Lev	19	27	27. I skulle ikke rundskaere det yderste af eders Hovedhaar, ej heller skal du fordaerve Kanten af dit Skaeg.
Lev	19	28	28. Og I skulle intet Indsnit gøre i eders Kød for en døds Skyld, ej heller saette indbraendt Skrifttegn paa eder; jeg er Herren.
Lev	19	29	29. Du skal ikke vanhellige din Datter ved at lade hende bedrive Horeri, og Landet skal ikke bedrive Horeri, saa at Landet bliver fuldt af Skaendsel.
Lev	19	30	30. I skulle holde mine Sabbatter, og I skulle frygte for min Helligdom; jeg er Herren.
Lev	19	31	31. I skulle ikke vende eder til Spaakvinder og ikke søge hen til Tegnsudlaeggere, til at blive urene ved dem; jeg er Herren eders Gud.
Lev	19	32	32. Du skal staa op for den graahaerdede og haedre den gamle, og du skal frygte din Gud; jeg er Herren.
Lev	19	33	33. Og naar en fremmed opholder sig hos dig i eders Land, da. skulle I ikke forfordele ham.
Lev	19	34	34. Den fremmede, som opholder sig hos eder, skal vaere eder som en indfødt af eder, og du skal elske ham som dig selv; thi I have vaeret fremmede i Aegyptens Land; jeg er Herren eders Gud.
Lev	19	35	35. I skulle ikke gøre Uret i Dommen, i Laengdemaalet, i Vaegten og i Hulmaalet.
Lev	19	36	36. Rette Vaegtskaaler, rette Vaegtstene, ret Efa og ret Hin skulle I have. Jeg er Herren eders Gud, som udførte eder af Aegyptens Land.
Lev	19	37	37. Og I skulle holde alle mine Skikke og alle mine Bud og gøre dem; jeg er Herren.
------------------------Tredje Mosebog, Kapitel 20
Lev	20	1	1. Herren talede til Mose og sagde:
Lev	20	2	2. Og du skal sige til Israels Børn: Hvo som helst af Israels Børn eller af de fremmede, som opholde sig i Israel, der hengiver nogen af sin Saed til Molek, skal visselig dødes; Folket i Landet skulle stene ham med Stene.
Lev	20	3	3. Og jeg vil saette mit Ansigt imod denne Mand, og jeg vil udrydde ham midt af sit Folk, fordi han hengav af sin Saed til Molek, til at gøre min Helligdom uren og at vanhellige mit hellige Navn.
Lev	20	4	4. Og dersom Folket i Landet ser igennem Fingre med det samme Menneske, naar han hengiver nogen af sin Saed til Molek, saa at de ikke ihjelslaa ham,
Lev	20	5	5. da vil jeg saette mit Ansigt imod det Menneske og imod hans Slaegt; og ham og alle dem, som efterfølge hans Bolen med at bole med Molek, vil jeg udrydde midt af deres Folk.
Lev	20	6	6. Og naar en Person vender sig til Spaakvinder eller til Tegnsudlaeggere, til at bole med dem, da vil jeg saette mit Ansigt imod denne Person, og jeg vil udrydde ham fra hans Folk.
Lev	20	7	7. Derfor helliger eder og vaerer hellige; thi jeg er Herren eders Gud.
Lev	20	8	8. Og holder mine Skikke, og gører dem; jeg er Herren, som gør eder hellige.
Lev	20	9	9. Thi hvo som helst der bander sin Fader eller sin Moder, skal visselig dødes; han bandede sin Fader eller sin Moder, hans Blod vaere over ham.
Lev	20	10	10. Og en Mand, som bedriver Hor med en Mands Hustru, den, som bedriver Hor med sin Naestes Hustru, den Horkarl og den Horekone skal visselig dødes.
Lev	20	11	11. Og en Mand, som ligger hos sin Faders Hustru, han har blottet sin Faders Blusel; de skulle begge visselig dødes, deres Blod skal vaere over dem.
Lev	20	12	12. Og naar en Mand ligger hos sin Søns Hustru, da skulle de begge visselig dødes; de have gjort en Skaendighed, deres Blod skal vaere over dem.
Lev	20	13	13. Og naar en Mand ligger hos en Mandsperson, som man ligger hos en Kvinde, da have de begge gjort en Vederstyggelighed; de skulle visselig dødes, deres Blod skal vaere over dem.
Lev	20	14	14. Og naar en Mand tager en Kvinde og hendes Moder til Aegte, er det en Skaendsel; de skulle braende baade ham og dem med Ild, og der skal ikke vaere nogen Skaendsel iblandt eder.
Lev	20	15	15. Og en Mand, som ligger hos et Dyr, skal visselig dødes, og Dyret skulle I draebe.
Lev	20	16	16. Og naar en Kvinde kommet naer til noget Dyr, at det har Faellesskab med hende, da skal du ihjelslaa baade Kvinden og Dyret; de skulle visselig dødes, deres Blod skal vaere over dem.
Lev	20	17	17. Og naar en Mand tager sin Søster, sin Faders Datter eller sin Moders Datter, til Aegte, og ser hendes Blusel, og hun ser hans Blusel, saa er det en gruelig Ting, og de. skulle udryddes for deres Folks Børns Øjne; han blottede sin Søsters Blusel, han skal baere sin Misgerning.
Lev	20	18	18. Og naar en Mand ligger hos en Hustru, som er svag, og blotter hendes Blusel, blotter hendes Kilde, og hun blotter sin Blods Kilde, da skulle de begge udryddes af deres Folk.
Lev	20	19	19. Og du skal ikke blotte din Moders Søsters og din Faders Søsters Blusel; thi en saadan har blottet sin naeste Slaegt, de skulle baere deres Misgerning.
Lev	20	20	20. Og naar en Mand ligger hos sin Farbroders Hustru, han har blottet sin Farbroders Blusel; de skulle baere deres Synd, de skulle dø barnløse.
Lev	20	21	21. Og dersom en Mand tager sin Broders Hustru til Aegte, det er en slem Gerning; han blottede sin Broders Blusel, de skulle vaere barnløse.
Lev	20	22	22. Saa skulle I holde alle mine Skikke og alle mine Bud og gøre dem, at Landet, som jeg vil føre eder ind udi, til at bo derudi, ikke skal udspy eder.
Lev	20	23	23. Og I skulle ikke vandre i det Folks Skikke, hvilket jeg skal udkaste for eder; thi alle disse Ting have de gjort, og jeg vaemmedes ved dem.
Lev	20	24	24. Men jeg siger eder: I skulle eje deres Land, og jeg vil give eder det til Eje, et Land, som flyder med Maelk og Honning. Jeg er Herren eders Gud, som har udskilt eder fra Folkene.
Lev	20	25	25. Og I skulle gøre Skilsmisse imellem rene og urene Dyr og imellem urene og rene Fugle; og I skulle ikke gøre eders Sjaele vederstyggelige med Dyr og med Fugle og med alt det, som kryber paa Jorden, hvilket jeg har fraskilt for eder, at I skulle holde det urent.
Lev	20	26	26. Derfor skulle I vaere mig hellige, thi jeg Herren er hellig og jeg har udskilt eder fra Folkene til at høre mig til.
Lev	20	27	27. Og naar af Mand eller Kvinde nogen er en Spaamand eller Tegnsudlaegger, skulle de visselig dødes; de skulle stene dem ihjel, deres Blod vaere over dem.
------------------------Tredje Mosebog, Kapitel 21
Lev	21	1	1. Og Herren sagde til Mose: Tal til Praesterne, Arons Sønner, og sig til dem: En Praest skal ikke gøre sig uren ved et Lig iblandt sit Folk,
Lev	21	2	2. uden ved hans naeste Slaegt, som ham naest tilhører, ved hans Moder og ved hans Fader og ved hans Søn og ved hans Datter og ved hans Broder
Lev	21	3	3. og ved hans Søster, som er en Jomfru, hans naeste Paarørende, som ikke har vaeret nogen Mands Hustru; ved hende maa han gøre sig uren.
Lev	21	4	4. Han skal ikke besmitte sig, da han er en Herre iblandt sit Folk, saa han vanhelliger sig.
Lev	21	5	5. De skulle ikke gøre deres Hoved skaldet og ikke afrage det yderste af deres Skaeg, og ej skaere et Indsnit i deres Kød.
Lev	21	6	6. De skulle vaere hellige for deres Gud og ikke vanhellige deres Guds Navn; thi de ofre Herrens Ildoffer, deres Guds Brød, og derfor skulle de vaere aldeles Hellige.
Lev	21	7	7. De skulle ikke tage nogen Horekone eller en, som er kraenket, til aegte; og den Kvinde, som er forskudt af sin Mand, skulle de ikke tage; thi han er hellig for Gud.
Lev	21	8	8. Derfor skal du holde ham hellig, thi han ofrer din Guds Brød; han skal vaere dig hellig, thi jeg Herren er hellig, som gør eder hellige.
Lev	21	9	9. Og naar nogen Praests Datter begynder at bedrive Hor, har hun vanhelliget sin Fader, hun skal braendes med Ild.
Lev	21	10	10. Og den, som er ypperstepraest iblandt sine Brødre, paa hvis Hoved Salveolien er udøst, og hvis Haand man har fyldt, for at han skal iføre sig Klaederne, han skal ikke blotte sit Hoved og ej sønderrive sine Klaeder.
Lev	21	11	11. Og han skal ikke komme til noget Lig, han skal ikke gøre sig uren, hverken ved sin Fader eller ved sin Moder.
Lev	21	12	12. Og han skal ikke gaa ud af Helligdommen, og han skal ikke vanhellige sin Guds Helligdom; thi hans Guds Salveolies Hovedsmykke er paa ham. Jeg er Herren.
Lev	21	13	13. Og han skal tage sig en Hustru i hendes Jomfrustand.
Lev	21	14	14. En Enke eller en forskudt eller en kraenket, en Hore, dem skal han ikke tage, men en Jomfru af sit Folk skal han tage til Hustru.
Lev	21	15	15. Og han skal ikke vanhellige sin Saed iblandt sit Folk; thi jeg er Herren, som gør ham hellig.
Lev	21	16	16. Og Herren talede til Mose og sagde:
Lev	21	17	17. Tal til Aron og sig: Naar der er en Mand af din Saed i deres Slaegter, paa hvem der er en Lyde: han skal ikke komme naer til, at ofre sin Guds Brød;
Lev	21	18	18. thi ingen Mand, paa hvem der er Lyde, skal komme naer, hvad enten det er en Mand, som er blind eller lam, eller som har noget Lem for kort eller for langt,
Lev	21	19	19. eller en Mand, som har Braek paa Fod eller Braek paa Haand
Lev	21	20	20. eller som er krogrygget eller er en Dvaerg eller har Men paa sit Øje, eller som har Skurv eller Fnat eller som har Brok.
Lev	21	21	21. Og ingen Mand af Praesten Arons Saed, paa hvem der er Lyde, skal gaa fra at ofre Herrens Ildofre; der er Lyd paa ham, han skal ikke gaa frem til at ofre sin Guds Brød.
Lev	21	22	22. Dog maa han aede sin Guds Brød, baade af de højhellige Ting og af de andre hellige Ting.
Lev	21	23	23. Kun skal han ikke komme til Forhaenget og ej gaa frem til Alteret; thi der er Lyde paa ham, og han skal ikke vanhellige mine Helligdomme; thi jer er Herren, som gør dem hellige
Lev	21	24	24. Og Mose sagde dette til Aron og til hans Sønner og til alle Israels Børn.
------------------------Tredje Mosebog, Kapitel 22
Lev	22	1	1. Og Herren talede til Mose og sagde:
Lev	22	2	2. Sig til Aron og til hans Sønner, at de afholde sig fra Israels Børns hellige Ting og ikke vanhellige mit hellige Navn, naar disse hellige mig noget; jeg er Herren.
Lev	22	3	3. Sig til dem: Hvilken som helst Mand i eders Slaegter af al eders Saed, der kommer naer til de hellige Ting, som Israels Børn hellige Herren, og hans Urenhed er paa ham, han skal udryddes fra at vaere for mit Ansigt; jeg er Herren.
Lev	22	4	4. Hvo som helst af Arons Saed, der er spedalsk eller har Flod, han skal ikke aede af de hellige Ting, indtil han vorder ren; og den ikke heller, som rører ved nogen, der er uren formedelst Lig, eller den Mand, fra hvem der gaar Saed,
Lev	22	5	5. eller den Mand, som rører ved noget Kryb, som man kan blive uren af, eller ved et Menneske, som man kan blive uren af, hvad Slags Urenhed det end er;
Lev	22	6	6. den Person, som rører ved det, skal vaere uren indtil Aftenen, og han skal ikke aede af de hellige Ting, men bade sit Legeme i Vand.
Lev	22	7	7. Og naar Solen gaar ned, saa er han ren, og siden maa han aede af de hellige Ting; thi det er hans Mad.
Lev	22	8	8. Han skal ikke aede Aadsel eller det, som er sønderrevet, at blive uren paa det; jeg er Herren.
Lev	22	9	9. Og de skulle holde det, og vil have holdt, og de skulle ikke baere Synd for den Sags Skyld og dø derfor, naar de vanhellige det; jeg er Herren, som helliger dem.
Lev	22	10	10. Og ingen fremmed skal aede det hellige; den, som bor hos Praesten, en Daglønner skal ikke aede af det hellige.
Lev	22	11	11. Men naar Praesten har købt nogen for sine Penge til Ejendom, da maa denne aede deraf; og hver den, som er født i hans Hus, de maa aede af hans Brød.
Lev	22	12	12. Men naar en Praests Datter bliver en fremmed Mands Hustru, da, skal hun ikke aede af de hellige Ting, som ere en Gave.
Lev	22	13	13. Men naar en Praests Datter bliver Enke eller forskudt, og hun har ingen Afkom, og hun vender tilbage til sin Faders Hus, ligesom i hendes Ungdom, da maa hun aede af sin Faders Brød; men ingen fremmed maa aede deraf.
Lev	22	14	14. Men aeder nogen af det hellige uvitterlig, da skal han laegge den femte Del deraf dertil og give Praesten det tillige med det hellige.
Lev	22	15	15. Og de skulle ikke vanhellige Israels Børns hellige Ting, dem, som de bringe til Gave for Herren,
Lev	22	16	16. og ikke belade sig med Misgerning og Skyld, naar de aede deres hellige Ting; thi jeg er Herren, som helliger dem.
Lev	22	17	17. Og Herren talede til Mose og sagde:
Lev	22	18	18. Tal til Aron og til hans Sønner og til alle Israels Børn, og sig til dem: Naar nogen som helst af Israels Hus eller af de fremmede i Israel vil ofre sit Offer, enten det er efter deres Løfte, eller deres frivillige Offer, som de ville ofre Herren til et Braendoffer,
Lev	22	19	19. da skal det, for at blive til en Behagelighed for eder, vaere uden Lyde, en Han af stort Kvaeg, af Faarene eller af Gederne.
Lev	22	20	20. I skulle intet ofre af det, som der er Lyde paa; thi det bliver ikke til en Behagelighed for eder.
Lev	22	21	21. Og naar nogen vil ofre et Takoffer for Herren til at indfrie et Løfte eller til et frivilligt Offer af stort Kvaeg eller smaat Kvaeg, da skal det vaere uden Lyde, at det kan vaere til en Behagelighed; der skal slet ingen Lyde vaere paa det.
Lev	22	22	22. Det, som er blindt eller benbrudt eller lemlaestet, eller som har flydende Saar eller Skurv eller Fnat det skulle I ikke ofre Herren, og I skulle ikke bringe Ildoffer deraf paa Alteret til Herren.
Lev	22	23	23. Baade en Okse og et Faar, som har et Lem for stort eller for lidet, deraf maa du gøre et frivilligt Offer; men til et Løfte kan det ikke vorde behageligt.
Lev	22	24	24. Og I skulle ikke ofre Herren noget, som er blevet krystet eller stødt eller sønderevet eller afskaaret, og I skulle ikke gøre sligt i eders Iand.
Lev	22	25	25. Og I skulle heller ikke ofre af en fremmeds Haand eders, Guds Brød af noget af disse Ting; thi der er Skade paa dem, der er Lyde paa dem; de skulle ikke blive behagelige for eder.
Lev	22	26	26. Og Herren talede til Mose og sagde:
Lev	22	27	27. Naar en Okse eller et Faar eller en Ged fødes, da skal den vaere i syv Dage hos sin Moder, og fra den ottende Dag og derefter skal den vaere behagelig til et Ildoffer for Herren.
Lev	22	28	28. Hvad enten det er Okse eller Faar, da skal man ikke slagte det paa een Dag med dets Affødning.
Lev	22	29	29. Men naar I slagte Herren et Lovoffer, skulle I slagte det for eder til en Behagelighed.
Lev	22	30	30. Det skal aedes paa den samme Dag, I skulle ikke levne deraf til om Morgenen; jeg er Herren.
Lev	22	31	31. Derfor skulle I holde mine Bud og gøre dem; jeg er Herren.
Lev	22	32	32. Og I skulle ikke vanhellige mit hellige Navn, at jeg maa vorde helliget midt iblandt Israels Børn. Jeg er Herren, som helliger eder,
Lev	22	33	33. og som udførte eder af Aegyptens Land, at vaere eders Gud; jeg er Herren.
------------------------Tredje Mosebog, Kapitel 23
Lev	23	1	1. Og Herren talede til Mose og sagde:
Lev	23	2	2. Tal til Israels Børn og sig til dem: Hvad angaar Herrens bestemte Tider, som I skulle udraabe som hellige Sammenkaldelser, da er disse mine bestemte Tidel.
Lev	23	3	3. Seks Dage skal al Gerning gøres, men paa den syvende Dag er en Hviles Sabbat, en hellig Sammenkaldelse, da skulle I ingen Gerning gøre, den er for Herren en Sabbat i alle eders Boliger.
Lev	23	4	4. Disse ere Herrens bestemte Tider, de hellige Sammenkaldelser, som I skulle udraabe til deres bestemte Tider.
Lev	23	5	5. I den første Maaned paa den fjortende Dag i Maaneden, mellem de tvende Aftener, da er det Paaske for Herren.
Lev	23	6	6. Og paa den femtende Dag i denne Maaned er de usyrede Brøds Højtid for Herren; I skulle aede usyrede Brød i syv Dage.
Lev	23	7	7. Paa den første Dag skal vaere eder en hellig Sammenkaldelse, da skulle I ingen Arbejdsgerning gøre.
Lev	23	8	8. Og I skulle ofre Ildofre for Herren i syv Dage; paa den syvende Dag skal vaere en hellig Sammenkaldelse, I skulle ikke gøre nogen Arbejdsgerning.
Lev	23	9	9. Og Herren talede til Mose og sagde:
Lev	23	10	10. Tal til Israels Børn og sig til dem: Naar I komme ind i det Land, som jeg vil give eder, og I høste dets Høst, da skulle I fremføre et Neg af det første af eders Høst til Praesten.
Lev	23	11	11. Og han skal røre Neget for Herrens Ansigt, for eder til en Behagelighed; den anden Dag efter Sabbaten skal Praesten røre det
Lev	23	12	12. Og I skulle gøre Offer paa den samme Dag, naar I røre Neget, et Lam uden Lyde, aargammelt, til et Braendoffer for Herren,
Lev	23	13	13. og dets Madoffer, to Tiendeparter Mel blandet med Olie til et Ildoffer for Herren, til en behagelig Lugt; og dets Drikoffer af Vin, en Fjerdepart af en Hin.
Lev	23	14	14. Og I skulle ikke aede Brød eller ristede Aks eller Korn indtil den Dag, indtil I føre eders Guds Offer frem; dette skal vaere hos eders Efterkommere en evig Skik i alle eders Boliger.
Lev	23	15	15. Og I skulle taelle eder fra anden Dagen efter den Sabbat, fra den Dag I baere Rørelsens Neg frem; syv hele Uger skulle de vaere;
Lev	23	16	16. til Dagen efter den syvende Uge skulle I taelle halvtredsindstyve Dage: Saa skulle I ofre nyt Madoffer for Herren.
Lev	23	17	17. Af eders Boliger skulle I frembaere Rørelsens Brød, der skal vaere to Brød af to Tiendeparter Mel, med Surdejg skulle de bages; de ere en Førstegrøde for Herren.
Lev	23	18	18. Og I skulle ofre tillige med Brødet syv Lam uden Lyde, aargamle, og en Tyrekalv og to Vaedre; de skulle vaere et Braendoffer for Herren, tillige med deres Madoffer og deres Drikoffer, det er en behagelig Lugts Ildoffer for Herren.
Lev	23	19	19. Og I skulle lave een Gedebuk til Syndoffer, og to Lam, aargamle, til Takoffer.
Lev	23	20	20. Og Praesten skal røre dem tillige med Førstegrødens Brød med en Rørelse for Herrens Ansigt, tillige de to Lam; de skulle vaere helligede Herren og tilhøre Praesten.
Lev	23	21	21. Og I skulle kalde sammen paa den Dag det skal vaere eder en hellig Sammenkaldelse, I skulle ingen Arbejdsgerning gøre; det skal vaere en evig Skik i alle eders Boliger hos eders Efterkommere.
Lev	23	22	22. Og naar I høste eders Lands Høst, da skal du ikke skaere det yderste aldeles op paa din Ager, naar du høster, og ej sanke nøje i din Høst; du skal lade det blive til den fattige og til den fremmede; jeg er Herren eders Gud
Lev	23	23	23. Og Herren talede til Mose og sagde:
Lev	23	24	24. Tal til Israels Børn og sig: I den syvende Maaned, paa den første Dag i Maaneden, skal der vaere eder en Hvile, en Basunklang til Ihukommelse, en hellig Sammenkaldelse.
Lev	23	25	25. Og I skulle ingen Arbejdsgerning gøre, og I skulle ofre Ildoffer for Herren.
Lev	23	26	26. Og Herren talede til Mose og sagde:
Lev	23	27	27. Fremdeles paa den tiende Dag i denne syvende Maaned er det Forligelsens Dag; den skal vaere eder en hellig Sammenkaldelse, og I skulle ydmyge eders Sjaele, og I skulle ofre Ildoffer for Herren.
Lev	23	28	28. Og I skulle ingen Gerning gøre paa den Dag; thi den er Forligelsens Dag, til at gøre Forligelse for eder, for Herren, eders Guds Ansigt.
Lev	23	29	29. Thi hver Sjael, som ikke ydmyger sig paa den samme Dag, den skal udryddes fra sit Folk.
Lev	23	30	30. Og hver Sjael, som gør noget Arbejde paa denne samme Dag, den Sjael vil jeg ødelaegge af hans Folks Midte.
Lev	23	31	31. I skulle intet Arbejde gøre; det skal vaere en evig Skik hos eders Efterkommere i alle eders Boliger.
Lev	23	32	32. Denne er eder en Hviles Sabbat, at I skulle ydmyge eders Sjaele; paa den niende Dag i Maaneden om Aftenen, fra den ene Aften til anden skulle I hvile paa eders Sabbat.
Lev	23	33	33. Herren talede til Mose og, sagde:
Lev	23	34	34. Tal til Israels Børn og sig: Paa den femtende Dag i. denne syvende Maaned er Løvsalernes Højtid i syv Dage for Herren.
Lev	23	35	35. Paa den første Dag skal vaere en hellig Sammenkaldelse; I skulle ingen Arbejdsgerning gøre.
Lev	23	36	36. skulle ofre Ildoffer for Herren syv Dage; paa den ottende Dag skal der vaere eder en hellig Sammenkaldelse, og I skulle ofre Herren Ildoffer, det er Slutningshøjtid, I skulle ingen Arbejdsgerning gøre.
Lev	23	37	37. Disse ere Herrens bestemte Tider, som I skulle udraabe som hellige Sammenkaldelser, at ofre for Herren Ildoffer, Braendoffer og Madoffer, Slagtoffer og Drikoffer, hver Dags Gerning paa sin Dag;
Lev	23	38	38. foruden Herrens Sabbater og foruden eders Gaver og foruden alle eders Løfter og foruden alle eders frivillige Ofre, som I skulle give Herren.
Lev	23	39	39. Men paa den femtende Dag i den syvende Maaned, naar I samle Jordens Grøde, skulle I højtidelig holde Herrens Højtid syv Dage; paa den første Dag skal vaere en Hvile og paa den ottende Daag skal vaere en Hvile.
Lev	23	40	40. Og I skulle tage eder paa den første Dag Frugt af skønne Traeer, Palmekviste og Grene af løvrige Traeer og Vidier ved Baekke, og I skulle vaere glade for Herren eders Guds Ansigt syv Dage.
Lev	23	41	41. Og I skulle højtidelig holde denne Højtid for Herren syv Dage om Aaret; til en evig Skik hos eders Ef erkommere, i den syvende Maaned skulle I højtidelig holde den.
Lev	23	42	42. Syv Dage skulle I bo i Hytter, hver indfødt i Israel skal bo i Hytter,
Lev	23	43	43. paa det eders Efterkommere skulle vide, at jeg lod Israels Børn bo i Hytter, der jeg udførte dem af Aegyptens Land; jeg er Herren eders Gud.
Lev	23	44	44. Og Mose talede om Herrens bestemte Tider til Israels Børn.
------------------------Tredje Mosebog, Kapitel 24
Lev	24	1	1. Og Herren talede til Mose og sagde:
Lev	24	2	2. Byd Israels Børn, at de skulle tage til dig ren stødt Olivenolie til Lysningen, til at holde Lampen stedse taendt.
Lev	24	3	3. Uden for Vidnesbyrdets Forhaeng, i Forsamlingens Paulun, skal Aron berede den til at lyse fra Aften til Morgen stedse for Herrens Ansigt, til en evig Skik hos eders Efterkommere.
Lev	24	4	4. Paa den rene Lysestag de skal han berede Lamperne stedse for Herrens Ansigt.
Lev	24	5	5. Og du skal tage Mel og bage deraf tolv Kager; een Kage skal vaere to Tiendeparter af en Efa.
Lev	24	6	6. Og du skal laegge dem i to Rader, seks i hver Rad, paa det rene Bord for Herrens Ansigt.
Lev	24	7	7. Og du skal laegge ren Virak paa hver Rad, og den skal vaere for Brødet til et Ihukommelsesoffer, et Ildoffer for Herren.
Lev	24	8	8. Paa hver Sabbatsdag skal man berede det, stedse for Herrens Ansigt; af Israels Børn skal dette ydes til en evig Pagt.
Lev	24	9	9. Og det skal høre Aron og hans Sønner til, og de skulle aede det paa et helligt Sted; thi det er ham en højhellig Ting af Herrens Ildofre, til en evig Rettighed.
Lev	24	10	10. Men der gik en israelitisk Kvindes Søn, og han var en aegyptisk Mands Søn, ud midt iblandt Israels Børn; og den israelitiske Kvindes Søn og en isrelitisk Mand traettedes i Lejren.
Lev	24	11	11. Og den israelitiske Kvindes Søn talede ilde om Navnet og bandede, da førte de ham til Mose; men hans Moders Navn; var Selomith, Dibri Datter, af Dans Stamme.
Lev	24	12	12. Og de satte ham i Forvaring for at indhente Forklaring efter Herrens Mund.
Lev	24	13	13. Og Herren talede til Mose og sagde:
Lev	24	14	14. Før den, som har bandet, hen uden for Lejren, og alle de, som det hørte, skulle laegge deres Haender paa hans Hoved, og hele Menigheden skal stene ham.
Lev	24	15	15. Og du skal tale til Israels Børn og sige: Hvo som helst der bander sin Gud, han skal baere sin Synd.
Lev	24	16	16. Og hvo som taler ilde om Herrens Navns skal dødes, hele Menigheden skal stene ham; saavel den fremmed som den indfødte, naar han taler ilde om Navnet, da skal han dødes
Lev	24	17	17. Og naar nogen slaar noget Menneske ihjel, da skal han dødes.
Lev	24	18	18. Men hvo der slaar et Stykke Kvaeg ihjel, skal betale det Stykke for Stykke.
Lev	24	19	19. Og den, som gør Lyde paa sin Naeste, ved ham skal gøres saaledes, som han har gjort:
Lev	24	20	20. Braek for Braek, Øje for Øje, Tand for Tand; ligesom han har gjort Lyde paa et Menneske, saaledes skal der gøres paa ham.
Lev	24	21	21. Og hvo som ihjelslaar et Dyr, skal betale det; men hvo der slaar et Menneske ihjel, skal dødes.
Lev	24	22	22. Een Ret skal vaere for eder; som den fremmede, saa skal den indfødte vaere; thi jeg er Herren eders Gud.
Lev	24	23	23. Og Mose talede til Israels Børn, og de udførte den, som havde bandet, uden for Lejren, og stenede ham med Stene; og Israels Børn gjorde, ligesom Herren havde befalet Mose.
------------------------Tredje Mosebog, Kapitel 25
Lev	25	1	1. Og Herren talede til Mose paa Sinai Bjerg og sagde:
Lev	25	2	2. Tal til Israels Børn, og du skal sige til dem: Naar I komme til det Land, som jeg vil give eder, da skal Jorden hvile, det skal vaere en Sabbat for Herren.
Lev	25	3	3. Seks Aar skal du besaa din Mark, og seks Aar skal du skaere din Vingaard, og du skal samle dens Grøde.
Lev	25	4	4. Men i det syvende Aar skal vaere en Sabbats Hvile for Landet, det er en Sabbat for Herren; du skal ikke besaa din Mark og ej skaere din Vingaard
Lev	25	5	5. Hvad der vokser af din Høst af sig selv, skal du ikke høste, og ikke afplukke de Vindruer, som vokse uden dit Arbejde; det skal vaere et Hvileaar for Landet.
Lev	25	6	6. Og hvad Landets Hvileaar frembringer, skal vaere for eder til Spise, for dig og for din Tjener og for din Tjenestepige og og din Daglønner og for den, som bor hos dig, de fremmede hos dig,
Lev	25	7	7. og for dit Kvaeg og for de vilde Dyr, som ere i dit Land, skal al dets Grøde vaere til at aede.
Lev	25	8	8. Og du skal taelle dig syv Hvileaar, syv Aar syv Gange; og de syv Hvileaars Dage skulle vaere dig ni og fyrretyve Aar.
Lev	25	9	9. Og du skal lade en Basunklang lyde igennem Landet i den syvende Maaned paa den tiende Dag i Maaneden, paa Forligelsens Dag skulle I lade Basunen lyde igennem hele eders Land.
Lev	25	10	10. Og I skulle holde det halvtredsindstyvende Aar helligt; og I skulle udraabe Frihed i Landet for alle dem, som bo deri; det skal vaere eder et Jubelaar, og I skulle komme tilbage, hver til sin Ejendom, og komme tilbage, hver til sin Slaegt.
Lev	25	11	11. Det halvtredsindstyvende Aar skal vaere eder et Jubelaar; I skulle ikke saa og ej høste det, som vokser af sig selv deri, og ikke afplukke det, som vokser uden Arbejde deri.
Lev	25	12	12. Thi det er et Jubelaar, det skal vaere eder en Hellighed; I skulle aede, hvad Marken baerer af sig selv.
Lev	25	13	13. I dette Jubelaar skulle I komme tilbage, hver til sin Ejendom.
Lev	25	14	14. Og naar du saelger din Naeste noget eller køber af din Naestes Haand, skulle I ikke forfordele den ene den anden.
Lev	25	15	15. Efter Aarenes Tal, som ere efter Jubelaaret, skal du købe af din Naeste; efter Antallet af de Aar, i hvilke der er Afgrøde, skal han saelge dig.
Lev	25	16	16. Efter som Aarene ere mange til, skal du lade Købesummen derpaa formeres, og efter om Aarene ere faa til, skal du lade Købesummen derpaa, formindskes; thi han saelger dig Afgrødernes Tal.
Lev	25	17	17. Og I skulle ikke forfordele nogen sin Naeste; men du skal frygte din Gud; thi jeg Herren er eders Gud.
Lev	25	18	18. Og I skulle gøre mine Skikke og holde mine Bud og gøre dem; saa skulle I bo tryggelig i Landet:
Lev	25	19	19. Og Landet skal give sin Frugt, at I skulle aede, til I maettes og I skulle bo tryggelig deri.
Lev	25	20	20. Og naar I ville, sige: Hvad skulle vi aede i det syvende Aar? se, vi skulle ikke saa og ej indsamle vor Grøde:
Lev	25	21	21. Da vil jeg give min Velsignelse Befaling over eder i det sjette Aar, og det skal baere Grøde for de tre Aar.
Lev	25	22	22. Og I skulle saa i det ottende Aar og aede af den gamle Afgrøde; indtil det niende Aar, indtil Afgrøden kommer deraf, skulle I aede det gamle.
Lev	25	23	23. Og Landet skal ikke saelges med fuld Afhaendelse, thi Landet hører mig til; thi I ere fremmede og Gaester hos mig.
Lev	25	24	24. Og i al eders Ejendoms Land skulle I tilstede Løsning for Jorden.
Lev	25	25	25. Naar din Broder bliver forarmet, at han saelger af sin Ejendom, saa skal hans Løser, som, er ham naest paarørende, komme og løse det, hans Broder har solgt.
Lev	25	26	26. Og naar nogen ikke har en Løser, og hans Haand formaar og finder saa meget, som er nok til at løse det for,
Lev	25	27	27. da skal han beregne de Aar, siden han solgte det, og tilbagebetale det, som staar tilbage, til Manden, hvem han solgte det; saa skal han komme til sin Ejendom igen.
Lev	25	28	28. Men dersom hans Haand ikke finder saa meget, som er nok til at tilbagebetale ham, da skal det, han har solgt, vaere i dens Vold, som købte det, indtil Jubelaaret; og i Jubelaaret skal det gives frit, og han skal komme til sin Ejendom igen.
Lev	25	29	29. Og naar nogen saelger et beboet Hus i en Stad, der har Mur, han har Ret til dets Løsning, indtil et helt Aar er forløbet, efter at han har solgt det; et Aar skal Løsningen deraf kunne ske.
Lev	25	30	30. Men dersom det ikke bliver løst, førend det hele Aar er forløbet for ham, da skal Huset; som er i en Stad, der har Mur; overdrages med en fuld Afhaendelse til ham, som købte det, for hans Efterkommere; det skal ikke gives frit i Jubelaaret.
Lev	25	31	31. Men Husene i Landsbyerne, som ikke har Mur omkring, de skulle regnes ligesom en Ager paa Landet; der skal vaere Løsning for dem, og de skulle gives fri i Jubelaaret,
Lev	25	32	32. Og hvad angaar Leviternes Staeder, Husene i deres Ejendoms Staeder, da maa der altid ske Løsning af Leviterne.
Lev	25	33	33. Og naar nogen af Leviterne løser noget, da skal det gives frit, hvad enten det er et solgt Hus eller hans Ejendoms Stad, i Jubelaaret; thi Husene i Leviternes Staeder ere deres Ejendom midt iblandt Israels Børn.
Lev	25	34	34. Men Markens Jord, som hører til deres Staeder, skal ikke saelges; thi den er dem en evig Ejendom.
Lev	25	35	35. Og naar din Broder forarmes og hans Formue tager af hos dig, da skal du styrke ham, var han endog en fremmed og en Gaest, at han kan leve hos dig.
Lev	25	36	36. Du skal ikke tage Aager eller Overgift af ham, men du skal frygte din Gud at din Broder kan leve hos dig
Lev	25	37	37. Du skal ikke fly ham dine Penge paa Aager, og du skal ikke fIy ham din Mad paa Overgift.
Lev	25	38	38. Jeg er Herren eders Gud, jeg som udførte eder af Aegyptens Land for at give eder Kanaans Land, for at vaere eders Gud.
Lev	25	39	39. Og naar din Broder forarmes hos dig, og han saelges til dig, da skal du ikke lade ham tjene hos dig paa den Maade, som en Trael tjener.
Lev	25	40	40. Han skal vaere hos dig som en Daglønner, som en Gaest, han skal tjene hos dig indtil Jubelaaret.
Lev	25	41	41. Da skal han udgaa fra dig, han og hans Børn med ham, og han skal vende tilbage til sin Slaegt, og vende tilbage til sine Faedres Ejendom.
Lev	25	42	42. Thi de ere mine Tjenere, som jeg udførte af Aegyptens Land; de skulle ikke saelges, som en Trael saelges.
Lev	25	43	43. Du skal ikke strengelig regere over ham, men frygte din Gud.
Lev	25	44	44. Og hvad angaar din Trael eller din Traelkvinde, saa skulle I af Hedningerne, som ere rundt omkring eder, købe Trael og Traelkvinde.
Lev	25	45	45. Ogsaa af deres Børn, som ere Gaester og fremmede iblandt eder, af dem skulle I købe, og af deres Slaegt, som er hos eder, og som de have avlet i eders Land; og de skulle vaere eder til Ejendom.
Lev	25	46	46. Og dem skulle I arvelig beholde for eders Børn efter eder, at de kunne eje dem til en Ejendom, de skulle tjene eder evindelig; men over eders Brødre af Israels Børn skal den ene ikke strengelig regere over den anden.
Lev	25	47	47. Og naar en fremmeds eller Gaests Haand hos dig formaar meget, og din Broder forarmes hos ham, saa at han saelger sig til den fremmede, som er Gaest hos dig, eller til en af en fremmed Slaegt,
Lev	25	48	48. da skal der, efter at han er solgt, vaere Ret for ham til Løsning; en af hans Brødre maa løse ham.
Lev	25	49	49. Enten hans Farbroder eller hans Farbroders Søn maa løse ham; eller nogen af hans naeste Slaegt, af hans Slaegtskab, maa løse ham; eller formaar hans Haand saa meget, da maa han løse sig selv.
Lev	25	50	50. Og han; skal regne med den, som købte, ham fra det det Aar, i hvilket han solgtes til ham, indtil Jubelaaret; og Pengene, som han solgtes for, skulle bestemmes efter Aarenes Tal, som en Daglønners Dage skal Tiden, han var hos ham, agtes.
Lev	25	51	51. Om der endnu er mange Aar tilbage, da skal han i Forhold til disse betale tilbage for sin Løsning af Pengene, han blev købt for.
Lev	25	52	52. Men om der er faa Aar tilbage, indtil Jubelaaret, da skal han regne med ham, i Forhold til sine Aar skal han betale tilbage for sin Løsning.
Lev	25	53	53. Ligesom en Daglønner Aar for Aar skal han vaere hos ham; han skal ikke strengelig regere over ham for dine Øjne.
Lev	25	54	54. Men dersom han ikke kan løses paa disse Maader, da skal han gives fri i Jubelaaret, han og hans Børn med ham.
Lev	25	55	55. Thi Israels Børn ere mine Tjenere, ja de ere mine Tjenere, som jeg udførte af Aegyptens Land; jeg er Herren eders Gud.
------------------------Tredje Mosebog, Kapitel 26
Lev	26	1	1. I skulle ikke gøre eder Afguder, I skulle ikke heller oprejse eder noget udskaaret Billede eller Støtte, og Stene med Billeder paa skulle I ikke saette i eders Land, at tilbede ved dem; thi jeg er Herren eders Gud.
Lev	26	2	2. Holder mine Sabbater, og frygter for min Helligdom; jeg er Herren.
Lev	26	3	3. Dersom I vandre i mine Skikke og holde mine Bud og gøre dem,
Lev	26	4	4. da vil jeg give eder Regn i sin Tid, og Jorder. skal give sin Grøde, og Traeer paa Marken skulle baere deres Frugt.
Lev	26	5	5. Og Taersketiden skal vare for eder til Vinhøsten, og Vinhøsten skal vare til Kornsaeden, og I skulle aede eders Brød, at I vorde maette, og I skulle bo tryggelig i eders Land.
Lev	26	6	6. Og jeg vil give Fred i Landet, at I maa hvile i Ro, og ingen skal forfaerde eder; og jeg vil lade de vilde Dyr forsvinde af Landet, og Svaerdet skal ikke gaa igennem eders Land.
Lev	26	7	7. Og I skulle forfølge eders Fjender, og de skulle falde for eders Ansigt ved Svaerdet.
Lev	26	8	8. Og fem af eder skulle forfølge Hundrede, og Hundrede af eder skulle forfølge Titusinde; og eders Fjender I, skulle falde for eders Ansigt ved Svaerdet.
Lev	26	9	9. Og jeg vil vende mig til eder og gøre eder frugtbare og gøre, eder mangfoldige, og jeg vil stadfaeste min Pagt med eder.
Lev	26	10	10. Og I skulle aede det gamle, som er blevet gammelt; og I skulle skaffe det gamle bort for det nyes Skyld.
Lev	26	11	11. Og jeg vil saette min Bolig midt iblandt eder, og min Sjael skal ikke vaemmes ved eder.
Lev	26	12	12. Og jeg vil vandre midt iblandt eder og vil vaere eders Gud, og I, I skulle vaere mig til et Folk.
Lev	26	13	13. Jeg er Herren eders Gud, som udførte eder af Aegyptens Land, at I ikke skulle vaere deres Traelle, og jeg har brudt Eders Aags Staenger og ladet eder gaa oprejste.
Lev	26	14	14. Men dersom I ikke ville lyde mig og ikke gøre alle disse Bud,
Lev	26	15	15. og dersom I ville foragte mine Skikke, og dersom eders Sjael vaemmes ved mine Befalinger, saa at I ikke gøre efter alle mine Bud, men tilintetgøre min Pagt,
Lev	26	16	16. da vil jeg ogsaa gøre eder dette: Jeg vil hjemsøge eder med Forfaerdelse, Svindsot og hidsig Feber, som skal for tortaere eders Øjne og bedrøve eders Sjael; og I skulle saa eders Saed, forgaeves, og eders Fjender skulle opaede den.
Lev	26	17	17. Og jeg vil saette mit Ansigt mod eder, og I skulle blive slagne for eders Fjenders Ansigt, og de, som eder hade, skulle regere over eder, og I skulle fly, skønt ingen forfølger eder.
Lev	26	18	18. Og ville I ikke endda formedelst disse Ting lyde mig, da vil jeg laegge syv Gange mere til for at tugte eder for eders Synder.
Lev	26	19	19. Og jeg vil bryde eders Styrkes Hovmod, og jeg vil gøre eders Himmel som Jern og eders. Jord som Kobber.
Lev	26	20	20. Og eders Kraft skal fortaeres forgaeves, og eders Jord skal ikke give sin Grøde, og Traeer i Landet skulle ikke give deres Frugt.
Lev	26	21	21. Og dersom I endda vandre modvillig med mig og ikke ville lyde mig, da vil jeg laegge syv Gange mere til over eder med Slag, efter eders Synder.
Lev	26	22	22. Og jeg vil sende vilde Dyr iblandt eder, og de skulle berøve eder eders Børn og Ødelaegge eders Kvaeg og formindske eder, og eders Veje skulle blive øde.
Lev	26	23	23. Og dersom I ved disse Ting ikke ville lade eder tugte af mig, men I ville vandre med mig modvillig,
Lev	26	24	24. da vil jeg og vandre med eder modvillig, og jeg, ja jeg vil slaa eder syv Gange mere for eders Synders Skyld.
Lev	26	25	25. Og jeg vil føre over eder et haevnende Svaerd, som skal haevne min Pagt, og I skulle samle eder i eders Staeder, og jeg vil sende Pest midt iblandt eder, og I skulle gives i eders Fjenders Haand.
Lev	26	26	26. Naar jeg formindsker for eders Brøds Forraad, saa skulle ti Kvinder bage eders Brød i een Ovn og give eders Brød igen efter Vaegt; og I skulle aede og ikke maettes.
Lev	26	27	27. Og dersom I ved disse Ting ikke ville lyde mig men vandre med mig modvillig
Lev	26	28	28. da vil jeg og vandre med eder i Vrede modvillig, og jeg, ja jeg tugte vil tugte eder syv Gange mere for eders Synders Skyld.
Lev	26	29	29. Og I skulle aede eders Sønners Kød og aede Døtres Kød.
Lev	26	30	30. Og jeg vil ødelaegge eders Høje og udrydde eders billeder og kaste eders døde Kroppe oven paa eders stygge Afguders Kroppe, og min Sjael skal vaemmes ved eder
Lev	26	31	31. Og jeg vil gøre eders Staeder til en Ørk og laegge eders Helligdomme øde, og jeg vil ikke lugte til eders Ofres søde Lugt.
Lev	26	32	32. Og jeg vil gøre Landet øde, at eders Fjender, som bo i det, skulle grue derfor.
Lev	26	33	33. Men eder vil jeg sprede iblandt Hedningerne og drage Svaerdet ud efter eder, og eders Land skal vorde øde, og eders Staeder skulle vorde en Ørk.
Lev	26	34	34. Da skal Landet faa nok af sine Sabbater, alle de Dage, det ligger øde, og I ere i eders Fjenders Land; da skal Landet hvile og faa nok af sine Sabbater;
Lev	26	35	35. alle de Dage, det ligger øde, skal det hvile, fordi det ikke hvilede paa eders Sabbater, da I boede deri.
Lev	26	36	36. Og dem, som blive tilovers af eder, dem vil jeg gøre saa blødhjertede i deres Fjenders Lande, at et rystet Blads Lyd skal jage dem, og de skulle fly, som man flyr for Svaerd, og falde, skønt ingen forfølger dem.
Lev	26	37	37. Og den ene skal falde over den anden som for et Svaerd, enddog ingen forfølger dem; og I skulle ikke kunne holde Stand for eders Fjenders Ansigt.
Lev	26	38	38. Og I skulle omkomme iblandt Hedningerne, og eders Fjenders Land skal fortaere eder.
Lev	26	39	39. Men de, der blive tilovers af eder, de skulle svinde hen ved deres Misgerninger, i eders Fjenders Lande; ja de skulle og svinde hen ved deres Faedres Misgerninger, som hvile paa dem.
Lev	26	40	40. Men naar de bekende deres Misgerning og deres Faedres Misgerning, efter deres Forgribelse, med hvilken de have forgrebet sig; imod mig, og hvilken de have vandret modvillig med mig,
Lev	26	41	41. saa at ogsaa jeg vandrede med dem modvillig og førte dem i deres Fjenders Land; eller deres uomskaarne Hjerter faa ydmyget sig, og de da finde sig i deres Misgerningers Straf:
Lev	26	42	42. Saa vil jeg ihukomme min Pagt; med Jakob, ja og min Pagt med Isak, saa og min Pagt med Abraham vil jeg ihukomme, og Landet vil jeg ihukomme.
Lev	26	43	43. Men Landet skal forlades af dem og faa nok i sine Sabbater, medens det er øde for dem, og de skulle finde sig i deres Misgernings Straf, fordi, ja fordi de foragtede mine Bud og deres Sjael vaemmedes ved mine Skikke.
Lev	26	44	44. Og selv naar de ere i deres Fjenders Land, vil jeg ikke foragte dem og ikke vaemmes saa ved dem, at jeg vil gøre en Ende med dem og, tilintetgøre min Pagt med dem; thi jeg er Herren deres Gud.
Lev	26	45	45. Og jeg vil ihukomme dem til gode den Pagt med Forfaedrene, der jeg udførte dem af Aegyptens Land for Hedningernes Øjne, for at vaere deres Gud, jeg er Herren.
Lev	26	46	46. Disse ere de Skikke og de Bud og de Love, som Herren gav imellem sig og imellem Israels Børn paa Sinai Bjerg ved Mose paa Sinai Bjerg ved Mose.
------------------------Tredje Mosebog, Kapitel 27
Lev	27	1	1. Og Herren talede til Mose og sagde:
Lev	27	2	2. Tal til Israels Børn og du skal sige til dem: Naar nogen gør et saerligt Løfte, efter din Vurdering, paa Personer, til Herren,
Lev	27	3	3. da skal din Vurdering vaere for en Mandsperson, fra den, som er tyve Aar gammel, og indtil den, som er tresindstyve Aar gammel, ja din Vurdering skal vaere halvtredsindstyve Sekel Sølv, efter Helligdommens Sekel.
Lev	27	4	4. Og dersom det er en Kvinde, da skal din Vurdering vaere tredive Sekel.
Lev	27	5	5. Og om nogen er fra fem Aar gammel og indtil tyve Aar gammel, da skal din Vurdering; vaere for en Mandsperson tyve Sekel, men for en Kvinde ti Sekel.
Lev	27	6	6. Og dersom nogen er fra een Maaned gammel og indtil fem Aar gammel, da skal din Vurdering vaere for et Drengebarn fem Sekel Sølv, og for et Pigebarn skal din Vurdering vaere tre Sekel Sølv.
Lev	27	7	7. Men dersom nogen er fra tresindstyve Aar gammel og derover, dersom det er en Mandsperson, da skal din Vurdering vaere femten Sekel, og for en Kvinde ti Sekel.
Lev	27	8	8. Men dersom han er for fattig til denne din Vurdering, da skal man stille ham for Praestens Ansigt, og Praesten skal vurdere ham; efter det, som dens Haand, der gjorde det Løfte, formaar, skal Praesten vurdere ham.
Lev	27	9	9. Og dersom det er Dyr, af hvilke de ville ofre et Offer for Herren, da skal alt det vaere helligt, som man giver Herren deraf.
Lev	27	10	10. Man skal ikke bytte det og ej veksle det, et godt for et slet, eller et slet for et godt; men dersom nogen dog veksler et Dyr for et andet Dyr, da skal det ske, at baade dette og det, som det veksles med, skal vaere helligt.
Lev	27	11	11. Men dersom det er urene Dyr, af hvilke de ikke skulle ofre Offer for Herren, da skal man stille samme Dyr for Praestens Ansigt.
Lev	27	12	12. Og Praesten skal vurdere det, om det er godt eller slet; efter din, Praestens, Vurdering skal det vaere.
Lev	27	13	13. Men vil nogen dog løse det, da skal han give femte Delen til, over din Vurdering
Lev	27	14	14. Og naar nogen helliger sit Hus, at det skal vaere helligt for Herren, da skal Praesten vurdere det, om det er godt eller slet; lige som Praesten vurderer det, saa skal det staa fast.
Lev	27	15	15. Men dersom han, som har helliget det, vil løse sit Hus, da skal han laegge den femte Del af din Vurderingssum til, saa maa det høre ham til.
Lev	27	16	16. Og dersom nogen helliger Herren noget af sin Ejendoms Ager, da skal din Vurdering vaere i Forhold til Udsaeden derpaa, en Homer Bygsaed for halvtredsindstyve Sekel Sølv.
Lev	27	17	17. Dersorn han helliger sin Ager fra Jubelaaret, da skal den staa i Vaerd efter din Vurdering.
Lev	27	18	18. Men dersom han har helliget sin Ager efter Jubelaaret, da skal Praesten beregne ham dens Vaerd i Forhold til de Aar, som ere tilovers indtil Jubelaaret, og der skal afkortes i din Vurdering.
Lev	27	19	19. Men dersom han, som helligede Ageren, vil endelig løse den, da skal han laegge den femte Part af din Vurderingssum dertil, saa skal den overdrages ham.
Lev	27	20	20. Men dersom han ikke vil løse Ageren, og dersom man saelger Ageren til en anden Mand, da skal den ikke ydermere løses.
Lev	27	21	21. Og den Ager skal vaere Herren en Hellighed, naar den gives fri i Jubelaaret, som en bandlys, Ager; den skal tilhøre Praesten som Ejendom.
Lev	27	22	22. Men dersom nogen helliger Herren en Ager, som han har købt, som ikke er af hans Ejendoms Agre,
Lev	27	23	23. da skal Praesten beregne ham din Vurderings Sum indtil Jubelaaret, saa skal han paa den samme Dag give din Vurdering, og de skal vaere Herren helliget.
Lev	27	24	24. Udi Jubelaaret skal Ageren komme igen til den, hvem han købte den af, ham, hvis Ejendom i Landet den var.
Lev	27	25	25. Og al din Vurdering skal ske efter Helligdommens Sekel; en Sekel skal skal vaere tyve Gera.
Lev	27	26	26. Dog det førstefødte, hvilket formedelst Førstefødselen hører Herren til, iblandt Dyr, det skal ingen hellige ham; vaere sig Okse eller Faar saa hører det Herren til.
Lev	27	27	27. Og dersom det er et urent Dyr, da skal man løse det efter din Vurdering laegge den femte Part deraf dertil: og dersom det ikke løses, da skal det saelges efter din Vurdering.
Lev	27	28	28. Dog skal intet bandlyst Gods, som nogen under Band har helliget Herren, af alt det hans er, enten af Mennesker eller Dyr eller af hans Ejendoms Mark, saelges eller løses; thi alt saadant bandlyst Gods er højhelligt for Herren.
Lev	27	29	29. Intet bandlyst, som vorder bandlyst iblandt Mennesker, skal I løses, det skal visselig dødes.
Lev	27	30	30. Og al Tienden af Landet, af Jordens Saed og af Traeers Frugt, hører Herren til; den er helliget for Herren.
Lev	27	31	31. Men vil nogen dog løse noget af sin Tiende, da skal han laegge den femte Part deraf dertil.
Lev	27	32	32. Og al Tiende af stort Kvaeg og smaat Kvaeg, af alt det, som gaar forbi under Kaeppen, den Tiende skal vaere Herren en Hellighed.
Lev	27	33	33. Man skal ikke undersøge, om det er godt eller slet, og ikke veksle det; men dersom man dog veksler det, da skal det ske, at baade dette og det, som det veksles med, skal vaere en Hellighed, det skal ikke løses.
Lev	27	34	34. Disse ere Budene, hvilke Herren befalede Mose til Israels Børn, paa Sinai Bjerg.
------------------------Fjerde Mosebog, Kapitel 1
Num	1	1	1. Og Herren talede til Mose i Sinai Ørk i Forsamlingens Paulun paa den første Dag i den anden Maaned i det andet Aar, efter at de vare udgangne af Aegyptens Land, og sagde:
Num	1	2	2. Tager Hovedsum paa hele Israels Børns Menighed, efter deres Slaegter, efter deres Faedrenehus, ved Navnes Tal, alt Mandkøn Hoved for Hoved af dem,
Num	1	3	3. fra tyve Aar gamle og derover, hver som uddrage i Krig udi Israel; I skulle taelle dem efter deres Haer, du og Aron.
Num	1	4	4. Og med eder skal vaere en Mand for hver Stamme, en, som er Øverste for sit Faedrenehus.
Num	1	5	5. Og disse ere Navnene paa Maendene, som skulle staa eder bi: Ruben: Elizur, Sedeurs Søn;
Num	1	6	6. for Simeon: Selumiel, Zurisaddai Søn;
Num	1	7	7. for Juda: Nahesson, Amminadabs Søn;
Num	1	8	8. for Isaskar: Nethaneel, Zuars Søn;
Num	1	9	9. for Sebulon: Eliab, Helons Søn;
Num	1	10	10. for Josefs Børn, for Efraim: Elisama, Amihuds Søn; for Manasse: Gamliel, Pedazurs Søn;
Num	1	11	11. for Benjamin: Abidan, Gideoni Søn;
Num	1	12	12. for Dan: Ahieser, Ammisaddai Søn;
Num	1	13	13. for Aser: Pagiel, Okrans Søn;
Num	1	14	14. for Gad: Eliasaf, Deuels Søn;
Num	1	15	15. for Nafthali: Ahira, Enans Søn.
Num	1	16	16. Disse vare de kaldte af Menigheden, Fyrster for deres Faedres Stammer; de vare Øverster for Israels Tusinder.
Num	1	17	17. Og Mose og Aron toge disse Maend, som ere udtrykkelig naevnede ved Navne.
Num	1	18	18. Og de lode hele Menigheden samle sig paa den første Dag i den anden Maaned, og de opgave deres Herkomst, efter deres Slaegter, efter deres Faedrenehus, efter Navnes Tal, fra tyve Aar gamle og derover, Hoved for Hoved.
Num	1	19	19. Som Herren havde befalet Mose, saa talte han dem i Sinai Ørk.
Num	1	20	20. Og Rubens, Israels førstefødtes, Børns Afkom efter deres Slaegter, efter deres Faedrenehus, efter Navnes Tal, Hoved for Hoved, alt Mandkøn fra tyve Aar gamle og derover, hver som kunde uddrage i Strid:
Num	1	21	21. De talte af dem til Rubens Stamme vare seks og fyrretyve Tusinde og fem Hundrede.
Num	1	22	22. Simeons Børns Afkom efter deres Slaegter, efter deres Faedrenehus; de talte af dem efter Navnes Tal, Hoved for Hoved, alt Mandkøn fra tyve Aar gamle og derover, hver som kunde uddrage i Strid:
Num	1	23	23. De talte af dem til Simeons Stamme vare ni og halvtredsindstyve Tusinde og tre Hundrede.
Num	1	24	24. Gads Børns Afkom, efter deres Slaegter, efter deres Faedrenehus, efter Navnes Tal, fra tyve Aar gamle og derover, hver som kunde uddrage i Strid:
Num	1	25	25. De talte af dem til Gads Stamme vare fem og fyrretyve Tusinde og seks Hundrede og halvtredsindstyve.
Num	1	26	26. Judas Børns Afkom efter deres Slaegter, efter deres Faedrenehus, efter Navnes Tal, fra tyve Aar og derover, hver som kunde uddrage i Strid:
Num	1	27	27. De talte af dem til Judas Stamme vare fire og halvfjerdsindstyve Tusinde og seks Hundrede.
Num	1	28	28. Isaskars Børns Afkom, efter deres Slaegter, efter deres Faedrenehus, efter Navnes Tal, fra tyve Aar gamle og derover, hver som kunde uddrage i Strid:
Num	1	29	29. De talte af dem til Isaskars Stamme vare fire og halvtredsindstyve Tusinde og fire Hundrede.
Num	1	30	30. Sebulons Børns Afkom, efter deres Slaegter, efter deres Faedrenehus, efter Navnes Tal, fra tyve Aar gamle og derover, hver som kunde uddrage i Strid:
Num	1	31	31. De talte af dem til Sebulons Stamme vare syv og halvtredsindstyve Tusinde og fire Hundrede.
Num	1	32	32. Josefs Børn, nemlig Efraims Børns Afkom, efter deres Slaegter, efter deres Faedrenehus, efter Navnes Tal, fra tyve Aar gamle og derover, hver som kunde uddrage i Strid:
Num	1	33	33. De talte af dem til Efraims Stamme vare fyrretyve Tusinde og fem Hundrede.
Num	1	34	34. Manasse Børns Afkom, efter deres slaegter, efter deres Faedrenehus efter Navnes Tal, fra tyve Aar gamle og derover, hver som kunde uddrage i Strid:
Num	1	35	35. De talte af dem til Manasse Stamme vare to og tredive Tusinde og to Hundrede.
Num	1	36	36. Benjamins Børns Afkom, efter deres Slaegter, efter deres Faedrenehus, efter Navnes Tal, fra tyve Aar gamle og derover, hver som kunde uddrage i Strid:
Num	1	37	37. De talte af dem til Benjamins Stamme vare fem og tredive Tusinde og fire Hundrede.
Num	1	38	38. Dan Børns Afkom, efter deres Slaegter efter deres Faedrenehus, efter Navnes Tal, fra tyve Aar gamle og derover, hver som kunde uddrage i Strid:
Num	1	39	39. De talte af dem til Dans Stamme vare to og tresindstyve Tusinde og syv Hundrede.
Num	1	40	40. Asers Børns Afkom, efter deres Slaegter efter deres Faedrenehus, efter Navnes Tal, fra tyve Aar gamle derover, hver som kunde uddrage i Strid:
Num	1	41	41. De talte af dem til Asers Stamme vare eet og fyrretyve Tusinde og fem Hundrede.
Num	1	42	42. Nafthali Børns Afkom, efter deres Slaegter efter deres Faedrenehus, efter Navnes Tal, fra tyve Aar gamle og derover, hver som kunde uddrage i Strid:
Num	1	43	43. De talte af dem til Nafthali Stamme vare tre og halvtredsindstyve Tusinde og fire Hundrede
Num	1	44	44. Disse ere de talte, som Mose Aron talte, og hver af de tolv Israels Fyrster; hver Mand var for sit Faedrenehus.
Num	1	45	45. Og alle de, som bleve talte af Israels Børn, efter deres Faedrenehus, fra tyve Aar gamle og derover, hver som kunde drage i Strid i Israel,
Num	1	46	46. ja, I de talte vare seks Hundrede Tusinde og tre Tusinde og fem Hundrede og halvtredsindstyve.
Num	1	47	47. Men Leviterne efter deres Faedres Stamme, de bleve ikke talte iblandt dem.
Num	1	48	48. Thi Herren talede til Mose og sagde:
Num	1	49	49. Dog skal du ikke taelle Levi Stamme og ej tage Hovedsum paa dem, midt iblandt Israels Børn;
Num	1	50	50. men du skal beskikke Leviterne over Vidnesbyrdets Tabernakel og over alt Redskabet dertil og over alt det, som dertil hører, de skulle baere Tabernaklet og alt Redskabet dertil, og de skulle tjene ved det; og de skulle lejre sig trindt omkring Tabernaklet.
Num	1	51	51. Og naar Tabernaklet skal rejse, skulle Leviterne tage det ned; men naar Tabernaklet skal lejre sig, skulle Leviterne rejse det op; og kommer nogen fremmed naer derved, skal han dødes.
Num	1	52	52. Og Israels Børn skulle lejre sig, hver i sin Lejr og hver hos sit Banner efter deres Haere.
Num	1	53	53. Men Leviterne skulle lejre sig omkring Vidnesbyrdets Tabernakel, at ikke en Vrede skal vaere over Israels Børns Menighed; derfor skulle Leviterne tage Vare paa, hvad der er at varetage ved Vidnesbyrdets Tabernakel.
Num	1	54	54. Og Israels Børn gjorde det; efter alt det, som Herren havde befalet Mose, saa gjorde de.
------------------------Fjerde Mosebog, Kapitel 2
Num	2	1	1. Og Herren talede til Mose og Aron og sagde:
Num	2	2	2. Israels Børn skulle lejre sig hver hos sit Banner, ved Faedrenehuses Tegn; lige overfor, trindt omkring Forsamlingen: Paulun skulle de lejre sig.
Num	2	3	3. Og de som skulle lejre sig foran mod Østen ere: Judas Lejrs Banner efter deres; Haere, og Judas Børns Fyrste, Nahesson, Amminadabs Søn,
Num	2	4	4. og hans Haer og de talte af dem, fire og halvfjerdsindstyve Tusinde og seks Hundrede.
Num	2	5	5. Og de, som skulle lejre sig hos ham, ere Isaskars Stamme Isaskars Børns Fyrste, Nethaneel, Zuars Søn,
Num	2	6	6. og hans Haer og de talte af dem, fire og halvtredsindstyve Tusinde og fire Hundrede.
Num	2	7	7. Dernaest Sebulons Stamme og Sebulons Børns Fyrste, Eliab, Helons Søn,
Num	2	8	8. og hans Haer og de talte af dem, syv og halvtredsindstyve Tusinde og fire Hundrede.
Num	2	9	9. Alle de talte til Judas Lejr ere hundrede Tusinde og seks og firsindstyve Tusinde og fire Hundrede efter deres Haere; de skulle rejse i den første Afdeling.
Num	2	10	10. Rubens Lejrs Banner skal vaere mod Sønden efter deres Haere, og Rubens Børns Fyrste, Elizur, Sedeurs Søn,
Num	2	11	11. og hans Haer og de talte af dem, seks og fyrretyve Tusinde og fem Hundrede.
Num	2	12	12. Og de, som skulle lejre sig hos ham, ere Simeons Stamme og Simeons Børns Fyrste, Skelumiel, Zurisaddai Søn,
Num	2	13	13. og hans Haer og de talte af dem, ni og halvtredsindstyve Tusinde og tre Hundrede.
Num	2	14	14. Og dernaest Gads Stamme og Gads Børns Fyrste, Eliasaf, Reuels Søn,
Num	2	15	15. og hans Haer og de talte af dem, fem og fyrretyve Tusinde og seks Hundrede og halvtredsindstyve.
Num	2	16	16. Alle de talte til Rubens Lejr ere hundrede Tusinde og eet og halvtredsindstyve Tusinde og fire Hundrede og halvtredsindstyve efter deres Haere; og de skulle rejse i den anden Afdeling.
Num	2	17	17. Og dernaest skal Forsamlingens Paulun rejse, Leviternes Lejr midt imellem Lejrene; eftersom de lejre sig, saa skulle de rejse, hver paa sit Sted, efter deres Bannere.
Num	2	18	18. Efraims Lejrs Banner efter deres Haere skal vaere mod Vesten og Efraims Børns Fyrste, Elisama, Ammihuds Søn.
Num	2	19	19. og hans Haer og de talte af dem, fyrretyve Tusinde og fem Hundrede.
Num	2	20	20. Og hos ham Manasse Stamme og Manasse Børns Fyrste, Gamliel, Pedazurs Søn,
Num	2	21	21. og hans Haer og de talte af dem, to og tredive Tusinde og to Hundrede.
Num	2	22	22. Og dernaest Benjamins Stamme og Benjamins Børns Fyrste, Abidan, Gideoni Søn,
Num	2	23	23. og hans Haer og de talte af dem, fem og tredive Tusinde og fire Hundrede.
Num	2	24	24. Alle de talte til Efraims Lejr ere hundrede Tusinde og otte Tusinde og Hundrede efter deres Haere; og de skulle rejse i den tredje Afdeling.
Num	2	25	25. Dans Lejrs Banner skal vaere mod Norden, efter deres Haere og Dans Børns Fyrste, Ahieser, Ammisaddai Søn,
Num	2	26	26. og hans Haer og de talte af dem, to og tresindstyve Tusinde og syv Hundrede.
Num	2	27	27. Og de, som skulle lejre sig hos ham, ere Asers Stamme og Asers Børns Fyrste, Pagiel, Okrans Søn,
Num	2	28	28. og hans Haer og de talte af dem, eet og fyrretyve Tusinde og fem Hundrede.
Num	2	29	29. Og Nafthali Stamme og Nafthali Børns Fyrste, Ahira, Enans Søn
Num	2	30	30. og hans Haer og de talte af dem, tre og halvtredsindstyve Tusinde og fire Hundrede.
Num	2	31	31. Alle de talte til Dans Lejr ere hundrede Tusinde og syv og halvtredsindstyve Tusinde og seks Hundrede; de skulle rejse i den sidste Afdeling efter deres Bannere.
Num	2	32	32. Disse ere de talte af Israels Børn efter deres Faedrenehus; alle de talte i Lejrene, efter deres Haere, vare seks Hundrede Tusinde og tre Tusinde og fem Hundrede og halvtredsindstyve.
Num	2	33	33. Men Leviterne bleve ikke talte midt iblandt Israels Børn, som Herren havde befalet Mose.
Num	2	34	34. Og Israels Børn gjorde det; ganske som Herren havde befalet Mose, saaledes lejrede de sig, efter deres Bannere, og saaledes rejste de, hver efter sine Slaegter efter deres Faedrenehus.
------------------------Fjerde Mosebog, Kapitel 3
Num	3	1	1. Og disse ere Arons og Mose Slaegter paa den Dag, Herren talede med Mose paa Sinai Bjerg.
Num	3	2	2. Og disse ere Arons Sønners Navne: Nadab, den førstefødte, og Abihu, Eleasar og Ithamar.
Num	3	3	3. Disse ere Arons Sønners Navne, de, som vare salvede Praester, hvis Haender man havde fyldt til at gøre Praestetjeneste.
Num	3	4	4. Men Nadab og Abihu døde for Herrens Ansigt, der de førte fremmed Ild frem for Herrens Ansigt i Sinai Ørk, og de havde ingen Sønner; men Eleasar og Ithamar gjorde Praestetjeneste for Arons, deres Faders, Ansigt.
Num	3	5	5. Og Herren talede til Mose og sagde:
Num	3	6	6. Lad Levi Stamme komme naer, og du skal stille dem for Praesten Arons Ansigt; og de skulle tjene ham.
Num	3	7	7. Og de skulle tage Vare paa, hvad han skulde varetage, og paa hvad hele Menigheden skulde varetage, foran Forsamlingens Paulun, til at besørge Tjenesten i Tabernaklet.
Num	3	8	8. Og de skulle tage Vare paa alle Forsamlingens Pauluns Redskaber, og paa hvad Israels Barn skulle varetage, til at besørge Tjenesten i Tahernaklet.
Num	3	9	9. Og du skal give Leviterne til Aron og hans Sønner; de ere ham aldeles givne ud af Israels Børn.
Num	3	10	10. Men Aron og hans Sønner skal du beskikke, at skulle tage Vare paa deres Praestetjeneste, men kommer nogen fremmed naer til, da skal han dødes.
Num	3	11	11. Og Herren talede til Mose og sagde:
Num	3	12	12. Og jeg, se, jeg har taget Leviterne midt ud af Israels Børn for hver førstefødt, som aabner Moders Liv af Israels Børn; og Leviterne skulle høre mig til.
Num	3	13	13. Thi alt førstefødt hører mig til, paa den Dag jeg slog alt førstefødt i Aegyptens Land, helligede jeg mig alt førstefødt i Israel af Mennesker og Dyr; de skulle høre mig til, jeg er Herren.
Num	3	14	14. Herren talede til Mose i Sinai Ørk og sagde:
Num	3	15	15. Tael Levi Børn efter deres Faedrenehus, efter deres Slaegter; alt Mandkøn fra Maaned gamle og derover, dem skal du taelle.
Num	3	16	16. Og Mose talte dem efter Herrens Ord, ligesom ham var befalet
Num	3	17	17. Og disse vare Levi Børn efteres Navne: Gerson og Kahath og Merari.
Num	3	18	18. Og disse vare Gersons Børns Navne efter deres Slaegter: Libni og Simei.
Num	3	19	19. Og Kahaths Børn efter deres Slaegter: Amram og Jizehar, Hebron og Ussiel.
Num	3	20	20. Og Merari Børn efter deres Slaegter: Mahli og Musi. Disse ere Levi Slaegter, efter deres Faedrenehus.
Num	3	21	21. Til Gerson hører Libniternes Slaegt og Simeiternes Slaegt; disse ere Gersoniternes Slaegter.
Num	3	22	22. De talte af dem efter Mandtal, alt Mandkøn fra Maaned gamle og derover, de talte af dem vare syv Tusinde og fem Hundrede.
Num	3	23	23. Gersoniternes Slaegter, de skulle lejre sig bag Tabernaklet mod vesten.
Num	3	24	24. Og Gersoniternes Faedrenehuses Fyrste var Eliasaf, Laels Søn.
Num	3	25	25. Og hvad Gersons Børn havde at tage Vare paa ved Forsamlingens Paulun, var Tablernaklet og Paulunet, Daekket dertil og Daekket for Forsamlingens Pauluns Dør
Num	3	26	26. og Omhaengene til Forgaarden og Daekket for Forgaardens Dør, som er om Tabernaklet og om Alteret tr indt omkring, og Snorene dertil, al Tjenesten derved.
Num	3	27	27. Og til Kahath hører Amramiternes Slaegt og Jizehariternes Slaegt og Hebroniternes Slaegt og Ussieliternes Slaegt: Disse ere Kahathiternes Slaegter.
Num	3	28	28. I Tal var alt Mandkøn fra Maaned gamle og derover otte Tusinde og seks Hundrede, som skulde tage Vare paa, hvad der var at tage Vare paa ved Helligdommen.
Num	3	29	29. Kahaths Sønners Slaegter skulle lejre sig ved Tabernaklets Side mod Sønden.
Num	3	30	30. Og Kahathiternes Slaegters Faedrenehuses Fyrste var Elizafan, Ussiels Søn.
Num	3	31	31. Og hvad de havde at tage Vare paa, var Arken og Bordet og Lysestagen og Altrene og Helligdommens Redskaber, med hvilke Tjenesten udførtes, og Daekket og al Tjenesten derved.
Num	3	32	32. Men Leviternes Fyrsters Fyrste skal vaere Eleazar, Praesten Arons Søn, som var beskikket over dem, som toge Vare paa, hvad der var at tage Vare paa ved Helligdommen.
Num	3	33	33. Til Merari hører Maheliternes Slaegt og Musiternes Slaegt: Disse ere Merariternes Slaegter.
Num	3	34	34. Og de talte af dem efter Mandtal, alt Mandkøn fra Maaned gamle og derover, vare seks Tusinde og to Hundrede.
Num	3	35	35. Og Merari Slaegters Faedrenehuses Fyrste var Zuriel, Abihails Søn; de skulle lejre sig ved Tabernaklets Side, mod Norden.
Num	3	36	36. Og hvad Merari Børn vare beskikkede til at tage Vare paa, var Tabernaklets Fjaele og dets Staenger og dets Støtter og dets Fødder og alt Redskabet dertil og al Tjenesten derved
Num	3	37	37. og Støtterne til Forgaarden trindt omkring og deres Fødder og deres Nagler og deres Snore.
Num	3	38	38. Men de, sorn skulle lejre sig lige for Tabernaklet foran, lige for Forsamlingens Paulun mod Østen, skulle vaere Mose og Aron og hans Sønner, som tage Vare paa, hvad der er at tage Vare paa ved Helligdommen, nemlig hvad Israels Børn havde at varetage; men gaar nogen fremmed naer til, da skal han dødes.
Num	3	39	39. Alle de talte af Leviterne, som Mose og Aron talte efter Herrens Mund, efter deres Slaegter, alt Mandkøn fra Maaned gamle og derover vare to og tyve Tusinde.
Num	3	40	40. Og Herren sagde til Mose: Tael alle førstefødte af Mandkøn blandt Israels Børn, fra Maaned gamle og derover, og tag Tal paa deres Navne.
Num	3	41	41. Saa skal du tage mig, mig Herren, Leviterne i Stedet for alle førstefødte iblandt Israels Børn og Leviternes Kvaeg i Stedet for alt det førstefødte iblandt Israels Børns Kvaeg.
Num	3	42	42. Og Mose talte, som Herren befalede ham, alle førstefødte blandt Israels Børn.
Num	3	43	43. Og alle førstefødte af Mandkøn, efter Navnenes Tal, fra Maaned gamle og derover, efter deres Tal, vare to og tyve Tusinde, to Hundrede og tre og halv fjerdsindstyve.
Num	3	44	44. Og Herren talede til Mose og sagde:
Num	3	45	45. Tag Leviterne i Stedet for alle førstefødte blandt Israels Børn og Leviternes Kvaeg i Stedet for deres Kvaeg, og Leviterne skulle høre mig til, mig Herren.
Num	3	46	46. Men hvad angaar de to Hundrede og tre og halvfjerdsindstyve af Israels Børns førstefødte, som skulle løses, og som ere flere end Leviterne,
Num	3	47	47. da skal du tage fem Sekel for hvert Hoved; efter Helligdommens Sekel skal du tage dem; en Sekel er tyve Gera.
Num	3	48	48. Og du skal give Aron og hans Sønner de Penge for dem, der blive løste som overtallige af dem.
Num	3	49	49. Saa tog Mose Løsepenge af dem, som vare flere end de ved Leviterne løste.
Num	3	50	50. Af Israels Børns førstefødte tog han de Penge: Tusinde og tre Hundrede og fem og tresindstyve Sekel efter Helligdommens Sekel.
Num	3	51	51. Og Mose gav Aron og hans Sønner de Penge for de løste, efter Herrens Mund, som Herren havde befalet Mose.
------------------------Fjerde Mosebog, Kapitel 4
Num	4	1	1. Og Herren talede til Mose og Aron og sagde:
Num	4	2	2. Tag Hovedsum af Kahaths Børn midt iblandt: Levi Børn, efter deres Slaegter, efter deres Faedrenehus,
Num	4	3	3. fra tredive Aar gamle og derover, og indtil halv tredsindstyve Aar gamle, hver som kan uddrage i Strid, til at gøre Arbejde ved Forsamlingens Paulun
Num	4	4	4. Dette skal vaere Kahaths Børns Tjeneste ved Forsamlingens Paulun ved de højhellige Ting.
Num	4	5	5. Naar Lejren rejser, da skulle Aron og hans Sønner komme og nedtage Daekkets Forhaeng, og de skulle skjule Vidnesbyrdets Ark derudi.
Num	4	6	6. Og de skulle laegge et Daekke af Graevlingeskind derover og ubrede et helt Klaede af blaat uldent ovenover og laegge dens Staenger derved.
Num	4	7	7. Og de skulle brede et Klaede af blaa uldent over Skuebordet og laegge derpaa Fadene og Skaalern Baegerne og Kanderne til Drikoffer og det bestandige Brød skal vaere derpaa.
Num	4	8	8. Og de skulle brede et Skarlagens Klaede over dem og det med et Daekke af Graevlingeskind, og de skulle laegge dets Staenger derved.
Num	4	9	9. Saa skulle de tage et Klaede af blaat uldent og skjule Lysningens Lysestage og dens Lamper og dens Sakse og dens Tandekar og alle densOliekar, med hvilken skulle betjene den.
Num	4	10	10. Og de skulle laegge den og alt dens Redskab et Daekke af Graevlingeskind, og skulle laegge det paa Baerestaenger
Num	4	11	11. Og de skulle brede et Klaede af blaat uldent Klaede over Guldalteret og skjule det med et Daekke af Graevlingeskind, og de skulle laegge dets Staenger derved.
Num	4	12	12. Og de skulle tage al Tjenestens Redskaber, med hvilke de tjente i Helligdommen, og laegge dem i et Klaede af blaat uldent og skjule dem med et Daekke af Graevlingeskind, og de skulle laegge dem paa Baerestaenger.
Num	4	13	13. De skulle og feje Asken af Alteret og brede et Purpurklaede derover.
Num	4	14	14. Og de skulle laegge alle dets Redskaber, med hvilke de skulle betjene det, derpaa: Ildkarrene, Madkrogene og Skufferne og Skaalerne, alle Alterets Redskaber, og de skulle brede et Daekke derover af Graevlingeskind og laegge dets Staenger derved.
Num	4	15	15. Og naar og Aron og hans Sønner ere faerdige med at tildaekke Helligdommen og Helligdommens Redskaber, naar Lejren rejser, saa skulle derefter Kathaths Børn komme at baere det, men ikke røre ved Helligdommen og dø. Dette er Kahaths Børns Byrde ved Forsamlingens Paulun.
Num	4	16	16. Og Eleasars, Praesten Arons Søns, beskikkede Embede er med Olien til Lysningen og Røgelsen af de vellugtende Urter og det bestandige Madoffer og Salveolien, hans beskikkede Embede er ved det ganske Tablernakel og alt, hvad deri er, og som hører til Helligdommen og til dens Redskaber.
Num	4	17	17. Og Herren talede til Aron og sagde:
Num	4	18	18. Lader Kahahiternes Slaegters Stamme ikke blive udryddet af Leviternes Midte
Num	4	19	19. Og gører dette med dem, saa skulde de leve og ikke dø, naar de komme naer til det højhellige; og Aron og hans Sønner skulle komme og saette dem, hver Mand til sin Tjeneste og til sin Byrde.
Num	4	20	20. Men de skulde ikke gaa ind at se til, naar de hastelig skjule Helligdommen,
Num	4	21	21. Og Herren talede til Mose og sagde:
Num	4	22	22. Tag Hovedsum af Gersons Børn, ja af dem, efter deres Faedrenehus, efter deres Slaegter.
Num	4	23	23. Fra tredive Aar gamle og derover, indtil halvtredsindstyve Aar gamle, skal du taelle dem, hver den, som kan drage ud til at stride i Strid, til at besørge Tjenesten ved Forsamlingens Paulun.
Num	4	24	24. Dette skal vaere Gersoniternes Slaegters Tjeneste med at tjene og at baere.
Num	4	25	25. Og de skulle baere Tabernaklets Taepper og Forsamlingens Paulun, nemlig Daekket dertil og Daekket af Gr aevlingeskind, som er ovenover, og Daekket for Forsamlingens Pauluns Dør
Num	4	26	26. og Forgaardens Omhaeng og Daekket for Indgangen til Forgaardens Port, som er for Tabernaklet, og for Alteret trindt omkring, og Snorene dertil og alt Redskab, som hører til Tjenesten derved; og alt det, som skal gøres ved disse Ting, derved skulle de gøre Tjeneste;
Num	4	27	27. al Gersons Børns Tjeneste, al deres Byrde og al deres Tjeneste, skal vaere efter Arons og hans Sønners Ord; og I skulle beskikke dem til at tage Vare paa alt, hvad de have at baere.
Num	4	28	28. Dette skal vaere Gersons Børns Slaegters Tjeneste ved Forsamlingens Paulun; og hvad de have at tage Vare paa, skal vaere under Ithamars, Praesten Arons Søns Tilsyn.
Num	4	29	29. Merari Børn: Dem skal du taelle efter deres Slaegter, efter deres Faedrenehus,
Num	4	30	30. fra tredive Aar gamle og derover, og indtil halvtredsindstyve Aar gamle, skal du taelle dem, hver den, som kan drage i Strid, til at besørge Tjenesten ved Forsamlingens Paulun.
Num	4	31	31. Og dette er, hvad de skulle varetage at baere efter al deres Tjeneste ved Forsamlingens Paulun: Tabernaklets Fjaele og dets Staenger og dets Støtter og dets Fødder
Num	4	32	32. og Støtterne til Forgaarden trindt omkring og deres Fødder og deres Nagler og Snorene dertil, med alle deres Redskaber, og med alt det, som hører til deres Tjeneste; og I skulle ved Navn tiltaelle dem Redskaberne, som de skulle varetage at baere.
Num	4	33	33. Dette skal vaere Merari Børns Slaegters Tjeneste efter al deres Tjeneste ved Forsamlingens Paulun, under Tilsyn af Ithamar, Praesten Arons Søn.
Num	4	34	34. Og Mose og Aron og Menighedens Fyrster talte Kahathiternes Børn, efter deres Slaegter og efter deres Faedrenehus,
Num	4	35	35. fra tredive Aar gamle og derover, og indtil halvtredsindstyve Aar gamle, hver den, som kunde drage i Strid, til Tjenesten ved Forsamlingens Paulun,
Num	4	36	36. og de talte af dem, efter deres Slaegter, vare to Tusinde, syv Hundrede og halvtredsindstyve.
Num	4	37	37. Disse vare de talte af Kahathiternes Slaegter, hver som tjente ved Forsamlingens Paulun, hvilke Mose og Aron talte efter Herrens Mund ved Mose.
Num	4	38	38. Og de talte af Gersons Børn efter deres slaegter og efter deres Faedrenehus,
Num	4	39	39. fra tredive Aar gamle og derover og indtil halvtredsindstyve Aar gamle, hver den som kunde drage i Strid, til Tjenesten ved Forsamlingens Paulun,
Num	4	40	40. og de talte af dem, efter deres Slaegter, efter deres Faedrenehus, vare to Tusinde og seks Hundrede og tredive.
Num	4	41	41. Disse vare de talte af Gersons Børns Slaegter, hver som tjente ved Forsamlingens Paulun, hvilke Mose og Aron talte efter Herrens Mund.
Num	4	42	42. Og de talte af Merari Børns Slaegter, efter deres Slaegter, efter deres Faedrenehus,
Num	4	43	43. fra tredive Aar gamle og derover, og indtil halvtredsindstyve Aar gamle, hver den som kunde drage i Strid, til Tjenesten ved Forsamlingens Paulun,
Num	4	44	44. og de talte af dem, efter deres Slaegter, vare tre Tusinde og to Hundrede.
Num	4	45	45. Disse vare de talte af Merari Børns Slaegter, hvilke Mose og Aron talte efter Herrens Mund ved Mose.
Num	4	46	46. Alle de talte, som Mose og Aron og Israels Fyrster talte, nemlig Leviterne, efter deres Slaegter, og efter deres Faedrenehus,
Num	4	47	47. fra tredive Aar gamle og derover og indtil halvtredsindstyve Aar gamle, hver den som kunde komme at gøre Tjeneste med at tjene, og Tjeneste med at baere ved Forsamlingens Paulun,
Num	4	48	48. og de talte af dem vare otte Tusinde og fem Hundrede og firsindstyve.
Num	4	49	49. Og Han talte dem efter Herrens Mund ved Mose, hver Mand til sin Tjeneste og til sin Byrde; og de, han talte, vare de, som Herren havde befalet Mose,
------------------------Fjerde Mosebog, Kapitel 5
Num	5	1	1. Og Herren talede til Mose og sagde:
Num	5	2	2. Befal Israels Børn, at de skulle skikke ud af Lejren alle spedalske og alle, som have Flod, og: alle dem, som ere urene ved Lig:
Num	5	3	3. Baade Mand og Kvinde skulle I: udskikke, hen uden for Lejren skulle I skikke dem ud, at de ikke skulle gøre deres Lejre, hvor jeg bor midt iblandt dem, urene.
Num	5	4	4. Og Israels Børn gjorde saaledes og skikkede dem ud, hen uden for Lejren; som Herren havde sagt til Mose, saa gjorde Israels Børn.
Num	5	5	5. Og Herren talede til Mose; sagde:
Num	5	6	6. Tal til Israels Børn: Naar Mand eller Kvinde gør nogen af de Synder, som et Menneske begaa ved at forgribe sig mod Herren, da er den Sjael bleven skyldig.
Num	5	7	7. Og de skulle bekende deres Synd som de have gjort, og hver skal tilbagegive, hvad han er skyldig, med det fulde Beløb, og den femte Del deraf skal han desuden laegge til; og han skal give det til den, hvem han er bleven skyldig.
Num	5	8	8. Men dersom Manden ikke har nogen Løser, saa at han kan tilbagegive denne det skyldige, da skal den Skyld, som tilbagegives Herren, høre Praesten til, undtagen Forligelsens Vaeder, med hvilken han gør Forligelse for ham.
Num	5	9	9. Og al Offergave af alt det som Israels Børn hellige, som de skulle bringe Praesten, skal høre ham til.
Num	5	10	10. Og de Ting, enhver helliger, skulle høre ham til, hvad nogen giver Praesten, det skal høre ham til.
Num	5	11	11. Og Herren talede til Mose og sagde:
Num	5	12	12. Tal til Israels Børn og sig til dem: Om nogen Mands Hustru gaar bort fra ham og er troløs imod ham,
Num	5	13	13. og en Mand har Samleje, med hende, og det bliver skjult for hendes Mands Øjne og bliver dulgt, at hun er bleven uren, og der er intet Vidne mod hende, og hun ikke er greben i Horeri;
Num	5	14	14. og der kommer en Nidkaerheds Aand over ham, I at han er nidkaer mod sin Hustru, og hun er bleven uren, eller der kommer en Nidkaerheds Aand over ham, og han er nidkaer mod sin Hustru, enddog hun ikke er bleven uren:
Num	5	15	15. Da skal Manden føre sin Hustru til Praesten og fremføre som hendes Offer for hende en Tiendepart af en Efa Bygmel; han skal ikke øse Olie derpaa, ej heller laegge Virak dertil, thi det er et Nidkaerheds Madoffer, et Ihukommelses Madoffer, som gør, at Misgerning ihukommes.
Num	5	16	16. Og Praesten skal føre hende naer til og stille hende for Herrens Ansigt.
Num	5	17	17. Og Praesten skal tage helligt Vand i et Lerkar, og af Støvet, som er paa Tabernaklets Gulv, skal Praesten tage og kaste i Vandet
Num	5	18	18. Og Praesten skal stille Kvinden for Herrens Ansigt og blotte Kvindens Hoved og laegge Ihukommelses Madofret paa hendes Haender, det er et Nidkaerheds Madoffer; og Praesten skal have det beske Vand, som gør Forbandelse, i sin Haand.
Num	5	19	19. Og Praesten skal besvaerge hende og sige til Kvinden: Dersom ingen Mand har ligget hos dig, og dersom du ikke har unddraget dig fra at vaere under din Mand, saa du er bleven uren, da vaer uskadt af dette beske Vand, som gør Forbandelse.
Num	5	20	20. Men du, om du har unddraget dig fra at vaere under din Mand, og om du er bleven uren, og nogen Mand har ligget hos dig foruden din Mand,
Num	5	21	21. saaledes skal Praesten besvaerge Kvinden ved Forbandelsens Ed, og Praesten skal sige til Kvinden -. Saa saette Herren dig til en Forbandelse og til en Ed midt iblandt dit Folk, idet Herren lader dine Laender svinde og din Bug svulme op!
Num	5	22	22. Saa komme nu dette Vand, som gør Forbandelse, i dine Indvolde, at gøre, at din Bug svulmer op og dine Laender svinde; og Kvinden skal sige: Amen! Amen!
Num	5	23	23. Og Praesten skal skrive disse Forbandelser i en Bog og vaske dem ud i det beske Vand.
Num	5	24	24. Og han skal give Kvinden at drikke af det beske Vand, som gør Forbandelse; og det Vand, som gør Forbandelse, skal komme i hende til Beskhed.
Num	5	25	25. Og Praesten skal tage Nidkaerhedens Madoffer af Kvindens Haand, og han skal røre Madofret for Herrens Ansigt og føre det frem til Alteret.
Num	5	26	26. Og Praesten skal tage en Haandfuld af Madeofret hendes Ihukommelses Offer, og gøre et Røgoffer paa Alteret, og der efter skal han give Kvinden Vandet at drikke.
Num	5	27	27. Naar han har givet hende Vandet at drikke, da skal det ske, om hun er bleven uren og har vaeret troløs imod sin Mand, at det Vand, som gør Forbandelse, kommer i hende til Beskhed; saa at hendes Bug skal svulme op og hendes Laender svinde; og den Kvinde skal vaere til en Forbandelse midt iblandt sit Folk.
Num	5	28	28. Og dersom den Kvinde ikke er bleven uren, men hun er ren, da skal hun vaere fri og faa Afkom.
Num	5	29	29. Dette er Nidkaerheds Loven, naar en Kvinde unddrager sig fra at vaere under sin Mand, og hun bliver uren,
Num	5	30	30. eller om en Nidkaerheds Aand kommer over en Mand, og han er nidkaer mod sin Hustru og stiller Kvinden for Herrens Ansigt, og Praesten gør ved hende efter hele denne Lov.
Num	5	31	31. Saa skal Manden vaere fri fra Misgerning; men samme Kvinde, hun skal baere sin Misgerning.
------------------------Fjerde Mosebog, Kapitel 6
Num	6	1	1. Og Herren talede til Mose og sagde:
Num	6	2	2. Tal til Israels Børn, og du skal sige til dem: Naar en Mand eller Kvinde lover et saerligt Løfte om at blive Nasiraeer, om at vaere afholdende for Herren,
Num	6	3	3. da skal han holde sig fra Vin og staerk Drik; han skal ikke drikke Vineddike eller Eddike af staerk Drik, og han skal ingen Saft drikke af Druer, han skal hverken aede friske eller tørre Druer.
Num	6	4	4. Alle hans Afholdenheds Dage skal han ikke aede noget, som beredes af Vinstokken, hverken Kerne eller Skal.
Num	6	5	5. Alle de Dage, som hans Afholdenheds Løfte varer, skal der ikke komme Ragekniv over hans Hoved; indtil de Dage ere opfyldte, i hvilke han er afholdende for Herren, skal han vaere hellig og lade sit Hovedhaar vokse frit.
Num	6	6	6. Alle de Dage, han har lovet at vaere afholdende for Herren, skal han ikke komme til noget Lig.
Num	6	7	7. Han skal ikke gøre sig uren ved sin Fader eller ved sin Moder, ved sin Broder eller ved sin Søster, naar de dø; thi hans Afholdenhedsmaerke for Gud er paa hans Hoved.
Num	6	8	8. Alle hans Afholdenheds Dage skal han vaere Herren hellig.
Num	6	9	9. Og dør nogen meget pludselig hos ham og gør hans Hoved med Afholdenhedsmaerket urent, da skal han rage sit Hoved paa sin Renselsesdag, paa den syvende Dag skal han rage det.
Num	6	10	10. Og paa den otten de Dag skal han bringe to Turtelduer eller to Dueunger til Praesten til Forsamlingens Pauluns Dør.
Num	6	11	11. Og Praesten skal lave een til et Synd offer og een til et Braendoffer og gøre Forligelse for ham, fordi han har syndet ved Liget, og han skal hellige sit Hoved paa den samm Dag.
Num	6	12	12. Og han skal paa ny vaere afholdende for Herren sine Afholdenheds Dage og fremføre et aargammelt Lam til Skyldoffer; og de først Dage skulle falde hen, fordi hans Afholdenhed blev uren.
Num	6	13	13. Og dette er Nasiraeerloven: Paa den Dag, hans Afholdenheds Dage udløbe, skal han fremføre dette for Forsamlingens Pauluns Dør,
Num	6	14	14. og han skal ofre som sit Offer for Herren eet aargammelt Vaederlam uden Lyde til et Braendoffer og eet aargammelt Gimmerlam uden Lyde til et Syndoffer og een Vaeder uden Lyde til et Takoffer
Num	6	15	15. og en Kurv med usyrede Kager af Mel, blandet Olie, og usyrede tynde Kager overstrøgne med Olie, og Madofret og Drikofret dertil.
Num	6	16	16. Og Praesten skal ofre det for Herrens Ansigt, han skal lave hans Syndoffer hans Braendoffer.
Num	6	17	17. Og Vaederen skal han lave for Herren til Takoffer lige med Kurven med de usyrede Brød, og Praesten skal lave Madoffer og hans Drikoffer.
Num	6	18	18. Og Nasiraeeren skal rage Afholdenhedens Maerke af sit Hoved for Forsamlingens Pauluns Dør, og han skal tage Hovedhaaret, som var Maerket paa hans Afholdenhed, og kaste det paa Ilden, som er under Takofret
Num	6	19	19. Og Praesten skal tage den kogte Bov af Vaederen og een usyret Kage af Kurven og een usyret tynd Kage, og han skal laegge dem paa Nasiraeerens Haender, efter at han har afraget sit Afholdenheds Maerke.
Num	6	20	20. Og Praesten skal røre dem med en Rørelse for Herrens Ansigt, det er Praesten helliget, tillige med Rørelsesbrystet og tillige med Gaveboven; og derefter maa Nasiraeeren drikke Vin.
Num	6	21	21. Dette er Loven for Nasiraeeren, som gør et Løfte, det er hans Offer til Herren for sin Af holdenhed. foruden det, som hans Haand ellers formaar; efter hans Løftes Beskaffenhed, som han har lovet, saaledes skal han gøre efter Loven om hans Afholdenhed.
Num	6	22	22. Og Herren talede til Mose og sagde:
Num	6	23	23. Tal til Aron og til hans Sønner og sig: Saaledes skulle I velsigne Israels Børn og sige til dem:
Num	6	24	24. Herren velsigne dig og bevare dig!
Num	6	25	25. Herren lade lyse sit Ansigt over dig og vaere dig naadig!
Num	6	26	26. Herren opløfte sit Ansigt til dig og give dig Fred!
Num	6	27	27. Og de skulle laegge mit Navn paa Israels Børn, og jeg, jeg vil velsigne dem.
------------------------Fjerde Mosebog, Kapitel 7
Num	7	1	1. Og det skete paa den Dag, der Mose var faerdig med at oprejse Tabernaklet og salvede det og helligede det og alt Redskabet dertil og Alteret og alt Redskabet dertil og salvede dem og helligede dem,
Num	7	2	2. da ofrede Israels Fyrster, som vare Øverster for deres Faedrenehuse, de, som vare Stammernes Fyrster, de, som forestode de talte.
Num	7	3	3. Og de førte deres Offer frem for Herrens Ansigt: Seks bedaekkede Vogne og tolv Øksne, en Vogn for to Fyrster og en Okse for hver en, og de førte dem frem foran Tabernaklet.
Num	7	4	4. Og Herren talede til Mose og sagde:
Num	7	5	5. Tag disse af dem, at de kunne vaere til at gøre Tjeneste ved Forsamlingens Paulun, og du skal give dem til Leviterne, hver efter sin Tjenestes Beskaffenhed.
Num	7	6	6. Da tog Mose Vognene og Øksnene og gav dem til Leviterne.
Num	7	7	7. Han gav Gersons Børn to Vogne og fire Øksne efter deres Tjenestes Beskaffenhed.
Num	7	8	8. Og han gav Merari Børn fire Vogne og otte Øksne efter deres Tjenestes Beskaffenhed, under Tilsyn af Ithamar, Praesten Arons Søn.
Num	7	9	9. Men Kahaths Børn gav han ingen, fordi Tjenesten med de hellige Ting, som skulde baeres paa Skuldrene, paalaa dem.
Num	7	10	10. Og Fyrsterne ofrede til Alterets Indvielse, paa den Dag det blev salvet, ja, Fyrsterne ofrede deres Offer foran Alteret.
Num	7	11	11. Og Herren sagde til Mose: Lad een Fyrste hver Dag, ja, een Fyrste hver Dag ofre sit Offer til Alterets Indvielse.
Num	7	12	12. Og den, som ofrede sit Offer paa den første Dag, var Nahesson, Amminadabs Søn, Judas Stammes Fyrste.
Num	7	13	13. Og hans Offer var eet Sølvfad, dets Vaegt var hundrede og tredive Sekel, een Sølvskaal paa halvfjerdsindstyve Sekel efter Helligdommens Sekel; de vare begge fulde af Mel blandet med Olie, til et Madoffer;
Num	7	14	14. een Røgelseskaal paa ti Sekel Guld, fuld af Røgelse;
Num	7	15	15. een ung Okse, een Vaeder, eet Lam, aargammelt, til et Braendoffer;
Num	7	16	16. een Gedebuk til et Syndoffer;
Num	7	17	17. og to Øksne, fem Vaedre, fem Bukke, fem Lam aargamle, til et Takoffer. Dette var Nahessons, Amminadsbs Søns, Offer.
Num	7	18	18. Paa den anden Dag ofrede Nethaneel, Zuars Søn, Isaskars Fyrste.
Num	7	19	19. Han ofrede sit Offer: Eet Sølvfad, dets Vaegt var hundrede og tredive Sekel, een Sølvskaal paa halvfjerdsindstyve Sekel efter Helligdommens Sekel; de vare begge fulde af Mel, blandet med Olie, til et Madoffer;
Num	7	20	20. en Røgelseskaal paa ti Sekel Guld, fuld af Røgelse;
Num	7	21	21. een ung Okse, een Vaeder, eet Lam, aargammelt, til et Braendoffer;
Num	7	22	22. een Gedebuk til et Syndoffer;
Num	7	23	23. og to Øksne, fem Vaedre, fem Bukke, fem Lam, aargamle, til et Takoffer. Dette var Nethaneels, Zuars Søns, Offer.
Num	7	24	24. paa den tredje Dag ofrede Sebulons Børns Fyrste, Eliab, Helons Søn.
Num	7	25	25. Hans Offer var eet Sølvfad, dets Vaegt var hundrede og tredive Sekel, een Sølvskaal paa halvferdsindstyve Sekel efter Helligdommens Sekel; de vare begge fulde af Mel, blandet med Olie, til et Madoffer;
Num	7	26	26. een Røgelseskaal paa ti Sekel Guld, fuld af Røgelse;
Num	7	27	27. een ung Okse, een Vaeder, eet Iam, aargammelt, til et Braendoffer;
Num	7	28	28. een Gedebuk til et Syndaffer;
Num	7	29	29. og to Øksne, fem Vaedre, fem Bukke, fem Lam, aargamle, til et Takoffer. Dette var Eliabs, Helons Søns, Offer.
Num	7	30	30. Paa den fjerde Dag ofrede Rubens Børns Fyrste, Elizur, Sedeurs Søn.
Num	7	31	31. Hans Offer var eet Sølvfad, dets Vaegt var hundrede og tredive Sekel, een Sølvskaal paa halvfjerdsindstyve Sekel efter Helligdommens Sekel; de vare begge fulde af Mel, blandet med Olie, til et Madoffer;
Num	7	32	32. een Røgelseskaal paa ti Sekel Guld, fuld af Røgelse;
Num	7	33	33. een ung Okse, een Vaeder, eet Lam, aargammelt, til et Braendoffer;
Num	7	34	34. een Gedebuk til et Syndoffer;
Num	7	35	35. og to Øksne, fem Vaedre, fem Bukke, fem Lam, aargamle, til et Takoffer. Dette var Elizurs, Sedeurs Søns, Offer.
Num	7	36	36. Paa den femte Dag ofrede Simeons Børns Fyrste, Selumiel, Zurisaddai Søn.
Num	7	37	37. Hans Offer var eet, Sølvfad, dets Vaegt var hundrede og tredive Sekel, een Sølvskaal paa halvfjerdsindstyve Sekel efter Helligdommens Sekel; de vare begge fulde af Mel blandet med Olie, til et Madoffer
Num	7	38	38. een Røgelseskaal paa ti Sekel Guld, fuld af Røgelse;
Num	7	39	39. een ung Okse, een Vaeder, eet Lam, aargammelt, til et Braendoffer;
Num	7	40	40. een Gedebuk til et Syndoffer;
Num	7	41	41. og to Øksner fem Vaedre, fem Bukke, fem Lam aargamle, til et Takoffer. Dette var Selumiels, Zurisaddai Søns, Offer
Num	7	42	42. paa den sjette Dag ofrede Gads Børns Fyrste, Eliasaf, Deuels Søn
Num	7	43	43. Hans Offer var eet Sølvfad, det Vaegt var hundrede og tredive Sekel, een Sølvskaal paa halvfjerd sindstyve Sekel efter Helligdommens Sekel; de vare begge fulde af Mel blandet med Olie, til et Madoffer
Num	7	44	44. een Røgelseskaal paa ti Sekel Guld, fuld af Røgelse;
Num	7	45	45. een ung Okse, een Vaeder, eet Lam, aargammelt, til et Braendoffer;
Num	7	46	46. een Gedebuk til et Syndoffer;
Num	7	47	47. og to Øksne fem Vaedre, fem Bukke, fem Lam aargamle, til et Takoffer. Dette var Eliasafs, Deuels Søns, Offer.
Num	7	48	48. Pa den syvende Dag ofrede Efraims: Børns Fyrste, Elisama, Ammihud: Søn.
Num	7	49	49. Hans Offer var eet Sølvfad dets Vaegt var hundrede og tredive Sekel, een Sølvskaal paa halvfjerdsindstyve Sekel efter Helligdommens Sekel; de vare begge fulde af Mel, blandet med Olie, til et Madoffer;
Num	7	50	50. een Røgelseskaal paa ti Sekel Guld, fuld af Røgelse;
Num	7	51	51. een ung Okse, een Vaeder, eet Lam, aargammelt, til et Braendoffer;
Num	7	52	52. een Gedebuk til et Syndoffer;
Num	7	53	53. og to Øksne, fem Vaedre, fem Bukke, fem Lam, aargamle, til et Takoffer. Dette var Elisamas, Ammihuds Søns, Offer.
Num	7	54	54. paa den ottende Dag ofrede Manasse Børns Fyrste, Gamliel, Pedazurs Søn.
Num	7	55	55. Hans Offer var eet Sølvfad, dets Vaegt var hundreds og tredive Sekel, een Søvskaal paa halvfjerdsindstyve Sekel efter Helligdommens Sekel; de vare begge fulde af Mel, blandet med Olie, til et Madoffer;
Num	7	56	56. een Røgelseskaal paa ti Sekel Guld, fuld af Røgelse;
Num	7	57	57. een ung Okse, een Vaeder, eet Lam, aargammelt, til et Braendoffer;
Num	7	58	58. een Gedehuk til et Syndoffer;
Num	7	59	59. og. to Øksne, fem Vaedre, fem Bukke, fem Lam, aargamle, til et Takoffer. Dette var Gamliels, Pedazurs Søns, Offer.
Num	7	60	60. Paa den niende Dag ofrede Benjamins Børns Fyrste, Abidan, Gideoni Søn.
Num	7	61	61. Hans Offer var eet Sølvfad, dets Vaegt var hundrede og tredive Sekel, een Sølvskaal paa halvfjerdsindstyve Sekel efter Helligdommens Sekel; de vare begge fulde af Mel, blandet med Olie, til et Madoffer;
Num	7	62	62. een Røgelseskaal paa ti Sekel Guld, fuld af Røgelse;
Num	7	63	63. een ung Okse, een Vaeder, eet Lam, aargammelt, til et Braendoffer;
Num	7	64	64. een Gedebuk til et Syndoffer;
Num	7	65	65. og to Øksne, fem Vaedre, fem Bukke, fem Lam, aargamle, til et Takoffer. Dette var Abidans, Gideoni Søns, Offer.
Num	7	66	66. paa den tiende Dag ofrede Dans Børns Fyrste, Ahieser, Ammisaddai Søn.
Num	7	67	67. Hans Offer var eet Sølvfad, dets Vaegt var hundrede og tredive Sekel, een Sølvskaal paa halvfjerdsindstyve Sekel efter Helligdommens Sekel; de vare begge fulde af Mel, blandet med Olie, til et Madoffer;
Num	7	68	68. een Røgelseskaal paa ti Sekel Guld, fuld af Røgelse;
Num	7	69	69. een ung Okse, een Vaeder, eet Lam, aargammelt, til et Braendoffer;
Num	7	70	70. een Gedebuk til et Syndoffer;
Num	7	71	71. og to Øksne, fem Vaedre, fem Bukke, fem Lam, aargamle, til et Takoffer. Dette var Ahiesers, Ammisaddai Søns, Offer.
Num	7	72	72. Paa den ellevte Dag ofrede Asers Børns Fyrste, Pagiel, Okrans Søn,
Num	7	73	73. Hans Offer var eet Sølvfad, dets Vaegt var hundrede og tredive Sekel, een Sølvskaal paa halvfjerdsindstyve Sekel efter Helligdommens Sekel; de vare begge fulde af Mel, blandet med Olie, til et Madoffer;
Num	7	74	74. een Røgelseskaal paa ti Sekel Guld, fuld af Røgelse;
Num	7	75	75. een ung Okse, een Vaeder, eet Lam, aargammelt, til et Braendoffer;
Num	7	76	76. een Gedebuk til et Syndoffer;
Num	7	77	77. og to Øksne, fem Vaedre, fem Bukke, fem Lam, aargamle, til et Takoffer. Dette var Pagiels, Okrans Søns, Offer.
Num	7	78	78. Paa den tolvte Dag ofrede Nafthali Børns Fyrste, Ahira, Enans Søn.
Num	7	79	79. Hans Offer var eet Sølvfad, dets Vaegt var hundrede og tredive Sekel, een Sølvskaal paa halvfjerdsindstyve Sekel efter Helligdommens Sekel; de vare begge fulde af Mel, blandet med Olie, til et Madoffer;
Num	7	80	80. een Røgelseskaal paa ti Sekel Guld, fuld af Røgelse;
Num	7	81	81. een ung Okse, een Vaeder, eet Lam, aargammelt, til et Braendoffer;
Num	7	82	82. een Gedebuk til et Syndoffer;
Num	7	83	83. og to Øksne, fem Vaedre, fem Bukke, fem Lam, aargamle, til et Takoffer. Dette var Ahiras, Enans Søns, Offer.
Num	7	84	84. Dette er Alterets Indvielse af Israels Fyrster, paa den Dag det blev salvet: Tolv Sølvfade, tolv Sølvskaaler, tolv Guldrøgelseskaaler;
Num	7	85	85. hvert Fad var paa hundrede og tredive Sekel Sølv, og hver Skaal paa halv fjerdsindstyve Sekel, alt Sølvet af Karrene beløb sig til to Tusinde og fire Hundrede Sekel efter Helligdommens Sekel.
Num	7	86	86. Tolv Guldrøgelseskaaler, fulde af Røgelse, hver Røgelseskaal paa ti Sekel efter Helligdommens Sekel; alt Guldet af de Røgelseskaaler beløb sig til hundrede og tyve. Sekel.
Num	7	87	87. Alt stort Kvaeg til Braendofret var tolv Okser, tolv Vaedre, tolv Lam, aargamle, og deres Madoffer, og tolv Gedebukke til Syndoffer.
Num	7	88	88. Og alt stort Kvaeg til Takofret var fire og tyve Okser, tresindstyve Vaedre, tresindstyve Bukke, tresindstyve Lam, aargamle. Dette er Alterets Indvielse, efter at det var salvet.
Num	7	89	89. Og naar Mose kom til Forsamlingens Paulun for at tale med, ham, da hørte han Røsten tale til sig ovenfra Naadestolen, som var paa Vidnesbyrdets Ark, midt ud fra de to Keruber; og han talede til ham.
------------------------Fjerde Mosebog, Kapitel 8
Num	8	1	1. Og Herren talede til Mose og sagde:
Num	8	2	2. Tal til Aron, og du skal sige til ham: Naar du saetter Lamperne op, skulle de syv Lamper lyse lige imod Lysestagens modsatte Side,
Num	8	3	3. Og Aron gjorde saaledes: Lige imod den modsatte Side af Lysestagen satte han dens Lamper op, som Herren havde befalet Mose.
Num	8	4	4. Og Lysestagen var saaledes gjort: Den var af drevet Arbejde af Guld, endog dens Fod og dens Blomster vare af drevet Arbejde; efter det Syn, som Herren havde vist Mose, saaledes havde han gjort Lysestagen.
Num	8	5	5. Og Herren talede til Mose og sagde:
Num	8	6	6. Tag Leviterne midt ud af Israels Børn, og du skal rense dem.
Num	8	7	7. Og saaledes skal du gøre ved dem, til at rense dem: Staenk Sonevand paa dem, og de skulle lade Ragekniven gaa over hele deres Legeme og to deres Klaeder og rense sig.
Num	8	8	8. Saa skulle de tage en ung Tyr og Madofret dertil, Mel, blandet med Olie, og du skal tage en anden ung Tyr til et Syndoffer.
Num	8	9	9. Og du skal lade Leviterne komme naer til, foran Forsamlingens Paulun, og du skal lade hele Israels Børns Menighed samle sig.
Num	8	10	10. Og du skal lade Leviterne komme frem for Herrens Ansigt, og Israels Børn skulle laegge deres Haender paa Leviterne.
Num	8	11	11. Og Aron skal røre Leviterne, udtagne af Israels Børn, med en Rørelse for Herrens Ansigt, og de skulle vaere til at besørge Herrens Tjeneste.
Num	8	12	12. Og Leviterne skulle laegge deres Haender paa Tyrenes Hoved; og gøre saa den ene til et Syndoffer og den anden til et Braendoffer for Herren, til at gøre Forligelse for Leviterne.
Num	8	13	13. Og du skal stille Leviterne for Arons Ansigt og for hans Sønners Ansigt, og du skal røre dem med en Rørelse for Herren.
Num	8	14	14. Og du skal udskille Leviterne midt ud af Israels Børn; thi Leviterne skulle vaere mine.
Num	8	15	15. Og derefter skulle Leviterne komme til at tjene ved Forsamlingens Paulun, naar du har renset dem og ladet dem røre med en Rørelse.
Num	8	16	16. Thi de ere mig givne, ja, givne midt ud af Israels Børn; jeg har taget mig dem i Stedet for hver, som aabner Moders Liv, for alle førstefødte af Israels Børn.
Num	8	17	17. Thi alt det førstefødte blandt Israels Børn hører mig til, baade af Mennesker og af Dyr; paa den Dag jeg slog, alle førstefødte i Aegyptens Land, helligede jeg mig dem.
Num	8	18	18. Og jeg tog Leviterne i Stedet for alle førstefødte iblandt Israels Børn.
Num	8	19	19. Og jeg gav Aron og hans Sønner Leviterne til en Gave, midt ud af Israels Børn, til at besørge Israels Børns Tjeneste ved Forsamlingens Paulun og til at gøre Forligelse for Israels Børn, at der ikke skal komme Plage over Israels Børn, naar Israels Børn naerme sig til Helligdommen.
Num	8	20	20. Og Mose og Aron og al Israels Børns Menighed gjorde saa ved Leviterne; efter alt det, som Herren havde befalet Mose om Leviterne, saa gjorde Israels Børn ved dem.
Num	8	21	21. Og Leviterne rensede sig fra Synd og toede deres Klaeder, og Aron rørte dem med en Rørelse for Herrens Ansigt; og Aron gjorde Forligelse for dem til at rense dem.
Num	8	22	22. Og derefter kom Leviterne til at besørge deres Tjeneste ved Forsamlingens Paulun, for Arons Ansigt og for hans Sønners Ansigt; som Herren havde befalet Mose om Leviterne, saa gjorde de ved dem.
Num	8	23	23. Og Herren talede til Mose og sagde:
Num	8	24	24. Dette er det, som vedkommer Leviterne: Fra fem og tyve Aar gamle og derover skal hver af dem komme til at gøre Arbejdet i Forsamlingens Pauluns Tjeneste.
Num	8	25	25. Men fra det halvtredsindstyvende Aar skal han vende tilbage fra Tjenestens Arbejde; og han skal ikke tjene ydermere.
Num	8	26	26. Dog maa han tjene sine Brødre ved Forsamlingens Paulun, med at tage Vare paa, hvad der er at varetage, men Tjenesten skal han ikke besørge. Saaledes skal du gøre med Leviterne, i hvad de have at varetage.
------------------------Fjerde Mosebog, Kapitel 9
Num	9	1	1. Og Herren talede til Mose i Sinai, Ørk i det andet Aar, efter at de vare udgangne af Aegyptens Land, i den første Maaned, og sagde,
Num	9	2	2. at Israels Børn skulle holde Paaske paa dens bestemte Tid.
Num	9	3	3. Paa den fjortende Dag i denne Maaned, imellem de tvende Aftener skulle I holde den paa dens bestemte Tid; efter alle dens Skikke og efter alle dens Bestemmelser skulle I holde den.
Num	9	4	4. Og Mose sagde til Israels Børn, at de skulde holde Paaske.
Num	9	5	5. Og de holdt Paaske i den første Maaned, paa den fjortende Dag i Maaneden, imellem de tvende Aftener, i Sinai Ørk; efter alt det, som Herren havde befalet Mose, saalede gjorde Israels Børn.
Num	9	6	6. Og det skete, at der var nogle Maend, som vare blevne urene ved et Menneskes Lig, og de kunde ikke holde Paasken paa den samme Dag; og de gik frem for Mose Ansigt og for Arons Ansigt den samme Dag.
Num	9	7	7. Og disse Maend sagde til ham: Vi ere blevne urene ved et Menneskes Lig; hvi skulle vi derfor udelukkes, at vi ej maa ofre Herren Offer paa dets bestemte Tid, midt iblandt Israels Børn?
Num	9	8	8. Og Mose sagde til dem: Venter lidt, og jeg vil høre, hvad Herren vil byde om eder.
Num	9	9	9. Og Herren talede til Mose og sagde:
Num	9	10	10. Tal til Israels Børn og sig: Naar nogen hos eder eller hos eders Efterkommere er bleven uren ved et Lig, eller er paa en lang Rejse, han skal alligevel holde Herren Paaske.
Num	9	11	11. I den anden Maaned paa den fjortende Dag, imellem de tvende Aftener, skulle de holde den; de skulle aede det med usyrede Brød og beske Urter.
Num	9	12	12. De skulle ikke lade blive tilovers deraf til om Morgenen og ikke bryde noget Ben paa det, efter al Paaskelammets Skik skulle de gøre med det.
Num	9	13	13. Men den, som er ren og ikke er paa Rejse og efterlader at holde Paaske, den Sjael skal udryddes fra sit Folk, fordi han ikke har ofret Herrens Offer paa dets bestemte Tid; denne Mand skal baere sin Synd.
Num	9	14	14. Og naar en fremmed opholder sig hos eder og holder Herren Paaske, da skal han holde den saa, som Paaskens Skik og som dens Vis er; der skal vaere een Skik for eder, baade for den fremmede og for den indfødte i Landet.
Num	9	15	15. Og paa den Dag, da Tabernaklet blev oprejst, skjulte Skyen Vidnesbyrdets Pauluns Tabernakel; og om Aftenen var over Tabernaklet som en Ild at se til, indtil om Morgene
Num	9	16	16. Saaledes skete det stedse, at Skyen skjulte det; og om Natten var det som en Ild at se til.
Num	9	17	17. Og eftersom Skyen haevede sig op fra Paulunet, rejste Israels Børn derefter; og paa det Sted, hvor Skyen blev, der lejrede Israels Børn sig.
Num	9	18	18. Efter Herrens Mund rejste Israels Børn; og efter Herrens Mund lejrede de sig; alle de Dage, som Skyen boede over Tabernaklet, bleve de liggende.
Num	9	19	19. Og naar Skyen blev over Tabernaklet mange Dage, da toge Israels Børn Vare paa, hvad Herren vilde have varetaget, og rejste ikke.
Num	9	20	20. Og det var ligesaa, naar Skyen, var faa Dage over Tabernaklet; efter Herrens Mund lejrede de sig, og efter Herrens Mund rejste de.
Num	9	21	21. Og det var ligesaa, naar Skyen var der fra Aftenen indtil Morgenen, og Skyen haevede sig om Morgenen, da rejste de; eller naar Skyen haevede sig om Dagen eller om Natten da rejste de.
Num	9	22	22. Eller naar Skyen blev to Dage eller een Maaned eller eet Aar over Tabernaklet, saa den boede over det, da bleve Israels Børn liggende og rejste ikke; men naar den haevede sig, rejste de.
Num	9	23	23. Efter Herrens Mund lejrede de sig, og efter Herrens Mund rejste de; de toge Vare paa, hvad Herren vilde have varetaget, efter Herrens Mund ved Mose.
------------------------Fjerde Mosebog, Kapitel 10
Num	10	1	1. Og Herren talede til Mose og sagde:
Num	10	2	2. Gør dig to Basuner af Sølv, af drevet Arbejde skal du gøre dem; og du skal have dem til Menighedens Sammenkaldelse, og naar Lejrene skulle bryde op.
Num	10	3	3. Og naar de blaese langsomt i dem, saa skal al Menigheden samles til dig, til Forsamlingens Pauluns Dør.
Num	10	4	4. Og dersom de blaese langsomt i den ene, da skulle Fyrsterne samles til dig, Øversterne for Israels Tusinder.
Num	10	5	5. Men naar I blaese staerkt, da skulle de Lejre bryde op, som have lejret sig mod Østen.
Num	10	6	6. Og naar I blaese anden Gang staerkt, da skulle de Lejre bryde op, som have lejret sig mod Sønden; I skulle blaese staerkt, naar de skulle bryde op.
Num	10	7	7. Men naar Forsamlingen skal samles, skulle I blaese langsomt og ikke blaese staerkt.
Num	10	8	8. Og Praesterne, Arons Sønner, skulle blaese i Basunerne; og de skulle vaere eder til en evig Skik hos eders Efterkommere.
Num	10	9	9. Og naar I komme i Krig i eders Land med Fjenden, som aengster eder, da skulle I blaese staerkt i Basunerne, at I maa ihukommes for Herren eders Guds Ansigt og frelses fra eders Fjender.
Num	10	10	10. Og paa eders Glaedes Dag, og paa eders bestemte Tider, og paa eders Maaneders første Dage, da skulle I blaese i Basunerne ved eders Braendofre og ved eders Takofre, at de maa blive eder til en Ihukommelse for eders Guds Ansigt; jeg er Herren eders Gud.
Num	10	11	11. Og det skete i det andet Aar, i den anden Maaned, paa den tyvende Dag i Maaneden, da haevede Skyen sig op fra Vidnesbyrdets Tabernakel.
Num	10	12	12. Og Israels Børn brøde op paa deres Vandringer fra Sinai Ørk; og Skyen blev i den Ørk Paran.
Num	10	13	13. Saa rejste de første Gang efter Herrens Mund ved Mose.
Num	10	14	14. Og det Banner for Judas Børns Lejr brød først op, efter deres Haere; og over hans Haer var Nahesson, Amminadabs Søn.
Num	10	15	15. Og over Isaskars Børns Stammes Haer var Nethaneel, Zuars Søn.
Num	10	16	16. Og over Sebulon Børns Stammes Haer var Eliab, Helons Søn.
Num	10	17	17. Og Tabernaklet blev nedtaget; og Gersons Børn og Merari Børn, som bare Tabernaklet, brøde op.
Num	10	18	18. Dernaest brød det Banner for Rubens Lejr op, efter deres Haere; og over hans Haer var Elizur, Sedeurs Søn.
Num	10	19	19. Og over Simeons Børns Stammes Haer var Selumiel, Zurisaddai Søn.
Num	10	20	20. Og over Gads Børns Stammes Haer var Eliasaf, Deuels Søn.
Num	10	21	21. Saa rejste Kahathiterne, som bare Helligdommen; og de andre oprejste Tabernaklet, inden de kom.
Num	10	22	22. Dernaest brød det Banner for Efraims Børns Lejr op, efter deres Haere; og over hans Haer var Elisama, Ammihuds Søn.
Num	10	23	23. Og over Manasse Børns Stammes Haer var Gamliel, Pedazurs Søn.
Num	10	24	24. Og over Benjamins Børns Stammes Haer var Abidan, Gideoni Søn.
Num	10	25	25. Dernaest brød det Banner op for Dans Børns Lejr, som sluttede alle Lejrene, efter deres Haere, og over hans Haer var Ahieser, Ammisaddai Søn.
Num	10	26	26. Og over Asers Børns Stammes Haer var Pagiel, Okrans Søn.
Num	10	27	27. Og over Naf thali Børns Stammes Haer var Ahira, Enans Søn.
Num	10	28	28. Dette var Israels Børns Rejseorden, efter deres Haere, naar de rejste.
Num	10	29	29. Og Mose sagde til Hobab, Reuels den Midianiters Søn, Mose Svigerfader: Vi rejse til det Sted, om hvilket Herren sagde: Jeg vil give eder det; gaa med os, saa ville vi gøre vel imod dig, fordi Herren har talet godt over Israel.
Num	10	30	30. Og denne sagde til ham: Jeg vil ikke gaa med, men jeg vil gaa til mit Land og til min Slaegt.
Num	10	31	31. Og han sagde: Kaere, forlad os ikke; thi du ved, hvor vi kunne lejre os i Ørken, og du skal aere vort Øje.
Num	10	32	32. Og det skal ske, du gaar med os, da skulle vi med det samme Gode, hvormed Herren gør vel imod os, gøre vel imod dig.
Num	10	33	33. Saa rejste de fra Herrens Bjerg tre Dages Rejse; og Herrens Pagtes Ark rejste for deres Ansigt tre Dages Rejse for at opsøge et Hvilested for dem.
Num	10	34	34. Og Herrens Sky var over dem om Dagen, naar de brøde op med Lejren.
Num	10	35	35. Og det skete, naar Arken rejste, da sagde Mose: Herre ! staa op, saa skulle dine Fjender adspredes, og de, som hade dig, skulle fly for dit Ansigt.
Num	10	36	36. Og naar den hvilede, sagde han: Kom tilbage, Herre ! til Israels ti Tusinde Gange tusinde.
------------------------Fjerde Mosebog, Kapitel 11
Num	11	1	1. Og Folket blev som de, der knurre syndig for Herrens Øren; og Herren hørte det, og hans Vrede optaendtes, og Herrens ild braendte iblandt dem og fortaerede nogle i det yderste af Lejren.
Num	11	2	2. Da raabte Folket til Mose, og Mose bad til Herren, saa blev Ilden daempet.
Num	11	3	3. Og han kaldte det samme Steds Navn Thabeera; thi Herrens Ild braendte iblandt dem.
Num	11	4	4. Og det sammenløbne Folk, som var midt ihlandt dem, fik stor Begaeerlighed; derfor gav ogsaa Israels Børn sig til at graede igen og sagde: Hvo vil give os Kød at aede?
Num	11	5	5. Vi komme i Hu den Fisk, som vi aade for intet i Aegypten, Graeskarrene og Melonerne og Rødløgene og Hvidløgene;
Num	11	6	6. men nu forsmaegter vor Sjael; thi her er slet intet uden det Man for vore Øjne?
Num	11	7	7. Men dette Man var som Korianderfrø, og dets Farve var ligesom Bedellions Farve.
Num	11	8	8. Folket løb hid og did og sankede og malede det i Møllerne eller stødte det i Morteren og kogte det i Potten og gjorde deraf Kager; og dets Smag var som Oliesaftens Smag.
Num	11	9	9. Og naar Duggen faldt over Lejren om Natten, da faldt Man ned derpaa.
Num	11	10	10. Og Mose hørte Folket graede iblandt deres Slaegter, hver i sit Telts Dør; og Herrens Vrede optaendtes saare; ogsaa var det ondt for Mose Øjne.
Num	11	11	11. Og Mose sagde til Herren: Hvi handlede du saa ilde med din Tjener? og hvi finder jeg ikke Naade for dine Øjne, og du laegger Byrden af hele dette Folk paa mig?
Num	11	12	12. Mon jeg har undfanget alt dette Folk mon jeg har født det? at du skulde sige til mig: Baer det i din Favn, ligesom en Fosterfader baerer det diende Barn, ind i det Land, som du har tilsvoret dets Faedre.
Num	11	13	13. Hvorfra skal jeg tage Kød at give alt dette Folk? thi de graede for mig og sige: Giv os Kød, at vi kunne aede.
Num	11	14	14. Jeg kan ikke ene baere alt dette Folk; thi det er mig for svart.
Num	11	15	15. Og vil du handle saaledes med mig, da slaa mig ihjel, dersom jeg har fundet Naade for dine Øjne, og lad mig ikke se paa min Ulykke.
Num	11	16	16. Og Herren sagde til Mose: Forsamle mig halvfjerdsindstyve Maend af Israels Aeldste, om hvilke du ved, at de ere Folkets Aeldste og dets Fogeder; og du skal tage dem hen til Forsamlingens Paulun, og der skulle de fremstille sig med dig.
Num	11	17	17. Og jeg vil komme ned og tale med dig der, og jeg vil tage af den Aand, som er paa dig, og laegge paa dem, at de skulle baere paa Folkets Byrde med dig, og du skal ikke ene baere den.
Num	11	18	18. Og til Folket skal du sige: Helliger eder til i Morgen, saa skulle I aede Kød; thi I have graedt for Herrens Øren og sagt: Hvo vil give os Kød at aede thi det gik os vel i Aegypten; derfor vil Herren give eder Kød, at I skulle aede.
Num	11	19	19. I skulle ikke aede een Dag og ej to Dage og ej fem Dage og ej ti Dage og ej tyve Dage,
Num	11	20	20. men en Maaneds Dage, indtil det gaar ud af eders Naese og er eder til en Afsky; fordi I have forkastet Herren, som er midt iblandt eder, og have graedt for hans Ansigt og sagt: Hvortil ere vi udgangne af Aegypten
Num	11	21	21. Og Mose sagde: Seks Hundrede Tusinde Maend til Fods er dette Folk, som jeg er midt iblandt, og du siger: Jeg vil give dem Kød, og de skulle aede en Maaneds Tid.
Num	11	22	22. Mon der skal slagtes smaat Kvaeg og stort Kvaeg for dem, at der kan blive nok til dem? mon alle Fiskene i Havet skulle samles til dem, at der kan blive nok til dem?
Num	11	23	23. Og Herren sagde til Mose: Monne da Herrens Haand vaere forkortet? nu skal du se, om mit Ord skal vederfares dig eller ej.
Num	11	24	24. Og Mose gik ud og talede Herrens Ord til Folket; og han samlede halvfjerdsindstyve Maend af Folkets Aeldste og stillede dem rundt omkring Paulunet.
Num	11	25	25. Da kom Herren ned i Skyen og talede til ham, og han tog af den Aand, som var paa ham, og lagde paa de halvfjerdsindstyve Aeldste, og det skete, der Aanden hvilede paa dem, da profeterede de, og de gjorde det ikke siden.
Num	11	26	26. Men der var to Maend blevne tilbage i Lejren, den enes Navn var Eldad, og den andens Navn Medad, og Aanden hvilede over dem, thi de vare iblandt de opskrevne, men de vare dog ikke udgangne til Paulunet, og de profeterede i Lejren.
Num	11	27	27. Da løb en Dreng og gav Mose tilkende sagde: Eldad og Medad profetere Lejren.
Num	11	28	28. Da svarede Josva, Nuns Søn, Mose Tjener, en af hans udvalgte, og sagde: Min Herre, Mose forhindre dem.
Num	11	29	29. Men Mose sagde til ham: Er du nidkaer for mig? gid alt Herrens Folk var Profeter, og Herren vilde give sin Aand over dem!
Num	11	30	30. Og Mose forføjede sig til Lejren, han og de Aeldste af Israel.
Num	11	31	31. Da for der et Vejr ud fra Herren og førte Vagtler fra Havet og strøede dem over Lejren, ved en Dags Rejse til den ene og ved en Dags Rejse til den anden Side, trindt omkring Lejren, og ved to Alen højt paa Jorden.
Num	11	32	32. Da stod Folket op hele den Dag og hele den Nat og hele den anden Dag, og de sankede Vagtler; hvo der havde mindst, havde samlet ti Homer; og de bredte dem trindt omkring Lejren.
Num	11	33	33. Kødet var endnu imellem Taenderne paa dem, det var endnu ikke fortaeret; da optaendtes Herrens Vrede imod Folket, og Herren slog Folket med en saare stor Plage.
Num	11	34	34. Og man kaldte det Steds Navn Kibroth-Hattaava, fordi de der begrove Folket, dem, som havde vaeret begaerlige.
Num	11	35	35. Fra Kibroth-Hattaava rejste Folket til Hazeroth; og de bleve i Hazeroth.
------------------------Fjerde Mosebog, Kapitel 12
Num	12	1	1. Og Maria og Aron talede imod Mose for den morlandske Hustrus Skyld, som han havde taget; thi han havde taget en morlandsk Hustru.
Num	12	2	2. Og de sagde: Taler Herren ene og alene ved Mose? mon ikke ogsaa taler ved os? og Herren hørte det.
Num	12	3	3. Men den Mand var saare sagtmodig, fremfor Mennesker paa Jorderige.
Num	12	4	4. Og Herren sagde hastelig til Aron og til Maria: Gaar ud, I tre, til Forsamlingens Paulun; og de tre gik ud.
Num	12	5	5. Da kom Herren ned i en Skystøtte og stod i Paulunets Dør; og han kaldte ad Aron Og Maria, og de gik begge ud.
Num	12	6	6. Og han sagde: Kaere, hører mine Ord: Dersom der er en Profet iblandt eder, giver jeg, Herren, mig tilkende for ham i Synet, i Drømmen taler jeg med ham.
Num	12	7	7. Ikke saa med min Tjener Mose; han er tro i mit ganske Hus.
Num	12	8	8. Jeg taler mundtlig med ham og synlig og ikke i mørk Tale, og han beskuer Herrens Lignelse; hvi frygtede I da ikke at tale imod min Tjener, imod Mose?
Num	12	9	9. Og Herrens Vrede optaendtes imod dem, og han gik bort.
Num	12	10	10. Og Skyen veg bort fra Paulunet, og se, Maria var spedalsk som Sne; og Aron vendte sig til Maria, og se, hun var spedalsk.
Num	12	11	11. Og Aron sagde til Mose: Hør mig dog, min Herre, laeg ikke den Synd paa os, i hvilken vi have gjort daarlig, og i hvilken vi have syndet.
Num	12	12	12. Kaere, lad hende ikke vaere som en Død, hvis halve Kød, naar han kommer ud af sin Moders Liv, er fortaeret.
Num	12	13	13. Da raabte Mose til Herren og sagde: Ak, Gud! helbred hende.
Num	12	14	14. Og Herren sagde til Mose: Om hendes Fader havde spyttet hende i hendes Ansigt, skulde hun da ikke skamme sig syv Dage? Lad hende blive udelukket fra Lejren syv Dage; og derefter maa hun optages.
Num	12	15	15. Og Maria blev udelukket fra Lejren syv Dage, og Folket rejste ikke, førend Maria blev optaget.
Num	12	16	16. Og derefter rejste Folket fra Hazeroth, og de lejrede sig i Ørken Paran.
------------------------Fjerde Mosebog, Kapitel 13
Num	13	1	1. Og Herren talede til Mose og sagde
Num	13	2	2. Send Maend for dig, at de bespejde det Land Kanaan, hvilket jeg giver Israels Børn; I skulle sende een Mand for hver sin Faedrene Stamme, enhver iblandt dem skal vaere en Fyrste.
Num	13	3	3. Saa sendte Mose dem fra Parans Ørk, efter Herrens Mund, Maend, der alle vare Øverster for Israels Børn.
Num	13	4	4. Og disse ere deres Navne: For Rubens Stamme Sammua, Sakkurs Søn;
Num	13	5	5. for Simeons Stamme Safat, Hori Søn;
Num	13	6	6. for Judas Stamme Kaleb, Jefunne Søn;
Num	13	7	7. for Isaskars Stamme Jigeal, Josefs Søn;
Num	13	8	8. for Efraims Stamme Hosea, Nuns Søn;
Num	13	9	9. for Benjamins Stamme Palti, Rafu Søn;
Num	13	10	10. for Sebulons Stamme Gaddiel, Sodi Søn;
Num	13	11	11. for Josefs Stamme, for Manasse Stamrne Gaddi, Sussi Søn;
Num	13	12	12. for Dans Stamme Ammiel, Gemalli Søn;
Num	13	13	13. for Asers Stamme Sethur, Mikaels Søn;
Num	13	14	14. for Nafthali Stamme Nahebi, Vofsi Søn;
Num	13	15	15. for Gads Stamme Geuel, Maki Søn.
Num	13	16	16. Disse ere Navnene paa de Maend, som Mose sendte til at bespejde Landet; men Mose kaldte Hosea, Nuns Søn, Josva.
Num	13	17	17. Og Mose sendte dem til at bespejde Kanaans Land og sagde til dem: Drager herfra op I i Sydlandet, og I skulle gaa op paa Bjergene.
Num	13	18	18. Og I skulde bese Landet; hvordan det er, og det Folk, som bor derudi, om det er staerkt eller svagt, om det er lidet eller talrigt,
Num	13	19	19. og hvad det er for et Land som det bor udi, om det er godt eller slet, og hvad det er for Staeder, som det bor udi, om det bor i Lejre eller i Befaestninger,
Num	13	20	20. og hvad det er for et Land, om det er fedt eller magert; om der er Traeer i det eller ej, og I skulle vaere frimodige og tage af Landets Frugt; men det var paa den Tid, da de første Vindruer bleve modne.
Num	13	21	21. Og de gik op og bespejdede Landet, fra Zins Ørk indtil Rehob, til henimod Hamath.
Num	13	22	22. Derefter gik de op i Sydlandet og kom til Hebron, og der var Ahiman, Sesai og Talmai, Anaks Børn; men Hebron var bygget syv Aar førend Zoan i Aegypten.
Num	13	23	23. Og de kom indtil Eskols Baek og afskare der en Vinkvist og en Vindrueklasse, og to bare den paa en Stang, og de toge af Granataeblerne og af Figenerne.
Num	13	24	24. Dette Sted kaldte man Eskols Baek for den Klases Skyld, som Israels Børn afskare der.
Num	13	25	25. Og de vendte tilbage fra at bespejde Landet, der fyrretyve Dage vare til Ende.
Num	13	26	26. Og de gik og kom til Mose og tilAron og til al Israels Børns Menighed, til Parans Ørk til Kades; og de bragte dem og al Menigheden Svar igen, og de lode dem se Landets Frugt.
Num	13	27	27. Og de fortalte ham og sagde: Vi kom til Landet, som du sendte os til, og det flyder endog med Maelk og Honning, og denne er Frugten derfra.
Num	13	28	28. Men dog, det er et staerkt Folk, som bor i Landet, og Staederne ere faste og saare store, vi have ogsaa set Anaks Børn der.
Num	13	29	29. Amalek bor sydligt i Landet, og Hethiten og Jebusiten og Amoriten bor paa Bjerget, og Kananiten bor ved Havet og ved Jordanens Bred.
Num	13	30	30. Men Kaleb beroligede Folket overfor Mose og sagde: Lader os dog gaa op og indtage det til Ejendom; thi vi kunne lettelig bemaegtige os det.
Num	13	31	31. Men de Maend, som vare dragne op med ham, sagde: Vi formaa ikke at drage op mod det Folk; thi det er staerkere end vi.
Num	13	32	32. Og de bragte ondt Rygte om Landet, hvilket de havde bespejdet, ud til Israels Børn og sagde: Det Land, som vi gik igennem at bespejde det, det er et Land, som fortaerer sine Indbyggere, og alt det Folk, som vi saa deri, er høje Folk.
Num	13	33	33. Og vi saa der Kaemperne, Anaks Børn, Kaempeslaegt; og vi vare for vore Øjne som Graeshopper, og vi vare ligesaa for deres Øjne.
------------------------Fjerde Mosebog, Kapitel 14
Num	14	1	1. Da opløftede og haevede al Menigheden sin Røst, og Folket graed den samme Nat.
Num	14	2	2. Og alle Israels Børn knurrede imod Mose og imod Aron, og al Menigheden sagde til dem: Gid vi vare døde i Aegyptens Land, eller gid vi vare døde i denne Ørk!
Num	14	3	3. Og hvorfor fører Herren os til dette Land til at falde ved Svaerdet? vore Hustruer og vore smaa Børn maa blive til Rov; er det os ikke bedst at vende tilbage til Aegypten?
Num	14	4	4. Og den ene sagde til den anden: Lader os indsaette en Høvedsmand og vende tilbage til Aegypten.
Num	14	5	5. Men Mose og Aron faldt ned paa deres Ansigter, for Israels Børns hele Menigheds Forsamling.
Num	14	6	6. Og Josva, Nuns Søn, og Kaleb, Jefunne Søn, der vare blandt dem, der havde bespejdet Landet, de sønderreve deres Klaeder.
Num	14	7	7. Og de sagde til al Israels Børns Menighed, sigende: Det Land, som vi vandrede igennem til at bespejde det, er et saare, ja saare godt Land.
Num	14	8	8. Dersom Herren har Behagelighed til os, da fører han os ind i dette Land og giver os det, et Land, som flyder med Maelk og Honning.
Num	14	9	9. Men vaerer kun ikke genstridige imod Herren, og I, frygter ikke Folket i det Land, thi dem tage vi som en Bid Brød; deres Vaern er veget fra dem; men med os er Herren, frygter ikke for dem.
Num	14	10	10. Da sagde den ganske Menighed, at man skulde stene dem med Stene, og Herrens Herlighed blev set i Forsamlingens Paulun for alle Israels Børn.
Num	14	11	11. Og Herren sagde til Mose: Hvor laenge skal dette Folk opirre mig? og hvor laenge ville de ikke tro paa mig, uagtet alle de Tegn, som jeg har gjort midt iblandt dem?
Num	14	12	12. Jeg vil slaa dem med Pest og udrydde dem; og jeg vil gøre dig til et større og staerkere Folk, end dette er.
Num	14	13	13. Da sagde Mose til Herren: Aegypterne have hørt, at du har ført dette Folk med din Kraft ud af deres Midte.
Num	14	14	14. Og de have sagt det til dette Lands Indbyggere; de have hørt, at du, Herre ! er midt iblandt dette Folk, for hvilket du, Herre ! ses øjensynlig, og at din Sky staar over dem, og at du gaar for deres Ansigt i en Skystøtte om Dagen og i en Ildstøtte om Natten.
Num	14	15	15. Men slog du dette Folk ihjel som een Mand, da skulle Hedningerne, naar de høre det Rygte om dig, sige saaledes:
Num	14	16	16. Fordi Herren ikke formaaede at føre dette Folk ind i det Land, som han havde tilsvoret dem, derfor har han slaaet dem ned i Ørken.
Num	14	17	17. Og nu, lad dog Herrens Kraft vise sig stor, som du har talet og sagt:
Num	14	18	18. Herren er langmodig og af megen Miskundhed, som forlader Misgerning og Overtraedelse, og som aldeles ikke skal holde den skyldige for uskyldig, som hjemsøger Faedrenes Misgerning paa Børnene, paa dem i tredje og paa dem i fjerde Led.
Num	14	19	19. Kaere, forlad dette Folk dets Misgerning efter din store Miskundhed, og ligesom du har tilgivet dette Folk, fra Aegypten af og hidindtil
Num	14	20	20. Og Herren sagde: Jeg har forladt det efter dit Ord.
Num	14	21	21. Men sandelig, saa vist som jeg lever, da skal alt Landet opfyldes med Herrens Herlighed;
Num	14	22	22. thi alle de Maend, som have set min Herlighed og mine Tegn, som jeg gjorde i Aegypten og i Ørken, og nu have fristet mig ti Gange og ikke hørt paa min Røst,
Num	14	23	23. de skulle ikke se det Land, som jeg har tilsvoret deres Faedre, ja ingen af dem, som have opirret mig, skal se det.
Num	14	24	24. Men min Tjener Kaleb, fordi der er en anden Aand med ham, og han har fuldkommelig efterfulgt mig, ham vil jeg føre til det Land, hvor han var kommen hen, og hans Saed skal eje det.
Num	14	25	25. Men Amalekiten og Kananiten bor i Dalen; vender eder i Morgen og rejser i Ørken ad Vejen til det røde Hav.
Num	14	26	26. Og Herren talede til Mose og Aron og sagde:
Num	14	27	27. Hvor laenge skal jeg se til denne onde Menighed, dem, som knurre imod mig? jeg har hørt Israels Børns megen Knur, hvormed de knurre imod mig.
Num	14	28	28. Sig til dem: Saa sandt som jeg lever, siger Herren, ligesom I have talet for mine øren, saaledes vil jeg gøre ved eder.
Num	14	29	29. Eders døde Kroppe skulle falde i denne Ørk, og alle eders talte efter alt eders Tal, fra tyve Aar gamle og derover, I som have knurret imod mig.
Num	14	30	30. I skulle ikke komme ind i det Land, om hvilket jeg har opløftet min Haand óg svoret at ville lade eder bo deri, uden Kaleb, Jefunne Søn, og Josva, Nuns Søn.
Num	14	31	31. Og eders smaa Børn, om hvilke I sagde, de skulle blive til Rov, ja dem vil jeg føre derind, at de skulle kende det Land, som I have foragtet.
Num	14	32	32. Men eders døde Kroppe, de skulle falde i denne Ørk.
Num	14	33	33. Og eders Børn skulle vaere Hyrder i Ørken fyrretyve Aar og bøde for eders Bolen, indtil I alle ere blevne til døde Kroppe i denne Ørk.
Num	14	34	34. Efter de Dages Tal, i hvilke I have bespejdet Landet, fyrretyve Dage, et Aar for hver Dag, skulle I baere eders Misgerninger fyrretyve Aar, og I skulle fornemme, at jeg har vendt mig bort.
Num	14	35	35. Jeg Herren har sagt: Jeg vil visselig gøre dette ved hele denne onde Menighed, som har forsamlet sig imod mig; de skulle faa Ende i denne Ørk og dø der.
Num	14	36	36. Og de Maend, som Mose havde sendt til at bespejde Landet, og som vare komne igen og havde bragt al Menigheden til at knurre imod ham, idet de førte ondt Rygte ud om Landet,
Num	14	37	37. ja de Maend døde, som havde ført ondt Rygte ud om Landet, ved Plagen for Herrens Ansigt.
Num	14	38	38. Men Josva, Nuns Søn, og Kaleb, Jefunne Søn, de bleve i Live af de Maend, som vare gangne til at bespejde Landet.
Num	14	39	39. Og Mose talede disse Ord til alle Israels Børn; da sørgede Folket saare.
Num	14	40	40. Og om Morgenen stode de tidlig op og gik oven paa Bjerget og sagde: Se, her ere vi, og vi ville drage op til det Sted, som Herren har talet om; thi vi have syndet.
Num	14	41	41. Men Mose sagde: Hvorfor overtraede I Herrens Befaling? det skal ikke lykkes.
Num	14	42	42. Drager ikke op, thi Herren er ikke midt iblandt eder, at I ikke skulle blive slagne for eders Fjenders Ansigt.
Num	14	43	43. Thi Amalekiterne og Kananiterne ere der for eders Ansigt, og I skulle falde ved Svaerdet; thi fordi I have vendt eder bort fra Herren, skal Herren ikke vaere med eder.
Num	14	44	44. Men de formastede sig hovmodelig til at drage op oven paa Bjerget; men Herrens Pagtes Ark og Mose, de vege ikke ud af Lejren.
Num	14	45	45. Da kom Amalekiten og Kananiten ned, som boede paa det samme Bjerg, og de sloge dem og sønderknusede dem indtil Horma.
------------------------Fjerde Mosebog, Kapitel 15
Num	15	1	1. Og Herren talede til Mose og sagde:
Num	15	2	2. Tal til Israels Børn, og du skal sige til dem: Naar I, komme til det Land, som I skulle bo udi, hvilket jeg vil give eder,
Num	15	3	3. og I ville gøre Herren et Ildoffer, Braendoffer eller Slagtoffer, for at indfri et saerligt Løfte, eller som et frivilligt Offer, eller paa eders bestemte Tider, for at berede Herren en behagelig Lugt, af stort Kvaeg eller smaat Kvaeg:
Num	15	4	4. Da skal den, som ofrer sit Offer, ofre til Herren et Madoffer af en tiende Part Mel, blandet med en fjerde Part af en Hin Olie;
Num	15	5	5. og en fjerde Part af en Hin Vin til et Drikoffer skal du berede, tillige med Braendofret eller Slagtofret, til hvert Lam.
Num	15	6	6. Eller er det til en Vaeder, saa skal du lave Madoffer af tvende tiende Parter Mel, blandet med en tredje Part af en Hin Olie;
Num	15	7	7. og Vin til et Drikoffer, en tredje Part af en Hin, skal du ofre til en behagelig Lugt for Herren.
Num	15	8	8. Og naar du vil lave en ung Tyr til et Braendoffer eller Slagtoffer, for at indfri et saerligt Løfte eller gøre et Takoffer for Herren,
Num	15	9	9. da skal man ofre tillige med den unge Tyr som Madoffer tre tiende Parter Mel, blandet med en halv Hin Olie.
Num	15	10	10. Og du skal ofre Vin til Drikofret, en halv Hin; det er et Ildoffer, en behagelig Lugt for Herren.
Num	15	11	11. Paa denne Maade skal det ske med een Okse eller med een Vaeder eller med eet Lam af Faarene eller af Gederne;
Num	15	12	12. efter det Tal, som I skulle bringe, skulle i lave det paa denne Maade, for ethvert efter deres Tal.
Num	15	13	13. Hver indfødt skal gøre disse Ting paa denne Maade for at ofre et Ildoffer, en behagelig Lugt for Herren.
Num	15	14	14. Og om en fremmed opholder sig hos eder, eller en, som er midt iblandt eder hos eders Efterkommere, og han vil gøre et Ildoffer, en behagelig Lugt for Herren, saa skal han gøre, ligesom I skulle gøre.
Num	15	15	15. Du Menighed! der skal vaere een Skik for eder og for den fremmede, som opholder sig hos eder, det er en evig Skik hos eders Efterkommere; som det er for eder, saa skal det vaere for den fremmede, for Herrens Ansigt.
Num	15	16	16. Een Lov og een Ret skal vaere for eder og for den fremmede, som opholder sig hos eder.
Num	15	17	17. Og Herren talede til Mose og sagde:
Num	15	18	18. Tal til Israels Børn, og du skal sige til dem: Naar I komme i det Land, hvorhen jeg vil føre eder,
Num	15	19	19. da skal det ske, naar I aede af Landets Brød, at I skulle bringe en Offergave for Herren.
Num	15	20	20. Det første af eders Dejg, nemlig en Kage, skulle I bringe til en Gave, ligesom Gaven fra Loen, saaledes skulle I bringe den.
Num	15	21	21. Af det første af eders Dejg skulle I give Herren en Gave, hos eders Efterkommere.
Num	15	22	22. Og naar I forse eder og ikke gøre alle disse Bud, som Herren har talet til Mose,
Num	15	23	23. alt det, som Herren har budet eder ved Mose, fra den Dag af, da Herren har befalet det, og derefter, hos eders Efterkommere:
Num	15	24	24. Da skal det ske, om noget er skjult for Menighedens Øjne og er gjort af Vanvare, at den ganske Menighed skal lave en ung Tyr til Braendoffer, til en behagelig Lugt for Herren, og dens Madoffer og dens Drikoffer efter vanlig Vis, og een Gedebuk til Syndoffer.
Num	15	25	25. Saa skal Praesten gøre Forligelse for al Israels Børns Menighed, og det bliver dem forladt; thi det er af Vanvare, og de skulle føre deres Offer frem til et Ildoffer for Herren, og deres Syndoffer for Herrens Ansigt for deres Vanvares Skyld,
Num	15	26	26. og det bliver al Israels Børns Menighed og den fremmede, som opholder sig rnidt iblandt dem, forladt, efterdi det er vederfaret det ganske Folk af Vanvare.
Num	15	27	27. Men naar en enkelt synder af Vanvare, da skal han ofre en aargammel Ged til et Syndoffer.
Num	15	28	28. Og Praesten skal gøre Forligelse for ham, som har forset sig og syndede af Vanvare, for Herrens Ansigt; han skal gøre Forligelse for ham, saa bliver det ham forladt.
Num	15	29	29. For den indfødte blandt Israels Børn og for den fremmede, som opholder sig midt iblandt dem, hos eder skal vaere een Lov for den som gør noget af Vanvare.
Num	15	30	30. Men den Person, som gør noget af Trod sighed, vaere sig en indfødt eller en fremmed, han har forhaanet Herren, og den Sjael skal udryddes midt ud af sit Folk;
Num	15	31	31. thi han har foragtet Herrens Ord og gjort hans Bud til intet; den Sjael skal udryddes, hans Misgerning skal vaere paa ham.
Num	15	32	32. Og Israels Børn vare i Ørken, og de fandt en Mand, som sankede Ved paa en Sabbatsdag.
Num	15	33	33. Og de, som fandt ham sanke Ved, førte ham frem til Mose og til Aron og til al Menigheden.
Num	15	34	34. Og de satte ham i Forvaring; thi det var ikke forklaret, hvad der skulde gøres ved ham.
Num	15	35	35. Og Herren sagde til Mose: Den Mand skal visselig dødes; den ganske Menighed skal stene ham med Stene uden for Lejren.
Num	15	36	36. Da førte al Menigheden ham ud uden for Lejren, og de stenede ham med Stene, og han døde; saasom Herren havde befalet Mose.
Num	15	37	37. Og Herren talte til Mose og sagde:
Num	15	38	38. Tal til Israels Børn, og du skal sige til dem, at de skulle gøre sig Kvaster paa Fligene af deres Klaeder, hos deres Efterkommere, og de skulle saette en blaa ulden Snor paa hver Fligs Kvast.
Num	15	39	39. Og den skulle I have ved hver Kvast, for at I skulle se den og ihukomme alle Herrens Bud og gøre dem; og I skulle ikke søge noget efter eders eget Hjerte og efter eders Øjne, som I bole efter,
Num	15	40	40. paa det I skulle ihukomme og gøre alle mine Bud; og I skulle vaere hellige for eders Gud.
Num	15	41	41. Jeg er Herren eders Gud, som har udført eder af Aegyptens Land for at vaere eder en Gud; jeg er Herren eders Gud.
------------------------Fjerde Mosebog, Kapitel 16
Num	16	1	1. Og Kora, en Søn af Jizehar, der var en Søn af Kahat, Levi Søn, tog til sig baade Dathan og Abiram, Eliabs Sønner, og On, Peleths Søn, Rubens Børn.
Num	16	2	2. Og de stode op for Mose Ansigt tillige med to Hundrede og halvtredsindstyve Maend af Israels Børn, Menighedens Fyrster, udnaevnte blandt Forsamlingen, navnkundige Maend.
Num	16	3	3. Og de samlede sig imod Mose og Aron, og de sagde til dem: Lader det vaere eder nok! thi den ganske Menighed er allesammen hellige, og Herren midt ihlandt dem, og hvi ophøje eder over Herrens Menighed?
Num	16	4	4. Der Mose hørte det, da faldt han paa sit Ansigt.
Num	16	5	5. Og han talte til Kora og alt hans Selskab, sigende: I Morgen skal Herren give til Kende, hvo hans er, og den, som hellig er, og den, han skal lade komme naer til sig; og hvem han udvaelger, den skal han lade komme naer til sig.
Num	16	6	6. Gører dette: Tager eder Ildkar, Kora og alt hans Selskab!
Num	16	7	7. Og laegger Ild i dem og laegger Røgelse paa dem for Herrens Ansigt i Morgen, og det skal ske, hvilken Mand Herren udvaelger, han er den hellige; lader det vaere eder nok, Levi Børn!
Num	16	8	8. Og Mose sagde til Kora: Hører dog, I Levi Børn!
Num	16	9	9. Er det eder for lidet, at Israels Gud har udskilt eder fra Israels Menighed for at lade eder komme naer til sig, til at besørge Herrens Tabernakels Tjeneste og til at staa for Menighedens Ansigt at tjene dem
Num	16	10	10. Og han har ladet dig og alle dine Brødre, Levi Børn, med dig komme naer, og nu søge I ogsaa Praestedømmet!
Num	16	11	11. Derfor er du og alt dit Selskab, de som ere forsamlede, imod Herren; og Aron, hvad er han, at I knurre imod ham?
Num	16	12	12. Og Mose sendte hen at kalde ad Dathan og ad Abiram, Eliabs Sønner, og de sagde: Vi komme ikke op.
Num	16	13	13. Er det for lidet, at du har ført os op af et Land, som flyder med Maelk og Honning, for at lade os dø i Ørken? thi du vil endog aldeles tiltage dig selv Herredømmet over os.
Num	16	14	14. Du har visselig ikke ført os ind i et Land, som flyder med Maelk og Honning, eller givet os Agre og Vingaarde til Arv; vil du blaende Øjnene paa disse Maend? vi ville ikke komme op.
Num	16	15	15. Da blev Mose saare vred og sagde til Herren: Vend dig ikke til deres Madoffer; jeg har ikke taget et Asen fra dem, og jeg har ikke gjort een iblandt dem ondt.
Num	16	16	16. Og Mose sagde til Kora: vaer du og dit ganske Selskab for Herrens Ansigt, du og de og Aron, i Morgen,
Num	16	17	17. og tager hver sit Ildkar og laegger Røgelse paa dem, og hver føre sit Ildkar frem for Herrens Ansigt, to Hundrede og halvtredsindstyve Ildkar; og du og Aron, hver med sit Ildkar!
Num	16	18	18. Og de toge hver sit Ildkar og lagde Ild i dem og lagde Røgelse paa dem, og de stode for Forsamlingens Pauluns Dør, ligeledes Mose og Aron.
Num	16	19	19. Og Kora samlede den ganske Menighed imod dem til Forsamlingens Pauluns Dør; men Herrens Herlighed viste sig for den ganske Menighed.
Num	16	20	20. Og Herren talede til Mose og til Aron og sagde:
Num	16	21	21. Skiller eder midt ud af denne Menighed, saa vil jeg gøre Ende paa dem, i et Øjeblik.
Num	16	22	22. Men de faldt ned paa deres Ansigter og sagde: Gud, alt Køds Aanders Gud! om den ene Mand synder, vil du derfor blive vred paa al Menigheden?
Num	16	23	23. Og Herren talede til Mose og sagde:
Num	16	24	24. Tal til Menigheden og sig: Gaar bort trindt omkring fra Kora, Dathans og Abirams Bolig.
Num	16	25	25. Og Mose stod op og gik til Dathan og Abiram, og de Aeldste af Israel gik efter ham.
Num	16	26	26. Og han talede til Menigheden og sagde: Kaere, viger bort fra disse ugudelige Maends Telte, og rører ikke ved noget af det, som hører, dem til, at I ikke skulle omkomme i alle deres Synder.
Num	16	27	27. Og; de gik bort fra Koras, Dathans og Abirams Bolig trindt omkring; men Dathan og Abiram vare gangne ud og stode i deres Teltes Dør, og deres Hustruer og deres Sønner og deres smaa Børn.
Num	16	28	28. Og Mose sagde: Derpaa skulle I kende, at Herren har sendt mig at gøre alle disse Gerninger, og at de ikke ere af mit eget Hjerte:
Num	16	29	29. Dersom disse dø, som alle Mennesker dø, eller hjemsøges, som alle Mennesker hjemsøges, da har Herren ikke sendt mig;
Num	16	30	30. men dersom Herren skaber noget nyt, at Jorden oplader sin Mund og opsluger dem og alt det, de have, saa at de fare levende ned i Helvede, da skulle I kende, at disse Maend have opirret Herren.
Num	16	31	31. Og det skete, der han havde fuldendt at tale alle disse Ord, da revnede Jorden, som var under dem,
Num	16	32	32. og Jorden aabnede sin Mund og opslugte dem og deres Huse og hvert Menneske, som hørte Kora til, og alt Godset.
Num	16	33	33. Og de og alt det, de havde, fore levende ned i Helvede; og Jorden skjulte dem, og de omkom midt i Menigheden.
Num	16	34	34. Og al Israel, som var trindt omkring dem, flyede ved deres Skrig; thi de sagde: Blot Jorden ikke opsluger os!
Num	16	35	35. Og en Ild for ud fra Herren og fortaerede de to Hundrede og halvtredsindstyve Maend, som ofrede Røgelse.
Num	16	36	36. Og Herren talede til Mose og, sagde:
Num	16	37	37. Sig til Eleasar, Praesten Arons Søn, at han skal tage Ildkarrene ud af Branden og sprede Ilden langt bort; thi de ere helligede,
Num	16	38	38. deres Ildkar, som syndede imod deres Liv, og man skal slaa dem i brede Plader at beslaa Alteret med; thi de bare dem frem for Herrens Ansigt, og de ere helligede; og de skulle vaere Israels Børn til et Tegn.
Num	16	39	39. Saa tog Eleasar, Praesten, de Ildkar af Kobber, som de opbraendte havde ofret med, og slog dem ud til Plader til at beslaa Alteret med,
Num	16	40	40. Israels Børn til en Ihukommelse, paa det at ingen fremmed Mand, som ikke er af Arons Saed, skal naerme sig for at gøre Offer af Røgelse for Herrens Ansigt; og at det ikke skal gaa ham som Kora og som hans Selskab, som Herren havde sagt ham ved Mose.
Num	16	41	41. Men den anden Dag knurrede al Israels Børns Menighed mod Mose og mod Aron og sagde: I have slaget Herrens Folk ihjel.
Num	16	42	42. Og det skete, der Menigheden samledes mod Mose og mod Aron, da vendte disse sig til Forsamlingens Paulun, og se, Skyen skjulte det; og Herrens Herlighed lod sig se.
Num	16	43	43. Og Mose og Aron kom frem foran Forsamlingens Paulun.
Num	16	44	44. Og Herren talede til Mose og sagde:
Num	16	45	45. Forføjer eder midt ud af denne Menighed, saa vil jeg gøre Ende paa dem i et Øjeblik; og de faldt ned paa deres Ansigter.
Num	16	46	46. Og Mose sagde til Aron: Tag Ildkarret og laeg Ild fra Alteret og laeg Røgelse derpaa, og gak hasteligen hen til Menigheden og gør Forligelse for dem; thi en Vrede er udgangen fra Herrens Ansigt, Plagen er begyndt.
Num	16	47	47. Og Aron tog det, Iigesom Mose havde sagt, og løb hen midt i Forsamlingen, og se, Plagen var begyndt iblandt Folket; saa kom han Røgelse derpaa og gjorde Forligelse for Folket.
Num	16	48	48. Og han stod imellem de døde og imellem de levende, og Plagen hørte op.
Num	16	49	49. Men de, som døde i Plagen, vare fjorten Tusinde og syv Hundrede foruden dem, som døde for Koras Handels Skyld.
Num	16	50	50. Og Aron kom til Mose igen for Forsamlingens Pauluns Dør, og Plagen var hørt op.
------------------------Fjerde Mosebog, Kapitel 17
Num	17	1	1. Og Herren talede til Mose og sagde:
Num	17	2	2. Tal til Israels Børn og tag af dem een Kaep for hvert Faedrenehus, af alle deres Fyrster for deres Faedrenehuse, tolv Kaeppe; du skal skrive hvers Navn paa hans Kaep.
Num	17	3	3. Og du skal skrive Arons Navn paa Levi Kaep; thi der skal vaere een Kaep for hver Øverste over deres Faedrenehuse.
Num	17	4	4. Og du skal laegge dem i Forsamlingens Paulun lige for Vidnesbyrdet, hvor jeg vil komme sammen med eder.
Num	17	5	5. Og det skal ske, den Mand, jeg udvaelger, hans Kaep skal blomstre; at jeg kan stille Israels Børns Knur imod mig, hvormed de knurre imod eder.
Num	17	6	6. Og Mose talede til Israels Børn, og alle deres Fyrster gave ham for enhver Fyrste een Kaep, efter deres Faedrenehuse, tolv Kaeppe; og Arons Kaep var midt iblandt deres Kaeppe.
Num	17	7	7. Og Mose lagde Kaeppene for Herrens Ansigt i Vidnesbyrdets Paulun.
Num	17	8	8. Og det skete den anden Dag, da kom Mose til Vidnesbyrdets Paulun, og se, Arons Kaep for Levi Hus havde blomstret, ja, den havde baade skudt Knopper og fremført Blomster og baaret modne Mandler.
Num	17	9	9. Og Mose bar alle Kaeppene ud fra Herrens Ansigt til alle Israels Børn, og de saa dem, og de toge hver sin Kaep.
Num	17	10	10. Og Herren sagde til Mose: Baer Arons Kaep ind igen lige for Vidnesbyrdet, i Forvaring, til et Tegn imod de genstridige Børn; og du skal gøre en Ende paa deres Knur imod mig, at de ikke skulle dø.
Num	17	11	11. Og Mose gjorde det, ligesom Herren befalede ham, saaledes gjorde han.
Num	17	12	12. Og Israels Børn sagde til Mose, sigende: Se, vi maa opgive Aanden, vi omkomme, vi omkomme alle sammen!
Num	17	13	13. Enhver som kommer naer den som kommer naer til Herrens Tabernakel, han maa dø; mon det da skulde vaere forbi med os, og vi skulde opgive Aanden?
------------------------Fjerde Mosebog, Kapitel 18
Num	18	1	1. Og Herren sagde til Aron: Du og dine Sønner og din Faders Hus med dig, I skulle baere Skylden for, hvad der forses mod Helligdommen; og du og dine Sønner med dig, I skulle baere Skylden for, hvad I forse eder imod eders Praestedømme.
Num	18	2	2. Og før ogsaa dine Brødre, Levi Stamme, din Faders Stamme, frem tillige med dig, og de skulle slutte sig til dig og tjene dig; men du og dine Sønner med dig, I skulle vaere foran Vidnesbyrdets Paulun.
Num	18	3	3. Og de skulle tage Vare paa, hvad du vil have varetaget, og paa hvad der ved det ganske Paulun er at varetage; dog skulle de ikke naerme sig Helligdommens Redskaber eller Alteret, at ikke baade de og I skulle dø.
Num	18	4	4. Men de skulle slutte sig til dig og tage Vare paa, hvad der ved Forsamlingens Paulun er at varetage i al Paulunets Tjeneste; men en uvedkommende skal ikke holde sig naer til eder.
Num	18	5	5. Saa tager Vare paa, hvad der er at varetage ved Helligdommen, og paa hvad der er at varetage ved Alteret, at der ikke ydermere skal komme en Vrede over Israels Børn.
Num	18	6	6. Og jeg, se, jeg har taget eders Brødre, Leviterne, midt ud af Israels Børn; de ere givne eder som en Gave for Herren, til at besørge Forsamlingens Pauluns Tjeneste.
Num	18	7	7. Men du, og dine Sønner med dig, skulle tage Vare paa eders, Praestedømme, i al den Gerning, som hører til Alteret og inden for Forhaenget, og I skulle tjene der; jeg giver eder eders Praestedømme som Tjeneste, der er en Gave; men den uvedkommende, som naermer sig, skal dødes.
Num	18	8	8. Og Herren talede til Aron: Jeg, se, jeg har givet dig Varetaegten over mine Offergaver; alle de Ting. som Israels Børn hellige, har jeg givet dig for din Salvelses Skyld og dine Børn til en evig Rettighed.
Num	18	9	9. Dette skal høre dig til af det højhellige, af Ildofrene: Alle deres Ofre af alle deres Madofre og af alle deres Syndofre og af alle deres Skyldofre, som de skulle betale mig, det skal vaere dig og dine Sønner højhelligt.
Num	18	10	10. Paa et højhelligt Sted skal du aede det; alt Mandkøn skal aede deraf; det skal vaere dig en Hellighed.
Num	18	11	11. Og dette hører dig til: Deres Offergave af alle Israels Børns Rørelsesofre; dig har jeg givet dem og dine Sønner og dine Døtre med dig til en evig Rettighed; hver som er ren i dit Hus, maa aede det.
Num	18	12	12. Alt det bedste af Olie og alt det bedste af ny Vin og Korn, deres Førstegrøde, som de skulle give Herren, det har jeg givet dig.
Num	18	13	13. Førstegrøden af alt det, som er i deres Land, som de skulle føre frem for Herren, skal høre dig til; hver som er ren i dit Hus, skal aede deraf.
Num	18	14	14. Alt det, som er lyst i Band i Israel, skal høre dig til.
Num	18	15	15. Alt det, som aabner Moders Liv, af alt Kød, som de skulle bringe frem for Herren, af Mennesker eller af Dyr, det skal vaere dit; dog skal du løse de førstefødte af Menneskene og løse det førstefødte af urene Dyr.
Num	18	16	16. Og det, som skal løses deraf, det skal du løse, fra det er en Maaned gammelt, efter din Vurdering for fem Sekel Sølv efter Helligdommens Sekel: Den er tyve Gera.
Num	18	17	17. Men det førstefødte af Øksne eller det førstefødte af Faar eller det førstefødte af Geder skal du ikke løse, de ere hellige; deres Blod skal du staenke paa Alteret, og du skal gøre et Røgoffer af deres Fedt, et Ildoffer til en behagelig Lugt for Herren.
Num	18	18	18. Og deres Kød skal høre dig til; ligesom Rørelsens Bryst og som den højre Bov skal det høre dig til.
Num	18	19	19. Alle Gaver af de hellige Ting, som Israels Børn skulle bringe Herren, har jeg givet dig og dine Sønner og dine Døtre med dig til en evig Rettighed; det skal vaere en evig Saltpagt for Herrens Ansigt, for dig og for din Saed med dig.
Num	18	20	20. Og Herren sagde til Aron: Du skal ikke arve i deres Land, og du skal ikke have Del midt iblandt dem; jeg er din Del og din Arv midt iblandt Israels Børn.
Num	18	21	21. Men se, jeg har givet Levi Børn al Tienden i Israel til en Arv, for deres Tjeneste, som de besørge, nemlig Tjenesten ved Forsamlingens Paulun.
Num	18	22	22. Og Israels Børn maa ikke ydermere naerme sig Forsamlingens Paulun, at de ikke skulle paadrage sig Synd og dø.
Num	18	23	23. Men Leviten, han skal besørge Tjenesten ved Forsamlingens Paulun, og de skulle baere Skyld for, hvad de forse sig; dette skal vaere en evig Skik hos eders Efterkommere, og de skulle intet Arvegods arve midt iblandt Israels Børn.
Num	18	24	24. Thi Israels Børns Tiende, som de skulle yde Herren til en Gave, har jeg givet Leviterne til Arv; derfor har jeg sagt til dem, at de skulle intet Arvegods arve midt iblandt Israels Børn.
Num	18	25	25. Og Herren talede til Mose og sagde:
Num	18	26	26. Og til Leviterne skal du tale og sige til dem: Naar I tage den Tiende af Israels Børn, som jeg har givet eder af dem til eders Arv, da skulle I yde Herren en Gave deraf, nemlig den tiende Del af Tienden.
Num	18	27	27. Og Gaven, der er ydet eder, skal regnes eder ligesom Kornet af Loen og ligesom Fylden af Persen.
Num	18	28	28. Saaledes skulle ogsaa I yde en Gave til Herren af alle eders Tiender, som I skulle tage af Israels Børn, og I skulle give Aron, Praesten, Gaven til Herren deraf
Num	18	29	29. Af alle Gaver til eder skulle I yde den hele Gave til Herren, af alt det bedste deraf, den ham helligede Del deraf.
Num	18	30	30. Og du skal sige til dem: Naar I yde det bedste deraf, da skal det regnes Leviterne ligesom en Indkomst af Loen og ligesom en Indkomst af Persen.
Num	18	31	31. Og I maa aede det paa alle Steder, I og eders Hus; thi det er eders Løn for eders Tjeneste ved Forsamlingens Paulun.
Num	18	32	32. Saa skulle I ikke paadrage eder Synd for den Sags Skyld, naar I yde det bedste deraf; og I skulle ikke vanhellige Israels Børns hellige Ting, at I ikke skulle dø.
------------------------Fjerde Mosebog, Kapitel 19
Num	19	1	1. Og Herren talede til Mose og til Aron og sagde:
Num	19	2	2. Dette skal vaere Lovens Skik, som Herren har budet og sagt: Sig til Israels Børn, at de skulle tage til dig en rød Kvie, uden Lyde, paa hvilken ingen Men er, og paa hvilken der ikke er kommet Aag.
Num	19	3	3. Og I skulle give den til Eleasar, Praesten, og han skal føre den hen uden for Lejren, og man skal slagte den for hans Ansigt.
Num	19	4	4. Og Eleasar, Praesten, skal tage af dens Blod paa sin Finger, og han skal staenke af dens Blod hen imod Forsiden af Forsamlingens Paulun syv Gange.
Num	19	5	5. Og man skal opbraende Kvien for hans Øjne, dens Hud og dens Kød og dens Blod skal man opbraende tillige med dens Møg
Num	19	6	6. Og Praesten skal tage Cedertrae og Isop og Skarlagen, og han skal kaste det midt paa Kviens Baal.
Num	19	7	7. Og Praesten skal to sine Klaeder og bade sit Legeme i Vand, og derefter skal han komme i Lejren; og Praesten skal vaere uren indtil Aftenen
Num	19	8	8. Og den, som opbraendte den, skal to sine Klaeder i Vand og bade sit Legeme i Vand og vaere uren indtil Aftenen.
Num	19	9	9. Og en Mand, som er ren, skal sanke Asken af Kvien og laegge den uden for Lejren paa et rent Sted, og den skal vaere i Forvaring til Israels Børns Menighed, til Renselsesvand, det er Syndoffer.
Num	19	10	10. Og den, som har sanket Asken af Kvien, skal to sine Klaeder og vaere uren indtil Aftenen. Og dette skal vaere for Israels Børn og for den fremmede, som opholder sig midt iblandt eder, til en evig Skik.
Num	19	11	11. Hvo som rører ved en død, ved noget Menneskes Lig, han skal vaere uren i syv Dage.
Num	19	12	12. Han skal dermed rense sig fra Synden paa den tredie Dag og paa den syvende Dag, saa bliver han ren; og renser han sig ikke fra Synden paa den tredje Dag og paa den syvende Dag, saa bliver han ikke ren.
Num	19	13	13. Enhver som rører ved en død, ved et dødt Menneskes Lig, og ikke vil rense sig fra Synden, han gør Herrens Tabernakel urent, og den Sjael skal udryddes af Israel, fordi Renselsesvand ikke blev staenket paa ham; han skal vaere uren, hans Urenhed er fremdeles paa ham.
Num	19	14	14. Dette er Loven, naar et Menneske dør i Teltet, hver den, som kommer ind i Teltet, og alt det, som er i Teltet, skal vaere urent i syv Dage;
Num	19	15	15. og hvert aabent Kar, som der ikke er bundet et Stykke Klaede over, det er urent.
Num	19	16	16. Og hver som rører ved nogen paa Marken, der er ihjelslaget med Svaerd, eller ved en død eller ved et Menneskes Ben eller ved en Grav, den skal vaere uren i syv Dage.
Num	19	17	17. Saa skulle de tage for den urene af det braendte Syndoffers Aske, og man skal komme rindende Vand derpaa i et Kar.
Num	19	18	18. Og en Mand, som er ren, skal tage Isop og dyppe i Vandet, og staenke over Teltet og over alle Karrene og over Personerne, som have vaeret der, og over den, som har rørt ved et Ben eller ved en ihjelslagen eller ved en død eller ved en Grav.
Num	19	19	19. Og den rene skal staenke paa den urene paa den tredje Dag og paa den syvende Dag og rense ham fra Synden paa den syvende Dag, og han skal to sine Klaeder og bade sig i Vand, saa bliver han ren om Aftenen.
Num	19	20	20. Og den som bliver uren og ikke vil rense sig fra Synden, den Sjael skal udryddes af Forsamlingen; thi han har gjort Herrens Helligdom uren, Renselsens Vand blev ikke staenket paa ham, han er uren.
Num	19	21	21. Og det skal vaere dem til en evig Skik; og den, som staenker Renselsesvandet, skal to sine Klaeder, og den, som rører ved Renselsesvandet, skal vaere uren indtil Aftenen.
Num	19	22	22. Og alt det, den urene rører ved, skal vaere urent, og den Person, som rører ved ham, skal vaere uren indtil Aftenen.
------------------------Fjerde Mosebog, Kapitel 20
Num	20	1	1. Og Israels Børn, den ganske Menighed, kom i den Ørk Zin, i den første Maaned, og Folket blev i Kades; og Maria døde der og blev begraven der.
Num	20	2	2. Og Menigheden havde intet Vand; da forsamledes de, mod Mose og mod Aron.
Num	20	3	3. Og Folket kivedes med Mose, og de sagde: Gid vi dog havde opgivet Aanden, dengang vore Brødre opgave Aanden for Herrens Ansigt.
Num	20	4	4. Og hvorfor førte I Herrens Menighed ind i denne Ørk, at vi skulle dø der, vi og vore Dyr?
Num	20	5	5. Og hvorfor førte I os op af Aegypten for at bringe os til dette slemme Sted, som ikke er et Sted til Saed og Figen og Vin og Granataeble, og hvor der ikke er Vand at drikke?
Num	20	6	6. Og Mose og Aron kom fra Menighedens Ansigt til Forsamlingens Pauluns Dør og faldt. ned paa deres Ansigter; og Herrens Herlighed viste sig for dem.
Num	20	7	7. Og Herren talede til Mose og sagde:
Num	20	8	8. Tag Staven, og saml Menigheden, du og Aron, din Broder, og I skulle tale til Klippen for deres Øjne, saa, skal den give Vand af sig; og du skal lade Vand af Klippen komme ud til dem og give Menigheden og deres Dyr at drikke.
Num	20	9	9. Da tog Mose Staven bort fra Herrens Ansigt, som han havde befale ham.
Num	20	10	10. Og Mose og Aron samled Menigheden lige for Klippen; og han sagde til dem: Hører dog, I genstridige! monne vi kunne lade Vand komme ud til eder af denne Klippe?
Num	20	11	11. Og Mose opløftede sin Haand og slog Klippen med sin Stav to Gange; da udgik meget Vand, saa Menigheden drak og deres Dyr.
Num	20	12	12. Og Herren sagde til Mose til Aron: Fordi I ikke troede paa mig, til at helliggøre mig for Israls Børns Øjne, derfor skulle I ikke føre denne Menighed ind i det Land, som jeg har givet dem.
Num	20	13	13. Dette er Kiv vandet, hvor Israels Børn kivedes med Herren; og han helliggjorde paa dem.
Num	20	14	14. Og Mose sendte Bud fra Kades til Edoms Konge, saalunde: Saa siger din Broder Israel: Du ved: den Moje, som os er vederfaren,
Num	20	15	15. at vore Faedre droge ned til Aegypten. og vi boede lang Tid i Aegypten, og Aegypterne handlede ilde med os med vore Faedre.
Num	20	16	16. Og vi raabte til Herren, og han hørte vor Røst og sendte en Engel og udførte os af Aegypten, og se, vi ere i Kades, Staden ved det yderste af dit Landemaerke.
Num	20	17	17. Kaere, lad os gaa igennem dit Land, vi ville hverken gaa igennem Ager eller Vingaard og ej drikke Vand af nogen Brønd, vi ville gaa ad Kongevejen, vi ville hverken bøje til den højre eller til den venstre Side, indtil vi ere komne igennem dit Landemaerke.
Num	20	18	18. Og Edom sagde til ham: Du maa ikke gaa igennem mit Land, at jeg ikke skal drage ud mod dig med Svaerd.
Num	20	19	19. Og Israels, Børn sagde til ham: Vi ville gaa op, ad den alfare Vej, og dersom vi drikke af Vandet hos dig, jeg og mit Kvaeg, da vil jeg give Betaling derfor; jeg vil slet intet gøre uden at gaa igennem til Fods.
Num	20	20	20. Men han sagde: Du maa ikke gaa igennem; og Edom drog ud imod ham med et svart Folk og en staerk Haand.
Num	20	21	21. Saa vaegrede Edom sig ved at tillade Israel at gaa igennem sit Landemaerke; og Israel bøjede af Vejen for ham.
Num	20	22	22. Og de rejste fra Kades; og Israels Børn, al Menigheden kom til det Bjerg Hor.
Num	20	23	23. Og Herren talede til Mose og til Aron ved det Bjerg Hor, ved Edoms Landemaerke, og sagde:
Num	20	24	24. Aron skal samles til sit Folk, thi han skal ikke komme ind i det Land, som jeg har givet Israels Børn, fordi I vare genstridige mod min Mund ved Meribas Vand.
Num	20	25	25. Tag Aron og Eleasar, hans Søn, og før dem op paa det Bjerg Hor.
Num	20	26	26. Og før Aron af sine Klaeder, og før Eleasar, hans Søn, i dem; og Aron skal samles til sit Folk og dø der.
Num	20	27	27. Da gjorde Mose, som Herren havde befalet; og de gik op paa det Bjerg Hor for den ganske Menigheds Øjne.
Num	20	28	28. Og Mose førte Aron af sine Klaeder og førte Eleasar, hans Ssn, i dem; saa døde Aron der oven paa Bjerget; men Mose og Eleasar gik ned ad Bjerget.
Num	20	29	29. Og der al Menigheden saa, at Aron havde opgivet Aanden, da begraed de Aron i tredive Dage, hele Israels Hus.
------------------------Fjerde Mosebog, Kapitel 21
Num	21	1	1. Der Kananiten, Arads Konge, som boede i Sydlandet, hørte, at Israel kom ind ad Spejdernes Vej, da stred han imod Israel og førte nogle af dem bort i Fangenskab.
Num	21	2	2. Da lovede Israel Herren et Løfte og sagde: Dersom du giver dette Folk i min Haand, da vil jeg lyse deres Staeder i Band.
Num	21	3	3. Og Herren hørte Israels Røst og overgav Kananiterne, og man bandlyste dem og deres Staeder og kaldte det Steds Navn Horma.
Num	21	4	4. Saa rejste de fra det Bjerg Hor paa Vejen til det røde Hav, for at drage omkring Edoms Land; og Folkets Sjael blev utaalmodig paa Vejen.
Num	21	5	5. Og Folket talede imod Gud og imod Mose: Hvorfor førte I os op af Aegypten for at dø i Ørken? thi her er hverken Brød eller Vand, og vor Sjael kedes ved denne ringe, Mad.
Num	21	6	6. Da sendte Herren giftige Slanger iblandt Folket, og de bed Folket, og der døde meget Folk af Israel.
Num	21	7	7. Da kom Folket til Mose, og de sagde: vi have syndet, thi vi have talet imod Herren og imod dig, bed til Herren, at han vil tage de Slanger fra os; og Mose bad for Folket.
Num	21	8	8. Da sagde Herren til Mose: Gør dig en Slange, og saet den paa en Stang; og det skal ske, at hver som er bidt og ser den, han skal leve.
Num	21	9	9. Da gjorde Mose en Kobberslange og satte den paa en Stang; og det skete, naar en Slange havde bidt nogen, og han saa til den Kobberslange, da blev han i Live.
Num	21	10	10. Og Israels Børn rejste derfra, og de lejrede sig i Oboth.
Num	21	11	11. Og de rejste fra Oboth, og de lejrede sig ved Abirams Høje i Ørken, som er lige foran Moab, mod Solens Opgang.
Num	21	12	12. Derfra rejste de og lejrede sig ved den Baek Sered.
Num	21	13	13. Derfra rejste de og; lejrede sig paa denne Side Arnon, som er i Ørken, og som gaar ud fra Amoriternes Landemaerke; thi Arnon var Moabs Landemaerke imellem Moab og imellem Amoriterne.
Num	21	14	14. Derfor siges i Herrens Strids bog: "Vaheb i Sufa og Arnons Baekke,
Num	21	15	15. og Baekkenes Løb, som straekker sig til Ars Bolig og støder paa Moabs Landemaerke.
Num	21	16	16. Og derfra rejste de til Beer, det er den Brønd, som Herren talede om til Mose: Saml Folket, og jeg vil give dem Vand.
Num	21	17	17. Da sang Israel denne Sang: Stig, Brønd! sjunger om den.
Num	21	18	18. Brønd, som er graven af Fyrsterne, kastet af de aedle iblandt Folket, med Fyrstespir, med deres Herskerstave! Og fra den Ørk rejste de til Matthana,
Num	21	19	19. og fra Matthana til Nahaliel, og fra Nahaliel til Bamoth,
Num	21	20	20. og fra Bamoth til den Dal som er paa Moabs Mark, mod Toppen af Pisga, der skuer ud over Ørken.
Num	21	21	21. Israel sendte Bud hen til Sihon, Amoriternes Konge, og lod sige:
Num	21	22	22. Lad mig gaa igennem dit Land, vi ville ikke bøje ind paa Ager eller paa Vingaard, vi ville ikke drikke Vand af nogen Brønd, vi ville drage ad Kongevejen, indtil vi ere komne igennem dit Landemaerke.
Num	21	23	23. Og Sihon vilde ikke tilstede Israel at gaa igennem sit Landemaerke; men Sihon samlede alt sit Folk og drog ud mod Israel i Ørken og kom til Jaza; og han stred imod Israel.
Num	21	24	24. Men Israel slog ham med skarpe Svaerd og indtog hans Land til Ejendom, fra Arnon indtil Jabok, indtil Ammons Børn; men Ammons Børns Landemaerke var fast.
Num	21	25	25. Saa indtog Israel alle disse Staeder, og Israel tog Bolig i alle Amoriternes Staeder, i Hesbon, og alle dens tilliggende Byer.
Num	21	26	26. Thi Hesbon var Sihons, Amoriternes Konges, Stad; og han havde stridt mod Moabiternes forrige Konge og taget alt hans Land fra ham indtil Arnon.
Num	21	27	27. Derfor sige de, som tale Ordsprog: Kommer til Hesbon! Sihons Stad skal bygges og grundfaestes.
Num	21	28	28. Thi der er udgangen en Ild af Hesbon, en Lue af Sihons Stad, den har fortaeret Ar i Moab, Herrerne over Arnons Høje.
Num	21	29	29. Ve dig, Moab! du, Kamos Folk, er fortabt! han har givet sine Sønner som Flygtninge og sine Døtre som Fanger til Sihon, Amoriternes Konge.
Num	21	30	30. Og vi have nedskudt dem; Hesbon er tabt indtil Dibon; og vi have lagt dem øde indtil Nofa, som naar indtil Medba.
Num	21	31	31. Saa tog Israel Bolig i Amoriternes Land.
Num	21	32	32. Og Moses, sendte ud at bespejde Jaeser, og indtoge dens tilliggende Byer; han fordrev Amoriterne, som var der.
Num	21	33	33. Og de vendte sig og droge ad Vejen til Basan; da drog Og Kongen af Basan, ud imod dem han og alt hans Folk til Strid, til Edrei.
Num	21	34	34. Og Herren sagde til Mose: Frygt ikke for ham; thi jeg har givet ham i din Haand, og alt hans Folk og hans Land; og du skal gøre ved ham, ligesom du gjorde ved Sihon, Amoriternes Konge, som boede i Hesbon.
Num	21	35	35. Og de sloge ham og hans Sønner og alt hans Folk, saa at man ikke lod nogen blive tilovers for ham, og de indtog hans Land til Ejendom.
------------------------Fjerde Mosebog, Kapitel 22
Num	22	1	1. Og Israels Børn rejste derfra; og de lejrede sig paa Moabiternes slette Marker; paa hin Side Jordanen mod Jeriko.
Num	22	2	2. Og Balak, Zippors Søn, saa alt det, som Israel havde gjort Amoriterne.
Num	22	3	3. Og Moabiterne frygtede saa for Folket, fordi det var talrigt; og Moabiterne gruede for Israels Børn.
Num	22	4	4. Da sagde Moab til Midtianiternes Aeldste: Nu skal denne Flok opslikke alt rundt omkring os, ligesom Oksen opslikker grønne Urter paa Marken; men Balak, Zippors Søn, var Moabiternes Konge paa den Tid.
Num	22	5	5. Og han sendte Bud til Bileam, Beors Søn, til Pethor, som er ved Floden, til hans Folks Børns Land, for at kalde ham, sigende: Se, et Folk er udgaaet af Aegypten, se, det skjuler Jordens Kreds, og det ligger tvaers over for mig.
Num	22	6	6. Og nu, kaere, gak hid, forband mig dette Folk, thi det er mig for maegtigt, maaske jeg kunde slaa det og uddrive det af Landet; thi jeg ved, at hvem du velsigner, er velsignet, og hvem du forbander, skal vaere forbandet
Num	22	7	7. Og de Aeldste af Moabiterne gik hen med de: Aeldste af Midianiterne, og Spaamandsløn var i deres Haand, og de kom til Bileam, og de talede Balaks Ord til ham.
Num	22	8	8. Og han sagde til dem: Bliver her i denne Nat, saa vil jeg give eder Svar, ligesom Herren vil tale til mig; saa bleve Moabiternes Fyrster hos Bileam.
Num	22	9	9. Og Gud kom til Bileam og sagde: Hvo ere Maend, som ere hos dig?
Num	22	10	10. Og Bileam sagde til Gud: Balak, Zippor Søn, Moabiternes Konge, har sendt til mig, sigende:
Num	22	11	11. Se her det Folk, som er udgaaet af Aegypten og skjuler Jordens Kreds! gak nu hid, forband mig det, maaske jeg; kunde stride imod det og uddrive det.
Num	22	12	12. Og Gud sagde til Bileam: Du skal ikke gaa med dem, du skal ikke, forbande Folket; thi det er velsignet.
Num	22	13	13. Da stod Bileam op om Morgenen og sagde til Balaks Fyrster: Gaar til eders Land; thi Herren vaegrer sig ved at tillade mig at gaa med eder.
Num	22	14	14. Saa gjorde Moabiternes Fyrster sig rede og kom til Balak, og de sagde: Bileam vaeg rede sig; ved at gaa med os.
Num	22	15	15. Da blev Balak endnu ved at sende flere og herligere Fyrster end disse.
Num	22	16	16. Og de kom til Bileam, og de sagde til ham: Saa siger Balak, Zippors Søn: Kaere, lad dig ikke forhindre fra at gaa til mig.
Num	22	17	17. Thi jeg vil aere dig; saare, og alt det, du siger til mig, vil jeg gøre; men gak hid, kaere, forband mig dette Folk!
Num	22	18	18. Og Bileam svarede og sagde til Balaks Tj enere: Dersom Balak vilde give mig sit Hus, fuldt af Sølv og Guld, kunde jeg dog ikke overtraede Herren min Guds Ord ved at gøre lidet eller stort.
Num	22	19	19. Men bliver dog nu her, ogsaa I, i denne Nat, saa vil jeg fornemme, hvad Herren vil ydermere tale med mig.
Num	22	20	20. Da kom Gud til Bileam om Natten og sagde til ham: Dersom de Maend ere komne for at kalde dig, da staa op, gak med dem; men dog, det Ord, som jeg vil tale til dig, det skal du gøre.
Num	22	21	21. Da stod Bileam op om Morgenen og sadlede sin Aseninde og drog med Moabiternes Fyrster.
Num	22	22	22. Men Guds Vrede optaendtes, fordi han drog med, og Herren Engel stillede sig i Vejen for at staa ham imod; men han red paa sin Aseninde, og hans tvende Drenge vare med ham.
Num	22	23	23. Og Aseninden saa Herrens Engel staa i Veien med et draget Svaerd i sin Haand, og Aseninden veg af Vejen og gik ud paa Marken; men Bileam slog Aseninden for at bøje den ind paa Vejen.
Num	22	24	24. Da stod Herrens Engel i en Hulvej imellem Vingaardene, hvor der var Stengaerde paa begge Sider.
Num	22	25	25. Og, der Aseninden saa Herrens Engel, da trykkede hun sig til Vaeggen og trykkede Bileams Fod til Vaeggen; og han slog hende end mere.
Num	22	26	26. Men Herrens Engel blev ved at gaa frem og stod paa et snaevert Sted, hvor der ingen Vej var til at vige til højre eller venstre Side.
Num	22	27	27. Og Aseninden saa Herrens Engel, og hun lagde sig ned under Bileam; da optaendtes Bileams Vrede, og han slog Aseninden med Kaeppen.
Num	22	28	28. Da aabnede Herren Asenindens Mund, og hun sagde til Bileam: Hvad har jeg gjort dig, at du har slaget mig nu tre Gange.
Num	22	29	29. Og Bileam sagde til Aseninden: Fordi du har drillet mig, gid jeg havde et Svaerd i min Haand, da vilde jeg nu slaa dig ihjel.
Num	22	30	30. Da sagde Aseninden til Bileam: Er jeg ikke din Aseninde, som du har redet paa al din Tid, indtil denne Dag? plejede jeg nogensinde at gøre saaledes imod dig? og han sagde: Nej.
Num	22	31	31. Da oplod Herren Bileams Øjne, at han saa Herrens Engel staaende i Vejen med det dragne Svaerd i sin Haand; og han bøjede sig og faldt ned paa sit Ansigt.
Num	22	32	32. Og Herrens Engel sagde til ham: Hvorfor har du slaget din Aseninde nu tre Gange? se, jeg er udgangen at staa dig imod; thi for mine Øjne fører denne Vej til Fordaervelse.
Num	22	33	33. Og Aseninden saa mig og veg nu tre Gange af Vejen: for mit Ansigt, ellers, dersom hun ikke var vegen af Vejen for mit Ansigt, da vilde jeg nu endogsaa have slaaet dig ihjel og ladet hende leve.
Num	22	34	34. Da sagde Bileam til Herrens Engel: Jeg har syndet, thi jeg vidste ikke, at du stod lige imod mig paa Vejen; og nu, dersom det er ondt for dine Øjne, vil jeg vende tilbage igen.
Num	22	35	35. Og Herrens Engel sagde til Bileam: Drag med Maendene, men kun det Ord, som jeg taler til dig, det skal du tale; saa drog Bileam med Balaks Fyrster.
Num	22	36	36. Og Balak hørte, at Bileam kom, og han drog ud ham i Møde til en Stad i Moab, som var ved Landemaerket Arnon, som er ved det yderste Landemaerke.
Num	22	37	37. Og Balak sagde til Bileam: Sendte jeg ikke Bud til dig at lade dig kalde? hvi drog du ikke til mig mon jeg virkelig ikke skulde kunne aere dig?
Num	22	38	38. Og Bileam sagde til Balak: Se, jeg er nu kommen til dig; mon jeg formaar at tale noget? det Ord, som Gud vil laegge i min Mund, det vil jeg tale.
Num	22	39	39. Saa for Bileam med Balak, og de kom til Kirjath- Husoth.
Num	22	40	40. Og Balak ofrede stort Kvaeg og smaat Kvaeg og sendte deraf til Bileam og til de Fyrster om vare hos ham.
Num	22	41	41. Og det skete om Morgenen, da tog Balak Bileam og førte ham op paa Baals Høje og han saa derfra det yderste af Folket.
------------------------Fjerde Mosebog, Kapitel 23
Num	23	1	1. Og Bileam sagde til Balak: Byg mig her syv Altere, og bered mig her syv Okser og syv Vaedre.
Num	23	2	2. Og Balak gjorde, som Bileam sagde; og Balak og Bileam ofrede en Okse og en Vaeder paa hvert Alter.
Num	23	3	3. Og Bileam sagde til Balak: Stil dig ved dit Braendoffer, og jeg vil gaa hen, maaske Herren møder mig, og det Ord, som han lader mig skue, vil jeg give dig til Kende; og han gik op paa et højt Sted.
Num	23	4	4. og Gud mødte Bileam, og denne sagde til ham: Jeg har oprejst syv Altere og ofret en Okse og en Vaeder paa hvert Alter.
Num	23	5	5. Da lagde Herren Ord i Bileams Mund og sagde: Vend tilbage til Balak, og saaledes skal du tale.
Num	23	6	6. Og han vendte tilbage til ham, og se, har stod ved sit Braendoffer, han og alle Moabiternes Fyrster.
Num	23	7	7. Da tog har til sit Sprog og sagde: Fra Syrien har Balak, Moabiternes Konge, ladet mig hente, fra Bjergene mod Østen Gak hid, forband mig Jakob, og gak hid, øs Vrede paa Israel!
Num	23	8	8. Hvor ledes skal jeg forbande, da Gud ikke forbander ham? hvorledes skal jeg vredes, da Herren ikke vredes
Num	23	9	9. Thi fra Klippernes Top ser jeg; ham, og fra Højene skuer jeg ham, se det Folk skal bo alene og skal ikke regne sig til Hedningerne
Num	23	10	10. Hvo har talt Jakobs Støv og Tallet paa den fjerde Part af Israel? Min Sjael dø de oprigtiges Død, og mit Endeligt vorde som hans!
Num	23	11	11. Da sagde Balak til Bileam: Hvad gør du imod mig? jeg tog dig hid til at forbande mine Fjender, og se du har velsignet dem.
Num	23	12	12. Og han svarede og sagde: Skal jeg ikke tage Vare paa at tale det, som Herren laegger i min Mund
Num	23	13	13. Og Balak sagde til ham: Kaere kom med mig til et andet Sted, fra hvilket du kan se dem, dog skal ud kun se det yderste af dem, men du skal ikke se dem alle; og forband mig dem derfra.
Num	23	14	14. Og han tog ham med sig paa Zofims Mark til Pisgas Top og byggede syv Altre og ofrede en Okse og en Vaeder paa hvert Alter.
Num	23	15	15. Og han sagde til Balak: Stil dig her ved dit Braendoffer, og jeg vil saa søge et Møde.
Num	23	16	16. Og Herren mødte Bileam og lagde Ord i hans Mund, og han sagde: Vend tilbage til Balak, og saaledes skal du tale.
Num	23	17	17. Og han kom til ham, og se, han stod ved sit Braendoffer og Moabiternes Fyrster hos ham, og Balak sagde til ham: Hvad sagde Herren?
Num	23	18	18. Og han tog til sit Sprog og sagde: Staa op, Balak, og hør, bøj dit Øre til mig, Zippors Søn!
Num	23	19	19. Gud er ikke et Menneske, at han lyver, ej heller et Menneskes Barn, at han skulde angre; har han sagt det, skulde ikke gøre det? og har han talet, og skulde ikke holde det?
Num	23	20	20. Se, at velsigne er mig overdraget; han velsignede, og jeg kan ikke forandre det.
Num	23	21	21. Han skuede ikke Uret i Jakob, og saa ikke Jammer i Israel; Herren, hans Gud, er med ham, og Kongejubel hos ham.
Num	23	22	22. Gud er den, som førte dem ud af Aegypten, de have megen Styrke som Enhjørningen.
Num	23	23	23. Thi der er ingen Spaadomskunst i Jakob og ingen Sandsigerkunst i Israel; i sin Tid skal der siges til Jakob og til Israel, hvad Gud har gjort.
Num	23	24	24. Se, det Folk skal staa op som en Løvinde og ophøje sig som en Løve; det skal ikke laegge sig, før det aeder Rovet og drikker de ihjelslagnes Blod.
Num	23	25	25. Da sagde Balak til Bileam: Du skal hverken forbande det, ej heller skal du velsigne det.
Num	23	26	26. Og Bileam svarede og sagde til Balak: Har jeg ej talet til dig og sagt: Alt det, som Herren vil tale, det vil jeg gøre?
Num	23	27	27. Og Balak sagde til Bileam: Kaere, gaa med, jeg vil tage dig med hen hen til et andet Sted; maaske det maatte vaere Ret for Guds Øjne, at du derfra forbander mig det.
Num	23	28	28. Og Balak tog Bileam med sig paa Peors Top, som skuer ud over Ørken.
Num	23	29	29. Og Bileam sagde til Balak: Byg mig her syv Altere, og bered rnig her syv Okser og syv Vaedre.
Num	23	30	30. Og Balak gjorde, som Bileam sagde, og ofrede en Okse og en Vaeder paa hvert Alter.
------------------------Fjerde Mosebog, Kapitel 24
Num	24	1	1. Der Bileam saa, at det behagede Herren, at han velsignede Israel, da gik han ikke hen, som de andre Gange, at søge Spaadomme; men han rettede sit Ansigt mod Ørken.
Num	24	2	2. Og Bilam opløftede sine Øjne og saa Israel, som var lejret efter dets Stammer; og Guds Aand kom over ham.
Num	24	3	3. Og han tog til sit Sprog og sagde: Det siger Bileam, Beors Søn, og det siger den Mand hvis, Øje tillukket,
Num	24	4	4. det siger den, som hører Guds Taler, den, som ser den Almaegtiges Syn, den, der sank! ned, og hvem Øjnene blev aabnede paa:
Num	24	5	5. Hvor skønne er dine Telte, Jakob! og dine Boliger, Israel;
Num	24	6	6. Ligesom Baekke udbrede de sig, som Haverne ved en Flod, som Aloetraeer, Herren har plantet, som Cedrene ved Vandet
Num	24	7	7. Der skal flyde Vand af hans Spande, og hans Afkom skal vaere ved de mange Vande, hans Konge skal blive maegtigere end Agag og hans Rige skal ophøjes
Num	24	8	8. Gud er den, som førte ham ud af Aegypten, de have megen Styrke, Enhjørningen; han skal fortaere Hedningerne, sine Fjender, og bryde deres Ben og saare dem med sine Pile.
Num	24	9	9. Han har bøjet sig, lagt sig som en Løve og som en Løveinde, hvo tør jage ham op? velsignet vaere de, som dig velsigne, og forbandet vaere de, som dig forbande,
Num	24	10	10. Da optaendtes Balaks Vrede mod Bileam, og han slog sine Haender sammen: og Balak sagde til Bileam Jeg kaldte dig til at forbande mine Fjender, og se, du har velsignet nu tre Gange.
Num	24	11	11. Og nu, fly du til dit Sted jeg havde sagt Jeg vil aere dig, men se, Herren har forhindret dig fra den Aere.
Num	24	12	12. Og Bileam sagde til Balak: Talede jeg ikke ogsaa til dine Bud, som du sendte til mig, og sagde:
Num	24	13	13. Dersom Balak vilde give mig sit Hus, fuldt af Sølv og Guld, saa kunde jeg ikke overtraede Herrens Ord, til at gøre godt eller ondt efter mit eget Hjerte; det som Herren vil tale, det vil jeg tale.
Num	24	14	14. Og nu se, jeg drager til mit Folk; gak hid, jeg vil raade dig, hvad dette Folk skal gøre ved dit Folk i de sidste Dage.
Num	24	15	15. Og han tog til sit Sprog og sagde: Det siger Bileam, Beors Søn, det siger den Mand, hvis Øje er tillukket;
Num	24	16	16. det siger den, som hører Guds Taler, og som ved den Højestes Vidskab, den, som ser den Almaegtiges Syn, den, der sank ned, og hvem Øjnene bleve aabnede paa:
Num	24	17	17. Jeg ser ham, dog ikke nu, jeg skuer ham, men ikke naer; der opgaar en Stjerne af Jakob, og der haever sig et Spir af Israel, og det knuser Moabs Hjørner og ødelaegger alle Seths Børn.
Num	24	18	18. Og Edom skal vaere hans Ejendom, og Sejr, hans Fjende, skal vaere hans Ejendom; Israel skal gøre kraftige Gerninger.
Num	24	19	19. Af Jakob skal een herske, og de overblevne skal han udrydde af Staederne.
Num	24	20	20. Og der han sa Amalekiterne, da tog han til sit Sprog, og sagde: Amalek er det første af Hedningefolkene; men i hans sidste Tid skal han gaa til Grunde
Num	24	21	21. Og der han saa Keniterne, da tog han til sit Sprog og sagde: Fast er din Bolig, og bygget paa Klippen er din Rede.
Num	24	22	22. Thi mon Kain skal hjemfalde til Undergang, indtil Assur fører dig i Fangenskab?
Num	24	23	23. Og han tog til sit Sprog og sagde: Ve! hvo skal blive ved Live, naar Gud beskikker det?
Num	24	24	24. Og Skibe fra Kithims Egn skulle komme, og de skulle undertrykke Assur og undertrykke Eber, ja ogsaa han skal gaa til Grunde.
Num	24	25	25. Og Bileam stod op og gik og vendte tilbage til sit Sted; og Balak gik ogsaa sin Vej.
------------------------Fjerde Mosebog, Kapitel 25
Num	25	1	1. Og Israel boede i Sittam, og Folket begyndte at bedrive Hor med Moabiternes Døtre.
Num	25	2	2. Og de indbøde Folket til deres Guders Ofre; og Folket aad, og de tilbade deres: Guder.
Num	25	3	3. Og Israel lod sig koble til Baal-Peor; da optaendtes Herrens Vrede imod Israel.
Num	25	4	4. Og Herren sagde til Mose: Hent alle de Øverste for Folket og lad hine ophaenge for Herren imod Solen; saa skal Herrens braendende Vrede vendes fra Israel
Num	25	5	5. Og Mose sagde til Israels; Dommere: Hver ihjelslaa sine Folk, om have ladet sig koble til Baal-Peor.
Num	25	6	6. Og se, en Mand af Israels Børn kom og førte en midianitisk Kvinde frem til sine Brødre, for Mose Øjne og for al Israels Børns Menigheds Øjne; og disse graed ved Forsamlingens Pauluns Dør.
Num	25	7	7. Og Pinehas, en Søn af Eleasar, der var en Søn af Praesten Aron, saa det og han stod op midt i Menigheden og tog et Spyd i sin Haand.
Num	25	8	8. Og han gik ind efter den israelitiske Mand i Horekippen og igennemstak dem begge, nemlig den israelitiske Mand og Kvinden, gennem deres Liv. Da aflod Plagen fra Israels Børn.
Num	25	9	9. Og de, som døde i denne Plage, vare fire og tyve Tusinde.
Num	25	10	10. Og Herren talede til Mose og sagde:
Num	25	11	11. Pinehas, en Søn af Eleasar, der var en Søn af Praesten Aron, har vendt rnin Vrede fra Israels Børn, idet han var nidkaer med min Nidkaerhed midt iblandt dem, saa at jeg ikke har gjort Ende paa Israels Børn i rnin Nidkaerhed.
Num	25	12	12. Derfor sig: Se, jeg gør med ham min Fredspagt.
Num	25	13	13. Og han og hans Saed efter ham skal have et evigt Praestedømmes Pagt, fordi han var nidkaer for sin Gud og gjorde Forligelse for Israels Børn.
Num	25	14	14. Men Navnet paa den slagne israelitiske Mand, som blev slagen tillige med den midianitiske Kvinde, var Simri, Salu Søn, en Fyrste for et Faedrenehus iblandt Simeoniterne
Num	25	15	15. Og Navnet paa den slagne midianitiske kvinde var Kosbi, Zurs Datter, han var en Øverste for et Faedrenehuses Folk iblandt Midianiterne.
Num	25	16	16. Og Herren talede til Mose og sagde:
Num	25	17	17. Traeng Midianiterne, og I skulle slaa dem;
Num	25	18	18. thi de traengte eder med deres Traeskhed, idet de handlede traeskeligen imod eder i den Sag med Peor og med Kosbi, den midianitiske Fyrstes Datter, deres Søster, som blev slagen paa Plagens Dag, for Peors Skyld.
------------------------Fjerde Mosebog, Kapitel 26
Num	26	1	1. Og det skete efter Plagen, at Herren talede til Mose og til Eleasar, Praesten Arons Søn, og sagde:
Num	26	2	2. Tager Hovedsum paa hele Israels Børns Menighed, fra tyve Aar gamle og derover, efter deres Faedrenehus, paa alle dem i Israel, som kunne uddrage i Strid.
Num	26	3	3. Og Mose og Eleasar, Pr aesten, talede med dem paa Moabiternes slette Marker, ved Jordanen over for Jeriko, og sagde:
Num	26	4	4. Taeller dem fra tyve Aar gamle og derover, ligesom Herren havde befalet Mose og Israels Børn, dem, som vare uddragne af Aegyptens Land.
Num	26	5	5. Ruben var Israels førstefødte; Rubens Børn vare: Af Hanok Hanokiternes Slaegt; af Pallu, Palluiternes Slaegt;
Num	26	6	6. af Hezron Hezróniternes Slaegt; af Karmi Karmiternes Slaegt.
Num	26	7	7. Disse ere Rubeniternes Slaegter; og de talte af dem vare tre og fyrretyve Tusinde og syv Hundrede og tredive.
Num	26	8	8. Men blandt Pallu Børn var Eliab.
Num	26	9	9. Og Eliabs Børn vare Nemuel og Dathan og Abiram det var den Dathan og Abiram, de udnaevnte af Menigheden, de, som traettede mod Mose og mod Aron Koras Selskab, der de traettede mod Herren.
Num	26	10	10. Og Jorden oplod sin Mund og opslugte dem og Kora, da det Selskab døde, der Ilden fortaerede to Hundrede og halvtredsindstyve Maend, og de bleve til et Tegn.
Num	26	11	11. Men Koras Børn døde ikke.
Num	26	12	12. Simeons Børn efter deres Slaegter vare: Af Nemuel Nemueliternes Slaegt; af Jamin Jaminiternes Slaegt; af Jakin Jakiniternes Slaegt;
Num	26	13	13. af Sera Seraiternes Slaegt; af Saul Sauliternes Slaegt.
Num	26	14	14. Disse ere Semeoniternes Slaegter, to og tyve Tusinde og to Hundrede
Num	26	15	15. Gads Børn efter deres Slaegter vare: Af Zifon Zifoniternes Slaegt; af Haggi Haggiternes Slaegt; af Suni Suntiternes Slaegt;
Num	26	16	16. af Osni Osnitiernes Slaegt; af Eri Eriternes Slaegt;
Num	26	17	17. af Arod Aroditernes Slaegt; af Areli Areliternes Slaegt.
Num	26	18	18. Disse ere Gads Børns Slaegter efter de talte af dem fyrretyve Tusinde og fem Hundrede
Num	26	19	19. Judas Børn vare Er og Onan, Er og Onan døde i Kanaans Land.
Num	26	20	20. Og Judas øvrige Børn efter deres slaegter vare: Af Sela Selaniternes Slaegt; af Perez Pereziternes Slaegt af Sera Seraiternes Slaegt
Num	26	21	21. Perez Pereziternes Slaegt: af Hezron Hezoniternes Slaegt; af Hamul Hamuliternes Slaegt.
Num	26	22	22. Disse ere Judas Slaegter efter de talte af dem, seks og halvfjerdsindstyve Tusind og fem Hundrede.
Num	26	23	23. Isaskars Børn efter deres Slaegter vare: Af Thola Tholaiternes Slaegt; af Fua Funiternes Slaegt;
Num	26	24	24. af Jasub Jasubiternes Slaegt; af Simron, Simroniternes Slaegt.
Num	26	25	25. Disse ere Isaskars Slaegter efter de talte af dem, fire og tredsindstyve Tusinde og tre Hundrede
Num	26	26	26. Sebulons Børn efter deres; Slaegter vare: Af Sered Serediternes Slaegt; af Elon Eloniternes Slaegt af Jaleel Jaleeliternes Slaegt.
Num	26	27	27. Disse ere Sebuloniternes Slaegter efter de talte af dem, tresindstyve Tusinde og fem Hundrede.
Num	26	28	28. Josef Børn efter deres Slaegter vare Manasse og Efraim.
Num	26	29	29. Men Manasse Børn vare: Af Makir Makiriternes Slaegt; og Makir avlede Gilead; af Gilead Gileaditernes Slaegt.
Num	26	30	30. Disse ere Gileads Børn: Af Jeser Jeseriternes Slaegt; af Helek Helekiternes Slaegt;
Num	26	31	31. og af Asriel Asrieliternes Slaegt; og af Sekem Sekemiternes Slaegt;
Num	26	32	32. og af Semida Semidaiternes Slaegt; og af Hefer Heferiternes Slaegt.
Num	26	33	33. Men Zelafehad, Hefers Søn, havde ingen Sønner, men Døtre, og Zelafehads Døtres Navne vare: Mahela og Noa, Hogla, Milka og Thirza.
Num	26	34	34. Disse ere Manasse Slaegter; og de talte af dem vare to og halvtredsindstyve Tusinde og syv Hundrede.
Num	26	35	35. Disse ere Efraims Børn efter deres Slaegter: Af Suthela Suthelaiternes Slaegt; af Beker Bekeriternes Slaegt; af Thaban Thabaniternes Slaegt.
Num	26	36	36. Disse ere Suthelas Børn: Af Eran Eraniternes Slaegt.
Num	26	37	37. Disse ere Efraims Børns Slaegter efter de talte af dem, to og tredive Tusinde og fem Hundrede; disse ere Josefs Børn efter deres Slaegter.
Num	26	38	38. Benjamins Børn efter deres Slaegter vare: Af Bela Belaiternes Slaegt; af Asbel Asbeliternes Slaegt; af Ahiram Ahiramiternes Slaegt;
Num	26	39	39. af Sufam Sufamiternes Slaegt; af Hufam Hufamiternes Slaegt.
Num	26	40	40. Og Belas Børn vare og Naaman; af Ard Arditernes Slaegt; af Naaman Naamiternes Slaegt.
Num	26	41	41. Disse ere Benjamins Børn efter deres Slaegter, og de talte af dem vare fem og fyrretyve Tusinde og seks Hundrede.
Num	26	42	42. Disse vare Dans Børn efter deres Slaegter; af Suham Suhamiternes Slaegt; disse Dans Slaegter efter deres Slaegter.
Num	26	43	43. Alle Suhamiternes Slaegter efter de talte af dem vare fire tresindstyve Tusinde og fire Hundrede.
Num	26	44	44. Asers Børn efter deres Slaegter vare: Af Jimna Jimnaiternes Slaegt; af Jisui Jisuiternes Slaegt; Beria Beriaiternes Slaegt;
Num	26	45	45. af Berias Børn: Af Heher Hebeiternes Slaegt; af Malkiel Malkieliternes Slaegt.
Num	26	46	46. Og Asers Datters Navn var Serak.
Num	26	47	47. Disse ere Asers Børns Slaegter efter de talte af dem, tre og halvtredsindstyve Tusinde og fire Hundrede.
Num	26	48	48. Nafthali Børn efter deres Slaegter vare: Af Jazeel Jazeeliternes Slaegt; af Guni Guniternes Slaegt;
Num	26	49	49. af Jezer Jezeriternes Slaegt; af Sillem Sillemiternes Slaegt.
Num	26	50	50. Disse ere Nafthali slaegter efter deres Slaegter, og de talte af dem vare fem og fyrretyve Tusinde og fire Hundrede.
Num	26	51	51. Disse ere de talte af Israels Børn: Seks Hundrede Tusinde og et Tusinde, syv Hundrede og tredive.
Num	26	52	52. Herren talede til Mose og sagde:
Num	26	53	53. Iblandt disse skal Landet deles til Arv efter Navnenes Tal.
Num	26	54	54. Den, som har mange, hans Arv skal du gøre stor, og den, som har faa, hans Arv skal du gøre liden; hver skal gives hans Arv i Forhold til de talte af ham.
Num	26	55	55. Dog skal Landet deles ved Lodkastning; de skulle arve efter deres Faedres Stammers Navn.
Num	26	56	56. Som Loddet falder, skal Arven tilfalde enhver, efter som han har mange eller faa.
Num	26	57	57. Og disse ere de talte af Leviterne efter deres Slaegter: Af Gerson Gersoniternes Slaegt; af Kahath Kahathiternes Slaegt; af Merari Merariternes Slaegt.
Num	26	58	58. Disse ere Leviternes Slaegter: De Libniters Slaegt, de Hebroniters Slaegt, de Maheliters Slaegt, de Musiters Slaegt, de Koraiters Slaegt; og Kahath avlede Amram.
Num	26	59	59. Og Amrams Hustrus Navn var Jokebed, Levi Datter, hvilken hendes Moder fødte Levi i Aegypten; og hun fødte Aron og Mose og Maria, deres Søster, for Amram.
Num	26	60	60. Men for Aron bleve fødte Nadab og Abihu, Eleasar og Ithamar.
Num	26	61	61. Og Nadab og Abihu døde, der de førte fremmed Ild ind for Herrens Ansigt.
Num	26	62	62. Og de talte af dem vare tre og tyve Tusinde, alt Mandkøn fra Maaned gammel og derover; thi de; bleve ikke talte iblandt Israels Børn, thi dem var ikke given Arv iblandt Israels Børn.
Num	26	63	63. Disse ere de, som bleve talte; af Mose og Eleaser, Praesten, hvilken talte Israels Børn paa Moabiternes slette Marker, ved Jordanen, overfor Jeriko.
Num	26	64	64. Og iblandt dem var ikke en Mand af dem, sorn vare talte af Mose og Aron, Praesten, der talte Israels Børn i Sinai Ørk.
Num	26	65	65. Thi Herren havde sagt til dem: De skulle visseligen dø i Ørken; og der blev ingen tilovers af dem uden Kaleb, Jofunne Søn, og Josva, Nuns Søn.
------------------------Fjerde Mosebog, Kapitel 27
Num	27	1	1. Og nu fremkomDøtrene af Zelafehad, som var en Søn af Hefer, der var en Søn af Gilead, der var en Søn af Makir, Manasse Søn, af Manasse, Josefs Søns, Slaegter; og dette var hans Døtres Navne: Mahela og Noa og Hogla og Milka og Thirza.
Num	27	2	2. Og de stode frem for Mose Ansigt og for Eleasrs, Praestens, Ansigt og for Fyrsternes og al Menighedens Ansigt, for Forsamlingens Pauluns Dør, og sagde:
Num	27	3	3. Vor Fader er død i Ørken, og han var ikke iblandt det Selskab, som samlede sig imod Herren i Koras Selskab; men han døde i sin Synd, og han havde ikke Sønner.
Num	27	4	4. Hvi, skal da vor Faders Navn udelukkes af hans Slaegt, fordi han ingen Søn havde? giv os Ejendom midt iblandt vor Faders Brødre!
Num	27	5	5. Og Mose fremførte deres. Sag for Herrens Ansigt.
Num	27	6	6. Og Herren sagde saaledes til Mose:
Num	27	7	7. Zelafehads Døtre tale ret, du skal give dem Ejendom til Arv midt iblandt deres Faders Brødre, og du skal lade deres Faders Arv gaa over til dem.
Num	27	8	8. Og til Israels; Børn skal du tale og sige: Naar en Mand dør og har ingen Søn da skulle I lade hans Arv gaa over til hans Datter.
Num	27	9	9. Og dersom han ingen Datter har, da skulle I give hans Brødre hans Arv.
Num	27	10	10. Og dersom han ingen Brødre har, da skulle I give hans Faders Brødre hans Arv.
Num	27	11	11. Men dersom hans Fader ingen Brødre har, da skulle I give hans Arv til hans naeste Slaegt, til den, som er hans naermeste paarørende af hans Slaegt, og denne skal arve den; og det skal vaere for Israels Børn beskikket Ret, som Herren har befalet Mose.
Num	27	12	12. Og Herren sagde til Mose: Gak op paa dette Bjerg Abarim og bese Landet, som jeg har givet Israels Børn.
Num	27	13	13. og naar du har beset, det da skal ogsaa du samles til dit Folk, ligesom Aron din Broder blev samlet,
Num	27	14	14. efterdi I vare genstridige imod min Mund i den Ørk Zin, da Menigheden yppede Kiv, der skulde I have helliget mig for deres Øjne ved Vandet; det er Kivevand i Kades, udi den Ørk Zin.
Num	27	15	15. Og Mose talede til Herren og sagde:
Num	27	16	16. Vilde dog Herren, som er alt Køds Aanders Gud, beskikke en Mand over Menigheden,
Num	27	17	17. som kan gaa ud for deres Ansigt, og som kan gaa ind for deres Ansigt, og som kan føre dem ud, og som kan føre dem ind, at Herrens Menighed skal vaere som Faarene, der ingen Hyrde have.
Num	27	18	18. Og Herren sagde til Mose: Tag dig Josva, Nuns Søn en Mand, i hvem Aanden er, og laeg din Haand paa ham
Num	27	19	19. og stil ham for Eleasars, Praestens Ansigt og for den hele Menigheds Ansigt, og giv ham Befaling for deres Øjne;
Num	27	20	20. og laeg af din Herlighed paa ham, for at hele Israels Børns Menighed maa høre ham.
Num	27	21	21. Og han skal staa for Eleasars, Praestens, Ansigt, og denne skal efter Urims Vis spørge for ham hos Herren; efter dennes Mund skulle de gaa. ud, og efter dennes Mund skal de gaa ind, han og alle Israels Børn med ham ja den hele Menighed.
Num	27	22	22. Og Mose gjorde, som Herren havde befalet ham; og han tog Josva og, stillede ham for Eleasars, Praestens, Ansigt og for den hele Menigheds Ansigt,
Num	27	23	23. og han lagde sine Haender paa ham Og gav ham Befaling, eftersom Herren havde talet ved Mose.
------------------------Fjerde Mosebog, Kapitel 28
Num	28	1	1. Og Herren talede, til Mose og sagde:
Num	28	2	2. Byd Israels Børn, og du skal sige til dem: I skulle tage Vare paa mit Offer, mit Brød, det er mine Ildofre, til en behagelig Lugt for mig at I ofre mig dem paa deres bestemte Tid.
Num	28	3	3. Og du skal sige til dem: Dette er det Ildoffer, som I skulle ofre Herren: To Lam, aargamle, uden Lyde, hver Dag til et ideligt Braendoffer.
Num	28	4	4. Det ene Lam skal du lave om Morgenen, og det andet Lam skal du lave imellem de tvende Aftener;
Num	28	5	5. og en Tiendepart af en Efa Mel til et Madoffer, blandet med en Fjerdepart af en Hin stødt Olie:
Num	28	6	6. Det er et ideligt Braendoffer, som blev indstiftet paa Sinai Bjerg til en behagelig Lugt, et Ildoffer for Herren.
Num	28	7	7. Og som Drikoffer dertil en Fjerdepart af en Hin til det ene Lam; du skal udøse Drikoffer af staerk Drik paa det hellige Sted for Herren.
Num	28	8	8. Og det andet Lam skal du tillave imellem de tvende Aftener; som Madofret om Morgenen Og som Drikofret dertil, saa skal du lave det, det er et Ildoffer, en behagelig Lugt for Herren.
Num	28	9	9. Men om Sabbatsdagen skal du ofre to Lam, aargamle, uden Lyde, Og to Tiendeparter Mel til et Madoffer, blandet med Olie og Drikfoffer dertil.
Num	28	10	10. Det er hver Sabbats Braendoffer, foruden det idelige Braendoffer og Drikoffer dertil.
Num	28	11	11. Men hver første Dag i eders Maaneder skulle I ofre Herren som et Braendeoffer to unge Tyre og een Vaeder, syv Lam, aargamle, uden Lyde,
Num	28	12	12. og tre Tiendeparter Mel til Madoffer, blandet med Olie, til hver Tyr, og to Tiendeparter Mel til Madoffer, blandet med Olie, til den ene Vaeder,
Num	28	13	13. og en Tiendepart Mel til et Madoffer, blandet med Olie, til hvert Lam; det er et Braendoffer, en behagelig Lugt, et Ildoffer for Herren.
Num	28	14	14. Og Drikofret til dem skal vaere en halv Hin til Tyren og en Trediepart af en Hin til Vaederen og en Fjerdepart af en Hin Vin til Lammet; dette er Braendofret paa hver Maaned efter Maanederne i Aaret.
Num	28	15	15. Og der skal laves een Gedebuk til Syndoffer for Herren, foruden det idelige Braendofferog Drikoffer dertil
Num	28	16	16. Men i den første Maaned, paa den fjortende Dag i Maaneden, er det Paaske for Herren.
Num	28	17	17. Og pa den femtende Dag i den samme Maanede er Højtid; man skal aede usyrede Brød i syv Dage.
Num	28	18	18. Pa den første Dag skal der vaere en hellig Sammenkaldelse, da skulle I ingen Arbejdsgerning gøre.
Num	28	19	19. Og, I skulle ofre et Ildoffer, et Braendoffer for Herren; to unge Tyre og en Vaeder og syv Lam, aargamle, de skulle vaere eder uden Lyde;
Num	28	20	20. og deres Madoffer, Mel, blandet med Olie; tre Tiendeparter skulle I lave til hver Tyr, og to Tiendeparter til Vaederen;
Num	28	21	21. og en Tiendepart skal og du lave til hvert Lam af de syv Lam,
Num	28	22	22. dertil een Buk til Syndoffer til at gøre Forligelse for eder.
Num	28	23	23. Foruden Braendofret om Morgenen, som er det idelige Braendoffer, skulle I tillave disse Ting.
Num	28	24	24. Paa denne Maade skulle I lave hver Dag af de syv Dage Brød til et Ildoffer, en behagelig Lugt for Herren; det skal laves foruden det idelige Braendoffer, og Drikoffer dertil.
Num	28	25	25. Og paa syvende Dag skal der vaere eder en hellig Sammenkaldelse, da skulle I ingen Arbejdsgerning gøre.
Num	28	26	26. Og paa Førstegrødens Dag, naar I ofre det nye Madoffer for Herren paa eders Ugers Højtid, skal der vaere eder en hellig Sammenkaldelse, I skulle ingen Arbejdsgerning gøre.
Num	28	27	27. Og I skulle ofre Baendoffer til en behagelig Lugt for Herren: To unge, Tyre, een Vaeder, syv Lam, aargamle;
Num	28	28	28. og deres Madoffer, Mel, blandet med Olie tre Tiendeparter til hver Tyr, og to Tiendeparter til den ene Vaeder
Num	28	29	29. en Tiendepart til, hvert Lam af de syv Lam,
Num	28	30	30. een Gedebuk til at gøre Forligelse for eder.
Num	28	31	31. Det skulle I gøre foruden det idelige Braendoffer og dets Madoffer, de skulle vaere eder uden Lyde og Drikoffer dertil.
------------------------Fjerde Mosebog, Kapitel 29
Num	29	1	1. Og i den syvende Maaned, paa den første Dag i Maaneden, skal der vaere eder en hellig Sammenkaldelse, I skulle ingen Arbejdsgerning gøre, det skal vaere eder en Basunklangs Dag.
Num	29	2	2. Og I skulle gøre Braendoffer til en behagedig Lugt for Herren: Een ung Tyr, een Vaeder, syv Lam, aargamle, uden Lyde;
Num	29	3	3. og deres Madoffer, Mel, blandet med Olie, tre Tiendeparter til Tyren to Tiendeparter til Vaederen
Num	29	4	4. og en Tiendepart til hvert Lam af de syv Lam;
Num	29	5	5. og een Gedebuk til Syndoffer, til at gøre Forligelse for eder;
Num	29	6	6. foruden Maaneds Braendofret og dets Madoffer, og det bestandige Braendoffer og dets Madoffer og deres Drikofre, efter deres Vis; til en behagelig Lugt, et Ildoffer for Herren.
Num	29	7	7. Og paa den tiende Dag i denne syvende Maaned skal der vaere eder en hellig Sammenkaldelse, og I skulle ydmyge eders Sjaele, I skulle intet Arbejde gøre.
Num	29	8	8. Men I skulle ofre Braendoffer for Herren til en behagelig Lugt: En ung Tyr, een Vaeder, syv Lam, aargamle; uden Lyde skulle de vaere eder;
Num	29	9	9. og deres Madoffer, Mel, blandet. med Olie, tre Tiendeparter til Tyren, to Iiendeparter til den ene Vaeder
Num	29	10	10. een Tiendepart til hvert Lam af de syv Lam;
Num	29	11	11. een Gedebuk til Syndoffer, foruden Forligelsens Syndoffer og det bestandige Braendoffer og dets Madoffer og deres Drikofre.
Num	29	12	12. Og paa den femtende Dag i den syvende Maaned skal der vaere eder en hellig Sammenkaldelse; I; skulle ingen Arbejdsgerning gøre, og I skulle højtideligholde Højtid for Herren i syv Dage.
Num	29	13	13. Og I skulle ofre Braendoffer, et Ildoffer til en behagelig Lugt for Herren: Tretten unge Tyre, to Vaedre, fjorten Lam, aargamle; de skulle vaere uden Lyde;
Num	29	14	14. og deres Madoffer, Mel, blandet med Olie, tre Tiendeparter til hver Tyr af de tretten Tyre, to Tiendeparter til hver Vaeder af de to Vaedre
Num	29	15	15. og een Tiendepart en til hvert Lam af de fjorten Lam;
Num	29	16	16. dertil een Gedebuk til Syndoffer, foruden det bestandige Braendoffer, dets Madoffer og dets Drikoffer
Num	29	17	17. Og paa den anden Dag tolv unge Tyre, to Vaedre, fjorten Lam, aargamle, uden Lyde,
Num	29	18	18. og deres Madoffer og deres Drikofre til Tyrene, til Vaedrene og til Lammene efter deres Tal, paa saedvanlig Vis;
Num	29	19	19. dertil een Gedebuk til Syndoffer, foruden det bestandige Braendoffer og dets Madoffer og deres Drikofre.
Num	29	20	20. Og paa den tredje Dag elleve Ty re, to Vaedre, fjorten Lam, aargamle, uden Lyde,
Num	29	21	21. og deres Madoffer og deres Drikofre til Tyrene, til Vaedrene og til Lammene efter deres Tal, paa saedvanlig Vis;
Num	29	22	22. dertil een Gedebuk til Syndoffer, foruden det bestandige Braendoffer og dets Madoffer og dets Drikoffer.
Num	29	23	23. Og paa den fjerde Dag ti Tyre, to Vaedre, fjorten Lam, aargamle, uden Lyde,
Num	29	24	24. deres Madoffer og deres Drikofre til Tyrene; til Vaedrene og til Lammene efter deres Tal, paa saedvanlig Vis;
Num	29	25	25. dertil een Gedebuk til Syndoffer, foruden det bestandige Braendoffer og dets Madoffer og dets Drikoffer.
Num	29	26	26. Og paa den femte Dag ni Tyre, to Vaedre, fjorten Lam, aargamle, uden Lyde,
Num	29	27	27. og deres Madoffer og deres Drikofre til Tyrene, til Vaedrene og til Lammene efter deres Tal, paa saedvanlig Vis;
Num	29	28	28. dertil een Gedebuk til Syndoffer, foruden det bestandige Braendoffer og dets Madoffer og det Drikoffer.
Num	29	29	29. Og paa den sjette Dag otte Tyre, to Vaedre, fjorten Lam, aargamle, uden Lyde,
Num	29	30	30. og deres Madoffer og deres Drikofre til Tyrene, til Vaedrene og til Lammene efter deres Tal, paa saedvanlig Vis;
Num	29	31	31. dertil een Gedebuk til Syndoffer foruden det bestandige Braendoffer dets Madoffer og dets Drikoffer
Num	29	32	32. Og paa den syvende Dag syv Tyre, to Vaedre, fjorten Lam, aargamle, uden Lyde,
Num	29	33	33. og deres Madoffer og deres Drikofre fiI Tyrene; til Vaedrene og til Lammene efter deres Tal, paa deres saedvanlige Vis;
Num	29	34	34. dertil een Gedebuk til Syndoffer, foruden det bestandige Braendoffer, dets Madoffer og dets Drikofre.
Num	29	35	35. Paa den ottende Dag skal der vaere eder en Slutningshøjtid, da skulle I igen Arbejdsgerning gøre,
Num	29	36	36. I skulle ofre Braendoffer, et Ildoffer til en behagelig Lugt for Herren, een Tyr, een Vaeder, syv Lam, aargamle, uden Lyde,
Num	29	37	37. deres Madoffer og deres Drikoffer til Tyren, til Vaedrene og til Lammene efter deres Tal, paa saedvanlig Vis,
Num	29	38	38. dertil een Gedebuk til Syndoffer, foruden det bestandige Braendoffer og dets Madoffer og dets Drikoffer.
Num	29	39	39. Disse Ting skulle I gøre for Herren paa eders bestemte Tider, foruden eders Løfter og eders frivillige Gaver, hvad enten det er eders Braendofre eller eders Madofre eller eders Drikofre eller eders Takofre.
------------------------Fjerde Mosebog, Kapitel 30
Num	30	1	1. Og Mose sagde til Israels Børn alt dette, ligesom Herren havde befalet Mose.
Num	30	2	2. Og Mose talede til Høvedsmaendene for Israels Børns Stammer og sagde: Dette er det Ord, som Herren har befalet:
Num	30	3	3. Naar en Mand lover Herren et Løfte, eller svaerger en Ed, saa han paalaegger sin Sjael en Forpligtelse, da skal han ikke vanhellige sit Ord; han skal gøre efter alt det, som er udgaaet af hans Mund.
Num	30	4	4. Og naar en Kvinde lover Herren et Løfte og paalaegger sig en Forpligtelse, i sin Faders Hus, i sin Ungdom;
Num	30	5	5. og hendes, Fader hører hendes Løfte og hendes Forpligtelse, som hun har paalagt sin Sjael, og hendes Fader tier dertil: Da skulle alle hendes Løfter staa ved Magt, og al den Forpligtelse, som hun har paalagt sin Sjael, skal staa ved Magt.
Num	30	6	6. Men dersom hendes Fader formener hende det paa den Dag, da han høre alle hendes Løfter og hendes Forpligtelser, som hun havde paalagt sin Sjael, da skal det ikke sta ved Magt, og Herren skal forlade hende det, efterdi hendes Fader har forment hende det.
Num	30	7	7. Men dersom hun bliver en Mands Hustru, og hun har Løfter paa sig eller et ubetaenksomt Ord, der er undsluppet hendes Laeber, med hvilket hun har paalagt sin Sjael en Forpligtelse
Num	30	8	8. og hendes Mand hører det og tier dertil paa den Dag han hører det, da skal hendes Løfte staa ved Magt, og hendes Forpligtelser, som hun har paalagt sin Sjael, de skulle staa ved Magt
Num	30	9	9. Men dersom hendes Mand formener hende det paa denne Dag han hører det, og rygger hendes Løfte, som hun har paa sig, og det ubetaenksomme Ord som er undsluppet hendes Laeber, hvorved hun har paalagt sin Sjael en Forpligtelse, da skal Herren forlade hende det
Num	30	10	10. men en Enkes eller en forskudt Kvindes Løfte, alt det, hvorved hun har paalagt sin Sjael en Forpligtelse, skal sta ved Magt for hende.
Num	30	11	11. Men dersom hun i sin Mands Hus lovede det eller paalagde med Ed sin Sjael en Forpligtelse,
Num	30	12	12. og hendes Mand hørte det og dertil og ikke formente hende det, da skulle alle hendes Løfter staa ved Magt, og al den Forpligtelse, som hun har paalagt sin Sjael, skal staa ved Magt.
Num	30	13	13. Men dersom hendes Mand rygger dem paa den Dag, han hører dem da skal alt, som er udgaaet af hendes Laeber, det vaere sig hendes Løfter eller hendes Sjaels Forpligtelser, ikke staa ved Magt; hendes Mand har rygget dem, og Herren skal forlade hende det.
Num	30	14	14. Hvert Løfte og hver Forpligtelses Ed om at ydmyge sin Sjael, dem hendes Mand stadfaeste, og dem maa hendes Mand rygge.
Num	30	15	15. Og dersom hendes Mand tier dertil, den ene Dag efter den anden, da stadfaester alle hendes Løfter og alle hendes Forpligtelser, som hun har paa sig: Han stadfaestel dem, fordi han tav dertil den Dag, han hørte dem.
Num	30	16	16. Men dersom han rygger dem, efterat han har hørt dem da skal han baere hendes Misgerning. Disse ere de Bestemmelser, som Herren befalede Moses, mellem en Mand og hans Hustru, imellem Faderen og hans Datter, i hendes Ungdom, medens hun er i sin Faders Hus
------------------------Fjerde Mosebog, Kapitel 31
Num	31	1	1. Og Herren talede til Mose og sagde:
Num	31	2	2. Haevn over Israels Børn paa Midi aniterne; derefter skal du samles til dit Folk.
Num	31	3	3. Da talede Mose til Folket og sagde: Lader Maend iblandt eder vaebne sig til Strid, og de skulle drage imod Midianiterne at udføre; Herrens Haevn paa Midianiterne;
Num	31	4	4. et Tusinde af hver Stamme, af alle Israels Stammer, skulle I send til Striden.
Num	31	5	5. Og der udtoges af lsraels Tusinder et Tusinde for hver Stamme, tolv Tusinde vaebnede til Strid.
Num	31	6	6. Og Mose sendte dem, tusinde for hver Stamme, til Striden, dem og Pinehas, Praesten Eleasers Søn, til Striden, og de hellige Redskaber og Klangbasunerne vare i hans Haand.
Num	31	7	7. Og de strede imod Midianiterne, som Herren havde befalet Mose, og de ihjelsloge alt Mandkøn.
Num	31	8	8. Tillige med de øvrige ihjelslagne sloge og Midianiternes Konger ihjel, nemlig Evi og Rekem og Zur og Hur og Reha, fem midianitiske Konger; ogsaa sloge de Bileam, Beors Søn, ihjel med Svaerdet.
Num	31	9	9. Og Israels Børn toge Midianiternes Hustruer og deres smaa Børn fangne; og alle deres Lastdyr og alt deres Kvaeg og al deres Formue røvede de.
Num	31	10	10. Og alle deres Staeder, som de boede udi, og alle deres Byer opbaendte de med Ild.
Num	31	11	11. Og de toge alt Byttet og alt Rovet af Mennesker og Dyr.
Num	31	12	12. Og de førte til Mose og til Praesten Eleasar og til Israels Børns Menighed Fangene og Rovet og Byttet til Lejren paa: Moabiternes slette Marker, som ere ved Jordanen over for Jeriko.
Num	31	13	13. Og Mose og Eleasar, Praesten, og alle Menighedens Fyrster gik dem i Møde uden for Lejren.
Num	31	14	14. Og Mose blev vred paa dem, som vare beskikkede over Haeren, paa Fyrsterne over Tusinderne og Fyrsterne over Hundederne, de som kom fra. Krigstoget.
Num	31	15	15. Og Mose sagde til dem: Have I ladet Kvinderne leve?
Num	31	16	16. Se, disse bleve paa Bileams Ord Anledning for Israel Børn til Troløshed mod Herren formedelst Sagen med Peor; hvorfor Plagen kom over Herrens Menighed.
Num	31	17	17. Og nu, slaar alt Mandkøn ihjel iblandt smaa Børn, og slaar hver Kvinde ihjel, som har kendt Mand, ved at ligge hos Mandkøn;
Num	31	18	18. men lader alle smaa Børn af Kvindekønnet, som ikke have kendt Mandkøns Samkvem, leve for eder
Num	31	19	19. Og I, lejrer eder uden for Lejrer syv Dage; hver af eder, som har slaaet nogen ihjel, og hver af eder, som har rørt ved en ihjelslagen, I skulle rense eder for Synden paa den tr edje Dag og paa den syvende Dag, I og eders Fanger.
Num	31	20	20. Og hvert Klaedebon og alt Tøj af Skind og alt, hvad der er gjort af Gedehaar og alle Haande Traekar skulle I rense for Synd.
Num	31	21	21. Og Eleaser, Praesten, sagde til Stridsmaendene, de, som vare dragne i Krigen: Dette er Lovens Bud, som Herren har befalet Mose:
Num	31	22	22. Ikkun Guldet og Sølvet, Kobberet, Jernet, Tinnet og Blyet,
Num	31	23	23. al den Ting, som taaler Ilden, skulle I lade gaa igennem Ilden, saa er den ren; dog skal den renses for Synd ved Renselsesvandet: men alt det, som ikke taaler Ilden, skulle I lade gaa igennem Vandet.
Num	31	24	24. Og I skulle to eders Klaeder paa den syvende Dag, saa blive I rene; og derefter maa I komme i Lejren.
Num	31	25	25. Og Herren talede til Mose og sagde:
Num	31	26	26. Tag Hovedsum paa det bortførte Rov af Mennesker og af Dyr, du og Eleasar, Praesten, og de Øverste af Menighedens Faedrenehuse.
Num	31	27	27. Og du skal halvdele Rovet imellem dem, som have taget Del i Krigen, dem, som vare uddragne i Striden, og imellem hele Menigheden.
Num	31	28	28. Og du skal haeve som Afgift til Herren fra Krigsmaendene, som vare dragne i Striden, een Sjael af hvert fem Hundrede, baade af Mennesker og af stort Kvaeg og af Asener og af smaat Kvaeg.
Num	31	29	29. Af den Halvdel, som er tilfalden dem, skulle I tage det; og du skal give Eleasar, Praesten, Gaven til Herren.
Num	31	30	30. Og af den Halvdel, som er tilfalden Israels Børn, skal du tage een ud af hvert halvtredsindstyve, baade af Mennesker og af stort Kvaeg og af Asener og af smaat Kvaeg, af alt Kvaeget; og du skal give dem til Leviterne, som tage Vare paa, hvad der er at varetage ved Herrens Tabernakel.
Num	31	31	31. Og Mose og Eleasar, Praesten, gjorde, som Herren havde befalet Mose.
Num	31	32	32. Og Rovet, nemlig hvad der var tilbage af Rovet, som Stridsfolket havde røvet, var: Smaat Kvaeg seks Hundrede Tusinde og halvfjerdsindstyve Tusinde og fem Tusinde;
Num	31	33	33. og stort Kvaeg to og halvfjerdsindstyve Tusinde;
Num	31	34	34. og Asener een og tresindstyve Tusinde;
Num	31	35	35. og de Personer af Kvindfolk som ikke havde kendt Mandkøns Samkvem, alle disse vare to og tredive Tusinde.
Num	31	36	36. Og Halvdelen, som var tilfalden dem, der vare udgangne til Striden, var i Tallet: Smaat Kvaeg tre Hundrede Tusinde og tredive Tusinde og syv Tusinde og fem Hundrede.
Num	31	37	37. Og Afgiften til Herren af smaat Kvaeg var seks Hundrede fem og halvjerdsindstyve.
Num	31	38	38. Og af stort Kvaeg var der seks og tredive Tusinde; og Afgiften af dem til Herren var to og halvfjerdsindstyve.
Num	31	39	39. Og af Asener var der tredive Tusinde og fem Hundrede; og Afgiften af dem til Herren var een og tresindstyve.
Num	31	40	40. Og af Mennesker var der seksten Tusinde; og Afgiften af dem til Herren var to og tredive Personer.
Num	31	41	41. Og Mose gav Afgiften som en Gave for; Herren til Eleasar, Praesten, som Herren havde befalet Mose.
Num	31	42	42. Og af den Halvdel, som tilfaldt Israels Børn, den Halvdel, som Mose tog fra Maendene, som havde stridt; -
Num	31	43	43. men Menighedens Halvdel var af smaat Kvaeg: Tre Hundrede Tusinde og tredive Tusinde, syv Tusinde og fem Hundrede;
Num	31	44	44. og af stort Kvaeg var den seks og tredive Tusinde;
Num	31	45	45. og af Asener var den tredive Tusinde og fem Hundrede;
Num	31	46	46. og af Mennesker var den seksten Tusinde;
Num	31	47	47. af denne Halvdel, som tilfaldt Israels Børn, tog Mose een ud af hvert halvtredsindstyve, baade af Mennesker og af Dyr, og han gav dem til Leviterne, som toge Vare paa, hvad der var at varetage ved Herrens Tabernakel, saaledes som Herren havde befalet Mose.
Num	31	48	48. Og de gik frem til Mose, de som vare satte over Tusinderne i Haeren, Fyrsterne over Tusinderne og Fyrsterne over Hundrederne,
Num	31	49	49. og, de sagde til Mose: Dine Tjenere have taget Hovedsum paa Krigsmaendene, som vare under vore Haender, og der fattedes ikke een Mand af os i Tallet.
Num	31	50	50. Derfor ofre vi som Offer til Herren, enhver hvad han har fundet af Guldsager: Armsmykker og Armbaand, Fingerringe, Ørenringe og Kaeder, til at gøre Forligelse for vore Sjaele for Herrens Ansigt.
Num	31	51	51. Og Mose og Eleasar Praesten, toge Guldet af dem, ja alle Haande forarbejdede Sager.
Num	31	52	52. Og alt Guldet, som de ydede Herren i Gave, var seksten Tusinde, syv Hundrede óg halvtredsindstyve Sekel, nemlig fra Fyrsterne over Tusinderne og fra Fyrsterne over Hundrederne.
Num	31	53	53. Stridsmaendene havde gjort Bytte hver for sig.
Num	31	54	54. Og Mose og Eleasar, Praesten, toge Guldet fra Fyrsterne over Tusinderne og Hundrederne, og de førte det ind i Forsamlingens Paulun for Herrens Ansigt til en Ihukommelse for Israels Børn.
------------------------Fjerde Mosebog, Kapitel 32
Num	32	1	1. Og Rubens Børn og Gads Børn havde meget og saare talrigt Kvaeg, og de saa det Land Jaeser og det Land Gilead, og se, det Sted var et bekvemt Sted til Kvaeg.
Num	32	2	2. Og Gads Børn og Rubens Børn kom, og de sagde til Mose og til Eleaser, Praesten, og til Menighedens Fyrster, sigende:
Num	32	3	3. Atharoth og Dibon og Jaeser og Nimra og Hesbon og Eleale og Sebam og Nebo og Beon,
Num	32	4	4. det Land, som Herren har slaaet for Israels Menigheds Ansigt, det er et Land til Kvaeg. og dine Tjenere have Kvaeg.
Num	32	5	5. Og de sagde: Dersom vi have fundet Naade for dine Øjne, da lad dette Land gives dine Tjenere til Ejendom, lad os ikke gaa over Jordanen.
Num	32	6	6. Da sagde Mose til Gads Børn og til Rubens Børn: Skulle eders Brødre drage i Krigen, og I skulle blive her?
Num	32	7	7. Og hvi afvende I Israels Børns Hjerter fra, at drage over til det Land, som Herren har givet dem?
Num	32	8	8. Saa gjorde eders Faeelre, da jeg sendte dem fra Kades Barnea til at bese Landet;
Num	32	9	9. thi de gik op til Eskols Baek og besaa Landet, og de afvendte Israels Børns Hjerte, at de ikke vilde gaa ind i Landet, som Herren havde givet dem.
Num	32	10	10. Og Herrens Vrede optaendtes den samme Dag, og han svor og sagde:
Num	32	11	11. Disse Maend, som ere dragne op af Aegypten, fra tyve Aar gamle og derover, skulle ikke se det Land, som jeg har tilsvoret Abraham, Isak og Jakob; thi de have ikke efterfulgt mig,
Num	32	12	12. undtagen Kaleb, Jefunne den Kenisiters Søn, og Josva, Nuns Søn; thi de have efterfulgt Herren.
Num	32	13	13. Saa optaendtes Herrens Vrede imod Israel, og han lod dem vanke hid og did i Ørken fyrretyve Aar, indtil hele den Slaegt fik Ende, som gjorde det onde for Herrens Øjne.
Num	32	14	14. Og se, I ere traadte op i eders Faedres Sted, en Maengde af syndige Mennesker, for at gøre Herrens Vrede endnu større imod Israel;
Num	32	15	15. thi dersom I vender eder bort fra ham, da skal har lade det blive endnu laengere i Ørken; og dermed bringe I Fordaervelse over hele dette Folk.
Num	32	16	16. Da gik de frem til ham og: sagde: Vi ville ikkun bygge Faarestier her til vort Kvaeg, og Staeder for vore smaa Børn.
Num	32	17	17. Men vi ville vaebne os og ile foran Israels Børns Ansigt, indtil vi have ført dem til deres Sted, og vore smaa Børn skulle blive i de faste Staeder, for Landets Indbyggeres Skyld.
Num	32	18	18. Vi ville ikke vende tilbage til vore Huse, førend Israels Børn have indtaget hver sin Arv.
Num	32	19	19. Thi vi ville ikke arve med dem paa hin Side Jordanen og videre frem; men vor Arv skal tilfalde os paa denne Sids Jordanen mod Østen.
Num	32	20	20. Og Mose sagde til dem: Dersom I ville gøre denne Gerning, dersom I ville vaebne eder til Strid for Herrens Ansigt,
Num	32	21	21. og hver af eder bevaebnet vil drage over Jordanen for Herrens Ansigt, indtil han har fordrevet sine Fjender fra sit Ansigt,
Num	32	22	22. og Landet bliver undertvunget for Herrens Ansigt: Saa maa I derefter vende tilbage, og I skulle vaere uden Skyld for Herren og for Israel, og I skulle have dette Land til Ejendom for Herrens Ansigt.
Num	32	23	23. Men dersom I ikke ville gøre saaledes, se, da have I syndet imod Herren; og vider, at eders Synd skal finde eder.
Num	32	24	24. Saa bygger eder Staeder for eders smaa Børn og Stier for eders smaa Kvaeg, og gører efter det, som er udgaaet i af eders Mund.
Num	32	25	25. Og Gads Børn og Rubens Børn sagde til Mose, sigende: Dine Tjenere skulle gøre, saaledes, som min Herre har befalet.
Num	32	26	26. Vore smaa Børn, vore Hustruer, vort Fae og alt vort Kvaeg, de skulls blive der, i Gileads Staeder;
Num	32	27	27. men dine Tjenere ville drage over, hver bevaebnet til Strid for Herrens Ansigt, i Krigen, som min Herre siger.
Num	32	28	28. Da gav Mose Befaling angaaende dem til Eleaser, Praesten, og Josva, Nuns Søn, og de Øverste for Faedrenehusene blandt Israels Børns Stammer.
Num	32	29	29. Og Mose sagde til dem: Dersom Gads Børn og Rubens Børn drage rned eder over Jodanen, hver bevaebnet til Krigen, for Herrens Ansigt, og Landet er undertvunget for eders Ansigt, da skulle I give dem det Land Gilead til Ejendom.
Num	32	30	30. Men dersorn de ikke drage bevaebnede over med eder, da skulle de tage Arv midt iblandt eder i Kanaans Land.
Num	32	31	31. Og Gads Børn og Rubens Børn svarede og sagde: Som Herren har talet til dine Tjenere, saaledes ville vi gøre.
Num	32	32	32. Vi ville drage bevaebnede for Herrens Ansigt over i Kanaans Land, og vor Arvs Ejendom skulle vi have paa denne Side Jordanen
Num	32	33	33. Saa gav Mose dem. nemlig Gads Børn og Rubens Børn og Halvdelen af Manasse, Josefs Søns, Stamme, Sihons, den amoritiske Konges, Rige og Ogs, Kongen af Basans, Rige, Landet med dets Staeder inden deres Graenser, Landets Staeder trindt omkring.
Num	32	34	34. Saa byggede Gads Børn Dibón og Ataroth og Aroer
Num	32	35	35. og Ataroth Sofann og Jaeser og Jogbea
Num	32	36	36. og Beth-Nimra og Beth-Haran, faste St aeder og Faarestier.
Num	32	37	37. Og Rubens Børn byggede Hesbon og Eleale og Kirjathajim
Num	32	38	38. og Nebo og Baal-Meon, som de forandrede Navnene paa, og Sibma; og de gave Staederne, som de byggede, Navne, hver sit Navn.
Num	32	39	39. Og Makirs, Manasse Søns, Børn gik ind i Gilead og indtoge det; og de fordreve Amoriterne, som vare derudi.
Num	32	40	40. Da gav Mose Makir, Manasse Søn, Gilead, og han boede derudi.
Num	32	41	41. Men Jair, Manasse Søn, gik hen og indtog deres Smaabyer og kaldte dem Havoth-Jai
Num	32	42	42. Og Noba gik hen og indtog Kenat og dens tilliggende Byer og kaldte den Noba efter sit Navn.
------------------------Fjerde Mosebog, Kapitel 33
Num	33	1	1. Disse ere Israels Børns Rejser, da de vare uddragne af Aegyptens Land, efter deres Haere, under Mose og Aron.
Num	33	2	2. Og Mose opskrev de Steder, fra hvilke de paa deres Rejser efter Herrens Mund droge ud, og disse ere deres Rejser efter de Steder, fra hvilke de droge ud.
Num	33	3	3. Nemlig, de rejste fra Raamses i den første Maaned, paa den femtende Dag i den første Maaned; paa den anden Paaskedag udgik Israels Børn ved en høj Haand for alle Aegypternes Øjne.
Num	33	4	4. Og da begrove Aegypterne alle førstefødte, som Herren havde ihjelslaaet iblandt dem; og Herren havde holdt Dom over deres Guder.
Num	33	5	5. Og Israels Børn rejste fra Raamses, og de lejrede sig i Sukot.
Num	33	6	6. Og de rejste fra Sukot, og de lejrede sig i Etham paa Graensen af Ørkeen.
Num	33	7	7. Og de rejste fra Etham og vendte om til Pi-Hakiroth, som er lige for Baal-Zefon, og de lejrede sig lige foran Migdol.
Num	33	8	8. Og de rejste fra Pi-Hakiroth og gik midt igennem Havet ind i Ørken, og de gik tre Dages Rejse i Ethams Ørk, og de lejrede sig i Mara.
Num	33	9	9. Og de rejste fra Mara og kom til Elim; men i Elim vare tolv Vandkilder og halv fjerdsindstyve Palmetraeer, og de lejrede sig der.
Num	33	10	10. Og de rejste fra Elim, og de lejrede sig ved det røde Hav.
Num	33	11	11. Og de rejste fra det røde Hav og de lejrede sig i den Ørk Sin.
Num	33	12	12. Og de rejste fra den Ørk Sin, og de lejrede sig i Dofka.
Num	33	13	13. Og de rejste fra Dofka, og de lejrede sig i Alus.
Num	33	14	14. Og de rejste fra Alus, og de lejrede sig; i Refidim; og der havde Folket ikke Vand at drikke.
Num	33	15	15. Og rejste fra Refidim, og de lejrede sig. i Sinai Ørk.
Num	33	16	16. Og de rejste fra Sinai Ørk, og de lejrede sig i Kibroth-Hattaava.
Num	33	17	17. Og de rejste fra Kibroth-Hattaava, og de lejrede sig i Hazeroth.
Num	33	18	18. Og de rejste fra Hazeroth, og de lejrede sig i Rithma.
Num	33	19	19. Og de rejste fra Rithma, og de lejrede sig i Rimmon-Perez.
Num	33	20	20. Og de rejste fra Rimmon-Perez, og de lejrede sig i Libna.
Num	33	21	21. Og de rejste fra Libna, og de lejrede sig i Rissa.
Num	33	22	22. Og de rejste fra Rissa, og de lejrede sig i Kehelath.
Num	33	23	23. Og de rejste fra Kehelath, og de lejrede sig paa Sefers Bjerg.
Num	33	24	24. Og de rejste fra Sefers Bjerg, og de lejrede sig i Harada.
Num	33	25	25. Og de rejste fra Harada, og de lejrede sig i Markeheloth.
Num	33	26	26. Og de rejste fra Makeheloth, og de lejrede sig i Thabath.
Num	33	27	27. Og de rejste fra Thabath, og de lejrede sig i Thara.
Num	33	28	28. Og de rejste fra Thara, og de lejrede sig i Mithka.
Num	33	29	29. Og de rejste fra Mithka, og de lejrede sig i Hasmona.
Num	33	30	30. Og de rejste fra Hasmona, og de lejrede sig i Moseroth.
Num	33	31	31. Og de rejste fra Moseroth og de lejrede sig i Bne-Jaakan.
Num	33	32	32. Og de rejste fra Bne-Jaakan, og de lejrede sig i Horhagidgad.
Num	33	33	33. Og de rejste fra Horhagidgad, og de lejrede sig i Jothbata.
Num	33	34	34. Og de rejste fra Jothbata, og de lejrede sig i Abrona.
Num	33	35	35. Og de rejste fra Abrona og de lejrede sig i Eziongeber.
Num	33	36	36. Og de rejste fra Eziongeber, og de lejrede sig i den Ørk Zin, det er Kades.
Num	33	37	37. Og de rejste fra Kades, og de lejrede sig ved det Bjerg Hor, ved det yderste af Edoms Land.
Num	33	38	38. Da gik Praesten Aron op paa det Bjerg Hor, efter Herrens Mund, og døde der i det fyrretyvende Aar, efter at Israels Børn vare udgangne af Aegyptens Land, i den femte Maaned, paa den første Dag i Maaneden.
Num	33	39	39. Og Aron var hundrede og tre og tyve Aar gammel, da han døde paa det Bjerg Hor.
Num	33	40	40. Og Kananiten, Arads Konge, som boede Sønder paa i Landet Kanaan, hørte om Israels Børns Komme.
Num	33	41	41. Og de lejrede sig fra det Bjerg Hor, og de lejrede sig i Zalmona.
Num	33	42	42. Og de rejste fra Zalmona, og de lejrede sig i Funon.
Num	33	43	43. Og de rejste fra Funon, og de lejrede sig i Oboth.
Num	33	44	44. de rejste fra Oboth, og de lejrede sig ved Abarims Høje, ved Moabiternes Landemaerke.
Num	33	45	45. Og de rejste fra Højene, og de lejrede sig i Dibon-gad.
Num	33	46	46. Og de rejste fra Dibon-Gad, og de lejrede sig i Almon-Diblathaim.
Num	33	47	47. Og de rejste fra Almon-Diblathaim, og de lejrede sig ved Abarims Bjerge, foran Nebo.
Num	33	48	48. Og de rejste fra Abarims Bjerge, og de lejrede sig paa Moabiternes slette Marker, ved Jordanen over for Jeriko.
Num	33	49	49. Men de lejrede sig ved Jordanen, fra Beth-Jesimoth til Abel Sittim, paa Moabiternes slette Marker.
Num	33	50	50. Og Herren talede til Mose paa Moabiternes slette Marker, ved Jordanen over for Jeriko, og sagde:
Num	33	51	51. Tal til Israels Børn, og du skal sige til dem: Naar I ere gangne over Jordanen ind i Kanaans Land,
Num	33	52	52. da skulle I fordrive alle Landets, Indbyggere for eder og tilintetgøre alle deres Billedstøtter; og I skulle tilintetgøre alle deres støbte Billeder og ødelaegge alle deres Høje.
Num	33	53	53. Og I skulle indtage Landet og bo derudi; thi eder har jeg givet Landet til at eje det.
Num	33	54	54. Og I skulle tage Landet til Arv ved Lodkastning efter eders Slaegter; den som har mange, hans Arv skulle I gøre stor, og den som har faa, hans Arv skal du gøre liden; hvor Loddet udkommer for ham, der skal det høre ham til; efter eders Faedres Stammer skulle I tage det til Arv.
Num	33	55	55. Og dersom I ikke fordrive Landets Indbyggere fra eders Ansigt, da skulle de, som I lade blive tilovers af dem, vorde til Torne i eders Øjne og til Brodde i eders Sider, og de skulle traenge eder i det Land, som I bo udi.
Num	33	56	56. Saa skal det ske, at ligesom jeg taenkte at gøre ved dem, saaledes vil jeg gøre ved eder.
------------------------Fjerde Mosebog, Kapitel 34
Num	34	1	1. Og Herren talede til Mose og sagde:
Num	34	2	2. Byd Israels Børn, og du skal sige til dem: Naar I komme til Kanaans Land, da skal dette vaere det Land, som skal falde eder til Arv, nemlig Kanaans Land efter sine Graenser.
Num	34	3	3. Og den søndre Side skal vaere eder fra den Ørk Zin til Edom, og eders Landemaerke skal vaere i Sønden fra Enden af Salthavet imod Østen.
Num	34	4	4. Og eders Landemaerke skal gaa omkring hen Sønden om Opgangen til Akrabbim og gaa igennem til Zin, og dets Udgang skal vaere Sønden for Kades-Barnea, og det skal gaa ud til Hazar-Adar og gaa over til Azmon.
Num	34	5	5. Og Landemaerket skal gaa omkring fra Azmon til Aegyptens Baek, og Udgangen derpaa skal vaere til Havet.
Num	34	6	6. Og angaaende Landemaerket imod Vesten, da skal det store Hav vaere eder Landemaerke; dette skal vaere eders Landemaerke imod Vesten.
Num	34	7	7. Og dette skal vaere eder Landemaerket mod Norden: I skulle saette Graensen for eder fra det store Hav til Bjerget Hor.
Num	34	8	8. Fra Bjerget Hor skulle I saette Graensen hen imod Hamath, og Landemaerkets Udgang skal vaere til Zedad.
Num	34	9	9. Og Landemaerket skal gaa ud til Sifron, og dets Udgang skal vaere ved Hasar-Enan; dette skal vaere eders Landemaerke imod Norden.
Num	34	10	10. Og I skulle maale eders Landemaerke mod Østen fra Hasar-Enan til Sefam.
Num	34	11	11. Og Landemaerket skal gaa ned fra Sefam til Ribla, Østen for Ain, og Landemaerket skal gaa ned og berøre Siden af Kinnereths Hav, imod Østen.
Num	34	12	12. Og Landemaerket skal gaa ned til Jordanen, og dets Udgang skal vaere ved Salthavet; dette skal vaere eder Landet med sine Graenser trindt omkring.
Num	34	13	13. Og Mose bød Israels Børn og sagde: Dette er det Land, som I skulle tage eder til Arv ved Lodkastning, og som Herren befalede at give de ni Stammer og den halve Stamme;
Num	34	14	14. thi Rubeniternes Børns St amme efter deres Faedrenehuse, og Gaditernes Børns Stamme efter deres Faedrenehuse, de have faaet, og Manasse halve Stamme, de have faaet deres Arv.
Num	34	15	15. De to Stammer og den halve Stamme, de have faaet deres Arv paa denne Side Jordanen lige for Jeriko, foran mod Østen.
Num	34	16	16. Og Herren talede til Mose og sagde:
Num	34	17	17. Disse ere Navnene paa de Maend, som skulle dele Landet til Arv mellem eder: Eleasar, Praesten, og Josva, Nuns Søn.
Num	34	18	18. Og een Fyrste af hver Stamme skulle I tage til at dele Landet til Arv.
Num	34	19	19. Disse: ere Navnene paa Maendene: Af Judas Stamme Kaleb, Jefunne Søn;
Num	34	20	20. Og af Simeons Børns Stamme Semuel, Ammihuds Søn;
Num	34	21	21. af Benjamins Stamme Elidad, Kislons Søn
Num	34	22	22. og af Dans Børns Stamme en Fyrste, Bukki, Jogli Søn;
Num	34	23	23. af Josefs Børn, af Manasse Børns Stamme, en Fyrste, Hanniel, Efods Søn
Num	34	24	24. Og af Efraims Børns Stamme en Fyrste, Kemuel, Siftans Søn;
Num	34	25	25. og af Sebulons Børns Stamme en Fyrste, Elizafan, Parnaks Søn;
Num	34	26	26. og af Isaskars Børns Stamme en Fyrste, Paltiel, Assans Søn;
Num	34	27	27. og af Asers Børns Stamme en Fyrste, Akihud, Selomi Søn;
Num	34	28	28. og af Nafthali Børns Stamme en Fyrste, Pedahel, Ammihuds Søn.
Num	34	29	29. Disse ere de, som Herren bød at dele Arven imellem Israels Børn, i Kanaans Land.
------------------------Fjerde Mosebog, Kapitel 35
Num	35	1	1. Og Herren talede til Mose paa Moabiternes slette Marker, ved Jordanen over for Jeriko, og sagde:
Num	35	2	2. Byd Israels Børn, at de give Leviterne af deres Ejendoms Arv Staeder at bo udi; dertil skulle I give Leviterne Mark til Staederne trindt omkring dem.
Num	35	3	3. Og de skulle have Staederne til at bo udi, og deres Marker skulle vaere for deres Kvaeg og for deres Gods og for alle deres Dyr.
Num	35	4	4. Og Staedernes Marker, som I skulle; give Leviterne, skulle vaere fra Stadsmuren og udefter tusinde Alen trindt omkring.
Num	35	5	5. Saa skulle I maale uden for Staden, den østre Side to Tusinde Alen, og den søndre Side to Tusinde Alen, og den vestre Side to Tusinde Alen, og den nordre Side to Tusinde Alen, og Staden skal vaere i Midten; dette skal vaere dem Staedernes Marker.
Num	35	6	6. Og af Staederne, som I skulle give Leviterne, skulle seks vaere Tilflugtsstaeder, som I skulle give, at en Manddraber kan fly derhen; og foruden dem skulle I give dem to og fyrretyve Staeder.
Num	35	7	7. Alle Staederne, som I skulle give Leviterne skulle vaere otte og fyrretyve Staeder, de og deres Marker.
Num	35	8	8. Og hvad de Staeder angaar, som I skulle give af Israels Børns Ejendom, da skulle I tage flere fra den, som har mange, og tage faerre fra den, som har faa; hver efter sin Arvs Beskaffenhed, som de skulle arve, skal give Leviterne af sine Staeder.
Num	35	9	9. Og Herren talede til Mose og sagde:
Num	35	10	10. Tal til Israels Børn, og du skal sige til dem: Naar I komme over Jordanen ind i Kanaans Land,
Num	35	11	11. da skulle I udvaelge eder Staeder, som skulle vaere Tilflugtsstaeder for eder, at en Manddraber, som slaar en Person ihjel af en Forseelse, kan fly derhen.
Num	35	12	12. Og de skulle vaere eder Staeder til en Tilflugt for Blodhaevneren, at Manddraberen ikke skal dø, førend han har staaet for Menighedens Ansigt, for Dommen.
Num	35	13	13. Og de Staeder, som I skulle afgive, skulle vaere seks Tilflugtsstaeder for eder.
Num	35	14	14. De tre Staeder skulle I give paa denne Side Jordanen, og de tre Staeder skulle I give i Kanaans Land; de skulle vaere Tilflugtsstaeder.
Num	35	15	15. For Israels Børn og for den fremmede og for den, som er Gaest midt iblandt dem, skulle disse seks Staeder vaere til en Tilflugt, at hver den, som slaar en Person ihjel af en Forseelse, kan fly derhen.
Num	35	16	16. Men dersom en slaar en anden med et Stykke Jern, saa han dør, han er en Manddraber; den Manddraber skal dødes.
Num	35	17	17. Og dersom han slaar ham med en Sten i Haand, hvormed nogen kan draebes, og han dør, da er han en Manddraber; den Manddraber skal dødes.
Num	35	18	18. Eller han slaar ham med et Stykke Trae i Haand, hvormed nogen kan draebes, og han dør, da er han en Manddraber; den Manddraber skal dødes.
Num	35	19	19. Blodhaevneren, han maa draebe Manddraberen; naar han møder ham, maa han draebe ham.
Num	35	20	20. Og dersom en af Had giver en anden et Stød, eller kaster noget paa ham med frit Forsaet, saa at han dør,
Num	35	21	21. eller han slaar ham af Fjendskab med sin Haand, saa at han dør, da skal den, som slog, dødes, han er en Manddraber; Blodhaevneren maa draebe Manddraberen, naar han møder ham
Num	35	22	22. Men dersom han giver ham et Stød i en Hast, uden Fjendskab, eller kaster nogen Ting paa ham uden frit Forsaet,
Num	35	23	23. eller det sker med en Sten, hvormed man kan draebes, og han ikke saa ham, da han lod den falde paa ham, saa, han døde, og han var ikke hans Fjende og søgte ikke hans Ulykke:
Num	35	24	24. Da skulle de i Menigheden dømme imellem den, som slog, og imellem Blodhaevneren efter disse Love.
Num	35	25	25. Og de i Menigheden skulle udfri Manddraberen af Blodhaevnerens Haand, og de i Menigheden skulle lade ham komme tilbage til hans Tilflugtsstad, som han flyede til; og han skal blive der, indtil Ypperstepraesten, som man har salvet med den hellige Olie, dør.
Num	35	26	26. Men om Mandraberen gaar uden for den Tilflugtsstads Markeskel, som han flyede til,
Num	35	27	27. og Blodhaevneren finder ham uden for hans Tilflugtsstads Markeskel, og Blodhaevneren slaar Manddraberen ihjel, da har hin ingen Blodskyld
Num	35	28	28. Thi han skulde vaere bleven i sin Tilflugtsstad, indtil Ypperstepraesten døde; men efter Ypperstepraestens Død maa Manddraberen vende tilbage til sit Ejendoms Land.
Num	35	29	29. dette skal vaere eder en beskikket Ret hos eders Efterkommere i alle eders Boliger.
Num	35	30	30. Naar nogen ihjelslaar en Person, da skal man efter Vidners Mund slaa denne Manddraber ihjel; men eet Vidne skal ikke vidne imod en Person i Livssag.
Num	35	31	31. Og I skulle ikke tage Sonepenge for en Manddrabers Person, naar han er skyldig til at dø; thi han skal dødes.
Num	35	32	32. Og I skulle ingen Sonepenge tage for at lade nogen fly til sin Tilflugtsstad eller at lade nogen komme tilbage at bo i Landet, førend Praesten dør.
Num	35	33	33. Og I skulle ikke besmitte Landet, som I bo udi; thi Blodet besmitter Landet; og for Landet kan ikke ske Forsoning for det Blod, som udøses deri, uden ved hans Blod, som udøste det.
Num	35	34	34. Og du skal ikke gøre Landet urent, hvilket I bo udi, hvilket jeg bor midt udi; thi jeg Herren bor midt iblandt Israels Børn.
------------------------Fjerde Mosebog, Kapitel 36
Num	36	1	1. Og de Øverste for Faedrenehusene, i Gileads Børns Slaegt, hans, som var en Søn af Makir, Manasse Søn, af Josefs Børns Slaegt, gik frem, og de talede for Mose Ansigt og for Fyrsternes Ansigt, dem, som vare de Øv erste for Faedrenehusene blandt Israels Børn,
Num	36	2	2. og de sagde: Herren har budet min Herre at give Israels Børn Landet til Arv ved Lod; og min Herre er befalet af Herren at give vor Broder Zelafehads Arv til hans Døtre;
Num	36	3	3. men blive de en af de Sønner, som høre; til de andre Israels Børns Stammer, til Hustruer, da vil deres Arv gaa bort fra vore Faedres Arv og laegges til den Stamme, som de gaa over til, og gaa bort fra vor Arvs Lod;
Num	36	4	4. og naar det bliver Jubelaar for Israels Børn, da laegges deres Arv til den Stammes Arv, som de gik over til; og dermed vil deres Arv gaa bort fra vore Faedres Stammes Arv.
Num	36	5	5. Og Mose bød Israels Børn efter Herrens Mund og sagde: Josefs Børns Stamme taler ret.
Num	36	6	6. Dette er det Ord, som Herren byder om Zelafehads Døtre og siger: De maa vorde dem til Hustruer, som synes gode for deres Øjne, kun at de vorde dem til Hustruer, som ere af deres Faedres Stammes Slaegtskab,
Num	36	7	7. at Israels Børns Arv ej skal komme omking fra en Stamme til en anden; men hver iblandt Israels Børn skal haenge ved sine Faedres Stammes Arv.
Num	36	8	8. Og hver Datter af Israels Børns Stammer, som arver nogen Arv, skal vorde en af sin Faders Stammes Slaegtskab til Hustru, paa det Israels Børn kunne arve hver sine Faedres Arv,
Num	36	9	9. og at en Arv ikke skal komme omkring fra en Stamme til en anden Stamme; men Israels Børns Stamme skulle haenge hver ved sin Arv.
Num	36	10	10. Som Herren havde befalet Mose. saa gjorde Zelafehads Døtre.
Num	36	11	11. Og; Mahela, Tirza og Hogla og Milka og Noa, Zelafehads Døtre, bleve deres Farbroders Sønners Hustruer.
Num	36	12	12. Dem, som vare af Manasse Børns, Josefs Søns, Slaegter, bleve de til Hustruer, og deres Arv blev hos deres Faders Slaegtskabs Stamme.
Num	36	13	13. Disse ere de Bud og de Love, som Herren bød ved Mose for Israels Børn paa Moabiternes slette Marker, ved Jordanen over for Jeriko.
------------------------Femte Mosebog, Kapitel 1
Deu	1	1	1. Disse ere de Ord, som Mose har talet til al Israel paa hin Side Jordan, i Ørken paa den slette Mark over for Suf, imellem, Paran og imellem Tofel og Laban og Hazeroth og Di-Sahab,
Deu	1	2	2. elleve Dages Rejse fra Horeb til Seirs Bjerge, indtil Kades-Barnea.
Deu	1	3	3. Og det skete i det fyrretyvende Aar, i den ellevte Maaned, pa den første Dag i Maaneden, da talede Mose til Israels Børn, efter alt det som Herren havde budet ham til dem,
Deu	1	4	4. efter at han havde slaaet Sihon, Amoriternes Konge, som boede i Hesbon, og; Og, Kongen af Basan, som boede i Astharoth ved Edrei.
Deu	1	5	5. Paa hin Side Jordanen i Moabiternes Land begyndte Mose at udlaegge denne Lov og sagde:
Deu	1	6	6. Herren vor Gud talede til os ved Horeb og sagde: I have laenge nok vaeret ved dette Bjerg.
Deu	1	7	7. Vender om og rejser, og drager til Amoriternes Bjerg, og til alle deres Naboer paa den slette Mark, paa Bjergene og i Lavlandet, og i Sønden og ved Havets Strand; til Kananiternes Land og til Libanon, indtil den store Flod, den Flod Frat.
Deu	1	8	8. Se, jeg har givet det Land for eders Ansigt; kommer og indtager det Land, som Herren har tilsvoret eders Faedre, Abraham, Isak og Jakob at give dem og deres Saed efter dem.
Deu	1	9	9. Da talede jeg til eder paa den samme Tid og sagde: Jeg kan ikke ene baere eder.
Deu	1	10	10. Herren eders Gud har gjort eder mangfoldige, og se, I ere i Dag som Stjernerne paa Himmelen i Mangfoldighed.
Deu	1	11	11. Herren eders Faedres Gud laegge tusinde Gange flere til eder, end I ere, og han velsigne eder, som han har sagt eder!
Deu	1	12	12. Hvorledes kan jeg ene baere eders Besvaer og eders Byrde og eders Traette?
Deu	1	13	13. Forskaffer mig vise og forstandige og forsøgte Maend af eders Stammer, og jeg vil saette dem til Høvedsmaend over eder.
Deu	1	14	14. Da svarede I mig og sagde: Det er en god Ting, som du siger, at du vil gøre.
Deu	1	15	15. Saa tog jeg eders Stammers Høvedsmaend, vise og forsøgte Maend, og satte dem til Høvedsmaend over eder: Til Øverster over Tusinder og Øverster over Hundreder og Øverster over halvtredssindstyve og Øverster over ti og til Fogeder for eders Stammer.
Deu	1	16	16. Og jeg bød eders Dommere paa samme Tid og sagde: Hører Sagerne imellem eders Brødre og dømmer med Retfaerdighed imellem en Mand og hans Broder og imellem den fremmede hos ham.
Deu	1	17	17. I skulle i Dommen ikke anse Personen, I skulle høre den mindste med den største, I skulle ikke frygte for nogen, thi Dommen hører Gud til; men den Sag, som bliver eder for svar, lader den komme frem til mig, saa vil jeg høre den.
Deu	1	18	18. Da bød jeg eder paa samme Tid alt, hvad I skulle gøre.
Deu	1	19	19. Saa rejste vi fra Horeb og gik igennem hele den store og forfaerdelige Ørk, hvilken I saa, ad Vejen til Amoritens Bjerg, som Herren vor Gud befalede os; og vi kom til Kades-Barnea.
Deu	1	20	20. Da sagde jeg til eder: I ere komne til Amoritens Bjerg, hvilket Herren vor Gud vil give os.
Deu	1	21	21. Se, Herren din Gud har givet det Land fór dit Ansigt; drag op, indtag det, som Herren dine, Faedres Gud har sagt dig, frygt ikke og raeddes ikke.
Deu	1	22	22. Da kom I alle frem til mig og sagde: Lader os sende Maend for vort Ansigt, som kunne udforske os Landet, og de skulle bringe os Svar om, ad hvilken Vej vi skulle drage op, og om de Staeder, som vi skulle komme til.
Deu	1	23	23. Og de Ord behagede mig; saa jeg tog tolv Maend af eder, een Mand for hver Stamme.
Deu	1	24	24. Og de vendte sig og droge op paa Bjerget og kom til Eskols Baek, og de bespejdede det.
Deu	1	25	25. Og de toge i deres Haand af Landets Frugt og førte ned til os, og de bragte os Svar og sagde: Det er et godt Land, som Herren vor Gud har givet os.
Deu	1	26	26. Men I vilde ikke drage op, og I vare genstridige mod Herren eders Guds Mund.
Deu	1	27	27. Og I knurrede i eders Telte og sagde: Fordi Herren hader os, har han udført os af Aegyptens Land, for at give os i Amoriternes Haand til at ødelaegge os.
Deu	1	28	28. Hvorhen skulle vi drage op? Vore Brødre have mistrøstet vort Hjerte og sagt: Det Folk er større og højere end vi, Staederne ere store og befaestede op imod Himmelen, dertil med have vi ogsaa set Anakiternes Børn der.
Deu	1	29	29. Da sagde jeg til eder: Lader eder ikke forfaerde og frygter ej for dem!
Deu	1	30	30. Herren eders Gud, som gaar foran eders Ansigt, han skal stride for eder, ganske som han gjorde med eder i Aegypten for eders Øjne,
Deu	1	31	31. og i Ørken, som du har set, hvor Herren din Gud har baaret dig, ligesom en: Mand baerer sin Søn; paa hele den Vej, som I have vandret, indtil I ere komne til dette Sted.
Deu	1	32	32. Men uagtet dette Ord troede I ikke paa Herren eders Gud,
Deu	1	33	33. han, som gik for eders Ansigt paa Vejen at opsøge for eder Stedet, hvor I skulde lejre eder, i en Ild om Natten, for at vise eder Vejen, som I skulde gaa paa, og i en Sky om Dagen.
Deu	1	34	34. Der Herren hørte eders Ords Røst, da blev han vred og svor og sagde:
Deu	1	35	35. Der skal ingen af disse Maend, af denne onde Slaegt, se det gode Land, som jeg svor at ville give eders Faedre,
Deu	1	36	36. uden Kaleb Jefunne Søn; han skal se det, og ham og hans Børn vil jeg give det Land, som han har traadt paa, fordi han har fuldkommeligen efterfulgt Herren.
Deu	1	37	37. Herren blev endog vred pa, mig for eders Skyld, og sagde: Du skal ikke heller komme derind.
Deu	1	38	38. Josva, Nuns Søn, som staar for dit Ansigt, han skal komme derhen; styrk ham, thi han skal dele det til Arv iblandt Israel.
Deu	1	39	39. Og eders smaa Børn, om hvilke I sagde: De skulle blive til Rov, og eders Sønner, som ikke paa denne Dag forstaa godt eller ondt, de skulle komme derind, og jeg vil give dem det, og de skulle arve det.
Deu	1	40	40. Men I, vender eder og rejser til Ørken ad Vejen til det røde Hav.
Deu	1	41	41. Da svarede I og sagde til mig: Vi have syndet imod Herren, vi ville drage op og stride, ganske som Herren vor Gud befalede os; og I bandt om eder, hver sine Krigsvaaben, og vare letsindige til at drage op paa Bjerget.
Deu	1	42	42. Da sagde Herren til mig: Sig dem, I skulle ikke drage op, og I skulle ikke stride, thi jeg er ikke midt iblandt eder; at I ikke skulle blive slagne for eders Fjenders Ansigt.
Deu	1	43	43. Der jeg sagde eder det, da vilde I ikke høre mig; og I vare genstridige imod Herrens Mund, og formastede eder hovmodeligen og droge op paa Bjerget.
Deu	1	44	44. Da droge Amoriterne, som boede paa det samme Bjerg, ud imod eder, og de forfulgte eder, saaledes som Bier gøre, og de knusede eder i Seir, lige til Horma.
Deu	1	45	45. Der I kom tilbage og graed for Herrens Ansigt, da hørte Herren ikke paa eders Røst og bøjede ikke Øret til eder.
Deu	1	46	46. Saa bleve I i Kades mange Dage, al den Tid, I bleve der.
------------------------Femte Mosebog, Kapitel 2
Deu	2	1	1. Da vendte vi os og rejste til Ørken ad Vejen til det røde Hav, som Herren havde talet til mig, og vi droge omkring Seirs Bjerg mange Aar.
Deu	2	2	2. Og Herren talede til mig og sagde:
Deu	2	3	3. I have laenge nok draget omkring dette Bjerg, vender eder imod Norden,
Deu	2	4	4. og byd Folket og sig: I drage nu igennem eders Brødres, Esaus Børns, Landemaerke, de som bo i Seir, og de skulle frygte for eder; men I skulle tage eder vel i Vare.
Deu	2	5	5. I skulle ikke befatte eder med dem i Krig; thi jeg vil ikke give eder noget af deres Land, end ikke saa meget, som en Fodsaal kan traede paa, fordi jeg har givet Esau Seirs Bjerg til Ejendom.
Deu	2	6	6. I skulle købe Spise af dem for Penge og aede, og I skulle ogsaa købe Vand af dem for Penge og drikke;
Deu	2	7	7. thi Herren din Gud har velsignet dig i al din Haands Gerning; han kender dine Gange igennem denne store Ørk; i fyrretyve Aar har Herren din Gud vaeret med dig; dig fattedes ingen Ting
Deu	2	8	8. Der vi droge fra vore Brødre Esaus Børn, sóm boede i Seir, paa Vejen til den slette Mark, fra Elath og fra Eziongeber, da vendte vi os I og gik igennem ad Vejen til Moabiternes Ørk.
Deu	2	9	9. Da sagde Herren til mig: Du skal ikke traenge Moabiterne og ikke befatte dig med dem i Krig; thi jeg vil intet give dig af deres Land til Ejendom; thi jeg har givet Lots Børn Ar til Ejendom.
Deu	2	10	10. Emiterne boede fordum derudi det var et stort og staerkt og højt Folk, som Anakiterne.
Deu	2	11	11. De holdtes og for Kaemper ligesom Anakiterne, og Moabiterne kaldte dem Emiter,
Deu	2	12	12. Og Horiterne boede fordum i Seir, og Esaus Børn fordreve dem og ødelagde dem for sig, og de toge, Bolig i deres Sted; ligesom Israel, gør ved sit Ejendoms Land, hvilket Herren har givet dem.
Deu	2	13	13. Gører eder nu rede og drager, over Sereds Baek; og vi droge over Sereds Baek.
Deu	2	14	14. Men de Dage, vi have vandret fra Kades-Barnea, indtil vi kom over Baekken Sezed, vare otte og tredive Aar, indtil den hele Slaegt af Krigsmaend ganske var uddød af, Lejren, saaledes som Herren havde svoret dem.
Deu	2	15	15. Tilmed var og Herrens Haand imod dem til at udrydde dem af Lejren, indtil det fik Ende med dem.
Deu	2	16	16. Og det skete, der det havde faaet Ende med alle Krigsmaendene, saa de vare uddøde af Folkets Midte,
Deu	2	17	17. da talede Herren til mig og sagde:
Deu	2	18	18. Du drager i Dag igennem Moabiternes Landemaerke ved Ar,
Deu	2	19	19. og du kommer naer frem for Ammons Børn; du skal ikke traenge dem, ej heller befatte dig med dem i Krig; thi jeg vil intet give dig af Ammons Børns Land til Ejendom; thi jeg har givet Lots Børn det til Ejendom.
Deu	2	20	20. Ogsaa det er blevet holdt for et Kaempeland, derudi boede fordum Kaemper, og Ammoniterne kaldte dem Samsummiter.
Deu	2	21	21. Det var et stort og staerkt og højt Folk som Anakiterne, men Herren ødelagde dem for deres Ansigt, saa de fordreve dem og boede i deres Sted;
Deu	2	22	22. ligesom han gjorde for Esaus Børn, som bo i Seir, for hvis Ansigt han ødelagde Horiterne, saa de fordreve dem og boede i deres Sted indtil denne Dag.
Deu	2	23	23. Og Aviterne, som boede i Landsbyerne; indtil Gaza, dem ødelagde Kafthoriterne, Og, boede i deres Sted.
Deu	2	24	24. Gører eder rede, rejser frem og gaar over Baekken Arnon; se, jeg har givet Sihon, den amoritiske Konge af Hesbon, og hans Land i dine Haender; begynd, indtag det og giv dig i Kamp med ham!
Deu	2	25	25. Jeg vil begynde paa denne Dag at laegge Raedsel og Frygt for dig over Folkenes Ansigt under den ganske Himmel, at de, som høre dit Rygte, skulle baeve og blive bange for dit Ansigt.
Deu	2	26	26. Da sendte jeg Bud fra den Ørk Kedemoth til Sihon, Kongen af Hesbon, med fredelige Ord og lod sige:
Deu	2	27	27. Jeg vil drage igennem dit Land, jeg vil blot gaa, paa Vejen, jeg vil ikke vige til den højre eller venstre Side.
Deu	2	28	28. Spise skal du saelge mig for Penge, at jeg maa aede, og Vand skal du give mig for Penge, at jeg maa drikke; jeg vil ikkun gaa igennem til Fods;
Deu	2	29	29. ligesom Esaus Børn gjorde imod mig; de som bo i Seir, og Moabiterne, som bo i Ar; indtil jeg kommer over Jordanen til det Land, som Herren vor Gud giver os.
Deu	2	30	30. Men Sihon, Kongen i Hesbon, vilde ikke lade os drage igennem hos sig; thi Herren din Gud forhaerdede hans Aand og gjorde hans Hjerte stift, for at give ham i dine Haender, som man ser paa denne Dag.
Deu	2	31	31. Og Herren sagde til mig: Se, jeg har begyndt at overgive Silhon og hans Land til dig; begynd, indtag hans Land til Eje!
Deu	2	32	32. Og Sihon drog ud imod os han og alt hans Folk, til Strid ved Jaza
Deu	2	33	33. Men Herren vor Gud overgav ham til os, og vi sloge ham og hans Børn og alt hans Folk.
Deu	2	34	34. Og vi indtoge alle hans Staeder paa samme Tid, og vi bandlyste hver Stad, Maend og Kvinder og smaa Børn; vi lode ingen undkommen blive tilovers,
Deu	2	35	35. kun Faeet røvede vi for os og Byttet af Staederne, som vi havde indtaget.
Deu	2	36	36. Fra Aroer, som ligger ved Bredden af, Arnons Baek, og fra den Stad, som er i Dalen, og indtil Gilead. var der ikke en Stad, som var os for høj; Herren vor Gud overgav dem alle til os.
Deu	2	37	37. Kun kom du ikke naer til Ammons Børns Land, til hele den Side ved Baekken Jabok og til Staederne paa Bjerget, og alt det, som Herren vor Gud har budet os om
------------------------Femte Mosebog, Kapitel 3
Deu	3	1	1. Og vi vendte os og droge op ad Vejen til Basan. Saa drog Og, Kongen af Basan, ud imod os, han og alt hans Folk til Strid ved Edrei.
Deu	3	2	2. Og Herren sagde til mig: Frygt ikke for ham, thi jeg har givet ham og alt hans Folk og hans Land i din Haand; og du skal gøre ved ham, ligesom du gjorde ved Sihon, Amoriternes Konge, som boede i Hesbon.
Deu	3	3	3. Saa gav Herren vor Gud ogsaa Kong Og af Basan og alt hans Folk i vor Haand, og vi sloge ham, indtil at ingen undkommen blev tilovers for ham.
Deu	3	4	4. Og vi indtoge alle hans Staeder paa samme Tid; der var ikke en Stad, som vi jo toge fra dem: Tresindstyve Staeder, hele Egnen Agog, som var Ogs Rige i Basan.
Deu	3	5	5. Alle disse Staeder vare faste med høje Mure, dobbelte Porte og Staenger; desuden saare mange Staeder, som vare ubefaestede Byer.
Deu	3	6	6. Og vi bandlyste dem, ligesom vi gjorde ved Sihon, Kongen af Hesbon; vi bandlyste alle Staederne Maend, Kvinder og smaa Børn.
Deu	3	7	7. Men alt Kvaeget og Byttet, som var i Staederne, røvede vi for os selv.
Deu	3	8	8. Saa toge vi paa den samme Tid Landet af de to amoritiske Kongers Haand, det som var paa denne Side Jordanen, fra Baekken Arnon indtil Bjerget Hermon,
Deu	3	9	9. Sidonierne kalde Hermon Sirjon; men Amoriterne kalde det Senir,
Deu	3	10	10. alle Staederne paa det jaevne Land og hele Gilead og hele Basan, indtil Salka og Edrei, som vare Staeder i Ogs Rige i Basan.
Deu	3	11	11. Thi Kong Og af Basan var ene tilbage af de overblevne Kaemper; se, hans Seng, en Jernseng, er den ikke i Ammons Børns Rabba? ni Alen er dens Laengde, og fire Alen er dens Bredde, efter en Mands Arm.
Deu	3	12	12. Og vi indtoge dette Land paa den samme Tid fra Aroer som ligger ved Arnons Baek og Halvdelen af Gileads Bjerg med dets Staeder gav jeg Rubeniterne og Gaditerne.
Deu	3	13	13. Og det øvrige af Gilead og hele Basan, Ogs Rige, gav jeg Manasse halve Stamme; hele Egnen Argob, hele Basan, dette er kaldet Kaempelandet.
Deu	3	14	14. Jair, Manasse Søn, indtog hele Egnen Argob, indtil Gesuriternes og Maakathiternes Landemaerke; og han kaldte det, nemlig; Basan, efter sit Navn Havoth-Jaiz indtil denne Dag.
Deu	3	15	15. saa gav jeg Makir Gilead.
Deu	3	16	16. Og jeg gav Rubeniterne og Gaditerne fra Gilead og indtil Arnons Baek, midt i Dalen, som blev Landemaerke, og indtil Jaboks Baek, som er Ammons Børns Landemaerke,
Deu	3	17	17. og den slette Mark og Jordanen, som blev Landemaerke, fra Kinnereth og indtil Havet ved den slette Mark, nemlig, Salthavet, neden for Foden af Pisga, imod Østen.
Deu	3	18	18. Og jeg bød eder paa samme Tid og sagde: Herren eders Gud har givet eder dette Land at eje det; I skulle drage bevaebnede over for eders Brødres, Israels Børns Ansigt, alle I, som ere kampdygtige.
Deu	3	19	19. Ikkun eders Hustruer og eders smaa Børn og eders Kvaeg,(jeg ved, at I have meget Kvaeg), de maa blive i eders Staeder, som jeg har givet eder
Deu	3	20	20. intil Herren skaffer eders Brødre Rolighed ligesom eder, og de ogsaa have indtaget det Land, som Herren eders Gud giver dem paa hin Side Jordanen; saa skulle I vende tilbage hver til sin Ejendom, som jeg har givet eder.
Deu	3	21	21. Og jeg befalede Josva paa den samme Tid og sagde: Dine Øjne have set alt det, som Herren eders Gud har gjort ved disse to Konger; saaledes skal Herren gøre ved alle de Riger, som du drager over til.
Deu	3	22	22. Frygter ikke for dem; thi Herren eders Gud, han er den, som. strider for eder.
Deu	3	23	23. Og jeg bad Herren om Naade paa den samme Tid og sagde:
Deu	3	24	24. Herre, Herre ! du har begyndt at lade din Tjener se din Storhed og din staerke Haand; thi hvo er Gud i Himmelen og paa Jorden, som kan gøre efter dine Gerninger og efter dit Storvaerk?
Deu	3	25	25. Kaere, lad mig fare over og lad mig se det gode Land, som er paa: hin Side Jordanen, dette gode Bjerg og Libanon.
Deu	3	26	26. Men Herren var bleven fortørnet paa mig for eders Skyld og vilde ikke høre mig; men Herren sagde til mig: Lad det vaere dig nok, bliv ikke ved at tale til mig ydermere om denne Sag.
Deu	3	27	27. Gak op paa Pisgas Top, og opløft dine Øjne mod vesten og mod Norden og mod Sønden og mod Østen, og se det med dine Øjne; thi du skal ikke gaa over denne Jordan.
Deu	3	28	28. Og byd Josva, og gør ham frimodig og styrk ham; thi han skal gaa over for dette Folks Ansigt, og han skal dele dem Landet, hvilket du skal se, til Arv.
Deu	3	29	29. Og vi bleve i Dalen over for Beth-Peor.
------------------------Femte Mosebog, Kapitel 4
Deu	4	1	1. Og nu, Israel! hør paa de Skikke og de Bud, som jeg laerer eder at holde, paa det I maa leve og komme ind og eje Landet, som Herren eders Gud vil give eder.
Deu	4	2	2. I skulle intet laegge til det Ord, som jeg byder eder, og intet tage derfra, at I maa bevare Herren eders Guds Bud, som jeg har budet eder.
Deu	4	3	3. Eders Øjne have set, hvad Herren har gjort for Baal-Peors Skyld; thi hver Mand, som gik efter Baal-Peor, ham har Herren din Gud udslettet af din Midte.
Deu	4	4	4. Men I, som haengte hardt ved Herren eders Gud, I leve alle paa denne Dag.
Deu	4	5	5. Se, jeg har laert eder Skikke og Bud, eftersom Herren min Gud befalede mig, at I skulle gøre saaledes midt i Landet, hvorhen I skulle komme for at eje det.
Deu	4	6	6. Saa holder dem og gører efter dem; thi det skal vaere eders Visdom og eders Forstand for Folkenes Øjne, som skulle høre om alle disse Skikke, og de skulle sige: Alene dette store Folk er et viist og forstandigt Folk.
Deu	4	7	7. Thi hvor er saa stort et Folk, til hvilket Guder: holde sig naer, saaledes som Herren vor Gud til os, saa tidt vi kalde paa ham?
Deu	4	8	8. Og hvor er saa stort et Folk, som har saa retf aerdige Skikke og Bud, som hele denne Lov er, hvilken jeg i Dag laegger for eders Ansigt?
Deu	4	9	9. Ikkun tag dig i Vare og bevar din Sjael vel, at du ikke forglemmer de Ting, som dine Øjne have set, og at de ikke vige fra dit Hjerte alle dine Livsdage; men du skal kungøre dem for dine Børn og for dine Børnebørn:
Deu	4	10	10. Den Dag, da du stod for Herren din Guds Ansigt ved Horeb, der Herren sagde til mig: Saml til mig Folket, saa vil jeg lade dem høre mine Ord, som de skulle laere, for at frygte mig alle de Dage, som de leve paa Jorden, og de skulle laere deres Børn dem.
Deu	4	11	11. Og I kom naer til og stode neden for Bjerget, og Bjerget braendte med Ild indtil midt op i Himmelen, der var Mørke, Sky, ja forfaerdeligt Mørke.
Deu	4	12	12. Og Herren talede til eder midt ud af Ilden; I hørte Ordets Røst, men I saa ingen, Skikkelse foruden Røsten.
Deu	4	13	13. Og han forkyndte eder sin Pagt, hvilken han bød eder at holde, de ti Ord; og han skrev dem paa to Stentavler.
Deu	4	14	14. Og Herren bød mig paa den samme Tid at laere eder Skikke og Bud, at I skulle gøre derefter i det Land, som I drage over til for at eje det.
Deu	4	15	15. Saa bevarer eders Sjaele vel, fordi I saa slet ingen Skikkelse paa den Dag, der Herren talede til eder paa Horeb midt ud af Ilden,
Deu	4	16	16. at I ikke skulle handle fordaerveligt og; gøre eder et udskaaret Billede, en Skikkelse af noget Billede, en Lignelse af Mand eller Kvinde,
Deu	4	17	17. en Lignelse af noget Dyr, som er paa Jorden, en Lignelse af nogen vinget Fugl, som flyver under Himmelen,
Deu	4	18	18. en Lignelse af noget krybende Dyr paa Jorden, en Lignelse af nogen Fisk, som er i Vandet under Jorden;
Deu	4	19	19. og at du ikke skal opløfte dine Øjne til Himmelen og se Solen og Maanen og Stjernerne, den ganske Himmelens Haer, og tilskyndes til at tilbede dem og tjene dem, hvilke Herren din Gud har uddelt til alle Folkene under den ganske Himmel.
Deu	4	20	20. Men eder tog Herren og udførte eder af Jernovnen, af Aegypten, for at vaere hans Arvs Folk, som man ser paa denne Dag.
Deu	4	21	21. Og Herren blev vred paa mig for eders Handelers Skyld og svor, at jeg ikke skulde gaa over Jordanen, ej heller komme ind i det gode Land, som Herren din Gud giver dig til Arv.
Deu	4	22	22. Thi jeg dør i dette Land, jeg gaar ikke over Jordanen; men I skulle gaa over den og eje dette gode Land.
Deu	4	23	23. Tager eder i Vare, at I ikke forglemme Herren eders Guds Pagt, som han har gjort med eder, saa at I gøre eder et udskaaret Billede, en Skikkelse af nogen som helst Ting, hvad Herren din Gud har forbudet dig.
Deu	4	24	24. Thi Herren din Gud, han er en fortaerende Ild, en nidkaer Gud.
Deu	4	25	25. Naar du avler Børn og Børnebørn, og I blive gamle i Landet, og I handle fordaerveligt og gøre et udskaaret Billede, en Skikkelse af nogen som helst Ting, og I gøre det onde for Herren eders Guds Øjne til at opirre ham:
Deu	4	26	26. Da tager jeg i Dag Himmelen og Jorden til Vidne imod eder, at I snart skulle udryddes af det Land, til hvilket I nu drage hen over Jordanen for at eje det; I skulle ikke forlaenge eders Dage i det, thi I skulle blive aldeles ødelagte.
Deu	4	27	27. Og Herren skal adsprede eder iblandt Folkene, saa at I skulle blive som en liden Hob tilovers iblandt Hedningerne, hvor Herren skal føre eder hen.
Deu	4	28	28. Og der skulle I tjene Guder, et Menneskes Haenders Gerning, Trae og Sten, som hverken kunne se eller høre eller aede eller lugte.
Deu	4	29	29. Og I skulle derfra søge Herren din Gud, og du skal finde ham, naar du leder efter ham af dit ganske Hjerte og af din ganske Sjael.
Deu	4	30	30. Naar du faar Angst, og alle disse Ting ramme dig i de sidste Dage, da skal du til Herren din Gud og høre paa hans Røst,
Deu	4	31	31. Thi Herren din Gud er en barmhjertig Gud, han skal ikke opgive dig eller ødelaegge dig; han skal ikke heller glemme den Pagt med dine Faedre, som han svor dem.
Deu	4	32	32. Thi spørg, kaere, om de forrige Dage, som have vaeret før dig, fra den Dag Gud skabte Menneskene paa Jorden, og fra Himmelens ene Ende og indtil Himmelens anden Ende, om der er sket noget som denne store Ting, eller om der er hørt noget som dette?
Deu	4	33	33. Om et Folk har hørt Guds Røst talende midt ud af Ilden, saaledes som du har hørt, og er blevet ved Live?
Deu	4	34	34. Eller om Gud har forsøgt at komme for at tage sig et Folk midt ud af Folket, ved Forsøgelser, ved Tegn og ved underlige Gerninger og ved Krig og ved en staerk Haand og ved en udrakt Arm og ved store forfaerdelige Gerninger, efter alt det som Herren eders Gud har gjort ved eder i Aegypten for dine Øjne?
Deu	4	35	35. Dig er det blevet vist, for at du skal vide, at Herren han er Gud, ingen uden han alene.
Deu	4	36	36. Af Himmelen har han ladet dig høre sin Røst for at undervise dig, og paa Jorden har han; ladet dig se sin store Ild, og du har hørt hans Ord midt ud af Ilden.
Deu	4	37	37. Og fordi han elskede dine Faedre, da, udvalgte han deres Saed efter dem, og han udførte dig af Aegypten ved sit Ansigt, ved sin store Kraft,
Deu	4	38	38. for at uddrive for dit Ansigt større og staerkere Folk, end du er, for at føre dig ind og give dig deres Land til Arv, som det ses paa denne Dag.
Deu	4	39	39. Saa skal du vide i Dag og tage dig det til Hjerte, at Herren din Gud i Himmelen oventil og paa Jorden nedentil der er ingen ydermere.
Deu	4	40	40. Og du skal holde hans Bud, som jeg byder dig i Dag, at det skal gaa, dig vel og dine Børn efter dig, og at du maa forlaenge Dagene i det Land, som Herren din Gud giver dig alle Dage.
Deu	4	41	41. Da fraskilte Mose tre Staeder paa denne Side Jordanen mod Solens Opgang,
Deu	4	42	42. for at en Manddraber, som slaar sin Naeste ihjel af Vanvare og uden at han hadede ham tilforn, kunde fly derhen; og at han kunde fly til en af disse Staeder og blive ved Live:
Deu	4	43	43. Nemlig Bezer i Ørken, paa det jaevne Land, hos Rubeniterne og Ramoth i Gilead hos Gaditerne og Golan i Basan hos Manassiterne.
Deu	4	44	44. Og dette er Loven, som Mose satte for Israels Børns Ansigt,
Deu	4	45	45. disse ere Vidnesbyrdene og Skikkene og Budene, som Mose forkyndte Israels Børn, der de var udgangne af Aegypten
Deu	4	46	46. paa denne Side Jordanen, i Dalen over for Beth-Peor, i den amoritiske Konge Sihons Land, han, som boede i Hesbon, hvem Mose og Israels Børn sloge, der de vare udgangne af Aegypten.
Deu	4	47	47. Og de toge hans Land og Ogs, Kongen af Basans, Land til Eje, de to amoritiske Kongers, som vare paa denne Side Jordanen, mod Solens Opgang,
Deu	4	48	48. fra Aroer, som ligger ved Baekken Arnons Bred, og indtil Sions Bjerg, det er Hermon,
Deu	4	49	49. og hele den slette Mark paa denne Side Jordanen mod Østen, og indtil Havet ved den slette Mark neden for Foden af Pisga.
------------------------Femte Mosebog, Kapitel 5
Deu	5	1	1. Og Mose kaldte ad al Israel og sagde til dem: Hør, Israel, de Skikke og de Bud, som jeg taler for eders Øren i Dag, og laerer dem og bevarer dem for at gøre efter dem.
Deu	5	2	2. Herren vor Gud gjorde en Pagt med os paa Horeb.
Deu	5	3	3. Herren har ikke gjort denne Pagt med vore Faedre, men med os, ja med os alle sammen, som her er i Live paa denne Dag.
Deu	5	4	4. Herren talede med eder Ansigt til Ansigt paa Bjerget midt ud af Ilden.
Deu	5	5	5. Jeg stod imellem Herren og eder paa den samme Tid, at give eder Herrens Ord til Kende thi I frygtede for Ilden og gik ikke op paa Bjerget, og han sagde:
Deu	5	6	6. Jeg er Herren din Gud, som udførte dig af Aegyptens Land, af Traelles Hus.
Deu	5	7	7. Du skal ikke have andre Guder for mig.
Deu	5	8	8. Du skal intet udskaaret Billede gøre dig eller nogen Lignelse efter det, som er i Himmelen oventil, eller det, som er paa Jorden nedentil, eller det, som er i Vandet, under Jorden.
Deu	5	9	9. Du skal ikke tilbede dem, ej heller tjene det; thi jeg Herren din Gud er en nidkaer Gud som hjemsøger Faedres Misgerning paa Børn, paa dem i tredje og paa dem i fjerde Led, paa dem, som hade mig;
Deu	5	10	10. og, som gør Miskundhed i tusinde Led mod dem, som elske rnig, og mod dem, som holde mine Bud.
Deu	5	11	11. Du skal ikke tage Herren din Guds Navn forfaengeligen; thi Herren skal ikke lade den vaere uskyldig, som tager hans Navn forfaengeligen.
Deu	5	12	12. Tag Vare paa Sabbatsdagen, at hellige den, som Herren din Gud har budet dig.
Deu	5	13	13. Seks Dage skal du arbejde og gøre al din Gerning;
Deu	5	14	14. men den syvende Dag er Sabbat for Herren din Gud, da skal du ingen Gerning gøre, hverken du eller din Søn eller din Datter eller din Svend eller din Pige eller din Okse eller dit Asen eller Dyr eller din fremmede, som er i dine Porte, paa det din Svend og din Pige maa hvile ligesom du.
Deu	5	15	15. Og du skal komme i Hu, at du var en Trael i Aegyptens Land, og at Herren din Gud udførte dig derfra, med en staerk Haand og med, en udrakt Arm; derfor har Herren din Gud budet dig at holde Sabbatsdagen.
Deu	5	16	16. Aer din Fader og din Moder, som Herren din Gud har budet dig, paa det dine Dage maa forlaenges, og at det maa gaa dig vel i Landet, som Herren din Gud giver dig.
Deu	5	17	17. Du skal ikke ihjelslaa.
Deu	5	18	18. Og du skal ikke bedrive Hor.
Deu	5	19	19. Og du skal ikke stjaele.
Deu	5	20	20. Og du skal ikke svare imod din Naeste som et falsk Vidne.
Deu	5	21	21. Og du skal ikke begaere din Naestes Hustru; og du skal ikke begaere din Naestes Hus, hans Ager eller hans Svend eller hans, Pige, hans Okse eller hans Asen eller noget, som hører din Naeste til.
Deu	5	22	22. Disse Ord talede Herren til hele eders Forsamling paa, Bjerget midt. ud af Ilden, Skyen og forfaerdeligt Mørke, med høj Røst og lagde intet til; og han skrev dem paa to Stentavler og; gav mig dem.
Deu	5	23	23. Og det skete, der I havde hørt Røsten midt ud fra Mørket og; fra, Bjerget, som braendte med Ild, da kom I hen til mig, alle Øverster iblandt eders Stammer og eders Aeldste,
Deu	5	24	24. Og I sagde: Se, Herren vor Gud har ladet os se sin Herlighed og sin Storhed, og vi have hørt hans Røst midt ud af Ilden; vi have set paa denne Dag, at Gud taler med et Menneske, og det bliver ved Live.
Deu	5	25	25. Og nu, hvorfor skulle vi dø? thi denne store Ild vil fortaerer os; dersom vi bliver ydermere ved at høre Herren vor Gus Røst, da dø vi
Deu	5	26	26. Thi hvo er der af alt Kød, der, som vi, har hørt den levende Guds Røst, som taler midt ud af Ilden, og dog bliver ved Livet
Deu	5	27	27. Gak du naer til, og hør alt det, som Herren vor Gud vil sige; og du skal tale til os alt det, som Herren vor Gud vil tale til dig, og vi ville høre og gøre det.
Deu	5	28	28. Og Herren hørte eders Ords Røst, det I talede til mig, og Herren sagde til mig: Jeg har hørt dette Folks Ords Røst, som de have talet til dig, de have talet vel i alt det, de have talet.
Deu	5	29	29. Gid de havde saadant et Hjerte til at frygte mig og til at holde alle mine Bud alle Dage, at det maatte gaa dem og deres Børn vel evindeligen!
Deu	5	30	30. Gak hen, sig til dem: Gaar tilbage til eders Telte.
Deu	5	31	31. Og du, staa her hos mig, saa vil jeg sige dig alle Budene og Skikkene og Befalingerne, hvilke du skal laere dem, at de skulle gøre derefter i Landet, som jeg giver dem til at eje.
Deu	5	32	32. Saa tager Vare paa at gøre, som Herren eders Gud har budet eder; I skulle ikke vige til højre eller venstre Side.
Deu	5	33	33. Paa al den Vej, som Herren eders Gud har budet eder, skulle I gaa, paa det I maa leve, og det maa gaa eder vel, og I maa forlaenge eders Dage i det Land, som I skulle eje.
------------------------Femte Mosebog, Kapitel 6
Deu	6	1	1. Og dette er det Bud, de Skikke og de Befalinger, som Herren eders Gud har budet at laere eder, for at I skulle gøre derefter i Landet, som I drager over til fór at eje det;
Deu	6	2	2. paa det du skal frygte Herren din Gud ved at holde alle hans Skikke og; hans Bud, som jeg byder dig, du og din Søn og din Sønnesøn, alle dine Livsdage, og paa det at dine Dage maa forlaenges
Deu	6	3	3. Og, Israel! du skal høre og bevare dette og gøre derefter, at det maa gaa dig vel, og I maa blive saare mangfoldige, som Herren dine Faedres Gud har sagt dig, i et Land, som flyder med Maelk og Honning.
Deu	6	4	4. Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er een.
Deu	6	5	5. Og du skal elske Herren din Gud af dit ganske Hjerte og af din ganske Sjael og af al din Formue.
Deu	6	6	6. Og disse Ord, som jeg byder dig i Dag, skulle vaere paa dit Hjerte:
Deu	6	7	7. Og du skal indskaerpe dine Børn dem og tale om dem, naar du sidder i dit Hus, og naar du gaar paa Vejen, og naar du laegger dig, og naar du staar op.
Deu	6	8	8. Og du skal binde dem til et Tegn paa din Haand og de skulle vaere dig til Spand imellem dine Øjne.
Deu	6	9	9. Og; du skal skrive dem paa Dørstolperne af dit Hus og paa dine Porte.
Deu	6	10	10. Og det skal ske, naar Herren din Gud fører dig ind i det Land som han har tilsvoret dine Faedre, Abraham, Isak og Jakob, at ville give dig, store og gode Staeder, som du ikke har bygget,
Deu	6	11	11. og Huse, fulde af alt godt, hvilke du ikke har fyldt, og udhugne Brønde, som du ikke har udhugget, Vingaarde og Oliegaarde, som du ikke har plantet, og du aeder og bliver maet:
Deu	6	12	12. Saa tag dig i Vare, at du ikke forglemmer Herren, som udførte dig af Aegyptens Land, af Traelles Hus.
Deu	6	13	13. Du skal frygte Herren din Gud og tjene ham, og ved hans Navn skal du svaerge.
Deu	6	14	14. I skulle ikke gaa efter andre Guder, af de Folks Guder, som ere trindt omkring eder;
Deu	6	15	15. thi Herren din Gud er en nidkaer Gud midt iblandt dig; at Herren din Guds Vrede ikke skal optaendes imod dig, og han skal udslette dig fra Jordens Kreds.
Deu	6	16	16. I skulle ikke friste Herren eders Gud, saaledes som I fristede ham i Massa.
Deu	6	17	17. I skulle flitteligen holde Herren eders Guds Bud og hans Vidnesbyrd og hans Skikke, som han har budet dig.
Deu	6	18	18. Og du skal gøre det, som er ret og godt for Herrens Øjne, for at det skal gaa dig vel, og du skal komme ind og eje det gode Land, hvilket Herren har tilsvoret dine Faedre,
Deu	6	19	19. at han skal udstøde alle dine Fjender for dit Ansigt, som Herren har sagt.
Deu	6	20	20. Naar din Søn spørger dig herefter og siger: Hvad er det for Videsbyrd og Skikke og Befalinger, om Herren vor Gud har budet eder?
Deu	6	21	21. da skal du sige til din Søn: Vi vare Faraos Traelle i Aegypten, og Herren udførte os af Aegypten med en staerk Haand,
Deu	6	22	22. og Herren gjorde Tegn og store og fordaervelige Vidundere i Aegypten paa Farao paa alt hans Hus for vore Øjne,
Deu	6	23	23. og han udførte os derfra, paa det han vilde føre os ind for at give os det Land, som han havde tilsvoret vore Faedre.
Deu	6	24	24. Og Herren havde budet os at gøre alle disse Skikke, at frygte Herren vor Gud, at det maa gaa os vel alle Dage, og at han maa holde os ved Live, som det ses paa denne Dag.
Deu	6	25	25. Og det skal vaere vor Retfaerdighed, naar vi tage Vare paa at gøre efter alle disse Bud for Herren vor Guds Ansigt, som han har budet os.
------------------------Femte Mosebog, Kapitel 7
Deu	7	1	1. Naar Herren din Gud faar indført dig i Landet, som du skal komme hen til, at eje det, og faar udkastet mange Folk for dig, Hethiter og Girgasiter og Amoriter og Kananiter og Feresiter og Heviter og Jebusiter, syv Folk, som ere mangfoldigere og vaeldigere end du,
Deu	7	2	2. og Herren din Gud har givet dem hen for dit Ansigt, og du har slaget. dem: Da skal du bandlyse dem; du skal ikke gøre Pagt med dem og ej bevise dem Naade.
Deu	7	3	3. Og du skal ikke gøre Svogerskab med dem; du skal ikke give hans Søn din Datter, og hans Datter skal du ikke tage til din Søn
Deu	7	4	4. Thi han skal bringe din Søn til at vige fra mig, og de skulle tjene andre Guder; og saa optaendes Herrens Vrede imod eder, og han skal snart ødelaegge eder.
Deu	7	5	5. Men saaledes skulle I gøre ved dem: I skulle nedbryde deres Altere og sønderslaa deres Støtter og omhugge deres Astartebilleder og opbraende deres udskaarne Billeder med Ild.
Deu	7	6	6. Thi du er et helligt Folk for Herren din Gud; Herren din Gud har udvalg dig, at vaere ham til et Ejendoms Folk, fremrfor alle Folk, som ere paa Jordens Kreds.
Deu	7	7	7. Herren har ikke haft Lyst til eder og udvalgt eder, fordi I vare mangfoldigere end alle Folk; thi I ere det rnindste iblandt alle Folk.
Deu	7	8	8. Men fordi Herren har elsket eder, og fórdi han vilde holde den Ed, som han svor eders Faedre, har Herren udført eder med en staerk Haand, og han har frels dig, af Traelles Hus, af Faraos, Kongen af; Aegyptens, Haand.
Deu	7	9	9. Sa i skal du vide, at Herren din, Gud, han er Gud, den trofaste, Gud, som holder Pagten og Miskundheden mod dem, som elske ham, og mod dem, sorn holde hans Bud, til tusinde Led.
Deu	7	10	10. Og han betaler dem, som ham hade, øjensynligen, ved at lade dem omkomme; han skal ikke tøve med den, som hader ham, han skal betale ham øjensynligen.
Deu	7	11	11. Saa hold det Bud og de Skikke og de Befalinger, som jeg byder dig i Dag, at du gør efter dem.
Deu	7	12	12. Og det skal ske, fordi I høre disse Befalinger og holde dem og gøre dem, da skal og Herren din Gud holde dig den Pagt og den Miskundhed, som han har tilsvoret dine Faedre.
Deu	7	13	13. Og han skal elske dig og velsigne dig og mangfoldiggøre dig, og han skal velsigne dit Livs Frugt og dit Lands Frugt, dit Korn og din nye Vin og din Olie, dine Øksnes Affødning og dit Smaakvaegs megen Yngel i det Land, som han har tilsvoret dine Faedre at ville give dig.
Deu	7	14	14. Du skal vaere velsignet fremfor alle Folk; der skal ingen ufrugtbar Han eller Hun vaere iblandt dig eller iblandt dit Kvaeg.
Deu	7	15	15. Og Herren skal lade al Sygdom vige fra dig; og alle de aegyptiske slemme Sygdomme, som du kender, dem skal han ikke laegge paa dig, men laegge dem paa alle dem, som hade dig.
Deu	7	16	16. Og du skal tilintetgøre alle de Folk, som Herren din Gud giver i din Vold, dit Øje skal ikke spare dem; og du skal ikke tjene deres Guder, thi det skal blive dig til en Snare.
Deu	7	17	17. Naar du siger i dit Hjerte: Disse Folk ere mangfoldigere end jeg, hvorledes formaar jeg at fordrive dem?
Deu	7	18	18. da skal du ikke frygte for dem; du skal komme i Hu, hvad Herren din Gud gjorde ved Farao og ved alle Aegypterne,
Deu	7	19	19. de store Forsøgelser, som dine Øjne saa, og de Tegn og de underlige Ting og den staerke Haand og den udrakte Arm, ved hvilken Herren din Gud udførte dig; saaledes skal Herren din Gud gøre imod alle de Folk, for hvis Ansigt du frygter.
Deu	7	20	20. Og Herren din Gud skal endog sende Gedehamser paa dem, indtil de omkomme, som ere blevne tilovers, og som have skjult sig for dit Ansigt.
Deu	7	21	21. Du skal ikke forfaerdes for deres Ansigt; thi Herren din Gud er midt iblandt dig, en stor og forfaerdelig Gud.
Deu	7	22	22. Og Herren din Gud skal efterhaanden uddrive disse Folk for dit Ansigt; du kan ikke saa snart gøre Ende paa dem, for at de vilde Dyr paa Marken ikke skulle blive mange imod dig.
Deu	7	23	23. Og Herren din Gud skal give dem hen for dit Ansigt og forstyrre dem med en stor Forstyrrelse, indtil de ødelaegges
Deu	7	24	24. Og han skal give deres Konger din Haand, og du skal udslette deres Navn fra at vaere under Himmelen; der skal ingen kunne staa imod dit Ansigt, indtil du har ødelagt dem.
Deu	7	25	25. I skulle opbraende deres Guders udskaarne Billeder rned Ild; du skal ikke begaere Sølvet eller Guldet, som er paa dem, eller tage det til dig. at du ikke besnaeres dermed; thi det er Herren din Gud en Vederstyggelighed.
Deu	7	26	26. Og du skal ikke lade Vederstyggelighed komme i dit Hus, at du ikke skal blive en forbandet Ting, ligesom dette er; du skal helt vaemmes med Vaemmelse derfor og have stor Vederstyggelighed for det, thi det er en forbandet Ting.
------------------------Femte Mosebog, Kapitel 8
Deu	8	1	1. I skulle holde alle de Bud, som jeg byder dig i Dag, saa at I gøre derefter, at I maa leve og formeres og komme ind og eje det Land, som Herren har tilsvoret eders Faedre.
Deu	8	2	2. Og du skal ihukomme al den Vej, som Herren din Gud har ladet dig gaa disse fyrretyve Aar i Ørken for at ydmyge dig, for at forsøge dig, for at fornemme, hvad der var i dit Hjerte, om du vilde holde hans Bud eller ej.
Deu	8	3	3. Og han ydmygede dig; og lod dig hungre og gav dig Man at aede, hvilket du ikke kendte, og dine Faedre ej kendte, for at lade dig vide, at Mennesket lever ikke ved Brødet alene, men Mennesket lever ved aIt det, som udgaar af Herrens Mund.
Deu	8	4	4. Dit Klaedebon blev ikke gammelt paa dig, og din Fod blev ikke hoven disse fyrretyve Aar.
Deu	8	5	5. Saa kan du kende i dit Hjerte, at ligesom en Mand tugter sin Søn, har Herren din Gud tugtet dig.
Deu	8	6	6. Saa hold Herren din Guds Bud; at du vandrer i hans Veje og frygter ham.
Deu	8	7	7. Thi Herren din Gud fører dig ind i et godt Land, et Land med Vand baekke, Kilder og dybe Brønde, som udvaelde i Dalene og paa Bjergene
Deu	8	8	8. et Land med Hvede og Byg og Vintraeer og Figentraeer og Granataebletraeer, et Land med Olietraeer og Honning,
Deu	8	9	9. et Land, hvor du ikke skal aede Brød i Armod, hvor du ikke skal fattes noget; et Land, hvis Stene ere Jern, og af hvis Bjerge du kan udhugge Kobber.
Deu	8	10	10. Og du skal aede og blive maet Og love Herren din Gud for det gode Land, som han har givet dig.
Deu	8	11	11. Vogt dig, at du ikke forglemmer Herren din Gud, saa at du ikke holder hans Bud og hans Befalinger og hans Skikke, som jeg byder dig i Dag;
Deu	8	12	12. at du ikke skal aede og blive maet og bygge gode Huse og bo deri,
Deu	8	13	13. og dit store Kvaeg og dit smaa Kvaeg skal formeres, og Sølv og Guld skal formeres for dig, og alt det, som du har, formeres,
Deu	8	14	14. og dit Hjerte skulde ophøje sig, og du skulde glemme Herren din Gud; som udførte dig af Aegyptens Land; af Traelles Hus;
Deu	8	15	15. ham, som ledte dig igennem den store og forfaerdelige Ørk, hvor der var giftige Slanger og Skorpioner og Tørhed, hvor der ikke var Vand; ham, som lod Vand udflyde til dig af en haard Stenklippe;
Deu	8	16	16. ham, som gav dig Man at aede i Ørken, hvilket dine Faedre ikke kendte, for at ydmyge dig og for at forsøge dig og at gøre vel imod dig i den sidste Tid;
Deu	8	17	17. og du skulde sige i dit Hjerte: Min Kraft. Og min Haands Styrke har skaffet mig denne Vaelde.
Deu	8	18	18. Men du skal komme Herren din Gud i Hu, thi han er den, som giver dig Kraft til at skaffe dig Vaelde, for at stadfaeste sin Pagt, som han svor dine Faedre, som det ses paa denne Dag.
Deu	8	19	19. Og det skal ske, om du glemmer Herren din Gud og vandrer efter andre Guder og tjener og tilbeder dem, da vidner jeg over eder i Dag, at I skulle omkomme.
Deu	8	20	20. Ligesom Hedningerne hvilke Herren lader omkomme for eders Ansigt, saaledes skulle I omkomme, fordi I ikke vilde høre Herren eders Guds Røst.
------------------------Femte Mosebog, Kapitel 9
Deu	9	1	1. Hør, Israel! du gaar i Dag over Jordanen for at gaa ind og tage til Eje Folk, som ere Herre og staerkere end du, Staeder, som ere store og faste indtil Himmelen,
Deu	9	2	2. et stort Folk og højt af Vaekst, Anakiternes Børn, som du kender, og som du har hørt sige om: Hvo kan staa for Anaks Børns Ansigt?
Deu	9	3	3. Saa skal du vide i Dag, at Herren din Gud, han gaar frem for dit Ansigt, en fortaerende Ild, han skal udslette dem, og han skal ydmyge dem for dit Ansigt; og du skal fordrive dem og ødelaegge dem snarlig, saaledes som Herren har talet til dig.
Deu	9	4	4. Naar Herren din Gud har udstødt dem fra dit Ansigt, da skal du ikke sige i dit Hjerte: For min Retfaerdigheds Skyld har Herren ført mig ind at eje dette Land; thi for disse Hedningers Ugudeligheds Skyld fordriver Herren dem for dit Ansigt.
Deu	9	5	5. Ikke for din Retfaerdighed eller for dit Hjertes Oprigtighed kommer du ind for at eje deres Land, men for disse Hedningers Ugudeligheds Skyld fordriver Herren din Gud dem for dit Ansigt og for at stadfaeste det Ord, som Herren svor dine Faedre, Abraham, Isak og Jakob.
Deu	9	6	6. Saa skal I du vide, at Herren din Gud ikke for din Retfaerdigheds Skyld giver dig dette gode Land til Eje; thi du er et haardnakket Folk?
Deu	9	7	7. Kom i Hu, glem ikke, at du fortørnede Herren din Gud i Ørken; fra den Dag, du udgik af Aegyptens Land, indtil I ere komne til dette Sted, have I vaeret genstridige imod Herren.
Deu	9	8	8. Og I fortørnede Herren ved Horeb, og Herren blev vred paa eder, saa at han vilde have ødelagt eder.
Deu	9	9	9. Da jeg. var opgangen paa Bjerget at modtage Stentavlerne, den Pagts Tavler, hvilken Herren havde sluttet med eder, da blev jeg paa Bjerget fyrretyve Dage og fyrretyve Naetter, jeg aad ikke Brød og drak ikke Vand;
Deu	9	10	10. og Herren gav mig de to Stentavler, skrevne med Guds Finger, og paa dem alle de Ord, som Herren talede med eder paa Bjerget midt ud af Ilden paa Forsamlingens Dag.
Deu	9	11	11. Og det skete, der de fyrretyve Dage og fyrretyve Naetter havde Ende, da gav Herren mig to Stentavler, Pagtens Tavler.
Deu	9	12	12. Og Herren sagde til mig: Gør dig rede, gak hastigen ned herfra; thi dit Folk, som du udførte af Aegypten, har handlet fordaerveligt; de ere hastigen afvegne fra den Vej, som jeg bød dem, de have gjort sig et støbt Billede.
Deu	9	13	13. Og Herren sagde til mig: Jeg har set dette Folk, og se, det er et haardnakket Folk.
Deu	9	14	14. Lad af fra mig, og jeg vil ødelaegge dem og udslette deres Navn fra at vaere under Himmelen; og jeg vil gøre dig til et staerkere og større Folk end dette.
Deu	9	15	15. Og jeg vendte mig og gik ned ad Bjerget, og Bjerget braendte med Ild, og jeg havde de to Pagtens Tavler i begge mine Haender.
Deu	9	16	16. Og jeg saa, og se, I havde syndet imod Herren eders Gud, I havde gjort eder en støbt Kalv, I vare hastigen afvegne fra den Vej, som Herren havde budet eder.
Deu	9	17	17. Da tog jeg fat paa begge Tavlerne og kastede dem ud af begge mine Haender, og jeg sønderbrød dem for eders Øjne.
Deu	9	18	18. Og jeg faldt ned for Herrens Ansigt som første Gang, fyrretyve Dage og fyrretyve Naetter, jeg aad ikke Brød og drak ikke Vand, for alle eders Synders Skyld, som I syndede med, da I gjorde det onde for Herrens Øjne til at opirre ham
Deu	9	19	19. Thi jeg gruede for den braendende Vrede, med hvilken Herren var vred paa eder til at ødelaegge eder; men Herren hørte mig ogsaa den Gang.
Deu	9	20	20. Men Herren blev ogsaa saare vred paa Aron, saa at han vilde ødelaegge ham; men jeg bad og for Aron paa den samme Tid.
Deu	9	21	21. Men eders Synd, den Kalv, som I havde gjort, tog jeg og opbraendte den med Ild og stødte den og malede den godt, indtil den blev til fint Støv, og jeg kastede dens Støv i Baekken, som flyder ned ad Bjerget.
Deu	9	22	22. Desligeste gjorde I Herren vred i Tabeera og i Massa og i Kibroth-Hattaava.
Deu	9	23	23. Og da Herren sendte eder fra Kades-Barnea og sagde: Gaar op og indtager Landet, som jeg har givet eder, da vare I genstridige mod Herren eders Guds Mund og troede ikke paa ham og hørte ikke paa hans Røst.
Deu	9	24	24. I have vaeret genstridige mod Herren, saa laenge som jeg har kendt eder.
Deu	9	25	25. Da faldt jeg ned for Herrens Ansigt de fyrretyve Dage og de fyrretyve Naetter, i hvilke jeg faldt ned; thi Herren havde sagt, at han vilde ødelaegge eder.
Deu	9	26	26. Og jeg bad til Herren og sagde: Herre, Herre ! ødelaeg ikke dit Folk og din Arv, som du genløste med din store Kraft, og som du udførte af Aegypten med en staerk Haand.
Deu	9	27	27. Kom dine Tjenere, Abraham, Isak og Jakob i Hu, vend dit Ansigt til dette Folks Haardhed og til dets Ugudelighed og til dets Synd,
Deu	9	28	28. at Indbyggerne i det Land, af hvilket du udførte os, ikke skulle sige: Fordi Herren ikke kunde føre dem ind i det Land, som han havde tilsagt dem, og fordi han hadede dem, førte han dem ud at slaa dem ihjel i Ørken.
Deu	9	29	29. Thi de ere dit Folk og din Arv, og du udførte dem med din store Kraft og med din udrakte Arm.
------------------------Femte Mosebog, Kapitel 10
Deu	10	1	1. Paa den samme Tid sagde Herren til mig: Udhug dig to Stentavler som de første, og stig op til mig paa Bjerget, og du skal gøre dig en Ark af Trae:
Deu	10	2	2. Saa vil jeg skrive de Ord paa Tavlerne, som vare paa de første Tavler, hvilke du sønderbrød, og du skal laegge og dem i Arken.
Deu	10	3	3. Saa gjorde jeg en Ark af Sithimtrae og udhuggede to Stentavler som de første, og jeg gik op paa Bjerget og havde de to Tavler i min Haand.
Deu	10	4	4. Da skrev han paa Tavlerne ligesom den første Skrift, de ti Ord, som Herren talede til eder paa Bjerget midt ud af Ilden paa Forsamlingens Dag; og Herren gav mig dem.
Deu	10	5	5. Saa vendte jeg mig og gik ned ad Bjerget, og jeg lagde Tavlerne i den Ark, som jeg havde gjort; og de bleve der, som Herren havde befalet mig.
Deu	10	6	6. Og Israels Børn rejste fra Beeroth-Bne-Jaakan til Mosera; der døde Aron og blev begravet der, og hans Søn Eleasar gjorde Praestetjeneste i hans Sted.
Deu	10	7	7. Derfra rejste de til Gudgoda og fra Gudgoda til Jotbatha, et Land med Vandbaekke.
Deu	10	8	8. Paa den Tid fraskilte Herren Levi Stamme til at baere Herrens Pagts Ark, til at staa for Herrens Ansigt for at tjene ham og at velsigne i hans Navn indtil denne Dag.
Deu	10	9	9. Derfor skulde Levi ingen Del eller Arv have med sine Brødre; Herren, han er hans Arv, saaledes som Herren din Gud har talet til ham.
Deu	10	10	10. Og jeg stod paa Bjerget som første Gang fyrretyve Dage og fyrretyve Naetter og Herren hørte mig ogsaa den Gang, Herren vilde ikke ødelaegge dig.
Deu	10	11	11. Og Herren sagde til mig Staa op, gak hen at drage foran Folket, at de maa komme ind at eje Landet, hvilket jeg tilsvor deres Faedre at ville give dem.
Deu	10	12	12. Og nu, Israel! hvad begaerer Herren din Gud af dig uden det: At frygte Herren din Gud, at vandre i alle hans Veje og at elske ham og at tjene Herren din Gud af dit ganske Hjerte og af din ganske Sjael;
Deu	10	13	13. at holde Herrens Bud og hans Skikke, som jeg byder dig i Dag, at det skal gaa dig vel!
Deu	10	14	14. Se, Himlene og Himlenes Himle høre Herren din Gud til, Jorden og alt det, som er derpaa;
Deu	10	15	15. ikkun til dine Faedre har Herren haft Lyst, saa at han elskede dem; og han har udvalgt deres Saed efter dem, eder ud af alle Folk, som det ses paa denne Dag.
Deu	10	16	16. Derfor skulle I omskaere eders Hjertes Forhud, og I skulle ikke ydermere forhaerde eders Nakke.
Deu	10	17	17. Thi Herren eders Gud er en Gud over Guderne og en Herre over Herrerne, den store, den maegtige og den forfaerdelige Gud, som ikke anser Personer og ikke tager Gave,
Deu	10	18	18. men som skaffer faderløse og Enker Ret, og som elsker den fremmede, saa han giver ham Brød og Klaeder.
Deu	10	19	19. Derfor skulle I elske den fremmede; thi I have vaeret fremmede i Aegyptens Land.
Deu	10	20	20. Herren din Gud skal du frygte, ham skal du tjene; og ved ham skal du haenge hart, og ved hans Navn skal du svaerge.
Deu	10	21	21. Han er din Lovsang, og han er din Gud, som har gjort disse store og forfaerdelige Ting imod dig, hvilke dine Øjne have set.
Deu	10	22	22. Dine Faedre droge ned til Aegypten ved halvfjerdsindstyve Personer; men nu har Herren din Gud sat dig som Stjerner paa Himmelen i Mangfoldighed.
------------------------Femte Mosebog, Kapitel 11
Deu	11	1	1. Og du skal elske Herren din Gud og tage Vare paa, hvad han vil have varetaget, og paa hans Skikke og hans Befalinger og hans Bud, alle Dage.
Deu	11	2	2. Og I skulle kende i Dag - thi jeg taler ikke med eders Børn, som ikke kende, og som ikke have set det - Herren eders Guds Tugtelse, hans Storhed, hans staerke Haand og hans udrakte Arm
Deu	11	3	3. og hans Tegn og hans Gerninger, som han gjorde midt i Aegypten paa Farao, Kongen i Aegypten, og paa alt hans Land;
Deu	11	4	4. og hvad han gjorde paa Aegypternes Haer, paa deres Heste og paa deres Vogne, der han lod Vandet i det røde Hav flyde over dem, medens de forfulgte eder, og Herren lod dem omkomme indtil denne Dag;
Deu	11	5	5. og hvad han har gjort ved eder i Ørken, indtiI I ere komne til dette Sted;
Deu	11	6	6. og hvad han gjorde ved Datllan og Abiram, Sønner af Eliab, Rubens Søn, at Jorden oplod sin Mund og opslugte dem og deres Huse og deres Telte og alle Ting, som fulgte med dem, midt iblandt hele Israel.
Deu	11	7	7. Thi eders Øjne have set alle Herrens store Gerninger, som han har gjort.
Deu	11	8	8. Derfor skulle I holde alle de Bud, som jeg byder dig i Dag, at I maa blive staerke og komme ind og eje Landet, som I drage over til for at eje det,
Deu	11	9	9. og at I maa forlaenge eders Dage i det Land, hvilket Herren tilsvor eders Faedre at give dem og deres Saed, et Land, som flyder med Maelk og Honning.
Deu	11	10	10. Thi det Land som du kommer hen til for at eje det, er ikke som Aegyptens Land, som I ere dragne ud fra, hvor du saaede din Saed og maatte selv gaa og vande den som en Urtehave.
Deu	11	11	11. Men det Land, som I drage over til for at eje det, er et Land med Bjerge og Dale, det drikker Vand af Himmelens Regn,
Deu	11	12	12. et Land, som Herren din Gud har nøje Agt paa; Herren din Guds Øjne se stedse derpaa fra Aarets Begyndelse og indtil Aarets Ende.
Deu	11	13	13. Og det skal ske, dersom I høre mine Bud, som jeg byder eder i Dag, at elske Herren eders Gud og at tjene ham af eders ganske Hjerte og af eders ganske Sjael:
Deu	11	14	14. Da vil jeg give eders Land Regn paa sin Tid, tidlig Regn og sildig Regn, at du kan indsamle dit Korn og din nye Vin og din Olie.
Deu	11	15	15. Og jeg vil give dit Kvaeg Urter paa din Mark, og du skal aede og blive maet.
Deu	11	16	16. Tager eder i Vare, at eders Hjerte ikke bliver bedaaret, saa at I vige af og tjene andre Guder og tilbede dem,
Deu	11	17	17. saa Herrens Vrede optaendes imod eder, og han lukker Himmelen til, at der ingen Regn kommer, og Jorden ikke giver sin Grøde, og I snart udryddes fra det gode Land, som Herren giver eder.
Deu	11	18	18. Men I skulle laegge disse mine Ord paa eders Hjerte og paa eders Sjael. og binde dem til et Tegn paa eders Haand, at de kunne vaere til et Spand imellem eders Øjne.
Deu	11	19	19. Og I skulle laere eders Børn dem ved at tale derom, naar du sidder i dit Hus, og naar du gaar paa Vejen. Og naar du laegger dig, og naar du staa op,
Deu	11	20	20. og du skal skrive dem paa Dørstolperne i dit Hus og paa dine Porte;
Deu	11	21	21. at eders Dage og eders Børns Dage maa blive mangfoldige i det Land, som Herren tilsvor eders, Faedre at give dem, som Himmelens Dage ere over Jorden.
Deu	11	22	22. Thi dersom I tage Vare paa alle disse Bud, som jeg byder eder at gøre efter, saa at I elske Herren eders Gud, vandre i alle hans Veje og haenge ved ham:
Deu	11	23	23. Da skal Herren fordrive alle disse Folk fra eders Ansigt, og I skulle eje større og staerkere Folk, end I selv ere.
Deu	11	24	24. Hvert Sted, som I med eders Fodsaaler skulle traede paa, skal høre eder til: Fra Ørken og Libanon, fra Floden, den Flod Frat, og indtil det yderste Hav skal eders Landemaerke vaere.
Deu	11	25	25. Der skal ingen Mand kunne staa for eders Ansigt; Herren eders Gud skal lade Raedsel for eder og Frygt for eder komme over alt Landet, som I traede paa, ligesom han har sagt eder.
Deu	11	26	26. Se, jeg laegger i Dag for eders Ansigt Velsignelse og Forbandelse:
Deu	11	27	27. Velsignelsen, naar I lyde Herren eders Guds Bud, som jeg byder eder i Dag;
Deu	11	28	28. og Forbandelsen, dersom I ikke lyde Herren eders Guds Bud, men vige fra den Vej, som jeg byder eder i Dag, saa at I vandre efter andre Guder, som I ikke kende.
Deu	11	29	29. Og det skal ske, naar Herren din Gud fører dig; ind i det Land, som du kommer hen til for at eje det, da skal du lyse Velsignelsen paa det Bjerg Garizim og Forbandelsen paa det Bjerg Ebal.
Deu	11	30	30. Ere disse ikke paa hin Side Jordanen bag Vejen imod Solens Nedgang, i Kananiternes Land; som bo paa den slette Mark, tvaers over for Gilgal ved More Lund?
Deu	11	31	31. Thi I gaa over Jordanen for at komme ind at eje Landet, som Herren eders Gud giver eder; og I skulle eje det og bo i det.
Deu	11	32	32. Saa skulle I tage Vare paa at gøre efter alle de Skikke og Bud, som jeg laegger for eders Ansigt paa denne Dag.
------------------------Femte Mosebog, Kapitel 12
Deu	12	1	1. Disse ere de Skikke og de Bud, som I skulle tage Vare paa at gøre efter i det Land, som Herren dine Faedres Gud har givet dig til Eje, alle de Dage, som I leve paa Jorden.
Deu	12	2	2. I skulle ødelaegge alle de Steder, hvor Hedningene, hvilke I skulle eje, have tjent deres Guder, paa de høje Bjerge og paa Højene og under alle grønne Traeer,
Deu	12	3	3. og I skulle nedbryde deres Altere og sønderslaa deres Støtter og opbraende deres Astartebilleder med Ild og omhugge deres Guders udskaarne Billeder og udslette deres Navn fra dette Sted.
Deu	12	4	4. I skulle ikke gøre saaledes mod Herren eders Gud;
Deu	12	5	5. men paa det Sted, som Herren eders Gud udvaelger af alle eders Stammer til der at saette sit Navn, der hvor han vil bo, skulle I søge ham, og derhen skal du komme.
Deu	12	6	6. Og derhen skulle I føre eders Braendofre, og eders Slagtofre og eders Tiender og eders Haenders Offergaver og eders Løfter og eders frivillige Ofre og de førstefødte af eders store Kvaeg og af eders smaa Kvaeg;
Deu	12	7	7. og der skulle I aede for Herren eders Guds Ansigt, og I skulle vaere glade i alt det, som I udraekke eders Haender til; I og eders Huse, ved hvad Herren din Gud har velsignet dig med.
Deu	12	8	8. I skulle ikke i alt gøre efter det, som vi gøre her i Dag, saa at hver gør, hvad som helst er ret for hans Øjne.
Deu	12	9	9. Thi I ere ikke endnu komne til Rolighed og til den Arv, som Herren din Gud giver dig.
Deu	12	10	10. Naar I ere gangne over Jordanen og bo i Landet, som Herren eders Gud giver eder til Arv, og han giver eder Rolighed for alle eders Fjender trindt omkring, og I bo tryggeligen,
Deu	12	11	11. da skal der vaere et Sted, som Herren eders Gud skal udvaelge til at lade sit Navn bo der; derhen skulle I føre alt det, som jeg byder eder, eders Braendofre og eders Slagtofre, eder Tiende og eders Haenders Offergaver og alle eders udvalgte Løfter, hvilke I love Herren;
Deu	12	12	12. og I skulle vaere glade for Herren eders Guds Ansigt, I og eders Sønner og eders Døtre og eders Tjenere og eders Tjenestepiger og Leviten, som er i eders Porte; thi han har ingen Del eller Arv med eder.
Deu	12	13	13. Tag dig i Vare, at du ikke ofrer dine Braendofre paa hvert det Sted, som du udser:
Deu	12	14	14. Men paa det Sted, som Herren udvaelger, i en af dine Stammer, der skal du ofre dine Braendofre, og der skal du gøre alt det, som jeg byder dig.
Deu	12	15	15. Dog maa du slagte og aede Kød efter al din Sjaels Lyst, efter Herren din Guds Velsignelse, som han har givet dig, i alle dine Porte; den urene og den rene maa aede det, som var det en Raa eller en Hjort.
Deu	12	16	16. Dog skulle I ikke aede Blodet; paa Jorden skal du udøse det som Vand.
Deu	12	17	17. Du maa ikke aede inden dine Porte Tiende af dit Korn og din nye Vin og din Olie, ej heller det førstefødte af dit store Kvaeg eller dit smaa Kvaeg, ej heller af noget af dine Løfter, som du har lovet, eller af dine frivillige Offer eller af din Haands Gaver.
Deu	12	18	18. Men du skal aede det for Herren din Guds Ansigt paa det Sted, som Herren din Gud udvaelger, du og Søn og din Datter og din Tjener og din Tjenestepige og Leviten, som er i dine Porte; og du skal vaere glad for Herren din Guds Ansigt i alt det, som du udraekker dine Haender til.
Deu	12	19	19. Tag dig i Vare, at du ikke forlader Leviten, alle dine Dage i dit Land.
Deu	12	20	20. Naar Herren din Gud udvider dine Landemaerker, som han har tilsagt dig, og du siger: Jeg vil aede Kød; thi din Sjael har Lyst til at aede Kød: Saa maa du aede Kød efter al din Sjaels Lyst.
Deu	12	21	21. Men er det Sted langt fra dig, hvilket Herren din Gud har udvalgt til der at saette sit Navn, da maa du slagte af dit store Kvaeg og af dit smaa Kvaeg, som Herren har givet dig, ligesom jeg har budet dig, og du maa aede det inden dine Porte efter al din Sjaels Lyst.
Deu	12	22	22. Dog kun, som var det en Raa eller en Hjort man aeder, saaledes maa du aede det; den urene saavel som den rene maa aede det.
Deu	12	23	23. Dog hold fast ved, at du ikke aeder Blodet, thi Blodet er Sjaelen; og du maa ikke aede Sjaelen med Kødet.
Deu	12	24	24. Du skal ikke aede det, du skal udøse det paa Jorden som Vand.
Deu	12	25	25. Du skal ikke aede det, at det maa gaa dig vel og dine Børn efter dig, naar du har gjort det, som ret er for Herrens Øjne.
Deu	12	26	26. Dog de Ting, som du helliger, som hører dig til, og dine Løfter, dem skal du tage og komme med til det Sted, som Herren skal udvaelge.
Deu	12	27	27. Og du skal bringe dine Braendofre, Kødet og Blodet, paa Herren din Guds Alter, og Blodet af dine Ofre skal udøses paa Herren din Guds Alter, og Kødet maa du aede.
Deu	12	28	28. Tag Vare paa og hør alle disse Ord, som jeg byder dig, at det maa gaa dig vel og dine Børn efter dig evindeligen, naar du har gjort det, som godt og ret er for Herren din Guds Øjne.
Deu	12	29	29. Naar Herren din Gud faar udryddet Hedningerne for dit Ansigt, der hvor du drager hen at eje dem, og du ejer dem og bor i deres Land:
Deu	12	30	30. Saa forvar dig, at du ikke falder i Snaren efter dem, efter at de ere ødelagte for dit Ansigt, og at du ikke søger deres Guder og siger: Ligesom disse Folk tjente deres Guder, saa vil jeg ogsaa gøre.
Deu	12	31	31. Du skal ikke gøre saaledes for Herren din Gud; thi de gjorde for deres Guder; alt det, som er vederstyggeligt for Herren, det som han hader; thi de have endog braendt deres Sønner og deres Døtre i Ilden for deres Guder.
Deu	12	32	32. I skulle holde hvert Ord, som jeg byder eder, at gøre derefter; du skal ikke laegge dertil og ej tage derfra.
------------------------Femte Mosebog, Kapitel 13
Deu	13	1	1. Naar en Profet eller en, som drømmer en Drøm, staar op midt iblandt eder. og giver dig et Tegn eller et Under,
Deu	13	2	2. og det Tegn eller det Under, som han sagde til dig, sker, og han siger: Lader os gaa efter andre Guder, som du ikke kendte, og lader os tjene dem:
Deu	13	3	3. Da skal du ikke lyde denne Profets Ord eller den, som drømte den Drøm; thi Herren eders Gud forsøger eder, at han vil fornemme, om I elske Herren eders Gud i eders ganske Hjerte og i eders ganske Sjael.
Deu	13	4	4. I skulle vandre efter Herren eders Gud og frygte ham og holde hans Bud og høre hans Røst og tjene ham og haenge ved ham.
Deu	13	5	5. Men denne Profet eller den, som drømte den Drøm, skal dødes, fordi han har talet for Afvigelse fra Herren eders Gud, som udførte eder af Aegyptens Land óg forløste eder af Traelles Hus, og fordi han vilde føre dig bort fra den Vej, som Herren din Gud har befalet dig at vandre paa og du skal borttage den onde af din Midte.
Deu	13	6	6. Naar din Broder, din Moders Søn, eller din Søn eller din Datter eller din Hustru i din Arm eller din Ven, der er som din egen Sjael, tilskynder dig i Løndom og siger: Lader os gaa og tjene andre Guder, som du og dine Faedre ikke kendte,
Deu	13	7	7. af Folkenes Guder, som ere rundt omkring eder, hvad enten de ere naer ved dig eller ere langt fra dig, fra Jordens ene Ende og til Jordens anden Ende:
Deu	13	8	8. Da samtyk ikke med ham, og hør ham ikke; og dit Øje skal ikke spare ham, og du skal ikke skaane ham og ej skjule ham.
Deu	13	9	9. Men du skal slaa ham ihjel, din Haand skal vaere den første paa ham til at give ham Døden, og til sidst alt Folkets Haand.
Deu	13	10	10. Og du skal stene ham med Stene, og han skal dø; thi han søgte at drage dig fra Herren din Gud, som udførte dig af Aegyptens Land, af Traelles Hus;
Deu	13	11	11. paa det at hele Israel maa høre det og frygte og ikke blive ved at gøre efter denne onde Handel midt iblandt eder.
Deu	13	12	12. Om du hører i en af dine Staeder, som Herren din Gud giver dig at bo udi, at man siger:
Deu	13	13	13. Der er nogle Maend, Belials Børn, udgangne af din Midte, og de forføre deres Stads Indbyggere og sige: Lader os gaa og tjene andre Guder, som I, ikke kendte:
Deu	13	14	14. Da skal du ransage og udforske og spørge flitteligen; og se, er det Sandhed, er det Ord vist, at denne Vederstyggelighed er sket midt iblandt eder:
Deu	13	15	15. Da skal du slaa Indbyggerne i den samme Stad med skarpe Svaerd; du skal ødelaegge den, og alt det, som er i den, og dens Kvaeg med skarpe Svaerd;
Deu	13	16	16. og du skal samle alt Byttet af den midt paa dens Gade og opbraende det med Ild, baade Staden og alt Byttet af den, altsammen for Herren din Gud; og den skal vaere en Dynge evindelig, den skal ikke bygges ydermere.
Deu	13	17	17. Og lad intet af det bandlyste haenge ved din Haand, at Herren maa afvendes fra sin strenge Vrede og skaenke dig Barmhjertighed og forbarme sig over dig og mangfoldiggøre dig, ligesom han har tilsvoret dine Faedre.
Deu	13	18	18. Thi du har hørt Herren din Guds Røst, at du skal holde alle hans Bud, som jeg befaler dig i Dag, at du skal gøre det, som ret er for Herren din Guds Øjne.
------------------------Femte Mosebog, Kapitel 14
Deu	14	1	1. I ere Herren eders Guds Børn, I skulle ikke saare eder selv eller rage eder imellem eders Øjne for en død.
Deu	14	2	2. Thi du er Herren din Gud et helligt Folk, og dig har Herren udvalgt at vaere ham et Ejendomsfolk fremfor alle Folk, som ere paa Jordens Kreds.
Deu	14	3	3. Du skal ikke aede noget, som er vederstyggeligt.
Deu	14	4	4. Disse ere de Dyr, som I maa aede: Okse, Lam af Faarene og Kid af Gederne;
Deu	14	5	5. Hjort og Raa og Bøffel og Stenbuk og Daadyr og Urnød og Stenged.
Deu	14	6	6. Og alt Kvaeg, som har Klove, og som har de tvende Klove kløvede, og som tygger Drøv iblandt Dyrene, det maa I aede.
Deu	14	7	7. Dog dette maa I ikke aede af dem, som tygge Drøv, og af dem, som have helt adskilte Klove: Kamelen og Haren og Kaninen; thi de tygge Drøv, men skille dog ikke Kloven ad, de skulle vaere eder urene;
Deu	14	8	8. og Svinet, thi det har Klove, men tygger ikke Drøv, det skal vaere eder urent; I skulle ikke aede af deres Kød og ikke røre ved deres Aadsel.
Deu	14	9	9. Dette maa I aede af alt det, som er i Vandet: Alt det, som har Finne; og Skael, maa I aede.
Deu	14	10	10. Men alt det, som ikke har Finne og Skael, maa I ikke aede; det er eder urent.
Deu	14	11	11. I maa aede hver ren Fugl.
Deu	14	12	12. Men disse ere de, som I ikke maa aede af dem: Ørnen og Høgen og Strandørnen
Deu	14	13	13. og Kragen og Skaden og Glenten med dens Arter
Deu	14	14	14. og alle Ravne med deres Arter
Deu	14	15	15. og Strudsen og Natuglen og Maagen og Spurvehøgen med dens Arter,
Deu	14	16	16. Falken og Hornuglen og Viben
Deu	14	17	17. og Rørdrummen og Pelikanen og Dykkeren
Deu	14	18	18. og Storken og Hejren med dens Arter og Urhanen og Aftenbakken.
Deu	14	19	19. Og alt flyvende Vrimmel, det skal vaere eder urent, de skulle ikke aedes.
Deu	14	20	20. I maa aede hver ren Fugl.
Deu	14	21	21. I maa ikke aede noget, Aadsel; du kan give det til den fremmede, som er inden dine Porte, og han maa aede det, eller saelge den fremmede det; thi du er Herren din Gud et helligt Folk. Du skal ikke koge et Kid i sin Moder Maelk.
Deu	14	22	22. Du skal tiende af al din Saed Grøde, som fremkommer af Marken hvert Aar.
Deu	14	23	23. Og du skal aede for Herren din Guds Ansigt paa det Sted, som han udvaelger til der at lade sit Navn bo, Tienden af dit Korn, din nye Vin og din Olie og de førstefødte af dit store Kvaeg og af dit smaa Kvaeg, at du maa laere at frygte Herren din Gud alle Dage.
Deu	14	24	24. Men naar Vejen er dig for lang at du ikke formaar at baere det der hen, fordi det Sted er for langt fra dig, som Herren din Gud har udvalgt til der at saette sit Navn, naa Herren din Gud velsigner dig:
Deu	14	25	25. Sa skal du saelge det for Penge og tage Pengene i din Haand og gaa til det Sted, som Herren din Gud skal udvaelge.
Deu	14	26	26. Og du skal give samme Penge ud for alt, hvad din Sjael har Lyst til af stort Kvaeg og af smaat Kvaeg, af Vin og af staerk Drik, eller for alt, som din Sjael begaerer af dig; og du skal aede det for Herren din Guds Ansigt og vaere glad, du og dit Hus.
Deu	14	27	27. Men Leviten, som er inden dine Porte, ham skal du ikke forlade; thi han har ingen Del eller Arv med dig.
Deu	14	28	28. Naar tre Aar ere til Ende, skal du udføre hele Tienden af din Afgrøde i samme Aar, og den skal du lade blive inden dine Porte.
Deu	14	29	29. Saa skal Leviten komme, fordi han har ingen Del eller Arv med dig, og den fremmede og den faderløse og Enken, som ere inden dine Porte, og de skulle aede og maettes, paa det at Herren din Gud skal velsigne dig i al din Haands Gerning, som du skal gøre.
------------------------Femte Mosebog, Kapitel 15
Deu	15	1	1. Naar syv Aar ere til Ende, skal du lade Henstand ske.
Deu	15	2	2. Og saaledes skal der forholdes med denne Henstand: Hver Ejermand, som har laant noget ud af sin Haand, skal give Henstand med det, som han har laant ud til sin Naeste; han skal ikke kraeve sin Naeste eller sin Broder, naar man har udraabt Henstand for Herren.
Deu	15	3	3. Den fremmede maa du kraeve; men det, som du har hos din Broder, skal din Haand give Henstand med;
Deu	15	4	4. kun at ingen skal blive en Tigger iblandt eder; thi Herren skal meget velsigne dig i det Land, som Herren din Gud giver dig til Arv at eje det;
Deu	15	5	5. dersom du ikkun hører Herren din Guds Røst, saa at du tager Vare paa at gøre efter alle disse Bud, som jeg byder dig i Dag.
Deu	15	6	6. Thi Herren din Gud har velsignet dig, som han har tilsagt dig; og du skal laane til mange Folk; men du skal ikke tage til Laans; og du skal herske over mange Folk, men de skulle ikke herske over dig.
Deu	15	7	7. Naar der vorder en fattig iblandt eder, en af dine Brødre, i en af dine Staeder i dit Land, som Herren din Gud giver dig: Da skal du ikke gøre dit Hjerte haardt og ikke lukke din Haand for din fattige Broder.
Deu	15	8	8. Men du skal oplade din Haand for ham, og du skal laane ham det, som er nok for hans Mangel, det som ham fattes.
Deu	15	9	9. Tag dig i Vare, at der ikke er en nedrig Tanke i dit Hjerte, at du siger: Det syvende Aar, Henstandsaaret er naer, og at du er karrig imod din fattige Broder og ikke giver ham, og at han raaber over dig til Herren, og det skal vaere dig til Synd.
Deu	15	10	10. Du skal give ham og ikke lade dit Hjerte fortryde det, at du giver ham; thi Herren din Gud skal for denne Sags Skyld velsigne dig i alle dine Gerninger og i alt det, som du udraekker din Haand til.
Deu	15	11	11. Thi fattige ville ikke ophøre at vaere i Landet; derfor byder jeg dig og siger, at du skal oplade din Haand for din Broder, for den, som traenger hos dig, og for din fattige i dit Land.
Deu	15	12	12. Naar din Broder, en Hebraeer eller en Hebraeerinde, saelges til dig, da skal han tjene dig i seks Aar, og i det syvende Aar skal du lade ham fri fra dig.
Deu	15	13	13. Og naar du lader ham fri fra dig, da skal du ikke lade ham gaa tomhaendet.
Deu	15	14	14. Du skal rigeligen begave ham af dit smaa Kvaeg og af din Lade og af din Perse; det som Herren din Gud velsigner dig med, deraf skal du give ham.
Deu	15	15	15. Og du skal komme i Hu, at du var en Trael i Aegyptens Land, og at Herren din Gud udløste dig; derfor byder jeg dig dette Ord i Dag.
Deu	15	16	16. Og det skal ske, om han siger til dig: Jeg vil ikke gaa ud fra dig, fordi han elsker dig og dit Hus, fordi han lider vel hos dig:
Deu	15	17	17. Da skal du tage en Syl og stikke i hans Øre og i Døren, saa skal han vaere dig en Trael bestandig; og saaledes skal du og gøre ved din Tjenestepige.
Deu	15	18	18. Lad det ikke vaere for svart for dine Øjne, at du lader ham fri fra dig; thi han har tjent dig dobbelt, efter en Daglønners Løn, seks Aar; og Herren din Gud skal velsigne dig i alt det, du skal gøre.
Deu	15	19	19. Alt det førstefødte, som fødes af dit store Kvaeg og af dit smaa Kvaeg, naar det er en Han, skal du hellige for Herren din Gud; du skal ikke arbejde med din Okses førstefødte og ikke klippe dine Faars førstefødte.
Deu	15	20	20. Du skal aede det hvert Aar for Herren din Guds Ansigt paa det Sted, som Herren skal udvaelge, du og dit Hus.
Deu	15	21	21. Dog, om der er Lyde paa det, saa det er lamt eller blindt, hvad som helst slem Lyde det er, da skal du ikke ofre det for Herren, din Gud.
Deu	15	22	22. Inden dine Porte skal du aede det saavel den urene som den rene, som var det en Raa og en Hjort
Deu	15	23	23. Dog skal du ikke aede Blodet deraf; du skal udøse det paa Jorden som Vand.
------------------------Femte Mosebog, Kapitel 16
Deu	16	1	1. Tag Vare paa Abib Maaned, at du holder Paaske for Herren din Gud; thi i Abib Maaned udførte Herren din Gud dig af Aegypten om Natten.
Deu	16	2	2. Og du skal slagte Paaskeoffer for Herren din Gud, smaat Kvaeg og stort Kvaeg, paa det Sted, som Herren skal udvaelge, til der at lade sit Navn bo.
Deu	16	3	3. Du skal ikke aede syret Brød dertil, syv Dage skal du aede usyret Brød der til, Traengselsbrød; thi med Hast drog du ud af Aegyptens Land; for at du skal ihukomme den Dag, da du uddrog af Aegyptens Land, alle dine Livsdage.
Deu	16	4	4. Og der skal ingen Surdejg ses hos dig inden alt dit Landernaerke, syv Dage; og der skal intet af Kødet, som du slagter om Aftenen paa den første Dag, ligge Natten over til om Morgenen.
Deu	16	5	5. Du maa ikke slagte Paaskeoffer i nogen af dine Byer, som Herren din Gud giver dig.
Deu	16	6	6. Men paa det Sted, som Herren din Gud skal udvaelge til der at lade sit Navn bo, der skal du slagte Paaskeofret om Aftenen, mod Solens Nedgang, paa den bestemte Tid, som du drog ud af Aegypten.
Deu	16	7	7. Og du skal koge og aede det paa det Sted, som Herren din Gud skal udvaelge; og om Morgenen skal du vende om og gaa til dine Telte.
Deu	16	8	8. Seks Dage skal du aede usyrede Brød; men paa den syvende Dag er en Slutningsfest for Herren din Gud, da skal du intet Arbejde gøre.
Deu	16	9	9. Du skal taelle dig syv Uger; fra man begynder med Seglen paa det staaende Korn, skal du begynde at taelle syv Uger.
Deu	16	10	10. Og du skal holde Ugernes Højtid for Herren din Gud, efter hvad din Haand frivillig vil yde; efter hvad Herren din Gud velsigner dig med.
Deu	16	11	11. Og du skal vaere glad for Herren din Guds Ansigt, du og din Søn og din Datter og din Tjener og din Tjenestepige og Leviten, som er inden dine Porte, og den fremmede og den faderløse og Enken, som er midt iblandt dig paa det Sted, som Herren din Gud skal udvaelge til der at lade sit Navn bo.
Deu	16	12	12. Og du skal komme i Hu, at du har vaeret en Trael i Aegypten; og du skal holde og gøre disse Skikke.
Deu	16	13	13. Du skal holde Løvsalernes Højtid for dig syv Dage, naar du har indsamlet af din Lo og af din Perse.
Deu	16	14	14. Og du skal vaere glad under din Højtid, du og din Søn og din Datter og din Tjener og din Tjenestepige og Leviten og den fremmede og den faderløse og Enken, som ere inden dine Porte.
Deu	16	15	15. Syv Dage skal du holde Højtid for Herren din Gud paa det Sted, som Herren skal udvaelge; fordi Herren din Gud skal velsigne dig i al din Afgrøde og i al dine Haenders Gerning, derfor skal du kun vaere glad.
Deu	16	16	16. Tre Gange om Aaret skal alt dit Mandkøn ses for Herren din Guds Ansigt paa det Sted, som han skal udvaelge, paa de usyrede Brøds Højtid og paa Ugernes Højtid og paa Løvsalernes Højtid; og der skal ingen ses tomhaendet for Herrens Ansigt;
Deu	16	17	17. men hver med Haands Gave, efter Herren din Guds Velsignelse, som han har givet dig.
Deu	16	18	18. Du skal saette dig Dommere og Fogeder i alle dine Porte, som Herren din Gud giver dig, for dine Stammer; og de skulle dømme Folket med retfaerdig Dom.
Deu	16	19	19. Du skal ikke bøje Retten, du skal ej heller anse nogens Person, og du skal ikke tage Gave; thi Gaven forblinder de vises Øjne og forvender de retfaerdiges Sager.
Deu	16	20	20. Ret, Ret skal du efterjage, at du maa leve og eje det Land, som Herren din Gud giver dig.
Deu	16	21	21. Du skal ikke saette dig Astartebilleder af noget Slags Trae ved Herren din Guds Alter, som du skal gøre dig.
Deu	16	22	22. Du skal ikke oprejse dig Støtter, hvilke Herren din Gud hader.
------------------------Femte Mosebog, Kapitel 17
Deu	17	1	1. Du skal ikke ofre Herren din Gud Okse eller Lam, som har en lyde, eller nogen slem Ting: thi det er Herren din Gud en Vederstyggelighed.
Deu	17	2	2. Naar der findes midt iblandt dig, i en af dine Byer, som Herren din Gud giver dig, Mand eller Kvinde, som gør det, som er ondt for Herren din Guds Øjne, ved at overtraede hans Pagt,
Deu	17	3	3. og denne gaar hen og tjener andre Guder og tilbeder dem, enten Sol eller Maane eller noget af hele Himmelens Haer, som jeg ikke har budet,
Deu	17	4	4. og det bliver givet dig til Kende, og du hører det: Da skal du ransage det vel; og se, er det Sandhed, er det Ord vist, er denne Vederstyggelighed sket i Israel:
Deu	17	5	5. Da skal du føre den Mand eller den Kvinde, som gjorde denne onde Handel, ud til dine Porte, Manden eller Kvinden, og du skal stene dem med Sten, og de skulle dø.
Deu	17	6	6. Efter to Vidners eller tre Vidners Mund skal den lide Døden, som er skyldig at dø; han skal ikke lide Døden efter eet Vidnes Mund.
Deu	17	7	7. Vidnernes Haand skal først vaere paa ham til at slaa ham ihjel og til sidst alt Folkets Haand; saa skal du borttage den onde af din Midte.
Deu	17	8	8. Naar en Sag for Retten er for vanskelig for dig, imellem Blod og Blod, imellem Sag og Sag og imellem Slag og Slag, i hvad Retstraette der kan vaere inden dine Porte: Da skal du gøre dig rede og gaa op til det Sted, som Herren din Gud skal udvaelge.
Deu	17	9	9. Og du skal komme til Praesterne, Leviterne og til den Dommer, som mon vaere i de samme Dage; og du skal forespørge dig, saa skulle de give dig Rettens Ord til Kende.
Deu	17	10	10. Og du skal gøre efter det Ords Lydelse, som de give dig til Kende fra det Sted, som Herren skal udvaelge, og du skal tage Vare paa, at du gør efter alt det, som de laere dig.
Deu	17	11	11. Efter den Lovs Lydelse, som de laere dig, og efter den Ret, som de sige dig, skal du gøre; du skal ikke vige fra det Ord, som de tilkendegive dig, hverken til højre eller til venstre Side.
Deu	17	12	12. Men den Mand, som gør noget i Hovmodighed, at han ikke vil høre Praesten, som staar til at tjene der for Herren din Gud, eller Dommeren, den Mand skal dø, og du skal borttage den onde af Israel,
Deu	17	13	13. for at alt Folket maa høre det og frygte og ikke mere handle hovmodigen.
Deu	17	14	14. Naar du kommer i det Land, som Herren din Gud giver dig, og ejer det og bor deri, og du siger: Jeg vil saette en Konge over mig ligesom alle Folkene, som ere trindt omkring mig,
Deu	17	15	15. da skal du saette den til Konge over dig, som Herren din Gud skal udvaelge; du skal saette en af dine Brødres Midte til Konge over dig, du maa ikke saette over dig en fremmed Mand, som ikke er din Broder.
Deu	17	16	16. Kun skal han ikke holde mange Heste og ikke komme Folket til at drage tilbage til Aegypten for at hente mange Heste; thi; Herren har sagt eder: I skulle ikke herefter ydermere drage tilbage ad denne Vej.
Deu	17	17	17. Han skal ikke heller tage sig mange Hustruer, at hans Hjerte ikke skal afvige; han skal ikke heller samle sig saare meget Sølv og Guld.
Deu	17	18	18. Og det skal ske, naar han sidder paa sit Riges Trone, da skal han lade sig skrive en Afskrift af denne Lov i en Bog efter den, som er hos Praesterne, Leviterne.
Deu	17	19	19. Og den skal vaere hos ham, og han skal laese i den alle sit Livs Dage, paa det han kan laere at frygte Herren sin Gud, at holde alle denne Lovs Ord og disse Skikke og gøre efter dem,
Deu	17	20	20. for at hans Hjerte ikke skal ophøje sig over hans Brødre, ej heller vige fra Budet til højle eller venstre Side, for at han maa forlaenge sine Dage i sit Kongerige, han og hans Børn i Israel.
------------------------Femte Mosebog, Kapitel 18
Deu	18	1	1. Praesterne, Leviterne, hele Levi Stamme skal ikke have Del eller Arv med Israel; de skulle aede Herrens Ildofre og hans Arv.
Deu	18	2	2. Og han skal ikke have Arv iblandt sine Brødre; Herren, han er hans Arv, ligesom han har talet til ham.
Deu	18	3	3. Men dette skal vaere Praesternes Rettighed af Folket, af dem, som ofre Ofret, enten Okse eller Lam, at man skal give Praesten Boven og Kaeverne og Kallunet.
Deu	18	4	4. Det første af dit Korn, din nye Vin og din Olie og den første Uld af dine Faar skal du give ham;
Deu	18	5	5. thi Herren din Gud har udvalgt ham af alle dine Stammer til at staa og tjene i Herrens Navn ham og hans Sønner alle Dage
Deu	18	6	6. Og nar en Levit kommer fra dine Porte i hele Israel hvor han opholder sig, og han kommer efter sin Sjaels fulde Lyst til det Sted, hvilket Herren skal udvaelge,
Deu	18	7	7. og han tjener i Herren sin Guds Navn, ligesom alle hans Brødre, Leviterne, som staa der for Herrens Ansigt:
Deu	18	8	8. Da skulle de nyde lige Del, foruden hvad han ejer af solgt Gods fra Faedrene.
Deu	18	9	9. Naar du kommer til det Land, hvilket Herren din Gud giver dig, da skal du ikke laere at gøre efter disse Folks Vederstyggeligheder.
Deu	18	10	10. Der skal ikke findes hos dig nogen, som lader sin Søn eller sin Datter gaa igennem Ilden, nogen som omgaas med Spaadom eller er en Dagvaelger, eller som agter paa Fugleskrig eller er en Troldkarl,
Deu	18	11	11. eller som omgaas med Manen, eller som adspørger en Spaamand eller er en Tegnsudlaegger, eller som gør Spørgsmaal til de døde.
Deu	18	12	12. Thi hver, som gør disse Ting, er en Vederstyggelighed for Herren, og for disse Vederstyggeligheders Skyld fordriver Herren din Gud dem fra sit Ansigt.
Deu	18	13	13. Du skal vaere fuldkommen for Herren din Gud.
Deu	18	14	14. Thi disse Hedninger, som du skal fordrive, de have hørt efter Dagvaelgere og Spaamaend; men sligt har Herren din Gud ikke tilstedet dig.
Deu	18	15	15. En Profet af din Midte, af dine Brødre, ligesom mig, skal Herren din Gud oprejse dig; ham skulle I høre;
Deu	18	16	16. aldeles som du begaerede af Herren din Gud ved Horeb paa Forsamlingens Dag og sagde: Jeg kan ikke blive ved at høre Herren min Guds Røst og ikke ydermere se denne store Ild, at jeg ikke skal dø.
Deu	18	17	17. Da sagde Herren til mig: De have talet vel i det, de have talet.
Deu	18	18	18. Jeg vil oprejse dem en Profet midt ud af deres Brødre, ligesom du er; og jeg vil laegge mine Ord i hans Mund, og han skal tale til dem alt det, som jeg vil befale ham.
Deu	18	19	19. Og det skal ske, at den, som ikke vil høre paa mine Ord, som han skal tale i mit Navn, af ham skal jeg kraeve det.
Deu	18	20	20. Men den Profet, som formaster sig til at tale et Ord i mit Navn, som jeg ikke har befalet ham at tale, eller den, som taler i andre Guders Navn, den Profet skal dø.
Deu	18	21	21. Og om du siger i dit Hjerte, hvorledes kunne vi kende det Ord, som Herren ikke har talet:
Deu	18	22	22. Naar Profeten taler i Herrens Navn, og det Ord sker ikke, og det kommer ikke: Da er det et Ord, som Herren ikke har talet; den Profet har talet det i Formastelse, du skal ikke grue for ham.
------------------------Femte Mosebog, Kapitel 19
Deu	19	1	1. Naar Herren din Gud har udryddet Hedningerne, hvis Land Herren din Gud giver dig, og du ejer dem og bor i deres Staeder og i deres Huse:
Deu	19	2	2. Da skal du udskille dig tre Staeder midt udi dit Land, hvilket Herren din Gud giver dig til Eje.
Deu	19	3	3. Du skal berede dig Vej til dem, og i tre Dele skal du dele dit Landemaerke, som Herren din Gud lader dig arve; og det skal vaere saaledes, at hver Manddraber kan fly hen til den.
Deu	19	4	4. Og saaledes skal der forholdes med den Manddraber, som tør fly derhen og blive ved Live: Den, som slaar sin Naeste af Vanvare og har ikke hadet ham tilforn;
Deu	19	5	5. og den, som gaar ud med sin Naeste i Skoven for at hugge Traeer, og hans Haand slaar til med Øksen for at afhugge Traeet, og Jernet farer af Skaftet og rammer hans Naeste, saa at denne dør: Han kan fly til en af disse Staeder, at han maa leve,
Deu	19	6	6. saa at Blodhaevneren ikke skal forfølge Manddraberen, medens hans Hjerte er ophidset, og naa ham, naar Vejen er lang, og slaa ham ihjel, skønt ingen Dødsdom er over ham; efterdi han ikke havde hadet ham tilforn.
Deu	19	7	7. Derfor byder jeg dig og siger: Du skal udskille dig tre Staeder.
Deu	19	8	8. Og dersom Herren din Gud gør dit Landemaerke videre, saaledes som han har tilsvoret dine Faedre, og giver dig alt det Land, som han sagde at ville give dine Faedre;
Deu	19	9	9. naar du holder alle disse Bud, saa du gør det, hvilket jeg befaler dig i Dag, at elske Herren din Gud og at vandre i hans Veje alle Dage: Da skal du endnu laegge dig tre Staeder til disse tre,
Deu	19	10	10. at der ikke skal udøses uskyldigt Blod midt i dit Land, som Herren din Gud giver dig til Arv, og der skulde vaere Blodskyld paa dig.
Deu	19	11	11. Men naar der er en Mand, som hader sin Naeste og lurer paa ham og rejser sig imod ham og slaar ham ihjel, at han dør, og han flyr til en af disse Staeder:
Deu	19	12	12. Da skulle de Aeldste af hans Stad sende hen og hente ham derfra og give ham i Blodhaevnerens Haand, og han skal dø.
Deu	19	13	13. Dit Øje skal ikke spare ham, og du skal borttage det uskyldige Blod af Israel, at det maa gaa dig vel.
Deu	19	14	14. Du skal ikke flytte din Naestes Markskel, som Forfaedrene satte til Skel i din Arv, som du arver i dit Land, hvilket Herren din Gud giver dig at eje.
Deu	19	15	15. Eet Vidne skal ikke staa frem imod nogen for nogen Misgerning eller for nogen Synd, i hvad Haande Synd nogen har syndet; efter to Vidners Mund eller efter tre Vidners Mund skal en Sag stadfaestes.
Deu	19	16	16. Naar et uretfaerdigt Vidne staar frem imod nogen, at vidne imod ham om en Overtraedelse:
Deu	19	17	17. Da skulle de to Maend, som have Traette, staa frem for Herrens Ansigt, for Praesternes og Dommernes Ansigt, dem som ere i de Dage,
Deu	19	18	18. og Dommerne skulle ransage; og se, er det Vidne et falsk Vidne, som har vidnet falskeligen imod sin Broder,
Deu	19	19	19. da skulle I gøre ved ham, saaledes som han havde taenkt at gøre ved sin Broder; og du skal borttage den onde af din Midte,
Deu	19	20	20. at de øvrige maa høre det óg frygte og ikke blive ved at gøre ydermere efter denne onde Handel iblandt eder.
Deu	19	21	21. Og dit Øje skal ikke spare: Liv for Liv, Øje for Øje, Tand for Tand, Haand for Haand, Fod for Fod.
------------------------Femte Mosebog, Kapitel 20
Deu	20	1	1. Naar du uddrager til Krig imod din Fjende, og du ser Heste og Vogne, ja Folk, flere end du, da skal du ikke frygte for dem; thi Herren din Gud er med dig, han som førte dig op af Aegyptens Land
Deu	20	2	2. Og det skal ske, naar I naerme eder Striden, da skal Praesten gaa; frem og tale til Folket.
Deu	20	3	3. Og han skal sige til dem: Hør, Israel! I naerme eder i Dag til Striden imod eders Fjender, lader eders Hjerte ikke blive modløst, frygter ikke og forfaerdes ikke og gruer ikke for deres Ansigt!
Deu	20	4	4. Thi Herren eders Gud er den som gaar med eder, at stride for eder imod eders Fjender for at frelse eder
Deu	20	5	5. Men Fogederne skulle tale til Folket og sige: Er der en Mand som har bygget et nyt Hus og ikke indviet det, han gaa hen og vende tilbage til sit Hus, at han ikke skal dø i Krigen, og en anden Mand skal indvie det.
Deu	20	6	6. Og er der en Mand, som har plantet; en Vingaard og ikke nydt Frugten af den, han gaa hen og vende tilbage til sit Hus, at han ikke skal dø i Krigen, og en anden Mand skal nyde den første Frugt af den.
Deu	20	7	7. Og er der en Mand, som har trolovet sig en Hustru og ikke har taget hende til Aegte, han gaa hen og vende tilbage til sit Hus, at han ikke skal dø i Krigen, og en anden Mand skal tage hende.
Deu	20	8	8. Og Fogederne skulle blive ved at tale til Folket og sige: Er der en Mand, om er frygtagtig og blødhjertet, han gaa hen og vende tilbage til sit Hus, at han ikke skal gøre sine Brødres Hjerte mistrøstigt, som hans eget Hjerte er.
Deu	20	9	9. Og det skal ske, naar Fogederne have endt at tale til Folket, da skulle de beskikke Haerførere i Spidsen for Folket.
Deu	20	10	10. Naar du naermer dig til en Stad; til at stride imod den, da skal du; tilbyde den Fred.
Deu	20	11	11. Og det skal ske, om den svarer dig fredelig og lader op for dig, da skal alt det Folk, som findes i den, vaere dig skatskyldigt og tjene dig.
Deu	20	12	12. Men dersom den ikke vil gøre Fred med dig, men føre Krig imod dig, da skal du belejre den.
Deu	20	13	13. Og Herren din Gud skal give den i din Haand, og du skal slaa alt Mandkøn i den med skarpe Svaerd.
Deu	20	14	14. Kun Kvinderne og de smaa Børn og Kvaeget og alt det, som er i Staden, alt Byttet deraf maa du røve for dig, og du skal nyde dine Fjenders Bytte, som Herren din Gud har givet dig.
Deu	20	15	15. Saaledes skal du gøre mod alle Staederne, som ere saare langt fra dig, og som ikke ere af disse Hedningers Staeder.
Deu	20	16	16. Kun i disse Folks Staeder, som Herren din Gud giver dig til Arv, skal du ikke lade leve noget, som drager Aande.
Deu	20	17	17. Thi du skal bandlyse dem, nemlig Hethiterne og Amoriterne, Kananiterne og Feresiterne, Heviterne og Jebusiterne, som Herren din Gud har budet dig,
Deu	20	18	18. paa det at de ikke skulle laere eder at gøre efter alle deres Vederstyggeligheder, som de have gjort for deres Guder, og I skulle synde mod Herren eders Gud
Deu	20	19	19. Naar du belejrer en Stad mange Dage og strider imod den for at indtage den, da skal du ikke ødelaegge dens Traeer ved at hugge ned paa dem med Øksen, thi du skal; aede af dem og ikke afhugge dem thi mon Markens Traeer ere Mennesker, som af dig skulle belejres?
Deu	20	20	20. Kun de Traeer, som du ved om at det ikke er Frugttraeer, dem maa du ødelaegge og afhugge, at du kan bygge Bolvaelk imod Staden, som fører Krig imod dig, indtil den falder.
------------------------Femte Mosebog, Kapitel 21
Deu	21	1	1. Naar der bliver funden en ihjelslagen i Landet, hvilket Herren din Gud giver dig at eje, liggende paa Marken, og det ikke er vitterligt, hvo der har slaaet ham ihjel:
Deu	21	2	2. Da skulle dine Aeldste og dine Dómmere gaa ud, og de skulle maale til de Staeder, som ere rundt omkring den ihjelslagne.
Deu	21	3	3. Og den Stad, som er naest ved den ihjelslagne, den Stads Aeldste skulle tage en Kvie af Kvaeget, som man ikke har arbejdet med, og som ikke har draget i Aag;
Deu	21	4	4. og de Aeldste af samme Stad skulle føre Kvien ned til en Dal med stedse rindende Vand, i hvilken der ikke arbejdes eller saas; og der i Dalen skulle de bryde Nakken paa Kvien.
Deu	21	5	5. Saa skulle Praesterne, Levi Sønner, gaa frem; thi Herren din Gud har udvalgt dem til at tjene sig og til at velsigne i Herrens Navn; og al Traette og al Plage skal afgøres efter deres Ord.
Deu	21	6	6. Og alle de Aeldste af den samme Stad, de som ere naest ved den ihjelslagne, skulle to deres Haender over Kvien, som Nakken er brudt paa i Dalen.
Deu	21	7	7. Og de skulle vidne og sige: Vore Haender have ikke udøst dette Blod, og vore Øjne have ikke set det.
Deu	21	8	8. Søn dit Folk Israel, som du, Herre ! har forløst og laeg ikke uskyldigt Blod paa dit Folk Israel; saa bliver Blodet sonet, for dem.
Deu	21	9	9. Og du skal borttage det uskyldige Blod af din Midte; thi du skal gøre det, som er ret for Herrens Øjne.
Deu	21	10	10. Naar du uddrager i Krigen imod dine Fjender, og Herren din Gud giver dem i din Haand, saa at du fører dem i Fangenskab,
Deu	21	11	11. og du, ser iblandt Fangerne en Kvinde, som er dejlig af Skikkelse, og du faar Lyst til hende, og du tager dig hende til Hustru:
Deu	21	12	12. Da skal du føre hende midt ind i dit Hus, og hun skal lade sit Hoved rage og skaere sine Negle,
Deu	21	13	13. og hun skal bortlaegge sit Fangenskabs Klaeder fra sig, og hun skal blive i dit Hus og begraede sin Fader og sin Moder en Maanedstid; og derefter maa du gaa til hende og aegte hende, og hun skal blive dig til Hustru.
Deu	21	14	14. Men det skal ske, om du ikke har Behagelighed til hende, da skal du lade hende fare efter hendes Sjaels Begaering og ikke saelge hende for Penge; du skal ikke behandle hende som Traelkvinde, fordi du har kraenket hende.
Deu	21	15	15. Om en Mand har to Hustruer een, som han elsker, og een, som han hader, og de have født ham Børn, baade den, han elsker, og een, som han hader, og den førstefødte Søn er den forhadtes:
Deu	21	16	16. Da skal det ske paa den Dag, han lader sine Børn arve det, han har, at han ikke skal have Magt til at gøre Sønnen af hende, som han elsker, til den førstefødte, i Stedet for den førstefødte Søn af hende, som han hader;
Deu	21	17	17. men han skal kendes ved den førstefødte Søn af hende, som han hader, og give ham dobbelt Lod af alt det, der findes hos ham; thi han er hans første Kraft, ham hører Førstefødsels Ret til.
Deu	21	18	18. Om en Mand har en modvillig og genstridig Søn, som ikke lyder sin Faders Røst og sin Moders Røst, og de tugte ham, og han vil ikke lyde dem,
Deu	21	19	19. da skulle hans Fader og hans Moder tage fat paa ham og føre ham frem til de Aeldste i hans Stad og til hans Steds Port,
Deu	21	20	20. de skulle sige til de Aeldste i hans Stad: Denne vor Søn er modvillig og genstridig, han vil ikke lyde vor Røst, en Fraadser og Dranker;
Deu	21	21	21. saa skulle alle Maendene i hans Stad stene ham med Stene, og han skal dø; og du skal borttage den onde af din Midte, at al Israel maa høre det og frygte.
Deu	21	22	22. Og naar en Mand har gjort en Synd, som har fortjent Dødsdom, og han dødes, og du haenger ham paa et Trae,
Deu	21	23	23. da skal hans Krop ikke blive Natten over paa Traeet, men du skal begrave ham paa den samme Dag; thi den, som bliver haengt, er en Guds Forbandelse; og du skal ikke gøre dit Land urent, som Herren din Gud giver dig til Arv.
------------------------Femte Mosebog, Kapitel 22
Deu	22	1	1. Du skal ikke se din Broders Okse eller hans Lam farende vild og undslaa dig for at tage dig, af dem; men du skal føre dem tilbage til din Broder.
Deu	22	2	2. Men dersom din Broder ikke er naer hos dig, og du ikke kender ham, da skal du tage det ind i dit Hus, og det skal vaere hos dig, indtil din Broder søger derefter, da skal du give ham det tilbage.
Deu	22	3	3. Og saaledes skal du gøre med hans Asen, og saaledes skal du gøre med hans Klaeder, og saaledes skal du gøre med alt det, som din Broder har tabt, med hvad der er tabt af ham, og som du finder; du maa ikke undslaa dig derfor.
Deu	22	4	4. Du skal ikke se din Broders Asen eller hans Okse falde paa Vejen og undslaa dig for at tage dig af dem; du skal rejse dem op med ham.
Deu	22	5	5. Der skal intet Mandstøj vaere paa en Kvinde, og en Mand skal ikke føre sig i Kvindeklaeder; thi hver den, som gør disse Ting, er en Vederstyggelighed for Herren din Gud.
Deu	22	6	6. Naar du finder en Fuglerede paa Vejen, i et Trae eller paa Jorden, og der er Unger eller Aeg, og Moderen ligger paa Ungerne eller paa Aeggene, da skal du ikke tage Moderen med Ungerne.
Deu	22	7	7. Men du skal lade Moderen fare og tage Ungerne til dig, at det maa gaa dig vel, og du maa forlaenge dine Dage.
Deu	22	8	8. Naar du bygger et nyt Hus, da skal du gøre et Raekvaerk om dit Tag, at du ikke skal bringe Blodskyld over dit Hus, hvis nogen falder ned derfra:
Deu	22	9	9. Du skal ikke saa din Vingaard med to Slags, at din Saeds Fylde, som du saar, og Vingaardens Afgrøde ikke skal hjemfalde til Helligdommen.
Deu	22	10	10. Du skal ikke pløje med en Okse og med et Asen sammen.
Deu	22	11	11. Du skal ikke iføre dig Klaeder, vaevede af uldent og Linned sammen.
Deu	22	12	12. Du skal gøre dig Snore paa de fire Flige af dit Klaedebon, som du skjuler dig med.
Deu	22	13	13. Naar en Mand tager en Hustru og kommer ind til hende, men faar Had til hende
Deu	22	14	14. og tillaegger hende skammelige Ting og fører ondt Rygte ud om hende og siger: Denne Kvinde tog jeg og holdt mig naer til hende, og jeg fandt ikke Jomfrudom hos hende:
Deu	22	15	15. Da skal Pigens Fader og hendes Moder tage og bringe Pigens jomfruelige Tegn ud til Stadens Aeldste til Porten.
Deu	22	16	16. Og Pigens Fader skal sige til de Aeldste: Jeg gav denne Mand min Datter til Hustru, og han har faaet Had til hende.
Deu	22	17	17. Og se, han tillaegger hende skammelige Ting og siger: Jeg har ikke fundet din Datters Jomfrudom, skønt disse ere min Datters jomfruelige Tegn; saa skulle de udbrede Klaedet for de Aeldste af Staden.
Deu	22	18	18. Og de Aeldste af Staden skulle tage Manden og revse ham.
Deu	22	19	19. Og de skulle straffe ham paa hundrede Sekel Sølv og give Pigens Fader dem, fordi han har ført ondt Rygte ud om en Jomfru i Israel; saa skal han have hende til Hustru, han maa ikke nogensinde lade hende fare.
Deu	22	20	20. Men dersom det Ord har vaeret Sandhed, at Pigens Jomfrudom ikke fandtes:
Deu	22	21	21. Da skulle de føre Pigen ud til Døren af hendes Faders Hus, og Maendene af hendes Stad skulle stene hende med Stene, og hun skal dø, fordi hun gjorde en Daarlighed i Israel ved at bedrive Hor i sin Faders Hus; og du skal borttage den onde af din Midte.
Deu	22	22	22. Dersom en Mand findes at ligge hos en Kvinde, som er en Mands Aegtehustru; da skulle de begge tilsammen dø, Manden, som laa hos Kvinden, og Kvinden; og du skal borttage den onde af Israel.
Deu	22	23	23. Naar en Pige, en Jomfru, er trolovet med en Mand, og en Mand finder hende i Staden og ligger hos hende:
Deu	22	24	24. Da skulle I føre dem begge ud til samme Stads Port og stene dem med Stene, og de skulle dø, Pigen for den Sags Skyld, at hun ikke raabte i Staden, og Manden for den Sags Skyld, at han kraenkede sin Naestes Hustru; og du skal borttage den onde af din Midte.
Deu	22	25	25. Men dersom Manden finder den trolovede Pige paa Marken, og Manden holder fast paa hende og ligger hos hende, da skal alene Manden, som laa hos hende, dø.
Deu	22	26	26. Men Pigen skal du ikke gøre noget, for Pigen er det ingen Dødssynd; thi ligesom en vil rejse sig imod sin Naeste og slaa ham ihjel, saa er og denne Handel.
Deu	22	27	27. Thi han fandt hende paa Marken; den trolovede Pige raabte, og der var ingen, som frelste hende.
Deu	22	28	28. Naar nogen finder en Pige, en Jomfru, som ikke er trolovet, og tager fat paa hende og ligger hos hende, og de findes:
Deu	22	29	29. Da skal den Mand, som laa hos hende, give Pigens Fader halvtredsindstyve Sekel Sølv, og hun skal vaere hans Hustru for den Sags Skyld, at han kraenkede hende; han maa ikke nogensinde lade hende fare.
Deu	22	30	30. En Mand skal ikke tage sin Faders Hustru og ej opslaa sin Faders Flig.
------------------------Femte Mosebog, Kapitel 23
Deu	23	1	1. Ingen Gilding, enten han er bleven det ved Knusning eller ved Snit, maa komme i Herrens Forsamling.
Deu	23	2	2. Intet Horebarn maa komme i Herrens Forsamling; endog i tiende Led maa ikke nogen af hans komme i Herrens Forsamling.
Deu	23	3	3. En Ammonit og en Moabit maa ikke komme i Herrens Forsamling; endog i tiende Led maa ikke nogen af dem komme i Herrens Forsamling evindelig;
Deu	23	4	4. for den Sags Skyld, at de ikke kom eder i Møde med Brød og med Vand paa Vejen, der I gik ud af Aegypten, og fordi han lejede Bileam, Beors Søn, af Pethor i Mesopotamien, imod dig til at forbande dig.
Deu	23	5	5. Men Herren din Gud vilde ikke høre Bileam, og Herren din Gud vendte dig Forbandelsen til Velsignelse; thi Herren din Gud havde dig kaer.
Deu	23	6	6. Du skal ikke søge at fremme deres Fred eller deres Vel, alle dine Dage evindeligen?
Deu	23	7	7. Du skal ikke have Vederstyggelighed til en Edomit, thi han er din Broder; du skal ikke have Vederstyggelighed til en Aegypter, thi du har vaeret fremmed i hans Land.
Deu	23	8	8. De Børn, som de avle sig i det tredje Led, de maa komme i Herrens Menighed.
Deu	23	9	9. Naar du gaar ud af Lejren imod dine Fjender, da tag dig i Vare for al ond Handel.
Deu	23	10	10. Naar der er en Mand iblandt eder, som ikke er ren for det, som ham kunde haendes om Natten, da skal han gaa ud uden for Lejren, han skal ikke komme ind i Lejren.
Deu	23	11	11. Og hen imod Aften skal han bade sig i Vand, og naar Solen gaar ned, skal han komme ind i Lejren.
Deu	23	12	12. Og du skal have et Sted uden for Lejren, og der skal du gaa hen udenfor.
Deu	23	13	13. Og du skal have en Spade foruden dine Vaaben; og naar du saetter dig derude da skal du grave dermed og vende dig om og skjule det, som er gaaet fra dig.
Deu	23	14	14. Thi Herren din Gud vandrer midt i din Lejr for at udfri dig og at give dine Fjender hen for dit Ansigt; og din Lejr skal vaere hellig, saa at han ikke skal se nogen ublu Ting hos dig og vende sig bort fra dig.
Deu	23	15	15. Du skal ikke overantvorde en Trael til sin Herre, naar han er undluppen til dig fra sin Herre.
Deu	23	16	16. Hos dig skal han blive, i din Midte, paa det Sted, som han udvaelger sig til Gode i en af dine Porte; du skal ikke forfordele ham.
Deu	23	17	17. Der skal ingen af Israels Døtre vaere en Skøge, og ingen af Israels Sønner skal vaere en Skørlevner.
Deu	23	18	18. Du skal ikke bringe Skøgeløn eller Hundefortjeneste i Herren din Guds Hus efter noget Løfte; thi begge Dele er Herren din Gud en Vederstyggelighed.
Deu	23	19	19. Du skal ikke tage Aager af din Broder, Pengeaager, Madaager eller Aager af nogen Ting, som der kan aagres med.
Deu	23	20	20. Af en fremmed maa du tage Aager, men af din Broder maa du ikke tage Aager, at Herren din Gud maa velsigne dig i alt det, som du udraekker din Haand til i det Land, som du kommer hen til for at eje det.
Deu	23	21	21. Naar du lover Herren din Gud et Løfte, da skal du ikke tøve med at betale det; thi Herren din Gud vil kraeve det af dig, og det vil vaere dig en Synd.
Deu	23	22	22. Men naar du lader vaere at love noget, skal det ikke vaere dig til Synd.
Deu	23	23	23. Det, som er udgaaet af dine Laeber, skal du holde og gøre, saaledes som du har lovet Herren din Gud frivilligen det, som du har talet med din Mund.
Deu	23	24	24. Naar du kommer i din Naestes Vingaard, da maa du aede Druer efter din Sjaels Lyst, til du er maet; men du maa intet laegge i dit Kar.
Deu	23	25	25. Naar du kommer i din Naestes staaende Korn, maa du plukke Aks med din Haand; men du maa ikke røre Seglen mod din Naestes staaende Korn.
------------------------Femte Mosebog, Kapitel 24
Deu	24	1	1. Naar en Mand tager en Hustru og aegter hende, og hun ikke finder Naade for hans Øjne, fordi han fandt ublu Handel hos hende, og han da skriver hende et Skilsmissebrev og giver det i hendes Haand, og lader hende fare bort fra sit Hus,
Deu	24	2	2. og hun da gaar ud af hans Hus og gaar bort og bliver en anden Mands,
Deu	24	3	3. og den samme anden Mand faar Had til hende og skriver hende et Skilsmissebrev og giver i hendes Haand og lader hende fare bort fra sit Hus; eller om den anden Mand dør, som tog hende til Hustru:
Deu	24	4	4. Da maa ikke hendes første Mand, som lod hende fare, atter tage hende til sin Hustru, siden hun er bleven uren, thi det er en Vederstyggelighed for Herrens Ansigt; og du skal ikke gøre det Land syndigt, som Herren din Gud giver dig til Arv
Deu	24	5	5. Naar en Mand nylig har taget en Hustru, skal han ikke drage ud i Striden, og man skal ingen Tynge laegge paa ham; han skal vaere fri i sit Hus eet Aar og vaere glad med sin Hustru, som han har taget.
Deu	24	6	6. Man skal ikke tage begge Møllestene eller den øverste Møllesten til Pant; thi saa tager man Livet til Pant.
Deu	24	7	7. Om nogen findes, som stjaeler en Person af sine Brødre af Israels Børn og driver Handel med ham eller saelger ham, da skal samme Tyv dø, og du skal borttage den onde fra dig.
Deu	24	8	8. Tag dig i Vare for Spedalskheds Plage, saa at du tager vel Vare paa og gør efter alt det, som Praesterne, Leviterne skulle laere eder; eftersom jeg har budet dem, skulle I tage Vare paa at gøre.
Deu	24	9	9. Kom i Hu, hvad Herren, din Gud gjorde ved Maria paa Vejen, der I droge ud af Aegypten.
Deu	24	10	10. Dersom du udlaaner til din Naeeste noget Laan, da skal du ikke gaa ind i hans Hus og tage hans Pant.
Deu	24	11	11. Du skal staa udenfor, og den Mand, hvem du har laant noget, skal baere Pantet ud til dig uden for.
Deu	24	12	12. Men dersom han er en nødlidende Mand, da skal du ikke laegge dig til Hvile med hans Pant.
Deu	24	13	13. Men du skal give ham Pantet tilbage, naar Solen gaar ned, at han kan laegge sig i sit Klaedebon og velsigne dig; og det skal vaere dig en Retfaeldighed for Herren din Guds Ansigt.
Deu	24	14	14. Du skal ikke gøre en nødlidende og en fattig Daglønner Uret, vaere sig af dine Brødre eller af dine fremmede, som ere i dit Land inden dine Porte.
Deu	24	15	15. Du skal give ham hans Løn paa hans Dag, og Solen skal ikke gaa ned derover; thi han er nødlidende, og til den saetter han sin Hu; at han ikke skal raabe over dig til Herren, og det skal vaere dig til Synd.
Deu	24	16	16. Foraeldre skulle ikke dødes for; Børn, og Børn skulle ikke dødes for Foraeldrene; de skulle dødes hver for sin Synd.
Deu	24	17	17. Du skal ikke bøje Retten for den fremmede, den faderløse, og ej tage en Enkes Klaedebon til Pant
Deu	24	18	18. Og du skal komme i Hu, at du var en Trael i Aegypten, og Herren din Gud udløste dig derfra; derfor byder; jeg dig at gøre denne Gerning.
Deu	24	19	19. Naar du høster din Høst paa din Ager og har glemt et Neg paa Ageren, da skal du ikke vende tilbage at tage det; det skal høre den fremmede, den faderløse og Enken til, paa det at Herren din Gud maa velsigne dig i al dine Haenders Gerning.
Deu	24	20	20. Naar du ryster dit Olietrae, da skal du ikke siden efter gennemsøge Grenene; det skal høre den fremmede, den faderløse og Enken til.
Deu	24	21	21. Naar du plukker din Vingaard, da skal du ikke siden eftersanke; det skal høre den fremmede, den faderløse og Enken til.
Deu	24	22	22. Og du skal komme i Hu, at du var en Trael i Aegyptens Land, derfor byder jeg dig at gøre denne Gerning.
------------------------Femte Mosebog, Kapitel 25
Deu	25	1	1. Naar der er Traette imellem Maend, og de komme frem for Retten, at man skal dømme dem, da skal man dømme den retfaerdige at vaere retfaerdig og dømme den skyldige at vaere skyldig.
Deu	25	2	2. Og det skal ske, om den skyldige har fortjent at slaas, da skal Dommeren lade ham laegge sig ned og lade ham slaa for sit Ansigt efter hans Skyld med et vist Antal Slag.
Deu	25	3	3. Man skal slaa ham fyrretyve Slag, man skal ikke laegge flere til, og man skal ikke blive ved at slaa ham mange Slag ud over disse, saa at din Broder ringeagtes for dine Øjne.
Deu	25	4	4. Du skal ikke binde Munden til paa en Okse, naar den taersker.
Deu	25	5	5. Naar Brødre bo til Hobe, og en dør af dem, og han har ingen Søn, da skal den dødes Hustru ikke vorde en fremmed Mands uden for Slaegten; hendes Mands Broder skal komme ind til hende og tage hende til sin Hustru og aegte hende i sin Broders Sted.
Deu	25	6	6. Og det skal ske, den førstefødte, som hun føder, skal opføres efter hans døde Broders Navn, at dennes Navn ikke skal udslettes af Israel.
Deu	25	7	7. Men om Manden ikke har Lyst til at tage sin Broders Hustru, da skal hans Broders Hustru gaa op til Porten til de Aeldste og sige: Min Mands Broder vaegrer sig ved at oprejse sin Broder et Navn i Israel og vil ikke aegte mig i sin Broders Sted.
Deu	25	8	8. Saa skulle de Aeldste af hans Stad kalde ham og tale til ham; naar han staar fast derved og siger: Jeg har ikke Lyst til at tage hende,
Deu	25	9	9. da skal hans Broders Hustru komme frem til ham for de Aedstes Øjne og drage hans Sko af hans Fod og spytte ham i hans Ansigt; og hun skal svare og sige: Saa skal der gøres ved den Mand, som ikke vil bygge sin Broders Hus.
Deu	25	10	10. Og hans Navn skal kaldes i Israel: Den barfodedes Hus.
Deu	25	11	11. Naar Maend traettes sammen, den ene med den anden, og den enes Hustru kommer naer til for at udfri sin Mand af hans Haand, som slaar ham, og hun raekker sin Haand ud og tager fat paa dennes Blusel:
Deu	25	12	12. Da skal du afhugge hendes Haand; dit Øje skal ikke spare.
Deu	25	13	13. Du skal ikke have tvende Slags Vaegt i din Pose, en stor og en liden.
Deu	25	14	14. Du skal ikke have to Slags Efa i dit Hus, en stor og en liden.
Deu	25	15	15. Du skal have en fuldkommen og ret Vaegt, du skal have en fuldkommen og ret Efa, paa det dine Dage skulle forlaenges i det Land, som Herren din Gud giver dig.
Deu	25	16	16. Thi hver som gør dette, er en Vederstyggelighed for Herren din Gud, enhver som gør Uret.
Deu	25	17	17. Kom i Hu, hvad Amalek gjorde dig paa Vejen, der I droge ud af Aegypten,
Deu	25	18	18. hvorledes han kom imod dig paa Vejen og slog din Bagtrop, alle de udmattede, som droge efter dig, der du var traet og mødig; og han frygtede ikke Gud.
Deu	25	19	19. Og det skal ske, naar Herren din Gud faar skaffet dig Rolighed for alle dine Fjender trindt omkring i Landet, som Herren din Gud giver dig til Arv for at eje det, da skal du udslette Amaleks Ihukommelse under Himmelen; du skal ikke glemme det.
------------------------Femte Mosebog, Kapitel 26
Deu	26	1	1. Og det skal ske, naar du kommer ind i det Land, som Herren din Gud giver dig til Arv, og du ejer det og bor derudi:
Deu	26	2	2. Da skal du tage af det første af al Jordens Frugt, som du bringer ind af dit Land, hvilket Herren din Gud giver dig, og laegge det i en Kurv; og du skal gaa til det Sted, som Herren, din Gud skal udvaelge til der at lade sit Navn bo.
Deu	26	3	3. Og du skal komme til Praesten, som er i de Dage, og sige til ham: Jeg forkynder i Dag for Herren din Gud, at jeg er kommen i det Land, som Herren tilsvor vore Faedre at give os.
Deu	26	4	4. Og Praesten skal tage Kurven af din Haand, og han skal saette den ned foran Herren din Guds Alter.
Deu	26	5	5. Da skal du vidne og sige for Herren din Guds Ansigt: Min Fader var en omvankende Syrer, og han drog med nogle faa Mennesker ned til Aegypten og var fremmed der, og han blev der til et stort, staerkt og mangfoldigt Folk.
Deu	26	6	6. Men Aegypterne handlede ilde med os og plagede os og lagde en haard Traeldom paa os
Deu	26	7	7. Da skrege vi til Herren, vore Faedres Gud, og Herren hørte vor Røst og saa vor Traengsel og vor Møje og vor Nød;
Deu	26	8	8. og Herren udførte os af Aegypten med en staerk Haand og udrakt Arm og med en stor Raedsel og med Tegn og med underlige Gerninger.
Deu	26	9	9. Og han førte os til dette Sted, og han har givet os dette Land, et Land, som flyder med Maelk og Honning.
Deu	26	10	10. Og nu, se, jeg har ført hid det første af Frugten i Landet, som du, Herre, har givet mig. Og du skal lade det blive for Herren din Guds Ansigt og tilbede for Herren din Guds Ansigt.
Deu	26	11	11. Og du skal vaere glad over alt det gode, som Herren din Gud har givet dig og dit Hus, du og Leviten og den fremmede, som er midt iblandt dig.
Deu	26	12	12. Naar du er faerdig med at tiende al Tienden af din Afgrøde i det tredje Aar, som er Tiendens Aar, og du har givet Leviten, den fremmede, den faderløse og Enken, at de maa aede inden dine Porte og blive maette:
Deu	26	13	13. Da skal du sige for Herren din Guds Ansigt: Jeg har borttaget det helligede af Huset, og jeg har ogsaa givet Leviten og den fremmede, den faderløse og Enken det, efter alle dine Bud, som du har budet mig; jeg har ikke overtraadt og ikke glemt noget af dine Bud.
Deu	26	14	14. Jeg har intet aedet deraf i min Sorg og intet borttaget deraf under Urenhed, jeg har intet deraf givet for en afdød; jeg har vaeret Herren min Guds Røst lydig, jeg har gjort alt det, som du har budet mig.
Deu	26	15	15. Se ned fra din Helligheds Bolig fra Himmelen, og velsign dit Folk Israel og det Land, som du har givet os, ligesom du har tilsvoret vore Faedre, et Land, som flyder med Maelk og Honning.
Deu	26	16	16. Herren din Gud byder dig paa denne Dag at gøre efter disse Skikke og Bud, og du skal holde dem og gøre efter dem af dit ganske Hjerte og af din ganske Sjael.
Deu	26	17	17. Du har i Dag tilsagt Herren, at han skal vaere din Gud, og at du vil vandre i hans Veje og holde hans Skikke og hans Bud og hans Love, og at du vil høre hans Røst.
Deu	26	18	18. Og Herren har tilsagt dig i Dag, at du skal vaere ham et Ejendomsfolk, saasom han har talet til dig, og at du skal holde alle hans Bud,
Deu	26	19	19. og at han vil saette dig højt over alle Folk, hvilke han har skabt, til Lov og til Navnkundighed og til Pryd, og at du skal vaere Herren din Gud et helligt Folk, saasom han har talet.
------------------------Femte Mosebog, Kapitel 27
Deu	27	1	1. Og Mose og de Aeldste af Israel bøde Folket og sagde: Holder alle de Bud, som jeg byder eder i Dag.
Deu	27	2	2. Og det skal ske paa den Dag, naar I gaa over Jordanen til det Land, som Herren din Gud giver dig, da skal du oprejse dig store Stene og overstryge dem med Kalk.
Deu	27	3	3. Og du skal skrive paa dem alle denne Lovs Ord, naar du gaar over, paa det du maa komme ind i Landet, som Herren din Gud giver dig, et Land, som flyder med Maelk og Honning, som Herren dine Faedres Gud har talet til dig.
Deu	27	4	4. Og det skal ske, naar I gaa over Jordanen, da skulle I oprejse disse Stene, om hvilke jeg befaler eder i Dag, paa Ebals Bjerg, og du skal overstryge dem med Kalk.
Deu	27	5	5. Og du skal bygge der Herren din Gud et Alter, et Alter af Sten, du skal ikke røre Jern over dem.
Deu	27	6	6. Du skal bygge Herren din Guds Alter af hele Stene og ofre Herren din Gud Braendofre derpaa.
Deu	27	7	7. Du skal og ofre Takofre og aede der og vaere glad for Herren din Guds Ansigt.
Deu	27	8	8. Og du skal skrive alle denne Lovs Ord paa Stenene; gør det ret tydeligt.
Deu	27	9	9. Og Mose og Praesterne, Leviterne, talede til al Israel og sagde: Agt og hør, Israel! du er paa denne Dag bleven Herren din Guds Folk,
Deu	27	10	10. at du skal høre Herren din Guds Røst og gøre efter hans Bud og hans Skikke, hvilke jeg byder dig i Dag.
Deu	27	11	11. Og Mose bød Folket paa den samme. Dag og sagde:
Deu	27	12	12. Disse skulde staa og velsigne Folket paa Garizims Bjerg, naar I ere komne over Jordanen: Simeon og Levi og Juda og Isaskar og Josef og Benjamin.
Deu	27	13	13. Og disse skulle staa for at forbande paa Ebals Bjerg: Ruben, Gad og Aser og Sebulon, Dan og Nafthali.
Deu	27	14	14. Leviterne skulle svare og sige til hver Mand af Israel med høj Røst:
Deu	27	15	15. Forbandet vaere den Mand, som gør et udskaaret eller et støbt Billede, en Vederstyggelighed for Herren, en Mesters Haenders Gerning, og saetter det op i Skjul; og alt Folket skal svare og sige: Amen!
Deu	27	16	16. Forbandet vaere den, som ringeagter sin Fader eller sin Moder; og alt Folket skal sige: Amen!
Deu	27	17	17. Forbandet vaere den, som flytter sin Naestes Markskel; og alt Folket skal sige: Amen!
Deu	27	18	18. Forbandet vaere den, som kommer en blind til at fare vild paa Vejen; og alt Folket skal sige: Amen!
Deu	27	19	19. Forbandet vaere den, som bøjer Retten for den fremmede og faderløse og Enken; og alt Folket skal sige: Amen!
Deu	27	20	20. Forbandet vaere den, som ligger hos sin Faders Hustru, thi han har opslaaet sin Faders Flig; og alt Folket skal sige: Amen!
Deu	27	21	21. Forbandet vaere den som ligger hos noget Dyr; og alt Folket skal sige: Amen!
Deu	27	22	22. Forbandet vaere den, som ligger hos sin Søster, som er hans Faders Datter eller hans Moders Datter; og alt Folket skal sige: Amen!
Deu	27	23	23. Forbandet vaere den, som ligger hos sin Hustrus Moder; og alt Folket skal sige: Amen!
Deu	27	24	24. Forbandet vaere den som slaar sin Naeste i Skjul; og alt Folket skal sige: Amen!
Deu	27	25	25. Forbandet vaere den, sorn tager Gave for at slaa en Person ihjel og udøse uskyldigt Blod; og alt Folket skal. sige: Amen!
Deu	27	26	26. Forbandet vaere den som ikke holder Ordene i denne Lov og gør derefter; og alt Folket skal sige: Amen!
------------------------Femte Mosebog, Kapitel 28
Deu	28	1	1. Og det skal ske, om du flitteligen hører paa Herren din Guds Røst, saa at du tager Vare paa at gøre alle hans Bud, som jeg byder dig i Dag, da skal Herren din Gud saette dig højt over alle Folk paa Jorden.
Deu	28	2	2. Og alle disse Velsignelser skulle komme over dig og vederfares dig, naar du hører paa Herren din Guds Røst:
Deu	28	3	3. Velsignet skal du vaere i Staden, og velsignet skal du vaere paa Marken.
Deu	28	4	4. Velsignet skal dit Livs Frugt vaere og dit Lands Frugt og dit Kvaegs Frugt, dine Øksnes Affødning og dit smaa Kvaegs Yngel.
Deu	28	5	5. Velsignet skal din Kurv vaere og dit Dejgtrug.
Deu	28	6	6. Velsignet skal du vaere, naar du gaar ind, og velsignet skal du vaere, naar du gaar ud?
Deu	28	7	7. Herren skal give dine Fjender, som rejse sig imod dig, slagne for, dit Ansigt; ad een Vej skulle de drage ud imod dig, og ad syv Veje skulle de fly for dit Ansigt.
Deu	28	8	8. Herren skal byde Velsignelsen at vaere hos dig i dine Lader og i alt det, som du udraekker din Haand til; og han skal velsigne dig i det Land, som Herren din Gud giver dig.
Deu	28	9	9. Herren skal oprejse dig til et helligt Folk, for sig, som han har tilsvoret dig, naar du holder Herren din Guds Bud og vandrer i hans Veje.
Deu	28	10	10. Og alle Folk paa Jorden skulle se, at du er kaldet efter Herrens Navn, og de skulle frygte for dig.
Deu	28	11	11. Og, Herren skal give Overflod, dig til Gode, af dit Livs Frugt og af dit Kvaegs Frugt og af dit Lands Frugt i det Land, som Herren tilsvor dine Faedre at give dig.
Deu	28	12	12. Herren skal oplade for dig sit gode Forraadskammer, Himmelen, for at give dit Land Regn i sin Tid og at velsigne al din Haands Gerning, og du skal laane ud til mange Folk, og du skal ikke tage til Laans.
Deu	28	13	13. Og Herren skal saette dig til Hoved og ikke til Hale, og du skal kun gaa opad og ikke nedad, dersom du vil høre Herren din Guds Bud, hvilke jeg byder dig i Dag; at holde og at gøre efter dem,
Deu	28	14	14. og du ikke viger fra noget af disse Ord, som jeg byder eder i Dag, til højre eller venstre Side, ved at gaa efter andre Guder og tjene dem.
Deu	28	15	15. Og det skal ske, dersom du ikke hører Herren din Guds Røst om at holde og at gøre efter alle hans Bud og hans Skikke, som jeg byder dig i Dag, da skulle alle disse Forbandelser komme over dig og vederfares dig:
Deu	28	16	16. Forbandet skal du vaere i Staden, og forbandet skal du vaere paa Marken.
Deu	28	17	17. Forbandet skal din Kurv vaere og dit Dejgtrug.
Deu	28	18	18. Forbandet skal dit Livs Frugt vaere og dit Lands Frugt, dine Øksnes Affødning og dit smaa Kvaegs Yngel.
Deu	28	19	19. Forbandet skal du vaere, naar du gaar ind, og forbandet skal du vaere, naar du gaar ud.
Deu	28	20	20. Herren skal sende Forbandelsen, Forstyrrelsen og Tugtelsen over dig i alt det, du udraekker din Haand til, som du vil gøre, indtil du bliver ødelagt, og indtil du hastigen gaar til Grunde for dine Gerningers Ondskabs Skyld, fordi du forlod mig.
Deu	28	21	21. Herren skal lade Pest haenge ved dig, indtil han fuldkommen udsletter dig af Landet, som du drager hen til for at eje det.
Deu	28	22	22. Herren skal slaa dig med Svindsot og med Feber og med hidsig Sygdom og med Betaendelse og med Svaerd og med Brand og Rust i Kornet, og de skulle forfølge dig, indtil du omkommer.
Deu	28	23	23. Og din Himmel, som er over dit Hoved, skal vaere som Kobber, og Jorden, som er under dig, som Jern.
Deu	28	24	24. Herren skal gøre dit Lands Regn til Sand og Støv; af Himmelen skal det falde ned over dig, indtil du bliver ødelagt.
Deu	28	25	25. Herren skal lade dig slaas for dine Fjenders Ansigt; ad een Vej skal du drage ud imod ham, og ad syv Veje skal du fly for hans Ansigt; og du skal vaere i Ustadighed iblandt alle Riger paa Jorden.
Deu	28	26	26. Og din døde Krop skal blive alle Fugle under Himmelen og Dyr paa Jorden til Føde, og der skal ingen vaere, som skraemmer dem.
Deu	28	27	27. Herren skal slaa dig med aegyptiske Bylder og med Haevelser og med Skurv og med Udslet, for hvilke du ikke skal kunne laeges.
Deu	28	28	28. Herren skal slaa dig med Vanvid og med Blindhed og med Sindsforvirring.
Deu	28	29	29. Og du skal føle dig for om Middagen, ligesom den blinde føler sig for i Mørket, og du skal ingen Lykke have paa dine Veje, og du skal lide idel Vold og vorde til Rov alle Dage, og ingen skal frelse dig.
Deu	28	30	30. Du trolove dig en Hustru, og en anden Mand skal ligge hos hende; du skal bygge et Hus, men du skal ikke bo derudi; du skal plante en Vingaard, men du skal ikke nyde Frugten af den.
Deu	28	31	31. Din Okse skal slagtes for dine Øjne, og du skal ikke aede deraf; dit Asen skal røves for dit Ansigt og ikke komme tilbage til dig; dit smaa Kvaeg skal gives dine Fjender, og du skal ingen have, som frelser dig.
Deu	28	32	32. Dine Sønner og dine Døtre skulle gives til et andet Folk, og dine Øjne skulle se derpaa og hentaeres over dem hver Dag; men der skal intet vaere i din Haands Magt.
Deu	28	33	33. Dit Lands Frugt og alt, hvad du har arbejdet for, skal et Folk fortaere, som du ikke kender, og du skal lide idel Vold og blive knust alle Dage.
Deu	28	34	34. Og du skal blive rasende over det Syn, som dine Øjne skulle se.
Deu	28	35	35. Herren skal slaa dig med onde Bylder paa Knaeerne og paa Laarene, saa at du ikke skal kunne laeges fra din Fodsaale og til din Hovedisse.
Deu	28	36	36. Herren skal føre dig og din Konge, som du skal saette over dig, til et Folk, som hverken du, ej heller dine Faedre have kendt, og der skal du tjene andre Guder, Trae og Sten.
Deu	28	37	37. Og du skal blive til en Skraek, til et Ordsprog og til Spot iblandt alle de Folk, til hvilke Herren skal føre dig hen.
Deu	28	38	38. Du skal udføre megen Saed paa Marken, men du skal samle lidet ind; thi Graeshoppen skal opaede den.
Deu	28	39	39. Du skal plante og dyrke Vingaarde, men ikke drikke Vinen og ikke indsamle; thi Ormen skal fortaere den.
Deu	28	40	40. Du skal have, Olietraeer inden alle dine Landemaerker, men ikke salve dig med Olien; thi dit Olietrae skal oprykkes.
Deu	28	41	41. Du skal avle Sønner og Døtre, men de skulle ikke blive hos dig; thi de skulle gaa i Fangenskab.
Deu	28	42	42. Alle dine Traeer og, dit Lands Frugt skal Graeshoppen eje.
Deu	28	43	43. Den fremmede, som er midt iblandt dig, skal stige højere og højere op over dig; men du skal stige dybere og dybere ned.
Deu	28	44	44. Han skal laane dig, og du skal ikke laane ham; han skal vaere Hoved og du skal vaere Hale.
Deu	28	45	45. Saa skulle alle disse Forbandelser komme over dig og forfølge dig og ramme dig, indtil du bliver ødelagt, fordi du ikke hørte Herren din Guds Røst, saa at du holdt hans Bud og hans Skikke, som han havde budet dig.
Deu	28	46	46. Og de skulle vaere til et Tegn og til et Vidunder paa dig og paa din Saed evindeligen,
Deu	28	47	47. efterdi du ikke tjente Herren din Gud i Glaede og med Hjertens Lyst, fordi du havde alting i Overflod.
Deu	28	48	48. Og du skal tjene dine Fjender, som Herren skal udsende imod dig, i Hunger og i Tørst, i Nøgenhed og i alle Haande Mangel; og han skal laegge et Jernaag paa din Hals, indtil han ødelaegger dig.
Deu	28	49	49. Herren skal føre et Folk op over dig langt fra, fra Jordens Ende, som Ørnen i Flugt, et Folk, hvis Tungemaal du ikke forstaar,
Deu	28	50	50. et ublu Folk, som ikke skal agte den gamles Person og ej vaere den unge naadig.
Deu	28	51	51. Og det skal fortaere dit Kvaegs Frugt og dit Lands Frugt, indtil du bliver ødelagt, og det skal ikke efterlade dig Korn, ny Vin eller Olie, dine Øksnes Affødning eller dit smaa Kvaegs Yngel, indtil det faar dig tilintetgjort.
Deu	28	52	52. Og det skal aengste dig inden alle dine Porte, indtil dine høje og befaestede Mure falde ned, som du forlader dig paa i hele dit Land; ja det skal aengste dig inden alle dine Porte i dit ganske Land, som Herren din Gud har givet dig.
Deu	28	53	53. Og du skal aede dit Livs Frugt, Kødet af dine Sønner og af dine Døtre, som Herren din Gud har givet dig, i Belejring og i Trang, hvormed din Fjende skal traenge dig.
Deu	28	54	54. Den Mand, som var blødagtig hos dig og saare kraesen, han skal ikke unde sin Broder eller Hustruen i sin Arm eller sine øvrige Sønner, som han har tilbage,
Deu	28	55	55. at give en af dem af sine Sønners Kød, hvilket han aeder, fordi intet er levnet ham i den Belejring og Trang, hvormed din Fjende skal traenge dig inden dine Porte.
Deu	28	56	56. Hun, som har vaeret saa blødagtig og kraesen hos dig, at hun ikke har forsøgt at saette sin Fodsaale paa Jorden for Kraesenhed og Blødagtighed, skal ikke unde sin Mand i sin Arm eller sin Søn eller sin Datter
Deu	28	57	57. end ikke sit Efterbyrd, som er gaaet fra hende, eller sine Børn, som hun skal føde; thi hun skal aede dem i Skjul af Mangel paa alt, i Belejring og i Trang, hvormed din Fjende skal traenge dig inden dine Porte.
Deu	28	58	58. Dersom du ikke tager Vare paa at gøre efter alle denne Lovs Ord, som ere skrevne i denne Bog, saa at du frygter dette herlige og forfaerdelige Navn, Herren din Gud:
Deu	28	59	59. Da skal Herren vidunderligen sende Plager paa dig og Plager paa din Saed, store og vedvarende Plager, og onde og vedvarende Sygdomme.
Deu	28	60	60. Og han skal gentage alle de aegyptiske Sygdomme over dig, hvilke du gruer for, og de skulle haenge ved dig.
Deu	28	61	61. Ja, al Sygdom og al Plage, som ikke er skreven i denne Lovs Bog, den skal Herren lade komme over dig, indtil du ødelaegges.
Deu	28	62	62. Og I skulle blive tilovers som en liden Hob, i det Sted, at I vare som Stjernerne paa Himmelen i Mangfoldighed, fordi du ikke hørte paa Herren din Guds Røst.
Deu	28	63	63. Og det skal ske, at ligesom Herren glaedede sig over eder, ved at gøre vel imod eder og at formere eder, saaledes skal Herren glaede sig over eder, ved at fordaerve eder og ødelaegge eder; og I skulle udryddes af Landet, som du kommer hen til for at eje det.
Deu	28	64	64. Og Herren skal adsprede dig iblandt alle Folk fra den ene Ende af Jorden til den anden Ende af Jorden; og der skal du tjene andre Guder, som hverken du eller dine Faedre kendte, Trae og Sten.
Deu	28	65	65. Og du skal ingen Rolighed have iblandt disse Folk, og din Fodsaale skal ingen Hvile have; og Herren skal give dig der et baevende Hjerte og hentaerede Øjne og en bedrøvet Sjael.
Deu	28	66	66. Og dit Liv skal haenge i et Haar for dig, og du skal raeddes Dag og Nat og ikke vaere sikker paa dit Liv.
Deu	28	67	67. Om Morgenen skal du sige: Gid det var Aften! og om Aftenen skal du sige: Gid det var Morgen! for dit Hjertes Raedsel, som du skal raeddes med, og for det Syn, dine Øjne skulle se.
Deu	28	68	68. Og Herren skal føre dig tilbage til Aegypten igen paa Skibe ad den Vej, om hvilken jeg sagde dig: Du skal ikke ydermere se den; og der skulle I saelge eder selv til dine Fjender som Traelle og som Traelkvinder, og der skal ingen vaere, som vil købe.
------------------------Femte Mosebog, Kapitel 29
Deu	29	1	1. Disse ere den Pagts Ord, som Herren befalede Mose at gøre med Israels Børn i Moabs Land, foruden den Pagt, som han gjorde med dem ved Horeb.
Deu	29	2	2. Og Mose kaldte ad al Israel og sagde til dem; I have set alt det, som Herren gjorde for eders Øjne i Aegyptens Land ved Farao og alle hans Tjenere og ved hans ganske Land,
Deu	29	3	3. de store Forsøgelser, som dine Øjne have set, de Tegn og de store underlige Ting.
Deu	29	4	4. Men Herren har ikke givet eder Hjerte til at forstaa eller Øjne til at se med eller Øren til at høre med indtil denne Dag.
Deu	29	5	5. Og fyrretyve Aar har jeg ladet eder vandre i Ørken; eders Klaeder bleve ikke opslidte paa eder, og dine Sko bleve ikke opslidte paa din Fod.
Deu	29	6	6. I have ikke aedet Brød og ej drukket Vin eller staerk Drik, for at I skulle vide, at jeg er Herren eders Gud.
Deu	29	7	7. Og der I kom til dette Sted, da uddrog Sihon, Kongen af Hesbon, og Og, Kongen af Basan, imod os til Krig, og vi sloge dem.
Deu	29	8	8. Og vi indtoge deres Land, og vi gave Rubeniten og Gaditen og den halve Manasse Stamme det til Arv.
Deu	29	9	9. Saa holder denne Pagts Ord og gører efter dem, at I kunne gøre viseligen alt det, som I skulle gøre.
Deu	29	10	10. I staa i Dag alle sammen for Herren eders Guds Ansigt, eders Øverster, eders Stammer, eders Aeldste og eders Fogeder, hver Mand i Israel,
Deu	29	11	11. eders smaa Børn, eders Hustruer og din fremmede, som er midt i dine Lejre, baade din Vedhugger og din Vanddrager,
Deu	29	12	12. for at du skal traede over i Herren din Guds Pagt og i hans edelige Forbund, som Herren din Gud gør med dig i Dag;
Deu	29	13	13. at han maa oprejse dig i Dag sig til et Folk, og han maa vaere dig til Gud, som han har talet til dig, og som han har tilsvoret dine Faedre, Abraham, Isak og Jakob.
Deu	29	14	14. Og ikke med eder alene gør jeg denne Pagt og dette edelige Forbund,
Deu	29	15	15. men med den, som her er og staar i Dag med os for Herren vor Guds Ansigt, og med den, som ikke er her i Dag med os.
Deu	29	16	16. Thi I vide, at vi boede i Aegyptens Land, og at vi drog midt igennem hos Hedningerne, hvor I droge igennem;
Deu	29	17	17. og I saa deres Vederstyggeligheder og deres stygge Afguder: Trae og Sten, Sølv og Guld, som vare hos dem,
Deu	29	18	18. for at der ikke skal vaere iblandt eder Mand eller Kvinde eller Slaegt eller Stamme om vender sit Hjerte i Dag fra Herren vor Gud til at gaa bort og tjene disse Hedningers Guder; at der ikke skal vaere en Rod iblandt eder, som baerer Gift og Malurt;
Deu	29	19	19. og det skal ske, naar han hører denne Forbandelses Ord, han da velsigner sig i sit Hjerte og siger: Det skal gaa mig vel, endskønt jeg vandrer i mit Hjertets Stivhed, for at det vaedede maa rives bort med det tørstige.
Deu	29	20	20. Herren vil ikke forlade ham det; thi Herrens Vrede og hans Nidkaerhed skal da ryge imod denne Mand, saa al den Forbandelse, som er skreven i denne Bog, skal ligge paa ham, og Herren skal udslette hans Navn under Himmelen,
Deu	29	21	21. og Herren skal fraskille ham til det onde fra alle Israels Stammer, efter al den Pagts Forbandelser, som er skreven i denne Lovbog.
Deu	29	22	22. Og den følgende Slaegt skal sige, ja eders Børn, som skulle opstaa efter eder, og den fremmede, som skal komme fra et langt bortliggende Land, naar de se dette Lands. Plager og de Sygdomme, med hvilke Herren har hjemsøgt det,
Deu	29	23	23. Svovl og Salt, Brand over hele Landet, saa at det ikke kan besaas, ej heller give Grøde, og ingen Urt kan opvokse derudi, ligesom Sodoma og Gomorra, Adma og Zeboim bleve omkastede, hvilke Herren omkastede i sin Vrede og i sin Hastighed;
Deu	29	24	24. ja, da skulle alle Folk sige: Hvorfor har Herren gjort saaledes imod dette Land? hvad er dette for en stor braendende Vrede?
Deu	29	25	25. Da skal man sige: Fordi de have forladt Herrens, deres Faedres Guds, Pagt, som han gjorde med dem, der han udførte dem af Aegyptens Land;
Deu	29	26	26. og de gik bort og tjente andre Guder og tilbade dem, de Guder, som de ikke kendte, og som han ikke havde tildelt dem:
Deu	29	27	27. Derfor er Herrens Vrede optaendt imod dette, Land, saa at han har ført al den Forbandelse over det, som er skrevet i denne Bog,
Deu	29	28	28. og Herren har oprykket dem af deres Land i Vrede og i Hastighed og i stor Fortørnelse og bortkastet dem til et andet Land, som det ses paa denne Dag;
Deu	29	29	29. de skjulte Ting ere for Herren vor Gud; men de aabenbare ere for os og for vore Børn evindeligen, at vi skulle gøre efter alle denne Lovs Ord.
------------------------Femte Mosebog, Kapitel 30
Deu	30	1	1. Og det skal ske, naar alle disse Ting komme over dig, Velsignelsen og Forbandelsen, sóm jeg har lagt for dit Ansigt, og du tager det igen til Hjerte iblandt alle Hedningerne, der, hvorhen Herren din Gud har fordrevet dig;
Deu	30	2	2. og du omvender dig til Herren din Gud, og du hører hans Røst, aldeles som jeg byder dig i Dag, du og dine Børn, af dit ganske Hjerte og af din ganske Sjael;
Deu	30	3	3. da skal Herren din Gud vende dit Fangenskab og forbarme sig over dig og atter samle dig fra alle de Folk, til hvilke Herren din Gud havde bortspredt dig.
Deu	30	4	4. Om nogen af dig var fordreven til Himmelens Ende, skal Herren din Gud samle dig derfra og tage dig derfra.
Deu	30	5	5. Og Herren din Gud skal føre dig til det Land, som dine Faedre ejede, og du skal eje det, og han skal gøre vel imod dig og formere dig mere end dine Faedre.
Deu	30	6	6. Og Herren din Gud skal omskaere dit Hjerte og dit Afkoms Hjerte, at du skal elske Herren din Gud af dit ganske Hjerte og af din ganske Sjael, at du maa leve.
Deu	30	7	7. Og Herren din Gud skal laegge alle disse Forbandelser paa dine Fjender og paa dem, som hade dig, og som have forfulgt dig.
Deu	30	8	8. Men du skal omvende dig og høre paa Herrens Røst, og du skal gøre efter alle hans Bud, som jeg byder dig i Dag.
Deu	30	9	9. Og Herren din Gud skal give dig Overflod under alle dine Haenders Gerninger af dit Livs Frugt og af dit Kvaegs Frugt og af dit Lands Frugt, dig til Gode; thi Herren vil atter glaede sig over dig til det gode, ligesom han glaedede sig over dine Faedre,
Deu	30	10	10. naar du hører paa Herren din Guds Røst, saa at du holder hans Bud og hans Skikke, det som er skrevet i denne Lovbog; naar du omvender dig til Herren din Gud af dit ganske Hjerte og af din ganske Sjael
Deu	30	11	11. Thi dette Bud, som jeg byder dig i Dag, det er ikke underligt for dig, det er ej heller langt borte.
Deu	30	12	12. Det er ikke i Himmelen, at du maatte sige: Hvo vil fare os op til Himmelen og hente os det og lade os høre det, at vi maa gøre derefter
Deu	30	13	13. Det er ej heller paa hin Side Havet, at du maatte sige: Hvo vil fare os over paa hin Side Havet og hente os det og lade os høre det, at vi maa gøre derefter?
Deu	30	14	14. Thi det Ord er saare naer hos dig, i din Mund og i dit Hjerte, at du skal gøre derefter.
Deu	30	15	15. Se, jeg har lagt dig for i Dag Livet og det gode og Døden og det onde.
Deu	30	16	16. Thi jeg byder dig i Dag at elske Herren din Gud, at vandre i hans Veje og at holde hans Bud og hans Skikke og hans Befalinger, at du maa leve og formeres, og Herren din Gud maa velsigne dig i det Land, som du kommer hen til for at eje det.
Deu	30	17	17. Men dersom dit Hjerte vender sig bort, og du ikke hører, men lader dig forføre, saa at du tilbeder andre Guder og tjener dem:
Deu	30	18	18. Da forkynder jeg eder i Dag, at I skulle omkomme; I skulle ikke forlaenge eders Dage i Landet, til hvilket du drager over Jordanen for at komme derhen til at eje det.
Deu	30	19	19. Jeg tager i Dag Himmelen og Jorden til Vidne mod eder, at jeg har forelagt dig Livet og Døden, Velsignelsen og Forbandelsen, at du maa udvaelge Livet, paa det du maa leve, du og din Saed,
Deu	30	20	20. at du maa elske Herren din Gud og høre paa hans Røst og haenge ved ham; thi han er dit Liv og dine Dages Laengde; at du maa blive i Landet, som Herren tilsvor dine Faedre, Araham, Isak og Jakob, at give dem.
------------------------Femte Mosebog, Kapitel 31
Deu	31	1	1. Og Mose gik frem og talede disse Ord til al Israel.
Deu	31	2	2. Og han sagde til dem: Jeg er i Dag hundrede og tyve Aar gammel, jeg kan ikke ydermere gaa ud og gaa ind, og Herren har sagt til mig: Du skal ikke gaa over denne Jordan.
Deu	31	3	3. Herren din Gud, han gaar over for dit Ansigt, han skal ødelaegge disse Folk for dit Ansigt, at du skal eje dem; Josva han skal gaa over for dit Ansigt, som Herren har talet.
Deu	31	4	4. Og Herren skal gøre ved dem, som han gjorde imod Sihon og imod Og, de Amoriters Konger, og imod deres Land, hvilket han ødelagde.
Deu	31	5	5. Og naa Herren giver dem hen for eders Ansigt, da skulle I gøre ved dem efter hvert Bud, som jeg har budet eder.
Deu	31	6	6. Vaerer frimodige og vaerer staerke, frygter ikke og forfaerdes ikke for deres Ansigt; thi Herren din Gud, han er den, som vandrer med dig, han slipper dig ikke og forlader dig ikke.
Deu	31	7	7. Og Mose kaldte Josva og sagde til ham for hele Israels Øjne: Vaer frimodig og vaer staerk, thi du skal indgaa med dette Folk i det Land, som Herren tilsvor deres Faedre at give dem; og du skal dele det til Arv imellem dem.
Deu	31	8	8. Og Herren, han som gaar for dit Ansigt, skal vaere med dig, han skal ikke slippe dig og ikke forlade dig; frygt ikke og vaer ikke raed!
Deu	31	9	9. Og Mose skrev denne Lov og gav den til Praesterne, Levis Sønner, som bare Herrens Pagts Ark, og til alle de Aeldste af Israel.
Deu	31	10	10. Og Mose bød dem og sagde: Naar syv Aar ere til Ende, paa Henstandsaarets bestemte Tid, paa Løvsalernes Højtid,
Deu	31	11	11. naar al Israel kommer at lade sig se for Herren din Guds Ansigt paa det Sted, som han skal udvaelge, da skal du udraabe denne Lov for al Israel, for deres Øren.
Deu	31	12	12. Lad samle Folket, Maendene og Kvinderne og smaa Børn og din fremmede, som er inden dine Porte, at de maa høre, og at de maa laere og frygte Herren eders Gud og tage Vare paa at gøre efter alle Ordene i denne Lov;
Deu	31	13	13. og at deres Børn, som ikke kende det, skulle høre og laere at frygte Herren eders Gud alle de Dage, som I leve i det Land, hvorhen I drage over Jordanen til at eje det.
Deu	31	14	14. Og Herren sagde til Mose: Se, dine Dage ere komne naer, at du skal dø; kald Josva og fremstiller eder ved Forsamlingens Paulun, saa vil jeg give ham Befaling; og Mose og Josva gik, og de fremstillede sig ved Forsamlingens Paulun.
Deu	31	15	15. Og Herren lod sig se i Paulunet i en Skystøtte, og Skystøtten stod over Paulunets Dør.
Deu	31	16	16. Og Herren sagde til Mose: Se, du skal ligge med dine Faedre; og dette Folk skal staa op og bole efter de fremmede Guder i det Land, i hvis Midte det gaar hen, og forlade mig og tilintetgøre min Pagt, som jeg har gjort med det.
Deu	31	17	17. Og min Vrede skal optaendes, imod det paa den samme Dag, og jeg skal forlade dem og skjule mit Ansigt for dem, saa at de skulle blive fortaerede, og mangfoldige Ulykker og Angster skulle ramme det; og det skal sige paa den samme Dag: Have ikke disse onde Ting rammet mig, fordi min Gud ikke er midt iblandt mig?
Deu	31	18	18. og jeg vil skjule mit Ansigt paa den samme Dag for alt det ondes Skyld, som det har gjort; thi det har vendt sit Ansigt til andre Guder.
Deu	31	19	19. Saa skriver eder nu denne Sang og laer Israels Børn den, laeg den i deres Mund, for at denne Sang maa vaere mig til et Vidne imod Israels Børn.
Deu	31	20	20. Thi jeg vil føre det ind i Landet, som jeg tilsvor dets Faedre, hvilket flyder med Maelk og Honning, og det skal aede og maettes fede sig; og det skal vende sit Ansigt til andre Guder, og de skulle tjene dem og opirre mig, og de skulle gøre min Pagt til intet.
Deu	31	21	21. Og det skal ske, naar mangfoldige Ulykker og Angster ramme det, da skal denne Sang lyde imod det som et Vidne, thi den skal ikke glemmes af dets Afkoms Mund; thi jeg kender dets Tanke, som det denne Dag omgaas med, førend jeg fører det ind i Landet, som jeg har svoret.
Deu	31	22	22. Saa skrev Mose denne Sang paa den samme Dag, og han laerte Israels Børn den.
Deu	31	23	23. Og han bød Josva, Nuns Søn, og sagde: Vaer frimodig og vaer staerk; thi du skal føre Israels Børn ind i det Land, som jeg har tilsvoret dem; og jeg vil vaere med dig.
Deu	31	24	24. Og det skete, der Mose havde fuldendt at skrive denne Lovs Ord i en Bog, indtil Enden,
Deu	31	25	25. da bød Mose Leviterne, som bare Herrens Pagts Ark, og sagde:
Deu	31	26	26. Tager denne Lovs Bog og laegger den ved Siden af Herren eders Guds Pagts Ark, og den skal vaere der til et Vidne imod dig.
Deu	31	27	27. Thi jeg kender din Genstridighed og din haarde Nakke; se, medens jeg endnu lever hos eder i Dag, have I vaeret genstridige imod Herren, og hvor meget mere da efter min Død.
Deu	31	28	28. Forsamler til mig alle de aeldste af eders Stammer og eders Fogeder, saa vil jeg tale disse Ord for deres Øren, og jeg vil tage Himmelen og Jorden til Vidne imod dem.
Deu	31	29	29. Thi jeg ved, at efter min Død ville I vist handle fordaerveligt og afvige fra den Vej, som jeg har budet eder, saa skal det onde møde eder i de sidste Dage, naar I gøre det onde for Herrens Øjne til at opirre ham med eders Haenders Gerning.
Deu	31	30	30. Saa talede Mose denne Sangs Ord for al Israels Forsamlings Øren indtil Enden.
------------------------Femte Mosebog, Kapitel 32
Deu	32	1	1. Hører til, I Himle! og jeg vil tale, og Jorden høre min Munds Ord!
Deu	32	2	2. Min Laerdom skal dryppe som Regnen, min Tale skal flyde som Duggen, som Støvregen paa Graes og som Regndraaber paa Urter;
Deu	32	3	3. thi jeg vil praedike om Herrens Navn: Giver vor Gud Aere!
Deu	32	4	4. Han er Klippen, hans Gerning er fuldkommen, thi alle hans Veje ere Ret; Gud er Trofasthed og uden Svig; han er retfaerdig og oprigtig.
Deu	32	5	5. Det har fordaervet sig for ham, det er ikke hans Børn, det er deres Skaendsel, - en forvendt og vanartet Slaegt.
Deu	32	6	6. Skulle I gengaelde Herren saaledes, du daarlige og uvise Folk? er han ikke din Fader, som har købt dig han skabte dig og beredte dig.
Deu	32	7	7. Kom i Hu de gamle Dage, betragter Aarene fra Slaegt til Slaegt; spørg din Fader, og han skal kundgøre dig det, og dine Aeldste, og de skulle sige dig det.
Deu	32	8	8. Der den Højeste uddelte Arv iblandt Folkene, der han adskilte Menneskenes Børn, da satte han Folkenes Landemaerker efter Israels Børns Tal.
Deu	32	9	9. Thi Herrens Del er hans Folk; Jakob er hans Arvelod.
Deu	32	10	10. Han fandt ham i et øde Land og paa tomme Steder, blandt Ørkens Hyl; han vaernede om ham, han underviste ham, han bevarede ham som sin Øjesten.
Deu	32	11	11. Som en Ørn, der opvaekker sin Rede, svaever over sine Unger, saa udbredte han sine Vinger, tog ham, bar ham paa sine Slagfjedre.
Deu	32	12	12. Herren alene ledede ham, og der var ingen fremmed Gud med ham.
Deu	32	13	13. Han lod ham fare frem over Jordens Høje, at han aad Markens Grøde, og han lod ham suge Honning af Klippen og Olie af den haarde Sten;
Deu	32	14	14. han gav ham Smør af Køer og Maelk af Faar med Fedme af Lam og Vaedre, fødte i Basan, og Bukke med Hvedens fedeste Marv; og Druens Blod drak du som Vin.
Deu	32	15	15. Men der Jeskurun blev fed, da slog han ud - du blev fed, blev tyk, fik Huld -- og han forlod Gud, som havde skabt ham, og ringeagtede sin Frelses Klippe.
Deu	32	16	16. De; gjorde ham nidkaer ved fremmede Guder; med Vederstyggeligheder opirrede de ham.
Deu	32	17	17. De ofrede til de Magter, som ikke ere Gud, til Guder, som de ikke kendte, til de nye, som vare opkomne for nylig, hvilke eders Faedre ikke frygtede.
Deu	32	18	18. Den Klippe, som avlede dig, glemte du, og Gud, som fødte dig, slog du af Tanke.
Deu	32	19	19. Og Herren saa det og blev vred af Fortørnelse over sine Sønner og sine Døtre.
Deu	32	20	20. Og han sagde: Jeg vil skjule mit Ansigt for dem, jeg vil se, hvad Ende det tager med dem; thi en forvendt Slaegt ere de, Børn, i hvilke der ikke er Troskab.
Deu	32	21	21. De gjorde mig nidkaer ved det, som ikke er Gud, de opirrede mig ved deres, Afguder, og jeg vil gøre dem nidkaere ved det, som ikke er et Folk, ved et daarligt Folk vil jeg opirre dem.
Deu	32	22	22. Thi Ild er optaendt i rnin Vrede, og den braender til Helvedes Dyb, og den fortaerer Landet og dets Grøde og stikker Ild paa Bjergenes Grundvold.
Deu	32	23	23. Jeg vil hobe Ulykker sammen over dem; jeg vil opbruge mine Pile imod dem.
Deu	32	24	24. De skulle udmagres af Hunger og fortaeres af hidsig Sygdom og bitter Sot; og jeg vil sende Rovdyrs Taender imod dem, med Gift fra Støvets Kryb.
Deu	32	25	25. Udenfor skal Svaerd og i Kamrene skal Forfaerdelse bortrøve dem, baade unge Karle og Jomfruer, det diende Barn med den graahaerdede Mand.
Deu	32	26	26. Jeg havde sagt: Jeg vil adsprede dem, jeg vil udslette deres Ihukommelse iblandt Menneskene,
Deu	32	27	27. dersom jeg ikke befrygtede at blive opirret af Fjenden, at deres Fjender skulde miskende det og sige: Vor Haand er høj, og Herren har ikke gjort alt dette.
Deu	32	28	28. Thi de ere et raadvildt Folk, og der er ikke Forstand i dem.
Deu	32	29	29. Gid de vare vise, saa vilde de have Forstand paa dette, de vilde betaenke, hvad Ende det vilde tage med dem.
Deu	32	30	30. Hvorledes skulde een forfølge Tusinde, og to slaa ti Tusinde paa Flugt, dersom ikke deres Klippe havde solgt dem, og Herren havde overantvordet dem
Deu	32	31	31. Thi deres Klippe er ikke som vor Klippe, selv naar vore Fjender ere Dommere.
Deu	32	32	32. Thi deres Vintrae er af Sodomas Vintrae og af Gomorras Agre; deres Druer ere Giftdruer, de have beske Klaser.
Deu	32	33	33. Deres Vin er Dragegift og grum Øgleedder.
Deu	32	34	34. Er det ikke gemt hos mig lagt under Segl i mine, Skatkamre?
Deu	32	35	35. Haevnen og Betalingen hører mig til paa den Tid, da deres Fod skal snuble; thi deres Ulykkes Dag er naer, og hvad der er beredt for dem, skal komme hastelig.
Deu	32	36	36. Thi Herren skal dømme sit Folk og han vil forbarme sig over sine Tjenere, naar han ser, at deres Magt er borte, og at det er forbi baad med den bundne og den løsladte
Deu	32	37	37. Og han skal sige: Hvor ere deres Guder, den Klippe, som de forlod sig paa,
Deu	32	38	38. de, som skulle aede deres Slagtofres Fedt, og som skulle drikke deres Drikofres Vin? Lader dem staa op og hjaelpe eder, at der kan vaere et Skjul over eder!
Deu	32	39	39. Ser nu at jeg er, og der er ingen Gud ved Siden af mig; jeg døder og gør levende, jeg saarer og jeg laeger, og der er ingen, som redder af min Haand.
Deu	32	40	40. Thi jeg opløfter min Haand til Himmelen og siger: Jeg, jeg lever evindeligen.
Deu	32	41	41. Naar jeg skaerper mit Svaerds Lyn, og min Haand griber til Retten, da vil jeg lade Haevnen komme tilbage over mine Fjender, og jeg vil betale dem, som mig hade.
Deu	32	42	42. Jeg vil gøre mine Pile drukne af Blod, og mit Svaerd skal aede Kød, af den ihjelslagnes og fangnes Blod, af Fjendens Fyrsters Hoved.
Deu	32	43	43. Fryder eder, I Hedninger, over hans Folk! thi han skal haevne sine Tjeneres Blod og lade Haevnen komme tilbage over sine Fjender og sone sit Land, sit Folk.
Deu	32	44	44. Og Mose kom og talede alle Ordene af denne Sang for Folkets Øren, han og Hosea, Nuns Søn.
Deu	32	45	45. Og da Mose havde fuldendt at tale alle disse Ord til al Israel,
Deu	32	46	46. sagde han til dem: Laegger alle de Ord paa eders Hjerte, som jeg vidner for eder i Dag, hvilke I skulle byde eders Børn at tage Vare paa, saa at de gøre efter alle denne Lovs Ord.
Deu	32	47	47. Thi det er ikke et ørkesløst Ord for eder; thi det er eders Liv; og ved dette Ord skulle I forlaenge eders Dage i det Land, til hvilket I drage over Jordanen for at eje det.
Deu	32	48	48. Og Herren talede til Mose paa samme Dag og sagde:
Deu	32	49	49. Gak op paa dette Abarims Bjerg, paa Nebo Bjerg, som er i Moabs Land, som er lige for Jeriko, og bese det Land Kanaan, hvilket jeg giver Israels Børn til Ejendom,
Deu	32	50	50. og dø paa det Bjerg, som du skal stige op paa, og bliv samlet til dine Folk, ligesom Aron din Broder døde paa det Bjerg Hor og blev samlet til sine Folk.
Deu	32	51	51. fordi I forgrebe eder imod mig midt iblandt Israels Børn ved MeribasVand i Kades, i den Ørk Zin, fordi I ikke helligede mig midt iblandt Israels Børn.
Deu	32	52	52. Thi du skal bese Landet tvaers over fra, men du skal ikke komme derhen, ind i det Land, som jeg giver Israels Børn.
------------------------Femte Mosebog, Kapitel 33
Deu	33	1	1. Og denne er den Velsignelse, med hvilken Mose den Guds Mand velsignede Israels Børn, førend han døde.
Deu	33	2	2. Og han sagde: Herren er kommen fra Sinai og er opgangen fra Sejr for dem, han aabenbarede sig herlig fra Parans Bjerg og kom fra de hellige Titusinder; ved hans højre Haand var en braendende Lov til dem.
Deu	33	3	3. Visseligen, han elsker Folkene; alle hans hellige ere i din Haand; og de skulle saette sig ved din Fod, annamme af dine Ord.
Deu	33	4	4. En Lov bød Mose os, en Ejendom for Jakobs Forsamling.
Deu	33	5	5. Og han blev en Konge for Jeskurun, da Folkets Øverster forsamlede sig tillige med Israels Stammer.
Deu	33	6	6. Ruben leve og dø ikke; og hans Maend vorde en liden Hob!
Deu	33	7	7. Og dette om Juda: Og han sagde: Hør, Herre ! Judas Røst, og lad ham komme til sit Folk; med sine Haender strider han for det, og vaer du en Hjaelp mod hans Fjender!
Deu	33	8	8. Og han sagde om Levi: Dine Thummim og dine Urim høre din fromme Mand til, hvem du fristede i Massa, med hvem du kivedes ved Meribas Vand,
Deu	33	9	9. ham, som sagde til sin Fader og til sin Moder: Jeg saa ham ikke, og han kendte ikke sine Brødre og vidste ikke af sine Sønner. Thi de holdt dit Ord og bevarede din Pagt;
Deu	33	10	10. de skulle laere Jakob dine Bud og Israel din Lov de skulle saette Røgelse for dit Ansigt og Heloffer paa dit Alter,
Deu	33	11	11. Herre ! velsign hans Kraft og lad hans Haenders Gerning behage dig knus deres Laender, som rejse sig imod ham, og deres, som hade ham saa at de ikke kunne staa op.
Deu	33	12	12. Han sagde om Benjamin: Herrens elskelige, han skal bo tryggelig hos ham han skal beskaerme ham den ganske Dag, og imellem hans Skuldre skal han bo.
Deu	33	13	13. Og han sagde om Josef Hans Land vaere velsignet af Herren, med Himmelens kostelige Gave med Duggen, og af Dybet, som ligger her nedenunder,
Deu	33	14	14. med den kostelige Gave, der bringes frem ved Solen, og med den kostelig Gave, der drives frem ved Maanens Skifter,
Deu	33	15	15. fra de aeldgamle Bjerges Top, og med de evige Højes kostelige Gave,
Deu	33	16	16. med Jordens og dens Fyldes kostelige Gave, og med Naade fra ham, som boede i Tornebusken; den skal komme over Josef Hoved og over hans Isse, han er en Fyrste iblandt sine Brødre.
Deu	33	17	17. Den førstefødte af hans Øksne har Højhed og Horn som Enhjørningens Horn; med dem skal han stange Folkene til Hobe indtil Jórdens Ende; og dette er de ti Tusinde af Efraim, og dette er de Tusinde at Manasse.
Deu	33	18	18. Og han sagde om Sebulon: Glaed dig, Sebulon, i din Udfart, og du Isaskar, i dine Pauluner!
Deu	33	19	19. De skulle kalde Folkene til Bjerget, der skulle de ofre Retfaerdigheds Ofre; thi de skulle suge til sig Havets Overflødighed og Sandets skjulte Skatte.
Deu	33	20	20. Og han sagde om Gad: Velsignet vaere den, som udbreder Gad! som en Løve hviler han, og han røver Arm, ja Isse med.
Deu	33	21	21. Og han udsaa sig den første Lod, thi der var en Førers Lod opbevaret; og han kom til Folkets Øverster, han udøvede Herrens Retfaerdighed og hans Befalinger imod Israel.
Deu	33	22	22. Og han sagde om Dan: Dan er en Løveunge, han springer frem fra Basan.
Deu	33	23	23. Og om Nafthali sagde han: Nafhali vaere maet af Naade og fuld af Herrens Velsignelse; Vesten og Sønden tage han til Eje!
Deu	33	24	24. Og han sagde om Aser: Aser vaere velsignet fremfor Sønnerne, han vaere benaadet blandt sine Brødre og dyppe sin Fod i Olie!
Deu	33	25	25. Af Jern og Kobber vaere dine Portslaaer, og som dine Dage din Hvile.
Deu	33	26	26. Der er ingen som Gud, o Jeskurun! han, som farer paa Himmelen til din Hjaelp og med sin Højhed paa de Øverste Skyer.
Deu	33	27	27. Den evige Gud er en Bolig, og hernede ere de evige Arme; og han har uddrevet Fjenden for dit Ansigt og sagt: Ødelaeg!
Deu	33	28	28. Og Israel bor tryggelig fór sig selv; Jakobs Øje er til et Land med Korn og Vin; ja hans Himle skulle dryppe med Dug.
Deu	33	29	29. Salig er du, Israel! hvo er som du, et Folk, frelst i Herren, han er din Hjaelps Skjold og din Højheds Svaerd! Og dine Fjender skulle smigre for dig, og du skal traede paa deres Høje.
------------------------Femte Mosebog, Kapitel 34
Deu	34	1	1. Og Mose gik op fra Moabs slette Marker paa Nebo Bjerg, paa Pisgas Top, som er lige over for Jeriko; og Herren lod ham se hele Landet: Gilead indtil Dan
Deu	34	2	2. og hele Nafthali og Efraims og Manasse Land og hele Judas Land indtil det yderste Hav
Deu	34	3	3. og Sydlandet og Sletten, Dalen ved Jeriko, Palmestaden, indtil Zoar.
Deu	34	4	4. Og Herren sagde til ham: Dette er det Land, som jeg har tilsvoret Abraham, Isak og Jakob og sagt: Din Saed vil jeg give det; jeg har ladet dig se det med dine Øjne, men du skal ikke drage derover.
Deu	34	5	5. Og Mose, Herrens Tjener, døde der i Moabs Land, efter Herrens Mund.
Deu	34	6	6. Og han begrov ham i Dalen i Moabiternes Land, tvaers over for BethPeor; og ingen ved hans Grav indtil denne Dag.
Deu	34	7	7. Og Mose var hundrede og tyve Aar gammel, der han døde; hans Øje var ikke sløvet, og hans Kraft var ikke veget fra ham.
Deu	34	8	8. Og Israels Børn begraed Mose paa Moabiternes slette Marker tredive Dage; og Graadens Dage endtes, Sorgen over Mose.
Deu	34	9	9. Og Josva, Nuns Søn, blev fyldt med Visdomsaand, thi Mose havde lagt sine Haender paa ham; og Israels Børn hørte ham og gjorde, som Herren havde befalet Mose.
Deu	34	10	10. Men der opstod ikke en Profet ydermere i Israel som Mose, hvem Herren kendte Ansigt til Ansigt,
Deu	34	11	11. naar man ser hen til alle de Tegn og de underlige Ting, som Herren sendte ham til at gøre i Aegyptens Land, paa Farao og paa alle hans Tjenere og paa alt hans Land,
Deu	34	12	12. og til den vaeldige Haand og til alle de forfaerdelige og store Gerninger, som Mose gjorde for al Israels Øjne.
------------------------Josvabogen, Kapitel 1
Jos	1	1	1. Og det skete efter Mose Herrens Tjeners Død, da sagde Herren til Josva, Nuns Søn, som havde tjent Mose, saaledes:
Jos	1	2	2. Mose, min Tjener, er død; saa gør dig nu rede, drag over denne Jordan, du og alt dette Folk, til det Land, som jeg giver Israels Børn.
Jos	1	3	3. Hvert Sted, som eders Fodsaal skal traede paa, det har jeg givet eder, som jeg sagde til Mose;
Jos	1	4	4. fra Ørken og dette Libanon og indtil den store Flod, den Flod Frat, alt Hethiternes Land, og indtil det store Hav imod Solens Nedgang, det skal vaere eders Landemaerke.
Jos	1	5	5. Ingen Mand skal bestaa for dit Ansigt alle dine Livs Dage; ligesom jeg var med Mose, vil jeg vaere med dig, jeg vil ikke slippe og ikke forlade dig.
Jos	1	6	6. Vaer frimodig og vaer staerk; thi du skal dele Landet til Arv iblandt dette Folk, hvilket jeg tilsvor deres Faedre at ville give dem.
Jos	1	7	7. Vaer kun saare frimodig og staerk, saa du tager Vare paa at gøre efter al den Lov, som Mose, min Tjener, bød dig; vig ikke fra den til højre eller venstre Side, at du kan handle klogelig paa al den Vej, som du skal vandre paa.
Jos	1	8	8. Denne Lovs Bog skal ikke vige fra din Mund, men du skal grunde paa den Dag og Nat, paa det du kan tage Vare paa at gøre efter alt det, som er skrevet i den; thi da skal det gaa dig vel i dine Veje, og da skal du handle klogelig.
Jos	1	9	9. Har jeg ikke befalet dig: Vaer frimodig og staerk, forfaerdes ikke og raedde ikke; thi Herren din Gud er med dig paa al den Vej, som du skal vandre paa.
Jos	1	10	10. Da bød Josva Folkets Fogede og sagde:
Jos	1	11	11. Gaar midt igennem Lejren og byder Folket. og siger: Bereder eder Taering; thi inden Dage skulIe I gaa over denne Jordan for at komme til at eje Landet, som Herren eders Gud giver eder at eje.
Jos	1	12	12. Og til Rubeniterne og til Gaditerne og til Halvdelen af Manasse Stamme sagde Josva:
Jos	1	13	13. Kommer det Ord i Hu, som Mose, Herrens Tjener, bød eder og sagde: Herren eders Gud skaffer eder Rolighed og giver eder dette Land.
Jos	1	14	14. Lader eders Hustruer og eders smaa Børn og eders Kvaeg blive i Landet, som Mose har givet eder paa denne Side Jordanen; men I skulle drage over bevaebnede for eders Brødres Ansigt, alle vaeldige til Strid, og hjaelpe dem,
Jos	1	15	15. indtil Herren skaffer eders Brødre Rolighed som eder, at ogsaa de kunne eje Landet, som Herren eders Gud skal give dem; saa skulle I vende tilbage til eders Ejendoms Land og eje det, som Mose, Herrens Tjener, gav eder paa denne Side Jordanen mod Solens Opgang.
Jos	1	16	16. Og de svarede Josva og sagde: Vi ville gøre alt det, som du har budet os og vi ville gaa til alt, hvortil du vil sende os.
Jos	1	17	17. I alle Ting, ligesom vi hørte Mose, saaledes ville vi og høre dig; vilde kun Herren din Gud vaere med dig, ligesom han var med Mose!
Jos	1	18	18. Hver den, som er genstridig mod din Mund og ikke hører dine Ord i alt det, du byder ham, han skal dø; vaer ikkun frimodig og staerk.
------------------------Josvabogen, Kapitel 2
Jos	2	1	1. Og Josva, Nuns Søn, sendte hemmelig to Maend som Spejdere fra Sittim og sagde: Gaar hen, beser Landet og Jeriko; og de gik hen og kom ind i en Kvindes, en Skøges Hus, og hendes Navn var Rahab, og de laa der.
Jos	2	2	2. Da blev der sagt til Kongen af Jeriko saaledes: Se i Nat er er komne Maend hid af Israels Børn for at udforske Landet.
Jos	2	3	3. Da sendte Kongen af Jeriko Bud til Rahab og lod sige: Før de Maend ud, som kom til dig, som kom til dit Hus; thi de ere komne til at udforske alt Landet.
Jos	2	4	4. Men Kvinden havde taget de to Maend og skjult dem; og hun sagde saaledes: Maendene kom til mig, men jeg vidste ikke, hvorfra de vare.
Jos	2	5	5. Og det skete, der de vilde lukke Porten, da det var mørkt, gik Maendene ud, jeg ved ikke, hvor de Maend gik hen; forfølger dem snart, thi saa skulle I naa dem.
Jos	2	6	6. Men hun havde ladet dem stige op paa Taget og skjult dem under Hørstilkene, som vare udbredte af hende paa Taget.
Jos	2	7	7. Og Maendene forfulgte dem paa Vejen til Jordanen indtil Faergestederne, og; man lukkede Porten til, efter at de, som forfulgte dem, vare udgangne.
Jos	2	8	8. Og førend de havde lagt sig, gik hun op til dem paa Taget,
Jos	2	9	9. og hun sagde til Maendene: Jeg ved, at Herren har givet eder Landet, og at Forfaerdelse for eder er falden paa os, og at Landets Indbyggere ere mistrøstige for eders Ansigt.
Jos	2	10	10. Thi, vi have hørt, at Herren udtørrede Vandet i det røde Hav for eders Ansigt, der I gik ud af Aegypten, og hvad I gjorde ved Amoriternes to Konger, som vare paa hin Side Jordanen, Sihon og Og, hvilke I ødelagde.
Jos	2	11	11. Og vi have hørt det, og vort Hjerte er mistrøstigt, og intet Mod bestaar ydermere i nogen for i eders Ansigt; thi Herren eders Gud, han er en Gud i Himmelen oventil og paa Jorden nedentil.
Jos	2	12	12. Og nu, kaere, svaerger mig ved Herren, efterdi jeg gjorde Miskundhed mod eder, at I og ville gøre Miskundhed imod min Faders Hus og give mig et sikkert Tegn,
Jos	2	13	13. at I ville lade min Fader og min Moder og mine Brødre og mine Søstre leve, og alt det, de have, og fri vore Sjaele fra Døden.
Jos	2	14	14. Maendene sagde til hende: Vore Sjaele skulle vaere i Stedet for eders til at dø, naar I kun ikke kundgør denne vor Handel; og det skal ske, naar Herren giver os Landet, da ville vi vise Miskundhed og Troskab imod dig.
Jos	2	15	15. Saa lod hun dem ned ved et Reb igennem Vinduet; thi hendes Hus var ved Stadens Mur, og hun boede ved Muren.
Jos	2	16	16. Og hun sagde til dem: Gaar op paa Bjerget, at de, som forfølge eder, ikke skulle møde eder, og skjuler eder der i tre Dage, indtil de komme igen, som forfølge eder, og siden kunne I gaa eders Vej.
Jos	2	17	17. Og Maendene sagde til hende: Vi ville vaere løste fra denne din Ed, som du kom os til at svaerge:
Jos	2	18	18. Se, naar vi komme ind i Landet, da skal du binde denne Skarlagens Snor i Vinduet, igennem hvilket du har ladet os ned, og du skal samle til i Huset din Fader og din Mor og dine Brødre og din Faders ganske Hus;
Jos	2	19	19. og det skal ske, hver den, som gaar ud af dit Huses Døre udenfor, hans Blod skal vaere paa hans Hoved, og vi skulle vaere uskyldige; men hver den, som er med dig i Huset, hans Blod skal vaere paa vort Hoved, dersom der bliver lagt Haand paa ham.
Jos	2	20	20. Men dersom du kundgør denne vor Handel, da ville vi vaere løste fra den Ed, som du kom os til at svaerge.
Jos	2	21	21. Og hun sagde: Det skal saa vaere efter eders Ord, og hun lod dem gaa, og de gik; og hun bandt den Skarlagens Snor i Vinduet.
Jos	2	22	22. Saa gik de hen og kom paa Bjerget og bleve der tre Dage, indtil de, som forfulgte dem, vendte tilbage; men Forfølgerne ledte paa hele Vejen og fandt dem ikke.
Jos	2	23	23. Saa vendte de to Maend tilbage og gik ned ad Bjerget og for over og kom til Josva, Nuns Søn, og de fortalte ham alting, som havde rammet dem.
Jos	2	24	24. Og de sagde til Josva: Herren har givet alt Landet i vor Haand, ja ogsaa alle Landets Indbyggere ere mistrøstige for vort Ansigt.
------------------------Josvabogen, Kapitel 3
Jos	3	1	1. Og Josva stod aarle op om Morgenen, og de rejste fra Sittim og kom til Jordanen, han og alle Israels Børn; og de bleve der om Natten, førend de droge over.
Jos	3	2	2. Og det skete, der tre Dage vare til Ende, da gik Fogederne midt igennem Lejren.
Jos	3	3	3. Og de bøde Folket og sagde: Naar I se Herrens, eders Guds Pagts Ark, og Praesterne, Leviterne, som baere den, saa skulle I rejse ud fra eders Sted og gaa efter den;
Jos	3	4	4. - dog at der skal vaere Rum imellem eder og imellem den, ved tusinde Alen i Maal, I skulle ikke komme naer til den; - paa det at I skulle vide den Vej, paa hvilken I skulle gaa; thi I have ikke tilforn draget over paa den Vej.
Jos	3	5	5. Og Josva sagde til Folket: Helliger eder; thi Herren skal gøre underlige Ting i Morgen iblandt eder.
Jos	3	6	6. Og Josva sagde til Praesterne: Baerer Pagtens Ark og gaar over foran Folket; og de bare Pagtens Ark og gik foran Folket.
Jos	3	7	7. Og Herren sagde til Josva: Paa den Dag vil jeg begynde at gøre dig stor for al Israels Øjne, og de skulle vide, at ligesom jeg var med Mose, saa vil jeg og vaere med dig.
Jos	3	8	8. Men du skal byde Praesterne, som baere Pagtens Ark, og sige: Naar I komme til det yderste af Jordanens Vande, da skulle I blive staaende i Jordanen.
Jos	3	9	9. Og Josva sagde til Israels Børn: Kommer naer hid og hører Herren eders Guds Ord.
Jos	3	10	10. Og Josva sagde: Derpaa skulle I vide, at den levende Gud er midt iblandt eder og skal fordrive for eders Ansigt Kananiterne og Hethiterne og Heviterne og Feresiterne og Girgasiterne og Amoriterne og Jebusiterne.
Jos	3	11	11. Se, al Jordens Herres Pagts Ark gaar over for eders Ansigt igennem Jordanen.
Jos	3	12	12. Saa tager eder nu tolv Maend af Israels Stammer, een Mand af hver Stamme.
Jos	3	13	13. Og det skal ske, naar Praesterne, som baere Herrens, al Jordens Herres, Ark, med Fodsaalerne staa stille i Jordanens Vande, da skal Jordanens Vande afskaeres, nemlig de Vande, som komme ned ovenfra; og de skulle staa som een Dynge.
Jos	3	14	14. Og det skete, der Folket drog ud af deres Telte for at gaa over Jordanen, da bare Praesterne Pagtens Ark for Folkets Ansigt.
Jos	3	15	15. Og der de, som bare Arken, kom til Jordanen, og Praesterne, som bare Arken, vaedede deres Fødder yderst i Vandet, (men Jordanen var fuld over alle sine Bredder hele Høsten igennem):
Jos	3	16	16. Da stod det Vand stille, som kom ned ovenfra, det rejste sig til een Dynge saare langt borte ved den Stad Adam, som ligger op til Zarthans Side, men det, som løb ned til Havet ved den slette Mark, nemlig Salthavet, det blev aldeles afskaaret; saa gik Folket over imod Jeriko.
Jos	3	17	17. Og Praesterne, som bare Herrens Pagts Ark, stode fast paa det tørre, midt i Jordanen; og al Israel gik over paa det tørre, indtil det ganske Folk var gaaet helt over Jordanen.
------------------------Josvabogen, Kapitel 4
Jos	4	1	1. Og det skete, der alt Folket var gaaet helt over Jordanen, da sagde Herren til Josva:
Jos	4	2	2. Tager eder tolv Maend af Folket, een af hver Stamme,
Jos	4	3	3. og byder dem og; siger: Optager eder herfra, midt af Jordanen, tolv Stene fra det Sted, som Praesternes Fødder staa fast paa, og baerer dem over med eder og lader dem blive paa det Sted, hvor I blive denne Nat over.
Jos	4	4	4. Da kaldte Josva ad de tolv Maend, som han havde til Rede af Israels Børn, een Mand af hver Stamme;
Jos	4	5	5. og Josva sagde til dem: Gaar over frem foran Herren eders Guds Ark til midt i Jordanen, og opløfter eder hver een Sten paa sin Skulder efter Tallet paa Israels Børns Stammer,
Jos	4	6	6. at det skal vaere et Tegn midt iblandt eder, naar eders Børn her efter spørger og sige: Hvad betyde eder disse Stene?
Jos	4	7	7. Og I skulle sige til dem, at Jordanens Vand blev af skaaret for Herrens Pagts Ark; der den gik igennem Jordanen, da blev Jordanens Vand afskaaret; og disse Stene skulle vaere til en Ihukommelse for Israels Børn evindeligen.
Jos	4	8	8. Og Israels Børn gjorde saaledes, som Josva bød, og optoge tolv Stene midt af Jordanen, som Herren havde sagt til Josva, efter Tallet paa Israels Børns Stammer; og de førte dem med sig over til det Sted hvor de bleve om Natten, og de lode dem blive der.
Jos	4	9	9. Og tolv Stene oprejste Josva midt i Jordanen, nede, hvor Praesterne, som bare Pagtens Ark, havde staaet med deres Fødder, og de ere der indtil denne Dag.
Jos	4	10	10. Og Praesterne, som bare Arken, bleve staaende midt i Jordanen, indtil hvert Ord var fuldkommet, som Herren havde budet Josva at tale til Folket, efter alt det, som Mose havde befalet; Josva; og Folket skyndte sig og gik over.
Jos	4	11	11. Og det skete, der det ganske Folk var gaaet helt over, da kom Herrens Ark og Praesterne over, for Folkets Ansigt.
Jos	4	12	12. Og Rubens Børn og Gads Børn og Halvdelen af Manasse Stamme gik over bevaebnede, foran Israels Børns Ansigt, saaledes som Mose havde talet til dem.
Jos	4	13	13. Ved fyrretyve Tusinde, bevaebnede til Strid, gik de over for Herrens Ansigt til Krigen paa Jerikos slette Marker.
Jos	4	14	14. Paa den Dag gjorde Herren Josva stor for al Israels Øjne; og de frygtede ham, saaledes som de frygtede Mose, alle hans Livs Dage.
Jos	4	15	15. Og Herren sagde til Josva
Jos	4	16	16. Byd Praesterne, som baere Vidnesbyrdets Ark, at de stige op af Jordanen.
Jos	4	17	17. Saa bød Josva Praesterne, og sagde: Stiger op af Jordanen
Jos	4	18	18. Og det skete, der Praesterne, som bare Herrens Pagts Ark, stege op midt af Jordanen, saa snart Praesternes Fodsaaler havde betraadt det tørre, da kom Jordanens Vand, tilbage til sit Sted og gik som tilforn over alle sine Bredder.
Jos	4	19	19. Og Folket steg op af Jordanen paa den niende Dag i den første Maaned, og de lejrede sig i Gilgal, paa Østgraensen af Jerikos Landemaerke.
Jos	4	20	20. Og de tolv Stene, som de toge af Jordanen, oprejste Josva i Gilgal.
Jos	4	21	21. Og han sagde til Israels Børn: Naar eders Børn herefter spørge deres Faedre og sige: Hvad betyde disse Stene
Jos	4	22	22. da skulle I kundgør eders Børn det og sige: Israel gik paa det tørre igennem denne Jordan,
Jos	4	23	23. thi Herren eders Gud udtørrede Jordanens Vande for eders Ansigt, indtil I kom over, ligesom Herren eders Gud gjorde ved det røde Hav, hvilket han udtørrede for vort Ansigt, indtil vi kom over,
Jos	4	24	24. at alle Folk paa Jorden skulle kende Herrens Haand, at den er staerk, at I skulle frygte Herren eders Gud alle Dage.
------------------------Josvabogen, Kapitel 5
Jos	5	1	1. Og det skete, der alle Amoriternes Konger, som boede paa hin Side Jordanen imod Vesten, og alle Kananiternes Konger, som boede ved Havet, hørte, at Herren havde udtørret Jordanens Vande for Israels Børns Ansigt, indtil de kom over, da blev deres Hjerte mistrøstigt, og der var ikke ydermere Mod i dem for Israels Børns Ansigt.
Jos	5	2	2. Paa den Tid sagde Herren til Josva: Gør dig Stenknive og omskaer Israels Børn igen anden Gang.
Jos	5	3	3. Da gjorde Josva sig Stenknive og omskar Israels Børn ved Araloths Høj.
Jos	5	4	4. Og dette er Sagen, hvorfor Josva omskar dem: Alt Folket af Mandkøn, som var udgaaet af Aegypten, alt Krigsfolket var død i Ørken paa Vejen, siden de gik ud af Aegypten.
Jos	5	5	5. Thi alt Folket, som udgik, var omskaaret; men alt Folket, som var født i Ørken paa Vejen, siden de udgik af Aegypten, havde de ikke omskaaret.
Jos	5	6	6. Thi Israels Børn vandrede fyrretyve Aar i Ørken, indtil alt det Folk, Krigsfolket, som udgik af Aegypten, var uddød, de som ikke havde hørt Herrens Røst, saa at Herren svor dem, at han ikke vilde lade dem se det Land, som Herren havde tilsvoret deres Faedre at give os, et Land, som flyder med Maelk og Honning.
Jos	5	7	7. Og han oprejste deres Børn i deres Sted; dem omskar Josva, thi de havde Forhud, eftersom man ikke havde omskaaret dem paa Vejen.
Jos	5	8	8. Og det skete, der de vare faerdige med at omskaere alt Folket, da bleve de paa deres Sted i Lejren, indtil de bleve karske.
Jos	5	9	9. Og Herren sagde til Josva: I Dag har jeg afvaeltet Aegyptens Skaendsel fra eder; og man kaldte samme Steds Navn Gilgal indtil denne Dag.
Jos	5	10	10. Og Israels Børn lejrede sig i Gilgal, og de holdt Paaske den fjortende Dag i Maaneden om Aftenen, paa Jerikos slette Marker.
Jos	5	11	11. Og de aade af Landets Grøde fra anden Paaskedag, nemlig usyrede Brød og ristede Aks, paa selvsamme Dag.
Jos	5	12	12. Saa holdt Mannaen op, anden Dag efter at de havde aedt af Landets Grøde, og Israels Børn havde ikke ydermere Manna; men de aade af Kanaans Lands nye Grøde i samme Aar.
Jos	5	13	13. Og det skete, der Josva var ved Jeriko, at han opløftede sine Øjne og saa, og se, en Mand stod lige imod ham og havde sit dragne Svaerd i sin Haand; og Josva gik til ham: og sagde til ham: Hører du os til eller vore Fjender
Jos	5	14	14. Og han sagde: Nej! men jeg er en Fyrste over Herrens Haer, nu kom jeg! Da faldt Josva paa sit Ansigt til Jorden og tilbad og sagde til ham: Hvad taler min Herre til sin Tjener
Jos	5	15	15. Og Fyrsten over Herrens Haer sagde til Josva: Drag din Sko af din Fod, thi det Sted, som du staar paa, det er helligt; og Josva gjorde saa.
------------------------Josvabogen, Kapitel 6
Jos	6	1	1. Og Jeriko havde lukket for sig og var tillukket for Israels Børns Ansigt; der kunde ingen gaa ud, ej heller komme ind.
Jos	6	2	2. Og Herren sagde til Josva: Se, i din Haand har jeg givet Jeriko og dens Konge, som ere vaeldige til Strid.
Jos	6	3	3. Og I skulle gaa omkring Staden, alle Krigsmaendene, saa at de gaa rundt om Staden een Gang; saaledes skal du gøre seks Dage.
Jos	6	4	4. Og syv Praester skulle baere syv fuldtonende Basuner foran Arken, og paa den syvende Dag skulle I gaa om Staden syv Gange, og Praesterne skulle blaese i Basunerne.
Jos	6	5	5. Og det skal ske, naar man blaeser langsomt i Hornet, naar I høre Basunens Lyd, da skal alt Folket skrige med et stort Skrig; saa skal Stadens Mur falde lige ned, og Folket skal stige op, hver lige frem; for sig.
Jos	6	6	6. Saa kaldte Josva, Nuns Søn, ad Praesterne og sagde til dem: Baerer Pagtens Ark, og lader syv Praester baere de syv fuldtonende Basuner foran Herrens Ark.
Jos	6	7	7. Og han sagde til Folket: Gaar frem og gaar omkring Staden; og hvo som er bevaebnet, gaa frem foran Herrens Ark.
Jos	6	8	8. Og det skete, der Josva havde sagt dette til Folket, da gik syv Praester frem, som bare de syv fuldtonende Basuner for Herrens Ansigt, og blaeste i Basunerne; og Herrens Pagts Ark fulgte efter dem.
Jos	6	9	9. Og hver, som var bevaebnet, gik foran Praesterne, som blaeste i Basunerne; og Troppen, som sluttede, gik efter Arken, medens man vedblev at blaese i Basunerne.
Jos	6	10	10. Og Josva bød Folket og sagde: I skulle ikke skrige og ej lade eders Røst høre, og der skal ikke et Ord udgaa af eders Mund, indtil den Dag jeg siger til eder: Skriger! da skulle I skrige.
Jos	6	11	11. Saa gik Herrens Ark, omkring, saa at den gik rundt om Staden een Gang; og de kom i Lejren og bleve om Natten i Lejren.
Jos	6	12	12. Og Josva stod tidlig op om Morgenen, og Praesterne bare Herrens Ark.
Jos	6	13	13. Og de syv Praester, som bare de syv fuldtonende Basuner foran Herrens Ark, gik stedse og blaeste i Basunerne; og hver bevaebnet gik for deres Ansigt, óg Troppen, som sluttede, gik efter Herrens Ark, medens man vedblev at blaese i Basunerne.
Jos	6	14	14. Og de gik omkring Staden paa den anden Dag een Gang, og de vendte tilbage til Lejren; saaledes gjorde de seks Dage.
Jos	6	15	15. Og det skete paa den syvende Dag, da stode de tidlig op, der Morgenrøden brød frem, og de gik omkring Staden syv Gange, efter den samme Vis, kun at de den samme Dag kom syv Gange omkring Staden.
Jos	6	16	16. Og det skete den syvende Gang, da blaeste Praesterne i Basunerne, og Josva sagde til Folket: Skriger! thi Herren har givet eder Staden.
Jos	6	17	17. Og Staden, den og alt det, som er i den, skal vaere sat i Band for Herren; kun den Skøge Rahab skal leve, hun og alle de, som ere i Huset med hende; thi hun skjulte Budene, som vi udsendte
Jos	6	18	18. Kun maa I forvare eder for det bandlyste, at I ikke komme under Band og tage af det bandlyste og saette Israels Lejr i Band og forstyrre den.
Jos	6	19	19. Men alt Sølv og Guld og Kobberkar og Jern, det skal vaere helligt for Herren; det skal komme til Herrens Liggendefae.
Jos	6	20	20. Og Folket skreg, da de blaeste i Basunerne; ja det skete, der Folket hørte Basunernes Lyd, da skreg Folket med et stort Skrig, og Muren faldt lige ned, og Folket steg op i Staden, hver lige frem for sig, og de indtoge Staden.
Jos	6	21	21. Og de ødelagde alt det, som var i Staden, baade Mand og Kvinde, baade ung og gammel, og Øksne og Faar og Asener, med skarpe Svaerd.
Jos	6	22	22. Men Josva sagde til de to Maend, som havde spejdet Landet: Gaar i den Kvindes, den Skøges Hus, og udfører Kvinden derfra og alt det, som hører hende til, som I have svoret hende.
Jos	6	23	23. Da gik de unge Karle, Spejderne, ind og udførte Rahab og hendes Fader og hendes Moder og hendes Brødre, og alt det, som hørte hende til, og al hendes Slaegt udførte de; og de lode dem blive uden for Israels Lejr.
Jos	6	24	24. Men Staden opbraendte de med Ild og alt det, som var i den; alene Sølvet og Guldet og Kobberkarrene og Jernet, det gave de til Herrens Huses Liggendefae.
Jos	6	25	25. Men Josva lod Rahab, den Skøge, og hendes Faders Hus og alt det, som hørte hende til, leve, og hun boede midt iblandt Israel indtil denne Dag; thi hun skjulte Budene, som Josva havde udsendt til at spejde Jeriko.
Jos	6	26	26. Og paa den samme Tid tog Josva en Ed af dem og sagde: Forbandet vaere den Mand for Herrens Ansigt, som opstaar og bygger denne Stad Jeriko; naar han laegger dens Grundvold, koste det ham hans førstefødte, og naar han saetter dens Porte, koste det ham hans yngste Søn.
Jos	6	27	27. Saa var Herren med Josva, og hans Rygte var over det ganske Land.
------------------------Josvabogen, Kapitel 7
Jos	7	1	1. Men Israels Børn forgrebe sig saare paa det bandlyste Gods thi Akan, en Søn af Kami som var en Søn af Sabdi, Seras Søn af Judas Stamme tog af det bandlyste, og Herrens Vrede optaendtes imod Israels Børn.
Jos	7	2	2. Og Josva udsendte Maend fra Jeriko mod Ai, som ligger ved Beth-Aven Østen for Bethel, og sagde til dem: Gaar op og bespejder Landet; og Maendene gik op og bespejdede Ai.
Jos	7	3	3. Og de kom tilbage til Josva og sagde til ham: Lad ikke alt Folket drage op, lad ved to Tusinde Mand eller ved tre Tusinde Mand drage op og slaa Ai; du skal ikke lade det ganske Folk ulejlige sig derhen; thi de ere faa.
Jos	7	4	4. Saa droge af Folket ved tre Tusinde Maend op derhen; men de flyede for Ais Maends Ansigt.
Jos	7	5	5. Og Maendene af Ai sloge ved seks og tredive Maend af dem og forfulgte dem foran Porten indtil Sebarim og sloge dem, hvor Vejen gik nedad; da blev Folkets Hjerte mistrøstigt og blev som Vand.
Jos	7	6	6. Og Josva sønderrev sine Klaeder og faldt paa sit Ansigt til Jorden for Herrens Ark indtil Aftenen, han og de Aeldste af Israel, og de kastede Støv paa deres Hoved.
Jos	7	7	7. Og Josva sagde: Ak, Herre, Herre ! hvi lod du dog dette Folk gaa over Jordanen for at give os i Amoriternes Haand til vor Fordaervelse: og gid vi havde ladet os nøje og vare blevne paa hin Side Jordanen!
Jos	7	8	8. Hør mig, Herre! hvad skal jeg sige, efter at Israel vender Ryggen for sine Fjenders Ansigt
Jos	7	9	9. Naar Kananiterne og alle Landets Indbyggere høre det, da omringe de os og udrydde vort Navn af Jorden; og hvad vil du gøre ved dit store Navn?
Jos	7	10	10. Da sagde Herren til Josva: Staa du op; hvorfor faldt du paa dit Ansigt?
Jos	7	11	11. Israel har syndet, ja, de have overtraadt min Pagt, hvilken jeg bød dem; ja, de toge af det bandlyste Gods, ja, de stjal og dulgte det ogsaa og lagde det iblandt deres eget Tøj.
Jos	7	12	12. Og Israels Børn skulle ikke kunne staa for deres Fjenders Ansigt, de maa vende Ryggen for deres Fjenders Ansigt, thi de ere i Band; jeg skal ikke mere blive ved at vaere med eder, dersom I ikke fjerne denne Band fra eders Midte.
Jos	7	13	13. Staa op, hellig Folket, og sig: Helliger eder til i Morgen; thi saa siger Herren Israels Gud: Der er Band iblandt dig, Israel! du kan ikke staa for dine Fjenders Ansigt, førend I borttage den Band fra eders Midte.
Jos	7	14	14. Og i Morgen tidlig skulle I komme frem efter eders Stammer; og det skal ske, hvilken Stamme Herren rammer paa, den skal naerme sig, Slaegt for Slaegt, og den Slaegt, som Herren rammer paa, den skal naerme sig, Hus for Hus, og det Hus, som Herren rammer paa, det skal naerme sig, Mand for Mand.
Jos	7	15	15. Og det skal ske, den, som bliver ramt som bandlyst, han skal opbraendes med Ild, han og alt det; han har, fordi han har overtraadt Herrens Pagt, og fordi han har gjort Daarlighed i Israel.
Jos	7	16	16. Og Josva stod tidlig op om Morgenen og lod Israel naerme sig Stamme for Stamme, og Judas Stamme blev ramt.
Jos	7	17	17. Og han lod Judas Slaegt naerme sig, og Seraiternes Slaegt blev ramt.
Jos	7	18	18. Og han lod Seraiternes Slaegt naerme sig, Mand for Mand, og Sabdi blev ramt, og han lod hans Hus naerme sig, Mand for Mand, og Akan, en Søn af Karmi, som var Sabdi Søn, Seras Søn af Judas Stamme, blev ramt.
Jos	7	19	19. Og Josva. sagde til Akan: Min Søn, giv dog Herren Israels Gud Aere og giv ham Lov, og giv mig nu til Kende, hvad du har gjort, dølg det ikke for mig;
Jos	7	20	20. Og Akan svarede Josva og sagde: Sandelig, jeg syndede for Herren Israels Gud, og saa og saa gjorde jeg.
Jos	7	21	21. Thi jeg saa en kostelig babylonisk Kappe iblandt Byttet og to Hundrede Sekel Sølv og en Guldtunge, hvis Vaegt var halvtredsindstyve Sekel, og jeg fik Lyst til dem og tog dem, og se, de ere skjulte i Jorden, midt i mit Telt, og Sølvet derunder.
Jos	7	22	22. Da sendte Josva Bud hen, og de løb til Teltet; og se, det var skjult i hans Telt og Sølvet derunder.
Jos	7	23	23. Og de toge de Ting ud af Teltet og førte dem til Josva og til alle Israels Børn; og de lagde dem frem for Herrens Ansigt.
Jos	7	24	24. Saa tog Josva og al Israel med ham Akan, Seras Søn, og Sølvet og den kostelige Kappe og Guldtungen og hans Sønner og hans Døtre og hans Øksne og hans Asener og hans Faar og hans Telt, og alt det han havde, og de førte ham op i Akor Dal.
Jos	7	25	25. Og Josva sagde: Hvi har du forstyrret os? Herren skal forstyrre dig paa denne Dag; og al Israel stenede ham med Stene og opbraendte dem med Ild og kasted Stene over dem.
Jos	7	26	26. Og de opkasted en stor Stenhob over ham indtil denne Dag, og Herren vendte om fra sin strenge Vrede; derfor kaldt man det samme Steds Navn Akors Dal; den er der indtil denne Dag
------------------------Josvabogen, Kapitel 8
Jos	8	1	1. Og Herren sagde til Josva: Frygt ikke og raeddes ikke, tag med alt Krigsfolket og gør dig rede, drag op mod Ai; se, jeg har givet Kongen af Ai og hans Folk og hans Stad og hans Land i din Haand.
Jos	8	2	2. Og du skal gøre ved Ai og dens Konge, ligesom du gjorde ved Jeriko og dens Konge, kun dens Bytte og dens Kvaeg skulle I røve for eder selv; saet dig et Baghold bag ved Staden!
Jos	8	3	3. Da gjorde Josva sig rede alt Krigsfolket at drage op til Ai, og Josva udvalgte tredive Tusinde Mand, vaeldige til Strid, og sendte dem hen om Natten.
Jos	8	4	4. Og han bød dem og sagde: Ser til, I som ere i Baghold ved Staden bag ved Staden, I skulle ikke holde eder saare langt fra Staden, og I skulle vaere alle sammen rede.
Jos	8	5	5. Men jeg og alt det Folk, som er med mig, vi ville komme naer til Staden, og det skal ske, naar de gaa ud imod os som i Begyndelsen, da ville vi fly for deres Ansigt.
Jos	8	6	6. Og de skulle; gaa efter os, indtil vi faa draget dem bort fra Staden; thi de skulle taenke: De fly for vort Ansigt ligesom i Begyndelsen; og vi ville fly for deres Ansigt?
Jos	8	7	7. Da skulle I rejse eder af Bagholdet og indtage Staden; og Herren eders Gud skal give den i eders Haand.
Jos	8	8	8. Og det skal ske, naar I have indtaget Staden, da skulle I saette Ild paa Staden; I skulle gøre efter Herrens Ord; se, jeg har befalet eder det.
Jos	8	9	9. Saa sendte Josva dem, og de gik til Bagholdet, og de bleve imellem Bethel og Ai, vesten for Ai; men Josva overnattede den samme Nat midt iblandt Folket.
Jos	8	10	10. Og Josva stod tidlig op om Morgenen og mønstrede Folket; og han drog op, han og de Aeldste af Israel, fremmest for Folket mod Ai.
Jos	8	11	11. Og alt Krigsfolket, som var hos ham, drog op og holdt sig naer til og kom lige for Staden; og de sloge Lejr Norden for Ai, saa at Dalen var; imellem Ai
Jos	8	12	12. Og han havde taget ved fem Tusinde Mand og sat dem i Baghold imellem Bethel og imellem Ai, Vesten for Staden.
Jos	8	13	13. Og da Folket havde opstillet hele Lejren, som var Nord for Staden, og Bagholdet, som var Vest for Staden, drog Josva samme Nat ned midt i Dalen.
Jos	8	14	14. Og det skete, der Kongen af Ai saa det, da skyndte Maendene af Staden, sig og stode tidlig op og gik ud imod Israel til Striden, han og hele hans Folk, paa en bestemt Tid, foran den slette Mark; men han vidste ikke, at der var et Baghold paa ham bag ved Staden.
Jos	8	15	15. Men Josva og al Israel lode sig slaa for deres Ansigt og de flyede ad Vejen mod Ørken
Jos	8	16	16. Da blev alt Folket sammenraabt som var i Staden, for at forfølge dem; og de forfulgte Josva, og de bleve dragne bort fra Staden.
Jos	8	17	17. Og der blev ikke en Mand tilovers i Ai. og Bethel, som ej drog ud efter Israel; og de lode Staden aaben og forfulgte Israel.
Jos	8	18	18. Da sagde Herren til Josva: Udraek dit Kastespyd, som du har i din Haand, mod Ai, thi jeg vil give den i din Haand; og Josva udrakte Spydet, som han havde i sin Haand, mod Staden.
Jos	8	19	19. Da rejste Bagholdet sig hasteligen fra sit Sted, og de løb, der han udstrakte sin Haand, og kom i Staden og indtoge den; og de skyndte sig og satte Ild paa Staden.
Jos	8	20	20. Og Maendene af Ai vendte sig tilbage, og de saa, og se, Røgen af Staden steg op mod Himmelen, og der var ingen Udvej for dem at fly hid eller did; og det Folk, som flyede til Ørken, vendte sig imod dem, som forfulgte dem.
Jos	8	21	21. Da Josva og al Israel saa, at Bagholdet havde indtaget Staden, og at Røgen steg op af Staden, da vendte de tilbage og sloge Maendene af Ai.
Jos	8	22	22. Og hine gik ud af Staden mod dem, saa de vare midt imellem Israel, hine vare paa den ene Side, og disse paa den anden Side; og de sloge dem, indtil ingen blev tilovers af dem som undkommen eller undsluppen.
Jos	8	23	23. Og de grebe Kongen af Ai levende, og de førte ham frem til Josva.
Jos	8	24	24. Og det skete, der Israel var kommet til Ende med at slaa alle Ais Indbyggere ihjel paa Marken i Ørken, hvor de forfulgte dem, og de vare faldne alle sammen for skarpe Svaerd, indtil det var forbi med dem: Da vendte al Israel tilbage til Ai og slog den med skarpe Svaerd.
Jos	8	25	25. Og alle de, som faldt paa samme Dag, baade Maend og Kvinder, vare tolv Tusinde, alle Folk af Ai.
Jos	8	26	26. Og Josva tog ikke sin Haand, som han havde udrakt med Spydet, tilbage, førend han havde ødelagt alle Ais Indbyggere.
Jos	8	27	27. Ikkun Kvaeget og Byttet og Rovet af samme Stad røvede Israel for sig selv efter Herrens Ord, som han bød Josva.
Jos	8	28	28. Og Josva afbraendte Ai, og han gjorde af den en stedsevarende Dynge, en øde Plads, indtil denne Dag.
Jos	8	29	29. Og han lod Kongen af Ai ophaenge paa et Trae indtil Aftens Tid; og der Solen gik ned, bød Josva, at de skulde nedtage hans døde Krop af Traeet, og de kasted den for Indgangen til Stadens Port, og de opkastede en stor Stenhob over ham, som er der indtil denne Dag.
Jos	8	30	30. Da byggede Josva Herren, Israels Gud, et Alter paa Ebals Bjerg,
Jos	8	31	31. ligesom Mose, Herrens Tjener, bød Israels Børn efter det, som er skrevet i Mose Lovbog: Et Alter af hele Stene, over hvilket der ikke er ført noget Jern; og de ofrede derpaa Braendofre for Herren, og de slagtede Takofre.
Jos	8	32	32. Og han skrev paa Stenene en Afskrift af Mose Lov, som han havde skrevet for Israels Børns Ansigt.
Jos	8	33	33. Og al Israel og dets Aeldste og Fogeder og Dommere stode paa begge Sider af Arken tvaers over for Praesterne, Leviterne, som bare Herrens Pagts Ark, saa vel den fremmede som den indfødte, Halvdelen deraf hen imod Garizims Bjerg, og Halvdelen deraf hen imod Ebals Bjerg, saaledes som Mose, Herrens Tjener, fra først af havde budet at velsigne Israels Folk.
Jos	8	34	34. Og derefter oplaeste han alle Lovens Ord, Velsignelsen og Forbandelsen, efter alt det, som er skrevet i Lovbogen.
Jos	8	35	35. Der var ikke et Ord af alt det, som Mose havde budet, hvilket Josva ej lod oplaese for al Israels Forsamling, endog for Kvinderne og smaa Børn og den fremmede, som vandrede midt iblandt dem.
------------------------Josvabogen, Kapitel 9
Jos	9	1	1. Og det skete, der alle Kongerne, som vare paa denne Side Jordanen, i Bjerglandet og i Lavlandet og paa hele Kysten af det store Hav tvaers overfor Libanon, samt Hethiterne og Amoriterne, Kananiterne og Feresiterne, Heviterne og Jebusiterne, hørte det:
Jos	9	2	2. Da samlede de sig til Hobe at stride imod Josva og imod Israel endraegteligen.
Jos	9	3	3. Da Indbyggerne af Gibeon havde hørt, hvad Josva havde gjort ved Jeriko og Ai,
Jos	9	4	4. da handlede ogsaa de med List og gik hen og gave sig ud for Sendebud; og de toge gamle Saekke paa deres Asener og gamle sønderrevne og bødede Laederflasker til vin
Jos	9	5	5. og gamle og lappede Sko paa deres Fødder og gamle Klaeder paa sig, og alt Brødet til deres Taering var tørt og mullent.
Jos	9	6	6. Og de gik til Josva i Lejren ved Gilgal, og de sagde til ham og til Israels Maend: Vi ere komne fra et langt fra liggende Land, saa gører nu Pagt med os.
Jos	9	7	7. Da sagde Israels Maend til Heviten: Maaske du bor midt iblandt os, hvorledes kunne vi da gøre Pagt med dig.
Jos	9	8	8. Og de sagde til Josva: Vi ere dine Tjenere; og Josva sagde til dem: Hvo ere I, og hvorfra komme I?
Jos	9	9	9. Og de sagde til ham: Dine Tjenere ere komne fra et saar langt fra liggende Land for Herren din Guds Navns Skyld; thi vi have hørt hans Rygte og alt det, som han gjorde i Aegypten.
Jos	9	10	10. Og alt det, som han gjorde ved Amoriternes to Konger, som vare paa hin Side Jordanen, ved Sihon, Kongen i Hesbon, og ved Og, Kongen i Basan, som var i Astharoth.
Jos	9	11	11. Derfor sagde vore Aeldste og alle vort Lands Indbyggere til os saalunde: Tager Taering med eder paa Vejen og gaar dem i Møde, og siger til dem: Vi ere eders Tjenere, saa gører nu Pagt med os.
Jos	9	12	12. Dette er vort Brød, det toge vi varmt med os paa Rejsen fra vore Huse den Dag, vi gik ud for at vandre til eder; men se, nu er det tørt; og det er mullent.
Jos	9	13	13. Og disse ere Laederflasker til Vin, som vi fyldte, der de vare nye, se, de ere og sønderrevne; og disse vore Klaeder og vore Sko ere blevne gamle for denne saare lange Vejs SkyId.
Jos	9	14	14. Saa toge Maendene af deres Rejsekost, og de spurgte ikke Herrens Mund ad.
Jos	9	15	15. Og Josva gjorde Fred med dem og gjorde Pagt med dem, at han vilde lade dem leve; og Menighedens Fyrster tilsvore dem det.
Jos	9	16	16. Men det skete, der tre Dage vare til Ende, efter at de havde gjort Pagt med dem, da hørte de, at de vare naer hos dem, og at de boede midt iblandt dem.
Jos	9	17	17. Thi der Israels Børn rejste frem, da kom de paa den tredje Dag til deres Staeder; og deres Staeder vare Gibeon og Kefira og Beeroth og Kirjath Jearim.
Jos	9	18	18. Og Israels Børn ihjelslog dem ikke; thi Menighedens Fyrste havde tilsvoret dem ved Herren Israels Gud, og al Menigheden knurrede mod Fyrsterne.
Jos	9	19	19. Da sagde alle Fyrsterne til hele Menigheden: Vi have tilsvoret dem ved Herren, Israels Gud; derfor kunne vi nu ikke røre dem.
Jos	9	20	20. Dette ville vi gøre dem Vi ville lade dem leve, at der ikke skal komme en Vrede over os for den Eds Skyld, som vi have tilsvoret dem.
Jos	9	21	21. Fremdeles sagde Fyrsterne til dem: Lader dem leve, at de man vaere Vedhuggere og Vanddragere for hele Menigheden, ligesom Fyrsterne have sagt til dem.
Jos	9	22	22. Da kaldte Josva ad dem og talede til dem og sagde: Hvi bedroge I os og sagde: Vi bo saare langt fra eder, og I bo dog midt iblandt os
Jos	9	23	23. Derfor skulle I nu vaere forbandede, saa at der ikke skal vaere nogen iblandt eder, som jo er Trael, Vedhugger eller Vanddrager til min Guds Hus.
Jos	9	24	24. Og de svarede Josva og sagde: Fordi det blev dine Tjenere sikkert tilkendegivet, hvad Herren din Gud bød Mose sin Tjener, at han vilde give eder alt Landet og ødelaegge alle Landets Indbyggere for eders Ansigt, saa frygtede vi saare for vort Liv for eders Ansigt og have gjort denne Gerning.
Jos	9	25	25. Men nu, se, vi ere i din Haand som det er godt og som det er ret for dine Øjne at gøre os, det gør!
Jos	9	26	26. Og han gjorde saaledes mod dem og han reddede dem fra Israels Børns Haand, og de sloge dem ikke ihjel.
Jos	9	27	27. Og Josva satte dem paa den samme Dag til Vedhuggere og Vanddragere for Menigheden og for Herrens Alter indtil denne Dag, ved det Sted, som han vilde udvaelge.
------------------------Josvabogen, Kapitel 10
Jos	10	1	1. Og det skete, der Adoni-Zedek Kongen af Jerusalem, hørte, at Josva havde indtaget Ai og ødelagt den og gjort saa mod Ai og dens Konge, som han gjorde mod Jeriko og dens Konge, og at Indbyggerne af Gibeon havde gjort Fred med Israel og vare midt iblandt dem:
Jos	10	2	2. Da frygtede de saare, fordi Gibeon var en stor Stad som en af de kongelige Staeder, og fordi den var større end Ai, og alle Maendene derudi vare vaeldige Maend.
Jos	10	3	3. Og Adoni-Zedek, Kongen af Jerusalem, sendte Bud til Hoham, Kongen af Hebron, og til Piream, Kongen af Jarmuth, og til Jafia, Kongen af Lakis, og til Debir, Kongen af Eglon, og lod sige:
Jos	10	4	4. Kommer op til mig og hjaelper mig, at vi kunne slaa Gibeon; thi den har gjort Fred med Josva og med Israels Børn.
Jos	10	5	5. Og de fem amoritiske Konger samlede sig og droge op, Kongen af Jerusalem, Kongen af Hebron, Kongen af Jarmuth, Kongen af Lakis, Kongen af Eglon, de og alle deres Lejre; og de lejrede sig mod Gibeon og strede mod den.
Jos	10	6	6. Og de Maend af Gibeon sendte; til Josva til Lejren, til Gilgal, og lode sige: Drag ikke din Haand fra dine Tjenere, kom snart op til os; og frels os og hjaelp os; thi alle Amoriternes Konger, som bo paa Bjergene, have forsamlet sig imod os.
Jos	10	7	7. Og Josva drog op fra Gilgal, han og alt Krigsfolket med ham, og alle, som vare vaeldige til Strid.
Jos	10	8	8. Og Herren sagde til Josva: Frygt ikke for dem, thi jeg har givet dem i din Haand; der skal ikke en Mand af dem kunne staa for dit Ansigt.
Jos	10	9	9. Saa kom Josva hasteligen over dem; thi han drog den hele Nat op fra Gilgal.
Jos	10	10	10. Og Herren forskraekkede dem for Israels Ansigt, saa han slog dem med et svart Slag ved Gibeon; og han forfulgte dem paa Vejen, hvor man gaar op til Beth-Horon, og slog dem indtil Aseka og indtil Makkeda.
Jos	10	11	11. Og det skete, der de flyede for Israels Ansigt, og de vare der, hvor man gaar ned fra Beth-Horon, da lod Herren falde store Stene af Himmelen paa dem indtil Aseka, at de døde; de vare flere, som døde af samme Hagelstene, end de, som Israels Børn sloge ihjel med Svaerdet.
Jos	10	12	12. Da talede Josva til Herren paa samme Dag, der Herren gav Amoriterne for Israels Børns Ansigt, og han sagde for Israels Øjne: Sol, staa stille i Gibeon, og Maane, i Ajalons Dal!
Jos	10	13	13. Saa stod Solen stille, og Maanen blev staaende, indtil Folket havde haevnet sig paa sine Fjender; er det ikke skrevet i den oprigtiges Bog? Saa blev Solen staaende midt paa Himmelen og ilede ikke til at gaa ned henved en hel Dag.
Jos	10	14	14. Og der var ingen Dag som denne, hverken før eller efter den, at Herren hørte en Mands Røst; thi Herren stred for Israel.
Jos	10	15	15. Og Josva vendte tilbage og al Israel med ham til Lejren ved Gilgal.
Jos	10	16	16. Men hine fem Konger vare flygtede, og de havde skjult sig i den Hule ved Makkeda.
Jos	10	17	17. Og det blev Josva tilkendegivet, at man sagde: De fem Konger ere fundne skjulte i den Hule ved Makkeda.
Jos	10	18	18. Og Josva sagde: Vaelter store Stene for Gabet paa Hulen, og saetter Maend ved den for at tage Vare paa dem.
Jos	10	19	19. Og I, staar ikke stille, forfølger eders Fjender og slaar deres Bagtrop; lader dem ikke komme til deres Staeder, thi Herren eders Gud har givet dem i eders Haand.
Jos	10	20	20. Og det skete, der Josva og Israels Børn vare faerdige med at slaa dem med et saare stort Slag, indtil de havde gjort Ende paa dem, da var nogle blevne tilovers af dem, og de kom ind i de faste Staeder.
Jos	10	21	21. Men alt Folket vendte tilbage til Josva til Lejren ved Makkeda med Fred; der havde ingen rørt sin Tunge imod Israels Børn, ja ikke mod nogen af dem.
Jos	10	22	22. Og Josva sagde: Aabner Gabet paa Hulen, og fører disse fem Konger ud til mig af Hulen!
Jos	10	23	23. Og de gjorde saa og førte de fem Konger ud til ham af Hulen: Kongen af Jerusalem, Kongen af Hebron, Kongen af Jarmuth, Kongen af Lakis, Kongen af Eglon.
Jos	10	24	24. Og det skete, der de havde ført disse Konger ud til Josva; da kaldte Josva ad alle Israels Maend, og sagde til de Øverste for Krigsmaendene, som droge med ham: Kommer frem, saetter eders Fødder paa disse Kongers Halse; saa kom de frem og satte deres Fødder paa deres Halse.
Jos	10	25	25. Da sagde Josva til dem: Frygter ikke og forfaerdes ikke, vaerer frimodige og vaerer staerke; thi Herren skal gøre saaledes imod alle eders Fjender, dem som I stride imod.
Jos	10	26	26. Og derefter slog Josva dem og draebte dem og haengte dem paa fem Traeer, og de bleve haengende paa Traeerne indtil Aftenen.
Jos	10	27	27. Og det skete ved den Tid, da Solen gik ned, bød Josva, og de toge dem ned af Traeerne og kastede dem i den Hule, som de havde vaeret skjulte i; og de lagde store Stene for Gabet af Hulen, hvor de ere indtil denne Dag.
Jos	10	28	28. Og Josva indtog Makkeda paa den samme Dag og slog den med skarpe Svaerd, og dens Konge ødelagde han tillige med alle Personer, som vare i den, han lod ingen blive tilovers til at undkomme; og han gjorde mod Kongen af Makkeda, ligesom han gjorde mod Kongen af Jeriko.
Jos	10	29	29. Og Josva og hele Israel med ham gik over fra Makkeda til Libna, og han stred mod Libna,
Jos	10	30	30. Og Herren gav ogsaa den og deres Konge i Israels Haand, og han slog den med skarpe Svaerd og alle Personer, som vare derudi, han lod ingen blive tilovers til at undkomme; og han gjorde mod dens Konge, ligesom han gjorde mod Kongen af Jeriko.
Jos	10	31	31. Og Josva og hele Israel med ham gik over fra Libna til Lakis; og han slog Lejr imod den og stred imod den.
Jos	10	32	32. Og Herren gav Lakis i Israels Haand, og han indtog den paa den anden Dag, og han slog den med skarpe Svaerd og alle Personer, som vare i den; i alle Maader, som han gjorde mod Libna.
Jos	10	33	33. Da drog Horam, Kongen af Geser, op at hjaelpe Lakis; men Josva slog ham og hans Folk, indtil han ikke lod nogen blive tilovers: til at undkomme.
Jos	10	34	34. Og Josva og al Israel med ham gik over fra Lakis: til Eglon; og de sloge Lejr imod den og strede imod den.
Jos	10	35	35. Og de indtoge den paa den samme Dag og sloge den med skarpe Svaerd, og han ødelagde alle Personer, som vare derudi, paa den samme Dag; i alle Maader, som han gjorde mod Lakis.
Jos	10	36	36. Siden drog Josva og al Israel med ham op fra Eglon til Hebron, og de strede imod den.
Jos	10	37	37. Og de indtoge den og sloge den med skarpe Svaerd og dens Konge og alle dens Staeder og alle Personer, som vare deri, han lod ingen blive tilovers til at undkomme, i alle Maader som han gjorde mod Eglon; og han ødelagde den og alle Personer, som vare i den.
Jos	10	38	38. Saa vendte Josva tilbage og hele Israel med ham til Debir og stred imod den.
Jos	10	39	39. Og han indtog den og dens Konge og alle dens Staeder, og de sloge dem med skarpe Svaerd, og de ødelagde alle Personer, som vare i den, han lod ingen blive tilovers til at undkomme; ligesom han gjorde ved Hebron, saa gjorde han ved Debir og dens Konge, og ligesom han gjorde ved Libna og dens Konge.
Jos	10	40	40. Saa slog Josva alt Landet paa Bjergene og mod Sønden og Lavlandet og; Dalene og alle deres Konger, han lod ingen blive tilovers til at undkomme; og han ødelagde alt det, som havde Aande, som Herren Israels Gud havde befalet.
Jos	10	41	41. Og Josva slog dem fra Kades-Barnea og indtil Gaza og alt Gosen Land og indtil Gibeon.
Jos	10	42	42. Og Josva tog alle disse Konger med deres Land paa een Gang; thi Herren Israels Gud stred for Israel.
Jos	10	43	43. Saa vendte Josva tilbage og al Israel med ham til Lejren ved Gilgal.
------------------------Josvabogen, Kapitel 11
Jos	11	1	1. Og det skete, der Jabin, Kongen af Hazor, hørte det, da sendte han til Jobab, Kongen af Madon, og til Kongen af Simron og til Kongen af Aksaf,
Jos	11	2	2. og til de Konger, som, vare mod Norden paa Bjergene og paa den slette Mark, Sønden for Kinneroths Hav og i Lavlandet og paa Højderne ved Dor ud mod Havet,
Jos	11	3	3. til Kananiterne mod Østen og mod Vesten og Amoriterne og Hethiterne og Feresiterne og Jebusitrne paa Bjergene og Heviterne neden for Hermon i Mizpa Land
Jos	11	4	4. Og de droge ud, de og alle deres Lejre med dem, mangfoldigt Folk som Sand, der er paa Havbredden, i Mangfoldighed, og saare mange Heste og Vogne.
Jos	11	5	5. Og alle disse Konger samledes, og de kom, og de lejrede sig tilsammen ved Søen Merum, at stride imod Israel.
Jos	11	6	6. Og Herren sagde til Josva: Frygt for deres Ansigt, thi i Morgen ved denne Tid vil jeg give dem alle sammen ihjelslagne for Israels Ansigt; du skal ødelaegge deres Heste og opbraende deres Vogne med Ild.
Jos	11	7	7. Og Josva og alt Krigsfolket med ham kom over dem hasteligen ved Søen Merom, og de overfaldt dem.
Jos	11	8	8. Og Herren gav dem i Israels Haand, og de sloge dem og forfulgte dem indtil det store Zidon og indtil de hede Kilder og indtil Mizpas Dal mod Østen; og de sloge dem, indtil han ikke lod dem een blive tilovers til at undkomme.
Jos	11	9	9. Da gjorde Josva ved dem, saaledes som Herren havde sagt til ham; han ødelagde deres Heste og opbraendte deres Vogne med Ild.
Jos	11	10	10. Og Josva vendte tilbage paa den samme Tid og indtog Hazor og slog dens Konge ihjel med Svaerd; thi Hazor, den var tilforn Hovedstaden for alle disse Kongeriger.
Jos	11	11	11. Og de sloge alle Personer, som vare i den, med skarpe Svaerd, saa de ødelagde den; der blev intet tilovers, som havde Aande; og han opbraendte Hazor med Ild.
Jos	11	12	12. Og Josva tog alle disse Kongers Staeder med alle deres Konger, og han slog dem med skarpe Svaerd, saa at han ødelagde dem, saaledes som Mose, Herrens Tjener, havde befalet.
Jos	11	13	13. Dog opbraendte Israel slet ingen Staeder, som staa paa deres Høje; ikkun Hazor alene opbraendte Josva.
Jos	11	14	14. Og alt Byttet af disse Staeder og Kvaeget røvede Israels Børn for sig; kun Menneskene sloge de med skarpe Svaerd, indtil de havde ødelagt dem, de lode intet blive tilovers, som have Aande.
Jos	11	15	15. Lige som Herren bød Mose sin Tjener, saa bød Mose Josva, og saa gjorde Josva, han udlod ikke noget af alt det, som Herren havde befalet Mose.
Jos	11	16	16. Og Josva indtog hele dette Land, Bjerglandet og Sydlandet og hele Gosen Landet og Lavlandet og den slette Mark og Israels Bjerge med Lavlandet dertil,
Jos	11	17	17. fra det slette Bjerg, som straekker sig op mod Sejr, og indtil Baal-Gad ved Libanons Dal neden for det Bjerg Hermon; og han tog alle deres Konger og slog dem og draebte dem.
Jos	11	18	18. Josva førte mange Aar Krig imod alle disse Konger.
Jos	11	19	19. Der var ikke en Stad, som gjorde Fred med Israels Børn, uden Heviterne, som boede i Gibeon; de indtoge alt med Krig.
Jos	11	20	20. Thi det skete af Herren, at de forhaerdede deres Hjerte, saa de mødte Israel med Krig, for at han skulde ødelaegge dem, saa at der ikke skulde bevises dem Naade, men at han skulde udrydde dem, som Herren bød Mose.
Jos	11	21	21. Og Josva kom paa den samme Tid og udryddede Anakiterne af Bjerget, af Hebron, af Debir, af Anab og af alle Judas Bjerge og af alle Israels Bjerge; Josva ødelagde dem med deres Staeder.
Jos	11	22	22. Der blev ingen tilovers af Anakiterne i Israels Børns Land, ikkun i Gaza, i Gath og Asdod bleve de tilovers.
Jos	11	23	23. Og Josva indtog hele Landet efter alt det, som Herren havde talet til Mose, og Josva gav Israel det til Arv efter deres Afdelinger i deres Stammer; og Landet hvilede fra Krig.
------------------------Josvabogen, Kapitel 12
Jos	12	1	1. Og disse ere Landets Konger, sorn Israels Børn sloge, og hvis Land de toge i Eje paa hin Side Jordan mod Solens Opgang, fra Baekken Arnon indtil det Bjerg Hermon og al den slette Mark mod Østen:
Jos	12	2	2. Sihon, Amoriternes Konge, som boede i Hesbon, som herskede fra Aroer, som ligger ved Bredden Arnons Baek, og fra Midten af Dalen og over Halvdelen af Gilead og indtil Baekken Jabok, som er Ammons Børns Landemaerke,
Jos	12	3	3. og over den slette Mark indtil Kinneroths Hav mod Østen og indtil Havet ved den slette Mark, Salthavet mod Østen, paa den Vej til Beth-Jesimoth, og mod Sønden nede ved Foden af Pisga
Jos	12	4	4. og Ogs Landemaerke; han var Konge i Basan og en af de overblevne Kaemper, og han boede i Astharoth og i Edrei;
Jos	12	5	5. og herskede over Hermons Bjerg og over Salka og over Basan indtil Gesuriternes og Maakathiternes Landemaerke og over Halvdelen af Gilead til Sihons, Hesbons Konges Landemaerke.
Jos	12	6	6. Mose, Herrens Tjener, og Israels Børn sloge dem, og Mose, Herrens Tjener, gav Rubeniterne og Gaditerne og Halvdelen af Manasse Stamme det til Ejendom.
Jos	12	7	7. Og disse ere Landets Konger som Josva og Israels Børn sloge paa denne Side Jordanen mod Vesten, fra Baal-Gad i Libanons Dal og indtil det slette Bjerg, som straekker sig op imod Sejr. Og Josva gav Israels Stammer det til Ejendom efter deres Afdelinger,
Jos	12	8	8. paa Bjergene og i Lavlandet og paa den slette Mark og i Dalene og i Ørken og mod Sønden: Hethiterne, Amoriterne og Kananiterne, Feresiterne, Heviterne og Jebusiterne.
Jos	12	9	9. Kongen af Jeriko er een; Kongen af Ai, som ligger ved Siden af Bethel, een;
Jos	12	10	10. Kongen af Jerusalem een; Kongen af Hebron een;
Jos	12	11	11. Kongen af Jarmuth een; Kongen af Lakis een;
Jos	12	12	12. Kongen af Eglon een; Kongen af Geser een;
Jos	12	13	13. Kongen af Debir een; Kongen af Geder een;
Jos	12	14	14. Kongen af Horma een; Kongen af Arad een;
Jos	12	15	15. Kongen af Libna een; Kongen af Adullam een;
Jos	12	16	16. Kongen af Makkeda een; Kongen af Bethel een;
Jos	12	17	17. Kongen af Thappua een; Kongen af Hefer een;
Jos	12	18	18. Kongen af Afek een; Kongen af Lassaron een;
Jos	12	19	19. Kongen af Madon een; Kongen af Hazor een;
Jos	12	20	20. Kongen af Simron-Meron een; Kongen af Aksaf een;
Jos	12	21	21. Kongen af Thaanak een; Kongen af Megiddo een;
Jos	12	22	22. Kongen af Kedes een; Kongen af Jokneam ved Karmel een;
Jos	12	23	23. Kongen af Dor paa Højderne af Dor een; Kongen over Gojim ved Gilgal een;
Jos	12	24	24. Kongen af Thirza een alle Konger vare een og tredive.
------------------------Josvabogen, Kapitel 13
Jos	13	1	1. Og Josva var gammel, han var kommen til Aars. og Herren sagde til ham: Du er gammel, du er kommen til Aars og der er saare meget af Landet blevet tilovers at indtage.
Jos	13	2	2. Dette er Landet, som er blevet tilovers: Alle Filisternes Landskaber og alle Gesuriter:
Jos	13	3	3. Fra Sihon, som flyder foran Aegypten og indtil Ekrons Landemaerke mod Norden, som regnes til Kananiterne; de fem Filisters Fyrster: Den Gaziter og den Asdoditer, den Asklonitel, den Gathiter og den Ekroniter, og Aviterne;
Jos	13	4	4. mod Sønden alt Kananiternes Land og Meara, som hører Zidonierne til, indtil Afek, indtil Amoriternes Landemaerke;
Jos	13	5	5. og Gibliternes Land og det hele Libanon mod Solens Opgang fra Baal-Gad neden for Hermons Bjerg, indtil man kommer til Hamath;
Jos	13	6	6. alle de, som bo paa Bjergene, fra Libanon indtil de hede Kilder, alle Zidonier; jeg vil fordrive dem fra Israels Børns Ansigt; lad det ikkun falde Israel til Arv, som jeg befalede dig.
Jos	13	7	7. Saa del nu dette Land til Arv iblandt de ni Stammer og den halve Del af Manasse Stamme;
Jos	13	8	8. med hvem Rubeniterne og Gaditerne have taget deres Arv, som Mose gav dem paa hin Side Jordanen mod Østen, ligesom Mose, Herrens Tjener, gav dem den,
Jos	13	9	9. fra Aroer, som ligger ved Bredden af Arnons Baek, og fra den Stad, som er midt i Dalen, og alt det jaevne Land ved Medba indtil Dibon,
Jos	13	10	10. og alle Staeder, som tilhørte Sihon, Amoriternes Konge, som regerede i Hesbon, indtil Ammons Børns Landemaerke;
Jos	13	11	11. og Gilead og Gesuriternes og Maakathiternes Landemaerke og hele Hermons Bjerg og al Basan indtil Salka,
Jos	13	12	12. hele Ogs Rige i Basan, han som regerede i Astharoth og i Edrei og var een af de overblevne Kaemper. Og Mose slog dem og fordrev dem;
Jos	13	13	13. men Israels Børn fordreve ikke Gesuriterne og Maakathiterne; men Gesur og Maakath boede iblandt Israel indtil denne Dag.
Jos	13	14	14. Alene Levi Stamme gav har ikke Arv; Herrens, Israels Guds Ildofre, de ere hans Arv, som han havde sagt til dem.
Jos	13	15	15. Men Mose havde givet Ruben: Børns Stamme Arv efter deres Slaeg ter;
Jos	13	16	16. og deres Landemaerke var fra Aroer, som ligger ved Bredden af Arnons Baek, og fra den Stad, som er midt i Dalen, og alt det jaevne Land ved Medba,
Jos	13	17	17. Hesbon og alle dens Staeder, som ligger paa det jaevne Land, Dibon og Bamoth-Baal og Beth-Baal-Meon
Jos	13	18	18. og Jahza og; Kedemoth og Mefaath
Jos	13	19	19. og Kirjathaim og Sibma og Zereth-Sahar paa Dalens Bjerg
Jos	13	20	20. og Beth-Peor og Asdoth-Pisga og Beth-Jesimoth
Jos	13	21	21. og alle Staederne paa det jaevn Land og hele Sihons, den amoritiske Konges Rige, han, som regerede i Hesbon, hvilken Mose slog, tillige med Fyrsterne af Midian, nemlig Evi og Rekem og Zur og Hur og Reba, Sihons ypperste Maend, som boede i Landet.
Jos	13	22	22. Og Bileam, Beors Søn, Spaamanden, slog Israels Børn ihjel med Svaerd, tillige med de andre ihjelslagne.
Jos	13	23	23. Og Rubens Børns Landemaerke vare Jordanen og Landemaerket derhos; denne er Rubens Børns Arv efter deres Slaegter, Staederne og deres Landsbyer.
Jos	13	24	24. Og Mose havde givet Gads Stamme, Gads Børn, Arv efter deres Slaegter.
Jos	13	25	25. Og Jaeser og alle Staederne i Gilead vare deres Landemaerke og Halvdelen af Ammons Børns Land, indtil Aroer, som ligger lige over for Rabbah,
Jos	13	26	26. og fra Jesbon indtil Ramath-Mizpe og Bethonim og fra Mahanaim indtil Debirs Landemaerke;
Jos	13	27	27. og i Dalen: Beth-Haram og Beth-Nimra og Sukoth og Zafon, som var bleven tilovers af Sihons, Hesbons Konges, Rige, Jordanen og Landemaerket derhos, indtil Enden af Kinnereths Hav, paa hin Side Jordanen mod Østen.
Jos	13	28	28. Denne er Gads Børns Arv efter deres Slaegter, Staederne og deres Landsbyer.
Jos	13	29	29. Og Mose havde givet den halve Manasse Stamme Arv, og den hørte den halve Manasse Børns Stamme til efter deres Slaegter.
Jos	13	30	30. Og deres Landemaerke var fra Mahanaim, hele Basan, hele Ogs, Kongen af Basans Rige, og alle Jairs Byer, som ligge i Basan, tresindstyve Staeder.
Jos	13	31	31. Og Halvdelen af Gilead og Astaroth og Edrei, Ogs Riges Staeder i Basan, gav han Makirs, Manasse Søns, Børn, Halvdelen nemlig af Makirs Børn efter deres Slaegter.
Jos	13	32	32. Dette er det, som Mose uddelte til Arv paa Moabs slette Marker, paa hin Side Jordanen ved Jeriko mod Østen.
Jos	13	33	33. Men Levi Stamme havde Mose ikke givet Arv; Herren, Israels Gud, han er deres Arv, som han havde tilsagt dem.
------------------------Josvabogen, Kapitel 14
Jos	14	1	1. Og dette er det, som Israels Børn arvede i Kanaans Land, som Eleasar, Praesten, og Josva, Nuns Søn, og Øversterne for Faedrenehusene iblandt Israels Børns Stammer, uddelte dem til Arv,
Jos	14	2	2. ved Lodkastning om deres Arv, som Herre havde befalet ved Mose, at give de ni Stammer og den halve Stamme
Jos	14	3	3. Thi Mose havde givet de to Stammer og den halve Stamme Arv paa hin Side Jordanen; men han gav, ikke Leviterne Arv midt ibland dem.
Jos	14	4	4. Thi Josefs Børn vare to Stammer, Manasse og Efraim; men de gave ikke Leviterne nogen Del i Landet, uden Staeder at bo udi og Markerne deromkring for deres Kvaeg og for deres Gods.
Jos	14	5	5. Som Herren bød Mose, saa gjorde Israels Børn og de delte Landet.
Jos	14	6	6. Og Judas Børn gik frem til Josva i Gilgal, og Kaleb, Jefunne den Kenisiters Søn, sagde til ham: Du ved det Ord, som Herren talede til Mose, den Guds Mand, angaaende mig og dig i Kades-Barnea.
Jos	14	7	7. Jeg var fyrretyve Aar gammel, der Mose, Herrens Tjener, sendte mig fra Kades-Barnea til at spejde Landet; og jeg bragte ham Svar igen, ligesom jeg mente.
Jos	14	8	8. Men mine Brødre, som gik op med mig; mistrøstede Folkets Hjerte; men jeg efterfulgte Herren min Gud fuldkommeligen.
Jos	14	9	9. Da svor Mose paa den samme Dag og sagde: Det Land, som din Fod traadte paa, skal blive dig og dine Børn til Arv evindeligen, fordi du fuldkommeligen efterfulgte Herren min Gud.
Jos	14	10	10. Og nu, se, Herren har ladet mig leve, som han sagde, disse fyrretyve og fem Aar, fra den Tid da Herren talede dette Ord til Mose, den Gang Israel vandrede i Ørken; og nu, se, jeg er i Dag fem og firsindstyve Aar gammel.
Jos	14	11	11. Jeg er endnu i Dag saa staerk, som paa den Dag, der Mose sendte mig: Som min Kraft var da, saa er og min Kraft nu til Krigen og til at gaa ud og til at gaa ind.
Jos	14	12	12. Saa giv mig nu dette Bjerg, som Herren talede om paa den samme Dag; thi du hørte paa den samme Dag, at Anakiterne ere der, og store og faste Staeder; maaske Herren vil vaere med mig, at jeg kan fordrive dem, ligesom Herren har sagt.
Jos	14	13	13. Saa velsignede Josva ham, og han gav Kaleb, Jefunne Søn, Hebron til Arv.
Jos	14	14	14. Derfor blev Hebron Kaleb, Jefunne den Kenisiters Søn, til Arv indtil denne Dag, fordi han; fuldkommeligen efterfulgte Herren Israels Gud.
Jos	14	15	15. Men Hebron kaldtes tilforn Arbas Stad, han var det største Menneske iblandt Anakiterne; og Landet hvilede fra Krig.
------------------------Josvabogen, Kapitel 15
Jos	15	1	1. Og Judas Børns Stammes Lod efter deres Slaegter gik indtil; Edoms Landemaerke, til Ørken Zin mod Sønden, yderst Sønder paa.
Jos	15	2	2. Og deres Landemaerke i Sønden var fra Salthavets Ende, fra den Odde, som vender imod Sønden.
Jos	15	3	3. Og det gaar ud Sønden om Opgangen til Akrabbim og gaar igennem til Zin og gaar op Sønden for Kades-Barnea og gaar igennem Herron og gaar op til Addar og gaar omkring til Karkaa.
Jos	15	4	4. Og det gaar igennem til Azmon og gaar ud til Aegyptens Baek, og Landemaerkets Udgang er til Havet; dette skal vaere eder Landemaerket Sønder paa.
Jos	15	5	5. Og Landemaerket Øster paa er Salthavet indtil Jordanens Udløb; og Landemaerket mod den nordre Side er fra samme Havs Odde, fra Udløbet af Jordanen.
Jos	15	6	6. Og Landemaerket gaar op til Beth-Hogla og gaar igennem Norden om Beth-Araba, og Landemaerket gaar saa op til Bohans, Rubens Søns, Sten.
Jos	15	7	7. Og Landemaerket gaar op til Debir fra Akors Dal og vender sig mod Nord til Gilgal, som ligger tvaers overfor Opgangen til Adummim, som er Sønden for Baekken, og Landemaerket gaar igennem til det Vand ved En Semes, og Udgangen derpaa er En-Rogel.
Jos	15	8	8. Og Landemaerket gaar saa op til Hinnoms Søns Dal, mod den søndre Side af Jebus, det erJerusalem; og Landemaerket gaar op til Toppen af Bjerget, som ligger tvaers over for Hinnoms Dal mod Vesten, og som er ved Enden af Refaims Dal mod Norden.
Jos	15	9	9. Og Landemaerket bøjer sig fra Bjergets Top til Nefthoa Vandkilde og gaar ud til Staederne paa Efrons Bjerg, og Landemaerket bøjer sig til Baala, det er Kirjath-Jearim.
Jos	15	10	10. Og Landemaerket gaar fra Baala mod Vesten omkring til det Bjerg Sejr og gaar igennem til den nordre Side af Har-Jearim, det er Kesalon, og det kommer ned til Beth-Semes og gaar igennem Thimna.
Jos	15	11	11. Og Landemaerket gaar ud ved Nordsiden af Ekron, og Landemaerket bøjer sig til Sikron og gaar over til Baala Bjerg og gaar ud ved Jabneel, og Landemaerkets Udgang er mod Havet.
Jos	15	12	12. Og Landemaerket Vester paa er det store Hav og Landemaerket derhos; dette er Judas Børns Landemaerke trindt omkring efter deres Slaegter.
Jos	15	13	13. Og Kaleb, Jefunne Søn, gav man; Del midt iblandt Judas Børn efter Herrens Ord til Josva, nemlig Arbas, Anaks Faders, Stad, det er Hebron.
Jos	15	14	14. Og Kaleb fordrev derfra de tre Anaks Sønner: Sesai og Ahiman og Talmai, Anaks Sønner.
Jos	15	15	15. Og han drog derfra op til Indbyggerne i Debir; men Debir hed fordum Kirjath-Sefer.
Jos	15	16	16. Og Kaleb sagde: Hvo som slaar Kirjath-Sefer og indtager den, ham vil jeg give min Datter Aksa til Hustru.
Jos	15	17	17. Saa indtog Othniel, en Søn af Kenas, Kalebs Broder, den; og han gav ham sin Datter Aksa til Hustru.
Jos	15	18	18. Og det skete, der hun kom, da tilskyndte hun ham til at begaere en Ager af sin Fader, og hun sprang ned af Asenet, og Kaleb sagde til hende: Hvad fattes dig?
Jos	15	19	19. Og hun sagde: Giv mig en Velsignelse, thi du gav mig et Land Sønder paa, giv mig og Vandkilder; saa gav han hende de Øvre og nedre Vandkilder.
Jos	15	20	20. Denne er Judas Børns Stammes Arv efter deres Slaegter.
Jos	15	21	21. Og disse vare Staederne ved Enden af Judas Børns Stamme op mod Edoms Landemaerke Sønder paa: Kabzeel og Eder og Jagur
Jos	15	22	22. og Kina og Dimona og Adada
Jos	15	23	23. og Kedes og Hazor og Jithnan,
Jos	15	24	24. Sif og Telem og Bealoth
Jos	15	25	25. og Hazor-Hadatta og Kirjoth-Hezron, det er Hazor,
Jos	15	26	26. Amam og Sema og Molada
Jos	15	27	27. og Hazor-Gadda og Hesmon og Beth-Peleth
Jos	15	28	28. og Hazor-Sual og Beer-Seba og Bisjothja,
Jos	15	29	29. Baala og Jim og Ezem
Jos	15	30	30. og Eltholad og Kesil og Horma
Jos	15	31	31. og Ziklag og Madmanna og Sansanna
Jos	15	32	32. og Lebaoth og Silhim og Ain og Rimmom; i alt ni og tyve Staeder og deres Landsbyer.
Jos	15	33	33. I Lavlandet var: Esthaol og Zora og Asna
Jos	15	34	34. og Sannoa og En-Gannim, Thappua og Enam,
Jos	15	35	35. Jar muth og Adullam, Soko og Aseka
Jos	15	36	36. og Saaraim og Adithaim og Gedera og Gederothaim; fjorten Staeder og deres Landsbyer.
Jos	15	37	37. Zenan og Hadas og Migdal-Gad
Jos	15	38	38. og Dilan og Mizpe og Joktheel,
Jos	15	39	39. Lakis og Boskath og Eglon
Jos	15	40	40. og Kabbon og Lakmas og Kithlis
Jos	15	41	41. og Gederoth, Beth-Dagon og Naama og Makkeda; sekster Staeder og deres Landsbyer.
Jos	15	42	42. Libna og Ether og Asan
Jos	15	43	43. og Jifta og Asna og Nezip
Jos	15	44	44. og Keila og Aksib og Maresa; ni Staeder og deres Landsbyer.
Jos	15	45	45. Ekron med de tilliggende Staeder og dens Landsbyer;
Jos	15	46	46. fra Ekron og til Havet, alle de, som ere ved Siden af Asdod, og deres Landsbyer;
Jos	15	47	47. Asdod, med dens tilliggende Staeder og dens Landsbyer; Gaza med dens tilliggende Staeder og dens Landsbyer indtil Aegyptens Baek og det store Hav og Landemaerket derhos.
Jos	15	48	48. Men paa Bjerget var: Samir og Jathir og Soko
Jos	15	49	49. og Danna og Kirjath Sanna, det er Debir,
Jos	15	50	50. og Anab og Esthemo og, Anim
Jos	15	51	51. og Gosen og Holon og Gilo; elleve Staeder og deres Landsbyer.
Jos	15	52	52. Arab og Duma og Esean
Jos	15	53	53. og Janum og Beth-Thappua og Afeka
Jos	15	54	54. og Humta og Kirjath-Arba, det er Hebron, og Zior; ni Staeder og deres Landsbyer.
Jos	15	55	55. Maon, Karmel og Sif og Juta
Jos	15	56	56. og Jisreel og Jokdeam og Sanoa,
Jos	15	57	57. Kain, Gibea og Timna; ti Staeder og deres Landsbyer.
Jos	15	58	58. Halhul, Bethzur og Gedor
Jos	15	59	59. og Maarath og Beth-Anoth og Elthekon, seks Staeder og deres Landsbyer.
Jos	15	60	60. Kirjath-Baal, det er Kirjath-Jearim, og Rabba; to Staeder og deres Landsbyer.
Jos	15	61	61. I Ørken var: Beth-Araba, Middin og Sekaka
Jos	15	62	62. og Nibsan og Ir-Melak og En-Gedi; seks Staeder og deres Landsbyer.
Jos	15	63	63. Men Jebusiterne, som boede i Jerusalem, dem kunde Judas Børn ikke fordrive; saa boede Jebusiterne tillige med Judas Børn i Jerusalem indtil denne Dag.
------------------------Josvabogen, Kapitel 16
Jos	16	1	1. Og Lodden udkom for Josefs Børn: Fra Jordanen ved Jeriko, ved Vandet fra Jeriko mod Østen, den Ørk, som gaar op fra Jeriko til Bjerget ved Bethel.
Jos	16	2	2. Og Landemaerket gaar videre fra Bethel til Lus og gaar igennem til Arkiternes Landemaerke til Ataroth.
Jos	16	3	3. Og det gaar ned mod Vest til Jaflethiternes Landemaerke, indtil det nedre Beth-Horons Landemaerke og indtil Geser, og dets Udgang er til Havet.
Jos	16	4	4. Og dette arvede Josefs Børn, Manasse og Efraim.
Jos	16	5	5. Og Efraims Børns Landemaerke efter deres Slaegter, deres Arvs Landemaerke var mod Østen, fra Ataroth-Addar indtil det Øvre Beth-Horon.
Jos	16	6	6. Og Landemaerket gaar i Vesten ud fra Nordsiden af Mikmethath og Landemaerket gaar omkring i Øster til Thaanath-Silo, og det gaar forbi den, Østen for Janoa.
Jos	16	7	7. Og det kommer ned fra Janoa til Ataroth og Naara og skyder op mod Jeriko og gaar ud til Jordan.
Jos	16	8	8. Fra Thappua gaar Landemaerket i Vester til Baekken Kana; og dets Udgang er til Havet; dette er Efraims Børns Stammes Arv efter deres Slaegter.
Jos	16	9	9. Hertil kom de Staeder, som vare udlagte for Efraims Børn midt iblandt Manasse Børns Arv, alle Staederne og deres Landsbyer.
Jos	16	10	10. Og de fordreve ikke Kananiten, om boede i Geser; men Kananiten boede iblandt Efraim indtil denne Dag og blev en skatskyldig Tjener.
------------------------Josvabogen, Kapitel 17
Jos	17	1	1. Lodden faldt for Manasse Stamme, thi han er Josefs førstefødte; for Makir, Manasse førstefødte, Gileads Fader, fordi han var en Krigsmand, derfor blev Gilead og Basan hans.
Jos	17	2	2. Men for de øvrige af Manasse Børn iblandt deres Slaegter var og falden en Lod, nemlig for Abiesers Børn og for Heleks Børn og for Asriels Børn og for Sekems Børn og for Hefers Børn og for Semidas Børn; disse ere Manasse, Josefs Søns, Børn, de af Mandkøn iblandt deres Slaegter.
Jos	17	3	3. Men Zelafehad, en Søn af Hefer, en Søn af Gilead, en Søn af Makir, en Søn af Manasse, han havde ikke Sønner, men Døtre; og disse ere hans Døtres Navne: Mahela og Noa, Hogla, Milka og Tirza.
Jos	17	4	4. Og de kom frem for Eleasars, Praestens, Ansigt, og for Josvas, Nuns Søns, Ansigt, og for Fyrsternes Ansigt, og sagde: Herren bød Mose, at han skulde give os Arv midt iblandt vore Brødre; og man gav dem Arv efter Herrens Mund, midt iblandt deres Faders Brødre.
Jos	17	5	5. Og der faldt ti Parter for Manasse, foruden Gileads Land og Basan, som ligger paa hin Side Jordanen.
Jos	17	6	6. Thi Manasse Døtre fik Arv midt iblandt hans Sønner; men Manasse øvrige Børn havde faaet Landet Gilead.
Jos	17	7	7. Og Manasse Landemaerke var fra Aser til Mikmethath, som ligger lige for Sikem; og Landemaerket gaar ud paa den højre Side til Indbyggerne i En-Thappua.
Jos	17	8	8. Thappua Land hørte Manasse til; men Thappua ved Manasse Landemaerke hørte Efraims Børn til.
Jos	17	9	9. Og Landemaerket gaar ned til Baekken Kana, Sønden for Baekken; disse Staeder høre Efraim til midt iblandt Manasse Staeder; men Manasse Landemaerke er Norden for Baekken, og dets Udgang er ved Havet.
Jos	17	10	10. Mod Sønden var Efraims og mod Norden var Manasse Arv, og Havet var hans Landemaerke; og de støde op til Aser mod Norden og til Isaskar mod Østen.
Jos	17	11	11. Men Manasse havde iblandt Isaskar og iblandt Aser: Beth-Sean med dens tilhørende Staeder og Jibleam med dens tilhørende Staeder og Indbyggerne i Dor med dens tilhørende Staeder og Indbyggerne i En-Dor med dens tilhørende Staeder og Indbyggerne i Thaanak med dens tiIhørende Staeder og Indbyggerne i Megiddo med dens tilhørende Staeder, som ere de tre Høje.
Jos	17	12	12. Og Manasse Børn kunde ikke indtage disse Staeder, men Kananiten boede roligt i samme Land.
Jos	17	13	13. Og det skete, der Israels Børn bleve staerke, da gjorde de Kananiten skatskyldig; men de fordreve ham ikke aldeles.
Jos	17	14	14. Og Josefs Børn talede med Josva og sagde: Hvorfor gav du mig ikkun een Lod og een Part til Arv? Jeg er et stort Folk, eftersom Herren har velsignet mig hidindtil.
Jos	17	15	15. Og Josva sagde til dem: Dersom du er et stort Folk, da gak op i Skoven og udhug dig der et Stykke i Feresiternes og Kaempernes Land, efterdi Efraims Bjerg er dig for trangt,
Jos	17	16	16. Da sagde Josefs Børn: Dette Bjerg er ikke tilstraekkeligt for os; tilmed er der Jernvogne hos alle Kananiterne, som bo i Dallandet, hos dem, som bo i Beth-Sean med dens tilliggende Staeder, og hos dem, som bo i Jisreels Dal.
Jos	17	17	17. Og Josva sagde til Josefs Hus, til Efraim og til Manasse, sigende: Du er et stort Folk, og du har stor Styrke, du skal ikke have een Lod blot.
Jos	17	18	18. Thi et Bjerg skal høre dig til, og fordi det er en Skov, da skal du hugge den af, og dens Udgange skulle høre dig til; thi du skal fordrive Kananiten, enddog han har Jernvogne, enddog han er staerk.
------------------------Josvabogen, Kapitel 18
Jos	18	1	1. Og al Israels Børns Menighed samledes i Silo og satte der Forsamlingens Paulun, og Landet var dem underlagt.
Jos	18	2	2. Og der var endnu syv Stammer tilovers af Israels Børn, som ikke havde delt deres Arv.
Jos	18	3	3. Og Josva sagde til Israels Børn: Hvor laenge ere I saa efterladne med at komme til at ej Landet, som Herren, eders Faedres Gud, har givet eder?
Jos	18	4	4. Vaelger eder tre Maend for hver Stamme, saa vil jeg udsende dem, at de kunne gøre sig rede og gaa igennem Landet og beskrive det for at kunne bestemme deres Arv, og de skulle komme til mig igen.
Jos	18	5	5. Og de skulle dele det i syv Dele; Juda skal blive i sit Landemaerke mod Sønden; og Josefs Hus, de skulle blive i deres Landemaerke mod Norden.
Jos	18	6	6. Men I skulle beskrive Landet og dele det i syv Dele og føre Beskrivelsen herhid til mig; saa vil jeg her kaste Lod for eder, for Herrens vor Guds Ansigt.
Jos	18	7	7. Thi Leviterne have ingen Del midt iblandt eder, men Herrens Praestedømme er deres Arv; og Gad og Ruben og den halve Manasse Stamme have taget deres Arv paa hin Side Jordanen mod Østen, som Mose, Herrens Tjener, gav dem.
Jos	18	8	8. Da gjorde Maendene sig rede og gik; og Josva befalede dem, som gik hen at beskrive Landet, og sagde: Gaar og vandrer om i Landet, og beskriver det og kommer tilbage til mig, saa vil jeg her kaste Lod for eder, for Herrens Ansigt, i Silo.
Jos	18	9	9. Saa gik Maendene hen og gik igennem Landet og beskreve det i er Bog efter Staederne og delte det i syv Dele; og de kom tilbage til Josva til Lejren i Silo.
Jos	18	10	10. Saa kastede Josva Lod for dem i Silo, for Herrens Ansigt; og Josva delte der Landet for Israels Børn, efter deres Afdelinger.
Jos	18	11	11. Og Benjamins Børns Stammes Lod kom ud efter deres Slaegter, og Landemaerket for deres Lod gik ud imellem Judas Børn og imellem Josefs Børn.
Jos	18	12	12. Og deres Landemaerke paa den nordre Side var fra Jordanen; Landemaerket gaar op til Nordsiden af Jerikó og gaar op til Bjerget imod Vesten, og Udgangene derpaa vare mod Ørken ved Beth-Aven.
Jos	18	13	13. Og Landemaerket gaar derfra over til Lus, til den søndre Side af Lus, det er Bethel; og Landemaerket gaar ned til Atharoth-Addar over Bjerget, som ligger Sønden for det nedre Beth-Horon.
Jos	18	14	14. Og Landemaerket gaar videre og bøjer sig om den venstre Side mod Sønden, fra Bjerget, som ligger tvaers over for Beth-Horon mod Sønden, og Udgangen derpaa er til Kirjath-Baal, det er Kirjath-Jearim, Judas Børns Stad; dette er den vestre Side.
Jos	18	15	15. Men Sydsiden er fra det yderste af Kirjath-Jearim; og Landemaerket gaar ud fra Vesten, og det gaar ud til Nefthóas Vandkilde.
Jos	18	16	16. Og Landemaerket gaar ned til Enden af Bjerget, som ligger tvaers over for Hinnoms Søns Dal, og som er i Refaims Dal mod Norden; og det gaar ned til Hinnoms Dal, mod den søndre Side af Jebus, og gaar ned til En-Rogel.
Jos	18	17	17. Og det bøjer sig fra Norden og gaar ud til En-Semes og gaar ud til Geliloth som ligger tvaers over for Opgangen til Adummim, og gaar ned til Bohans, Rubens Søns, Sten.
Jos	18	18	18. Og det gaar om til Siden tvaers over for Araba, mod Norden; og det gaar ned til Araba.
Jos	18	19	19. Og Landemaerket gaar om til Nordsiden af Beth-Hogla, og Landemaerkets Udgang er ved den nordlige Odde af Salthavet, ved Jordanens Udløb mod Sønden; dette er det søndre Landemaerke.
Jos	18	20	20. Men Jordanen saetter Graense derfor mod den østre Side; dette er Benjamins Børns Arv i deres Landemaerker rundt omkring efter deres Slaegter.
Jos	18	21	21. Og Benjamins Børns Stammes Staeder efter deres Slaegter, vare: Jeriko og Beth-Hogla og Emek-Keziz
Jos	18	22	22. og Beth-Araba og Zemarajim og Bethel
Jos	18	23	23. og Avim og Para og Ofra
Jos	18	24	24. og Kefar-Ammonai og Ofnai og Geba; tolv Staeder og deres Landsbyer.
Jos	18	25	25. Gi-beon og Rama og Beeroth
Jos	18	26	26. og Mizpe og Kefira og Moza
Jos	18	27	27. og Re-kem og Jirpeel og Tharala
Jos	18	28	28. og Zela, Elef og Jebusi, det er Jerusalem, Gibeath, Kirjath; fjorten Staeder og deres Landsbyer; dette er Benjamins Børns Arv, efter deres Slaegter.
------------------------Josvabogen, Kapitel 19
Jos	19	1	1. Og den anden Lod kom ud for Simeon, for Simeons Børns Stamme, efter deres Slaegter; og deres Arv laa midt i Judas Børns Arv.
Jos	19	2	2. Og til deres Arv hørte: Beersaba og Seba og Molada,
Jos	19	3	3. og Hazar Sual og Bala og Ezem,
Jos	19	4	4. og Et-Tholad og Bethul og Horma,
Jos	19	5	5. og Ziklag og Beth-Marcaboth og Hazar-Susa,
Jos	19	6	6. og Beth-Lebaoth og Saruhen; tretten Staeder og deres Landsbyer.
Jos	19	7	7. Ajin, Rimmon og Ether og Asan; fire Staeder og deres Landsbyer;
Jos	19	8	8. og alle de Landsbyer, som ligge rundt omkring disse Staeder indtil Baath-Beer, det er Ramath mod Sønden; denne er Simeons Børns Stammes Arv efter deres Slaegter.
Jos	19	9	9. Thi Simeons Børns Arv er af Judas Børns Part; fordi Judas Børns Del var dem for stor, derfor arvede Simeons Børn midt i disses Arv.
Jos	19	10	10. Og den tredje Lod kom ud for Sebulons Børn efter deres Slaegter, og Landemaerket paa deres Arv var indtil Sarid.
Jos	19	11	11. Og deres Landemaerke gaar op mod Vest og til Marala og støder op til Dabbaseth og støder op til Baekken, som er lige for Jokneam.
Jos	19	12	12. Og det vender om fra Sarid mod Østen, mod Solens Opgang, ved Kisloth-Thabors Landemaerke, og gaar ud til Dabrath og gaar op til Jafia.
Jos	19	13	13. Og det gaar derfra over mod Østen, mod Solens Opgang, til Githa-Hefer, Eth-Kazin, og gaar ud mod Rimmon-Hammethoar, til Nea.
Jos	19	14	14. Og Landemaerket gaar omkring den mod Nord til Hannathon; og dets Udgang er i Jiftha-Els Dal.
Jos	19	15	15. Dertil fik de Kattath og Nahalal og Simron og Jidala og Bethlehem; tolv Staeder og deres Landsbyer.
Jos	19	16	16. Denne er Sebulons Børns Arv efter deres Slaegter, disse Staeder og deres Landsbyer.
Jos	19	17	17. Den fjerde Lod kom ud for Isaskar, for Isaskars Børn efter deres Slaegter.
Jos	19	18	18. Og deres Landemaerke var: Jisreela og Kesulloth og Sunem
Jos	19	19	19. og Hafarajim og Skion og Anaharath
Jos	19	20	20. og Rabbith og Kisjon og Ebez
Jos	19	21	21. og Remeth og En-Gannim og En-Hadda og Beth-Pazzez.
Jos	19	22	22. Og Landemaerket støder op til Thabor og Sahazim og Beth-Semes, og deres Landemaerkes Udgang er Jordanen; seksten Staeder og deres Landsbyer.
Jos	19	23	23. Denne er Isaskars Børns Stammes Arv, efter deres Slaegter, Staederne og deres Landsbyer.
Jos	19	24	24. Og den femte Lod kom ud for Asers Børns Stamme, efter deres Slaegter.
Jos	19	25	25. Og deres Landemaerke var: Helkath og Hali og Beten og Aksaf
Jos	19	26	26. og Allammelek og Amead og Miseal og støder op til Karmel mod Vesten og til Sihor-Libnath
Jos	19	27	27. og vender om mod Solens Opgang til Beth-Dagon og støder op til Sebulon og til Jeftha-Els Dal, Nord om Beth-Emek og Negiel, og gaar ud til Kabul, paa den venstre Side,
Jos	19	28	28. Og Ebron og Rehob og Hammon og Kana, indtil det store Zidon.
Jos	19	29	29. Og Landemaerket vender om mod Rama og indtil den faste Stad Tyrus, og Landemaerket vender om til Hosa, og dets Udgang er ved Havet og straekker sig efter Strøget mod Aksib;
Jos	19	30	30. og Umma og Afek og Rehob; to og tyve Staeder og deres Landsbyer.
Jos	19	31	31. Denne er Asers Børns Stammes Arv, efter deres Slaegter, disse Staeder og deres Landsbyer.
Jos	19	32	32. Den sjette Lod kom ud for Nafthali Børn, for Nafthali Børn efter deres Slaegter.
Jos	19	33	33. Og deres Landemaerke er fra Helef, fra Egen i Zaanannim og Adami-Nekeb og Jabneel indtil Lakkum, og Udgangen derpaa er Jordanen.
Jos	19	34	34. Og Landemaerket vender sig mod Vesten til Asnoth-Thabor og gaar ud derfra til Hukok og støder op til Sebulon mod Sønden og støder til Aser mod Vesten og til Juda ved Jordanen, mod Solens Opgang.
Jos	19	35	35. Og der er faste Staeder: Ziddim, Zer og Hamath, Rakkath og Kinnereth
Jos	19	36	36. og Adama og Rama og Hazor
Jos	19	37	37. og Kedes og Edrei og En-Hazor
Jos	19	38	38. og Jiron og Migdal-El, Horem og Beth-Anath og Beth-Semes; nitten Staeder og deres Landsbyer.
Jos	19	39	39. Denne er Nafthali Børns Stammes Arv efter deres Slaegter, Staederne og deres Landsbyer.
Jos	19	40	40. For Dans Børns Stamme, efter deres Slaegter, kom den syvende Lod ud.
Jos	19	41	41. Og deres Arvs Landemaerke var: Zora og Esthaol og Ir-Semes
Jos	19	42	42. og Saalabbin og Ajalon og Jithla
Jos	19	43	43. Og Elon og Thimnata og Ekron
Jos	19	44	44. Eltheke og Gibbethon og Baalath
Jos	19	45	45. og Jehud og Bne-Berak og Gath-Rimmon
Jos	19	46	46. og Me-Jarkon og Rakkon med det Landemaerke tvaers over for Jafo.
Jos	19	47	47. Og Dans Børns Landemaerke udkom for lidet for dem; derfor droge Dans Børn op og strede mod Lesem og indtoge den og sloge den med skarpe Svaerd og toge den til Eje og boede i den, og de kaldte Lesem Dan, efter Dans deres Faders Navn.
Jos	19	48	48. Denne er Dans Børns Stammes Arv, efter deres Slaegter, disse Staeder og deres Landsbyer.
Jos	19	49	49. Og de bleve faerdige med at dele Landet til Arv efter deres Landemaerker; og Israels Børn gave Josva, Nuns Søn, Arv midt iblandt sig.
Jos	19	50	50. Efter Herrens Mund gave de ham den Stad, som han begaerede, nemlig Thimnath-Sera, paa Efraims Bjerg; og han byggede Staden op og boede i den.
Jos	19	51	51. Disse ere de Arvedele, som Eleasar, Praesten, og Josva, Nuns Søn, og Øversterne for Faedrenehusene iblandt Israels Børns Stammer uddelte til Arv ved Lod i Silo, for Herrens Ansigt, for Forsamlingens Pauluns Dør; og de bleve faerdige med at dele Landet.
------------------------Josvabogen, Kapitel 20
Jos	20	1	1. Og Herren talede til Josva og sagde:
Jos	20	2	2. Tal til Israels Børn, sigende: Afgiver for eder de Tilflugtsstaeder, om hvilke jeg talede til eder ved Mose,
Jos	20	3	3. at en Manddraber, som af Vaade, uforsaetlig slaar en Person ihjel, kan fly derhen, og at de kunne vaere eder til Tilflugt; for Blodhaevneren.
Jos	20	4	4. Og han skal fly til en af disse Staeder, og han skal staa uden for Indgangen til Stadens Port og tale sine Ord for de Aeldstes Øren af samme Stad, saa skulle de tage ham ind i Staden til sig og give ham et Sted, hvor han kan bo hos dem.
Jos	20	5	5. Og naar Blodhaevneren forfølger ham, da skulle de ikke overantvorde Manddraberen i hans Haand, efterdi han slog sin Naeste uforsaetlig og ikke tilforn var hans Fjende.
Jos	20	6	6. Saa skal han bo i den samme Stad, indtil han har staaet for Menighedens Ansigt for Retten, indtil den Ypperstepraest, som var i de Dage, er død; da maa Manddraberen vende tilbage og komme til sin Stad og til sit Hus, til Staden, hvorfra han flyede.
Jos	20	7	7. Saa helligede de Kedes i Galilaea paa Nafthali Bjerg og Sikem paa, Efraims Bjerg og Kirjath-Arba, det er Hebron, paa Judas Bjerg.
Jos	20	8	8. Og paa hin Side Jordanen ved Jeriko, mod Østen, afgav de Bezer i Ørken paa Sletten af Rubens Stamme og Ramoth i Gilead af Gads Stamme og Golan i Basan af Manasse, Stamme.
Jos	20	9	9. Disse var de Staeder, som vare beskikkede for, alle Israels Børn og for den fremmede, som var fremmed midt iblandt dem, at hver den, som slog en Person af Vaade, maatte fly derhen, at han ikke skulde dø ved Blodhaevnerens Haand, inden han havde staaet for Menighedens Ansigt.
------------------------Josvabogen, Kapitel 21
Jos	21	1	1. Da gik Øversterne for Leviternes Faedrenehuse frem til Eleasar, Praesten, og til Josva, Nuns Søn, og til Øversterne for Faedrenehusene blandt Israels Børns Stammer,
Jos	21	2	2. og de talede til dem i Silo i Kanaans Land og sagde: Herren bød ved Mose, at man skulde give os Staeder at bo udi og deres Marker til vort Kvaeg.
Jos	21	3	3. Da gave Israels Børn Leviterne af deres Arv, efter Herrens Mund, disse Staeder og deres Marker.
Jos	21	4	4. Og Lodden kom ud for Kahathiternes Slaegter; og Arons, Praestens Børn af Leviterne fik af Judas Stamme og Simeons Stamme og af Benjamins Stamme ved Lodkastningen tretten Staeder.
Jos	21	5	5. Men de Øvrige Kahaths Børn fik af Efraims Stammes Slaegter og af Dans Stamme og af den halve Manasse Stamme ved Lodkastningen ti Staeder.
Jos	21	6	6. Og Gersons Børn fik af Isaskars Stammes Slaegter og af Asers Stamme og af Nafthali Stamme og af den halve Manasse Stamme i Basan ved Lodkastningen tretten Staeder.
Jos	21	7	7. Merari Børn efter deres Slaegter fik af Rubens Stamme og af Gads Stamme og af Sebulons Stamme tolv Staeder.
Jos	21	8	8. Saa gave Israels Børn Leviterne ved Lodkastning disse Staeder og deres Marker, ligesom Herren havde budet ved Mose.
Jos	21	9	9. Og de gave dem af Judas Børns Stamme og af Simeons Børns Stamme disse Staeder, som man naevnede ved Navn.
Jos	21	10	10. Og Arons Børn af Kahathiternes Slaegter, af Levi Børn, fik disse - thi den første Lod var deres
Jos	21	11	11. og de gave ham Arba, Anoks Faders Stad, det er Hebron paa Judas Bjerg, og dens Agerland rundt omkring den.
Jos	21	12	12. Og Stadens Mark og dens Landsbyer gave de Kaleb, Jefunne Søn, til hans Ejendom.
Jos	21	13	13. Og de gave Arons, Praestens Børn Tilflugtsstaden for Manddrabere Hebron og dens Marker og Libna og dens Marker
Jos	21	14	14. og Jathir og dens Marker og Esthemoa og dens Marker
Jos	21	15	15. og Holon og dens Marker og Debir og dens Marker
Jos	21	16	16. og Ajin og dens Marker og Jutta óg dens Marker og Beth-Semes og dens Marker, ni Staeder af disse to Stammer;
Jos	21	17	17. men af Benjamins Stamme: Gibeon og dens Marker, Geba og dens Marker,
Jos	21	18	18. Anathoth og dens, Marker og Almon og dens Marker fire Staeder.
Jos	21	19	19. Alle Praesternes, Arons Børns, Staeder vare tretten Staeder og deres Marker.
Jos	21	20	20. Men Kahaths Børns Slaegter, af Leviterne, de andre af Kahaths Børn, fik de Staeder, som hørte til deres, Lod, af Efraims Stamme.
Jos	21	21	21. Og de, gave dem Tilflugtsstaden for Manddrabere Sikem og dens Marker, paa Efraims Bjerg, og Geser og den Marker
Jos	21	22	22. og Kibzaim og dens Marker og Beth-Horon og dens Marker fire Staeder
Jos	21	23	23. og af Dans Stamme Eltheke og, dens Marker, Gibbetho og dens Marker,
Jos	21	24	24. Ajalon og den Marker, Gath-Rimmon og dens Marker, fire Staeder;
Jos	21	25	25. og af den halve Manasse Stamme: Thaanak og dens: Marker og Gath-Rimmon og dens; Marker, to Staeder.
Jos	21	26	26. Alle Staede vare ti og deres Marker for de andre Kahaths Børns Slaegter.
Jos	21	27	27. Og Gersons Børn af Leviterne Slaegter gave de af den halve Manasse Stamme: Tilflugtsstaden for Manddrabere Golan i Basan og dens Marker og Beesthera og dens Marker, to Staeder;
Jos	21	28	28. og af Isaskars Stamme: Kisjon og dens Marker, Dabrath og dens Marker,
Jos	21	29	29. Jarmuth og dens Marker, En-Gannim og dens Marker, fire Staeder;
Jos	21	30	30. og af Asers Stamme: Miseal og dens Marker, Abdon og dens Marker,
Jos	21	31	31. Helkath og dens Marker, og Rehob og dens Marker, fire Staeder;
Jos	21	32	32. og af Nafthali Stamme: Tilflugtsstaden for Manddrabere Kedes i Galilaea og dens Marker og Hamoth-Dor og dens Marker og Karthan og dens Marker, tre Staeder;
Jos	21	33	33. alle Gersoniternes Staeder efter deres Slaegter vare tretten Staeder og deres Marker.
Jos	21	34	34. Men til Merari Børns Slaegter, som vare de øvrige af Leviterne, gave de af Sebulons Stamme: Jokneam og dens Marker, Kartha og dens Marker,
Jos	21	35	35. Dimna og dens Marker, Nahalal og dens Marker, fire Staeder
Jos	21	36	36. og af Rubens Stamme: Bezer og dens Marker og Jahza og dens Marker
Jos	21	37	37. Kedemoth og dens Marker og Mefaath og dens Marker fire Staeder;
Jos	21	38	38. og af Gads Stamme: Tilflugtsstaden for Manddrabere Ramoth i Gilead og dens Marker og Mahanajim og dens Marker,
Jos	21	39	39. Hesbon og dens Marker, Jaeser og dens Marker; alle de Staeder vare fire.
Jos	21	40	40. Alle disse vare Merari Børns Staeder efter deres Slaegter, de øvrige af Leviternes Slaegter, og deres Lod var tolv Staeder.
Jos	21	41	41. Alle Leviternes Staeder midt i Israels Børns Ejendom, vare otte og fyrretyve Staeder og deres Marker.
Jos	21	42	42. Disse Staeder laa hver for sig, med deres Marker trindt omkring; saaledes havde det sig med alle disse.
Jos	21	43	43. Og Herren gav Israel alt det Land, som han havde svoret at give deres Faedre, og de toge det i Eje og boede derudi.
Jos	21	44	44. Og Herren gav dem Rolighed trindt omkring, efter alt det, som han havde svoret deres Faedre; og ingen bestod for deres Ansigt af alle deres Fjender; Herren gav alle deres Fjender i deres Haand.
Jos	21	45	45. Der blev ikke et Ord til intet af alle de gode Ord, som Herren havde talet til Israels Hus, det opfyldtes alt sammen.
------------------------Josvabogen, Kapitel 22
Jos	22	1	1. Da kaldte Josva ad Rubeniterne og ad Gaditerne og ad den halve Manasse Stamme,
Jos	22	2	2. og han sagde til dem: I have holdt alt det, som Mose, Herrens Tjener, bød eder, og I have hørt min Røst i alt det, som jeg har budet eder.
Jos	22	3	3. I have ikke forladt eders Brødre i disse mange Aar indtil denne Dag; men I have taget Vare paa, hvad I skulle varetage, Herrens, eders Guds, Bud.
Jos	22	4	4. Og nu har Herren eders Gud skaffet eders Brødre Rolighed, som han havde tilsagt dem; saa vender eder nu og drager til eders Telte til eders Ejendoms Land, som Mose, Herrens Tjener, gav eder paa hin Side Jordanen.
Jos	22	5	5. Alene tager Vare paa at gøre det Bud og den Lov, som Mose, Herrens Tjener, bød eder, at elske Herren eders Gud og at vandre i alle hans Veje og at holde hans Bud og at haenge ved ham og at tjene ham af eders ganske Hjerte og af eders ganske Sjael.
Jos	22	6	6. Saa velsignede Josva dem og lod dem fare, og de gik til deres Telte.
Jos	22	7	7. Og Mose havde givet den halve Manasse Stamme Arv i Basan, og Halvdelen deraf gav Josva Arv med deres Brødre paa denne Side Jordanen mod Vesten. Og tilmed der Josva lod dem fare til deres Telte og havde velsignet dem,
Jos	22	8	8. da sagde han til dem saalunde: Drager tilbage til eders Telte med meget Gods og med saare meget Kvaeg, med Sølv og med Guld og med Kobber og med Jern og med saare mange Klaeder, deler Byttet med eders Fjender med eders Brødre
Jos	22	9	9. Saa vendte Rubens Børn og Gads Børn og den halve Manasse Stamme tilbage og gik fra Israels Børn fra Silo, som er i Kanaans Land, for at gaa til Gileads Land, til deres Ejendoms Land, i hvilket de havde taget Arv efter Herrens Befaling ved Mose.
Jos	22	10	10. Og der de kom til Geliloth, som ligger i Kanaans Land, ved Jordanen, da byggede Rubens Børn og Gads Børn og den halve Manasse Stamme der et Alter ved Jordanen, et Alter stort af Anseelse.
Jos	22	11	11. Og Israels Børn hørte sige: Se, Rubens Børn og Gads Børn og den halve Manasse Stamme have bygget et Alter foran i Kanaans Land, i Geliloth ved Jordan, over for Israels Børn.
Jos	22	12	12. Der Israels Børn hørte det, da forsamlede sig al Israels Børns Menighed i Silo, til at drage op imod dem til Strid.
Jos	22	13	13. Saa sendte Israels Børn til Rubens Børn og til Gads Børn og til den halve Manasse Stamme, til Gileads Land, Pinehas, Praesten Eleasars Søn,
Jos	22	14	14. og ti Fyrster med ham, een Fyrste, hver for et Faedrenehus, af hver af Israels Stammer; og hver af dem var Øverste for deres Faedres Hus, for Israels Tusinder.
Jos	22	15	15. Og der de kom til Rubens Børn og til Gads Børn og til den halve Manasse Stamme, til Gileads Land, da talede de med dem og sagde:
Jos	22	16	16. Saa siger al Herrens Menighed: Hvad er denne for en Troløshed, som I have vist mod Israels Gud, i Dag at vende eder bort fra Herren, idet I bygge eder et Alter, saa at I ville i Dag vaere genstridige mod Herren
Jos	22	17	17. Er Misgerningen ved Peor os for liden, fra hvilken vi ikke have renset os indtil denne Dag, og Plagen kom dog over Herrens Menighed
Jos	22	18	18. Og I vende eder i Dag bort fra Herren ! og det sker, om I i Dag ere genstridige imod Herren, at han herefter bliver vred paa al Israels Menighed.
Jos	22	19	19. Men dersom eders Ejendoms Land er urent, da kommer over til Herrens Ejendoms Land, hvor Herrens Tabernakel boer, og tager Arv midt iblandt os; og vaerer ikke genstridige imod Herren, og vaerer ikke genstridige imod os, saa at I bygge eder et Alter foruden Herrens, vor Guds, Alter.
Jos	22	20	20. Mon ikke Akan, Seras Søn, forgreb sig saare paa det bandlyste? og der kom en Vrede over al Israels Menighed, og denne ene Mand, han var ikke den eneste, som omkom for sin Misgerning.
Jos	22	21	21. Da svarede Rubens Børn og Gads Børn og den halve Manasse Stamme, og de sagde til de Øverste for Israels Tusinder:
Jos	22	22	22. Den staerke Gud, Herren, den staerke, Gud, Herren, han ved det, og Israel skal vide det: Ej er det Genstridighed, og ej er det Overtraedelse imod Herren - saa frelse du os ikke paa denne Dag!
Jos	22	23	23. at vi vilde bygge os et Alter, for at vende os bort fra Herren; og ej er det for at ofre Braendoffer derpaa eller Madoffer, og ej er det for at gøre Takoffer derpaa saa hjemsøge Herren det selv!
Jos	22	24	24. men vi gjorde det af Omhyggelighed, for den Sags Skyld, at vi sagde: Eders Børn maatte ellers herefter sige til vore Børn: Hvad have I at gøre med Herren, Israels Gud
Jos	22	25	25. Herren har jo sat Jordanen til Landemaerke imellem os og imellem eder, I Rubens Børn og Gads Børn, I have ingen Del i Herren: Saa maatte eders Børn bringe vore Børn til at høre op med at frygte Herren.
Jos	22	26	26. Derfor sagde vi: Lader os dog gøre dette, at bygge et Alter, ikke til Braendoffer og ej til Slagtoffer;
Jos	22	27	27. men det skal vaere et Vidne imellem os og imellem eder og imellem vore Efterkommere efter os, at vi betjene Herrens Tjeneste for hans Ansigt, med vore Braendofre og med vore Slagtofre og med vore Takofre, og at eders Børn ikke herefter skulle sige til vore Børn: I have ingen Del i Herren.
Jos	22	28	28. Derfor sagde vi: Naar det sker, at de sige sligt til os eller til vore Efterkommere herefter, da ville vi sige: Ser den Lignelse af Herrens Alter, som vore Faedre gjorde ikke til Braendoffer og ikke til Slagtoffer, men til et Vidne imellem os og imellem Eder.
Jos	22	29	29. Dette skal vaere langt fra os at vaere genstridige mod Herren og at vende os i Dag bort fra Herren, til at bygge et Alter til Braendoffer, til Madoffer og til Slagtoffer, foruden Herren vor Guds Alter, som er foran hans Tabernakel.
Jos	22	30	30. Der Pinehas, Praesten, og Menighedens Fyrster og Øversterne over Israels Tusinder, som vare med ham, hørte de Ord, som Rubens Børn og Gads Børn og Mannasse Børn sagde, da var det godt for deres Øjne:
Jos	22	31	31. Og Pinehas, Praesten Eleasars Søn, sagde til Rubens Børn og til Gads Børn og til Manasse Børn: I Dag kende vi, at Herren er midt iblandt os, idet I ikks have vist en saadan Troløshed imod Herren, da I have reddet Israels Børn af Herrens Haand.
Jos	22	32	32. Da drog Pinehas, Praesten Eleasars Søn, og, Fyrsterne fra Rubens Børn og fra Gads Børn fra Gileads Land til Kanaans Land igen, til Israels Børn; og de bragte dem Svar igen.
Jos	22	33	33. Og det Ord var godt for Israels Børns Øjne, og Israels Børn lovede Gud, og de sagde ikke, at de vilde drag op imod dem til Strid for at ødelaegge det Land, som Rubens Børn og Gads Børn boede udi.
Jos	22	34	34. Og Rubens Børn og Gads Børn gave Al teret det Navn: det er Vidne imellem os, at Herren er Gud
------------------------Josvabogen, Kapitel 23
Jos	23	1	1. Og det skete mange Aar efter at Herren havde skaffet Israel Rolighed for alle deres Fjender trindt omkring, og Josva var gammel, var kommen til Aars:
Jos	23	2	2. Da kaldte Josva ad alt Israel, ad deres Aeldste og deres Øverster og deres Dommere og deres Fogeder, og han sagde til dem: Jeg er gammel, jeg er kommen til Aars.
Jos	23	3	3. Og I have set alt, hvad Herren eders Gud har gjort ved alle disse Folk for eders Ansigt; thi Herren eders Gud, han, er den, som har stridt for eder.
Jos	23	4	4. Ser, jeg har ladet disse Folk, som ere overblevne, tilfalde eder til Arv for eders Stammer, fra Jordanen af, tillige med alle de Folk, som jeg har udryddet, og indtil det store Hav mod Solens Nedgang.
Jos	23	5	5. Og Herren eders Gud, han skal udstøde dem fra eders Ansigt, og han skal fordrive dem fra at vaere for eders Ansigt; og I skulle eje deres Land, som Herren eders Gud har tilsagt eder.
Jos	23	6	6. Saa vaerer saare staerke til at holde og at gøre alt det, som er skrevet i Mose Lovbog, saa at I ikke vige derfra til højre eller venstre Side,
Jos	23	7	7. at I ikke komme iblandt disse Folk, som ere tilovers hos eder, og I ikke naevne eller lade svaerge ved deres Guders Navn og ikke tjene dem og ikke tilbede dem;
Jos	23	8	8. men I skulle haenge fast ved Herren eders Gud, som I have gjort indtil denne Dag;
Jos	23	9	9. thi Herren har fordrevet store og staerke Folk fra eders Ansigt; og ingen har bestaaet for eders Ansigt indtil denne Dag,
Jos	23	10	10. Een Mand af eder skal forfølge tusinde; thi Herren eders Gud, han er den, som strider for eder, som han har tilsagt Eder.
Jos	23	11	11. Derfor tager nøje Vare paa eders Sjaele, at I elske Herren, eders Gud.
Jos	23	12	12. Thi dersom I vende eder bort og haenge ved disse øvrige Hedninger, disse, som ere tilovers hos eder, og I gøre Svogerskab med dem, og komme iblandt dem, og de iblandt, eder:
Jos	23	13	13. Da skulle I visseligen vide, at Herren eders Gud skal ikke ydermere fordrive disse Folk fra eders Ansigt; men de skulle blive eder til en Faelde og til en Snare og til en Svøbe paa eders Sider og til Brodde i eders Øjne, indtil I omkomme af dette gode Land, som Herren eders Gud har givet eder.
Jos	23	14	14. Og se, jeg gaar i Dag al Jordens Gang; og I skulle vide i eders ganske Hjerte og i eders ganske Sjael, at ikke eet Ord er faldet af alle de gode Ord, som Herren eders Gud har talet over eder, at de jo alle ere opfyldte for eder, der faldt ikke et Ord af dem.
Jos	23	15	15. Og det skal ske, at ligesom alle de gode Ord ere opfyldte over eder, som Herren eders Gud har talet til eder, saaledes skal Herren lade alle de onde Ord opfyldes over eder, indtil han udrydder eder af dette gode Land, som Herren eders Gud gav eder.
Jos	23	16	16. Naar I overtraede Herrens, eders Guds Pagt, som han bød eder, og gaa og tjene andre Guder og tilbede dem, da skal Herrens Vrede optaendes imod eder, og I skulle snart omkomme af det gode Land, som han har givet eder.
------------------------Josvabogen, Kapitel 24
Jos	24	1	1. Og Josva samlede alle Israels Stammer til Sikem, og han sammenkaldte Israels Aeldste og deres Øverster og deres Dommere og deres Fogeder, og de stillede sig for Guds Ansigt.
Jos	24	2	2. Da sagde Josva til alt Folket: Saa siger Herren, Israels Gud: Eders Faedre boede fordum paa hin Side Floden, Thara, Abrahams Fader og Nakors Fader, og de tjente andre Guder.
Jos	24	3	3. Og jeg tog eders Fader Abraham fra hin Side Floden og lod ham vandre om i hele Kanaans Land, og jeg formerede hans Saed og gav ham Isak.
Jos	24	4	4. Og Isak gav jeg Jakob og Esau; og jeg gav Esau Sejrs Bjerg til Eje, men Jakob og hans Børn droge ned til Aegypten.
Jos	24	5	5. Da sendte jeg Mose og Aron og slog Aegypterne, ligesom jeg gjorde midt iblandt dem; og derefter førte jeg eder ud.
Jos	24	6	6. Og jeg udførte eders Faedre af Aegypten, og I kom til Havet; og Aegypterne forfulgte eders Faedre med Vogne og med Ryttere til det røde Hav.
Jos	24	7	7. Da raabte de til Herren, og han satte et Mørke imellem eder og imellem Aegypterne og lod Havet komme over dem, og. det skjulte dem, og eders Øjne have set det, som jeg gjorde i Aegypten; og I bleve i Ørken mange Aar.
Jos	24	8	8. Og jeg førte eder ind i Amoriternes Land, som boede paa hin Side Jordanen, og de strede mod eder; og jeg gav dem i eders Haand, saa at I indtoge deres Land til Ejendom, og jeg ødelagde dem for eders Ansigt.
Jos	24	9	9. Da gjorde Balak, Zippors Søn, Moabs Konge, sig rede og stred mod Israel, og han sendte hen og kaldte Bileam, Beors Søn, til at forbande eder.
Jos	24	10	10. Men jeg vilde ikke høre Bileam; og han velsignede eder, og jeg reddede eder af hans Haand.
Jos	24	11	11. Og der I gik over Jordanen og kom til Jeriko, da strede Maendene af Jeriko, Amoriterne og Feresiterne og Kananiterne og Hethiterne og Girgasiterne og Heviterne og Jebusiterne imod eder; men jeg gav dem i eders Haand.
Jos	24	12	12. Og jeg sendte foran eder Gedehamse, som uddreve dem fra eders Ansigt, saa vel som de to Amoriters Konger, ikke med dit Svaerd, ej heller med. din Bue.
Jos	24	13	13. Og jeg gav eder et Land, paa hvilket du ikke har arbejdet, og Staeder, som I ikke have bygget, og I bo udi dem; af Vingaarde og af Oliegaarde, som I ikke have plantet, aede I.
Jos	24	14	14. Saa frygter nu Herren og tjener ham i Oprigtighed og i Sandhed, og borttager de Guder, som eders Faedre tjente paa hin Side Floden og i Aegypten, og tjener Herren !
Jos	24	15	15. Og om det mishager eder at tjene Herren, saa udvaelger eder i Dag, hvem I ville tjene, enten de Guder, som eders Faedre, der vare paa hin Side Floden, tjente, eller Amoriternes Guder, i hvis Land I bo; men jeg og mit Hus, vi ville tjene Herren.
Jos	24	16	16. Da svarede Folket og sagde: Det vaere langt fra os at forlade Herren for at tjene andre Guder.
Jos	24	17	17. Thi Herren vor Gud, han er den, som førte os og vore Faedre op af Aegyptens Land, af Traelles Hus, óg som gjorde disse store Tegn for vore Øjne og bevarede os paa al den Vej, hvorpaa vi gik, og iblandt alle de, Folk, vi have gaaet midt igennem.
Jos	24	18	18. Og Herren har uddrevet alle Folkene, endog Amoriten, som boede i Landet, fra vort Ansigt; ogsaa vi ville tjene Herren, thi han er vor Gud.
Jos	24	19	19. Og Josva sagde til Folket: I kunne ikke tjene Herren, thi han er en hellig Gud, han er en nidkaer Gud, han skal ikke baere over med eders Overtraedelser og eders Synder.
Jos	24	20	20. Naar I forlade Herren og tjene fremmede Guder, da skal han vende om og gøre eder ondt og fortaere eder, efter at han har gjort eder godt.
Jos	24	21	21. Og Folket sagde til Josva: Ingenlunde! men vi ville tjene Herren.
Jos	24	22	22. Da sagde Josva til Folket: I er selv Vidne imod eder, at I have udvalgt eder Herren til at tjene ham; og de sagde: Vi ere Vidner.
Jos	24	23	23. Saa borttager nu de fremmede Guder, som ere midt iblandt eder, og bøjer eders Hjerter til Herren, Israels Gud.
Jos	24	24	24. Og Folket sagde til Josva: Vi ville tjene Herren vor Gud, og vi ville høre hans Røst.
Jos	24	25	25. Saa gjorde Josva paa den samme Dag en Pagt med Folket, og han lagde dem Lov og Ret for i Sikem.
Jos	24	26	26. Og Josva skrev disse Ord i Guds Lovbog; og han tog en stor Sten og lod den oprejse der under Egen, som var ved Herrens Helligdom.
Jos	24	27	27. Og Josva sagde til alt Folket: Se, denne Sten skal vaere til Vidnesbyrd imod os, thi den har hørt alle Herrens Ord, som han har talet med os; ja, den skal vaere til Vidnesbyrd imod eder, at I ikke skulle fornaegte eders Gud.
Jos	24	28	28. Saa lod Josva Folket fare, hver til sin Arv.
Jos	24	29	29. Og det skete efter disse Handler, da døde Josva, Nuns Søn Herrens Tjener, hundrede og ti Aar gammel.
Jos	24	30	30. Og de begrove ham i hans Arvs Landemaerke i Thimnatlh-Sera, som ligger paa Efraims Bjerg, Norden for Gaas Bjerg.
Jos	24	31	31. Og Israel tjente Herren, saa laenge Josva levede, og saa laenge de Aeldste levede, som laenge efter Josva, og som kendte al Herrens Gerning, hvilken han havde gjort mod Israel.
Jos	24	32	32. Og Josefs Ben, som Israels Børn havde ført op af Aegypten, begrove de i Sikem, paa den Agers Del, som Jakob havde købt af Hemors, Sikems Faders, Børn for hundrede Penninge; og de bleve Josefs Børn; til Arv.
Jos	24	33	33. Og Eleasar, Arons Søn, døde, og de begrove ham i Gibea, som hørte hans Søn Pinehas til og var given ham paa Efraims Bjerg.
------------------------Dommerbogen, Kapitel 1
Judg	1	1	1. Og det skete efter Josvas Død, da adspurgte Israels Børn Herren og sagde: Hvo skal først drage op af os imod Kananiterne, til at stride imod dem
Judg	1	2	2. Og Herren sagde: Juda skal drage op; se, jeg har givet det i hans Haand.
Judg	1	3	3. Da sagde Juda til Simeon sin Broder: Drag op med mig til min Lod, saa ville vi stride imod Kananiterne, saa vil jeg ogsaa gaa med dig til din Lod; saa gik Simeon med ham.
Judg	1	4	4. Og Juda drog op, og Herren gav Kananiterne og Feresiterne i deres Haand, og de sloge dem i Besek, ti Tusinde Mand.
Judg	1	5	5. Og de fandt Adoni-Besek i Besek og strede imod ham, og de sloge Kananiterne og Feresiterne.
Judg	1	6	6. Men Adoni-Besek flyede, og de forfulgte ham; og de grebe. ham og afhuggede hans Tommelfingre og hans Tommeltaeer.
Judg	1	7	7. Da Adoni-Besek: Halvfjerdsindstyve Konger, hvis Tommelfingre og Tommeltaeer vare afhugne, sankede op under mit Bord; som jeg; har gjort, saa har Gud betalt mig; og de førte ham til Jerusalem, og der døde han.
Judg	1	8	8. Og Judas Børn strede imod Jerusalem og indtoge den og, sloge den med skarpe Svaerd og satte Ild paa Staden.
Judg	1	9	9. Derefter droge Judas Børn ned for at stride imod Kananiterne, som boede paa Bjerget og imod Sønden og i Lavlandet.
Judg	1	10	10. Og Juda drog hen imod Kananiterne, som boede i Hebron, og Hebrons Navn var fordum Kirjath-Alba, og de sloge Sesai, Ahiman og Talmai.
Judg	1	11	11. Og han drog derfra mod Debirs Indbyggere; og Debirs Navn var fordum Kirjath-Sefer.
Judg	1	12	12. Og Kaleb sagde: Hvo der slaar Kirjth-Sefer og indtager den, ham vil jeg give Aksa, min Datter, til Hustru.
Judg	1	13	13. Da indtog Othniel, en Søn af Kenas, Kalebs yngre Broder, den; og han gav ham Aksa, sin Datter, til Hustru.
Judg	1	14	14. Og det skete, der hun kom, da tilskyndte hun ham til at begaere af hendes Fader en Ager, og hun sprang ned af Asenet; da sagde Kaleb til hende: Hvad fattes dig?
Judg	1	15	15. Og hun sagde til ham: Giv mig en Velsignelse, thi du har givet mig et Land mod Sønden, giv rnig og Vandkilder; da gav Kaleb hende de Øvre Vandkilder og de nedre Vandkilder.
Judg	1	16	16. Og Keniterens, Mose Svigerfaders, Børn droge op fra Palmestaden med Judas Børn til Judas Ørk, som er Sønden for Arad, og gik hen og boede der hos Folket.
Judg	1	17	17. Og Juda drog ud med sin Broder Simeon, og de sloge Kananiten, som boede i Zefat; og de bandlyste den, og man kaldte Stadens Navn Horma.
Judg	1	18	18. Og Juda indtog Gasa og dens Landemaerke og Asklon og dens Landemaerke og Ekron og dens Landemaerke.
Judg	1	19	19. Og Herren var med Juda, saa han, fordrev dem som boede paa Bjerget; men han maegtede ikke at fordrive Indbyggerne i Dalen, fordi de havde Jernvogne.
Judg	1	20	20. Og de gave Kaleb Hebron, som Mose havde sagt, og han fordrev derfra de tre Anaks Sønner.
Judg	1	21	21. Og Benjamins Børn fordrev ikke Jebusiten, som boede i Jerusalem; men Jebusiten boede hos Benjamins Børn i Jerusalem indtil denne Dag.
Judg	1	22	22. Og Josefs Hus drog ogsaa op imod Bethel, og Herren var med dem
Judg	1	23	23. Og Josefs Hus bespejdede Bethel men Stadens Navn var fordum Lus.
Judg	1	24	24. Og de, som holdt Vagt, saa en Mand, som gik ud af Staden; og de sagde til ham: Vis os, kaere, hvor vi kunne komme ind i Staden, da ville vi bevise dig Miskundhed.
Judg	1	25	25. Og der han havde vist dem, hvor de kunde komme ind i Staden, da sloge de Staden med skarpe Svaerd; men Manden og al hans Slaegt lod de gaa.
Judg	1	26	26. Da gik Manden til Hethiternes Land, og han byggede en Stad og kaldte dens Navn Lus, det er dens Navn indtil denne Dag
Judg	1	27	27. Og Manasse fordrev ikke Indbyggerne i Beth-Sean med dens tilhørende Staeder eller i Thaanak med dens tilhørende Staeder eller Indbyggerne i Dor med dens tilhørende Staeder eller Indbyggerne i Jibleam med dens tilhørende Staeder Indbyggerne i Megiddo med dens tilhørende Staeder; og Kanaiten boede roligt i det samme Land.
Judg	1	28	28. Og det skete, der Israel blev staerkt da gjorde han Kananiten skatskyldig; men han fordrev ham ikke aldeles.
Judg	1	29	29. Og Efraim fordrev ikke Kananiten, som boede i Geser; men Kananiten boede midt iblandt dem i Geser.
Judg	1	30	30. Sebulon fordrev ikke Indbyggerne i Kitron eller Indbyggerne i Nahalol; men Kananiten boede midt iblandt dem og blev skatskyldig.
Judg	1	31	31. Aser fordrev ikke Indbyggerne i Akko eller Indbyggerne i Zidon og, Alab og Aksib og Helha og Afik og Rehob.
Judg	1	32	32. Og Aseriterne boede iblandt Kananiterne, Landets Indbyggere; thi de fordreve dem ikke.
Judg	1	33	33. Nafthali fordrev ikke Indbyggerne i Beth Semes eller Indbyggerne i Beth-Anath, men boede midt iblandt Kananiterne, som boede i Landet; men Indbyggerne i Beth-Semes og Beth Anath bleve dem skatskyldige.
Judg	1	34	34. Og Amoriterne traengte Dans Børn hen til Bjerget; thi de tilstedte dem ikke at komme ned i Dalen.
Judg	1	35	35. Og Amoriterne boede roligt i Har-Heres, i Ajalon og i Saalbim; dog var Josefs Haand dem svar; og de bleve skatskyldige.
Judg	1	36	36. Og Amoriternes Landemaerke var fra Opgangen til Akrabbim, fra Klippen og op efter.
------------------------Dommerbogen, Kapitel 2
Judg	2	1	1. Og Herrens Engel kom op fra Gilgal til Bokim og sagde: Jeg har ført eder op af Aegypten og bragt eder i det Land, som jeg tilsvor eders Faedre, og jeg sagde: Jeg vil ikke rygge min Pagt med eder i Evighed.
Judg	2	2	2. Og I skulle ikke gøre Pagt med dette Lands Indbyggere, I skulle nedbryde deres Altre; men I hørte ikke min Røst; hvad er det, I have gjort?
Judg	2	3	3. Da sagde jeg ogsaa: Jeg vil ikke uddrive dem fra eders Ansigt; men de skulle vaere eder paa Siderne, og deres Guder skulle vaere eder til en Snare.
Judg	2	4	4. Og det skete, der Herrens Engel havde talet disse Ord til alle Israels Børn, da opløftede Folket sin Røst, og de graed.
Judg	2	5	5. Og de kaldte det samme Steds Navn Bokim, og de ofrede til Herren der.
Judg	2	6	6. Og der Josva lod Folket fare, og Israels Børn gik hver til sin Arv for at eje Landet,
Judg	2	7	7. da tjente Folket Herren, saa laenge Josva levede, og sa laenge de aeldste levede, som levede laenge efter Josva, hvilke havde set al Herrens store Gerning, som han havde gjort imod Israel.
Judg	2	8	8. Men der Josva, Nuns Søn, Herrens Tjener, var død, hundrede og ti Aar gammel,
Judg	2	9	9. og de havde begravet ham i hans Arvs Landemaerke, i Thimnat-Heres, paa Efraims Bjerg, Norden for det Bjerg Gaas,
Judg	2	10	10. og der hele den samme Slaegt ogsaa var forsamlet til sine Faedre, da kom en anden Slaegt op efter dem, som ikke kendte Herren, ej heller den Gerning, som han havde gjort mod Israel.
Judg	2	11	11. Da gjorde Israels Børn det onde for Herrens Øjne, og de tjente Baalerne.
Judg	2	12	12. Og de forlóde Herren deres Faedres Gud, som havde udført dem af Aegyptens Land, og vandrede efter andre Guder, af de Folks Guder, som vare trindt omkring dem, og tilbade dem; og de opirrede Herren.
Judg	2	13	13. Og de forlode Herren og tjente Baal og Astharoth.
Judg	2	14	14. Saa optaendtes Herrens Vrede over Israel, og han gav dem i Røveres Haand, og disse røvede fra dem; og han solgte dem i deres Fjenders Haand trindt omkring, og de kunde ikke ydermere bestaa for deres Fjenders Ansigt.
Judg	2	15	15. I alt det, som de udgik til, var Herrens Haand imod dem til det onde, som Herren havde sagt, og som Herren havde svoret dem; og de bleve saare aengstede.
Judg	2	16	16. Og Herren oprejste Dommere, og de frelste dem af deres Røveres Haand.
Judg	2	17	17. Men de vare heller ikke deres Dommer lydige, thi de bolede rned andre Guder og tilbade dem; vege snart fra den Vej, som deres Faedre havde vandret paa ved at lyde Herrens Bud, de gjorde ikke saaledes.
Judg	2	18	18. Og naar Herren oprejste dem Dommere da var Herren med Dommeren, og han frelste dem af deres Fjenders; Haand, saa laenge den Dommer levede; thi Herren ynkedes over dem for deres Suk som traengte dem, og fortrykte dem.
Judg	2	19	19. Men det skete, naar Dommeren døde, da vendte de om og gjorde vaerre end deres Faedre ved at vandre efter andre Guder, at tjene dem og at tilbede dem; de lode ikke af fra deres Gerninger eller fra deres haarde Vej.
Judg	2	20	20. Og Herrens Vrede optaendtes over Israel, og han sagde: Efterdi dette Folk har overtraadt min Pagt, som jeg har budt deres Faedre, og de løde ikke min Røst,
Judg	2	21	21. da vil jeg heller ikke ydermere fordrive fra deres Ansigt nogen af Hedningerne, som Josva efterlod, der han døde,
Judg	2	22	22. for at forsøge Israel ved dem, om de vilde tage Vare paa Herrens Vej, at vandre paa den, ligesom deres Faedre toge Vare derpaa, eller ej.
Judg	2	23	23. Saa lod Herren disse Hedninger blive, saa at han ikke snart fordrev dem; og han havde ikke givet dem i Josvas Haand.
------------------------Dommerbogen, Kapitel 3
Judg	3	1	1. Og disse ere de Hedninger, som Herren lod blive for ved dem at forsøge alle dem af Israel, som ikke vidste noget af alle Krigene med Kanaan;
Judg	3	2	2. kun for at Israels Børns Slaegter kunde laere at forstaa sig paa Krig, kun de, som ikke tilforn havde kendt dertil:
Judg	3	3	3. Filisternes fem Fyrster og alle Kananiterne, og Sidonierne og Heviterne, som boede paa Libanons Bjerg fra Bjerget Baal-Hermon, indtil man kommer til Hamath.
Judg	3	4	4. Og de bleve for at forsøge Israel ved dem, for at faa at vide, om de vilde lyde Herrens Bud, hvilke han havde budt deres Faedre ved Mose.
Judg	3	5	5. Og Israels Børn boede midt iblandt Kananiterne, Hethiterne og Amoriterne og Feresiterne og Heviterne og Jebusiterne.
Judg	3	6	6. Og de toge sig deres Døtre til Hustruer, og deres Døtre gave de til deres Sønner, og de tjente deres Guder.
Judg	3	7	7. Og Israels Børn gjorde det, som var ondt for Herrens Øjne, og forglemte Herren deres Gud og tjente Baalerne og Astarterne.
Judg	3	8	8. Da optaendtes Herrens Vrede over Israel, og han solgte dem i Kusan-Risathaims Haand, som var Konge i Aram Naharaim, og Israels Børn tjente Kusan-Risathaim otte Aar.
Judg	3	9	9. Da raabte Israels Børn til Herren, og Herren oprejste Israels Børn en Frelser, og han frelste dem, nemlig Othniel, en Søn af Kenas, Kalebs yngre Broder.
Judg	3	10	10. Og Herrens Aand var over ham, og han dømte Israel og drog ud til Krig, og Herren gav Kusan-Risathaim, Kongen af Aram, i hans Haand, og hans Haand var staerk over Kusan-Risathaim.
Judg	3	11	11. Og Landet havde Ro fyrretyve Aar; og; Othniel, Kenas Søn, døde.
Judg	3	12	12. Men Israels Børn bleve ved at; gøre det, som var ondt for Herrens Øjne, Da gav Herren Kong Eglon af Moab Magt over Israel, fordi de gjorde, hvad der var ondt i Herrens Øjne.
Judg	3	13	13. Og han samlede til sig; Ammons Børn og Amalek; og han gik hen og slog Israel; og de indtoge Palmestaden.
Judg	3	14	14. Og Israels Børn tjente Eglon, Moabiternes Konge, atten Aar.
Judg	3	15	15. Da raabte Israels Børn til Herren, og Herren oprejste dem en Frelser, Ehud, Geras Søn, en Benjaminit, en Mand, som var kejthaandet; og Israels Børn sendte Eglon, Moabiternes Konge, Skaenk ved hans Haand.
Judg	3	16	16. Og Ehud gjorde sig et Svaerd, og det var tveaegget, en Alen langt; og han spaendte det under sine Klaeder paa sin højre Hofte,
Judg	3	17	17. og han førte Skaenken frem til Eglon, Moabiternes Konge; men Eglon var en saare fed Mand.
Judg	3	18	18. Og det skete, der han var faerdig med at fremføre Skaenken, da lod han Folket fare, som havde baaret Skaenken.
Judg	3	19	19. Men han vendte tilbage fra Stenbrudene, som vare ved Gilgal, og han lod sige: Jeg har et hemmeligt Ord til dig, o Konge! Da sagde denne: Stille! og alle, som stode hos ham, gik ud fra ham.
Judg	3	20	20. Og Ehud kom ind til ham og han sad ene i sin Sommersal, og Ehud sagde: Jeg har Guds Ord, til dig; da stod han op af Tronen.
Judg	3	21	21. Og Ehud udrakte sin venstre Haand og tog Svaerdet fra sin højre Hofte, og han stødte det i hans Bug.
Judg	3	22	22. Og Haeftet gik ogsaa ind efter Bladet, og Fedmen lukkede til efter Bladet; thi han drog ikke Svaerdet ud af hans Bug, og Skarnet gik ud.
Judg	3	23	23. Da gik Ehud ud igennem Forsalen; og han tillukkede Salsdørene efter sig lukkede dem i Laas.
Judg	3	24	24. Der han gaaet ud, da kom hins Tjenere, og de saa, og se, Salsdørene vare lukkede i Laas; og de sagde: Han tildaekker visseligen sine Fødder i Kammeret ved Sommersalen.
Judg	3	25	25. Og de ventede, indtil de skammede sig, og se, han oplukkede ikke Salsdørene; da toge de Nøglen og lukkede op, og se, da var deres Herre falden til Jorden og var død.
Judg	3	26	26. Men Ehud undkom, medens de tøvede; og han gik forbi Stenbrudene og undkom til Seirath.
Judg	3	27	27. Og det skete, der han kom derhen, da blaeste han i Trompeten paa Efraims Bjerg; og Israels Børn droge ned med ham af Bjerget, og han gik foran dem.
Judg	3	28	28. Og han sagde til dem: Følger efter mig, thi Herren har givet eders Fjender Moabiterne i eders Haand; og de droge ned efter ham og indtoge Jordanens Faergesteder for Moab, og de lode ingen Mand gaa over.
Judg	3	29	29. Og de sloge Moabiterne paa den Tid, ved ti Tusinde Maend, hver trivelig og hver kraftig Mand; og ikke een Mand undkom.
Judg	3	30	30. Saa bleve Moabiterne ydmygede paa den samme Dag under Israels Haand, og Landet havde Ro firsindstyve Aar.
Judg	3	31	31. Og efter ham var Samgar, Anaths Søn, og han slog Filisterne, seks Hundrede Maend, med en Oksedriverstav; og han frelste ogsaa Israel.
------------------------Dommerbogen, Kapitel 4
Judg	4	1	1. Og Israels Børn bleve ved at gøre ondt for Herrens Øjne, der Ehud var død.
Judg	4	2	2. Og Herren solgte dem i Jabins, Kanaans Konges, Haand, som regerede i Hazor; og Sisera var hansStridshøvedsmand, og han boede i Haroseth-Hagojim.
Judg	4	3	3. Og Israels Børn raabte til Herren; thi han havde ni Hundrede Jernvogne, og han havde undertrykt Israels Børn med Magt tyve Aar.
Judg	4	4	4. Og Debora, en Kvinde, en Profetinde, Lapidoths Hustru, dømte Israel paa den samme Tid.
Judg	4	5	5. Og hun boede under Deboras Palmetrae, imellem Rama og Bethel, paa Efraims Bjerg; og Israels Børn gik op til hende for Retten.
Judg	4	6	6. Og, hun sendte hen og lod kalde Barak, Abinoams Søn, af Kedes i Nafthali, og hun sagde til ham: Har ikke Herren Israels Gud budet: Gak og saml Folk paa Thabors Bjerg, og tag ti Tusinde Maend med dig af Nafthali Børn og af Sebulons Børn.
Judg	4	7	7. Og jeg vil drage Sisera, Jabins Stridshøvedsmand, til dig, til Baekken Kison, og hans Vogne og hans Hob; og jeg vil give ham i din Haand.
Judg	4	8	8. Og Barak sagde til hende: Dersom du vil gaa med mig, da vil jeg gaa; men dersom du ikke vil ga. med mig, vil jeg ikke gaa.
Judg	4	9	9. Og hun sagde: Jeg vil visseligen gaa med dig; men du vil dog ikke faa Aeren paa den Vej, som du gaar paa, thi Herren skal saelge Sisera i en Kvindes Haand saa gjorde Debora sig rede og gik med Barak til Kedes.
Judg	4	10	10. Da kaldte Barak Sebulon og Nafthali sammen til Kedes; og der drog op efter ham ti Tusinde Maend, og Debora drog op med ham.
Judg	4	11	11. Og Keniteren Heber havde skilt sig fra Keniterne, Hobabs, Mose Svigerfaders, Børn; og han slog sit Telt op indtil Lunden i Zaannaim, som er ved Kedes.
Judg	4	12	12. Da gave de Sisera til Kende, at Barak, Abinoams Søn, var dragen op paa Bjerget Thabor.
Judg	4	13	13. Og Sisera sammenkaldte alle sine Vogne, ni Hundrede Jernvogne, og alt Folket, som var med ham, fra Haroseth Hagojim til Baekken Kison.
Judg	4	14	14. Og Debora sagde til Barak: Staa op, thi dette er den Dag, paa hvilken Herren har givet Sisera i din Haand; er Herren ikke dragen ud for dit Ansigt? Saa drog og Barak ned af Bjerget Thabor, og de ti Tusinde Maend efter ham.
Judg	4	15	15. Da forfaerdede Herren Sisera og alle Vognene og al Haeren ved skarpe Svaerd for Baraks Ansigt; og Sisera steg af Vognen og flyede til Fods.
Judg	4	16	16. Men Barak forfulgte Vognene og Haeren indtil Haroseth Hagojim; og hele Siseras Lejr faldt for skarpe Svaerd, der blev end ikke een tilovers.
Judg	4	17	17. Men Sisera flyede til Fods til Jaels, Keniteren Hebers Hustrus, Telt, thi der var Fred imellem Jabin, Kongen af Hazor, og imellem Keniteren Hebers Hus.
Judg	4	18	18. Da gik Jael ud imod Sisera og sagde til ham: Tag ind, min Herre! tag ind til mig, frygt ikke; og han tog ind til hende i Teltet, og hun daekkede ham til med et Ry.
Judg	4	19	19. Og han sagde til hende: Kaere, giv mig lidt Vand at drikke, thi jeg tørster; da aabnede hun en Maelkeflaske og lod ham drikke og daekkede ham til.
Judg	4	20	20. Og han sagde til hende: Stil dig ved Døren af Teltet, og sker det, at der kommer nogen og spørger dig og siger: Er her nogen? da skal du sige: Her er ingen.
Judg	4	21	21. Da tog Jael, Hebers Hustru, en Teltnagel og tog en Hammer i sin Haand og gik ind til ham sagteligen og slog Naglen igennem hans Tinding, at den gik ned i Jorden (thi han sov haardt og var traet), og han døde.
Judg	4	22	22. Og se, der Barak forfulgte Sisera, da gik Jael ud imod ham og sagde til ham: Kom, saa vil jeg vise dig den Mand, som du søger efter; og han kom ind til hende, og se, Sisera laa der og var død, og Naglen sad i hans Tinding.
Judg	4	23	23. Saa ydmygede Gud paa den Dag Jabin, Kanaans Konge, for Israels Børns Ansigt.
Judg	4	24	24. Og Israels Børns Haand fik Fremgang og blev haard over Jabin, Kanaans Konge, indtil de fik Jabin, Kanaans Konge, udryddet.
------------------------Dommerbogen, Kapitel 5
Judg	5	1	1. Da sang; Debora og Barak, Abinoams Søn, paa den Dag og sagde:
Judg	5	2	2. Lover Herren, fordi der er taget Haevn i Israel, der Folket var villigt dertil.
Judg	5	3	3. Hører, I Konger! maerker, I Fyrster! jeg vil synge for Herren; Herren, Israels Gud, vil jeg lovsynge.
Judg	5	4	4. Herre ! der du uddrog fra Seir, der du gik frem. fra Edoms Mark, da baevede Jorden, ogsaa Himlene dryppede, ja Skyerne dryppede med Vand.
Judg	5	5	5. Bjergene fløde hen for Herrens Ansigt, Sinai selv, for Herrens, Israels Guds, Ansigt.
Judg	5	6	6. I Samgars, Anaths Søns, Dage, i Jaels Dage vare Stierne tomme; og de vejfarende gik ad krogede Stier.
Judg	5	7	7. Landsbyerne i Israel vare tomme, de vare tomme, indtil jeg Debora stod frem, indtil jeg stod frem, en Moder i Israel.
Judg	5	8	8. Da man udvalgte nye Guder, da var der Krig i Portene; der blev ikke set Skjold eller Spyd iblandt fyrretyveTusinde i Israel.
Judg	5	9	9. Mit Hjerte slaar for Israels Høvdinger, de som beviste sig villige iblandt Folket; lover Herren !
Judg	5	10	10. I, som ride paa hvide Aseninder, I, som sidde paa Taepper, og I, som gaa paa, Vejen, taler frit!
Judg	5	11	11. Skytternes Røst lyder fra de Steder, hvor man drager Vand, der prise de Herrens Retfaerdighed, Retfaerdighed imod hans Landsbyer i Israel. Da steg Herrens Folk ned til Portene.
Judg	5	12	12. Vaagn op, vaagn op, Debora, vaagn op, vaagn op, istem en Sang! gør dig rede; Barak, og før dine Fanger fangne bort, du Abinoams Søn!
Judg	5	13	13. Da drog en Levning af de herlige, af Folket ned; Herren drog ned for mig blandt de vaeldige.
Judg	5	14	14. De af Efraim, som havde Rod i Amalek, stege ned efter dig Benjamin med dine Folk; af Makir ned stege Høvdinger og af Sebulon de, som føre Herskerstaven.
Judg	5	15	15. Ogsaa var der Fyrster af Isaskar med Debora, Og som Isaskar saa Barak, i Dalen styrtede han frern! Ved Rubens Vandbaekke vare Hjertets Betaenkninger store.
Judg	5	16	16. Hvorfor blev du imellem Faarestierne, at høre paa Hyrdefløjten? medens Ruben blev ved sine Vandbaekke, var der store Ransagninger i Hjertet.
Judg	5	17	17. Gilead blev boende paa hin Side Jordanen; og hvorfor blev Dan ved Skibene Ases blev ved Havets Bred og blev boende ved sine Havbugter.
Judg	5	18	18. Sebulon var et Folk, som agtede sit Liv ringe indtil Døden, i lige Maade Nafthali, paa Markens høje Steder.
Judg	5	19	19. Kongerne kom, de strede; da strede Kanaans Konger udi Thaanak ved Mebiddo Vand; de fik ingen Vinding af Sølv.
Judg	5	20	20. Fra Himmelen stredes der; Stjernerne fra deres høje Baner strede mod Sisera.
Judg	5	21	21. Baekken Kison bortfejede dem, de gamles Baek, Baekken Kison; traed frem, min Sjael, med Styrke!
Judg	5	22	22. Da trampede Hestenes Hove ved deres Heltes jagende, jagende Fart.
Judg	5	23	23. Forbander Meros, sagde Herrens Engel, forbander, forbander dens Indbyggere, fordi de ikke kom Herren til Hjaelp, Herren til Hjaelp iblandt de vaeldige.
Judg	5	24	24. Velsignes skal Jael, Keniteren Hebers Hustru, fremfor Kvinderne; velsignes skal hun fremfor Kvinderne i noget Paulun.
Judg	5	25	25. Han begaerede Vand, hun gav Maelk; hun bar Fløde frem i de herliges Skaal.
Judg	5	26	26. Sin Haand rakte hun ud efter Naglen og, sin højre Haand efter Smedehammeren; og hun slog Sisera, sønderslog hans Hoved og knuste og igennemstak hans Tinding.
Judg	5	27	27. Imellem hendes Fødder krummede han sig, faldt, laa; imellem hendes Fødder krummede han sig, faldt; hvor han krummede sig, der faldt han og var tilintetgjort.
Judg	5	28	28. Siseras Moder saa ud af Vinduet, og skreg overlydt igennem Sprinkelvaerket: Hvi tøver hans Vogn med at komme? hvi bliver hans Vognhjul tilbage?
Judg	5	29	29. De vise iblandt hendes Fyrstinder svarede hende, ogsaa svarede hun sig selv paa sine Ord:
Judg	5	30	30. Skulde de ikke finde, ja uddele til Bytte en Pige, to Piger for hver Mand? for Sisera brogede Klaeder til Bytte, brogede, stukne paa begge Sider om Halsen, til Bytte?
Judg	5	31	31. Saa skulle, Herre ! alle dine Fjender omkomme, men de, som elske ham, skulle vaere ligesom Solen, der gaar frem i sin Kraft. -Og Landet havde Ro fyrretyve Aar.
------------------------Dommerbogen, Kapitel 6
Judg	6	1	1. Og Israels Børn gjorde ondt for Herrens Øjne, og Herren gav dem i Midianiternes Haand syv Aar.
Judg	6	2	2. Og der Midianiternes Haand blev staerk over Israel, da gjorde Israels Børn sig Kløfter, som vare i Bjergene, og Huler og Befaestninger for Midianiternes Skyld.
Judg	6	3	3. Og det skete, naar Israel havde saaet, da kom Midianiterne og Amalekiterne op og de Folk af Østen, de kom op over dem.
Judg	6	4	4. Og de lejrede sig imod dem, og de ødelagde Landets Grøde, indtil man kommer til Gaza; og de lode ikke Føde blive tilovers i Israel, ej heller Faar eller Okse eller Asen.
Judg	6	5	5. Thi de kom op med deres Kvaeg og deres Telte; de kom ligesom Graeshopper i Mangfoldighed, saa at der ikke var Tal paa dem og deres Kameler; og de kom i Landet at ødelaegge det.
Judg	6	6	6. Og Israel blev forarmet for Midianiternes Ansigt, og Israels Børn raabte til Herren?
Judg	6	7	7. Og det skete, der Israels Børn raabte til Herren for Midianiternes Skyld,
Judg	6	8	8. da sendte Herren en Mand, en Profet, til Israels Børn, og han sagde til dem: Saa siger Herren Israels Gud: Jeg førte eder op af Aegypten og udførte eder af Traelles Hus
Judg	6	9	9. Og jeg udfriede eder af Aegpternes Haand og af alle deres Haand, som traengte eder; og jeg uddrev dem fra eders Ansigt og gav eder deres Land.
Judg	6	10	10. Og jeg sagde til eder: Jeg er Herren eders Gud, frygter ikke Amoriternes Guder, i hvis Land I bo; men I have ikke vaeret min Røst lydige.
Judg	6	11	11. Og Herrens Engel kom og satte sig under den Eg, som er i Ofra, som hørte Joas, den Abiesriter til; og hans Søn Gideon taerskede Hvede i en Vinperse, at han kunde føre det hastigt bort fra Midianiternes Ansigt.
Judg	6	12	12. Da aabenbarede Herrens Engel for ham, og han sagde til ham: Herren vaere med dig, du vaeldige til Strid!
Judg	6	13	13. Men Gideon sagde til ham: Hør mig, min Herre! om Herren er med os, hvi har da alt dette ramt os? og hvor ere alle hans underlige Ting, som vore Faedre fortalte os og sagde: Førte Herren os ikke op af Aegypten? men nu har Herren forladt os og givet os i Midianiternes Haand.
Judg	6	14	14. Da vendte Herren sig til ham og sagde: Gaa hen i denne din Kraft, og du skal frelse Israel af Midianiternes Haand; har jeg ikke sendt dig?
Judg	6	15	15. Og han sagde til ham: Hør mig, Herre! hvormed skal jeg frelse Israel? se, min Slaegt er den ringeste i Manasse, og jeg er den yngste i min Faders Hus.
Judg	6	16	16. Og Herren sagde til ham: Sandelig, jeg vil vaere med dig; og du skal slaa Midianiterne som een Mand.
Judg	6	17	17. Da sagde han til ham: Kaere, dersom jeg har fundet Naade for dine Øjne, da gør mig et Tegn, at du er den, der taler med mig.
Judg	6	18	18. Kaere, vig ikke bort herfra, indtil jeg kommer til dig; og bringer min Skaenk og saetter den frem for dit Ansigt; og han sagde: Jeg vil blive, indtil du kommer tilbage.
Judg	6	19	19. Og Gideon kom og tilberedte et Gedekid og en Efa Mel til usyrede Kager, han lagde Kødet i en Kurv og kom Suppen i en Potte, og han førte det ud til ham under Egen og satte det frem.
Judg	6	20	20. Da sagde den Guds Engel til ham: Tag Kødet og de usyrede Kager og laeg, det paa denne Klippe og udøs Suppen; og han gjorde saaledes.
Judg	6	21	21. Da, udrakte Herrens Engel det yderste af den Kaep, som han havde i sin Haand, og rørte ved Kødet og ved de usyrede Kager; og der udfor Ild af Klippen og fortaerede Kødet og de usyrede Kager, og Herrens Engel for bort fra hans Øjne.
Judg	6	22	22. Der Gideon saa, at det var Herrens Engel, da sagde Gideon: Ak Herre, Herre ! - thi derfor har jeg set Herrens Engel Ansigt til Ansigt.
Judg	6	23	23. Og Herren sagde til ham: Fred vaere med dig, frygt ikke, du skal ikke dø.
Judg	6	24	24. Da byggede Gideon Herren et Alter der og kaldte det: Herren er Fred; indtil denne Dag staar det endnu i Ofra, som hører Abiesriterne til.
Judg	6	25	25. Og det skete den samme Nat, at Herren sagde til ham: Tag en ung Okse, som er din Faders, og en anden syvaarige Okse, og du skal nedbryde Baals Alter, som er din Faders, og omhugge Astartebilledet, som staar derhos.
Judg	6	26	26. Og du skal bygge Herren et Alter oven paa denne staerke Klippe, hvor den er jaevn; og du skal tage den anden Okse og ofre et Braendoffer ved Traeet af Astartebilledet, som du skal omhugge.
Judg	6	27	27. Da tog Gideon ti Maend af sine Tjenere og gjorde, som Herren havde sagt til ham; og det skete, eftersom han frygtede for sin Faders Hus og for Maendene: i Staden at gøre det om Dagen, da gjorde han det om Natten.
Judg	6	28	28. Og Maendene i Staden stode aarle op om Morgenen, og se, da var Baals Alter nedbrudt, og Astartebilledet, som var derhos, var omhugget; og den anden Okse var ofret paa det byggede Alter.
Judg	6	29	29. Da sagde den ene til den anden: Hvo har gjort denne Gerning Og der de ransagede og eftersøgte, da sagde de: Gideon, Joas's Søn, har gjort denne Gerning.
Judg	6	30	30. Da sagde Maendene i Staden til Joas: Før din Søn hid, thi han skal dø, fordi han har nedbrudt Baals Alter, og fordi han har omhugget Astartebilledet, som var derhos.
Judg	6	31	31. Da sagde Joas til alle dem, som stode hos ham: Ville I stride for Baal? mon I ville frelse ham? hvo som strider for ham, han skal dødes inden Morgen; dersom han er Gud, da stride han for sig selv, fordi man nedbrød hans Alter.
Judg	6	32	32. Og man kaldte ham paa den Dag Jeruh-Baal, idet man sagde: Baal stride imod ham, efterdi han har nedbrudt hans Alter.
Judg	6	33	33. Og alle Midianiterne og Amalekiterne og Folkene af Øster samledes til Hobe, og de droge over og sloge Lejr i Jisreels Dal.
Judg	6	34	34. Da iførte Herrens Aand sig Gideon, og han lod blaese i Trompeten, og Abiesers Slaegt opbødes til at følge ham.
Judg	6	35	35. Og han sendte Bud til hele Manasse, og de bleve ogsaa opbudne til at følge ham; han sendte og Bud til Aser og til Sebulon og til Nafthali, og de kom dem i Møde.
Judg	6	36	36. Og Gideon sagde til Gud: Dersom du vil frelse Israel ved min Haand, ligesom du har sagt,
Judg	6	37	37. se, da laegger jeg et Uldskind i Gaarden; dersom der vorder Dug paa Uldskindet alene og tørt paa al Jorden, da ved jeg, at du vil frelse Israel ved min Haand, som du har sagt.
Judg	6	38	38. Og det skete saa; og der han stod anden Dag aarle op, da trykkede han Uldskindet ud og udkrystede Dug af Uldskindet, en Skaal fuld af Vand
Judg	6	39	39. Og Gideon sagde til Gud: Lad din Vrede ikke optaendes mod mig, at jeg taler alene denne Gang; kaere jeg vil ikkun forsøge det endnu denne Gang med Uldskindet; kaere, lad vaere tørt paa Uldskindet alene, og lad Dug vaere paa al Jorden.
Judg	6	40	40. Og Gud gjorde det saaledes i den samme Nat, og der var tørt paa Uldskindet alene, og der var Dug paa al Jorden.
------------------------Dommerbogen, Kapitel 7
Judg	7	1	1. Da stod Jeruh-Baal, det er Gideon, tidlig op, og alt Folket, som var med ham, og de lejrede sig ved Kilden Harod; og Midians Lejr var Norden for ham bag Højen More, i Dalen.
Judg	7	2	2. Og Herren sagde til Gideon: Folket, som er med dig, er flere, end at jeg skulde give Midianiterne i deres Haand, at Israel. ikke skal rose sig mod mig og sige: Min Haand har frelst mig.
Judg	7	3	3. Saa udraab nu dog for Folkets Øren og sig: Hvo er frygtagtig og forskraekket han vende tilbage og skynde sig aarle fra Gileads Bjerg; da vendte to og tyve Tusinde af Folket tilbage, og ti Tusinde bleve tilovers.
Judg	7	4	4. Og Herren sagde til Gideon: Folket er endnu for mange, før dem ned til Vandet, saa vil jeg der prøve det for dig; og det skal ske, den, om hvem jer siger til dig: Denne. skal gaa med dig, men hver den, om hvem jeg siger til dig: han skal ikke gaa.
Judg	7	5	5. Og han førte Folket ned til Vandet, og Herren sagde til Gideon: Hver, som laber med sin Tunge af Vandet, som Hunden laber, ham skal du stille for sig, saa og hver, som bøjer sig paa sine Knae at drikke.
Judg	7	6	6. Da var deres Tal, som havde labet af deres Haand til deres Mund, tre Hundrede Maend; og det øvrige Folk alt sammen højede sig paa deres Knae at drikke Vand.
Judg	7	7	7. Og Herren sagde til Gideon: Med de tre Hundrede Maend, de som have labet, vil jeg frelse eder og give Midianiterne i din Haand; men alt det andet Folk maa gaa hver til sit Sted.
Judg	7	8	8. Og Folket tog Taering med sig og deres Trompeter, men de andre Israeliter lod han alle fare, hver til sit Telt, og han beholdt de tre Hundrede Maend hos sig, og Midianiternes Lejr var neden for ham i Dalen.
Judg	7	9	9. Og det skete i den samme Nat at Herren sagde til ham: Staa op, gak ned mod Lejren; thi jeg har givet den i din Haand.
Judg	7	10	10. Men om du frygter for at gaa ned, da gaa du og Pura, din Dreng, ned til Lejren.
Judg	7	11	11. Og du skal høre, hvad de tale, og derefter skulle dine Haender blive styrkede, og du skal drage ned mod Lejren; og han gik ned, han og Pura, hans Dreng, til det yderste af de bevaebnede, som vare i Lejren.
Judg	7	12	12. Og Midianiterne og Amalekiterne og alle Folk af Østen havde lagt sig ned i Dalen, som Graeshopper i Mangfoldighed; og deres Kameler vare utallige som Sandet, der er paa Havets Bred, i Mangfoldighed.
Judg	7	13	13. Og Gideon kom, og se, da fortalte en Mand sin Naeste en Drøm, og han sagde: Se, jeg drømte en Drøm, og se, et askebagt Bygbrød vendte sig hih og did i Midianiternes Lejr; og der det kom til Teltet da slog det derpaa, saa at det faldt, og det kastede det over Ende, og Teltet faldt.
Judg	7	14	14. Da svarede den anden og sagde: Det er intet andet end Gideons, den israelitiske Mands, Joas' Søns, Svaerd; Gud har givet Midianiterne og den ganske Lejr i hans Haand.
Judg	7	15	15. Og det skete, der Gideon hørte Fortaellingen og Udlaeggelsen af Drømmen da tilbad han; og han vendte tilbage til Israels Lejr og sagde: Staar op, thi Herren har givet Midianiternes Lejr i eders Haand.
Judg	7	16	16. Og han delte de tre Hundrede Maend i tre Hobe; og han gav dem alle Trompeter i deres Haand og tomme Krukker og Blus midt udi Krukkerne.
Judg	7	17	17. Og han sagde til dem: I skulle se paa mig, og saaledes skulle I gøre; og se, naar jeg kommer til det yderste af Lejren, da skal det ske, at ligesom jeg vil gøre, saa skulle I gøre.
Judg	7	18	18. Og naar jeg blaeser i Trompeten, jeg og hver, som er med mig, da skulle I ogsaa blaese i Trompeterne trindt omkring den ganske Lejr og sige: For Herren og for Gideon!
Judg	7	19	19. Saa kom Gideon og de hundrede Maend, som vare med ham, til det yderste af Lejren i den midterste Vagts Begyndelse, de havde lige sat Vagten ud; og de blaeste i Trompeterne og søndersloge Krukkerne, som vare i deres Haand.
Judg	7	20	20. Saa blaeste de tre Hobe i Trompeterne og sønderbrøde Krukkerne, men de holdt Blussene fast i deres venstre Haand og Trompeterne i deres højre Haand til at blaese udi, og de raabte: Svaerd for Herren og for Gideon!
Judg	7	21	21. Og de stode hver paa sit Sted omkring Lejren; da løb den ganske Lejr, og de skrege og flyede.
Judg	7	22	22. Og de blaeste i de tre Hundrede Trompeter, og Herren satte den enes Svaerd imod den anden og imod den ganske Lejr; og Lejren flyede til Beth-Sitta til Zerera, indtil Graensen af Abel Mehola ved Tabbath.
Judg	7	23	23. Og Israels Maend af Nafthali og af Aser og af hele Manasse bleve opbudne; og de forfulgte Midianiterne
Judg	7	24	24. Og Gideon sendte Bud paa det ganske Efraims Bjerg og lod sige: Kommer ned imod Midianiterne og besaetter Vandene for dem indtil Beth-Bera, og Jordanen; da blev opbudet hver Mand i Efraim, og de besatte Vandene indtil Beth-Bara og Jordanen.
Judg	7	25	25. Og de grebe to af Midianiternes Fyrster, Oreb og Seeb, og de draebte Oreb paa Klippen Oreb, og Seeb draebte de i Vinpersen Seeb, og de forfulge Midianiterne; og de førte Orebs og Seebs Hoveder til Gideon hinsides Jordanen.
------------------------Dommerbogen, Kapitel 8
Judg	8	1	1. Og Maendene af Efraim sagde til ham: Hvad er det for en Ting, du har gjort os, at du ikke kaldte os, der du gik at stride imod Midianiterne? og de kivede staerkt med ham.
Judg	8	2	2. Og han sagde til dem: Hvad har jeg nu gjort som I? er ikke Efraims Efterhøst bedre end Abiesers Vinhøst?
Judg	8	3	3. Gud har givet Midianiternes Fyrster, Oreb og Seeb, i eders Haand, og hvad formaar jeg at gøre som I? Der han havde sagt det Ord, da lod deres Vrede af fra ham.
Judg	8	4	4. Der Gideon kom til Jordanen, gik han over og de tre Hundrede Maend, som vare med ham, traette af at forfølge.
Judg	8	5	5. Og han sagde til Maendene i Sukot: Kaere, giver det Folk, som er i Følge med mig, nogle Brød; thi de ere traette, og jeg forfølger Seha og Zalmuna, Midianiternes Konger.
Judg	8	6	6. Men de Øverste i Sukot sagde: Er da Sebas og Zalmunas Haand nu i din Haand, at vi skulle give din Haer Brød?
Judg	8	7	7. Og Gidion: sagde: Derfor naar Herren giver Seba og Zalmuna i min Haand, da vil jeg; taerske eders Kød med Torne af Ørken og med Tidsler.
Judg	8	8	8. Og han drog derfra op til Pnuel og talede til dem paa samme Maade; og Maendene i Pnuel svarede ham, ligesom Maendene i Sukot svarede.
Judg	8	9	9. Og han sagde ogsaa til Maendene i Pnuel saalunde: Naar jeg kommer tilbage med Fred, da vil jeg nedbryde dette Taarn.
Judg	8	10	10. Men Seba og Zalmuna vare i Karkor og med dem deres Lejr ved femten Tusinde, som vare alle de overblevne af den ganske Lejr af Folkene i Østen; men der var falden hundrede og tyve Tusinde Maend, som kunde drage Svaerd.
Judg	8	11	11. Og Gideon drog op ad deres Vej, som bo i Telte, Østen for Noba og Jogbea; og han slog den Lejr, thi Lejren var tryg.
Judg	8	12	12. Og Seba og Zalmuna flyede, men han forfulgte dem; og han greb de to Midianiternes Konger, Seba og Zalmuna, og forfaerdede den ganske Lejr
Judg	8	13	13. Men der Gideon, Joas's Søn, kom tilbage fra Krigen fra Opgangen til Heres,
Judg	8	14	14. da greb han en ung Karl af Maendene i Sukot og adspurgte ham; og denne skrev op for ham de Øverste i Sukot og de Aeldste sammesteds, halvfjerdsindstyve og syv Maend.
Judg	8	15	15. Og han kom til Maendene i Sukot og sagde: Se, her er Seba og Zalmuna, med hvilke I forhaanede mig og sagde: Er da Sebas og Zalmunas Haand nu i din Haand, at vi skulle give dine Folk, som ere traette, Brød?
Judg	8	16	16. Og han tog de Aeldste af Staden og Torne af Ørken og Tidsler og lod Folket i Sukot faa Forstand ved dem.
Judg	8	17	17. Og Pnuels Taarn nedbrød han, og han ihjelslog; Maendene i Staden.
Judg	8	18	18. Og han sagde til Seba og til Zalmuna: Hvordan vare de Maend som I sloge ihjel ved Thabor? og de sagde: Som du, saa vare de, hver af dem saa ud som en Kongesøn.
Judg	8	19	19. Og han sagde: De vare mine Brødre, min Moders Sønner: Saa vist som Herren lever, dersom I havde ladet dem leve, da vilde jeg ikke slaget eder ihjel.
Judg	8	20	20. Og han sagde til Jether, sin førstefødte: Staa op, slaa dem ihjel; men Drengen drog ikke sit Svaerd ud, thi han frygtede, efterdi han var endnu en Dreng.
Judg	8	21	21. Men Seba og Zalmuna sagde: Staa du op og fald an paa os, thi som Manden er, saa er hans Styrke; saa stod Gideon. op og slog Seba og Zalmuna ihjel og toge de Halvmaaner, som vare paa deres Kamelers Halse.
Judg	8	22	22. Da sagde hver Mand i Israel til Gideon: Hersk over os, baade du og saa din Søn, saa og din Søns Søn, efterdi du har frelst os af Midianiternes Haand.
Judg	8	23	23. Og Gideon sagde til dem: Jeg vil ikke herske over eder; og min Søn skal ikke: herske over eder; Herren skal herske over eder.
Judg	8	24	24. Og Gideon sagde; til dem: Jeg har en Begaering til eder: Hver give mig dog en Ring af hans Bytte; thi hine havde Guldringe, eftersom de vare Ismaeliter.
Judg	8	25	25. Og de sagde: Vi ville gerne give, og de bredte et Klaede ud; og de kastede hver en Ring af sit Bytte derpaa.
Judg	8	26	26. Og Vaegten af de Guldringe, som han begaerede, var tusinde og syv Hundrede Sekel Guld, foruden de Halvmaaner og de Halskaeder og de Purpurklaeder, som Midianiternes Konger havde paa sig, og foruden de Kaeder, som vare om deres Kamelers Halse.
Judg	8	27	27. Og Gideon anvendte det til en Livkjortel og henlagde den i sin Stad udi Ofra og al Israel bolede med den; og det blev Gideon og hans Hus til en Snare.
Judg	8	28	28. Saa bleve Midianiterne ydmygede for Israels Børn og bleve ikke ved at opløfte deres Hoved, og Landet havde Ro fyrretyve Aar i Gideons Dage.
Judg	8	29	29. Og Jerub-Baal, Joas's Søn, gik bort og boede i sit Hus.
Judg	8	30	30. Og Gideon havde halvfjerdsindstyve Sønner, som vare udkomne af hans Laend; thi han havde mange Hustruer.
Judg	8	31	31. Og hans Medhustru som var i Sikem, fødte ham ogsaa en Søn; og han gav ham Navnet Abimelek.
Judg	8	32	32. Og Gideon, Joas's Søn, døde i en god Alderdom, og han blev begraven udi sin Faders, Abiesriteren Joas's, Grav i Ofra.
Judg	8	33	33. Og det skete, der Gideon var død, da vendte Israels Børn om og bolede med Baalerne; og de; gjorde sig Baal-Berith til en Gud.
Judg	8	34	34. Og Israels Børn, kom ikke Herren, deres Gud, i Hu, som havde friet dem af alle deres Fjenders Haand trindt omkring.
Judg	8	35	35. Og de viste ikke Kaerlighed mod Jerub-Baals, det er Gideons Hus, efter alt det gode, som han havde gjort mod Israel.
------------------------Dommerbogen, Kapitel 9
Judg	9	1	1. Og Abimelek, Jerub-Baals Søn, gik til Sikem til sin Moders Brødre og talede til dem og til al sin Morfaders Huses Slaegt og sagde:
Judg	9	2	2. Kaere, taler for alle Maendenes Øren udi Sikem: Hvilket er eder bedst, enten at halvfjerdsindstyve Maend, alle Jerub-Baals Sønner, herske over eder? eller at een Mand hersker over eder? kommer og i Hu, at jeg er eders Ben og eders Kød.
Judg	9	3	3. Da talede hans Moders Brødre alle disse Ord om ham for alle Maendenes Øren i Sikem, og deres Hjerter bøjede sig efter Abimelek, thi de sagde: Han er vor Broder.
Judg	9	4	4. Og de gave ham 70 Sekel Sølv af Baal-Beriths Hus, og Abimelek lejede derfor løse og letfaerdige Maend, og de fulgte ham.
Judg	9	5	5. Og han kom til sin Faders Hus i Ofra og ihjelslog sine Brødre, Jerub-Baals Sønner, halvfjerdsindstyve Maend, paa een Sten; men Jotham, Jerub-Baals yngste Søn, blev tilovers, thi han havde skjult sig.
Judg	9	6	6. Og alle Maendene i Sikem og det ganske Millo Hus forsamledes og gik hen og gjorde Abimelek til Konge ved den Lund, som staar ved Sikem.
Judg	9	7	7. Og man gav Jotham det til Kende, og han gik hen og stod paa Garizims Bjergs Top og opløftede sin Røst og raabte og sagde til dem: Hører mig, I Maend i Sikem, saa skal Gud høre eder!
Judg	9	8	8. Traeerne gik engang hen for at salve en Konge over sig, og de sagde til Olietraeet: Reger over os!
Judg	9	9	9. Og Olietraeet sagde til dem: Skulde jeg forlade min Fedme, som Gud og Menneskene aere hos mig, og gaa hen at svaeve over Traeerne
Judg	9	10	10. Da sagde Traeerne til Figentraeet: Kom du, reger over os!
Judg	9	11	11. Men Figentraeet sagde til dem: Skulde jeg forlade min Sødme og min gode Frugt og gaa hen at svaeve over Traeerne?
Judg	9	12	12. Da sagde Traeerne til Vinstokken: Kom du, reger over os!
Judg	9	13	13. Og Vinstokken sagde til dem: Skulde jeg forlade min Most, som glaeder Guder og Mennesker, og gaa hen at svaeve over Traeerne?
Judg	9	14	14. Da sagde alle Traeerne til Tornebusken: Kom du, reger over os!
Judg	9	15	15. Og Tornebusken sagde til Traeerne: Er det i Sandhed saa, at I ville salve mig til Konge over eder, da kommer, skjuler eder under min Skygge; men hvis ikke, da komme Ild ud af Tornebusken og fortaere Cedrene paa Libanon.
Judg	9	16	16. Og dersom I nu have handlet troligt og redeligt, ved at I have gjort Abimelek til Konge, og I have gjort godt imod Jerub-Baal og imod hans Hus, og I have gjort imod ham, som han har fortjent,
Judg	9	17	17. da rnin Fader har ført Krig for eders Skyld, og han har sat sig i Livsfare og friet eder af Midianiternes Haand;
Judg	9	18	18. og I dog ere staaede op imod rnin Faders Hus i Dag og have ihjelslaget Sønner, halvfjerdsindstyve Maend paa, een Sten, og have gjort Abimelek, hans Tjenestekvindes Søn, til Konge over Maendene i Sikem, fordi han er eders Broder;
Judg	9	19	19. ja, dersom I have handlet troligt og redeligt imod Jerub-Baal og imod hans Hus paa denne Dag: Da vaerer glade over Abimelek, og han vaere ogsaa glad over eder;
Judg	9	20	20. men hvis ikke, da udkomme Ild fra Abimelek og fortaeer Maendene i Sikem og Millo Hus; der udkomme og Ild fra Maendene i Sikem og af Millo Hus og fortaere Abimelek!
Judg	9	21	21. Og Jotham flyede og undveg og gik til Beer, og han boede der borte fra sin Broder, Abimeleks Ansigt.
Judg	9	22	22. Og Abimelek var Fyrste over Israel tre Aar.
Judg	9	23	23. Og Gud sendte en ond Aand imellem Abimelek og imellem Maendene i Sikem, og Maendene i Sikem bleve utro mod Abimelek,
Judg	9	24	24. for at den Vold mod de halvfjerdsindstyve Jerub-Baals Sønner skulde komme, og deres Blod skulde laegges paa Abimelek, deres Broder, som havde ihjelslaget dem, og paa Maendene i Sikem, som havde styrket hans Haender til at ihjelslaa sine Brødre.
Judg	9	25	25. Og Maendene i Sikem lagde et Baghold for ham paa Bjergenes Toppe, og de røvede fra hver, der gik forbi dem paa Vejen; og det blev Abimelek tilkendegivet.
Judg	9	26	26. Men Gaal Ebeds Søn og hans Brødre kom, og de gik over til Sikem; og Maendene i Sikem forlode sig paa ham.
Judg	9	27	27. Og de gik ud paa Marken og høstede deres Vingaarde og traadte Vindruerne og gjorde sig Forlystelser, og de gik ind i deres Guders Huse og aade og drak og bandede Abimelek.
Judg	9	28	28. Og Gaal, Ebeds Søn, sagde: Hvo er Abimelek og hvo er Sikem, at vi skulle tjene ham? er han ikke Jerub-Baals Søn, og Sebul hans Befalingsmand? tjener I Hemors, Sikems Faders Folk! men vi, hvorfor skulle vi tjene ham?
Judg	9	29	29. Og hvo vil give dette Folk under min Haand, saa vil jeg bortskaffe Abimelek; men han sagde til Abimelek: Former din Haer og drag ud.
Judg	9	30	30. Der Sebul, de Øverste i Staden, hørte Gaals, Ebed Søns, Ord, da optaendtes hans Vrede.
Judg	9	31	31. Og han sendte i Smug Bud til Abimelek og lod sige: Se Gaal Ebeds Søn, og hans Brødre er komne til Sikem, og se, de opaegge Staden imod dig.
Judg	9	32	32. Saa gør dig nu rede om Natten, du og Folket, som er hos dig, og lur paa Marken;
Judg	9	33	33. Og det skal ske, om Morgenen, naar Solen gaar op, da staa aarle op og overfald Staden; og se, naar han og det Folk, som er hos ham, er drage ud imod dig, da maa du gøre, med ham, som din Haand magter,
Judg	9	34	34. Og Abimelek stod op om Natten og alt det Folk, som var hos ham, og de lurede paa Sikem med fire Hobe.
Judg	9	35	35. Og Gaal, Ebeds Søn, gik ud og stod ved Indgangen af Stadsporten; men Abimelek stod op og det Folk, som var med ham, af Bagholdet.
Judg	9	36	36. Og der Gaal saa Folket, da sagde han til Sebul: Se der kommer Folk ned fra Bjergenes Toppe; da sagde Sebul til ham: Du anser Skyggen af Bjergene for Folk.
Judg	9	37	37. Og Gaal blev ydermere ved at tale og sagde: Se, der kommer Folk ned fra Landets Højder, og een Hob kommer fra Vejen til Troldmaendenes Eg.
Judg	9	38	38. Da sagde Sebul til ham: Hvor er nu din Mund, du som sagde: Hvo er Abimelek, at vi skulle tjene ham? er dette ikke det Folk som du foragtede? Kaere, gak du nu ud og strid imod det!
Judg	9	39	39. Og Gaal gik ud, frem for Maendene i Sikem, og stred imod Abimelek.
Judg	9	40	40. Men Abimelek. forfulgte ham, og han flyede for hans Ansigt; og der faldt mange ihjelslagne indtil Indgangen til Porten.
Judg	9	41	41. Og Abimelek blev i Aruma; men Sebul uddrev Gaal og hans Brødre, saa at de ikke maatte blive i Sikem.
Judg	9	42	42. Og det skete den anden Dag, da gik Folket ud paa Marken, og de gave Abimelek det til Kende.
Judg	9	43	43. Da tog han Folket og delte dem i tre Hobe og lagde et Baghold paa Marken; og han saa, og se, Folket gik ud af Staden, og han rejste sig imod dem og slog dem.
Judg	9	44	44. Og Abimelek og de Hobe, som vare hos ham, overfaldt dem og stillede sig for Indgangen til Stadens Port, og to Hobe overfaldt alle dem, som vare paa Marken, og sloge dem.
Judg	9	45	45. Da stred Abimelek imod Staden den ganske Dag og indtog Staden ihjelslog Folket, som var der udi; og han nedbrød Staden og besaaede den med Salt.
Judg	9	46	46. Der alle Maendene i Taarnet i Sikem hørte, det da gik de ind i Beriths Gudshuses Taarn.
Judg	9	47	47. Og der kundgjordes Abimelek, at alle Maendene paa Taarnet i Sikem havde samlet sig
Judg	9	48	48. Da gik Abimelek op paa Bjerget Zalmon, han og alt Folket, som var med ham, og Abimelek tog Øksen i sin Haand og huggede en Gren af Traeerne og løftede den op og lagde den paa sin Skulder; og han sagde til Folket, som var med ham: Hvad I saa, jeg gjorde, skynder eder at gøre som jeg!
Judg	9	49	49. Da huggede ogsaa alt Folket hver sin Gren af, og de gik efter Abimelek og lagde dem op til Taarnet og satte med dem Ild paa Taarnet, saa at ogsaa alle Maend paa Taarnet i Sikem døde, ved Tusinde Maend og Kvinder,
Judg	9	50	50. Saa drog Abimelek til Thebez og han lejrede sig mod Thebez og indtog den.
Judg	9	51	51. Men der var et staerkt Taarn midt i Staden, derhen flyede alle Maendene og Kvindene, ja alle Borgerne i Staden og lukkede til efter sig; og de stege op paa Taget af Taarnet.
Judg	9	52	52. Da kom Abimelek til Taarnet og stred derimod; og han, kom naer til Døren paa Taarnet for at opbraende det med lld.
Judg	9	53	53. Men en Kvinde kastede et Stykke af en Møllesten paa Abimeleks Hoved og knuste hans Hovedpande.
Judg	9	54	54. Da raabte han hasteligen ad den unge Karl, som bar hans Vaaben, og sagde til ham: Drag dit Svaerd ud og slaa mig ihjel, at de ikke skulle sige om mig: En Kvinde slog ham ihjel; og hans unge Karl stak ham igennem, og han døde.
Judg	9	55	55. Og de israelitiske Maend saa at, Abimelek var død, da gik de hver til sit Sted.
Judg	9	56	56. Saa betalte Gud Abimelek det onde, som han havde gjort imod sin Fader, der han ihjelslog sine halvfjerdsindstyve Brødre.
Judg	9	57	57. Og al Sikems Maends Ondskab lod Gud komme tilbage paa deres Hoved; og Jothams, Jerub-Baals Søns, Forbandelse kom over dem.
------------------------Dommerbogen, Kapitel 10
Judg	10	1	1. Og efter Abimelek opstod Thola en Søn af Pua, Dodos Søn, en Mand af Isaskar, at frelse Israel; og han boede i Samir paa Efraims Bjerg,
Judg	10	2	2. Og han dømte Israel tre og tyve Aar, og han døde og blev begraven i Samir.
Judg	10	3	3. Og efter ham opstod Gileaditeren Jair og dømte Israel to og tyve Aar.
Judg	10	4	4. Og han havde tredive Sønner, som rede paa tredive Asenfoler, og de havde tredive Staeder; dem kaldte de Jairs Byer indtil denne Dag, de ligge i Gileads Land.
Judg	10	5	5. Og Jair døde og blev begraven i Kamon.
Judg	10	6	6. Og Israels Børn bleve ved at gøre ondt for Herrens Øjne og tjente Baalerne og Astarterne og Syriens Guder og Zidons Guder og Moabs Guder og Ammons Børns Guder og Filisternes Guder; og de forlode Herren og tjente ham ikke.
Judg	10	7	7. Da optaendtes Herrens Vrede imod Israel, og han solgte dem i Filisternes Haand og Ammons Børns Haand.
Judg	10	8	8. Og de nedsloge og knuste Israels Børn i det sarnme Aar; atten Aar plagede de alle Israels Børn, som vare paa hin Side Jordanen i Amoriternes Land, som er i Gilead.
Judg	10	9	9. Og Ammons Børn droge over Jordanen at stride endog imod Juda og imod Benjamin og imod Efraims Hus, saa at Israel var saare traengt.
Judg	10	10	10. Da raabte Israels Børn til Herren og sagde: Vi have syndet imod dig, fordi vi have forladt vor Gud og tjent Baalerne.
Judg	10	11	11. Og Herren sagde til Israels Børn: Havde ikke Aegypter og Amoriter, Ammons Børn og Filister
Judg	10	12	12. og Zidonier og Amalek og Maon undertrykket eder og I raabte til mig, og jeg frelste eder af deres Haand.
Judg	10	13	13. Og I forlode rnig og tjente andre Guder; derfor vil jeg ikke blive ved at frelse eder.
Judg	10	14	14. Gaar og raaber til de Guder, som I have udvalgt; lad dem frelse eder i eders Traengsels Tid.
Judg	10	15	15. Da sagde Israels Børn til Herren: Vi have syndet; gør du rned os efter alt det, som er godt for dine Øjne; dog, kaere, udfri os paa denne Dag.
Judg	10	16	16. Og de kastede de fremmedes Guder bort fra sig og I tjente Herren; og han ynkedes inderlig over Israels Nød.
Judg	10	17	17. Og Ammons Børn bleve sammenkaldte, og de lejrede sig i Gilead; men Israels Børn samledes og lejrede sig i Mizpa.
Judg	10	18	18. Og Folket, Fyrsterne i Gilead, sagde den ene til den anden: Hvo er den Mand, som vil begynde at stride imod Ammons Børn? han skal vaere Hoved for alle dem, som bo i Gilead.
------------------------Dommerbogen, Kapitel 11
Judg	11	1	1. Og Gileaditeren Jeftha var vaeldig til Strid, men han var en Horekvindes Søn; og Gilead havde avlet Jeftha.
Judg	11	2	2. Og Gileads Hustru fødte ham Børn; da Hustruens Børn bleve store, udstødte de Jeftha og sagde til ham: Du skal ikke arve i vor Faders Hus, thi du er en anden Kvindes Søn.
Judg	11	3	3. Da flyede Jeftha fra sine Brødres Ansigt og boede i Landet Tob; og der samlede sig til Jeftha løse Maend, og de droge ud med ham.
Judg	11	4	4. Og det skete efter nogle Aar, da strede Ammons Børn imod Israel.
Judg	11	5	5. Og det skete, der Ammons Børn strede mod Israel, da gik de Aeldste af Gilead hen at hente Jeftha fra Landet Tob.
Judg	11	6	6. Og de sagde til Jeftha: Kom, saa skal du vaere vor Øverste, og vi ville stride imod Ammons Børn.
Judg	11	7	7. Og Jeftha sagde til de Aeldste af Gilead: Have I ikke hadet mig og udstødt mig af mig Faders Hus hvorfor kommne I nu til mig, efterdi I have Traengsel?
Judg	11	8	8. Og de Aeldste af Gilead sagde til Jeftha: Derfor vende vi nu tilbage til dig, at du skal gaa med os og stride imod Ammons Børn; og du skal vaere vort Hoved, ja alle deres, som bo i Gilead
Judg	11	9	9. Og Jeftha sagde til de Aedste af Gilead: Dersom I hente mig for at stride imod Ammons Børn, og Herren giver dem for mit Ansigt, skal jeg da vaere eders Hoved?
Judg	11	10	10. Da sagde de Aeldste af Gilead til Jeftha: Herren skal vaere Vidne imellem os, dersom vi ikke gøre saaledes efter dine Ord.
Judg	11	11	11. Saa gik Jeftha med de Aeldste af Gilead, og Folket satte ham over sig, til et Hoved og til en Øverste, og Jeftha talede alle sine Ord for Herrens Ansigt i Mizpa.
Judg	11	12	12. Da sendte Jeftha Bud til Ammons Børns Konge og lod sige: Hvad har jeg med dig at gøre, at du kommer til mig at stride imod mit Land?
Judg	11	13	13. Ammons Børns Konge sagde til Jefthas Bud: Fordi Israel har taget mit Land, der han drog op af Aegypten, fra Arnon og indtil Jakob og indtil Jordanen; saa giv mig nu de Staeder tilbage med Fred!
Judg	11	14	14. Men Jeftha sendte atter Bud til Ammons Børns Konge.
Judg	11	15	15. Og han lod sige til ham: Saa siger Jeftha: Israel har ikke taget Moabs Land eller Ammons Børns Land;
Judg	11	16	16. thi der de droge op af Aegypten, da vandrede Israel i Ørken indtil det røde Hav, og kom til Kades.
Judg	11	17	17. Og Israel sendte Bud til Edomiternes Konge og lod sige: Kaere, lad mig drage igennem dit Land, men Edomiternes Konge vilde ikke høre; han sendte ogsaa Bud til Moabiternes Konge, men denne vilde heller ikke; saa blev Israel i Kades.
Judg	11	18	18. Derefter vandrede han i Ørken og drog omkring, Edomiternes Land og og kom fra Solens Opgang til Moabiternes Land og de lejrede sig paa hin Side Arnon; og de kom ikke i Moabiternes Landemaerke; thi Arnon er Moabiternes Landemaerke.
Judg	11	19	19. Og Israel sendte Bud til Sihon, Amoriternes Konge, Kongen i Hesbon, og Israel lod ham sige: Kaere, lad os drage igennem dit Land indtil mit Sted.
Judg	11	20	20. Men Sihon troede ikke Israel, saa at han lod ham drage igennem sit Landemaerke; men Sihon samlede alt sit Folk, og de lejrede sig i Jahza, og han stred imod Israel.
Judg	11	21	21. Da gav Herren, Israels! Gud, Sihon og alt hans Folk i Israels Haand, og de sloge dem; saa indtog Israel til Ejendom hele Landet fra Amoriterne, som boede sammesteds.
Judg	11	22	22. Og de indtoge alt Amoriternes Landemaerke til Ejendom, fra Arnon og indtil Jabok og fra Ørken og indtil Jordanen.
Judg	11	23	23. Saa har nu Herren, Israels Gud, fordrevet Amoriterne fra sit Folks Israels Ansigt; og du vil tage det i Eje?
Judg	11	24	24. Mon du ikke tager til Eje det, som din Gud Kamos giver dig i Eje? og alt hvad Herren vor Gud har gjort ryddeligt for vort Ansigt, det tage vi i Eje.
Judg	11	25	25. Og nu, er du vel meget bedre end Balak, Zippors Søn, Moabiternes Konge? har han vel traettet med Israel, eller har han vel ført Krig imod dem?
Judg	11	26	26. Da Israel har boet i Hesbon og i dens tilhørende Staeder og i Aroer og i dens tilhørende Staeder og i alle Staederne, som ligge ved Arnons Bredder, tre Hundrede Aar, hvorfor friede I dem da ikke i den Tid?
Judg	11	27	27. Og jeg har intet syndet imod dig, og du gør dette onde imod mig, at du strider imod mig; Herren, som er Dommer, skal dømme i Dag imellem Israels Børn og imellem Ammons Børn.
Judg	11	28	28. Men Ammons Børns Konge hørte ikke Jefthas Ord, hvilke han sendte til ham.
Judg	11	29	29. Og Herrens Aand var over Jeftha, og han drog igennem Gilead og Manasse; og han drog over til Mizpa i Gilead og fra Mizpa i Gilead drog han over til Ammons Børn,
Judg	11	30	30. og Jeftha lovede Herren et Løfte og sagde: Dersom du giver Ammons Børn i min Haand,
Judg	11	31	31. da skal det ske, at det, som gaar ud, ja det, som gaar ud af mit Huses Døre imod mig, naar jeg kommer tilbage med Fred fra Ammons Børn, det skal høre Herren til, og jeg vil ofre det til et Braendoffer.
Judg	11	32	32. Saa drog Jeftha over til Ammons Børn for at stride imod dem, og Herren gav dem i hans Haand.
Judg	11	33	33. Og han slog dem fra Aroer, og indtil man kommer til Minnith, tyve Staeder, og indtil Abel-Keramim med et saare stort Slag; saa bleve Ammons Børn ydmygede for Israels Børns Ansigt.
Judg	11	34	34. Og Jeftha kom til Mizpa til sit Hus, og se, hansDatter gik ud mod ham med Trommer og med Dans, og hun var hans eneste; han havde ellers hverken Søn eller Datter.
Judg	11	35	35. Og det skete, der han saa hende, da sønderrev han sine Klaeder og sagde: Ak, min Datter! du har nedbøjet mig saare, og du har bedrøvet mig inderligen; thi jeg oplod min Mund til Herren, og jeg kan ikke kalde det tilbage.
Judg	11	36	36. Og hun sagde til ham: Min Fader! har du opladt din Mund til Herren, da gør med mig, som det er udgaaet af din Mund, efter at Herren har skaffet dig fuldkommen Haevn over dine Fjender, over Ammons Børn.
Judg	11	37	37. Og hun sagde til sin Fader: Denne Ting lad mig vederfares, giv mig Frist to Maaneder, at jeg maa gaa og fare ned paa Bjergene og begraede min Jomfrustand, jeg og mine Veninder.
Judg	11	38	38. Og han sagde: Gak hen og han gav hende Frist to Maaneder; da gik hun med sine Veninder hen og begraed sin Jomfrustand paa Bjergene.
Judg	11	39	39. Og det skete, der to Maaneder vare til Ende, da kom hun tilbage til sin Fader, og han gjorde med hende efter sit Løfte, som han havde lovet; og hun kendte ikke Mand. Og det blev en Skik i Israel:
Judg	11	40	40. Israels Døtre gaa fra Aar til Aar for at prise Gileaditeren Jefthas Datter fire Dage om Aaret.
------------------------Dommerbogen, Kapitel 12
Judg	12	1	1. Og hver Mand af Efraim blev opbudt og drog over mod Norden, og de sagde til Jeftha: Hvorfor gik du over til at stride imod Ammons Børn og kaldte os ikke at gaa med dig? Vi ville braende dit Hus over dig med Ild.
Judg	12	2	2. Og Jeftha sagde til dem: Jeg og mit Folk havde en svar Traette med Ammons Børn; og, jeg kaldte ad eder, men I frelste mig ikke af deres Haand.
Judg	12	3	3. Der jeg saa, at du ikke vilde frelse, da satte, jeg mit Liv i min Haand og drog over til Ammons Børn; og Herren gav dem i min Haand; og hvorfor komme I op til mig paa denne Dag at stride imod mig?
Judg	12	4	4. Og Jeftha samlede alle Maend i Gilead og stred imod Efraim; og Maendene i Gilead sloge Efraim; thi de havde sagt: I Maend af det Gilead, som ligger mellem Efraim og Manasse, ere overløbere fra Efraim.
Judg	12	5	5. Thi Gileaditerne indtoge Jordanens Faergestaeder overfor Efraim, og det skete, naar nogen af de undkomne af Efraim sagde: Jeg vil gaa over, da sagde Maendene af Gilead til ham: er du en Efratiter og han sagde: Nej
Judg	12	6	6. Da sagde de til ham: Kaere sig: Sjibboleth, og han sagde: I Sjibboleth, og kunde saaledes ikke udtale det ret; saa grebe de ham og sloge ham ihjel ved Jordanens Faergestaeder og der faldt paa den samme Tid af Efraim to og fyrretyve Tusinde
Judg	12	7	7. Og Jeftha dømte Israel seks Aar; og Gileaditeren Jeftha døde og blev begraven i en af Staederne udi Gilead.
Judg	12	8	8. Og efter ham dømte Ibzan af Bethlehelm Israel.
Judg	12	9	9. Og han have tredive Sønner, og tredive Døtre udstyrede han og indførte tredive Døtre til sine Sønner udenfra; og han dømte Israel syv Aar.
Judg	12	10	10. Og Ibzan døde og blev begraven i Bethlehem.
Judg	12	11	11. Og efter ham dømte Sebuloniteren Elon Israel; og han dømte Israel ti Aar.
Judg	12	12	12. Og Sebuloniteren Elon døde, og han blev begraven i Ajalon udi Sebulons Land.
Judg	12	13	13. Og efter ham dømte Pireathoniteren Abdon, Hillels Søn, Israel.
Judg	12	14	14. Og han havde fyrretyve Sønner og tredive Sønnesønner, som rede paa halvfjerdsindstyve Asenfoler; og han dømte Israel otte Aar.
Judg	12	15	15. Og Abdon, Pireathoniteren Hillels Søn døde; og han blev begraven i Pireathon udi Efraims Land paa Amalekiternes Bjerg.
------------------------Dommerbogen, Kapitel 13
Judg	13	1	1. Og Israels Børn bleve ved at gøre det, som var ondt for Herrens Øjne, og Herren gav dem i Filisternes Haand fyrretyve Aar.
Judg	13	2	2. Og der var en Mand fra Zora, af en Daniters Slaegt, og hans Navn var Manoa; og hans Hustru var ufrugtbar og fødte ikke.
Judg	13	3	3. Og Herrens Engel aabenbaredes for Kvinden, og han sagde til hende: Se, kaere, du er ufrugtbar og føder ikke, men du skal blive frugtsommelig og føde en Søn.
Judg	13	4	4. Saa, kaere, forvar dig nu, at du ikke drikker Vin ej heller staerk Drik, og at du ikke aeder noget urent.
Judg	13	5	5. thi se, du skal vorde frugtsommelig og føde en Søn, og paa hans Hoved skal ikke komme Ragekniv; thi Drengen skal vaere en Guds Nasiraeer fra Moders Liv af, og han skal begynde at frelse Israel af Filisternes Haand.
Judg	13	6	6. Da kom Kvinden og sagde til sin Mand: Der kom en Guds Mand til mig, og hans Udseende var som en Guds Engels Udseende, saare forfaerdelig; og jeg spurgte ham ikke, hvorfra han var, og han kundgjorde mig ikke sit Navn.
Judg	13	7	7. Men han sagde til mig: Se, du skal vorde frugtsommelig og føde en Søn; saa skal du nu ikke drikke Vin eller staerk Drik og ikke aede noget urent; thi Drengen skal vaere en Guds Nasiraeer fra Moders Liv af indtil sin Dødsdag.
Judg	13	8	8. Da bad Manoa til Herren og sagde: Hør mig, Herre! Kaere, lad den Guds Mand, som du udsendte, atter komme til os, at han kan laere os, hvad vi skulle gøre ved Drengen, som skal fødes.
Judg	13	9	9. Og Gud hørte Manoas Røst; og Guds Engel kom atter til Kvinden, og hun sad paa Marken; men hendes Mand Manoa var ikke hos hende.
Judg	13	10	10. Da hastede Kvinden og løb og gav sin Mand det til Kende, og hun sagde til ham: Se, den Mand, der kom til mig hin Dag, aabenbaredes for mig.
Judg	13	11	11. Da stod Manoa op og gik efter sin Hustru, og han kom til Manden og sagde til ham: Er du den Mand, som talede med Kvinden? og han sagde: Ja, jeg er.
Judg	13	12	12. Og Manoa sagde: Naar det nu kommer, som du har sagt, hvad skulle vi iagttage med Drengen, og hvad skulle vi gøre ved ham
Judg	13	13	13. Og Herrens Engel sagde til Manoa: For alt det, som jeg har sagt til Kvinden, skal hun tage sig i Vare.
Judg	13	14	14. Hun skal ikke aede af noget, som kommer af Vinstokken, og ikke drikke Vin eller staerk Drik og intet urent aede; alt det, som jeg har budet hende, skal hun holde.
Judg	13	15	15. Og Manoa sagde til Herrens Engel: Kaere, lad os opholde dig lidt, saa ville vi lave et Bukkekid for dit Ansigt.
Judg	13	16	16. Men Herrens Engel sagde til Manoa: Dersom du opholder mig, aeder jeg dog ikke af din Mad, men dersom du vil gøre dit Braendeoffer, maa du ofre Herren det; thi Manoa vidste ikke, at det var Herrens Engel.
Judg	13	17	17. Og Manoa sagde til Herrens Engel: Hvad er dit Navn, at vi kunne aere dig, naar det kommer, som du har sagt.
Judg	13	18	18. Og Herrens Engel sagde til ham: Hvi spørger du om mit Navn? se; det er underligt.
Judg	13	19	19. Da tog Manoa et Bukkekid og Madofret og ofrede det for Herren paa Klippen; og Engelen gjorde et Under, men Manoa og hans Hustru saa til.
Judg	13	20	20. Og det skete, der Luen for op fra Alteret til Himmelen, da for Herrens Engel op i Luen fra Alteret; der Manoa og hans Hustru saa det, da faldt de paa deres Ansigt til Jorden.
Judg	13	21	21. Og Herrens Engel lod sig ikke ydermere se for Manoa og for hans Hustru; da fornam Manoa, at det var Herrens Engel.
Judg	13	22	22. Og Manoa sagde til sin Hustru: Vi dø visseligen; thi vi have set Gud.
Judg	13	23	23. Men hans Hustru sagde til ham: Om Herren havde haft Lyst til at ihjelslaa os, havde han ikke taget Braendoffer og Madoffer af vor Haand, ej heller ladet os se alt dette og paa denne Tid ej ladet os høre saadanne Ting.
Judg	13	24	24. Og Kvinden fødte en Søn og kaldte hans Navn Samson; og Drengen blev stor, og Herren velsignede ham.
Judg	13	25	25. Og Herrens Aand begyndte at drive ham i Dans Lejr imellem Zora og Esthaol.
------------------------Dommerbogen, Kapitel 14
Judg	14	1	1. Og Samson gik ned til Thimna, og saa en Kvinde af Filisternes Døtre i Thimna.
Judg	14	2	2. Og han kom op og gav sin Fader og sin Moder det til Kende og sagde: Jeg har set en Kvinde af Filisternes Døtre i Thimna; saa tager mig nu hende til Hustru.
Judg	14	3	3. Og hans Fader og hans Moder sagde til ham: Er der ingen Kvinde iblandt dine Brødres Døtre og iblandt alt mit Folk, at du gaar hen at tage en Hustru af de uomskaarne Filister? Og Samson sagde til sin Fader: Tag mig denne, thi hun er den rette for mine Øjne.
Judg	14	4	4. Men hans Fader og hans Moder vidste ikke, at det var af Herren, thi han søgte en Anledning fra Filisterne selv; men Filisterne herskede paa, den Tid over Israel.
Judg	14	5	5. Saa gik Samson og hans Fader og hans Moder ned til Thimna; og de kom til Thimnas Vingaarde, og se, da kom en ung Løve brølende imod ham.
Judg	14	6	6. Og Herrens Aand kom heftig over ham, og han sled den i Stykker, som man slider et Kid, og han havde ikke noget i sin Haand; og han gav ikke sin Fader eller sin Moder til Kende, hvad han havde gjort.
Judg	14	7	7. Og han kom ned og talede med Kvinden, og hun var den rette for Samsons Øjne.
Judg	14	8	8. Og nogen Tid derefter kom han tilbage for at tage hende, og han bøjede af fra Vejen for at bese Løvens Aadsel; og se, der var en Bisvaerm og Honning i Løvens Krop.
Judg	14	9	9. Og han tog den i sine Haender, og medens han gik videre, aad han og gik saa til sin Fader og til sin Moder og gav dem, og de aade, men han gav dem ikke til Kende, at han havde taget Honningen af Løvens Krop.
Judg	14	10	10. Og der hans Fader kom ned til Kvinden, da gjorde Samson der et Gaestebud; thi saaledes plejede de unge Karle at gøre.
Judg	14	11	11. og det skete, der de saa ham, da toge de tredive Selskabsbrødre, og de vare hos ham.
Judg	14	12	12. Da sagde Samson til dem: Kaere, jeg vil fremsaette for eder en mørk Tale; dersom I forklare mig den i disse syv Gaestebuds Dage og finde derpaa, da vil jeg give eder tredive Skjorter og tredive Klaedninger til at skifte med.
Judg	14	13	13. Men kunne I ikke forklare mig den, da skulle I give mig tredive Skjorter og tredive Klaedninger til at skifte med og de sagde til ham: Fremsaet din mørke Tale og lad os høre den!
Judg	14	14	14. Og han sagde til dem: Der udgik Mad af Aederen, og der udgik Sødme af den staerke; og de kunde ikke forklare den mørke Tale i tre Dage.
Judg	14	15	15. Og det skete paa den syvende Dag, da sagde de til Samsons Hustru, Lok din Mand til, at han forklarer os den mørke Tale, at vi ikke skulle braende dig og din Faders Hus med Ild; have I indbudet os, at I ville gøre os fattige eller ikke?
Judg	14	16	16. Da graed Samsons Hustru over ham og sagde: Du hader mig ikkun og har mig ikke kaer, du har fremsat en mørk Tale for mit Folks Børn og ikke forklaret den for mig; og han sagde til hende: Se, jeg har ikke forklaret den for min Fader eller for min Moder, og skulde jeg forklare den for dig?
Judg	14	17	17. Og hun graed over ham i de syv Dage, som de havde Gaestebud; og det skete, paa den syvende Dag forklarede han den for hende, thi hun traengte ham, og hun forklarede den mørke Tale for sit Folks Børn.
Judg	14	18	18. Da sagde Maendene af Staden til ham paa den syvende Dag, før Solen gik ned: Hvad er sødere end Honning og hvad er staerkere end en Løve? Da sagde han til dem: Dersom I ikke havde pløjet med min Kalv, da havde I ikke fundet paa min mørke Tale.
Judg	14	19	19. Og Herrens Aand kom heftig over ham, og han gik ned til Askalon og slog tredive Maend af dem og tog deres Klaeder og gav Klaedninger til at skifte med til dem, som forklarede den mørke Tale; og hans Vrede optaendtes, og han gik op til sin Faders Hus.
Judg	14	20	20. Men Samsons Hustru blev given hans Selskabsbroder, som havde vaeret i Selskab med ham.
------------------------Dommerbogen, Kapitel 15
Judg	15	1	1. Og det skete nogen Tid derefter, udi Hvedehøstens Dage, at Samson besøgte sin Hustru med et Gedekid, og han sagde: Jeg vil gaa til min Hustru ind i Kammeret, og hendes Fader tilstedte ham ikke at komme ind.
Judg	15	2	2. Og hendes Fader sagde: Jeg taenkte, at du havde faaet Had til hende, og jeg gav din Selskabsbroder hende; er ikke hendes yngre Søster bedre end hun? Kaere, lad hende vaere din i Stedet for denne.
Judg	15	3	3. Da saagde Samson til dem: Jeg er denne Gang uden Skyld for Filisterne, naar jeg gør ondt imod dem.
Judg	15	4	4. Og Samson gik hen og greb tre Hundrede Raeve, og han tog Blus og vendte Stjaert til Stjaert og satte et Blus midt imellem to Stjaerte.
Judg	15	5	5. Og han taendte Ild i Blussene og lod dem fare ind iblandt Filisternes staaende Korn, og han satte Ild baade paa Negene og paa det staaende Korn og paa Olivenhaverne.
Judg	15	6	6. Da sagde Filisterne: Hvo har gjort dette? og de sagde: Samson, den Thimniters Svigersøn, fordi han tog hans Hustru og gav hans Selskabsbroder hende; da droge Filisterne op og opbraendte hende og hendes Fader med Ild.
Judg	15	7	7. Men Samson sagde til dem: Naar I gøre saaledes, da vil jeg ikke holde op, førend jeg faar haevnet mig paa eder.
Judg	15	8	8. Og han slog dem med et stort Slag paa Hoften og paa Laarene; og han gik ned og boede i en Hule i Klippen Etham.
Judg	15	9	9. Da droge Filisterne op og lejrede sig imod Juda og adspredte sig i Leki.
Judg	15	10	10. Og Judas Maend sagde: Hvi ere I dragne op imod os? og de sagde: Vi ere komne op for at binde Samson, for at gøre ved ham, ligesom han har gjort ved os.
Judg	15	11	11. Da droge tre Tusinde Maend af Juda ned til Hulen i Klippen Etham, og de sagde til Samson: Ved du ikke, at Filisterne herske over os, og hvorfor har du gjort dette imod os? og han sagde til dem: Ligesom de gjorde ved mig, saa har jeg gjort ved dem.
Judg	15	12	12. Og de sagde til ham: Vi ere komne ned for at binde dig, for at give dig i Filisternes Haand, og Samson sagde til dem: Svaerger mig, at I ikke ville anfalde mig.
Judg	15	13	13. Og de sagde til ham: Nej, men vi ville kun binde dig og give dig i deres Haand, men ikke slaa dig ihjel; og de bandt ham med to nye Reb, og de førte ham op fra Klippen.
Judg	15	14	14. Der han kom til Leki, da skrege Filisterne mod ham; men Herrens Aand kom heftig over ham, og de Reb, som vare om hans Arme, bleve som Traade, braendte af Ilden, og hans Baand smuldrede og faldt af hans Haender.
Judg	15	15	15. Og han fandt en frisk Asenkaeft, og han udrakte sin Haand og tog den og slog dermed tusinde Mand.
Judg	15	16	16. Og Samson sagde: Med en Asenkaeft har jeg slaget en Hob, ja to Hobe, med en Asenkaeft har jeg slaget tusinde Mand.
Judg	15	17	17. Og det skete, der han havde fuldendt at tale, da kastede han Kaeften af sin Hand; og han kaldte det samme Sted Ramath-Leki.
Judg	15	18	18. Men han tørstede saare, og han kaldte paa Herren og sagde: Du har givet denne store Frelse ved din Tjeners Haand; men nu maa jeg dø af Tørst og falde udi de uomskaarnes Haand.
Judg	15	19	19. Da flakte Gud Kindtanden, som var i Kaeften, og der udgik Vand af den, og han drak, og hans Aand kom igen, og han blev ved Live; derfor kaldte man dens Navn En-Hakore Asker-Baleki indtil paa denne Dag.
Judg	15	20	20. Og han dømte Israel i Filisternes Dage, tyve Aar.
------------------------Dommerbogen, Kapitel 16
Judg	16	1	1. Og Samson gik til Gaza, og han saa der en Kvinde, en Skøge, og kom til hende.
Judg	16	2	2. Og man sagde til Gaziterne: Samson er kommen hid, og de gik omkring og lurede paa ham den ganske Nat ved Stadsporten; men de vare stille den ganske Nat, og de sagde: Naar det bliver lyst i Morgen, da ville vi sla ham ihjel.
Judg	16	3	3. Og Samson laa indtil Midnatten, og han stod op om Midnat og tog fat paa Dørene af Stadens Port og paa begge Stolperne og løftede dem op tillige med Slaaerne og lagde dem paa sine Skuldre, og han bar dem op paa Toppen af det Bjerg, som er lige for Hebron
Judg	16	4	4. Og det skete derefter, at han fik Kaerlighed til en Kvinde ved Baekken Sorek, og hendes Navn var Dalila
Judg	16	5	5. Og Filisternes Fyrster kom op til hende og sagde til hende: Lok ham og se, hvorudi hans store Kraft bestaar, og hvormed vi formaa noget imod ham, saa ville vi binde ham for at plage ham; og vi ville hver give dig tusinde og hundrede Sekel Sølv.
Judg	16	6	6. Og Dalila sagde til Samson: Kaere, giv mig til Kende, hvorudi din store Kraft bestaar, og hvormed du kan bindes, at man kan plage dig.
Judg	16	7	7. Og Samson sagde til hende: Dersom de bandt mig med syv grønne Bast, som ikke ere blevne tørre, da blev jeg svag og blev som et andet Menneske.
Judg	16	8	8. Da bragte Filisternes Fyrster hende syv grønne Bast, som ikke vare tørre; og hun bandt ham med dem.
Judg	16	9	9. Og hun havde een, som lurede, siddende i Kammeret; og hun sagde til ham: Filisterne ere over dig, Samson! men han sønderrev Bastene, som en Traad af Blaar sønderrives, naar den berøres af Ilden, og man fik ej at vide, hvori hans Kraft bestod.
Judg	16	10	10. Da sagde Dalila til Samson: Se, du har bedraget mig og sagt Løgn for mig; kaere, giv mig nu til Kende, hvormed du kan bindes.
Judg	16	11	11. Og han sagde til hende: Dersom de bandt mig fast med nye Reb, med hvilken ingen Gerning er gjort, da blev jeg svag og blev som et andet Menneske.
Judg	16	12	12. Da tog Dalila nye Reb og bandt ham med dem, og hun sagde til ham: Filisterne ere over dig, Samson! men hun havde een, som lurede, siddende i Kammeret; og han rev dem af sine Arme som en Traad.
Judg	16	13	13. Og Dalila sagde til Samson: Hiddtil har du bedraget mig og sagt Løgn for mig, giv mig dog til Kende, hvormed du kan bindes? og han sagde til hende: Dersom du vaevede syv Hovedlokker om Vaevestangen.
Judg	16	14	14. Og hun faestede dem til en Nagle, og hun sagde til ham: Filisterne ere over dig, Samson! Men han vaagnede op af sin Søvn og rykkede Vaevernaglen op tillige med Vaeverstangen.
Judg	16	15	15. Og hun sagde til ham: Hvorledes kan du sige: Jeg elsker dig, da dit Hjerte ikke er med mig? nu har du tre Gange bedraget mig og ikke givet mig til Kende, hvori din store Kraft bestaar.
Judg	16	16	16. Men det skete, der hun traengte ham alle Dage med sine Ord og plagede ham meget, da blev hans Sjael bekymret indtil Døden.
Judg	16	17	17. Og han gav hende sit ganske Hjerte til Kende og sagde til hende: Der kom ikke Ragekniv paa mit Hoved, thi jeg er en Guds Nasiraeer fra Moders Liv af; dersom jeg rages, da viger min Kraft fra mig, og jeg bliver svag og bliver som alle andre Mennesker.
Judg	16	18	18. Der Dalila saa, at han havde givet hende sit ganske Hjerte til Kende, da sendte hun hen og lod kalde Filisternes Fyrster og sige: Kommer denne Gang op, thi han har givet mig sit ganske Hjerte til Kende; da kom Filisternes Fyrster op til hende og bragte Sølvet op i deres Haand.
Judg	16	19	19. Og hun lod ham sove paa sine Knae og kaldte ad en Mand og lod hans syv Hovedlokker afrage; og hun begyndte at plage ham; da var hans Kraft; vegen fra ham.
Judg	16	20	20. Og hun sagde: Filisterne ere over dig, Samson! og han vaagnede op af sin Søvn og sagde: Jeg vil gaa ud, som jeg mange Gange har gjort, og slide mig løs; men han vidste ikke, at Herren var vegen fra ham.
Judg	16	21	21. Men Filisterne grebe ham og stak hans Øjne ud; og de førte ham ned til Gaza og bandt ham med to Kobberlaenker, og han malede i Fangernes Hus.
Judg	16	22	22. Og hans Hovedhaar begyndte at gro, hvor han var raget
Judg	16	23	23. Men Filisternes Fyrster samledes, for at ofre til deres Gud, Dagon, et stort Offer og for at vaere glade; thi de sagde: Vor Gud har givet vor Fjende Samson i vor Haand.
Judg	16	24	24. Og der Folket saa ham, da lovede de deres Gud thi de sagde: Vor Gud har givet vor Fjende i vor Haand, og den, som ødelagde vort Land og slog mange af vore ihjel.
Judg	16	25	25. Og det skete, der deres Hjerter vare vel til Mode, da sagde de: Kalder ad Samson og lader ham lege for os; da kaldte de Samson ud af Fangernes Hus, og han legede for deres Aasyn, og de stillede ham imellem Pillerne.
Judg	16	26	26. Men Samson sagde til den unge Karl, som holdt ham ved hans Haand: Lad mig hvile og lad mig føle paa de Piller, som baere Huset, at jeg kan haelde mig op til dem.
Judg	16	27	27. Og Huset var fuldt af Maend og Kvinder, der var og alle Filisternes Fyrster, og paa Taget vare ved tre Tusinde Maend og Kvinder, som saa til, da Samson legede.
Judg	16	28	28. Men Samson kaldte paa Herren og sagde: Herre, Herre ! Kaere, kom mig i Hu! og styrk mig dog, o Gud! denne Gang, at jeg maa een Gang haevne mig til Gavns paa Filisterne for begge mine Øjnes Skyld.
Judg	16	29	29. Og Samson greb omkring de to midterste Piller, som bare Huset, og han støttede sig mod dem, den ene var i hans højre og den anden i hans venstre Haand.
Judg	16	30	30. Og Samson sagde: Min Sjael dø med Filisterne! og han bøjede sig med Kraft: Da faldt Huset paa Fyrsterne og paa alt Folket, som vare derudi, og de døde vare flere, som han draebte ved sin Død, end han draebte i sit Liv.
Judg	16	31	31. Da kom hans Brødre og hans Faders ganske Hus ned, og de toge ham op, og de droge op og begravede ham imellem Zora og Esthaol, i hans Fader Manoas Grav; men han havde dømt Israel tyve Aar.
------------------------Dommerbogen, Kapitel 17
Judg	17	1	1. Og der var en Mand fra Efraims Bjerg og hans Navn var Mika.
Judg	17	2	2. Og han sagde til sin Moder: De tusinde og hundrede Sekel Sølv, som ere tagne fra dig, og om hvilke du har udtalt en Forbandelse og sagt det endog i mit Paahør, se, det Sølv er hos mig, jeg har taget det; da sagde hans Moder: Velsignet vaere du, min Søn, for Herren !
Judg	17	3	3. Saa gav han sin Moder de tusinde og hundrede Sekel Sølv tilbage; og hans Moder sagde: Jeg har helliget Herren det Sølv fra min Haand for min Søn til at gøre et udskaaret og støbt Billede, derfor giver jeg dig det nu tilbage.
Judg	17	4	4. Men han gav sin Moder Sølvet tilbage; da tog hans Moder to Hundrede Sekel Sølv og gav Guldsmeden det, og han gjorde et udskaaret og støbt Billede deraf, og det var i Mikas Hus.
Judg	17	5	5. Og den Mand Mika havde et Guds Hus; og han gjorde en Livkjortel og Husguder og fyldte een af sine Sønners Haand, at han blev hans Praest.
Judg	17	6	6. I de samme Dage var ingen Konge i Israel; hver gjorde, hvad ret var for hans Øjne.
Judg	17	7	7. Og der var en ung Karl fra Bethlehem i Juda, af Judas Slaegt; men han var en Levit, og han var fremmed der.
Judg	17	8	8. Men denne Mand gik fra Staden Bethlehem i Juda for at opholde sig, hvor han fandt Lejlighed; og han kom paa Efraims Bjerg til Mikas Hus for at fortsaette sin Vej.
Judg	17	9	9. Da sagde Mika til ham: Hvorfra kommer du? og han sagde til ham: Jeg er en Levit fra Bethlehem i Juda, og jeg gaar hen for at opholde mig, hvor jeg finder en Lejlighed.
Judg	17	10	10. Da sagde Mika til ham: Bliv hos mig, og bliv min Fader og Praest, saa vil jeg hvert Aar give dig ti Sekel Sølv og behørige Klaeder og din Føde; og Leviten; gik ind
Judg	17	11	11. Og Leviten samtykkede i at blive hos Manden; og den unge Karl var ham som en af hans Sønner
Judg	17	12	12. Og Mika fylte Levitens Hand, og den unge Karl blev hans Praest; og han var i Mikas Hus.
Judg	17	13	13. Og Mika sagde: Nu ved jeg, at Herren skal gør vel imod mig, efterdi jeg har en Levit til Praest.
------------------------Dommerbogen, Kapitel 18
Judg	18	1	1. I de samme Dage var ingen Konge i Israel, og i de samme Dage søgte Daniternes Stamme sig en Lod, hvor de kunde bo; thi der var indtil den Dag ikke tilfaldet dem nogen Arv iblandt Israels Stammer.
Judg	18	2	2. Og Dans Børn udsendte af deres Slaegt fem Maend af deres hele Tal, stridbare Maend fra Zora og fra Esthaol for at bespejde Landet og at udforske det, og de sagde til dem: Gaar hen, udforsker Landet; og de kom paa Efraims Bjerg, til Mikas Hus, og bleve der om Natten.
Judg	18	3	3. Disse vare ved Mikas Hus, og disse kendte den unge Karls, Levitens Røst, og de toge derind og sagde til ham: Hvo har ført dig herhid? og hvad gør du paa dette Sted? og hvad har du her?
Judg	18	4	4. Og han sagde til dem; Paa den og den Maade har Mika gjort imod mig, og han har lejet mig, og jeg er bleven hans Praest
Judg	18	5	5. Og de sagde til ham: Kaere, spørg Gud ad, at vi maa vide, om vor Vej. som vi vandre paa, skal blive lykkelig.
Judg	18	6	6. Og Praesten sagde til dem Gaa med Fred! eders Vej, som I vandre paa, er for Herren.
Judg	18	7	7. Da gik de fem Maend og kom til Lais; og de saa, at det Folk, som der var, boede tryggeligen, efter Zdoniernes Vis, roligt og trygt; og der var ingen, som lastede nogen Ting i Landet, eller som havde arvelig Magt: og de vare langt fra Zidonierne og havde intet at gøre med noget Menneske.
Judg	18	8	8. Og de kom til deres Brødre i Zora. og Esthaol, og deres Brødre sagde til dem: Hvad sige I?
Judg	18	9	9. Og de sagde: Staar op og lader os drage op imod dem; thi vi have set Landet; og se, det, er saare godt; og I tie? vaerer ikke lade til at gaa hen til at komrne til at tage Landet til Eje.
Judg	18	10	10. Naar I komme, da skulle I komme til et trygt Folk, og Landet er vidt og bredt; thi Gud har givet det i eders Haand, et Sted, hvor der ikke er Mangel paa nogen Verdens Ting.
Judg	18	11	11. Da rejste derfra af Daniternes Slaegt, fra Zora og Esthaol, seks Hundrede Maend omgjordede med Krigsvaaben.
Judg	18	12	12. Og de droge op og belejrede sig i Kirjath-Jearim i Juda; derfor kaldte de det samme Sted Dans Lejr indtil denne Dag, se, den er bag Kirjath-Jearim.
Judg	18	13	13. Og de gik derfra over paa Efraims Bjerg, og de kom til Mikas Hus.
Judg	18	14	14. Da talte de fem Maend, som vare gangne til at bespejde Landet Lais, og sagde til deres Brødre: Vide I, at i disse Huse er en Livkjortel og Husguder og et udskaaret og støbt Billede derfor skønner nu, hvad I skulle gøre.
Judg	18	15	15. Og de toge derind og kom til den unge Karls, Levitens Hus, i Mikas Hus, og de hilsede ham.
Judg	18	16	16. Men de seks Hundrede Maend, som vare omgjordede med deres Krigsvaaben, og som vare af Dans Børn, stode for Indgangen til Porten.
Judg	18	17	17. Og de fem Maend, som vare udgangne til at bespejde Landet, gik op, de kom derhen, de toge det udskaarne Billede og Livkjortlen og Husguderne og det støbte Billede; og Praesten stod for Indgangen til Porten og de seks Hundrede Maend, som vare omgjordede med Krigsvaaben.
Judg	18	18	18. Og der disse vare komne I Mikas Hus og havde taget det udskaarne Billede, Livkjortlen og Husguderne og det støbte Billede, da sagde Praesten til dem: Hvad gøre I?
Judg	18	19	19. Og de svarede ham: Ti, laeg din Haand paa din Mund og gak med os, og vaer vor Fader og Praest; er det bedre, at du er Praest for een Mands Hus, eller at du er Praest for en Stamme og for en Slaegt i Israel?
Judg	18	20	20. Og Praestens Hjerte blev vel til Mode, og han tog Livkjortlen og Husguderne og det udskaarne Billede, og han kom midt iblandt Folket.
Judg	18	21	21. Og de vendte sig og gik bort; og de satte de smaa Børn og Kvaeget, og hvad de havde at føre, foran.
Judg	18	22	22. Der de vare langt fra Mikas Hus, da bleve de Maend, som vare i Husene ved Mikas Hus, sammenkaldte, og de indhentede Dans Børn.
Judg	18	23	23. Og de raabte til Dans Børn, og de vendte sig om, og de sagde til Mika: Hvad fattes dig, at du og de andre ere sammenkaldte?
Judg	18	24	24. Og han sagde: I have taget mine Guder, som jeg havde, gjort, og Praesten, og I gaa bort; og hvad har jeg ydermere? hvi sige I da til mig: Hvad fattes dig?
Judg	18	25	25. Da sagde Dans Børn til ham: Lad din Røst ikke høres hos os, at de Maend, som ere bitre i Sindet, ikke skulle anfalde eder, og du forspilde dit Liv og dit Folks Liv.
Judg	18	26	26. Saa gik Dans Børn deres Vej; og Mika saa, at de vare staerkere end han, og han vendte sig og kom tilbage til sit Hus.
Judg	18	27	27. Men de toge det, som Mika havde gjort, og Praesten, som han havde haft, og kom over Lais, over et roligt og trygt Folk, og sloge dem med skarpe Svaerd; og de opbraendte Staden med Ild.
Judg	18	28	28. Og der var ingen, som friede den, thi den var langt fra Zidon, og de havde intet at gøre med noget Menneske; og den laa i Dalen, som er ved Beth-Rekob; saa byggede de Staden og boede derudi.
Judg	18	29	29. Og de kaldte Stadens Navn Dan, efter deres Fader Dans Navn, denne var en Søn af Israel; dog fra Begyndelsen var Stadens Navn Lais.
Judg	18	30	30. Og Dans Børn oprejste sig det udskaarne Billede; og Jonathan, en Søn af Gerson, Manasse Søn, var med sine Børn Praester for Daniternes Stamme, indtil den Dag, de flyttedes ud af Landet.
Judg	18	31	31. Saa satte de iblandt sig Mikas udskaarne Billede, som han havde gjort, alle de Dage, Guds Hus var i Silo.
------------------------Dommerbogen, Kapitel 19
Judg	19	1	1. Og det skete i de samme Dage, da der ingen Konge var i Israel, at der var en levitisk Mand, som opholdt sig som fremmed i de fjernere Egne af Efraims Bjerge og havde taget sig en Kvinde til Medhustru fra Bethlehem i Juda.
Judg	19	2	2. Og der hans Medhustru havde bedrevet Hor hos ham, da gik hun fra ham til sin Faders Hus, til Bethlehem i Juda; og hun blev der en fire Maaneders Tid.
Judg	19	3	3. Og hendes Mand gjorde sig rede og gik efter hende, at han vilde tale kaerligen med hend for at føre hende tilbage, og han havde sin Dreng og et Par Asene med sig; og hun førte ham ind i sin Faders Hus, og der den unge Kvindes Fader saa ham, da blev han glad og gik ham i Møde.
Judg	19	4	4. Og hans Svigerfader, Kvindens Fader holdt paa ham, at han blev hos ham i tre Dage; og de aade drak og bleve der om Natten.
Judg	19	5	5. Og det skete paa den fjerde Dag,, da stode de aarle op om Morgen, og han gjorde sig rede til at gaa; da sagde den unge Kvindes Fader til sin Svigersøn: Vederkvaeg dit Hjerte med et Stykke Brød, og derefter maa I gaa.
Judg	19	6	6. Og de satte sig og aade begge tilsammen og drak; da sagde den unge Kvindes Fader til Manden: Kaere, samtyk, og bliv Natten over og lad dit Hjerte vaere vel til Mode.
Judg	19	7	7. Og Manden stod op for at gaa, og hans Svigerfader nødte ham, og han vendte tilbage og blev der om Natten.
Judg	19	8	8. Og han stod aarle op om Morgenen paa den femte Dag for at gaa, da sagde den unge Kvindes Fader: Kaere, vederkvaeg dit Hjerte; og de tøvede, indtil Dagen haeldede, og de aade begge.
Judg	19	9	9. Og Manden stod op for at gaa, han og hans Medhustru og hans Dreng; men hans Svigerfader, den unge Kvindes Fader, sagde til ham: Se, kaere, Dagen lider, og det bliver Aften, kaere, bliver Natten over; se, Dagen er ad Ende, bliv her i Nat og lad dit Hjerte vaere vel til Mode, saa kunne I i Morgen staa aarle op for at gaa eders Vej, og du kan gaa til dit Telt.
Judg	19	10	10. Men Manden vilde ikke bive om Natten, men gjorde sig rede og gik bort og kom til tvaers over for Jebus, det er Jerusalem; et Par sadlede Asener vare med med, ham og hans Medhustru var med ham.
Judg	19	11	11. Da de vare ved Jebus, haelede Dagen saare, og Drengen sagde sin Herre: Kaere, kom og lad os tage ind i denne Jebusiternes Stad og blive der i Nat.
Judg	19	12	12. Da sagde hans Herre til harn: Vi ville ikke tage ind i en fremmed Stad, som ikke tilhøre Israels Børn; men vi ville gaa til Gibea.
Judg	19	13	13. Og han sagde til sin Dreng: Gak frem, at vi kunne komme naer til een af Staederne, og vi ville blive i Nat udi Gibea eller i Rama.
Judg	19	14	14. Og de gik forbi og vandrede, og Solen gik ned for dem, der de vare hart ved Gibea, som hører Benjamin til.
Judg	19	15	15. Og de toge ind der og kom for at blive Natten over i Gibea; og der han kom ind, da satte han sig paa Gaden i Staden; thi der var ingen, som annammede dem i Hus og lod dem blive hos sig om Natten.
Judg	19	16	16. Og se, der kom en gammel Mand fra sin Gerning fra Marken om Aftenen, og Manden var fra Efraims Bjerg, og han var en fremmed i Gibea, men Maendene paa det Sted vare Benjaminiter.
Judg	19	17	17. Og han opløftede sine Øjne og saa den vejfarende Mand paa Stadens Gade; da sagde den gamle Mand: Hvor vil du gaa hen, og hvorfra kommer du?
Judg	19	18	18. Og han sagde til ham: Vi gaa fra Bethlehem i Juda til de fjerner Egne af Efraims Bjerg, hvor jeg er fra, og jeg var gangen til Bethlehem i Juda; men jeg gaar til Herrens Hus, og der er ingen Mand, som annammer mig i Hus.
Judg	19	19	19. Og jeg har baade Straa og Foder til vore Asener, saa har jeg og Brød og Vin til mig og din Tjenestekvinde og til Drengen, som er med din Tjener; vi have ingen Mangel paa nogen Ting.
Judg	19	20	20. Og den gamle Mand sagde: Fred vaere med dig, lad ikkun, hvad du traenger til, vaere min Sag; bliv kun ikke Natten over paa Gaden.
Judg	19	21	21. Og han førte ham ind i sit Hus og gav Asenerne Foder; og de toede deres Fødder, og de aade og drak.
Judg	19	22	22. Der disse gjorde deres Hjerter til Gode, se, da omringede Maendene af Staden, Maend, som vare Belials Børn, Huset, og bankede paa Døren; og de sagde til den gamle Mand, som var Husets Herre, sigende: Før den Mand ud, som kom i dit Hus, at vi kunne kende ham.
Judg	19	23	23. Men den Mand, som var Husets Herre, gik ud til dem, og sagde til dem: Ikke saa, mine Brødre, gører ikke ondt; efter at denne Mand er kommen i mit Hus, saa gører dog ikke denne Daalighed!
Judg	19	24	24. Se, her min Datter, som er Jomfru, og hans Medhustru; dem vil jeg udføre, og dem maa I kraenke og gøre ved den hvad som godt er for eders Øjne; men gører ikke denne daarlige Gerning mod denne Mand!
Judg	19	25	25. Men Maendene vilde ikke høre ham; da tog Manden fat paa sin Medhustru og førte hende ud til dem udenfor; og de kendte hende og handlede skaendeligen med hende den ganske Nat indtil om Morgenen, men der Morgenrøden gik op, lode de hende fare.
Judg	19	26	26. Da kom Kvinden, der Morgenen frembrød, og hun faldt ned for Døren af den Mands Hus, hvor hendes Herre var inde, indtil det blev lyst
Judg	19	27	27. Og der hendes Herre stod op om Morgenen og oplod Dørene paa Huset og gik ud at vandre sin Vej, se da var Kvinden, hans Medhustru falden foran Husets Dør, og hendes Haender laa paa Dørtaerskelen.
Judg	19	28	28. Da sagde han til hende: Staa op og lad os vandre, men ingen svarede; da tog han hende op paa Asenet, og Manden gjorde sig rede og gik til sit Sted.
Judg	19	29	29. Og der han kom til sit Hus, da tog han en Kniv og tog fat paa sin Medhustru og huggede hende efter hendes Ben i tolv Stykker, og han sendte hende om til alt Israels Landemaerke.
Judg	19	30	30. Og det skete hver den, som saa det, sagde: Saadant er ikke sket eller set fra den Dag, Israels Børn droge op af Aegyptens Land, indtil denne Dag; tager dette til Hjerte, giver Raad og siger frem!
------------------------Dommerbogen, Kapitel 20
Judg	20	1	1. Da droge alle Israels Børn ud, og Menigheden blev samlet som een Mand, fra Dan indtil Beersaba og Landet Gilead, til Herren i Mizpa.
Judg	20	2	2. Og Høvdingerne for hele Folket, alle Israels Stammer, stillede sig frem i Guds Folks Forsamling: Fire Hundrede Tusinde Mand Fodfolk, som kunde føre Svaerd.
Judg	20	3	3. Og Benjamins Børn hørte, at Israels Børn vare dragne op til Mizpa; og Israels Børn sagde: Siger, hvorledes er dette onde sket?
Judg	20	4	4. Da svarerle den levitiske Mand, Manden til den Kvinde, som var ihjelslagen, og sagde: Jeg og min Medhustru kom til Gibea, som hører Benjamin til, for at blive der om Natten.
Judg	20	5	5. Og Maendene i Gibea stode op imod mig og omringede mig i Huset om Natten; de taenkte at ihjelslaa mig, og de have kraenket min Medhustru, saa at hun er død.
Judg	20	6	6. Da tog jeg fat paa min Medhustru og huggede hende i Stykker og sendte hende om til al Israels Arvs Land; thi de have gjort en Skaendsel og en Daarlighed i Israel.
Judg	20	7	7. Se, alle I ere Israels Børn; taler tilsammen og raadslaar her!
Judg	20	8	8. Da gjorde alt Folket sig rede som een Mand og sagde: Vi ville ikke, at nogen gaar til sit Telt, og at nogen viger herfra til sit Hus.
Judg	20	9	9. Men det er nu den Gerning, som, i ville gøre mod Gibea: Vi ville drage mod den efter Lodkastning,
Judg	20	10	10. Og vi ville tage ti Maend af hundrede, af alle Israels Stammer, og hundrede af Tusinde, og tusinde af ti Tusinde, at de hente Taering til Folket, at de kunne, naar de komme til Gibea i Benjamin, gengaelde den al den Daarlighed, som den har gjort i Israel.
Judg	20	11	11. Saa bleve alle Israels Maend samlede mod Staden; som een Mand vare de forbundne.
Judg	20	12	12. Og Israels Stammer sendte Maend til alle Benjamins Slaegter og; lode sige: Hvad er dette for en Ondskab, som er sket iblandt eder?
Judg	20	13	13. Saa giver nu de Maend hid, de Belials Børn, som ere i Gibea, at vi kunne slaa dem ihjel og borttage det onde af Israel; men Benjamins Børn vilde ikke høre deres Brødres, Israels Børns, Røst.
Judg	20	14	14. Og Benjamins Børn bleve samlede fra Staederne til Gibea, til at drage ud til Krigen mod Israels Børn.
Judg	20	15	15. Og Benjamins Børn fra Staederne bleve samme Dag talte, seks og tyve Tusinde Mand, som kunde føre Svaerd, foruden Indbyggerne i Gibea, som blev talte, syv Hundrede udvalgte Maend.
Judg	20	16	16. Iblandt alt dette Folk vare syv Hundrede udvalgte Maend, som vare kejthaandede, af hvilke enhver slyngede med en Sten paa et Haar og fejlede ikke.
Judg	20	17	17. Men Maendene af Israel, foruden dem af Benjamin, bleve talte, fire Hundrede Tusinde Mand, som kunde føre Svaerd; enhver af dem var Krigsmand.
Judg	20	18	18. Da gjorde de sig rede og droge op til Guds Hus og adspurgte Gud, og Israels Børn sagde: Hvo skal drage op for os at begynde Krigen mod Benjamins Børn? og Herren sagde: Juda skal begynde.
Judg	20	19	19. Saa gjorde Israels Børn sig rede om Morgenen, og de lejrede sig imod Gibea.
Judg	20	20	20. Og hver Mand af Israel gik ud til Krigen imod Benjamin, og hver Mand af Israel rustede sig til Krig mod dem, mod Gibea.
Judg	20	21	21. Da gik Benjamins Børn ud af Gibea, og de sloge af Israel paa den samme Dag to og tyve Tusinde Mand til Jorden.
Judg	20	22	22. Men Folket af Israels Maend styrkede sig og stillede sig atter op til Slag paa det samme Sted, hvor de havde stillet sig op den første Dag.
Judg	20	23	23. Og Israels Børn droge op og graed for Herrens Ansigt indtil Aften, og de adspurgte Herren og sagde: Skal jeg ydermere blive ved at drage op til Krig mod Benjamins, min Broders, Børn og Herren sagde: Drager op mod ham!
Judg	20	24	24. Og Israels Børn kom naer til Benjamins Børn paa den anden Dag.
Judg	20	25	25. Og Benjamin gik ud fra Gibea imod dem paa den anden Dag, og de sloge af Israels Børn endnu atten Tusinde Maend til Jorden; alle disse kunde føre Svaerd.
Judg	20	26	26. Da droge alle Israels Børn op, ja alt Folket, og kom til Guds Hus og graed og bleve der for Herrens Ansigt, og de fastede den samme Dag indtil Aften, og de ofrede Braendofre og Takofre for Herrens Ansigt.
Judg	20	27	27. Og Israels Børn adspurgte Herren; og Guds Pagts Ark var der i de Dage
Judg	20	28	28. Og Pinehas, en Søn af Eleasar, Arons Søn, stod for hans Ansigt i de Dage og sagde: Skal jeg blive ved ydermere at drage ud til Krig imod Benjamins, min Broders, Børn, eller lade af? og Herren sagde: Drager op; thi i Morgen vil jeg give ham i din Haand.
Judg	20	29	29. Og Israel satte Baghold ved Gibea trindt omkring.
Judg	20	30	30. Saa droge Israels Børn op imod Benjamins Børn paa den tredje Dag, og de stillede sig op imod Gibea, som to Gange tilforn.
Judg	20	31	31. Da gik Benjamins Børn ud imod Folket, de droges bort fra Staden, og de begyndte at ihjelslaa nogle af Folket, som to Gange tilforn, paa de alfare Veje, af hvilke een løber op til Bethel og een til Gibea paa Marken, henved tredive Mand i Israel.
Judg	20	32	32. Da sagde Benjamins Børn: De ere slagne for vort Ansigt ligesom i Førstningen; men Israels Børn sagde: Lader os fly, at vi kunne drage ham bort fra Staden, paa de alfare Veje.
Judg	20	33	33. Da gjorde alle Israels Maend sig rede af deres Sted og stillede sig op i Baal-Thamar, og Israels Baghold drog ud fra deres Sted, fra Hulen ved Geba.
Judg	20	34	34. Og ti Tusinde Mand, udvalgte af al Israel, kom tvaers over for Gibea, og Krigen blev svar: men den vidste ikke, at det onde skulde ramme den.
Judg	20	35	35. Saa slog Herren Benjamin for Israels Ansigt, og Israels Børn sloge af Benjamin paa den samme Dag fem og tyve Tusinde og hundrede Mand; alle disse kunde føre Svaerd.
Judg	20	36	36. Og Benjamins Børn saa, at de vare slagne; thi Israels Børn gav Benjamin Rum, fordi de forlode sig paa Bagholdet, som de havde lagt mod Gibea
Judg	20	37	37. Og Bagholdet skyndte sig og faldt ind paa Gibea; og Bagholdet drog frem og slog den ganske Stad med skarpe Svaerd.
Judg	20	38	38. Og Maendene af Israel havde gjort en bestemt Aftale med Bagholdet, at de skulde lade megen og høj Røg opgaa af Staden.
Judg	20	39	39. Da vendte Israels Maend sig i Slaget, og Benjamin havde begyndt at ihjelslaa af Israels Maend henved tredive Mand; thi de sagde: Visseligen han er slagen for vort Ansigt som i det første Slag.
Judg	20	40	40. Da begyndte en høj Røg, en Støtte af Røg, at stige op af Staden, og Benjamin saa om bag sig, og se, den hele Stad gik op i Røg mod Himmelen.
Judg	20	41	41. Og Israels Børn vendte sig, men Benjamins Maend forfaerdedes; thi de saa, at ondt vilde ramme dem.
Judg	20	42	42. Og de vendte sig for Israels Maends Ansigt ad Vejen til Ørken, men Kampen indhentede dem; og de fra Staederne nedhuggede dem midt imellem sig.
Judg	20	43	43. De omringede Benjamin, de forfulgte ham; hvor han hvilede, lode de ham nedtraedes, indtil tvaers over for Gibea mod Solens Opgang.
Judg	20	44	44. Og der faldt af Benjamin atten Tusinde Mand; alle disse vare stridbare Maend.
Judg	20	45	45. Da vendte de sig og flyede mod Ørken, til Klippen Rimmon, og hine sloge her og der paa de alfare Veje fem Tusinde Mand og forfulgte dem indtil Gideom, og de sloge af dem to Tusinde Mand,
Judg	20	46	46. Og alle de, som faldt af Benjamin vare fem og tyve Tusinde Mand som kunde føre Svaerd, paa den Dag; alle disse vare stridbare Maend;
Judg	20	47	47. Og seks Hundrede Maend vendte sig og flyede mod Ørken til Klippen Rimmon; og de bleve paa Klippen Rimmon fire Maaneder.
Judg	20	48	48. Og Israels Maend vendte tilbage til Benjamins Børn og slog dem med skarpe Svaerd, baade Folket af Staederne og Kvaeget, ja alt det, som fandtes; ogsaa alle Staederne, som fandtes satte de Ild paa.
------------------------Dommerbogen, Kapitel 21
Judg	21	1	1. Og Israels Maend havde svoret i Mizpa og sagt: Der skal ingen af os give Benjamin sin Datter til Hustru.
Judg	21	2	2. Og Folket kom til Guds Hus, og de bleve der indtil Aften for Guds Ansigt; og de opløftede deres Røst og graed med en stor Graad.
Judg	21	3	3. Og de sagde: Herre, Israels Gud! hvorfor er dette sket i Israel, at i Dag en Stamme savnes af Israel?
Judg	21	4	4. Og det skete den anden Dag, da stod Folket aarle op, og de byggede der et Alter, og de ofrede Braendofre og Takofre.
Judg	21	5	5. Og Israels Børn sagde: Hvo er den, som ikke er kommen med op til Forsamlingen af alle Israels Stammer til Herren? Thi der var svoret en høj Ed imod den, som ikke kom op til Herren i Mizpa, saa der sagdes: Han skal visseligen dødes.
Judg	21	6	6. Og det gjorde Israels Børn ondt for deres Broder Benjamin, og de sagde: I Dag er een Stamme afhuggen af Israel.
Judg	21	7	7. Hvad ville vi gøre dem, som ere overblevne, at de kunne faa Hustruer? thi vi have svoret ved Herren, at vi ikke ville give dem af vore Døtre til Hustruer.
Judg	21	8	8. Og de sagde: Hvad er det for en af Israels Stammer, som ikke er kommen op til Herren i Mizpa? Og se, der var ingen Mand til Lejren fra Jabes i Gilead til Forsamlingen.
Judg	21	9	9. Thi Folket blev talt; og se, da var der ingen af Indbyggerne fra Jabes i Gilead.
Judg	21	10	10. Da sendte de derhen af Menigheden tolv Tusinde Mand af Stridsfolkene; og de bøde dem og sagde: Gaar hen og slaar Indbyggerne i Jabes i Gilead med skarpe Svaerd, samt Hustruerne og de smaa Børn.
Judg	21	11	11. Og denne er den Gerning, som I skulle gøre: Alt Mandkøn og alle Kvinder, som have haft Samkvem med nogen Mand, skulle I ødelaegge.
Judg	21	12	12. Og de fandt af Indbyggerne i Jabes i Gilead fire Hundrede unge Piger, Jomfruer, som ikke havde kendt nogen Mand og ikke haft Samkvem med nogen Mand, og de førte dem til Lejren i Silo, som er i Landet Kanaan.
Judg	21	13	13. Da sendte den ganske Menighed hen, og de lode tale med Benjamins Børn, som vare paa Klippen Rimmon; og de tilbøde dem Fred.
Judg	21	14	14. Saa kom Benjamin tilbage paa samme Tid, og de gave dem de Hustruer, som de havde ladet leve af Kvinderne fra Jabes i Gilead; og de fandt ikke saaledes nok til dem.
Judg	21	15	15. Da gjorde det Folket ondt for Benjamin, fordi Herren havde gjort et Skaar i Israels Stammer.
Judg	21	16	16. Og Menighedens Aeldste sagde: Hvad skulle vi gøre ved de overblevne, at de kunne faa Hustruer? thi Kvinderne af Benjamin ere udryddede.
Judg	21	17	17. Og de sagde: De undkomnes Ejendom skal høre Benjamin til, at ikke een Stamme skal blive udslettet af Israel.
Judg	21	18	18. Men vi kunne ikke give dem Hustruer af vore Døtre; thi Israels Børn have svoret og sagt: Forbandet vaere den, som giver Benjamin en Hustru!
Judg	21	19	19. Og de sagde: Se, der er Aar for Aar Herrens Højtid i Silo, som ligger Nord for Bethel, mod Solens Opgang, paa den alfare Vej, som gaar op fra Bethel til Sikem, og Syd for Lebona.
Judg	21	20	20. Og de befalede Benjamins Børn og sagde: Gaar hen og lurer i Vingaardene!
Judg	21	21	21. Og I skulle se til, og se, dersom Silos Døtre gaa ud at danse, da maa I gaa ud af Vingaardene og gribe eder hver sin Hustru af Silos Døtre, og I skulle gaa til Benjamins Land.
Judg	21	22	22. Og det skal ske, naar deres Faedre eller deres Brødre komme at gaa i Rette med os, da ville vi sige til dem: Vaerer dem naadige for vor Skyld, fordi vi ikke have skaffet dem hver sin Hustru i Krigen; thi I have heller ikke givet dem Hustruer; eller skulle I nu have vaeret skyldige.
Judg	21	23	23. Og Benjamins Børn gjorde saaledes og toge Hustruer efter deres Tal af dem, som dansede, hvilke de røvede; og de gik og kom tilbage til deres Arv og byggede Staederne og boede i dem.
Judg	21	24	24. Saa vandrede Israels Børn derfra paa samme Tid, hver til sin Stamme og til sin Slaegt; og de udgik derfra, hver til sin Arv.
Judg	21	25	25. I disse Dage var ingen Konge i Israel; hver gjorde det, som var ret for hans Øjne.
------------------------Ruths Bog, Kapitel 1
Ruth	1	1	1. Og det skete i de Dage, da Dommerne dømte, da var der en Hunger i Landet; og en Mand fra Bethlehem i Juda gik hen at opholde sig i Moabiternes Land, han og hans Hustru og hans to Sønner.
Ruth	1	2	2. Og Mandens Navn var Elimelek og hans Hustrus Navn Noomi og hans to Sønners Navn Malon og Kiljon, Efratiter fra Bethlehem i Juda; og de kom i Moabiternes Land og bleve der.
Ruth	1	3	3. Og Elimelek, Noomi Mand, døde; og hun og hendes to Sønner bleve tilbage.
Ruth	1	4	4. Og disse toge sig moabitiske Hustruer, den enes Navn var Orpa, og den andens Navn Ruth; og de boede der ved ti Aar.
Ruth	1	5	5. Da døde ogsaa de begge, Malon og Kiljon; og Kvinden blev tilbage efter hendes tvende Sønner og efter hendes Mand.
Ruth	1	6	6. Da gjorde hun sig rede, hun og hendes Sønners Hustruer, og vendte tilbage fra Moabiternes Land; thi hun havde hørt i Moabiternes Land, at Herren havde besøgt sit Folk og givet dem Brød.
Ruth	1	7	7. Og hun gik ud fra det Sted, hvor hun havde vaeret, og begge hendes Sønners Hustruer med hende, og de gik paa Vejen for at komme tilbage til Judas Land.
Ruth	1	8	8. Da sagde Noomi til begge sine Sønners Hustruer: Gaar hen, vender tilbage hver til sin Moders Hus; Herren gøre Miskundhed imod eder, ligesom I have gjort imod de døde og imod mig!
Ruth	1	9	9. Herren give eder, at I maa finde Rolighed hver i sin Mands Hus! Og hun kyssede dem, og de opløftede deres Røst og graed.
Ruth	1	10	10. Og de sagde til hende: Vi ville vende tilbage med dig til dit Folk.
Ruth	1	11	11. Da sagde Noomi: Vender tilbage, mine Døtre! hvorfor ville I gaa med mig? mon jeg har Børn ydermere i mit Liv, som kunne blive eders Maend?
Ruth	1	12	12. Vender tilbage, mine Døtre! gaar bort, thi jeg er for gammel til at faa en Mand; dersom jeg end sagde: Der er Forventelse for mig, ja, dersom jeg havde en Mand i denne Nat og endog fødte Sønner,
Ruth	1	13	13. mon I skulde vente paa dem, indtil de bleve store? mon I skulde opholdes derefter, saa at I ikke skulde faa Maend Nej, mine Døtre! thi det er mig saare bittert, mere end eder, at Herrens Haand er udgangen over mig.
Ruth	1	14	14. Da opløftede de deres Røst og graed ydermere; og Orpa kyssede sin Mands Moder, men Ruth haengte ved hende.
Ruth	1	15	15. Da sagde hun: Se, din Svigerinde er vendt tilbage til sit Folk og til sin Gud; vend tilbage efter din Svigerinde!
Ruth	1	16	16. Og Ruth sagde: Vaer mig ikke imod, at jeg skulde forlade dig og vende tilbage fra dig; thi hvor du gaar hen, der vil jeg gaa hen, og hvor du bliver, om Natten, der vil jeg blive om Natten; dit Folk er mit Folk, og din Gud er min Gud.
Ruth	1	17	17. Hvor du vil dø, der vil jeg dø, og der vil jeg begraves; Herren gøre nu og fremdeles saa og saa imod mig, saa vist som Døden alene skal skille imellem dig og imellem mig.
Ruth	1	18	18. Og der hun saa, at hun havde fast foresat sig at gaa med hende, da lod hun af at tale til hende derom.
Ruth	1	19	19. Og de gik begge, indtil de kom til Bethlehem; og det skete, der de kom til Bethlehem, da kom den ganske Stad i Bevaegelse over. dem, og de sagde: Er dette Noomi?
Ruth	1	20	20. Og hun sagde til dem: Kalder mig ikke Noomi, kalder mig Mara, thi den Almaegtige har gjort det saare besk for mig.
Ruth	1	21	21. Jeg gik bort med fulde Haender, men Herren har ført mig med tomme Haender tilbage; hvi skulde I kalde mig Noomi, efterdi Herren har vidnet imod mig, og den Almaegtige handlet ilde med mig
Ruth	1	22	22. Saa kom Noomi tilbage, og Ruth den moabitiske, hendes Sønnekone, var med hende, som kom tilbage af Moabiternes Land; og de kom til Bethlehem i Byghøstens Begyndelse.
------------------------Ruths Bog, Kapitel 2
Ruth	2	1	1. Og Noomi havde en Kynding af hendes Mands, en Mand af Vaelde og Formue, af Elimeleks Slaegt, og hans Navn var Boas.
Ruth	2	2	2. Og Ruth den moabitiske sagde til Noomi: Kaere, jeg vil gaa ud paa Marken, og jeg vil sanke op af Aksene efter den, for hvis Øjne jeg finder Naade; og hun sagde til hende: Gak, min Datter!
Ruth	2	3	3. Og hun gik og kom og sankede op paa Marken efter Høstfolkene; og det haendte ved en Haendelse for hende, at en Del af Marken hørte Boas til, som var af Elimeleks Slaegt.
Ruth	2	4	4. Og Boas kom fra Bethlehem og sagde til Høstfolkene: Herren vaere med eder! og de sagde til ham: Herren velsigne dig!
Ruth	2	5	5. Og Boas sagde til sin unge Karl, som var sat over Høstfolkene: Hvem hører den unge Kvinde til?
Ruth	2	6	6. Og den unge Karl, som var sat over Høstfolkene, svarede og sagde: Det er den moabitiske unge Kvinde, som er kommen tilbage med Noomi af Moabiternes Land.
Ruth	2	7	7. Og hun har sagt: Kaere, jeg vil sanke op og samle iblandt Negene efter Høstfolkene; og hun er kommen og har staaet siden i Morges og indtil nu; nu sad hun lidet hjemme.
Ruth	2	8	8. Da sagde Boas til Ruth: Hører du ikke min Datter? du skal ikke gaa at sanke op paa en anden Ager, og gak heller ikke bort herfra, men hold dig her naer til mine unge Piger!
Ruth	2	9	9. Hold dine Øjne til den Ager, hvor de skaere paa, og gaa efter dem; har jeg ikke befalet de unge Karle, at ingen skal røre dig? og tørster du, da gaa til Karrene og drik af det, som de unge Karle øse af.
Ruth	2	10	10. Da faldt hun paa sit Ansigt og bøjede sig til Jorden, og hun sagde til ham: Hvorfor har jeg fundet Naade for dine Øjne, at du kender mig, og jeg er dog fremmed?
Ruth	2	11	11. Og Boas svarede og sagde til hende: Det er mig nok tilkendegivet, alt hvad du har gjort for din Mands Moder, efter din Mands Død, at du har forladt din Fader og din Moder og dit Faedreneland og er gaaet til et Folk, som du ikke kendte tilforn.
Ruth	2	12	12. Herren gengaelde din Gerning, og din Løn vaere fuldkommen for Herren Israels Gud, til hvem du er kommen for at søge Ly under hans Vinger!
Ruth	2	13	13. Og hun sagde: Lad mig finde Naade for dine Øjne, min Herre, fordi du har trøstet mig, og fordi du har talet kaerligen til din Tjenestekvinde; og jeg er ikke som en af dine Tjenestepiger.
Ruth	2	14	14. Og Boas sagde til hende: Naar det er Tid til at aede, da kom herhid og aed af Brødet og dyp din Bid i Eddiken; og hun satte sig ved Høstfolkenes Side, og han rakte ristede Aks til hende, og hun aad og blev maet og levnede.
Ruth	2	15	15. Og hun stod op at sanke; og Boas befalede sine unge Karle og sagde: Lader hende ogsaa opsanke imellem Negene og beskaemmer hende ikke!
Ruth	2	16	16. Plukker ogsaa noget af Negene til hende, og lader det tilbage, at hun kan opsanke det, og I skulle ikke skaelde paa hende.
Ruth	2	17	17. Saa sankede hun op paa Ageren indtil Aftenen; og hun slog det af, som hun havde sanket op, og det var ved en Efa Byg.
Ruth	2	18	18. Og hun løftede det op og kom i Staden, og hendes Mands Moder saa det, som hun havde opsanket; og hun tog frem og gav hende det, hun havde levnet, da hun var maet.
Ruth	2	19	19. Da sagde hendes Mands Moder til hende: Hvor opsankede du i Dag, og hvor havde du at gøre? velsignet vaere den, som dig kendte; da gav hun sin Mands Moder til Kende, hos hvem hun havde haft at gøre, og sagde: Den Mands Navn, som jeg har haft at gøre hos i Dag, er Boas.
Ruth	2	20	20. Og Noomi sagde til sin Sønnekone: Velsignet vaere han for Herren, som ikke har forladt sin Miskundhed mod de levende eller mod de døde; og Noomi sagde til hende: Den Mand hører os naer til, han er een af vore Løsere.
Ruth	2	21	21. Ruth den moabitiske sagde: Tilmed har han sagt til mig: Du skal holde dig fast til mine Folk, indtil de have endt al den Høst, som jeg har.
Ruth	2	22	22. Og Noomi sagde til Ruth, sin Sønnekone: Det er godt, min Datter, at du gaar ud med hans unge Piger, at de ikke skulle gøre dig Fortraed paa en anden Ager.
Ruth	2	23	23. Saa holdt hun sig fast til Boas' unge Piger for at opsanke, indtil Byghøsten og Hvedehøsten var endt; og hun blev hos sin Mands Moder.
------------------------Ruths Bog, Kapitel 3
Ruth	3	1	1. Og Noomi, hendes Mands Moder, sagde til hende: Min Datter, mon jeg ikke skulde søge Rolighed for dig, at det maa gaa dig vel?
Ruth	3	2	2. Og nu, mon ikke Boas, hos hvis unge Piger du har vaeret, er af vort Fraendskab se, han kaster Byg i Nat paa Loen.
Ruth	3	3	3. Saa bad dig og salv dig og tag dine Klaeder paa dig og gak ned i Loen; giv dig ikke til Kende for Manden, før han er faerdig med at aede og drikke.
Ruth	3	4	4. Og det skal ske, naar han laegger sig, saa maerk det Sted, hvor han laegger sig, og kom og slaa op ved hans Fødder og laeg dig; og han skal give dig til Kende, hvad du skal gøre.
Ruth	3	5	5. Og hun sagde til hende: Alt det, som du siger mig, vil jeg gøre.
Ruth	3	6	6. Og hun gik ned i Loen og gjorde efter alt det, som hendes Mands Moder havde befalet.
Ruth	3	7	7. Der Boas havde aedt og drukket, og hans Hjerte var vel til Mode, da kom han at laegge sig i Udkanten af en Korndynge; og hun kom sagteligen og slog op ved hans Fødder og lagde sig.
Ruth	3	8	8. Og det skete om Midnatten, da blev Manden forskraekket og greb omkring sig, og se, en Kvinde laa ved hans Fødder.
Ruth	3	9	9. Og han sagde: Hvo er du? Og hun svarede: Jeg er Ruth, din Tjenestekvinde, udbred din Flig over din Tjenestekvinde, thi du er Løseren.
Ruth	3	10	10. Og han sagde: Velsignet vaere du for Herren, min Datter; du har bevist din Kaerlighed sidste Gang bedre end første Gang, idet du ikke er gaaet efter de unge Karle, enten fattig eller rig.
Ruth	3	11	11. Og nu, min Datter, frygt ikke, alt det, du siger, vil jeg gøre dig; thi mit Folk i den ganske Stad ved, at du er en duelig Kvinde.
Ruth	3	12	12. Og nu er det vel saa i Sandhed, at jeg er Løseren; men der er dog en naermere Løser end jeg.
Ruth	3	13	13. Bliv her Natten over, og det skal ske i Morgen, dersom han vil løse dig, godt, da maa han løse dig, men dersom han ikke har Lyst til at løse dig, saa vist som Herren lever; bliv liggende indtil Morgenen;
Ruth	3	14	14. Og hun laa ved hans Fødder indtil Morgenen og stod op, førend en kunde kende den anden, og han sagde: Lad det ikke vides, at en Kvinde er kommen i Loen.
Ruth	3	15	15. Og han sagde: Giv hid dit Forklaede, som du har for dig, og hold derved, og han maalte seks Maal Byg og lagde paa hende, og hun gik ind i Staden.
Ruth	3	16	16. Og hun kom til sin Mands Moder, og hun sagde: Hvorledes gaa det dig, min Datter? og hun forkyndte hende alt det, Manden havde gjort hende.
Ruth	3	17	17. Og hun sagde: Disse seks Maal Byg gav han mig; thi han sagde til mig: Du skal ikke komme tomhaendet til din Mands Moder.
Ruth	3	18	18. Og hun sagde: Bliv, min Datter, indtil du faar at vide, hvorledes Sagen vil falde ud; thi den Mand hviler ikke, før han i Dag gør Ende paa denne Sag.
------------------------Ruths Bog, Kapitel 4
Ruth	4	1	1. Og Boas gik op til Porten og sad der, og se, Løseren gik forbi, som Boas havde talt om, og sagde til denne: Traed naerrnere, saet dig her, min Ven; og han traadte naermere og satte sig.
Ruth	4	2	2. Og han tog ti Maend af de Aeldste i Staden og sagde: Saetter eder her, og de satte sig.
Ruth	4	3	3. Da sagde han til Løseren: Den Del af Marken, som hørte vor Broder Elimelek til, den har Noomi, som er kommen tilbage af Moabiternes Land, solgt.
Ruth	4	4	4. Og jeg sagde: Jeg vil aabenbare det for dine Øren, og sige: Køb det i Overvaerelse af Indbyggerne og de Aeldste af mit Folk: Dersom du vil løse det, løs det, men dersom du ikke vil løse det, giv mig det til Kende, at jeg; kan vide det; thi der er ingen uden du til at løse det og jeg efter dig; og han sagde: Jeg vil løse det.
Ruth	4	5	5. Og Boas sagde: Paa hvilken Dag du køber det Land af Noomis Haand, da køber du det og af den moabitiske Ruth, den dødes Hustru, for at oprejse den døde et Navn paa hans Arv.
Ruth	4	6	6. Da sagde Løseren: Jeg kan ikke løse det for mig, at jeg ikke skal fordaerve min egen Arv; løs du det for dig, det jeg skulde løse; thi jeg kan ikke løse det.
Ruth	4	7	7. Og dette var fordum Saedvane i Israel ved Løsning og ved Skiften til at stadfaeste al Handel, at een drog; sin Sko af og gav sin Naeste; og det var Vidnesbyrdet i Israel.
Ruth	4	8	8. Og Løseren sagde til Boas: Køb dig det; og han drog sin Sko af.
Ruth	4	9	9. Da sagde Boas til de Aeldste og til alt Folket: I ere Vidner i Dag, at jeg har købt alt det, som hørte Elimelek til, og alt det, som hørte Kiljon og Malon til, af Noomis Haand.
Ruth	4	10	10. Og tilmed har jeg taget Ruth den moabitiske, Malons Hustru, mig til en Hustru, til at oprejse den døde et Navn paa hans Arv, at den dødes Navn ikke skal udslettes blandt hans Brødre og af hans Steds Port; dertil ere I Vidner i Dag.
Ruth	4	11	11. Og alt Folket, som var i Porten, og de Aeldste sagde: Vi ere Vidner; Herren give, at den Kvinde, der kommer i dit Hus, maa blive som Rakel og som Lea, hvilke begge byggede Israels Hus; og bliv du maegtig i Efrata og bliv navnkundig i Bethlehem!
Ruth	4	12	12. Og dit Hus vorde ligesom Perez' Hus, hvem Thamar fødte Juda, ved den Saed, som Herren skal give dig af denne unge Kvinde.
Ruth	4	13	13. Saa tog Boas Ruth, og hun blev ham til Hustru, og han gik ind til hende, og Herren gav hende, at hun blev frugtsommelig, og hun fødte en Søn.
Ruth	4	14	14. Da sagde Kvinderne til Noomi: Velsignet vaere Herren, som ikke vilde lade dig fattes en Løser i Dag, og hans Navn vorde priset i Israel!
Ruth	4	15	15. Og han skal vaere dig til at vederkvaege Sjaelen og til at opholde dig i din Alderdom; thi din Sønnekone, som dig elskede, har født ham, hun, som er dig bedre end syv Sønner.
Ruth	4	16	16. Og Noomi tog Barnet og lagde det paa sit Skød, og hun blev hans Fostermoder.
Ruth	4	17	17. Og Nabóerskerne kaldte ham med Navn, sigende: Noomi er født en Søn; de kaldte hans Navn Obed, han var Fader til Isai, Davids Fader.
Ruth	4	18	18. Og disse ere Perez' Slaegter: Perez avlede Hezron,
Ruth	4	19	19. og Hezron avlede Ram, og Ram avlede Amminadab,
Ruth	4	20	20. og Amminadab avlede Nahesson, og Nahesson avlede Salmon,
Ruth	4	21	21. og Salmon avlede Boas, og Boas avlede Obed,
Ruth	4	22	22. og Obed avlede Isai, og Isai avlede David.
------------------------Første Samuelsbog, Kapitel 1
1Sam	1	1	1. Og der var en Mand fra Ramathaim-Zofim fra Efraims Bjerg, og hans Navn var Elkana, en Søn af Jeroham, som var en Søn af Elihu, der var en Søn af Thobu, Efratiteren Zufs Søn.
1Sam	1	2	2. Og han havde to Hustruer, den enes Navn var Hanna og den andens Navn Peninna; og Peninna havde Børn, men Hanna havde ingen Børn.
1Sam	1	3	3. Og denne Mand drog op af sin Stad aarlig for at tilbede og at ofre til den Herre Zebaoth i Silo; og der vare de to Elis Sønner, Hofni og Pinehas, Praester for Herren.
1Sam	1	4	4. Og det skete paa den Dag, at Elkana ofrede, da gav han Peninna, sin Hustru, og alle hendes Sønner og hendes Døtre deres Dele.
1Sam	1	5	5. Men han gav Hanna een Del, som var dobbelt saa stor; thi han elskede Hanna, men Herren havde lukket til for hendes Liv.
1Sam	1	6	6. Og hendes Modstanderinde opirrede hende ogsaa højligen for at opvaekke hendes Harme, fordi Herren havde lukket til for hendes Liv.
1Sam	1	7	7. Og saaledes skete det fra Aar til Aar, naar som helst hun gik op til Herrens Hus, opirrede hun hende saaledes, at hun graed og aad ikke.
1Sam	1	8	8. Da sagde Elkana, hendes Mand, til hende: Hanna, hvorfor vil du graede? og hvorfor vil du ikke aede og hvorfor har dit Hjerte saa ondt? er jeg dig ikke bedre end ti Sønner?
1Sam	1	9	9. Da stod Hanna op, efter at de havde aedt, og efter at de havde drukket i Silo; og Eli, Praesten, sad paa en Stol ved Dørstolpen af Herrens Tempel.
1Sam	1	10	10. Og hun var beskeligen bedrøvet i Sjaelen, og hun bad ydmygeligen til Herren og graed saare.
1Sam	1	11	11. Og hun lovede et Løfte og sagde: Herre Zebaoth, om du ser til din Tjenestekvindes Elendighed og kommer mig i Hu og ikke glemmer din Tjenestekvinde og giver din Tjenestekvinde mandlig Saed: Da vil jeg give ham til Herren for alle hans Livsdage, og der skal ingen Ragekniv komme paa hans Hoved.
1Sam	1	12	12. Og det skete, der hun laenge havde bedet for Herrens Ansigt, da tog Eli Vare paa hendes Mund.
1Sam	1	13	13. Thi Hanna talede i sit Hjerte, hendes Laeber, rørte sig blot, men hendes Røst hørtes ikke; derfor holdt Eli hende for at vaere drukken.
1Sam	1	14	14. Og Eli sagde til hende: Hvor laenge vil du vaere drukken? bortskaf din vin fra dig;
1Sam	1	15	15. Og Hanna svarede og sagde: Det er ikke saa, min Herre; jeg er en Kvinde, som er hart bedrøvet i Aanden, og jeg har ikke drukket Vin eller staerk Drik; men jeg har udøst mit Hjerte for Herrens Ansigt
1Sam	1	16	16. Agt ikke din Tjenestekvinde ligesom en Belials Datter; thi jeg har hidindtil talet af min Klages og min Harmes Mangfoldighed.
1Sam	1	17	17. Og Eli svarede og sagde: Gak hen med Fred! og Israels Gud skal give dig din Begaering, som du begaerede af ham.
1Sam	1	18	18. Og hun sagde: Lad din Tjenestekvinde finde Naade for dine Øjne! Da gik Kvinden sin Vej og aad og hendes Ansigt var ikke ydermere bedrøvet.
1Sam	1	19	19. Og de stode tidlig op om Morgenen, og der de havde tilbedet for Herrens Ansigt, da vendte de tilbage og kom til deres Hus i Rama; og Elkana kendte Hanna sin Hustru, og Herren kom hende i Hu.
1Sam	1	20	20. Og det skete, der Aaret var omme, da undfangede Hanna og fødte en Søn, og hun kaldte hans Navn Samuel; thi jeg, sagde hun, har begaeret ham af Herren.
1Sam	1	21	21. Og Manden, Elkana, drog op og alt hans Hus at ofre til Herren det aarlige Offer og sit Løfte.
1Sam	1	22	22. Men Hanna drog ikke op; thi hun sagde til sin Mand: Jeg vil bie, indtil Barnet bliver afvant, da vil jeg føre ham hen, at han skal ses for Herrens Ansigt, og han skal blive der evindelig.
1Sam	1	23	23. Og Elkana, hendes Mand, sagde til hende: Gør det, som er godt for dine Øjne; bliv, indtil du har afvant ham, kun at Herren vil stadfaeste sit Ord! Saa blev Kvinden hjemme óg gav sin Søn at die, indtil hun afvante ham.
1Sam	1	24	24. Og hun førte ham op med sig, der hun havde afvant ham, med tre Okser og een Efa Mel og en Flaske Vin, og hun førte ham til Herrens Hus i Silo; og Drengen var endnu liden.
1Sam	1	25	25. Og de slagtede Oksen, og de førte Drengen til Eli.
1Sam	1	26	26. Og hun sagde: Hør mig, min Herre, saa vist som din Sjael lever, min Herre, jeg er den Kvinde, som stod her hos dig for at bede ydmygelig til Herren.
1Sam	1	27	27. Jeg bad ydmygelig om denne Dreng; og Herren har givet mig min Begaering, som jeg begaerede af ham.
1Sam	1	28	28. Derfor har jeg ogsaa skaenket ham til Herren alle de Dage, han skal vaere til, thi han er begaeret af Herren; og de tilbade der for Herren.
------------------------Første Samuelsbog, Kapitel 2
1Sam	2	1	1. Da bad Hanna og sagde: Mit Hjerte har frydet sig i Herren, mit Horn er ophøjet i Herren; min Mund er vidt opladt over mine Fjender, thi jeg har glaedet mig i din Frelse.
1Sam	2	2	2. Der er ingen hellig som Herren; thi der er ingen foruden. dig og ingen Klippe som vor Gud.
1Sam	2	3	3. Taler ikke saa mange Ord, saa saare høje Ting, lader ikke noget fraekt udgaa af eders Mund; thi Herren er Vidskabs Gud, skulde hans Gerninger ikke vaere rette
1Sam	2	4	4. De staerkes Bue er brudt, og de skrøbelige; ere omgjordede med Styrke.
1Sam	2	5	5. De maette lade sig leje for Brød, de hungrige hungre ej mere; ja, den ufrugtbare føder syv, men hun med de mange Sønner visner hen.
1Sam	2	6	6. Herren er den, som døder og gør levende, som nedfører til Dødsriget og fører op igen.
1Sam	2	7	7. Herren er den, som gør fattig og gør rig, han er den, som nedtrykker, og den, som ophøjer;
1Sam	2	8	8. han oprejser den ringe af Støvet, han ophøjer den fattige af Skarnet, for at saette dem hos Fyrsterne og lade dem arve Aerens Trone; thi Jordens Grundvold hører Herren til, og han har sat Jorderige derpaa.
1Sam	2	9	9. Han skal bevare sine frommes Fødder, men ugudelige skulle vorde stumme i Mørket; thi en Mand bliver ikke vaeldig ved sin Kraft.
1Sam	2	10	10. De, som traette med Herren, skulle forskraekkes, han skal lade tordne i Himmelen over dem; Herren skal dømme Jorderiges Ender, og han skal give sin Konge Styrke og ophøje sin salvedes Horn.
1Sam	2	11	11. Derefter gik Elkana til Rama til sit Hus; men Drengen tjente Herren for Praesten Elis Ansigt.
1Sam	2	12	12. Og Elis Sønner vare Belials Sønner; de kendte ikke Herren.
1Sam	2	13	13. Thi det var Praesternes Vis med Folket: Naar nogen Mand ofrede et Offer, da kom Praestens Dreng, naar Kødet kogte, og havde en Madkrog med tre Grene i sin Haand.
1Sam	2	14	14. Og han stak i Kedlen eller i Gryden eller i Panden eller i Potten; alt hvad Madkrogen drog op, det tog Praesten dermed; saaledes gjorde de mod al Israel, som kom derhen til Silo.
1Sam	2	15	15. Ogsaa førend de gjorde Røgoffer af Fedtet, da kom Praestens Dreng og sagde til den Mand, som ofrede: Giv mig Kød til at stege til Praesten; thi han vil ikke tage kogt Kød af dig, men raat.
1Sam	2	16	16. Naar Manden sagde til ham: Man skal gøre Røgoffer af Fedtet i Dag; tag dig siden, saaledes som dit Hjerte begaerer; da sagde han til ham: Nu skal du dog give det, og hvis ikke, vil jeg tage det med Magt.
1Sam	2	17	17. Og de unge Maends Synd var saare stor for Herrens Ansigt; thi Maendene foragtede Herrens Madoffer.
1Sam	2	18	18. Og Samuel tjente for Herrens Ansigt og var en Dreng, iført en linnet Livkjortel.
1Sam	2	19	19. Og hans Moder gjorde ham en liden Overkjortel og bragte ham den op fra Aar til Aar, naar hun gik op med sin Mand til at ofre det aarlige Offer.
1Sam	2	20	20. Og Eli velsignede Elkana og hans Hustru og sagde: Herren give dig Saed af denne Kvinde, i Stedet for ham, som begaeredes for Herren, og de gik til deres Sted.
1Sam	2	21	21. Men Herren besøgte Hanna, at hun undfangede og fødte tre Sønner og to Døtre; og Drengen Samuel blev stor hos Herren.
1Sam	2	22	22. Og Eli var saare gammel, og han hørte alt det, hans Sønner gjorde mod al Israel, og at de laa hos de Kvinder, som kom i Hobetal for Forsamlingens Pauluns Dør.
1Sam	2	23	23. Og han sagde til dem: Hvorfor gøre I disse Ting? thi jeg hører disse eders onde Handeler af alt dette Folk.
1Sam	2	24	24. Ikke saa, mine Sønner; thi det er ikke et godt Rygte, som jeg hører; I komme Herrens Folk til at begaa Overtraedelse.
1Sam	2	25	25. Dersom en Mand synder mod en Mand, da skal Gud dømme ham; men dersom nogen synder mod Herren, hvo skal da bede for ham? Men de hørte ikke deres Faders Røst; thi Herren havde Villie til at slaa dem ihjel.
1Sam	2	26	26. Men Drengen Samuel tiltog i Alder og i Velbehagelighed, baade for Herren saa og for Menneskene.
1Sam	2	27	27. Og en Guds Mand kom til Eli, og han sagde til ham: Saaledes siger Herren: Har jeg ikke aabenbaret mig for din Faders Hus, der de vare i Aegypten i Faraos Hus
1Sam	2	28	28. Og jeg har udvalgt ham af alle Israels Stammer mig til en Praest, til at ofre paa mit Alter, til at røge med Røgelse, til at baere Livkjortlen for mit Ansigt, og jeg har givet din Faders Hus alle Israels Børns Ildofre.
1Sam	2	29	29. Hvorfor vanaere I mit Slagtoffer og mit Madoffer, som jeg bød at ofre i Boligen? og du aerer dine Sønner mere end mig, idet I fede eder med det bedste af alt mit Folks Israels Madofre!
1Sam	2	30	30. Derfor siger Herren, Israels Gud: Vistnok har jeg sagt: Dit Hus og din Faders Hus skulle vandre for mit Ansigt til evig Tid; men nu siger Herren: Det vaere langt fra mig; thi dem, som aere mig, vil jeg aere, og de, som foragte mig, skulle ringeagtes.
1Sam	2	31	31. Se, de Dage komme, at jeg vil afhugge din og din Faders Huses Arm, at der ikke skal vaere en gammel i dit Hus
1Sam	2	32	32. Og du skal se Traengsel for Boligen i alt, hvori det skulde gaaet Israel vel; og der skal ingen gammel vaere i dit Hus nogen Sinde.
1Sam	2	33	33. Og jeg vil ikke udrydde hver Mand af dig fra mit Alter til at fortaere dine Øjne og at bedrøve din Sjael; dog skal hele dit Huses Mangfoldighed dø som Maend.
1Sam	2	34	34. Og dette skal vaere dig et Tegn, som skal komme over dine to Sønner, over Hofni og Pinehas: Paa een Dag skulle de begge dø.
1Sam	2	35	35. Og jeg vil oprejse mig en trofast Praest, han skal gøre, ligesom det er i mit Hjerte og i min Sjael; og jeg vil bygge ham et bestandigt Hus, og han skal vandre for min salvedes Ansigt alle Dage.
1Sam	2	36	36. Og det skal ske, hver den, som bliver tilovers i dit Hus, skal komme at nedbøje sig for ham for en Sølvpenning og for et Stykke Brød; og han skal sige: Kaere, lad mig komme til een af Praestetjenesterne at aede en Mundfuld Brød.
------------------------Første Samuelsbog, Kapitel 3
1Sam	3	1	1. Og Drengen Samuel tjente Herren for Elis Ansigt; og Herrens Ord var dyrt i de samme Dage; der udbrød intet Syn.
1Sam	3	2	2. Og det skete paa den samme Dag, der Eli laa paa sit Sted, og hans Øjne begyndte at blive dunkle, at han ikke kunde se;
1Sam	3	3	3. og Samuel havde lagt sig, førend Guds Lampe sluktes i Herrens Tempel, hvor Guds Ark var:
1Sam	3	4	4. Da kaldte Herren ad Samuel, og han sagde: Se, her er jeg.
1Sam	3	5	5. Og han løb til Eli og sagde: Se, her er jeg, thi du kaldte ad mig; men han sagde: Jeg kaldte ikke, gak tilbage, laeg dig; og han gik hen og lagde sig.
1Sam	3	6	6. Da blev Herren ved at kalde ydermere ad Samuel, og Samuel stod op og gik til Eli og sagde: Se, her er jeg, thi du kaldte ad mig; og han sagde: Jeg kaldte ikke, min Søn, gak tilbage, laeg dig!
1Sam	3	7	7. Men Samuel kendte endnu ikke Herren, og Herrens Ord var endnu ikke aabenbaret for ham.
1Sam	3	8	8. Da blev Herren ved at kalde ad Samuel tredje Gang, og han stod op og gik til Eli og sagde: Se, her er jeg, thi du kaldte ad mig; da forstod Eli, at Herren kaldte ad Drengen.
1Sam	3	9	9. Og Eli sagde til Samuel: Gak, laeg dig, og det skal ske, dersom han kalder ad dig, da skal du sige: Tal, Herre, thi din Tjener hører; og Samuel gik hen og lagde sig paa sit Sted.
1Sam	3	10	10. Da kom Herren og stillede sig frem og kaldte som de forrige Gange: Samuel! Samuel! og Samuel sagde: Tal, thi din Tjener hører.
1Sam	3	11	11. Og Herren sagde til Samuel: Se, jeg gør en Ting i Israel, at hvo den hører, for ham skulle begge hans Øren klinge.
1Sam	3	12	12. Paa den samme Dag vil jeg stadfaeste over Eli alt det, som jeg har talet imod hans Hus; jeg vil begynde og fuldende det.
1Sam	3	13	13. Thi jeg har givet ham det til Kende, at jeg vil vaere Dommer over hans Hus til evig Tid for den Misgernings Skyld, at han vidste, at hans Sønner droge Forbandelse over sig, og han saa ikke mørkt til dem.
1Sam	3	14	14. Derfor har jeg svoret Elis Hus, at Elis Huses Misgerning ikke skal blive forsonet med Slagtoffer eller med Madoffer til evig Tid.
1Sam	3	15	15. Og Samuel laa indtil om Morgenen, og han lod Døren op for Herrens Hus; men Samuel frygtede for at give Eli det Syn til Kende.
1Sam	3	16	16. Da kaldte Eli ad Samuel og sagde: Samuel, min Søn! og han sagde: Se, her er jeg.
1Sam	3	17	17. Og han sagde: Hvad er det for et Ord, som han sagde til dig? Kaere, dølg intet for mig; Gud gøre nu og fremdeles saa og saa imod dig, dersom du dølger for mig et Ord af alle de Ord, som han talede til dig.
1Sam	3	18	18. Da forkyndte Samuel ham alle de Ord og dulgte dem ikke for ham; og han sagde Han er Herren, han gøre, hvad som er godt for hans Øjne.
1Sam	3	19	19. Og Samue blev stor, og Herren var med ham og lod ikke noget af alle sine Ord falde til Jorden.
1Sam	3	20	20. Og al Israel fra Dan og indtil Beersaba kendte, at Samuel var betroet til at vaere en Profet for Herren.
1Sam	3	21	21. Herren blev ved at lade sig se i Silo; thi Herren havde aabenbaret sig for Samuel i Silo ved Herrens Ord.
------------------------Første Samuelsbog, Kapitel 4
1Sam	4	1	1. Og Samuels Ord skete til al Israel, og Israel drog ud imod Filisterne til Krig, og de lejrede sig ved Eben-Ezer, men Filisterne havde lejret sig i Afek.
1Sam	4	2	2. Og Filisterne rustede sig imod Israel, og Striden bredte sig ud; og Israel blev slagen for Filisternes Ansigt; og disse sloge i Slagordenen paa Marken ved fire Tusinde Mand.
1Sam	4	3	3. Og der Folket kom; til Lejren, da sagde Israels Aeldste Hvorfor har Herren slaget os i Dag for Filisternes Ansigt? lader os hente Herrens Pagts Ark fra Silo og lader den komme midt iblandt os, saa skal den frelse os af vore Fjenders Haand.
1Sam	4	4	4. Og Folket sendte til Silo, og de bare derfra Herren Zebaoths Pagts Ark, han som sidder over Keruber; og de to Elis Sønner, Hofni og Pinehas, vare der med Guds Pagts Ark.
1Sam	4	5	5. Og det skete, der Herrens Pagts Ark kom til Lejren, da skreg al Israel med et stort Frydeskrig, saa at Jorden rystede.
1Sam	4	6	6. Der Filisterne hørte det Frydeskrigs Røst, da sagde de: Hvad er dette for et stort Frydeskrigs Røst i Hebraeernes Lejr? Og de fik at vide, at Herrens Ark var kommen til Lejren.
1Sam	4	7	7. Da frygtede Filisterne, thi de sagde: Gud er kommen i Lejren; og de sagde: Ve os! thi der er ikke sket noget som dette tilforn.
1Sam	4	8	8. Ve os! hvo vil fri os af disse herlige Guders Haand? disse ere de Guder, som sloge Aegypten med alle Haande Plager i Ørken.
1Sam	4	9	9. Vaerer frimodige og vaerer Maend, I Filister! at I ikke skulle tjene Hebraeerne, som de have tjent eder; ja vaerer Maend og strider!
1Sam	4	10	10. Da strede Filisterne, og Israel blev slagen, og de flyede hver til sine Telte, og der skete et saare stort Slag, saa at der faldt af Israel tredive Tusinde Fodfolk.
1Sam	4	11	11. Og Guds Ark blev tagen, og begge Elis Sønner, Hofni og Pinehas, døde.
1Sam	4	12	12. Da løb en Mand af Benjamin fra Slagordenen og kom til Silo paa den samme Dag; og hans Klaeder vare sønderrevne, og der var Jord paa hans Hoved.
1Sam	4	13	13. Og han kom, og se, Eli sad paa en Stol ved Siden af Vejen og saa sig om, thi hans Hjerte var saare bange for Guds Ark; der Manden kom til at forkynde det i Staden, da skreg den ganske Stad.
1Sam	4	14	14. Og der Eli hørte Skrigets Røst, da sagde han: Hvad er dette for et Bulders Røst? Og Manden skyndte sig og kom og gav Eli det til Kende.
1Sam	4	15	15. Og Eli var otte og halvfemsindstyve Aar gammel; og hans Øjne vare dunkle, og han kunde ikke se.
1Sam	4	16	16. Og Manden sagde til Eli: Jeg kommer fra Slagordenen, og jeg er flyet fra Slagordenen i dag; og han sagde: Min Søn, hvad for en Ting skete der?
1Sam	4	17	17. Da svarde den, som bar Budskab, og sagde: Israel flyede for Filisternes Ansigt, og der skete ogsaa et stort Slag paa Folket; og dine to Sønner, Hofni og Pinehas, ere ogsaa døde, og Guds Ark er tagen.
1Sam	4	18	18. Og det skete, der han meldte om Guds Ark, da faldt han baglaens ned af Stolen ved Siden af Porten, og hans Halsben blev brudt, og han døde, thi Manden var gammel og svaer; og han havde dømt Israel fyrretyve Aar.
1Sam	4	19	19. Og hans Sønnekone, Pinehas Hustru, var frugtsommelig, naer ved at føde; der hun hørte det Rygte, at Guds Ark var tagen, og at hendes Svoger og hendes Mand var død, da bøjede hun sig ned og fødte, thi hendes Veer betoge hende.
1Sam	4	20	20. Og den Tid hun døde, da sagde de Kvinder, som stode hos hende: Frygt ikke, thi du har født en Søn; men hun svarede ikke og lagde det ikke paa sit Hjerte.
1Sam	4	21	21. Og hun kaldte Barnet Ikabod. sigende: Herligheden er flyttet fra Israel; fordi Guds Ark var tagen, og for hendes Svogers og for hendes Mands Skyld.
1Sam	4	22	22. Og hun sagde: Herligheden er flyttet fra Israel; thi Guds Ark er tagen.
------------------------Første Samuelsbog, Kapitel 5
1Sam	5	1	1. Og Filisterne toge Guds Ark, og de førte den fra Eben-Ezer til Asdod.
1Sam	5	2	2. Og Filisterne toge. Guds Ark og førte den ind i Dagons Hus, og de satte den hos Dagon.
1Sam	5	3	3. Men Asdoditerne stode tidlig op den naeste Dag, og se, Dagon var falden paa sit Ansigt til Jorden foran Herrens Ark; og de toge Dagon og satte ham paa sit Sted igen.
1Sam	5	4	4. Og de stode den naeste Dag tidlig op om Morgenen, og se, Dagon var falden paa sit Ansigt til Jorden foran Herrens Ark; og Dagons Hoved og begge hans Haender laa afhuggne paa Dørtaerskelen; kun Dagons Krop stod der endnu.
1Sam	5	5	5. Derfor traede hverken Dagons Praester eller nogen af dem, som gaa ind i Dagons Hus, paa Dagons Dørtaerskel i Asdod indtil denne Dag.
1Sam	5	6	6. Og Herrens Haand blev svar over Asdoditerne, og han ødelagde dem; og han slog Folket i Asdod og i dens Landemaerker med Bylder.
1Sam	5	7	7. Der Folket i Asdod saa, at det gik saaledes til, da sagde de: Israels Guds Ark skal ikke blive hos os: thi hans Haand er svar over os og over Dagon, vor Gud.
1Sam	5	8	8. Og de sendte hen og samlede alle Filisternes Fyrster til sig og sagde: Hvad skulle vi gøre med Israels Guds Ark? Og de sagde: Lader Israels Guds Ark flyttes om til Gath; og de bragte Israels Guds Ark om.
1Sam	5	9	9. Og det skete, efter at de havde bragt den om, da var Herrens Haand mod Staden med en saare stor Forstyrrelse, og han slog Folket i Staden, baade smaa og store, og der brød Bylder ud paa dem.
1Sam	5	10	10. Da sendte de Guds Ark til Ekron; og det skete, der Guds Ark kom til Ekron, da raabte Ekroniterne og sagde: De have baaret Israels Guds Ark om til mig for at slaa mig og mit Folk ihjel.
1Sam	5	11	11. Saa sendte de hen og samlede alle Filisternes Fyrster og sagde: Sender Israels Guds Ark hen, at den kan komme igen til sit Sted og ikke slaa mig og mit Folk ihjel; thi der var en døds Forstyrrelse i hele Staden; Guds Haand var der meget svar.
1Sam	5	12	12. Og de Mennesker, som ikke døde, bleve slagne med Bylder; og Skriget fra Staden steg op til Himmelen.
------------------------Første Samuelsbog, Kapitel 6
1Sam	6	1	1. Der Herrens Ark havde vaeret i Filisternes Land i syv Maaneder,
1Sam	6	2	2. da kaldte Filisterne ad Praesterne og ad Spaamaendene og sagde: Hvad skulle vi gøre ved Herrens Ark? lader os vide, hvormed vi skulle sende den til sit Sted.
1Sam	6	3	3. Og de sagde: Dersom I sende Israels Guds Ark bort, da sender den ikke bort uden Gave; men I skulle give den et Skyldoffer med tilbage, da skulle I blive laegte, og det skal; blive eder vitterligt, hvorfor hans Haand ikke vilde vige fra eder.
1Sam	6	4	4. Da svarede de: Hvad er det for et Skyldoffer, som vi skulle give den med tilbage? Og de sagde: Efter Filisternes Fyrsters Tal, fem Guldbylder og fem Guldmus; thi der har vaeret een Plage over dem alle og over eders Fyrster.
1Sam	6	5	5. Og I skulle gøre Billeder af eders Bylder og Billeder af eders Mus, som have ødelagt Landet, og I skulle give Israels Gud Aere; maaske han letter sin Haand fra eder og fra eders Guder og fra eders Land.
1Sam	6	6	6. Og hvorfor ville I forhaerde eders Hjerte, ligesom Aegypterne og Farao forhaerdede deres Hjerte? er det ikke saa, at der han havde ladet dem føle sin Magt, da lode de dem fare, og de gik?
1Sam	6	7	7. Saa tager nu og gører en ny Vogn og tager to nybaere Køer, paa hvilke der ikke er kommen Aag; og I skulle spaende Køerne for Vognen og føre deres Kalve tilbage hjem fra dem.
1Sam	6	8	8. Og I skull tage Herrens Ark og saette den paa Vognen, og Guldtøjet, som I give den med tilbage til Skyldoffer, skulle I laegge i et Skrin ved dens Side; og I skulle sende den hen og lade den fare.
1Sam	6	9	9. Og I skulle se til: Dersom den farer op ad Vejen til Landemaerket imod Beth-Semes, da er det ham, som har gjort os det store onde, og hvis ikke, da vide vi, at hans Haand ikke har rørt os, det har vaeret os en Haendelse.
1Sam	6	10	10. Og Maendene gjorde saaledes og toge to nybaere Køer og spaendte dem for Vognen; og de lukkede deres Kalve inde hjemme.
1Sam	6	11	11. Og de satte Herrens Ark paa Vognen og Skrinet og Guldmusene og deres Bylders Billeder.
1Sam	6	12	12. Og Køerne gik ret frem paa Vejen, ad Vejen til Beth-Semes, paa den ene alfare Vej gik de stedse og bøgede og vege ikke til højre eller venstre Side; og Filisternes Fyrster gik efter dem indtil Beth-Semes Landemaerke.
1Sam	6	13	13. Og Bethsemiterne høstede Hvede i Dalen; og de løftede deres Øjne op og saa Arken, og de bleve glade, da de saa den.
1Sam	6	14	14. Og Vognen kom paa Bethsemiteren Josvas Ager og blev staaende der, og der var en stor Sten; og de flakte Traeet af Vognen og ofrede Køerne til Braendoffer for Herren.
1Sam	6	15	15. Og Leviterne løftede Herrens Ark ned tillige med Skrinet, som stod ved den, og i hvilket Guldtøjet var, og satte det alt paa den store Sten; og Maendene af Beth-Semes ofrede Braendofre og slagtede Slagtofre paa samme Dag for Herren.
1Sam	6	16	16. Og der de fem Filisters Fyrster havde set det, da vendte de tilbage til Ekron paa samme Dag.
1Sam	6	17	17. Disse ere de Guldbylder, som Filisterne gave med til Skyldoffer: For Asdod een, for Gaza een, for Asklon een, for Gath een, for Ekron een;
1Sam	6	18	18. og de Guldmus efter Tallet paa alle Filisternes Staeder, som tilhørte de fem Fyrster, saavel de befaestede Staeder, som de ubefaestede Landsbyer, indtil den store Sten Abel, som de satte Herrens Ark paa, og som er indtil denne Dag paa Bethsemiteren Josvas Ager.
1Sam	6	19	19. Og han slog blandt Maendene i Beth-Semes, fordi de i Herrens Ark, og han slog af Folket halvfjerdsindstyve Maend, halvtredsindstyve Tusinde Maend; sørgede Folket, fordi Herren havde slaget blandt Folket med et stort Slag.
1Sam	6	20	20. Og Maendene af Beth-Seme sagde: Hvo kan bestaa for Herrens, denne hellige Guds, Ansigt? og til hvem skal han drage op fra os?
1Sam	6	21	21. Og de sendte Bud til Indbyggerne Kirjath-Jearim og lode sige: Filisterne have ført Herrens Ark tilbage, kommer ned og henter den op til eder!
------------------------Første Samuelsbog, Kapitel 7
1Sam	7	1	1. Og Maendene af Kirjath-Jearim kom og hentede Herrens Ark op og førte den til Abinadabs Hus paa Højen; og de helligede hans Søn Eleasar til at tage Vare paa Herrens Ark.
1Sam	7	2	2. Og fra den Dag, at Arken blev i Kirjath-Jearim, forløb lang Tid, saa at det blev tyve Aar, og hele Israels Hus sukkede efter Herren.
1Sam	7	3	3. Da talede Samuel til al Israels Hus, sigende: Dersom I omvende eder til Herren af eders ganske Hjerte, saa borttager de fremmede Guder og Astartebillederne af eders Midte, og bereder eders Hjerte til Herren og tjener ham alene, og han skal fri eder af Filisternes Haand.
1Sam	7	4	4. Da borttoge Israels Børn Baal- og Astartebillederne, og de tjente Herren alene.
1Sam	7	5	5. Og Samuel sagde: Samler al Israel til Mizpa, og jeg vil ydmygeligen bede for eder til Herren.
1Sam	7	6	6. Og de samledes til Mizpa, og de droge Vand op og udøste det for Herrens Ansigt og fastede paa samme Dag og sagde der: Vi have syndet for Herren; og Samuel dømte Israels Børn i Mizpa.
1Sam	7	7	7. Der Filisterne hørte, at Israels Børn havde samlet sig i Mizpa, da droge Filisternes Fyrster op mod Israel; der Israels Børn hørte det, da frygtede de for Filisternes Ansigt.
1Sam	7	8	8. Og Israels Børn sagde til Samuel: Hør ikke op med at raabe for os til Herren vor Gud, at han frelser os fra Filisternes Haand.
1Sam	7	9	9. Saa tog Samuel et diende Lam og ofrede det til et Braendoffer helt for Herren; og Samuel raabte til Herren for Israel, og Herren svarede ham.
1Sam	7	10	10. Og Samuel ofrede Braendofret, og Filisterne kom frem til Krigen imod Israel; men Herren lod tordne med en svar Torden paa den samme Dag over Filisterne og forfaerdede dem, og de bleve slagne for Israels Ansigt.
1Sam	7	11	11. Og Israels Maend droge ud af Mizpa og forfulgte Filisterne; og de sloge dem indtil neden for Beth-Kar.
1Sam	7	12	12. Da tog Samuel en Sten og satte den imellem Mizpa og imellem Sen og kaldte dens Navn Eben-Ezer; og han sagde: Hidindtil har Herren hjulpet os.
1Sam	7	13	13. Saa bleve Filisterne ydmygede og kom ikke ydermere i Israels Landemaerke, og Herrens Haand var imod Filisterne, saa laenge Samuel levede.
1Sam	7	14	14. Og de Staeder, som Filisterne havde taget fra Israel, kom til Israel igen, fra Ekron og indtil Gath; tilmed udfriede Israel deres Landemaerke af Filisternes Haand; men der var Fred imellem Israel og imellem Amoriterne.
1Sam	7	15	15. Og Samuel dømte Israel alle sine Livsdage.
1Sam	7	16	16. Og han gik hvert Aar og vandrede. omkring til Bethel og Gilgal og Mizpa og dømte Israel i alle disse Staeder.
1Sam	7	17	17. Og han kom tilbage til Rama, thi der var hans Hus, og der dømte han Israel; og han byggede der Herren et Alter.
------------------------Første Samuelsbog, Kapitel 8
1Sam	8	1	1. Og det skete, der Samuel var gammel, da satte han sine Sønner til Dommere over Israel.
1Sam	8	2	2. Men han førstefødte Søns Navn var Joel og hans anden Søns Abia; de var, Dommere i Beersaba.
1Sam	8	3	3. Men hans Sønner vandrede ikke i hans Veje, men bøjede sig efter Vinding; og de toge Gave og bøjede Retten.
1Sam	8	4	4. Da samlede sig alle de Aeldste af Israel, og de kom til Samuel i Rama.
1Sam	8	5	5. Og de sagde til ham: Se, du er blev en gammel, og dine Sønner, de vandre ikke i dine Veje; saa saet nu en Konge over os til at dømme os, ligesom alle Hedningerne have.
1Sam	8	6	6. Men det Ord var ondt for Samuels Øjne, at de sagde: Giv os en Konge at dømme os; og Samuel bad ydmygeligen til Herren.
1Sam	8	7	7. Og Herren sagde til Samuel: Hør Folkets Røst i alt det, som de talede til dig; thi ikke dig have de forkastet, men mig have de forkastet, at jeg ikke skal regere over dem.
1Sam	8	8	8. Efter alle de Gerninger, som de have gjort, fra den Dag jeg opførte dem af Aegypten og indtil denne Dag, da de have forladt mig og tjent andre Guder: Saaledes gøre de ogsaa ved dig.
1Sam	8	9	9. Saa hør nu deres Røst; dog at du skal vidne klarligen for dem og forkynde dem Kongens Vis, som skal regere over dem.
1Sam	8	10	10. Og Samuel sagde alle Herrens Ord til Folket, som begaerede en Konge af ham.
1Sam	8	11	11. Og han sagde: Dette skal vaere Kongens Vis, som skal regere over eder: Eders Sønner skal han tage sig og saette dem hos sine Vogne og iblandt sine Rytter og de skulle løbe frem foran hans Vogn,
1Sam	8	12	12. og han skal saette sig dem til Høvedsmaend over tusinde og Høvedsmaend over halvtredsindstyve og til at pløje hans Pløjning og til at høste hans Høst og til at gøre hans Krigstøj og hans Vogntøj.
1Sam	8	13	13. Og eders Døtre skal han tage til at lave ham Salver og til Kokkepiger og til Bagersker.
1Sam	8	14	14. Han skal og tage eders Agre og eders Vingaarde og eders Oliegaarde, dem som ere. gode, og give sine Tjenere.
1Sam	8	15	15. Og af eders Saed og eders Vingaarde skal han tage Tiende og give sine Hofbetjente, og sine Tjenere.
1Sam	8	16	16. Og eders Tjenere og eders Tjenestepiger og eders udvalgte bedste unge Karle og eders Asener skal han tage og bruge til sin Gerning.
1Sam	8	17	17. Han skal tage Tiende af eders smaa Kvaeg, og I skulle vaere hans Tjenere.
1Sam	8	18	18. Og naar I da raabe paa den samme Dag over eders Konge, som I have udvalgt eder, da skal Herren ikke svare eder paa den Dag.
1Sam	8	19	19. Og Folket vaegrede sig ved at høre Samuels Røst, og de sagde: Ingenlunde! men der skal vaere en Konge over os.
1Sam	8	20	20. Og vi ville ogsaa vaere som alle Hedningerne, og vor Konge skal dømme os og drage ud for vort Ansigt og føre vore Krige.
1Sam	8	21	21. Der Samuel havde hørt alle Folkets Ord, da talede han dem for Herrens Øren.
1Sam	8	22	22. Da sagde Herren til Samuel: Hør deres Røst, og lad en Konge regere over dem; og Samuel sagde til Israels Maend: Gaar, hver til sin Stad.
------------------------Første Samuelsbog, Kapitel 9
1Sam	9	1	1. Og der var en Mand af Benjamin og hans Navn var Kis, en Søn af Abiel, der var en Søn af Zeror der var en Søn af Bekorath, en Søn af Afia, en benjaminitisk Mands Søn -- en vaeldig Stridsmand.
1Sam	9	2	2. Og havde en Søn, hvis Navn var Saul udvalgt og skøn, og der var ingen af Israels Børn skønnere end han; fra sin Skulder og opad var han højere end alt Folket.
1Sam	9	3	3. Og Kis, Sauls Faders, Aseninder vare blevne borte; da sagde Kis til Saul, sin Søn: Kaere, tag en af Drengene med dig og gør dig rede, gak hen, led Aseninderne op!
1Sam	9	4	4. Og han gik over Efraims Bjerg og gik over Salisas Land, og de fandt dem ikke; siden gik de over Saalims Land, men de vare ikke der; derefter gik han igennem det benjaminitiske Land, og de fandt dem ikke.
1Sam	9	5	5. Der de kom i Zufs Land, da sagde Saul til sin Dreng, som var med ham: Kom, lader os vende tilbage; maaske min Fader lader af med at taenke paa Aseninderne og bliver bekymret for os.
1Sam	9	6	6. Men han sagde til ham: Kaere, se, der er en Guds Mand i denne Stad, og han er en aeret Mand, alt det han siger, det kommer visseligen; lader os nu gaa derhen, maaske han kundgør os noget om vor Vej, som vi gaa paa.
1Sam	9	7	7. Da sagde Saul til sin Dreng: Men se, om vi gaa, hvad skulle vi give Manden? thi Brødet er borte af vore Poser, og vi have ingen Skaenk at bringe den Guds Mand; hvad have vi med os?
1Sam	9	8	8. Og Drengen blev ved at svare Saul og sagde: Se, der findes hos mig en Fjerdepart af en Sekel Sølv; den ville vi give den Guds Mand, at han kundgør os vor Vej.
1Sam	9	9	9. Fordum i Israel sagde hver Mand saaledes, naar han gik at adspørge Gud: Kommer og lader os gaa til Seeren; thi den, der nu kaldes Profeten, kaldtes fordum Seeren.
1Sam	9	10	10. Da sagde Saul til sin Dreng: Dit Ord er godt, kom, lader os gaa; og de gik til Staden, hvor den Guds Mand var.
1Sam	9	11	11. Da de gik op ad Opgangen til Staden, da fandt de nogle unge Piger, som gik ud at drage Vand op, og de sagde til dem: Er Seeren her?
1Sam	9	12	12. Og de svarede dem og sagde: Ja, se, der for dit Ansigt; skynd dig nu, thi i Dag er han kommen i Staden, efterdi Folket har Slagtoffer i Dag paa Høj en.
1Sam	9	13	13. Naar I komme i Staden, da skulle I lige finde ham, førend han gaar op paa Højen at aede, thi Folket maa ikke aede, førend han kommer; thi han skal velsigne Slagtofret, derefter skulle de aede, som ere budne; derfor gaar nu op, thi i Dag skulle I finde ham.
1Sam	9	14	14. Og de gik op til Staden; der de vare komne midt i Staden, se, da kom Samuel dem i Møde for at gaa op paa Højen.
1Sam	9	15	15. Men Herren havde aabenbaret for Samuels Øre den Dag, førend Saul kom, og sagt:
1Sam	9	16	16. Ved denne Tid i Morgen vil jeg sende dig til en Mand af Benjamins Land, og ham skal du salve til en Fyrste over mit Folk Israel, og han skal frelse mit Folk af Filisternes Haand; thi jeg har set til mit Folk, efterdi dets Skrig er kommet for mig.
1Sam	9	17	17. Der Samuel saa Saul, da svarede Herren ham: Se, det er Manden, om hvem jeg sagde dig: Denne skal styre mit Folk.
1Sam	9	18	18. Og Saul kom frem til Samuel midt i Porten og sagde: Kaere, kundgør mig, hvor er Seerens Hus?
1Sam	9	19	19. Da svarede Samuel Saul og sagde: Jeg er Seeren, gak op foran mig paa Højen, og I skulle aede med mig i Dag; og i Morgen vil jeg lade dig fare, og alt det, der er i dit Hjerte, vil jeg kundgøre dig.
1Sam	9	20	20. Og de Aseninder, som bleve borte for dig i Dag for tre Dage siden, dem skal du ikke laegge dig paa Hjerte, thi de ere fundne; og til hvem er al Israels Laengsel? mon ikke til dig og din Faders ganske Hus?
1Sam	9	21	21. Og Saul svarede og sagde: Er jeg ikke en Benjaminit, af de mindste af Israels Stammer? og min Slaegt er mindre end alle Benjamins Starnmes Slaegter, og hvorfor har du talet til mig paa denne Maade?
1Sam	9	22	22. Saa tog Sa rnuel Saul og hans Dreng og og ledte dem ind i Kammeret, og han gav dem Sted øverst iblandt de budne, og de var ved tredive Maend.
1Sam	9	23	23. Da sagde Samuel til Kokken: Giv hid det Stykke, som jeg gav dig, om hvilket jeg sagde til dig: Laeg det hos dig.
1Sam	9	24	24. Saa frembar Kokken en Bov, og det, som var derpaa, og han lagde det for Saul og sagde: Se, dette er blevet tilovers, laeg det for dig, aed; thi til den bestemte Tid er det forvaret til dig, der jeg sagde: Jeg har indbudet Folket; saa aad Saul med Samuel paa den samme Dag.
1Sam	9	25	25. Og de gik ned fra Højen til Staden, og han talede med Saul paa Taget.
1Sam	9	26	26. Og de stode tidlig op, og det skete, der Morgenrøden gik op, da kaldte Samuel Saul op paa Taget og sagde: Staa op, saa vil jeg lade dig fare; og Saul stod op, og de gik begge ud, han og Samuel, udenfor.
1Sam	9	27	27. Der de kom ned til Enden af Staden, da sagde Samuel til Saul: Sig til Drengen, at han skal gaa frem foran os; og han gik hen; men staa du nu stille, saa vil jeg lade dig høre Guds Ord.
------------------------Første Samuelsbog, Kapitel 10
1Sam	10	1	1. Og Samuel tog en Oliekrukke og øste paa hans Hoved og kyssede ham og sagde: Mon det ikke vaere saa, at Herren har salvet dig til en Fyrste over hans Arv?
1Sam	10	2	2. Naar du gaar fra mig i Dag, da skal du finde to Maend ved Rakels Grav i Benjamins Landemaerke i Zelza; og de skulle sige til dig: De Aseninder ere fundne, som du gik at lede efter og se, din Fader har ladet Sagen om Aseninderne fare og er bekymret for eder og siger: Hvad skal jeg gøre for min Søn?
1Sam	10	3	3. Og naar du gaar frem derfra og bedre frem og kommer til Thabors Lund, da skulle tre Maend finde dig der, som gaa op til Gud i Guds Hus: En, som baerer tre Kid, og en, som baerer tre hele Brød, og en, som baer er en Flaske Vin.
1Sam	10	4	4. Og de skulle hilse dig og give dig to Brød, og du skal annamme dem af deres Haand.
1Sam	10	5	5. Derefter skal du komme til Guds Høj, hvor Filisternes Besaetninger ere; og det skal ske, naar du kommer der til Staden, da skal du møde en Hob Profeter, som komme ned fra Højen, og foran dem skal vaere Salter og Tromme og Pibe og Harpe, og de skulle profetere.
1Sam	10	6	6. Og Herrens Aand skal komme heftig over dig, at du skal profetere med dem; og du skal omskiftes til en anden Mand.
1Sam	10	7	7. Og det skal ske, naar disse Tegn indtraeffe for dig, saa skal du udføre, hvad du laegger Haand paa; thi Gud er med dig.
1Sam	10	8	8. Og du skal gaa ned for mit Ansigt til Gilgal, og se, jeg vil komme ned til dig til at ofre Braendoffer og at slagte Takofre; syv Dag skal du bie, indtil jeg kommer til dig, saa vil jeg lade dig vide, hva du skal gøre.
1Sam	10	9	9. Og det skete, der han vendte Ryggen for at gaa fra Samuel, da gav Gud ham et helt andet Hjerte; og alle disse Ting indtraf samme Dag.
1Sam	10	10	10. Og de kom derhen til Højen, se, da kom en Hob Profeter imod ham, og Guds Aand kom heflig over ham, og han profeterede midt iblandt dem.
1Sam	10	11	11. Og det skete der alle de, som kendte ham tilforn saa det, og se, han profeterede med Profeterne, da sagde Folket, hver til sin Naeste: Hvad er det, som er Kis, Søn vederfaret? er og Saul iblandt Profeterne?
1Sam	10	12	12. Da svarede en Mand derfra og sagde: Hvo er dog deres Fader? Derfor blev det til et Ordsprog: Er og Saul iblandt Profeterne?
1Sam	10	13	13. Der han havde holdt op med at profetere, da kom han til Højen.
1Sam	10	14	14. Og Sauls Farbroder sagde til ham og til hans Dreng: Hvor gik I hen? Og han sagde: At lede efter Aseninderne, og der vi saa, at de ikke vare nogensteds, kom vi til Samuel.
1Sam	10	15	15. Da sagde Sauls Farbroder: Kaere, kundgør mig, hvad sagde Samuel til eder?
1Sam	10	16	16. Og Saul svarede sin Farbroder: Han gav os til Kende, at Aseninderne vare fundne; men Ordet om Kongedømmet, som Samuel havde sagt, tilkendegav han ham ikke.
1Sam	10	17	17. Og Samuel lod Folket kalde til Hobe til Herren i Mizpa.
1Sam	10	18	18. Og han sagde til Israels Børn: Saa sagde Herren Israels Gud: Jeg førte Israel op af Aegypten, og jeg friede eder af Aegypternes Haand og af alle de Rigers Haand, som fortrykte eder.
1Sam	10	19	19. Men I have i Dag forkastet eders Gud, ham, som frelste eder af alt eders onde og eders Traengsler, og I sagde til ham: Du skal saette en Konge over os; og nu stiller eder frem for Herrens Ansigt efter eders Stammer og efter eders Tusinder.
1Sam	10	20	20. Og Samuel lod alle Israels Stammer komme frem, da blev Benjamins Stamme ramt.
1Sam	10	21	21. Der han lod Benjamins Stamme komme frem efter dens Slaegter, da blev Matris Slaegt ramt; og Saul, Kis, Søn blev ramt; og de ledte efter ham, men han fandtes ikke.
1Sam	10	22	22. Da adspurgte de Herren ydermere: Kommer der endnu Nogen herhid Og Herren sagde: Se, han er skjult ved Tøjet.
1Sam	10	23	23. Da løb de og hentede ham derfra, og han stillede sig midt iblandt Folket; og han var højere end alt Folket fra sin Skulder og derover.
1Sam	10	24	24. Og Samuel sagde til alt Folket: Ser I den, som Herren har udvalgt thi ingen er som han iblandt alt Folket. Da raabte alt Folket og sagde: Kongen leve!
1Sam	10	25	25. Og Samuel talede til Folket om Kongedømmets Ret og skrev den i en Bog og lod den blive for Herrens Ansigt; sa lod Samuel alt Folket fare, hver til sit Hus.
1Sam	10	26	26. Og Saul gik ogsaa til sit Hus til Gibea; og de af Skaren, hvis Hjerte Gud rørte, gik med ham.
1Sam	10	27	27. Men nogle Belials Børn sagde: Hvad! skal denne frelse os? Og de foragtede ham og bragte ham ikke Skaenk; men han var, som han havde vaeref døv.
------------------------Første Samuelsbog, Kapitel 11
1Sam	11	1	1. Men Ammoniteren Nahas drog op og lejrede sig mod Jabes i Gilead; og alle Maend i Jabes sagde til Nahas: Gør en Pagt med os, saa ville vi tjene dig.
1Sam	11	2	2. Og Ammoiteren Nahas sagde til dem: Paa det Vilkaar vil jeg gøre Pagt med eder, at jeg maa stikke det højre Øje ud paa eder alle, og jeg vil laegge den Skaendsel paa al Israel.
1Sam	11	3	3. Da sagde de Aeldste af Jabes til ham: Lader os vaere i Fred i syv Dage, at vi kunne sende Bud til alt lsraels Landemaerke; og dersom der er ingen, som frelser os, da ville vi gaa ud til dig.
1Sam	11	4	4. Saa kom Budene tll Sauls Gibea og talede Ordene for Folkets øren; da opløftede alt Folket deres Røst, og de graed.
1Sam	11	5	5. Og se, Saul kom bagefter Øksnene fra Marken, og Saul sagde: Hvad skader Folket, at de graede? Da fortalte de ham Maendenes Ord af Jabes.
1Sam	11	6	6. Da kom Guds Aand heftig over Saul, der han hørte disse Ord, og hans Vrede optaendtes saare.
1Sam	11	7	7. Og han tog et Par Øksne og huggede dem i Stykker og udsendte dem til al Israels Landemae rke med Bud og lod sige: Hvo som ikke drager ud efter Saul og efter Samuel, med hans Øksne skal der gøres saaledes; da faldt Herrens Frygt paa Folket, at de droge ud som een Mand.
1Sam	11	8	8. Og han talte dem i Besek, og Israels Børn vare tre Hundrede Tusinde, og Judas Maend tredive Tusinde.
1Sam	11	9	9. Da sagde de til Budene, som vare komne: Saa skulle I sige til Maendene i Jabes i Gilead: I Morgen skal eder vederfares Frelse, naar Solen bliver hed. Der Budene kom og kundgjorde det for Maendene i Jabes, da bleve de glade.
1Sam	11	10	10. Og Maendene i Jabes sagde: I Morgen ville vi gaa ud til eder, saa maa I gøre os efter alt det, som er godt for eders Øjne.
1Sam	11	11	11. Og det skete den naeste Dag, da satte Saul Folket i tre Hobe, og de kom midt i Lejren i Morgenvagten, og de sloge Ammoniterne, indtil Dagen blev hed; og det skete, at de, som bleve tilovers, bleve saa adspredte, at der ikke blev tilovers af dem to sammen.
1Sam	11	12	12. Da sagde Folket til Samuel: Hvo er den, som sagde: Skulde Saul regere over os? giver de Maend hid saa ville vi slaa dem ihjel.
1Sam	11	13	13. Men Saul sagde: Der skal ingen Mand dø paa denne Dag; thi Herren har i Dag givet Frelse i Israel.
1Sam	11	14	14. Og Samuel sagde til Folket: Kommer og lader os gaa til Gilgal, og der ville vi paa ny give ham Riget.
1Sam	11	15	15. Da gik alt Folket til Gilgal og gjorde der Saul til Konge for Herrens Ansigt i Gilgal og slagtede der Takofre for Herrens Ansigt; og Saul glaedede sig der og alle Israels Maend saare meget.
------------------------Første Samuelsbog, Kapitel 12
1Sam	12	1	1. Da sagde Samuel til al Israel: Se jeg hørte eders Røst i alt det, I sagde til mig, og jeg har sat en Konge til at regere over eder.
1Sam	12	2	2. Og nu se, der vandrer Kongen for eders Ansigt, og jeg er vorden gammel og graahaerdet, og se, mine Sønner ere hos eder; og jeg har vandret for eders Ansigt fra min Ungdom indtil denne Dag.
1Sam	12	3	3. Se, her er jeg, vidner imod mig for Herren og for hans salvede: Hvis Okse har jeg taget, og hvis Asen har jeg taget, og hvem har jeg gjort Vold, hvem har jeg fortrykt, og af hvis Haand har jeg taget Bestikkelse, saa jeg derved lukkede mine Øjne? Og jeg vil give eder det igen.
1Sam	12	4	4. Da sagde de: Du har hverken gjort os Vold, ej heller fortrykt os, og ej taget noget af nogens Haand.
1Sam	12	5	5. Da sagde han til dem: Herren er Vidne mod eder, og hans salvede er Vidne paa denne Dag, at I ikke have fundet noget i min Haand; og Folket sagde: Han skal vaere Vidne.
1Sam	12	6	6. Fremdeles sagde Samuel til Folket: Det er Herren, som beskikkede Mose og Aron, og som førte eders Faedre op af Aegyptens Land.
1Sam	12	7	7. Og nu stiller eder frem, og jeg vil gaa i Rette med eder for Herrens Ansigt om alle Herrens retfaerdige Gerninger, som han har gjort imod eder og imod eders Faedre.
1Sam	12	8	8. Der Jakob var kommen til Aegypten, da raabte eders Faedre til Herren, og Herren sendte Mose og Aron, og de udførte eders Faedre af Aegypten og lode dem bo paa dette Sted.
1Sam	12	9	9. Men de forglemte Herren deres Gud; og han solgte dem i Siseras Haand, Krigshøvedsmandens i Hazor, og i Filisternes Haand og i Moabiternes Konges Haand, og disse strede imod dem.
1Sam	12	10	10. Da raabte de til Herren og sagde: Vi have syndet, fordi vi forlode Herren og tjente Baal- og Astartebillederne; men fri os nu fra vore Fjenders Haand, saa ville vi tjene dig.
1Sam	12	11	11. Da sendte Herren Jerub-Baal og Bedan og Jeftha og Samuel; og han friede eder af eders Fjenders Haand trindt omkring, at I boede tryggeligen.
1Sam	12	12	12. Og der I saa, at Nahas, Ammons Børns Konge, kom imod eder, da sagde I til mig: Ikke saa, men en Konge skal regere over os, skønt Herren eders Gud var eders Konge.
1Sam	12	13	13. Og nu, se, der er Kongen, som I have udvalgt, som I have begaeret; og se, Herren har sat en Konge over eder.
1Sam	12	14	14. Dersom I frygte Herren og tjene ham og høre hans Røst og ikke ere genstridige mod Herrens Mund: Da skulle baade I og Kongen, som regerer over eder, vaere Herren eders Gud til Behag.
1Sam	12	15	15. Men dersom I ikke høre Herrens Røst, men ere genstridige mod Herrens Mund, da skal Herrens Haand vaere imod eder, som imod eders Faedre.
1Sam	12	16	16. Stiller eder nu ogsaa frem og ser denne store Ting, som Herren skal gøre for eders Øjne.
1Sam	12	17	17. Er det ikke Hvedehøst i Dag? Jeg vil kalde paa Herren, saa skal han give Torden og Regn: Saa vider og ser, at det onde, som I have gjort for Herrens Øjne, er stort, idet at I have begaeret eder en Konge
1Sam	12	18	18. Da raabte Samuel til Herren og Herren gav Torden og Regn paa den samme Dag; derfor frygtede alt Folket saare for Herren og Samuel.
1Sam	12	19	19. Og alt Folket sagde til Samuel: Bed ydmygeligen for dine Tjenere til Herren din Gud, at vi ikke skulle dø; thi vi lagde det onde til alle vore Synder, at vi begaerede os en Konge.
1Sam	12	20	20. Da sagde Samuel til Folket: Frygter ikke! I have vel gjort alt dette onde; viger dog ikke fra Herren, men tjener Herren i eders ganske Hjerte!
1Sam	12	21	21. Og viger ikke af; thi saa følge I forfaengelige Ting, sorn ej gavne eller hjaelpe, thi de ere Forfaengelighed.
1Sam	12	22	22. Thi Herren skal ikke forlade sit Folk for sit store Navns Skyld, efterdi Herren har, haft Villie til at gøre eder til sit Folk.
1Sam	12	23	23. Ogsaa jeg - det vaere langt fra mig at synde imod Herren, at jeg skulde lade af at bede ydmygeligen for eder; men jeg vil laere eder den gode og den rette Vej.
1Sam	12	24	24. Frygter ikkun Herren og tjener ham i Sandhed af eders ganske Hjerte; thi ser, hvor store Ting han gør imod eder.
1Sam	12	25	25. Men gøre I alligevel ilde, da skulle baade I og eders Konge omkomme.
------------------------Første Samuelsbog, Kapitel 13
1Sam	13	1	1. Saul var . . . Aar, da han blev Konge, og han regerede paa andet Aar over Israel.
1Sam	13	2	2. Da udvalgte Saul sig tre Tusinde af Israel, og to Tusinde vare med Saul i Mikmas og paa Bethels Bjerg, og tusinde vare med Jonathan i Benjamins Gibea; men de øvrige Folk lod han fare, hver til sine Telte.
1Sam	13	3	3. Og Jonathan slog Filisternes Besaetning, som var paa Højen, og Filisterne hørte det; derfor lod Saul blaese i Trompeten i hele Landet og sige: Lad Hebraeerne høre det!
1Sam	13	4	4. Og al Israel hørte, at der sagdes: Saul har slaget Filisternes Besaetning, og Israel har gjort sig forhadt hos Filisterne; da blev Folket sammenkaldt efter Saul til Gilgal.
1Sam	13	5	5. Og Filisterne samledes til at stride med Israel, tredive Tusinde Vogne og seks Tusinde Ryttere og Folk som Sand, der er ved Havbredden i Mangfoldighed; og de droge op og lejrede sig i Mikmas, Østen for Beth-Aven.
1Sam	13	6	6. Der Israels Maend saa sig i Nød (thi Folket blev traengt), da skjulte Folket sig i Hulerne og i Tornebuskene og i Klipperne og i de faste Taarne og i Grøfterne.
1Sam	13	7	7. Og Hebraeere gik over Jordanen til Gads Land og til Gilead; og Saul var endnu i Gilgal, og alt Folket var forskraekket og fulgte efter ham.
1Sam	13	8	8. Og han tøvede i syv Dage til den Tid, som var bestemt af Samuel, men Samuel kom ikke til Gilgal; da adspredtes Folket fra ham.
1Sam	13	9	9. Da sagde Saul: Fører hid til mig Braendofret og Takofrene; og han ofrede Braendofret.
1Sam	13	10	10. Og det skete, der han var faerdig med at ofre Braendofret, se, da kom Samuel! og Saul gik ud imod ham at hilse paa ham.
1Sam	13	11	11. Da sagde Samuel: Hvad har du gjort? og Saul sagde: Da jeg saa, at Folket adspredtes fra mig, og du kom ikke til den bestemte Tid, og Filisterne vare samlede udi Mikmas,
1Sam	13	12	12. da sagde jeg: Nu komme Filisterne ned mod mig i GiIgaI, og jeg har ikke bedet for Herrens Ansigt; da tog jeg Mod til mig og ofrede Braendofret.
1Sam	13	13	13. Da sagde Samuel til Saul: Du har handlet daarligen; du har ikke holdt Herren din Guds Bud, som han bød dig; saa havde Herren nu stadfaestet dit Kongedømme over Israel evindelig.
1Sam	13	14	14. Men nu skal dit Kongedømme ikke bestaa; Herren har opsøgt sig en Mand efter sit Hjerte, og ham har Herren budet at vaere en Fyrste over sit Folk, fordi du ikke har holdt det, som Herren har befalet dig.
1Sam	13	15	15. Og Samuel gjorde sig rede og gik op fra Gilgal til Gibea i Benjamin; og Saul talte det Folk, som fandtes hos ham, ved seks Hundrede Mand.
1Sam	13	16	16. Og Saul og Jonathan hans Søn, og det Folk, som fandtes hos dem, bleve i Gibea i Benjamin; men Filisterne havde lejret sig i Mikmas.
1Sam	13	17	17. Og der uddrog en ødelaeggende Skare af Filisternes Lejr i tre Hobe; den ene Hob vendte sig ad Vejen imod Ofra, til Landet Sual;
1Sam	13	18	18. og den anden Hob vendte sig ad Vejen til Beth-Horon; og den tredje Hob vendte sig mod Vejen ved Skellet, der rager frem over Zeboims Dal, ad Ørken til.
1Sam	13	19	19. Og der blev ingen Smed funden i al Israels Land; thi Filisterne sagde: At Hebraeerne ikke skulde gøre Svaerd eller Spyd.
1Sam	13	20	20. Derfor maatte al Israel fare ned til Filisterne, at hver kunde faa sit Plovjern og sin Hakke og sin Økse og sin Spade skaerpet;
1Sam	13	21	21. og de havde skarpe File til Spader og Hakker og Treforke og Økser, og saa ofte Aeggen var sløvet paa Spader, og naar de skulde have en Braad sat ind.
1Sam	13	22	22. Og det skete paa Stridens Dag, at der ikke blev funden Svaerd eller Spyd i nogen af Folkets Haand, som var med Saul og med Jonathan; dog fandtes der hos Saul og hos Jonathan, hans Søn.
1Sam	13	23	23. Og Filisternes Besaetning drog ud til Kløftvejen ved Mikmas.
------------------------Første Samuelsbog, Kapitel 14
1Sam	14	1	1. Og det haendte sig en Dag, at Jonathan, Sauls Søn, sagde til en unge Karl, som bar hans Vaaben: Gak med, saa ville vi gaa over til Filisternes Besaetning, som er paa hin Side; og han gav sin Fader det ikke til Kende.
1Sam	14	2	2. Men Saul blev ved det yderste af Gibea under Granattraeet, som var i Migron; og det Folk, som var hos ham, var ved seks Hundrede Mand.
1Sam	14	3	3. Og Ahia, Ahitobs Søn, Ikabods Broder, som var en Søn af Pinehas, Elis Søn, Herrens Praest i Silo, bar Livkjortlen; men Folket vidste ikke, at Jonathan var gaaet bort.
1Sam	14	4	4. Og imellem Kløftvejene, hvor Jonathan søgte at gaa over mod Filisternes Besaetning, var en spids Klippe paa denne Side og en spids Klippe paa hin Side, og den enes Navn var Bozez og den andens Navn Sene.
1Sam	14	5	5. Den ene Spids stod Norden imod Mikmas og den anden Sønden imod Geba.
1Sam	14	6	6. Og Jonathan sagde til den unge Karl, som bar hans Vaaben: Kom, saa ville vi gaa over til disse uomskaarnes Besaetning, maaske Herren udretter noget for os; thi hos Herren er intet til Hinder i at frelse ved mange eller ved faa.
1Sam	14	7	7. Og hans Vaabendrager sagde til ham: Gør alt det, som er i dit Hjerte; bøj af Vejen, se, jeg er med dig efter dit Hjerte.
1Sam	14	8	8. Og Jonathan sagde: Se, vi gaa over til Maendene og lade os se af dem.
1Sam	14	9	9. Dersorn de sige saaledes til os: Staar stille, indtil vi komme naer til eder, saa ville vi staa paa vort Sted og ikke gaa op til dem.
1Sam	14	10	10. Men dersom de sige saaledes: Kommer op til os, saa ville vi stige op; thi Herren har givet dem i vor Haand; og dette skal vaere os et Tegn.
1Sam	14	11	11. Der de begge bleve sete af Filisternes Besaetning, da sagde Filisterne: Se, Hebraeerne ere udgangne af Hulerne, hvor de skjulte sig.
1Sam	14	12	12. Og Maendene i Besaetningen tiltalede Jonathan og hans Vaabendrager og sagde: Kommer op til os, saa ville vi laere eder noget. Da sagde Jonathan til sin Vaabendrager: Stig op efter mig; thi Herren har givet dem i Israels Haand.
1Sam	14	13	13. Og Jonathan steg op paa sine Haender og paa sine Fødder og hans Vaabendrager efter ham; da faldt de for Jonathans Ansigt, og hans Vaabendrager slog ihjel efter ham.
1Sam	14	14	14. Og det første Slag, som Jonathan og hans Vaabendrager slog, var ved tyve Mand, paa omtrent den halve Laengde af en Dags Pløjeland.
1Sam	14	15	15. Og der var en Forfaerdelse i Lejren, paa Marken og iblandt alt Folket; Besaetningen og den ødelaeggende Skare bleve ogsaa forfaerdede, ja, Landet skaelvede; thi det var en Forfaerdelse fra Gud.
1Sam	14	16	16. Og Sauls Skildvagt i Gibea i Benjamin saa til, og se, Hoben splittedes og gik, og de stødte hverandre.
1Sam	14	17	17. Da sagde Saul til Folket, som var hos ham: Taeller dog, og ser til, hvo der er gaaet bort fra os. Og de talte og se, Jonathan og hans Vaabendrager vare der ikke.
1Sam	14	18	18. Da sagde Saul til Ahia: Lad Guds Ark komme hid; thi Guds Ark var paa den samme Dag hos Israels Børn.
1Sam	14	19	19. Og det skete, der Saul endnu talede med Praesten, at det Bulder, som var i Filisternes Lejr, fik Fremgang og blev stort; da sagde Saul til Praesten: Lad kun vaere!
1Sam	14	20	20. Og Saul og alt det Folk, som var hos ham, blev sammenkaldt, og de kom til Striden, og se, den enes Svaerd var imod den andens, og der var en saare stor Forstyrrelse.
1Sam	14	21	21. Og de Hebraeer, som havde vaeret med Filisterne tilforn, og som vare dragne op med dem i Lejren trindt omkring, de kom ogsaa for at vaere med Israel, som var med Saul og Jonathan.
1Sam	14	22	22. Og alle Israls Maend, som havde skjult sig paa Efraims Bjerg, der de hørte, at Filisterne flyede, da satte de efter dem i Striden.
1Sam	14	23	23. Saa frelste Herren Israel paa den samme Dag, og Striden naaede forbi Beth-Aven.
1Sam	14	24	24. Og, Israels Maend bleve haardt anstrengte paa den samme Dag; thi Saul havde besvoret Folket og sagt: Forbandet vaere den Mand, som aeder noget Mad indtil Aftenen, at jeg kan faa mig haevnet paa mine Fjender; derfor smagte det ganske Folk ingen Mad.
1Sam	14	25	25. Og Folket fra det ganske Land kom ind i Skoven; men der var Honning paa Marken.
1Sam	14	26	26. Og Folket kom ind i Skoven, se, da flød Honningen; og ingen førte sin Haand til sin Mund; thi Folket frygtede for Besvaergelsen.
1Sam	14	27	27. Men Jonathan havde ikke hørt det, der hans Fader besvor Folket, men han udrakte det yderste af Kaeppen, som han havde i sin Haand, og dyppede den i en Honningkage; og han førte sin Haand til sin Mund, og hans Øjne bleve klare.
1Sam	14	28	28. Da svarede en Mand af Folket og sagde: Din Fader besvor Folket haardeligen og sagde: Forbandet vaere hver Mand, som aeder nogen Mad i Dag. Og Folket var traet.
1Sam	14	29	29. Da sagde Jonathan: Min Fader har gjort Uret imod Landet; se, kaere, mine Øjne ere blevne klare, fordi jeg smagte lidet af denne Honning.
1Sam	14	30	30. Ja, gid Folket havde aedt i Dag af sine Fjenders Bytte, som de fandt; thi hidtil har Nederlaget ikke vaeret meget stort paa Filisterne.
1Sam	14	31	31. Og de sloge Filisterne paa den Dag fra Mikmas indtil Ajalon, og Folket blev meget traet.
1Sam	14	32	32. Og Folket tillavede, hvad de havde gjort til Bytte, og de toge Faar og Øksne og Kalve og slagtede paa Jorden, og Folket aad det med Blodet.
1Sam	14	33	33. Da forkyndte de Saul det, og sagde: Se, Folket synder for Herren, at de aede det med Blodet, og han sagde: I have forsyndet eder, vaelter nu en stor Sten hen til mig!
1Sam	14	34	34. Og Saul sagde: Adspreder eder iblandt Folket og siger til dem: Fører hver sin Okse og hver sit Lam hid til mig, og slagter dem her og aeder, og synder ikke imod Herren ved at aede med Blodet; da førte alt Folket hver sin Okse ved sin Haand derhen om Natten, og de slagtede der.
1Sam	14	35	35. Da byggede Saul Herren et Alter; det var det første Alter, han byggede Herren.
1Sam	14	36	36. Og Saul sagde: Lader os drage ned efter Filisterne i Nat og gøre Bytte iblandt dem, indtil det bliver lys Morgen, saa at vi ikke lade en Mand af dem blive tilovers; og de sagde: Gør alt det, som er godt for dine Øjne; men Praesten sagde: Lader os her holde os naer til Gud.
1Sam	14	37	37. Og Saul adspur gte Gud: Skal jeg drage ned efter Filisterne? vil du give dem i Israels Haand? Men han svarede ham ikke paa den Dag.
1Sam	14	38	38. Da sagde Saul: Kommer her hid, alle Folkets Øverster, og kender og ser, hvorved denne Synd i Dag er sket.
1Sam	14	39	39. Thi saa vist som Herren lever, han, der frelser Israel! dersom det endog var Jonathan, min Søn, da skal han visseligen dø; og ingen svarede ham af alt Folket.
1Sam	14	40	40. Og han sagde til al Israel: I skulle vaere paa den ene Side, men jeg og Jonathan, min Søn, vi ville vaere paa den anden Side; og Folket sagde til Saul: Gør det, som godt er for dine Øjne.
1Sam	14	41	41. Og Saul sagde til Herren, Israels Gud: Lad Sandheden komme frem; og Jonathan og Saul blev ramt, men Folket gik fri.
1Sam	14	42	42. Da sagde Saul: Kaster Lod imellem mig og imellem Jonathan, min Søn; da blev Jonathan ramt.
1Sam	14	43	43. Og Saul sagde til Jonathan: Giv mig til Kende, hvad du har gjort? Og Jonathan gav ham til Kende og sagde: Jeg smagte med det yderste af den Kaep, som er i min Haand, lidt Honning, se, her er jeg, skal jeg dø
1Sam	14	44	44. Da sagde Saul: Gud gøre mig nu og fremdeles saa og saa, du skal visseligen dø, Jonathan!
1Sam	14	45	45. Men Folket sagde til Saul: Skulde Jonathan dø, som har bragt denne store Frelse i Israel? det vaere langt fra! Saa vist som Herren lever, skal der ikke falde et af hans Hovedhaar til Jorden, thi han har gjort dette paa denne Dag ved Gud; saa udfriede Folket Jonathan, at han ikke skulde dø.
1Sam	14	46	46. Da drog Saul op fra at jage efter Filisterne, og Filisterne gik til deres Sted.
1Sam	14	47	47. Og Saul havde taget Kongemagten over Israel; og han stred imod alle sine Fjender trindt omkring, imod Moabiterne og imod Ammons Børn og imod Edomiterne og imod Kongerne af Zoba og imod Filisterne, og hvor han vendte sig hen, revsede han dem.
1Sam	14	48	48. Og han gjorde maegtige Gerninger og slog Amalek og friede Israel af deres Haand, som havde plyndret dem.
1Sam	14	49	49. Og Sauls Sønner vare: Jonathan og Jisui og Malkisua, og hans to Døtres Navne vare, den førstefødtes Navn Merab, og den yngstes Navn Mikal.
1Sam	14	50	50. Og Sauls Hustrus Navn var Ahinoam, Ahimaaz' Datter; og hans Stridshøvedmands Navn var Abner, en Søn af Ner, Sauls Farbroder.
1Sam	14	51	51. Og Kis, Sauls Fader, i lige Maade Ner, Abners Fader, var Abiels Søn.
1Sam	14	52	52. Og Krigen var haard imod Filisterne alle Sauls Dage; og hvor Saul saa en vaeldig Mand eller nogen duelig Mand, da drog han ham til sig.
------------------------Første Samuelsbog, Kapitel 15
1Sam	15	1	1. Og Samuel sagde til Saul: Herren sendte mig til at salve dig til Konge over sit Folk, over Israel: Saa hør nu Herrens Ords Røst!
1Sam	15	2	2. Saaledes sagde Herren Zebaoth: Jeg vil hjemsøge over det, som Amalek gjorde ved Israel, da han satte sig imod ham paa Vejen, der han drog op af Aegypten.
1Sam	15	3	3. Gak nu hen, og du skal slaa Amalek, og I skulle ødelaegge alt det, han har, og du skal ikke spare ham; men du skal slaa ihjel baade Mand og Kvinde, baade spaedt og diende Barn, baade Okse og Lam, baade Kamel og Asen.
1Sam	15	4	4. Og Saul lod Folket høre det og talte dem i Telaim, to Hundrede Tusinde Fodfolk og ti Tusinde Mand af Juda.
1Sam	15	5	5. Der Saul kom til Amaleks Stad, da lagde han et Baghold i Dalen.
1Sam	15	6	6. Og Saul sagde til Keniten: Gak hen, vig bort, drag ned fra Amalek, at jeg ikke skal laegge dig øde med ham; thi du gjorde Miskundhed mod alle Israels Børn, der de droge op af Aegypten; saa drog Keniten fra Amalek.
1Sam	15	7	7. Da slog Saul Amalek, fra Hevila indtil man kommer til Sur, som ligger lige for Aegypten.
1Sam	15	8	8. Og han greb Agag, Amalekiternes Konge, levende, og han ødelagde alt Folket med skarpe Svaerd.
1Sam	15	9	9. Men Saul og Folket sparede Agag, og hvad der var godt af smaat Kvaeg og stort Kvaeg og det naestbedste og Lammene, ja, alt det, som var godt, og de vilde ikke ødelaegge det; men hver ringe og, ubrugbar Ting ødelagde de.
1Sam	15	10	10. Da skete Herrens Ord til Samuel saaledes:
1Sam	15	11	11. Det angrer mig, at jeg gjorde Saul til Konge, thi han har vendt sig bort fra mig og har ikke holdt mine Ord; og Samuels Vrede optaendtes, og han raabte til Herren den ganske Nat.
1Sam	15	12	12. Og Samuel stod tidlig op for at gaa Saul i Møde om Morgenen; og det blev Samuel tilkendegivet og sagt: Saul var kommen til Karmel og se, han har sat sig et Mindesmaerke, og han er vendt om, draget forbi og gaaet ned til Gilgal.
1Sam	15	13	13. Og Samuel kom til Saul, og Saul sagde til ham: Velsignet vaere du for Herren ! jeg; har holdt Herrens Ord.
1Sam	15	14	14. Men Samuel svarede: Hvad er dette for en Lyd af smaat Kvaeg for mine Øren? og Lyd af stort Kvaeg, som jeg hører
1Sam	15	15	15. Da sagde Saul: De have ført det fra Amale kiterne, idet Folket sparede det, som var godt af smaat Kvaeg og af stort Kvaeg, for at ofre til Herren din Gud; men det øvrige have vi ødelagt.
1Sam	15	16	16. Da sagde Samuel til Saul: Hold op! saa vil jeg give dig til Kende, hvad Herren har talet til mig i Nat; og han sagde til ham: Tal!
1Sam	15	17	17. Og Samuel sagde: Er det ikke saa? der du var liden i dine Øjne, blev du Israels Stammers Hoved, og Herren salvede dig til en Konge over Israel.
1Sam	15	18	18. Og Herren sendte mig paa Vejen og saagde: Drag hen, ødelaeg de Syndere, Amalekiterne, og strid imod dem, indtil du faar gjort Ende paa dem.
1Sam	15	19	19. Og hvorfor adlød du ikke Herrens Røst men du styrtede dig over Byttet, og gjorde det onde for Herrens Øjne.
1Sam	15	20	20. Da sagde Saul til Samuel: Jeg adlød dog Herrens Røst? og gik paa den Vej, paa hvilken Herren sendte mig; og jeg førte Agag, Amalekiternes Konge, hid, og ødelagde Amalekiterne;
1Sam	15	21	21. men Folket tog af Rovet smaat Kvaeg og stort Kvaeg, det ypperste af det, som var sat i Band, for at ofre til Herren din Gud i Gilgal.
1Sam	15	22	22. Men Samuel sagde: Mon Herren har Behag i Braendofre og Slagtofre, saaledes som i Lydighed mod Herrens Røst? se, at adlyde er bedre end Offer og at vaere hørsom end det fede af Vaedre.
1Sam	15	23	23. Thi Genstridighed er en Trolddoms Synd, og Haardnakkethed er Uretfaerdighed og Afgudsdyrkelse; efterdi du har forkastet Herrens Ord, da har han og forkastet dig, at du ikke skal vaere Konge.
1Sam	15	24	24. Da sagde Saul til Samuel: Jeg har syndet ved, at jeg har overtraadt Herrens Befaling og dine Ord; thi jeg frygtede for Folket og adlød dets Røst.
1Sam	15	25	25. Og nu, kaere, borttag min Synd, og vend tilbage med mig, saa vil jeg tilbede for Herren.
1Sam	15	26	26. Da sagde Samuel til Saul: Jeg vil ikke vende tilbage med dig; thi du har forkastet Herrens Ord, og Herren har forkastet dig, at du ikke skal vaere Konge over Israel.
1Sam	15	27	27. Der Samuel vendte sig omkring for at gaa, da holdt han fast ved Fligen af hans, Kappe, og den blev reven itu.
1Sam	15	28	28. Da sagde Samuel til ham: Herren har i Dag revet Israels Kongerige fra dig, og han har givet det til din Naeste, som er bedre end du.
1Sam	15	29	29. Og han, som er Israels Herlighed, lyver ikke, og det skal ikke angre ham; thi han er ikke et Menneske, at han skulde angre.
1Sam	15	30	30. Og han sagde: Jeg har syndet, men, kaere, aer mig nu for mit Folks Aeldste og for Israel; og vend tilbage med mig, at jeg maa tilbede for Herren din Gud.
1Sam	15	31	31. Saa vendte Samuel tilbage med Saul, og Saul tilbad for Herren.
1Sam	15	32	32. Da sagde Samuel: Fører Agag, Amalekiternes Konge, frem til mig, og Agag gik til ham lystelig, og Agag sagde: Visseligen, Dødens Beskhed er bortvegen.
1Sam	15	33	33. Men Samuel sagde: Ligesom dit Svaerd har berøvet Kvinder deres Børn, saa skal iblandt Kvinderne din Moder berøves sine Børn, og Samuel sønderhuggede Agag for Herrens Ansigt i Gilgal.
1Sam	15	34	34. Og Samuel gik til Rama men Saul drog op til sit Hus i Sauls Gibea.
1Sam	15	35	35. Og Samuel besøgte ikke Saul mere indtil sin Døds Dag, thi Samuel sørgede. over Saul; og det angrede Herren, at han havde gjort Saul til Konge over Israel.
------------------------Første Samuelsbog, Kapitel 16
1Sam	16	1	1. Og Herren sagde til Samuel: Hvor laenge vil du sørge for Saul? og jeg har forkastet ham, at han ikke skal vaere Konge over Israel; fyld dit Horn med Olie og gak hen, jeg vil sende dig til Bethlehemiteren Isai, thi jeg har udset mig en Konge iblandt hans Sønner.
1Sam	16	2	2. Men Samuel sagde: Hvorledes kan jeg gaa? thi Saul skulde høre det og slaa mig ihjel; da sagde Herren: Tag en Kalv af Kvaeget med dig, og du skal sige: Jeg er kommen at slagte Slagtoffer for Herren.
1Sam	16	3	3. Og du skal byde Isai til det Slagtoffer; og jeg vil lade dig vide, hvad du skal gøre, og du skal salve mig den, som jeg siger dig.
1Sam	16	4	4. Og Samuel gjorde det, som Herren sagde, og kom til Bethlehem; da forfaerdedes de Aeldste i Staden og gik ham i Møde og sagde: Er det med Fred, at du kommer?
1Sam	16	5	5. Og han sagde: Det er med Fred, jeg er kommen for at slagte Slagtoffer for Herren, helliger eder og kommer med mig til Slagtofret; og han helligede Isai og hans Sønner og indbød dem til Ofringen.
1Sam	16	6	6. Og det skete, der de kom, da saa han Eliab; og han taenkte: Visseligen er han for Herren hans salvede.
1Sam	16	7	7. Og Herren sagde til Samuel: Se ikke til hans Anseelse eller til hans høje Vaekst, thi jeg har forkastet ham; thi jeg agter ikke det, som et Menneske ser paa; thi et Menneske ser det, som er for Øjnene, men Herren ser til Hjertet.
1Sam	16	8	8. Da kaldte Isai ad Abinadab og lod ham gaa forbi for Samuels Ansigt, og han sagde: Denne har Herren ikke heller udvalgt.
1Sam	16	9	9. Derefter lod Isai Samma gaa forbi, og han sagde: Denne har Herren ikke heller udvalgt.
1Sam	16	10	10. Saa lod Isai sine syv Sønner gaa forbi for Samuels Ansigt; men Samuel sagde til Isai: Herren har ikke udvalgt disse.
1Sam	16	11	11. Fremdeles sagde Samuel til Isai: Er det alle Drengene og han sagde: Den yngste er endnu tilbage, og se, han vogter Smaakvaeg; da sagde Samuel til Isai: Send hen og lad ham hente, thi vi saette os ikke til Bords, før han kommer hid.
1Sam	16	12	12. Da sendte han hen og lod ham føre frem, og han var rødmusset med dejlige Øjne og skøn af Anseelse; da sagde Herren: Staa op, salv ham, thi ham er det.
1Sam	16	13	13. Saa tog Samuel Oliehornet og salvede ham midt iblandt hans Brødre, og Herrens Aand kom heftig over David fra den samme Dag og fremdeles; derefter gjorde Samuel sig rede og gik til Rama.
1Sam	16	14	14. Men Herrens Aand veg fra Saul, og en ond Aand fra Herren forfaerdede ham.
1Sam	16	15	15. Da sagde Sauls Tjenere til ham: Se, kaere, en ond Aand fra Gud forfaerder dig.
1Sam	16	16	16. Vor Herre sige dog til dine Tjenere, som staa for dit Ansigt, at de opsøge en Mand, som forstaar at lege paa Harpe; og det skal ske, naar den onde Aand fra Gud er over dig, og hin leger med sin Haand, da skal det blive godt med dig.
1Sam	16	17	17. Da sagde Saul til sine Tjenere: Kaere, ser mig om efter en Mand, som kan lege godt, og fører ham til mig.
1Sam	16	18	18. Da svarede een af de unge Karle og sagde: Se, jeg saa Bethlehemiteren Isais Søn, han forstaar at lege og er vaeldig til Strid, en Krigsmand og forstandig i Ord, en Mand, som er dejlig af Skikkelse, og Herren er med ham.
1Sam	16	19	19. Da sendte Saul Bud til Isai og lod sige: Send til mig David, din Søn, som er hos Smaakvaeget.
1Sam	16	20	20. Da tog Isai et Asen tillige med Brød og en Flaske Vin og et Gedekid og sendte det ved David sin Søns Haand til Saul.
1Sam	16	21	21. Saa kom David til Saul og stod for hans Ansigt; og han elskede ham saare, og han blev hans Vaabendrager.
1Sam	16	22	22. Derefter sendte Saul til Isai og lod sige: Kaere, lad David staa for mit Ansigt, thi han har fundet Naade for mine Øjne.
1Sam	16	23	23. Og det skete, naar Aanden fra Gud var over Saul, da tog David Harpen og legede med sin Haand; og Saul blev vederkvaeget, og det blev godt med ham, og den onde Aand veg fra ham.
------------------------Første Samuelsbog, Kapitel 17
1Sam	17	1	1. Og Filisterne havde samlet deres Lejre til Krigen og samlede sig i Soko, som er i Juda; og de lejrede sig imellem Soko og imellem Aseka ved Efes-Dammim.
1Sam	17	2	2. Og Saul og Israels Maend samledes og lejrede sig i Egens Dal, og de stillede sig op til Slag imod Filisterne.
1Sam	17	3	3. Og Filisterne stode paa Bjerget paa hin Side, og Israeliterne stode paa Bjerget paa denne Side, og Dalen var imellem dem.
1Sam	17	4	4. Da udgik en Kaemper af Filisternes Lejre, hans Navn; var Goliath af Gath, han var seks Alen og en Haandbred høj.
1Sam	17	5	5. Og der var en Kobberhjelm paa hans Hoved, og han var iført en Skaelbrynje, og Brynjens Vaegt var fem Tusind Sekel Kobber.
1Sam	17	6	6. Og han havde Kob berskinner over sine Fødder, og et Kobberkastespyd imellem sine Skuldre
1Sam	17	7	7. Og hans Spydstage var som en Vaeverstang, og Bladet paa hans Spyd var seks Hundrede Sekel Jern; og Skjolddrageren gik frem for hans Ansigt.
1Sam	17	8	8. Og han stod og raabte til Israels Slagordener og sagde til dem: Hvorfor droge I ud at stille eder op til Slag er jeg ikke en Filister og I Sauls Tjenere? udvaelger eder en Mand, at han kommer ned til mig.
1Sam	17	9	9. Dersom han kan stride med mig, og han slaar mig, da ville vi vaere eders Tjenere; men dersom jeg kan faa Magt over ham og slaar ham, da skulle I vaere vore Tjenere og tjene os.
1Sam	17	10	10. Fremdeles sagde Filisteren: Jeg har forhaanet Israels Slagordener paa denne Dag; giver mig en Mand, saa ville vi stride sammen.
1Sam	17	11	11. Der Saul og al Israel hørte disse Filisternes Ord, da bleve de forf aerdede, og de frygtede saare.
1Sam	17	12	12. Men David var hin efratitiske Mands Søn fra Bethlehem i Juda. hvis Navn var Isai og, som havde otte Sønner; og Manden var gammel i Sauls Dage og kommen til Aars iblandt Maendene.
1Sam	17	13	13. Og de tre aeldste Isais Sønner vare gangne med Saul i Krigen; men hans tre Sønners Navne, som vare gangne i Krigen, vare Eliab den førstefødte, og Abinadab den naestaeldste, og Samma den tredje.
1Sam	17	14	14. Men David var den yngste, og de tre aeldste var gangne med Saul.
1Sam	17	15	15. Og David var gaaet og vendt tilbage fra Saul at vogte sin Faders Smaakvaeg i Bethlehem.
1Sam	17	16	16. Og Filisteren kom frem om Morgenen og om Aftenen og stilled sig frem i fyrretyve Dage.
1Sam	17	17	17. Og Isai sagde til David, sin Søn: Kaere, tag til dine Brødre denne Efa risted Aks og disse ti Brød og løb til Lejren til dine Brødre.
1Sam	17	18	18. Men diss ti ferske Oste skal du bringe til Høvedsmanden over de tusinde; og du skal se til dine Brødre, om det gaar dem vel, og du skal medtag et Pant fra dem.
1Sam	17	19	19. Og Saul og de og alle Israels Maend vare i Egens Dal for at stride imod Filisterne.
1Sam	17	20	20. Da stod David tidlig op om Morenen og overlod Smaakvaeget til en Vogter, og han tog hine Sager og gik, saaledes som Isai havde befalet ham; og han kom til Vognborgen, og Haeren var uddragen i Slagordenen, og de havde raabt ud til Slag.
1Sam	17	21	21. Og Israel havde stillet sig op imod Filisterne, Slagorden imod Slagorden.
1Sam	17	22	22. Da gav David sit Tøj fra sig til ham, som forvarede Tøjet, og løb hen til Slagordenen; og han kom og spurgte til sine Brødres Velgaaende.
1Sam	17	23	23. Og der han talede ned dem, se, da kom hin Kaemper, hvis Navn var Goliath, Filisteren af Gath, op fra Filisternes Slagordener, og talede de samme Ord; og David hørte det.
1Sam	17	24	24. Men hver Mand af Israel, naar de saa Manden, da flyede de for ham og frygtede saare.
1Sam	17	25	25. Og hver Mand af Israel sagde: Have I et denne Mand, som kommer op? thi han kommer op for at forhaane Israel; og det skal ske, den Mand, som slaar ham, vil Kongen berige med stor Rigdom og give ham sin Datter og vil gøre hans Faders Hus frit i Israel.
1Sam	17	26	26. Da sagde David til Maendene, som stode hos ham: Hvad skal der gøres ved den Mand, som slaar denne Filister og borttager Forhaanelsen fra Israel thi hvo er denne uomskaarne Filister, at han forhaaner den levende Guds Slagordener
1Sam	17	27	27. Da sagde Folket til ham de samme Ord: Saaledes skal der gøres ved den Mand, som slaar ham.
1Sam	17	28	28. Og hans aeldste Broder Eliab hørte, der han talede til Maendene; og Eliabs Vrede optaendtes imod David, og han sagde: Hvorfor kom du herned? og hvem overlod du det lidet Smaakvaeg i Ørken? jeg kender din Hovmodighed og dit Hjertes Ondskab, thi du er kommen herned for at se Krigen.
1Sam	17	29	29. Da sagde David: Hvad har jeg nu gjort? det er jo kun et Ord.
1Sam	17	30	30. Og han vendte sig omkring fra ham hen til en anden og sagde de samme Ord; og Folket gav ham Svar igen som forrige Gang.
1Sam	17	31	31. Og de Ord bleve hørte, som David sagde, og man gav Saul dem til Kende, og han lod ham hente.
1Sam	17	32	32. Og David sagde til Saul: Intet Menneskes Hjerte blive mistrøstigt for hans Skyld; din Tjener skal gaa og stride med denne Filister.
1Sam	17	33	33. Og Saul sagde til David: Du kan ikke gaa hen til denne Filister for at stride med ham; thi du er en ung Person, men han er en Krigsmand fra sin Ungdom af.
1Sam	17	34	34. Da sagde David til Saul: Din Tjener var sin Faders Hyrde hos Smaakvaeget og en Løve kom og en Bjørn og borttog et Lam af Hjorden.
1Sam	17	35	35. Og jeg gik ud efter den og slog den og reddede det af dens Mund; og den rejste sig imod mig, men jeg holdt fast ved dens Skaeg og slog den og draebte den.
1Sam	17	36	36. Baade Løven og Bjørnen har din Tjener slaget; og denne uomskaarne Filister skal vorde som en af dem, thi han har forhaanet den levende Guds Slagordener.
1Sam	17	37	37. Frem- deles sagde David: Herren, som friede mig fra Løvens Vold og fra Bjørnens Vold, han skal fri mig fra denne Filisters Haand; da sagde Saul til David: Gak, og Herren skal vaere med dig.
1Sam	17	38	38. Og Saul iførte David sine Klaeder og satte en Kobberhjelm paa hans Hoved og gav ham en Brynje paa.
1Sam	17	39	39. Og David bandt hans Svaerd oven over sine Klaeder og begyndte at gaa, thi han havde ikke forsøgt det; da sagde David til Saul: Jeg kan ikke gaa i dem, thi jeg har ikke forsøgt det; og David lagde dem bort fra sig.
1Sam	17	40	40. Og han tog sin Kaep i sin Haand og udvalgte sig fem glatte Stene af Baekken og lagde dem i Hyrdeposen, som han havde, nemlig i Tasken, og havde sin Slynge i sin Haand og gik frem imod Filisteren.
1Sam	17	41	41. Og Filisteren gik fluks og kom naer til David; og Skjolddrageren gik frem for hans Ansigt.
1Sam	17	42	42. Der Filisteren saa op og saa David, da foragtede han ham; thi han var en ung Person, rødmusset, dejlig af Anseelse.
1Sam	17	43	43. Og Filisteren sagde til David: Er jeg en Hund, at du kommer til mig med Kaeppe? og Filisteren bandede David ved sine Guder.
1Sam	17	44	44. Og Filisteren sagde til David: Kom hid til mig, saa vil jeg give Fuglene under Himmelen og Dyrene paa Marken dit Kød.
1Sam	17	45	45. Men David sagde til Filisteren: Du kommer til mig med Svaerd og med Lanse og med Kastespyd; men jeg kommer til dig i Herren Zebaoths Navn, han som er Israels Slagordeners Gud, hvilken du har forhaanet.
1Sam	17	46	46. Paa denne Dag skal Herren overantvorde dig i min Haand, og jeg skal slaa dig og af hugge dit Hoved og give de døde Kroppe i Filisternes Lejr paa denne Dag til Fuglene under Himmelen og til vilde Dyr paa Jorden, at alt Landet skal vide, at der er en Gud i Israel.
1Sam	17	47	47. Og hele denne Forsamling skal vide, at Herren ikke frelser ved Svaerd eller ved Spyd; thi Krigen er Herrens, og han skal give eder i vor Haand.
1Sam	17	48	48. Og det skete, der Filisteren stod op og gik og kom naer imod David, da skyndte David sig og løb hen imod Slagordenen, Filisteren i Møde.
1Sam	17	49	49. Og David stak sin Haand i Posen og tog en Sten deraf og slog med Slyngen og traf Filisteren i hans Pande, saa at Stenen faestedes dybt i hans Pande, og at han faldt paa sit Ansigt til Jorden.
1Sam	17	50	50. Og David blev ved Slyngen og ved Stenen og slog Filisteren og draebte ham, og David havde ikke Svaerd i Haanden.
1Sam	17	51	51. Og David løb hen og stod hos Filisteren og tog hans Svaerd og drog det af Balgen og slog ham ihjel og afhuggede hans Hoved dermed; der Filisterne saa, at den vaeldige iblandt dem var død, da flyede de.
1Sam	17	52	52. Da gjorde Israels og Judas Maend sig rede og raabte og forfulgte Filisterne, indtil man kommer til Dalen, ja indtil Ekrons Porte; og Filisterne, som bleve ihjelslagne, faldt paa Vejen til Saarajim og indtil Gath og indtil Ekron.
1Sam	17	53	53. Derefter vendte Israels Børn om fra at jage efter Filisterne, og de plyndrede deres Lejr.
1Sam	17	54	54. Men David tog Filisterens Hoved og førte det til Jerusalem og lagde hans Vaaben i sit Telt.
1Sam	17	55	55. Men der Saul saa David, da han gik ud imod Filisteren, sagde han til Abner, Stridshøvedsmanden: Hvis Søn er denne unge Karl, Abner? Og Abner sagde: Saa vist som din Sjael lever, o Konge! jeg ved det ikke.
1Sam	17	56	56. Og Kongen sagde: Spørg du, hvis Søn denne unge Karl er!
1Sam	17	57	57. Og der David kom tilbage, der han havde slaget Filisteren, da tog Abner ham og ledte ham ind for Sauls Ansigt; og han havde Filisterens Hoved i sin Haand.
1Sam	17	58	58. Og Saul sagde til ham: Hvis Søn er du, unge Karl? Og David sagde: Jeg er Bethlehemiteren Isais, din Tjeners, Søn.
------------------------Første Samuelsbog, Kapitel 18
1Sam	18	1	1. Og det skete, der han havde holdt op med at tale til Saul, da blev Jonathans Sjael bunden til Davids Sjael, og Jonathan elskede ham som sin egen Sjael.
1Sam	18	2	2. Og Saul tog ham paa den Dag til sig og tilstedte ham ikke at komme tilbage til hans Faders Hus.
1Sam	18	3	3. Og Jonathan og David gjorde en Pagt, fordi han elskede ham som sin egen Sjael.
1Sam	18	4	4. Og Jonathan førte sig af Kappen, som han havde over sig, og gav David den og sine Klaeder, ja endog sit Svaerd og sin Bue og sit Baelte.
1Sam	18	5	5. Og David drog ud, hvorhen Saul sendte ham, og handlede klogeligen; og Saul satte ham over Krigsmaendene, og han var godt lidt af hele Folket, endogsaa af Sauls Tjenere.
1Sam	18	6	6. Men det haendte sig, der de kom, da David vendte tilbage fra Kampen med Filisterne, at Kvinderne af alle Israels Staeder gik ud med Sang og Dans imod Kong Saul, med Tromme, med Glaede og med Strengeleg.
1Sam	18	7	7. Og Kvinderne sang rnod hverandre og legede og sagde: Saul har slaget sine tusinde, og David sine ti Tusinde.
1Sam	18	8	8. Da optaendtes Sauls Vrede saare, og dette Ord var ondt for hans Øjne, og han sagde: De gave David ti Tusinde og mig gave de tusinde, og fremdeles vil Riget sandelig blive hans.
1Sam	18	9	9. Og Saul saa skaevt til David fra den Dag og der efter.
1Sam	18	10	10. Og det skete den naeste Dag, at den onde Aand fra Gud kom heftig over Saul, og han rasede i Huset; men David legede med sin Haand som hver Dag, og Saul havde et Spyd i Haanden.
1Sam	18	11	11. Og Saul kastede Spydet og sagde: Jeg vil stikke det igennem David ind i Vaeggen; men David vendte sig to Gange om fra ham.
1Sam	18	12	12. Og Saul frygtede for David; thi Herren var med ham, men han var veget fra Saul.
1Sam	18	13	13. Da fjernede Saul ham fra sig og satte ham for sig til en Høvedsmand over tusinde; og han drog ud og drog ind for Folkets Ansigt.
1Sam	18	14	14. Og David handlede klogeligen paa alle sine Veje, og Herren var med ham.
1Sam	18	15	15. Og der Saul saa, at han handlede saare klogeligen, da gruede han for hans Ansigt.
1Sam	18	16	16. Men al Israel og Juda elskede David; thi han drog ud og drog ind for deres Ansigt.
1Sam	18	17	17. Og Saul sagde til David: Se, min aeldste Datter Merab, hende vil jeg give dig til Hustru, vaer ikkun en duelig Mand for mig og strid Herrens Krige; thi Saul sagde: Min Haand skal ikke vaere paa ham, men Filisternes Haand skal vaere paa ham.
1Sam	18	18	18. Og David sagde til Saul: Hvo er jeg, og hvad er mit Liv, ja min Faders Slaegt i Israel, at jeg skulde blive Kongens Svigersøn?
1Sam	18	19	19. Og det skete, der Tiden kom, at Merab, Sauls Datter, skulde gives David, da blev hun given Meholathiteren Adriel til Hustru.
1Sam	18	20	20. Men Mikal, Sauls Datter, elskede David, og de gave Saul det til Kende, og den Sag var ret for hans Øjne.
1Sam	18	21	21. Og Saul sagde: Jeg vil give ham hende, at hun skal vorde ham til en Snare, og Filisternes Haand vaere over ham; da sagde Saul til David: Ved den anden skal du i Dag blive besvogret med mig.
1Sam	18	22	22. Og Saul bød sine Tjenere: Taler hemmeligt med David og siger: Se, Kongen har Behag i dig, og alle hans Tjenere elske dig, bliv derfor nu Kongens Svigersøn!
1Sam	18	23	23. Og Sauls Tjenere talede disse Ord for Davids Øren, og David sagde: Er det en ringe Ting i eders Øjne at blive Kongens Svigersøn, og jeg er en fattig og ringe Mand
1Sam	18	24	24. Og Sauls Tjenere gave ham det til Kende og sagde: Saadanne Ord talede David.
1Sam	18	25	25. Da sagde Saul: Saaledes skulle I sige til David: Kongen har ingen Lyst til Morgengave, men til Forhuden af hundrede Filister, for at haevne sig paa Kongens Fjender; thi Saul taenkte, at han vilde lade David falde for Filisternes Haand.
1Sam	18	26	26. Da sagde hans Tjenere disse Ord til David, og denne Sag var ret for Davids Øjne, at han skulde vorde Kongens Svigersøn, men Dagene vare endnu ikke udløbne.
1Sam	18	27	27. Da gjorde David sig rede og drog hen, han og hans Maend, og slog iblandt Filisterne to Hundrede Maend, og David bragte deres Forhud, og de fyldestgjorde Kongen med dem, for at han kunde blive Kongens Svigersøn; saa gav Saul ham Mikal, sin Datter, til Hustru.
1Sam	18	28	28. Og Saul saa og vidste, at Herren var med David, og Mikal, Sauls Datter, elskede ham.
1Sam	18	29	29. Da blev Saul ved ydermere at frygte for Davids Ansigt, og Saul var Davids Fjende alle Dage.
1Sam	18	30	30. Og Filisternes Høvedsmaend droge ud, og det skete, naar de droge ud, handlede David klogere end alle Sauls Tjenere, og hans Navn var saare højt agtet.
------------------------Første Samuelsbog, Kapitel 19
1Sam	19	1	1. Og Saul talede til Jonathan, sin Søn, og til alle sine Tjenere, at de skulle slaa David ihjel; men Jonathan Sauls Søn, fandt stort Behag i David.
1Sam	19	2	2. Og Jonathan forkyndte David det og sagde: Min Fader Saul søger efter at slaa dig ihjel; saa var dig nu, kaere, i Morgen, og bliv i Skjul og hold dig gemt!
1Sam	19	3	3. Og jeg vil gaa ud og staa ved min Faders Side paa Marken, hvor du er, og jeg vil tale med min Fader om dig, og naar jeg har set, hvad det er, da vil jeg kundgøre dig det.
1Sam	19	4	4. Saa talede Jonathan godt om David til Saul sin Fader, og sagde til ham: Kongen synde ikke imod sin Tjener, imod David, thi han har ikke syndet imod dig, saa ere og hans Gerninger dig meget gode.
1Sam	19	5	5. Thi han har sat sit Liv i sin Haand og slaget Filisteren, og Herren beredte en stor Frelse for al Israel, det har du set og glaededes derved; og hvorfor vil du synde imod uskyldigt Blod ved at ihjelslaa David uforskyldt?
1Sam	19	6	6. Da adlød Saul Jonathans Røst, og Saul svor: Saa vist som Herren lever, han skal ikke dødes.
1Sam	19	7	7. Og Jonathan kaldte ad David, og Jonathan gav ham alle disse, Ord til Kende; og Jonathan førte I David til Saul, og han var for hans Ansigt som tilforn.
1Sam	19	8	8. Og Krigen varede ved; og David drog ud og stred mod Filisterne og slog dem med et stort Slag, og de flyede for hans Ansigt.
1Sam	19	9	9. Og den onde Aand fra Herren kom paa Saul, og han sad i sit Hus og havde sit Spyd i sin Haand, og David legede paa Strenge med Haanden.
1Sam	19	10	10. Og Saul søgte efter at stikke Spydet igennem David ind i Vaeggen; men denne gik bort fra Sauls Ansigt; og han stak Spydet i Vaeggen; saa flyede David og undkom den samme Nat.
1Sam	19	11	11. Og Saul sendte Bud til Davids Hus for at vare paa ham og at slaa ham ihjel om Morgenen; men Mikal, hans Hustru, forkyndte David det og sagde: Dersom du ikke redder dit Liv i Nat, bliver du draebt Morgen.
1Sam	19	12	12. Saa lod Mikal David ned igennem et Vindue, og han gik og flyede og undkom.
1Sam	19	13	13. Og Mikal tog Gudebilledet og lagde det i Sengen lagde et Gedeskind under dets Hoved og bedaekkede det med et Klaede.
1Sam	19	14	14. Da sendte Saul Bud for at lade David hente, og hun sagde: Han er syg.
1Sam	19	15	15. Saa sendte Saul Bud at se David og sagde: Baerer ham op til mig i Sengen, at man kan slaa ham ihjel.
1Sam	19	16	16. Og Budene kom, og se, Gudebilledet laa i Sengen, og Gedeskindet under dets Hoved.
1Sam	19	17	17. Da sagde Saul til Mikal: Hvorfor bedrog du mig saa og lod min Fjende fare, at han undkom? Og Mikal sagde til Saul: Han sagde til mig: Lad mig gaa, hvorfor skulde jeg slaa dig ihjel?
1Sam	19	18	18. Og David flyede og undkom og kom til Samuel i Rama og gav ham alt det til Kende, som Saul havde gjort ham; og han og Samuel gik hen, og de bleve i Najoth.
1Sam	19	19	19. Og det blev Saul tilkendegivet, og der sagdes: Se, David er i Najoth i Rama.
1Sam	19	20	20. Da sendte Saul Bud, at de skulde hente David, og de saa en Forsamling af Profeter, som profeterede, og Samuel, som var sat over dem, stod hos; og Guds Aand kom over Sauls Bud, saa at ogsaa de profeterede.
1Sam	19	21	21. Der de gave Saul det til Kende, da sendte han andre Bud, og de profeterede ogsaa; og Saul sendte ydermere tredje Gang Bud, og de profeterede ogsaa.
1Sam	19	22	22. Siden gik han selv til Rama, og der han kom til den store Brønd, som er i Seku, da spurgte han og sagde: Hvor er Samuel og David? og en sagde: Se, de ere i Najoth i Rama.
1Sam	19	23	23. Da gik han derhen til Najoth i Rama; og Guds Aand kom ogsaa over ham, og han vedblev at gaa og profetere, indtil han kom til Najoth i Rama.
1Sam	19	24	24. Og han førte sig ogsaa af sine Klaeder og profeterede ogsaa for Samuels Ansigt og kastede sig nøgen ned hele den Dag og hele den Nat; derfor siger man: Er Saul ogsaa iblandt Profeterne?
------------------------Første Samuelsbog, Kapitel 20
1Sam	20	1	1. Da flyede David fra Najoth i Rama og kom og sagde for Jonathans Ansigt: Hvad har jeg gjort? hvad er min Misgerning, og hvad er min Synd for din Faders Ansigt, at han søger efter mit Liv
1Sam	20	2	2. Og han sagde til ham: Det vaere langt fra, du skal ikke dø, se, min Fader gør ikke nogen Gerning, stor eller liden, at han jo aabenbarer den for mine, Øren; og hvorfor skulde min Fader skjule denne Gerning for mig? det er ikke saa.
1Sam	20	3	3. Da svor David fremdeles og sagde: Din Fader ved vist, I at jeg har fundet Naade for dine Øjne, derfor siger han: Jonathan skal ikke vide dette, det maatte bedrøve ham; og sandelig, saa vist som Herren lever, og saa vist som din Sjael lever, der er ikkun et Trin imellem mig og imellem Døden.
1Sam	20	4	4. Og Jonathan sagde til David: Hvad dit Hjerte siger, vil jeg og gøre dig.
1Sam	20	5	5. Og David sagde til Jonathan: Se, det er i Morgen Nymaane, og jeg skulde jo sidde hos Kongen at aede; saa lad mig fare, at jeg kan skjule mig paa Marken indtil den tredje Dag ad Aften.
1Sam	20	6	6. Dersom da din Fader savner mig saa sig: David begaerede meget af mig, at han maatte løbe til Bethlehem til sin Stad, thi den ganske Slaegt har der et aarligt Slagtoffer.
1Sam	20	7	7. Dersom han siger saaledes: Det er godt, saa staar det vel med din Tjener; men dersom hans Vrede optaendes, da vid, at det onde er fast besluttet hos ham.
1Sam	20	8	8. Saa gør Miskundhed mod din Tjener, thi du har ladet din Tjener indgaa en Pagt med dig for Herren; men dersom der er nogen Misgerning hos dig, saa slaa du mig ihjel, og hvorfor vilde du føre mig hen til din Fader.
1Sam	20	9	9. Da sagde Jonathan: Det vaere langt fra dig; men dersom jeg kan fornemme, at det onde er fast besluttet hos min Fader, saa at det vil komme over dig, skulde jeg da ikke give dig det til Kende?
1Sam	20	10	10. Og David sagde til Jonathan: Hvo skal give mig det til Kende eller: Hvad haardt din Fader svarer dig
1Sam	20	11	11. Da sagde Jonathan til David: Kom, saa ville vi gaa ud paa Marken; og de gik begge ud paa Marken.
1Sam	20	12	12. Og Jonathan sagde til David: Herre, Israels Gud! naar jeg udforsker min, Fader ved den Tid i Morgen eller den tredje Dag, og se, det staar vel for David, og jeg da ikke sender til dig og aabenbarer det for dine Øren:
1Sam	20	13	13. Da gøre Herren Jonathan nu og fremdeles saa og saa; men finder min Fader for godt at gøre dig ondt, vil jeg og aabenbare det for dine Øren og lade dig fare, at du skal gaa med Fred; og Herren vaere med dig; ligesom han har vaeret med min Fader.
1Sam	20	14	14. Skulde du ikke dersom jeg da lever, ja, skulde du da ikke gøre Herrens Miskundhed imod mig, saa at jeg ikke skal dø?
1Sam	20	15	15. Ja, du vil ikke borttage din Miskundhed fra mit Hus evindeligen, selv ej, naar Herren faar udryddet Davids Fjender hver isaer af Jordens Kreds.
1Sam	20	16	16. Saa gjorde Jonathan en Pagt med Davids Hus: Og Herren skal kraeve det af Davids Fjenders Haand".
1Sam	20	17	17. Og Jonathan blev ved at besvaerge David, fordi han elskede ham; thi han elskede ham, som han elskede sin egen Sjael.
1Sam	20	18	18. Og Jonathan sagde til ham: Det er i Morgen Nymaane, saa savnes du; thi man skal savne dig paa din Plads.
1Sam	20	19	19. Og naar du har vaeret borte i tre Dage, skal du drage ned i Hast og komme til Stedet, hvor du skjulte dig paa hin Gernings Dag; og du skal blive ved den Sten Asel.
1Sam	20	20	20. Saa vil jeg skyde tre Pile ud til Siden, ligesom jeg vilde udskyde dem for mig efter et Maal.
1Sam	20	21	21. Og se, jeg vil sende Drengen og sige: Gak, led Pilene op; siger jeg til Drengen: Se, Pilene ligge paa denne Side af dig, tag dem: Kom da! thi der er Fred for dig, og der er ingen Ting at frygte for, saa vist som Herren lever.
1Sam	20	22	22. Men siger jeg saaledes til den unge Dreng: Se, Pilene ligge foran dig, bedre frem: Da gak! thi Herren har ladet dig fare.
1Sam	20	23	23. Og hvad det Ord angaar, som vi have talet, du og jeg, se, Herren er imellem, mig og imellem dig evindeligen.
1Sam	20	24	24. Og David skjulte sig paa Marken; og det blev Nymaane, og Kongen satte sig til Bords at aede.
1Sam	20	25	25. Og Kongen satte sig paa sin Plads, som ellers, paa Pladsen ved Vaeggen, og Jonathan stod op, men Abner satte sig ved Sauls Side; og Davids Plads var tom.
1Sam	20	26	26. Og Saul talede ikke noget den Dag; thi han taenkte: Ham er noget vederfaret, han er ikke ren, sandelig, han er ikke ren.
1Sam	20	27	27. Og det skete Dagen efter Nymaane, den anden Dag i Maaneden, der Davids Plads var tom, da sagde Saul til Jonathan, sin Søn: Hvorfor kom Isais Søn ikke til Maaltid hverken i Gaar eller i Dag?
1Sam	20	28	28. Og Jonathan svarede Saul: David begaerede meget af mig, at han maatte gaa til Bethlehem.
1Sam	20	29	29. Og han sagde: Kaere, lad mig fare, thi vor Slaegt har et Slagtoffer i Staden, og min Broder har selv paalagt mig det, og nu, dersom jeg har fundet Naade for dine Øjne, kaere, da tillad mig, at jeg maa se mine Brødre; derfor er han ikke kommen til Kongens Bord.
1Sam	20	30	30. Da blev Sauls Vrede optaendt imod Jonathan, og han sagde til ham: Du forvendte og genstridige Kvindes Søn! ved jeg ikke, at du har udvalgt Isais Søn til din Skam og til din Moders Skaendsel?
1Sam	20	31	31. Thi alle de Dage, som Isais Søn lever paa Jorden, bliver hverken du stadfaestet eller dit Rige; derfor send nu og lad hente ham til mig, thi han er et Dødens Barn.
1Sam	20	32	32. Da svarede Jonathan Saul, sin Fader, og han sagde til ham: Hvorfor skal han dødes? hvad har han gjort
1Sam	20	33	33. Da kastede Saul Spydet efter ham, for at stikke ham; da fornam Jonathan, at det var fast besluttet hos hans Fader at slaa David ihjel.
1Sam	20	34	34. Saa stod Jonathan op fra Bordet med fnysende Vrede, og han aad ikke Brød paa denne anden Dag i Nymaanen; thi han var bedrøvet for David, fordi hans Fader havde haanet ham.
1Sam	20	35	35. Og det skete om Morgenen, at Jonathan gik ud paa Marken ved den Tid, han havde bestemt David, og en liden Dreng med ham.
1Sam	20	36	36. Og han sagde til sin Dreng: Løb, led nu, kaere, de Pile op, som jeg skyder ud; Drengen løb, og han skød en Pil, den lod han fare hen over ham.
1Sam	20	37	37. Og der Drengen kom til det Sted, hvor Pilen laa, som Jonathan skød ud, da raabte Jonathan efter Drengen og sagde: Er ikke Pilen foran dig, bedre frem?
1Sam	20	38	38. Og Jonathan raabte efter Drengen: Vaer snar, skynd dig, staa ikke stille; da samlede Jonathans Dreng Pilene og, kom til sin Herre.
1Sam	20	39	39. Og Drengen vidste ikke noget; ikkun Jonathan og David vidste Sagen.
1Sam	20	40	40. Da gav i Jonathan Drengen, som han havde, sine Vaaben, og sagde til ham: Gak hen, baer dem ind i Staden!
1Sam	20	41	41. Da Drengen gik ind, saa stod David op Sønder fra og faldt paa sit Ansigt til Jorden og bøjede sig ned tre Gange, og de kyssede den ene den anden og graed den ene med den anden; men David graed mest.
1Sam	20	42	42. Da sagde Jonathan til David: Gak i Fred! hvad vi begge have svoret i Herrens Navn og sagt: Herren vaere Vidne imellem mig og imellem dig, og imellem min Saed og imellem din Saed evindeligen. Og han stod op og gik bort; men Jonathan kom til Staden.
------------------------Første Samuelsbog, Kapitel 21
1Sam	21	1	1. Og David til kom til Nobe til Akimelek, Praesten, og Akimelek blev forfaerdet, da han mødte David og sagde til ham: Hvorfor er du alene og ikke en Mand med dig?
1Sam	21	2	2. Og David sagde til Akimelek, Praesten: Kongen befalede mig en Sag, og sagde til mig; Lad ingen Mand vide noget om den Sag, som jeg har sendt dig ud for, og som jeg befalede dig; og de unge Karle har jeg tilsagt til det og det Sted.
1Sam	21	3	3. Og nu, hvad har du ved Haanden? giv fem Brød i min Haand, eller hvad der findes.
1Sam	21	4	4. Og Praesten svarede David og sagde: Jeg har intet almindeligt Brød ved Haanden; men der er helligt Brød; dersom ikkun de unge Maend havde holdt sig fra Kvinder.
1Sam	21	5	5. Og David svarede Praesten og sagde til ham: Ja visselig, Kvinderne have vaeret os forholdte i Gaar og i Forgaars; der jeg gik ud, vare de unge Maends Kar hellige; tilmed er dette Brød paa Vej til at blive almindeligt, da desfor uden andet i Dag skal helliges i Karrene.
1Sam	21	6	6. Da gav Praesten ham det hellige; thi der var intet Brød uden Skuebrød, som toges bort fra Herrens Ansigt for at laegge varmt Brød i Stedet paa den Dag, man tog det bort.
1Sam	21	7	7. Men der var en Mand af Sauls Tjenere paa den samme Dag, som opholdt sig for Herrens Ansigt, og hans Navn var Edomiteren Doeg, den maegtigste af Sauls Hyrder.
1Sam	21	8	8. Og David sagde til Akimelek: Har du ikke her ved Haanden et Spyd eller et Svaerd? thi jeg tog end ikke mit Svaerd og mine Vaaben med mig, eftersom Kongens Aerinde havde Hast.
1Sam	21	9	9. Da sagde Praesten: Filisteren Goliaths Svaerd, som du slog i Egens Dal, se, det er svøbt i et Klaede, bag Livkjortlen; dersom du vil tage dig det, saa tag det, thi her er intet andet uden det: og David sagde: Der er ikke noget som det, giv mig det!
1Sam	21	10	10. Og David gjorde sig rede og flyede samme Dag fra Sauls Ansigt, og kom til Akis, Kongen i Gath.
1Sam	21	11	11. Og Akis Tjenere sagde til ham: Er dette ikke David, Landets Konge? sang de ikke om denne mod hverandre i Dansen, og sagde: Saul har slaget sine tusinde, og David sine ti Tusinde
1Sam	21	12	12. Og David lagde disse Ord paa sit Hjerte og frygtede saare for Akis, Kongen af Gath.
1Sam	21	13	13. Derfor anstillede han sig afsindig for deres Øjne og rasede mellem deres Haender og tegnede paa Portens Døre og lod Fraaden flyde ned paa sit Skaeg.
1Sam	21	14	14. Da sagde Akis til sine Tjenere: Se, I se, at Manden er gal, hvi førte I ham til mig?
1Sam	21	15	15. Mon jeg fattes galne, at I førte denne hid at rase for mig? skulde denne komme i mit Hus
------------------------Første Samuelsbog, Kapitel 22
1Sam	22	1	1. Og David gik derfra og undkom til Hulen ved Adullam; og der hans Brødre og hans Faders ganske Hus hørte det, da kom de derhen ned til ham.
1Sam	22	2	2. Og hver Mand, som var i Trang, og hver Mand, som trykkedes af Gaeld, og hver Mand, som var beskeligen bedrøvet i Sjaelen, samlede sig til ham, og han var Høvedsmand over dem; og der var ved fire Hundrede Maend hos ham.
1Sam	22	3	3. Og David gik derfra til Mizpe i Moab og sagde til Moabiternes Konge: Kaere, lad min Fader og min Moder gaa ud til eder, indtil jeg fornemmer, hvad Gud vil gøre med mig.
1Sam	22	4	4. Og han førte dem for Moabiternes Konges Ansigt, og de bleve hos ham al den Tid, David var i Befaestningen.
1Sam	22	5	5. Da saagde Profeten Gad til David: Du skal ikke blive i Befaestningen gak hen, og kom til Judas Land; da gik David hen og kom til Hareths Skov.
1Sam	22	6	6. Og Saul hørte, at David og de Maend, som han havde hos sig, vare blevne kendte; men Saul sad i Gibea under Tamarisketraeet paa Højen, og han havde sit Spyd i sin Haand, og alle hans Tjenere stode hos ham.
1Sam	22	7	7. Og Saul sagde til sine Tjenere, som stode hos ham: Kaere, hører, I Benjaminiter! skal ogsaa Isais Søn give eder alle sammen Agre og Vingaarde, saette eder alle sammen til Høvedsmaend over tusinde og Høvedsmaend over hundrede?
1Sam	22	8	8. at I have alle forbundet eder imod mig, og der er ingen, som aabenbarede det for mine Øren, da min Søn har gjort en Pagt med Isais Søn, og der er ingen af eder, som det smerter for min Skyld, og som aabenbarer det for mine Øren; thi min Søn har sat min Tjener op imod mig til at efterstraebe mig, som det sker paa denne Dag.
1Sam	22	9	9. Da svarede Edomiteren Doeg, som var sat over Sauls Tjenere, og sagde: Jeg saa Isais Søn komme til Nobe, til Akimelek, Ahitobs Søn;
1Sam	22	10	10. og denne adspurgte Herren for ham og gav ham Taering; og Filisteren Goliaths Svaerd gav han ham.
1Sam	22	11	11. Da sendte Kongen hen at kalde Akimelek, Ahitobs Søn, Praesten, og hans Faders ganske Hus, Praesterne, som vare i Nobe, og de kom alle sammen til Kongen.
1Sam	22	12	12. Og Saul sagde: Hør dog, Ahitobs Søn! og han sagde: Se, her er jeg, min Herre
1Sam	22	13	13. Da sagde Saul til ham: Hvorfor have I forbundet eder mod mig, du og Isais Søn, idet du gav ham Brød og Svaerd og adspurgte Gud for ham, for at han kunde staa op imod mig og efterstraebe mig, som det sker paa denne Dag?
1Sam	22	14	14. Og Akimelek svarede Kongen og sagde: Hvilken er og iblandt alle dine Tjenere trofast som David, han, der er Kongens Svigersøn og har Adgang til din Fortrolighed og er aeret i dit Hus?
1Sam	22	15	15. Har jeg begyndt i Dag at spørge Gud for ham? det vaere langt fra mig; Kongen laegge ikke sin Tjener eller min Faders ganske Hus den Sag til Last; thi din Tjener vidste intet af alt dette, hverken lidet eller stort.
1Sam	22	16	16. Da sagde Kongen: Akimelek, du skal visseligen dø, du og din Faders ganske Hus!
1Sam	22	17	17. Og Kongen sagde til Drabanterne, som stode hos ham: Vender eder omkring og slaar Herrens Praester ihjel, thi deres Haand er ogsaa med David, og der de vidste, at han flyede, da aabenbarede de det ikke for mine Øren; men Kongens Tjenere vilde ikke udraekke deres Haand at falde an paa Herrens Praester.
1Sam	22	18	18. Da sagde Kongen til Doeg: Vend du dig om, og fald an paa Praesterne; og Edomiteren Doeg vendte sig om, og han, anfaldt Praesterne og ihjelslog paa den Dag fem og firsindstyve Maend, som bare linnet Livkjortel.
1Sam	22	19	19. Han slog og Nobe, Praesternes Stad, med skarpe Svaerd, baade Mand og Kvinde, baade spaedt og diende Barn og Okse og Asen og Faar med skarpe Svaerd.
1Sam	22	20	20. Men der undkom en af Akimeleks, Ahitobs Søns, Sønner, og hans Navn var Abjathar, og han flyede efter David.
1Sam	22	21	21. Og Abjathar forkyndte David, at Saul havde ihjelslaget Herrens Praester.
1Sam	22	22	22. Da sagde David til Abjathar: Jeg vidste paa den samme Dag, der Edomiteren Doeg var der, at han vilde give Saul det til Kende; jeg har vaeret Aarsag til det, som skete imod alle din Faders Huses Sjaele.
1Sam	22	23	23. Bliv hos mig, frygt intet; thi hvo som søger efter mit Liv, skal søge efter dit Liv; thi du skal vaere i Forvaring hos mig.
------------------------Første Samuelsbog, Kapitel 23
1Sam	23	1	1. Og de gave David til Kende og sagde: Se, Filisterne stride imod Keila, og de røve paa Loerne.
1Sam	23	2	2. Da spurgte David Herren ad og sagde: Skal jeg gaa og slaa disse Filisterne? Og Herren sagde til David: Gak, og du skal slaa Filisterne og frelse Keila.
1Sam	23	3	3. Men Davids Maend sagde til ham: Se, vi ere i Frygt her i Juda; og vi ville dog gaa til Keila mod Filisternes Slagordener!
1Sam	23	4	4. Da blev David ydermere ved at adspørge Herren, og Herren svarede ham og sagde: Staa op, drag ned til Keila, thi jeg giver Filisterne i din Haand.
1Sam	23	5	5. Saa gik David og hans Maend til Keila, og han stred imod Filisterne og drev deres Kvaeg bort og slog dem med et stort Slag; saa frelste David Indbyggerne i Keila.
1Sam	23	6	6. Men det skete, da Abjathar, Akimeleks Søn, flyede til David i Keila, da kom Livkjortlen ned med ham
1Sam	23	7	7. Da blev det Saul tilkendegivet, at David var kommen til Keila, og Saul sagde: Gud har overgivet ham i min Haand, da han er indelukt, idet han er kommen i en Stad med dobbelte Porte og Staenger:
1Sam	23	8	8. Og Saul opbød alt Folket til Krigen for at drage ned til Keila og belejre David og hans Maen d.
1Sam	23	9	9. Der David fornam at Saul hemmeligen optaendte det onde imod ham, da sagde han til Praesten Abjathar: Bring Livkjortlen hid!
1Sam	23	10	10. Og David sagde: Herre, Israels Gud! Din Tjener har hørt for vist, at Saul søger at komme til Keila for at ødelaegge Staden for min Skyld.
1Sam	23	11	11. Mon Maendene af Keila skulde overantvolde mig i hans Haand? mon Saul skal komme ned, saaledes som din Tjener har hørt? Herre, Israels Gud! Kaere, forkynd din Tjener det; og Herren sagde: Han skal komme ned.
1Sam	23	12	12. Da sagde David: Mon Maendene af Keila skulle overantvorde mig og mine Maend i Sauls Haand? og Herren sagde: De skulle overantvorde dig.
1Sam	23	13	13. Da gjorde David sig rede med sine Maend, ved seks Hundrede Mand, og de droge ud af Keila og vandrede hen, hvor de kunde vandre, og det blev Saul tilkendegivet, at David var undkommen fra Keila; da opgav han at drage ud.
1Sam	23	14	14. Og David blev i Ørken i Befaestningerne, og han tog Ophold paa Bjerget i Ørken Sif; og Saul søgte efter ham alle Dage, men Gud gav ham ikke i hans Haand.
1Sam	23	15	15. Der David saa, at Saul var draget ud for at søge efter hans Liv, da blev David i Ørken Sif i Skoven.
1Sam	23	16	16. Da gjorde Jonathan, Sauls Søn, sig rede og gik hen i Skoven til David, og han styrkede hans Kraft i Gud.
1Sam	23	17	17. Og han sagde til ham: Frygt ikke, thi min Fader Sauls Haand skal ikke finde dig; men du skal blive Konge over Israel, og jeg vil vaere den anden hos dig; og Saul, min Fader, ved det ogsaa.
1Sam	23	18	18. Saa gjorde de begge en Pagt for Herrens Ansigt; og David blev i Skoven, men Jonathan gik til sit Hus.
1Sam	23	19	19. Men Sifiterne droge op til Saul til Gibea og sagde: Har ikke David skj ult sig hos os i Befaestningerne, i Skoven paa Hakilas Høj, som ligger til højre for Jesimon?
1Sam	23	20	20. Har du nu rigtig Lyst, o Konge! til at drage ned, da drag ned; vor Sag skal det vaere at overantvorde ham i Kongens Haand.
1Sam	23	21	21. Da sagde Saul: Velsignede vaere I for Herren, at I ynkes over mig.
1Sam	23	22	22. Kae re, gaar, bereder Sagen fremdeles, og faar at vide og ser hans Sted, hvor hans Gang er, hvo der har set ham der; thi man har sagt mig, at han skal vaere meget traesk.
1Sam	23	23	23. Derfor ser og skaffer eder at vide iblandt alle Skjulesteder, hvor han skjuler sig, og kommer tilbage til mig, naar I ere visse derpaa, saa vil jeg gaa med eder; og det skal ske, dersom han er i Landet, da vil jeg ransage efter ham blandt alle Tusinder i Juda.
1Sam	23	24	24. Da gjorde de sig rede og gik til Sif for Saul; men David og hans Maend vare i Maons Ørk paa den slette Mark, til højre for Jesimon.
1Sam	23	25	25. Og Saul gik og hans Maend for at søge, og det blev David tilkendegivet, og han drog ned fra Klippen og blev i Maons Ørk; der Saul hørte det, da forfulgte han David i Maons Ørk.
1Sam	23	26	26. Og Saul gik paa denne Side af Bjerget, og David og hans Maend paa den anden Side af Bjerget; og der David skyndte i sig at komme bort fra Sauls Ansigt, da omringede Saul og hans Maend David og hans Maend for at gribe dem.
1Sam	23	27	27. Men der kom et Bud til Saul og sagde: Skynd dig og kom; thi Filisterne ere faldne ind i Landet.
1Sam	23	28	28. Da vendte Saul tilbage fra at forfølge David og drog imod Filisterne; derfor kalder man dette Sted Sela-Hamahlekoth.
------------------------Første Samuelsbog, Kapitel 24
1Sam	24	1	1. Og David drog op derfra og blev udi Befaestningerne i Engedi.
1Sam	24	2	2. Og det skete, der Saul kom tilbage fra Filisterne, da forkyndte de ham Og sagde: Se, David er i Engedi Ørk.
1Sam	24	3	3. Da tog Saul tre Tusinde Mand, udvalgte af al Israel, og gik hen for at opsøge David og hans Maend paa Stengedernes Klipper.
1Sam	24	4	4. Og der han kom til Faarestierne ved Vejen, da var der en Hule, og Saul gik ind for at tildaekke sine Fødder; men David og hans Maend sade i det inderste af Hulen.
1Sam	24	5	5. Da sagde Davids Maend til ham: Se, dette er den Dag, om hvilken Herren har sagt dig: Se, jeg giver dig din Fjende i din Haand, at du skal gøre med ham, som godt er for dine Øjne; og David stod op og afskar hemmelig en Flig af Kappen, som Saul havde paa.
1Sam	24	6	6. Og det skete derefter, da slog Davids Hjerte ham, fordi han havde afskaaret Fligen, som hørte Saul til.
1Sam	24	7	7. Og han sagde til sine Maend: Herren lade det vaere langt fra mig, at jeg skulde gøre denne Gerning ved min Herre, Herrens Salvede, at laegge min Haand paa ham; thi han er Herrens Salvede.
1Sam	24	8	8. Og David holdt sine Maend i Ave med Ord og tilstedte dem ikke at staa op imod Saul. Og Saul stod op af Hulen og gik hen ad Vejen.
1Sam	24	9	9. Men derefter stod David op og gik ud af Hulen, og raabte efter Saul og sagde: Min Herre Konge! Da saa Saul sig tilbage, og David bøjede sit Ansigt til Jorden og kastede sig ned.
1Sam	24	10	10. Og David sagde til Saul: Hvorfor hører du paa de Menneskers Ord, som sige: Se, David søger efter din Ulykke?
1Sam	24	11	11. Se, dine Øjne have set paa denne Dag, at Herren har givet dig i min Haand i Hulen, og man talede til mig om, at jeg skulde slaa dig ihjel, men jeg sparede dig; thi jeg sagde: Jeg vil ikke laegge Haand paa min Herre, - thi han er Herrens Salvede.
1Sam	24	12	12. Og min Fader, se! se dog Fligen af din Kappe i min Haand; thi af det, at jeg afskar Fligen af din Kappe og ikke slog dig ihjel kan du kende og se, at der ikke er Ondskab eller Overtraedelse i min Haand, jeg har heller ikke syndet imod dig, og du jager efter mit Liv for at borttage det.
1Sam	24	13	13. Herren skal dømme imellem mig og imellem dig, og Herren skal haevne mig paa dig, men min Haand skal ikke vaere paa dig;
1Sam	24	14	14. ligesom man siger i et gammelt Ordsprog: Fra Ugudelige skal udgaa Ugudelighed; men min Haand skal ikke vaere paa dig.
1Sam	24	15	15. Efter hvem er Israels Konge udgangen? hvem jager du efter? efter en død Hund, efter en Loppe?
1Sam	24	16	16. Men Herren skal vaere Dommer og dømme imellem mig og imellem dig, og han skal se og udføre min Sag og dømme mig fri for din Haand.
1Sam	24	17	17. Og det skete, der David havde fuldendt at tale disse Ord til Saul, da sagde Saul: Er dette din Røst, min Søn David? Og Saul opløftede sin Røst og graed.
1Sam	24	18	18. Og han sagde til David: Du er retfaerdigere end jeg; thi du har betalt mig godt, men jeg har betalt dig ondt.
1Sam	24	19	19. Og du har givet til Kende i Dag, at du har gjort mig godt; thi Herren havde overgivet mig i din Haand, og du slog mig ikke ihjel.
1Sam	24	20	20. Naar en Mand finder sin Fjende, skulde han da sende ham paa en god Vej? Men Herren skal betale dig godt for denne Dag, for det, som du har gjort mig.
1Sam	24	21	21. Og nu se, jeg ved, at du skal blive Konge, og Israels Rige skal stadfaestes i din Haand.
1Sam	24	22	22. Saa svaerg mig nu ved Herren, at du ikke vil udrydde min Saed efter mig, og at du ikke vil udslette mit Navn af min Faders Hus. Da tilsvor David Saul dette, og Saul gik til sit Hus, men David og hans Folk gik op i Befaestningen.
------------------------Første Samuelsbog, Kapitel 25
1Sam	25	1	1. Og Samuel døde, og al Israel samlede sig og sørgede over ham, og de begrove ham i hans Hjem udi Rama, og David gjorde sig rede og drog ned til Ørken i Paran.
1Sam	25	2	2. Og der var en Mand i Maon, og han havde sin Bedrift paa Karmel, og samme Mand var meget rig, og han havde tre Tusinde Faar og Tusinde Geder; og han klippede netop sine Faar ved Karmel.
1Sam	25	3	3. Og Mandens Navn var Nabal, og hans Hustrus Navn Abigail; og Kvinden var af god Forstand og dejlig af Skikkelse, men Manden var haard og ond i sine Gerninger; og han var en Kalebiter.
1Sam	25	4	4. Men David hørte i Ørken, at Nabal klippede sine Faar.
1Sam	25	5	5. Da udsendte David ti unge Karle, og David sagde til de unge Karle: Gaar op til Karmel, og naar I omme til Nabal, da hilser ham i mit Navn.
1Sam	25	6	6. Og siger saaledes: Til Lykke! Fred vaere med dig og Fred vaere med dit Hus og Fred vaere ned alt det, du har!
1Sam	25	7	7. Og nu har jeg hørt, at du har Faareklipning; nu! de Hyrder, som du har, have vaeret sammen med os, vi have ikke forhaanet dem, og de savnede intet alle de Dage, de vare i Kar meI.
1Sam	25	8	8. Spørg dine unge Karle, og de skulle kundgøre dig det, og lad vore unge Karle finde Naade for dine Øjne, thi vi ere komne paa en god Dag; kaere, giv dine Tjenere og din Søn David, hvad din Haand formaar.
1Sam	25	9	9. Og Davids unge Karle kom og talede til Nabal efter alle disse Ord i Davids Navn, og de holdt sig rolige.
1Sam	25	10	10. Og Nabal svarede Davids Tjenere og sagde: Hvo er David? og hvo er Isais Søn? der ere nu om Stunder mange Tjenere, som løbe bort fra deres Herres Ansigt.
1Sam	25	11	11. Og skulde jeg tage mit Brød og Vand og mit Slagtekvaeg, som jeg har slagtet til dem, som klippe for mig, og give de Maend, om hvem jeg ikke ved, hvorfra de ere?
1Sam	25	12	12. Da vendte Davids unge Karle sig for at gaa deres Vej, de vendte tilbage og kom og forkyndte ham alle disse Ord.
1Sam	25	13	13. Da sagde David til sine Maend: Ombinder hver sit Svaerd; og de ombandt hver sit Svaerd, og David ombandt ogsaa sit Svaerd, og der droge op efter David ved fire Hundrede Mand, men to Hundrede bleve ved Tøjet.
1Sam	25	14	14. Og af de unge Karle gav Abigail, Nabals Hustru, det til Kende og sagde: Se, David sendte Bud fra Ørken, at velsigne vor Herre, men han foer løs paa dem.
1Sam	25	15	15. Og de Maend have vaeret os saare gode, og vi blev ikke forhaanede, og vi savnede ikke noget alle de Dage, vi vandrede hos dem, naar vi vare paa Marken.
1Sam	25	16	16. De have vaeret en Mur for os baade Nat og Dag alle de Dage, vi vare hos dem og vogtede Faarene.
1Sam	25	17	17. Saa vid nu og se, hvad du vil gøre, thi en Ulykke er fast besluttet over vor Herre og over alt hans Hus; og han er et Belials, Barn, saa at man ikke kan tale til.
1Sam	25	18	18. Da skyndte Abigail sig og tog to Hundrede Brød og to Flasker vin og fem tillavede Faar og fem Maal ristede Aks og hundrede Klaser Rosiner og to Hundrede Klumper Figen, og hun lagde det paa Asener.
1Sam	25	19	19. Og hun sagde til sine Drenge: Gaar foran mig, se, jeg kommer efter eder; men hun gav ikke Nabal sin Mand det til Kende.
1Sam	25	20	20. Og det skete, der hun red paa Asenet og drog ned i Skjul af Bjerget, se, da drog David og hans Maend ned imod hende, og hun mødte dem:
1Sam	25	21	21. Men David havde sagt: Visseligen, jeg har forgaeves bevaret alt det, denne havde i Ørken, og der savnedes ikke noget af alt det, som han havde; men han betalte mig ondt for godt.
1Sam	25	22	22. Gud gøre ved Davids Fjender nu og fremdeles saa og saa, om jeg skal lade overblive af alt det, han har, indtil Morgen, det bliver lyst, nogen af Mandkøn!
1Sam	25	23	23. Der Abigail saa David, da skyndte hun sig og steg ned af Asenet, og hun faldt ned paa sit Ansigt for Davids Ansigt og nedbøjede sig paa Jorden.
1Sam	25	24	24. Og hun faldt ned for hans Fødder og sagde: Hør mig, min Herre! denne Misgerning skal vaere min; Kaere, lad din Tjenerinde tale for dine Øren og hør din Tjenerindes Ord.
1Sam	25	25	25. Min Herre vende ikke sit Hjerte imod denne Belials Mand, imod Nabal, thi som hans Navn er, saa er han: Nabal er hans Navn, og Daarlighed er hos ham; men jeg, din Tjenerinde, saa ikke min Herres unge Karle, som du havde udsendt.
1Sam	25	26	26. Og nu, min Herre, saa vist som Herren lever, og saa vist som din Sjael lever, da har Herren forhindret dig i at udøse Blod og i at tage dig selv til Rette, saa skulle nu dine Fjender og de, som søge min Herres Ulykke, vorde som Nabal.
1Sam	25	27	27. Og her er nu denne Foraering, sorn din Tjenerinde førte til min Herre, og lad den gives de unge Karle, som følge min Herre.
1Sam	25	28	28. Kaere, forlad din Tjenerindes Overtraedelse; thi Herren skal berede min Herre et bestandigt Hus; thi min Herre fører Herrens Krige, og intet ondt skal times dig i dine Dage.
1Sam	25	29	29. Naar noget Menneske rejser sig til at forfølge dig og til at søge efter dit Liv: Saa skal min Herres Sjael vaere bunden i de levendes Knippe hos Herren din Gud; men dine Fjenders Sjael, den skal han udslynge ud af Slyngen.
1Sam	25	30	30. Og det skal ske, naar Herren gør min Herre efter alt det gode, som han har talet over dig, og saetter dig til en Fyrste over al Israel,
1Sam	25	31	31. da skal dette ikke vaere dig til Selvbebrejdelse eller min Herres Hjerte til Anstød, at han har udøst askyldigt Blod, og at min Herre har taget sig selv til Rette; og naar Herren gør vel imod min Herre, da skal du komme din Tjenerinde i Hu.
1Sam	25	32	32. Da sagde David til Abigail: Lovet vaere Herren, Israels Gud, som sendte dig mig i Møde i Dag,
1Sam	25	33	33. og velsignet vaere din Fornuftighed, og velsignet vaere du, som forhindrede mig paa denne Dag fra at udøse Blod og fra at tage mig selv til Rette!
1Sam	25	34	34. Og sandelig, saa vist som Herren, Israels Gud, lever, som forhindrede mig i at gøre dig ondt: Om du ikke havde skyndt dig og var kommen mig i Møde, da havde Nabal ikke beholdt tilovers indtil Morgen, naar det bliver lyst, nogen af Mandkøn.
1Sam	25	35	35. Saa tog David af hendes Haand det, som hun førte til ham, og han sagde til hende: Drag med Fred op til dit Hus, se, jeg adlød din Røst og ansaa din Person.
1Sam	25	36	36. Og Abigail kom til Nabal, og se, han havde et Gaestebud i sit Hus, som en Konges Gaestebud, og Nabals Hjerte var vel til Mode, og han var saare drukken; men hun kundgjorde ham ikke noget, hverken lidet eller stort, før det blev lyst om Morgenen.
1Sam	25	37	37. Og det skete om Morgenen, da Nabals Rus var forbi, da kundgjorde hans Hustru ham disse Ting; og hans Hjerte døde i ham, og han blev som en Sten.
1Sam	25	38	38. Og det skete ved ti Dage derefter, da slog Herren Nabal, og han døde.
1Sam	25	39	39. Og der David hørte, at Nabal var død, da sagde han: Lovet vaere Herren, som udførte min Forsmaedelses Sag imod Nabal og forhindrede sin Tjener fra ondt, og Herren lod Nabals Ondskab falde tilbage paa hans Hoved; og David sendte hen og lod tale med Abigail om at tage sig hende til Hustru.
1Sam	25	40	40. Og der Davids Tjenere kom til Abigail ved Karmel, da talede de til hende og sagde: David sendte os til dig for at tage dig til sin Hustru.
1Sam	25	41	41. Og hun stod op og bøjede sig med sit Ansigt til Jorden, og sagde: Se, her er din Tjenerinde til en Tjenestekvinde til at to min Herres Tjeneres Fødder.
1Sam	25	42	42. Og Abigail skyndte sig og gjorde sig rede og red paa et Asen med fem af hendes Piger, og hun drog efter Davids Bud og blev hans Hustru.
1Sam	25	43	43. David tog og Ahinoam af Jisreel; og de bleve ogsaa begge hans Hustruer.
1Sam	25	44	44. Men Saul havde givet Mikal sin Datter, Davids Hustru, til Palti, Lais Søn, som var fra Gallim.
------------------------Første Samuelsbog, Kapitel 26
1Sam	26	1	1. Og Sifiterne kom til Saul i Gibea og sagde: Har ikke David skjult sig paa Hakilas Høj lige for Ørken?
1Sam	26	2	2. Da gjorde Saul sig rede og drog ned til Ørken Sif, og tre Tusinde Mand, udvalgte af Israel, med ham, for at søge efter David i Ørken.
1Sam	26	3	3. Og Saul lejrede sig ved Hakilas Høj, som ligger lige for Ørken ved Vejen; men David blev i Ørken, og han saa, at Saul kom efter ham i Ørken.
1Sam	26	4	4. Da sendte David Spejdere og fik at vide, at Saul virkelig var, kommen.
1Sam	26	5	5. Og David gjorde sig rede og kom til det Sted, hvor Saul havde lejret sig, og David saa Stedet, hvor Saul laa tillige med Abner, Ners Søn, hans Stridshøvedsmand; thi Saul laa i Vognborgen, og Folket havde lejret sig omkring ham.
1Sam	26	6	6. Da svarede David og sagde til Hethiteren Akimelek, og til Abisai, Zerujas Søn, Joabs Broder, saaledes: Hvo vil gaa ned med mig til Saul i Lejren? og Abisai svarede: Jeg vil gaa ned med dig.
1Sam	26	7	7. Saa kom David og Abisai til Folket om Natten, og se, Saul laa og sov i Vognborgen, og hans Spyd var stukket i Jorden ved hans Hovedgaerde, og Abner og Folket laa omkring ham.
1Sam	26	8	8. Da sagde Abisai til David: Gud har i Dag overgivet din Fjende i din Haand, saa vil jeg nu stikke Spydet igennem ham og ned i Jorden een Gang, at jeg ej behøver at gøre det anden Gang.
1Sam	26	9	9. Men David sagde til Abisai: Draeb ham ikke; thi hvo vil laegge Haand paa Herrens Salvede og bliver uskyldig?
1Sam	26	10	10. Fremdeles sagde David: Saa vist som Herren lever, uden saa er, at Herren slaar ham, eller hans Dag kommer, at han dør, eller han drager ned i Krigen og omkommer,
1Sam	26	11	11. saa lade Herren det aere langt fra mig, at udraekke min Haand mod Herrens Salvede; men nu, kaere, tag Spydet, som er ved Hovedgaerde, og Vandkrukken, lader os gaa.
1Sam	26	12	12. Saa tog David Spydet og Vandkrukken fra Sauls Hovedgaerde, og de gik bort; og der var ingen, som saa det, og ingen, som vidste det, og ingen, som opvaagnede, thi de sov allesammen: thi der var falden en dyb Søvn fra Herren paa dem.
1Sam	26	13	13. Der David var kommen over paa hin Side, da stod han paa Bjergets Top langt fra; der var et stort Rum imellem dem.
1Sam	26	14	14. Og David raabte til Folket og til Abner, Ners Søn, og sagde: Vil du ikke svare, Abner og Abner svarede og sagde: Hvo er du, som raaber til Kongen?
1Sam	26	15	15. Men David sagde til Abner: Er du ikke en Mand? og hvo er som du i Israel? og hvorfor har du ikke vaaget over din Herre Kongen? thi der er kommen een af Folket ind for at draebe Kongen, din Herre.
1Sam	26	16	16. Dette er ikke en god Ting, som du har gjort; saa vist som Herren lever, I ere Dødens Børn, fordi I ikke have vaaget over eders Herre, Herrens Salvede; og se nu, hvor er Kongens Spyd og den Vandkrukke, som var ved hans Hovedgaerde?
1Sam	26	17	17. Da kendte Saul Davids Røst og sagde: Er dette din Røst, min Søn David og David sagde: Det er min Røst, min Herre Konge!
1Sam	26	18	18. Og han sagde: Hvorfor forfølger min Herre saa sin Tjener? thi hvad har jeg gjort, og hvad ondt er der i min Haand?
1Sam	26	19	19. Og nu høre dog min Herre Kongen sin Tjeners Ord: Dersom Herren har tilskyndet dig imod mig, da lad ham lugte et Madoffer, men dersom det er Mennesker Børn, da vaere de forbandede for Herrens Ansigt; thi de have uddrevet mig i Dag, at jeg ikke kan holde mig til Herrens Arv, og de sige: Gak bort, tjen andre Guder!
1Sam	26	20	20. Og nu, lad ej mit Blod falde til Jorden, fjernt fra Herrens Ansigt; thi Israels Konge er dragen ud for at opsøge en Loppe, ligesom man jager efter en Agerhøne paa Bjergene.
1Sam	26	21	21. Da sagde Saul: Jeg har syndet, kom tilbage min Søn David; thi jeg vil ikke ydermere gøre dig ondt, fordi mit Liv var dyrebart for dine Øjne paa denne Dag, se, jeg har handlet daarlig og er faret vild saare meget.
1Sam	26	22	22. Da svarede David og sagde: Se, her er Kongens Spyd; men lad een af de unge Karle komme over og hente det.
1Sam	26	23	23. Men Herren betale den Mand hans Retfaerdighed og hans Troskab, i hvis Haand Herren har givet dig i Dag; men jeg vilde ikke udraekke min Haand mod Herrens Salvede.
1Sam	26	24	24. Og se, ligesom din Sjael var storligen agtet paa denne Dag for mine Øjne: Saa skal min Sjael blive storligen agtet for Herrens Øjne, og han skal fri mig af al Angest.
1Sam	26	25	25. Da sagde Saul til David: Velsignet vaere du, min Søn David! ja, hvad du tager dig for, skal du ogsaa magte! Saa gik David sin vej, og Saul vendte om til sit Sted.
------------------------Første Samuelsbog, Kapitel 27
1Sam	27	1	1. Og David sagde i sit Hjerte: Jeg omkommer nu en Dag ved Sauls Haand; intet er mig bedre, end at jeg flyr til Filisternes Land, at Saul kan opgive at søge efter mig ydermere i alt Israels Landemaerke, og at jeg kan undgaa hans Haand.
1Sam	27	2	2. Da gjorde David sig rede og gik over, han og seks Hundrede Mand, som vare med ham, til Akis, Maoks Søn, Kongen i Gath.
1Sam	27	3	3. Og David boede hos Akis i Gath, han og hans Maend, hver med sit Hus; David og hans to Hustruer: Ahinoam, den Jisreelitiske, og Abigail, Nabals Hustru, den Karmelitiske.
1Sam	27	4	4. Og det blev Saul tilkendegivet, at David var flyet til Gath; da blev han ikke ydermere ved at søge efter ham.
1Sam	27	5	5. Og David sagde til Akis: Kaere, dersom jeg har fundet Naade for dine Øjne, saa lad dem give mig et Sted i een af Byerne i Landet, at jeg maa blive der; thi hvorfor skal din Tjener bo i den kongelige Stad hos dig?
1Sam	27	6	6. Da gav Akis ham Ziklag samme Dag; derfor er Ziklag Judas Kongers indtil denne Dag.
1Sam	27	7	7. Og Tallet paa de Dage, i hvilke David boede i Filisternes Land, var eet Aar og fire Maaneder.
1Sam	27	8	8. Saa drog David og hans Maend op, og de overfaldt Gesuriterne og Girsiterne og Amalekiterne; thi disse boede i Landet, som hørte dem til fra gammel Tid, i Retningen af Schur og indtil Aegyptens Land.
1Sam	27	9	9. Og David slog Landet og lod hverken Mand eller Kvinde leve og tog smaat Kvaeg og stort Kvaeg og Asener og Kameler og Klaeder og vendte tilbage til Akis.
1Sam	27	10	10. Naar Akis sagde: Hvor faldt I ind i Dag? da sagde David: Imod Sønden i Juda og imod Sønden mod Jerahmeeliterne og imod Sønden mod Keniterne.
1Sam	27	11	11. Og David lod ikke en Mand eller Kvinde leve, saa at han førte dem til. Gath; thi han sagde: At de ikke skulle forkynde noget imod os og sige: Saaledes gjorde David; og saaledes var hans Vis alle de Dage, han boede i Filisternes Land.
1Sam	27	12	12. Derfor troede Akis David og sagde: Han har gjort sig forhadt for sit Folk, for Israel, derfor skal han vaere min Tjener evindelig.
------------------------Første Samuelsbog, Kapitel 28
1Sam	28	1	1. Og det skete i de samme Dage, at Filisterne samlede deres Haere til Striden for at føre Krig imod Israel; og Akis sagde til David: Du skal vide, at du skal drage ud med mig i Lejren, du og dine Maend.
1Sam	28	2	2. Da sagde David til Akis: Derfor skal du og fornemme, hvad din Tjener vil gøre; og Akis sagde til David: Derfor vil jeg saette dig til Vogter over mit Hoved alle Dage.
1Sam	28	3	3. Men Samuel var død, og al Israel havde sørget over ham og begravet ham i Rama, og det ved hans Stad; og Saul havde bortskaffet Spaakvinder og Tegnsudlaeggere af Landet.
1Sam	28	4	4. Og der Filisterne samledes og kom og lejrede sig i Sunem, da samlede Saul al Israel, og de lejrede sig i Gilboa.
1Sam	28	5	5. Der Saul saa Filisternes Lejr, da frygtede han, og hans Hjerte var saare forfaerdet.
1Sam	28	6	6. Og Saul adspurgte Herren, men Herren svarede ham intet, hverken ved Drømme eller ved Urim eller ved Profeterne.
1Sam	28	7	7. Da sagde Saul til sine Tjenere: Opleder mig en Kvinde, som har en Spaadoms Aand, at jeg kan gaa til hende og adspørge hende; og hans Tjenere sagde til ham: Se, der er en Kvinde, som har Spaadoms Aand, i Endor.
1Sam	28	8	8. Og Saul gjorde sig ukendelig og førte sig i andre Klaeder, og han gik hen og to Maend med ham, og de kom til Kvinden om Natten, og han sagde: Kaere, spaa mig ved en Spaadoms Aand, og man mig den frem, som jeg siger dig.
1Sam	28	9	9. Og Kvinden sagde til ham: Se, du ved, hvad Saul har gjort, hvorledes han har ladet udrydde Spaakvinder og Tegnsudlaeggere af Landet, og hvorfor vil du saette en Snare for min Sjael til at lade mig slaa ihjel?
1Sam	28	10	10. Da tilsvor Saul hende ved Herren og sagde: Saa vist som Herren lever, skal denne Gerning ikke regnes dig til Misgerning.
1Sam	28	11	11. Da sagde Kvinden: Hvem skal jeg da mane dig frem? og han sagde: Lad Samuel komme op.
1Sam	28	12	12. Der Kvinden saa Samuel, da raabte hun med staerk Røst; og Kvinden sagde til Saul: Hvi har du bedraget mig? du er jo Saul.
1Sam	28	13	13. Da sagde Kongen til hende: Frygt ikke! men hvad har du set? og Kvinden sagde til Saul: Jeg har set Guder stige op af Jorden.
1Sam	28	14	14. Og han sagde til hende: Hvordan er hans Skikkelse? og hun sagde: Der kommer en gammel Mand op, og han er klaedt i en Kappe; da fornam Saul, at det var Samuel, og han bøjede sit Ansigt til Jorden og kastede sig ned.
1Sam	28	15	15. Og Samuel sagde til Saul: Hvorfor gjorde du mig Uro og lod mig hente op? Da sagde Saul: Jeg er saare angst, thi Filisterne stride imod mig, og Gud er vegen fra mig og svarer mig ikke ydermere, hverken ved Profeter eller ved Drømme, derfor lod jeg dig kalde, at du skulde lade mig vide, hvad jeg skal gøre.
1Sam	28	16	16. Da sagde Samuel: Men hvorfor vil du spørge mig, efterdi Herren er vegen fra dig og er bleven din Fjende
1Sam	28	17	17. Thi Herren har nu gjort saaledes, som han sagde ved mig, og Herren har revet Riget af din Haand og givet David din Naeste det,
1Sam	28	18	18. fordi du ikke adlød Herrens Røst og ikke fuldbyrdede hans strenge Vrede imod Amalek; derfor har Herren gjort denne Gerning imod dig paa denne Dag.
1Sam	28	19	19. Og Herren skal endog give Israel tillige med dig i Filisternes Haand, og du og dine Sønner skulle vaere hos mig i Morgen; Herren skal endog give Israels Lejre i Filisternes Haand.
1Sam	28	20	20. Da faldt Saul hasteligen til Jorden, saa lang som han var, og frygtede saare for Samuels Ord; der var heller ingen Kraf i ham, thi han havde ikke smagt Brød den ganske Dag og den ganske Nat.
1Sam	28	21	21. Og Kvinden kom hen til Saul og saa, at han var saare forfaerdet; og hun sagde til ham: Se, din Tjenerinde adlød din Røst, og jeg satte mit Liv i min Haand og adlød dine Ord, som du talede til mig.
1Sam	28	22	22. Saa adlyd nu ogsaa, kaere, din Tjenerindes Røst, saa vil jeg saette en Mundfuld Brød for dig, og aed, at der kan vaere Kraft i dig, naar du gaar paa Vejen.
1Sam	28	23	23. Men han vaegrede sig og sagde: Jeg vil ikke aede; da nødte baade hans Tjenere og Kvinden ham, og han adlød deres Røst, og han stod op fra Jorden og satte sig paa Sengen.
1Sam	28	24	24. Og Kvinden havde en Fedekalv i Huset, og hun skyndte sig og slagtede den, og hun tog Mel og aeltede og bagede deraf usyrede Kager.
1Sam	28	25	25. Og hun bar det frem for Saul og for hans Tjenere, og de aade, og de stode op og gik bort den samme Nat.
------------------------Første Samuelsbog, Kapitel 29
1Sam	29	1	1. Og Filisterne havde samlet alle deres Lejre i Afek, og Israel lejrede sig ved den Kilde, som er udi Jisreel.
1Sam	29	2	2. Og Filisternes Fyrster gik over med Hundreder og med Tusinder; men David og hans Maend gik over til sidst med Akis.
1Sam	29	3	3. Da sagde Filisternes Fyrster: Hvad skulle disse Hebraeer? Og Akis sagde til Filisternes Fyrster: Er det ikke David, Sauls, Israels Konges, Tjener, som nu har vaeret hos mig i Aar og Dag, og jeg har ikke fundet noget hos ham, siden den Tid, han faldt fra, indtil denne Dag?
1Sam	29	4	4. Men Filisternes Fyrster bleve vrede paa ham, og Filsternes Fyrster sagde til ham: Lad den Mand gaa bort og vende tilbage til sit Sted, hvor du har beskikket ham hen, men han skal ikke drage ned med os i Krigen, at han ikke skal blive os en Modstander i Krigen; thi hvormed kunde denne gøre sig selv behagelig hos sin Herre? mon ikke med disse Maends Hoveder?
1Sam	29	5	5. Mon denne ikke vaere David; om hvilken de sang mod hverandre i Dansene, sigende: Saul slog sine Tusinde, men David sine Titusinde?
1Sam	29	6	6. Da kaldte Akis ad David og sagde til ham: Saa vist som Herren lever, du er oprigtig, og din Udgang og din Indgang med mig i Lejren er god for mine Øjne, thi jeg har intet ondt fundet hos dig, fra den Dag du kom til mig, indtil denne Dag; men du er ikke god for Fyrsternes Øjne.
1Sam	29	7	7. Saa vend nu tilbage og gak i Fred, at du ikke skal gøre det, som er ondt for Filisternes Fyrsters Øjne.
1Sam	29	8	8. Da sagde David til Akis: Men hvad har jeg gjort eller hvad har du fundet hos din Tjener, fra den Dag, jeg har vaeret for dit Ansigt indtil denne Dag, at jeg ikke maa komme og stride imod min Herre Konges Fjender
1Sam	29	9	9. Og Akis, svarede og sagde til David: Jeg ved det, thi du er god for mine Øjne, som en Guds Engel; dog have Filisternes Fyrster sagt: Lad ham ikke drage op med os i Krigen.
1Sam	29	10	10. Saa staa du nu tidlig op i Morgen, du og din Herres Tjenere, som er komne med dig; og naar I ere tidligen opstandne i Morgen, og det er lyst for eder, saa gaar bort;
1Sam	29	11	11. Saa stod David tidligen op, han og hans Maend, for at gaa bort om Morgenen og komme tilbage til Filsternes Land; og Filisterne drog op imod Jisreel.
------------------------Første Samuelsbog, Kapitel 30
1Sam	30	1	1. Og det skete, der David og hans Maend kom paa den tredje Dag til Ziklab, vare Amalekiterne faldne ind imod Sønden og imod Ziklag og havde slaaet Ziklag og opbraendt den med Ild,
1Sam	30	2	2. og de havde taget Kvinderne, som vare derudi, desuden baade smaa og store fangne; de havde ingen slaaet ihjel, men de havde bortført dem og vare gangne deres Vej.
1Sam	30	3	3. Og David og hans Maend kom til Staden, og se, den var opbraendt med Ild, og deres Hustruer og deres Sønne og deres Døtre vare fangne.
1Sam	30	4	4. Da opløftede David og det Folk, som var hos ham, deres Røst og graed, indtil der ikke mere var Kraft i dem til at graede.
1Sam	30	5	5. Og Davids to Hustruer vare fangne: Ahinoam, den jisreelitiske, og Abigail, Karmeliteren Nabals Hustru.
1Sam	30	6	6. Og David blev saare angest, thi Folket havde sagt, at de vilde stene ham; thi det ganske Folks Sjaele vare beskeligen bedrøvede, hver for sine Sønner og for sine Døtre; men David styrkede sig i Herren sin Gud.
1Sam	30	7	7. Og David sagde til Abjathar, Praesten, Akimeleks Søn: Kaere, før mig Livkjortlen frem; og Abjathar førte Livkjortlen frem til David.
1Sam	30	8	8. Og David adspurgte Herren og sagde: Skal jeg forfølge denne Trop? mon jeg kan naa den? Og han sagde til ham: Forfølg, thi du skal naa og bringe Redning.
1Sam	30	9	9. Saa gik David hen, han og seks Hundrede Mand, som vare hos ham, og de kom til Baekken Besor; der bleve de øvrige staaende.
1Sam	30	10	10. Men David forfulgte dem, han og fire Hundrede Mand, og to Hundrede Mand bleve staaende, som vare for traette til at gaa over Besors Baek.
1Sam	30	11	11. Og de fandt en aegyptisk Mand paa Marken, og de toge ham med sig til David; og de gave ham Brød og han aad, og de gave ham Vand at drikke.
1Sam	30	12	12. De gave ham og en Klump Figen og to Klaser Rosiner, Og han aad, og hans Aand kom til Kraefter igen; thi han havde ikke smagt Brød eller drukket Vand i tre Dage og tre Naetter.
1Sam	30	13	13. Og David sagde til ham: Hvem hører du til, Og hvorfra er du? og han sagde: Jeg er en aegyptisk ung Karl, en amalekitisks Mand Tjener, og min Herre forlod mig, thi jeg blev syg for tre Dage siden.
1Sam	30	14	14. Vi vare faldne ind Sønder paa imod Kreti og imod det, som hører til Juda, og Sønder paa imod Kaleb, og vi opbraendte Ziklag med Ild.
1Sam	30	15	15. Da sagde David til ham: Vil du føre mig ned til denne Trop? og han sagde: Svaerg mig ved Gud, at du ikke vil slaa mig ihjel eller overantvorde mig i min Herres Haand, saa vil jeg føre dig ned til denne Trop.
1Sam	30	16	16. Og han førte ham ned, og se, de vare adspredte over hele Landet; de aade og drak og holdt Højtid over alt det store Bytte, som de havde taget fra Filisternes Land og fra Judas Land.
1Sam	30	17	17. Og David slog dem fra Tusmørket og indtil Aftenen paa den følgende Dag, og ingen undkom af dem uden fire Hundrede Maend, unge Karle, som rede paa Kamelerne og undflyede.
1Sam	30	18	18. Saa reddede David alt det, som Amalekiterne havde taget; David reddede ogsaa sine to Hustruer.
1Sam	30	19	19. Og der var ingen borte af dem, hverken liden eller stor, hverken Sønner eller Døtre, hverken af Byttet eller af alt det, som de havde taget med sig; David førte det alt sammen tilbage.
1Sam	30	20	20. Og David tog alt smaat Kvaeg og stort Kvaeg, og de førte det frem foran det øvrige Kvaeg, og de: sagde: Dette er Davids Bytte.
1Sam	30	21	21. Der David kom til de to Hundrede Maend, som vare blevne for traette til at gaa efter David og vare blevne ved Besors Baek, da gik de ud imod David og imod det Folk som var hos ham, og David gik frem til Folket og hilsede dem.
1Sam	30	22	22. Da svarede hver ond og Belials Mand blandt de Maend, som vare gangne med David, og sagde: Efterdi de ikke gik med os, da skulle vi ikke give dem af Byttet, som vi have reddet, uden enhver hans Hustru og hans Børn, dem kunne de føre med sig og gaa bort.
1Sam	30	23	23. Da sagde David: I skulle ikke gøre saa, mine Brødre, med det, som Herren har givet os, han som har bevaret os og givet denne Trop, som var kommen over os, i vore Haender.
1Sam	30	24	24. Og hvo skulde høre eder i denne Sag? thi som hans Del er, som drog ned til Slaget, saa skal og hans Del vaere, som blev hos Tøjet, de skulle dele lige.
1Sam	30	25	25. Og det blev saaledes fra den samme Dag og derefter; thi han gjorde det til en Skik og til en Ret i Israel indtil denne Dag.
1Sam	30	26	26. Og der David kom til Ziklag, da sendte han til de Aeldste i Juda, til sine Venner af Byttet og lod sige: Se, der have I en Velsignelse af Herrens Fjenders Bytte;
1Sam	30	27	27. nemlig til dem i Bethel og til dem i Ramoth mod Sønden og til dem i Jatthir
1Sam	30	28	28. og til dem i Aroer og til dem i Sifmoth og til dem i Esthemoa
1Sam	30	29	29. og til dem i Rakal og til dem i Jerameeliternes Staeder og til dem i Keniternes Staeder
1Sam	30	30	30. og til dem i Horma og til dem i Kor-Asan og til dem i Athak
1Sam	30	31	31. og til dem i Hebron og til alle de Staeder, hvor David havde vandret, han og hans Maend.
------------------------Første Samuelsbog, Kapitel 31
1Sam	31	1	1. Og Filisterne strede imod Israel, og Israels Maend flyede for Filisternes Ansigt, og de faldt ihjelslagne paa Gilboas Bjerg.
1Sam	31	2	2. Og Filisterne forfulgte Saul og hans Sønner, og Filisterne sloge Jonathan og Abinadab og Malkisua, Sauls Sønner.
1Sam	31	3	3. Og Kampen blev svar imod Saul, og Skytterne, som førte Bue, naaede ham, og han blev saare angest for Skytterne.
1Sam	31	4	4. Da sagde Saul til sin Vaabendrager: Drag dit Svaerd ud og stik mig igennem dermed, at ikke disse uomskaarne skulle komme og gennemstikke mig og handle ilde med mig; men hans Vaabendrager vilde ikke, thi han frygtede saare; da tog Saul Svaerdet og styrtede sig deri.
1Sam	31	5	5. Der hans Vaabendrager saa, at Saul var død, da styrtede ogsaa han sig i sit Svaerd og døde med ham.
1Sam	31	6	6. Saa døde Saul og hans tre Sønner og hans Vaabendrager, ogsaa alle hans Maend til Hobe paa den samme Dag.
1Sam	31	7	7. Og der Israels Maend, som vare paa hin Side Dalen, og som vare paa hin Side Jordanen, saa, at Israels Maend vare flygtede, og at Saul og hans Sønner vare døde, da forlode de Staederne og flyede; og Filisterne kom og boede i dem.
1Sam	31	8	8. Og det skete den anden Dag, da Filisterne kom for at plyndre de ihjelslagne, at de fandt Saul og hans tre Sønner faldne paa Gilboas Bjerg.
1Sam	31	9	9. Da afhuggede de hans Hoved og afførte ham hans Vaaben, og de sendte hen i Filisternes Land trindt omkring for at bringe Budskab derom i deres Afguders Hus og iblandt Folket.
1Sam	31	10	10. Og de lagde hans vaaben i Astarte-Billedernes Hus og haengte hans Krop ud paa Muren i Bethsan.
1Sam	31	11	11. Der Indbyggerne i Jabes udi Gilead hørte om ham, hvad Filisterne havde gjort mod Saul,
1Sam	31	12	12. da gjorde de sig rede, hver stridbar Mand, og de gik den ganske Nat, og de toge Sauls Legeme og hans Sønners Legemer ned af Muren i Bethsan, og de kom til Jabes og braendte dem der.
1Sam	31	13	13. Og de toge deres Ben og begrove dem under Tamariske-Traeet i Jabes, og de fastede syv Dage.
------------------------Anden Samuelsbog, Kapitel 1
2Sam	1	1	1. Og det skete efter Sauls Død, der David var kommen tilbage efter at have slaaet Amalekiterne, da blev David i Ziklag to Dage.
2Sam	1	2	2. Og det skete paa den tredje Dag, se, da kom en Mand fra Lejren fra Saul, og hans Klaeder vare sønderrevne, og der var Jord paa hans Hoved, og det skete, der han kom til David, da faldt han ned paa Jorden og nedbøjede sig.
2Sam	1	3	3. Og David sagde til ham: Hvorfra kommer du? og han sagde til ham: Jeg er undkommen af Israels Lejr.
2Sam	1	4	4. Og David sagde til ham: Hvad er der sket for en Sag? Kaere, kundgør mig det! Og han sagde: Alt Folket flyede fra Slaget, der faldt ogsaa meget af Folket og døde, ja endog Saul og Jonathan, hans Søn, ere døde.
2Sam	1	5	5. Og David sagde til den unge Karl, som forkyndte ham dette: Hvorledes ved du, at Saul og Jonathan, hans Søn, ere døde?
2Sam	1	6	6. Da sagde den unge Karl, som forkyndte ham det: Det haendte sig, at jeg kom paa Gilboas Bjerg, og se, Saul støttede sig paa sit Spyd, og se, Vogne og Rytternes Anførere traengte ind paa ham.
2Sam	1	7	7. Og han saa omkring bag sig og saa mig, og han kaldte ad mig, og jeg sagde: Se, her er jeg.
2Sam	1	8	8. Og han sagde til mig: Hvo er du? og jeg sagde til ham: Jeg er en Amalekiter.
2Sam	1	9	9. Da sagde han til mig: Kaere, traed hen til mig, og draeb mig, thi Krampen har grebet mig; men Livet er endnu ganske i mig.
2Sam	1	10	10. Og jeg traadte hen til ham og draebte ham, thi jeg vidste, at han ikke kunde leve efter sit Fald; og jeg tog Kronen, som var paa hans Hoved, og Armsmykket, som var paa hans Arm, og har bragt dem hid til min Herre.
2Sam	1	11	11. Da tog David fat i sine Klaeder og sønderrev dem, og ligervis alle Maendene, som vare hos ham.
2Sam	1	12	12. Og de sørgede og graed og fastede indtil Aftenen over Saul og over Jonathan, hans Søn, og over Herrens Folk og over Israels Hus, at de vare faldne ved Svaerdet.
2Sam	1	13	13. Og David sagde til den unge Karl, som gav ham det til Kende: Hvorfra er du? og han sagde: Jeg er en fremmed amalekitisk Mands Søn.
2Sam	1	14	14. Og David sagde til ham: Hvorledes frygtede du ikke for at udraekke din Haand til at draebe Herrens Salvede?
2Sam	1	15	15. Og David kaldte ad en af de unge Karle og sagde: Kom frem, fald an paa ham; og han slog ham, saa at han døde.
2Sam	1	16	16. Og David sagde til ham: Dit Blod vaere over dit Hoved; thi din Mund vidnede imod dig, da du sagde: Jeg har draebt Herrens Salvede.
2Sam	1	17	17. Og David sang denne Klagesang over Saul og over Jonathan, hans Søn,
2Sam	1	18	18. og han befalede, at man skulde laere Judas Børn Buen; se, den er skreven i den oprigtiges Bog:
2Sam	1	19	19. O Israels Pryd! paa dine Høje ligger han ihjelslagen; hvorledes ere de vaeldige faldne?
2Sam	1	20	20. Giver det ikke til Kende i Gath, bebuder det ikke paa Gaderne i Askalon, at Filisternes Døtre ikke skulle glaede sig, at de uomskaarnes Døtre ikke skulle fryde sig!
2Sam	1	21	21. Bjerge udi Gilboa! der skal ikke komme Dug, ej heller Regn paa eder, der skal ej heller vaere Agre med Offergaver; thi der er de vaeldiges Skjold besmittet, Sauls Skjold ikke salvet med Olie.
2Sam	1	22	22. Jonathans Bue vendte ikke tilbage fra de ihjelslagnes Blod, fra de vaeldiges Fedme, og Sauls Svaerd kom ikke tilbage forgaeves.
2Sam	1	23	23. Saul og Jonathan vare elskelige og liflige i deres Liv, de bleve heller ikke adskilte i deres Død; de vare lettere end Ørne, de vare staerkere end Løver.
2Sam	1	24	24. I Israels Døtre! graeder over Saul, ham, som klaedte eder stadseligt med Skarlagen, ham, som lod saette Prydelse af Guld paa eders Klaeder.
2Sam	1	25	25. Hvorledes ere de vaeldige faldne midt i Slaget? Jonathan er ihjelslagen paa dine Høje!
2Sam	1	26	26. Jeg er saare bedrøvet for dig, min Broder Jonathan! du var mig saare liflig, din Kaerlighed var mig underfuldere end Kvinders Kaerlighed.
2Sam	1	27	27. Hvorledes ere de vaeldige faldne, og Krigsvaaben gaaet tabte?
------------------------Anden Samuelsbog, Kapitel 2
2Sam	2	1	1. Og det skete derefter, at David spurgte Herren ad og sagde: Skal jeg drage op i en af Judas Staeder? og Herren sagde til ham: Drag op! og David sagde: Hvorhen skal jeg drage op? og han sagde: Til Hebron.
2Sam	2	2	2. Saa drog David op derhen, saa og hans to Hustruer, Ahinoam, den jisreelitiske, og Abigail, Karmeliteren Nabals Hustru.
2Sam	2	3	3. Derhen førte David sine Maend op, som vare hos ham, hver med sit Hus, og de boede i Hebrons Staeder.
2Sam	2	4	4. Og Judas Maend kom og salvede der David til Konge over Judas Hus; og de gave David til Kende og sagde: Maendene af Jabes i Gilead ere de, som have begravet Saul.
2Sam	2	5	5. Da sendte David Bud til Maendene af Jabes i Gilead og lod dem sige: Velsignede vaere I for Herren, at I gjorde denne Miskundhed imod eders Herre, imod Saul, at I bebrove ham.
2Sam	2	6	6. Og nu vise Herren Miskundhed og Trofasthed imod eder, og jeg vil ogsaa vise imod eder denne Godhed, fordi i gjorde denne Gerning.
2Sam	2	7	7. Saa vaere nu eders Haender staerke, og vaerer tapre Maend, skønt eders Herre Saul er død; thi ogsaa du Judas Hus har salvet mig til Konge over sig.
2Sam	2	8	8. Men Abner, Ners Søn, Stridshøvedsmanden, som Saul havde havt, tog Isboseth, Sauls Søn, og førte ham over til Mahanaim.
2Sam	2	9	9. Og han gjorde ham til Konge over Gilead og over Assuri og over Jisreel og over Efraim og over Benjamin, ja, over al Israel.
2Sam	2	10	10. Isboseth, Sauls Søn, var fyrretyve Aar gammel, der han blev Konge over Israel, og han havde regeret to Aar; Judas Hus alene var efter David.
2Sam	2	11	11. Men Tallet paa de Dage, David var Konge i Hebron over Judas Hus, var syv Aar og seks Maaneder.
2Sam	2	12	12. Og Abner, Ners Søn, drog ud rned Isboseths, Sauls Søns, Tjenere fra Mahanaim til Gibeon.
2Sam	2	13	13. Og Joab, Zerujas Søn, og Davids Tjenere droge ogsaa ud, og de stødte sammen ved Gibeons Dam; og de bleve, disse paa denne Side af Dammen, I og de andre paa den anden Side af Dammen.
2Sam	2	14	14. Og Abner sagde til Joab: Lad dog de unge Karle gøre sig rede og holde Kampleg for vort Ansigt; Joab sagde: Lad dem gøre sig rede.
2Sam	2	15	15. Saa gjorde de sig rede og gik over efter Tallet; tolv for Benjamin, det er for Isboseth, Sauls Søn, og tolv af Davids Tjenere.
2Sam	2	16	16. Og den ene tog den anden fat ved Hovedet og stødte sit Svaerd i den andens Side, og de faldt til Hobe, og man kaldte det Sted Helkat-Zurim, som ved Gibeon.
2Sam	2	17	17. Og Striden blev samme Dag saare haard; men Abner og Israels Maend bleve slagne for Davids Tjeneres Ansigt.
2Sam	2	18	18. Men der var tre Zerujas Sønner, Joah og Abisaj og Asael; men Asael var let paa sine Fødder, som en af Raaerne, der ere paa Marken.
2Sam	2	19	19. Og Asael forfulgte Abner, og han bøjede ikke af til at gaa til den højre eller venstre Side fra Abner.
2Sam	2	20	20. Da saa Abner sig tilbage og sagde: Er det dig, Asael og han sagde: Ja det er.
2Sam	2	21	21. Og Abner sagde til ham: Bøj dig til din højre eller til din venstre Side, og grib dig en af de unge Karle og tag dig hans Rustning; men Asael vilde ikke vige fra ham.
2Sam	2	22	22. Da blev Abner ydermere ved og sagde til Asael: Vig du fra mig; hvorfor skulde jeg slaa dig til Jorden? og hvorledes skulde jeg da opløfte mit Ansigt for din Broder Joab?
2Sam	2	23	23. Men han vaegrede sig ved at vige; da stak Abner ham med Bagenden af Spydet i Underlivet, og Spydet gik bag ud af ham, og han faldt der og døde paa Stedet; og det skete, hver den, som kom til det Sted, hvor Asael var falden og var død, de stode stille.
2Sam	2	24	24. Men Joab og Abisaj forfulgte Abner, og Solen gik ned, da de kom paa Ammas Høj, som er lige for Gia paa Vejen til Gibeons Ørk.
2Sam	2	25	25. Og Benjamins Børn samlede sig om Abner og bleve en Klynge, og de stode paa Toppen af en Høj.
2Sam	2	26	26. Da raabte Abner til Joab og sagde: Skal Svaerdet fortaere evindeligt? ved du ikke, at det vil vorde bittert paa det sidste? og hvor laenge varer det, inden du siger til Folket, at de skulle vende om fra at forfølge deres Brødre?
2Sam	2	27	27. Og Joab svarede: Saa vist som Gud lever, dersom du ikke havde talt, da var Folket draget herfra i Morges, uden at forfølge hver sin Broder.
2Sam	2	28	28. Saa blaeste Joab i Trompeten, og alt Folket standsede og forfulgte ikke ydermer Israel, og de bleve ej heller ydermere ved at stride.
2Sam	2	29	29. Men Abner og hans Maend gik hele denne Nat over den slette Mark, og de gik over Jordanen og vandrede igennem hele Bithron og kom til Mahanaim.
2Sam	2	30	30. Og Joab vendte tilbage fra at forfølge Abner og samlede alt Folket, og der savnedes nitten Maend af Davids Tjenere og Asael.
2Sam	2	31	31. Men Davids Tjenere havde slaget af Benjamin og af Abners Maend, saa at der vare tre Hundrede og tresindstyve Mand døde.
2Sam	2	32	32. Og de toge Asael op og begrove ham i hans Faders Grav, som var i Bethlehem, og Joab og hans Maend gik den ganske Nat, saa at de i Dagbraekningen vare i Hebron.
------------------------Anden Samuelsbog, Kapitel 3
2Sam	3	1	1. Og der var en langvarig Krig imellem Sauls Hus og imellem Davids Hus; men David blev bestandig staerkere, men Sauls Hus blev bestandig svagere.
2Sam	3	2	2. Og Sønner bleve fødte for David i Hebron, og hans førstefødte var Amnon af Ahinoam, den isreelitiske;
2Sam	3	3	3. og hans anden var Kileab af Abigail, Karmeliteren Nabals Hustru; og den tredje var Absalom, en Søn af Maaka, der var en Datter af Thalmaj, Kongen i Gesur;
2Sam	3	4	4. og den fjerde var Adonja, Hagiths Søn; og den femte var Safatja, Abitals Søn;
2Sam	3	5	5. og den sjette var Jethream af Egla, Davids Hustru. Disse bleve fødte for David i Hebron.
2Sam	3	6	6. Og det skete, da der var Krig imellem Sauls Hus og Davids Hus, at Abner blev vaeldig i Sauls Hus.
2Sam	3	7	7. Og Saul havde en Medhustru, hvis Navn var Rizpa, Ajas Datter; og Isboseth sagde til Abner: Hvi gik du ind til min Faders Medhustru?
2Sam	3	8	8. Da optaendtes Abners Vrede saare over Isboseths Ord, og han sagde: Er jeg et Hundehoved, som holder med Juda? i Dag viser jeg Miskundhed imod din Fader Sauls Hus, imod hans Brødre og imod hans Venner, og har ikke overgivet dig i Davids Haand, og du irettesetter mig for Misgerningen med Kvinden i Dag!
2Sam	3	9	9. Gud gøre Abner nu og i Fremtiden saa og saa! som Herren har tilsvoret David, saaledes vil jeg gøre imod ham:
2Sam	3	10	10. Jeg vil føre Kongedømmet fra Sauls Hus og oprejse Davids Trone over Israel og over Juda fra Dan og indtil Beersaba.
2Sam	3	11	11. Da kunde han ikke svare Abner et Ord igen, fordi han frygtede for ham.
2Sam	3	12	12. Og Abner sendte Bud for sig til David og lod sige: Hvem hører Landet til? og han lod sige: Gør Pagt med mig, og se, min Haand skal vaere med dig til at vende al Israel om til dig.
2Sam	3	13	13. Og han sagde: Godt, jeg vil gøre en Pagt med dig, dog begaerer jeg een Ting af dig, nemlig: Du skal ikke se mit Ansigt, uden du farst fører Mikal, Sauls Datter, til mig, naar du kommer for at se mit Ansigt.
2Sam	3	14	14. Og David sendte Bud til Isboseth, Sauls Søn, og lod sige: Giv mig min Hustru Mikal, som jeg trolovede mig for hundrede Filisters Forhud.
2Sam	3	15	15. Og Isboseth sendte hen og tog hende fra Manden, fra Paltiel, Lais Søn.
2Sam	3	16	16. Og hendes Mand gik med hende, gik og graed bag hende, indtil Bahurim, da sagde Abner til ham: Gak bort, vend tilbage; og han vendte tilbage.
2Sam	3	17	17. Og Abner talede med de Aeldste af Israel, og han sagde: I have tilforn søgt David, at han skulde vaere Konge over eder.
2Sam	3	18	18. Saa gører det nu; thi Herren sagde til David: Jeg vil frelse Israel, mit Folk, ved Davids, min Tjeners Haand, af Filisternes Haand og af alle deres Fjenders Haand.
2Sam	3	19	19. Og Abner talede ogsaa for Benjamins Øren, og Abner gik ogsaa hen at tale for Davids Øren i Hebron alt det, som var godt for Israels Øjne og for hele Benjamins Huses Øjne.
2Sam	3	20	20. Og Abner kom til David i Hebron og tyve Maend med ham; da gjorde David Abner og de Maend, som vare med ham, et Gaestebud.
2Sam	3	21	21. Og Abner sagde til David: Jeg vil gøre mig rede og gaa hen og samle al Israel til min Herre Kongen, at de skulle gøre en Pagt med dig, og du skal vaere Konge over alt det, som din Sjael; begaerer; saa lod David Abner fare, og han gik bort med Fred.
2Sam	3	22	22. Og se, Davids Tjenere og Joab kom fra Haeren, og de førte meget Rov med sig; men Abner var ikke hos David i Hebron, thi han havde ladet ham fare, og han var gaaet bort med Fred.
2Sam	3	23	23. Der Joab og den ganske Haer, som var med ham, vare komne, da gav de Joab til Kende og sagde: Abner, Ners Søn, var kommen til Kongen, og han lod ham fare, og han er gaaet bort med Fred.
2Sam	3	24	24. Da kom Joab til Kongen og sagde: Hvad har du gjort? se, Abner er kommen til dig; hvorfor lod du ham fare, saa at han er gaaet frit bort
2Sam	3	25	25. Du kender jo Abner, Ners Søn; thi han er kommen for at bedrage dig og for at vide din Udgang og din Indgang og at vide alt det, du gør.
2Sam	3	26	26. Og der Joab gik ud fra David, da sendte han Bud efter Abner, og de hentede ham tilbage fra Brønden Sira; men David vidste det ikke.
2Sam	3	27	27. Der Abner kom tilbage til Hebron, da ledte Joab ham til Side midt i Porten for at tale med ham i Stilhed og stak ham der i Underlivet, saa at han døde, for hans Broder Asaels Blods Skyld.
2Sam	3	28	28. Der David siden hørte det, da sagde han: Jeg og mit Rige er uskyldig for Herren evindeligt i Abners, Ners Søns, Blod.
2Sam	3	29	29. Det skal blive paa Joabs Hoved og paa hele hans Faders Hus, og Joabs Hus skal aldrig vaere fri for den, som har Flod og er spedalsk, og som holder sig ved Stav, og som falder ved Svaerdet og har Mangel paa Brød.
2Sam	3	30	30. Thi Joab og hans Broder Abisaj havde slaget Abner ihjel, fordi han slog Asael, deres Broder, ihjel ved Gibeon i Krigen.
2Sam	3	31	31. Og David sagde til Joab og til alt Folket, som var med ham: Sønderriver eders Klaeder og binder Saek om eder og gaar sørgende foran Abner; og Kong David gik efter Ligbaaren.
2Sam	3	32	32. Og de begrove Abner i Hebron; og Kongen opløftede sin Røst og graed ved Abners Grav, og alt Folket graed.
2Sam	3	33	33. Og Kongen sang en Klagesang over Abner og sagde: Mon Abner skulde dø, som en Daare dør?
2Sam	3	34	34. Dine Haender vare ikke bundne, og dine Fødder ikke lagte i Kobberlaenker, du er falden, som man falder for uretfaerdige Folk; - da blev alt Folket ved at graede over ham.
2Sam	3	35	35. Der alt Folket kom ind for at faa David til at aede Brød, medens det endnu var Dag, da svor David og sagde: Gud gøre mig nu og fremdeles saa og saa, om jeg smager Brød eller nogen Ting, førend Solen gaar ned!
2Sam	3	36	36. Da forstod alt Folket det, og det syntes godt for deres Øjne; ligesom alt, hvad Kongen gjorde, syntes godt for alt Folkets Øjne.
2Sam	3	37	37. Og alt Folket og hele Israel kendte paa den samme Dag, at det ikke var udgaaet fra Kongen at lade Abner, Ners Søn, slaa ihjel.
2Sam	3	38	38. Og Kongen sagde til sine Tjenere: Vide I ikke, at der paa denne Dag er falden en Fyrste og en stor Mand i Israel?
2Sam	3	39	39. Og jeg er endnu svag, skønt jeg er salvet til Konge; men disse Maend, Zerujas Børn, ere staerkere end jeg; Herren skal betale den, som gjorde det onde, efter hans Ondskab.
------------------------Anden Samuelsbog, Kapitel 4
2Sam	4	1	1. Der Sauls Søn hørte, at Abner var død i Hebron, da sank hans Haender, og al Israel forfaerdedes.
2Sam	4	2	2. Og Sauls Søn havde to Maend, som vare Høvedsmaend for Tropperne, den enes Navn var Baena og den andens Navn Rekab, Beerothiteren Rimmons Sønner, af Benjamins Børn; thi Beeroth blev ogsaa regnet iblandt Benjamin.
2Sam	4	3	3. Og Beerothiterne vare ftygtede til Gitthajim og vare der som fremmede indtil denne Dag.
2Sam	4	4	4. Og Jonathan, Sauls Søn, havde en Søn, som var lam paa begge Ben; han var fem Aar gammel, da Rygtet om Saul og Jonathan kom fra Jisreel, og hans Fostermoder tog ham og flyede, og det skete, der hun hastede med at fly, da faldt han og blev lam, og hans Navn var Mefiboseth.
2Sam	4	5	5. Saa gik Beerothiteren Rimmons Sønner, Rekab og Baena, og kom, der Dagen var hed, til Isboseths Hus; men han laa paa Sengen om Middagen.
2Sam	4	6	6. Og de kom ind i Huset, som om de vilde hente Hvede, og stak ham i Underlivet, og Rekab og Baena, hans Broder, undkom.
2Sam	4	7	7. Thi de vare komne i Huset, der han laa paa sin Seng i sit Sovekammer, og de sloge ham og draebte ham og borttoge hans Hoved, og de toge hans Hoved og gik bort ad Vejen over den slette Mark den ganske Nat.
2Sam	4	8	8. Og de førte Isboseths Hoved til David i Hebron, og de sagde til Kongen: Se, her er Hovedet af Isboseth, en Søn af din Fjende Saul, som søgte efter dit Liv; saa har Herren paa denne Dag givet min Herre, Kongen, Haevn over Saul og over hans Saed.
2Sam	4	9	9. Da svarede David Rekab og hans Broder Baena, Beerothiteren Rimmons Sønner, og sagde til dem: Saa vist som Herren lever, som har forløst min Sj ael af al Angest,
2Sam	4	10	10. da en forkyndte mig og sagde: Se, Saul er død, og han var i sine egne Øjne som den, der bringer et godt Budskab, da greb jeg ham og ihjelslog ham i Ziklag, ham, som jeg skulde have givet Løn for hans Budskab;
2Sam	4	11	11. meget mere disse ugudelige Maend, som have ihjelslaget en retfaerdig Mand i hans Hus paa hans Seng; og nu, skulde jeg ikke udkraeve hans Blod af eders Haand og udrydde eder af Jorden?
2Sam	4	12	12. Og David bød de unge Karle, og de sloge dem ihjel og afhuggede deres Haender og deres Fødder og haengte dem ovrer Fiskedammen i Hebron, men de toge Isboseths Hoved og begrove det i Abners Grav i Hebron.
------------------------Anden Samuelsbog, Kapitel 5
2Sam	5	1	1. Da kom alle Israels Stammer til David i Hebron, og de sagde saaledes: Se, her ere vi, vi ere dine Ben og dit Kød.
2Sam	5	2	2. Ogsaa tilforn, der Saul var Konge over os, da var du den, som førte Israel ud og ind; saa har Herren sagt til dig: Du skal vogte mit Folk Israel, og du skal vaere Fyrste over Israel.
2Sam	5	3	3. Og alle de Aeldste af Israel kom til Kongen i Hebron, og Kong David gjorde en Pagt med dem i Hebron for Herrens Ansigt, og de salvede David til Konge over Israel.
2Sam	5	4	4. David var tredive Aar gammel, der han blev Konge, han regerede fyrretyve Aar.
2Sam	5	5	5. Han regerede i Hebron over Juda syv Aar og seks Maaneder og regerede i Jerusalem i tre og tredive Aar over hele Israel og Juda.
2Sam	5	6	6. Og Kongen drog hen og hans Maend til Jerusalem imod Jebusiterne, som boede i Landet; og de sagde til David: Du skal ikke komme herind, men de blinde og lamme skulle drive dig bort; hvormed de vilde sige: David skal ikke komme herind.
2Sam	5	7	7. Men David indtog Zions Befaestning, det er Davids Stad.
2Sam	5	8	8. Thi David havde sagt paa den samme Dag: Hvo som helst der slaar Jebusiterne og naar til Vandrenden og slaar de halte og de blinde, som ere Davids Sjael forhadte -; derfor siger man: En blind eller en lam skal ikke komme ind i Huset.
2Sam	5	9	9. Saa boede David i Befaestningen og kaldte den Davids Stad, og David byggede trindt omkring fra Millo af og indadtil.
2Sam	5	10	10. Og David gik stedse frem og blev stor; thi Herren Zebaoths Gud var med ham,
2Sam	5	11	11. Og Hiram; Kongen af Tyrus, sendte Bud til David med Cedertrae og Mestre til at udhugge i Trae og Mestre til at udhugge i Sten til Vaegge, og de byggede David et Hus.
2Sam	5	12	12. Og David fornam, at Herren havde stadfaestet ham til Konge over lsrael, og at han havde ophøjet hans Kongedømme for sit Folk Israels Skyld.
2Sam	5	13	13. Og David tog endnu Medh ustruer og Hustruer af Jerusalem, efter at han var kommen fra Hebron; og der fødtes endnu Sønner og Døtre for David.
2Sam	5	14	14. Og disse ere deres Navne, som ham fødtes i Jerusalem: Sammua og Sobab og Nathan og Salomo
2Sam	5	15	15. og Jibkar og Elisua og Nefeg og Jafia
2Sam	5	16	16. og Elisanla og Eljada og Elifelet.
2Sam	5	17	17. Der Filisterne hørte, at de havde salvet David til Konge over Israel, da droge alle Filisterne op for at søge efter David; der David hørte det, da drog han ned til Befaestningen.
2Sam	5	18	18. Og Filisterne kom, og de spredte sig i Refaims Dal.
2Sam	5	19	19. Og David spurgte Herren ad og sagde: Skal jeg drage op imod Filisterne? vil du give dem i min Haand? Og Herren sagde til David: Drag op, thi jeg vil give Filisterne i din Haand.
2Sam	5	20	20. Og David kom til Baal-Perazim, og David slog dem der og sagde: Herren har brudt igennem mine Fjender for mit Ansigt, som Vand bryder igennem; derfor kalder man det samme Steds Navn Baal-Perazim.
2Sam	5	21	21. Og de efterlode deres Afguder der, og David og hans Maend toge dem op.
2Sam	5	22	22. Men Filisterne bleve endnu ved at drage op og spredte sig Refaims Dal.
2Sam	5	23	23. Og David spurgte Herren ad, men han sagde: Du skal ikke drage op; men kom omkring bag paa dem, at du kommer til dem tvaers over for Morbaertraeerne.
2Sam	5	24	24. Og det skal ske, naar du hører en Lyd af en Skriden hen over Morbaertraeernes Toppe, da maa du røre dig; thi da er Herren udgangen for dit Ansigt til at slaa Filisternes Lejr.
2Sam	5	25	25. Og David gjorde saaledes, ligesom Herren havde befalet ham, og slog Filisterne fra Geba indtil hen imod Geser.
------------------------Anden Samuelsbog, Kapitel 6
2Sam	6	1	1. Derefter samlede David atter alle udvalgte i Israel, tredive Tusinde.
2Sam	6	2	2. Og David gjorde sig rede og gik hen, han og alt Folket, som var hos ham, fra Baale-Juda, for derfra at føre Guds Ark op, over hvilken der naevnes et Navn, den Herre Zebaoths Navn, som sidder over Keruber.
2Sam	6	3	3. Og de førte Guds Ark paa en ny Vogn og toge den fra Abinadabs Hus, som var paa Højen; men Ussa og Ahio, Abinadabs Sønner, førte den nye Vogn.
2Sam	6	4	4. Saa toge de den fra Abinadabs Hus, som var paa Højen, og fulgte med Guds Ark; men Ahio gik foran Arken.
2Sam	6	5	5. Da legede David og alt Israels Hus for Herrens Ansigt med alle Haande Strengeleg af Fyrretrae, med Harper og med Citere og med Trommer og med Bjaelder og med Gymbler.
2Sam	6	6	6. Og der de kom til Nakons Lade, da udrakte Ussa Haanden til Guds Ark og greb fat paa den; thi Øksnene vege ud af Sporet.
2Sam	6	7	7. Da optaendtes Herrens Vrede imod Ussa, og Gud slog ham der for hans Forseelses Skyld, og han døde der ved Guds Ark.
2Sam	6	8	8. Da blev David ilde tilfreds, fordi Herren havde gjort et Skaar paa Ussa, og man kaldte det Sted Perez-Ussa indtil denne Dag.
2Sam	6	9	9. Og David frygtede for Herren samme Dag og sagde: Hvorledes skal Herrens Ark komme til mig?
2Sam	6	10	10. Og David vilde ikke føre Herrens Ark til sig i Davids Stad; men David lod den føre hen til Githiteren Obed - Edoms Hus.
2Sam	6	11	11. Og Herrens Ark blev tre Maaneder i Githiteren Obed -Edoms Hus, og Herren velsignede Obed-Edom og alt hans Hus.
2Sam	6	12	12. Og det blev Kong David tilkendegivet, idet der sagdes: Herren har velsignet Obed-Edoms Hus og alt det, han har, for Guds Arks Skyld; da gik David hen og førte Guds Ark op af Obed-Edoms Hus til Davids Stad med Glaede.
2Sam	6	13	13. Og det skete, naar de, som bare Herrens Ark, vare gaaede seks Trin, da ofrede man Øksne og fedt Kvaeg.
2Sam	6	14	14. Og David dansede af alle Kraefter for Herren Ansigt, og David var iført en linnet Livkjortel.
2Sam	6	15	15. Saa førte David og alt Israels Hus Herrens Ark op med Frydeskrig og med Basuns Lyd.
2Sam	6	16	16. Og det skete, der Herrens Ark kom i Davids Stad, da saa Mikal, Sauls Datter, ud igennem Vinduet og saa Kong David springe af alle Kraefter for Herrens Ansigt, og hun foragtede ham i sit Hjerte.
2Sam	6	17	17. Og de førte Herrens Ark ind og satte den paa sit Sted midt i Paulunet, som David havde opslaaet til den; og David ofrede Braendofre og Takofre for Herrens Ansigt.
2Sam	6	18	18. Der David var faerdig med at ofre Braendofre og Takofre, da velsignede han Folket i den Herre Zebaoths Navn.
2Sam	6	19	19. Og han uddelte til alt Folket og til al Israels Mangfoldighed, baade Mand og Kvinde, til hver en Brødkage og et godt Stykke Kød og en Rosinkage; da gik alt Folket bort, hver til sit Hus.
2Sam	6	20	20. Der David kom tilbage for at velsigne sit Hus, da gik Mikal, Sauls Datter, ud imod David og sagde: Hvor aeret var Israels Konge i Dag, som blottede sig i Dag for sine Tjeneres Tjenestepigers Øjne, ligesom en af løse Folk ubluelig blotter sig!
2Sam	6	21	21. Da sagde David til Mikal: Det gjorde jeg for Herrens Ansigt, hans, som mig udvalgte mig fremfor din Fader og fremfor alt hans Hus, saa han befalede mig at vaere en Fyrste over Herrens Folk, over Israel, og jeg har leget for Herrens Ansigt.
2Sam	6	22	22. Og jeg vil endnu blive ringere end saa og ydmyge mig i mine egne Øjne; og deTjenestepiger, som du talede om, med dem vil jeg aeres.
2Sam	6	23	23. Men Mikal, Sauls Datter, fik ikke noget Barn indtil sin Dødsdag.
------------------------Anden Samuelsbog, Kapitel 7
2Sam	7	1	1. Og det skete, der Kongen sad sit Hus, og Herren havde skaffet ham Rolighed trindt omkring for alle hans Fjender,
2Sam	7	2	2. da sagde Kongen til Nath an, Profeten: Kaere, jeg bor i et Hus af Cedertrae, Guds Ark bor inden for Taepper.
2Sam	7	3	3. Og Nathan sagde til Kongen: Gak, gør alt det, som er i dit Hjerte; thi Herren er med dig.
2Sam	7	4	4. Men det skete i den samme Nat, at Herrens Ord skete til Nathan og sagde:
2Sam	7	5	5. Gak og sig til min Tjener til David: Saaledes sagde Herren Skulde du bygge mig et Hus, som jeg skulde bo udi?
2Sam	7	6	6. da jeg ikke har boet i et Hus, fra den Dag, jeg opførte Israels Børn af Aegypten og indtil denne Dag, men jeg vandrede i Paulun og i Tabernakel.
2Sam	7	7	7. Ihvor jeg vandrede iblandt alle Israels Børn, har jeg der talt noget Ord med nogen i Israels Stammer, hvem jea havde befalet at vogte mit Folk Israel, og sagt: Hvi bygge I mig ikke et Hus af Cedertrae?
2Sam	7	8	8. Men nu skal du sige saaledes til min Tjener David: Saaledes sagde den Herre Zebaoth: Jeg tog dig fra Faarestien, fra Faarene, til at vaere en Fyrste over mit Folk, over Israel,
2Sam	7	9	9. og jeg har vaeret med dig, ihvor du gik, og har udryddet alle dine Fjender for dit Ansigt og gjort dig et stort Navn, som de stores Navn, som ere paa Jorden,
2Sam	7	10	10. og jeg har beredet mit Folk Israel et Sted og plantet det, at det skal bo paa sit Sted og ikke ydermere forstyrres, og uretfaerdige Folk skulle ikke, blive ved at plage det, som i Be gyndelsen,
2Sam	7	11	11. og som fra den Dag, der jeg gav Dommere Befaling over mit Folk, Israel; og jeg giver dig Ro for alle dine Fjender, og Herren kundgør dig, at Herren vil gøre dig et Hus.
2Sam	7	12	12. Naar dine Dage ere til Ende, og du ligger med dine Faedre, da vil jeg oprejse din Saed efter dig, ham, som skal komme af dit Liv, og jeg vil stadfaeste hans Rige.
2Sam	7	13	13. Han skal bygge mit Navn et Hus, og jeg vil stadfaeste hans Riges Stol evindelig.
2Sam	7	14	14. Jeg vil vaere ham en Fader, og han skal vaere mig en Søn, hvem jeg, naar han handler ilde, vil straffe med Menneskens Ris og Menneskens Børns Plager;
2Sam	7	15	15. men min Miskundhed skal ikke vige fra ham, saaledes som jeg lod den vige fra Saul, hvem jeg borttog fra dit Ansigt.
2Sam	7	16	16. Men dit Hus og dit Rige skal blive bestandigt evindeligt for dit Ansigt, din Stol skal vaere fast evindelig.
2Sam	7	17	17. Efter alle disse Ord og efter alt dette Syn talede Nathan til David.
2Sam	7	18	18. Da gik Kong David ind og blev for Herrens Ansigt og sagde: Hvo er jeg, Herre, Herre ! og hvad er mit Hus, at du har ført mig hidindtil?
2Sam	7	19	19. Men dette var endnu lidet agtet for dine Øjne, Herre, Herre ! saa du talede og om din Tjeners Hus i Fremtiden; og dette er Loven for Mennesker, o Herre, Herre !
2Sam	7	20	20. Og hvad skal David ydermere blive ved at tale til dig? thi du kender din Tjener, Herre, Herre !
2Sam	7	21	21. For dit Ords Skyld og efter dit Hjerte har du gjort al denne store Ting, at du vilde lade din Tjener vide det.
2Sam	7	22	22. Derfor er du stor, Herre Gud! thi der er ingen som du, og der er ingen Gud uden du, efter alt det, som vi have hørt med vore øren.
2Sam	7	23	23. Og hvor er et Folk paa Jorden som dit Folk, som Israel, for hvis Skyld Gud gik hen for at udløse sig det til et Folk og for at saette sig et Navn og at gøre for eders Skyld de store og forfaerdelige Ting imod dit Land for dit Folks Ansigt, som du udløste dig af Aegypten, fra Hedningerne og deres Guder.
2Sam	7	24	24. Og du beredte dig dit Folk Israel, dig til et Folk evindelig, og du, Herre ! du er bleven deres Gud.
2Sam	7	25	25. Og nu, Herre Gud! det Ord, som du talede over din Tjener og over hans Hus, lad det staa fast evindelig, og gør, ligesom du har talt.
2Sam	7	26	26. Saa bliver dit Navn stort til evig Tid, at man skal sige: Herren Zebaoth er Gud over Israel; og David din Tjeners Hus skal blive fast for dit Ansigt.
2Sam	7	27	27. Thi du, Herre Zebaoth, Israels Gud! du har aabenbaret for din Tj eners Øre og sagt: Jeg vil bygge dig et Hus; derfor har din Tjener fundet sit Hjerte til at bede denne Bøn til dig.
2Sam	7	28	28. Og nu, Herre, Herre ! du er den Gud, og dine Ord skulle blive Sandhed, og du har talt dette gode til din Tjener.
2Sam	7	29	29. Saa begynd nu og velsign din Tjeners Hus, at det maa blive evindelig for dit Ansigt; thi du, Herre, Herre ! du har talt det, og med din Velsignelse skal din Tjeners Hus velsignes i Evighed.
------------------------Anden Samuelsbog, Kapitel 8
2Sam	8	1	1. Og det skete derefter, at David slog Filisterne og ydmygede dem, og David tog Metheg-Ha-Amma ud af Filisternes Haand.
2Sam	8	2	2. Og han slog Moabiterne og maalte dem med en Snor, idet han lod dem laegge sig paa Jorden, og han maalte to Snore fulde til at slaa ihjel, og en Snor fuld til at lade leve; saa bleve Moabiterne Davids Tjenere, og de bragte ham Skaenk.
2Sam	8	3	3. David slog og Hadad-Eser, Rekobs Søn, Kongen i Zoba, der denne drog hen at vende sin Haand mod Floden Frat.
2Sam	8	4	4. Og David tog fra ham tusinde og syv Hundrede Ryttere og tyve Tusinde Mand Fodfolk, og David lammede alle Vognheste og lod hundrede Heste blive tilovers af dem.
2Sam	8	5	5. Men Syrerne af Damaskus kom for at hjaelpe Hadad-Eser, Kongen af Zoba, og David slog af Syrerne to og tyve Tusinde Maend.
2Sam	8	6	6. Og David lagde Besaetning i det damascenske Syrien; saa bleve Syrerne Davids Tjenere, som bragte ham Skaenk; og Herren frelste David, ihvor han drog hen.
2Sam	8	7	7. Og David tog de Guldskjolde, som vare hos Hadad-Esers Tjenere, og førte dem til Jerusalem.
2Sam	8	8	8. Men af Betha og af Berothaj, Hadad-Esers Staeder, tog Kong David saare meget Kobber.
2Sam	8	9	9. Der Thoi, Kongen af Hamath, hørte, at David havde slaget hele Hadad-Esers Haer,
2Sam	8	10	10. da sendte Thoi sin Søn Joram til Kong David for at hilse ham og for at velsigne ham, fordi han havde stridt imod Hadad-Eser og slaget ham; thi Hadad-Eser førte stedse Krig imod Thoi; og han havde Sølvkar og Guldkar og Kobberkar med sig.
2Sam	8	11	11. Ogsaa dem helligede Kong David for Herren, tillige med det Sølv og det Guld, som han helligede fra alle de Hedninger, som han havde undertvunget.
2Sam	8	12	12. fra Syrien og fra Moab og fra Ammons Børn og fra Filisterne og fra Amalek og af Byttet fra Hadad-Eser, Rekobs Søn, Kongen af Zoba.
2Sam	8	13	13. Og David gjorde sig navnkundig, der han kom tilbage, efter at han havde slaget Syrerne, og (slog af Edomiterne) udi Saltdalen atten Tusinde.
2Sam	8	14	14. Og han lagde Besaetning udi Edom, udi hele Edom lagde han Besaetning, og alle Edomiterne bleve Davids Tjenere; og Herren frelste David, ihvor han drog hen.
2Sam	8	15	15. Saa var David Konge over al Israel, og David gjorde Ret og Retfaerdighed for alt sit Folk.
2Sam	8	16	16. Og Joab, Zerujas Søn, var over Haeren, og Josafat, Ahiluds Søn, var Historieskriver;
2Sam	8	17	17. og Zadok, Ahitubs Søn, og Akimelek, Abjathars Søn, vare Praester, og Seraja var Skri ver;
2Sam	8	18	18. og Benaja, Jojadas Søn, var over de Krethi og de Plethi, og Davids Sønner vare hans ypperste Raad.
------------------------Anden Samuelsbog, Kapitel 9
2Sam	9	1	1. Og David sagde: Mon der endnu er nogen, som er overbleven af Sauls Hus? saa vil jeg gøre Miskundhed imod ham for Jonathans Skyld.
2Sam	9	2	2. Og der var en Tjener af Sauls Hus, og hans Navn var Ziba, og de kaldte ham til David, og Kongen sagde til ham: Er du Ziba? og han sagde: Ja, din Tjener.
2Sam	9	3	3. Og Kongen sagde: Mon der ikke endnu er nogen af Sauls Hus, saa vil jeg gøre Guds Miskundhed imod ham; og Ziba sagde til Kongen: Der er endnu Jonathans Søn, som er lam paa Fødderne.
2Sam	9	4	4. Og Kongen sagde til ham: Hvor er han? og Ziba sagde til Kongen: Se, han er i Makirs, Ammiels Søns, Hus, i Lodebar.
2Sam	9	5	5. Da sendte Kong David hen og lod ham hente af Makirs, Ammiels Søns, Hus fra Lodebar.
2Sam	9	6	6. Og Mefiboseth, en Søn af Jonathan, Sauls Søn, kom til David og faldt ned paa sit Ansigt og nedbøjede sig, og David sagde: Mefiboseth og han sagde: Se, her er jeg, din Tjener.
2Sam	9	7	7. Og David sagde til ham: Du skal ikke frygte, thi jeg vil gøre Miskundhed imod dig for Jonathans, din Faders Skyld, og jeg vil give dig igen al din Fader Sauls Mark; men du skal stedse aede Brød ved mit Bord.
2Sam	9	8	8. Og han nedbøjede sig og sagde: Hvad er din Tjener, at du ser til en død Hund, saaledes som jeg er?
2Sam	9	9	9. Da kaldte Kongen ad Ziba Sauls Svend, og sagde til ham: Alt det, som hørte Saul og alt han Hus til, har jeg givet din Herres Søn.
2Sam	9	10	10. Saa skal du og dine Sønner og dine Tjenere dyrke hans Land og indhøste Afgrøden, for at din Herres Søn maa have Brød, at har kan aede deraf; men Mefiboseth, din Herres Søn, skal stedse aede Brød ved mit Bord. - Og Ziba havde femten Sønner og tyve Tjenere
2Sam	9	11	11. og Ziba sagde til Kongen: Efter alt det, som min Herre Kongen befaler sin Tjener, saa skal din Tjener gøre. - Og Mefiboseth skal aede ved mit Bord som en af Kongens Børn.
2Sam	9	12	12. Og Mefiboseth havde en liden Søn, hvis Navn var Mika, og alle, som boede i Zibas Hus, de vare Mefiboseths Tjenere.
2Sam	9	13	13. Og Mefiboseth boede i Jerusalem, thi han aad stedse ved Kongens Bord, og han var lam paa begge sine Fødder.
------------------------Anden Samuelsbog, Kapitel 10
2Sam	10	1	1. Og det skete derefter, at Ammons Børns Konge døde, og Hanon, hans Søn, blev Konge i hans Sted.
2Sam	10	2	2. Da sagde David: Jeg vil gøre Miskundhed imod Hanon, Nahas's Søn, ligesom hans Fader gjorde Miskundhed imod mig; og David sendte hen for at trøste ham ved sine Tjenere over hans Fader, og Davids Tjenere kom til Ammons Børns Land.
2Sam	10	3	3. Da sagde Ammons Børns Fyrster til Hanon, deres Herre: Synes det for dine Øjne, at David aerer din Fader, ved at han sender dig Trøstere? mon David ikke har sendt sine Tjenere til dig for at udforske Staden og for at bespejde den og omstyrte den?
2Sam	10	4	4. Da tog Hanon Davids Tjenere og lod rage Halvdelen af deres Skaeg og afskar Halvdelen af deres Klaeder indtil Saedet og lod dem fare.
2Sam	10	5	5. Der de gave David det til Kende, da sendte han dem et Bud i Møde; thi Maendene vare saare forhaanede; og Kongen lod sige: Bliver i Jeriko, indtil eders Skaeg vokser, og kommer da tilbage.
2Sam	10	6	6. Der Ammons Børn saa, at de havde gjort sig forhadte for David, da sendte Ammons Børn hen og lejede Syrerne af Rekobs Hus og Syrerne af Zoba, tyve Tusinde Mand Fodfolk, Zoba, tyve Tusinde Mand Fodfolk, og tusinde Mand af Kongen af Maaka og Maendene af Tob, tolv Tusinde Mand.
2Sam	10	7	7. Der David hørte det, da udsendte han Joab og de vaeldiges ganske Haer.
2Sam	10	8	8. Og Ammons Børn droge ud og opstillede deres Slagorden ved Indgangen til Porten; men Syrerne af Zoba og Rekob og Maendene af Tob og Maaka stode for sig alene paa Marken.
2Sam	10	9	9. Der Joab saa, at Krigen truede ham for og bagfra, da udvalgte han nogle af alle de udvalgte i Israel og opstillede sig imod Syrerne.
2Sam	10	10	10. Og det øvrige Folk gav han under sin Broder Abisajs Haand, og denne opstillede sig imod Ammons Børn.
2Sam	10	11	11. Og han sagde: Dersom Syrerne blive mig for staerke, da skal du vaere mig til Hjaelp; men dersom Ammons Børn blive dig for staerke, da vil jeg komme til at hjaelpe dig.
2Sam	10	12	12. Vaer frimodig, og lader os vaere frimodige for vort Folk og for vor Guds Staeder; men Herren gøre, hvad som er godt for hans Øjne.
2Sam	10	13	13. Da drog Joab frem og det Folk, som var hos ham, til Kamp imod Syrerne, og de flyede for hans Ansigt.
2Sam	10	14	14. Der Ammons Børn saa, at Syrerne flyede, flyede de og for Abisajs Ansigt og kom i Staden. Saa vendte Joab tilbage fra Ammons Børn og kom til Jerusalem.
2Sam	10	15	15. Og der Syrerne saa, at de vare slagne for Israels Ansigt, da samledes de til Hobe.
2Sam	10	16	16. Og Hadad-Eser, sendte hen og førte Syrerne, som vare paa hin Side Floden, frem, og de kom til Helam; og Sobak, som var Hadad-Esers Stridshøvedsmand, var i Spidsen for dem.
2Sam	10	17	17. Der det blev David tilkendegivet, da samlede han al Israel og drog over Jordanen og kom til Helam, og Syrerne opstillede sig imod David og strede med ham.
2Sam	10	18	18. Men Syrerne flyede for Israels Ansigt, og David ødelagde blandt Syrerne syv Hundrede Vogne og fyrretyve Tusinde Ryttere, tillige slog han og Sobak, hans Stridshøvedsmand, saa at denne døde der.
2Sam	10	19	19. Der alle de Konger, som vare Hadad-Esers Tjenere, saa, at de vare slagne for Israels Ansigt, da gjorde de Fred med Israel og tjente dem; og Syrerne frygtede for at hjaelpe Ammons Børn ydermere.
------------------------Anden Samuelsbog, Kapitel 11
2Sam	11	1	1. Og det skete, der Aaret var omme, paa den Tid Kongerne pleje at uddrage til Krig, da sendte David Joab og sine Tjenere med ham og al Israel, og de ødelagde Ammons Børn og belejrede Rabba; men David blev i Jerusalem.
2Sam	11	2	2. Og det skete ved Aftens Tid, at David stod op af sin Seng og vandrede paa Taget af Kongens Hus og saa fra Taget en Kvinde, som badede sig, og den Kvinde var saare dejlig af Udseende.
2Sam	11	3	3. Og David sendte hen og lod spørge efter Kvinden, og en sagde: Er det ikke Bathseba, Eliams Datter, Hethiteren Urias Hustru?
2Sam	11	4	4. Da sendte David Bud og lod hende hente, og der hun kom til ham, da laa han hos hende; men hun rensede sig efter sin Urenhed, og hun vendte tilbage til sit Hus.
2Sam	11	5	5. Og Kvinden blev frugtsommelig og hun sendte hen og lod det kundgøre for David og sige: Jeg er bleven frugtsommelig.
2Sam	11	6	6. Da sendte David til Joab og lod sige: Send Hethiteren Uria til mig; og Joab sendte Uria til David.
2Sam	11	7	7. Og der Uria kom til ham, da spurgte David, om det stod vel med Joab og vel med Folket og vel med Krigen.
2Sam	11	8	8. Siden sagde David til Uria: Gak ned i dit Hus og to dine Fødder. Der Uria gik ud af Kongens Hus, da fulgte kongelig Skaenk ud efter ham.
2Sam	11	9	9. Men Uria lagde sig ved Døren af Kongens Hus med alle sin Herres Tjenere, og han gik ikke ned i sit Hus.
2Sam	11	10	10. Og de gave David det til Kende og sagde: Uria gik ikke ned i sit Hus. Da sagde David til Uria: Kommer du ikke fra Rejsen? hvi gik du ikke ned i dit Hus?
2Sam	11	11	11. Og Uria sagde til David: Arken og Israel og Juda blive i Teltene, og Joab, min Herre, og min Herres Tjenere have lejret sig paa Marken, skulde jeg da gaa ind i mit Hus at aede og drikke og at ligge hos min Hustru? saa vist som du lever, og din Sjael lever, jeg gør ikke denne Gerning.
2Sam	11	12	12. Da sagde David til Uria: Bliv her og i Dag, saa vil jeg i Morgen lade dig fare. Saa blev Uria i Jerusalem den Dag og den naeste Dag.
2Sam	11	13	13. Og David indbød ham, at han aad og drak for hans Ansigt, og han gjorde ham drukken. Og han gik ud om Aftenen at laegge sig paa sin Seng med sin Herres Tjenere og gik ikke ned i sit Hus.
2Sam	11	14	14. Og det skete om Morgenen, da skrev David et Brev til Joab og sendte det ved Urias Haand.
2Sam	11	15	15. Og han skrev i Brevet: Saetter Uria foran, hvor Kampen er staerkest, og viger tilbage fra ham, at han kan blive slagen og dø.
2Sam	11	16	16. Og det skete, der Joab tog Vare paa Staden, da satte han Uria paa det Sted, hvor han vidste, at der var stridbare Maend.
2Sam	11	17	17. Og der Maendene af Staden gik ud at stride imod Joab, da faldt der nogle af Folket, af Davids Tjenere, og Hethiteren Uria døde ogaa.
2Sam	11	18	18. Da sendte Joab hen og gav David Beretning om alle Begivenheder i Kampen.
2Sam	11	19	19. Og han befalede Budet og sagde: Naar du har udtalt til Kongen om alle Begivenhederne i Kampen,
2Sam	11	20	20. og det sker at Kongen bliver vred, og han siger til dig: Hvi kom I saa naer til Staden at stride? vidste I ikke, hvorledes de skyde fra Muren?
2Sam	11	21	21. hvo slog Abimelek, Jerub-Beseths Søn? kastede ej en Kvinde et Stykke af en Møllesten ned paa ham fra Muren, saa han døde i Thebez? hvorfor kom I saa naer til Muren? da skal du sige: Din Tjener, Hethiteren Uria, er ogsaa død.
2Sam	11	22	22. Og Budet gik og kom og gav David til Kende alt det, som Joab havde sendt ham for.
2Sam	11	23	23. Og Budet sagde til David: Maendene fik Overhaand over os og gik ud imod os paa Marken, og vi forfulgte dem indtil Indgangen til Porten.
2Sam	11	24	24. Men Skytterne skøde fra Muren paa dine Tjenere, og der er nogle ihjelslagne af Kongens Tjenere; dertil er Hethiteren Uria, din Tjener, ogsaa død.
2Sam	11	25	25. Og David sagde til Budet: Saa skal du sige til Joab: Lad ikke denne Gerning synes ond for dine Øjne, thi Svaerdet fortaerer paa den og den Maade; hold fast ved med din Krig imod Staden og nedbryd den; og gør ham frimodig.
2Sam	11	26	26. Der Urias Hustru hørte, at Uria hendes Mand var død, da sørgede hun over sin Husbonde.
2Sam	11	27	27. Men der Sorgen var gaaet over, sendte David hen og lod hende hente til sit Hus, og hun blev hans Hustru og fødte ham en Søn. Men den Gerning, som David gjorde, var ond for Herrens Øjne.
------------------------Anden Samuelsbog, Kapitel 12
2Sam	12	1	1. Og Herren sendte Nathan til David, og der han kom ind til ham, da sagde han til ham: Der var to Maend i en Stad, en rig og en fattig.
2Sam	12	2	2. Den rige havde smaat Kvaeg og stort Kvaeg, saare meget.
2Sam	12	3	3. Men den fattige havde aldeles intet uden et lidet Faar, som han havde købt og fødte op, og det var blevet stort hos ham tillige med hans Børn; det aad af hans Brød og drak af hans Baeger og laa i hans Skød, og det var ham som en Datter.
2Sam	12	4	4. men der en Vandringsmand kom til den rige Mand, da naennede han ikke at tage af sit smaa Kvaeg og, af sit store Kvaeg for at lave noget til den vejfarende Mand, som kom til ham; men han tog den fattige Mands Faar og lavede det til den Mand, som var kommen til ham.
2Sam	12	5	5. Da optaendtes Davids Vrede saare imod den Mand, og han sagde til Nathan: Saa vist som Herren lever, den Mand er et Dødsens Barn, som det gjorde.
2Sam	12	6	6. Og han skal betale det Faar firdobbelt, fordi han gjorde denne Gerning, og fordi han ikke viste Skaansel.
2Sam	12	7	7. Da sagde Nathan til David: Du er Manden! Saa sagde Herren, Israels Gud: Jeg salvede dig til Konge over Israel, og jeg udfriede dig af Sauls Haand,
2Sam	12	8	8. og jeg gav dig din Herres Hus og din Herres Hustruer i dit Skød og gav dig Israels og Judas Hus, og dersom det var for lidet, da vilde jeg lagt dig saadant og saadant til.
2Sam	12	9	9. Hvorfor har du foragtet Herrens Ord, at du gjorde det, som er ondt for hans Øjne? Hethiteren Uria har du slaget med Svaerdet, og hans Hustru har du taget dig til Hustru; men ham har du slaget ihjel ved Ammons Børns Svaerd.
2Sam	12	10	10. Saa skal nu Svaerdet ikke vige fra dit Hus evindeligt, fordi du foragtede mig og tog Hethiteren Urias Hustru, at hun skulde vaere dig til en Hustru.
2Sam	12	11	11. Saa sagde Herren: Se, jeg rejser Ulykke over dig fra dit eget Hus og tager dine Hustruer for dine Øjne og giver din Naeste dem, at han skal ligge hos dine Hustruer for den klare Sol.
2Sam	12	12	12. Thi du har gjort det i Løndom; men jeg vil gøre denne Gerning for al Israel og for Solens Lys.
2Sam	12	13	13. Da sagde David til Nathan: Jeg har syndet imod Herren. Og Nathan sagde til David: Herren har ogsaa forladt dig din Synd, du skal ikke dø.
2Sam	12	14	14. Dog, fordi du ved denne Gerning har givet Herrens Fjender Lejlighed til at spotte, skal ogsaa den Søn, som dig er født, visselig dø.
2Sam	12	15	15. Saa gik Nathan til sit Hus, og Herren slog Barnet, som Urias Hustru havde født David, at det blev sygt.
2Sam	12	16	16. Og David søgte Gud for Drengen; og David fastede meget og gik ind og blev Natten over og laa paa Jorden.
2Sam	12	17	17. Da opstode de aeldste af hans Hus for ham og vilde rejse ham op fra Jorden; men han vilde ikke og aad ikke Brød med dem.
2Sam	12	18	18. Og det skete paa den syvende Dag, da døde Barnet, og Davids Tjenere frygtede for at give ham til Kende, at Barnet var død; thi de sagde: Se, der Barnet var levende, talede vi til ham, og han hørte ikke paa vor Røst, hvorledes skulle vi da sige til ham: Barnet er død? thi det maatte gøre ham ondt.
2Sam	12	19	19. Men David saa, at hans Tjenere hviskede, og David forstod, at Barnet var død; og David sagde til sine Tjenere: Er Barnet død? og de sagde: Det er død.
2Sam	12	20	20. Da stod David op fra Jorden og toede sig og salvede sig og omskiftede sine Klaeder og gik ind i Herrens Hus og bad; og der han kom til sit Hus da begaerede han Mad, og de satte Mad for ham, og han aad.
2Sam	12	21	21. Da sagde hans Tjenere til ham: Hvad er det for en Ting, som du har gjort du fastede og graed for Barnet, da det levede, men da Barnet er død, staar du op og aeder Brød?
2Sam	12	22	22. Og han sagde: Der Barnet endnu levede, fastede og graed jeg; thi jeg sagde: Hvo ved? Herren tør vorde rnig naadig, at Barnet maa leve.
2Sam	12	23	23. Men nu det er død, hvorfor skal jeg da faste? kan jeg endnu hente det tilbage jeg farer til det, men det kommer ikke tilbage til mig.
2Sam	12	24	24. Derefter trøstede David Bathseba sin Hustru og gik ind til hende og laa hos hende, og hun fødte en Søn, og han kaldte hans Navn Salomo, men ham elskede Herren;
2Sam	12	25	25. Og han sendte Bud ved Nathan, Profeten, og denne kaldte hans Navn Jedid-Ja, for Herrens Skyld.
2Sam	12	26	26. Men Joab stred imod Ammons Børns Rabba og indtog Kongestaden.
2Sam	12	27	27. Og Joab sendte Bud til David og lod sige: Jeg har stridt imod Rabba og har ogsaa indtaget Vandstaden.
2Sam	12	28	28. Saa saml du nu det øvrige Folk og belejr Staden, og indtag den, at ikke jeg skal indtage Staden, og jeg skulde blive navnkundig deraf.
2Sam	12	29	29. Saa samlede David alt Folket og drog til Rabba og stred imod den og indtog den.
2Sam	12	30	30. Og han tog deres Konges Krone fra hans Hoved; den havde en Vaegt af et Centner Guld og var besat med Aedelstene, og den kom over Davids Hoved, og han udførte af Staden saare meget Bytte.
2Sam	12	31	31. Men Folket, som var derudi, førte han ud og lagde dem under Save og Taerskeslaeder af Jern og under Økser af Jern og lod dem gaa igennem Teglovnen; og saaledes gjorde han ved alle Ammons Børns Staeder. Siden vendte David og alt Fol ket tilbage til Jerusalem.
------------------------Anden Samuelsbog, Kapitel 13
2Sam	13	1	1. Og det skete derefter, da Absalom, Davids Søn, havde en dejlig Søster, hvis Navn var Thamar, at Amnon, Davids Søn, elskede hende.
2Sam	13	2	2. Og Amnon pintes, saa at han blev syg for Thamar, sin Søsters, Skyld; thi hun var en Jomfru, og det syntes umuligt for Amnons Øjne at gøre hende noget.
2Sam	13	3	3. Men Amnon havde en Ven, hvis Navn var Jonadab, en Søn af Simea, Davids Broder, og Jonadab var en saare klog Mand.
2Sam	13	4	4. Og han sagde til ham: Hvorfor bliver du saa mager, du Kongens Søn, Dag for Dag? kan du ikke give mig det til Kende? Da sagde Ammon til ham: Jeg elsker Thamar, Absaloms, min Broders, Søster.
2Sam	13	5	5. Og Jonadab sagde til ham: Laeg dig paa din Seng og gør dig syg; naar din Fader kommer at besøge dig, da sig til ham: Kaere, lad Thamar, min Søster, komme, at give mig Brød at aede og lave Mad for mine Øjne, at jeg kan se derpaa og aede af hendes Haand.
2Sam	13	6	6. Saa lagde Amnon sig og gjorde sig syg; der Kongen kom at besøge ham, da sagde Amnon til Kongen: Kaere, lad Thamar, min Søster, komme og tillave to søde Kager for mine Øjne, at jeg kan aede af hendes Haand.
2Sam	13	7	7. Da sendte David til Thamar til Huset og lod sige: Kaere, gak hen i Amnons, din Br oders, Hus og lav ham Mad.
2Sam	13	8	8. Og Thamar gik til Amnons, sin Broders, Hus, og han laa, og hun tog en Dejg og aeltede og tillavede Kager for hans Øjne og bagte søde Kager.
2Sam	13	9	9. Og hun tog Panden og slog dem ud for hans Ansigt, men han vaegrede sig for at aede; da sagde Amnon: Lad hver Mand gaa ud fra mig, og de gik ud fra ham alle sammen.
2Sam	13	10	10. Da sagde Amnon til Thamar: Baer Maden ind i Kammeret, at jeg kan aede af din Haand; da tog Thamar de søde Kager, som hun havde lavet, og bar dem ind til Amnon, sin Broder, i Kammeret.
2Sam	13	11	11. Og der hun bar dem frem til ham at han skulde aede, da tog han fat paa hende og sagde til hende: Kom, min Søster, og lig hos mig.
2Sam	13	12	12. Og hun sagde til ham: Ikke saa, min Broder! kraenk mig ikke, thi man bør ikke saaledes gøre i Israel; gør ikke denne Daarlighed.
2Sam	13	13	13. Men jeg, hvor skulde jeg gaa hen med min Skam? og du, du skulde vaere ligesom en af Daarerne i Israel; men nu, kaere, tal til Kongen, thi han naegter dig mig ikke.
2Sam	13	14	14. Men han vilde ikke høre paa hendes Røst og var staerkere end hun, og han kraenkede hende og laa hos hende.
2Sam	13	15	15. Siden hadede Amnon hende med et saare stort Had; thi det Had, som han hadede hende med, var større end Kaerligheden, med hvilken han havde elsket hende; og Amnon sagde til hende: Staa op, gak bort.
2Sam	13	16	16. Og hun sagde til ham: Vold mig ikke den Ulykke, som er større end det andet, som du gjorde imod mig, saa at du udstøder mig; men han vilde ikke høre hende.
2Sam	13	17	17. Og han kaldte ad sin Dreng, som tjente ham, og sagde: Driv dog denne ud fra mig udenfor, og luk du Døren i Laas efter hende.
2Sam	13	18	18. Og hun havde en broget Kjortel paa; thi i saadanne Kjortler plejede Kongens Døtre at klaede sig, saalaenge de vare Jom fruer; og hans Tjener drev hende ud udenfor og lukkede Døren i Laas efter hende.
2Sam	13	19	19. Da tog Thamar Aske paa sit Hoved og sønderrev den brogede Kjortel, som hun havde paa, og lagde sin Haand paa sit Hoved og gik og raabte uafladelig.
2Sam	13	20	20. Og Absalom, hendes Broder, sagde til hende: Har, din Broder Amnon vaeret hos dig? og nu, min Søster, ti! han er din Broder, laeg ikke denne Sag paa dit Hjerte. Saa sad Thamar enlig i sin Broder Absaloms Hus.
2Sam	13	21	21. Der Kong David hørte alle disse, Gerninger, da blev han saare vred.
2Sam	13	22	22. Men Absalom talede ikke med, Amnon, hverken ondt eller godt; men Absalom hadede Amnon, fordi han havde kraenket Thamar, hans Søster.
2Sam	13	23	23. Og det skete to Aar derefter, da havde Absalom Faareklipning i Baal-Hazor, som er ved Efraim, og Absalom indbød alle Kongens Børn.
2Sam	13	24	24. Og Absalom kom til Kongen og sagde: Kaere, se, din Tjener har Faareklipning, Kongen og hans Tjenere komme dog med din Tjener!
2Sam	13	25	25. Og Kongen sagde til Absalom: Nej, min Søn, lad os dog ikke alle gaa, at vi ikke skulle besvaere dig; der han nødte ham, vilde han dog ikke gaa, men velsignede ham.
2Sam	13	26	26. Og Absalom sagde: Hvis du ikke vil, lad dog Amnon, min Broder, gaa med os; og Kongen sagde til ham: Hvorfor skal han gaa med dig?
2Sam	13	27	27. Da nødte Absalom ham, og han lod Amnon og alle Kongens Børn gaa med ham.
2Sam	13	28	28. Men Absalom bød sine unge Karle og sagde: Ser til, naar Amnons Hjerte er vel til Mode af Vinen, og jeg siger til eder: Slaar Amnon! saa draeber ham, frygter ikke; er det ikke mig, som har befalet eder det? vaerer frimodige og vaerer raske Folk!
2Sam	13	29	29. Saa gjorde Absaloms unge Karle ved Amnon, saaledes som Absalom havde befalet. Da stode alle Kongens Sønner op og rede hver paa sin Mule og flyede.
2Sam	13	30	30. Og det skete, de de vare paa Vejen, da kom Rygte til David, og der sagdes: Absalom har slaget alle Kongens Sønner, og der blev ikke een af dem tilovers.
2Sam	13	31	31. Da stod Kongen op og sønderrev sine Klaeder og lagde sig paa Jorden, og alle hans Tjenere stode med sønderrevne Klaeder.
2Sam	13	32	32. Da svarede Jonadab, en Søn af Simea, Davids Broder, og sagde: Min Herre sige ikke, at de have ihjelslaget alle de unge Maend, Kongens Sønner; thi Amnon alene er død; thi det Forsaet har vaeret i Absaloms Mund fra den Dag, at han kraenkede Thamar, hans Søster.
2Sam	13	33	33. Saa laegge nu min Herre Konge ikke det Ord paa sit Hjerte, som siges, at alle Kongens Sønner ere døde; thi Amnon alene er død.
2Sam	13	34	34. Men Absalom flyede. Og den unge Karl, som stod paa Vagt, opløftede sine Øjne og saa, og se, der drog meget Folk frem paa Vejen efter hverandre ved Siden af Bjerget.
2Sam	13	35	35. Da sagde Jonadab til Kongen: Se, Kongens Sønner komme; som din Tjeners Ord var, saaledes er det sket.
2Sam	13	36	36. Og det skete, der han havde endt at tale, se, da kom Kongens Sønner, og de opløftede deres Røst og graed, og Kongen ogsaa, og alle hans Tjenere graed med en saare stor Graad.
2Sam	13	37	37. Men Absalom flyede og drog til Thalmaj, Ammihuds, Søn Kongen i Gesur. Og han sørgede over sin Søn alle de Dage.
2Sam	13	38	38. Der Absalom var flygtet og var daget til Gesur, da blev han der tre Aar.
2Sam	13	39	39. Og Kong David laengtes efter at drage ud til Absalom; thi han havde trøstet sig over Amnon, der var død.
------------------------Anden Samuelsbog, Kapitel 14
2Sam	14	1	1. Og Joab, Zerujas Søn. vidste, at Kongens Hjerte var til Absalom.
2Sam	14	2	2. Og Joab sendte hen til Thekoa og lod hente en viis Kvinde derfra, og han sagde til hende: Kaere, anstil dig sørgende, og før dig i Sørgeklaederne og salv dig ikke med Olie, men vaer som en Kvinde, der mange Dage har sørget over en død.
2Sam	14	3	3. Og du skal gaa ind til Kongen og tale til ham paa denne Maade; og Joab lagde Ordene i hendes Mund.
2Sam	14	4	4. Og den thekoitiske Kvinde talede til Kongen og faldt ned til Jorden paa sit Ansigt og nedbøjede sig, og hun sagde: Frels, o Konge!
2Sam	14	5	5. Og Kongen sagde til hende: Hvad fattes dig? og hun sagde: Sandelig, jeg er en Enke, og min Mand. er død.
2Sam	14	6	6. Og din Tjenerinde havde to Sønner, og de kom i Traette paa Marken, og der var ingen, som kunde tale dem til Rette; da slog den ene den anden og draebte ham.
2Sam	14	7	7. Og se, den ganske Slaegt staar op imod din Tjenerinde og siger: Giv os den hid, som slog sin Broder, saa ville vi draebe ham for hans Broders Sjael, hvem han ihjelslog, og Ødelaegge ogsaa Arvingen; og de ville udslukke min Glød, som er tilovers, at min Mand ikke skal beholde et Navn og nogen overbleven efter sig paa Jorden.
2Sam	14	8	8. Da sagde Kongen til Kvinden: Gak til dit Hus, og jeg vil give Befaling for dig.
2Sam	14	9	9. Og den thekoitiske Kvinde sagde til Kongen: Min Herre Konge, Skylden derfor vaere paa mig og min Faders Hus! men Kongen og hans Trone vaere skyldfri!
2Sam	14	10	10. Og Kongen sagde: Den, som taler imod dig, den skal du føre til mig, saa skal han ikke ydermere røre ved dig.
2Sam	14	11	11. Og hun sagde: O Konge! Kaere, kom Herren din Gud i Hu, at Blodhaevnere skulle ikke blive mange til Fordaervelse, og at de ikke laegge min Søn Øde; og han sagde: Saa vist som Herren lever; der skal ikke falde et Haar af din Søn til Jorden.
2Sam	14	12	12. Da saagde Kvinden: Kaere, lad din Tjenerinde tale til min Herre Konge et Ord; og han sagde: Tal.
2Sam	14	13	13. Og Kvinden sagde: Men hvorfor har du taenkt saadant imod Guds Folk? thi idet Kongen har talt saadanne Ord, bliver han selv ligesom skyldig, idet Kongen ikke lader sin udstødte komme tilbage.
2Sam	14	14	14. Thi vi dø visselig og ere som Vandet, der bortflyder paa Jorden, hvilket ikke samles; men Gud tager ikke Livet bort, men taenker over, at den udstødte ikke altid skal vaere udstødt fra ham.
2Sam	14	15	15. Saa er jeg nu kommen til at tale dette Ord til min Herre Kongen, fordi Folket gør mig bange; derfor sagde din Tjenerinde: Kaere, jeg vil tale til Kongen, maaske gør Kongen efter sin Tjenerindes Ord.
2Sam	14	16	16. Thi Kongen, vil høre det for at redde sin Tjenerinde af den Mands Haand, som vil udslette baade mig og min Søn fra Guds Arv.
2Sam	14	17	17. Og; din Tjenerinde sagde: Min Herre Kongens Ord skal dog vaere mig til Trøst; thi som en Guds Engel er, saa er min Herre Kongen til at høre det gode og det onde, og Herren din Gud skal vaere rned dig.
2Sam	14	18	18. Og Kongen svarede og sagde til Kvinden: Dølg dog ikke for mig det Ord, som jeg vil spørge dig om; og Kvinden sagde: Min Herre Kongen tale dog.
2Sam	14	19	19. Og Kongen sagde: Er ikke Joabs Haand med dig i alt dette? og Kvinden svarede og sagde: Saa vist som din Sjaeel lever, min Herre Konge, der er ingen anden hverken til højre eller venstre af alle dem, som min Herre Kongen har talt om; thi din Tjener Joab bød mig det, og han lagde alle disse Ord i din Tjenerindes Mund.
2Sam	14	20	20. At jeg skulde vende Sagen saaledes, den Gerning har din Tjener Joab gjort; men min Herre er viis efter en Guds Engels Visdom til at vide alle Ting, som ere paa Jorden.
2Sam	14	21	21. Da sagde Kongen til Joab: Kaere, se, du har gjort denne Gerning; saa gak, lad den unge Mand Absalom komme tilbage.
2Sam	14	22	22. Da faldt Joab paa sit Ansigt til Jorden og nedbøjede sig og velsignede Kongen, og Joab sagde: I Dag fornemmer din Tjener, at jeg har fundet Naade for dine Øjne, min Herre Konge, idet Kongen gør efter sine Tjeneres Ord.
2Sam	14	23	23. Saa gjorde Joab sig rede og drog til Gesur og førte Absalom til Jerusalem.
2Sam	14	24	24. Men Kongen sagde: Lad ham vende tilbage til sit Hus og ikke se mit Ansigt. Saa vendte Absalom tilbage til sit Hus og saa ikke Kongens Ansigt.
2Sam	14	25	25. Og der var ikke saa dejlig en Mand i al Israel som Absalom, saa at han blev saare rost, der var ingen Lyde paa ham fra hans Fodsaale og indtil hans Hovedisse.
2Sam	14	26	26. Og naar han ragede sit Hoved (og det skete, naar hvert Aar var til Ende, at han ragede det, thi det var ham for svart, at han maatte rage det), da vejede hans Hovedhaar to Hundrede Sekel efter Kongens Vaegt.
2Sam	14	27	27. Og Absalom bleve fødte tre Sønner og en Datter, og hendes Navn var Thamar, hun var en dejlig Kvinde af Udseende.
2Sam	14	28	28. Saa blev Absalom to Aar i Jerusalem og saa ikke Kongen Ansigt.
2Sam	14	29	29. Og Absalom sendte Bud til Joab for at sende ham til Kongen; men han vilde ikke komme til ham, og han sendte endnu anden Gang, dog vilde han ikke komme.
2Sam	14	30	30. Da sagde han til sine Tjenere: Ser det Stykke af Joabs Ager ved Siden af min, som han har Byg paa, gaar og saetter Ild derpaa; da satte Absaloms Tjenere Ild paa det Stykke.
2Sam	14	31	31. Da stod Joab op og kom til Absalom i Huset og sagde ham: Hvorfor satte dine Tjenere Ild paa det Stykke, som hører mig til?
2Sam	14	32	32. Og Absalom sagde til Joab: Se, jeg sendte Bud til dig og sige: Kom hid, at jeg kan sende dig til Kongen og lade sige: Hvorfor er jeg kommen fra Gesur? det var mig godt, at jeg var der endnu; saa lad mig nu se Kongens Ansigt, men er der en Misgerning hos mig, da slaa han mig ihjel.
2Sam	14	33	33. Og Joab gik ind til Kongen og gav ham det til Kende, og han kaldte ad Absalom, og han kom ind til Kongen, og han nedbøjede sig paa sit Ansigt til Jorden for Kongens Ansigt, og Kongen kyssede Absalom.
------------------------Anden Samuelsbog, Kapitel 15
2Sam	15	1	1. Og det skete derefter, at Absalom skaffede sig Vogne og Heste og halvtredsindstyve Maend, som løb frem for ham.
2Sam	15	2	2. Og Absalom stod tidligt op og stod ved Siden af Vejen i Porten, og det skete, naar nogen Mand havde en Traette og skulde komme for Kongen til Dom, da kaldte Absalom ad ham og sagde: Fra hvilken Stad er du? og han sagde: Din Tjener er fra en af Israels Stammer.
2Sam	15	3	3. Da sagde Absalom til ham: Se, dine Sager ere gode og rette; men der er ingen beskikket af Kongen, som kan høre dig.
2Sam	15	4	4. Og Absalom sagde: Gid man vilde saette mig til Dommer i Landet, at hver Mand, som har Traette og Dom, maatte komme til mig, at jeg kunde hjaelpe ham til Rette.
2Sam	15	5	5. Og det skete, naar nogen kom naer til og nedbøjede sig for ham, da udrakte han sin Haand og tog fat paa ham og kyssede ham.
2Sam	15	6	6. Og Absalom gjorde paa denne Maade ved al Israel, som kom til Doms til Kongen, og Absalom stjal Israels Maends Hjerte.
2Sam	15	7	7. Og det skete, der fyrretyve Aar vare til Ende, da sagde Absalom til Kongen: Kaere, lad mig gaa, og jeg vil betale mit Løfte, som jeg lovede Herren i Hebron.
2Sam	15	8	8. Thi din Tjener lovede et Løfte, der jeg boede i Gesur i Syrien, og sagde: Dersom Herren fører mig tilbage til Jerusalem, da vil jeg bringe Herren et Offer.
2Sam	15	9	9. Og Kongen sagde til ham: Gak med Fred! Og han gjorde sig rede og gik til Hebron.
2Sam	15	10	10. Og Absalom og gik til Hebron. Og Absalom sendte Spejdere til alle Israels Stammer og lod sige: Naar I høre Trompetens Lyd, da skulle I sige: Absalom er bleven Konge i Hebron.
2Sam	15	11	11. Og der gik to Hundrede indbudne Maend med Absalom af Jerusalem, men de gik i deres Troskyldighed, og de vidste intet af hele Sagen.
2Sam	15	12	12. Og Absalom sendte til Giloniteren Akitofel, Davids Raadgiver, for at hente ham fra hans Stad Gilo, medens han ofrede Offeret; og Forbundet blev staerkt, og Folket blev bestandig talrigere om Absalom.
2Sam	15	13	13. Da kom en, som forkyndte det for David og sagde: Hver Mands Hjerte i Israel er efter Absalom.
2Sam	15	14	14. Da sagde David til alle sine Tjenere, som vare hos ham i Jerusalem: Staar op og lader os fly, thi der vil ellers ikke vaere Redning for os fra Absaloms Ansigt; skynder eder at gaa, at han ikke skal skynde sig og naa os og paaføre os Ulykke og slaa Staden med skarpe Svaerd.
2Sam	15	15	15. Og Kongens Tjenere sagde til Kongen: Se, dine Tjenere ere rede til alt det, som min Herre Kongen vaelger.
2Sam	15	16	16. Og Kongen gik ud og hele hans Hus efter ham, og Kongen lod ti Kvinder, Medhustruer, blive tilbage til at bevare Huset.
2Sam	15	17	17. Og Kongen gik ud og alt Folket efter ham, og de bleve staaende ved Beth-Hammerkak.
2Sam	15	18	18. Og alle hans Tjenere gik forbi ved hans Side, dertilmed gik alle de Krethi og alle de Plethi og alle Githiterne, seks Hundrede Mand, som havde fulgt ham fra Gath, forbi Kongens Ansigt.
2Sam	15	19	19. Og Kongen sagde til Githiteren Ithaj: Hvorfor gaar ogsaa du med os vend tilbage og bliv hos Kongen, thi du er fremmed, og du vanker desuden om efter et Sted for dig.
2Sam	15	20	20. Du kom i Gaar, og skulde jeg i Dag lade dig vanke omkring ved at gaa med os? men jeg vil gaa, hvorhen jeg kan gaa; vend tilbage og før dine Brødre tilbage, med dig vaere Miskundhed og Troskab.
2Sam	15	21	21. Og Ithaj svarede Kongen og sagde: Saa vist som Herren lever, og saa vist som min Herre Kongen lever, kun paa det Sted, hvor min Herre Kongen er, vaere sig til Døden eller til Livet, der skal og din Tjener vaere.
2Sam	15	22	22. Og David sagde til Ithaj: Saa kom og gak forbi. Saa gik Githiteren Ithaj forbi, og alle hans Maend og alle de smaa Børn, som vare med ham.
2Sam	15	23	23. Og det ganske Land graed med høj Røst, og alt Folket gik forbi, og Kongen gik over Kedrons Baek, og alt Folket gik forbi paa Vejen lige til Ørken.
2Sam	15	24	24. Og se, Zadok var ogsaa der og alle Leviterne med ham, som bare Guds Pagts Ark, og de satte Guds Ark ned, og Abjathar drog op, indtil alt Folket var kommet forbi, ud fra Staden.
2Sam	15	25	25. Da sagde Kongen til Zadok: Baer Guds Ark tilbage til Staden; dersom jeg finder Naade for Herrens Øjne, da fører han mig tilbage og lader mig se den og sin Bolig.
2Sam	15	26	26. Men dersom han siger saa: Jeg har ingen Behagelighed i dig! se, her er jeg, han gøre med mig, efter som det er godt for hans Øjne!
2Sam	15	27	27. Og Kongen sagde til Praesten Zadok: Er du ikke Seeren? vend tilbage til Staden med Fred, og Ahimaaz, din Søn og Jonathan, Abjathars Søn, eders to Sønner, med eder.
2Sam	15	28	28. Ser, jeg vil tøve paa den slette Mark i Ørken, indtil der kommer et Ord fra eder til Efterretning for mig.
2Sam	15	29	29. Saa førte Zadok og Abjathar Guds Ark tilbage til Jerusalem, og de bleve der.
2Sam	15	30	30. Men David gik op ad Opgangen til Oliebjerget. Som han gik op, saa graed han, og hans Hoved var tilhyllet, og han gik barfodet; dertil havde alt Folket, som var med ham, tilhyllet hver sit Hoved og gik op med Graad.
2Sam	15	31	31. Og der det blev David tilkendegivet og sagt: Akitofel er i Forbund med Absalom, da sagde David: Herre, gør dog Akitofels Raad til Daarlighed!
2Sam	15	32	32. Og det skete, da David kom op til Toppen, at han der vilde tilbede Gud, se, da kom Arkiteren Husaj ham i Møde med sin Kjortel sønderreven og med Jord, paa sit Hoved.
2Sam	15	33	33. Og David sagde til ham: Dersom du gaar bort med mig, da bliver du mig til en Byrde.
2Sam	15	34	34. Men dersom du gaar tilbage til Staden og siger til Absalom: Jeg vil vaere din Tjener, o Konge! som jeg var din Faders Tjener tilforn, vil jeg nu vaere din Tjener: Saa gjorde du mig Akitofels Raad til intet.
2Sam	15	35	35. Ere ikke ogsaa med dig Praesterne, Zadok og Abjathar? og det skal ske, at hvert Ord, som du hører Kongens Hus, det skal du forkynde Praesterne, Zadok og Abjathar.
2Sam	15	36	36. Se der er hos dem deres to Sønner Ahimaaz, Zadoks, og Jonathan, Abjathars Søn, og I skulle ved dem sende mig hvert Ord, som I høre.
2Sam	15	37	37. Saa kom Husaj, Davids Ven, til Staden, og Absalom kom til Jerusalem.
------------------------Anden Samuelsbog, Kapitel 16
2Sam	16	1	1. Da David var gaaet lidt frem fra Toppen, se, da kom Ziba, Mefiboseths Tjener, imod ham med et Par sadlede Asener, og paa dem vare to Hundrede Brød og hundrede Klaser Rosiner og hundrede Stykker Sommerfrugt og en Flaske Vin.
2Sam	16	2	2. Og Kongen sagde til Ziba: Hvad vil du dermed? og Ziba sagde: Asenerne skulle vaere for Kongens Hus til at ride paa, og Brødet og Sommerfrugten til at aede for de unge Karle, og Vinen til at drikke for den, som bliver traet i Ørken.
2Sam	16	3	3. Og Kongen sagde: Men hvor er din Herres Søn? og Ziba sagde til Kongen: Se, han blev i Jerusalem; thi han sagde: I Dag skal Israels Hus give mig min Faders Rige igen.
2Sam	16	4	4. Og Kongen sagde til Ziba: Se, alt det, som Mefiboseth har, skal vaere dit; og Ziba sagde: Jeg nedbøjer mig, lad mig finde Naade for dine Øjne, min Herre Konge!
2Sam	16	5	5. Og Kong David kom tilBahurim, og se, der gik en Mand derudefra af Sauls Huses Slaegt, hvis Navn ar Simei, Geras Søn, som gik ud og vedblev at bande ham.
2Sam	16	6	6. Og han dog efter David og efter alle Kong Davids Tjenere med Stene, og alt Folket og alle de vaeldige vare ved højre og venstre Side af ham.
2Sam	16	7	7. Og Simei sagde saa, der han bandede: Gak ud; gak ud, du blodgerrige Mand og du Belials Mand!
2Sam	16	8	8. Herren har betalt dig alt Sauls Huses Blod, hans i hvis Sted du er bleven Konge, Herren har givet Riget i din Absaloms Haand, og se, du er i din Ulykke, thi du er en blodgerrig Mand.
2Sam	16	9	9. Da sagde Abisaj, Zerujas Søn, til Kongen: Hvorfor skulde denne døde Hund bande min Herre Kongen? Kaere, lad mig gaa over, og jeg vil tage hans Hoved.
2Sam	16	10	10. Men Kongen sagde: Hvad har jeg med eder at gøre, I Zerujas Sønner? naar han bander, og Herren har sagt til ham: Band David! hvo kan da sige: Hvorfor gjorde du saa?
2Sam	16	11	11. Og David sagde til Abisaj og til alle sine Tjenere: Se, min Søn, som er kommen af mit Liv, søger efter mit Liv, og hvi skulde ikke meget mere nu denne Benjaminit gøre det? lader ham vaere og lader ham bande, thi Herren har sagt det til ham.
2Sam	16	12	12. Maaske Herren skal se til min Elendighed, og Herren skal betale mig godt i Stedet for hans Forbandelse paa denne Dag.
2Sam	16	13	13. Saa gik David og hans Maend paa Vejen; men Simei gik frem ved Siden af Bjerget tvaers over for ham og blev ved at bande og slog med Stene tvaers over for ham og støvede med Støvet.
2Sam	16	14	14. Og Kongen kom ind og alt Folket, som var med ham, som vare traette, og de vederkvaegedes der.
2Sam	16	15	15. Men Absalom og alt Folket, Israels Maend, kom til Jerusalem, og Akitofel med ham.
2Sam	16	16	16. Og det skete, der Arkiteren Husaj, Davids Ven, kom til Absalom, da sagde Husaj til Absalom: Kongen leve Kongen leve!
2Sam	16	17	17. Men Absalom sagde til Husaj: Er dette din Miskundhed mod din Ven? hvorfor drog du ikke med din Ven?
2Sam	16	18	18. Og Husaj sagde til Absalom: Ikke saa; thi hvem Herren og dette Folk og alle Israels Maend udvaelger, hans vil jeg vaere, og hos ham vil jeg blive.
2Sam	16	19	19. Og for det andet, hvem skulde jeg tjene? skulde jeg ikke tjene for hans Søns Ansigt? ligesom jeg tjente for din Faders Ansigt, saa vil jeg vaere for dit Ansigt.
2Sam	16	20	20. Da sagde Absalom til Akitofel: Giver I nu Raad, hvad vi skulle gøre.
2Sam	16	21	21. Og Akitofel sagde til Absalom: Gak ind til din Faders Medhustruer, som han lod blive tilbage til at bevare Huset, saa skal al Israel høre, at du er bleven forhadt hos din Fader, og alle deres Haender, som ere hos dig, skulle blive staerke.
2Sam	16	22	22. Da opsloge de et Telt paa Taget for Absalom, og Absalom gik ind til sin Faders Medhustruer for al Israels Øjne.
2Sam	16	23	23. Men Akitofels Raad, som han raadede i de Dage, var, ligesom man havde adspurgt Gud om en Ting; saa var alt Akitofels Raad baade for David og for Absalom.
------------------------Anden Samuelsbog, Kapitel 17
2Sam	17	1	1. Og Akitofel sagde til Absalom: Kaere, jeg vil udvaelge tolv Tusinde Mand og gøre mig rede og forfølge David i Nat.
2Sam	17	2	2. Og jeg vil overfalde ham den Stund, han er traet og afmaegtig, og forfaerde ham, og alt Folket, som er hos ham, skal fly, og jeg vil slaa Kongen, medens han er ene.
2Sam	17	3	3. Og jeg vil føre alt Folket tilbage til dig; ligesom alle vendte sig efter den Mand, som du søger efter, saa skal alt Folket blive i Fred.
2Sam	17	4	4. Og det Ord var ret for Absaloms Øjne og for alle de Aeldstes Øjne i Israel.
2Sam	17	5	5. Da sagde Absalom: Kaere, kald ogsaa ad Arkiteren Husaj, og lader os høre, hvad ogsaa han har at sige.
2Sam	17	6	6. Og der Husaj kom til Absalom, da sagde Absalom til ham: Paa denne Maade har Akitofel talt; skulle vi gøre efter hans Ord? hvis ikke, da tal du!
2Sam	17	7	7. Og Husaj sagde til Absalom: Det Raad er ikke godt, som Akitofel har raadet denne Gang.
2Sam	17	8	8. Og Husaj sagde: Du kender din Fader og hans Maend, at de ere vaeldige, og at de ere bitre i Sindet som en Bjørn, hvem Ungerne røves fra paa Marken, dertil er og din Fader en Krigsmand og skal ikke blive Natten over hos Folket.
2Sam	17	9	9. Se nu, han kan have skjult, sig i en af Hulerne eller paa et af Stederne, og det kunde ske, om der faldt nogle af disse i Begyndelsen, at nogen let kunde høre det og sige: Der er sket et Nederlag iblandt det Folk, som følger efter Absalom,
2Sam	17	10	10. og selv den, som var kaek, og I havde et Hjerte som en Løves Hjerte, vilde blive mistrøstig; thi al Israel ved, at din Fader er vaeldig, og at de ere stridbare Maend, som ere hos ham.
2Sam	17	11	11. Men jeg raader, at al Israel fra Dan og indtil Beersaba samles til dig som Sand, der er hos Havet i Mangfoldighed, og at du selv drager med i Striden;
2Sam	17	12	12. saa ville vi komme til ham paa et af Stederne, hvor han findes, og vi ville komme over ham, ligesom Duggen falder paa Jorden, at der ikke skal blive tilovers end een af hans og af alle de Maend, som ere hos ham.
2Sam	17	13	13. Men om han indeslutter sig i en Stad, da skal al Israel baere Reb til den samme Stad, og vi vil drage den ned til Dalen, indtil der ikke findes end en liden Sten af den
2Sam	17	14	14. Da sagde Absalom og hver Mand i Israel: Arkiteren Husajs Raad bedre end Akitofels Raad; men Herren bød det saa for at tilintetgøre Akitofels gode Raad, efterdi Herren vilde føre Ulykke over Absalom.
2Sam	17	15	15. Og Husaj sagde til Praesterne Zadok og Abjathar: Saa og saa raadede Akitofel Absalom og de Aeldste af Israel, og saa og saa har jeg raadet det.
2Sam	17	16	16. Saa sender nu hastelig Bud og lader David vide det, og siger; Bliv ikke i Nat paa Ørkens slette Marker, men drag over, at Kongen og alt Folket, som er hos ham, ikke skal opsluges.
2Sam	17	17	17. Og Jonathan og Ahimaaz stode ved En-Rogel, og en Tjenestepige gik bort og forkyndte dem det; men de gik hen og forkyndte Kong David det, thi de turde ikke lade sig se og komme i Staden.
2Sam	17	18	18. Men en Dreng saa dem og gav Absalom det til Kende, og de gik begge hastelig bort og kom i en Mands Hus i Bahurim, og han havde en Brønd i sin Gaard, og de stege derned.
2Sam	17	19	19. Og Konen tog og bredte et Klaede over Aabningen af Brønden og strøede Gryn derpaa, og Sagen blev ikke vitterlig.
2Sam	17	20	20. Og der Absaloms Tjenere kom til Konen i Huset, da sagde de: Hvor ere Ahimaaz og Jonathan? og Konen sagde til dem: De gik over Vand baekken; og hine ledte, og de fandt intet, og de gik tilbage til Jerusalem.
2Sam	17	21	21. Og det skete, efter at disse vare bortgangne, da stege hine op af Brønden og gik og gave Kong David det til Kende, og de sagde til David: Gører eder rede og gaar hastelig over Vandet, thi saa og saa har Akitofel raadet mod eder.
2Sam	17	22	22. Da stod David op og alt Folket, som var hos ham, og gik over Jordanen, indtil det blev lys Morgen, indtil der fattedes ikke en, som jo var gaaet over Jordanen.
2Sam	17	23	23. Og der Akitofel saa, at man ikke havde gjort efter hans Raad, da sadlede han Asenet og gjorde sig rede og drog til sit Hus, til sin Stad, og beskikkede sit Hus og haengte sig, og han døde og blev begraven i sin Faders Grav.
2Sam	17	24	24. Men David kom til Mahanaim, og Absalom drog over Jordanen, han og alle Israels Maend med ham.
2Sam	17	25	25. Og Absalom havde sat Amasa i Joabs Sted over Haeren; men Amasa var, en Søn af en Mand, hvis Navn var Jithra, en Jisreelit, som var gaaet ind til Abigail, Nahas's Datter, en Søster til Zeruja, som var Joabs Moder.
2Sam	17	26	26. Og Israel og Absalom lejrede sig i Gileads Land.
2Sam	17	27	27. Og det skete, der David var kommen til Mahanaim, da førte Sobi, Nahas's Søn fra Ammons Børns Rabba, og Makir, Ammiels Søn af Lodebar, og Gileaditeren Barsillaj fra Roglim
2Sam	17	28	28. Senge og Baekkener og Pottemagerkar og Hvede og Byg og Mel og ristede Aks og Bønner og Linser og tørrede Baelgfrugter
2Sam	17	29	29. og Honning og Smør og Faar og Oste af Køer hen til David og til Folket, som var med ham, til at aede; thi de sagde: Folket er hungrigt og traet og tørstigt i Ørken.
------------------------Anden Samuelsbog, Kapitel 18
2Sam	18	1	1. Og David talte Folket, som var hos ham, og han satte over dem Høvedsmaend over Tusinde og Høvedsmaend over Hundrede.
2Sam	18	2	2. Og David udsendte Folket, den tredje Part under Joabs Haand og den tredje Part under Abisaj, Zerujas Søns, Joabs Broders, Haand og den tredje Part under Githitererr Ithais Haand, og Kongen sagde til Folket: Ogsaa jeg vil drage ud med eder.
2Sam	18	3	3. Men Folket sagde: Du skal ikke drage ud, thi om vi flyede, da vilde man ikke laegge sig det paa Hjerte for os, eller om Halvdelen af os døde, da vilde man ikke laegge sig det paa Hjerte for os, men nu er du ligesorn ti Tusinde af os: Saa er det nu bedre, at du kommer os til Haelp fra Staden.
2Sam	18	4	4. Og Kongen sagde til dem: Hvad som godt er for eders Øjne, vil jeg gøre. Saa stod Kongen ved Siden af Porten, og alt Folket drog ud ved Hundreder og ved Tusinder.
2Sam	18	5	5. Og Kongen bød Joab og Abisaj og Ithaj og sagde: Farer mig lemfaeldeligt med den unge Mand, med Absalom; og alt Folket hørte det, at Kongen bød alle Høvedsmaendene angaaende Absalom.
2Sam	18	6	6. Og der Folket kom ud paa Mar ken imod Israel, da stod Slaget i Efraims Skov.
2Sam	18	7	7. Og Israels Folk blev der slaget for Davids Tjeneres Ansigt, og der skete samme Dag et stort Nederlag paa tyve Tusinde.
2Sam	18	8	8. Og Krigen udbredte sig over hele Landet, og Skoven fortaerede mangfoldige af Folket, flere end Svaerdet fortaerede den samme Dag.
2Sam	18	9	9. Og Absalom kom lige imod Davids Tjenere, og Absalom red paa en Mule, og der Mulen kom under de indviklede Grene af den store Eg, da holdtes hans Hoved fast ved Egen, og han blev haengende imellem Himmelen og Jorden, men Mulen, som var under ham, løb videre.
2Sam	18	10	10. Der en Mand saa det, da gav han Joab det til Kende, og han sagde: Se, jeg saa Absalom haenge i Egen.
2Sam	18	11	11. Og Joab sagde til Manden, som gav ham det til Kende: Men se, saa du det, hvorfor slog du ham da ikke der til Jorden? saa vilde jeg have givet dig ti Sekel Sølv og et Baelte.
2Sam	18	12	12. Men Manden sagde til Joab: Ja, havde jeg end faaet vejet tusinde Sekel Sølv i mine Haender, da vilde jeg dog ikke have udrakt min Haand imod Kongens Søn; thi Kongen bød dig og Abisaj og Ithaj for vore Øren og sagde: Tager Vare, hvo I end ere, paa den unge Mand, paa Absalom.
2Sam	18	13	13. Eller dersom jeg havde gjort nogen Svig imod hans Liv (efterdi ingenting bliver dulgt for Kongen), da havde du selv sat dig derimod.
2Sam	18	14	14. Da sagde Joab: Jeg kan ikke saaledes tøve hos dig. Saa tog han tre smaa Spyd i sin Haand og stødte dem i Absaloms Hjerte, medens han endnu levede, midt i Egen.
2Sam	18	15	15. Og ti unge Karle, som bare Joabs Vaaben, omringede og sloge Absalom og draebte ham.
2Sam	18	16	16. Da blaeste Joab i Trompeten, og Folket kom tilbage fra at forfølge Israel; thi Joab forhindrede Folket derfra.
2Sam	18	17	17. Og de toge Absalom og kastede ham i i Skoven i en stor Hule og oprejste en saare stor Dynge Sten over ham, og al Israel flyede hver til sine Telte.
2Sam	18	18	18. Og Absalom havde i levende Live taget og oprejst sig en Støtte, som staar i Kongens Dal; thi han sagde: Jeg har ingen Søn, derfor skal denne vaere til mit Navns Ihukommelse; og han kaldte denne Støtte efter sit Navn, og den kaldes Absaloms Mindesmaerke indtil denne Dag.
2Sam	18	19	19. Og Ahimaaz, Zadoks Søn, sagde: Kaere, lad mig løbe og bringe Kongen Budskab, at Herren har skaffet ham Ret og friet ham af hans Fjenders Haand.
2Sam	18	20	20. Men Joab sagde til ham: Du bliver ikke i Dag en Mand med et glaedeligt Budskab, men en anden Dag kan du bringe Budskab; men i Dag kan du ikke bringe noget godt Budskab, fordi Kongens Søn er død.
2Sam	18	21	21. Og Joab sag de til Kusiten: Gak hen, sig til Kongen det, som du har set; og Kusiten bøjede sig ned for Joab og løb.
2Sam	18	22	22. Men Ahimaaz, Zadoks Søn, blev endnu ved og sagde til Joab: Det gaa, som det vil, kaere, lad mig ogsaa løbe efter Kusiten og Joab; sagde: Hvorfor vil du løbe, min Søn? du har dog ikke et godt Budskab at bringe.
2Sam	18	23	23. Det gaa, som det vil, saa vil jeg løbe; og han sagde til ham: Løb! saa løb Ahimaaz ad Vejen over Sletten og løb forbi Kusiten.
2Sam	18	24	24. Og David sad imellem de to Porte, og Skildvagten gik paa Portens Tag over Muren og opløftede sine Øjne og saa, og se, en Mand kom løbende alene.
2Sam	18	25	25. Da raabte Skildvagten og gav Kongen det til Kende, og Kongen sagde. Dersom han er alene, da er der et godt Budskab i hans Mund; og han kom stedse naermere.
2Sam	18	26	26. Da saa Skildvagten en anden Mand løbende, og Skildvagten raabte til Portneren og sagde: Se, en Mand kommer løbende alene, og Kongen sagde: Denne bringer ogsaa et godt Budskab.
2Sam	18	27	27. Og Skildvagten sagde: Jeg ser, den førstes Løb er som Ahimaaz, Zadoks Søns Løb, og Kongen sagde: Det er en god Mand, og han kommer med et godt Budskab.
2Sam	18	28	28. Og Ahimaaz raabte og sagde til Kongen: Fred! og bøjede sig ned for Kongen paa sit Ansigt til Jorden, og han sagde: Velsignet vaere Herren din Gud, som har overantvordet dig de Maend, der opløftede deres Haand imod min Herre, Kongen!
2Sam	18	29	29. Og Kongen sagde: Gaar det den unge Mand Absalom vel? og Ahimaaz sagde: Jeg saa det store Bulder, der Joab sendte Kongens Tjener og mig, din Tjener; men jeg ved ikke, hvad det var.
2Sam	18	30	30. Og Kongen sagde: Gak omkring, stil dig her; og han gik omkring og blev staaende.
2Sam	18	31	31. Og se, da kom Kusiten, og Kusiten sagde: Det Budskab bringes min Herre Kongen, at Herren har skaffet dig Ret i Dag og friet dig af alle deres Haand, som stode op imod dig.
2Sam	18	32	32. Og Kongen sagde til Kusiten: Gaar det den unge Mand Absalom vel? Og Kusiten sagde: Min Herre Kongens Fjender og alle de, som staa op imod dig til ondt, vorde som den unge Mand!
2Sam	18	33	33. Da blev Kongen heftig bevaeget og gik op paa Salen over Porten og graed, og der han gik, sagde han saaledes: Min Søn Absalom! min Søn, min Søn Absalom! gid jeg var død for dig, Absalom, rnin Søn, min Søn.
------------------------Anden Samuelsbog, Kapitel 19
2Sam	19	1	1. Og det blev Joab tilkendegivet: Se, Kongen graeder og sørger over Absalom.
2Sam	19	2	2. Og Frelsen blev paa den samme Dag til en Sorg for alt Folket; thi Folket hørte den samme Dag, at der sagdes: Kongen er bedrøvet for sin Søn.
2Sam	19	3	3. Og Folket stjal sig den samme Dag til at komme i Staden, ligesom det Folk, som er beskaemmet, stjaeler sig ind, naar de fly fra Krigen.
2Sam	19	4	4. Og Kongen tilhyllede sit Ansigt, og Kongen raabte med høj Røst: Min Søn Absalom! Absalom, min Søn, min Søn!
2Sam	19	5	5. Og Joab gik ind til Kongen i Huset og sagde: Du har i Dag beskaemmet alle dine Tjeneres Ansigt, de, som i Dag reddede dit Liv og dine Sønners og dine Døtres Liv og dine Hustruers Liv og dine Medhustruers Liv,
2Sam	19	6	6. da du elsker dem, som hade dig, og hader dem, som elske dig; thi du giver til Kende i Dag, at du skøtter intet om Høvedsmaendene og Tjenerne; thi jeg fornemmer i Dag, at om Absalom levede, og vi alle vare døde i Dag, at det da havde vaeret ret for dine Øjne.
2Sam	19	7	7. Og nu, staa op, gak ud og tal kaerligt med dine Tjenere; thi jeg svaerger ved Herren, at gaar du ikke ud, da bliver der ikke en Mand hos dig Natten over i denne Nat, og dette bliver dig vaerre end alt det onde, som er kommet over dig fra din Ungdom indtil nu.
2Sam	19	8	8. Da stod Kongen op og satte sig i Porten; og det blev tilkendegivet for alt Folket og sagt: Se, Kongen sidder i Porten. Da kom alt Folket for Kongens Ansigt; men Israel var flyet hver til sine Telte.
2Sam	19	9	9. Og alt Folket traettedes i alle Israels Stammer og sagde: Kongen friede os af vore Fjenders Haand, og han reddede os af Filisternes Haand, men nu er han flyet af Landet for Absalom.
2Sam	19	10	10. Og Absalom, som vi havde salvet over os, er død i Krigen, og nu, hvorfor tie I stille om at hente Kongen tilb age?
2Sam	19	11	11. Men Kong David sendte til Praesterne Zadok og Abjathar og lod sige: Taler med de Aeldste i Juda og siger: Hvorfor ville I vaere de sidste til at hente Kongen tilbage til sit Hus? Thi al Israels Tale er kommen for Kongen i hans Hus.
2Sam	19	12	12. I ere mine Brødre, mit Kød og Ben ere I, hvorfor ville I da vaere de sidste til at hente Kongen tilbage?
2Sam	19	13	13. Og siger til Amasa: Er du ikke mit Kød og Ben? Gud gøre mig nu og fremdeles saa og saa, om du ikke skal vaere Stridshøvedsmand for mit Ansigt alle Dage i Joabs Sted.
2Sam	19	14	14. Og han bøjede alle Maends Hjerter i Juda som een Mands, og de sendte til Kongen og lode sige: Kom du tilbage og alle dine Tjenere.
2Sam	19	15	15. Saa kom Kongen, tilbage, og han kom indtil Jordanen, og Juda var kommen til Gilgal for at drage Kongen i Møde, for at de vilde føre Kongen over Jordanen.
2Sam	19	16	16. Og Benjaminiten Simei, Geras Søn, som var fra Bahurim, skyndte sig, og, han drog ned med Judas Maend Kong David i Møde.
2Sam	19	17	17. Og tusinde Maend vare med ham af Benjamin og Tjeneren Ziba af Sauls Hus og hans femten Sønner og hans tyve Tjenere med ham, og de kom lykkeligt over Jordanen førend Kongen.
2Sam	19	18	18. Og Faergen for over for at føre Kongens Hus over og at gøre, hvad ham godt syntes; og Simei, Geras Søn, faldt ned for Kongens Ansigt, der han var faren over Jordanen.
2Sam	19	19	19. Og han sagde til Kongen: Min Herre, tilregn mig ikke den Misgerning, og kom ikke i Hu, hvad ondt din Tjener gjorde paa den Dag, som min Herre Kongen gik ud af Jerusalem, saa at Kongen skulde laegge sig det paa Hjerte.
2Sam	19	20	20. Thi din Tjener erkender, at jeg har syndet; og se, jeg er i Dag den første, som er kommen af alt Josefs Hus at drage ned min Herre Kongen i Møde.
2Sam	19	21	21. Men Abisej, Zerujas Søn, svarede og sagde: Skulde ikke Simei lide Døden for denne Sags Skyld, thi han bandede Herrens Salvede
2Sam	19	22	22. Da sagde David: Hvad har jeg at skaffe med eder, I Zerujas Sønner! at I ville i Dag blive mig til Satan? skulde nogen Mand i Dag lide Døden i Israel? thi mon jeg ikke ved, at jeg er bleven Konge i Dag over Israel?
2Sam	19	23	23. Og Kongen sagde til Simei: Du skal ikke dø; og Kongen tilsvor ham det.
2Sam	19	24	24. Og Mefiboseth, Sauls Søn, kom ned Kongen i Møde; og han havde ikke vadsket sine Fødder eller flyet sit Skaeg og ej toet sine Klaeder fra den Dag, Kongen var gaaet bort indtil den Dag, der han kom igen med Fred.
2Sam	19	25	25. Og det skete, der han i Jerusalem kom imod Kongen, da sagde Kongen til ham: Hvorfor gik du ikke med mig, Mefiboseth?
2Sam	19	26	26. Og han sagde: Min Herre, Konge; min Tjener bedrog mig; thi din Tjener sagde: Jeg vil sadle mig Asenet ride paa det og drage til Kongen thi din Tjener er lam.
2Sam	19	27	27. Og han bagtalede din Tjener for min Herre Kongen; men min Herre Kongen som en Guds Engel, gør derfor, hvad dig synes godt.
2Sam	19	28	28. Thi hele min Faders Hus havde ikke vaeret andet end Dødens Maend for min Herre Kongen; dog har du sat din Tjener iblandt dem, som aede ved dit Bord; hvad Ret har jeg da ydermere, og hvad har jeg ydermere at raabe om til Kongen?
2Sam	19	29	29. Og Kongen sagde til ham: Hvorfor vil du ydermere tale om dine Sager? jeg har sagt det: Du og Ziba skulle dele Ageren.
2Sam	19	30	30. Og Mefiboseth sagde til Kongen: Han maa ogsaa tage det alt sammen, efter at min Herre Kongen er kommen med Fred til sit Hus.
2Sam	19	31	31. Gileaditeren Barsillaj kom ned fra Roglim og for med Kongen over Jordanen for at ledsage ham over Jordanen.
2Sam	19	32	32. Og Barsilla var saare gammel, firsindstyve Aar gammel, og han forsørgede Kongen, der han opholdt sig i Mahanaim, thi han var en saare maegtig Mand.
2Sam	19	33	33. Og Kongen sagde til Barsillaj: Drag du over med mig, saa, vil jeg forsørge dig hos mig i Jerusalem.
2Sam	19	34	34. Men Barsillaj sagde til Kongen: Hvor laenge har jeg vel endnu at leve, at jeg skulde drage op med Kongen til Jerusalem
2Sam	19	35	35. Jeg er i Dag firsindstyve Aar gammel; mon jeg skulde kende, hvad godt eller ondt er? mon din Tjener kunde smage, hvad jeg aeder, eller hvad jeg drikker? mon jeg kan høre ydermere paa Sangeres eller Sangerskers Røst? hvorfor skulde da din Tjener ydermere vaere min Herre Konge til Byrde?
2Sam	19	36	36. Din Tj ener skal gaa lidet over Jordanen med Kongen; men hvorfor vil Kongen give mig saadant et Vederlag?
2Sam	19	37	37. Kaere, lad din: Tjener vende om, at jeg maa dø i min Stad ved min Faders og min Moders Grav; men se, der er din Tjener Kimham, han skal drage over med min Herre Kongen; gør saa imod ham, hvad dig synes godt.
2Sam	19	38	38. Og Kongen sagde: Kimham skal drage over med mig, og jeg vil gøre imod ham, hvad dig synes godt; ja alt det, som du da beder mig om, vil jeg gøre for dig.
2Sam	19	39	39. Og alt Folket drog over Jordanen, og Kongen drog over; og Kongen kyssede Barsillaj og velsignede ham, og han vendte tilbage til sit Sted.
2Sam	19	40	40. Der Kongen var dragen over til Gilgal, og Kimham var dragen over med ham, og alt Judas Folk og Halvdelen ogsaa af Israels Folk havde de ført Kongen over,
2Sam	19	41	41. se, da kom alle Israels Maend til Kongen, og de sagde til Kongen: Hvorfor have vore Brødre, Judas Maend, stjaalet dig og ført Kongen og hans Hus over Jordanen og alle Davids Maend med ham?
2Sam	19	42	42. Da svarede hver af Judas Maend imod Israels Maend: Fordi Kongen hører mig naer til, hvorfor er du da vred for denne Sags Skyld? have vi ladet os føde af Kongen? eller er nogen Gave skaenket os?
2Sam	19	43	43. Da svarede Israels Maend Judas Maend og sagde: Jeg har ti Gange mere Del i Kongen, dertil ogsaa i David, jeg end du, og hvorfor har du ringeagtet mig? var ikke mit Ord det første til at hente min Konge tilbage? Men Judas Maends Ord vare haardere end Israels Maends Ord.
------------------------Anden Samuelsbog, Kapitel 20
2Sam	20	1	1. Og der var tilfaeldigvis en Belials Mand, hvis Navn var Seba, Bikris Søn, en Mand af Benjamin, og han blaeste i Trompeten og sagde: Vi have ingen Del i David, ej heller have vi Arv i Isais Søn; hver til sit Telt, o Israel!
2Sam	20	2	2. Da drog hver Mand i Israel op fra David efter Seba, Bikris Søn; men Judas Maend fulgte med deres Konge fra Jordanen og indtil Jerusalem.
2Sam	20	3	3. Og David kom til sit Hus til Jerusalem, og Kongen tog de ti Kvinder, de Medhustruer, som han lod blive til at bevare Huset, og satte dem hen i et Hus i Forvaring og forsørgede dem, og han gik ikke ind til dem; og de vare indelukkede indtil deres Dødsdag, levende i Enkestand.
2Sam	20	4	4. Og Kongen sagde til Amasa: Kald mig Maendene af Juda sammen til den tredje Dag, og vaer saa her igen!
2Sam	20	5	5. Og Amasa gik bort for at kalde Judas Maend sammen; men han tøvede over den bestemte Tid, som var ham bestemt.
2Sam	20	6	6. Da sagde David til Abisaj: Nu vil Seba, Bikris Søn, gøre os mere ondt end Absalom; tag du din Herres Tjener og forfølg ham, at han ikke finder faste Steder for sig og undkommer fra vore Øjne.
2Sam	20	7	7. Da droge Joabs Maend ud efler ham, og de Krethi og de Plethi og alle de vaeldige, og de droge ud af Jerusalem til at forfølge Seba, Bikris Søn.
2Sam	20	8	8. Der de vare ved den store Sten som er ved Gibeon, da kom Amasa frem for dem; og Joab var iført sin Vaabenkjortel som sin Klaedning, og derover havde han Baeltet med et Svaerd, som hang ved hans Laender i sin Balg, og der han gik frem, da faldt dette ud.
2Sam	20	9	9. Og Joab sagde til Amasa: Gaar det dig vel, min Broder? og Joab greb Amasa ved Skaegget med den højre Haand for at kysse ham.
2Sam	20	10	10. Og Amasa tog sig ikke i Vare for Svaerdet, som var i Joabs Haand, saa denne stak ham dermed i Underlivet og udøste hans Indvolde paa Jorden; og han stak ham ikke anden Gang, thi han var død; men Joab og hans Broder Abisaj forfulgte Seba, Bikris Søn.
2Sam	20	11	11. Og der blev en Mand af Joabs unge Karle staaende hos ham og sagde: Hvo er der, som har Lyst til Joab, og hvo er der, som er for David, han følge efter Joab!
2Sam	20	12	12. Og Amasa laa vaeltet i Blodet midt paa Landevejen; der Manden saa, at alt Folket blev staaende, da bragte han Amasa fra Landevejen over paa Ageren og kastede Klaeder over ham, eferdi han saa, at hvo som kom til ham, blev staaende.
2Sam	20	13	13. Der han var bragt bort fra Landevejen, da gik hver Mand frem efter Joab til at forfølge Seba, Bikris Søn.
2Sam	20	14	14. Og han drog igennem alle Israels Stammer indtil Abel, nemlig Beth-Maaka og hele Berim; og de samledes og kom ogsaa efter ham.
2Sam	20	15	15. Og de kom og indesluttede ham i Abel-Beth-Maaka og kastede en Vold op imod Staden, og den stod op til Muren; og alt Folket, som var med Joab, søgte at ødelaegge og at nedrive Muren.
2Sam	20	16	16. Da raabte en forstandig Kvinde af Staden: Hører; hører! siger dog til Joab: Kom naer herhid, og jeg vi tale til dig.
2Sam	20	17	17. Og der han kom naer til hende, da sagde Kvinden: Er du Joab? og han sagde: Ja; og hun sagde til ham: Hør din Tjenerindes Tale; og han sagde: Jeg høre.
2Sam	20	18	18. Og hun sagde: Fordum plejede man saaledes at tale, sigende: Man skal spørge sig for i Abel, og saaledes fuldbyrdede man det.
2Sam	20	19	19. Jeg er en af de fredsommelige, de trofaste i Israel; du søger efter at draebe en Stad og en Moder i Israel, hvorfor vil du opsluge Herrens Arv?
2Sam	20	20	20. Og Joab svarede og sagde: Det vaere langt fra, det vaere langt fra at jeg skulde opsluge, at jeg skulde ødelaegge!
2Sam	20	21	21. Sagen forholder sig ikke saaledes; men en Mand af Efraims Bjerg, hvis Navn er Seba, Bikris Søn, har opløftet sin Haand imod Kongen, imod David, giver mig ham alene, saa vil jeg drage fra Staden og Kvinden sagde til Joab: Se, hans Hoved skal kastes til dig over Muren.
2Sam	20	22	22. Og Kvinden kom til alt Folket med sin Visdom; og de afhuggede Sebas; Bikris Søns, Hoved og kastede det ud til Joab; da blaeste han i Trompeten, og de adspredtes fra Staden, hver til sine Telte; og Joab kom tilbage til Jerusalem, til kongen.
2Sam	20	23	23. Og Joab var over al Israels Haer, og Benaja, Jojadas Søn, var over Krethi og over Plethi;
2Sam	20	24	24. og Adoram var Rentemester, og Josafat, Ahiluds Søn, var Historieskriver;
2Sam	20	25	25. og Seja var Skriver, og Zadok og Abjathar vare Praester;
2Sam	20	26	26. dertilmed var Jairiteren, Ira, ypperste Raad for David.
------------------------Anden Samuelsbog, Kapitel 21
2Sam	21	1	1. Og der var en Hungersnød i Davids Dage tre Aar, Aar efter Aar, og David søgte Herrens Ansigt, og Herren sagde: Det er for Sauls Skyld og for Blodhusets Skyld, fordi han ihjelslog Gibeoniterne.
2Sam	21	2	2. Da lod Kongen kalde ad Gibeoniterne og sagde til dem: (Men Gibeoniterne vare ikke af Israels Børn, men af de overblevne Amoriter, og Israels Børn havde tilsvoret dem, men Saul søgte efter at slaa dem ihjel, fordi han var nidkaer for Israels og Judas Børn)
2Sam	21	3	3. og David sagde til Gibeoniterne: Hvad skal jeg gøre for eder? og hvormed skal jeg sone det, at I ville velsigne Herrens Arv?
2Sam	21	4	4. Og Gibeoniterne sagde til ham: Det er os ikke om Sølv eller Guld at gøre hos Saul og hos hans Hus, og det er os ikke om at gøre at ihjelslaa nogen i Israel; da sagde han: Hvad I sige, vil jeg gøre for eder.
2Sam	21	5	5. Og de sagde til Kongen: Den Mand, som udryddede os, og som taenkte det imod os, at vi skulde ødelaegges, at vi ikke skulde bestaa inden al Israels Landemaerke:
2Sam	21	6	6. Af hans Sønner lad der gives os syv Maend, at vi kunne haenge dem op for Herren i Sauls Gibea, den Herrens udvalgtes; og Kongen sagde: Jeg vil give eder dem.
2Sam	21	7	7. Men Kongen sparede Mefiboseth, en Søn af Sauls Søn Jonathan, for Herrens Eds Skyld, som var imellem dem, imellem David og Jonathan, Sauls Søn.
2Sam	21	8	8. Og Kongen tog de to Sønner af Rizpa, Ajas Datter, hvilke hun havde født Saul, nemlig: Armoni og Mefiboseth, og Mikals, Sauls Datters, fem Sønner, hvilke hun havde født Adriel, Meholathiteren Barsillajs Søn;
2Sam	21	9	9. og han gav dem i Gibeoniternes Haand, Og de haengte dem op paa Bjerget for Herrens Ansigt, og de faldt alle syv og de bleve draebte i Høstens første Dage, i Byg høstens, Begyndelse.
2Sam	21	10	10. Da tog Rizpa, Ajas Datter, Sørgeklaedet og udbredte det paa Klippen, fra Høstens Begyndelse, indtil der faldt Vand fra Himmelen over dem; og hun tilstedte ikke Himmelens Fugle at hvile paa dem om Dagen og ej heller Markens Dyr om Natten.
2Sam	21	11	11. Og det blev David tilkendegivet, det, som Rizpa, Ajas Datter, Sauls Medhustru, havde gjort.
2Sam	21	12	12. Og David gik hen og tog fra Maendene i Jabes udi Gilead Sauls Ben og hans Søns, Jonathans, Ben, som de havde stjaalet fra Torvet i Bethsan, hvor Filisterne havde haengt dem paa den Dag, Filisterne havde slaget Saul paa Gilboa,
2Sam	21	13	13. og han førte Sauls Ben og Jonathans, hans Søns, Ben op derfra, og de samlede Benene af dem, som vare haengte.
2Sam	21	14	14. Og de begrove Sauls og hans Søn Jonathans Ben i Benjamins Land, i Zela, udi Kis s, hans Faders, Grav, og de gjorde alt det, som Kongen havde befalet; saa bønhørte Gud derefter Landet.
2Sam	21	15	15. Og Filisterne havde endnu en Krig imod Israel, og David drog ned, og hans Tjenere med ham, og stred imod Filisterne, og David blev traet.
2Sam	21	16	16. Og Jisbi-Benob, som var er af Rafas Børn, havde et Spyd, hvis Vaegt var en Vaegt af tre Hundrede Sekel Kobber, og han var ombunden med et nyt Svaerd, han taenkte paa at slaa David ihjel.
2Sam	21	17	17. Men Abisaj, Zerujas Søn, hjalp denne og slog Filisteren og draebte ham; da besvore Davids Maend ham og sagde: Du skal ikke ydermere drage ud med os i Krigen, at du ikke skal udslukke Israels Lampe.
2Sam	21	18	18. Og det skete derefter, at der var endnu Krig i Gob med Filisterne, da slog Husathiteren Sibkaj Saf, som var af Rafas Børn.
2Sam	21	19	19. Og der var endnu en Krig i Gob med Filisterne, og El-Hanan; Jaare-Orgims Søn, slog Beth-Lahemi, Githiteren Goliath, hvis Spydstage var som en Vaeverstang.
2Sam	21	20	20. Og der var endnu en Krig i Gath; og der var en høj Mand, som havde seks Fingre paa hver af sine Haender, og seks Taeer paa hver af sine Fødder, det er fire og tyve i Tallet, og han var ogsaa født for Rafa.
2Sam	21	21	21. Og der han forhaanede Israel, da slog Jonathan, Davids Broder Simeas Søn, ham.
2Sam	21	22	22. Disse fire vare fødte for Rafa i Gath, og de faldt ved Davids Haand og ved hans Tjeneres Haand.
------------------------Anden Samuelsbog, Kapitel 22
2Sam	22	1	1. Og David talede Ordene af denne Sang for Herren paa den Dag, Herren havde friet ham af alle hans Fjenders Haand og af Sauls Haand,
2Sam	22	2	2. og han sagde: Herren er min Klippe og min Befaestning og den, som befrier mig.
2Sam	22	3	3. Han er Gud, min Klippe, paa hvilken jeg tror, mit Skjold og min Frelses Horn, min Ophøjelse og min Tilflugt, min Frelser, fra Vold har du frelst mig.
2Sam	22	4	4. Jeg vil paakalde Herren, som bør at loves, saa bliver jeg frelst fra mine Fjender.
2Sam	22	5	5. Thi Dødens Bølger omspaendte mig, Belials Baekke forfaerdede mig.
2Sam	22	6	6. Helvedes Reb omgave mig, Dødens Snarer laa foran mig.
2Sam	22	7	7. Da jeg var i Angest, raabte jeg til Herren, ja, jeg raabte til min Gud, og han hørte min Røst af sit Tempel og mit Raab med sine Øren.
2Sam	22	8	8. Og Jorden baevede og rystede, Himmelens Grundvolde bevaegedes, og de baevede, thi han var vred.
2Sam	22	9	9. Og der opgik en Røg af hans Naese, og Ild af hans Mund fortaerede; gloende Kul braendte ud fra ham.
2Sam	22	10	10. Og han bøjede Himmelen og for ned, og der var Mørkhed under hans Fødder.
2Sam	22	11	11. Og han for paa Keruben og fløj, og han blev set over Vejrets Vinger.
2Sam	22	12	12. Og han satte Mørkhed til Daekke trindt omkring sig; der var Vandenes Forsamling og tykke Skyer.
2Sam	22	13	13. Fra Glansen, som var for ham, braendte gloende Kul.
2Sam	22	14	14. Herren tordnede fra Himmelen, og den højeste udgav sin Røst.
2Sam	22	15	15. Og han udskød Pile og adspredte dem; der kom Lyn, og han forfaerdede dem:
2Sam	22	16	16. Da saas Havets Leje, Jordens Grundvolde blottedes ved Herrens Trusel, ved hans Naeses Aandes Pust.
2Sam	22	17	17. Han udrakte sin Haand fra det høje, han hentede mig, han drog mig af mange Vande.
2Sam	22	18	18. Han fried mig fra min staerke Fjende, fra mine Hadere, thi de vare mig for staerke,
2Sam	22	19	19. De overfaldt mig i min Modgang Tid; men Herren var min Støtte.
2Sam	22	20	20. Og han udførte mig i det vide Rum; han friede mig, thi han havde Lyst til mig.
2Sam	22	21	21. Herren gengaeldte mig efter min Retfaerdighed, han betalte mig efter mine Haenders Renhed.
2Sam	22	22	22. Thi jeg har bevaret Herrens Veje, og jeg har ikke handlet ugudeligt imod min Gud.
2Sam	22	23	23. Thi alle hans Domme ere mig for Øje, og hans Skikke, fra dem viger jeg ikke;
2Sam	22	24	24. men jeg var fuldkommen for ham og vogtede mig for min Misgerning.
2Sam	22	25	25. Og Herren betalte mig efter min Retfaerdighed, efter min Renhed for hans Øjne.
2Sam	22	26	26. Imod den fromme viser du dig from, imod den trofaste vaeldige viser du dig trofast.
2Sam	22	27	27. Imod den rene viser du dig ren, og imod den forvendte viser du dig vrang.
2Sam	22	28	28. Og du skal frelse det elendige Folk, og dine Øjne ere over de høje, dem fornedrer du.
2Sam	22	29	29. Thi du, Herre, er min Lygte, og Herren skal gøre min Mørkhed klar.
2Sam	22	30	30. Thi ved dig stormer jeg igennem Skaren, ved min Gud springer jeg over en Mur.
2Sam	22	31	31. Guds Vej er fuldkommen, Herrens Tale er lutret; han er alle dem et Skjold, som haabe paa ham.
2Sam	22	32	32. Thi hvo er en Gud foruden Herren? og hvo er en Klippe foruden vor Gud?
2Sam	22	33	33. Gud er min Styrke og Kraft, og han letter min Vej fuldkomment.
2Sam	22	34	34. Han gør mine Fødder som Hindernes og skal lade mig staa paa mine Hoje.
2Sam	22	35	35. Han laerer mine Haender til Krigen, og en Kobberbue spaendes med mine Arme.
2Sam	22	36	36. Og du giver mig din Frelses Skjold; og idet du ydmyger mig, gør du mig stor.
2Sam	22	37	37. Du gør mine Trin vide under mig, og mine Knokler snublede ikke.
2Sam	22	38	38. Jeg forfølger mine Fjender og ødelaegger dem og vender ikke tilbage, før jeg har gjort Ende paa; dem.
2Sam	22	39	39. Ja, jeg har gjort Ende paa dem og knuset dem, at de ikke skulle rejse sig; og de faldt under mine Fødder.
2Sam	22	40	40. Og du har omgjordet mig med Kraft til Krigen, du skal nedbøje dem under mig, som staa op imod mig.
2Sam	22	41	41. Og du har jaget mig mine Fjender paa Flugt. ja mine Hadere, og jeg udrydder dem.
2Sam	22	42	42. De saa sig om, men der var ingen Frelser; til Herren, men han svarede dem ikke.
2Sam	22	43	43. Og jeg støder dem smaa som Jordens Støv, som Dynd paa Gader knuser jeg dem og tramper dem ned.
2Sam	22	44	44. Og du udfriede mig fra mit Folks Kiv; du bevarede mig til Hedningernes Hoved, et Folk, som jeg ikke kendte, de tjene mig.
2Sam	22	45	45. Den fremmedes Børn smigre for mig; da deres Øre hørte om mig, adløde de mig.
2Sam	22	46	46. Den fremmedes Børn visne hen, og de gaa omgjordede ud af deres Borge.
2Sam	22	47	47. Herren lever, og lovet vaere min Klippe, og Gud, min Frelses Klippe, skal ophøjes!
2Sam	22	48	48. Den Gud, som giver mig Haevn, og som nedkaster Folkene under mig,
2Sam	22	49	49. og som fører mig ud fra mine Fjender; du ophøjer mig over dem, som staa op imod mig, du redder mig fra Voldsmaend.
2Sam	22	50	50. Derfor vil jeg bekende dig, Herre ! iblandt Hedningerne og synge dit Navn Lov.
2Sam	22	51	51. Han gør sin Frelse stor for sin Konge og gør Miskundhed imod sin Salvede, imod David og imod hans Saed, evindelig.
------------------------Anden Samuelsbog, Kapitel 23
2Sam	23	1	1. Og disse ere de sidste Davids Ord: Saa sagde David, Isajs Søn, og saa sagde den Mand, som er højt ophøjet, Jakobs Guds Salvede, og lystelig ved Israels Salmer:
2Sam	23	2	2. Herrens Aand talede ved mig, og hans Tale er paa min Tunge.
2Sam	23	3	3. Israels Gud sagde, til mig talede Israels Klippe: Der skal vaere en, som hersker iblandt Menneskene, en retfaerdig, en, som hersker i Guds Frygt,
2Sam	23	4	4. og som Lys om Morgenen, naar Solen opgaar, om Morgenen, naar der ikke ere Skyer, naar Graesset vokser af Jorden ved Solskin efter Regnen.
2Sam	23	5	5. Thi staar mit Hus sig ikke saa med Gud? thi han har sat mig en evig Pagt, som er ordentligt beskikket i alle Maader og bevaret; thi al min Frelse og al min Lyst, skulde han ej lade den spire frem?
2Sam	23	6	6. Men Belials Børn, de skulle alle sammen vaere som Torne, der udkastes; thi de kunne ikke tages med Haand.
2Sam	23	7	7. Men hver, som vil røre ved dem, maa vaere forsynet med Jern og Spydstage; og de skulle opbraendes med Ild, hvor de bo.
2Sam	23	8	8. Disse ere Navnene paa de vaeldige, som hørte David til: Joseb-Basebeth Takmoni var en Øverste for Høvedsmaendene, han svingede sin Lanse imod otte Hundrede, som bleve ihjelslagne paa een Gang.
2Sam	23	9	9. Og efter ham var Eleasar, en Søn af Dodo, som var en Søn af Ahohi; han var iblandt de tre vaeldige med David, da de forhaanede Filisterne, som der vare forsamlede til Strid, medens Israels Maend droge op.
2Sam	23	10	10. Han stod op og slog Filisterne, indtil hans Haand blev traet, og hans, Haand hang fast ved Svaerdet, og Herren gjorde en stor Frelse paa den samme Dag; og Folket vendte tilbage efter ham kun for at ud plyndre de ihjelslagne.
2Sam	23	11	11. Og efter ham var Arariteren Samma, Ages Søn; da Filisterne vare forsamlede i en Hob, da var der sammesteds et Stykke Land fuldt med Linser, og Folket flyede for Filisternes Ansigt,
2Sam	23	12	12. og han stillede sig midt paa dette Stykke og friede det og slog Filisterne, og Herren gjorde en stor Frelse.
2Sam	23	13	13. Og tre af de tredive ypperste gik ned og kom om Høsten til David til Hulen ved Adullam, og Filisternes Hob havde lejret sig i Refaims Dal.
2Sam	23	14	14. Og David var da i Befaestningen; men Filisternes Befaestning var da i Bethlehem.
2Sam	23	15	15. Og David fik Lyst og sagde: Hvo vil give mig Vand at drikke af den Brønd iBethlehem, som er ved Porten?
2Sam	23	16	16. Da brøde de tre vaeldige ind i Filisternes Lejr og droge Vand af den Brønd i Bethlehem, som er i Porten, og de bare og førte det til David; men han vilde ikke drikke deraf, men udøste det for Herren.
2Sam	23	17	17. Og han saagde: Det vaere langt fra mig, o Herre ! at jeg skulde gøre dette! er det ikke de Maends Blod, som gik derhen med Livsfare? Og han vilde ikke drikke det. Dette gjorde de tre vaeldige.
2Sam	23	18	18. Og Abisaj, Joabs Broder, Zerujas Søn, var en Øverste for Høvedsmaendene, og han opløftede sit Spyd imod tre Hundrede, som bleve ihjelslagne; og han var navnkundig iblandt de tre:
2Sam	23	19	19. Var han ikke herligere end de tre? og han var deres Øverste; men han naaede ikke de tre.
2Sam	23	20	20. Og Benaja, Jojadas Søn, var en stridbar Mands Søn, stor i Gerninger, fra Kabzeel; han slog to Løvehelte af Moabiterne, og han gik ned og slog en Løve midt i en Brønd en Dag, da der var Sne.
2Sam	23	21	21. Og han slog en aegyptisk Mand, som var anselig, og den Aegypter havde et Spyd i sin Haand; men han gik ned til ham med en Kaep, og han rykkede Spydet af Aegypterens Haand og slog ham ihjel med hans eget Spyd.
2Sam	23	22	22. Disse Ting gjorde Benaja, Jojadas Søn, og han var navnkundig iblandt de tre vaeldige.
2Sam	23	23	23. herligere end de tredive, men han naaede ikke de tre; og David satte ham i sit Raad.
2Sam	23	24	24. Asael, Joabs Broder, var iblanat de tredive; Elhanan; Dodos Søn af Bethlehem;
2Sam	23	25	25. Haroditeren Samma; Haroditeren Elika;
2Sam	23	26	26. Palthiteren Helez; Thekoiteren Ira, Ikes's Søn;
2Sam	23	27	27. Anathothiteren Abieser; Husathiteren Mebunaj;
2Sam	23	28	28. Ahohiteren Zalmon; Netofathiteren Maharaj;
2Sam	23	29	29. Netofathiteren Heleb, Baenas Søn; Ithai, Ribajs Søn, af Benjamins Børns Gibea;
2Sam	23	30	30. Pireathoniteren Benaja; Hiddai fra Gaas Baekke;
2Sam	23	31	31. Arbathiteren Abialbon; Barhumiteren Asmaveth;
2Sam	23	32	32. Saalboniteren Eljaba; af Jasens Sønner, Jonathan;
2Sam	23	33	33. Harariteren Samma; Arariteren Ahiam, Sarars Søn;
2Sam	23	34	34. Elifelet, Ahasbajs Søn, en Maakathiters Søn; Giloniteren Eliam, Akitofels Søn;
2Sam	23	35	35. Karmeliteren Hezraj; Arbiteren Paeraj;
2Sam	23	36	36. Jigal, Nathan Søn, af Zoba; Gaditeren Bani
2Sam	23	37	37. Ammoniteren Zelek; Beerothiteren Naharaj, Joabs, Zerujas Søns Vaabendrager;
2Sam	23	38	38. Jithriteren Ira; Jithriteren Gareb;
2Sam	23	39	39. Hethiteren Uria i alt syv og tredive.
------------------------Anden Samuelsbog, Kapitel 24
2Sam	24	1	1. Og Herrens Vrede optaendtes atter imod Israel, og han tilskyndte David imod dem, at han sagde: Gak hen, tael Israel og Juda
2Sam	24	2	2. Og Kongen sagde til Joab, Stridhøvedsmanden, som var hos ham: Kaere, gak omkring i alle Israels Stammer, fra Dan og indtil Beersaba, og taeller Folket, at jeg kan vide Folkets Tal.
2Sam	24	3	3. Og Joab sagde til Kongen: Gid Herren din Gud vilde laegge til dette Folk hundrede Gange saa mange, som disse og disse ere, og min Herre Kongens Øjne maatte se det; men hvorfor har min Herre Kongen Lyst til denne Gerning?
2Sam	24	4	4. Men Kongens Ord fik Overhaand imod Joab og imod Høvedsmaendene for Haeren; saa drog Joab ud og Høvedsmaendene for Haeren fra Kongens Ansigt til at taelle Folket Israel.
2Sam	24	5	5. Og de gik over Jordanen, og lejrede sig i Aroer paa den højre side af Staden, som ligger midt i Gads Dal, og Jaeser.
2Sam	24	6	6. Og de kom til Gilead og til det nedenfor liggende Land, som nylig var indtaget, og de kom til Dan-Jaan og trindt omkring til Zidon.
2Sam	24	7	7. Og de kom til den faste Stad Tyrus og til alle Heviternes og Kananiternes Staeder, og de gik ud imod Sønden i Juda indtil Beersaba.
2Sam	24	8	8. Og de gik omkring i alt Landet og kom, der ni Maaneder og tyve Dage vare til Ende, til Jeruselem.
2Sam	24	9	9. Og Joab overgav Tallet paa Folket, som var talt, til Kongen, og der var i Israel otte Hundrede Tusinde stridbare Maend, som kunde uddrage Svaerd, og Judas Maend vare fem Hundrede Tusinde Mand.
2Sam	24	10	10. Da slog Davids Hjerte ham, efter at han havde talt Folket, og David sagde til Herren: Jeg har saare syndet, at jeg har gjort det, og nu, Herre, kaere, borttag din Tjeners Misgerning; thi jeg har handlet meget daarligt.
2Sam	24	11	11. Og der David stod op om Morgenen, da skete Herrens Ord til Gad, Profeten, Davids Seer, og han sagde:
2Sam	24	12	12. Gak og sig til David: Saa sagde Herren: Jeg laegger dig tre Ting for, udvaelg dig en af dem, den vil jeg gøre dig.
2Sam	24	13	13. Og Gad kom til David og gav ham det til Kende, og han sagde til ham: Skal der komme dig syv Aars Hunger i dit Land? eller skal du fly tre Maaneder for din Fjendes Ansigt. og han skal forfølge dig? eller skal der vaere tre Dage Pest i dit Land? vid nu og se, hvad Svar jeg skal sige den ig en, som sendte mig.
2Sam	24	14	14. Og David sagde til Gad: Jeg er saare angest; kaere, lad os falde i Herrens Haand, thi hans Barmhjertighed er stor, men jeg vil nødig falde i Menneskens Haand.
2Sam	24	15	15. Saa lod Herren Pest komme i Israel fra Morgenen indtil den bestemte Tid, og der døde halvfjerdsindstyve Tusinde Maend af Folket fra Dan og indtil Beersaba.
2Sam	24	16	16. Og der Engelen udrakte sin Haand over Jerusalem til at ødelaegge den, da angrede Herren det onde, og han sagde til Engelen, som ødelagde Folket: Det er nok, drag nu din Haand tilbage; og Herrens Engel var da ved Jebusiteren Aravnas Taerskeplads.
2Sam	24	17	17. Og David sagde til Herren, der han saa Engelen, som slog iblandt Folket, og han sagde: Se, jeg har syndet, og jeg har handlet ilde; men disse Faar, hvad have de gjort? Kaere, lad din Haand vaere imod mig og imod min Faders Hus.
2Sam	24	18	18. Og Gad kom til David paa den samme Dag og sagde til ham: Gak op, oprejs Herren et Alter paa Jebusiteren Aravnas Taerskeplads.
2Sam	24	19	19. Saa gik David op efter Gads Ord, som Herren havde befalet.
2Sam	24	20	20. Og Aravna saa ud og saa Kongen og hans Tjenere komme over til sig; og Aravna gik ud og bøjede sit Ansigt for Kongen til Jorden.
2Sam	24	21	21. Og Aravna sagde: Hvorfor kommer min Herre kongen til sin Tjener? Og David sagde: For at købe denne Taerskeplads af dig til at bygge Herren et Alter, at denne Plage maa holde op for Folket.
2Sam	24	22	22. Og Aravna sagde til David: Min Herre Kongen tage og ofre det, ham godt synes; se, der er en Okse til Braendofferet og Taerskeslaederne og Tøjet paa Oksen til Veddet.
2Sam	24	23	23. Kong Aravna gav Kongen alt det, og Aravna sagde til Kongen: Herren din Gud have Behagelighed til dig!
2Sam	24	24	24. Men Kongen sagde til Aravna: Ikke saa, men jeg vil købe det af dig for dets Vaerd, thi jeg vil ikke ofre Braendofre for intet til Herren min Gud. Saa købte David Taerskepladsen og Oksen for halvtredsindstyve Sekel Sølv.
2Sam	24	25	25. Og David byggede Herren der et Alter og ofrede Braendofre og Takofre; og Herren bønhørte Landet, og Plagen holdt op for Israel.
------------------------Første Kongebog, Kapitel 1
1Kin	1	1	1. Og Kong David var gammel, kommen til Aars, og de daekkede ham til med Klaeder, men han blev ikke varm.
1Kin	1	2	2. Da sagde hans Tjener til ham: Lad dem oplede til vor, Herre Kongen en ung Pige, en Jomfru, at hun kan staa for Kongens Ansigt og pleje ham og ligge i din Arm, og min Herre Kongen kan blive varm.
1Kin	1	3	3. Og de ledte efter en dejlig ung Pige inden alt Israels Landemaerke, og de fandt Abisag, den sunamitiske, og de førte hende til Kongen.
1Kin	1	4	4. Og Pigen var overmaade dejlig, og hun plejede Kongen og tjente ham; men Kongen kendte hende ikke.
1Kin	1	5	5. Og Adonia, Hagiths Søn, ophøjede sig selv og sagde: Jeg vil vaere Konge; og han skaffede sig Vogne og Ryttere og halvtredsindstyve Maend, som løb foran ham.
1Kin	1	6	6. Og hans Fader havde ikke bedrøvet ham i sine Dage ved at sige: Hvorfor gør du saaledes? og han var saare dejlig af Skikkelse, og hans Moder havde født ham naest efter Absalom.
1Kin	1	7	7. Og han førte Tale med Joab, Zerujas Søn, og med Praesten Abjathar, og de understøttede Adonia.
1Kin	1	8	8. Men Zadok, Praesten, og Benaja, Jojadas Søn, og Nathan, Profeten, og Simei og Rei og de vaeldige, som David havde, de vare ikke med Adonia.
1Kin	1	9	9. Og Adonia slagtede stort Kvaeg og smaat Kvaeg og fedt Kvaeg ved Soheleths Sten, som ligger ved En-Rogel, og han indbød alle sine Brødre, Kongens Sønner, og alle Judas Maend, Kongens Tjenere.
1Kin	1	10	10. Men Nathan, Profeten, og Benaja og de vaeldige og Salomo, sin Broder, indbød han ikke.
1Kin	1	11	11. Da talede Nathan til Bathseba, Salomos Moder, sigende: Har du ikke hørt, at Adonia, Hagiths Søn er bleven Konge, og vor Herre David ved det ikke?
1Kin	1	12	12. Saa gak nu kaere, jeg vil raade dig et Raad, at du skal redde dit Liv og din Søn Salomos Liv.
1Kin	1	13	13. Gak hen og traed ind til Kong David, og du skal sige til ham: Du, min Herre Konge, har du ikke tilsvoret din Tjenestekvinde og sagt: Din Søn Salomo skal vaere Konge efter mig, og han skal sidde; paa min Trone; hvorfor er da Adonia bleven Konge?
1Kin	1	14	14. Se, naar du endnu taler der med Kongen, vil og jeg komme efter dig og fuldende din Tale.
1Kin	1	15	15. Og Bathseba kom ind til Kongen i Kammeret; og Kongen var saare gammel, og Abisag, den sunamitiske, tjente Kongen.
1Kin	1	16	16. Og Bathseba nejede og bøjede sig dybt for Kongen; da sagde Kongen: Hvad fattes dig?
1Kin	1	17	17. Og hun sagde til ham: Min Herre! du har tilsvoret din Tjenestekvinde ved Herren din Gud: Din Søn Salomo skal blive Konge efter mig, og han skal sidde paa min Trone.
1Kin	1	18	18. Men nu, se, Adonia er bleven Konge, og nu, min Herre Konge, du ved det ikke.
1Kin	1	19	19. Og han har slagtet Øksne og fedt Kvaeg og Faar i Mangfoldighed, og han har indbudt alle Kongens Sønner og Abjathar, Praesten, og Joab, Stridshøvedsmanden; men han har ikke indbudt din Tjener Salomo.
1Kin	1	20	20. Men du, min Herre Konge, al Israels Øjne se paa dig, at du skal give dem til Kende, hvo der skal sidde paa min Herre Kongens Trone efter, ham.
1Kin	1	21	21. Ellers sker det, naar min Herre Kongen ligger med sine Faedre, at jeg og min Søn Salomo maa vaere som Syndere.
1Kin	1	22	22. Og se, da hun endnu talede med Kongen, da kom Profeten Nathan.
1Kin	1	23	23. Og de gave Kongen det til Kende og sagde: Se, der er Profeten Nathan; og der han kom for Kongens Ansigt, da bøjede han sig ned for Kongen paa sit Ansigt til Jorden.
1Kin	1	24	24. Og Nathan sagde: Min Herre Konge, har du sagt: Adonia skal vaere Konge efter rnig, og han skal sidde paa min Trone?
1Kin	1	25	25. Thi han gik ned i Dag og slagtede Øksne og fedt Kvaeg og Faar i Mangfoldighed, og han indbød alle Kongens Sønner og Høvedsmaendene for Haeren og Abjathar, Praesten, og se, de aede og de drikke for hans Ansigt, og de sige: Kong Adonia leve!
1Kin	1	26	26. Men mig, som er din Tjener, og Zadok, Praesten, og Benaja, Jojadas Søn, og Salomo, din Tjener, indbød han ikke.
1Kin	1	27	27. Mon denne Sag skulde vaere sket af min Herre Kongen? og du lod din Tjener ikke vide, hvo der skal sidde paa min Herre Kongens Trone efter ham.
1Kin	1	28	28. Og Kong David svarede og sagde: Kalder Bathseba til mig; og hun kom for Kongen og stod for Kongens Ansigt.
1Kin	1	29	29. Da svor Kongen og sagde: Saa vist som Herren lever, han som har forløst min Sjael af al Angest:
1Kin	1	30	30. Ligesom jeg har tilsvoret dig ved Herren Israels Gud og sagt, at Salomo, din Søn, skal vaere Konge efter mig, og han skal sidde paa min Trone i mit Sted, saaledes vil jeg gøre paa denne Dag.
1Kin	1	31	31. Da bøjede Bathseba sig med Ansigtet til Jorden og kastede sig ned for Kongen, og hun sagde: Min Herre, Kong David, leve i Evighed!
1Kin	1	32	32. Og Kong David sagde: Kalder mig Zadok, Praesten, og Nathan, Profeten, og Benaja, Jojadas Søn; og de kom ind for Kongens Ansigt.
1Kin	1	33	33. Da sagde Kongen til dem: Tager med eder eders Herres Tjenere, og lader min Søn Salomo ride paa den Mulaeselinde, som hører mig til, og fører ham ned til Gihon.
1Kin	1	34	34. Og Zadok, Praesten, og Nathan, Profeten, skulle der salve ham til Konge over Israel; og I skulle blaese i Trompeten og sige: Kong Salomo leve!
1Kin	1	35	35. Og drager op efter ham, saa skal han komme og sidde paa min Trone, og han skal vaere Konge i mit Sted; thi jeg har budet ham at vaere Fyrste over Israel og over Juda.
1Kin	1	36	36. Da svarede Benaja, Jojadas Søn, Kongen og sagde: Amen! saa sige Herren, min Herre Kongens Gud:
1Kin	1	37	37. Saasom Herren har vaeret med min Herre Kongen, saa vaere han med Salomo, og gøre hans Trone større end min Herres, Kong Davids Trone!
1Kin	1	38	38. Da gik Zadok, Praesten, og Nathan, Profeten, og Benaja, Jojadas Søn, og de Krethi og de Plethi ned og satte Salomo paa Kong Davids Mulaeselinde, og de førte ham til Gihon.
1Kin	1	39	39. Og Zadok, Praesten, tog Oliehornet af Paulunet og salvede Salomo; og de blaeste i Trompeten, og alt Folket sagde: Kong Salomo leve!
1Kin	1	40	40. Og alt Folket drog op efter ham, og Folket blaeste paa Flø ter og glaedede sig med en stor Glaede, saa at Jorden revnede af deres Skrig.
1Kin	1	41	41. Og Adonia hørte det, og alle de indbudne, som vare hos ham, og de havde endt Maaltidet; og Joab hørte Trompetens Lyd og sagde: Hvorfor det Raab i den støjende Stad?
1Kin	1	42	42. Der han endnu talede, se, da kom Jonathan, Praesten Abjathars Søn, og Adonia sagde: Kom, thi du er en duelig Mand og fører et godt Budskab.
1Kin	1	43	43. Og Jonathan svarede og sagde til Adonia: Ja, vor Herre, Kong David, har gjort Salomo til Konge.
1Kin	1	44	44. Og Kongen sendte Zadok, Praesten, og Nathan, Profeten, og Benaja, Jojadas Søn, og de Krethi og de Plethi med ham, og de lode ham ride paa Kongens Mulaeselinde.
1Kin	1	45	45. Og Zadok, Praesten, og Nathan, Profeten, salvede ham til Konge i Gihon og droge derfra glade op, saa at Staden er sat i Bevaegelse derved; det er det Raab, som I have hørt.
1Kin	1	46	46. Dertilmed sidde Salomo paa den kongelige Trone.
1Kin	1	47	47. Og Kongens Tjenere kom ogsa at velsigne vor Herre, Kong David og sagde: Din Gud gøre Salomo Navn bedre end dit Navn og gør hans Trone større end din Trone; og Kongen tilbad paa Sengen.
1Kin	1	48	48. Kongen sagde ogsaa saaledes: Lovet vaere Herren, Israels Gud, som i Dag har givet en, som sidder paa min Trone, at mine Øjne se det!
1Kin	1	49	49. Da bleve alle, som vare indbudne af Adonia, forfaerdede og stode op; og de gik hver sin Vej.
1Kin	1	50	50. Og Adonia frygtede for Salomos Ansigt, og han stod op og gik bort og tog fat paa Alterets Horn.
1Kin	1	51	51. Og det blev Salomo kundgjort og sagt: Se, Adonia frygter for Kong Salomo, og se, han tager fat paa Alterets Horn og siger: Kong Salomo skal svaerge mig paa denne Dag, at han ikke vil draebe sin Tjener med Svaerd.
1Kin	1	52	52. Og Salomo sagde: Dersom han, vil vaere en redelig Mand, skal der ikke falde et af hans Haar paa Jorden; men om der bliver fundet ondt hos ham, da skal han dø.
1Kin	1	53	53. Og Kong Salomo sendte hen, og de hentede ham ned fra Alteret, og han kom og bøjede sig ned for Kong Salomo; og Salomo sagde til ham: Gak til dit Hus.
------------------------Første Kongebog, Kapitel 2
1Kin	2	1	1. Og der Davids Dage kom naer til, at han skulde dø, da bød han sin Søn Salomo og sagde:
1Kin	2	2	2. Jeg gaar bort ad al Jordens Vej, saa vaer frimodig og vaer en Mand,
1Kin	2	3	3. og tag Vare paa, hvad Herren din Gud vil have varetaget, at du vandrer i hans Veje og holder hans Skikke, hans Bud og hans Befalinger og hans Vidnesbyrd efter det, som er skrevet i Mose Lov, at du kan handle viselig i alt det, du gør, og i alt det, du vender dig til,
1Kin	2	4	4. paa det Herren skal stadfaeste sit Ord, som han talede over mig og sagde: Dersom dine Børn bevare deres Vej, at vandre for mit Ansigt i Sandhed, af deres ganske Hjerte og af deres ganske Sjael, da skal, sagde han, dig ikke fattes en Mand paa Israels Stol.
1Kin	2	5	5. Og du ved ogsaa, hvad Joab, Zerujas Søn, gjorde ved mig, hvad han gjorde ved de to Stridshøvedsmaend i Israel, ved Abner, Ners Søn, og ved Amasa, Jethers Søn, som han slog ihjel, og udøste Krigsblod under Fred, og kom Krigsblod paa sit Baelte, som var om hans Laender, og paa sine Sko, som vare paa hans Fødder.
1Kin	2	6	6. Og du skal gøre efter din Visdom, at du ikke lader hans graa Haar nedfare til Graven med Fred.
1Kin	2	7	7. Men du skal gøre Miskundhed mod Gileaditeren Barsillajs Sønner, og de skulle vaere iblandt dem, som aede ved dit Bord; thi saaledes holdt de sig naer til mig, der jeg flyede for Absalom, din Broder.
1Kin	2	8	8. Og se, du har hos dig Benjaminiten Simei, Geras Søn, fra Bahurim, som bandede mig med en gruelig Forbandelse, paa den Dag jeg gik til Mahanaim; men han kom ned imod mig til Jordanen, og jeg svor ham ved Herren og sagde: Jeg vil ikke slaa dig ihjel med Svaerdet.
1Kin	2	9	9. Men nu, du skal ikke holde ham uskyldig; thi du er en viis Mand, og du ved, hvad du skal gøre ved ham, saa at du lader hans graa Haar nedfare med Blod til Graven.
1Kin	2	10	10. Saa laa David med sine Faedre og blev begraven i Davids Stad.
1Kin	2	11	11. Og de Dage, som David var Konge over Israel, var fyrretyve Aar; han var Konge i Hebron syv Aar og var Konge i Jerusalem tre og tredive Aar.
1Kin	2	12	12. Og Salomo sad paa sin Faders, Davids Trone, og hans Rige blev saare fast.
1Kin	2	13	13. Og, Adonia, Hagiths Søn, kom ind til Bathseba, Salomos Moder, og hun sagde: Kommer du med Fred? og han sagde: Med Fred.
1Kin	2	14	14. Da sagde han: Jeg har et Ord til dig; og hun sagde: Tal.
1Kin	2	15	15. Og han sagde: Du ved, at Riget var mit, og al Israel havde vendt deres Ansigt til mig, at jeg skulde vaere Konge; men Riget er fravendt mig og blevet min Broders, thi det er blevet hans af Herren.
1Kin	2	16	16. Og nu begaerer jeg en Begaering af dig, du ville ikke afvise mig; men hun sagde til ham: Tal.
1Kin	2	17	17. Da sagde han: Kaere, tal til Kong Salomo, thi han afviser dig ikke, at han vil give mig Abisag, den sunamitiske, til Hustru.
1Kin	2	18	18. Og Bathseba sagde: Godt; jeg vil tale for dig til Kongen.
1Kin	2	19	19. Og Bathseba kom til Kong Salomo, at tale med ham for Adonia, og Kongen stod op imod hende og bøjede sig ned for hende, og satte sig paa sin Stol, og man satte en Stol til Kongens Moder, og hun sad ved hans højre Side.
1Kin	2	20	20. Og hun sagde: Jeg begaerer en liden Begaering af dig, du ville ikke afvise mig; Kongen sagde til hende: Begaer, min Moder, thi jeg vil ikke afvise dig.
1Kin	2	21	21. Og hun sagde: Lad Abisag, den sunamitiske, gives din Broder Adonia til Hustru.
1Kin	2	22	22. Da svarede Kong Salomo og sagde til sin Moder: Men hvorfor begaerer du Abisag, den sunamitiske, til Adonia? begaer og Riget for ham, thi han er min Broder, aeldre end jeg, og for Abjathar, Praesten, og Joab, Zerujas Søn.
1Kin	2	23	23. Og Kong Salomo svor ved Herren og sagde: Gud gøre mig nu og fremdeles saa og saa! Adonia skal have talt det Ord imod sit Liv.
1Kin	2	24	24. Og nu, saa vist som Herren lever, som har stadfaestet mig og ladet mig sidde paa min Fader Davids Trone, og som har givet mig et Hus, som han sagde: Da skal Adonia lide Døden i Dag.
1Kin	2	25	25. Og Kong Salomo sendte ved Benaja, Jojadas Søns, Haand, og denne faldt an paa ham, saa at han døde.
1Kin	2	26	26. Og Kongen sagde til Abjathar, Praesten: Gak til din Ager i Anathoth, thi du er en Dødens Mand; men jeg vil ikke slaa dig ihjel denne Dag, fordi du har baaret den Herre Herres Ark for Davids, min Faders, Ansigt, og fordi du har lidt Traengsel i alt, hvori min Fader har lidt Traengsel.
1Kin	2	27	27. Saa udstødte Salomo Abjathar fra at vaere Herrens Praest, for at opfylde Herrens Ord, som han havde talt over Elis Hus i Silo.
1Kin	2	28	28. Og der dette Rygte kom for Joab (thi Joab havde holdt med Adonia, men havde ikke holdt med Absalom), da flyede Joab til Herrens Paulun og tog fat paa Alterets Horn.
1Kin	2	29	29. Og det blev Kong Salomo tilkendegivet, at Joab var flyet til Herrens Paulun, og se, han stod ved Alteret; da sendte Salomo Benaja, Jojadas Søn, hen og sagde: Gak, fald an paa ham.
1Kin	2	30	30. Og der Benaja kom til Herrens Paulun, da sagde han til ham: Saa siger Kongen: Gak ud; og han sagde: Nej, thi her vil jeg dø; og Benaja førte Svar tilbage til Kongen og sagde: Saa har Joab talt, og saa har han svaret mig.
1Kin	2	31	31. Da sagde Kongen til ham: Gør, saaledes som han har talt, og fald an paa ham og begrav ham; og du skal bortskaffe det uskyldige Blod, som Joab har udøst, fra mig og fra min Faders Hus.
1Kin	2	32	32. Og Herren skal lade Blodet komme tilbage paa hans Hoved, fordi han faldt an paa to Maend, som vare retfaerdigere og bedre end han, og slog dem ihjel med Svaerdet, og min Fader David vidste det ikke, nemlig Abner, Ners Søn, Stridshøvedsmand over Israel, og Amasa, Jethers Søn, Stridshøvedsmand over Juda,
1Kin	2	33	33. at deres Blod skal komme tilbage paa Joabs Hoved og paa hans Saeds Hoved evindelig; men David og hans Saed og hans Hus og hans Trone skal have Fred af Herren indtil evig Tid:
1Kin	2	34	34. Og Benaja, Jojadas Søn, gik op og faldt an paa ham og draebte ham; og han blev begraven i sit Hus i Ørken.
1Kin	2	35	35. Og Kongen satte Benaja, Jojadas Søn, i hans Sted over Haeren, og Kongen satte Zadok, Praesten, i Abjathars Sted.
1Kin	2	36	36. Og Kongen sendte hen og lod kalde Simei og sagde til ham: Byg dig et Hus i Jerusalem, og bo der, og gak ikke der ud fra hid eller did.
1Kin	2	37	37. Thi det skal ske, paa hvilken Dag du gaar ud og gaar over Kedrons Baek, da vid vist, at du skal dø; dit Blod skal vaere paa dit Hoved.
1Kin	2	38	38. Og Simei sagde til Kongen: Det Ord er godt; ligesom min Herre Kongen har talt, saa skal din Tjener gøre. Saa boede Simei i Jerusalem mange Dage.
1Kin	2	39	39. Og det skete, der tre Aar vare til Ende, at to af Simeis Tjenere flyede til Akis, Maekas Søn, Kongen i Gath; og de gave Simei det til Kende, sigende se, dine Tjenere ere i Gath.
1Kin	2	40	40. Saa gjorde Simei sig rede og sadlede sit Asen og drog til Gath til Akis at oplede sine Tjenere; og Simei drog hen og førte sine Tjenere fra Gath.
1Kin	2	41	41. Og det blev Salomo tilkendegivet, at Simei var dragen fra Jerusalem til Gath og var kommen tilbage.
1Kin	2	42	42. Og Kongen sendte hen og lod Sime kalde og sagde til ham: Har jeg ikke besvoret dig ved Herren og vidnet for dig og sagt: Paa hvilker Dag du gaar ud og gaar hid eller did, skal du vist vide, at du ska dø? og du sagde til mig: Det Ord er godt, som jeg har hørt.
1Kin	2	43	43. Hvorfor har du da ikke holdt Herren Ed og; det Bud, som jeg bød dig?
1Kin	2	44	44. Og Kongen sagde til Simei: Du ved al den Ondskab, som dit Hjerte er sig bevidst, hvilken du gjorde min Fader David, og Herren har ladet din Ondskab komme tilbage paa dit Hoved.
1Kin	2	45	45. Men Kong Salomo er velsignet, og Davids Trone skal vaere fast for Herrens Ansigt; til evig Tid.
1Kin	2	46	46. Saa bød Kongen Benaja, Jojadas Søn, og han gik ud og faldt an paa ham, og han døde. Og Riget blev befaestet i Salomo Haand.
------------------------Første Kongebog, Kapitel 3
1Kin	3	1	1. Og Salomo besvogrede sig med Farao, Kongen af Aegypten, og tog Faraos Datter og førte hende ind i Davids Stad, indtil han havde fuldendt at bygge sit Hus og Herrens Hus og Jerusalems Mur trindt omkring;
1Kin	3	2	2. ikkun at Folket ofrede paa Højene; thi der var ikke bygget et Hus til Herrens Navn indtil disse Dage.
1Kin	3	3	3. Men Salomo elskede Herren og vandrede efter Davids sin Faders Skikke, kun at han ofrede og gjorde Røgelse paa Højene.
1Kin	3	4	4. Og Kongen gik til Gibeon for at ofre der, thi der var den store Høj, og Salomo ofrede tusinde Braendofre paa dette Alter.
1Kin	3	5	5. Herren aabenbarede sig for Salomo i Gibeon om Natten i en Drøm, og Gud sagde: Begaer, hvad jeg skal give dig.
1Kin	3	6	6. Og Salomo sagde: Du har gjort stor Miskundhed imod din Tjener David, min Fader, ligesom han og vandrede for dit Ansigt i Sandhed og i Retfaerdighed og i Hjertets Oprigtighed imod dig; og du har bevaret ham denne store Miskundhed og har givet ham en Søn, som sidder paa hans Trone, som det ses paa denne Dag.
1Kin	3	7	7. Og nu, Herre, min Gud! du har; gjort din Tjener til Konge i min Fader Davids Sted; men jeg er et ungt Menneske, og jeg forstaar ikke at gaa ud eller ind;
1Kin	3	8	8. og din Tjener er midt iblandt dit Folk, som du har udvalgt, et stort Folk, saa det ikke kan taelles eller beregnes for Mangfoldigheds Skyld:
1Kin	3	9	9. Saa giv din Tjener et forstandigt Hjerte til at dømme dit Folk og til med Forstand at skelne imellem godt og ondt; thi hvo kan dømme dette dit maegtige Folk?
1Kin	3	10	10. Og det Ord var godt for Herrens Øjne, at Salomo begaerede denne Ting.
1Kin	3	11	11. Og Gud sagde til ham: Efterdi du har begaeret denne Ting og ikke har begaeret dig et langt Liv og ikke har begaeret dig Rigdom og ikke har begaeret dine Fjenders Sjael, men har begaeret dig Forstand til at holde Dom:
1Kin	3	12	12. Se, saa har jeg gjort efter dit Ord, se, jeg har givet dig et viist og forstandigt Hjerte, at der ikke har vaeret nogen som du før dig ej heller nogen som du skal opstaa efter dig.
1Kin	3	13	13. Og jeg har endog givet dig det, som du ikke har begaeret, baade Rigdom og Aere, saa at der ikke har vaeret nogen som du iblandt Kongerne i alle dine Dage.
1Kin	3	14	14. Og dersom du vandrer i mine Veje, at holde mine Skikke og mine Bud, saaledes som David din Fader har vandret, da vil jeg forlaenge dine Dage.
1Kin	3	15	15. Og Salomo vaagnede, og se det var en Drøm; og han kom til Jerusalem og stod foran Herrens Pagts Ark og ofrede Braendofre og gjorde Takofre og gjorde alle sine Tjenere et Gaestebud.
1Kin	3	16	16. Da kom to Kvinder, som vare Skøger, til Kongen, og de stode for hans Ansigt.
1Kin	3	17	17. Og den ene Kvinde sagde: Hør mig, min Herre! og denne Kvinde boede i eet Hus, og jeg fødte hos hende i Huset.
1Kin	3	18	18. Og det skete paa den tredje Dag, efter at jeg havde født, da fødte ogsaa denne Kvinde; og vi vare sammen, der var ingen fremmed hos os i Huset, uden vi to i Huset.
1Kin	3	19	19. Og denne Kvindes Søn døde om Natten, thi hun laa paa ham.
1Kin	3	20	20. Og hun stod op midt om Natten og tog min Søn fra min Side, der din Tjenestekvinde sov, og hun lagde ham i sin Arm, lagde sin døde Søn i min Arm
1Kin	3	21	21. Og jeg stod op om Morgenen, at give min Søn at die, se, da var han død; men om Morgenen gav jeg nøje Agt paa ham, se, da var det ikke min Søn, som jeg havde født.
1Kin	3	22	22. Og den anden Kvinde sagde: Det er ikke saa; thi den levende er min Søn, men den døde er din Søn; og denne sagde: Det er ikke saa; thi den døde er din Søn, men den levende er min Søn; og de talede saa for Kongens Ansigt.
1Kin	3	23	23. Da sagde Kongen: Denne siger: Denne er min Søn, den levende, og den døde er din Søn; og; denne siger: Det er ikke saa; thi den døde er din Søn, men den levende er min Søn.
1Kin	3	24	24. Og Kongen sagde: Henter mig et Svaerd; og de bragte Svaerdet ind for Kongens Ansigt.
1Kin	3	25	25. Da sagde Kongen: Deler det levende Barn i to Dele, og giver den ene Halvdelen og den anden Halvdelen.
1Kin	3	26	26. Da sagde Kvinden, hvis Søn den levende var, til Kongen, (thi hendes inderste braendte for hendes Søn), ja hun sagde: Hør mig, min Herre! giver hende det levende Barn, og slaar det dog ikke ihjel; men hin sagde: Det skal hverken vaere mit eller dit, deler det.
1Kin	3	27	27. Og Kongen svarede og sagde: Giver denne det levende Barn, og slaar det ikke ihjel; hun er Moder til det.
1Kin	3	28	28. Og al Israel hørte Dommen, som Kongen havde dømt, og de frygtede for Kongens Ansigt; thi de saa, at Guds Visdom var i ham til at holde Dom.
------------------------Første Kongebog, Kapitel 4
1Kin	4	1	1. Og Kong Salomo var Konge over al Israel.
1Kin	4	2	2. Og disse vare de fornemste Befalingsmaend, som han havde: Asarja, Zadoks Søn, var Ypperstepraest;
1Kin	4	3	3. Elihoref og Ahia, Sisas Sønner, vare Skrivere; Josafat, Ahiluds Søn, var Historieskriver;
1Kin	4	4	4. og Benaja, Jojadas Søn, var over Haeren; og Zadok og Abjathar vare Praester;
1Kin	4	5	5. og Asarja, Nathans Søn, var over Befalingsmaendene; og Sabud, Nathans Søn, Praesten, var Kongens Ven;
1Kin	4	6	6. og Ahisar var Hovmester; Adoniram, Abdas Søn, var Rentemester.
1Kin	4	7	7. Og Salomo havde tolv Befalingsmaend over al Israel, og de forsynede Kongen og hans Hus; enhver havde en Maaned om Aaret at forsyne ham udi.
1Kin	4	8	8. Og disse vare deres Navne: Hurs Søn paa Efraims Bjerg;
1Kin	4	9	9. Dekers Søn i Makaz og i Saalbim og i Beth-Semes og Elon og Beth-Hanan;
1Kin	4	10	10. Heseds Søn i Aruboth, han havde Soko og hele Landet Hefer;
1Kin	4	11	11. Abinadabs Søn havde hele Egnen Dor, han havde Tafath, Salomos Datter, til Hustru;
1Kin	4	12	12. Baena, Ahiluds Søn, havde Thaanak og Mebiddo og hele Beth-Sean, som er ved Zarthan neden for Jisreel fra Beth-Sean indtil Abel-Mehola, indtil paa hin Side Jokmeam;
1Kin	4	13	13. Gebers Søn var i Ramoth i Gilead; han havde Jairs, Manasse Søns, Byer, som ere i Gilead, han havde Argobs Egn, som er i Basan, tresindstyve store Staeder med Mure og med Kobberstaenger;
1Kin	4	14	14. Ahinadab, Iddos Søn, var i Mahanaim;
1Kin	4	15	15. Ahimaz var i Nafthali, han tog og Basmath, Salomos Datter, til Hustru;
1Kin	4	16	16. Baena, Husais Søn, var i Aser og i Aloth;
1Kin	4	17	17. Josafat, Faruas Søn var i Isaskar;
1Kin	4	18	18. Simei, Elas Søn, var i Benjamin;
1Kin	4	19	19. Geber, Uris Søn, var i Gileads Land, i Sihons, den amoritiske Konges, og i Ogs, Kongen af Basans, Land, og det var kun een Befalingsmand, som var i dette Land.
1Kin	4	20	20. Juda og Israel vare mange som Sand, der er ved Havet i Mangfol dighed; de aade og drak og vare glade.
1Kin	4	21	21. Og Salomo var en Herre over alle Rigerne fra Floden til Filisternes Land og indtil Aegyptens Landemaerke; de bragte ham Skaenk og tjente Salomo alle hans Livsdage.
1Kin	4	22	22. Og den Mad, der gik med for Salomo til hver Dag, var tredive Kor fint Mel og tresindstyve Kor Hvedemel;
1Kin	4	23	23. ti fede Øksne og tyve Graesøksne og hundrede Faar, foruden Hjorte og Raadyr og Bøfler og alle Haande Fjerkrae paa Sti.
1Kin	4	24	24. Thi han herskede i alt det, som laa paa denne Side af Floden, fra Thipsa og indtil Gaza, over alle Konger paa denne Side af Floden; og han havde Fred trindt omkring paa alle sine Sider.
1Kin	4	25	25. Og Juda og Israel boede tryggelig, hver under sit Vintrae og under sit Figentrae, fra Dan og indtil Beersaba, alle Salomos Dage.
1Kin	4	26	26. Og Salomo havde og fyrretyve Tusinde Stalde til sine Vognheste og tolv Tusinde Ryttere.
1Kin	4	27	27. Og disse Befalingsmaend forsynede Kong Salomo og hver den, som naermede sig til Kong Salomos Bord, hver i sin Maaned; de lode ikke fattes paa noget.
1Kin	4	28	28. Og Byg og Straa til Kørehestene og til Ridehestene førte de hen til det Sted, hvor det skulde vaere, hver efter Anvisningen.
1Kin	4	29	29. Gud gav Salomo Visdom og saare megen Indsigt og en omfattende Forstand, som Sand, der er ved Havets Bred.
1Kin	4	30	30. Og Salomos Visdom var større en alle Østerlaendernes Visdom og end alle Aegypternes Visdom.
1Kin	4	31	31. Og han var visere end alle Mennesker, end Esrahiteren Ethan, og Heman og Kalkol og Darda, Mahols Sønner, og hans Navn var berømt hos alle Hedninger trindt omkring.
1Kin	4	32	32. Og han fremsatte tre Tusinde Ordsprog, og hans Sange vare Tusinde og fem.
1Kin	4	33	33. Og han talede om Traeerne fra Cederen, som er paa Libanon, og indtil Isopen, som vokser ud af Vaeggen; og han talede om Dyrene og om Fuglene og om krybende Dyr og om Fiskene.
1Kin	4	34	34. Og man kom fra alle Folk for at høre Salomos Visdom, fra alle Konger paa Jorden, som havde hørt om hans Visdom.
------------------------Første Kongebog, Kapitel 5
1Kin	5	1	1. Og Hiram, Kongen af Tyrus, sendte sine Tjenere til Salomo, da han havde hørt, at de havde salvet ham til Konge i hans Faders Sted, thi Hiram havde elsket David alle Daage
1Kin	5	2	2. Derfor sendte Salomo til Hiram og lod sige:
1Kin	5	3	3. Du ved, at min Fader David ikke kunde bygge Herrens, sin Guds, Navn et Hus for Krigens Skyld, med hvilken de havde omspaendt ham, indtil Herren gav dem under hans Fødders Saaler.
1Kin	5	4	4. Men nu har Herren min Gud skaffet mig Rolighed trindt omkring, her er ingen Modstander og intet ondt haendet.
1Kin	5	5	5. Og se, jeg taenker at bygge Herrens, min Guds, Navn et Hus, som Herren talede til min Fader David og sagde: Din Søn, som jeg skal saette i dit Sted paa din Trone, han skal bygge mit Navn Huset.
1Kin	5	6	6. Saa befal nu, at man hugger mig Cedertrae fra Libanon, og mine Tjenere skulle vaere med dine Tjenere, og jeg vil give dig Løn til dine Tjenere efter alt det, som du siger; thi du ved, at her er ingen hos os, som forstaar at hugge Traeer, som Zidonierne.
1Kin	5	7	7. Og det skete, der Hiram hørte Salomos Ord, da blev han saare glad, og han sagde: Lovet vaere Herren i Dag, som har givet David en viis Søn over dette talrige Folk!
1Kin	5	8	8. Og Hiram sendte hen til Salomo og lod sige: Jeg har hørt det, som du sendte til mig om; jeg vil gøre al din Villie med Gedertraeer og med Fyrretraeer:
1Kin	5	9	9. Mine Tjenere skulle føre dem ned fra Libanon til Havet, og jeg vil lade dem laegge i Flaader paa Havet og bringe dem til det Sted, som du sender mig Bud om, og jeg vil lade dem skille ad der, og du skal lade dem hente; men du skal gøre min Villie, at give mit Hus Kost.
1Kin	5	10	10. Saa gav Hiram Salomo Gedertraeer og Fyrretraeer, alt efter hans Villie.
1Kin	5	11	11. Og Salomo gav Hiram tyve Tusinde Kor Hvede til Spise for hans Hus og tyve Kor stødt Olivenolie; saa gav Salomo Hirarm fra Aar til Aar.
1Kin	5	12	12. Herren gav Salomo Visdom, som han havde tilsagt ham; og der var Fred imellem Hiram og imellem Salomo, og de gjorde begge en Pagt.
1Kin	5	13	13. Og Kong Salomo udtog Pligtarbejdere af hele Israel, og Pligtarbejderne vare tredive Tusinde Maend.
1Kin	5	14	14. Og han sendte dem til Libanon, ti Tusinde hver Maaned, saa de skiftede; en Maaned vare de paa Libanon, og to Maaneder var hver i sit Hus, og Adoniram var over Pligtarbejderne.
1Kin	5	15	15. Og Salomo havde halvfjerdsindstyve Tusinde Lastdragere og firsindstyve Tusinde Tømrere paa Bjerget,
1Kin	5	16	16. foruden Salomos øverste Befalingsmaend, som var over Arbejdet, nemlig tre Tusinde og tre Hundrede, som regerede over Folket, som gjorde Arbejdet.
1Kin	5	17	17. Og Kongen bød det, og de bragte store Stene, kostbare Stene, hugne Stene til at laegge Grundvolden til Huset.
1Kin	5	18	18. Og Salomos Bygningsmaend og Hirams Bygningsmaend og Gibliterne tilhuggede og beredte Traeerne og Stenene til at bygge Huset.
------------------------Første Kongebog, Kapitel 6
1Kin	6	1	1. Og det skete i det fire Hundrede og firsindstyvende Aar, efter at Israels Børn vare udgangne af Aegyptens Land, i det fjerde Aar i Maaneden Siv, det er den anden Maaned, efter at Salomo var bleven Konge over Israel, at han byggede Herren Huset.
1Kin	6	2	2. Og det Hus, som Kong Salomo byggede Herren, dets Laengde var tresindstyve Alen og dets Bredde tyve, og dets Højde var tredive Alen.
1Kin	6	3	3. Og Forhallen foran Templets Hus, dens Laengde var tyve Alen efter Husets Bredde, ti Alen var dens Bredde foran Huset.
1Kin	6	4	4. Og han gjorde paa Huset Vinduer, med snever Udsigt.
1Kin	6	5	5. Og han byggede ved Husets Vaeg en Omgang trindt omking, ved Vaeggene af Huset trindt omkring, baade om Templet og Koret, og han gjorde Sidekamre deromkring.
1Kin	6	6	6. Den nederste Omgang var fem Alen vid, og den midterste var seks Alen vid, og den tredje var syv Alen vid; thi han gjorde Afsaetninger uden omkring Huset, at der skulde intet haefte ved Husets Vaegge.
1Kin	6	7	7. Og Huset, der det blev bygget, blev det bygget af hele Stene, som bleve tilførte, og hverken Hamre eller Økse, ej heller noget Redskab af Jern blev hørt i Huset, der det byggedes.
1Kin	6	8	8. Døren til det midterste Sidekammer var paa den højre Side af Huset, og man gik igennem Vindeltrapper op paa den midterste Omgang og fra den midterste op paa den tredje.
1Kin	6	9	9. Og han byggede Huset og fuldendte det, og han lagde Tag paa Huset med Bjaelker og Braedder af Gedertrae.
1Kin	6	10	10. Og han byggede Omgangen ved hele Huset, fem Alen var dens Højde, og den haeftede til Huset med Cederbjaelker.
1Kin	6	11	11. Og Herrens Ord skete til Salomo og sagde:
1Kin	6	12	12. Hvad angaar dette Hus, som du bygger, dersom du vandrer i mine Skikke og gør efter mine Befalinger og holder alle mine Bud ved at vandre efter dem: Saa vil jeg paa dig stadfaeste mit Ord, som jeg talede til David, din Fader.
1Kin	6	13	13. Og jeg vil bo midt iblandt Israels Børn og ikke forlade mit Folk Israel.
1Kin	6	14	14. Saa byggede Salomo Huset og fuldendte det.
1Kin	6	15	15. Og han byggede Husets Vaegge indentil af Gederplanker, fra Gulvet i Huset indtil Loftets Vaegge overklaedte han det indentil med Trae; han overklaedte og Gulvet i Huset med Fyrreplanker.
1Kin	6	16	16. Og han byggede tyve Alen til fra Husets bageste Side af med Cederplanker, fra Gulvet indtil øverst paa Vaeggene, og han byggede Koret der indenfor til det allerhelligste.
1Kin	6	17	17. Og Huset var fyrretyve Alen langt, nemlig det hellige udenfor.
1Kin	6	18	18. Og Cedertraeet indentil i Huset havde udskaarne Knapper og udsprungne Blomster; det var altsammen Geder, der saas ingen Sten.
1Kin	6	19	19. Og han beredte Koret indentil i Huset, at man der skulde saette Herrens Pagtes Ark.
1Kin	6	20	20. Og Korets Laengde fortil var tyve Alen, og dets Bredde tyve Alen, og dets Højde tyve Alen, og han beslog det med fint Guld og overklaedte et Alter med Gedertrae:
1Kin	6	21	21. Og Salomo beslog Huset indentil med fint Guld, og han drog Kaeder af Guld foran Koret og beslog det med Guld.
1Kin	6	22	22. Og hele Huset beslog han med Guld, indtil han var bleven faerdig med hele Huset, og hele Alteret, som var for Koret, beslog han med Guld.
1Kin	6	23	23. Og han gjorde i Koret to Keruber af Olietrae, ti Alen var deres Højde.
1Kin	6	24	24. Og den ene Kerubs Vinge var fem Alen, og den anden Kerubs Vinge var fem Alen; der var ti Alen fra den ene Vinges Ende og til den anden Vinges Ende.
1Kin	6	25	25. Og den anden Kerub var ti Alen; de to Keruber havde eet Maal og een Udskaering.
1Kin	6	26	26. Den ene Kerub var ti Alen høj og ligesaa den anden Kerub.
1Kin	6	27	27. Og han satte Keruberne midt i Huset indentil, og Keruberne udbredte Vingerne, og den enes Vinge rørte ved den ene Vaeg, og den anden Kerubs Vinge rørte ved den anden Vaeg; men deres Vinger midt i Huset rørte Vinge ved Vinge.
1Kin	6	28	28. Og han beslog Keruberne med Guld.
1Kin	6	29	29. Og paa alle Husets Vaegge trindt omkring lod han saette Snitvaerk af udskaarne Keruber og Palmer og udsprungne Blomster, indentil og udentil.
1Kin	6	30	30. Og han belagde Gulvet i Huset med Guld, indentil og udentil.
1Kin	6	31	31. Og Indgangen til Koret gjorde han med Fløjdøre af Olietrae, Dørkarmen med Dørstolperne udgjorde en Femtepart af Vaeggen.
1Kin	6	32	32. Og paa de to Fløjdøre af Olietrae satte han Snitvaerk af udskaarne Keruber og Palmer og udsprungne Blomster og beslog dem med Guld, og han udbredte Guld over Keruberne og over Palmerne.
1Kin	6	33	33. Saaledes gjorde han og for Indgangen til det hellige Dørstolper af Olietrae, som udgjorde den Fjerdepart af Vaeggen.
1Kin	6	34	34. og to Dørfløje af Fyrretrae, den ene Dør havde to Fløje, som kunde opslaas, og den anden Dør havde to Fløje, som kunde opslaas.
1Kin	6	35	35. Og han udskar Keruber og Palmer og udsprungne Blomster og beslog dem med Guld, som var jaevnt udbredt over det, som var udgravet.
1Kin	6	36	36. Og han byggede den inderste Forgaard af tre Rader udhugne Stene og en Rad tilhugne Cederstolper.
1Kin	6	37	37. I det fjerde Aar blev Grundvolden lagt til Herrens Hus, i Siv Maaned.
1Kin	6	38	38. Og i det ellevte Aar i Maaneden Bul, som er den ottende Maaned, blev Huset fuldkommet med alle sine Sager og med alt sit Tilbehør; og han byggede paa det i syv Aar.
------------------------Første Kongebog, Kapitel 7
1Kin	7	1	1. Men Salomo byggede paa sit eget Hus tretten Aar og fuldendte hele sit Hus.
1Kin	7	2	2. Og han byggede Libanons Skovhus, hundrede Alen var dets Laengde og halvtredsindstyve Alen dets Bredde og tredive Alen dets Højde, paa fire Rader Gedersøjler og udhugne Cederbjaelker paa Søjlerne.
1Kin	7	3	3. Og det var taekket med Geder oventil over Bjaelkerne, som hvilede paa fem og fyrretyve Søjler, femten i hver Rad.
1Kin	7	4	4. Og der var Stokvaerk i tre Rader, og Vindue over for Vindue tre Gange.
1Kin	7	5	5. Og alle Døre og Dørstolper vare firkantede, af Tømmervaerk, og der var Vindue over for Vindue tre Gange.
1Kin	7	6	6. Og han gjorde Søjlehallen, halvtredsindstyve Alen var dens Laengde og tredive Alen dens Bredde, og en Forhal foran den med Søjler og Opgangstrin foran den.
1Kin	7	7	7. Han gjorde ogsaa en Tronhal; hvor han vilde dømme en Retshal, og den var beklaedt med Ceder paa Gulvet fra den ene Ende til den anden.
1Kin	7	8	8. Og i hans Hus, hvori han boede, var en anden For- gaard inden for Forhallen, den var; gjort efter den samme Vis; han gjorde ogsaa et Hus til Faraos Datter, som Salomo havde taget til Hustru, ligesom denne Forhal.
1Kin	7	9	9. Alt dette var af kostbare Stene, hugne Stene efter Maal, savede med Save indadtil og udadtil, og det fra Grunden indtil Lejderne, ogsaa udadtil indtil den store Forgaard.
1Kin	7	10	10. Grunden var ogsaa lagt af kostbare Stene, af store Stene, af Stene paa ti Alen og Stene paa otte Alen.
1Kin	7	11	11. Og oventil vare kostbare Stene, hugne Stene efter Maal, og Geder.
1Kin	7	12	12. Men den store Forgaard trindt omkring var af tre Rader hugne Stene og en Rad udhugne Gederbjaelker; saaledes var og Herrens Huses inderste Forgaard og Forhallen ved Huset.
1Kin	7	13	13. Og Kong Salomo sendte hen og lod hente Hiram fra Tyrus.
1Kin	7	14	14. Han var en Enkes Søn af Nafhalis Stamme, og hans Fader havde vaeret en Mand fra Tyrus, en Kobbersmed; og han var opfyldt med Visdom og Forstand og Kundskab til at gøre alle Haande Gerning af Kobber, og han kom til Kong Salomo og udførte alt hans Arbejde.
1Kin	7	15	15. Og han dannede to Kobberstøtter, atten Alen var Højden af den ene Støtte, og en Traad paa tolv Alen gik omkring den anden Støtte.
1Kin	7	16	16. Og han gjorde to Kroner til at saette oven paa Støtternes Hoveder, støbte af Kobber; Højden af den ene Krone var fem Alen, og Højden af den anden Krone var fem Alen.
1Kin	7	17	17. Der var et Net, gjort som en Fletning, og Snore, gjorte som Kaeder, om Kronerne, som vare paa Støtternes Hoveder, syv om den ene Krone og syv om den anden Krone.
1Kin	7	18	18. Og har gjorde Støtterne; og der var to Rader rundt omkring ved det ene Net til at daekke Kronerne, som vare oven over Granataeblerne saaledes gjorde han og paa den anden Krone.
1Kin	7	19	19. Og Kronerne, som vare paa Støtternes Hoveder, vare gjorte som en Lillie, ved Forhallen, fire Alen.
1Kin	7	20	20. Og Kroner vare paa de to Støtter, ja taet oven for Bugningen, som var oven over Nettet; og der var to Hundrede Granataebler i to Rader rundt omkring ved den anden Krone.
1Kin	7	21	21. Og han oprejste Støtterne ved Templets Forhal, og han oprejste den højre Støtte og kaldte dens Navn Jakin, og han oprejste den venstre Støtte og kaldte dens Navn Boas.
1Kin	7	22	22. Og paa Støtternes Hoveder var der gjort som en Lillie; saa blev Arbejdet med Støtterne fuldendt.
1Kin	7	23	23. Og han gjorde et støbt Hav; det var ti Alen fra den ene Rand til den anden Rand og var rundt trindt omkring, og fem Alen var dets Højde, og en Snor tredive Alen lang gik om det trindt omkring.
1Kin	7	24	24. Og der var Knapper rundt omkring under Randen derpaa, og de gik trindt omkring det, ti paa hver Alen, og de omgave Havet trindt omkring; der var to Rader Knapper, som vare støbte i een Støbning med det selv.
1Kin	7	25	25. Det stod paa tolv Okser, tre vare vendte mod Norden, og tre vare vendte mod Vesten, og tre vare vendte mod Sønden, og tre vare vendte mod Østen; og oven paa dem stod Havet, og deres Bagdele vare alle indad.
1Kin	7	26	26. Og Tykkelsen derpaa var en Haandbred, og Randen derpaa var gjort som Randen paa et Baeger, ligesom et Lillieblomster; det kunde holde to Tusinde Bath.
1Kin	7	27	27. Han gjorde ogsaa ti Kobberstole; Laengden paa hver Stol var fire Alen og dens Bredde fire Alen og dens Højde tre Alen.
1Kin	7	28	28. Og hver Stol var gjort saaledes: De havde Fyldinger, ja Fyldinger imellem Listerne.
1Kin	7	29	29. Og paa Fyldingerne, som vare imellem Listerne, var der Løver, Okser og Keruber, og over Listerne var der en fast Fod oventil, og neden for Løverne og Okserne var der Løvvaerk af nedhaengende Arbejde.
1Kin	7	30	30. Og hver Stol havde fire Kobberhjul med Kobberaksler, og de fire Ben derpaa havde Skulderstykker; neden under Kedelen vare Skulderstykkerne støbte til; over for hvert var der Løvvaerk.
1Kin	7	31	31. Og Mundingen derpaa inden for Krandsen og opad var en Alen høj, og Mundingen i denne var rund, gjort som et Fodstykke, halvanden Alen vid, og der var ogsaa om dens Munding alle Haande udskaaret Arbejde, og Fyldingerne derpaa vare firkantede, ikke runde.
1Kin	7	32	32. Og de fire Hjul vare neden under Fyldingene, og de Stykker, som grebe om Hjulakslerne, vare gjorte faste til Stolen, og hvert Hjuls Højde var halvanden Alen.
1Kin	7	33	33. Og Hjulene vare gjorte, som Vognhjul gøres; de Stykker, som grebe om Akslerne, og deres Faelger og deres Eger og deres Nav vare alle støbte.
1Kin	7	34	34. Og der vare fire Skulderstykker paa hver Stols fire Hjørner; ud fra Stolen gik dens Skulderstykker frem.
1Kin	7	35	35. Og paa Overstykket af Stolen var der i en halv Alens Højde en Runding trindt omkring; og paa Overstykket af Stolen vare dens Haandgreb og dens Fyldinger ud af eet med den.
1Kin	7	36	36. Og han lod udgrave paa Fladerne af dens Haandgreb og paa dens Fyldinger. Keruber, Løver og Palmer, hvor der var bart paa enhver, og Løvvaerk trindt omkring.
1Kin	7	37	37. Saaledes gjorde han de ti Stole, der var een Støbning, eet Maal, een Udgravning for dem alle sammen.
1Kin	7	38	38. Og han gjorde ti Kobberkedler, hver Kedel kunde holde Bath, hver Kedel var fire Alen, der var en Kedel paa hver Stol af de ti Stole.
1Kin	7	39	39. Og han satte de fem Stole ved Siden af Huset paa den højre Side og fem ved Siden af Huset paa den venstre Side deraf; men Havet satte han paa den højre Side af Huset mod Sydøst.
1Kin	7	40	40. Hiram gjorde Kedlerne og Ildskufferne og Skaalene, og Hiram blev faerdig med alt Arbejdet, som han gjorde for Kong Salomo til Herrens Hus:
1Kin	7	41	41. De to Støtter og de runde Kroner, som vare paa Hovedet af de to Støtter, og de to Net til at daekke de to runde Kroner, som vare paa Hovedet af Støtterne;
1Kin	7	42	42. og de fire Hundrede Granataebler til de to Net; to Rader Granataebler til ethvert Net for at daekke de tvende runde Kroner, som vare oven paa Støtterne;
1Kin	7	43	43. og de ti Stole og de ti Kedler oven paa Stolene;
1Kin	7	44	44. og det ene Hav og de tolv Okser under Havet;
1Kin	7	45	45. og Gryderne og Ildskufferne og Skaalene. Og alle de Kar, som Hiram gjorde for Kong Salomo til Herrens Hus, vare af poleret Kobber.
1Kin	7	46	46. Paa Jordanens Slette lod Kongen dem støbe, i den faste Jord, imellem Sukot og Zarthan.
1Kin	7	47	47. Og Salomo lod alle Karrene vaere uvejede for den saare store Maengdes Skyld; Kobberets Vaegt blev ikke undersøgt.
1Kin	7	48	48. Og Salomo lod gøre alle Redskaberne, som hørte til Herrens Hus, nemlig Guldalteret og Bordet, som Skuebrødene vare paa, af Guld,
1Kin	7	49	49. og de fem Lysestager paa den højre Side og de fem paa den venstre Side lige for Koret, af fint Guld, og Blomsterne og Lamperne og Saksene af Guld,
1Kin	7	50	50. og Baekkenerne og Knivene og Skaalene og Røgelseskaalene og Ildkarrene af fint Guld; og Haengslerne til Dørene i Huset indentil i det allerhelligste og til Husets Døre i Templet af Guld.
1Kin	7	51	51. Saa blev alt Arbejdet faerdigt, som Kong Salomo gjorde til Herrens Hus; og Salomo førte de Ting, som hans Fader David havde helliget, derind, nemlig Sølvet og Guldet og Karrene, og han lagde det i Herrens Huses Skatkammer.
------------------------Første Kongebog, Kapitel 8
1Kin	8	1	1. Da lod Salomo de Aedste af Israel og alle Stammernes Øverster, Faedr enehusenes Fyrster iblandt Israels Børn forsamle sig til Kong Salomo i Jerusalem, for at føre Herrens Pagts Ark op fra Davids Stad, det er Zion.
1Kin	8	2	2. Og alle Israels Maend samledes til Kong Salomo i Ethanim Maaned paa Højtiden, det er den syvende Maaned.
1Kin	8	3	3. Og alle de Aeldste af Israel kom, og Praesterne opløftede Arken.
1Kin	8	4	4. Og de førte Herrens Ark op tillige med Forsamlingens Paulun og alle Helligdommens Redskaber, som vare i Paulunet; Praesterne og Leviterne førte dem op.
1Kin	8	5	5. Og Kong Salomo og al Israels Menighed, de som vare forsamlede om ham, stode hos ham foran Arken, de ofrede smaat Kvaeg og stort Kvaeg, som ikke kunde taelles og ikke regnes for Mangfoldigheden.
1Kin	8	6	6. Og Praesterne førte Herrens Pagts Ark til dens Sted, til Koret udi Huset, ind i det allerhelligste hen under Kerubernes Vinger.
1Kin	8	7	7. Thi Keruberne udbredte Vingerne imod Arkens Sted, og Keruberne daekkede over Arken og oven over dens Staenger.
1Kin	8	8	8. Og man drog Staengerne langt ud, og Staengernes Knapper saas: fra det hellige lige for Koret, men udenfor kunde de ikke ses, og de bleve der indtil denne Dag.
1Kin	8	9	9. De var intet i Arken uden de to Stentavler, som Mose lagde deri ved Horeb, der Herren gjorde Pagt med Israels Børn, der de vare dragne ud fra Aegyptens Land.
1Kin	8	10	10. Og det skete, der Praesterne gik ud af Helligdommen, da fyldte Skyen Herrens Hus,
1Kin	8	11	11. saa at Praesterne ikke kunde staa at gøre Tjeneste for Skyen; thi Herrens Herlighed fyldte Herrens Hus.
1Kin	8	12	12. Da sagde Salomo: Herren sagde, at han vilde bo i Mørket.
1Kin	8	13	13. Jeg har bygget dig en Boligs Hus, en fast Bolig, at du skal bo deri i al Evighed.
1Kin	8	14	14. Og Kongen vendte sit Ansigt omkring og velsignede al Israels Forsamling, og al Israels Forsamling stod.
1Kin	8	15	15. Og han sagde: Lovet vaere Herren, Israels Gud, som talede med sin Mund til David min Fader og opfyldte det med sin Haand og sagde:
1Kin	8	16	16. Fra den Dag, da jeg udførte mit Folk Israel at Aegypten, har jeg ikke udvalgt en Stad af alle Israels Stammer, at man skulde bygge et Hus, for at mit Navn skulde vaere der; men jeg udvalgte David, at han skulde vaere over mit Folk Israel.
1Kin	8	17	17. Og det var i min Fader Davids Hjerte, at bygge Herrens, Israels Guds, Navn et Hus.
1Kin	8	18	18. Men Herren sagde til David, min Fader: Eftersom det har vaeret i dit Hjerte at bygge mit Navn et Hus, saa gjorde du vel deri, at det var i dit Hjerte.
1Kin	8	19	19. Dog skal du ikke bygge det Hus, men din Søn, han som udgaar af dine Laender, han skal bygge mit Navn et Hus.
1Kin	8	20	20. Og Herren har opfyldt sit Ord, som han talede; thi jeg er kommen op i Davids, min Faders, Sted og sidder paa Israels Trone, saaledes som Herren talede, og har bygget Herrens, Israels Guds, Navn et Hus.
1Kin	8	21	21. Og jeg har beskikket der et Sted til Arken, hvori Herrens Pagt er, som han gjorde med vore Faedre, der han førte dem ud af Aegyptens Land.
1Kin	8	22	22. Og Salomo stod foran Herrens Alter for al Israels Forsamling og udbredte sine Haender imod Himmelen,
1Kin	8	23	23. og han sagde: Herre, Israels Gud! der er ingen Gud som du i Himmelen oventil eller paa Jorden nedentil, du som holder Pagten og Miskundheden med dine Tjenere, som vandre for dit Ansigt af deres ganske Hjerte;
1Kin	8	24	24. du, som har holdt dinTjener David, min Fader, det, som du har tilsagt ham; du har talt det med din Mund og opfyldt det med din Haand, som det ses paa denne Dag;
1Kin	8	25	25. og nu, Herre Israels Gud! hold din Tjener David, min Fader, det, du har tilsagt ham og sagt: Dig skal ikke fattes en Mand for mit Ansigt, som skal sidde paa Israels Trone, naar ikkun dine Børn bevare deres Vej, at vandre for mit Ansigt, saaledes som du har vandret for mit Ansigt.
1Kin	8	26	26. Og nu, Israels Gud! lad dog dit Ord staa fast, som du talede til din Tjener David, min Fader.
1Kin	8	27	27. Thi sandelig, monne Gud skulde bo paa Jorden? Se, Himlene og Himlenes Himle kunne ikke rumme dig, langt mindre dette Hus, som jeg har bygget.
1Kin	8	28	28. Men vend dit Ansigt til din Tjeners Bøn og til hans ydmyge Begaering, Herre, min Gud! at høre paa det Raab og paa den Bøn, som din Tjener beder for dit Ansigt i Dag:
1Kin	8	29	29. At dine Øjne maa vaere aabnede over dette Hus Nat og Dag, over dette Sted, om hvilket du har sagt: Mit Navn skal vaere der, til at høre den Bøn, som din Tjener beder paa dette Sted;
1Kin	8	30	30. og at du vil høre din Tjeners og dit Folk Israels ydmyge Begaering, som de skulle bede paa dette Sted, og at du vil høre paa det Sted, hvor du bor i Himmelen, og vil høre og forlade.
1Kin	8	31	31. Naar nogen synder imod sin Naeste, og man paalaegger ham en Ed, som han skal svaerge, og den Ed kommer for dit Alter i dette Hus:
1Kin	8	32	32. Da vil du høre i Himmelen og gøre derefter og dømme dine Tjenere, saa at du fordømmer den ugudelige og fører hans Vej over hans Hoved og retfaerdiggør den retfaerdige og giver ham efter hans Retfaerdighed.
1Kin	8	33	33. Naar dit Folk Israel bliver slaget for Fjendens Ansigt, fordi de have syndet imod dig, og de da omvende sig til dig og bekende dit Navn og bede og bønfalde dig om Naade i dette Hus:
1Kin	8	34	34. Da vil du høre i Himmelen og forlade dit Folk Israels Synd og føre dem tilbage i det Land, som du har givet deres Faedre.
1Kin	8	35	35. Naar Himmelen bliver tillukt, og der vorder ikke Regn, fordi de have syndet imod dig, og de bede paa dette Sted og bekende dit Navn og omvende sig fra deres Synder, fordi du ydmyger dem:
1Kin	8	36	36. Da vil du høre i Himmelen og forlade dine Tjeneres og dit Folk Israels Synd, fordi du viser dem den gode Vej, paa hvilken de skulle vandre, og vil give Regn over dit Land, som du har givet dit Folk til Arv.
1Kin	8	37	37. Naar der vorder Hunger i Landet, naar der vorder Pest, naar der vorder Tørke, Brand i Korn, Graeshopper, Kornorme, naar hans Fjende aengster ham i hans Staeders Land, naar der kommer alle Haande Plage, alle Haande Sygdom:
1Kin	8	38	38. Al Bøn, al ydmyg Begaering, som sker af hvert Menneske eller af alt dit Folk Israel, som kender hver sit Hjertes Plage og udbreder sine Haender til dette Hus,
1Kin	8	39	39. den vil du da høre i Himmelen, i den faste Bolig, i hvilken du bor, og forlade og gøre derefter og give enhver efter alle hans Veje, ligesom du kender hans Hjerte; thi du alene kender alle Menneskenes Børns Hjerter;
1Kin	8	40	40. paa det de skulle frygte dig alle de Dage, hvilke de leve i Landet, som du har givet vore Faedre.
1Kin	8	41	41. Ja ogsaa den fremmede, som ikke er af dit Folk Israel, naar han kommer fra et langtfra liggende Land for dit Navns Skyld;
1Kin	8	42	42. (thi de skulle høre om dit store Navn og om din staerke Haand og din udrakte Arm) og nogen kommer og beder mod dette Hus:
1Kin	8	43	43. Ham vil du da høre i Himmelen, i den faste Bolig, i hvilken du bor, og gøre efler alt det, som den fremmede raaber til dig om, paa det at alle Folk paa Jorden kunne kende dit Navn og frygte dig, ligesom dit Folk Israel, og at de skulle vide, at dette Hus, som jeg. har bygget, er kaldet efter dit Navn.
1Kin	8	44	44. Naar dit Folk drager ud i Krigen imod sin Fjende paa den Vej, hvor du sender dem hen, og de bede til Herren, vendte mod den Stad, som du udvalgte, og imod det Hus, som jeg har bygget til dit Navn:
1Kin	8	45	45. Da vil du høre i Himmelen deres Bøn og deres ydmyge Begaering og skaffe dem Ret.
1Kin	8	46	46. Naar de synde imod dig, (thi der er intet Menneske, som jo synder) og du bliver vred paa dem og giver dem hen for Fjendens Ansigt, og de, som have fanget dem, føre dem fangne til Fjendens Land, langt borte eller naer hos;
1Kin	8	47	47. og de tage det igen til Hjerte i Landet, hvori de ere fangne, og omvende sig og bede til dig om Naade i deres Land, som have taget dem fangne, og sige: Vi have syndet og handlet ilde, have vaeret ugudelige;
1Kin	8	48	48. og de vende sig til dig af deres ganske Hjerte og af deres ganske Sjael i deres Fjenders Land, som have taget dem fangne, og de bede til dig, vendte imod deres Land, som du har givet til deres Faedre, imod Staden, som du udvalgte, og Huset, som jeg har bygget for dit Navn:
1Kin	8	49	49. Da vil du høre i Himmelen, i din faste Bolig, i hvilken du bor, deres Bøn og deres ydmyge Begaeringer og skaffe dem Ret
1Kin	8	50	50. og forlade dit Folk det, som de have syndet imod dig, og alle deres Overtraedelser, som de have begaaet imod dig, og lade dem finde Barmhjertighed for deres Ansigt, som holde dem fangne, at disse maa forbarme sig over dem;
1Kin	8	51	51. thi de ere dit Folk og din Arv, som du udførte af Aegypten, midt ud af Jernovnen;
1Kin	8	52	52. at dine Øjne maa vaere aabnede til din Tjeners ydmyge Begaering og til dit Folk Israels ydmyge Begaering, at du vil høre dem i alt det, hvori de paakalde dig.
1Kin	8	53	53. Thi du udskilte dig dem af alle Folk paa Jorden til en Arv, saaledes som du talede ved Mose, din Tjener, da du udførte vore Faedre af Aegypten, Herre, Herre !
1Kin	8	54	54. Og det skete, der Salomo havde fuldendt at bede til Herren hele, denne Bøn og ydmyge Begaering, da stod han op fra Herrens Alter, fra at knaele paa sine Knae, med sine Haender udbredte imod Himmelen,
1Kin	8	55	55. og han stod og velsignede hele Israels Forsamling med høj Røst og sagde:
1Kin	8	56	56. Lovet vaere Herren, som har givet sit Folk Israel Rolighed efter alt det, som han har talt! der blev ikke et Ord til intet af alle hans gode Ord, som han talede ved Mose, sin Tjener.
1Kin	8	57	57. Herren vor Gud vaere med os, ligesom han har vaeret med vore Faedre! Han forlade os ikke og overgive os ikke!
1Kin	8	58	58. at han vil bøje vort Hjerte til sig, saa at vi vandre i alle hans Veje og holde hans Bud og hans Skikke og hans Befalinger, som han har budet vore Faedre,
1Kin	8	59	59. og at disse mine Ord, som jeg har bedet ydmygeligt med for Herrens Ansigt, maa komme naer for Herren vor Gud Dag og Nat, at han vil skaffe sin Tjener Ret og sit Folk, Israel, Ret, hver Dags Sag paa sin Dag,
1Kin	8	60	60. sa paa det, at alle Folk paa Jorden skulle vide, at Herren han er Gud, og ingen ydermere,
1Kin	8	61	61. og at eders Hjerter maa vaere retskafne for Herren vor Gud til at vandre i hans Skikke og til at holde hans Bud som paa denne Dag.
1Kin	8	62	62. Og Kongen og al Israel med ham ofrede Offer for Herrens Ansigt.
1Kin	8	63	63. Og Salomo ofrede Takofre, som han ofrede til Herren, to og tyve Tusinde Øksne og Hundrede og tyve Tusinde Faar; saa indviede Kongen og alle Israels Børn Herrens Hus.
1Kin	8	64	64. Paa den samme Dag helligede Kongen den mellemste Part af Forgaarden, som var lige for Herrens Hus; thi han lavede der Braendofret og Madofret og Takofrenes Fedtstykker, fordi det Kobberalter, som stod for Herrens Ansigt, var for lidet til at tage imod Braendofret og Madofret og Takofrenes Fedtstykker.
1Kin	8	65	65. Og Salomo holdt paa den samme Tid Højtiden og al Israel med ham, en stor Forsamling fra Straekningen mellem Hamath og Aegyptens Baek, for Herrens vor Guds Ansigt i syv Dage og atter i syv Dage, det var fjorten Dage.
1Kin	8	66	66. Paa den ottende Dag lod han Folket fare, og de velsignede Kongen, og de gik glade til deres Telte og vel til Mode i Hjertet over alt det gode, som Herren havde gjort David, sin Tjener, og Israel, sit Folk.
------------------------Første Kongebog, Kapitel 9
1Kin	9	1	1. Og det skete, der Salomo havde fuldendt at bygge Herrens Hus og Kongens Hus og alt, som Salomo begaerede, som han havde Lyst til at gøre:
1Kin	9	2	2. Da aabenbarede Herren sig for Salomo anden Gang, ligesom han havde aabenbaret sig for ham i Gibeon.
1Kin	9	3	3. Og Herren sagde til ham: Jeg har hørt din Bøn og din ydmyge Begaering, som du ydmygeligt har bedet med for mit Ansigt, jeg har helliget dette Hus, som du har bygget, at jeg vil saette mit Navn der indtil evig Tid, og mine Øjne og mit Hjerte skulle vaere der alle Dage.
1Kin	9	4	4. Og du, dersom du vandrer for mit Ansigt, ligesom David, din Fader, vandrede, med et fuldkomment Hjerte og med Oprigtighed til at gøre efter alt det, som jeg har budet dig, og du holder mine Skikke og mine Forskrifter:
1Kin	9	5	5. Da vil jeg stadfaeste dit Riges Trone over Israel evindeligt, ligesom jeg talte til David, din Fader, og sagde: Dig skal ikke fattes en Mand paa Israels Trone.
1Kin	9	6	6. Dersom I vende eder bort, I og eders Børn, fra mig og ikke holde mine Bud og mine Skikke, som jeg gav for eders Ansigt, og I gaa hen og tjene andre Guder og tilbede dem:
1Kin	9	7	7. Da vil jeg udrydde Israel fra at vaere i Landet, som jeg har givet dem, og det Hus, som jeg har helliget til mit Navn, vil jeg forkaste fra mit Ansigt, og Israel skal blive til et Ordsprog og til en Spot iblandt alle Folk.
1Kin	9	8	8. Og saa højt end dette Hus monne vaere, skulle dog alle, som gaa forbi det, grue og hvisle, og de skulle sige: Hvorfor har Herren gjort saaledes ved dette Land og ved dette Hus
1Kin	9	9	9. Og de skulle sige: Fordi de forlode Herren deres Gud, som udførte deres Faedre af Aegyptens Land, og holdt fast ved andre Guder og tilbade dem og tjente dem, derfor har Herren ladet alt dette onde komme over dem.
1Kin	9	10	10. Og det skete, der de tyve Aar vare til Ende, i hvilke Salomo byggede de to Huse, Herrens Hus og Kongens Hus,
1Kin	9	11	11. og Hiram, Kongen i Tyrus, havde hjulpet Salomo med Cedertraeer og Fyrretraeer og med Guldet efter al hans Lyst: Da gav Kong Salomo Hiram tyve Staeder i Galilaeas Land.
1Kin	9	12	12. Og Hiram drog ud af Tyrus for at bese de Staeder, som, Salomo havde givet ham, og de behagede ham ikke.
1Kin	9	13	13. Og han sagde: Hvad er dette for Staeder, min Broder, som du har givet mig? og han kaldte dem Kabul-Land indtil denDag.
1Kin	9	14	14. Og Hiram havde sendt Kongen Hundrede og tyve Centr Guld.
1Kin	9	15	15. Saaledes forholdt det sig med de Pligtarbejdere, som Kong Salomo udtog til at bygge Herrens Hus sit Hus og Millo og Jerusalems Mur og Hazor og Megiddo og Geser
1Kin	9	16	16. Farao, Kongen af Aegypten, var dragen op og havde indtaget Geser og opbraendt den med Ild og ihjelslaget Kananiten, som boede i Staden, og givet sin Datter, Salomos Hustru, den til Medgift.
1Kin	9	17	17. Saa byggede Salomo Geser og det nedre Beth-Horon
1Kin	9	18	18. og Baalath og Thadmor i Ørken udi Landet.
1Kin	9	19	19. og alle de Forraadsstaeder, som Salomo havde, og Vognstaeder og Staeder til Ryttere og det som Salomo begaerede, som han havde Lyst til at bygge i Jerusalem og paa Libanon og i hele sit Herredømmes Land:
1Kin	9	20	20. Alt det Folk, som var overblevet af Amoriter, Hethiter, Feresiter, Heviter og Jebusiter, de som ikke vare af Israels Børn,
1Kin	9	21	21. deres Børn, som vare overblevne efter dem i Landet, og som Israels Børn ikke havde kunnet ødelaegge, dem udtog Salomo til at vaere arbejdspligtige Tjenere indtil denne Dag.
1Kin	9	22	22. Men Salomo gjorde ikke nogen af Israels Børn til Trael; men de vare Krigsmaend og hans Tjenere og hans Fyrster og hans Høvedsmaend og Øverster over hans Vogne og hans Ryttere.
1Kin	9	23	23. Disse vare de øverste Befalingsmaend, som vare over Salomos Arbejder, fem Hundrede og halvtredsindstyve, de som regerede over det Folk, som gjorde Arbejdet.
1Kin	9	24	24. Der Faraos Datter drog op fra Davids Stad ind i sit Hus, som han havde bygget til hende, da byggede han Millo.
1Kin	9	25	25. Og Salomo ofrede tre Gange om Aaret Braendofre og Takofre paa det Alter, som han byggede Herren, og gjorde Røgelse paa det, som var for Herrens Ansigt, og han havde fuldendt Huset.
1Kin	9	26	26. Og Kong Salomo lod gøre Skibe i Eziongeber, som er ved Eloth, ved det røde Havs Bred, i Edoms Land
1Kin	9	27	27. Og Hiram sendte sine Tjenere paa de Skibe, Skibsmaend, forfarne til Søs, med Salomos Tjenere.
1Kin	9	28	28. de kom til Ofir og hentede derfra fire Hundrede og tyve Centner Guld og førte det til Kong Salomo.
------------------------Første Kongebog, Kapitel 10
1Kin	10	1	1. Og Dronningen af Seba hørte Salomos Rygte i Herrens Navn og kom for at prøve ham med mørke Taler.
1Kin	10	2	2. Og hun kom, til Jerusalem med en saare stor Skare, med Kameler, som bare vellugtende Urter og saare meget Guld og kostbare Stene; og hun kom til Salomo og talte med ham alt det, som var i hendes Hjerte.
1Kin	10	3	3. Og Salomo udtydede hende alle hendes Ord; der var ikke et Ord skjult for Kongen, som han ej udtydede hende.
1Kin	10	4	4. Da Dronningen af Seba saa al Salomos Visdom og Huset, som han havde bygget,
1Kin	10	5	5. og Maden til hans Bord og hans Tjeneres Bolig, og hvordan de stode, som opvartede ham, og deres Klaeder og hans Mundskaenke og hans Opgang, ad hvilken han gik op til Herrens Hus: Da var hun ude af sig selv.
1Kin	10	6	6. Og hun sagde til Kongen: Det Ord er sandt, som jeg har hørt i mit Land om dine Sager og om din Visdom.
1Kin	10	7	7. Og jeg troede ikke Ordene, førend jeg kom, og mine Øjne saa det, og se, ikke Halvdelen er mig forkyndt; du har mere Visdom og godt end efter Rygtet, som jeg hørte.
1Kin	10	8	8. Salige ere dine Maend, salige ere disse dine Tjenere, som stedse staa for dit Ansigt, og som høre din Visdom.
1Kin	10	9	9. Lovet vaere Herren din Gud, som havde Lyst til at saette dig paa Israels Trone; fordi Herren elsker Israel evindeligt, derfor satte han dig til Konge at gøre Ret og Retfaerdighed.
1Kin	10	10	10. Og hun gav Kongen Hun drede og tyve Centner Guld og saare mange, vellugtende Urter og kostbare Stene, der kom ikke ydermere saadanne Urter i Mangfoldighed som disse, hvilke Dronningen af Seba gav Kong Salomo.
1Kin	10	11	11. Dertilmed havde Hirams Skibe, som bragte Guld fra Ofir, ført saare meget Hebentrae og kostbare Stene fra Ofir.
1Kin	10	12	12. Og Kongen lod gøre Piller i Herrens Hus og i Kongens Hus af Hebentrae og Harper og Salter til Sangerne; saadant Hebentrae kom ikke og blev ikke ydermere set indtil denne Dag.
1Kin	10	13	13. Og Kong Salomo gav Dronningen af, Seba alt det, hun havde Lyst til, som hun begaerede, foruden det, han gav hende efter Kong Salomos Formue; og hun vendte om og drog til sit Land, hun og hendes Tjenere.
1Kin	10	14	14. Og Vaegten paa det Guld, som kom til Salomo paa et Aar, var seks Hundrede seks og tresindstyve Centner Guld,
1Kin	10	15	15. foruden det, som indkom fra Toldbetjentene og Kraemmernes Købmandskab og fra alle Kongene i Arabien og Fyrsterne i Landet.
1Kin	10	16	16. Og Kong Salomo lod gøre to Hundrede Skjolde af drevet Guld; seks Hundrede Sekel Guld lod han gaa paa hvert Skjold;
1Kin	10	17	17. og tre Hundrede smaa Skjolde af drevet Guld; tre Pund Guld lod han gaa paa hvert Skjold; og Kongen lagde dem i Libanons Skovhus.
1Kin	10	18	18. Og Kongen lod gøre en stor Trone af Elfenben og beslog den med lutret Guld.
1Kin	10	19	19. Tronen havde seks Trin, og Hovedet paa Tronen var rundt bagtil, og der var Arme paa begge Sider til Saedets Sted, og to Løver stode ved Armene.
1Kin	10	20	20. Og der stod tolv Løver paa de seks Trin paa begge Sider; saadant er ikke gjort i noget Rige.
1Kin	10	21	21. Og alle Kong Salomos Drikkekar vare af Guld, og alle Kar i Libanons Skovhus vare af fint Guld; der var intet Kar af Sølv, det agtedes ikke for noget i Salomos Dage;
1Kin	10	22	22. fordi Kongen havde Tharsisskibe paa Havet med Hirams Skibe, een Gang i tre Aar kom Tharsisskibene, som bragte Guld og Sølv, Elfenben og Aber og Paafugle.
1Kin	10	23	23. Og Kong Salomo blev større end alle Konger paa Jorden ved Rigdom og ved Visdom.
1Kin	10	24	24. Og fra alle Lande søgte de Salomo for at høre hans Visdom, som Gud havde givet i hans Hjerte:
1Kin	10	25	25. Og de førte hver sin Skaenk, Sølvkar og Guldkar og Klaeder og Rustning og vellugtende Urter, Heste og Muler, hvilket skete aarligt.
1Kin	10	26	26. Og Salomo samlede Vogne og Ryttere, saa at han havde Tusinde og fire Hundrede Vogne og tolv Tusinde Ryttere, og han lod dem blive i Vognstaederne og hos Kongen i Jerusalem.
1Kin	10	27	27. Og Kongen gjorde Sølvet i Jerusalem som Stenene og gjorde Gedertraeerne som Morbaertraeerne, der ere i Lavlandet, i Mangfoldighed.
1Kin	10	28	28. Og Udførselen af Heste skete for Salomo fra Aegypten; og en Skare af Kongens Købmaend hentede en Skare for rede Penge.
1Kin	10	29	29. Og der kom op og udførtes en Vogn af Aegypten for seks Hundrede Sekel Sølv og en Hest for Hundrede og halvtredsindstyve; og saaledes førte de dem ud til alle Hethiternes Konger og til Kongerne i Syrien ved egen Haand.
------------------------Første Kongebog, Kapitel 11
1Kin	11	1	1. Og Kong Salomo elskede mange fremmede Kvinder foruden Faraos Datter, moabitiske, ammonitiske, edomitiske, zidonitiske, hethitiske,
1Kin	11	2	2. af de Hedninger, om hvilke Herren havde sagt til Israels Børn: Gaar ikke ind til dem og lader dem ikke komme ind til eder, de skulle visselig bøje eders Hjerter efter deres Guder; ved disse haengte Salomo med Kaerlighed.
1Kin	11	3	3. Og hans Hustruer vare syv Hundrede Fruer og tre Hundrede Medhustruer; og hans Hustruer bøjede hans Hjerte.
1Kin	11	4	4. Og det skete, den Tid Salomo blev gammel, bøjede hans Hustruer hans Hjerte efter andre Guder; og hans Hjerte var ikke helt med Herren hans Gud som Davids, hans Faders, Hjerte.
1Kin	11	5	5. Thi Salomo vandrede efter Astoreth, Zidoniernes Gud, og efter Milkom, Ammoniternes Vederstyggelighed.
1Kin	11	6	6. Og Salomo gjorde det, som var ondt for Herrens Øjne, og vandrede ikke fuldkommelig efter Herren som David, hans Fader.
1Kin	11	7	7. Da byggede Salomo en Høj til Kamos, Moabs Vederstyggelighed, paa Bjerget, som ligger lige for Jerusalem, og til Molek, Ammons Børns Vederstyggelighed.
1Kin	11	8	8. Og saa gjorde han for alle sine fremmede Kvinder, som gave Røgelse og ofrede til deres Guder.
1Kin	11	9	9. Og Herren blev vred paa Salomo, fordi hans Hjerte bøjede sig fra Herren, Israels Gud, som havde aabenbaret sig for ham to Gange,
1Kin	11	10	10. og som havde givet ham Befaling om denne Sag, at han ikke skulde vandre efter andre Guder, og han holdt ikke det, som Herren havde befalet.
1Kin	11	11	11. Derfor sagde Herren til Salomo: Efterdi saadant er hos dig, og du ikke har holdt min Pagt og mine Skikke, som jeg har budet dig, vil jeg visselig rive Riget fra dig og give din Tjener det.
1Kin	11	12	12. Dog vil jeg ikke gøre det i dine Dage, for Davids, din Faders, Skyld; af din Søns Haand vil jeg rive det.
1Kin	11	13	13. Dog vil jeg ikke rive det ganske Rige fra dig; een Stamme vil jeg give din Søn, for Davids, min Tjeners Skyld, og for Jerusalems Skyld, som jeg har udvalgt.
1Kin	11	14	14. Og Herren opvakte Salomo en Modstander, nemlig Edomiteren Hadad, han var af Kongens Saed i Edom.
1Kin	11	15	15. Thi det skete, der David var i Edom, der Joab, Stridshøvedsmanden, drog op at begrave de ihjelslagne, da slog han alt Mandkøn i Edom.
1Kin	11	16	16. Thi Joab og al Israel bleve der seks Maaneder, indtil han havde udryddet alt Mandkøn i Edom.
1Kin	11	17	17. Men Hadad flyede, han og nogle edomitiske Maend af hans Faders Tjenere med ham, for at komme til Aegypten, og Hadad var en liden Dreng.
1Kin	11	18	18. Og de droge op fra Midian og kom til Paran, og de toge Maend med sib fra Paran og kom til Aegypten til Farao, Kongen i Aegypten, og han gav ham et Hus og tilsagde ham Underholdning og gav ham Land.
1Kin	11	19	19. Og Hadad fandt stor Naade for Faraos Øjne; og han gav ham til Hustru sin Hustrus Søster, Dronning Takfenes's Søster.
1Kin	11	20	20. Og Takfenes's Søster fødte ham Genubath, hans Søn, og Takfenes afvante ham udi Faraos Hus, og Genubath var i Faraos Hus midt iblandt Faraos Børn.
1Kin	11	21	21. Der Hadad hørte i Aegypten, at David laa med sine Faedre; og at Joab, Stridshøvedsmanden, var død, da sagde Hadad til Farao: Lad mig fare, at jeg kan drage til mit Land.
1Kin	11	22	22. Farao sagde til ham: Men hvad fattes dig hos mig? og se, du søger at drage til dit Land; og han sagde: Mig fattes intet, men lad mig dog fare.
1Kin	11	23	23. Gud opvakte ham ogsaa en Modstander, Reson, Eljadas Søn, som flyede fra sin Herre Hadad-Eser, Kongen af Zoba,
1Kin	11	24	24. og samlede Maend til sig og blev Høvedsmand for en Trop, der David slog dem; og de droge til Damaskus og boede i den og regerede i Damaskus.
1Kin	11	25	25. Og han var Israels Modstander alle Salomos Dage, og det var foruden det onde, som Hadad gjorde; og han hadede Israel og blev Konge over Syrien.
1Kin	11	26	26. Og Jeroboam, Nebats Søn, en, Efratiter fra Zareda, hvis Moders Navn var Zerua, en Enke, Salomos Tjener, han opløftede ogsaa Haand imod Kongen.
1Kin	11	27	27. Og dette er Sagen, hvorfor han opløftede Haand imod Kongen: Salomo byggede Millo og tillukkede det aabne Sted paa Davids sin Faders Stad.
1Kin	11	28	28. Og Manden Jeroboam var et dygtigt Menneske, og der Salomo saa den unge Karl, at han udrettede Gerningen vel, da beskikkede han ham over alt Josefs Hus's Arbejde.
1Kin	11	29	29. Og det skete paa samme Tid, da Jeroboam gik ud af Jerusalem, at Siloniteren Ahia, Profeten, traf ham paa Vejen og han var iført et nyt Klaedebon, og de to vare alene paa Marken.
1Kin	11	30	30. Og Ahia tog fat i det nye Klaedebon, som han havde paa sig, og han rev det i tolv Stykker.
1Kin	11	31	31. Og han sagde til Jeroboam: Tag ti Stykker til dig; thi saa siger Herren, Israels Gud: Se, jeg river Riget af Salomos Haand og vil give dig de ti Stammer.
1Kin	11	32	32. Men han skal have den ene Stamme for min Tjener Davids Skyld og for Jerusalems Stads Skyld, som jeg udvalgte af alle Israels Stammer;
1Kin	11	33	33. fordi de have forladt mig og nedbøjet sig for Astoreth, Zidoniernes Gud, for Kamos, Moabiternes Gud, og for Milkom, Ammons Børns Gud, og de have ikke vandret i mine Veje til at gøre, hvad ret var for mine Øjne, og mine Skikke og mine Forskrifter som David hans Fader.
1Kin	11	34	34. Dog vil jeg ikke tage noget af Riget ud af han's Haand; men jeg vil lade ham blive en Fyrste i alle hans Livs Dage, for Davids min Tjeners Skyld, som jeg udvalgte, som holdt mine Bud og mine Skikke.
1Kin	11	35	35. Men jeg vil tage Riget ud af hans Søns Haand og give dig de ti Stammer.
1Kin	11	36	36. Og jeg vil give hans Søn en Stamme, paa det David, min Tjener, skal alle Dage have et Lys for mit Ansigt i Jerusalem, den Stad, som jeg udvalgte mig, at saette mit Navn der.
1Kin	11	37	37. Og dig vil jeg antage, at du skal regere over alt det, din Sjael begaerer, og du skal vaere Konge over Israel.
1Kin	11	38	38. Og det skal ske, dersom du hører alt det, jeg byder dig, og vandrer i mine Veje og gør det, som er ret for mine øjne, at holde mine Skikke og mine Bud, saaledes som David, min Tjener, gjorde: Da vil jeg vaere med dig og bygge et bestandigt Hus, saaledes som jeg byggede David, og give dig Israel.
1Kin	11	39	39. Og jeg vil ydmyge Davids Saed for denne Sags Skyld, dog ikke alle Dage.
1Kin	11	40	40. Og Salomo søgte efter at draebe Jeroboam; da gjorde Jeroboam sig rede og flyede til Aegypten, til Sisak, Kongen i Aegypten, og blev i Aegypten, indtil Salomo døde.
1Kin	11	41	41. Men det øvrige af Salomos Handeler, og alt, hvad han har gjort, og hans Visdom, ere de Ting ikke skrevne i Salomos Krønikers Bog?
1Kin	11	42	42. Men Dagene, som Salomo var Konge i Jerusalem over al Israel, vare fyrretyve Aar.
1Kin	11	43	43. Og Salomo laa med sine Faedre og blev begraven i Davids, sin Faders, Stad; og Roboam, hans Søn, blev Konge i hans Sted.
------------------------Første Kongebog, Kapitel 12
1Kin	12	1	1. Og Roboam drog til Sikem; thi al Israel var kommen til Sikem for at gøre ham til Konge.
1Kin	12	2	2. Og det skete, der Jeroboam, Nebats Søn, hørte det - han var endnu i Aegypten, hvorhen han var flygtet fra Kong Salomos Ansigt, og Jeroboam boede i Aegypten,
1Kin	12	3	3. og de sendte hen og kaldte ham - saa kom Jeroboam og al Israels Menighed, og de talte med Roboam og sagde:
1Kin	12	4	4. Din Fader gjorde vort Aag haardt; men gør du os nu din Faders haarde Tjeneste og hans svare Aag, som han lagde paa os, lettere, saa ville vi tjene dig.
1Kin	12	5	5. Og han sagde til dem: Gaar hen endnu i tre Dage, og kommer igen til mig; og Folket gik.
1Kin	12	6	6. Og Kong Roboam raadførte sig med de aeldste, som havde staaet for hans Fader Salomos Ansigt, der han var levende, og sagde: Hvorledes raade I at give dette Folk Svar tilbage?
1Kin	12	7	7. Og de sagde til ham saaledes: Dersom du vil vaere dette Folk til Tjeneste i Dag, og tjene dem og svare dem vel og tale gode Ord til dem, da blive de dine Tjenere alle Dage.
1Kin	12	8	8. Men han forlod de aeldstes Raad, som de raadede ham, og raadførte sig med de unge, som vare opvoksede med ham, dem som stode for hans Ansigt.
1Kin	12	9	9. Og han sagde til dem: Hvad raade I, at vi skulle give dette Folk for Svar tilbage, som talte til mig, sigende: Gør du os dette Aag lettere, som din Fader lagde paa os?
1Kin	12	10	10. Og de unge, som vare opvoksede med ham, talte til ham; sigende: Saa skal du sige til det Folk, som talte til dig og sagde: Din Fader gjorde vort Aag svart, men gør du os det lettere, saa skal du tale til dem: Min Lillefinger skal vaere tykkere end min Faders Laender.
1Kin	12	11	11. Nu da, min Fader lagde eder et svart Aag paa, men jeg, jeg vil gøre eders Aag svarere; min Fader tugtede eder med Svøber, men jeg, jeg vil tugte eder med Skorpioner.
1Kin	12	12	12. Saa som Jeroboam og alt Folket til Roboam paa den tredje Dag, som Kongen havde talt og sagt: Kommer igen til mig paa den tredje Dag!
1Kin	12	13	13. Og Kongen svarede Folket haardt og forlod de aeldstes Raad, som de havde raadet ham.
1Kin	12	14	14. Og han talte til dem efter de unges Raad og sagde: Min Fader gjorde eders. Aag svart, men jeg, jeg vil gøre eders Aag svarere; min Fader tugtede eder med Svøper, men jeg, jeg vil tugte eder med Skorpioner.
1Kin	12	15	15. Og Kongen hørte ikke Folket; thi Aarsagen var fra Herren, for at han kunde stadfaeste sit Ord, som Herren havde talt ved Siloniteren Ahia til Jeroboam, Nebats Søn.
1Kin	12	16	16. Der al Israel saa, at Kongen ikke vilde høre dem, da gav Folket Kongen et Svar tilbage og sagde: Hvad Del have vi da i David? vi have ingen Lod i Isajs Søn; Israel! drag til dine Telte; se nu til dit Hus, o David! Saa gik Israel til sine Telte.
1Kin	12	17	17. Dog Israels Børn, som boede i Judas Staeder, over dem regerede Roboam.
1Kin	12	18	18. Da sendte Kong Roboam Adoram, som var Rentemester, til dem, og al Israel stenede ham med Stene, saa at han døde; men Kong Roboam brugte al sin Styrke til at komme op i Vognen for at fly til Jerusalem.
1Kin	12	19	19. Saa faldt Israel af fra Davids Hus indtil denne Dag.
1Kin	12	20	20. Og det skete, der al Israel hørte, at Jeroboam var kommen tilbage, da sendte de hen og kaldte ham til Menigheden og gjorde ham til Konge over al Israel; der var ingen, som fulgte efter Davids Hus, undtagen Judas Stamme alene.
1Kin	12	21	21. Der Roboam kom til Jerusalem da samlede han alt Judas Hus og Benjamins Stamme, hundrede og firsindstyve Tusinde udvalgte Krigsmaend, for at stride imod Israels Hus, at føre Riget tilbage til Roboam, Salomos Søn.
1Kin	12	22	22. Men Guds Ord skete til Semaja, den Guds Mand, og sagde:
1Kin	12	23	23. Tal til Roboam Salomos Søn, Judas Konge, og til al Judas Hus og Benjamin og til det øvrige Folk, og sig:
1Kin	12	24	24. Saaledes sagde Herren: I skulle ikke drage op og ej stride imod eders Brødre? Israels Børn, vender tilbage hver til sit Hus, thi denne Handel er sket af mig; og de adløde Herrens Ord og vendte tilbage for at gaa bort efter Herrens Ord.
1Kin	12	25	25. Og Jeroboam byggede Sikem paa Efraims Bjerg og boede derudi, og han drog ud derfra og byggede Pnuel.
1Kin	12	26	26. Og Jeroboam taenkte i sit Hjerte: Nu maatte Riget vende tilbage til Davids Hus.
1Kin	12	27	27. Dersom dette Folk skal gaa op at gøre Offer i Herrens Hus i Jerusalem, saa maatte dette Folks Hjerte vende tilbage til deres Herre, til Roboam, Judas, Konge, ja de maatte slaa mig ihjel og vende tilbage til Roboam, Judas Konge.
1Kin	12	28	28. Derfor holdt Kongen et Raad og gjorde to Guldkalve; og han sagde til dem: Det er eder for meget at gaa op til Jerusalem; se dine Guder, Israel! som førte dig op af Aegyptens Land.
1Kin	12	29	29. Og han satte den ene i Bethel, og den anden satte han i Dan.
1Kin	12	30	30. Og denne Gerning blev til Synd; og Folket lige til Dan gik hen til en af dem.
1Kin	12	31	31. Han gjorde Huset paa Højene og gjorde Praester af Folket i Flaeng, som ikke vare af Levi Børn.
1Kin	12	32	32. Og Jeroboam gjorde en Højtid i den ottende Maaned paa den femtende Dag i Maaneden ligesom Højtiden, som var i Juda, og ofrede paa Alteret; saaledes gjorde han i Bethel for at ofre til Kalvene, som han havde gjort; og han beskikkede Praester i Bethel til Høj ene, som han havde gjort.
1Kin	12	33	33. Og han ofrede paa Alteret, som han havde gjort i Bethel, paa den femtende Dag i den ottende Maaned, i Maaneden, som han havde optaenkt af sit eget Hjerte, og gjorde en Højtid for Israels Børn og ofrede paa Alteret til at gøre Røgelse.
------------------------Første Kongebog, Kapitel 13
1Kin	13	1	1. Og se, der kom en Guds Mand af Juda efter Herrens Ord til Bethel, medens Jeroboam stod ved Alteret for at gøre Røgelse.
1Kin	13	2	2. Og han raabte imod Alteret efter Herrens Ord og sagde: Alter! Alter! saa sagde Herren: Se, for Davids Hus skal fødes en Søn, hvis Navn skal vaere Josias, og han skal ofre paa dig Højenes Praester, som gøre Røgelse paa dig, og de skulle opbraende Menneskers Ben paa dig.
1Kin	13	3	3. Og han gav paa den samme Dag et underligt Tegn og sagde: Dette er det underlige Tegn paa, at Herren har talt dette: Se, Alteret skal revne, og Asken, som er derpaa, skal adspredes.
1Kin	13	4	4. Og det skete, der Kongen hørte den Guds Mands Ord, som raabte imod Alteret i Bethel, da rakte Jeroboam sin Haand ud fra Alteret og sagde: Griber ham! og hans Haand visnede, som han udrakte imod ham, saa at han ikke kunde drage den tilbage til sig.
1Kin	13	5	5. Og Alteret revnede, og Asken blev adspredt fra Alteret efter det underlige Tegn, som den Guds Mand havde; givet ved Herrens Ord.
1Kin	13	6	6. Da svarede Kongen og sagde til den Guds Mand: Kaere, bed ydmygeligt for Herren din Guds Ansigt, og bed for mig, at min Haand maa komme tilbage til mig igen. Da bad den Guds Mand ydmygeligt for Herrens Ansigt, og Kongens Haand kom tilbage til ham og blev, som den var tilforn.
1Kin	13	7	7. Og Kongen sagde til den Guds Mand: Kom hjem med mig, og vederkvaeg dig, og jeg vil give dig en Gave.
1Kin	13	8	8. Men den Guds Mand sagde til Kongen: Dersom du vilde give mig Halvdelen af dit Hus, gaar jeg dog ikke med dig, og jeg vil ikke aede Brød og ikke drikke Vand paa dette Sted.
1Kin	13	9	9. Thi det er mig saa budet ved Herrens Ord og sagt: Du skal ikke aede Brød og ej drikke Vand, og du skal ikke vende tilbage ad den Vej, paa hvilken du kom.
1Kin	13	10	10. Og han gik bort ad en anden Vej og vendte ikke tilbage ad den Vej, som han var kommen til Bethel.
1Kin	13	11	11. Og der boede en gammel Profet i Bethel, og hans Søn kom og fortalte ham al den Gerning, som den Guds Mand gjorde den Dag i Bethel, de Ord, som han talte til Kongen, og de fortalte deres Fader dem.
1Kin	13	12	12. Og deres Fader sagde til dem: Hvor er den Vej, han gik ad? thi hans Sønner havde set Vejen, ad hvilken den Guds Mand, som var kommen fra Juda, gik bort.
1Kin	13	13	13. Da sagde han til sine Sønner: Sadler mig Asenet; og de sadlede Asenet til ham, og han red derpaa.
1Kin	13	14	14. Og han drog efter den Guds Mand og fandt ham siddende under Egen og sagde til ham: Er du den Guds Mand, som kom fra Juda og han sagde: Ja.
1Kin	13	15	15. Da sagde han til ham: Kom hjem med mig og aed Brød!
1Kin	13	16	16. Og han sagde: Jeg kan ikke vende tilbage med dig og komme med dig, jeg vil hverken aede Brød, ej heller drikke Vand med dig paa dette Sted.
1Kin	13	17	17. Thi der skete et Ord til mig ved Herrens Ord: Du skal hverken aede Brød, ej heller drikke Vand der, du skal ikke vende tilbage, at gaa ad den Vej, paa hvilken du kom.
1Kin	13	18	18. Og han sagde til ham: Jeg er og en Profet som du, og en Engel talte med mig ved Herrens Ord og sagde: Før ham tilbage med dig til dit Hus, at han aeder Brød og drikker Vand. men han løj for ham.
1Kin	13	19	19. Og han vendte tilbage med ham, og han aad Brød i hans Hus og drak Vand.
1Kin	13	20	20. Og det skete, der de sade til Bords, da skete Herrens Ord til Profeten, som havde ført ham tilbage,
1Kin	13	21	21. og han raabte til den Guds Mand, som var kommen fra Juda, og sagde: Saa sagde Herren: Fordi du har vaeret genstridig imod Herrens Mund og ikke har holdt det Bud, som Herren din Gud bød dig.
1Kin	13	22	22. men du vendte tilbage og aad Brød og drak Vand paa det Sted, om hvilket jeg sagde dig: Du skal hverken aede Brød, ej heller drikke Vand: Derfor skal dit Legeme ikke komme til dine Faedres Grav.
1Kin	13	23	23. Og det skete, efter at han havde aedt Brød, og efter at han havde drukket, da sadlede han Asenet til ham, nemlig til Profeten, som han havde ført tilbage.
1Kin	13	24	24. Saa drog han bort, og en Løve mødte ham paa Vejen og draebte ham; og hans Legeme var kastet paa Vejen, og Asenet stod hos det, og Løven stod hos Legemet.
1Kin	13	25	25. Og se, Folket som gik der forbi og saa Legemet kastet paa Vejen og Løven staa hos Legemet, de kom og sagde det i Staden, som den gamle Profet boede udi.
1Kin	13	26	26. Der Profeten, som havde ført ham tilbage af Vejen, hørte det, da sagde han: Det er den Guds Mand, som var genstridig imod Herrens Mund, derfor gav Herren ham til Løven, og den sønderrev ham og draebte ham efter Herrens Ord, som han talte til ham.
1Kin	13	27	27. Og han talte til sine Sønner og sagde: Sadler mig Asenet; og de sadlede det.
1Kin	13	28	28. Og han drog hen og fandt hans Legeme kastet paa Vejen og Asenet og Løven staaende hos Legemet; Løven havde ikke aedt Legemet og ikke sønderrevet Asenet.
1Kin	13	29	29. Da tog Profeten den Guds Mands Legeme op og lagde det paa Asenet og førte det tilbage; saa kom den gamle Profet til Staden for at begraede og begrave ham.
1Kin	13	30	30. Og han lagde hans Legeme i sin egen Grav, og de begraed ham, sigende: Ak, min Broder!
1Kin	13	31	31. Og det skete, efter at han havde begravet ham, da sagde han til sine Sønner: Naar jeg dør, da skulle I begrave mig i Graven, i hvilken den Guds Mand er begraven: Laegger mine Ben hos hans Ben!
1Kin	13	32	32. Thi det Ord skal vist ske, som han raabte efter Herrens Ord imod Alteret, som er i Bethel, og imod alle Huse paa Højene, som ere i Samarias Staeder.
1Kin	13	33	33. Efter denne Handel vendte Jeroboam ikke om fra sin onde Vej; men han vendte om og gjorde Højenes Praester af Folket i Flaeng; hvem der havde Lyst, hans Haand fyldte han, og de bleve Praester paa Højene.
1Kin	13	34	34. Og denne Gerning blev Jeroboams Hus til Synd, saa at det skulde udslettes og udryddes af Jorderige.
------------------------Første Kongebog, Kapitel 14
1Kin	14	1	1. Paa samme Tid blev Abia, Jeroboams Søn, syg.
1Kin	14	2	2. Og Jeroboam sagde til sin Hustru: Kaere, gør dig rede og forklaed dig, at de ikke skulle kende, at du er Jeroboam Hustru, og gak til Silo; se, der er Ahia, Profeten, han talte til mig at jeg skulde vaere Konge over det Folk.
1Kin	14	3	3. Og du skal tage ti Brød og Kager med dig og en Krukke med Honning og gaa til ham; han skal kundgøre dig, hvad der skal vederfares Drengen.
1Kin	14	4	4. Og Jeroboams Hustru gjorde saa og gjorde sig rede og gik til Silo og kom til Ahias Hus, og Ahia kunde ikke se, thi hans Øjne vare dunkle af hans høje Alder.
1Kin	14	5	5. Men Herren havde sagt Ahia: Se, Jeroboams Hustru kommer at udspørge dig i en Sag om sin Søn, thi han er syg; saa og saa skal du tale til hende, og det skal ske, naar hun kommer, da vil hun anstille sig fremmed.
1Kin	14	6	6. Og det skete, der Ahia hørte hendes Fødders Lyd, da hun gik ind ad Døren, da sagde han: Kom ind, Jeroboams Hustru! hvi anstiller du dig fremmed? thi jeg er sendt til dig med et haardt Budskab.
1Kin	14	7	7. Gak, sig til Jeroboam: Saa sagde Herren, Israels Gud: Fordi jeg har ophøjet dig midt af Folket og sat dig til en Fyrste over mit Folk Israel,
1Kin	14	8	8. og jeg har revet Riget fra Davids Hus og givet dig det, og du har ikke vaeret som min Tjener David, som holdt mine Bud, og som vandrede efter mig af sit ganske Hjerte til at gøre alene, hvad ret var for mine Øjne;
1Kin	14	9	9. men du har gjort ilde fremfor alle, som have vaeret før dig, og du er gaaet hen og har gjort dig andre Guder og støbte Billeder til at opirre mig og har kastet mig bag din Ryg:
1Kin	14	10	10. Se, derfor vil jeg føre Ulykke over Jeroboams Hus, og jeg vil udrydde af Jeroboams enhver, som er af Mandkøn, baade den bundne og den løsladte i Israel, og borttage Jeroboams Hus's Efterkommere, ligesom man borttager Skarnet, indtil det er aldeles ude med ham.
1Kin	14	11	11. Den af Jeroboams, som dør i Staden, skulle Hundene aede, og den, der dør paa Marken, skulle Himmelens Fugle aede; thi Herren har talt det.
1Kin	14	12	12. Saa gør du dig rede, gak til dit Hus; naar dine Fødder komme ind i Staden, da skal Barnet dø.
1Kin	14	13	13. Og al Israel skal begraede ham, og de skulle begrave ham, thi denne aleneste skal komme i Graven af Jeroboams, fordi der er noget godt fundet hos ham, for Herren Israels Gud, i Jeroboams Hus.
1Kin	14	14	14. Og Herren skal oprejse sig en Konge over Israel, som skal udrydde Jeroboams Hus paa samme Dag; og hvad om det alt nu sker?
1Kin	14	15	15. Og Herren skal slaa Israel, ligesom Røret bevaeges i Vandet, og oprykke Israel af dette gode Land, som han gav deres Faedre, og bortstrø dem paa hin Side Floden, fordi de gjorde sig Astartebilleder og opirrede Herren.
1Kin	14	16	16. Og han skal overgive Israel for Jeroboams Synders Skyld, med hvilke han forsyndede sig, og kom Israel til at synde.
1Kin	14	17	17. Da gjorde Jeroboams Hustru sig rede og gik og kom til Thirza; der hun kom paa Dørtaerskelen af Huset, da døde Drengen.
1Kin	14	18	18. Og de begrove ham, og al Israel begraed ham, efter Herrens Ord, som han talte ved sin Tjener Ahia, Profeten.
1Kin	14	19	19. Men det øvrige af Jeroboams Handeler, hvorledes han stred, og hvorledes han regerede, se, de Ting ere skrevne i Israels Kongers Krønikers Bog.
1Kin	14	20	20. Men de Dage, i hvilke Jeroboam var Konge, ere to og tyve Aar; og han laa med sine Faedre, og hans Søn, Nadab, blev Konge i hans Sted.
1Kin	14	21	21. Og Roboam, Salomos Søn, var Konge i Juda; Roboam var et og fyrretyve Aar gammel, der han blev Konge, og regerede sytten Aar i Jerusalem, den Stad, som Herren havde udvalgt af alle Israels Stammer til at saette sit Navn der; og hans Moders Navn var Naema, den ammonitiske.
1Kin	14	22	22. Og Juda gjorde det onde for Herrens Øjne, og de opvakte hans Nidkaerhed langt mere, end deres Faedre havde gjort, med deres Synder, hvormed de syndede.
1Kin	14	23	23. Thi ogsaa de opførte sig Høje og Støtter og Astartebilleder paa hver ophøjet Høj og under hvert grønt Trae.
1Kin	14	24	24. Og der var ogsaa Skørlevnere i Landet, de gjorde efter alle de Hedningers Vederstyggeligheder, som Herren havde fordrevet fra Israels Børns Ansigt.
1Kin	14	25	25. Og det skete i Kong Roboams femte Aar, at Sisak, Kongen af Aegypten, drog op imod Jerusalem.
1Kin	14	26	26. Og han tog Liggendefaeet i Herrens Hus og Liggendefaeet i Kongens Hus og borttog alle Ting og tog alle de Skjolde af Guld, som Salomo havde ladet gøre.
1Kin	14	27	27. Og Kong Roboam lod gøre Kobberskjolde i deres Sted og betroede dem i de øverste Drabanters Haand, som toge Vare paa Døren for Kongens Hus.
1Kin	14	28	28. Og det skete saa tidt Kongen gik ind i Herrens Hus, bare Drabanterne dem frem, og de bare dem tilbage i Drabanternes Kammer.
1Kin	14	29	29. Men det øvrige af Roboams Handeler og alt det, han gjorde, ere de Ting ikke skrevne i Judas Kongers Krønikers Bog?
1Kin	14	30	30. der var Krig imellem Roboam og imellem Jeroboam alle Dagene.
1Kin	14	31	31. Og Roboam laa med sine Faedre og blev begraven hos sine Faedre i Davids Stad, og hans Moders Navn var Naema, den ammonitiske; og Abiam, hans Søn, blev Konge i hans Sted.
------------------------Første Kongebog, Kapitel 15
1Kin	15	1	1. Og i det attende Kong Jeroboams, Nebats Søns, Aar blev Abiam Konge over Juda.
1Kin	15	2	2. Han regerede tre Aar i Jerusalem, og hans Moders Navn var Maeka, Abisaloms Datter.
1Kin	15	3	3. Og han vandrede i alle sin Faders Synder, som han gjorde før ham, og hans Hjerte var ikke helt med Herren hans Gud, som Davids, hans Faders, Hjerte.
1Kin	15	4	4. Men Herren hans Gud gav ham et Lys i Jerusalem for Davids Skyld, ved at han oprejste hans Søn efter ham og lod Jerusalem bestaa;
1Kin	15	5	5. fordi David gjorde det, som ret var for Herrens Øjne, og veg ikke fra alt det, som han bød ham, alle sine Livs Dage, uden i den Handel med Hethiteren Uria.
1Kin	15	6	6. Og der var Krig imellem Roboam og imellem Jeroboam alle hans Livs Dage.
1Kin	15	7	7. Men det øvrige af Abiams Handeler og alt det, som han, har gjort, ere de Ting ikke skrevne i Judas Konger Krønikers Bog? Og der var Krig imellem Abiam og Jeroboam.
1Kin	15	8	8. Og Abiam laa med sine Faedre, og de begrove ham i Davids Stad, og Asa, hans Søn, blev Konge i hans Sted.
1Kin	15	9	9. Og i det tyvende Jeroboams, Israels Konges, Aar blev Asa Konge over Juda.
1Kin	15	10	10. Og han regerede et og fyrretyve Aar i Jerusalem, og hans Moders Navn var Maeka, Abisaloms Datter.
1Kin	15	11	11. Og Asa gjorde det, som ret var for Herrens Øjne, som David hans Fader.
1Kin	15	12	12. Og han fordrev Skørlevnerne af Landet og bortskaffede alle stygge Afguder, som hans Faedre havde gjort.
1Kin	15	13	13. Tilmed afsatte han Maeka, sin Moder, at hun ikke skulde vaere Dronning, fordi hun havde gjort sig et gruligt Billede af Astarte, og Asa uryddede hendes gruelige Billede opbraendte det ved Kedrons Baek.
1Kin	15	14	14. Men Højene toges ikke bort; dog var Asas Hjerte helt med Herren alle hans Dage.
1Kin	15	15	15. Og han førte Ting, som hans Fader havde helliget, ind i Herrens Hus, Sølv Guld og Kar.
1Kin	15	16	16. Og der var Krig mellem Asa og Baesa, Israels Konge, alle deres Dage.
1Kin	15	17	17. Thi Baesa Israels Konge, drog op imod Juda og byggede Rama, for ikke at tilstede Asa, Judas Konge, at nogen drog ud eller kom ind.
1Kin	15	18	18. Da tog Asa alt det Sølv og Guld, de Ting, som vare blevne tilovers af Herrens Hus's Liggendefae og af Kongens Hus's Liggendefae, og gav sine Tjenere dem i Haenderne; og Kong Asa sendte dem til Benhadad, en Søn af Tabrimmon, Hesions Søn, Kongen i Syrien, som boede i Damaskus og lod sige:
1Kin	15	19	19. Der er en Pagt imellem mig og imellem dig, imellem min Fader og imellem din Fader, se, jeg sender dig Skaenk, Sølv og Guld, drag hen, gør til intet din Pagt med Baesa, Israels Konge, at han maa drage op fra mig.
1Kin	15	20	20. Og Benhadad adlød Kong Asa og sendte de Haerførere, som han havde, imod Israels Staeder og slog Ijon og Dan og Abel-Beth-Maaka og hele Kinneroth, tillige med alt Nafthalis Land.
1Kin	15	21	21. Og det skete, der Baesa hørte det, da lod han af fra at bygge Rama og blev i Thirza.
1Kin	15	22	22. Saa lod Kong Asa hele Juda opbyde, der blev ingen fri, og de toge Stenene bort af Rama tillige med Tømmeret der, som Baesa havde bygget med og Kong Asa byggede dermed Geba i Benjamin og Mizpa.
1Kin	15	23	23. Men det øvrige af alle Asas Handeler og al hans Vaelde og alt, hvad han har gjort, og de Staeder, som han har bygget, ere de Ting ikke skrevne i Judas Kongers Krønikers Bog? Dog i sin Alderdoms Tid blev han syg i sine Fødder.
1Kin	15	24	24. Og Asa laa med sine Faedre og blev begraven med sine Faedre i Davids, sin Fader Stad, og Josafat, hans Søn, blev Konge i hans Sted.
1Kin	15	25	25. Og Nadab, Jeroboams Søn, blev Konge over Israel i det andet Asa; Judas Konges, Aar og regerede over Israel to Aar.
1Kin	15	26	26. Og han gjorde det onde for Herrens Øjne og vandred i sin Faders Veje og i hans Synd, som han kom Israel til at synde med.
1Kin	15	27	27. Men Baesa, Ahias Søn, af Isaskars Hus, gjorde et Forbund imod ham, og Baesa slog ham ved Gibbethon, som hørte Filisterne til, der Nadab og al Israel belejrede Gibbethon.
1Kin	15	28	28. Og Baesa slog ham ihjel i det tredje Asas, Judas Konges, Aar og blev Konge i hans Sted.
1Kin	15	29	29. Og det skete, der han var Konge, da slog han hele Jer oboams Hus, han lod ikke nogen af Jeroboams blive tilovers, som havde Aande, indtil han havde ødelagt ham, efter Herrens Ord, som han talte ved Siloniteren Ahia, sin Tjener,
1Kin	15	30	30. for Jeroboams Synders Skyld, som han syndede med, og som han kom Israel til at synde med, og for den Opirrelse, med hvilken han opirrede Herren, Israels Gud.
1Kin	15	31	31. Men det øvrige af Nadabs Handeler, og alt det, som han har gjort, ere de Ting ikke skrevne i Israels Kongers Krønikers Bog?
1Kin	15	32	32. Og der var Krig imelem Asa og imellem Baesa, Israels Konge, alle deres Dage.
1Kin	15	33	33. I det tredje Asas, Judas Konges, Aar blev Baesa, Ahias Søn, Konge over al Israel i Thirza, fire og tyve Aar.
1Kin	15	34	34. Og han gjorde det onde for Herrens Øjne og vandrede i Jeroboams Vej og i hans Synd, som han kom Israel til at synde med.
------------------------Første Kongebog, Kapitel 16
1Kin	16	1	1. Og Herrens Ord skete til Jehu, Hananis Søn, imod Baesa saaledes:
1Kin	16	2	2. Fordi jeg ophøjede dig af Støvet og satte dig til en Fyrste over mit Folk Israel, og du vandrede i Jeoboarns Vej og kom mit Folk Israel til at synde, til at op irre mig med deres Synder:
1Kin	16	3	3. Se saa borttager jeg Baesas Efterkommere og hans Hus's Efterkommere og jeg vil gøre ved dit Hus ligeson ved Jeroboams, Nebats Søns, Hus
1Kin	16	4	4. Den, som dør af Baesas i Staden, skulle Hundene aede, og den, der dør af hans paa Marken, skulle Himmelens Fugle aede.
1Kin	16	5	5. Men det øvrige af Baesas Handeler, og hvaad han har gjort, og hans Vaelde, ere de Ting ikke skrevne i Israels Kongers Krønikers Bog?
1Kin	16	6	6. Og Baesa laa med sine Faedre og blev begraven i Thirza, og hans Søn Ela blev Konge i hans Sted.
1Kin	16	7	7. Saa skete ogsaa Herrens Ord ved Jehu, Hananis Søn, Profeten, over Baesa og over hans Hus, baade for alt det onde, som han gjorde for Herrens Øjne til at opirre ham ved sine Haenders Gerning, saa at han blev ligesom Jeroboams Hus, og fordi han havde slaaet dette.
1Kin	16	8	8. I det seks og tyvende Asas, Judas Konges, Aar blev Ela, Baesas Søn, Konge over Israel i Thirza, i to Aar.
1Kin	16	9	9. Og hans Tjener Simri, Høvedsmand over Halvdelen af Vognene, gjorde et Forbund imod ham, medens han i Thirza drak og var drukken i Arzas Hus, som var Hovmester i Thirza.
1Kin	16	10	10. Og Simri kom og slog ham og draebte ham i det syv og tyvende Asas, Judas Konges, Aar, og blev Konge i hans Sted.
1Kin	16	11	11. Og det skete, der han var bleven Konge, der han sad paa sin Trone, da slog han det ganske Baesas Hus, han lod ingen blive til overs for ham af alt Mandkøn, hverken hans naeste Slaegtninge eller hans Venner.
1Kin	16	12	12. Saa ødelagde Simri hele Baesas Hus, efter Herrens Ord, som han talte til Baesa ved Jehu, Profeten;
1Kin	16	13	13. for alle Baesas Synders og Elas, hans Søns, Synders Skyld, hvormed de syndede, og hvormed de kom Israel til at synde, saa at de opirrede Herren Israels Gud ved deres Afguder.
1Kin	16	14	14. Men det øvrige af Elas Handeler, og alt det, han har gjort, ere de Ting ikke skrevne i Israels Kongers Krønikers Bog?
1Kin	16	15	15. I det syv og tyvende Asas, Judas Konges, Aar blev Simri Konge i Thirza i syv Dage; men Folket havde lejret sig imod Gibbethon, som var Filisternes.
1Kin	16	16	16. Der Folket, som havde lejret sig der, hørte sige: Simri har gjort et Forbund og slaget Kongen ihjel, da gjorde al Israel paa den samme Dag Omri, Stridshøvedsmanden, til Konge over Israel i Lejren.
1Kin	16	17	17. Og Omri drog op og al Israel med ham fra Gibbethon og belejrede Thirza.
1Kin	16	18	18. Og det skete, der Simri saa, at Staden var indtagen, da gik han ind i Kongens Hus's Palads og opbraendte over sig Kongens Hus med Ild og døde
1Kin	16	19	19. for sine Synders Skyld, hvormed han havde forsyndet sig, idet han gjorde det onde for Herrens Øjne og vandrede i Jeroboams Vej og i hans Synd, som han forsyndede sig med, og hvormed han bragte Israel til at synde.
1Kin	16	20	20. Men det øvrige af Simris Handeler og hans Forbund, som han stiftede, ere de Ting ikke skrevne i Israels Kongers Krønikers Bog?
1Kin	16	21	21. Da delte Israels Folk sig i to Dele, Halvdelen af Folket holdt med Thibni, Ginaths Søn, for at gøre ham til Konge, og Halvdelen holdt. med Omri.
1Kin	16	22	22. Men det Folk, som holdt med Omri, blev staerkere end det Folk, som holdt med Thibni Ginaths Søn; og Thibni døde, og Omri blev Konge.
1Kin	16	23	23. I det et og tredivte Asas, Judas Konges, Aar blev Omri Konge over Israel i tolv Aar; i Thirza regerede han i seks Aar.
1Kin	16	24	24. Og han købte Samarias Bjerg af Semer for to Centner Sølv og byggede paa Bjerget og kaldte Stadens Navn, som han byggede, efter Semers Navn, som havde vaeret Herre over Bjerget, Samaria.
1Kin	16	25	25. Og Omri gjorde det onde for Herrens Øjne, ja han gjorde ondt fremfor alle, som havde vaeret før ham.
1Kin	16	26	26. Og han vandrede i al Jeroboams, Nebats Søns, Vej og i hans Synder, hvormed han kom Israel til at synde, saa at de opirrede Herren, Israels Gud med deres Afguder.
1Kin	16	27	27. Men det øvrige af Omris Handeler, hvad han gjorde, og hans Magt, hvilken han skaffede sig, ere de Ting ikke skrevne i Israels Kongers Krønikers Bog?
1Kin	16	28	28. Og Omri laa med sine Faedre og blev begraven i Samaria, og Akab, hans Søn, blev Konge i hans Sted.
1Kin	16	29	29. i det otte og tredivte Asas Judas Konges, Aar blev Akab, Omris Søn, Konge over Israel, og Akab, Omris Søn, regerede over Israel i Samaria to og tyve Aar.
1Kin	16	30	30. Og Akab, Omris Søn, gjorde det onde for Herrens Øjne fremfor alle, som havde vaeret før ham.
1Kin	16	31	31. Og det skete, som var det ham for lidet, at han vandrede i Jeroboams, Nebats Søns, Synder, at han tog til Hustru Jesabel, Eth-Baals, Zidoniernes Konges Datter, og han gik hen og tjente Baal og tilbad ham.
1Kin	16	32	32. Og han oprejste Baal et Alter i Baals Hus, som han byggede i Samaria.
1Kin	16	33	33. Akab gjorde og Astartebilledet, og Akab gjorde mere til at opirre Herren, Israels Gud, end alle Israels Konger, som vare før ham.
1Kin	16	34	34. I hans Dage byggede Betheliteren Hiel Jeriko; det kostede ham Abiram, hans førstefødte Søn, der han lagde dens Grundvold, og Segub, hans yngste Søn, der han satte dens Porte, efter Herrens Ord, som han havde talet ved Josva, Nuns Søn.
------------------------Første Kongebog, Kapitel 17
1Kin	17	1	1. Og Thisbiteren Elias, en af dem, som boede i Gilead, sagde til Akab: Saa vist som Herren, Israels Gud, lever, for hvis Ansigt jeg staar, skal der hverken komme Dug eller Regn i disse Aar, uden efter mit Ord.
1Kin	17	2	2. Og Herrens Ord skete til ham og sagde:
1Kin	17	3	3. Gak herfra og vend dig imod Østen og skjul dig ved Baekken Krith, som er lige over for Jordanen.
1Kin	17	4	4. Og det skal ske, at du skal drikke af Baekken, og jeg har budet Ravnene, at de skulle forsørge dig der.
1Kin	17	5	5. Og han gik og gjorde efter Herrens Ord og gik og blev, ved Baekken Krith, som er lige over for Jordanen.
1Kin	17	6	6. Og Ravnene bragte ham Brød og Kød om Morgenen og Brød og Kød om Aftenen, og han drak af Baekken.
1Kin	17	7	7. Og det skete efter en Tids Forløb, da blev Baekken tør, thi der var ikke Regn i Landet.
1Kin	17	8	8. Da skete Herrens Ord til ham og sagde:
1Kin	17	9	9. Staa op og gak til Sarepta, som er ved Sidon, og bliv der; se, jeg har budet der en Enke, at hun skal forsørge dig.
1Kin	17	10	10. Og han stod op og gik til Sarepta og kom til Stadsporten, og se, der var en Enke, som sankede Ved; og han kaldte ad hende og sagde: Kaere, hent mig lidt Vand i Karret, at jeg kan drikke.
1Kin	17	11	11. Da gik hun at hente, og han kaldte ad hende og sagde: Kaere, tag mig et Stykke Brød med, i din Haand.
1Kin	17	12	12. Men hun sagde: Saa vist som Herren din Gud lever, jeg har ikke en Kage, kun en Haandfuld Mel i en Krukke og lidet Olie, i et Krus; og se, jeg sanker et Par Stykker Braende og gaar ind og vil lave det til mig og til min Søn, at vi maa aede det og dø.
1Kin	17	13	13. Og Elias sagde til hende: Frygt ikke, gak ind, gør det efter dine Ord; dog lav mig først en liden Kage deraf og bring mig den ud, siden skal du lave dig og din Søn noget.
1Kin	17	14	14. Thi saa siger Herren, Israels Gud: Melet i Krukken skal ikke fortaeres, og Oliekruset skal ikke blive tomt indtil den Dag, at Herren skal give Regn over Jorderige.
1Kin	17	15	15. Og hun gik og gjorde efter Elias's Ord; og hun aad, ja, han og hun og hendes Hus i en god Tid.
1Kin	17	16	16. Melet i Krukken blev ikke fortaeret, og Oliekruset blev ikke tomt, efter Herrens Ord, som han talte ved Elias.
1Kin	17	17	17. Og det skete efter disse Handeler, at samme Kvindes, Husets Ejerindes, Søn blev syg, og hans Sygdom var saare svar, indtil der ikke mere var Aande i ham.
1Kin	17	18	18. Og hun sagde til Elias: Hvad har jeg at gøre med dig, du Guds Mand? du er kommen til mig at lade min Misgerning kommes i Hu og at draebe min Søn.
1Kin	17	19	19. Og han sagde til hende: Giv mig hid din Søn; og han tog ham af hendes Skød og bar ham op paa Salen, hvor han boede, og han lagde ham paa sin Seng.
1Kin	17	20	20. og han raabte til Herren og sagde: Herre, min Gud! har du virkelig bragt Ulykke over denne Enke, som jeg opholder mig hos, saa at du draeber hendes Søn?
1Kin	17	21	21. Saa udstrakte han sig over Barnet tre Gange og raabte til Herren og sagde: Herre, min Gud! Kaere, lad dette Barns Sjael komme inden i det igen!
1Kin	17	22	22. Og Herren hørte Elias's Røst, og Barnets Sjael kom inden i det igen, og det blev levende.
1Kin	17	23	23. Og Elias tog Barnet og førte det ned fra Salen i Huset og gav hans Moder det, og Elias sagde: Se, din Søn lever.
1Kin	17	24	24. Kvinden sagde til Elias: Nu ved jeg dette, at du er en Guds Mand, og at Herrens Ord i din Mund er Sandhed.
------------------------Første Kongebog, Kapitel 18
1Kin	18	1	1. Og det skete mange Dage derefter, at Herrens Ord skete til Elias i det tredje Aar og sagde: Gak, lad dig se for Akab, saa vil jeg give Regn paa Jorderige.
1Kin	18	2	2. Elias gik for at lade sig se for Akab. Og Hungeren var svar i Samaria.
1Kin	18	3	3. Og Akab havde kaldet ad Obadias, som var Hovmester; (men Obadias frygtede Herren saare;
1Kin	18	4	4. thi det skete, der Jesabel udryddede Herrens Profeter, at Obadias tog hundrede Profeter og skjulte dem, halvtredsinds tyve Maend i hver Hule, og forsørgede dem med Brød og Vand);
1Kin	18	5	5. og Akab havde sagt til Obadias: Drag igennem Landet til alle Vandkilder og til alle Baekke, maaske vi kunne finde Graes og beholde Hestene og Mulerne i Live, at ikke Kvaeget omkommer for os.
1Kin	18	6	6. Og de delte Landet imellem sig for at drage igennem det; Akab drog alene paa en Vej, og Obadias drog alene paa en anden Vej.
1Kin	18	7	7. Men det skete, der Obadias var paa Vejen, se, da mødte Elias ham, og han kendte ham og faldt paa sit Ansigt og sagde: Er det dig, min Herre Elias?
1Kin	18	8	8. Han sagde til ham: Det er mig; gak, sig til din Herre: Se, Elias er her! han sagde:
1Kin	18	9	9. Hvad har jeg syndet, at du vil give din Tjener i Akabs Haender, at han skal draebe mig?
1Kin	18	10	10. Saavist som Herren din Gud lever, der er intet Folk eller Rige, til hvilket min Herre jo har sendt hen, for at lede efter dig, og de sagde: Han er ikke her; og han tog en Ed af det Rige og det Folk, at man ikke havde fundet dig.
1Kin	18	11	11. Og du siger nu: Gak, sig din Herre: Se, Elias er her!
1Kin	18	12	12. Og det maatte ske, naar jeg gik fra dig, at Herrens Aand tog dig bort, jeg ved ikke hvorhen, og jeg kom at give Akab det til Kende, og han fandt dig ikke, da slog han mig ihjel; men din Tjener frygter dog Herren fra sin Ungdom af
1Kin	18	13	13. Er det ikke givet min Herre til Kende, hvad jeg gjorde, der Jesabel slog Herrens Profeter ihjel, at jeg skjulte hundrede Maend af Herrens Profeter, her halvtredsindstyve og der halvtredsindstyve Maend i en Hule, og forsørgede dem med Brød og Vand?
1Kin	18	14	14. Og du siger nu: Gak, sig din Herre: Se, Elias er her! og han vil slaa mig ihjel.
1Kin	18	15	15. Og Elias sagde: Saa vist som Herren Zebaoth lever, for hvis Ansigt jeg staar, i Dag vil jeg lade mig se for ham.
1Kin	18	16	16. Da gik Obadias Akab i Møde og gav ham det til Kende, og Akab gik Elias i Møde.
1Kin	18	17	17. Og det skete, der Akab saa Elias, da sagde Akab til ham: Er det dig, som forstyrrer Israel?
1Kin	18	18	18. Da sagde han: Ikke jeg har forstyrret Israel, men du og din Faders Hus, idet I forlode Herrens Bud, og du vandrede efter Baalerne.
1Kin	18	19	19. Men nu sende du Bud og samle al Israel til mig til Karmels Bjerg, samt de fire Hundrede og halvtredsindstyve Baals Profeter og de fire Hundrede Astartes Profeter, som aede af Jesabels Bord.
1Kin	18	20	20. Saa sendte Akab hen iblandt alle Israels Børn og samlede Profeterne til Karmels Bjerg.
1Kin	18	21	21. Da gik Elias frem til alt Folket og sagde: Hvor laenge ville I halte til begge Sider? dersom Herren er Gud, da vandrer efter ham, men dersom Baal er det, saa vandrer efter ham! Men Folket svarede ham ikke et Ord.
1Kin	18	22	22. Da sagde Elias til Folket: Jeg er ene tilbage som Herrens Profet; men Baals Profeter ere fire Hundrede og halvtredsindstyve Maend.
1Kin	18	23	23. Saa lader dem give os to Okser, og de maa udvaelge sig den ene Okse og hugge den i Stykker og laegge den paa Veddet, men ikke laegge Ild dertil, saa vil jeg lave den anden Okse til og laegge den paa Veddet, men ikke laegge Ild dertil.
1Kin	18	24	24. Saa kalder paa eders Guds Navn, og jeg vil kalde paa Herrens Navn, og det skal ske: Den Gud, som svarer ved Ilden, han er Gud; og alt Folket svarede og sagde: Det Ord er godt.
1Kin	18	25	25. Og Elias sagde til Baals Profeter: Udvaelger eder den ene Okse og laver den først til, thi I ere de mange, og kalder paa eders Guds Navn, men laegger ikke Ild dertil.
1Kin	18	26	26. Og de toge Oksen, som han gav dem, og lavede den til og kaldte paa Baals Navn, fra Morgenen og indtil Middagen, og sagde: O Baal! bønhør os! Men der var ingen Røst og ej heller nogen, som svarede; og de gik haltende om Alteret, som man havde opført.
1Kin	18	27	27. Og det skete om Middagen, da spottede Elias dem og sagde: Raaber med høj Røst, thi han er jo en Gud; thi han er vel falden i Tanker, eller er gaaet til Side. eller er paa Rejse - maaske sover han - at han kan opvaagne.
1Kin	18	28	28. Og de raabte med høj Røst og saarede sig, efter deres Vis med Knive og med Syle, indtil Blodet flød ned over dem.
1Kin	18	29	29. Og det skete, der Middagen var gaaet forbi, at de profeterede, indtil man skulde ofre Mado fferet; og der var ingen Røst og igen, som svarede, og ingen, som agtede derpaa.
1Kin	18	30	30. Da sagde Elias til alt Folket: Kommer hid til mig! og alt Folket, kom frem til ham, og han helede Herrens Alter, som var nedbrudt.
1Kin	18	31	31. Og Elias tog tolv Stene, efter Jakobs Børns Stammers Tal, hans, til hvem Herrens Ord var sket, sigende: Dit Navn skal vaere Israel.
1Kin	18	32	32. Og han byggede af de Stene et Alter i Herrens Navn, og han gjorde, en Grav, saa rummelig som til to Maaders Udsaed, omkring Alteret.
1Kin	18	33	33. Og han lagde Veddet til Rette og huggede Oksen i Stykker og lagde den paa Veddet.
1Kin	18	34	34. Og han sagde: Fylder fire Krukker med Vand og øser det paa Braendofferet og paa Veddet; og han sagde: Gører det anden Gang, og de gjorde det anden Gang; og han sagde: Gører det tredje Gang, og de gjorde det tredje Gang.
1Kin	18	35	35. Og Vandet løb trindt omkring Alteret, og han fyldte ogsaa Graven med Vand.
1Kin	18	36	36. Og det skete, ved den Tid man ofrer Madofferet, da traadte Profeten Elias frem og sagde: Herre, Abrahams, Isaks og Israels Gud! lad det kendes i Dag, at du er Gud i Israel, og at jeg er din Tjener, og at jeg har gjort alle disse Gerninger efter dit Ord.
1Kin	18	37	37. Bønhør mig, Herre ! bønhør mig, at dette Folk maa vide, at du, Herre, du er Gud, og at du har vendt deres Hjerter tilbage.
1Kin	18	38	38. Da faldt Herrens Ild ned og fortaerede Braendofferet og Veddet og Stenene og Støvet og slikkede Vandet op, som var i Graven.
1Kin	18	39	39. Og alt Folket saa det og faldt ned paa deres Ansigt og sagde: Herren, han er Gud! Herren, han er Gud!
1Kin	18	40	40. Da sagde Elias til dem: Griber Baals Profeter, at ingen Mand undkommer af dem; og de grebe dem, og, Elias førte dem ned til Kisons Baek og nedhuggede dem der.
1Kin	18	41	41. Og Elias sagde til Akab: Drag op, aed og drik; thi der høres en Susen af megen Regn.
1Kin	18	42	42. Og Akab drog op for at aede og at drikke; og Elias gik op paa Karmels Top og bøjede sig imod Jorden og satte sit Ansigt ned imellem sine Knae.
1Kin	18	43	43. Og han sagde til sin Dreng: Kaere, gak op, se ud ad Vejen til Havet; og han gik op og saa til og sagde: Der er ikke noget; og han sagde: Gak igen derhen, syv Gange.
1Kin	18	44	44. Og det skete den syvenele Gang, at han sagde: Se, en liden Sky stiger op fra Havet, som en Mands Haand; og han sagde: Gak op, sig til Akab: Spaend for og far ned, at Regnen ikke skal opholde dig.
1Kin	18	45	45. Og det skete i en Haandevending, da blev Himmelen sort af Skyer og Vejr, og der kom en stor Regn; men Akab for af Sted og drog til Jisreel.
1Kin	18	46	46. Og Herrens Haand var over Elias, og han ombandt sig om sine Laender og løb frem foran Akab, lige til Jisreel.
------------------------Første Kongebog, Kapitel 19
1Kin	19	1	1. Og Akab fortalte Jesabel om alt det, som Elias havde gjort, og om alle dem, han havde ihjelslaget med Svaerdet, nemlig alle Profeterne.
1Kin	19	2	2. Da sendte Jesabel et Bud til Elias og lod sige: Guderne gøre mig nu og fremdeles saa og saa, om jeg ikke i Morgen paa denne Tid gør imod din Sjael, ligesom der er gjort imod en af disses Sjaele.
1Kin	19	3	3. Der han saa det, da stod han op og gik bort for at redde sit Liv og kom til Beersaba, som tilhører Juda; og han lod sin Dreng blive der.
1Kin	19	4	4. Og han gik selv i Ørken en Dags Rejse og kom og satte sig under et Enebaertrae; og han ønskede sig Døden og sagde: Det er nok, tag nu min Sjael, Herre ! thi jeg er ikke bedre end mine Faedre.
1Kin	19	5	5. Saa lagde han sig og sov under et Enebaertrae; og se, der var en Engel, som rørte ved ham og sagde til ham: Staa op, aed!
1Kin	19	6	6. Og han saa til, og se, ved hans Hovedgaerde var en Kage, bagt paa Gløder, og en Krukke med Vand; saa aad og drak han og lagde sig igen.
1Kin	19	7	7. Og Herrens Engel kom anden Gang igen og rørte ved ham og sagde: Staa op, aed; thi Vejen er for lang for dig.
1Kin	19	8	8. Og han stod op og aad og drak, og han gik ved den samme Mads Kraft i fyrretyve Dage og fyrretyve Naetter indtil Guds Bjerg Horeb.
1Kin	19	9	9. Og der gik han ind i en Hule og blev der om Natten; og se, Herrens Ord kom til ham og sagde til ham: Hvad har du her at gøre, Elias?
1Kin	19	10	10. Og han sagde: Jeg har vaeret nidkaer for Herren Zebaoths Gud, fordi Israels Børn have forladt din Pagt, de have nedbrudt dine Altre og slaget dine Profeter ihjel med Svaerd; og jeg alene er bleven tilovers, og de søge efter mit Liv for at tage det fra mig.
1Kin	19	11	11. Og han sagde: Gak ud, og du skal staa ved Bjerget for Herrens Ansigt; og se, Herren gik forbi, og et stort og staerkt Vejr, som sønderrev Bjergene og sønderbrød Klipperne for Herrens Ansigt: Herren var ikke i Vejret; og der kom et Jordskaelv efter Vejret: Herren var ikke i Jordskaelvet.
1Kin	19	12	12. Og efter Jordskaelvet kom en Ild: Herren var ikke i Ilden; men efter Ilden kom der en stille, sagte Lyd.
1Kin	19	13	13. Og det skete, der Elias hørte det da tilhyllede han sit Ansig med sin Kappe og gik ud og stod i Døren paa Hulen, og se, da kom der en Røst til ham og sagde: Hvad har du her at gøre, Elias
1Kin	19	14	14. Og han sagde: Jeg har vaeret nidkaer for Herren Zebaoths Gud, fordi Israels Børn have forladt din Pagt, nedbrudt dine Altre og ihjelslaget dine Profeter med Svaerd, og jeg alene er bleven tilovers, og de søge efter mit Liv for at tage det fra mig.
1Kin	19	15	15. Og Herren sagde til ham: Gak, vend tilbage ad din Vej igennem Ørken til Damaskus, og du skal gaa ind og salve Hasael til Konge over Syrien;
1Kin	19	16	16. og du skal salve Jehu, Nimsis Søn, til Konge over Israel og salve Elisa, Safats Søn fra Abel-Mehola, til Profet i dit Sted
1Kin	19	17	17. Og det skal ske, at hvo som undkommer fra Hasaels Svaerd, den skal Jehu ihjelslaa, og hvo som undkommer fra Jehus Svaerd, den skal Elisa ihjelslaa.
1Kin	19	18	18. Og jeg har ladet syv Tusinde blive tilovers i Israel, nemlig alle Knae, som ikke have bøjet sig for Baal, og hver Mund, som ikke har kysset ham.
1Kin	19	19	19. Saa gik han derfra og fandt Elisa, Safats Søn, der pløjede med tolv Spand Øksne foran sig, og han selv var med det tolvte; og Elias gik over til ham og kastede sin Kappe paa ham.
1Kin	19	20	20. Og han forlod Øksnene og løb efter Elias og sagde: Kaere, lad mig kysse min Fader og min Moder, saa vil jeg følge dig! og han sagde til ham: Gak, kom igen, thi hvad har jeg gjort dig?
1Kin	19	21	21. Saa gik han fra ham igen, og han tog et Spand Øksne og ofrede dem og kogte deres Kød ved Tøjet paa Øksnene, og gav Folket, og de aade; og han stod op og fulgte Elias og tjente ham.
------------------------Første Kongebog, Kapitel 20
1Kin	20	1	1. Benhadad, Kongen i Syrien samlede hele sin Haer, og der var to og tredive Konger med ham og Heste og Vogne; og han drog op og belejrede Samaria og stred imod den.
1Kin	20	2	2. Og han sendte Bud til Akab, Israels Konge, til Staden.
1Kin	20	3	3. Og han lod ham sige: Saa siger Benhadad: Dit Sølv og dit Guld, det er mit, og dine smukke Hustruer og Børn, de ere mine.
1Kin	20	4	4. Og Israels Konge svarede og sagde: Efter dine Ord skal det vaere, min Herre Konge! jeg er din og alt det, jeg har. Derefter kom Budene igen og sagde: Saa siger Benhadad: Efterdi jeg sendte til dig og lod sige: Du skal give mig dit Sølv og dit Guld og dine Hustruer og dine Børn:
1Kin	20	5	5. Derefter kom Budene igen og sagde: saa siger Benhadad: efterdi jeg sendte til dig og lod sige: du skal give mig dit Sølv og dit Guld og dine hustruer og dine Børn:
1Kin	20	6	6. Saa vil jeg sende mine Tjenere til dig i Morgen paa denne Tid, og de skulle ransage i dit Hus og i dine Tjeneres Huse, og det skal ske, alt det, som er lysteligt for dine Øjne, skulle de laegge i deres Haender og tage det bort.
1Kin	20	7	7. Da kaldte Israels Konge ad alle Landets aeldste og sagde: Kaere, maerker og ser, at denne søger det, som ondt er; thi han sendte til mig om mine Hustruer og om mine Børn og om mit Sølv og om mit Guld, og jeg har ikke naegtet ham det.
1Kin	20	8	8. Da sagde alle de aeldste og alt Folket til ham: Du skal ikke adlyde og ikke samtykke.
1Kin	20	9	9. Da sagde han til Benhadads Bud: Siger min Herre Kongen: Alt det, du sendte til din Tjener første Gang om, vil jeg gøre, men denne Gerning kan jeg ikke gøre, og Budene gik og bragte ham Svar igen.
1Kin	20	10	10. Da sendte Benhadad til ham og lod sige: Guderne gøre mig nu og fremdeles saa og saa, om Støvet af Samaria skal blive nok til, at alt Folket, som er i Følge med mig, skal kunne føre hver en Haandfuld der fra.
1Kin	20	11	11. Da svarede Israels Konge og sagde: Siger: Den, som ombinder Baeltet, skal ikke rose sig som den, der løser det.
1Kin	20	12	12. Og det skete, der han hørte dette Ord, medens han drak, han og Kongerne i Teltene, da sagde han til sine Tjenere: Saetter an; og de satte an imod Staden.
1Kin	20	13	13. Og se, en Profet gik frem til Akab, Israels Konge, og sagde: Saa sagde Herren: Har du set hele denne store Hob? se, jeg vil give den i Dag i din Haand, at du skal fornemme, at jeg er Herren.
1Kin	20	14	14. Og Akab sagde: Ved hvem og han sagde: Saa siger Herren: Ved Landshøvdingenes Drenge; og han sagde: Hvem skal begynde Striden? og han sagde: Du.
1Kin	20	15	15. Saa talte han Landshøvdingenes Drenge, og de vare to Hundrede og to og tredive; og efter dem talte han hele Folket, alle Israels Børn, syv Tusinde.
1Kin	20	16	16. Og de droge ud om Middagen; og Benhadad drak og var drukken i Teltene, han og Kongerne, nemlig de to og tredive Konger, som hjalp ham.
1Kin	20	17	17. Og Landshø vdingenes Drenge droge først ud; og Benhadad sendte nogle hen, og de gave ham til Kende og sagde: Der dragerMaend ud fra Samaria.
1Kin	20	18	18. Og han sagde: Dersom de ere uddragne for Freds Skyld, saa griber dem levende, og dersom de ere uddragne for Krigs Skyld, saa griber dem levende!
1Kin	20	19	19. Da de vare uddragne af Staden, nemlig Landshøvdingenes Drenge og Haeren, som fulgte dem:
1Kin	20	20	20. Da sloge de hver sin Mand, og Syrerne flyede, og Israel forfulgte dem; og Benhadad, Kongen af Syrien, undkom paa en Hest med Rytterne.
1Kin	20	21	21. Og Israels Konge drog ud og slog Heste og Vogne og slog Syrerne med et stort Slag.
1Kin	20	22	22. Da gik Profeten frem til Israel Konge og sagde til ham: Gak, for staerk dig, og vid og se, hvad du skal gøre; thi naar Aaret er omme, vil Kongen af Syrien drage op imod dig.
1Kin	20	23	23. Og Kongen af Syriens Tjenere sagde til ham: Deres Guder ere Bjergenes Guder, derfor ere de staerkere end vi; men lader os stride imod dem paa det jaevne Land; hvad gaelder det, om vi ikke skulle blive staerkere end de?
1Kin	20	24	24. Og gør denne Gerning: Tag Kongerne bort, hver fra sin Plads, og saet Statholdere i deres Sted!
1Kin	20	25	25. Og tael dig en Haer, som denne Haer var, som er falden for dig, og Heste som de Heste og Vogne som de Vogne, og lader os stride imod dem paa det jaevne Land; hvad gaelder det, om vi ikke skulle blive staerkere end de? og han adlød deres Røst og gjorde saa.
1Kin	20	26	26. Og det skete, der Aaret var omme, da talte Benhadad Syrerne og drog op til Afek, til Krigen imod Israel.
1Kin	20	27	27. Og Israels Børn bleve talte og forsynede, og de droge imod dem; og Israels Børn lejrede sig imod dem som to smaa Gedehjorde; men Syrerne havde opfyldt Landet.
1Kin	20	28	28. Og der kom en Guds Mand frem og talte til Israels Konge og sagde: Saa sagde Herren: Fordi Syrerne have sagt: Herren er Bjergenes Gud og ikke Dalenes Gud, derfor har jeg givet hele denne store Hob i din Haand, for at I skulle fornemme, at jeg er Herren.
1Kin	20	29	29. Og disse lejrede sig over for dem syv Dage, og det skete paa den syvende Dag, da begyndte Slaget, og Israels Børn sloge Syrerne, hundrede Tusinde Fodfolk paa een Dag.
1Kin	20	30	30. Og de, som bleve tilovers, flyede til Afek ind i Staden, og Muren faldt paa syv og tyve Tusinde Maend, som vare blevne tilovers; og Benadad flyede og kom i Staden, fra et Kammer til et andet.
1Kin	20	31	31. Da sagde hans Tjenere til ham: Kaere, se, vi have hørt, at Israels Konger ere naadige Konger; kaere, lader os laegge Saekke om vore Laender og Reb om vore Hoveder og gaa ud til Israels Konge, maaske han lader din Sjael leve.
1Kin	20	32	32. Og de bandt Saekke om deres Laender og Reb om deres Hoveder, og de kom til Israels Konge og sagde: Benhadad, din Tjener siger: Kaere, lad min Sjael leve; og han sagde: Lever han endnu? han er min Broder.
1Kin	20	33	33. Og Maendene udlagde sig det til det gode og skyndte sig med at faa ham til at sige, om det var hans Alvor, og de sagde: Benhadad er din Broder; og han sagde: Gaar ind, henter ham hid; da gik Benhadad ud til ham, og han lod ham stige op paa Vognen.
1Kin	20	34	34. Og Benhadad sagde til ham: Jeg vil give dig igen de Staeder, som min Fader tog fra din Fader, og du maa anlaegge dig Gader i Damaskus, ligesom min Fader anlagde i Samaria; og jeg, sagde Akab, vil med den Pagt lade dig fare. Saa gjorde han en Pagt med ham og lod ham fare.
1Kin	20	35	35. Og en Mand af Profeternes Børn sagde til sin Naeste ved Herrens Ord: Kaere, slaa mig; men Manden vaegrede sig ved at slaa ham.
1Kin	20	36	36. Da sagde han til ham: Fordi du ikke adlød Herrens Røst, se, da skal en Løve slaa dig, naar du gaar fra mig; og han gik fra ham, og en Løve traf ham og slog ham.
1Kin	20	37	37. Og han traf en anden Mand og sagde: Kaere, slaa mig; og Manden slog ham haardt og saarede ham.
1Kin	20	38	38. Da gik Profeten og stod for Kongen paa Vejen og gjorde sig ukendelig med et Klaede over sine Øjne.
1Kin	20	39	39. Og det skete, da Kongen drog forbi, at han raabte til Kongen og sagde: Din Tjener var dragen ud midt i Krigen, og se, en Mand veg af Vejen og førte en Mand til mig og sagde: Forvar denne Mand; dersom han savnes, da skal dit Liv vaere i Stedet for hans Liv, eller du skal betale et Centner Sølv.
1Kin	20	40	40. Og det skete, der din Tjener havde at gøre her og der, da var han ikke mere der; og Israels Konge sagde til ham: Saa er din Dom, du har selv faeldet den.
1Kin	20	41	41. Da skyndte han sig og tog Klaedet bort fra sine Øjne, og Israels Konge kendte ham, at han var en af Profeterne.
1Kin	20	42	42. Og han sagde til ham: Saa sagde Herren: Fordi du slap den Mand, som jeg har sat i Band, af din Haand, da skal din Sjael vaere i Stedet for hans Sjael, og dit Folk i Stedet for hans Folk.
1Kin	20	43	43. Saa drog Israels Konge til sit Hus, ilde tilfreds og vred; og han kom til Samaria.
------------------------Første Kongebog, Kapitel 21
1Kin	21	1	1. Og det skete efter disse Handeler, at Jisreeliteren Naboth havde en Vingaard, som var i Jisreel ved Akabs Palads, Kongens i Samaria.
1Kin	21	2	2. Og Akab talede til Naboth og sagde: Giv mig din Vingaard, at den maa vaere mig til en Urtehave, efterdi den er naer ved mit Hus, og jeg vil give dig en Vingaard for den, som er bedre end denne; eller om dig godt synes, vil jeg give dig Penge for den, saa meget som den er vaerd.
1Kin	21	3	3. Og Naboth sagde til Akab: Herren lade det vaere langt fra mig, at jeg skulde give dig mine Faedres Arv.
1Kin	21	4	4. Da kom Akab ilde tilfreds og vred til sit Hus for det Ords Skyld, som Jisreeliteren Naboth havde talt til ham og sagt: Jeg vil ikke give dig mine Faedres Arv; og han lagde sig paa sin Seng og vendte sit Ansigt omkring og aad ikke Brød.
1Kin	21	5	5. Da kom Jesabel, hans Hustru, til ham, og hun sagde til ham: Hvad er det for noget, at din Aand er saa ilde tilfreds, at du ikke aeder Brød?
1Kin	21	6	6. Og han sagde til hende: Fordi jeg talte til Jisreeliteren Naboth og sagde til ham: Giv mig din Vingaard for Penge, eller om du har Lyst dertil, da vil jeg give dig en anden Vingaard for den, og han sagde: Jeg vil ikke give dig min Vingaard.
1Kin	21	7	7. Da sagde Jesabel, hans Hustru, til ham: Du, jo, du skulde nu have Kongemagt over Israel! staa op, aed Brød og lad dit Hjerte vaere vel til Mode, jeg vil give dig Jisreeliteren Naboths Vingaard.
1Kin	21	8	8. Og hun skrev Breve i Akabs Navn og forseglede dem med hans Signet, og hun sendte Brev til de aeldste og til de ypperste, som vare i hans Stad, og som boede ved Naboth.
1Kin	21	9	9. Og hun skrev i Brevene og sagde: Lader udraabe en Faste, og saetter Naboth øverst iblandt Folket!
1Kin	21	10	10. Og saetter to Maend Belials Børn, tvaers overfor ham, som skulle vidne imod ham og sige: Du har bandet Gud og Kongen og fører ham ud og stener ham, at han dør.
1Kin	21	11	11. Og de aeldste Maend og ypperste i hans Stad, som boede i hans Stad, gjorde, ligesom Jesabel havde ladet sige til dem, ligesom der var skrevet i Brevene, som hun havde sendt til dem.
1Kin	21	12	12. De lode udraabe en Faste og satte Naboth øverst iblandt Folket.
1Kin	21	13	13. Og de to Maend, de Belials Børn, kom satte sig tvaers overfor ham, og Belials Maend vidnede imod Naboth for Folket og sagde: Naboth bandede Gud og Kongen; og de førte ham ud uden for Staden og stenede ham med Stene, at han døde
1Kin	21	14	14. Og de sendte til Jesabel og lode sige: Naboth er stenet og er død.
1Kin	21	15	15. Og det skete, der Jesabel hørte at Naboth var stenet og var død da sagde Jesabel til Akab: Staa op tag til Eje Jisreeliteren Naboths Vin gaard, som han vaegrede sig ved give dig for Penge; thi Naboth lever ikke, men er død.
1Kin	21	16	16. Og det skete, der Akab hørte, at Naboth var død, da stod Akab op at gaa ned i Jisreeliteren Naboths Vingaard for at tage den til Eje.
1Kin	21	17	17. Og Herrens Ord skete til Thisbiteren Elias og sagde:
1Kin	21	18	18. Staa op, gak ned imod Akab, Israels Konge, som er i Samaria; se, han er i Naboths Vingaard, hvorhen han er gaaet ned for at tage den til Ejendom.
1Kin	21	19	19. Og du skal tale til ham og sige: Saaledes sagde Herren: Har du baade myrdet og tilmed taget en Ejendom? Fremdeles skal du tale til ham og sige: Saa siger Herren: Paa det Sted, hvor Hundene slikkede Naboths Blod, skulle Hundene slikke dit Blod, ja ogsaa dit.
1Kin	21	20	20. Og Akab sagde til Elias: Har du fundet mig, min Fjende? Og han saagde: Jeg har fundet dig, fordi du har solgt dig selv til at gøre det onde for Herrens Øjne.
1Kin	21	21	21. Se, jeg vil føre Ulykke over dig og borttage dine Efterkommere og udrydde af alt Akabs Hus enhver af Mandkøn og den bundne og den løsladte i Israel.
1Kin	21	22	22. Og jeg vil gøre dit Hus som Jeroboams, Nebats Søns, Hus, og som Baesas, Ahias Søns, Hus, for den Opirrelses Skyld, som du har opirret mig med, og fordi du kom Israel til at synde.
1Kin	21	23	23. Og om Jesabel har Herren ogsaa talt og sagt: Hundene skulle aede Jesabel inden Jesreels Mure.
1Kin	21	24	24. Hvo som dør i Staden af Akabs Hus, skulle Hundene aede, og hvo som dør paa Marken, skulle Fuglene under Himmeler aede.
1Kin	21	25	25. Dog var der ingen som Akab der havde solgt sig selv til at gøre det onde for Herrens Øjne, fordi hans Hustru Jesabel tilskyndte ham:
1Kin	21	26	26. og han handlede saare vederstyggeligt, idet han vandrede efter de stygge Afguder, aldeles ligesom Amoriterne gjorde, hvilke Herren fordrev for Israels Børns Ansigt.
1Kin	21	27	27. Og det skete, der Akab hørte disse Ord, da sønderrev han sine Klaeder og lagde Saek om sin Krop og fastede, og laa i Saek og gik sagtelig.
1Kin	21	28	28. Og Herrens Ord skete til Thisbiteren Elias og sagde:
1Kin	21	29	29. Har du set, at Akab har ydmyget sig for mit Ansigt fordi han har ydmyget sig for mit Ansigt, vil jeg ikke lade det onde komme i hans Dage; i hans Søns Dage vil jeg føre det onde over hans Hus.
------------------------Første Kongebog, Kapitel 22
1Kin	22	1	1. Og de sade stille tre Aar; der var ingen Krig imellem Syrerne og Israel.
1Kin	22	2	2. Men det skete i det tredje Aar, da drog Josafat, Judas Konge, ned til Israels Konge.
1Kin	22	3	3. Og Israels Konge sagde til sine Tjenere: Vide I, at Ramoth i Gilead hører os til? og vi tie stille om at tage den tilbage af Syriens Konges Haand!
1Kin	22	4	4. Derefter sagde han til Josafat: Vil du drage med mig til Krig imod Ramoth i Gilead? og Josafat sagde til Israels Konge: Jeg vil vaere som du, mit Folk skal vaere som dit Folk, mine Heste som dine Heste.
1Kin	22	5	5. Fremdeles sagde Josafat til Israels Konge: Kaere, adspørg i Dag Herrens Ord!
1Kin	22	6	6. Da samlede Israels Konge Profeterne, ved fire Hundrede Maend, og sagde til dem: Skal jeg drage til Krig imod Ramoth i Gilead eller lade det vaere? og de sagde: Drag op, og Herren skal give den i Kongens Haand.
1Kin	22	7	7. Men Josafat sagde: Er her ikke endnu en Herrens Profet, at vi kunde spørge ham ad?
1Kin	22	8	8. Og Israels Konge sagde til Josafat: Her er endnu een Mand, ved hvem man kan adspørge Herren, men jeg hader ham, fordi han spaar ikke godt over mig, men ondt, det er Mika, Jimlas Søn; og Josafat sagde: Kongen sige ikke saa!
1Kin	22	9	9. Da kaldte Israels Konge ad en af Kammertjenerne og sagde: Hent hurtigt Mika, Jimlas Søn!
1Kin	22	10	10. Og Israels Konge og Josafat, Judas Konge, sade hver paa sin Trone, iførte Kongedragt, paa en fri Plads ved Indgangen til Samarias Port, og alle Profeterne spaaede for deres Ansigt.
1Kin	22	11	11. Og Zedekia, Knaanas Søn havde gjort sig Jernhorn, og han sagde: Saaledes sagde Herren: Med disse skal du stange Syrerne, indtil de aldeles udryddes.
1Kin	22	12	12. Og alle Profeterne spaaede saaledes og sagde: Drag op imod Ramoth i Gilead og vaer lykkelige, og Herren skal give den i Kongens Haand.
1Kin	22	13	13. Og Budet, som var gaaet bort for at kalde paa Mika, talte til ham sigende: Kaere, se, Profeternes Ord ere som af een Mund gunstige for Kongen; kaere, lad dit Ord vaere ligesom Ordet af en af dem og tal gunstigt!
1Kin	22	14	14. Da sagde Mika: Saa vist som Herren lever, det som Herren siger mig, det vil jeg tale.
1Kin	22	15	15. Og han kom til Kongen, og Kongen sagde til ham: Mika! skulle vi drage imod Ramoth i Gilead til Krig eller lade vaere? Og han sagde til ham: Drag op og vaer lykkelig, og Herren skal give den i Kongens Haand.
1Kin	22	16	16. Og Kongen sagde til ham: Hvor mange Gange skal jeg besvaerge dig, at du intet siger mig uden Sandheden i Herrens Navn?
1Kin	22	17	17. Da sagde han: Jeg saa al Israel adspredt paa Bjergene ligesom Faarene, der ingen Hyrde have; og Herren sagde: Disse have ingen Herre, lad dem vende tilbage hver til sit Hus med Fred!
1Kin	22	18	18. Da sagde Israels Konge til Josafat: Har jeg ikke sagt dig: Han spaar mig ikke godt, men ondt?
1Kin	22	19	19. Og han sagde: Hør derfor Herrens Ord: Jeg saa Herren sidde paa sin Trone, og al Himmelens Haer staaende hos ham ved hans højre og ved hans venstre Side.
1Kin	22	20	20. Og Herren sagde: Hvo vil overtale Akab, at han skal drage op og falde ved Ramoth i Gilead? og den ene sagde saa, og den anden sagde saa.
1Kin	22	21	21. Da gik en Aand ud og stod for Herrens Ansigt og sagde: Jeg vil overtale ham; og Herren sagde til ham: Hvormed?
1Kin	22	22	22. Og han sagde: Jeg vil gaa ud og vaere en løgnagtig Aand i alle hans Profeters Mund; og han sagde: Du skal overtale ham, ja ogsaa formaa det; gak ud og gør saa!
1Kin	22	23	23. Og nu, se, Herren har givet en løgnagtig Aand i alle disse dine Profeters Mund; men Herren har talt ondt over dig.
1Kin	22	24	24. Da gik Zedekia, Knaanas Søn, frem og slog Mika paa Kinden og sagde: Hvorledes? er Herrens Aand gaaet over fra mig for at tale med dig?
1Kin	22	25	25. Og Mika sagde: Se, du skal se det paa den Dag, naar du gaar ind fra et Kammer til et andet for at skjule dig.
1Kin	22	26	26. Da sagde Israels Konge: Tag Mika og før ham tilbage til Amon, Stadens Befalingsmand, og til Joas, Kongens Søn.
1Kin	22	27	27. Og du skal sige: Saa siger Kongen: Saetter denne i Faengsels Hus og bespiser ham med Traengsels Brød og Traengsels vand, indtil jeg kommer med Fred.
1Kin	22	28	28. Og Mika sagde: Dersom du kommer tilbage med Fred, da har Herren ikke talt ved mig; og han sagde Hører, I Folk alle sammen!
1Kin	22	29	29. Saa drog Israels Konge og Josafat, Judas Konge, op imod Ramoth i Gilead.
1Kin	22	30	30. Og Israels Konge sagde til Josafat: Jeg vil forklaede mig og saa gaa i Kampen, men tag du dine egne Klaeder paa; og Israels Konge forklaedte sig og gik i Slaget.
1Kin	22	31	31. Men Kongen af Syrien bød sine to og tredive øverste for Vognene og sagde: I skulle ikke stride imod liden eller stor, uden imod Israels Konge alene.
1Kin	22	32	32. Og det skete, der de øverste for Vognene saa Josafat, da sagde de: Han er visselig Israels Konge, og de bøjede af for at stride imod ham. Da raabte Josafat.
1Kin	22	33	33. Og det skete, der de øverste for Vognene saa, at han ikke var Israels Konge, da vendte de tilbage fra ham.
1Kin	22	34	34. Og en Mand spaendte Buen paa Lykke og Fromme og skød Israels Konge mellem Remmene og Panseret; da sagde denne til sin Køresvend: Vend din Haand om og før mig ud af Haeren; thi jeg er saaret.
1Kin	22	35	35. Og Kampen tog til paa den samme Dag, og Kongen blev holdt staaende i Vognen over for Syrerne, og han døde om Aftenen, og Blodet flød af Saaret midt i Vognen.
1Kin	22	36	36. Og man udraabte igennem Lejren, der Solen gik ned, og sagde: Hver gaa til sin Stad og hver til sit Land!
1Kin	22	37	37. Saa døde Kongen og blev ført til Samaria, og de begrove Kongen i Samaria.
1Kin	22	38	38. Og man skyllede Vognen ved Samarias Dam; og Hundene slikkede hans Blod, hvor Skøgerne badede sig, efter Herrens Ord, som han havde talt.
1Kin	22	39	39. Men det øvrige af Akabs Handeler, og alt det han gjorde, og om det Elfenbens Hus, som han byggede, og om alle Staederne, som han byggede, er det ikke skrevet i Israels Kongers Krønikers Bog?
1Kin	22	40	40. Og Akab laa med sine Faedre, og Ahasia, hans Søn, blev Konge i hans Sted.
1Kin	22	41	41. Og Josafat, Asas Søn, blev Konge over Juda i Akabs, Israels Konges, fjerde Aar.
1Kin	22	42	42. Josafat var fem og tredive Aar gammel, der han blev Konge, og regerede fem og tyve Aar i Jerusalem, og hans Moders Navn var Asuba, Silhis Datter.
1Kin	22	43	43. Og han vandrede i alle sin Fader Asas Veje og veg ikke derfra, men gjorde det, som var ret for Herrens Øjne.
1Kin	22	44	44. Dog bleve Højene ikke borttagne; Folket ofrede endnu og gjorde Røgelse paa Højene.
1Kin	22	45	45. Og Josafat holdt Fred med Israels Konge.
1Kin	22	46	46. Men det øvrige af Josafats Handeler og hans Magt, hvilken han skaffede sig, og hvorledes han har stridt, er det ikke skrevet i Judas Kongers Krønikers Bog?
1Kin	22	47	47. Og de øvrige af Skørlevnerne, som vare blevne tilbage fra Asas, hans Faders, Dage, borttog han af Landet.
1Kin	22	48	48. Og der var ingen Konge i Edom; men en Befalingsmand var Konge.
1Kin	22	49	49. Og Josafat havde ti Tharsisskibe, som skulde drage til Ofir efter Guld; men de droge ikke derhen, thi Skibene bleve sønderslagne i Ezion Geber.
1Kin	22	50	50. Da sagde Ahasia, Akabs Søn, til Josafat: Lad mine Tjenere fare med dine Tjenere paa Skibene; men Josafat vilde ikke.
1Kin	22	51	51. Og Josafat laa laa med sine Faedre og blev begraven med sine Faedre i Davids, sin Faders, Stad; og Joram, hans Søn, blev Konge i hans Sted.
1Kin	22	52	52. Ahasia, Akabs Søn, blev Konge over Israel i Samaria udi Josafats, Judas Konges, syttende Aar og var Konge over Israel to Aar.
1Kin	22	53	53. Og han gjorde det, som ondt var for Herrens Øjne, og vandrede i sin Faders Vej og i sin Moders Vej og i Jeroboams, Nebats Søns, Vej, hans, som kom Israel til at synde. Og han tjente Baal og tilbad ham og opirrede Herren, Israels Gud, alt ligesom hans Fader gjorde.
------------------------Anden Kongebog, Kapitel 1
2Kin	1	1	1. Og Moab faldt af fra Israel efter Akabs Død.
2Kin	1	2	2. Og Ahasia faldt igennem Sprinkelvaerket i sin Sal Samaria og blev syg; og han sendte Bud og sagde til dem: Gaar hen, adspørger Baal-Sebub, Ekrons Gud, om jeg skal leve efter denne Sygdom.
2Kin	1	3	3. Men Herrens Engel sagde til Thisbiteren Elias: Staa op, gak hen at møde Kongen af Samarias Bud, og sig til dem: Mon det er, fordi der er ingen Gud i Israel, at I gaa bort at adspørge Baal-Sebub, Ekrons Gud?
2Kin	1	4	4. Derfor saa sagde Herren: Du skal ikke komme op af din Seng, som du lagde dig paa, men visselig dø; og Elias gik bort.
2Kin	1	5	5. Der Budene kom tilbage til ham, da sagde han til dem: Hvi komme I allerede igen?
2Kin	1	6	6. Og de sagde til ham: Der kom en Mand op imod os og sagde til os: Gaar, vender tilbage til Kongen, som sendte eder, og siger til ham: Saa siger Herren: Mon det er, fordi der er ingen Gud i Israel, at du sender hen at adspørge Baal-Sebub, Ekrons Gud? derfor skal du ikke komme op af Sengen, som du lagde dig paa, men visselig dø.
2Kin	1	7	7. Og han sagde til dem: Hvorledes var den Mands Skikkelse, som kom eder i Møde og sagde disse Ord til eder?
2Kin	1	8	8. Og de sagde til ham: Det var en Mand, som havde en laadden Kappe paa og var ombunden med et Laederbaelte om sine Laender; da han sagde: Det er Thisbiteren Elias.
2Kin	1	9	9. Og han sendte en Høvedsmand over halvtredsindstyve med hans halvtredsindstyve til ham, og denne kom op til ham, og se, han sad paa Bjergets Top, og han sagde til ham: Du Guds Mand! Kongen siger: Kom ned!
2Kin	1	10	10. Men Elias svarede og sagde til Høvedsmanden over halvtredsindstyve: Dersom jeg er en Guds Mand, da falde Ild ned fra Himmelen og fortaere dig og din halvtredsindstyve; og Ild faldt ned fra Himmelen og fortaerede ham og hans halvtredsindstyve.
2Kin	1	11	11. Og han sendte atter en anden Høvedsmand over halvtredsindstyve med hans halvtredsindstyve til ham, og denne tog Ordet og sagde til ham: Du Guds Mand! saa sagde Kongen; Kom straks ned!
2Kin	1	12	12. Og Elias svarede og sagde til dem: Dersom jeg er en Guds Mand, da falde Ild ned fra Himmelen og fort ere dig og dine halvtredsindstyve; og Guds Ild faldt ned fra Himmelen og fortaerede ham og hans halvtredsindstyve.
2Kin	1	13	13. Da sendte han igen en Høvedsmand over det tredje halvtredsindstyve med hans halvtredsindstyve; og den tredje Høvedsmand for halvtredsindstyve steg op og kom og bøjede sig paa sine Knae for Elias og bad ham om Naade og talte til ham: Du Guds Mand! kaere, lad min Sjael og disse dine halvtreds indstyve Tjeneres Sjaele vaere dyrebare for dine Øjne.
2Kin	1	14	14. Se, der faldt Ild ned fra Himmelen, og fortaerede de to første Høvedsmaend over halvtredsindstyve og deres halvtredsindsindstyve; men nu, lad min Sjael vaere dyrebar for dine Øjne!
2Kin	1	15	15. Da sagde Herrens Engel til Elias: Gak, ned med ham, frygt ikke for hans Ansigt; og han gjorde sig rede og gik ned med ham til Kongen.
2Kin	1	16	16. Og han talte til ham: Saa sagde Herren: At du sendte Bud til at adspørge Baal -Sebub, Ekrons Gud, mon det var, fordi der var ingen Gud i Israel, at du kunde adspørge hans Ord? derfor skal du ikke komme op af Sengen, som du lagde dig paa, men: visselig dø.
2Kin	1	17	17. Saa døde han efter Herrens Ord, som Elias havde talt; og Joram blev Konge i hans Sted i det andet Jorams, Josafats Søns, Judas Konges, Aar, fordi han havde ingen Søn.
2Kin	1	18	18. Men det øvrige af Ahasias Handeler, hvad han gjorde, er det ikke skrevet i Israels Kongers Krønikers Bog?
------------------------Anden Kongebog, Kapitel 2
2Kin	2	1	1. Og det skete, der Herren vilde hente Elias op til Himmelen i en Storm, da gik Elias og Elisa fra Gilgal.
2Kin	2	2	2. Og Elias sagde til Elisa: Kaere, bliv her; thi Herren sendte mig til Bethel; men Elisa sagde: Saa vist som Herren lever og din Sjael lever, jeg forlader dig ikke; og de kom ned til Bethel.
2Kin	2	3	3. Da gik Profeternes Børn, som vare i Bethel, ud til Elisa og sagde til ham: Ved du, at Herren i Dag vil tage din Herre fra dit Hoved? og han sagde: Jeg ved det ogsaa, tier!
2Kin	2	4	4. Og Elias sagde til ham: Elisa, kaere, bliv her, thi Herren har sendt mig til Jeriko; men han sagde: Saa vist som Herren lever, og din Sjael lever, jeg forlader dig ikke; og de kom til Jeriko.
2Kin	2	5	5. Og Profeternes Børn, som vare i Jeriko, gik frem til Elisa og sagde til ham: Ved du, at Herren i Dag vil tage din Herre fra dit Hoved og han sagde: Jeg ved det ogsaa, tier!
2Kin	2	6	6. Og Elias sagde til ham: Kaere, bliv her, thi Herren har sendt mig til Jordanen; men han sagde: Saa vist som Herren lever, og din Sjael lever, jeg forlader dig ikke; og de gik begge sammen.
2Kin	2	7	7. Og halvtredsindstyve Maend af Profeternes Børn gik frem og stode tvaers overfor langtfra; men de stode begge ved Jordanen.
2Kin	2	8	8. Da tog Elias sin Kappe og svøbte den sammen og slog Vandet, og det skiltes ad til begge Sider, og de gik begge igennem paa det tørre.
2Kin	2	9	9. Og det skete, der de kom over, da sagde Elias til Elisa: Bed, hvad jeg skal gøre for dig, før jeg tages fra dig; og Elisa sagde: Kaeere, at der maa vaere to Dele af din Aand over mig!
2Kin	2	10	10. Og han sagde: Du har bedet om en svar Ting; dog, dersom du ser mig, naar jeg tages fra dig, skal det ske dig saa, men hvis ikke, da sker det ikke.
2Kin	2	11	11. Og det skete, der de gik videre og talte, se, da kom der en gloende Vogn og gloende Heste, og de gjorde Skilsmisse imellem dem begge, og Elias for op i en Storm til Himmelen.
2Kin	2	12	12. Og Elisa saa det, og han raabte: Min Fader, min Fader, Israels Vogne og hans Ryttere! og han saa ham ikke ydermere, og han tog fat i sine Klaeder og rev dem i to Stykker.
2Kin	2	13	13. Og han tog Elias's Kappe op, som var falden af ham, og vendte tilbage og stod ved Jordanens Bred.
2Kin	2	14	14. Og han tog Elias's Kappe, som var falden af ham, og slog Vandet og sagde: Hvor er Herren, Elias's Gud? ja hvor er han og han slog Vandet, og det skiltes ad til begge Sider, og Elisa gik over.
2Kin	2	15	15. Og der Profeternes Børn, som vare i Jeriko tvaers overfor, saa det, da sagde de: Elias's Aand hviler paa Elisa; og de gik ham i Møde, og de bøjede sig ned for ham imod Jorden.
2Kin	2	16	16. Og de sagde til ham: Kaere se, her er halvtredsindstyve Maend iblandt dine Tjenere, staerke Folk; lad dem dog gaa og lede efter din Herre, maaske Herrens Aand har optaget ham og kastet ham paa et af Bjergene eller i en af Dalene; men han sagde: Lader dem ikke gaa!
2Kin	2	17	17. Men de nødte ham, indtil han bluedes derved og sagde: Lader dem gaa; og de udsendte halvtredsindstyve Maend, og de ledte i tre Dage, men de fandt ham ikke.
2Kin	2	18	18. Da kom de tilbage til ham, medens han var bleven i Jeriko; og han sagde til dem: Sagde jeg ej til eder, at I ikke skulde gaa?
2Kin	2	19	19. Og Maendene i Staden sagde til Elisa: Kaere, se, her er godt at bo i Staden, ligesom min Herre ser; men Vandet er slet, og Landet volder utidige Fødsler.
2Kin	2	20	20. Og han sagde: Henter mig en ny Skaal og laegger Salt derudi; og de hentede det til ham.
2Kin	2	21	21. Da gik han ud til Vandets Udspring, og han kastede Saltet deri og sagde: Saa sagde Herren: Jeg har gjort dette Vand sundt, at der skal ingen Død eller Ufrugtbarhed ydermere komme deraf.
2Kin	2	22	22. Saa blev Vandet sundt indtil denne Dag, efter Elisas Ord, som han talte.
2Kin	2	23	23. Og han gik derfra op til Bethel; men der han gik op paa Vejen, da kom der smaa Drenge ud af Staden og spottede ham og sagde til ham: Kom op, du skaldede! kom op, du skaldede!
2Kin	2	24	24. Og han vendte sig om, og der han saa dem, da bandede han dem i Herrens Navn; da kom der to Bjørne ud af Skoven og sønderreve af dem to og fyrretyve Børn.
2Kin	2	25	25. Og han gik derfra til Bjerget Karmel, og han vendte tilbage derfra til Samaria.
------------------------Anden Kongebog, Kapitel 3
2Kin	3	1	1. Og Joram, Akabs Søn, blev Konge over Israel i Samaria i det attende Josafats, Judas Konges, Aar og regerede tolv Aar.
2Kin	3	2	2. Og han gjorde, det, som var ondt for Herrens Øjne, dog ikke som hans Fader og hans Moder; thi han borttog den Baals Støtte, som hans Fader lod gøre.
2Kin	3	3	3. Dog blev han haengende ved Jeroboams, Nebats Søns, Synder, som han kom Israel til at synde med, han veg ikke fra nogen af dem.
2Kin	3	4	4. Og Mesa, Moabiternes Konge, havde meget Kvaeg, og han betalte Israels Konge hundrede Tusin de Lam og hundrede Tusinde Vaedre med Ulden.
2Kin	3	5	5. Men det skete, der Akab var død, da faldt Moabiternes Konge af fra Israels Konge.
2Kin	3	6	6. Da drog Kong Joram ud paa den samme Dag af Samaria og mønstrede al Israel.
2Kin	3	7	7. Og han drog hen og sendte til Josafat, Kongen i Juda, og lod sige: Moabiternes Konge er falden af fra mig, vil du drage med mig imod Moabiterne til Krigen? Og han sagde: Jeg vil drage op, jeg vil vaere som du, mit Folk som dit Folk, mine Heste som dine Heste.
2Kin	3	8	8. Og han sagde: Ad hvilken Vej skulle vi drage op? og han sagde: Ad Vejen igennem Edoms Ørk.
2Kin	3	9	9. Saa droge Israels Konge og Judas Konge og Edoms Konge af Sted, og da de havde draget syv Dages Rejse omkring, var der ikke Vand for Haeren og for Lastdyrene, som vare i Følge med dem.
2Kin	3	10	10. Da sagde Israels Konge: Ak, at Herren har kaldet disse tre Konger for at give dem i Moabs Haand!
2Kin	3	11	11. Og Josafat sagde: Er her ingen Herrens Profet, at vi kunne adspørge Herren ved ham? Da svarede en af Israels Konges Tjenere og sagde: Her er Elisa, Safats Søn, som øste Vand paa Elias's Haender.
2Kin	3	12	12. Og Josafat sagde: Herrens Ord er hos ham; saa droge Israels Konge og Josafat og Edoms Konge ned til ham.
2Kin	3	13	13. Da sagde Elisa til Israels Konge: Hvad har jeg at gøre med dig? gak til din Faders Profeter og til din Moders Profeter; og Israels Konge sagde til ham: Nej; thi Herren har kaldet disse tre Konger for at give dem i Moabs Haand.
2Kin	3	14	14. Og Elisa sagde: Saa vist som den Herre Zebaoth lever, for hvis Ansigt jeg staar, dersom jeg ikke ansaa Josafats, Judas Konges, Person, da vilde jeg ikke vende Øjet til dig eller anse dig.
2Kin	3	15	15. Saa henter mig nu en Harpespiller; og det skete, der Harpespilleren legede paa Harpen, da kom Herrens Aand over ham.
2Kin	3	16	16. Og han sagde: Saa siger Herren: Gører Grøfter ved Grøfter i denne Dal;
2Kin	3	17	17. thi saa siger Herren: I skulle ikke se Vejr, ikke heller se Regn, alligevel skal denne Dal blive fuld af Vand, at I skulle drikke, baade I og eders Kvaeg og eders Lastdyr.
2Kin	3	18	18. Og dette er en ringe Ting for Herrens Øjne; han skal ogsaa give Moab i eders Haand,
2Kin	3	19	19. Og I skulle nedslaa alle faste Staeder og alle udvalgte Staeder og faelde alle gode Traeer og tilstoppe alle Vandkilder, og I skulle fordaerve alle gode Stykker Land med Stene.
2Kin	3	20	20. Og det skete om Morgenen ved Madofferets Tid, se, da kom der Vand ad Vejen fra Edom, og Landet fyldtes med Vandet.
2Kin	3	21	21. Og der alle Moabiterne hørte, at Kongerne vare dragne op til at stride imod dem, da bleve de sammenkaldte, baade alle, som ombandt Baelte, og de, som vare aeldre, og de opstillede sig ved Landemaerket.
2Kin	3	22	22. Og der de stode aarle op om Morgenen, og Solen gik op over Vandet, da saa Moabiterne tvaers overfor, at Vandet var rødt som Blod.
2Kin	3	23	23. Og de sagde: Det er Blod, Kongerne have aldeles ødelagt hverandre, og den ene har slaget den anden; op nu, Moab! efter Bytte.
2Kin	3	24	24. Der de kom til Israels Lejr, da stod Israel op og slog Moab, og de flyede for deres Ansigt, og de kom ind i Landet og sloge Moab.
2Kin	3	25	25. Og de nedbrøde Staederne og hver kastede sin Sten paa alle gode Stykker Land og fyldte dem og tilstoppede alle Vandkilder og faeldede alle gode Traeer, indtil ikkun Stenene i Kir-Hareseth bleve tilovers af den; og Slyngekasterne omringede den og sloge den.
2Kin	3	26	26. Og Moabs Konge saa, at Krigen var ham for staerk, da tog han syv Hundrede Maend til sig, som kunde uddrage Svaerd, for at bryde igennem til Kongen af Edom; men de kunde ikke.
2Kin	3	27	27. Da tog han sin Søn den førstefødte, som skulde blevet Konge i hans Sted, og ofrede ham til Braendoffer paa Muren; da brød der en stor Vrede løs over Israel, og de droge fra ham og kom tilbage til deres Land.
------------------------Anden Kongebog, Kapitel 4
2Kin	4	1	1. Og en Kvinde af Profeternes Børns Hustruer raabte til Elisa og sagde: Din Tjener, min Mand, er død, og du ved, at din Tjener frygtede Herren; nu kommer Aagerkarlen og vil tage begge mine Sønner til sine Traelle.
2Kin	4	2	2. Og EIisa sagde til hende: Hvad skal jeg gøre for dig? giv mig til Kende, hvad har du Huset? Og hun sagde: Din Tjenerinde har intet i Huset uden et Krus Olie.
2Kin	4	3	3. Og han sagde: Gak hen, laan dig Kar derude fra alle dine Naboer. tomme Kar, du skal ikke lade det blive faa.
2Kin	4	4	4. Og du skal gaa ind og lukke Døren til efter dig og efter dine Sønner og øse i alle disse Kar, og du skal lade dem saette hen, hvert, naar det er fuldt.
2Kin	4	5	5. Og hun gik fra ham og lukkede Døren efter sig og efter sine Sønner; de bare frem til hende, og hun øste i.
2Kin	4	6	6. Og det skete, der hun havde fyldt Karrene, da sagde hun til sin Søn: Baer endnu et Kar frem til mig; og han sagde til hende: Der er ikke et Kar mere; og Olien standsede.
2Kin	4	7	7. Da kom hun og gav den Guds Mand det til Kende, og han sagde: Gak bort, saelg Olien og betal din Gaeld, saa maa du og dine Sønner leve af det, som bliver tilovers.
2Kin	4	8	8. Og det skete en Dag, at Elisa gik over til Sunem, og der var en rig Kvinde, og hun holdt paa ham, at han skulde aede Brød; og det skete, saa tidt han gik derigennem, tog han derhen at aede Brød.
2Kin	4	9	9. Og hun sagde til sin Mand: Kaere, se, jeg ved, at denne Guds Mand, som kommer idelig ind til os, er hellig.
2Kin	4	10	10. Kaere, lad os gøre et lidet muret Kammer ovenpaa og derudi saette ham en Seng og et Bord og en Stol og en Lysestage, og det skal ske, naar han kommer til os, at han kan tage derind.
2Kin	4	11	11. Og det haendte sig paa en Dag, at han kom derhen, og han gik op paa Kammeret, og han laa der.
2Kin	4	12	12. Og han sagde til Gihesi, sin Dreng: Kald ad denne sunamitiske; og der han kaldte ad hende, da traadte hun frem for hans Ansigt.
2Kin	4	13	13. Og han sagde til ham: Kaere, sig til hende: Se, du har haft Omhu for os med al denne Omhyggelighed, hvad skal man gøre dig er der nogen Ting, hvori man kan tale for dig til Kongen eller til Stridshøvedsmanden? og hun sagde: Jeg bor midt iblandt mit Folk.
2Kin	4	14	14. Da sagde han: Hvad kan man da gøre hende og Gihesi sagde: Sandelig, hun har ingen Søn, og hendes Mand er gammel.
2Kin	4	15	15. Derfor sagde han: Kald ad hende; og der han kaldte ad hende, da traadte hun frem i Døren.
2Kin	4	16	16. Og han sagde: Paa denne bestemte Tid, ved denne Aarets Tid skal du tage en Søn i Favn; og hun sagde: Nej min Herre, du Guds Mand! lyv ikke for din Tjenerinde!
2Kin	4	17	17. Og Kvinden blev frugtsommelig og fødte en Søn paa den bestemte Tid, ved denne Aarets Tid, som Elisa havde sagt til hende.
2Kin	4	18	18. Og Barnet blev stort; og det skete en Dag, at det gik ud til sin Fader til Høstfolkene,
2Kin	4	19	19. og det sagde til sin Fader: Mit Hoved! mit Hoved! og han sagde til en Dreng: Baer ham til hans Moder!
2Kin	4	20	20. Og han bar ham og bragte ham til hans Moder; og han sad paa hendes Knae indtil om Middagen, da døde han.
2Kin	4	21	21. Saa gik hun op og lagde ham paa den Guds Mands Seng, og hun lukkede for ham og gik ud.
2Kin	4	22	22. Og hun kaldte ad sin Mand og sagde: Kaere, send mig en af Drengene og en af Aseninderen, og jeg vil skynde mig hen til den Guds Mand og komme igen.
2Kin	4	23	23. Og han sagde: Hvorfor vil du gaa til ham i Dag, da det ikke er Nynaane, ej heller Sabbat? og hun sagde: Lad det vaere godt!
2Kin	4	24	24. Og hun sadlede Aseninden og sagde til sin Dreng: Led den og gaa, ophold mig ikke i at ride fort, uden jeg siger dig til.
2Kin	4	25	25. Saa drog hun bort og kom til den Guds Mand, til Karmels Bjerg; og det skete, der den Guds Mand saa hende i Afstand, da sagde han til Gihesi, sin Dreng: Se, denne sunamitiske er der.
2Kin	4	26	26. Kaere, løb hende nu i Møde og sig til hende: Gaar det dig vel gaar det din Mand vel gaar det Barnet vel? Og hun sagde: Vel.
2Kin	4	27	27. Og der hun kom til den Guds Mand paa Bjerget, holdt hun fast ved hans Fødder; da gik Gihesi frem at støde hende bort; men den Guds Mand sagde: Lad hende vaere, thi hendes Sjael er beskelig bedrøvet i hende, og Herren har skjult det for mig og ikke givet mig det til Kende.
2Kin	4	28	28. Og hun sagde: Begaerde jeg en Søn af min Herre? sagde jeg ikke, at du skulde ikke bedrage mig?
2Kin	4	29	29. Og han sagde til Gihesi: Bind om dine Laender og tag min Stav i din Haand og gak: Om du møder nogen, da hils ham ikke, og om nogen hilser dig, da svar ham ikke, og laeg min Stav paa Drengens Ansigt!
2Kin	4	30	30. Og Drengens Moder sagde: Saa vist, som Herren lever, og din Sjael lever, jeg forlader dig ikke; da stod han op og gik efter hende.
2Kin	4	31	31. Og Gihesi var gaaet foran dem og lagde Staven paa Drengens Ansigt; men der var ingen Lyd og ingen Følelse; saa gik han tilbage og mødte ham og gav ham det til Kende og sagde: Drengen vaagnede ikke op.
2Kin	4	32	32. Og der Elisa kom i Huset, se, da var den døde Dreng lagt paa hans Seng.
2Kin	4	33	33. Og han gik ind og lukkede Døren til for dem begge og bad til Herren.
2Kin	4	34	34. Og han steg op og lagde sig over Barnet og lagde sin Mund paa dets Mund og sine Øjne paa dets Øjne og sine Haender paa dets Haender og bredte sig ud over det, saa at Barnets Legeme blev varmt.
2Kin	4	35	35. Og han trak sig tilbage og gik i Huset, en Gang hid og en Gang did, og steg op og bredte sig ud over ham, da gispede Drengen indtil syv Gange, og Drengen oplod sine Øjne.
2Kin	4	36	36. Og han kaldte ad Gihesi og sagde: Kald ad den sunamitiske; og der han kaldte ad hende, da kom hun til ham, og han sagde: Tag din Søn!
2Kin	4	37	37. Da kom hun og faldt ned for hans Fødder og bøjede sig ned til Jorden, og hun tog sin Søn og gik ud.
2Kin	4	38	38. Og Elisa kom tilbage til Gilgal, og der var Hunger i Landet, og Profeternes Børn sade for hans Ansigt; og han sagde til sin Dreng: Saet en stor Gryde til og kog en Ret til Profeternes Børn!
2Kin	4	39	39. Da gik en ud paa Marken at sanke Urter og fandt en vild Ranke og samlede deraf sit Klaede fuldt af vilde Graeskar, og der han kom, da skar han dem i Gryden til en Ret; thi de kendte dem ikke.
2Kin	4	40	40. Og de øste det op for Maendene til at aede; og det skete, der de aade af den Ret, da raabte de og sagde: Døden er i Gryden, du Guds Mand! og de kunde ikke aede deraf.
2Kin	4	41	41. Da sagde han: Tager Mel hid! og han kastede det i Gryden og sagde: Øs op for Folket, at de maa aede; da var der intet ondt i Gryden.
2Kin	4	42	42. Og en Mand kom fra Baal-Salisa og bragte den Guds Mand Førstegrødes Brød, tyve Bygbrød, og nyt Korn i sin Pose, og han sagde: Giv Folket, at de maa aede.
2Kin	4	43	43. Og hans Tjener sagde: Hvad! skal jeg saette dette frem for hundrede Maend? og han sagde: Giv Folket det, at de maa aede; thi saa sagde Herren: Man skal aede, og der skal levnes.
2Kin	4	44	44. Og han satte det frem for dem, og de aade og levnede efter Herrens Ord.
------------------------Anden Kongebog, Kapitel 5
2Kin	5	1	1. Og Naaman, Kongen af Syriens Stridshøvedsmand, var en maegtig Mand for sin Herres Ansigt og højt anset, thi Herren gav Syrien Frelse ved ham; og den Mand var og vaeldig til Strid, men spedalsk.
2Kin	5	2	2. Men nogle Tropper af Syrien havde gjort et Udfald og havde ført en liden Pige fangen af Israels Land, og hun tjente Naamans Hustru.
2Kin	5	3	3. Og hun sagde til sin Frue: Ak! var min Herre for den Profets Ansigt, som er i Samaria, da skulde denne skille ham af med hans Spedalskhed.
2Kin	5	4	4. Da gik han ind og gav sin Herre det til Kende og sagde: Saa og saa har den Pige talt, som er fra Israels Land.
2Kin	5	5	5. Da sagde Kongen af Syrien: Drag af Sted, kom derhen, saa vil jeg sende et Brev til Israels Konge; og han drog bort og tog ti Centner Sølv med sig og seks Tusinde Sekel Guld og ti Klaedninger til at skifte med.
2Kin	5	6	6. Og han bragte Brevet til Israels Konge, hvori han lod sige: Og nu, naar dette Brev kommer til dig, se, da har jeg sendt Naaman min Tjener til dig, at du skal skille ham af med hans Spedalskhed.
2Kin	5	7	7. Og det skete, der Israels Konge laeste Brevet, da sønderrev han sine Klaeder og sagde: Er jeg Gud, at jeg kan ihjelslaa og give Liv, efterdi denne sender til mig, at jeg skal skille en Mand af med hans Spedalskhed? Men, kaere, maerker dog og ser, hvorledes han søger Aarsag imod rnig.
2Kin	5	8	8. Men det skete, der Elisa, den Guds Mand, hørte, at Israels Konge havde sønderrevet sine Klaeder, da sendte han til Kongen og lod sige: Hvorfor har du sønderrevet dine Klaeder? Kaere, lad ham komme til mig, saa skal han fornemme, at her er en Profet i Israel.
2Kin	5	9	9. Saa kom Naaman med sine Heste og sin Vogn Og holdt for Elisas Hus's Dør.
2Kin	5	10	10. Da sendte Elisa et Bud til ham og lod sige: Gak hen og to dig syv Gange i Jordanen, saa skal dit Kød komme sig paa dig igen, og du skal blive ren.
2Kin	5	11	11. Da blev Naaman vred for bort, og han sagde: Se, jeg taenkte, han skulde komme ud til mig og staa og paakalde Herren sin Guds Navn og røre med sin Haand paa Stedet og skille mig af med Spedalskheden.
2Kin	5	12	12. Ere ikke Floderne Abana og Farfar i Damaskus bedre, end alle Vandene i Israel? kunde jeg ikke to mig i dem og blive ren? Og han vendte sig og drog bort med Vrede.
2Kin	5	13	13. Da gik hans Tjenere frem og talte til ham, og de sagde: Min Fader! havde Profeten talt til dig om en stor Ting, vilde du da ikke have gjort det? og hvor meget mere nu, da han sagde til dig: To dig, saa skal du blive ren!
2Kin	5	14	14. Da drog han ned og dyppede sig i Jordanen syv Gange efter den Guds Mands Ord, og hans Kød blev igen ligesom en liden Drengs Kød, og han blev ren.
2Kin	5	15	15. Og han vendte om til den Guds Mand igen, han og hele hans Haer, og han kom og stod for hans Ansigt og sagde: Kaere, se, jeg ved, at der er ikke en Gud paa al Jorden uden i Israel; og nu, kaere, tag en Gave af din Tjener!
2Kin	5	16	16. Men han sagde: Saa vist som Herren lever, for hvis Ansigt jeg staar, jeg tager den ikke; og han nødte ham til at tage den, men han vaegrede sig.
2Kin	5	17	17. Da sagde Naaman: Hvis ikke, saa lad der, kaere, gives din Tjener saa meget Jord, som et Par Muler kunne baere, thi din Tjener vil ikke ydermere gøre Braendoffer eller Slagtoffer til andre Guder, men til Herren.
2Kin	5	18	18. Ikkun den Ting vilde Herren forlade din Tjener: Naar min Herre gaar ind i Rimmons Hus at tilbede der; og han haelder sig til min Haand, og jeg nedbøjer mig i Rimmons Hus, naar jeg altsaa nedbøjer mig i Rimmons Hus, da vilde Herren forlade din Tjener denne Ting.
2Kin	5	19	19. Og han sagde til ham: Drag bort med Fred! Og han for fra ham et Stykke Vej.
2Kin	5	20	20. Da sagde Gihesi, Elisas, den Guds Mands, Dreng: Se min Herre sparede denne Syrer Naaman og tog ikke af hans Haand det, han bragte; saa vist som Herren lever, jeg vil løbe efter ham og tage noget af ham.
2Kin	5	21	21. Saa løb Gihesi hastelig efter Naaman, og der Naaman saa, at han løb efter ham, da sprang han af Vognen og gik ham i Møde og sagde: Staar det vel til?
2Kin	5	22	22. Og han sagde: Vel! Min Herre sendte mig til dig og lod sige: Se, der kom nu to unge Mennesker til mig fra Efraims Bjerg af Profeternes Børn; kaere, giv dem et Centner Sølv og to Klaedninger til at skifte med.
2Kin	5	23	23. Og Naaman sagde: Vil du, da tag to Centner; og han nødte ham, og han bandt to Gentner Sølv i to Punge og tog to Klaedninger til at skifte med og gav det til to af sine Drenge, og de bare det foran ham.
2Kin	5	24	24. Og han kom til Højen, da tog han det af deres Haand og nedlagde det i Huset, og han lod Maendene gaa, og de gik bort.
2Kin	5	25	25. Og han selv kom og traadte frem for sin Herre; men Elisa sagde til ham: Hvorfra kommer du, Gihesi? og han sagde: Din Tjener er hverken gaaet hid eller did.
2Kin	5	26	26. Men han sagde til ham: Vandrede ikke mit Hjerte med, der Manden vendte sig fra sin Vogn imod dig? var det nu Tid til at tage Sølv og at tage Klaeder og Oliegaarde og Vingaarde og smaat Kvaeg og stort Kvaeg og Tjenere og Tjenestepiger?
2Kin	5	27	27. Derfor skal Naamans Spedalskhed haenge ved dig og ved din Saed evindeligt; og han gik ud fra hans Ansigt, spedalsk som Sne.
------------------------Anden Kongebog, Kapitel 6
2Kin	6	1	1. Og Profeternes Børn sagde til Elisa: Kaere, se, det Sted, hvor vi bo for dit Ansigt, er os for trangt.
2Kin	6	2	2. Lader os dog gaa til Jordanen, og hver hente derfra en Bjaelke, at vi der maa bygge os et Sted at bo der; og han sagde: Gaar!
2Kin	6	3	3. Og den ene sagde: Kaere, vil du, da gak med dine Tjenere; og han sagde: Ja, jeg vil gaa med.
2Kin	6	4	4. Og han gik med dem; og der de kom til Jordanen, da faeldede de Traeer.
2Kin	6	5	5. Og det skete, der en faeldede et Trae til en Bjaelke, da faldt Jernet i Vandet; og han raabte og sagde: Ak! min Herre, tilmed er det laant.
2Kin	6	6	6. Og den Guds Mand sagde: Hvor faldt det? og der han havde vist ham Stedet, da huggede han et Stykke Trae af og kastede det derhen og kom Jernet til at svømme.
2Kin	6	7	7. Og han sagde: Taa dig det op; da udrakte han sin Haand og tog det.
2Kin	6	8	8. Og Kongen af Syrien førte Krig imod Israel, og han raadslog med sine Tjenere og sagde: Jeg vil lejre mig paa det og det Sted.
2Kin	6	9	9. Men den Guds Mand sendte til Israels Konge og lod sige: Forvar dig, at du ikke drager dette Sted forbi; thi Syrerne ville laegge sig der.
2Kin	6	10	10. Saa sendte Israels Konge til det Sted, som den Guds Mand havde sagt til ham og paamindet ham om, og han forvarede sig der, ikke een Gang og ikke to Gange alene.
2Kin	6	11	11. Da blev Kongen af Syriens Hjerte heftig oprørt over denne Sag, og han kaldte ad sine Tjenere og sagde til dem: Ville I ikke give mig til Kende, hvem af os der holder med Israels Konge?
2Kin	6	12	12. Da sagde en af hans Tjenere: Ikke saa, min Herre Konge! men Elisa, den Profet, som er i Israel, giver Israels Konge de Ord til Kende, som du taler i dit Sengekammer.
2Kin	6	13	13. Og han sagde: Gaar og ser, hvor han er, at jeg kan sende hen og lade ham hente; og det blev ham tilkendegivet, at der sagdes: Se, han er i Dothan.
2Kin	6	14	14. Da sendte han derhen Heste og Vogne og en stor Haer, og der de kom om Natten, da omringede de Staden.
2Kin	6	15	15. Og den Guds Mands Tjener stod aarle op at gøre sig rede, og han gik ud, og se, da havde en Haer omringet Staden med Heste og Vogne; da sagde Drengen til ham: Ak, min Herre, hvad skulle vi gøre?
2Kin	6	16	16. Og han sagde: Frygt intet; thi de ere flere, som ere hos os, end de, som ere hos dem.
2Kin	6	17	17. Og Elisa bad og sagde: Herre ! oplad dog hans Øjne, at han maa se; da oplod Herren Drengens Øjne, og han saa, og se, da var Bjerget fuldt af gloende Heste og Vogne trindt omkring Elisa.
2Kin	6	18	18. Der de kom ned til ham, da bad Elisa til Herren og sagde: Kaere, slaa dette Folk med Blindhed; og han slog dem med Blindhed efter Elisas Ord.
2Kin	6	19	19. Da sagde Elisa til dem: Dette er ikke Vejen, og dette er ikke Staden, gaar efter mig, saa vil jeg føre eder til den Mand, som I lede efter; og han førte dem til Samaria.
2Kin	6	20	20. Og det skete, der de kom ind i Samaria, da sagde Elisa: Herre ! oplad Øjnene paa disse, at de maa se; og Herren oplod deres Øjne, at de saa, og se, da vare de midt i Samaria.
2Kin	6	21	21. Og Israels Konge sagde til Elisa, der han saa dem: Min Fader, maa jeg slaa dem ihjel? maa jeg slaa dem ihjel?
2Kin	6	22	22. Og han sagde: Du skal ikke slaa dem ihjel! vilde du slaa dem ihjel, som du har. fanget med dit Svaerd og med din Bue? saet Brød og Vand for dem, at de maa aede og drikke og drage til deres Herre.
2Kin	6	23	23. Da beredte han dem et stort Maaltid; og der de havde aedt og drukket, da lod han dem fare, og de droge til deres Herre; og de syriske Tropper bleve ikke ved at komme i Israels Land.
2Kin	6	24	24. Og det skete derefter, at Benhadad, Kongen af Syrien, samlede hele sin Haer, og han drog op og belejrede Samaria.
2Kin	6	25	25. Og der blev en stor Hunger i Samaria, thi se, de belejrede den, indtil et Asens Hoved gjaldt firsindstyve Sekel Sølv, og en Fjedepart af en Kab Duemøg fem Sekel Sølv.
2Kin	6	26	26. Og det skete, der Israels Konge gik forbi paa Muren, da raabte en Kvinde til ham og sagde: Frels, min Herre Konge!
2Kin	6	27	27. Og han sagde: Da Herren ikke frelser dig, hvorfra skal jeg da skaffe dig Frelse? af Laden eller af Vinpersen?
2Kin	6	28	28. Og Kongen sagde til hende: Hvad fattes dig? Og hun sagde: Denne Kvinde sagde til mig: Giv din Søn hid, saa ville vi aede ham i Dag, og i Morgen ville vi aede min Søn.
2Kin	6	29	29. Saa have vi kogt min Søn og aedt ham; men der jeg sagde til hende paa den anden Dag: Giv din Søn hid og lader os aede ham, da havde hun skjult sin Søn.
2Kin	6	30	30. Og det skete, der Kongen hørte Kvindens Ord, da sønderrev han sine Klaeder, medens han gik forbi paa Muren; da saa Folket, og se, der var Saek indentil paa hans Kr op.
2Kin	6	31	31. Og han sagde: Gud gøre mig nu og fremdeles saa og saa, om Elisas, Safats Søns, Hoved, skal blive siddende paa ham i Dag.
2Kin	6	32	32. Og Elisa sad i sit Hus, og de Aeldste sade hos ham, og han sendte en Mand frem foran sig; men førend dette Bud kom til ham, da sagde han til de Aeldste: Have I set, at denne Søn af en Morder har sendt hid at lade mit Hoved tage? ser til, naar Budet kommer, lukker Døren og trykker ham tilbage med Døren; høres ikke Lyden af hans Herres Fødder bag efter ham?
2Kin	6	33	33. Der han end talte med, dem, se, da kom Budet ned til ham; og han sagde: Se, dette er Ulykken fra Herren, hvad skal jeg vel ydermere vente af Herren.
------------------------Anden Kongebog, Kapitel 7
2Kin	7	1	1. Da sagde Elisa: Hører Herrens Ord! saa sagde Herren: I Morgen ved denne Tid skal en Maade Mel koste en Sekel, og to Maader Byg en Sekel i Samarias Port.
2Kin	7	2	2. Men Høvedsmanden, til hvis Haand Kongen haeldede sig, svarede den Guds Mand og sagde: Se, om Herren gjorde Vinduer paa Himmelen, mon dette Ord kunde ske? og han sagde: Se, du skal se det med dine Øjne, men ikke aede deraf.
2Kin	7	3	3. Men der var fire spedalske Maend, ved Indgangen til Porten, og de sagde den ene til den anden: Hvorfor blive vi her, indtil vi dø?
2Kin	7	4	4. Om vi sige: Vi ville gaa ind i Staden, saa er der Hunger i Staden, og vi dø der, og om vi blive her, da maa vi og dø; saa kommer nu og lader os gaa over til Syrernes Lejr, lade de os leve, saa leve vi, og draebe de os, saa dø vi.
2Kin	7	5	5. Og de gjorde sig rede i Tusmørket at komme til Syrernes Lejr; der de kom til det yderste af Syrernes Lejr, se, da var der ikke en Mand.
2Kin	7	6	6. Thi Herren havde ladet Syrernes Lejr høre en Lyd af Vogne og en Lyd af Heste, ja, en Lyd af en stor Haer, og de sagde, den ene til den anden: Se, Israels Konge har lejet imod os Hethiternes Konger og Aegypternes Konger til at komme over os.
2Kin	7	7	7. Derfor gjorde de sig rede og flyede i Tusmørket og forlode deres Telte og deres Heste og deres Asener og Lejren, som den stod, og flyede for at redde deres Liv.
2Kin	7	8	8. Der disse spedalske kom til det yderste af Lejren, da kom de til et Telt og aade og drak og toge derfra Sølv og Guld og Klaeder og gik bort og skjulte det, og de vendte tilbage og kom til et andet Telt og toge ogsaa noget derfra og gik bort og skjulte det.
2Kin	7	9	9. Da sagde de, den ene til den anden: Vi gøre ikke ret, denne Dag er et godt Budskabs Dag, og skulde vi tie? dersom vi bie, indtil det bliver lys Morgen, da rammer vor Misgerning os; velan da, lader os gaa og give det til Kende for Kongens Hus
2Kin	7	10	10. Og der de kom, raabte de til Stadens Portvagt, og de gave den det til Kende og sagde: Vi kom til Syrernes Lejr, og se, der var ikke en Mand eller et Menneskes Røst, men Heste bundne og Asener bundne og Teltene, saaledes som de vare.
2Kin	7	11	11. Da raabte Portvagten og forkyndte det inde i Kongens Hus!
2Kin	7	12	12. Og Kongen stod op om Natten og sagde til sine Tjenere: Jeg vil kundgøre eder, hvad Syrerne have gjort imod os: De vide, at vi lide Hunger, derfor ere de udgangne af Lejren for at skjule sig paa Marken, sigende: Naar de gaa ud af Staden, da ville vi gribe dem levende og komme ind i Staden.
2Kin	7	13	13. Da svarede en af hans Tjenere og sagde: Lad dem dog tage fem af Hestene, som ere tilovers, som ere overblevne herinde; se, de ere som al Israels Hob, som ere overblevne herinde, se, de ere som al Israels Hob, der er omkommen; og lader os dog sende hen og se til!
2Kin	7	14	14. Da toge de to Vogne med Heste, og Kongen sendte dem efter Syrernes Haer og sagde: Drager hen og ser til!
2Kin	7	15	15. Og der de droge efter dem indtil Jordanen, se, da laa hele Vejen fuld af Klaeder og Tøj, som Syrerne havde kastet fra sig, der de hastede af Sted; og Budene kom igen og gave Kongen det til Kende.
2Kin	7	16	16. Saa gik Folket ud og plyndrede Syrernes Lejr; og en Maade Mel kostede en Sekel og to Maader Byg en Sekel, efter Herrens Ord.
2Kin	7	17	17. Men Kongen beskikkede den Høvedsmand, hvis Haand han haeldede sig til, til at vaere ved Porten, og Folket traadte ham ned i Porten, saa at han døde, ligesom den Guds Mand havde talt, som havde talt det, der Kongen kom ned til ham.
2Kin	7	18	18. Thi det skete, som den Guds Mand havde talt til Kongen og sagt: I Morgen paa denne Tid skulle to Maader Byg koste en Sekel og en Maade Mel en Sekel i Samarias Port.
2Kin	7	19	19. Og Høvedsmanden havde svaret den Guds Mand og sagt: Ja se, om Herren gjorde Vinduer paa Himmelen, mon det kunde ske efter dette Ord? og han havde sagt: Se, du skal se det med dine Øjne og ikke aede deraf.
2Kin	7	20	20. Og det gik ham saaledes; thi Folket traadte ham ned i Porten, saa at han døde.
------------------------Anden Kongebog, Kapitel 8
2Kin	8	1	1. Og Elisa talte til den Kvinde, hvis Søn han havde gjort levende, og sagde: Gør dig rede og gak bort, du og dit Hus, og ophold dig, hvor du kan vaere som fremmed; thi Herren kalder ad Hungeren, og den skal komme i Landet i syv Aar.
2Kin	8	2	2. Og Kvinden gjorde sig rede og gjorde efter den Guds Mands Ord; og hun drog bort, hun og hendes Hus, og opholdt sig i Filisternes Land i syv Aar.
2Kin	8	3	3. Og det skete, der de syv Aar vare til Ende, da kom Kvinden tilbage fra Filisternes Land, og hun gik ud at raabe til Kongen om sit Hus og om sin Ager.
2Kin	8	4	4. Og Kongen talte med Gihesi, den Guds Mands Tjener, og sagde: Kaere, fortael mig alle de store Gerninger, som Elisa har gjort.
2Kin	8	5	5. Og det skete, der han fortalte Kongen, at han havde gjort en død levende, se, da raabte den Kvinde, hvis Søn han havde gjort levende, til Kongen om sit Hus og om sin Ager; da sagde Gihesi: Min Herre Konge! denne er Kvinden, og denne er hendes Søn, som Elisa gjorde levende.
2Kin	8	6	6. Saa spurgte Kongen Kvinden ad, og hun fortalte ham det; da gav Kongen hende en Hofbetjent med og sagde: Skaf hende alt det igen, som hører hende til, med al Agerens Indkomme fra den Dag af, hun forlod Landet, og indtil nu.
2Kin	8	7	7. Derefter kom Elisa til Damaskus, da Benhadad, Kongen i Syrien, var syg; og man gav ham det til Kende og sagde: Den Guds Mand er kommen hid.
2Kin	8	8	8. Da sagde Kongen til Hasael: Tag en Gave med dig, og gak den Guds Mand i Møde, og spørg Herren ad ved ham og sig: Skal jeg komme mig af denne Sygdom?
2Kin	8	9	9. Og Hasael gik ham i Møde og tog en Gave med sig og alle Haande godt fra Damaskus; fyrretyve Kamelers Byrde, og han kom og stod for hans Ansigt og sagde: Din Søn, Benhadad, Kongen i Syrien, sendte mig til dig og lader sige: Mon jeg skal komme mig af denne Sygdom?
2Kin	8	10	10. Og Elisa sagde til ham: Gak og sig: Du skal aldeles ikke leve; thi Herren har ladet mig se, at han visselig skal dø.
2Kin	8	11	11. Og han saa stift paa ham og det saa laenge, indtil han bluedes derved; og den Guds Mand graed.
2Kin	8	12	12. Da sagde Hasael: Hvi graeder min Herre? Og han sagde: Fordi jeg ved det onde, som du skal gøre Israels Børn; du skal saette Ild paa deres faste Staeder og slaa deres unge Mandskab ihjel med Svaerd og knuse deres spaede Børn og sønderhugge deres frugtsommelige Kvinder.
2Kin	8	13	13. Og Hasael sagde: Men hvad er din Tjener, den Hund, at han skulde gøre denne store Ting? Og Elisa sagde: Herren har ladet mig se, at du skal blive Konge over Syrien.
2Kin	8	14	14. Saa gik han fra Elisa og kom til sin Herre, og denne sagde til ham: Hvad sagde Elisa dig? Og han sagde: Han sagde mig: Du skal visselig leve.
2Kin	8	15	15. Og det skete den naeste Dag, da tog han Ryet og dyppede det i Vandet og udbredte det over hans Ansigt, og han døde; og Hasael blev Konge i hans Sted.
2Kin	8	16	16. Og i Jorams, Akabs Søns, Israels Konges, femte Aar, da Josafat var Konge i Juda, blev Joram, Josafats Søn, Konge i Juda.
2Kin	8	17	17. Han var to og tredive Aar gammel, der han blev Konge, og regerede otte Aar i Jerusalem.
2Kin	8	18	18. Og han vandrede i Israels Kongers Vej, ligesom Akabs Hus gjorde, thi Akabs Datter var hans Hustru; og han gjorde det onde for Herrens Øjne.
2Kin	8	19	19. Men Herren vilde ikke ødelaegge Juda for Davids, sin Tjeners, Skyld, saaledes som han havde tilsagt ham, at han vilde give ham i hans Sønner et Lys alle Dage.
2Kin	8	20	20. I hans Dage faldt Edom af fra Judas Herredømme og satte en Konge over sig.
2Kin	8	21	21. Derfor drog Joram over til Zair, og alle Vognene med ham; og det skete, at han gjorde sig rede om Natten og slog Edom, som havde omringet ham, dertilmed de øverste over Vognene, og Folket flyede til deres Telte.
2Kin	8	22	22. Dog faldt Edom af fra Judas Herredømme indtil denne Dag; da faldt og Libna fra paa den samme Tid.
2Kin	8	23	23. Men det øvrige af Jorams Handeler, og alt det, han gjorde, ere de Ting ikke skrevne i Judas Kongers Krønikers Bog?
2Kin	8	24	24. Og Joram laa med sine Faedre og blev begraven hos sine Faedre, i Davids Stad, og Ahasia, hans Søn, blev Konge i hans Sted.
2Kin	8	25	25. I Israels Konge Jorams, Akabs Søns, tolvte Aar blev Ahasia, Jorams Søn, Konge i Juda.
2Kin	8	26	26. Ahasia var to og tyve Aar gammel, der han blev Konge, og regerede et Aar i Jerusalem, og hans Moders Navn var Athalia, Sønnedatter af Israels Konge Omri.
2Kin	8	27	27. Og han vandrede i Akabs Hus's Vej og gjorde det, som var ondt for Herrens Øjne, ligesom Akabs Hus; thi han var besvogret med Akabs Hus.
2Kin	8	28	28. Og han drog i Krig med Joram, Akabs Søn, imod Hasael, Kongen af Syrien, til Ramoth i Gilead, og Syrerne sloge Joram.
2Kin	8	29	29. Da vendte Kong Joram tilbage for at lade sig laege i Jisreel af de Saar, som Syrerne havde slaget ham ved Rama, der han stred imod Hasael, Kongen af Syrien; og Ahasia, Jorams Søn, Judas Konge, kom ned at besøge Joram, Akabs Søn, i Jisreel, fordi han laa syg.
------------------------Anden Kongebog, Kapitel 9
2Kin	9	1	1. Da kaldte Profeten Elisa ad en af Profeternes Børn, og han sagde til ham: Bind om dine Laender og tag denne Oliekrukke i din Haand og gak til Ramoth i Gilead!
2Kin	9	2	2. Og naar du kommer derhen, da se dig om efter Jehu, en Søn af Josafat, Nimsis Søn, og gak ind og lad ham staa op midt iblandt sine Brødre og led ham fra et Kammer til et andet;
2Kin	9	3	3. og tag Oliekrukken og øs paa hans Hoved og sig: Saa sagde Herren: Jeg har salvet dig til Konge over Israel; og du skal oplade Døren og fly og ikke bie.
2Kin	9	4	4. Og Drengen, Profetens Dreng, gik til Ramoth i Gilead.
2Kin	9	5	5. Og der han kom derhen, se, da sade Høvedsmaendene over Haeren der, og han sagde: Jeg har et Ord til dig, Høvedsmand! Og Jehu sagde: Til hvem iblandt os alle? og han sagde: Til dig, Høvedsmand!
2Kin	9	6	6. Da stod han op og gik ind i Huset, og han øste Olie paa hans Hoved og sagde til ham: Saa sagde Herren, Israels Gud: Jeg har salvet dig til Konge over Herrens Folk, over Israel.
2Kin	9	7	7. Og du skal slaa Akabs, din Herres, Hus, og jeg vil haevne mine Tjeneres, Profeternes, Blod og alle Herrens Tjeneres Blod paa Jesabel.
2Kin	9	8	8. Og hele Akabs Hus skal omkomme, og jeg vil udrydde af Akabs alt Mandkøn, baade den bundne og den løsladte i Israel,
2Kin	9	9	9. Og jeg vil gøre Akabs Hus ligesom Jeroboams, Nebats Søns, Hus og som Baesas, Ahias Søns, Hus.
2Kin	9	10	10. Hundene skulle aede Jesabel paa Jisreels Ager, og ingen skal begrave hende; og han lod Døren op og flyede.
2Kin	9	11	11. Og der Jehu gik ud til sin Herres Tjenere, sagde man til ham: Staar det sig vel? hvorfor kommer denne gale Mand til dig? Og han sagde til dem: I kende Manden og hans Tanke.
2Kin	9	12	12. Og de sagde: Det er falsk! giv os det dog til Kende; og han sagde: Saa og saa talte han til mig og sagde: Saa sagde Herren: Jeg har salvet dig til Konge over Israel.
2Kin	9	13	13. Da skyndte de sig, og de toge hver sine Klaeder og lagde under ham paa det øverste af Trapperne, og de blaeste i Trompeten, og de sagde: Jehu er Konge.
2Kin	9	14	14. Saa gjorde Jehu, en Søn af Josafat, Nimsis Søn, et Forbund imod Joram; og Joram laa for Ramoth i Gilead, han og al Israel, imod Hasael, Kongen af Syrien.
2Kin	9	15	15. Men Kong Joram var kommen tilbage for at lade sig laege i Jisreel af de Saar, som Syrerne sloge ham, der han stred imod Hasael, Kongen af Syrien; og Jehu sagde: Dersom det er efter eders Sind, da skal ingen undkomme og slippe ud af Staden for at gaa bort, og kundgøre det i Jisreel.
2Kin	9	16	16. Da red Jehu hen og drog til Jisreel, fordi Joram laa der; og Ahasia, Judas Konge, var kommen ned at besøge Joram.
2Kin	9	17	17. Og Skildvagten stod paa Taarnet i Jisreel og saa Jehus Hob der han kom, og han sagde: Jeg ser en Hob; da sagde, Joram: Tag en Rytter og send dem i Møde, og han skal sige: Er der Fred?
2Kin	9	18	18. Og Rytteren drog ham i Møde og sagde: Saa siger Kongen: Er der Fred? Og Jehu sagde: Hvad har du med Freden at gøre? vend dig omkring og følg mig; og Skildvagten kungjorde det og sagde: Budet kom til dem og kommer ikke tilbage.
2Kin	9	19	19. Da sendte han en anden Rytter; der han kom til dem, da sagde han: Saa sagde Kongen: Er der Fred? Og Jehu sagde: Hvad har du med Freden at gøre? vend dig omkring og følg mig!
2Kin	9	20	20. Og Skildvagten kundgjorde det og sagde: Han kom til dem og kommer ikke tilbage, og det er en Fart ligesom Jehus, Nimsis Søns, Fart; thi han farer af Sted, som han var gal.
2Kin	9	21	21. Da sagde Joram: Spaend for, og man spaendte for hans Vogn; og de droge ud, Joram, Israels Konge, og Ahasia, Judas Konge, hver paa sin Vogn, og de droge ud Jehu i Møde, og de traf ham paa Jisreeliteren Naboths Ager.
2Kin	9	22	22. Og det skete, der Joram saa Jehu, da sagde han: Jehu, er der Fred? Og han sagde: Hvad Fred? medens din Moder Jesabels Horerier og hendes Trolddomskunster, ere saa mange!
2Kin	9	23	23. Da vendte Joram om og flyede og sagde til Ahasia: Det er Forraederi, Ahasia!
2Kin	9	24	24. Men Jehu greb med fuld Magt fat paa Buen og skød Joram imellem hans Arme, at Pilen for ud af hans Hjerte, og har segnede ned i sin Vogn.
2Kin	9	25	25. Og har sagde til sin Høvedsmand Bidekar: Tag ham op og kast ham paa Jisreeliteren Naboths Ager; thi kom i Hu, der jeg og du rede sammen efter hans Fader Akab, at Herren udtalte denne Spaadom over ham:
2Kin	9	26	26. Mon jeg ikke i Gaar saa Naboth Blods og hans Sønners Blod, siger Herren, og skal betale dig paa den Ager? siger Herren. Saa tag ham nu op og kast ham paa Ageren efter Herrens Ord?
2Kin	9	27	27. Der Ahasia, Judas Konge, saa det, da flyede han ad Vejen til Havehuset; og Jehu forfulgte ham og sagde: Slaar ogsaa ham paa Vognen! Dette skete ved Opgangen til Gur, der ligg ved Jibleam; og han flyede til Megiddo og døde der.
2Kin	9	28	28. Og hans Tjenere lode ham føre til Jerusalem og begravede ham i hans Grav hos hans Faedre i Davids Stad.
2Kin	9	29	29. Og i Jorams, Akabs Søns, ellevte Aar, var Ahasia bleven Konge over Juda.
2Kin	9	30	30. Og Jehu kom til Jisreel; og Jesabel hørte det og satte Sminke paa Øjne og smykkede sit Hoved og saa ud igennem Vinduet.
2Kin	9	31	31. Og der Jehu kom i Porten, da sagde hun: Er der Fred, du Simri, som slog sin Herre ihjel?
2Kin	9	32	32. Og han løftede sit Ansigt op til Vinduet og sagde: Hvo er med mig, hvo? Da saa to eller tre Hofbetjente ud til ham.
2Kin	9	33	33. Og han sagde: Styrter hende ned! og de styrtede hende ned, og af hendes Blod overstaenkedes Vaeggen og Hestene, og man sønderraadte hende.
2Kin	9	34	34. Og der han var kommen ind og havde aedt og drukket, da sagde han: Kaere, ser efter denne forbandede og begraver hende, thi hun er en Konges Datter.
2Kin	9	35	35. Og der de gik hen at begrave hende, da fandt de intet af hende uden Pandeskallen og Fødderne og det flade af Haenderne.
2Kin	9	36	36. Da kom de igen og gave ham det til Kende, og han sagde: Det er det Herrens Ord, som han talte ved sin Tjener Thisbiteren Elias og sagde: Hundene skulle aede Jesabels Kød paa Jisreels Ager.
2Kin	9	37	37. Og Jesabels døde Krop skal vaere som Møg paa Marken paa Jisreels Ager, saa at de ikke skulle kunne sige: dette er Jesabel.
------------------------Anden Kongebog, Kapitel 10
2Kin	10	1	1. Og Akab havde halvfjerdsindstyve Sønner i Samaria; og Jehu skrev Breve og sendte til Samaria, til de øverste i Jisreel, de Aeldste, og til de af Akab indsatte Fosterfaedre og lod sige:
2Kin	10	2	2. Og nu, naar dette Brev kommer til eder - efterdi eders Herres Sønner ere hos eder, og Vognene ere hos eder og Hestene, samt en fast Stad og Vaabnene -
2Kin	10	3	3. saa ser, hvem der er den bedste og den rette af eders Herre Sønner, og saetter ham paa hans Faders Trone og strider for eders Herres Hus!
2Kin	10	4	4. Men de frygtede saa meget og sagde: se, de to Konger kunde ikke staa sig for hans Ansigt, hvorledes ville vi da kunne staa os?
2Kin	10	5	5. Og den, som var over Huset og den, som var over Staden, og de Aeldste og Fosterfaedrene sendte til Jehu og lode sige: Vi ere dine Tjenere, vi ville gøre alt det, som du siger til os, vi ville ingen gøre til Konge; gør det, som dig synes godt.
2Kin	10	6	6. Da skrev han et andet Brev til dem og lod sige: Dersom I ere mine og høre min Røst, saa tager Hovederne af Maendene, eders Herres Sønner, og kommer til mig i Morgen ved denne Tid til Jisreel. Men Kongens Sønner, halvfjerdsindstyve Maend, vare hos de store i Staden, som fødte dem op.
2Kin	10	7	7. Og det skete, der Brevet kom til dem, da toge de Kongens Sønner og slagtede dem, halvfjerdsindstyve Maend, og lagde deres Hoveder i Kurve og sendte dem til ham i Jisreel.
2Kin	10	8	8. Og der Budet kom og gav ham det til Kende og sagde: De have bragt Kongens Sønners Hoveder hid, da sagde han: Laegger dem i to Hobe ved Indgangen til Porten indtil i Morgen!
2Kin	10	9	9. Og det skete om Morgenen, der han gik ud og stod der, da sagde han til alt Folket: I ere retfaerdige! se, jeg har gjort et Forbund imod min Herre og slaaet ham ihjel; men hvo har slaget alle disse?
2Kin	10	10	10. Vider nu, at der er ikke eet af Herrens Ord, som Herren har talt over Akabs Hus, faldet til Jorden; thi Herren har gjort, som han talte ved sin Tjener Elias.
2Kin	10	11	11. Saa ihjelslog Jehu alle, som vare overblevne af Akabs Hus i Jisreel og alle hans store Maend og hans Kyndinger og hans Praester, indtil han ikke levnede ham een tilovers.
2Kin	10	12	12. Og han gjorde sig rede og drog hen og kom til Samaria. Og der han var ved Hyrdernes Beth-Eked paa Vejen,
2Kin	10	13	13. da traf Jehu paa Ahasias, Judas Konges, Brødre og sagde: Hvem ere I? og de sagde: Vi ere Ahasias Brødre og fare ned for at hilse paa Kongens Børn og Dronningens Børn.
2Kin	10	14	14. Da sagde han: Griber dem levende, og de grebe dem levende; og de slagtede dem ved Grøften ved Beth-Eked, to og fyrretyve Maend, og man lod ikke een Mand blive tilovers af dem.
2Kin	10	15	15. Og der han drog derfra, da traf han Jonadab, Rekabs Søn, som mødte ham og velsignede ham, og han sagde til ham: Mon dit Hjerte er oprigtigt, som mit Hjerte imod dit Hjerte og Jonadab sagde: Det er. Er det saa, da giv mig din Haand; og han gav ham sin Haand, og han lod ham stige op til sig i Vognen.
2Kin	10	16	16. Og han sagde: Gak med mig, og se paa min Nidkaerhed for Herren; og de kørte ham paa hans Vogn.
2Kin	10	17	17. Og der han kom til Samaria, da slog han alle ihjel, som vare overblevne af Akabs i Samaria, indtil han havde ødelagt ham, efter Herrens Ord, som han talte til Elias.
2Kin	10	18	18. Og Jehu samlede alt Folket og sagde til dem: Akab tjente Baal lidet; Jehu vil tjene ham meget.
2Kin	10	19	19. Saa kalder nu alle Baals Profeter, alle hans Tjenere og alle hans Praester til mig, at ingen savnes, thi jeg har et stort Slagtoffer for til Baal, hvo som savnes, skal ikke leve; men Jehu gjorde det med Svig, at han kunde ødelaegge Baals Tjenere.
2Kin	10	20	20. Og Jehu sagde: Helliger Baal en Højtidsdag; og de udraabte den.
2Kin	10	21	21. Og Jehu sendte til hele Israel, og alle Baals Tjener kom, og ingen blev tilbage, som ej kom og de kom i Baals Hus, at Baals Hus blev fuldt her og der.
2Kin	10	22	22. Da sagde han til dem, som vare over Klaedekammeret: Baerer Klaeder ud til alle Baals Tjenere; og man bar Klaedene ud til dem.
2Kin	10	23	23. Og Jehu og Jonadab, Rekabs Søn, gik ind i Baals Hus; og han sagde til Baals Tjenere: Ransager og ser til, at her ikke er nogen af Herrens Tjenere iblandt eder, men alene Baals Tjenere.
2Kin	10	24	24. Og der de gik ind til at gøre Slagtofre og Braendofre, da beskikkede Jehu sig firsindstyve Maend udenfor og sagde: Dersom nogen af de Maend skulde undkomme, som jeg har ført hid under eders Haender, da skal der bødes med Liv for Liv.
2Kin	10	25	25. Og det skete, der man var faerdig med at bringe Braendofferet, da sagde Jehu til Drabanterne og Høvedsmaendene: Gaar ind, slaar dem, ingen maa komme ud; og de sloge dem med skarpe Svaerd, og Drabanterne og Høvedsmaendene kastede dem hen, og de gik til Baals Hus's Stad.
2Kin	10	26	26. Og de bare Støtterne af Baals Hus ud og opbraendte dem.
2Kin	10	27	27. Og de nedbrøde Baals Støtte og nedbrøde Baals Hus og gjorde et hemmeligt Mag deraf indtil denne Dag.
2Kin	10	28	28. Saa ødelagde Jehu Baal af Israel.
2Kin	10	29	29. Dog fra Jeroboams, Nebats Søns, Synder, som kom Israel til at synde, dem veg Jehu ikke fra, nemlig fra de Guldkalve, den som var i Bethel, og den som var i Dan.
2Kin	10	30	30. Og Herren sagde til Jehu: Fordi du fuldkommelig har gjort det, som er ret for mine Øjne, og har gjort imod Akabs Hus efter alt det, som var i mit Hjerte, da skulle dine Sønner i fjerde Led sidde paa Israels Trone.
2Kin	10	31	31. Dog tog Jehu ikke Vare paa at vandre i Herrens, Israels Guds Lov af sit ganske Hjerte; han veg ikke fra Jeroboams Synder, med hvilke han kom Israel til at synde.
2Kin	10	32	32. I de samme Dage begyndte Herren at tage Stykker bort af Israel; thi Hasael slog dem i hele Israels Landemaerke,
2Kin	10	33	33. fra Jordan af, imod Solens Opgang, det hele Gileads Land, Gaditerne og Rubeniterne og Manassiterne, fra Aroer, som er ved Arnons Baek, baade Gilead og Basan.
2Kin	10	34	34. Men det øvrige af Jehus Handeler, og alt det, han har gjort, og al hans Vaelde, ere de Ting ikke skrevne i Israels Kongers Krønikers Bog?
2Kin	10	35	35. Og Jehu laa med sine Faedre, og de begravede ham i Samaria; og Joahas, hans Søn, blev Konge i hans Sted.
2Kin	10	36	36. Og de Aar, som Jehu regerede over Israel i Samaria, vare otte og tyve Aar.
------------------------Anden Kongebog, Kapitel 11
2Kin	11	1	1. Der Athalia, Ahasias Moder, saa, at hendes Søn var død, da gjorde hun sig rede og udryddede al kongelig Saed.
2Kin	11	2	2. Men Joseba, Kong Jorams Datter, Ahasias Søster, tog Joas, Ahasias Søn, og stjal ham midt ud af Kongens Børn, som bleve draebte, ham og hans Amme i Sengekammeret; og de skjulte ham for Athalias Ansigt, saa at han ikke blev draebt.
2Kin	11	3	3. Og han var hos hende i Herrens Hus skjult i seks Aar; men Athalia var Dronning i Landet.
2Kin	11	4	4. Men i det syvende Aar sendte Jojada og tog de øverste over hundrede for Livvagten og Drabanterne og lod dem komme til sig i Herrens Hus; og han gjorde en Pagt med dem og tog en Ed af dem i Herrens Hus og viste dem Kongens Søn.
2Kin	11	5	5. Og han bød dem og sagde: Dette er den Gerning, som I skulle gøre: Den tredje Part af eder, som traede til om Sabbaten, skal holde Vagt imod Kongens Hus.
2Kin	11	6	6. Og den tredje Part skal vaere ved Porten Sur og den tredie Part ved Porten, som er bag Drabanterne, og I skulle holde Vagt for Huset for at afspaerre det.
2Kin	11	7	7. Men de to Parter af eder, nemlig alle, som traede fra om Sabbaten, de skulle holde Vagt i Herrens Hus om Kongen.
2Kin	11	8	8. Og I skulle omringe Kongen trindt omkring, enhver med sine Vaaben i sin Haand, og hvo som traenger ind igennem Raekkerne, skal dødes; og I skulle vaere hos Kongen, naar han gaar ud, og naar han gaar ind.
2Kin	11	9	9. Og de øverste for hundrede gjorde efter alt det, som Jojada, Praesten, bød, og de toge hver sine Maend, som traadte til om Sabbaten, tillige med dem, som traadte fra om Sabbaten, og de kom til Praesten Jojada.
2Kin	11	10	10. Og Praesten gavHøvedsmaendene for hundrede Spydene og Skjoldene, som havde hørt Kong David til, og som vare i Herrens Hus.
2Kin	11	11	11. Og Drabanterne stode, hver med sine Vaaben i sin Haand, fra den højre Side af Huset til den venstre Side af Huset, hen imod Alteret og Huset, trindt omkring Kongen.
2Kin	11	12	12. Siden førte han Kongens Søn ud og satte Kronen paa ham og overgav ham Vidnesbyrdet, og de gjorde ham til Konge og salvede ham; og de klappede i Haenderne og sagde: Kongen leve!
2Kin	11	13	13. Der Athalia hørte Drabanternes og Folkets Røst, da kom hun til Folket i Herrens Hus.
2Kin	11	14	14. Og hun saa, og se, da stod Kongen paa Forhøjningen, som Skik var, og Fyrsterne og Basunerne vare om Kongen, og alt Folket i Landet var glad og blaeste i Basunerne; da sønderrev Athalia sine Klaeder og raabte: Oprør! Oprør!
2Kin	11	15	15. Men Jojada, Praesten, bød de øverste over hundrede, som vare beskikkede over Haeren, og sagde til dem: Fører hende ud hen uden for Raekkerne, og hvo som følger hende, draeber ham med Svaerd; thi Praesten havde sagt, at hun ikke skulde draebes i Herrens Hus.
2Kin	11	16	16. Og de gjorde Plads for hende til begge Sider, og hun gik den Vej, ad hvilken Hestene gaa til Kongens Hus, og hun blev draebt der.
2Kin	11	17	17. Da gjorde Jojada en Pagt imellem Herren og imellem Kongen og Folket, at de skulde vaere Herrens Folk, og imellem Kongen og imellem Folket.
2Kin	11	18	18. Da kom alt Folket i Landet ind i Baals Hus, og de nedbrøde hans Altre, og hans Billeder sønderbrøde de aldeles og sloge Matthan, Baals Praest, ihjel lige for Altrene; men Praesten beskikkede Tilsyn i Herrens Hus.
2Kin	11	19	19. Og han tog de øverste over hundrede og Livvagten og Drabanterne og alt Folket fra Landet, og de førte Kongen ned fra Herrens Hus og kom ad Vejen igennem Drabanternes Port til Kongens Hus; og han satte sig paa Kongernes Trone.
2Kin	11	20	20. Og alt Folket i Landet var glad, og Staden blev rolig, efter at de havd slaget Athalia ihjel med Svaerd i Kongens Hus.
2Kin	11	21	21. Joas var syv Aar gammel, der han blev Konge.
------------------------Anden Kongebog, Kapitel 12
2Kin	12	1	1. I Jehus syvende Aar blev Joas Konge og regerede fyrretyve Aar i Jerusalem, og hans Moders Navn var Zibja fra Beersaba.
2Kin	12	2	2. Og Joas gjorde det, som ret var for Herrens Øjne, alle sine Dage, i hvilke Jojada, Praesten, vejledede ham.
2Kin	12	3	3. Dog bleve Højene ikke borttagne; Folket ofrede og gjorde Røgelse endnu paa Højene.
2Kin	12	4	4. Og Joas sagde til Praesterne: Alle Penge for de Ting, som helliges, som bringes til Herrens Hus, nemlig Penge for hver, som gaar over i Mandtallet, Penge, som de give for Personer, hver efter sin Vurdering, alle Penge, som hver Mand ofrer af et frivilligt Hjerte for at bringe dem til Herrens Hus,
2Kin	12	5	5. dem skulle Praesterne modtage, Hver af sin Kynding, og de skulle istandsaette Husets Brøst, nemlig alt det, som findes der brøstfaeldigt.
2Kin	12	6	6. Men i Kong Joas's tre og tyvende Aar havde Praesterne endnu ikke istandsat det, som var brøstfaeldigt i Huset.
2Kin	12	7	7. Da kaldte Kong Joas ad Jojada, Praesten, og de andre Praester og sagde til dem: Hvi istandsaette I ikke det, som er brøstfaeldigt i Huset? nu vel, modtager ikke Penge af eders Kyndinger, men afgiver dem til det, som er brøstfaeldigt i Huset.
2Kin	12	8	8. Og Praesterne samtykkede deri, saa at de ikke modtoge Penge af Folket og ikke istandsatte det, som var brøstfaeldigt i Huset.
2Kin	12	9	9. Men Jojada, Praesten, tog en Kiste og borede et Hul i Laaget derpaa og satte den ved den højre Side af Alteret, hvor man gaar ind i Herrens Hus, og Praesterne, som toge Vare paa Dørtaerskelen, lagde deri alle Penge, som bleve bragte til Herrens Hus.
2Kin	12	10	10. Og det skete, naar de saa, at der var mange Penge i Kisten, da kom Kongens Skriver og Ypperstepraesten op, og de sammenbandt og talte Pengene, som fandtes i Herrens Hus.
2Kin	12	11	11. Og de gave Pengene, som vare aftalte, i deres Haender, som havde med Gerningen at gøre, og som vare beskikkede over Herrens Hus; og de gave dem ud til Tømmermaendene og til Bygningsmaendene, som arbejdede paa Herrens Hus,
2Kin	12	12	12. og til Murmestere og Stenhuggere og til at købe Trae og hugne Sten til at istandsaette det, som var brøstfaeldigt paa Herrens Hus, ja til alt det, som gik med til Husets Istandsaettelse.
2Kin	12	13	13. Dog blev der ikke gjort Sølvbaekkener, Knive, Skaaler, Basuner eller noget Kar af Guld eller Kar af Sølv til Herrens Hus for de Penge, som bragtes til Herrens Hus.
2Kin	12	14	14. Men de gave dem til dem, som havde med Gerningen at gøre, og de istandsatte Herrens Hus for dem.
2Kin	12	15	15. Og de holdt ikke Regnskab med Maendene, i hvis Haand de overgave Pengene, for at give dem til dem, som gjorde Gerningen; thi de handlede med Troskab.
2Kin	12	16	16. Men Pengene for Skyldofferet og Pengene for Syndofferet bleve ikke bragte til Herrens Hus, de hørte Praesterne til.
2Kin	12	17	17. Da drog Hasael, Kongen af Syrien, op og stred imod Gath og indtog den, og Hasael rettede sit Ansigt til at drage op imod Jerusalem.
2Kin	12	18	18. Da tog Joas, Judas Konge, alle de hellige Ting, som Josafat og Joram og Ahasia, hans Faedre, Judas Konger, havde helliget, og hvad han selv havde helliget, dertil alt det Guld, som man fandt i Herrens Hus's og i Kongens Hus's Skatkamre, og sendte det til Hasael, Kongen af Syrien; og denne drog da bort fra Jerusalem.
2Kin	12	19	19. Men det øvrige af Joas's Handeler, og alt det, som han gjorde, ere de Ting ikke skrevne i Judas Kongers Krøniker Bog?
2Kin	12	20	20. Og hans Tjenere rejste sig og indgik et Forbund, og de ihjelsloge Joas i Millos Hus, hvor man gaar ned til Silla:
2Kin	12	21	21. Nemlig Josakar, Simeaths Søn, og Josabad, Somers Søn, hans Tjenere, sloge ham ihjel, og han døde; og de begravede ham hos hans Faedre i Davids Stad, og Amazia, hans Søn, blev Konge i hans Sted.
------------------------Anden Kongebog, Kapitel 13
2Kin	13	1	1. I det tre og tyvende Joas's, Ahasias Søns, Judas Konges, Aar blev Joahas, Jehus Søn, Konge over Israel i Samaria i sytten Aar.
2Kin	13	2	2. Og han gjorde det onde for Herrens Øjne og vandrede efter Jeroboams. Nebats Søns, Synder, med hvilke han kom Israel til at synde, han veg ikke derfra.
2Kin	13	3	3. Derfor optaendtes Herrens Vrede over Israel, og han gav dem i Hasaels, Syriens Konges, Haand og i Benhadads, Hasaels Søns, Haand alle Dage.
2Kin	13	4	4. Men Joahas bad ydmygeligt til Herren, og Herren hørte ham; thi han saa til Israels Traengsel, thi Kongen af Syrien traengte dem.
2Kin	13	5	5. Og Herren gav Israel en Frelser, og de slap fri for at vaere under Syrernes Magt; og Israels Børn boede i deres Telte som tilforn.
2Kin	13	6	6. Dog vege de ikke fra Jeroboams Hus's Synder, som han kom Israel til at synde med, men man vandrede derudi, og Astartebilledet blev ogsaa staaende i Samaria.
2Kin	13	7	7. Men Joahas beholdt ikke flere Folk tilovers end halvtredsindstyve Ryttere og ti Vogne og ti Tusinde Fodfolk; thi Kongen af Syrien havde ødelagt dem og gjort dem til Støv at traede paa.
2Kin	13	8	8. Men det øvrige af Joahas's Handeler og alt, hvad han gjorde, og hans Vaelde, ere de Ting ikke skrevne i Israels Kongers Krønikers Bog?
2Kin	13	9	9. Og Joahas laa med sine Faedre, og de begravede ham i Samaria, og hans Søn, Joas blev Konge i hans Sted.
2Kin	13	10	10. I det syv og tredivte Joas's, Judas Konges, Aar blev Joas, Joahas's Søn, Konge over Israel i Samaria i seksten Aar.
2Kin	13	11	11. Og han gjorde det, som var ondt for Herrens Øjne; han veg ikke fra nogen af Jeroboams, Nebats Søns, Synder, som han kom Israel til at synde med, men han vandrede deri.
2Kin	13	12	12. Men det øvrige af Joas's Handeler og alt, hvad han gjorde og hans Vaelde, hvorledes han stred med Amazia, Judas Konge, ere de Ting ikke skrevne i Israels Kongers Krønikers Bog?
2Kin	13	13	13. Og Joas laa med sine Faedre, og Jeroboam sad paa hans Trone; og Joas blev begraven i Samaria hos Israels Konger.
2Kin	13	14	14. Og Elisa blev syg af sin Sygdom, af hvilken han døde; og Joas Israels Konge, kom ned til ham og graed for hans Ansigt og sagde: Min Fader, min Fader! Israels Vogne og hans Ryttere!
2Kin	13	15	15. Da sagde Elisa til ham: Tag Bue og Pile; og han tog Bue og Pile til ham.
2Kin	13	16	16. Da sagde han til Israels Konge: Laeg din Haand paa Buen; og han lagde sin Haand paa den, og Elisa lagde sine Haender paa Kongens Haender.
2Kin	13	17	17. Og han sagde: Luk det Vindue op imod Østen! og han lukkede det op; og Elisa sagde: Skyd! og han skød. Og han sagde: En Frelses Pil fra Herren og en Frelses Pil imod Syrerne, og du skal slaa Syrerne i Afek, indtil du gør Ende paa dem.
2Kin	13	18	18. Og han sagde: Tag Pilene; og han tog dem; og han sagde til Kongen af Israel: Slaa imod Jorden; og han slog tre Gange, og saa holdt han op.
2Kin	13	19	19. Da blev den Guds Mand vred paa ham og sagde: Havde du slaget fem eller seks Gange, da skulde du have slaget Syrerne, indtil du havde gjort Ende paa dem; men nu skal du slaa Syrerne tre Gange.
2Kin	13	20	20. Og Elisa døde, og de begravede ham; og Moabs Tropper kom i Landet først paa Aaret.
2Kin	13	21	21. Og det skete, at de begravede en Mand, og se, da de saa Troppen, da kastede de Manden i Elisas Grav; og der Manden kom ned og rørte ved Elisas Ben, da blev han levende og stod op paa sine Fødder.
2Kin	13	22	22. Og Hasael, Kongen af Syrien, havde traengt Israel alle Joahas's Dage.
2Kin	13	23	23. Men Herren var dem naadig og forbarmede sig over dem og vendte sig til dem for sin Pagts Skyld med Abraham, Isak og Jakob og vilde ikke ødelaegge dem og bortkastede dem endnu ikke fra sit Ansigt.
2Kin	13	24	24. Og Hasael, Kongen af Syrien, døde, og hans Søn Benhadad blev Konge i hans Sted.
2Kin	13	25	25. Og Joas, Joahas's Søn, tog de Staeder igen fra Benhadads, Hasaels Søns, Haand, som han havde taget fra Joahas's, hans Faders, Haand i Krigen; tre Gange slog Joas ham og fik Israels Staeder igen.
------------------------Anden Kongebog, Kapitel 14
2Kin	14	1	1. I Israels Konge Joas's Joahas's Søns, andet Aar blev Amazia, Joas's, Judas Konges Søn, Konge.
2Kin	14	2	2. Han var fem og tyve Aar gammel, der han blev Konge, og regerede ni og tyve Aar i Jerusalem; og hans Moders Navn var Joadan fra Jerusalem.
2Kin	14	3	3. Og han gjorde ret for Herrens Øjne, dog ikke som David, hans Fader; han gjorde efter alt det, som Joas, hans Fader, gjorde.
2Kin	14	4	4. Dog bleve Højene ikke borttagne; Folket ofrede og gjorde Røgelse endnu paa Højene.
2Kin	14	5	5. Og det skete, der Riget blev befaestet i hans Haand, da ihjelslog han sine Tjenere, som havde ihjelslaget Kongen, hans Fader.
2Kin	14	6	6. Men Mordernes Børn draebte han ikke, som skrevet er i Moses Lovbog, som Herren bød og sagde: Foraeldre skulle ikke dødes for Børnenes Skyld, og Børnene ikke dødes for Foraeldrenes Skyld, men hver skal dødes for sin Synds Skyld.
2Kin	14	7	7. Han slog ti Tusinde af Edom i Saltdalen og indtog Sela i samme Krig og kaldte dens Navn Jokthel indtil denne Dag.
2Kin	14	8	8. Da sendte Amazia Bud til Joas, en Søn af Joahas, Jehus Søn, Kongen i Israel, og lod sige: Kom og lader os se hinandens Ansigt!
2Kin	14	9	9. Men Joas, Israels Konge, sendte til Amazia, Judas Konge, og lod sige: Tornebusken, som er paa Libanon, sendte til Gedertraeet, som er paa Libanon, og lod sige: Giv min Søn din Datter til Hustru; men vilde Dyr paa Marken, som vare paa Libanon, gik over og nedtraadte Tornebusken.
2Kin	14	10	10. Du har jo slaget Edom, og dit Hjerte gør dig hovmodig; behold din Aere, og bliv i dit Hus; hvi søger du Ulykke, at du skal falde, du og Juda med dig?
2Kin	14	11	11. Men en Amazia vilde ikke høre; saa drog Joas, Israels Konge, op, og de saa hinandens Ansigt, han og Amazia, Judas Konge, i Beth-Semes, som hører til Juda.
2Kin	14	12	12. Men Juda blev slagen for Israels Ansigt, og de flyede hver til sit Telt.
2Kin	14	13	13. Og Joas, Isr aels Konge, fangede Amazia, Judas Konge, en Søn af Joas, Ahasias Søn, i Beth- Semes; og han kom til Jerusalem og nedrev af Jerusalems Mur fra Efraims Port indtil Hjørneporten et Stykke paa fire Hundrede Alen.
2Kin	14	14	14. Og han tog alt Guldet og Sølvet og alle Karrene, som fandtes i Herrens Hus og i Kongens Hus's Skatkamre, tilmed Børn som Gidsler, og vendte tilbage til Samaria.
2Kin	14	15	15. Men det øvrige af Joas's Handeler, hvad har gjorde og hans Vaelde, og hvorlede han stred imod Amazia, Judas Konge, ere de Ting ikke skrevne i Isaels Kongers Krønikers Bog?
2Kin	14	16	16. Og Joas laa med sine Faedre og blev begraven i Samaria hos Israels Konger, og hans Søn Jeroboam blev Konge i hans Sted.
2Kin	14	17	17. Og Amazia Joas's Søn, Judas Konge, levede efter Joas's, Joahas's Søns, Israel Konges, Død femten Aar.
2Kin	14	18	18. Men det øvrige af Amazias Handeler, ere de Ting ikke skrevne i Judas Kongers Krønikers Bog?
2Kin	14	19	19. Og de indgik et Forbund imod ham i Jerusalem, og han flyede til Lakis; men de sendte efter ham til Lakis og draebte ham der.
2Kin	14	20	20. Og de førte ham paa Heste, og han blev begraven i Jerusalem hos sine Faedre i Davids Stad.
2Kin	14	21	21. Og alt Judas Folk tog Asaria, men han var seksten Aar gammel, og de gjorde ham til Konge i hans Fader Amazias Sted.
2Kin	14	22	22. Han byggede Elath og bragte den igen til Juda, efter at Kongen laa hos sine Faedre.
2Kin	14	23	23. I Amazias, Joas's Søns, Judas Konges, femtende Aar blev Jeroboam, en Søn af Israels Konge Joas, Konge i Samaria, et og fyrretyve Aar.
2Kin	14	24	24. Og han gjorde det, som var ondt for Herrens Øjne; han veg ikke fra nogen af Jeroboams, Nebats Søns, Synder, som han kom Israel til at synde med.
2Kin	14	25	25. Han indtog igen Israels Landemaerke fra Hamath af indtil Havet ved den slette Mark efter Herren Israels Guds Ord, som han talte ved sin Tjener Jona, Amithajs Søn, den Profet, som var fra Gath-Hefer.
2Kin	14	26	26. Thi Herren saa Israels Elendighed, som var saare bitter, ja at baade den bundne var intet, og den løsladte var intet, og at der var ingen Hjaelper for Israel.
2Kin	14	27	27. Og Herren havde ikke sagt, at han vilde udslette Israels Navn under Himmelen; men han frelste dem ved Jeroboams, Joas's Søns, Haand.
2Kin	14	28	28. Men det øvrige af Jeroboams Handeler og alt det, som han gjorde, og hans Vaelde, hvorledes han stred, og at han bragte Damaskus og Hamath, som havde tilhørt Juda, tilbage til Israel, ere de Ting ikke skrevne i Israels Kongers Krønikers Bog?
2Kin	14	29	29. Og Jeroboam laa med sine Faedre, med Israels Konger, og hans Søn Sakaria blev Konge i hans Sted.
------------------------Anden Kongebog, Kapitel 15
2Kin	15	1	1. I det syv og tyvende Jeroboams, Israels Konges, Aar blev Asaria, Amazias, Judas Konges, Søn, Konge.
2Kin	15	2	2. Han var seksten Aar gammel, der han blev Konge, og regerede to og halvtredsindstyve Aar i Jerusalem, og hans Moders Navn var Jekolia fra Jerusalem.
2Kin	15	3	3. Og han gjorde det, som var ret for Herrens Øjne, efter alt det, som hans Fader Amazia gjorde.
2Kin	15	4	4. Dog kom Højene ikke bort; Folket ofrede endnu og gjorde Røgelse paa Højene.
2Kin	15	5	5. Og Herren slog Kongen, at han blev spedalsk indtil sin Dødsdag og boede udi et saerskilt Hus; men Jotham, Kongens Søn, var over Huset og dømte Folket i Landet.
2Kin	15	6	6. Men det øvrige af Asarias Handeler og alt, hvad han. gjorde, er det skrevet i Judas Kongers Krønikers Bog?
2Kin	15	7	7. Og Asaria laa med sine Faedre, og de begravede ham hos hans Faedre i Davids Stad, og Jotham, hans Søn, blev Konge i hans Sted.
2Kin	15	8	8. Og i det otte og tredivte Asarias, Judas Konges, Aar blev Sakaria, Jeroboams Søn, Konge over Israel i Samaria seks Maaneder.
2Kin	15	9	9. Og han gjorde det, som var ondt for Herrens Øjne, ligesom hans Faedre gjorde, han veg ikke fra Jeroboams, Nebats Søns, Synder, som han kom lsrael til at synde med.
2Kin	15	10	10. Og Sallum, Jabes's Søn, gjorde et Forbund med ham og slog ham i Folkets Paasyn og draebte ham og blev Konge i hans Sted.
2Kin	15	11	11. Men det øvrige af Sakarias Handeler, se, de Ting ere skrevne i Israels Kongers Krønikers Bog.
2Kin	15	12	12. Dette er Herrens Ord, som han talte til Jehu sigende: Dine Sønner i det fjerde Led skulle sidde paa Israels Trone; og det skete saa.
2Kin	15	13	13. Sallum, Jabes's Søn, blev Konge i det ni og tredivte Usias, Judas Konges, Aar, og regerede en Maaneds Tid i Samaria.
2Kin	15	14	14. Og Menahem, Gadis Søn, drog op fra Thirza og kom til Samaria og slog Sallum, Jabes's Søn, i Samaria og draebte ham og blev Konge i hans Sted.
2Kin	15	15	15. Men det øvrige af Sallums Handeler og hans Forbund, som han indgik, se, de Ting ere skrevne i Israels Kongers Krønikers Bog.
2Kin	15	16	16. Da slog Menahem Thipsa og alle, som vare deri, og dens Landemaerke, da han drog ud fra Thirzan; fordi man ikke havde villet indlade ham, derfor slog han dem; alle de frugtsommelige derudi søndersled han.
2Kin	15	17	17. Og i det ni og tredivte Asarias, Judas Konges, Aar blev Menahem, Gadis Søn, Konge over Israel, ti Aar i Samaria.
2Kin	15	18	18. Og han gjorde det som var ondt for Herrens Øjne, han veg ikke ikke fra Jeroboams, Nebats Søns, Synder, som han kom Israel til at synde med, alle sine Dage.
2Kin	15	19	19. Ful, Kongen af Assyrien, kom over Landet, og Menahem gav Ful tusinde, Centner Sølv, at han skulde holde med ham og befaeste Riget i hans Haand.
2Kin	15	20	20. Og Menahem indkraevede det Sølv af Israel, af alle de formuende, til at give Kongen af Assyrien, nemlig halvtredsindstyve Sekel Sølv for hver Mand; saa drog Kongen af Assyrien tilbage og blev ikke der i Landet.
2Kin	15	21	21. Men det øvrige af Menahems Handeler og alt det, han gjorde, er det ikke skrevet i Israels Kongers Krønikers Bog?
2Kin	15	22	22. Menahem laa med sine Faedre, og Pekaja, hans Søn, blev Konge i hans Sted.
2Kin	15	23	23. I det halvtredsindstyvende Asarias, Judas Konges, Aar blev Pekaja, Menahems Søn, Konge over Israel i Samaria i to Aar.
2Kin	15	24	24. Og han gjorde det, som var ondt for Herrens Øjne han veg ikke fra Jeroboams, Nebats Søns, Synder, som han kom Israel til at synde med.
2Kin	15	25	25. Og Peka, Remalias Søn, hans Høvedsmand, gjorde et Forbund imod ham og ihjelslog i Samaria, i Kongens Hus's Palads, ham og Argob og Arje; og han havde med sig halvtredsindstyve Maend af Gileaditernes Børn og draebte ham og blev Konge i hans Sted.
2Kin	15	26	26. Men det øvrige af Pekajas Handeler og alt det, han gjorde, se, de Ting ere skrevne i Israels Kongers Krønikels Bog.
2Kin	15	27	27. I det to og halvtredsindstyvende Asarias, Judas Konges, Aar blev Peka, Remalias Søn, Konge over Israel i Samaria i tyve Aar.
2Kin	15	28	28. Og han gjorde det, som var ondt for Herrens Øjne, han veg ikke fra Jeroboams, Nebats Søns, Synder, som han kom Israel til at synde med.
2Kin	15	29	29. I Pekas, Israels Konges, Dage kom Thiglath-Pileser, Kongen af Assyrien, og tog Ijon og Abel-Beth Maaka og Ianoa og Kedes og Hasor og Gilead og Galilaea, alt Nafthalis Land, og han bortførte dem til Assyrien.
2Kin	15	30	30. Og Hosea, Elas Søn, gjorde et Forbund imod Peka, Remalias Søn, og slog ham og draebte ham og blev Konge i hans Sted, i det tyvende Jothams, Ussias Søns, Aar.
2Kin	15	31	31. Men det øvrige af Pekas Handeler og alt det, han gjorde, se, de Ting ere skrevne i Israels Kongers Krønikers Bog.
2Kin	15	32	32. I det andet Pekas, Remalias Søns, Israels Konges, Aar blev Jotham, en Søn af Judas Konge Ussia, Konge.
2Kin	15	33	33. Han var fem og tyve Aar gammel, der han blev Konge, og han regerede seksten Aar i Jerusalem, og hans Moders Navn var Jerusa, Zadoks Datter.
2Kin	15	34	34. Og han gjorde det, som var ret for Herrens Øjne, efter alt det, som Ussia, hans Fader, gjorde.
2Kin	15	35	35. Dog blev Højene ikke borttagne, Folket ofrede endnu og gjorde Røgelse paa Højene; han byggede den øverste Port paa Herrens Hus.
2Kin	15	36	36. Men det øvrige af Jothams Handeler og alt det, han gjorde, ere de Ting ikke skrevne i Judas Kongers Krønikers Bog?
2Kin	15	37	37. I de Dage begyndte Herren at sende Rezin, Kongen af Syrien, og Peka, Remalias Søn, mod Juda.
2Kin	15	38	38. Og Jotham laa med sine Faedre og blev begraven hos sine Faedre i Davids, sin Faders, Stad, og Akas, hans Søn, blev Konge i hans Sted.
------------------------Anden Kongebog, Kapitel 16
2Kin	16	1	1. I det syttende Pekas, Remalias Søns, Aar blev Akas, en Søn af Judas Konge Jotham, Konge.
2Kin	16	2	2. Akas var tyve Aar gammel, der han blev Konge, og regerede i seksten Aar i Jerusalem, og han gjorde ikke det, som var ret for Herrens, hans Guds, Øjne, som David, hans Fader,
2Kin	16	3	3. men han vandrede i Israels Kongers Vej; tilmed lod han sin Søn gaa igennem Ilden efter de Hedningers Vederstyggeligheder, hvilke Herren havde fordrevet for Israels Børns Ansigt.
2Kin	16	4	4. Han ofrede ogsaa og gjorde Røgelse paa de høje Steder og paa Højene og under alle grønne Traeer.
2Kin	16	5	5. Da drog Rezin, Kongen af Syrien, og Peka, Remalias Søn, Kongen i Israel, op imod Jerusalem til Krig og belejrede Akas, men de kunde ikke komme til at stride.
2Kin	16	6	6. Paa den samme Tid bragte Rezin, Kongen af Syrien, Elath igen til Syrien og fordrev Jøderne af Elath, og Syrerne kom til Elath og boede der indtil denne Dag.
2Kin	16	7	7. Saa sendte Akas Bud til Thiglath-Pileser, Kongen af Assyrien, og lod sige: Jeg er din Tjener og din Søn, kom op og frels: mig af Syriens Konges Haand, og; af Israels Konges Haand, hvilke have; oprejst sig imod mig.
2Kin	16	8	8. Og Akas to det Sølv og det Guld, som fandtes i Herrens Hus og i Kongens Hus's Skatkammer og sendte Kongen Assyrien det til Skaenk.
2Kin	16	9	9. Og Kon gen af Assyrien adlød ham, og Kongen af Assyrien drog op til Damaskus og indtog den og førte dem bort til Kir, og han, draebte Rezin.
2Kin	16	10	10. Da drog Kong Akas hen til Damaskus at møde Thiglath-Pileser, Kongen af Assyrien, og han saa det Alter, som var i Damaskus; da sendte Kong Akas en Afbildning af Alteret og en Lignelse af det, efter alt dets Arbejde, til Praesten Uria.
2Kin	16	11	11. Og praesten Uria byggede et Alter; efter alt som Kong Akas sendte fra Damaskus, saa gjorde Praesten Uria, indtil Kong Akas kom fra Damaskus.
2Kin	16	12	12. Og der Kongen kom fra Damaskus, da saa Kongen Altert teret, og Kongen naermede sig Alteret og ofrede paa det.
2Kin	16	13	13. Og han gjorde Røgofre af sit Braendoffer og sit Madoffer og udøste sit Drikoffer, og han staenkede Takofrenes Blod, som han havde, paa Alteret.
2Kin	16	14	14. Men Kobberalteret, som stod for Herrens Ansigt, flyttede han laengere bort fra Huset, at det ikke skulde staa imellem Alteret og imellem Herrens Hus; og han satte det op ved Siden af Alteret imod Norden.
2Kin	16	15	15. Og Kong Akas bød Praesten Uria og sagde: Gør Røgoffer paa det store Alter af Braendofferet om Morgenen og Madofferet om Aftenen og af Kongens Braendoffer og hans Madoffer og af alt Folkets Braendoffer i Landet og deres Madoffer og deres Drikofre, og alt Braendofferets Blod og alt Slagtofferets Blod skal du staenke derpaa; men Kobberalteret skal, vaere mig til at adspørge ved.
2Kin	16	16	16. Og Praesten Uria gjorde efter alt det, som Kong Akas befalede.
2Kin	16	17	17. Og Kong Akas afbrød Fyldingerne af Stolene og borttog Kedelen af dem, og Havet tog han ned af de Kobberøksne, som vare derunder, og han satte det paa et Stengulv,
2Kin	16	18	18. og den bedaekkede Sabbatsgang, som de havde bygget ved Huset, og den ydre Opgang for Kongen vendte han indad imod Herrens Hus, for Kongen af Assyriens Skyld.
2Kin	16	19	19. Men det øvrige af Akas's Handeler, og hvad han gjorde, ere de Ting ikke skrevne i Judas Kongers Krønikers Bog?
2Kin	16	20	20. Og Akas laa med sine Faedre og blev begraven hos sine Faedre i Davids Stad, og Ezekias, hans Søn, blev Konge i hans Sted.
------------------------Anden Kongebog, Kapitel 17
2Kin	17	1	1. I det tolvte Akas's, Judas Konges, Aar blev Hosea, Elas Søn, Konge i Samaria over Israel i ni Aar.
2Kin	17	2	2. Og han gjorde det, som var ondt for Herrens Øjne, dog ikke som Israels Konger, som vare før ham.
2Kin	17	3	3. Salmanasser, Kongen af Assyrien, drog op imod ham; og Hosea blev hans Tjener og gav ham Skaenk.
2Kin	17	4	4. Men Kongen af Assyrien saa et Forbund deri, at Hosea havde sendt Bud til So, Kongen af Aegypten, og ikke bragt Skat til Kongen af Assyrien Aar for Aar; da satte Kongen af Assyrien ham fast og lagde ham bunden i et Faengsel.
2Kin	17	5	5. Thi Kongen af Assyrien drog op i det ganske Land og drog op til Samaria og belejrede den i tre Aar.
2Kin	17	6	6. I Hoseas niende Aar indtog Kongen af Assyrien Samaria og førte Israel bort til Assyrien; og han lod dem bo i Hala og i Habor ved Floden Gosan og i Medernes Steder.
2Kin	17	7	7. Og det skete, fordi Israels Børn havde syndet imod Herren deres Gud, som havde ført dem op af Aegyptens Land, fra at vaere under Faraos, Kongen af Aegyptens Magt, og fordi de frygtede andre Guder;
2Kin	17	8	8. og de vandrede i de Hedningers Skikke hvilke Herren havde fordrevet for Israels Børns Ansigt, og i dem, som Israels Konger havde indført;
2Kin	17	9	9. og Israels Børn skjulte Ting, som ikke var ret for Herren deres Gud og byggede sig Høje i alle Staeder, fra Vogternes Taarn indtil hver fast Stad;
2Kin	17	10	10. og de oprejste sig Støtter og Astartebilleder paa hver ophøjet Høj og under hvert grønt Trae;
2Kin	17	11	11. og de gjorde Røgelse der paa alle Højene ligesom Hedningerne, hvilke Herren havde bortført fra deres Ansigt, og de gjorde onde Ting til at opirre Herren;
2Kin	17	12	12. og de tjente de stygge Afguder, om hvilke Herren havde sagt til dem: I skulle ikke gøre denne Ting;
2Kin	17	13	13. og Herren lod vidne i Israel og i Juda ved alle sine Profeter, alle Seere, sigende: Vender om fra eders onde Veje og holder mine Bud, mine Skikke, efter den hele Lov, som jeg bød eders Faedre; og efter det, som jeg sendte til eder om ved mine Tjenere, Profeterne;
2Kin	17	14	14. men de havde ikke vaeret lydige, men de forhaerdede deres Nakke, ligesom deres Faedres Nakke, de, som ikke troede paa Herren deres Gud;
2Kin	17	15	15. tilmed forkastede de hans Skikke og hans Pagt, som han havde gjort med deres Faedre, og hans Vidnesbyrd, som han havde vidnet for dem, og de vandrede efter Forfaengelighed og bleve forfaengelige, og efter Hedningerne, der vare trindt omkring dem, om hvilke Herren havde budet dem, at de ikke skulde gøre som de;
2Kin	17	16	16. ja de forlode alle Herren deres Guds Bud og gjorde sig støbte Billeder, to Kalve, og de gjorde Astartebilleder og tilbade al Himmelens Haer og tjente Baal;
2Kin	17	17	17. og de lode deres Sønner og deres Døtre gaa igennem Ilden og omgikkes med Spaadom og agtede paa Fugleskrig og solgte sig til at gøre det, som var ondt for Herrens Øjne, for at opirre ham:
2Kin	17	18	18. derfor blev Herren saare vred paa Israel og bortdrev dem fra sit Ansigt; der blev ingen tilovers uden Judas Stamme alene.
2Kin	17	19	19. Heller ikke Juda holdt Herrens, deres Guds, Bud; men de vandrede efter Israels Skikke, som de havde indført.
2Kin	17	20	20. Saa forkastede Herren al Israels Saed og plagede dem og gav dem i Røveres Haender, indtil han havde bortstødt dem fra sit Ansigt
2Kin	17	21	21. Thi Israel havde revet sig løs fra Davids Hus, og de gjorde Jeroboam, Nebats Søn, til Konge; og Jeroboam drog Israel bort fra Herren og kom dem til at synde en stor Synd.
2Kin	17	22	22. Og Israels Børn vandrede i alle Jeroboams Synder, som han gjorde; de vege ikke derfra,
2Kin	17	23	23. indtil Herren bortdrev Israel fra sit Ansigt, saaledes som han havde sagt ved alle sine Tjenere, Profeterne; saa blev Israel bortført fra sit Land til Assyrien indtil denne Dag.
2Kin	17	24	24. Og Kongen af Assyrien lod komme Folk af Babel og af Kut og af Ava og af Hamath og Sefarvajm og lod dem bo i Samarias Staeder, i Israels Børns Sted, og de indtoge Samaria til Ejendom og boede i dens Staeder.
2Kin	17	25	25. Og det skete, der de begyndte at bo der, at de ikke frygtede Herren; da sendte Herren Løver iblandt dem, og disse sønderreve nogle af dem.
2Kin	17	26	26. Derfor sagde de til Kongen af Assyrien: De Hedninger, som du lod forflytte og bo i Samarias Staeder, kende ikke, hvad der er ret imod Landets Gud; derfor sendte han Løver iblandt dem, og se, disse sønderreve dem, fordi de; ikke kende, hvad der er ret imod Landets Gud.
2Kin	17	27	27. Da bød Kongen af Assyrien og sagde: Fører en af de Praester derhen, som I bortførte derfra, og lader ham drage hen og bo der, at han kan laere dem, hvad der er ret imod Landets Gud.
2Kin	17	28	28. Saa kom af Praesterne, som de havde bortført fra Samaria, og boede i Bethel og laerte dem, hvorledes de skulde frygte Herren.
2Kin	17	29	29. Men hvert Folk gjorde sig sin Gud, og de satte dem i Husene paa de Høje, som Samaritanerne. gjorde, hvert Folk i sine Staeder, hvori de boede.
2Kin	17	30	30. Thi de Maend af Babel havde gjort Sukoth-Benoth, og de Maend af Kut havde gjort Nergal, og de Maend af Hamath havde gjort Asima,
2Kin	17	31	31. og de af Ava havde gjort Nibhas og Tharthak, og de af Sefarvajm opbraendte deres Sønner i Ilden for Adramelek og Anamelek, Sefarvajms Guder.
2Kin	17	32	32. De frygtede ogsaa Herren og gjorde sig i Flaeng Praester paa Højene og gjorde Offer for dem i Husene paa Højene.
2Kin	17	33	33. De frygtede Herren, og de tjente deres Guder efter de Hedningers Vis, som de vare bortførte fra.
2Kin	17	34	34. De gøre efter den første Vis, indtil denne Dag; de frygte ikke Herren, ej heller gøre de efter deres Skikke og efter deres Befalinger og efter Loven og efter Budet, som Herren bød Jakobs Børn, hvis Navn han kaldte Israel;
2Kin	17	35	35. og Herren gjorde en Pagt med dem og bød dem sigende: I skulle ikke frygte andre Guder og ikke tilbede dem og ikke tjene dem og ikke ofre til dem
2Kin	17	36	36. Men Herren, som førte eder op af Aegyptens Land med stor Kraft og med en udrakt Arm, ham skulle I frygte, og ham skulle I tilbede og ofre til.
2Kin	17	37	37. Og I skulle holde de Skikke og Befalinger og Loven og Budet, som han lod skrive for eder at gøre derefter alle Dage; men skulle ikke frygte andre Guder.
2Kin	17	38	38. Og I skulle ikke forglemme den Pagt som jeg gjorde med eder, og ikke frygte andre Guder.
2Kin	17	39	39. Men I skulle frygte Herren eders Gud, og han skal fri eder fra alle eders Fjenders Haand.
2Kin	17	40	40. Dog, de hørte ikke; men de gjorde efter deres første Vis.
2Kin	17	41	41. Saa frygtede disse Hedninger Herren og tjente deres Billeder; ogsaa deres Børn og deres Børnebørn, efter som deres Faedre gjorde, saa gøre de indtil denne Dag.
------------------------Anden Kongebog, Kapitel 18
2Kin	18	1	1. Og det skete i Israels Konge Hoseas's, Elas Søns, tredje Aar, da blev Ezekias, Akas's, Judas Konges, Søn, Konge.
2Kin	18	2	2. Han var fem og tyve Aar gammel, der han blev Konge, der han blev Konge, og regerede ni og tyve Aar i Jerusalem, og hans Moders Navn var Abi, Sakarias Datter.
2Kin	18	3	3. Og han gjorde det, som var ret for Herrens Øjne efter alt det, som hans Fader David gjorde.
2Kin	18	4	4. Han borttog Højene og sønderbrød Støtterne og udryddede Astartebillederne og sønderknuste den Kobberslange, som Mose havde gj ort, fordi Israels Børn gjorde Røgoffer til den indtil denne Dag, og man kaldte den Nekuskthan.
2Kin	18	5	5. Han forlod sig paa Herren, Israels Gud, saa at efter ham var ingen som han iblandt alle Judas Konger, ej heller af dem, som havde vaeret for ham.
2Kin	18	6	6. Thi han hang ved Herren, veg ikke fra ham og holdt hans Bud, som Herren bød Mose.
2Kin	18	7	7. Og Herren var med ham, og han handlede klogelig paa hvert Sted, hvor han drog ud; tilmed faldt han fra Kongen af Assyrien og tjente ham ikke.
2Kin	18	8	8. Han slog Filisterne indtil Gaza og dens Landemaerke, fra Vogternes; Taarn indtil den faste Stad.
2Kin	18	9	9. Og det skete i Kong Ezekias: fjerde Aar, hvilket var det syvende Hoseas's, Elas Søns, Israels Konges Aar, at Salmanasser, Kongen af As syrien, drog op imod Samaria og belejrede den.
2Kin	18	10	10. Og de indtoge den, da tre Aar vare til Ende, i Ezekias; sjette Aar, det er Hoseas's, Israel Konges, niende Aar, da blev Samaria indtagen.
2Kin	18	11	11. Og Kongen af Assyrien førte Israel bort til Assyrien og satte dem i Hala og i Habor og ved Floden Gosan og i Medernes Staeder;
2Kin	18	12	12. fordi de ikke havde hørt Herren, deres Guds, Røst, men overtraadte hans Pagt, nemlig alt det, som Mose, Herrens Tjener, havde budet, og de havde ikke hørt det, ej heller gjort det.
2Kin	18	13	13. Og i Kong Ezekias's fjortende Aar drog Senakerib, Kongen af Assyrien, op imod alle Judas faste Staeder og indtog dem.
2Kin	18	14	14. Da sendte Ezekias, Judas Konge, til Kongen af Assyrien, til Lakis og lod sige: Jeg har syndet, vend tilbage fra mig, jeg vil baere, hvad du laegger paa mig; da paalagde Kongen af Assyrien Ezekias, Judas Konge, tre Hundrede Centner og tredive Centner Guld.
2Kin	18	15	15. Saa gav Ezekias alt det Sølv, som fandtes i Herrens Hus og i Kongens Hus's Skatkamre.
2Kin	18	16	16. Paa den samme Tid afbrød Ezekias Guldet af Dørene paa Herrens Tempel og af Dørstolperne, som Ezekias, Judas Konge, havde ladet beslaa, og gav Kongen af Assyrien det.
2Kin	18	17	17. Da sendte Kongen af Assyrien Thartan og Rabsaris og Rabsake fra Lakis til Kong Ezekias med en svar Haer til Jerusalem; og de droge op og kom til Jerusalem og droge op og kom og stode ved den øverste Dams Vandledning, som er ved den alfare Vej, til Blegerens Ager.
2Kin	18	18	18. Og de kaldte ad Kongen; da gik Eliakim, Hilkias Søn, som var Hovmester, og Sebna, Kansleren, og Ioa, Asafs Søn, Historieskriveren ud til dem.
2Kin	18	19	19. Og Rabsake sagde til dem: Siger til Ezekias: Saa siger den store Konge, Kongen af Assyrien: Hvad er det for en Tillid, som du forlader dig paa?
2Kin	18	20	20. Du siger - dog det er ikkun Laebers Ord - at der er Klogskab og Styrke til Krigen; nu, paa hvem forlader du dig, eftersom du er affalden fra mig?
2Kin	18	21	21. Nu se, du forlader dig paa denne brudte Rørkaep, paa Aegypten; støtter nogen sig paa den, da gaar den ind i hans Haand og borer den igennem; saaledes er Farao, Kongen i Aegypten, for alle dem, som forlade sig paa ham.
2Kin	18	22	22. Og om I ville sige til mig: Vi forlade os paa Herren vor Gud, er det da ikke ham, hvis Høje og hvis Altre Ezekias har borttaget, idet han sagde til Juda og Jerusalem: For dette Alter skulle I tilbede i Jerusalem?
2Kin	18	23	23. Og nu, indgaa Vaeddemaal med min Herre, med Kongen af Assyrien, saa vil jeg give dig to Tusinde Heste, om du kan skaffe dig Ryttere til dem.
2Kin	18	24	24. Hvorledes vilde du da drive en Fyrstes Magt tilbage, hørte han end til min Herres ringeste Tjenere? men du forlader dig paa Aegypten for Vognes og for Rytteres Skyld.
2Kin	18	25	25. Nu, mon jeg vel uden Herren er dragen op imod dette Sted for at ødelaegge det? Herren sagde til mig: Drag op imod dette Land og ødelaeg det!
2Kin	18	26	26. Da sagde Eliakim, Hilkias Søn, og Sebna og Ioa til Rabsake: Kaere, tal til dine Tjenere paa Syrisk, thi vi forstaa det, og tal ikke med os paa Jødisk for Folkets Øren, som er paa Muren.
2Kin	18	27	27. Men Rabsake sagde til dem: Har min Herre sendt mig til din Herre eller til dig for at tale disse Ord? mon ikke og til de Maend som sidde paa Muren at aede deres eget Skarn og drikke ikke deres eget Vand med eder?
2Kin	18	28	28. Saa stod Rabsake og raabte med høj Røst paa jødisk og talte og sagde: Hører den store Konges Ord, Kongens af Assyrien!
2Kin	18	29	29. Saa sagde Kongen: Lader ikke Ezekias bedrage eder; thi han formaar ikke at redde eder af hans Haand.
2Kin	18	30	30. Og lader ikke Ezekias faa eder til at forlade eder paa Herren, idet han siger: Herren skal visselig fri os, og denne Stad skal ikke gives i Kongen af Assyriens Haand.
2Kin	18	31	31. Lyder ikke Ezekias ad; thi saa sagde Kongen af Assyrien: Slutter Fred med mig og gaar ud til mig og aeder hver af sit Vintrae og hver af sit Figentrae og drikker hver Vand af sin Brønd,
2Kin	18	32	32. indtil jeg kommer og henter eder til et Land som eders Land, et Land, i hvilket der er Korn og Vin, et Land, i hvilket der er Brød og Vingaarde, et Land, i hvilket der er Olietraeer, Olie og Honning: Saa skulle I blive ved Live og ikke dø; og lyder ikke Ezekias ad, naar han tilskynder eder og siger: Herren skal fri os.
2Kin	18	33	33. Have Hedningernes Guder vel friet hver sit Land fra Kongen af Assyriens Haand?
2Kin	18	34	34. Hvor ere de Guder af Hamath og Arfad? hvor ere de Guder af Sefarvajm, Hena og Iva mon de have reddet Samaria af min Haand?
2Kin	18	35	35. Hvo iblandt alle Guderne i Landene ere de, som have friet deres Land af min Haand, at Herren skulde redde Jerusalem fra min Haand?
2Kin	18	36	36. Og Folket tav og svarede ham ikke et Ord; thi det var Kongens Befaling, som havde sagt: Svarer ham intet!
2Kin	18	37	37. Da kom Eliakim Hilkias Søn, som var Hovmester, og Sebna, Kansleren, og Ioa, Asafs Søn, Historieskriveren, til Ezekias med sønderrevne Klaeder, og de gave ham Rabsakes Ord til Kende.
------------------------Anden Kongebog, Kapitel 19
2Kin	19	1	1. Og det skete, der Kong Ezekias hørte det, da sønderrev han sine Klaeder og iførte sig Saek og gik ind i Herrens Hus.
2Kin	19	2	2. Og han sendte Eliakim, som var Hovmester, og Sebna, Kansleren, og de aeldste af Praesterne, som havde iført sig Saek, til Profeten Esajas, Amoz's Søn.
2Kin	19	3	3. Og de sagde til ham: Saa sagde Ezekias: Denne Dag er Nødens og Tugtelsens og Bespottelsens Dag; thi Børnene ere komne til Fødselens Sted, og der er ingen Kraft til at føde.
2Kin	19	4	4. Maaske Herren din Gud vil høre alle Rabsakes Ord, hvem hans Herre, Kongen af Assyrien, sendte for at forhaane den levende Gud, og han vil straffe ham for de Ord, som Herren din Gud har hørt; saa opløft din Bøn for de overblevne, som findes.
2Kin	19	5	5. Der Kong Ezekias's Tjenere kom til Esajas,
2Kin	19	6	6. da sagde Esajas til dem: Saa skulle I sige til eders Herre: Saa sagde Herren: Frygt ikke for de Ord, som du hørte, de, hvormed Kongen af Assyriens Tjenere forhaanede mig.
2Kin	19	7	7. Se, jeg vil indgive ham en Aand, og han skal høre et Rygte og drage tilbage til sit Land, og jeg vil faelde ham med Svaerd i hans Land.
2Kin	19	8	8. Og der Rabsake kom tilbage, da fandt han, at Kongen af Assyrien stred imod Libna; thi han, havde hørt, at han var rejst fra Lakis.
2Kin	19	9	9. Og der han hørte om Thirhaka, Morlands Konge, og der sagdes: Se, han er dragen ud at stride imod dig, da sendte han igen Bud til Ezekias og lod sige:
2Kin	19	10	10. Saa skulle I sige til Ezekias, Judas Konge: Lad din Gud, som du forlader dig paa, ikke bedrage dig, saa at du siger: Jerusalem skal ikke gives i Kongen af Assyriens Haand.
2Kin	19	11	11. Se, du har hørt, hvad Kongerne af Assyrien have gjort ved alle Landene, at de have ødelagt dem, og skulde du blive friet?
2Kin	19	12	12. Have Hedningernes Guder friet dem, som mine Faedre ødelagde, nemlig Gosan og Karan og Rezef og Edens Børn, som vare i Thelassar?
2Kin	19	13	13. Hvor er Kongen af Hamath og Kongen af Arfad og kongen af Sefarvajms Stad, af Hena og Iva?
2Kin	19	14	14. Og Ezekias tog Brevene af Budenes Haand og laeste dem; og han gik op til Herrens Hus, og Ezekias udbredte dem for Herrens Ansigt.
2Kin	19	15	15. Og Ezekias bad for Herrens Ansigt og sagde: Herre ! Israels Gud du som sidder over Keruber, du alene er Gud over alle Riger paa Jorden, du gjorde Himmelen og Jorden.
2Kin	19	16	16. Herre, bøj dine Øren og hør! Herre, oplad dine Øjne og se! og hør Senakeribs Ord, som han sendte for at haane den levende Gud!
2Kin	19	17	17. Det er sandt, Herre ! Kongerne af Assyrien have ødelagt Hedningerne og deres Land.
2Kin	19	18	18. Og de have overgivet deres Guder til Ilden, fordi de ikke vare Guder, men Menneskens Haenders Gerning, Trae og Sten, og de tilintetgjorde dem.
2Kin	19	19	19. Men nu, Herre, vor Gud! kaere, frels os fra hans Haand, at alle Riger paa Jorden maa kende, at du, Herre, du alene er Gud.
2Kin	19	20	20. Da sendte Esajas, Amoz's Søn til Ezekias og lod sige: Saa siger Herren, Israels Gud: Jeg har hørt, hvad du. har bedet mig om imod Senakerib, Kongen af Assyrien.
2Kin	19	21	21. Dette er det Ord, som Herren har talt imod ham: Jomfruen, Zions Datter, foragter dig og spotter dig, Jerusalems Datter ryster med Hovedet ad dig.
2Kin	19	22	22. Hvem har du bespottet og forhaanet: og imod hvem opløftede du Røsten? du opløftede dine Øjne højt imod Israels hellige.
2Kin	19	23	23. Du bespottede Herren ved dine Sendebud og sagde: Med mine Vognes Mangfoldighed er jeg opfaren paa Bjergenes Højder, Libanons Toppe, og jeg vil afhugge dens høje Cedere, dens udvalgte Fyrre, jeg vil komme til dens yderste Bolig, til dens frodige Skov.
2Kin	19	24	24. Jeg har gravet Brønde og drukket de fremmede Vande og udtørret alle dybe Floder med mine Fødders Saaler.
2Kin	19	25	25. Har du ikke hørt, at jeg har gjort dette for lang Tid siden, at jeg har beskikket det i gamle Dage? nu har jeg ladet det komme, og det skal vaere til at ødelaegge de faste Staeder, at de blive, til øde Grushobe.
2Kin	19	26	26. Og de, som bo deri, bleve afmaegtige, bleve knuste og beskaemmede, de bleve som Graes paa Marken og som de grønne Urter, som Hø paa Tagene og som Korn, der er blevet forbraendt, før det saetter Aks.
2Kin	19	27	27. Og jeg ved din Bolig og din Udgang og din Indgang, og at du raser imod mig.
2Kin	19	28	28. Efterdi du raser imod rnig, og din Sorgløshed er kommen op for mine Øren, saa vil jeg laegge min Krog i din Naese og mit Bidsel i dine Laeber og føre dig ad den Vej tilbage, som du kom paa.
2Kin	19	29	29. Og dette skal vaere dig Tegnet: At man i dette Aar skal aede det, som opvokser uden Arbejde, og i det andet Aar det, som vokser af sig selv; men i det tredje Aar saar da og høster og planter Vingaarde og aeder deres Frugt!
2Kin	19	30	30. Thi det undkomne, som er overblevet af Judas Hus, skal atter faa Rødder nedefter og baere Frugt opefter.
2Kin	19	31	31. Thi fra Jerusalem skal der udgaa nogle overblevne og fra Zions Bjerg nogle undkomne; Herren Zebaoths Nidk aerhed skal gøre det.
2Kin	19	32	32. Derfor saa sagde Herren om Kongen af Assyrien: Han skal ikke komme ind i denne Stad og ikke skyde en Pil derind og ikke komme for den med Skjold og ingen Vold opkaste imod den.
2Kin	19	33	33. Han skal drage ad den Vej tilbage, som han kom paa, og ikke komme ind i denne Stad, siger Herren.
2Kin	19	34	34. Thi jeg vil beskaerme denne Stad for at frelse den for min Skyld og for Davids, min Tjeners, Skyld.
2Kin	19	35	35. Og det skete i den samme Nat, at Herrens Engel for ud og slog i Assyr ernes Lejr Hundrede og fem og firsindstyve Tusinde, og der man stod aarle op om Morgenen, se, da vare de alle sammen døde Kroppe.
2Kin	19	36	36. Saa rejste Senakerib, Kongen af Assyrien, og drog bort og vendte tilbage og blev i Ninive.
2Kin	19	37	37. Og det skete, der han tilbad i Nisroks, sin Guds Hus, da ihjelsloge Adra-Melek og Sar-Ezer, hans Sønner, ham med Svaerd, og de undkom til Ararats Land, og hans Søn Asarhaddon blev Konge i hans Sted.
------------------------Anden Kongebog, Kapitel 20
2Kin	20	1	1. I de Dage blev Ezekias dødssyg; og Esajas, Amoz's Søn, Profeten, kom til ham og sagde til ham: Saa sagde Herren: Beskik dit Hus, thi du skal dø og ikke leve.
2Kin	20	2	2. Og han vendte sit Ansigt omkring til Vaeggen og bad til Herren og sagde:
2Kin	20	3	3. Ak, Herre ! kom dog i Hu, at jeg har trolig og med et retskaffent Hjerte vandret for dit Ansigt og gjort det, som er godt for dine Øjne; og Ezekias graed bitterligt.
2Kin	20	4	4. Og det skete, der Esajas endnu ikke var gaaet ud af den mellemste Forgaard, da skete Herrens Ord til ham, sigende:
2Kin	20	5	5. Vend tilbage og sig til Ezekias, mit Folks Fyrste: Saa sagde Herren, Davids, din Faders, Gud: Jeg har hørt din Bøn, jeg har set din Graad; se, jeg laeger dig: paa den tredje Daag skal du gaa op til Herrens Hus.
2Kin	20	6	6. Og jeg vil laegge til dine Dage femten Aar og fri dig og denne Stad fra Kongen af Assyriens Haand og beskaerme denne Stad for min Skyld og for Davids, min Tjeners, Skyld.
2Kin	20	7	7. Og Esajas sagde: Henter en Figenkage; og de hentede den og lagde den paa Bylden, og han blev i Live.
2Kin	20	8	8. Og Ezekias sagde til Esajas: Hvilket er Tegnet paa, at Herren vil laege mig, og at jeg skal gaa op paa den tredje Dag i Herrens Hus
2Kin	20	9	9. Og Esajas sagde: Du skal have dette Tegn af Herren paa, at Herren skal gøre denne Gerning, som han har sagt: Skal Skyggen gaa ti Streger frem eller gaa ti Streger tilbage?
2Kin	20	10	10. Og Ezekias sagde: Det er let, at Skyggen bøjer ti Streger fremad, men ikke at Skyggen gaar ti Streger tilbage?
2Kin	20	11	11. Og Esajas, Profeten, raabte til Herren, og han lod Skyggen paa gaa de ti Streger tilbage, som den var gaaet fremad paa Akas's Solviser.
2Kin	20	12	12. Paa den samme Tid sendte Berodak Baladan, Baladans Søn, Kongen af Babel, Breve og Skaenk til Ezekias; thi han havde hørt, at Ezekias havde vaeret syg.
2Kin	20	13	13. Og Ezekias hørte paa dem og viste dem hele Huset med sine dyrebare Sager, Sølvet og Guldet og de vellugtende Urter og den bedste Olie og hele sit Vaabenhus og alt det, som fandtes i hans Skatkamre; der var ingen Ting, som Ezekias ej viste dem i sit Hus og i sit hele Rige.
2Kin	20	14	14. Da kom Esajas, Profeten, til Kong Ezekias og sagde til ham: Hvad have disse Maend sagt, og hvorfra ere de komne til dig. Og Ezekias sagde De ere komne fra et Land langt borte, fra Babel.
2Kin	20	15	15. Og han sagde; Hvad have de set i dit Hus? Og Ezekias sagde: De have set alt det, som er i mit Hus; der var ingen Ting, som jeg ej viste dem i mine Skatkamre.
2Kin	20	16	16. Da sagde Esajas til Ezekias: Hør Herrens Ord:
2Kin	20	17	17. Se, de Dage komme, da alt det, som er i dit Hus, og hvad dine Faedre have samlet til Liggendefae indtil denne Dag, skal føres til Babel; der skal ingen Ting blive tilovers, siger Herren.
2Kin	20	18	18. Og af dine Sønner, som nedstamme fra dig, som du skal avle, skulle de tage nogle ud, og de skulle vaere Kammertjenere i Kongen af Babels Palads.
2Kin	20	19	19. Men Ezekias sagde til Esajas: Det Herrens Ord, som du har talt, er godt; og han sagde: Mon det ikke er godt, naar der bliver Fred og Trofasthed i mine Dage?
2Kin	20	20	20. Men det øvrige af Ezekias's Handeler og al hans Vaelde og det, han gjorde, Dammen og Vandledningen, hvorved han førte Vandet ind i Staden: Ere de Ting ikke skrevne i Judas Kongers Krønikers Bog?
2Kin	20	21	21. Og Ezekias laa med sine Faedre, og Manasse, hans Søn, blev Konge i hans Sted.
------------------------Anden Kongebog, Kapitel 21
2Kin	21	1	1. Manasse var tolv Aar gammel, der han blev Konge, og regerede fem og halvtredsindstyve Aar i Jerusalem, og hans Moders Navn var Hefziba.
2Kin	21	2	2. Og han gjorde det, som var ondt for Herrens Øjne, efter de Hedningers Vederstyggeligheder, hvilke Herren havde fordrevet fra Israels Børns Ansigt.
2Kin	21	3	3. Og han byggede igen de Høje, som Ezekias, hans Fader, havde ødelagt, og oprejste Altre for Baal og gjorde et Astartebillede, ligesom Akab, Israels Konge, havde gjort, og tilbad al Himmelens Haer og tjente dem.
2Kin	21	4	4. Og han byggede Altre i Herrens Hus, om hvilket Herren havde sagt: Jeg vil saette mit Navn i Jerusalem.
2Kin	21	5	5. Og han byggede Altre til Himmelens hele Haer i begge Forgaardene til Herrens Hus.
2Kin	21	6	6. Og han lod sin Søn gaa igennem Ilden og var en Dagvaelger og agtede paa Fugleskrig og beskikkede Spaamaend og Tegnsudlaeggere; han gjorde meget ondt for Herrens Øjne til at opirre ham.
2Kin	21	7	7. Og han satte det Astartebillede, som han havde gjort, i det Hus, om hvilket Herren havde sagt til David og til hans Søn Salomo: I dette Hus og i Jerusalem, som jeg udvalgte af alle Israels Stammer, vil jeg saette mit Navn evindeligt;
2Kin	21	8	8. og jeg vil ikke ydermere lade Israels Fødder vandre bort fra Landet, som jeg gav deres Faedre, naar de kun holde ved at gøre efter alt det, som jeg har budet dem, og efter hele Loven, som Mose, min Tjener, bød dem.
2Kin	21	9	9. Men de adløde ikke; og Manasse forførte dem til at handle vaerre end Hedningerne, hvilke Herren havde ødelagt for Israels Børns Ansigt.
2Kin	21	10	10. Da talte Herren ved sine Tjenere, Profeterne, og sagde:
2Kin	21	11	11. Fordi Manasse, Judas Konge, har gjort disse Vederstyggeligheder, saa han har gjort noget vaerre end alt det, som Amoriterne gjorde, som vare for ham, og fordi han kom ogsaa Juda til at synde ned sine stygge Afguder:
2Kin	21	12	12. Derfor saa sagde Herren Israels Gud: Se, jeg vil føre Ulykke over Jerusalem og Juda, at hvo det hører, for ham skulle begge hans Øren klinge.
2Kin	21	13	13. Og jeg vil udstraekke Samarias Maalesnor over Jerusalem, samt veje den med Akabs Hus's Vaegt, og jeg vil afviske Jerusalem, som den, der afvisker et Fad, afvisker og vender det helt om.
2Kin	21	14	14. Og jeg vil bortstøde det overblevne af min Arv og give dem i deres Fjenders Haand, saa at de skulle blive til Bytte og til Rov for alle deres Fjender,
2Kin	21	15	15. fordi de gjorde det, som er ondt for mine Øjne, og opirrede mig fra den Dag, da deres Faedre droge ud af Aegypten, og indtil denne Dag.
2Kin	21	16	16. Tilmed udøste Manasse ogsaa saare meget uskyldigt Blod, indtil han fyldte Jerusalem fra den ene Ende til den anden; foruden hans Synd, med hvilken han kom Juda til at synde, til at gøre det onde for Herrens Øjne.
2Kin	21	17	17. Men det øvrige af Manasses Handeler og alt det, han har gjort, og hans Synd, som han syndede, ere de Ting ikke skrevne i Judas Kongers Krønikers Bog?
2Kin	21	18	18. Og Manasse laa med sine Faedre og blev begraven i sit Hus's Have, som var i Ussas Have, og Amon, hans Søn, blev Konge i hans Sted.
2Kin	21	19	19. Amon var to og tyve Aar gammel, der han blev Konge, og regerede to Aar i Jerusalem; og hans Moders Navn var Mesullemeth, Haruz's Datter fra Jotba.
2Kin	21	20	20. Og han gjorde det onde for Herrens Øjne, ligesom Manasse, hans Fader, havde gjort.
2Kin	21	21	21. Og han vandrede i al den Vej, som hans Fader havde vandret, og tjente de stygge Afguder, som hans Fader havde tjent, og tilbad dem.
2Kin	21	22	22. Og han forlod Herren, sine Faedres Gud, og vandrede ikke i Herrens Vej.
2Kin	21	23	23. Og Amons Tjenere forbandt sig imod ham, og de draebte Kongen i hans Hus.
2Kin	21	24	24. Og Folket i Landet ihjelslog alle dem, som havde forbundet sig imod Kong Amon; og Folket i Landet gjorde Josias, hans Søn, til Konge i hans Sted.
2Kin	21	25	25. Men det øvrige af Amons Handeler, hvad han har gjort, ere de Ting ikke skrevne i Judas Kongers Krønikers Bog?
2Kin	21	26	26. Og man begrov ham i hans Grav, udi Ussas Have, og Josias, hans Søn, blev Konge i hans Sted.
------------------------Anden Kongebog, Kapitel 22
2Kin	22	1	1. Josias var otte Aar gammel, der han blev Konge, og regerede et og tredive Aar i Jerusalem, og hans Moders Navn var Jedida, Adajas Datter fra Bozkath.
2Kin	22	2	2. Og han gjorde det, som var ret for Herrens Øjne, og vandrede i al Davids, sin Faders, Vej og veg ikke til den højre eller venstre Side.
2Kin	22	3	3. Og det skete i Kong Josias's attende Aar, da sendte Kongen Safan, en Søn af Azalia, Mesullams Søn, Kansleren, til Herrens Hus og sagde:
2Kin	22	4	4. Gak op til Hilkia, Ypperstepraesten, og lad ham samle i en Sum de Penge, som ere bragte til Herrens Hus, som Dørvogterne have samlet ind fra Folket,
2Kin	22	5	5. og lad dem give dem i deres Haand, som have med Gerningen at gøre, og som ere beskikkede til Opsynsmaend ved Herrens Hus; og disse skulle give dem til dem, som gøre Gerningen, som sker ved Herrens Hus, for at udbedre Husets Brøst:
2Kin	22	6	6. Til Tømmermaendene og Bygningsmaendene og Murmestrene og til at købe Trae og hugne Stene til at udbedre Huset.
2Kin	22	7	7. Dog tog man ikke Regnskab af dem for de Penge, som gaves i deres Haand; thi de handlede redeligt.
2Kin	22	8	8. Og Hilkia, Ypperstepraesten, sagde til Safan, Kansleren: Jeg har fundet Lovbogen i Herrens Hus; og Hilkia gav Safan Bogen, og han laeste den.
2Kin	22	9	9. Og Safan, Kansleren, kom til Kongen og bragte Kongen Svar tilbage og sagde: Dine Tjenere samlede de Penge, som fandtes i Huset, og gave dem i deres Haand, som have med Gerningen at gøre, og som ere beskikkede til Opsynsmaend ved Herrens Hus.
2Kin	22	10	10. Og Safan, Kansleren, forkyndte Kongen og sagde: Hilkia, Praesten, gav mig en Bog, og Safan laeste den for Kongens Ansigt.
2Kin	22	11	11. Og det skete, der Kongen hørte Lovbogens Ord, da sønderrev han sine Klaeder.
2Kin	22	12	12. Og Kongen bød Hilkia, Praesten, og Ahikam, Safans Søn, og Akbor, Mikajas Søn, og Safan, Kansleren, og Asaja, Kongens Tjener, og sagde:
2Kin	22	13	13. Gaar hen, adspørger Herren for mig og for Folket og for al Juda om denne Bogs Ord, som er funden; thi stor er Herrens Vrede, som er optaendt imod os, fordi vore Faedre, ikke have hørt paa denne Bogs Ord, saa de have gjort efter alt det, som er skrevet for os.
2Kin	22	14	14. Da gik Hilkia, Praesten, og Ahikam og Akbor og Safan og Asaja til Profetinden Hulda, som var gift med Sallum, der var en Søn af Tikva, en Søn af Harhas, og havde Tilsyn med Klaederne, og hun boede i Jerusalem i den anden Del, og de talte til hende.
2Kin	22	15	15. Og hun sagde til dem: saa sagde Herren, Israels Gud: Siger til den Mand, som sendte eder til mig:
2Kin	22	16	16. Saa sagde Herren: Se, jeg fører Ulykke over dette Sted og over dets lndbyggere, nemlig alle Bogens Ord, som Judas Konge laeste.
2Kin	22	17	17. Fordi de have forladt mig og gjort Røgelse for andre Guder til at opirre mig med al deres Haenders Gerning, derfor, skal min Vrede optaendes imod dette Sted og ikke udslukkes.
2Kin	22	18	18. Men til Judas Konge, som sendte eder for at adspørge Herren, til ham skulle I sige saaledes: Saa sagde Herren, Israels Gud, angaaende de Ord, som du har hørt:
2Kin	22	19	19. Fordi dit Hjerte er blevet blødt, og du ydmygede dig for Herrens Ansigt, da du hørte, hvad jeg har talt imod dette Sted og imod dets Indbyggere, at de skulle blive til Ødelaeggelse og til Forbandelse, og du sønderrev dine Klaeder og graed for mit Ansigt: Saa har ogsaa jeg hørt det, siger Herren.
2Kin	22	20	20. Derfor se, jeg vil samle dig til dine Faedre, og du skal samles med dem i din Grav i Fred, og dine Øjne skulle ikke se paa al den Ulykke, som jeg vil føre over dette Sted. Og de bragte Kongen Svar tilbage.
------------------------Anden Kongebog, Kapitel 23
2Kin	23	1	1. Og Kongen sendte hen, og alle de Aedste i Juda og Jerusalem samlede sig om ham.
2Kin	23	2	2. Og Kongen gik op i Herrens Hus, og alle Judas Maend og alle Jerusalems Indbyggere med ham og Praesterne og Profeterne og alt Folket, baade smaa og store, og han laeste for deres, Øren alle Ordene i Pagtens Bog, som var funden i Herrens Hus.
2Kin	23	3	3. Og Kongen stod paa Forhøjningen og gjorde Pagten for Herrens Ansigt at de skulde vandre efter Herren og holde hans Bud og hans Vidnesbyrd og hans Skikke af ganske Hjerte og af ganske Sjael for at haevde denne Pagts Ord, som vare skrevne i denne Bog; og alt Folket indgik Pagten.
2Kin	23	4	4. Og Kongen bød Hilkia, Ypperstepraesten, og Praesterne af anden Rang og Dørvogterne, at de skulde udføre af Herrens Tempel alle de Redskaber, som vare gjorte til Baal og til Astarte og til al Himmelens Haer; og de opbraendte dem uden for Jerusalem paa Kedrons Marker, og Støvet af dem lod han bringe til Bethel.
2Kin	23	5	5. Og han afsatte de afgudiske Praester, som Judas Konger havde indsat, og som havde gjort Røgelse paa Højene i Judas Staeder og i dem, som laa omkring Jerusalem, samt dem, som gjorde Røgelse for Baal, for Solen og for Maanen og for Himmeltegnene og for al Himmelens Haer.
2Kin	23	6	6. Og han lod Astartebilledet føre ud af Herrens Hus uden for Jerusalem til Kedrons Baek og opbraendte det ved Kedrons Baek og stødte det smaat til Støv, og han kastede dets Støv paa Folkets Børns Grave.
2Kin	23	7	7. Og han nedbrød de Skørlevneres Huse, som vare ved Herrens Hus, i hvilke Kvinderne vaevede Telte for Astarte.
2Kin	23	8	8. Og han lod alle Praesterne komme fra Judas Staeder og vanhelligede Højene, hvor Praesterne havde gjort Røgelse, fra Geba indtil Beersaba; og han ned brød Højene ved Portene, den, som var ved Indgangen til Josvas, Stads fyrstens, Port, og den, som var til venstre, naar man gaar ind ad Stadens Port.
2Kin	23	9	9. Dog ofrede ikke Højenes Praester paa Herrens Alter i Jerusalem, endskønt de aad usyrede Brød midt iblandt deres Brødre
2Kin	23	10	10. Og han vanhelligede Tofet, som var i Hinnoms Børns Dal, for ikke nogen skulde lade sin Søn el ler sin Datter gaa igennem Ilden til Molek.
2Kin	23	11	11. Og han afskaffede de Heste, som Judas Konger havde indviet til Solen, foran Indgangen til Herrens Hus, ved Hofbetjenten Nethan-Meleks Kammer, hvilket var paa Parvarim, og han opbraendte Solens Vogne med Ild.
2Kin	23	12	12. Og de Altre, som vare paa Akas's Sals Tag, og som Judas Konger havde opført, og de Altre, som Manasse havde opført i de to Herrens Huses Forgaarde, nedbrød Kongen, og han skyndte sig derfra og lod deres Støv kaste i Kedrons Baek.
2Kin	23	13	13. Og de Høje, om vare lige for Jerusalem, som vare paa den højre Haand af Mashiths Bjerg, hvilke Salomo, Israels Konge, havde bygget for Astarte, Zidoniernes Vederstyggelighed, og for Kamos, Moabiternes Vederstyggelighed, og for Milkom, Ammons Børns Vederstyggelighed, vanhelliggede Kongen.
2Kin	23	14	14. Og han sønderslog Støtterne og udryddede Astartebilederne og opfyldte deres Sted med Menneskeben.
2Kin	23	15	15. Ja ogsaa det Alter, som var i Bethel, og Højen, som Jeroboam, Nebats Søn, som kom Israel til at synde, havde gjort, ja det Alter og Højen nedbrød han, og han opbraendte Højen og gjorde den til fint Støv og opbraendte Astartebilledet.
2Kin	23	16	16. Og Josias vendte sig og saa de Grave, som vare der paa Bjerget, og han sendte hen og lod tage Benene af Gravene og opbraendte dem paa Alteret og vanhelligede det efter Herrens Ord, som den Guds Mand havde udraabt, han som udraabte disse Ord.
2Kin	23	17	17. Og han sagde: Hvad er det for et Gravmaele, som jeg ser? og Maendene i Staden sagde til ham: Det er den Guds Mands Grav, som kom fra Juda og raabte disse Ting, som du har gjort imod Alteret i Bethel.
2Kin	23	18	18. Og han sagde: Lader ham hvile, ingen flytte hans Ben; og de reddede hans Ben tillige med den Profets Ben, som kom fra Samaria.
2Kin	23	19	19. Ja ogsaa alle Højenes Huse, som vare i Samarias Staeder, og som Israels Konger havde opført til at opirre Gud, borttog Josias og gjorde ved dem ganske paa samme Maade, som han havde gjort i Bethel.
2Kin	23	20	20. Og han slagtede alle Højenes Praester, som der vare, paa Altrene, og opbraendte Menneskeben paa dem; og han kom tilbage til Jerusalem.
2Kin	23	21	21. Og Kongen bød alt Folket og sagde: Holder Paaske for Herren eders Gud, saaledes som der er skrevet i denne Pagts Bog.
2Kin	23	22	22. Thi der var ikke holdt en Paaske som denne fra Dommernes Dage af, som dømte Israel, og gennem alle Israels Kongers og Judas Kongers Dage.
2Kin	23	23	23. Men i Kong Josias's attende Aar, blev denne Paaske holdt for Herren i Jerusalem.
2Kin	23	24	24. Men ogsaa Spaakvinderne og Tegnsudlaeggerne og Husguderne og de stygge Afguder og alle de Vederstyggeligheder, som bleve sete i Judas Land og i Jerusalem, borttog Josias, for at holde Lovens Ord, som vare skrevne i Bo gen, som Hilkia, Praesten, havde fundet i Herrens Hus.
2Kin	23	25	25. Og der var ingen Konge som han før ham, der omvendte sig til Herren af sit ganske Hjerte og af sin ganske Sjael og af al sin Formue efter al Moses Lov, og der opstod ej nogen efter ham som han.
2Kin	23	26	26. Dog vendte Herren ikke om fra sin store Vredes Ild, hvormed hans Vrede var optaendt imod Juda, for alle de Opirrelser, som Manasse havde opirret ham med.
2Kin	23	27	27. Og Herren sagde: Jeg vil ogsaa bortkaste Juda fra mit Ansigt, ligesom jeg bortkastede Israel, og jeg vil forkaste denne Stad, som jeg udvalgte, Jerusalem, og det Hus, om hvilket jeg sagde: Mit Navn skal vaere der.
2Kin	23	28	28. Men det Øvrige af Josias's Handeler og alt, hvad han gjorde, ere de Ting ikke skrevne i Judas Kongers Krønikers Bog?
2Kin	23	29	29. I hans Dage drog Farao Neko, Kongen af Aegypten, op imod Kongen af Assyrien til Floden Frat, og Kong Josias drog imod ham; men denne draebte ham i Megiddo, der han havde set ham.
2Kin	23	30	30. Og hans Tjenere førte ham død fra Megiddo og førte ham til Jerusalem og begravede ham i hans Grav; og Folket i Landet tog Joakas, Josias's Søn, og salvede ham og gjorde ham til Konge i hans Faders Sted.
2Kin	23	31	31. Joakas var tre og tyve Aar gammel, der han blev Konge, og regerede tre Maaneder i Jerusalem, og hans Moders Navn var Hamutal Jeremias's Datter fra Libna.
2Kin	23	32	32. Og han gjorde det, som var ondt for Herrens Øjne, efter alt det, som hans Faedre gjorde.
2Kin	23	33	33. Og Farao Neko lod ham laegge i Laenker i Ribla udi Hamaths Land, at han ikke skulde regere i Jerusalem, og han lagde en Straf paa Landet, hundrede Centner Sølv og et Gentner Guld.
2Kin	23	34	34. Og Farao Neko gjorde Eliakim, Josias's Søn, til Konge i hans Faders; Josias's Sted, og omvendte hans Navn til Jojakim; men Joakas tog han med, og denne kom til Aegypten og døde der.
2Kin	23	35	35. Og Jojakim gav Farao Sølvet og Guldet, men han lignede en Skat paa Landet for at kunne give Pengene efter Faraos Befaling; eftersom Skatten var lignet paa hver isaer, inddrev han Sølvet og Guldet af Folket i Landet for at give det til Farao Neko.
2Kin	23	36	36. Jojakim var fem og tyve Aar gammel, der han blev Konge, og regerede elleve Aar i Jerusalem, og hans Moders Navn var Sebuda, Pedajas Datter fra Ruma.
2Kin	23	37	37. Og han gjorde det, som var ondt for Herrens Øjne, efter alt det, som hans Faedre havde gjort.
------------------------Anden Kongebog, Kapitel 24
2Kin	24	1	1. I hans Dage drog Nebukadnezar, Kongen af Babel, op, og Jojakim blev hans Tjener i tre Aar; derefter vendte han om og faldt fra ham.
2Kin	24	2	2. Og Herren sendte Kaldaeernes Tropper og Syrernes Tropper og Moabiternes Tropper og Ammons Børns Tropper imod ham og sendte dem ind i Juda til at ødelaegge det efter Herrens Ord, som han havde talt ved sine Tjenere, Profeterne.
2Kin	24	3	3. Visselig skete det i Juda efter Herrens Ord, at han bortkastede dem fra sit Ansigt for Manasses Synders Skyld, efter alt det, som han havde gjort;
2Kin	24	4	4. saa og for det uskyldige Blod, som han udøste, da han fyldte Jerusalem med uskyldigt Blod; derfor vilde Herren ikke tilgive.
2Kin	24	5	5. Men det øvrige af Jojakims Handeler og alt, hvad han gjorde, ere de Ting ikke skrevne i Judas Kongers Krønikers Bog?
2Kin	24	6	6. Og Jojakim laa med sine Faedre, og hans Søn Jojakin blev Konge i hans Sted.
2Kin	24	7	7. Men Kongen af Aegypten blev ikke ydermere ved at drage ud af sit Land; thi Kongen af Babel havde taget fra Aegyptens Baek indtil Floden Frat alt det, som var Kongen af Aegyptens.
2Kin	24	8	8. Jojakin var atten Aar gammel, der han blev Konge, og regerede tre Maaneder i Jerusalem, og hans Moders Navn var Nehustha, Elnathans Datter fra Jerusalem.
2Kin	24	9	9. Og han gjorde det, som var ondt for Herrens Øjne, efter alt det, som hans Fader havde gjort.
2Kin	24	10	10. Paa den Tid droge Nebukadnezars, Babels Konges, Tjenere op til Jerusalem, og Staden blev belejret.
2Kin	24	11	11. Og Nebukadnezar, Kongen af Babel, kom til Staden, og hans Tjenere belejrede den.
2Kin	24	12	12. Men Jojakin, Kongen i Juda, gik ud til Kongen af Babel, han og hans Moder og hans Tjenere og hans Fyrster og hans Hofbetjente, og Kongen af Babel tog ham fangen i sin Regerings ottende Aar.
2Kin	24	13	13. Og han udførte derfra alle Skattene i Herrens Hus og Skattene i Kongens Hus og afbrød alt det Guldtøj, som Salomo, Israels Konge, havde ladet gøre i Herrens Tempel, som Herren havde talt.
2Kin	24	14	14. Og han bortførte hele Jerusalem, baade alle Øversterne og alle de vaeldige til Strid, ti Tusinde fangne, og alle Tømmermaendene og Smedene, der blev ikke uden det ringeste Folk i Landet tilbage.
2Kin	24	15	15. Og han bortførte Jojakin til Babel, og Kongens Moder og Kongens Hustruer, og hans Hofbetjente og de maegtige i Landet lod han gaa fangne fra Jerusalem til Babel;
2Kin	24	16	16. og alle stridbare Maend, syv Tusinde, Tømmermaend og Smede, tusinde, alle vaeldige, som kunde føre Krig, dem førte Kongen af Babel ogsaa fangne til Babel.
2Kin	24	17	17. Og Kongen af Babel gjorde Mathania, hans Farbroder, til Konge i hans Sted, og han omvendte hans Navn til Zedekias.
2Kin	24	18	18. Zedekias var et og tyve Aar gammel, der han blev Konge, og regerede elleve Aar i Jerusalem, og hans Moders Navn var Hamutal, Jeremias's Datter fra Libna.
2Kin	24	19	19. Og han gjorde det, som var ondt for Herrens Øjne, efter alt det, som Jojakim havde gjort.
2Kin	24	20	20. Men det gik efter Herrens Vrede i Jerusalem og Juda, indtil han forkastede dem fra sit Ansigt; og Zedekins faldt fra Kongen af Babel.
------------------------Anden Kongebog, Kapitel 25
2Kin	25	1	1. Og det skete i hans Regerings niende Aar, i den tiende Maaned, paa den tiende Dag i Maaneden, da kom Nebukadnezar, Kongen af Babel, han og hele hans Haer, imod Jerusalem og lejrede sig imod den, og de byggede et Bolvaerk imod den trindt omkring.
2Kin	25	2	2. Saa blev Staden belejret indtil Kong Zedekias's ellevte Aar.
2Kin	25	3	3. Paa den niende Dag i Maaneden, da fik Hungeren Overhaand i Staden, og der var ikke Brød for Folket i Landet.
2Kin	25	4	4. Og man brød ind i Staden, og alle Krigsmaend flyede om Natten ad Vejen gennem Porten imellem de to Mure, hvilken gaar til Kongens Have; og Kaldaeerne laa trindt omkring Staden, og Kongen drog hen ad Vejen til den slette Mark.
2Kin	25	5	5. Men Kaldaeernes Haer forfulgte Kongen, og de naaede ham paa den slette Mark ved Jeriko, og hele hans Haer blev adspredt fra ham.
2Kin	25	6	6. Og de grebe Kongen og førte ham op til Kongen af Babel, til Ribla, og holdt Ret over ham.
2Kin	25	7	7. Og de nedhuggede Zedekias's Sønner for hans Øjne, og man blindede Zedekias's Øjne, og de bandt ham med to Kobberlaenker og førte ham til Babel.
2Kin	25	8	8. Og i den femte Maaned paa den syvende Dag i Maaneden (det Aar var Kong Nebukadnezars, Babels Konges, nittende Aar) kom Nebusar-Adan, Øversten for Livvagten, Kongen af Babels Tjener, til Jerusalem.
2Kin	25	9.	9. Og han opbraendte Herrens Hus og Kongens Hus; og alle Husene i Jerusalem, ja alle store Huse opbraendte han med Ild.
2Kin	25	10	10. Og hele Kaldaeernes Haer, som var med den øverste for Livvagten, nedbrød Jerusalems Mur trindt omkring.
2Kin	25	11	11. Men det øvrige Folk, de overblevne i Staden og de frafaldne, som vare gaaede over til Kongen af Babel, og den øvrige Hob førte Nebusar-Adan, Øversten for Livvagten, bort.
2Kin	25	12	12. Og Øversten for Livvagten lod nogle af de ringeste i Landet blive tilbage til Vingaardsmaend og til Agermaend.
2Kin	25	13	13. Og Kobberstøtterne, som vare i Herrens Hus, og Stolene og Kobberhavet, som var i Herrens Hus, sønderbrøde Kaldaeerne, og de førte Kobberet af dem til Babel.
2Kin	25	14	14. Og Gryderne og Skufferne og Knivene og Røgelseskaalerne og alle Kobberkarrene, som brugtes til Tjenesten, toge de bort.
2Kin	25	15	15. Og Ildkarrene og Skaalerne, hvad som var helt Guld, og som var helt Sølv, tog den øverste for Livvagten.
2Kin	25	16	16. De to Støtter og det ene Hav og de Stole, som Salomo havde gjort til Herrens Hus: - Der var ikke Vaegt paa Kobberet af alle disse Ting.
2Kin	25	17	17. Højden af den ene Støtte var atten Alen, og Kronen derpaa var af Kobber, og Kronens Højde var tre Alen; og Nettet og Granataeblerne trindt omkring paa Kronen var alt sammen af Kobber, og paa samme Maade var den anden Støtte med Nettet.
2Kin	25	18	18. Og Øversten for Livvagten tog Ypperstepraesten Seraja og Zefania, Praesten af anden Rang, og tre, som toge Vare paa Dørtaerskelen;
2Kin	25	19	19. og af Staden tog han een Hofbetjent, som var Befalingsmand over Krigsmaendene, og fem Maend af dem, som saa Kongens Ansigt og som fandtes i Staden, og Skriveren, som var hos Stridshøvedsmanden og som udskrev Folket i Landet og tresindstyve Maend af Folket i Landet, som fandtes i Staden.
2Kin	25	20	20. Og Nebusar-Adan, den øverste for Livvagten, tog dem og førte dem til Kongen af Babel, til Ribla.
2Kin	25	21	21. Og Kongen af Babel slog dem ihjel og draebte dem i Ribla, i Hamaths Land; saa blev Juda bortført fra sit Land.
2Kin	25	22	22. Men over Folket, som blev tilbage i Judas Land, som Nebukadnezar, Kongen af Babel, lod blive tilbage, ovrer dem satte han Gedalia, en Søn af Ahikam, Safans Søn.
2Kin	25	23	23. Der alle Stridshøvedsmaendene, de og deres Maend, hørte, at Kongen af Babel havde sat Gedalia over dem, da kom de til Gedalia til Mizpa, baade Ismael, Nethanias Søn, og Johanan, Kareaks Søn, og Seraja, Netofatiten Thanhumeths Søn, og Maakatiten Jaasanias Søn, de og deres Maend.
2Kin	25	24	24. Og Gedalia tilsvor dem og deres Maend og sagde til dem: Frygter ikke for Kaldaeernes Tjenere; bliver i Landet og tjener Kongen af Babel, saa skal det gaa eder vel.
2Kin	25	25	25. Men det skete i den syvende Maaned, at Ismael, en Søn af Nethania, Elisamas Søn, af kongelig Saed, kom og ti Maend med ham, og de sloge Gedalia, saa at han døde tillige med Jøderne og Kaldaeerne, som vare hos ham i Mizpa.
2Kin	25	26	26. Da gjorde alt Folket sig rede, baade smaa og store, tillige med Haerenes Øverster og drog til Aegypten; thi de frygtede for Kaldaeerne.
2Kin	25	27	27. Og det skete i det syv og tredivte Aar, efter at Jojakin, Kongen af Juda, var bortført, i den tolvte Maaned, paa den syv og tyvende Dag i Maaneden, da opløftede Evilmerodak, Kongen af Babel, i det Aar han blev Konge, Jo jakins, Judas Konges Hoved fra Faengselets Hus.
2Kin	25	28	28. Og han talede gode Ord med ham, og han satte hans Stol over de Kongers Stole, som vare hos ham i Babel.
2Kin	25	29	29. Og han omskiftede sine Faengselsklaeder, og han aad stedse Brød for hans Ansigt i alle sine Livsdage.
2Kin	25	30	30. Og angaaende hans Underholdning, da gaves ham stadig Underholdning af Kongen, hver Dag hvad han behøvede for den Dag, alle hans Livsdage.
------------------------Første Krønikebog, Kapitel 1
1Chro	1	1	1. Adam, Seth, Enos,
1Chro	1	2	2. Kenan, Mahalaleel, Jared,
1Chro	1	3	3. Enok, Metusela, Lamek,
1Chro	1	4	4. Noa, Sem, Kam og Jafet.
1Chro	1	5	5. Jafets Sønner vare: Gomer og Magog og Madaj og Javan og Thubal og Mesek og Thiras.
1Chro	1	6	6. Og Gomers Sønner vare: Askenas og Difat og Thogarma.
1Chro	1	7	7. Og Javans Sønner vare: Elisa og Tharsis, Kithim og Rodanim.
1Chro	1	8	8. Kams Sønner vare: Kus og Mizraim, Put og Kanaan.
1Chro	1	9	9. Og Kus's Sønner vare: Seba og Havila og Sabtha og Raema og Sabteka; og Raemas Sønner vare: Skeba og Dedan.
1Chro	1	10	10. Og Kus avlede Nimrod; han begyndte at blive vaeldig paa Jorden.
1Chro	1	11	11. Og Mizraim avlede Luder og Anamer og Lehaber og Naftuher
1Chro	1	12	12. Pathruser og Kasluher, fra hvilke Filister udgik, og Kafthorer.
1Chro	1	13	13. Og Kanaan avlede Zidon, sin førstefødte, og Heth
1Chro	1	14	14. og Jebusiter og Amoriter og Girgasiter
1Chro	1	15	15. og Heviter og Arkiter og Siniter
1Chro	1	16	16. og Arvaditer og Zemariter og Hamathiter.
1Chro	1	17	17. Sems Sønner vare: Elam og Assur og Arfaksad og Lud og Aram og Uz og Hul og Gether og Mesek.
1Chro	1	18	18. Og Arfaksad avlede Sala, og Sala avlede Eber.
1Chro	1	19	19. Og for Eber bleve fødte to Sønner, den enes Navn var Peleg, fordi Jorden blev skiftet i hans Dage, og hans Broders Navn var Joktan.
1Chro	1	20	20. Og Joktan avlede Almodad og Salef og Hazarmaveth og Jara
1Chro	1	21	21. og Hadoram og Usal og Dikla
1Chro	1	22	22. og Ebal og Abimael og Skeba
1Chro	1	23	23. og Ofir og Havila og Jobab; alle disse ere Joktans Sønner.
1Chro	1	24	24. Sem, Arfaksad, Salak,
1Chro	1	25	25. Eber, Pele, Reu,
1Chro	1	26	26. Serub, Nakor, Thara,
1Chro	1	27	27. Abram, det er Abraham.
1Chro	1	28	28. Abrahams Sønner vare: Isak og Ismael.
1Chro	1	29	29. Disse ere deres Slaegter: Nebajoth, Ismaels førstefødte, og Kedar og Adbeel og Mibsam,
1Chro	1	30	30. Misma, og Duma, Massa, Hdad og Thema,
1Chro	1	31	31. Jethur, Nafis og Kedma; disse vare Ismaels Sønner.
1Chro	1	32	32. Og Keturas, Abrahams Medhustrus, Sønner: hun fødte Simran og Joksan og Medan og Midian, Jisbak og Sua; og Joksans Sønner vare: Skeba og Dedan.
1Chro	1	33	33. Og Midians Sønner vare: Efa og Efer og Kanok og Abida og Eldaa; alle disse vare Keturas Sønner.
1Chro	1	34	34. Og Abraham avlede Isak; Isak Sønner vare: Esau og Israel.
1Chro	1	35	35. Og Esaus Sønner vare: Elifas, Reguel og Jeus og Jaelam og Kora.
1Chro	1	36	36. Elifas's Sønner vare: Theman og Omar, Zefi og Gaetham, Kenas, og af Thimna Amalek.
1Chro	1	37	37. Reguels Børn vare: Nahath, Sera, Samma og Missa.
1Chro	1	38	38. Og Seirs Sønner vare: Lotan og Sobal og Zibeon og Ana og Dison og Ezer og Disan.
1Chro	1	39	39. Og Lotans Sønner vare: Hori og Homam, og Thimna var Lotans Søster.
1Chro	1	40	40. Sobals Sønner vare: Aljan og Manahat og Ebal, Sifi og Onam; og Zibeons Sønner vare: Aja og Arla.
1Chro	1	41	41. Anas Sønner vare: Dison; og Disons Sønner vare: Hamran og Esban og Jithran og Keran.
1Chro	1	42	42. Ezers Sønner vare: Bilhan og Saavan og Jaakan; Disans Sønner vare: Uz og Aran.
1Chro	1	43	43. Og disse ere de Konger, som regerede i EdomsLand, førend nogen Konge regerede over Israels Børn: Bela, Beors Søn, og hans Stads Navn var Dinhaba.
1Chro	1	44	44. Og Bela døde, og Jobab, Seras Søn af Bozra, blev Konge i hans Sted.
1Chro	1	45	45. Og Jobab døde, og Husam af Themaniternes Land blev Konge i hans Sted.
1Chro	1	46	46. Og Husam døde, og Hadad, Bedads Søn, blev Konge i hans Sted: denne slog Midianiterne paa Moab Mark, og hans Stads Navn var Avith.
1Chro	1	47	47. Og Hadad døde, og Samla af Masreka blev Konge i hans Sted.
1Chro	1	48	48. Og Samla døde, og Saul af Rekoboth ved Floden blev Konge i hans Sted.
1Chro	1	49	49. Og Saul døde, og Baal-Haman, Akbors Søn, blev Konge i hans Sted.
1Chro	1	50	50. Og Baal-Hanan, og Hadad blev Konge i hans Sted, og hans Stads Navn var Pai, og hans Hustrus Navn Mehetabeel, en Datter af Matred, Mesahabs Datter.
1Chro	1	51	51. Der Hadad døde, da blev der Fyrster i Edom: Fyrsten Thimna, Fyrsten Alva, Fyrsten Jeteth,
1Chro	1	52	52. Fyrsten Oholibama, Fyrsten Ela, Fyrsten Pinon,
1Chro	1	53	53. Fyrsten Kenas, Fyrsten Theman, Fyrsten Mibzar,
1Chro	1	54	54. Fyrsten Magdiel, Fyrsten Iram; disse vare Fyrsterne i Edom.
------------------------Første Krønikebog, Kapitel 2
1Chro	2	1	1. Disse vare Israels Sønner: Ruben, Simeon, Levi og Juda, Isaskar og Sebulon,
1Chro	2	2	2. Dan, Josef og Benjamin, Nafthali, Gad og Aser.
1Chro	2	3	3. Judas Sønner vare: Er og Onan og Sela, disse tre bleve ham fødte af Suas Datter den kananitiske; og Er, Judas førstefødte, var ond for Herrens Øjne, derfor draebte han ham.
1Chro	2	4	4. Men Thamar, hans Sønnekone, fødte ham Perez og, Sera; alle Judas Sønner vare fem.
1Chro	2	5	5. Perez's Sønner vare: Hezron og Hamul.
1Chro	2	6	6. Og Seras Sønner vare: Simri og Ethan og Heman og Kalkol og Dara, fem i alt.
1Chro	2	7	7. Og Karmis Sønner vare: Akar, som forstyrrede Israel, og som forgreb sig paa det bandlyste Gods.
1Chro	2	8	8. Og Ethans Sønner vare: Asaria.
1Chro	2	9	9. Og Hezrons Sønner, som fødtes ham, vare: Jerameel og Ram og Kalubaj.
1Chro	2	10	10. Og Ram avlede Amminadab, og Amminadab avlede Nahesson, en Fyrste for Judas Børn.
1Chro	2	11	11. Og Nahesson avlede Salma, og Salma avlede Boas.
1Chro	2	12	12. Og Boas avlede Obed, og Obed avlede Isaj.
1Chro	2	13	13. Og Isaj avlede Eliab, sin førstefødte, og Abinadab den anden, og Simea den tredje,
1Chro	2	14	14. Nethaneel den fjerde, Raddaj den femte,
1Chro	2	15	15. Ozem den sjette, David den syvende.
1Chro	2	16	16. Og deres Søstre vare: Zeruja og Abigail; og Zerujas Sønner vare: Abisaj og Joab og Asael, de tre.
1Chro	2	17	17. Og Abigail fødte Amasa; og Amasas Fader var Jether, Ismaeliten.
1Chro	2	18	18. Og Kaleb, Hezrons Søn, avlede Børn med Asuba, sin Hustru, og med Jerioth; og af hin ere disse Sønner: Jeser og Sobab og Ardon.
1Chro	2	19	19. Der Asuba døde, da tog Kaleb sig Efrat, og hun fødte ham Hur.
1Chro	2	20	20. Og Hur avlede Uri, og Uri avlede Bezaleel.
1Chro	2	21	21. Og derefter gik Hezron ind til Makirs, Gileads Faders, Datter og tog hende, der han var tresindstyve Aar gammel, og hun fødte ham Segub.
1Chro	2	22	22. Og Segub avlede Jair; og han havde tre og tyve Staeder i Gileads Land.
1Chro	2	23	23. Og Gesur og Aram toge Jairs Byer fra dem, samt Kenath med dens tilliggende Byer, tresindstyve Staeder; alle disse vare Efterkommere af Makir, Gileads Fader.
1Chro	2	24	24. Og efter Hezrons Død i Kaleb Efrata fødte Abia, Hezrons, Hustru, ham Ashur, Thekoas Fader.
1Chro	2	25	25. Og Jerahmeels, Hezrons førstefødtes, Sønner vare: Ram, den førstefødte, og Buna og Oren og Ozem, af Ahia.
1Chro	2	26	26. Og Jerahmeel havde en anden Hustru, hvis Navn var Athara; hun var Onams Moder.
1Chro	2	27	27. Og Rams, Jerahmeels førstefødtes, Sønner vare: Maaz og Jamin og Eker.
1Chro	2	28	28. Og Onams Sønner vare: Sammaj og Jada; og Sammajs Sønner vare: Nadab og Abisur.
1Chro	2	29	29. Og Abisurs Hustrus Navn var Abikail, og hun fødte ham Akban og Molid.
1Chro	2	30	30. Og Nadabs Sønner vare: Seled og Appaim, og Seled døde uden Børn.
1Chro	2	31	31. Og Appaims Sønner vare: Jisei; og Jiseis Sønner vare: Sesan; og Sesans Børn vare: Ahelaj.
1Chro	2	32	32. Og Jadas, Sammajs Broders, Sønner vare: Jether og Jonathan; og Jether døde uden Børn.
1Chro	2	33	33. Og Jonathans Sønner vare: Peleth og Sasa; disse vare Jerahmeels Børn.
1Chro	2	34	34. Og Sesan havde ingen Sønner, men Døtre, og Sesan havde en aegyptisk Tjener, hvis Navn var Jarha.
1Chro	2	35	35. Og Sesan gav Jarha, sin Tjener, sin Datter til Hustru, og hun fødte ham Atha,
1Chro	2	36	36. og Athaj avlede Nathan, og Nathan avlede Sabad,
1Chro	2	37	37. og Sabad avlede Eftal, og Eftal avlede Obed,
1Chro	2	38	38. og Obed avlede Jehu, og Jehu avlede Asaria,
1Chro	2	39	39. og Asaria avlede Halez, og Halez avlede Eleasa,
1Chro	2	40	40. og Eleasa avlede Sismaj, og Sismaj avlede Salum,
1Chro	2	41	41. og Salum avlede Jekamia, og Jekamia avlede Elisama.
1Chro	2	42	42. Og Kalebs, Jerahmeels Broders, Sønner vare: Mesa, hans førstefødte, han var Stamfader til Sif og til Maresas, Hebrons Faders, Sønner.
1Chro	2	43	43. Og Hebrons Sønner vare: Kora og Thappua og Rekem og Sema.
1Chro	2	44	44. Og Sema avlede Raham, Jorkeams Fader, og Rekem avlede Sammaj.
1Chro	2	45	45. Og Sammajs Søn hed Maon, og Maon var Bethzurs Fader.
1Chro	2	46	46. Og Efa, Kalebs Medhustru, fødte Haran og Moza og Gases; men Haran avlede Gases.
1Chro	2	47	47. Og Jedas Sønner vare: Regem og Jotham og Gesan og Peleth og Efa og Saaf.
1Chro	2	48	48. Med Maaka sin Medhustru, avlede Kaleb Seber og Tirhena.
1Chro	2	49	49. Og hun fødte Saaf, Fader til Madmanna, og Seva, Fader til Makbena og Fader til Gibea; og Aksa var Kalebs Datter.
1Chro	2	50	50. Disse vare Kalebs Efterkommer en Søn af Hur, Efratas førstefødte, var Sobal, Kirjath-Jearims Fader,
1Chro	2	51	51. Salma, Bethlehems Fader, og Haref, Bethgaders Fader.
1Chro	2	52	52. Og Sobals, Kir jath-Jearims Faders, Sønner vare: Haroe og Kazi-Hammenukoth.
1Chro	2	53	53. Og Slaegterne i Kirjath-Jearim vare: Jithriter og Puthiter og Sumathiter og Misraiter; og fra disse udgik Zorathiter og Esthaoliter.
1Chro	2	54	54. Salmas Børn vare: Bethlehem og Nethopathi, Athroth-Beth-Joab og Kazi-Hammanahathi og Zori,
1Chro	2	55	55. og Skrivernes Slaegter, som boede i Jaebez, Thireathiterne, Simeathiterne, Sukathiterne; disse ere de Keniter, som ere komne af Hamath, som var Rekabs Hus's Fader.
------------------------Første Krønikebog, Kapitel 3
1Chro	3	1	1. Og disse vare Davids Sønner, som bleve ham fødte i Hebron: den førstefødte Amnon af Ahinoam den isreelitiske; den anden Daniel af Abigail den karmelitiske;
1Chro	3	2	2. den tredje Absalom, en Søn af Maaka, som var en Datter af Thalmaj, Kongen i Gesur; den fjerde Adonia, Hagiths Søn;
1Chro	3	3	3. den femte Safatja af Abital; den sjette Jithream af Egla hans Hustru.
1Chro	3	4	4. Disse seks bleve ham fødte i Hebron; thi han regerede der i syv Aar og seks Maaneder, og tre og tredive Aar regerede han i Jerusalem.
1Chro	3	5	5. Og disse bleve ham fødte i Jerusalem: Simea og Sobab og Nathan og Salomo, alle fire af Bathsua, Ammiels Datter;
1Chro	3	6	6. dertil Jibkar og Elisama og Elifelet,
1Chro	3	7	7. og Noga og Nefeg og Jafia,
1Chro	3	8	8. og Elisama og Eljada og Elifelet, i alt ni.
1Chro	3	9	9. Alle disse vare Davids Sønner, for uden Medhustruernes Sønner; og Thamar var deres Søster.
1Chro	3	10	10. Og Salomos Søn var Rhoboam, hans Søn var Abia, hans Søn var Assa, hans Søn var Josafat,
1Chro	3	11	11. hans Søn var Joram, hans Søn var Ahasia, hans Søn var Joas,
1Chro	3	12	12. hans Søn var Amazia, hans Søn var Asaria, hans Søn var Jotham,
1Chro	3	13	13. hans Søn var Akas, hans Søn var Ezekias, hans Søn var Manasse,
1Chro	3	14	14. hans Søn var Amon, hans Søn var Josias.
1Chro	3	15	15. Og Josias's Sønner vare: den førstefødte Johanan, den anden Jojakim, den tredje Zedekias, den fjerde Sallum.
1Chro	3	16	16. Og Jojakims Sønner vare: Jekonia, hans Søn, Zedekia, hans Søn.
1Chro	3	17	17. Og den fangne Jekonias Sønner vare: Sealthiel, hans Søn,
1Chro	3	18	18. og Malkir am og Pedaja og Seneazar, Jekamia, Hosama og Nedabja.
1Chro	3	19	19. Og Pedajas Sønner vare: Serubabel og Simei; og Serubabels Sønner vare: Mesullam og Hanania, og Selumith var deres Søster,
1Chro	3	20	20. dertil Hasuba og Ohel og Berekia og Hasadja, Jusab-Hesed, fem i alt.
1Chro	3	21	21. Og Hananias Sønner vare: Pelatja og Jesaja; fra disse nedstammede Refajas Sønner, Arnans Sønner, Obadias Sønner, Sekanias Sønner.
1Chro	3	22	22. Og Sekanias Sønner vare: Semaja; og Semajas Sønner vare: Hatus og Jigeal og Barja og Nearia, og Safat, tilsammen seks.
1Chro	3	23	23. Og Nearias Sønner vare: Elioenaj og Hiskia og Asrikam, tre i alt.
1Chro	3	24	24. Og Elioenajs Sønner vare: Hodajeva og Eliasib og Plaja og Akkub og Johanan og Delaja og Anani, i alt syv.
------------------------Første Krønikebog, Kapitel 4
1Chro	4	1	1. Judas Sønner vare: Perez, Hezron og Karmi og Hur og Sobal.
1Chro	4	2	2. Og Reaja, Sobals Søn, avlede Jahath, og Jahath avlede Ahumaj og Lahad; disse ere Zorathiternes Slaegter.
1Chro	4	3	3. Ligeledes disse: Abi-Etam, Jisreel og Jisma og Jidbas; og deres Søsters Navn var Hazlelponi.
1Chro	4	4	4. Og Pnuel var Gedors Fader, og Eser var Husas Fader; disse ere Børn af Hur, som er Efratas førstefødte, Bethlehems Fader.
1Chro	4	5	5. Og Ashur, Thekoas Fader havde to Hustruer: Helea og Naara.
1Chro	4	6	6. Og Naara fødte ham Ahusam og Hefer og Themni og Ahastari; disse ere Naaras Sønner.
1Chro	4	7	7. Og Heleas Sønner vare: Zereth, Jezuhar og Etnan.
1Chro	4	8	8. Og Koz avlede Anub og Hazobeba, og fra ham stamme Aharhels, Harums Søns, Slaegter.
1Chro	4	9	9. Og Jaebez var aeret fremfor sine Brødre; og hans Moder kaldte hans Navn Jaebez; thi hun sagde: jeg fødte ham med Smerte.
1Chro	4	10	10. Og Jaebez paakaldte Israels Gud og sagde: vilde du dog velsigne mig og forøge mit Landemaerke, og maatte din Haand blive med mig, og du gøre det saa, at det onde ikke smerter mig! og Gud lod det ske, som han begaerede.
1Chro	4	11	11. Og Kelub, Suhas Broder, avlede Mekir, han blev Esthons Fader.
1Chro	4	12	12. Og Esthon avlede Beth-Rafa og Pasea og Thehinna, Ir-Nahas Fader; disse ere de Maend af Reka.
1Chro	4	13	13. Og Kenas Sønner vare: Othniel og Seraja; og Uthniels Sønner vare: Kathath
1Chro	4	14	14. og Meonothaj, denne avlede Ofra; og Seraja avlede Joab, en Fader til dem i Tømmermandsdalen; thi de vare Tømmermaend.
1Chro	4	15	15. Og Kalebs, Jefunnes Søns, Sønner vare: Iru, Ela og Naam og Elas Sønner og Kenas.
1Chro	4	16	16. Og Jehaleleels Sønner vare: Sif og Sifa, Thirja og Asareel.
1Chro	4	17	17. Og Esras Sønner vare: Jether og Mered og Efer og Jalon; og hun undfangede Mirjam og Sammaj og Jisbak, Esthemoas Fader.
1Chro	4	18	18. Og hans Hustru af Judas Stamme fødte Jered Gedors Fader, og Heber, Sokos Fader, og Jekuthiel, Sanoas Fader; men hine vare Bithjas, Faraos Datters, Børn, som Mered havde taget.
1Chro	4	19	19. Og Hodijas Hustrus, Nahams Søsters, Sønner vare: Keilas Fader, Garmiten, og Esthemoa, Maakathiten.
1Chro	4	20	20. Og Simeons Sønner vare: Amnon og, Rinna, Ben-Hanan og Thilon; og Jiseis Sønner vare: Soheth og Ben-Soheth.
1Chro	4	21	21. Selas, Judas Søns, Sønner vare: Er, Lekas Fader, og Laeda, Maresas Fader, og Slaegterne af Asbeas Hus, som forfaerdigede de fine Linklaeder;
1Chro	4	22	22. desuden Jokim, og de Maend af Koseba og Joas og Saraf, de som herskede i Moab, og Jasubi-Lahem; men dette er gamle Ting.
1Chro	4	23	23. Disse bleve Pottemagere, som boede paa de beplantede og indhegnede Steder; de bleve der hos Kongen i hans Arbejde.
1Chro	4	24	24. Simeons Sønner vare: Nemuel og Jamin, Jarib, Sera, Saul.
1Chro	4	25	25. Hans Søn var Sallum, hans Søn var Mibsam, hans Søn var Misma. Mismas
1Chro	4	26	26. Og Efterkommere vare: Hans Søn Hamuel, dennes Søn Zakur, dennes Søn Simei.
1Chro	4	27	27. Og Simei havde seksten Sønner og seks Døtre, men hans Brødre havde ikke mange Børn; og alle deres Slaegter formerede sig ikke som Judas Børn.
1Chro	4	28	28. Og de boede i Beersaba og Molada og Hazar-Sual
1Chro	4	29	29. og i Bilha og i Ezem og i Tholad
1Chro	4	30	30. og i Bethuel og i Horma og i Ziklag
1Chro	4	31	31. og i BethMarkaboth og i Hazar-Susim og i Beth-Biri og i Saaraim; disse vare deres Staeder, indtil David blev, Konge.
1Chro	4	32	32. Og deres Byer vare: Etam og Ajn, Rimmon og Thoken og Asan, fem Staeder,
1Chro	4	33	33. med alle deres Landsbyer, som vare trindt omkring disse Staeder, indtil Baal; disse ere deres Boliger, og de havde deres egen Slaegtfortegnelse.
1Chro	4	34	34. Og Mesobab og Jamlek og Josa, Amazias Søn,
1Chro	4	35	35. og Joel og Jehu, en Søn af Josibia, som var en Søn af Seraja, Asiels Søn,
1Chro	4	36	36. og Elioenaj og Jaakoba og Jesohaja og Asaja og Adiel og Jesimiel og Benaja
1Chro	4	37	37. og Sisa, en Søn af Sifei, som var en Søn af Allon, der var en Søn af Jedaja, der var en Søn af Simri, en Søn af Semaja;
1Chro	4	38	38. disse, som ere anførte ved Navn, vare Fyrster iblandt deres Slaegter; og deres Faedres Hus udbredte sig i Mangfoldighed.
1Chro	4	39	39. Og de droge hen imod Indgangen til Gedor, indtil den østre Del af Dalen, at søge Føde til deres Smaakvaeg.
1Chro	4	40	40. Og de fandt fed og god Graesgang, og Landet var vidt og bredt og roligt og trygt; thi de som boede der tilforn, nedstammede fra Kam.
1Chro	4	41	41. Og de, som ere optegnede ved Navn, kom i Ezekias, Judas Konges, Dage og nedsloge disses Telte og Boliger, som fandtes der, og ødelagde dem indtil denne Dag og toge Bolig i deres Sted fordi der var Graesgang der for deres Smaakvaeg.
1Chro	4	42	42. Og af dem, nemlig af Simeons Børn, droge fem Hundrede Maend til Seirs Bjerg; og Pelatja og Nearia og Refaja og Ussiel, Jiseis Sønner, vare deres Øverster.
1Chro	4	43	43. Og de sloge den Levning, som var bleven tilovers af Amalek, og de tog Bolig der indtil denne Dag.
------------------------Første Krønikebog, Kapitel 5
1Chro	5	1	1. Og Rubens, Israels førstefødtes Sønner - thi han var den førstefødte, men fordi han besmittede sin Faders Seng, blev hans: Førstefødselsret givet Josefs, Israel; Søns, Børn; dog denne blev ikke regnet i Slaegtregisteret som den førstefødte;
1Chro	5	2	2. thi vel var Juda vaeldig iblandt sine Brødre, og Fyrsten skulde vaere af ham; men Førstefødselsretten blev Josefs -
1Chro	5	3	3. Rubens Israels førstefødtes, Sønner vare Hanok og Pallu, Hezron og Karmi
1Chro	5	4	4. Joels Efterkommere vare: hans Søn Semaja, dennes Søn Gog, dennes Søn Simei,
1Chro	5	5	5. dennes Søn Mike dennes Søn Reaja, dennes Søn Baal
1Chro	5	6	6. dennes Søn Beera, hvilken Thil- gath-Pilneser, Kongen af Assyrien førte bort; han var en Fyrste for Rubeniterne.
1Chro	5	7	7. Men hans Brødre, efter deres Slaegter, naar de blev regnede i Slaegtregister efter deres Nedstammelse, ere Jeiel som den første og Sakaria
1Chro	5	8	8. og Bela, en Søn af Asa, en Søn af Sema, som var en Søn af Joel; han boede i Aroer og indtil Nebo og Baal-Meon.
1Chro	5	9	9. Og han boede imod Østen, hen imod Ørken, fra Floden Frat af: Thi deres Kvaeg var blevet meget i Gileads Land.
1Chro	5	10	10. Og i Sauls Dage førte de Krig imod Hagarenerne, og disse faldt for deres Haand, og de toge Bolig i deres Telte ved hele Østsiden af Gilead.
1Chro	5	11	11. Og Gads Børn boede tvaers over for dem i Basans Land indtil Salka:
1Chro	5	12	12. Joel, den første, og Safan, den anden, og Jaenaj og Safat - i Basan.
1Chro	5	13	13. Og deres Brødre efter deres Faedres Hus vare: Mikael og Mesullam og Seba og Joraj og Jaekan og Sia og Eber, i alt syv.
1Chro	5	14	14. Disse ere Sønner af Abihail, en Søn af Huri, som var en Søn af Jaroa og, en Søn af Gilead, en Søn af Mikael, en Søn af Jesisaj, en Søn af Jahdo, en Søn af Bus.
1Chro	5	15	15. Ahi, en Søn af Abdiel, som var en Søn af Guni, var den ypperste i deres Faedres Hus.
1Chro	5	16	16. Og de boede i Gilead udi Basan og i dens tilliggende Staeder og paa alle Sarons Marker indtil deres Graenser.
1Chro	5	17	17. Disse bleve alle indførte i Slaegtregisteret i Jothams, Judas Konges, Dage, og i Jeroboams, Israels Konges, Dage.
1Chro	5	18	18. Rubens Børn og Gaditerne og Manasses halve Stamme, som vare stridbare Folk, Maend, som bare Skjold og Svaerd og spaendte Buer og vare oplaerte til Krig, vare fire og fyrretyve Tusinde og syv Hundrede og tresindstyve, som kunde drage ud i Haeren.
1Chro	5	19	19. Og de førte Krig imod Hagarenerne og imod Jethur og Nafis og Nodab.
1Chro	5	20	20. Og de fik Hjaelp imod dem, og Hagarenerne og alt det, som var med dem, bleve givne i deres Haand; thi de raabte til Gud i Krigen, og han bønhørte dem, thi de forlode sig paa ham.
1Chro	5	21	21. Og de førte deres Kvaeg bort, deres Kameler, halvtredsindstyve Tusinde, og to Hundrede og halvtredsindstyve Tusinde Faar og to Tusinde Asener og hundrede Tusinde Menneskesjaele.
1Chro	5	22	22. Thi der faldt mange ihjelslagne, thi Krigen var af Gud; og de boede i deres Sted, indtil de bleve bortførte.
1Chro	5	23	23. Og Manasses halve Stammes Børn boede i Landet, fra Basan indtil Baal-Hermon og Senir og Hermons Bjerg; de vare blevne mange.
1Chro	5	24	24. Og disse vare de Øverste for deres Faedrenehuse: Efer og Jisei og Eliel og Asriel og Jeremia og Hodavia og Jadiel, vaeldige Stridsmaend, navnkundige Maend, de øverste for deres Faedrenehuse.
1Chro	5	25	25. Men de forsyndede sig imod deres Faedres Gud og bolede efter de Folks Guder i Landet, hvilke Gud havde ødelagt for deres Ansigt.
1Chro	5	26	26. Og Israels Gud opvakte Fuls Aand, Kongens af Assyrien, og Thilgath-Pilnesers Aand, Kongens af Assyrien, at han bortførte dem, Rubeniterne og Gaditerne og den halve Manasses Stamme, og han bragte dem til Hala og Habor og Hara og til Floden Gosan, indtil denne Dag.
------------------------Første Krønikebog, Kapitel 6
1Chro	6	1	1. Levis Sønner vare: Gersom, Kahath og Merari.
1Chro	6	2	2. Men Kahaths Sønner vare: Amram, Jizehar og Hebron og Ussiel.
1Chro	6	3	3. Og Amrams Børn vare: Aron og Mose og Maria; og Arons Sønner vare: Nadab og Abihu, Eleasar og Ithamar:
1Chro	6	4	4. Eleasar avlede Pinehas, Pinehas avlede Abisua,
1Chro	6	5	5. og Abisua avlede Bukki; og Bukki avlede Ussi,
1Chro	6	6	6. og Ussi avlede Seraja, og Seraja avlede Merajoth,
1Chro	6	7	7. Merajoth avlede Amarja, og Amarja avlede Ahitub,
1Chro	6	8	8. og Ahitub avlede Zadok, og Zadok avlede Ahimaaz,
1Chro	6	9	9. og Ahimaaz avlede Asaria, og Asaria avlede Johanan,
1Chro	6	10	10. og Johanan avlede Asaria, ham, som havde Praesteembede i det Hus, som Salomo havde bygget i Jerusalem.
1Chro	6	11	11. Og Asaria avlede Amaria, og Amaria avlede Ahitub,
1Chro	6	12	12. og Ahitub avlede Zadok, og Zadok avlede Sallum,
1Chro	6	13	13. og Sallum avlede Hilkia, og Hilkia avlede Asaria,
1Chro	6	14	14. og Asaria avlede Seraja, og Seraja avlede Jozadak;
1Chro	6	15	15. men Jozadak gik med, der Herren lod Juda og Jerusalem bortføre ved Nebukadnezar.
1Chro	6	16	16. Levis Sønner vare: Gersom Kahath og Merari.
1Chro	6	17	17. Og Gersoms Sønners Navne ere disse: Libni og Simei.
1Chro	6	18	18. Men Kahaths Sønner vare: Amram og Jizehar og Hebron og Ussiel.
1Chro	6	19	19. Meraris Sønner vare: Maheli og Musi; og disse ere Leviternes Slaegter efter deres Faedre.
1Chro	6	20	20. Gersoms Søn var Libni, hans Søn var Jahath, hans Søn var Simma,
1Chro	6	21	21. hans Søn var Joa, hans Søn var Iddo, hans Søn var Sera, hans Søn var Jeathraj.
1Chro	6	22	22. Kahaths Efterkommere vare: Hans Søn Amminadab, dennes Søn Kora, dennes Søn Assir,
1Chro	6	23	23. dennes Søn Elkana og hans Søn Abiasaf og hans Søn Assir,
1Chro	6	24	24. dennes Søn Thahath, dennes Søn Uriel, dennes Søn Ussia og dennes Søn Saul.
1Chro	6	25	25. Og Elkanas Sønner vare: Amasaj og Ahimoth.
1Chro	6	26	26. Dennes Søn var Elkana; Elkanas Søn var Zofaj, og hans Søn var Nahath.
1Chro	6	27	27. Dennes Søn var Eliab, dennes Søn var Jeroham, dennes Søn var Elkana.
1Chro	6	28	28. Og Samuels Sønner vare: den førstefødte Vasni, og Abija.
1Chro	6	29	29. Meraris Efterkommere vare: Maheli, dennes Søn Libni, dennes Søn Simei; og hans Søn Ussa,
1Chro	6	30	30. dennes Søn Simea, dennes Søn Hagija og hans Søn Asaja.
1Chro	6	31	31. og disse ere de, som David ansatte til Sangens Tjeneste i Herrens Hus, efter at Arken var kommen til Hvile.
1Chro	6	32	32. Og de gjorde Tjeneste ved Sangen foran Forsamlingens Pauluns Tabernakel, indtil Salomo byggede Herrens Hus i Jerusalem, og de forestode deres Tjeneste efter deres bestemte Vis.
1Chro	6	33	33. Og disse ere de, som der stode med deres Sønner: Af Kahathiterens Sønner: Sangeren Heman, en Søn af Joel, der var en Søn af Samuel,
1Chro	6	34	34. en Søn af Elkana, en Søn af Jeroham, en Søn af Eliel, en Søn af Thoa,
1Chro	6	35	35. en Søn af Zuf, en Søn af Elkana, en Søn af Mahath, en Søn af Amasaj,
1Chro	6	36	36. en Søn af Elkana, en Søn af Joel, en Søn af Asaria, en Søn af Zefania,
1Chro	6	37	37. en Søn af Thahat, en Søn af Asir, en Søn af Abiasaf, en Søn af Kora,
1Chro	6	38	38. en Søn af Jizehar, en Søn af Kahath; en Søn af Levi, en Søn af Israel.
1Chro	6	39	39. Og hans Broder Asaf stod ved hans højre Side; Asaf var en Søn af Berekia, der var en Søn af Simea,
1Chro	6	40	40. en Søn af Mikael, en Søn af Baaseja, en Søn af Malkija,
1Chro	6	41	41. en Søn af Ethni, en Søn af Sera, en Søn af Adaja,
1Chro	6	42	42. en Søn af Ethan; en Søn af Simma, en Søn af Simei,
1Chro	6	43	43. en Søn af Jahath, en Søn af Gersom, en Søn af Levi.
1Chro	6	44	44. Og Meraris Børn, deres Brødre, stode ved den venstre Side: Ethan, en Søn af Kisi; der var en Søn af Abdi, en Søn af; Malluk,
1Chro	6	45	45. en Søn af Husabja, en Søn af Amazia, en Søn af Hilkia,
1Chro	6	46	46. en Søn af Amzi, en Søn af Bani, en Søn af Samer,
1Chro	6	47	47. en Søn af Maheli, en Søn af Musi, en Søn af Merari, en Søn af Levi:
1Chro	6	48	48. Og deres Brødre Leviterne vare givne dem til alle Haande Tjeneste i Guds Huses Tabernakel.
1Chro	6	49	49. Men Aron og hans Sønner gjorde Røgoffer paa Braendofferets Alter og paa Røgofferalteret, de vare beskikkede til al Gerning i det Allerhelligste og til at gøre Forligelse for Israel efter alt det, sorn Mose, Guds Tjener, havde befalet.
1Chro	6	50	50. Og disse ere Arons Efterkommere: Hans Søn var Eleasar, dennes Søn Pinehas, dennes Søn Abisua,
1Chro	6	51	51. dennes Søn Bukki, dennes Søn Ussi, dennes Søn Seraja,
1Chro	6	52	52. dennes Søn Merioth, dennes Søn Amaria, dennes Søn Ahitub,
1Chro	6	53	53. dennes Søn Zadok, dennes Søn Ahimaaz.
1Chro	6	54	54. Og disse vare deres Boliger efter deres Byer i deres Landemaerke, for Arons Børn, efter Kahathiternes Slaegt; thi denne Lod faldt for dem.
1Chro	6	55	55. Og de gave dem Hebron i Judas Land og dens Marker trindt omkring den.
1Chro	6	56	56. Og Stadens Jord og dens Landsbyer gave de Kaleb, Jefunnes Søn.
1Chro	6	57	57. Saa gave de til Arons Børn Tilflugtsstaederne Hebron og Libna og dens Marker og Jathir og Esthemoa og dens Marker
1Chro	6	58	58. og Hilen og dens Marker, Debir og dens Marker
1Chro	6	59	59. og Asan og dens Marker og Bethsemes og dens Marker
1Chro	6	60	60. og af Benjamins Stamme: Geba og dens Marker, Allemeth og dens Marker og Anathoth og dens Marker; alle deres Staeder vare tretten Staeder for deres Slaegter.
1Chro	6	61	61. Men de øvrige, Kahaths Børn, af Stammens Slaegt tilfaldt af den halve Manasses Stammes Halvdel ved Lod ti Staeder
1Chro	6	62	62. Og Gersoms Børn i deres Slaegter havde af Isaskars Stamme og af Asers Stamme og af Nafthalis Stamme og af Manasses Stamme i Basan tretten Staeder.
1Chro	6	63	63. Meraris Børn i deres Slaegter havde af Ruben Stamme og af Gads Stamme og af Sebulons Stamme ved Lod tolv Staeder.
1Chro	6	64	64. Saa gave Israels Børn Liviterne Staederne og deres Marker.
1Chro	6	65	65. Og de gave ved Lod af Judas Børns Stamme og af Simeons Børns Stamme og af Benjamins Børns Stamme disse Staeder, som de naevnede ved Navn.
1Chro	6	66	66. Og de af Kahaths Børns Slaegter fik Ejendoms Staeder af Efraims Stamme.
1Chro	6	67	67. Thi de gave dem Tilflugtsstaederne Sikem og dens Marker paa Efraims Bjerg og Geser og dens Marker
1Chro	6	68	68. og Jokmeam og dens Marker og Beth-Horon og dens Marker
1Chro	6	69	69. og Ajalon og dens Marker og Gath-Rimmon og dens Marker
1Chro	6	70	70. og af den halve Manasses Stamme: Aner og dens Marker og Bileam og dens Marker. Dette var for de øvrige, Kahaths Børns Slaegt.
1Chro	6	71	71. Gersoms Børn gave de af den halve Manasses Stammes Slaegt: Golan i Basan og dens Marker og Astharoth og, dens Marker
1Chro	6	72	72. og af Isaskars Stamme: Kedes og dens Marker, Dobrath og dens Marker
1Chro	6	73	73. og Ramoth og dens Marker og Anem og dens Marker
1Chro	6	74	74. og af Asers Stamme: Masal og dens Marker og Abdon og dens Marker,
1Chro	6	75	75. og Hukok og dens Marker og Rekob og dens Marker
1Chro	6	76	76. og af Nafthalis Stamme: Kedes i Galilaea og dens Marker og Hammon og dens Marker og Kirjathaim og dens Marker.
1Chro	6	77	77. De øvrige, Meraris Børn, gave de af Sebulons Stamme Rimono og dens Marker, Thabor og dens Marker.
1Chro	6	78	78. Og paa hin Side Jordanen ved Jeriko, Østen for Jordanen, gave de dem af Rubens Stamme: Bezer i Ørken og dens Marker og Jahza og dens Marker
1Chro	6	79	79. og Kedemoth og dens Marker og Mefat og dens Marker
1Chro	6	80	80. og af Gads Stamme Ramoth i Gilead og dens Marker og Mahanaim og dens Marker
1Chro	6	81	81. og Hesbon og dens Marker og Jaeser og dens Marker.
------------------------Første Krønikebog, Kapitel 7
1Chro	7	1	1. Og Isaskars Sønner vare: Thola og Fua, Jasub og Simron, i alt fire.
1Chro	7	2	2. Og Tholas Sønner vare: Ussi og Refaja og Jeriel og Jahmaj og Jibsam og Samuel, Øverster for deres Faedrenehuse for Thola, vaeldige til Strid i deres Slaegter; deres Tal var i Davids Dage to og tyve Tusinde og seks Hundrede.
1Chro	7	3	3. Og Ussis Sønner vare: Jisraja; og Jisrajas Sønner vare: Mikael og Obadia og Joel og Jissija; disse fem vare alle sammen Øverster.
1Chro	7	4	4. Og med dem efter deres Slaegter, efter deres Faedrenehuse, vare seks og tredive Tusinde Mand som Tropper til Krigshaeren; thi de havde mange Hustruer og Børn.
1Chro	7	5	5. Men deres Brødre af alle Isaskars Slaegter vare vaeldige til Strid; der var syv og firsindstyve Tusinde, da de alle bleve indførte i Slaegtregisteret.
1Chro	7	6	6. Benjamins Sønner vare: Bela og Beker og Jedial, ialt tre.
1Chro	7	7	7. Og Belas Sønner vare: Ezbon og Ussi og Ussiel og Jerimoth og Iri, fem Øverster for derer Faedrenehuse, vaeldige til Strid; og de vare, da de bleve indførte i Slaegtregisteret, to og tyve Tusinde og fire og tredive.
1Chro	7	8	8. Og Bekers Sønner vare: Semira og Joas og Elieser, Elioenaj og Omri og Jerimoth og Abia og Anathoth og Alemeth; alle disse vare Bekers Børn.
1Chro	7	9	9. Og da de bleve indfør te i Slaegtregisteret efter deres Slaegter, efter Øversterne for deres Faedrenehuse, vaeldige til Strid, da var der tyve Tusinde og to Hundrede.
1Chro	7	10	10. Og Jediaels Sønner vare Bilhan; og Bilhans Sønner vare: Jeus og Benjamin og Ehud og Knaana og Sethan og Tharsis og Ahisahar.
1Chro	7	11	11. Disse vare alle Jediaels Børn Øverster for deres Faedrenehuse, vaeldige til Strid; sytten Tusinde og to Hundrede vare de, som uddroge i Haeren til Krig;
1Chro	7	12	12. desuden Suppim og Huppim, Irs Børn. Husim var Ahers Børn.
1Chro	7	13	13. Nafthalis Sønner vare: Jahziel og Guni og Jezer og Sallum, Efterkommere af Bilha.
1Chro	7	14	14. Manasses Sønner vare: Asriel, som hans Hustru fødte; hans Medhustru, den syriske, fødte Makir, Gileads Fader.
1Chro	7	15	15. Og Makir tog til Hustru Huppims og Suppims Søster, hvis Navn var Maaka; og den anden Søns Navn var Zelafehad, og Zelafehad havde Døtre.
1Chro	7	16	16. Og Maaka, Makirs Hustru, fødte en Søn og kaldte hans Navn Peres, og hans Broders Navn var Seres, og hans Sønner vare Ulam og Rekem.
1Chro	7	17	17. Og Ulams Sønner vare: Bedan; disse ere Gileads Børn, han var en Søn af Makir, Manasses Søn.
1Chro	7	18	18. Og hans Søster var Hammoleket, hun fødte Ishod og Abieser og Mahela.
1Chro	7	19	19. Og Semidas Sønner vare: Ahjan og Sekem og Likhi og Anjam.
1Chro	7	20	20. Og Efraims Sønner vare: Suthela og hans Søn Bered og hans Søn Thahat og hans Søn Eleada og hans Søn Thahat
1Chro	7	21	21. og hans Søn Sabad og hans Søn Suthelah, samt Eser og Elead; men dem sloge Maendene af Gath, som vare fødte i Landet, ihjel, fordi de vare dragne ned at tage deres Kvaeg.
1Chro	7	22	22. Derfor sørgede Efraim, deres Fader, mange Dage, og hans Brødre kom at trøste ham.
1Chro	7	23	23. Og han gik ind til sin Hustru, og hun blev frugtsommelig og fødte en Søn, og han kaldte hans Navn Beria; thi det var sket under Ulykke i hans Hus.
1Chro	7	24	24. Og hans Datter var Seera, og hun byggede det nedre og det øvre Beth-Horon og Ussen-Seera.
1Chro	7	25	25. Og hans Søn var Refa, og Resef og Thela var hans Søn, og Thahan var hans Søn,
1Chro	7	26	26. Ladan hans Søn, Ammihud hans Søn, Elisama hans Søn,
1Chro	7	27	27. Non hans Søn, Josva hans Søn.
1Chro	7	28	28. Og deres Ejendom og deres Boliger vare: Bethel og dens tilliggende Staeder og imod Østen Naaran og imod Vesten Geser og dens tilliggende Staeder, og Sikem og dens tilliggende Staeder, indtil Gaza og dens tilliggende Staeder.
1Chro	7	29	29. Og paa Manasses Børns Side laa Beth-Sean og dens tilliggende Staeder, Thaanak og dens tilliggende Staeder, Megiddo og dens tilliggende Staeder, Dor og dens tilliggende Staeder; udi disse boede Josefs, Israels Søns, Børn.
1Chro	7	30	30. Asers Sønner vare Jimna og Jisva og Jisvi og Beria, og deres Søster var Sera.
1Chro	7	31	31. Og Berias Sønner vare: Heber og Malkiel; denne er Birsaviths Fader.
1Chro	7	32	32. Og Heber avlede Jaflet og Somer og Hotham og Sua, deres Søster.
1Chro	7	33	33. Jaflets Sønner vare: Pasak og Bimhal og Asvath; disse vare Jaflets Sønner.
1Chro	7	34	34. Og Semers Sønner vare: Ahi og Rahda, Jehubba og Aram.
1Chro	7	35	35. Og Helems, hans Broders, Sønner vare: Zofa og Jimna og Seles og Amal.
1Chro	7	36	36. Zofas Sønner vare: Sua og Harnefer og Sual og Beri og Jimra,
1Chro	7	37	37. Beser og Hod og Samma og Silsa og Jitran og Beera.
1Chro	7	38	38. Og Jethers Sønner vare: Jefunne og Fispa og Ara.
1Chro	7	39	39. Og Ullas Sønner vare: Arak og Haniel og Rizia.
1Chro	7	40	40. Alle disse vare Asers Børn, Øverster for deres Faedrenehuse, udvalgte, vaeldige til Strid, Øverster iblandt Fyrsterne; og da de indførtes i Slaegtregisteret til Haeren i Krigen, var deres Tal seks og tyve Tusinde Maend.
------------------------Første Krønikebog, Kapitel 8
1Chro	8	1	1. Og Benjamin avlede Bela sin førgstefødte, Asbel den anden og Ahra den tredje,
1Chro	8	2	2. Noha den fjerde og Rafa den femte.
1Chro	8	3	3. Og Bela havde Sønner: Addar og Gera og Abihud
1Chro	8	4	4. og Abisua og Naaman og Ahoa
1Chro	8	5	5. og Gera og Sefufan og Huram.
1Chro	8	6	6. Og disse ere Ehuds Børn:- Disse vare Øverster for deres Faedrenehuse iblandt Indbyggerne i Geba, men bleve førte bort til Manahath,
1Chro	8	7	7. da Naaman og Ahia og Gera førte dem bort - han avlede nemlig Ussa og Ahihud.
1Chro	8	8	8. Og Saharajim avlede Børn i Moabs Land, efter at han havde skilt sig ved Husim og Baara, sine Hustruer;
1Chro	8	9	9. og han avlede af Hodes, sin Hustru: Joab og Zibja og Mesa og Malkam
1Chro	8	10	10. og Jeuz og Sokja og Mirma; disse vare hans Sønner, Øverster for deres Faedrenehuse.
1Chro	8	11	11. Og af Husim havde han avlet Abitub og Elpaal.
1Chro	8	12	12. Og Elpaals Sønner vare: Eber og Miseam og Semer; denne byggede Ono og Lod og dens tilliggende Staeder;
1Chro	8	13	13. og Beria og Sema, de vare Øverster for deres Faedrenehuse iblandt Indbyggerne i Ajalon; disse dreve Indbyggerne i Gath paa Flugt;
1Chro	8	14	14. og Ahio, Sasak og Jeremoth,
1Chro	8	15	15. og Sebadja og Arad og Eder
1Chro	8	16	16. og Mikael og Jispa og Joha, Berias Sønner,
1Chro	8	17	17. og Sebadja og Mesullam og Hiski og Heber
1Chro	8	18	18. og Jismeraj og Jisslia og Jobab, Elpaals Sønner,
1Chro	8	19	19. og Jakim og Sikri og Sabdi
1Chro	8	20	20. og Elienaj og Zilthaj og Eliel
1Chro	8	21	21. og Adaja og Beraja og Simrath, Simei Sønner,
1Chro	8	22	22. og Jispan og Eber og Eliel
1Chro	8	23	23. og Abdon og Sikri og Hanan
1Chro	8	24	24. Og Hananja og Elam og Anthothija
1Chro	8	25	25. og Jifdeja og Pniel, Sasaks Sønner,
1Chro	8	26	26. og Samseraj og Seharja og Athalja,
1Chro	8	27	27. og Jaaresia og Elija og Sikri, Jerohams Sønner:
1Chro	8	28	28. Disse vare Øverster for deres Faedrenehuse, Øverster for deres Slaegter; og disse boede i Jerusalem.
1Chro	8	29	29. Men i Gibeon boede Gibeons Fader, og hans Hustrus Navn var Maaka.
1Chro	8	30	30. Og hans førstefødte Søn var Abdon, derefter Zur og Kis og Baal og Nadab
1Chro	8	31	31. og Gedor og Ahio og Seker.
1Chro	8	32	32. Og Mikloth avlede Simea; og disse boede ogsaa tvaers over for deres Brødre i Jerusalem med deres Brø dre.
1Chro	8	33	33. Og Ner avlede Kis, og Kis avlede Saul, og Saul avlede Jonathan og Malkisua og Abinadab og Esbaal.
1Chro	8	34	34. Og Jonathans Søn var Merib-Baal, og Merib-Baal avlede Mika.
1Chro	8	35	35. Og Mikas Sønner vare: Pithon og Melek og Thaerea og Akas.
1Chro	8	36	36. Og Akas avlede Joadda, og Joadda avlede Alemeth og Asmaveth og Simri, og Simri avlede Moza.
1Chro	8	37	37. Og Moza avlede Bina; og dennes Søn var Rafa, dennes Søn Eleasa, dennes Søn Azel.
1Chro	8	38	38. Og Azel havde seks Sønner, og disse vare deres Navne: Asri- kam, Bokru og Jismael og Searja og Obadja og Hanan; alle disse vare Azels Sønner.
1Chro	8	39	39. Og hans Broder Eseks Sønner vare: Ulam hans førstefødte, Jeus den anden og Elifelet den tredje.
1Chro	8	40	40. Og Ulams Sønner vare Maend, som vare vaeldige til Strid, som kunde spaende Buen, og som havde mange Sønner og Sønnesønner, Hundrede og halvtredsindstyve; alle disse vare af Benjamins Børn.
------------------------Første Krønikebog, Kapitel 9
1Chro	9	1	1. Og hele Israel blev indført i Slaegtregisteret, og se, de ere optegnede i Israels Kongers Bog; men Juda var bortført til Babel for sin Forsyndelses Skyld.
1Chro	9	2	2. Og de første Indbyggere, som boede i deres Ejendom, i deres Staeder, vare: Israel, Praesterne, Leviterne og Templets Livegne.
1Chro	9	3	3. Men der boede i Jerusalem af Judas Børn og af Benjamins Børn og af Efraims og Manasses Børn:
1Chro	9	4	4. Uthaj, en Søn af Amihud, der var en Søn af Omri, der var en Søn af Imri, der var en Søn af, Bani, af Perez s, Judas Søns, Børn;
1Chro	9	5	5. og af Seloniten: Asaja den førstefødte og hans Sønner;
1Chro	9	6	6. og af Seras Sønner: Jeuel og deres Brødre, seks Hundrede og halvfemsindstyve;
1Chro	9	7	7. og af Benjamins Børn: Sallu en Søn af Mesullam, som var en Søn af Hodavia, en Søn af Hassenua,
1Chro	9	8	8. og Jibneja, Jerohams Søn, og Ela, der var en Søn af Ussi, en Søn af Mikri, og Mesullam, der var en Søn af Sefatja, der var en Søn af Revel, Jibnijas Søn.
1Chro	9	9	9. Og deres Brødre i deres Slaegter vare ni Hundrede og seks og halvtredsindstyve; alle disse Maend var Øverster for deres Faedrenehuse efter deres Faedrenehuse.
1Chro	9	10	10. Men af Praesterne: Jedaja og Jojarib og Jakin;
1Chro	9	11	11. og Asaria, en Søn af Hilkia, der var en Søn af Mesullam, en Søn af Zadok, en Søn af Merejoth, en Søn af Ahitub, en Fyrste i Guds Hus;
1Chro	9	12	12. og Adaja, der var en Søn af Jeroham, der var en Søn af Pashur, der var en Søn af Malkia; og Maesaj, der var en Søn af Adiel, en Søn af Jahsera, en Søn. af Mesullam, en Søn af Mesillemeth, en Søn af Immer;
1Chro	9	13	13. tilmed deres Brødre, Øverster i deres Faedrenehuse, Tusinde og syv Hundrede og tresindstyve, dygtige, Maend, til Tjenestens Gerning i Guds Hus.
1Chro	9	14	14. Men af Leviterne: Semaja, en Søn Hasub, der var en Søn af Asrikam en Søn af Hasabja, af Meraris Børn
1Chro	9	15	15. og Bakbakar, Heres og Galal, Mathania, en Søn af Mika, der var en Søn af Sikri, Asafs Søn,
1Chro	9	16	16. og Obadja, en Søn af Semaja, der var en Søn af Galal, Jeduthuns Søn; og Berekia, en Søn af Asa, Elkanas Søn, som boede i Nethofathiternes Landsbyer.
1Chro	9	17	17. Og Portnerne: Sallum og Akkub og Talmon og Ahiman; og for deres Brødre var Sallum den øverste;
1Chro	9	18	18. og indtil nu er han ved Kongens Port imod Østen; disse ere Portnere for Levis Børns Lejre.
1Chro	9	19	19. Og Sallum, en Søn af Kore, der var en Søn af Abiasaf, Koras Søn, og hans Brødre af hans Faders Hus, Korhiterne, vare over Tjenestens Gerning, og de toge Vare paa Paulunets Dørtaerskler, ligesom deres Faedre havde vaeret over Herrens Lejr og havde taget Vare paa Indgangen.
1Chro	9	20	20. Og Pinehas, Eleasars Søn, var fordum en Fyrste over dem; Herren var med ham.
1Chro	9	21	21. Sakaria Meselemias Søn, var Portner for Forsamlingens Pauluns Dør.
1Chro	9	22	22. Alle disse, som vare udvalgte til Portnere ved Dørtaersklerne, vare to Hundrede og tolv; de vare indførte i Slaegtregisteret i deres Landsbyer; dem havde Daavid og Seeren Samuel beskikket paa Tro og Love.
1Chro	9	23	23. Og de og deres Børn vare ved Portene til Herrens Hus, til Paulunets Hus, til at holde Vagt.
1Chro	9	24	24. Portnerne vare beskikkede imod de fire Vejr: Imod Øst, Vest, Nord og Syd.
1Chro	9	25	25. Og deres Brødre i deres Landsbyer skulde komme ind hver syvende Dag, fra Tid til Tid tillige med disse.
1Chro	9	26	26. Thi hine fire maegtige iblandt Portnerne vare beskikkede paa Tro og Love; disse vare Leviterne, og de vare over Kamrene og over Guds Huses Skatte.
1Chro	9	27	27. Og de bleve om Natten trindt omkring Guds Hus; thi det tilkom dem at holde Vagt, og de havde Nøgle at oplade med, og det hver Morgen.
1Chro	9	28	28. Og nogle af dem vare over Tjenestens Redskaber; thi de bragte dem ind efter Tal og bragte dem ud efter Tal.
1Chro	9	29	29. Og nogle af dem vare satte til at vaere over Redskaberne, ja over alle Helligdommens Redskaber, og over Melet og Vinen og Olien og Virakken og de vellugtende Urter.
1Chro	9	30	30. Men nogle af Praesternes Børn lavede ved Kunst Salven af de vellugtende Urter.
1Chro	9	31	31. Og Mathithja af Leviterne, som var Korhiteren Sallums førstefødte, var paa Tro og Love beskikket til at forestaa Tilberedelsen af Bagvaerket.
1Chro	9	32	32. Og af Kahathiternes Børn, af deres Brødre, vare nogle over Skuebrødene for at berede dem hver Sabbat.
1Chro	9	33	33. Af disse vare og Sangerne, Øverster for deres Faedrenehuse iblandt Leviterne, frie for anden Tjeneste i Kamrene; thi det paalaa dem Dag og Nat at vaere ved denne Gerning.
1Chro	9	34	34. Disse ere Øversterne for deres Faedrenehuse iblandt Leviterne, Øverster for deres Slaegter; disse boede i Jerusalem.
1Chro	9	35	35. Men i Gibeon boede Gibeons Fader, Jejel, og hans Hustrus Navn var Maaka.
1Chro	9	36	36. Og hans førstefødte Søn var Abdon, derefter Zur og Kis og Baal og Ner og Nadab
1Chro	9	37	37. og Gedor og Ahio og Sakaria og Mikloth.
1Chro	9	38	38. Og Mikloth avlede Simeon og de boede ogsaa, tvaers over for deres Brødre, i Jerusalem med deres Brødre.
1Chro	9	39	39. Og Ner avlede Kis, og Kis avlede Saul, og Saul avlede Jonathan og Malkisua og Abinadab og Esbaal.
1Chro	9	40	40. Og Merib-Baal var Jonathans Søn, og Merib-Baal avlede Mika.
1Chro	9	41	41. Og Mikas Sønner vare: Pithon og Melek og Thaerea.
1Chro	9	42	42. Og Akas avlede Jeara, og Jeara avlede Alemeth og Asmaveth og Simri, og Simri avlede Moza.
1Chro	9	43	43. Og Moza avlede Bina, og dennes Søn var Refaja, dennes Søn var Eleasa, og hans Søn var Azel.
1Chro	9	44	44. Og Azel havde seks Sønner, og disse vare deres Navne: Asrikam, Bokru og Ismael og Searja og Obadja og Hanan; disse vare Azels Sønner.
------------------------Første Krønikebog, Kapitel 10
1Chro	10	1	1. Og Filisterne strede imod Israel, og Israels Maend flyede for Filisternes Ansigt og faldt ihjelslagne paa Gilboas Bjerg.
1Chro	10	2	2. Og Filisterne forfulgte Saul og hans Sønner, og Filisterne ihjelsloge Jonathan og Abinadab og Malkisua, Sauls Sønner.
1Chro	10	3	3. Og Krigen blev svar imod Saul, og Skytterne, som førte Bue, naaede ham, og han blev saare angst for Skytterne.
1Chro	10	4	4. Da sagde Saul til sin Vaabendrager: Drag dit Svaerd ud og stik mig igennem dermed, at ikke disse uomskaarne skulle komme og handle ilde med mig; men hans Vaabendrager vilde ikke, thi han frygtede saare; da tog Saul Svaerdet og styrtede sig deri.
1Chro	10	5	5. Der hans Vaabendrager saa, at Saul var død, da styrtede ogsaa han sig i sit Svaerd og døde.
1Chro	10	6	6. Saa døde Saul og hans tre Sønner og alt hans Hus, de døde til Hobe.
1Chro	10	7	7. Der alle Israels Maend som vare i Dalen, saa, at de flyede, og at Saul og hans Sønner vare døde, da forlode de deres Staeder og flyede, og Filisterne kom og boede i dem.
1Chro	10	8	8. Og det skete den anden Dag, da Filisterne kom til at plyndre de ihjelslagne, da fandt de Saul og hans Sønner faldne paa Gilboas Bjerg.
1Chro	10	9	9. Og de udplyndrede ham og toge hans Hoved og hans i Vaaben, og de sendte hen i Filisternes Land trindt omkring for at bringe Budskab derom til deres Afguder og til Folket.
1Chro	10	10	10. Og de lagde hans Vaaben i deres Guds Hus og faestede hans Hjerneskal paa Dagons Hus.
1Chro	10	11	11. Der alle de i Jabes udi Gilead hørte alt det, som Filisterne havde gjort imod Saul,
1Chro	10	12	12. da gjorde alle stridbare Maend sig rede og toge Sauls Legeme og hans Sønners Legemer, og de førte dem til Jabes, og de begrove deres Ben under Egen i Jabes og fastede i syv Dage.
1Chro	10	13	13. Saa døde Saul i sin Forsyndelse, som han havde begaaet imod Herren, fordi han ikke havde holdt Herrens Ord, men han havde endog adspurgt og søgt Spaakvinden.
1Chro	10	14	14. Og han søgte ikke Herren, derfor draebte han ham og vendte Riget til David, Isajs Søn.
------------------------Første Krønikebog, Kapitel 11
1Chro	11	1	1. Da samledes hele Israel til David i Hebron og sagde: Se, vi ere dine Ben og dit Kød.
1Chro	11	2	2. Ogsaa tilforn, endog der Saul var Konge, har du ført Israel ud og ind; saa har og Herren din Gud sagt til dig: Du skal føde mit Folk Israel, og du skal vaere en Fyrste over mit Folk Israel.
1Chro	11	3	3. Og alle Israels Aeldste kom til Kongen i Hebron, og David gjorde en Pagt med dem i Hebron for Herrens Ansigt, og de salvede David til Konge over Israel efter Herrens Ord ved Samuel.
1Chro	11	4	4. Og David og hele Israel drog hen til Jerusalem, det er Jebus; og Jebusiterne vare der Landets Indbyggere.
1Chro	11	5	5. Og Indbyggerne i Jebus sagde til David: Du skal i komme herind; men David indtog Zions Befaestning, det er Davids Stad.
1Chro	11	6	6. Og David sagde: Hvo som helst der først slaar Jebusiterne, skal vaere Øverste og Høvedsmand; saa steg Joab, Zerujas Søn, først op og blev Øverste.
1Chro	11	7	7. Og David boede i Befaestningen, derfor kaldte man den Davids Stad:
1Chro	11	8	8. Og han byggede Staden deromkring, fra Milla og rundt omkring; og Joab udbedrede det Øvrige af Byen.
1Chro	11	9	9. Og David gik stedse frem og blev stor, og den Herre Zebaoth var med ham.
1Chro	11	10	10. Og disse ere de Øverste iblandt de vaeldige, som David havde, som holdt mandeligen med ham i hans Regering tillige med hele Israel, saa at de gjorde ham til Konge efter Herrens Ord over Israel.
1Chro	11	11	11. Og dette er Tallet paa de vaeldige, som David havde: Jasobeam, Hakmonis Søn, en Øverste for Høvedsmaendene, han svingede sit Spyd imod tre Hundrede, som bleve ihjelslagne paa en Gang.
1Chro	11	12	12. Og efter ham var Eleasar Dodos Søn, Ahohiten, han var iblandt de tre vaeldige.
1Chro	11	13	13. Han var med David i Pasdammin, der Filisterne vare samlede der til Striden, og der var et Stykke Ager fuldt med Byg, og Folket flyede for Filisternes Ansigt.
1Chro	11	14	14. de stillede sig midt paa det Stykke og reddede det og sloge Filisterne, og Herren gjorde en stor Frelse.
1Chro	11	15	15. Og tre af de tredive ypperste droge ned til David ved Klippen til Hulen ved Adullam; men Filisternes Lejr havde lejret sig i Refaims Dal.
1Chro	11	16	16. Og David var da i Befaestningen, og Filisternes Besaetning var da i Bethlehem.
1Chro	11	17	17. Og David fik Lyst og sagde: Hvo viI give mig Vand at drikke af den Brønd i Bethlehem, som er ved Porten?
1Chro	11	18	18. Da brøde de tre ind i Filisterne Lejr og droge Vand af den Brønd i Bethlehem, som var ved Porten og toge det op og bragte det til David; men David vilde ikke drikke det, men udøste det for Herren.
1Chro	11	19	19. Og han sagde: Min Gud lade de vaere langt fra mig at gøre dette; skulde jeg drikke disse Maends Blod, da de har sat deres Liv i Fare? thi med Livsfare have de bragt det hid; og han vilde ikke drikke det; dette gjorde de tre vaeldige.
1Chro	11	20	20. Og Abisaj, Joabs Broder, var den ypperste iblandt de tre, og han svingede sit Spyd imod tre Hundrede, som bleve ihjelslagne; og han var navnkundig iblandt de tre.
1Chro	11	21	21. Af de tre var han herligere end de to, derfor blev han deres Høvedsmand; men han naaede ikke de første tre.
1Chro	11	22	22. Benaja, Jojadas Søn, en stridbar Mands Søn, maegtig i Gerninger, fra Kabzeel, han slog to Løvehelte af Moabiterne, og han gik ned og slog en Løve midt i en Brønd en Dag, da der var Sne.
1Chro	11	23	23. Og han slog en aegyptisk Mand, en Mand, fem Alen høj, og Egypteren havde et Spyd i, Haanden som en Vaeverstang; men han gik ned imod ham med en Kaep, og han rev Spydet af Aegypterens Haand og slog ham ihjel med hans eget Spyd.
1Chro	11	24	24. Dette gjorde Benaja, Jojadas Søn, og han var navnkundig iblandt de tre vaeldige.
1Chro	11	25	25. Se, han var mere aeret end de tredive, dog naaaede han ikke de tre; og David satte ham i sit Raad.
1Chro	11	26	26. Men de vaeldige i Haerene vare: Asael, Joabs Broder; Elhanan, Dodos Søn af Bethlehem;
1Chro	11	27	27. Sammoth, Haroriten; Helez, Peloniten;
1Chro	11	28	28. Ira Ikkes Søn, Thekoiten; Abieser, Anathothiten;
1Chro	11	29	29. Sibeka, Husathiten; Ilaj, Ahohiten;
1Chro	11	30	30. Maharaj, Netofathiten; Heled, Baenas Søn, Netofathiten;
1Chro	11	31	31. Ithaj, Ribajs Søn, af Benjamins Børns Gibea; Benaja, Pireathoniten;
1Chro	11	32	32. Huraj fra Dalene ved Gaas; Abiel, Arbathiten;
1Chro	11	33	33. Asmaveth, Baharumiten; Eljakbar, Saalboniten;
1Chro	11	34	34. Hasems, Gisonitens, Børn Jonathan, Sages Søn, Harariten;
1Chro	11	35	35. Ahiam, Sakars Søn, Harariten; Elifal, Urs Søn;
1Chro	11	36	36. Hefer, Makerathiten; Ahia; Poloniten;
1Chro	11	37	37. Hezro, Karmeliten; Naeraj, Esbajs Søn;
1Chro	11	38	38. Joel, Nathans Broder; Mibkar, Geris Søn;
1Chro	11	39	39. Zelek, Ammoniten; Naheraj, Berothiten, Joabs, Zerujas Søns, Vaabendrager;
1Chro	11	40	40. Ira, Jithriten; Gareb, Jithriten;
1Chro	11	41	41. Uria, Hethiten; Sabad, Ahelajs Søn;
1Chro	11	42	42. Adina, Sisas Søn Rubeniten, Rubeniternes Øverste, og tredive foruden ham;
1Chro	11	43	43. Hanan Maakas Søn, og Josafat, Mithniten;
1Chro	11	44	44. Usia, Asthratiten; Sama og Jejel, Hotams, Aroeritens, Sønner;
1Chro	11	45	45. Jedial, Simris Søn, og Joha, hans Broder, Thiziten;
1Chro	11	46	46. Eliel af Maheviterne; og Jeribaj og Josavja, Elnaams Sønner; og Jitma, Moabiten;
1Chro	11	47	47. Eliel og Obed og Jaesiel af Mezobaja.
------------------------Første Krønikebog, Kapitel 12
1Chro	12	1	1. Og disse ere de, som kom til David i Ziklag, der han endnu maatte holde sig inde for Sauls, Kis's Søns, Ansigt; og de vare iblandt de vaeldige, som hjalp i Krigen;
1Chro	12	2	2. de vare rustede med Bue, kastede med Stene med højre og venstre Haand og skøde Pile med Buen; de vare af Sauls Brødre, af Benjamin.
1Chro	12	3	3. Ahieser var den ypperste, og Joas, Gibeathiten Semajas Sønner, og Jesiel og Peleth, Asmaveths Sønner, og Beraka og Jehu, Anathothiten.
1Chro	12	4	4. Og Jismaja, Gibeoniten, var vaeldig iblandt de tredive og sat over de tredive, og Jeremia og Jahasiel og Johanan og Josabad, Gederathiten,
1Chro	12	5	5. Elusaj og Jerimoth og Bealja og Semarja og Safatja, Harufiten,
1Chro	12	6	6. Elkana og Jisija og Asareel og Joeser og Jasobeam, Koriterne,
1Chro	12	7	7. og Joela, og Sebadja, Jerohams Sønner, af Gedor.
1Chro	12	8	8. Og af Gaditerne gik nogle over til David til Befaestningen i Ørken, vaeldige til Strid, Stridsmaend til Krigen, rustede med Skjold og Spyd; og deres Ansigter vare som Løvers Ansigter, og de vare snare til at løbe som Raadyr paa Bjergene.
1Chro	12	9	9. Eser var den første, Obadja den anden, Eliab den tredje,
1Chro	12	10	10. Mismanna den fjerde, Jeremia den femte,
1Chro	12	11	11. Athaj den sjettte, Eliel den syvende,
1Chro	12	12	12. Johanan den ottende, Elisabad, den niende,
1Chro	12	13	13. Jeremias den tiende, Makbannaj den ellevte.
1Chro	12	14	14. Disse vare af Gads Børn, Øverster for Haeren; den ringeste af dem var mere end hundrede, og den største mere end tusinde.
1Chro	12	15	15. Disse ere de, som gik over Jordanen i den første Maaned, da den var fuld over alle sine Bredder; og de dreve alle Dalenes Indbyggere paa Flugt imod Østen og imod Vesten.
1Chro	12	16	16. Der kom og af Benjamins og Judas Børn til Befaestningen til David.
1Chro	12	17	17. Og David gik ud til dem og svarede og sagde til dem: Dersom I komme med Fred til mig for at hjaelpe mig, da skal mit Hjerte vaere forenet med eder; men dersom I komrne for at bedrage mig og overgive mig til min Fjender, enddog der ingen Uret er i mine Haender, da se vore Faedres Gud til og straffe det!
1Chro	12	18	18. Og Aanden iførte sig Amasaj, den Øverste af Høvedsmaendene, og han sagde: Dig, David, tilhøre vi, og med dig, du Isajs Søn, ere vi; Fred, ja Fred vaere med dig og Fred med dem, som hjaelpe dig! thi din Gud hjaelper dig. Da tog David imod dem og satte dem til Øverster for Troppen.
1Chro	12	19	19. Og af Manasse vare nogle gaaede over til David, der han kom med Filisterne: imod Saul til Krig, dog uden at hjaelpe dem; thi Filisternes Fyrster: lode ham fare efter en Raadslagning og sagde: Om han gik over til sin Herre Saul, maatte det koste os vore Hoveder.
1Chro	12	20	20. Der han drog til Ziklag, gik over til ham af Manasse: Adna og Josabad og Jedial og Mikael og Josabad og Elihu og Zilthaj, Øverster over de tusinde, som hørte til Manasse.
1Chro	12	21	21. Og de hjalp David imod Krigsfolkene, thi de vare alle vaeldige til Strid, og de bleve Høvedsmaend for Haeren.
1Chro	12	22	22. Thi der kom til den Tid daglig nogle til David for at hjaelpe ham, indtil det blev til en stor Lejr, som Guds Lejr.
1Chro	12	23	23. Og dette er Tallet paa de Øverster over dem, som vare bevaebnede til Striden, de, som kom til David i Hebron for at skaffe ham Sauls Rige efter Herrens Mund:
1Chro	12	24	24. Judas Børn, som bare Skjold og Spyd, vare seks Tusinde og otte Hundrede, bevaebnede til Strid;
1Chro	12	25	25. af Simeons Børn, vaeldige til Strid, til Haeren, syv Tusinde og hundrede;
1Chro	12	26	26. af Levis Børn, fire Tusinde og seks Hundrede.
1Chro	12	27	27. Og Jojada var en Fyrste for Arons Børn, og der var tre Tusinde og syv Hundrede med ham.
1Chro	12	28	28. Og Zadok var en ung Mand, vaeldig til Strid, og af hans Faders Hus vare to og tyve Høvedsmaend;
1Chro	12	29	29. og af Benjamins Børn, Sauls Brødre, tre Tusinde; thi hidindtil havde den største Del af dem taget Vare paa, hvad der var at varetage i Sauls Hus.
1Chro	12	30	30. Og af Efraims Børn tyve Tusinde og otte Hundrede, vaeldige til Strid, navnkundige Maend i deres Faedres Hus;
1Chro	12	31	31. og af den halve Mannasses Stamme atten Tusinde, som vare naevnede ved Navn, for at komme at gøre David til Konge.
1Chro	12	32	32. Og af Isaskars Børn, som vare kyndige og forstandige paa Tiderne, saa at de vidste, hvad Israel skulde gøre, var der to Hundrede Øverster, og alle deres Brødre fulgte deres Ord.
1Chro	12	33	33. Af Sebulon, som droge ud til Strid, rustede til Krig med alle Haande Krigsvaaben, halvtredsindstyve Tusinde, og de stillede sit i Slagorden uden tvedelt Hjerte
1Chro	12	34	34. og af Nafthali tusinde Høvedsmaend og med dem syv og tredive Tusinde, som førte Skjold og Spyd;
1Chro	12	35	35. og af Daniterne rustede til Krig otte og tyve Tusinde og seks Hundrede;
1Chro	12	36	36. og af Aser, som droge ud til Strid, at ruste sig til Krig, fyrretyve Tusinde;
1Chro	12	37	37. og af dem paa hin Side Jordanen, af Rubeniterne og Gaditerne og den halve Mannsses Stamme, med alle Haande Stridsvaaben til Krig, hundrede og tyve Tusinde.
1Chro	12	38	38. Alle disse Krigsmaend, om stillede sig i Slagorden, kom med et retskaffent Hjerte til Hebron, at gøre David til Konge over hele Israel; og alle de øvrige af Israel havde ogsaa eet Hjerte til at gøre David til Konge.
1Chro	12	39	39. Og de vare der hos David i tre Dage, aade og drak; thi deres Brødre havde beredt Mad for dem.
1Chro	12	40	40. Ogsaa de, som vare naer hos dem indtil Isaskar og Sebulon og Nafthali, førte Brød paa Asenerne og paa Kamelerne og paa Mulerne og paa Øksnene, Spise af Mel; Figenkager og Klaser Rosiner og Vin og Olie og Øksne og Faar i Mangfoldighed; thi der var Glaede i Israel.
------------------------Første Krønikebog, Kapitel 13
1Chro	13	1	1. Og David holdt et Raad med Høvedsmaendene over tusinde og over hundrede og med alle Fyrsterne.
1Chro	13	2	2. Og David sagde til hele Israels Forsamling: Dersom det synes godt for eder, og det er fra Herren, vor Gud, saa lader os hastelig sende Bud til dem af vore Brødre, som ere blevne tilbage i alle Israels Lande, og ligervis til Praesterne og Leviterne i Staederne paa deres Marker, at de kunne forsamle sig med os.
1Chro	13	3	3. Og lader os flytte vor Guds Ark over til os; thi vi søgte den ikke i Sauls Dage.
1Chro	13	4	4. Da sagde den hele Forsamling, at man skulde gøre saa; thi den Ting syntes at vaere ret for hele Folkets Øjne.
1Chro	13	5	5. Saa samlede David hele Israel fra Aegypten Sihor og til Hamath for at føre Guds Ark fra Kirjath-Jearim.
1Chro	13	6	6. Og David og hele Israel drog op til Baalath, til Kirjath-Jearim, som hører til Juda, for at hente Gud Herrens Ark op derfra, hans, som sidder paa Keruber, og hvis Navn paakaldes.
1Chro	13	7	7. Og de førte Guds Ark paa en ny Vogn fra Abinada's Hus og Ussa og Ahio førte Vognen.
1Chro	13	8	8. Og David og hele Israel legede for Guds Ansigt af al Magt baade med Sange og med Harper og med Psaltre og med Trommer og med Cymbler og med Basuner.
1Chro	13	9	9. Og der de kom til Kidons Lade da udrakte Ussa sin Haand for at gribe fat paa Arken, thi Øksnene vege ud af Sporet.
1Chro	13	10	10. Da optaendtes Herrens Vrede imod Ussa, og han slog ham, fordi han udrakte sin Haand til Arken, og han døde der for Guds Ansigt.
1Chro	13	11	11. Da blev David ilde tilfreds, fordi Herren havde gjort et Skaar paa Ussa, og han kaldte det samme Sted Perez-Ussa indtil denne Dag.
1Chro	13	12	12. Og David frygtede for Gud paa den samme Dag og sagde: Hvorledes skal jeg lade Guds Ark komme til mig?
1Chro	13	13	13. Og David vilde ikke føre Arken til sig i Davids Stad; men han lod den føre hen til Githiten Obed-Edoms Hus.
1Chro	13	14	14. Og Guds Ark blev ved Obed-Edoms Hus, i hans Hus, i tre Maaneder, og Herren velsignede Obed-Edoms Hus og alt det, han havde.
------------------------Første Krønikebog, Kapitel 14
1Chro	14	1	1. Og Hiram, Kongen af Tyrus, sendte Bud til David med Gedertrae og Murmestre og Tømmermestre for at bygge ham et Hus.
1Chro	14	2	2. Og David for nam, at Herren havde stadfaestet ham til Konge over Israel; thi hans Rige blev overmaade ophøjet for hans Folks Israels Skyld.
1Chro	14	3	3. Og David tog endnu Hustruer i Jerusalem, og David avlede endnu Sønner og Døtre.
1Chro	14	4	4. Og disse vare deres Navne, som bleve ham fødte i Jerusalem: Sammua og Sobab, Nathan og Salomo
1Chro	14	5	5. og Jibkar og Elisua og Elifelet
1Chro	14	6	6. og Noga og Nefeg og Jafia
1Chro	14	7	7. og Elisama og Beeljada og Elifelet.
1Chro	14	8	8. Og der Filisterne hørte, at David var salvet til Konge over hele Israel, da droge alle Filisterne op for at søge efter David; der David, hørte det, da drog han ud imod dem.
1Chro	14	9	9. Og Filisterne kom og udbredte sig i Refaims Dal.
1Chro	14	10	10. Og David spurgte Gud ad og sagde: Skal jeg drage op imod Filisterne? Og Herren sagde til ham: Drag op, thi jeg vil give dem i din Haand.
1Chro	14	11	11. Og der de droge op til Baal-Perazim, da slog David dem der, og David sagde: Gud har brudt igennem mine Fjender ved min Haand, ligesom Vandet bryder igennem; derfor kaldte man det samme Steds Navn Baal-Perazim.
1Chro	14	12	12. Og de efterlode deres Guder der; og David bød, og de bleve opbraendte med Ild.
1Chro	14	13	13. Og Filisterne bleve endnu ved og udbredte sig i Dalen.
1Chro	14	14	14. Og David adspurgte Gud ydermere, og Gud sagde til ham: Du skal ikke drage op efter dem, men vend dig fra dem, at du kan komme til dem tvaers over for Morbaertraeerne.
1Chro	14	15	15. Og det skal ske, naar du hører en Lyd af en Skriden hen over Morbaertraeernes Toppe, da skal du drage ad til Striden; thi Gud er udgangen for dit Ansigt at slaa Filisternes Lejr.
1Chro	14	16	16. Og David gjorde, som Gud havde befalet ham, og de sloge Filisternes Lejr fra Gibeon og indtil Geser.
1Chro	14	17	17. Og Davids Navn kom ud i alle Landene, og Herren lod Frygt for ham komme over alle Hedninger.
------------------------Første Krønikebog, Kapitel 15
1Chro	15	1	1. Og han byggede sig Huse i Davids Stad og beredte et Sted til Guds Ark og udslog et Paulun til den.
1Chro	15	2	2. Da sagde David: Ingen skal baere Guds Ark uden Leviterne; thi Herren har udvalgt dem til at baere Guds Ark og at tjene ham indtil evig Tid.
1Chro	15	3	3. Derfor samlede David hele Israel til Jerusalem for at føre Herrens Ark op til sit Sted, som han havde beredt til den.
1Chro	15	4	4. Og David samlede Arons Børn og Leviterne;
1Chro	15	5	5. af Kahaths Børn: Uriel den Øverste og hans Brødre, hundrede og tyve;
1Chro	15	6	6. af Meraris Børn: Asaja den Øverste og hans Brødre, to Hundrede og tyve;
1Chro	15	7	7. af Gersoms Børn: Joel den Øverste og hans Brødre, hundrede og tredive;
1Chro	15	8	8. af Elisafans Børn: Semaja den Øverste og hans Brødre, to Hundrede;
1Chro	15	9	9. af Hebrons Børn: Eliel den øverste og hans Brødre, firsindstyve;
1Chro	15	10	10. af Ussiels Børn: Amminadab den Øverste og hans Brødre, hundrede og tolv.
1Chro	15	11	11. Og David kaldte ad Zadok og Abjathar, Praesterne, og ad Leviterne, ad Uriel, Asaja og Joel, Semaja og Eliel og Amminadab,
1Chro	15	12	12. og han sagde til dem: I ere Øverster for Faedrenehuse iblandt Leviterne, helliger eder og eders Brødre og fører Herrens, Israels Guds, Ark op til det Sted, som jeg har beredt til den.
1Chro	15	13	13. Thi fordi I ikke første Gang vare med, har Herren, vor Gud, gjort et Skaar iblandt os, fordi vi ikke søgte ham, saaledes som ret var.
1Chro	15	14	14. Saa helligede Praesterne og Leviterne sig til at føre Herrens, Israels Guds, Ark op.
1Chro	15	15	15. Og Levi Børn opløftede Guds Ark, saaledes som Mose havde befalet efter Herrens Ord, paa deres Skuldre, med Staengerne over den.
1Chro	15	16	16. Og David sagde til Leviternes Øverster, at de skulde stille deres Brødre, Sangerne, frem med Sangens Instrumenter, Psaltre og Harper og Gymbler, for at de skulde lade sig høre ved at opløfte Røsten med Glaede.
1Chro	15	17	17. Da fremstillede Leviterne Heman, Joels Søn, og af hans Brødre Asaf, Berekias Søn, og af Meraris Børn, deres Brødre: Ethan, Kusajas Søn.
1Chro	15	18	18. Og med dem vare deres Brødre af anden Rang: Sakaria, Ben og Jaesiel og Semiramoth og Jehiel og Unni, Eliab og Benaja og Maeseja og Mathithja og Elifeleja og Mikneja og Obed-Edom og Jeiel, Portnerne.
1Chro	15	19	19. Og Sangerne, Heman, Asaf og Ethan, lode sig høre med Kobbercymbler.
1Chro	15	20	20. Og Sakaria og Asiel og Semiramoth og Jehiel og Unni og Eliab og Maeseja og Benaja lode sig høre med Psaltre efter Alamoth.
1Chro	15	21	21. Og Mathithja og Elifeleja og Mikneja og Obed-Edom og Jeiel og Asasia anførte dem, som spillede paa Harper efter Skeminith.
1Chro	15	22	22. Og Kenanja, Leviternes Øverste, var over dem, som vare satte til at baere; han vejledede dem i at baere, thi han var forstandig.
1Chro	15	23	23. Og Berekia og Elkana vare Dørvogtere ved Arken.
1Chro	15	24	24. Men Sebanja og Josafat og Nethaneel og Amasaj og Sakaria og Benaja og Elieser, Praesterne, som blaeste i Basunerne, gik foran Guds Ark; og Obed-Edom og Jehia vare Dørvogtere ved Arken.
1Chro	15	25	25. Saa skete det, at David og Israels Aeldste og de Øverste over tusinde gik hen for at hente Herrens Pagts Ark op af Obed-Edoms Hus med Glaede.
1Chro	15	26	26. Og det skete, der Gud hjalp Leviterne, som bare Herrens Pagts Ark, da ofrede de syv Okser og syv Vaedre.
1Chro	15	27	27. Og David var klaedt med en Kappe af kosteligt Linklaede og ligesaa alle Leviterne, som bare Arken, og Sangerne og Kenanja, Øverste for dem, som bare, og Sangerne; og David havde en linnet Livkjortel paa.
1Chro	15	28	28. Saa førte hele Israel Herrens Pagts Ark op med Frydeskrig og med Trompeters Lyd og med Basuner og med Cymbler, og de lode sig høre med Psaltre og Harper.
1Chro	15	29	29. Og det skete, der Herrens Pagts Ark kom ind i Davids Stad da saa Mikal, Sauls Datter, ud af Vinduet, og hun saa Kong David springe og lege, og hun foragtede ham i sit Hjerte.
------------------------Første Krønikebog, Kapitel 16
1Chro	16	1	1. Og de indførte Guds Ark og satte den midt i Paulunet, som David havde opslaget til den, og ofrede Braendofre og Takofre for Guds Ansigt.
1Chro	16	2	2. Og der David var faerdig med at ofre Braendofferet og Takofferet, da velsignede han Folket i Herrens Navn.
1Chro	16	3	3. Og han uddelte til hver Mand i Israel, baade Maend og Kvinder, til hver isaer et helt Brød og et Stykke Kød og en Rosinkage.
1Chro	16	4	4. Og han satte nogle af Leviterne for Herrens Ark til Tjenere og til at prise og at takke og at love Herren Israels Gud;
1Chro	16	5	5. Asaf var den ypperste og den anden efter ham Sakaria;- Jeiel og Semiramoth og Jehiel og Mathithja og Eliab og Benaja og Obed-Edom og Jeiel med Psaltres Instrumenter og med Harper, og Asaf lod sig høre med Cymbler;
1Chro	16	6	6. men Benaja og Jehasiel, Praesterne, med stedse lydende Basuner foran Guds Pagts Ark.
1Chro	16	7	7. Paa den Dag overdrog David første Gang Asaf og hans Brødre at synge Lovsangen for Herren:
1Chro	16	8	8. Lover Herren, paakalder hans Navn, kundgører hans Gerninger iblandt Folkene.
1Chro	16	9	9. Synger for ham, synger Psalmer for ham, taler om alle hans underlige Gerninger!
1Chro	16	10	10. Roser eder af hans hellige Navn; deres Hjerte skal glaedes, som søge Herren.
1Chro	16	11	11. Spørger efter Herren og hans Magt, søger hans Ansigt altid!
1Chro	16	12	12. Kommer hans underlige Gerninger i Hu, som han har gjort, hans underlige Ting og hans Munds Domme.
1Chro	16	13	13. I, hans Tjener Israels Saed! I Jakobs Børn, hans udvalgte!
1Chro	16	14	14. Han er Herren vor Gud, hans Domme ere i al Verden.
1Chro	16	15	15. Kommer evindeligt hans Pagt i Hu, det Ord, han har befalet, til tusinde Slaegter,
1Chro	16	16	16. som han indgik med Abraham, og hans Ed til Isak,
1Chro	16	17	17. og stadfaestede for Jakob til en Skik, for Israel til en evig Pagt,
1Chro	16	18	18. der han sagde: Dig vil jeg give Kanaans Land, eders Arvs Part,
1Chro	16	19	19. der I vare en liden Hob Folk, ja faa og fremmede der.
1Chro	16	20	20. Og de vandrede fra Folk til Folk, og fra et Rige til et andet Folk.
1Chro	16	21	21. Han lod ingen Mand gøre dem Uret og straffede Konger for deres Skyld, sigende:
1Chro	16	22	22. Rører ikke ved mine Salvede, og gører mine Profeter intet ondt!
1Chro	16	23	23. Synger for Herren, alt Landet! bebuder fra Dag til Dag hans Frelse!
1Chro	16	24	24. Fortaeller hans Herlighed iblandt Hedningerne, hans underfulde Gerninger iblandt alle Folkene.
1Chro	16	25	25. Thi Herren er stor og saare priselig, og han er forfaerdelig over alle Guder.
1Chro	16	26	26. Thi alle Folkenes Guder ere Afguder, men Herren gjorde Himmelen.
1Chro	16	27	27. Aere og Haeder er for hans Ansigt, Styrke og Glaede er paa hans Sted.
1Chro	16	28	28. Giver Herren, I Folks Slaegter! giver Herren Aere og Styrke!
1Chro	16	29	29. Giver Herren hans Navns Aere; fremfører Skaenk og kommer for hans Ansigt, tilbeder Herren i hellig Prydelse!
1Chro	16	30	30. Al Jorden baeve for hans Ansigt, og Jordens Kreds skal befaestes, at den ikke ryster.
1Chro	16	31	31. Himlene skulle glaedes, og Jorden frydes, og de skulle sige iblandt Hedningerne: Herren regerer.
1Chro	16	32	32. Havet skal bruse og dets Fylde; Marken skal frydes, og alt det, som er paa den.
1Chro	16	33	33. Da skulle Traeerne i Skoven fryde sig for Herrens Ansigt, thi han kommer for at dømme Jorden.
1Chro	16	34	34. Lover Herren, thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig,
1Chro	16	35	35. og siger: Frels os, vor Frelses Gud! og saml os og udfri os fra Hedningerne for at love dit hellige Navn, at berømme os af din Pris.
1Chro	16	36	36. Lovet vaere Herren, Israels Gud, fra Evighed til Evighed! Og alt Folket sagde Amen, og: Lov Herren !
1Chro	16	37	37. Saa lod han der blive foran Herrens Pagts Ark Asaf og hans Brødre til stadig Tjeneste foran Arken, til hver Dags Gerning paa sin Dag.
1Chro	16	38	38. Og Obed-Edom og deres Brødre, otte og tresindstyve, ja Obed-Edom, Jeduthuns Søn, og Hosa satte han til Portnere.
1Chro	16	39	39. Og Zadok, Praesten, og hans Brødre, Praesterne, lod han tjene foran Herrens Tabernakel paa den Høj, som er Gibeon,
1Chro	16	40	40. at de stadigt skulde bringe Herren Braendofre paa Braendofferets Alter, Morgen og Aften, og det efter alt det, som er skrevet i Herrens Lov, som han bød Israel.
1Chro	16	41	41. Og med dem vare Heman og Jeduthun og de øvrige af de udvalgte, om vare naevnte ved Navn, til at love Herren, fordi hans Miskundhed varer evindelig.
1Chro	16	42	42. Ja med dem vare Heman og Jeduthun, for dem, som lode sig høre med Basuner og Cymbler og med Guds Sanges Instrumenter; men Jeduthuns Sønner vare ved Porten.
1Chro	16	43	43. Saa drog alt Folket hen, hver til sit Hus; og David vendte om for at velsigne sit Hus.
------------------------Første Krønikebog, Kapitel 17
1Chro	17	1	1. Og det skete, der David boede i sit Hus, da sagde David til Nathan, Profeten: Se, jeg bor i et Hus af Cedertrae, og Herrens Pagts Ark bor under Taepper.
1Chro	17	2	2. Da sagde Nathan til David: Gør alt det, som er i dit Hjerte; thi Gud er med dig.
1Chro	17	3	3. Men det skete i den samme Nat, at Guds Ord lød til Nathan, sigende:
1Chro	17	4	4. Gak, og du skal sige til David, min Tjener: Saa sagde Herren: Du skal ikke bygge mig et Hus til at bo udi,
1Chro	17	5	5. efterdi jeg har ikke boet i et Hus fra den Dag, da jeg opførte Israel, og indtil denne Dag; men jeg vandrede fra Paulun til Paulun og fra Tabernakel til Tabernakel.
1Chro	17	6	6. Hvor som helst jeg har vandret i al Israel, har jeg vel der talt noget Ord med en af Israels Dommere, som jeg har befalet at føde mit Folk, og sagt: Hvorfor bygge I mig ikke et Hus af Cedertrae?
1Chro	17	7	7. Saa skal du nu sige saaledes til min Tjener, til David: Saa sagde den Herre Zebaoth: Jeg tog dig fra Faarestien, fra Faarene, at du skulde vaere en Fyrste over mit Folk Israel.
1Chro	17	8	8. Og jeg har vaeret med dig, i hvor du gik, og har udryddet alle dine Fjender for dit Ansigt og gjort dig et Navn som de stores Navn som ere paa Jorden.
1Chro	17	9	9. Og jeg har beredt mit Folk Israel et Sted og plantet det, at det skal bo paa sit Sted og ikke ydermere forstyrres; og uretfaerdige Folk skulle ikke mere fortrykke det som i Begyndelsen,
1Chro	17	10	10. endog fra de Dage, da jeg gav Dommere Befaling over mit Folk Israel; og jeg har ydmyget alle dine Fjender, og jeg kundgør dig, at Herren vil bygge dig et Hus.
1Chro	17	11	11. Og det skal ske, naar dine Dage ere til Ende, at du gaar herfra med dine Faedre, da vil jeg oprejse din Saed efter dig, det skal vaere en af dine Sønner, og jeg vil stadfaeste hans Rige.
1Chro	17	12	12. Han skal bygge mig et Hus, og jeg vil stadfaeste hans Stol evindelig.
1Chro	17	13	13. Jeg vil vaere ham en Fader, og han skal vaere mig en Søn; og jeg vil ikke lade min Miskundhed vige fra ham, saaledes som jeg lod den vige fra ham, som var før dig.
1Chro	17	14	14. Men jeg vil befaeste ham i mit Hus og i mit Rige evindelig, og hans Stol skal vaere fast evindelig.
1Chro	17	15	15. Efter alle disse Ord og efter hele dette Syn, saaledes talte Nathan til Kong David.
1Chro	17	16	16. Da gik Kong David ind og blev for Herrens Ansigt og sagde: Hvo er jeg, Herre Gud, og hvad er mit Hus, at du har ført mig hidindtil?
1Chro	17	17	17. Men dette var endnu lidet agtet for dine Øjne, o Gud! saa du endog talte om din Tjeners Hus i Fremtiden; og du har set til mig paa Menneskers Vis, du Gud Herren i det høje!
1Chro	17	18	18. Hvad skal David ydermere tale til dig om den Aere, som du har bevist imod din Tjener; thi du kender din Tjener.
1Chro	17	19	19. Herre ! for din Tjeners Skyld og efter dit Hjerte har du gjort al denne store Ting, at du vilde lade mig vide alle de store Ting.
1Chro	17	20	20. Herre ! der er ingen som du, og der er, ingen Gud uden du, efter alt det, som vi have hørt med vore Øren.
1Chro	17	21	21. Og hvo er som dit Folk Israel, et eneste Folk paa Jorden, som Gud gik hen at forløse sig til et Folk, for at saette dig et Navn ved store og forfaerdelige Ting, ved at uddrive Hedningerne for dit Folks Ansigt, hvilket du forløste fra Aegypten.
1Chro	17	22	22. Og du satte dit Folk Israel til et Folk evindelig, og du, Herre ! du er bleven dem til en Gud.
1Chro	17	23	23. Og nu, Herre ! det Ord, som du talte over din Tjener og over hans Hus, blive bestandigt evindelig, og gør, som du har talt.
1Chro	17	24	24. Ja, det blive bestandigt, og dit Navn blive stort til evig Tid, at man skal sige: Herren Zebaoth, Israels Gud, er Gud over Israel; og David, din Tjeners, Hus skal blive fast for dit Ansigt.
1Chro	17	25	25. Thi du, min Gud! du har aabenbaret for din Tjeners Øre, at du viI bygge ham et Hus, derfor har din Tjener fundet sit Hjerte til at bede for dit Ansigt.
1Chro	17	26	26. Og nu, Herre ! du er den Gud, og du har talt dette gode til din Tjener.
1Chro	17	27	27. Saa begynd nu at velsigne din Tjeners Hus, at det maa blive evindelig for dit Ansigt; thi du, Herre ! har velsignet det, saa lad det blive velsignet evindelig!
------------------------Første Krønikebog, Kapitel 18
1Chro	18	1	1. Og det skete derefter, at David slog Filisterne og ydmygede dem, og han tog Gat og dens tilliggende Byer af Filisternes Haand.
1Chro	18	2	2. Han slog og Moabiterne, og Moabiterne bleve Davids Tjener og bragte ham Skaenk.
1Chro	18	3	3. David slog og Hadad-Eser, Kongen af Zoba, ved Hamat, der han drog hen at vende sin Haand imod Floden Frat.
1Chro	18	4	4. Og David tog fra ham tusinde Vogne og syv Tusinde Ryttere og tyve Tusinde Fodfolk, og David lammede alle Vognhestene, og han lod kun hundrede Heste blive tilovers af dem.
1Chro	18	5	5. Men Syrerne fra Damaskus kom for at hjaelpe Hadad-Eser, Kongen af Zoba, og David slog af Syrerne to og tyve Tusinde Mand.
1Chro	18	6	6. Og David lagde Besaetning udi Syrien i Damaskus, og Syrerne bleve Davids Tjenere og bragte ham Skaenk, og Herren frelste David, i hvor han drog hen.
1Chro	18	7	7. Og David tog de Guldskjolde, som vare hos Hadad-Esers Tjenere, og førte dem til Jerusalem.
1Chro	18	8	8. Og fra Tibehat og fra Kun, Hadad-Esers Staeder, tog David saare meget Kobber; deraf gjorde Salomo Kobberhavet og Støtterne og Kobberkarrene.
1Chro	18	9	9. Og der Thou, Kongen af Hamat, hørte, at David havde slaget hele Hadad-Esers, Kongen af Zobas, Haer,
1Chro	18	10	10. da sendte han sin Søn Hadoram til Kong David for at hilse ham og at velsigne ham, fordi han havde stridt imod Hadad-Eser og slaget ham; thi Hadad-Eser førte stedse Krig imod Thou; og han havde alle Haande Guldkar og Sølvkar og Kobberkar med sig.
1Chro	18	11	11. Ogsaa dem helligede Kong David for Herren, tillige med det Sølv og Guld, som han havde taget fra alle Hedninger, fra Edom og fra Moab og fra Ammons Børn og fra Filisterne og fra Amalek.
1Chro	18	12	12. Og Abisaj, Zerujas Søn, slog Edomiterne i Saltdalen, atten Tusinde.
1Chro	18	13	13. Og han lagde Besaetning i Edom, og alle Edomiterne bleve Davids Tjenere; og Herren frelste David, i hvor han drog hen.
1Chro	18	14	14. Saa var David Konge over hele Israel, og han gjorde Ret og Retfaerdighed for alt sit Folk.
1Chro	18	15	15. Og Joab, Zerujas Søn, var over Krigshaeren, og Josafat. Ahiluds Søn, var Historieskriver.
1Chro	18	16	16. Og Zadok, Ahitubs Søn, og Abimelek, Abjathars Søn, vare Praester, og Seusa var Skriver.
1Chro	18	17	17. Og Benaja, Jojadas Søn, var over de Krethi og de Plethi; og Davids Sønner vare de første ved Kongens Haand.
------------------------Første Krønikebog, Kapitel 19
1Chro	19	1	1. Og det skete derefter, at Nahas, Ammons Børns Konge, døde, og hans Søn blev Konge i hans Sted.
1Chro	19	2	2. Da sagde David: Jeg vil gøre Miskundhed imod Hanon, Nahas Søn, thi hans Fader gjorde Miskundhed imod mig; og David sendte Bud at lade ham trøste over hans Fader, og Davids Tjenere kom til Ammons Børns Land, til Hanon, for at trøste ham.
1Chro	19	3	3. Da sagde Ammons Børns Fyrster til Hanon: Mon David i dine Øjne aerer din Fader, ved det han sender dig Trøstere? mon hans Tjenere ikke ere komne til dig for at udforske og at omstyrte og at udspejde Landet?
1Chro	19	4	4. Da tog Hanon Davids Tjenere og lod dem rage og skar Halvdelen af deres Klaeder indtil Skraevet og lod dem fare.
1Chro	19	5	5. Og nogle gik og gave David det til Kende om de Maend; da sendte han dem et Bud i Møde, thi Maendene vare saare forhaanede, og Kongen lod sige: Bliver i Jeriko, indtil eders Skaeg vokser, og kommer da tilbage!
1Chro	19	6	6. Der Ammons Børn saa, at de havde gjort sig forhadte for David, da sendte Hanon og Ammons Børn tusinde Gentner Sølv for at leje sig fra Mesopotamien og fra Syria-Maaka og fra Zoba Vogne og Ryttere.
1Chro	19	7	7. Og de lejede sig to og tredive Tusinde Vognkaempere og Kongen af Maaka og hans Folk, og de kom og lejrede sig lige for Medba; og Ammons Børn samlede sig fra deres Staeder og kom til Striden.
1Chro	19	8	8. Der David hørte det, da udsendte han Joab og de vaeldiges hele Haer.
1Chro	19	9	9. Og Ammons Børn droge ud og opstillede deres Slagorden foran Indgangen til Staden, men Kongerne, som vare komne, stillede saerskilt paa Marken.
1Chro	19	10	10. Der Joab saa, at Krigen truede ham for og bagfra, da udvalgte han nogle af alle de udvalgte i Israel og opstillede sig imod Syrerne.
1Chro	19	11	11. Og det øvrige Folk gav han under sin Broder Abisajs Haand, og de opstillede sig imod Ammons Børn.
1Chro	19	12	12. Og han sagde: Dersom Syrerne blive mig for staerke, da skal du vaere mig til Hjaelp: men dersom Ammons Børn blive dig for staerke, da vil jeg hjaelpe dig.
1Chro	19	13	13. Vaer frimodig, og lader os vise os frimodige for vort Folk og for vor Guds Staeder; men Herren gøre, hvad som godt er for hans Øjne.
1Chro	19	14	14. Da drog Joab frem og det Folk, som var hos ham, til Striden imod Syrerne; og disse flyede for hans Ansigt.
1Chro	19	15	15. Der Ammons Børn saa, at Syrerne flyede, da flyede og for Abisaj, hans Broders, Ansigt, og kom til Staden; og Joab kom til Jerusalem.
1Chro	19	16	16. Og der Syrerne saa, at de vare slagne for Israels Ansigt, da sendte de Bud og lode de Syrer, som vare paa hin Side Floden, rykke ud, og Sofak, Hadad-Esers Stridshøvedsmand, anførte dem.
1Chro	19	17	17. Der det blev David tilkendegivet, da samlede han hele Israel og drog over Jordanen, og han kom til dem og stillede sig imod dem, og David stillede sig i Slagorden imod Syrerne, og de strede med ham.
1Chro	19	18	18. Men Syrerne flyede for Israels Ansigt, og David ihjelslog af Syrerne syv Tusinde Vognkaempere og fyrretyve Tusinde Fodfolk, ligeledes draebte han Sofak, Stridshøvedsmanden.
1Chro	19	19	19. Der Hadad-Esers Tjenere saa, at de vare slagne for Israels Ansigt, da gjorde de Fred med David og tjente ham; og Syrerne vilde ikke ydermere hjaelpe Ammons Børn.
------------------------Første Krønikebog, Kapitel 20
1Chro	20	1	1. Og det skete paa den Tid, der Aaret var omme, paa den Tid Kongerne pleje at uddrage til Krig, da førte Joab Stridshaeren ud og ødelagde Ammons Børns Land, og han kom og belejrede Rabba, men David blev i Jerusalem; og Joab slog Rabba og nedbrød den.
1Chro	20	2	2. Og David tog deres Konges Krone fra hans Hoved og fandt, at dens Vaegt var et Gentner Guld, og der var kostbare Stene i den, og den kom over Davids Hoved; og han bortførte af Staden saare meget Bytte.
1Chro	20	3	3. Men Folket, som var derudi, førte han ud, og han skar dem over med, Save og med Jerntaerskeslaeder og med Knive, og saaledes gjorde David ved alle Ammons Børns Staeder; siden vendte David og alt Folket tilbage til Jerusalem.
1Chro	20	4	4. Og det skete derefter, at der stod et Slag i Geser med Filisterne; da slog Husathiten, Sibekaj, Sifaj af Rafas Børn, og de bleve ydmygede.
1Chro	20	5	5. Og der var endnu en Krig med Filisterne; og Elhanan, Jairs Søn, slog Lahemi, Goliaths, Githitens, Broder, hvis Spydstage var som en Vaeverstang.
1Chro	20	6	6. Og der var endnu Krig i Gat, og der var en høj Mand, og han havde seks Fingre paa hver Haand og seks Taeer paa hver Fod, i alt fire og tyve, og han var ogsaa født for Rafa.
1Chro	20	7	7. Og der han forhaanede Israel, da slog Jonathan, en Søn af Davids Broder Simea, ham ihjel.
1Chro	20	8	8. Disse vare fødte for Rafa i Gat, og de faldt ved Davids Haand og ved hans Tjeneres Haand.
------------------------Første Krønikebog, Kapitel 21
1Chro	21	1	1. Og Satan stod Israel imod, og han tilskyndede David til at taelle Israel.
1Chro	21	2	2. Og David sagde til Joab og til Folkets Høvedsmaend: Gaar, taeller Israel fra Beersaba og indtil Dan, og bringer mig Besked, at jeg kan vide deres Tal.
1Chro	21	3	3. Da sagde Joab: Herren laegge til sit Folk, som disse ere, hundrede Gange saa mange! ere de ikke, min Herre Konge, alle sammen min Herres Tjenere hvorfor forlanger min Herre da dette? hvorfor skal dette vaere til en Skyld paa Israel
1Chro	21	4	4. Men Kongens Ord fik Overhaand imod Joab; saa drog Joab ud og vandrede igennem hele Israel og kom til Jerusalem.
1Chro	21	5	5. Og Joab gav David Tallet paa Folket, som var talt; og det hele Israel var elleve Hundrede Tusinde Maend, som kunde uddrage Svaerd, og Juda fire Hundrede og halvf jerdsindstyve Tusinde Maend, som kunde uddrage Svaerd.
1Chro	21	6	6. Dog talte han ikke Levi og Benjamin med iblandt dem; thi Kongens Ord var Joab vederstyggeligt.
1Chro	21	7	7. Men denne Gerning var ond for Guds Øjne, derfor slog han Israel.
1Chro	21	8	8. Da sagde David til Gud: Jeg har syndet saare, at jeg har gjort denne Gerning; men nu, kaere, borttag din Tjeners Misgerning, thi jeg handlede meget daarligt.
1Chro	21	9	9. Og Herren talte til Gad, Davids Seer, og sagde:
1Chro	21	10	10. Gak og tal til David og sig: Saa sagde Herren: Jeg laegger dig tre Ting for, udvaelg dig een af dem, og den vil jeg gøre dig.
1Chro	21	11	11. Der Gad kom til David, da sagde han til ham: Saa sagde Herren: Tag du imod
1Chro	21	12	12. enten Hunger i tre Aar, eller imod Nederlag for dine Modstanderes Ansigt tre Maaneder, og at dine Fjenders Svaerd naar dig, eller imod Herrens Svaerd, det er Pest, tre Dage udi Landet, saa at Herrens Engel udbreder Ødelaeggelse i hele Israels Landemaerke; saa se nu til, hvad Svar jeg skal sige til den igen, som mig udsendte.
1Chro	21	13	13. Da sagde David til Gad: Jeg er saare angst; kaere, jeg vil falde i Herrens Haand, thi hans Barmhjertighed er saare stor, og jeg vil ikke falde i Menneskens Haand.
1Chro	21	14	14. Saa lod Herren Pest komme i Israel, og der faldt af Israel halvfjerdsindstyve Tusinde Maend.
1Chro	21	15	15. Og Gud sendte en Engel til Jerusalem for at ødelaegge den, og der han ødelagde den, saa Herren til og angrede det onde og sagde til Engelen, som ødelagde: Det er nok, drag nu din Haand tilbage; og Herrens Engel stod ved Ornans, Jebusitens Taerskeplads.
1Chro	21	16	16. Der David opløftede sine Øjne og saa Herrens Engel staa imellem Jorden og imellem Himmelen og det dragne Svaerd i hans Haand udrakt over Jerusalem, da faldt David og de Aeldste, skjulte med Saek, paa deres Ansigt.
1Chro	21	17	17. Og David sagde til Gud: Har jeg ikke sagt, at man skulde taelle Folket? ja jeg, jeg er den, som syndede og gjorde meget ilde, men disse Faar, hvad have de gjort? Herre, min Gud! kaere, lad din Haand vaere imod mig og imod min Faders Hus, og ikke imod dit Folk til Plage.
1Chro	21	18	18. Da sagde Herrens Engel til Gad, et han skulde sige til David, at David skulde gaa op for at rejse Herren et Alter paa Ornans, Jebusitens, Tae rskeplads.
1Chro	21	19	19. Saa gik David op efter Gads Ord, som denne talte i Herrens Navn.
1Chro	21	20	20. Der Ornan vendte sig om, da saa han Engelen, og hans fire Sønner, som vare hos ham, skjulte sig; men Ornan taerskede Hvede.
1Chro	21	21	21. Og David kom til Ornan, og Ornan saa sig om og saa David, og han gik frem fra Taerskepladsen og bøjede sig ned for David med Ansigtet til Jorden.
1Chro	21	22	22. Og David sagde til Ornan: Giv mig den Taerskeplads, saa vil jeg bygge Herren et Alter derpaa; giv mig den for fuld Betaling, at Plagen maa holde op for Folket.
1Chro	21	23	23. Da sagde Ornan til David: Tag du den og gør, min Herre Konge! det, som er godt for dine Øjne; se, jeg giver Okserne til Braendoffer og Taerskeslaederne til Veddet, og Hveden til Madofferet, jeg giver det alt.
1Chro	21	24	24. Og Kong David sagde til Ornan: Ikke saa, men jeg vil visselig købe det for fuld Betaling; thi jeg vil ikke tage det, som tilhører dig, til Herren og til at ofre Braendoffer for intet.
1Chro	21	25	25. Saa gav David Ornan for Stedet seks Hundrede Sekel Guld efter Vaegt.
1Chro	21	26	26. Og David byggede Herren der et Alter og ofrede Braendofre og Takofre; og der han kaldte paa Herren, da bønhørte han ham ved Ild fra Himmelen paa Braendofferets Alter.
1Chro	21	27	27. Og Herren sagde til Engelen, at han skulde stikke sit Svaerd i Skeden igen.
1Chro	21	28	28. Samme Tid, der David saa, at Herren bønhørte ham paa Ornans, Jebusitens, Taerskeplads, da ofrede han der.
1Chro	21	29	29. Thi Herrens Tabernakel som Mose havde ladet gøre i Ørken, og Braendofferets Alter var paa den samme Tid paa Højen udi Gibeon.
1Chro	21	30	30. Og David kunde ikke gaa hen foran den for at søge Gud; thi han var forfaerdet for Herrens Engels Svaerd.
------------------------Første Krønikebog, Kapitel 22
1Chro	22	1	1. Og David sagde: Her skal den Herre Guds Hus vaere, og her skal Israels Braendoffers Alter vaere.
1Chro	22	2	2. Og David befalede at samle de fremmede, som vare i Israels Land, og han beskikkede Stenhuggere for at tildanne hugne Sten til at bygge Guds Hus.
1Chro	22	3	3. Og David skaffede Jern i Mangfoldighed til Søm til Dørene i Portene og til Kramper og Kobber i Mangfoldighed, saa at der vidstes ingen Vaegt derpaa,
1Chro	22	4	4. og Cedertrae uden Tal; thi Zidonierne og Tyrierne førte Cedertrae i Mangfoldighed til David.
1Chro	22	5	5. Thi David sagde: Salomo, min Søn, er en ung Mand og blødhjertet, og Huset, som skal bygges Herren, skal vaere overmaade stort, navnkundigt og berømmeligt i alle Lande; jeg vil forberede det for ham. Saa forberedte David saare meget før sin Død.
1Chro	22	6	6. Da kaldte han ad Salomo, sin Søn, og bød ham bygge Herrens, Israels Guds, Hus.
1Chro	22	7	7. Og David sagde til Salomo: Min Søn! hvad mig angaar, da stod mit Hjerte til at bygge Herren min Guds Navn et Hus;
1Chro	22	8	8. men Herrens Ord skete til mig og sagde: Du har udøst meget Blod ført store Krige, du skal ikke bygge mit Navn et Hus, fordi du udøste meget Blod paa Jorden for mit Ansigt.
1Chro	22	9	9. Se, den Søn, som dig skal fødes, han skal vaere en Rolighedens Mand, thi jeg vil skaffe ham Rolighed for alle hans Fjender trindt omkring; thi Salomo skal vaere hans Navn; og jeg vil give Fred og Rolighed over Israel i hans Dage.
1Chro	22	10	10. Han skal bygge mit Navn et Hus, og han skal vaere mig en Søn, og! jeg vil vaere ham en Fader, og jeg vil stadf aeste hans Riges Trone over Israel til evig Tid.
1Chro	22	11	11. Nu, min Søn, Herren skal vaere med dig, og du skal blive lykkelig og bygge Herren din Gud et Hus, som han talte om,
1Chro	22	12	12. Visselig, Herren skal give dig Klogskab og Forstand og give dig Befaling over Israel; men du skal holde Herren din Guds Lov.
1Chro	22	13	13. Da skal du vaere lykkelig, naar du beflitter dig paa at gøre efter de Skikke og Love, som Herren bød Israel ved Mose; vaer frimodig og staerk, du skal ikke frygte og ikke raeddes.
1Chro	22	14	14. Og se, jeg har beredt til Herrens Hus i min Traengsel hundrede Tusinde Gentner Guld og tusinde Gange tusinde Centner Sølv; dertil Kobber og Jern, som ej er til at veje, thi der er meget deraf; jeg har og beredt Trae og Sten, og dertil maa du laegge mere.
1Chro	22	15	15. Saa har du og mange hos dig, som kunne gøre Arbejdet, Stenhuggere og Mestre til at arbejde i Sten og Trae og alle Haande kløgtige Maend til alle Haande Gerning.
1Chro	22	16	16. Paa Guldet, paa Sølvet og paa Kobberet og paa Jernet er intet Tal; gør dig rede og udfør det, og Herren vaere med dig!
1Chro	22	17	17. Og David bød alle Israels Fyrster at hjaelpe Salomo, hans Søn:
1Chro	22	18	18. Er ej Herren eders Gud med eder og har skaffet eder Rolighed trindt omkring thi han har givet Landets Indbyggere i min Haand, og Landet er undertvunget for Herrens Ansigt og for hans Folks Ansigt.
1Chro	22	19	19. Giver nu eders Hjerte og eders Sjael hen til at søge Herren eders Gud, og gører eder rede og bygger Gud Herrens Helligdom for at indføre Herrens Pagts Ark og Guds Helligdoms Kar i Huset, som skal bygges for Herrens Navn.
------------------------Første Krønikebog, Kapitel 23
1Chro	23	1	1. Der David var gammel og maet af Dage, da gjorde han Salomo, sin Søn, til Konge over Israel.
1Chro	23	2	2. Og han samlede alle Israels Fyrster, Praesterne og Leviterne.
1Chro	23	3	3. Og Leviterne bleve talte fra tredive Aar gamle og derover, og deres Tal var, Hoved for Hoved, Mand for Mand, otte og tredive Tusinde.
1Chro	23	4	4. Af dem skal der til at forestaa Gerningen ved Herrens Hus vaere fire og tyve Tusinde, og til Fogeder og Dommere seks Tusinde;
1Chro	23	5	5. og fire Tusinde til Portnere og fire Tusinde til at love Herren med Instrumenterne, som jeg har gjort til Lovsangen.
1Chro	23	6	6. Og David delte dem i Skifter efter Levis Sønner, Gerson, Kahath og Merari.
1Chro	23	7	7. Af Gersoniterne vare Ladan og Simei.
1Chro	23	8	8. Ladans Sønner vare: Jehiel den første og Setham og Joel, i alt tre.
1Chro	23	9	9. Simeis Sønner vare: Selomith og Hasiel og Haran, i alt tre; disse vare Øverster for Ladans Faedrenehuse.
1Chro	23	10	10. Og Simeis Sønner vare: Jahath, Sisa og Jeus og Beria; disse fire vare Simeis Sønner.
1Chro	23	11	11. Og Jahath var den første og Sisa den anden; men Jeus og Beria havde ikke mange Sønner, derfor bleve de regnede for eet Faedrenehus.
1Chro	23	12	12. Kahaths Sønner vare: Amram, Jizehar, Hebron og Ussiel, i alt fire.
1Chro	23	13	13. Amrams Sønner vare: Aron og Mose; og Aron blev udtagen til at hellige det Højhellige, han og hans Sønner til evig Tid, til at gøre Røgelse for Herrens Ansigt, til at tjene ham og at velsigne i hans Navn til evig Tid.
1Chro	23	14	14. Men Mose, den Guds Mand, hans Sønner regr edes til Levi Stamme.
1Chro	23	15	15. Moses Sønner vare: Gersom og Elieser.
1Chro	23	16	16. Og Gersoms Sønner vare: Sebuel den første.
1Chro	23	17	17. Og Eliesers Sønner vare: Rehania den første; og Elieser havde ikke andre Sønner, men Rehabias Børn formerede sig overmaade.
1Chro	23	18	18. Jizehars Sønner vare: Selomith den første.
1Chro	23	19	19. Hebrons Sønner vare: Jerija den første, Amaria den anden, Jehasiel den tredje og Jekameam den fjerde.
1Chro	23	20	20. Ussiels Sønner vare: Mika den første, Jesija, den anden.
1Chro	23	21	21. Meraris Sønner vare: Maheli og Mufi; Mahelis Sønner vare: Eleasar og Kis.
1Chro	23	22	22. Og Eleasar døde og havde ingen Sønner, men Døtre; men Kis's Sønner, deres Brødre toge dem til Aegte.
1Chro	23	23	23. Musis Sønner vare: Maheli og Eder og Jeremoth, i alt tre.
1Chro	23	24	24. Disse ere Levis Børn efter deres Faedres Hus, Faedrenehusenes Øverster, som bleve regnede efter Navnes Tal, efter deres Hoveder, og som gjorde Gerningen til Herrens Hus's Tjeneste, fra tyve Aar gamle og derover.
1Chro	23	25	25. Thi David havde sagt: Herren, Israels Gud, har skaffet sit Folk Rolighed, og det skal bo i Jerusalem ind til evig Tid,
1Chro	23	26	26. og Leviterne behøve heller ikke at baere Tabernaklet eller noget af dets Redskaber, som høre til dets Tjeneste.
1Chro	23	27	27. Thi efter Davids sidste Ord vare de, som udgjorde Tallet af Levis Børn, de fra tyve Aar gamle og derover.
1Chro	23	28	28. Thi de bleve satte ved Siden af Arons Børn til Herrens Hus's Tjeneste, over Forgaardene og over Kamrene og over alle Haande hellige Tings Renselse og til Gerning ved Guds Hus's Tjeneste
1Chro	23	29	29. og ved Skuebrødene og ved Melet til Madofferet og til de usyrede, tynde Kager og ved Panden og ved det, som aeltedes, og ved Hulmaal og Laengdemaal
1Chro	23	30	30. og til at staa hver Morgen for at takke og for at love Herren og ligesaa om Aftenen
1Chro	23	31	31. og til at ofre Herren alle Braendofre paa Sabbaterne, paa Nymaanederne og paa de bestemte Højtider efter Tal, som deres Vis var, idelig for Herrens Ansigt.
1Chro	23	32	32. Og de skulde tage Vare paa, hvad der var at varetage ved Forsamlingens Paulun, og paa hvad der var at varetage ved Helligdommen, og paa hvad der var at varetage for Arons Børn, deres Brødre, til Herrens Hus's Tjeneste.
------------------------Første Krønikebog, Kapitel 24
1Chro	24	1	1. Men for Arons Børn vare Skifterne disse: Arons Sønner vare Nadab og Abihu, Eleasar og Ithamar.
1Chro	24	2	2. Men Nadab og Abihu døde for deres Faders Ansigt, og de havde ingen Børn; og Eleasar og Ithamar gjorde Praestetjeneste.
1Chro	24	3	3. Og David tillige med Zadok af Eleasars Børn og Akimelek af Ithamars Børn inddelte dem til deres Embede i deres Tjeneste.
1Chro	24	4	4. Og der blev flere fundne af Eleasars Børn, som vare Øverster for Maendene, end af Ithamar Børn, da de delte dem; af Eleasaz's Børn var der seksten Øverster for deres Faedrenehuse, men af Ithamars Børn for deres Faedrenehuse var der otte.
1Chro	24	5	5. Og de inddelte dem efter Lodkastning, disse med hine; thi der havde vaeret Helligdommens Fyrster og Guds Fyrster saavel af Eleasars Børn som af Ithamars Børn.
1Chro	24	6	6. Og Semaja, Nethaneels Søn, Skriveren, en af Leviterne, opskrev dem i Paasyn af Kongen og Fyrsterne, og Zadok, Praesten, og Akimelek, Abjathars Søn, og Øversterne for Faedrenehusene blandt Praesterne og Leviterne; et Faedrenehus blev udtrukket for Eleasar, et andet blev skiftevis udtrukket for Ithamar.
1Chro	24	7	7. Den første Lod kom ud for Jojarib, den anden for Jedaja,
1Chro	24	8	8. den tredje for Harim, den fjerde for Seorim,
1Chro	24	9	9. den femte for Malkia, den sjette for Mijamin,
1Chro	24	10	10. den syvende for Hakkoz, den ottende for Abia,
1Chro	24	11	11. den niende for Jesua, den tiende for Sekania,
1Chro	24	12	12. den ellevte for Eljasib, den tolvte for Jakim,
1Chro	24	13	13. den trettende for Hufa, den fjortende for Jesebab,
1Chro	24	14	14. den femtende for Bilga, den sekstende, for Immer,
1Chro	24	15	15. den syttende Hesir, den attende for Hafizez,
1Chro	24	16	16. den nittende for Petakia, den tyvende for Ezekiel,
1Chro	24	17	17. den en og tyvende for Jakin, den to og tyvende for Gamul,
1Chro	24	18	18. den tre og tyvende for Delaja, den fire og tyvende for Maaseja.
1Chro	24	19	19. Disses Embedsgerning var det at gaa ind i Herrens Hus, som deres Vis var, efter deres Faders, Arons, Anvisning, saaledes som Herren, Israels Gud havde budt ham.
1Chro	24	20	20. Og hvad de øvrige af Levis Børn angaar, da var der af Amrams Sønner Subael, af Subaels Sønner Jedeja.
1Chro	24	21	21. Hvad Rehabia angaar, da var af Rehabias Sønner Jissija den første.
1Chro	24	22	22. Af Jizehariterne var der Selomoth, af Selomoths Sønner var der Jahath;
1Chro	24	23	23. og Jerijas Sønner: Amaria var den anden, Jehasiel den tredje, Jekameam den fjerde.
1Chro	24	24	24. Af Ussiels Sønner var der Mika, af Mikas Sønner var der Samir.
1Chro	24	25	25. Jissija var Mikas Broder; af Jissijas Sønner var der Sakaria.
1Chro	24	26	26. Meraris Sønner vare: Maheli og Musi, Børn af hans Søn Jasia.
1Chro	24	27	27. Meraris Børn af hans Søn Jasia vare baade Skoam og Sakur og Ibri.
1Chro	24	28	28. Af Maheli var der Eleasar og han havde ingen Sønner.
1Chro	24	29	29. Hvad Kis angaar, Kis's Sønner vare Jeramel.
1Chro	24	30	30. Og Musis Sønner vare: Maheli og Eder og Jerimoth; disse ere Leviternes Børn efter deres Faedres Hus.
1Chro	24	31	31. Ogsaa de kastede Lod ligesom deres Brødre, Arons Børn, i Paasyn af Kong David og Zadok og Akimelek, og Øversterne for Faedrenehusene iblandt Praesterne og Leviterne, Øversten for Faedrenehuset saavel som hans yngste Broder.
------------------------Første Krønikebog, Kapitel 25
1Chro	25	1	1. Og David og Stridshøvedsmaendene udtoge til Tjeneste af Asafs og Hemans og Jeduthuns Børn dem, som skulde profetere med Harper og med Psaltre og med Cymbler, og Tallet paa Maendene efter deres Embedsgerning var:
1Chro	25	2	2. Af Asafs Børn: Sakur og Josef og Nathania og Asareela, Asafs Sønner, under Asaf, som profeterede efter Kongens Anvisning;
1Chro	25	3	3. af Jeduthun: Jeduthuns Sønner vare: Gedalja og Zeri og Jesaja og Hasabja og Mathithja, i alt seks, med Harper, under deres Fader Jeduthun, som profeterede ved at takke og love Herren;
1Chro	25	4	4. af Heman: Hemans Sønner vare: Bukkija, Mathanja, Ussiel, Sebuel og Jerimoth, Hananja, Hanani, Eliatha, Giddalthi og Romamthi-Eser, Josbekasa, Mallothi, Hothir, Mahasioth.
1Chro	25	5	5. Alle disse vare Sønner af Heman, Kongens Seer i Guds Ord, de skulde lade Hornet lyde; og Gud havde givet Heman fjorten Sønner og tre Døtre.
1Chro	25	6	6. Alle disse vare under deres Faedre ved Sangen i Herrens Hus, med Cymbler, Psaltre og Harper til Guds Hus's Tjeneste, efter Kongens, Asafs og Jeduthuns og Hemans Anvisning.
1Chro	25	7	7. Og deres Tal tillige med deres Brødres, som vare oplaerte i Herrens Sang, alle Mestrene vare to Hundrede, otte og firsindstyve.
1Chro	25	8	8. Og de kastede Lod om, hvad de skulde tage Vare paa, saavel den yngste som den aeldste, saavel Mesteren som Laerlingen.
1Chro	25	9	9. Og den første Lod kom ud for Asaf, nemlig for Josef; den anden for Gedalja, ham og hans Brødre og hans Sønner, i alt tolv;
1Chro	25	10	10. den tredje for Sakur, hans Sø nner og hans Brødre, i alt tolv;
1Chro	25	11	11. den fjerde for Jizri, hans Sønner og hans Brødre, i alt tolv;
1Chro	25	12	12. den femte for Nethania, hans Sønner og hans Brødre, i alt tolv;
1Chro	25	13	13. den sjette for Bukkija, hans Sønner og hans Brødre, i alt tolv;
1Chro	25	14	14. den syvende for Isareela, hans Sønner og hans Brødre, i alt tolv;
1Chro	25	15	15. den ottende for Jesaja, hans Sønner og hans Brødre, i alt tolv;
1Chro	25	16	16. den niende for Mathanja, hans Sønner og hans Brødre, i alt tolv;
1Chro	25	17	17. den tiende for Simei, hans Sønner og hans Brødre, i alt tolv;
1Chro	25	18	18. den ellevte for Asareel, hans Sønner og hans Brødre, i alt tolv;
1Chro	25	19	19. den tolvte for Hasabia, hans Sønner og hans Brødre, i alt tolv;
1Chro	25	20	20. den trettende for Subael, hans Sønner og hans Brødre, i alt tolv;
1Chro	25	21	21. den fjortende for Mathithja, hans Sønner og hans Brødre, i alt tolv;
1Chro	25	22	22. den femtende for Jerimoth, hans Sønner og hans Brødre, i alt tolv;
1Chro	25	23	23. den sekstende for Hananja, hans Sønner og hans Brødre, i alt tolv;
1Chro	25	24	24. den syttende for Josbekasa, hans Sønner og hans Brødre, i alt tolv;
1Chro	25	25	25. den attende for Hanani, hans Sønner og hans Brødre, i alt tolv;
1Chro	25	26	26. den nittende for Mallothi, hans Sønner og hans Brødre, i alt tolv;
1Chro	25	27	27. den tyvende for Eliatha, hans Sønner og hans Brødre, i alt tolv;
1Chro	25	28	28. den en og tyvende for Hothir, hans Sønner og hans Brødre, i alt tolv;
1Chro	25	29	29. den to og tyvende for Giddalthi, hans Sønner og hans Brodre, i alt tolv;
1Chro	25	30	30. den tre og tyvende for Mahesioth, hans ønner og hans Brødre, i alt tolv;
1Chro	25	31	31. den fire og tyvende for Romamthi-Eser, hans Sønner og hans Brødre, i alt tolv.
------------------------Første Krønikebog, Kapitel 26
1Chro	26	1	1. Hvad Portnernes Skrifter angaar, saa var der af Koriterne Meselemia, Kores Søn, af Asafs Børn.
1Chro	26	2	2. Og Meselemia havde Sønner: Sakaria den førstefø dte, Jedial den anden, Sebadja den tredje, Jathniel den fjerde,
1Chro	26	3	3. Elam den femte, Johanan den sjette, Eljoenaj den syvende.
1Chro	26	4	4. Og Obed-Edom havde Sønner: Semaja den førstefødte, Josabad den anden, Joa den tredje og Sakar den fjerde og Nethaneel den femte,
1Chro	26	5	5. Ammiel den sjette, Isaskar den syvende, Peulthaj den ottende; thi Gud havde velsignet ham.
1Chro	26	6	6. Og for hans Søn Semaja bleve Sønner fødte, som herskede i deres Faedres Hus; thi de vare vaeldige i Styrke.
1Chro	26	7	7. Semajas Sønner vare: Othni og Refael og Obed, Elsabad, hans Brødre, duelige Folk, Elihu og Semakja.
1Chro	26	8	8. Alle disse vare af Obed-Edoms Sønner, de med deres Sønner og deres Brødre, duelige Maend og staerke til Tjenesten; der var to og tresindstyve af Obed-Edom.
1Chro	26	9	9. Og Meselemias Sønner og Brødre, duelige Folk, vare atten.
1Chro	26	10	10. Og Hosa af Meraris Børn havde Sønner: Simri var den første, enddog han ikke var den førstefødte, men hans Fader havde sat ham til at vaeere den første;
1Chro	26	11	11. Hilkia den anden, Tebalia den tredje, Sakaria den fjerde; alle Hosas Sønner og Brødre vare tretten.
1Chro	26	12	12. Efter disse, nemlig Maendenes Øverster, faldt Portnernes Skifter til Vagterne, i Forening med deres Brødre, for at gøre Tjeneste i Herrens Hus.
1Chro	26	13	13. Og de kastede Lod, saavel for den yngste som for din aeldste, efter deres Faedres Hus, til hver Port.
1Chro	26	14	14. Og Lodden imod Østen faldt for Selemia; og de kastede Lod for hans Søn Sakaria, en klog Raadgiver, og hans Lod faldt ud imod Norden.
1Chro	26	15	15. For Obed-Edom faldt Lodden imod Sønden, og for hans Sønner imod Skatkamrenes Hus.
1Chro	26	16	16. For Suppim og for Hosa faldt Lodden imod Vesten ved Skalleket Port, paa Vejen, som gaar op ad; der var Vagt over for Vagt.
1Chro	26	17	17. Imod Østen vare seks af Leviterne, imod Norden vare fire hver Dag, imod Sønden fire hver Dag og ved Skatkamrene to og to.
1Chro	26	18	18. Ved Parbar imod Vesten: Fire var der paa Vejen, to hen imod Parbar.
1Chro	26	19	19. Disse vare Portnernes Skifter af Koriternes Børn og af Meraris Børn.
1Chro	26	20	20. Men af Leviterne var Ahia over Guds Hus's Skatte og de hellige Tings Skatte.
1Chro	26	21	21. Ladans Sønner, nemlig Gersonitens Sønner af Ladan, Øversterne for Gersoniten Ladans Faedrenehuse, var Jehieli.
1Chro	26	22	22. Jehielis Sønner vare Setham og Joel, hans Broder, som vare over Herrens Hus's Skatte.
1Chro	26	23	23. Af Amramiterne, af Jizehariterne, af Hebroniterne, af Ussieliterne,
1Chro	26	24	24. var Sebuel en Søn af Gersom, Moses Søn, Opsynsmand over Skattene.
1Chro	26	25	25. Men hvad angaar hans Brødre, dem af Elieser, saa var dennes Søn Rehabia og dennes Søn Jesaja og dennes Søn Joram og dennes Søn Sikri og dennes Søn Selomoth.
1Chro	26	26	26. Denne Selomoth og hans Brødre vare over alle Skattene af de hellige Ting, som Kong David samt Øversterne for Faedrenehusene, Høvedsmaendene over tusinde, over hundrede og Stridshøvedsmaendene havde helliget.
1Chro	26	27	27. Fra Krigene og af Byttet havde de helliget det til at udbedre Herrens Hus med.
1Chro	26	28	28. Og alt hvad Samuel, Seeren og Saul, Kis's Søn, og Abner, Ners Søn, og Joab, Zerujas Søn, havde helliget, alt hvad hver havde helliget, det var under Selomiths og hans Brødres Haand.
1Chro	26	29	29. Af Jizehariterne vare Kenanja og hans Sønner beskikkede over Israel, til den udvortes Gerning, som Fogeder og som Dommere.
1Chro	26	30	30. Af Hebroniterne vare Hasabia og hans Brødre, duelige Folk, tusinde og syv Hundrede, beskikkede over Embederne i Israel paa denne Side Jordanen imod Vesten, til alle Haande Herrens Gerning og til Kongens Tjeneste.
1Chro	26	31	31. Af Hebroniterne var Jeriia den Øverste for Hebroniterne efter deres Slaegter, efter deres Faedrenehuse; i det fyrretyvende Aar af Davids Regering blev der søgt og fundet iblandt dem vaeldige Helte i Jaeser i Gilead.
1Chro	26	32	32. Og hans Brødre vare duelige Maend, to Tusinde og syv Hundrede, Øverster for Faedrenehuse; og Kong David satte dem over Rubeniterne og Gaditerne og den halve Manasses Stamme i alle Guds Sager og alle Kongens Sager.
------------------------Første Krønikebog, Kapitel 27
1Chro	27	1	1. Og Israels Børn efter deres Tal, Øversterne for Faedrenehusene og Høvedsmaendene over tusinde og over hundrede og deres Fogeder, de, som tjente Kongen i hver Sag, som paalaa Skifterne, hvilke traadte til og gik fra, Maaned for Maaned, i alle Aarets Maaneder, vare i ethvert Skifte fire og tyve Tusinde.
1Chro	27	2	2. Over det første Skifte i den første Maaned var Jasabeam, Sabdiels Søn, og udi hans Skifter vare fire og tyve Tusinde.
1Chro	27	3	3. Han var af Perez's Børn, den Øverste over alle Stridshøvedsmaendene, i den første Maaned.
1Chro	27	4	4. Og over den anden Maaneds Skifte var Dodaj, Ahohiten, og ved hans Skifte var ogsaa Fyrsten Mikloth, og udi hans Skifte vare fire og tyve Tusinde.
1Chro	27	5	5. Den tredje Stridshøvedsmand for den tredje Maaned var Benaja, Jojadas Søn, Praesten, han var en Øverste, og udi han Skifte vare fire og tyve Tusinde.
1Chro	27	6	6. Denne Benaja var vaeldig iblandt de tredive og over de tredive; og ved hans Skifte var hans Søn Ammi-Sabad.
1Chro	27	7	7. Den fjerde i den fjerde Maaned var Asael, Joabs Broder, og Sabadja, hans Søn, efter ham, og i hans Skifte vare fire og tyve Tusinde.
1Chro	27	8	8. Den femte i den femte Maaned var den Fyrste Samhuth, Jisrehiten, og i hans Skifte vare fire og tyve Tusinde.
1Chro	27	9	9. Den sjette i den sjette Maaned var Ira, Ikes's Søn, Thekoiten, og i hans Skifte vare fire og tyve Tusinde.
1Chro	27	10	10. Den syvende i den syvende Maaned var Helez, Peloniten, af Efraims Børn, og i hans Skifte vare fire og tyve Tusinde.
1Chro	27	11	11. Den ottende i den ottende Maaned var Sibekaj, Husathiten, af Serahiterne, og i hans Skifte vare fire og tyve Tusinde.
1Chro	27	12	12. Den niende i den niende Maaned var Abieser, Anathothiten, af Benjaminiterne, og i hans Skift og vare fire og tyve Tusinde.
1Chro	27	13	13. Den tiende i den tiende Maaned var Maharaj, Netofathiten, af Serahiterne, og i hans Skifte vare fire og tyve Tusinde.
1Chro	27	14	14. Den ellevte i den ellevte Maaned var Benaja, Pireathoniten, af Efraims Børn, og i hans Skifte vare fire og tyve Tusinde.
1Chro	27	15	15. Den tolvte i den tolvte Maaned var Heldaj, Netofathiten, af Othniels Slaegt, og i hans Skifte, vare fire og tyve Tusinde.
1Chro	27	16	16. Og over Israels Stammer var: For Rubeniterne en Fyrste Elieser, Sikris Søn; for Simeoniterne Sefatja, Maakas Søn;
1Chro	27	17	17. for Levi Hasabja, Kemuels Søn; for Aron Zadok;
1Chro	27	18	18. for Juda Elihu, en af Davids Brødre; for Isaskar Omri, Mikaels Søn;
1Chro	27	19	19. for Sebulon Jesmaja, Obadjas Søn; for Nafthali Jerimoth, Asriels Søn;
1Chro	27	20	20. for Efraims Børn Hosea, Asasias Søn; for den halve Manasses Stamme Joel, Pedajas Søn;
1Chro	27	21	21. for den halve Manasses Stamme i Gilead Iddo, Sakarias Søn; for Benjamin Jaasiel, Abners Søn;
1Chro	27	22	22. for Dan Asareel, Jerohams Søn; disse vare Israels Stammers Fyrster.
1Chro	27	23	23. Men David tog ikke Tal paa dem, som vare fra tyve Aar gamle og derunder; thi Herren havde sagt, at han vilde formere Israel som Stjernerne paa Himmelen.
1Chro	27	24	24. Joab, Zerujas Søn, havde begyndt at taelle, men fuldendte det ikke, fordi der blev en Vrede derfor over Israel; og Tallet blev ikke opført i Tallet i Kong Davids Krønikers Bog.
1Chro	27	25	25. Og over Kongens Skatte var Asmaveth, Adiels Søn; og over Forraadet paa Marken, i Staederne og i Byerne og i Taarnene var Jonathan, Ussias Søn.
1Chro	27	26	26. Og over dem, som gjorde Markarbejdet ved at dyrke Jorden, var Esri, Kelubs Søn.
1Chro	27	27	27. Og over Vingaardene var Simei, Ramathiten; og over Vingaardenes Forraad af Vin var Sabdi, Sifmiten.
1Chro	27	28	28. Og over Oliegaardene og Morbaertraeerne, som vare i Lavlandet, var Baal-Hanan, Gederiten; og over Forraadet af Olie var Joas.
1Chro	27	29	29. Og over det store Kvaeg, som graessede i Saron, var Sitri, Saroniten; og over Øksnene i Dalene var Safat, Adlajs Søn.
1Chro	27	30	30. Og over Kamelerne var Obil Ismaeliten; og over Aseninderne var Jedeja, Meronothiten.
1Chro	27	31	31. Og over Smaakvaeget var Jasis, Hagariten; alle disse vare Opsynsmaend over det Gods, som hørte Kong David til.
1Chro	27	32	32. Men Jonathan, Dav ids Faders Broder, var Raadgiver, en forstandig Mand, han var og Skriver; og Jehiel, Hakmonis Søn, var hos Kongens Sønner.
1Chro	27	33	33. Og Akitofel var Kongens Raadgiver; og Husaj, Arkiten, var Kongens Ven.
1Chro	27	34	34. Og efter Akitofel kom Jojada, Benajas Søn, og Abjathar; men Joab var Kongens Stridshøvedsmand.
------------------------Første Krønikebog, Kapitel 28
1Chro	28	1	1. Da samlede David alle Israels Fyrster, Stammernes Øverster og Øversterne over de Skifter, som tjente Kongen, og Øversterne over tusinde og Øversterne over hundrede og Øversterne over alt Kongens og hans Sønners Gods og Kvaeg, med Hofmaendene og de vaeldige og alle de vaeldige i Strid, til Jerusalem.
1Chro	28	2	2. Og Kong David rejste sig paa sine Fødder og sagde: Hører mig, mine Brødre og mit Folk! mit Hjerte stod til at bygge et Hvilehus til Herrens Pagts Ark og til vor Guds Fødders Skammel, og jeg havde forberedt Bygningen;
1Chro	28	3	3. men Gud sagde til mig: Du skal ikke bygge mit Navn et Hus; thi du er en Krigsmand og har udøst Blod.
1Chro	28	4	4. Nu har Herren, Israels Gud, udvalgt mig af hele min Faders Hus til at vaere Konge over Israel evindelig; thi han udvalgte Juda til en Fyrste, og i Judas Hus min Faders Hus, og iblanat min Faders Sønner havde han Behagelighed til mig, saa han gjorde mig til Konge over al Israel.
1Chro	28	5	5. Og af alle mine Sønner (thi Herren har givet mig mange Sønner ) har han udvalgt Salomo, min Søn til at sidde paa Herrens Riges Trone over Israel.
1Chro	28	6	6. Og han har sagt mig: Din Søn Salomo, han skal bygge mit Hus og mine Forgaarde; thi jeg har udvalgt mig ham til en Søn, og jeg vil vaere ham en Fader.
1Chro	28	7	7. Og jeg vil stadfaeste hans Rige til evig Tid, dersom han holder fast ved at gøre mine Bud og mine Befalinger som paa denne Dag.
1Chro	28	8	8. Og nu for det ganske Israels, Herrens Forsamlings, Øjne og for vor Guds Øren, ser hen til og søger alle Herrens, eders Guds, Bud, paa det I maa eje det gode Land og efterlade eders Børn det til Arv efter eder til evig Tid.
1Chro	28	9	9. Og du, Salomo, min Søn! kend din Faders Gud, og tjen ham med et retskaffent Hjerte og med en villig Sjael, thi Herren ransager alle Hjerter og forstaar alle Tankers Digten; dersom du søger ham, skal han findes af dig, og dersom du forlader ham, skal han forkaste dig i Evighed.
1Chro	28	10	10. Se nu til, thi Herren har udvalgt dig til at bygge et Hus til en Helligdom; vaer frimodig og udfør det!
1Chro	28	11	11. Og David gav Salomo sin Søn en Afbildning af Forhallen og dets Bygninger og dets Skatkamre og dets Sale og dets inderste Kamre og af Naadestolens Hus;
1Chro	28	12	12. og en Afbildning af alt det, som stod for ham i Aanden, af Herrens Hus's Forgaarde og af alle Kamrene trindt omkring, som vare bestemte for Guds Hus's Skatte og for de hellige Tings Skatte
1Chro	28	13	13. og for Praesternes og Leviternes Skifter og for al Tjenestens Gerning i Herrens Hus og for alle Kar til Herrens Hus's Tjeneste;
1Chro	28	14	14. af Guldet efter Vaegten paa Guldet til alle Haande Kar, hvert til sin Tjeneste; af alle Haande Sølvkar efter Vaegten, til alle Haande Kar, hvert til sin Tjeneste.
1Chro	28	15	15. Og han gav ham Vaegten paa Guldlysestagerne og deres Guldlamper, efter Vaegten paa hver Lysestage og dens Lamper; og paa Sølvlysestagerne, efter Vaegten paa hver Lysestage og dens Lamper, hver Lysestage til sin Tj eneste,
1Chro	28	16	16. og Guldet efter Vaegt til Skuebrødenes Borde, til hvert Bord, og Sølvet til Sølvbordene.
1Chro	28	17	17. Og han gav ham Madkrogene og Baekkenerne og de Skaaler, som skulde vaere af purt Guld, og Guldbaegene efter Vaegt paa hvert Baeger og Sølvbaegerne efter Vaegt paa hvert Baeger
1Chro	28	18	18. og Røgelsealteret, som skulde vaere af lutret Guld efter Vaegten, Afbildningen af Vognen, nemlig Guldkeruberne, som skulde udbrede Vingerne og daekke over Herrens Pagts Ark.
1Chro	28	19	19. Om alle disse Ting har han undervist mig, sagde David, ved Skrift fra Herrens Haand, om alle Tingene efter Afbildningen.
1Chro	28	20	20. David sagde til sin Søn Salomo: Vaer frimodig og staerk og udfør det, frygt ikke og raeddes ikke; thi Gud Herren, min Gud, skal vaere med dig, han skal ikke slippe dig og ej forlade dig, indtil du har fuldkommet al Gerningen til Tjenesten i Herrens Hus.
1Chro	28	21	21. Og se, her ere Praesternes og Leviternes Skifter til al Tjenesten i Guds Hus; ogsaa ere hos dig til alle Gerninger alle de, som ere frivillige og begavede med Visdom til al Tjenesten, dertil Fyrsterne og alt Folket beredt efter alle dine Ord.
------------------------Første Krønikebog, Kapitel 29
1Chro	29	1	1. Og Kong David sagde til hele Forsamlingen: Salomo, den eneste af mine Sønner, som Gud har udvalgt, er en ung Person og blødhjertet, men Ger ningen er stor; thi det Slot er ikke for et Menneske, men for den Herre Gud.
1Chro	29	2	2. Og af al min Kraft har jeg til min Guds Hus samlet Guld til Guldtøj og Sølv til Sølvtøj og Kobber til Kobbertøj og Jern til Jerntøj og Trae til Traetøj, Onyksstene og Stene til at indfatte, og Karbunkelstene og stukne Klaeder og alle Haande kostbare Stene og mange Marmorstene.
1Chro	29	3	3. Og desuden, fordi; jeg har Behagelighed til min Guds Hus, har jeg givet, hvad jeg ejer af Guld og Sølv; dette har jeg givet til min Guds Hus foruden alt det, som jeg har samlet til Helligdommens Hus:
1Chro	29	4	4. Tre Tusinde Gentner Guld af Ofirs Guld og syv Tusind Centner lutret Sølv til at beslaa Husenes Vaegge med,
1Chro	29	5	5. at der kan vaere Guld til GuIdtøjet og Sølv til Sølvtøjet og til alt det Arbejde, der udføres ved Mestres Haand; og hvo er villig til at fylde sin Haand i Dag for Herren?
1Chro	29	6	6. Da gave Øversterne for Faedrenehusene og Israels Stammers Øverster og Øversterne over tusinde og over hundrede og Øversterne over Kongens Arbejde frivilligt.
1Chro	29	7	7. Og de gave til Arbejdet paa Guds Hus fem Tusinde Gentner Guld og ti Tusinde Drakmer og ti Tusinde Centner Sølv og atten Tusinde Gentner Kobber og hundrede Tusinde Gentner Jern.
1Chro	29	8	8. Og de, hos hvem der blev fundet Stene, gave dem til Herrens Hus's Skat ved Jehiels Gersonitens Haand.
1Chro	29	9	9. Og Folket var glad over, at de gave frivilligt; thi de gave Herren af et retskaffent Hjerte, frivilligt; og Kong David glaedede sig ogsaa med stor Glaede.
1Chro	29	10	10. Og David lovede Herren for den ganske Forsamlings Øjne, og David sagde: Lovet vaere du, Herre, Israels vor Faders Gud, fra Evighed og til Evighed!
1Chro	29	11	11. Dig, Herre ! hører Majestaet og Vaelde og Herlighed og Sejr og Aere til; thi alt i Himmelen og paa Jorden er dit, ja, dit, Herre ! er Riget, og du er ophøjet over alt til et Hoved.
1Chro	29	12	12. Og Rigdom og Aere er for dit Ansigt, og du regerer over alting, og Kraft og Vaelde er i din Haand; og i din Haand staar det at gøre alt stort og staerkt.
1Chro	29	13	13. Og nu, vor Gud! vi takke dig og love din Herligheds Navn.
1Chro	29	14	14. Thi hvad er jeg, og hvad er mit Folk, at vi skulle have Kraft til at give frivilligt, som det her er sket? thi det er alt af dig, og af din Haand have vi givet dig det.
1Chro	29	15	15. Thi vi ere fremmede for dit Ansigt og Gaester som alle vore Faedre: Vore Dage paa Jorden ere som en Skygge, og her er ingen Forhaabning.
1Chro	29	16	16. Herre, vor Gud! al denne Maengde, som vi have samlet til at bygge dig et Hus for til dit hellige Navn, den er af din Haand og det er alt sammen dit.
1Chro	29	17	17. Og, min Gud: jeg ved, at du prøver Hjerter og har Behag til Oprigtighed, jeg har i mit Hjertes Oprigtighed givet alle disse Ting frivilligt og har nu med Glaede set dit Folk, som her fandtes, at det har givet dig frivilligt.
1Chro	29	18	18. Herre, Abrahams Isaks og Israels, vore Faedres Gud! bevar dette evindeligt som dit Folks Hjertes Tanker og Sind, og bered deres Hjerter til dig!
1Chro	29	19	19. Og giv min Søn Salomo et retskaffent Hjerte til at holde dine Bud, dine Vidnesbyrd og dine Skikke og til at gøre det alt sammen og til at bygge det Slot, som jeg har forberedt.
1Chro	29	20	20. Siden sagde David til den ganske Forsamling: Kaere, lover Herren, eders Gud; og al Forsamlingen lovede Herren, deres Faedres Gud, og bøjede sig og nedkastede sig for Herren og for Kongen.
1Chro	29	21	21. Og de bragte Herren Slagtofre og ofrede Braendofre for Herren, den følgende Dags Morgen, nemlig tusinde Okser, tusinde Vaedere, tusinde Lam, og deres Drikofre og Slagtofre i Maengde for al Israel.
1Chro	29	22	22. Og de aade og drak for Herrens Ansigt paa den samme Dag med stor Glaede og gjorde anden Gang Salomo, Davids Søn, til Konge og salvede ham for Herren til Fyrste og Zadok til Praest.
1Chro	29	23	23. Saa sad Salomo paa Herrens Trone som Konge i sin Fader Davids Sted og blev lykkelig, og al Israel var ham lydig.
1Chro	29	24	24. Og alle Fyrsterne og de vaeldige, ja ogsaa alle Kong Davids Sønner, de underkastede sig Kong Salomo.
1Chro	29	25	25. Og Herren gjorde Salomo overmaade stor for al Israels Øjne og gav ham kongelig Aere, som ingen Konge havde haft før ham over Israel.
1Chro	29	26	26. Og David, Isajs Søn, havde vaeret, Konge over al Israel.
1Chro	29	27	27. Men Dagene, som han havde vaeret Konge over Israel, vare fyrretyve Aar; i Hebron regerede han syv Aar, og i Jerusalem regerede han tre og tredive Aar.
1Chro	29	28	28. Og han døde i en god Alder, maet af Dage, Rigdom og Aere; og Salomo, hans Søn, blev, Konge i hans Sted.
1Chro	29	29	29. Men Kong Davids Gerninger, de første og sidste, se, de ere beskrevne med i Samuel Seerens Krønike og med i Nathan Profetens Krønike og med i Gad Seerens Krønike;
1Chro	29	30	30. tillige med hele hans Regering og hans Vaelde og Tiderne, som forløb over ham og over Israel og over alle Landes Riger.
------------------------Anden Krønikebog, Kapitel 1
2Chro	1	1	1. Salomo, Davids Søn, vandt Magt i sit Rige; og Herren, hans Gud, var med ham og gjorde ham overmaade stor.
2Chro	1	2	2. Og Salomo gav Befaling til al Israel, til Øversterne over tusinde og hundrede og til Dommerne og til alle Øv ersterne for al Israel, Øversterne for Faedrenehusene,
2Chro	1	3	3. og de gik hen, Salomo og hele Forsamlingen med ham, til Højen, som var i Gibeon; thi der var Guds Forsamlings Paulun, hvilket Mose, Herrens Tjener, havde gjort i Ørken.
2Chro	1	4	4. Men David havde ført Guds Ark op fra Kirjath, Jearim til Stedet, som David havde beredt til den; thi han havde opslaaet et Paulun til den i Jerusalem.
2Chro	1	5	5. Og det Kobberalter, som Bezaleel, en Søn af Uri, Hurs Søn, havde forfaerdiget, var sat foran Herrens Tabernakel; og Salomo og Forsamlingen søgte hen til det.
2Chro	1	6	6. Og Salomo ofrede for Herrens Ansigt paa Kobberalteret, som var for Forsamlingens Paulun, og han ofrede paa det tusinde Braendofre.
2Chro	1	7	7. I samme Nat aabenbarede Gud sig for Salomo og sagde til ham: Begaer, hvad jeg skal give dig.
2Chro	1	8	8. Og Salomo sagde til Gud: Du har gjort stor Miskundhed imod David, min Fader, og gjort mig til Konge i hans Sted.
2Chro	1	9	9. Lad nu, Herre Gud! dit Ord til min Fader David blive Sandhed; thi du har gjort mig til Konge over et Folk, som er talrigt som Støv paa Jorden.
2Chro	1	10	10. Giv mig nu Visdom og Kundskab, at jeg kan gaa ud og gaa ind for dette Folk; thi hvo kan ellers dømme dette dit store Folk?
2Chro	1	11	11. Da sagde Gud til Salomo: Efterdi dette var i dit Hjerte, at du ikke har begaeret Rigdom, Gods og Aere eller deres Liv, som hade dig, og end ikke har begaeret et langt Liv, men begaeret dig Visdom og Kundskab, at du kan dømme mit Folk, over hvilket jeg har gjort dig til Konge:
2Chro	1	12	12. Saa vaere Visdom og Kundskab givet dig; tilmed vil jeg give dig Rigdom og Gods og Aere, saadant som de Konger, der have vaeret før dig, ikke have haft, og som ingen efter dig skal have.
2Chro	1	13	13. Og Salomo kom til Jerusalem fra Højen, som var i Gibeon, fra Forsamlingens Paulun, og regerede over Israel.
2Chro	1	14	14. Og Salomo samlede Vogne og Ryttere, og han havde tusinde og fire Hundrede Vogne og tolv Tusinde Ryttere; og han lod dem blive i Vognstaederne og hos Kongen i Jerusalem.
2Chro	1	15	15. Og Kongen gjorde Sølvet og Guldet i Jerusalem som Stenene, og Cedertraeerne gjorde han som Morbaertraeerne, der ere i Lavlandet i Mangfoldighed.
2Chro	1	16	16. Og Udførselen af Heste skete for Salomo fra Aegypten; og en Skare af Kongens Købmaend hentede en Skare for rede Penge.
2Chro	1	17	17. Og de droge op og udførte fra Aegypten en Vogn for seks Hundrede Sekel Sølv, og en Hest for hundrede og halvtredsindstyve; og saaledes førte de dem ud til alle Hethithernes Konger og til Kongerne i Syrien ved egen Haand.
------------------------Anden Krønikebog, Kapitel 2
2Chro	2	1	1. Og Salomo sagde, at han vilde bygge Herrens Navn et Hus og sit Rige et Hus.
2Chro	2	2	2. Og Salomo talte halv fjerdsindstyve Tusinde Maend til Lastdragere og firsindstyve Tusinde til at faelde Traeer paa Bjerget og tre Tusinde og seks Hundrede til Opsynsmaend over dem.
2Chro	2	3	3. Og Salomo sendte til Huram, Kongen i Tyrus, og lod ham sige: Ligesom du gjorde imod David, min Fader, og sendte ham Geder til at bygge sig et Hus at bo i, saa gør og imod mig!
2Chro	2	4	4. Se, jeg vil bygge Herren min Guds Navn et Hus, og hellige det for ham til at bringe Røgoffer for Herrens Ansigt med Røgelse af kostelige Urter og til bestandigt at fremlaegge Skuebrød og til Braendofre, om Morgenen og om Aftenen, paa Sabbaterne og Nymaanederne og paa Herrens, vor Guds, bestemte Tider; dette skal evindelig paahvile Israel.
2Chro	2	5	5. Og det Hus, som jeg vil bygge, skal vaere stort; thi vor Gud er større end alle Guderne.
2Chro	2	6	6. Dog, hvo formaar med sin Kraft at bygge ham et Hus? thi Himlene og Himlenes Himle kunne ikke rumme ham; og hvad er jeg, at jeg skulde bygge ham et Hus, uden til at bringe Røgelse for hans Ansigt
2Chro	2	7	7. Saa send mig nu en kyndig Mand til at arbejde i Guld og i Sølv og i Kobber og i Jern og i Purpur og Skarlagen og blaat uldent, og en, som forstaar at gøre udskaaret Arbejde, og som kan vaere sammen med de kyndige Maend, som ere hos mig i Juda og i Jerusalem, hvilke David, min Fader, har beskikket.
2Chro	2	8	8. Og send mig Cedertrae, Fyrretrae og Hebentrae fra Libanon; thi jeg ved, at dine Tjenere forstaa at hugge Traeer paa Libanon; og se, mine Tjenere skulle vaere med dine Tjenere,
2Chro	2	9	9. og det for at berede mig Tømmer i Mangfoldighed; thi det Hus, som jeg vil bygge, skal vaere stort og vidunderligt.
2Chro	2	10	10. Og se, jeg vil give dine Tjenere, som hugge og faelde Traeerne, tyve Tusinde Kor stødt Hvede og tyve Tusinde Kor Byg og tyve Tusinde Bath Vin og tyve Tusinde Bath Olie.
2Chro	2	11	11. Da lod Huram, Kongen af Tyrus, sige i et Brev, han sendte til Salomo: Fordi Herren elsker sit Folk, har han sat dig til Konge over dem.
2Chro	2	12	12. Fremdeles sagde Huram: Lovet vaere Herren, Israels Gud, som har gjort Himmelen og Jorden, at han gav Kong David en viis Søn, som har Forstand og Klogskab, som skal bygge Herren et Hus og sit Rige et Hus!
2Chro	2	13	13. Saa sender jeg nu en viis Mand, som har Forstand, nemlig Huram-Abi;
2Chro	2	14	14. han er Søn af en Kvinde iblandt Dans Døtre, og hans Fader er en Mand fra Tyrus, og han forstaar at arbejde i Guld og i Sølv, i Kobber, i Jern, i Sten og i Trae, i Purpur, i blaat uldent og i kosteligt Linklaede og i Skarlagen og at gøre alle Haande udskaaret Arbejde og at udtaenke alle Haande Kunstvaerker, som opgives ham, at han kan vaere sammen med dine kyndige Maend, med min Herre Davids, din Faders, kyndige Maend.
2Chro	2	15	15. Saa sende, nu min Herre Hveden og Bygget, Olien og Vinen til sine Tjenere, som han har sagt.
2Chro	2	16	16. Og vi ville hugge Traeerne paa Libanon efter alt, som du behøver, og vi ville føre dem til dig i Flaader paa Havet ned till Jafo, og du skal føre dem op til Jerusalem.
2Chro	2	17	17. Og Salomo talte alle de fremmede Maend, som vare i Israels Land, efter den Taelling, som David, hans Fader, havde optaget over dem, og der bleve fundne hundrede og tre og halvtredsindstyve Tusinde og seks Hundrede.
2Chro	2	18	18. Og han beskikkede halvfjerdsindstyve Tusinde af dem til Lastdragere og firsindstyve Tusinde til at hugge paa Bjerget og tre Tusinde og seks Hundrede til Opsynsmaend som skulde holde Folket til Arbejde.
------------------------Anden Krønikebog, Kapitel 3
2Chro	3	1	1. Og Salomo begyndte at bygge Herrens Hus i Jerusalem paa Moria Bjerg, hvor han havde aabenbaret sig for David, hans Fader, paa det Sted, som David havde beredt paa Ornans, Jebusitens, Taerskeplads.
2Chro	3	2	2. Og han bebyndte at bygge i den anden Maaned paa den anden Dag, i sin Regerings fjerde Aar.
2Chro	3	3	3. Og saaledes lagde Salomo Grundvolden til Bygningen af Guds Hus: Laengden i Alen efter gammelt Maal var tresindstyve Alen og Bredden tyve Alen.
2Chro	3	4	4. Og Forhallen, som var foran, var efter Bredden paa Huset tyve Alen lang, men Højden var hundrede og tyve Alen; og han beslog den indentil med purt Guld.
2Chro	3	5	5. Men det store Hus beklaedte han med Fyrretrae og beslog det med fint Guld, og gjorde derpaa Palmer og Kaeder.
2Chro	3	6	6. Og han besatte Huset med kostbare Stene til Prydelse, og Guldet var af ParvajimsGuld.
2Chro	3	7	7. Og han beslog Huset, Bjaelkerne, Dørtaersklerne og dets Vaegge og dets Døre med Guld og lod udgrave Keruber paa Vaeggene.
2Chro	3	8	8. Han byggede ogsaa det Allerhelligstes Hus: Dets Laengde i var tyve Alen efter Husets Br edde, og dets Bredde var tyve Alen; og han beslog det med henved seks Hundrede Centner Guld fint Guld.
2Chro	3	9	9. Og Vaegten paa Søm var halvtredsindstyve Sekel Guld; og han beslog Salene med Guld.
2Chro	3	10	10. Han gjorde og i det Allerhelligstes Hus to Keruber med Billedskaererarbejde; og man beslog dem med Guld.
2Chro	3	11	11. Og Laengden af Vingerne paa Keruberne var tyve Alen; den ene Vinge var fem Alen og rørte ved Husets Vaeg; og den anden Vinge var og fem Alen og rørte ved den anden Kerubs Vinge.
2Chro	3	12	12. Og den anden Kerubs Vinge var fem Alen lang og rørte ved Husets Vaeg, og den anden Vinge var fem Alen og naaede til den anden Kerubs Vinge.
2Chro	3	13	13. Disse Keruber bredte Vingene tyve Alen ud og stode paa deres Fødder, og deres Ansigter vare vendte imod Huset.
2Chro	3	14	14. Han gjorde og Forhaenget af blaat uldent og Purpur og Skarlagen og kosteligt Linklaede og gjorde Keruber derpaa.
2Chro	3	15	15. Han gjorde og foran Huset to Støtter, hvis Laengde var fem og tredive Alen, og Knappen, som var oven paa den, var fem Alen.
2Chro	3	16	16. Og han gjorde Kaeder som i Koret og satte dem oven paa Støtterne og gjorde hundrede Granataebler og satte dem paa Kaederne.
2Chro	3	17	17. Og han oprejste Støtterne foran Templet, een til den højre Side og een til venstre Side; og han kaldte Navnet paa den til højre Jakin og Navnet paa den til venstre Boas.
------------------------Anden Krønikebog, Kapitel 4
2Chro	4	1	1. Han gjorde og et Kobberalter; tyve Alen var dets Laengde og tyve Alen dets Bredde og ti Alen dets Højde.
2Chro	4	2	2. Tilmed gjorde han et støbt Hav; det var ti Alen fra den ene Rand til den anden Rand; det var rundt trindt omkring, og fem Alen var dets Højde, og en Snor, tredive Alen lang, gik om det trindt omkring.
2Chro	4	3	3. Og under det var trindt omkring Billeder af Okser, som omgave det, ti paa en Alen, og de omringede Havet trindt omkring; i to Rader vare Okserne, støbte i. een Støbning med det selv.
2Chro	4	4	4. Det stod paa tolv Okser, tre vare vendte imod Norden, og tre vare vendte imod Vesten, og tre vare vendte imod Sønden, og tre vare vendte imod Østen, og Havet stod oven paa dem; og deres Bagdele vare alle vendte indad.
2Chro	4	5	5. Og Tykkelsen derpaa var en Haandbred, og Randen derpaa var gjort som Randen paa et Baeger, ligesom et Lillieblomster; det holdt Bath, tre Tusinde rummede det.
2Chro	4	6	6. Og han gjorde ti Kedler og satte fem paa den højre Side og fem paa den venstre Side til at to sig i dem; Braendofferet, som tillavedes, afskyllede de i dem; men Havet var for Praesterne til at to sig i.
2Chro	4	7	7. Og han gjorde ti Lysestager af Guld efter deres Bestemmelse; og han satte dem i Templet, fem paa den højre Side og fem paa den venstre Side.
2Chro	4	8	8. Og han gjorde ti Borde og satte dem i Templet, fem paa den højre og fem paa den venstre Side; og han gjorde hundrede Skaaler af Guld.
2Chro	4	9	9. Han gjorde og en Forgaard for Praesterne og en stor Gaard og Døre paa Gaarden og beslog dens Fløje med Kobber.
2Chro	4	10	10. Og han satte Havet ved det højre Hjørne imod Sydost.
2Chro	4	11	11. Tilmed gjorde Huram Gryder og Ildskuffer og Skaaler. Saa blev Huram faerdig med at gøre Gerningen, som han udførte for Kong Salomo ved Guds Hus:
2Chro	4	12	12. De to Støtter med runde Kroner oven paa de to Støtter, og tvende Net til at daekke begge de runde Kroner, som vare oven paa Støtterne,
2Chro	4	13	13. og de fire Hundrede Granataebler til de to Net, to Rader Granataebler til ethvert Net for at daekke de tvende runde Kroner, som vare oven over Støtterne.
2Chro	4	14	14. Og han gjorde Stolene og gjorde Kedlerne paa Stolene;
2Chro	4	15	15. det ene Hav og de tolv Okser derunder;
2Chro	4	16	16. ogsaa Gryderne og Ildskufferne og Madkrogene og samtlige Redskaber dertil gjorde Huram-Abi for Kong Salomo til Herrens Hus af poleret Kobber.
2Chro	4	17	17. Paa Jordanens Slette lod Kongen dem støbe i den faste Jord, imellem Sukot og Zeredatha.
2Chro	4	18	18. Og Salomo gjorde alle disse Redskaber i stor Mangfoldighed, saa at Kobberets Vaegt ikke blev undersøgt.
2Chro	4	19	19. Og Salomo lod gøre alle Redskaberne, som hørte til Guds Hus, og Guldalteret og Bordene til Skuebrødene
2Chro	4	20	20. og Lysestagerne med deres Lamper af fint Guld for at taende dem, som Skik var, lige for Koret
2Chro	4	21	21. og Blomsterne og Lamperne og Lysesaksene af Guld, det var af det fineste Guld,
2Chro	4	22	22. og Knivene og Skaalerne og Røgelseskaalerne og Ildkarrene af fint Guld; og hvad Indgangen til Huset angaar, da vare dens inderste Døre til det Allerhelligste og Dørene til Templets Hus af Guld.
------------------------Anden Krønikebog, Kapitel 5
2Chro	5	1	1. Saa blev alt Arbejdet faerdigt, som Salomo lod gøre til Herrens Hus; og Salomo førte det ind, som David, hans Fader, havde helliget, og Sølvet og Guldet og alle Redskaberne lagde han i Guds Hus's Skatkammer.
2Chro	5	2	2. Da samlede Salomo til Jerusalem de Aeldste i Israel og alle Stammernes Øverster, Fyrster for Faedrenehusene iblandt Israels Børn, for at føre Herrens Pagts Ark op fra Davids Stad, det er Zion.
2Chro	5	3	3. Og alle Israels Maend samledes til Kongen paa Højtiden, det er, i den syvende Maaned.
2Chro	5	4	4. Og alle Israels Aeldste kom, og Leviterne bare Arken.
2Chro	5	5	5. Og de førte Arken op tillige med Forsamlingens Paulun og alle de hellige Redskaber, som vare i Paulunet; Praesterne, Leviterne, førte dem op.
2Chro	5	6	6. Men Kong Salomo og al Israels Menighed, de, som vare samlede om ham foran Arken, ofrede smaat Kvaeg og stort Kvaeg, som ikke kunde taelles eller regnes for Mangfoldighed.
2Chro	5	7	7. Saa førte Praesterne Herrens Pagts Ark til dens Sted, ind i Koret udi Huset i det Allerhelligste, hen under Kerubernes Vinger.
2Chro	5	8	8. Og Keruberne udbredte Vingerne over Arkens Sted, og Keruberne daekkede over Arken og over dens Staenger oventil.
2Chro	5	9	9. Og man drog Staengerne langt ud, saa at man saa Knapperne paa Arkens Staenger lige for Koret, men udentil saa man dem ikke; og den blev der indtil denne Dag.
2Chro	5	10	10. Der var intet i Arken uden de to Tavler, som Mose lagde deri ved Horeb, der Herren gjorde Pagt med Israels Børn, der de droge ud af Aegypten.
2Chro	5	11	11. Og det skete, der Praesterne gik ud af det Hellige (thi alle Praester, som fandtes, havde helliget sig, saa at de ikke holdt sig efter Skifterne;
2Chro	5	12	12. og Leviterne, Sangerne, alle sammen, baade Asal; Heman og Jeduthun og deres Børn og deres Brødre, iførte kosteligt Linklaede, med Gymbler og med Psaltre og Harper, stode Østen ved Alteret og hos dem hundrede og tyve Praester, som blaeste i Basunerne);
2Chro	5	13	13. ja det skete, der de som een Mand blaeste i Basuner og sang for enstemmigt at lade sig høre med Lov og Tak til Herren, og der de opløftede Røsten med Basuner og med Cymbler og med andre Sanginstrumenter, og der de lovede Herren, at han er god, og hans Miskundhed er evindelig: Da blev Huset i Herrens Hus fyldt med en Sky.
2Chro	5	14	14. Og Praesterne kunde ikke staa og gøre Tjeneste for Skyen; thi Herrens Herlighed fyldte Guds Hus.
------------------------Anden Krønikebog, Kapitel 6
2Chro	6	1	1. Da sagde Salomo: Herren har sagt, at han vilde bo i Mørket.
2Chro	6	2	2. Og jeg har bygget dig en Boligs Hus, ja en fast Bolig, at du skal bo der evindelig.
2Chro	6	3	3. Og Konge vendte sig om og velsignede al Iraels Menighed; thi al Israels Menighed stod.
2Chro	6	4	4. Og han sagde: Love vaere Herren, Israels Gud! som talt med sin Mund til David, min Fader, og opfyldte det med sine Haender og sagde:
2Chro	6	5	5. Fra den Dag da jeg udførte mit Folk af Aegyptens Land har jeg ikke udvalgt nogen Stad af alle Israels Stammer, til at man skulde bygge et Hus, at mit Navn skulde vaere der; ikke heller har jeg udvalgt nogen Mand til at vaere Fyrste over mit Folk Israel;
2Chro	6	6	6. men jeg udvalgte Jerusalem, at mit Navn skal vaere der, og jeg udvalgte David, at han skulde vaere over mit Folk Israel.
2Chro	6	7	7. Og det var i min Fader Davids Hjerte at bygge Herren Israels Guds Navn et Hus.
2Chro	6	8	8. Men Herren sagde til David, min Fader: Fordi det har vaeret i dit Hjerte at bygge mit Navn et Hus, da gjorde du vel deri, at det var i dit Hjerte.
2Chro	6	9	9. Dog skal du ikke bygge det Hus; rnen din Søn, som skal udgaa af dine Laender, han skal bygge mit Navn et Hus.
2Chro	6	10	10. Og Herren har stadfaestet sit Ord, som han talte; thi jeg er kommen op i Davids, min Faders, Sted og sidder paa Israels Trone, som Herren talte, og har bygget Herren Israels Guds Navn et Hus.
2Chro	6	11	11. Og der har jeg sat Arken, hvori Herrens Pagt er, som han gjorde med Israels Børn.
2Chro	6	12	12. Og han stod foran Herrens Alter, for al Israels Forsamling, og udbredte sine Haender.
2Chro	6	13	13. Men Salomo havde gjort en Forhøjning af Kobber og sat den midt i Gaarden, fem Alen var dens Laengde, og fem Alen var densBredde og tre Alen var dens Højde; og han stod paa den og knaelede paa sine Knae for al Israels Forsamling og udbredte sine Haender imod Himmelen.
2Chro	6	14	14. Og han sagde: Herre, Israels Gud! der er ingen Gud som du, i Himmelen eller paa Jorden, du, som holder Pagten og Miskundheden med dine Tjenere, som vandre for dit Ansigt af deres ganske Hjerte,
2Chro	6	15	15. du, som har holdt din Tjener David, min Fader, det, du talte til ham; thi du har talt med din Mund og fuldkommet med din Haand, som det ses paa denne Dag.
2Chro	6	16	16. Og nu, Herre, Israels Gud! hold din Tjener David, min Fader, det, som du har tilsagt ham og sagt: Dig skal ikke fattes en Mand for mit Ansigt, som skal sidde paa Israels Trone, naar ikkun dine Børn bevare deres Vej, at vandre i min Lov, saaledes som du har vandret for mit Ansigt.
2Chro	6	17	17. Og nu, Herre, Israels Gud! lad dit Ord staa fast, som du talede til din Tjener, til David.
2Chro	6	18	18. Thi sandelig, monne Gud skulde bo hos Menneskene paa Jorden? se, Himlene og Himlenes Himle kunne ikke rumme dig, hvor mindre dette Hus, som jeg har bygget?
2Chro	6	19	19. Men vend dit Ansigt til din Tjeners Bøn og til hans ydmyge Begaering, Herre, min Gud! at høre paa det Raab og paa den Bøn, som din Tjener beder for dit Ansigt:
2Chro	6	20	20. At dine Øjne maa vaere aabnede over dette Hus Dag og Nat, over det Sted, som du har sagt om, at du vilde saette dit Navn der til at høre den Bøn, som din Tjener beder paa dette Sted;
2Chro	6	21	21. og at du vilde høre paa din Tjeners og dit Folk Israels ydmyge Begaer inger, som de skulle bede paa dette Sted; og at du vilde høre det fra det Sted, hvor du bor i Himmelen, ja at du vilde høre og forlade.
2Chro	6	22	22. Dersom nogen synder imod sin Naeste, og man paalaegger ham en Ed at lade ham svaerge, og den Ed kommer for dit Alter i dette Hus:
2Chro	6	23	23. Da ville du høre fra Himmelen af og gøre derefter og dømme dine Tjenere, saa at du betaler den ugudelige og fører hans Vej over hans Hoved og retfaerdiggør den retfaerdige og giver ham efter hans Retfaerdighed.
2Chro	6	24	24. Og dersom dit Folk Israel bliver slaget for Fjendens Ansigt, naar de have syndet imod dig, og de da omvende sig og bekende dit Navn og bede og bønfalde om Naade for dit Ansigt i dette Hus:
2Chro	6	25	25. Da ville du høre fra Himmelen af og forlade dit Folks, Israels, Synd og føre dem tilbage til det Land, som du har givet dem og deres Faedre.
2Chro	6	26	26. Naar Himmelen bliver tillukket, og der ikke vor der Regn fordi de have syndet imod dig, og de da bede paa dette Sted og be kende dit Navn og omvende sig fra deres Synd, fordi du ydmyger dem:
2Chro	6	27	27. Da ville du høre i Himmelen og forlade dine Tjeneres og dit Folks, Israels, Synd, fordi du viser dem den gode Vej, paa hvilken de skulle vandre; og du ville give Regn over dit Land, som du har givet dit Folk til Arv.
2Chro	6	28	28. Naar der vorder Hunger i Landet, naar der vorder Pest, naar der vorder Tørke og Brand i Korn, Graeshopper og Kornorme, naar hans Fjender aengste ham i hans Staeders Land, naar der kommer alle Haande Plage og alle Haande Sygdom;
2Chro	6	29	29. al Bøn, al ydmyg Begaering, som sker af hvert Menneske eller af alt dit Folk Israel, som kender hver sin Plage og sin Smerte og udbreder sine Haender til dette Hus:
2Chro	6	30	30. Den ville du da høre fra Himmelen af, fra den faste Bolig, i hvilken du bor, og forlade og give enhver efter alle hans Veje, ligesom du kender hans Hjerte; thi du alene kender for dig Menneskens Børns Hjerter,
2Chro	6	31	31. paa det de skulle frygte dig og vandre i dine Veje alle de Dage, hvilke de leve i Landet, som du har givet vore Faedre.
2Chro	6	32	32. Ja, ogsaa den fremmede, som ikke er af dit Folk Israel, men kommer fra et langt fraliggende Land for dit store Navns og for din staerke Haands og din udrakte Arms Skyld, og de komme og bede imod dette Hus:
2Chro	6	33	33. Ham ville du da høre fra Himmelen af, fra den faste Bolig, i hvilken du bor, og gøre efter alt det, som den fremmede raaber til dig om; paa det at alle Folk paa Jorden maa kende dit Navn og frygte dig, ligesom dit Folk Israel, og at de maa vide, at dette Hus, som jeg har bygget, er kaldet efter dit Navn.
2Chro	6	34	34. Naar dit Folk drager ud til Krigen imod sine Fjender, paa den Vej; hvor du sender dem hen, og de bede til dig, vendte imod Vejen til den Stad, som du udvalgte, og imod det Hus, som jeg har bygget til dit Navn:
2Chro	6	35	35. Da ville du høre deres Bøn og deres ydmyge Begaering fra Himmelen af og skaffe dem Ret.
2Chro	6	36	36. Naar de synde imod dig (thi der er intet Menneske, som jo synder), og du bliver vred paa dem og giver dem hen for deres Fjenders Ansigt, og de, som have fanget dem, føre dem fangne bort til et Land langt borte eller naer hos,
2Chro	6	37	37. og de tage det igen til Hjerte udi Landet, hvori de ere fangne, og omvende sig og bede til dig om Naade i deres Fangenskabs Land, og de sige: Vi have syndet, handlet ilde og vaeret ugudelige;
2Chro	6	38	38. og de omvende sig til dig af deres ganske Hjerte og af deres ganske Sjael i deres Fangenskabs Land, hvor de holde dem fangne; og de bede, vendte imod Vejen til deres Land, som du har givet deres Faedre, og imod Staden, som du udvalgte, og imod Huset, som jeg har bygget for dit Navn:
2Chro	6	39	39. Da ville du høre fra Himmelen af, fra den faste Bolig, som du bor udi, deres Bøn og deres ydmyge Begaeringer og skaffe dem Ret og forlade dit Folk det, som de have syndet imod dig.
2Chro	6	40	40. Nu, min Gud! kaere, lad dine Øjne vaere aabnede, og lad dine Øren give Agt paa den Bøn, som sker paa dette Sted.
2Chro	6	41	41. Saa staa nu op, Herre, Gud! til din Hvile, du og din Magts Ark: Herre, Gud! lad dine Praester iføres Frelse, og lad dine hellige glaede sig i det gode!
2Chro	6	42	42. Herre, Gud! forskyd ikke din Salvedes Ansigt; kom den Naade, du viste imod din Tjener David, i Hu!
------------------------Anden Krønikebog, Kapitel 7
2Chro	7	1	1. Og der Salomo havde fuldendt at bede, da faldt Ild ned fra Himmelen og fortaerede Braendofferet og Slagtofrene, og Herrens Herlighed fyldte Huset.
2Chro	7	2	2. Og Praesterne kunde ikke gaa ind i Herrens Hus; thi Herrens Herlighed fyldte Herrens Hus.
2Chro	7	3	3. Der alle Israels Børn saa Ilden og Herrens Herlighed nedfalde over Huset, da bøjede de sig ned med Ansigtet til Jorden imod Gulvet og tilbade og takkede Herren, at han er god, at hans Miskundhed er evindelig.
2Chro	7	4	4. Og Kongen og alt Folket ofrede Slagtoffer for Herrens Ansigt.
2Chro	7	5	5. Og Kong Salomo ofrede som Slagtoffer to og tyve Tusinde Okser og hundrede og tyve Tusinde Faar; og Kongen og alt Folket indviede Guds Hus.
2Chro	7	6	6. Men Praesterne stode i deres Tjeneste og Leviterne med Herrens Sanginstrumenter, som Kong David havde ladet gøre til at takke Herren med, at hans Miskundhed er evindelig, der David ved dem lovede Gud; og Praesterne blaeste i Basunerne tvaers over for dem, og det hele Israel stod.
2Chro	7	7	7. Og Salomo helligede den mellemste Part af Forgaarden, som var foran Herrens Hus; thi han tillavede der Braendofrene og Fedtstykkerne af Takof rene, fordi det Kobberalter, som Salomo havde ladet gøre, ikke kunde tage imod Braendofferet og Madofferet og Fedtstykkerne.
2Chro	7	8	8. Og Salomo holdt paa den samme Tid en Højtid paa syv Dage og al Israel med ham, en saare stor Forsamling, fra Straekningen imellem Hamath og Aegyptens Baek.
2Chro	7	9	9. Og paa den ottende Dag holdt de en Slutningshøjtid; thi de holdt Alterets Indvielse i syv Dage og Højtiden i syv Dage.
2Chro	7	10	10. Men paa den tre og tyvende Dag i den syvende Maaned lod han Folket fare til deres Telte, glade og ved et godt Mod over det gode, som Herren havde gjort imod David og Salomo og sit Folk Israel.
2Chro	7	11	11. Saa fuldendte Salomo Herrens Hus og Kongens Hus; og alt det, som var opkommet i Salomos Hjerte at gøre i Herrens Hus og i sit Hus, det fik han Lykke til.
2Chro	7	12	12. Og Herren aabenbarede sig for Salomo om Natten og sagde til ham: Jeg har hørt din Bøn og udvalgt mig dette Sted til et Offerhus.
2Chro	7	13	13. Se, naar jeg tillukker Himmelen, at der ikke vorder Regn; og se, naar jeg byder Graeshopper at aede Landet, eller naar jeg lader Pest komme iblandt mit Folk,
2Chro	7	14	14. og mit Folk, som er kaldet efter mit Navn, ydmyger sig, og de bede og søge mit Ansigt og omvende sig fra deres onde Vej: Saa vil jeg høre fra Himmelen af og forlade dem deres Synder og gøre deres Land sundt.
2Chro	7	15	15. Nu skulle mine Øjne vaere aabnede og mine Øren give Agt paa den Bøn, som sker paa dette Sted.
2Chro	7	16	16. Og nu har jeg udvalgt og helliget mig dette Hus, at mit Navn skal vaere der indtil evig Tid, og mine Øjne og mit Hjerte skulle vaere der. alle Dage.
2Chro	7	17	17. Og du, om du vandrer, for mit Ansigt, ligesom David, din Fader, har vandret, saa at du gør efter alt det, som jeg befalede dig, at du holder mine Skikke og mine Befalinger:
2Chro	7	18	18. Saa vil jeg ogsaa stadfaeste dit Riges Trone, ligesom jeg har gjort en Pagt med din Fader David og sagt: Dig skal ikke fattes en Mand, som skal herske i Israel.
2Chro	7	19	19. Men dersom I vende eder bort og forlade mine Skikke og mine Bud, som jeg har givet for eders Ansigt, og I gaa hen og tjene andre Guder og tilbede dem:
2Chro	7	20	20. Da vil jeg oprykke eder af mit Land, som jeg har givet eder, og dette Hus, som jeg har helliget til mit Navn, vil jeg forkaste fra mit Ansigt, og jeg vil gsre det til et Ordsprog og til en Spot iblandt alle Folk.
2Chro	7	21	21. Og dette Hus, som har vaeret højt, skulle alle, som gaa forbi det, grue for og sige: Hvorfor har Herren gjort saa imod dette Land og imod dette Hus?
2Chro	7	22	22. Og de skulle sige: Fordi de forlode Herren, deres Faedres Gud, som udførte dem af Aegyptens Land, og holdt fast ved andre Guder og tilbade dem og, tjente dem: Derfor har han ladet alt dette onde komme over dem.
------------------------Anden Krønikebog, Kapitel 8
2Chro	8	1	1. Og det skete, der de tyve Aar vare til Ende, i hvilke Salomo byggede Herrens Hus og sit Hus,
2Chro	8	2	2. da byggede Salomo de Staeder, som Huram gav Salomo tilbage, og lod Israels Børn bo der.
2Chro	8	3	3. Derefter drog Salomo til Hamath-Zoba og fik Overhaand over den.
2Chro	8	4	4. Han byggede og Thadmor i Ørken og alle de Forraadsstaeder, som han byggede i Hamath.
2Chro	8	5	5. Og han byggede det øvre Beth-Horon og det nedre Beth-Horon, faste Staeder med Mure og dobbelte Porte og Staenger;
2Chro	8	6	6. og Baalath og alle de Forraadsstaeder, som Salomo havde, og alle Vognstaeder og Staeder til Ryttere og alt det, som Salomo begaerede, som han havde Lyst til at bygge i Jerusalem og paa Libanon og i hele sit Herredømmes Land.
2Chro	8	7	7. Alt det FoIk, som var overblevet af Hethiter og Amoriter og Feresiter og Heviter og Jebusiter, de som ikke vare af Israel -
2Chro	8	8	8. af deres Børn, som vare overblevne efter dem i Landet, og som Israels Børn ikke havde udryddet, dem udtog da Salomo til at vaere arbejdspligtige indtil denne Dag.
2Chro	8	9	9. Men af Israels Børn var der ingen, som Salomo gjorde til Traelle til sin Gerning; men de vare Krigsmaend og Øverster over hans Høvedsmaend og Øverster over hans Vogne og hans Ryttere.
2Chro	8	10	10. Og disse vare de øverste Befalingsmaend, som Kong Salomo havde, to Hundrede og halvtredsindstyve, som regerede over Folket.
2Chro	8	11	11. Og Salomo lod Faraos Datter drage op fra Davids Stad ind i det Hus, som han havde bygget til hende; thi han sagde: Min Hustru skal ikke bo i Davids, Israels Konges, Hus; thi de Huse ere hellige; efterdi Herrens Ark er kommen i dem.
2Chro	8	12	12. Da ofrede Salomo Herren Braendofre paa Herrens Alter, som han havde bygget foran Forhallen,
2Chro	8	13	13. og hvad der hørte til hver Dag at ofre efter Mose Bud, paa Sabbaterne og Nymaanederne og de bestemte Tider, tre Gange om Aaret, nemlig: Paa de usyrede Brøds Højtid og paa Ugernes Højtid og paa Løvsalernes Højtid.
2Chro	8	14	14. Og han beskikkede efter Davids, sin Faders, Vis Praesternes Skifter til deres Tjeneste og Leviterne til deres Vagter, til at love og at gøre Tjeneste over for Praesterne, efter hvad der hørte til hver Dag, og Portnerne i deres Skifter til hver Port; thi saaledes var Davids, den Guds Mands, Befaling.
2Chro	8	15	15. Og de vege ikke fra Kongens Befaling om Praesterne og Leviterne angaaende enhver Sag og angaaende Skattene.
2Chro	8	16	16. Og al Salomos Gerning var beredt til den Dag, Grundvolden blev lagt til Herrens Hus, og indtil han havde fuldendt det. Herrens Hus blev fuldkommet.
2Chro	8	17	17. Da drog Salomo til Ezion-Geber og til Eloth, til Havets Bred i Edoms Land.
2Chro	8	18	18. Og Huram sendte ham Skibe ved sine Tjenere og Tjenere forfarne til Søs, og de kom med Salomos Tjenere til Ofir og hentede derfra fire Hundrede og halvtredsindstyve Centner Guld, og de førte det til Kong Salomo.
------------------------Anden Krønikebog, Kapitel 9
2Chro	9	1	1. Og Dronningen af Seba hørte Salomos Rygte og kom for at prøve Salomo med mørke Taler til Jerusalem med en saare stor Skare af Kameler, som bare vellugtende Urter og Guld i Mangfoldighed og dyrehare Stene; og hun kom til Salomo og talte med ham alt det, som var i hendes Hjerte.
2Chro	9	2	2. Og Salomo udtydede hende alle hendes Ord, og der var ikke et Ord skjult for Salomo, som han ej udtydede hende.
2Chro	9	3	3. Da Dronningen af Seba saa Salomos Visdom og det Hus, som han havde bygget,
2Chro	9	4	4. og Maden til hans Bord og hans Tjeneres Bolig, og hvordan de stode, som opvartede ham, og deres Kaeder og hans Mundskaenke og deres Klaeder og hans Opgang, ad hvilken han gik op til Herrens Hus: Da var hun ude af sig selv.
2Chro	9	5	5. Og hun sagde til Kongen: Det Ord er sandt, som jeg har hørt i mit Land om dine Sager og om din Visdom;
2Chro	9	6	6. og jeg vilde ikke tro deres Ord, førend jeg kom, og mine Øjne have set det, og se, ikke Halvdelen er mig forkyndt af din megen Visdom; du har mere end efter Rygtet, som jeg har hørt.
2Chro	9	7	7. Salige ere dine Maend, og salige ere disse dine Tjenere, som stedse staa for dit Ansigt, og som høre din Visdom!
2Chro	9	8	8. Lovet vaere Herren din Gud, som havde Lyst til dig, at saette dig paa sin Trone til Konge for Herren, din Gud! Fordi din Gud elsker Israel og vil befaeste det evindelig, derfor satte han dig til Konge over dem, til at gøre Ret og Retfaerdighed.
2Chro	9	9	9. Og hun gav Kongen hundrede og tyve Centner Guld og saare mange vellugtende Urter og dyrebare Stene; der var ikke saadanne Urter som disse, hvilke Dronningen af Seba gav Kong Salomo.
2Chro	9	10	10. Dertil med havde Hurams Tjenere og Salomos Tjenere bragt Guld fra Ofir og bragt Hebentrae og dyrebare Stene.
2Chro	9	11	11. Og af Hebentraeet lod Kongen gøre Gange til Herrens Hus og til Kongens Hus, samt Harper og Psaltre til Sangerne; og der blev ikke tilforn set saadant som dette i Judas Land.
2Chro	9	12	12. Og Kong Salomo gav Dronningen af Seba alt det, hun havde Lyst til, som hun begaerede, foruden Gaver for det, som hun havde medbragt til Kongen; og hun vendte om og drog til sit Land, hun og hendes Tjenere.
2Chro	9	13	13. Og Vaegten paa det Guld, som kom til Salomo paa eet Aar, var seks Hundrede og seks og tresindstyve Centner Guld
2Chro	9	14	14. foruden det, som indkom fra Toldbetjentene, og det, som Købmaendene bragte; og alle Kongerne af Arabia og Fyrsterne i Landet bragte Guld og Sølv til Salomo.
2Chro	9	15	15. Og Kong Salomo lod gøre to Hundrede Skjolde af drevet Guld; seks Hundrede Sekel drevet Guld lod han gaa paa hvert Skjold;
2Chro	9	16	16. og tre Hundrede smaa Skjolde af drevet Guld, tre Hundrede Sekel Guld lod han gaa paa hvert Skjold; og Kongen lagde dem i Libanons Skovhus.
2Chro	9	17	17. Og Kongen lod gøre en stor Trone af Elfenben og beslog den med purt Guld.
2Chro	9	18	18. Og Tronen havde seks Trin og en Skammel, som med Guld vare fastgjorte til Tronen, og der var Arme paa begge Sider omkring Saedets Sted, og to Løver stode ved Armene.
2Chro	9	19	19. Og der stod tolv Løver paa de seks Trin paa begge Sider; saadant er ikke gjort i noget Rige.
2Chro	9	20	20. Og alle Kong Salomos Drikkekar vare af Guld, og alle Karrene i Libanons Skovhus vare af fint Guld; Sølv agtedes ikke for noget i Salomos Dage.
2Chro	9	21	21. Thi Kongens Skibe fore til Tharsis med Hurams Tjenere; een Gang i tre Aar kom de Tharsis Skibe, som bragte Guld og Sølv, Elfenben, Aber og Paafugle.
2Chro	9	22	22. Og Kong Salomo blev større end alle Konger paa Jorden ved Rigdom og Visdom.
2Chro	9	23	23. Og alle Jordens Konger søgte Salomos Ansigt for at høre hans Visdom, som Gud havde givet i hans Hjerte.
2Chro	9	24	24. Og de førte hver sin Skaenk: Sølvkar og Guldkar og Klaeder, Rustninger og vellugtende Urter, Heste og Muler, I hvilket skete aarligt.
2Chro	9	25	25. Og Salomo havde fire Tusinde Stalde til Heste og Vogne og tolv Tusinde Ryttere, og han lod dem blive i Vognstaederne og hos Kongen i Jerusalem.
2Chro	9	26	26. Og han herskede over alle Kongerne, fra Floden og indtil Filisternes Land og indtil Aegyptens Landemaerke.
2Chro	9	27	27. Og Kongen gjorde Sølvet i Jerusalem som Stenene og gjorde Gedertraeerne som Morbaertraeerne, der ere i Lavlandet i Mangfoldighed.
2Chro	9	28	28. Og man udførte Heste til Salomo fra Aegypten og fra alle Landene.
2Chro	9	29	29. Men det øvrige af Salomos Handeler, de første og de sidste, ere de Ting ikke skrevne i Profeten Nathans Krønike og i Siloniten Ahias Profeti og i Seeren Jeddis Syn imod Jeroboam, Nebats? Søn?
2Chro	9	30	30. Og Salomo regerede i Jerusalem over al Israel fyrretyve Aar.
2Chro	9	31	31. Og Salomo laa med sine Faedre, og de begrove ham i Davids, hans Faders, Stad; og Roboam, hans Søn, blev Konge i hans Sted.
------------------------Anden Krønikebog, Kapitel 10
2Chro	10	1	1. Og Roboam drog til Sikem; thi al Israel var kommen til Sikem for at gøre ham til Konge.
2Chro	10	2	2. Og det skete, der Jeroboam, Nebats Søn, hørte det - thi han var i Aegypten, hvorhen han var flygtet for Kong Salomos Ansigt - da kom Jeroboam tilbage fra Aegypten.
2Chro	10	3	3. Thi de sendte hen og kaldte ham; og Jeroboam kom og al Israel, og de talte til Roboam, sigende:
2Chro	10	4	4. Din Fader gjorde vort Aag haardt; men let nu din Faders haarde Tjeneste og hans svare Aag, som han lagde paa os, saa ville vi tjene dig.
2Chro	10	5	5. Og han sagde til dem: Om tre Dage saa kommer til mig igen; og Folket gik.
2Chro	10	6	6. Og Kong Roboam raadførte sig med de aeldste, som havde staaet for hans Fader Salomos Ansigt, der han var levende, og sagde: Hvorledes raade I at give dette Folk Svar tilbage?
2Chro	10	7	7. Og de talte til ham, sigende: Vil du vaere dette Folk god og behage dem og tale gode Ord til dem, da blive de dine Tjenere alle Dage!
2Chro	10	8	8. Men han forlod de aeldstes Raad, som de raadede ham, og raadførte sig med de unge, som vare opvoksede med ham, de, som stode for hans Ansigt.
2Chro	10	9	9. Og han sagde til dem: Hvad raade I, at vi skulle give dette Folk for Svar tilbage, som talte til mig, sigende: Gør du os det Aag lettere, som din Fader lagde paa os?
2Chro	10	10	10. Og de unge, som vare opvoksede med ham, talte til ham, sigende: Saa skal du sige til det Folk, som talte til dig og sagde: Din Fader gjorde vort Aag svart, men gør du os det lettere, - saa skal du sige til dem: Min Lillefinger skal vaere tykkere end min Faders Laender.
2Chro	10	11	11. Nu da, min Fader lagde eder et svart Aag paa, men jeg vil gøre eders Aag svarere; min Fader tugtede eder med Svøber, men jeg vil tugte eder med Skorpioner.
2Chro	10	12	12. Da kom Jeroboam og alt Folket til Roboam paa den tredje Dag, som Kongen havde talt og sagt: Kommer igen til mig paa den tredje Dag!
2Chro	10	13	13. Og Kongen svarede dem haardt, og Kong Roboam forlod de aeldstes Raad.
2Chro	10	14	14. Og han talte til dem efter de unges Raad og sagde: Min Fader gjorde eders Aag svart, men jeg vil gøre det svarere; min Fader tugtede eder med Svøber, men jeg vil tugte eder med Skorpioner.
2Chro	10	15	15. Og Kongen hørte ikke Folket; thi Aarsagen var fra Gud, for at Herren kunde stadfaeste sit Ord, som han havde talt ved Siloniten Ahia til Jeroboam, Nebats Søn.
2Chro	10	16	16. Der al Israel saa, at Kongen ikke vilde høre dem, da gav Folket Kongen et Svar tilbage og sagde: Hvad Del have vi i David? og: Vi have ingen Lod i Isajs Søn; Israel! drag til dine Telte; se nu til dit Hus, o David! Saa gik al Israel til sine Telte, hver isaer.
2Chro	10	17	17. Dog Israels Børn, som boede i Judas Staeder, over dem regerede Roboam.
2Chro	10	18	18. Da sendte Kong Roboam Hadoram, som var Rentemester, men Israels Børn stenede ham med Stene, saa at han døde; men Kong Roboam brugte al sin Styrke til at komme op i Vognen for at fly til Jerusalem.
2Chro	10	19	19. Saa faldt Israel af fra Davids Hus indtil denne Dag.
------------------------Anden Krønikebog, Kapitel 11
2Chro	11	1	1. Der Roboam kom til Jerusalem, da samlede han Judas Hus og Benjamin, hundrede og firsindstyve Tusinde udvalgte Krigsmaend, at stride imod Israel for at føre Riget tilbage til Roboam.
2Chro	11	2	2. Men Herrens Ord skete til Semaja, den Guds Mand, og sagde:
2Chro	11	3	3. Tal til Roboam, Salomos Søn, Judas Konge, og til al Israel, som er i Juda og Benjamin, og sig:
2Chro	11	4	4. Saa sagde Herren: I skulle ikke drage op og ej stride imod eders Brødre; vender tilbage, hver til sit Hus, thi denne Handel er sket af mig; og de adløde Herrens Ord og vendte tilbage og droge ikke imod Jeroboam.
2Chro	11	5	5. Og Roboam boede i Jerusalem og byggede Staeder til Befaestning i Juda.
2Chro	11	6	6. Og han byggede Bethlehem og Etam og Thekoa
2Chro	11	7	7. og Bethzur og Soko og Adullam
2Chro	11	8	8. og Gath og Maresa og Sif
2Chro	11	9	9. og Adoraim og Lakis og Aseka
2Chro	11	10	10. og Zora og Ajalon og Hebron, som vare i Juda og i Benjamin, saa de bleve faste Staeder.
2Chro	11	11	11. Og han gjorde de faste Staeder staerke og lagde Befalingsmaend i dem og Forraad af Spise og Olie og Vin
2Chro	11	12	12. og Skjolde og Spyd i alle Staederne, hvilke han befaestede saare meget; og Juda og Benjamin vare hans.
2Chro	11	13	13. Og praesterne og Leviterne, som vare udi al Israel, de gik over til ham fra alt deres Landemaerke.
2Chro	11	14	14. Thi Leviterne forlode deres Marker og deres Ejendom og droge til Juda og til Jerusalem; thi Jeroboam og hans Sønner forkastede dem og lode dem ikke gøre Praestetjeneste for Herren.
2Chro	11	15	15. (Men han beskikkede sig Praester til Højene og til Skovtroldene og til de Kalve, som han opstillede.)
2Chro	11	16	16. Og efter hine fulgte af alle Israels Stammer de, som gave deres Hjerte til at søge Herren Israels Gud; de kom til Jerusalem for at ofre til Herren, deres Faedres Gud.
2Chro	11	17	17. Og de styrkede Judas Rige og gjorde Roboam, Salomos Søn, maegtig i tre Aar; thi de vandrede i Davids og i Salomos Vej i tre Aar.
2Chro	11	18	18. Og Roboam tog sig en Hustru foruden Mahalath, Jerimoths, Davids Søns, Datter, nemlig Abihail, en Datter af Eliab, Isajs Søn.
2Chro	11	19	19. Og hun fødte ham Sønner: Je'us og Semarja og Saham.
2Chro	11	20	20. Og efter hende tog han Maaka, Absaloms Datter; og hun fødte ham Abia og Athaj og Sisa og Selomith.
2Chro	11	21	21. Men Roboam elskede Maaka, Absaloms Datter, mere end alle sine Hustruer og Medhustruer; thi han tog atten Hustruer og tresindstyve Medhustruer; og avlede otte og tyve Sønner og tresindstyve Døtre.
2Chro	11	22	22. Og Roboam satte Abia, Maakas Søn, til den ypperste, til en Fyrste iblandt hans Brødre; thi han taenkte at gøre ham til Konge.
2Chro	11	23	23. Og han handlede forstandig og fordelte alle sine Sønner i alle Judas og Benjamins Lande, i alle faste Staeder, og gav dem rigeligt Underhold; og han begaerede mange Hustruer for dem.
------------------------Anden Krønikebog, Kapitel 12
2Chro	12	1	1. Og det skete, der Roboams Rige var befaestet, og der han var bleven maegtig, da forlod han og hele Israel med ham Herrens Lov.
2Chro	12	2	2. Og det skete i Kong Roboams femte Aar, da drog Sisak, Kongen af Aegypten, op imod Jerusalem (thi de havde forsyndet sig imod Herren )
2Chro	12	3	3. med tusinde og to Hundrede Vogne og med tresindstyve Tusinde Ryttere, og der var ikke Tal paa det Folk, sorn kom med ham af Aeypten: Libyer, Sukiter og Morianer.
2Chro	12	4	4. Og han indtog de faste Staeder, som hørte til Juda, og kom til Jerusalem.
2Chro	12	5	5. Da kom Semaja, Profeten, til Roboam og til de Øverste i Juda, som havde samlet sig til Jerusalem for Sisaks Skyld, og sagde til dem: Saa sagde Herren: I have forladt mig, og jeg har derfor overladt eder i Sisaks Haand.
2Chro	12	6	6. Da ydmygede de Øverste udi Israel sig tillige med Kongen, og de sagde: Herren er retfaerdig.
2Chro	12	7	7. Og der Herren saa, at de ydlnygede sig, da skete Herrens Ord til Senaja og sagde: De have ydmyget sig, jeg vil ikke ødelaegge dem; men om en kort Tid vil jeg lade dem undkomme, og rnin Fortørnelse skal ikke udøses over Jerusalem ved Sisak.
2Chro	12	8	8. Dog skulle de vorde hans Tjenere, at de kunne fornemme, hvad det er at tjene mig og at tjene Landenes Riger.
2Chro	12	9	9. Saa drog Sisak, Kongen af Aegypten, op imod Jerusalem, og han tog Liggendefaeet i Herrens Hus og Liggendefaeet i Kongens Hus, han tog alting bort; og han tog de Skjolde af Guld, som Salomo hade ladet gøre.
2Chro	12	10	10. Og Kong Roboam lod gøre Kobberskjolde i deres Sted og betroede dem i de øverste Drabanters Haand, som toge Vare paa Døren for Kongens Hus.
2Chro	12	11	11. Og det skete, saa tidt Kongen gik ind i Herrens Hus, da kom Drabanterne og bare dem ud, og de bare dem tilbage i Drabanternes Kammer.
2Chro	12	12	12. Og da han ydmygede sig, blev Herrens Vrede vendt af fra ham, thi han vilde ikke ødelaegge ham aldeles; thi der var ogsaa nogle gode Ting. i Juda.
2Chro	12	13	13. Kong Roboam befaestede sig i Jerusalem og regerede; thi Roboam var et og fyrretyve Aar gammel, der han blev Konge, og regerede sytten Aar i Jerusalem, i den Stad, som Herren af alle Israels Stammer havde udvalgt for der at saette sit Navn; og hans Moders Navn var Naema, den ammonitiske.
2Chro	12	14	14. Og han gjorde det, som var ondt; thi han beredte ikke sit Hjerte til at søge Herren.
2Chro	12	15	15. Men Roboams Handeler, de første og de sidste, ere de ikke skrevne i Profeten Semejas Krønikers Bog og hos Seeren Iddo, hvor han opregner Slaegtregistrene? og der var Krige imellem Roboam og Jeroboam alle Dage.
2Chro	12	16	16. Og Roboam laa med sine Faedre, og blev begraven i Davids Stad; og Abia, hans Søn, blev Konge i hans Sted.
------------------------Anden Krønikebog, Kapitel 13
2Chro	13	1	1. I Kong Jeroboams attende Aar, da blev Abia Konge over Juda.
2Chro	13	2	2. Han regerede tre Aar i Jerusalem, og hans Moders Navn var Mikaja, Uriel Datter fra Gibea; og der var Krig imellem Abia og imellem Jeroboam
2Chro	13	3	3. Og Abia begyndte Krigen med en Haer af vaeldige Krigsfolk, fire Hundrede Tusinde udvalgte Maend; og Jeroboam rustede sig imod ham til Krig med otte Hundrede Tusinde udvalgte Maend, vaeldige til Strid.
2Chro	13	4	4. Og Abia stod frem paa Zemaraims Bjerg, som hører til Efraims Bjerge, og sagde: Hører mig, Jeroboam og Israel!
2Chro	13	5	5. Burde det ikke eder at vide, at Herren, Israels Gud, har givet David Regeringen over Israel evindelig, ham og hans Sønner ved en Saltpagt?
2Chro	13	6	6. Men Jeroboam, Nebats Søn, Salomos, Davids Søns, Tjener rejste sig og affaldt fra sin Herre,
2Chro	13	7	7. Og løse Maend, Belials Børn, samlede sig til ham og satte sig vaeldig op imod Roboam, Salomos Søn; thi Roboam var ung og blødhjertet, saa at han ikke kunde vise Styrke imod dem.
2Chro	13	8	8. Og nu taenke I, at I ville vise eders Styrke imod Herrens Rige, som er i Davids Sønners Haand, fordi I ere en stor Hob og have hos eder Guldkalve, som Jeroboam gjorde til Guder for eder.
2Chro	13	9	9. Have I ikke fordrevet Herrens Praester, Arons Sønner og Leviterne, og gjort eder selv Praester ligesom Folkene i Landene hver den, som kommer for at fylde sin Haand med en ung Tyr og syv Vaedre, han bliver Praest for dem, som ikke ere Guder.
2Chro	13	10	10. Men hvad os angaar, da er Herren vor Gud, og vi have ikke forladt ham; og Praesterne, som tjene Herren, Arons Børn og Leviterne, ere i Tjenesten;
2Chro	13	11	11. og de antaende Braendofrene for Herren hver Morgen og hver Aften og Røgofferet af vellugtende Urter og saette Skuebrødene paa det rene Bord og Guldlysestagen og dens Lamper, der taendes hver Aften; thi vi holde Herren vor Guds Skik, men I, I have forladt ham.
2Chro	13	12	12. Derfor se, med os, i Spidsen for os er Gud og hans Praester, og de staerktlydende Basuner, der skulle lyde imod eder; I, Israels Børn, strider ikke imod Herren, eders Faedres Gud; thi det skal ikke lykkes eder.
2Chro	13	13	13. Men Jeroboam lod et Baghold gaa omkring for at komme bag paa dem, saa de selv vare foran Juda og Bagholdet bag dem.
2Chro	13	14	14. Og Juda saa sig om, og se. da var der Kamp foran dem og bag dem, og de raabte til Herren, og Praesterne blaeste i Basunerne.
2Chro	13	15	15. Og Judas Maend skrege, og det skete, der Judas Maend skrege, da slog Gud Jeroboam og al Israel for Abias og Judas Ansigt.
2Chro	13	16	16. Og Israels Børn flyede for Judas Ansigt, og Gud gav dem i deres Haand.
2Chro	13	17	17. Og Abia og hans Folk slog dem med et stort Slag, og de ihjelslagne, som faldt af Israel, vare fem Hundrede Tusinde udvalgte Maend.
2Chro	13	18	18. Saa bleve Israels Børn ydmygede samme Tid, men Judas Børn bleve styrkede; thi de forlode sig fast paa Herren, deres Faedres Gud.
2Chro	13	19	19. Og Abia forfulgte Jeroboam og tog Staeder fra ham, nemlig Bethel med dens tilhørende Byer og Jesana med dens tilhørende Byer og Efron med dens tilhørende Byer.
2Chro	13	20	20. Og Jeroboam kom ikke ydermere til Kraefter i Abias Dage, og Herren slog ham, saa han døde.
2Chro	13	21	21. Men Abia blev maegtig og tog sig fjorten Hustruer og avlede to og tyve Sønner og seksten Døtre.
2Chro	13	22	22. Men det øvrige. af Abias Handeler, baade hans Veje og hans Ord, ere skrevne i Profeten Iddos Historie.
------------------------Anden Krønikebog, Kapitel 14
2Chro	14	1	1. Og Abia laa med sine Faedre, og de begrove ham i Davids Stad, og Asa, hans Søn, blev Konge i hans Sted; i hans Dage havde Landet Ro i ti Aar.
2Chro	14	2	2. Og Asa gjorde det, som var godt og ret for Herrens hans Guds Øjne.
2Chro	14	3	3. Og han borttog de fremmede Altre og Højene og sønderbrød Støtterne og sønderhuggede Astartebillederne.
2Chro	14	4	4. Og han sagde til Juda, at de skulde søge Herren, deres Faedres Gud, og gøre Loven og Budet.
2Chro	14	5	5. Og han borttog Højene og Solbillederne fra alle Staeder i Juda, og Riget havde Ro under ham.
2Chro	14	6	6. Og han byggede faste Staeder i Juda, fordi Landet havde Ro, og der var ingen Krig imod ham i disse Aar; thi Herren skaffede ham Rolighed.
2Chro	14	7	7. Og han sagde til Juda: Lader os bygge disse Staeder og føre Mur op omkring dem med Taarne, dobbelte Porte og Staenger, da Landet endnu ligger for os; thi vi have søgt Herren vor Gud, vi have søgt ham, og han har skaffet os Rolighed trindt omkring. Saa byggedeg de, og det lykkedes for dem.
2Chro	14	8	8. Og Asa havde en Haer, som bar Skjold og Spyd, af Juda tre Hundrede Tusinde og af Benjamin, som bare Skjold og spaendte, Bue, to Hundrede og firsindstyve Tusinde; alle disse vare vaeldige til Strid.
2Chro	14	9	9. Og Morianen Sera drog ud imod dem med en Haer, tusinde Gange tusinde, og med tre Hundrede Vogne; og han kom lige til Maresa.
2Chro	14	10	10. Og Asa drog ud imod ham, og de rustede sig til Slag i Zefatas Dal ved Maresa.
2Chro	14	11	11. Og Asa raabte til Herren sin Gud og sagde: Herre ! hos dig, naar du vil hjaelpe, gør det ingen Forskel, om en har megen, eller ingen Kraft; hjaelp os, Herre vor Gud! thi vi forlade os fast paa dig, og vi ere komne i dit Navn imod denne Hob; Herre ! du er vor Gud, intet Menneske skal formaa noget imod dig.
2Chro	14	12	12. Og Herren slog Morianerne for Asas Ansigt og for Judas Ansigt, og Morianerne flyede.
2Chro	14	13	13. Og Asa og Folket, som var med ham, forfulgte dem indtil Gerar; og der faldt af Morianerne saa mange, at ingen af dem blev levende; thi de bleve knuste for Herrens Ansigt og for hans Haer; og man gjorde et saare stort Bytte.
2Chro	14	14	14. Og de sloge alle Staeder trindt omkring Gerar, thi Herrens Frygt var over disse; og de udplyndrede alle Staederne, thi der var meget Bytte i dem.
2Chro	14	15	15. Og de sloge ogsaa Kvaegteltene, og bortførte smaat Kvaeg i Mangfoldighed og Kameler, og de kom tilbage til Jerusalem.
------------------------Anden Krønikebog, Kapitel 15
2Chro	15	1	1. Og Asaria, Odeds Søn over ham kom Guds Aand.
2Chro	15	2	2. Og han gik ud imod Asa og sagde til ham: Hører mig, Asa og al Juda og Benjamin! Herren er med eder, fordi I ere med ham, og dersom I søge ham, skal han lade sig finde af eder, men om I forlade ham, skal han forlade eder.
2Chro	15	3	3. Og der var mange Dage for Israel, da de vare uden sand Gud og uden Praest, som un- derviste dem, og uden Lov.
2Chro	15	4	4. Og de omvendte sig i deres Nød til Herren, Israels Gud, og søgte ham, og han lod sig finde af dem.
2Chro	15	5	5. Men i hine Tider havde ingen Fred, naar han gik ud, og naar han gik ind; thi et stort Bulder gik over alle Indbyggerne i Landene,
2Chro	15	6	6. og de bleve sønderknuste, Folk imod Folk, og Stad imod Stad; thi Gud forfaerdede dem med alle Haande Angest.
2Chro	15	7	7. Men I, vaerer frimodige og lader ikke eders Haender synke; thi der er Løn for eders Gerning.
2Chro	15	8	8. Der Asa hørte disse Ord og Profeten Odeds Profeti, blev han frimodig og borttog Vederstyggelighederne fra det ganske Judas og Benjamins Land og fra de Staeder, som han havde indtaget af Efraims Bjerg; og fornyede Herrens Alter, som var foran Herrens Forhal.
2Chro	15	9	9. Og han samlede al Juda og Benjamin og de fremmede hos dem af Efraim og af Manasse og af Simeon; thi mangfoldige af Israel gik over til ham, der de saa, at Herren hans Gud var med ham.
2Chro	15	10	10. Og de samlede sig til Jerusalem, i den tredje Maaned i Asas Regerings femtende Aar.
2Chro	15	11	11. Og de ofrede til Herren samme Dag af det Bytte, som de havde ført hjem, syv Hundrede Øksne og syv Tusinde Faar.
2Chro	15	12	12. Og de indgik Pagten om at søge Herren, deres Faedres Gud, af deres ganske Hjerte og af deres ganske Sjael.
2Chro	15	13	13. Og hver, som ikke vilde søge Herren, Israels Gud, skulde dødes, baade liden og stor, baade Mand og Kvinde.
2Chro	15	14	14. Og de tilsvore Herren med høj Røst og med Frydeskrig og med Basuner og med Trompeter.
2Chro	15	15	15. Og al Juda var glad over Eden; thi de havde svoret af deres ganske Hjerte og søgte ham med deres ganske Villie, og han lod sig finde af dem; og Herren skaffede dem Rolighed trindt omkring.
2Chro	15	16	16. Og Kong Asa afsatte ogsaa sin Moder Maaka, at hun ikke skulde vaere Dronning, fordi hun havde gjort sig et grueligt Billede af Astarte, og Asa udryddede hendes gruelige Billede og stødte det smaat og opbraendte det ved Kedrons Baek.
2Chro	15	17	17. Men Højene toges ikke bort af Israel, dog var Asas Hjerte retskaffent alle hans Dage.
2Chro	15	18	18. Og han førte de Ting, som hans Fader havde helliget, og det, som han selv havde helliget, ind i Guds Hus, Sølv og Guld og Kar.
2Chro	15	19	19. Og der var ingen Krig indtil det fem og tredivte Aar af Asas Regering.
------------------------Anden Krønikebog, Kapitel 16
2Chro	16	1	1. I Asas Regerings seks og tredivte Aar drog Baesa, Israels Konge op imod Juda og byggede Rama for ikke at tilstede Asa, Judas Konge, at nogen drog ud eller kom ind
2Chro	16	2	2. Men Asa tog Sølv og Guld af Herrens Hus's og Kongens Hus's Liggendefae og sendte til Benhadad Kongen af Syrien, som boede i Damaskus, og lod sige:
2Chro	16	3	3. Der er en Pagt imellem mig og imellem dig og imellem min Fader og imellem din Fader; se, jeg sender dig Sølv og Guld drag hen, gør til intet din Pagt med Baesa, Israels Konge, at han ma drage op fra mig.
2Chro	16	4	4. Og Benhadad adlød Kong Asa og sendte de Haerførere, som han havde, imod Israels Staeder, og de slog Ijon og Dan og Abel-Maim og alle Nafthalis Forraadsstaeder.
2Chro	16	5	5. Og det skete, der Baesa hørte det, da lod han af med at bygge Rama og lod sit Arbejde høre op.
2Chro	16	6	6. Da tog Kong Asa hele Juda med sig, og de toge Stenene bort fra Rama tillige med Tømmeret der, som Baesa havde bygget med, og han byggede dermed Geba og Mizpa.
2Chro	16	7	7. Og paa den samme Tid kom Hanani, Seeren, til Asa, Judas Konge, og sagde til ham: Fordi du forlod dig fast paa Kongen af Syrien og forlod dig ikke fast paa Herren din Gud, derfor er Kongen af Syriens Haer undsluppen fra din Haand.
2Chro	16	8	8. Vare ikke Morianerne og Libyerne en stor Haer med saare mange Vogne og Ryttere? dog, der du forlod dig fast paa Herren, gav han dem i din Haand.
2Chro	16	9	9. Thi Herrens Øjne skue omkring paa al Jorden, og han viser sig staerk i at hjaelpe dem, hvis Hjerte er helt med ham; du handlede daarligt i denne Sag; thi fra nu af skal der vaere Krig imod dig.
2Chro	16	10	10. Men Asa blev fortørnet paa Seeren og satte ham i Faengsels Hus, thi han blev vred paa ham for dette; og Asa fortrykte nogle af Folket paa den samme Tid.
2Chro	16	11	11. Og se, Asas Handeler, de første og de sidste, se, de ere skrevne i Judas og Israels Kongers Bog.
2Chro	16	12	12. Og Asa blev syg i sine Fødder i sin Regerings ni og tredivte Aar, indtil hans Sygdom tog til over Maade; og selv i sin Sygdom søgte han ikke Herren, men Laegerne.
2Chro	16	13	13. Og Asa laa med sine Faedre og døde i sin Regerings et og fyrretyvende Aar.
2Chro	16	14	14. Og de begrove ham i hans Gravsted, som han havde ladet grave i Davids Stad, og de lagde ham paa et Leje, som man havde fyldt med alle Slags vellugtende Urter, sammensatte paa Kunstens Vis ved en Blanding, og de braendte saare meget ham til Aere.
------------------------Anden Krønikebog, Kapitel 17
2Chro	17	1	1. Og Josafat, hans Søn, blev Konge i hans Sted og befaestede sig mod Israel.
2Chro	17	2	2. Og han lagde en Krigshaer i alle Judas faste Staeder og: satte Befalingsmaend i Judas Land; og i Efraims Staeder, som hans Fader Asa havde indtaget.
2Chro	17	3	3. Og Herren var med Josafat; thi han vandrede i sin Fader Davids første Veje og søgte ikke Baalerne;
2Chro	17	4	4. men han søgte sin Faders Gud og vandrede i hans Bud og ikke efter Israels Gerning.
2Chro	17	5	5. Og Herren stadfaestede Riget i hans Haand, og al Juda gav Josafat Skaenk; og han havde Rigdom og Aere i Mangfoldighed.
2Chro	17	6	6. Og der hans Hjerte blev modigt paa Herrens Veje, da borttog han fremdeles Højene og Astartebillederne af Juda.
2Chro	17	7	7. Og i sin Regerings tredje Aar udsendte han sine Fyrster: Ben-Hail og Obadja og Sakarja og Nethaneel og Mikaja for at laere i Judas Staeder;
2Chro	17	8	8. og med dem Leviterne: Semaja og Nethania og Sebadja og Asael og Semiramoth og Jonathan og Adonia og Tobia ogTob-Adonia, Leviterne; og med dem Elisama og Joram, Praesterne.
2Chro	17	9	9. Og de laerte i Juda, og de havde Herrens Lovbog med sig, og de droge omkring i alle Judas Staeder og laerte iblandt Folket.
2Chro	17	10	10. Og Frygt for Herren kom over alle Landenes Riger, som laa trindt omkring Juda, saa at de ikke strede imod Josafat.
2Chro	17	11	11. Og af Filisterne bragte nogle Josafat Skaenk og Sølvafgiften; ogsaa Araberne bragte ham smaat Kvaeg, syv Tusinde og syv Hundrede Vaedre og syv Tusinde og syv Hundrede Bukke.
2Chro	17	12	12. Saa tiltog Josafat overmaade i Magt, og han byggede Slotte og Forraadsstaeder i Juda.
2Chro	17	13	13. Og han havde meget at gøre i Judas Staeder og Krigsmaend, vaeldige til Strid, i Jerusalem.
2Chro	17	14	14. Og dette var deres Tal efter deres; Faedres Hus: I Juda vare Øverster over tusinde; Adna den Øverste, og med ham vare tre Hundrede Tusinde, vaeldige til Strid.
2Chro	17	15	15. Og naest ham var Johanan den Øverste, og med ham vare to Hundrede og firsindstyve Tusinde.
2Chro	17	16	16. Og naest ham var Amasia, Sikris Søn, Herrens frivillige, og med ham vare to Hundrede Tusinde, vaeldige til Strid.
2Chro	17	17	17. Og af Benjamin var Eljada, en vaeldig Mand til Strid, og med ham vare to Hundrede Tusinde, udrustede med Bue og Skjold.
2Chro	17	18	18. Og naest ham var Josabad, og med ham vare hundrede og firsindstyve Tusinde, bevaebnede til Strid.
2Chro	17	19	19. Disse tjente Kongen foruden dem, som Kongen havde lagt i de faste Staeder i al Juda.
------------------------Anden Krønikebog, Kapitel 18
2Chro	18	1	1. Og Josafat havde Rigdom og Aere i Mangfoldighed, og han gjorde Svogerskab med Akab.
2Chro	18	2	2. Og der nogle Aar vare til Ende, drog han ned, til Akab til Samaria, og Akab lod slagte smaat Kvaeg og stort Kvaeg i Mangfoldighed til ham og til det Folk, som var med ham, og han; tilskyndede ham til at drage op til Ramoth i Gilead.
2Chro	18	3	3. Thi Akab, Israels Konge, sagde til Josafat, Judas Konge: Vil du drage med mig til Ramoth i Gilead? Og han sagde til ham: Jeg vil vaere ligesom du, og mit Folk skal vaere ligesom dit Folk, og vi ville vaere med dig i Krigen.
2Chro	18	4	4. Fremdeles sagde Josafat til Israels Konge: Kaere, adspørg i Dag Herrens Ord!
2Chro	18	5	5. Da samlede Israels Konge Profeterne, fire Hundrede, Maend, og sagde til dem: Skulle vi drage imod Ramoth i Gilead til Krig, eller skal jeg lade vaere? og de sagde: Drag op, og Gud skal give den i Kongens Haand.
2Chro	18	6	6. Men Josafat sagde: Er her ikke endnu en Herrens Profet, at vi kunne spørge ham ad?
2Chro	18	7	7. Og Israels Konge sagde til Josafat: Her er endnu en Mand, ved hvilken man kan adspørge Herren (men jeg hader ham, fordi han spaar ikke godt over mig, men alle sine Dage ondt), det er Mika, Jimlas Søn; og Josafat sagde: Kongen sige ikke saa!
2Chro	18	8	8. Da kaldte Israels Konge ad en Kammertjener og sagde: Hent hurtigt Mika, Jimlas Søn!
2Chro	18	9	9. Og Israels Konge. og Josafat, Judas Konge, sade hver paa sin Trone, iførte Kongedragt, og de sade paa en fri Plads foran Indgangen til Samarias Port; og alle Profeterne spaaede for deres Ansigt.
2Chro	18	10	10. Og Zedekias, Ka'anas Søn havde gjort sig Jernhorn og sagde: Saa sagde Herren: Med disse skal du stange Syrerne, indtil de aldeles udryddes
2Chro	18	11	11. Og alle Profeterne spaaede saaledes og sagde: Drag op til Ramoth i Gilead og vaer lykkelig, og Herren skal give den i Kongens Haand.
2Chro	18	12	12. Og Budet, som var gaaet bort for at kalde Mika, talte til ham, sigende: Se, Profeternes Ord ere som af een Mund gunstige for Kongen; kaere, lad dit Ord og vaere som Ordet af een af dem, og tal gunstigt!
2Chro	18	13	13. Da saagde Mika: Saa vist som Herren lever, det som min Gud siger, det vil jeg tale.
2Chro	18	14	14. Og han kom til Kongen, og Kongen sagde til ham: Mika, skulle vi drage imod Ramoth i Gilead til Krig, eller skal jeg lade vaere? Og han sagde: Drager op og vaerer lykkelige, og de skulle gives i eders Haand.
2Chro	18	15	15. Og Kongen sagde til ham: Hvor mange Gange skal jeg besvaerge dig, at du intet siger mig uden Sandheden i Herrens Navn?
2Chro	18	16	16. Da sagde han: Jeg saa al Israel adspredt paa Bjergene som Faar, der ingen Hyrde have; og Herren sagde: Disse have ingen Herre, lad dem vende tilbage, hver til sit Hus med Fred.
2Chro	18	17	17. Da sagde Israels Konge til Josafat: Har jeg ikke sagt dig: Han spaar mig ikke godt, men ondt
2Chro	18	18	18. Og han sagde: Hører derfor Herrens Ord: Jeg saa Herren sidde paa sin Trone, og al Himmelens Haer staaende ved hans højre og ved hans venstre Side;
2Chro	18	19	19. og Herren sagde: Hvo vil overtale Akab, Israels Konge, at han skal drage op og falde ved Ramoth i Gilead Og han sagde: Den ene sagde saa, og den anden sagde saa.
2Chro	18	20	20. Da gik en Aand ud og stod for Herrens Ansigt og sagde: Jeg vil overtale ham; og Herren sagde til ham: Hvormed?
2Chro	18	21	21. Og han sagde: Jeg vil gaa ud og vaere en løgnagtig Aand i alle hans Profeters Mund; og han sagde: Du skal overtale ham og ogsaa formaa det; gak ud og gør saaledes!
2Chro	18	22	22. Og nu se, Herren har givet en løgnagtig Aand i disse dine Profeters Mund; men Herren har talt ondt over dig.
2Chro	18	23	23. Da gik Zedekias, Kna'anas Søn frem, og slog Mika paa Kinden og sagde: Hvor er den Vej, ad hvilken Herrens Aand er gaaet bort fra mig til at tale med dig?
2Chro	18	24	24. Og Mika sagde: Se, du skal se det paa den Dag, naar du gaar ind fra et Kammer i et andet for at skjule dig.
2Chro	18	25	25. Da sagde Israels Konge: Tager Mika og fører ham tilbage til Amon, Stadens Befalingsmand, og til Joas, Kongens Søn,
2Chro	18	26	26. og siger: Saa siger Kongen: Saetter denne i Faengsels Hus og bespiser ham med Traengsels Brød og Traengsels Vand; indtil jeg kommer tilbage med Fred.
2Chro	18	27	27. Og Mika sagde: Dersom du kommer tilbage med Fred, da har Herren, ikke talt ved mig; og han sagde: Hører, I Folk alle sammen!
2Chro	18	28	28. Saa drog Israels Konge og Josafat, Judas Konge, op imod Ramoth i Gilead.
2Chro	18	29	29. Og Israels Konge sagde til Josafat: Jeg vil forklaede mig og gaa i Kampen, men tag du dine egne Klaeder paa; og Israels Konge forklaedte sig, og de gik i Kampen.
2Chro	18	30	30. Men Kongen af Syrien bød de Øverste for Vognene, som han havde, og sagde: I skulle ikke stride imod liden eller stor, uden imod Israels Konge alene.
2Chro	18	31	31. Og det skete, der de Øverste for Vognene saa Josafat, da sagde de: Han er Israels Konge; og de omringede ham for at stride; men Josafat raabte, og Herren hjalp ham, og Gud tilskyndede dem til at vende sig fra ham.
2Chro	18	32	32. Og det skete, der de Øverste for Vognene saa, at det ikke var Israels Konge, da vendte de tilbage fra ham.
2Chro	18	33	33. Og en Mand spaendte Buen paa Lykke og Fromme og skød Israels Konge imellem Remmene og Panseret; da sagde han til Køresvenden: Vend din Haand om og før mig ud af Haeren; thi jeg er saaret.
2Chro	18	34	34. Og Kampen tog til paa den samme Dag, og Israels Konge blev staaende i Vognen over for Syrerne indtil Aftenen; og han døde ved den Tid, da Solen gik ned.
------------------------Anden Krønikebog, Kapitel 19
2Chro	19	1	1. Men Josafat, Judas Konge, kom tilbage til sit Hus med Fred til Jerusalem.
2Chro	19	2	2. Og Jehu, Hananis Søn, Seeren, gik ud imod ham og sagde til Kong Josafat: Skal du hjaelpe den ugudelige og elske dem, som hade Herren? derfor er der Vrede over dig fra Herrens Ansigt.
2Chro	19	3	3. Dog er der nogle gode Ting fundne hos dig, at du har borttaget Astartebillederne af Landet og beredet dit Hjerte til at søge Gud.
2Chro	19	4	4. Saa blev Josafat i Jerusalem; og han drog ud igen iblandt Folket fra Beersaba indtil Efraims Bjerg og førte dem tilbage til Herren, deres Faedres Gud.
2Chro	19	5	5. Og han beskikkede Dommere i Landet, i alle Judas faste Staeder, i hver Stad.
2Chro	19	6	6. Og han sagde til Dommerne: Ser til, hvad I gøre, thi I holde ikke Dom for et Menneske, men for Herren; og han er med eder i Dommens Handel.
2Chro	19	7	7. Derfor lader nu Herrens Frygt vaere over eder; tager eder i Agt, i hvad I gøre; thi der er ingen Uret hos Herren vor Gud, ej heller Persons Anseelse, ej heller Gavers Annammelse.
2Chro	19	8	8. Tilmed beskikkede Josafat ogsaa i Jerusalem nogle af Leviterne og Praesterne og af Øversterne for Faedrenehusene iblandt Israel til at dømme i Herrens Sager og i Tvistigheder. Og de vendte tilbage til Jerusalem.
2Chro	19	9	9. Og han bød dem og sagde: Gører saa i Herrens Frygt, trolig og med et retskaffent Hjerte!
2Chro	19	10	10. Og ved alle Tvistigheder, som komme for eder og fra eders Brødre, som bo i deres Staeder, imellem Blod og Blod, imellem Lov og Bud, Skikke og Forskrifter, skulle I paaminde dem, at de ikke blive skyldige for Herren, og der maatte komme en Vrede over eder og over eders Brødre; gører saa, da skulle I ikke blive skyldige.
2Chro	19	11	11. Og se, Ypperstepraesten Amaria er over eder i alle Herrens Sager og Sebadja, Ismaels Søn, Fyrsten i Judas Hus, i alle Kongens Sager, saa ere og Leviterne Fogeder for eders Ansigt; vaerer frimodige og gører dette, og Herren skal vaere med den gode.
------------------------Anden Krønikebog, Kapitel 20
2Chro	20	1	1. Og det skete derefter, at Moabs Børn og Ammons Børn og med dem nogle af Meuniterne kom imod Josafat til Krig.
2Chro	20	2	2. Og man kom og gav Josafat det til Kende og sagde: Der kommer en stor Hob imod dig fra hin Side Havet fra Syrien, og se, de ere i Hazezon-Thamar, det er Engedi.
2Chro	20	3	3. Og Josafat frygtede og vendtesit Ansigt til at søge Herren og lod udraabe en: Faste over al Juda.
2Chro	20	4	4. Og Juda samlede sig for at søge Hjaelp af Herren; ogsaa af alle Judas Staede kom de for at søge Herren.
2Chro	20	5	5. Og Josafat stod i Judas og Jerusalem Forsamling, i Herrens Hus foran den nye Forgaard,
2Chro	20	6	6. og han sagde Herre, vore Faedres Gud! er du ej selv den Gud i Himmelen? ja, du er den, som regerer i alle Hedningernes Riger, og i din Haand er Kraft og Vaelde, og der er ingen som kan bestaa imod dig.
2Chro	20	7	7. Har du ikke, vor Gud! fordrevet dette Lands: Indbyggere fra dit Folk Israels Ansigt og givet det til Abrahams, din Vens, Saed evindelig?
2Chro	20	8	8. Og de have boet derudi og bygget dig en Helligdom deri for dit Navn og sagt:
2Chro	20	9	9. Om Ulykke kommer over os, Svaerd, Straffedom eller Pest eller Hunger, skulle vi staa foran dette Hus og for dit Ansigt (thi dit Navn er i dette Hus), og raabe til dig i vor Nød, saa ville du høre og frelse!
2Chro	20	10	10. Nu da, se, Ammons Børn og: Moab og de fra Sejrs Bjerg, hos hvilke du ikke tilstedte Israel at drage igennem, der de kom fra Egyptens Land-thi de gik af Vejen for dem og ødelagde dem ikke
2Chro	20	11	11. se, disse betale os det med at komme for at udstøde os af din Ejendom, som du har ladet os indtage til Eje.
2Chro	20	12	12. Vor Gud! vil du ikke holde Dom over dem? thi der er ingen Kraft i os imod denne store Hob, som kommer imod os, og vi vide ikke, hvad vi skulle gøre; men vore Øjne ere vendte til dig.
2Chro	20	13	13. Og al Juda stod for Herrens Ansigt ogsaa deres smaa Børn, deres Hustruer og deres Sønner.
2Chro	20	14	14. Men over Jehasiel, en Søn af Sakaria, der var en Søn af Benaja, der var en Søn af Jejel, en Søn af Matthania, Leviten af Asafs Børn, kom Herrens Aand midt iblandt Forsamlingen,
2Chro	20	15	15. og han sagde: Giver Agt, alle I af Juda og I, Indbyggere i Jerusalem, og du, Kong Josafat! saa sagde Herren til eder: I skulle ikke frygte og ikke raeddes for denne store Hob, thi Krigen er ikke eders, men Guds.
2Chro	20	16	16. I Morgen skulle I drage ned imod dem; se, de drage op ad Opgangen til Ziz, og I skulle fnde dem ved Enden af Dalen lige over for Jeruels Ørk.
2Chro	20	17	17. Det skal ikke vaere eders Sag at stride her, stiller eder hen, bliver staaende og ser, hvorledes Herren frelser eder, o Juda og Jerusalem! I skulle ikke frygte og ikke raeddes, drager i Morgen ud imod dem, thi Herren skal vaere med eder.
2Chro	20	18	18. Da bøjede Josafat sit Ansigt ned til Jorden, og al Juda og Indbyggerne i Jerusalem faldt ned for Herrens Ansigt, at nedbøje sig for Herren.
2Chro	20	19	19. Og Leviterne af Kahathiternes Børn og af Koriternes Børn stode op at love Herren, Israels Gud, med over- maade høj Røst.
2Chro	20	20	20. Og de stode tidligt op om Morgenen og droge ud til Thekoas Ørk; og der de droge ud, stod Josafat og sagde: Hører mig, Juda, og I, Indbyggere i Jerusalem! tror paa Herren eders Gud, saa skulle I vaere sikre, tror paa hans Profeter, saa skulle I faa Lykke.
2Chro	20	21	21. Og han raadførte sig med Folket og beskikkede Sangere for Herren, at de skulde love den hel- lige Majestaet, og, naar de droge ud frem for de bevaebnede, da skulde de sige: Lover Herren, thi hans Miskundhed er evindelig.
2Chro	20	22	22. Og den Tid de begyndte med Frydeskrig og Lovsang, lod Herren et Baghold komme over Ammons Børn, Moab og dem fra Sejrs Bjerg, som vare komne imod Juda, og de kaempede med hinanden.
2Chro	20	23	23. Thi Ammons Børn og Moab stode imod Indbyggerne af Sejrs Bjerg for at bandlyse og ødelaegge dem; og der de havde gjort Ende paa Indbyggerne af Sejr, hjalp de den ene den anden med at ødelaegge hinanden.
2Chro	20	24	24. Der Juda var kommen til Bjerghøjden ved Ørken, da vendte de deres Ansigter over imod Hoben, og se, der laa de døde Kroppe, som vare faldne til Jorden, og der var ingen undkommen.
2Chro	20	25	25. Og Josafat og hans Folk kom for at røve deres Bytte, og de fandt hos dem i Mangfoldighed baade Gods hos de døde Kroppe og kosteligt Tøj, og de toge for sig, saa de ikke kunde baere det; og de røvede Bytte i tre Dage, thi der var meget.
2Chro	20	26	26. Og paa den fjerde Dag forsamledes de i Lovsangsdalen, thi der lovede de Herren; derfor kaldte de samme Steds Navn Iovsangsdal indtil denne Dag.
2Chro	20	27	27. Siden vendte hver Mand af Juda og Jerusalem om, og Josafat fremmerst for dem, for at drage tilbage til Jerusalem med Glaede; thi Herren havde givet dem Glaede over deres Fjender.
2Chro	20	28	28. Og de kom til Jerusalem med Psaltre og med Harper og med Basuner op til Herrens Hus.
2Chro	20	29	29. Og Frygt for Gud kom over alle Landenes Riger, der de hørte, at Herren havde stridt imod Israels Fjender.
2Chro	20	30	30. Saa fik Josafats Rige Hvile, og hans Gud skaffede ham Rolighed trindt omkring.
2Chro	20	31	31. Og Josafat regerede over Juda; han var fem og tredive Aar gammel, der han blev Konge, og regerede fem og tyve Aar i Jerusalem, og hans Moders Navn var Asuba, Silhis Datter.
2Chro	20	32	32. Og han vandrede i Asas, sin Faders, Vej og veg, ikke fra den, idet han gjorde det, som var ret for Herrens Øjne.
2Chro	20	33	33. Dog bleve Højene ikke borttagne; thi Folket havde endnu ikke rettelig beredet deres Hjerte for deres Faedres Gud.
2Chro	20	34	34. Men det øvrige af Josafats Handeler, de første og de sidste, se, de Ting ere skrevne i Jehu, Hananis Søns, Krønike, som er indrykket i Israels Kongers Bog.
2Chro	20	35	35. Men derefter forbandt Josafat, Judas Konge, sig med Ahasia, Israels Konge; denne var ugudelig i sine Gerninger.
2Chro	20	36	36. Og han forbandt sig med ham om at udruste Skibe, som skulde fare til Tharsis, og de udrustede Skibe i Ezion-Geber.
2Chro	20	37	37. Men Elieser, Dodavas Søn, fra Maresa, spaaede imod Josafat og sagde: Fordi du forbandt dig med Ahasia, har Herren sønderrevet, hvad du har for; da hleve Skibene sønderslagne, og. de formaaede ikke at fare til Tharsis.
------------------------Anden Krønikebog, Kapitel 21
2Chro	21	1	1. Og Josafat laa med sine Faedre og blev begraven hos sine Faedre i Davids Stad, og hans Søn Joram blev Konge i hans Sted.
2Chro	21	2	2. Og han havde Brødre, Sønner af Josafat Asaria og Jehiel og Sakaria og Asaria og Mikael og Sefatja; alle disse vare Josafats, Israels Konges Sønner.
2Chro	21	3	3. Og deres Fader gav dem mange Gaver af Sølv og af Guld og kostbare Sager, tillige med faste Staeder i Juda; men Riget gav han Joram, thi han var den førstefødte.
2Chro	21	4	4. Og der Joram havde overtaget sin Faders Rige og havde befaestet sig, slog han alle sine Brødre ihjel med Svaerdet, ja ogsaa nogle af de Øverste i Israel.
2Chro	21	5	5. Joram var to og tredive Aar gammel, der han blev Konge, og regerede otte Aar i Jerusalem.
2Chro	21	6	6. Og han vandrede i Israels Kongers Vej. ligesom Akabs Hus gjorde; thi Akab Datter var hans Hustru; og han gjorde det, som var ondt for Herrens Øjne.
2Chro	21	7	7. Dog vilde Herren ikke ødelaegge Davids Hus for den Pagts Skyld, som han havde gjort med David, og saaledes som han havde sagt, at han vilde give ham og hans Sønner et Lys alle Dage.
2Chro	21	8	8. I hans Dage faldt Edom af fra Judas Herredømme, og de satte en Konge over sig.
2Chro	21	9	9. Derfor drog Joram over med sine Øverster og alle Vognene med ham, og han gjorde sig rede om Natten og slog Edom, som var trindt omkring ham, og de Øverste for deres Vogne.
2Chro	21	10	10. Dog faldt Edom af fra Judas Herredømme indtil denne Dag; da faldt ogsaa Libna paa samme Tid af fra hans Herredømme; thi han forlod Herren, sine Faedres Gud.
2Chro	21	11	11. Han gjorde ogsaa Høje paa Judas Bjerge og forførte Indbyggerne i Jerusalem til at bole ja han drev Juda dertil.
2Chro	21	12	12. Og der kom en Skrivelse til ham fra Elias, Profeten, hvori han sagde: Saa siger Herren, din Fader Davids Gud: Fordi du ikke har vandret i din Fader Josafats Veje, ej heller i Asas, Judas Konges, Veje;
2Chro	21	13	13. men du har vandret i Israels Kongers Vej og forført Juda og Jerusalems Indbyggere til at bole efter Akabs Hus's Bolerier, og du tilmed har ihjelslaget dine Brødre af din Faders Hus, hvilke vare bedre end du:
2Chro	21	14	14. Se, derfor skal Herren slaa dit Folk og dine Børn og; dine Hustruer og alt dit Gods med stor Plage
2Chro	21	15	15. og dig selv med mange Smerter, ved en Sygdom i dine Indvolde, indtil dine Indvolde gaa ud formedelst Smerten, der skal vare fra Dag til Dag.
2Chro	21	16	16. Saa opvakte Herren imod Joram Filisternes Aand og de Arabers, som bo ved Siden af Morianerne.
2Chro	21	17	17. Og de droge op i Juda og brøde ind derudi og bortførte alt Godset, som fandtes i Kongens Hus og tilmed hans Sønner og hans Hustruer; og han beholdt ikke en Søn tilovers uden Joakas, den yngste af hans Sønner.
2Chro	21	18	18. Og efter alt dette plagede Herren ham i hans Indvolde med Smerte, saa at der var ingen Laegedom.
2Chro	21	19	19. Og det holdt ved fra Dag til Dag, og ved Enden af det andet Aar, da gik hans Indvolde ud under hans Sygdom, saa at han døde i gruelige Smerter; og hans Folk braendte intet til hans Aere, saaledes som de havde gjort for hans Faedre.
2Chro	21	20	20. Han var to og tredive Aar gammel, der han blev Konge, og regerede otte Aar i Jerusalem, og han vandrede saa, at ingen havde Laengsel efter ham, og de begrove ham i Davids Stad, men ikke iblandt Kongernes Grave.
------------------------Anden Krønikebog, Kapitel 22
2Chro	22	1	1. Og Indbyggerne i Jerusalem gjorde Ahasia, hans yngste Søn, til Konge i hans Sted; thi den Trop, som kom med Araberne til Lejren, havde ihjelslaaet alle de første; og Ahasia, Jorams Søn, regerede som Konge i Juda.
2Chro	22	2	2. Ahasia var to og fyrretyve Aar gammel, der han blev Konge, og regerede et Aar i Jerusalem, og hans Moders Navn var Athalia, Omris (Søns) Datter.
2Chro	22	3	3. Og han vandrede i Akabs Hus's Veje thi hans Moder var hans Raadgiver til at handle ugudeligt.
2Chro	22	4	4. Og han gjorde det, som var ondt for Herrens Øjne ligesom Akabs Hus; thi de vare hans Raadgivere efter hans Faders Død til Fordaervelse for ham.
2Chro	22	5	5. Han vandrede ogsaa efter deres Raad og drog med Joram, Israels Konge, Akabs Søn i Krig imod, Hasael, Kongen af Syrien, imod Ramoth i Gilead; men Syrerne sloge Joram.
2Chro	22	6	6. Og han vendte tilbage for at lade sig laege i Jisreel af de Saar, som de havde slaget ham ved Rama, der han stred med Hasael Kongen af Syrien; og Asaria, Jorams Søn, Judas Konge, drog ned at besøge Joram, Akabs Søn, i Jisreel, thi han laa syg.
2Chro	22	7	7. Og af Gud var Ahasias Undergang, saa at han kom til Joram; thi der han kom, da drog han ud med Joram imod Jehu, Nimsis Søn, som Herren havde salvet til at udrydde Akabs Hus.
2Chro	22	8	8. Og det skete, da Dommen udførtes af Jehu imod Akabs Hus, da traf han de Øverste af Juda og Ahasias Brodersønner, som tjente Ahasia, og slog dem ihjel.
2Chro	22	9	9. Siden ledte han efter Ahasia, og de grebe ham, da han havde skjult sig i Samaria, og de førte ham til Jehu og draebte ham og begrove ham; thi de sagde: Han er en Søn af Josafat, som søgte Herren af sit ganske Hjerte; og der var ingen af Ahasias Hus, som formaaede at overtage Riget.
2Chro	22	10	10. Der Athalia, Ahasias Moder, saa, at hendes Søn var død, da gjorde hun sig rede og udryddede hele den kongelige Slaegt i Judas Hus.
2Chro	22	11	11. Men i Josabeath, Kongens Datter, tog Joas, Ahasias Søn, og stjal ham midt ud fra Kongens Sønner, som bleve draebte, og satte ham med sin Amme i Sengekammeret; og Josabeath, Kong Jorams Datter, Praesten Jojadas Hustru, skjulte ham (thi hun var Ahasias Søster) for Athalias Ansigt, saa at hun ikke fik ham draebt.
2Chro	22	12	12. Og han var skjult hos dem i Guds Hus seks Aar; men Athalia var Dronning i Landet.
------------------------Anden Krønikebog, Kapitel 23
2Chro	23	1	1. Men i det syvende Aar tog Jojada Mod til sig og tog de Øverste over hundrede, nemlig Asaria, Jerohams Søn, og Ismael, Jerohams Søn, og Asaria og Maefeja, Adajas Søn, Obeds Søn, og Elisafat, Sikris Søn, i Pagt med sig.
2Chro	23	2	2. Og de droge omkring i Juda og samlede Leviterne af alle Judas Staeder og Øversterne for Faedrenehusene iblandt Israel, og de kom til Jerusalem.
2Chro	23	3	3. Og hele Forsamlingen gjorde en Pagt med Kongen i Guds Hus, og han sagde til dem: Se, Kongens Søn skal vaere Konge, saaledes som Herren sagde om Davids Sønner.
2Chro	23	4	4. Dette er det, som I skulle gøre: Den tredje Part af eder, de, som traede til om Sabbaten af Praesterne og af Leviterne skulle vaere Portnere ved Dørtaersklerne.
2Chro	23	5	5. Og den tredje Part skal vaere i Kongens Hus, og den tredje Part ved Grundporten; men alt Folket skal vaere i Herrens Hus's Forgaarde.
2Chro	23	6	6. Men ingen skal komme ind i Herrens Hus uden Praesterne og Leviterne, som der tjene, de skulle gaa ind, thi de ere hellige; men alt Folet skal tage. Vare paa, hvad Herren vil have varetaget.
2Chro	23	7	7. Og Levierne skulle omgive Kongen trindt omkring, hver med sine Vaaben i sin Haand, og hvo som kommer til Huset, skal draebes, men vaerer I hos Kongen, naar han gaar ind, og naar han gaar ud.
2Chro	23	8	8. Og Leviterne og hele Juda gjorde efter alt det, som Jojada, Praesten, havde befalet, og de toge hver sine Maend, som traadte til paa Sabbaten, tillige med dem, som tradte af paa Sabbaten; thi Jojada, Praesten, lod ikke Skifterne gaa bort.
2Chro	23	9	9. Og Jojada, Praesten, gav de Øverste over hundrede Spyd og smaa Skjolde og andre Skjolde, som havde hørt Kong David til, og som vare i Guds Hus.
2Chro	23	10	10. Og han opstillede alt Folket, saa hver havde sit Vaaben i sin Haand, fra den højre Side af Huset indtil den venstre Side af Huset, hen imod Alteret og hen imod Huset, hos Kongen, trindt omkring.
2Chro	23	11	11. Siden førte de Kongesønnen ud og satte Kronen paa ham og overgave ham Vidnesbyrdet og gjorde ham til Konge; og Jojada og hans Sønner salvede ham, og de sagde: Kongen leve!
2Chro	23	12	12. Der Athalia hørte Røsten af Folket, som løb til og lovede Kongen, da kom hun til Folket i Herrens Hus.
2Chro	23	13	13. Og hun saa, og se, Kongen stod paa sin Forhøjning ved Indgangen, og de Øverste og Basunerne vare om Kongen, og alt Folket i Landet var glad og blaeste i Basuner, og Sangerne vare til Stede med Sanginstrumenter, og de, som kundgjorde, at man skulde synge Lovsang; da sønderrev Athalia sine Klaeder og sagde: Oprør!', Oprør!
2Chro	23	14	14. Men Jojada, Praesten, lod de Øverste over hundrede, som vare beskikkede over Haeren, gaa ud og sagde til dem: Fører hende ud uden for Raekkerne, og hvo som følger hende, skal draebes med Svaerd; thi Praesten havde sagt: I skulle ikke draebe hende i Herrens Hus.
2Chro	23	15	15. Og de gjorde Plads for hende til begge Sider, og hun kom til Indgangen til Hesteporten ved Kongens Hus, og de draebte hende der.
2Chro	23	16	16. Og Jojada gjorde en Pagt imellem sig og imellem alt Folket og imellem Kongen, at de skulde vaere Herrens Folk.
2Chro	23	17	17. Siden gik alt Folket ind i Baals Hus og nedbrøde det og sønderbrøde hans Altre og hans Billeder, og de ihjelsloge Matthan, Baals Praest, for Altrene.
2Chro	23	18	18. Og Jojada beskikkede Tilsyn i Herrens Hus ved Praesterne, Leviterne, hvilke David havde fordelt til Herrens Hus, for at ofre Herren Braendofre, som skrevet er i Moses Lov, med Glaede og med Sang efter Davids Indretning.
2Chro	23	19	19. Han beskikkede og Portnere ved Herrens Hus's Porte, at ingen, som var uren ved nogen Ting, maatte komme derind.
2Chro	23	20	20. Og han tog de Øverste over hundrede og de maegtige og dem, som herskede iblandt Folket, og alt Folket fra Landet, og han førte Kongen ned fra Herrens Hus, og de kom midt igennem den høje Port til Kongens Hus; og de satte Kongen paa den kongelige Trone.
2Chro	23	21	21. Og alt Folket fra Landet var glad, og Staden var rolig, efter at de havde draebt Athalia med Svaerdet.
------------------------Anden Krønikebog, Kapitel 24
2Chro	24	1	1. Joas var syv Aar gammel, der han blev Konge, og regerede fyrretyve Aar i Jerusalem, og hans Moders Navn var Zibna fra Beersaba.
2Chro	24	2	2. Og Joas gjorde det, som var ret for Herrens Øjne, i alle Praesten Jojadas Dage.
2Chro	24	3	3. Og Jojada tog ham to Hustruer, og han avlede Sønner og Døtre.
2Chro	24	4	4. Og det skete derefter, at det laa Joas paa Hjerte at forny Herrens Hus.
2Chro	24	5	5. Og han samlede Praesterne og Leviterne og sagde til dem: Drager ud til Judas Staeder og samler Penge ind af al Israel til at udbedre eders Guds Hus Aar for Aar, og I skulle skynde eder med Gerningen; men Leviterne skyndte sig ikke.
2Chro	24	6	6. Da kaldte Kongen ad Jojada, den Ypperstepraest, og sagde til ham: Hvorfor giver du ikke Agt paa Leviterne, at de fra Juda og Jerusalem bringe det Paalaeg, som Mose, Herrens Tjener, og Israels Menighed har bestemt, ind til Vidnesbyrdets Paulun?
2Chro	24	7	7. Thi under den ugudelige Athalia havde hendes Sønner gjort Brud paa Guds Hus; ja endog alt det, som var helliget til Herrens Hus, havde de anvendt til Baalerne.
2Chro	24	8	8. Da befalede Kongen, og de gjorde en Kiste, og de satte den udenfor i Herrens Hus's Port.
2Chro	24	9	9. Og de lode udraabe i Juda og i Jerusalem, at de skulde bringe for Herren det Paalaeg, som Mose, Guds Tjener, havde lagt paa Israel i Ørken.
2Chro	24	10	10. Da bleve alle Øverster og alt Folket glade, og de bragte det ind og lagde det i Kisten, indtil alt var kommet ind.
2Chro	24	11	11. Og det skete, naar man ved Leviterne bragte Kisten ind efter Kongens Befaling, og man da saa, at der var mange Penge i den, da kom Kongens Skriver og Ypperstepraestens Befalingsmand, og de tømte Kisten og bare den hen og satte den igen paa sit Sted; saa gjorde de Dag for Dag og samlede Penge i Mangfoldighed.
2Chro	24	12	12. Og Kongen og Jojada gav dem til den, som havde at gøre med Gerningen i Herrens Hus's Tjeneste, og de lejede Stenhuggere og Tømmermaend til at fornye Herrens Hus, saa og Mestre til at arbejde i Jern og Kobber, til at udbedre Herrens Hus.
2Chro	24	13	13. Saa arbejdede Folkene, og Udbedringen af det, der arbejdedes paa, gik frem ved deres Haand; og de satte Guds Hus i Stand efter dets Maal og gjorde det staerkt.
2Chro	24	14	14. Og der de havde fuldendt det, bragte de de øvrige Penge frem for Kongens og Jojadas Ansigt, og for disse gjorde man Redskaber til Herrens Hus, Redskaber til Tjenesten og til at ofre, Røgelseskaaler og Guldkar og Sølvkar; og de ofrede stedse Braendofre i Herrens Hus alle Jojadas Dage.
2Chro	24	15	15. Og Jojada blev gammel og maet af Dage og døde; han var hundrede og tredive Aar gammel, der han døde.
2Chro	24	16	16. Og de begrove ham i Davids Stad iblandt Kongerne, fordi han havde gjort godt i Israel og imod Gud og hans Hus.
2Chro	24	17	17. Men efter Jojadas Død kom de Øverste af Juda og nedbøjede sig for Kongen; da føjede Kongen dem.
2Chro	24	18	18. Saa forlode de Herrens, deres Faedres Guds, Hus og tjente Astartebillederne og Afguderne; og der kom en Vrede over Juda og Jerusalem for denne deres Syndeskyld.
2Chro	24	19	19. Og han sendte Profeter til dem at omvende dem til Herren; og disse vidnede for dem, men de vilde ikke høre dem.
2Chro	24	20	20. Og Guds Aand iførte sig Sakaria, Praesten Jojadas Søn, og han stod oven over Folket og sagde til dem: Saa sagde Gud: Hvorfor overtraede I Herrens Bud derfor skulle I ikke vaere lykkelige, thi I have forladt Herren, og han har forladt eder.
2Chro	24	21	21. Men de sammensvore sig imod ham og stenede ham med Stene, efter Kongens Bud, I Forgaarden til Herrens Hus.
2Chro	24	22	22. Og Kong Joas kom ikke den Miskundhed i Hu, som Jojada, hans Fader, havde gjort imod ham, men slog hans Søn ihjel; og der denne døde, sagde han: Herren skal se og hjemsøge det.
2Chro	24	23	23. Og det skete, der Aaret var omme, drog Syrernes Haer op imod ham, og de kom til Juda og Jerusalem og udryddede af Folket alle Folkets Øverster, og de sendte alt deres Rov til Kongen af Damaskus.
2Chro	24	24	24. Skønt Syrernes Haer kom med faa Maend, gav Herren dog en saare stor Haer i deres Haand, fordi den havde forladt Herren, sine Faedres Gud; og de udførte Straffedommene over Joas.
2Chro	24	25	25. Og der de vare dragne fra ham, hvem de forlode i en svar Sygdom, indgik hans Tjenere et Forbund imod ham for Praesten Jojadas Sønners Blods Skyld, og de sloge ham ihjel paa hans Seng, og han døde; og de begrove ham i Davids Stad; men de begrove ham ikke i Kongernes Grave.
2Chro	24	26	26. Og de, som indgik Forbund imod ham, vare: Sabad, Simeaths den ammonitiske Kvindes Søn, og Josabad, Simriths den moabitiske Kvindes Søn.
2Chro	24	27	27. Og hvad angaar hans Sønner og den svare Byrde, som var, lagt paa ham, og Grundforbedringen af Guds Hus, se, om alt dette er skrevet i Kongernes Bogs Historie. Og hans Søn Amazia blev Konge i hans Sted.
------------------------Anden Krønikebog, Kapitel 25
2Chro	25	1	1. Amazia var fem og tyve Aar gammel, der han blev Konge, og regerede ni og tyve Aar i Jerusalem, og hans Moders Navn var Joadan fra Jerusalem.
2Chro	25	2	2. Og han gjorde det, som var ret for Herrens Øjne, dog ikke af fuldt Hjerte.
2Chro	25	3	3. Og det skete, der Riget befaestedes under ham, da slog han sine Tjenere ihjel, som havde ihjelslaget Kongen, hans Fader.
2Chro	25	4	4. Men han draebte ikke deres Børn; thi han gjorde, saaledes som er skrevet i Loven i Moses Bog, det, som Herren bød, sigende: Foraeldre skulle ikke dø for Børnene, og Børnene skulle ikke dø for Foraeldrene; men de skulle dø hver for sin Synds Skyld.
2Chro	25	5	5. Og Amazia samlede Juda og opstillede dem efter deres Faedres Hus, efter Øverster over tusinde og efter Øverster over hundrede, hele Juda og Benjamin; og han talte dem, fra tyve Aar gamle og derover, og fandt af dem tre Hundrede Tusinde udvalgte, som kunde drage ud i Strid, og som kunde føre Spyd og Skjold.
2Chro	25	6	6. Tilmed lejede han af Israel hundrede Tusinde, vaeldige til Strid, for hundrede Centner Sølv.
2Chro	25	7	7. Men der kom en Guds Mand til ham og sagde: O Konge! lad ikke Israels Haer drage med dig; thi Herren er ikke med Israel eller med nogen af Efraims Børn.
2Chro	25	8	8. Men kom du alene, udfør det selv, styrk dig til Krigen: Gud skulde ellers lade dig falde for Fjendens Ansigt, thi der er Kraft i Gud til at hjaelpe og til at lade falde.
2Chro	25	9	9. Og Amazia sagde til den Guds Mand: Hvad skal man da gøre med de hundrede Centner, som jeg har givet den Trop af Israel Og den Guds Mand sagde: Herren har meget mere at give dig end dette.
2Chro	25	10	10. Da fraskilte Amazia den Trop, som var kommen til ham af Efraim, for at de kunde gaa til deres Hjem; men deres Vrede optaendtes saare imod Juda, og de vendte tilbage til deres Hjem med fnysende Vrede.
2Chro	25	11	11. Og Amazia viste sig staerk og førte sit Folk ud og drog til Saltdalen og slog af Sejrs Børn ti Tusinde.
2Chro	25	12	12. Tilmed fangede Judas Børn ti Tusinde levende og førte dem op paa Klippens Top, og de kastede dem ned fra Klippens Top, saa de alle sammen bleve knuste.
2Chro	25	13	13. Men de Folk af den Trop, som Amazia lod vende tilbage, at de ikke skulde drage i Krig med ham, de faldt ind i Judas Staeder fra Samaria og indtil Beth-Horon, og de sloge af dem tre Tusinde og gjorde et stort Bytte.
2Chro	25	14	14. Thi det skete, der Amazia kom tilbage efter at have slaaet Edomiterne, at han førte Sejrs Børns Guder med sig og tog sig dem til Guder og tilbad for deres Ansigt og gjorde Røgelse for dem.
2Chro	25	15	15. Da optaendtes Herrens Vrede imod Amazia, og han sendte en Profet til ham, og han sagde til ham: Hvorfor søger du det Folks Guder, som ikke kunde redde deres Folk af din Haand?
2Chro	25	16	16. Men det skete, der han talte til ham, da sagde han til ham: Mon vi have sat dig til Kongens Raadgiver? lad du af! hvorfor skulle de slaa dig ihjel? Da lod Profeten af og sagde: Jeg fornemmer, at Gud har besluttet at ødelaegge dig, fordi du gjorde dette og ikke adlød mit Raad.
2Chro	25	17	17. Og Amazia, Judas Konge, holdt Raad og sendte Bud til Joas, en Søn af Joakas, der var en Søn af Jehu, Israels Konge, og lod sige: Kom og lader os se hinandens Ansigt!
2Chro	25	18	18. Men Joas, Israels Konge, sendte til Amazia, Judas Konge, og lod sige: Tornebusken, som er paa Libanon, sendte til Cedertraeet, som er paa Libanon, og lod sige: Giv min Søn din Datter til Hustru; men vilde Dyr paa Marken, som vare paa Libanon, gik over og nedtraadte Tornebusken.
2Chro	25	19	19. Du siger: Se, du har slaget Edomiterne, og dit Hjerte gør dig hovmodig saa du vil aeres; nu, bliv i dit Hus; hvi søger du Ulykke, at du skal falde, du og Juda med dig?
2Chro	25	20	20. Men Amazia adlød ikke; thi det var af Gud, for at give dem i Fjendehaand, fordi de havde søgt Edomiternes Guder.
2Chro	25	21	21. Saa drog Joas, Israels Konge, op, og de saa hinandens, Ansigt, han og Amazia, Judas Konge, ved Beth-Semes, som hører til Juda.
2Chro	25	22	22. Men Juda blev slagen for Israels Ansigt, og de flyede hver til sine Telte.
2Chro	25	23	23. Og Joas, Israels Konge, fangede Amazia, Judas Konge, en Søn af Joas, der var en Søn af Joakas, ved Beth-Semes; og han førte ham til Jerusalem og nedrev Jerusalem Mur fra Efraims Port indtil Hjørneporten, et Stykke paa fire Hundrede Alen.
2Chro	25	24	24. Og han tog alt Guldet og Sølvet og alle Redskaber, som fandtes i Guds Hus, hos Obed-Edom, og Skattene i Kongens Hus og Gidslerne, og han vendte tilbage til Samaria.
2Chro	25	25	25. Og Amazia, Joas's Søn, Judas Konge, levede efter Joas's, Joakas's Søns, Israels Konges Død, femten Aar.
2Chro	25	26	26. Men det øvrige af Amazias Handeler, de første og de sidste, se, ere de Ting ikke skrevne i Judas og Israels Kongers Bog?
2Chro	25	27	27. Og fra den Tid, der Amazia veg af fra Herren, da indgik de et Forbund imod ham i Jerusalem, og han flyede til Lakis; da sendte de efter ham til Lakis og draebte ham der.
2Chro	25	28	28. Og de førte ham paa Heste og begrove ham hos hans Faedre i Judas Stad.
------------------------Anden Krønikebog, Kapitel 26
2Chro	26	1	1. Da tog alt Judas Folk Ussia, da han var seksten Aar gammel, og de gjorde ham til Konge i hans Faders Amazias Sted.
2Chro	26	2	2. Han byggede Eloth og bragte den til Juda igen, efter at Kongen laa hos sine Faedre.
2Chro	26	3	3. Ussia var seksten Aar gammel, der han blev Konge, og regerede to og halvtredsindstyve Aar i Jerusalem; og hans Moders Navn var Jekolia fra Jerusalem.
2Chro	26	4	4. Og han gjorde det, som var ret for Herrens Øjne, efter alt det, som hans Fader Amazia gjorde.
2Chro	26	5	5. Og han søgte Gud i Sakarias Dage, og denne forstod sig paa Guds Syner; og i de Dage, han søgte Herren, gav Gud ham Lykke.
2Chro	26	6	6. Thi han drog ud og stred imod Filisterne og nedrev Murene i Gath og Murene i Jabne og Murene i Asdod og byggede Staeder ved Asdod og iblandt Filisterne.
2Chro	26	7	7. Og Gud hjalp ham imod Filisterne og imod de Araber, som boede i Gur-Baal, og imod Meuniterne.
2Chro	26	8	8. Og Ammoniterne gave Ussia Skaenk, og han blev navnkundig indtil Aegypten, thi han blev saare maegtig.
2Chro	26	9	9. Tilmed byggede Ussia Taarne i Jerusalem ved Hjørneporten og ved Dalporten og paa Hjørnet og befaestede dem.
2Chro	26	10	10. Han byggede og Taarne i Ørken og udhuggede mange Brønde; thi han havde meget Kvaeg, baade i Lavlandet og paa Sletten, Agerdyrkere og Vingaardsmaend paa Bjergene og paa de frugtbare Marker; thi han var en Elsker af Jordbrug.
2Chro	26	11	11. Og Ussia havde en Haer, som kunde føre Krig, og som tropvis drog ud i Strid, efter det Mandtal, som var optaget af Skriveren Jejel og af Fogeden Maeseja under Tilsyn af Hanania, en af Kongens Øverster.
2Chro	26	12	12. Det hele Tal af de Øverste for Faedrenehusene, af de vaeldige til Strid, var to Tusinde og seks Hundrede.
2Chro	26	13	13. Og Stridshaeren under deres Haand var tre Hundrede Tusinde og syv Tusinde og fem Hundrede, som kunde føre Krig med vaeldig Kraft til at hjaelpe Kongen imod Fjenden.
2Chro	26	14	14. Og Ussia beredte for dem, for den ganske Haer, Skjolde og Spyd og Hjelme og Pansere og Buer og Slyngestene.
2Chro	26	15	15. Han indrettede ogsaa i Jerusalem kunstige Krigsredskaber, udtaenkte af Kunstnere, for at saette dem paa Taarnene og paa Hjørnerne, for at udskyde Pile og store Stene; og hans Navn kom ud indtil langt fra liggende Steder, fordi han vidunderligt blev hjulpen, indtil han blev staerk.
2Chro	26	16	16. Men der han var bleven staerk, ophøjede hans Hjerte sig, indtil han handlede fordaerveligt, og han forgreb sig imod Herren sin Gud og gik ind i Herrens Tempel for at gøre Røgelse paa Røgofferalteret.
2Chro	26	17	17. Men Asaria, Praesten, og firsindstyve Herrens Praester med ham, duelige Folk, gik ind efter ham.
2Chro	26	18	18. Og de stode Kong Ussia imod og sagde til ham: Ussia! at gøre Røgoffer for Herren hører ikke dig til, men Praesterne, Arons Børn, som ere helligede til at gøre Røgoffer; gak ud af Helligdommen, thi du forgriber dig, og det bliver dig ikke til Aere for Gud Herren.
2Chro	26	19	19. Da blev Ussia vred, og han havde et Røgelsekar i Haanden til at gøre Røgoffer; og som han blev vred paa Praesterne, da brød Spedalskheden frem i hans Pande i Praesternes Paasyn i Herrens Hus ved Røgofferalteret.
2Chro	26	20	20. Og Asaria, den Ypperstepraest, og alle Praesterne vendte Ansigtet imod ham, og se, da var han spedalsk i sin Pande, og de hastede med ham derfra; ja, han skyndte sig selv ogsaa at gaa ud, thi Herren havde slaget ham.
2Chro	26	21	21. Saa var Kong Ussia spedalsk indtil sin Dødsdag og boede spedalsk udi et saerskilt Hus, thi han var udelukket fra Herrens Hus; og Jotham, hans Søn, var over Kongens Hus og dømte Folket i Landet.
2Chro	26	22	22. Men det øvrige af Ussias Handeler, de første og de sidste, har Profeten Esajas, Amoz's Søn, beskrevet.
2Chro	26	23	23. Og Ussia laa med sine Faedre, og de begrove ham hos hans Faedre i den Begravelsesager, som hørte Kongerne til; thi de sagde: Han er spedalsk; og Jotham, hans Søn, blev Konge i hans Sted!
------------------------Anden Krønikebog, Kapitel 27
2Chro	27	1	1. Jotham var fem og tyve Aar gammel, der han blev Konge, og regerede seksten Aar i Jerusalem, og hans Moders Navn var Jerusa, Zadoks Datter.
2Chro	27	2	2. Og han gjorde det, som var ret for Herrens Øjne, efter alt det, som Ussia, hans Fader, havde gjort, kun kom han ikke i Herrens Tempel; og Folket handlede endnu fordaerveligt.
2Chro	27	3	3. Han byggede den øverste Port paa Herrens Hus, han byggede og meget paa Ofels Mur.
2Chro	27	4	4. Tilmed byggede han Staeder paa Judas Bjerg, og i Skovene byggede han Slotte og Taarne.
2Chro	27	5	5. Han stred og imod Ammons Børns Konge og fik Overhaand over dem, og Ammons Børn gave ham det samme Aar hundrede Gentner Sølv og ti Tusinde Kor Hvede og ti Tusinde Kor Byg; dette gav Ammons Børn ham atter baade i det andet og i det tredje Aar.
2Chro	27	6	6. Saa blev Jotham befaestet thi han beredte sine Veje for Herren sin Guds Ansigt.
2Chro	27	7	7. Men det øvrige af Jothams Handeler og alle hans Krige og hans Veje, se, de Ting ere skrevne i Israels og Judas Kongers Bog.
2Chro	27	8	8. Han var fem og tyve Aar gammel, der han blev Konge, og regerede seksten Aar i Jerusalem.
2Chro	27	9	9. Og Jotham laa med sine Faedre, og de begrove ham i Davids Stad; og hans Søn Akas blev Konge i hans Sted.
------------------------Anden Krønikebog, Kapitel 28
2Chro	28	1	1. Akas var tyve Aar gammel, der han blev Konge, og regerede seksten Aar i Jerusalem og gjorde ikke det, som var ret for Herrens Øjne som David hans Fader:
2Chro	28	2	2. Men han vandrede i Israels Kongers Veje, tilmed gjorde han støbte Billeder for Baalerne.
2Chro	28	3	3. Og han gjorde Røgelse i Hinnoms Søns Dal og braendte sine Sønner i Ilden efter de Hedningers Vederstyggeligheder, hvilke Herren havde fordrevet fra Israels Børns Ansigt.
2Chro	28	4	4. Tilmed ofrede han og gjorde Røgoffer paa de høje Steder og paa Højene og under alle grønne Traeer.
2Chro	28	5	5. Derfor gav Herren hans Gud ham i Kongen af Syriens Haand, saa at de sloge ham og bortførte en stor Hob af hans Folk som Fanger og bragte dem til Damaskus; og han blev ogsaa give i Kongen af Israels Haand, og denne slog ham med et stort Slag.
2Chro	28	6	6. Thi Peka, Remaljas Søn, ihjelslog i Juda hundrede og tyve Tusinde paa een Dag, alle vaabendygtige Folk, fordi de; forlode Herren, deres Faedres Gud.
2Chro	28	7	7. Og Sikri, en vaeldig Mand af Efraim, ihjelslog Maeseja, Kongens Søn, og Asrikam, Forstanderen for Huset, og Elkana, den anden efter Kongen.
2Chro	28	8	8. Og Israels Børn førte af deres Brødre to Hundrede Tusinde, Kvinder, Sønner og Døtre bort som Fanger og røvede tilmed meget Bytte fra dem, og de førte Byttet til Samaria.
2Chro	28	9	9. Og her var der en Herrens Profet, hvis Navn var Oded, og han gik ud imod den Haer, som kom til Samaria, og sagde til dem: Se, efterdi Herrens, eders Faedres Guds, Fortørnelse var over Juda, men I have hugget ned iblandt dem i Vrede; den er naaet indtil Himmelen.
2Chro	28	10	10. Og nu sige I, at I ville undertvinge Judas Børn og Jerusalem til at vaere eders Traelle og Traelkvinder; have ikke I, netop I, Skyld for Herren eders Gud?
2Chro	28	11	11. Saa hører mig nu og sender de fangne tilbage, som I have bortført fra eders Brødre; thi Herrens strenge Vrede er over eder.
2Chro	28	12	12. Da stode nogle Maend af de Øverste iblandt Efraims Børn, nemlig Asaria, Johanans Søn, Berekia, Mesillemoths Søn, og Jehiskias, Sallums Søn, og Amasa, Hadlads, Søn, op imod dem, som kom fra Haeren.
2Chro	28	13	13. Og de sagde til dem: I skulle ikke føre de fangne herind; thi til Skyld over os for Herren taenke I at forøge vore Synder og vor Skyld; thi vi have megen Skyld paa os, og der er streng Vrede over Israel.
2Chro	28	14	14. Da gave de bevaebnede Slip paa Fangerne og paa Byttet for deres Øversters og den ganske Forsamlings Ansigt.
2Chro	28	15	15. Da stode de Maend, som ere naevnede ved Navn, op og toge de fangne, og alle nøgne iblandt dem klaedte de af Byttet, ja, de klaedte dem og gave dem Sko paa og gave dem at aede og gave dem at drikke og salvede dem, og alle skrøbelige førte de paa Asenerne, og de bragte dem til Jeriko, til Palmestaden til deres Brødre, og de vendte tilbage til Samaria.
2Chro	28	16	16. Paa den samme Tid sendte Kong Akas til Kongerne af Assyrien, at de skulde hjaelpe ham.
2Chro	28	17	17. Fremdeles vare og Edomiterne komne og havde slaget Juda og ført nogle fangne bort.
2Chro	28	18	18. Tilmed vare Filisterne faldne ind i Staederne i Lavlandel og imod Sønden i Juda og havde indtaget Beth-Semes og Ajalon og Gederoth og Soko og dens tillig- gende Byer og Thimna og dens tilliggende Byer og Gimso og dens tilliggende Byer, og de boede der
2Chro	28	19	19. Thi Herren havde ydmyget Juda for Akas's, Israels Konges, Skyld fordi han havde bragt Tøjlesløshed i Juda og forgrebet sig saare imod Herren.
2Chro	28	20	20. Og Tilgath-Pilneser, Kongen af Assyrien, kom til ham, og han aengstede ham, men styrkede ham ikke.
2Chro	28	21	21. Thi Akas tog en Del fra Herrens Hus og fra Kongens Hus og fra Fyrsternes, og han gav Kongen af Assyrien det, men det hjalp ham intet.
2Chro	28	22	22. Ja, paa den Tid denne aengstede ham, da blev han ved at forgribe sig imod Herren; saadan var Kong Akas.
2Chro	28	23	23. Thi han ofrede til Damaskus's Guder, som havde slaget ham, og sagde: Efterdi Syriens Kongers Guder have hjulpet dem, da vil jeg ofre til dem, at de og maa hjaelpe mig; men de vare ham og al Israel til Fald.
2Chro	28	24	24. Og Akas samlede Guds Hus's Kar og sønderbrød Guds Hus's Kar og lukkede Dørene paa Herrens Hus og gjorde sig Altre i hvert Hjørne af Jerusalem.
2Chro	28	25	25. Og i alle Staeder i Juda gjorde han Høje til at gøre Røgelse for andre Guder, og han opirrede Herren, sine Faedres Gud.
2Chro	28	26	26. Men det øvrige af hans Handeler og alle hans Veje, de første og de sidste, se, de Ting ere skrevne i Judas og Israels Kongers Bog.
2Chro	28	27	27. Og Akas laa med sine Faedre, og de begrove ham i Staden Jerusalem, men de bragte ham ikke ind i Israels Kongers Grave; og hans Søn Ezekias blev Konge i hans Sted.
------------------------Anden Krønikebog, Kapitel 29
2Chro	29	1	1. Ezekias var fem og tyve Aar gammel, der han blev Konge, og regerede ni og tyve Aar i Jerusalem, og hans Moders Navn var Abia, Sakarias Datter.
2Chro	29	2	2. Og han gjorde det, som var ret for Herrens Øjne, efter alt det, som David hans Fader gjorde.
2Chro	29	3	3. Han oplukkede i sin Regerings første Aar, i den første Maaned, Dørene til Herrens Hus og. istandsatte dem.
2Chro	29	4	4. Og han førte Praesterne og Leviterne ind og samlede dem paa den aabne Plads imod Østen.
2Chro	29	5	5. Og han sagde til dem: Hører mig, I Leviter! helliger eder selv nu, og helliger Herrens, eders Faedres Guds, Hus; og bringer Urenheden bort fra Helligdommen!
2Chro	29	6	6. Thi vore Faedre have forsyndet sig og gjort det onde for Herren vor Guds øjne og forladt ham, og de have vendt deres Ansigt bort fra Herrens Tabernakel og vendt det Ryggen.
2Chro	29	7	7. De have og tillukket Dørene til Forhallen og udslukket Lamperne og ikke røget Røgelse og ej ofret Braendoffer i Helligdommen for Israels Gud.
2Chro	29	8	8. Derfor er Herrens Vrede over Juda og Jerusalem, og han har givet dem hen til Forfaerdelse, til Ødelaeggelse og til Spot, ligesom I se med eders Øjne.
2Chro	29	9	9. Thi se, vore Faedre ere faldne for Svaerdet; til med ere vore Sønner og vore Døtre og vore Hustruer bortførte i Fangenskab for denne Sags Skyld.
2Chro	29	10	10. Nu ligger det mig paa Hjerte at gøre en Pagt med Herren Israels Gud, at hans strenge Vrede maa vendes fra os.
2Chro	29	11	11. Nu, mine Sønner! vaerer ikke efterladne; thi Herren har udvalgt eder til at staa for hans Ansigt, for at tjene ham og til at vaere dem, som tjene ham og gøre Røgoffer.
2Chro	29	12	12. Da gjorde Leviterne sig rede, Mahath, Amasajs Søn, og Joel, Asarias Søn, af Kahathiternes Børn; og af Meraris Børn, Kis, Abdis Søn, og Asaria, Jehaleleels Søn; og af Gersoniterne, Joa, Simmas Søn, og Eden, Joas Søn;
2Chro	29	13	13. og af Elizafans Børn, Simri og Jejel; og af Asafs Børn, Sakaria og Matthania;
2Chro	29	14	14. óg af Hemans Børn, Jehiel og Simei; og af Jeduthuns Børn, Semaja og Ussiel.
2Chro	29	15	15. Og de samlede deres Brødre og helligede sig selv og kom paa Kongens Befaling efter Herrens Ord for at rense Herrens Hus.
2Chro	29	16	16. Men Praesterne gik ind i det indre af Herrens Hus til at rense, og de bragte al Urenhed, som de fandt i Herrens Tempel, ud i Herrens Hus's Forgaard; og Leviterne toge imod det for at bringe det ud uden for til Kedrons Baek.
2Chro	29	17	17. De begyndte paa den første Dag i den første Maaned at hellige, og paa den ottende Dag i samme Maaned gik de ind i Herrens Forhal og helligede Herrens Hus i otte Dage, og de fuldendte det paa den sekstende Dag i den første Maaned.
2Chro	29	18	18. Siden gik de ind til Kong Ezekias og sagde: Vi have renset hele Herrens Hus og Braendofferets Alter og alt dets Redskab og Skuebrødenes Bord og alt dets Redskab.
2Chro	29	19	19. Og alle Redskaber, som Kong Akas havde kastet bort, der han var Konge, der han forsyndede sig, dem have vi sat i Stand og helliget, og se, de ere foran Herrens Alter.
2Chro	29	20	20. Da stod Kong Ezekias tidligt op og samlede de Øverste i Staden og gik op til Herrens Hus.
2Chro	29	21	21. Og de førte frem syv Okser og syv Vaedre og syv Lam og syv Gedebukke til Syndoffer for Riget og for Helligdommen og for Juda, og han sagde til Arons Børn, Praesterne, at de skulde ofre paa Herrens Alter.
2Chro	29	22	22. Da slagtede de Øksnene, og Praesterne toge imod Blodet og staenkede det paa Alteret; de slagtede og Vaedrene og staenkede Blodet paa Alteret, i lige Maade slagtede de Lammene og staenkede Blodet paa Alteret.
2Chro	29	23	23. Derfter førte de Bukkene frem til Syndoffer for Kongens og Forsamingens Ansigt, og de lagde deres Haender paa dem.
2Chro	29	24	24. Og Praesterne slagtede dem og rensede med deres Blod Alteret fra Synd, til at gøre Forligelse for hele Israel; thi Kongen havde sagt, at Braendofferet og Syndofferet var for hele Israel.
2Chro	29	25	25. Og han beskikkede Leviterne i Herrens Hus med Cymbler, med Psaltre og med Harper, efter Davids og Gads, Kongens Seers, og Nathans, Profetens Befaling; thi den Befaling var fra Herren, ved hans Profeter.
2Chro	29	26	26. Og Leviterne stode med Davids Instrumenter og Praesterne med Basunerne.
2Chro	29	27	27. Og Ezekias sagde til dem, at de skulde ofre Braendofferet paa Alteret, og paa den Tid Braendofferet begyndte, begyndte Herrens Sang med Basunerne, og det efter Davids, Israels Konges, Instrumenter.
2Chro	29	28	28. Og den ganske Forsamling nedbøjede sig, naar man sang Sangene og blaeste i Basunerne, alt sammen, indtil Braendofferet var fuldendt.
2Chro	29	29	29. Og der de vare faerdige med at ofre, knaelede de, Kongen og alle de, som fandtes hos ham, og nedbøjede sig.
2Chro	29	30	30. Siden sagde Kong Ezekias og de Øverste til Leviterne, at man skulde love Herren med Davids og Asafs, Seerens Ord; og de lovede ham med Glaede og bøjede sig og tilbade.
2Chro	29	31	31. Og Ezekias svar ede og sagde: I have nu fyldt eders Haand for Herren, kommer frem og fører Slagtofre og Takofre til Herrens Hus; og Forsamlingen førte frem Slagtofre og Takofre, og hver den, hvis Hjerte var villigt, bragte Braendofre.
2Chro	29	32	32. Og Tallet paa Braendofferet, som Forsamlingen førte frem, var halvfjerdsindstyve Øksne, hundrede Vaedre, to Hundrede Lam, alt sammen Herren til Braendoffer.
2Chro	29	33	33. Og hvad der blev helliget, var seks Hundede Øksne og tre Tusinde Faar.
2Chro	29	34	34. Dog Praesterne vare faa og kunde ikke flaa alle Braendofrene, derfor hjalp deres Brødre Leviterne dem, indtil den Gerning blev fuldendt, og indtil Praesterne havde helliget sig; thi Leviterne vare oprigtigere af Hjertet til at hellige sig end Praesterne.
2Chro	29	35	35. Tilmed var Braendofferet ogsaa meget, tillige Fedtstykkerne til Takofrene, samt Drikofrene til Braendofferet. Saa blev Tjenesten beskikket i Herrens Hus.
2Chro	29	36	36. Og Ezekias og alt Folket glaedede sig over det, at Gud havde gjort Folket beredvilligt; thi den Gerning skete hastelig.
------------------------Anden Krønikebog, Kapitel 30
2Chro	30	1	1. Siden sendte Ezekias til al Israel og Juda og skrev ogsaa Breve til Efraim og Manasse, at de skulde komme til Herrens Hus i Jerusalem, at holde Herren, Israels Gud, Paaske.
2Chro	30	2	2. Thi Kongen havde holdt et Raad med sine Fyrster og hele Forsamlingen i Jerusalem, at de vilde holde Paaske i den anden Maaned.
2Chro	30	3	3. Thi de kunde ikke holde den til den rette Tid; thi Praesterne havde ikke helliget sig i tilstraekkeligt Antal, og Folket var ikke samlet til Jerusalem.
2Chro	30	4	4. Og den Sag syntes ret for Kongens Øjne og for den ganske Forsamlings Øjne.
2Chro	30	5	5. Og de toge den Bestemmelse, at de vilde lade udraabe igennem al Israel fra Beersaba og indtil Dan, at de skulde komme og holde Herren, Israels Gud, Paaske i Jerusalem; thi de havde ikke holdt den i noget stort Antal, som det var foreskrevet.
2Chro	30	6	6. Og Løberne gik med Breve fra Kongens og hans Øversters Haand igennem al Israel og Juda og efter Kongens Befaling og sagde: I Israels Børn! vender om til Herren, Abrahams, Isaks og Israels Gud, saa skal han vende sig om til de undkomne, som ere blevne tilovers for eder fra Assyriens Kongers Haand.
2Chro	30	7	7. Og vaerer ikke som eders Faedre og som eders Brødre, der forgrebe sig imod Herren, deres Faedres Gud; derfor gav han dem hen til en Ødelaeggelse, saaledes som I se.
2Chro	30	8	8. Nu, forhaerder ikke eders Nakke som eders Faedre, giver Herren Haanden og kommer til hans Helligdom, som han har helliget evindelig, og tjener Herren eders Gud, saa skal hans strenge Vr ede vende sig fra eder.
2Chro	30	9	9. Thi naar I omvende eder til Herren, skulle eders Brødre og eders Børn finde Barmhjertighed for deres Ansigt, som holde dem fangne, saa at de skulle komme tilbage til dette Land; thi Herren eders Gud er naadig og barmhjertig og skal ikke lade sit Ansigt vige fra eder, dersom I omvende eder til ham.
2Chro	30	10	10. Og Løberne gik fra den ene Stad til den anden i Efraims og Manasses Land og indtil Sebulon; men man lo ad dem og bespottede dem.
2Chro	30	11	11. Dog nogle af Aser og Manasse og af Sebulon ydmygede sig og kom til Jerusalem.
2Chro	30	12	12. Guds Haand var og over Juda, saa at han gav, dem et Hjerte til at gøre efter Kongens og de Øverstes Bud, efter Herrens Ord.
2Chro	30	13	13. Og der samledes meget Folk til Jerusalem for at holde de usyrede Brøds Højtid i den anden Maaned, en saare stor Forsamling.
2Chro	30	14	14. Og de gjorde sig rede og borttoge Altrene, som vare i Jerusalem, og de borttoge alle Røgelsekar og kastede dem i Kedrons Baek.
2Chro	30	15	15. Og de slagtede Paaskelammet den fjortende Dag i den anden Maaned; og Praesterne og Leviterne bleve skamfulde, og de helligede sig og førte, Braendofre til Herrens Hus.
2Chro	30	16	16. Og de stode paa deres Sted, efter deres Skik, efter Moses, den Guds Mands Lov; Praesterne staenkede Blodet, hvilket de modtoge af Leviternes, Haand.
2Chro	30	17	17. Thi der var mange i Forsamlingen, som ikke havde helliget sig, derfor slagtede Leviterne Paaskelammene for alle dem, som ikke vare rene, for at hellige dem for Herren.
2Chro	30	18	18. Thi der var meget Folk, meget af Efraim og Manasse, Isaskar og Sebulon, som ikke vare rensede, men dog aade Paaskelam, ikke som det var foreskrevet; men Ezekias bad for dem og sagde: Herren, som er god, gøre Forligelse
2Chro	30	19	19. for hver den, som har beredet sit Hjerte til at søge Gud Herren, sine Faedres Gud, om det end ikke er efter Helligdommens Renhed!
2Chro	30	20	20. Og Herren bønhørte Ezekias og laegede Folket.
2Chro	30	21	21. Saa holdt Israels Børn, som fandtes i Jerusalem, de usyrede Brøds Højtid syv Dage med stor Glaede; og Praesterne og Leviterne lovede Herren Dag for Dag med staerkt lydende Instrumenter for Herren.
2Chro	30	22	22. Og Ezekias talte kaerligt til alle de Leviter, som viste god Forstand paa, hvad der vedkom Herren; og de aade Højtidsofre syv Dage og ofrede Takofre og takkede Herren, deres Faedres Gud.
2Chro	30	23	23. Da den ganske Forsamling havde holdt Raad om at holde andre syv Dage, saa holdt de endnu syv Dage med Glaede.
2Chro	30	24	24. Thi Ezekias, Judas Konge, gav til Forsamlingen tusinde Okser og syv Tusinde Faar, og de Øverste gave til Forsamlingen tusinde Okser og ti Tusinde Faar; saa helligede mange Praester sig.
2Chro	30	25	25. Og hele Forsamlingen af Juda glaedede sig og Praesterne og Leviterne og den hele Forsamling, som var kommen fra Israel, og de fremmede, som vare komne fra Israels Land, og de som boede i Juda.
2Chro	30	26	26. Og der var en stor Glaede i Jerusalem; thi, fra Salomos, Davids Søns, Israels Konges, Dage af var ikke sket noget saadant i Jerusalem.
2Chro	30	27	27. Da stode Praesterne, Leviterne, op og velsignede Folket, og deres. Røst blev hørt; thi deres Bøn kom til hans hellige Bolig i Himmelen.
------------------------Anden Krønikebog, Kapitel 31
2Chro	31	1	1. Og der alt dette var fuldendt, drog al Israel, som var til Stede, ud i Judas Staeder, og de sønderbrøde Støtterne og huggede Astartebillederne itu og nedbrøde Højene og Altrene i hele Juda og Benjamin og i Efraim og i Manasse, indtil de havde fuldendt det; siden vendte alle Israels Børn tilbage, hver til sin Ejendom, til deres Staeder.
2Chro	31	2	2. Og Ezekias beskikkede Praesternes og Leviternes Skifter, efter deres Skifter, enhver efter hans Tjenestes Beskaffenhed, saavel for Praesterne som for Leviterne, til at bringe Braendoffer og Takofre, at de skulde tjene og takke og love i Herrens Lejres Porte;
2Chro	31	3	3. og den Del, Kongen gav af sit Gods, var til Braendofre, til Braendofre om Morgenen og om Aftenen og til Braendofre om Sabbaterne og ved Nymaanederne og Højtiderne, som skrevet er i Herrens Lov.
2Chro	31	4	4. Og han sagde til Folket, til Indbyggerne i Jerusalem, at de skulde give Praesterne og Leviterne deres Del, paa det de kunde holde fast ved Herrens Lov.
2Chro	31	5	5. Og der det Ord kom ud, gave Israels Børn meget af Førstegrøden af Korn, Most og Olie og Honning og af alt, hvad der kom ind af Marken, og de bragte Tiende af alt i Mangfoldighed:
2Chro	31	6	6. Og Israels og Judas Børn, som boede i Judas Staeder, de bragte ogsaa Tiende af stort Kvaeg og smaat Kvaeg og Tiende af de hellige Ting, som vare helligede Herren deres Gud; de bragte dette og lagde Hob ved Hob.
2Chro	31	7	7. I den tredje Maaned begyndte de at laegge Grund til Hobene, og i den syvende Maaned bleve de faerdige med dem.
2Chro	31	8	8. Og der Ezekias og de Øverste kom og saa Hobene, da velsignede de Herren og hans Folk Israel.
2Chro	31	9	9. Og Ezekias spurgte Praesterne og Leviterne angaaende Hobene.
2Chro	31	10	10. Og Asaria, den Ypperstepraest af Zadoks Hus, sagde til ham: Siden man begyndte med at bringe Gaven til Herrens Hus, have vi aedt og ere blevne maette, og vi have levnet i Mangfoldighed; thi Herren har velsignet sit Folk, saa at denne Hob er bleven tilovers.
2Chro	31	11	11. Daa sagde Ezekias, at man skulde indrette Kamre i Herrens Hus, og de indrettede dem.
2Chro	31	12	12. Og de bragte Gaven og Tienden og de hellige Ting trolig derind; og Kanania, Leviten, var den første Opsynsmand over dem, og Simei, hans Broder, var den anden.
2Chro	31	13	13. Men Jehiel, Asasia og Nahath og Asahel og Jerimoth og Josabad og Eliel og Jismakia og Mabath og Benaja vare Tilsynsmaend under Kanania og Simei, hans Broder, efter Befaling af Kong Ezekias og Asaria, Guds Hus's Fyrste.
2Chro	31	14	14. Og Kore, Jimnas Søn, Leviten, Portneren imod Østen, var sat over de frivillige Gaver til Gud for at uddele Gaven, som bragtes Herren, tillige ned de højhellige Ting.
2Chro	31	15	15. Og naest ham var Eden og Minjamin og Jesua og Semaja, Amaria og Sekanja ansatte i Praesternes Staeder paa Tro og Love for at uddele til deres Brødre i Skifterne, til den mindste som til den største,
2Chro	31	16	16. undtagen til dem, som vare opførte i Slaegtregisteret over Mandkønnet, fra tre Aar gamle og derover, nemlig alle dem, som gik i Herrens Hus til den daglige Gerning, til deres Tjeneste, hvad de havde at varetage, efter deres Skifter.
2Chro	31	17	17. Og Praesterne, som vare opførte i Slaegtregisteret efter deres Faedrenehuse, og Leviterne fra tyve Aar gamle og derover, vare paa deres Vagter, i deres Skifter.
2Chro	31	18	18. Og i Slaegtregisteret vare opførte alle deres smaa Børn, deres Hustruer og deres Sønner og deres Døtre, den hele Forsamlings; thi de skulde hellige sig til det, som var dem betroet, i Hellighed.
2Chro	31	19	19. Og for Arons Børn, Praesterne, som boede paa Markerne til deres Staeder, til hver Stad isaer, var der Maend, som vare naevnede ved Navn, som skulde uddele til alt Mandkøn iblandt Praesterne og til alle dem, som vare opførte i Slaegtregisteret over Leviterne.
2Chro	31	20	20. Og paa denne Maade gjorde Ezekias i hele Juda; og han gjorde det, som var godt og ret og sandt for Herrens hans Guds Ansigt.
2Chro	31	21	21. Og i al den Gerning, som han begyndte i Guds Hus's Tjeneste og i Loven og i Budet, idet han søgte sin Gud, handlede han af sit ganske Hjerte og havde Lykke.
------------------------Anden Krønikebog, Kapitel 32
2Chro	32	1	1. Efter disse Handeler og denne Troskab kom Senakerib, Kongen af Assyrien, og drog ind i Juda og lejrede sig imod de faste Staeder og taenkte at rive dem til sig.
2Chro	32	2	2. Der Ezekias saa, at Senakerib kom, og at hans Hu var til Krig imod Jerusalem,
2Chro	32	3	3. da raadførte han sig med sine Øverster og sine vaeldige om at tilstoppe Vandet fra Kilderne, som vare uden for Staden; og de hjalp ham.
2Chro	32	4	4. Thi meget Folk samlede sig og tilstoppede alle Kilder og den Baek, som flød midt igennem Landet, og han sagde: Hvorfor skulde Assyriens Konger komme og finde meget Vand?
2Chro	32	5	5. Og han tog Mod til sig og byggede den ganske Mur, som var nedreven, og førte den op indtil Taarnene og en anden Mur der udenfor; og han befaestede Millo i Davids Stad og lod gøre Vaaben i Mangfoldighed og Skjolde.
2Chro	32	6	6. Og han satte Krigsøverster over Folket og samlede dem til sig paa Pladsen ved Stadens Port og talte kaerligt med dem og sagde:
2Chro	32	7	7. Vaerer frimodige og vaerer staerke, frygter ikke og raeddes ikke for Kongen af Asssyrien, ej heller for hele den Hob; som er med ham; thi der er en større med os end med ham.
2Chro	32	8	8. Med ham er en kødelig Arm, men med os er Herren vor Gud, som vil hjaelpe os og stride i vore Krige; og Folket forlod sig fast paa Ezekias, Judas Konges, Ord.
2Chro	32	9	9. Derefter sendte Senakerib, Kongen af Assyrien, sine Tjenere til Jerusalem, medens han laa for Lakis med hele sit Riges Magt, til Ezekias, Judas Konge, og til al Juda, som var i Jerusalem, og lod sige:
2Chro	32	10	10. Saa siger Senakerib, Kongen af Assyrien: Hvorpaa forlade I eder, at I blive i Jerusalem under en Belejring?
2Chro	32	11	11. Tilskynder ikke Ezekias eder for at give eder hen til at dø af Hunger og af Tørst og siger: Herren vor Gud skal fri os af Kongen af Assyriens Haand?
2Chro	32	12	12. Er det ikke Ezekias, som har borttaget hans Høje og hans Altre og sagt til Juda og til Jerusalem: I skulle tilbede for et eneste Alter og derpaa gøre Røgelse?
2Chro	32	13	13. Vide I ikke, hvad jeg og mine Faedre have gjort ved alle Folk i Landene? Kunde vel Hedningernes Guder i Landene fri deres Land fra min Haand?
2Chro	32	14	14. Hvo iblandt alle Guderne hos disse Hedninger, hvilke mine Faedre have bandlyst, var den, som kunde fri sit Folk fra min Haand, saa at eders Gud skulde kunne fri eder fra min Haand?
2Chro	32	15	15. Saa lader nu Ezekias ikke bedrage eder og ikke tilskynde eder paa denne Maade, og tror ham ikke; thi ingen Gud hos noget Folk eller Rige har kunnet fri sit Folk fra min Haand og fra mine Faedres Haand; hvor meget mindre skulde eders Guder fri eder fra min Haand:
2Chro	32	16	16. Tilmed talte hans Tjenere ydermere imod Gud Herren og imod hans Tjener Ezekias.
2Chro	32	17	17. Han skrev og Breve for at forhaane Herren, Israels Gud, og at tale imod ham, sigende: Ligesom Guderne hos Hedningerne i Landene ikke friede deres Folk fra min Haand, Saaledes skal ikke heller Ezekias's Gud fri sit Folk fra min Haand.
2Chro	32	18	18. Og de raabte med høj Røst paa jødisk til Jerusalems Folk, som var paa Muren, for at gøre dem frygtagtige og forfaerde dem, for at de kunde indtage Staden.
2Chro	32	19	19. Og de talte om Jerusalems Gud ligesom om Jordens Folks Guder, der ere Menneskens Haenders Gerning.
2Chro	32	20	20. Man Kong Ezekias og Esajas, Amoz's Søn, Profeten, bade angaaende denne Sag, og de raabte til Himmelen.
2Chro	32	21	21. Og Herren sendte en Engel, og han tilintetgjorde alle de vaeldige til Strid og Fyrsterne og de Øverste i Kongen af Assyriens Lejr; og denne drog tilbage til sit Land med sit Ansigts Blusel, og der han gik ind i sin Guds Hus, da faeldede de, som vare udkomne af hans Liv, ham der med Svaerd.
2Chro	32	22	22. Saa frelste Herren Ezekias og Indbyggerne i Jerusalem fra Senakeribs, Kongen af Assyriens, Haand og fra alles Haand og beskaermede dem trindt omkring.
2Chro	32	23	23. Og mange bragte Gaver til Herren til Jerusalem og dyrebar Skaenk til Ezekias, Judas Konge, saa at denne derefter kom til at staa højt i alle Hedningernes Øjne.
2Chro	32	24	24. I de samme Dage blev Ezekias dødssyg, og han bad til Herren, og denne talte til ham og gav ham et underfuldt Tegn.
2Chro	32	25	25. Men Ezekias gengaeldte ikke den Velgerning, som var bevist ham, thi hans Hjerte ophøjede sig; derfor kom en Vrede over ham og over Juda og Jerusalem.
2Chro	32	26	26. Dog ydmygede Ezekias sig, efter at hans Hjerte havde ophøjet sig, han og Indbyggerne i Jerusalem; derfor kom Herrens Vrede ikke over dem i Ezekias's Dage.
2Chro	32	27	27. Og Ezekias havde saare stor Rigdom og Aere, og han gjorde sig Skatkamre til Sølv og Guld og kostbare Stene og vellugtende Urter og Skjolde og alle Haande kostelige Redskaber
2Chro	32	28	28. og Forraadshuse til, hvad der kom ind af Korn. og Most og Olie, og Stalde for alle Haande Kvaeg og skaffede sig Hjorde til Staldene.
2Chro	32	29	29. Og han byggede sig Staeder og havde Fae af smaat og stort Kvaeg i Mangfoldighed; thi Gud gav ham saare meget Gods.
2Chro	32	30	30. Og denne Ezekias tilstoppede ogsaa det øverste vandløb fra Gihon og ledede det ned, Vest for Davids Stad; og Ezekias var lykkelig i al sin Gerning.
2Chro	32	31	31. Men det skete saa, da der var sendt Tolke til ham fra Fyrsterne i Babel for at spørge om det underfulde Tegn, som var sket i Landet, da forlod Gud ham for at forsøge ham og for at kende alt det, som var i hans Hjerte.
2Chro	32	32	32. Men det øvrige af Ezekias's Handeler og hans fromme Gerninger, se, de Ting ere skrevne i Profeten Esajas's, Amoz's Søns Syn, i Judas og Israels Kongers Bog.
2Chro	32	33	33. Og Ezekias laa med sine Faedre, og de begrove ham oven for Davids Børns Grave; og det ganske Juda og Jerusalems Indbyggere beviste ham Aere i hans Død, og hans Søn Manasse blev Konge i hans Sted.
------------------------Anden Krønikebog, Kapitel 33
2Chro	33	1	1. Manasse var tolv Aar gammel, der han blev Konge, og regerede fem og halvtredsindstyve Aar i Jerusalem.
2Chro	33	2	2. Og han gjorde det, som var ondt for Herrens Øjne, efter de HedningersVederstykkeligheder, som Herren havde fordrevet for Israels Børns Ansigt.
2Chro	33	3	3. Thi han opbyggede igen de Høje, som Ezekias, hans Fader, havde nedbrudt, og oprejste Altre til Baalerne og gjorde Astartebilleder og tilbad al Himmelens Haer og tjente dem.
2Chro	33	4	4. Og han byggede Altre i Herrens Hus, om hvilke Herren havde sagt: I Jerusalem skal mit Navn vaere evindelig.
2Chro	33	5	5. Tilmed byggede han Altre til hele Himmelens Haer i begge Forgaardene til Herrens Hus.
2Chro	33	6	6. Og han lod sine Sønner gaa igennem Ilden i Hinnoms Søns Dal og var en Dagvaelger og agtede paa Fugleskrig og brugte Trolddom og beskikkede Spaamaend og Tegnsudlaeggere, han gjorde meget ondt for Herrens Øjne til at opirre ham.
2Chro	33	7	7. Han satte og et udskaaret Billede, som han lod gøre i Guds Hus, om hvilket Gud havde sagt til David og til Salomo, hans; Søn: I dette Hus og i Jerusalem som jeg har udvalgt fremfor alle Israels Stammer, vil jeg saette mit Navn evindelig.
2Chro	33	8	8. Og jeg vil ikke mere lade Israels Fod fortraenges fra; Landet, som jeg bestemte for deres Faedre; kun saafremt de tage Vare paa at gøre alt det, jeg har budet dem, efter hele Loven og Skikkene og Budene ved Mose.
2Chro	33	9	9. Men Manass forførte Juda og Indbyggerne i Jerusalem til at handle vaerre en Hedningerne, som Herren havde ødelagt for Israels Børns Ansigt.
2Chro	33	10	10. Og Herren talte til Manasse og til hans Folk; men de gave ikke Agt derpaa
2Chro	33	11	11. Derfor lod Herren Kongen af Assyriens Haerførere komme over dem, og de grebe Manasse iblandt Tornebuskene, og de bandt ham med to Kobberlaenker og førte ham til Abel.
2Chro	33	12	12. Og der han kom i Angest, bad han ydmygelig for Herren sin Guds Ansigt og ydmygede sig saare fór sine Faedres Guds Ansigt.
2Chro	33	13	13. Ja, han bad til ham, og Gud bønhørte ham og hørte hans ydmyge Begaering og førte ham tilbage til Jrusalem, til hans Rige; da kendte Manasse, at Herren var Gud.
2Chro	33	14	14. Og derefter byggede han den yderste Mur for Davids Stad, Vesten for Gihon i Dalen, og hen til Fiskeporten, og han førte den omkring Ofel og gjorde den saare høj; og han lagde Stridshøvedsmaend i alle Judas faste Staeder.
2Chro	33	15	15. Og han borttog; de fremmede Guder og hint Billede fra Herrens Hus og alle Altrene, som han havde bygget paa Herrens Hus's Bjerg og i Jerusalem, og han kastede dem uden for Staden.
2Chro	33	16	16. Og han istandsatte Herrens Alter og ofrede derpaa Takofre og Lovofre; og han sagde til Juda, at de skulde tjene Herren, Israels Gud.
2Chro	33	17	17. Dog ofrede Folket endnu paa Højene, men kun til Herren deres Gud.
2Chro	33	18	18. Men det øvrige af Manasses Handeler og hans Bøn til hans Gud og de Seeres Taler, som talte til ham i Herren Israels Guds Navn, se, dette er skrevet i Israels Kongernes Krønike.
2Chro	33	19	19. Og hans Bøn, og at han blev bønhørt, og al hans Synd og Forgribelse og de Steder, paa hvilke han byggede Højene og satte Astartebilleder og udskaarne Billeder, førend han blev ydmyget; se, dette er skrevet i Seernes Krønike.
2Chro	33	20	20. Og Manasse laa med sine Faedre, og de begrove ham i hans Hus, og hans Søn Amon blev Konge i hans Sted.
2Chro	33	21	21. Amon var to og tyve Aar gammel, der han blev Konge, og regerede to Aar i Jerusalem.
2Chro	33	22	22. Og han gjorde det, som var ondt for Herrens Øjne, ligesom Manasse, hans Fader, havde gjort, og til alle de udskaarne Billeder, som Manasse, hans Fader, havde gjort, ofrede Amon og tjente dem.
2Chro	33	23	23. Men han ydmygede sig ikke for Herrens Ansigt, som hans Fader Manasse havde ydmyget sig; thi denne Amon gjorde Skylden mangfoldig.
2Chro	33	24	24. Og hans Tjenere gjorde et Forbund imod ham og draebte ham i hans Hus.
2Chro	33	25	25. Men Folket i Landet slog alle dem ihjel, som havde gjort Forbund imod Kong Amon, og Folket i Landet gjorde Josias, hans Søn, til Konge i hans Sted.
------------------------Anden Krønikebog, Kapitel 34
2Chro	34	1	1. Josias var otte Aar gammel, der han blev Konge, og regerede et, og tredive Aar i derusalem.
2Chro	34	2	2. Og han gjorde det, som var ret for Herrens Øjne, og vandrede i Davids, sin Faders, Veje og veg hverken til højre eller venstre Side.
2Chro	34	3	3. Thi i sin Regerings ottende Aar, der han endnu var et ungt Menneske, begyndte han at søge sin Fader Davids Gud; og i det tolvte Aar begyndte han at rense Juda og Jerusalem fra Højene og Astartebillederne og de udskaarne og støbte Billeder.
2Chro	34	4	4. Og de nedbrøde for hans Ansigt Baalernes Altre, og han omhuggede de Solbilleder, som vare oven paa dem; han sønderbrød baade Astartebilleder og de udskaarne óg støbte Billeder og stødte dem smaa og strøede dem over paa deres Grave, som havde ofret til dem.
2Chro	34	5	5. Og han opbraendte Praesternes Ben paa deres Altre og rensede Juda og Jerusalem.
2Chro	34	6	6. Og udi Manasses óg Efraims og Simeons Staeder, ja indtil Nafthali, i deres ødelagte Staeder trindt omkring,
2Chro	34	7	7. der nedbrød han Altrene og Astartebillederne og sønderknuste de udskaarne Billeder og stødte derm smaa og omhuggede alle Solbillederne i alt Israels Land og vendte tilbage til Jerusalem.
2Chro	34	8	8. Og i sin Regerings attende Aar, der han havde renset Landet og Huset, sendte han Safan, Azalias Søn, og Maeseja, Stadens Befalingsmand, og Joa, Joakas's Søn, Historieskriveren, for at istandsaette Herrens, sin Guds Hus.
2Chro	34	9	9. Og de kom til Hilkia, Ypperstepraesten, og overgave Pengene, som vare bragte til Guds Hus, hvilke Leviterne, som toge Vare paa Dørtaerskelen, havde samlet af Manasses og Efraims Haand og af alle overblevne i Israel og af al Juda og Benjamin, og med hvilke de vendte tilbage til Jerusalem.
2Chro	34	10	10. Og de gave dem i deres Haand som havde med Gerningen at gøre, og som vare beskikkede over Herrens Hus; og disse gave dem til dem, som gjorde Gerningen, og som arbejdede paa Herrens Hus for at udbedre og istandsaette Huset.
2Chro	34	11	11. Og de gave dem ud til Tømmermaendene og Bygningsmaendene og til at købe hugne Stene og Trae til Bjaelkevaerk og til at sammentømre Husene rned, som Judas Konger havde ødelagt.
2Chro	34	12	12. Og Maendene arbejdede trolig paa Gerningen, og over dem vare Jahath og Obadia, Leviterne af Meraris Børn, og Sakaria og Mesullam af Kahathiternes Børn, beskikkede til at have Opsyn, og alle de Leviter, som forstode sig paa Sangens Instrumenter.
2Chro	34	13	13. De vare og over Lastdragerne og havde Opsyn over hver den, som gjorde Gerningen ved ethvert enkelt Arbejde; men af Leviterne var der Skrivere og Fogeder og Portnere.
2Chro	34	14	14. Og der de udtoge Pengene, som vare indbragte i Herrens Hus, fandt Praesten Hilkia Herrens Lovbog, af Mose.
2Chro	34	15	15. Og Hilkia svarede og sagde til Safan, Kansleren: Jeg har fundet Lovbogen i Herrens Hus; og Hilkia gav Safan Bogen.
2Chro	34	16	16. Og Safan bragte Bogen til Kongen, fremdeles gav han og Kongen Underretning, sigende: Alt det, som er givet i dine Tjeneres Haender, det gøre de;
2Chro	34	17	17. og de havde samlet Pengene, som fandtes i Herrens Hus, og givet dem i deres Haand, som ere beskikkede over Arbejdet, og i deres Haand, som gøre Gerningen.
2Chro	34	18	18. Og Kansleren Safan gav Kongen til Kende og sagde: Hilkia, Praesten, gav mig en Bog; og Safan laeste i den for Kongens Ansigt.
2Chro	34	19	19. Og det skete, der Kongen hørte Lovens Ord, da sønderrev han sine Klaeder.
2Chro	34	20	20. Og Kongen bød Hilkia og Ahikam, Safans Søn, og Abdon, Mikas Søn, og Safan, Kansleren, og Asaja, Kongens Tjener, og sagde:
2Chro	34	21	21. Gaar hen, adspørger Herren for mig og for de overblevne i Israel og i Juda om den Bogs Ord, som er funden; thi stor er Herrens Vrede, som er udøst over os, fordi vore Faedre ikke have holdt Herrens Ord, saa at de gjorde efter alt det, som er skrevet i denne Bog.
2Chro	34	22	22. Da gik Hilkia og Kongens Folk til den Profetinde Hulda, som var gift med Sallum, der var en Søn af Takhat, en Søn af Hasra, og som havde Tilsyn med Klaederne, og hun boede i Jerusalem i den anden Del; og de talte saadant med hende.
2Chro	34	23	23. Og hun sagde til dem: Saa sagde Herren, Israels Gud: Siger til den Mand, som sendte eder til mig:
2Chro	34	24	24. Saa sagde Herren: Se, jeg fører Ulykke over dette Sted og over dets Indbyggere, nemlig alle de Forbandelser, som ere skrevne i denne Bog, som de laeste for Judas Konge:
2Chro	34	25	25. fordi de have forladt mig og gjort Røgoffer for andre Guder for at opirre mig med alle deres Haenders Gerninger, derfor skal min Vrede udøses over dette Sted og ikke udslukkes.
2Chro	34	26	26. Men til Judas Konge, som sendte eder for at adspørge Herren, til ham skulle I sige saaledes: Saa sagde Herren, Israels Gud, angaaende de Ord, som du har hørt:
2Chro	34	27	27. Fordi dit Hjerte er blevet blødt, og du ydmygede dig for Guds Ansigt, der du hørte hans Ord imod dette Sted og imod dets Indbyggere, ja, ydmygede dig for mit Ansigt og sønderrev dine Klaeder og graed for mit Ansigt: Saa har ogsaa jeg hørt det, siger Herren.
2Chro	34	28	28. Se, jeg vil samle dig til dine Faedre, og du skal samles til din Grav i Fred, og dine Øjne skulle ikke se paa al den Ulykke, som jeg vil føre over dette Sted og over dets Indbyggere. Og de bragte Kongen Svar tilbage.
2Chro	34	29	29. Da sendte Kongen hen og lod alle de Aeldste samles i Juda og Jerusalem.
2Chro	34	30	30. Og Kongen gik op i Herrens Hus og alle Judas Maend og Indbyggerne i Jerusalem, Praesterne og Leviterne og alt Folket, baade store og smaa, og han laeste for deres Øren alle Ordene i Pagtens Bog, som var funden i Herrens Hus.
2Chro	34	31	31. Og Kongen stod paa sit Sted og gjorde en Pagt for Herrens Ansigt, at han vilde vandre efter Herren og holde hans Bud og hans Vidnesbyrd og hans Skikke af sit ganske Hjerte og af sin ganske Sjael for at opfylde Pagtens Ord, som vare skrevne i denne Bog.
2Chro	34	32	32. Og han lod alle dem, som bleve fundne Jerusalem og i Benjamin, traede til og Jerusalems Indbyggere gjorde efter Guds, deres Faedres Guds, Pagt
2Chro	34	33	33. Og Josias borttog alle Vederstyggeligheder af alle Lande, som hørte Israels Børn til, og han holdt dem alle, som fandtes i Israel, til at tjene Herren deres Gud; i alle hans Dag vege de ikke fra Herren, deres Faedres Gud.
------------------------Anden Krønikebog, Kapitel 35
2Chro	35	1	1. Og Josias holdt Paaske for Herren i Jerusalem, og de slagtede Paaskelam paa den fjortende Dag i den første Maaned.
2Chro	35	2	2. Og han beskikkede Praesterne til det, de skulde varetage, og styrkede dem til deres Tjeneste i Herrens Hus.
2Chro	35	3	3. Og han sagde til Leviterne, som underviste al Israel om de hellige Ting for Herren: Saetter den hellige Ark i Huset, som Salomo, Davids Søn, Israels Konge, har bygget; I have ingen Byrde at baere paa Skuldre, tjener nu Herren eders Gud og hans Folk Israel
2Chro	35	4	4. og bereder eder efter, eders Faedrenehuse, efter eders Skifter, som det er foreskrevet af David, Israels Konge, og foreskrevet af Salomo, hans Søn;
2Chro	35	5	5. og staar i Helligdommen efter Afdelingerne af Faedrenehusene iblandt eders Brødre, Folkets Børn, og efter hver Afdeling af Faedrenes Huse iblandt Leviterne;
2Chro	35	6	6. og slagter Paaskelam, helliger eder og bereder det for eders Brødre, idet I gøre efter Herrens Ord ved Mose.
2Chro	35	7	7. Og Josias gav Folkets Børn smaat Kvøg, Lam og Kid, alt sammen til Paaske for alle dem, som vare til Stede, efter Tallet tredive Tusinde, og tre Tusinde Øksne; disse bleve givne af Kongens Gods.
2Chro	35	8	8. Ogsaa gave hans Fyrster en frivillig Gave til Folket, til Praesterne og til Leviterne, nemlig Hilkia og Sakaria og Jehiel, Øverster i Guds Hus, gave Praesterne to Tusinde og seks Hundrede Stykker smaat Kvaeg til Paaske og tre Hundrede Øksne.
2Chro	35	9	9. Men Kanania og Semaja og Nethaneel, hans Brødre, ligeledes Hasabia og Jehiel og Josabad, Leviternes Øverster, gave fem Tusinde Stykker smaat Kvaeg til Paaske og fem Hundrede Øksne.
2Chro	35	10	10. Saa blev Tjenesten beredet; og Praesterne stode paa deres Sted, og Leviterne efter deres Skifter ifølge Kongens Befaling,
2Chro	35	11	11. og disse slagtede Paaskelammene, og Praesterne staenkede med Blodet, som de modtoge af deres Haender, og Leviterne flaaede Lammene.
2Chro	35	12	12. Og de skilte Braendofferet derfra, at de kunde give det til Afdelingerne af Faedrenehusene iblandt Folkets Børn for at ofre det til Herren, som der er skrevet i Mose Bog; og ligervis med Øksnene.
2Chro	35	13	13. Og de stegte Paaskelammet ved Ilden paa saedvanlig Vis, men det, som var helliget, kogte de i Gryder og i Kedler og i Pander, og de sendte det i Hast til alle Folkets Børn.
2Chro	35	14	14. Og derefter tilberedte de for sig og for Praesterne; thi Praesterne, Arons Børn, havde Braendofferet og Fedtstykkerne at ofre indtil Natten; derfor tilberedte Leviterne for sig og for Praesterne, Arons Børn.
2Chro	35	15	15. Og Sangerne, Asefs Børn, stode paa deres Sted efter Davids og Asafs og Hemans og Jeduthuns, Kongens Seeres, Bud og Portnerne ved hver Port; de maatte ikke vige fra deres Tjeneste, thi deres Brødre Leviterne tilberedte for dem.
2Chro	35	16	16. Saa blev al Herrens Tjeneste beskikket paa samme Dag med at holde Paaske og at ofre Braendofre paa Herrens Alter efter Kong Josias Befaling.
2Chro	35	17	17. Saa holdt Israls Børn som vare til Stede, Paasken paa den samme Tid og de usyrede Brøds Højtid syv Dage.
2Chro	35	18	18. Og der var ikke holdt Paaske som denne i Israel fra Profeten Samuels Dage af, og ingen Konge i Israel havde holdt saadan Paaske, som Josias holdt med Praesterne og Leviterne og hele Juda og Israel, som vare til Stede, og Indbyggerne i Jerusalem.
2Chro	35	19	19. I det attende Josias's Regerings Aar blev denne Paaske holdt.
2Chro	35	20	20. Efter alt dette, da Josias havde istandsat Huset, drog Neko, Kongen af Aegypten, op at stride ved Karkemis ved Frat, og Josias drog ud imod ham.
2Chro	35	21	21. Da sendte han Bud til ham og lod sige: Hvad har jeg at gøre med dig, Judas Konge? imod dig kommer jeg ikke paa denne Dag, men imod det Hus, som har Krig med mig, og Gud har sagt, at jeg skulde haste; hold op med at vaere imod Gud, som er med mig, at han ikke laegger dig øde
2Chro	35	22	22. Dog vendte Josias ikke sit Ansigt bort fra ham, men forklaedte sig for at stride imod ham og lød ikke Nekos Ord, som vare fra Guds Mund, men han kom at stride i Megiddo Dal.
2Chro	35	23	23. Og Skytterne skøde paa Kong Josias; da sagde Kongen til sine Tjenere: Fører mig bort, thi jeg er svarlig saaret.
2Chro	35	24	24. Og hans Tjenere førte ham bort fra Vognen og lode ham køre bort paa den anden Vogn, som han havde, og førte ham til Jerusalem, og han døde og blev begraven i sine Faedres Grave; og hele Juda og Jerusalem sørgede over Josias.
2Chro	35	25	25. Og Jeremias sang en Klagesang over Josias, i lige Maade talte alle Sangerne og Sangerskerne i deres Klagesange om Josias indtil denne Dag, og de gjorde en Skik deraf i Israel; og se, de ere opskrevne iblandt Klagesangene.
2Chro	35	26	26. Mon det øvriges af Josias's Handeler, og hans fromme Gerninger, eftersom skrevet er i Herrens Lov,
2Chro	35	27	27. ja hans Handeler, de første og de sidste, se, de ere skrevne; Israels og Judas Kongers Bog.
------------------------Anden Krønikebog, Kapitel 36
2Chro	36	1	1. Og Folket i Landet tog Joakas, Josias's Søn, og de gjorde ham til Konge i hans Faders Sted, i Jerusalem.
2Chro	36	2	2. Joakas var tre og tyve Aar gammel, der han blev Konge, og regerede tre Maaneder i Jerusalem;
2Chro	36	3	3. men Kongen af Aegypten afsatte ham i Jerusalem og straffede Landet paa hundrede Centner Sølv og et Centner Guld.
2Chro	36	4	4. Og Kongen af Aegypten gjorde Eliakim, hans Broder, til Konge over Juda og Jerusalem og omvendte hans Navn til Jojakim; men Neko tog hans Broder Joakas og førte ham til Aegypten.
2Chro	36	5	5. Jojakim var fem og tyve Aar gammel, der han blev Konge, og regerede elleve Aar i Jerusalem; og han gjorde det, som vnr ondt for Herrens, hans Guds, Øjne.
2Chro	36	6	6. Nebukadnezar, Kongen af Babel, drog op imod ham og bandt ham med to Kobberlaenker for at føre ham til Babel.
2Chro	36	7	7. Og Nebukadnezar førte nogle af Herrens Hus's Kar til Babel og lagde dem i sit Tempel i Babel.
2Chro	36	8	8. Men det øvrige af Jojakims Handeler og hans Vederstyggeligheder, som han gjorde, og det, som fandtes hos ham, se, de Ting ere skrevne i Israels og Judas Kongers Bog og Jojakin, hans Søn, blev Konge i hans Sted.
2Chro	36	9	9. Jojakim var otte Aar gammel, der han blev Konge, og regerede tre Maaneder og ti Dage i Jerusalem og gjorde det, som var ondt for Herrens Øjne.
2Chro	36	10	10. Men der Aaret var omme, sendte Kong Nebukadnezar hen og lod ham føre til Babel tillige med Herrens Hus's kostelige Kar og gjorde Zedekias, hans Broder, til Konge over Juda og Jerusalem.
2Chro	36	11	11. Zedekias var et og tyve Aar gammel, der han blev Konge, og regerede elleve Aar i Jerusalem.
2Chro	36	12	12. Og han gjorde det, som var ondt for Herren, hans Guds, Øjne; han ydmygede sig ikke for Profeten Jeremias, som talte af Herrens Mund.
2Chro	36	13	13. Tilmed faldt han og af fra Kong Nebukadnezar, som havde ladet ham svaerge ved Gud; og han gjorde sin Nakke stiv og forhaerdede sit Hjerte og vilde ikke omvende sig til Herren, Israels Gud.
2Chro	36	14	14. Og alle de øverste iblandt Praesterne og Folket forsyndede sig saare meget, idet de efterlignede alle Hedningernes Vederstyggeligheder og besmittede Herrens Hus, som han havde helliget i Jerusalem.
2Chro	36	15	15. Og Herren, deres Faedres Gud, sendte til dem ved sine Sendebud tidligt og ideligt; thi han vilde skaane sit Folk og sin Bolig.
2Chro	36	16	16. Men de bespottede Guds Sendebud og foragtede hans Ord og forhaanede hans Profeter, indtil Herrens Vrede tog til over hans Folk, indtil der var ingen Laegedom mere.
2Chro	36	17	17. Og han førte Kaldaeernes Konge op imod dem, og denne ihjelslog deres unge Karle med Svaerd udi deres Helligdoms Hus og sparede hverken unge Karle eller Jomfruer, gamle eller udlevede; han gav dem alle i hans Haand.
2Chro	36	18	18. Og alle Kar fra Guds Hus, store og smaa, og Herrens Hus's Skatte og Kongens og hans Fyrsters Skatte førte han alt sammen til Babel.
2Chro	36	19	19. Og de opbraendte Guds Hus og nedbrøde Jerusalems Mure, og de opbraendte alle dens Paladser med Ild, og alle dens kostelige Kar bleve ødelagte.
2Chro	36	20	20. Og han bortførte til Babel dem, som vare overblevne fra Svaerdet, og de bleve hans og hans Sønners Tjenere, indtil Persiens Rige fik Magten;
2Chro	36	21	21. at Herrens Ord skulde opfyldes, som var talt ved Jeremias's Mund, indtil Landet havde faaet nok af sine Sabbater; det hvilede den ganske Tid, som Ødelaeggelsen varede, indtil halvfjerdsindstyve Aar bleve fyldte.
2Chro	36	22	22. Men i Kyrus's, Kongen af Persiens, første Aar, da Herrens Ord, som var talt ved Jeremias's Mund, var fuldkommet, opvakte Herren Kyrus's, Kongen af Persiens, Aand, at han lod udraabe over sit ganske Rige, ja kundgøre ved Skrift, og sige:
2Chro	36	23	23. Saa siger Kyrus, Kongen i Persien: Herren, Himmelens Gud, har givet mig alle Riger paa Jorden, og han har befalet mig at bygge sig et Hus i Jerusalem, som er i Juda. Hvo der maatte vaere iblandt eder af alle hans Folk, med ham vaere Herren hans Gud, og han drage op!
------------------------Ezras Bog, Kapitel 1
Ezra	1	1	1. Men i Kyrus's, Kongen af Persiens, første Aar, da Herrens Ord, som var talt ved Jeremias's Mund, var fuldkommet, opvakte Herren Kyrus's, Kongen af Persiens, Aand, at han lod udraabe over sit ganske Rige og kundgøre ved Skrift og sige:
Ezra	1	2	2. Saa siger Kyrus, Kongen i Persien: Herren, Himmelens Gud, har givet mig alle Riger paa Jorden, og han har befalet mig at bygge sig et Hus i Jerusalem, som er i Juda.
Ezra	1	3	3. Hvo der maatte vaere iblandt eder af alle hans Folk, med ham vaere Herren, hans Gud, og han drage op til Jerusalem, som er i Juda, og han bygge Herren Israels Guds Hus; han er den Gud, som er i Jerusalem.
Ezra	1	4	4. Og hver, som er bleven tilovers, skulle fra alle Steder, hvor han er fremmed, hans Steds Folk understøtte med Sølv og med Guld og med Gods og med Kvaeg, med en frivillig Gave til Guds Hus, som er i Jerusalem.
Ezra	1	5	5. Da gjorde øversterne for Faedrenehusene i Juda og Benjamin tillige med Praesterne og Leviterne sig rede, ja alle, hvis Aand Gud opvakte, til at drage op for at bygge Herrens Hus, som er i Jerusalem.
Ezra	1	6	6. Og alle trindt omkring dem understøttede dem med Sølvkar, med Guld, med Gods og med Kvaeg og. med kostbare Skaenk foruden alt det, som de gave frivilligt.
Ezra	1	7	7. Og Kong Kyrus lod Herrens Hus's Kar, hvilke Nebukadnezar havde udført af Jerusalem og sat i sin Guds Hus, føre ud.
Ezra	1	8	8. Men Kyrus, Kongen i Persien, førte dem ud ved Mithridates' Skatmesterens Haand, og han talte Sesbazar, Judas Fyrste, dem til.
Ezra	1	9	9. Og dette er Tallet paa dem: Tredive Guldbaekkener, tusinde Sølvbaekkener, ni og tyve Offerknive,
Ezra	1	10	10. tredive Guldbaegere, fire Hundrede og ti andre Sølvbaegere, tusinde andre Kar.
Ezra	1	11	11. Alle Kar af Guld og Sølv vare fem Tusinde og fire Hundrede; alt dette førte Sesbazar op, da de bortførte droge op fra Babel til Jerusalem.
------------------------Ezras Bog, Kapitel 2
Ezra	2	1	1. Men disse ere Landskabets FoIk, som af de bortførte Fangers Tal, hvilke Nebukadnezar, Kongen af Babel, havde bortført til Babel, droge op, og som kom tilbage til Jerusalem og Juda, hver til sin Stad,
Ezra	2	2	2. hvilke kom med Serubabel: Jesua, Nehemia, Seraja, Reelia, Mardokaj, Bilsan, Mispar, Bigvaj, Rehum, Baena; Tallet paa Maendene af Israels Folk var:
Ezra	2	3	3. Pareos's Børn, to Tusinde, et Hundrede, to og halv fjerdsindstyve;
Ezra	2	4	4. Sefatjas Børn, tre Hundrede og to og halvfjerdsindstyve;
Ezra	2	5	5. Araks Børn, syv Hundrede, fem og halvfjerdsindstyve;
Ezra	2	6	6. Pahat-Moabs Børn af Jesuas og Joabs Børn, to Tusinde, otte Hundrede og tolv;
Ezra	2	7	7. Elams Børn, tusinde, to Hundrede fire og halvtredsindstyve;
Ezra	2	8	8. Sathus Børn, ni Hundrede og fem og fyrretyve;
Ezra	2	9	9. Saccajs Børn, syv Hundrede og tresindstyve;
Ezra	2	10	10. Banis Børn, seks Hundrede og to og fyrretyve;
Ezra	2	11	11. Bebajs Børn, seks Hundrede og tre og tyve;
Ezra	2	12	12. Asgads Børn, tusinde, to Hundrede og to og tyve;
Ezra	2	13	13. Adonikams Børn, seks Hundrede og seks og tresindstyve;
Ezra	2	14	14. Bigvajs Børn, to Tusinde og seks og halv tredsindstyve
Ezra	2	15	15. Adins Børn, fire Hundrede og fire og halvtredsindstyve;
Ezra	2	16	16. Alters Børn af Ezekias, otte og halvfemsindstyve;
Ezra	2	17	17. Bezajs Børn, tre Hundrede og tre og tyve;
Ezra	2	18	18. Joras Børn, hundrede og tolv;
Ezra	2	19	19. Hasums Børn, to Hundrede og tre og tyve;
Ezra	2	20	20. Gibbars Børn, fem og halvfemsindstyve;
Ezra	2	21	21. Bethlehems Børn hundrede og tre og tyve;
Ezra	2	22	22. Nethofas Maend, seks og halvtredsindstyve;
Ezra	2	23	23. de Maend af Anathoth, hundrede og otte og tyve;
Ezra	2	24	24. Asmaveths Børn to og fyrretyve;
Ezra	2	25	25. de Børn af Kiriath-Arim, Kefira og Beeroth, syv Hundrede og tre og fyrretyve;
Ezra	2	26	26. de Børn af Rama og Geba, seks Hundrede og en og tyve;
Ezra	2	27	27. de Maend af Mikmas, hundrede og to og tyve;
Ezra	2	28	28. de Maend af Bethel og Ai, to Hundrede og tre og tyve;
Ezra	2	29	29. Nebos Børn, to og halvtredsindstyve;
Ezra	2	30	30. de Børn af Magbis, hundrede og seks og halvtredsindstyve;
Ezra	2	31	31. den anden Elams Børn, tusinde, to Hundrede og fire og halvtredsindstyve;
Ezra	2	32	32. Harims Børn, tre Hundrede og tyve;
Ezra	2	33	33. Lods, Harlids og Onos Børn, syv Hundrede og fem og tyve;
Ezra	2	34	34. Jerikos Børn tre Hundrede og fem og fyrretyve
Ezra	2	35	35. Senaas Børn, tre Tusinde og; seks Hundrede og tredive.
Ezra	2	36	36. Praesterne: Jejadas Børn af Jesuas Hus, ni Hundrede og tre og halvfjerdsindstyve;
Ezra	2	37	37. Immers Børn tusinde og to og halvtredsindstyve;
Ezra	2	38	38. Pashurs Børn, tusinde og to Hundrede og syv og fyrretyve;
Ezra	2	39	39. Harims Børn, tusinde og sytten.
Ezra	2	40	40. Leviterne: Jesuas og Kadmiels Børn af Hodavias Børn, fire og halvfjerdsindstyve.
Ezra	2	41	41. Sangerne: Asafs Børn, hundrede og otte og tyve.
Ezra	2	42	42. Portnernes Børn: Sallums Børn, Aters Børn, Talmons Børn, Akkubs Børn, Hatitas Børn, Sobajs Børn; de vare alle sammen hundrede og ni og tredive.
Ezra	2	43	43. De livegne: Zihas Børn, Hasufas Børn, Tabaoths Børn,
Ezra	2	44	44. Keros's Børn, Siehas Børn, Padons Børn,
Ezra	2	45	45. Lebanas Børn, Hagabas Børn, Akkubs Børn,
Ezra	2	46	46. Hagabs Børn, Samlajs Børn, Hanans Børn,
Ezra	2	47	47. Giddels Børn, Gahars Børn, Reajas Børn,
Ezra	2	48	48. Rezins Børn, Nekodas Børn, Gassams Børn,
Ezra	2	49	49. Ussas Børn, Passeas Børn, Besajs Børn,
Ezra	2	50	50. Asnas, Børn, Meunims Børn, Nefusims Børn,
Ezra	2	51	51. Bakbuks Børn, Hakufas Børn, Harhurs Børn,
Ezra	2	52	52. Bazluths Børn, Mehidas Børn, Harsas Børn,
Ezra	2	53	53. Barkos's, Børn, Siseras Børn, Thamas Børn
Ezra	2	54	54. Nezias Børn, Hathifas Børn.
Ezra	2	55	55. Salomos Tjeneres Børn: Sotajs Børn, Soferets Børn, Prudas Børn,
Ezra	2	56	56. Jaelas Børn, Darkons Børn, Giddels Børn.
Ezra	2	57	57. Sefatjas Børn, Hattils Børn, Pokereth-Hazzebajms Børn, Amis Børn.
Ezra	2	58	58. Alle de livegne og Salomos Tjeneres Børn vare tre Hundrede og to og halvfemsindstyve.
Ezra	2	59	59. Og disse ere de, som droge op fra Thel-Mela, Thel-Harsa, Kerub, Addan og Immer; men de kunde ikke angive deres Faedres Hus og deres Slaegt, om de vare af Israel,
Ezra	2	60	60. nemlig Delajas Børn, Tobias Børn, Nekodas Børn, seks Hundrede og to og halvtredsindstyve.
Ezra	2	61	61. Og af Praesternes Børn var der: Habajas Børn, Hakoz's Børn, Barsillajs Børn, hans, som tog en Hustru af Barsillajs, Gileaditens, Døtre og blev naevnet efter deres Navn.
Ezra	2	62	62. Disse ledte efter deres Fortegnelse i Slaegtregistrene, men bleve ikke fundne deri, og de bleve som urene afviste fra Praestedømmet.
Ezra	2	63	63. Og Hattirsatha sagde til dem, at de skulde ikke aede af de højhellige Ting, førend en Praest stod med Urim og med Thummim.
Ezra	2	64	64. Hele Forsamlingen var til Hobe: To og fyrretyve Tusinde, tre Hundrede og tresindstyve
Ezra	2	65	65. foruden deres Tjenere og deres Tjenestepiger: Disse vare syv Tusinde, tre Hundrede og syv og tredive, og de havde to Hundrede Sangere og Sangersker.
Ezra	2	66	66. Deres Heste vare syv Hundrede og seks og tredive, deres Muler to Hundrede og fem og fyrretyve.
Ezra	2	67	67. Deres Kameler vare fire Hundrede og fem og tredive, Asener seks Tusinde, syv Hundrede og tyve.
Ezra	2	68	68. Og nogle af Øversterne for Faedrenehusene, der de kom til Herrens Hus, som var i Jerusalem, gave frivilligt til Guds Hus for at rejse det paa dets Grundvold.
Ezra	2	69	69. De gave efter deres Formue, som Sammenskud til Arbejdet i Guld en og tresindstyve Tusinde Drakmer og fem Tusinde Pund Sølv og hundrede Praestekjortler.
Ezra	2	70	70. Saa boede Praesterne og Leviterne og nogle af Folket og Sangerne og Portnerne og de livegne i sine Staeder; og al Israel boede i sine Staeder.
------------------------Ezras Bog, Kapitel 3
Ezra	3	1	1. Og der den syvende Maaned var kommen, og Israels Børn vare i deres Staeder, da samledes Folket som een Mand til Jerusalem.
Ezra	3	2	2. Og Jesua, Jozadaks Søn, og hans Brødre, Praesterne, gjorde sig rede tillige med Serubabel, Sealthiels Søn, og hans Brødre og byggede Israels Guds Alter til at ofre Braendoffer derpaa, som skrevet er i Moses, den Guds Mands Lov:
Ezra	3	3	3. Og de oprejste Alteret paa dets Grundvold; thi der var Forfaerdelse over dem for Folkene i Landene, og de ofrede derpaa Braendofre til Herren, Braendofre om Morgenen og om Aftenen.
Ezra	3	4	4. Og de holdt Løvsalernes Højtid, som det var foreskrevet, og ofrede Braendofre hver Dag efter det fastsatte Tal, som Skik var, hver Dags Ting paa sin Dag;
Ezra	3	5	5. derefter ogsaa det bestandige Braendoffer og det for Nymaanederne og for alle Herrens helligede Højtider og for enhver, som bragte et frivilligt Offer for Herren.
Ezra	3	6	6. Fra den første Dag i den syvende Maaned begyndte de at ofre Herren Braendofre, men Herrens Tempels Grundvold var ikke lagt.
Ezra	3	7	7. Og de gave Penge til Stenhuggerne og Tømmermaendene og Mad og Drikke og Olie til dem fra Sidon og Tyrus, at de skulde føre Cedertraeer fra Libanon til Havet imod Jafo efter den Tilladelse, de havde faaet af Kyrus, Kongen af Persien.
Ezra	3	8	8. Men i det andet Aar, efter at de vare komne til Guds Hus i Jerusalem, i den anden Maaned, da begyndte Serubabel, Sealthiels Søn, og Jesua, Jozadaks Søn, og de andre af deres Brødre, Praesterne og Leviterne og alle, som vare komne af Fangenskabet til Jerusalem, og de beskikkede Leviterne, fra tyve, Aar gamle og derover, til at have Tilsyn med Arbejdet ved Herrens Hus.
Ezra	3	9	9. Da stode Jesua, hans Sønner og hans Brødre, Kadmiel med hans Sønner og Judas Børn som een Mand for at have Tilsyn med dem, som arbejdede ved Guds Hus, I lige Maade Henadads Børn, deres Børn og deres Brødre, Leviterne.
Ezra	3	10	10. Der Bygningsmaendene lagde Grundvolden til Herrens Tempel, da lode de Praesterne staa iførte deres Praestedragt med Basuner og Leviterne, Asafs Børn, med Cymbler for at love Herren efter Davids, Israels Konges, Indretning.
Ezra	3	11	11. Og de sang, idet de lovede og takkede Herren, at han er god, at hans Miskundhed er evindelig over Israel; og alt Folket raabte med et stort Frydeskrig, idet de lovede Herren, fordi Grundvolden til Herrens Hus var lagt.
Ezra	3	12	12. Men mange af Praesterne og Leviterne og Øversterne for Faedrenehusene, de gamle, som havde set det første Hus, graed med høj Røst, da dette andet stod paa sin Grundvold for deres Øjne; men mange opløftede Røsten med Frydeskrig og med Glaede,
Ezra	3	13	13. saa at Folket kunde ikke skelne Røsten af Glaedens Frydeskrig fra Røsten af Folkets Graad, fordi Folket raabte med et stort Skrig, saa at man hørte Røsten langt borte.
------------------------Ezras Bog, Kapitel 4
Ezra	4	1	1. Der Judas og Benjamins Modstandere hørte, at de Folk, som havde vaeret bortførte, byggede Templet for Herren, Israels Gud,
Ezra	4	2	2. da kom de frem til Serubabel og til Øversterne for Faedrenehusene og sagde til dem: Lader os bygge med eder; thi vi ville søge eders Gud, ligesom I, og vi have ofret til ham fra de Dage af, da Kongen af Assyrien, Asar-Haddon, førte os hid op.
Ezra	4	3	3. Men Serubabel og Jesua og de øvrige af Øversterne for Faedrenehusene for Israel sagde til dem: Det sømmer sig ikke, at I og vi bygge vor Guds Hus; men vi ville alene bygge for Herren, Israels Gud, som Kong Kyrus, Kongen af Persien, bød os.
Ezra	4	4	4. Og Folket i Landet gjorde, at Judas Folk lode Haenderne synke, og de forstyrrede dem i at bygge.
Ezra	4	5	5. Og de tingede Raadgivere imod dem for at gøre deres Raad til intet i alle Kyrus's, Kongen af Persiens, Dage, og indtil Darius's, Kongen af Persiens, Regering.
Ezra	4	6	6. Og i Ahasverus's Regering, i hans Regerings Begyndelse, skreve de en Klage imod Indbyggerne i Juda og Jerusalem.
Ezra	4	7	7. Og i Artakserkses's Dage skreve Bislam, Mithridates, Tabeel og de øvrige af hans Selskab til Artakserkses, Kongen i Persien, og Brevet var skrevet med syrisk Skrift og oversat paa Syrisk.
Ezra	4	8	8. Rehum, Kansleren og Simsaj, Skriveren, skreve et Brev imod Jerusalem til Kong Artakserkses, saa lydende:
Ezra	4	9	9. Dengang var det, Rehum, Kansleren, og Simsaj, Skriveren, og de øvrige af deres Selskab, de af Dina og Afarsathka, Tarpela, Afarsa, Erek, Babel, Susan, Dehava, Elam
Ezra	4	10	10. og de øvrige Folk, som den store og navnkundige Osnappar forflyttede og satte i Samarias Stad, og de øvrige paa denne Side Floden, og saa videre.
Ezra	4	11	11. Dette er Afskriften af Brevet, som de sendte til ham, til Kong Artakserkses: Dine Tjenere, de Maend paa denne Side Floden, og saa videre:
Ezra	4	12	12. Det skal vaere Kongen vitterligt, at Jøderne, som ere dragne op fra dig, ere komne til os til Jerusalem og bygge den oprørske og onde Stad og fuldføre Muren og udbedre Grunden.
Ezra	4	13	13. Saa vaere det nu Kongen vitterligt, at dersom den Stad bliver bygget, og Murene blive fuldførte, da skulle de ikke ville give dig Skat, Told og aarlig Rente, og du skal lide Tab i Kongernes Indtaegt.
Ezra	4	14	14. Nu, efterdi vi have vor Løn fra Kongens Palads, og det ikke sømmer sig, at vi se paa Kongens Skade, derfor have vi sendt hen og lade Kongen det vide,
Ezra	4	15	15. at man maa lede i dine Faedres Historiebog, at du kan finde i samme Historiebog og forfare, at den Stad er en genstridig Stad og skadelig for Konger og Lande, og at de have gjort Opstand derudi fra gammel Tid af; derfor er Staden ødelagt.
Ezra	4	16	16. Vi give Kongen til Kende, at hvis denne Stad bliver bygget og dens Mure fuldførte, da beholder du ingen Del paa denne Side Floden.
Ezra	4	17	17. Kongen sendte Svar til Rehum, Kansleren, og Simsaj, Skriveren, og de øvrige af deres Selskab, som boede i Samaria, og til de øvrige paa denne Side Floden: Fred! og saa videre:
Ezra	4	18	18. Det Brev, som I sendte til os, er klarlig laest for mig,
Ezra	4	19	19. og der er af mig given Befaling, at man skulde lede. og man har fundet, at denne Stad har fra gammel Tid af sat sig op imod Konger, og at der er gjort Opstand og Frafald derudi.
Ezra	4	20	20. Og der har vaeret maegtige Konger i Jerusalem, som have hersket over alt det, som er paa hin Side Floden, saa at dem blev given Skat Told og aarlig Rente.
Ezra	4	21	21. Saa giver nu Befaling om at forhindre disse Maend, at den Stad ikke bliver bygget, førend der bliver givet Befaling af mig.
Ezra	4	22	22. Saa vaerer paamindede, at I ikke begaa en Forseelse herudi hvorfor skal det fordaervelige faa Overhaand, Kongerne til Skade
Ezra	4	23	23. Der nu Afskriften af Kong Ar takserkses's Brev blev laest for Rehum af Simsaj, Skriveren, og deres Selskab, da droge de hastelig til Jerusalem til Jøderne og forhindrede dem med Arm og Magt.
Ezra	4	24	24. Da forhindredes Arbejdet paa Guds Hus, som var i Jerusalem, og det blev forhindret indtil Darius's, Kongen Persiens, andet Regeringsaar.
------------------------Ezras Bog, Kapitel 5
Ezra	5	1	1. Og Profeterne, Profeten Haggaj og Sakarias, Iddo's Søn, profeterede for Jøderne, som vare i Juda og Jerusalem, i Israels Guds Navn, som var over dem.
Ezra	5	2	2. Da gjorde Serubabel, Sealthiels Søn, og Jesua, Jozadaks Søn, sig rede og begyndte at bygge Guds Hus, som var i Jerusalem, og med dem de Guds Profeter, som styrkede dem.
Ezra	5	3	3. Paa den Tid kom Thatnaj, Landshøvdingen paa denne Side Floden, og Sthar-Bosnaj og deres Selskab til dem og sagde til dem: Hvo har givet eder Befaling om at bygge dette Hus og at fuldføre denne Mur?
Ezra	5	4	4. Da sagde vi altsaa til dem, hvad de Maend hed, som byggede denne Bygning.
Ezra	5	5	5. Og over Jødernes Aeldste var deres Guds Øje, og man forhindrede dem ikke, indtil der kom Befaling fra Darius, og man da sendte dem Brev tilbage derom.
Ezra	5	6	6. Afskriften af Brevet, som Thatnaj, Landshøvdingen paa denne Side Floden, og Sthar-Bosnaj og hans Selskab, de fra Afarsakta, som vare paa den Side Floden, sendte til Kong Darius; -
Ezra	5	7	7. de sendte Beretningen til ham, og saaledes var der skrevet i den: Kong Darius ønske vi al Fred!
Ezra	5	8	8. Det vaere Kongen vitterligt, at vi kom til det Landskab Juda, til den store Guds Hus, og at man bygger det med store Stene og laegger Trae i Vaeggene, og at Arbejdet gaar rask frem og lykkes ved deres Haender.
Ezra	5	9	9. Da spurgte vi disse Aeldste ad og sagde saaledes til dem: Hvo har givet eder Befaling orn at bygge dette Hus og at fuldføre denne Mur?
Ezra	5	10	10. Vi spurgte og om deres Navne for, at give dig dem til Kende, at vi kunde skrive de Maends Navne, som vare deres Øverster.
Ezra	5	11	11. Og de gave os saadant Svar tilbage og sagde: Vi ere Himmelens og Jordens Guds Tjenere og bygge et Hus, som var fordum bygget, for mange Aar siden; thi en stor Konge i Israel havde bygget det og fuldført det.
Ezra	5	12	12. Men efterdi vore Faedre havde fortørnet Himmelens Gud, gav han dem i Kongen af Babel, Kaldaeeren Nebukadnezars Haand, og denne nedbrød dette Hus og førte Folket bort til Babel.
Ezra	5	13	13. Men i Kongen af Babel, Kyrus's første Aar, gav Kong Kyrus Befaling at bygge dette Guds Hus.
Ezra	5	14	14. Ja, ogsaa de Guds Hus's Kar, som vare af Guld og Sølv, hvilke Nebukadnezar havde udtaget af Templet, som var i Jerusalem, og ført til Templet i Babel, dem udtog Kong Kyrus af Templet i Babel, og de bleve givne en, hvis Navn var Sesbazar, hvilken han satte til Landshøvding.
Ezra	5	15	15. Og han sagde til ham: Tag disse Kar, gak bort og bring dem ind i Templet, som er i Jerusalem, og lad Guds Hus bygges paa sit Sted!
Ezra	5	16	16. Da kom den samme Sesbazar, han lagde Grundvolden til Guds Hus, som er i Jerusalem; og fra da af og indtil nu bygges det og er ikke fuldført.
Ezra	5	17	17. Og dersom det nu synes godt for Kongen, saa lad der blive eftersøgt i Kongens Skatkammer, som er i Babel, om det er saa, at der er given Befaling af Kong Kyrus om at bygge dette Guds Hus i Jerusalem, og man sende os Kongens Vilje derom!
------------------------Ezras Bog, Kapitel 6
Ezra	6	1	1. Da gav Kong Darius Befaling, og de ledte i Brevkammeret, hvor man lagde Skatten, i Babel.
Ezra	6	2	2. Og der blev funden i Akmetha, paa Slottet, i Landskabet Medien; en Rulle, og i den var en Antegnelse saa skreven:
Ezra	6	3	3. I Kong Kyrus's første Aar gav Kong Kyrus Befaling om Guds Hus i Jerusalem, at Huset skulde bygges til at vaere et Sted, hvor man ofrede Offer, og at dets Grundvold skulde føres op; tresindstyve Alen skulde dets Højde og tresindstyve Alen dets Bredde vaere;
Ezra	6	4	4. der skulde vaere tre Lag store Stene og et Lag nyt Trae; og Bekostningen skulde udredes af Kongens Hus.
Ezra	6	5	5. Tilmed skulde man og tilbagegive Guds Hus's Kar, som vare af Guld og Sølv, hvilke Nebukadnezar havde taget ud af Templet, som var i Jerusalem, og ført til Babel, og de skulde komme til Templet, som skal vaere i Jerusalem, til deres Sted, og man skulde bringe dem ind i Guds Hus.
Ezra	6	6	6. Nu, du Thatnaj, Landshøvding paa hin Side Floden, du Sthal,-Bosnaj og Selskabet, de af Afarsakta, som er paa hin Side Floden, holder eder langt derfra!
Ezra	6	7	7. Lader dem arbejde paa dette Guds Hus, at Jødernes Landshøvding og Jødernes Aeldste kunne bygge dette Guds Hus paa dets Sted.
Ezra	6	8	8. Der er og given Befaling af mig om det, som I skulle gøre imod disse Jøders Aeldste, at de kunne bygge dette Guds Hus, nemlig, at af Kongens Gods, af Skatten paa hin Side Floden, skulle Omkostningerne straks udredes til disse Maend, at de ikke forhindres.
Ezra	6	9	9. Og hvad de have fornødent, baade Kalve og Vaedre og Lam til Braendoffer for Himmelens Gud, Hvede; Salt, Vin og Olie, skal man paa Forlangende af Praesterne, som ere i Jerusalem, Dag for Dag give dem; der maa ikke ske nogen Forseelse herudi,
Ezra	6	10	10. paa det de kunne ofre til en sød Lugt for Gud i Himmelen og bede for Kongens og hans Børns Liv.
Ezra	6	11	11. Fremdeles er der given Befaling af mig, at naar et Menneske forandrer denne Ting, saa skal der af hans Hus udrives en Bjaelke, og han skal haenges op og slaas fast derpaa, og hans Hus skal gøres til en Møgdynge derfor.
Ezra	6	12	12. Og Gud, som har ladet sit Navn bo der, nedslaa hver Konge og hvert Folk, som udraekker sin Haand for at forandre det, for at forstyrre dette Guds Hus, som er i Jerusalem; jeg, Darius har givet Befaling; det skal uopholdelig gøres.
Ezra	6	13	13. Thatnaj, Landshøvding paa hin Side Floden, Sthar-Bosnaj og deres Selskab, gjorde derpaa uopholdelig derefter, fordi Kong Darius havde sendt Bud.
Ezra	6	14	14. Og Jødernes Aeldste byggede, og det lykkedes for dem efter Profeten Haggajs og Sakarias's Iddos Søns, Profeti; og de byggede og fuldførte det efter Israels Guds Befaling og efter Kyrus's og Darius's og Artakserkses's, Kongen af Persiens, Befaling.
Ezra	6	15	15. Og det Hus blev fuldt faerdigt til den tredje Dag i Adar Maaned, i Kong Darius's Regerings sjette Aar.
Ezra	6	16	16. Og Israel Børn, Praesterne og Leviterne og de andre af de Folk, som havde vaeret bortførte, holdt dette Guds Hus' Indvielse med Glaede.
Ezra	6	17	17. Og de ofrede til dette Guds Hus's Indvielse hundrede Øksne, to Hundrede Vaedre, fire Hundrede Lam og tolv Gedebukke til Syndoffer for hele Israel, efter Israels Stammers Tal
Ezra	6	18	18. Og de beskikkede Praesterne i deres Afdelinger og Leviterne i deres: Skifter til Gudstjenesten i Jerusalem, som skrevet er i Mose Bog.
Ezra	6	19	19. Og de Folk, som havde vaeret bortførte, holdt Paaske paa den Fjortende Dag i den første Maaned.
Ezra	6	20	20. Thi Praesterne og Leviterne havde renset sig som een Mand, de vare alle rene, og de slagtede Paaskelam for alle de Folk, som havde vaeret bortførte, og for deres Brødre, Praesterne, og for sig selv.
Ezra	6	21	21. Saa aade Israels Børn, de, der vare komne tilbage af dem, som havde vaeret bortførte, samt alle de, som havde sluttet sig til dem og forladt Hedningernes Urenhed, i Landet for at søge Herren Israels Gud.
Ezra	6	22	22. Og de holdt de usyrede Brøds Højtid i syv Dage med Glaede; thi Herren havde glaedet dem og vendt Assyriens Konges Hjerte til dem for at styrke deres Haender til Arbejdet paa Guds, Israels Guds, Hus.
------------------------Ezras Bog, Kapitel 7
Ezra	7	1	1. Og efter disse Begivenheder under Artakserkses, Kongen af Persiens, Regering, drog Esra op, en Søn af Seraja, der var en Søn af Asaria, en Søn af Hilkia,
Ezra	7	2	2. en Søn af Sallum, en Søn af Zadok, en Søn af Ahitub,
Ezra	7	3	3. en Søn af Amaria, en Søn af Asaria, en Søn af Merajoth,
Ezra	7	4	4. en Søn af Serakia, en Søn af Ussi, en Søn af Bukki,
Ezra	7	5	5. en Søn af Abisua, en Søn af Pinehas, en Søn af Eleasar, som var en Søn af Ypperstepraesten Aron, -
Ezra	7	6	6. denne Esra drog op fra Babel, og han var en skriftlaerd, forfaren i Mose Lov, som Herren Israels Gud havde givet, og Kongen gav ham, efterdi Herren, hans Guds Haand var over ham, al hans Begaering.
Ezra	7	7	7. Og; der drog nogle af Israels Børn og; af Praesterne og Leviterne og Sangerne og Portnerne og de livegne op til Jerusalem i Kong Artakserkses's syvende Aar.
Ezra	7	8	8. Og han kom til Jerusalem i den femte Maaned, det var Kongens syvende Aar.
Ezra	7	9	9. Thi paa den første Dag i den første Maaned besluttede han at drage op fra Babel, og paa den første Dag i den femte Maaned, kom han til Jerusalem, efterdi hans Guds gode Haand var over ham.
Ezra	7	10	10. Thi Esra havde beredt sit Hjerte til at søge Herrens Lov og at gøre og at laere Israel Skik og Ret.
Ezra	7	11	11. Og dette er Afskriften af Brevet, som Kong Artakserkses gav den skriftlaerde Esra, Praesten, den skriftlaerde i Herrens Ord, angaaende hans Bud og hans Skikke for Israel:
Ezra	7	12	12. Artakserkses, Kongers Konge, til Esra, Praesten, den skriftlaerde i Himmelens Guds Lov, og saa videre.
Ezra	7	13	13. Der er givet Befaling af mig, at af Israels Folk og dets Praester og Leviter, hver i mit Rige, som frivilligt vil drage op til Jerusalem, maa drage med dig,
Ezra	7	14	14. fordi du er sendt af Kongen og syv Raadsherre til at anstille Undersøgelse og i Juda og Jerusalem ved din Guds Lov som er i din Haand.
Ezra	7	15	15. og for at føre med dig det Sølv og Guld, som Kongen og hans Raadsherrer frivilligt have givet til Israels Gud, hvis Bolig er iJerusalem.
Ezra	7	16	16. samt alt det Sølv og Guld som du kan finde i hele Babels Land, tillige med den frivillige Gave, som Folket og Praesterne give frivilligt til deres Guds Hus, som er i Jerusalem.
Ezra	7	17	17. Derfor skal du straks købe for samme Sølv: Øksne, Vaedre, Lam og deres Madoffer og deres Drikoffer, og du skal ofre dem paa Alteret, som er ved eders Guds Hus, som er i Jerusalem.
Ezra	7	18	18. Tilmed hvad der synes dig og dine Brødre godt at gøre med det øvrige Sølv og Guld, det gører efter eders Guds Vilje!
Ezra	7	19	19. Og de Kar, som ere givne dig til din Guds Hus's Tjeneste, dem skal du aflevere for Gud i Jerusalem.
Ezra	7	20	20. Og det øvrige, som behøves til din Guds Hus, som tilfalder dig at give, skal du udrede af Kongens Skatkammer.
Ezra	7	21	21. Og af mig, mig Kong Artakserkses, er given Befaling til alle Skatmestre, som ere paa hin Side Floden, at hvad som Esra, Praesten, den skriftlaerde i Himmelens Guds Lov, begaerer af eder, det skal ydes straks,
Ezra	7	22	22. indtil hundrede Centner Sølv og indtil hundrede Kor Hvede og indtil hundrede Bath Vin og indtil hundrede Bath Olie, og Salt uden foreskrevet Maal.
Ezra	7	23	23. Alt det, som er efter Himmelens Guds Befaling, skal omhyggeligt udføres for Himmelens Guds Hus, at der ikke skal komme en Vrede over Kongens og hans Børns Rige.
Ezra	7	24	24. Og vi lade eder vide om alle Praester og Leviter, Sangere, Portnere, livegne og dette Guds Hus's Tjenere, at I ikke skulle have Magt til at laegge Skat, Told eller aarlig Rente paa dem.
Ezra	7	25	25. Og du, Esra, efter din Guds Visdom, som er hos dig, beskik Dommere og lovkyndige, at de maa dømme over alt Folket, som er paa hin Side Floden, over alle dem, som kender din Guds Lov; og den, som ikke kender den, skulle I bringe til at kende den.
Ezra	7	26	26. Og hver den, som ikke gør efter din Guds Lov og Kongens Lov, over ham skal Dommen straks udføres, enten til Døden eller til Landflygtighed eller til Straf paa Gods eller til Faengsel.
Ezra	7	27	27. Lovet vaere Herren, vore Faedres Gud, som har indgivet Kongens Hjerte saadant, at han vilde pryde Herrens Hus, som er i Jerusalem,
Ezra	7	28	28. og har tilvendt mig Miskundhed fra Kongen og hans Raadsherrer og fra alle Kongens vaeldige Fyrster! Og jeg følte mig staerk, efterdi Herrens, min Guds, Haand var over mig og samlede de Øverste af Israel til at drage op med mig.
------------------------Ezras Bog, Kapitel 8
Ezra	8	1	1. Og disse ere Øversterne for deres Faedrenehuse og deres Slaegt, de som droge op med mig under Kong Artakserkses's Regering, fra Babel:
Ezra	8	2	2. Af Pinehas's Børn, Gersom; af Ithamars Børn, Daniel; af Davids Børn, Hattus;
Ezra	8	3	3. af Sekanias Børn, af Pareos's Børn, Sakaria og med ham hans Slaegt hundrede og halvtredsindstyve Mandspersoner;
Ezra	8	4	4. af Pahath-Moabs Børn, Elioenaj, Serakias Søn, og med ham to Hundrede Mandspersoner;
Ezra	8	5	5. af Sekanias Børn, Jehasiels Søn, og med ham tre Hundrede Mandspersoner;
Ezra	8	6	6. af Adins Børn, Ebed, Jonathans Søn, og med ham halvtredsindstyve Mandspersoner;
Ezra	8	7	7. og af Elams Børn, Jesaja, Athalias Søn, og med ham halvfjerdsindstyve Mandspersoner;
Ezra	8	8	8. og af Sefatjas Børn, Sebadja, Mikaels Søn, og med ham firsindstyve Mandspersoner;
Ezra	8	9	9. af Joabs Børn, Obadja, Jehiels Søn, og med ham to Hundrede og atten Mandspersoner;
Ezra	8	10	10. af Selomiths Børn, Josifjas Søn, og med ham hundrede og tresindstyve Mandspersoner;
Ezra	8	11	11. og af Bebajs Sakaria Bebajs Søn, og med ham otte og tyve Mandspersoner,
Ezra	8	12	12. og af Asgads Børn, Johanan, Hakkatans Søn, og med ham hundrede og ti Mandspersoner;
Ezra	8	13	13. og af Adonikams Børn vare nogle senere, og deres Navne vare disse Elifelet, Jeiel og Semaja, og med dem tresindstyve Mandspersoner;
Ezra	8	14	14. og af Bigevajs Børn, Uthaj og Sabbud, og med dem halvfjerdsindstyve Mandspersoner.
Ezra	8	15	15. Og jeg samlede dem ved Floden, som løber til Ahava, og der lejrede vi os tre Dage; og der jeg gav Agt paa Folket og paa Praesterne, da fandt jeg ingen af Levis Børn der.
Ezra	8	16	16. Da sendte jeg Elieser, Ariel, Semaja og Elnathan og Jarib og Elnathan og Nathan og Sakaria og Messullam, de Øverste, og Jojarib og Elnathan, som vare forstandige Maend,
Ezra	8	17	17. og jeg sendte dem til Iddo, som var den Øverste i det Sted Kasfia; og jeg lagde Ordene i deres Mund, som de skulde tale med Iddo, Ahio og de livegne i det Sted Kasfia, for at bringe os Tjenere til vor Guds Hus.
Ezra	8	18	18. Og de bragte os, efterdi vor Guds gode Haand var over os, en forstandig Mand af Mahelis Børn, som nedstammede fra Levi, Israels Søn, nemlig Serebia og hans Sønner og hans Brødre, atten Maend.
Ezra	8	19	19. Og Hasabia og tillige med ham Jesaja, af Meraris Børn, hans Brødre og deres Sønner, tyve Maend.
Ezra	8	20	20. Og af de livegne, som David og Fyrsterne gav til Leviternes Tjeneste, to Hundrede og tyve livegne; alle disse vare naevnede ved Navn.
Ezra	8	21	21. Og jeg lod der udraabe en Faste ved den Flod Ahava for at ydmyge os for vor Guds Ansigt for at bede ham om en lykkelig Rejse for os og vore smaa Børn og alt vort Gods.
Ezra	8	22	22. Thi jeg skammede mig ved at begaere Krigsmagt og Ryttere af Kongen til at hjaelpe os imod Fjenden paa Vejen; thi saaledes havde vi sagt til Kongen: Vor Guds Haand er over alle dem, som søge ham, til det gode, og hans Styrke og hans Vrede er over alle dem, som forlade ham.
Ezra	8	23	23. Saa fastede vi og bade til vor Gud derom, og han bønhørte os.
Ezra	8	24	24. Og jeg udskilte tolv af Praesternes Øverster, nemlig Serebia, Hasabia og med dem ti af deres Brødre,
Ezra	8	25	25. og jeg tilvejede dem Sølvet og Guldet og Karrene, som vare en Gave til vor Gud Hus, som Kongen og hans Raadsherrer og hans Fyrster og al Israel, som fandtes, havde givet.
Ezra	8	26	26. Og jeg tilvejede dem i deres Haand seks Hundrede og halvtredsindstyve Gentner Sølv og Sølvkar til hundrede Gentner, Guld til hundrede Centner.
Ezra	8	27	27. og tyve Guldbaegere til tusinde Drakmer og to Kar af godt skinnende Kobber, kostelige som Guld.
Ezra	8	28	28. Og jeg sagde til dem: I ere Herren hellige, og Karrene ere hellige, og Sølvet og Guldet er en frivillig Gave til Herren, eders Faedres Gud.
Ezra	8	29	29. Vaerer aarvaagne og bevare det, indtil I veje det ud for Praesternes og Leviternes Øverster og Øversterne for Faedrenehusene iblandt Israel i Jerusalem, i Herrens Hus's Kamre.
Ezra	8	30	30. Da toge Praesterne og Leviterne imod samme Sølv og Guld og Kar efter Vaegt for at føre det til Jerusalem, til vor Guds Hus.
Ezra	8	31	31. Og vi rejste fra Ahnvas Flod paa den tolvte Dag i den første Maaned for at drage til Jerusalem, og vor Guds Haand var over os og friede os for Fjendens Haand og dens, som lurede ved Vejen.
Ezra	8	32	32. Og vi kom til Jerusalem, og vi bleve der tre Dage.
Ezra	8	33	33. Men paa den fjerde Dag blev Sølvet og Guldet og Karrene i vor Guds Hus tilvejet Meremoth, Praesten Urias Søn, og med ham var Eleasar, Pinehas's Søn, og med dem vare Leviterne Josabad, Jesuas Søn, og Noadja, Binnuis Søn,
Ezra	8	34	34. efter Tal, efter Vaegten paa det alt sammen; og hele Vaegten blev samme Tid opskreven.
Ezra	8	35	35. Og de Folk, som havde vaeret bortførte, de, som vare komne fra Fangenskabet, ofrede Israels Gud Braendofre, tolv Okser for al Israel, seks og halvfemsindstyve Vaedre, syv og halvfjerdsindstyve Lam, tolv Bukke til Syndofre, alt sammen til Braendoffer for Herren.
Ezra	8	36	36. Og de overgave Kongens Statholdere og Landshøvdingene paa denne Side Floden Kongens Love, og de hjalp højlig Folket og Guds Hus.
------------------------Ezras Bog, Kapitel 9
Ezra	9	1	1. Og der dette var fuldendt, gik de Øverste frem til mig og sagde: Israels Folk og Praesterne og Leviterne have ikke holdt sig adskilte fra Folkene i Landene, som de burde efter de Vederstyggeligheder, som begaas af Kananiterne, Hethiterne, Feresiterne, Jebusiterne, Ammoniterne, Moabiterne, Aegypterne og Amoriterne;
Ezra	9	2	2. thi de have taget af deres Døtre for sig og for deres Sønner, og den hellige Saed har blandet sig med Folkene i Landene; og de Øverstes og Forstandernes Haand har vaeret den første i denne Forsyndelse.
Ezra	9	3	3. Og der jeg hørte dette Ord, sønderrev jeg min Kjortel og min Kappe, og jeg rev Haar af mit Hoved og mit Skaeg og sad forfaerdet.
Ezra	9	4	4. Da samledes til mig hver, der skaelvede for Israels Guds Ord over deres Forsyndelses Skyld, som havde vaeret bortførte, og jeg sad forfaerdet indtil Aftenmadoffers Tid.
Ezra	9	5	5. Og ved Aftenmadoffers Tid stod jeg op fra min Faste, efterat jeg havde sønderrevet min Kjortel og min Kappe, og jeg faldt paa mine Knae og udbredte mine Haender til Herren min Gud,
Ezra	9	6	6. og jeg sagde: Min Gud! jeg blues og skammer mig ved at opløfte mit Ansigt til dig, min Gud; thi vore Misgerninger ere mangfoldige og gaa os over Hovedet, og vor Skyld er stor indtil Himmelen.
Ezra	9	7	7. Fra vóre Faedres Dage af have vi vaeret i stor Skyld indtil denne Dag, og for vore Misgerningers Skyld ere vi, ja vi, vore Konger, vore Praester, givne i Kongernes Haand i Landene, givne hen til Svaerd, til Fangenskab og til Rov og til vore Ansigters Blusel, som det ses paa denne Dag.
Ezra	9	8	8. Men nu er et lidet Øjeblik sket os Naade af Herren vor Gud, at han ladet os nogle undkomne blive tilovers og sat os som en Nagle paa sit hellige Sted, saa at vor Gud har opklaret vore Øjne og givet os et lidet Livsophold i vor Traeldom;
Ezra	9	9	9. thi vi ere Tr aelle; dog vor Gud har ikke forladt os i vor Traeldom; og han har tilvendt os Miskundhed hos Kongerne i Persien for at give os Livsophold, at vi kunde opføre vor Guds Hus og oprejse dets øde Steder, og for at give os et Gaerde i Juda og Jerusalem.
Ezra	9	10	10. Og nu, vor Gud, hvad skulle vi sige herefter? da vi have forladt dine Bud,
Ezra	9	11	11. hvilke du har budet ved dine Tjenere, Profeterne, sigende: Det Land, som I komme ind udi at eje, det er et Land, som er urent ved Landenes Folks Urenhed og ved deres Vederstyggelighed, hvormed de i deres Urenhed have opfyldt det, fra den ene Ende til den anden.
Ezra	9	12	12. Saa skulle I nu ikke give eders Døtre til deres Sønner og ikke tage deres Døtre til eders Sønner og ikke søge deres Fred og deres gode indtil evig Tid, paa det I skulle blive staerke og aede det gode i Landet og indtage det til Ejendom for eders Børn indtil evig Tid.
Ezra	9	13	13. Og efter alt det, som er kommet over os for vore onde Gerninger og for vor store Skyld, da du, vor Gud, har sparet os langt over vor Misgerning og givet os en Redning, som denne er:
Ezra	9	14	14. Skulde vi da vende om og gøre dine Bud til intet og gøre Svogerskab med Folk, som have gjort disse Vederstyggeligheder monne du ikke skulde blive vred paa os, indtil at der gjordes Ende paa os, saa at der ingen blev tilovers og ingen Redning
Ezra	9	15	15. Herre, Israels Gud! du er retfaerdig, thi vi ere overblevne som en Levning, som det ses paa denne Dag; se, vi ere for dit Ansigt i vor Skyld, thi ved sligt kan ingen bestaa for dit Ansigt.
------------------------Ezras Bog, Kapitel 10
Ezra	10	1	1. Og der Esra bad, og der han bekendte, graed og havde nedkastet sig foran Guds Hus, da samledes til ham en saare stor Forsamling af Israel, Maend og Kvinder og Børn; thi Folket graed med megen Graad.
Ezra	10	2	2. Og Sekania, Jehiels Søn, af Elams Børn, svarede og sagde til Esra: Vi have forgrebet os imod vor Gud, og vi have ladet fremmede Hustruer af Landets Folk bo hos os; men med dette. er der end Forhaabning for Israel.
Ezra	10	3	3. Saa lader os nu gøre en Pagt for vor Gud, at vi ville lade alle disse Hustruer og de af dem fødte drage ud, efter Raad af Herren og af dem, som ere forfaerdede for vor Guds Bud; og lad der gøres efter Loven!
Ezra	10	4	4. Staa op, thi den Sag paaligger dig, og vi ville vaere med dig; vaer frimodig og gør det!
Ezra	10	5	5. Da stod Esra op og tog en Ed af de øverste for Praesterne, Leviterne og al Israel, at de vilde gøre efter dette Ord; og de svore.
Ezra	10	6	6. Og Esra stod op fra Stedet foran Guds Hus og gik til Johanans, Eliasibs Søns, Kammer; og han gik derhen, han aad ikke Brød og drak ikke Vand; thi han sørgede over deres Forsyndelse, som havde vaeret bortførte.
Ezra	10	7	7. Og de lode udraabe i Juda og Jerusalem til alle de Folk, som havde vaeret bortførte, at de skulde samles til Jerusalem.
Ezra	10	8	8. Og hver, som ikke vilde komme inden tre Dage, alt hans Gods skulde, efter de Øverstes og de Aeldstes Raad, vaere sat i Band, og han selv skulde udelukkes fra deres Forsamling, som havde vaeret bortførte.
Ezra	10	9	9. Og alle Judas og Benjamins Maend samledes til Jerusalem efter tre Dage, det var den niende Maaned paa den tyvende Dag i Maaneden; og alt Folket sad paa Gaden foran Guds Hus og skaelvede for den Sags Skyld og for den megen Regn.
Ezra	10	10	10. Da stod Esra, Praesten, op og sagde til dem: I have forsyndet eder og ladet fremmede Kvinder bo hos eder for at laegge mere til Israels Skyld.
Ezra	10	11	11. Saa gører nu Bekendelse for Herren eders Faedres Gud og gører hans Vilje og skiller eder fra Landets Folk og fra de fremmede Kvinder!
Ezra	10	12	12. Da svarede den ganske Forsamling, og de sagde med høj Røst: Saaledes bør vi gøre efter dine Ord til os.
Ezra	10	13	13. Dog her er meget Folk, og det er Regnvejr, saa at man ikke formaar at staa her ude, og det er ikke een ej heller to Dages Gerning; thi vi ere mange, som have begaaet Overtraedelse i denne Sag.
Ezra	10	14	14. Kaere, lad vore Øverster staa for den ganske Forsamling, og hver den, som i vore Staeder har ladet fremmede Hustruer bo hos sig, skal komme paa bestemte Tider og med dem hver Stads Aeldste og dens Dommere, indtil vor Guds strenge Vrede vendes fra os, indtil denne Sag er afgjort.
Ezra	10	15	15. Saa stode aleneste Jonathan, Asahels Søn, og Jehasia, Tikvas Søn, for denne Sag, og Mesullam og Leviten Sabtaj hjalp dem.
Ezra	10	16	16. Og de Folk, som havde vaeret bortførte, gjorde saa, og Esra, Praesten, og Maend, som vare Øverster for deres Faedrenehuse, alle navngivne, bleve udvalgte; og de toge Saede paa den første Dag i den tiende Maaned at ransage den Sag.
Ezra	10	17	17. Og de bleve faerdige med alle Maend, som havde ladet fremmede Hustruer bo hos sig, indtil den første Dag i den første Maaned
Ezra	10	18	18. Og der fandtes nogle af Praesternes Børn, som havde ladet fremmede Hustruer bo hos sig, nemlig: Af Jesuas, Jozadaks Søns, og hans Brødres Børn, Maeseja og Elieser og Jarib og Gedalia.
Ezra	10	19	19. Og de gave deres Haand paa, at de vilde lade deres Hustruer drage bort, og de gave en Vaeder af Kvaeget til Skyldoffer for deres Skyld.
Ezra	10	20	20. Og af Immers Børn fandtes Hanani og Sebadja;
Ezra	10	21	21. og af Harims Børn, Maeseja og Elia og Semaja og Jehiel og Ussia;
Ezra	10	22	22. og af Pashurs Børn, Elioenaj, Maeseja, Ismael, Nethaneel, Josabad og Eleasa;
Ezra	10	23	23. og af Leviterne, Josabad og Simei og Kelaja (det er Klita), Pethaja, Juda og Elieser;
Ezra	10	24	24. og af Sangerne, Eliasib; og af Portnerne, Sallum og Telem og Uri;
Ezra	10	25	25. og af Israel, af Pareos's Børn, Ramia og Jesia og Malkia og Mij amin og Eleasar og Malkia og Benaja;
Ezra	10	26	26. og af Elams Børn, Matthania, Sakaria og Jehiel og Abdi og Jeremoth og Elia;
Ezra	10	27	27. og af Sattus Børn, Elioenaj, Eliasib, Matthania og Jeremoth og Sabad og Asisa;
Ezra	10	28	28. og af Bebajs Børn, Johanan, Hanania, Sabaj, Athlaj;
Ezra	10	29	29. og af Banis Børn, Mesullam, Malluk og Adaja, Jasub og Seal og Jeramoth;
Ezra	10	30	30. og af Pahath-Moabs Børn, Adna og Kelal, Benaja; Maeseja, Matthania, Bezaleel og Binnuj og Manasse;
Ezra	10	31	31. og af Harims Børn; Elieser, Jisia, Malkia, Semaja, Simeon,
Ezra	10	32	32. Benjamin, Malluk, Semarja;
Ezra	10	33	33. af Hasums Børn, Mathnaj, Matthatha, Sabad, Elifelet, Jeremaj, Manasse, Simei;
Ezra	10	34	34. af Banis Børn, Maedaj, Amram og Uel,
Ezra	10	35	35. Benaja, Bedja, Keluj,
Ezra	10	36	36. Vanja Meremoth, Eliasib,
Ezra	10	37	37. Matthania, Mathnaj og Jaesan,
Ezra	10	38	38. og Bani og Binnuj, Semei,
Ezra	10	39	39. og Selemia og Nathan og Adaja,
Ezra	10	40	40. Maknadbaj, Sasaj, Sarak,
Ezra	10	41	41. Asareel og Selemia, Semarja,
Ezra	10	42	42. Sallum, Amarja, Josef;
Ezra	10	43	43. af Nebos Børn, Jejel, Mathitja, Sabad, Sebina, Jaddaj og Joel og Benaja.
Ezra	10	44	44. Alle disse havde taget fremmede Hustruer; og somme af dem havde Hustruer, med hvilke de havde Børn.
------------------------Nehemias' Bog, Kapitel 1
Neh	1	1	1. Nehemias, Hakalias Søns, Handeler. Og det skete udi Kislev Maaned, i det tyvende Aar, da jeg var i Susan paa Slottet,
Neh	1	2	2. da kom Hanani, en af mine Brødre, han og nogle Maend fra Juda; og jeg spurgte dem om Jøderne, som vare undkomne, som vare overblevne af Fangenskabet, og om Jerusalem.
Neh	1	3	3. Og de sagde mig: De overblevne, som ere overblevne af Fangenskabet, ere der i Landskabet udi stor Ulykke og i Forsmaedelse, og Jerusalems Mur er nedreven, og dens Porte ere opbraendte med Ild.
Neh	1	4	4. Og det skete, der jeg hørte disse Ord, satte jeg mig hen og graed og sørgede nogle Dage, og jeg fastede og bad for Guds Ansigt i Himmelen.
Neh	1	5	5. Og jeg sagde: Ak Herre, Himmelens Gud! den store og forfaerdelige Gud, som holder Pagten og Miskundlleden med dem, som ham elske og holde hans Bud!
Neh	1	6	6. Kaere, lad dit Øre maerke derpaa, og dine Øjne vaere aabnede til at høre paa din Tjeners Bøn, som jeg beder for dit Ansigt i Dag, Dag og Nat for Israels Børn, dine Tjenere; og jeg bekender Israels Børns Synder, som vi have syndet imod dig, baade jeg og min Faders Hus have syndet.
Neh	1	7	7. Vi have handlet saare slet imod dig og ikke holdt de Bud og de Skikke og de Love, som du har budet Mose, din Tjener.
Neh	1	8	8. Kaere, kom det Ord i Hu, som du bød Mose, din Tjener, sigende: Naar I forsynde eder, da skal jeg adsprede eder iblandt Folkene;
Neh	1	9	9. men naar I vende om til mig og holde mine Bud og gøre efter dem, om da end nogen af eder er bortdreven indtil Himmelens Ende, saa vil jeg dog samle dem derfra og føre dem til det Sted, som jeg har udvalgt, til at lade mit Navn bo der.
Neh	1	10	10. De ere dog dine Tjenere og dit Folk, som du har forløst ved din store Kraft og ved din staerke Haand.
Neh	1	11	11. Ak, Herre! Kaere, lad dit øre maerke paa din Tjeners Bøn og paa dine Tjeneres Bøn, deres, som have Velbehag i at frygte dit Navn, og lad det dog lykkes for din Tjener i Dag, og giv ham Barmhjertighed for denne Mands Ansigt. Men jeg var da Kongens Mundskaenk.
------------------------Nehemias' Bog, Kapitel 2
Neh	2	1	1. Og det skete i Nisan Maaned i Kong Artakserkses's tyvende, Aar, da stod der Vin for hans Ansigt, og jeg tog Vinen og gav Kongen, og jeg havde ikke vist mig sørgmodig for hans Ansigt.
Neh	2	2	2. Da sagde Kongen til mig: Hvorfor er du sørgmodig? og du er ikke syg, det er ikke dette, men dit Hjerte er sørgmodigt; da frygtede jeg saare meget.
Neh	2	3	3. Og jeg sagde til Kongen: Kongen leve evindelig! hvorfor skulde jeg ikke vaere sørgmodig, da den Stad, i hvilken mine Faedres Begravelsers Hus er, ligger øde, og dens Porte ere fortaerede af Ild?
Neh	2	4	4. Da sagde Kongen til mig: Hvad er det, du søger om? da bad jeg til Gud i Himmelen.
Neh	2	5	5. Da sagde jeg til Kongen: Dersom det synes Kongen godt, og dersom din Tjener synes god for dit Ansigt, da sende du mig til Juda, til mine Faedres Begravelsers Stad, at jeg maa bygge den op.
Neh	2	6	6. Da sagde Kongen og Dronningen, som sad hos ham, til mig: Hvor laenge skal din Rejse vare, og naar vil du komme igen Og det syntes Kongen godt, og han sendte mig hen, og jeg satte ham en bestemt Tid.
Neh	2	7	7. Og jeg sagde til Kongen: Dersom det synes Kongen godt, da lad dem give mig Breve til Landshøvdingerne paa hin Side Floden, at de lade mig komme frem, indtil jeg kommer til Juda,
Neh	2	8	8. og Brev til Asaf, som har Opsyn over Kongens Lysthave, at han maa give mig Trae til at sammentømre Porten paa Borgen, som hører til Huset, og ligeledes til Stadsmurene og til det Hus, som jeg skal drage ind udi; og Kongen gav mig det, efterdi min Guds gode Haand var over mig.
Neh	2	9	9. Da kom jeg til Landshøvdingerne paa hin Side Floden og gav dem Kongens Breve, og Kongen sendte Stridshøvedsmaend og Ryttere med mig.
Neh	2	10	10. Men der Sanballat Horoniten, og Tobia, den ammonitiske Tjener, hørte det, da gjorde det dem saare ondt, at der var kommet et Menneske til at søge Israels Børns Bedste.
Neh	2	11	11. Og der jeg kom til Jerusalem og havde vaeret der i tre Dage,
Neh	2	12	12. da gjorde jeg mig rede om Natten, jeg og faa Maend med mig, og jeg gav ikke til Kende for noget Menneske, hvad min Gud indgav mit Hjerte at gøre for Jerusalem, og der var intet Dyr med mig uden det Dyr, som jeg red paa.
Neh	2	13	13. Og jeg drog ud ad Dalporten om Natten og hen imod Dragekilden og hen til Møgporten, og jeg undersøgte Jerusalems Mure, som vare nedrevne, og dens Porte; som vare fortaerede af Ild.
Neh	2	14	14. Og jeg drog over til Kildeporten og til Kongens Dam, og der var ikke Rum for Dyret til at komme frem under mig.
Neh	2	15	15. Og jeg drog om Natten op i Dalen, og jeg undersøgte Muren, og jeg vendte om og kom ind ad Dalporten og vendte tilbage.
Neh	2	16	16. Og Forstanderne vidste ikke, hvor jeg var gaaet hen, eller hvad jeg gjorde, og for Jøderne og Praesterne og de ypperste og Forstanderne og de øvrige, som skulde have med Gerningen at gøre, havde jeg ikke hidindtil tilkendegivet det.
Neh	2	17	17. Da sagde jeg til dem: I se den Ulykke, i hvilken vi ere, at Jerusalem er øde, og dens Porte ere opbraendte af Ild: Kommer og lader os opbygge Jerusalems Mure, at vi ikke ydermere skulle vaere til Spot.
Neh	2	18	18. Og jeg fortalte dem om min Guds Haand, som var god over mig, tilmed om Kongens Ord, som han havde sagt mig; og de sagde: Lader os gøre os rede og bygge, og de styrkede deres Haender til det gode Vaerk.
Neh	2	19	19. Men der Sanballat, Horoniten, og Tobia, den ammonitiske Tjener, og Gesem, Araberen, hørte det, bespottede de os og foragtede os, og de sagde: Hvad er dette for en Ting, som I gøre? ville I vaere genstridige imod Kongen?
Neh	2	20	20. Da svarede jeg dem og sagde til dem: Gud i Himmelen, han skal lade det lykkes for os, og vi hans Tjenere, vi ville gøre os rede og bygge; men I have ikke Del eller Ret eller Ihukommelse i Jerusalem.
------------------------Nehemias' Bog, Kapitel 3
Neh	3	1	1. Og Eliasib, Ypperstepraesten, og hans Brødre, Praesterne, gjorde sig rede og byggede Faareporten; de helligede den og indsatte dens Døre, de helligede den indtil Meas, Taarn, indtil Hananeels Taarn.
Neh	3	2	2. Og Jerikos Maend byggede ved Siden af ham; og Sakur, Imris Søn, byggede ved Siden af dem igen.
Neh	3	3	3. Men Senaas Børn byggede Fiskeporten; de tømrede den og indsatte dens Døre med dens Laase og dens Staenger.
Neh	3	4	4. Og Meremoth, en Søn af Uria, Hakkoz's Søn, istandsatte et Stykke ved Siden af dem; og Mesullam, en Søn af Berekia, Mesesabeels Søn, istandsatte et Stykke ved Siden af dem; og Zadok, Baenas Søn, istandsatte et Stykke ved Siden af dem.
Neh	3	5	5. Og ved Siden af dem istandsatte de af Thekoa et Stykke; men de store iblandt dem bøjede ikke deres Hals til Arbejde for deres Herre.
Neh	3	6	6. Og den gamle Port istandsatte Jojada, Paseas Søn, og Mesullam, Besodias Søn; de tømrede den og indsatte dens Døre med dens Laase og dens Staenger.
Neh	3	7	7. Og Gibeoniten Melathia og Meronothiten Jadon, Maendene af Gibeon og Mizpa istandsatte et Stykke ved Siden af dem, indtil Boligen for Landshøvdingen paa denne Side Floden.
Neh	3	8	8. Ved hans Side istandsatte Ussiel, Harhajas, Søn, en af Guldsmedene, et Stykke; og ved hans Side istandsatte Hanania, en Salvehandler, et Stykke; og de gjorde Jerusalem fast indtil den brede Mur.
Neh	3	9	9. Og ved Siden at den istandsatte Refaja, Hurs Søn, Øversten over Halvdelen af Jerusalems Kreds, et Stykke.
Neh	3	10	10. Og ved Siden af dem istandsatte Jedaja, Harumafs Søn, et Stykke, og det tvaers over for sit Hus; og ved hans Side istandsatte Hattus, Hasabenjas Søn, et Stykke.
Neh	3	11	11. Malkia, Harims Søn, og Hasub, Pahath-Moabs Søn, istandsatte en anden Straekning, tilmed Ovntaarnet.
Neh	3	12	12. Og ved Siden af ham istandsatte Sallum, Lohes's Søn, Øversten for den halve Del af Jerusalems Kreds, han og hans Døtre et Stykke.
Neh	3	13	13. Dalporten istandsatte Hanun og Indbyggerne af Sanoa; de byggede den og indsatte dens Døre, med dens Laase og dens Staenger, og tusinde Alen paa Muren indtil Møgporten.
Neh	3	14	14. Men Malkia, Rekabs Søn, Øversten for Beth-Kerms Kreds, istandsatte Møgporten; han byggede den og indsatte dens Døre med dens Laase og Staenger.
Neh	3	15	15. Men Kildeporten istandsatte Sallum, Kol-Koses Søn, Øversten for Mizpas Kreds; han byggede den og taekkede den og indsatte dens Døre med dens Laase og dens Staenger; tilmed Muren ved Sela Dam hen imod Kongens Have og indtil Trapperne, som gaa ned fra Davids Stad.
Neh	3	16	16. Efter ham istandsatte Nehemia, Asbuks Søn, Øversten for den halve Del af Bethzurs Kreds, et Stykke, indtil tvaers over for Davids Grave og indtil den Dam, som var anlagt, og indtil de vaeldiges Hus.
Neh	3	17	17. Efter ham istandsatte af Leviterne, Rehum, Banis Søn, et Stykke; ved Siden af ham istandsatte Hasabia, Øversten for den halve Del af Kejlas Kreds, et Stykke for sin Kreds.
Neh	3	18	18. Efter ham istandsatte af deres Brødre Bavaj, Henadads Søn, et dem Stykke; han var Øverste for den anden halve Del af Kejlas Kreds.
Neh	3	19	19. Og ved Siden af ham istandsatte Eser, Jesuas Søn, den Øverste i Mizpa, en anden Straekning tvaers over for, hvor man gaar op til Rustkammeret ved Hjørnet.
Neh	3	20	20. Efter ham istandsatte Baruk, Sabbajs Søn, med Iver en anden Straekning, fra Hjørnet indtil Ypperstepraesten Eliasibs Hus's Dør.
Neh	3	21	21. Efter ham istandsatte Meremoth, en Søn af Uria, Hakkoz's Søn, en anden Straekning, fra Eliasibs Hus's Dør og indtil Enden af Eliasibs Hus.
Neh	3	22	22. Og efter ham istandsatte Praesterne, Maendene fra Sletten, et Stykke.
Neh	3	23	23. Efter dem istandsatte Benjamin og Hasub et Stykke tvaers over for deres Hus; efter ham istandsatte Asaria, en Søn af Maeseja, Ananias Søn, et Stykke ved sit Hus.
Neh	3	24	24. Efter ham istandsatte Bennuj, Henadads Søn, en anden Straekning, fra Asarias Hus indtil Krogen og indtil Hjørnet.
Neh	3	25	25. Palal, Ussajs Søn, byggede tvaers over for Krogen og Taarnet, som springer frem fra Kongens høje Hus, og som er ved Vagtens Forgaard; efter ham byggede. Pedaja, Pareos's Søn.
Neh	3	26	26. - og de livegne boede i Ofel indtil tvaers over for Vandporten imod Østen og til det Taarn, som springer frem. -
Neh	3	27	27. Efter ham istandsatte de af Thekoa en anden Straekning tvaers over for det store fremspringende Taarn og indtil Ofels Mur.
Neh	3	28	28. Fra Hesteporten istandsatte Praesterne et Stykke, hver tvaers over for sit Hus.
Neh	3	29	29. Efter dem istandsatte Zadok, Immers Søn, et Stykke, tvaers over for sit Hus; efter ham istandsatte Semaja, Sekanjas Søn, som tog Vare paa Østerporten, et Stykke.
Neh	3	30	30. Efter ham istandsatte Hanania Selemias Søn, og Hanun, Zalafs sjette Søn, en anden Straekning; efter dem istandsatte Mesullam, Berekias Søn, et Stykke, tvaers over for sit Kammer.
Neh	3	31	31. Efter ham istandsatte Malkia, Guldsmedens Søn, et Stykke indtil de livegnes og Kraemmernes Hus, tvaers over for Befalingsmandsporten og indtil Opgangen ved Hjørnet.
Neh	3	32	32. Og imellem Opgangen ved Hjørnet og Faareporten istandsatte Guldsmedene og Kraemmerne et Stykke.
------------------------Nehemias' Bog, Kapitel 4
Neh	4	1	1. Og det skete, der Sanballat hørte, at vi byggede Muren, da optaendtes hans Vrede, og han blev meget fortørnet, og han bespottede Jøderne.
Neh	4	2	2. Og han sagde i Paahør af sine Brødre og af Haeren i Samaria, han sagde: Hvad gøre de afmaegtige Jøder? skulde man lade dem vaere? skulde de ofre? skulde de fuldende det paa denne Dag? skulde de lade Stenene leve op af Grusdyngerne, da de ere forbraendte?
Neh	4	3	3. Og Ammoniten Tobia var hos ham, og han sagde: Om de end bygge, vil dog en Raev, om den sprang op, nedrive deres Stenmur.
Neh	4	4	4. Hør, vor Gud! at vi ere foragtede, og lad deres Forsmaedelse vende tilbage paa deres Hoved, og giv dem; hen til Bytte i Fangenskabs Land;
Neh	4	5	5. og skjul ikke deres Misgerning, og lad deres Synd ikke udslettes fra dit Ansigt; thi de have opirret dig lige over for dem, som byggede.
Neh	4	6	6. Men vi byggede Muren, saa at den ganske Mur blev sammenføjet indtil dens halve Højde; thi Folket havde Hjerte til at gøre det.
Neh	4	7	7. Og det skete, der Sanballat og Tobia og Araberne og Ammoniterne og Asdoditerne hørte, at Udbedringen havde taget til paa Murene i Jerusalem, og at Revnerne begyndte at lukkes til, da optaendtes deres Vrede saare.
Neh	4	8	8. Og de gjorde alle et Forbund med hverandre om at komme at stride imod Jerusalem og at gøre en Forstyrrelse deri.
Neh	4	9	9. Men vi bade til vor Gud; og vi stillede Vagt imod dem Dag og Nat over for dem.
Neh	4	10	10. Da sagde Juda: Lastdragernes Kraft er skrøbelig, og Gruset er meget, og vi kunne ikke bygge paa Muren.
Neh	4	11	11. Og vore Modstandere sagde: De skulle ikke vide og ikke se det, førend vi komme midt iblandt dem og slaa dem ihjel; og vi ville gøre, at Gerningen skal holde op.
Neh	4	12	12. Og det skete, der Jøderne, som boede hos dem, kom og sagde vel ti Gange til os: I, som ere komne fra alle Steder, vender tilbage til os!
Neh	4	13	13. da stillede jeg Folket neden for Stedet, bag om Muren, paa de frie Pladser; og jeg stillede Folket efter Slaegter med deres Svaerd, deres Spyd og deres Buer.
Neh	4	14	14. Og jeg saa til og rejste mig og sagde til de ypperste og til Forstanderne og til det øvrige Folk: Frygter ikke for deres Ansigt, taenker paa den store og forfaerdelige Herre og strider for eders Brødre, eders Sønner og eders Døtre, eders Hustruer og eders Huse!
Neh	4	15	15. Og det skete, der vore Fjender hørte, at det var os tilkendegivet, og at Gud havde gjort deres Raad til intet, da vendte vi os alle til; Muren igen, hver til sin Gerning.
Neh	4	16	16. Og det skete fra den samme Dag af, at Halvdelen af mine unge Karle udførte Arbejdet, og den anden halve Del af dem holdt baade Spydene, Skjoldene og Buerne og Panserne, og Øversterne stode bag det ganske Judas Hus.
Neh	4	17	17. De, som byggede paa Muren, og Lastdragerne og de, som laessede paa, udførte med deres ene Haand Arbejdet, og med den anden holdt de Vaabnet.
Neh	4	18	18. Og de, som byggede, havde hver sit Svaerd bundet ved sine Laender og byggede saa; og den, som blaeste i Trompeten, var hos mig.
Neh	4	19	19. Og jeg sagde til de ypperste og til Forstanderne og til det øvrige Folk: Arbejdet er stort og vidtløftigt; men vi ere adspredte paa Murene, den ene langt fra den anden.
Neh	4	20	20. Paa hvilket Sted I høre Trompetens Lyd, samler eder derhen til os; vor Gud skal stride for os.
Neh	4	21	21. Saa udførte vi Arbejdet, medens Halvdelen af dem holdt paa Spydene, fra Morgenrøden gik op, indtil Stjernerne kom frem.
Neh	4	22	22. Ogsaa sagde jeg paa samme Tid til Folket: Hver blive med sin Tjener Natten over midt i Jerusalem, at vi maa have dem om Natten til Vagt og om Dagen til Gerningen.
Neh	4	23	23. Men hverken jeg eller mine Brødre eller mine Tjenere eller de Maend paa Vagten, som vare bag mig, førte os af vore Klaeder; hver havde sit Vaaben hos sig og Vand.
------------------------Nehemias' Bog, Kapitel 5
Neh	5	1	1. Og der rejste sig et stort Skig af Folket og deres Hustruer imod deres Brødre, Jøderne.
Neh	5	2	2. Thi der var nogle, som sagde: Vi med vore Sønner og vore Døtre ere mange; saa lader os da faa Korn, at vi maa aede og leve.
Neh	5	3	3. Der var og dem, som sagde: Vi have pantsat vore Agre og vore Vingaarde og vore Huse; lader os da faa Korn i denne Hungersnød!
Neh	5	4	4. Og der var dem, som sagde: Vi have laant Penge paa vore Agre og vore Vingaarde for at betale Kongen Skat.
Neh	5	5	5. Nu er dog vort Legeme saa godt som vore Brødres Legeme og vore Børn som deres Børn; men se, i maa give vore Sønner og vore Døtre hen som Traelle, ja, der er nogle af vore Døtre alt givne hen og ere ikke i vore Haenders Magt, medens vore Agre og vore vingaarde tilhøre andre.
Neh	5	6	6. Og min Vrede optaendtes saare, der jeg hørte deres Skrig og disse Ord.
Neh	5	7	7. Og jeg overvejede Sagen i mit Hjerte, og jeg traettede med de ypperste og Forstanderne og sagde til dem: I trykke den ene den anden med Gaeld! og jeg stillede en stor Forsamling imod dem.
Neh	5	8	8. Og jeg sagde til dem: Vi have løskøbt vore Brødre, Jøderne, som vare solgte til Hedningerne, efter vor Formue, og I, I ville derimod saelge eders Brødre, og skulle de saelge sig til os? Da tav de og fandt intet at svare.
Neh	5	9	9. Fremdeles sagde jeg: Det er ikke en god Ting, som I gøre; skulde I ikke vandre i vor Guds Frygt for Hedningernes, vore Fjenders, Forsmaedelses Skyld?
Neh	5	10	10. Og jeg, mine Brødre og mine Tjenere, vi have betroet dem Penge og Korn; lader os dog eftergive denne Gaeld!
Neh	5	11	11. Kaere, tilbagegiver dem paa denne Dag deres Agre, deres Vingaarde, deres Oliegaarde og deres Huse, og den hundrede Part af Pengene og Kornet, Mosten og Olien, som I have betroet. dem.
Neh	5	12	12. Da sagde de: Vi ville give det tilbage og intet kr aeve af dem, saaledes ville vi gøre, ligesom du har sagt; og jeg kaldte ad Praesterne og tog en Ed af dem, at de skulde gøre efter dette Ord.
Neh	5	13	13. Jeg udrystede ogsaa min Kjortelflig og sagde: Saaledes udryste Gud hver Mand fra sit Hus og fra sit Arbejde, naar han ikke holder dette Ord, og han blive saa udrystet og tom! Og den ganske Forsamling sagde: Amen! og de lovede Herren, og Folket gjorde efter dette Ord.
Neh	5	14	14. Ogsaa fra den Dag, da Kongen befalede mig at vaere deres Landshøvding i Judas Land, som var fra det tyvende Aar og indtil Kong Artakserkses's to og tredivte Aar, det er tolv Aar, aad jeg og mine Brødre ikke det Landshøvdingen tilkommende Brød.
Neh	5	15	15. Og de forrige Landshøvdinger, som havde vaeret før mig, havde besvaeret Folket og taget Brød og Vin af dem og derefter fyrretyve Sekel Sølv, ogsaa deres Tjenere herskede over Folket; men jeg gjorde ikke saa for Guds Frygts Skyld.
Neh	5	16	16. Tilmed lagde jeg Haand paa Arbejdet med denne Mur, og vi købte ingen Agre; og alle mine Tjenere maatte forsamle sig der til Arbejdet.
Neh	5	17	17. Tilmed vare af Jøderne og Forstanderne hundrede og halvtredsindstyve Maend, og de, som kom til os fra Hedningerne, der vare trindt omkring os, ved mit Bord.
Neh	5	18	18. Og det, som blev lavet til een Dag, var een Okse, seks udvalgte Faar samt Fugle, som blev lavede til mig, og een Gang i Løbet af ti Dage var der Vin af al Slags i Overflødighed; desuagtet kraevede jeg ikke det Landshøvdingen tilkommende Brød, thi Arbejdet laa svart paa dette Folk.
Neh	5	19	19. Min Gud! kom i Hu, mig til det gode, alt det, som jeg har gjort for dette Folk!
------------------------Nehemias' Bog, Kapitel 6
Neh	6	1	1. Og det skete, der det hørtes af Sanballat og Tobia og Gesem, Araberen, og vore øvrige Fjender, at jeg havde. bygget Muren, og at der var intet Brud blevet tilbage paa den, enddog jeg ikke til den Tid havde indsat Døre i Portene,
Neh	6	2	2. da sendte Sanballat og Gesem til mig at lade sige: Gak med og lader os samles med hverandre i Landsbyerne i Dalen Ono; men de taenkte at gøre mig ondt.
Neh	6	3	3. Og jeg sendte Bud til dem og lod sige: Jeg har et stort Arbejde at udrette og kan ikke komme ned; hvorfor skulde Arbejdet holde op? som om jeg skulde lade af fra det og drage ned til eder!
Neh	6	4	4. Og de sendte fire Gange Bud til mig paa denne Maade, og jeg gav dem Svar igen paa denne Maade.
Neh	6	5	5. Da sendte Sanballat paa samme Maade femte Gang sin Tjener til mig med et aabent Brev i hans Haand.
Neh	6	6	6. Deri var skrevet: Det er hørt iblandt Hedningerne, og Gasmu har sagt det, at du og Jøderne taenke paa at falde fra, og at du derfor bygger Muren, og du vil vaere deres Konge efter dette Rygte,
Neh	6	7	7. og at du ogsaa har bestilt Profeter, som skulle udraabe om dig i Jerusalem og sige: Han er Konge i Juda; og nu maatte det høres for Kongen efter dette Rygte; derfor kom nu og lader os raadslaa sammen!
Neh	6	8	8. Men jeg sendte til ham at lade sige: Der er ikke sket noget af disse Ting, som du siger, men du har optaenkt dem af dit eget Hjerte.
Neh	6	9	9. Thi de vilde alle sammen gøre os frygtagtige og sagde: Deres Haender skulle drage sig tilbage fra Arbejdet, at det ikke fuldføres; men nu, styrk mine Haender!
Neh	6	10	10. Der jeg kom i Huset hos Semaja, en Søn af Delaja, Mehetabeels Søn, medens han holdt sig indelukket, da sagde han: Lader os samles i Guds Hus, midt i Templet, og lukke Templets Døre; thi de ville komme for at slaa dig ihjel, ja de ville komme i Nat for at slaa dig ihjel.
Neh	6	11	11. Men jeg sagde: Skulde en Mand som jeg flygte? og hvilken Mand, der var som jeg, skulde gaa ind i Templet og leve jeg vil ikke gaa derind.
Neh	6	12	12. Thi jeg maerkede godt, at Gud ikke havde sendt ham; men han talte den Spaadom om mig, fordi Tobia og Sanballat havde lejet ham dertil.
Neh	6	13	13. Derfor var han lejet, at jeg skulde have frygtet og gjort saa og syndet, at det kunde have vaeret dem til et ondt Rygte om mig, for at de kunde forhaane mig.
Neh	6	14	14. Min Gud! kom Tobia og Sanballat i Hu efter disse hans Gerninger, ja ogsaa den Profetinde Noadja og de øvrige Profeter, som vilde gøre mig frygtsom.
Neh	6	15	15. Og Muren blev faerdig paa den fem og tyvende Dag i Elul Maaned, udi to og halvtredsindstyve Dage.
Neh	6	16	16. Og det skete, der alle vore Fjender havde hørt det, da frygtede alle Hedningerne, som vare trindt omkring os, og Modet syntes saare at falde paa dem; thi de kendte, at denne Gerning var gjort af vor Gud.
Neh	6	17	17. Ogsaa i de samme Dage skreve de ypperste af Juda deres mange Breve, som gik til Tobia, og Breve fra Tobia kom til dem.
Neh	6	18	18. Thi der var mange i Juda, som vare med Ed forbundne med ham; thi han var besvogret med Sekania, Aras Søn, og hans Søn, Johanan, havde taget Mesullams, Berekias Søns, Datter.
Neh	6	19	19. De talte ogsaa om hans mange gode Egenskaber for mig og bragte mine Ord til ham; saa sendte Tobia Breve for at gøre mig frygtsom.
------------------------Nehemias' Bog, Kapitel 7
Neh	7	1	1. Og det skete, der Muren var bygget, og jeg indsatte Dørene, da bleve beskikkede Portnere og Sangere og Leviter.
Neh	7	2	2. Og jeg beskikkede Hanani, min Broder, og Hanania, Slotshøvdingen, over Jerusalem; thi han var en trofast Mand i og frygtede Gud fremfor mange;
Neh	7	3	3. og jeg sagde til dem: Jerusalems Porte skulle ikke oplades, førend Solen skinner hed; og medens de endnu staa der, skulle de tillukke Dørene og holde dem lukkede; og man skal beskikke vagter af Jerusalems Indbyggere, hver paa sin Vagt og hver tvaers over for sit Hus.
Neh	7	4	4. Thi Staden var vid og bred og stor, men der var lidet Folk midt i den, og Husene vare ikke byggede.
Neh	7	5	5. Og min Gud indgav mig i mit Hjerte, at jeg samlede de ypperste og Forstanderne og Folket for at indføre dem i Slaegtregisteret; og jeg fandt en Slaegtregisters Bog over dem, som i Førstningen vare dragne op, og fandt skrevet deri:
Neh	7	6	6. Disse ere de Folk af Landskabet, de, som droge op af Fangenskabet, hvilke Nebukadnezar, Kongen af Babel, havde bortført, og som vare komne tilbage til Jerusalem og til Juda, hver til sin Stad,
Neh	7	7	7. de, som kom med Serubabel, Jesua, Nehemia, Asaria, Raamia, Nakamani, Mordekaj, Bilsam, Misperet, Bigvaj, Nehum, Baena; dette er Tallet paa Maendene af Israels Folk:
Neh	7	8	8. Pareos's Børn, to Tusinde, hundrede og to og halvfjerdsindstyve;
Neh	7	9	9. Sefatjas Børn, tre Hundrede og to og halvfjerdsindstyve;
Neh	7	10	10. Aras Børn, seks Hundrede og to og halvtredsindstyve;
Neh	7	11	11. Pahath-Moabs Børn, af Jesuas og Joabs Børn, to Tusinde og otte Hundrede og atten;
Neh	7	12	12. Elams Børn, tusinde, to Hundrede og fire og halvtredsindstyve;
Neh	7	13	13. Sattus Børn, otte Hundrede og fem og fyrretyve;
Neh	7	14	14. Sakkajs Børn, syv Hundrede. og tresindstyve;
Neh	7	15	15. Binnujs Børn, seks Hundrede og otte og fyrretyve;
Neh	7	16	16. Bebajs Børn, seks Hundrede og otte og tyve;
Neh	7	17	17. Asgads Børn, to Tusinde, tre Hundrede og to og tyve;
Neh	7	18	18. Adonikams Børn, seks Hundrede og syv og tresindstyve;
Neh	7	19	19. Bigvajs Børn, to Tusinde og syv og tresindstyve;
Neh	7	20	20. Adins Børn, seks Hundrede og fem og halvtredsindstyve;
Neh	7	21	21. Aters Børn, af Hiskia, otte og halvfemsindstyve;
Neh	7	22	22. Hasums Børn, tre Hundrede og otte og tyve;
Neh	7	23	23. Bezajs Børn, tre Hundrede og fire og tyve;
Neh	7	24	24. Harifs Børn, hundrede og tolv;
Neh	7	25	25. Folkene af Gibeon, fem og halvfemsindstyve;
Neh	7	26	26. Maendene af Bethlehem og Netofa, hundrede og otte og firsindstyve;
Neh	7	27	27. Maendene af Anathoth, hundrede og otte og tyve;
Neh	7	28	28. Maendene af Beth-Asmaveth, to og fyrretyve;
Neh	7	29	29. Maendene af Kirjath Jearim, Kefira og Beeroth, syv Hundrede og tre og fyrretyve;
Neh	7	30	30. Maendene af Rama og Geba, seks: Hundrede og een og tyve;
Neh	7	31	31. Maendene af Mikmas, hundrede og to og tyve;
Neh	7	32	32. Maendene af Bethel og Aj, hundrede og tre og tyve;
Neh	7	33	33. Maendene af det andet Nebo, to og halvtredsindstyve;
Neh	7	34	34. den anden Elams Børn, tusinde, to Hundrede og fire og halvtredsindstyve;
Neh	7	35	35. Harims Børn, tre Hundrede og tyve;
Neh	7	36	36. Folkene af Jeriko, tre Hundrede og fem og fyrretyve;
Neh	7	37	37. Folkene af Lod, Hadid og Ono, syv Hundrede og een og tyve;
Neh	7	38	38. Folkene af Senaa, tre Tusinde og ni Hundrede og tredive;
Neh	7	39	39. Praesterne: Jedajas Børn, af Jesuas Hus, ni Hundrede og tre og halvfjerdsindstyve;
Neh	7	40	40. Immers Børn, tusinde og to og halvtredsindstyve;
Neh	7	41	41. Pashurs Børn, tusinde, to Hundrede og syv og fyrretyve;
Neh	7	42	42. Harims Børn, tusinde og sytten;
Neh	7	43	43. Leviterne: Jesuas Børn, af Kadmiel, af Hodevas Børn, fire og halv fjerdsindstyve;
Neh	7	44	44. Sangerne: Asafs Børn, hundrede, otte og fyrretyve;
Neh	7	45	45. Portnerne: Sallums Børn, Aters Børn, Talmons Børn, Akkubs Børn, Hatitas Børn, Sobajs Børn, hundrede og otte og tredive;
Neh	7	46	46. de livegne: Zihas Børn, Hasufas Børn, Tabaoths Børn,
Neh	7	47	47. Keros's Børn, Sihas Børn, Padons Børn,
Neh	7	48	48. Lebanas Børn, Hagabas Børn, Salmajs Børn,
Neh	7	49	49. Hanans Børn, Giddels, Børn, Gahars Børn,
Neh	7	50	50. Reajas Børn, Rezins Børn, Nekodas Børn,
Neh	7	51	51. Gassams Børn, Ussas Børn, Paseas Børn,
Neh	7	52	52. Besajs Børn, Meunims Børn, Nefussims Børn
Neh	7	53	53. Bakbuks Børn, Hakufas Børn, Harhurs Børn,
Neh	7	54	54. Bazliths Børn, Mehidas Børn, Harsas Børn,
Neh	7	55	55. Barkos's Børn, Siseras Børn, Thamas Børn,
Neh	7	56	56. Nezias Børn, Hatifas Børn;
Neh	7	57	57. Salomos Tjeneres Børn: Sotajs Børn, Sofereths Børn, Pridas Børn,
Neh	7	58	58. Jaelas Børn, Darkons Børn, Giddels Børn,
Neh	7	59	59. Sefatjas Børn, Hat-, tils Børn, Pokeret-Hazzebajms Børn, Amons Børn.
Neh	7	60	60. Alle de livegne og Salomos Tjeneres Børn vare tre. Hundrede og to og halvfemsindstyve.
Neh	7	61	61. Og disse vare de, som droge op af Thel-Mela, Thel-Harsa, Kerub, Addon og Immer, men ikke kunde opgive deres Faedres Hus eller deres Slaegt, om de vare af Israel:
Neh	7	62	62. Delajas Børn, Tobias. Børn, Nekodas Børn, seks Hundrede og to fyrretyve;
Neh	7	63	63. og af Praesterne: Habajas Børn, Hakkoz's Børn, Barsillajs Børn, hans, som tog en Hustru af Barsillajs Gileaditens Døtre og blev kaldet efter deres Navn.
Neh	7	64	64. Disse ledte efter deres Fortegnelse iblandt dem, som vare opførte i Slaegtregisteret, men den blev ikke funden; og de bleve som urene afviste fra Praestedømmet.
Neh	7	65	65. Og Hattirsatha sagde til dem, at de ikke skulde aede de af de højhellige Ting, førend der stod en Praest med Urim ogThummim.
Neh	7	66	66. Den hele Forsamling var tilsammen to og fyrretyve Tusinde, tre Hundrede og tresindstyve
Neh	7	67	67. foruden deres Tjenere og deres Tjenestepiger; disse vare syv Tusinde, tre Hundrede og syv og tredive, og de havde to Hundrede og fem og fyrretyve Sangere og Sangersker.
Neh	7	68	68. Deres Heste vare syv Hundrede og seks og tredive, deres Muler to; Hundrede og fem og fyrretyve,
Neh	7	69	69. Kameler fire Hundrede og fem og tredive, Asener seks Tusinde og syv Hundrede og tyve.
Neh	7	70	70. Og en Del af Øversterne for Faedrenehusene gave til Gerningen: Hattirsatha gav til Skatten tusinde Drakmer i Guld, halvtredsindstyve Baekkener, fem Hundrede og tredive Praestekjortler.
Neh	7	71	71. Og andre af Øversterne for Faedrenehusene gave i Sammenskud til Arbejdet tyve Tusinde Drakmer i Guld og to Tusinde og to Hundrede Pund Sølv.
Neh	7	72	72. Og det, som de øvrige af Folket gave, vare tyve Tusinde Drakmer i Guld og to Tusinde Pund Sølv og syv og tresindstyve Praestekjortler.
Neh	7	73	73. Og Praesterne og Leviterne og Portnerne og Sangerne og nogle af Folket og af de livegne og al Israel boede i deres Staeder; og den syvende Maaned kom, og Israels Børn vare i deres Staeder.
------------------------Nehemias' Bog, Kapitel 8
Neh	8	1	1. Da samledes det hele Folk som een Mand paa Pladsen, som er foran Vandporten, og de sagde til Esra den skriftlaerde, at han skulde bringe Bogen med Mose Lov frem, som Herren havde budet Israel.
Neh	8	2	2. Og Esra, Praesten, bragte Loven frem for Forsamlingens Ansigt, baade for Maend og Kvinder og for alle, som kunde forstaa at høre til, paa den første Dag i den syvende Maaned.
Neh	8	3	3. Og han laeste i den lige for Pladsen, som er foran Vandporten, fra lys Morgen indtil midt paa Dagen, for Maend og Kvinder og dem, som kunde forstaa det, og alt Folkets Øren agtede paa Lovbogen.
Neh	8	4	4. Og Esra, den skriftlaerde, stod paa en Forhøjning af Trae, som de havde gjort til det samme, og hos ham stod Mathithja og Sema og Anaja og Uria og Hilkia og Maeseja ved hans højre Haand; og ved hans venstre Haand Pedaja og Misael og Malkia og Hasum og Hasbaddana, Sakaria og Mesullam.
Neh	8	5	5. Og Esra oplod Bogen for alt Folkets Øjne; thi han stod højere end alt Folket; og der han oplod den, blev alt Folket staaende.
Neh	8	6	6. Og Esra lovede Herren den store Gud, og alt Folket svarede: Amen! Amen! med deres Haender oprakte, og de kastede sig ned og bøjede sig ned for Herren med Ansigtet til Jorden.
Neh	8	7	7. Og Jesua og Bani og Serebja, Jamin, Akkub, Sabthaj, Hodija, Maeseja, Klita, Asarja, Josabad, Hanan, Plaja og Leviterne underviste Folket om Loven; og Folket stod paa sit Sted.
Neh	8	8	8. Og de laeste i Boben, i Guds Lov, klarlig og gave Folket Forstand derpaa, og dette forstod det laeste.
Neh	8	9	9. Og Nehemia (det er Hattirsatha) og Esra, Praesten; den skriftlaerde, og Leviterne, som underviste, Folket, sagde til alt Folket: Denne Dag er Herren eders Gud hellig, derfor sørger ikke og graeder ikke; thi alt Folket graed, der de hørte Lovens Ord.
Neh	8	10	10. Fremdeles sagde han til dem: Gaar, aeder det fede og drikker det søde og sender den, som intet har beredt, en Del; thi denne Dag er vor Herre hellig; derfor vaerer ikke bekymrede, thi Herrens Glaede den er eders Styrke.
Neh	8	11	11. Og Leviterne fik alt Folket til at tie ved at sige: Vaerer stille, thi denne Dag er hellig, og vaerer ikke bekymrede!
Neh	8	12	12. Og alt Folket gik at aede og drikke og at sende en Del ud og at gøre sig en stor Glaede, fordi de havde forstaaet de Ord, som man havde kundgjort dem.
Neh	8	13	13. Og den anden Dag samledes Øversterne for Faedrenehusene iblandt alt Folket, Praesterne og Leviterne hos Esra, den skriftlaerde, og det for ret at faa Forstand paa Lovens Ord.
Neh	8	14	14. Og de fandt skrevet i Loven, som Herren havde budet ved Mose, at Israels Børn skulde bo i Hytter paa Højtiden i den syvende Maaned,
Neh	8	15	15. og at de skulde lade bekendtgøre og lade udraabe igennem alle deres Staeder og i Jerusalem og sige: Gaar ud paa Bjerget og bringer Oliegrene, og vilde Olietraeers Grene og Myrtegrene og Palmegrene og Grene af løvrige Traeer til at gøre Hytter, som skrevet er.
Neh	8	16	16. Og Folket gik ud og bragte det frem og gjorde sig Hytter, paa hver sit Tag, og i deres Forgaarde og i Guds Hus's Forgaard og paa Pladsen ved Vandporten og paa Pladsen ved Efraims Port.
Neh	8	17	17. Og den heleForsamling, de, som vare komne tilbage fra Fangenskabet, gjorde Hytter og boede i Hytter; thi Israels Børn havde ikke gjort saaledes siden Josvas, Nuns Søns, Dage indtil den Dag; og det var en saare stor Glaede.
Neh	8	18	18. Og man laeste i Guds Lovbog Dag for Dag, fra den første Dag indtil den sidste Dag; og de holdt Højtid i syv Dage, og paa den ottende Dag holdt de Slutningshøjtid, som Skik er.
------------------------Nehemias' Bog, Kapitel 9
Neh	9	1	1. Og paa den fire og tyvende Dag i denne Maaned forsamledes Israels Børn med Faste og med Saek og med Jord paa sig.
Neh	9	2	2. Og Israels Saed adskilte sig fra alle de fremmede, og de stode og bekendte deres Synder og deres Faedres Misgerninger.
Neh	9	3	3. Og de stode op paa deres Sted og laeste i Herren deres Guds Lovbog Fjerdeparten af Dagen, og den anden Fjerdepart aflagde de Bekendelsen og tilbade Herren deres Gud.
Neh	9	4	4. Og paa Leviternes Forhøjning gik Jesua og Bani, Kadmiel, Sebanja, Bunni, Serebja, Bani, Kenani op, og de raabte med høj Røst til Herren deres Gud.
Neh	9	5	5. Og Leviterne Jesua og Kadmiel, Bani, Hasabenja, Serebja, Hodija, Sehanja, Pethaja sagde: Staar op, lover Herren eders Gud fra Evighed til Evighed! Og man love din Herligheds Navn, du, som er ophøjet over al Velsignelse og Lov!
Neh	9	6	6. Du er Herren, du alene, du har gjort Himmelen, ja Himlenes Himle og al deres Haer, Jorden, og alt det, som er derpaa, Havet og alt det, som er deri, og du holder alle disse Ting i Live, og Himmelens Haer tilbeder dig.
Neh	9	7	7. Du er den Herre Gud, som udvalgte Abram og førte ham ud fra Ur i Kaldaea, og du gav ham Navnet Abraham.
Neh	9	8	8. Og du fandt hans Hjerte trofast for dit Ansigt og gjorde den Pagt med ham, at du vilde give, ja give hans Saed Kananitens, Hethitens, Amoritens og Feresitens og Jebusitens og Girgasitens Land; og du har holdt dine Ord, thi du er retfaerdig.
Neh	9	9	9. Og du saa vore Faedres Elendighed i Aegypten og hørte deres Raab ved det røde Hav.
Neh	9	10	10. Og du gjorde Tegn og underlige Gerninger paa Farao og paa alle hans Tjenere og paa alt Folket i hans Land; thi du vidste, at de havde handlet hovmodigt imod dem, og du gjorde dig et Navn, som det er paa denne Dag.
Neh	9	11	11. Og du adskilte Havet for deres Ansigt, at de gik midt igennem Havet paa det tørre, og du kastede deres Forfølgere i Dybene ligesom Sten i maegtige Vande.
Neh	9	12	12. Og du ledte dem om Dagen ved en Skystøtte og om Natten ved en Ildstøtte til at lyse for dem paa Vejen, som de skulde gaa paa:
Neh	9	13	13. Og du kom ned over Sinaj Bjerg og talte med dem fra Himmelen, og du gav dem rette Befalinger og sande Love, gode Skikke og Bud.
Neh	9	14	14. Og du kundgjorde dem din hellige Sabbat og bød dem Bud og Skikke og Lov ved Mose din Tjener.
Neh	9	15	15. Og du gav dem Brød af Himmelen for deres Hunger og udførte dem Vand af en Klippe for deres Tørst; og du sagde til dem, at de skulde gaa ind at indtage til Ejendom det Land, over hvilket du havde opløftet din Haand for at give dem det.
Neh	9	16	16. Men de og vore Faedre handlede hovmodigt, og de forhaerdede deres Nakke og hørte ikke dine Bud.
Neh	9	17	17. Og de vaegrede sig ved at høre dem og kom ikke dine underlige Ting i Hu, som du havde gjort med dem, men forhaerdede deres Nakke og satte sig en Høvedsmand for i deres Genstridighed at vende tilbage til deres Traeldom; men du er Forladelsens Gud, naadig og barmhjertig, langmodig og af megen Miskundhed, og du forlod dem ikke.
Neh	9	18	18. De gjorde sig endog en støbt Kalv og sagde: Det er din Gud, som opførte dig af Aegypten; og de tillode sig store Bespottelser.
Neh	9	19	19. Og du forlod dem ikke i Ørken efter din megen Barmhjertighed; Skystøtten veg ikke fra dem om Dagen, at den jo ledte dem paa Vejen, eller Ildstøtten om Natten, at den jo lyste for dem paa Vejen, som de skulde gaa paa.
Neh	9	20	20. Og du gav din gode Aand til at undervise dem og naegtede ikke dit Man for deres Mund og gav dem Vand for deres Tørst.
Neh	9	21	21. Saa forsørgede du dem i fyrretyve Aar i Ørken, at dem fattedes intet; deres Klaeder blev ikke gamle, og deres Fødder hovnede ikke.
Neh	9	22	22. Og du gav dem Riger og Folk og fordelte dem til alle Sider; og de ejede Sihons Land, nemlig Hesbons Konges Land, og Ogs, Kongen af Basans, Land.
Neh	9	23	23. Og du gjorde deres Børn mangfoldige som Stjernerne paa Himmelen og førte dem til det Land, som du havde tilsagt deres Faedre, at de skulde komme og indtage det til Ejendom.
Neh	9	24	24. Og Sønnerne kom og indtoge Landet til Ejendom, og du ydmygede Landets Indbyggere, Kananiterne, for deres Ansigt, og gav dem i deres Haand tillige med deres Konger og Folket. i Landet, at de kunde gøre med dem efter deres Villie.
Neh	9	25	25. Og de indtoge faste Staeder og et fedt Land og ejede Huse, fulde af alle Haande Gods, udhugne Brønde, Vingaarde og Oliegaarde og Frugttraeer i Mangfoldighed; og de aade og bleve maette og bleve fede og levede i Vellyst ved din store Godhed.
Neh	9	26	26. Men de bleve genstridige og satte sig op imod dig og kastede din Lov bag deres Ryg og ihjelsloge dine Profeter, som vidnede for dem, for at omvende dem til dig, og de tillode sig store Bespottelser.
Neh	9	27	27. Derfor gav du dem i deres Fjenders Haand, og disse traengte dem; men der de raabte til dig i deres Traengsels Tid, da hørte du fra Himmelen, og efter din megen Barmhjertighed gav du dem Frelsere, og disse frelste dem af deres Fjenders; Haand.
Neh	9	28	28. Men der de havde Rolighed, vendte de tilbage til at gøre ondt for dit Ansigt; saa overlod du dem i deres Fjenders Haand, at disse regerede over dem; og naar de omvendte sig og raabte til dig,, da hørte du fra Himmelen og reddede dem efter din Barmhjertighed mange Gange.
Neh	9	29	29. Og du lod vidne for dem for at omvende dem til din Lov; men de handlede hovmodigt og hørte ikke dine Bud, men syndede imod dine Befalinger, hvilke et Menneske skal gøre, at han maa leve ved dem; og de vendte modvilligt Skuldrene bort, og de forhaerdede deres Nakke og hørte ikke.
Neh	9	30	30. Og du lod det gaa hen med dem i mange Aar og lod vidne for dem ved din Aand ved dine Profeter, men de vendte ikke Øren dertil; derfor gav du dem i Folkenes Haand i Landene.
Neh	9	31	31. Men efter din megen Barmhjertighed gjorde du ikke aldeles Ende paa dem og forlod dem ikke; thi du er en naadig og barmhjertig Gud.
Neh	9	32	32. Og nu, vor Gud! du store, maegtige og forfaerdelige Gud, som holder Pagten og Miskundheden, lad ikke al den Møje vaere agtet ringe for dit Ansigt, den, som har ramt os, vore Konger, vore Fyrster og vore Praester og vore Profeter og vore Faedre og dit ganske Folk fra Kongerne af Assyriens Dage og indtil denne Dag!
Neh	9	33	33. Og du er retfaerdig i alt, det, som er kommet over os; thi du handlede trolig, men vi, vi handlede ugudeligt.
Neh	9	34	34. Og vore Konger, vore Fyrster, vore Praester og vore Faedre have ikke gjort efter din Lov, ikke heller givet Agt paa dine Bud og dine Vidnesbyrd, som du lod vidne for dem.
Neh	9	35	35. Thi de tjente dig ikke, medens de vare et Rige, og under din store Velsignelse, som du gav dem, og i det vide og fede Land, som du gav for deres Ansigt, og de om vendte sig ikke fra deres onde Gerninger.
Neh	9	36	36. Vi ere Tjenere i Dag, ja, i det Land, som du gav vore Faedre at aede Frugten af og det gode af, se, derudi ere vi Tjenere.
Neh	9	37	37. Og sin Afgrøde bringer det rigeligt for de Konger, hvilke du satte over os for vore Synders Skyld, og de herske over vore Legemer og over vore Dyr efter deres Villie, og vi ere i stor Nød.
Neh	9	38	38. Og efter alt dette sluttede vi en fast Pagt og affattede den skriftligt, og paa den forseglede Skrift underskreve vore Fyrster, vore Leviter, vore Praester.
------------------------Nehemias' Bog, Kapitel 10
Neh	10	1	1. Og paa den forseglede Skrift underskreve: Nehemia, Hattirsatha, Hakalias Søn, og Zedekia,
Neh	10	2	2. Seraja, Asaria, Jeremia,
Neh	10	3	3. Pashur, Amaria, Malkia,
Neh	10	4	4. Hattus, Sebanja Malluk,
Neh	10	5	5. Harim, Meremoth, Obadja
Neh	10	6	6. Daniel, Ginthon, Baruk,
Neh	10	7	7. Mesullam, Abia, Mijamin,
Neh	10	8	8. Maasia, Bilgaj, Semaja; disse vare Praesterne.
Neh	10	9	9. Og Leviterne vare: Jesua, Asanias Søn, Binnuj af Henadads Børn, Kadmiel,
Neh	10	10	10. og deres Brødre: Sebanja, Hodija, Klita, Plaja, Hanan,
Neh	10	11	11. Mika, Rekob, Hasabja,
Neh	10	12	12. Sakur, Serebja, Sebanja,
Neh	10	13	13. Hodija, Bani, Beninu.
Neh	10	14	14. De Øverste af Folket vare: Pareos, Pahath- Moab, Elam, Sathu, Bani,
Neh	10	15	15. Bunni, Asgad, Bebaj,
Neh	10	16	16. Adonia, Bigevaj, Adin,
Neh	10	17	17. Ater, Hiskia, Assur,
Neh	10	18	18. Hodija, Hasum, Bezaj,
Neh	10	19	19. Harif, Anathoth, Nebaj,
Neh	10	20	20. Magpias, Mesullam, Hesir
Neh	10	21	21. Mesesabeel, Zadok, Jaddua,
Neh	10	22	22. Platja, Hanan, Anaja,
Neh	10	23	23. Hosea, Hanania, Hasub,
Neh	10	24	24. Halohes, Pilha, Sobek,
Neh	10	25	25. Rehum, Hasabna, Maeseja
Neh	10	26	26. og Ahia, Hanan, Anan,
Neh	10	27	27. Malluk, Harim, Baena.
Neh	10	28	28. Og det øvrige Folk, Praesterne, Leviterne, Portnerne, Sangerne, de livegne og hver, som havde skilt sig fra Folkene i Landene for at følge Guds Lov, deres Hustruer, deres Sønner og deres Døtre, hver som havde Forstand og Indsigt,
Neh	10	29	29. de holdt sig fast til deres Brødre, til de ansete iblandt dem, og gik under Forbandelse og Ed ind paa, at de vilde vandre i Guds Lov, som er given ved Mose, den Guds Tjener, og at de vilde holde og gøre alle Herrens, vor Herres, Bud og hans Befalinger og hans Skikke;
Neh	10	30	30. Og at vi ikke skulde give Folkene i Landet vore Døtre, ej heller tage deres Døtre til vore Sørmer;
Neh	10	31	31. og naar Folkene i Landet førte Vare og alle Haande Korn til at saelge paa Sabbatsdagen, at vi da ikke vilde tage det af dem paa Sabbaten og paa Helligdage, og at vi vilde lade Marken hvile i det syvende Aar og give Henstand med alle Krav.
Neh	10	32	32. Og vi fastsatte det Bud for os, at give aarlig en tredje Del af en Sekel til vor Guds Hus's Tjeneste,
Neh	10	33	33. til Skuebrød og det bestandige Madoffer og til det bestandige Braendoffer, dem paa Sabbaterne, Nymaanederne, til Højtidsofre og til de hellige Gaver og til Syndofrene til at gøre Forligelse for Israel og til al vor Guds Hus's Gerning.
Neh	10	34	34. Og; vi kastede Lod om Gaven af Ved, i Praesterne, Leviterne og Folket, at de skulde bringe det til vor Guds Hus, efter vore Faedrenehuse, paa bestemte Tider, aarligaars, til at braende paa Herren vor Guds Alter, som det er skrevet i Loven.
Neh	10	35	35. Og vi fastsatte at fremføre vor Marks Førstegrøde og den første Grøde af al Frugt af alle Haande Traeer; aarligaars, til Herrens Hus,
Neh	10	36	36. og de førstefødte af vore Sønner og af vore Dyr, som skrevet er i Loven; og de førstefødte af vort store Kvaeg og smaa Kvaeg skulde vi bringe til vor Guds Hus til Praesterne, som tjene i vor Guds Hus;
Neh	10	37	37. og det første af vor Dejg og vore Offergaver og alle Haande Traeers Frugt, Most og Olie, skulde vi bringe til Praesterne, til Kamrene i vor Guds Hus, og Tienden af vor Mark til Leviterne, og Leviterne skulde selv tage Tiende i alle vore Staeder, hvor der var Agerbrug;
Neh	10	38	38. og Praesten, Arons Søn, skulde vaere med Leviterne, naar Leviterne toge Tiende; og Leviterne skulde bringe Tiende af Tienden til vor Guds Hus, til Kamrene i Forraadshuset.
Neh	10	39	39. Thi Israels Børn og Levis Børn skulde bringe Gaven af Kornet, Mosten og Olien til Kamrene, fordi der ere Helligdommens Kar, og Praesterne, som tjene, og Portnerne og Sangerne, at vi ikke skulde forlade vor Guds Hus.
------------------------Nehemias' Bog, Kapitel 11
Neh	11	1	1. Og Folkets Øverster boede i Jerusalem, og det øvrige Folk kastede Lod for at faa een af ti til at bo i Jerusalem i den hellige Stad; og de ni Dele i Staederne.
Neh	11	2	2. Og Folket velsignede alle de Maend, som vare villige til at bo i Jerusalem.
Neh	11	3	3. Og disse ere de Øverste af Landskabet, som boede i Jerusalem; og i Judas Staeder boede hver i sin Ejendom, i deres Staeder; nemlig Israel, Praesterne og Leviterne og de livegne og Salomos Tjeneres Børn.
Neh	11	4	4. Og i Jerusalem boede nogle af Judas Børn og af Benjamins Børn; af Judas Børn: Athaja, en Søn af Ussia, som var en Søn af Sakaria, der var en Søn af Amaria, en Søn af Sefatja, en Søn af Mahalaleel, af Perez's Børn,
Neh	11	5	5. og Maeseja, en Søn af Baruk, som var en Søn af Kol-Kose, en Søn af Hasaja, en Søn af Adaja, en Søn af Jojarib, en Søn af Sakaria, en Søn af en Seloniter.
Neh	11	6	6. Alle Perez's Børn, som boede i Jerusalem, vare fire Hundrede og otte og tresindstyve, duelige Maend?
Neh	11	7	7. Og disse vare Benjamins Børn: Sallu, en Søn af Mesullam, der var en Søn af Joed, en Søn af Pedaja, en Søn af Kolaja, en Søn af Maeseja, en Søn af Ithiel, en Søn af Jesaja;
Neh	11	8	8. og efter ham, Gabaj-Sallaj, ni Hundrede og otte og tyve.
Neh	11	9	9. Og Joel, Sikris Søn, var deres Befalingsmand; og Juda, Senuas Søn, var den anden over Staden.
Neh	11	10	10. Af Praesterne: Jedaja, Jojaribs Søn, Jakin,
Neh	11	11	11. Seraja, en Søn af Hilkia, som var en Søn af Mesullam, en Søn af Zadok, en Søn af Merajoth, en Søn af Ahitub, Forstander over Guds Hus;
Neh	11	12	12. og deres Brødre, som gjorde Gerningen i Huset; otte Hundrede og to og tyve; og Adaja, en Søn af Jeroham, som var en Søn af Pelalja, en Søn af Amzi, en Søn af Sakaria, en Søn af Pashur, en Søn af Malkia,
Neh	11	13	13. og hans Brødre, Øversterne for Faedrenehusene: To Hundrede og to og fyrretyve, og Amassaj, en Søn af Asareel, som var en Søn af Aksaj, som var en Søn af Mesillemoth, en Søn af Immer,
Neh	11	14	14. og deres Brødre, vaeldige til Strid: Hundrede og otte og tyve; og Sabdiel, Gedolims Søn, var Befalingsmand over dem.
Neh	11	15	15. Og af Leviterne: Semaja, en Søn af Hasub, som var en Søn af Asrikam, om var en Søn af Hasabia, en Søn af Bunni;
Neh	11	16	16. og Sabthaj og Josabad, som vare over Guds Hus's udvortes Gerning af Leviternes Øverster,
Neh	11	17	17. og Matthanja, en Søn af Mika, som var en Søn af Sabdi, en San af Asaf, en Øverste, der begyndte Lovsangen ved Bønnen, og Bakbukja, den anden af hans Brødre og Abda, en Søn af Sammua, der var en Søn af Galal, en Søn af Jeduthun.
Neh	11	18	18. Alle Leviterne i den hellige Stad vare to Hundrede og fire og firsindstyve.
Neh	11	19	19. Og Portnerne: Akub, Talmon og deres Brødre, de, at som toge Vare paa Portene, vare hundrede og to og halvfjerdsinds tyve.
Neh	11	20	20. Men det øvrige Israel, Praesterne og Leviterne, vare i alle Judas Staeder, hver i sin Arv.
Neh	11	21	21. de livegne boede i Ofel; og Ziha og Gispa vare over de livegne.
Neh	11	22	22. Men Leviternes Befalingsmand i Jerusalem var Ussi, en Søn af Bani, der var en Søn af Hasabia, der var en Søn af Matthanja, en Søn af Mika; han var af Asafs Børn, som vare Sangere ved Tjenesten i Guds Hus.
Neh	11	23	23. Thi der var en Befaling fra Kongen angaaende dem, og noget bestemt var fastsat til Sangerne, hver Dag, hvad de skulde have.
Neh	11	24	24. Og Pethaja, Messesabeels Søn, af Seras, Judas Søns, Børn, gik Kongen til Haande i ethvert Folkets Anliggende.
Neh	11	25	25. Men hvad Landsbyerne paa deres Marker angaar, da boede nogle af Judas Børn i Kirjath-Arba og dens Landsbyer og i Dibon og dens Landsbyer og i Jekabzeel og dens Landsbyer
Neh	11	26	26. og i Jesua og i Molada og i Beth-Peleth
Neh	11	27	27. og i Hasar-Sual og i Beersaba og i dens Landsbyer
Neh	11	28	28. og i Ziklag og i Mekona og dens Landsbyer
Neh	11	29	29. og i En-Rimmon og i Zora og i Jarmuth,
Neh	11	30	30. Sanoa Adullam og deres Landsbyer, Lakis og dens Marker, Aseka og dens Landsbyer; og de lejrede sig fra Beersaba indtil Hinnoms Dal.
Neh	11	31	31. Men Benjamins Børn boede fra Geba af i Mikmas og Aija og Bethel og dens Landsbyer,
Neh	11	32	32. Anathoth, Nob, Ananja,
Neh	11	33	33. Hazor, Rama, Gitthajm,
Neh	11	34	34. Hadid, Zeboim, Neballat,
Neh	11	35	35. Lod og Ono i Tømmermandsdalen.
Neh	11	36	36. Og af Leviterne kom Afdelinger af Juda til at høre til Benjamin.
------------------------Nehemias' Bog, Kapitel 12
Neh	12	1	1. Og disse ere Praesterne og Leviterne, som droge op med Serubabel, Sealthiels Søn, og Jesua: Seraja, Jeremia, Esra,
Neh	12	2	2. Amaria, Malluk, Hattus,
Neh	12	3	3. Sekanja, Rehum, Meremoth,
Neh	12	4	4. Iddo, Ginthoj, Abia,
Neh	12	5	5. Mijamin, Maadja, Bilga,
Neh	12	6	6. Semaja og Jodaja,
Neh	12	7	7. Sallu, Amok, Hilkia, Jedaja; disse vare Øverster for Praesterne og deres Brødre i Jesuas Jesuas Dage.
Neh	12	8	8. Men Leviterne vare: Jesua, Binnuj, Kadmiel, Serebja, Juda, Matthanja; han og hans Brødre forestode Lovsangen.
Neh	12	9	9. Og Bakbukja og Unni, deres Brødre, holdt Vagt tillige med dem.
Neh	12	10	10. Og Jesua avlede Jojakim, og Jojakim avlede Eliasib, og Eliasib avlede Jojada,
Neh	12	11	11. og Jojada avlede Jonathan, og Jonathan avlede Jaddua.
Neh	12	12	12. Og Praester, Øverster for Faedrenehusene, vare i Jojakims Dage: Af Seraja Meraja, af Jeremia Hanania,
Neh	12	13	13. af Esra Mesullam, af Amaria Johanan,
Neh	12	14	14. af Meluku Jonathan, af Sebanja Josef,
Neh	12	15	15. af Harim Adna, af Merajoth Piltkaj,
Neh	12	16	16. af Iddo Sakaria, af Ginthon Mesullam,
Neh	12	17	17. af Abia Sikri, af Mijamin, af Moadja Pilthaj,
Neh	12	18	18. af Bilga Sammua, af Semaja Jonathan,
Neh	12	19	19. af Jojarib Matnaj, af Jedja Ussi,
Neh	12	20	20. af Sallaj Kallaj, af Amok Eber,
Neh	12	21	21. af Hilkia Hasabja, af Jedaja Nethaneel.
Neh	12	22	22. Blandt Leviterne bleve i Eliasibs, Jojadas og Johanans og Jadduas Dage Øversterne for Faedrenehusene opskrevne, saa og iblandt Praesterne indtil Perseren Darius's Regering.
Neh	12	23	23. Levi Børn, Øversterne for Faedrenehusene, bleve opskrevne i Krønikebogen, og det indtil Johanans, Eliasibs Søns, Dage.
Neh	12	24	24. Og Leviternes Øverster vare: Hasabja, Serebja óg Jesua, Kadmiels Søn, og deres Brødre vare tillige med dem for at love og at takke efter Davids den Guds Mands Befaling, den ene Vagt saavel som den anden.
Neh	12	25	25. Matthanja ng Bakbukja, Obadja, Mesullam, 'Thalmon og Akku, de havde Vagt som Portnere ved Skatkamrene i Portene.
Neh	12	26	26. Disse levede i Jojakims, Jesuas Søns, Dage, hans, som var en Søn af Jozadak, og i Fyrsten Nehemias og i Praesten Esras, den skriftlaerdes, Dage.
Neh	12	27	27. Og til Murenes Indvielse i Jerusalem opsøgte de Leviterne fra alle deres Steder for at føre dem til Jerusalem, at holde Indvielsen med Glaede og med Taksigelser og med Sang, Gymbler, Psaltre og Harper.
Neh	12	28	28. Og Sangernes Børn samledes, baade fra Omegnen trindt omkring Jerusalem og fra Netofatiternes Landsbyer
Neh	12	29	29. og fra Gilgals Hus og fra Markerne ved Geba og Asmaveth; thi Sangerne havde bygget sig Landsbyer trindt omkring Jerusalem.
Neh	12	30	30. Og Praesterne og Leviterne, rensede sig, og de rensede Folket og Portene og Muren.
Neh	12	31	31. Og jeg lod Judas Fyrster opstige paa Muren, og jeg beskikkede to store Taksigelseskor og Optog: Det ene gik til den højre Side oven paa Muren til Møgporten,
Neh	12	32	32. og Hosaja og Halvdelen af Judas Fyrster gik efter dem,
Neh	12	33	33. og Asaria, Esra og Mesullam,
Neh	12	34	34. Juda og Benjamin og Semaja og Jeremia
Neh	12	35	35. og nogle af Praesternes Børn med Basuner: Sakaria, en Søn af Jonathan, som var en Søn af Semaja, som var en Søn af Matthanja, en Søn af Mikaja, en Søn af Sakur, en Søn af Asaf;
Neh	12	36	36. og hans Brødre: Semaja og Asareel, Milalaj, Gilalaj, Maaj, Nethaneel og Juda, Hanani, med Davids, Guds Mands, Sanginstrumenter; og Esra, den skriftlaerde, foran dem.
Neh	12	37	37. Og over Kildeporten og ligefrem for sig stege de op paa Trapperne til Davids Stad, ad Opgangen til Muren, hen op til Davids Hus, og indtil Vandporten imod Østen.
Neh	12	38	38. Og det andet Taksigelseskor gik i modsat Retning, og jeg efter det, og Halvdelen af Folket oven paa Muren, hen op til Ovntaarnet og indtil den brede Mur
Neh	12	39	39. og over Efraims Port og over den gamle Port og over Fiskeporten og forbi Hananeels Taarn og Meas Taarn og indtil Faareporten; og de bleve staaende ved Vagtens Port.
Neh	12	40	40. Saa stode da de to Taksigelseskor ved Guds Hus og jeg og Halvdelen af Forstanderne med mig,
Neh	12	41	41. og Praesterne: Eliakim, Maeseja, Minjamin, Mikaja, Elioenaj, Sakaria, Hanania, med Basunerne
Neh	12	42	42. og Maeseja og Semaja og Eleasar og Ussi og Johanan og Malkia og Elam og Eser. Og Sangerne lode sig høre, og Jesraja var Formand.
Neh	12	43	43. Og de ofrede paa den samme Dag store Ofre og vare glade; thi Gud havde glaedet dem med en stor Glaede, og endogsaa Kvinderne og Børnene glaedede sig, saa at Jerusalems Glaede blev hørt indtil langt borte.
Neh	12	44	44. Og paa den samme Dag bleve Maend beskikkede over Forraadskamrene, for Offergaverne, for Førstegrøden og for Tienderne, til at samle i dem af Agrene ved Staederne de lovbestemte Dele til Praesterne og Leviterne; thi Juda havde Glaede over Praesterne og over Leviterne, som stode i deres Tjeneste.
Neh	12	45	45. Og de toge Vare paa, hvad der var at varetage for deres Gud, og paa, hvad der var at varetage for Renselsen; og Sangerne og Portnerne vare der efter Davids og hans Søn Salomos Befaling.
Neh	12	46	46. Thi i Davids og i Asafs Dage, fra fordums Tid var der Øverster for Sangerne og Lovsangen og Taksigelserne til Gud.
Neh	12	47	47. Men al Israel gav Sangerne og Portnerne Underhold i Serubabels Dage og Nehemias Dage, hvad de skulde have til hver Dag, og de helligede det til Leviterne, og Leviterne helligede det til Arons Sønner.
------------------------Nehemias' Bog, Kapitel 13
Neh	13	1	1. Paa den samme Dag blev laest i Mose Bog for Folkets Øren; og der blev fundet skrevet i den, at en Ammonit og Moabit maatte ikke komme i Guds Forsamling indtil evig Tid,
Neh	13	2	2. fordi de ikke kom Israels Børn i Møde med Brød og med Vand, men lejede Bileam imod dem til at forbande dem, enddog vor Gud vendte den Forbandelse til en Velsignelse.
Neh	13	3	3. Og det skete, der de hørte Loven, da fraskilte de alle de fremmede fra Israel.
Neh	13	4	4. Og Eliasib, Praesten, som var sat over vor Guds Hus's Kamre, var tilforn bleven naer besvogret med Tobia.
Neh	13	5	5. Og han gjorde ham et stort Kammer, hvor de tilforn lagde Madofferet, Virakken og Karrene og Tienden af Kornet, Mosten og Olien, som var befalet at give Leviterne og Sangerne og Portnerne, og Afgiften til Praesterne.
Neh	13	6	6. Men under alt dette var jeg ikke i Jerusalem; thi i Artakserkses's, Kongen af Babels, to og tredivte Aar, kom jeg til Kongen, og efter at et Aars Tid var til Ende, begaerede jeg igen Orlov af Kongen.
Neh	13	7	7. Og jeg kom til Jerusalem, og jeg lagde Maerke til det onde, som Eliasib havde gjort for Tobias Skyld, at han havde gjort ham et Kammer i Guds Hus's Forgaarde.
Neh	13	8	8. Og det gjorde mig meget ondt, og jeg kastede alt Tobias Bohave ud af Kammeret.
Neh	13	9	9. Og jeg bød, saa rensede de Kamrene, og jeg bragte igen Guds Hus's Kar, Madofferet og Virakken derhen.
Neh	13	10	10. Og jeg fik at vide, at Afgiften til Leviterne ikke blev dem given, saa at Leviterne og Sangerne, som skulde gøre Gerningen, vare bortflyede, hver til sin Ager.
Neh	13	11	11. Da traettede jeg med Forstanderne og sagde: Hvorfor er Guds Hus forladt? Og jeg samlede dem og beskikkede dem paa deres Sted.
Neh	13	12	12. Da bragte al Juda Tiende af Kornet og Mosten og Olien til Forraadshusene.
Neh	13	13	13. Og jeg satte til Skatgemmere over Forraadshusene Selemia, Praesten, og Zadok, Skriveren, og Pedaja af Leviterne, og for at gaa dem til Haande Hanan, en Søn af Sakur, der var en Søn af Matthanja; thi de vare ansete for tro, og dem paalaa det at dele ud til deres Brødre.
Neh	13	14	14. Min Gud! kom mig i Hu for dette, og udslet ikke mine Kaerlighedsgerninger, som jeg har gjort imod min Guds Hus og i hans Tjeneste!
Neh	13	15	15. I de samme Dage saa jeg i Juda dem, som traadte Vinperser om Sabbaten og førte Neg ind og lagde dem paa Asener, ja og Vin, Druer og Figen og alle Haande Byrder og førte det til Jerusalem paa Sabbatens Dag, og jeg vidnede imod dem, paa den Dag, de solgte Spise.
Neh	13	16	16. I den boede og nogle Tyrier, som førte Fisk og alle Haande Varer ind, og de solgte dem paa Sabbaten til Judas Børn og i Jerusalem.
Neh	13	17	17. Da traettede jeg med de ypperste i Juda, og jeg sagde til dem: Hvad er dette for en ond Ting, som I gøre, at vanhellige Sabbatens Dag?
Neh	13	18	18. Gjorde ej eders Faedre saa, og vor Gud førte al denne Ulykke over os og over denne Stad? Og I føre mere Vrede over Israel ved at vanhellige Sabbaten.
Neh	13	19	19. Og det skete, saasnart det blev mørkt i Jerusalems Porte henimod Sabbaten, da bød jeg, saa bleve Portene lukkede, og jeg bød, at de ikke skulde oplade dem før efter Sabbaten, og jeg beskikkede nogle af mine Tjenere ved Portene, at ingen Byrde skulde komme ind paa Sabbatens Dag.
Neh	13	20	20. Da bleve Kraemmerne og de, som solgte alle Haande Varer, om Natten uden for Jerusalem, en Gang eller to.
Neh	13	21	21. Da vidnede jeg for dem og sagde til dem: Hvorfor bleve I om Natten tvaers over for Muren? gøre I det anden Gang, da skal jeg laegge Haand paa eder; fra den Tid kom de ikke om Sabbaten.
Neh	13	22	22. Og jeg sagde. til Leviterne, at de skulde rense sig og komme at tage Vare paa Portene for at hellige Sabbatens; Dag. Min Gud! kom mig og i Hu for dette, og spar mig efter din megen Miskundhed!
Neh	13	23	23. Jeg saa ogsaa i de samme Dage, at Jøderne lode asdoditiske, ammonitiske, moabitiske Hustruer bo hos sig.
Neh	13	24	24. Og Halvdelen af deres Børn talte Asdoditisk, og de forstode ikke at tale jødisk; men de talte efter hvert sit Folks Tungemaal.
Neh	13	25	25. Og jeg traettede med dem og forbandede dem og slog nogle af dem og rev Haar af dem; og jeg tog en Ed af dem ved Gud: I skulle ikke give eders Døtre til deres Sønner og ej tage af deres Døtre til eders Sønner, eller til eder selv.
Neh	13	26	26. Har ikke Salomo, Israels Konge, syndet i disse Ting? enddog der ikke var en Konge som han iblandt de mange Folkeslag, og han var sin Gud kaer, og Gud satte ham til Konge over al Israel; og dog kom de fremmede Kvinder ham til at synde.
Neh	13	27	27. Skulde vi da høre det om eder, at I gøre alt dette store Onde, saa at I forsynde eder imod vor Gud ved at lade fremmede Kvinder bo hos eder?
Neh	13	28	28. Og en blandt Sønnerne af Jojada, Eliasib, Ypperstepraestens Søn, var bleven Sanballats, Horonitens, Svigersøn; derfor drev jeg ham fra mig.
Neh	13	29	29. Kom dem i Hu, min Gud! fordi de havde besmittet Praestedømmet, ja Praestedømmets og Leviternes Pagt.
Neh	13	30	30. Saa rensede jeg dem fra alt fremmed; og jeg beskikkede Praesternes og Leviternes Vagter, hver til sin Gerning,
Neh	13	31	31. og til at sørge for Gaven af Veddet til bestemte Tider og for Førstegrøderne. Kom mig i Hu, min Gud! til det gode.
------------------------Esters Bog, Kapitel 1
Est	1	1	1. Og det skete i Ahasverus's Dage (det er den Ahasverus, som regerede fra Indien og indtil Morland over hundrede og syv og tyve Landskaber),
Est	1	2	2. i de samme Dage, da Kong Ahasverus sad paa sit Riges Trone, som var i Borgen Susan,
Est	1	3	3. i sin Regerings tredje Aar, gjorde han alle sine Fyrster og sine Tjenere et Gaestebud; Persiens og Mediens Haer, de fornemste og Fyrsterne i Landskaberne vare for hans Ansigt,
Est	1	4	4. der han lod se sit Kongedømmes herlige Rigdom og sin Majestaets praegtige Glans mange Dage, hundrede og firsindstyve Dage.
Est	1	5	5. Og der disse Dage vare forløbne, gjorde Kongen alt Folket, som fandtes i Borgen Susan, baade store og smaa, et Gaestebud i syv Dage i Forgaarden til Haven ved Kongens Palads.
Est	1	6	6. Der hang hvide, grønne og blaa Taepper, haeftede ved Snorer af kosteligt Lin og Purpur til, Sølvringe og til Marmorstøtter; der, var Baenke af Guld og Sølv paa et Gulv, der var indlagt med Porfyr og hvidt Marmor og Perlemor og sort Marmor.
Est	1	7	7. Og man gav dem at drikke i Guldkar, og Karrene vare af forskellig Slags; og der var megen kongelig Vin, saaledes som Kongen formaaede.
Est	1	8	8. Og man drak, som det var foreskrevet: Ingen nødte; thi saa havde Kongen befalet alle sine Hushovmestre, at enhver kunde gøre efter sin frie Villie.
Est	1	9	9. Vasthi, Dronningen, gjorde og et Gaestebud for Kvinderne i Kong Ahasverus's kongelige Hus.
Est	1	10	10. Paa den syvende Dag, der Kongens Hjerte var vel til Mode af Vinen, sagde han til Mehuman, Bistha, Harbona, Bigtha og Abagtha, Sethar og Karkas, de syv Kammertjenere, de som tjente for Kong Ahasverus's Ansigt,
Est	1	11	11. at de skulde føre Dronning Vasthi frem for Kongens Ansigt med kongelig Krone for at lade Folket og Fyrsterne se hendes Dejlighed; thi hun var dejlig af Anseelse.
Est	1	12	12. Men Dronning Vasthi vaegrede sig ved at komme efter Kongens Ord ved Kammertjenerne; da blev Kongen saare vred, og hans Harme optaendtes i ham.
Est	1	13	13. Og Kongen sagde til de vise, som forstode sig paa Tiderne- thi saaledes blev en Sag fra Kongen forhandlet for alle, som forstode sig paa Lov og Ret;
Est	1	14	14. og de naeste hos ham vare: Karsena, Sethar, Admatha, Tarsis, Meres, Marsena, Memukan, de syv Fyrster af Persien og Medien, som saa Kongens Ansigt og som sade øverst i Riget -.
Est	1	15	15. Hvad skal man efter Loven gøre ved Dronning Vasthi, fordi hun ikke har gjort eft er Kong Ahasverus's Ord ved Kammertjenerne?
Est	1	16	16. Og Memukan sagde for Kongens og Fyrsternes Ansigt: Dronning Vasthi har ikke alene forbrudt sig imod Kongen, men imod alle Fyrsterne og imod alle Folkene, som ere i alle Kong Ahasverus's Landskaber.
Est	1	17	17. Thi Dronningens Ord vil komme ud til alle Kvinderne, saa at de foragte deres Maend for deres Øjne, naar de sige: Kongen, Ahasverus, sagde, at man skulde føre Dronning Vasthi frem for hans Ansigt, og hun kom ikke.
Est	1	18	18. Og paa denne Dag ville Fyrstinderne i Persien og Medien sige ligesaa til alle Kongens Fyrster, naar de have hørt Dronningens Ord; og saa vil der komme nok af Foragt og Vrede.
Est	1	19	19. Dersom det synes Kongen godt, saa udgaa et kongeligt Bud fra ham, og det vorde opskrevet iblandt Persers og Meders Love, saa at det ikke gaar tabt: At Vasthi ikke skal komme for Kong Ahasverus's Ansigt, og hendes kongelige Vaerdighed give Kongen til hendes Naeste, som er bedre end hun.
Est	1	20	20. Naar Kongens Befaling høres, som han udsteder i sit ganske Rige - thi det er stort -- da skulle alle Kvinderne holde deres Maend i Aere, baade store og smaa.
Est	1	21	21. Og det Ord syntes godt for Kongens og Fyrsternes Øjne, og Kongen gjorde efter Memukans Ord.
Est	1	22	22. Og han udsendte Breve til alle Kongens Landskaber, til hvert Landskab efter dets Skrift, og til hvert Folk efter dets Tungemaal; at hver Mand skal have Herredømmet i sit Hus og tale efter sit Folks Tungemaal.
------------------------Esters Bog, Kapitel 2
Est	2	1	1. Efter disse Begivenheder, der Kong Ahasverus's Harme var stillet, kom han Vasthi i Hu, og hvad hun havde gjort, og hvad der var besluttet over hende.
Est	2	2	2. Da sagde Kongens Folk, som tjente ham: Man oplede til Kongen unge Jomfruer, dejlige af Anseelse,
Est	2	3	3. og Kongen beskikke Befalingsmaend i alle sit Riges Landskaber, at de samle alle unge Jomfruer, som ere dejlige af Anseelse, til Borgen Susan, til Kvindernes Hus, under Hegajs, Kongens Kammertjeners, Haand, som tager Vare paa Kvinderne, og man give dem de Ting, som høre til deres Renselse;
Est	2	4	4. og den unge Pige, som synes at vaere god for Kongens Øjne, hun vorde Dronning i Vasthis Sted! Og dette Ord syntes godt for Kongens Øjne, og han gjorde saa.
Est	2	5	5. Der var en jødisk Mand i Borgen Susan, hvis Navn var Mardokaj, en Søn af Jair, der var en Søn af Simei, en. Søn af Kis, en benjaminitisk Mand,
Est	2	6	6. som var bortført fra Jerusalem med de Fanger, som bleve bortførte med Jekonia, Judas Konge, hvem Nebukadnezar, Kongen af Babel, lod bortføre.
Est	2	7	7. Og han var Fosterfader til Hadassa, det er Esther, hans Farbroders Datter, thi hun havde hverken Fader eller Moder; og den unge Pige var skøn af Skikkelse og dejlig af Anseelse, og der hendes Fader og hendes Moder døde, da tog Mardokaj hende til sig som Datter.
Est	2	8	8. Og det skete, der Kongens Ord og hans Bud bleve hørt, og der mange unge Piger bleve samlede til Borgen Susan under Hegajs Haand, blev og Esther taget til Kongens Hus, under Hegajs Haand, som tog Vare paa Kvinderne.
Est	2	9	9. Og den unge Pige syntes god for hans Øjne og fik Yndest for hans Ansigt; derfor hastede han med at give hende de Ting, som hørte til hendes Renselse, og de Maaltider, hun skulde have, og med at give hende de syv udsete Piger af Kongens Hus, og han lod hende med hendes Piger flytte til det bedste Sted i Kvindernes Hus.
Est	2	10	10. Esther havde ikke givet sit Folk og sin Slaegt til Kende; thi Mardokaj havde befalet hende, at hun ikke skulde give det til Kende.
Est	2	11	11. Og Mardokaj gik daglig foran Forgaarden ved Kvindernes Hus for at faa at vide, om det gik Esther vel, og hvad der skulde ske med hende.
Est	2	12	12. Og naar Raden kom for hver Pige, at hun skulde gaa ind til Kong Ahasverus, efter at der i tolv Maaneder var sket med hende efter Forskriften angaaende Kvinderne - thi saa lang Tid medgaar der til deres Renselse, nemlig seks Maaneder med Olie af Myrra, og seks Maaneder med kostelige Urter og andre Ting, som høre til Kvindernes Renselse
Est	2	13	13. naar da den unge Pige gik ind til Kongen, blev alt, hvad hun sagde, givet hende, at hun dermed gik fra Kvindernes Hus ind i Kongens Hus.
Est	2	14	14. Hun gik ind om Aftenen, og om Morgenen gik hun tilbage til Kvindernes andet Hus under Saasgas, Kongens Kammertjeners, Haand, hans, som tog Vare paa Medhustruerne; hun maatte ikke komme mere til Kongen, uden Kongen havde Lyst til hende, og hun blev kaldet ved Navn.
Est	2	15	15. Og der Raden kom til Esther, Abihajls, Mardokajs Farbroders, Datter, som denne havde taget til sig som Datter, at hun skulde gaa ind til Kongen, da kraevede hun ingen Ting, uden hvad Hegaj, Kongens Kammertjener, som tog Vare paa Kvinderne, sagde; og Esther fandt Naade for alles Øjne, som saa hende.
Est	2	16	16. Og Esther blev tagen til Kong Ahasverus til hans kongelige Hus i den tiende Maaned, det er Thebet Maaned, i hans Regerings syvende Aar.
Est	2	17	17. Og Kongen elskede Esther fremfor alle Kvinderne, og hun fik Naade og Miskundhed for hans Ansigt fremfor alle Jomfruerne, og han satte den kongelige Krone paa hendes Hoved og gjorde hende til Dronning i Vasthis Sted.
Est	2	18	18. Og Kongen gjorde alle sine Fyrster og sine Tjenere et stort Gaestebud, det var Esthers Gaestebud, og han skaenkede Landskaberne Hvile og uddelte Gaver efter Kongens Formue.
Est	2	19	19. Og der Jomfruerne samledes anden Gang, og Mardokaj sad i Kongens Port
Est	2	20	20. Esther havde ikke givet sin Slaegt, ej heller sit Folk til Kende, ligesom Mardokaj havde befalet hende; thi Esther gjorde efter Mardokajs Ord, ligesom da hun blev opfødt hos ham -
Est	2	21	21. i de samme Dage, som Mardokaj sad i Kongens Port, bleve to af Kongens Kammertjenere, Bigtan og Theres, af dem, som holdt Vagt ved Dørtaerskelen, vrede og søgte at laegge Haand paa Kong Ahasverus,
Est	2	22	22. Og den Sag blev bekendt for Mardokaj, og han gav Dronning Esther den til Kende, og Esther sagde Kongen det i Mardokajs Navn.
Est	2	23	23. Og Sagen blev undersøgt og funden rigtig, og de bleve begge haengte paa et Trae, og det blev skrevet i Krønikebogen for Kongens Ansigt.
------------------------Esters Bog, Kapitel 3
Est	3	1	1. Efter disse Tildragelser gjorde Kong Ahasverus Haman, Ham-Medathas Søn, Agagiten, stor og ophøjede ham og satte hans Stol over alle Fyrsters, som vare hos ham.
Est	3	2	2. Og alle Kongens Tjenere, som vare i Kongens Port, knaelede og bøjede sig ned for Haman, thi Kongen havde saa budet om ham; men Mardokaj knaelede ikke og nedbøjede sig ikke.
Est	3	3	3. Da sagde Kongens Tjenere, som vare i Kongens Port, til Mardokaj: Hvorfor overtraeder du Kongens Bud?
Est	3	4	4. Og det skete, der de sagde det daglig til ham, og han hørte dem ikke, da gave de Haman det til Kende for at se, om Mardokajs Ord skulde bestaa; thi han havde tilkendegivet dem, at han var en Jøde.
Est	3	5	5. Der Haman saa, at Mardokaj ikke knaelede eller nedbøjede sig for ham, da blev Haman opfyldt med Harme.
Est	3	6	6. Og han fandt det altfor lidet i sine Øjne, at laegge Haand paa Mardokaj alene (thi de havde givet ham til Kende, af hvad Folk Mardokaj var); og Haman søgte at ødelaegge alle Jøderne, som vare udi Ahasverus's ganske Rige, Mardokajs Folk.
Est	3	7	7. I den første Maaned, det er Nisan Maaned, i Ahasverus's tolvte Aar, kastede man Pur, det er Lod, for Hamans Ansigt, fra Dag til Dag og fra Maaned til den tolvte Maaned, det er Adar Maaned.
Est	3	8	8. Og Haman sagde til Kong Ahasverus: Her er et Folk adspredt og fordelt iblandt Folkene i alle dit Riges. Landskaber; og deres Love ere anderledes end alt Folkets, de gøre ikke heller efter Kongens Love, derfor er det ikke Kongen nyttigt at lade dem blive i Ro.
Est	3	9	9. Dersom det, synes godt for Kongen, saa lad der udstedes en Skrivelse om at udrydde dem: Saa vil jeg veje ti Tusinde Centner Sølv i Embedsmaendenes Haender, at de kunne føre dem i Kongens Skatkammer.
Est	3	10	10. Da tog Kongen sin Ring af sin Haand og gav den til Haman, Ham-Medathas Søn, Agagiten, Jødernes: Fjende.
Est	3	11	11. Og Kongen sagde til Harnan: Det Sølv skal vaere dig skaenket, og Folket tillige, at gøre med det, som det synes godt for dine Øjne.
Est	3	12	12. Da bleve Kongens Skrivere kaldte i den første Maaned, paa den trettende Dag i den, og der. blev skrevet aldeles, som Haman havde befalet, til Kongens Statholdere og til Landshøvdingerne, som vare over hvert Landskab, og til hvert Folks Øverster, til hvert Landskab efter dets Skrift og til hvert Folk efter dets Tungemaal; i Kong Ahasverus's Navn blev der skrevet og beseglet med Kongens Ring.
Est	3	13	13. Og Brevene bleve sendte ved Løbere til alle Kongens Landskaber om at ødelaegge, at ihjelslaa og at omkomme alle Jøderne, baade unge og gamle, smaa Børn og Kvinder, paa en Dag, nemlig paa den tolvte Maaneds trettende Dag, det er Adar Maaned, og om at røve Bytte hos dem.
Est	3	14	14. En Genpart af Skrivelsen var, at der skulde gives en Lov i alle og ethvert Landskab, at det skal vaere vitterligt for alle Folk, at de skulde vaere rede til den Dag.
Est	3	15	15. Løberne gik ud og skyndte sig efter Kongens Ord, og den Lov blev given i Borgen Susan; og Kongen og Haman sade for at drikke, medens Staden Susan var i Forvirring.
------------------------Esters Bog, Kapitel 4
Est	4	1	1. Der Mardokaj fik alt det at vide, som var sket, da sønderrev Mardokaj sine Klaeder og førte sig i Saek og Aske og gik ud midt i Staden og raabte med stort og bittert Skrig.
Est	4	2	2. Og han kom hen lige foran Kongens Port; thi man maatte ikke gaa ind ad Kongens Port, klaedt i Saek.
Est	4	3	3. Og i hvert Landskab og paa hvert Sted, hvor Kongens Ord og hans Lov kom hen, var der en stor Sorg iblandt Jøderne og Faste og Graad og Hylen; mange laa i Saek og Aske.
Est	4	4	4. Da kom Esthers unge Piger og hendes Kammertjenere og gave hende det til Kende, og Dronningen blev meget bange, og hun sendte Klaeder for at lade Mardokaj iføre sig dem og for at tage hans Sørgedragt bort fra ham; men han tog ikke imod dem.
Est	4	5	5. Da kaldte Esther ad Hathak, en af Kongens Kammert jenere, som han havde beskikket til at staa for hendes Ansigt, og hun gav ham Befaling til Mardokaj for at fornemme, hvad det var, og hvorfor dette skete?
Est	4	6	6. Da gik Hathak ud til Mardokaj paa Stadens Torv, som var foran Kongens Port.
Est	4	7	7. Og Mardokaj gav ham til Kende alt; hvad ham var vederfaret, og Forklaring om det Sølv, som Haman havde sagt, at han vilde tilveje Kongens Skatkammer for Jøderne, hvis han maatte omkomme dem.
Est	4	8	8. Og han gav ham Genparten af den skrevne Befaling, som var given i Susan, om at ødelaegge dem for at lade Esther se den og underrette hende derom og for at paalaegge hende at gaa ind til Kongen og bønfalde ham og bede ham om Naade for sit Folk.
Est	4	9	9. Og Hathak kom og gav Esther Mardokajs Ord til Kende.
Est	4	10	10. Da sagde Esther til Hathak og gav ham Befaling til Mardokaj:
Est	4	11	11. Alle Kongens Tjenere og Folket i Kongens Landskaber vide, at for hver Mand eller, Kvinde, som gaar til Kongen i den inderste Forgaard uden at vaere kaldet, er der en Lov, at man skal slaa ham ihjel, uden saa er, at Kongen udraekker Guldspiret imod ham, at han maa leve; jeg er ikke kaldet at komme til Kongen nu i tredive Dage.
Est	4	12	12. Og de forkyndte Mardokaj Esthers Ord.
Est	4	13	13. Da sagde Mardokaj, at de skulde give dette Svar tilbage til Esther: Taenk ikke i din Sjael, at du vil redde dig i Kongens Hus ene af alle Jøderne.
Est	4	14	14. Thi dersom du tier paa denne Tid, da skal en Vederkvaegelse og Redning beskikkes for Jøderne fra et andet Sted, men du og din Faders Hus, I skulle omkomme; og hvo ved, om du, for en Tids Skyld som denne, er kommen til kongelig Vaerdighed?
Est	4	15	15. Da sagde Esther, at man skulde give dette Svar tilbage til Mardokaj:
Est	4	16	16. Gak, samler alle Jøderne, som findes i Susan, og faster for mig, og I skulle ikke aede, ej heller drikke i tre Dage, Nat og Dag, ogsaa jeg og mine unge Piger ville ligeledes faste; og saaledes vil jeg gaa ind til Kongen, hvilket ikke er efter Loven, og omkommer jeg saa, saa faar jeg at omkomme.
Est	4	17	17. Og Mardokaj gik bort og gjorde efter alt det, som Esther havde befalet ham.
------------------------Esters Bog, Kapitel 5
Est	5	1	1. Og det skete paa den tredje Dag, da iførte Esther sig kongelige Klaeder og stod i Kongens Hus's inderste Forgaard, lige for Kongens Hus, og Kongen sad paa sin kongelige Trone i det kongelige Hus, lige for Døren paa Huset.
Est	5	2	2. Og det skete, der Kongen saa Esther, Dronningen, staa i Forgaarden, da fik hun Naade for hans Øjne, og Kongen udrakte Guldspiret, som var i hans Haand, imod Esther; da kom Esther frem og rørte ved Spidsen paa Spiret.
Est	5	3	3. Da sagde Kongen til hende: Hvad fattes dig, Dronning Esther, og hvad er din Begering? var det indtil Halvdelen af mit Rige, da skulde det gives dig.
Est	5	4	4. Og Esther sagde: Dersom det synes Kongen godt, saa komme Kongen og Haman i Dag til det Gaestebud, som jeg har beredet for ham.
Est	5	5	5. Og Kongen sagde: Lader Haman skynde sig at gøre efter Esthers Ord; og Kongen og Haman kom til Gaestebudet, som Esther havde beredet.
Est	5	6	6. Da sagde Kongen til Esther under Gaestebudet ved Vinen: Hvad er din Bøn? og det skal gives dig; og hvad er din Begaering var det indtil Halvdelen af Riget, da skal det ske.
Est	5	7	7. Da svarede Esther og sagde: Min Bøn og min Begaering er:
Est	5	8	8. Dersom jeg har fundet Naade for Kongens Øjne, og dersom det synes Kongen godt at tilstaa mig min Bøn og at opfylde min Begaering, saa komme Kongen og Haman til det Gaestebud, som jeg vil tillave for dem; saa vil jeg gøre i Morgen efter Kongens Ord.
Est	5	9	9. Da gik Haman samme Dag ud, glad og ved et godt Mod, men som Haman saa Mardokaj i Kongens Port, at han ikke stod op, ej heller rørte sig for ham, da blev Haman, opfyldt med Vrede imod Mardokaj.
Est	5	10	10. Men Haman holdt sig, og han, kom til sit Hus; og han sendte Bud og lod sine Venner og Seres, sin Hustru, hente.
Est	5	11	11. Og Haman fortalte dem om sin Rigdoms Herlighed og om sine mange Sønner og om alt det, hvorved Kongen havde gjort ham stor og havde ophøjet ham over Fyrsterne og Kongens, Tjenere.
Est	5	12	12. Og Haman sagde: Ogsaa Dronning Esther lod ingen komme med Kongen til det Gaestebud, som hun havde beredet, uden mig; og jeg er ogsaa indbuden af hende til. i Morgen med Kongen.
Est	5	13	13. Men alt dette er mig ikke nok, al den Tid jeg ser Jøden Mardokaj sidde i Kongens Port.
Est	5	14	14. Da sagde Seres, hans Hustru, og alle hans Venner til ham: Lad dem lave et Trae til, halvtredsindstyve Alen højt, og sig i Morgen til Kongen, at man skal. haenge Mardokaj derpaa, og gaa saa glad til Gaestebudet med Kongen; og dette Ord syntes Haman vel om, og han lod Traeet lave til.
------------------------Esters Bog, Kapitel 6
Est	6	1	1. I den samme Nat kunde Kongen ikke sove, og han bød at hente Krønikebogen om de daglige Begivenheder; og. de bleve laeste for Kongen.
Est	6	2	2. Og der fandtes skrevet, at Mardokaj havde gjort Angivelse om Bigtana og Theres, to af Kongens Kammertjenere, af dem, som holdt Vagt ved Dørtaerskelen, og som havde søgt at laegge Haand paa Kong Ahasverus.
Est	6	3	3. Og Kongen sagde: Hvad Aere og Ophøjelse er der sket Mardokaj for det? Da sagde Kongens Folk, som tjente ham: Ham er ikke sket nogen Ting.
Est	6	4	4. Da sagde Kongen: Hvo er i Forgaarden? Og Haman var kommen i Kongens Hus's yderste Forgaard for at tale til Kongen om at haenge Mardokaj paa det Trae, som han havde ladet berede for ham.
Est	6	5	5. Og Kongens Tjenere sagde til ham: Se, Haman staar i Forgaarden; og Kongen sagde: Lader ham komme ind!
Est	6	6	6. Der Haman kom, sagde Kongen til ham: Hvad skal man gøre ved den Mand, som Kongen har Lyst til at aere? Og Haman sagde i sit Hjerte: Hvem skulde Kongen have Lyst til at gøre mere Aere end mig
Est	6	7	7. Derfor sagde Haman til Kongen: Er der en Mand, som Kongen har Lyst til at aere,
Est	6	8	8. saa bringe man et kongeligt Klaedebon, som Kongen har vaeret iført, og en Hest, som Kongen har redet paa, og paa hvis Hoved en kongelig Krone er sat;
Est	6	9	9. og man give det Klaedebon og den Hest i Haanden paa en Mand af Kongens fornemste Fyrster, og man iføre den Mand, som Kongen har Lyst til at aere, det, og de skulle lade ham ride paa Hesten igennem Stadens Gader, og de skulle udraabe for hans Ansigt: Saaledes skal man gøre ved den Mand, som Kongen har Lyst til at aere.
Est	6	10	10. Da sagde Kongen til Haman: Skynd dig, tag Klaedebonnet og Hesten, som du har talt, og gør saa med Jøden Mardokaj, som sidder ved Kongens Port; undlad ikke noget af alt det, som du har talt!
Est	6	11	11. Da tog Haman Klaedebonnet og Hesten, lod Mardokaj iføre sig det og lod ham ride igennem Stadens Gader og udraabte for hans Ansigt: Saaledes skal man gøre ved den Mand, som Kongen har Lyst til at aere!
Est	6	12	12. Og Mardokaj kom tilbage til Kongens Port; men Haman skyndte sig tilbage til sit Hus, sørgende og med tilhyllet Hoved.
Est	6	13	13. Og Haman fortalte Seres, sin Hustru og alle sine Venner alt det, som ham var vederfaret; da sagde hans Vismaend og Seres, hans Hustru, til ham: Dersom Mardokaj, for hvis Ansigt du har begyndt at falde, er af jødisk Aet, da formaar du intet imod ham, men maa aldeles falde for hans Ansigt.
Est	6	14	14. Der de endnu talte med ham, da kom Kongens Kammertjenere til, og de hastede med at føre Haman til Gaestebudet, som Esther havde beredet.
------------------------Esters Bog, Kapitel 7
Est	7	1	1. Der Kongen og Haman vare komne at drikke hos Dronning Esther,
Est	7	2	2. da sagde Kongen til Esther ogsaa anden Dag under Gaestebudet ved Vinen: Hvad er din Bøn, Dronning Esther? og det skal gives dig; og hvad er din Begaering? var det indtil Halvdelen af Riget, da skal det ske.
Est	7	3	3. Og Dronning Esther svarede og sagde: Dersom jeg har fundet Naade for dine Øjne, o Konge! og dersom det synes Kongen godt, da lad der gives mig mit Liv for min Bøns Skyld og mit Folk for min Begaerings Skyld!
Est	7	4	4. Thi vi ere solgte, jeg og mit Folk, til at ødelaegges, at ihjelslaaes og at udryddes; og vare vi endda solgte til Tjenere og til Tjenestepiger, saa vilde jeg have tiet; thi Fjenden kan ikke oprette Kongen den Skade.
Est	7	5	5. Da svarede Kong Ahasverus og sagde til Dronning Esther: Hvo er den, eller hvor er han, som har; taget sig for i sit Hjerte at gøre saaledes?
Est	7	6	6. Og Esther sagde: Den Mand, den Modstander og Fjende er denne onde Haman; og Haman blev forfaerdet for Kongens og Dronningens Ansigt.
Est	7	7	7. Og Kongen stod op i sin Harme fra Gaestebudet og Vinen og gik ned i Haven ved Paladset; og Haman blev staaende for at bede Dronning Esther om sit Liv; thi han saa, at der var besluttet en Ulykke over ham af Kongen.
Est	7	8	8. Og Kongen kom tilbage fra Haven ved Paladset til Huset, hvor der havde vaeret Gaestebud med Vin; men Haman var segnet ned over Baenken, som Esther, sad paa; da sagde Kongen: Vil han og øve Vold imod Dronningen hos mig i Huset? Ordet var udgaaet af Kongens Mund, og de tilhyllede Hamans Ansigt.
Est	7	9	9. Og Harbona, en af Kammertjenerne, som stode for Kongens Ansigt, sagde: Se, der staar ogsaa Traeet, som Haman har lavet til for Mardokaj, der talte, hvad der var godt for Kongen, ved Hamans Hus, halvtredsindstyve Alen højt; da sagde Kongen: Haenger ham derpaa!
Est	7	10	10. Saa haengte de Haman paa Traeet, som han havde ladet lave til for Mardokaj; og Kongens Harme stilledes.
------------------------Esters Bog, Kapitel 8
Est	8	1	1. Paa den samme Dag gav Kong Ahasverus Dronning Esther Hamans, Jødernes Fjendes, Hus; og Mardokaj kom for Kongens Ansigt, thi Esther havde givet til Kende, hvad han var for hende.
Est	8	2	2. Og Kongen tog sin Ring af, som han havde taget fra Haman, og gav Mardokaj den; og Esther satte Mardokaj over Hamans Hus.
Est	8	3	3. Og Esther blev ved og talte for Kongens Ansigt og faldt ned for hans Fødder, og hun gr aed og bad ham om den Naade, at han vilde afvaerge Hamans; Agagitens, Ondskab og hans Anslag, som han havde optaenkt imod Jøderne.
Est	8	4	4. Saa udrakte Kongen Guldspiret til Esther, og Esther rejste sig og stod for Kongens Ansigt.
Est	8	5	5. Og hun sagde: Dersom det saa synes Kongen godt, og dersom jeg har fundet Naade for hans Ansigt, og den Sag er ret for Kongens Ansigt, og jeg er behagelig for hans Øjne: Saa lad der skrives, for at tilbagekalde Brevene, det Anslag af Agagiten Haman, Ham-Medathas Søn, hvilke han har skrevet om at udrydde Jøderne, som ere i alle Kongens Landskaber;
Est	8	6	6. thi hvorledes formaar jeg at se paa det onde, som vil ramme mit Folk? og hvorledes formaar jeg at se paa min Slaegts Undergang?
Est	8	7	7. Da sagde Kong Ahasverus til Dronning Esther og. til Jøden Mardokaj: Se, jeg har givet Esther Hamans Hus, og ham have de haengt paa Traeet, fordi han udrakte sin Haand imod Jøderne.
Est	8	8	8. Saa skriver nu I om Jøderne, saasom eder godt synes, i Kongens Navn, og forsegler det med Kongens Ring, thi den Skrift, som er skreven i Kongens Navn og er bleven forseglet med Kongens Ring, er ikke til at tilbagekalde.
Est	8	9	9. Saa bleve Kongens Skrivere kaldte paa den Tid, i den tredje Maaned, det er Sivan Maaned, paa den tre og tyvende Dag i samme, og der blev skrevet aldeles, som Mardokaj befalede, til Jøderne og til Statholderne og Fyrsterne og de Øverste i Landskaberne fra Indien og indtil Morland, hundrede og syv og tyve Landskaber, hvert Landskab efter dets Skrift og hvert Folk efter dets Tungemaal; og til Jøderne efter deres Skrift og efter deres Tungemaal.
Est	8	10	10. Og han skrev i Kong Ahasverus's Navn og forseglede det med Kongens Ring, og sendte Brevene ved Ilbud til Hest, som rede paa Travere, Muler, faldne efter Hingste:
Est	8	11	11. At Kongen gav Jøderne, som vare i hver Stad, Lov til at samles og at vaerge for deres Liv, at ødelaegge, at ihjelslaa og at udrydde alt Folkets og Landskabernes Magt, som traengte dem, smaa Børn og Kvinder, og at røve Bytte fra dem,
Est	8	12	12. paa een Dag i alle Kong Ahasverus's Landskaber, paa den trettende Dag i den tolvte Maaned, det er Adar Maaned.
Est	8	13	13. En Genpart af Brevet var, at en Lov skulde gives i hvert Landskab, at det skal vaere vitterligt for alle Folk, at Jøderne skulde vaere rede paa denne Dag at haevne sig paa deres Fjender.
Est	8	14	14. Ilbudene, som rede paa Travere, paa Muler, droge ud og hastede og skyndte sig efter Kongens Ord; og den Lov blev given i Borgen Susan.
Est	8	15	15. Og Mardokaj gik ud fra Kongens Ansigt i et kongeligt Klaedebon, blaat og hvidt, og med en stor Guldkrone og en kostelig Kappe af Linned og Purpur, og Staden Susan jublede og glaedede sig.
Est	8	16	16. Der var kommet Lys og Glaede for Jøderne og Fryd og Aere.
Est	8	17	17. Og i ethvert Landskab og i enhver Stad, til hvilket Sted Kongens Ord og hans Lov ankom, var Glaede og Fryd iblandt Jøderne, Gaestebud og gode Dage; og mange af Folkene i Landet bleve Jøder, thi Frygt for Jøderne var falden paa dem.
------------------------Esters Bog, Kapitel 9
Est	9	1	1. Og i den tolvte Maaned, det er Adar Maaned, paa den trettende Dag i den, der Kongens Ord og hans Lov skulde til at fuldbyrdes, paa den Dag som Jødernes Fjender havde ventet at skulle herske over dem, og det vendte sig om; saa at Jøderne selv herskede over deres Hadere,
Est	9	2	2. da samledes Jøderne i deres Staeder i alle Kong Ahasverus's Landskaber for at laegge Haand paa dem, som søgte deres Ulykke; og ingen kunde bestaa for deres Ansigt, thi Frygt for dem var falden paa alle Folkene.
Est	9	3	3. Og alle Øverster i Landskaberne og Statholdere og Fyrster og Kongens Embedsmaend holdt med Jøderne thi Frygt for Mardokaj var falden paa dem,
Est	9	4	4. fordi Mardokaj var stor i Kongens Hus, og hans Ry gik igennem alle Landskaberne; thi Manden Mardokaj vedblev at gaa frem i Magt.
Est	9	5	5. Saa sloge Jøderne alle deres Fjender med Svaerdslag og Drab og Ødelaeggelse, og de gjorde efter deres Tykke imod deres Hadere.
Est	9	6	6. Og i Borgen Susan ihjelsloge Jøderne og Ødelagde fem Hundrede Maend.
Est	9	7	7. Og Parsandatha og Dalfon og Aspatha,
Est	9	8	8. og Poratha og Adalja og Aridatha,
Est	9	9	9. og Parmastha og Arisaj og Aridaj og Vajesatha,
Est	9	10	10. ti Sønner af Haman, Ham-Medathas Søn, Jødernes Fjende sloge de ihjel; men de lagde ikke deres Haand paa Byttet.
Est	9	11	11. Paa den samme Dag kom de ihjelslagnes Tal i Borgen Susan for Kongen.
Est	9	12	12. Og Kongen sagde til Dronning Esther: Jøderne have ihjelslaget og ødelagt fem Hundrede Maend og Hamans ti Sønner i Borgen Susan; hvad have de gjort i Kongens øvrige Landskaber? men hvad er din Bøn? og det skal gives dig, og hvad er ydermere din Begaering? og det skal ske.
Est	9	13	13. Og Esther sagde: Dersom det synes Kongen godt, da lad der ogsaa i Morgen gives Jøderne, som ere i Susan, Tilladelse til at gøre efter denne Dags Lov og at haenge Hamans ti Sønner paa Traeet.
Est	9	14	14. Og Kongen befalede at gøre saa, og der blev givet en Lov i Susan, og de haengte Hamans ti Sønner.
Est	9	15	15. Og Jøderne, som vare i Susan, samledes ogsaa paa den fjortende Dag i Adar Maaned og ihjelsloge i Susan tre Hundrede Maend; men de lagde ikke deres Haand paa Byttet.
Est	9	16	16. Men de øvrige Jøder, som vare i Kongens Landskaber, samledes og vaergede for deres Liv og fik Ro for deres Fjender og ihjelsloge af deres Fjender fem og halvfj erdsindstyve Tusinde; men de lagde ikke deres Haand paa Byttet.
Est	9	17	17. Dette skete paa den trettende Dag i Adar Maaned, og de hvilede paa den fjortende i den og gjorde den til Gaestebuds- og Glaedesdag.
Est	9	18	18. Men Jøderne, som vare i Susan, samledes paa den trettende i den og paa den fjortende i den; og de hvilede paa den femtende i den, og den gjorde de til Gaestebuds- og til Glaedesdag.
Est	9	19	19. Derfor gjorde Jøderne paa Landet, de, som boede i de ubefaestede Staeder, den fjortende Dag i Adar Maaned til Gaestebuds og Glaedes- og Lystighedsdag og til en, paa hvilken den ene sender den anden Gaver.
Est	9	20	20. Og Mardokaj skrev disse Ting og sendte Breve til alle Jøderne, som vare i alle Kong Ahasverus's Landskaber, dem, som vare naer, og dem, som vare langt borte,
Est	9	21	21. om at fastsaette for dem, at de skulde gøre den fjortende Dag i Adar Maaned og den femtende Dag i den, Aar for Aar,
Est	9	22	22. som de Dage, paa hvilkc Jøderne havde faaet Ro for deres Fjender, og den Maaned, som var bleven vendt for dem fra Bedrøvelse til Glaede og fra Sorg til Lystighedsdag: - At de skulde gøre samme til Gaestebuds- og Glaedesdage, og at den ene skulde sende den anden Foraeringer og Gaver til de fattige.
Est	9	23	23. Og Jøderne vedtoge at gøre det, som de havde begyndt, og som Mardokaj havde skrevet dem til.
Est	9	24	24. Thi Haman, Ham-Medathas Søn, Agagiten, alle Jøders Fjende, havde optaenkt et Anslag imod Jøderne om at udrydde dem og havde ladet kaste Pur, det er Lod, for at Ødelaegge og udrydde dem.
Est	9	25	25. Og da det var kommet for Kongens Ansigt, havde han ladet sige ved Brevet, at hans onde Anslag, som han havde optaenkt imod Jøderne, skulde komme tilbage paa hans Hoved; og de haengte ham og hans Sønner paa Traeet.
Est	9	26	26. Derfor kaldte man de samme Dage Purim, efter Ordet Pur, for den Sags Skyld, for alle dette Brevs Ord, og hvad de derhos havde set, og hvad der var kommet over dem.
Est	9	27	27. Jøderne stadfaestede og vedtoge det for sig og for deres Saed og for alle dem, som sluttede sig til dem, som noget, ingen maatte overtraede, at de skulde holde disse to Dage efter deres Forskrift deres bestemte Tid, Aar for Aar;
Est	9	28	28. og at de Dage skulde blive ihukommede og holdte af enhver Slaegt, at enhver Familie, hvert Landskab og hver Stad; og at disse Purims Dage ikke skulde forsømmes iblandt Jøderne, og deres Ihukommelse ikke ophøre for deres Saed.
Est	9	29	29. Og Dronning Esther, Abihajls Datter, og Jøden Mardokaj skreve eftertrykkeligt for at stadfaeste dette andet Brev om Purim.
Est	9	30	30. Og han sendte Breve til alle Jøderne, til hundrede og syv og tyve Landskaber i Ahasverus's Rige med Fred og Sandheds Ord
Est	9	31	31. til at stadfaeste disse Purims Dage paa deres bestemte Tider, ligesom Jøden Mardokaj og Dronning Esther havde stadfaestet for dem, og ligesom de havde stadfaestet for sig selv og for deres Saed angaaende Fasten og Veklagen.
Est	9	32	32. Og Esthers Ord stadfaestede disse Forskrifter om Purim; og det er skrevet i Bogen.
------------------------Esters Bog, Kapitel 10
Est	10	1	1. Derefter lagde Kong Ahasverus Skat. paa Landet og Øerne i Havet.
Est	10	2	2. Men al hans Magt og hans Vaeldes Gerninger og Beretninger om Mardokajs Magt, som Kongen havde haevet ham til, ere de Ting ikke skrevne i Kongerne af Mediens og Persiens Krøniker?
Est	10	3	3. Thi Jøden Mardokaj var den anden efter Kong Ahasverus og maegtig hos Jøderne og behagelig for sine Brødres Mangfoldighed, da han søgte sit Folks Vel og talte til Bedste for al sin Slaegt.
------------------------Jobs Bog, Kapitel 1
Job	1	1	1. Der var en Mand i Uz Land, hans Navn var Job; og den samme Mand var oprigtig og retskaffen; han frygtede Gud og veg fra det onde.
Job	1	2	2. Og ham bleve fødte syv Sønner og tre Døtre:
Job	1	3	3. Og hans Kvaeg var syv Tusinde Faar og tre Tusinde Kameler og fem Hundrede Par Øksne og fem Hundrede Aseninder, tillige med saare meget Tyende; og den samme Mand var maegtigere end alle Folkene imod Østen.
Job	1	4	4. Og hans Sønner gik hen og gjorde Gaestebud hver i sit Hus paa sin Dag; og de sendte hen og indbøde deres tre Søstre til at aede og til at drikke med dem.
Job	1	5	5. Og det skete, naar Gaestebudsdagene vare omme, da sendte Job hen og helligede dem og stod aarle op om Morgenen og ofrede Braendofre efter Tallet paa dem alle; thi Job sagde: Maaske mine Sønner have syndet og fornaegtet Gud i deres hjerte. Saaledes gjorde Job alle de Dage.
Job	1	6	6. Og det skete en Dag, der Guds Børn kom at fremstille sig for Herren, da kom ogsaa Satan midt iblandt dem.
Job	1	7	7. Da sagde Herren til Satan: Hvorfra kommer du? og Satan svarede Herren og sagde: Fra at gaa omkring i Landet og fra at vandre om derudi.
Job	1	8	8. Og Herren sagde til Satan: Har du givet Agt paa min Tjener Job? thi der er ingen som han i Landet, en oprigtig og retskaffen Mand, som frygter Gud, og som viger fra det onde.
Job	1	9	9. Men Satan svarede Herren og sagde: Mon Job frygter Gud for intet
Job	1	10	10. Har du ej sat Gaerde om ham og om hans Hus og om alt det, han har trindt omkring du har velsignet hans Haenders Gerning, og hans Kvaeg har udbredt sig i Landet.
Job	1	11	11. Men udraek nu din haand og rør ved alt det, som han har; hvad gaelder det, om han ikke skal for naegte dig lige for dit Ansigt
Job	1	12	12. Og Herren sagde til Satan: Se, alt det, han har, vaere i din Haand; kun paa ham selv laegge du ikke din Haand; da gik Satan ud fra Herrens Ansigt.
Job	1	13	13. Og det skete en Dag, da hans Sønner og hans Døtre aade og drak Vin i deres førstefødte Broders Hus,
Job	1	14	14. da kom der et Bud til Job og sagde: Øksnene pløjede og Aseninderne gik paa Graes ved Siden af dem,
Job	1	15	15. da faldt de af Seba ind og toge dem og sloge Drengene med skarpe Svaerd; og jeg alene er undkommen, jeg alene, for at give dig det til Kende.
Job	1	16	16. Der denne endnu talte, da kom en anden og sagde: Guds ild faldt fra Himmelen og braendte paa Faarene og paa Drengene og fortaerede dem; og jeg alene er undkommen. Jeg alene, for at give dig det til Kende.
Job	1	17	17. Der denne endnu talte, da kom en anden og sagde: Kaldaeerne gjorde tre Hobe og overfaldt Kamelerne og toge dem og sloge Drengene med skarpe Svaerd; og jeg alene er undkommen, jeg alene, for at give dig det til Kende.
Job	1	18	18. Men der denne endnu talte, da kom en anden og sagde: Dine Sønner og dine Døtre aade og drak Vin i deres førstefødte Broders Hus,
Job	1	19	19. og se, der kom et staerkt Vejr fra hin Side Ørken og tog fat i Husets fire Hjørner, at det faldt paa Drengene, og de døde; og jeg alene er undkommen, jeg alene, for at give dig det til Kende.
Job	1	20	20. Da stod Job op og sønderrev sin Kappe og klippede sit Hoved og faldt paa Jorden og nedbøjede sig
Job	1	21	21. og han sagde: Nøgen kom jeg af min Moders Liv, og nøgen vender jeg did tilbage; Herren gav, og Herren tog, Herrens Navn vaere lovet!
Job	1	22	22. I alt dette syndede Job ikke og tillagde ikke Gud noget vrangt.
------------------------Jobs Bog, Kapitel 2
Job	2	1	1. Og det skete en Dag, der Guds Børn kom for at fremstille sig for Herren, da kom ogsaa Satan midt iblandt dem for at fremstille sig for Herren.
Job	2	2	2. Da sagde Herren til Satan: Hvorfra kommer du og Satan svarede Herren og sagde: Fra at gaa omkring i Landet og vandre om derudi.
Job	2	3	3. Og Herren sagde til Satan: Har du givet Agt paa min Tjener Job thi der er ingen som han i Landet, en oprigtig og retskaffen Mand, som frygter Gud og viger fra det onde, og han holder endnu fast ved sin Retsindighed; men du har tilskyndet mig imod ham at ødelaegge ham uden Aarsag.
Job	2	4	4. Da svarede Satan Herren og sagde: Hud for Hud, ja alt det, en Mand har, giver han for sit Liv.
Job	2	5	5. Dog udraek nu din Haand og rør ved hans Ben og hans Kød; hvad gaelder det, om han ikke skal fornaegte dig lige for dit Ansigt
Job	2	6	6. Og Herren sagde til Satan: Se, han vaere i din Haand; dog var hans Liv!
Job	2	7	7. Da for Satan ud fra Herrens Ansigt og slog Job med onde Bylder fra hans Fodsaal og indtil hans Isse.
Job	2	8	8. Og han tog sig et Potteskaar til at skrabe sig med, og han sad midt i Asken.
Job	2	9	9. Og hans Hustru sagde til ham: Holder du endnu fast ved din Retsindighed? velsign Gud og dø!
Job	2	10	10. Men han sagde til hende: Du taler, ligesom en af de daarlige Kvinder taler; skulde vi alene tage imod det gode af Gud og ikke tage imod det onde? I alt dette syndede Job ikke med sine Laeber.
Job	2	11	11. Og der Jobs tre Venner hørte al den Ulykke, som var kommen over ham, da kom de, hver fra sit Sted: Themaniten Elifas og Sukiten Bildad og Naamathiten Zofar, og de forenede sig med hverandre for at komme at vise ham Medynk og trøste ham.
Job	2	12	12. Men der de opløftede deres Øjne langtfra, da kendte de ham ikke, og de opløftede deres Røst og graed, og de sønderrev hver sin Kappe, og de kastede Støv paa deres Hoveder op imod Himmelen.
Job	2	13	13. Og de sade hos ham paa Jorden syv Dage og syv Naetter, og ingen talte et Ord til ham; thi de saa, at Pinen var saare stor.
------------------------Jobs Bog, Kapitel 3
Job	3	1	1. Derefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag.
Job	3	2	2. Og Job svarede og sagde:
Job	3	3	3. Udslettet vorde den Dag, paa hvilken jeg er født, og den Nat, der man sagde: En Dreng er undfanget!
Job	3	4	4. Den Dag vorde Mørke; Gud fra oven af spørge ikke efter den, og intet Lys skinne over den.
Job	3	5	5. Mørkhed og Dødsskygge besmitte den, en Sky bo over den, den hede Damp om Dagen forfaerde den!
Job	3	6	6. Den Nat - Mørkhed indtage den! den glaede sig ikke iblandt Aarets Dage, den komme ikke i Maanedernes Tal!
Job	3	7	7. Se, den Nat vorde ensom, intet Frydeskrig komme paa den!
Job	3	8	8. De, som besvaerge Dage, forbande den; de, som ere rede til at opvaekke Leviathan!
Job	3	9	9. Dens Daemvrings Stjerner vorde formørkede, den vente paa Lys, og det komme ikke; og ej se den Morgenrødens Øjenlaage,
Job	3	10	10. fordi den ikke lukkede mig Moderlivets Døre og ikke skjulte Møje for mine Øjne.
Job	3	11	11. Hvorfor døde jeg ikke fraModers Liv af? hvorfor udkom jeg af Moderskød og opgav ikke straks Aanden.
Job	3	12	12. Hvorfor optoge Knae mig og hvorfor er jeg opfostret ved Bryst?
Job	3	13	13. Thi saa havde jeg nu ligget og vaeret stille; jeg havde sovet, jeg havde da hvilet
Job	3	14	14. med Kongerne og Raadsherrerne paa Jorden, som byggede sig de Steder, som nu ere øde,
Job	3	15	15. eller med fyrsterne som havde Guld, som fyldte deres Huse med Sølv;
Job	3	16	16. eller og jeg havde ikke vaeret til, som et utidigt Foster, der blev i Skjul, som de spaede Børn, der ikke saa Lyset.
Job	3	17	17. Der have de ugudelige ladet af at gøre Uro, og der hvile de kraftesløse;
Job	3	18	18. der have de bundne Ro med hverandre; de høre ikke Fogedens Røst;
Job	3	19	19. der er liden og stor og Tjeneren fri for sin Herre.
Job	3	20	20. Hvorfor giver han en ussel Lyset, og dem Livet, som ere beskelig bedrøvede i Sjaelen?
Job	3	21	21. dem som bie efter Døden, men den kommer ikke; og som grave efter den mere end efter de skjulte Skatte:
Job	3	22	22. dem, som glaede sig med Fryd, og som juble, naar de finde Graven
Job	3	23	23. den Mand hvis Vej er skjult, og hvem Gud har spaerret for
Job	3	24	24. Thi før jeg aeder mit Brød, kommer mit Suk, og min Hylen bryder frem som Vandet.
Job	3	25	25. Thi det jeg frygtede saare for, det kom over mig, og det jeg gruede for, kom paa mig.
Job	3	26	26. Jeg var ikke rolig og var ikke stille og hvilede ikke; men det blev til Uro.
------------------------Jobs Bog, Kapitel 4
Job	4	1	1. Da svarede Elifas, Themaniten, og sagde:
Job	4	2	2. Om man vilde forsøge et Ord paa dig, skulde du vel kedes derved men hvo kan holde sig fra at tale?
Job	4	3	3. Se, du har undervist mange og styrket de traette Haender;
Job	4	4	4. dine Ord have oprejst den faldne, Og du har styrket de bøjede Knae:
Job	4	5	5. men nu det kommer til dig, da kedes du derved; det rammer dig, Og du forfaerdes!
Job	4	6	6. Var ikke din Gudsfrygt dit Haab og dine Vejes Renhed din Fortrøstning?
Job	4	7	7. Kaere, taenk dig om, hvor er en uskyldig gaaet til Grunde eller hvor ere de oprigtige udslettede?
Job	4	8	8. Saa vidt jeg har set, komme de, som pløje Uret, og de, som udsaa Møje, til at høste ind derefter:
Job	4	9	9. De omkomme for Guds Aande og fortaeres af hans Vredes Aand.
Job	4	10	10. Løvens Brøl og den grumme Løves Røst høre op, og de unge Løvers Taender ere knuste;
Job	4	11	11. Løven omkommer af lvlangel paa Rov, og Løvindens Unger adspredes.
Job	4	12	12. Men mig, er et Ord tilbragt hemmeligt, og mit Øre fattede en sagte Lyd deraf
Job	4	13	13. i Tanker, fremkaldte ved Syner om Natten, naar dyb Søvn falder paa Folk;
Job	4	14	14. da kom Frygt og Baevelse paa mig og bragte mine Ben til at skaelve;
Job	4	15	15. og en Aand gik frem for mit Ansigt; Haarene rejste sig paa mit Legeme;
Job	4	16	16. den blev staaende, og jeg kunde ikke kende dens Skikkelse; der svaevede et Billede for mine Øjne; det var stille, og jeg hørte en Røst:
Job	4	17	17. Mon et Menneske kan holdes retfaerdigt for Gud monne en Mand vaere ren for den, som skabte ham?
Job	4	18	18. Se, han tror ikke paa sine Tjenere, og sine Engle tillaegger han Daarskab,
Job	4	19	19. endsige da dem, som bo i Lerhuse, og hvis Grundvold er i Støvet; man kan støde dem smaa før Møl;
Job	4	20	20. fra Morgen og indtil Aften sønderknuses de; uden at der er nogen, som laegger det paa Hjerte, gaa de til Grunde.
Job	4	21	21. Farer ikke deres Herlighed, som var i dem bort? ja, de dø, men ikke i Visdom.
------------------------Jobs Bog, Kapitel 5
Job	5	1	1. Raab, kaere, om der er nogen, som svarer dig: og til hvem af de hellige vil du vende Ansigtet?
Job	5	2	2. Thi Fortørnelse slaar en Daare ihjel, og Nidkaerhed draeber den taabelige.
Job	5	3	3. Jeg saa en Daare rodfaestet, og jeg forbandede hans Bolig hastelig.
Job	5	4	4. Hans Børn vare langt fra Frelse og nedtraadtes i Porten, og der var ingen, som reddede dem.
Job	5	5	5. Den hungrige opaad hans Høst og hentede den endog fra Tjørnehegnet, og Røverne opslugte hans Formue.
Job	5	6	6. Thi Uretfaerdighed skyder ikke frem: af Støvet, og Møje vokser ikke op af Jorden;
Job	5	7	7. men et Menneske bliver født til Møje, ligesom Gnister maa flyve højt op.
Job	5	8	8. Dog jeg vilde søge hen til Gud, og til Gud vilde jeg rette min Tale;
Job	5	9	9. til ham, som gør store Ting, hvilke man, ikke kan ransage, underlige Ting, saa der er intet Tal paa dem;
Job	5	10	10. ham, som giver Regn paa Jorden og lader Vand komme paa Markerne;
Job	5	11	11. for at saette de ringe højt op, og at de sørgende ophøjes ved Frelse;
Job	5	12	12. ham, som gør de traeskes Anslag til intet, at deres Haender ikke kunne udføre Sagen;
Job	5	13	13. ham, som griber de vise i deres Traeskhed, saa de underfundiges Raad hastelig omstødes;
Job	5	14	14. om Dagen løbe de an i Mørket og føle sig for om Middagen, som var det nat
Job	5	15	15. Og han frelser en fattig fra Svaerd, fra deres Mund og fra den staerkes Haand,
Job	5	16	16. saa der bliver Haab for den ringe, og Uretfaerdighed maa lukke sin Mund.
Job	5	17	17. Se, Saligt er det Menneske, som Gud straffer; derfor foragte du ikke den Almaegtiges Tugtelse!
Job	5	18	18. Thi han gør Smerte og forbinder; han saargør, og hans Haender laege.
Job	5	19	19. I seks Angester skal han fri dig, og i syv skal intet ondt røre dig.
Job	5	20	20. Hunger skal han frelse dig fra Døden og i Krig fra Svaerdets Vold.
Job	5	21	21. Du skal finde Skjul for Tungens Svøbe og ikke frygte for Ødelaeggelse, naar den kommer.
Job	5	22	22. Du skal le ad ødelaeggelse og Hunger og ikke frygte for Jordens Dyr;
Job	5	23	23. thi med Stenene paa Marken har du Pagt, og Markens Dyr skulle holde Fred med dig.
Job	5	24	24. Og du skal forfare, at dit Telt har Fred, og du skal besøge din Bolig og intet savne.
Job	5	25	25. Og du skal forfare, at din Saed frem skal blive mangfoldig, og din Afkom som Graes paa Jorden.
Job	5	26	26. Du skal komme til Graven i Alderdom, ligesom Neg optages i sin Tid.
Job	5	27	27. Se dette, det have vi undersøgt, saa er det; hør det, og forstaa det vel!
------------------------Jobs Bog, Kapitel 6
Job	6	1	1. Men Job svarede og sagde:
Job	6	2	2. Gid min Harm maatte vejes, og man ligervis vilde laegge min Ulykke i Vaegtskaaler!
Job	6	3	3. Thi den er nu svarere end Sand i Havet; derfor bruse mine Ord frem.
Job	6	4	4. Thi den Almaegtiges Pile ere i mig, min Aand inddrikker deres Gift; Guds Raedsler stille sig op imod mig.
Job	6	5	5. Mon Vildaeselet skryder naar det har Graes? eller mon Oksen bøger, naar den har foder?
Job	6	6	6. Mon det vamle kan aedes uden Salt?eller er der Smag i det hvide om Aeggeblommen?
Job	6	7	7. Hvad min Sjael vaegrede sig ved at røre, det er blevet mig som en usund Spise.
Job	6	8	8. Gid det, jeg begaerer, maatte komme, og Gud vilde opfylde mit Haab!
Job	6	9	9. og at Gud vilde knuse mig, at han vilde lade sin Haand løs og afskaere mig!
Job	6	10	10. Da havde jeg endnu Trøst og kunde glaede mig i Smerten, i hvilken han ikke skaaner; thi jeg har ikke fornaegtet den helliges Tale.
Job	6	11	11. Hvad er min Kraft, at jeg skulde haabe? og hvad Ende venter znig, at jeg skulde forlaenge mit Liv?
Job	6	12	12. Mon min Kraft er Kraft af Sten? mon mit Kød er af Kobber?
Job	6	13	13. Sandelig, der er ikke Hjaelp i mig, og Kraften er vegen fra mig!
Job	6	14	14. Den ulykkelige kan kraeve Medynk af sin Ven, selv om han forlader den Almaegtiges Frygt.
Job	6	15	15. Mine Brødre have skuffet som en Baek, som i Dalene Strømme, der fare forbi,
Job	6	16	16. de, der ere mørke af Is, i hvilke Sneen skjuler sig.
Job	6	17	17. Paa den Tid de optøes, da blive de borte; naar det bliver hedt, da forsvinde de fra deres Sted.
Job	6	18	18. Rejsetog bøje af fra deres Vej, de drage op i Ørken og omkomme.
Job	6	19	19. Rejsetog fra Thema skuede hen efter dem, vejfarende fra Seba satte Lid til dem.
Job	6	20	20. De bluedes, at de havde forladt sig paa dem; de kom lige til dem og bleve skuffede.
Job	6	21	21. Saaledes ere I nu blevne som intet; I se Raedsel og frygte.
Job	6	22	22. Mon jeg har sagt: Giver mig og skaenker for min Skyld noget af eders Formue?
Job	6	23	23. eller redder mig af Fjendens Haand, og udløser mig af Voldsmaends Haand
Job	6	24	24. Laerer mig, og jeg; vil tie, og viser mig, hvori jeg har faret vild.
Job	6	25	25. Hvad ere Oprigtigheds Taler kraftige! Men hvad bevise eders Beviser?
Job	6	26	26. Agte I Ord for at vaere Bevis og den mistrøstiges Taler for Mundsvejr?
Job	6	27	27. Ja, I kunne kaste Lod om en faderløs og grave Grav for eders Naeste.
Job	6	28	28. Og nu, om I ville, da vender Ansigtet til mig, og mon jeg skulde lyve for eders Ansigt?
Job	6	29	29. Kaere, vender om, lader Uretfaerdighed ikke ske; ja, vender om, endnu skal min Retfaerdighed kendes i denne Sag!
Job	6	30	30. Mon der vaere Uret paa min Tunge? mon min Gane ikke skulde skelne, livad ondt er?
------------------------Jobs Bog, Kapitel 7
Job	7	1	1. Er et Menneske ikke i Strid paa Jorden, og hans Dage som en, Daglønners Dage?
Job	7	2	2. Som en Arbejder, der higer efter Skyggen, og som en Daglønner, der venter paa sin Løn,
Job	7	3	3. saaledes har jeg faaet mig Forfaengeligheds Maaneder til Arv; og man har talt mig kummerfulde Naetter til.
Job	7	4	4. Naar jeg lagde mig, da sagde jeg: Naar skal jeg staa op, og naar er Aftenen forbi? og jeg blev maet af Uro inden Tusmørket.
Job	7	5	5. Mit Kød er klaedt med Orme og Jordskorpe; min Hud er sprukken og vaedsker.
Job	7	6	6. Mine Dage ere lettere end en Vaeverskytte; og de svinde hen uden Haab.
Job	7	7	7. Kom i Hu, at mit Liv er et Aandepust: Mit Øje kommer ikke mere til at se godt.
Job	7	8	8. Dens Øje, som ser mig, skal ikke mere skue mig; dine Øjne skulle se efter mlg, men jeg skal ikke findes.
Job	7	9	9. En Sky forgaar og farer bort, ligesaa skal den, der farer ned til Dødsriget, ikke komme op igen.
Job	7	10	10. Han skal ikke komme mere igen til sit Hus, og hans Sted skal ikke kende ham mere.
Job	7	11	11. Derfor vil jeg ikke heller laegge Baand paa min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest, jeg vil klage i min Sjaels Bitterhed.
Job	7	12	12. Er jeg et Hav eller et Havuhyre, at du vil saetteVagt over mig,
Job	7	13	13. Naar jeg sagde: Min Seng skal trøste mig; mit Leje skal lette min Klage;
Job	7	14	14. da forskraekker du mig med Drømme og ved Syner forfaerder du mig,
Job	7	15	15. saa min Sjael fortraekker at vaere kvalt; ja Døden fremfor disse mine Knokler.
Job	7	16	16. Jeg er ked deraf; jeg vil ikke leve evindelig; lad af fra mig thi mine Dage ere Forfaengelighed;
Job	7	17	17. Hvad er et Menneske; at du agte ham stort; og at du vil laegge dig ham paa Hjerte?
Job	7	18	18. og at du vil besøge ham hver Morgen og prøve ham hvert Øjeblik?
Job	7	19	19. Hvorfor vil du ikke se bort fra mig? vil ikke lade mig Ro saa laenge, at jeg kan synke mit Spyt?
Job	7	20	20. Havde jeg syndet, hvad kunde jeg gøre dig, du Menneskenes Vogter? hvorfor har du sat mig til Anstød: for dig, at jeg er mig selv til en Byrde
Job	7	21	21. Og hvorfor vil du ikke borttage min Overtraedelse og lade min Misgerning vaere tilgivet thi snart skal jeg ligge under Mulde, og naar du søger mig, da er jeg ikke mere.
------------------------Jobs Bog, Kapitel 8
Job	8	1	1. Da svarede Bildad, Sukiten, og sagde:
Job	8	2	2. Hvor laenge vil du tale disse Ting, og hvor laenge skal din Munds Taler vaere et maegtigt Vejr?
Job	8	3	3. Mon Gud skulde forvende Retten, og mon den Almaegtige skulde forvende Retfaerdighed?
Job	8	4	4. Dersom dine Sønner have syndet imod ham, da har han givet dem hen i deres Overtraedelsers Vold.
Job	8	5	5. Men vil du søge hen til Gud og bede den Almaegtige om Naade,
Job	8	6	6. og er du ren og oprigtig, da skal han vaage over dig og gøre, at din Retfaerdigheds Boig skal have Fred.
Job	8	7	7. Og var dit første lidet, saa skal dit sidste blive saare stort.
Job	8	8	8. Thi, kaere, spørg den henfarne Slaegt og agt paa det, som deres Faedre have udgrundet;
Job	8	9	9. thi vi ere fra i Gaar og vide intet; thi en Skygge ere vore Dage paa Jorden;
Job	8	10	10. skulle de ikke belaere dig, ja sige dig det, og fremføre Ord ud af deres Hjerte?
Job	8	11	11. Kan et Siv opvokse uden af Sump? kan Enggraes gro op uden Vand?
Job	8	12	12. Endnu staar det i sin Grøde, det rykkes ikke op; men før alt andet Graes borttørres det.
Job	8	13	13. Saa ere alle deres Veje, som glemme Gud; og den vanhelliges Haab slaar fejl.
Job	8	14	14. Thi hans Haab skal briste, og hans Tillid er som en Spindelvaev.
Job	8	15	15. Han forlader sig fast paa sit Hus, men det skal ikke blive staaende; han holder sig til det, men det skal ikke staa fast.
Job	8	16	16. Han skyder frodigt op for Solen; og hans unge Skud brede sig ud over hansHave.
Job	8	17	17. Hans Rødder gro i hverandre om Stendyngen: han skuer op imod Stenhuset.
Job	8	18	18. Men oprykkes han fra. sit Sted, da skal dette fornaegte ham og sige: Jeg har er ikke set dig.
Job	8	19	19. Se, det er Glaeden af hans Vej, og en anden vokser frem af Støvet.
Job	8	20	20. Se, Gud forkaster ikke den retsindige og holder ikke fast ved de ondes Haand.
Job	8	21	21. Endnu skal han fylde din Mund med Latter og dine Laeber med Frydeskrig.
Job	8	22	22. De, som hade dig, skulle klaedes med Skam, og de ugudeliges Telt skal ikke mere findes.
------------------------Jobs Bog, Kapitel 9
Job	9	1	1. en Job svarede og sagde:
Job	9	2	2. Sandelig, jeg ved, at det er saaledes; og hvorledes skulde et Menneske vaere retfaerdigt for Gud
Job	9	3	3. Om det har Lyst til at traette med ham, kan det ikke svare ham til et af tusinde.
Job	9	4	4. Han er viis af Hjerte og staerk af Kraft; hvo forhaerdede sig imod ham og havde Fred
Job	9	5	5. han som flytter Bjergene, inden de maerke til det, han, som omkaster dem i sin Vrede;
Job	9	6	6. han, som bevaeger Jorden fra dens Sted, og dens Piller baeve;
Job	9	7	7. han, som taler til Solen, og den gaar ikke op, og som saetter Segl for Stjernerne;
Job	9	8	8. han er ene den, som udbreder Himmelen, og som traeder paa Havets Bølgel;
Job	9	9	9. han, som gjorde Bjørnen, Orion, og Syvstjernen og Stjernekamrene imod Syden;
Job	9	10	10. han, som gør store Ting, saa de ikke staa til at ransage, og underlige ring, saa der ikke er Tal derpaa!
Job	9	11	11. Se, han gaar forbi mig, og jeg ser ham ikke, og han farer frem, og jeg maerker ham ikke.
Job	9	12	12. Se, han griber, hvo kan faa ham til at give igen? hvo vil sige til ham: Hvad gør du
Job	9	13	13. Gud kalder ikke sin Vrede tilbage; de, som ville hjaelpe den hovmodige, maatte bøje sig under ham.
Job	9	14	14. Langt mindre skulde jeg kunne svare ham, vaelge mine Ord over for ham.
Job	9	15	15. Thi om jeg end var retfaerdig, kunde jeg ikke svare; jeg maatte bede om Naade hos min Dommel.
Job	9	16	16. Om jeg end kaldte, og han svarede mig, da kunde jeg dog ikke tro, at han vilde bøje Øren til min Røst.
Job	9	17	17. Thi han vilde sønderknuse mig med en Storm og gøre mig mange Saar uden Aarsag.
Job	9	18	18. Har vilde ikke tilstede mig at drage min Aande, men maette mig med Bitterheder:
Job	9	19	19. Kom det an paa den staerkes Kraft, siger han: "Se her!" og kom det an paa Ret: "Hvo staevner mig?"
Job	9	20	20. Var jeg end retfaerdig, saa skulde dog min Mund dømme mig at have Uret; var jeg end skyldfri, da skulde han dog forvende min Sag.
Job	9	21	21. Jeg er skyldfri, men jeg kender ikke mig selv; jeg foragter mit Liv.
Job	9	22	22. Det kommer ud paa eet! Derfor sagde jeg: Han udrydder den uskyldige med den skyldige.
Job	9	23	23. Draeber Svøben hastelig, da spotter han de uskyldiges Prøvelse.
Job	9	24	24. Et Land bliver givet i en ugudeligs Haand; han tilhyller dets Dommers Ansigt; gør han det ikke, hvo gør det da?
Job	9	25	25. Og mine Dage have vaeret lettere end en Løber; de flyede bort, de have ikke set dct gode.
Job	9	26	26. De ere fremfarne som ilende Skibe, som en Ørn, der flyver efter Spise.
Job	9	27	27. Naar jeg siger: Jeg vil glemme min Klage, jeg vil lade mit Ansigts sorrigfulde Mine fare og vederkvaege mig,
Job	9	28	28. da maa jeg frygte for alle mine Smerter; jeg ved, at du lader mig ikke vaere uskyldig.
Job	9	29	29. Jeg skal jo vaere skyldig! hvorfor skulde jeg da forgaeves gøre mig Møje?
Job	9	30	30. Om je end toede mig med Snevand og rensede mine Haender med Saebe,
Job	9	31	31. da vilde du dog dyppe mig ned i Pølen, saa mine Klaeder vilde vaemmes ved mig.
Job	9	32	32. Thi han er ikke en Mand som jeg, at jeg kunde svare ham, at vi kunde møde med hinhinanden for Dommen.
Job	9	33	33. Der er ingen, som kan skille Traetten ad imellem os, og som kan laegge sin Haand paa os begge.
Job	9	34	34. Han borttage sit Ris fra mig, og hans Raedsel forfaerde mig ikke!
Job	9	35	35. Da vilde jeg tale og ikke frygte for ham; thi jeg er ikke af den Slags, det ved jeg med mig selv.
------------------------Jobs Bog, Kapitel 10
Job	10	1	1. Min Sjael kedes ved mit Liv; jeg vil løslade min Klage i mig, jeg vil tale i min Sjaels Bitterhed.
Job	10	2	2. Jeg vil sige til Gud: Døm mig ikke skyldig, lad mig vide, hvorover du traetter med mig!
Job	10	3	3. Mon det synes dig godt, at du gør Vold, at du forkaster dine Haenders vaerk og lyser over de ugudeliges Raad?
Job	10	4	4. Mon dine Øjne ere som Kødets? eller ser du, som et Menneske ser?
Job	10	5	5. Ere dine Dage som et Menneskes Dage, ere "dine Aar som en Mands Dage,
Job	10	6	6. saa at du skulde spørge efter min Misgerning og søge efter min Synd,
Job	10	7	7. da du dog ved, at jeg er skyldfri, og der er ingen, som kan redde af din Haand?
Job	10	8	8. Dine Haender have skabt og dannet mig hel og holden; og nu vil du opsluge mig!
Job	10	9	9. Kaere, kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og nu vil du gøre mig til Støv igen!
Job	10	10	10. Har du ej udgydt mig som Maelk og ladet mig løbe sammen som Ost?
Job	10	11	11. Du har klaedet mig med Hud og Kød, og sammenføjet mig med Ben og Sener?
Job	10	12	12. du har skaenket mig Liv og Miskundhed, og din Omhu har bevaret min Aand.
Job	10	13	13. Men disse Ting havde du skjult i dit Hjerte: Jeg ved, at dette var besluttet hos dig:
Job	10	14	14. Dersom jeg syndede, saa vilde du vare paa mig og vilde ikke kende mig fri for min Misgerning.
Job	10	15	15. Havde jeg vaeret skyldig, da ve mig! og var jeg retfaerdig, da turde jeg dog ikke opløfte mit Hoved; jeg er maet af Forsmaedelse og har set nok af min Elendighed.
Job	10	16	16. Og haevede mit Hoved sig, da vilde du jage mig som en Løve, og du vilde komme igen og handle underligt imod mig;
Job	10	17	17. du vilde føre nye Vidner imod mig og lade din Fortørnelse tage til imod mig; der vilde komme nye Skarer, ja, en Haer imod mig.
Job	10	18	18. Men hvorfor udførte du mig af Moders Liv? jeg havde opgivet Aanden, og intet Øje havde set mig!
Job	10	19	19. Jeg skulde have vaeret, som om jeg ikke havde vaeret til, vaeret ført til Graven fra Moders Liv.
Job	10	20	20. Ere mine Dage ikke faa? hold dog op! lad af fra mig, at jeg maa vederkvaege mig lidt,
Job	10	21	21. før jeg gaar bort og kommer ikke tilbage, hen til Mørkheds og Dødens Skygges Land,
Job	10	22	22. et skummelt Land som Mørke - Dødens Skygge og ingen Orden - hvor selve Lyset er Mørke.
------------------------Jobs Bog, Kapitel 11
Job	11	1	1. Da svarede Zofar, Naamathiten, og sagde:
Job	11	2	2. Skal der ikke svares til de mange Ord? og mon en mundkaad Mand skal beholde Ret:
Job	11	3	3. Skal din Skvalder bringe Folk til at tie? og skal du bespotte, og ingen beskaemme dig?
Job	11	4	4. Thi du sagde: Min Laerdom er klar, og jeg er ren for dine Øjne.
Job	11	5	5. Men gid dog Gud vilde tale og oplade sine Laeber imod dig!
Job	11	6	6. og at han vilde kundgøre dig Visdoms skjulte Ting! thi i den er dobbelt Kraft; da skulde du vide, at Gud endog eftergiver dig meget af din Misgerning.
Job	11	7	7. Mon du kan naa til Guds Dybheder? mon du kan naa til den Almaegtiges Begraensning?
Job	11	8	8. Den er saa høj som Himmelen, hvad vil du gøre? den er dybere end Helvede, hvad kan du vide?
Job	11	9	9. Dens Maal er laengere end Jorden, den er bredere end Havet.
Job	11	10	10. Naar han farer frem og lukker til I eller forsamles, hvo vil da holde ham tilbage?
Job	11	11	11. Thi han kender forfaengelige Folk og ser Uretfaerdighed; skulde han da ikke agte derpaa
Job	11	12	12. Men en uforstandig vil faa Forstand, naar et Vildaesels Føl fødes til Menneske.
Job	11	13	13. Dersom du bereder dit Hjerte og udstraekker dine Haender til ham,
Job	11	14	14. dersom du kaster Uretfaerdigheden, som er i din Haand, langt bort og ikke lader Uret bo i dine Telte,
Job	11	15	15. da skal du, fri for Lyde, kunne opløfte dit Ansigt og blive fast og ikke frygte.
Job	11	16	16. Thi du skal glemme din Møje, du skal komme den i Hu som det Vand, der er løbet forbi.
Job	11	17	17. Og din Levetid skal gaa frem klarere end Middagen, Mørket skal vorde som Morgenen.
Job	11	18	18. Og du skal vaere tryg, thi der er Haab, og du skal spejde omkring dig og sove tryggelig.
Job	11	19	19. Og du skal laegge dig, og ingen skal forfaerde dig; og mange skulle bønfalde for dit Ansigt.
Job	11	20	20. Men de ugudeliges Øjne skulle hentaeres, og deres Tilflugt skal gaa tabt for dem, og deres Haab aandes ud med Livet:
------------------------Jobs Bog, Kapitel 12
Job	12	1	1. Men Job svarede og sagde:
Job	12	2	2. Sandelig, I ere Folket, og med eder dør Visdommen ud!
Job	12	3	3. Jeg har ogsaa Forstand ligesom I, jeg falder ikke igennem for eder; og hvo ved ikke saadanne Ting
Job	12	4	4. Jeg er til Latter for min Ven, jeg, som raabte til Gud og fik Svar; den retfaerdige, den oprigtige er til Latter.
Job	12	5	5. En for agtet Lampe i den trygges Tanke er den, som er naer ved at snuble med Foden.
Job	12	6	6. Ødelaeggernes Telte have Ro, og de, som rase imod Gud, ere meget trygge, ja den, som saetter sin Haand som Gud.
Job	12	7	7. Og sandelig, spørg dog Dyrene ad, og de skulle laere dig det; og Himmelens Fugle, og de skulle forkynde dig det.
Job	12	8	8. Eller tal til Jorden, og den skal laere dig det, og Fiskene i Have skulle fortaelle dig det.
Job	12	9	9. Hvo ved ikke om alle disse Ting, at Herrens Haand har gjort dette?
Job	12	10	10. han, i hvis Haand hver levende Sjael er, og Aanden i hvert Menneskes Kød!
Job	12	11	11. Mon ikke Øret prøver Talen, og Ganen smager Maden?
Job	12	12	12. Hos de graahaerdede er Visdom, og Dagenes Laengde giver Forstand.
Job	12	13	13. Hos ham er Visdom og Vaelde, ham hører Raad og Forstand til.
Job	12	14	14. Se, han nedbryder, og det skal ikke bygges, han lukker til for en Mand, og der skal ikke lukkes op.
Job	12	15	15. Se, han holder Vandene tilbage, og de borttørres, og han udlader dem, og de omvaelte Landet.
Job	12	16	16. Hos ham er Styrke og Kraft; ham hører den til, som farer vild, og den, som fører vild.
Job	12	17	17. Han lader Raadgiverne gaa af klaedte bort og gør Dommerne til Daarer.
Job	12	18	18. Han løser Kongernes Herredømme og laeggerBaand om deres Laender.
Job	12	19	19. Han lader Praesterne gaa afklaedte bort og omkaster de staerke.
Job	12	20	20. Han berøver de sikre Talere Maelet, tager Forstanden fra de gamle.
Job	12	21	21. Han udøser Vanaere over Fyrsterne og løser de staerkes Baelte.
Job	12	22	22. Han aabenbarer de dybe Ting af Mørket og udfører Dødens Skygge til Lyset.
Job	12	23	23. Han formerer Folkene og lader dem gaa til Grunde; han udbreder Folkene og bortfører dem.
Job	12	24	24. Han borttager Forstand fra Folkets Øverster i Landet og lader dem fare vild i det øde, hvor ingen Vej er.
Job	12	25	25. De famle i Mørke, hvor intet Lys er, og han bringer dem til at fare vild som den drukne.
------------------------Jobs Bog, Kapitel 13
Job	13	1	1. Se, det har mit Øje set alt sammen; mit Øre har hørt og forstaaet sig derpaa.
Job	13	2	2. Hvad I vide, det ved jeg, ogsaa jeg, jeg falder ikke igennem for eder.
Job	13	3	3. Dog vilde jeg gerne tale til den Almaegtibe, og jeg havde Lyst til at gaa i Rette med Gud.
Job	13	4	4. Men I sammensy Løgn: I ere alle sammen unyttige Laeger.
Job	13	5	5. Gid I vilde tie, saa skulde det regnes eder til Visdom!
Job	13	6	6. Kaere, hører min Bevisning og maerker paa det, som jeg strider for med mine Laeber.
Job	13	7	7. Ville I forsvare Gud med Uret og forsvare ham med Svig?
Job	13	8	8. Ville I anse hans Person eller føre Sag for Gud?
Job	13	9	9. Vil det gaa godt, naar han undersøger eder? ville I bedrage ham; ligesom man bedrager et Menneske
Job	13	10	10. Han skal visselig straffe eder, om I anse Personer i Løndom.
Job	13	11	11. Skulde ikke hans Højhed forfaerde eder og Raedsel for ham falde over eder?
Job	13	12	12. Eders Tankesprog ere at ligne ved Aske, eders Borge ere Lerborge.
Job	13	13	13. Tier for mig, at jeg kan tale, og lad saa overgaa mig, hvad der vil!
Job	13	14	14. Hvorfor skulde jeg føre mit Kød bort i mine Taender? jeg vil derimod saette mit Liv i min Haand.
Job	13	15	15. Se, han slaar mig ihjel, jeg har intet Haab; kunde jeg blot retfaerdiggøre mine Veje for hans Ansigt
Job	13	16	16. Ogsaa dette skulde vaere mig en Frelse; thi der skal ingen vanhellig komme for hans Ansigt!
Job	13	17	17. Hører flittig min Tale og, det, jeg kundgør for eders Øren.
Job	13	18	18. Se, kaere, jeg har indledet Sagen, jeg ved, at jeg skal kendes retfaerdig.
Job	13	19	19. Hvo er den, som kan traette med mig? thi da maatte jeg tie og opgive Aanderl.
Job	13	20	20. Dog, gør ikke to Ting imod mig, da vil jeg ikke skjule mig for dit Ansigt:
Job	13	21	21. Lad din Haand vaere langt fra mig og Raedsel for dig ikke forfaerde mig!
Job	13	22	22. Kald saa, og jeg vil svare, eller jeg vil tale, og giv saa du mig Svar igen!
Job	13	23	23. Hvor mange ere mine Misgerninger og Synder? lad mig vide min Overtraedelse og min Synd!
Job	13	24	24. Hvorfor skjuler du dit Ansigt og holder mig for din Fjende
Job	13	25	25. Vil du jage det henvejrede Blad op og forfølge det tørre Straa?
Job	13	26	26. Thi du skriver Bitterheder op imod mig og lader mig faa min Ungdoms Synder til Arv.
Job	13	27	27. Og du laegger mine Fødder i Stokken og tager Vare paa alle mine Stier; du afstikker Graen-. ser for mine Fødders Saaler,
Job	13	28	28. skønt jeg er en Mand, der bliver gammel som Trøske, som et Klaede, der aedes op af Møl.
------------------------Jobs Bog, Kapitel 14
Job	14	1	1. Et Menneske, født af en Kvinde, lever en stakket Tid og maettes af Uro.
Job	14	2	2. Han gaar op som et Blomster og henvisner, han flyr som en Skygge og bestaar ikke.
Job	14	3	3. Ogsaa over en saadan oplader du dine Øjne og fører mig for din Dom.
Job	14	4	4. Ja, kom der dog en ren af en uren! men nej, ikke en eneste.
Job	14	5	5. Dersom hans Dage ere bestemte, hans Maaneders Tal fastsat hos dig, dersom du har sat ham en Graense, han ikke kan overskride:
Job	14	6	6. Da lad af fra ham, at han maa hvile; at han dog som en Daglønner maa glaede sig ved sin Dag.
Job	14	7	7. Thi et Trae har Haab: Naar det er afhugget, kan det igen skyde frem, og dets Kviste udeblive ikke.
Job	14	8	8. Om end dets Rod bliver gammel i Jorden, og dets Stub dør i Støvet,
Job	14	9	9. saa grønnes det dog igen af Vandets Duft og skyder Grene som en frisk Plante.
Job	14	10	10. Men dør en Mand, er hans Kraft forbi, og opgiver et Menneske Aanden, hvor er han da?
Job	14	11	11. Vand Iøber ud af Søen, og en Flod svinder og bliver tør:
Job	14	12	12. Saaledes laegger og et Menneske sig og staar ikke op; indtil Himlene ikke mere ere, opvaagne de ikke, og de opvaekkes ikke af deres Søvn.
Job	14	13	13. Gid du vilde gemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; at du vilde saette mig en beskikket Tid og vilde komme mig i Hu igen!
Job	14	14	14. Naar en Mand dør, mon han da skal leve op igen? saa vilde jeg vente alle mine Stridsdage, indtil min Afløsning kom.
Job	14	15	15. Du skulde kalde, og jeg skulde svare dig; du skulde laenges efter dine Haenders Gerning!
Job	14	16	16. Thi nu taeller du mine Skridt; du varer ikke over min Synd.
Job	14	17	17. Min Overtraedelse er forseglet i et Knippe, og du syr til om min Misgerning.
Job	14	18	18. Men et Bjerg, som falder, smuldrer hen, og en Klippe flyttter sig fra sit Sted;
Job	14	19	19. Vandet udhuler Stene, og dets Strømme bortskylle Jordens Støv: Saaledes gør du et Menneskes Forhaabning til intet.
Job	14	20	20. Du overvaelder ham evindelig, og han farer hen; du forvender hans Udseende og lader ham fare.
Job	14	21	21. Ere hans Børn i Aere, da ved han det ikke; ere de ringe, da maerker han det ikke.
Job	14	22	22. For ham er kun Smerten, hans Kød lider, og for ham Sorgen, hans Sjael føler.
------------------------Jobs Bog, Kapitel 15
Job	15	1	1. Da svarede Elifas, Themaniten, og sagde:
Job	15	2	2. Skal en viis svare med Kundskab, som kun er Vejr, og fylde sin Bug med Blaest,
Job	15	3	3. idet han fører Bevis med Ord, som ikke gavne, og med Taler, som intet baade!
Job	15	4	4. Ja, du tilintetgør Gudsfrygt og svaekker Bønnen for Guds Ansigt.
Job	15	5	5. Thi din egen Mund beviser din Misgerning, og du vaelger de traeskes Tunge.
Job	15	6	6. Din egen Mund dømmer dig skyldig og ikke jeg, og dine Laeber vidne imod dig.
Job	15	7	7. Mon du er født som det første Menneske var, og er du avlet førend Højene
Job	15	8	8. Mon du har hørt til i Guds hemmelige Raad og har revet Visdommen til dig o
Job	15	9	9. Hvad ved du, som vi ikke vide hvad for staar du, og det skulde ikke vaere os bekendt
Job	15	10	10. Der er baade graahaerdede og bedagede iblandt os, Maend, som have levet laengere end din Fader.
Job	15	11	11. Er Guds Trøst dig for ringe og det Ord, som han i Mildhed har talt med dig,
Job	15	12	12. Hvorfor betager dit Hjerte dig, og hvorfor blinke dine Øjne?
Job	15	13	13. Thi du vender din Harme imod Gud, og du har ladet Taler udfare af din Mund.
Job	15	14	14. Hvad er et Menneske, at det skulde vaere rent? eller at den skulde vaere retfaerdig, sóm er født af en Kvinde?
Job	15	15	15. Se, han tror ikke sine hellige, og Himlene ere ikke rene for hans Øjne:
Job	15	16	16. Hvor meget mindre den, som er vederstyggelig og fordaervet, den Mand, der drikker Uretfaerdighed som Vand?
Job	15	17	17. Jeg vil kundgøre dig det, hør mig; og hvad jeg har set, vil jeg fortaelle:
Job	15	18	18. Hvad de vise have forkyndt, og hvad de ikke have dulgt som en Arv fra deres Faedre,
Job	15	19	19. dem alene blev Landet givet, og ingen fremmed traengte ind iblandt dem.
Job	15	20	20. Den ugudelige baever alle sine Dage, og faa Aar i Tallet ere henlagte til en Voldsmand.
Job	15	21	21. Raedsler lyde for hans øren; midt i Freden kommer en Ødelaegger over ham.
Job	15	22	22. Han kan ikke tro paa, at han vil komme tilbage fra Mørket, og han er udset til at omkomme ved Svaerdet.
Job	15	23	23. Han vanker hid og did efter Brødet og siger: Hvor er det han ved, at Mørkheds Dag er bestemt, ja er ved hans Side.
Job	15	24	24. Angest og Nød forfaerde ham, det overvaelder ham, som var det en Konge, der er rede til Striden;
Job	15	25	25. thi han har udrakt; sin Haand imod Gud og har vaeldig sat sig op imod den Almaegtige;
Job	15	26	26. han løb med oprakt Hals imod ham under sine Skjoldes taette Tag;
Job	15	27	27. thi han har lagt Fedt paa sit Ansigt og lagt sig ud over sin Laend med Fedme,
Job	15	28	28. og han boede i Staeder, som vare ødelagte, i Huse, som man ikke bor i, som ere bestemte til Grushobe.
Job	15	29	29. Han skal ikke blive rig, og hans Formue skal ikke bestaa; og hvad de have erhvervet skal ikke udbredes i Landet.
Job	15	30	30. Han skal ikke komme bort fra Mørket en Lue skal tørre hans Kvist; mer han skal komme bort ved hans Munds Aande.
Job	15	31	31. Han skal ikke forlade sig paa Forfaengelighed, har skuffer sig; thi Forfaengelighed skal vorde ham Betaling.
Job	15	32	32. Før hans; Dag kommer, skal det opfyldes, og hans Gren skal ikke grønnes.
Job	15	33	33. Som Vintraeet skal han afryste sine sure Druer og som Olietraeet kaste sit Blomster.
Job	15	34	34. Thi den vanhelliges. Forsamling skal blive øde, og Ild fortaerer Bestikkelsens Telte.
Job	15	35	35. De undfange Uret og føde Udaad, og deres Inderste bereder Svig.
------------------------Jobs Bog, Kapitel 16
Job	16	1	1. Da svarede Job og sagde:
Job	16	2	2. Jeg har hørt mange Ting som dise: I ere alle sammen besvaerlige Trøstere.
Job	16	3	3. Bliver der Ende paa Ord, som kun ere Vind? eller hvad aegger dig, at du svarer?
Job	16	4	4. Ogsaa jeg kunde tale som I, var kun eders Sjael i min Sjaels Sted! jeg kunde saette Ord sammen imod eder og ryste med Hovedet over eder.
Job	16	5	5. Jeg kunde styrke eder med min Mund, og mine Laebers Trøst kunde bringe Lindring.
Job	16	6	6. Vilde jeg tale, saa lindres min Smerte ikke; og vilde jeg lade vaere, hvad Lettelse finder jeg?
Job	16	7	7. Dog, nu har han gjort mig traet; du har ødelagt min hele Forsamling.
Job	16	8	8. Du har grebet mig, det blev et Vidne mod mig; og min Magerhed rejste sig imod mig, den taler imod mig.
Job	16	9	9. Hans Vrede har revet mig bort og forfulgte mig, han skar Taender imod mig, som min Modstander stirrer han med sine Øjne imod mig.
Job	16	10	10. De opspilede deres Gab imod mig, de sloge mine Kinder med F'orhaanelse, de flokkede sig til Hobe imod mig.
Job	16	11	11. Gud overantvordede mig til en uretfaerdig og lod mig komme i de ugudeliges Haender.
Job	16	12	12. Jeg var rolig; men han sønderrev mig og tog mig i Nakken og sønderslog mig og oprejste mig til en Skive for sig.
Job	16	13	13. Hans Skytter omringe mig, han sønderskaerer mine Nyrer og sparer ikke, han udgyder min Galde paa Jorden.
Job	16	14	14. Han gennembryder mig med Stød paa Stød, han løber imod mig som en Krigshelt.
Job	16	15	15. Jeg syede Saek omkring min Hud og lagde mit Horn i Støvet.
Job	16	16	16. Mit Ansigt blusser af Graad, og Dødens Skygge hviler over mine Øjenlaage,
Job	16	17	17. skønt ingen Uret er i mine Haender, og min Bøn er ren.
Job	16	18	18. O Jord! skjul ikke mit Blod, og ingen Graense vaere for mit Raab.
Job	16	19	19. Alt nu, se, i Himmelen er mit Vidne, og min Talsmand er i det høje.
Job	16	20	20. Mine Venner ere blevne mine Bespottere, med Taarer vender mit Øje sig til Gud,
Job	16	21	21. at han vilde skifte Ret mellem Manden og Gud, imellem Menneskets Barn og hans Naeste.
Job	16	22	22. Thi faa Aar skulle endnu komme, saa gaar jeg bort ad en Vej, ad hvilken jeg ikke kommer tilbage.
------------------------Jobs Bog, Kapitel 17
Job	17	1	1. Min Aand er brudt, mine Dage ere udslukkede, Gravene vente mig.
Job	17	2	2. Er der ikke Spot omkring mig, og maa mit Øje ikke dvaele ved deres Genstridighed?
Job	17	3	3. Kaere, stil mig Borgen hos dig, lov for mig; hvo er der ellers, der giver mig Haandslag?
Job	17	4	4. Thi du har lukket deres Hjerte for Indsigt, derfor skal du ikke ophøje dem.
Job	17	5	5. Man byder Venner ud til Bytte, og deres Børns Øjne hentaeres.
Job	17	6	6. Men han har stillet mig til at vaere et Ordsprog iblandt Folkene, og jeg er bleven som den, man spytter i Ansigtet.
Job	17	7	7. Derfor er mit Øje mørkt af Harm, og alle mine Lemmer ere som en Skygge.
Job	17	8	8. For sligt maa de oprigtige forskraekkes, og den uskyldige harmes over den vanhellige.
Job	17	9	9. Dog holder den retfaerdige fast ved sin Vej, og den, som har rene Haender, faar mere Styrke.
Job	17	10	10. Men I, kommer kun alle frem igen, og jeg vil dog ikke finde en viis iblandt eder.
Job	17	11	11. Mine Dage ere gangne forbi; oprykkede ere mine Tanker, hvilke mit Hjerte besad.
Job	17	12	12. De gøre Nat til Dag; og Lyset skal vaere naer, naar Mørket kommer.
Job	17	13	13. Dersom jeg end forventer noget, da er det Graven som min Bolig; jeg har redet mit Leje i Mørket.
Job	17	14	14. Jeg har raabt til Graven: Du er min Fader! til Ormen: Min Moder og min Søster!
Job	17	15	15. Hvor skulde da min Forventelse vaere? ja min Forventelse - hvo skuer den?
Job	17	16	16. Den skal nedfare til Gravens Porte, naar der tilmed bliver Ro i Støvet.
------------------------Jobs Bog, Kapitel 18
Job	18	1	1. Da svarede Bildad, Sukiten, og sagde:
Job	18	2	2. Naar ville I gøre Ende paa Ord? forstaar først, og derefter ville vi tale.
Job	18	3	3. Hvorfor blive vi agtede som Fae og ere blevne urene for eders Øjne?
Job	18	4	4. du, som sønderslider din Sjael i din Vrede, mon Jorden skal ligge forladt for din Skyld og en Klippe flyttes fra sit Sted?
Job	18	5	5. Ja den ugudeliges Lys skal udslukkes, og hans Ilds Lue skal ikke skinne.
Job	18	6	6. Lyset skal blive mørkt i hans Telt, og hans Lampe over ham skal udslukkes.
Job	18	7	7. Hans Krafts Skridt skulle indsnaevres, og hans eget Raad skal styrte ham.
Job	18	8	8. Thi han føres i Garnet ved sine egne Fødder, og han vandrer over et Net;
Job	18	9	9. Snaren holder ham om Haelen, Strikken snører sig fast om ham;
Job	18	10	10. Garnet for ham ligger skjult paa Jorden, og Faelden for ham ved Stien;
Job	18	11	11. Raedsler forfaerde ham trindt omkring, og de drive ham hid og did, hvor han gaar;
Job	18	12	12. hans Kraft vansmaegter af Hunger, og Ulykke er beredt til hans Side.
Job	18	13	13. Lemmerne under hans Hud skal Dødens førstefødte fortaere, ja hans Lemmer skal den fortaere.
Job	18	14	14. Han rives op fra sit Telt, som var hans Tillid, og han føres frem til Raedslernes Konge.
Job	18	15	15. Der skal bo i hans Telt hvad der ikke hører ham til; Svovl skal strøs over hans Bolig.
Job	18	16	16. Hans Rødder skulle tørres nedentil, og oventil skal hans Gren afskaeres.
Job	18	17	17. Hans Ihukommelse skal udslettes af Landet, og han skal intet Navn have paa Gaderne.
Job	18	18	18. De skulle udstøde ham fra Lyset til Mørket og bortjage ham fra Jorderige.
Job	18	19	19. Han skal ikke have en Søn og ej en Sønnesøn iblandt sit Folk, og der skal ingen blive tilovers i hans Boliger.
Job	18	20	20. Efterkommerne skulle forskraekkes over hans Dag, og de gamle skulle betages af Forfaerdelse.
Job	18	21	21. Visselig, saadanne ere den uretfaerdiges Boliger og saadant dens Sted, som ikke kender Gud.
------------------------Jobs Bog, Kapitel 19
Job	19	1	1. Men Job svarede og sagde:
Job	19	2	2. Hvor laenge ville I bedrøve min Sjael og knuse mig med Ord?
Job	19	3	3. I have nu ti Gange forhaanet mig, I skammede eder ikke ved at overdøve mig.
Job	19	4	4. Og sandelig, om jeg end har faret vild, da bliver jo min Vildfarelse hos mig selv.
Job	19	5	5. Dersom I virkelig vilde ophøje eder imod mig og overbevise mig om min Skam,
Job	19	6	6. saa forstaar dog, at Gud har forvendt min Sag og har ladet sit Garn omringe mig.
Job	19	7	7. Se, jeg raaber over Vold, og jeg faar ikke Svar jeg skriger, og der er ingen Ret.
Job	19	8	8. Han satte Gaerde for min Vej, at jeg ikke kan komme over, og han lagde Mørkhed over mine Stier.
Job	19	9	9. Han afførte mig min Aere og bort tog mit Hoveds Krone.
Job	19	10	10. Han nedbrød mig trindt omkring, og jeg for bort; han oprykkede mit Haab som et Trae;
Job	19	11	11. og han optaendte sin Vrede imod mig og agtede mig over for sig som sine Fjender.
Job	19	12	12. Hans Tropper kom til Hobe og banede sig Vej imod mig, og de lejrede sig trindt omkring mit Telt.
Job	19	13	13. Han fjernede mine Brødre fra mig, og de, som kende mig, holde sig aldeles fremmede for mig.
Job	19	14	14. Mine naermeste have forladt mig, og mine Kyndinge have, glemt mig.
Job	19	15	15. De, som bo hos mig i mit Hus, og mine Tjenestepiger agte mig som en fremmed, jeg er bleven en Udlaending for deres Øjne.
Job	19	16	16. Jeg kaldte ad min Tjener, og han svarede ikke; med egen Mund maatte jeg bede ham bønligt.
Job	19	17	17. Min Aand er bleven fremmed for min Hustru og min Kaerlighed for min Moders Sønner.
Job	19	18	18. Endogsaa Børn foragte mig; staar jeg op, tale de imod mig.
Job	19	19	19. Alle de Maend, som vare i min Fortrolighed, have vederstyggelighed til mig, og de, som jeg elskede, have vendt sig imod mig.
Job	19	20	20. Mine Ben haenge ved min Hud og ved mit Kød, og jeg er netop undsluppen med mine Taenders Hud.
Job	19	21	21. Forbarmer eder over mig, forbarmer eder over mig, I, mine Venner! thi Guds Haand har rørt mig.
Job	19	22	22. Hvi forfølge I mig, ligesom Gud, og kunne ikke maettes af mit Kød?
Job	19	23	23. Gid dog mine Ord maatte blive opskrevne, gid de maatte blive prentede i en Bog,
Job	19	24	24. ja, maatte de med; en Jernstil og med Bly blive indhuggede i en Klippe til evig Tid!
Job	19	25	25. Og jeg ved, at min Genløser lever, og at han som den sidste skal. staa op over Støvet.
Job	19	26	26. Og naar min Hud, saaledes sønderslidt, er borte, og jeg er blottet for mit Kød, skal jeg skue Gud,
Job	19	27	27. hvem jeg skal skue som den, der er for mig, og hvem mine Øjne skulle se, og ikke en fremmed; mine Nyrer forsmaegte i mit Indre.
Job	19	28	28. Naar I sige: Hvor skulle vi dog forfølge ham! - og Sagens Rod skal vaere funden i mig -.
Job	19	29	29. Da frygter for Svaerdet; thi Vreden rammer Misgerninger, som fortjene Svaerdet; paa det I skulle vide, at der er Dom til.
------------------------Jobs Bog, Kapitel 20
Job	20	1	1. Da svarede Zofar, Naamathiten, og sagde:
Job	20	2	2. Derfor give mine Tanker mig Svar, og fordi jeg har Hast i mit Indre.
Job	20	3	3. Jeg maa høre en Undervisning til Forsmaedelse for mig; men Aanden svarer mig ud af min Forstand.
Job	20	4	4. Ved du dette, som har vaeret af Evighed, siden Mennesker sattes paa Jorden:
Job	20	5	5. At de ugudeliges Frydeskrig er stakket, og den vanhelliges Glaede kun varer et Øjeblik?
Job	20	6	6. Om hans Højhed steg op til Himmelen, og hans Hoved naaede til Skyen,
Job	20	7	7. saa skal han dog svinde hen for evigt som Skarn; de, som saa ham, skulle sige: Hvor er han
Job	20	8	8. Ligesom en Drøm skal han bortfly, og man skal ikke finde ham; og han skal forjages som et Syn om Natten.
Job	20	9	9. Det Øje, som har set ham, skal ikke se ham mere, og hans Sted skal ikke beskue ham ydermere.
Job	20	10	10. Hans Børn skulle søge at behage de ringe, og hans Haender skulle give hans Formue tilbage.
Job	20	11	11. Hans Ben vare fulde af Ungdomskraft, men den skal ligge i Støvet med ham.
Job	20	12	12. Er Ondskab end sød i hans Mund, vilde han end dølge den under sin Tunge,
Job	20	13	13. vilde han end spare den og ikke slippe den, men holde den tilbage i sin Gane:
Job	20	14	14. Saa vilde dog hans Brød forvandle sig i hans Indvolde og blive til Øglegalde inden i ham.
Job	20	15	15. Han nedslugte Gods, men han skal udspy det; Gud skal drive det ud af hans Bug.
Job	20	16	16. Han indsugede Øglegift; Otterslangens Tunge skal draebe ham?
Job	20	17	17. Ej skue han Strømme, ej Baekke, som flyde med Honning og Maelk.
Job	20	18	18. Han skal tilbagegive det, han har havt Umage for, og ikke nyde det; som Gods, han har erhvervet, og han skal ikke fryde sig.
Job	20	19	19. Thi han fortrykte de ringe og lod dem ligge; han røvede et Hus, og han byggede det ikke.
Job	20	20	20. Fordi han ikke har vidst at vaere rolig i sin Bug, skal han ikke undkomme ved sit kostelige Gods.
Job	20	21	21. Der var ingen tilovers, han jo fortaerede, derfor skal hans Lykke ikke blive varig.
Job	20	22	22. Naar han har fuldt op i Overflod, skal han dog blive bange, hver lidendes Haand skal komme over ham.
Job	20	23	23. For at fylde hans Bug sende Gud sin grumme Vrede over ham, og lade det regne over ham, som skal fortaere ham!
Job	20	24	24. Han skal fly for Jernrustning, en Kobberbue skal gennemskyde ham.
Job	20	25	25. Han drager Pilen ud, og den gaar ud af hans Liv, den lynende Od kommer ud af hans Galde; Forfaerdelser overfalde ham.
Job	20	26	26. Mørket er helt opbevaret for hans Skatte, en Ild, der ikke pustes til, skal fortaere ham; det skal gaa den ilde, som er bleven tilbage i hans Telt.
Job	20	27	27. Himmelen skal aabenbare hans Misgerning, og Jorden skal rejse sig imod ham.
Job	20	28	28. Hans Hus's Indtaegt skal bortføres; den skal flyde bort paa Guds Vredes Dag.
Job	20	29	29. Dette er et ugudeligt Menneskes Lod fra Gud og hans tilsagte Arv fra Gud.
------------------------Jobs Bog, Kapitel 21
Job	21	1	1. Men Job svarede og sagde:
Job	21	2	2. hører, ja hører min Tale, og lader dette vaere den Trøst, I yde!
Job	21	3	3. Fordrager mig, og jeg vil tale, og naar jeg har talt, da kan du spotte!
Job	21	4	4. Mon min Klage gaelder Mennesker og om saa er, hvorfor skulde ikke min Aand blive utaalmodig?
Job	21	5	5. Vender eder til mig, og gruer og laegger Haanden paa Munden!
Job	21	6	6. Thi kommer jeg det i Hu, da forfaerdes jeg, og Baevelse betager mit Kød.
Job	21	7	7. Hvorfor blive de ugudelige i. Live, blive gamle, ja vaeldige i Kraft?
Job	21	8	8. Deres Saed staar fast for deres Ansigt om dem og deres Afkom for deres Øjne.
Job	21	9	9. Deres Huse have Fred, uden Frygt, og Guds Ris er ikke over dem.
Job	21	10	10. Deres Tyr springer og ej forgaeves; deres Ko kalver og er ikke ufrugtbar.
Job	21	11	11. De lade deres Børn løbe som en Faarehjord, og deres Drenge springe.
Job	21	12	12. De opløfte deres Røst til Tromme og Harpe og glaede sig ved; Fløjtens Lyd.
Job	21	13	13. De slide deres Dage hen i Lykke, og i et Øjeblik synke de ned i de dødes Rige.
Job	21	14	14. Og dog sagde de til Gud: Vig fra os! thi vi have ikke Lyst til Kundskab om dine Veje.
Job	21	15	15. Hvad er den Almaegtige, at vi skulde tjene ham? eller hvad Gavn skulde vi have af at bønfalde ham?
Job	21	16	16. Se, deres Lykke hviler dog ikke i deres egen Haand! De ugudeliges Raad er langt fra mig.
Job	21	17	17. Hvor tit udslukkes vel de ugudeliges Lampe og kommer deres Ulykke over dem? hvor tit uddeler Gud Smerter til dem i sin Vrede?
Job	21	18	18. Blive de som Straa for Vejr og som Avner, hvilke Hvirvelvind bortstjaeler
Job	21	19	19. Gud gemmer hans Uret til hans Børn." Han skulde betale ham selv, at han fornemmer det.
Job	21	20	20. Hans egne Øjne skulle se hans Fordaervelse, og han skulde drikke af den Almaegtiges Vrede.
Job	21	21	21. Thi hvad bekymrer han sig om sit Hus efter sig, naar hans Maaneders Tal er ude?
Job	21	22	22. Mon nogen vil laere Gud Kundskab, ham, som dømmer de høje?
Job	21	23	23. Den ene dør i sin fulde Styrke, ganske rolig og tryg;
Job	21	24	24. hans Kar vare fulde af Maelk, og Marven i hans Ben var vaedskefuld.
Job	21	25	25. Men den anden maa dø med en beskelig bedrøvet Sjael og har ikke nydt noget godt.
Job	21	26	26. De skulle ligge med hinanden i Støvet, og Ormene skulle bedaekke dem.
Job	21	27	27. Se, jeg kender eders Tanker, ja eders Raenker, med hvilke I gøre Vold imod mig;
Job	21	28	28. thi I sige: Hvor er Voldsmandens Hus og hvor er Teltet, hvor de ugudelige boede?
Job	21	29	29. Have I ikke adspurgt de vejfarende, og erkende I ikke deres Vidnesbyrd,
Job	21	30	30. at den onde skulde spares til Ulykkens Dag, skulde føres frem til Vredens Dag
Job	21	31	31. Hvo vil forholde ham hans Vej? naar han gør noget, hvo vil betale ham
Job	21	32	32. Og han føres hen til Gravene, og ved Gravhøjen lever hans Minde.
Job	21	33	33. I Dalens Muld hviler han sødt, og han drager hvert Menneske efter sig, og paa dem foran ham er ikke Tal.
Job	21	34	34. Hvorledes trøste I mig da med Forfaengelighed? og hvad der bliver tilbage af eders Svar, er Troløshed.
------------------------Jobs Bog, Kapitel 22
Job	22	1	1. Da svarede Elifas, Thernaniten, og sagde:
Job	22	2	2. Mon en Mand kan gavne Gud? nej; men han gavner sig selv, naar han handler klogelig.
Job	22	3	3. Mon det er den Almaegtige en Fordel, at du er retfaerdig? og mon det er ham en Vinding, at du holder dine veje fuldkomne?
Job	22	4	4. Mon han af Frygt for dig skal overbevise dig og gaa i Rette med dig?
Job	22	5	5. Er ikke din Ondskab megen og ingen Ende paa dine Misgerninger?
Job	22	6	6. Thi du tog Pant af dine Brødre uden Føje og trak Klaederne af de nøgne.
Job	22	7	7. Du gav ikke den traette Vand at drikke og naegtede den hungrige Brød.
Job	22	8	8. Men den Mand, hvis Arm var staerk, han havde Landet, og den, hvis Person var i anset, boede deri.
Job	22	9	9. Du lod Enker fare tomhaendede, og de faderløses Arme knustes.
Job	22	10	10. Derfor er der Snarer trindt omkring dig, og Raedsel har hastelig forfaerdet dig.
Job	22	11	11. Eller ser du ikke Mørket og Vandfloden, som bedaekker dig?
Job	22	12	12. Er ikke Gud i den høje Himmel? og se de øverste Stjerner, hvor de ere høje!
Job	22	13	13. Derfor siger du: Hvad ved Gud? skulde han kunne dømme igennem Mørket?
Job	22	14	14. Skyerne ere et Skjul for ham, at han ikke ser, og han vandrer omkring Himlenes Kreds.
Job	22	15	15. vil du tage Vare paa Fortidens Vej, som de uretfaerdige Folk have vandret paa,
Job	22	16	16. de, som reves bort, førend det var deres Tid, hvis Grundvold opløstes i en Strøm;
Job	22	17	17. de, som sagde til Gud: Vig fra os; og: Hvad den Almaegtige vel skulde kunne gøre for dem.
Job	22	18	18. Han havde dog fyldt deres Huse med godt; men de ugudeliges Raad er langt fra mig.
Job	22	19	19. De retfaerdige se det og glaede sig, og den uskyldige spotter dem:
Job	22	20	20. Sandelig, vor Modstander er tilintetgjort, og Ild har fortaeret deres Herlighed".
Job	22	21	21. Kaere, hold dig til ham, og hav saa Fred! deraf skal kornme godt til dig.
Job	22	22	22. Kaere, tag Laerdom af hans Mund, og laeg hans Ord i dit Hjerte!
Job	22	23	23. Dersom du vender om til den Almaegtige, da bliver du bygget op igen, ja, naar du holder Uret langt fra dine Telte.
Job	22	24	24. Og kast Guldet i Støvet og Ofirs Guld blandt Baekkens Stene:
Job	22	25	25. Saa skal den Almaegtige vaere dit Guld, og han skal vaere dit kostbare Sølv.
Job	22	26	26. Thi da skal du forlystes ved den Almaegtige og opløfte dit Ansigt til Gud.
Job	22	27	27. Du skal bede til ham, og han skal høre dig, og du skal betale dine Løfter.
Job	22	28	28. Naar du beslutter en Ting, da skal den lykkes for dig, og Lyset skal skinne over dine Veje.
Job	22	29	29. Naar man trykker dig ned, da siger du: Opad! og han skal frelse den, som slaar Øjnene ned.
Job	22	30	30. Han skal fri endogsaa den, der ikke er uskyldig, og denne skal udfries ved dine Haenders Renhed.
------------------------Jobs Bog, Kapitel 23
Job	23	1	1. Men Job svarede og sagde:
Job	23	2	2. Min Klage er end i Dag Genstridighed; min Haand ligger tungt over mit Suk.
Job	23	3	3. Gid jeg kunde kende og finde ham og komme til hans faste Bolig!
Job	23	4	4. Jeg vilde laegge Sagen frem for hans. Ansigt og fylde min Mund med Bevisninger.
Job	23	5	5. Jeg vilde gerne vide de Ord, som han kunde svare mig, og forstaa, hvad han vilde sige mig.
Job	23	6	6. Mon han vilde traette med mig i sin store Kraft? nej, han vilde kun agte paa mig.
Job	23	7	7. Da vilde en retfaerdig gaa i Rette med ham, og for evigt vilde jeg gaa fri ud fra den, som dømmer mig.
Job	23	8	8. Se, vil jeg gaa fremad, da er han ikke der, eller tilbage, da maerker jeg ham ikke.
Job	23	9	9. Gør han noget til venstre, da kan jeg ikke beskue ham; skjuler han sig til højre, da kan jeg ikke se ham.
Job	23	10	10. Thi han kender den Vej, som ligger for mig; prøver han mig, gaar jeg ud som Guldet.
Job	23	11	11. Min Fod holdt fast ved hans Spor, jeg tog Vare paa hans Vej og afveg ikke.
Job	23	12	12. Fra hans Laebers Bud er jeg heller ikke afvegen, jeg gemte hans Munds Tale fremfor min egen Lov.
Job	23	13	13. Men staar han fast ved et, hvo vil da holde ham tilbage? hvad hans Sjael har Lyst til, det gør han.
Job	23	14	14. Thi han skal fuldkomme det, mig er beskikket, og mange saadnne Ting har han for.
Job	23	15	15. Derfor forfaerdes jeg for hans Ansigt; taenker jeg efter, da frygter jeg for ham.
Job	23	16	16. Og Gud har gjort mit Hjerte mistrøstigt, og den Almaegtige har forfaerdet mig.
Job	23	17	17. fordi jeg ikke bortrykkedes fra Mørket, og han ikke har skjult Mulm for mit Ansigt.
------------------------Jobs Bog, Kapitel 24
Job	24	1	1. Hvorfor ere Tider ikke gemte af den Almaegtige? og hvorfor se de, som kender ham, ikke hans Dage?
Job	24	2	2. Man forrykker Markskel, man røver Hjorder og vogter dem;
Job	24	3	3. man driver de faderløses Asen bort, man tager en Enkes Okse til Pant;
Job	24	4	4. man traenger de fattige ud af Vejen, de elendige i Landet maa skjule sig til Hobe.
Job	24	5	5. Se, som Vildaesler i Ørken gaa de ud til deres Gerning, de staa aarle op efter Føde! Ørkenen giver dem Brød til Børnene.
Job	24	6	6. De høste den ugudeliges Blandingssaed, og de holde Efterhøst i hans Vingaard.
Job	24	7	7. Nøgne ligge de om Natten, uden Klaeder, og uden Daekke i Kulden.
Job	24	8	8. De blive vaade af Bjergenes Vandskyl, og fordi de ingen Tilflugt have, favne de Klippen.
Job	24	9	9. Man river den fader løse fra, Moders Bryst; og af den elendige tager man Pant.
Job	24	10	10. Nøgne gaa de uden Klaeder, og hungrende baere de Neg.
Job	24	11	11. De udperse Olie inden for hines Mure, de traede Vinperserne og tørste derved.
Job	24	12	12. Fra Staden sukke Folk, og de gennemboredes Sjaele skrige; dog agter Gud ikke paa det urimelige deri.
Job	24	13	13. Der er dem, som hade Lyset, de kende ikke dets Veje, og de blive ikke paa dets Stier.
Job	24	14	14. Morderen staar op, naar det dages, slaar den elendige og fattige ihjel; og om Natten er han som Tyvern.
Job	24	15	15. Og Horkarlens Øjne vare paa Tusmørket, og han siger: Intet Øje skal skue mig; og han laegger et Daekke over sit Ansigt.
Job	24	16	16. I Mørket brydes ind i Husene, om Dagen lukke de sig inde; de kende ikke Lyset
Job	24	17	17. Thi for dem alle er Dødsskygge Morgen; thi de ere bekendte med Dødsskyggens Raedsler.
Job	24	18	18. Let farer en saadan bort paa Vandet, deres Arvelod er forbandet i Landet; han vender sig ikke til Vingaardenes Vej.
Job	24	19	19. Tørhed, ja Hede borttager Snevand. Dødsriget dem, som have syndet.
Job	24	20	20. Moders Liv glemmer ham, han smager Ormene vel; han ihukommes ikke ydermere, og Uretfaerdigheden sønderbrydes som et Trae;
Job	24	21	21. han, der udpinte den ufrugtbare, som ikke fødte, og ikke vilde gøre en Enke godt.
Job	24	22	22. Dog Gud opholder de maegtige laenge med sin Magt; de rejse sig, naar de ikke mere tro paa deres Liv.
Job	24	23	23. Han giver dem Tryghed, og de forlade sig fast derpaa; og hans Øjne ere over deres Veje.
Job	24	24	24. De ere ophøjede; om en liden Stund findes ingen af dem, og de synke hen, de indsamles som alle andre, og de afhugges som Toppen paa et Aks.
Job	24	25	25. Og hvis det ikke er saa, hvo kan da straffe mig for Løgn og gøre min Tale til intet
------------------------Jobs Bog, Kapitel 25
Job	25	1	1. Men Bildad, Sukiten, svarede og sagde:
Job	25	2	2. Hos ham er Herskermagt og Raedsel; han skaber Fred i sine høje Boliger.
Job	25	3	3. Mon der vaere Tal paa hans Tropper? og over hvem opgaar ikke hans Lys?
Job	25	4	4. Hvorledes kan da et Menneske vaere retfaerdigt for Gud? og hvorledes kan den, som er født af en Kvinde, vaere ren?
Job	25	5	5. Se, selv Maanen skinner ikke klar, og Stjernerne ere ikke rene for hans Øjne.
Job	25	6	6. Hvor meget mindre Mennesket, den Orm, og Menneskets Barn, den Maddike.
------------------------Jobs Bog, Kapitel 26
Job	26	1	1. Da svarede Job og sagde:
Job	26	2	2. Hvad har du hjulpet den, som ingen Kraft havde? frelste du den Arm, som ingen Styrke havde?
Job	26	3	3. Hvorledes raadede du den, som ingen Visdom havde, og kundgjorde Indsigt til Overflod
Job	26	4	4. For hvem har du kundgjort Tale, og hvis Aand talte ud af dig?
Job	26	5	5. Dødningerne baeve neden unde Vandene og deres Beboere.
Job	26	6	6. Dødsriget ligger blottet for ham, og Afgrunden har intet Skjul.
Job	26	7	7. Han udbreder Norden over det øde, han laenger Jorden paa intet.
Job	26	8	8. Han binder Vandet sammen i sine Skyer, dog brister Skydaekket ikke under dem.
Job	26	9	9. Han lukker for sin Trone, han udbreder sin Sky over den.
Job	26	10	10. Han har draget en Graense oven over Vandene indtil der, hvor Lyset ender i Mørke.
Job	26	11	11. Himmelens Piller skaelve og forfaerdes for hans Trusel.
Job	26	12	12. ved sin Kraft oprører han Havet, og med sin Forstand bryder han dets Hovmod.
Job	26	13	13. Ved hans Aande blive Himlene dejlige; hans Haand gennemborer den flygtende Slange.
Job	26	14	14. Se, disse ere de yderste Graenser af hans Veje, og hvor svag er Lyden af det Ord, som vi have hørt deraf? Men hans Vaeldes Torden - hvo forstaar den!
------------------------Jobs Bog, Kapitel 27
Job	27	1	1. Og Job blev ved at fremføre sit Billedsprog og sagde:
Job	27	2	2. Saa sandt Gud lever, som har borttaget min Ret, og den. Almaegtige, som har beskelig bedrøvet min Sjael!
Job	27	3	3. thi endnu er min Aand i mig, og Guds Aande i min Naese -
Job	27	4	4. skulle mine Laeber ikke tale Uret, og skal min Tunge ikke fremføre Svig.
Job	27	5	5. Det vaere langt fra mig, at jeg skulde give eder Ret; indtil jeg opgiver Aanden, vil jeg ikke lade mig fratage min Uskyldighed.
Job	27	6	6. Jeg vil holde paa min Retfaerdighed og ikke lade af fra den; mit Hjerte skal ikke bebrejde mig nogen af mine Dage.
Job	27	7	7. Min Fjende skal staa som en ugudelig, og den, som rejser sig imod mig, som en uretfaerdig.
Job	27	8	8. Thi hvad er den vanhelliges Forventelse, naar Gud bortskaerer og bortrykker hans Sjael!
Job	27	9	9. Mon Gud skulde høre hans Skrig, naar Angest kommer over ham lo Kan han forlyste sig ved den Almaegtige?
Job	27	10	10. kan han til hver en Tid paakalde Gud?
Job	27	11	11. Jeg vil laere eder om Guds Haand; hvad der er hos den Almaegtige, vil jeg ikke dølge.
Job	27	12	12. Se, I have jo alle set det; hvorfor naere I da en saadan Forfaengelighed?
Job	27	13	13. Dette er et ugudeligt Menneskes Del hos Gud og Voldsmaends Arv, som de faa af den Almaegtige.
Job	27	14	14. Har han mange Børn, hjemfalde de til Svaerdet, og hans Afkom vil ikke maettes af Brød.
Job	27	15	15. De, som blive tilovers af ham, skulle begraves ved Døden, og hans Enker skulle ikke begraede ham.
Job	27	16	16. Naar han sanker Sølv og samler klaeder som Dynd,
Job	27	17	17. da samler han det vel, men den retfaerdige skal iføre sig det, og den uskyldige skal dele Pengene.
Job	27	18	18. Han byggede sit Hus som Møl, og som en Hytte, en Vogter gør sig.
Job	27	19	19. Rig laegger han sig og bliver ikke ved; sine Øjne oplader han og er ikke mere til.
Job	27	20	20. Forskraekkelser skulle gribe ham som Vande, en, Hvirvelvind skal bortstjaele ham om Natten.
Job	27	21	21. Østenvejret skal løfte ham op, og han farer bort, og det skal hvirvle ham bort fra sit Sted.
Job	27	22	22. Og Gud skal skyde paa ham og ikke spare; med Il skal han ville fly fra hans Haand.
Job	27	23	23. Man skal klappe i Haenderne over ham og pibe ham bort fra hans Sted.
------------------------Jobs Bog, Kapitel 28
Job	28	1	1. Thi Sølvet har sit Sted, hvorfra det kommer, og Guldet, man renser, har sit Sted.
Job	28	2	2. Jern hentes af Støvet og Stene, som smeltes til Kobber.
Job	28	3	3. Man gør Ende paa Mørket, og indtil det yderste ransager man de Stene, som ligge i Mørket og Dødens Skygge.
Job	28	4	4. Man bryder en Skakt ned fra Jordboen; forglemte af Vandrerens Fod haenge de, borte fra Mennesker svaeve de.
Job	28	5	5. Af Jorden fremkommer Brød, men indeni omvaeltes den som af Ild.
Job	28	6	6. Dens Stene ere Safirens Sted, og den har Guldstøv i sig?
Job	28	7	7. Stien derhen har ingen Rovfugl kendt, ingen Skades Øjne set.
Job	28	8	8. De stolte Dyr have ikke betraadt den, og ingen Løve har gaaet ad den.
Job	28	9	9. Man laegger Haand paa den haarde Flint, man omvaelter Bjerge fra Roden af.
Job	28	10	10. Man udhugger Gange i Klipperne, og Øjet ser alt det dyrebare.
Job	28	11	11. Man binder for Strømmene, saa at ikke en Draabe siver ud, og fører de skjulte Ting frem til Lyset.
Job	28	12	12. Men Visdomrnen - hvorfra vil man finde den? og hvor er Indsigtens Sted
Job	28	13	13. Et Menneske kender ikke dens Vaerdi, og den findes ikke i de levendes Land.
Job	28	14	14. Afgr unden siger: Den er ikke i mig, og Havet siger: Den er ikke hos mig.
Job	28	15	15. Den kan ikke faas for det fineste Guld, ej heller dens Vaerdi opvejes med Sølv.
Job	28	16	16. Den kan ikke opvejes med Guld fra Ofir, ej heller med den dyrebare Onyks og Safir.
Job	28	17	17. Den kan ikke vurderes lige med Guld og Krystal; man kan ikke tilbytte sig den for Kar af fint Guld.
Job	28	18	18. Koraller og Edelstene tales der ikke om; og Visdoms Besiddelse er bedre end Perler.
Job	28	19	19. Topazer af Morland kunne ikke vurderes lige imod den; den kan ikke opvejes med det rene Guld.
Job	28	20	20. Men Visdommen - hvorfra kommer den? og hvor er Indsigtens Sted?
Job	28	21	21. Den er skjult for alle levendes Øjne, den er og dulgt for Fuglene under Himmelen.
Job	28	22	22. Afgrunden og Døden sige: Kun et Rygte om den hørte vi med vore Øren.
Job	28	23	23. Gud forstaar dens Vej, og han kender dens Sted.
Job	28	24	24. Thi han skuer indtil Jordens Ender; han ser hen under al Himmelen.
Job	28	25	25. Der han gav Vinden sin Vaegt og bestemte Vandet dets Maal,
Job	28	26	26. der han satte en Lov for Regnen og en Vej for Lynet, som gaar foran Torden,
Job	28	27	27. da saa han den og kundgjorde den, beredte den, ja gennemskuede den.
Job	28	28	28. Og han sagde til Mennesket: Se, Herrens Frygt, det er Visdom, og at vige fra det onde, det er Forstand.
------------------------Jobs Bog, Kapitel 29
Job	29	1	1. Og Job blev ved at fremføre sit Billedsprog og sagde:
Job	29	2	2. Gid jeg var som i de forrige Maaneder, som i de Dage, da Gud bevarede mig
Job	29	3	3. da hans Lampe lyste over mit Ho ved, da jeg gik igennem Mørke ved hans Lys;
Job	29	4	4. som det var med mig i min Høsts Dage, der Guds Fortrolighed var over mit Telt;
Job	29	5	5. da den Almaegtige endnu var med mig, da mine Drenge vare omkring mig.
Job	29	6	6. da mine Trin badede sig i Maelk, og Klippen hos mig udgød Oliebaekke;
Job	29	7	7. da jeg gik ud til Porten op til Staden, da jeg lod berede mit Saede paa Torvet.
Job	29	8	8. De unge saa mig og trak sig tilbage, og de gamle stode op og bleve staaende.
Job	29	9	9. De Øverste holdt op at tale, og de lagde Haanden paa deres Mund.
Job	29	10	10. Fyrsternes Røst forstummede, og deres Tunge hang ved deres Gane.
Job	29	11	11. Thi det Øre, som hørte, priste mig salig, og det Øje, som saa mig, gav mig Vidnesbyrd.
Job	29	12	12. Thi jeg reddede den fattige, som skreg, og den faderløse, som ingen Hjaelper havde.
Job	29	13	13. Dens Velsignelse, som ellers maatte omkommet, kom over mig, og jeg frydede Enkens Hjerte.
Job	29	14	14. Jeg iførte mig Retfaerdighed, og den klaedte sig i mig; min Dom var mig som en Kappe og et Hovedsmykke.
Job	29	15	15. Jeg var den blindes Øje, og jeg var den lammes Fod.
Job	29	16	16. Jeg var de fattiges Fader, og den mig ubekendtes Retssag undersøgte jeg.
Job	29	17	17. Og jeg sønderbrød den uretfaerdiges Kindtaender, og jeg gjorde, at han maatte slippe Rovet af sine Taender.
Job	29	18	18. Og jeg sagde: I min Rede vil jeg opgive Aanden og have Dage mangfoldige som Sand.
Job	29	19	19. Min Rod skal aabne sig for Vandet, og Duggen skal blive om Natten paa mine Grene.
Job	29	20	20. Min Herlighed skal blive ny hos mig, og min Bue skal forynges i min Haand.
Job	29	21	21. De hørte paa mig og ventede, og de tav til mit Raad.
Job	29	22	22. Havde jeg talt, toge de ikke igen til Orde, og min Tale faldt som Draaber over dem;
Job	29	23	23. de ventede paa mig som paa en Regn, og de aabnede Munden vidt som efter den sildige Regn.
Job	29	24	24. Jeg smilte til dem, der vare mistrøstige; og de bragte ikke mit Ansigts Lys til at svinde.
Job	29	25	25. jeg udvalgte deres Vej og sad øverst, og jeg boede som en Konge iblandt Haerskaren, som den, der trøster de sørgende.
------------------------Jobs Bog, Kapitel 30
Job	30	1	1. Men nu le de ad mig, som ere yngre af Aar end jeg, de, hvis Faedre jeg vilde have forsmaaet at saette hos mine Faarehunde.
Job	30	2	2. Ja, hvortil skulde deres Haenders Kraft have gavnet mig? hos dem er Styrken svundet bort.
Job	30	3	3. De ere udtaerede af Mangel og Hunger, de afgnave den golde Ørk, i Ødelaeggelsens og Fordaervelsens Nat;
Job	30	4	4. de oprykke Katost ved Buskene, og Gyveltraeets Rod er deres Føde;
Job	30	5	5. de uddrives fra Samfundet, man skriger efter dem som efter en Tyv;
Job	30	6	6. de bo i Kløfter i Dalene, i Huler i Jorden og Klipper;
Job	30	7	7. imellem Buske skryde de, de samles under Naelder.
Job	30	8	8. Børn af Daarer, ja af Maend uden Navn; de ere udstødte af Landet.
Job	30	9	9. Men nu er jeg bleven en Spottesang for dem og maa tjene dem til Snak.
Job	30	10	10. De have Vederstyggelighed til mig, de holde sig langt fra mig og spare ikke at spytte mig i Ansigtet.
Job	30	11	11. Thi de have løst Tøjlen af sig og plaget mig, og de have kastet Bidselet af for mit Ansigt.
Job	30	12	12. Til højre for mig staar en Yngel frem, de støde mine Fødder bort, og de bane deres Fordaervelses Veje imod mig;
Job	30	13	13. de bryde min Sti op, de hjaelpe til min Ulykke, de have ingen Hjaelper;
Job	30	14	14. de komme som igennem et vidt Gab, de vaelte sig frem under Bulder.
Job	30	15	15. Raedsler ere vendte imod mig, som et Stormvejr forfølge de min Herlighed, og min Frelse er gaaet forbi som en Sky.
Job	30	16	16. Men nu er min Sjael hensmeltet i mig, Elendigheds Dage komme over mig.
Job	30	17	17. Natten gennemborer mine Ben, saa at de falde af mig, og mine nagende Smerter hvile ikke.
Job	30	18	18. Ved den overvaettes Magt er min Klaedning helt forandret, den omslutter mig som Kraven paa min Underkjortel.
Job	30	19	19. Han har kastet mig i Dyndet, og jeg er lignet ved Støv og Aske.
Job	30	20	20. Jeg skriger til dig, men du svarer mig ikke; jeg staar der, og du bliver ved at se paa mig.
Job	30	21	21. Du har forvendt dig til at vaere grum imod mig; du modstaar mig med din Haands Styrke.
Job	30	22	22. Du løfter mig op i Stormvejret, du lader mig fare hen, og du lader mig forgaa i dets Brag.
Job	30	23	23. Thi jeg ved, du fører mig til Døden igen og til alle levendes Forsamlings Hus.
Job	30	24	24. Mon en ikke udraekker Haanden i sit Fald eller mon en ikke skriger i sin Ulykke?
Job	30	25	25. Eller graed jeg ikke for den, som havde haarde Dage? ynkedes min Sjael ikke over den fattige?
Job	30	26	26. Thi der jeg forventede godt, da kom det onde, og der jeg haabede til Lys, da kom Mørkhed.
Job	30	27	27. Mine Indvolde syde og ere ikke stille; Elendigheds Dage ere komne over mig.
Job	30	28	28. Jeg gaar sort, uden Sol, jeg staar op, jeg skriger i Forsamlingen.
Job	30	29	29. Jeg er bleven Dragers Broder og Strudses Stalbroder.
Job	30	30	30. Min Hud er bleven sort og falder af mig, og Benene i mig braende af Hede.
Job	30	31	31. Og min Harpe er bleven til Sorrig, og min Fløjte til de graedendes Lyd.
------------------------Jobs Bog, Kapitel 31
Job	31	1	1. Jeg gjorde en Pagt med mine Øjne, og hvad skulde jeg agte paa en Jomfru?
Job	31	2	2. Og hvad for en Lod vilde Gud have givet ovenfra og hvad for en Arv den Almaegtige fra det høje?
Job	31	3	3. Mon ikke Ulykke er beredt for den uretfaerdige og Undergang for dem, som gøre Uret?
Job	31	4	4. Mon han ikke ser mine Veje og taeller alle mine Skridt?
Job	31	5	5. Dersom jeg har vandret med Falskhed, og min Fod har hastet til Svig,
Job	31	6	6. han veje mig paa Retfaerdigheds Vaegtskaaler, og Gud kende min Uskyldighed -
Job	31	7	7. dersom min Gang har bøjet af fra Vejen, og mit Hjerte er gaaet efter mine Øjne, og en Plet har klaebet ved mine Haender:
Job	31	8	8. Da gid jeg maa saa, men en anden aede, og mit Afkom maa oprykkes med Rod.
Job	31	9	9. Dersom mit Hjerte er forlokket til en Kvinde, og jeg har luret ved min Naestes Dør:
Job	31	10	10. Da gid min Hustru maa male for en anden, og andre bøje sig over hende.
Job	31	11	11. Thi det var en Skaendselsgerning, og det var en Misgerning, som hørte hen for Dommerne;
Job	31	12	12. thi det var en Ild, som fortaerede indtil Afgrunden, og som skulde have oprykket al min Afgrøde med Rode.
Job	31	13	13. Dersom jeg havde foragtet min Tjeners eller min Tjenestepiges Ret, naar de traettede med mig;
Job	31	14	14. og hvad vilde jeg gøre, naar Gud vilde opstaa? og naar han vilde hjemsøge, hvad skulde jeg svare ham
Job	31	15	15. har ikke han, som skabte mig i Moders Liv, skabt ham? og har ikke en og den samme beredt os i Moderskød? -
Job	31	16	16. dersom jeg har naegtet de ringe deres Begaering og ladet Enkens Øjne vansmaegte,
Job	31	17	17. og jeg har aedt min Mundbid for mig alene, saa at den faderløse ikke aad deraf.
Job	31	18	18. tvaertimod, han er opvokset hos mig som hos en Fader fra min Ungdom af, og hende ledede jeg, fra min Moders Liv af
Job	31	19	19. dersom jeg har set en forkommen, uden Klaeder, og at den fattige intet Daekke havde;
Job	31	20	20. dersom hans Laender ikke have velsignet mig, medens han varmede sig ved Ulden af mine Faar;
Job	31	21	21. dersom jeg har løftet min Haand imod den faderløse, fordi jeg saa Hjaelp for mig i Porten:
Job	31	22	22. Da gid min Skulder maa falde fra Skulderbladet, og min Arm brydes fra Armpiben!
Job	31	23	23. Thi en Raedsel vilde vaere kommen over mig, en Ulykke fra Gud, og imod hans Højhed formaaede jeg intet.
Job	31	24	24. Dersom jeg har sat Guld til mit Haab eller sagt til det kostelige Guld: Du er min Tillid;
Job	31	25	25. dersom jeg har glaedet mig, at mit Gods var meget, og at min Haand havde forhvervet mangfoldigt;
Job	31	26	26. dersom jeg har set til Sollyset, naar det skinnede, eller til Maanen, naar den gaar herlig,
Job	31	27	27. og mit Hjerte har ladet sig forlokke i Løndom, saa at min Mund kyssede min Haand:
Job	31	28	28. Og saa dette havde vaeret en Misgerning, som hørte hen under Dommerne; thi jeg havde hyklet for Gud i det høje -!
Job	31	29	29. dersom jeg har glaedet mig over min Fjendes Undergang og jublet, naar Ulykken ramte ham;
Job	31	30	30. men jeg tilstedede ikke min Gane at synde, saa at jeg under Forbandelse begaerede hans Sjael -
Job	31	31	31. dersom ikke Maendene i mit Telt have sagt: Hvor finder man nogen, som ikke er bleven maet af hans Kød?
Job	31	32	32. den fremmede maatte ikke ligge udenfor om Natten, jeg lod mine Døre op for vejfarende -
Job	31	33	33. dersom jeg har skjult mine Overtraedelser som; Adam og dulgt min Misgerning i min Barm,
Job	31	34	34. fordi jeg frygtede den store Hob, og Slaegters Foragt kunde have forfaerdet mig, saa at jeg tav og ikke gik ud af en Dør -
Job	31	35	35. Havde jeg dog den, som vilde høre paa mig! se her min Underskrift - den Almaegtige svare mig - og her den Klage, min Modpart har opsat;
Job	31	36	36. sandelig, jeg skulde tage den paa min Skulder, jeg skulde binde den omkring mig som et Hovedsmykke!
Job	31	37	37. Jeg vil tilkendegive ham ethvert af mine Skridt, som en Fyrste vil jeg naerme mig ham.
Job	31	38	38. Dersom min Ager raaber imod mig, og alle dens Furer graede;
Job	31	39	39. dersom jeg har fortaeret dens Grøde uden at have betalt den og udblaest Sjaelen fra dens Ejermand:
Job	31	40	40. Gid da vokse Tjørn i Stedet for Hvede, og Ukrudt i Stedet for Byg; -- Jobs Ord have Ende.
------------------------Jobs Bog, Kapitel 32
Job	32	1	1. Da lode disse tre Maend af at svare Jobs efterdi han var retfaerdig i sine egne Øjne.
Job	32	2	2. Men Vreden optaendtes hos Elihu, Busiten, Barakels Søn, af Rams Slaegt, hans Vrede optaendtes imod Job, fordi han vilde holde sin Sjael retfaerdig over for Gud.
Job	32	3	3. Hans Vrede optaendtes ogsaa imod hans tre Venner, fordi de ikke fandt paa noget Svar og alligevel holdt Job for ugudelig.
Job	32	4	4. Men Elihu havde biet efter, at Job skulde ende sine Ord; thi hine vare aeldre af Aar end han.
Job	32	5	5. Der Elihu saa, at der var intet Svar i de tre Maends Mund, da optaendtes hans vrede.
Job	32	6	6. Saa svarede Eilhu. Busiten, Barakels Søn, og sagde: Jeg er ung af Aar, men I ere bedagede Maend; derfor undsaa jeg mig og frygtede for at kundgøre eder min Kundskab.
Job	32	7	7. Jeg sagde: Lad Dagene tale, og Aars Mangfoldighed kundgøre Visdom!
Job	32	8	8. Sandelig, det er Aanden i Mennesket og den Almaegtiges Aande, som gør ham forstandig.
Job	32	9	9. De alderstegne ere ikke altid vise, ej heller forstaa de gamle altid Retten.
Job	32	10	10. Derfor siger jeg: Hør paa mig; ogsaa jeg vil kundgøre min Kundskab.
Job	32	11	11. Se, jeg biede efter eders Ord, jeg vendte mine Øren til eders forstandige Tale, indtil I kunde faa udgrundet, hvad I vilde tale.
Job	32	12	12. Og jeg har agtet nøje paa eder, men se, der var ingen af eder, som gendrev Job, og som kunde svare paa hans Tale,
Job	32	13	13. at I ikke skulde sige: Vi have fundet Visdom; Gud, men ikke et Menneske, kan faelde ham.
Job	32	14	14. Men imod mig har han ikke stillet sin Tale, og med eders Ord vil jeg ikke give ham Svar.
Job	32	15	15. De ere blevne forskraekkede, de kunne ikke svare mere, borte ere Ordene for dem.
Job	32	16	16. Og jeg biede, thi de talte ikke ja, de stode der, de svarede ikke mere.
Job	32	17	17. Nu vil jeg ogsaa svare for min Del, ogsaa jeg vil kundgøre min Kundskab.
Job	32	18	18. Thi jeg er fuld af Taler; Aanden i mit Indre traenger paa.
Job	32	19	19. Se, mit Indre er som Vin, for hvilken der ikke er aabnet, det maa spraenges som nye Laederflasker.
Job	32	20	20. Jeg maa tale, at jeg kan faa Luft, jeg maa oplade mine Laeber og svare.
Job	32	21	21. Ikke vil jeg anse nogens Person, og jeg vil ikke smigre for noget Menneske;
Job	32	22	22. thi jeg forstaar ikke at smigre; lettelig vilde min Skaber rive mig bort.
------------------------Jobs Bog, Kapitel 33
Job	33	1	1. Og Job, hør dog nu min Tale, og vend dine Øren til alle mine Ord!
Job	33	2	2. Se nu, jeg har opladt min Mund, min Tunge taler allerede ved min Gane.
Job	33	3	3. Mine Taler skulle udsige mit Hjertes Oprigtighed, og mine Laeber skulle udtale rent det, som jeg ved.
Job	33	4	4. Guds Aand har skabt mig, og den Almaegtiges Aande gør mig levende.
Job	33	5	5. Dersom du kan, saa giv mig Svar; rust dig for mit Ansigt og fremstil dig!
Job	33	6	6. Se jeg er ligesom du over for Gud, ogsaa jeg er dannet af Ler.
Job	33	7	7. Se, Raedsel for mig skal ikke forfaerde dig, og intet Tryk fra mig skal vaere svart over dig.
Job	33	8	8. Men du sagde for mine Øren, og jeg hørte Talen, som lød:
Job	33	9	9. Jeg er ren, uden Overtraedelse, jeg er skyldfri, og der er ingen Misgerning hos mig.
Job	33	10	10. Se, han har fundet paa Fjendtligheder imod mig, han agter mig for sin Modstander;
Job	33	11	11. han har lagt mine Fødder i Stok, han tager Vare paa alle mine Stier.
Job	33	12	12. Se, heri har du ikke Ret! jeg vil svare dig; thi Gud er for høj for et Menneske.
Job	33	13	13. Hvorfor har du traettet med ham, fordi han ikke gør dig Regnskab for nogen af sine Gerninger?
Job	33	14	14. Men Gud taler een Gang og anden Gang; man agter ikke derpaa.
Job	33	15	15. I Drøm, i Syn om Natten, naar den dybe Søvn falder paa F'olk, naar de slumre paa Sengen,
Job	33	16	16. da aabner han Menneskenes Øren, og besegler Formaningen til dem
Job	33	17	17. for at bortdrage Mennesket fra hans Idraetter og for at fjerne Hovmodet fra Manden,
Job	33	18	18. for at spare hans Sjael fra Graven og hans Liv fra at omkomme ved Svaerd.
Job	33	19	19. Han straffes ogsaa med Pine paa sit Leje og med vedholdende Uro i hans Ben,
Job	33	20	20. saa at hans Liv vaemmes ved Brød og hans Sjael ved laekker Mad;
Job	33	21	21. hans Kød fortaeres, saa man ikke kan se det, og hans Ben hensmuldre og ses ikke;
Job	33	22	22. og hans Sjael kommer naer til Graven og hans Liv naer til de draebende Magter.
Job	33	23	23. Dersom der da er en Engel, en Talsmand, hos ham, en af de tusinde, til at kundgøre Mennesket hans rette Vej:
Job	33	24	24. Saa skal Gud forbarme sig over ham og sige: Befri ham, at han ikke farer ned i Graven; jeg har. faaet Løsepenge;
Job	33	25	25. da skal hans Kød blive kraftigt mere end i den ungeAlder; sin Ungdoms Dage skal han faa igen.
Job	33	26	26. Han skal bede til Gud, og denne skal vaere ham naadig, og han skal se hans Ansigt med Frydeskrig, og han skal gengive Mennesket hans Retfaerdighed.
Job	33	27	27. Han skal synge for Mennesker og sige: Jeg har syndet og forvendt Retten; men det er ikke blevet mig gengaeldt.
Job	33	28	28. Han har befriet min Sjael, at den ikke farer ned i Graven, og mit Liv skal se paa Lyset.
Job	33	29	29. Se, alle disse Ting gør Gud to, tre Gange ved en Mand.
Job	33	30	30. for at føre hans Sjael tilbage fra Graven, at den maa beskinnes af de levendes Lys.
Job	33	31	31. Maerk det, Job! hør mig; ti stille, og jeg vil tale.
Job	33	32	32. Har du noget at sige, da giv mig Svar; tal, thi jeg har Lyst til at give dig Ret.
Job	33	33	33. Men har du intet, da hør du paa mig; ti stille, saa vil jeg laere dig Visdom!
------------------------Jobs Bog, Kapitel 34
Job	34	1	1. Fremdeles svarede Elihu og sagde:
Job	34	2	2. Hører, I vise! min Tale, og I forstandige! vender eders Øren til mig;
Job	34	3	3. thi Øret prøver Talen, og Ganen smager Maden.
Job	34	4	4. Lader os vaelge os det rette, lader os kende imellem os, hvad godt er.
Job	34	5	5. Thi Job sagde: Jeg er retfaerdig, men Gud. har borttaget min Ret.
Job	34	6	6. Uagtet jeg har Ret, skal jeg staa som en Løgner; ulaegelig har Pilen truffet mig, skønt der ikke er Overtraedelse hos mig.
Job	34	7	7. Hvor er en Mand som Job, der inddrikker Gudsbespottelse som Vand
Job	34	8	8. og vandrer i Selskab med dem, som gøre Uret, og gaar med ugudelige Folk?
Job	34	9	9. Thi han sagde: Det gavner ikke en Mand, om han har Behag i Gud.
Job	34	10	10. Derfor, I Maend af Forstand! hører paa mig: Det vaere langt fra Gud at vaere ugudelig, og fra den Almaegtige at vaere uretfaerdig.
Job	34	11	11. Thi han betaler et Menneske efter dets Gerning og lader enhver faa efter hans Vej.
Job	34	12	12. Ja, sandelig, Gud handler ikke uretfaerdigt, og den Almaegtige forvender ikke Retten.
Job	34	13	13. Hvo har beskikket ham over Jorden? og hvo har grundet hele Jordens Kreds.
Job	34	14	14. Dersom han vilde agte paa sig selv alene, samlede han sin Aand og sin Aande til sig:
Job	34	15	15. Da maatte alt Kød til Hobe opgive Aanden, og Mennesket blive til Støv igen.
Job	34	16	16. Dersom du har Forstand, saa hør dette, vend dine Øren til min Tales Røst!
Job	34	17	17. Skulde vel den, som hader Ret, holde Styr eller tør du sige den maegtige retfaerdige at vaere uretfaerdig?
Job	34	18	18. Tør nogen sige til en Konge: Du Belial! til de aedle: Du ugudelige!
Job	34	19	19. Han anser ikke Fyrsternes Personer og agter ikke den rige fremfor den ringe; thi de ere alle hans Haenders Gerning.
Job	34	20	20. De dø i et Øjeblik, og det midt om Natten: Folk rystes og forgaa; og de maegtige tages bort, men ikke ved Menneskehaand.
Job	34	21	21. Thi hans Øjne ere over hver Mands Veje, og han ser alle hans Skridt.
Job	34	22	22. Der er intet Mørke og ingen Dødsskyg ge, hvori de som gøre Uret, kunne skjule sig.
Job	34	23	23. Thi han behøver ikke at agte laenge nogen, der skal stedes til Dom for Gud.
Job	34	24	24. Han sønderslaar de maegtige uden at ransage, og han saetter andre i deres Sted.
Job	34	25	25. Derfor kender han deres Gerninger og omkaster dem om Natten, at de blive knuste;
Job	34	26	26. han slaar dem, hvor de ugudelige findes, paa det Sted, hvor Folk ser det.
Job	34	27	27. Thi derfor vege de fra ham og agtede ikke paa nogen af hans Veje,
Job	34	28	28. for at de kunde bringe den ringes Skrig ind for ham, og for at han maatte høre de elendiges Skrig.
Job	34	29	29. Naar han skaffer Ro til Veje- hvo vil kalde ham uretfaerdig? og naar han skjuler sit Ansigt - hvo kan da beskue ham? - baade for et Folk og for et enkelt Menneske:
Job	34	30	30. Saa er det, for at en vanhellig ikke skal regere, og at der ikke skal vaere Snarer for Folket.
Job	34	31	31. Mon nogen har sagt til Gud: Jeg har faaet, hvad jeg ikke forskylder?
Job	34	32	32. Laer du mig ud over det, jeg kan se; dersom jeg har jort Uret, da vil jeg ikke gøre det mere.
Job	34	33	33. Skal det vaere efter dit Skøn, at han skal gengaelde? thi du har vraget, saa at du har at vaelge, og ikke jeg? saa tal da, hvad du ved!
Job	34	34	34. Folk af Forstand skulle sige til mig, og ligeledes den vise Mand, som hører mig:
Job	34	35	35. Job taler ikke med Forstand, og hans Ord ere ikke mere Klogskab.
Job	34	36	36. O gid, at Job maatte prøves til fulde, fordi han har svaret som uretfaerdige Maend!
Job	34	37	37. thi han laegger Overtraedelse til sin Synd, imellem os klapper han i Haenderne og gør mange Ord imod Gud.
------------------------Jobs Bog, Kapitel 35
Job	35	1	1. Og Elihu svarede fremdeles og sagde:
Job	35	2	2. Holder du dette for Ret - du sagde jo: Jeg er retfaerdigere end Gud -
Job	35	3	3. at du siger: Hvad gavner det dig hvad Gavn har jeg deraf, fremfor om jeg syndede?
Job	35	4	4. Jeg vil give Svar til dig og til dine Venner med dig:
Job	35	5	5. Sku Himmelen og se og betragt Skyerne; de ere højt over dig.
Job	35	6	6. Dersom du har syndet, hvad kan du gøre imod ham? og ere dine Overtraedelser mange, hvad kan du volde ham?
Job	35	7	7. Dersom du er retfaerdig, hvad kan du give ham? eller hvad skal han modtage af din Haand?
Job	35	8	8. Et Menneske, som du er, vedkommer din Ugudelighed, og et Menneskes Barn din Retfaerdighed.
Job	35	9	9. Over de mangfoldige Undertrykkelser raaber man, skriger om Hjaelp imod de maegtiges Arm.
Job	35	10	10. Men ingen siger: Hvor er Gud, som skabte mig, han, som giver Lovsange om Natten;
Job	35	11	11. som belaerer os fremfor Dyrene paa Jorden og gør os visere end Fuglene under Himmelen?
Job	35	12	12. Der raabe de, men han svarer ikke, for de ondes Hovmods Skyld.
Job	35	13	13. Kun Forfaengelighed hører Gud ikke, og den Almaegtige agter ikke derpaa.
Job	35	14	14. Ogsaa naar du siger, du skuer ham ikke, saa er Dommen alt for hans Ansigt, derfor vent paa ham!
Job	35	15	15. Men nu, fordi hans Vrede ikke hjemsøger, og han ikke agter stort paa Overmodet:
Job	35	16	16. Saa oplader Job sin Mund med Forfaengelighed, han gør Ordene mangfoldige uden Forstand.
------------------------Jobs Bog, Kapitel 36
Job	36	1	1. Og Elihu blev ved og sagde:
Job	36	2	2. Bi mig lidt, og jeg vil belaere dig, thi her er endnu noget at tale for Gud.
Job	36	3	3. Jeg vil hente min Kundskab langt borte fra og skaffe den, som har skabt mig! Ret.
Job	36	4	4. Thi sandelig, mine Taler ere ikke Løgn; een, som er oprigtig i hvad han ved, er hos dig.
Job	36	5	5. Se, Gud er maegtig, og han vil ikke forkaste nogen, han er maegtig i Forstandens Styrke.
Job	36	6	6. Han lader ikke en ugudelig leve, men skaffer de elendige Ret.
Job	36	7	7. Han drager ikke sine Øjne bort fra de retfaerdige, hos Konger paa Tronen, der saetter han dem evindelig, og de skulle ophøjes.
Job	36	8	8. Og om de blive bundne i Laenker, blive fangne med Elendigheds Snore,
Job	36	9	9. da forkynder han dem deres Gerninger og deres Overtraedelser, at de vare overmodige;
Job	36	10	10. da aabner han deres Øren for Formaningen og siger, at de skulle omvende sig fra Uretfaerdighed.
Job	36	11	11. Dersom de da ville høre og tjene ham, da skulle de ende deres Dage i det gode og deres Aar i Liflighed;
Job	36	12	12. men dersom de ikke ville høre, da skulle de omkomme ved Svaerdet op opgive Aanden i Uforstand.
Job	36	13	13. Og de vanhellige af Hjerte naere Vrede, de raabe ej til ham, naar han binder dem.
Job	36	14	14. Deres Sjael dør hen i Ungdommen og deres Liv som Skørlevneres.
Job	36	15	15. Han frier en elendig ved hans Elendighed og aabner deres Øre ved Traengsel.
Job	36	16	16. Ogsaa dig leder han ud af Taengselens Strube til det vide Rum, hvor der ikke er snaevert; og hvad, som saettes paa dit Bord, er fuldt af Fedme.
Job	36	17	17. Men har du fuldt op af den uretfaerdiges Sag, skal Sag og Dom følges ad.
Job	36	18	18. Thi lad ej Vreden forlede dig til Spot og lad ej den store Løsesum forføre dig!
Job	36	19	19. Mon han skulde agte din Rigdom? nej, hverken det skønne Guld eller nogen Magts Styrke!
Job	36	20	20. Du skal ikke hige efter Natten, da Folk borttages fra deres Sted.
Job	36	21	21. Forsvar dig, at du ikke vender dit Ansigt til Uret; thi denne har du foretrukket fremfor det at lide.
Job	36	22	22. Se, Gud er oph øjet ved sin Kraft; hvo er en Laerer som han?
Job	36	23	23. Hvo har foreskevet ham hans Vej? og hvo tør sige: Du har gjort Uret?
Job	36	24	24. Kom i Hu, at du ophøjer hans Gerning, hvilken Folk have besunget;
Job	36	25	25. hvilken alle Mennesker have set, hvilken Mennesket skuer langtfra.
Job	36	26	26. Se, Gud er stor, og vi kunne ikke kende ham, og man kan ikke udgrunde Tallet paa hans Aar.
Job	36	27	27. Thi han drager Vandets Draaber til sig; gennem hans Dunstkreds beredes de til Regn,
Job	36	28	28. hvilken Skyerne lade nedflyde; lade neddryppe over mange Mennesker.
Job	36	29	29. Mon ogsaa. nogen forstaa hans Skyers Udspaending, hans Hyttes Bragen
Job	36	30	30. Se, han udbreder sit Lys om sig og skjuler Havets Rødder.
Job	36	31	31. Thi derved dømmer han Folkene, giver dem Spise i Overflødighed.
Job	36	32	32. Over sine Haender daekker han med Lyset, og han giver det Befaling imod den, det skal ramme.
Job	36	33	33. Om ham forkynder hans Torden, ja om ham Kvaeget, naar han drager op.
------------------------Jobs Bog, Kapitel 37
Job	37	1	1. Ja, over dette forfaerdes mit Hjerte og farer op fra sit Sted.
Job	37	2	2. Hører, ja hører hans Røsts Drøn og Bulderet, der udgaar af hans Mund.
Job	37	3	3. Han lader det fare ud under al Himmelen og sit Lys over Jordens Flige.
Job	37	4	4. Efter ham brøler Røsten han tordner med sin Højheds Røst, og han holder dem ikke tilbage, naar hans Røst høres.
Job	37	5	5. Gud tord ner vidunderligt med sin Røst; han gør store Ting, og vi kunne ikke kende dem.
Job	37	6	6. Thi han siger til Sneen: Fald til Jorden! og ligesaa til Regnskyllene, ja til hans Vaeldes Regnskyl.
Job	37	7	7. Han forsegler hver Mands Haand, at alle Folk, som ere hans Skabning, skulle kende det.
Job	37	8	8. Da gaa de vilde Dyr i Hule og blive i deres Boliger.
Job	37	9	9. Fra Syden kommer Stormen, og med Nordenvindene kommer Kulden.
Job	37	10	10. Ved Guds Aande kommer Is, og det brede Vand snaevres ind.
Job	37	11	11. Ja, med Fugtighed fylder han Skyen; han udbreder sin lysopfyldte Sky.
Job	37	12	12. Og den vender sig i Kredse, alt som han styrer den til dens Gerning, til alt, hvad han byder den, hen over Jordens Kreds:
Job	37	13	13. Enten til Revselse eller til hans Lands Bedste eller til Velgerning lader han den ramme.
Job	37	14	14. Job, vend dine Øren til dette; staa stille og agt paa Guds underfulde Ting!
Job	37	15	15. Ved du, naar Gud; taenker derpaa, og naar han lader sin Skys Lys skinne?
Job	37	16	16. Ved du hvorledes Skyerne svaeve? de underfulde Ting af ham, som er fuldkommen i al Kundskab?
Job	37	17	17. du, hvis Klaeder blive varme, naar han gør Landet lummert fra Sønden?
Job	37	18	18. Udspaender du med ham de øverste Skyer, der ere faste som et støbt Spejl?
Job	37	19	19. Lad os vide, hvad vi skulle sige til ham! vi kunne ikke fremføre noget ud fra Mørket.
Job	37	20	20. Skal det fortaelles ham, at jeg taler? eller mon nogen har Ønsket, at han maatte blive opslugt?
Job	37	21	21. Og nu, ser man ikke Lyset, som straaler i de øverste Skyer: Saa farer et Vejr frem og renser dem.
Job	37	22	22. Af Norden kommer Guld; over Gud er der forfaerdelig Majestaet.
Job	37	23	23. Den Almaegtige, ham kunne vi ikke naa til, ham, som er stor i Kraft; Ret og Retfaerdigheds Fylde undertrykker han ikke.
Job	37	24	24. Derfor frygte Folkene ham; han ser ikke til nogen, som er viis i Hjertet.
------------------------Jobs Bog, Kapitel 38
Job	38	1	1. Derefter svarede Herren Job ud af Stormen og sagde:
Job	38	2	2. Hvo er den, som formørker Guds Raad med Tale uden Forstand.
Job	38	3	3. Bind op om dine Laender som en Mand, saa vil; jeg spørge dig, og undervis du mig;
Job	38	4	4. Hvor var du, der jeg grundfaestede Jorden? forkynd det, hvis du har Indsigt?
Job	38	5	5. Hvo har sat dens Maal? du ved det vel? eller hvo udstrakte Snoren over den?
Job	38	6	6. Hvorpaa ere dens Piller nedsaenkede? eller hvo har lagt dens Hjørnesten?
Job	38	7	7. der Morgenstjerner sang til Hobe, og alle Guds Børn raabte af Glaede.
Job	38	8	8. Og hvo lukkede for Havet med Døre, der det brød frem, gik ud af Moders Liv,
Job	38	9	9. der jeg gjorde Sky til dets Klaedning og Mørke til det Svøb,
Job	38	10	10. der jeg afstak for det min Graense og satte Stang og Døre for det
Job	38	11	11. og sagde: Hertil skal du komme og ikke laengere; og her skal vaere sat Graense for dine stolte Bølger?
Job	38	12	12. Har du i dine Dage givet Befaling til Morgenen? har du vis Morgenrøden dens Sted,
Job	38	13	13. til at gribe Jorden ved dens Flige, sa at de ugudelige rystes bort fra den?
Job	38	14	14. saa denne forvandler sig som Leret, hvori Seglet trykkes, og Tingene fremstille sig som i deres Klaedebon,
Job	38	15	15. og de ugudelige unddrage deres Lys, og den opløftede Arm sønderbrydes?
Job	38	16	16. Er du kommen til Havets Kilder? og har du vandre paa Dybets Bund?
Job	38	17	17. Have Døden Porte opladt sig for dig? eller saa du Dødens Skygges Porte?
Job	38	18	18. Har du overskuet Jordens Bredde? forkynd det, dersom du kender det alt sammen!
Job	38	19	19. Hvor er Vejen did, hvorLyset mon bo, og hvor er Mørkets Sted,
Job	38	20	20. at du kunde bringe det til dets Landemaeke, og at du kendte Stierne til dets Hus?
Job	38	21	21. Du ved det; thi den Gang blev du jo født, og dine Dages Tal er stort!
Job	38	22	22. Er du kommen til Forraadskamrene for Sneen, eller saa du Forraadskamrene for Hagelen,
Job	38	23	23. hvilke jeg har sparet til Traengsels Tid, til Srids og Krigs Dag.
Job	38	24	24. Hvor er den Vej, hvor Lyset deler sig, hvor Østenvejret spreder sig over Jorden?
Job	38	25	25. Hvo brød Render til Vandskyl og Vej til Lynet, som gaar foran Torden,
Job	38	26	26. for at lade regne paa det Land, hvor ingen er, i Ørken, hvor intet Menneske er,
Job	38	27	27. for at maette de øde og ødelagte Steder og bringe Graesbunden til at spire?
Job	38	28	28. Har Regnen vel en Fader? eller hvo har avlet Duggens Draaber?
Job	38	29	29. Af hvis Moderliv er Frost udgangen? og hvo fødte Rimfrost under Himmelen?
Job	38	30	30. Vandet skjuler sig, som var det en Sten, og Dybets Overflade slutter sig sammen.
Job	38	31	31. Kan du knytte Syvstjernens Baand, eller løse Orions Reb?
Job	38	32	32. Kan du lade Dyrekredsens Stjerner komme frem til deres Tid? eller føre Bjørnen med dens Unger frem?
Job	38	33	33. Kender du Himmelens Love? eller kan du bestemme dens Herredømme over Jorden?
Job	38	34	34. Kan du opløfte din Røst til Skyen, at Vands Mangfoldighed maa skjule dig?
Job	38	35	35. Kan du udlade Lynene, at de fare frem, og at de sige til dig: Se, her ere vi?
Job	38	36	36. Hvo lagde visdom i Hjertets Inderste? eller hvo gav Forstand i Tanken?
Job	38	37	37. Hvo kan taelle Skyerne med Visdom? og hvo kan udgyde Himmelens Vandbeholdere,
Job	38	38	38. idet Støv løber sammen til en Støbning, og Jordklumperne haenge ved hverandre?
------------------------Jobs Bog, Kapitel 39
Job	39	1	1. Kan du i jage Rov til Løvinden og fylde de unge Løvers Graadighed,
Job	39	2	2. naar de laegge sig ned i deres Boliger og blive i Skjul for at lure
Job	39	3	3. Hvo skaffer Ravnen dens Føde, naar dens Unger skrige til Gud, naar de fare hid og did, fordi de intet have at aede?
Job	39	4	4. Ved du Tiden, naar Stengederne føde? har du taget Vare paa, naar Hinderne ville føde?
Job	39	5	5. Taeller du de Maaneder, som de fylde, eller ved du Tiden, naar de føde
Job	39	6	6. De bøje sig sammen, de føde deres Unger og kaste deres Byrde.
Job	39	7	7. Deres Unger blive staerke, de blive store paa Marken, de gaa ud og komme ikke tilbage til dem.
Job	39	8	8. Hvo har ladet Vildaeselet ud i det frie? og hvo løste Skovaeselets Baand,
Job	39	9	9. hvilket jeg har givet den slette Mark til dets Hjem og Saltørkenen til dets Bo.
Job	39	10	10. Det ler ad Stadens Tummel; det hører ikke Driverens Buldren.
Job	39	11	11. Hvad det opsporer paa Bjergene, er dets Føde, og det søger efter alt det grønne.
Job	39	12	12. Mon Enhjørningen har Lyst til at traelle for dig? mon den vil blive Natten over ved din Krybbe?
Job	39	13	13. Kan du tvinge Enhjørningen ved dens Reb til at holde Furen? mon den vil harve Dalene efter dig?
Job	39	14	14. Kan du forlade dig paa den, fordi dens Kraft er stor? og kan du overlade den dit Arbejde
Job	39	15	15. Kan du tro den til, at den vil føre dig din Saed hjem og samle den hen til din. Taerskeplads?
Job	39	16	16. Strudsenes Vinge svinger sig lystigt; mon det er Storkens Vinge og Fjer?
Job	39	17	17. Nej, den overlader sine Aeg til Jorden og lader dem varmes i Støvet,
Job	39	18	18. og den glemmer, at en Fod kunde trykke dem i Stykker, og et vildt Dyr paa Marken søndertraede dem.
Job	39	19	19. Den handler haardt med sine Unger, om vare de ikke dens egne; er dens Møje end forgaeves, er den uden Frygt.
Job	39	20	20. Thi Gud har ladet den glemme Visdom og har ikke givet den Del i Forstand.
Job	39	21	21. Paa den Tid, naar den svinger sig i Højden, da beler den Hesten og den, der rider paa den.
Job	39	22	22. Kan du give Hesten Styrke eller klaede dens Hals med flagrende Manke?
Job	39	23	23. Kan du gøre, at den springer som Graeshoppen? dens praegtige Prusten er forfaerdelig.
Job	39	24	24. Den skraber i Dalen og fryder sig i Kraft; den farer frem imod den, som baerer Rustning
Job	39	25	25. Den ler ad Frygt og forskraekkes ikke og vender ikke tilbage for Svaerdets Skyld.
Job	39	26	26. Pilekoggeret klirrer over den, ja, det blinkende Jern paa Spyd og Glavind.
Job	39	27	27. Med Bulder og Fnysen sluger den Vejen og bliver ikke staaende stille, naar Trompetens Lyd høres.
Job	39	28	28. Saa snart Trompeten lyder, siger den: Hui! og lugter Krigen i det fjerne, Fyrsternes Raab og Krigstummelen.
Job	39	29	29. Er det efter din Forstand, at Spurvehøgen ftyver, udbreder sine Vinger imod Sønden?
Job	39	30	30. Eller er det efter din Befaling, at Ørnen flyver højt og bygger sin Rede i det høje? Den bor paa Klippen og bliver der om Natten, paa Tinden af en Klippe og Borg. Derfra spejder den efter Føde; dens Øjne se ud i det fjerne, og dens Unger drikke Blod; og hvor der er ihjelslagne, der er den. Og Herren svarede Job og sagde: Vil Dadleren gaa i Rette med den Almaegtige? den, som anklager Gud, han svare herpaa! Da svarede Job Herren og sagde: Se, jeg er ringe, hvad skal jeg give dig til Svar? jeg har lagt min Haand paa min Mund. Jeg har talt een Gang, men vil ikke svare mere; og to Gange, men vil ikke blive ved.
------------------------Jobs Bog, Kapitel 40
Job	40	1	1. Og Herren svarede Job ud af Stormen og sagde:
Job	40	2	2. Bind op om dine Laender som en Mand; jeg vil spørge dig, og undervis du mig!
Job	40	3	3. Vil du gøre min Ret til intet? vil du dømme mig at vaere uretfaerdig, for at du kan vaere retfaerdig?
Job	40	4	4. Eller har du en Arm som Gud, og. kan du tordne med Lyn som han?
Job	40	5	5. Pryd dig dog med Højhed og Herlighed, og ifør dig Aere og Pragt!
Job	40	6	6. Udgyd din overstrømmende Vrede, og se til hver en hovmodig, og ydmyg ham!
Job	40	7	7. Se til hver hovmodig, og tryk ham ned, og knus de ugudelige paa deres Sted!
Job	40	8	8. Skjul dem i Støv til Hobe; faengsl deres Ansigt til Mørket!
Job	40	9	9. Og da vil ogsaa jeg bekende om dig, at din højre Haand kan frelse dig.
Job	40	10	10. Se dog Behemoth, som jeg skabte saavel som dig, den aeder Graes som en Okse.
Job	40	11	11. Se nu, dens Styrke er i dens Laender, og dens Kraft er i dens Bugs Muskler.
Job	40	12	12. Den straekker sin Stjert ud som et Cedertrae: dens Boves Sener ere sammenslyngede.
Job	40	13	13. Benene i den ere som Kobberrør, dens Knogler lige som en Jernstang.
Job	40	14	14. Den er den første iblandt Guds Skabninger; han som skabte den, rakte den dens Svaerd,
Job	40	15	15. Thi Bjergene baere Foder til den, og alle vilde Dyr paa Marken lege der.
Job	40	16	16. Den ligger under Lotusbuske i Skjul af Rør og Dynd
Job	40	17	17. Lotusbuske daekke den med Skygge. Piletraeerne ved Baekken omgive den.
Job	40	18	18. Se, Floden bliver vaeldig, men den flygter ej; den er tryg, om end Jordan svulmede op og naaede dens Mund.
Job	40	19	19. Kan nogen fange den lige for dens Øjne eller traekke et Reb igennem dens Naese?
Job	40	20	20. Kan du traekke Leviathan op med en Krog? eller drage dens Tunge med en Snor, du lader synke ned?
Job	40	21	21. Kan du saette et Sivreb i dens Naese eller gennembore dens Kaeber med en Krog?
Job	40	22	22. Mon den vil gøre mange ydmyge Begaeringer til dig eller tale milde Ord for dig?
Job	40	23	23. Mon den vil gøre en Pagt med dig, at du kan tage den til Tjener evindelig?
Job	40	24	24. Kan du lege med den som med en Fugl? eller binde den fast, til Morskab for dine Smaapiger? Skulle Deltagerne vel drive Handel med den? skulle de dele den ud iblandt Købmaend Kan du fylde dens Hud med Spyd, dens Hoved med Harpuner? Laeg din Haand paa den! Du vil huske den Kamp og ikke gøre det mere: Se, Haabet derom slaar fejl; styrter man ikke ned endog kun ved Synet af den?
------------------------Jobs Bog, Kapitel 41
Job	41	1	1. Der er ingen saa dumdristig, at han tør tirre den; hvo er da den, der vil bestaa for mit Ansigt?
Job	41	2	2. Hvo har givet mig noget først, at jeg skulde betale det? hvad der er under al Himmelen, det er mit
Job	41	3	3. jeg vil ikke tie om dens Lemmer og dens Styrkes Beskaffenhed og dens Legemsbygnings Yndelighed.
Job	41	4	4. Hvo har afklaedt den dens ydre Bedaekning hvo tør komme ind imellem dens dobbelte Tandraekker?
Job	41	5	5. Hvo har opladt dens Ansigts Døre omkring dens Taender er der Raedsel.
Job	41	6	6. Dens Skjoldes Rande ere praegtige, lukkede som med et taet Segl.
Job	41	7	7. Den ene er saa naer ved den anden, at der ikke kan komme Vejr ind imellem dem.
Job	41	8	8. Den ene haenger fast ved den anden; de gribe i hverandre og adskilles ikke.
Job	41	9	9. Dens Nysen lader Lys skinne, og dens Øjne. ere som Morgenrødens Øjenlaage.
Job	41	10	10. Af dens Mund fare Blus, Ildgnister fare ud.
Job	41	11	11. Af dens Naesebor udgaar Røg som af en sydende Gryde og af en Kedel.
Job	41	12	12. Dens Aande kan stikke Ild i Kul, og en Lue gaar ud af dens Mund.
Job	41	13	13. Paa dens Hals hviler Styrke, og Angest hopper foran den.
Job	41	14	14. Dens Køds Stykker haenge fast sammen; det er som støbt paa den, det kan ikke bevaeges.
Job	41	15	15. Dens Hjerte er støbt fast som Sten, ja, støbt fast som den nederste Møllesten.
Job	41	16	16. Naar den farer op, grue de staerkke; af Angest forfejle de Maalet.
Job	41	17	17. Angriber nogen den med Svaerd, da bider det ikke paa, ej heller Spyd, Kastevaaben eller Lanse.
Job	41	18	18. Den agter Jern som Straa, Kobber som raaddent Trae.
Job	41	19	19. lngen Pil jager den paa Flugt, Slyngestene blive for den som Avner.
Job	41	20	20. Køllen agtes som Avner, og den ler ad det susende Glavind.
Job	41	21	21. Under den ere skarpe Skael, og det er, som den drager en Taerskeslaede hen over Dyndet.
Job	41	22	22. Dybet syder som en Gryde; den gør Havet som en Salvekedel.
Job	41	23	23. Den gør, at Vejen skinner efter den; man maatte holde Havet for graahaaret.
Job	41	24	24. Der er ingen, som kan lignes ved den paa Jorden, den er skabt til at vaere uden Frygt.
Job	41	25	25. *** POSSIBLE ERROR IN BIBLE, TEXT MISSING HERE ***
Job	41	26	
Job	41	27	
Job	41	28	
Job	41	29	
Job	41	30	
Job	41	31	
Job	41	32	
Job	41	33	
Job	41	34	
------------------------Jobs Bog, Kapitel 42
Job	42	1	1. Da svarede Job Herren og sagde:
Job	42	2	2. Jeg ved, at du formaar alting, og at ingen Tanke er dig forment.
Job	42	3	3. Hvo er den, som fordunkler Guds Raad uden Forstand? - Saa har jeg udtalt mig om det, som jeg ikke forstod, om de Ting, som vare mig for underlige, hvilke jeg ikke kendte.
Job	42	4	4. Hør dog, og jeg vil tale; jeg vil spørge dig, og undervis du mig!
Job	42	5	5. Jeg havde hørt om dig af Rygte, men nu har mit Øje set dig.
Job	42	6	6. Derfor forkaster jeg, hvad jeg har sagt, og angrer i Støv og Aske.
Job	42	7	7. Og det skete, efter at Herren havde talt disse Ord til Job, da sagde Herren til Elifas, Themaniten: Min Vrede er optaendt imod dig og imod dine to Venner; thi I have ikke talt ret om mig, saaledes som min Tjener Job.
Job	42	8	8. Saa tager eder nu syv Tyre og syv Vaedre, og gaar til min Tjener Job, og ofrer Braendoffer for eder, og Job, min Tjener, skal bede for eder; ikkun hans Person vil jeg anse, at jeg ikke skal lade eders Daarlighed gaa ud over eder; thi I have ikke talt ret om mig, saaledes som min Tjener Job.
Job	42	9	9. Saa gik Elifas Themaniten og Bildad; Sukiten og Zofar Naamathiten, og de gjorde, ligesom Herren havde sagt til dem; og Herren ansaa Jobs Person.
Job	42	10	10. Og Herren vendte Jobs Fangenskab, der han havde bedet for sine Venner; og Herren forøgede alt det, Job havde haft, til det dobbelte.
Job	42	11	11. Og alle hans Brødre og alle hans Søstre og alle, som kendte ham tilforn, kom til ham og aade Brød med ham i hans Hus og viste ham Deltagelse og trøstede ham over alt det onde, som Herren havde ladet komme over ham og de gave ham hver en Penning og hver et Smykke af Guld.
Job	42	12	12. Og Herren velsignede Jobs sidste Levetid fremfor den første; og han fik fjorten Tusinde Faar og seks Tusinde Kameler og tusinde Par Øksne og tusinde Aseninder.
Job	42	13	13. Og han fik syv Sønner og tre Døtre.
Job	42	14	14. Og han kaldte den førstes Navn Jemima og den andens Navn Kezia og den tredjes Navn Keren-Happuk.
Job	42	15	15. Og der blev ikke fundet saa dejlige Kvinder sóm Jobs Døtre i hele Landet, og deres Fader gav dem Arv iblandt deres Brødre.
Job	42	16	16. Og Job levede derefter hundrede og fyrretyve Aar og saa sine Børn og sine Børnebørn i fjerde Slaegt.
Job	42	17	17. Og Job døde, gammel og maet af Dage.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 1
Psa	1	1	1. Salig den Mand, som ikke vandrer i de ugudeliges Raad, ej heller staar paa Synderes Vej, ej heller sidder i Spotteres Saede;
Psa	1	2	2. men som har Lyst til Herrens Lov, og som grunder paa hans Lov Dag og Nat.
Psa	1	3	3. Han skal vaere som et Trae, der er plantet ved Vandbaekke, hvilket giver sin Frugt i sin Tid, og hvoraf ikke et Blad affalder; og alt hvad han gør, skal han faa Lykke til.
Psa	1	4	4. Saaledes ere de ugudelige ikke, men ligesom Avner, hvilke Vejret bortdriver.
Psa	1	5	5. Derfor skulle de ugudelige ikke bestaa i Dommen, ej heller Syndere i de retfaerdiges Menighed.
Psa	1	6	6. Thi Herren kender de retfaerdiges Vej; men de ugudeliges Vej skal forgaa.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 2
Psa	2	1	1. Hvorfor fnyse Hedningerne, og grunde Folkene paa Forfaengelighed?
Psa	2	2	2. Jordens Konger rejse sig, og Fyrsterne raadslaa tilsammen imod Herren og imod hans salvede:
Psa	2	3	3. Lader os sønderrive deres Baand og kaste deres Reb af os!
Psa	2	4	4. Han, som bor i Himlene, ler; Herren spotter dem.
Psa	2	5	5. Da skal han tale til dem i sin Vrede o; forfaerde dem i sin Harme:
Psa	2	6	6. Jeg har dog indsat min Konge over Zion, mit hellige Bjerg."
Psa	2	7	7. Jeg vil fortaelle om et beskikket Raad; Herren sagde til mig: Du er min Søn; jeg fødte dig i Dag.
Psa	2	8	8. Begaer af mig, saa vil jeg give dig Hedningerne til din Arv og Jordens Graenser til din Ejendom.
Psa	2	9	9. Du skal sønderslaa dem med et Jernspir, ligesom Pottemagerkar skal du sønderbryde dem.
Psa	2	10	10. Og nu, I Konger, handler klogelig! lader eder undervise, I Dommere paa Jorden!
Psa	2	11	11. Tjener Herren med Frygt og fryder eder med Baeven!
Psa	2	12	12. Kysser Sønnen, at han ikke bliver vred, og I skulle omkomme paa Vejen; thi om et lidet vil hans Vrede optaendes; salige alle de, som forlade sig paa ham!
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 3
Psa	3	1	1. En Psalme af David; der han flyede for Absoloms, sin Søns Ansigt.
Psa	3	2	2. Herre ! hvor ere mine Fjender mange! Mange staa op imod mig.
Psa	3	3	3. Mange sige til min Sjael: Han har ingen Frelse hos Gud. Sela.
Psa	3	4	4. Men du, Herre ! er et Skjold for mig, min Aere, og den, der opløfter mit Hoved.
Psa	3	5	5. Jeg raaber til Herren med min Røst, og han bønhører mig fra sit hellige Bjerg. Sela.
Psa	3	6	6. Jeg lagte mig og sov; jeg opvaagnede, thi Herren opholder mig.
Psa	3	7	7. Jeg vil ikke frygte for ti tusinde af Folk som have lagt sig trindt omkring imod mig.
Psa	3	8	8. Staa op, Herre ! frels mig, min Gud! thi du har slaget alle mine Fjender paa Kinden; du har sønderbrudt de ugudeliges Taender. Hos Herren er Frelsen; din Velsignelse vaere over dit Folk! Sela.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 4
Psa	4	1	1. Til Sangmesteren; med Strengeleg: en Psalme af David.
Psa	4	2	2. Naar jeg raaber, da bønhør mig, min Retfaerdigheds Gud! i Traengsel skaffede du mig Rum; vaer mig naadig og hør min Bøn!
Psa	4	3	3. I Menneskens Børn! hvor laenge skal min Aere vaeere til Skraendsel? I elske Forfaengelighed og søge Løgn. Sela.
Psa	4	4	4. Vider dog, at Herren har udkaaret sin hellige; Herren hører, naar jeg raaber til ham.
Psa	4	5	5. Bliver vrede, men synder ikke; taler i eders Hjerte paa eders Leje; og vaeer stille! Sela.
Psa	4	6	6. Ofrer Retfaerligheds Ofre, og forlader eder paa Herren !
Psa	4	7	7. Mange sige: Hvo vil vise os godt? Herre ! opløft dit Ansigts Lys over os.
Psa	4	8	8. Du gav Glaede i mit Hjerte større end den, de havde, da deres Korn og deres Most var i Overflod. I Fred vil jeg baade laegge mig og sove; thi du, Herre ! skal lade mig bo ene i Tryghed.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 5
Psa	5	1	1. Til Sangmesteren; paa Nekiloth; en Psalme af David.
Psa	5	2	2. Herre ! vend dine øren til mine Ord, agt paa min Tanke!
Psa	5	3	3. Giv Agt paa mit Raabs Røst, min Konge og min Gud! thi til dig beder jeg.
Psa	5	4	4. Herre ! om Morgenen høre du min Røst! jeg vil fremstille mig om Morgenen for dig og vente.
Psa	5	5	5. Thi du er ikke en Gud, som har Lyst til Ugudelighed; den onde skal ikke bo hos dig.
Psa	5	6	6. Daarer skulle ikke bestaa for dine Øjne! du hader alle dem, som gøre Uret.
Psa	5	7	7. Du lader dem, som tale Løb, gaa til Grunde: Herren har Vederstyggelighed til en blodgerrig og falsk Mand.
Psa	5	8	8. Men jeg vil komme til dit Hus ved din store Miskundhed; jeg vil tilbede imod dit hellige Tempel i din Frygt.
Psa	5	9	9. Herre ! led mig i din Retfaerdighed for mine Fjenders Skyld; jaevn din Vej for mit Ansigt!
Psa	5	10	10. Thi i deres Mund er intet bestandigt; deres Indre er Ondskab; deres Strube er en aaben Grav, de smigre med deres Tunge.
Psa	5	11	11. Gud! døm dem skyldige, at de falde formedelst deres Anslag; nedstød dem for deres mange Overtraedelsers Skyld, thi de ere genstridige imod dig.
Psa	5	12	12. Men alle, som forlade sig paa dig, skulle glaede sig, de skulle fryde sig evindelig, og du skal skjule over dem; og de, som elske dit Navn, skulle fryde sig i dig. Thi du, Herre ! velsigner en retfaerdig, du daekker ham med Naade som med et Skjold.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 6
Psa	6	1	1. Til Sangmesteren; med Strengeleg; til Skeminith; en Psalme - af David.
Psa	6	2	2. O Herre ! straf mig ikke i din Vrede og tugt mig ikke i din Harme!
Psa	6	3	3. Herre ! vaer mig naadig, thi jeg er skrøbelig; laeg mig, Herre ! thi mine Ben skaelve.
Psa	6	4	4. Og min Sjael skaelver saare: Men du, Herre ! - hvor laenge?
Psa	6	5	5. Vend om, Herre ! fri min Sjael, frels mig for din Miskundheds Skyld!
Psa	6	6	6. Thi der er ingen Ihukommelse af dig i Døden; hvo vil takke dig i Dødsriget?
Psa	6	7	7. Jeg er traet af mit Suk, jeg vaeder min Seng den ganske Nat; jeg gennembløder mit Leje med min Graad.
Psa	6	8	8. Mit Øje er hentaeret af Sorg; det er blevet gammelt for alle mine Fjenders Skyld.
Psa	6	9	9. Viger fra mig, alle I, som gøre Uret! thi Herren har hørt min Graads Røst.
Psa	6	10	10. Herren har hørt min ydmyge Begaering, Herren vil antage min Bøn. Alle mine Fjender skulle blive til Skamme og skaelve saare; de skulle vige tilbage, de skulle blive til Skamme i et Øjeblik.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 7
Psa	7	1	1. En Skiggajon, af David, som han sang for Herren, over Benjaminiten Kus's Ord.
Psa	7	2	2. Herre, min Gud! jeg tror paa dig, frels mig fra alle mine Forfølere og red mig,
Psa	7	3	3. at han ikke som en Løve skal slide min Sjael, ja, rive den bort, uden at der er nogen, som redder.
Psa	7	4	4. Herre, min Gud! dersom jeg har gjort dette, dersom der er Uret i mine Haender;
Psa	7	5	5. dersom jeg har vederlagt den ondt, som holder Fred med mig, - og jeg har dog friet den, som var min Fjende uden Aarsag -;
Psa	7	6	6. saa forfølge Fjenden min Sjael og gribe den og nedtraede mit Liv til Jorden og lade min Aere bo i Støvet! Sela.
Psa	7	7	7. Staa op, Herre ! i din Vrede, haev dig imod mine Fjenders Forbitrelse, og vaagn op mig til Hjaelp; du har beskikket Ret.
Psa	7	8	8. Og lad Folkenes Forsamling omringe dig, og op over den vend tilbage til det høje!
Psa	7	9	9. Herren dømmer Folkene; døm mig, Herre ! efter min Retfaerdighed og efter min Oprigtighed, som er hos mig.
Psa	7	10	10. Lad dog de ugudeliges Ondskab faa Ende, men stadfaest den retfaerdige, du, som prøver Hjerter og Nyrer, retfaerdige Gud!
Psa	7	11	11. Mit Skjold er hos Gud, som frelser de oprigtige af Hjertet.
Psa	7	12	12. Gud er en retfaerdig Dommer og en Gud, som vredes hver Dag.
Psa	7	13	13. Dersom de ikke ville omvende sig, da skal han skaerpe sit Svaerd; han har spaendt sin Bue og beredt den;
Psa	7	14	14. og han har beredt dødelige Vaaben imod dem; sine Pile gør han braendende.
Psa	7	15	15. Se, han undfanger Uret; og han er frugtsommelig med Misgerning og føder Løgn.
Psa	7	16	16. Han har gravet en Grav og opkastet den; men han skal falde i Grav en, som han gør.
Psa	7	17	17. Hans Misgerning skal komme tilbage paa hans Hoved, og hans Voldsfaerd skal nedfare paa hans Isse. Jeg vil takke Herren efter hans Retfaerdighed og lovsynge Herren den Højestes Navn.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 8
Psa	8	1	1. Til Sangmesteren; til Githith; en Psalme - af David.
Psa	8	2	2. Herre, vort Herskab! hvor herligt er dit Navn over al Jorden, du, som udbreder din Majestaet over Himlene!
Psa	8	3	3. Af de spaedes og diendes Mund grundfaestede du en Magt for dine Fjenders Skyld for at standse Fjenden og den, som vil haevne sig.
Psa	8	4	4. Naar jeg ser din Himmel, dine Fingres Gerning, Maanen og Stjernerne, som du beredte,
Psa	8	5	5. hvad er da et Menneske, at du kommer ham i Hu, og et Menneskes Barn, at du besøger ham?
Psa	8	6	6. Og du har ladet ham blive lidet ringere end Englene; du kronede ham med Aere og Herlighed?
Psa	8	7	7. Du gør, at han hersker over dine Haenders Gerninger, du har lagt alting under hans Fødder:
Psa	8	8	8. Faar og Øksne, dem alle sammen, ja, ogsaa Markens Dyr,
Psa	8	9	9. Fuglene under Himmelen og Fiskene i Havet, hvad som farer hen ad Havets Veje. Herre, vort Herskab! hvor herligt er dit Navn over al Jorden!
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 9
Psa	9	1	1. Til Sangmesteren; til Muth-Labben; en Psalme - af David Sal.
Psa	9	2	2. Jeg vil takke Herren af mit ganske Hjerte, jeg vil fortaelle alle dine underfulde Gerninger.
Psa	9	3	3. Jeg vil glaede og fryde mig i dig, jeg vil lovsynge dit Navn, du Højeste!
Psa	9	4	4. Naar mine Fjender vige tilbage, da skulle de støde an og omkomme for dig.
Psa	9	5	5. Thi du har udført min Ret og min Sag; du har sat dig paa Tronen, du, som dømmer Retfaerdighed:
Psa	9	6	6. Du truede Hedninberne, du tilintetgjorde den ugudelige, du udslettede deres Navn evindelig og altid.
Psa	9	7	7. Fjenderne ere ikke mere, de ere ødelagte evindelig; og du har nedbrudt Staederne, deres Ihukommelse er forsvunden med dem.
Psa	9	8	8. Men Herren skal blive evinde lig; han har beredt sin Trone til Dom.
Psa	9	9	9. Og han skal dømme Verden Retfaerdighed; han skal afsige Dom over Folkene med Retvished.
Psa	9	10	10. Og Herren vaere den ringe en Ophøjelse, ja en Ophøjelse i Nødens Tider!
Psa	9	11	11. Og de, som kendte dit Navn, skulle forlade sig paa dig; thi du har ikke forladt dem, som søge dig, Herre !
Psa	9	12	12. Lovsynger Herren, som bor paa Zion, kundgører iblandt Folkene hans Gerninger!
Psa	9	13	13. Thi han, som haevner Blod, kommer dem i Hu, han har ikke glemt de elendiges Skrig.
Psa	9	14	14. Herre, vaer mig naadig, se, hvad jeg maa taale af dem, som hade mig, du som ophøjer mig fra Dødens Porte,
Psa	9	15	15. paa det jeg kan fortaelle al din Lov i Zions Datters Porte, at jeg maa fryde mig i din Frelse.
Psa	9	16	16. Hedningerne ere sunkne i Graven, som de gjorde; deres Fod er greben i Garnet, som de skjulte.
Psa	9	17	17. Herren er bleven kendt, han har gjort Ret; den ugudelige er besnaeret i sine Haenders Gerning. Hibbajon, Sela!
Psa	9	18	18. Lad de ugudelige vende om til Dødsriget, ja, alle Hedninger, som glemme Gud.
Psa	9	19	19. Thi en fattig skal ikke glemmes evindelig, de elendiges Forventning ikke altid skuffes.
Psa	9	20	20. Herre ! staa op, lad ikke et Menneske blive maegtigt; lad Hedningerne dømmes for dit Ansigt! Lad Frygt, o Herre ! komme paa dem; lad Hedningerne kende, at de ere Mennesker. Sela.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 10
Psa	10	1	1. Herre ! hvorfor staar du saa langt borte! hvorfor skjuler du dig i Nødems Tider?
Psa	10	2	2. Ved den ugudeliges Hovmod aengstes de elendige; de gribes i de Tanker, hvilke han optaenkte.
Psa	10	3	3. Thi den ugudelige roser sig af sin Sjaels Begaering, og den rovgerrige velsigner sig, Herren foragter han.
Psa	10	4	4. Den ugudelige saetter Naesen højt og, siger: Der ingen Hjemsøgelse; der er ingen Gud, saa ere alle hans Tanker.
Psa	10	5	5. Hans Veje lykkes altid, dine Domme ere ham for høje; han trodser alle sine Fjender.
Psa	10	6	6. Han siger i sit Hjerte: Jeg skal ikke rokkes, fra Slaegt til Slaegt skal jeg ikke komme i Ulykke.
Psa	10	7	7. Hans Mund er fuld af Banden og Svig og Bedrageri, under hans Tunge er Uret og Ondskab.
Psa	10	8	8. Han sidder paa Lur i Byerne, i Skjul ihjelslaar han en uskyldig; hans Øjne spejde efter den svage.
Psa	10	9	9. Han lurer i Skjul som en Løve i sin Hule, han lurer pna at gribe en elendig; han griber den elendige, idet han drager ham i sit Garn.
Psa	10	10	10. Knuste syne disse hen, og for hans vaeldige falde de svage.
Psa	10	11	11. Han siger i sit Hjerte: Gud har glemt det, han har skjult sit Ansigt, han ser det ikke i Evighed.
Psa	10	12	12. Staa op, Herre ! Gud, opløft din Haand, glem ikke de elendige!
Psa	10	13	13. Hvorfor skal en ugudelig foragte Gud? han siger i sit Hjerte: Du hjemsøger ikke.
Psa	10	14	14. Du ser det! thi du skuer Møje og Fortraed, saa at de kunne laegges i din Haand; den svage forlader sig paa dig, du har vaeret den faderløses Hjaelper.
Psa	10	15	15. Sønderbryd den ugudeliges Arm; og hjemsøg den ondes Ugudelighed, indtil du ikke finder den mere.
Psa	10	16	16. Herren er Konge evindelig og altid; Hedningerne omkomme af hans Land.
Psa	10	17	17. Du, Herre ! hører de elendiges Begaering, du styrker deres Hjerte, du lader Dit Øre maerke derpaa
Psa	10	18	18. for at skaffe den faderløse og ringe Ret; ej laenger skal et Menneske, der er af Jorden, vedblive at volde Skraek.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 11
Psa	11	1	1. Til Sangmesteren; af David. Jeg haaber paa Herren; hvorledes kunne I da sige til min Sjael: Fly til eders Bjerg som en Fugl?
Psa	11	2	2. Thi de ugudelige spaende Buen, de berede deres Pil paa Strengen, at skyde i Mørke paa de oprigtige af Hjertet.
Psa	11	3	3. Thi Grundvoldene nedbrydes; hvad kunde en retfaerdig udrette?
Psa	11	4	4. Herren er i sit hellige Tempel, Herrens Trone er i Himmelen; hans Øjne se, hans øjenlaage prøve Menneskens Børn.
Psa	11	5	5. Herren prøver en Retfaerdig; men den ugudelige og den, som elsker Vold, dem hnder hans Sjael.
Psa	11	6	6. Han skal lade regne Snarer over de ugudelige; Ild og Svovl og, et vaeldigt Storrnvejr? skal blivde deres Baegers Del.
Psa	11	7	7. Thi Herren er Retfaerdig, elsker Retfaerdighed; hans Ansigt skuer en oprigtig.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 12
Psa	12	1	1. Til Sangmesteren til Skeminith; en Psalme - af David.
Psa	12	2	2. Frels, Herre ! thi de fromme ere borte: thi de trofaste ere blevne faa iblandt Menneskens Børn.
Psa	12	3	3. De tale Løgn, hver med sin Naeste; med smigrende Laeber, snart af et andet Hjerte tale de.
Psa	12	4	4. Herren udrydde alle smigrende Laeber, den Tunge, som taler store Ord,
Psa	12	5	5. dem, som sige: Ved vor Tunge skulle vi faa Overhaand vore Laeber ere med os; hvo er vor Herre?
Psa	12	6	6. For de elendiges ødelaeggelses Skyld, for de fattiges Jamren vil jeg nu staa op, siger Herren; jeg vil saette en Frelse for den, som han fnyser ad.
Psa	12	7	7. Herrens Ord ere rene Ord, ligesom Sølv, der er smeltet i en Ovn af Jord, lutret syv Gange.
Psa	12	8	8. Du, Herre ! du vil bevare dem; du vil vogte os imod denne Slaegt evindelig. De ugudelige faerdes trindt omkring, naar Skarn ophøjes iblandt Menneskens Børn.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 13
Psa	13	1	1. Til Sangmsteren; en Palme, af David.
Psa	13	2	2. Herre, hvor laenge? vil du evindelig glemme mig? hvor laenge vil du skjule dit Ansigt for mig?
Psa	13	3	3. Hvor laenge skal jeg; vaere raadvild i min Sjael og have Bedrøvelse i mit Hjerte om Dagen, hvor laenge skal min Fjende ophøje sig over mig?
Psa	13	4	4. Se til, bønhør mig, Herre min Gud! opklar mine Øjne, at jeg ikke skal hensove i Døden,
Psa	13	5	5. at min Fjende ikke skal sige: Jeg fik Overhaand over ham; at min Modstander ikke skal fryde sig over, at jeg snubler.
Psa	13	6	6. Men jeg forlader mig paa din miskundhed lad mit Herte fryde sig i din Frelse; jeg vil synge for Herren, thi han har gjort vel imod mig.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 14
Psa	14	1	1. Til Sangmesteren; af David. En Daare siger i sit Hjerte: Der er ingen Gud; fordaervelig, vederstyggelig er deres Gerning; der er ingen, som gør godt.
Psa	14	2	2. Herren saa ned fra Himmelen paa Menneskens Børn, at se, om der var nogen forstandig, nogen, som søgte Gud.
Psa	14	3	3. De ere alle afvegne, de ere fordaervede til Hobe; der er inben, som gør godt, end ikke een.
Psa	14	4	4. Have de ikke kendt det, alle de, som gøre Uret, som aede mit Folk, som de aade Brød? de kaldte ikke paa Herren.
Psa	14	5	5. Den Gang frygtede de saare, fordi Gud var med den retfaerdiges Slaegt.
Psa	14	6	6. Gører kun den elendiges Raad til Skamme; thi Herren er hans Tilflugt.
Psa	14	7	7. Gid der fra Zion kom Frelse for Israel! Naar Herren tilbagefører sit fangne Folk, da skal Jakob fryde sig, Israel glaede sig.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 15
Psa	15	1	1. En Psalme af David. Herre, hvo skal vaere til Herberge i dit Paulun? hvo skal bo paa dit hellige Bjerg?
Psa	15	2	2. Den, som vandrer i Oprigtighed og gør Retfaerdighed og taler Sandhed i sit Hjerte;
Psa	15	3	3. som ikke bagtaler med sin Tunge, ikke gør sin Naest ondt og ikke driver Spot med sin naermeste;
Psa	15	4	4. hvis Øjne den ugudelige er foragtet, men som aerer dem som frygte Herren; den, som har svoret sig til Skade og ikke vil forandre det;
Psa	15	5	5. den, som ikke saetter sine Penge ud imod Aager og ikke tager Gave imod en uskyldig; hvo disse Ting gør, skal ikke rokkes evindelig.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 16
Psa	16	1	1. Af David; et gyldent Smykke Gud! bevar mig; thi jeg tror paa dig.
Psa	16	2	2. Du sagde til Herren: Du er min Herre, jeg har intet Gode uden dig;
Psa	16	3	3. i Samfund med de hellige, som ere i Landet, og de herlige, til hvilke al min Lyst er.
Psa	16	4	4. Mange skulle deres Smerter blive, som haste efter anden; jeg vil ikke udgyde de Drikofre af Blod og ikke tage deres Navne paa mine Laeber.
Psa	16	5	5. Herren min Arvs Del og mit Baeger; er den, som opholder min Lod.
Psa	16	6	6. Snorene faldt mig paa de liflige er, ja, en dejlig Arv tilfaldt mig.
Psa	16	7	7. Jeg vil love Herren, som gav mig Raad; ja, mine Nyrer paaminde om Naetterne.
Psa	16	8	8. Jeg har stedse sat Herren for mig; thi han er ved min højre Haand, jeg skal ikke rokkes.
Psa	16	9	9. Derfor glaeder mit Hjerte sig, og min Aere fryder sig; ja, mit Kød skal bo tryggelig.
Psa	16	10	10. Thi du vil ikke overlade min Sjael til Dødsriget; du skal ikke lade din Bjerge hellige se Forraadnelse.
Psa	16	11	11. Du vil kundgøre mig Livets Sti; for dit Ansig er Maettelse af Glaeder, Livsaligheder ved din højre Haand evindelig.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 17
Psa	17	1	1. En Bøn af David. Herre ! hør Retfaerdighed, giv Agt paa mit Raab, vend øren til min Bøn, som ikke sker med svigefulde Laeber.
Psa	17	2	2. Lad min Ret udgaa fra dit Ansigt lad dine Øjne beskue Retskaffenhed.
Psa	17	3	3. Du prøvede mit Hjerte, du besøgte det om Natten, du smeltede mig du fandt intet; jeg taenkte, min Mund skal ikke overtraede.
Psa	17	4	4. Med Hensyn paa Menneskenes Gerninger, da har jeg vogtet mig for Røveres Siter efter dine Laebers Ord.
Psa	17	5	5. Mine Skridt holdt sig paa dine Veje, mine Skridt rokkedes ikke.
Psa	17	6	6. Jeg raaber til dig; thi du, Gud! bønhører mig; bøj dit øre til mig, hør min Tale!
Psa	17	7	7. Bevis din underfulde Miskundhed, du, som med din højre Haand frelser dem, som tro, fra Modstanderne.
Psa	17	8	8. Bevar mig som Øjestenen, øjets Datter, skjul mig under dine Vingers Skygge
Psa	17	9	9. for de ugudeliges Ansigt, som ødelaegge mig, for min Sjaels Fjender, som omringe mig.
Psa	17	10	10. De lukke deres Hjerte til, de tale med deres Mund af Hovmod.
Psa	17	11	11. Hvor vi gaa, have de nu omringet os; deres øjemed er, at vi maa glide paa Jorden.
Psa	17	12	12. Han er lig en Løve, der higer efter Rov, og lig en ung Løve, der sidder i Skjul.
Psa	17	13	13. Herre ! staa op, forekom ham, bøj ham; frels min Sjael fra den ugudelige ved dit Svaerd,
Psa	17	14	14. fra Folk ved din Haand; Herre ! fra Verdens Folk, som have deres Del i Livet, og hvis Bug du fylder med dine Skatte; deres Børn maettes, og det, som de have tilovers, efterlade de til deres spaede Børn.
Psa	17	15	15. Men jeg skal beskue dit Ansigt i Retfaerelighed; jeg skal maettes ved din Skikkelse, naar jeg opvaagner.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 18
Psa	18	1	1. Til Sangmesteren; af David, Herrens fjener, som talte Ordene af denne Sang for Herren paa den Dag, Herren havde friet ham fra alle hans Fjenders Haand og fra Sauls Haand.
Psa	18	2	2. Og han sagde: Herre ! jeg har dig hjertelig kaer, min Styrke!
Psa	18	3	3. Herren er min Klippe, min Befaestning og min Frelser; min Gud er min Klippe, paa hvem jeg forlader mig, mit Skjold og mit Frelsens Horn, min faste Borg.
Psa	18	4	4. Jeg vil paakalde Herren, som bør loves, saa bliver jeg frelst fra mine Fjender.
Psa	18	5	5. Dødens Reb omspaendte mig, og Belials Baekke forfaerdede mig.
Psa	18	6	6. Helvedes Reb omgave mig; Dødens Snarer kom over mig.
Psa	18	7	7. Da jeg var i Angest, raabte jeg til Herren, ja, jeg raabte til min Gud; han hørte min Røst fra sit Tempel, og mit Raab til ham kom for hans Øren.
Psa	18	8	8. Og Jorden baevede og rystede, og Bjergenes Grundvolde skaelvede; og de baevede, thi han var vred.
Psa	18	9	9. Der opgik Røg af hans Naese, og Ild af hans Mund fortaerede; Gløder gnistrede ud af den.
Psa	18	10	10. Og han bøjede Himmelen og for ned, og der var Mørkhed under hans Fødder.
Psa	18	11	11. Og han for paa Keruben og drog frem, og han fløj paa Vejrets Vinger.
Psa	18	12	12. Han satte Mørkhed til sit Skjul, til sit Paulun trindt omkring sig, mørke Vande og tykke Skyer.
Psa	18	13	13. Fra Glansen foran ham fore hans Skyer frem, Hagel og Gløder.
Psa	18	14	14. Og Herren tordnede i Himmelen, og den Højeste udgav sin Røst; der var Hagel og Gløder.
Psa	18	15	15. Og han udskød sine Pile og adspredte dem, og han lod det lyne staerkt og for faerdede dem.
Psa	18	16	16. Da saas Vandenes Leje, og Jordens Grundvolde blottedes ved din Trusel, Herre ! ved din Naeses Aandes Vejr.
Psa	18	17	17. Han udrakte sin Haand fra det høje, han hentede mig, han drog mig op af de store Vande.
Psa	18	18	18. Han friede mig fra min staerke Fjende og fra mine Avindsmaend; thi de vare mig for staerke.
Psa	18	19	19. De overfaldt mig i min Modgangs Tid; men Herren var min Understøttelse.
Psa	18	20	20. Og han førte mig ud i det fri han frelste mig, thi han havde Lyst til mig.
Psa	18	21	21. Herren vederlagde mig efer min Retfaerdighed; han betalte mig efter mine Haenders Renhed.
Psa	18	22	22. Thi jeg har bevaret Herrens Veje, o jeg er ikke funden skyldig for min Gud.
Psa	18	23	23. Thi alle hans Domme ere for mig, og fra hans Skikke viger jeg ikke.
Psa	18	24	24. Men jeg var oprigtig for ham og vogtede mig for min Synd.
Psa	18	25	25. Og Herren betalte mtg efter min Retfaerdighed, efter mine Haenders Renhed for hans Øjne.
Psa	18	26	26. Imod den fromme beviser du dig from; imod den oprigtige Mand viser du dig oprigtig;
Psa	18	27	27. imod den rene viser du dig ren, og irnod den forvendte viser du dig forvendt.
Psa	18	28	28. Thi du frelser det elendige Folk, og du fornedrer de høje Øjne.
Psa	18	29	29. Thi du bringer min Lampe til at lyse; Herren min Gud opklar, er mit Mørke.
Psa	18	30	30. Thi ved dig stormer jeg imod en Trop, og ved min Gud springer jeg over en Mur.
Psa	18	31	31. Guds Vej er fuldkommen; Herrens Tale er lutret, han er alle dem et Skjold, som tro paa ham.
Psa	18	32	32. Thi hvo er en Gud uden Herren og hvo er en Klippe uden vor Gud?
Psa	18	33	33. Den Gud, som omgjorder mig med Kraft og gør min Vej fuldkommen,
Psa	18	34	34. han gør mine Fødder som Hindernes og lader mig staa fast paa mine Høje.
Psa	18	35	35. Han vaenner mine Haender til Striden, og mine Arme spaende Kobberbuen.
Psa	18	36	36. Og du giver mig din Frelses Skjold, og din højre Haand understøtter mig, og din Nedladelse gør mig stor.
Psa	18	37	37. Du gør Rummet vidt under mig for mine Skridt, og mine Ankler vakle ikke.
Psa	18	38	38. Jeg forfølger mine Fjender og naar dem og vender ikke tilbage, før jeg har udryddet dem.
Psa	18	39	39. Jeg knuser dem, at de ikke kunne staa op; de faldt under mine Fødder.
Psa	18	40	40. Og du har omgjordet mig med Kraft til Striden; du bøjede mine Modstandere under mig.
Psa	18	41	41. Og du har drevet mig mine Fjender paa Flugt; mine Hadere udryddede jeg.
Psa	18	42	42. De raabte, men der var ingen Frelser; til Herren, men han svarede dem ikke.
Psa	18	43	43. Og jeg støder dem smaa som Støv for Vejret, som Dynd paa Gader fejer jeg dem bort.
Psa	18	44	44. Du udfriede mig fra Folkenes Kiv, du satte mig til Hedningernes Hoved, et Folk, som jeg ikke kendte, de tjene mig.
Psa	18	45	45. Da deres Øren hørte om mig, adløde de mig, den fremmedes Børn smigrede for mig.
Psa	18	46	46. Den fremmedes Børn henvisne; de komme skaelvende frem af deres Borge.
Psa	18	47	47. Herren lever, højlovet er min Klippe og højt ophøjet min Frelses Gud,
Psa	18	48	48. den Gud, som giver mig Haevn, og tvinger Folkene under mig.
Psa	18	49	49. Du er den, som udfrier mig fra mine Fjender, du saetter mig i Sikkerhed for mine Modstandere, du redder mig fra Voldsmanden.
Psa	18	50	50. Derfor vil jeg bekende dig, Herre ! iblandt Hedningerne og lovsynge dit Navn. Stor Frelse beviser han sin Konge og gør Miskundhed imod sin salvede, imod David og imod hans Saed evindelig.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 19
Psa	19	1	1. Til Sangmesteren; en Psalme af David.
Psa	19	2	2. Himlene fortaelle Guds Aere, og den udstrakte Befaestning forkynder hans Haenders Gerning.
Psa	19	3	3. En Dag udgyder sin Tale til den anden, og en Nat kundgør den anden Vidskab.
Psa	19	4	4. Der er ingen Tale og ej Ord, med hvilke deres Røst ej er hørt.
Psa	19	5	5. Deres Maalesnor er udgangen over al Jorden og deres Ord til Jorderiges Ende, han satte et Telt for Solen paa dem.
Psa	19	6	6. Og den gaar ud som en Brudgom af sit Brudekammer; den glaeder sig som en Helt ved at løbe sin Bane.
Psa	19	7	7. Dens Udgang er fra Himmelens ene Ende, og dens Omgang indtil dens anden Ende, og intet er daekket for dens Hede.
Psa	19	8	8. Herrens Lov er fuldkommen, den vederkvaeger Sjaelen; Herrens Vidnesbyrd er trofast, det gør den vankundige viis.
Psa	19	9	9. Herrens Befalinger ere rette, de glaede Hjertet; Herrens Bud er rent, det oplyser øjnene.
Psa	19	10	10. Herrens Frygt er ren, den bestaar evindelig; Herrens Domme ere Sandhed, de ere alle sammen retfaerdige.
Psa	19	11	11. De ere kosteligere end Guld, ja, end meget fint Guld, og sødere end Honning og Honningkage.
Psa	19	12	12. Ogsaa din Tjener bliver paamindet ved dem; naar man holder i dem, da er der stor Løn.
Psa	19	13	13. Hvo maerker Vildfarelserne? rens du mig fra lønlig Brøst!
Psa	19	14	14. Hold og din Tjener borte fra de hovmodige, at de ikke skulle herske over mig, da bliver jeg urokkelig og uden Skyld for store Overtraedelser. Lad min Munds Ord og mit Hjertes Betaenkning vaere til Behag for dit Ansigt, Herre, min Klippe og min Genløser!
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 20
Psa	20	1	1. Til Sangmesteren; en Psalme af David.
Psa	20	2	2. Herren bønhøre dig paa Nødens Dag! Jakobs Guds Navn ophøje dig!
Psa	20	3	3. Han sende dig Hjaelp fra Helligdommen og understøtte dig fra Zion!
Psa	20	4	4. Han ihukomme alle dine Madofre, og dit Braendofler finde han fedt! Sela!
Psa	20	5	5. Han give dig efter dit Hjerte, og opfylde alle dine Anslag!
Psa	20	6	6. Saa ville vi synge om din Frelse og i vor Guds Navn oprejse Banner; Herren opfylde alle dine Begaeringer!
Psa	20	7	7. Nu ved jeg, at Herren frelser sin Salvede, han vil bønhøre ham fra sin hellige Himmel; ved hans frelsende højre Haands vaeldige Gerninger.
Psa	20	8	8. Disse forlade sig paa Vogne og disse paa Heste; men vi ville prise Herren vor Guds Navn.
Psa	20	9	9. De have maattet bøje sig og ere faldne; men vi staa og holde os oprejste. Frels, Herre ! Kongen bønhøre os den Dag, vi raabe!
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 21
Psa	21	1	1. Til Sangmesteren; en Psalme af David.
Psa	21	2	2. Herre ! Kongen glaeder sig i din Kraft, og hvor saare fryder han sig ved din Frelse!
Psa	21	3	3. Du har givet ham hans Hjertes Begaering og ikke naegtet ham det, hans Laeber ønskede. Sela.
Psa	21	4	4. Thi du kommer ham i Møde med Velsignelser af godt, du saetter en Krone af Guld paa hans Hoved.
Psa	21	5	5. Han begaerede Liv af dig, du gaa ham det, et langt Levned, evindelig og altid.
Psa	21	6	6. Hun har stor Aere ved din Frelse; du laegger Majestaet og Haeder paa ham.
Psa	21	7	7. Thi du saetter ham til Velsignelser altid, du sigt.
Psa	21	8	8. Thi Kongen forlader sig pan Herren, og ved den Højestes Miskundhed skal han ikke rokkes.
Psa	21	9	9. Din Haand skal finde alle dine Fjender; din højre Haand skal finde dine Avindsmaend.
Psa	21	10	10. Du skal stille dem som for en gloende Ovn, naar du viser dit Ansigt; Herren skal opsluge dem i sin Vrede, og Ild skal fortaere dem.
Psa	21	11	11. Du skal udslette deres Frugt af Jorden og, deres Saed iblandt Menneskens Børn.
Psa	21	12	12. Thi de paaførte dig ondt; de udtaenkte Anslag, men de kunde ikke fuldkomme det.
Psa	21	13	13. Thi du skal gøre, at de fly; du sigter med dine Buetrenge imod deres Ansigt. Herre ! ophøj dig i din Kraft; vi ville synge og love din Magt.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 22
Psa	22	1	1. Til Sangmesteren; til "Morgenrødens Hind"; en Psalme af David.
Psa	22	2	2. Min Gud, min Gud! hvorfor har du forladt mig, du er fjern fra min Frelse, fra mit Klageskrig.
Psa	22	3	3. Min Gud! jeg raaber om Dagen, og du svarer ikke; og om Natten, og jeg kan ikke vaere stille.
Psa	22	4	4. Men du er hellig, du, som bor iblandt Israels Lovsange!
Psa	22	5	5. Vore Faedre forlode sig paa dig; de forlode sig paa dig, og du friede dem.
Psa	22	6	6. Til dig raabte de og frelstes; de forlode sig paa dig, og bleve ikke beskaemmede.
Psa	22	7	7. Men jeg er en Orm og ikke en Mand, Menneskens Spot og Folks Foragt.
Psa	22	8	8. Alle de, som se mig, spotte mig; de vraenge Mund, de ryste med Hovedet
Psa	22	9	9. Vaelt det paa Herren, befri ham; han redde ham, efterdi han har Lyst til ham"!
Psa	22	10	10. Du er dog den, som drog mig af Moders Liv, du lod mig hvile trygt ved min Moders Bryster.
Psa	22	11	11. Paa dig er jeg kastet fra Moders Liv af; du er min Gud fra min Moders Skød.
Psa	22	12	12. Vaer ikke langt fra mig, thi Angest er naer; thi der er ingen Hjaelper.
Psa	22	13	13. Mange Øksne have omgivet mig Basans Tyre have omringet mig.
Psa	22	14	14. De oplode deres Gab imod mig men Løve, der river og brøler.
Psa	22	15	15. Jeg er udøst som Vand, og alle ine Ben adskille sig; mit Hjerte er som Voks, det smelter midt i mit Liv.
Psa	22	16	16. Min Kraft er tørret som et Potteskaar, min Tunge haenger ved mine Gummer, og du laegger mig ned i Dødens Støv.
Psa	22	17	17. Thi Hunde have omgivet mig; de ondes Hob har omringet mig; de have gennemboret mine Haender og mine Fødder.
Psa	22	18	18. Jeg kan taelle alle mine Ben; de se til, de se paa mig.
Psa	22	19	19. De dele mine Klaeder imellem sig og kaste Lod om mit Klaedebon.
Psa	22	20	20. Men du, Herre, vaer ikke langt borte! min Styrke, skynd dig at hjaelpe mig!
Psa	22	21	21. Red min Sjael fra Svaerdet, min eneste fra Hundes Vold!
Psa	22	22	22. Frels mig fra Løvens Gab og fra Enhjørningens Horn! Du har bønhørt mig.
Psa	22	23	23. Jeg vil forkynde dit Navn for mine Brødre, midt i Forsamlingerl vil jeg love dig.
Psa	22	24	24. I, som frygte Herren, lover ham! al Jakobs Saed, aerer ham! og baever for ham, al Israels Saed!
Psa	22	25	25. Thi han har ikke foragtet og ej havt Vederstyggelighed for den elendiges Elendighed og ikke skjult sit Ansigt for ham; men der han raabte til ham, hørte han det.
Psa	22	26	26. Fra dig begynder min han Lovsang i en stor Forsamling; jeg vil betale mine Løfter i Paasyn af dem, som frygte ham.
Psa	22	27	27. De sagtmodige skulle aede og maettes, Herren skal prises af dem, som søge ham; eders Hjerter leve altid!
Psa	22	28	28. Alle Verdens Ender skulle komme det i Hu og omvende sig til Herren; og I, alle Hedningernes Slaegter skulle tilbede for dit Ansigt.
Psa	22	29	29. Thi Riget hører Herren til, og han hersker over Hedningerne.
Psa	22	30	30. Alle maegtige paa Jorden skulle aede og tilbede; for ham skulle alle de bøje sig, som sank i Muld, og den, som ikke kunde holde sin Sjael i Live.
Psa	22	31	31. Efterkommerne skulle tjene ham; dei skal fortaelles om Herren til Efterslaegten. De skulle komme og forkynde hans Retfaerdighed for det Folk, som bliver født; thi han har gjort det.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 23
Psa	23	1	1. En Psalme af David. Herren er min Hyrde, mig skal intet fattes.
Psa	23	2	2. Han lader mig ligge i skønne Graesgange; han leder mig til de stille rindende Vande.
Psa	23	3	3. Han vederkvaeger min Sjael; han fører mig paa Retfaerdigheds Veje for sit Navns Skyld.
Psa	23	4	4. Naar jeg end skal vandre i Dødens Skygges Dal, vil jeg ikke frygte for ondt, thi du er med mig; din Kaep og din Stav, de skulle trøste mig.
Psa	23	5	5. Du bereder et Bord for mig, over for mine Fjender; du har salvet mit Hoved med Olie, mit Baeger flyder over.
Psa	23	6	6. Ikkun godt og Miskundhed skal følge mig alle mine Livsdage, og jeg skal blive i Herrens Hus igennem lange Tider.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 24
Psa	24	1	1. En Psalme af David. Herrens er Jorden og dens Fylde, Jorderige og de, der bo derpaa.
Psa	24	2	2. Thi han grundfaestede den paa Havene og gjorde den fast over Strømmene.
Psa	24	3	3. Hvo skal gaa op paa Herrens Bjerg? hvo skal staa paa hans hellige Sted?
Psa	24	4	4. Den, som har uskyldige Haender og er ren af Hjertet; den, som ikke har sat sin Hu til Løgn og ej svoret svigeligt.
Psa	24	5	5. Han skal annamme Velsignelse fra Herren og Retfaerdighed fra sin Frelses Gud.
Psa	24	6	6. Dette er den Slaegt, som spørger, efter ham, de, som søge dit Ansigt, Jakobs Børn. Sela.
Psa	24	7	7. I Porte, opløfter eders Hoveder, ja, opløfter, eder, I evige Døre, at Aerens Konge kan drage ind!
Psa	24	8	8. Hvo er denne Aerens Konge? Herren, staerk og maegtig, Herren, maegtig i Strid.
Psa	24	9	9. I Porte, opløfter eders Hoveder, ja opløfter eder, I evige Døre, at Aerens Konge kan drage ind!
Psa	24	10	10. Hvo er han, den Aerens Konge? Herren Zebaoth, han er Aerens Konge. Sela.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 25
Psa	25	1	1. En Psalme af David. Til dig, Herre ! opløfter jeg min Sjael.
Psa	25	2	2. Jeg forlader mig paa dig, min Gud! lad mig ikke beskaemmes, at mine Fjender ikke skulle fryde sig over mig.
Psa	25	3	3. Ja, ingen, som bier efter dig, skal beskaemmes; beskaemmes skulle de, som. handle troløst uden Aarsag.
Psa	25	4	4. Herre ! lad mig kende dine Veje, laer mig dine Stier.
Psa	25	5	5. Gør, at jeg gaar frem i din Sandhed, og laer mig den; thi du er min Frelses Gud, jeg bier efter dig den ganske Dag.
Psa	25	6	6. Herre ! kom din Barmhjertighed og din Miskundhed i Hu; thi de have vaeret fra Evighed.
Psa	25	7	7. Kom; ikke mine Ungdoms Synder eller; mine Overtraedelser i Hu; men kom du mig i Hu efter din Miskundhed for din Godheds Skyld, Herre !
Psa	25	8	8. Herren er god og oprigtig, derfor underviser han Syndere om Vejen.
Psa	25	9	9. Han skal gøre, at de ydmygede komme til Ret, og han skal laere de ydmygede sin Vej.
Psa	25	10	10. Alle Herrens Stier ere Miskundhed og Sandhed for dem, som bevare hans Pagt og hans Vidnesbyrd.
Psa	25	11	11. For dit Navns Skyld, Herre, forlad mig dog min Misgerning; thi den er stor.
Psa	25	12	12. Hvo er den Mand, som frygter Herren? han skal undervise ham om den Vej, som han skal udvaelge.
Psa	25	13	13. Hans Sjael skal bo i Lyksalighed, og hans Saed skal arve Landet.
Psa	25	14	14. Herrens Omgang er med dem, som frygte ham, og hans Pagt er med dem, til at lade dem kende den.
Psa	25	15	15. Mine Øjne ere stedse til Herren; thi han skal drage mine Føder ud af Garnet.
Psa	25	16	16. Vend dit Angt til mig og vaer mig naadig; thi jeg er enlig og elendig.
Psa	25	17	17. Mit Hjertes Aengstelser have vidt udbredt; før mig ud af mine Traengsler!
Psa	25	18	18. Se hen til min Elendighed og min Møje, og forlad mig alle mine Syn,
Psa	25	19	19. Se hen til mine Fjender, thi ere mange; og de hade mig at Gud altid vilde lade ham blive i sit Hus og duretfaerdigt Had.
Psa	25	20	20. Bevar min Sjael og red mig, at jeg ikke beskaemmes, thi jeg tror paa dig.
Psa	25	21	21. Lad Retsindighed og Oprigtighed bevare mig; thi jeg bier efter dig.
Psa	25	22	22. Forløs, o Gud, Israel af al dets nød.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 26
Psa	26	1	1. Af David. Herre ! skaf mig Ret, thi jeg har vandret i min Uskyldighed; og jeg forlader mig paa Herren, jeg skal ikke snuble.
Psa	26	2	2. Prøv mig, Herre ! og forsøg mig, lutre mine Nyrer og mit Hjerte;
Psa	26	3	3. thi din Miskundhed er for mine Øjne, og jeg vandrer i din Sandhed.
Psa	26	4	4. Jeg sidder ikke hos falske Folk og kommer ikke hos underfundige.
Psa	26	5	5. Jeg hader de ondes Forsamling og sidder ikke hos de ugudelige.
Psa	26	6	6. Jeg toer mine Haender i Uskyldighed og holder mig omkring dit Alter, Herre !
Psa	26	7	7. for at lade mig høre med Taksigelses Røst og for at fortaelle alle dine underfulde Gerninger.
Psa	26	8	8. Herre ! jeg elsker dit Hus's Bolig og din Aeres Tabernakels Sted.
Psa	26	9	9. Bortryk ikke min Sjael med Syndere, eller rnit Liv med blodgerrige Folk,
Psa	26	10	10. i hvis Haender der ele Skaendsel, og hvis højre Haand er fuld af Skaenk.
Psa	26	11	11. Men jeg vil vandre i min Uskyldiglled; forløs mig og vaer mig naadig!
Psa	26	12	12. Min Fod staar paa det jaevne; i Forsamlinger vil jeg love Herren.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 27
Psa	27	1	1. Af David. Herren er mit Lys og min Frelse; for hvem skal jeg frygte? Herren er mit Livs Vaern, for hvem skal jeg raeddes?
Psa	27	2	2. Der de onde kom frem imod mig for at aede mit Kød, mine Modstandere og mine Fjender, da snublede de og faldt.
Psa	27	3	3. Dersom en Haer vilde lejre sig imod mig, da skal mit Hjerte ikke frygte; dersom en Krig rejses imod mig, da er jeg dog; trøstig.
Psa	27	4	4. Een Ting har jeg begaeret af Herren, den vil jeg søge efter; at jeg maa bo i Herrens Hus alle mine Livsdage for at beskue Herrens Livsalighed og at grunde i hans Tempel.
Psa	27	5	5. Thi han skal gemme mig i sin Hytte paa den onde Dag; han skal skjule mig i sit Pauluns Skjul, han skal ophøje mig paa en Klippe.
Psa	27	6	6. Og nu haever mit Hoved sig over mine Fjender, som ere trindt omkring mig, og jeg vil ofre ham Ofre med Frydeklang i hans Paulun; jeg vil synge og lege for Herren.
Psa	27	7	7. Herre ! hør min Røst, naar jeg raaber, og vaer mig naadig og bønhør mig!
Psa	27	8	8. Til dig sagde mit Hjerte, der du sagde: "Søger mit Ansigt", jeg søger dit Ansigt, Herre !
Psa	27	9	9. Skjul ikke dit Ansigt for mig, forskyd ikke din Tjener i Vrede; du har vaeret min Hjaelp, opgiv mig ikke og forlad mig ikke, min Frelses Gud!
Psa	27	10	10. Thi min Fader og min Moder forlode mig; men Herren tager mig op.
Psa	27	11	11. Herre ! laer mig din Vej og led mig paa den jaevne Sti, for mine Fjenders Skyld.
Psa	27	12	12. Giv mig ikke i mine Fjenders Vold; thi falske Vidner og de, som aande Uretfaerdighed, opstode imod mig.
Psa	27	13	13. Havde jeg ikke troet, at jeg skulde se Herrens Godhed i de levendes Land!
Psa	27	14	14. Bi efter Herren, vaer frimodig, og han skal styrke dit Hjerte; ja, bi efter Herren !
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 28
Psa	28	1	1. Af David. Herre ! til dig vil jeg raabe; min Klippe! vaer ikke tavs imod mig, at du ikke holder dig stille imod mig, og jeg bliver; lig dem, som fare ned i Graven.
Psa	28	2	2. Hør mine ydmyge Begaeringers Røst, naar jeg raaber til dig, naar jeg opløfter mine Haender til dit hellige Kor.
Psa	28	3	3. Bortriv mig ikke med de ugudelige og med dem, som gøre Uret, dem, som tale Fred med deres Naeste, enddog der er ondt i deres Hjerte.
Psa	28	4	4. Giv dem efter deres Gerning og efter deres Idraetters Ondskab; giv dem efter deres Haenders Gerning, betal dem, hvad de have fortjent.
Psa	28	5	5. Thi de agte ikke paa Herrens Vaerk, ej heller paa hans Haenders Gerning; han skal nedbryde dem og ikke bygge dem op.
Psa	28	6	6. Lovet vaere Herren; thi han har hørt mine ydmyge Begaeringers Røst.
Psa	28	7	7. Herren er min Styrke og mit Skjold, mit Hjerte har forladt sig paa ham, og jeg er bleven hjulpen; og mit Hjerte fryder sig, og jeg vil takke ham med min Sang.
Psa	28	8	8. Herren er deres Styrke, og han er sin Salvedes Vaern til Frelse.
Psa	28	9	9. Frels dit Folk og velsign din Arv og fød dem og ophøj dem indtil evig Tid.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 29
Psa	29	1	1. En Psalme af David. Giver Herren, I Guds Børn! giver Herren Aere og Styrke.
Psa	29	2	2. Giver Herren hans Navns Aere, tilbeder for Herren i hellig Prydelse.
Psa	29	3	3. Herrens Røst er over Vandene; Aerens Gud tordner; Herren er over de store Vande.
Psa	29	4	4. Herrens Røst er med Kraft; Herrens Røst er med Herlighed.
Psa	29	5	5. Herrens Røst sønderbryder Cedre, og Herren har sønderbrudt Libanons Cedre.
Psa	29	6	6. Og han gør, at de springe som en Kalv, Libanon og Sirjon som en ung Enhjørning.
Psa	29	7	7. Herrens Røst slaar ned med Ildsluer.
Psa	29	8	8. Herrens Røst gør, al Ørken baever; Herren gør, at Kades's Ørk baever.
Psa	29	9	9. Herrens Røst bringer Hinder til at føde og blotter Skovene; men i hans Tempel siger enhver: Aere!
Psa	29	10	10. Herren har siddet ved Syndfloden, og Herren sidder, en Konge evindelig.
Psa	29	11	11. Herren skal give sit Folk Kraft; Herren skal velsigne sit Folk i Freden.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 30
Psa	30	1	1. En Psalme, en Sang ved Husets Indvielse; af David.
Psa	30	2	2. Herre ! jeg vil ophøje dig; thi du har draget mig op, og du lod ikke mine Fjender glaedes over mig.
Psa	30	3	3. Herre, min Gud! jeg raabte til dig, og du helbredede mig.
Psa	30	4	4. Herre ! du førte min Sjael op fra de døde, du lod mig leve, at jeg ikke for ned i Hulen.
Psa	30	5	5. Synger for Herren, I hans hele! og priser hans Helligheds Ihukommelse.
Psa	30	6	6. Thi et Øjeblik varer hans Vrede, men hans Naade Livet igennem; om Aftenen gaester Graad, men om Morgenen Frydeangest.
Psa	30	7	7. Og jeg sagde i min Tryghed: Jeg skal ikke rokkes evindelig.
Psa	30	8	8. Herre ! i din Naade havde du befaestet mit Bjerg; du skjulte dit Ansigt, da blev jeg forfaerdet.
Psa	30	9	9. Til dig, Herre ! vil jeg raabe, og til Herren vil jeg bede ydmygeligt.
Psa	30	10	10. Hvad Vinding er der i mit Blod, jeg farer ned til Graven? Kan Støv takke dig? Kan det forkynde din Sandhed?
Psa	30	11	11. Herre ! hør, og vaer mig naadig; Herre ! vaer min Hjaelper.
Psa	30	12	12. Du har omskiftet min Sorg til Dans for mig; du har løst min Saek og bundet op om mig med Glaede, at min Aere maa lovsynge dig og ikke tie; Herre, min Gud! evindelig vil jeg takke dig.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 31
Psa	31	1	1. Til Sangmesteren; en Psalme af David.
Psa	31	2	2. Herre ! jeg tror paa dig, lad mig ikke beskaemmes evindelig; udfri mig ved din Retfaerdighed.
Psa	31	3	3. Bøj dit Øre til mig, red mig hastelig; vaer mig en fast Klippe, en sikker Borg til at frelse mig.
Psa	31	4	4. Thi du er min Klippe og min Befaestning, og for dit Navns Skyld vil du lede mig og føre mig.
Psa	31	5	5. Du vil udføre mig af Garnet, som de have skjult for mig; thi du er min Styrke.
Psa	31	6	6. I din Haand befaler jeg min Aand; du forløste mig, Herre, du sande Gud!
Psa	31	7	7. Jeg hader dem, som tage Vare paa Løgnens Gøglebilleder; men paa Herren forlader jeg mig.
Psa	31	8	8. Jeg vil fryde mig og vaere glad ved din i gaester Miskundhed; thi du har set min Elendighed, du har kendt min Sjaele.
Psa	31	9	9. Du overantvordede mig ikke i Fjendens Haand; du lod mine Fødder staa paa et vidt Rum.
Psa	31	10	10. Herre ! vaer mig naadig, thi jeg er angest; hentaeret af Sorg er mit Øje, min Sjael og min Krop.
Psa	31	11	11. Thi mit Liv er svundet hen i Bedrøvelse og mine Aar i Suk; min Kraft er brudt for min Misgernings Skyld, og mine Ben ere hentørrede.
Psa	31	12	12. Ved alle mine Fjender er jeg bleven til Spot, og det i rigt Maal for mine Naboer og til Forskraekkelse for mine Kyndinge; de, som saa mig udenfor, flyede fra mig.
Psa	31	13	13. Jeg blev glemt, ude af Sinde som en død, jeg var, som et Kar, der gaar tabt.
Psa	31	14	14. Thi jeg hørte manges Bagtalelse, der var Raedsel trindt omkring; idet de raadsloge sammen over mig, taenkte de at tage Livet af mig.
Psa	31	15	15. Men jeg forlader mig paa dig, Herre ! jeg sagde: Du er min Gud.
Psa	31	16	16. Mine Tider ere i din Haand; red mig fra mine Fjenders Haand og fra dem, som forfølge mig.
Psa	31	17	17. Lad dit Ansigt lyse over din Tjener; frels mig ved din Miskundhed.
Psa	31	18	18. Herre ! lad mig ikke beskaemmes, thi jeg har kaldt paa dig; lad de ugudelige beskaemmes, lad dem tie i Dødsriget.
Psa	31	19	19. Lad de falske Laeber blive stumme, som tale fraekt i Hovmod og Foragt imod den retfaerdige.
Psa	31	20	20. Hvor stor er din Godhed, som du har gemt for dem, som dig frygte, hvilken du har udvist imod dem, som tro paa dig, for Menneskens Børn.
Psa	31	21	21. Du vil skjule dem i dit Ansigts Skjul for Menneskers Sammensvaergelser; du vil gemme ved: dem i en Hytte for Tungers Kiv.
Psa	31	22	22. Lovet vaere Herren ! thi han har underligt bevist sin Miskundhed imod mig i en fast Stad.
Psa	31	23	23. Og jeg sagde, der jeg var forfaerdet: Jeg er udryddet fra dine Øjne; men du hørte mine ydmyge Begaeringers Røst, da jeg raabte til dig.
Psa	31	24	24. Elsker Herren, alle hans hellige! Herren bevarer de trofaste og betaler i Overmaal ham, som øver Hovmod. Vaerer frimodige, og han skal styrke eders Hjerte, alle I, som haabe paa Herren !
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 32
Psa	32	1	1. Af David; en Undervisning. Salig er den, hvis Overtraedelse er forladt, hvis Synd er skjult.
Psa	32	2	2. Saligt er det Menneske, hvem Herren ikke tilregner Skyld, og i hvis Aand der ikke er Svig.
Psa	32	3	3. Der jeg vilde tie, hentaeredes mine Ben under Jamren den ganske Dag.
Psa	32	4	4. Thi din Haand laa Dag og Nat svar paa mig; min Livskraft svandt hen i Sommerens Tørhed. Sela.
Psa	32	5	5. Jeg bekendte min Synd for dig og skjulte ikke min Misgerning, jeg sagde: "Jeg vil bekende mine Overtraedelser for Herren ", du forlod mig min Syndeskyld. Sela.
Psa	32	6	6. Derfor skal hver hellig bede til dig til den Stund, du findes; komme store Vandskyl, skulle de ikke naa til ham.
Psa	32	7	7. Du er mit Skjul, du bevarer mig for Angest; med Frelsens Jubel omgiver du mig. Sela.
Psa	32	8	8. Jeg vil undervise dig og laere dig den Vej, som du skal gaa; jeg vil raade dig mit Øje.
Psa	32	9	9. Vaerer ikke som Hest og Mule, der ikke have Forstand, hvis Prydelse er Tømme og Bidsel til at tvinge dem, naar de ikke ville komme naer til dig.
Psa	32	10	10. Den ugudelige har mange Smerter; men den, som forlader sig paa Herren, omgiver han med Miskundhed.
Psa	32	11	11. Glaeder eder i Herren og fryder eder, I retfaerdige! og synger med Fryd alle I, som ere oprigtige i Hjertet!
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 33
Psa	33	1	1. Synger med Fr6yd, i retfaerdige, I Herren ! Lovsang sømmer sig for de oprigtige.
Psa	33	2	2. Takker Herren med Harpe; og leger for ham paa Psalte med ti Strenge.
Psa	33	3	3. Synger ham en ny sang, leger lifligt paa Strengeleg med Frydeklang.
Psa	33	4	4. Thi Herrens Ord er ret, og al hans Gerning er trotast.
Psa	33	5	5. Han elsker Retfaerdighed og Dom; Jorden er fuld af Herrens Miskundhed.
Psa	33	6	6. Himlene ere gjorte ved Herrens Ord og al deres Haer ved hans Munds Aande.
Psa	33	7	7. Han holder Vandet sammen i Havet som en Dynge; han laegger de dybe Vande i Forraadskamre.
Psa	33	8	8. Al Jorden frygte Herren ! alle Verdens Indbyggere baeve for ham!
Psa	33	9	9. Thi han talte, og det skete; han bød, saa stod det der.
Psa	33	10	10. Herren gjorde Hedningernes Raad til intet, han forstyrrede Folkenes Tanker.
Psa	33	11	11. Herrens Raad bestaar evindelig, hans Hjertes ranker fra Slaegt til Slaegt.
Psa	33	12	12. Saligt er det Folk, hvis Gud Herren er, det Folk, som han udvalgte sig til Arv.
Psa	33	13	13. Herren skuede ud fra Himmelen, han saa alle Menneskens Børn.
Psa	33	14	14. Han saa ned fra sit Højsaede til alle Jordens Indbyggere.
Psa	33	15	15. Han er den, som danner deres Hjerter til Hobe, som agter paa alle deres Gerninger.
Psa	33	16	16. En Konge frelses ikke ved stor Magt, en vaeldig fries ikke ved stor Kraft.
Psa	33	17	17. Hesten slaar fejl til Frelse og kan ikke redde ved sin store Styrke.
Psa	33	18	18. Se, Herrens Øje er til dem, som ham frygte, som haabe paa hans Miskundhed,
Psa	33	19	19. for at fri deres Sjael fra. Død og holde dem i Live i Hungersnøden.
Psa	33	20	20. Vor Sjael bier efter Herren, han er vor Hjaelp og vort Skjold.
Psa	33	21	21. Thi i ham glaedes vort Hjerte; thi vi forlade os paa hans hellige Navn.
Psa	33	22	22. Herre ! din Miskundhed vaere over os, ligesom vi haabe paa dig!
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 34
Psa	34	1	1. Af David; der han anstillede sig afsindig for Abimeleks Ansigt, og denne uddrev ham, og han gik bort.
Psa	34	2	2. Jeg vil love Herren til hver Tid; hans Pris skal altid vaere i min Mund.
Psa	34	3	3. Min Sjael skal rose sig i Herren; de sagtmodige skulle hore det og glaede sig.
Psa	34	4	4. Lover Herren storlig med mig og lader os tilsammen ophøje hans Navn.
Psa	34	5	5. Jeg søgte Herren, og han bønhørte mig og friede mig af al min Frygt.
Psa	34	6	6. De saa til ham og oplivedes, og deres Ansigt skal ingenlunde blive beskaemmet.
Psa	34	7	7. Denne elendige raabte, og Herren hørte og frelste ham af alle hans Angester.
Psa	34	8	8. Herrens Engel lejrer sig trindt omkring dem, som frygte ham, og frier dem.
Psa	34	9	9. Smager og ser, at Herren er god; salig den Mand, som forlader sig paa ham.
Psa	34	10	10. Frygter Herren, I hans hellige! thi de, som frygte ham, have ingen Mangel.
Psa	34	11	11. De unge Løver lide Nød og hungre; men de, som søbe Herren, skulle ikke have Mangel paa noget godt.
Psa	34	12	12. Kommer, I Børn! hører mig; jeg vil laere eder Herrens Frygt.
Psa	34	13	13. Hvo er den Mand, som har Lyst til Livet, som Ønsker sig Dage for at se godt?
Psa	34	14	14. Bevar din Tunge fra ondt og dine Laeber fra at tale Svig.
Psa	34	15	15. Vig fra ondt, og gør godt; søg Fred, og tragt efter den!
Psa	34	16	16. Herrens Øjne ere vendte til de retfaerdige og hans Øren til deres Raab.
Psa	34	17	17. Herrens Ansigt er imod dem, som gøre ondt, for at udrydde deres Ihukommelse af Jorden.
Psa	34	18	18. Hine raabte, og Herren hørte, og han friede dem af alle deres Angster.
Psa	34	19	19. Herren er naer hos dem, som have et sønderbrudt Hjelte, og han vil flelse dem, som have en søndelknust Aand.
Psa	34	20	20. Mange Genvordigheder vederfares den retfaerdige; men Herren skal udfri ham af dem alle sammen,
Psa	34	21	21. Han bevarer alle hans Ben; ikke et af dem skal blive sønderbrudt.
Psa	34	22	22. Ulykken skal draebe den ugudelige, og de, som hade den retfaerdige, skulle dømmes skyldige. Herren forløser sine Tjeneres Sjael; og alle de, som forlade sig paa ham, skulle ikke dømmes skyldige.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 35
Psa	35	1	1. Af David. Herre ! traet med dem, som traette med mig; strid imod dem, som stride imod mig.
Psa	35	2	2. Grib Skjold og Vaerge, og staa op at hjaelpe mig.
Psa	35	3	3. Tag Spydet frem og afskaer Vejen for mine Forfølgete; sig til min Sjael: Jeg er din Frelse.
Psa	35	4	4. Lad dem, som søge efter mit Liv blues og blive til Skamme lad dem, som ville mig ondt, vige tilbage og blive beskaemmede.
Psa	35	5	5. Lad dem blive som Avner for Vejret, og Herrens Engel støde dem bort.
Psa	35	6	6. Lad deres Vej blive mørk og slibrig, og Herrens Engel forfølge dem.
Psa	35	7	7. Thi de skjulte uden Skel deres Garn imod mig i en Grube, de grove en Grav for min Sjael uden Skel.
Psa	35	8	8. Lad Ødelaeggelse komme over dem, uden at de vente det; og lad deres Garn, som de skjulte, fange dem, lad dem falde deri til ødelaeggelse.
Psa	35	9	9. Men min Sjael skal glaede sig i Herren, den skal fryde sig i hans Frelse.
Psa	35	10	10. Alle mine Ben skulle sige: Herre ! hvo er som du? du, som frier en elendig fra den, som er ham for staerk, ja, en elendig og fattig fra den, som udplyndrer ham.
Psa	35	11	11. Den staa traeske Vidner op, de affordre mig det, som jeg ikke ved.
Psa	35	12	12. De betale mig ondt for godt, min Sjael føler sig forladt.
Psa	35	13	13. Men der de vare syge, iførte jeg mig Saek, jeg plagede min Sjael med Faste, og jeg bad med Hovdet saenket mod min Barm.
Psa	35	14	14. Jeg omgikkes med ham, som han havde vaeret min Ven og Broder; jeg gik i Sørgeklaeder og var nedbøjet som en, der sørger for sin Moder.
Psa	35	15	15. Men da jeg kom til at halte, glaedede de sig og flokkedes; Uslinger flokkedes om mig, og jeg vidste af intet; de søndersliede og tav ikke.
Psa	35	16	16. Iblandt vanhellige og fraekke Spottere skare de Taender imod mig.
Psa	35	17	17. Herre! hvor laenge vil du se til? udfri min Sjael fra deres ødelaeggelse, min eneste fra de unge Løver.
Psa	35	18	18. Jeg vil takke dig i en stor Forsamling, jeg vil love did iblandt et talrigt Folk.
Psa	35	19	19. Lad dem, som ere mine Fjender uden Skel, ikke glaedes over mig, eller dem, som hade mig uforskyldt give Vink med Øjnene.
Psa	35	20	20. Thi de tale ikke Fred; men imod de stille i Landet optaenke de svigefulde Anslag.
Psa	35	21	21. Og de lode deres Mund vidt op imod mig de sagde; Ha, ha! vort Øje har set det.
Psa	35	22	22. Herre ! du har set det; ti ikke, Herre! vaer ikke langt fra mig.
Psa	35	23	23. Vaagn op og vaer vaagen for min Ret, for min Sag, min Gud og min Herre!
Psa	35	24	24. Herre, min Gud! døm mig efter din Retfaerdighed, og lad dem ikke glaede sig over mig,
Psa	35	25	25. at de ikke skulle sige i deres Hjerte: "Ha, ha! det var vor Lyst!"
Psa	35	26	26. Lad dem ikke sige: "Vi have opslugt ham!" og Lad dem, som glaede sig ved min Ulykke, til Hobe blues og blive til Skamme; lad dem, som gøre sig store imod mig, klaedes med Skam og Skaendsel.
Psa	35	27	27. Lad dem frydes og glaedes, som have Lyst til min Retfaerdighed, og lad dem altid sige: Herren bør storlig loves, han, som har Lyst til sin Tjeners Fred.
Psa	35	28	28. Saa skal min Tunge tale om din Retfaerdighed, om din Pris den ganske Dag.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 36
Psa	36	1	1. Til Sangmesteren; af David, Herrens Tjener.
Psa	36	2	2. Den ugudeliges Overtraedelser sige mig inden i mit Hjerte: Der er ikke Guds Frygt for hans Øjne.
Psa	36	3	3. Thi han smigrer for sig selv i sine Øjne, med Hensyn til, at hans Misgerning skulde blive fundet og hadet.
Psa	36	4	4. Hans Munds Ord ere Uret og Svig; han har ladet af at handle viselig, at gøre godt.
Psa	36	5	5. Han optaenker Uret paa sit Leje; han stiller sig paa en Vej, der ikke er god, det onde forkaster han ikke.
Psa	36	6	6. Herre ! din Miskundhed er i Himlene; din Sandhed naar til Skyerne.
Psa	36	7	7. Din Retfaerdighed er som Gudshjerge; dine Domme som det store Dyb; Herre ! du frelser Mennesker og Dyr.
Psa	36	8	8. Gud! hvor Dyrebar er din Miskundhed; og Menneskens Børn skulle skjule sig under dine Vingers Skygge.
Psa	36	9	9. De skulle maettes af dit Hus's Fedme, og du skal give dem at drikke af din Lifligheds Baek.
Psa	36	10	10. Thi hos dig er Livets Kilde; i dit Lys skulle vi se Lys.
Psa	36	11	11. Lad din Miskundhed vare ved imod dem, som dig kende, og din Retfaerdighed imod de oprigtige af Hjertet.
Psa	36	12	12. Lad den hovmodiges Fod ikke komme over mig og de ugudeliges Haand ikke bortstøde mig. Hist faldt de, som gjorde Uret; de bleve nedstødte og kunde ikke staa op.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 37
Psa	37	1	1. Af David. Lad din Vrede ikke optaendes imod de onde; vaer ikke nidkaer imod dem, som gøre Uret;
Psa	37	2	2. thi de skulle hastelig falme som Graes, og visne som grønne Urter.
Psa	37	3	3. Forlad dig paa Herren og gør godt; bo i Landet og naer dig trolig;
Psa	37	4	4. og forlyst dig i Herren, saa skal han blive dig dit Hjertes Begaering.
Psa	37	5	5. Vaelt din Vej paa Herren og forlad dig paa ham, han skal gøre det.
Psa	37	6	6. Og han skal føre din Retfaerdighed frem som Lyset og din Ret som Middagsglansen.
Psa	37	7	7. Ti for Herren og forvent ham; lad din Vrede ikke optaendes imod den Mand, hvis Vej lykkes, imod den Mand, som Øver Underfundighed.
Psa	37	8	8. Lad af fra Vrede og lad Heftighed fare, lad din Vrede ikke optaendes, den er kun til at gøre ondt.
Psa	37	9	9. Thi de onde skulle udryddes, men de, som bie efter Herren, de skulle arve Landet.
Psa	37	10	10. Og endnu et lidet, saa er den ugudelige ikke mere; og naar du giver Agt pari hans Sted, da er han borte.
Psa	37	11	11. Men de sagtmodige skulle arve Landet og forlyste sig over stor Fred.
Psa	37	12	12. Den ubudelige optaenker Skalkhed imod den retfaerdige og skaerer Taender imod ham.
Psa	37	13	13. Herren skal le ad ham; thi han ser, at hans Dag er kommen.
Psa	37	14	14. De ugudelige have uddraget Svaerd og spaendt deres Bue at fselde en elendig og fattig, at tage Livet af dem, som vandre i Oprigtighed.
Psa	37	15	15. Deres Svaerd skal I, komme i deres eget Hjerte, og deres Buer skulle sønderbrydes.
Psa	37	16	16. Det lidet, som den retfaerdige har, er bedre end mange ugudeliges Gods.
Psa	37	17	17. Thi de ugudeliges Arme skulle sønderbrydes; men Herren opholder de retfaerdige.
Psa	37	18	18. Herren kender de retsindiges Dage, og deres Arv skal blive evindelig.
Psa	37	19	19. De skulle ikke beskaemmes i den onde Tid, og de skulle maettes
Psa	37	20	20. i Hungers Dage de ugudelige skulle omkomme, Herrens Fjender, som Engenes Pragt; de ere forsundne, i Røg forsvundne.
Psa	37	21	21. En ugudelig maa tage til Laans, og kan ikke betale; men en retfaerdig kan forbarme sig og giver.
Psa	37	22	22. Thi Herrens velsignede skulle arve Landet; men hans forbandede skulle udryddes.
Psa	37	23	23. Af Herren stadfaestes en Mands Gang, og han vil have Velbehag til hans Vej.
Psa	37	24	24. Naar han falder, bliver han ikke liggende; thi Herren holder fast ved hans Haand.
Psa	37	25	25. Jeg har vaeret ung og er bleven gammel; men jeg har ikke set en retfaerdig forladt eller hans Saed at søge efter Brødet.
Psa	37	26	26. Han forbarmer sig den ganske Dag og laaner ud, og hans Saed skal blive til en Velsignelse.
Psa	37	27	27. Vig fra ondt, og gør godt, saa skal du blive boende evindelig.
Psa	37	28	28. Thi Herren elsker Ret og forlader ikke sine hellige; de ere bevarede evindelig; men de ugudeliges Saed er udryddet.
Psa	37	29	29. De retfaerdige skulle arve Landet og bo der evindelig.
Psa	37	30	30. En retfaerdigs Mund skal tale Visdom, og hans Tunge skal forkynde Ret.
Psa	37	31	31. Hans Guds Lov er i hans Hjerte hans Trin skulle ikke glide.
Psa	37	32	32. En ugudelig lurer paa den retfaerdige og søger efter at draebe ham.
Psa	37	33	33. Herren skal ikke overlade ham i hans Haand og ej kende ham skyldig, naar han dømmes.
Psa	37	34	34. Bi efter Herren og var paa hans Vej, saa skal han ophøje dig til at arve Landet; du skal se paa de ugudeliges Udryddelse.
Psa	37	35	35. Jeg saa en ugudelig, en Voldsmand; han udbredte sig som et grønt Rodskud.
Psa	37	36	36. Men han forsvandt og se, han var ikke mere; og jeg søgte efter ham, men han fandtes ikke.
Psa	37	37	37. TagVare paa ja, den retsindige, og se hen til den oprigtige; thi Fredens Mand har en Fremtid.
Psa	37	38	38. Men Overtraedere skulle Ødelaegges til Hobe; de ugudeliges Fremtid er borte.
Psa	37	39	39. Men de retfaerdiges Frelse er af Herren, han er deres Styrke i Nødens Tid.
Psa	37	40	40. Og Herren skal hjaelpe dem og udfri dem; han skal udfri dem fra de ugudelige og frelse dem; thi de have forladt sig paa ham.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 38
Psa	38	1	1. En Psalme af David; til Ihukommelse.
Psa	38	2	2. Herre ! straf mig ikke i din Vrede og tugt mig ikke i din Harme.
Psa	38	3	3. Thi dine Pile ere dybt nedtryk i mig, og din Haand har lagt sig paa mig.
Psa	38	4	4. Der er intet sundt paa mit Kød for din Vredes Skyld; der er ingen Fred i mine Ben for min Synds Skyld.
Psa	38	5	5. Thi mine Misgernger ere gaaede mig over Hovedede ere blevne mig for svare som en svar Byrde.
Psa	38	6	6. Mine Saar lugte ilde, de ere raadne for min Daarskabs Skyld.
Psa	38	7	7. Jeg gaar kroget, jeg er saare nedbøjet; jeg gaar hver Dag i Sørgeklaeder.
Psa	38	8	8. Thi mine Laender ere fulde af Skorpe, og der er intet sundt paa mit Kød.
Psa	38	9	9. Jeg er bleven dødkold og saare sønderknust; jeg hyler ud af mit Hjertes Uro.
Psa	38	10	10. Herre! al min Begaering er for dig, og mit Suk er ikke skjult for dig.
Psa	38	11	11. Mit Hjerte slaar heftigt, min Kraft har forladt mig, og mine Øjnes Lys, endog det er svundet for mig.
Psa	38	12	12. Mine Venner om mine Fraender holde sig i Afstand fra min Plage, og mine naermeste staa langt borte.
Psa	38	13	13. Og de, som søge efter mit Liv, satte Snarer, og de, som søge min Ulykke, førte Fordaervelsens Tale og grunde den ganske Dag paa alle Haande Svig.
Psa	38	14	14. Men jeg er som en døv, der ikke hører, og som en stum, der ikke oplader sin Mund.
Psa	38	15	15. Jeg er som en Mand, der ikke hører, og som intet Gensvar har i sin Mund.
Psa	38	16	16. Thi jeg bier paa dig, Herre; du, Herre min Gud! vil bønhøre.
Psa	38	17	17. Thi jeg sagde: De skulle ikke glaede sig over mig; da min Fod snublede, gjorde de sig store imod mig.
Psa	38	18	18. Thi jeg er naer ved at halte, og min Pine er stadig for mig.
Psa	38	19	19. Thi jeg maa bekende min Misgerning, jeg sørger over min Synd.
Psa	38	20	20. Men mine Fjender leve og ere maegtige, og der er mange, som lade mig uden Skel.
Psa	38	21	21. Og de, som tale ondt for godt, de staa mig imod, fordi jeg efterjager det gode.
Psa	38	22	22. Forlad mig ikke, Herre ! min Gud, vaer ikke langt fra mig! Skynd at hjaelpe mig, Herre, min Frelse!
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 39
Psa	39	1	1. Til Sangmesteren; til Jeduthun; en Psalme af David.
Psa	39	2	2. Jeg sagde: Jeg vil vare paa mine Veje, at jeg ikke skal synde med min Tunge; jeg vil vare paa min Mund, at den holdes lukket, da den ugudelige endnu er for mig.
Psa	39	3	3. Jeg var stum i Tavshed, jeg tav, uden at det blev godt; og min Smerte blev oprørt.
Psa	39	4	4. Mit Hjerte blev hedt inden i mig, under min Betaenkning optaendtes en Ild; jeg talte med min Tunge.
Psa	39	5	5. Herre ! lad mig kende mit Endeligt og mine Dages Maal, hvilket det monne vaere; maatte jeg kende, hvor snart jeg skal bort.
Psa	39	6	6. Se, du har sat mine Dage som en Haandbred og mit Livs Tid er som intet for dig; hvert Menneske er kun idel Forfaengelighed; hvor fast han end staar. Sela.
Psa	39	7	7. Mennesket vandrer kun som et Skyggebillede, de gøre sig kun Uro forgaeves; han samler og kan ikke vide, hvo der skal sanke det hjem.
Psa	39	8	8. Og nu, Herre! hvad har jeg biet efter? Min Forventning er til dig.
Psa	39	9	9. Fri mig fra alle mine Overtraedelser, saet mig ikke til Spot for Daaren!
Psa	39	10	10. Jeg var stum, jeg vilde ikke oplade min Mund; thi du har gjort det.
Psa	39	11	11. Borttag din Plage fra mig; jeg er forgaaet ved din Haands Slag.
Psa	39	12	12. Tugter du nogen med megen Straf for Misgerning, da bringer du hans Herlighed til at hensmuldre ligesom Møl; alle Mennesker ere kun Forfaengelighed. Sela.
Psa	39	13	13. Herre ! hør min Bøn og vend dine Øren til mit Raab, ti ikke til min Graad; thi jeg er en fremmed hos dig, en Gaest som alle mine Faedre. Se bort fra mig, at jeg maa vederkvaeges, førend jeg farer bort, og er ikke mere til.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 40
Psa	40	1	1. Til Sangmesteren; en Psalme af David.
Psa	40	2	2. Jeg har biet taalmodigt efter Herren, og han bøjede sig til mig og hørte mit Raab.
Psa	40	3	3. Og han drog: mig op af en brusende Grav, af det skidne Dynd; og han satte mine Fødder paa en Klippe, han befaestede mine Skridt.
Psa	40	4	4. Og han lagde en ny Sang i min Mund, en Lovsang til vor Gud; mange skulle se og frygte og forlade sig paa Herren.
Psa	40	5	5. Salig den Mand, som saetter sin Tillid til Herren og ikke vender sig til de hovmodige og til dem, som bøje sig til Løgn.
Psa	40	6	6. Herre, min Gud! du har gjort dine underfulde Ting og dine Tanker mangfoldige imod os; ingen kan opregne dem for dig, ellers skulde jeg kundgøre og udsige dem; de ere flere, end man kan taelle dem.
Psa	40	7	7. Du har ikke Lyst til Slagtoffer og Madoffer; du har aabnet mig ørene; du har ikke begaeret Braendoffer eller Syndoffer.
Psa	40	8	8. Da sagde jeg: Se, jeg er kommen; i Bogens Rulle er det foreskrevet mig.
Psa	40	9	9. Jeg har Lyst til at gøre din Villie, min Gud! og din Lov er midt i mit Inderste.
Psa	40	10	10. Jeg har bebudet Retfaerdighed i en stor Forsamling; se, jeg vil ikke lukke mine Laeber; Herre ! du ved det.
Psa	40	11	11. Jeg har ikke skjult din Retfaerdighed inden i mit Hjerte, jeg har talt om din Trofasthed og din Frelse; jeg har ikke dulgt din Miskundhed og din Sandhed for en stor Forsamling.
Psa	40	12	12. Du, Herre ! vil ikke holde din Barmhjertighed tilbage fra mig; din Miskundhed og din Sandhed ville altid bevare mig.
Psa	40	13	13. Thi Ulykker have omspaendt mig, saa der er intet Tal derpaa, mine Misgerninger have grebet mig, og jeg kan ikke se; de ere flere end Haarene paa mit Hoved, og mit Hjerte har forladt mig.
Psa	40	14	14. Herre ! lad det behage dig at udfri mig; Herre ! skynd dig at Hjaelpe mig.
Psa	40	15	15. Lad dem til Hobe blues og blive til Skamme, som søge efter mit Liv for at tage det bort; lad dem vige tilbage og forhaanes, som ville mig ondt.
Psa	40	16	16. Lad dem forfaerdes over deres egen Skaendsel, dem, som sige om mig: Ha, ha!
Psa	40	17	17. Lad dem frydes og glaedes i dig, alle som søge dig lad dem altid sige: Herren vaere storlig lovet! dem, som elske din Frelse. Men jeg er elendig og fattig; Herren vil taenke paa mig; du er min Hjaelp og den, som udfrier mig; min Gud! tøv ikke.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 41
Psa	41	1	1. Til Sangmesteren; en Psalme af David.
Psa	41	2	2. Salig den, som handler forstandigt imod den ringe; Herren skal redde ham paa den onde Dag.
Psa	41	3	3. Herren skal bevare ham og holde ham ved Live, han skal blive lyksalig paa Jorden; og du skal ikke give ham hen i hans Fjenders Villie.
Psa	41	4	4. Herren skal opholde ham paa Sygesengen: du har hjulpet ham op igen fra hvert Sygeleje.
Psa	41	5	5. Jeg sagde: Herre ! vaer mig naadig, helbred min Sjael; thi jeg har syndet imod dig.
Psa	41	6	6. Mine Fjender tale ondt om mig: Naar skal han dog dø og hans Navn forgaa?
Psa	41	7	7. Og dersom een kommer at se mig, taler han Falskhed, hans Hjerte samler paa Uret; gaar han ud udenfor, da taler han derom.
Psa	41	8	8. Alle mine Avindsmaend hviske sammen imod mig; de optaenke imod mig det, som er mig ondt.
Psa	41	9	9. De sige: Der haenger en Niddingsdaad fast ved ham, og saasom han ligger, skal han ikke staa op mere.
Psa	41	10	10. Ogsaa den Mand, som havde Fred med mig, hvem jeg forlod mig paa, som aad mit Brød, han opløftede sin Hael imod mig.
Psa	41	11	11. Men du, Herre ! vaer mig naadig og rejs mig op, saa vil jeg betale dem.
Psa	41	12	12. Derpaa kender jeg, at du har Behagelighed til mig, at min Fjende ikke skal faa Glaede over rnig.
Psa	41	13	13. Men mig opholder du og saetter mig for dit Ansigt evindelig i min Oprigtighed. Lovet vaere Herren, Israels Gud, i Evighed og indtil Evighed! Amen, Amen.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 42
Psa	42	1	1. Til Sangmesteren; en Undervisning; af Koras Børn.
Psa	42	2	2. Ligesom en Hjort skriger efter Vandstrømme, saa skriger min Sjael til dig, o Gud!
Psa	42	3	3. Min Sjael tørster efter Gud, efter den levende Gud; skal jeg dog komme og ses Guds Ansigt?
Psa	42	4	4. Min Graad er bleven mit Brød Dag og Nat, da man siger til mig den ganske Dag: Hvor er din Gud?
Psa	42	5	5. Det vil jeg imod komme i Hu og udøse min Sjael i mit Inderste: At jeg gik frem med Hoben og gik af Sted med den til Guds Hus, med Frydeskrigs- og Taksigelsesrøst, i den Hob, som holdt Højtid.
Psa	42	6	6. Hvorfor nedbøjer du dig, min Sjael, og bruser i mit Indre? bi efter Gud, thi jeg skal endnu takke ham for Frelsen for hans Ansigt.
Psa	42	7	7. Min Gud! min Sjael nedbøjer sig i mit Inderste; derfor kommer jeg dig i Hu fra Jordans Land og Hermon, fra det lille Bjerg.
Psa	42	8	8. Afgrund raaber til Afbrund efter Lyden af dine Sluser, alle dine Braendinger og dine Bølger ere gaaede over mig.
Psa	42	9	9. Herren skal befale sin Miskundhed om Dagen, og om Natten skal hans Sang vaere hos mig, en Bøn til mit Livs Gud.
Psa	42	10	10. Jeg vil sige til Gud, min Klippe: Hvorfor har du glemt mig? hvorfor maa jeg gaa i Sørgeklaeder, idet Fjenden traenger mig?
Psa	42	11	11. Under Dødssmerterne i mine Ben forhaane mine Fjender mig, idet de sige den ganske Dag til mig: Hvor er din Gud? Hvorfor nedbøjer du dig, min Sjael? hvorfor bruser du i mit Indre? Bi efter Gud; thi jeg skal endnu takke ham, mit Ansigts Frelse og min Gud.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 43
Psa	43	1	1. Øm mig, o Gud! og udfør min Sag imod et umildt Folk; fra en falsk og uretfaerdig Mand udfri mig!
Psa	43	2	2. Thi du er min Styrkes Gud, hvorfor har du forkastet mig? Hvorfor skal jeg gaa i Sørgeklaeder, idet Fjenden traenger mig?
Psa	43	3	3. Send dit Lys og din Sandhed, at de maa ladet ledsage mig, at de maa føre mig til dit hellige Bjerg og til dine Boliger;
Psa	43	4	4. og at jeg maa indgaa til Guds Alter, til Gud, som er min Fryd og Glaede, og takke dig paa Harpe, o Gud, min Gud!
Psa	43	5	5. Hvorfor nedbøjer du dig, min Sjael? og hvorfor bruser du i mit Indre? Bi efter Gud; thi jeg skal endnu takke ham, mit Ansigts Frelse og min Gud.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 44
Psa	44	1	1. Til Sangmesteren; af Koras Børn; en Undervisning.
Psa	44	2	2. Gud! vi have hørt det med vore Øren, vore Faedre have fortalt os det, den Gerning du gjorde i deres Dage, i fordums Dage.
Psa	44	3	3. Du fordrev Hedningerne ved din Haand, men dem plantede du; du handlede ilde med Folkene, men dem udbredte du.
Psa	44	4	4. Thi ikke ved deres Svaerd indtoge de Landet, og deres Arm hjalp dem ikke, men din højre Haand og din Arm og dit Ansigts Lys, fordi du havde Behagelighed til dem.
Psa	44	5	5. Gud! du, ja, du er min Konge; befal Jakobs Frelse at komme!
Psa	44	6	6. Ved dig ville vi nedstøde vore Fjender; i dit Navn ville vi nedtraede dem, som staa op imod os.
Psa	44	7	7. Thi jeg forlader mig ikke paa min Bue, og mit Svaerd kan ikke frelse mig.
Psa	44	8	8. Men du har frelst os fra vore Fjender, og du har beskaemmet dem, som os hadede.
Psa	44	9	9. Vi prise Gud den ganske Dag, og vi takke dit Navn evendelig. Sela.
Psa	44	10	10. Alligevel har du forknstet os og os beskaemmes og vil ikke drage ud med vore Haere.
Psa	44	11	11. Du lader os vige tilbage for Modstanderen, og de, som os hade, have gjort sig Bytte.
Psa	44	12	12. Du giver os hen som Faar til at fortaeres og har spredt os iblandt Hedningerne.
Psa	44	13	13. Du saelger dit Folk, og det for intet, og du fik ingen stor Pris for dem.
Psa	44	14	14. Du gør os til Skaendsel for vore Naboer, til Spot og Haan for dem, som ere trindt omkring os.
Psa	44	15	15. Du gør os til et Ordsprog iblandt Hedningerne, saa man ryster Hovedet over os iblandt Folkene.
Psa	44	16	16. Min Forsmaedelse er den ganske Dag for mig, og Bluelse har bedaekket mit Ansigt
Psa	44	17	17. for hans Røsts Skyld, som bespotter og forhaaner, for Fjendens og den haevngerriges Skyld.
Psa	44	18	18. Alt dette er kommet over os, dog have vi ikke glemt dig, og vi have ikke handlet falskelig imod din Pagt.
Psa	44	19	19. Vort Hjerte vendte sig ikke bort, og vor Gang bøjede ikke af fra din Vej,
Psa	44	20	20. saa at du skulde knuse os i Dragers Bo og skjule os med Dødens Skygge.
Psa	44	21	21. Dersom vi havd glemt vor Guds Navn og udbred vore Haender til en fremmed Gud.
Psa	44	22	22. Skulde Gud da ikke udfinde det efterdi han kender Hjertets skjulte Tanker.
Psa	44	23	23. Men vi blive ihjelslagn for din Skyld den ganske Dag, ere regnede som Slagtefaar.
Psa	44	24	24. Vaagn op, hvorfor vil du sove, Herre? Vaagn op, forkast os i evindelig!
Psa	44	25	25. Hvorfor vil du skjule dit Ansigt, glemme vor Elendighed og vor Traengsel?
Psa	44	26	26. Thi vor Sjael er nedbøjet i Støvet, vor Krop haenger ved Jorden. Rejs dig til vor Hjaelp og forløs os for din Miskundheds Skyld!
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 45
Psa	45	1	1. Til Sangmesteren; til "Lillierne"; af Koras Børn; en Undervisning; en Sang om Kaerlighed.
Psa	45	2	2. Mit Hjerte udgyder en god Tale; jeg siger: Mine Idraetter gaelde Kongen; min Tunge er en Hurtigskrivers Pen.
Psa	45	3	3. Du er meget dejligere end Menneskens Børn, Ynde er udgydt paa dine Laeber, derfor velsignede Gud dig evindelig.
Psa	45	4	4. Bind dit Svaerd ved din Side, du vaeldige! Min Majestaet og din Herlighed;
Psa	45	5	5. og vaer lykkelig i din Herlighed, far frem for Sandhed og Mildhed med Retfaerdighed, og din høre Haand skal laere dig forfaerdelige Ting.
Psa	45	6	6. Dine Pile ere skaerpede; Folkene skulle falde under dig, Kongens Fjenders Hjerte rammes.
Psa	45	7	7. Gud! din Trone bliver evindelig og altid, dit Riges Spir er Rettens Spir.
Psa	45	8	8. Du elsker Retfaerdighed og hader Ugudelighed; derfor har Gud, din Gud, salvet dig med Glaedens Olie frem, for dine Medbrødre.
Psa	45	9	9. Alle dine Klaeder dufte af Myrra og Aloe og Kasia; du gaar ud af de Elfenbens Paladser fra dem, som have glaedet dig.
Psa	45	10	10. Kongedøtre ere iblandt dine Herligheder; Dronningen staar ved din højre Haand i Guld fra Ofir.
Psa	45	11	11. Hør, Datter! og se til og bøj dig øre og glem dit Folk og din Faders Hus!
Psa	45	12	12. saa skal Kongen faa Lyst til din Skønhed; thi han er din Herre, og du skal tilbede ham.
Psa	45	13	13. Og Tyrus's Datter skal komme med Skaenk og bede ydmygeligt for dit Ansigt: De rige iblandt Folket.
Psa	45	14	14. Kongedatteren derinde er aldeles herlig, hendes Klaeder ere af Gyldenstykke.
Psa	45	15	15. Hun føres frem for Kongen i stukne Klaeder; Jomfruerne, hendes Veninder, gaa efter hende, de føres ind til dig.
Psa	45	16	16. De føres frem med Glaede og Fryd, de komme i Kongens Palads.
Psa	45	17	17. Dine Sønner skulle vaere i dine Faedres Sted, dem skal du saette til Fyrster paa den hele Jord. Jeg vil lade dit Navn ihukomlnes iblandt alle Slaegter; derfor skulle Folkene love dig evindelig og altid.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 46
Psa	46	1	1. Til Sangmesteren; af Koras Børn; en Sang; til Alamoth.
Psa	46	2	2. Gud er vor Tillid og Styrke, en Hjaelp i Angester, prøvet til fulde.
Psa	46	3	3. Derfor ville vi ikke frygte, om end Jorden forandres, og Bjergene synke ned i Havets Dyb;
Psa	46	4	4. om end Vandene deri bruse og oprøres, Bjergene baeve for dets Vaelde. Sela.
Psa	46	5	5. Men en Strøm med sine Baekke glaeder Guds Stad, Helligdommen den Højestes Boliger.
Psa	46	6	6. Gud er midt i den, den skal ikke rokkes; Gud skal hjaelpe den, naar Morgenen frembryder.
Psa	46	7	7. Hedningerne brusede, Rigerne bevaegedes; han udgav sin Røst, Jorden smeltedes.
Psa	46	8	8. Herren Zebaoth er med os, Jakobs Gud er vor faste Borg. Sela.
Psa	46	9	9. Kommer, ser Herrens Gerninger, hvorledes han har anrettet ødelaeggelser paa Jorden.
Psa	46	10	10. Han, som kommer Krigerle til at holde op indtil Jordens Ende, sønderbryder Buen og afhugger Spydet, opbraender Vognene med Ild.
Psa	46	11	11. Lader af og vider, at jeg er Gud, ophøjet iblandt Hedningerne, ophøjet paa. Jorden. Herren Zebaoth er med os, Jakobs Gud er vor faste Borg. Sela.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 47
Psa	47	1	1. Til Sangmesteren; af Koras Børn; en Psalme.
Psa	47	2	2. Alle Folkeslag! klapper i Haand, jubler for Gud med frydefuld Røst.
Psa	47	3	3. Thi Herren, den Høj este, er forfaerdelig, en stor Konge over al Jorden.
Psa	47	4	4. Han tvinger Folkene under os, ja, Folkefaerd under vore Fødder.
Psa	47	5	5. Han udvaelger til os vor Arv, Jakobs Herlighed, hvem han elsker. Sela.
Psa	47	6	6. Gud for op med Frydeklang, Herren med Basunes Lyd.
Psa	47	7	7. Synger for Gud, synger; synger for vor Konge, synger Psalmer!
Psa	47	8	8. Thi Gud er al Jordens Konge; synger en laererig Sang!
Psa	47	9	9. Gud regerer over Hedningerne, Gud sidder paa sin hellige Trone. Folkenes Fyrster samles til Abrahams Guds Folk; thi Jordens Skjolde høre Gud til, han er saare ophøjet.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 48
Psa	48	1	1. En Sang, en Psalme af Koras Børn.
Psa	48	2	2. Herren er stor og saare priselig, i vor Guds Stad, paa hans hellige Bjerg.
Psa	48	3	3. Zions Bjerg haever sig smukt, er det ganske Lands Glaede, yderst imod Nord, den store Konges Stad.
Psa	48	4	4. Gud i dens Paladser er kendt som en fast Borg.
Psa	48	5	5. Thi se, Kongerne havde samlet sig; de forsvandt til Hobe.
Psa	48	6	6. De saa, straks forundrede de sig; de forfaerdedes, de hastede bort.
Psa	48	7	7. Baevelse betog dem der, Angest som en Kvindes, der føder.
Psa	48	8	8. Ved østenvejr sønderbryder du Tasis's Skibe.
Psa	48	9	9. Ligesom vi havde hørt, saaledes saa vi det i den I, Herre Zebaoths Stad, i vor Guds Stad; Gud befaester den indtil evig Tid. Sela.
Psa	48	10	10. O Gud! vi taenke paa din Miskundhed midt i dit Tempel.
Psa	48	11	11. O Gud! som dit Navn er, saa er din Pris indtil Jordens Ender; din højre Haand er fuld af Retfaerdighed.
Psa	48	12	12. Zions Bjerg glaeder sig, Judas Døtre fryde sig for dine Dommes Skyld.
Psa	48	13	13. Gaar omkring Zion, rundt omkring den taeller dens Taarne!
Psa	48	14	14. Laegger Maerke til dens Mur, betragter nøje dens Paladser, at I kunne fortaelle det for den Slaegt, som kommer. Thi her er Gud, vor Gud, evindelig og altid, han skal ledsage os til evige Tider.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 49
Psa	49	1	1. Til Sangmesteren; af Koras Børn; en Psalme.
Psa	49	2	2. Hører dette, alle Folkeslag! vender eders Øren hid, alle Verdens Indbyggere!
Psa	49	3	3. baade ringe og høje, rige og fattige til Hobe!
Psa	49	4	4. Min Mund; udtaler Visdom og mit Hjertes Betaenkning Forstand.
Psa	49	5	5. Jeg vil bøje mit øre til Ordsprog; jeg vil udlaegge min mørke Tale til Harpe.
Psa	49	6	6. Hvorfor skulde jeg frygte i de onde Dage, naar mine Efterstraeberes Ondskab omgiver mig,
Psa	49	7	7. de, som forlade sig paa deres Gods og rose sig af deres store Rigdom?
Psa	49	8	8. Ingen Mand kan dog udløse en Brod han kan ikke give Gud Løsepene for ham.
Psa	49	9	9. Thi deres Sjaels Genløning vil koste meget og maa Evighed opgives,
Psa	49	10	10. saa at han skulde kunne leve hen bestandig uden at se Graven.
Psa	49	11	11. Thi den vil han faa at se; de vise dø, Daaren og den ufornuftige omkomme tilsammen, og de efterlade deres Gods til andre.
Psa	49	12	12. Deres inderste Tanker ere, at deres Huse skulle staa evindelig, deres Boliger fra Slaegt til Slaegt, de kalde deres Jorder op efter deres Navn.
Psa	49	13	13. Dog har et Menneske, som er i Vaerdighed, ikke Bestand; han bliver lig Dyrene, som udryddes.
Psa	49	14	14. Saa gaar det dem, som ere fulde af Selvtillid; dog love deres Efterkommere det med deres, Mund. Sela.
Psa	49	15	15. De laegge sig i Dødsriget som Faar, Døden skal fortaere dem og de oprigtige skulle regere over dem, naar Morgenen oprinder; og Dødsriget skal afslide deres Skikkelse, saa at den ingen Bolig har mere.
Psa	49	16	16. Men Gud skal forløse min Sjael af Dødsrigets Vold, thi han antager mig. Sela.
Psa	49	17	17. Frygt ikke, nnar en Mand bliver rig, naar hans Hus's Herlighed bliver stor;
Psa	49	18	18. thi han skal slet intet tage med sig, naar han dør, hans Herlighed skal ikke fare ned efter ham.
Psa	49	19	19. Skønt han velsigner sin Sjael, medens han lever, og man priser ham, fordi han gør sig til gode:
Psa	49	20	20. Saa skal han dog komme til sine Faedres Slaegt; i Evighed se de ikke Lyset. Et Menneske, som er i Vaerdighed og ikke har Forstand, han bliver lig Dyrene, som udryddes.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 50
Psa	50	1	1. En Psalme af Asaf. Den Almaegtige, Gud Herren har talt og kaldet ad Jorden, fra Solens Opgang indtil dens Nedgang.
Psa	50	2	2. Fra Zion, Skønhedens Krone, aabenbarede Gud sig herligt.
Psa	50	3	3. Vor Gud skal komme og ikke tie; en Ild for hans Ansigt skal fortaelle, og omkring ham stormer det saare.
Psa	50	4	4. Han kalder ad Himmelen oventil og ad Jorden for at dømme sit Folk.
Psa	50	5	5. Samler mig mine hellige, som have sluttet Pagt med mig ved Offer.
Psa	50	6	6. Og Himlene kundgjorde hans Retfaerdighed; thi Gud, han er Dommer. Sela.
Psa	50	7	7. Hør, mit Folk, og jeg vil tale; Israel! og jeg vil vidne imod dig; jeg er Gud, din Gnd.
Psa	50	8	8. Jeg vil ikke gaa i Rette med dig for dine Slagtofre og for dine Braendofre, som ere altid for mig.
Psa	50	9	9. Jeg vil ikke tage en Okse af dit Hus, ej heller Bukke af dine Stalde.
Psa	50	10	10. Thi alle Dyrene i Skoven høre mig til, Dyrene paa Bjergene i Tusindtal.
Psa	50	11	11. Jeg kender alle Fuglene paa Bjergene, og hvad der vrimler paa Marken, er hos mig.
Psa	50	12	12. Dersom jeg hungrede, vilde jeg ikke sige dig det; thi Jorderige hører mig til og dets Fylde.
Psa	50	13	13. Skulde jeg vel aede Oksers Kød eller drikke Bukkes Blod?
Psa	50	14	14. Offer Gud Taksigelse og betal den Højeste dine Løfter!
Psa	50	15	15. Og kald paa mig paa Nødens Dag; jeg vil udfri dig, og du skal aere mig.
Psa	50	16	16. Men til den ugudelige siger Gud: Hvad kommer det dig ved at tale om mine Skikke og at tage min Pagt i din Mund,
Psa	50	17	17. da du dog hader Tugt og kaster mine Ord bag dig?
Psa	50	18	18. Dersom du ser en Tyv, da er du Ven med ham, og med Horkarle er din Del.
Psa	50	19	19. Du skikker din Mund til ondt, og med din Tunge digter du Svig.
Psa	50	20	20. Du sidder og taler imod din Broder, du saetter Klik paa din Moders Søn.
Psa	50	21	21. Disse Ting har du gjort, og jeg har tiet; du har taenkt, at jeg vel var som du; men jeg vil straffe dig og stille det frem for dine Øjne.
Psa	50	22	22. Forstaar dog dette, I, som have glemt Gud! at jeg ikke skal rive bort, og der ingen er, som trier.
Psa	50	23	23. Den, som ofrer Taksigelse, han aerer mig, og den, som agter paa Vejen, ham vil jeg lade se Guds Frelse.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 51
Psa	51	1	1. Til Sangmesteren; en Psalme af David,
Psa	51	2	2. der Profeten Nathan var kommen til ham, efter at han var gaaet ind til Bathseba.
Psa	51	3	3. Gud! vaer mig naadig efter din Miskundhed, udslet mine Overtraedelser efter din store Barmhjertighed.
Psa	51	4	4. To mig vel af min Misgerning og rens mig fra min Synd;
Psa	51	5	5. thi mine Overtraedelser kender jeg, og min Synd er altid for mig.
Psa	51	6	6. Imod dig, imod dig alene har jeg syndet og gjort det onde for dine Øjne, paa det du skal vaere retfaerdig, naar du taler, voere ren, naar du dømmer.
Psa	51	7	7. See, jeg er født i Skyld, og min Moder har undfanget mig i Synd.
Psa	51	8	8. Se, til Sandhed i det inderste Hjerte har du Lyst; Visdommen i Hjertedybet laere du mig!
Psa	51	9	9. Rens mig fra Synd med Isop, saa jeg bliver ren; to mig, saa jeg bliver hvidere end Sne.
Psa	51	10	10. Lad mig høre Fryd og Glaede; lad de Ben fryde sig, som du har sønderstødt.
Psa	51	11	11. Skjul dit Ansigt for mine Synder og udslet alle mine Misgerninger!
Psa	51	12	12. Gud! skab mig et rent Hjerte og forny en stadig Aand inden i mig.
Psa	51	13	13. Bortkast mig ikke fra dit Ansigt og tag ikke din Helligaand fra mig!
Psa	51	14	14. Giv mig igen at glaedes over din Frelse og ophold mig med en villig Aand!
Psa	51	15	15. Saa vil jeg laere Overtraedere dine Veje, og Syndere skulle omvende sig til dig.
Psa	51	16	16. Fri mig fra Blodskyld, Gud, min Frelses Gud! saa skal min Tunge synge med Fryd om din Retfaerdighed.
Psa	51	17	17. Herre! oplad mine Laeber, saa skal min Mund kundgøre din Pris.
Psa	51	18	18. Thi du har ikke Lyst til Slagoffer, ellers vilde jeg give dig det; til Braendoffer har du ikke Behagelighed.
Psa	51	19	19. Ofre for Gud er en sønderbrudt Aand; et sønderbrudt og sønderstødt Hjerte skal du, o Gud! ikke fortabte. Gør vel imod Zion efter din Velbehagelighed, byg Jerusalems Mure, da vil du have Lyst til Retfaerdigheds Ofre, Braendofre og Helofre; da skulle de ofre Øksne paa dit Alter.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 52
Psa	52	1	1. Til Sangmesteren; en Undervisning af David,
Psa	52	2	2. der Edomiteren Drog kom med Underretning til Saul og sagde til ham: David er kommen i Akimeleks Hus.
Psa	52	3	3. Hvorfor roser du dig af Ondskab, du vaeldige? Guds Miskundhed varer den ganske Dag.
Psa	52	4	4. Paa idel Skade arbejder din Tunge, som en skaerpet Ragekniv, du, som øver Svig!
Psa	52	5	5. Du elsker ondt mere end godt, Løgn fremfor at tale Retfaerdighed. Sela.
Psa	52	6	6. Du elsker alle fordaervelige Ord, du svigefulde Tunge!
Psa	52	7	7. Men Gud skal og nedbryde dig for evig Tid; han skal borttage dig og udrydde dig af Teltet, ja, oprykke dig med Rode af de levendes Land. Sela.
Psa	52	8	8. Og de retfaerdige skulle se det og frygte og spotte over ham og sige:
Psa	52	9	9. Se der den Mand, som ikke holdt Gud for sin Styrke, men forlod sig paa sin megen Rigdom, blev staerk ved sin Ondskab! Men jeg er som et grønt Olietrae i Guds Hus; jeg forlader mig paa Guds Miskundhed evindelig og altid. Jeg vil takke dig evindelig, thi du gjorde det; og jeg vil bie efter dit Navn thi det er godt i Paasyn af dine hellige.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 53
Psa	53	1	1. Til Sangniesteren; til "Makalath" en Undervisning af David.
Psa	53	2	2. En Daare siger i sit Hjerte: Der er ingen Gud; fordaervelig og vederstyggelig er deres onde Gerning; der er ingen, som gør godt.
Psa	53	3	3. Gud saa ned fra Himmelen paa Menneskens Børn, at se, om der var en forstandig, nogen, som søgte Gud.
Psa	53	4	4. Enhver er afvegen, de ere fordaervede til Hobe; der er ingen, som gør godt, end ikke een.
Psa	53	5	5. Have de ikke kendt det, de, som gøre Uret, som aede mit Folk, som de aade Brød? de kalde ikke paa Gud.
Psa	53	6	6. Den Gang frygtede de saare, hvor intet var at frygte; thi Gud spredte Benene af dem, som lejrede sig imod dig; du gjorde dem til Skamme, thi Gud havde forkastel dem. Gid der fra Zion kom Frelse for lsrael; naar Gud tilbagefører sit fangne Folk, da skal Jakob fryde sig, Israel glaede sig.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 54
Psa	54	1	1. Til Sangmesteren; med Strengeleg; en Undervisning af David,
Psa	54	2	2. der Sifiterne kom og sagde til Saul: Har David ikke skjult sig hos os?
Psa	54	3	3. Frels mig, Gud! ved dit Navn og beskik mig Ret ved din Magt.
Psa	54	4	4. Gud! hør min Bøn, vend øren til min, Munds Tale.
Psa	54	5	5. Thi fremmede staa op imod mig, og Voldsmaend søge efter mit Liv; de have ikke Gud for Øje. Sela.
Psa	54	6	6. Se, Gud hjaelper mig; Herren er iblandt dem, som opholde min Sjael.
Psa	54	7	7. Han skal betale mine Fjender det onde; udryd dem ifølge din der det onde; udryd dem ifølge din Sandhed! Jeg vil ofre dig frivilligt Offer; jeg vil takke dit Navn, Herre ! thi det er godt. Thi han friede mig af al Nød, og mit Øje saa sin Lyst paa mine Fjender.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 55
Psa	55	1	1. Til Sangmesteren; med Strengeleg; en Undervisning, af David.
Psa	55	2	2. Gud! vend Øren til min Bøn og skjul dig ikke for min ydmyge Begaering.
Psa	55	3	3. Giv Agt paa mig og bønhør mig; jeg vil overlade mig til min Klage og hyle
Psa	55	4	4. over Fjendens Røst, over den ugudeliges Undertrykkelse; thi de vaelte Uret paa mig og hade mig i Vrede.
Psa	55	5	5. Mit Hjerte er bange inden i mig, og Dadens Raedsler ere faldne paa mig.
Psa	55	6	6. Frygt og Baeven kom over mig, og Gru laegger sig over mig.
Psa	55	7	7. Og jeg sagde: Gid jeg havde Vinger som en Due, da vilde jeg flyve bort og faeste Bo.
Psa	55	8	8. Se, jeg vilde flygte langt bort; jeg vilde blive Natten over i Ørken. Sela.
Psa	55	9	9. Jeg vilde haste til et Tilflugtssted for mig, fra Hvirvelvinden og Stormen.
Psa	55	10	10. Herre! opslug dem, gør deres Tunger uens; thi jeg har set Vold og Traette i Staden.
Psa	55	11	11. Dag og Nat omringe de den paa dens Mure, og Uret og Møje er inden i den.
Psa	55	12	12. Ondskab hersker inden i den og Bedrageri og Svig vige ikke fra dens Gade.
Psa	55	13	13. Thi det er ikke en Fjende, som forhaaner mig; ellers maatte jeg laere det; det er ikke min Avindsmand, som gør sig stor over mig, ellers kunde jeg skjule mig for ham;
Psa	55	14	14. men det er dig, et Menneske, som var min Jaevnlige, min, Ven og min Kynding.
Psa	55	15	15. Vi, som venligt holdt Raad sammen, som vandrede i Guds Hus iblandt Skaren.
Psa	55	16	16. Døden føre Forglemmelse over dem! lad dem fare levende ned i Dødsriget; thi der er Ondskab i deres Boliger, i deres Inderste.
Psa	55	17	17. Jeg vil raabe til Gud, og Herren skal frelse mig.
Psa	55	18	18. Jeg vil klage og hyle Aften og Morgen og Middag, og han vil høre min Røst.
Psa	55	19	19. Han har forløst min Sjael i Fred fra Striden imod mig; thi de vare i Maengde mig imod.
Psa	55	20	20. Gud skal høre og svare dem, han, der bliver evindelig - Sela - efterdi der ingen Forandring er hos dem, og de ikke frygte Gud.
Psa	55	21	21. Han har lagt Haand paa dem, som havde Fred med ham; han har vanhelliget sin Pagt.
Psa	55	22	22. Hans Munds Ord ere glatte som Smør; men der er Strid i hans Hjerte; hans Ord ere blødere end Olie, og dog ere de dragne Svaerd.
Psa	55	23	23. Kast din Sag paa Herren, og han skal forsørge mig; han skal ikke evindelig tilstede, at den retfaerdige rokkes. Men du, Gud! du skal støde dem ned i Gravens Dyb; blodgerrige og falske Maend skulle ikke naa deres Dages halve Tal; men jeg vil forlade mig paa dig.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 56
Psa	56	1	1. Til Sangmesteren; til "den stumme Due i det fjerne" af David; "et gyldent Smykke", der Filisterne havde grebet ham i Gath.
Psa	56	2	2. Gud! vaer mig naadig; thi et Menneske søger at opsluge mig, Stridsmanden traenger mig den ganske Dag.
Psa	56	3	3. Mine Fjender søge den ganske Dag at opsluge mig; thi de ere mange, som i Hovmod stride imod mig.
Psa	56	4	4. Naar jeg gribes af frygt, stoler jeg paa dig;
Psa	56	5	5. Paa den Dag, jeg frygter, forlader jeg mig paa Gud, jeg vil ikke frygte; hvad kan Kød gøre mig?
Psa	56	6	6. Den ganske Dag fordreje de mine Ord; alle deres Tanker ere imod mig til det Spyd og Pile, og hvis onde.
Psa	56	7	7. De holde sig sammen, de skjule sig, de tage Vare paa mine Fodspor, ligesom de have tragtet efter mit Liv.
Psa	56	8	8. Skulde de undkomme ved deres Uretfaerdighed? Gud! nedstød disse Folk i Vrede!
Psa	56	9	9. Du har talt mine Landflygtighedsdage; gem mine Taarer i din Flaske; staa de ikke i din Bog?
Psa	56	10	10. Da skulle mine Fjender vende tilbage paa den Dag, jeg raaber; dette ved jeg, at du er min Gud.
Psa	56	11	11. I Gud vil jeg prise Ordet; i Herren vil jeg prise Ordet.
Psa	56	12	12. Jeg forlader mig paa Gud, jeg vil ikke frygte; hvad skulde et Menneske gøre mig?
Psa	56	13	13. Gud! Løfter til dig hvile paa mig, med Taksigelse vil jeg betale dig. Thi du friede min Sjael fra Døden, ja, mine Fødder fra Fald, at jeg skal vandre for Guds Ansigt i de levendes Lys.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 57
Psa	57	1	1. Til Sangmesteren; "fordaerv ikke"; af David; "et gyldent Smykke" der han flyede fra Sauls Ansigt i Hulen.
Psa	57	2	2. Gud! vaer mig naadig, vaer mig naadig; thi min Sjael forlader sig paa dig, og under dine Vinger: Skygge søger jeg Ly, indtil al Ulykken er gaaet over.
Psa	57	3	3. Jeg vil raabe til Gud, den Højeste, til den Gud som udfører min Sag.
Psa	57	4	4. Han skal sende fra Himmelen og frelse mig den, som vilde opsluge mig, haaner: Sela. Gud skal sende sin Miskundhed og sin Sandhed.
Psa	57	5	5. Mig Sjael er iblandt øver, jeg maa ligge imellem dem, som sprude Ild Menneskens Børn, hvis Taender er Spyd og Pile, og hvis Tunge er et skarpt Svaerd.
Psa	57	6	6. Gud! ophøj dig over Himlene, din Aere vaere over al Jorden!
Psa	57	7	7. De stilled Garn for mine Trin, min Sjael nedbøjede sig de grove en Grav for mit Ansigt, de faldt selv midt i den. Sela.
Psa	57	8	8. Gud! mit Hjerte er trøstigt, mit Hjerte er trøstigt; jeg vil synge og lege paa Harpe.
Psa	57	9	9. Vaagn op, min Aere! vaagn op, Psalter og Harpe! jeg vil vaekke Morgenrøden.
Psa	57	10	10. Herre! jeg vil takke dig iblandt Folkene; jeg vil lege paa Harpe for dig iblandt Folkestammer.
Psa	57	11	11. Thi din Miskundhed er stor indtil Himlene og din Sandhed indtil Skyerne. Gud! ophøj dig over Himlene, din Aere vaere over al Jorden.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 58
Psa	58	1	1. Til Sangmesteren; "fordaerv ikke" af David; "et gyldent Smykke".
Psa	58	2	2. Mon I virkelig, ved at vaere stumme, tale Retfaerdighed, dømme detVished, I Menneskens Børn
Psa	58	3	3. Nej, I øve Uretfaerdigheder i Hjertet; I veje eders Haenders Voldsdaad ud i Landet.
Psa	58	4	4. De ugudelige ere affaldne fra Moders Liv af; de, som tale Løgn, fore vild fra Moders skød.
Psa	58	5	5. De have Gift lig en Slanges Gift; de ere som en døv Øgle; der stopper sit Øre,
Psa	58	6	6. at den ikke skal høre paa deres Røst, som besvaerge, paa Manerens, som er udlaert til at mane.
Psa	58	7	7. Gud! bryd deres Taender i deres Mund; Herre ! knus de unge Løvers Kindtaender!
Psa	58	8	8. Lad dem henflyde som Vand, der løber bort; naar en skyder med sine Pile, da vaere disse som sløvede!
Psa	58	9	9. Lad dem vaere som en Snegl, der opløses, idet den gaar, som en Kvindes utidige Foster, som de, der ikke have set Solen.
Psa	58	10	10. Førend eders Gryder kunne fornemme Ilden af Tornebusken, skal Stomen hvirvle det bort, hvad enten det er frisk eller i Brand.
Psa	58	11	11. Den retfaerdige skal glaede sig, fordi han har set Haevnen; han skal to sine Trin i den ugudeliges Blod. Og Mennesker skulle sige: Den retfaerdige har dog Frugt; der er dog en Gud, som dømmer paa Jorden.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 59
Psa	59	1	1. Til Sangmesteren; "fordaerv ikke"; af David; "et gyldent Smykke"; der Saul sendte hen, og de toge Vare paa Huset for at han ham ihjel.
Psa	59	2	2. Min Gud! fri mig fra mine Fjender, saet mig paa et højt Sted imod dem, som staa op imod mig.
Psa	59	3	3. Fri mig fra dem, som gøre Uret, og frels mig fra blodgerribe Maend!
Psa	59	4	4. Thi se, de lure efter min Sjael, de staerke holde sammen imod mig, uden min Overtraedelse og uden min Synd, o Herre !
Psa	59	5	5. Uden min Skyld storme de frem og stille sig op; vaagn op at møde mig og se til!
Psa	59	6	6. Ja, du, Herre, Gud Zebaoth! Israels Gud, vaagn op at hjemsøge alle Hedningerne! vaer ingen naadig af alle de troløse Niddinger! Sela.
Psa	59	7	7. De komme igen imod Aftenen, de tude som Hunde og løbe omkring i Staden.
Psa	59	8	8. Se, de udgyde Ord af deres Mund, der er Svaerd paa deres Laeber; thi "hvo hører det?"
Psa	59	9	9. Men du, Herre ! du ler ad dem, du spotter alle Hedrlingerne.
Psa	59	10	10. Imod hans Styrke vil jeg vogte paa dig, thi Gud er min Befaestning.
Psa	59	11	11. Gud, som beviser mig Miskundhed, skal komme mig i Møde; Gud skal lade mig se med Lyst paa mine Fjender.
Psa	59	12	12. Slaa dem ikke ihjel, at mit Folk ikke skal glemme det; lad dem vanke hid og did for din Magt, og lad dem styrte, Herre, vort Skjold.
Psa	59	13	13. Deres Laebers Ord er Synd i deres Mund; lad dem gribes i deres Hovmod og for den Forbandelse og Løgn, som de udsige.
Psa	59	14	14. Gør Ende paa dem i din Vrede, gør Ende paa dem, at de ikke ere mere til; og de skulle vide, at Gud er den, som hersker i Jakob indtil Jordens Ender. Sela.
Psa	59	15	15. Og de skulle komme igen om Aftenen, tude som Hunde og løbe omkring i Staden.
Psa	59	16	16. De skulle vanke hid og did efter; Fode og overnatte, uden at de blive maette.
Psa	59	17	17. Men jeg vil synge om din Styrke, jeg vil synge med Fryd om din Miskundhed om Morgenen; thi du var mig en Befaestning og en Tilflugt paa min Nøds Dag. Min Styrke! for dig vil jeg synge, thi Gud er min Befaestning, Gud; som beviser mig Miskundhed.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 60
Psa	60	1	1. Til Sangmesteren; til Susan-Eduth; af David; "et gyldent Smykke"; til at laeres;
Psa	60	2	2. der han stred med Mesopotamierne og med Syrerne af Zoba, og der Joab kom tilbage og slog Edomiterne i Saltdalen, tolv Tusinde.
Psa	60	3	3. Gud! du har forkastet os, du har sønderrevet os; du har vaeret vred; vend om til os igen!
Psa	60	4	4. Du har bragt Jorden til at skaelve, du har sønderslidt den, laeg dens Brøst; thi den ryster.
Psa	60	5	5. Du lod dit Folk se haarde Ting; du gav os Vin at drikke, saa at vi tumlede.
Psa	60	6	6. Men nu har du givet dem, som dig frygte; et Banner, som haever sig for Sandhedens Skyld (Sela),
Psa	60	7	7. paa det dine elskelige maa udfries; saa frels med din højre Haand og bønhør os!
Psa	60	8	8. Gud har talt i sin Helligdom, jeg vil fryde mig; jeg vil uddele Sikem og opmaale Sukots Dal.
Psa	60	9	9. Mig hører Gilead til, og mig hører Manasse til, og Efraim er mit Hoveds Vaern; Juda er min Herskerstav.
Psa	60	10	10. Moab er mit Vadskefad; jeg vil kaste min Sko til Edom; bryd ud i Jubel over mig, du Filisterland!
Psa	60	11	11. Hvo vil føre mig til den faste Stad? Hvo har ledet mig indtil Edom?
Psa	60	12	12. Mon ikke du, Gud, som har forkastet os? og vil du, Gud, ikke uddrage med vore Haere? Fly os Hjaelp af Nød; thi Menneskers Hjaelp er Forfaengelighed. Ved Gud ville vi vinde Kraft; og han skal nedtraede vore Fjender.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 61
Psa	61	1	1. Til Sangmesteren; til Strengeleg; af David.
Psa	61	2	2. Gud! hør mit Raab, giv Agt paa min Bøn!
Psa	61	3	3. Jeg raaber til dig fra Landets Ende, naar mit Hjerte forsmaegter; paa en Klippe, som ellers bliver mig for høj, fører du mig op.
Psa	61	4	4. Thi du har vaeret min tilflugt og et staerkt Taarn imod Fjenden.
Psa	61	5	5. Jeg vil bo i dit Paulun i al Evighed, jeg vil søge Ly under dine Vingers Skjul. Sela.
Psa	61	6	6. Thi du, Gud! har hørt mine Løfter, du har givet mig Arv med dem, som frygte dit Navn.
Psa	61	7	7. Du vil Iaegge Dage til Kongens Dage, hans Aar blive som fra Slaegt til Slaegt!
Psa	61	8	8. Han sidde evindelig for Guds Ansigt; beskik Miskundhed og Sandhed til at bevare ham! Saa vil jeg lovsynge dit Navn til evig Tid, at jeg kan betale mine Løfter fra Dag til Dag.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 62
Psa	62	1	1. Til Sangmesteren; for Jeduthun; en Psalme af David.
Psa	62	2	2. Kun for Gud er min Sjael stille, fra ham kommer min Frelse.
Psa	62	3	3. Kun han er min Klippe og min Frelse, min Befaestning; jeg skal ikke rokkes meget.
Psa	62	4	4. Hvor laenge storme I imod en Mand, alle tilsammen for at myrde ham, der er som en Vaeg, der haelder, som en Mur, der har faaet Stød?
Psa	62	5	5. Kun om at nedstøde ham fra hans Højhed raadslaa de, de have Behag i Løgn; de velsigne med deres Mund, og de forbande i deres Inderste. Sela.
Psa	62	6	6. Kun for Gud vaer stille min Sjael; thi af ham er min Forventning.
Psa	62	7	7. Kun han er min Klippe og min Frelse, min Befaestning; jeg skal ikke rokkes.
Psa	62	8	8. Hos Gud er min Frelse og min Aere, min Styrkes Klippe, min Tilflugt er i Gud.
Psa	62	9	9. Forlader eder paa ham til hver Tid, I Folk! udøser eders Hjerte for hans Ansigt; Gud er vor Tilflugt. Sela.
Psa	62	10	10. Kun Forfaengelighed ere Menneskens Børn, Falskhed ere Menneskene; laegges de i Vaegtskaalen, stige de til Vejrs, de ere Forfaengelighed til Hobe.
Psa	62	11	11. Forlader eder ikke paa Vold og saetter ikke forfaengeligt Haab til røvet Gods; falder Rigdom eder til, da saetter ikke Hjertet dertil!
Psa	62	12	12. Een Gang har Gud talt, ja, to Gange; hvad jeg har hørt: At Styrke hører Gud til. Og dig, Herre! hører Miskundhed til; thi du skal betale hver efter hans Gerning.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 63
Psa	63	1	1. En Psalme af David, der han var i Judas Ørk.
Psa	63	2	2. Gud! du er min Gud, jeg vil søge aarle til dig; min Sjael tørster efter dig, mit Kød laenges efter dig udi et tørt og vansmaegtende Land, hvor intet Vand er.
Psa	63	3	3. Saaledes saa jeg dig i Helligdommen for at beskue din Magt og din Aere.
Psa	63	4	4. Thi din Miskundhed er bedre end Livet; mine Laeber skulle prise dig.
Psa	63	5	5. Saaledes vil jeg love dig i mine Livsdage; jeg vil opløfte mine Haender i dit Navn.
Psa	63	6	6. Min Sjael skal maettes som af det fede og kraftige Maaltid, og min Mund skal love dig med frydefulde Laeber.
Psa	63	7	7. Naar jeg kommer dig i Hu paa mit Leje, vil jeg taenke paa dig i Nattevagterne.
Psa	63	8	8. Thi du har vaeret min Hjaelp, og under dine Vingers Skygge vil jeg synbe med Fryd.
Psa	63	9	9. Min Sjael hang efter dig, din højre Haand holdt paa, mig.
Psa	63	10	10. Men de søge efter mit Liv til deres egen ødelaeggelse; de skulle komme i Jordens nederste Dybder.
Psa	63	11	11. Man skal give dem Svaerdet i Vold, de skulle vorde Raeves Del. Men Kongen skal glaedes i Gud hver den, som svaerger ved ham, skal rose sig; thi deres Mund skal stoppes, som tale Løgn.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 64
Psa	64	1	1. Til Sangmesteren; en Psalme af David.
Psa	64	2	2. Gud! hør min Røst. i min Klage, bevar mit Liv fra Fjendens frygtelige Magt.
Psa	64	3	3. Skjul mig for de ondes lønlige Raad, for deres Forsamling, som gøre Uret,
Psa	64	4	4. som skaerpe deres Tunge som et Svaerd; de skyde deres Pil, det bitre Ord,
Psa	64	5	5. for i Skjul at skyde den retsindige; hastelig skyde de paa ham og frygte ikke.
Psa	64	6	6. De styrke sig i deres onde Handel, de fortaelle, hvorledes de ville skjule Snarer; de sige: Hvo kan se dem?
Psa	64	7	7. De udtaenke Misgerninger, de fuldkomme, hvad de nøje udtaenke: Ja, enhvers Inderste og Hjerte er et Dyb.
Psa	64	8	8. Men Gud skyder paa dem; Pilen kommer hastigt, den bliver deres Saar.
Psa	64	9	9. Og de skulle falde for deres Tunges Skyld; hver, som ser paa dem, skal fly langt bort.
Psa	64	10	10. Og alle Mennesker skulle frygte og forkynde Guds Gerning og forstaa, at det er hans Vaerk. Den retfaerdige skal glaedes i Herren og forlade sig paa ham; og alle oprigtige i Hjertet skulle prise sig lykkelige.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 65
Psa	65	1	1. Til Sangmesteren; en Psalme af David; en Sang.
Psa	65	2	2. Gud! man lover dig i det stille i Zion; og dig skal betales Løfte.
Psa	65	3	3. Du, som hører Bønnen; hen til dig tyr alt Kød.
Psa	65	4	4. Misgerningerne ere blevne mig for svare; vore Overtraedelser, dem ville du sone!
Psa	65	5	5. Salig er den, som du udvaelger og lader komme naer, at han maa bo i dine Forgaarde; vi skulle maettes med dit Hus's Gode, i dit Tempels Helligdom.
Psa	65	6	6. Forfaerdelige Ting skal du, vor Frelses Gud, svare os i Retfaerdighed, du, som er en Fortrøstning for den hele vide Jord og Havet i det fjerne.
Psa	65	7	7. Han gør Bjergene faste ved sin Kraft, han er omgjordet med Vaelde;
Psa	65	8	8. han stiller Havets Brusen, dets Bølgers Brusen derudi og Folkenes Bulder.
Psa	65	9	9. Og de, som bo ved det yderste, frygte for dine Tegn; du fylder Morgenens og Aftenens Frembrud med Jubel.
Psa	65	10	10. Du har besøgt Jorden og givet den Overflod, du gør den meget rig; Guds Baek er fuld af Vand, du bereder dem Korn, thi dertil gør du Jorden skikket.
Psa	65	11	11. Du vander dens Furer, du nedtrykker det pløjede; du gør den blød med Regn, du velsigner dens Grøde.
Psa	65	12	12. Du kroner Aaret med dit Gode, og dine Fodspor dryppe med Fedme.
Psa	65	13	13. Graesgangene i Ørken dryppe, og Højene ere omgjordede med Fryd. Engene ere klaedte med Faarehjorde, og Dalene ere skjulte med Korn; de juble, ja de synge.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 66
Psa	66	1	1. Til Sangmesteren; en Psalmesang. Raaber med Glaede for Gud al Jorden!
Psa	66	2	2. Synger Psalmer til hans Navns Aere; giver ham Aere til hans Pris.
Psa	66	3	3. Siger til Gud: Hvor forfaerdelige ere dine Gerninger! for din store Magts Skyld skulle dine Fjender smigre for dig.
Psa	66	4	4. Al Jorden skal tilbede dig og lovsynge dig; de skulle lovsynge dit Navn. Sela.
Psa	66	5	5. Gaar hen og ser Guds Vaerk; han er forfaerdelig i Gerning imod Menneskens Børn.
Psa	66	6	6. Han omvendte Havet til det tørre, de gik til Fods over Floden; der glaedede vi os i ham.
Psa	66	7	7. Han hersker med sin Magt evindelig, hans Øjne vare paa Hedningerne; de genstridige ophøje sig ikke. Sela.
Psa	66	8	8. I Folkefaerd! lover vor Gud og lader Røsten høres til hans Pris!
Psa	66	9	9. Han holder vor Sjael i Live og lader ikke vor Fod snuble.
Psa	66	10	10. Thi du har prøvet os, o Gud! du har lutret os, ligesom Sølv bliver lutret.
Psa	66	11	11. Du har ført os i Garnet, du lagde et Tryk paa vore Laender.
Psa	66	12	12. Du lod Mennesker fare over vort Hoved; vi ere komne i Ild og i Vand, men du udførte os til at vederkvaeges.
Psa	66	13	13. Jeg vil gaa ind i dit Hus med Braendofre, jeg vil betale dig mine Løfter,
Psa	66	14	14. dem, som mine Laeber oplode sig med, og min Mund talte, da jeg var i Angest.
Psa	66	15	15. Jeg vil ofre dig Braendoffer af fedt Kvaeg og Duften af Vaedre; jeg vil tillave Øksne og Bukke. Sela.
Psa	66	16	16. Kommer hid, hører til, alle I, som frygte Gud, saa vil jeg fortaelle, hvad han har gjort ved min Sjael.
Psa	66	17	17. Til ham raabte jeg med min Mund, og hans Pris kom paa min Tunge.
Psa	66	18	18. Dersom jeg havde set Uret i mit Hjerte, da vilde Herren ikke have hørt mig.
Psa	66	19	19. Dog har Gud hørt; han gav Agt paa min Bøns Røst.
Psa	66	20	20. Lovet vaere Gud, som ikke forskød min Bøn eller vendte sin Miskundhed fra mig!
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 67
Psa	67	1	1. Til Sangmesteren; med Strengeleg; en Psalme, en Sang.
Psa	67	2	2. Gud vaere os naadig og velsigne os; lade sit Ansigt lyse for os (Sela),
Psa	67	3	3. at man maa kende din Vej paa Jorden, din Frelse iblandt alle Hedninger!
Psa	67	4	4. Dig skulle Folkestammerne prise, o Gud! dig skulle Folkestammerne prise alle tilsammen.
Psa	67	5	5. Folkeslag skulle glaede sig og synge med Fryd; thi du dømmer Folkestammer med Ret, og Folkeslag paa Jorden dem fører du. Sela.
Psa	67	6	6. Dig skulle Folkestammerne prise, o Gud! dig skulle Folkestammerne prise alle tilsammen.
Psa	67	7	7. Landet har givet sin Grøde; Gud, vor Gud, vil velsigne os. Gud vil velsigne os, og alle Jordens Graenser skulle frygte ham.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 68
Psa	68	1	1. Til Sangmesteren, af David; en Psalme, en Sang.
Psa	68	2	2. Gud staar op, hans Fjender adspredes, og de, som hade ham, fly For hans Ansigt.
Psa	68	3	3. Som Røg driver bort, vil du bortdrive dem; som Voks smelter for Ild, skulle de ugudelige omkomme for Guds Ansigt.
Psa	68	4	4. Men de retfaerdige skulle glaedes de skulle fryde sig for Guds Ansigt og juble med Glaede.
Psa	68	5	5. Synger for Gud, lovsynger hans Navn, baner Vej for ham, som farer frem igennem Ørkenen; Herren er hans Navn, og fryder eder for hans Ansigt.
Psa	68	6	6. Faderløses Fader og Enkers Dom, mer er Gud i sin hellige Bolig.
Psa	68	7	7. Gud lader de enlige bo i Huse llan udfører de bundne i Frihed; kun de genstridige bo i det fortørrede Land.
Psa	68	8	8. Gud! da du drog ud foran dit Folk, da du skred frem gennem Ørkenen (Sela.):
Psa	68	9	9. Da baevede Jorden og Himlene dryppede for Guds Ansigt, hint Sinaj! for Guds, Israels Guds Ansigt.
Psa	68	10	10. En Regn af Gaver lod du strømme ned, o Gud! din Arv, som var traet, styrkede du.
Psa	68	11	11. Din Hjord bosatte sig i Landet, du beredte det, Gud! for den elendige ved din Godhed.
Psa	68	12	12. Herren lader Ordet udgaa; de Kvinder, som bringe glad Budskab, ere en stor Haer.
Psa	68	13	13. Haerskarernes Konger fly de fly; og hun, som bor i Huset, uddeler Bytte.
Psa	68	14	14. Naar I ligge mellem Foldene, er det som en Dugs Vinger, skjulte med Sølv, og hvis Vingefjedre ere indspraengte med Guldets gyldengrønne Glans.
Psa	68	15	15. Naar den almaegtige spreder Konger derudi, da falder der Sne paa Zalmon.
Psa	68	16	16. Et Guds Bjerg er Basans Bjerg, et Bjerg med mange Tinder er Basans Bjerg.
Psa	68	17	17. Hvorfor se I Bjerge med de mange Tinder med Avind til det Bjerg, som Gud havde Lyst at bo paa? ja, Herren vil bo derpaa evindelig.
Psa	68	18	18. Guds Vogne ere to Gange ti Tusinde, tusinde Gange tusinde; Herren er iblandt dem som paa Sinaj i Hellighed.
Psa	68	19	19. Du opfór i Højheden, du bortførte Fanger, du annammede Gaver iblandt Mennesker, ja, endog iblandt de genstridige, at du maa blive boende, o Herre, o Gud!
Psa	68	20	20. Lovet vaere Herren fra Dag til Dag! laegger han os en Byrde paa, saa er Gud dog vor Frelse. Sela.
Psa	68	21	21. Vi have en Gud, som er en Gud til Frelse, og hos den Herre, Herre ere Udgange fra Døden.
Psa	68	22	22. Men Gud skal knuse sine Fjenders Hoved, dens haarrige Isse, som vandrer frem i sin Skyld.
Psa	68	23	23. Herren sagde: Jeg vil føre dem tilbage fra Basan, jeg vil føre dem tilbage fra Havets Dybheder,
Psa	68	24	24. paa det din Fod maa vade i Blod, og dine Hundes Tunge faa sin Del af Fjenderne.
Psa	68	25	25. Gud! de saa dine Tog, min Guds, min Konges Tog i Hellighed.
Psa	68	26	26. Foran gik Sangerne, bagefter de, som legede paa Strengeleg, midt imellem Pigerne, som sloge paa Tromme.
Psa	68	27	27. Lover Gud i Forsamlingerne; lover Herren, I, som ere af Israels Kilde!
Psa	68	28	28. Der er Benjamin, den lille, der herskede over dem, Judas Fyrster, som stenede dem, Sebulons Fyrster, Naftalis Fyrster.
Psa	68	29	29. Din Gud har befalet dig at vaere staerk; styrk, o, Gud! det, du har gjort os.
Psa	68	30	30. Fra dit Tempel i Jerusalem skulle Konger fremføre dig Gave.
Psa	68	31	31. Skaeld paa Dyret iblandt Rørene, de staerke Øksnes Hob med Folkekalvene, som nedkaste sig med Sølvstykker; han adspredte Folkene, som have Lyst til Strid.
Psa	68	32	32. Fyrster skulle komme fra Aegypten; Morland skal hastelig udstraekke sine Haender til Gud.
Psa	68	33	33. I Riger paa Jorden! synger for Gud, lovsynger Herren (Sela),
Psa	68	34	34. ham, som farer i Himlenes Himle, som ere fra fordums Tid, se, han udgiver sin Røst, den maegtige Røst.
Psa	68	35	35. bliver Gud Magten; hans Højhed er over Israel og hans Magt i Skyerne. Forfaerdelig er du, o Gud! fra dine Helligdomme; Israels Gud, han giver Folket Kraft og Styrke; lovet vaere Gud!
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 69
Psa	69	1	1. Til Sangmesteren; til "Lillierne" af David.
Psa	69	2	2. Gud frels mig; thi Vandene ere komne indtil Sjaelen.
Psa	69	3	3. Jeg er sunken i Dybets Dynd, hvor man ej kan faeste Fod; jeg er kommen i Vandenes Dyb, og Strømmen overskyller mig.
Psa	69	4	4. Jeg er bleven traet af det, jeg har raabt, min Strube er haes; mine Øjne ere fortaerede, idet jeg venter paa min Gud.
Psa	69	5	5. Flere end Haar paa mit Hoved ere de, som hade mig uden Aarsag; maegtige ere de, som søge at udrydde mig, mine Fjender uden Skel; jeg maa gengive det, jeg ikke har røvet.
Psa	69	6	6. Gud! du ved min Daarlighed, og min Skyld er ikke dulgt for dig.
Psa	69	7	7. Lad ikke dem, som bie efter dig, Herre, Herre Zebaoth! beskaemmes ved mig; lad ikke dem, som søge dig, Israels Gud, blive forhaanede ved mig.
Psa	69	8	8. Thi jeg baerer Forhaanelse for din Skyld; Skaendsel har skjult mit Ansigt.
Psa	69	9	9. Jeg er bleven fremmed for mine Brødre og en Udlaending for min Moders Børn.
Psa	69	10	10. Thi Nidkaerhed for dit Hus har fortaeret mig, og deres Forhaanelser, som dig forhaarle, ere faldne paa mig.
Psa	69	11	11. Og jeg graed min Sjael ud under Faste; men det blev mig til Forhaanelser.
Psa	69	12	12. Og jeg brugte Saek til mit Klaedebon, og jeg blev dem til et Ordsprog.
Psa	69	13	13. De, som sidde i Porten, snakke om mig, og de, som drikke staerk Drik, synge Viser om mig.
Psa	69	14	14. Men jeg henflyr med min Bøn til dig, Herre ! i Naadens Tid, o Gud! efter din megen Miskundhed: Bønhør mig for din Frelses Sandheds Skyld!
Psa	69	15	15. Frels mig; af Dyndet, at jeg ikke synker; lad mig frelses fra mine Avindsmaend og fra Vandenes Dyb!
Psa	69	16	16. Lad Vandstrømmene ikke overskylle mig, ej heller Dybet sluge mig; lad og ikke Hulen lukke sin Mund over mig!
Psa	69	17	17. Bønhør mig, Herre ! thi din miskundhed er god; vend dit Ansigt til mig efter din store Barmhjertighed!
Psa	69	18	18. Og skjul ikke dit Ansigt for din Tjener; thi jeg er angest, skynd dig, bønhør mig!
Psa	69	19	19. Hold; dig naer til min Sjael, genløs den, udfri mig for mine Fjenders Skyld!
Psa	69	20	20. Du kender min Forhaanelse og min Skam og min Skaendsel; alle mine Modstandere ere aabenbare for dig.
Psa	69	21	21. Forhaanelse har brudt mit Hjerte, og jeg blev svag; og var ingen, og paa jeg fandt ikke nogen.
Psa	69	22	22. Og de gave mig Galde at aede og Eddike at drikke i min Tørst.
Psa	69	23	23. Deres Bord blive foran dem til en Strikke og til en Snare, naar de ere trygge.
Psa	69	24	24. Lad deres Øjne formørkes, at de ikke se, og lad deres Laender altid rave!
Psa	69	25	25. Udøs din Harme over dem, og lad din braendende Vrede gribe dem!
Psa	69	26	26. Peres Bolig vorde øde; ingen vaere, som bor i deres Telte.
Psa	69	27	27. Thi de forfølge den, som du har slaget, og de fortaelle om deres Pine, som du har saaret.
Psa	69	28	28. Laeg Skyld til deres Skyld og lad dem ikke komme til din Retfaerdighed!
Psa	69	29	29. Lad dem udslettes af de levendes Bog, og lad dem ikke opskrives med de retfaerdige!
Psa	69	30	30. Dog, jeg er elendig og har Smerte; Gud! lad din Frelse ophøje mig.
Psa	69	31	31. Jeg vil love Guds Navn med Sang, og jeg vil storlig aere ham; med Taksigelse.
Psa	69	32	32. Og det skal bedre behage Herren end en ung Okse med Horn og Klove.
Psa	69	33	33. De sagtmodige have set det de skulle glaede sig; I, som søge Gud - og eders Hjerte leve op!
Psa	69	34	34. Thi Herren hører de fattige og foragter ikke sin bundne.
Psa	69	35	35. Himmel og Jord skulle love ham, Havet og alt det, som vrimler derudi!
Psa	69	36	36. Thi Gud skal frelse Zion og bygge Judas Staeder, og man skal bo der og eje det. Og hans Tjeneres Saed skal arve det, og de, som elskede hans Navn, skulle bo derudi.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 70
Psa	70	1	1. Til Sangmesteren; af David; "til Ihukommelse".
Psa	70	2	2. Gud! kom at fri mig; Herre ! skynd dig at hjaelpe mig!
Psa	70	3	3. Lad dem blues og blive beskaemmede, som søge efter mit Liv; lad dem vige tilbage og blive til Skamme, som have Lyst til min Ulykke.
Psa	70	4	4. Lad dem vende tilbage for deres Skaendsels Skyld, de, som sige: Ha, ha!
Psa	70	5	5. Lad dem frydes og glaedes i dig, alle de, som søge dig; lad dem, som elske din Frelse, altid sige: Gud vaere storlig lovet! Men jeg er elendig og fattig; Gud! skynd dig til mig; du er min Hjaelp, og den, som udfrier mig; Herre ! tøv ikke!
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 71
Psa	71	1	1. Herre ! jeg forlader mig paa dig, lad mig ikke beskaemmes evindelig!
Psa	71	2	2. Red mig ved din Retfaerdighed og udfri mig; bøj dit øre til mig og frels mig!
Psa	71	3	3. Vaer mig en Klippe til Bolig hvorhen jeg altid kan ty, du, som har befalet at frelse mig; thi du er min Klippe og min Befaestning.
Psa	71	4	4. Min Gud! udfri mig af en ugudeligs Haand, af dens Haand, som gør Uret, og som undertrykker.
Psa	71	5	5. Thi du er min Fortrøstning; Herre, Herre ! du er min Tillid fra min Ungdom af.
Psa	71	6	6. Paa dig har jeg forladt mig fast fra Moders Liv, du har draget mig af min Moders Skød; min Lovsang er altid om dig.
Psa	71	7	7. Jeg har vaeret for mange som et Under; men du er min staerke Tillid.
Psa	71	8	8. Lad min Mund fyldes med din Lovsang, don ganske Dag med din Pris.
Psa	71	9	9. Forkast mig ikke i Alderdommens Tid; forlad mig ikke, naar min Kraft forgaar!
Psa	71	10	10. Thi mine Fjender tale imod mig, og de, som tage Vare paa min Sjael, raadføre sig med hverandre,
Psa	71	11	11. sigende: Gud har forladt ham, forfølger og griber ham; thi der er ingen, som frier.
Psa	71	12	12. Gud! vaer ikke langt fra mig; min Gud! skynd dig at hjaelpe mig!
Psa	71	13	13. Lad dem beskaemmes, fortaeres, som staa imod min Sjael, lad dem iføres Forhaanelse og Skaendsel, som, søge min Ulykke.
Psa	71	14	14. Men jeg vil altid haabe, og al din Pris vil jeg endnu mangfoldiggøre.
Psa	71	15	15. Min Mund skal fortaelle din Retfaerdighed, din Frelse den ganske Dag; thi jeg ved ikke Tal derpaa.
Psa	71	16	16. Jeg vil komme frem med Herrens, Herrens vaeldige Gerninger; jeg vil minde om din Retfaerdiahed, din alene.
Psa	71	17	17. Gud! du har laert mig fra min Ungdom af, og indtil nu kundgør jeg dine underfulde Gerninger.
Psa	71	18	18. Ja, endog indtil Alderdommen og de graa Haar, o Gud! forlad mig ikke; indtil jeg kan kundgøre din Arm for Efterslaegten, din Kraft for hver den, som komme skal.
Psa	71	19	19. Og din Retfaerdighed straekker sig, o Gud! til det høje; du, som har gjort store Ting, Gud! hvo er som du?
Psa	71	20	20. Du, som har ladet mig se mange Angester vg Ulykker, du vil gøre mig levende igen og hente mig op igen fra Jordens Afgrunde.
Psa	71	21	21. Gør min Herlighed stor og trøst mig igen!
Psa	71	22	22. Og jeg vil takke dig med Strengeleg for din Sandhed, min Gud! jeg vil synge for dig til Harpe, du Hellige i Israel!
Psa	71	23	23. Mine Laeber skulle juble, naar jeg synger for dig; ja; min Sjael, som du har genløst.
Psa	71	24	24. Og min runge skal tale den banske Dag om din Retfaerdighed; thi de ere beskaemmede, thi de ere blevne til SkamMe, som søge min Ulykke:
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 72
Psa	72	1	1. Af Salomo. Gud! giv Kongen dine Domme og Kongens Søn din Retfaerdighed,
Psa	72	2	2. at han kan dømme dit Folk med Retfaerdighed og dine elendige med Retvished.
Psa	72	3	3. Lad Bjergene baere Fred for Folket og Højene ligesaa ved Retfaerdigheden.
Psa	72	4	4. Han skal skaffe de elendige iblandt Folket Ret, han skal frelse den fattiges Børn og knuse Voldsmanden.
Psa	72	5	5. De skulle frygte dig, saa laenge Solen er til, og saa laenge Maanen lyser, fra Slaegt til Slaegter.
Psa	72	6	6. Han stige ned som Regn paa den slaaede Eng, som Draaber, der vaede Jorden!
Psa	72	7	7. I hans Dage blomstre den retfaerdige og megen Fred, indtil Maanen ikke er mere!
Psa	72	8	8. Og han regerer fra Hav til Hav, og fra Floden indtil Jordens Ende!
Psa	72	9	9. De, som bo i Ørken, skulle bøje sig for hans Ansigt, og hans Fjender skulle slikke Støv.
Psa	72	10	10. Konger fra Tarsis og Øerne skulle bringe Skaenk! Konger fra Skeba og Seba skulle fremføre Gave.
Psa	72	11	11. Og alle Konger skulle tilbede for ham; alle Hedninger skulle tjene ham.
Psa	72	12	12. Thi han skal fri den fattige, som raaber, samt den elendige, som inben Hjaelper har.
Psa	72	13	13. Han skal spare den ringe og fattige og frelse de fattiges Sjaele.
Psa	72	14	14. Han skal udløse deres Sjael fra Undertrykkelse og fra Vold, og deres Blod skal vaere dyrebart for hans Øjne.
Psa	72	15	15. Og de skulle leve og give ham af Skebas Guld og altid bede for ham, love ham den ganske Dag.
Psa	72	16	16. Der vorde Overflod af Korn i Landet paa Bjergenes Top; dets Frugt suse som Libanon, og Folk blomstre frem af Staden som Urter paa Jorden!
Psa	72	17	17. Hans Navn blive evindelig; saa laenge Solen lyser, forplante sig hans Navn, og de skulle velsigne sig selv i ham, alle Hedninger skulle prise ham salig!
Psa	72	18	18. Lovet vaere den Herre Gud, Israels Gud, han, som ene gør underfulde Ting!
Psa	72	19	19. Og lovet vaere hans Aeres Navn evindelig; og al Jorden fyldes med hans Aere! Amen, ja, Amen!
Psa	72	20	20. Davids, Isajs Søns Bønner have Ende.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 73
Psa	73	1	1. En Psalme af Asaf. Kun god er Gud imod Israel, imod de rene af Hjertet.
Psa	73	2	2. Men jeg naer vare mine Fødder bøjede af Vejen; mine Skridt vare lige ved at glide ud.
Psa	73	3	3. Thi jeg blev nidkaer over Daarerne; jeg maatte se, at det gik de ugudelige vel.
Psa	73	4	4. Thi der findes intet Band for dem indtil deres Død, og deres Styrke er vel ved Magt.
Psa	73	5	5. De have ikke Møje som andre Folk, og de blive ikke plagede som andre Mennesker.
Psa	73	6	6. Derfor har Hovmod prydet dem som en Kaede, Vold skjuler dem som et Smykke.
Psa	73	7	7. Deres Øjne staa ud af Fedme; Hjertets Tanker faa Fremgang.
Psa	73	8	8. De haane og tale i Ondskab om at øve Vold; fra det høje tale de.
Psa	73	9	9. De saette deres Mund i Himmelen, og deres Tunge farer frem paa Jorden.
Psa	73	10	10. Derfor vender deres Folk hid, og Vand i fulde Drag uddrikkes af dem.
Psa	73	11	11. Og de sige: Hvorledes skulde Gud vide det? og er der Kundskab hos den Højeste?
Psa	73	12	12. Se, disse ere de ugudelige; dog ere de rolige til evig Tid, de forøge deres Gods.
Psa	73	13	13. Kun forgaeves har jeg. renset mit Hjerte og toet mine Haender i Uskyldighed.
Psa	73	14	14. Og dog blev jeg plaget den ganske Dag, og min Straf var der hver Morgen.
Psa	73	15	15. Dersom jeg havde sagt: Jeg vil føre saadan Tale; se, da havde jeg handlet troløst imod dine Børns Slaegt.
Psa	73	16	16. Og jeg taenkte efter for at forstaa det; men det var en Kval i mine Øjne,
Psa	73	17	17. indtil jeg gik ind i Guds Helligdomme og gav Agt paa deres Endeligt.
Psa	73	18	18. Kun paa slibrige Steder saetter du dem; du lader dem falde til at ødelaegges.
Psa	73	19	19. Hvorledes ere de i et øjeblik gaaede til Grunde? de ere omkomne, de have faaet Ende ved Forskraekkelserne.
Psa	73	20	20. De ere ligesom en Drøm; naar een er opvaagnet; Herre! naar du opvaagner, vil du foragte deres Billede.
Psa	73	21	21. Da mit Hjerte var bittert, og; det stak mig i mine Nyrer,
Psa	73	22	22. var jeg ufornuftig og kunde ikke forstaa noget, jeg var som et Dyr fordi;
Psa	73	23	23. Men jeg vil stedse blive hos dig; du holder ved min højre Haand.
Psa	73	24	24. Du leder mig efter dit Raad, og derefter optager du mig til Aere.
Psa	73	25	25. Hvem har jeg i Himlene? og lige med dig har jeg ikke Lyst til noget paa Jorden.
Psa	73	26	26. Forsmaegter mit Kød og mit Hjerte, saa er Gud mit Hjertes Klippe og min Del evindelig.
Psa	73	27	27. Thi se, de som holde sig langt borte fra dig, omkomme; du udrydder hver den, som ved Bolen viger af fra dig.
Psa	73	28	28. Men det er mig godt, at Gud er mig naer; jeg har sat mit Haab paa den Herre, Herre, at jeg kan fortaelle alle dine Gerninger.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 74
Psa	74	1	1. En Undervisning; af Asaf. Gud! hvorfor har du forkastet os evindelig; din Vrede ryger imod din Graesgangs Hjord.
Psa	74	2	2. Kom din Menighed i Hu, som du forhvervede i fordums Tid, som du genløste, til at vaere din Arvs Stamme, dette Zions Bjerg, som du bor paa.
Psa	74	3	3. Opløft dine Trin til de evigt ødelagte Steder; Fjenden har handlet ilde med alting i Helligdommen.
Psa	74	4	4. Dine Modstandere have brølet midt i din Forsamling, de have sat deres Tegn op til Tegn.
Psa	74	5	5. Det ser ud, som naar een haever Økserne højt imod Traeets taette Grene.
Psa	74	6	6. Og nu de Ting, som vare derudi af udskaaret Arbejde, dem have de sønderslaaet med Økser og Hamre.
Psa	74	7	7. De have sat Ild paa din Helligdom, de have vanhelliget dit Navns Bolig, lige til Jorden.
Psa	74	8	8. De have sagt i deres Hjerte: Lader os kue dem tilsammen; de have opbraendt alle Guds Forsamlingshuse i Landet.
Psa	74	9	9. Vi se ikke: vore egne Tegn; der er ingen Profet ydermere og ingen hos os, soin ved, hvor laenge det skal vare.
Psa	74	10	10. Gud! hvor laenge skal Modstanderen forhaane, skal Fjenden foragte dit Navn evindelig?
Psa	74	11	11. Hvorfor drager du din Haand, din højre Haand tilbage? Tag den ud fra din Barm, ødelaeg dem!
Psa	74	12	12. Gud er dog min Konge fra fordums Tid, som skaber Frelse midt paa Jorden.
Psa	74	13	13. Du adskilte Havet med din Styrke, du sønderbrød Havuhyrernes Hoveder i Vandene.
Psa	74	14	14. Du knuste Leviathans Hoveder, du gav Folket i Ørken den til Spise.
Psa	74	15	15. Du lod Kilde og Baek bryde frem, du udtørrede de altid rindende Floder.
Psa	74	16	16. Dagen. hører dig til, Natten hører dig ogsaa til, du har beredt Lys og Sol.
Psa	74	17	17. Du har sat alle Jordens Graenser; Sommer og Vinter, dem har du beskikket.
Psa	74	18	18. Kom dette i Hu: Fjenden forhaanede Herren, og et Folk af Daarer foragtede dit Navn.
Psa	74	19	19. Giv ikke vilde Dyr din Turteldues Sjael, glem ikke dine elendiges Liv evindelig!
Psa	74	20	20. Se til Pagten; thi Jordens mørke Steder ere fulde af Volds Boliger.
Psa	74	21	21. Lad den ringe ikke vende beskaemmet tilbage, lad den elendige og fattige love dit Navn!
Psa	74	22	22. Gud! gør dig rede, udfør din Sag; kom din Forhaanelse i Hu, som dig sker af Daaren den ganske Dag.
Psa	74	23	23. Glem ikke dine Fjenders Røst, dine Modstanderes Bulder, som stiger altid op.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 75
Psa	75	1	1. Til Sangmesteren; "fordaerv ikke" en Psalme af Asaf, en Sang.
Psa	75	2	2. Vi takke dig, Gud! vi takke, og naer er dit Navn; man fortaeller dine underfulde Gerninger.
Psa	75	3	3. Thi "jeg vil gribe den bestemte Tid, jeg vil dømme med Retfaerdighed.
Psa	75	4	4. Hensmeltede end Jorden og alle dens Beboere, jeg har dog sat dens Piller fast". Sela.
Psa	75	5	5. Jeg sagde til Daarerne: Vaerer ikke Daarer! og til de ugudelige: Opløfter ikke Horn!
Psa	75	6	6. Opløfter ikke eders Horn imod det høje, taler ej med knejsende Nakke!
Psa	75	7	7. Thi Ophøjelse kommer ikke af Øster eller af Vester, ej heller af Ørken;
Psa	75	8	8. men Gud er den, som dømmer; han nedtrykker den ene og ophøjer den anden.
Psa	75	9	9. Thi der er et Baeger i Herrens Haand med skummende Vin; det er fuldt af blandet Vin, og han skaenker ud deraf; men Baermen deraf maa de indsuge og drikke, alle de ugudelige paa Jorden.
Psa	75	10	10. Og jeg vil forkynde det evindelig; jeg vil lovsynge Jakobs Gud. Og jeg vil afhugge alle de ugudeliges Horn; men den retfaerdiges Horn skal ophøjes.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 76
Psa	76	1	1. Til Sangmesteren; med Strengeleg; en Psalme af Asaf, en Sang.
Psa	76	2	2. Gud er kendt i Juda, hans Navn er stort i Israel,
Psa	76	3	3. og hans Paulun var i Salem, og hans Bolig i Zion.
Psa	76	4	4. Der sønderbrød han Buens Lyn, Skjold og Svaerd og Krig. Sela.
Psa	76	5	5. Du straaler i Glans og Hellighed fra de paa Bytte rige Bjerge.
Psa	76	6	6. De stolte af Hjerte bliv plyndrede, de slumre deres Søvn; og ingen af Stridsmaendene fandt Magt i deres Haender.
Psa	76	7	7. For din Trusel, Jakobs Gud! er baade Hest og Vogn falden i den dybe Søvn.
Psa	76	8	8. Du, ja, dil er forfaerdelig, og hvo kan bestaa for dit Ansigt, saa snart som du bliver vred?
Psa	76	9	9. Du lod høre Dom fra Himmelen; Jorden frygtede og blev stille,
Psa	76	10	10. da Gud gjorde sig rede til Dom, til at frelse alle de sagtmodige paa Jorden. Sela.
Psa	76	11	11. Thi et Menneskes Vrede bereder dig Pris; hvad der bliver tilovers af Vreden, omgjorde du dig med.
Psa	76	12	12. Gører Løfte og betaler Herren, eders Gud det; alle I, som ere omkring ham, skulle bringe ham, den forfaerdelige, Gave. Han borttager Fyrsternes Mod, han er forfaerdelig for Kongerne paa Jorden.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 77
Psa	77	1	1. Til Sangmesteren; for Jeduthun; en Psalme af Asaf.
Psa	77	2	2. Min Røst er til Gud, og jeg vil raabe; min Røst er til Gud, og han vende sine øren til mig!
Psa	77	3	3. Jeg søgte Herren paa min Nøds Dag; min Haand var om Natten udrakt og lod ikke af; min Sjael vaegrede sig ved at lade sig trøste.
Psa	77	4	4. Jeg vil komme Gud i Hu og jamre lydt; Jeg vil tale, og min Aand maa forsmaegte. Sela.
Psa	77	5	5. Du holdt mine Øjne vaagne, jeg er bleven bekymret og taler ikke.
Psa	77	6	6. Jeg taenkte paa de fordums Dage, paa de laengst henrundne Aar.
Psa	77	7	7. Jeg vil komme min Strengeleg i Hu om Natten; jeg vil tale i mit Hjerte, og min Aand skal granske.
Psa	77	8	8. Vil da Herren forkaste i al Evighed og; ikke vedblive at vaere naadig mere?
Psa	77	9	9. Er hans Miskundhed ude evindelig? har hans Tilsagn faaet Ende fra Slaegt til Slaegt?
Psa	77	10	10. Har Gud glemt at vaere naadig eller har han i Vrede tillukket sin Barmhjertighed? Sela.
Psa	77	11	11. Da sagde jeg: Dette er min Lidelse; at forandre det staar i den Højestes højre Haand.
Psa	77	12	12. Jeg vil komme Herrens Gerninger i Hu; jeg vil komme dine underfulde Ting fra fordums Tid i Hu.
Psa	77	13	13. Og jeg vil grunde paa al din Gerning; og jeg vil tale om dine Idraetter.
Psa	77	14	14. Gud! din Vej er i Hellighed; hvo er en Gud stor som Gud?
Psa	77	15	15. Du er den Gud, som gør underfulde Ting, du har kundgjort din Styrke iblandt Folkene.
Psa	77	16	16. Du genløste dit Folk ved din Arm, Jakobs og Josefs Børn. Sela.
Psa	77	17	17. Vandene saa dig, Gud! Vandene saa dig, de bleve bange, ja, Afgrundene baevede.
Psa	77	18	18. De tykke Skyer udøste Vand, de øverste Skyer udgave Drøn, ja, dine Pile foore frem.
Psa	77	19	19. Din Tordens Drøn rullede, Lynet oplyste Jorderige; Jorden baevede og skaelvede.
Psa	77	20	20. Din Vej var i Havet og dine Stier i de store Vande, og dine Fodspor bleve ikke kendte. Du førte dit Folk som Hjorden ved Mose og Arons Haand.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 78
Psa	78	1	1. En Undervisning; af Asaf. Mit Folk! vend dine øren til min Laere, bøjer eders øren til min Munds Tale!
Psa	78	2	2. Jeg vil oplade min Mund med Ordsprog, jeg vil udgyde morke Taler fra fordums Tid,
Psa	78	3	3. dem, som vi have hørt og vide, og vore Faedre have fortalt os.
Psa	78	4	4. Dette ville vi ikke dølge for deres Børn, for den Slaegt, som kommer herefter, men forkynde Herrens megen Pris og hans Styrke og hans underfulde Gerninger, som han har gjort.
Psa	78	5	5. Saadan oprettede et Vidnesbyrd i Jakob og satte en Lov i Israel, i hv ilken han bød vore Faedre at kundgøre dem for deres Børn,
Psa	78	6	6. paa det den Slaegt, som kom herefter, de Børn, som skulde fødes, kunde vide det, at de kunde staa op og fortaelle det for deres Børn,
Psa	78	7	7. og at de maatte saette deres Haab paa Gud og ikke glemme Guds Gerninger, men bevare hans Bud;
Psa	78	8	8. og at de ikke skulde vorde som deres Faedre, en modvillig og genstridig Slaegt, en Slaegt, som ikke beredte sit Hjerte, og hvis Aand ikke holdt trofast ved Gud.
Psa	78	9	9. Efraims Børn vare rustede Bueskytter, men svigtede paa Stridens Dag.
Psa	78	10	10. De holdt ikke Guds Pagt og vaegrede sig ved at vandre i hans Lov.
Psa	78	11	11. Og de glemte hans Gerninger og hans underfulde Ting, som han havde ladet dem se.
Psa	78	12	12. For deres Faedre havde han gjort Undere i Aegyptens Land, paa Zoans Mark.
Psa	78	13	13. Han adskilte Havet og lod dem gaa igennem og optaarnede Vandet som en Dynge.
Psa	78	14	14. Og han ledede dem om Dagen ved Skyen og den ganske Nat ved Ildens Lys.
Psa	78	15	15. Han kløvede Klipper i Ørken og gav dem at drikke som af store Dyb.
Psa	78	16	16. Og han lod Baekke strømme frem af Klippen og lod Vand rinde ned som Floder.
Psa	78	17	17. Men de bleve endnu ved med at synde imod ham, med at vaere genstridige imod den Højeste i Ørken.
Psa	78	18	18. Og de fristede Gud i deres Hjerte, saa at de begaerede Mad for deres Lyst.
Psa	78	19	19. Og de talte imod Gud; de sagde: Mon Gud kan berede et Bord i Ørken?
Psa	78	20	20. Se, han har slaget Klippen, saa at der flød Vand, og Baekkene løb over; mon han og kan give Brød; mon han kan skaffe Kød for sit Folk?
Psa	78	21	21. Derfor, da Herren hørte det, blev han fortørnet; og en Ild optaendtes imod Jakob, og en Vrede opkom imod Israel,
Psa	78	22	22. fordi de ikke troede paa Gud og ikke forlode sig paa hans Frelse.
Psa	78	23	23. Og han bød Skyerne heroventil og oplod Himlenes Døre.
Psa	78	24	24. Og han lod Man regne paa dem til at aede og gav dem Himmelkorn.
Psa	78	25	25. Hver aad de Staerkes Brød; han sendte dem Mad til Maettelse.
Psa	78	26	26. Han lod Østenvejr fare frem under Himmelen og førte Søndenvejr frem ved sin Styrke.
Psa	78	27	27. Og han lod Kød regne ned over dem som Støv og flyvende Fugle som Havets Sand.
Psa	78	28	28. Og han lod dem falde midt i sin Lejr, trindt omkring sine Boliger.
Psa	78	29	29. Og de aade og bleve saare maette; han tilførte dem det, som de havde faaet Lyst til.
Psa	78	30	30. De havde ikke styret deres Lyst, deres Mad var endnu i deres Mund:
Psa	78	31	31. Da opsteg Guds Vrede imod dem, og han ihjelslog noble iblandt de kraftigste af dem; og han nedslog de unge Maend i Israel.
Psa	78	32	32. Med alt det syndede de endnu og troede ikke paa hans underfulde Gerninger.
Psa	78	33	33. Derfor lod han deres Dage svinde hen i Forfaengelighed og deres Aar i Forskraekkelse.
Psa	78	34	34. Naar han slog dem ihjel, da søgte de ham, og de vendte om og søgte Gud aarle.
Psa	78	35	35. Og de kom i Hu, at Gud var deres Klippe, og Gud, den Højeste, deres Genløser.
Psa	78	36	36. Men de talte slesk for ham med deres Mund og løj for ham med deres Tunger.
Psa	78	37	37. Men deres Hjerte var ikke fast med ham, og de bleve ikke bestandige i hans Pagt.
Psa	78	38	38. Dog, han er barmhjertig, han soner Misgerning og fordaerver ikke; han vendte sin Vrede mangfoldige Gange bort fra dem og lod ej sin Harme helt bryde frem.
Psa	78	39	39. Og han kom i Hu, at de vare Kød, at Aandepust, som farer hen og ej kommer tilbage.
Psa	78	40	40. Hvor tit vare de genstridige imod ham i Ørken, bedrøvede ham i de øde Steder.
Psa	78	41	41. Og de fristede Gud paany og mestrede den Hellige i Israel.
Psa	78	42	42. De kom ikke hans Haand i Hu paa den Dag, da han udløste dem af Nød;
Psa	78	43	43. da han satte sine Tegn i Aegypten og sine Undere paa Zoans Mark;
Psa	78	44	44. da han forandrede deres Floder til Blod og deres Strømme, saa at de ikke kunde drikke af dem;
Psa	78	45	45. og han sendte alle Haande Utøj paa dem, som aad dem, og Frøer, som voldte dem Fordaervelse;
Psa	78	46	46. og han gav Kornormen deres Grøde og Graeshoppen deres Arbejde;
Psa	78	47	47. han slog deres Vintraeer med Hagelen og deres Morbaertraeer med Isstykker;
Psa	78	48	48. og han overantvordede deres Dyr til Hagelen og deres Kvaeg til Lynene;
Psa	78	49	49. han sendte sin grumme Vrede paa dem, Harme og Fortørnelse og Angest, en Sending af Ulykkesbud;
Psa	78	50	50. bo han banede Vej for sin Vrede, han sparede ikke deres Sjael fra Døden, og han overantvordede deres Liv til Pesten;
Psa	78	51	51. og han slog alle førstefødte i Aegypten, Kraftens Førstegrøde i Kams Telte
Psa	78	52	52. men sit Folk lod han drage ud som Faareflokken og førte dem i Ørken som Hjorden;
Psa	78	53	53. og han ledede dem tryggelig, at de ikke frygtede; men Havet skjulte deres Fjender.
Psa	78	54	54. Og han førte dem til sin Helligheds Landemaerke, til dette Bjerg, som hans højre Haand havde forhvervet;
Psa	78	55	55. og han uddrev Hedningerne for deres Ansigt og lod disses Land tilfalde dem som Arvedel; og han lod Israels Stammer bo i deres Telte.
Psa	78	56	56. Men de fristede Gud, den Højeste, og vare genstridige imod ham og agtede ikke paa hans Vidnesbyrd.
Psa	78	57	57. Og de vendte sig bort og bleve troløse som deres Faedre, de sloge tilbage som en falsk Bue.
Psa	78	58	58. Og de opirrede ham ved deres Høje og gjorde ham nidkaer ved deres udskaarne Billeder.
Psa	78	59	59. Der Gud det hørte, da blev han fortørnet, og han foragtede Israel saare.
Psa	78	60	60. Han forlod Boligen i Silo, det Paulun, som han havde sat til at bo udi iblandt Menneskene.
Psa	78	61	61. Og han gav sin Magt i Fangenskab og sin Herlighed i Fjendens Haand.
Psa	78	62	62. Og han overantvordede sit Folk til Svaerd og fortørnedes paa sin Arv.
Psa	78	63	63. Ild fortaerede deres unge Mandskab, og deres Jomfruer fik ingen Brudesang.
Psa	78	64	64. Deres Praester faldt for Svaerdet, og deres Enker begraed dem ikke.
Psa	78	65	65. Da opvaagnede Herren som en sovende, som en Helt, der jubler af Vin.
Psa	78	66	66. Og han slog sine Fjender tilbage, han gjorde dem en evig Skam.
Psa	78	67	67. Og han forkastede Josefs Telt og udvalgte ikke Efraims Stamme;
Psa	78	68	68. men han udvalgte Judas Stamme, Zions Bjerg, som han elskede.
Psa	78	69	69. Og han byggede sin Helligdom lig Højderne, lig Jorden, hvilke han har grundfaestet evindelig.
Psa	78	70	70. Og han udvalgte David, sin Tjener, og tog ham fra Faarestierne;
Psa	78	71	71. fra Faarene, som gave Die, lod han ham komme at vogte Jakob sit Folk og Israel sin Arv.
Psa	78	72	72. Og han vogtede dem efter sit hjertes Oprigtighed og ledede dem med forstandig Haand.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 79
Psa	79	1	1. En Psalme, af Asaf. Gud! Hedningerne have brudt ind i din Arv, de have besmittet dit hellige Tempel, de have gjort Jerusalem til Stenhobe.
Psa	79	2	2. De have givet dine Tjeneres døde Kroppe hen som Føde til Fuglene under Himmelen, dine helliges nød til de vilde Dyr i Landet.
Psa	79	3	3. De have udøst deres Blod som Vand trindt omkring Jerusalem, og der var ingen, som begrov dem.
Psa	79	4	4. Vi ere blevne vore Naboer til en Forsmaedelse, dem, som ere trindt omkring os, til Spot og Haan.
Psa	79	5	5. Herre, hvor laenge vil du vaere vred evindelig? skal din Nidkaerhed braende som en Ild?
Psa	79	6	6. Udøs din Harme over Hedningerne, som ikke kende dig, og over de Riger, som ikke paakalde dit Navn.
Psa	79	7	7. Thi man har fortaeret Jakob og ødelagt hans Bolig.
Psa	79	8	8. Kom os ikke Forfaedrenes Misgerninger i Hu; skynd dig, lad din Barmhjertighed komme os i Møde, thi vi ere blevne saare ringe.
Psa	79	9	9. Hjaelp os, vor Frelses Gud! for dit Navns Aeres Skyld og fri os og forlod os vore Synder for dit Navns Skyld.
Psa	79	10	10. Hvorfor skulle Hedningerne sige: Hvor er deres Gud? lad det kendes paa Hedningerne for vore Øjne, at dine Tjeneres Blod; som er udøst, bliver haevnet.
Psa	79	11	11. Lad den bundnes Jamren komme for dit Ansigt; hold efter din Arms Vaelde dem i Live, som ere Dødens Børn.
Psa	79	12	12. Og betal vore Naboer syvfold i deres Barm deres Forsmaedelse, hvormed de forhaanede dig, Herre!
Psa	79	13	13. Men vi, dit Folk og din Graesgangs Hjord ville takke dig evindelig; fra Slaegt til Slaegt ville vi forkynde din Pris.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 80
Psa	80	1	1. Til Sangmesteren; til "Lillierne"; et Vidnesbyrd; af Asaf, en Psalme.
Psa	80	2	2. Du Israels Hyrde! vend dine øren hid, du, der leder Josef som en Hjord, du, som sidder over Keruber, aabenbar dig herligt!
Psa	80	3	3. Rejs din Magt for Ephraim og Benjamin og Manasse og kom os til Frelse!
Psa	80	4	4. Gud! hjaelp os op igen og lad dit Ansigt lyse, saa blive vi frelste!
Psa	80	5	5. Herre, Gud Zebaoth! hvor laenge har du ladet Vreden ryge uagtet dit Folks Bøn?
Psa	80	6	6. Du har bespist dem med Taarebrød og givet dem Taarer at drikke i fulde Maal.
Psa	80	7	7. Du saetter en Traette for vore naboer, og vore Fjender spotte os.
Psa	80	8	8. Gud Zebaoth! hjaelp os op igen og lad dit Ansigt lyse, saa blive vi frelste.
Psa	80	9	9. Du førte en Vinstok fra Aegypten; du uddrev Hedningerne og plantede den.
Psa	80	10	10. Du ryddede for den og den lod sine Rødder rodfaestes og opfyldte Landet.
Psa	80	11	11. Bjerge bleve skjulte med dens Skygge, og dens Grene vare som Guds Cedre.
Psa	80	12	12. Den udbreder sine Grene til Havet og sine unge Kviste til Floden.
Psa	80	13	13. Hvorfor har du nedrevet Gaerdet om den, saa at alle de, som gaa forbi ad Vejen, plukke i den?
Psa	80	14	14. Svinet fra Skoven roder om den, og vilde Dyr paa Marken afaede den.
Psa	80	15	15. Gud Zebaoth! vend dog om; sku ned af Himmelen og se til og besøg denne Vinstok
Psa	80	16	16. og den Pode, som din højre Haand plantede, og den Søn, som du gjorde staerk for dig.
Psa	80	17	17. Den er braendt med Ild, den er omhugget; de omkomme for dit Ansigts Trusel.
Psa	80	18	18. Lad din Haand vaere over din højre Haands Mand, over den Menneskens Søn, som du gjorde staerk for dig.
Psa	80	19	19. Saa ville vi ikke vige fra dig; lad du os leve, og vi ville paakalde dit Navn. Herre, Gud Zebaoth; hjaelp os op igen, lad dit Ansigt lyse, saa blive vi frelste.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 81
Psa	81	1	1. Til Sangmesteren; til Githith; af Asaf.
Psa	81	2	2. Synger med Fryd for Gud, vor Styrke, raaber med Glaede for Jakobs Gud!
Psa	81	3	3. Istemmer Lovsang, og giver Trommen, den liflige Harpe med Psalten hid.
Psa	81	4	4. Blaeser i Trompeten ved Nymaane, ved Fuldmaane, til vor Højtidsdag!
Psa	81	5	5. Thi den er en Skik i Israel, en Lov for Jakobs Gud.
Psa	81	6	6. Den satte han til et Vidnesbyrd i Josef, der han drog ud imod Aegyptens Land; jeg hørte en Røst, som jeg ikke kendte:
Psa	81	7	7. Jeg tog Byrden bort fra hans Skuldre, hans Haender bleve befriede fra Baere kurven.
Psa	81	8	8. Du paakaldte i Nøden, og jeg udfriede dig; jeg bønhørte dig fra Tordenskyens Skjul, jeg prøvede dig ved Meriba Vande. Sela.
Psa	81	9	9. Hør, mit Folk! og jeg vil vidne imod dig; Israel! gid du vilde høre mig.
Psa	81	10	10. Der skal ingen fremmed Gud vaere hos dig; og du skal ikke tilbede andre Folks Gud.
Psa	81	11	11. Jeg er Herren din Gud, sta førte dig op fra Aegyptens Land; lad din Mund vidt op, og jeg vil fylde den.
Psa	81	12	12. Men mit Folk hørte ikke min Røst, og Israel vilde ikke tjene mig.
Psa	81	13	13. Og jeg lod dem fare i deres Hjertes Stivhed; de vandrede efter deres egne Raad.
Psa	81	14	14. Gid mit Folk vilde høre mig! gid Israel vilde vandre paa mine Veje!
Psa	81	15	15. Da vilde jeg om et lidet ydmyge deres Fjender og vende min Haand imod deres Modstandere.
Psa	81	16	16. De, som hade Herren, skulde smigre for det, og deres Tid skulde vare evindelig. Og jeg skulde bespise det med den bedste Hvede, da, jeg vilde maette dig med Honning af en Klippe.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 82
Psa	82	1	1. En Psalme; af Asaf. Gud staar i Guds Menighed; han dømmer midt iblandt Guder.
Psa	82	2	2. Hvor laenge ville I dømme Uret og anse de ugudeliges Personer? Sela.
Psa	82	3	3. Straffer den ringe og den faderløse Ret; hjaelper den elendige og den arme til Retfaerdighed!
Psa	82	4	4. Redder den ringe og den fattige; udfrier ham af de ugudeliges Haand!
Psa	82	5	5. De skønne ikke og forstaa ikke, de vandre i Mørke; alle Jordens Grundpiller ryste.
Psa	82	6	6. Jeg har sagt: I ere Guder, og I ere alle den Højestes Sønner.
Psa	82	7	7. Men I skulle dø som Mennesker, og som en af Fyrsterne skulle I falde.
Psa	82	8	8. Gud! gør dig rede, døm Jorden; thi du skal tage Arv iblandt alle Hedninger.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 83
Psa	83	1	1. En Sang; en Psalme, af Asaf.
Psa	83	2	2. Gud! ti du ikke; vaer ikke tavs og hold rlig ikke stille, o Gud!
Psa	83	3	3. Thi se, dine Fjender larme, og dine Avindsmaend have opløftet Hovedet.
Psa	83	4	4. De oplaegge traeskelig hemmeligt Anslag imod dit Folk, og de raadslaa imod dem, som sidde under dit Skjul.
Psa	83	5	5. De have sagt: Kommer og lader os udslette dem af Folkenes Tal; og Israels Navn skal ikke yderlere ihukommes.
Psa	83	6	6. Thi du have i Hjertet raadslaget med hverandre; de gøre en Pagt imod dig:
Psa	83	7	7. Edoms Telte og Ismaeliterne, Moabiterne og Hagarenerne,
Psa	83	8	8. Cebal og Ammon og Amalek, Filisterne med Indbyggerne i Tyrus.
Psa	83	9	9. Assyrien har ogsaa sluttet sig til dem, de ere blevne Lots Børns Arm. Sela.
Psa	83	10	10. Gør imod dem som imod Midianiterne, som imod Sisera, som imod Jabin ved Kisons Baek,
Psa	83	11	11. hvilke bleve ødelagte ved Endor, bleve til Gødning for Marken.
Psa	83	12	12. Lad det gaa dem, deres Fyrster som Oreb og som Seeb, og alle deres ypperste som Seba og som Zalmuna,
Psa	83	13	13. dem, som have sagt: vi ville indtage Guds Boliger til Ejendom.
Psa	83	14	14. Min Gud! lad dem hvirvle om som et Hjul, som Avner for Vejret.
Psa	83	15	15. Som en Ild, der antaender en Skov, og som en Lue, der stikker Ild paa Bjergene,
Psa	83	16	16. saa forfølge du dem med din Storm og forfaerde dem med din Hvirvelvind!
Psa	83	17	17. Gør deres Ansigt fuldt af Skam og lad dem søge dit Navn, o Herre !
Psa	83	18	18. Lad dem blues og forfaerdes altid og lad dem blive til Skamme og omkomme! Og lad dem kende, at du, alene, hvis Navn er Herren, er den Højeste over al Jorden.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 84
Psa	84	1	1. Til Sangmesteren; til Githith; af Koras Børn, en Psalme.
Psa	84	2	2. Hvor elskelige ere dine Boliger Herre Zebaoth!
Psa	84	3	3. Min Sjael begaerer, ja laenges efter Herrens Forgaarde; mit Hjerte og mit Kød raabe med Fryd til den levende Gud.
Psa	84	4	4. Ja Spurven har fundet et Hus og Svalen sin Rede, hvor den har lagt sine Unger: Dine Altre, Herre Zebaoth, min Konge og min Gud!
Psa	84	5	5. Salige ere de, som bo i dit Hus, de skulle endnu love dig.
Psa	84	6	6. Saligt er det Menneske, hvis Styrke er i dig, og i hvis Hjerte de rette Veje ere.
Psa	84	7	7. Naar de gaa igennem Morbaerdalen, gøre de den til Kildevaeld, ja, og en Regn med Velsignelser skal bedaekke dem.
Psa	84	8	8. De gaa frem fra Kraft til Kraft; de ses for Gud paa Zion.
Psa	84	9	9. Herre, Gud Zebaoth! hør min Bøn, Jakobs Gud! vend dit øre til den. Sela.
Psa	84	10	10. Gud, vort Skjold! se til og sku din Salvedes Ansigt.
Psa	84	11	11. Thi een Dag i dine Forgaarde er bedre end tusinde; jeg udvaelger hellere at ligge ved Dørtaerskelen i min Guds Hus end at bo i de ugudeliges Telte.
Psa	84	12	12. Thi Gud Herren er Sol og Skjold; Herren giver Naade og Aere, intet godt naegter han dem, som vandre i Oprigtighed. Herre Zebaoth! saligt er det Menneske, som forlader sig paa dig.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 85
Psa	85	1	1. En Psalme.
Psa	85	2	2. Herre ! du har haft Velbehag til dit Land, du har ført Jakobs fangne Folk tilbage.
Psa	85	3	3. Du har borttaget dit Folks Misgerning, du har skjult al deres Skyld. Sela.
Psa	85	4	4. Du har draget al din Harme tilbage, du har, bortvendt din grumme Vrede.
Psa	85	5	5. Hjaelp os op igen, vor Frelses Gud! og tilintetgør din Fortørnelse imod os.
Psa	85	6	6. Vil du evindelig vaere vred paa, os? vil du udstrsekke din Vrede fra Slaegt til Slaegt?
Psa	85	7	7. Vil du ikke gøre os levende igen, at dit Folk maa glaede sig i dig?
Psa	85	8	8. Herre ! lad os se din Miskundhed og giv os din Frelse.
Psa	85	9	9. Jeg vil høre, hvad Gud Herren taler; thi han skal tale Fred til sit Folk og til sine hellige, kun at de ikke vende tilbage til Daarlighed.
Psa	85	10	10. Ja, hans Frelse er naer hos dem, som ham frygte, at Herlighed maa bo i vort Land.
Psa	85	11	11. Miskundhed og Sandhed møde hinanden; Retfaerdighed og Fred kysse hinanden.
Psa	85	12	12. Sandhed vokser op af Jorden, og Retfaerdighed ser ned af Himmelen.
Psa	85	13	13. Dertil skal Herren give det gode, og vort Land give sin Grøde. Retfaerdighed gaa frem for hans Ansigt og saette sine Trin paa hans Vej!
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 86
Psa	86	1	1. En Bøn af David. Herre ! bøje dit øre, bønhør mig, thi jeg er elendig og fattig.
Psa	86	2	2. Bevar min Sjael; thi jeg er hellig; frels din Tjener, du min Gud! ham; forlader sig paa dig.
Psa	86	3	3. Herre! vaer mig naadig; thi til dig raaber jeg den ganske Dag.
Psa	86	4	4. Glaed din Tjeners Sjael; thi til dig, Herre, opløfter jeg min Sjael.
Psa	86	5	5. Thi du Herre! er god og rund til at forlade og rig paa Miskundhed imod alle, som paakalcte dig.
Psa	86	6	6. Herre ! vend dit øre til Min Bøn Og giv Agt paa Min ydmyge Begaeringel's Røst.
Psa	86	7	7. Paa min Nøds Dag vil jeg paakalde dig; thi du bønhører mig.
Psa	86	8	8. Der er inaen som du iblandt Guder, Herre! og der er intet som dine Gerninger.
Psa	86	9	9. Alle Hedninger, som du har skabt, skulle komme og tilbede for dit Ansigt, Herre! og de skulle aere dit Navn.
Psa	86	10	10. Thi du er stor, og du gør underfulde Ting, du alene er Gud.
Psa	86	11	11. Laer mig, Herre ! din Vej, jeg vil vandre i din Sandhed, vend mit Hjerte imod dette ene, at frygte
Psa	86	12	12. dit Navn. Jeg vil takke dig, Herre min Gud! af mit ganske Hjerte og aere dit Navn evindelig.
Psa	86	13	13. Thi din Miskundhed er stor over mig, og du friede min Sjael fra det dybe Dødsrige.
Psa	86	14	14. Gud! de hovmodige staa op imod mig, og Voldsmaends Hob søger efter mit Liv, og de have ikke sat dig for deres Øjne.
Psa	86	15	15. Men du, Herre! er en barmhjertig og naadig Gud, langmodig og af megen Miskundhed og Sandhed.
Psa	86	16	16. Vend dit Ansigt til mig og vaer mig naadig! giv din Tjener din Styrke og frels din Tjenestekvindes Søn!
Psa	86	17	17. Gør et Tegn for mig til det gode, at de, som hade mig, maa se det og beskaemmes; thi du, Herre ! har hjulpet mig og trøstet mig.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 87
Psa	87	1	1. Af Koras Børn; en Psalme, en Sang: Han har grundlagt en Stad paa de hellige Bjerge.
Psa	87	2	2. Herren Elsker Zions Porte fremfor alle Jakobs Boliger.
Psa	87	3	3. Der er her lige Ting sagt i dig, du Guds Stad! Sela.
Psa	87	4	4. Jeg vil naevne Rallab og Babel iblandt dem, som kende mig; se, Filisteren og Tyrieren samt Morianen: "Denne, han er født der."
Psa	87	5	5. Men til Zion skal der siges: Denne og hin er født i den, den Højeste selv skal befaeste den.
Psa	87	6	6. Herren skal taelle, naar han opskriver Folkene, og sige: Denne er født der. Sela.
Psa	87	7	7. Og de, som synge, tillige med dem, som danse, skulle sige: Alle mine Kilder ere i dig.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 88
Psa	88	1	1. En Sang, en Psalme; af Koras Børn; til Sangmesteren; til Makalath-Leanoth; en Undervisning; af Heman, Esrahiteren.
Psa	88	2	2. Herre, min Frelses Gud! Jeg har raabt om Dagen, ja, om Natten for dig.
Psa	88	3	3. Lad min Bøn komme for dit Allsigt, bøj dit øre til mit Raab!
Psa	88	4	4. Thi min Sjael er maet af Ulykker, og mit Liv er Dødsriget naer.
Psa	88	5	5. Jeg agtes lige med dem, som fare ned i Hulen, jeg er som en Mand uden Kraft,
Psa	88	6	6. løsladt iblandt de døde, som de ihjelslagne, der ligge i Graven, hvilke du ikke ydermere kommer i Hu, da de ere udrevne af din Haand.
Psa	88	7	7. Du har lagt mig i Hulen hernedenunder, i de mørke, i de dybe Steder.
Psa	88	8	8. Din Vrede har lagt sig tungt paa mig, og du traenger mig med alle dine Bølger. Sela.
Psa	88	9	9. Du har fjernet mine Kyndinger langt fra mig, du har gjort mig vederstyggelig for dem, jeg er indeluknet og gaar ikke ud.
Psa	88	10	10. Mit Øje er bedrøvet af Elendighed; Herre ! Jeg har raabt til dig den ganske Dag, jeg har udbredt mine Haender til dig.
Psa	88	11	11. Vil du vel gøre Undre for de døde? eller skulle Dødninger opstaa, skulle de takke dig? Sela.
Psa	88	12	12. Fortaelles der vel i Graven om din Miskundhed? om din Sandhed i Dødens Bo?
Psa	88	13	13. Kendes vel dine Undere i Mørket eller din Retfaerdighed i Forglemmelsens Land?
Psa	88	14	14. Men jeg har raabt til dig Herre ! og min Bøn kommer dig i Møde om Morgenen.
Psa	88	15	15. Hvorfor, Herre ! forkaster du min Sjael du skjuler dit Ansigt for mig.
Psa	88	16	16. Elendig er jeg og som en døende fra min Ungdom af; jeg baerer paa Raedsel for dig, jeg maa fortvivle.
Psa	88	17	17. Din Vredes Flammer ere gaaede hen over mig.
Psa	88	18	18. Raedsler for dig have tilintetgjort omspaendt mig tilsammen. Du har fjernet min Ven og Stalbroder langt fra mig; mine Kyndinger ere Mørkets Sted.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 89
Psa	89	1	1. En Undervisning; af Ethan, Esraiteren.
Psa	89	2	2. Jeg vil synge om Herrens Naadegerninger evindelig, jeg vil kundgøre din Sandhed med min Mund fra Slaegt til Slaegt.
Psa	89	3	3. Thi jeg har sagt: Din Naade skal bygges op evindelig, i Himlene skal du grund; faeste din Sandhed:
Psa	89	4	4. Jeg har gjort en Pagt med min udvalgte, jeg har tilsvoret David, min Tjener:
Psa	89	5	5. evindelig vil jeg stadfaeste din Saed, og jeg har bygget din Trone fra Slaegt til Slaegt. Sela.
Psa	89	6	6. Og Himlene, Herre ! skulle prise din underfulde Gerning og din Sandhed i de helliges Menighed.
Psa	89	7	7. Thi hvem i Skyen kan maale sig med Herren? hvo er Herren lig iblandt Gudernes Børn?
Psa	89	8	8. en Gud saare frygtelig i de helliges hemmelige Raad og forfaerdelig over Alle, som ere trindt omkring ham!
Psa	89	9	9. Herre, Gud Zebaoth! hvo er som du stormaegtig, o Herre og din Sandhed er trindt omkring dig.
Psa	89	10	10. Du hersker over det hovmodige Hav; naar dets Bølger rejse sig, da bringer du dem til at laegge sig.
Psa	89	11	11. Du knuste Rahab, saa den blev som den ihjelslagne, du bortspredte dine Fjender med din staerke Arm.
Psa	89	12	12. Dig tilhøre Himlene, dig tilhører ogsaa Jorden, du har grundfaestet skabte
Psa	89	13	13. Norden og Sønden, Thabor og Hermon fryde sig i dit Navn.
Psa	89	14	14. Du har en Arm med Styrke, din Haand er staerk, din højre Haand er ophøjet.
Psa	89	15	15. Retfaerdighed og Dom ere din Trones Befaestning, Miskundhed og Sandhed gaa frem for dit Ansigt.
Psa	89	16	16. Saligt er det Folk, som kender Frydesangen; Herre ! i dit Ansigts Lys vandre de.
Psa	89	17	17. I dit Navn skulle de fryde sig den ganske Dag, og i din Retfaerdighed ophøjes de.
Psa	89	18	18. Thi du er deres Styrkes Pris, og i din Velbehagelighed ophøjer du vort Horn.
Psa	89	19	19. Thi Herren er vort Skjold og den Hellige i Israel vor Konge.
Psa	89	20	20. Da talte du til din Hellige i et Syn og sagde: Jeg har beredet Hjaelp ved en Kaempe, jeg har ophøjet en udvalgt ud af Folket.
Psa	89	21	21. Jeg har fundet David, min Tjener, jeg har salvet ham med min hellige Olie.
Psa	89	22	22. Ved ham skal min Haand holde fast, og min Arm skal styrke ham.
Psa	89	23	23. Fjenden skal ikke plage ham, og en uretfaerdig Mand skal ikke traenge ham.
Psa	89	24	24. Men jeg vil sønderknuse hans Modstandere for hans Ansigt og slaa dem, som hade ham.
Psa	89	25	25. Men min Sandhed og min Miskundhed skulle vaere med ham, i mit Navn skal hans Horn ophøjes.
Psa	89	26	26. Og jeg vil udstraekke hans Haand til Hovet og hans højre Haand til Floderne.
Psa	89	27	27. Han skal paakalde mig ng sige: Du er min Fader, min Gud og min Frelses Klippe.
Psa	89	28	28. Og jeg vil gøre ham til den førstefødte, til den højeste over Kongerne paa Jorden.
Psa	89	29	29. Jeg vil bevare ham min Miskundhed evindelig, og min Pagt skal, holdes ham trolig.
Psa	89	30	30. Og jeg vil lade hans Saed bestaa evindelig, og hans Trone, saa laenge Himmelens Dage vare.
Psa	89	31	31. Dersom hans Børn forlade min Lov, og de ikke vandre i mine Befalinger,
Psa	89	32	32. dersom de vanhellige mine Skikke og ikke holde mine Bud:
Psa	89	33	33. Da vil jeg hjemsøge deres Overtraedelse med Riset og deres Misgerning med Plager.
Psa	89	34	34. Men min Miskundhed vil jeg ikke tage fra ham og ikke svige min Sandhed.
Psa	89	35	35. Jeg vil ikke vanhellige min Pagt og ikke forandre det, som er gaaet over mine Laeber.
Psa	89	36	36. Eet har jeg svoret ved min Hellighed, jeg vil ikke lyve for David:
Psa	89	37	37. Hans Saed skal blive evindelig, og hans Trone som Solen for mig;
Psa	89	38	38. den skal befaestes som Maanen evindelig; og Vidnet i Skyen er trofast. Sela.
Psa	89	39	39. Men nu har du forkastet og foragtet ham, du er fortørnet paa din Salvede.
Psa	89	40	40. Du har tilintetgjort Pagten med din Tjener, du har vanhelliget hans Krone ned i Støvet.
Psa	89	41	41. Du har nedrevet alle hans Mure, du har bragt ødelaeggelse over hans Befaestninger.
Psa	89	42	42. Alle, som gik forbi paa Vejen, have plyndret ham, han er bleven til Spot for sine Naboer.
Psa	89	43	43. Du har ophøjet hans Modstanderes højre Haand, du har glaedet alle hans Fjender.
Psa	89	44	44. Ja, du lader hans skarpe Svaerd vige tilbage og har ikke ladet ham bestaa i Krigen.
Psa	89	45	45. Du har ladet hans Glans høre op og kastet hans Trone til Jorden.
Psa	89	46	46. Du har forkastet hans Ungdoms Dage, du har skjult ham med Haan. Sela.
Psa	89	47	47. Hvor laenge, Herre ! vil du skjule dig evindelig? hvor laenge skal din Harme braende som Ild?
Psa	89	48	48. Kom i Hu, hvad en Levetid er, til hvilken Forfaengelighed du har skabt alle Menneskens Børn?
Psa	89	49	49. Hvo er den Mand, som lever og ikke skal se Døden? som kan fri sin Sjael fra Dødsrigets Vold? Sela.
Psa	89	50	50. Herre! hvor ere dine forrige Naadegerninger, som du tilsvor David i din Sandhed?
Psa	89	51	51. Herre! kom dine Tjeneres Forsmaedelse i Hu, som jeg baerer i min Barm, den fra alle de mange Folkefaerd,
Psa	89	52	52. med hvilken dine Fjender have bespottet, Herre ! med hvilken de have bespottet din Salvedes Fodspor. Lovet vaere Herren evindelig! Amen, ja, amen.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 90
Psa	90	1	1. En Bøn af Mose, den Guds Mand. Herre! du har vaeret vor Bolig fra Slaegt til Slaegt.
Psa	90	2	2. Før Bjergene bleve til, og du dannede Jorden og Jorderige, fra Evighed til Evighed er du Gud.
Psa	90	3	3. Du vender det med et Menneske, at han bliver knust og du siger: Kommer igen, I Menneskens Børn!
Psa	90	4	4. Thi tusinde Aar ere for dine Øjne som gangen, og som en Nattevagt.
Psa	90	5	5. Du bortskyller dem, de blive som en Søvn, om Morgenen ere de som Graes, der gaar bort.
Psa	90	6	6. Om Morgenen blomstrer det, og det gaar bort, om Aftenen afhugges det og tørres.
Psa	90	7	7. Thi vi fortaeres i din Vrede, og vi forfaerdes i din Harme.
Psa	90	8	8. Du har sat vore Misgerninger for dine Øjne, vor skjulte Synd for dit Ansigts Lys.
Psa	90	9	9. Thi alle vore Dage er svundne bort i din Vrede, vi have hentaeret vore Aar som en Tanke.
Psa	90	10	10. Vore Aars Dage, de ere halvfjerdsindstyve Aar, og er der Styrke, firsindstyve Aar; og deres Stolthed er Møje og Forfaengelighed; thi hastelig gaar den forbi, og vi flyve derfra.
Psa	90	11	11. Hvo kender din Vredes Magt og din Harme, saaledes som Frygten for dig udkraever?
Psa	90	12	12. Laer os saaledes at taelle vore Dage, at vi bekomme Visdom i Hjertet.
Psa	90	13	13. Vend om, Herre ! hvor laenge -? og lad det gøre dig ondt over dine Tjenere.
Psa	90	14	14. Maet os alle med din Miskundhed, saa ville vi synge med Fryd og vaere glade i alle vore Dage.
Psa	90	15	15. Glaed os efter de Dage, som du har plaget os, efter de var, som vi have set Ulykke.
Psa	90	16	16. Lad din Gerning aabenbares for dine Tjenere og din Herlighed over deres Børn.
Psa	90	17	17. Og Herrens, vor Guds, Livsalighed vaere over os, og gør du vore Haenders Gerning fast for os, ja, gør vore Haenders Gerning fast!
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 91
Psa	91	1	1. Een, som bor i den Højestes Skjul, Almaegtiges Skygge.
Psa	91	2	2. Jeg siger til Herren: Du er min Tillid og min Befaestning, min Gud, paa hvem jeg forlader mig.
Psa	91	3	3. Thi han skal fri dig fra Fuglefaengerens Snare, fra Fordaervelsens Pest.
Psa	91	4	4. Han skal daekke dig med sine Vingefjedre, og du skal finde Ly under hans Vinger; hans Sandhed er Skjold og Panser.
Psa	91	5	5. Du skal ikke frygte for Raedselen om Natten, for Pilen, som fryver om Dagen,
Psa	91	6	6. for Pest, som farer frem i Mørket, for Sot, som raser om Middagen.
Psa	91	7	7. Om tusinde falde ved din Side og ti Tusinde ved din højre Haand, skal det dog ikke komme naer til dig.
Psa	91	8	8. Du skal kun skue det med dine Øjne, og se, hvorledes der betales de ugudelige.
Psa	91	9	9. Thi du, Herre ! er min Tillid; den Højeste har du gjort til din Bolig.
Psa	91	10	10. Dig skal intet ondt vederfares, og der skal ingen Plage komme naer til dit Telt:
Psa	91	11	11. Thi han skal befale sine Engle om dig at bevare dig paa alle dine Veje.
Psa	91	12	12. De skulle baere dig paa Haenderne, at du ikke skal støde din Fod paa nogen Sten.
Psa	91	13	13. paa Løve og øgle skal du traede, du skal nedtraede den unge Løve og Dragen.
Psa	91	14	14. Efterdi han har holdt sig til mig, saa vil jeg udfri ham; jeg vil ophøje ham; thi han kender mit Navn.
Psa	91	15	15. Han skal paakalde mig, og jeg vil bønhøre ham, jeg er hos ham i Nød, jeg vil fri ham og, herliggøre ham.
Psa	91	16	16. Jeg vil maette ham med et langt Liv og lade ham se min Frelse."
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 92
Psa	92	1	1. En Psalme, en Sang paa Sabbatens Dag.
Psa	92	2	2. Det er godt at takke Herren og at lovsynge dit Navn, du Højeste!
Psa	92	3	3. at kundgøre din Miskundhed om Morgenen og din Sandhed om Natten
Psa	92	4	4. paa de ti Strenge og paa Psalteren til Harpens Klang.
Psa	92	5	5. Thi, Herre ! du har glaedet mig ved dit vaerk; jeg vil synge med Fryd om dine Haenders Gerninger.
Psa	92	6	6. Herre ! hvor store ere dine Gerninger, dine Tanker ere meget dybe.
Psa	92	7	7. En ufornuftig Mand kender det ikke, og en Daare forstaar ikke dette.
Psa	92	8	8. Naar de ugudelige grønnes som en Urt, og alle de, som gøre Uret, blomstre, er det til deres ødelaeggelse stedse og altid.
Psa	92	9	9. Men du Herre, er høj evindelig.
Psa	92	10	10. Thi se, dine Fjender, Herre ! thi se, dine Fjender skulle omkomme, alle de, som gøre Uret, skulle adspredes.
Psa	92	11	11. Men du ophøjede mit Horn som Enhjørningens; jeg er overgydt med Frisk Olie.
Psa	92	12	12. Og mit Øje saa paa mine Fjender, mine øren hørte paa de onde, som opstode imod mig.
Psa	92	13	13. Den retfaerdige skal grønnes som et Palmetrae, han skal vokse som et Cedertrae paa Libanon.
Psa	92	14	14. De, som ere plantede i Herrens Hus, de skulle grønnes i vor Guds Forgaarde.
Psa	92	15	15. De skulle endnu baere Frugt, naar de ere graahaerdede, de skulle vaere saftige og grønne til at forkynde, at Herren er oprigtig, min Klippe, og at der ikke er Uret hos ham.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 93
Psa	93	1	1. Herren regerer, han har iført sig Højhed; Herren, han har iført sig, han har ombundet sig med Styrke; ja, Jorderige er befaestet, det skal ikke rokkes.
Psa	93	2	2. Fra fordums Tid staar din Trone fast, du er fra Evighed.
Psa	93	3	3. Herre ! Strømme opløftede, Strømme opløftede deres Røst, Strømme opløftede deres Drøn.
Psa	93	4	4. Fremfor Rønsten af de mange, de maegtige Vande, fremfor Havets Braendinger er Herren maegtig i det Høje.
Psa	93	5	5. Dine Vidnesbyrd ere saare trofaste, Hellighed sømmer sig for dit Hus, Herre ! saa laenge Dagene vare.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 94
Psa	94	1	1. Herre ! Gud, hvem Haevnen hører til, Gud, hvem Haevnen hører til, aabenbar dig herligt!
Psa	94	2	2. Rejs dig, du Jordens Dommer! bring Gengaeldelse over de hovmodige.
Psa	94	3	3. Herre ! hvor laenge skulle de ugudelige, hvor laenge skulle de ugudelige fryde sig?
Psa	94	4	4. De udgyde en Strøm af Ord, de føre fraek Tale; de rose sig selv, alle de, som øve Uret.
Psa	94	5	5. Herre ! de knuse dit Folk og plage din Arv.
Psa	94	6	6. De ihjelslaa Enken og den fremmede og myrde de faderløse.
Psa	94	7	7. Og de sagde: Herren ser det ikke, og Jakobs Gud maerker det ikke.
Psa	94	8	8. Giver dog Agt, I ufornuftige iblandt Folket! og I Daarer! naar ville I blive kloge?
Psa	94	9	9. Mon han, som plantede Øret, ikke skulde høre? eller mon han, som dannede øjet, ikke skulde se?
Psa	94	10	10. Mon han, som advarer Hedningerne, ikke skulde straffer han, som laerer et Menneske Kundskab!
Psa	94	11	11. Herren kender Menneskenes Tanker, thi de ere Forfaengelighed.
Psa	94	12	12. Salig er den Mand, som du, Herre ! advarer, og den, du underviser ud af din Lov
Psa	94	13	13. for at skaffe ham Hvile fra de onde Dage, indtil der bliver gravet en Grav for den ugudelige.
Psa	94	14	14. Thi Herren skal ikke opgive sit Folk og ej forlade sirl Arv.
Psa	94	15	15. Thi Retten skal vende tilbage til Retfaerdighed, og alle de oprigtige af Hjertet skulle efterfølge den.
Psa	94	16	16. Hvo staar hos mig imod de onde? hvo stiller sig hos mig imod dem, som gøre Uret?
Psa	94	17	17. Dersom Herren ikke havde vaeret min Hjaelp, da havde min Sjael paa lidet naer boet i det stille.
Psa	94	18	18. Der jeg sagde: Din Fod snublede, da opholdt, o Herre ! din Miskundhed mig.
Psa	94	19	19. Der jeg havde mange Bekymringer i mit Inderste, da forlystede din Trøst min Sjael.
Psa	94	20	20. Skulde Ondskabens Krone have Samkvem med dig? Den, som gør Uret tvaert imod, hvad Ret er?
Psa	94	21	21. De slaa sig sammen skarevis imod en retfaerdigs Sjael, og de fordømme uskyldigt Blod.
Psa	94	22	22. Men Herren blev mig en Befaestning, og min Gud blev mig en Tilflugts Klippe.
Psa	94	23	23. Og han har ladet deres Uret falde tilbage over dem og skal udrydde dem for deres Ondskab; Herren vor Gud skal udrydde dem.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 95
Psa	95	1	1. Kommer, lader os synge med Fryd for Herren, lader os raabe af Glaede for vor Frelses Klippe!
Psa	95	2	2. Lader os komme frem for hans Ansigt med Tak, lader os raabe af Glaede for ham med Psalmer!
Psa	95	3	3. Thi Herren er en stor Gud, ja, en stor Konge over alle Guder.
Psa	95	4	4. I hans, Haand ere Jordens Dybder, og Bjergenes Høj der høre ham til.
Psa	95	5	5. Havet er hans, og han har skabt det, og hans Haender have dannet det tørre Land.
Psa	95	6	6. Kommer, lader os tilbede og nedbøje os, lader os bøje Knae for Herren, vor Skabers Ansigt!
Psa	95	7	7. Thi han er vor Gud, og vi ere det Folk, han føder, og den Hjord, hans Haand leder: Vilde I dog i Dag høre hans Røst!
Psa	95	8	8. Forhaerder ikke eders Hjerte, som ved Meriba, som paa den Dag ved Massa udi Ørken,
Psa	95	9	9. hvor eders Faedre fristede mig; de prøvede mig, og de saa min Gerning.
Psa	95	10	10. Fyrretyve Aar kededes jeg ved den Slaegt og sagde: De ere et Folk, som farer vild med Hjertet, de kendte ikke mine Veje,
Psa	95	11	11. saa at jeg svor i min Vrede: De skulle ikke komme til min Hvile!
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 96
Psa	96	1	1. Synger for Herren en ny Sang,
Psa	96	2	2. Synger for Herren, lover hans Navn, bebuder hans Frelse fra Dag til Dag!
Psa	96	3	3. Forkynder hans Aere iblandt Hedningerne, hans underfulde Gerninger iblandt alle Folkeslag.
Psa	96	4	4. Thi Herren er stor og saare priselig, han er forfaerdelig fremfor alle Guder.
Psa	96	5	5. Thi alle Folkenes Guder ere Afguder; men Herren har skabt Himmelen.
Psa	96	6	6. Majestaet og Herlighed ere for hans Ansigt, Magt og Prydelse ere i hans Helligdom.
Psa	96	7	7. Giver Herren, I Folkeslaegter! giver, Herren Aere og Magt!
Psa	96	8	8. Giver Herren hans Navns Aere, frembaerer Skaenk og kommer til hans Forgaarde!
Psa	96	9	9. Tilbeder Herren i hellig Prydelse, baev for hans Ansigt al Jorden!
Psa	96	10	10. Siger iblandt Hedningerne: Herren regerer, og Jorderige staar fast, det rokkes ej; han skal dømme Folkene med Retvished.
Psa	96	11	11. Himlene glaede sig, og Jorden fryde sig; Havet bruse og dets Fylde!
Psa	96	12	12. Marken fryde sig og alt, hvad der er paa; da skulle alle Traeer i Skoven synge med Fryd
Psa	96	13	13. for Herrens Ansigt; thi han kommer, thi han kommer til at dømme Jorden; han skal dømme Jorderige med Retfaerdighed og Folkene med sin Sandhed.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 97
Psa	97	1	1. Herren regerer! Jorden fryde sig, mange Øer glaede sig!
Psa	97	2	2. Sky og Mørke ere trindt omkring ham, Retfaerdighed og Dom ere hans Trones Befaestning.
Psa	97	3	3. Ild gaar foran hans Ansigt og fortaerer hans Fjender trindt omkring.
Psa	97	4	4. Hans Lyn oplyste Jorderige; Jorden saa det og baevede.
Psa	97	5	5. Bjergene smeltede som Voks for Herrens Ansigt, for hele Jordens Herres Ansigt.
Psa	97	6	6. Himlene kundgjorde hans Retfaerdighed; og alle Folk saa hans Aere.
Psa	97	7	7. Beskaemmede skulle alle de vorde, som tjene et udskaaret Billede, de, som rose sig af Afguderne; tilbeder ham, alle Guder!
Psa	97	8	8. Zion hørte det og blev glad, og Judas Døtre frydede sig over dine Domme, Herre !
Psa	97	9	9. Thi du, Herre ! er den Højeste over al Jorden, du er saare ophøjet over alle Gilder.
Psa	97	10	10. I, som elske Herren ! hader det onde; han bevarer sine helliges Sjaele, han frier dem af de ugudeliges Haand.
Psa	97	11	11. Lys er saaet for den retfaerdige og Glaede for de oprigtige i Hjertet.
Psa	97	12	12. Glaeder eder, I retfaerdige i Herren, og priser hans hellige Ihukommelse!
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 98
Psa	98	1	1. En Psalme. Synger Herren en ny Sang; thi han har gjort underfulde Ting; hans højre Haand og hans hellige Arm frelste ham.
Psa	98	2	2. Herren har kundgjort sin Frelse; han har aabenbaret sin Retfaerdighed for Hedningernes Øjne.
Psa	98	3	3. Han kom sin Miskundhed og sin Sandhed i Hu imod Israels Hus; alle Verdens Ender have set vor Guds Frelse.
Psa	98	4	4. Raaber med Glaede for Herren, al Jorden! raaber og synber med Fryd og lovsynger!
Psa	98	5	5. Lovsynger Herren med Harpe, med Harpe og Sanges Lyd,
Psa	98	6	6. med Basuner og Lyden af Trompeter; raaber med Glaede fur Herren, den Konges Ansigt!
Psa	98	7	7. Havet bruse og dets Fylde, Jorderige og dets Beboere!
Psa	98	8	8. Floderne klappe med Haand; Bjergene synge med Fryd til Hobe for Herrens Ansigt;
Psa	98	9	9. thi han kommer for at dømme Jorden; han skal dømme Jorderige med Retfaerdighed og Folkene med Retvished.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 99
Psa	99	1	1. Herren regerer, Folkene baeve; han sidder over Keruber, Jorden ryster.
Psa	99	2	2. Herren er stor i Zion, og han er ophøjet over alle Folkene.
Psa	99	3	3. De skulle prise dit Navn som stort og forfaerdeligt - hellig er han! -
Psa	99	4	4. Og Kongens Vaelde elsker Ret; du har befaestet Retvished, du har gjort Ret og Retferdighed i Jakob.
Psa	99	5	5. Ophøjer Herren vor Gud og tilheder for hans Fødders Fodskammel - hellig er han! -
Psa	99	6	6. Mose og Aron iblandt hans Praester og Samuel iblandt dem, som paakaldte hans Navn, raabte til Herren, og bønhørte dem.
Psa	99	7	7. Han talte til dem i Skystøtten; de holdt hans Vidnesbyrd og den Skik, som han gav dem.
Psa	99	8	8. Herre, vor Gud! du du var dem en Gud, som tilgav dem, men ogsaa en Haevner over deres Gerninger.
Psa	99	9	9. Ophøjer Herren vor Gud og; tilbeder for hans hellige Bjerg; thi hellig er Herren vor Gud.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 100
Psa	100	1	1. En Psalme, til Lovprisning. Al Verden raabe med Glaede for Herren !
Psa	100	2	2. Tjener Herren med Glaede, kommer for hans Ansigt med Frydeskrig!
Psa	100	3	3. Kender; at Herren er Gud; han har skabt os, og ikke vi selv, til sit Folk og til den Hjord, han føder!
Psa	100	4	4. Gaar ind ad hans Porte med Pris, ad hans Forgaarde med Lovsang; takker ham, velsigner hans Navn.
Psa	100	5	5. Thi Herren er god, hans Miskundhed varer evindelig og hans Sandhed fra Slaegt til Slaegt.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 101
Psa	101	1	1. Af David; en Psalme. om Miskundhed og Ret vil jeg synge, for dig, Herre ! vil jeg spille.
Psa	101	2	2. Jeg vil agte paa Fuldkommenhedens Vej; naar vil du dog komme til mig? jeg vil vandre i mit Hjertes Retsind inden mit Hus.
Psa	101	3	3. Jeg vil ikke saette mig en Niddingsdaad for Øje; jeg hader det, overtroedere begaa, det skal ikke haenge ved mig.
Psa	101	4	4. Et forvendt Hjerte skal vige fra mig, jeg vil ikke vide af den onde.
Psa	101	5	5. Den, som bagtaler sin Naeste i Løndom, ham vil jeg udslette den, som ser højt med øjnene og har et stolt Hjerte, ham vil jeg ikke fordrage.
Psa	101	6	6. Mine Øjne se efter de trofaste i Landet, for at de skulle bo hos mig; den, som vandrer paa Fuldkommenhedens Vej, han skal tjene mig.
Psa	101	7	7. Den, som gjør Svig, skal ikke blive inden i mit Hus; den, som taler Løgn, skal ikke bestaa for mine Øjne.
Psa	101	8	8. Aarle vil jeg udslette alle ugudelige i Landet for at skille Herrens Stad af med alle dem, som gøre Uret.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 102
Psa	102	1	1. En elendigs Bøn, naar han forsmaegter og udøser sin Klage for Herrens Ansigt.
Psa	102	2	2. Herre ! Hør min Bøn og lad mit Raab komme til dig.
Psa	102	3	3. Skjul ikke dit Ansigt for mig, paa den Dag, jeg er i Angest; bøj dit øre til mig; paa den Dag jeg paakalder, skyld dig og bønhør mig!
Psa	102	4	4. Thi mine Dage ere gaaede op i Røg, og mine Ben ere betaendte som et Brandsted.
Psa	102	5	5. Mit Hjerte er rammet og tørret som en Urt; thi jeg har glemt at aede mit Brød.
Psa	102	6	6. Formedelst mine Klageraab haenge mine Ben ved mit Kød.
Psa	102	7	7. Jeg er bleven lig en Rørdrum i Ørken; jeg er bleven som en Ugle i det øde.
Psa	102	8	8. Jeg vaager og er bleven som en enlig Spurv paa Taget.
Psa	102	9	9. Mine Fjender have haanet mig den ganske Dag, de, som rase imod mig, svaerge ved mlig.
Psa	102	10	10. Thi jeg har taeret Aske som Brød og blandet min Drik med Graad
Psa	102	11	11. for din Vredes og din Fortørnelses Skyld; thi du løftede mig op og kastede mig bort.
Psa	102	12	12. Mine Dage ere som en Skygge, der haelder, og jeg tørres som en Urt.
Psa	102	13	13. Men du, Herre ! bliver evindelig, og din Ihukommelse fra Slaegt til Slaegt.
Psa	102	14	14. Du vil gøre dig rede, du vil forbarme dig over Zion; thi det er paa Tide, at du er den naadig; thi den bestemte Tid er kommen.
Psa	102	15	15. Thi dine Tjenere haenge med Behag ved dens Stene, og de have Medynk med dens Støv.
Psa	102	16	16. Og Hedningerne skulle frygte Herrens Navn, og alle Kongerne paa Jorden din Aere;
Psa	102	17	17. thi Herren har bygget Zion og har lndet sig se i sin Herlighed.
Psa	102	18	18. Han har vendt sit Ansigt til den enliges Bøn og ikke foragtet dere: Bøn.
Psa	102	19	19. Dette skal skrives for den kommende Slaegt; og det Folk, som skabes, skal love Herren.
Psa	102	20	20. Thi han saa ned fra sin Helligdorns Højsaede; Herren saa fra Himmelen til Jorden
Psa	102	21	21. for at høre den bundnes Jamren, for at løse Dødsens Børn,
Psa	102	22	22. for at de kunde forkynde Herrens Navn i Zion og hans Pris i Jerusalem,
Psa	102	23	23. naar folkene samles til Hobe og Rigerne til at tjene Herren.
Psa	102	24	24. Han har ydmyget min Kraft paa Vejen, han har forkortet mine Dage.
Psa	102	25	25. Jeg siger: Min Gud! tag mig ikke bort midt i mine Dage; dine Aar vare fra Slaegt til Slaegt.
Psa	102	26	26. Du grundfaestede fordum Jorden. og Himlene er dine Haenders Gerning.
Psa	102	27	27. De skulle forgaa; men du bestaar; og de skulle alle blive gamle som et Klaedebon; du skal omskifte dem som en Klaedning, og de omskiftes.
Psa	102	28	28. Men du er den samme, og dine Aar faa ingen Ende. Dine Tjeneres Børn skulle faeste Bo, og deres Saed skal stadfaestes for dit Ansigt.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 103
Psa	103	1	1. Af David. Min Sjael! lov Herren, og alt det, som i mig er, love hans hellige Navn.
Psa	103	2	2. Min Sjael! lov Herren og glem ikke alle hans Velgerninger,
Psa	103	3	3. ham, som forlader dig alle dine Misgerninger; ham, som laeger alle dine Sygdomme;
Psa	103	4	4. ham, som genløser dit Liv fra Graven; han, som kroner dig med Miskundhed og Barmhjertighed;
Psa	103	5	5. han, som maetter din Sjael med det gode, at du bliver ung igen som Ørnen.
Psa	103	6	6. Herren øver Retfaerdighed og Ret for alle fortrykte.
Psa	103	7	7. Han lod Mose vide, sine Veje, Israels Børn sine Gerninger.
Psa	103	8	8. Herren er barmhjertig og naadig, langmodig og af megen Miskundhed.
Psa	103	9	9. Han skal ikke bestandig gaa i Rette, ej heller beholde Vrede evindelig.
Psa	103	10	10. Han har ikke gjort imod os efter vore Synder og ikke betalt os efter vore Misgerninger.
Psa	103	11	11. Thi saa høj Himmelen er over Jorden, har hans Miskundhed vaeret maegtig over dem, som frygte ham.
Psa	103	12	12. Saa langt som Østen er fra Vesten, har han ladet vore Overtraedelser vaere langt fra os.
Psa	103	13	13. Ligesom en Fader forbarmer sig over Børn, saa forbarmer Herren sig over dem, som frygte ham.
Psa	103	14	14. Thi han kender vor Skabning, han kommer i Hu, at vi ere Støv.
Psa	103	15	15. Et Menneskes Dage ere som Graes; som et Blomster paa Marken, saa blomstrer han.
Psa	103	16	16. Naar et Vejr farer over det, da er det ikke mere, og dets Sted kender det ikke laengere.
Psa	103	17	17. Men Herrens Miskundhed er fra Evighed og indtil Evighed over dem, som frygte ham, og hans Retfaerdighed med Børnebørn,
Psa	103	18	18. med dem, som holde hans Pagt, og med dem, som komme hans Befalinger i Hu for at gøre derefter.
Psa	103	19	19. Herren har befaestet sin Trone i Himmelen, og hans Rige behersker alt.
Psa	103	20	20. Lover Herren, I hans Engle! I vaeldige i Magt, som udrette hans Ord, idet I høre paa hans Ords Røst!
Psa	103	21	21. Lover Herren, alle hans Haerskarer! I hans Tjenere, som gøre hans Villie!
Psa	103	22	22. Lover Herren, I hans Gerninger alle til Hobe! i alle hans Herredømmes Steder: Min, Sjael, lov Herren !
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 104
Psa	104	1	1. Min Sjael, lov Herren; Herre, min Gud! du er saare stor, du har iført dig Majestaet og Herlighed.
Psa	104	2	2. Han ifører sig Lys som et Klaedebon, han udbreder Himmelen som et relt.
Psa	104	3	3. Han hvaelver sine Sale i Vandene; han gør Skyerne til sin Vogn, han vandrer paa Vejrets Vinger.
Psa	104	4	4. Han gør Vindene til sine Engle, gloende Ild til sine Tjenere.
Psa	104	5	5. Han grundfaestede Jorden paa dens Grundvold, den skal ikke rokkes i al Evighed.
Psa	104	6	6. Du havde skjult den med Havet som med et Klaede, Vandene stode over Bjergene.
Psa	104	7	7. De flyede for din Trusel, de fore hastelig bort for din Tordens Røst.
Psa	104	8	8. Bjergene fore op, Dalene fore ned til det Sted, som du grundfaestede for dem.
Psa	104	9	9. Du satte en Graense, hvorover de ikke skulde gaa; de skulde ikke skjule Jorden igen.
Psa	104	10	10. Han lader Kilder opvaelde i Dalene; de rinde imellem Bjergene.
Psa	104	11	11. De give alle Markens Dyr at drikke, Vildaesler slukke deres Tørst.
Psa	104	12	12. Øver dem bo Himmelens Fugle ud fra Grenene lade de deres Røst høre.
Psa	104	13	13. Han vander Bjergene fra sine høje Sale; Jorden maettes af dine Gerningers Frugt.
Psa	104	14	14. Han lader Graes gro for Kvaeget og Urter til Menneskens Tjeneste for at fremføre Brød af Jorden.
Psa	104	15	15. Og Vin glaeder et Menneskes Hjerte, hans Ansigt bliver frydefuldt af Olie, og Brød vederkvaeger et Menneskes Hjerte.
Psa	104	16	16. Herrens Traeer maettes af Vaede, Libanons Gedre, som han har plantet;
Psa	104	17	17. der hvor Fuglene bygge Rede; Storkens Bo er paa Fyrretraeerne.
Psa	104	18	18. De høje Bjerge ere for Stengederne, Klipperne ere en Tilflugt for Kaninerne.
Psa	104	19	19. Han gjorde Maanen til at bestemme tiderne, Solen ved sin Nedgang.
Psa	104	20	20. Du gør Mørke, og der bliver Nat, i den I rybe alle Skovens Dyr frem.
Psa	104	21	21. De unge Løver brøle efter Rov og komme for at kraeve deres Føde af Gud.
Psa	104	22	22. Solen gaar op, saa traekke de sig tilbage og laegge sig i deres Huler.
Psa	104	23	23. Da gaar Mennesket ud til sin Gerning og til sit Arbejde indtil Aftenen.
Psa	104	24	24. Hvor mange ere dine Gerninger, Herre ! du gjorde dem alle viselig; Jorden er fuld af dine Ejendomme.
Psa	104	25	25. Her er Hav et stort og vidt til begge Sider; der er Vrimmel uden Tal, der er Dyr, de smaa med de store.
Psa	104	26	26. Der gaa Skibene; der er Leviathan, som du dannede til at lege derudi.
Psa	104	27	27. De vente alle paa dig, at du skal give dem deres Føde i rette Tid.
Psa	104	28	28. Giver du dem, da sanke de; oplader du din Haand, da maettes de med godt.
Psa	104	29	29. Skjuler du dit Ansigt, da forfaerdes de; tager du Aanden tilbage fra dem, da dø de og vende tilbage til deres Støv.
Psa	104	30	30. Udsender du din Aand, skabes de, og du fornyer Jordens Skikkelse.
Psa	104	31	31. Herrens Aere blive evindelig, Herren glaede sig over sine Gerninger!
Psa	104	32	32. Han ser til Jorden, og den baever; han rører ved Bjergene, og de ryge.
Psa	104	33	33. Jeg vil synge for Herren medens jeg lover, jeg vil lovsynge min Gud, medens jeg er til.
Psa	104	34	34. Maatte min Tale behage ham; jeg vil glaedes i Herren.
Psa	104	35	35. Maatte dog Syndere udryddes af Jorden, og ugudelige ikke vaere ydermere! Min Sjael, lov Herren ! Halleluja.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 105
Psa	105	1	1. Priser Herren, paakalder hans Navn, kundgører hans Gerninger iblandt Folkene.
Psa	105	2	2. Synger for ham, spiller for ham, taler om alle hans underfulde Gerninger!
Psa	105	3	3. Roser eder af hans hellige Navn; deres Hjerte glaeder sig, som søge Herren !
Psa	105	4	4. Spørger efter Herren og hans Magt, søger hans Ansigt alle Tider!
Psa	105	5	5. Ihukommer hans underfulde Gerninger, som han har gjort, hans Jaertegn og hans Munds Domme.
Psa	105	6	6. I, hans Tjener Abrahams Saed! Jakobs Børn, hans udvalgte!
Psa	105	7	7. Han er Herren vor Gud; hans Domme ere over al Jorden.
Psa	105	8	8. Han kommer evindelig sin Pagt i Hu, det Ord, som han har befalet til tusinde Slaegter,
Psa	105	9	9. som han har indgaaet med Abraham, og sin Ed til Isaak,
Psa	105	10	10. hvilken han opstillede for Jakob til en Skik, for Israel til en evig Pagt
Psa	105	11	11. sigende: Dig vil jeg give Kanaans Land til eders Arvs Lod;
Psa	105	12	12. der de vare en liden Hob, faa og fremmede deri;
Psa	105	13	13. og de vandrede fra Folk til Folk, fra et Rige til et andet Folkefaerd.
Psa	105	14	14. Han tillod intet Menneske at gøre dem Vold og, revsede Konger for deres Skyld
Psa	105	15	15. Rører ikke mine salvede og gører ikke mine Profeter noget ondt.
Psa	105	16	16. Og han kaldte Hunger over Landet, han formindskede alt Brøds Forraad.
Psa	105	17	17. Han sendte en Mand forud for dem; til Trael blev Josef solgt.
Psa	105	18	18. De plagede hans Fødder i Stokken; han selv kom i Jern
Psa	105	19	19. indtil den Tid, da hans Ord traf ind, da Herrens Tale havde lutret ham.
Psa	105	20	20. Kongen sendte hen og lod ham løs; han, som herskede over Folkene, gav ham fri.
Psa	105	21	21. Han satte ham til Herre over sit Hus og til Hersker over alt sit Gods,
Psa	105	22	22. at han kunde binde hans Fyrster efter sin Villie og laere hans Aeldste Visdom.
Psa	105	23	23. Saa kom Israel til Aegypten og Jakob boede som fremmed i Kams Land.
Psa	105	24	24. Men sit Folk gjorde han saare frugtbart og maegtigere end dets Modstandere.
Psa	105	25	25. os Disses Sind omskiftede han, saa at de hadede hans Folk og handlede traeskelig imod hans Tjenere.
Psa	105	26	26. Han sendte Mose, sin Tjener, Aron, som han havde udvalgt.
Psa	105	27	27. Du kundgjorde hans Tegns Ord iblandt dem og hans Undere i Kams Land.
Psa	105	28	28. Han sendte Mørke og lod det blive mørkt, og du vare ikke genstridige imod hans Ord.
Psa	105	29	29. Han vendte deres Vande om til Blod og dr aebte deres Fisk.
Psa	105	30	30. Deres Land vrimlede af Frøer lige indtil i deres Kongers Kamre.
Psa	105	31	31. Han talte, saa kom der Utøj, Lus, over hele deres Landemaerke.
Psa	105	32	32. Han lod deres Regnbyger blive til Hagel, til Ildslue i deres Land.
Psa	105	33	33. Og han slog deres Vinstokke og deres Figentraeer og sønderbrød Traeerne inden deres Landemaerke.
Psa	105	34	34. Han talte, saa kom der Graeshopper og Høskraekker, og der var ikke Tal paa dem.
Psa	105	35	35. Og de aade alle Urter i deres Land, og de aade Frugten paa deres Mark.
Psa	105	36	36. Han slog og alt førstefødt i deres Land, Førstegrøden af al deres Kraft.
Psa	105	37	37. Men hine førte han ud med Sølv og Guld, og der var ingen skrøbelig iblandt deres Stammer.
Psa	105	38	38. Aegypten blev glad, der de droge ud; thi Frygt for dem var falden paa det.
Psa	105	39	39. Han udbredte en Sky til Skjul og, en Ild til at lyse om Natten.
Psa	105	40	40. De bade, saa lod han Vagtler komme og maettede dem med Himmelbrød.
Psa	105	41	41. Han oplod en Klippe, de tørre Steder som en Flod.
Psa	105	42	42. Thi han kom sit hellige Ord i Hu og sin Tjener Abraham.
Psa	105	43	43. Og han førte sit Folk ud med Glaede, sine udvalgte med Frydeskrig.
Psa	105	44	44. Og han gav dem Hedningernes Lande; og de arvede, hvad Folkene havde haft Møje for,
Psa	105	45	45. paa det de skulde holde hans Skikke og bevare hans Love. Halleluja!
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 106
Psa	106	1	1. Halleluja! Priser Herren ! thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig.
Psa	106	2	2. Hvo kan udsige Herrens vaeldige Gerninger, forkynde al hans Pris?
Psa	106	3	3. Salige ere de, som holde over Ret, og den, som øver Retfaerdighed alle Tider.
Psa	106	4	4. Herre ! kom mig i Hu med din Kaerlighed til dit Folk, besøg mig med din Frelse,
Psa	106	5	5. at jeg maa skue dine udvalgtes Lykke, gleede mig ved dit Folks Glaede, prise mig lykkelig i Samfund med din Arv.
Psa	106	6	6. Vi have syndet mod vore Faedre, vi have handlet ilde og gjort Ugudelighed.
Psa	106	7	7. Vore Faedre i Aegypten vilde ikke forstaa dine underfulde Gerninger, de kom ikke din store Miskundbed i Hu, men vare genstridige ved Havet, ved det røde Hav.
Psa	106	8	8. Dog frelste han dem for sit Navns Skyld, for at kundgøre sin Magt.
Psa	106	9	9. Og han truede det røde Hav, og det blev tørt; og han lod dem gaa igennem Dybet som igennem Ørken.
Psa	106	10	10. Og han frelste dem af Avindsmandens Haand og genog der flød Vand, det løb igennem
Psa	106	11	11. Vandene skjulte deres Modstandere, der blev ikke een tilovers af dem.
Psa	106	12	12. Da troede de paa hans Ord, de sang hans Pris.
Psa	106	13	13. Dog glemte de hans Gerninger snart, de biede ikke paa hans Raad.
Psa	106	14	14. Men de fik stor Begaerlighed i Ørken og fristede Gud i det øde Land.
Psa	106	15	15. Da gav han dem det, de begaerede, men lod deres Liv taeres hen.
Psa	106	16	16. Og de bare Avind imod Mose i Lejren, imod Aron, Herrens hellige.
Psa	106	17	17. Jorden oplod sig og opslugte Dathan, og den skjulte Abirams Hob.
Psa	106	18	18. Og Ild flammede op iblandt deres Hob en Bue fortaerede de ugudelige.
Psa	106	19	19. De dannede en Kalv ved Horeb og tilbade et støbt Billede.
Psa	106	20	20. Og de ombyttede deres Herlighed med Billedet af en Okse, som aeder Urter.
Psa	106	21	21. De glemte Gud; deres Frelser, som havde gjort store Ting i Aegypten,
Psa	106	22	22. underfulde Gerninger i Kams Land, forfaerdelige rring ved det røde Hav.
Psa	106	23	23. Og han sagde, at han vilde ødelaegge dem; dersom Mose, hans udvalgte, ikke havde stillet sig i Gabet for hans Ansigt, at afvende hans Vrede fra at ødelaegge dem?
Psa	106	24	24. De foragtede ogsaa det yndige Land, de troede ikke hans Ord.
Psa	106	25	25. Men de knurrede i deres Telte, de hørte ikke paa Herrens Røst.
Psa	106	26	26. Og han svor dem med opraki Iand, at han vilde lade dem falde i Ørken,
Psa	106	27	27. og at han vilde lade deres Afkom falde iblandt Hedningerne og bortstrø dem i Landene
Psa	106	28	28. Og de bandt sig til Baal-Peor og aade af Ofrene til de døde Afguder
Psa	106	29	29. Og de opirrede ham med deres Idraetter, saa at en Plage brød løs paa dem.
Psa	106	30	30. Da stod Pinehas frem og holdt Dom, og Plagen hørte op.
Psa	106	31	31. Og det blev regnet ham til Retfaerdighed fra Slaegt til Slaegt evindelig.
Psa	106	32	32. De fortørnede ham ogsaa ved Meribas Vand, og det gik Mose ilde for deres Skyld.
Psa	106	33	33. Thi de vare genstridige imod hans Aand, og halalte ubetaenksomt med sine Laeber.
Psa	106	34	34. De ødelagde ikke Folkene, om hvilke Herren Havde sagt det til
Psa	106	35	35. Men de blandede sig med hedningerne og laerte deres Gerninger.
Psa	106	36	36. Og de tjente deres afguder, og disse bleve dem til en Snare.
Psa	106	37	37. Og de ofrede deres Sønner og deres Døtre til Magterne.
Psa	106	38	38. Og de udøste uskyldig Blod, deres Sønners og deres Døtres Blod, som de ofrede til Kanaans Afguder, og Landet vanhelligedes af Blodet.
Psa	106	39	39. Og de besmittede sig ved deres Gerninger, og de bolede ved deres Idraetter.
Psa	106	40	40. Da optaendtes Herrens Vrede imod hans Folk, og han fik en Vederstyggelighed til sin Arv.
Psa	106	41	41. Og Han gav dem i Hedningernes Haand, og deres Avindsmaend herskede over dem.
Psa	106	42	42. Og deres Fjender traengte dem, og de bleve ydmygede under deres Haand.
Psa	106	43	43. Han friede dem mange Gange; men de satte sig op imod ham i deres Raad, og de bleve nedtrykte for deres Misgerningers Skyld.
Psa	106	44	44. Dog saa han til dem, da do vare i Angest, idet han hørte deres Raab.
Psa	106	45	45. Og Han kom sin Pagt i Hu, dem til Bedste, at det angrede ham efter hans store Miskundhed.
Psa	106	46	46. Og han lod den fande Barmhjertighed hos alle dem, som havde bortført dem.
Psa	106	47	47. Frels os, Herre, vor Gud! og saml os fra Hedningerne, at vi kunne takke dit hellige Navn; rose os af din Pris!
Psa	106	48	48. Lovet vaere Herren, Israels Gud, fra Evighed og indtil Evighed; og alt Folket siger: Amen. Halleluja!
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 107
Psa	107	1	1. Priser Herren ! thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig.
Psa	107	2	2. Det maa de sige, som ere genløste af Herren, de, han har genløst af Modstanderens Haand,
Psa	107	3	3. og de, som han har samlet hjem fra Landene, fra Øster og fra Vester, fra Norden og fra Havet.
Psa	107	4	4. De fore vild i Ørken, paa en øde Vej, de fandt ingen Stad, som de kunde bo udi;
Psa	107	5	5. de vare hungrige og tørstige tillige; deres Sjael vansmaegtede i dem.
Psa	107	6	6. Og de raabte til Herren, da de vare i Angest, han friede dem af deres Traengsler.
Psa	107	7	7. Og han førte dem paa den rette Vej, at de gik til en Stad, som de kunde bo udi.
Psa	107	8	8. Lad dem takke Herren for hans udtømt. Miskundhed og for hans underfulde Gerninger imod Menneskens Børn;
Psa	107	9	9. thi han har maettet en tørstig Sjael og har fyldt en hungrig Sjael med godt.
Psa	107	10	10. De sade i Mørke, og i Dødens Skygge, bundne i Elendighed og Jern
Psa	107	11	11. thi de havde vaeret genstridige, imod Guds Ord og havde foragtet den Højestes Raad;
Psa	107	12	12. og han ydmygede deres Hjerter ved Lidelse; de styrtede, og der var ingen Hjaelper.
Psa	107	13	13. Og de raabte til Herren, da de vare i Angest, han frelste dem af deres Traengsler.
Psa	107	14	14. Han udførte dem af Mørket og Dødens Skygge og sønderrev deres Baand.
Psa	107	15	15. Lad dem takke Herren for hans Miskundhed for hans underfulde Gerninger imod Menneskens Børn;
Psa	107	16	16. thi han har sønderbrudt Kobberporte og sønderhugget Jernslaaer.
Psa	107	17	17. De Daarer! de bleve plagede for deres Overtraedelsers Vej og for deres Misgerningers Skyld.
Psa	107	18	18. Deres Sjael fik Vederstyggelighed til al Mad, og de kom naer til Dødens Porte.
Psa	107	19	19. Og de raabte til Herren, da de vare i Angest, han frelste dem af deres Traengsler.
Psa	107	20	20. Han sendte sit Ord og helbredede dem og reddede dem fra deres Grave.
Psa	107	21	21. Lad dem takke Herren for hans Miskundhed og for hans underfulde Gerninger imod Menneskens Børn
Psa	107	22	22. og ofre Takofre og fortaelle hans Gerninger med Frydesang.
Psa	107	23	23. De fore ud paa Havet i Skibe, de udrettede deres Gerning paa de store Vande,
Psa	107	24	24. de saa Herrens Gerninger og hans Undervaerker paa Dybet.
Psa	107	25	25. Han bød og lod et Stormvejr rejse sig, og det opløftede dets Bølger.
Psa	107	26	26. De fore op imod Himmelen, de fore ned i Afgrundene, deres Sjael forsa ede under Ulykken.
Psa	107	27	27. De dreves omkring og ravede som den drukne, og al deres Visdom var
Psa	107	28	28. Og de raabte til Herren, da de vare i Angest, og han udførte dem af deres Traengsler.
Psa	107	29	29. Han lod Stormen stille af, og Bølgerne lagde sig.
Psa	107	30	30. Da bleve de glade, at disse vare blevne stille; og han førte dem i Havn efter deres Begaering.
Psa	107	31	31. Lad dem takke Herren for hans Miskundhed og for alle hans underfulde Gerninger imod Menneskens Børn i Folkets Forsamling og prise ham der, hvor de gamle sidde.
Psa	107	32	32. Han gjorde Floder til en Ørk og Kildegrund til tørre Steder;
Psa	107	33	33. et frugtbart Land til Saltland for deres Ondskabs Skyld, som boede deri.
Psa	107	34	34. Han gjorde Ørken til en vandrig Sø og tørt Land til Kilderund.
Psa	107	35	35. Og han lod de hungrige bo der, og de grundede en Stad, som de kunde bo udi.
Psa	107	36	36. Og de besaade Agre og plantede Vingaarde, og disse bare Frugt til Indtaegt:
Psa	107	37	37. Og han velsignede dem, og de bleve saare formerede, og han formindskede ikke deres Kvaeg.
Psa	107	38	38. Derefter bleve saare formerede, og han formindskede ikke deres Kvaeg.
Psa	107	39	39. Derefter bleve de formindskede og Nedbøjede af Traengsel, Ulykke og Bedøvelse.
Psa	107	40	40. Han udøser Foragt over Fyrster og lader dem fare vild i den vejløse Ørk.
Psa	107	41	41. Men han ophøjede en fattig af Elendighed og satte Slaegterne som Hjorde.
Psa	107	42	42. De oprigtige skulle se det og glaede sig men al Uretfaerdighed har lukket sin Mund til.
Psa	107	43	43. Hvo er viis, at han bevarer disse ring og forstaar Herrens Miskundhed!
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 108
Psa	108	1	1. En Sang, en Psalme af David.
Psa	108	2	2. Trøstigt er mit Hjerte, o Gud! jeg vil synge, jeg vil lege paa Harpe, ogsaa min Aere skal juble.
Psa	108	3	3. Vaagn op, Psalter og Harpe! jeg vil vaekke Morgenrøden.
Psa	108	4	4. Jeg vil takke dig, Herre ! iblandt Folkene og lege pao, Harpe for dig iblandt Folkestammer.
Psa	108	5	5. Thi din Miskundhed er stor over Himlene og din Sandhed indtil Skyerne.
Psa	108	6	6. Ophøj dig, Gud! over Himlene, og din Aere vaere over al Jorden!
Psa	108	7	7. Paa det dine elskelige maa udfries, saa frels med din højre Haand og bønhør os!
Psa	108	8	8. Gud har talt i sin Helligdom, jeg vil fryde mig; jeg vil uddele Sikem og opmaale Sukots Dal.
Psa	108	9	9. Mig hører Gilead til, mig hører Manasse til, og Efraim er mit Hoveds Vaern Juda er min Helaskerstav.
Psa	108	10	10. Moak er mit Vadskefad; jeg vil kaste min Sko til Edom; bryd ud i Jubel over mig, du Filisterland!
Psa	108	11	11. Hvo vil føre mig til den faste Stad? Hvo har ledet mig til Edom?
Psa	108	12	12. Mon ikke du Gud, som har forkastet os? og vi du, Gud, ikke uddrage med vore Haere?
Psa	108	13	13. Fly os Hjaelp af Nød; th Menneskers Hjaelp er Forfaerdelighed. Ved Gud ville vi vinde Kraft; og han skal nedtraede vore Fjender.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 109
Psa	109	1	1. Til Sangmesteren; en Psalme af David. Min Lovsangs Gud, ti ikke!
Psa	109	2	2. Thi de have opladt Ugudeligheds Mund og Falskheds Mund imod mig; de have talt imod mig med Løgnens Tunge,
Psa	109	3	3. og de have omringet mig med hadefulde Ord og stridt imod mig uden Aarsag.
Psa	109	4	4. Til Løn for min Kaerlighed staa de mig imod, men jeg er stedse i Bøn.
Psa	109	5	5. Og de beviste mig ondt for godt, og Had for min Kaerlighed.
Psa	109	6	6. Saet en ugudelig over ham og lad en Anklager staa ved hans højre Haand!
Psa	109	7	7. Naar han dømmes, da lad ham gaa ud som skyldig, og lad hans Bøn blive til Synd!
Psa	109	8	8. Hans Dage vorde faa, en anden annamme hans Embede!
Psa	109	9	9. Hans Børn vorde faderløse og hans Hustru Enke!
Psa	109	10	10. Og lad hans Børn vanke hid og did og lad hans Børn vanke hid og did og tigge, og lad dem fra deres øde Hjem søge om Føde!
Psa	109	11	11. Lad Aagerkarlen kaste Garn ud efter alt det, han hor, og fremmede røve Frugten af hans Arbejde.
Psa	109	12	12. Lad ham ikke finde nogen, som bevarer Miskundhed imod ham, og ingen forbarme sig over hans faderløse!
Psa	109	13	13. Hans Fremtid vorde afskaaren, deres Navn vorde udslettet i andet Led!
Psa	109	14	14. Hans Faedres Misgerning vorde ihukommet hos Herren og hans Moders Synd ikke udslettet!
Psa	109	15	15. De vaere Herren altid for Øje, og han udrydde deres Ihukommelse af Jorden;
Psa	109	16	16. fordi han ikke kom i Hu at gøre Miskundhed, men forfulgte en elendig og en fattig Mand og den, som var bedrøvet i Hjertet, for at draebe ham.
Psa	109	17	17. Han elskede ham, og han havde ikke Lyst til Velsignelse, og den blev ogsaa langt fra ham.
Psa	109	18	18. Og han iførte sig Forbandelse som sit Klaedebon, og den kom ind i ham som Vand og som Olie i hans Ben.
Psa	109	19	19. Den vorde ham som et Klaedebon, hvilket han ifører sig og som et Baelte hvilket han altid ombinder sig med.
Psa	109	20	20. Dette er Lønnen fra Herren til dem, som staa mig imod, og som tale ondt imod min Sjael!
Psa	109	21	21. Men du, Herre, Herre imod mig for dit Navns Skyld; red mig, fordi din Miskundhed er god.
Psa	109	22	22. Thi jeg er elendig og fattig, og mit Hjerte er saaret inden i mig.
Psa	109	23	23. Jeg svinder bort som en Skygge, og hans Retfaerdighed naar den haelder, jeg blive naar den haelder, jeg bliver jaget bort som en Graeshoppe.
Psa	109	24	24. Mine Knae rave af Faste og mit Kød er magert og har ingen Fedme.
Psa	109	25	25. Og jeg maa vaere deres Spot; de se mig, de ryste med deres Hoved.
Psa	109	26	26. Hjaelp mig, Herre, min Gud! frels mig efter din Miskundhed
Psa	109	27	27. at de, maa kende, at dette er din Haand; evig du, Herre ! du har gjort det.
Psa	109	28	28. Forbande de, saa velsigner du, de rejse sig, men blive til Skamme, og din Tjener glaedes.
Psa	109	29	29. Lad mine Modstandere iføres Forsmaedelse og klaedes med deres Skam som med en Kappe.
Psa	109	30	30. Jeg vil takke Herren højlig med min Mund, og jeg vil love ham midt iblandt mange;
Psa	109	31	31. thi han staar ved den fattiges højre Haand for at frelse ham fra dem, som dømme hans Sjael.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 110
Psa	110	1	1. Af David; en Psalme. Herren sagde til min Herre: Saet dig ved min højre Haand, indtil jeg laegger dine Fjender til dine Fødders Fodskammel.
Psa	110	2	2. Herren skal sende din Magts Spir fra Zion; hersk midt iblandt dine Fjender
Psa	110	3	3. Dit Folk fremstiller sig frivilligt paa din Vaeldes Dag; i hellig Prydelse kommer dit unge Mandskab til dig som Dug af Morgenrødens Moderskød.
Psa	110	4	4. Herren svor, og det skal ikke angre ham: "Du er Praest evindelig efter Melkisedeks Vis."
Psa	110	5	5. Herren er ved din højre Haand han knuser Konger paa sin Vredes Dag.
Psa	110	6	6. Han dømmer iblandt Hedningerne, han fylder op med Lig, han knuser Hoveder over det vide Land.
Psa	110	7	7. Han drikker af Baekken paa Vejen, derfor løfter han Hovedet højt.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 111
Psa	111	1	1. Halleluja! Jeg vil prise Herren af ganske Hjerte i de oprigtiges Raad og i Menigheden.
Psa	111	2	2. Herrens Gerninger ere store, de blive søgte af alle dem, som have Lyst til dem.
Psa	111	3	3. Hans Vaerk er Majestaet og Herlighed, og hans Retfaerdighed bestaar alle Tider.
Psa	111	4	4. Han beskikkede en hukommelse om sine underfulde Gerninger; naadig og barmhjertig er Herren.
Psa	111	5	5. Han har givet dem Spise, som frygte ham, han kommer evindelig i sin Pagt i Hu.
Psa	111	6	6. Han har ladet sine Gerningers Kraft forkynde for sit Folk idet han har graet dem Hedningernes Arv.
Psa	111	7	7. Hans Haenders Gerninger ere Sandhed og Ret, alle hans Befalinger ere troevindelig,
Psa	111	8	8. de ere satte i Sandhed og Oprigtighed.
Psa	111	9	9. Han sendte sit Folk Forløsning, han stiftede sin Pagt for evigt; hans Navn er helligt og forfaerdeligt.
Psa	111	10	10. Herrens Frygt er Visdoms Begyndelse, en god Klogskab hos alle dem, som gøre derefter; hans Pris bestaar altid.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 112
Psa	112	1	1. Halleluja! Salig den Mand, som frygter Herren, som har stor Glaede ved hans Bud.
Psa	112	2	2. Hans Saed skal vaere maegtig paa Jorden; de oprigtiges Slaegt skal velsignes.
Psa	112	3	3. Gods og Rigdom er i hans Hus, og hans Retfaerdighed bestaar altid.
Psa	112	4	4. Der er opgaaet et Lys i Mørket for de oprigtige, for den, som er naadig og barmhjertig og retfaerdig.
Psa	112	5	5. Lyksalig den Mand, som forbarmer sig og udlaaner, som opholder sine Sager ved Retfaerdighed.
Psa	112	6	6. Thi han skal ikke rokkes evindelig, en retfaerdig skal vaere til en evig Ihukommelse.
Psa	112	7	7. Han skal ikke frygte for onde Tidender, hans Hjerte er fast, han forlader sig paa Herren.
Psa	112	8	8. Hans Hjerte er grundfast, han skal ikke frygte, indtil han ser sin Glaede paa sine Fjender.
Psa	112	9	9. Han udspreder, han giver de fattige; hans Retfaerdighed bestaar altid, hans Horn skal ophøjes med Aere.
Psa	112	10	10. Den ugudelige skal se det og harmes; han skal skaere Taender og hensmeltes; de ugudeliges ønske hliver til intet.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 113
Psa	113	1	1. Halleluja! Lover, I Herrens Tjenere, love Herrens Navn!
Psa	113	2	2. Lovet vaere Herrens Navn fra nu og indtil evig tid!
Psa	113	3	3. Fra Solens Opgang indtil dens Nedgang ere Herrens Navn højlovet.
Psa	113	4	4. Herren er høj over alle Hedninger, hans Herlighed er over Himlene.
Psa	113	5	5. Hvo er som Herren vor Gud? han, som har sat sit Saede højt;
Psa	113	6	6. han, som stiger dybt ned for at se, i Himlene og paa Jorden;
Psa	113	7	7. han, som oprejser den ringe af Støvet, som ophøjer en fattig af Skarnet
Psa	113	8	8. for at saette ham hos Fyrster, hos sit Folks Fyrster;
Psa	113	9	9. han, som gør, at den ufrugtbare i Huset kommer til at bo som en glad Barnemoder. Halleluja.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 114
Psa	114	1	1. Der Israel drog ud af Aegypten, Jakobs Hus fra et Folk, som havde et fremmed Maal,
Psa	114	2	2. da blev Juda til hans Helligdom, Israel til hans Herredømme.
Psa	114	3	3. Havet saa det og flyede; Jordanen vendte om og løb tilbage.
Psa	114	4	4. Bjergene sprang som Vaedre, Højene som unge Lam.
Psa	114	5	5. Hvad skete dig, du Hav! at du flyede? du Jordan! at du vendte om og løb tilbage
Psa	114	6	6. I Bjerge! at I sprang som Vaedre I Høje! som unge Lam?
Psa	114	7	7. Baev, o Jord! for Herrens Ansigt, for Jakobs Guds Ansigt;
Psa	114	8	8. han, som forvandler Klippen til en vandrig Sø, Flint til et Kildevaeld!
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 115
Psa	115	1	1. Ikke os, Herre ! ikke os, men dit Navn give du Aere for din Miskundhed, for din Sandheds Skyld.
Psa	115	2	2. Hvorfor skulle Hedningerne sige: Hvor er nu deres Gud?
Psa	115	3	3. Men vor Gud er i Himlene, han gør alt, hvad ham behager.
Psa	115	4	4. Deres Billeder ere Sølv og Guld, Menneskehaenders Gerning.
Psa	115	5	5. De have Mund, men kunne ikke tale; de have Øjne, men kunne ikke se.
Psa	115	6	6. De have øren, men kunne ikke høre; de have Naese, men kunne ikke fugte.
Psa	115	7	7. De have Haender, men kunne ikke føle; de have Fødder, men kunne ikke gaa; de kunne ikke tale med deres Strube.
Psa	115	8	8. Ligesom de ere, saa vorde de, der gøre dem, hver den, som forlader sig paa dem.
Psa	115	9	9. Israel! forlad dig paa Herren; han er deres Hjaelp og deres Skjold.
Psa	115	10	10. Arons Hus! forlader eder paa Herren; han er deres Hjaelp og deres Skjold.
Psa	115	11	11. I, som frygte Herren, forlader eder paa Herren; han er deres Hjaelp og deres Skjold.
Psa	115	12	12. Herren kom os i Hu, han skal Velsigne, han skal velsigne Israels Hus, han skal velsigne Arons Hus.
Psa	115	13	13. Han skal velsigne dem, som frygte Herren, de smaa med de store.
Psa	115	14	14. Herren formere eder, eder og eders Børn!
Psa	115	15	15. Velsignede vaere I for Herren, som har gjort Himmel og Jord.
Psa	115	16	16. Himlene ere Herrens Himle, men Jorden gav han Menneskens Børn.
Psa	115	17	17. De døde love ikke Herren, ej heller nogen at dem, som nedfare til det stille.
Psa	115	18	18. Men vi, vi ville love Herren fra nu og indtil evig Tid. Halleluja!
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 116
Psa	116	1	1. Jeg elsker Herren; thi han hører min Røst, mine ydmyge Begaeringer.
Psa	116	2	2. Thi han har bøjet sit øre til mig, og hele mit Liv igennem vil jeg paakalde ham.
Psa	116	3	3. Dødens Reb have omspaendt mig, og Helvedes Angest har fundet mig; jeg finder Angest og Bedrøvelse.
Psa	116	4	4. Men jeg paakalder Herrens Navn: Kaere Herre ! udfri min Sjael!
Psa	116	5	5. Herren er naadig og retfaerdig, og vor Gud er barmhjertig.
Psa	116	6	6. Herren bevarer de enfoldige; jeg var ringe, dog frelste han mig.
Psa	116	7	7. Min Sjael! kom tilbage til din Ro; thi Herren har gjort vel imod dig.
Psa	116	8	8. Thi du udfriede min Sjael fra Døden, mit Øje fra Graad, min Fod fra Stød.
Psa	116	9	9. Jeg vil vandre for Herrens Ansigt i de levendes Lande.
Psa	116	10	10. Jeg troede, derfor talte jeg; jeg var saare plaget.
Psa	116	11	11. Jeg sagde, der jeg forfaerdedes: Hvert Menneske er en Løgner.
Psa	116	12	12. Hvorledes skal jeg betale Herren alle hans Velgerninger imod mig?
Psa	116	13	13. Frelsens Kalk vil jeg tage og paakalde Herrens Navn.
Psa	116	14	14. Jeg vil betale Herren mine Løfter, og det for alt hans Folks Øjne.
Psa	116	15	15. Kostbar i Herrens Øjne er hans helliges Død.
Psa	116	16	16. Ak, Herre ! thi jeg er din Tjener; jeg er din Tjener, din Tjenestekvindes Søn, du har løst mine Baand.
Psa	116	17	17. Dig vil jeg ofre Takoffer og paakalde Herrens Navn.
Psa	116	18	18. Jeg vil betale Herren mine Løfter og det for alt hans Folks Øjne,
Psa	116	19	19. i Herrens Hus's Forgaarde, midt i dig, Jerusalem! Halleluja!
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 117
Psa	117	1	1. Lover Herren, alle Hedninger! priser ham, alle Folkestammer.
Psa	117	2	2. Thi hans Miskundhed har vaeret maegtig over os, og Herrens Sandhed er evindelig. Halleluja!
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 118
Psa	118	1	1. Priser Herren; thi han er god; thi hans Miskundhed er evindelig.
Psa	118	2	2. Israel sige: Hans Miskundhed er evindelig.
Psa	118	3	3. De af Arons Hus sige: Hans Miskundhed er evindelig.
Psa	118	4	4. De, som frygte Herren, sige: Hans Miskundhed er evindelig.
Psa	118	5	5. I Traengselen kaldte jeg paa Herren; Herren bønhørte mig i det fri.
Psa	118	6	6. Herren er med mig, jeg vil ikke frygte, hvad kan et Menneske gøre mig?
Psa	118	7	7. Herren er med mig, han er min Hjaelper; og jeg skal se min Glaede paa mine Avindsmaend.
Psa	118	8	8. Det er bedre at saette Lid til Herren end at forlade sig paa Mennesker.
Psa	118	9	9. Det er bedre at saette Lid til Herren end at forlade sig paa Fyrster.
Psa	118	10	10. Alle Hedninger have omringet mig; i Herrens Navn vil jeg nedhugge dem.
Psa	118	11	11. De have omringet mig, ja, de have omringet mig; i Herrens Navn vil jeg nedhugge dem.
Psa	118	12	12. De have omringet mig som Bier de ere udslukte som Ild i Torne; i Herrens Navn vil jeg nedhugge dem.
Psa	118	13	13. Du stødte mig haardt, at jeg skulde falde; men Herren hjalp mig.
Psa	118	14	14. Herren er min Styrke og min Sang, og han blev mig til Frelse.
Psa	118	15	15. Fryds og Frelses Røst er i de retfaerdiges Telte; Herrens højre Haand skaber Kraft.
Psa	118	16	16. Herrens højre Haand er ophøjet, Herrens højre Haand skaber Kraft.
Psa	118	17	17. Jeg skal ikke dø, men jeg skal leve, og jeg skal fortaelle Herrens Gerninger.
Psa	118	18	18. Herren tugtede mig vel, men gav mig ikke hen i Døden.
Psa	118	19	19. Lader Retfaerdigheds Porte op for mig, jeg vil gaa ind ad dem, jeg vil takke Herren.
Psa	118	20	20. Denne er Herrens Port, de retfaerdige skulle gaa ind ad den.
Psa	118	21	21. Jeg vil takke dig; thi du bønhørte mig, og du blev mig til Frelse.
Psa	118	22	22. Den Sten, som Bygningsmaendene forkastede, er bleven til en Hovedhjørnesten.
Psa	118	23	23. Af Herren er dette sket, det er underligt for vore Øjne.
Psa	118	24	24. Denne er Dagen, som Herren har beredt; lader os fryde og glaede os paa den!
Psa	118	25	25. Kaere Herre ! frels dog; kaere Herre ! lad det dog lykkes.
Psa	118	26	26. Velsignet vaere den, som kommer i Herrens Navn; vi velsigne eder fra Herrens Hus.
Psa	118	27	27. Herren. er Gud, og han lod lyse for os; binder Højtidsofferet med Reb, indtil det bringes til Alterets Horn.
Psa	118	28	28. Du er min Gud, og jeg vil takke dig; min Gud, jeg vil ophøje dig.
Psa	118	29	29. Priser Herren; thi han er god; thi hans Miskundhed varer evindelig.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 119
Psa	119	1	1. I Salige ere de fuldkomne i Vandel, de, som vandre i Herrens Lov.
Psa	119	2	2. Salige ere de, som bevare hans Vidnesbyrd, de, som søge ham af ganske Hjerte;
Psa	119	3	3. og de, som ikke øve Uretfaerdighed, men vandre paa hans Veje.
Psa	119	4	4. Du har givet dine Bud, for at de nøje skulle holdes.
Psa	119	5	5. Gid mine Veje maatte stadfaestes, at jeg kan holde dine Skikke;
Psa	119	6	6. da skal jeg ikke beskaemmes, naar jeg ser hen til alle dine Bud?
Psa	119	7	7. Jeg vil prise dig af et oprigtigt Hjerte, naar jeg laerer din Retfaerdigheds Domme at kende.
Psa	119	8	8. Jeg vil holde dine Skikke, forlad mig ikke aldeles.
Psa	119	9	9. Hvormed skal en udholde sin i din Lov Sti ren? Derved at han holder sig efter dit Ord.
Psa	119	10	10. Jeg søgte dig af mit gartske Hjerte, lad mig ikke føre vild fra dine Bud!
Psa	119	11	11. Jeg gemte dit Ord i mit Hjerte, paa dem jeg ikke skulde synde imod dig.
Psa	119	12	12. Lovet vaere du Herre ! laer mig dine Skikke.
Psa	119	13	13. Jeg forkyndte med mine Laeber alle din Munds retfaerdige Domme.
Psa	119	14	14. Jeg glaedede mig ved dine Vidnssbyrds Vej som over alle Skatte.
Psa	119	15	15. Jeg vil grunde paa dine Befalinger og se til dine Stier.
Psa	119	16	16. Jeg finder min Lyst i dine Skikke, jeg vil ikke glemme dit Ord.
Psa	119	17	17. Gør vel imod din Tjener, at jeg maa leve, og jeg vil holde dit Ord.
Psa	119	18	18. Aabn mine Øjne, at jeg maa se de underfulde Ting i din Lov.
Psa	119	19	19. Jeg er fremmed paa Jorden, skjul ikke dine Bud for mig!
Psa	119	20	20. Min Sjael er knust, saa at jeg laenges efter dine Dnmme alle Tider
Psa	119	21	21. Du skaeldte paa de hovmodige, de bleve forbandede, de, som fore vild fra dine Bud.
Psa	119	22	22. Vaelt Forhaanelse og Foragt fra mig; thi jeg har bevaret dine Vidnesbyrd.
Psa	119	23	23. Endog Fyrster have sat sig ned og holdt Raad imod, mig men din Tjener grunder paa dine Skikke.
Psa	119	24	24. Jeg finder min Lyst i dine Vidnesbyrd, de ere mit Raads Maend.
Psa	119	25	25. Min Sjael haenger ved Støvet; hold mig i Live efter dit Ord!
Psa	119	26	26. Jeg opregnede mine Veje og du bønhørte mig; laer mig dine Skikke.
Psa	119	27	27. Lad mig forstaa dine Befalingers underfulde Gerninger.
Psa	119	28	28. Min Sjael svinder hen af Bedrøvelse; oprejs mig efter dit Ord!
Psa	119	29	29. Vej fra mig, og skaenk mig Naade
Psa	119	30	30. Jeg udvalgte Trofastheds Vej; jeg satte dine Domme for mig.
Psa	119	31	31. Jeg hang ved dine Vidnesbyrd; Herre ! lad mig ikke beskaemmes.
Psa	119	32	32. Jeg vil løbe dine Buds Vej; thi du giver mit Hjerte at aande frit.
Psa	119	33	33. Laer mig, Herre ! dine Skikkes Vej, og jeg vil bevare den indtil ved Enden.
Psa	119	34	34. Undervis mig, at jeg maa bevare din Lov og holde den af ganske Hjerte.
Psa	119	35	35. Led mig frem ad dine Buds Sti; thi til den har jeg Lyst.
Psa	119	36	36. Bøj mit Hjerte til dine Videsbyrd og ikke til ulovlig Vinding.
Psa	119	37	37. Bortvend mine Øjne, at de ikke se til Forfaengelighed hold mig i Live paa din Vej.
Psa	119	38	38. Opfyld for din Tjener dit Ord, som er knyttet til Frygt for dig.
Psa	119	39	39. Bortvend min Forsmaedelse, som jeg frygtede for; thi dine Domme ere gode.
Psa	119	40	40. Se, jeg har Laengsel efter dine Befalinger; hold mig i Live ved din Retfaerdighed!
Psa	119	41	41. Lad din Miskundhed, o Herre ! komme over mig, din Frelse, efter dit Ord.
Psa	119	42	42. Og jeg vil svare den, som forhaaner mig, et Ord; thi jeg har sat min Lid til dit Ord.
Psa	119	43	43. Og tag ikke Sandheds Ord aldeles fra min Mund; thi jeg har ventet paa dine Domme.
Psa	119	44	44. Og jeg vil stedse holde din Lov, evindelig og altid.
Psa	119	45	45. Og lad mig vandre i det fri; thi jeg har søgt dine Befalinger.
Psa	119	46	46. Og jeg vil tale om dine Vidnesbyrd for Konger og skal ikke beskaemms.
Psa	119	47	47. Og jeg vil søge min Lyst i dine Bud, hvilke jeg elsker.
Psa	119	48	48. Og jeg Bud, hvilke jeg elsker, og grunde paa dine Skikke.
Psa	119	49	49. Kom Ordet til din Tjener i Hu, efterdi du lod mig haabe.
Psa	119	50	50. Dette er min Trøst i min Elendighed; thi dit Ord har holdt mig i Live.
Psa	119	51	51. De hovmoelige have spottet mig saa saare, jeg bøjede ikke af fra din Lov.
Psa	119	52	52. Herre ! dine Domme af Evighed kom jeg i Hu og blev trøstet.
Psa	119	53	53. Der betog mig en heftig Harme over de ugudelige, som forlade din Lov.
Psa	119	54	54. Dine Bud have vaeret mine Sange i min Udlaendigheds Hus.
Psa	119	55	55. Om Natten kom jeg dit Navn i Hu, o Herre ! og holdt din Lov.
Psa	119	56	56. Dette skete mig; thi dine Befalinger har jeg holdt.
Psa	119	57	57. Jeg sagde: Herren er min Del, jeg vil holde dine Ord:
Psa	119	58	58. Jeg bad ydmygt for dit Ansigt af ganske Hjerte: Vaer mig naadig efter dit Ord!
Psa	119	59	59. Jeg betaenkte mine Veje, og jeg vil vende mine Fødder tilbage til dine Vidnesbyrd.
Psa	119	60	60. Jeg hastede og tøvede ikke med at holde dine Bud.
Psa	119	61	61. De ugudeliges Garn omspaendte mig; din Lov glemte jeg ikke.
Psa	119	62	62. Midt om Natten staar jeg op, at prise dig for din Retfaerdigheds Domme.
Psa	119	63	63. Jeg har Samkvem med alle dem, som frygte dig, og med dem, som holde dine Befalinger.
Psa	119	64	64. Jorden er fuld af din Miskundhed. Herre ! laer mig dine Skikke.
Psa	119	65	65. Du gjorde vel imod din Tjener, Herre ! efter dit Ord.
Psa	119	66	66. Laer mig at faa god Sans og Forstand; thi jeg tror paa dine Bud.
Psa	119	67	67. Før jeg blev ydmyget, for jeg vild, men nu holder jeg dit Ord.
Psa	119	68	68. Du er god og gør godt; laer mig dine Skikke!
Psa	119	69	69. De hovmodige have opspundet Løgn imod mig; men jeg vil holde dine Befalinger af ganske Hjerte.
Psa	119	70	70. Deres Hjerte er følesløst som Fedt; men jeg forlyster mig ved din Lov.
Psa	119	71	71. Det var mig godt, at jeg blev ydmyget, at jeg kunde laere dine Skikke.
Psa	119	72	72. Din Munds Lov er mig bedre end tusinde Stykker Guld og Sølv.
Psa	119	73	73. Dine Haender have skabt mig og beredt mig giv mig Forstand, at jeg kan laere at kende dine Bud.
Psa	119	74	74. De, som frygte dig, skulle se mig og glaede sig; thi jeg haaber paa dit Ord.
Psa	119	75	75. Herre ! jeg ved, at dine Domme ere Retfaerdighed, og at du af Trofasthed ydmygede mig.
Psa	119	76	76. Lad dog din Miskundhed vaere mig til Trøst efter dit Ord til din Tjener.
Psa	119	77	77. Lad din Barmhjertighed komme over mig, at jeg maa leve; thi din Lov er min Lyst.
Psa	119	78	78. Lad de hovmodige beskaemmes, thi uden Skel have de forurettet mig; men jeg vil grunde paa dine Befalinger.
Psa	119	79	79. Lad, dem vende tilbage til mig, som frygte dig, og som kende dine Vidnesbyrd.
Psa	119	80	80. Lad mit Hjerte vaere fuldkomment efter dine Skikke, at jeg ikke skal beskaemmes.
Psa	119	81	81. Min Sjael forsmaegter af Laengsel efter din Frelse; jeg haaber paa dit Ord.
Psa	119	82	82. Mine Øjne forsmaegtede af Laengsel efter dit Ord, idet jeg sagde: Naar vil du trøste mig?
Psa	119	83	83. Thi jeg var ligesom en Laederflaske i Røg; dine Skikke glemte jeg ikke.
Psa	119	84	84. Hvor mange ere vel din Tjeners Dage? naar vil du holde Dom over dem, som forfølge mig?
Psa	119	85	85. De hovmodige grove Grave for mig, og de skikke sig ikke efter din Lov.
Psa	119	86	86. Alle dine Bud ere Trofasthed; uden Grund forfølger man mig; hjaelp mig!
Psa	119	87	87. De havde paa et lidet naer ødelagt mig i Landet; men jeg forlod ikke dine Befalinger.
Psa	119	88	88. Hold mig i Live efter din Miskundhed, saa vil jeg bevare din Munds Vidnesbyrd.
Psa	119	89	89. Herre ! dit Ord bestaar evindelig i Himlene.
Psa	119	90	90. Din Trofasthed varer fra Slaegt til Slaegt; du befaestede Jorden, og den stod fast.
Psa	119	91	91. De bestaa endnu denne Dag efter dine Domme; thi de ere alle dine Tjenere.
Psa	119	92	92. Dersom ikke din Lov havde vaeret min Lyst, da var jeg omkommen udi min Elendighed.
Psa	119	93	93. Jeg skal i Evighed ikke for lemme dine Befalinger; thi ved dem holdt du mig i Live.
Psa	119	94	94. Din er jeg; frels mig; thi jeg søger efter dine Befalinger.
Psa	119	95	95. De ugudelige biede paa mig for at laegge mig øde; jeg vil give Agt paa dine Vidnesbyrd.
Psa	119	96	96. Jeg har set Ende paa al Fuldkommenhed; men dit Ord straekker sig saare vidt.
Psa	119	97	97. Hvor kaer har jeg din Lov! Den er min Tanke den ganske Dag.
Psa	119	98	98. Dine Bud gøre mig visere end mine Fjender; thi de ere for mig evindelig.
Psa	119	99	99. Jeg blev klogere end alle mine Laerere; thi dine Vidnesbyrd ere min Tanke.
Psa	119	100	100. Jeg er bleven forstandigere end de gamle; thi jeg har bevaret dine Befalinger.
Psa	119	101	101. Jeg holdt mine Fødder tilbage fra al Ondskabens Sti, at jeg kunde holde dit Ord.
Psa	119	102	102. Jeg afveg ikke mig det.
Psa	119	103	103. Hvor vare dine Ord søde for min Gane, mere end Honning for min Mund.
Psa	119	104	104. Jeg er bleven forstandig af dine Befalinger; derfor hader jeg al Løgnens Sti.
Psa	119	105	105. Dit Ord er en Lygte for min Fod og et Lys paa min Sti.
Psa	119	106	106. Jeg har svoret og holdt det, at jeg vilde bevare din Retfaerdigheds Domme.
Psa	119	107	107. Jeg er saare plaget; Herre ! hold mig i Live efter dit Ord.
Psa	119	108	108. Lad min Munds frivillige Ofre behage dig, Herre ! og laer mig dine Domme
Psa	119	109	109. Jeg gaar altid med Livet i Haenderne; dog har jeg ikke glemt din Lov.
Psa	119	110     110. De ugudelige lagde Snarer for mig; dog for jeg ikke vild fra dine befalinger.
Psa	119	111     111. Jeg fik dine Vidnesbyrd til Arv evindelg; thi de ere mit Hjertes Glaede.
Psa	119	112     112. Jeg bøjede mit Hjerte til at gøre efter dine Skikke evindelig indtil Enden.
Psa	119	113     113. De tvesindede hader jeg; men din Lov elsker jeg.
Psa	119	114     114. Du er mit Skjul og mit Skjold; jeg haaber paa dit Ord.
Psa	119	115     115. Viger fra mig, I onde! og jeg vil bevare min Guds Bud.
Psa	119	116     116. Ophold mig efter dit Ord, at jeg maa leve, og lad mig ikke blive til Skamme med mit Haab!
Psa	119	117     117. Styrk mig, at jeg maa blive frelst og jeg vil altid se hen til dine Skikke.
Psa	119	118     118. Du forkaster alle dem, som fare vild fra dine Skikke; thi deres Svig er Løgn.
Psa	119	119     119. Du lod alle de ugudelige paa Jorden svinde bort som Skum; derfor elsker jeg dine Vidnesbyrd.
Psa	119	120     120. Af Frygt for dig gyste min Krop, og jeg frygtede for dine Domme.
Psa	119	121     121. Jeg gjorde Ret og Retfaerdighed; du vil ikke overgive mig til dem, som gøre mig Vold!
Psa	119	122     122. Vaer Borgen for din Tjener, ham til Bedste; lad de hovmodige ikke gøre mig Vold.
Psa	119	123     123. Mine Øjne forsmaegte af Laengsel efter din Frelse og efter din Retfaerdigheds Ord.
Psa	119	124     124. Gør med din Tjener efter din Miskundhed, og laer mig dine Skikke!
Psa	119	125     125. Jeg er din Tjener; undervis mig, at Jeg maa kende dine Vidnesbyrd.
Psa	119	126     126. Det er rid, at Herren gør noget; de have brudt din Lov.
Psa	119	127     127. Derfor elsker jeg dine Bud mere end Guld og mere end fint Guld.
Psa	119	128     128. Derfor holder jeg alle dine Befalinger om alle Ting for at vaere rette; jeg hader al Løgnens Vej.
Psa	119	129     129. Dine Vidnesbyrd ere underfulde; derfor bevarer min Sjael dem.
Psa	119	130     130. Dine Ords Aabenbaring spreder Lys og gør de enfoldige forstandige.
Psa	119	131     131. Jeg oplod min Mund og higede; thi jeg havde Laengsel efter dine Bud.
Psa	119	132     132. Vend dig til mig, og vaer mig naadig efter din Vis imod dem, der elske dit Navn.
Psa	119	133     133. Befaest mine Trin ved dit Ord, og lad ingen Uret herske over mig!
Psa	119	134     134. Udløs mig af Menneskers Vold, saa vil jeg holde dine Befalinger.
Psa	119	135     135. Lad dit Ansigt lyse over din Tjener, og laer mig dine Skikke!
Psa	119	136     136. Der nedflød Vandstrømme af mine Øjne, fordi man ikke holdt din Lov.
Psa	119	137     137. Du er retfaerdig, Herre ! og dine Domme ere retvise.
Psa	119	138     138. Du har sat dine Vidnesbyrd som Retfaerdighed og Trofasthed overmaade.
Psa	119	139     139. Min Nidkaerhed har lagt mig øde; thi mine Modstandere have glemt dine Ord.
Psa	119	140     140. Dit Ord er saare lutret, og din Tjener elsker det.
Psa	119	141     141. Jeg er liden og foragtet; men jeg glemmer ikke dine Befalinger.
Psa	119	142     142. Din Retfaerdighed er Ret evindelig, og din Lov er Sandhed.
Psa	119	143     143. Angest og min Lyst.
Psa	119	144     144. Dine Vidnesbyrd ere Ret evindelig; undervis mig, saa lever jeg.
Psa	119	145     145. Jeg har raabt af ganske Hjerte; bønhør mig, Herre ! jeg vil bevare dine Skikke.
Psa	119	146     146. Jeg har raabt til dig; frels mig, og jeg vil holde fast ved dine Vidnesbyrd.
Psa	119	147     147. Jeg kom aarle i Daggry og raabte; jeg har haabet paa dit Ord.
Psa	119	148     148. Mine Øjne vare vaagne før Nattevagterne for at grunde paa dit Ord.
Psa	119	149     149. Hør min Røst efter din Miskundhed; Herre ! hold mig i Live efter dine Domme;
Psa	119	150     150. De naermede sig, som jage efter Skaendselsgerninger; de vare langt borte fra din Lov.
Psa	119	151     151. Naer er du, o Herre ! og alle dine Bud ere Sandhed.
Psa	119	152     152. Jeg har forlaengst hentet Kundskab af dine Vidnesbyrd; thi du har grundfaestet dem evindelig.
Psa	119	153     153. Se min Elendighed, og udfri mig; thi din Lov har jeg ikke glemt.
Psa	119	154     154. Udfør min Sag, og genløs mig; hold mig i Live efter dit Ord.
Psa	119	155     155. FreIser er jeg fra de ugudelige; thi de søge ikke dine Skikke.
Psa	119	156     156. Stor er din Barmhjertighed, o Herre ! hold mig i Live efter dine Domme!
Psa	119	157     157. Mine Forfølgere og Modstandere ere mange; jeg har ikke bøjet mig fra dine Vidnesbyrd.
Psa	119	158     158. Jeg har set de troløse og vaemmedes ved dem; thi de holde ikke dit Ord.
Psa	119	159     159. Se, hvor jeg har elsket dine Befalinger; Herre ! hold mig i Live efter din Miskundhed.
Psa	119	160     160. Summen af dit Ord er Sandhed, og evig er al din Retfaerdigheds Dom.
Psa	119	161     161. Fyrster forfulgte mig uden Aarsag, men mit Hjerte frygtede for dit Ord.
Psa	119	162     162. Jeg glaeder mig over dit Ord som den, der finder et stort Bytte.
Psa	119	163     163. Jeg hader Løgn og har Vederstyggelighed dertil; din Lov elsker jeg.
Psa	119	164     164. Jeg lovede dig syv Gange om Dagen for din Retfaerdigheds Dommes Skyld.
Psa	119	165     165. Der er stor Fred for dem, som elske din Lov, og der er ikke Anstød for dem.
Psa	119	166     166. Jeg ventede paa din Frelse, Herre ! og jeg udførte dine Bud.
Psa	119	167     167. Min Sjael holdt dine Vidnesbyrd, og jeg elskede dem saare.
Psa	119	168     168. Jeg holdt dine Befalinger og dine Vidnesbyrd; thi alle mine Veje ere aabenbare for dig.
Psa	119	169     169. Lad mit Raab komme naer for dit Ansigt, Herre ! og undervis mig efter dit Ord.
Psa	119	170     170. Lad min ydmyge Begaering komme for dit Ansigt; fri mig efter dit Ord!
Psa	119	171     171. Mine Laeber skulle udgyde Lovsang; thi du laerer mig dine Skikke.
Psa	119	172     172. Min Tunge skal genlyde af dit Ord; thi alle mine Bud ere Retfaerdighed.
Psa	119	173     173. Lad din Haand vaere mig til Hjaelp; thi jeg har udvalgt dine Befalinger.
Psa	119	174     174. Jeg har Laengsel efter din Frelse, Herre og din Lov er min Lyst.
Psa	119	175     175. Maatte min Sjael dog leve og love dig, og dine Domme hjaelpe mig!
Psa	119	176     176. Jeg har faret vild; opsøg din Tjener som det fortabte Faar thi dine Bud har jeg ikke glemt.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 120
Psa	120	1	1. En Sang paa Trapperne. Jeg raabte til Herren i min Nød, og han bønhørte mig.
Psa	120	2	2. Herre ! fri min Sjael fra Løgnens Laebe, fra en svigefuld Tunge.
Psa	120	3	3. Hvad giver han dig, og hvad giver han dig ydermere, du svigefulde Tunge?
Psa	120	4	4. Den vaeldiges skaerpede Pile med Gløder af Enebaertrae!
Psa	120	5	5. Ve mig! thi en har vaeret som fremmed iblandt Mesek; jeg har boet ved Kedars Telte.
Psa	120	6	6. Min Sjael har laenge nok boet hos dem, som hade Fred.
Psa	120	7	7. Jeg er fredsommelig; men naar jeg taler, da ere disse faerdige til Krig.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 121
Psa	121	1	1. En Sang paa Trapperne. Jeg opløfter mine Øjne til Bjergene; hvorfra skal min Hjaelp komme?
Psa	121	2	2. Min Hjaelp kommer fra Herren, som skabte Himmelen og Jorden.
Psa	121	3	3. Han tillade ikke din Fod at snuble, og han, som bevarer dig slumre ikke!
Psa	121	4	4. Se, han slumrer ikke og sover ikke, han, som bevarer Israel!
Psa	121	5	5. Herren er den, der bevarer dig; Herren er din Skygge ved din højre Haand.
Psa	121	6	6. Solen skal ikke stikke dig om Dagen eller Maanen om Natten.
Psa	121	7	7. Herren skal bevare dig fra alt ondt, han skal bevare din Sjael.
Psa	121	8	8. Herren skal bevare din Udgang og din Indgang fra nu af og indtil evig Tid.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 122
Psa	122	1	1. En Sang paa Trapperne; af David. Jeg glaedede mig ved dem, som sagde til mig: Vi ville gaa til Herrens Hus.
Psa	122	2	2. Vore Fødder stode i dine Porte, Jerusalem!
Psa	122	3	3. Jerusalem, du, som er bygget op som en Stad, der er taet sammenbygget,
Psa	122	4	4. hvorhen Stammerne droge op, Herrens Stammer efter Israels Lov for at prise Herrens Navn.
Psa	122	5	5. Thi der var Stole satte til Dom, Stole for Davids Hus.
Psa	122	6	6. Beder om Jerusalems Fred; Ro finde de, som elske dig.
Psa	122	7	7. Der vaere Fred paa din Mur, Ro i dine Paladser!
Psa	122	8	8. For mine Brødres og mine Venners Skyld vil jeg sige: Fred vaere i dig!
Psa	122	9	9. For Herrens vor Guds Frelses Skyld vil jeg søge dit Bedste.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 123
Psa	123	1	1. En Sang paa Trapperne. Til dig opløfter jeg mine Øjne, du, som sidder i Himmelen!
Psa	123	2	2. Se, som Tjeneres Øjne agte paa deres Herres Haand, som en Tjenestepiges Øjne paa hendes Frues Haand, saa agte vore Øjne paa Herren vor Gud, indtil han vorder os naadig.
Psa	123	3	3. Vaer os naadig, Herre ! vaer os naadig; thi vi ere saare maettede af Foragt.
Psa	123	4	4. Vor Sjael er saare maettet af de sorgløses Spot og de hovmodiges Foragt.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 124
Psa	124	1	1. En Sang paa Trapperne; af David. Dersom Herren ikke havde vaeret med os - saa sige Israel! -
Psa	124	2	2. Dersom Herren ikke havde vaeret med os, der Menneskene opstode imod os;
Psa	124	3	3. da havde de opslugt os levende, idet deres Vrede var optaendt imod os;
Psa	124	4	4. da havde Vandene overskyllet Strømmen var gaaet over vor Sjael
Psa	124	5	5. da vare de gaaede over vor Sjael de stolte Vande!
Psa	124	6	6. Lovet vaere Herren, som ikke gav os til Rov for deres Taender!
Psa	124	7	7. Vor Sjael er undkommen som en Fugl af Fuglefaengernes Snare; Snaren er sønderreven, og vi ere undkomne.
Psa	124	8	8. Vor Hjaelp er i Herrens Navn, hans, som skabte Himmel og Jord.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 125
Psa	125	1	1. En Sang paa Trapperne. De som forlade sig paa Herren, de ere som Zions Bjerg, der ikke rokkes, men bliver evindelig.
Psa	125	2	2. Der er Bjerge trindt omkring Jerusalem, og Herren er trindt omkring sit Folk fra nu og indtil evig Tid.
Psa	125	3	3. Thi Ugudelighedens Spir skal ikke hvile over de retfaerdiges Lod, paa det de retfaerdige ikke skulle udraekke deres Haender til Uretfaerdighed.
Psa	125	4	4. Gør vel, Herre ! imod de gode og imod dem, der ere oprigtige i deres Hjerter.
Psa	125	5	5. Men dem, som bøje ind paa deres Krogveje, skal Herren lade fare bort med dem, som øve Uret. Fred vaere over Israel!
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 126
Psa	126	1	1. En Sang paa Trappernerne Der Herren hjemførte Zions Folk, som vendte tilbage, da vare vi som drømmende,
Psa	126	2.	2. da blev vor Mund fyldt med Latter og vor Tunge med Frydesang, da sagde man iblandt Hedningerne: Herren har gjort store Ting imod disse.
Psa	126	3.	3. Herren har gjort store Ting imod os; vi bleve glade.
Psa	126	4.	4. Hjemfør, Herre ! vore fangne, lig Sydlandets Strømme.
Psa	126	5.	5. De, som saa med Graad, skulle høste med Frydesang.
Psa	126	6.	6. Den, som baerer Saeden, der saas, gaar sin Gang med Graad; men han skal komme med Frydesang, naar han frembaerer sine Neg.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 127
Psa	127	1	1. En Sang paa Trapperne; af Salemo. Dersom Herren ikke bygger Huset, da arbejde de forgaeves, som bygge derpaa; dersom Herren ikke bevarer Staden, da vaager Vaegteren forgaeves.
Psa	127	2	2. Det er forgaeves, at I staa aarle op, sidde laenge, aede Brød med Bekymring; thi sligt giver han sin Ven i Søvne.
Psa	127	3	3. Se, Børn ere en Arv fra Herren, Livsens Frugt er en Løn.
Psa	127	4	4. Som Pile i den vaeldiges Haand, saa Ungdoms Sønner.
Psa	127	5	5. Lyksalig den Mand, som har fyldt sit Kogger med dem; de skulle ikke beskaemmes, naar de tale med Fjender i Porten.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 128
Psa	128	1	1. Sang paa Trapperne. Lyksalig hver den, som frygter Herren, som gaar paa hans Veje!
Psa	128	2	2. Thi du skal aede rugten af dine Haenders Arbejde; lyksalig er du, og det gaar dig vel.
Psa	128	3	3. Din Hustru er som et frugtbart Vintrae paa Siderne af dit Hus, dine Børn som Oliekviste omkring dit Bord.
Psa	128	4	4. Se, saaledes skal den Mand velsignes, som frygter Herren.
Psa	128	5	5. Herren skal velsigne dig fra Zion, og du skal se Jerusalems Lykke alle dit Livs Dage.
Psa	128	6	6. Og du skal se Børn Morgenen. af dine Børn! Fred vaere over Israel!
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 129
Psa	129	1	1. En Sang paa Trapperne. De traengte mig haardt fra min Ungdom af - saa sige Israel! -
Psa	129	2	2. de traengte mig haardt fra min Ungdom af; dog kunde de ikke overvaelde mig.
Psa	129	3	3. Plovmaendene pløjede paa min Ryg, de droge deres Furer lange.
Psa	129	4	4. Herren er retfaerdig han overhuggede de ugudeliges Reb.
Psa	129	5	5. De skulle beskaemmes og vige tilbage, alle de, som hade Zion.
Psa	129	6	6. De skulle blive som Graes paa Tagene, som tørres, førend nogen oprykker det;
Psa	129	7	7. af hvilket Høstmanden ikke fylder sin Haand, ej heller den, som binder Neg, sin Arm.
Psa	129	8	8. Og de, som ere gaa forbi, sige ikke: Herrens Velsignelse vaere over eder! Vi velsigne eder i Herrens Navn.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 130
Psa	130	1	1. En Sang paa Trapperne. Af det dybe raaber jeg til dig, Herre !
Psa	130	2	2. Herre! hør paa min Røst; lad dine Øren maerke paa mine ydmyge Begaeringers Røst.
Psa	130	3	3. Dersom du, Herre, vil tage Vare paa Misgerninger, Herre! Hvo kan da bestaa?
Psa	130	4	4. Men hos dig er Forladelse, paa det du maa frygtes.
Psa	130	5	5. Jeg biede efter Herren, min Sjael biede, og jeg haabede paa hans Ord.
Psa	130	6	6. Min Sjael laenges efter Herren mere end vaegtere efter Morgenen, Vaegtere efter Morgenen.
Psa	130	7	7. Israel haab paa Herren thi hos Herren er Miskundhed, og megen Forløsning er hos ham.
Psa	130	8	8. Og han skal forløse Israel af alle dets Misgerninger.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 131
Psa	131	1	1. En Sang paa Trapperne; af David. Herre ! mit Hjerte er ikke hovmodigt, og mine Øjne ere ikke stolte, og jeg vandrer ikke i store Ting eller i dem, som ere mig forunderlige.
Psa	131	2	2. Har jeg ikke, tysset og beroliget min Sjael; som et afvant Barn hos sin Moder, ja, som det afvante Barn er min Sjael inden i mig.
Psa	131	3	3. Israel! haab paa Herren, fra nu og indtil evig Tid!
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 132
Psa	132	1	1. En Sang paa Trapperne. Herre ! kom David i Hu for alle hans Lidelser,
Psa	132	2	2. ham, som tilsvor Herren og lovede Jakobs maegtige:
Psa	132	3	3. Jeg vil ikke gaa ind i mit Hus's Telt, jeg vil ikke opstige paa min Sengs Leje;
Psa	132	4	4. jeg vil ikke lade mine Øjne sove, eller mine øjenlaage blunde,
Psa	132	5	5. førend jeg finder et Sted for Herren, en Bolig for Jakobs maegtige."
Psa	132	6	6. Se, vi hørte om den i Efrata; vi fandt den paa Jaars Mark.
Psa	132	7	7. Vi ville gaa ind i hans Bolig, vi ville tilbede for hans Fødders Fodskammel.
Psa	132	8	8. Herre ! staa op til din Hvile, du og din Magts Ark.
Psa	132	9	9. Lad dine Praester klaede sig med Retfaerdighed og dine hellige synge med Fryd.
Psa	132	10	10. For David, din Tjeners Skyld, forskyd ikke din Salvedes Ansigt!
Psa	132	11	11. Herren tilsvor David den Sandhed, fra hvilken han ikke vilde vige: "Af dit Livs Frugt vil jeg saette en Mand paa din Trone."
Psa	132	12	12. Dersom dine Børn holde min Pagt og mine Vidnesbyrd, som jeg vil laere dem da skulle og deres Børn altid sidde paa din Trone.
Psa	132	13	13. Thi Herren har udvalgt Zion, han har begaeret sig den til Bolig:
Psa	132	14	14. Den er min Hvile altid, her vil jeg bo; thi jeg har begaeret den.
Psa	132	15	15. Jeg vil velsigne Spisen der, jeg vil maette de fattige der med Brød.
Psa	132	16	16. Og jeg vil klaede dens Praester med Salighed, og dens hellige skulle synge med Fryd.
Psa	132	17	17. Der vil jeg lade et Horn opvokse for David; jeg har beredt en Lampe for min Salvede.
Psa	132	18	18. Hans Fjender vil jeg klaede i Skam, men paa ham skal hans Krone blomstre."
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 133
Psa	133	1	1. En Sang paa Trapperne; af David. Se, hvor godt og hvor lifligt er det, at Brødre ogsaa bo tilsammen,
Psa	133	2	2. som den gode Olie paa Hovedet, hvilken nedflyder paa Skaegget, Arons Skaeg, der gaar ned over Sømmen af hans Klaedebon;
Psa	133	3	3. som Hermons Dug, der falder ned over Zions Bjerge; thi der har Herren beskikket Velsignelsen, Livet indtil evig Tid.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 134
Psa	134	1	1. En Sang paa Trapperne. Se, lover Herren, alle Herrens Tjenere. I, som staa om Naetterne i Herrens Hus.
Psa	134	2	2. Opløfter eders Haender til Helligdommen, og lover Herren !
Psa	134	3	3. Herren velsigne dig fra Zion, han, som gjorde Himmel og Jord.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 135
Psa	135	1	1. Halleluja! I Lover Herrens Navn, lover I Herrens Tjenere!
Psa	135	2	2. I som, staa i Herrens Hus i vor Guds Hus's Forgaarde.
Psa	135	3	3. Lover Herren; thi Herren er god; lovsynger hans Navn; thi det er lifligt.
Psa	135	4	4. Thi Herren har udvalgt sig Jakob, Israel til sin Ejendom.
Psa	135	5	5. Thi jeg ved, at Herren er stor, og at vor Herre er større end alle Guder.
Psa	135	6	6. Herren gør alt, hvad ham behage, i Himmelen og paa Jorden, i Havene og i alle Afgrunde.
Psa	135	7	7. Han gør, at Dampe opstige fra Jordens Graense; han gøre Lynene til Regn, han udfører Vejret af sine Forraadskamre.
Psa	135	8	8. Han, som slog de førstefødte i Aegypten, baade Mennesker og Dyr;
Psa	135	9	9. han sendte Tegn og underlige Ting i din Midte, Aegypten paa Farao og paa alle hans Tjenere;
Psa	135	10	10. han, som slog mange Folk og ihjelslog staerke Konger:
Psa	135	11	11. Amoriternes Konge Sihon og Basans Konge Og samt alle Riger i Kanaan;
Psa	135	12	12. og han gav deres Land til Arv, til Arv for sit Folk Israel.
Psa	135	13	13. Herre ! dit Navn bliver evindelig; Herre ! din Ihukommelse bliver fra Slaegt til Slaegt.
Psa	135	14	14. Thi Herren skal dømme sit Folk, og det skal angre ham for hans Tjeneres Skyld.
Psa	135	15	15. Hedningernes Afguder ere Sølv og Guld, et Menneskes Haenders Gerning.
Psa	135	16	16. De have Mund, men tale ikke; de have Øjne, men se ikke.
Psa	135	17	17. De have Øren, men høre ikke, og der er ingen Aande i deres Mund.
Psa	135	18	18. Ligesom disse ere, saa blive de, som gøre dem, ja, hver den, som forlader sig paa dem.
Psa	135	19	19. Israels Hus lover Herren; Arons Hus! lover Herren.
Psa	135	20	20. Levis Hus lover Herren; I, som frygte Herren !
Psa	135	21	21. Lovet vaere Herren fra Zion, han, som bor i Jerusalem. Halleluja!
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 136
Psa	136	1	1. Priser Herren; thi han er god, thi hans Miskundhed vare evindelig.
Psa	136	2	2. Priser Gudernes Gud; thi hans Miskundhed varer evindelig.
Psa	136	3	3. Priser Herrernes Herre; thi hans Miskundhed varer evindelig;
Psa	136	4	4. ham, som ene gør store, underfulde Ting; thi hans Miskundhed varer evindelig;
Psa	136	5	5. ham, som gjorde Himlene med Forstand; thi hans Miskundhed varer evindelig;
Psa	136	6	6. og ham, som udbredte Jorden paa Vandene; thi hans Miskundhed varer evindelig;
Psa	136	7	7. ham, som gjorde de store Lys; thi hans Miskundhed varer evindelig;
Psa	136	8	8. Solen til at regere om Dagen; thi hans Miskundhed varer evindelig;
Psa	136	9	9. Maanen og Stjernerne til at regere om Natten; thi hans Miskundhed varer evindelig;
Psa	136	10	10. ham, som slog Aegypterne deres førstefødte; thi hans Miskundhed varer evindelig;
Psa	136	11	11. og førte Israel ud af deres Midte; thi hans Miskundhed varer evindelig;
Psa	136	12	12. med en staerk Haand og en udrakt Arm; thi hans Miskundhed varer evindelig;
Psa	136	13	13. ham, som kløvede det røde Hav igennem; thi hans Miskundhed varer evindelig;
Psa	136	14	14. og lod Israel gaa midt igennem det; thi hans Miskundhed varer evindelig;
Psa	136	15	15. og udstødte Farao og hans Haer i det røde Hav; thi hans Miskundhed varer evindelig;
Psa	136	16	16. ham, som førte sit Folk igennem Ørken; thi hans Miskundhed varer evindelig;
Psa	136	17	17. ham, som slog store Konger; thi hans Miskundhed varer evindelig
Psa	136	18	18. slog faeldede maegtige Konger; thi hans Miskundhed varer evindelig;
Psa	136	19	19. Amoriternes Konge Sion; thi hans Miskundhed varer evindelig;
Psa	136	20	20. og Basans Konge Og; thi hans Miskundhed varer evindelig;
Psa	136	21	21. og gav deres Land til Arv; thi hans Miskundhed varer evindelig;
Psa	136	22	22. til Arv for sin Tjener Israel, thi hans Miskundhed varer evindelig;
Psa	136	23	23. Ham, som kom os i Hu i vor Fornedrelse; thi hans Miskundhed varer evindelig;
Psa	136	24	24. og udrev os fra vore Fjender; til hans Miskundhed varer evindelig,
Psa	136	25	25. ham, som giver alt Kød Føde; thi hans Miskundhed varer evindelig!
Psa	136	26	26. Priser Himlenes Gud; thi hans Miskundhed varer evindelig!
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 137
Psa	137	1	1. Ved Babylons Floder, der sad vi, og vi graad, naar vi kom Zion i Hu.
Psa	137	2	2. Paa Viderne i Landet havde vi haengt vore Harper.
Psa	137	3	3. Thi der begaerede de, som holdt os fangne, at vi skulde synge; og de, som plagede os, begaerede, at vi skulde vaere glade.
Psa	137	4	4. Synger for os af Zions Sange! Hvorledes skulde vi synge Herrens Sang i et fremmed Land?
Psa	137	5	5. Dersom jeg glemmer dig, Jerusalem, da glemme mig min højre Haand!
Psa	137	6	6. Min Tunge laenge ved min Gane, hvis jeg ikke kommer dig i Hu, hvis jeg ikke ophøjer Jerusalem over min højeste Glaede.
Psa	137	7	7. Herre ! kom Edoms Børn i Hu efter, hvad de gjorde paa Jerusalems Dag, da de sagde: "Gører bart, gører bart indtil Grundvolden i den."
Psa	137	8	8. Babels Datter, du ødelagte! lyksalig den, som betaler dig din Løn for, hvad du lønnede os med.
Psa	137	9	9. Lyksalig den, som griber og knuser dine spaede Børn imod Klippen.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 138
Psa	138	1	1. Af David. Jeg vil prise dig af mit ganske Hjerte; over for Guderne vil jeg lovsynge dig.
Psa	138	2	2. Jeg vil kaste mig ned for dit hellige Tempel og prise dit Navn for din Miskundhed og for din Sandhed; thi du har gjort dit Ord herligt over al dit Navns Herlighed.
Psa	138	3	3. Den Dag, jeg kaldte, da bønhørte du mig; du gav mig Mod, i min Sjael kom Styrke.
Psa	138	4	4. Herre ! alle Konger paa Jorden skulle prise dig; thi de have hørt din Munds Ord.
Psa	138	5	5. Og de skulle synge om Herrens Veje; thi stor er Herrens Aere.
Psa	138	6	6. Thi Herren er høj og ser til den ringe, og den stolte kender han i det faarne.
Psa	138	7	7. Naar jeg vandrer midt i Angest, vil du holde mig i Live du vil udraekke din Haand imod mine Fjenders Vrede, og din højre Haand vil frelse mig.
Psa	138	8	8. Herren skal fuldføre det for mig; Herre ! din Miskundhed varer evindelig, opgiv ikke dine Haenders Gerninger.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 139
Psa	139	1	1. Til Sangmesteren; af David; en Psalme. Herre ! du har ransaget mig og kender mig.
Psa	139	2	2. Hvad heller jeg sidder eller staar op, da ved du det, du forstaar min Tanke langtfra.
Psa	139	3	3. Du har omkringgivet min Sti og mit Leje, du kender grant alle rnine Veje
Psa	139	4	4. Thi der er ikke et Ord paa rnin tunge, se, Herre ! du kender det jo alt sammen.
Psa	139	5	5. Bagfra og forfra har du omsluttet mig, og paa mig har du lagt din Haand.
Psa	139	6	6. Saadant at forstaa er mig for underfuldt; det er for højt, jeg kan ikke naa det.
Psa	139	7	7. Hvor skal jeg gaa hen fra din Aand? og hvor skal jeg fly hen fra dit Ansigt?
Psa	139	8	8. Dersom jeg farer op til Himrnelen, da er du der og reder jeg Leje i Dødsriget, se, da er du der!
Psa	139	9	9. Vilde jeg tage Morgenrødens Vinger, vilde jeg bo ved det yderste Hav,
Psa	139	10	10. saa skulde ogsaa der din Haand føre mig, og din højre Haand holde mig fast.
Psa	139	11	11. Og vilde jeg sige: Mørkhed maa dog skjule mig, saa er Natten et Lys omkring mig.
Psa	139	12	12. Mørkhed gør ikke Mørke hos dig, og Natten lyser som Dagen, Mørket er som Lyset.
Psa	139	13	13. Thi du ejede mine Nyrer, du skaermede om mig i Moders Liv.
Psa	139	14	14. Jeg vil prise dig, fordi jeg paa underfuld Maade er dannet saa herligt; underfulde ere dine Gerninger, og min Sjael ved det saare vel.
Psa	139	15	15. Mine Ben vare ikke skjulte for dig, der jeg blev dannet i Løndom, der jeg blev kunstigt virket i det underjordiske Dyb.
Psa	139	16	16. Dine Øjne saa mig, der jeg endnu var Foster, og disse Ting vare alle sammen skrevne i din Bog; Dagene vare bestemte, før en eneste af den var kommen.
Psa	139	17	17. Derfor, o Gud! hvor dyrebare for mig ere dine ranker; hvor stor er dog deres Sum!
Psa	139	18	18. Vilde jeg taelle dem, da bleve de flere end Sand; opvaagner jeg, saa er da jeg endnu hos dig.
Psa	139	19	19. Gid du, o Gud! vilde ihjelslaa den ugudelige; og I, blodgerrige Maend! viger fra mig.
Psa	139	20	20. Thi de talte skaendelig om dig, og som dine Fjender tage de dit Navn forfaengeligt.
Psa	139	21	21. Skulde jeg ikke hade dem, som hade dig, o Herre ! og kedes ved dem, som rejse sig imod dig?
Psa	139	22	22. Med fuldt Had hader jeg dem; de ere blevne mine Fjender.
Psa	139	23	23. Ransag mig, Gud! og kend mit Hjerte; prøv mig, og kend mine Tanker!
Psa	139	24	24. Og se, om jeg er paa en Vej, som fører til Smerte for mig, og led mig paa Evighedens Vej!
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 140
Psa	140	1	1. Til Sangmesteren; en Psalme, af David.
Psa	140	2	2. Herre ! udfri mig fra onde Mennesker, bevar mig fra Voldsmaend!
Psa	140	3	3. de, som have optaenkt ondt i Hjertet, har Dag holde sig sammen til Krig.
Psa	140	4	4. De have skaerpet deres Tunge som en Slange, der er øglegift under deres Laeber. Sela.
Psa	140	5	5. Beskaerm Herre ! imod den ugudeliges Haender, bevar mig fra Voldsmaend, som taenke at laegge Stød for mine Trin.
Psa	140	6	6. De hovmodige have skjult en Snare for mig og Reb, de have udspaendt et Garn ved Siden af Vejen, de have lagt Faelder for mig. Sela.
Psa	140	7	7. Jeg har sagt til Herren: Du er min Gud; Herre ! vend dine Øren til mine ydmyge Begaeringers Røst.
Psa	140	8	8. Den Herre Herre er min Frelses Styrke; du har daekket mit Hoved Paa Rustningens Dag.
Psa	140	9	9. Tilsted ikke, Herre ! den ugudelige hans Begaeringer, lad ikke hans onde Anslag faa Fremgang; de maatte ophøje sig deraf. Sela.
Psa	140	10	10. Paa deres Hoved, som omringe mig, skal den Fortraed, deres Laeber voldte, komme til at hvile.
Psa	140	11	11. Der skal rystes Gløder over dem, han skal lade dem falde i Ilden, i dybe Grave, at de ikke skulle staa op igen.
Psa	140	12	12. En mundkaad Mand skal ikke bestaa paa Jorden; en Voldsmand skal Ulykken jage, indtil han er ganske fordreven.
Psa	140	13	13. Jeg ved, at Herren skal udføre den elendiges Sag, de fattiges Ret. Ja, de retfaerdige skulle prise dit Navn; de oprigtige skulle blive for dit Ansigt.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 141
Psa	141	1	1. En Psalme, af David. Herre ! jeg har raabt, til dig, skynd dig til mig, vend dine øren til min Røst, naar jeg kalder paa dig.
Psa	141	2	2. Lad min Bøn staa som et Røgelseoffer for dit Ansigt, mine Haenders Opløftelse som et Aftenmadoffer.
Psa	141	3	3. Herre ! saet Vagt for min Mund, tag vare paa mine Laebers Dør.
Psa	141	4	4. Bøj ikke mit Hjerte til nogen ond Handel, til at bedrive Misgerninger i Ugudelighed i Samfund med Maend, som øve Uret; og lad mig ikke aede af deres laekre Mad!
Psa	141	5	5. Lad en retfaerdig slaa mig i Kaerlighed og revse mig; mit Hoved skal ikke vise Hovedolien fra sig; thi min Bøn skal fremdeles møde hines Ondskab.
Psa	141	6	6. Deres Dommere ere nedstyrtede i Klippens Favn; og de selv have hørt mine Ord, at de vare liflige.
Psa	141	7	7. Som naar en pløjer og furer Jordan, saa ere vore Ben spredte ved Dødsrigets Svaelg.
Psa	141	8	8. Thi til dig, Herre, Herre! se mine Øjne hen; paa dig forlader jeg mig; giv ikke min Sjael til Pris!
Psa	141	9	9. Bevar mig fra Snaren, som de have udstillet for mig, og fra deres Garn, som gøre Uret.
Psa	141	10	10. Lad de ugudelige falde i deres eget Garn, medens jeg derhos slipper forbi.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 142
Psa	142	1	1. En Undervisning; af David; da han var i Hulen; en Bøn.
Psa	142	2	2. Med min Røst vil jeg raabe til Herren; med min Røst vil jeg bede til Herren om Naade.
Psa	142	3	3. Jeg vil udøse min Klage for hans Ansigt, jeg vil give min Nød til Kende for hans Ansigt.
Psa	142	4	4. Naar min Aand er forsmaegtet i mig, da kender du min Sti; paa Vejen, som jeg skulde gaa, have de skjult en Snare for mig.
Psa	142	5	5. Sku til højre, og se, der er ingen, som kendes ved mig; Tilflugt er forsvunden fra mig, ingen er omhyggelig for min Sjael.
Psa	142	6	6. Jeg rabte til dig, Herre ! jeg sagde: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land.
Psa	142	7	7. Giv Agt paa mit Skrig; thi jeg er bleven saare ringe; fri mig fra dem, som forfølge mig; thi de ere mig for staerke. Udfør min Sjael af Faengsel til at prise dit Navn; de retfaerdige skulle omgive mig; naar du gør vel imod mig.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 143
Psa	143	1	1. En Psalme, af David. Herre ! hør min Bøn, vend dine Øren til mine ydmyge Begaeringer, bønhør mig i din Trofasthed, i din Retfaerdighed,
Psa	143	2	2. og gaa ikke i Rette med din Tjener; thi ingen, som lever, er retfaerdig for dig.
Psa	143	3	3. Thi Fjenden har forfulgt min Sjael, han har knust mit Liv til Jorden, han har gjort, at jeg maa sidde i Mørket ligesom de, der ere døde i al Evighed.
Psa	143	4	4. Derfor er min Aand forsmaegtet i mig, mit Hjerte er forfaerdet inden i mig.
Psa	143	5	5. Jeg kommer de Dage fra fordum i Hu, jeg grunder paa alt dit Vaerk, jeg betaenker dine Haenders Gerning.
Psa	143	6	6. Jeg har udbredt mine Haender til dig, lig et udtørret Land laenges min Sjael efter dig. Sela.
Psa	143	7	7. Skynd dig, bønhør mig, Herre ! min Aand for aar skjul ikke dit Ansigt for mig, saa jeg bliver dem lig, der fare ned i Hulen.
Psa	143	8	8. Lad mig aarle høre din Miskundhed; thi liar forladt mig paa dig; kundgør mig den Vej som jeg skal gaa paa; til jeg har opløftet min Sjael til dig.
Psa	143	9	9. Fri mig fra mine Herre ! hos dig har jeg søgt Skjul.
Psa	143	10	10. Laer mig at gøre din Villie; thi du er min Gud; din Aand er god, lad den føre mig paa det jaevne Land!
Psa	143	11	11. For dit Navns Skyld, Herre ! vil du holde mig i Live; for din Retfaerdigheds Skyld vil du udføre min Sjael af traengsel.
Psa	143	12	12. For din Miskundheds Skyld vil du udslette mine Fjender og fordaerve alle dem, som traenge min Sjael; thi jeg er din Tjener.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 144
Psa	144	1	1. Af David. Lovet vaere Herren, min Klippe! han, som laerer mine Haender til Striden, mine Fingre til Krigen,
Psa	144	2	2. han, som er Miskundhed imod mig og min Befaestning, min faste Borg og min Befrier, mit Skjold og den, paa hvem jeg har forladt mig; han, som tvinger mit Folk under mig.
Psa	144	3	3. Herre ! hvad er et Menneske, at du kendes ved ham? et Menneskes Barn, at du agter paa ham?
Psa	144	4	4. Mennesket er ligt et Aandepust, hans Dage ere som en Skygge, der farer forbi.
Psa	144	5	5. Herre ! bøj dine Himle og far ned, rør ved Bjergene, saa at de ryge.
Psa	144	6	6. Lad Lynet lyne og adspred dem, udskyd dine Pile og forfaerd dem!
Psa	144	7	7. Udraek dine Haender fra det høje, udfri mig og red mig af de store Vande af de fremmedes Haand,
Psa	144	8	8. hvis Mund taler Falskhed, og hvis højre Haand er Løgnens jeg højre Haand.
Psa	144	9	9. Gud! jeg vil synge dig en ny Sang, jeg vil synge Psalmer for dig til Psalteren med ti Strenge,
Psa	144	10	10. ham, Fjender, som giver Konger Frelse, som udriver sin Tjener David fra det grumme Svaerd!
Psa	144	11	11. Udfri mig og red mig af de fremmedes Haand, hvis Mund taler Falskhed, og hvis højre Haand er Løgnens højre Haand,
Psa	144	12	12. at vore Sønner maa vaere som Planter, der ere komne til Frodighed i deres Ungdom; vore Døtre som Hjørnepiller, der ere udhuggede efter Templets Stil;
Psa	144	13	13. at vore Forraadskamre maa vaere fulde, at de kunne frembyde baade det ene og det andet Slags; at vore Faar kunne føde tusinde, ja, ti Tusinde paa vore Gader;
Psa	144	14	14. at vore Øksne maa vaere kraftige, at der intet Brud og ingen Afgang maa vaere, ej heller Klagemaal paa vaere Gader.
Psa	144	15	15. Saligt er det Folk, som det gaar saaledes; saligt er det folk, hvis Gud Herren er!
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 145
Psa	145	1	1. En Lovsang, af David. Jeg vil ophøje dig, min Gud, du som er Kongen! og love dit Navn eviridelig og altid.
Psa	145	2	2. Hver Dag vil jeg love dig og prise dit Navn evindelig og altid.
Psa	145	3	3. Herren er stor og saare priselig, og hans Magt er uransagelig.
Psa	145	4	4. En Slaegt skal berømme for den anden dine Gerninger, og de skulle forkynde din Vaelde.
Psa	145	5	5. Jeg vil betaenke din Majestaets herlige Aere og dine underfulde Gerninger.
Psa	145	6	6. Og der skal tales om dine forfaerdelige, Gerningers Vaelde, og jeg vil fortaelle om din Magt.
Psa	145	7	7. De skulle udbrede din store Godheds Ihukommelse og synge med Fryd om din Retfaerdighed.
Psa	145	8	8. Herren er naadig og barmhjertig, langmodig og af stor Miskundhed.
Psa	145	9	9. Herren er god mod alle, og hans Barmhjertighed er over alle hans Gerninger.
Psa	145	10	10. Dig, Herre ! skulle alle dine Gerninger prise og dine hellige love dig.
Psa	145	11	11. De skulle forkynde dit Riges Aere, tale om din Vaelde.
Psa	145	12	12. for at kundgøre for Menneskens Børn hans Vaelde og hans Riges herlige Aere.
Psa	145	13	13. Dit Rige er et Rige i al Evighed, og dit Herredømme varer fra Slaegt til Slaegt.
Psa	145	14	14. Herren opholder alle dem, som falde, og oprejser alle de nedbøjede.
Psa	145	15	15. Alles Øjne vogte paa dig, og du giver dem deres Spise i sin Tid.
Psa	145	16	16. Du oplader din Haand og maetter alt det, som lever, med Velbehagelighed.
Psa	145	17	17. Herren er retfaerdig i alle sine Veje og miskundelig i alle sine Gerninger.
Psa	145	18	18. Herren er naer hos alle, som kalde paa ham, hos alle, som kalde paa ham i Sandhed.
Psa	145	19	19. Han gør efter deres Velbehagelighed, som ham frygte, og han hører deres Skrig og frelser dem.
Psa	145	20	20. Herren bevarer alle dem, som elske ham, men han ødelaegger alle de ugudelige.
Psa	145	21	21. Min Mund skal udtale Herrens Lov, og alt Kød skal love hans hellige Navn evindelig og altid.
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 146
Psa	146	1	1. Halleluja! Min Sjael! lov Herren !
Psa	146	2	2. Jeg vil love Herren, medens jeg lever, jeg vil synge min Gud Psalmer, medens jeg er til.
Psa	146	3	3. Forlader eder ikke paa Fyrster, paa et Menneskes Barn, hos hvem der ingen Frelse er.
Psa	146	4	4. Hans Aand udfarer, han vender tilbage til sit Støv; paa den Dag er det forbi med hans stolte Anslag.
Psa	146	5	5. Salig ere den, hvis Hjaelp Jakobs Gud er, hvis Haab er til Herren hans Gud;
Psa	146	6	6. som gjorde Himmelen og Jorden, Havet og alt det, som der er i dem, han, som bliver Sandhed tro evindelig;
Psa	146	7	7. som skaffer dem Ret, der lide Vold, som giver, de hungrige Brød; Herren løser de bundne.
Psa	146	8	8. Herren høner de blindes Øjne; Herren oprejser de nedbøjede; Herren elsker de retfaerdige.
Psa	146	9	9. Herren bevarer de fremmede; han opholder faderløse og Enker, men forvender de ugudeliges Vej.
Psa	146	10	10. Herren skal regere evindelig, din Gud, o Zion! fra Slaegt til Slaegt. Halleluja!
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 147
Psa	147	1	1. Lover Herren ! Thi det er godt at synge vor Gud Psalmer; thi det er lifligt, Lovsang sømmer sig.
Psa	147	2	2. Herren bygger Jerusalem, han Samler de fordrevne af Israel.
Psa	147	3	3. Han helbreder dem, som have et sønderbrudt Hjerte, og forbinder deres Saar.
Psa	147	4	4. Han saetter Tal paa Stjernerne, han naevner dem alle sammen ved Navn.
Psa	147	5	5. Stor er vor Herre og vaeldig i Kraft, der er intet Maal paa hans Forstand.
Psa	147	6	6. Herren oprejser de sagtmodige; de ugudelige fornedrer han til Jorden.
Psa	147	7	7. Svarer Herren med Taksigelse, synger vor Gud Psalmer til Harpe;
Psa	147	8	8. ham, som bedaekker Himmelen med Skyer, ham, som beskikker Regn paa Jorden, ham, som lader Graes gro paa Bjergene;
Psa	147	9	9. ham, som giver til Kvaeget, til Ravnens Unger, som skrige.
Psa	147	10	10. Hans Lyst er ikke Hestens Styrke; han har ikke Behag i Mandens raske Ben.
Psa	147	11	11. Behag har Herren til dem, som ham frygte, som haabe paa hans Miskundhed.
Psa	147	12	12. O, Jerusalem! pris Herren; o, Zion! lov din Gud.
Psa	147	13	13. Thi han har gjort dine Portes Staenger staerke, han har velsignet dine Børn i din Midte.
Psa	147	14	14. Han beskikker Fred i dine Landemaerker, han maetter dig med den bedste Hvede.
Psa	147	15	15. Han sender sit Ord til Jorden, hans Befaling løber saare hastelig.
Psa	147	16	16. Han lader Sne laegge sig som Uld, han udstrør Rimfrost som Aske.
Psa	147	17	17. Han udkaster sin Is som Billinger; hvo kan staa for hans Kulde?
Psa	147	18	18. Han sender sit Ord og smelter den; han lader sit Vejr blaese, saa flyde Vandene hen.
Psa	147	19	19. Han kundgør Jakob sine Ord, Israel sine Skikke og sine Love.
Psa	147	20	20. Saaledes har han ikke gjort ved noget andet Folk, og Lovene dem kende de ikke. Halleluja!
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 148
Psa	148	1	1. Halleluja! Lover Herren fra Himlene, lover ham i det høje!
Psa	148	2	2. Lover ham, alle hans Engle! lover ham, alle hans Haerskarer!
Psa	148	3	3. Lover ham, Sol og Maane! lover ham, alle Lysets Stjerner!
Psa	148	4	4. Lover Haa ham, Himlenes Himle! og I Vande, som ere over Himlene!
Psa	148	5	5. De skulle love Herrens Navn; thi han bød, og de bleve skabte.
Psa	148	6	6. Og han har stillet dem hen for bestandig, evindelig; han satte dem en Lov, og Føde den skal ikke overskrides.
Psa	148	7	7. Lover Herren fra Jorden, I Søuhyrer og alle Dyb!
Psa	148	8	8. IId og Hagel Sne og Røg og Stormvejr, som udretter hans Ord!
Psa	148	9	9. I Bjerge og alle Høje, Frugttraeer og alle Cedre!
Psa	148	10	10. I vilde Dyr og alt Kvaeg, Kryb og vingede Fugle!
Psa	148	11	11. I Konger paa Jorden og alle Folk, Fyrster og alle Dommere paa Jorden!
Psa	148	12	12. Unge Karle og Jomfruer tillige, de gamle med de unge!
Psa	148	13	13. De skulle love Herrens Navn; thi hans Navn alene er ophøjet, hans Majestaet er over Jorden og Himmelen.
Psa	148	14	14. Og han har ophøjet et Horn for sit Folk, han, der er Han en Lovsang for alle sine hellige, for hvo Israels Børn, det Folk, der er ham naer. Halleluja!
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 149
Psa	149	1	1. Halleluja! Synger Herren en ny Sang, hans Lovsang i de helliges Menighed!
Psa	149	2	2. Israel glaede sig over sin Skaber, Zions Børn fryde sig over deres Konge!
Psa	149	3	3. De skulle love hans Navn med Dans, de skulle lovsynge ham til Tromme og Harpe.
Psa	149	4	4. Thi Herren har Behagelighed til sit Folk, han pryder de sagtmodige med Frelse.
Psa	149	5	5. De hellige skulle glaede sig i Herlighed, de skulle synge med Fryd paa deres Leje.
Psa	149	6	6. De skulle ophøje Gud med deres Strube, og der skal vaere et tveaegget Svaerd i deres Haand
Psa	149	7	7. for at øve Haevn paa Hedningerne og Straf paa Folkeslaegterne;
Psa	149	8	8. for at hinde deres Konger med Laenker og deres Haedersmaend med Jernbolte;
Psa	149	9	9. og for at fuldbyrde paa dem den Dom, som staar skreven! Det er Aeren for alle hans hellige. Halleluja!
------------------------Salmernes Bog, Kapitel 150
Psa	150	1	1. Halleluja! Lover Gud i hans Helligdom, lov er ham i hans Vaeldes udstrakte Befaestning!
Psa	150	2	2. Lover ham for hans vaeldige. Gerninger, lover ham efter hans store Magt!
Psa	150	3	3. Lover ham med Basuns Klang, lover ham med Psalter og Harpe!
Psa	150	4	4. Lover ham med Tromme og Dans, lover ham med Strenge og Fløjte!
Psa	150	5	5. Lover ham med lydende Cymbler, lover ham med klingende Cymbler!
Psa	150	6	6. Alt det, som har Aande, love Herren ! Halleluja!
------------------------Ordsprogenes Bog, Kapitel 1
Prov	1	1	1. Ordsprog af Salomo, Davids Søn, Israels Konge,
Prov	1	2	2. for af dem at faa Visdom og Undervisning, for at forstaa Forstandens Ord;
Prov	1	3	3. for at modtage Undervisning i Klogskab, modtage Ret og Retfaerdighed og Retvished;
Prov	1	4	4. for at give de uvidende vid, de unge kundskab og Klogt frem i Laerdom,
Prov	1	5	5. og hvo som er forstandig, vinde Evne til at styre;
Prov	1	6	6. for at forstaa Ordsprog og Gaader, Vismaends Ord og deros mørke Taler.
Prov	1	7	7. Herrens Frygt er Begyndelse til Kundskab; Daareine forlagte Visdom I og Undervisning.
Prov	1	8	8. Hør, min Søn! din Faders Undervisning; og forlad ikke din Moders Lov;
Prov	1	9	9. thi, de ere en yndig Krans til dit Hoved og Kaeder til din Hals.
Prov	1	10	10. Min Søn! naar Syndere lokke dig, da samtyk ikke!
Prov	1	11	11. Dersom de sige: Gak med os, vi ville lure efter Blod, vi ville efterstaebe den uskyldige, som er uden Sag;
Prov	1	12	12. vi ville, som Dødsriget, sige den levende, ja hele og holdne, som de, der nedfale i Hulen;
Prov	1	13	13. vi ville finde alle Haande dyrebart Gods, vi ville fylde vore Huse med Rov
Prov	1	14	14. du skal ville tage din Lod iblandt os, vi alle sammen have een Pose:
Prov	1	15	15. Min Søn! vandre ikke paa Vej med dem, hold din Fod tilbage fra deles Sti;
Prov	1	16	16. thi deres Fødder haste til ondt, og de skynde sig for at udøse Blod;
Prov	1	17	17. thi folgaeves udspaendes Garn for alle Fugles Øjne;
Prov	1	18	18. og de lure paa deres eget Blod de efterstraebe deres eget Liv.
Prov	1	19	19. Saa ere enhvers Veje, som er hengiven til Gerrighed; den tager sine egne Herrers Liv.
Prov	1	20	20. Visdommen raaber udenfor, den opløfter sin Røst paa Gaderne;
Prov	1	21	21. paa Hjørnet af de befaerdede Gader raaber den; ved Indgangene til Portene, i Staden, taler den sine Ord:
Prov	1	22	22. Hvor laenge ville I uvidende elske Uvidenhed, og Spottere have Lyst til Spot, og Darrer hade Kundskab?
Prov	1	23	23. Vender eder til min Revselse; se, jeg vil udgyde min Aand over eder, jeg vil kundgøre mine Ord.
Prov	1	24	24. Efteldi jeg raabte, og I vaegrede eder, jeg udrakte min Haand, og ingen gav Agt;
Prov	1	25	25. og I lode alt mit Raad fare og vilde ikke vide af min Revselse.
Prov	1	26	26. Saa vil jeg, jeg selv le i eders Ulykke, jeg vil spotte, naar det kommer, som I frygte for;
Prov	1	27	27. naar det, som I frygte for, kommer som en Ødelaeggelse, og eders Ulykke kommer som en Hvirvelvind, naar Angest og Traengsel kommer over eder:
Prov	1	28	28. Da skulle de paakalde mig, men jeg skal ikke, svale, de skulle søge mig, men ikke finde mig.
Prov	1	29	29. Fordi de hadede Kundskab og udvalgte ikke Herrens Frygt,
Prov	1	30	30. fordi de ikke vilde vide af mit Raad, men foragtede al min Revselse:
Prov	1	31	31. Saa skulle de aede Frugten af deles Veje og blive maette af deles egne Raad.
Prov	1	32	32. Thi de uvidendes Frafald skal volde dem Død, og Daarers Tryghed skal ødelaegge dem selv.
Prov	1	33	33. Men hvo mig lyder skal bo tryggelig og vaere rolig, uden Frygt for det onde.
------------------------Ordsprogenes Bog, Kapitel 2
Prov	2	1	1. Min Søn! Dersom du vil tage imod mine Ord, og gemme mine Bud hos dig,
Prov	2	2	2. saa at du lader dit Øre give Agt paa Visdommen, bøjer dit Hjerte til Indsigt;
Prov	2	3	3. ja, dersom du kalder paa Forstanden, opløfter din Røst efter Indsigt;
Prov	2	4	4. dersom du søger efter den som efter Sølv og ransager efter den som efter Skjulte Skatte:
Prov	2	5	5. Da skal du forstaa Herrens Frygt og finde Guds Kundskab.
Prov	2	6	6. Thi Herren giver Visdom, af hans Mund er Kundskab og Indsigt.
Prov	2	7	7. Han gemmer det varige gode til de oprigtige; han er et Skjold for dem, som vandre fuldkommelig,
Prov	2	8	8. saa han bevogter Rettens Stier og bevarer sine helliges Vej.
Prov	2	9	9. Da skal du forstaa Ret og Retfaerdighed og Retvished, al god Vej.
Prov	2	10	10. Thi Visdom skal komme i dit Hjerte og Kundskab vaere liflig for din Sjael.
Prov	2	11	11. Kløgt skal bevare dig og Indsigt bevogte dig.
Prov	2	12	12. for at fri dig fra Ondskabs Vej, fra en Mand, som taler forvendte Ting;
Prov	2	13	13. fra dem, som forlade Rettens Stier for at gaa paa Mørkets Veje,
Prov	2	14	14. dem, som, glaede sig ved at gøre ondt og fryde sig i Ondskabs Forvendthed;
Prov	2	15	15. dem, hvis Stier ere krogede, og hvis Veje ere bugtede;
Prov	2	16	16. for at fri dig fra en fremmed Kvinde, fra en ubekendt, som gør sine Ord glatte,
Prov	2	17	17. hende, som har forladt sin Ungdoms Ven, og som har glemt sin Guds Pagt;
Prov	2	18	18. thi hendes Hus bøjer ned imod Døden og hendes Veje til Dødningerne;
Prov	2	19	19. alle de, som gaa ind til hende, skulle ikke komme tilhage og ikke naa Livsens Stier;
Prov	2	20	20. paa det du kan vandre paa de godes Vej og holde dig paa de retfaerdiges Stier.
Prov	2	21	21. Thi de retskafne skulle bo i Landet og de oprigtige blive tilovers derudi;
Prov	2	22	22. men de ugudelige skulle udryddes af Landet og de troløse udslettes deraf.
------------------------Ordsprogenes Bog, Kapitel 3
Prov	3	1	1. Min Søn! glem ikke min Lov, men lad dit Hjerte bevare mine Bud.
Prov	3	2	2. Thi et langt Liv og mange Aar at leve i og Fred skulle de bringe dig rigeligt.
Prov	3	3	3. Miskundhed og Sandhed forlade dig ej; bind dem om din Hals, skriv dem paa dit Hjertes Tavle;
Prov	3	4	4. saa skal du finde Naade og god Forstand for Guds og Menneskens Øjne.
Prov	3	5	5. Forlad dig paa Herren af dit ganske Hjerte, men forlad dig ikke fast paa din Forstand!
Prov	3	6	6. Kend ham paa alle dine Veje, og han skal gøre dine Stier rette.
Prov	3	7	7. Vaer ikke viis i dine egneøjne; frygt Herren, og vig fra det onde!
Prov	3	8	8. Det skal vaere en Laegedom for din Navle og en Vaedske for dine Ben.
Prov	3	9	9. Aer Herren af dit Gods og af al din Avls Førstegrøde:
Prov	3	10	10. Saa skulle dine Lader blive fulde med Overflod og dine Persekar flyde over af Most.
Prov	3	11	11. Min Søn! foragt ikke Herrens Tugt, og vaer ikke utaalmodig ved hans Revselse.
Prov	3	12	12. Thi Herren revser den, som han elsker, og som en Fader den Søn, i hvem han har Behag.
Prov	3	13	13. Saligt er det Menneske, som har fundet Visdom, og det Menneske, som vinder Forstand.
Prov	3	14	14. Thi det er bedre at købe den end at købe Sølv, og at vinde den er bedre end Guld.
Prov	3	15	15. Den er dyrebal ere end Perler og alt det, du har Lyst til, kan ikke lignes ved den.
Prov	3	16	16. I dens højre Haand er langt Liv, i dens venstre er Rigdom og Aere.
Prov	3	17	17. Dens Veje ere yndige Veje, og alle dens Stier ere Fred.
Prov	3	18	18. Den er Livsens Trae for dem, som gribe den, og hver den, som holder fast paa aen, skal prises salig.
Prov	3	19	19. Herren har grundfaestet Jorden med Visdom, han har beredt Himlene med Forstaild.
Prov	3	20	20. Ved hans Kundskab skiltes Dybene, og ved den dryppe Skyerne med Dug.
Prov	3	21	21. Min Søn! lad dem ikke vige fra dine Øjne, bevar Fasthed og Kløgt.
Prov	3	22	22. Og de skulle vaere Liv for din Sjael og et Smykke for din Hals.
Prov	3	23	23. Da skal du vandre tryggelig paa din Vej, og du skal ikke støde din Fod.
Prov	3	24	24. Naar du laegger dig, da skal du ikke frygte, og naar du har lagt dig, skal din Søvn vaere sød.
Prov	3	25	25. Du skal ikke frygte for pludselig Skraek, ej heller for Ødelaeggelsen over de ugudelige, naar den kommer.
Prov	3	26	26. Thi Herren skal vaere dit Haab, og han skal bevare din Fod fra at fanges.
Prov	3	27	27. Hold ikke godt tilbage fra dem, som traenge dertil, naar din Haand har Evne til at gøre det.
Prov	3	28	28. Sig ikke til din Naeste: Gak bort og kom igen, og i Morgen vil jeg give, naar du dog har det.
Prov	3	29	29. Optaenk ikke ondt imod din Ven, naar han bor tryggelig hos dig.
Prov	3	30	30. Traet ikke med et Menneske uden Aarsag, naar han ikke har gjort dig ondt.
Prov	3	31	31. Misund ikke en Voldsmand, og udvaelg ikke nogen af alle hans Veje!
Prov	3	32	32. Thi Herren har Vederstyggelighed til den, som er forvendt, men hans fortrolige Omgang er med de oprigtige.
Prov	3	33	33. Herrens forbandelse er i den Ugudeliges Hus, men han velsigner de retfaerdiges Bolig.
Prov	3	34	34. Dersom de ere Spottere, da skal han spotte dem, men de ydmyge skal han give Naade.
Prov	3	35	35. De vise skulle arve Aere, men Daarerne skulle faa Skam til Del.
------------------------Ordsprogenes Bog, Kapitel 4
Prov	4	1	1. Hører, I Sønner! en Faders Undervisning over at for at faa Forstand;
Prov	4	2	2. thi jeg har givet eder en god Laerdom; for lader ikke min Lov!
Prov	4	3	3. Thi jeg var min Faders Søn, min Moders ømme og eneste Barn.
Prov	4	4	4. Og han laerte mig og sagde til mig: Lad dit Hjerte holde fast ved dit Ord, bevar mine Bud, saa skal du leve.
Prov	4	5	5. Køb Visdom, køb Forstand, glem ikke og vig ikke fra min Munds Ord.
Prov	4	6	6. Forlad den ikke saa skal den bevare dig, elsk den, saa skal den bevogte dig.
Prov	4	7	7. Visdommens Begyndelse er: Køb Visdom, og for al din Ejendom køb Forstand!
Prov	4	8	8. Ophøj den, saa skal den ophøje dig, naar du tager den i Favn, saa skal den aere dig.
Prov	4	9	9. Den skal saette en yndig Krans paa dit Hoved, den skal give dig en dejlig Krone.
Prov	4	10	10. Hør, min Søn! og tag imod mine Ord, saa skulle dine Leveaar blive mange.
Prov	4	11	11. Jeg underviser dig om Visdoms Vej, jeg leder dig paa jaevne Stier.
Prov	4	12	12. Naar du gaar, skal din Gang ikke blive trang, og naar du løber, skal du ikke støde dig.
Prov	4	13	13. Hold fast ved Undervisning, lad den ikke fare, bevar den; thi den er dit Liv.
Prov	4	14	14. Kom ikke paa de ugudeliges Sti, og gak ikke frem paa de ondes Vej.
Prov	4	15	15. Lad den ligge, gak ikke frem paa den, vig fra den og gak forbi!
Prov	4	16	16. Thi de sove ikke, naar de ikke have gjort ilde; og deres Søvn flyr fra dem, naar de ikke have bragt nogen til Fald.
Prov	4	17	17. Thi de aede Ugudeligheds Brød og drikke Uretfaerdigheds Vin.
Prov	4	18	18. Og de retfaerdiges Sti er som et skinnende Lys, der bliver klarere og klarere indtil Middag.
Prov	4	19	19. De ugudeliges Vej er som Mørket, de vide ikke, hvorpaa de skulle støde sig.
Prov	4	20	20. Min Søn! giv Agt paa mine Ord, bøj dit Øre til min Tale.
Prov	4	21	21. Lad dem ikke vige fra dine Øjne,
Prov	4	22	22. bevar for hver den, som finder dem, og Laegedom for hans hele Legeme.
Prov	4	23	23. Bevar dit Hjerte fremfor alt det, der forvares; thi fra det udgaar Livet.
Prov	4	24	24. Hold dig fri for Munds Vanartighed, og lad Laebers Forvendthed vaere langt fra dig!
Prov	4	25	25. Lad dine Øjne se ligefrem, og lad dine Øjenlaage vaere ret frem for dig!
Prov	4	26	26. Overvej vel din Fods Sti, og alle dine Veje skulle faa Fasthed.
Prov	4	27	27. Bøj ikke af til højre eller venstre, vend din Fod fra det onde!
------------------------Ordsprogenes Bog, Kapitel 5
Prov	5	1	1. Min Søn! giv Agt paa min Visdom; bøj dit Øre til min Indsigt;
Prov	5	2	2. at du maa gemme kloge Raad, og at dine Laeber maa bevare Kundskab.
Prov	5	3	3. Thi med Honning dryppe den fremmede Kvindes Laeber, og glattere end Olie er hendes Gane.
Prov	5	4	4. Men paa det sidste er hun besk som Malurt, hvas som et tveaegget Svaerd.
Prov	5	5	5. Hendes Fødder gaa nedad til Døden, hendes Skridt stunde imod Dødsriget.
Prov	5	6	6. For at hun ikke skal taenke over Livets Sti, ere hendes Veje ustadige, uden at hun ved det.
Prov	5	7	7. Saa hører mig nu, I Børn! og viger ikke fra min Munds Ord.
Prov	5	8	8. Lad din Vej vaere langt fra hende, og naerm dig ikke Døren til hendes Hus,
Prov	5	9	9. at du ikke skal give andre din Aere og en grusom Herre dine Aar;
Prov	5	10	10. at fremmede ikke skulle maettes af din Formue, og alt, hvad du har arbejdet for, komme i anden Mands Hus;
Prov	5	11	11. saa at du skal hyle paa det sidste, naar dit Kød og dit Huld taeres hen,
Prov	5	12	12. og sige: Hvorledes har jeg dog kunnet hade Undervisning og mit Hjerte kunnet foragte Revselse?
Prov	5	13	13. saa at jeg ikke hørte paa mine Laebers Røst, ej heller bøjede mit Øre til dem, som underviste mig.
Prov	5	14	14. Naer var jeg kommen i al Ulykke midt i Forsamlingen og Menigheden.
Prov	5	15	15. Drik Vand af din egen Brønd og frisk Vand af din egen Kilde
Prov	5	16	16. Skulde vel dine Kilder flyde udenfor, dine Vandbaekke ud paa Gaderne?
Prov	5	17	17. Lad dem høre dig til, dig alene, og ikke de fremmede tillige med dig.
Prov	5	18	18. Din Kilde vaere velsignet, og glaed dig ved din Ungdoms Hustru,
Prov	5	19	19. en elskelig Hind og en yndig Stenged; hendes Barm beruse dig stedse, i hendes Kaerlighed svaerme du alle Tider.
Prov	5	20	20. Hvorfor vil dum min Søn! Svaerme for en fremmed Kvinde og favne en anden Kvindes Barm?
Prov	5	21	21. Thi en Mands Veje ere for Herrens Øjne, og han vejer alle hans Skridt.
Prov	5	22	22. Den ugudeliges Misgerninger skulle gribe ham selv, og han skal holdes fast i sin Synds Snorer.
Prov	5	23	23. Han skal dø, fordi han ikke vilde lade sig undervise, og han skal tumle om for sin Daarligheds Skyld.
------------------------Ordsprogenes Bog, Kapitel 6
Prov	6	1	1. Min Søn! dersom du er gaaet i Borgen hos din Naeste, har givet Haandslag til den fremmede;
Prov	6	2	2. har du bundet dig ved din Munds Ord, ladet dig fange ved din Munds Ord:
Prov	6	3	3. Saa gør dog dette, min Søn! og red dig, fordi du er kommen i din Naestes Haand: Gak, nedkast dig for hans Fødder, og traeng ind paa din Naeste!
Prov	6	4	4. Tilsted ikke dine Øjne at sove eller dine Øjenlaage at slumre.
Prov	6	5	5. Fri dig som en Raa af Jaegerens Haand og som en Fugl af Fuglefaengerens Haand.
Prov	6	6	6. Du lade! gak til Myren, se dens Veje, og bliv viis.
Prov	6	7	7. Skønt den ikke har nogen Fyrste, Foged eller Hersker,
Prov	6	8	8. bereder den om Sommeren sin Mad, den samler om Høsten sin Spise.
Prov	6	9	9. Du lade! hvor laenge vil du ligge? naar vil du staa op af din Søvn?
Prov	6	10	10. Sov lidt endnu, blund lidt, fold Haenderne lidt for at hvile:
Prov	6	11	11. Saa skal din Armod komme som en Landstryger og din Trang som skjoldvaebnet Mand.
Prov	6	12	12. Et nedrigt Menneske, en uretfaerdig Mand er den, som gaar med en vanartig Mund;
Prov	6	13	13. den, som giver Vink med sine Øjne, gør Tegn med sine Fødder, peger med sine Fingre;
Prov	6	14	14. Den som har forvendte Ting i sit Hjerte og optaenker ondt til hver Tid og kommer Traetter af Sted.
Prov	6	15	15. Derfor skal hans Ulykke komme hastelig, han skal snart sønderknuses, og der skal ingen Laegedom vaere.
Prov	6	16	16. Disse seks Stykker hader Herren, og de syv ere en Vederstyggelighed for hans Sjael:
Prov	6	17	17. Stolte Øjne, en løgnagtig Tunge og Haender, som udgyde den uskyldiges Blod;
Prov	6	18	18. et Hjerte, som optaenker uretfaerdige Tanker; Fødder, som haste med at løbe til det onde;
Prov	6	19	19. den, der som Vidne taler Løgn; og den, Som kommer Traetter af Sted imellem Brødre.
Prov	6	20	20. Min Søn! bevar din Faders Bud, og forlad ikke din Moders Lov.
Prov	6	21	21. Knyt dem til dit Hjerte for stedse, bind dem om din Hals!
Prov	6	22	22. Naar du vandrer, skal den lede dig, naar du laegger dig, skal den bevare dig, og naar du opvaagner, skal den tale til dig.
Prov	6	23	23. Thi Budet er en Lampe og Loven et Lys og Undervisningens Revselse er Vej til Livet;
Prov	6	24	24. at den maa bevare dig fra en ond Kvinde, fra en fremmed Tunges Sledskhed.
Prov	6	25	25. Begaer ikke hendes Dejlighed i dit Hjerte, og lad hende ikke indtage dig med sine Øjenlaage!
Prov	6	26	26. Thi for en Skøges Skyld gaelder det kun om et Stykke Brød, men en anden Mands Hustru fanger den dyrebare Sjael.
Prov	6	27	27. Mon nogen kan tage Ild i sin Barm, uden at hans Klaeder braendes op
Prov	6	28	28. Eller man nogen kan gaa paa Gløder, uden at hans Fødder braendes?
Prov	6	29	29. Saa sker det ham, som gaar ind til sin Naestes Hustru ingen, som rører hende; slipper fri for Straf.
Prov	6	30	30. Man ringeagter ikke; at en Tyv stjaeler for at maette sig; naar han er hungrig;
Prov	6	31	31. men naar: han bliver greben, maa han betale syv Fold, han maa give alt sit Hus's Gods.
Prov	6	32	32. Den, som bedriver Hor med en Kvinde, fattes Forstand; den, som vil fordaerve sin Sjeel, han, ja han gør sligt.
Prov	6	33	33. Plage og Skam skal ramme ham, og hans Skaendsel skal ikke udslettes.
Prov	6	34	34. Thi nidkaer er Mandens Vrede, og han skal ikke skaane paa Haevnens Dag;
Prov	6	35	35. han skal ikke tage nogen Bod for gyldig og ikke samtykke, om du end vilde give megen Skraek.
------------------------Ordsprogenes Bog, Kapitel 7
Prov	7	1	1. Min Søn! bevar mine Ord, og gem mine Bud hos dig.
Prov	7	2	2. Hold mine Bud, saa skal du leve, og min Lov som din Øjesten.
Prov	7	3	3. Bind dem om dine Fingre, skriv dem paa dit Hjertes Tavle!
Prov	7	4	4. Sig til Visdommen: Du er min Søster, og Forstanden kalde du din Kynding;
Prov	7	5	5. for at den maa bevare dig fra en fremmed Kvinde, fra en ubekendt, som gør sine Ord glatte.
Prov	7	6	6. Thi jeg saa ud af mit Hus's Vindu, igennem mit Gitter;
Prov	7	7	7. og jeg saa iblandt de uerfarne, jeg blev var iblandt Sønnerne et ungt Menneske som fattedes Forstand,
Prov	7	8	8. sog han gik forbi paa Gaden ved hendes Hjørne og skred frem ad Vejen til hendes Hus,
Prov	7	9	9. i Tusmørket om Aftenen efter Dagen midt i Natten og Mørket.
Prov	7	10	10. Og se, en Kvinde mødte ham i Horestykke og underfundig i Hjertet,
Prov	7	11	11. støjende og ustyrlig, hendes Fødder kunne ikke blive i hendes Hus.
Prov	7	12	12. Stundom er hun ude, stundom paa Gaderne og lurer ved alle Hjørner.
Prov	7	13	13. Og hun tog fat paa hø og kyssede, ham, hun gjorde sit Ansigt fraekt og sagde til ham.
Prov	7	14	14. Der paalaa mig takoffer, i Dag har jeg betalt mine Løfter;
Prov	7	15	15. derfor er jeg gaaet ud at møde dig, at søge dit Ansigt, og jeg har fundet dig.
Prov	7	16	16. Jeg har redet mit Leje med Taepper, med stribet Tøj af Garn fra Aegypten;
Prov	7	17	17. jeg har overstaenket min Senb med Myrra. Aloe og Kanel;
Prov	7	18	18. kom, lader os beruse os i Kaerlighed indtil Morgenen, lader os forlyste os i Elskov;
Prov	7	19	19. thi Manden er ikke hjemme, han er faren lang Vej bort;
Prov	7	20	20. han tog Pengeknuden med sig, han kommer hjem til Fuldmaanedagen.
Prov	7	21	21. Hun bøjede ham med sin megen Overtalelse, tilskyndte ham med sine smigrende Laeber.
Prov	7	22	22. Hvo der hastelig gaar efter hende, kommer som Oksen til Slagterbaenken og som i Fodlaenken, der er til Daarens Tugtelse,
Prov	7	23	23. indtil en Pil sønderskaerer hans Lever; ligesom Fuglen skynder sig til Snaren og ved ikke, at det gaelder dens Liv.
Prov	7	24	24. Saa hører mig nu, I Børn! og agter paa min Munds Ord!
Prov	7	25	25. Lad dit Hjerte ikke vige af til hendes Veje, lad dig ikke forvildes paa hendes Stier;
Prov	7	26	26. thi mange ere de gennemborede, som hun har faeldet, og mangfoldige alle de, hun har ihjelslaget.
Prov	7	27	27. Hendes Hus ere Veje til Dødsriget; de gaa ned til Dødens Kamre.
------------------------Ordsprogenes Bog, Kapitel 8
Prov	8	1	1. Mon ikke Visdommen raaber, og Forstanden opløfter sin Røst:
Prov	8	2	2. Paa Toppen af Højene ved Vejen, midt paa Stierne staar den;
Prov	8	3	3. ved Siden af Portene, ved Udgangen af Staden, ved Indgangen til Portene røber den.
Prov	8	4	4. Til eder, I Maend, vi jeg raabe, og min Røst lyde til Menneskens Børn.
Prov	8	5	5. I uvidende! fatter Vid; og I Daarer! fatter Forstand.
Prov	8	6	6. Hører, thi jeg vil tale frygtelige Ting og aabne mine Laeber med Retvished.
Prov	8	7	7. Thi min Gane taler Sandhed, og Sandelighed er en Vederstyggelighed for mine Laeber.
Prov	8	8	8. Retfaerdighed ere alle min Munds Ord; der er intet fordrejet eller forvendt i dem.
Prov	8	9	9. De ere alle rette for den forstandige og ligefremme for dem, som finde Kundskab.
Prov	8	10	10. Tager imod min Undervisning og ikke imod SøIv og imod Kundskab fremfor udsøgt Guld.
Prov	8	11	11. Thi Visdom er bedre end Perler, og alle de Ting, man har Lyst til, kunne ikke lignes ved den.
Prov	8	12	12. Jeg, Visdommen, jeg har taget Bolig i Vidskab og besidder Kundskab om kløgtige Raad.
Prov	8	13	13. Herrens Frygt er at hade ondt; Hoffaerdighed og Hovmodighed og Ondskabs Vej og den Mund, som taler forvendte Ting, hader jeg.
Prov	8	14	14. Raad og hvad der har Bestand, hører mig til; jeg er Forstand, mig hører Styrke til.
Prov	8	15	15. Ved mig regere Konger, og ved mig beskikke Fyrster Ret.
Prov	8	16	16. Ved mig herske Herskere og Høvdinger, alle Dommere paa Jorden.
Prov	8	17	17. Jeg elsker dem, som elske mig, og de, som søge mig, skulle finde mig.
Prov	8	18	18. Rigdom og Aere er hos mig, varigt Gods og Retfaerdighed.
Prov	8	19	19. Min Frugt er bedre end Guld og aedelt Malm, og at vinde mig er bedre end udsøgt Sølv.
Prov	8	20	20. Jeg vandrer paa Retfaerdigheds Vej, midt paa Rettens Stier,
Prov	8	21	21. til at lade dem, som elske mig, arve varigt godt og til at fylde deres Forraadskamre.
Prov	8	22	22. Herren ejede mig som sin Vejs Begyndelse, forud for sine Gerninger, fra fordums Tid.
Prov	8	23	23. Fra Evighed er jeg indsat, fra det første af, før Jorden var.
Prov	8	24	24. Da Afgrundene endnu ikke vare, er jeg født, da Kilderne, som have meget Vand, ikke vare til.
Prov	8	25	25. Før Bjergene bleve nedsaenkede; før Højene bleve til, er jeg født.
Prov	8	26	26. Han havde endnu ikke skabt Jorden eller Markerne eller det første af Jordens Støv.
Prov	8	27	27. Der han beredte Himlene, da var jeg der, der han slog en Kreds oven over Afgrunden;
Prov	8	28	28. der han befaestede Skyerne heroventil, der Afgrundens Kilder fik deres faste Sted;
Prov	8	29	29. der han satte Havet dets Graense, at Vandene ikke skulde overtraede hans Befaling, der han lagde Jordens Grundvold:
Prov	8	30	30. Da var jeg hos ham som Kunstnerinde og jeg var hans Lyst Dag for Dag, og jeg legede for hans Ansigt alle rider;
Prov	8	31	31. jeg legede i Verden paa hans Jord, og min Lyst var hos Menneskens Børn.
Prov	8	32	32. Og nu, Børn, hører mig! og salige ere de, som tage Vare paa mine Veje.
Prov	8	33	33. Hører Undervisning og bliver vise, og lader den ikke fare!
Prov	8	34	34. Saligt er det Menneske, som hører mig, saa at han dagligt vaager ved mine Døre og tager Vare paa mine Dørstolper.
Prov	8	35	35. Thi hvo mig finder, han finder Livet og faar Velbehag hos Herren.
Prov	8	36	36. Men hvo, som synder imod mig, skader sin Sjael; alle, som mig hade, elske Døden.
------------------------Ordsprogenes Bog, Kapitel 9
Prov	9	1	1. Visdommen har bygget sit Hus, har udhugget sine syv Piller;
Prov	9	2	2. hun har slagtet sit Slagtekvaeg, blandet sin Vin og daekket sit Bord;
Prov	9	3	3. hun har udsendt sine Piger, hun kalder fra Toppene af Stadens Høje:
Prov	9	4	4. Hvo der er uvidende, den vende sig hid; og til den, som fattes Forstand, siger hun:
Prov	9	5	5. Kommer hid aeder af mit Brød, og drikker af Vinen, som jeg har blandet.
Prov	9	6	6. Forlader Uvidenhed, saa skulle I leve, og gaar lige frem paa Forstandens Vej.
Prov	9	7	7. Hvo som revser en Spotter, henter sig Spot, og hvo som irettesaetter den ugudelige, faar Skaendsel til Løn.
Prov	9	8	8. Saet ikke en Spotter Rette, at han ikke skal hade dig; sset en viis i Rette, og han skal elske dig.
Prov	9	9	9. Giv den vise, og han skal blive visere; undervis den retfaerdige, og han skal tage til i Laeldom.
Prov	9	10	10. Herrens Frygt er Visdoms Begyndelse, og Kundskab om den Hellige er Forstand.
Prov	9	11	11. Thi ved mig skulle dine Dage blive mange, og flere Leveaar skulle vor de dig tillagte:
Prov	9	12	12. Dersom du er viis, er du viis til dit eget Gavn; men spotter du, skal du baere det alene.
Prov	9	13	13. Daarskaben er en urolig Kvinde, idel Uvidenhed, og kender ikke noget.
Prov	9	14	14. Og hun sidder ved sit Hus's Dør, paa en Stol paa Stadens Høje,
Prov	9	15	15. for at kalde paa dem, som gaa forbi ad Vejen, dem, som vandre ret frem paa deres Stier;
Prov	9	16	16. hvo der er uvidende, den vende sig hid; og den, som fattes Forstand, ham taler hun til.
Prov	9	17	17. Stjaalet Vand er sødt, og lønligt Brød er laekkert.
Prov	9	18	18. Men han ved ikke, at der er Dødninger der; de, som ere indbudne af hende, ere i Dødsrigets Dyb.
------------------------Ordsprogenes Bog, Kapitel 10
Prov	10	1	1. Salomos Ordsprog. En viis Søn glaeder sin Fader, men en daartet, men Retfaerdighed redder Døden.
Prov	10	2	2. Uretfaerdigheds skatte gavner intet, men retfaerdighed redder fra døden.
Prov	10	3	3. Herren lader ikke den retfaerdiges Sjael hungre, men de ugudeliges Begaerlighed støder han tilbage.
Prov	10	4	4. Den, som arbejder med lad Haand, bliver fattig; men de flittiges Haand gør rig.
Prov	10	5	5. Den, som samler om Sommeren, er en klog Søn; den, som sover om Høsten, er en Søn, der gør Skam.
Prov	10	6	6. Velsignelser ere over den retfaerdiges Hoved, men Vold skjuler de ugudeliges Mund.
Prov	10	7	7. Den retfaerdiges Ihukommelse er til Velsignelse; men de ugudeliges Navn smuldrer hen.
Prov	10	8	8. Den, som er viis af Hjerte, tager imod Budene; men den, som er en Daare i sin Mund, styrtes.
Prov	10	9	9. Den som vandrer i Oprigtighed, vandrer tryggelig; men den, som gaar Krogveje, bliver røbet.
Prov	10	10	10. Den, som giver Vink med Øjet, foraarsager Kraenkelse; og den, som er en Daare i sin Mund, styrtes.
Prov	10	11	11. Den retfaerdiges Mund er Livets Kilde, men Vold skjuler de ugudeliges Mund.
Prov	10	12	12. Had opvaekker Traetter, men Kaerlighed skjuler alle Overtraedelser.
Prov	10	13	13. Paa den forstandiges Laeber findes Visdom; men en Kaep er for den uforstandiges Ryg.
Prov	10	14	14. De vise gemme paa Kundskab; men for Daarens Mund er Undergang naer.
Prov	10	15	15. Den riges Gods er hans faste Stad; men de fattiges Armod er deres egen Undergang.
Prov	10	16	16. Den retfaerdiges Løn er til Livet; den ugudeliges Indtaegt er til Synd.
Prov	10	17	17. At bevare Tugt er Vej til Livet; men den, som lader Tilrettevisning fare, vildleder.
Prov	10	18	18. Den som dølger Had, har falske Laeber, og den, sorrig bringer ondt Rygte ud, er en Daare.
Prov	10	19	19. Hvor mange Ord ere, der lader Overtraedelse ikke af; men den, som sparer sine Laeber, er klog.
Prov	10	20	20. Den retfaerdiges Tunge er udsøgt Sølv; de ugudeliges Hjerte er intet vaerd.
Prov	10	21	21. Den retfaerdige: Laeber naere mange; men ved de uforstandige dø Daarer.
Prov	10	22	22. Herrens Velsignelse bør rig, og han føjer kke Smerte til den.
Prov	10	23	23. Det er for Daaren som en Leg, naar han gør en skaendig Ting; men den forstandige Mand har Visdom.
Prov	10	24	24. Hvad den ugudelige frygter for, det skal komme over ham; men de retfaerdiges Begaering skal Gud give ham.
Prov	10	25	25. Naar Hvirvelvinden farer forbi, saa er den ugudelige ikke mere; men en retfaerdig har en evig Grundvold.
Prov	10	26	26. Som Eddike er for Taenderne, og som Røg er for Øjnene, saa er den lade for dem, som udsende ham.
Prov	10	27	27. Herrens Frygt laegger Dage til; men de ugudeliges Aar forkortes.
Prov	10	28	28. De retfaerdiges Forventelse er Glaede, men de ugudeliges Haab forgaar.
Prov	10	29	29. En fast Borg er Herrens Vej for den retskafne, men Fordaervelse for dem, som gøre Uret.
Prov	10	30	30. Den retfaerdige skal ikke rokkes evindelig; men de ugudelige skulle ikke bo i Landet.
Prov	10	31	31. Den retfaerdiges Mund fremfører Visdom, men den Tunge, som taler forvendte ring, skal udryddes.
Prov	10	32	32. Den retfaerdiges Laeber kende, hvad der er velbehageligt, men de ugudeliges Mund fremfører forvendte Ting.
------------------------Ordsprogenes Bog, Kapitel 11
Prov	11	1	1. Falske Vaegtskaaler ere Herren en Vederstyggelighed, men fuldvaegtige Lodder ere ham en Velbehagelighed.
Prov	11	2	2. Hovmodighed kom, der kom og Forsmaedelse; men hos de ydmyge er Visdom.
Prov	11	3	3. De retsindige, dem leder deres Oprigtighed; men de troløse, dem Ødelaegger deres forvendte Vaesen.
Prov	11	4	4. Gods hjaelper ikke paa Vredens Dag, men Retfaerdighed redder fra Døden.
Prov	11	5	5. Den oprigtiges Retfaerdighed ger hans Vej jaevn; men den ugudelige falder ved sin Ugudelighed.
Prov	11	6	6. De oprigtige, dem redder deres Retfaerdighed; men de troløse, de fanges i deres egen Ondskab.
Prov	11	7	7. Naar et ugudeligt Menneske dør, er det forbi med hans Haab, og det er forbi med de uretfaerdiges Forventelse.
Prov	11	8	8. Den retfaerdige udfries af Nød, og den ugudelige kommer i hans Sted.
Prov	11	9	9. Med Munden ødelaegger den vanhellige sin Naeste; men ved Kundskab udfries de retfaerdige.
Prov	11	10	10. En Stad skal fryde sig, naar det gaar de retfaerdige vel, og naar de ugudelige omkomme, da bliver der Jubel.
Prov	11	11	11. Ved de retsindiges Velsignelse ophøjes en Stad; men ved de ugudeliges Mund nedbrydes den.
Prov	11	12	12. Den, som fattes Forstand, foragter sin Naeste; men en forstand, som har Forstand, tier.
Prov	11	13	13. Den, der gaar omkring som en Bagvadsker, aabenbarer Hemmeligheder; men den, som er fast i Aanden, skjuler Sagen.
Prov	11	14	14. Hvor ingen Styrelse er, falder et Folk; hvor mange Raadgivere ere, der er Frelse.
Prov	11	15	15. Naar en borger for en fremmed, da faar han vist en Ulykke; men den, som hader at give Haandslag, er tryg.
Prov	11	16	16. En yndig Kvinde holder fast ved Aere, og Voldsmaend holde fast ved Rigdom.
Prov	11	17	17. Den, som gør vel imod sin Sjael, er en barmhjertig Mand; men den, som plager sit Kød, er en grusom Mand.
Prov	11	18	18. Den ugudelige forhverver en Løn, som er falsk; men den, som saar Retfaerdighed, faar en Løn, som er sand.
Prov	11	19	19. Saa er Retfaerdighed til Liv; men den, der efterjager ondt, haster til sin Død.
Prov	11	20	20. De vanartige i Hjertet I, deres Vej, ere ham en Velbehagelighed.
Prov	11	21	21. Man kan give sin Haand paa, at den onde ikke bliver agtet uskyldig; men de retfaerdiges Saed skal undkomme.
Prov	11	22	22. Som et Smykke af Guld i Naesen paa en So, saa er en dejlig Kvinde, som intet Skøn har.
Prov	11	23	23. De retfaerdiges Begaering er kun godt; men Vreden rammer de ugudeliges Forventning.
Prov	11	24	24. Der er den, som udspreder rigeligt, og ham tillaegges end mere; og der er den, som holder tilbage mere, end ret er, og dog bliver der kun Mangel.
Prov	11	25	25. En Sjael, som velsigner, skal blive rig; og den, som vederkvaeger, skal selv blive vederkvaeget.
Prov	11	26	26. Hvo som holder Korn tilbage, ham bander Folket; men Velsignelsen kommer paa dens Hoved, som saelger det ud.
Prov	11	27	27. Hvo der søger effer godt, straeber efter Velbehagelighed; men hvo der leder efter ondt, ham skal det vederfares.
Prov	11	28	28. Hvo, som forlader sig paa sin Rigdom, han skal falde; men de retfaerdige skulle grønnes som et Blad.
Prov	11	29	29. Den, som forstyrrer sit Hus, arver Vind, og Daaren bliver Trael for den, som er viis i Hjertet.
Prov	11	30	30. Den retfaerdiges Frugt er et Livsens Trae, og den vise vinder Sjaele.
Prov	11	31	31. Se, den retfaerdige faar Betaling paa Jorden, hvor meget mere den ugudelige og Synderene.
------------------------Ordsprogenes Bog, Kapitel 12
Prov	12	1	1. Hvo, som elsker Tugt, elsker Revselse, er ufornuftig.
Prov	12	2	2. Den gode! vinder Velbehag af Herren; men den raenkefulde Mand finder fordømmelse.
Prov	12	3	3. Et Menneske befaestes ikke ved Ugudelighed; men de retfaerdiges Rod lokkes ikke.
Prov	12	4	4. En duelig Hustru er sin Mands Krone; men naar hun beskaemmer ham, er hun som Raaddenhed i hans Ben.
Prov	12	5	5. De retfaerdiges Tanker ere Ret; de ugudeliges Raadslag er Svig.
Prov	12	6	6. De ugudeliges Tale er om at lure paa Blod; men de oprigtiges Mund bringer Redning.
Prov	12	7	7. De ugudelige skulle omkastes, saa at de ikke ere mere til; men de retfaerdiges Hus skal, bestaa.
Prov	12	8	8. En Mand roses efter sin Forstands Beskaffenhed; men den, som er forvendt i Hjertet, bliver til Foragt.
Prov	12	9	9. Den, som er ringeagtet og har en Trael, er bedre farer end den, som aerer sig selv og fattes Brød.
Prov	12	10	10. Den retfaerdige har Omsorg for sit Kvaegs Liv; men de ugudeliges Barmhjertighed er Grusomhed.
Prov	12	11	11. Den, som dyrker sin Jord, maettes med Brød; men den, som løber efter Løsgaengere, fattes Forstand.
Prov	12	12	12. Den ugudelige attraar Snaren, der er lagt for de onde; men de retfaerdige slaa Rod.
Prov	12	13	13. Laebers Forsyndelse er der en Snare for den onde; men den retfaerdige skal komme ud af Angest.
Prov	12	14	14. En Mand skal maettes med godt af sin Munds Frugt, og hvad et Menneskes Haender have fortjent, skal gengaeldes herre.
Prov	12	15	15. Daarens Vej er ret i hans egne Øjne, men den, som hører efter Raad, er viis.
Prov	12	16	16. Daarens Fortørnelse giver sig til Kende samme Dag; men den, som skjule Forsmaedelse er klog.
Prov	12	17	17. Den, som aander Trofasthed, forkynder, hvad Ret er; men et falsk Vidne forkynder Svig.
Prov	12	18	18. Der er den, som tale: ubetaenksomme Ord, der ere Søn Kaardestik; men de vises Tunge Laegedom.
Prov	12	19	19. Sundheds Laebe bestaar altid; men men Falskheds Tunge bliver kun et Øjeblik.
Prov	12	20	20. Der ere Svig i deres Hjerte, som optaenke ondt; men om dem, som raade til Fred, er der Glaede.
Prov	12	21	21. Den retfaerdige skal ingen som helst Ulykke vederfares; men de ugudelige have fuldt op af ondt.
Prov	12	22	22. Falske Laeber ere Herren en Vederstyggelighed; men de, som handle rolig, ere ham en Velbehagelighed.
Prov	12	23	23. Et klogt Menneske skjuler sin Kundskab; men Daarers Hjerte udraaber deres Daarskab.
Prov	12	24	24. De flittiges Haand skal komme til at herske; men Ladhed skal vorde traelbunden.
Prov	12	25	25. Bekymring i en Mands Hjerte nedbøjer det; men et godt Ord glaeder det.
Prov	12	26	26. Den retfaerdige vejleder sin Ven; men de ugudeliges Vej vildleder dem selv.
Prov	12	27	27. Den lade skal ikke stege sin Jagt; men den flittige er en dyrebar Skat for et Menneske.
Prov	12	28	28. Paa Retfaerdigheds Sti er Liv, og dens banede Vej er ikke til Døden.
------------------------Ordsprogenes Bog, Kapitel 13
Prov	13	1	1. En viis Søn modtager sin Faders Tugt; men en Spotter hører ikke paa Irettesaettelse.
Prov	13	2	2. Af sin Munds Frugt nyder en Mand godt; men de troløses Sjael høster Kraenkelse.
Prov	13	3	3. Hvo som vogter sin Mund, bevarer sin Sjael; den, som lader sine Laeber vidt op, ham er det til Fordaervelse.
Prov	13	4	4. Den lades Sjael begaerer og faar intet; men de flittiges Sjael naeres rigeligt.
Prov	13	5	5. Den retfaerdige hader Løgns Ord; men den ugudelige gør Skam og Vanaere.
Prov	13	6	6. Retfaerdighed bevarer den, som vandrer oprigtigt sin Vej; men Ugudelighed styrter Synderen.
Prov	13	7	7. Der er den, som holder sig for rig og har dog intet; og den, som holder sig for fattig og har meget Gods.
Prov	13	8	8. En Mands Rigdom er Løsepenge for hans Liv. Men en fattig hører ikke paa Irettesaettelse
Prov	13	9	9. De retfaerdiges Lys skinner frydeligt; men de ugudeliges Lampe skal udslukkes.
Prov	13	10	10. Ved Hovmod foraarsager man kun Traette; men hos dem; som lade sig raade er Visdom.
Prov	13	11	11. Gods formindskes ved Forfaengelighed; men hvo som samler i Haanden, forøger det.
Prov	13	12	12. Forventning, som forhales kraenker Hjertet; men naar det kommer, som berører, da er det et Livsens Trae.
Prov	13	13	13. Hvo som foragter Ordet, bereder sig fordaervelse; men hvo som frygter Budet han faar Løn dersom.
Prov	13	14	14. Den vises Laerdom er Livets Kilde, saa at man viger fra Dødens Snarer. En god Forstand giver Naade; men de troløses Vej er Haard.
Prov	13	15	15. Hver, som er klog, gør sine Ting med Forstand; men Daaren udbreder Taabelighed.
Prov	13	16	16. Enhver, der er kløgtig, handler i kundskab, taaben spreder dumhed.
Prov	13	17	17. Et ugudeligt sendebud falder i Ulykke; men et trofast Bud er Laegedom.
Prov	13	18	18. Hvo, som lader Tugt fare, faar Armod og Skam; men den, som agter paa Revselse, faar Aere.
Prov	13	19	19. Naar det sker, som man begaerer, da er det sødt for Sjaelen, men at vige fra ondt, er Daarer en Vederstyggelighed.
Prov	13	20	20. Den, som omgaas med vise, bliver vis, men den, som er Ven med Daarer, faar Ulykke.
Prov	13	21	21. Ulykke forfølger Syndere men den retfaerdige betales med godt.
Prov	13	22	22. Den onde efterlader Børnebørn en Arv; men Synderes Gods er gemt til den retfaerdige.
Prov	13	23	23. Den fattiges nyopdyrkede Land yder megen Føde; men der er den, som gaar til Grunde, fordi han ikke gør sin Ret.
Prov	13	24	24. Hvo som sparer sit Ris, hader sin Søn; men den, som elsker ham, tugter ham tidligt.
Prov	13	25	25. Den retfaerdige kan spise, til hans Sjael bliver maet; men de ugudeliges Bug skal lide Mangel.
------------------------Ordsprogenes Bog, Kapitel 14
Prov	14	1	1. Kvinders Visdom har bygget sit Hus; men Daarskaben bryder det ned med sine Haender.
Prov	14	2	2. Den som vandrer i sin Oprigtighed, frygter Herren; men den, som gaar paa Krogveje, foragter ham.
Prov	14	3	3. I Daarens Mund er Hovmods Ris; men de vises Laeber skulle bevare dem selv.
Prov	14	4	4. Hvor ingen Øksne ere, der er Krybben ren; men megen Indtaegt kommer ved Oksens Kraft.
Prov	14	5	5. Et trofast Vidne lyver ikke; men et falsk Vidne udblaeser Løgne.
Prov	14	6	6. Spotteren søger Visdom, og han finder den ikke; men for den forstandige er er Kundskab let.
Prov	14	7	7. Gak bort fra en Mand; som er en Daare; thi du vil ikke have fundet Kundskab paa hans Laeber.
Prov	14	8	8. Den kloges Visdom er, at han forstaar sig paa sin Vej; men Daarers Taabelighed er, at de blive bedragne.
Prov	14	9	9. Daarerne spottes af deres eget Skyldoffer; men med de oprigtige er Velbehageligheden.
Prov	14	10	10. Hjertet kender sin Sjaels Bitterhed, og en fremmed skal ikke blande sig i dets Glaede.
Prov	14	11	11. De ugudeliges Hus skal ødelaegges; men de retsindiges Telt skal blomstre.
Prov	14	12	12. Der er en Vej, som kan synes en Mand ret; men til sidst bliver den Vej til Døden.
Prov	14	13	13. Selv under Latteren føler Hjertet Smerte, og til sidst bliver Glaeden Bedrøvelse.
Prov	14	14	14. Den, hvis Hjerte er afveget, skal maettes ved sine Veje, men den gode Mand ved det, han har i Eje.
Prov	14	15	15. Den uerfarne tror alting, men den kloge agter paa sin Gang.
Prov	14	16	16. Den vise frygter og viger fra ondt; men en Daare er overmodig og tryg.
Prov	14	17	17. Den, som er hastig til Vrede, gør Daarlighed, og den underfundige Mand hades.
Prov	14	18	18. De uvidende arve Daarlighed; men de kloge favne Kundskab.
Prov	14	19	19. De onde maa bøje sig for de godes Ansigt og de ugudelige for den retfaerdiges Porte.
Prov	14	20	20. Selv for sin Ven er den fattige forhadt; men mange ere de, som elske den rige.
Prov	14	21	21. Hvo som foragter sin Naeste, synder; men den; som forbarmer sig over de elenctige, er lyksalig.
Prov	14	22	22. Fare ikke de vild, som optaenke ondt men de, som optaenke godt, finde Miskundhed og Troskab.
Prov	14	23	23. I alt besvaerligt Arbejde er der Fordel; men hvor det bliver ved Laebers Ord, fører det kun til Mangel.
Prov	14	24	24. De vises Rigdom er deres Krone; men Daarers Taabelighed bliver Taabelighed.
Prov	14	25	25. Et sanddru Vidne redder Sjaele, men den, som udblaeser Løgn, er svigefuld.
Prov	14	26	26. I Herrens Frygt har en et staerkt Vaern, og for hans Børn skal der vaere en Tilflugt.
Prov	14	27	27. Herrens Frygt er Livets Kilde, saa at man viger fra Dødens Snarer.
Prov	14	28	28. At have meget Folk er en Konges Aere; men hvor Folket er borte, er det en Fyrstes Fordaervelse.
Prov	14	29	29. Den langmodige har megen Forstand; men den, som er hastig i Sindet, forraader Daarskab.
Prov	14	30	30. Et blidt Hjerte er Liv for Legemet; men Hidsighed er Raaddenhed for Benene.
Prov	14	31	31. Hvo som fortrykker den ringe, forhaaner hans Skaber; men hvo som for barmer sig over den fattige, eerer ham.
Prov	14	32	32. Den ugudelige styrtes for sin Ondskab; men den retfaerdige har Fortrøstning i sin Død.
Prov	14	33	33. I den forstandiges Hjerte hviler Visdommen; men i Daarers. Indre giver den sig til Kende.
Prov	14	34	34. Retfaerdighed ophøjer et Folk; men Synden er Folkenes Skaendsel.
Prov	14	35	35. Kongens Velbehag er til en klog Tjener; men hans Vrede er over den, som gør Skam.
------------------------Ordsprogenes Bog, Kapitel 15
Prov	15	1	1. Salomo taler om viis og daarlig Tale. Et mildt Svar daemper Vrede; men et bittert Ord vaekker Fortørnelse.
Prov	15	2	2. De vises Tunge giver god Kundskab; men Daarers Mund udgyder Taabelighed.
Prov	15	3	3. Herrens Øjne ere alle Vegne, og de beskue onde og gode.
Prov	15	4	4. Tungens Blidhed er et Livsens Trae; men Forvendthed ved den er Sønderknuselse i Aanden.
Prov	15	5	5. Daaren foragter sin Faders Tugtelse; men den, som agter paa Revselse, handler klogt.
Prov	15	6	6. I den retfaerdiges Hus er meget Gods; men der er Forstyrrelse i den ugudeliges Indtaegt.
Prov	15	7	7. De vises Laeber udstrø Kundskab; men Daarernes Hjerte er ikke saa.
Prov	15	8	8. De ugudeliges Offer er Herren en Vederstyggelighed; men de oprigtiges, Bøn er ham en Velbehagelighed.
Prov	15	9	9. De ugudeliges Vej er Herren en Vederstyggelighed; men den, som straeber efter Retfaerdighed, elsker han.
Prov	15	10	10. Streng Tugt venter den, som forlader Stien; den, som hader Irettesaettelse, skal dø.
Prov	15	11	11. Dødsriget og Afgrunden ligge aabenbare for Herren, meget mere Menneskens Børns Hjerter.
Prov	15	12	12. En Spotter elsker ikke den, som saetter ham i Rette, han gaar ikke til de vise.
Prov	15	13	13. Et glad Hjerte gør Ansigtet livligt; men ved Hjertets Bekymring nedslaas Modet.
Prov	15	14	14. Den forstandiges Hjerte søger Kundskab, men Daarers Mund finder Behag i Taabelighed.
Prov	15	15	15. Alle den elendiges Dage ere onde; men et glad Hjerte er et bestandigt Gaestebud.
Prov	15	16	16. Bedre er lidet med Herrens Frygt end stort Liggendefae med Uro.
Prov	15	17	17. Bedre er en Ret grønne Urter, naar Der er Kaerlighed hos, end en fed Okse, naar der er Had hos.
Prov	15	18	18. En hidsig Mand opvaekker Traette, men en langmodig
Prov	15	19	19. Den lades Vej er som et Tjørnegaerde; men de oprigtiges Sti er haanet.
Prov	15	20	20. En viis Søn glaeder sin Fader; men et daarligt Menneske foragter sin Moder.
Prov	15	21	21. Daarskab er en Glaede for den, som fattes Forstand, men en forstandig Mand vandrer ret frem.
Prov	15	22	22. Anslag, blive til intet, naar der ikke er holdt Raad; men hvor der er rnange Raadgivere, der bestaa de.
Prov	15	23	23. Glaede har en Mand af sin Munds Svar; og et Ord i rette Tid hvor godt!
Prov	15	24	24. Livsens Vej opadtil gaar den forstandige for at undgaa Dødsrig et nedadtil.
Prov	15	25	25. Herren nedriver de hovmodiges Hus; men han stadfaester Enkens Landemaerke.
Prov	15	26	26. Den ondes Anslag ere Herren en Vederstyggelighed; men Lifligheds Ord ere rene.
Prov	15	27	27. Den, som jager efter Vinding, forstyrrer sit Hus; men den, som hader Gaver, skal leve.
Prov	15	28	28. Den retfaerdiges Hjerte betaenker sig paa at svare; men de ugudeliges Mund udgyder onde Ting.
Prov	15	29	29. Herren er langt borte fra de ugudelige, men hører de retfaerdiges Bøn.
Prov	15	30	30. Lys for Øjnene glaeder Hjertet; et godt Budskab giver Marv i Benene.
Prov	15	31	31. Det Øre, som hører efter Irettesaettelse til Livet, han tager Bo midt iblandt de vise.
Prov	15	32	32. Den, som lader Tugt fare, foragter sin Sjael; men den, som hører efter Irettesaettelse, forhverver sig Forstand.
Prov	15	33	33. Herrens Frygt er Tugt til Visdom, og Ydmyghed gaar foran Aere.
------------------------Ordsprogenes Bog, Kapitel 16
Prov	16	1	1. Det staar til et Menneske, hvad han vil saette sig for i Hjertet; men Tungens Svar er fra Herren.
Prov	16	2	2. Alle en Mands Veje ere rene for hans egne Øjne, men Herren er den, som vejer Aanderne.
Prov	16	3	3. Befal Herren dine Gerninger saa skulle dine Anslag stadfaestes.
Prov	16	4	4. Herren har gjort al Ting efter dets Øjemed; ogsaa den ugudelige er til Ulykkens Dag.
Prov	16	5	5. Hver som er hovmodig i Hjertet, er Herren en Vederstyggelighed; man kan give sin Haand, paa, at han ikke bliver agtet uskyldig.
Prov	16	6	6. Ved Miskundhed og Sandhed udsones Misgerning; og ved Herrens Frygt viger man fra det onde.
Prov	16	7	7. Naar Herren har Velbehag i en Mands Veje, da mor han, at ogsaa hans Fjender holde Fred med ham.
Prov	16	8	8. Bedre er lidet med Retfaerdighed end store Indtaegter med Uret.
Prov	16	9	9. Menneskets Hjerte optaenker sin Vej; men Herren stadfaester hans Gang.
Prov	16	10	10. Der er Guddoms Ord paa en Konges Laeber, hans Mund maa ikke forsynde sig i Dom.
Prov	16	11	11. Ret Vaegt og rette Vaegtskaaler høre Herren til, alle Vaegtlodder i Posen ere hans Vaerk.
Prov	16	12	12. Ugudeligheds Idraet er en Vederstyggelighed for Konger; thi ved Retfaerdighed befaestes Tronen.
Prov	16	13	13. Retfaerdigheds Laeber ere Konger en Velbehabelighed; og den, som taler Oprigtighed, ham elsker han.
Prov	16	14	14. Kongens Vrede er Dødens Bud; men en viis Mand forsoner den.
Prov	16	15	15. I Kongens Ansigts Lys er Livet, og hans Bevaagenhed er som en Sky med sildig Regn.
Prov	16	16	16. At købe Visdom, hvor meget bedre er det end Guld? og at købe Forstand at foretraekke for Sølv?
Prov	16	17	17. De oprigtiges slagne Vej er at vige fra det onde; hvo der vil bevare sin Sjael, maa vare paa sin Vej.
Prov	16	18	18. Foran Undergang er Hovmod, og foran Fald gaar Stolthed.
Prov	16	19	19. Det er bedre at vaere ydmyg i Aanden med de elendige end at dele Bytte med de hovmodige.
Prov	16	20	20. Hvo som giver Agt paa Ordet, skal finde godt; og den, som forlader sig paa Herren, han er lyksalig.
Prov	16	21	21. Den, som er viis i Hjertet, skal kaldes forstandig, og Laebernes Sødme forøger Laerdom.
Prov	16	22	22. Klogskab er for den, som ejer den, Livets Kilde; men Daarers Tugt er Taabelighed.
Prov	16	23	23. Den vises Hjerte gør hans Mund forstandig og laegger end mere Laerdom paa hans Laeber.
Prov	16	24	24. Liflige Taler ere Honningkage, sød for Sjaelen og Laegedom for Benene.
Prov	16	25	25. Der er en Vej som synes en Mand ret; men til sidst bliver den Vej til Døden.
Prov	16	26	26. Arbejderens Hunger arbejder for ham; thi hans Mund driver paa ham.
Prov	16	27	27. En nedrig Mand bereder Ulykke, og paa hans Laeber er der som en braendende Ild.
Prov	16	28	28. En forvendt Mand kommer Traette af Sted, og en Bagvadsker fjerner en fortrolig.
Prov	16	29	29. En Voldsmand bedaarer sin Naeste og fører ham paa en Vej, som ikke er god.
Prov	16	30	30. Hvo der lukker sine Øjne for at optaenke forvendte Ting, og hvo som bider sine Laeber sammen, har alt fuldbragt det onde.
Prov	16	31	31. Graa Haar er en dejlig Krone, naar de findes paa Retfaerdigheds Vej.
Prov	16	32	32. Den langmodige er bedre end den vaeldige, og den, som hersker over sin Aand, er bedre end den, der indtager en Stad.
Prov	16	33	33. Lodden kastes i Skødet; men den falder, alt soin Herren vil.
------------------------Ordsprogenes Bog, Kapitel 17
Prov	17	1	1. Bedre er en tør Bid og Ro derhos end et Hus fuldt af slagtet Kvaeg med Traette.
Prov	17	2	2. En klog Tjener skal herske over en Søn, som gør Skam, og han skal dele Arv midt iblandt Brødre.
Prov	17	3	3. Diglen er til Sølvet og Ovnen til Guldet; men den, som prøver Hjerterne, er Herren.
Prov	17	4	4. Den onde agter paa uretfaerdige Laeber; Løgneren laaner Øre til den Tunge, der arbejder paa Fordaervelse.
Prov	17	5	5. Hvo som bespotter den fattige, forhaaner hans Skaber; hvo som, glaeder sig over Ulykke, skal ikke agtes uskyldig.
Prov	17	6	6. Børnebørn ere de, gamles Krone, og Børnenes Pryd er deres Faedre.
Prov	17	7	7. Det staar ikke en Daare vel an at tale høje Ord, meget mindre en Fyrste at tale Løgn.
Prov	17	8	8. Skaenk er en yndig Sten i deres Øjne, som modtage den; hvor som helst den vender sig hen, gør den Lykke.
Prov	17	9	9. Hvo som skjuler Overtraedelse, søger Kaerlighed; men hvo som ripper op i en Sag, fjerner en fortrolig.
Prov	17	10	10. Skaend traenger dybere ind hos en forstandig end at slaa en Daare hundrede Gange.
Prov	17	11	11. Den onde søger kun at vise Genstridighed, men et grusomt Bud skal sendes imod ham.
Prov	17	12	12. Lad en Mand møde en Bjørn som Ungerne fratagne, kun ikke en Daare i hans Taabelighed.
Prov	17	13	13. Hvo som gengiver godt med ondt fra hans Hus skal det onde ikke vige.
Prov	17	14	14. Hvo som begynder Traette, aabner for Vand opgiv derfor Traetten, førend den vaelter sig frem.
Prov	17	15	15. Den som frikender den ugudelige, og den, som kender den retfaerdige skyldig, ere begge Herren en Vederstyggelighed.
Prov	17	16	16. Hvortil skal dog Penge i Daarens Haand? er det for at købe Visdom, da han dog ikke har Forstand?
Prov	17	17	17. En Ven elsker altid, men en Broder fødes til Hjaelp i Nød.
Prov	17	18	18. Et Menneske, som fattes Forstand, giver Haandslag og gaar i Borgen hos sin Naeste.
Prov	17	19	19. Hvo der elsker Traette, elsker Overtraedelse; hvo som søger Undergang, gør sin Dør høj.
Prov	17	20	20. Den, som er vanartig i Hjertet, skal ikke finde godt; og den, som taler forvendt med sin Tunge, skal falde i Ulykke.
Prov	17	21	21. Den, som avler en Daare, ham bliver det til Bedrøvelse, og en Daares Fader skal ikke glaede sig.
Prov	17	22	22. Et glad Hjerte er en god Laegedom; men et nedslaaet Mod udtørrer Benene.
Prov	17	23	23. Den ugudelige tager Gave i Smug for at bøje Rettens Stier.
Prov	17	24	24. For den forstandiges Ansigt er Visdommen; men en Daares Øjne ere ved Jordens Ende.
Prov	17	25	25. En daarlig Søn er sin Fader en Harm og sin Moder en Bedrøvelse.
Prov	17	26	26. Det er end ikke godt at laegge Bøder paa den retfaerdige eller at slaa aedle Maend tvaert imod Ret.
Prov	17	27	27. Den, som sparer sine Ord, besidder Kundskab, og en koldsindig Mand er forstandig.
Prov	17	28	28. Ogsaa en Daare, om han tav, kunde regnes for viis; den, som holder sine Laeber til, er forstandig.
------------------------Ordsprogenes Bog, Kapitel 18
Prov	18	1	1. Saerlingen søger sin egen Lyst; han vaelter sig ind paa alt det, som staar fast.
Prov	18	2	2. Daaren har ikke Behag i Forstand, men deri, at hans Hjerte aabenbarer sig.
Prov	18	3	3. Naar en ugudelig kommer, kommer ogsaa Foragt og med Skammen Forhaanelse.
Prov	18	4	4. Ord i en Mands Mund ere dybe Vande, en sprudlende Baek Visdoms Kilde.
Prov	18	5	5. Det er ikke godt at anse den ugudeliges Person, at gøre en retfaerdig Uret i Dommen.
Prov	18	6	6. Daarens Laeber blande sig i Traette, og hans Mund raaber efter Slag.
Prov	18	7	7. Daarens Mund er en Fordaervelse for ham selv, og hans Laeber ere en Snare for hans Sjael.
Prov	18	8	8. En Bagvadskers Ord lyde som Skaemt, dog traenge de ind i inderste Bug.
Prov	18	9	9. Ogsaa den, som er efterladen i sin Gerning, er Broder til den, som er en Ødeland.
Prov	18	10	10. Herrens Navn er et fast Taarn, den retfaerdige løber til det og bliver beskyttet.
Prov	18	11	11. Den riges Gods er hans faste Stad og som en høj Mur i hans egen Tanke.
Prov	18	12	12. Foran Undergang hovmoder en Mands Hjerte sig; og foran Aere gaar Ydmyghed.
Prov	18	13	13. Naar nogen giver Svar, før han hører, er det ham en Daarskab og Skam.
Prov	18	14	14. En Mands Mod opholder ham i hans Sygdom; men naar Modet er nedslaaet, hvo kan baere det?
Prov	18	15	15. Den forstandiges Hjerte køber Kundskab, og de vises Øre søger efter Kundskab.
Prov	18	16	16. Et Menneskes Gave gør Rum for ham og fører ham frem for store Herrer.
Prov	18	17	17. Den, som er den første i sin maette, synes at have Ret; men hans Modpart kommer og prøver ham.
Prov	18	18	18. Lodden gør, at Traetter ophøre, og den gør Skel imellem de maegtige.
Prov	18	19	19. En Broder er mere genstridig end en fast Stad, og Traetter med ham ere som Staenger for et Palads.
Prov	18	20	20. En Mands Bug skal maettes af hans Munds Frugt, han skal maettes af sine Laebers Frembringelser.
Prov	18	21	21. Død og Liv ere i Tungens Vold, og hvo den elsker, skal aede dens Frugt.
Prov	18	22	22. Hvo der har fundet en Hustru, har fundet en god Ting og bekommer en Velbehagelighed af Herren.
Prov	18	23	23. Den fattige taler med ydmyg Bøn; men en rig svarer med haarde Ord.
Prov	18	24	24. En Mand med mange Venner vil finde sig ilde stedt; men der er den Ven, som haenger fnstere ved end en Broder.
------------------------Ordsprogenes Bog, Kapitel 19
Prov	19	1	1. Bedre er en fattig, som vandrer i sin Oprigtighed end den, hvis Laeber ere forvendte, og som tilmed er en Daare.
Prov	19	2	2. Ogsaa naar en Sjael er uden Kundskab, er det ikke godt, og den, som haster med Fødderne, glider ud.
Prov	19	3	3. Menneskets Daarlighed forvender hans Vej, og hans Hjerte vredes imod Herren.
Prov	19	4	4. Gods tilfører mange Venner; men den ringe maa skilles fra sin Ven.
Prov	19	5	5. Et falsk Vidne skal ikke agtes uskyldigt, og den, som taler Løgn, skal ikke undkomme.
Prov	19	6	6. Mange bejle til en Fyrstes Gunst, og enhver er Ven med en gavmild Mand.
Prov	19	7	7. Alle den fattiges Brødre hade ham, ja, endog hans Venner holde sig langt fra ham; han jager efter Ord, som ikke ere til.
Prov	19	8	8. Den, som forhverver sig Forstand, elsker sit Liv; den, som bevarer Indsigt, skal finde godt.
Prov	19	9	9. Et falsk Vidne skal ikke agtes uskyldigt, og den, som taler Løgn, skal omkomme.
Prov	19	10	10. Det staar ikke en Daare vel an at leve højt, meget mindre en Tjener at herske over Fyrster.
Prov	19	11	11. Et Menneskes Klogskab gør ham langmodig, og det er ham en Aere at overse Fornaermelse.
Prov	19	12	12. Kongens Vrede er som en ung Løves Brølen; men hans Bevaagenhed er ligesom Dug paa Urter.
Prov	19	13	13. En daarlig Søn er sin Fader en Ulykke, og en Kvindes Traetter ere et vedholdende Tagdryp.
Prov	19	14	14. Hus og Gods arves efter Foraeldre; men en forstandig Kvinde er fra Herren.
Prov	19	15	15. Dovenskab nedsaenker i en dyb Søvn, og en efterladen Sjael skal hungre.
Prov	19	16	16. Hvo som bevar er Budet, bevarer sin Sjael; hvo der foragter sine Veje, skal dødes.
Prov	19	17	17. Hvo som forbarmer sig over den ringe, laaner Herren, og han skal betale ham hans Velgerning.
Prov	19	18	18. Tugt din Søn, thi der er Haab; men vend ikke din Hu til at draebe ham!
Prov	19	19	19. Den, hvis vrede er stor, maa lide Straf; thi dersom du frier ham, da maa du blive ved dermed.
Prov	19	20	20. Adlyd Raad, og tag imod Tugt, at du kan blive viis paa dit sidste.
Prov	19	21	21. Der er mange Anslag i en Mands Hjerte; men Herrens Raad det skal bestaa.
Prov	19	22	22. Et Menneskes Lyst er hans Kaerlighed; og en fattig er bedre end en Løgner.
Prov	19	23	23. At en frygter Herren, er til Liv; maet skal han hvile, han skal ikke hjemsøges med Ulykke.
Prov	19	24	24. Den lade stikker sin Haand i Fadet; han lader den end ikke komme til sin Mund igen.
Prov	19	25	25. Slaa Spotteren, at den uerfarne maa blive forstandig og irettesaet den forstandige, saa vil han vinde Kundskab.
Prov	19	26	26. Den, der overfalder Faderen og bortager Moderen, er en Søn, som gør til Skamme og Vanaere.
Prov	19	27	27. Lad kun af, min Søn! med at høre paa Formaning, saa du farer vild fra Kundskabs Ord.
Prov	19	28	28. Et nedrigt Vidne spotter Retten, og de ugudeliges Mund sluerr Uret.
Prov	19	29	29. Straftedomme ere beredte til Spottere og Slag til Daarers Ryg.
------------------------Ordsprogenes Bog, Kapitel 20
Prov	20	1	1. Vin er en Spotter, staerk Drik en Larmer, og hver som raver deraf, bliver ikke viis.
Prov	20	2	2. Den Forfaerdelse, en Konge vaekker, er som en ung Løves Brølen; den, som fortørner ham, synder imod sit Liv.
Prov	20	3	3. Det er en Aere for en Mand at blive fra Traette, men hver Daare vaelter sig ind i den.
Prov	20	4	4. Fordi det er Vinter, vil den lade ikke pløje; om Høsten vil han søge, og der er intet.
Prov	20	5	5. Raad i en Mands Hjerte er dybt Vand, men en forstandig Mand drager det op.
Prov	20	6	6. Mange Mennesker udraabe hver sin Kaerlighed; men hvo flnder en trofast Mand?
Prov	20	7	7. Der, som vandrer frem i sin Oprigtighed, er retfaerdig; lyksalige ere hans Børn efter ham.
Prov	20	8	8. En Konge, som sidder paa Domstolen, udskiller alle onde med sine Øjne.
Prov	20	9	9. Hvo kan sige: Jeg har renset mit Hjerte; jeg er ren for min Synd?
Prov	20	10	10. To Slags Vaegt og to Slags Efa, de ere begge en Vederstyggelighed for Herren.
Prov	20	11	11. Ogsaa af sine Gerninger kendes den unge, om han er ren, og om hans Gerninger ret.
Prov	20	12	12. Et Øre, som hører, og et Øje, som ser, ogsaa dem begge har Herren gjort.
Prov	20	13	13. Elsk ikke Søvn, at du ikke skal blive fattig; slaa dine Øjne op, saa skal du maettes af Brød.
Prov	20	14	14. Det er slet det er slet! siger Køberen; men naar han gaar bort, da roser han sig.
Prov	20	15	15. Der er Guld og mange Perler til; men Kundskabs Laeber ere et dyrebart Kar.
Prov	20	16	16. Naar en gaar i Borgen for en fremmed, saa tag hans Klaeder; og tag Pant af ham, naar det er for den ubekendte.
Prov	20	17	17. Brød, tjent ved Bedrag, smager en Mand vel; men siden bliver hans Mund fuld af Grus.
Prov	20	18	18. Beslutninger efter Raadslagning bestaa; før da Krig efter fornuftig Ledelse!
Prov	20	19	19. Den, der gaar om som en Bagvadsker, aabenbarer Hemmellgheder; og lndlad dig ikke med den, som er aabenmundet.
Prov	20	20	20. Hvo som bander sin Fader eller sin Moder, hans Lampe skal udslukkes midt i Mørket.
Prov	20	21	21. Den Arv som man i Førstningen higer efter; den skal ikke velsignes paa det sidste.
Prov	20	22	22. Sig ikke: Jeg vil betale ondt; bi efter Herren, og han skal frelse dig.
Prov	20	23	23. To Slags Vaegt er en Vederstyggelighed for Herren, og falske have vaegret sig ved Vaegtskaaler ere ikke gode.
Prov	20	24	24. Mands Gang er af Herren, og hvad forstaar et Menneske sig paa sin Vej?
Prov	20	25	25. Det er Mennesket en Snare ubesindigt at sige: "Helligt!" og først efter Løfterne betaenke det.
Prov	20	26	26. En viis Konge udskiller de ugudelige og lader Hjulet gaa over dem.
Prov	20	27	27. Menneskens Aand er en Lampe fra Herren; den ransager alle Lønkamre i hans Indre.
Prov	20	28	28. Miskundhed og Sandhed bevare en Konge, og han støtter sin Trone ved Miskundhed.
Prov	20	29	29. En Pryd for de unge er deres Kraft, og et Smykke for de gamle ere de graa Haar.
Prov	20	30	30. En Salvelse for den onde ere Striber af Saar og Slag, der traenge dybt ind i hans Krop.
------------------------Ordsprogenes Bog, Kapitel 21
Prov	21	1	1. Kongens Hjerte i Herrens Haand er Vandbaekke; til alt det, han vil, bøjer han det.
Prov	21	2	2. Alle en Mands Veje ere rette for hans egne Øjne; men Herren vejer Hjerter.
Prov	21	3	3. At øve Retfaerdighed og Ret er Herren kaerere end Offer.
Prov	21	4	4. Øjnenes Hovmod og Hjertets Stolthed, de ugudeliges Lampe, er Synd.
Prov	21	5	5. Den flittiges Tanker bringe kun Overflod, men den ilfaerdiges bringe det kun til Mangel.
Prov	21	6	6. At arbejde paa at samle Liggendefae ved en falsk Tunge er Dunst, som bortvejres hos dem, som søge Døden.
Prov	21	7	7. De ugudeliges ødelaeggelse river dem bort; thi de have vaegret sig ved at gøre Ret.
Prov	21	8	8. En skyldbetynget Mand gaar Krogveje; men den renes Gerning er ligefrem.
Prov	21	9	9. Det er bedre at bo i et Hjørne paa Taget End hos en traettekaer Kvinde og i Hus sammen.
Prov	21	10	10. Den ugtideliaes Sjael har Lyst til det onde; hans Ven finder ikke Naade for hans Øjne.
Prov	21	11	11. Naar man laegger Straf paa en Spotter, bliver den uerfarne viis, og naar man belaerer den vise, skal han modtage Kundskab.
Prov	21	12	12. Den retfaerdige agter paa den ugudeliges Hus, naar det styrter de ugudelige i Ulykke.
Prov	21	13	13. Hvo som stopper sit øre for den ringes Raab, han, ja, han skal raabe og ikke bønhøres.
Prov	21	14	14. En Gave i Løndom stlller Vrede, og en Skaenk i Smug stiller heftig Fortørnelse.
Prov	21	15	15. Det bliver den retfaerdige en Glaede at have gjort Ret; men der er Fordaervelse for dem, som gøre Uret.
Prov	21	16	16. Et Menneske, som farer vild fra Klogskabs Vej, skal hvile i Dødningers Forsamling.
Prov	21	17	17. Den, som elsker Glaede, skal have Mangel; den, som elsker Vin og Olie, skal ikke blive rig.
Prov	21	18	18. Den ugudelige bliver Løsepenge for den retfaerdige og den troløse for de oprigtige.
Prov	21	19	19. Det er bedre at bo i et Øde Land end hos en traettekaer og arrig Kvinde.
Prov	21	20	20. I den vises Bolig er der kosteligt Liggendefae og Olie; men et daarligt Menneske opsluger det.
Prov	21	21	21. Hvo der søger efter Retfaerdighed og Miskundhed, skal finde Liv, Retfaerdighed og Aere.
Prov	21	22	22. Den vise stormede de vaeldiges Stad og nedstyrtede dens sikre Vaern.
Prov	21	23	23. Hvo der bevarer sin Mund og sin Tunge, bevarer sin Sjael fra Traengsler.
Prov	21	24	24. Den pralende stolte, hans Navn er Spotter; han handler i Stoltheds Overmod.
Prov	21	25	25. Den lades Begaering draeber ham; thi hans Haender have vaegret sig ved at gøre noget.
Prov	21	26	26. Han begaerer og begaerer den hele Dag; men den retfaerdige giver og holder ikke tilbage.
Prov	21	27	27. De ugudeliges Offer er en Vederstyggelighed, meget mere naar de bringe det med et skaendigt Forsaet.
Prov	21	28	28. Et løgnagtigt Vidne skal omkomme; men en Mand, som hører skab, efter, vil altid kunne tale igen.
Prov	21	29	29. En ugudelig Mand forhaerder sit Ansigt; men den oprigtige han befaester sin Vej.
Prov	21	30	30. Der gaelder ikke Visdom, ej heller Forstand, ej heller Raad over for Herren.
Prov	21	31	31. Krigens Dag, men Frelsen hører Herren til.
------------------------Ordsprogenes Bog, Kapitel 22
Prov	22	1	1. Et godt Navn er at foretraekke for stor Rigdom; Gunst er bedre end Sølv og Guld.
Prov	22	2	2. Rig og fattig mødtes; Herren har skabt dem alle.
Prov	22	3	3. Den kloge saa Ulykken og skjulte sig; men de uerfarne gik frem og maatte bøde.
Prov	22	4	4. Løn for Sagtmodighed og Herrens Frygt er Rigdom og Aere og Liv.
Prov	22	5	5. Torne og Snarer ere paa den forvendtes Vej; den som vil bevare sin Sjael, holde sig langt fra dem.
Prov	22	6	6. Oplaer den unge efter hans Vejs Beskaffenhed; endog naar han bliver gammel, skal han ikke vige derfra.
Prov	22	7	7. Den rige hersker over de fattige; og den, som hans tager til Laans, bliver Trael for den Mand, som udlaaner.
Prov	22	8	8. Hvo som saar Uret, skal høste Ulykke, og hans Grumheds Ris skal tages bort.
Prov	22	9	9. Den, som har et godt Øje, skal velsigne thi han gav den ringe af sit Brød.
Prov	22	10	10. Uddriv Spotteren, saa gaar Traetten med, saa skal Kiv og Forsmaedelse høre op.
Prov	22	11	11. Den, som elsker Hjertets Renhed, hvis Laeber ere yndige, hans Ven er Kongen.
Prov	22	12	12. Herrens Øjne vaage over Kundskab, og han kuldkaster den troløses Ord.
Prov	22	13	13. Den lade siger: Der er en Løve derude, jeg kunde blive revet ihjel midt paa Gaderne.
Prov	22	14	14. Fremmede Kvinders Mund er en dyb Grav; den, Herren er vred paa, esten beredes til skal falde deri.
Prov	22	15	15. Daarlighed er knyttet til den unges Hjerte; Tugtens Ris skal drive den langt fra ham.
Prov	22	16	16. Hvo som fortrykker den ringe for at formere sit eget, og hvo som giver en rig, skal kun have Mangel.
Prov	22	17	17. Bøj dit Øre, og hør de vises Ord, og vend dit Hjerte til min Kundskab!
Prov	22	18	18. Thi det er yndigt, dersom du bevarer dem i dit Indre; de skulle alle vaere rede paa dine Laeber.
Prov	22	19	19. Paa det at din Tillid skal vaere til Herren, har jeg kundgjort det i Dag for dig, ja, for dig.
Prov	22	20	20. Har jeg ikke skrevet dig ypperlige Ting med Raad og Undervisning
Prov	22	21	21. for at kundgøre dig, hvad der er vist Sandheds Ord, at du kan svare dem, som sendte dig, Ord, som ere Sandhed?
Prov	22	22	22. Røv ikke fra den ringe, og knus ikke den elendige for Retten.
Prov	22	23	23. Thi Herren skal udføre deres Sag, og dem, som berøve dem, skal han berøve Livet.
Prov	22	24	24. Hold ikke Selskab med en vredagtig Mand, og kom ikke til en hidsig Mand,
Prov	22	25	25. at du ej skal laere Stier og faa en Snare for din Sjael.
Prov	22	26	26. Vaer ikke iblandt dem, som give Haandslag, iblandt dem, som borge for Gaeld.
Prov	22	27	27. Dersom du intet har at betale med, hvorfor skulde man tage din Seng bort, under dig?
Prov	22	28	28. Flyt ikke det gamle Landemaerke, som dine Faedre have sat.
Prov	22	29	29. Ser du en Mand, som er snar i sin Gerning, han skal stille sig frem for Konger, han skal ikke stille sig frem for uansete Maend.
------------------------Ordsprogenes Bog, Kapitel 23
Prov	23	1	1. Naar du sidder til Bords hos en Hersker, da agt vel paa, hvad der staar for dit Ansigt,
Prov	23	2	2. og at du saetter en Kniv paa din Strube, hvis du har Begaerlighed.
Prov	23	3	3. Fat ikke Lyst til hans Livretter, da det er bedragerisk Mad.
Prov	23	4	4. Anstreng dig ikke for at blive rig, brug ej din Forstand dertil!
Prov	23	5	5. Skulde du lade dine Øjne flyve efter det, da det ikke er der? thi det skal gsre sig Vinger som en Ørn, der flyver imod Himmelen.
Prov	23	6	6. Aed ikke Brød hos den, der har et ondt Øje, og hav ikke Lyst til hans Livretter!
Prov	23	7	7. Thi ligesom han taenker i sit Hjerte, saa er han; han siger til dig: Aed og drik; men hans Hjerte er ikke med dig.
Prov	23	8	8. Din Mundfuld, som du har spist, skal du udspy og have spildt dine liflige Ord.
Prov	23	9	9. Tal ikke for Daarens Øren; thi han foragter din Tales Klogskab.
Prov	23	10	10. Flyt ikke det gamle Landemaerke og kom ikke paa de faderløses Agre!
Prov	23	11	11. Thi deres Løser er staerk; han skal udføre deres Sag imod dig.
Prov	23	12	12. Vend dit Hjerte til Undervisning og dine Øren til Kundskabs Ord!
Prov	23	13	13. Vaegre dig ikke ved at tugte den unge; thi slaar du ham med Riset, dør han ikke deraf
Prov	23	14	14. Du skal slaa ham med Riset og fri hans Sjael fra Dødsriget.
Prov	23	15	15. Min Søn! dersom dit Hjerte er viist, skal ogsaa mit Hjerte glaede sig,
Prov	23	16	16. og mine Nyrer skulle fryde sig, naar dine Laeber tale Retvished.
Prov	23	17	17. Lad dit Hjerte ikke vaere misundeligt imod Syndere, men bliv hver Dag i Herrens Frygt!
Prov	23	18	18. Thi kommer der en Eftertid, saa vil din Forhaabning ikke tilintetgøres.
Prov	23	19	19. Hør du, min Søn! og bliv viis, og lad dit Hjerte gaa lige frem ad Vejen.
Prov	23	20	20. Vaer ikke iblandt Vindrankere, iblandt dem, som fraadse i Kød.
Prov	23	21	21. Thi en Dranker og Fraadser skal blive fattig; og Søvn klaeder en i Pjalter.
Prov	23	22	22. Adlyd din Fader, som avlede dig, og foragt ikke din Moder, naar hun bliver gammel.
Prov	23	23	23. Køb Sandhed, og saelg den ej, saa og Visdom, Laerdom og Forstand.
Prov	23	24	24. Den retfaerdiges Fader skal fryde sig; den, som avler en viis, skal glaedes ved ham.
Prov	23	25	25. Lad din Fader og din Moder glaedes, og lad hende, som fødte dig, fryde sig!
Prov	23	26	26. Min Søn! giv mig dit Hjerte, og lad dine Øjne have Behag i mine Veje.
Prov	23	27	27. Thi Skøgen er en dyb Grav og den fremmede Kvinde en snaever Brønd.
Prov	23	28	28. Hun ligger paa Lur som efter Rov og formerer Tallet paa de troløse iblandt Menneskene.
Prov	23	29	29. Hvo har Ak? hvo har Ve? hvo har Traetter? hvo har Bekymring? hvo har Saar uden Skel? hvo har røde Øjne?
Prov	23	30	30. De, som sidde laenge ved Vinen, de, som gaa ind at prøve den staerke Drik.
Prov	23	31	31. Se ikke til Vinen, hvor den er rød, hvor den perler i Baegeret; glat gaar den ned.
Prov	23	32	32. Til sidst skal den bide som en Slange og stikke som en Basilisk;
Prov	23	33	33. dine Øjne ville se efter fremmede Kvinder, og dit Hjerte vil tale forvendte Ting;
Prov	23	34	34. og du vil blive som den, der sover midt paa Havet, og som den, der sover paa Toppen af Masten
Prov	23	35	35. De sloge mig, det smertede mig ikke; de stødte mig, jeg fornam det ikke; naar skal jeg opvaagne? jeg vil søge den endnu engang.
------------------------Ordsprogenes Bog, Kapitel 24
Prov	24	1	1. Vaer ikke misundelig paa onde Mennesker, og hav ikke Lyst til at vaere hos dem!
Prov	24	2	2. Thi deres Hjerte grunder paa ødelaeggelse, deres Laeber udtale, hvad der er til Fortraed.
Prov	24	3	3. Ved Visdom begges et Hus, og ved Forstand befaestes det;
Prov	24	4	4. og ved Kundskab blive amrene fulde af alt dyrebart og yndigt Gods.
Prov	24	5	5. En viis Mand er staerk, og en kyndig Mand styrker sin Kraft.
Prov	24	6	6. Thi efter Vejlednlng skal du føre din Krig, og hvor mange Raadgivere ere, der er Frelse.
Prov	24	7	7. Visdommen er for høj for en Daare, for Retten skal han ikke oplade sin Mund.
Prov	24	8	8. Hvo som taenker paa at gøre ondt, ham kalder man en skalkagtig Mand.
Prov	24	9	9. Daarskabs Anslag er Synd, og Spotter er en Vederstyggeliahed iblandt Folk.
Prov	24	10	10. Du viste Svaghed paa Naadens dag; din Kraft var ringe.
Prov	24	11	11. Red dem, som føres til Døden, dem, som vaklende drage en at miste Livet; maatte du dog holde dem tilbage!
Prov	24	12	12. Naar du siger: "Se, vi kende det ikke, mon da ikke den, som prøver Hjerter, forstaar det, og den, som taber Vare paa din Sjael, kender det, saa at han betaler dets Gerning?
Prov	24	13	13. Aed Honning, min Søn! thi den er god, og Honningkage er sød for din Gane;
Prov	24	14	14. laer saaledes Visdom for din Sjael; naar du finder den, og der er en Eftertid skal din Forhaabning ikke tilntetgøres.
Prov	24	15	15. Lur ikke, du ugudelig paa den retfaerdiges Bolig; Ødelaeg ikke hans Hjem!
Prov	24	16	16. Thi en retfaerdig kan falde syv Gange og staa op igen; men de ugudelige skulle styrte i Ulykken.
Prov	24	17	17. Glaed dig ikke, naar din Fjende falder, og lad dit Hjerte ikke fryde sig, naar han snubler;
Prov	24	18	18. at ikke Herren skal se det, og det maatte vaere ondt i hans Øjne, og han skel vende sin Vrede fra ham til dig.
Prov	24	19	19. Lad ikke din Vrede optaendes imod de onde; vaer ikke og misundelig paa de ugudelige!
Prov	24	20	20. Thi den onde skal ingen, Eftertid have; de ugudeliges Lampe skal udslukkes.
Prov	24	21	21. Min Søn! Frygt Herren og Kongen; bland dig ikke iblandt dem, der hige efter Forandringer!
Prov	24	22	22. Thi Ulykke fra dem kommer hastelig, og Fordaervelse fra dem begge - hvo kender den?
Prov	24	23	23. Ogsaa dette er af de vise: At anse Personer i Dommen er ikke godt.
Prov	24	24	24. Hvo som siger til den skyldige: Du er retfaerdig, ham skulle Folkeslaegter for ham.
Prov	24	25	25. Men dem, som straffe ham, en skal det gaa vel, og der skal komme en god Velsignelse over dem.
Prov	24	26	26. Kys paa Laeber giver dem, som svarer med rette Ord.
Prov	24	27	27. Beskik din Gerning derud, og gør den faerdig for dig paa Ageren; byg saa siden dit Hus!
Prov	24	28	28. Bliv ikke letsindigt Vidne imod din Naeste; og du skulde besvige med dine Laeber?
Prov	24	29	29. Sig ikke: Ligesom han gjorde mig, saa vil jeg gøre ham; jeg vil betale enhver efter hans Gerning.
Prov	24	30	30. Jeg gik over en lad Mands Ager og over et uforstandigt Menneskes Vingaard,
Prov	24	31	31. og se, den var aldeles løbet op i Tidsler, dens Overflade var skjult med Naelder, og Stengaerdet derom var nedbrudt.
Prov	24	32	32. Der jeg saa det, lagde jeg mig det paa Hjerte; jeg saa til, jeg annammede en Laerdom:
Prov	24	33	33. At sove lidt, at slumre lidt, at folde Haenderne lidt for at ligge -,
Prov	24	34	34. saa skal din Armod komme som en Vandringsmand og din Mangel som skjoldvaebnet Mand.
------------------------Ordsprogenes Bog, Kapitel 25
Prov	25	1	1. Disse ere ogsaa Salomos Ordsprog, hvilke Judas Konge, Ezekias's Maend have samlet.
Prov	25	2	2. Det er Guds Aere at skjule en Ting, men det er Kongers Aere at ransage en Ting.
Prov	25	3	3. Himmelen i Højhed og Jorden i Dybde og Kongers Hjerte ere uransagelige.
Prov	25	4	4. Man borttog Slaggerne fra Sølvet, saa fik Guldsmeden et Kar ud deraf;
Prov	25	5	5. man borttage den ugudelige, som er for Kongens Ansigt, saa skal hans Trone befaestes ved Retfaerdighed.
Prov	25	6	6. Bram ikke for Kongens Ansigt, og stil dig ikke paa de maegtiges Sted!
Prov	25	7	7. Thi det er bedre, at man siger til dig: Stig her op! end at man skal saette dig ned for en Fyrstes Ansigt, som dine Øjne have set.
Prov	25	8	8. Gak ikke hastelig ud for at traette, at du ikke skal begaa noget som helst paa det sidste, naar din Naeste har beskaemmet dig.
Prov	25	9	9. Før din Sag imod din Naeste; men aabenbar ikke en andens Hemmelighed,
Prov	25	10	10. paa det den, som det hører, ikke skal forhaane dig, og dit onde Rygte ikke vige fra dig.
Prov	25	11	11. Som Guldaebler i Sølvskøler af udgravet Arbejde er det Ord, som tales i rette Tid.
Prov	25	12	12. Som et gyldent Smykke og en kostelig Prydelse vil den, som irettessaetter viselig, vaere det for Øre, som hører efter.
Prov	25	13	13. Som Sneens Kølighed paa en Høstdag er et trofast Bud for dem, som sende ham, og han vederkvaeger sin Herrers Sjael.
Prov	25	14	14. Som raage og Vejr uden Regn er den Mand, som praler med at ville give, men skuffer.
Prov	25	15	15. Ved Langmodighed overtales en Fyrste, og en blød Tunge sønderbryder Ben.
Prov	25	16	16. Har du fundet Honning, saa spis til din Nødtørft, at du ej skal maettes af den og udspy den.
Prov	25	17	17. Lad din Fod sjaelden komme i din Vens Hus, at han ej skal blive ked af dig og hade dig.
Prov	25	18	18. Som en Hammer og et Svaerd og en hvas Pil er den Mand, som siger falsk Vidnesbyrd imod sin Naeste.
Prov	25	19	19. Som en skør Tand og en Fod, der snubler, er Tillid til den troløse paa Nødens Dag.
Prov	25	20	20. Som den, der aflaegger Klaederne den Dag, det er koldt, som Eddike paa Salpeter, saa er den, som synger Sange for et bedrøvet Hjerte.
Prov	25	21	21. Dersom din Fjende hungrer, giv ham Brød at aede; og dersom han tørster, giv ham Vand at drikke;
Prov	25	22	22. thi du skal samle Gløder paa hans Hoved, og Herren skal betale dig det.
Prov	25	23	23. Nordenvejret føder Regn og den Tunge, som taler i Skjul, et vredt Ansigt.
Prov	25	24	24. Det er bedre at bo i Hjørnet paa et Tag end hos en traettekaer Kvinde og i Hus sammen.
Prov	25	25	25. Som koldt Vand for en traet Sjael, saa er et godt Budskab fra et langt fraliggende Land.
Prov	25	26	26. Som en plumret Kilde og en fordaervet Brønd er den retfaerdige, som snubler for en ugudelig.
Prov	25	27	27. At aede megen Honning er ikke godt, ej heller er det en Aere, naar Folk ransage deres egen Aere.
Prov	25	28	28. Som en gennembrudt Stad uden Mur saa er en Mand som ikke kan tvinge sin Aand.
------------------------Ordsprogenes Bog, Kapitel 26
Prov	26	1	1. Som Sneen om Sommeren og som Regnen om Høsten saa passer Aere ikke for en Daare.
Prov	26	2	2. Som en Spurv i Fart, som en Svale i Flugt saaledes vil en Forbandelse, som sker uden Aarsag, ikke traeffe ind.
Prov	26	3	3. En Svøbe er for Hesten og en Tømme for Asenet og et Ris for Daarers Ryg.
Prov	26	4	4. Svar ej en Daare efter hans Taabelighed, at ikke ogsaa du skal blive ham lig.
Prov	26	5	5. Svar en Daare efter hans Taabelighed, at han ikke skal vaere viis i sine egne Øjne.
Prov	26	6	6. Fødderne hugger den af sig, og Fortraedelighed maa den drikke, som sender Bud ved en Daare.
Prov	26	7	7. Tager Benene fra den halte og Tankesproget bort, som er i Daarers Mund.
Prov	26	8	8. Som den, der binder Stenen fast i Slynten, saa er den, der giver en Daare Aere.
Prov	26	9	9. Som en Tjørnekaep, der kommer i den druknes Haand, saa er Tankesproget i Daarers Mund.
Prov	26	10	10. Som en Pil; der saarer alt, saa er den, der lejer en Daare, og den, der lejer vejfarende.
Prov	26	11	11. Ligesom en Hund vender sig til sit eget Spy, saa er Daaren, som gentager sin Taabelighed.
Prov	26	12	12. Har du set en Mand, som er viis i sine egne Øjne, da er der mere Forhaabning om en Daare end om ham.
Prov	26	13	13. Den lade siger: Der er en grum Løve paa Vejen, en Løve paa Gaderne.
Prov	26	14	14. Som Døren drejer sig om paa sine Haengsler, saa den lade paa sin Seng.
Prov	26	15	15. Den lade stikker sin Haand i Fadet; det bliver ham besvaerligt at lade den komme til sin Mund i en.
Prov	26	16	16. Den lade er visere i sine egne Øjne end syv, som svare forstandigt.
Prov	26	17	17. Som den, der griber Hunden fat ved Ørene, saa er den, der gaar forbi og kommer i Vrede over en Traette, der ikke kommer ham ved.
Prov	26	18	18. Som en gal, der udkaster Gnister, Pile og Død,
Prov	26	19	19. saa er den siger: Skaemter jeg ikke?
Prov	26	20	20. Naar der intet Ved er mere udslukkes Ilden; og naar der inaen Bagvadsker er, stilles Traette.
Prov	26	21	21. Kul til Gløder og Ved til Ild: Saa er en traettekaer Mand til at optaende Kiv.
Prov	26	22	22. En Bagvadskers Ord lyde som Skaemt, dog traenge de irld i inderste Bug.
Prov	26	23	23. Som et Potteskaar, der er overdraget med urent Sølv, saa ere braendende Laeber og et ondt Hjerte.
Prov	26	24	24. Den hadefulde forstiller sig med sine Laeber, men inden i sig naerer han Svig.
Prov	26	25	25. Naar han gør sin Røst yndig, da tro ham ikke; Vederstyggeligheder i hans Hjerte.
Prov	26	26	26. Den, hvis Had skjult ved Bedrag, hans Ondskab skal blive aabenbaret i Forsamlingen.
Prov	26	27	27. Hvo som graver en Grav, gaa skal selv falde i den; og hvo som vaelter en Sten op, paa ham skal den falde tilbage.
Prov	26	28	28. En falsk Tunge hader dem, som den har knust, og en glat Mund bereder Fald.
------------------------Ordsprogenes Bog, Kapitel 27
Prov	27	1	1. Ros dig ikke af den Dag i Morgen; thi du ved ikke, hvad Dagen vil føde.
Prov	27	2	2. Lad en fremmed rose dig og ikke din egen Mund; en anden og ikke dine egne Laeber!
Prov	27	3	3. Stenen er svar, og Sandet er tungt; men Daarens Fortørnelse er svarere end begge.
Prov	27	4	4. Hidsighed er grum, og Vrede strømmer over; men hvo kan staa for Skinsyge?
Prov	27	5	5. Aabenbar Irettesaettelse er bedre end skjult Kaerlighed.
Prov	27	6	6. Saar af en Elsker ere velmente, men den hadefuldes Kys ere rigelige.
Prov	27	7	7. En maet Sjael vrager Honningkage; men alt besk er sødt for en hungrig Sjael.
Prov	27	8	8. Ligesom en Spurv, der flagrer om borte fra sin Rede, saa er en Mand, der vanker omkring borte fra sit Sted.
Prov	27	9	9. Olie og Røgelse glaede Hjertet, og en Vens Sødhed glaeder, naar den kommer fra hans Sjaels Raad.
Prov	27	10	10. Forlad ikke din Ven og din Faders Ven, og gak ikke i din Broders Hus paa din Nøds Dag; hedre er en Nabo naer hos end en Broder langt borte.
Prov	27	11	11. Vaer viis, min Søn! og glaed mit Hjerte, paa det jeg kan svare den, som forhaaner mig.
Prov	27	12	12. Den kloge saa Ulykken og skjulte sig; men de uerfarne gik frem og maatte bøde.
Prov	27	13	13. Naar en gaar i Borgen for en fremmed, tag saa hans Klaeder, og tag Pant af ham for den fremmede Kvindes Skyld.
Prov	27	14	14. Hvo som velsigner sin Naeste med høj Røst aarle om Morgenen, ham skal det regnes for en Forbandelse.
Prov	27	15	15. Et vedholdende Tagdryp paa en Regndag og en traettekaer Kvinde ligne hinanden.
Prov	27	16	16. Hver som søger at skjule hende, skjuler Vind, og hans højre Haand griber i Olie.
Prov	27	17	17. Jern skaerpes ved Jern, og en Mand skaerpes over for hans Naestes Ansigt.
Prov	27	18	18. Hvo, som bevarer et Figentrae, skal aede Frugt deraf, og hvo der tager Vare paa sin Herre, skal aeres.
Prov	27	19	19. Ligesom i Vandet Ansigt er imod Ansigt, saa er et Menneskes Hjerte imod et Menneske.
Prov	27	20	20. Dødsriget og Afgrunden kunne ikke maettes, saa kunne og Menneskens Øjne ikke maettes.
Prov	27	21	21. Diglen er til Sølvet og Ovnen til Guldet, og en Mand prøves efter, hvad han roser.
Prov	27	22	22. Dersom du vilde støde en Daare i Morteren med Støderen midt iblandt Gryn, skal hans Daarskab dog ikke vige fra ham.
Prov	27	23	23. Du skal grant kende dine Faars Udseende; saet din Hu til Hjordene!
Prov	27	24	24. Thi Gods er ikke evindelig, og mon en Krone varer fra Slaegt til Slaegt?
Prov	27	25	25. Naar Høet er bortført, saa lader Graesset sig se igen, og Urterne paa Bjergene sankes.
Prov	27	26	26. Lammene ere til dine Klaeder, og Bukke ere en Ager vaerd.
Prov	27	27	27. Og du har Gedemaelk nok til Føde for dig, til Føde for dit Hus, og Livs Ophold til dine Piger.
------------------------Ordsprogenes Bog, Kapitel 28
Prov	28	1	1. De ugudelige fly, og der er ingen, som forfølger dem; men de retfaerdige ere trygge som en ung Løve.
Prov	28	2	2. Formedelst Landets Overtraedelse blive dets Fyrster mange; men iblandt Folk, der have Forstand og ondskab, lever han laenge.
Prov	28	3	3. Er han en fattig Mand, og trykker han den ringe, da bliver han som en Regn, der bortskyller, sea at der ikke bliver Brød.
Prov	28	4	4. De, som forlade Loven, rose de ugudelige; men de, som bevare Loven, strides med dem.
Prov	28	5	5. Onde Folk forstaar ikke Ret men de, som søge Herren forstaa alting.
Prov	28	6	6. Bedre er en fattig, som vanrlrer i sin Oprigtighed, end den forvendte, som vandrer paa tvende Veje, om han end er rig.
Prov	28	7	7. Den, som bevarer Loven, er en forstandig Søn; men den, som har Omgang med Fraadsere, beskaemmer sin Fader.
Prov	28	8	8. Hvo som formerer sit Gods ved Aager og Rente, samler det til at skaenkes de ringe.
Prov	28	9	9. Hvo som vender sit Øre bort fra at høre Loven, endog hans Bøn er en Vederstyggelighed.
Prov	28	10	10. Hvo som leder de retsindige vild paa Ondskabs Vej, han skal falde i sin egen Grav; men de oprigtige skulle arve, hvad godt er.
Prov	28	11	11. En rig Mand er viis i sine egne Øjne; men den ringe, som er forstandig, skal ransage ham.
Prov	28	12	12. Naar de retfaerdige fryde sig, da er der stor Herlighed; men naar ugudelige rejse sig, skal man lede efter Folk.
Prov	28	13	13. Den, som skjuler sine Overtraedelser, skal ikke have Lykke; men den, som bekender dem og afstaar fra dem, skal faa Barmhjertighed.
Prov	28	14	14. Saligt er det Menneske, som altid frygter; men den, som forhaerder sit Hjerte, skal falde i Ulykke.
Prov	28	15	15. Som en brølende Løve og en omstrejfende Bjørn er den ugudelige, der hersker over et fattigt Folk.
Prov	28	16	16. En Fyrste, som fattes Forstand, er og en stor Undertrykker; men hvo der hader uretfaerrdig Vinding, skal forlaenge sine Dage.
Prov	28	17	17. Et Menneske, betynget med ell Sjaels Blod, flyr til Graven; man holde ikke paa ham.
Prov	28	18	18. Hvo som vandrer oprigtigt, skal frelses; men hvo som er forvendt og vandrel paa tvende Veje, skal falde paa een af dem.
Prov	28	19	19. Hvo som dyrker sin Jord, skal maettes af Brød; men den, som; løber efter Løsgaengere,
Prov	28	20	20. skal maettes som haster efter at blive rig, skal ikke kendes uskyldig.
Prov	28	21	21. Det er ikke godt at anse Personer; og dog kan en Mand forsynde sig for et Stykke Brøds Skyld.
Prov	28	22	22. En Mand med et ondt Øje haster efter Gods og ved ikke, at Mangel skal komme over ham.
Prov	28	23	23. Hvo der irettesaetter et Menneske, skal derefter finde mere Gunst end den, som smigrer med Tungen.
Prov	28	24	24. Hvo der stjaeler fra sin Fader eller sin Moder og siger: Det er ingen Synd, han er Stalbroder til en Ødeland.
Prov	28	25	25. Den; hvis Sjael er stolt, vaekker Traette; men den, som forlader sig paa Herren, skal blive rig.
Prov	28	26	26. Hvo som forlader sig paa sit Hjerte, han er en Daare; men den, som vandrer i Visdom, han skal reddes.
Prov	28	27	27. Hvo som giver den fattige, skal ikke have Mangel; men over den, som lukker sine Øjne til, skal der vaere lnange Forbandelser.
Prov	28	28	28. Naar de ugudelige rejse sig, skjule Folk sig; men naar de omkomme, ville de, retfaerdige blive mange.
------------------------Ordsprogenes Bog, Kapitel 29
Prov	29	1	1. Den Mand, som forhaerder sin Nakke, vil tidt blive straffet; hastelig skal han sønderknuses, og der skal ingen Laegedom vaere.
Prov	29	2	2. Naar der bliver mange retfaerdige, skal Folket glaedes; men naar en ugudelig hersker, skal Folket sukke.
Prov	29	3	3. En Mand, som elsker Visdom, glaeder sin Fader; men hvo, som omgaas med Skøger, vil øde sit Gods.
Prov	29	4	4. En Konge befaester Landet ved Ret; men en Mand. som tager Gaver, nedbryder det.
Prov	29	5	5. En Mand, som smigrer for sin Naeste, udbreder et Garn for hans Fødder.
Prov	29	6	6. Den onde Mands Overtraedelse er ham en Snare; men den retfaerdige kan fryde og glaede sig.
Prov	29	7	7. En retfaerdig kender de ringes Sag; den ugudelige forstaar sig ikke paa Kundskab.
Prov	29	8	8. Maend, som ere Spottere, ophidse en Stad; men de vise stille Vreden.
Prov	29	9	9. Naar en viis Mand gaar i Rette med en taabelig Mand, bliver denne vred og ler, og der bliver ingen Ro.
Prov	29	10	10. Blodgerrige Maend hade den retsindige; men de oprigtige drage Omhu for hans Liv.
Prov	29	11	11. En Daare udlader al sin Hidsighed, men en viis skal omsider stille den.
Prov	29	12	12. Naar en Hersker agter paa Løgnens Ord, blive alle hans Tjenere ugudelige.
Prov	29	13	13. En fattig og en Undertrykker mødes; Herren giver begges Øjne Lys.
Prov	29	14	14. En Konge, som dømmer de ringe efter Sandhed, hans Trone skal stadfaestes evindelig.
Prov	29	15	15. Ris og Revselse give Visdom; men en Dreng, som overlades til sig selv, beskaemmer sin Moder.
Prov	29	16	16. Naar der bliver mange ugudelige, bliver der megen Overtraedelse; men de retfaerdige skulle se paa deres Fald.
Prov	29	17	17. Tugt din Søn, saa skal han skaffe dig Ro og bringe din Sjael Glaeder.
Prov	29	18	18. Naar der ikke er profetiske Syner, bliver et Folk tøjlesløst; men den, som bevarer Loven, han er lyksalib.
Prov	29	19	19. Med Ord tugtes ikke en Trael; thi han maerker det nok og svarer ikke.
Prov	29	20	20. Ser du, at en Mand er hastig i sine Ord, da er der mere Forhaabning om en Daare end om ham.
Prov	29	21	21. Forkaeler en sin Trael fra hans Ungdom af, da vil han til sidst vaere en Søn.
Prov	29	22	22. En vredagtig Mand opvaekker rraette, og en hidsig Mand begaar megen Overtraedelse.
Prov	29	23	23. Menneskets Hovmod nedtrykker ham; men den ydmyge vinder Aere.
Prov	29	24	24. Hvo som deler med en Tyv, hader sin Sjael; han hører Besvaergelsen og giver det ikke til Kende.
Prov	29	25	25. At forfaerdes for et Menneske fører i Snare; inden den, som forlader sig paa Herren, bliver beskaermet.
Prov	29	26	26. Mange søge en Herskers Ansigt; men fra Herren er en Mands Ret.
Prov	29	27	27. En uretfaerdig Mand er de retfaerdige en Vederstyggelighed; og den, hvis Vej er ligefrem, er den ugudelige en Vederststyggelighed.
------------------------Ordsprogenes Bog, Kapitel 30
Prov	30	1	1. Agurs, Jakes Søns Ord, det varslende Ord, Udsagnet af Manden, til Ithiel, til Ithiel og Ukal.
Prov	30	2	2. Jeg var ufornuftigere end en Mand, og jeg havde ikke Forstand som et Menneske.
Prov	30	3	3. Og jeg havde ikke laert Visdom eller kendt Kundskab om den Hellige.
Prov	30	4	4. Hvo for op til Himmelen og for ned? Hvo bandt Vandet i et Klaedebon? hvo har fstsat alle Jordens Graenser? hvad er hans Navn? og hvad er hans Søns Navn? du ved det jo.
Prov	30	5	5. Alt Guds Ord er lutret; han er et Skjold for dem, som forlade sig paa ham.
Prov	30	6	6. Laeg intet til hans Ord, at han ikke skal straffe dig, og du skal staa som en Løgner.
Prov	30	7	7. Om tvende Ting har jeg bedet dig; naegt mig dem ej, før jeg dør:
Prov	30	8	8. Lad Forfaengelighed og Løgnens Ord vaere langt fra mig; giv mig ikke Armod eller Rigdom, men tildel mig mit beskikkede Brød;
Prov	30	9	9. at jeg ikke, naar jeg maettedes, skulde fornaegte dig og sige: Hvo er Herren? eller naar jeg blev fattig, skulde stjaele og forgribe mig paa min Guds Navn.
Prov	30	10	10. Bagtal ikke en Trael for hans Herre, at han ikke skal forbande dig, og du skal baere Skyld.
Prov	30	11	11. Der er en Slaegt, som bander sin Fader og ikke velsigner sin Moder;
Prov	30	12	12. der er en Slaegt, som er ren i sine egne Øjne, og hvis Skarn dog ikke er aftoet;
Prov	30	13	13. der er en Slaegt, hvis Øjne ere høje, og hvis Øjenlaage haeve sig i Vejret;
Prov	30	14	14. der er en Slaegt, hvis Taender ere Svaerd, og hvis Kindtaender ere Knive, som vil fortaere de elendige i Landet og de fattige iblandt Menneskene.
Prov	30	15	15. Blodsugersken, har to Døtre, "giv hid! giv hid!" Der er tre, som ikke kunne maettes, fire, som ikke sige: "Nok!"
Prov	30	16	16. Dødsriget og det ufrugtbare Moderliv; Jorden bliver ikke maet af Vand, og Ilden siger Ikke: "Nok!"
Prov	30	17	17. Et Øje, som spotter Faderen, og lader haant om at lyde Moderen, det skulle Ravnene ved Baekken udhugge; og Ørneunger skulle aede det.
Prov	30	18	18. Tre Ting ere mig for underlige; og fire Ting kender jeg ikke:
Prov	30	19	19. Ørnens Vej imod Himmelen, Slangens Vej over Klippen, Skibets Vej midt paa Havet, og en Mands Vej til en Jomfru.
Prov	30	20	20. Saa er en Horekvindes Vej; hun spiser og afvisker sin Mund og siger: Jeg har ikke gjort Uret.
Prov	30	21	21. Under tre ryster et Land, og under fire kan det ikke holde ud:
Prov	30	22	22. Under en Trael, naar han kommer til at herske; og en Daare, naar han blive maet af Brød;
Prov	30	23	23. under en forhadt Kvinde, naar hun bliver gift; og en Traelkvinde, naar hun bliver sin Frues Arving.
Prov	30	24	24. Der er fire smaa paa Jorden, dog ere de vise, saare vise:
Prov	30	25	25. Myrerne ere ikke et staerkt Folk, alligevel berede de deres Spise om Sommeren;
Prov	30	26	26. Kaninerne ere et af maegtigt Folk, dog indrette de deres Hus i Klippen;
Prov	30	27	27. Graeshopperne have ingen Konge, alligevel drage de ud, alle i sluttet. Skare;
Prov	30	28	28. Firbenet griber fat med Haenaer, og dog er det i Kongepaladser.
Prov	30	29	29. Der er tre, som have et smukt Skridt, og fire, som have en smuk Gang:
Prov	30	30	30. Løven, som er vaeldig iblandt Dyrene og ikke viger tilbage for nogens Ansigt;
Prov	30	31	31. Hesten, som er omgjordet om Laenderne; Bukken; og en Konge, som ingen tør rejse sig imod.
Prov	30	32	32. Har du handlet daarligt, der du ophøjede dig, og har du taenkt ondt, da laeg Haand paa Mund!
Prov	30	33	33. Thi den som trykker Maelk, før Ost derudaf; og den, som trykker Naesen, faar Blod derudaf; og den, som trykker Vrede, faar Traette derudaf.
------------------------Ordsprogenes Bog, Kapitel 31
Prov	31	1	1. Lemuels, en Konges, Ord; et varslende Ord, hvormed hans Moder underviste ham.
Prov	31	2	2. Hvad? min Søn! og hvad? mit Livs Søn! og hvad? mine Løfters Søn!
Prov	31	3	3. Giv ikke Kvinderne din Kraft, og giv dig ikke ind paa en Vej, der Ødelaegger Konger.
Prov	31	4	4. Det bør ikke Konger, Lemuel! det bør ikke Konger at drikke Vin, ej heller Fyrster at drikke staerk Drik,
Prov	31	5	5. at han ikke skal drikke og glemme det, som er Lov, og forvende alle elendige Folks Ret.
Prov	31	6	6. Giver staerk Drik til den, som er ved at omkomme, og Vin til den, som er beskelig bedrøvet i Sjaelen,
Prov	31	7	7. at han maa drikke og glemme sin Armod og ikke mere komme sin Møje i Hu.
Prov	31	8	8. Oplad din Mund for den stumme til alle forladte Børns Ret.
Prov	31	9	9. Oplad din Mund, døm Retfaerdighed, og skaf den elendige og fattige Ret!
Prov	31	10	10. Hvo finder en duelig Hustru? hun er langt mere vaerd end Perler.
Prov	31	11	11. Hendes Mands Hjerte forlader sig paa hende, og Indtaegt mangler ikke.
Prov	31	12	12. Hun gør ham godt og intet ondt i alle sit Livs Dage.
Prov	31	13	13. Hun søger efter Uld og Hør og arbejder gerne med sine Haender.
Prov	31	14	14. Hun er ligesom en Købmands Skibe, hun lader sit Brød komme langvejs fra.
Prov	31	15	15. Og hun staar op, medens det endnu er Nat, og giver sit Hus Mad og sine Piger deres bestemte Arbejde.
Prov	31	16	16. Hun taenker paa Agerland og faar det; af sine Haenders Frugt planter hun en Vingaard.
Prov	31	17	17. Hun omgjorder sine Laender med Kraft og gør sine Arme staerke.
Prov	31	18	18. Hun skønner, at hendes Handel er god; hendes Lampe slukkes ikke om Natten.
Prov	31	19	19. Hun udstraekker sine Haender til Rokken, og hendes Haender tage fat paa Tenen.
Prov	31	20	20. Hun udbreder sin Haand til den elendige og udstraekker sine Haender til den fattige.
Prov	31	21	21. Hun frygter ikke for sit Hus, naar der er Sne; thi hele hendes Hus er klaedt i karmesinrødt Tøj.
Prov	31	22	22. Hun gør sig Taepper; fint Linned og Purpur er hendes Klaedning.
Prov	31	23	23. Hendes Mand er navnkundig i Portene, naar han sidder sammen med de aeldste i Landet.
Prov	31	24	24. Hun gør kosteligt Linklaede og saelger det og bringer Købmanden Baelter til Salgs.
Prov	31	25	25. Kraft og Herlighed er hendes Klaedebon, og hun ler ad den kommende Tid.
Prov	31	26	26. Hun oplader sin Mund med Visdom, og Kaerligheds Lov er paa hendes Tunge.
Prov	31	27	27. Hun ser efter, hvorledes det gaar til i hendes Hns, og aeder ikke Ladheds Brød.
Prov	31	28	28. Hendes Sønner staa op og prise hende; hendes Husbond roser hende ogsaa:
Prov	31	29	29. Mange Døtre forhverve Formue; men du staar over dem alle sammen.
Prov	31	30	30. Yndighed er Bedrag, og Skønhed er Forfaengelighed; men en Kvinde; som frygter Herren, hun skal roses.
Prov	31	31	31. Giver hende af hendes Haenders Frugt, og hendes Gerninger skulle prise hende i Portene.
------------------------Praedikerens Bog, Kapitel 1
Eccl	1	1	1. Ord af Praedikeren, Davids Søn, i Jerusalem.
Eccl	1	2	2. Forfaengeligheders Forfaengelighed! Sagde Praedikeren Forfaengeligheders Forfaengelighed, alt sammen Forfaengelighed.
Eccl	1	3	3. Hvad Fordel har Mennesket af al sin Møje, som han plager sig under Solen?
Eccl	1	4	4. En Slaegt gaar, og en Slaegt kommer; men Jorden staar evindelig.
Eccl	1	5	5. Og Solen gaar op, og Solen gaar ned, og den higer hen til sit Sted, hvor den gaar op.
Eccl	1	6	6. Vinden gaar imod Sønden og drejer sig om imod Norden; den gaar frem, idet den vedbliver at dreje sig om, og til sine Kredse kommer Vinden tilbage.
Eccl	1	7	7. Alle Baekke løbe i Havet, og Havet bliver ikke fuldt; til det Sted, fra hvilket Floderne løbe, derhen komme de tilbage for at løbe.
Eccl	1	8	8. Alt hvad man kunde naevne herom, vilde blive mat, ingen kunde udsige det Øjet maettes ej af at se, og Øret fyldes ej af at høre.
Eccl	1	9	9. Hvad som var, det samme skal vorde, og hvad som er sket, det samme skal ske; og der er slet intet nyt under Solen.
Eccl	1	10	10. Er der noget, om hvilket, man kan sige: Se, dette er nyt? Det var allerede i de forrige Tider, som have vaeret før os.
Eccl	1	11	11. Der er ingen Ihukommelse om de tidligere; og om de efterfølgende, som skulle komme, om dem skal der heller ikke vaere nogen Ihukommelse hos dem, som skulle vaere herefter.
Eccl	1	12	12. Jeg, Praedikeren, jeg var Konge over Israel i Jerusalem.
Eccl	1	13	13. Og jeg gav mit Hjerte hen til at ransage til med Visdom at udforske alt det, som sker under Himmelen; det er en slem Plage, som Gud har givet Menneskens Børn at plage sig med.
Eccl	1	14	14. Jeg saa alle de Gerninger, som ere gjorte under Solen, og se, det var alt Forfaengelighed og Aands fortaerelse.
Eccl	1	15	15. Kroget kan ikke vorde ret, og Brøst kunne ikke taelles.
Eccl	1	16	16. Jeg talte med mit Hjerte og sagde: Jeg, se, jeg er bleven stor og er gaaet frem i Visdom mere end alle de, som have vaeret for mig i Jerusalem; og mit Hjerte har set megen Visdom og Kundskab.
Eccl	1	17	17. Og jeg gav mit Hjerte hen til at forstaa Visdom og til at forstaa Galskab og Daarskab; jeg fornam, at ogsaa dette var Aandsfortaerelse.
Eccl	1	18	18. Thi hvor megen Visdom er, der er megen Graemmelse; og den, som forøger sin Kundskab, forøger sin lt Smerte.
------------------------Praedikerens Bog, Kapitel 2
Eccl	2	1	1. Jeg sagde i mit Hjerte: Nu velan, jeg forsøge dig med Glaede, se da din Lyst paa det gode; men se, ogsaa det var Forfaengelighed.
Eccl	2	2	2. Jeg sagde til Latteren: Du er gal! og til Glaeden: Hvad gør du?
Eccl	2	3	3. Jeg prøvede i mit Hjerte paa at pleje mit Kød med Vinen, medens mit Hjerte styrede med Visdom, og paa at holde fast ved Daarskab, indtil jeg kunde se, hvad der var godt for Menneskens Børn, hvad de skulde gøre under Himmelen, saa laenge deres Livsdage vare.
Eccl	2	4	4. Jeg bjorde mine Gerninger store; jeg byggede mig Huse, jeg plantede mig Vingaarde.
Eccl	2	5	5. Jeg anlagde mig Haver og Lystskove, og jeg plantede alle Haande Frugttraeer i dem.
Eccl	2	6	6. Jeg gjorde mig Damme for af dem at vande den Skov, som voksede op med Traeer.
Eccl	2	7	7. Jeg købte Tjenere og Tjenestepiger, og jeg havde hjemfødt Tyende; jeg havde ogsaa megen Ejendom af stort Kvaeg og smaat Kvaeg, mere end alle de, som havde vaeret før mig i Jerusalem.
Eccl	2	8	8. Jeg samlede mig ogsaa Sølv og Guld og Ejendom af Konger og af Landskaberne; jeg beskikkede mig Sangere og Sangersker og Menneskens Børns Lyst: Hustru og Hustruer.
Eccl	2	9	9. Og jeg blev maegtig og tog til fremfor alle dem, som havde vaeret før mig i Jerusalem; ogsaa min Visdom blev hos mig.
Eccl	2	10	10. Og alt, hvad mine Øjne begaerede, naegtede jeg dem ikke; jeg forholdt ikke mit Hjerte nogen Glaede; thi mit Hjerte havde Glaede af alt mit Arbejde, og dette var min Del af alt mit Arbejde.
Eccl	2	11	11. Og jeg vendte mit Ansigt til alle mine Gerninger, som mine Haender havde gjort, og til det Arbejde, som jeg med Møje havde gjort: Og se, alt var Forfaengelighed og Aandsfortaerelse, og der var ingen Fordel under Solen.
Eccl	2	12	12. Og jeg vendte mit Ansigt til at betragte Visdom og Galskab og Daarskab; thi hvad vil det Menneske gøre, som kommer efter Kongen: Det, som man allerede har gjort
Eccl	2	13	13. Da saa jeg, at Visdom har For trin for Daarskab, som Lyset har Fortrin for Mørket.
Eccl	2	14	14. Den vise har Øjne i sit Hoved, men Daaren vandrer i Mørket; og jeg fornam ogsaa, at hvad der haendes den ene, haendes dem alle.
Eccl	2	15	15. Da sagde jeg i mit Hjerte: Som det haendes Daaren, saa vil det og haendes mig, og hvorfor har jeg da vaeret saa oversaettes viis? Og jeg sagde i mit Hjerte: Saadant er ogsaa Forfaengelighed.
Eccl	2	16	16. Thi hverken den vises eller Daarens Ihukommelse vil vare evindelig; efterdi det alt sammen i de kommende Dage forlaengst vil vaere glemt; og mon ikke den vise dør lige saa vel som Daaren!
Eccl	2	17	17. Og jeg hadede Livet; thi den Gerning, som sker under Solen, mishagede mig; thi alt er Forfaengelighed og Aandsfortaerelse.
Eccl	2	18	18. Og jeg hadede alt mit Arbejde, som jeg har arbejdet paa under Solen, at jeg skulde efterlade det til det Menneske, som skal vaere efter mig.
Eccl	2	19	19. Og hvo ved, om han bliver en viis eller en Daare? og han skal dog herske over alt mit Arbejde, som jeg har arbejdet paa, og hvori jeg har vaeret viis under Solen; ogsaa dette er Forfaengelighed.
Eccl	2	20	20. Da vendte jeg mig om for at lade mit Hjerte fortvivle over alt det Arbejde, som jeg havde arbejdet paa under Solen.
Eccl	2	21	21. Thi der er et Menneske, hvis Arbejde er med Visdom og med Kundskab og med Duelighed, og til et Menneske, som ikke har arbejdet derpaa, maa han give det som hans Del; ogsaa dette er Forfaengelighed og et stort Onde.
Eccl	2	22	22. Thi hvad har dog Mennesket for alt sit Arbejde og for sit Hjertes Straeben; hvormed han har arbejdet under Solen?
Eccl	2	23	23. Thi alle hans Dage ere Smerte, og hans Møje er Graemmelse, ogsaa om Natten har hans Hjerte ikke Ro; ogsaa dette er Forfaengelighed.
Eccl	2	24	24. Det gode staar ikke til Mennesket selv, det at han aeder og drikker og lader sin Sjael se det gode af sit Arbejde; ogsaa dette saa jeg, at det er af Guds Haand.
Eccl	2	25	25. Thi hvo kunde aede, og hvo kunde skynde sig mere dermad end jeg?
Eccl	2	26	26. Thi det Menneske, som er velbehageligt for hans Ansigt, giver han Visdom og Kundskab og Glaede; men Synderen giver han den Møje, at sanke og samle for at give det til den, som er velbehagelig for Guds Ansigt; ogsaa dette er Forfaengelighed og Aandsfortaerelse.
------------------------Praedikerens Bog, Kapitel 3
Eccl	3	1	1. Alting har sin Stund; og enhver Idraet under Himmelen har sin Tid.
Eccl	3	2	2. Der er en Tid til at føde og en Tid til at dø; en Tid til at plante og en Tid til at oprykke det plantede;
Eccl	3	3	3. en Tid til at ihjelslaa og en Tid til at laege; en Tid til at nedrive og en Tid til at opbygge;
Eccl	3	4	4. en Tid til at graede og en Tid til at le; en Tid til at sørge og en Tid til at springe af Glaede;
Eccl	3	5	5. en Tid til at bortkaste Stene og en Tid til at samle Stene; en Tid til at tage i Favn og en Tid til at holde sig fra Favntag;
Eccl	3	6	6. en Tid til at søge og en Tid til at tabe; en Tid til at forvare og en Tid til at bortkaste en Tid til at sønderrive og en Tid til at sy sammen;
Eccl	3	7	7. en Tid til at tie og en Tid til at tale;
Eccl	3	8	8. en Tid til at. elske og en Tid til at hade; en Tid til Krig og en Tid til Fred.
Eccl	3	9	9. Hvad Fordel har den, som udfører noget af det, han arbejder paa?
Eccl	3	10	10. Jeg har set den Plage, som Gud har givet Mennneskens Børn at plage sig. med.
Eccl	3	11	11. Han har gjort alting smukt i sin Tid, ogsaa Evigheden har han lagt i deres Hjerte; kun at Mennesket ikke kan udfinde den Gerning, som Gud har gjort, fra Begyndelsen indtil Enden.
Eccl	3	12	12. Jeg fornam, at det gode ikke staar til dem selv, men at man skal vaere glad og gere godt i sit Liv;
Eccl	3	13	13. og tillige, at det, at ethvert Menneske aeder og drikker og ser det gode i alt sit Arbejde, es en Guds Gave.
Eccl	3	14	14. Jeg fornam, at alt det, som intet kan tage derfra; og at Gud gør det, for at de skulle frygte for hans Ansigt.
Eccl	3	15	15. Det, som har vaeret, havde allerede vaeret, og det, som skal ske, har allerede vaeret; og Gud søger det, som er fordrevet.
Eccl	3	16	16. Og jeg saa ydermere under Solen Dommens Sted, der var Ugudeligheden, og Retfaerdighedens Sted, der var Ugudeligheden.
Eccl	3	17	17. Jeg sagde i mit Hjerte: Gud vil dømme den retfaerdige og den ugudelige; thi der er en Tid for enhver Idraet og Tid fastsat hisset over al Gerning.
Eccl	3	18	18. Jeg sagde i mit Hjerte: Dette sker for Menneskens Børns Skyld, for at Gud kan lutre dem, og at de maa se, at de i og for sig ere Dyr.
Eccl	3	19	19. Thi hvad, som haendes Menneskens Børn, det haendes og Dyrene, og ens haendes dem begge; som disse dø, saa dø og hine, og de have alle en Aand, og Mennesket har intet Fortrin fremfor Dyret; thi alt er Forfaengelighed.
Eccl	3	20	20. De fare alle til et Sted; de ere alle komne af Støv, og de vende alle tilbage til Støv:
Eccl	3	21	21. Hvo kender Menneskens Børns Aand, den som farer opad, og Dyrets Aand, den som farer ned ad til Jorden?
Eccl	3	22	22. Og jeg saa, at intet er bedre, end at et Menneske er glad i sine Gerninger; thi det er hans Del; thi hvo vil bringe ham til at se paa det, som skal komme efter ham?
------------------------Praedikerens Bog, Kapitel 4
Eccl	4	1	1. Og jeg vendte tilbage og saa alle de undertrykte, som ilde medhandles under Solen; og se, de undertryktes Taarer, og der var ingen, som trøstede dem, og fra deres Undertrykkeres Haand udgik Vold; derimod havde de ingen, som trøstede dem.
Eccl	4	2	2. Da prisede jeg de døde som alt vare døde, fremfor de levende, som endnu ere i Live;
Eccl	4	3	3. men lykkelig fremfor begge dog den, som endnu ikke har vaeret til, som ikke har set den onde Gerning, der gøres under Solen.
Eccl	4	4	4. Og jeg saa alt Arbejde og al Dygtighed i Gerningen, at det paa, drog en Mand Misundelse af hans Naeste; ogsaa dette er Forfaengelighed og Aandsfortaerelse.
Eccl	4	5	5. Daaren laegger sine Haender sammen og fortaerer sit eget Kød.
Eccl	4	6	6. En Haandfuld med Ro er bedre end begge Naever fulde med Møje og Aandsfortaerelse.
Eccl	4	7	7. Og jeg vendte tilbage og saa Forfaengelighed under Solen:
Eccl	4	8	8. Der er den, som er ene og ikke har nogen anden og har hverken Søn eller Broder; dog er der ingen Ende paa alt hans Arbejde, og hans Øjne maettes ikke af Rigdom; og: "For hvem arbejder jeg og lader min Sjael fattes det gode? ogsaa dette er Forfaengelighed og en slem Møje.
Eccl	4	9	9. Bedre to end een; thi de have en god Løn for deres Arbejde.
Eccl	4	10	10. Thi dersom de falde, kan den ene oprejse sin Stalbroder, men ve den, som er ene; naar han falder, er der ingen anden til at oprejse ham.
Eccl	4	11	11. Ogsaa naar to ligge sammen, da have de Varme; men livorledes kan en alene blive varm?
Eccl	4	12	12. Gaa om nogen vilde, overvaelde ham; som er ene, kunde to staa ham imod; og den dobbelte Traad sønderrives ikke saa snart.
Eccl	4	13	13. bedre faren er et uiimt Menneske, som ere viist, end en gammel Konge, som er en Daare, og som endnu ikke ved at lade sig advare.
Eccl	4	14	14. Thi af Fangehuset udgik hin for at blive Konge, medens den, som var født i sit Kongerige, blev fattig.
Eccl	4	15	15. Jeg saa alle dem, som leve, som vandre under Solen; at holde sig til det andet unge Menneske, der indtager hans Sted.
Eccl	4	16	16. Der var ikke Ende paa alt det Folk, paa alt det, som han gik i Spidsen for, dog skulle Efterkommerne ikke glaedes over ham: Thi ogsaa dette er Forfaengelighed og Aandsfortaerelse. Forvar din Fod, naar du vil gaa til Guds Hus, og vaer naer for at høre; dette er bedre, end naar Daarerne yde Slagtoffer; thi de vide ikke, at de gøre ondt.
------------------------Praedikerens Bog, Kapitel 5
Eccl	5	1	1. Vaer ikke snar med din Mund, og lad dit Hjerte ikke haste med at fremføre et Ord for Guds ansigt; thi Gud er i Himmelen og du paa Jorden, derfor lad dine Ord vaere faa!
Eccl	5	2	2. Thi hvor der er megen Møje, komme Drømme; og hvor der er mange Ord, der hører man Daarens Røst:
Eccl	5	3	3. Naar du lover Gud et Løfte, tøv ikke med at betale det; thi han har ikke Velbehag til Daarer; hvad du lover, det betal!
Eccl	5	4	4. Det er bedre; at du intet lover, end at du lover og ikke betaler.
Eccl	5	5	5. Tilsted ikke din Mund at bringe Synd over dit Kød, og sig ikke for Engelens Ansigt, at det var en Overilelse; hvi skulde Gud fortørnes for din Røst og fordaerve dine Haenders Gerning.
Eccl	5	6	6. Thi hvor der er mange Dømme, der er Forfaenglighed, og ligesaa hvor der er mange Ord; men frygt Gud!
Eccl	5	7	7. Dersom du ser, at en fattig fortrykkes, og at Ret og Retfaerdighed kraenkes i Landskabet, da forundre dig ikke over den Idraet; thi en Høj er Vogter over en Høj, og den Højeste over dem begge;
Eccl	5	8	8. og en Fordel for Jorden i det Hele er det, at der er en Konge over det dyrkede Land.
Eccl	5	9	9. Hvo der elsker Penge, kan ikke maettes af Penge, og hvo som elsker meget Gods, ikke af Indtaegt; ogsaa detyte er Forfaengelighed.
Eccl	5	10	10. Hvor Godset bliver meget, bliver der mange, som fortaere det; hvad Fordel er der da for dem som eje det, uden det, at deres Øjne se derpaa?
Eccl	5	11	11. Hvo der arbejder, ham er Søvnen sød, hvad heller han aeder lidet eller meget; men den riges Maettelse tillader ham ej at sove.
Eccl	5	12	12. Der er et slemt Onde, som jeg saa under Solen, at Rigdom bevares af sin Herre til hans egen Ulykke;
Eccl	5	13	13. og at denne Rigdom gaar til Grunde ved en uheldig Straeben, saa at, om han avlede en Søn,
Eccl	5	14	14. der ikke bliver noget i af sin Moders Liv ligesom han udgik, saa skal han atter nøgen gaa bort, som han kom og han skal, trods sit Arbejde, ikke tage noget, som han kan føre i sin Haand.
Eccl	5	15	15. Ogsaa dette er et slemt Onde, at han i alle Maader skal gaa bort, saaledes som han kom; hvad Fordel har han da deraf, at han har arbejdet hen i Vejret?
Eccl	5	16	16. Ja, alle sine Dage aeder han sit Brød i Mørket, og han har megen Graemmelse tillige med sin Sygdom og Harme.
Eccl	5	17	17. Se her, hvad jeg ar set det er godt og smukt at aede og drikke og at se godt af alt sit Arbejde, som man arbejder med under Solen i alle sine Levedage, som Gud har givet en; thi det er hans Del;
Eccl	5	18	18. og naar der er et Menneske, som Gud har givet Rigdom og Gods og givet ham Magt at aede deraf og at modtage sin Del og at glaede sig i sit Arbejde: Da er dette en Guds Gave.
Eccl	5	19	19. Thi han vil ikke taenke meget paa sit Livs Dage, efterdi Gud bønhører ham, i hvad der er hans Hjertes Glaede.
------------------------Praedikerens Bog, Kapitel 6
Eccl	6	1	1. Der er en Ulykke, som jeg saa under Solen, og den er svar over Menneskene:
Eccl	6	2	2. Naar der er en Mand, hvem Gud giver Rigdom og Gods og Aere, og han fattes intet for sin Sjael af alt det, som han vil begaere, og Gud giver ham ikke Magt til at aede deraf, men en fremmed Mand fortaerer det: Da er dette Forfaengelighed og en slem Lidelse.
Eccl	6	3	3. Dersom en Mand avlede hundrede Børn og levede mange Aar, saa hans Aars Dage bleve mange, og hans Sjael dog ikke maettedes af det gode, og han heller ingen Begravelse fik: Saa siger jeg, at et utidigt Foster er bedre faren end ham.
Eccl	6	4	4. Thi dette kom med Forfaengelighed og gaar bort i Mørket, og dets Navn bliver skjult i Mørket.
Eccl	6	5	5. Det hverken saa eller kendte Sol; det har mere Ro end han.
Eccl	6	6	6. Ja, dersom han end levede tusinde Aar to Gange og ikke saa det gode, farer dog ikke enhver til et Sted?
Eccl	6	7	7. Alt Menneskets Arbejde er for hans Mund; men Sjaelen kan dog ikke fyldes.
Eccl	6	8	8. Thi hvad Fortrin har den vise fremfor Daarren hvad har den fattige, som forstaar at vandre for de levende?
Eccl	6	9	9. Bedre er, hvad man ser for øjnene, end Sjaelens Begaer; ogsaa dette er Forfaengelighed og Aandsfortaerelse.
Eccl	6	10	10. Hvad en er hans Navn er allerede naevnt, og det er vitterligt, at han er et Menneske; og han kan ikke traette med den, som er ham for maegtig.
Eccl	6	11	11. Thi der er mange Ting, de foraarsage megen Forfaengelighed; hvad Fordel har et Menneske deraf?
Eccl	6	12	12. Thi hvo ved, hvad der er godt for Mennesket i dette Liv, i hans Forfaengeligheds Livsdages Tal, hvilke han tilbringer som en Skygge? thi hvo vil kundgøre et Menneske, hvad der skal ske efter ham under Solen?
------------------------Praedikerens Bog, Kapitel 7
Eccl	7	1	1. Bedre er et godt Navn end en god Salve og Dødens Dag end ens Fødselsdag.
Eccl	7	2	2. Det er bedre at gaa til Sørgehuset end at gaa til Gaestebudshuset, fordi hint er hvert Menneskes Endeligt; og den levende skal laegge sig det paa Hjerte.
Eccl	7	3	3. Graemmelse er bedre end Latter thi, naar Ansigtet ser ilde ud, kan Hjertet have det godt.
Eccl	7	4	4. De vises Hjerte er i Sorrigs Hus; men Daarernes Hjerte er i Glaedes Hus.
Eccl	7	5	5. Det er bedre at høre Skaend af den vise, end at man hører Sang af Daarer.
Eccl	7	6	6. Thi som Tjørne sprags under Gryden, saa er Daarers Latter; ogsaa dette er Forfaengelighed.
Eccl	7	7	7. Thi Fortrykkelse kan gøre en viis gal, og Gave kan fordaerve et Hjerte.
Eccl	7	8	8. Enden paa en Ting er bedre end Begyndelsen derpaa; bedre langmodig end hovmodig.
Eccl	7	9	9. Vaer ikke hastig i dit Sind til at fortørnes; thi Fortørnelse hviler i Daarers Barm.
Eccl	7	10	10. Sig ikke: Hvoraf kom det, at de forrige Dage vare bedre end disse? thi du spørger ikke om saadant af Visdom.
Eccl	7	11	11. Visdom er god som et Arvegods, ja bedre for dem, som skue Solen;
Eccl	7	12	12. thi at vaere under Visdoms Skygge, er at vaere under Penges Skygge; og Kundskabs Fortrin er: At Visdommen giver dem Livet, som eje den.
Eccl	7	13	13. Se Guds Gerning; thi hvo kan gøre det lige, som han gør kroget
Eccl	7	14	14. Vaer ved et godt Mod paa en god, Dag, men betaenk paa en ond Dag, at Gud har gjort denne ved Siden af den anden, for at Mennesket ikke skal finde noget, som skal ske efter ham.
Eccl	7	15	15. Alt det har jeg set i min Forfaengeligheds Dage: Der er en retfaerdig, som omkommer i sin Retfaerdighed, og der er en ugudelig, som lever laenge i sin Ondskab.
Eccl	7	16	16. Vaer ikke alt for retfaerdig, og te dig ikke ovevaettes viis; hvorfor vil du ødelaegge dig selv?
Eccl	7	17	17. Vaer ikke alt for uretfaerdig, og vaer ikke en Daare; hvorfor skulde du dø i Utide?
Eccl	7	18	18. Det er godt, at du holder fast ved det ene, men du skal og ikke lade din Haand af fra det andet; thi den, som frygter Gud, undgaar det alt.
Eccl	7	19	19. Visdom styrker en viis mere end ti vaeldige, som ere i en Stad.
Eccl	7	20	20. Thi der er ikke et Menneske retfaerdigt paa Jorden, som gør godt og ikke synder.
Eccl	7	21	21. Laeg ikke heller paa. dit Hjerte alle de Ord, som man siger, at du ikke skal høre din Tjener forbande dig.
Eccl	7	22	22. Thi dit Hjerte ved ogsaa de mange Gange, da du selv har forhandet andre.
Eccl	7	23	23. Alt det her jeg forsøgt med Visdommen; jeg sagde: Jeg vil opslaa Visdom, men den forblev langt fra mig.
Eccl	7	24	24. Det, som er til, er langt horte og dybt, dybt! hvo kan finde det?
Eccl	7	25	25. Jeg vendte mig om med mit Hjerte; for at forstaa og at udgranske og at søge Visdom og Fornuftighed og for at forstaa, at Ugudelighed er Daarskab, og at Daarskab eller Vanvid.
Eccl	7	26	26. Og jeg fandt, hvad der var beskere end Døden: Den Kvinde, hvis Hjerte var Snarer og Garn, og hvis Haender vare Baand; den, som er velbehagelig for Guds Ansigt, skal undkomme fra hende, men en Synder skal fanges ved hende.
Eccl	7	27	27. Se, dette har jeg fundet, sagde Praedikeren, det ene efter det andet, idet jeg vilde finde Fornuftighed,
Eccl	7	28	28. hvilken min Sjael endnu søger, men jeg ikke har fundet; iblandt tusinde fandt jeg een Mand, men fandt ikke en Kvinde iblandt dem alle.
Eccl	7	29	29. Dog se, dette har jeg fundet, at Gud skabte Mennesket ret; men de søge mange Spidsfindigheder.
------------------------Praedikerens Bog, Kapitel 8
Eccl	8	1	1. Hvo er som den vise? og hvo forstaar Sagens Udtydning? Menrreskens Visdom opklarer hans Ansigt, og hans Ansigts Haardhed forandres.
Eccl	8	2	2. Jeg siger: Agt paa Kongens Mund, og det formedelst Eden til Gud.
Eccl	8	3	3. Vaer ikke hastig til at gaa bort fra hans Ansigt, bliv ikke staaende ved en slet Sag; thi han kan gøre alt, livad han. har Lyst til;
Eccl	8	4	4. efterdi Kungens Ord er et Magt sprog; og hvo tør sige til ham: Hvad gør du:
Eccl	8	5	5. Hvo som holder Budet, skal intet ondt forfare, og den vises Hjerte kender Tid og Ret.
Eccl	8	6	6. Thi for enhver Idraet er der lid og Ret; thi Menneskets Ulykke hviler svar over ham.
Eccl	8	7	7. Thi han ved ikke, hvad der skal ske: Thi hvo kan tilkendegive ham, hvorledes det skal vorde.
Eccl	8	8	8. Mennesket har ikke Magt over Aanden til at holde Aanden tilhage og ingen Magt over Dødens Dag og kan i Striden ikke undslippe, og Ugudelighed kan ikke redde sin Ejermand.
Eccl	8	9	9. Alt dette her jeg set, og jeg har lagt Maerke til al den Gerning, som gøres under Solen; der er en Tid, da Mennesket hersker over et Menneske til dettes Ulykke.
Eccl	8	10	10. Og da saa jeg de ugudelige at begraves og komme hjem og at gaa bort fra den Helliges Sted og at glemmes i Staden efter at have gjort saaledes; ogsaa dette er Forfaengelighed.
Eccl	8	11	11. Efterdi der ikke faeldes en Dom, haster Ondskabens Gerning; derfor er Menneskenes Børns Hjerte inden i dem fuldt af at gøre ondt.
Eccl	8	12	12. Lad endog en Synder gøre hundrede Gange ondt og leve laenge! thi jeg ved dog, at det skal gaa dem vel, som frygte Gud, og som frygte for hans Ansigt.
Eccl	8	13	13. Men det skal ikke gaa den ugudelige vel, og han skal ikke leve laenge, han skal gaa bort ligesom en Skygge, fordi han ikke frygter for Guds Ansigt.
Eccl	8	14	14. Der er en Forfaenelighed, som sker aa Jorden: At der er retfaerdige, hvem det rammer efter de ugudeliges Gerning, og at der er ugudelige, hvem det rammer efter de retfaerdiges Gerning; jeg sagde, at ogsaa dette er Forfaengelighed.
Eccl	8	15	15. Og jeg prisede Glaeden efterdi et Menneske intet bedre har under Solen end at aede og at drikke og at vaere glad; og saadant følger ham for hans Arbejde i hans Livsdage, som Gud har givet ham under Solen.
Eccl	8	16	16. Eftersom jeg gav mit Hjerte hen til at forstaa Visdom og til at se den Møje, som man gør sig paa Jorden, at der er den, som hverken Dag eller Nat ser Søvn i sine Øjne:
Eccl	8	17	17. Da saa jeg al Guds Gerning, at et Menneske ikke kan udfinde den Gerning, som sker under Solen, idet Mennesket arbejder paa at udgranske den uden at kunne finde den; og selv om den vise vilde sige sig at forstaa den, kan han dog ikke finde den.
------------------------Praedikerens Bog, Kapitel 9
Eccl	9	1	1. Thi alt dette har jeg lagt mig paa Hjerte, og det for at udgrunde det alt sammen, at de retfaerdige og de vise og deres Gerninger ere i Guds Haand; om det er Kaerlighed eller Had, ved intet Menneske; alt ligger for deres Ansigt.
Eccl	9	2	2. Alt er ens for alle; det samme haendes den retfaerdige og den ugudelige, den gode og den rene og den urene, og den, som ofrer, og den, der ikke ofrer; som den gode, saa gaar det Synderen, den, som svaerger, gaar det som den, der frygter for Ed.
Eccl	9	3	3. Ondt iblandt alt det, som sker; under Solen, er dette: At det samme haendes alle; og tillige er Menneskens Børns Hjerte fuldt af Ondskab, og der er Daarskaber i deres hjerte, saa laenge de leve, og derefter fare de til de døde.
Eccl	9	4	4. Thi hvo er den, som kan undtages om alle dem, som leve, er der Haab; thi levende Hund er bedre end en love, som er død;
Eccl	9	5	5. thi de levende riae, at de skulle dø; men de døde tide ikke noget, og de have ingen Løn ydermere; men deres Ihukommelse er glemt.
Eccl	9	6	6. Baade deres Kaerlighed og deres Had og deels Avind er foelaengst forsvunden, og de have i al Evighed ingen Del ydermere i alt det, som sker under Solen.
Eccl	9	7	7. Gak hen, ad dit Brød med Glaede og drik din Vin med et godt Mod; thi Gud har forlaengst Behag i dine Gerninger.
Eccl	9	8	8. Lad dine Klaeder altid vaere hvide, og lad Olie ikke fattes paa dit Hoved!
Eccl	9	9	9. Hvad Livet med en Hustru, som du elsker, alle dine Forfaengeligheds Levedage, som Gud har givet dig under Solen, alle dine Forfaengeligheds Dage; thi det er din Del af Livet og af dit Arbejde, som du arbejder med under Solen.
Eccl	9	10	10. Alt hvad din Haand formaar at gøre med din Kraft, gør det; thi der er hverken Gerning eller Tanke eller Kundskab eller Visdom i Dødsriget, hvor du farer hen.
Eccl	9	11	11. Jeg vendte tilbage og saa under Solen, at Løbet ikke er i de lettes Magt, og Krigen ikke i de vaeldiges, og ej heller Brødet i de vises, og ej heller Rigdommen i de forstandiges, og ej heller Gunst i de kløgtiges; thi Tid og Haendelse ramme dem alle.
Eccl	9	12	12. Thi Mennesket ved heller ikke sin Tid, saa lidt som Fiskene, der fanges i det slemme Garn, og saa lidt som Fuglene, der fanges i Snaren; som disse, saa blive Menneskens Børn besnaerede til Ulykkens Tid; eftersom den falder hastelig over dem.
Eccl	9	13	13. Ogsaa dette saa jeg som Visdom under Solen, og den syntes mig stor:
Eccl	9	14	14. Der var en liden Stad og faa Folk i den; og der kom en maegtig Konge imod den og omringede den og byggede store Belejringsvaerker om den;
Eccl	9	15	15. og han fandt derudi en fattig, viis Mand, og denne reddede Staden ved sin Visdom; men intet Menneske kom denne fattige Mand i Hu.
Eccl	9	16	16. Da sagde Jeg: Visdom er bedre end Styrke; men den fattiges Visdom er foragtet, og hans Ord blive ikke hørte.
Eccl	9	17	17. De vises Ord, hørte i Ro, ere bedre end Herskerens Skrig iblandt Daarer.
Eccl	9	18	18. Bedre er Visdom end Stridsvaaben; og een Synder kan fordaerve meget godt.
------------------------Praedikerens Bog, Kapitel 10
Eccl	10	1	1. Døde Fluer bringe Salvekogerens Salve til at stinke og gaere saaledes kan en liden Daarskab veje mere end Visdom og Aere.
Eccl	10	2	2. Den vises Hjerte er ved hans højre Side; men Daarens Hjerte er ved hans venstre Side.
Eccl	10	3	3. Ogsaa naar Daaren vandrer paa Vejen, fattes han Forstand, og han siger om enhver, at han er en Daare.
Eccl	10	4	4. Dersom Herskerens Vrede rejser sig imod dig, da forlad ikke din Plads; thi Sagtmodighed standser store Synder.
Eccl	10	5	5. Der er et Onde, som jeg saa under Solen, ret som det var en Fejl, der udgaar fra Herskerens Ansigt:
Eccl	10	6	6. Daarskaben er sat paa de store Højder, men de rige sidde lavt.
Eccl	10	7	7. Jeg saa Tjenere paa Heste og Fyrster gaa til Fods som Tjenere, paa Jorden.
Eccl	10	8	8. Den som graver en Grav skal falde i den; og den som nedriver et Gaerde, ham skal en Slange bide.
Eccl	10	9	9. Hvo som bryder Stene op, skal faa Smerte af dem; hvo som kløver Trae, skal komme i Fare derved.
Eccl	10	10	10. Naar Jernet bliver sløvt, og man ikke skaerper Aeggen, da maa man siden anstrenge Kraefterne; men Visdom er nyttig til at gøre en Ting rettelig.
Eccl	10	11	11. Dorsom Slangen bider, gavner Besvaergelse intet, og Tungens Aerermand har ingen Fordel:
Eccl	10	12	12. Ordene af den vises Mund ere yndige; men Daarens Laeber opsluge ham selv.
Eccl	10	13	13. Hans Munds Ord Begyndelse er Daarskab; og det sidste af hans Mund er fordaervet Galskab.
Eccl	10	14	14. Og en Daare gør mange Ord; Mennesket kan ikke vide, hvad der skal ske; og hvo kan forkynde ham, hvad der skal ske efter ham.
Eccl	10	15	15. Daarens Arbejde gør ham traet, efterdi han ikke kender Vej til By.
Eccl	10	16	16. Ve dig, du Land! hvis Konge er et Barn, og hvis Fyrster aede om Morgenen.
Eccl	10	17	17. Lykkeligt er du, Land! hvis Konge er født af de ypperste, og hvis Fyrster aede i rette Tid til Styrke og ikke til Drukkenskab.
Eccl	10	18	18. Ved Ladhed synke Bjaelkerne, og ved Haendernes Slaphed drypper det ned i Huset.
Eccl	10	19	19. Man gør Maaltid for at le, og Vinen glaeder! de levende, og Penge gøre alting ud.
Eccl	10	20	20. Band ikke Kongen, end ikke i din Tanke, og band ikke en rig i dit inderste Sengekammer; thi en Fugl under Himmelen kan føre Røsten frem, og den bevingede bringer Ordet ud.
------------------------Praedikerens Bog, Kapitel 11
Eccl	11	1	1. Kast dit Brød paa Vandet; thi efter.
Eccl	11	2	2. Del ud til syv, ja, og til otte; thi du kan ikke vide; hvad for Ulykke der skal ske paa Jorden.
Eccl	11	3	3. Naar Skyerne ere fulde af Regn udgyde de den paa Jorden; og naar et Trae falder imod Sønden eller og imod Norden, paa hvilket Sted Traeet vil falde, der falder det.
Eccl	11	4	4. Hvo som agter paa Vejr, saar ikke, og hvo som ser paa. Skyerne høster ikke.
Eccl	11	5	5. Ligesom du ikke ved, hvilken Vindens Vej er, saa lidet som du ved, hvorledes Benene dannes i den frugtsommeliges Liv, saaledes kan du heller ikke vide Guds Gerning, hvorledes holl gør det alt sammen.
Eccl	11	6	6. Saa din Saed om Morgenen, og lad din Haand ikke hvile om Aftenen; thi du ved ikke, enten dette eller hint skal lykkes, eller om de laegge skulle blive lige gode.
Eccl	11	7	7. Og Sødt er Lyset, og lysteligt er det for Øjnene at se Solen.
Eccl	11	8	8. Thi lever Mennesket endog mange Aar, skal han glaede sig i dem alle og komme de mørke Dage i Hu; thi de alle blive mange; alt det, der kommer, er Forfaengelighed.
Eccl	11	9	9. Glaed dig, du unge! i din Ungdom, og lad dit Hjerte vaere vel til Mode i din Ungdoms Dage, og vandre efter dit Hjertes Veje og efter dine Øjnes Syn; men vid, at for alt dette skal Gud føre dig for Dommen.
Eccl	11	10	10. Og bortfjern Graemmelse fra dit Hjerte, og lad Lidelser gaa bort fra dit Kød; thi Ungdom og Livets Morgenrøde ere Forfaengelighed.
------------------------Praedikerens Bog, Kapitel 12
Eccl	12	1	1. Og taenk paa din Skaber i din Ungdoms Dage, førend de onde Dage komme, og de Aar naerme sig, om hvilke du skal sige: Jeg har ikke Lyst til dem:
Eccl	12	2	2. Førend Solen og Lyset og Maanen og Stjernerne formørkes, og Skyerne komme igen efter Regnen;
Eccl	12	3	3. den Dag, da Huset: Vogtere baeve, og de staerke Maend krumme sig, og, de, som betjene Møllen, holde op, fordi de ere blevne faa, og de, som se igennem Vinduerne, blive dunkle;
Eccl	12	4	4. da begge Døre til Gaden lukkes, naar Mølens Røst bliver svag, og man staar op ved Fuglens Røst, og sille Sanhedens Døtre nedbøjes;
Eccl	12	5	5. da de ogsaa frygte for den høje, og eller er Raedsler paa Vejen, og Mandeltraeet blomstrer, og Graeshoppen bliver sig selv til en Byrde, og Begaerligheden forgaar; thi Mennesket farer til sit evige Hus, og de sørgende gaa omkring paa Gaden;
Eccl	12	6	6. førend Sølvsnoren borttages, og Guldlampen bliver knust; og Krukken sønderbrydes ved Kilden, og Hjulet sønderslaas ved Brønden;
Eccl	12	7	7. og Støvet kommer til Jorden igen, som det var før, og Aanden kommer til Gud igen, som gav den.
Eccl	12	8	8. Forfaengeligheders Forfaengelighed! sagde Praedikeren, alt er Forfaengelighed!
Eccl	12	9	9. Og forøvrigt, efterdi Praedikeren var en viis bland, saa laerte han fremdeles Folket Kundskab og hørte og ransagede og forfattede mange Ordsprog.
Eccl	12	10	10. Praedikeren søgte at finde behagelige Ord, og det, som er skrevet, er Ret, Sandheds Ord.
Eccl	12	11	11. De vises Ord ere som Braadde og som Søm, de traenge dybt ind, I Samlingens Mestre! de ere givne af den ene Hyrde.
Eccl	12	12	12. Og forøvrigt, min Søn! lad dig paaminde af dem; at gøre mange Bøger, saa at der er ingen Ende paa, og megen Laesning traetter Legemet.
Eccl	12	13	13. Enden paa Sagen, naar alting er hørt, er denne: Frygt Gud og hold hans Bud; thi det bør hvert Menneske at gøre.
Eccl	12	14	14. Thi Gud skal føre hver Gerning for Dom med alt det, som er skjult, enten det er godt eller ondt.
------------------------Højsangen, Kapitel 1
Song	1	1	1. Højsangen, som er af Salomo.
Song	1	2	2. Han kysse mig med Kys af sin Mund; thi din Kaerlighed er bedre end Vin.
Song	1	3	3. Dine Salver ere gode at lugte, dit Navn er som en Salve, der udbydes; derfor elske unge Piger dig.
Song	1	4	4. Drag mig! efter dig ville vi løbe; Kongen førte mig ind i sine inderste Kamre; vi ville fryde os og gloede os i dig, vi ville prise din Kaerlighed mere end Vin; de oprigtige elske dig.
Song	1	5	5. Jeg er sort, dog yndig, I Jerusalems Døtre! som Kedars Pauluner, som Salomos Telte.
Song	1	6	6. Ser ikke paa mig, at jeg er sort; thi Solen har braendt mig; min Moders Sønner ere blevne vrede paa mig, de have sat mig til Vingaardenes Vogterinde; min Vingaard, som jeg havde, har jeg ikke bevogtet.
Song	1	7	7. Giv mig til Kende, du, hveln min Sjael elsker! hvor du vogter, hvor du lader Hjorden ligge om Middagen, at jeg ikke skal vaere som en Kvinde, der gaar tilhyllet ved dine Medbrødres Hjorde.
Song	1	8	8. Dersom du ikke ved det, du dejligste iblandt Kvinderne! da gak ud i Faarenes Spor, og vogt dine Kid ved Hyrdernes Boliger!
Song	1	9	9. Ved Hestene for Faraos Vogn ligner jeg dig, min Veninde!
Song	1	10	10. Dine Kinder ere yndige under Kaederne og din Hals under Perlesnorene.
Song	1	11	11. Vi ville gøre dig Guldkaeder med Sølvprikker.
Song	1	12	12. Saa laenge Kongen var i sin Krens, gav min Nardus sin Lugt.
Song	1	13	13. Min elskede er mig en Myrrakugle, som forbliver imellem mine Bryster.
Song	1	14	14. Min elskede er mig en Koferdrue, i Vingaardene, udi En-Gedi.
Song	1	15	15. Se, du, min Veninde! er dejlig; se, du er dejlig, dine Øjne ere Duer.
Song	1	16	16. Se, du, min elskede! er yndig, ja yndig, ja, vort Leje er brønt.
Song	1	17	17. Vore Huses Bjaelker ere Cedre, vort Loft er Cypresser.
------------------------Højsangen, Kapitel 2
Song	2	1	1. Jeg er Sarons Rose, Dalenes Lillie.
Song	2	2	2. Som en Lillie iblandt Tornene, saa er min Veninde iblandt Døtrene.
Song	2	3	3. Ligesom et Aebletrae iblandt Skovens Traeer, saa er min elskede iblandt Sønnerne; jeg begaerer at sidde under hans Skygge, og hans Frugt er sød for min Gane.
Song	2	4	4. Han fører mig til Vinhuset, og Kaerlighed er hans Banner over mig.
Song	2	5	5. Styrker mig med Rosinkager, vederkvaeger mig med Aebler! thi jeg er syg af Kaerlighed.
Song	2	6	6. Hans venstre Haand er under mit Hoved, og høs højre Haand omfavner mig.
Song	2	7	7. Jeg besvaerger eder, I Jerusalems Døtre! ved Raaerne eller ved Hinderne paa Marken, at I ikke vaekke eller forstyrre den kaere, før end hun har Lyst dertil.
Song	2	8	8. Min elskedes Røst! se, der kommer han, springende over Bjergene, hoppende over Højene.
Song	2	9	9. Min elskede er lig en Raa eller en ung Hjort: se, han staar bag vor Vaeg, han ser ind igennem Vinduerne, kiger igennem Vinduesgitteret.
Song	2	10	10. Min elskede svarer og siger til mig: Staa op, min Veninde! min skønne! og gak frem.
Song	2	11	11. Thi se, Vinteren er forbi, Regnen er gaaet over og dragene bort.
Song	2	12	12. Blomsterne ere komne til Syne i Landet, Sangens Tid er kommen, og Turtelduens Røst er hørt i vort Land.
Song	2	13	13. Figentraeet har udskudt sine smaa Figen, og Vinstokkene staa i Blomster og dufte; staa du op, min Veninde! min skønne! og gak frem!
Song	2	14	14. Min Due i Klippens Revner, i Fjeldvaeggens Skjul, lad mig se din Skikkelse, lad mig høre din Røst! thi din Røst er sød, og din Skikkelse er yndig.
Song	2	15	15. Griber os Raevene, de smaa Raeve, som fordaerve Vingaardene; vore Vingaarde staa i Blomster.
Song	2	16	16. Min elskede er min, og jeg er hans, som vogter Hjorden iblandt Lillierne.
Song	2	17	17. Indtil Dagens Luftning kommer, og Skyggerne fly, vend om, blive lig, min elskede! med en Raa eller en ung Hjort paa Adskillelsens Bjerge!
------------------------Højsangen, Kapitel 3
Song	3	1	1. Paa mit Leje om Natten søgte jeg den, som min Sjael elsker; jeg søgte efter ham, men fandt ham ikke.
Song	3	2	2. Jeg vil dog staa op og gaa omkring i Staden, paa Straederne og paa Gaderne, jeg vil søge efter den, som min Sjael elsker; jeg søgte efter ham og fandt ham ikke.
Song	3	3	3. Vaegterne, som gaa omkring i Staden, fandt mig; til dem sagde jeg: Have I set den, som min Sjael elsker?
Song	3	4	4. Naeppe var jeg kommen forbi dem, førend jeg fandt den, som min Sjael elsker; jeg greb ham og vil ikke lade ham fare, førend jeg faar bragt ham til min Moders Hus og til hendes Kammer, som undfangede mig.
Song	3	5	5. Jeg besvaerger eder, I Jerusalems Døtre! ved Raaerne eller Hinderne paa Marken, at I ikke vaekke eller forstyrre den kaere, førend hun har Lyst dertil.
Song	3	6	6. Hvo er hun, der kommer op fra Ørken, som Støtter af Røg, omduftet af Myrra og Virak, af alle Haande vellugtende Sager!
Song	3	7	7. Se Salomos Seng! der staar tresindstyve vaeldige trindt omkring den, af de vaeldige i Israel.
Song	3	8	8. Alle forstaa de at bruge Svaerd, de ere oplaerte til Krig; hver har sit Svaerd ved sin Side imod Nattens Raedsel.
Song	3	9	9. Kong Salomo lod sig gøre en Baerestol af Trae fra Libanon.
Song	3	10	10. Dens Stolper gjorde han af Sølv og Ryggen dertil af Guld, dens Saede af Purpur; dens Indre var belagt med Kaerlighed af Jerusalems Døtre.
Song	3	11	11. I Zions Døtre! gaar ud og ser paa Kong Salomo med den Krone, som hans Moder kronede ham med paa hans Bryllupsdag og paa hans Hjertes Glaedes Dag.
------------------------Højsangen, Kapitel 4
Song	4	1	1. Se, du er dejlig, min Veninde! se, du er dejlig, dine Øjne ere Duer imellem dine Lokker; dit Haar er som en Gedehjord, der kommer op fra Gileads Bjerg.
Song	4	2	2. Dine Taender, ere som en Hjord klippede Faar, som komme op af Svømmestedet, som alle sammen føde Tvillinger, og iblandt hvilke intet er ufrugtbart.
Song	4	3	3. Dine Laeber ere som en Skarlagens Snor, og din Tale er lifiig; dine Tindinger ere som et Stykke af et Granataeble imellem dine Lokker.
Song	4	4	4. Din Hals er som Davids raarn bygget til Rustkamre; der er haengte tusinde Skjolde derpaa, alle de vaeldiges Skjolde.
Song	4	5	5. Dine to Bryster ere ligesom to unge Rantvillinger, som graesse iblandt Lillier.
Song	4	6	6. Indtil nagens Lilftning kommer, og Skyggerne fly, vil jeg gaa til Myrrabjerget og til Virakshøjen.
Song	4	7	7. Hel dejlig er du, min Veninde! og der er ingen Lyde paa dig.
Song	4	8	8. Med mig, o Brud fra Libanon med mig fra Libanon skal du komme; du skal du komme; du skal skue ned fra Amanas Top, fra Senirs og Hermons Top, fra Løvers Boliger, fra Parders Bjerge.
Song	4	9.	9. Du har opfyldt mit Hjerte, min Søster, o Brud! du har opfyldt mit Hjerte med et af dine Øjekast, med en af dine Halskaeder.
Song	4	10	10. Hvor liflig er din Kaerlighed, min Søster, o Brud! hvor meget bedre end Vin er din Kaeerlighed og Duften af dine. Salver fremfor alle vellugtende Urter.
Song	4	11	11. Dine Laeber, o Brud! dryppe af Honning; der er Honning og Maelk under din Tunge, og Duften af dine Klaeder er ligesom Duften af Libanon.
Song	4	12	12. Min Søster og Brud er en tillukt Have, et tillukt Vaeld, en forseglet Kilde.
Song	4	13	13. Dine Vaekster ere en Lysthave med Granataebler, med kostelig Frugt, Koferblomster med Narder;
Song	4	14	14. Nardus og Safran, Kalmus og Kanel, med alle Haande Viraks Traeer, Myrra og Aloe, samt alle de bedste Urter;
Song	4	15	15. en Kilde i Haverne, en Brønd med levende Vande og Strømme fra Libanon!
Song	4	16	16. Vaagn op, Nordenvind! og kom, Søndenvind! blaes igennem min Have, at dens Vellugt maa brede sig ud; min elskede komme i sin Have og aede sine kostelige Frugter!
------------------------Højsangen, Kapitel 5
Song	5	1	1. Jeg er kommen, min Søster, Brud! i min Have har lukket min Myrra, tillige med min duftende Urt, jeg har aedt min Honningkage tillige med min Honning, jeg har drukket min Vin tillige med min Maelk; aeder, I Venner! drikker og bliver drukne, I elskelige!
Song	5	2	2. Jeg sov, men mit hjerte vaagede. Min elskedes Røst! Han banker: Luk op for mig, min Søster! min Veninde! min Due! min rene! thi mit Hoved er fuldt af Dug, mine Lokker af Nattens Draaber.
Song	5	3	3. Jeg har afført mig min Kjortel; hvorledes skal jeg iføre mig den igen? jeg har toet mine Fødder; hvorledes skal jeg gøre dem urene igen?
Song	5	4	4. Min elskede stak sin Haand igennem Aabningen, og mit Indre blev, heftigt bevaeget for hans Skyld.
Song	5	5	5. Da stod jeg op for at lukke op for min elskede; og mine Haender dryppede med Myrra og mine Fingre med flydende Myrra over Haand fangene paa Laasen.
Song	5	6	6. Jeg lukkede op for min elskede, men min elskede havde vendt sig bort, han var gaaet forbi; jeg var gaaet ud af mig selv, da han talte; jeg ledte efter ham, men faridt ham ikke; jeg kaldte ad ham, men han svarede mig ikke.
Song	5	7	7. Vaegterne, som gaa omkring i Staden, fandt mig, de sloge mig, de saarede mig; Vaegterne paa Murene toge mit Slør fra mig.
Song	5	8	8. Jeg besvaerger eder, I Jerusalems Døtre! om I finde min elskede, hvad skulle I forkynde ham? At jeg er syg af Kaerlighed.
Song	5	9	9. Hvad er din elskede fremfor en andens elskede, du daaligste iblandt Kvindelne? hvad er din elskede fremfor en andens elskede, at du har saaledes besvoret os?
Song	5	10	10. Min elskede er hvid og rød, udmaerket fremfor ti Tusinde.
Song	5	11	11. Hans Hoved er fineste Guld; hans Lokker ere krusede, sorte som Ravnen.
Song	5	12	12. Hans Gane ere som Duer ved Vandbaekke, badende sig i Maelk, siddende ved fulde, Strømme.
Song	5	13	13. Hans Kinder ere som duftende Blomsterbede, Taarne af vellugtende Urter; hans Laeber ere som Lillier, der dryppe med flydende Myrra;
Song	5	14	14. hans Haender ere Guldringe, besatte med Krysolit er; hans Bug er skinnende Elfenben, belagt med Safirer;
Song	5	15	15. hans Ben ere Marmorstøtter, grundfaestede i Fodstykker af Guld; hans Skikkelse er som Libanon, udvalgt som Gedertraeerne;
Song	5	16	16. hans Gane er Sødhed, og han er lutter Yndighed; dette er min elskede, og dette er min Ven, I Jerusalems Døtre!
------------------------Højsangen, Kapitel 6
Song	6	1	1. Hvor er din elskede hengangen, du dejligste iblandt Kvinderne? hvor har din elskede vendt sig hen? saa ville vi opsøge ham med dig.
Song	6	2	2. Min elskede er nedgangen i sin Have, til de duftende Blomsterbede for at vogte Hjorden i Haverne og at sanke Lillier.
Song	6	3	3. Jeg er min elskedes, og min elskede er min, han, som vogter Hjorden iblandt Lillierne.
Song	6	4	4. Du, min Veninde! er skøn som Tirza, yndig som Jerusalem, forfaerdelig som Haere under Banner
Song	6	5	5. Vend dine Øjne bort fra mig, thi de gøre mig heftig; dit Haar er som en Gedehjord, der kommer op fra. Gilead.
Song	6	6	6. Dine Taender ere som en Faarehjord, som kommer op af svømmestedet, som alle sammen mmmde tvillinger, og blandt hvilke intet ere ufrugtbart.
Song	6	7	7. Dine Tindinger ere som et Stykke af Granataeble imellem dine Lokker.
Song	6	8	8. Der er tresindstyve Dronninger og firsindstyve Medhustruer og utallige Jomfruer.
Song	6	9	9. Een er min Due, min fuldkomne, hun er sin Moders eneste, hun er ren for den, som hende fødte; Døtre saa hende og priste hende lykkelig, Dronninger og Medhustruer, og roste hende.
Song	6	10	10. Hvo er hun, der titter frem som Morgenrøden, dejlig som Maanen, ren som Solen, forfaerdelig som Haere under Banner?
Song	6	11	11. Jeg var nedgangen i Nøddehaven at se, hvor det grønnedes i Dalen, at se, om Vintraeet havde skudt, om Granattraeerne havde blomstret.
Song	6	12	12. Førend jeg vidste det, gjorde min Sjael mig som mit aedle Folks Vogne.
Song	6	13	13. Vend om, vend om, o Sulamith! vend om, vend om, at vi maa se paa dig. Hvad ville I se paa Sulamith? Hun er som Dansen i Mahanim.
------------------------Højsangen, Kapitel 7
Song	7	1	1. Hvor skønne ere dine Trin i Skoene, du aedelbaarne! dine Laenders Bøjninger ere som Smykker, Vaerk af Kunstnerhaand.
Song	7	2	2. Din Navle er det runde Baeger, det mangler aldrig krydret Vin, din Bug er en Hvededynge, omhegnet med, Lillier.
Song	7	3	3. Dine to Bryster ere libesom to unge Raatvillinger.
Song	7	4	4. Din Hals er som Elfenbenstaarnet, dine Øjne ere Fiskedamme i Hesbon ved Bath-Rabbins Port, din Naese er som Lihanons Taarn, der skiler ud imod Damaskus.
Song	7	5	5. Dit Hoved paa dig er som Karmel,
Song	7	6	6. Haaret paa dit Hoved er som Purpur; Kongen er faengslet i Lokkerne. Hvor dejlig og hvor yndig er du, o kaere! i Elskelighed.
Song	7	7	7. Denne din ranke Vaekst er ligt et Palmetrae og dine Bryster som Drueklaser.
Song	7	8	8. Jeg sagde: Jeg vil stige op i Palmetraeet, jeg vil tage fat paa dets Grene; og dine Brystel vorde som Vinstokkens Drueklaser og din Naeses Aande som Aeblerne;
Song	7	9	9. og din Gane som den gode Vin, eller gaar glat ned for min elskede og bringer sovendes Laeber til at tale.
Song	7	10	10. Jeg er min elskedes, og til mig er hans Attraa.
Song	7	11	11. Kom, min elskede lader os gaa ud paa Marken, lader os blive Natten over i Landsbyerne!
Song	7	12	12. Lader os aarle gaa til Vingaardene, lader os se, om Vinstokken har skudt, om Blomsterne ere udsprungne, og om Granattraeerne blomstre; der vil jeg skaenke dig min Kaerlighed.
Song	7	13	13. Dudaim give Lugt, og ved vore Døre er der alle Haande kostelige Frugter, nye og gamle; o, min elskede! jeg har gemt dem til dig.
------------------------Højsangen, Kapitel 8
Song	8	1	1. Gid du var mig som en Broder, som den, der diede mon Moders Bryst! jeg skulde finde dig paa Gaden, jeg skulde kysse dig; og de skulde ikke; foragte mig.
Song	8	2	2. Jeg vilde lade dig, jeg vilde føre dig til min Moders Hus: du skulde laere mig; jeg skulde give dig af krydret Vin at drikke, af mit Granattraes Most.
Song	8	3	3. Hunns venstre Haand er under mit Hoved, og hans højre Haand omfavner mig.
Song	8	4	4. Jeg besvaerger eder; I Jerusalems Døtre! hvi ville I vaekke, og hvi ville I forstyrre den kaere, førend hun har Lyst dertil?
Song	8	5	5. Hvo er hun som drager op af Ørken, støttende sig til sin elskede? Jeg vaekkede dig under Aebletraeet; der fødte din Moder dig, der fødte hun, som bar dig.
Song	8	6	6. Saet mig som et Segl paa dit Hjerte, som et Segl paa din Arm; thi Kaerlighed er staerk som Døden, Nidkaerhed er haard som Dødsriget, dens Gløder ere braendende Gløder, en Herrens Lue.
Song	8	7	7. Mange Vande kunne ikke slukke Kaerligheden, ej heller Strømme overskylle den; om nogen vilde give alt sit Hus's Gods for Kaerlighed, man vilde dog foragte ham.
Song	8	8	8. Vi have en liden Søster, og hun har ikke Bryster; hvad skulle vi gøre ved vor Søster paa den Dag, da der bejles til hende?
Song	8	9	9. Dersom hun er en Mur, da ville vi bygge et Hus af Sølv over hende; og dersom hun er en Dør, du ville vi lukke for hende med Cederfjaele.
Song	8	10	10. Jeg er en Mur, og mine Bryster ere som Taarne. Da blev jeg i hans Øjne som hun, der finder Fred.
Song	8	11	11. Salomo havde en Vingaard i Baal-Hamon; han overgav Vingaarden til Vogterne, at enhver af dem skulde bringe ham for dens Frugt tusinde Sekel Sølv.
Song	8	12	12. Min Vingaard, som hører mig til, er for mit Ansigt; de tusinde tilkomme dig, Salomo! Men de to Hundrede dem, som vogte dens Frugt.
Song	8	13	13. O du, som bor i Haverne! Medbrødre agte paa din Røst; lad mig høre den!
Song	8	14	14. Fly min elskede! og vaer lig en Raa eller en ung Hind paa de duftende Urters Bjerge.
------------------------Esajas' Bog, Kapitel 1
Isa	1	1	1. Esajas's Amoz's Søns Syn hvilket han saa om Juda og Jerusalem i de Dage, da Usias, Jotham, Akas, Ezekias, vare Konger i Juda.
Isa	1	2	2. Hører, I Himle! og du Jord! maerk, thi Herren har talt; jeg har opdraget Børn og opfostret dem, men de have gjort Overtraedelse imod mig.
Isa	1	3	3. En Okse kender sin Ejermand og et Asen sin Herres Krybbe; Israel kender intet, mit Folk forstaar intet.
Isa	1	4	4. Ve et syndigt Folk, et Folk med svar Misgerning, en Slaegt af onde, vanartede Børn! De forlode Herren, de opirrede den Hellige i Israel, de ere vegne tilbage.
Isa	1	5	5. Hvorfor ville I lade eder slaa ydermere? hvorfor ville I forøge eders Afvigelse? hvert Hoved er sygt, og hvert Hjerte er mat.
Isa	1	6	6. Fra Fodsaale og indtil Hovedet er intet helt paa det: Saar og Skrammer og friske Hug! de ere ikke trykkede ud og ikke forbundne og ikke lindrede med Olie.
Isa	1	7	7. Eders Land er en Ørk, eders Staeder ere opbraendte med Ild; fremmede fortaere eders Land for eders Øjne, og der er en Ørk; som naar fremmede have vaeltet op og ned.
Isa	1	8	8. Og Zions Datter er bleven tilovers som en Hytte i en Vingaard, som et Natteskjul i en Graeskarhave, som en frelst Stad.
Isa	1	9	9. Dersom ikke den Herre Zebaoth havde ladet os en liden Levning tilbage, havde vi vaeret som Sodoma, vaeret lige med Gomorra.
Isa	1	10	10. I Sodomas Fyrster! hører Herrens Ord; I Gomorras Folk! maerker paa vor Guds Lov!
Isa	1	11	11. Hvad skal jeg med eders mangfoldige Ofrer siger Herren; jeg er maet af Braendofre af Vaedre og af det fedede Kvaegs Fedme, og jeg har ingen Lyst til Blod af Okser og Lam og Bukke.
Isa	1	12	12. Naar I komme for at ses for mit Ansigt, hvo har kraevet dette af eder, at I skulle nedtraede mine Forgaarde?
Isa	1	13	13. Baerer ikke mere forfaengeligt Madoffer frem, det er mig en vederstyggelig Røgelse; Nymaaneder og Sabbater og Højtids Forsamlinger -! jeg fordrager ikke Uret og Højtid.
Isa	1	14	14. Min Sjael hader eders Nymaaneder og eder Højtider; de ere blevne mig til Byrde; jeg er traet af at taale dem.
Isa	1	15	15. Og naar I udbrede eders Haender, skuler jeg mine Øjne for eder; hvor meget I end bede, hører jeg dog ikke; eders Haender, ere fulde af Blod.
Isa	1	16	16. Toer eder, renser eder, borttager eders Idraetters Ondskab fra mine Øjne, lader af at gøre ilde!
Isa	1	17	17. Laerer at gøre godt, søger Ret, leder den vanartede paa rette Vej, skaffer den faderløse Ret, udfører Enkens Sag!
Isa	1	18	18. Kommer dog, og lader os gaa i Rette med hinanden, siger Herren. Dersom eders Synder end vare som Karmesin, da skulle de blive hvide som Sne; om de end vare øde som Skarlagen, skulle de blive som Uld.
Isa	1	19	19. Dersom I ere villige og ulydige, skulle I aede Landets Gode.
Isa	1	20	20. Men dersom I vaegre eder og ere genstridige, skulle I for taeres af Svaerd thi Herrens Mund har; talt det.
Isa	1	21	21. Hvorledes er den trofaste Stad leven til en Hore? den var fuld af Ret; Retfaerdighed havde hjemme i den, men nu er der Mordere.
Isa	1	22	22. Dit Sølv er blevet til Slagger, din Drik er spaedet med Vand.
Isa	1	23	23. Dine Fyrster ere Oprørere og Tyvenes Stalbrødre, de elske alle Skaenk og jage efter Gaver de ville ikke skaffe, faderløse Ret, og Enkens Sag maa ikke komme for dem.
Isa	1	24	24. Derfor siger min Vrede paa mine Modstandere og haevne mig paa mine Fjender.
Isa	1	25	25. Og jeg vil atter vende min Haand imod dig og udsmelte dine Slagger som med Ludsalt og borttage alt dit Tin.
Isa	1	26	26. Og jeg vil give dig Dommere igen som i Førstningen og Raadsherrer som i Begyndelsen; derefter skal, du kaldes Retfaerdigheds Stad, en trofast By.
Isa	1	27	27. Zion skal forløses ved Ret og de omvendte i den ved Retfaerdighed.
Isa	1	28	28. Men Overtraedere og Syndere skulle knuses til Hobe, og de som forlade Herren, skulle omkomme.
Isa	1	29	29. Thi de skulle blive til Skamme for de Terebinters Skyld, som I havde Lyst til, og I skulle beskaemmes for de Havers Skyld, som vare eders Glaede.
Isa	1	30	30. Thi I skulle blive som en Terebinte, der faelder sit Blad, og som en Have, hvori der ikke er Vand.
Isa	1	31	31. Og den staerke skal blive til Blaar og hans Gerning til en Gnist; og de skulle begge braende med hinanden, og der skal ingen vaere, som slukker.
------------------------Esajas' Bog, Kapitel 2
Isa	2	1	1. Dette er det Ord, som Esajas, Amoz's Søn, saa om Juda og Jerusalem.
Isa	2	2	2. Og det skal ske i de sidste Dage at Herrens Hus's Bjerg skal vaere grundfaestet oven paa Bjergene og ophøjet over Højene; og alle Hedninger skulle strømme til det.
Isa	2	3	3. Og mange Folkeslag skulle komme og sige: Kommer, og lader os gaa op til Herrens Bjerg, til Jakobs Guds Hus, at han maa laere os sine Veje, at vi maa vandre paa hans Stier; thi fra Zion skal ud aa Lov og Herrens Ord fra Jerusalem.
Isa	2	4	4. Og han skal dømme imellem Hedningelande og holde Ret for mange Folkeslag, og de skulle omsmede deres Svaerd til Hakker og deres Spyd til Haveknive; et Folk skal ikke løfte Svaerd imod et andet, og de skulle ikke ydermere øve sig i Krig.
Isa	2	5	5. Jakobs Hus! kommer, og Krig. der os vandre i Herrens Lys!
Isa	2	6	6. Men du har forskudt dit Folk Jakobs Hus; thi de have fuldt op af Østens Vaesen og ere Tegnsudlaeggere som Filisterne, og de have Behag i de fremmedes Børn.
Isa	2	7	7. Og deres Land fyldtes med Sølv og Guld, og der er ingen Ende paa deres Liggendefae; og deres Land fyldtes med Heste, og der er ingen Ende paa deres Vogne.
Isa	2	8	8. Og deres Land fyldtes med Afguder; de tilbede deres Haenders Gerning, det, som deres Fingre have gjolt.
Isa	2	9	9. Derfor nedbøjes Mennesket og Manden fornedres, og du tilgive dem det ej! -
Isa	2	10	10. Gak ind i Klippen og skjul dig i Støvet for Herrens Frygts Skyld og for hans Majestaets Herligheds Skyld.
Isa	2	11	11. Et Menneskes stolte Øjne skulle ydmyges, og Maendenes Højhed skal nedbøjes; men Herren skal alene vaere høj paa den Dag.
Isa	2	12	12. Thi den Herre Zebaoths Dag skal komme over hver hovmodig og høj og over hver ophøjet, at han skal fornedres,
Isa	2	13	13. og over alle de høje og anselige Cedre paa Libanon og over alle Ege i Basan
Isa	2	14	14. og over alle høje Bjerge og over alle anselige Høje
Isa	2	15	15. og over hvert højt Taarn og over hver fast Mur
Isa	2	16	16. og over alle Tharsis's Skibe og over alt, hvad der er lysteligt at skue.
Isa	2	17	17. Og Menneskets Højhed skal nedbøjes, og Maendenes Højhed skal fornedres; og Herren skal alene vaere høj paa den Dag.
Isa	2	18	18. Og med Afguderne skal det vaere aldeles forbi.
Isa	2	19	19. Og de skulle gaa ind i Klippers Huler og i Jordens Kuler for Herrens Frygts Skyld og for hans Majestaets Herligheds Skyld, naar han rejser sig for at forfaerde Jorden.
Isa	2	20	20. Paa den Dag skal Mennesket kaste sine Sølvafguder og sine Guldafguder, som de have gjort sig for at tilbede, bort til Muldvarpene og til Aftenbøkerne,
Isa	2	21	21. for at ty ind i Klippernes Kløfter, i Fjeldenes Huler for Herrens Frygts Skyld og for hans Majestaets Herligheds Skyld, naar han rejser sig for at forfaerde Jorden.
Isa	2	22	22. Slaar ikke laenger eders Lid til Mennesket, som har Aande i sin Naese; thi for hvad er vel han at agte?
------------------------Esajas' Bog, Kapitel 3
Isa	3	1	1. Thi se, Herren, den Herre Zebaoth, skal borttage fra Jerusalem og fra Juda al Slags Støtte, hver Støtte af Brød og hver Støtte af Vand;
Isa	3	2	2. Vaeldige og Krigsmaend, Dommere og Profeter og Spaamaend og Aeldste;
Isa	3	3	3. Øverster over halvtredsindstyve og anselige Personer og Raadsherrer og vise Mestre og Koglere.
Isa	3	4	4. Og jeg vil give dem Drenge til Fyrster, og barnagtige skulle regere over dem.
Isa	3	5	5. Og Folket skal traenges, den ene imod den anden og hver imod sin Naeste; de skulle vaere overmodige, den unge imod den gamle og den ringeagtede imod den aerede.
Isa	3	6	6. Og naar en tager fat paa sin Broder i sin Faders Hus og siger: Du har Klaeder, vaer vor Fyrste; lad denne faldende Bygning vaere under din Haand:
Isa	3	7	7. Saa skal han paa den Dag tage til Orde og sige: Jeg vil ikke laege eders Skade, og der er hverken Brød, ej heller Klaeder i mit Hus, saetter ikke mig til Fyrste over Folket!
Isa	3	8	8. Thi Jerusalem styrter, og Juda falder, efterdi deres Tunge og deres Idraet er imod Herren til at trodse hans Herligheds Øjne.
Isa	3	9	9. Deres Ansigters Forhaerdelse vidner imod dem, og de baere deres Synd til Skue som Sodoma, de dølge den ikke. Ve deres Sjael! thi de have ført sig selv Ulykke paa.
Isa	3	10	10. Siger om de retfaerdige, at det skal gaa dem vel; thi de skulle aede deres Idraetters Frugt.
Isa	3	11	11. Ve den ugudelige! det skal gaa ham ilde; thi det, hans Haender have gjort, skal gengaeldes ham.
Isa	3	12	12. Børn traenge mit Folk, og Kvinder herske over det; mit Folk! dine Førere forføre dig, og Vejen, du vandrer paa, have de ødelagt.
Isa	3	13	13. Herren er traadt frem for at gaa i Rette, og han staar for at dømme Folkene.
Isa	3	14	14. Herren vil gaa til Doms over de aeldste af sit Folk og over dets Fyrster: - "I have fortaeret Vingaarden, Rov fra den fattige er i eders Huse.
Isa	3	15	15. Hvi nedtraede I mit Folk og sønderknuse de elendige? siger Herren, den Herre Zebaoth."
Isa	3	16	16. Og Herren sagde: Fordi Zions Døtre ophøje sig og gaa med knejsende Nakke og vinke med Øjnene og gaa frem med trippende Gang og rasle med Ankelringene:
Isa	3	17	17. Saa skal Herren gøre Zions Døtres Hovedisse skabet, og Herren skal blotte deres Blusel.
Isa	3	18	18. Paa den Dag skal Herren borttage Prydelsen: Ankel" ringene og de virkede Huer og Spaenderne,
Isa	3	19	19. Halskaederne og Armspannene og Hovedklaederne,
Isa	3	20	20. de dejlige Huer og Armbaandene og Hovedbaandene og Desmerknapperne og Ørenringene,
Isa	3	21	21. Fingerringene og Naeseringene,
Isa	3	22	22. Helligdagsklaederne og Kaaberne og Forklaederne og Taskerne,
Isa	3	23	23. Spejlene og de fine Linklaeder og Hvivklaederne og Slørene.
Isa	3	24	24. Og det skal ske, at der skal vaere Stank i Stedet for Vellugt og et Reb i Stedet for Baelte og et skaldet Hoved i Stedet for Haarfletninger og trang Saek i Stedet for vid Kaabe, Braendemaerke i Stedet for Skønhedsplet.
Isa	3	25	25. Dine Folk skulle falde ved Svaerdet og din Styrke i Krigen.
Isa	3	26	26. Og i hendes Porte skal vaere Bedøvelse og Sorg, og hun selv skal sidde nøgen paa Jorden.
------------------------Esajas' Bog, Kapitel 4
Isa	4	1	1. Og syv Kvinder skulle paa den Dag tage fat paa een Mand og sige: Vi ville aede vort eget Brød og klaede os i vore egne Klaeder; lad os ikkun kaldes efter dit Navn; borttag vor Forsmaedelse!
Isa	4	2	2. Paa den Dag skal Herrens Spire vaere til Pryd og til Herlighed og Landets Frugt til Stolthed og til Pragt for de undkomne i Israel.
Isa	4	3	3. Og det skal ske, at den, som er bleven tilbage i Zion, og den; som er bleven tilovers i Jerusalem, skal kaldes hellig, hver den, som er indskreven til Livet, i Jerusalem,
Isa	4	4	4. naar Herren har aftoet Zions Døtres Urenhed og bortskyllet Jerusalems Blodskyld af dens Midte, ved en Aand, som dømmer, og ved en Aand, som optaender en Ild.
Isa	4	5	5. Og Herren skal skabe over hele Boligen paa Zions Bjerg og over dets Forsamlinger en Sky om Dagen og Røg og skinnende Ildslue om Natten; thi der skal vaere Daekke over alt det, som er herligt.
Isa	4	6	6. Og der skal vaere en Hytte til Skygge om Dagen imod Hede og til Ly og til Skjul imod Vandskyl og imod Regn.
------------------------Esajas' Bog, Kapitel 5
Isa	5	1	1. Jeg vil synge om min elskelige, min elskedes Sang om hans Vingaard. Min elskelige havde en Vingaard paa en frugtbar Høj.
Isa	5	2	2. Og han gravede den og kastede Stenene af den og beplantede den med aedle Vinkviste, byggede og et Taarn midt derudi og udhuggede ogsaa en Vinperse derudi, og han ventede, at den skulde baere gode Druer, men den bar vilde Druer.
Isa	5	3	3. Og nu, I Jerusalems Indbyggere og Judas Maend! dømmer dog imellem mig og min Vingaard!
Isa	5	4	4. Hvad mere kunde der gøres ved min Vingaard, som jeg ikke; har gjort ved den? hvi ventede jeg, at den skulde baere gode Druer, og den bar vilde Druer?
Isa	5	5	5. Og nu vil jeg give eder til Kende, hvad jeg vil gøre ved min Vingaard: Jeg vil borttage dens Gaerde, og den skal afaedes, jeg vil sønderrive dens Gaerde, og den skal nedtraedes.
Isa	5	6	6. Og jeg vil laegge den øde, den skal ikke beskaeres, ej heller hakkes, men der skal opvokse Torne og Tidsler; og jeg vil forbyde Skyerne at lade Regn falde paa den.
Isa	5	7	7. Thi den Herre Zebaoths Vingaard er Israels Hus, og Judas Maend ere hans Lysts Plantning; og han ventede Lovlighed, men se, der blev Lovløshed, Retfaerd, men se, der blev Voldsfaerd!
Isa	5	8	8. Ve dem, som laegge det ene Hus til det andet, føje den ene Ager til den anden, indtil der ikke er mere Rum tilbage, saa at I alene blive siddende midt i Landet.
Isa	5	9	9. I mine Øren lyder det fra den Herre Zebaoth: Sandelig, de mange Huse skulle vorde ødelagte, de store og gode Huse uden Indbyggere!
Isa	5	10	10. Thi en Vingnard paa ti Dages Pløjeland skal kun give en Bath, og en Homer Udsaed skal kun give en Efa.
Isa	5	11	11. Ve dem, som staa aarle op om Morgenen og jage efter staerk Drik, som sidde langt ud paa Aftenen og gløde af Vin!
Isa	5	12	12. Og Harper og Psalter, Tromme og Pibe og Vin høre til deres Gaestebud; men de ville ikke se til Herrens Gerning, og de have ikke Syn for hans Haenders Vaerk.
Isa	5	13	13. Derfor skal mit Folk bortføres, inden det ser sig for, og dets aerede Maend skulle vorde Hungerens Folk, og dets menige vansmaegte af Tørst.
Isa	5	14	14. Derfor skal Dødsriget udvide sit Svaelb og oplade sin Mund umaadeligt, at baade dets ypperlige og dets menige Folk, baade den, som buldrer, og den, Søn i er glad udi den, skal fare der ned.
Isa	5	15	15. Og Mennesket skal nedbøjes og Manden ydmyges, og de hovmodiges Øjne skulle ydmyges.
Isa	5	16	16. Men den Herre Zebaoth skal staa ophøjet ved Dommen, og den hellige Gud skal helliges ved Retfaerdighed.
Isa	5	17	17. Da skulle Lammene gaa paa Graes, som var Marken deres egen, og fremmede skulle fortaere de riges øde Marker.
Isa	5	18	18. Ve dem, som drage Misgerningen fremad med Løgnens Snorer og Synden med Vognreb;
Isa	5	19	19. dem, som sige: Lad ham skynde sig, lad hans Gerning komme hastigt, at vi se den; og lad det naerme sig, og lad det komme, Israels helliges Raad, at vi kunne fornemme det!
Isa	5	20	20. Ve dem, som sige om det onde, at det er godt, og om det gode, at det er ondt, som gøre Mørke til Lys og Lys til Mørke, som gøre bittert til sødt og sødt til bittert!
Isa	5	21	21. Ve dem, som ere vise i deres egne Øjne og forstandige i deres egne Tanker!
Isa	5	22	22. ve dem, som ere vaeldige til at drikke Vin og dygtige Maend til at blande staerk Drik!
Isa	5	23	23. dem, som for Gaves Skyld dømme en ugudelig at have Ret og fravende de retfaerdige deres Ret!
Isa	5	24	24. Derfor, ligesom Ildens Tunge fortaerer Halm, og Straa synker sammen i Luen, saa skal deres Rod vorde, som den var forraadnet, og deres Blomster fare op som Støv! thi de have forkastet den Herre Zebaoths Lov og foragtet Israels Helliges Tale.
Isa	5	25	25. Derfor er Herrens Vrede optaendt imod hans Folk, og han udraekker sin Haand over det, i, og slaar det, saa at Bjergene baeve, og deres døde Kroppe ligge som Skarn midt paa Gader. Med alt dette, har hans Vrede ikke lagt sig, men i hans Haand er endnu udrakt.
Isa	5	26	26. Og han skal opløfte et Banner for Hedningerne, som komme langvejs fra, og lokke dem hid fra Jordens Ende; og se, de skulle komme hastelig og let.
Isa	5	27	27. Der er ingen traet eller skrøbelig iblandt dem, ingen slumrer eller sover, Baeltet om deres Laender løsnes ikke, og ingens Skotvinge sønderrives.
Isa	5	28	28. Deres Pile ere skaerpede, og alle deres Buer ere spaendte; deres Hestehove agtes som Flint og deres Hjul som en Hvirvelvind.
Isa	5	29	29. Deres Brøl er som Løvindens, og de brøle som de unge Løver, og de brumme og gribe Rov og bortføre det, og der er ingen, som redder.
Isa	5	30	30. Og de skulle bruse ind over dem paa denne Dag, som naar Havet bruser; og skuer man til Landet, da se, der er Traengsels Mørke, og Lyset er formørket af de tykke Skyer.
------------------------Esajas' Bog, Kapitel 6
Isa	6	1	1. I det Aar, der Kong Usias døde, I, da saa jeg Herren sidde paa en høj og ophøjet Trone, og Slaebet af hans Klaedebon fyldte Templet.
Isa	6	2	2. Seraferne stode over ham, hver af dem havde seks Vinger; med to skjulte hver sit Ansigt, og med to skjulte hver sine Fødder, og med to fløj de.
Isa	6	3	3. Og den ene raabte til den anden og sagde: Hellig, hellig, hellig er den Herre Zebaoth; al Jorden er fuld af hans Aere.
Isa	6	4	4. Og Dørposterne med Dørtaersklerne baevede for den raabendes Røst, og Huset blev fuldt af Røg.
Isa	6	5	5. Da sagde jeg: Ve mig! thi jeg forgaar; thi jeg har urene Laeber og bor midt iblandt et Folk, som har urene Laeber; thi mine Øjne have set Kongen, den Herre Zebaoth.
Isa	6	6	6. Da fløj en af Seraferne til mig og havde i sin Haand en Glød, som han havde taget fra, Alteret med en Tang.
Isa	6	7	7. Og han lod den røre ved min Mund og sagde: Se, denne har rørt ved dine Laeber, og din Misgerning er bortvegen, og din Synd skal sones.
Isa	6	8	8. Og jeg hørte Herrens Røst, som sagde: Hvem skal jeg sende? og hvo vil gaa for os? da sagde jeg: Se, her er jeg, send mig!
Isa	6	9	9. Og han sagde: Gak hen, og du skal sige til dette Folk: Hører og hører, men forstaar ej! ser og ser, men indser ej!
Isa	6	10	10. Gør dette Folks Hjerte fedt, og gør deres Øren tunghørige, og tilstryg deres Øjne, at det ikke ser med sine Øjne og hører med sine Øren og forstaar med sit Hjerte, saa at det omvender sig og vorder laegt.
Isa	6	11	11. Men jeg sagde: Hvor laenge, Herre? og han sagde: Indtil Staederne blive øde, uden Indbyggere, og Husene uden Folk, og Landet aldeles ødelaegges.
Isa	6	12	12. Og Herren har ført Folket langt bort, og Tomheden er bleven stor i Landet.
Isa	6	13	13. Og bliver en Tiendepart endnu tilbage deri, saa skal denne atter vaere til at ødelaegges; men ligesom der af Terebinten og Stenegen bliver en Stub tilbage, naar de ere faeldede, saaledes skal denne Stub vaere en hellig Saed.
------------------------Esajas' Bog, Kapitel 7
Isa	7	1	1. Og det skete i de Dage, da Akas, Tothams Søn, Usias Sønnesøn, var Konge i Juda, at Rezin, Kongen af Syrien, og Israels Konge Peka, en Søn af Remalia, droge op imod Jerusalem for at føre Krig imod den; men de for maaede ikke at stride imod den.
Isa	7	2	2. Da blev det kundgjort for Davids Hus og sagt: Syrerne have lejret sig i Efraim; da baevede hans Hjerte og hans Folks Hjerte, som Traeerne i Skoven baeve for Vejret.
Isa	7	3	3. Men Herren sagde til Esajas: Gak nu ud imod Akas, du og Sear-Jasub, din Søn, til Enden af Vandledningen fra den Øverste Dam, ved den alfare Vej ved Blegerens Ager,
Isa	7	4	4. og sig til ham: Var dig og vaer stille, frygt ikke og lad ikke dit Hjerte blive forsagt for disse to Stykker rygende Brande, for Rezins og Syrernes og Remalias Søns fnysende Vrede.
Isa	7	5	5. Fordi Syrerne have lagt onde Raad op imod dig, ligeledes Efraim og Remalias Søn, sigende:
Isa	7	6	6. Vi ville drage op imod Juda og aengste det og rive det til os, og vi ville gøre Tabeals Søn til Konge derudi:
Isa	7	7	7. Saa siger den Herre, Herre: Det skal ikke staa fast og ikke ske!
Isa	7	8	8. Thi Damaskus er Hoved for Syrien og Rezin Hoved for Damaskus; og efter fem og tresindstyve Aar skal Efraim knuses, at det ikke mere skal vaere et Folk.
Isa	7	9	9. Og Samaria er Hoved for Efraim og Remalias Søn Hoved for Samaria: Ere I ej troende, blive I ej boende.
Isa	7	10	10. Jeg Herren blev ved at tale til Akas og sagde:
Isa	7	11	11. Begaer dig et Tegn af Herren, din Gud; begaer det i det dybe eller oventil i det høje!
Isa	7	12	12. Men Akas sagde: Jeg vil ikke begaere og ikke friste Herren.
Isa	7	13	13. Da sagde han: Hører dog, I af Davids Hus! Er det eder lidet, at I falde Mennesker til Besvaer, at I ogsaa ville falde min Gud til Besvaer?
Isa	7	14	14. Derfor skal Herren selv give eder et Tegn: Se, Jomfruen bliver frugtsommelig og føder en Søn, og hun kalder hans Navn Immanuel.
Isa	7	15	15. Han skal aede Smør og Honning ved den Tid, han forstaar at forkaste det onde og at udvaelge det gode.
Isa	7	16	16. Thi førend Barnet forstaar at forkaste det onde og udvaelge det bode, skal det Land, for hvis tvende Konger du gruer, vorde forladt.
Isa	7	17	17. Over dig og over dit Folk og over din Faders Hus skal Herren lade Dage komme, som ikke ele komne siden den Dag, Efraim faldt fra Juda: Kongen af Assyrieli.
Isa	7	18	18. Og det skal ske, paa den Dag skal Herren hvisle Fluerne hid, som ere yderst ved Aegyptens Floder, og Bierne, som ere i Assyriens Land,
Isa	7	19	19. og de skulle komme og nedlade sig alle sammen i de Øde Dale og i Klippernes Revner og i alle Tornebuskene og paa alle Graesgangene.
Isa	7	20	20. paa den Dag skal Herren rage Hovedet og Haarene paa Fødderne med en Ragekniv, som er lejet paa hin Side Floden, det er ved Kongen af Assyrien, og den skal obsaa aldeles borttage Skaegget.
Isa	7	21	21. Og det skal ske paa den Dag, da skal en Mand lade en Kviekalv og to Faar leve,
Isa	7	22	22. og det skal ske, fordi de skulle give megen Maelk, at han kan aede Smør; thi hver, som bliver tilovers i Landet, skal aede Smør og Honning.
Isa	7	23	23. Og det skal ske paa den Dag, at hvert Sted, hvor der var tusinde Vinstokke, tusinde Sekel Sølv vaerd, skal blive til Torn og Tidsel.
Isa	7	24	24. Man skal gaa derhen med Pile og med Bue; thi alt Landet skal blive til Torn og Tidsel.
Isa	7	25	25. Og til alle Bjerge, som hakkes med Hakken, skal man ikke kunne komme af Frygt for Torne og Tidsler; men de skulle vaere til at slippe Øksne løse paa og til at nedtraedes af Faar.
------------------------Esajas' Bog, Kapitel 8
Isa	8	1	1. Og Herren sagde til mig: Tag dig en stor Tavle og skriv derpaa med Menneskers Griffel: "Hurtigt Rov, hastigt Bytte".
Isa	8	2	2. Og jeg vil tage mig tilforladelige Vidner: Praesten Uria og Sakarias, Jeberekias Søn.
Isa	8	3	3. Og jeg naermede mig til Profetinden, og hun undfangede og fødte en Søn; og Herren sagde til mig: Kald hans Navn: Maher-Sjalal Kasj-Bas.
Isa	8	4	4. Thi førend Barnet forstaar at raabe: Min Fader og min Moder! skal man bortføre Damaskus's Gods og Samarias Bytte hen foran Kongen af Assyriens Ansigt.
Isa	8	5	5. Og Herren blev endnu ved at tale til mig, sigende:
Isa	8	6	6. Fordi dette Folk foragtede Siloas sagte rindende Vande, og der er Glaede over Pezin og Remalias Søn;
Isa	8	7	7. se, derfor skal Herren lade Flodens maegtige og mange Vande, Kongen af Assyrien og al hans Herlighed komme over dem; og den skal stige over alle sine Strømme og gaa over alle sine Bredder.
Isa	8	8	8. Og den skal bryde ind i Juda, skylle over og strømme over og naa til Halsen; og hans udbredte Vinger skulle fylde dit Land, o Immanuel! saa vidt, som det er.
Isa	8	9	9. Slaar kun ned, I Folkefaerd! I skulle dog sønderknuses; maerker med eders Øren, alle I, som ere i langt fraliggende Lande! omgjorder eder, I skulle dog blive sønderknuste, omgjorder eder, I skulle dog blive sønderknuste.
Isa	8	10	10. Beslutter et Raad, det skal blive til intet; taler et Ord, det skal ikke bestaa; thi med os er Gud.
Isa	8	11	11. Thi saa sagde Herren til mig, der hans Haand greb mig, og han underviste mig, at jeg ikke skulde vandre paa dette o Folks Vej, og sagde:
Isa	8	12	12. Kalder ikke Sammensvaergelse, hvad dette Folk kalder Sammensvaergelse, og frygter ikke, hvad det frygter, og forfaerdes ikke!
Isa	8	13	13. Den Herre Zebaoth, han skal vaere eder hellig; og han skal vaere eders Frygt, og han skal vaere eders Forfaerdelse.
Isa	8	14	14. Og han skal vaere til en Helligdom, men og til en Anstødssten og til en Forargelsesklippe for Israels tvende Huse, til en Snare og til en Strikke for Jerusalems Indbyggere.
Isa	8	15	15. Og mange skulle støde sig paa dem og falde og sønderbrydes og omsnaeres og fanges.
Isa	8	16	16. Bind Vidnesbyrdet til, forsegl Loven hos mine Disciple!
Isa	8	17	17. Og jeg vil bie efter Herren, han, som har skjult sit Ansigt for Jakobs Hus, og jeg vil forvente ham.
Isa	8	18	18. Se, her er jeg og de Børn, som Herren har givet mig, til Tegn og Forbilleder i Israel fra den Herre Zebaoth, som bor paa Zions Bjerg.
Isa	8	19	19. Og naar de ville sige til eder: Søger til Spaakvinderne og til Tegnsudlaeggerne, som hviske og mumle, da siger: Skal ikke et Folk søge til sin Gud? skal man søge til de døde for de levendes Skyld?
Isa	8	20	20. Til Loven og til Vidnesbyrdet! dersom de ikke tale saaledes, naar der ingen Morgenrøde er for dem,
Isa	8	21	21. da skulle de drage igennem Landet, haardt plagede og hungrige; og naar en hungrer, da skal han blive vred og bande sin Konge og sin Gud og vende sit Ansigt imod det høje;
Isa	8	22	22. og han skal til Jorden, men se, der skal vaere Angest og Mørke, Traengsels Mørke, og i Mulm er han udstødt.
------------------------Esajas' Bog, Kapitel 9
Isa	9	1	1. Thi der skal ej vaere Ørke for det Land, hvor der nu er Taengsel; som han i den første Tid ragte Vanaere over Sebulons Land og i Nafthalis Land, saa skal han gøre det herligt paa det sidste, Landet ad Vejen ved Havet, paa hin Side Jordan, Hedningernes Galilaea.
Isa	9	2	2. Det Folk, som vandrede i Mørket, ser et stort Lys; over dem, som boede i Dødens Skygges Land, skinner et Lvs.
Isa	9	3	3. Du formerer Folket, hvis Glaede du ikke havde gjort stor; de glaede sig for dit Ansigt, ligesom Glaeden er om Høsten, ligesom man fryder sig, naar man uddeler Bytte.
Isa	9	4	4. Thi dets Byrdes Aag og Kaeppen over dets Ryg, dets Drivers Stav, har du sønderbrudt som paa Midians Dag;
Isa	9	5	5. thi hver Krigsstøvle, som blev baaren i Stridstummelen, og Klaederne, som vare sølede i Blod, skulle opbraendes og blive Ildens Naering.
Isa	9	6	6. Thi et Barn er os født, en Søn er os given, og Fyrstendømmet skal vaere paa hans Skulder, og hans Navn kaldes Under, Raadgiver, vaeldige Gud, Evigheds Fader, Fredsfyrste;
Isa	9	7	7. for at Fyrstendømmet maa blive stort, og at der maa blive Fred uden Ende over Davids Trone og over hans Rige til at befaeste det og til at opholde det ved Ret og Retfaeerdighed fra nu og indtil evig Tid; den Herre Zebaoths Nidkaerhed skal gøre dette.
Isa	9	8	8. Herren har sendt et Ord i Jakob, og det er faldet i Israel.
Isa	9	9	9. Og det hele Folk skal fornemme det, Efraim og Indbyggerne i Samaria, med deres Hovmodighed og Hjerters Stolthed; de sige:
Isa	9	10	10. Teglstenene ere faldne, men vi ville bygge med hugne Sten; Morbaertraeerne ere afhugne, men vi ville saette Gedertraeer i Stedet.
Isa	9	11	11. Og Herren skal ophøje Rezins Modstandere over ham, og han vil vaebne hans Fjender.
Isa	9	12	12. Syrerne forfra og Filisterne bagfra fortaerede Israel med fuld Mund. Med alt dette har hans Vrede ikke lagt sig, men hans Haand er endnu udrakt.
Isa	9	13	13. Og Folket har ikke omvendt sig til den, som slog det; og har ikke søgt den Herre Zebaoth.
Isa	9	14	14. Derfor vil Herren afhugge af Israel Hoved og Hale, Palmegren og Siv, paa een Dag.
Isa	9	15	15. Den gamle og den ansete, han er Hovedet; men en Profet, som laerer Løgn, han er Halen.
Isa	9	16	16. Og dette Folks Førere forføre det, og de iblandt det; som lade sig føre, opsluges.
Isa	9	17	17. Derfor kan Herren ikke glaede sig over dets unge Karle og ej forbarme sit; over dets faderløse og over dets Enker; thi hver af dem er vanhellig og handler ondt, og hver Mund taler Daarskab. Med alt dette har hans Vrede ikke lagt sig, men hans Haand er endnu udrakt.
Isa	9	18	18. Thi Ugudelighed braender som en Ild, der fortaerer Torn og Tidsler og saetter Ild paa Skovens Tykninger, og de skulle hvirvle højt op i Røg.
Isa	9	19	19. Landet er sat i Brand i den Herre Zebaoths Vrede; og Folket er som det, der fortaeres af Ild, de spare ikke den ene den anden.
Isa	9	20	20. Og man snapper til højre og hurlgrer endda, og man aeder om sig til venstre og maettes I ej; de fortaere hver sin Arms Kød:
Isa	9	21	21. Manasse er imod Efraim og Efraim imod Manasse, begge med hverandre imod Juda. Med alt dette har hans Vrede ikke lagt sig, men hans Haand er endnu udrakt.
------------------------Esajas' Bog, Kapitel 10
Isa	10	1	1. Ve dem, som give ugudelige Love og udstede uretfaerdige Skrivelser
Isa	10	2	2. for at fortraenge de ringe fra deres Ret og for at fravende de elendige iblandt mit Folk deres Ret, at Enkerne maa vaere deres Bytte, og at de kunne berøve de faderløse!
Isa	10	3	3. Men hvad ville I gøre imod Hjemsøgelsens Dag og imod den ødelaeggelse, som skal komme langt borte fra? til hvem ville I fly om Hjaelp? og hvor ville I lade eders Herlighed blive?
Isa	10	4	4. Enhver, som ikke maa bøje sig iblandt de bundne, skal falde iblandt de ihjelslagne. Med alt dette har hans Vrede ikke lagt sig; men hans Haand er endnu udrakt.
Isa	10	5	5. Ve Assur, min Vredes Ris! min Harme er Kaeppen i hans Haand.
Isa	10	6	6. Jeg sender ham imod et vanhelligt Folk og giver ham Befaling imod det Folk, som jeg er vred paa, til at gøre Bytte og røve Rov og til at traede det ned som Ler paa Gader.
Isa	10	7	7. Men han, han mener det ikke saa, og hans Hjerte taenker ikke saa; men hans Hu staar til at Ødelaegge og at udrydde ikke faa Folk.
Isa	10	8	8. Thi han siger: Ere mine Fyrster ikke Konger til Hobe?
Isa	10	9	9. Er det ikke gaaet Kalno som Karkemis? ikke Hamath som Arpad? ikke Samaria som Damaskus?
Isa	10	10	10. Ligesom min Haand har ramt Afgudernes Riger, hvor der, var fiere Billeder end i Jerusalem og i Samaria:
Isa	10	11	11. Mon jeg ikke, saaledes som jeg har gjort ved Samaria og dens Afguder, saaledes skal gøre ved Jerusalem og ved dens Afguder?
Isa	10	12	12. Og det skal ske, naar Herren har udrettet al sin Gerning paa Zions Bjerg og i Jerusalem, da vil jeg hjemsøge Kongen af Assyriens Hovmods Frugt og hans Hoffaerdigheds Pragt.
Isa	10	13	13. Fordi han siger: Ved min Haands Kraft har jeg gjort det og ved min Visdom, thi jeg er forstandig; og jeg borttager Folkenes Landemaerker og har røvet deres Forraad, og som den maegtige nedkaster jeg dem, som sidde i Højsaedet.
Isa	10	14	14. Og min Haand har fundet hen til Folkenes Gods som til en Fuglerede, og jeg har sanket alt Landet, som man sanker Aeg, der ere forladte; og der var ingen, som rørte en Vinge, eller som oplod Naebet og peb.
Isa	10	15	15. Kan vel Øksen rose sig imod den, som hugger med den? eller Saven trodse den, som traekker den? som om en Stav vilde svinge den, som opløfter den, eller som om en Kaep vilde opløfte den, som ikke er Trae?
Isa	10	16	16. Derfor skal Herren, den Herre Zebaoth sende Magerhed paa hans fede, og under hans Herlighed skal der braende et Baal som et braendende Baal.
Isa	10	17	17. Og Israels Lys skal vorde en Ild, og hans Hellige skal vorde en Lue; og den skal braende og fortaere hans Torn og Tidsler paa een Dag.
Isa	10	18	18. Og hans Skovs og hans Frugthaves Herlighed skal den fortaere med Rub og Stub; og han skal blive som en syg, der vansmaegter.
Isa	10	19	19. Og de overblevne Traeer i hans Skov skulle vaere faa i Tal, og et Barn skal kunne opskrive dem.
Isa	10	20	20. Og det skal ske paa den Dag, da skulle de overblevne i Israel og de undkomne af Jakobs Hus ikke mere forlade sig paa den, som slaar det; men de skulle forlade sig paa Herren, Israels Hellige, i Oprigtighed.
Isa	10	21	21. De overblevne skulle omvende sig, de overblevne af Jakob, til den vaeldige Gud.
Isa	10	22	22. Thi om dit Folk, o Israel! Er som Havets Sand, skulle kun de overblevne deraf omvende sig; Fordaervelsen er bestemt, den breder sig ud med Retfaerdighed som en Strøm.
Isa	10	23	23. Thi Fordaervelsen og det besluttede Raad skal Herren, den Herre Zebaoth, udføre, midt i hele Landet.
Isa	10	24	24. Derfor, saa siger Herren, den Herre Zebaoth: Frygt ikke, mit Folk! du, som bor i Zion, for Assur; han slaar dig med Staven og opløfter sin Kaep over, dig, paa samme Vis som aegypterne.
Isa	10	25	25. Thi endnu et lidet, en føje Tid, saa skal Fortørnelsen endes, og min Vrede komme for at fortaere dem.
Isa	10	26	26. Og den Herre Zebaoth skal svinge en Svøbe over ham, som da Midian blev slaaet paa Orebs Klippe, og sin Stav, som han haevede over Havet, den skal han opløfte paa samme Vis som i Aegypten.
Isa	10	27	27. Og det skal ske paa den Dag, da skal hans Byrde borttages fra dine Skuldre og hans Aag fra din Hals; og Aaget skal spraenges for Fedmens Skyld.
Isa	10	28	28. Han kommer over Ajat, han drager igennem Migron, han lader sit Tros blive tilbage i Mikmas.
Isa	10	29	29. De drage igennem Passet, de blive Natten over i Geba; Rama baever, Sauls Gibea flyr.
Isa	10	30	30. Raab højt, du Gallims Datter! giv Agt, Lajsa! ulykkeligt er Anathoth.
Isa	10	31	31. Madmena flygter, Indbyggerne i Gebim samle sig til Flugt.
Isa	10	32	32. Endnu bliver han staaende denne Dag i Nob; saa løfter han sin Haand imod Zions Hus's Bjerg, imod Jerusalems Høj.
Isa	10	33	33. Se, Herren, den Herre Zebaoth, skal nedhugge de skønne Grene, saa man gruer; og de ranke Stammer skulle afhugges, og de høje skulle blive lave.
Isa	10	34	34. Og den tykke Skov nedhugges med Jernet, og Libanon falder for den Maegtige.
------------------------Esajas' Bog, Kapitel 11
Isa	11	1	1. Og der skal opgaa et Skud af Isajs Stub, og en Kvist af hans Rødder skal baere Frugt.
Isa	11	2	2. Og Herrens Aand skal hvile over ham, Visdoms og Forstands Aand, Raads og Styrkes Aand, Herrens Kundskabs og Frygts Aand.
Isa	11	3	3. Og hans Lyst skal vaere i Herrens Frygt, og han skal ikke dømme efter det, hans Øjne se, ej heller holde Ret efter det, hans Øren høre.
Isa	11	4	4. Men han skal dømme de ringe med Retfaerdighed og holde Ret for de lidende i Landet med Oprigtighed; og han skal slaa Jorden med sin Munds Ris og draebe den ugudelige med sine Laebers Aande.
Isa	11	5	5. Og Retfaerdighed skal vaere hans Laenders Baelte og Trofasthed hans Hofters Baelte.
Isa	11	6	6. Og Ulven skal gaa hos Lammet og Parderen ligge hos Kiddet; Kalven og Løven og Fedekvaeget skulle vaere sammen, og en liden Dreng skal drive dem.
Isa	11	7	7. Og Koen og Bjørnen skulle graesse sammen, deres Unger skulle ligge hos hinanden; og Løven skal aede Straa som Oksen.
Isa	11	8	8. Og det diende Barn skal lege ved øglens Hul og det afvante Barn stikke sin Haand til Basiliskens Hule.
Isa	11	9	9. De skulle ej gøre noget ondt og ej noget fordaerveligt paa hele mit hellige Bjerg; thi Jorden er fuld af Herrens Kundskab, ligesom Vandet skjuler Havets Bund.
Isa	11	10	10. Og det skal ske paa den Dag, at Hedningerne skulle spørge efter Isajs Rod, der staar som et Banner for Folkene; og hans Hvilested ska vaere Herlighed.
Isa	11	11	11. Og det skal ske paa den Dag, at Herren atter, an den Gang, skal udstraekke sin Haand til at forhverve sig det overblevne af sit Folk, som skal blive tilovers fra Assyrien og fra Aegypten og fra Pathros og fra Morland og fra Elan og fra Sinear og fra Hamath og fra Øerne i Havet.
Isa	11	12	12. Og han skal opløfte et Banner for Hedningerne og sanke Israels fordrevne og samle Judas adspredte fra Jordens fire Hjørner.
Isa	11	13	13. Og Efraims Misundelse skal vige, og Judas Fjender skulle udryddes; Efraim skal ikke vaere misundelig paa Juda, og Juda skal ikke traenge Efraim.
Isa	11	14	14. Men de skulle flyve ind paa Filisternes Skuldre imod Vesten, de skulle i Forening røve fra dem, som bo imod Østen; Edom og Moab skulle blive et Bytte for deres Haand, og Ammons Børn skulle bevise dem Lydighed.
Isa	11	15	15. Og Herren skal saette Vigen af Aegyptens Hav i Band og bevaege sin Haand over Floden med sit staerke Vejr; og han skal slaa den i syv Baekke og lade den betraedes med Sko.
Isa	11	16	16. Og der skal vaere en banet Vej for de overblevne af hans Folk, som skulle blive tilovers fra Assyrien, ligesom der var for Israel, den Dag det drog op af Aegyptens Land.
------------------------Esajas' Bog, Kapitel 12
Isa	12	1	1. Og du skal sige paa den Dag: Jeg vil takke dig, Herre ! Thi du har vaeret vred paa mig, men din Vrede er afvendt, og du trøster mig.
Isa	12	2	2. Se, Gud er min Frelse, jeg vil vaere tryg og ikke frygte; thi den Herre, Herre er min Styrke og Lorsang, og han er bleven mig til Frelse.
Isa	12	3	3. Og I skulle drage Vand med Glaede af Frelsens Kilder.
Isa	12	4	4. Og I skulle sige paa den Dag: Navn, kundgører hans Gerninger Navn, kundgører hans Gerninber iblandt Folkene, forkynder, at hans Navn er højt.
Isa	12	5	5. Lovsynger Herren, thi han har gjort herlige Ting; dette er kundgjort paa den ganske Jord.
Isa	12	6	6. Raab højt og syng med Fryd, du Indbyggerske i Zion! thi den Hellige i Israel er stor midt udi dig.
------------------------Esajas' Bog, Kapitel 13
Isa	13	1	1. En Profeti imod Babel, som Esajas, Amozs Søn, saa.
Isa	13	2	2. Oprejser Banner paa et nøgent Bjerg, opløfter Røsten til dem, vinker med Haanden, at de gaa ind ad Fyrsternes Døre.
Isa	13	3	3. Jeg har givet Befaling til dem, jeg har helliget og kaldet til min Vredes Tjeneste, mine vaeldige, mine stoltelig jublende.
Isa	13	4	4. Der høres en Tummel paa Bjergene som af et stort Folk, et Bulder af samlede Hedningeriger; den Herre Zebaoth mønstrer Krigshaer.
Isa	13	5	5. De komme fra et langt fraliggende Land, fra Himmelens Ende, Herren og hans Vredes Vaaben til at ødelaegge den hele Jord.
Isa	13	6	6. Hyler, thi Herrens Dag er naer, den skal komme som en Ødelaeggelse fra den Almaegtige.
Isa	13	7	7. Derfor skulle alle Haender slappes og hvert Menneskehjerte blive modfaldent.
Isa	13	8	8. Og de skulle forfaeerdes, Veer og smerter skulle betage dem, de skulle vride sig som den, der føder, de skulle forfaerdede se, den ene paa den anden, deres Ansigter skulle blusse som Lue.
Isa	13	9	9. Se, Herrens Dag kommer grum og fuld af Harme og braendende Vrede for at gøre Jorden til en Ørk og udslette dens Synder derfra.
Isa	13	10	10. Thi Stjernerne paa Himmelen og deres Stjernebilleder skulle ikke lade deres Lys skinne, Solen skal formørkes, naar den gaar op, og Maanen skal ikke lade sit Lys skinne.
Isa	13	11	11. Og jeg vil hjemsøge Jorderige for det onde og de ugudelige for deres Misgerning; og jeg vil bringe de hovmodiges Stolthed til at høre op og bøje Voldsmaends Overmod.
Isa	13	12	12. Jeg vil gøre Folk sjaeldnere end Guld og Mennesker sjaeldnere end Guld fra Ofir.
Isa	13	13	13. Derfor vil jeg ryste Himmelen, og Jorden skal skaelvende vige fra sit Sted, i den Herre Zebaoths Fortørnelse og paa hans braendende Vredes Dag.
Isa	13	14	14. Og det skal gaa som med en jaget Raa og som med Faar, hvilke ingen samler: De skulle vende sig hver til sit Folk og fly hver til sit Land.
Isa	13	15	15. Hver den, som bliver naaet, skal gennemstikkes, og hver den, som gribes, skal falde ved Svaerdet.
Isa	13	16	16. Og deres spaede Børn skulle knuses for deres Øjne, deres Huse plyndres og deres Hustruer skaendes.
Isa	13	17	17. Se, imod dem vil jeg opvaekke Mederne, dem, som ikke agte Sølv, ej heller have Lyst til Guld;
Isa	13	18	18. men deres Buer skulle sønderknuse Drenge, og de skulle ikke forbarme sig over Livs Frugt, deres Øje skal ikke skaane Børnene.
Isa	13	19	19. Og Babel, Rigernes Krone, Kaldaeernes herlige Prydelse, skal blive, som da Gud omkastede Sodoma og Gomorra.
Isa	13	20	20. Den skal i Evighed ikke rejse sig, og den skal ikke bebos tra Slaegt til Slaegt, og ingen Araber skal opslaa Telt der, ej heller Hyrder lade Kvaeg liggs der.
Isa	13	21	21. Men Ørkens Vildt skal ligge der, og deres Huse skulle vaere fulde af hylende Dyr, og Strudser skulle bo der og Skovtrolde springe der.
Isa	13	22	22. Og Ulve skulle tude imod hverandre i de forladte Huse og Drager i de lystige Paladser; og det er naer for Haanden, at dens Tid kommer, og dens Dage skulle ikke forhales.
------------------------Esajas' Bog, Kapitel 14
Isa	14	1	1. Thi Herren skal forbarme sig over Jakob og atter udvaelge Israel og lade dem bosaette sig i deres Land; og den fremmede skal slutte sig til dem og holde sig til Jakobs Hus.
Isa	14	2	2. Og Folkene skulle tage dem og føre dem til deres Hjem, og Israels Hus skal tage hine til Eje som Tjenere og Tjenestepiger i Herrens Land og holde dem fangne, som havde fanget dem selv, og regere over sine Undertrykkere.
Isa	14	3	3. Og det skal ske paa den Dag, naar Herren skaffer dig Rolighed efter din Møje og din Uro og efter den haarde Traeldom, med hvilken man lod dig traelle:
Isa	14	4	4. Da skal du, istemme denne Sang imod Kongen af Babel og sige: Hvorledes er Undertrykkeren hørt op! hvorledes er Trykket hørt op!
Isa	14	5	5. Herren har sønderbrudt de ugudeliges Stav, Herskernes Spir,
Isa	14	6	6. som slog Folkene i Grumhed med Slag uden Afladelse og regerede over Folkefaerd i Vrede, med skaanselløs Forfølgelse.
Isa	14	7	7. Al Jorden hviler og er stille, de raabe med frydefuldt Skrig.
Isa	14	8	8. Cypresserne glaede sig ogsaa over dig, ja, Cedrene paa Libanon, og sige: Fra den Tid, du ligger, kommer ingen op at omhugge os.
Isa	14	9	9. Dødsriget her neden til baever for dig, for at møde dig, naar du kommer, det bringer Dødningerne til at rejse sig for din Skyld, alle Jordens maegtige, det lader alle Folkekongerne staa op fra deres Troner.
Isa	14	10	10. Alle svare de og sige til dig: Du er og bleven af maegtig som vi, du er bleven os lig!
Isa	14	11	11. Din Højhed med dine Psaltres Brusen er nedkastet til Dødsriget; Orme bredes under dig, og Maddiker bedaekke dig.
Isa	14	12	12. Hvorledes er du falden ned fra Himmelen, du Morgenstjerne, du Morgenrødens Søn? hvorledes er du nedhugget til Jorden, du, som nedtraadte Folkefaerd?
Isa	14	13	13. Og du sagde i dit Hjerte: Jeg vil stige op til Himmelen, ophøje min Trone over Guds Stjerner, og jeg vil sidde paa Forsamlingsbjerget, yderst imod Norden;
Isa	14	14	14. jeg vil fare op over de højeste Skyer, jeg vil vaere den Højeste lig!
Isa	14	15	15. Men til Dødsriget skal du nedfare, til Hulens nederste Steder!
Isa	14	16	16. Hvo dig ser, skal stirre paa dig, de skulle betragte dig og sige: Mon denne vaere den Mand, som bragte Jorden til at baeve? som bragte Rigerne til at skaelve?
Isa	14	17	17. som gjorde Jorderige til en Ørk og nedbrød dets Staeder? som ikke løste sine bundne for at lade dem gaa hjem?
Isa	14	18	18. Alle Folkenes Konger, de ligge alle med Aere, hver i sit Hus;
Isa	14	19	19. men du, du er henslaengt, uden Grav, som en vederstyggelig Kvist, bedaekket med ihjelslagne, som ere gennemborede med Svaerd, som fore ned i Stenhulens Dyb; du er som et nedtraadt Aadsel.
Isa	14	20	20. Du skal ikke forenes med dem ved Begravelse thi du har de ihjelslaget dit Folk; de, ondes Saed skal ikke naevnes evmdelig.
Isa	14	21	21. Bereder hans Børn et bad far deres Faedres Misgerning, at de ikke rejse sig, hverken til at arve Jorden eller til at fylde Jorderiges Kreds med Staeder.
Isa	14	22	22. Thi jeg vil staa op imod dem, siger den Herre Zebaoth, og udrydde Babels Navn og hans overblevne og Søn og Sønnesøn, siger Herren.
Isa	14	23	23. Og, jeg vil gøre den til Bo for Pindsvin; og til Vandsumpe og feje den bort med Ødelaeggelsens Kost, siger den i Herre Zebaoth.
Isa	14	24	24. Den Herre Zebaoth har svoret og sagt: Sandelig, som jeg har taenkt, skal det ske, og som jeg har besluttet, skal det staa fast:
Isa	14	25	25. At jeg skal sønderknuse Assur i mit Land og nedtraede ham paa mine Bjerge, saa at hans Aag skal tages fra dem, og hans Byrder vige fra deres Skuldre!
Isa	14	26	26. Dette er det Raad, som er besluttet over den hele Jord, og dette er den Haand, som er udrakt over alle Folkefaerd.
Isa	14	27	27. Thi den Herre Zebaoth har besluttet det, og hvo vil gøre det til intet? og hans Haand er udrakt, og hvo vil afvende den?
Isa	14	28	28. I det Aar, der Kong Akas døde, skete denne Profeti.
Isa	14	29	29. Glaed dig ikke, du ganske Filisterland! at hans Stav, som slog dig, er sønderbrudt; thi af Slangens Rod skal udgaa en Basilisk, og dens Frugt skal blive en flyvende Drage.
Isa	14	30	30. Og de førstefødte af de ringe skulle finde Naering og de fattige ligge tryggelig; men jeg vil døde din Rod med Hunblevne af dig.
Isa	14	31	31. Hyl, Port! skrig, Stad! vaer mistrøstig, du ganske Filisterland! thi der skal komme en Røg af Norden, og der er ingen Efternøler i hans Skarer.
Isa	14	32	32. Og hvad skal man svare Folkets Bud? At Herren har grundfaestet Zion, og at de elendige af hans Folk skulle have Tilflugt i den.
------------------------Esajas' Bog, Kapitel 15
Isa	15	1	1. Profeti imod Moab. I den Nat, da Ar-Moab blev forstyrret, gik det til Grunde; i den Nat, da Kir-Moab blev forstyrret, gik det til Grunde.
Isa	15	2	2. Man gaar op til Afgudshuset og til Dibon, til Højene for at graede; paa Nebo og paa Medba hyler Moab, hvert Hoved der er skaldet, hvert Skaeg er afskaaret.
Isa	15	3	3. Paa Gaderne derudi ombinde de sig med Saek, paa Tagene og paa Gaderne derudi hyle de alle sammen og flyde hen i Graad.
Isa	15	4	4. Og Hesbon og Eleale raabe, deres Røst høres indtil Jahaz; derfor skrige de bevaebnede i Moab, hvers Sjael er modfalden.
Isa	15	5	5. Mit Hjerte raaber over Moab, hvis Flygtninge ty lige til Zoar, til Eglath-Selisia; thi man gaar op ad Lukits Opgang med Graad, og paa Vejen til Horonaim opløfter man et Fortvivlelsens Skrig.
Isa	15	6	6. Thi Nimrims Vande blive til Ørk; thi Urterne ere hentørrede, Graesset er borte, der er intet grønt.
Isa	15	7	7. Derfor baere de Levningen af det, som de have forhvervet sig, og hvad de have henlagt, over Pilebaekken.
Isa	15	8	8. Thi Skriget omspaender Moabs Landemaerke, dets Hyl naar indtil Eglajm, og dets Hyl til Beer-Elim.
Isa	15	9	9. Thi Dimons Vande ere fulde af Blod og jeg vil lade endnu mere komme over Dimon; jeg vil sende en Løve over de undkomne af Moab og over de overblevne i Landet.
------------------------Esajas' Bog, Kapitel 16
Isa	16	1	1. Sender Landets Hersker Lam fra Sela gennem Ørken til Zions Datters Bjerg.
Isa	16	2	2. Og det skal ske, at ligesom en Fugl, udjaget af Reden, flagrer hid og did, saa skulle Moebs Døtre komme til Arnons Faergesteder.
Isa	16	3	3. Giv Raad, hj aelp til Ret, gør din Skygge som Natten midt om Middagen, skjul de fordrevne, forraad ikke den, som flyr!
Isa	16	4	4. Lad mine fordrevne faa Herberge hos dig, Moab! vaer dem et Skjul imod Ødelaeggeren; thi Undertrykkeren er borte, Ødelaeggelsen faar Ende, og de, som nedtraadte andre, skulle omkomme af Landet.
Isa	16	5	5. Og der skal beredes en Trone ved Miskundheden, og en skal sidde derpaa i Sandheden, i Davids Paulun, en, som skal dømme og spørge efter Ret og haste efter Retfaerdighed.
Isa	16	6	6. Vi have hørt om Moabs Hovmod, han er saare hovmodig, ja, om hans Stolthed og hans Hovmod og hans Grumhed, hans tomme Pral.
Isa	16	7	7. Derfor skal Moab hyle over Moab, de skulle alle sammen hyle; over Kir-Hareseths Grundvolde skulle I sukke, aldeles modfaldne.
Isa	16	8	8. Thi Hesbons Marker ere henvisnede, paa Vintraeet i Sibma have Folkenes Herrer knust de aedle Ranker, som naaede til Jaeser og forvildede sig ind i Ørken; dens Kviste, som bredte sig ud, ere komne over Havet.
Isa	16	9	9. Derfor vil jeg graede med Jaesers Graad over det Vintrae i Sibma, jeg vil vaede dig, Hesbon og Eleale, med min Graad; thi over din Sommerfrugt og over din Høst faldt Krigsskriget ind.
Isa	16	10	10. Og Glaede og Fryd er veget bort fra den frugtbare Mark, og man synger ikke i Vingaardene, raaber ej heller med Glaede; Persetraederen traeder ikke Druer i Perserne, Frydeskrig har jeg ladet høre op.
Isa	16	11	11. Derfor bruser mit Inderste over Moab som en Harpe, og mit Hjerte over Kir-Heres.
Isa	16	12	12. Og det sker, naar Moab lader sig se og er traet af at ofre paa Højen, da vil det komme til sin Helligdom for at bede og skal ikke kunne.
Isa	16	13	13. Dette er det Ord, som Herren har talt imod Moab den Gang;
Isa	16	14	14. men nu har Herren talt og sagt: Om tre Aar, som en Daglønners Aar, da skal Moabs Herlighed med al den store Maengde vaere ringeagtet, og der skal blive en Levning tilbage, liden, ringe og afmaegtig.
------------------------Esajas' Bog, Kapitel 17
Isa	17	1	1. Profeti imod Damaskus. Se, Damaskus skal ikke mere vaere en Stad, men den skal vaere en sammenstyrtet Stenhob.
Isa	17	2	2. Aroers Staeder skulle blive forladte; de skulle vaere for Hjorde, og disse skulle ligge der, og ingen skal forfaerde dem.
Isa	17	3	3. Og det skal vaere forbi med Befaestningen for Efraim og med Kongedømmet for Damaskus og for det overblevne af Syrerne; de skulle vaere som Israels Børns Herlighed, siger den Herre Zebaoth.
Isa	17	4	4. Og det skal ske paa den Dag, da skal Jakobs Herlighed blive ringe, og hans Køds Fedme skal blive mager.
Isa	17	5	5. Og det skal gaa, som naar en Høstmand griber om det staaende Korn, og hans Arm høster Aksene; og det skal gaa, som naar een samler Aks i Refaims Dal.
Isa	17	6	6. Og der skal blive en Efterslet tilovers derudi, som naar man ryster et Olietrae: To eller tre Baer i den Øverste Top, fire eller fem paa de frugtbare Kviste; siger Herren, Israels Gud.
Isa	17	7	7. Paa den Dag skal Mennesket se hen til den, som har skabt ham, og hans Øjne skulle se hen til den Hellige i Israel.
Isa	17	8	8. Og ham skal ikke se hen til Altrene, hans Haenders Gerning, og ikke se til det, som hans Fingre have gjort, hverken til Astartes eller Solens Billeder.
Isa	17	9	9. Paa den Dag skulle hans faste Staeder vorde som de forladte Skove og Højder, som man havde forladt for Israels Børns Skyld, og der skal blive en Ørk.
Isa	17	10	10. Thi dig har giemt din Frelses Gud og ikke ihukornmet din Styrkes Klippe; derfor planter du liflige Plantninger og besaetter din Vinbaand med fremmede Ranker.
Isa	17	11	11. Paa den Dag, du planter, gaerder du ne derom, og om Morgenen bringer du min Saed til at grønnes; er Høsten paa Sygdommens og den ulaegelige Smertes Dag.
Isa	17	12	12. Ve, en Blaeusen af mange Folkeslag! de bruse som Havets Brusen; og et Bulder af Folkefaerd! de buldre, som maegtige Vande buldre.
Isa	17	13	13. Folkene buldre som store Vandes Bulder, men han truer dem, saa de fiy langt bort; og de bortjages som Avner paa Bjergene for Vejret og som en Hvirvel for Hvirvelvind.
Isa	17	14	14. Ved Aftenstid se, da er der Forskraekkelse! førend Morgenen kommer, da ere de ikke mere; dette er deres Del, som plyndre os; og deres Lod, som berøve os.
------------------------Esajas' Bog, Kapitel 18
Isa	18	1	1. Ve det Land med de susende Vinger, paa hin Side af Morlands Floder!
Isa	18	2	2. som sender Bud over Havet og med Fartøj af Rør over Vandet: Gaar, I lette Bud, til et Folk, som er velvokset og glatraget, til et forfaerdeligt Folk, som er laengere borte end dette; et Folk, kraftigt og nedtraedende, hvis Land Floder gennemstrømme.
Isa	18	3	3. Alle I Indbyggere paa Jorderige, og I, som bo paa Jorden, naar man opløfter Bannere paa Bjergene, da ser til, og naar man blaeser i Trompeten; da horer efter!
Isa	18	4	4. Thi saa har Herren sagt til mig: Jeg vil vaere stille og se til fra min Bolig, naar Heden lumrer unrler Solskin, naar Skyen ligger i Høstens Hede.
Isa	18	5	5. Thi før Høsten, naar Blomstringen er til ende, og Blomsterne ere blevne til Druer, som modnes, da skal man afskaere Rankerne med Vingaardsknive, borttage og afhugge Grenene.
Isa	18	6	6. De skulle overlades til Hobe til Rovfuglene paa Bjergene og til Dyrene i Landet, at Rovfugle skulle holde Sommer med dem, og alle Dyr i Landet holde Vinter med dem.
Isa	18	7	7. Paa den Tid skal der frembaeres Skaenk til den Herre Zebaoth fra det velvoksne og glatragede Folk og fra det forfaerdelige Folk, som er laengere borte end dette; et Folk, kraftigt og nedtraedende, hvis Land Floder gennemstrømme, hen til den Herre Zebaoths Navns Sted, til Zions Bjerg.
------------------------Esajas' Bog, Kapitel 19
Isa	19	1	1. Profeti imod Aegypten. Se, Herren farer paa en let Sky og kommer til Aegypten, og Aegyptens Afguder skulle baeve for hans Ansigt og Aegypternes Hjerte blive modfaldent i deres Inderste:
Isa	19	2	2. Og jeg vil vaebne Aegypter imod Aegypter, og de skulle stride hver imod sin Broder og hver imod sin Naeste; Stad imod Stad; Rige imod Rige.
Isa	19	3	3. Og Aegypternes Aand i deres Indre skal udtømmes, og jeg vil tilintetgøre deres Raad, saa de skulle adspørge hos Afguderne og hos Troldkarlene og hos Spaakvinderne og hosTegnsudlaeggerne.
Isa	19	4	4. Og jeg vil overantvorde Aegypterne i en haard Herres Haand, og en streng Konge skal herske over dem, siger Herren, den Herre Zebaoth.
Isa	19	5	5. Og Vandet skal svinde af Søen, og Floden skal udtørres og blive tør.
Isa	19	6	6. Og Floderne skulle stinke, de dybe Strømme skulle formindskes og blive tørre, Rør og Tang skal visne hen.
Isa	19	7	7. Engene ved Nilen, ved Bredden af Nilen, og al Saed ved Nilen skal borttørres, henvejres og ikke vaere mere til.
Isa	19	8	8. Og Fiskerne skulle blive bedrøvede, og alle, som kaste Krog i Nilen, skulle sørge, og de, som saette Garn ud paa Vandet, skulle vansmaegte.
Isa	19	9	9. Og beskaemmes skulle de, som arbejde i Hør, og de, som vaeve hvidt Tøj.
Isa	19	10	10. Og deres Grundpiller skulle ligge knuste, alle de, som arbejde for Løn, skulle vaere bedrøvede i Sjaelen.
Isa	19	11	11. Fyrsterne i Zoan ere kun Daarer, Faraos vise Raadgiveres Raad er blevet ufornuftigt; hvorledes kunne I sige til Farao: Jeg er de vises Søn, Fortids Kongers Søn?
Isa	19	12	12. Hvo ere de dog, disse dine vise? Lad dem kundgøre dig, og lad dem selv erkende, hvaa den Herre Zebaoth har raadslaget over Aegypten!
Isa	19	13	13. Fyrsterne i Zoan ere blevne til Daarer, Fyrsterne i Nof ere bedragne, og Stammernes Overhoveder have forvildet Aegypten.
Isa	19	14	14. Herren har ladet komme en Forvirrings Aand iblandt dem; og den har forvildet Aegypten i al dets, Gerning, ligesom en drukken er forvildet, naar han spyr.
Isa	19	15	15. Og for Aegypten skal intet lykkes, som Hoved eller Hale, Palmegren eller Siv skal faa gjort.
Isa	19	16	16. Paa denne Dag skulle Aegypterne vaere som Kvinder og forfaerdes og frygte for den Herre Zebaoths opløftede Haand, hvilken han skal opløfte over dem.
Isa	19	17	17. Og; Judas Land skal vaere Aegypterne til Forfaerdelse; naar nogen minder dem derom, skulle de frygte for den Herre Zebaoths Raad, som han har raadslaaet over dem.
Isa	19	18	18. Paa denne Dag skal der vaere frem Staeder i Aegyptens Land, som skulle tale med Kanaans Tungemaal og svaerge til den Herre Zebaoth; en af dem skal kaldes Ir-Haheres.
Isa	19	19	19. Paa denne Dag skal der vaere et Alter for Herren midt i Aegyptens Land og en Mindestøtte for Herren ved dets Graense.
Isa	19	20	20. Og det skal vaere for den Herre Zebaoth til et Tegn og til et Vidnesbyrd i Aegyptens Land, at naar de raabe til Herren for deres Skyld, som fortrykke dem, han da skal sende dem en Frelser og en maebtig og udfri dem.
Isa	19	21	21. Og Herren skal kendes af Aegypten, og Aegypterne skulle kende Herren paa den Dag, og de skulle tjene ham med Slagtofler og Madoffer og love Herren Løfte og betale det.
Isa	19	22	22. Og Herren skal slaa Aegypten, ja, slaa og laege; og de skulle vende om til Herren, og han skal bønhøre dem og laege dem.
Isa	19	23	23. Paa denne Dag skal der vaere en banet Vej fra Aegypten til Assyrien, og Assyrerne skulle komme til Aegypten og Aegypterne til Assyrien, og Aegypterne tillige med Assyrerne skulle tjene Herren.
Isa	19	24	24. Paa denne Dag skal Israel vaere selv tredje med Aegypterne og Assyrerne, en Velsignelse midt paa Jorden,
Isa	19	25	25. hvilke den Herre Zebaoth har velsignet, sigende: Velsignet vaere mit Folk, Aegypterne, og mine Haenders Gerning, Assyrerne, og min Arv, Israel!
------------------------Esajas' Bog, Kapitel 20
Isa	20	1	1. I det Aar, da Tartan kom til Asdod, der Sargon, Kongen af Assyrien, sendte ham, og han stred imod Asctod og indtog den,
Isa	20	2	2. paa i den Tid talte Herren ved Esajas, Amozs Søn, og sagde: Gak hen, og løs Sørgedragten af dine Laender, og drag din Sko af din Fod; og han gjorde saa og gik nøgen og barfodet.
Isa	20	3	3. Da sagde Herren: Ligesom min Tjener Esajas har gaaet nøgen og barfodet i tre Aar, til et Tegn og Forbillede over Aegypten og over Morland,
Isa	20	4	4. saaledes skal Kongen af Assyrien bortføre Aegyptens fangne og Morianernes landflygtige, unge og gamle, som nøgne og blottede paa Bagdelen, Aegypterne til Blusel.
Isa	20	5	5. Og den skulle forfaerdes og beskaemmes over Morland, som de saa op til, og over Aegypten, som var deres Stolthed.
Isa	20	6	6. Og den, som bor paa denne Strand, skal sige paa den Dag: Se, saa er det gaaet den; som vi saa op til, til hvem vi tyede om Hjaelp for at fries fra Kongen af Assyrien; og vi, hvorledes skulle vi undkomme?
------------------------Esajas' Bog, Kapitel 21
Isa	21	1	1. Profeti imod Havets Ørk. Ligesom Hvirvelvinde fare frem i Syden, saa kommer det fra Ørken, fra det forfaerdelige Land.
Isa	21	2	2. Mig er kundgjort et haardt Syn: Røveren røver, og Ødelaeggeren Ødelaegger; drag op, Elam! traeng paa Madaj! jeg har gjort, at hvert Suk hører op.
Isa	21	3	3. Derfor ere mine Laender fulde af Smerter, Veer have betaget mig ligesom Veer den fødende; jeg var der mig, saa jeg ikke kan høre, Jeg er forfaerdet, saa at jeg ikke kan se.
Isa	21	4	4. Mit Hjerte er forvildet, har forfaerdet mig, Tusmørket, soø var min Lyst, er blevet mig Raedsel.
Isa	21	5	5. Man daekker Bord, Vagten vaager, man aeder, man drikker; "gører eder rede, I Fyrster! salver skjoldet!"
Isa	21	6	6. Thi saa sagde Herren til mig: Gak, saet en Vaegter ud, lad ham kundgøre, hvad han ser.
Isa	21	7	7. Og ser han Vogne, Ryttere parvis, Vogne, dragne og Asener, Vogne, dragne of Kameler, da skal han give Agt, nøje Agt.
Isa	21	8	8. Og han raabte som en Løve: Herre! jeg staar stadig paa Vagt, om Dagen, jeg staar paa min Vare hver Nat.
Isa	21	9	9. Og se! da kom der Vogne med Folk, Ryttere parvis; og han svarede og sagde: Babel er falden, den er falden, og man har kastet alle dens Gudebilleder knuste til Jorden!
Isa	21	10	10. Du, min taerskede, og du, som har vaeret lagt paa min Lo! det, Jeg hørte af den Herre Zebaoth, Israels Gud, kundbjorde jeg eder.
Isa	21	11	11. Profeti imod Duma. Der raaber en til mig fra Seir: Vaegter, hvordan skrider Natten? Vaegter, hvordan skrider Natten?
Isa	21	12	12. Vaegteren siger: Der kommer Morgen, men ogsaa Nat; ville I spørge, saa spørger! kommer igen en anden Gang.
Isa	21	13	13. Profeti imod Arabien. I skulle blive Natten over i Skoven i Arabien, I rejsende Hobe af Dedaniter!
Isa	21	14	14. De komme den tørstige i Møde med Vand; Indbyggerne i Temas Land møde den ftygtende med Brød.
Isa	21	15	15. Thi de flyede for Svaerd, for det dragne Svaerd, for den spaendte Bue og for den svare Krig.
Isa	21	16	16. Thi saa sagde Herren til mig: Endnu inden et Aar, som en Daglønners Aar, da skal al Kedars Herlighed faa Ende.
Isa	21	17	17. Og Tallet af Buerne, som blive tilbage for de vaeldige af Kedars Børn, skal formindskes; thi Herren, Israels Gud, har talt det.
------------------------Esajas' Bog, Kapitel 22
Isa	22	1	1. Profeti imod Synernes Dal. Hvad fattes dig dog, at du med alle dine saaledes stiger op paa ragene?
Isa	22	2	2. Du, som var fuld af Bruseri, du støjende Stad, du sublende By! dine ihjelslagne ere ikke ihjelslagne med Svaerd og ikke døde i Kriben.
Isa	22	3	3. Alle dine Fyrster ere flygtede til Hobe, uden Bue ere de fangne; alle, som fandtes i dig, ere fangne til Hobe, de maatte fly langt bort.
Isa	22	4	4. Derfor siger jeg: Ser hort fra mig, jeg vil beskelig graede; traenger ikke paa for at trøste mig over mit Folks Datters Ødelaeggelse.
Isa	22	5	5. Thi der er en Forstyrrelses og Nedtraedelses og Forvirrings Dag fra Herren, den Herre Zebaoth, i Synernes Dal, paa hvilken Murene blive nedbrudte, og man raaber imod Bjergene.
Isa	22	6	6. Og Elam bar Kogger, fulgt af Vogne med Maend paa og af Ryttere, og Kir blottede Skjoldet.
Isa	22	7	7. Og det skete, at dine udvalgte Dale bleve fulde af Vogne, og Ryttere toge Stilling imod Porten.
Isa	22	8	8. Og han borttog Daekket fra Juda; og du saa dig om paa den Dag efter Rustningen i Skovhuset.
Isa	22	9	9. Og I saa Revnerne paa Davids Stad, at de vare mange, og I samlede den nederste Dams Vand.
Isa	22	10	10. Og I talte Jerusalems Huse og nedbrøde Huse for at befaeste Muren.
Isa	22	11	11. Og I gjorde en Grav imellem de tvende Mure for Vandet af den gamle Dam; men I saa ikke hen til ham, som havde beskikket det, til ham, som havde besluttet det for lang Tid siden, saa I ikke.
Isa	22	12	12. Og Herren, den Herre Zebaoth, opfordrede paa den Dag til Graad og Sorg og til at Herre Hovedet skaldet og til at ombinde sig med Saek.
Isa	22	13	13. Men se, der er Fryd og Glaede, man ihjelslaar Øksne og slagter Faar, aeder Kød og drikker Vin: "Lader os aede og drikke; thi vi skulle de i Morgen!
Isa	22	14	14. Men den Herre Zebaoth har saaledes aabenbaret sig for mine Øren: Denne Misgerning skal ikke udsones for eder, inden I dø! siger Herren, den Herre Zebaoth.
Isa	22	15	15. Saa sagde Herren, den Herre Zebaoth: Gak, kom ind til denne Rentemester, til Sebna, snm er Hofmester, og sig til hem:
Isa	22	16	16. Hvad har du her? og hvem har du her, at som den, der lader hugge sin Grav i det høje, som den, der lade sig en Bolig udhule i Klippen!
Isa	22	17	17. Se, Herren skal bortkaste dig med et Kast, du Mand! og skjule dig aldeles.
Isa	22	18	18. Han skal sno sig sammen i en Snoning, som en Bold, hen til et vidt og bredt Land; der skal du dø, og der skulle dine herlige Vogne komme hen, du, som er en Skaendsel for din Herres Hus!
Isa	22	19	19. Og jeg vil støde dig ned fra. dit Stade, og han skal nedkaste dig fra din Plads.
Isa	22	20	20. Og det skal ske paa den Dag, da vil jeg kalde ad min Tjener Eliakim, Hilkias Søn.
Isa	22	21	21. Og jeg vil iføre ham din Kjortel og styrke ham med dit Baelte og give dit Herredømme i hans Haand; og han skal vaere en Fader for dem, som bo i Jerusalem, og for Judas Hus.
Isa	22	22	22. Og jeg vil laegge Nøglen til Davids Hus paa hans Skuldre, og han skal oplade, og ingen skal tillukke, oplade.
Isa	22	23	23. Og jeg vil faeste ham som en Nagle paa et fast Sted, og han skal vaere et Aerens Saede for sin Faders Hus.
Isa	22	24	24. Og de skulle haenge paa ham al hans Haders Hus's Herlighed, de aedle og de vilde Skyld, alle Smaakar, havde Baegere og alle Flasker.
Isa	22	25	25. Paa den Dag, siger den Herre Zebaoth, skal Naglen borttages, den, som var faestet paa et fast Sted, og den skal afhugges og falde, og den Byrde, som hang derpaa, skal ødelaegges; thi Herren har talt det.
------------------------Esajas' Bog, Kapitel 23
Isa	23	1	1. Profeti imod Tyrus. Hyler, I Tharsis's Skibe! Thi den er ødelagt saa der ikke er et Hus, og saa at ingen kommer derind; fra Kithims Land kundgøres dette for dem.
Isa	23	2	2. Tier, I Indbyggere paa Øen, som Zidons Købmaend, der fore over Havet, fyldte!
Isa	23	3	3. Over de store Vande blev Saeden ved Sikor, Høsten ved Strømmen, dens Indkomst; og den var Hedningernes Stapelstad.
Isa	23	4	4. Skam dig, Zidon thi Havet, Befaestningen ved Havet, siger: Jeg har ikke vaeret i Fødselsnød og har ikke født og ikke opdraget unge Karle og ikke opfødt Jomfruer.
Isa	23	5	5. Saa snart Rygtet naar Aegypten, skulle de blive bange ved Rygtet om Tyrus.
Isa	23	6	6. Farer over til Tharsis, hyler, I Indbyggere paa Øen!
Isa	23	7	7. Er dette eders jublende Stad, den, hvis Udspring er fra Oldtid, den, hvis Fødder føre den ud, langt bort til at vaere fremmed?
Isa	23	8	8. Hvo har besluttet dette over Tyrus, den, som uddelte Kroner, den, hvis Købmaend vare de herligste paa Jorden?
Isa	23	9	9. Den Herre Zebaoth har besluttet det for at nedslaa al denne dejlige Herlighed, for at gøre de herlige paa Jorden ringe.
Isa	23	10	10. Far igennem dit Land som Strømmen, du Tharsis's Datter! der er intet Baelte ydermere.
Isa	23	11	11. Han udrakte sin Haand over Havet, han bragte Rigerne til at baeve; Herren bød om Kanaan at ødelaegge deres Befaestninger.
Isa	23	12	12. Og han sagde: Du skal ikke blive ved at fryde dig ydermere, du voldtagne Jomfru, Zidons Datter! bør dig rede, drag hen over til Kithim; men end ikke der skal du have Hvite.
Isa	23	13	13. Se, Kaldaeernes Land - der er Folket, som ikke laenge har vaeret til, Assur har grundlagt det for Ørkenens Børn - de have oprejst Vagttaarne, nedhrudt dens Paladser, gjort den til en Stenhob.
Isa	23	14	14. Hyler, I Tharsis's Skibe! thi eders Befaestninger forstyrret.
Isa	23	15	15. Og det skal ske paa den Dag, da skal Tyrus blive blemt halvfjerdsindstyve Aar, som ere en Konges Dage; men naar halvfjerdsindstyve Aar ere til Ende, skal det gaa Tyrus efter Skøgevisen:
Isa	23	16	16. Tag Harpe, gak omkring i Staden, du glemte Skøge! leg smukt paa Strenge, syng meget; paa det du maa ihukommes!"
Isa	23	17	17. Og det ska ske, efter at halvfjerdsindstyve Aar ere til Ende, da skal Herren besøge Tyrus, og den skal komme til sin Fortjeneste igen og bole med alle Riger paa Jorden, paa Jordens Kreds.
Isa	23	18	18. Men dens Købmandsskab og den Fortjeneste skal vaere Herren helliget, det skal ikke samles til Liggendefae, ej heller henlaegges; thi de, som bo for Herrens Ansigt skulle have dens Købmandsskab, at de maa aede og blive maette og kunne klaede sig herligt.
------------------------Esajas' Bog, Kapitel 24
Isa	24	1	1. Se, Herren udtømmer Landet og gør det øde, og han forvender dets Skikkelse og adspreder dets indbyggere.
Isa	24	2	2. Og det skal gaa Praeten som Folket, Herren som Tjeneren, Fruen som Tjenestepigen; den, der saelger, som den, den køber; den, der laaner, som den, der udlaaner; den, som modtager paa Aager, som den, der saetter ud paa Aager.
Isa	24	3	3. Landet skal blive helt udtømt og helt udplyndret; thi Herren har talt dette Ord.
Isa	24	4	4. Landet sørger, det forsmaegter, Jorderige er afmaegtigt, det forsmaegter; de høje blandt Folket i Landet ere blevne afmaegtige.
Isa	24	5	5. Thi Landet er besmittet for dets Indbyggeres Skyld; thi de have overtraadt Love, forvendt skikke, gjort den evige Pagt til intet.
Isa	24	6	6. Derfor fortaerer Forbandelsen Landet, og de, som bo deri, maa bøde; derfor hensvinde de, som bo Landet, og der blive faa Mennesker tilovers.
Isa	24	7	7. Mosten sørger, Vintraeet vansmaegter, alle de, som vare glade af Hjertet, sukke.
Isa	24	8	8. Trommernes Glaedeslyd er ophørt, de glades Bulder har ladet af; Harpes Glaedesklang er ophørt.
Isa	24	9	9. De drikke ikke Vin med Sang; den staerke drik er besk for dem, som drikke den.
Isa	24	10	10. Den øde Stad er nedbrudt; hvert Hus er tillukket, at ingen gaar ind.
Isa	24	11	11. Man jamrer paa Gaderne for Vinen; al Glaede er formørket, Landets Fryd er dragen bort.
Isa	24	12	12. Det, som er bleven tilovers i Staden, er; kun Ødelaeggelse, og Porten sønderslaas med Bulder.
Isa	24	13	13. Thi saa skal det gaa midt i Landet, midt iblandt Folkene, som naar man har rystet et Olietrae, og som med Efterhøsten, naar Vinhøsten er endt.
Isa	24	14	14. De skulle opløfte deres Røst, de skulle synge med Fryd, de skulle raabe højere end Havet for Herrens Herligheds Skyld.
Isa	24	15	15. Derfor aerer nu Herren, I, som bo i Østen! Herren Israels Guds Navn paa Øerne i Havet.
Isa	24	16	16. Vi høre Lovsange fra Jordens yderste Ende: "Herlighed for den retfaerdige!" men ulykkelige, ve mig! Røvere røve, ja Røvere røve Rov.
Isa	24	17	17. Forfaerdelse og Grav og Snare over dig, du Landets Indbygger!
Isa	24	18	18. Og det skal ske, om nogen flyr for Forfaerdelsens Røst, skal han falde i Graven, og den, som kommer op af Graven, skal fanges i Snaren; thi Sluserne af det høje have opladt sig, og Jordens Grundvold baever.
Isa	24	19	19. Jorden søndelslaas aldeles, Jorden sønderrives aldeles, Jorden bevaeges did og did.
Isa	24	20	20. Jorden raver som den drukne og svajer som Haengekøjen; dens Overtraedelse er svor over den og den falder og staar ikke op ydermere.
Isa	24	21	21. Og det skal ske paa den Dag, at Herren skal hjemsøge de højes Haer i det høje og Jordens Konger Jorden.
Isa	24	22	22. Og de skulle samles til Hobe, som Fanger samles til en Hule og blive indelukkede i Faengsel; og efter mange Dage blive de hjemsøgte.
Isa	24	23	23. Og Maanen skal beskaemmes og Solen skamme sig; thi den Herre Zebaoth skal regere paa Zions Bjerg og i Jerusalem, og for hans Aeldstes Ansigt er der Herlighed.
------------------------Esajas' Bog, Kapitel 25
Isa	25	1	1. Herre ! du er min Gud, jeg vil ophøje dig, jeg vil bekende dit Navn; thi du gjorde Under; de Raad, som ere fattede laenge tilforn, ere Trofasthed og Sandhed.
Isa	25	2	2. Thi du gjorde af Staden en Stenhob, af den faste Stad en Grushob, de fremmedes Paladser ere ikke laenger en Stad; den skal ikke bygges evindelig.
Isa	25	3	3. Derfor skal et maegtigt Folk aere dig; grumme Hedningers Staeder skulle frygte dig
Isa	25	4	4. fattiges Styrke, da han var i Angest, en Tilflugt imod Regnskyl, en Skygge imod Heden; thi de grummes Fnysen er som Regnskyl imod en Vaeg.
Isa	25	5	5. Som Heden i det tørre Land, saa nedtrykker du de fremmedes Bulder; som Heden ved Skyggen af en Sky, saa daempes de grummes Sang.
Isa	25	6	6. Og den Herre Zebaoth skal gøre for alle Folkeslag et fedt Gaestebud paa, dette Bjerg, et Gaestebud med gammel Vin, med fed Marv, med gammel, klaret Vin.
Isa	25	7	7. Og paa dette Bjerg skal han borttage Sløret, med hvilket alle Folkeslag ere tilslørede og Daekket, hvormed alle Hedninger ere bedaekkede.
Isa	25	8	8. Han skal opsluge Døden for evig, og den Herre, Herre skal afviske Graaden af alle Ansigter og borttage sit Folks Forsmaedelse af al Jorden; thi Herren har talt det.
Isa	25	9	9. Og man skal sige paa den Dag: Se, dette er vor Gud, vi have haabet paa ham, og han skal frelse os; dette er Herren, vi have haabet paa ham, vi ville fryde os glaede os ved hans Frelse.
Isa	25	10	10. Thi Herrens Haand skal hvile over dette Bjerg; men Moab skal nedtraedes, som man nedtraeder Halm i Møddingpølen.
Isa	25	11	11. Og det skal brede sine Haender ud deri, ligesom den der svømmer, udbreder dem for at svømme; og han skal nedtrykke dets Hovmod tillige med dets Haenders Raenker.
Isa	25	12	12. Og dine høje Mures Befaestning skal han styrte, nedkaste, slaa til Jorden indtil Støvet:
------------------------Esajas' Bog, Kapitel 26
Isa	26	1	1. Paa den Dag skal denne Sang synges i Judas Land: Vi have en staerk Stad, Frelse saetter han til Mure og Vaern.
Isa	26	2	2. Oplader Portene at der maa indgaa et retfaerdigt Folk, som bevarer Troskab.
Isa	26	3	3. Den Fortrøstning staar fast: Du bevarer Fred, Fred; thi paa dig forlader man sig.
Isa	26	4	4. Forlader eder paa Herren stedse og altid; thi den Herre, Herre er en evig Klippe.
Isa	26	5	5. Thi han nedbøjer dem, som bo i dets høje, den ophøjede Stad; han skal fornedre den, han skal fornedre den til Jorden, han skal slaa den ned indlil Støvet.
Isa	26	6	6. Foden skal nedtraede den, den elendiges Fødder, de ringes Fodtrin.
Isa	26	7	7. Den retfaerdiges Sti er jaevn; du jaevner den retfaerdiges Vej.
Isa	26	8	8. Ja, paa dine Dommes Sti Herre ! have vi forventet dig; til dit Navn og til din Ihukommelse er vor Sjaels Laengsel.
Isa	26	9	9. Med min Sjael laenges jeg efter dig om Natten; med min Aand i mit Indre vil jeg søge dig aarle; thi naar dine Domme komme ned til Jorden, da laere Jorderiges Indbyggere Retfaerdighed.
Isa	26	10	10. gliver den ugudelige benaadet, da laerer han ikke Retfaerdighed; han gør Uret i Rettens Land og ser ikke Herrens Højhed.
Isa	26	11	11. Herre ! din Haand er høj, dog skue de det ikke; de skulle skue din Nidkaerhed for dit Folk og beskaemmes; ja, Ilden skal fortaere dem, som ere dine Fjender.
Isa	26	12	12. Herre ! du skal skaffe os Fred; thi endog alle vore Gerninger har du gjort for os.
Isa	26	13	13. Herre, vor Gud! der have andre Herskere hersket over os foruden dig; ved dig alene prise vi dit Navn.
Isa	26	14	14. De døde leve ikke op igen, Dødningerne opstaa ikke; derfor har du hjemsøgt og ødelagt dem og udslettet al deres Ihukommelse.
Isa	26	15	15. Du formerede Folket, Herre ! du formerede Folket, du er bleven herliggjort; du har flyttet alle Landets Graenser langt bort.
Isa	26	16	16. Herre ! i Angesten søgte de dig, de udøste deres stille Bøn, der du tugtede dem.
Isa	26	17	17. Ligesom den frugtsommelige, naar hun er naer ved at føde, bliver bange og raaber i sine Veer, saa gik det os, Herre ! for dit Ansigt.
Isa	26	18	18. Vi gik frugtsommelige med noget, vare bange, men da vi fødte, blev det til Vind; vi sknffede Landet ikke nogen Frelse, og Jorderiges Indbyggere kom ej til Live.
Isa	26	19	19. Dine døde skulle leve, mine afdøde skulle opstaa; vaagner op, og synger med Fryd, I som bo i Støv! thi din Dug er Dug over grønne Urter, og Jorden skal give Dødningerne tilbage.
Isa	26	20	20. Gak, mit Folk! gak ind i dine inderste Kamre, og Iuk dine Døre efter dig; skjul dig et lidet Øjeblik, indtil Vreden gaar over.
Isa	26	21	21. Thi se, Herren gaar ud fra sit Sted for at hjemsøge Jordens Indbyggeres Misgernirlg; og Jorden skal aabenbare det udgydte Blod og ikke laengere skjule sine ihjelslagne.
------------------------Esajas' Bog, Kapitel 27
Isa	27	1	1. Paa den Dag skal Herren med sit haarde og store og staerke Svaerd hjemsøge Leviathan, den flygtende Slange, og Leviathan, den bugtede Slange, og han skal ihjelslaa Uhyret, som er i Havet.
Isa	27	2	2. Paa den Dag synger om en lystelig Vingaard:
Isa	27	3	3. Jeg, Herren, er dens Vogter, hvert Øjeblik vander jeg den; for at ingen skal hjemsøge den, vil jeg Dag og Nat vogte den.
Isa	27	4	4. Jeg har ikke Vrede; rnen lad Torne og Tidsler komme imod mig med Krig, da vil jeg falde imod paa dem og opbraende dem til Hobe,
Isa	27	5	5. hvis man ikke vil tage sin Tilflugt til mig, slutte Fred med mig, slutte Fred med mig.
Isa	27	6	6. I de kommende Dage skal Jakob slaa Rødder, Israel skal blomstre og faa Knopper; og de skulle fylde Jorderige med Frugt.
Isa	27	7	7. Mon, han har slaget det, som han har slaget dets Drabsmaend? eller mon det vaere ihjelslaget, som de ere ihjelslagne, der ihjelslog det?
Isa	27	8	8. Med Naade, med Udstødelse traettede du imod det; han bortrev det ved sit haarde Vejr, den Dag det var Østenstorm.
Isa	27	9	9. Derfor bliver herved Jakobs Ondskab udsonet, og Frugten af, at han borttager dets Synd, er alt dette: At han gør alle Alterets Stene som adspredte Kalkstene; Astartebilleder og Solbilleder skulle ikke rejse sig mere.
Isa	27	10	10. Thi den faste Stad ligger øde, en Bolig forkastet og forladt som. Ørken; der skulle Kalve gaa i Graes, der skulle de ligge og fortaere dens Kviste.
Isa	27	11	11. Naar dens Grene tørres, da skulle de sønderbrydes, Kvinder skulle komme og gøre Ild dermed; thi det er ikke et forstandigt Folk, derfor skal han, som skabte det, ikke forbarme sig over det, og han, som dannede det, skal ikke vaere det naadig.
Isa	27	12	12. Og det skal ske paa den Dag, at Herren skal afryste Frugter fra Flodens Strøm indtil Aegyptens Baek; og I skulle opsankes, en for en, I Israels Børn!
Isa	27	13	13. Og det skal ske, paa den Dag skal man blaese i en stor Basun, saa skulle de fortabte i Assyriens Land og de bortdrevne i Aegyptens Land komme og tilbede Herren paa det hellige Bjerg i Jerusalem.
------------------------Esajas' Bog, Kapitel 28
Isa	28	1	1. Ve de druknes stolte Krone i Efraim og deres dejlige Prydelses falmede Blomst, som staar oven over den fede Dal, der hvor de rave af Vin!
Isa	28	2	2. Se, Herren har en staerk og maegtig, der er som et Regnskyl med Hagel, som en ødelaeggende Storm; som et Skyl af maegtige Vande, der strømme over, skal han slaa ned til Jorden med Magt.
Isa	28	3	3. Med Fødder skal den traedes ned, de druknes stolte Krone i Efraim.
Isa	28	4	4. Og deres dejlige Prydelses falmede Blomst, som er oven over den fede Dal, skal blive som en Figen, der er tidligt moden før Sommeren, hvilken en faar at se og opsluger, saa snart han faar den i sin Haand.
Isa	28	5	5. Paa den Dag skal den Herre Zebaoth vaere til en dejlig Krone og en herlig Krans for sit Folks overblevne
Isa	28	6	6. og til Rettens Aand for den, som sidder i Retten, og til Styrke for dem, som drive Krigen tilbage til Porten.
Isa	28	7	7. Men ogsaa disse rave af Vin og ere forvildede af staerk Drik; Praest og Profet rave af staerk Drik, de ere overvaeldede af Vin, forvildede af staerk Drik, de fare vild under Synet, de vakle under Dommen.
Isa	28	8	8. Thi alle Borde ere fulde af vaemmeligt Spy; der er ikke en ren Plet.
Isa	28	9	9. Hvem skal han laese Kundskab? og hvem skal han bringe til at forstaa det, som høres? er det dem, som ere afvente fra Maelk, dem, som ere tabne fra Bryst?
Isa	28	10	10. Thi der er Bud paa Bud, Bud paa Bud, Regel paa Rebel, Regel paa Regel, lidet her, lidet der.
Isa	28	11	11. Men ved Folk med stammende Laeber og med fremmed Tungemaal skal han tale til dette Folk,
Isa	28	12	12. til hvilket han sagde: Her er Rolighed, lader den traette hvile, her er Vederkvaegelse, men de vilde ikke høre.
Isa	28	13	13. Saa skal Herrens Ord da vorde dem Bud paa Bud, Bud paa Bud, Regel paa Regel, Regel paa Regel, lidet her, lidet der; paa det de skulle gaa bort og falde baglaens og sønderbrydes og besnaeres og fanges.
Isa	28	14	14. Derfor hører Herrens Ord, I Bespottere! der herske over dette Folk, som er i Jerusalem.
Isa	28	15	15. Fordi I sagde: Vi have gjort en Pagt med Døden og gjort et Forbund med Dødsriget; naar den svungne Svøbe farer forbi, da skal den ikke komme til os; thi vi have sat Løgn til vor Tilflugt og Falskhed til vort Skjul.
Isa	28	16	16. Derfor, saa sagde den Herre, Herre: Se, jeg laegger til Grundvold i Zion en Sten, en prøvet Sten, en kostelig Hjørnesten, fast grundlagt; hvo, som tror, haster ikke.
Isa	28	17	17. Og jeg vil saette Ret til Maalesnor og Retfaerdighed til Vaegt, og Hagel skal bortdrive den falske Tilflugt, og Vandene overskylle Skjulet.
Isa	28	18	18. Og eders Pagt med Døden skal blive til intet, og eders Forbund med Dødsriget skal ikke bestaa; naar den svungne Svøbe farer forbi, da skal den slaa eder ned.
Isa	28	19	19. Saa ofte den farer forbi, skal den rive eder bort; thi den skal fare forbi hver Morgen, om Dagen og om Natten; og det skal allerede vaere en Skraek at høre Rygtet.
Isa	28	20	20. Thi Sengen er for kort, saa at man ikke kan straekke. sig ud, og Daekket er for smelt naar man vil daekke sig dermed.
Isa	28	21	21. Thi Herren skal gøre sig rede som ved Perazims Bjerg, han skal fortørnes som i Gibeons Dal, til at gøre sin Gerning - paafaldende er hans Gerning! og fuldkomme sit Vaerk - uhørt er hans Vaerk!
Isa	28	22	22. Og nu, spotter ikke, at eders Baand ikke skulle blive haardere; thi jeg har hørt om Ødelaeggelse og om en fast Beskikkelse fra Herren, den Herre Zebaoth, over al Jorden.
Isa	28	23	23. Vender Ørene hid og hører min Røst, maerker og hører min Tale!
Isa	28	24	24. Mon Plovmanden pløjer til alle Tider for at saa, faelder og harver sin Jord?
Isa	28	25	25. Er det ej saa, at naar han har jaevnet dens Overflade, da udspreder han Dild og strør Kommen og saar Hvede i Rader og Byg paa det afmaerkede Sted og Spelt i Kanten deraf?
Isa	28	26	26. Thi Gud underviser ham om den rette Maade, hans Gud laerer ham den.
Isa	28	27	27. Thi Dild taerskes ikke med Taerskevogn, og Vognhjul gaa ikke hen over Kommen; men Dild afslaas med Stav og Kommen med Kaep.
Isa	28	28	28. Brødkorn stødes smaat; thi man taersker det ej evindelig; og driver man sine Vognhjul og sine Heste derover, knuser man det ikke.
Isa	28	29	29. Ogsaa dette udgaar fra den Herre Zebaoth, han er underlig i Raad og stor, i Visdom.
------------------------Esajas' Bog, Kapitel 29
Isa	29	1	1. Ve Ariel, Ariel! du Stad, i hvilken David slog Lejr; laegger Aar til Aar, lader Højtid følge paa Højtid!
Isa	29	2	2. Da vil jeg traenge Ariel; og der skal vaere Drøvelse og Bedrøvelse, dog skal den vaere mig som Ariel.
Isa	29	3	3. Thi jeg vil slaa, Lejr rundt omkring dig, jeg vil belejre dig med Bolvaerk og opkaste Volde imod dig.
Isa	29	4	4. Da skal du blive fornedret, du skal tale fra Jorden af, og din Tale skal mumle fra Støvet af, og din Røst skal vaere ligesom Genfaerdets af Jorden, og din Tale skal hviske fra Støvet af.
Isa	29	5	5. Og dine Fjenders Mangfoldighed skal vorde som fint Støv og Voldsmaendenes Mangfoldighed som Avner, der henfare, og det skal ske hastelig i et Øjeblik.
Isa	29	6	6. Den skal hjemsøges fra den Herre Zebaoth med Torden og med Jordskaelv og vaeldig Drøn; med Hvirvelvind og Storm og fortaerende Ildslue.
Isa	29	7	7. Og med alle Hedningernes Mangfoldighed, som stride imod Ariel, skal det gaa som med en Drøm, et Nattesyn, ja, med alle dem, som stride imod den og dens Befaestning, og med dem, som traenge den.
Isa	29	8	8. Og det skal gaa, som naar den hungrige drømmer og synes, at han aeder, men naar han opvaagner, da er hans Sjael tom; og ligesom naar den tørstige drømmer og synes, at han drikker, men naar han opvaagner, er han mat og hans Sjael tørstig, saaledes skal det gaa med alle Hedninernes Mangfoldighed, som strider imod Zions Bjerg.
Isa	29	9	9. Dvaeler kun og forundrer eder; forblindes kun og vorder blinde! de ere drukne, men ikke af Vin; de rave, men ikke af staerk Drik.
Isa	29	10	10. Thi Herren har udøst over eder en dyb Søvns Aand og tillukket eders Øjne, han har lagt Daekke over Profeterne og eders Øverster, Seerne,
Isa	29	11	11. saa at Synet af det hele skal vaere eder som en forseglet Bogs Ord, hvilken man giver den, som forstaar sig paa Skrift, og siger: Kaere, laes dette; men han maa sige: Jeg kan ikke, thi den er forseglet;
Isa	29	12	12. eller Bogen gives en, som ikke forstaar sig paa Skrift, og der siges: Kaere, laes dette; men han maa sige: Teg forstaar mig ikke paa Skrift.
Isa	29	13	13. Thi Herren sagde: Efterdi dette Folk holder sig naer til mig, og de aere mig med deres Mund, med deres Laeber, men deres Hjerte er langt fra mig, og deres Frgt for mig er Menneskens Bud, som de have laert:
Isa	29	14	14. Se derfor vi jeg ikke blive ved at handle underligt med dette Folk, underligt, ja vidunderligt; thi deres vises Visdom skal forgaa, og deres forstandiges Forstand skal skjule sig.
Isa	29	15	15. Ve dem, som saenke sig dybt ned fra Herren for at skjule deres Anslag, og hvis Gerninger ere i Mørket, og som sige: Hvo ser os, og os?
Isa	29	16	16. O, I forvendte hvo kender mon Pottemageren skal agtes som Ler? mon Vaerket kan sige om den, som gjorde det: Han har ikke gjort mig? eller kan det, som er dannet, sige om en, som dannede det: Han forstod det ikke?
Isa	29	17	17. Er der ikke endnu en saare liden Tid, saa skal Libanon blive til en frugtbar Mark, og en frugtbar Mark skal agtes som en Skov?
Isa	29	18	18. Og paa; den Dag skulle de døve høre Bogens Ord og de blindes Øjne se ud fra Dunkelhed og Mørke.
Isa	29	19	19. Og de sagtmodige skulle ydermere faa Glaede i Herren, og de fattige iblandt Menneskene fryde sig i Israels Hellige:
Isa	29	20	20. Thi det er ude med Voldsmanden, og med Spotteren har det faaet Ende, og alle de ere udryddede, som vare aarvaagne til at gøre Uret,
Isa	29	21	21. de, som gøre et Menneske til Synder for et Ords Skyld ng stille Snarer for den, som dømmer paa Tinge, og ved Løgn bøje Retten for den retfaerdige.
Isa	29	22	22. Derfor saa sagde Herren, som, genløste Abraham, til Jakobs Hus: Jakob skal nu ikke mere beskaemmes, og hans Ansigt skal nu ikke mere blegne.
Isa	29	23	23. Thi idet han ser sine Børn, mine Haenders Gerning, midt iblandt sig, da skulle de hellige mit Navn, og de skulle hellige Jakobs hellige ug forfaerdes for Israels Gud.
Isa	29	24	24. Og de, som vare forvildede i Aanden, skulle faa Forstand, og de, som knurrede, skulle tage imod Laerdom.
------------------------Esajas' Bog, Kapitel 30
Isa	30	1	1. Ve de genstridige Børn, siger Herren, de, som holde Raad, der ikke ere af mig, og slutte Pagt, men ikke efter min Aand, og som laegge Synd til Synd!
Isa	30	2	2. de, som gaa hen for at drage ned til Aegypten uden at adspørge min Mund for at styrke sig ved Faraos Magt og at søge Ly under Aegyptens Skygge.
Isa	30	3	3. Thi Faraos Magt skal blive eder til Beskaemmelse og det Ly under Aegyptens Skygge til Skam.
Isa	30	4	4. Thi deres Fyrster have vaeret i Zoan, og deres Bud ere komne til Hanes.
Isa	30	5	5. Alle blive de til Skamme ved et Folk, som ikke gavner dem, ikke er til Hjaelp eller til Gavn, men kun til Beskaemmelse og til Skaendsel.
Isa	30	6	6. Profeti imod de Dyr, der drage imod Syd. Gennem Nøds og Traengsels Land, hvor der er Løvinder og Løver, Slanger og flyvende Drager, føre de deres Gods paa Folernes Ryg og deres Liggendefae paa Kamelernes Pukkel ned til et Folk, som ikke kan gavne dem,
Isa	30	7	7. Thi Aegypterne - deres Hjaelp er Forfaengelighed og Tant; derfor kalder jeg det: "En Rahab, som sidder stille".
Isa	30	8	8. Kom nu, skriv det paa en Tavle for dem, og prent det i en Bog, at det kan staa til den kommende Dag, altid, indtil evig Tid.
Isa	30	9	9. Thi det er et genstridigt Folk, løgnagtige Børn, Børn, som ikke ville høre Herrens Lov,
Isa	30	10	10. som sige til Seerne: I maa ikke have Syner; og til Skuerne: I maa ikke skue os de Ting, som ere rette; siger os smigrende Ord, skuer bedragelige Ting;
Isa	30	11	11. viger bort fra Vejen, bøjer af fra Stien; lader os have Ro for den Hellige i Israel!
Isa	30	12	12. Derfor, saa siger Israels Hellige: Efterdi I forkaste dette Ord og forlade eder paa Vold og Krogvej og støtte eder derved:
Isa	30	13	13. Derfor skal denne Misgerning blive eder som en Revne, der truer med Fald, og som giv er sig ud i en høj Mur, hvis Brud kommer hastigt, i et Øjeblik.
Isa	30	14	14. Ja, han skal sønderbryde den, som naar man sønderbryder en Pottemagers Krukke, han skal sønderslaa uden Skaansel, og der skal ikke findes iblandt det sønderslagne deraf et Skaar til at tage Ild med af Arnestedet eller til at øse Vand med af en Brønd.
Isa	30	15	15. Thi saa sagde den Herre, Herre, den Hellige i Israel: Ved Omivendelse og Stilhed skulle I frelses, i Rolighed og i Tillid skal eders Styrke vaere; men I vilde ikke.
Isa	30	16	16. Men I sagde: Nej, thi vi ville fly til Hest, derfor skulle I fly; og vi ville ride paa lette Heste, derfor skulle eders Forfølgere ogsaa vorde lette.
Isa	30	17	17. Et Tusinde skal fly for eens Skaelden; for fem, som skaelde, skulle I fly, indtil I blive tilovers som en Stang oven paa et Bjerg og som et Banner paa en Høj.
Isa	30	18	18. Og derfor bier Herren, indtil han kan benaade eder, og derfor holder han sig i det høje, indtil han kan forbarme sig over eder; thi Herren er Dommens. Gud, salige ere alle, som bie efter ham.
Isa	30	19	19. Thi du Folk i Zion, du som bor i Jerusalem! du skal ikke graede; han skal benaade dig paa dit Raabs Røst, han skal svare dig, naar han hører den.
Isa	30	20	20. Og Herren skal give eder Angest til Brød og Traengsel til Vand, og ingen af dine Laerere skal ydermere drage sig tilbage; men dine Øjne skulle se dine Laerere.
Isa	30	21	21. Og dine Øren skulle høre bag dig et Ord, der siger: "Dette er Vejen, gaar paa den!" naar I afvige til højre eller venstre Side.
Isa	30	22	22. Og I skulle holde det Sølv for urent, som dine udskaarne Billeder ere beslagne med, og dit støbte Billedes Guldovertraek; du skal bort, kaste dem som noget urent; du skal sige til dem: "Herud!"
Isa	30	23	23. Da skal han give Regn til din Saed, hvormed du besaar Jorden, og Brød af Jordens Grøde, og dette skal vaere fedt og saftigt; dit Kvaeg skal den Dag graesse paa en vidtstrakt Eng.
Isa	30	24	24. Ogsaa Øksnene og Folerne, som bearbejde dorden, skulle aede saltet Foder, som er kastet med, Skuffe og med Kasteskovl.
Isa	30	25	25. Og paa hvert højt Bjerg og paa hver ophøjet Høj skal der vaere Baekke, Strømme af Vand paa det store Slags Dag, naar Taarne falde.
Isa	30	26	26. Og Maanens Lys skal vaere som Solens Lys, og Solens Lys skal vaere syv Fold som de syv Dages Lys, paa den Dag, da Herren forbinder sit Folks Brøst og laeger dets Vunders Saar.
Isa	30	27	27. Se, Herrens Navn kommer langvejs fra, hans Vrede braender, og maegtigt haever den sig; hans Laeber ere fulde af Fortørnelse, og hans Tunge er som en fortaerende Ild.
Isa	30	28	28. Og hans Aande er som en Baek, der løber over, som naar indtil Halsen, til at faelde Hedningerne i Fordaervelsens Sold, og et Bidsel, der fører vild, laegges i Folkenes Kaeber.
Isa	30	29	29. Men hos eder skal vaere Sang, som paa en Nat, naar man helliger en Højtid; og der skal vaere Hjertens Glaede, som naar man gaar med Piber for at komme til Herrens Bjerg, til Israels Klippe.
Isa	30	30	30. Og sin majestaetiske Røst skal Herren lade høre, og sin saenkede Arm skal han lade se i sin Vredes Harme og med fortaerende Ildslue, med Skybrud og Vandskyl og Hagelstene.
Isa	30	31	31. Thi for Herrens Røst forfaerdes Assur, som slaar med Staven.
Isa	30	32	32. Og det skal ske, saa ofte det beskikkede Ris, som Herren lader falde paa dem, svinges, saa høres Trommer og Harper; thi i omtumlende Krige skal han stride imod dem.
Isa	30	33	33. Thi et Brandsted er alt beredt det er og beredt til Kongen, dybt og vidt; dets Baal har Ild og Ved i Mangfoldighed, Herrens Aande, der er som en Svovlstrøm, antaender det.
------------------------Esajas' Bog, Kapitel 31
Isa	31	1	1. Ve dem, som fare ned til Aegypten om Hjaelp og forlade sig paa Heste og saette Tillid til Vogne, fordi disse ere mange, og til Ryttere, fordi disse ere saare staerke, men se ikke hen til den Hellige i Israel og søge ikke Herren !
Isa	31	2	2. Men ogsaa han er viis og lader Ulykke komme og, tager ikke sine Ord tilbage, men han rejser sig imod de ondes Hus og imod deres Hjaelpere, som gøre Uret.
Isa	31	3	3. Thi aegypterne ere Mennesker og ikke Gud, og deres Heste ere Kød og ikke Aand; og Herren skal udstraekke sin Haand, at Hjaelperen skal støde sig, og den, som bliver hjulpen, skal falde, at de alle skulle omkomme til Hobe.
Isa	31	4	4. Thi saa sagde Herren til mig: Ligesom en Løve og en ung Løve brøler over sit Rov, og som den, skønt mangfoldige Hyrder kaldes imod den, ikke forskraekkes for deres Skrig og ikke bliver bange for deres Støj: Saa skal den Herre Zebaoth nedfare at stride paa Zions Bjerg og paa dens Høj.
Isa	31	5	5. Som flyvende Fugle, saa skal den Herre Zebaoth beskaerme Jerusalem; han skal beskaerme og frelse, han skal gaa forbi og redde.
Isa	31	6	6. Vender om til ham, som Israels Børn ere dybt af faldne fra!
Isa	31	7	7. Thi paa den Dag skal enhver forkaste sine Sølvafbuder og, sine Guldafguder, hvilke eders Haender gjorde eder til Synd.
Isa	31	8	8. Og Assur skal ikke falde ved Mands Svaerd, men et Svaerd, som ikke er et Menneskes, skal fortaere ham; og han skal fly for Svaerdet, og hans unge Karle skulle gøres til Traelle.
Isa	31	9	9. Og sin Klippe skal han gaa forbi af Frygt, og hans Fyrster skulle forskraekkes for Banneret, siger Herren, som har sin Ild i Zion og sin Ovn i Jerusalem.
------------------------Esajas' Bog, Kapitel 32
Isa	32	1	1. Se, med Retfaerdighed skal en Konge regere, og efter Ret skille Fyrsterne styre.
Isa	32	2	2. Og enhver af dem skal vaere som Skjul imod Vejr og Ly imod Vandskyl, som Vandbaekke paa et tørt Sted og som en svar Klippes Skygge i et vansmaegtende Land.
Isa	32	3	3. Og de seendes Øjne skulle ikke vaere blaendede, og de hørendes Øren skulle give Agt.
Isa	32	4	4. Og de ubesindiges Hjerte skal fnrstaa Kundskab; og de stammendes Tunge skal haste til at tale forstaaelige Ord.
Isa	32	5	5. En Daare skal ikke ydermere kaldes aedel og en karrig ej kaldes rig.
Isa	32	6	6. Thi en Daare taler Daarlighed, og hans Hjerte gør Uret for at øve Ugudelighed og for at tale Usandhed imod Herren, for at lade en hungrig Sjael forblive tom og lade en tørstig fattes Drik.
Isa	32	7	7. Og den karrige bruger slette Midler; han optaenker List for at berede de elendige Fordaervelse med falske Ord, og det, naar den fattige taler sin Sag.
Isa	32	8	8. Men den aedle taenker paa aedle Ting, han skal bestaa ved sin aedle Daad.
Isa	32	9	9. I Kvinder, som ere saa sorgløse, staar op og hører min Rønst! I Døtre, som ere saa trygge, vender Øren til min Tale!
Isa	32	10	10. Om Aar og Dag skulle I, som ere trygge, blive urolige; thi det er forbi med Vinhøsten, der kommer ingen Frugtsamling.
Isa	32	11	11. Vorder forfaerdede, I sorgløse! vorder urolige, I trygge! klaed dig af, og blot dig, og bind om Laenderne!
Isa	32	12	12. De skulle slaa sig for Brystet for de yndige Agres, for de frugtbare Vintraeers Skyld;
Isa	32	13	13. der skal opvokse Torre og Tidsler paa mit Folks Mark, ja, over alle Glaedens Boliger i den lystige Stad.
Isa	32	14	14. Thi Paladserne ere forladte, Stadens Tummel er ophørt; Ofel og Vagttaarnet er blevet til Huler evindelig, Vildaesler til Glaede, Hjorde til Føde,
Isa	32	15	15. indtil Aanden fra det høje udgydes over os, og Ørken bliver til en frugtbar Mark, og den frugtbare Mark agtes som en Skov;
Isa	32	16	16. og Ret bor i Ørken, og Retfaerdighed bliver paa den frugtbare Mark;
Isa	32	17	17. og Retfaerdigheds Gerning bliver Fred, og Retfaerdighedens Løn bliver Hvile og Tryghed indtil evig Tid;
Isa	32	18	18. og mit Folk bor i Fredens Hytter og i Trygheds Boliger og i stille rolige Steder.
Isa	32	19	19. Men det skal hagle, naar Skoven faeldes, og Staden skal nedtrykkes i det lave.
Isa	32	20	20. Lyksalige ere I, som saa ved alle Vande, I, som lade Oksen og Aeselet frit løbe om!
------------------------Esajas' Bog, Kapitel 33
Isa	33	1	1. Ve dig, du Ødelaegger! du, som dog ikke er bleven Ødelagt, og du Røver! du, som dog ikke er bleven et Rov; naar du har fuldendt at ødelaegge, skal du Ødelaegges, naar du er bleven faerdig med at røve, skal du selv blive et Rov.
Isa	33	2	2. Herre ! vaer os naadig, vi have biet efter dig; vaer aarle vor Arm, tilmed vor Frelse i Nødens Tid.
Isa	33	3	3. Folkene flyede for Tordenrøsten; Hedningerne adspredes, naar du rejser dig.
Isa	33	4	4. Og eders Bytte skal sankes, som man sanker Høskraekker; som Graeshopper springe hid og did, skal man springe hid og did efter det.
Isa	33	5	5. Herren er ophøjet, thi han bor i det høje; han har opfyldt Zion med Dom og Retfaerdighed.
Isa	33	6	6. Og Visdom og Kundskab skal give dine Tider Fasthed, en Rigdom af Frelse; Herrens Frygt skal vaere dit Liggendefae.
Isa	33	7	7. Se, deres Helte skrige derude; Fredens Bud graede beskelig.
Isa	33	8	8. De banede Veje ere øde, der er ingen, som gaar frem ad Stien mere; han har brudt Pagten, ladet haant om Staederne, ikke agtet et Menneske.
Isa	33	9	9. Landet sørger, vansmaegter, Libanon er beskaemmet, er henvisnet; Saron er som en Øde Mark, og Basan og Karmel have kastet deres Blade.
Isa	33	10	10. Nu vil jeg gøre mig rede, siger Herren; nu vil jeg rejse mig, nu vil, jeg ophøje mig.
Isa	33	11	11. I undfange Straa, føde Halm; eders Harme er en Ild, som skal fortaere eder.
Isa	33	12	12. Og Folkene skulde vorde som det, der braendes til Kalk, som omhugne Torne, der opbraendes med Ild.
Isa	33	13	13. Hører I, som ere langt borte, hvad jeg har gjort, og I, som ere naer, fornemmer min Styrke!
Isa	33	14	14. Sydere i Zion ere forskraekkede, Baevelse har betabet de vanhellige: "Hvo af os kan bo ved en fortaerende Ild? hvo af os kan bo ved Evigheds Baal?
Isa	33	15	15. Den, som vandrer i Retfaerdighed, og som taler Oprigtighed; den, som foragter Vinding, der kommer ved Undertrykkelse; den, som ryster sine Haender, at han ej beholder Skaenk; den, som stopper sit Øre til, saa at han ej hører Blodraad, og som tillukker sine Øjne, at han ej ser efter det onde:
Isa	33	16	16. Han skal bo paa de høje Steder, Klippernes Befaestning skal vaere hans Tilflugt, Brød bliver givet ham, Vand er ham sikret.
Isa	33	17	17. Dine Øjne skulle beskue Kongen i hans Skønhed, de skulle se et vidt udstrakt Land.
Isa	33	18	18. Dit Hjerte skal taenke paa Forfaerdelsen: "Hvor er Skriveren hvor er den, som vejede Pengene? hvor er den, som talte Taarnene?"
Isa	33	19	19. Du skal ikke mere se det haarde Folk, det Folk, som man ikke kan forstaa for dets dybe Maeles Skyld, det, som man ikke kan Fatte for dets stammende Tunges skyld.
Isa	33	20	20. Besku Zion, vor Forsamlings Stad; dine Øjne skulle se Jerusalem som en sikker Bolig, som et Telt, der ikke skal flyttes, hvis Paele ikke skulle oprykkes evindelig, og hvis Reb ikke skulle rives over.
Isa	33	21	21. Men der skal Herren vaere os den herlige, vaere i Stedet for Floder og brede Strømme; intet Skib, som roes, farer der, og intet stort Skib gaar derover.
Isa	33	22	22. Thi Herren er vor Dommer, Herren er vor Lovgiver, Herren er vor Konge, han skal frelse os.
Isa	33	23	23. Dine Reb ere blevne slappe; de holde ikke deres Mast stiv, de have ikke udbredet Flag; da deles røvet Bytte i Maengde, de halte røve Rov.
Isa	33	24	24. Og ingen Indbygger skal sige: Jeg er syg; thi Folket, som bor derudi, har faaet Syndsforladelse.
------------------------Esajas' Bog, Kapitel 34
Isa	34	1	1. Kommer naer, I Hedninger! for at høre, og I Folk! giver Agt Jorden høre det, og dens Fylde, jorderige og al dens Grøde!
Isa	34	2	2. Thi Herrens Vrede er over alle Hedningerne og hans Fortørnelse over al deres Haer; han har sat dem i Band, giver dem hen at slagtes.
Isa	34	3	3. Og deres ihjelslagne skulle henkastes, og Stanken af deres døde Kroppe, skal stige op, og Bjergene skulle flyde af deres Blod.
Isa	34	4	4. Og Himmelens Haer skal svinde hen, og Himlene skulle rulles sammen som en Bog; og al deres Haer skal visne som et vissent Blad af et Vintrae og ligesom vissent Løv af et Figentrae:
Isa	34	5	5. Thi, mit Svaerd er vaedet i Himlene; se, til Dom skal det fare ned over Edom og over det Folk, som jeg har sat i Band.
Isa	34	6	6. Herrens Svaerd er fuldt af Blod, er maettet af Fedme; af Lams og Bukkes Blod, af Vaedres Nyrers Fedme; thi Herren har Slagtoffer i Bozra og en stor Slaegtning i Edoms Land.
Isa	34	7	7. Og Bøfler faeldes tillige med dem, og Ungkvaeg tillige med Tyre; og deres Land skal blive vaedet af Blod og deres Jordbund maettes med Fedme.
Isa	34	8	8. Thi det er Herrens Haevns Dag, Gengaeldelsens Aar for Zions Retssag.
Isa	34	9	9. Og dets Baekke skulle forvandles til Beg og dets Jordbund til Svovl, og dets Land skal blive til braendende Beg.
Isa	34	10	10. Det skal ikke slukkes Dag eller Nat, Røgen deraf skal stige op evindelig; det skal vaere øde fra Slaegt til Slaegt, fra Evighed til Evighed skal inben gaa igennem det.
Isa	34	11	11. Men Rørdrum og Pindsvin skulle eje det, og Hornuglen og Ravnen skulle bo i det; thi han skal udstraekke Maalesnoren over det, at det bliver øde, og veje det ud, at det skal blive Ørk.
Isa	34	12	12. Af dets aedle er der ingen, man kan kalde til Konge; og alle dets Fyrster skulle blive til intet.
Isa	34	13	13. Og der skal opvokse Tjørn paa dets Paladser, Naelder og Tidsler i dets Befaestninger; og det skal vaere Dragers Bolig, Strudsungers Gaard.
Isa	34	14	14. Og Ørkens Vildt og Ulve skulle møde hverandre, og den ene Skovtrold skal raabe til den anden, kun Vaetter skulle slaa sig til Ro der og finde Hvile for sig.
Isa	34	15	15. Pilslangen skal bygge Rede der og laegge Aeg og udklaekke Unger og samle dem under sin Skygge; kun Glenter flokkes der, den ene hos den anden.
Isa	34	16	16. Søger i Herrens Bog og laeser, der fattes ikke een af disse Ting, det ene savner ikke det andet; thi hans Mund har budet det, og hans Aand har sanket dem.
Isa	34	17	17. Og han har kastet Lod for dem, og hans Haand har delt det ud iblandt dem ved Maalesnoren; de skulle eje det evindelig, fra Slaegt til Slaegt skulle de bo deri.
------------------------Esajas' Bog, Kapitel 35
Isa	35	1	1. Ørken og de tørre Steder skulle glaede sig, og den Øde Mark skal fryde sig og blomstre som en Rose.
Isa	35	2	2. Den skal blomstre frodigt, den skal juble og synge med Fryd, Libanons Herlighed er given den, Karmels og Sarons Pragt; de skulle se Herrens Herlighed, vor Guds Pragt.
Isa	35	3	3. Styrker de afmaegtige Haender, og giver de snublende Knae Kraft!
Isa	35	4	4. Siger til de mistrøstige af Hjerte: Vaerer frimodige, frygter ikke! se, eders Gud! Haevn kommer, Gengaeldelse fra Gud, han skal komme og frelse eder.
Isa	35	5	5. Da skulle de blindes Øjne aabnes og de døves øren oplades.
Isa	35	6	6. Da skal den halte springe som en Hjort og; den stummes Tunge synge med Fryd; thi Vande hryde frem i Ørken og Baekke paa den øde Mark.
Isa	35	7	7. Og den glødende Sandørk skal blive til Sø og det tørstige Sted til Vandkilder; i den Bolig, hvor Draber laa, skal vaere Sted for Rør og Siv.
Isa	35	8	8. Og en banet Sti og Vej skal vaere der, en Vej, som kaldes Helligdommens; ingen uren skal gaa ad den, men den skal vaere for dem selv; de, som vandre paa denne Vej, endog Enfoldige, skulle ikke fare vild.
Isa	35	9	9. Ingen Løve skal vaere der, og intet Rovdyr kommer derop eller findes der; men de igenløste skulle vandre der.
Isa	35	10	10. Og Herrens forløste skulle komme tilbage og komme til Zion med Frydesang, og evig Glaede skal vaere over deres Hoved; Fryd og glaede skulle de naa, og Sorrig og Suk skal fly.
------------------------Esajas' Bog, Kapitel 36
Isa	36	1	1. Og det skete i Kong Ezekias's fjortende Aar, at Senakerib, Kongen af Assyrien, drog op imod alle Judas faste Staeder og indtog dem.
Isa	36	2	2. Og Kongen af Assyrien sendte Rabsake fra Lakis til Jerusalem til Kong Ezekias med en svar Haer; og han stod ved den øverste Dams Vandledning, som er ved den alfare Vej til Blegerens Ager.
Isa	36	3	3. Da gik Eliakim, Hilkias Søn, som var Hofmester, og Sebna, Kansleren, og Joa, Asafs Søn, Historieskriveren, ud til ham.
Isa	36	4	4. Og Rabsake sagde til dem: Siger til Ezekias: Saa siger den store Konge, Kongen af Assyrien: Hvad el det for en Tillid, som du forlader dig paa?
Isa	36	5	5. Jeg; siger - dog det er ikkun Laebers Ord at der er Klogskab og Styrke til Krigen; nu, paa hvem forlader du dig, eftersom du er affalden fra mig?
Isa	36	6	6. Se, du forlader dig paa denne brudte Rørkaep, paa Aegypten; støtter nogen sig paa den, da gaar den ind i hans Haand og borer den igennem; saaledes er Farao, Kongen i Aegypten for alle dem, som forlade sig paa ham.
Isa	36	7	7. Og om du vil sige til mig: Vi forlade os paa Herren vor Gud, er det da ikke ham, hvis Høje og hvis Altre Ezekias har borttaget, idet han sagde til Juda og til Jelusalem: For dette Alter skulle I tilbede?
Isa	36	8	8. Og nu, indgaa Vaeddemaal med min Herre Kongen af Assyrien, saa vil jeg give dig to Tusinde Heste, om du kan skaffe dig du da drive en
Isa	36	9	9. Fyrstes Magt tilbage, hørte han end til min Herres ringeste Tjenere? men du forlader dig paa Aegypten, for Vognes og for Rytternes Skyld.
Isa	36	10	10. Og nu, mon jeg vel uden Herren er dragen op imod dette Land for at ødelaegge det? Herren saade til mig: Drag op imod dette Land og ødelaeg det!
Isa	36	11	11. Da sagde Eliakim og Sebna og Joa til Rabsake: Kaere, tal til dine Tjenere paa Syrisk, thi vi forstaa det; og tal ikke til os paa jødisk for Folkets Øren, som er paa Muren.
Isa	36	12	12. Men Rabsake sagde: Har min Herre sendt mig til din Herre eller til dig for at tale disse Ord? mon ikke til de Maend, som sidde paa Muren, og som skulle komme til at aede deres eget Skarn og drikke deres eget Vand med eder?
Isa	36	13	13. Saa stod Rabsake og raabte med høj Røst paa jødisk og sagde: Hører den store Konges Ord, Kongens af Assyrien!
Isa	36	14	14. Saa sagde Kongen: Lader ikke Ezekias bedrage eder! thi han formaar ikke at redde eder.
Isa	36	15	15. Og lader ikke Ezekias faa eder til at forlade eder paa Herren, idet han siger: Herren skal visselig fri os; denne Stad skal ikke gives i Kongen af Assyriens Haand.
Isa	36	16	16. Lyder ikke Ezekias ad; thi saa sagde Kongen af Assyrien: Slutter Fred med mig, og gaar ud til mig og aeder, hver af sit Vintrae og hver af sit Figentrae, og drikker hver Vand af sin Brønd,
Isa	36	17	17. indtil jeg kommer op henter eder til et Land som eder: Land, et Land, i hvilket der er Korn og Vin, et Land, i hvilket der er Brød og Vingaarde.
Isa	36	18	18. Lader ikke Ezekias tilskynde eder, idet han siger: Herren skal fri os; have Hedningernes Guder vel friet hver sit Land af Kongen af Assyriens Haand:
Isa	36	19	19. Hvo ere de Guder af Hamat og Arfad? hvo ere de Cuder af Sefarvajm? og mon de have reddet Samaria af min Haand?
Isa	36	20	20. Hvo ibland alle disse Landes Guder er der, som lave friet deres Land af min Haand, og Herren skulde redde Jerusalern af min Haand?
Isa	36	21	21. Og de tav og svarede ham ikke et Ord; thi det var Kongens Befaling, som havde sagt: Svar ham intet!
Isa	36	22	22. Da kom Eliakim, Hilkias Søn, som var Hofmester, og Sabna, Kansleren, og Joa, Asafs Søn, Historieskriveren, til Ezekias med Sønderrevne Klaeder; og de gave ham Rabsakes Ord til Kende.
------------------------Esajas' Bog, Kapitel 37
Isa	37	1	1. Og det skete, der Kong Ezekias hørte det, da sønderrev han sine Klaeder og iførte sig Saek og gik ind i Herrens Hus.
Isa	37	2	2. Og han sendte Eliakim, sorn var Hofmester, og Sebna, kansleren, og de aeldste af Praeesterne, som havde iført sig Saek, til Profeten Esajas, Amozs Søn.
Isa	37	3	3. Og de sagde til ham: Saa sagde Ezekias: Denne Dag er Nødens og Tugtelsens og Bespottelsens Dag; thi Børnene ere komne til Fødselens Sted, og der er ingen Kraft til at føde.
Isa	37	4	4. Maaske Herren din Gud vil høre Rabsakes Ord, hvem hans Herre, Kongen af Assyrien, sendte for at forhaane den levende Gud, og han vil straffe ham for de Ord, som Herren din Gud har hørt; saa opløft en Bøn for de overblevne, som findes.
Isa	37	5	5. Der Kong Ezekias's Tjenere kom til Esajas,
Isa	37	6	6. da sagde Esajas til dem: Saa skulle I sige til eders Herre: Saa sagde Herren: Frygt ikke for, de Ord, som du hørte, dem, hvormed Kongen af Assyriens Tjenere forhaanede mig.
Isa	37	7	7. Se, jeg vil indgive ham en Aand, og han skal høre et Rygte og drage tilbage til sit Land, og jeg vil faelde ham med Svaerd i hans Land.
Isa	37	8	8. Og der Rabsake kom tilbaae, da fandt han, at Kongen af Assyrien stred imod Libna; thi han hørte, at han var rejst fra Lakis.
Isa	37	9.	9. Og der han hørte om Thiraka Morlands Konge, og der sagdes: Han er dragen ud at stride imod dig: Der han hørte det, da sendte han Bud til Ezekias og lod sige:
Isa	37	10	10. Saa skulle I sige til Ezekias, Judas Konge: Lad din Gud, som du forlader dig paa, ikke bedrage dig, saa at du siger: Jerusalem skal ikke gives i Kongen af Assyriens Haand.
Isa	37	11	11. Se, du har hørt, hvad Kongerne af Assyrien have gjort ved alle Landene, at de have ødelagt dem, og skulde du blive friet?
Isa	37	12	12. Have Hedningernes Guder friet dem, som mine Faedre ødelagde, nemlig Gosan og Haran og Rezef og Edens Børn, som vare i Telassar?
Isa	37	13	13. Hvor er Kongen af Hamat og, Kongen af Arfad og Kongen af Sefurvujms Stad og af Hena og Jova?
Isa	37	14	14. Og Ezekias tog Brevene af Budenes Haand og laeste dem; og han gik op til Herrens Hus, og Ezekias udbredte dem for Herrens Ansigt.
Isa	37	15	15. Og Ezekias bud til Herren og sagde:
Isa	37	16	16. Herre Zebaoth, Israels Gud du, som sidder over Keruber, du alene er Gud over alle Riger paa Jorden, du gjorde Himlene og Jorden.
Isa	37	17	17. Herre ! bøj dit Øre og hør; Herre ! oplad dine Øjne og se; og hør alle Senakeribs Ord, som han sendte for at haane den levende Gud.
Isa	37	18	18. Det er sandt, Herre ! Kongerne af Assyrien have ødelagt alle Landene og deres eget Land.
Isa	37	19	19. Og de have overgivet deres Guder til Ilden, fordi de ikke vare Guder, men Menneskenes Haenders Gerning, Trae og Sten, og de tilintetgjorde dem.
Isa	37	20	20. Men nu, Herre vor Gud! frels os fra hans Haand, at alle Riger paa Jorden maa kende, at du er Herre, du alene.
Isa	37	21	21. Da sendte Esajas, Amozs Søn, til Ezekias og lod sige: Saa siger Herren, Israels Gud: Du har bønfaldet mig anbaaende Senakerib, Kongen af Assyrien.
Isa	37	22	22. Dette er det Ord, som Herren har talt imod ham: Jomfruen, Zions Datter, foragter dig og spotter dig, Jerusalems Datter ryster med Hovedet ad dig.
Isa	37	23	23. Hvem har du bespottet og forhaanet? og imod hvem opløftede du Røsten? og du opløftede dine Øjne højt imod Israels Hellige.
Isa	37	24	24. Du bespottede Herren ved dine Tjenere og sagde: Med mine Vognes Mangfoldighed er jeg opfaren paa Bjergenes Højder, Libanons Toppe; og jeg vil afhugge dens høje Cedre, dens udvalgte Fyrre, og jeg vil komme til dens højeste Tinde, til dens frodige Skov.
Isa	37	25	25. Jeg har gravet Brønde og drukket Vand og udtørret alle dybe Floder med mine Fødders Saaler.
Isa	37	26	26. Har du ikke hørt, at jeg har gjort dette for lang Tid siden, at jeg har beskikket det i gamle Dage? nu har jeg ladet det komme, og det skal vaere til at ødelaegge de faste Staeder, at de blive til øde Grushobe.
Isa	37	27	27. Og, de, som bo deri, bleve afmaegtige, bleve knuste og beskaemmede; de bleve som Graes paa Marken og som de grønne Urter, som Hø paa Tagene og som Korn, der er blevet forbraendt, før det saetter Aks.
Isa	37	28	28. Og jeg ved din Bolig og din Udgang og din Indgang, og at du raser imod mib.
Isa	37	29	29. Efterdi du raser imod mig, og din Sorgløshed er kommen op for mine Øren, saa vil jeg laegge min Krog i din Naese og mit Bidsel i dine Laeber og føre dig tilbage ad den Vej, som du kom paa.
Isa	37	30	30. Og dette skal vaere dig Tegnet: At man i dette Aar skal aede det, som opvakser uden Arbejde, og i det andet Aar det, som vokser af sig selv; men i det tredje Aar saar da og høster, og planter Vingaarde og aeder deres Frugt!
Isa	37	31	31. Thi det undkomne, som er overblevet af Judas Hus, skal atter faa Rødder nedefter og baere Frugt opefter.
Isa	37	32	32. Thi fra Jerusalem skal der udgaa nogle overblevne og fra Zions Bjerg llogle undkomne; den Herre Zebaoths Nidkaerhed skal gøre det.
Isa	37	33	33. Derfor saa siger Herren om Kongen af Assyrien: Han skal ikke komme ind i denne Stad og ikke skyde en Pil derind og ikke komme for den med Skjold og ingen Vold opkaste imod den.
Isa	37	34	34. Han skal drage tilbage ad den Vej, som han kom paa, og ikke komme ind i denne Stad, siger Herren.
Isa	37	35	35. Men jeg vil beskaerme denne Stad for at frelse den, for min Skyld og for Davids, min Tjeners, Skyld.
Isa	37	36	36. Da for Herrens Engel ud og slog i Assyrernes Lejr hundrede og fem og firsindstyve Tusinde; og der man stod aarle op om Morgenen, se, da vare de alle sammen døde Kroppe.
Isa	37	37	37. Saa rejste Senakerib, Kongen af Assyrien, og drog bort og vendte tilbage, og han blev i Ninive.
Isa	37	38	38. Og det skete, der han tilbad i Nisroks, sin Guds, Hus, da ihjelsloge hans Sønner, Adramelek og Sar-Ezer, ham med Svaerd, og de undkom til Ararats Land, og hans Søn Asarhaddon blev Konge i hans Sted.
------------------------Esajas' Bog, Kapitel 38
Isa	38	1	1. I de Dage blev Ezekias dødssyg, og Esajas, Amozs Søn, Profeten, kom til ham og sagde til ham: Saa sagde Herren: Beskik dit Hus, thi du skal dø og ikke leve.
Isa	38	2	2. Og Ezekias vendte sit Ansigt til Vaeggen og bad til Herren
Isa	38	3	3. og sagde: Ak, Herre ! kom dog i Hu, at jeg har trolig og med et retskaffent Hjerte vandret for dit Ansigt og gjort det, som er godt for dine Øjne; og Ezekias graed bitterligt.
Isa	38	4	4. Og Herrens Ord skete til Esajas, sigende:
Isa	38	5	5. Gak og sig til Ezekias: Saa siger Herren, din Fader Davids Gud: Jeg har hørt din Bøn, jeg har set din Graad; se, jeg laegger femten Aar til dine Dage.
Isa	38	6	6. Og jeg vil fri dig og denne Stad fra Kongen af Assyriens Haand og beskaerme denne Stad.
Isa	38	7	7. Og du skal have dette Tegn af Herren paa, at Herren skal gøre denne Gerning, som han har sagt:
Isa	38	8	8. Se, jeg vil lade Solskivens Skygge, som med Solen er gaaet nedad paa Akas's Solskive, gaa ti Streger tilbage; og Solen gik ti Streger tilbage af de Streger, som den var gaaet ned.
Isa	38	9	9. Et Skrift af Ezekias, Judas Konge, der han havde vaeret syg og var bleven helbredet af sin Sygdom:
Isa	38	10	10. Jeg sagde: Nu, da jeg har faaet rolige Dage, maa jeg vandre ind ad Dødsrigets Porte; jeg maa savne det Øvrige af mine Aar.
Isa	38	11	11. Jeg sagde: Jeg skal ikke se Herren, Herren i de levendes Land; jeg skal ikke skue Mennesker mere, naar jeg er iblandt dem, som bo i Skyggeriget.
Isa	38	12	12. Min Levetid er afbrudt og flyttet fra mig som en Hyrdes Telt; jeg har sammenrullet mit Liv som en Vaever sin Vaev, fra Traadene af skaeres jeg; fra Dag til Nat gør du Ende paa mig.
Isa	38	13	13. Jeg holdt mig stille indtil om Morgenen som en Løve; saa sønderbrydes alle mine Ben; fra Dag til Nat gør du Ende paa mig.
Isa	38	14	14. Jeg klagede som en Trane, som en Svale, jeg kurrede som en Due; matte opløftede sig mine Øjne til det høje: Herre! jeg er beklemt, vaer Borgen for mig!
Isa	38	15	15. Hvad skal jeg sige? han har sagt mig det, og han har fuldkommet det; jeg skal vandre sagtelig alle mine Aar for min Sjaels Bitterheds Skyld.
Isa	38	16	16. Herre! ved disse Ting lever man, og ved dem alle faar min Aand Liv; du gøre mig staerk og holde mig i Live!
Isa	38	17	17. Se til Fred blev mig Bitterhed; ja, Bitterhed; men du har kaerligt annammet min Sjael fra Fordaervelsens Grav; thi du kastede alle mine Synder bag din Ryg.
Isa	38	18	18. Thi Dødsriget takker dig ej, Døden lover dig ej; de, som nedfare i Graven, venlte ikke paa din Trofasthed.
Isa	38	19	19. Den, som lever, ja den, som lever, han takker dig som jeg i Dag; en Fader underviser sine Børn om dinTrofasthed.
Isa	38	20	20. Herren er rede til at frelse mig, og med mine Harpetoner ville vi lege alle vort Livs Dage i Herrens Hus.
Isa	38	21	21. Men Esajas sagde, at de skulde tage en Klump af Figen og gøre den til et Plaster paa hans Byld, saa skulde han leve.
Isa	38	22	22. Og Ezekias sagde: Hvad Tegn er der paa, at jeg skal gaa op til Herrens Hus?
------------------------Esajas' Bog, Kapitel 39
Isa	39	1	1. Paa den samme Tid sendte Merodak Baladan, Baladans Søn Kongen af Babel, Breve og Skaenk til Ezekias; thi han havde hørt; at han havde vaeret syg og var bleven karsk.
Isa	39	2	2. Og Ezekias blev glad ved dem og lod dem se Huset med sine dyrebare Sager, Sølvet og Guldet og de vellugtende Urter og den bedste Olie og hele sit Vaabenhus og alt det, som fandtes i hans Skatkammer; der var ingen ring i hans Hus og i hans hele Rige, som Ezekias jo lod dem se.
Isa	39	3	3. Da kom Esajas, Profeten, til Kong Ezekias og sagde til ham: Hvad have disse Maend sagt og hvorfra ere de komne til dig? Og Ezekias sagde: De ere komne til mig fra et Land langt borte, fra Babel.
Isa	39	4	4. han sagde: Hvad have de set i dit Hus? Og Ezekias sagde: De have set alt det, som er i mit Hus; der var ingen Iing, som jeg jo lod dem se i mine Skatkamre.
Isa	39	5	5. Da sagde Esajas til Ezekias: Hør den Herre Zebaoths Ord:
Isa	39	6	6. Se, de Dage komme, at alt det, som er i dit Hus, og hvad dine Faedre have samlet til Liagendefae indtil denne Dag, skal føres til Babel; der skal intet blive tilovers, siger Herren.
Isa	39	7	7. Og af dine Sørnner, som nedstamme fra dig, som du skal avle, skulle de tage nogle ud, og de skulle vaere Kammertjenere i Kongen af Babels Palads.
Isa	39	8	8. Men Ezekias sagde til Esajas: Det Herrens Ord, som du har talt, er godt; og han sagde: Blot der maa vaere Fred og Trofasthed i mine Dage!
------------------------Esajas' Bog, Kapitel 40
Isa	40	1	1. Trøster, trøster mit Folk, siger eders Gud;
Isa	40	2	2. taler kaerligt til Jerusalem og raaber til den, at dens Strid er fuldendt, at dens Skyld er betalt, at den har faaet dobbelt af Herrens Haand uagtet alle dens Synder.
Isa	40	3	3. Der er en Røst af en, som raaber i Ørken: Bereder Herrens Vej, jaevner vor Guds banede Vej paa den slette Mark!
Isa	40	4	4. Hver Dal skal haeves, og hvert Bjerg og hver Høj skal saenkes; og hvad som er bakket, skal blive jaevnt, og det knudrede skal blive som en Slette.
Isa	40	5	5. Og Herrens Herlighed skal aabenbares; og alt Kød til Hobe skal se det; thi Herrens Mund har talt.
Isa	40	6	6. Der er en Røst af en, som siger: Raab! og der svares: Hvad skal jeg raabe? Alt Kød er Hø, og al dets Ynde er som et Blomster paa Marken.
Isa	40	7	7. Høet bliver tørt, Blomsteret falder af; thi Herrens Aande blaeser derpaa, ja visselig er Folket Hø.
Isa	40	8	8. Høet bliver tørt, Blomsteret falder af, men vor Guds Ord bestaar evindelig.
Isa	40	9	9. Du, som baerer Zion et godt Budskab, stig op paa et højt Bjerg! du, som baerer Jerusalem et godt Budskab, opløft din Rest med Magt, opløft den, og frygt ikke; sig til Judas Staeder: Se, eders Gud!
Isa	40	10	10. Se den Herre, Herre skal komme med Vaelde, og; hans Arm hersker for ham; se, hans Løn er med ham, og Gengaeldelsen fra ham er for hans Anaigt.
Isa	40	11	11. Som en Hyrde skal han vobte sin Hjord, samle Lammene i sin Arm og haere dem i sit Skod; han skal lede de Faar, som give Die.
Isa	40	12	12. Hvo har maalt Vandet med sin hule Haand? og afmaalt Himmelen i Spande og samlet Jordens Støv i Tredingsmaal? hvo har vejet Bjergene med Vaegt og Højene paa Vaegt skaale?
Isa	40	13	13. Hvo har udmaalt Herrens Aand, og hvo har som hans Raad giver undervist ham?
Isa	40	14	14. Med hvem har han raadført sig, som har give ham Forstand og laert ham Rettens Vej og laert ham Kundskab og undervist ham om Visdommens Vej?
Isa	40	15	15. Se, Folkefaerd ere agtede for ham som en Draabe af en Spand og som et Gran i Vaegtskaalen; se, Øer haever han i Vejret som fint Støv.
Isa	40	16	16. Og Libanon er ikke nok til Braendsel og Dyr der ikke nok til Braendoffer.
Isa	40	17	17. Alle Folkefaerd ere som intet for ham; de ere agtede for ham som intet og som Tomhed.
Isa	40	18	18. Ved hvem ville I da ligne Gud? eller under hvilken Lignelse ville I fremstille ham?
Isa	40	19	19. En Mester støber et Billede og en Guldsmed beslaar det med Guld, og en anden Guldsmed støber Sølv kaeder.
Isa	40	20	20. Hvo som er for fattig til saadan en Gave, udvaelger Trae, som ikke raadner; han søger sig ep dygtig Mester til at berede et Billede, som ikke vakler.
Isa	40	21	21. Ville I ikke, forstaa? ville I ikke høre? er det ikke forkyndt eder fra Begyndelsen? have I ikke forstaaet, af hvem Jordens Grundvold er lagt?
Isa	40	22	22. Han er den, som sidder over Jordens Kreds, og de, som bo derpaa, ere som Graeshopper; han, der udspaender Himlene som et tyndt Taeppe og udbreder dem som et Telt til at bo udi;
Isa	40	23	23. han, som gør Fyrsterne til intet og gør Jordens Dommere til tomme Navne.
Isa	40	24	24. Naeppe ere de plantede, naeppe ere de saaede, og naeppe er deres Stub rodfaestet i Jorden: Saa blaeser han paa dem, og de blive tørre, og en Storm tager dem bort som Halm.
Isa	40	25	25. Hvem ville I da ligne mig ved, som jeg skulde vaere lig? siger den Hellige.
Isa	40	26	26. Opløfter eders Øjne imod det høje og ser: Hvo skabte disse Ting? han som udfører deres Haer efter Tal; han kalder dem alle ved Navn; formedelst hans vaeldige Magt og store Kraft fattes ikke een.
Isa	40	27	27. Hvorfor vil du, Jakob, sige, og du, Israel, tale: Min Vej er skjult for Herren, og min Ret gaar min Gud forbi?
Isa	40	28	28. Ved du ikke, eller har du ikke hørt det? en evig Gud er Herren, han har skabt Jordens Ender, han kan ikke blive traet, ej heller vansmaegte; hans Forstand er uransagelig.
Isa	40	29	29. Han giver den traette, som ingen Kraefter har.
Isa	40	30	30. De unge skulle blive traette og vansmaegte, og Ungersvende skulle falde brat.
Isa	40	31	31. Men de, som forvente Herren, skulle forny deres Kraft, de skulle opfare med Vingel som Ørnene, de skulle løbe og ikke vansmaegte, gaa frem og ikke blive traette.
------------------------Esajas' Bog, Kapitel 41
Isa	41	1	1. I Øer! tier for mig; og Folkene. I forny deres Kraft! lad dem komme, lad dem da tale; lader os traede frem for Retten med hinanden!
Isa	41	2	2. Hvo har opvakt ham fra Østen hvem Retfaerdigheden møder, hvor han gaar? hvo hengav Folkefaerd. for hans Ansigt og Kongerne, at han herskede over dem, hvilke hans Svaerd gør som Støv og hans Bue, som Halm, der bortblaeses?
Isa	41	3	3. Han forfølger dem, drager frem med Fred: ad den Sti, som hans Fødder ikke have betraadt tilforn.
Isa	41	4	4. Hvo udrettede og gjorde det? Han, som kalder Slaegterne fra Begyndelsen! jeg Herren er den første, og med de sidste er jeg ogsaa.
Isa	41	5	5. Øerne se det og frygte, Jordens Ender forfaerdes; de naerme sig og komme.
Isa	41	6	6. De hjaelpe den ene den anden, og den ene siger til den anden: Staa fast!
Isa	41	7	7. Tømmermanden saetter Mod i Guldsmeden, den, som glatter med Hammeren, i ham, som smeder paa Ambolten; "Sammenføjningen er god", siger denne, og han befaester det med Søm, at det ikke rokkes.
Isa	41	8	8. Jakob, som jeg udvalgte, Abrahams, min Vens, Saed!
Isa	41	9	9. du, hvem jeg hentede fra Jordens Ender og kaldte fra dens yderste Graenser, og til hvem jeg sagde: Du er min Tjener, jeg udvalgte dig og forkastede dig ikke!
Isa	41	10	10. Frygt ikke; thi jeg er med dig; se ikke aengstelig om; thi jeg er din Gud; jeg har styrket dig, ja, hjulpet dig, ja, holdt dig oppe med min Retfaeldigheds højre Haand.
Isa	41	11	11. Se, alle de, som harmes paa dig, skulle beskaemmes og blive til Skamme; de Maend, som traette med dig, skulle blive til intet og omkomme.
Isa	41	12	12. De Maend, som kives med dig skal du søge efter og ikke finde; de Maend, som stride imod dig, skulle blive til intet og omkomme.
Isa	41	13	13. Thi jeg er Herren din Gud, som tager dig ved din højre Haand, som siger til dig: Frygt ikke; jeg hjaelper dig.
Isa	41	14	14. Frygt ikke, du Orm, Jakob! du lille Hob, Israel! jeg hjaelper dig, siger Herren, og din Frelser er Israels Hellige.
Isa	41	15	15. Se, jeg gør dig til en skarp ny Teerskevogn med mange Taender; du skal taerske og sønderknuse Bjerge og gøre Høje som Avner.
Isa	41	16	16. Du skal kaste dem, og Vejret skal løfte dem, og en Storm skal adsprede dern; men du skal fryde dig i Herren, du skal prise dig i Israels Hellige.
Isa	41	17	17. De elendige og de fattige lede efter Vand, og der er intet, deres Tunge forsmaegter af Tørst; jeg, Herren, vil bønhøre dem, jeg, Israels Gud, vil ikke forlade dem.
Isa	41	18	18. Jeg vil lade Floder bryde frem paa de nøgne Høje og Kilder midt i Dalene; jeg vil gøre Ørken til vandrig Sø og det tørre, Land til Vandløb.
Isa	41	19	19. Jeg vil i Ørken saette Gedre, Sitimtraeer og Myrtetraeer og Olietraeer; paa den slette Mark vil jeg saette baade Fyrretraeer, Kintraeer og Buksbom,
Isa	41	20	20. paa det at de skulle se og vide og baade laegge I paa Hjerte og forstaa, at Herrens Haand har gjort dette, og Israels Hellige har skabt dette.
Isa	41	21	21. Kommer hid med eders Sag, siger Herren; kommer frem med eders staerke Bevisninger, siger Jakobs Konge.
Isa	41	22	22. Lad dem komme frem med dem og forkynde os det, som skal haendes; forkyrlder os, hvad der først skal ske, paa det vi maa laegge os det paa Hjerte og forstaa, hvad Enden derpaa skal blive; eller lader os høre de tilkommende Ting!
Isa	41	23	23. Forkynder de Ting, som skulle komme herefter, at vi kunne vide dem; thi I ere jo Guder! ja, gører vel eller gører ilde, saa ville vi se os om og betragte det med hverandre.
Isa	41	24	24. Se, I ere intet, og eders Gerninger aldeles intet; den, som vaelger eder, er en Vederstyggelighed.
Isa	41	25	25. Jeg har opvakt ham fra Norden, og han skal komme, ham fra Solens Opgang, som skal paakalde mit Navn; og han skal komme over Fyrsterne, som vare de Dynd, og som en Pottemager, der traeder Ler.
Isa	41	26	26. Hvo har forkyndt noget fra Begyndelsen af, at vi kunne vide det? eller fra forrige Tid, at vi kunne sige: Han har Ret? men der er ingen, som forkynder noget, og ingen, som lader os høre noget, og ingen, som hører eders Tale.
Isa	41	27	27. Jeg er den første, som siger til Zion: Se, se, her ere de! og som baerer Jerusalem et godt Budskab.
Isa	41	28	28. Ser jeg mig om, er der ingen, og af disse er der heller ingen Raadgiver, at jeg kunde spørge dem ad, og de kunde give Svar tilbage.
Isa	41	29	29. Se dem alle! deres Gerninger ere Daarlighed og Tomhed; deres støbte Billeder ere Vejr og Vind.
------------------------Esajas' Bog, Kapitel 42
Isa	42	1	1. Se, min Tjener, hvem jeg opholder, min udvalgte, i hvem min Sjael har Behagelighed; jeg har givet min Aand over ham, han skal føre Ret ud til Hedningerne.
Isa	42	2	2. Han skal ikke raabe og ej opløfte Røsten og ikke lade sin Røst høre paa Gaden.
Isa	42	3	3. Han skal ikke sønderbryde det knaekkede Rør og ikke udslukke den rygende Tande; han skal udføre Ret efter Sandhed.
Isa	42	4	4. Han skal ikke vansmaegte, ej heller blive af mattet, indtil han faar beskikket Ret paa Jorden; og paa, hans Lov vente Øer.
Isa	42	5	5. Saa siger Gud Herren, som skabte Himlene og udspaendte dem, som udbredte Jorden og dens Grøde, han, som giver Folket derpaa Aande og dem, som gaa derpaa, Aand:
Isa	42	6	6. Jeg, Herren, jeg har kaldet dig i Retfaerdighed, og jeg vil tage dig ved din Haand; og jeg vil bevare dig og gøre dig til en Pagt for Folket, til et Lys for Hedningerne,
Isa	42	7	7. til at aabne de blindes Øjne, til at udføre de bundne af Faengsel, dem, som sidde i Mørke, af Fangenskabet.
Isa	42	8	8. Jeg er Herren, det er mit Navn; og jeg vil ingen anden give min Aere eller de udskaarne Billeder min Lov.
Isa	42	9	9. Se, de første Ting ere komne, og jeg forkynder de nye; før de oprinde, vil jeg lade eder høre om dem.
Isa	42	10	10. Synger Herren en ny Sang, hans Lov fra Jordens Ende, I, som fare ud paa Havet og dets Fylde, I Øer og deres Indbyggere!
Isa	42	11	11. Ørken og dens Staeder skulle opløfte Røsten, de Byer, hvor Kedar bor; de, som bo paa Klippen, skulle synge med Fryd, de skulle raabe fra Bjergenes Top.
Isa	42	12	12. De skulle tillaegge Herren Aere og kundgøre hans Lov paa Øerne.
Isa	42	13	13. Herren skal drage ud som den vaeldige, vaekke sin Nidkaerhed som en Krigsmand; han skal raabe med Glaede, ja, raabe højt, han skal faa Overhaand over sine Fjender.
Isa	42	14	14. Jeg har tiet fra fordums Tid, jeg var tavs, jeg holdt mig tilbage; men nu vil jeg stønne dybt som hun, der føder, jeg vil give min Harme Luft og fnyse.
Isa	42	15	15. Jeg vil laegge Bjerge og Høje Øde og borttørre alle deres Urter og gøre Floder til Fastland og udtørre Søer.
Isa	42	16	16. Og jeg vil lede de blinde paa den Vej, som de ikke have vidst, jeg vil lade dem traede paa de Stier, som de ikke have kendt; jeg vil gøre Mørket for deres Ansigt til Lys ng de bakkede Steder til Slette; disse ere Ordene, jeg opfylder dem og gaar ikke fra dem.
Isa	42	17	17. Vige tilbage og blive svarlig til Skamme skulle de, som forlade sig paa et udskaaret Billede, de, som sige til: et støbt Billede: I ere vore Guder.
Isa	42	18	18. I døve, hører! og I blinde, lukker Øjnene op! at I kunne se.
Isa	42	19	19. Hvo er blind, naar det ikke er min Tjener, og døv som den, jeg udsendte som mit Bud? hvo er blind som den fuldkomne og blind som Herrens Tjener?
Isa	42	20	20. Du har set mange Ting, men du bevarer dem ikke; oplades Ørene, hører han dog ikke.
Isa	42	21	21. Herren har Lyst for sin Retfaerdigheds Skyld til at gøre Loven stor og herlig.
Isa	42	22	22. Men dette er et Folk, som er blev et til Rov og Bytte, de, ere alle sammen bundne i Huler og skjulte i Faengsler, de ere blevne til Rov, og der er ingen, som frier, til Bytte, og der er ingen, som siger: Giv tilbage!
Isa	42	23	23. Hvo er der iblandt eder, som vender Øret til dette, og som vil maerke og høre det, som skal ske herefter.
Isa	42	24	24. Hvo gav Jakob hen til at plyndres og Israel hen til Røvere? mon ikke Herren, imod hvem vi syndede, og paa hvis Veje de ikke vilde vandre, og paa hvis Lov de ikke vilde høre?
Isa	42	25	25. Derfor udøste han sin Vredes Harme og Krigens Magt over dem, og den optaendtes trindt omkring imod dem; men de forstaa det ikke; og den fortaerede dem, men de laegge det ikke paa Hjerte.
------------------------Esajas' Bog, Kapitel 43
Isa	43	1	1. Men nu, saa siger Herren, som dig, Israel: Frygt ikke, thi jeg genløste dig, jeg kaldte dig ved dit Navn, du er min.
Isa	43	2	2. Naar du gaar igennem Vandene, da vil jeg vaere med dig, og igennem Floderne, da skulle de ikke overskylle dig; naar du gaar igennem Ilden, skal du ikke svides, og Luen skal ikke fortaere dig.
Isa	43	3	3. Thi jeg sr Herren din Gud, Iszaels Hellige, din Frelser; jeg giver Aegypten til Løsepenge for dig, Morland og Seba i dit Sted.
Isa	43	4	4. Efterdi du var agtet dyrebar for mine Øjne, var aeret, og jeg elskede dig: Saa har jeg givet Mennesker i dit Sted og Folkeslag i Stedet for din Sjael.
Isa	43	5	5. Frygt ikke, thi jeg er med dig; jeg vil føre din Saed fra Østen og samle dig hjem fra Vesten.
Isa	43	6	6. Jeg vil sige til Norden: Giv hid, og til Sønden: Hold ikke tilbage; før mine Sønner hid fra det fjerne og mine Døtre fra Jordens Ende,
Isa	43	7	7. hver den, som er kaldet med mit Navn, og som jeg har skabt til min Aere; hver den, jeg har dannet, og som jeg har gjort.
Isa	43	8	8. Han fører det blinde Folk ud, som dog har Øjne, og de døve, som dog have Øren.
Isa	43	9	9. Alle Hedningerne samle sig til Hobe, og Folkene sankes; hvo er iblandt dem, som kan kundgøre dette og lade os høre de første Ting? lad dem føre deres Vidner frem, for at de kunne faa Ret, og man kan høre og sige: Det er Sandhed.
Isa	43	10	10. I ere mine Vidner, siger Herren, og min Tjener, som jeg udvalgte, for at I skulde vide det og tro rnig og forstaa, at jeg er; før mig er ingen Gud dannet, og efter mig skal ingen vaere.
Isa	43	11	11. Jeg er Herren, og der er ingen Frelser uden jeg.
Isa	43	12	12. Jeg har kundgjort det og har frelst og ladet eder høre det, og der var ingen fremmed Gud iblandt eder; og I ere mine Vidner, siger Herren, at jeg er Gud.
Isa	43	13	13. Ogsaa fra Dag blev til, er jeg, og der er ingen, som kan redde af min Haand; jeg gør en Gerning, og hvo kan afvende den?
Isa	43	14	14. Saa siger Herren, eders Genløser, Israels Hellige: For eders Skyld sender jeg Bud til Babel og lader alle dem tillige med Kaldaeerne som Flygtninge jages ned paa Skibene, som de frydede sig paa.
Isa	43	15	15. Jeg er Herren, eders Hellige, Israels Skaber, eders Konge.
Isa	43	16	16. Saa siger Herren, han, som gjorde Vej i Havet og Sti i de maegtige Vande,
Isa	43	17	17. han, som udførte Vogne og Heste, Haer og Magt, saa de ligge til Hobe, de staa ikke op, de ere udslukte, ja, de ere udslukte, som en rande:
Isa	43	18	18. Kommer ikke de forrige ring i Hu, og agter ikke paa de gamle Ting!
Isa	43	19	19. Se, jeg gør noget nyt, nu skal det bryde frem; skulle I ikke forfare det? ja, jeg vil gøre Vej i Ørken, Floder paa øde Steder.
Isa	43	20	20. Vilde Dyr paa Marken, Drager og Strudsunger skulle aere mig; thi jeg give Vand i Ørken, Floder paa øde Steder for at give mit Folk, mine udvalgte, at drikke.
Isa	43	21	21. Det Folk, som, jeg har dannet mig, de skulle fortaelle min Pris.
Isa	43	22	22. Men du, Jakob! paakaldte mig ikke; thi du, Israel! er bleven traet af mig.
Isa	43	23	23. Du bragte mig ikke Faar til dine Braendofre, ej heller aerede du mig med dine Slagtofre, jeg har ikke gjort dig Besvaer med Madoffer og ikke Møje med at kraeve Røgelse.
Isa	43	24	24. Du købte mig ikke Kalmus for Penge, du skaenkede mig ikke overflødigt dine Slagtofres Fedme; men du gjorde mig Besvaer med dine Synder, du gjorde mig Møje med dine Misgerninger.
Isa	43	25	25. Jeg, jeg er den, som udsletter dine Overtraedelser for min egen Skyld, og jeg vil ikke ihukomme dine Synder.
Isa	43	26	26. Paamind mig; lad os gaa i Rette med hverandre; regn op, at du maa staa retfaerdiggjort.
Isa	43	27	27. Din første Fader syndede, og dine Talsmaend have gjort Overtraedelse imod mig.
Isa	43	28	28. Derfor vil jeg vanhellige de hellige Fyrster og hengive Jakob til Band og Israel til Forhaanelse.
------------------------Esajas' Bog, Kapitel 44
Isa	44	1	1. Og hør nu, Jakob, min Tjener! og Israel, som jeg udvalgte!
Isa	44	2	2. Saa siger Herren, som gjorde dig og dannede dig fra Modersliv, han, som hjaelper dig: Frygt ikke, min Tjener Jakob! og du, Jeskurun, som jeg udvalgte!
Isa	44	3	3. Thi jeg vil udgyde Vand paa det tørstige og Strømme paa det tørre; jeg vil udgyde min Aand over din Saed og min Velsignelse over dine Børn,
Isa	44	4	4. at de skulle opvokse midt i Graes, ligesom Pile ved Vandbaekke.
Isa	44	5	5. Den ene skal sige: Jeg er Herrens, og den anden skal kalde Jakob ved Navn; og en tredje skal skrive med sin Haand: Jeg hører Herren til, og han skal naevne Israel som Haedersnavn.
Isa	44	6	6. Saa siger Herren, Israels Konge, og hans Genløser, den Herre Zebaoth: Jeg er den følste, og jeg er den sidste, og der er ingen Gud uden jeg.
Isa	44	7	7. Og hvo er som jeg, at han kan kalde noget frem, at han kan kundgøre det og ordentlig beskikke det for mig, som jeg har gjort, lige siden jeg lod et evigt Folk fremstaa? og kunne de forkynde dem de tilkommende Ting, og det, som skal komme?
Isa	44	8	8. Frygter ikke, og forfaerdes ikke! har jeg ikke forlaengst ladet dig høre det og kundgjort det? og I ere mine Vidner; mon der er en Gud uden jeg? der er ingen Klippe, jeg kender den ikke.
Isa	44	9	9. De, som danne udskaarne Billeder, de ere alle intet, og de Billeder, de elske, gavne intet; og de, som ere deres Vidner, se intet og fornemme intet, derfor skulle de beskaemmes.
Isa	44	10	10. Hvo danner vel en Gud og støber et Billede, som gavner til intet?
Isa	44	11	11. Se, alle dets Tilhaengere skulle beskaemmes; thi Mestrene, de ere kun Mennesker; de skulle alle sarnle sig, blive staaende, frygte og blive beskaemmede til Hobe.
Isa	44	12	12. Smeden bruger Mejselen til Jernet og arbejder ved Klil og danner det med Hamrene; han arbejder paa det med sin Arms Kraft; men lider han Hunger, saa er der ingen Kraft i ham mere, og drikker han ikke Vand, vansmaegter han.
Isa	44	13	13. Tømmermanden udstraekker en Maalesnor over Traeet, maerker det af med Rødkridt, gør det jaevnt med Høvlene og afridser det med Cirkelen; og han gør det efter en Mands Skikkelse, efter et Menneskes Anseelse, til at bo i et Hus.
Isa	44	14	14. Han gaar hen at afhugge sig Cedre og tager Cypres og Eg, og han bruger sin Styrke iblandt Traeerne i Skoven; han planter Valbirk, og Regnen bringer den til at vokse.
Isa	44	15	15. Saa tjener det Mennesket til Braendsel, og han tager deraf og varmer sig og taender Ild og bager Brød; men han gør ogsaa en Gud deraf og tilbeder den, han gør et udskaaret Billede deraf og falder paa Knae for det.
Isa	44	16	16. Halvdelen deraf braender han paa Ilden; ved Halvdelen deraf aeder han Kød og steger en Steg og maettes; ja, han varmer sig og siger: Ah! jeg har varmet mig, jeg har set Ild.
Isa	44	17	17. Men det øvrige deraf gør han til erl Gud, til sit udskaarne Billede; han falder paa Knae for det og nedbøjer sig og beder til det og siger: Frels mig! thi du er min Gud.
Isa	44	18	18. De fornemme ikke og for staa ikke; thi han har tilstrøget deres Øjne, at de ikke se, og deres Hjerter, at de ikke forstaa.
Isa	44	19	19. Og ingen tager sig det til Hjerte, og der er hverken Kundskab eller Forstand til at sige: Jeg har opbraendt Halvdelen deraf paa Ilden og llgeledes bagt Brød paa Gløderne deraf, jeg har stegt Kød og aedt; skal jeg da gøre det øvrige deraf til en Vederstyggelighed? skal jeg falde paa Knae for en Traeklods?
Isa	44	20	20. Han saetter sin Hu til Aske, hans Hjerte er bedraget, og det har ført ham vild; og han ledder ikke sin Sjael og siger ikke: Er det ikke Bedrageri, som jeg holder i min højre Haand?
Isa	44	21	21. Kom disse Ting i Hu, Jakob og Israel! thi du er min Tjener; jeg har dannet dig, du er min Tjener, Israel! du skal ikke glemmes af mig.
Isa	44	22	22. Jeg har udslettet dine Overtraedelser som en Taage og dine Synder som en Sky; vend om til, mig; thi jeg har igenløst dig.
Isa	44	23	23. Synger med Fryd, I Himle! thi Herren har gjort det; raaber med Glaede, I Jordens Dybder! I Bjerge, raaber med Fryd, Skov og hvert Trae derudi! thi Herren har genløst Jakob og beviser sig herligt i Israel.
Isa	44	24	24. Saa siger Herren, som har genløst dig og dannet dig fra Moders Liv af: Jeg er Herren, som gør alting, den, som ene udspaender Himmelen og udbreder Jorden; hvo er vel med mig?
Isa	44	25	25. den, som gør Løgnerens Tegn til intet og gør Spaamaendene til Daarer; den, som tvinger de vise tilbage og gør deres Vidskab til Daarskab;
Isa	44	26	26. den, som stadfaester sin Tjeners Ord og fuldkommer sine Sendebuds Raad, den, som siger til Jerusalem: Den skal beboes, og til Judas Staeder: De skulle bygges, og jeg vil oprejse dens Øde Staeder;
Isa	44	27	27. den, som siger til Dybet: Bliv tør og dine Floder vil jeg udtørre;
Isa	44	28	28. den, som siger til Kyrus: Han er min Hyrde, og han skal fuldkomme al min Villie, og han skal sige til Jerusalem: Du skal bygges; og til Templet: Du skal grundfaestes.
------------------------Esajas' Bog, Kapitel 45
Isa	45	1	1. Saa siger Herren til sin Salvede til Kyrus, hvem jeg tog ved hans højre Haand for at nedkaste Hedningerne for hans Ansigt og løse Baeltet af Kongers Laend for at aabne Døre og for at holde Porte oplukkede for ham:
Isa	45	2	2. Jeg, vil gaa frem for dit Ansigt og gøre Bakker jaevne; jeg vil sønderbryde Kobberdøre og sønderhugge Jernstaenger.
Isa	45	3	3. Jeg vil give dig Liggendefae, som er skjult i Mørke, og Klenodier, som ere gemte i Løn, at du skal fornemme, at jeg er Herren, Israels Gud, som kalder dig ved dit Navn.
Isa	45	4	4. For min Tjener Jakobs Skyld og for Israels, min udvalgtes Skyld, kaldte jeg dig ved dit Navn; jeg naevnede dig ved Haedersnavn, enddog du kendte mig ikke.
Isa	45	5	5. Jeg er Herren og ingen yder, mere, der er ingen Gud uden jeg; jeg vil omgjorde dig, enddog du kender mig ikke,
Isa	45	6	6. spaa det de fra Solens Opgang og fra dens Nedgang skulle vide, at der er ingen uden jeg; jeg er Herren og ingen ydermere,
Isa	45	7	7. jeg, som danner Lyset og skaber Mørket, jeg, som gør Fred og skaber Ulykke; jeg er Herren, som gør alle disse Ting.
Isa	45	8	8. Drypper, I Himle! fra oven ned, og strømmer, I øverste Skyer, med Retfaerdighed! Jorden oplade sig for at frembaere Frelsens Frugt og for at lade Retfaerdighed oprinde tillige! jeg Herren, jeg har skabt det.
Isa	45	9	9. Ve den, som traetter med den, der dannede ham, det Potteskaar, ligt andre Potteskaar af Jord! Mon Leret kan sige til den, som dannede det: Hvad gør du? eller kan dit Vaerk sige: Han har ingen Haender?
Isa	45	10	10. Ve den, som siger til Faderen: Hvad avler du og til Kvinden: Hvad føder du?
Isa	45	11	11. Saa siger Herren, Israels Hellige og Skaber: Spørger mig om de tilkommende Ting; ville I give mig Befaling om mine Børn og om mine Haenders Gerning?
Isa	45	12	12. Jeg gjorde Jorden og skabte Mennesker derpaa; mine Haender udbredte Himlnelen, og jeg bød over al dens Haer.
Isa	45	13	13. Jeg opvaekker ham i Retf erdiglled og vil jaevne alle hans Veje; han skal bygge min Stad og løslade mine bortførte, ikke for Løsepenge, ej heller for Skaenk, siger den Herre Zebaoth.
Isa	45	14	14. Saa siger Herren: Aegyptens Arbejde og Morlands Købmandsskab, samt Sabaeerne, de høje Folk, skulle komme til dig, og vorde dine, de skulle følge efter dig, i Laenker skulle de komme; for dig skulle de nedbøje sig, de skulle bønfalde dig og sige: Kun hos dig er Gud, og der er ingen ydermere, ingen Gud.
Isa	45	15	15. Sandelig, du er en Gud, som skjuler sig, Israels Gud er en Frelser.
Isa	45	16	16. De blive beskaemmede, ja de blive alle til Skamme; de gaa alle bort med Skaendsel, de, som forfaerdige Af gudsbilleder.
Isa	45	17	17. Israel er frelst ved, Herren med en evig Frelse; I skulle ikke beskaemmes, ej heller forhaanes i Evigheds Evigheder.
Isa	45	18	18. Thi saa siger Herren, som skabte Himmelen, han, den Gud, som dannede Jorden, og som gjorde den, han, som beredte den og ikke skabte den til at vaere øde, men dannede den til at beboes: Jeg er Herren, og der er ingen ydermere.
Isa	45	19	19. Ikke i Løndom har jeg talt, ikke paa Jordens mørke Steder; jeg har ikke sagt til Jakobs Saed: Søger mig forgaeves, jeg er Herren, som taler Retfaerdighed, som forkynder Retvished.
Isa	45	20	20. Samler eder og kommer, ja, kommer frem til Hobe, I undkomne af Hedningerne! de, som baere deres udskaarne Traebilleder, og som bede til en Gud, der ikke kan frelse, de vide intet.
Isa	45	21	21. Forkynder og kommer frem med noget! ja, lad dem raadføre sig med hverandre: Hvo har ladet dette høres fra fordums Tid, hvo har kundgjort det fra Arilds Tid? mon ikke jeg, Herren thi der er ingen Gud ydermere uden jeg, en retfaerdig Gud og Frelser, der er ingen uden jeg.
Isa	45	22	22. Vender eder til mig, og bliver frelste, alle I fra Jordens Ender! thi jeg er Gud og ingen ydermere.
Isa	45	23	23. Jeg har svoret ved mig selv, af Retfaerdigheds Mund udgik et Ord, og det skal ikke tages tilbage: At for mig skal hvert Knae bøje sig, til mig skal hver Tunge svaerge.
Isa	45	24	24. Kun i Herren, siger man om mig, er Retfaerdighed og Styrke; til ham skal man komme, men alle de, som vredes paa ham, skulle beskaemmes.
Isa	45	25	25. I Herren skal al Israels Saed retfaerdiggøres og prise sig.
------------------------Esajas' Bog, Kapitel 46
Isa	46	1	1. Bel synker i Knae, Nebo synker sammen, deres Billeder laegger man paa Dyr og Fae; hvad I bare, I laesses som en Byrde paa de traette Dyr.
Isa	46	2	2. De synke sammen, de synke i Knae til Hobe, de kunne ikke undkomme med Byrden; men de selv maa gaa i Fangenskab.
Isa	46	3	3. Hører mig, Jakobs Hus og alle I overblevne af Israels Hus, I, som ere lagte paa mig fra Moders Liv af, I, som baeres af mig fra Moders Skød af!
Isa	46	4	4. Ja, indtil eders Alderdom skal jeg vaere den samme og baere eder indtil eders graa Haar; jeg har gjort det og skal fremdeles holde eder oppe, og jeg vil baere eder og lade eder undkomme.
Isa	46	5	5. Ved hvem ville I ligne mig, eller med hvem ville I stille mig sammen? og hvem ville I maale mig med, at vi skulle vaere hverandre lige?
Isa	46	6	6. De ryste Guld tid af Pungen og veje Sølv paa Vaegten, de lønne en Guldsmed, at han skal gøre en Gud deraf, for hvilken de falde paa Knae og nedbøje sig.
Isa	46	7	7. De løfte den op, de baere den paa Skuldrene og saette den paa dens Sted; der staar den, den viger ikke fra sit Sted, vil nogen end raabe til den, skal den dog ikke svare, den kan ikke frelse nogen af hans Nød.
Isa	46	8	8. Kommer dette i Hu og vaerer mandige; I Overtraedere! laegger det paa Hjerte!
Isa	46	9	9. Kommer de forrige Ting fra gammel Tid i Hu; thi jeg er Gud og ingen ydermere, ja, jeg er Gud, og ingen er som jeg,
Isa	46	10	10. jeg, som fra Begyndelsen kundgør Enden og fra fordums Tid de Ting, som end ikke ere skete; jeg, som siger: Mit Raad skal bestaa, og jeg vil gøre alt det, som mig behager;
Isa	46	11	11. jeg, som kalder en Rovfugl fra Østen, en Mand, som skal gøre efter mit Raad, fra et langt fraliggende Land; jeg har baade talt det og vil lade det komme, og jeg har beskikket det, jeg vil ogsaa udføre det.
Isa	46	12	12. Hører mig, I, som ere stolte i Hjertet! I, som ere langt fra Retaerdighed
Isa	46	13	13. Jeg har ladet min Retaerdighed komrne naer til, den er ikke langt borte, og min Frelse tøver ikke; jeg vil give Frelse i Zion og min Herlighed over Israel.
------------------------Esajas' Bog, Kapitel 47
Isa	47	1	1. Stig ned og saet dig i Støvet, du Jomfru, Babels Datter! saet dig paa Jorden, her er ingen Trone, du Kaldaeers Datter! thi du skal ikke mere naa det, at de kalde dig "den kaelne" og "den yppige".
Isa	47	2	2. Tag fat paa Kvaernen og mal Mel; slaa Sløret til Side, løft Slaebet, blot Benene, vad over Floderne!
Isa	47	3	3. Lad din Blusel blottes og din Skam ses; jeg vil haevne mig, og jeg, skal ikke møde noget Menneske.
Isa	47	4	4. Vor Genløser, hans Navn er Herre Zebaoth, Israels Hellige.
Isa	47	5	5. Sid i Tavshed, og gak ind i Mørket, du Kaldaeers Datter! thi du skal ikke blive ved at kaldes en Dronning over Riger.
Isa	47	6	6. Jeg var vred paa mit Folk, jeg vanhelligede min Arv og gav dem i din Haand; du beviste dem ikke Barmhjertighed, du gjorde dit Aag saare svart over den alderstegne.
Isa	47	7	7. Og du sagde: Jeg skal vaere Dronning evindelig; saa at du ikke har lagt det paa Hjerte og ikke taenkt paa, hvad Enden skulde blive delpaa.
Isa	47	8	8. Saa hør nu dette, du vellystige! du som bor tryggelig og siger i dit Hjerte: Jeg, og ingen uden jeg, jeg skal ikke sidde Enke og ej vide, hvad det er at vorde barnløs.
Isa	47	9	9. Men disse to Ting skulle i et Øjeblik komme over dig paa een Dag: At blive barnløs og Enke; i fuldt Maal skulle de komme over dig, uagtet dine mange Trolddomskunster, og uagtet dine mange staerke Besvaergelser.
Isa	47	10	10. Du forlod dig paa din Ondskab, du sagde: Der er ingen, som ser mig; din Visdom og din Kløgt have forført dig, og du sagde i dit Hjerte: Jeg, og ingen uden jeg.
Isa	47	11	11. Men det onde skal komme over dig, du skal ikke vide, naar dets Frembrud er, og en Ulykke skal falde paa dig, du skal ikke kunne forsone den; og der skal hastelig komme Ødelaeggelse over dig, inden du ved det.
Isa	47	12	12. Staa nu frem med dine Besvaergelser og med dine mange Trolddomskunster, med hvilke du har traettet dig fra din Ungdom af; maaske du dog kunde hjaelpe dig dermed, maaske du kunde gøre Modstand.
Isa	47	13	13. Du har traettet dig ved dine mange Anslag; lad nu dem, som udspejde Himmelen, som se efter Stjernerne, dem, som give Besked for hver Maaned, staa frem og frelse dig fra de Ting, som skulle komme over dig.
Isa	47	14	14. Se, de skulle vaere som Halm, Ilden skal opbraende dem, de kunne ikke, redde deres Liv fra Luens Magt; der skal ikke vaere en Glød at varme sig ved eller en Ild at sidde for.
Isa	47	15	15. Saaledes gaar det dig med dem, som du har traettet dig ved; de, som faerdedes med dig fra din Ungdom af, de skulle fare vild hver til sin Side, der er ingen, som frelser dig.
------------------------Esajas' Bog, Kapitel 48
Isa	48	1	1. Hører dette Jakobs Hus! I, som ere kaldte med Israels Navn, og som ere udgangne af Judas Kilde, I, som svaerge ved Herrens Navn og prise Israels Gud, men ikke i Sandhed og ej i Retfaerdighed!
Isa	48	2	2. Thi de kalde sig efter den hellige Stad og forlade sig fast paa Israels Gud; Herre Zebaoth er hans hører Navn.
Isa	48	3	3. Jeg har forlaengst kundgjort de første Ting, af min Mund ere de udgangne, og jeg lader dem høre det; jeg gør det hastelig, og det sker.
Isa	48	4	4. Efterdi jeg vidste, at du er haard, og din Nakke er Jernsener, og din Pande er Kobber,
Isa	48	5	5. saa har jeg forlaengst kundgjort dig det, jeg lod dig høre det; førend det kom, at du ikke maaske skal sige: Mit Gudebillede gjorde disse Ting, og mit udskaarne Billede og mit støbte Billede beskikkede dem.
Isa	48	6	6. Hørt det har du, se det nu alt sammen! og I, ville I ikke kundgøre det? Jeg har fra nu af ladet dig høre ny Ting, hvad der lønligt var bevaret og hvad du ikke kendte.
Isa	48	7	7. Nu blive de skabte og ikke fra fordums Tid, og før i Dag har du ikke hørt til dem, paa det du ikke skal sige: Se, jeg har kendt dem.
Isa	48	8	8. Ja, du har ikke hørt det, du vidste det og ikke; ja, dit Øre var heller ikke aabnet fra fordums Tid; thi jeg ved, at du vil handle troløst, og at du er kaldet en Over traeder fra Moders Liv.
Isa	48	9	9. For mit Navns Skyld vil jeg forhale min Vrede, og for min Aeres Skyld holder jeg min Vrede imod dig tilbage, for at jeg ikke skal udrydde dig.
Isa	48	10	10. Se, jeg har lutret dig, dog ikke som Sølv; jeg har prøvet dig i Elendigheds Ovn.
Isa	48	11	11. For min Skyld, for min egen Skyld vil jeg gøre det; thi hvorfor skulde mit Navn vanhelliges? og jeg vil ikke give en anden min Aere.
Isa	48	12	12. Hør mig, Jakob! og du, Israel, min Kaldte! jeg er, jeg er den første, jeg er ogsaa den sidste.
Isa	48	13	13. Ja, min Haand har grundfaestet Jorden og min højre Haand har udspaendt Himlene; jeg kalder dem frem og de staa der tilsammen.
Isa	48	14	14. Samler eder, alle til Hobe og hører! Hvo iblandt dem har forkyndt disse Ting: Den, Herren elsker, skal gøre efter hans Behag imod Babel og lade hans Arm kendes imod Kaldaeerne.
Isa	48	15	15. Jeg, jeg har sagt det, jeg har ogsaa kaldet ham; jeg vil lade ham komme, og hans Vej skal lykkes.
Isa	48	16	16. Kommer naer til mig, hører dette! fra Begyndelsen har jeg ikke talt i Løndom; fra den Tid, at det blev til, er jeg der; og nu har den Herre, Herre sendt mig og sin Aand.
Isa	48	17	17. Saa siger Herren, din Genløser, Israels Hellige: Jeg er Herren din Gud, som laerer dig, hvad nyttigt er, og som fører dig paa Vejen, som du skal gaa.
Isa	48	18	18. Gid du vilde agte paa mine Bud, da skulde din Fred vorde som Floden og din Retfaerdighed som Havets Bølger.
Isa	48	19	19. Og din Saed skulde vorde som Sand, og dit Livs Afkom som dets Smaastene; dens Navn skulde ikke udryddes eller Ødelaegges for mit Ansigt.
Isa	48	20	20. Gaar ud af Babel, flyer fra Kaldaeerne; forkynder og lader dette høre med Frydesangs Røst, bringer det ud indtil Jordens Ende, siger: Herren har genløst sin Tjener Jakob.
Isa	48	21	21. Og de lede ingen Tørst, han ledte dem igennem Ørknerne, han lod flyde Vand af en Klippe til dem; og han kløvede en Klippe, og der flød Vand.
Isa	48	22	22. De ugudelige, siger Herren, have ingen Fred.
------------------------Esajas' Bog, Kapitel 49
Isa	49	1	1. Hører mig, Øer, og giver Agt, I Folk fra det fjerne! Herren kaldte mig fra Moders Liv af, harl naevnede mit Navn fra Moders Skød.
Isa	49	2	2. Og han gjorde min Mund som et skarpt. Svaerd, skjulte mig med sin Haands Skygge, gjorde mig til en blank Pil og gemte mig i sit Kogger.
Isa	49	3	3. Og han sagde til mig: Du er min Tjener; du er Israel, i hvem jeg vil forherlige mig.
Isa	49	4	4. Men jeg sagde: Jeg har gjort mig Møje forgaeves, fortaeret min Kraft for intet og uden Nytte; alligevel er min Ret hos Herren og min Løn hos min Gud.
Isa	49	5	5. Og nu, siger Herren, som dannede mig af Moders Liv til sin Tjener, for at jeg skulde omvende Jakob til ham, og Israel, som ikke vil lade sig sanke; og jeg skal herliggøres for Herrens Øjne, og min, Gud er min Styrke;
Isa	49	6	6. han siger: Det er for ringe en Ting, at du er min Tjener til at oprejse Jakobs Stammer og tilbageføre de bevarede af Israel; men jeg vil saette dig til Hedningernes Lys, at de bringe min Frelse indtil Jordens Ende.
Isa	49	7	7. Saa siger Herren, Israels Genløser, hans Hellige, til den, som er foragtet af hver Sjael, til den, som Folket har Afsky for, til Herskernes Tjener: Konger skulle se det og staa op, og Fyrster skulle se det og nedbøje sig for Herrens Skyld, som er trofast, og for Israels Hellige, som udvalgte dig.
Isa	49	8	8. Saa siger Herren: Paa den behagelige Tid bønhørte jeg dig, og paa Frelsens Dag hjalp jeg dig; og jeg vil bevare dig og saette dig til en Pagt med Folket for at oprejse Landet og udskifte de Øde Arvedele
Isa	49	9	9. for at sige til de bundne: Gaar ud! til dern, som ere i Mørke: Kommer frem for Lyset! de skulle finde Graesgang ved Vejene, og Graesgang skal vaere for dem paa alle nøgne Høje.
Isa	49	10	10. De skulle hverken hungre eller tørste, og ingen Hede eller Sol skal stikke dem; thi deres Forbarmer skal føre dem og lede dem til Vandkilder.
Isa	49	11	11. Og jeg vil gøre alle mine Bjerge til Vej, og mine banede Veje skulle forhøjes.
Isa	49	12	12. Se disse, de komme langt fra, og se disse, de komme fra Norden og fra Vesten, og disse, de komme fra Sinas Land.
Isa	49	13	13. Synger med Fryd, I Hirnle! og fryd dig, du Jord! og I Bjerge, raaber med Frydesang! thi Herren trøster sit Folk og forbarmer sig over sine elendige.
Isa	49	14	14. Men Zion sagde: Herren har forladt mig, og Herren har glemt mig.
Isa	49	15	15. Kan vel en Kvinde glemme sit diende Barn, at hun ikke forbarmer sig over sit Livs Søn? om ogsaa de kunne glemme, da vil jeg, jeg dog ikke glemme dig.
Isa	49	16	16. Se, jeg har tegnet dig i mine Haender; dine Mure ere bestandig for mig.
Isa	49	17	17. Dine Børn komme i Hast; de, som nedbrøde og ødelagde dig, skulle drage ud fra dig.
Isa	49	18	18. Kast dine Øjne omkring og se, alle disse ere samlede, de komme til dig; saa sandt jeg lever, siger Herren, med alle disse skal du klaede dig som rned en Prydelse, og du skal binde dem om dig, som Bruden sit Baelte.
Isa	49	19	19. Ja, dine Ørkener og dine nedbrudte Staeder og det Ødelagte Land, ja, det skal nu blive for snaevert for Indbyggere, og de, som opslugte dig, skulle vaere langt borte.
Isa	49	20	20. End en Gang skulle dine Børn som du maatte undvaere, sige for dine Øren: Stedet er mig for trangt, giv mig, Plads, at jeg maa bo der.
Isa	49	21	21. Og du skal sige i dit Hjerte: Hvo har avlet mig disse, eftersom jeg var barnløs og ufrugthar? jeg var landflygtig og forskudt, og hvo har opdraget disse? se, jeg var enlig tilbage, hvor vare da disse?
Isa	49	22	22. Saa siger den Herre, Herre: Se, jeg vil udstraekke min Haand efter Hedningerne og opløfte mit Banner for Folkene, og de skulle føre mine Sønner frem paa Armerre, og dine Døtre skulle baeres paa Skuldrene.
Isa	49	23	23. Og Konger skulle vsere dine Fosterfaedre, og deres Fyrstinder skulle vaere dine Ammer, paa deres Ansigt skulle de nedbøje sig til Jorden for dig og slikke dine Fødders Støv: da skal du fornemme, at jeg er Herren, og at de, som forvente mig, ikke skulle beskaemmes.
Isa	49	24	24. Mon man kan tage fra den vaeldige, hvad han har taget? og mon den retfaerdiges Fanger skulle undkomme?
Isa	49	25	25. Ja, saaledes siger Herren: Baade skulle Fangerne tages fra den vaeldige, og det, en Voldsmand har taget, skal rives fra ham; og jeg vil traette med dem, som traette med dig, og vil frelse dide Børn.
Isa	49	26	26. Og jeg vil bringe dine Undertrykkere til at aede deres eget Kød, de skulle blive drukne af deres eget Blod som af Most; og alt Kød skal kende, at jeg, Herren, er din Frelser, og den Maebtige i Jakob er din Genløser.
------------------------Esajas' Bog, Kapitel 50
Isa	50	1	1. Saa siger Herren: Hvor er eders Moders Skilsmissebrev, ved hvilket jeg skulde have forskudt hende? eller hvem var jeg en Skyldner, at jeg skulde have solgt eder til ham? se, I ere solgte for eders Misgerningers Skyld, og eders Moder er forskudt for eders Overtraedelsers Skyld.
Isa	50	2	2. Hvorfor er der ingen, naar jeg kommer? hvorfor svarer ingen, naar jeg kalder? er min Haand saa forkortet, at den ikke kan forløse? eller er der ingen Kraft hos mig til at redde? se, jeg udtørrer Havet ved min Trilsel, jeg gør Floder til Ørk, at deres Fisk stinke, fordi der ikke er Vand, og dø af Tørst.
Isa	50	3	3. Jeg klaeder Hilnmelen i sort og indhyller den i Sørgedragt.
Isa	50	4	4. Den Herre, Herre har givet mig de udlaertes Tunge, at jeg ved at kvaege den mødige med et Ord; han vaekkeI hver Morgen, ja, vaekker mit Øre til at høre som de, der ere udlaerte.
Isa	50	5	5. Den Herre, Herre har aabnet nlig Øret, og jeg var ikke genstridig; jeg veg ikke tilbage.
Isa	50	6	6. Jeg hengav min Ryg til dem som sloge mig, og mine Kinder til dem, som rykkede mig i Skaegget; jeg skjulte ikke mit Ansigt for Forsmaedelser og Spyt.
Isa	50	7	7. Men den Herre Herre skal hjaelpe mig, derfor bliver jeg ikke beskaemmet, derfor gjorde jeg mit Ansigt som en haard Sten, og jeg ved, at jeg ikke bliver til Skamme.
Isa	50	8	8. Han er naer, som mig retfaerdiggør; hvo vil traette med mig? lader os traede frem med hinanden; hvo er den, som har Sag imod mig? han komme hid til mig!
Isa	50	9	9. Se, den Herre, Herre skal hjaelpe mig; hvo er den, som mig kan fordømme? se, de skulle alle aeldes som et Klaede, Møl skal fortaere dem.
Isa	50	10	10. Hvo er iblandt eder, som frygter Herren, og som adlyder halls Tjeners Røst? naar han vandrer i Mørke og har ikke Lysets Skin, skal han forlade sig paa Herrens Navn, ja stole fast paa sin Gud.
Isa	50	11	11. Se, alle I, som optaende en Ild og omgive eder med Blus, vandrer I kun ved eders Ilds Lys og ved de Blus, som I have taendt! Fra min Haand skal dette ske eder, i Smerte skulde I ligge.
------------------------Esajas' Bog, Kapitel 51
Isa	51	1	1. Hører mig, I, som efterjage retfaerdighed! I, som søge Herren ! ser hen til Klippen, af hvilken I ere udhugne, og til Grubens Dyb, af hvilken I ere udgravne.
Isa	51	2	2. Ser hen til Abraham, eders Fader, og til Sara, som fødte eder; thi jeg kaldte ham, da han var een, og, I, velsignede ham og formerede ham.
Isa	51	3	3. Thi Herren trøster Zion, han trøster alle dens øde Staeder og gør dens Ørk ligesom Eden og dens Øde Mark ligesom Herrens Have; der skal findes Fryd og Glaede i den, Taksigelse og Lovsangs Lyd.
Isa	51	4	4. Mit Folk! giv Agt paa mig, og I, min Menighed! vender Øren til mig; thi Lov skal udgaa fra mig, og min Ret vil jeg føre frem til Lys for Folkeslaegter.
Isa	51	5	5. Min Retfaerdighed er naer, min Frelse er udgangen, og mine Arme skulle dømme Folkeslag; Øer skulle bie efter mig og slaa Lid til min Arm.
Isa	51	6	6. Opløfter eders Øjne til Himlene, og ser ned til Jorden hernedentil; thi Himlene skulle forsvinde som en Røg, og Joden aeldes som et Kaedebon, og dens Beboere dø som Myg; med min Frelse skal blive evindelig, og min Retfaerdighed skal ikke brydes.
Isa	51	7	7. Hører mig, I, som kelaede Retfaerdighed! du Folk, i hvis Hjerte min Lov er! frygter ikke for Menneskers Forsmaedelse, og forskraekkes ikke for deres Forhaanelser!
Isa	51	8	8. Thi Møl skal fortaere dem ligesom et Klaedebon, og Orm skal fortaere dem ligesom Uld; men min Retfaerdighed skal blive evindelig og min Frelse fra Slaegt til Slaegt.
Isa	51	9	9. Vaagn op, vaagn op, ifør dig Styrke, du Herrens Arm! vaagn op, ligesom i gamle Dage, iblandt de forrige Slaegter; er du ikke den, som faeldede Rahab, og som gennemborede Dragen?
Isa	51	10	10. Er du ikke den, som udtørrede Havet, den store Afgrunds Vande? og den, som gjorde Havets Dybheder til en Vej, at de igenløste gik igennem?
Isa	51	11	11. Og Herrens forløste skulle vende tilbage. og komme til Zion med Frydesang, og evig Glaede skal vaere over deres Hoved; de skulle bekomme Fryd og Glaede; Sorg og Suk skulle fly.
Isa	51	12	12. Jeg, jeg er den, som trøster eder; hvo er da du, at du vil frygte. for et Menneske, som skal dø, og for et Menneskes Barn, der skal blive som Graes?
Isa	51	13	13. og at du glemmer Herren, din Skaber, som udbredte Himmelen og grundfaestede Jorden, og at du frygter stedse den ganske Dag for Undertrykkerens Vrede, naar han bereder sig til at fordaerve? men hvor er nu Undertrykkerens Vrede?
Isa	51	14	14. Den nedbøjede skal hastigt lades løs og skal ikke dø og komme i Graven, og han, skal ikke fattes Brød.
Isa	51	15	15. Og jeg er Herren din Gud, som oprører Havet, at dets Bølger bruse; Herre Zebaoth er hans Navn.
Isa	51	16	16. Og jeg lagde mine Ord i din Mund og skjulte dig under min Haands Skygge for at befaeste Himlene og for at grundfaeste Jorden og for at sige til Zion: Du er mit Folk.
Isa	51	17	17. Vaagn op, vaagn op, rejs dig, Jerusalem! du som har drukket af Herrens Haand hans Vredes Baeger; du har drukket, du har udtømt Beruselsens Baeger.
Isa	51	18	18. Ingen af alle de Børn, som hun har født, leder hende, og ingen af alle de Børn, som hun har opdraget, tager hende ved Haanden.
Isa	51	19	19. Disse tvende Ting ere dig vederfarne, hvo vil have Medynk med dig: Ødelaeggelse og Forstyrrelse og Hunger og Svaerd; hvorved skal jeg trøste dig?
Isa	51	20	20. Dine Børn forsmaegtede, de laa paa Gadehjørner ligesom en Raabuk i Garnet, overvaeldede af Herrens Vrede, af din Guds Skaelden.
Isa	51	21	21. Derfor hør dog dette, du elendige, og du, som er drukken, dog ikke af Vin!
Isa	51	22	22. Saa siger din Herre, Herren, og din Gud, som vil udføre sit Folks Sag: Se, jeg tager Beruselsens Baeger ud af din Haand, min Vredes Baeger skal du ikke fremdeles uddrikke.
Isa	51	23	23. Men jeg vil give det i deres Haand, som have bedrøvet dig, som sagde til din Sjael: Nedbøj dig, at vi kunne gaa over dig; og du gjorde din Ryg til Jorden og til Gade for dem, som gik derover.
------------------------Esajas' Bog, Kapitel 52
Isa	52	1	1. Vaagn op, vaagn op, ifør dig din Styrke, Zion! ifør dig din Herligheds KIaeder, Jerusalem, du hellige Stad! thi ingen uomskaaren eller uren skal ydermere. komme ind i dig.
Isa	52	2	2. Ryst Støvet af dig, staa op, tag Saede, Jerusalem! gør dig løs fra Laenkerne om din Hals, du Zions fangne Datter!
Isa	52	3	3. Thi saa siger Herren: I ere solgte for intet, i skulle heller ikke løskøbes ved Penge.
Isa	52	4	4. Thi saa siger den Herre, Herre: I Begyndelsen for mit Folk ned til Aegypten for at vaere fremmed der; og derpaa undertrykker Assur det for intet.
Isa	52	5	5. Og nu, hvad har jeg faaet her? siger Herren; thi mit Folk er bortført for intet; dets Herskere hyle, siger Herren, og mit Navn bespottes stedse den ganske Dag.
Isa	52	6	6. Derfor skal mit Folk laere at kende mit Navn; ja; derfor paa denne Dag; thi jeg er den, som taler, se, her er jeg.
Isa	52	7	7. Hvor dejlige paa Bjergene ere dens Fødder, som baerer glaedeligt Budskab, som forkynder Fred, som baerer glaedeligt Budskab om godt, som forkynder Frelse og siger til Zion: Din Gud er Konge!
Isa	52	8	8. Dine Vaegteres Røst er der! de opløfte deres Røst, de synge alle med Fryd; thi. med Øje imod Øje skue de, at Herren vender tilbage til Zion.
Isa	52	9	9. Raaber med Fryd, synger med Jubel til Hobe, I Jerusalems øde Steder! thi Herren har trøstet sit Folk, han har genløst Jerusalem.
Isa	52	10	10. Herren har blottet sin hellige Arm for alle Hedningernes Øjne, og alle Jordens Ender skulle se vor Guds Frelse.
Isa	52	11	11. Bort, bort! drager ud derfra, rører ikke ved noget urent; gaar ud af dens Midte, renser eder, I, som baerer Herrens Kar!
Isa	52	12	12. Thi I skulle ikke drage ud med Hast ej heller gaa bort i Flugt; thi Herren gaar for eders Ansigt, og; Israels Gud slutter eders Tog.
Isa	52	13	13. Se, min Tjener. skal handle klogelig; han skal ophøjes og opløftes og vorde saare høj.
Isa	52	14	14. Ligesom mange forskraekkedes over ham saa var hans, Udseende skaemmet, at han ikke var som en Mand, og, hans Skikkelse, at han ikke var som et Menneskens Barn
Isa	52	15	15. saaledes skal han rense mange Hedninger, Konger skulle tillukke deres Mund for ham; thi hvad der ikke var fortalt dem, have de set, og hvad de ikke havde hørt, have de forfaret.
------------------------Esajas' Bog, Kapitel 53
Isa	53	1	1. Hvo troede det, vi have hørt? og for hvem er Herrens Arm Aabenbaret?
Isa	53	2	2. Thi han skød frem som en Kvist for hans Ansigt og som et Rodskud, af tør Jord, han havde ingen Skikkelse eller Herlighed; og vi saa ham, men der var ikke Anseelse, at vi kunde have Lyst til ham.
Isa	53	3	3. Han var foragtet og ikke at regne iblandt Maend, en Mand fuld af Pine og forsøgt i Sygdom; og som en, for hvem man skjuler Ansigtet, foragtet, og vi agtede ham for intet.
Isa	53	4	4. Visselig, han har taget vore Sygdomme paa sig og baaret vore smerter; men vi agtede ham for plaget, slagen af Gud og gjort elendig.
Isa	53	5	5. Men han er saaret for vore Overtraedelser og knust for; vore Misgerninger; Straffen er lagt paa ham, at vi skulle have Fred, og vi have faaet Laegedom ved hans Saar.
Isa	53	6	6. Vi fore alle vild som Faar, vi vendte os hver sin Vej; men Herren lod al vor Misgerning komme over ham.
Isa	53	7	7. Han blev traengt, og han blev gjort elendig, men han oplod ikke sin Muld; som et Lam, der føres hen at slagtes, og som et Faar, der er stumt over for dem, som klippe det; og han oplod ikke sin Mund.
Isa	53	8	8. Fra Traengsel og, fra Dom er han borttagen, og hvo kan tale om hans Slaegt? thi han er bortreven fra de levendes Land, han havde Plage for mit Folks Overtraedelses Skyld.
Isa	53	9	9. Og man gav ham hans Grav hos de ugudelige, og hos den rige i hans Død, uagtet han ikke havde gjort Uret, og der ikke var Svig i hans Mund.
Isa	53	10	10. Men Herren havde Behag i at knuse ham med Sygdom; naar hans Sjael har fuldbragt et Skyldoffer, skal han se Saed og forlaenge sine Dage; og Herrens Villie skal lykkes ved hans I Haand.
Isa	53	11	11. Fordi hans Sjael har haft Møje, skal han se det, hvorved han skal maettes; naar han kendes, skal min retfaerdige Tjener retfaerdiggøre de mange; og han skal baere deres Misgerninger.
Isa	53	12	12. Derfor vil jeg give ham Del i de mange, og han skal dele de staerke som et Bytte, fordi han udtømte sin Sjael til Døden og blev regnet iblandt Overtraedere; ja han har baaret manges Synd, og I han skal bede for Overtraedere.
------------------------Esajas' Bog, Kapitel 54
Isa	54	1	1. Syng med Fryd, du ufrugtbare, du, som ikke fødte! Raab med Frydesang, ja, raab højt, du som ikke havde Fødselssmerte! thi den forladtes Børn ere flere end hendes Børn, som har sin Mand, siger Herren.
Isa	54	2	2. Udvid Pladsen til dit Paulun; og lad dem udspaende din Boligs Taepper, forhindre det ikke; straek dine Teltsnore langt ud, og befaest dine Teltpaele!
Isa	54	3	3. Thi du skal udbrede dig til højre og til venstre, og din Saed skal arve Hedningerne, og den skal befolke de Ødelagte Staeder.
Isa	54	4	4. Frygt ikke, thi du skal ikke beskaemmes, og vaer ikke skamfuld, thi du skal ikke komme til at blues; thi du skal glemme din Jomfrustands Skam og ikke ydermere ihukomme din Enkestands Forsmaedelse.
Isa	54	5	5. Thi din Skaber er din Aegtemand, Herren Zebaoth er hans Navn; og din Genløser er Israels Hellige, han kaldes al Jordens Gud.
Isa	54	6	6. Thi som en forladt og i Aanden bedrøvet Kvinde har Herren kaldet, dig, ja, som en Ungdomshustru; der var forskudt, siger din Gud.
Isa	54	7	7. Jeg har forladt dig et lidet øjeblik, men jeg vil tage dig til mig med stor Barmhjertighed.
Isa	54	8	8. Da jeg lod Vreden bryde frem, skjulte jeg mit Ansigt et Øjeblik for dig; men med evig Miskundhed har jeg forbarmet mig over dig, siger Herren, din Genløser.
Isa	54	9	9. Thi dette er mig som ved Noas Vande, om hvilke jeg svor at Noas Vande skulde ikke ydermere gaa over Jorden; saaledes har jeg svoret, at jeg ikke mere vil vaere vred paa dig eller skaelde paa dig.
Isa	54	10	10. Thi Bjergene skulle vige og Højene rokkes, men min Miskundhed skal ikke vige fra dig, og min Freds Pagt skal ikke rokkes, siger Herren, din Forbarmer.
Isa	54	11	11. Du elendige, af Stormen omse, jeg vil laegge dine Stene i blyglans og lsegge din Grundvold med Safirer.
Isa	54	12	12. Og jeg vil gøre dine Murtinder af Rubin og dine Porte af Rarbunkelstene og hele din Ringmur af dyrebare Stene.
Isa	54	13	13. Og alle dine Børn skulle vaere laerte af Herren, og dine Børn skulle have en stor Fred.
Isa	54	14	14. Du skal befaestes ved Retfaerdighed; du skal vaere langt fra Fortrykkelse, thi du skal intet have at frygte for, og langt fra Forfaerdelse, thi den skal ikke komme dig naer.
Isa	54	15	15. Se, naar nogen er fremmed, skal han dog ikke vaere fjern fra mig; hvo som er fremmed hos dig, skal tilfalde dig.
Isa	54	16	16. Se, jeg har skabt Smeden, som blaeser en Kulild op og udfører et Redskab til dets Gerning, og jeg har skabt Ødelaeggeren til at fordaerve.
Isa	54	17	17. Intet Redskab, som er dannet imod dig, skal due, og hver Tunge, som stør op imod dig for Retten, skal du faa domfaeldt; dette er Herrens Tjeneres Arv, og deres Retfaerdighed, som er fra mig, siger Herren.
------------------------Esajas' Bog, Kapitel 55
Isa	55	1	1. Nu vel! hver den, som tørster, komme hid til Vandene, og I, som ikke have Penge, komme hid, køber og aeder; kommer, køber uden Penge og uden Betaling Vin og Maelk!
Isa	55	2	2. Hvi veje I Penge ud, for hvad der ikke er Brød, og eders Dagløn, for hvad der ikke kan maette? hører dog paa mig og aeder det gode, saa skal eders Sjael kvaege sig med det fede.
Isa	55	3	3. Bøjer eders Øre og kommer hid til mig, hører, saa skal eders Sjael leve; thi jeg vil gøre en evig Pagt med eder, paa de trofaste Forjaettelser til David.
Isa	55	4	4. Se, jeg har sat ham til et Vidne for Folk, til en Fyrste og til en Hersker over Folkeslag.
Isa	55	5	5. Se, du skal kalde ad et Folk, som du ikke taender, og et Folk, som ikke kender dig, skal ile til dig, for Herren din Guds Skyld og for Israels Helliges Skyld; thi han har herliggjort dig.
Isa	55	6	6. Søger Herren, medens han findes, kalder paa ham, medens han er naer.
Isa	55	7	7. Den ugudelige forlade sin Vej og den uretfaerdige sine Tanker og omvende sig til Herren, saa skal han forbarme sig over ham, og til vor Gud; thi han er meget rund til at forlade.
Isa	55	8	8. Thi mine Tanker ere ikke eders Tanker, og eders Veje ere ikke mine Veje, siger Herren.
Isa	55	9	9. Thi som Himmelen er højere end Jorden, saa ere mine Veje højere end eders Veje og mine Tanker højere end eders Tanker.
Isa	55	10	10. Thi ligesom Regnen og Sneen nedfalder fra Himmelen og vender ikke tilbage derhen, men vander Jorden og gør den frugtbar og kommer den til at give Grøde og frembringer Saed til at saa og Brød til at aede:
Isa	55	11	11. Saa skal mit Ord vaere, som udgaar af min Mund, det skal ikke komme tomt tilbage til mig; men det skal gøre, hvad mig behager, og det skal have Lykke i, hvad jeg sender det til.
Isa	55	12	12. Thi I skulle drage ud med Glaede og føres frem i Fred; Bjergene og Højene skulle raabe for eders Ansigt med Frydesang, og alle Traeer paa Marken skulle klappe i Haand.
Isa	55	13	13. I Stedet for Tornebuske skal der opvokse Fyrretraeer, i Stedet for Tidsler skal der oprokse Myrtetraeer; og det skal vaere Herren til et Navn, til et evigt Tegn, som ikke skal forgaa.
------------------------Esajas' Bog, Kapitel 56
Isa	56	1	1. Saa siger Herren: Holder over Ret og gører Retfaerdighed; thi min Frelse er naer til at komme og min Retfaerdighed til at aabenbares.
Isa	56	2	2. Saligt er det Menneske, som gør dette, og det Menneskes Barn, som hoider fast derved, den, som holder Sabbat, at han ikke vanhelliger den, og som varer sin Haand, at den, aldrig gør ondt.
Isa	56	3	3. Og den fremmede, som har sluttet sig til Herren, sige ikke: Herren skal vist skille mig I fra sit Folk; og Gildingen sige ikke: Se jeg er et tørt Trae.
Isa	56	4	4. Thi saa siger Herren: De Gildinger, som ville holde mine Sabbater og ud, vaelge det, som mig behager, og holde fast ved min Pagt:
Isa	56	5	5. Dem vil jeg give en Plads i mit Hus og inden mine Mure og et bedre Navn end Sønner og end Døtre; jeg vil, give dem et evigt Navn, som ikke skal forgaa.
Isa	56	6	6. Og de fremmede, som, have sluttet sig til Herren for at tjene ham og at elske Herrens Navn for at vaere hans Tjenere; hver af dem, som holder Sabbat, saa at han ikke vanhelliger den, men holder fast ved min Pagt:
Isa	56	7	7. Dem vil jeg føre til mit hellige Bjerg, og glaede dem i mit Bedehus; deres Braendofre og deres Slagtofre skulle vaere mig en Velbehagelighed paa mit Alter; thi mit Hus skal kaldes et Bedehus for alle Folkeslag.
Isa	56	8	8. Saa siger den Herre, Herre, som samler de fordrevne af Israel: Jeg vil endnu samle flere om ham til dem, som ere forsamlede om ham.
Isa	56	9	9. Alle I Markens Dyr! kommer at aede, alle I Dyr i Skoven!
Isa	56	10	10. Alle hans Vaegtere ere blinde, de vide intet, de ere alle stumme Hunde, der gik du op til som ikke kunne gø, de ligge og drømme, de holde af Søvn.
Isa	56	11	11. Og det er Hunde, som ere graadige, de kende ikke Maettelse; og det er Hyrder, som fattes Forstand; de have vendt sig hver sin Vej, hver til sin Vinding, den ene med den anden.
Isa	56	12	12. Kommer, jeg vil tage Vin, og lader os drikke staerk Drik; og i Morgen skal det gaa som den Dag i Dag, stort og saare ypperligt!
------------------------Esajas' Bog, Kapitel 57
Isa	57	1	1. Den retfaerdige omkommer, og der er ingen, som laegger det paa Hjerte; og fromme Folk kaldes bort, men der er ingen, som giver Agt derpaa; thi den retfaerdige kaldes bort, før det onde kommer.
Isa	57	2	2. De gaa ind til Fred, de hvile i deres Sovekamre, hver den, som vandrer ret for sig.
Isa	57	3	3. Men I, kommer hid, I Troldkvindens Børn, du Horkarlens og Horkvindens Yngel!
Isa	57	4	4. Over hvem gøre I eder lystige? ad hvem vraenge I Mund og raekke Tungen langt ud ere I ikke Overtraedelsens Børn, Løgnens Saed?
Isa	57	5	5. I, som ere optaendte af Brynde for Afguderne, under hvert grønt Trae, I, som slagte Børnene i Dalene, i Kløfterne under Stenklipperne!
Isa	57	6	6. Din Del, er Dalens glatte Stene, de, de ere i din Lod, ja, for dem udgød du Drikofre, du ofrede dem Madoffer; skulde jeg, berolige mig over disse Ting?
Isa	57	7	7. Du redte dit Leje paa et højt og ophøjet Bjerg; ogsaa der gik du op til at slagte Slagtoffer?
Isa	57	8	8. Og du satte dit Mindetegn bag Døren og Dørstolpen; thi bortvendt fra mig blottede du dig og gik op; du udvidede dit Leje og indlod dig i Pagt med dem; du elskede deres Leje paa hver Plads, du saa dem.
Isa	57	9	9. Og salvet med Olie saa du hen til Kongen og formerede dine vellugtende Salver; og du sendte dine Bud langvejs hen og steg dybt ned indtil Dødsriget.
Isa	57	10	10. Formedelst din lange Vej er du bleven traet; dog sagde du ikke: "Jeg giver tabt!" du fandt Liv i din Haand, derfor blev du ikke syg.
Isa	57	11	11. Og for hvem har du vaeret bange og frygtet, saa at du vil lyve? men mig kommer du ikke i Hu og laegger det ikke paa dit Hjerte! mon ikke jeg har tiet og det fra fordums Tid af men mig vil du ikke frygte!
Isa	57	12	12. Jeg vil kundgøre din Retfaerdighed og dine Gerninger, og de skulle ikke gavne dig.
Isa	57	13	13. Naar du raaber, da lad dine Skarer redde dig! men Vejret skal løfte dem alle sammen op, et Vindpust skal tage dem bort; men den, som forlader sig paa mig, skal arve Landet og eje mit hellige Bjerg.
Isa	57	14	14. Og man skal sige: Baner, baner, rydder Vejen, tager Stød bort af mit Folks Vej!
Isa	57	15	15. Thi saa siger den Høje og Ophøjede, som bor Evigheden, og hvis Navn er helligt: Jeg bor i det høje og hellige, og hos den sønderknuste og i Aanden nedbejede for at gøre de nedbøjedes Aand levende og at gøre de søderknustes Hjerter levene.
Isa	57	16	16. Thi jeg vil ikke traette evindelig og ikke vaere vred i Evighed; thi ellers maatte Aanden og de Sjaele, som jeg har skabt, forsmaegte for mit Ansigt.
Isa	57	17	17. For hans Gerrigheds Synd var jeg vred og slog ham, jeg skjulte mig i Vrede; men han vendte sig bort og gik sit Hjertes Vej.
Isa	57	18	18. Hans Veje saa jeg, og jeg vil laege ham; og jeg vil lede ham og give ham og dem, som sørgede med ham, Trøst.
Isa	57	19	19. Jeg skaber Laebers Frugt: Fred, Fred for fjern og naer, siger Herren, og jeg laeger ham.
Isa	57	20	20. Men de ugudelige ere som Havet, der er oprørt; thi det kan ikke vaere roligt, men dets Vande udkaste Skarn og Dynd.
Isa	57	21	21. De ugudelige, siger min Gud, have ingen Fred.
------------------------Esajas' Bog, Kapitel 58
Isa	58	1	1. Raab af Struben, spar ikke, opløft din Røst som en Basune, og kundgør mit Folk deres Overtraedelse og Jakobs Hus deres Synder!
Isa	58	2	2. Mig søge de dagligt, og til at vide mine Veje have de Lyst; som om de vare et Folk, der havde gjort Retfaerdighed og ikke forladt sin Guds Lov, spørge de mig om retfaerdige Love, de have Lyst at komme naer til Gud.
Isa	58	3	3. Hvorfor faste vi, og du ser det ikke? hvorfor spaege vi os, og du vil ikke vide det? Se, paa den Dag I faste, faa I, hvad der er eders Lyst, og I drive paa alle eders Arbejder
Isa	58	4	4. Se I faste til Kiv og Traette og til at slaa med Ugudeligheds Naeve; I faste ikke paa denne Dag, saa at I faa eders Røst hørt i det høje.
Isa	58	5	5. Skulde jeg finde Behag i en saadan Faste eller i en saadan Dag, paa hvilken et Menneske spaeger sig? At haenge med sit Hoved som et Siv, eller at ligge i Saek og Aske, vil du kalde dette en Faste og en behagelig Dag for Herren?
Isa	58	6	6. Er dette ikke den Faste, som jeg har Behag i: At I løse Ugudeligheds Laenker, spraenge Aagets Baand, at I give de fortrykte fri, og at I sønderbryde hvert et Aag?
Isa	58	7	7. Er det ikke den, at du deler dit Brød med den hungrige, og at du lader de elendige og omvankende komme i dit Hus naar du ser en nøgen, at du da klaeder ham, og at du ikke holder dig tilbage fra ham som er dit eget Kød?
Isa	58	8	8. Da, skal dit Lys frembryde som Morgenrøden, og din Laegedom skal skride frem i Hast, og din Retfaerdighed skal gaa frem for dit Ansigt, Herrens Herlighed skal slutte til efter dig.
Isa	58	9	9. Da skal du paakalde, og Herren skal bønhøre, du skal raabe, og han skal sige: Se, her er jeg; dersom du borttager Aaget fra din Midte og ikke udstraekker Fingrene og ikke taler Uret.
Isa	58	10	10. Og dersom du raekker til den hungrige, hvad din egen Sjael har Lyst til, og maetter en vansmaegtende Sjael, da skal dit Lys oprinde i Mørket, og dit Mørke skal vorde som Middagen.
Isa	58	11	11. Og Herren skal altid lede dig og maette din Sjael i de tørre Egne og styrke dine Ben; og skal blive som en vandrig Have og som et Kildevaeld, hvis Vande ikke slaa fejl.
Isa	58	12	12. Og de, som nedstamme fra dig, skulle bygge de Staeder, som ere Øde fra fordums Tider, du skal bebygge de Grundvolde, som have ligget fra Slaegt til Slaegt, og du skal kaldes det revnedes Tilmurer, Vejenes Forbedrer, saa at man kan have Bolig.
Isa	58	13	13. Dersom du holder din Fod i Hvile paa Sabbaten og ikke bør, hvad du selv har Behag i, paa min hellige Dag, og dersom du kalder Sabbaten en Lyst og Herrens Helligdag en Herlighed, og dersom du aerer ham, saa du ikke gaar dine egne Veje og ikke gør, hvad dig behager, og ikke fører tom Tale:
Isa	58	14	14. Da skal du forlyste dig i Herren, og jeg vil lade dig fare frem over Landets Høje og lade dig nyde Jakobs, din Faders, Arv; thi Herrens Mund har talt.
------------------------Esajas' Bog, Kapitel 59
Isa	59	1	1. Se, Herrens Haand er ikke forkortet, at han ikke kunde frelse; og hans Øre er ikke tunghørende, at han ikke kunde høre.
Isa	59	2	2. Men eders Misgerninger gøre Skilsmisse imellem eder og imellem eders Gud; og eders Synder gøre, at han skjuler Ansigtet for eder, saa at han ikke hører.
Isa	59	3	3. Thi eders Haender ere besmittede med Blod og eders Fingre med Misgerning; eders Laeber tale Løgn, eders Tunge udsiger Uret.
Isa	59	4	4. Der er ingen, som paakalder i Retfaerdighed, og ingen, som gaar i Rette med Redelighed; man fordu lader sig paa Tomhed og taler Løgn, undfanger Uret og føder Udaad.
Isa	59	5	5. De udruge Basiliskaeg og vaeve Spindelvaev; hvo, som aeder af deres Aeg, maa dø, og trykkes et i Stykker, udfarer der en Øgle.
Isa	59	6	6. Deres Vaev skal ikke blive til Klaeder, og man kan ikke skjule sig med deres Arbejde, deres Arbejder ere uretfaerdige Arbejder, og der er Voldsgerning i deres Haender.
Isa	59	7	7. Deres Fødder løbe efter det onde og haste efter at udgyde uskyldigt Blod, deres Tanker ere uretfaerdige Tanker; der er Ødelaeggelse og Forstyrrelse paa deres Veje.
Isa	59	8	8. Fredens Vej kende de ikke, og der er ingen Ret i deres Spor; deres Stier gøre de krogede for sig selv, hver den, som betraeder dem, ved ikke af Fred.
Isa	59	9	9. Derfor er Retten langt fra os, og Retfaerdigheden naar ikke til os; vi forvente Lys, og se, der er Mørke; vi vente idel Solskin, og se, vi vandre i Mulm.
Isa	59	10	10. Vi famle som de blinde efter en Vaeg, ja, vi famle som de, der ikke have Øjne; vi støde os om Middagen som i Tusmørket, vi ere paa de øde Steder som de døde.
Isa	59	11	11. Vi brumme alle sammen som Bjørne og kurre som Duer; vi bie efter Ret, og den kommer ikke, efter Frelse, og den er langt borte fra os.
Isa	59	12	12. Thi vore Overtraedelser ere mange for dig, og vore Synder vidne imod os; thi vore Overtraedelser følge os, og vi kende vore Misgerninger:
Isa	59	13	13. At vi have gjort Overtraedelser og fornaegtet Herren, og at vi have vendt os bort fra vor. Gud, at vor Tale gik ud paa Undertrykkelse og Frafald, at vi have undfanget og udtalt falske Ord af vort Hjerte.
Isa	59	14	14. Retten er vegen tilbage, og Retfaerdigheden staar langt borte; thi Sandheden støder an paa Gaden, og Retten finder ingen Indgang.
Isa	59	15	15. Og Sandheden er borte, og den, som viger fra det onde, bliver et Rov. Og Herren saa det, og det var ondt for hans Øjne, at der ingen Ret var.
Isa	59	16	16. Og han saa, at der ingen var, og han undrede sig saare, at der var ingen Midler; men hans egen Arm hjalp ham, og hans Retfaerdighed stod ham bi.
Isa	59	17	17. Og han iførte sig Retfaerdighed som sit Panser, og Frelsens Hjelm var paa hans Hoved; og som Klaedning tog han Haevnens Klaeder paa og iførte sig Nidkaerhed som en Kappe.
Isa	59	18	18. Efter Fortjeneste, ja derefter skal han betale sine Modstandere med Vrede, sine Fjender med Vederlag; ja, dem paa Øerne skal han betale efter Fortjeneste.
Isa	59	19	19. Og de fra Vesten skulle frygte Herrens Navn, og de fra Solens Opgang hans Herlighed; naar Fjenden kommer som en Flod, skal Herrens Aand oprette Banner imod ham.
Isa	59	20	20. Og der skal komme en Genløser for Zion og for dem, som omvende sig fra Overtraedelse i Jakob, siger Herren.
Isa	59	21	21. Og jeg - dette er min Pagt med dem, siger Herren: Min Aand, som er over dig, og mine Ord, som jeg har lagt i din Mund, skulle ikke vige fra din Mund, eller fra dine Børns Mund, eller fra dine Børnebørns Mund, siger Herren, fra nu og indtil evig Tid.
------------------------Esajas' Bog, Kapitel 60
Isa	60	1	1. Gør dig rede, bliv Lys; thi dit Lys er kommet, og Herrens Herlighed er opgangen over dig.
Isa	60	2	2. Thi se, Mørke skjuler Jorden og Dunkelhed Folkene; men over dig skal Herren oprinde, og over dig skal hans Herlighed ses.
Isa	60	3	3. Og Hedningerne skulle vandre hen til dit Lys, og Kongerne hen til det Skin, som er opgangen for dig.
Isa	60	4	4. Kast dine Øjne trindt omkring og se, de samle sig alle, de komme til dig, dine Sønner komme langvejs fra, og dine Døtre baeres paa Arm.
Isa	60	5	5. Da skal du se det og straale af Glaede, og dit Hjerte skal banke og udvide sig; thi Rigdommen fra Havet skal vende sig til dig, Hedningerries Magt skal komme til dig.
Isa	60	6	6. Kamelernes Mangfoldighed skal skjule dig, Midians og Efas Dromedarer, de af Skeba skulle komme; skulle bringe Guld og Røgelse og forkynde Herrens Pris.
Isa	60	7	7. Alle Kedars Faar skulle samles til dig, Nebajots Vaedre skulle tjene dig; de skulle ofres paa mit Alter til mit Velbehag, og min Herligheds Hus vil jeg forherlige.
Isa	60	8	8. Hvo ere disse, der komme flyvende som en Sky og som Duer til deres Dueslag?
Isa	60	9	9. Thi paa mig vente Øer, og Tharsis's Skibe ere foran for at føre dine Børn hid langvejs fra, og med dem deres. Sølv og deres Guld, til Herren din Guds Navn og til Israels Hellige; thi han har forherliget dig.
Isa	60	10	10. Og de fremmede skulle bygge dine Mure og deres Konger tjene dig; thi i min Vrede slog jeg dig, men i min Naade forbarmede jeg mig over dig.
Isa	60	11	11. Og dine Porte skal man altid holde aabne, hverken Dag eller Nat skulle de lukkes, for at lade Hedningernes Magt og deres Konger, som føres hid, komme til dig.
Isa	60	12	12. Thi det Folk og det Rige, som ikke vil tjene dig, skal, ødelaegges, og Hedningerne skulle gaa aldeles til Grunde.
Isa	60	13	13. Libanons Herlighed skal komme til dig, baade Fyrretrae og Kintrae og Buksbom, for at pryde min Helligdoms Sted og gøre mine Fødders Sted herligt.
Isa	60	14	14. Og Børnene af dem, som traengte dig, skulle gaa bøjede til dig, og alle de, som spottede dig, skulle kaste sig ned for dine Fødder, o de skulle kalde dig Herrens Stad, Zion, den Helliges i Israel.
Isa	60	15	15. I Stedet for at du var forladt og forhadt, saa at ingen gik der igennem, vil jeg gøre dig til en evig Herlighed, til en Fryd fra Slaegt til Slaegt.
Isa	60	16	16. Og du skal die Hedningers Maelk og die Kongers Bryst, og du skal alle fornemme; at jeg Herren er din de Frelser og Jakobs Maegtige din Genløser.
Isa	60	17	17. Jeg vil saette Guld i Stedet for Kobber og saette Sølv i Stedet for Jern og Kobber i Stedet fo Trae og Jern i Stedet for Sten; og jeg vil give dig Øverster til. Fred og Herskere til Retfaerdighed.
Isa	60	18	18. Der skal ikke ydermere høres om Vold i dit Land eller om ødelaeggelse og Forstyrrelse inden dine Landemaerker; men du skal kalde Frelsen dine Mure og Lovsangen dine Porte.
Isa	60	19	19. Solen skal ikke ydermere vaere dig til Lys om Dagen; og Maanen skal ikke lyse for dig til Glans; men Herren skal vaere dig et evigt Lys og din Gud din Herlighed.
Isa	60	20	20. Din Sol skal ikke mere gaa ned og din Maane ikke miste sit Skin; thi Herren skal vaere dig et evigt Lys og din Sorrigs Dage vaere endte:
Isa	60	21	21. Og dit Folk, de skulle alle vaere retfaerdige, de skulle eje Landet evindelig som de, der ere en Kvist af min Plantning, et Vaerk af mine Haender, mig til Herlighed.
Isa	60	22	22. Den lille skal blive til tusinde, og den ringe til et staerkt Folk; jeg Herren, jeg vil lade det hastelig ske i sin Tid.
------------------------Esajas' Bog, Kapitel 61
Isa	61	1	1. Den Herre, Herres Aand er over mig, derfor har Herren salvet mig til at kundgøre et godt Budskab for de fattige, han sendte mig til at helbrede dem, som have et sønderknust Hjerte, til at udraabe for de fangne Frihed og for de bundne Løsladelse;
Isa	61	2	2. til at udraabe Herrens Velbehageligheds Aar og vor Guds Haevns Dag; til at trøste alle sørgende;
Isa	61	3	3. til at beskikke det for de sørgende i Zion, at der skal gives dem Hovedprydelse i Stedet for Aske, Glaedens Olie i Stedet for Sorrig, Lovprisnings Klaedebon i Stedet for en vansmaegtet Aand, saa at de skulle kaldes Retfaerdighedens Terebinter, Herrens Plantning, ham til Herlighed.
Isa	61	4	4. Og de skulle bygge de Staeder, som laa øde fra fordums Tid, og rejse, hvad der fra Fortiden af var ødelagt, og paa ny opføre de øde Staeder, som laa i Grus fra Slaegt til Slaegt.
Isa	61	5	5. Og fremmede skulle staa og vogte eders Faar, og Udlaendinge skulle vaere eders Avlsmaend og eders Vingaardsmaend.
Isa	61	6	6. Men I skulle kaldes Herrens Praester, man skal kalde eder vor Guds Tjenere; I skulle aede Hedningernes Gods og indtraede deres Herlighed.
Isa	61	7	7. I Stedet for eders Beskaemmelse skulle I have tvefold Aere, og i Stedet for Skaendsel ska Jubel vorde eders Lod; derfor skulle I faa en dobbelt Arvelod i eders Land, I skulle have evig Glaede.
Isa	61	8	8. Thi jeg, Herren, elsker Ret og ha der Uretfaerdigheds Rov; og jeg vi trolig give dem deres Løn og gøre en evig Pagt med dem.
Isa	61	9	9. Og man skal kende deres Saed iblandt Hedningerne og deres Afkom mid iblandt Folkene, alle, som se dem skulle kende dem, at de ere den Saed, som Herren har velsignet.
Isa	61	10	10. Jeg vil glaede mig storlig i Herren, min Sjael skal fryde sig i mig Gud; thi han iførte mig Frelsen glaedebon, han klaedte mig med Retfaerdighedens Kappe; som en Brudgom, der saetter Hovedpynte paa, og som en Brud, der pryde sig med sit Smykke.
Isa	61	11	11. Thi som orden, der giver sin Grøde, og som en Have, der lader sin Saed opokse, saaledes skal den Herre, Herre lade Retfaerdighed og Lovang opvokse i alle Hedningernes Paasyn.
------------------------Esajas' Bog, Kapitel 62
Isa	62	1	1. For Zions Skyld vil jeg ikke tie, og for Jerusalems jeg ekke vaere stille, indtil dens Retfaerlighed gaar frem som Straaleglans og dens Frelse som et Blus, der braender.
Isa	62	2	2. Og Hedningerne skulle se din Retfaerdighed og alle Konger din Herlighed; og du skal kaldes med et nyt Navn, hvilket Herrens Mund skal naevne.
Isa	62	3	3. Og du skal vaere en dejlig Krone i Herrens Haand og et kongeligt Hovedsmykke i din Guds Haand.
Isa	62	4	4. Man skal ikke ydermere kalde dig "den forladte", ej heller skal dit Land ydermere kalde dig det ødelagte"; men du skal kaldes "min Lyst er i det", og dit Land skal kaldes "Aegtehustruen"; thi Herren har Lyst til dig, og dit Land skal faa sin Aegteherre.
Isa	62	5	5. Thi som en Ungkarl aegter en Jomfru, saa skulle dine Børn holde Aegteskab med dig; og som en Brudgom glaeder sig ved Bruden, saa skal din Gud glaede sig ved dig.
Isa	62	6	6. Paa dine Mule, o Jerusalem! har jeg beskikket Vaegtere, de skulle aldrig tie den ganske Dag eller deri ganske Nat; I, som paaminde om Herren, tier ikke!
Isa	62	7	7. Og lader ham ingen Ro, indtil han faar grundlagt og gjort Jerusalem til Lovprisning paa Jorden.
Isa	62	8	8. Herren svor ved sin højre Haand og ved sin Magts Arm: Jeg vil ikke mere give dine Fjender dit Korn til Spise, ej heller skulle Udlaendinge drikke din Vin, som du har arbejdet for.
Isa	62	9	9. Men de, som have indsanket hint skulle aede det og love Herren; og de, som have indhøstet denne, skulle drikke den i min Helligdoms Forgaarde.
Isa	62	10	10. Drager frem, drager frem igennem Portene, bereder Folket Vej; baner, ja baner Vej, sanker Stenene deraf, opløfter et Banner for Folkene!
Isa	62	11	11. Se, Herren har ladet det høre til Jordens Ende; siger til Zions Datter: Se, din Frelse kommer; se, hans Løn er med ham, og Gengaeldelsen fra ham er for hans Ansigt.
Isa	62	12	12. Og man skal kalde dem et helligt Folk, Herrens genløste; og dig skal man kalde "den søgte Stad, den ej forladte".
------------------------Esajas' Bog, Kapitel 63
Isa	63	1	1. Hvo er denne, som kommer fra Edom, i højrøde Klaeder fra Bozra, han, som er saa praegtig i sit Klaedebon, han, som skrider frem i sin store Kraft? Det er mig, som taler Retfaerdighed, mig, som er maegtig til at frelse!
Isa	63	2	2. Hvorfor er der rødt paa dit Klaedebon og dine Klaeder som dens, der traeder Vinpersen?
Isa	63	3	3. Jeg traadte Persekarret, jeg alene, og der var intet af Folkene med mig; saa traadte jeg dem i min Vrede og stampede dem ned i min Harme; da sprudlede deres Blod op paa mine Klaeder, og jeg fik alle mine Klaeder besudlede.
Isa	63	4	4. Thi Haevnens Dag var besluttet i mit Hjerte, og mit Genløsningsaar var kommet.
Isa	63	5	5. Og jeg saa mig om, og der var ingen Hjaelper, og jeg undrede mig over, at der ingen var, som holdt med mig; men min Arm hjalp mig, og min Harme stod mig, bi.
Isa	63	6	6. Og jeg nedtraadte Folkene i min Vrede og gjorde dem drukne i min Harme og lod deres Blod rinde til Jorden.
Isa	63	7	7. Jeg vil forkynde Herrens Miskundhed, Herrens Pris, efter alt det, som Herren har gjort imod os, ja, den megen Godhed imod Israels Hus, som han gjorde imod dem, efter sin Barmhjertighed og efter sin store Miskundhed.
Isa	63	8	8. Og han sagde: Kun de ere mit Folk, de ere Børn, som ikke ville handle falskelig; og han blev dem en Frelser.
Isa	63	9	9. I al deres Traengsel var der ikke Traengsel, men hans Ansigts Engel frelste dem; han genløste dem for sin Kaerligheds og for sin Overbaerelses Skyld, og han lagde dem paa sig og bar dem igennem alle Fortidens Dage.
Isa	63	10	10. Men de, de vare genstridige og bedrøvede hans Helligaand; derfor omskiftede han sig til deres Modstander, han stred imod dem.
Isa	63	11	11. Da ihukom hans Folk de gamle Dage under Mose: Hvor er han som opførte dem af Havet tillige med sin Hjords Hyrde hvor er han, som gav sin Helligaand midt iblandt dem?
Isa	63	12	12. han, sorn lod sin Herligheds Arm føre Moses højre Haand, han, som kløvede Vandene for deres Ansigt for at gøre sig et evigt Navn?
Isa	63	13	13. han, som førte dem igennem Afgrundene som en Hest igennem Ørken, saa at de ikke stødte sig?
Isa	63	14	14. Ligesom Kvaeget gaar ned i Dalen, har Herrens Aand ladet dem komme til Hvile; saadig et herligt Navn.
Isa	63	15	15. Sku ned fra Himlene, og se til fra din Helligheds og Herligheds Bolig! hvor er din Nidkaerhed og din Vaelde, din dybe Medlidenhed og din Barmhjertighed, der holder sig tilbage fra mig?
Isa	63	16	16. Thi du er vor Fader; thi Abraham ved intet af os, og Israel kender os ikke; men du, Herre ! er vor Fader, vor Genløser, fra Evighed af er dit Navn.
Isa	63	17	17. Herre ! hvorfor lader du os fare vild fra dine Veje? hvorfor lader du vort Hjerte blive haardt, at det ikke frygter dig? vend om for dine Tjeneres Skyld, for din Arvs Stammers Skyld!
Isa	63	18	18. En liden Tid har dit hellige Folk ejet Landet; men vore Modstandere have nedtraadt din Helligdom.
Isa	63	19	19. Vi ere, som om du ikke havde regeret over os fra gammel Tid, og som om vi ikke vare kaldede efter dit Navn; gid du vilde sønderrive Himlene og fare ned, saa at Bjergene fløde bort for dit Ansigt!
------------------------Esajas' Bog, Kapitel 64
Isa	64	1	1. Ligesom Ild antaender Kviste, ligesom Ild kommer Vand til at syde, saa lade du dine Fjender kende dit Navn, saa at Hedningerne baeve for dit Ansigt.
Isa	64	2	2. Da du har gjort underlige Ting, skulde vi da ikke vente? du nedfor, Bjerge fløde bort for dit Ansigt.
Isa	64	3	3. Og fra gammel Tid har man ikke hørt, har man ikke fornummet, intet Øje set, al nogen Gud uden du gjorde saadanne Ting for den, som bier efter ham?
Isa	64	4	4. Du møder den, som er glad ved al gøre Retfaerdighed, de skulle komme dig i Hu paa dine Veje; se, du var vred, og vi bleve ved at synde; rare vi evindelig blevne paa dem da vare vi nu frelste.
Isa	64	5	5. Men vi bleve alle som de urene og al vor Retfaerdighed som et besmittet Klaedebon; og vi faldt alle af som et Blad, og vor Misgerning førte os bort som et Vejr.
Isa	64	6	6. Og der er ingen, som paakalder dit Navn, ingen, som rejser sig for at holde fast ved dig; thi du har skjult dit Ansigt for os og smeltet os for vore Misgerningers Skyld.
Isa	64	7	7. Men nu, Herre ! du er vor Fader; vi ere Leret, og du er den, som har dannet os, og vi ere alle din Haands Gerning.
Isa	64	8	8. Herre ! vaer ikke saa saare vred, og kom ikke Misgerninger evindelig i Hu; se, sku dog, vi ere alle dit Folk!
Isa	64	9	9. Dine Helligdoms Staeder ere blevne til en Ørk; Zion er bleven til en Ørk, Jerusalem en Ødelaeggelse.
Isa	64	10	10. Vor Helligheds og vor Herligheds Hus, i hvilket vore Faedre lovede dig, er opbraendt med Ild, og alle vore lystelige Ting ere ødelagte.
Isa	64	11	11. Vil du over for disse Ting holde dig tilbage, Herre? vil du tie og nedtrykke os saa saare?
------------------------Esajas' Bog, Kapitel 65
Isa	65	1	1. Jeg er søgt af dem, som ikke spurgte efter mig, jeg er funden af dem, som ikke ledte; jeg sagde til et Folk, som ikke er kaldet efter mit Navn: Se, her er jeg, se, her er jeg.
Isa	65	2	2. Jeg udbredte mine Haender den ganske Dag til et genstridigt Folk, som vandrer ad en Vej, som ikke er god, og efter deres egne Tanker;
Isa	65	3	3. til det Folk, som opirrer mig altid for mit Ansigt, og som I ofrer i Haverne, og som gør Høgelse paa Teglstenene;
Isa	65	4	4. til dem, som bo i Gravene og blive om Natten i Afkrogene, dem, som aede Svinekød og have vederstyggelig Suppe i deres Kar;
Isa	65	5	5. til dem, som sige: Hold dig hos dig selv; kom ikke naer til mig, thi jeg er hellig over for dig; disse ere en Røg i min Naese, en Ild, som braender den ganske Dag.
Isa	65	6	6. Se, det er skrevet for mit Ansigt: Jeg vil ikke tie, før jeg faar betalt, ja, faar betalt det i deres Skød.
Isa	65	7	7. Eders Misgerninger og eders Faedres Misgerninger til Hobe vil jeg betale, siger Herren, deres, som gjorde Røgelse paa Bjergene og forhaanede mig paa Højene; deres Løn vil jeg forinden tilmaale dem i deres Skød.
Isa	65	8	8. Saa siger Herren: Som der findes Most i Vinklasen, og man siger: Fordaerv den ikke; thi der er Velsignelse udi den, saa vil jeg gøre for mine Tjeneres Skyld og ikke fordaerve alt.
Isa	65	9	9. Men af Jakob vil jeg lade udgaa en Saed og af Juda den, som skal arve mine Bjerge; og mine udvalgte skulle arve dem og mine Tjenere bo der.
Isa	65	10	10. Og Saron skal blive til en Graesgang for Faar og Akors Dal til et Leje for Øksne, for mit Folk, for dem, som søge mig.
Isa	65	11	11. Men I, som forlade Herren, I, som glemme mit hellige Bjerg, I, som daekke Bord for Gad, og I, som skaenke fuldt i af blandet Drik for Meni:
Isa	65	12	12. Eder vil jeg give hen til Svaerdet, og I skulle alle bøje eder ned til at slagtes, efferdi jeg kaldte, og I svarede ikke, efterdi jeg talte, og I hørte ikke; men I gjorde det, som var ondt for mine Øjne, og udvalgte det; som jeg ikke havde Lyst til.
Isa	65	13	13. Derfor, saa siger den Herre, Herre: Se, mine Tjenere skulle aede, men I skulle hungre; se, mine Tjenere skulle drikke, men I skulle tørste; se, mine Tjenere skulle glaedes, men I skulle beskaemmes;
Isa	65	14	14. se, mine Tjenere skulle synge af Hjertens Glaede, men I skulle skrige af Hjertekvide og hyle af Aands Fortvivlelse.
Isa	65	15	15. Og I skulle efterlade mine udvalgte eders Navn til at svaerge ved, og den Herre, Herre skal draebe eder; men sine Tjenere skal han give et nyt Navn.
Isa	65	16	16. Hver den, som velsigner sig i Landet, skal velsigne sig i den trofaste Gud, og hver den, som svaergel i Landet, skal svaerge ved den trofaste Gud; thi de forrige Traengsler ere glemte, og de ere borte for mine Øjne.
Isa	65	17	17. Thi se, jeg skaber nye Himle og en ny Jord; og det første skal ikke ihukommes, ej heller rinde nogen i Sinde.
Isa	65	18	18. Men glaeder eder og fryder eder indtil evig Tid ved det, som jeg skaber; thi se, jeg skaber Jerusalem til Fryd og dets Folk til Glaede.
Isa	65	19	19. Og jeg vil fryde mig over Jerusalem og glaede mig over mit Folk, og der skal ikke ydermere høres Graads Røst eller Skrigs Røst deri.
Isa	65	20	20. Derfra skal ikke ydermere komme noget Barn, som lever faa Dage, eller nogen gammel, som ikke naar sine Dages Tal; thi Drengen skal dø hundrede Aar gammel, og Synderen, som er hundrede Aar gammel, skal kaldes forbandet.
Isa	65	21	21. Og de skulle bygge Huse og bo deri og plante Vingaarde og aede deres Frygt.
Isa	65	22	22. De skulle ikke bygge, at en anden skal bo deri, og ikke plante, at en anden skal aede det; thi som Traeets Dage skulle mit Folks Dage vaere, og mine udvalgte skulle til fulde nyde deres Haenders Gerning:
Isa	65	23	23. De skulle ikke have Møje forgaeves og ej føde Børn til brat Død; thi de ere den Saed, som er velsignet af Herren og deres Afkom skal blive hos dem.
Isa	65	24	24. Og det sker, førend de raabe, da vil jeg svare; naar de endnu tale; da vil jeg høre.
Isa	65	25	25. En Ulv og et Lam skulle graesse sammen; og en Løve skal aede Halm som en Okse, og en Slanges Spise skal vaere Støv, de skulle ikke gøre ondt, ej heller handle fordaerveligt paa hele mit hellige Bjerg, siger Herren.
------------------------Esajas' Bog, Kapitel 66
Isa	66	1	1. Saa siger Herren: Himlene ere min Trone og Jorden mine Fødders Fodskammel; hvor er det Hus, som I kunde bygge mig? og hvor er min Hviles Sted?
Isa	66	2	2. Og alt dette har min Haand gjort, saa at det alt blev til, siger Herren; men den, jeg vil se hen til, er den elendige og den, som har en sønderbrudt Aand, og som baever for mine Ord.
Isa	66	3	3. Hvo som slagter en Okse, er som den, der ihjelslaar en Mand, hvo som ofrer et Lam, er som den, der hugger Halsen af en Hund, hvo som ofrer Madoffer, er som den, der ofrer Svineblod, hvo som gør et Ihukommelsesoffer af Virak, er som den, der velsigner Uret; ja, disse have valgt deres egne Veje, og deres Sjael har haft Behag i deres VederstyggeIigheder.
Isa	66	4	4. Men; ogsaa jeg vil finde Behag i at handle ilde med dem og lade komme over dem de Ting, som de frygte for; fordi jeg raabte, og ingen svarede, jeg talte, og de hørte ikke, men de gjorde det onde for dnine Øjne og udvalgte det, som jeg ikke havde Behag i.
Isa	66	5	5. Hører Herrens Ord, I som ere forfaerdede for hans Ord! Eders Brødre; som hade eder og udstøde eder for mit Navns Skyld, sige: Lad Herren vise sig herlig, at vi maa se eders Glaede! Men de skulle beskaemmes.
Isa	66	6	6. Der lyder et Bulder fra Staden, en Røst fra Templet, Herrens Røst, hans, som hetaler sine Fjender efter Fortjeneste.
Isa	66	7	7. Førend hun var i Fødselsnød, fødte hun; førend Smerten kom paa hende, blev hun forløst med et Drengebarn.
Isa	66	8	8. Hvo har hørt saadant? hvo har set saadanne Ting? mon et Land fødes paa een Dag? eller et Folk fødes paa een Gang? thi naeppe var Zion i Fødselsnød, før hun havde født sine Sønner.
Isa	66	9	9. Mon jeg skulde lade Moderlivet aabnes og ikke lade føde? siger Herren; eller skulde jeg, som lader fødes, tillukke Moderliv? siger din Gud.
Isa	66	10	10. Glaeder eder med Jerusalem, og fryder eder over hende, alle I, som elske hende; glaeder eder storlig med hende, alle I, som sørge over hende:
Isa	66	11	11. At I maa die og maettes af hendes Husvalelses Bryst, at I maa suge det og forlyste eder ved hendes Herligheds Fylde!
Isa	66	12	12. Thi saa siger Herren: Se, til hende bøjer jeg Fred som en Flod og Hedningernes Herlighed som en Baek, der løber over, og I skulle die; I skulle baeres paa Arm og forlyste eder paa Skød.
Isa	66	13	13. Som en Moder trøster sit Barn, saaledes vil jeg trøste eder, og i Jerusalem skulle I trøstes.
Isa	66	14	14. Og I skulle se det, og eders Hjerte skal glaedes og eders Ben vorde kraftfulde som det grønne Graes; og Herrens Haand skal kendes paa hans Tjenere; men han skal vredes paa sine Fjender.
Isa	66	15	15. Thi se, Herren skal komme med Ild, og hans Vogne skulle vaere sam Hvilvelvind for at gengaelde med sin grumme Vrede og med sin Trusel om Ildslue.
Isa	66	16	16. Thi Herren skal holde Dom med Ild og med sit Svaerd over alt Kød, og de af Herren ihjelslagne skulle vaere mange.
Isa	66	17	17. De, som hellige sig, og som rense sig for at gaa ud til Haverne efter en, som er i deres Midte, de, som aede Svinekød og vederstyggelige Ting og Mus: De skulle bortrives til Hobe, siger Herren.
Isa	66	18	18. Og jeg! trods deres Gerninger og deres Tanker skal det komme dertil, at jeg skal sanke alle Hedninger og Tungemaal; og de skulle komme og se min Herlighed.
Isa	66	19	19. Og jeg vil gøre Tegn ved dem, og jeg vil sende nogle af de undkomne til Hedningerne, til Tharsis, Ful og Lud, Bueskytters Land, til Thubal og Javan, til de langtfraliggende Øer, til dem, som ikke have hørt noget. Rygte om mig og ikke set min Herlighed; og de skulle kundgøre min Herlighed iblandt Hedningerne.
Isa	66	20	20. Og de skulle bringe alle eders Brødre hjem fra alle Hedningerne, paa Heste og paa Vogne og paa Karme og paa Muler og paa Dromedarer, Herren til en Gave, op til mit hellige Bjerg, til Jerusalem, siger Herren; ligesom Israels Børn bringe Gaven i rene Kar til Herrens Hus.
Isa	66	21	21. Og jeg vil ogsaa af dem tage nogle til Praester, til Leviter, siger Herren.
Isa	66	22	22. Thi ligesom de nye Himle og den nye Jord, som jeg skaber, bestandigt blive for mit Ansigt, siger Herren, saa skal eders Saed og eders Navn blive bestandigt.
Isa	66	23	23. Og det skal ske, fra Nymaaned til Nymaaned og fra Sabbat til Sabbat, at alt Kød skal komme for at tilbede for mit Ansigt, siger Herren.
Isa	66	24	24. Og de skulle gaa ud og se paa de døde Kroppe af Maendene, som gjorde Overtraedelse imod mig; thi deres Orm skal ikke dø, og deres Ild skal ikke udslukkes, og de skulle vaere en Gru for alt Kød.
------------------------Jeremias' Bog, Kapitel 1
Jer	1	1	1. Ord af Jeremias, Hilkias Søn, en af Praesterne, som vare i Anathoth, i Benjamins Land,
Jer	1	2	2. til hvem Herrens Ord kom i Josiass, Amons Søns, Judas Konges Dage, i hans Regerings trettende Aar;
Jer	1	3	3. og det kom fremdeles i Jojakims, Josias's Søns, Judas Konges Dage indtil Enden af Zedekiass, Josias's Søns, Judas Konges ellevte Aar, indtil Jerusalem blev ført i Fangenskab i den femte Maaned.
Jer	1	4	4. Og Herrens Ord kom til mig saalunde:
Jer	1	5	5. Før jeg dannede dig i Moders Liv, kendte jeg dig, og før, du udkom af Moders Skød, helligede jeg dig; jeg beskik kede dig til en Profet for Folkene.
Jer	1	6	6. Men jeg sagde: Ak Herre, Herre ! se, jeg forstaar ikke at tale, thi jeg er ung.
Jer	1	7	7. Men Herren sagde til mig: Sig ikke: Jeg er ung; thi du skal gaa over alt, hvor jeg sender dig, og alt det, som jeg befaler dig, skal du tale.
Jer	1	8	8. Frygt ikke for deres Ansigt; thi jeg er med dig for at redde dig, siger Herren.
Jer	1	9	9. Og Herren udrakte sin Haand og lod den røre ved min Mund, og Herren sagde til mig: Se, jeg har lagt mine Ord i din Mund:
Jer	1	10	10. Se, jeg har beskikket dig paa denne Dag over Folkene og over Rigerne til at oprykke og til at omstyrte og til at fordaerve og til at nedkaste, til at bygge og til at plante.
Jer	1	11	11. Og Herrens Ord kom til mig, og han sagde: Jeremias, hvad ser du? Og jeg sagde: Jeg ser en Mandelstav.
Jer	1	12	12. Og Herren sagde til mig: Du saa rigtigt; thi jeg vil vaere aarvaagen over mit Ord for at fuldkomme det.
Jer	1	13	13. Og Herrens Ord kom til mig anden Gang, og han sagde: Hvad ser du? Og jeg sagde: Jeg ser en sydende Gryde, og den vender sig hid fra Egnen imod Nord.
Jer	1	14	14. Og Herren sagde til mig: Fra Norden skal Ulykken udlades over alle Landets Indbyggere.
Jer	1	15	15. Thi se, jeg kalder ad alle Rigernes Stammer imod Norden, siger Herren; og de skulle komme og saette hver sin Stol for Indgangen til Jerusalems Porte og imod alle dens Mure trindt omkring imod alle Judas Staeder.
Jer	1	16	16. Og jeg vil holde Ret over dem for al deres Ondskabs Skyld; thi de forlode mig og gjorde Røgelse for andre Guder og tilbade for deres Haenders Gerninger.
Jer	1	17	17. Og du, du skal binde op om dine Laender og gøre dig rede og tale til dem alt det, jeg vil befale dig; vaer ikke bange for dem; at jeg ikke skal gøre dig bange for dem.
Jer	1	18	18. Og jeg, se, jeg har gjort dig i Daø til en fast Stad og til en Jernpille og til Kobbermure for hele Landet, imod Judas Konger, imod dets Fyrster, imod dets Praester og imod Folket i Landet.
Jer	1	19	19. Og de skulle stride imod dig og ikke faa Overhaand over mig; thi jeg er med dig, siger Herren, for at, redde dig.
------------------------Jeremias' Bog, Kapitel 2
Jer	2	1	1. Og Herrens Ord kom til mig, idet han sagde:
Jer	2	2	2. Gak hen, og raab for Jerusalems Øren og sig: Saa siger Herren: Jeg ihukommer dig din Ungdoms Hengivenhed og din Trolovelsesstands Kaerlighed; at du gik efter mig i Ørken, i Landet, som; ikke var besaaet.
Jer	2	3	3. Israel var Herrens Helligdom, hans Førstegrøde; alle, som vilde fortaere ham, bleve skyldige, Ulykke kom over dem, siger Herren.
Jer	2	4	4. Hører Herrens Ord, Jakobs Hus og alle Israels Huses Slaegter!
Jer	2	5	5. Saa siger Herren: Hvad Uret have eders Faedre fundet hos mig, at de have holdt sig langt fra mig? og at de vandrede efter Forfaengelighed og bleve til Forfaerlgelighed?
Jer	2	6	6. Og de sagde ikke: Hvor er Herren, han, som førte os op af Aegyptens Land, han, som ledede os i Ørken, i et Land, som var øde og fuldt af Huller, i Tørheds og Dødens Skygges Land, i et Land, som ingen havde vandret igen lem, og hvor intet Menneske havde boet?
Jer	2	7	7. Og jeg førte eder ind udi et frugtbart Land, at I skulde aede dets Frugt vg dets Gode; men der I kom derind, da besmittede I mit Land og gjorde min Arv til en Vederstyggelighed.
Jer	2	8	8. Praesterne sagde ikke: Hvor er Herren? og de, som omgikkes med Loven, kendte mig ikke, og Hyrderne gjorde Overtraedelse imod mig; og Profeterne spaaede ved Baal og vandrede efter dem, der ikke kunde gavne.
Jer	2	9	9. Derfor maa jeg endnu traette med eder, siger Herren, og med eders Børnebørn maa jeg traette.
Jer	2	10	10. Thi drager over til Kithims Øer, og ser til og sender Bud til Kedar, og laegger nøje Maerke og ser, om noget saadant er sket.
Jer	2	11	11. Mon et Hedningefolk har skiftet Guder, som dog ikke vare Guder? men mit Folk har omskiftet sin Herlighed med det, som ikke kan gavne.
Jer	2	12	12. Gyser over det, I Himle! og vorder forfaerdede, ja vorder saare forskraekkede, siger Herren.
Jer	2	13	13. Thi tvende onde Ting har mit Folk gjort: Mig, den levende Vandkilde, have de forladt for at hugge sig Brønde, revnede Brønde, som ikke kunde holde Vand.
Jer	2	14	14. Er Israel en købt Trael, eller er han en hjemfødt Trael? hvorfor er han bleven til Bytte?
Jer	2	15	15. Unge Løver brølede imod ham, de lode deres Røst høre, og de gjorde hans Land til en Ødelaeggelse, hans Staeder ere opbraendte, at ingen bor deri.
Jer	2	16	16. Ogsaa Nofs og Takfanes Børn gjorde din Hovedisse skaldet.
Jer	2	17	17. Hvad der volder dig saadant, er det ikke dette, at du har forladt Herren, din Gud, den Tid, han ledede dig paa Vejen?
Jer	2	18	18. Og nu, hvad har du at gøre med Vejen til Aegypten for at drikke Sihors Vand? og hvad har da at gøre med Vejen til Assur for at drikke Flodens Vand?
Jer	2	19	19. Din Ondskab skal tugte dig og dine Afvigelser straffe dig; vid da og se, at det er ondt og besk, at du har forladt Herren din Gud, og at Frygt for mig ikke er hos dig, siger Herren, den Herre Zebaoth.
Jer	2	20	20. Thi jeg har fra fordums Tid sønderbrudt dit Aag, sønderrevet dine Baand, men du sagde: Jeg vil ikke tjene; thi du gav dig hen paa alle ophøjede Høje og under hvert grønt Trae som en Skøge.
Jer	2	21	21. Og jeg har plantet dig som aedle Vinkviste, aegte Planter til Hobe; hvorledes har du da forvendt dig for mig til Ranker af et fremmed Vintrae?
Jer	2	22	22. Thi om du end vilde to dig med Lud og tage dig megen Saebe, saa pletter din Misgerning dig dog for mit Ansigt, siger den Herre, Herre.
Jer	2	23	23. Hvorledes kan du sige: Jeg er ikke uren, jeg vandrer ikke efter Baalerne? se hen til din Gang i lette Kamelhoppe! der løber hid og did paa egne Veje,
Jer	2	24	24. som Vildaeselinden, der er vant til Ørken og i sin Sjaels Begaering snapper efter Vejret; naar hun er i Brynde, hvo kan holde hende tilbage? alle de, som søge hende, behøve ikke at traette sig, de ville finde hende i hendes Maaned.
Jer	2	25	25. Hold din Fod tilbage fra at blive barfodet og din Strube fra at blive tørstig; men du siger: Det er forgaeves! Nej! thi jeg elsker fremmede, og efter dem vil jeg gaa.
Jer	2	26	26. Ligesom en Tyv bliver til Skamme, naar han gribes, saa ere de af Israels Hus blevne til Skamme, de, deres Konger; deres Fyrster og deres Praester og deres Profeter,
Jer	2	27	27. som sige til Trae: Du er min Fader, og til Sten: Du fødte mig; thi de have vendt Ryg til mig og ikke Ansigt; men i deres Ulykkes Tid sige de: Staa op og frels os!
Jer	2	28	28. Hvor ere dine Guder, som du har gjort dig? lad dem staa op, om de kunne frelse dig i din Ulykkes Tid; thi saa mange som dine Staeder ere, vare dine Guder, Juda!
Jer	2	29	29. Hvorfor ville I traette med mig? I have alle gjort Overtraedelse imod mig, siger Herren.
Jer	2	30	30. Jeg slog eders Børn forgaeves, de annammede ikke Tugt; eders Svaerd fortaerede eders Profeter ligesom en ødelaeggende Løve.
Jer	2	31	31. O Slaegt, som I ere, ser hen til Herrens Ord! Er jeg bleven Israel til en Ørk eller til et Mørkheds Land? hvorfor sagde da mit Folk: Vi have gjort os frie, vi ville ikke mere komme til dig.
Jer	2	32	32. Mon en Jomfru glemmer sin Prydelse, en Brud sine Hovedbaand? men mit Folk har glemt mig utallige Dage.
Jer	2	33	33. Hvor godt ved du dog at vaelge din Vej for at søge Kaerlighed, derfor har du ogsaa laert dine Veje at kende det onde.
Jer	2	34	34. Tilmed findes paa dine Flige de arme uskyldige Sjaeles Blod; du har ikke grebet dem, der de brøde ind, men det var for alle disse Tings Skyld.
Jer	2	35	35. Og dog sagde du: Jeg er uskyldig, hans Vrede har vendt sig fra mig; se, jeg vil gaa i Rette med dig, fordi du siger: Jeg har ikke syndet.
Jer	2	36	36. Hvorfor løber du saa ivrigt bort for at omskifte din Vej? ogsaa ved Aegypten skal du blive til Skamme, ligesom du blev I til Skamme ved Assyrien.
Jer	2	37	37. Ogsaa derfra skal du gaa ud, med Haenderne over dit Hoved; thi Herren forkaster dem, til hvilke du satte Lid, og du skal ikke faa Lykke ved dem.
------------------------Jeremias' Bog, Kapitel 3
Jer	3	1	1. Man siger: Dersom en Mand lader sin Hustru fare; og hun gaar fra ham og bliver en anden Mands, mon han da maa vende tilbage til hende igen? mon ikke dette Land vilde blive besmittet derved? Men du har bedrevet Hor med mange Bolere, og du skulde komme til mig igen? siger Herren.
Jer	3	2	2. Opløft dine Øjne til de nøgne Høje, om se, hvor er du ikke skaendet? du sad ved Vejene for dem, som en Araber i Ørken, og du besmittede Landet med dine Horerier og med din Ondskab.
Jer	3	3	3. Derfor ere Regndraaberne tilbageholdte, og sildig Regn kom ikke; men du har en Horkvindes Pande, du vil ikke skamme dig.
Jer	3	4	4. Har du ikke fra nu af raabt til mig: Min Fader! min Ungdoms Leder er du.
Jer	3	5	5. Mon han vil beholde Vrede evindelig? eller bevare den til evig Tid? se, du har talt, men du gjorde disse onde Ting og satte dem igennem.
Jer	3	6	6. Og Herren sagde til mig i Kong Josias's Dage: Har du set, hvad det frafaldne Israel har gjort? Hun gik paa alle høje Bjerge og hen under Hor.
Jer	3	7	7. Og jeg sagde: Efter at hun havde gjort alt dette, vil hun omvende sig til mig; men hun omvendte sig ikke. Og hendes troløse Søster Juda saa det.
Jer	3	8	8. Og jeg saa, da jeg formedelst alt det, at det frafaldne Israel havde bedrevet Hor, lod hende fare og gav hende hendes Skilsmissebrev, at dog det troløse Juda, hendes Søster, ikke frygtede, men gik bort og bedrev ogsaa Hor.
Jer	3	9	9. Og det skete for hendes Horeris Letfaerdighed, at hun besmittede Landet; thi hun bolede med Sten og med Trae.
Jer	3	10	10. Og med alt dette omvendte hendes troløse Søster Juda sig ikke til mig af sit ganske Hjerte, men paa Skrømt, siger Herren.
Jer	3	11	11. Og Herren sagde til mig: Det frafaldne Israel har vist sig retfaerdigt fremfor det troløse Juda.
Jer	3	12	12. Gak, og raab disse Ord imod Norden, og sig: Omvend dig, du frafaldne Israel! siger Herren, jeg vil ikke lade mit vrede Ansigt falde paa eder; thi jeg er miskundelig, siger Herren, jeg vil ikke beholde Vrede evindelig.
Jer	3	13	13. Kend ikkun din Misgerning; thi du har gjort Overtraedelse imod Herren din Gud, og du er løben hid og did paa dine Veje til fremmede Guder under hvert grønt Trae, men paa min Røst have I ikke hørt, siger Herren.
Jer	3	14	14. Omvender eder, I frafaldne Børn! siger Herren; thi jeg er eders Husbonde, og jeg vil tage eder, een af en Stad og to af en Slaegt og føre eder til Zion.
Jer	3	15	15. Og jeg vil give eder Hyrder, efter mit Hjerte; og de skulle føde eder med Kundskab og Forstand.
Jer	3	16	16. Og det skal ske, naar I ere blevne mange og ere blevne frugtbare i Landet i de Dage, siger Herren, da skulle de ikke mere tale om Herrens Pagts Ark, og den skal ikke, mere komme nogen i Tanke, og de skulle ikke komme den i Hu og ikke savne den, og den skal ikke forfaerdiges mere.
Jer	3	17	17. Paa den Tid skulle de kalde Jerusalem Herrens Trone, og alle Hedningerne skulle forsamles til den for Herrens Navns Skyld, i Jerusalem; og de skulle ikke ydermere vandre efter deres onde Hjertes Stivhed.
Jer	3	18	18. I de Dage skal Judas Hus gaa til Israels Hus, og de skulle komme med hinanden fra et Land af Norden, til Landet, som jeg har givet eders Faedre til Arv.
Jer	3	19	19. Og jeg havde sagt: Vil jeg ej saette dig iblandt Børnene og give dig et kosteligt Land, Folkenes alleryndigste Arv. Og jeg sagde: Min Fader vil du kalde mig og ikke vende dig fra mig.
Jer	3	20	20. Men ligesom en Kvinde bliver troløs imod sin Boler, saaledes ere I af Israels Hus blevne troløse imod mig, siger Herren.
Jer	3	21	21. Der er høsten Røst paa de nøgne Høje, Israels Børns ydmyge Begaeringers Graad; thi de have forvendt deres Vej, de have forglemt Herren deres Gud.
Jer	3	22	22. Saa vender om, I frafaldne Børn! jeg vil laege eders Afvigelser. "Se, her ere vi, vi komme til dig; thi du er Herren vor Gud.
Jer	3	23	23. Sandelig, det er idel Bedrageri med Tummelen paa Bjergene; sandelig, Israels Frelse er i Herren vor Gud.
Jer	3	24	24. Og Skaendsel har fortaeret vore Faedres Arbejde, fra og deres store Kvaeg, deres Sønner og deres Døtre.
Jer	3	25	25. Vi maa ligge i vor Skaendsel og vor Skam skjule os; thi vi have syndet imod Herren vor Gud, vi og vore Faedre, fra vor Ungdom af og indtil denne Dag; og vi vare ikke Herren vor Guds Røst lydige".
------------------------Jeremias' Bog, Kapitel 4
Jer	4	1	1. Israel! dersom du vil omvende dig, siger Herren, da skal du omvende dig til mig; og dersom du vil borttage dine Vederstyggeligheder fra mit Ansigt, da skal du ikke omdrives;
Jer	4	2	2. og du skal svaerge: Saa vist som Herren lever i Sandhed, i Ret og i Retfaerdighed! og Hedningerne skulle velsigne sig i ham og rose sig af ham.
Jer	4	3	3. Thi saa siger Herren til Judas Maend og til Jerusalem: Pløjer eder Nyland og saar ikke imellem Torne!
Jer	4	4	4. Omskaerer eder for Herren, og borttager eders Hjertes Forhud, I Judas Maend og Jerusalems Indbyggere! paa det min Vrede ikke skal udfare som Ilden og braende, og der skal ingen vaere, som udslukker, for eders Idraetters Ondskabs Skyld.
Jer	4	5	5. Kundgører det i Juda, og lader det høres i Jerusalem og siger: Blaeser i Trompeten udi Landet, raaber med fuld Røst og siger: Samler eder, og lader os gaa ind i de faste Staeder!
Jer	4	6	6. Opløfter Banner imod Zion, flyr, staar ikke stille; thi jeg lader komme en Ulykke fra Norden og en stor Forstyrrelse.
Jer	4	7	7. En Løve er stegen op fra sine taette Buske, og Folkenes Ødelaegger er uddraget, han er udgangen fra sit Sted for at gøre dit Land til en Ødelaeggelse; dine Staeder skulle forstyrres, at ingen skal bo deri.
Jer	4	8	8. Derfor ombinder eder med Saek, sørger og hyler; thi Herrens braendende Vrede er ikke vendt tilbage fra os.
Jer	4	9	9. Og det skal ske paa denne Dag, siger Herren, da skal Kongens Mod og Fyrsternes Mod forgaa, og Praesterne skulle forskraekkes, og Profeterne staa forfaerdede.
Jer	4	10	10. Og jeg sagde: Ak Herre, Herre ! sandelig, du har ladet dette Folk og Jerusalem svarlig skuffes, da det hed: Fred skal vaere med eder; og Svaerdet er dog traengt ind til Sjaelen.
Jer	4	11	11. Paa den Tid skal siges til dette Folk og til Jerusalem: Et skarpt Vejr paa de nøgne Høje Ørken er mit Folks Datters Vej, de er ikke til at kaste og ej til at rense Korn ved;
Jer	4	12	12. et fuldt Vejr fra den kommer imod mig; nu vil ogsaa jeg gaa i Rette med dem.
Jer	4	13	13. Se, har traekker op som Skyerne; og han: Togne ere som Hvirvelvinden, hans heste ere lettere end Ørne: Ve os! Thi vi ere ødelagte.
Jer	4	14	14. Afto dit Hjerte; Jerusalem! fra Ondskab, paa det du kan frelses; hvor laenge skulle din retfaerdigheds Tanker bo i dit Indre?
Jer	4	15	15. Thi der høres Efterretning fra Dan, Budskab om Ulykke fra Efraims Bjerg.
Jer	4	16	16. Forkynder det blandt Folkene, se lader det høres over Jerusalem; der komme Vogtere fra et langt bortliggende Land, og de skulle opløfte deres Røst over Judas Staeder.
Jer	4	17	17. De skulle lejre sig imod den trindt omkring som Vogtere paa Marken; thi hun har vaeret genstridig imod mig, siger Herren.
Jer	4	18	18. Din Vej og dine Idraetter have voldet dig disse Ting; dette er din Ondskab; thi det er bittert, det er naaet indtil dit Hjerte.
Jer	4	19	19. Mine Indvolde! mine Indvolde! jeg maa lide Smerte, o mit Hjertes Vaegge! mit Hjerte bruser i mig, jeg kan ikke tie; thi du hørte Trompetens Lyd, min Sjael! ja, Krigsskriget.
Jer	4	20	20. Forstyrrelse paa Forstyrrelse! raabes der, thi alt Landet er ødelagt; mine Pauluner ere hastelig ødelagte, mine Telte i et Øjeblik!
Jer	4	21	21. Hvor laenge skal jeg se Banner? hvor laenge skal jeg høre Trompetens Lyd?
Jer	4	22	22. Thi mit Folk er daarligt, mig kende de ikke, de ere uforstandige Børn og uden Indsigt; de ere vise til at gøre ondt, men vide ikke at gøre godt.
Jer	4	23	23. Jeg saa Landet, og se, det var øde og tomt, og jeg saa til Himlene, og deres Lys var der ikke mere.
Jer	4	24	24. Jeg saa Bjergene, og se, de baevede, og alle Højene skaelvede.
Jer	4	25	25. Jeg saa, og se, der var intet Menneske mere, og alle Fuglene under Himmelen vare bortfløjne.
Jer	4	26	26. Jeg saa, og se, den frugtbare Mark var en Ørk, og alle dens Staeder vare nedbrudte for Herrens Ansigt, for hans braendende Vrede.
Jer	4	27	27. Thi saa siger Herren: Alt Landet skal vaere aldeles øde: Dog vil jeg ikke aldeles gøre Ende paa det.
Jer	4	28	28. Derfor skal Landet sørge, og Himlene heroventil vorde sorte, efterdi jeg har talt det, besluttet det og ikke angret det og ikke viger fra det.
Jer	4	29	29. For Lyden af Ryttere og Bueskytter flyr hver Stad, de gaa ind i Tykningerne og stige op i Klipperne; hver Stad er forladt, og der er ingen, som bor i dem:
Jer	4	30	30. Og du, naar du er Ødelagt, hvad vil du gøre? om du end iførte dig Purpur, om du end prydede dig med Guldprydelse, om du end vilde indgnide dine Øjne med Sminke, skal du dog smykke dig forgaeves; thi Elskere have foragtet dig, de søge efter dit Liv.
Jer	4	31	31. Thi jeg hørte en Røst ligesom hendes, der føder, en Angest, som hendes, der er i den første Fødsels Nød, Zions Datters Røst, hun klager sig, udbreder sine Haender og siger: Ve mig! thi min Sjael er forsmaegtet over for Mordere.
------------------------Jeremias' Bog, Kapitel 5
Jer	5	1	1. Løber omkring paa Gaderne i Jerusalem, og ser dog og kender, og søger paa dens Gader, om I kunne finde nogen, om der er nogen, som gør Ret, som beflitter sig paa Troskab, saa vil jeg tilgive den:
Jer	5	2	2. Og om de end sige: Saa vist som Herren lever, saa svaerge de dog falskelig.
Jer	5	3	3. Herre ! monne dine Øjne ikke se efter Troskab? du slog dem, men de følte ingen Smerte; du fortaerede dem, de vaegrede, sig ved at annamme Tugt; de gjorde deres Ansigt haardere end en klippe, de vaegrede sig ved at vende om.
Jer	5	4	4. Men jeg sagde: Det er velkun de ringe! de handle daarligt, fordi de ikke kende Herrens Vej, deres Guds Ret;
Jer	5	5	5. jeg vil gaa til de store og tale med dem, thi de vide Herrens Vej, deres Guds Ret; men de havde til Hobe sønderbrudt Aaget, sønderslidt Baandene.
Jer	5	6	6. Derfor har en Løve fra Skoven slaget dem, en Ulv fra Ørkenerne Ødelaegger dem, en Parder vaager og lurer foran deres Staeder, hver den, som gaar ud af dem, sønderrives; thi deres Overtraedelser ere mange, deres Afvigelser ere blevne mangfoldige.
Jer	5	7	7. Hvorfor skulde jeg tilgive dig? dine Børn forlode mig og svore ved det, som ikke er Gud; og jeg lod dem svaerge; de bedreve Hor, og til Horehuset traengte de sig sammen.
Jer	5	8	8. De ere blevne som velfodrede ustyrlige Heste, hver vrinsker ad sin Naestes Hustru.
Jer	5	9	9. Skulde jeg ikke hjemsøge for disse Ting? siger Herren; og skulde ikke min Sjael haevne sig paa saadant Folk, som dette er?
Jer	5	10	10. Stiger op paa dens Mure og fordaerver, men gører ikke aldeles Ende paa den; borttager dens Ranker, thi de ere ikke Herrens.
Jer	5	11	11. Thi Israels Hus og Judas Hus have vaeret helt troløse imod mig, siger Herren.
Jer	5	12	12. De fornaegtede Herren og sagde: "Ham er det ikke; og Ulykke skal ikke komme paa os" og Svaerd og Hunger skulle vi ikke se.
Jer	5	13	13. Og Profeterne skulle blive til Vind, og der er ingen, som taler i dem; saaledes skal det ske dem.
Jer	5	14	14. Derfor, saa siger Herren, den Gud Zebaoth: Efterdi I sige dette Ord, se, da gør jeg mine Ord i din Mund til Ild, og dette Folk til Traeer, og den skal fortaere dem.
Jer	5	15	15. Se, jeg vil lade komme et Folk langvejsfra over eder, Israels Hus, siger Herren; det er et haardt Folk, det er et Folk, som har vaeret til fra gammel Tid af; et Folk, hvis Tungemaal du ikke kender, og hvis Tale du ikke forstaar;
Jer	5	16	16. og dets Kogger er som en aaben Grav; de ere alle sammen Kaemper.
Jer	5	17	17. Og det skal fortaere din Høst og dit Brød, det skal fortaere dine Sønner og dine Døtre, det skal fortaere dine Faar og dine Øksne, det skal fortaere dit Vintrae og dit Figentrae; det skal forstyrre dine faste Staeder, som du forlader dig paa, ved Svaerdet.
Jer	5	18	18. Men ogsaa i disse Dage, siger Herren, vil jeg ikke aldeles gøre Ende paa eder.
Jer	5	19	19. Og det skal ske, naar I sige: Hvorfor gjorde Herren vor Gud alle disse Ting ved os? da skal du sige til dem: Ligesom I forlode mig og tjente de fremmede Guder i eders Land, saaledes skulle I og tjene fremmede i et Land, som ikke er eders.
Jer	5	20	20. Kundgører dette i Jakobs Hus, og lader det høres i Juda, saa der siges:
Jer	5	21	21. Hør dog dette, du taabelige og uforstandige Folk; de have Øjne og se ikke, de have øren og høre ikke.
Jer	5	22	22. Ville I ikke frygte mig, siger Herren, og ikke skaelve for mit Ansigt? jeg, som har sat Sand til Havets Graense, en evig Skik, som det ikke kan overskride; saa at, om dets Bølger end bevaege sig staerkt, de ikke formaa noget, og om de bruse, de dog ikke overskride den.
Jer	5	23	23. Men dette Folk har et modvilligt og genstridigt Hjerte; de afvege og gik bort.
Jer	5	24	24. Og de sige ikke i deres Hjerte: Lader os dog frygte Herren vor Gud, ham, som giver Regn, baade tidlig Regn og sildig Regn i sin Tid; de til Høsten beskikkede Uger bevarer han os.
Jer	5	25	25. Eders Misgerninger have forvendt disse Ting, og eders Synder have holdt det gode borte fra eder.
Jer	5	26	26. Thi der findes ugudelige iblandt mit Folk, de lure, som Fuglefaengere dukke sig; de have sat Faelder, de ville fange Folk.
Jer	5	27	27. Som et Fuglebur er fuldt af Fugle, saaledes ere deres Huse fulde af Svig; derfor ere de blevne store og rige.
Jer	5	28	28. De ere blevne fede, de glinse, de strømme over med Ondskabs Ord, de udføre ingen Sag, ja, ikke den faderløses Sag, saa at de saette den igennem, og de skaffe ikke de fattige Ret.
Jer	5	29	29. Skulde jeg ikke hjemsøge for disse Ting? siger Herren, skulde ikke min Sjael haevne sig paa saadant Folk som dette?
Jer	5	30	30. Forskraekkelige og gruelige Ting ske i Landet;
Jer	5	31	31. Profeterne spaa Løgn, og Praesterne herske ved deres Haand, og mit Folk elsker saadant; men hvad ville I gøre imod det sidste deraf?
------------------------Jeremias' Bog, Kapitel 6
Jer	6	1	1. Flyr, I Benjamins Børn! midt ud af Jerusalem, og blaeser i Trompeten i Tekoa, og oprejser en Bavn over Beth-Kerem; thi en Ulykke lader sig se af Norden og en stor Forstyrrelse.
Jer	6	2	2. Den dejlige, den yppige, Zions Datter ødelaegger aeg.
Jer	6	3	3. Til hende skulle Hyrder og deres Hjorde komme; de slaa Telte op trindt omkring imod hende; hver afgraesser sit Stykke.
Jer	6	4	4. Helliger en Krig imod hende! staar op, og lader os drage op om Middagen; ve os! thi Dagen haelder, og Aftenens Skygger udstraekke sig.
Jer	6	5	5. Staar op, og lader os drage op om Natten og Ødelaegge hendes Paladser.
Jer	6	6	6. Thi saa siger den Herre Zebaoth: Afhugger Traeerne, og opkaster en Vold imod Jerusalem; dette er den Stad, som bliver hjemsøgt, der er Undertrykkelse i den overalt.
Jer	6	7	7. Som en Brønd lader sit Vand udvaelde, saa lader hun sin Ondskab udvaelde; Vold og Ødelaeggelse høres i den, for mit Ansigt er der stedse Saar og Slag.
Jer	6	8	8. Lad dig advare, Jerusalem! at mit Hjerte ikke skal rive sig løs fra dig; at jeg ikke skal gøre dig til en Ødelaeggelse, et Land, som ingen bor udi.
Jer	6	9	9. Saa siger den Herre Zebaoth: Som paa Vinstokken skulle de holde Efterhøst paa det overblevne af Israel; før din Haand tilbage som den, der afplukker Vindruer til Kurvene.
Jer	6	10	10. For hvem skal jeg tale og vidne, saa at de høre og se, deres Øren have Forhud, og de kunne ikke give Agt; se, Herrens Ord blev dem til Spot, de have ikke Lyst til det.
Jer	6	11	11. Men, af Herrens Vrede er jeg fuld, jeg er traet af at holde den tilbage: Udøs den over de spaede Børn paa Gaden og over alle de unge Karles lønlige Forsamling; thi baade Mand og Kvinde, den gamle og den, som har fyldt sine Dage, skulle gribes.
Jer	6	12	12. Og deres Huse skulle tilfalde andre, Agre og Kvinder til Hobe; thi jeg vil udraekke min Haand over Landets Indbyggere, siger Herren.
Jer	6	13	13. Thi fra den mindste af dem indtil den største af dem tragter enhver efter Vinding, og fra Profet og indtil Praest laegge de alle Vind paa Løgn.
Jer	6	14	14. Og de laegede mit Folks Datters Brøst, som om det var en let Sag, idet de sagde: Fred! Fred! dog der var ikke Fred.
Jer	6	15	15. De ere blevne til Skamme; thi de gjorde Vederstyggelighed; dog skamme de sig aldeles ikke og vide ikke at vaere skamfulde; derfor skulle de falde iblandt dem, som falde, den Tid, naar jeg vil hjemsøge dem, skulle de snuble, siger Herren.
Jer	6	16	16. Saa sagde Herren: Staar paa Vejene og ser til, og spørger om de gamle Stier, hvor den gode Vej mon vaere, og vandrer paa den, og I skulle finde Rolighed for eders Sjael; men de sagde: Vi ville ikke gaa.
Jer	6	17	17. Jeg har og sat Vaegtere over eder, giver Agt paa Trompetens Lyd; men de sagde: Vi ville ikke give Agt.
Jer	6	18	18. Derfor hører, I Hedninger! og forstaa, du Menighed! de Ting, der ske iblandt dem.
Jer	6	19	19. Hør du Jord! se, jeg fører Ulykke over dette Folk, deres Tankers Frugt; thi de gave ikke Agt paa mine Ord, og min Lov, den forkastede de.
Jer	6	20	20. Hvortil skal der bringes mig Virak fra Seba og den gode Kalmus fra et langt bortiggende Land? eders Braendofre ere ikke behagelige, og eders Slagtofre taekkes mig ikke.
Jer	6	21	21. Derfor, saa siger Herren: Se, jeg vil saette Stød for dette Folk; og Faedre og Børn til Hobe skulle støde sig paa dem, Naboen og hans Ven skulle omkomme.
Jer	6	22	22. Saa siger Herren: Se, der skal komme et Folk af et Land imod Nord, og et stort Folk skal rejses tra det yderste af Jorden.
Jer	6	23	23. De skulle føre Bue og Glavind, det er et grumt Folk, og de skulle ikke forbarme sig, deres Røst skal bruse som Havet, og de skulle komme ridende paa Heste, rustede, som en Mand til Krig, imod dig, du Zions Datter!
Jer	6	24	24. Vi bave hørt Rygtet derom, vore Haender ere blevne slappe; Angest har betaget os, ja, en Smerte som hendes, der føder.
Jer	6	25	25. Gak ikke ud paa Ageren, og gak ikke ad Vejen; thl Fjenden har sit Svaerd, der er Raedsel trindt omkring.
Jer	6	26	26. O, mit Folks Datter! ombind dig med Saek, og vaelt dig i Asken, anstil Sorg, som for den eneste Søn, en saare bitter Klage; thi Ødelaeggeren skal komme hastelig over os.
Jer	6	27	27. Jeg har sat dig til et Vagttaarn iblandt mit Folk, til en Befaestning, at du skal kende og prøve deres Vej.
Jer	6	28	28. De ere alle aldeles modvillige og vandre om som Bagvadskere, de ere Kobber og Jern; de ere alle sammen fordaervede.
Jer	6	29	29. Pusteren blaeser, Blyet er fortaeret af Ild, man har forgaeves smeltet og smeltet; thi de onde ere ikke udskilte.
Jer	6	30	30. Forkastet Sølv kalder man dem; thi Herren har forkastet dem.
------------------------Jeremias' Bog, Kapitel 7
Jer	7	1	1. Det Ord, som kom fra Herren til Jeremias, der han sagde:
Jer	7	2	2. Stil dig i Herrens Hus's Port, og du skal udraabe der dette Ord og sige: Hører Herrens Ord, alle I af Juda! I, som gaa ind ad disse Porte, for at tilbede Herren !
Jer	7	3	3. Saa siger den Herre Zebaoth, Israels Gud: Bedrer eders Veje og eders Idraetter, saa vil jeg lade eder bo paa dette Sted.
Jer	7	4	4. Forfader eder ikke paa løgnagtige Ord, naar de sige: Herrens Tempel, Herrens Tempel, Herrens Tempel er her!
Jer	7	5	5. Men dersom I alvorligt bedre eders Veje og eders Idraetter, og dersom I gøre Ret imellem Mand og hans Naeste,
Jer	7	6	6. og I ej gøre den fremmede, den faderløse og Enken Vold og ej udøse uskyldigt Blod paa dette Sted on ej vandre efter andre Guder, eder til Ulykke:
Jer	7	7	7. Da vil jeg lade eder bo paa dette Sted, i Landet, som jeg gav eders Faedre, altid og evindelig.
Jer	7	8	8. Se, I forlade eder paa løgnagtige Ord, som intet gavne.
Jer	7	9	9. Skulde I stjaele, slaa ihjel og bedrive Hor og svaerge falskelig og gøre Røgelse for Baal og vandre efter fremmede Guder, som I ikke kende,
Jer	7	10	10. og saa komme og staa for mit Ansigt i dette Hus, som er kaldet efter mit Navn, og sige: Vi ere frelste for at kunne gøre alle disse Vederstyggeligheder?
Jer	7	11	11. Mon dette Hus, som er kaldet efter mit Navn, i eders Øjne er blevet en Røverhule? ja, jeg, se, jeg har set det, siger Herren.
Jer	7	12	12. Thi gaar dog til mit Sted, som var i Silo, hvor jeg lod mit Navn bo i Begyndelsen, og ser, hvad jeg har gjort ved det for mit Folk Israels Ondskahs Skyld.
Jer	7	13	13. Og nu, fordi I gøre alle disse Gerninger, siger Herren, og jeg talte til eder tidligt og ideligt, og I hørte ikke; og jeg kaldte ad eder, og I svarede ikke:
Jer	7	14	14. Saa vil jeg gøre ved dette Hus, som er kalaet efter mit Navn; og paa hvilket I forlade eder, og ved det Sted, som jeg gav eder og eders Faedre, ligesom jeg har gjort ved Silo.
Jer	7	15	15. Og jeg vil bortkaste eder fra mit Ansigt, ligesom jeg bortkastede alle eders Brødre, Efraims hele Saed.
Jer	7	16	16. Og du, du maa ikke bede for dette Folk og ikke opløfte Skrig eller Bøn for dem og ikke traenge ind paa mig med forbøn; thi jeg hører dig ikke.
Jer	7	17	17. Ser du ikke, hvad de gøre i Judas Staeder og paa Jerusalems Gader?
Jer	7	18	18. Børnene sanke Trae og Faedrene taende Ilden, og Kvinderne aelte Dejg for at lave Kager til Himmelens Dronning, og de udøse Drikoffer for andre Guder for at gøre mig Fortraed.
Jer	7	19	19. Monne de gøre mig Fortraed dermed? siger Herren; monne de ikke gøre sig selv Fortraed, til deres Ansigters Bludsel?
Jer	7	20	20. Derfor siger den Herre, Herre saaledes: Se, min Vrede og min Harme er udøst over dette Sted, over Mennesker og over Dyr og over Traeer paa Marken og over Landets Frngt; og den skal braende og ikke udslukkes.
Jer	7	21	21. Saa siger den Herre Zebaoth, Israels Gud: Laegger eders Braendofre til eders Slagtofre, og aeder Kødet!
Jer	7	22	22. Thi jeg har ikke talt med eders Faedre, ej heller befalet dem, paa den Dag, jeg udførte dem af Aegyptens Land, angaaende Braendoffer og Slagtoffer.
Jer	7	23	23. Men denne Ting har jeg befalet dem og sagt: Hører paa min Røst, saa vil jeg vaere eders Gud, og I skulle vaere mit Folk; og I skulle vandre paa hver en Vej, som jeg befaler eder, at det maa gaa eder vel.
Jer	7	24	24. Men de hørte ikke og bøjede ikke deres Øre, men de vandrede i deres Raad, i deres onde Hjertes Stivhed; og de gik tilbage og ikke fremad.
Jer	7	25	25. Fra den Dag, der eders Faedre udgik af Aegyptens Land, indtil denne Dag sendte jeg til Øer alle mine Tjenere, Profeterne, dagligt, tidligt og ideligt.
Jer	7	26	26. Men de hørte mig ikke og bøjede ikke deres Øre; men de forhaerdede deres Nakke; de gjorde det vaerre end deres Faedre.
Jer	7	27	27. Og du skal tale til dem alle disse Ord, men de skulle ikke høre dig; og du skal kalde ad dem, men de skulle ikke svare dig.
Jer	7	28	28. Og du skal sige til dem: Dette er det Folk, som ikke hører paa Herrens, deres Guds Røst og ej annammer Tugt; Troskaben er gaaet til Grunde og forsvunden af deres Mund.
Jer	7	29	29. Afklip din Haarprydelse og kast den bort, og opløft et Klagemaal paa de nøgne Høje; thi Herren har forkastet og forladt den Slaegt, som hans Fortørnelse er imod.
Jer	7	30	30. Thi Judas Børn have gjort det, som er ondt for mine Øjne, siger Herren; de have sat deres Vederstyggeligheder i det Hus, som er kaldet efter mit Navn, til at besmitte det.
Jer	7	31	31. Og de have bygget Tofeths Høje, som ere i Ben-Hinnolns Dal, for at opbraende deres Sønner og Døtre i Ilden, hvilket jeg ikke har budet, og hvad ej heller er kommet mig i Tanke.
Jer	7	32	32. Derfor se, de Dage komme, siger Herren, at man ikke skal kalde det mere Tofeth og Ben-Hinnoms Dal, men Morderdal; og de skulle begrave i Tofeth af Mangel paa Plads.
Jer	7	33	33. Og dette Folks døde Kroppe skulle vaere til Føde for Himmelens Fugle og Dyrene paa Jorden, og der skal ingen skraemme dem bort.
Jer	7	34	34. Og jeg vil lade Fryds Røst og Glaedes Røst, Brudgoms Røst og Bruds Røst ophøre fra Judas Staeder og fra Gaderne i Jerusalem; thi Landet skal vaere Øde.
------------------------Jeremias' Bog, Kapitel 8
Jer	8	1	1. Paa den Tid, siger Herren, skulle de kaste Judas Kongers Ben og hans Fyrsters Ben og Praesternes Ben og Profeternes Ben og Jerusalems Indbyggeres Ben ud af deres Grave,
Jer	8	2	2. og udsprede dem for Solen og for Maanen og for al Himmelens Haer, hvilke de elskede, og hvilke de tjepte, og hvilke de vandrede efter, og hvilke de søgte, og hvilke de tilbade; de skulle ikke sankes op og ej begraves, men vorde til Møg oven paa Jorden.
Jer	8	3	3. Og Død skal foretraekkes for Liv af hver den, snm er tilovers af de overblevne af denne onde Slaegt; de, som ere overblevne i alle de Staeder, hvor jeg har drevet dem hen, siger den Herre Zebaoth.
Jer	8	4	4. Og du skalsige til dem: Saa siger Herren: Mon man falder og staar ikke op? mon man vender sig bort og vender ikke tilbage?
Jer	8	5	5. Hvorfor er dette Folk i Jerusalem da afveget med en evig Afvigelse? de holde fast ved Svig, de, vaegre sig ved at vende om.
Jer	8	6	6. Jeg gav Agt og hørte til, de tale ikke Ret, der er ingen, som angrer sin Ondskab og siger: Hvad har jeg gjort? de have alle sammen vendt sig bort, hver til sit Løb, som en Hest, der render i Krigen.
Jer	8	7	7. Selv Storken under Himmelen kender sine bestemte Tider, og en Turteldue og en Trane og en Svale tage Vare paa den Tid, de skulle komme; men mit Folk, de kende ikke Herrens Ret.
Jer	8	8	8. Hvorledes kunne I sige: Vi ere vise, og Herrens Lov er hos os? men se, Skrivernes Løgnepen har arbejdet for Løgnen.
Jer	8	9.	9. De vise skulle blive til Skamme, forfaerdes og besnaeres; se, de have forkastet Herrens Ord, hvad for Visdom skulde de have?
Jer	8	10	10. Derfor vil jeg give deres Hustruer til andre og deres Agre til dem; som skulle eje dem; thi fra den mindste til den største tragter enhver efter Vinding, fra Profet og indtil Praest laegge de alle Vind paa Løgn.
Jer	8	11	11. Og de laegede mit Folks Datters Brøst, som om det var en let Sag, idet de sagde: Fred! Fred! dog der var ikke Fred:
Jer	8	12	12. De ere blevne til Skamme; thi de gjorde Vederstyggelighed; dog skamme de sig aldeles ikke og vide ikke at vaere skamfulde; derfor skulle de falde iblandt dem, som falde; i den Tid, naar de hjemsøges skulle de snuble, siger Herren.
Jer	8	13	13. Jeg vil helt rive dem bort, siger Herren; der er ikke Druer paa Vintraeet og ej Figen paa Figentraeet, og Bladene ere visne, og jeg gav dem til Pris for dem, der drage hen over dem.
Jer	8	14	14. Hvorfor sidde vi stille og samler eder, og lader os gaa ind i de faste Staeder og omkomme der; thi Herren vor Gud har ladet os omkomme og givet os besk Vand at drikke; thi vi have syndet imod Herren.
Jer	8	15	15. Man venter paa Fred, og det bliver ikke godt; paa Laegedoms Tid, og se, Forfaerdelse kommer.
Jer	8	16	16. Fra Dan høres hans Hestes Fnysen, for Lyden af hans vaeldige Hestes Vrinsken ryster det ganske Land; og de komme og fortaere Landet og dets Fylde, Staden og Indbyggerne derudi.
Jer	8	17	17. Thi se, jeg sender iblandt eder Slanger, Basilisker, som ikke lade sig besvaerge, og de skulle lyde eder, siger Herren.
Jer	8	18	18. Hvor finder jeg Vederkvaegelse for Sorgen! mit Hjerte er sygt i mig.
Jer	8	19	19. Se, mit Folks Datters Raab lyder fra et langt bortliggende Land: Er da Herren ikke i Zion? eller er dets Konge ikke; der? Hvorfor have de fortørnet mig med deres udskaarne Billeder, med et fremmed Folks Afguder?
Jer	8	20	20. Høsten er forbi, Sommeren er til Ende, og vi ere ikke frelste.
Jer	8	21	21. Jeg er sønderknust over mit Folks Datters Sønderknuselse, jeg gaar i Sørgeklaeder, Forskraekkelse har betaget mig.
Jer	8	22	22. Er der da ingen Balsam i Gilead? eller er der ingen Laege der? thi hvorfor er der ikke lagt Forbinding paa mit Folks Datter?
------------------------Jeremias' Bog, Kapitel 9
Jer	9	1	1. Gid mit Hoved var Vand og mit Øje en Taarekilde! da vilde jeg begraede Dag og Nat mit Folks Datters ihjelslagne.
Jer	9	2	2. Gid jeg havde i Ørken et Herberg for vejfarende! da vilde jeg forlade mit Folk og gaa fra dem; thi de ere alle sammen Horkarle, en Forsamling af troløse Folk.
Jer	9	3	3. Og de spaende deres Tunge som deres Bue til Løgn, og ikke ved Troskab ere de blevne vaeldige i Landet; men de gaa fra det ene Onde til det andet; og mig kende de ikke, siger Herren.
Jer	9	4	4. Forvarer eder hver for sin Ven, forlaaer eder ikke paa nogen Broder; thi hver Broder er fuld af List, og hver Ven vandrer om som en Bagvadsker.
Jer	9	5	5. Og de handle bedragelig hver imod sin Ven og tale ikke Sandhed, de have laert deres Tunge at tale Løgn, de have traettet sig med at handle forvendt.
Jer	9	6	6. Du bor midt i Bedrageri; i Bedrageri vi kende mig; siger Herren.
Jer	9	7	7. Derfor saa siger den: Herre Zebaoth: Se, jeg viI smelte dem og prøve dem; thi hvorledes skal jeg handle over for mit Folks Datter.
Jer	9	8	8. Deres Tunge er en draebende Pil, der taler Bedrageri; med sin Mundtaler enhver Fred med sin Ven, men i sit Hjerte laegger han Snarer for ham.
Jer	9	9	9. Skulde jeg ikke hjemsøge dem for disse Ting? siger Herren; eller skulde min Sjael ikke haevne sig paa saadant Folk som dette?
Jer	9	10	10. Jeg vil opløfte Graad og Klage paa Bjergene og Klagemaal over Graesgangene i Ørken; thi de ere forbraendte, saa ingen gaar over dem, og man ikke hører Lyd af Kvaeg, baade Himmelens Fugle og Dyrene de ere bortfløjne, de ere bortgangne.
Jer	9	11	11. Og jeg vil gøre Jerusalem til en Stenhob, til Dragers Bolig; og jeg vil gøre Judas Staeder til en Ørk, saa at ingen bor der.
Jer	9	12	12. Hvo er den Mand, som er viis? han forstaa dette! og til hvem har Herrens Mund talte han kundgøre det, hvorfor Landet er ødelagt, er forbraendt som en Ørk, saa at ingen gaar igennem det!
Jer	9	13	13. Og Herren sagde: Fordi de forlode min Lov, som jeg lagde for deres Ansigt, og ikke hørte paa min Røst og ikke vandrede derefter,
Jer	9	14	14. men vandrede efter deres Hjertes Stivhed og efter Baalerne, som deres Faedre laerte dem:
Jer	9	15	15. Derfor siger den Herre Zebaoth, Israels Gud, saaledes: Se, jeg vil bespise dem, dette Folk med Malurt og give dem besk Vand at drikke.
Jer	9	16	16. Og jeg vil adsprede dem iblandt de Hedninger, som hverken de eller deres Faedre kendte, og jeg vil sende Svaerdet efter dem; indtil jeg faar gjort Ende paa dem.
Jer	9	17	17. Saa siger den Herre, kalder ad Klagekvinder, at de komme, og skikker Bud efter kyndige Kvinder, at de komme;
Jer	9	18	18. og de skulle skynde sig og opløfte KIagesang over os, og vore Øjne skulle rinde med Graad og vore Øjenlaage strømme med Vand.
Jer	9	19	19. Thi der er hørt en Klagerøst fra Zion: Hvor ere vi dog ødelagte! vi ere saare beskaemmede; thi vi have maattet forlade Landet, og de have omstyrtet vore Boliger.
Jer	9	20	20. Thi hører, I Kvinder! Herrens Ord, og eders Øre modtage hans Munds Ord; og Iaerer eders Døtre Klagesang, og hver Kvinde laere sin Veninde Klagemaal.
Jer	9	21	21. Thi Døden er steget ind igennem vore Vinduer, er kommen ind i vore Paladser til at udrydde de spaede Børn, at de ej findes udenfor, de unge Karle, at de ej findes paa Gaderne.
Jer	9	22	22. Tal: Saa siger Herren: Menneskers døde Kroppe skulle ligge som Møg paa Marken og som et Neg efter Høstmanden, hvilket ingen sanker op.
Jer	9	23	23. Saa siger Herren: Den vise rose sig ikke af sin Visdom, og den staerke rose sig ikke af sin Styrke, den rige rose sig ikke af sin Rigdom;
Jer	9	24	24. men hvo som vil rose sig, rose sig af dette, at han forstaar og kender mig, at jeg er Herren, som gør Miskundhed, Ret og Retfaerdighed paa Jorden; thi disse Ting behage mig, siger Herren.
Jer	9	25	25. Se, de Dage komme, siger Herren, da jeg vil hjemsøge hver omskaaren, som har Forhud:
Jer	9	26	26. Aegypten og Juda og Edom og Ammons Børn og Moab og alle dem med rundklippet Haar, som bo i Ørken; thi alle Hedningerne have Forhud, men Israels hele Hus, de have Forhud paa Hjertet.
------------------------Jeremias' Bog, Kapitel 10
Jer	10	1	1. Israels Hus! hører det Ord, som I Herren taler over eder.
Jer	10	2	2. Saa siger Herren: Vaenner eder ej til Hedningernes Vej, og forfaerdes ikke for Himmelens regn; thi Hedningerne forfaerdes for dem.
Jer	10	3	3. Thi Hedningernes Skikke ere idel Forfaengelighed? thi man afhugger dertil et Trae af Skoven, det udarbejdes af en Mesters Haender med Øksen.
Jer	10	4	4. Man smykker det med Sølv og med Guld; man faester det med Søm og med Hammer, at det ikke vakler.
Jer	10	5	5. Som et Palmetrae, af drevet Arbejde, staa de, men kunne ikke tale, de maa baeres, thi de kunne ikke gaa; I skulle ikke frygte for dem, thi de kunne ikke gøre ondt, og der er heller ingen Magt hos dem til at gøre godt.
Jer	10	6	6. Der er ingen som du, o Herre ! du er stor, og dit Navn er stort med Styrke.
Jer	10	7	7. Hvo skulde ikke frygte dig, du Hedningernes Konge? thi dig tilkommer det; thi iblandt alle Hedningernes vise og i alt deres Rige er ingen som du.
Jer	10	8	8. Men de ere ufornuftige og handle daarlig tillige, Afgudernes Laerdom, den er Trae;
Jer	10	9	9. hamret Sølv, der føres fra Tharsis, og Guld fra Ufas, et Vaerk af Mesteren og af Guldsmedens Haender! deres Klaeder ere af blaat uldent og Purpur, et Vaerk af Kunstnere ere de alle.
Jer	10	10	10. Men Gud Herren er Sandhed, han er den levende Gud og en evig Konge; Jorden baever for hans Vrede, og Hedningerne kunne ikke udholde hans Fortørnelse.
Jer	10	11	11. Saaledes skulle I sige til dem: De Guder, som ikke have skabt Himmelen og Jorden, de skulle forsvinde fra Jorden og under Himlene.
Jer	10	12	12. Han er den, som skabte Jorden ved sin Kraft og beredte Jorderige ved sin Visdom og udbredte Himlene ved sin Forstand.
Jer	10	13	13. Naar Røsten lyder, ved hvilken han lader Vandenes Mangfoldighed komme i Himmelen, da lader han Dunster opstige fra det yderste af Jorden; han gør Lynene til Regn og fører Vejret ud af sine Gemmer.
Jer	10	14	14. Hvert Menneske bliver ufornuftigt og uden; Forstand, hver Guldsmed er beskaemmet for det udskaarne Billedes Skyld; thi hans støbte Billeder ere Bedrageri, og der er ikke Aand i dem.
Jer	10	15	15. De ere Forfaengelighed, et bedragerisk Vaerk; til den Tid, naar de bleve hjemsøgte, skulle de gaa til Grunde.
Jer	10	16	16. Ikke som disse er Jakobs Del; thi han er den, som har dannet alle Ting, og Israel er hans Arvs Stamme; Herre Zebaoth er hans Navn.
Jer	10	17	17. Sank dit Gods fra Landet, du, som bor i den belejrede Stad i Israel
Jer	10	18	18. saa siger Herren: Se, denne Gang vil jeg udslynge Landets Indbyggere, og jeg vil traenge dem, paa det de skulle finde det.
Jer	10	19	19. Ve mig for min Brøst! mit Saar er svart; men jeg siger: Dette er kun min Lidelse, og jeg vil baere den.
Jer	10	20	20. Mit Paulun er ødelagt, og alle mine Teltsnore ere revne over; mine Børn ere udgangne fra mig, og de ere ikke mere til; ingen opslaar mere mit Paulun eller oprejser mit Telt.
Jer	10	21	21. Thi Hyrderne ere ufornuftige og søge ikke Herren; derfor handle de ikke klogelig, og hele deres Hjord er adspredt.
Jer	10	22	22. Et Budskab høres, se, det kommer, og et stort Bulder fra Nordenland for at gøre Judas Staeder til en ødelaeggelse, til Dragers Bolig.
Jer	10	23	23. Jeg ved, Herre ! at Menneskets Vej staar ikke til ham selv, at det ikke staar til ham, som vandrer, at han kan befaeste sin Gang.
Jer	10	24	24. Tugt mig; Herre ! dog med Maade; ikke i din Vrede, at du ikke gør mig aldeles ringe.
Jer	10	25	25. Udøs din Harme over Hedninger, som ikke kende dig, og over Slaegter, som ikke paakalde dit Navn; thi de have fortaeret Jakob, ja, fortaeret ham og tilintetgjort ham og ødelagt hans Bolig.
------------------------Jeremias' Bog, Kapitel 11
Jer	11	1	1. Det Ord, som kom til Jeremias fra Herren, saa lydende:
Jer	11	2	2. Hører denne Pagts Ord, og taler til Judas Maend og til Jerusalems Indbyggere!
Jer	11	3	3. Og du skal sige til dem: Saa siger Herren, Israels Gud: Forbandet vaere den Mand, som ikke adlyder denne Pagts Ord,
Jer	11	4	4. hvilken jeg bød eders Faedre paa den Dag, da jeg udførte dem af Aegyptens Land, fra Jernovnen, sigende: Adlyder min Røst; og gører disse Ting efter alt det, som jeg byder eder, saa skulle I vaere mit Folk, og jeg vil vaere eders Gud;
Jer	11	5	5. paa det jeg kan stadfaeste den Ed, som jeg svor eders Faedre, at jeg vilde give dem et Land, som flyder med Maelk og Honning, som det ses, paa denne Dag; og jeg svarede og sagde: Amen, Herre !
Jer	11	6	6. Og Herren sagde til mig: Udraab alle disse Ord i Judas Staeder og paa Gaderne i Jerusalem, og sig: Hører denne Pagts Ord, og gører derefter!
Jer	11	7	7. Thi jeg vidnede højt for eders Faedre paa den Dag, jeg førte dem op af Aegyptens Land, indtil denne Dag, tidligt og ideligt, sigende: Adlyder min Røst!
Jer	11	8	8. Men de adløde ikke og bøjede ikke heller deres øre, men hver vandrede i sit onde Hjertes Stivhed; og over dem lod jeg komme alle denne Pagts Ord, som jeg havde befalet at gøre efter, men som de ikke gjorde.
Jer	11	9	9. Og Herren sagde til mig: Der findes en Sammensvaergelse iblandt Judas Maend og iblandt Jerusalems Indbyggere.
Jer	11	10	10. De have vendt om til at be; aalf misgerninger som deres Forfaedre, der vaegrede sig ved at adlyde mine Ord, og de have vandret efter, andre Guder for at tjene dem; Israels Hus og Judas Hus have brudt min Pagt, som jeg gjorde med deres Faedre.
Jer	11	11	11. Derfor siger Herren saaledes: Jeg lader en Ulykke kommn paa dem, fra hvilken de ikke skulle kunne undkomme; og de skulle raabe til mig, og jeg skal ikke bønhøre dem.
Jer	11	12	12. Og Judas Staeder og Indbyggerne i Jerusalem skulle gaa og raabe til de Guder, for hvilke de gjorde Røgelse; men de skulle ikke frelse dem i deres Ulykkes Tid.
Jer	11	13	13. Thi saa mange som dine Staeder ere, saa mange ere dirie Guder, Juda! og saa mange Gader, som der er i Jerusalem, saa mange Altre have I opsat til Skaendsel, Altre til at gøre Røgelse for Baal.
Jer	11	14	14. Og du maa ikke bede for dette Folk og ikke opløfte Skrig eller Bøn for dem; thi jeg vil ikke høre paa den Tid, naar de raabe paa mig over deres Ulykke.
Jer	11	15	15. Hvad er der for min elskelige? i mit Hus? At de store Øve det, som er Skaendighed og lade det hellige Kød gaa bort fra dig; thi naar dit Onde kommer, da fryde du dig!
Jer	11	16	16. Herren kaldte dit Navn et grønt Olietrae, smukt ved dejlig Frugt; med stort Bulders Lyd har han antaendt en Ild om det, og de have sønderbrudt dets Grene.
Jer	11	17	17. Og den Herre Zebaoth, som plantede dig, har talt ondt over dig, for Israels Hus's og Judas Hus's Ondskab; Skyld, som de bedreve for at opirre mig, idet de gjorde Røgelse for Baal.
Jer	11	18	18. Og Herren lod mig det vide, se jeg ved det; dengang lod du mig se deres Idraetter.
Jer	11	19	19. Og jeg, var som et tamt Lam, der føres hen at slagtes, og jeg vidste ikke; at de havde optaenkt Anslag imod mig og sagt: Lader os ødelaegge Traeet med dets Frugt og udrydde ham af de levendes Land, at hans Navn ikke ydermere ihukommes.
Jer	11	20	20. Men, Herre Zebaoth, du retfaerdige Dommer, som prøver Nyrer og Hjerte! jeg skal se din Haevn paa dem: Thi dig har jeg forelagt min Sag.
Jer	11	21	21. Derfor siger Herren saaledes om de Maend i Anathoth, som søge efter dit, Liv og sige: Spaa ikke i Herrens Navn, saa skal du ikke dø ved vor Haand;
Jer	11	22	22. ja, derfor siger den Herre Zebaoth saaledes: Se, jeg vil hjemsøge dem; deres unge Karle skulle dø ved Svaerdet, deres Sønner og, deres Døtre skulle dø ved Hunger;
Jer	11	23	23. og intet skal blive tilovers af dem; thi jeg vil lade Ulykke komme over de Maend i Anathoth i deres Hjemsøgelses Aar.
------------------------Jeremias' Bog, Kapitel 12
Jer	12	1	1. Herre ! du er retfaerdig, naar jeg vil traette med dig; jeg vil kun tale med dig om Ret: Hvorfor er de ugudeliges Vej lykkelig? hvorfor ere alle de troløse saare trygge?
Jer	12	2	2. Du plantede dem, de sloge ogsaa Rødder, de gaa frem, de have ogsaa baaret Frugt; du er naer i deres Mund, men langt borte fra deres Indre.
Jer	12	3	3. Men du, Herre ! du kender mig, du ser mig og prøver mit Hjertelag imod dig; bortryk dem som Faar til at slagtes og indvi dem til Drabsdagen!
Jer	12	4	4. Hvor laenge skal Landet sørge; og Urterne paa al Marken tørres hen for deres Ondskabs Skyld; som bo der, ere Dyr og Fugle omkomne; thi de sige: Han ser ikke, hvorledes vor sidste Tid vil blive.
Jer	12	5	5. Naar du løb med Fodgaengere, og de gjorde dig traet: Hvorledes vil du da kunne kappes med Heste og i Fredens Land føler du dig vel tryg, men hvorledes vil du gøre det ved Jordans Stolthed?
Jer	12	6	6. Thi ogsaa dine Brødre og din Faders Hus, ogsaa disse ere troløse imod dig, ogsaa disse skrige med fuld Røst efter dig; tro dem ikke, naar de tale godt til dig.
Jer	12	7	7. Jeg har forladt mit Hus, opgivet min Arv; jeg har givet min Sjaels elskelige i hendes Fjenders Haand.
Jer	12	8	8. Min Arv er bleven mig som en Løve i Skoven; den har opløftet sin Røst imod mig, derfor hader jeg den.
Jer	12	9	9. Er min Arv bleven mig som en spraglet Rovfugl? Rovfuglene omringe den; gaar, samler alle vilde Dyr paa Marken, lader dem komme at aede!
Jer	12	10	10. Mange Hyrder have ødelagt min Vingaard, de have nedtraadt min Ager; de have gjort den Ager, der var min Lyst, til en Øde.
Jer	12	11	11. Man har gjort den aldeles øde, den sørger over for mig, der den er øde; alt Landet er ødelagt, thi ingen lagde sig det paa Hjerte.
Jer	12	12	12. Ødelaeggere ere komne over alle nøgne Høje i Ørken; thi Herren har et Svaerd, der fortaerer fra Jordens ene Ende og indtil Jordens anden Ende; intet Kød har Fred.
Jer	12	13	13. De saaede Hvede og høstede Torne, de gjorde sig Møje, men det gavner dem ikke, og de skamme sig over deres Indtaegt, for Herrens braendende Vredes Skyld.
Jer	12	14	14. Saa siger Herren imod alle mine onde Naboer, der antaste den Arv, som jeg har tildelt mit Folk Israel: Se, jeg oprykker dem af deres Land og oprykker Judas Hus af deres Midte.
Jer	12	15	15. Og det skal ske, efter at jeg har oprykket dem, da vil jeg komme igen og forbarme mig over dem; og jeg vil føre dem tilbage, hver til sin Arv og hver til sit Land.
Jer	12	16	16. Og det skal ske, dersom de laere mit Folks Veje, saa de svaerge ved mit Navn, "saa sandt som Herren lever", ligesom de laerte mit Folk at svaerge ved Baal: Da skulle de bygges midt iblandt mit Folk.
Jer	12	17	17. Men dersom de ikke høre, da vil jeg oprykke et saadant Folk, ja, oprykke og Ødelaegge det, siger Herren.
------------------------Jeremias' Bog, Kapitel 13
Jer	13	1	1. Saa sagde Herren til mig: Gak og køb dig et linnet Baelte, og laeg det om dine Laender, men lad det ikke komme i Vand.
Jer	13	2	2. Og jeg købte Baeltet, efter Herrens Ord, og lagde det om mine Laender.
Jer	13	3	3. Da kom Herrens Ord til mig anden Gang saaledes:
Jer	13	4	4. Tag Baeltet, som du købte, og som er om dine Laender, og staa op, gak til Eufrat, og skjul det der i en Klipperevne!
Jer	13	5	5. Og jeg gik og skjulte det ved Eufrat, som Herren bød mig.
Jer	13	6	6. Og det skete de Herren til mig: Staa op, gak til Eufrat, og hent derfra det Baelte, som jeg befalede dig at skjule der.
Jer	13	7	7. Og jeg gik til Eufrat og grov og tog Baeltet fra det Sted, hvor jeg havde skjult det; og se, Baeltet var fordaervet, det duede ikke til noget.
Jer	13	8	8. Da kom Herrens Ord til mig saalunde:
Jer	13	9	9. Saa siger Herren: Saaledes vil jeg tilintetgøre Judas Stolthed, ja, Jerusalems store Stolthed.
Jer	13	10	10. Dette onde Folk, de, som vaegre sig ved at høre mine Ord, de, som vandre i deres Hjertes Stivhed og gaa efter andre Guder for at tjene dem og at tilbede dem, det blive som dette Baelte, der ikke duer til noget.
Jer	13	11	11. Thi ligesom Baeltet slutter sig til en Mands Laender, saa lod jeg alt Israels Hus og alt Judas Hus slutte aig til mig, siger Herren, for at de skulde blive mig til et Folk og til et Navn og til Lov og til Aere; men de hørte ikke.
Jer	13	12	12. Og du skal sige dette Ord til dem: Saa siger Herren, Israels Gud: Hver Flaske skal fyldes med Vin; og de skulle sige til dig: Mon vi ikke vide det, at hver Flaske skal fyldes med Vin?
Jer	13	13	13. Og du skal sige tll dem: Saa siger Herren: Se, jeg fylder alle dette Lands Indbyggere, baade de Konger, som efter David sidde paa hans Trone, og Praesterne og Profeterne og alle Indbyggerne i Jerusalem med Beruselse.
Jer	13	14	14. Og jeg vil sønderslaa dem, den ene imod den anden, baade Faedrene og Børnene tillige, siger Herren; jeg vil hverken skaane, ej heller spare, ej heller forbarme mig, at jeg jo Ødelaegger dem.
Jer	13	15	15. Hører og laaner Øren, ophøjer eder ikke! thi Herren har talt.
Jer	13	16	16. Giver Herren eders Gud Aere, før han lader det blive mørkt, og før eders Fødder støde paa Mørkets Bjerge, og I skulle forvente Lys, men han skal gøre det til Dødens Skygge og omskifte det til Mørkhed.
Jer	13	17	17. Men dersom I ikke ville høre dette, skal min Sjael graede i Løndom over Hovmodigheden, og den skal faelde bitre Taarer, og mit Øje rinde med Graad; thi Herrens Hjord er ført fangen bort.
Jer	13	18	18. Sig til Kongen og til Herskerinden: Saetter eder lavere! thi nedfaldne ere eders Hovedsmykker, ja, eders dejlige Krone.
Jer	13	19	19. Staederne i Sydlandet ere tillukkede, og der er ingen, som oplader dem; al Juda er bortført, fuldstaendigt bortført.
Jer	13	20	20. Opløfter eders øjne, og ser dem, som komme fra Norden; hvor er nu Hjorden, som dig var given, dine dejlige Faar?
Jer	13	21	21. Hvad vil du sige, naar han saetter Venner, som du selv har laert at vaere dig imod, til Overhoved over dig; mon Smerter ikke skulle betage dig som en Kvinde, der føder?
Jer	13	22	22. Og naar du vil sige i dit Hjerte: Hvorfor vederfares mig disse Ting, saa er det for din Misgernings Mangfoldigheds Skyld, at dit Slaeb er slaaet op, at dine Haele have lidt Overlast.
Jer	13	23	23. Kan en Morian omskifte sin Hud eller en Parder sine Pletter, saa skulle ogsaa I kunne gøre vel, I, som have laert at gøre ilde!
Jer	13	24	24. Derfor vil jeg adsprede dem som Halm, der farer hen for et Vejr fra Ørken.
Jer	13	25	25. Dette er din Lod, din tilmaalte Del fra mig, siger Herren, du, som har glemt mig og forladt dig paa Løgn.
Jer	13	26	26. Saa har da ogsaa jeg opslaaet dit Slaeb for dit Ansigt, og din Skam er set.
Jer	13	27	27. Dine Horerier og din Vrinsken, din Bolens Skaendsel paa Højene, paa Marken, ja, dine Vederstyggeligheder har jeg set; ve dig Jerusalem! du vil ikke blive ren, hvor laenge det endnu herefter varer.
------------------------Jeremias' Bog, Kapitel 14
Jer	14	1	1. Herrens Ord, som kom til Jeremias i Anledning af Tørke.
Jer	14	2	2. Juda sørger, og dens Porte vansmaegte; sørgeklaedte sidde de paa Jorden, og Jerusalems Klagemaal opstiger:
Jer	14	3	3. Og Stormaendene iblandt dem sende Smaafolkene iblandt dem efter Vand; de komme til Brøndene, de, finde ikke Vand, de komme tilbage med deres Kar tomme; de staa beskaemmede og skamlne Sted sig og tilhylle deres Hoveder
Jer	14	4	4. for Markens Skyld, som er forfaerdet, fordi der ikke har vaeret Regn paa Jorden; Agerdyrkerne ere beskaemmede, de tilhylle deres Hoveder.
Jer	14	5	5. Thi ogsaa Hinden paa Marken føder og maa forlade sine Kalve, fordi der ikke er Graes.
Jer	14	6	6. Og Vildaesler staa paa de nøgne Høje de snappe efter Luft som Drager; deres Øjne forsmaegte, fordi der ingen Urter er.
Jer	14	7	7. Vidne end vore Misgerninger imod os Herre ! da, gør det dog for dit Navns Skyld! til vore Afvigelser ere store, imod mig have vi syndet.
Jer	14	8	8. Og Israels Forhaabning dets Frelser i Nøds Tid! hvorfor vil du vaere som en fremmed i Landet og som en vejfarende, der tager ind for blot at overnatte?
Jer	14	9	9. Hvorfor vil du vaere som en Mand, der er slagen med Skraek, og som en Helt, der ikke kan frelse? Og du, Herre ! er dog midt iblandt os, og vi kalde, efter dit Navn, lad os ikke fare!
Jer	14	10	10. Saa siger Herren om dette Folk: Saaledes have de holdt af at vanke ustadigt om, de have ikke holdt deres Fødder tilbage; derfor har Herren ikke Behag i dem, nu vil han komme deres Misgerning i Hu og hjemsøge deres Synder.
Jer	14	11	11. Og Herren sagde til mig: Du maa ikke gøre-Bøn-for dette Folk til det gode.
Jer	14	12	12. Naar de, end faste, vil jeg dog ikke høre deres Skrig, og naar de end ofre Braendoffer og Madoffer, har jeg dog ikke Behag i dem; thi jeg vil gøre Ende paa; dem ved Svaerd og ved Hunger og ved Pest.
Jer	14	13	13. Og jeg sagde: Ak Herre, Herre ! se Profeterne sige, til dem: I skulle intet Svaerd se og ingen. Hungersnød have hos eder men jeg vil give eder sikker Fred paa dette
Jer	14	14	14. Og Herren sagde til mig: Profeterne spaa Løgn i mit Navn, jeg sendte dem ikke og gav dem ikke Befaling og talte ikke til dem; de spaa eder løgnagtige Syner og falsk Spaadom og det, som intet er, og deres Hjertes Bedrageri.
Jer	14	15	15. Derfor siger Herren saaledes om Profeterne, som spaa i mit Navn, og som jeg ikke sendte, og som sige; at der ikke skal vaere Svaerd eller Tunger i dette Land: Disse Profeter skulle fortaeres ved Svaeret og ved Hungeren.
Jer	14	16	16. Og Folket for hvilket de spaa, skal blive henkastet paa Jeruslems Gader, formedelst Hunger og Svaerd, og de skulle ingen have som skal begrave dem, dem, deres: Hustruer og deres Sønner og deres Døtre; og jeg ville udøse deres Ondskab over dem:
Jer	14	17	17. Og du skal sige dette Ord: til dem: Mine Øjne maa rinde med Graad Nat og Dag og ikke holde op; thi med et stort graad er Jornfruen, mit Folks Datter, nedhrudt, med et saare svart Slag.
Jer	14	18	18. Gaar jeg ud paa Marken, da se, der ligge de, som ere ihjelslagne. rned Svaerd, og kommer jeg ind i Staden; da se, der er Hungerens Lidelser; thi baade Profet saa og Praest drage til et Land; som de ikke kende:
Jer	14	19	19. Mon du har forkastet Juda aldeles? eller vaemmes din Sjael ved Zion? hvorfor har du slaaet os, saa at der ikke er Laegedom for os? man vaelter paa Fred, og der kammer intet godt, og paa Laegedommens Tid, og se, der er Forfaerdelse.
Jer	14	20	20. Herre ! vi kende vor Ugudelighed, vore Faedres Misgerning thi vi have syndet imod dig?
Jer	14	21	21. Foragt ikke, for dit Navns Skyld, ringeagt ikke din herligheds Trone! kom i Hu, tilintetgør ej din Pagt med os!
Jer	14	22	22. Mon der iblandt Hednintiernes Afguder er dem, som kunne lade det regne? eller kunne Himlene selv give Regndraaber mon ikke du er Herren vor Gud, at vi kunne haabe paa dig; thi du har gjort alle disse Ting.
------------------------Jeremias' Bog, Kapitel 15
Jer	15	1	1. Og Herren sagde til mig: Omend Mose og Samuel stode for mit Ansigt, var min Sjael dog ikke til dette Folk: Jag dem bort fra mit Ansigt, og lad dem gaa ud!
Jer	15	2	2. Og det skal ske, naar de sige til dig: Hvorhen skulle vi gaa ud da skal du sige til dem: Saa siger Herren: Den, som hører til Døden, til Død; og den, som hører til Svaerdet, til Svaerd; og den, som hører til Hungeren, til Hunger; og den, som hører til Fangenskabet, til Fangenskab.
Jer	15	3	3. Og jeg vil beskikke fire Slags over dem, siger Herren: Svaerdet til at ihjelslaa og Hundene til at slaebe bort og Himmelens Fugle og Dyrene paa Jorden til at aede og til at Ødelaegge.
Jer	15	4	4. Og jeg vil gøre dem til en Gru for alle Riger paa Jorden, for Manasse, Ezekias's Søns, Judas Konges Skyld, for det, han gjorde i Jerusalem.
Jer	15	5	5. Thi hvo skulde skaane dig, Jerusalem? og hvo skulde have Medynk med dig? og hvo skulde vige af Vejen for at spørge, om det gaar dig vel?
Jer	15	6	6. Du har forladt mig, siger Herren, du gik tilbage; og jeg udrakte min Haand imod dig og ødelagde dig; jeg er traet af at angre.
Jer	15	7	7. Og jeg kastede dem med Kasteskovl i Landets Porte; jeg har gjort mit Folk barnløst, ødelagt det, dog have de ikke vendt om fra deres Veje.
Jer	15	8	8. Deres Enkerere mig flere end Havets Sand; jeg bragte dem ved højlys Dag en Ødelaegger over den unge Krigers Moder; jeg lod pludselig Angest og Skraek falde over hende.
Jer	15	9	9. Moderen til syv Sønner vansmaegter, hun udaander sin Sjael; hendes Sol er nedgangen, medens det endnu var Dag, hun blev beskaemmet og skammede sig; og det overblevne af dem vil jeg give hen for deres Fjenders Ansigt til Svaerdet, siger Herren.
Jer	15	10	10. Ve mig, min Moder! at du fødte mig, en Mand, imod hvem alt Landet kiver og traetter; jeg har ikke laant til nogen, og ingen har laant til mig, dog forbander enhver: mig.
Jer	15	11	11. Herren siger: Sandelig, jeg løser dig, dia til Fromme; sandelig, jeg bringer Fjenden til bønligt at komme dig i Møde paa Ulykkens Tid og paa Nødens Tid.
Jer	15	12	12. Mon Jern kan bryde Jern af Norden og Kobber?
Jer	15	13	13. Jeg vil give dit Gods og dit Liggendefae hen til Rov, ikke imod Betaling, og det for alle dine Synders Skyld og inden alle dine Landemaerker.
Jer	15	14	14. Og jeg vil føre dine Fjender over i et Land, som du ikke kender; thi en IId er optaendt i min Vrede, over eder skal de braende.
Jer	15	15	15. Du ved det, Herre ! kom mig i Hu, og se til mig, og haevn mig paa mine Forfølgere; tag mig ikke bort i din Langmodighed; vid, at jeg baerer Forhaanelse for din Skyld.
Jer	15	16	16. Dine Ord bleve fundne, og jeg slugte dem, og dine Ord vare mig thi dit Navn er naevnet over mim Herre, Gud Zebaoth!
Jer	15	17	17. Jeg sad ikke i hemmeligt Raad med Spottere og frydede mig; jeg sad alene, for din Haands Skyld; thi du har fyldt mig med Harm.
Jer	15	18	18. Hvorfor varer min Smerte evindelig? hvorfor er mit Saar ulaegeligt og vil ikke lade sig hele? du er bleven mig som en svigefuld Baek, som Vand, der ikke er bestandigt.
Jer	15	19	19. Derfor siger Herren saaledes: Dersom du omvender dig, vil jeg lade dig vende om, du skal staa for mit Ansigt; og dersom du tager det dyrebare ud fra det slette, skal du vaere som rnin Mund; de skulle vende om til dig, men du skal ikke vende om til dem.
Jer	15	20	20. Og jeg vil gøre dig til en fast Kobbermur imod dette Folk, og de skulle stride imod dig, men ikke faa Overhaand over dig; thi jeg er med dig, for at frelse dig: og for at redde dig, siger Herren.
Jer	15	21	21. Og jeg vil redde dig af de ondes Haand og udløse dig af Voldsmaends Haand.
------------------------Jeremias' Bog, Kapitel 16
Jer	16	1	1. Og Herrens Ord kom til mig, og han sagde:
Jer	16	2	2. Du skal ikke tage dig en Hustru, og du skal ikke have Sønner eller Døtre paa dette Sted.
Jer	16	3	3. Thi saa siger Herren om de Sønner og om de Døtre, som fødes paa dette Sted, og om deres Mødre; som føde dem, og om deres Faedre, som avle dem i dette Land:
Jer	16	4	4. De skulle dø en Død af svare Sygdomme, de skulle ikke begraedes og ej begraves, de skulle vorde til Møg oven paa Marken; og de skulle udryddes ved Svaerdet og ved Hungeren, og deres døde Kroppe skulle blive Himmelens Fugle og Dyrene paa Jorden til Føde.
Jer	16	5	5. Thi saa siger Herren: Du maa ikke gaa ind i Sørgehus og ikke gaa hen for at holde Klagemaal og ej vise Medynk over dem; thi jeg har borttaget min Fred fra dette Folk, siger Herren, ja, Miskundheden og Barmhjertigheden.
Jer	16	6	6. Og de skulle dø, store og smaa i dette Land, de skulle ikke begraves, og man skal ikke holde Klagemaal over dem, og man skal ikke saare sig og ej afrage sit Haar for deres Skyld.
Jer	16	7	7. Og man skal ikke bryde Sorgens Brød til dem, for at trøste nogen over en død, og ikke give dem at drikke af Trøstens Baeger, over nogens Fader og over nogens Moder.
Jer	16	8	8. Og du skal ikke gaa ind i Gaestebuds Hus til at sidde hos dem for at aede og for at drikke.
Jer	16	9	9. Thi saa siger den Herre Zebaoth, Israels Gud: Se, jeg lader ophøre fra dette Sted for eders Øjne og i eders Dage Fryds Røst og Glaedes Røst, Brudgoms Røst og Bruds Røst.
Jer	16	10	10. Og det skal ske, naar du forkynder dette Folk alle disse Ord, og de sige til dig: Hvorfor udtaler Herren al denne store Ulykke over os? og hvilken er vor Misgerning, og hvad er vor Synd, som vi hava syndet med for Herren vor Gud?
Jer	16	11	11. da skal du sige til dem: Det er, fordi eders Faedre forlode mig, siger Herren, og gik efter andre Guder og tjente dem og tilbade dem, men mig forlode de, og min Lov holdt de ikke.
Jer	16	12	12. Og I have gjort det vaerre end eders Faedre, og se at vandre hver efter sit onde Hjertes Stivhed for ikke at ville høre mig:
Jer	16	13	13. Men jeg vil kaste eder ud af dette Land til et Land, som I ikke kende, hverken I eller eders Faedre; og der skulle I tjene andre Guder Dag og Nat, thi jeg vil ikke give eder Naade.
Jer	16	14	14. Derfor se, de Dage komme, siger Herren, at der ikke ydermere skal siges: Saa sandt Herren lever han som opførte Israels Børn af Aegyptens Land!
Jer	16	15	15. men derimod Saa sandt Herren lever, han, som førte Israels Børn op af Nordenland og fra alle Landene, hvorhen han havde fordrevet dem! Og jeg vil føre dem tilbage til deres Land, som jeg gav deres Faedre.
Jer	16	16	16. Se, jeg sender Bud til mange Fiskere, siger Herren, og de skulle fiske dem; og derefter vil jeg sende Bud til mange Jaegere, og de skulle jage dem paa alle Bjerge og paa alle Høje og i Klipperevnerne.
Jer	16	17	17. Thi mine Øjne ere over alle deres Veje, de ere ikke skjulte for mit Ansigt, og deres Misgerning er ikke tildaekket for mine Øjne.
Jer	16	18	18. Men jeg vil først betale dem deres Misgerning og deres Synd dobbelt, fordi de vanhelligede mit Land med deres Vederstyggeligheders døde Kroppe og fyldte min Arv med deres Afskyeligheder.
Jer	16	19	19. Herre, min Styrke og min Befaestning og min Tilflugt paa Nøds Dag! til dig skulle Hedningerne komme fra Jordens Ender og sige Vore Faedre arvede kun Løgn, Forfaengelighed, hvori der intet var sam kunde gavne dem.
Jer	16	20	20. Mon et Menneske kan gøre sig Guder? de ere dog ikke Guder.
Jer	16	21	21. Derfor se jeg lader dem kende denne Gang ja, jeg lader dem kende min Haand og min Styrke; og de skulle kende at mit Navn er Herren.
------------------------Jeremias' Bog, Kapitel 17
Jer	17	1	1. Judas Synd er skreven med en Jerngriffel, med Aeggen af en Dernent; den er indgravet paa deres Hjertes Tavle og paa ederes Altres Horn,
Jer	17	2	2. ligesorn deres Børn ihukomme deres Altre og deres Astartebilleder, ved de grønne Traeer, ved Højenes Toppe.
Jer	17	3	3. Mit Bjerg paa Marken, dit Gods, ja, alt dit Liggendefae vil jeg give hen til Rov, ja, dine Høje for Synden inden alle dine Landemaerker.
Jer	17	4	4. Og du skal drage ud, og det ved din egen Skyld, fra din Arv, som jeg gav dig, og jeg vil gøre, at de skal tjene dine Fjender i et Land, som du ikke kender; thi I have optaendt en Ild i min Vrede, den skal braende evindelig.
Jer	17	5	5. Saa siger Herren: Forbandet er den Mand, som forlader sig paa Mennesket og holder Kød for sin Arm, og hvis Hjerte viger fra Herren.
Jer	17	6	6. Og han skal vaere som den enlige paa den Øde Mark og skal ikke se, at der kommer godt; men han skal bo paa de forbraendte Steder i Ørken, i et Saltland, som ikke kan bebos.
Jer	17	7	7. Velsignet den Mand, som forlader sig paa Herren, og hvis lillid Herren er!
Jer	17	8	8. Thi han skal vaere ligesom et Trae, plantet ved Vand, og som udskyder sine Rødder ved Baekken, og som ikke frygter, naar der kommer Hede, og hvis Blad skal vaere grønt, og som ikke haenger mat, naar et tørt Aar kommer, og ikke lader af at haere Frugt.
Jer	17	9	9. Hjertet er bedrageligt, mere end alle Ting, og det er sygt; hvo kan kende det?
Jer	17	10	10. Jeg Herren er den, som ransager Hjertet og prøver Nyrer, og det for at give hver efter sine Veje; efter sine Idraetters Frugt.
Jer	17	11	11. Som en Agerhøne, der samler Aeg, som den ikke selv har lagt, saaledes er den, som forhverver sig Rigdom, men ikke med Ret; han skal forlade den midt i sine Dage og vaere en Daare paa sit sidste.
Jer	17	12	12. Herlighedens Trone, Højheden af Begyndelsen, var vor Helligdoms Sted.
Jer	17	13	13. Israels Forhaabning, Herre ! Alle, som forholde dig, skulle beskaemmes; de, som affalde fra dig, skulle skrives i Jorderig, thi de forlode Herren, de levende Vandes Kilde.
Jer	17	14	14. Herre ! Jeg mig, saa laeges jeg; frels mig, saa frelses jeg; thi du er min Ros.
Jer	17	15	15. Se, de sige til mig: Hvor er Herrens Ord? lad det dog komme!
Jer	17	16	16. Men jeg søgte ikke at unddrage mig fra som Hyrde at følge dig, jeg har heller ikke begaeret den smertelige Dag, du ved det; hvad der er udgaaet af mine Laeber, det er for dit Ansigt.
Jer	17	17	17. Vaer mig ikke til Forfaerdelse; du er min tilflugt paa Ulykkens Dag:
Jer	17	18	18. Lad, dem, som forfølge mig, beskaemmes, lnen lad ikke mig beskaemmes; lad dem forfaerdes, men lad ikke mig forfaerdes; lad Ulykkens Dag komme over dem, og slaa dem ned med et dobbelt Slag!
Jer	17	19	19. Saa sagde Herren til mig: Gak, og stil dig i Folkets Børns Port igennem hvilken Judas Konger komme ind, og igennem hvilke de gaa ud, og i alle Jerusalems Porte!
Jer	17	20	20. Og du skal sige til dem: Hører Herrens Ord, I Judas Konger og al Juda og alle Indbyggere, i Jerusalem; I, som gaa ind ad disse Porte.
Jer	17	21	21. Saa siger Herren: Tager eder i Vare for eders Sjaeles skyld; og baerer ingen Byrde paa Sabbatens Dag, og fører den ikke ind ad Jerusalems Porte.
Jer	17	22	22. Og I skulle ingen Byrde føre ud af eders Huse paa Sabbatens Dag, og I skulle intet Arbejde gøre; men I skulle helligholde Sabbatens Dag, som jeg bød eders Faedre.
Jer	17	23	23. Men de hørte ikke og laante ikke Øre, men forhaerdede deres Nakke for ikke at høre og for ej at annamme Laere.
Jer	17	24	24. Og det skal ske, dersom I høre mig, siger Herren, saa I ikke føre nogen Byrde ind ad denne Stads Porte paa Sabbatens Dag, men derimod holde sabbatens Dag hellig og ikke gøre noget Arbejde paa den:
Jer	17	25	25. Da skal der ind ad denne Stads Porte komme Konger og Fylster, som sidde paa Davids Trone, og som fale paa Vogne og paa Haeste, de og deres Fyrster, Judas Maend og Indbyggerne i Jerusalem; og denne Stad skal blive evindelig.
Jer	17	26	26. Og de skulle komme fra Judas Staeder og fra Jernsalems Omegn og fra Benjamins Land og fra Lavlandet og fra Bergene og fra Sydlandet, de, som bringe Braendoffer og Slagtofler og Madoffer og Virak, og som bringe Takoffer frem til Herrens Hus.
Jer	17	27	27. Men dersom I ikke høre mig oni at helligholde Sabbatens Dag og om ikke at baere Byrder og gaa ind ad Portene i Jerusalem paa Sabbatens Dag, da vil jeg antaende en Ild i dens Porte, og den skal fortaere, Jerusalems Paladser og ikke udelukkes.
------------------------Jeremias' Bog, Kapitel 18
Jer	18	1	1. Det Ord, som kom til Jeremias fra Herren, saalydende:
Jer	18	2	2. Staa op og gaa ned til Pottemagerens Hus, og der vil jeg lade dig høre mine Ord.
Jer	18	3	3. Og jeg gik ned til Pottemagerens Hus, og se, han gjorde et Arbejde paa Skiven.
Jer	18	4	4. Og naar det Kar, som han gjorde, mislykkedes, som det kan gaa med Leret i Pottemagerens Haand, saa begyndte han igen og gjorde et andet Kar deraf, saaledes som det var ret for Pottemagerens Øjne at gøre.
Jer	18	5	5. Da kom Herrens Ord til mig saaledes:
Jer	18	6	6. Mon jeg ikke kan gøre ved eder, Israels Hus, ligesom denne Pottemager? siger Herren; se, ligesom Leret er i Pottemagerens Haand, saaledes ere I, Israels Hus, i min Haand.
Jer	18	7	7. I eet Øjeblik taler jeg imod et Folk og imod et Rige, til at oprykke og til at ødelaegge det;
Jer	18	8	8. men naar dette Folk, imod hvilket jeg har talt, omvender sig fra sin Ondskab, da skal jeg angre det onde, som jeg havde taenkt at gøre ved det.
Jer	18	9	9. Og i eet Øjeblik taler jeg om et Folk og om et Rige til at bygge og til at plante det;
Jer	18	10	10. men naar det gør, hvad der er ondt for mine Øjne, saa at det ikke hører min Røst, da skal jeg angre det gode, med hvilket jeg havde sagt at ville gøre vel imod det.
Jer	18	11	11. Og nu, sig dog til Judas Maend og til Jerusalems Indbyggere: Saa siger Herren: Se, jeg bereder Ulykke over eder og udtaenker et Anslag imod eder; vender dog om, hver fra sin onde Vej, og bedrer eders Veje og eders Idraetter!
Jer	18	12	12. Men de sige: Det er forgaeves! thi vi ville vandre efter vore egne Tanker og gøre hver efter sit onde Hjertes Stivhed.
Jer	18	13	13. Derfor, saa siger Herren: Spørger dog iblandt Hedningerne: "Hvo har hørt sødanne Ting?" Noget saare grueligt har Israels Jomfru begaaet.
Jer	18	14	14. Mon Libanons Sne gaar bort fra Klippen paa Marken? eller mon de fremtraengende, friske, rindende Vande standse?
Jer	18	15	15. Dog mit Folk har glemt mig, de gøre Røgelse for, hvad der er Forfaengelighed, og de bragtes til at snuble paa deres Veje og de evige Baner, saa at de gik ind paa Stier, paa en Vej, som ikke var banet,
Jer	18	16	16. til at gøre deres Land til en Gru, til en evig, Spot; hver som gaar derover, gruer og ryster med sit Hoved.
Jer	18	17	17. Som Østenvejret vil jeg adsprede dem for Fjendens Ansigt; jeg vil vende Ryggen og ikke Ansigtet til dem paa deres Tzaengsels Dag.
Jer	18	18	18. Men de sagde: Kommer og lader os optaenke Anslag imod Jeremias; thi Loven gaar ikke tabt for Praesten, eller Raadet for den vise, eller Ordet for Profeten; kommer og lader os slaa ham med Tungen, og lader os ikke give Agt paa noget af hans Ord!
Jer	18	19	19. Herre ! giv Agt paa mig, og hør deres Røst, som traette imod mig.
Jer	18	20	20. Mon man skulde betale ondt for godt? thi de have gravet en Grav for min Sjael; kom i Hu, hvorledes jeg har staaet for dit Ansigt for at tale godt for dem, for at bortvende din Vrede fra dem.
Jer	18	21	21. Derfor giv deres Børn hen til Hungeren, og overlad dem i Svaerdets Vold, og lad deres Hustruer blive barnløse og Enker og deres Maend ihjelslagne ved Døden; lad deres unge Karle blive draebte med Svaerd i Krigen!
Jer	18	22	22. Lad der høres Skrig fra deres Huse, naar du lader en Trop pludselig komme over dem; thi de grove en Grav for at fange mig og skjulte Snarer for mine Fødder.
Jer	18	23	23. Men du, Herre ! du ved alt deres Raad imod mig til Dødens Søn ikke deres Misgerning, og udslet ikke deres Synd for dit Ansigt; lad dem vaere nedstyrtede for dit Ansigt, handle med dem i din Vredes Tid!
------------------------Jeremias' Bog, Kapitel 19
Jer	19	1	1. Saa sagde Herren: Gak hen og køb en Pottemagerkrukke, og tag med dig nogle af de Aeldste for Folket og af de Aeldste for Praesterne,
Jer	19	2	2. og gak ud til Ben-Hinnoms Dal, som er uden for Solporten, og udraab der de Ord, som jeg vil tale til dig.
Jer	19	3	3. Og du skal sige: Hører Herrens Ord, Judas Konger og Jerusalems Indbyggere! saa siger den Herre Zebaoth, Israels Gud: Se, jeg lader komme Ulykke over dette Sted, saa at det skal runge for hvers Øren, som hører det,
Jer	19	4	4. fordi de forlode mig og gjorde dette Sted fremmed og gjorde Røgelse der for andre Guder, hvilke de og deres faedre og Judas Konger ikke havde kendt, og fordi de have fyldt dette Sted med de uskyldiges Blod
Jer	19	5	5. og haver bygget Baals Høje for at opbraende deres Sønner med Ild, til Braendofre for Baal; hvilket jeg ikke havde budt og ikke talt om, og som ikke var kommet mig i Tanke.
Jer	19	6	6. Derfor se, de Dage komme, siger Herren, da man ikke mere skal kalde dette Sted Tofeth, eller BenHinnolns Dal, men Morderdal.
Jer	19	7	7. Og jeg vil udtømme Judas og Jerusalems Raad paa dette Sted og lade dem falde ved Svaerdet for deres Fjenders Ansigt? og i deres Haand, som søge efter deres Liv; og jeg vil give Himmelens Fugle og Dyrene paa Jorden deres døde Kroppe til Føde.
Jer	19	8	8. Og jeg vil gøre denne Stad til Gru og til Spot; hver som gaar forbi den, skal grue og spotte over alle dens Plager.
Jer	19	9	9. Og jeg vil lade dem aede deres Sønners Kød og deres Døtres Kød, og de skulle aede hver sin Naestes Kød, i den Belejring og Traengsel, med hvilken deres Fjender og de, som søge efter deres Liv, skulle traenge dem.
Jer	19	10	10. Og du skal sønderslaa Krukken for de Maends Øjne, som gik med dig.
Jer	19	11	11. Og du skal sige til dem: Saa siger den Herre Zebaoth: Saaledes vil jeg sønderslaa dette Folk og denne Stad, som man sønderslaar et Pottemagerkar, som ikke kan heles mere; og de skulle begrave i Tofeth af Mangel paa Plads til at begrave.
Jer	19	12	12. Saaledes vil jeg handle med dette Sted, siger Herren, og med dets Indbyggere; og det for at gøre denne Stad som Tofeth.
Jer	19	13	13. Og Jerusalems Huse og Judas Kongers Huse skulle vorde som det Sted Tofeth, da de ere urene; ja alle de Huse, hvor de gjorde Røgelse paa Tagene til al Himmelens Haer og udøste Drikofre for andre Guder.
Jer	19	14	14. Og Jeremias kom fra Tofeth, hvor Herren havde sendt ham hen for at spaa; og han stillede sig i Herrens Hus's Forgaard og sagde til alt Folket:
Jer	19	15	15. Saa siger den Herre Zebaoth, Israels Gud: Se, jeg lader komme over denne Stad og over alle Staeder, som høre til den, alt det onde, som jeg har talt imod den; thi de have forhaerdet deres Nakke for ikke at høre mine Ord.
------------------------Jeremias' Bog, Kapitel 20
Jer	20	1	1. Og Paskur, Immers Søn, Praesten, som var Overopsynsmand i, Herrens Hus, hørte Jeremias spaa disse Ord.
Jer	20	2	2. Og Paskur slog Profeten Jeremias og lagde ham i Blokken, som var ved Benjamins Øverste Port paa Herrens Hus.
Jer	20	3	3. Og det skete den anden Dag, da lod Paskur Jeremias komme ud af Blokken; og Jeremias sagde til ham: Herren har ikke kaldet dit Navn Paskur, men Magor-Missabib.
Jer	20	4	4. Thi saa siger Herren: Se, jeg vil gøre dig til Raedsel for dig selv og for alle dine Venner, og de skulle falde for deres Fjenders Svaerd, og dine Øjne skulle se det; og jeg vil give al Juda i Kongen af Babels Haand, og han skal bortføre dem til Babel og slaa dem med Svaerdet.
Jer	20	5	5. Og jeg vil give alt Gods i denne Stad og alt Udbytte af dens Arbejde og alle dens Kostbarheder, ja, alle Judas Kongers Skatte vil jeg give i deres Fjenders Haand, at de skulle røve dem og tage dem og føre dem til Babel.
Jer	20	6	6. Og du, Paskur, og alle de, som bo i dit Hus, skulle bo i Fangenskab; og du skal komme til Babel, og der skal du dø og begraves der, du og alle dine Venner, for hvilke du har spaaet Løgn.
Jer	20	7	7. Herre ! du har overtalt mig, og jeg lod mig overtale, du har vaeret mig for staerk og fik Overhaand; jeg er bleven til Latter den ganske Dag, hver Mand spotter mig.
Jer	20	8	8. Thi naar jeg taler, maa jeg skrige, raabe om Vold og Mishandling; thi Herrens Ord er blevet mig til Spot og Haan den ganske Dag.
Jer	20	9	9. Vel har jeg sagt: Jeg vil ikke komme ham i Hu og ej tale mere i hans Navn; men det er blevet i mit Hjerte som en braendende Ild, der er indesluttet i mine Ben; og jeg har søgt med Møje at holde det ud; men jeg kunde ikke.
Jer	20	10	10. Thi jeg har hørt manges ondskabsfulde Tale, der er Raedsel trindt omkring, de sige: Angiver! saa ville vi angive harn; alle de Maend, som skulde holde Fred med mig, tage Vare paa, om jeg haltede, og sige: Han maatte maaske lade sig forlede, at vi kunde faa Overhaand over ham og haevne os paa ham.
Jer	20	11	11. Men Herren er med mig som en vaeldig Helt, derfor skulle mine Forfølgere snuble og ikke faa Overhaand; de skulle vorde saare beskaemmede, thi de have ikke handlet forstandigt, til en evig Skam, som ikke skal glemmes.
Jer	20	12	12. Og du, Herre Zebaoth, som prøver den retfaerdige, og som ser Nyrer og Hjerte! jeg skal se din Haevn paa dem; thi til dig har jeg overdraget min Sag.
Jer	20	13	13. Synger for Herren, lover Herren; thi han har udfriet den elendiges Sjael af de ondes Haand.
Jer	20	14	14. Forbandet vaere den Dag, paa hvilken jeg blev født; den Dag, paa hvilken min Moder fødte mig, vorde ikke velsignet!
Jer	20	15	15. Forbandet vaere den Mand, som bragte min Fader et godt Budskab og sagde: Dig er født et Drengebarn, og som glaedede ham saare!
Jer	20	16	16. Og den Mand skal vorde som de Staeder, hvilke Herren omstyrtede og ikke angrede det, og han skal høre Raab om Morgenen og Krigsskrig ved Middagstid,
Jer	20	17	17. fordi jeg ej blev draebt i Moders Liv, saa at min Moder blev min Grav, og hendes Liv vedblev at vaere frugtsommeligt evindelig.
Jer	20	18	18. Hvorfor gik jeg ud af Moders Liv for at se Møje og Sorg, og for at mine Dage skulle endes med Skam?
------------------------Jeremias' Bog, Kapitel 21
Jer	21	1	1. Det Ord, som kom til Jeremias fra Herren, der Kong Zedekias sendte Paskur, DIalkias's Søn, og Zefanja, Maasejas Søn, Praesten, til ham og lod sige:
Jer	21	2	2. Adspørg dog Herren for os; thi Nebukadnezar, Kongen af Babel, fører Krig imod os; maaske Herren dog vilde gøre imod os efter alle sine underlige Gerninger, saa at denne maatte drage bort fra os.
Jer	21	3	3. Og Jeremias sagde til dem: Saaledes skulle I sige til Zedekias:
Jer	21	4	4. Saa sagde Herren, Israels Gud: Se, jeg vender de Krigsvaaben, som ere i eders Haender, og med hvilke I uden for Muren stride imod Kongen af Babel og Kaldaeerne, som belejre eder, og samler dem midt i denne Stad.
Jer	21	5	5. Og jeg vil stride imod eder med en udrakt Haand og med en staerk Arm, og med Vrede og med Harme og med stor Fortørnelse.
Jer	21	6	6. Og jeg vil slaa denne Stads Indbyggere, baade Menneskene og Dyrene; de skulle dø ved en stor Pest.
Jer	21	7	7. Og derefter, siger Herren, vil jeg give Judas Konge, Zedekias, og hans Tjenere og Folket og dem, som i denne Stad ere blevne tilovers fra Pesten, fra Svaerdet og fra Hungeren, i Nebukadnezar, Kongen af Babels Haand og i deres Fjenders Haand og i deres Haand, som søge efter deres Liv; og han skal slaa dem med skarpe Svaerd, han skal ikke spare dem og ikke skaane dem og ikke vise Medlidenhed.
Jer	21	8	8. Og du skal sige til dette Folk: Saa siger Herren: Se, jeg laegger for eders Ansigt Livets Vej og Dødens Vej.
Jer	21	9	9. Den, som bliver i denne Stad, skal dø ved Svaerdet og ved Hungeren og ved Pesten: Men den, som drager Lid og gaar over til Kaldaeelne, som belejre eder, skal blive i Live og have sit Liv som Bytte.
Jer	21	10	10. Thi jeg har vendt mit Ansigt imod denne Stad til det onde og ikke til det gode, siger Herren; den skal gives i Kongen af Babels Haand, og han skal opbraende den med Ild.
Jer	21	11	11. Og om Judas Konges Hus hører Herrens Ord.
Jer	21	12	12. Davids Hus! saa siger Herren: Holder Ret om Morgenen, og redder den, som er bleven til Rov, af Voldsmandens Haand, paa det min Vrede ikke skal fare ud som en Ild og braende, saa at ingen skal kunne udslukke den, for eders Idraetters Ondskabs Skyld!
Jer	21	13	13. Se, jeg kommer til dig, du Beboer af Dalen, af Klippen paa Sletten I siger Herren; I, som sige: Hvo vil stige ned til os, og hvo vil komme ind i vore Boliger?
Jer	21	14	14. Og jeg vil hjemsøge eder efter eders Idraetters Frugt, siger Herren, og antaende en Ild i dens Skov, og den skal fortaere alting trindt omkring den.
------------------------Jeremias' Bog, Kapitel 22
Jer	22	1	1. Saa sagde Herren: Gak ned til Judas Konges Hus, og tal der dette Ord,
Jer	22	2	2. og sig: Judas Konge, du, som sidder paa Davids Trone, hør Herrens Ord, du og dine Tjenere og dit Folk, som gaa ind ad disse Porte.
Jer	22	3	3. Saa siger Herren: øver Ret og Retfaerdighed, og redder den, som er bleven til Rov, af Voldsmandens Haand, og forfordeler ej den fremmede, den faderløse og Enken, og gører ikke Uret og udøser ikke uskyldigt Blod paa dette Sted!
Jer	22	4	4. Thi dersom I rettelig gøre efter dette Ord, da skal der ind ad dette Hus's Porte gaa Konger, som sidde i Davids Sted paa hans Trone, og som fare paa Vogne og paa Heste, han og hans Tjenere og hans Folk.
Jer	22	5	5. Men dersom I ikke ville høre disse Ord, da. har jeg svoret ved mig selv, siger Herren, at dette Hus skal blive til et Øde Sted.
Jer	22	6	6. Thi saa siger Herren om Judas Konges Hus: Du var mig som Gilead, som Libanoris rop; men jeg skal sandelig gøre dig til en Ørk, til Staeder, som ikke bebos.
Jer	22	7	7. Og jeg vil indvie Fordaervere, der skulle komme over dig, hver med sine Vaaben; og de skulle omhugge dine udvalgte Gedre og kaste dem paa Ilden.
Jer	22	8	8. Og mange Hedninger skulle gaa forbi denne Stad, og de skulle sige hver til sin Naeste: Hvorfor har Herren gjort saaledes ved denne store Stad?
Jer	22	9	9. Og de skulle sige: Fordi de forlode Herrens, deres Guds, Pagt, og tilbade andre Guder og tjente dem.
Jer	22	10	10. Graeder ikke over den døde, og ynkes ikke over ham; graeder bittert over den, som drager bort, thi han skal aldrig komme tilbage og se sit Faedreland.
Jer	22	11	11. Thi saa har Herren sagt om Sallum, Judas Konge, Josias's Søn, som var Konae i Josias sin Faders Sted, og som drog ud fra dette Sted: Han skal ikke mere komme hid tilbage;
Jer	22	12	12. men han skal dø paa det Sted, hvor lien de have bortført ham, og har skal ikke mere se dette Land.
Jer	22	13	13. Ve den, som bygger sit Hus med Uretfaerdighed og sine Sale med Uret, ham, der lader sin Naeste tjene for mig, og iam hans Arbejdes Løn,
Jer	22	14	14. ham ler siger: Jeg vil bygge mig et rummeligt Hus og luftige Sale; og som udhugger sig Vinduer og paneler det med Ceder og anstryger det med rødt.
Jer	22	15	15. Skulde du vaere Konge, fordi du brammer med Ceder? har din Fader ikke spist og drukket og øvet Ret og Retfaerdigned? da gik det ham vel.
Jer	22	16	16. Han antog sig den elendiges og den fattiges Sag, da gik det vel til; er dette ikke "at kende mig?" siger Herren.
Jer	22	17	17. Men dine Øjne og dit Hjerte ere ikke til andet end til din Vinding og til at udøse uskyldigt Blod og til at øve Vold og Undertrykkelse.
Jer	22	18	18. Derfor, saa siger Herren om Jojakim, Josias's Søn, Kongen i Juda: De skulle ikke sørge over ham, og sige: Ak, min Broder! og ak, Søster! de skulle ikke sørge over ham og sige: Ak, Herre og ak, hans Herlighed!
Jer	22	19	19. Han skal begraves som et Asen begraves; man skal slaebe ham bort og kaste ham hen, langt uden for Jerusalems Porte.
Jer	22	20	20. Stig op paa Libanon og raab, og opløft din Røst i Basan og raab fra Abarim! thi alle dine Elskere ere knuste.
Jer	22	21	21. Jeg talte til dig i din Tryghed, men du sagde: Jeg vil ikke høre; dette har vaeret din Vej fra din Ungdom. af, at du ikke har villet høre paa min Røst. v
Jer	22	22	22. Alle dine Hyrder skal Vejret fortaere, og dine Elskere skulle vandre i Fangenskab; thi da skal du beskaemmes og blive til Skamme for al din Ondskabs Skyld.
Jer	22	23	23. Du, som bor paa Libanon og bygger Rede i Gedrene, hvor vil du finde Medynk, naar Smerter komme paa dig, Pine som hendes, der føder?
Jer	22	24	24. Saa sandt jeg lever siger Herren, var end Konias, Jojakims, Judas Konges Søn, en Signetring paa min højre Haand, saa vilde jeg dog rive dig bort derfra.
Jer	22	25	25. Og jeg vil give dig i deres Haand, som tragte efter dit Liv, og i deres Haand, for hvis Ansigt du gruer, og i Nebukadnezar, Kongen af Babels Haand og i Kaldaeernes Haand.
Jer	22	26	26. Og jeg vil kaste dig og din Moder, som dig fødte, ud i et andet land, hvor I ikke ere fødte, og del skulle I dø.
Jer	22	27	27. Men til det Land, hvorhen deres Sjael laenges efter at komme tilbage, derhen skulle de ikke komme tilbage.
Jer	22	28	28. Mon denne Mand, Konias, er et foragtet, sønderslaaet Billede? mon han er et Kar; som ingen har Lyst til? hvorfor ere de bortkastede, han og hans Saed, ja, henkastede i et Land, som de ikke kende?
Jer	22	29	29. Land! Land! Land! hør Herrens Ord!
Jer	22	30	30. Saa siger Herren: Indtegner denne Mand som barnløs som en Mand, der ikke skal have Lykke i sine Dage; thi ingen af hans Saed skal have Lykke ved at sidde paa Davids Trone og herske fremdeles i Juda.
------------------------Jeremias' Bog, Kapitel 23
Jer	23	1	1. Ve de Hyrder, som ødelaegge og adsprede min Graesgangs Faar! siger Herren.
Jer	23	2	2. Derfor, saa siger Herren, Israels Gud, imod Hyrderne, som vogte mit Folk: I have adspredt mine Faar og fordrevet dem og ikke set til dem; se, jeg vil hjemsøge eder for eders Idraetters Ondskabs Skyld, siger Herren.
Jer	23	3	3. Og jeg vil samle de overblevne af mine Faar fra alle de Lande, hvorhen jeg har fordrevet dem; og jeg vil føre dem tilbage til deres Graesgange, og de skulle vorde frugtbare og mangfoldige.
Jer	23	4	4. Og over dem vil jeg saette Hyrder, som skulle vogte dem; og de skulle ikke mere frygte og ikke forskraekkes og ikke savnes, sig Herren.
Jer	23	5	5. Se, de Dage komme, siger Herren, da jeg vil oprejse David en retfaerdig Vaekst; og han skal regere som en Konge og handle viselig og Øve Ret og Retfaerdighed paa Jorden.
Jer	23	6	6. I hans Dage skal Juda frelses og Israel bo tryggelig og dette er hans Navn, som man skal kalde ham med: " Herren vor Retfaerdighed".
Jer	23	7	7. Derfor se, de Dage komme, siger Herren, da de ikke mere skulle sige: Saa sandt Herren lever, som førte Israels Børn op fra Aegyptens Land!
Jer	23	8	8. men derimod: Saa sandt Herren lever, som førte og bragte Israels Hus's Saed op fra Nordenlandet og fra alle de Lande, hvorhen jeg har fordrevet dem! Og de skulle bo i deres eget Land.
Jer	23	9	9. Over Profeterne er mit Hjerte knust inden i mig, alle mine Ben baeve, jeg er bleven som en drukken Mand og som en Mand, over hvem Vinen har faaet Overhaand for Herrens Skyld og for hans hellige Ords Skyld.
Jer	23	10	10. Thi Landet er fuldt af Horkarle, og Landet sørger for Forbandelsens Skyld, Graesgangene i Ørken ere hentørrede; og deres Løb var ondt, og deres Magt brugtes ikke ret.
Jer	23	11	11. Thi baade Profet og Praest ere vanhellige; endog i mit Hus har jeg fundet deres Ondskab, siger Herren.
Jer	23	12	12. Derfor skal deres Vej blive for dem som slibrige Stier i Mørke, de skulle stødes frem og falrle paa den; thi jeg vil lade Ulykke komme over dem, deres Hjemsøgelses Aar, siger Herren.
Jer	23	13	13. Og hos Profeterne i Samaria har jeg set Daarlighed, de spaaede ved Baal og forvildede mit Folk Israel;
Jer	23	14	14. men hos Profeterne i Jerusalem har jeg set en gruelig Ting, at de bedrive Hor og gaa om med Løgn, saa at de styrke de ondes Haender, at de ikke skulle omgaande sig hver fra sin Ondskab, de ere alle blevne for mig som Sodoma og dens Indbyggere som Gomorra.
Jer	23	15	15. Derfor siger den Herre Zebaoth saaledes om Profeterne: Se. jeg vil give dem Malurt at aede og give dem besk Vand at drikke; thi fra Profeterne i Jerusalem er Vanhellighed kommen ud i det ganske Land.
Jer	23	16	16. Saa siger den Herre Zebaoth: Hører ikke paa Profeternes Ord, som spaa for eder, de bedrage eder, de tale efter deres Hjertes Syn, ikke af Herrens Mund.
Jer	23	17	17. De sige og sige til dem, som foragte mig: Herren har talt, I skulle have Fred; og de sige til hver, som vandrer i sit Hjertes Stivhed: Der skal ingen Ulykke komme over eder.
Jer	23	18	18. Thi hvo har staaet i Herrens hemmelige Raad og ser og hører hans Ord? hvo har lyttet til hans Ord, saa han hørte det?
Jer	23	19	19. Se, Herrens Storm, Fortørnelse, farer ud, og en hvirvlende Storm! den skal hvirvle over de ugudeliges Hoved.
Jer	23	20	20. Herrens Vrede skal ikke vende om, inden han har udført, og inden han har fuldkommet sit Hjertes Tanker; i de sidste Dage skulle I ret faa Forstand der paa.
Jer	23	21	21. Jeg sendte ikke Profeterne dog løb de; jeg talte ikke til dem dog spaaede de.
Jer	23	22	22. Men dersom de havde staaet i mit hemmelige Raad da vilde de lade mit Folk høre mine Ord, og de vilde føre dem tilbage fra deres onde Vej og fra deres Idraetters Ondskab.
Jer	23	23	23. Er jeg kun en Gud naer hos? siger Herren, og ikke en Gud langt borte fra?
Jer	23	24	24. Mon nogen kan skjule sig paa lønlige Steder, saa at jeg ikke kan se ham? siger Herren; er jeg ikke den, som opfylder Himlene og Jorden? siger Herren.
Jer	23	25	25. Jeg har hørt, hvad Profeterne have sagt, de, som spaa Løgn i mit Navn og sige: Jeg drømte, jeg drømte.
Jer	23	26	26. Hvor laenge dog! mon Profeterne, som spaa Løgn, og som ere Profeter ved deres Hjertes Bedrageri, have i Sinde,
Jer	23	27	27. og mon de taenke paa at bringe mit Folk til at glemme mit Navn ved deres Drømme, som de fortaelle hver sin Naeste ligesom deres Faedre glemte rnit Navn for Baals Skyld.
Jer	23	28	28. Den Profet, som har en Drøm, fortaelle en Drøm, men den, hos hvem mit Ord er, tale mit Ord i Sandhed; hvad har Halm at gøre med Kornet? siger Herren.
Jer	23	29	29. Er mit Ord ikke saaledes som Ild? siger Herren, og som en Hammer, der sønderslaar en Klippe?
Jer	23	30	30. Derfor se, jeg er imod de Profeter, siger Herren, som stjaele mine Ord, den ene fra den anden.
Jer	23	31	31. Se, jeg er imod Profeter, siger Herren, som tage deres Tunge og varsle: "Han har sagt det".
Jer	23	32	32. Se, jeg er imod dem, som spaa løgnagtige Drømme, siger Herren, og som fortaelle dem og forvilde mit Folk med deres Løgne og med deres Letfaerdighed; og jeg har dog ikke sendt dem og ikke givet dem Befaling, og de gavne slet ikke dette Folk, siger Herren.
Jer	23	33	33. Og naar dette Folk eller Profeten eller en Praest spørger dig og siger: Hvad er Herrens Byrde? da skal du sige til dem: "Hvad, Byrde!" og: "Jeg vil bortkaste eder!" siger Herren.
Jer	23	34	34. Og naar Profeten eller Praesten eller Folket siger: klerrens Byrde!" da vil jeg hjemsøge den Mand og hans Hus.
Jer	23	35	35. Saaledes skulle I sige, hver til sin Naeste og hver til sin Broder: "Hvad har Herren svaret?" og: "Hvad har Herren talt?"
Jer	23	36	36. Men Herrens Byrde" skulle I ikke naevne; thi "Byrden" vil for Manden blive hans eget Ord, efterdi I have forvendt den levende Guds, den Herre Zebaoths, vor Guds Ord.
Jer	23	37	37. Saaledes skal du sige til Profeten: Hvad har Herren advaret dig? og hvad har Herren talt?
Jer	23	38	38. Men dersom I sige: " Herrens Byrde!" saa siger Herren derfor saaledes: Fordi I have sagt dette Ord: " Herrens Byrde!" skønt jeg sendte til eder og lod sige: I skulle ikke sige: Herrens Byrde!
Jer	23	39	39. derfor se, jeg er der, og jeg vil glemme eder og kaste eder og Staden, som jeg gav eder og eders Faedre, bort fra mit ansigt;
Jer	23	40	40. og jeg vil laegge paa eder evig Forhaanelse og evig Forsmaedelse, som ikke skal I glemmes.
------------------------Jeremias' Bog, Kapitel 24
Jer	24	1	1. Herren lod mig se et Syn, og se, to Kurve med Figener vare satte foran Herrens Tempel; efter at Nebukadnezar, Kongen af Babel, hav de bortført Jekonias, Jojakims Søn, Judas Konge, og Judas Fyrster og Tømmermaendene og Smedene fra Jerusalem og ført dem til Babel.
Jer	24	2	2. I den ene Kurv vare meget gode Figener som tidligt modne Figener; og i den anden Kurv vare meget slette Figener, som ikke kunde aedes, fordi de vare saa slette.
Jer	24	3	3. Og Herren sagde til mig: Hvad ser du, Jeremias? og jeg sagde: Figener! de gode Figener ere meget gode, og de slette ere meget slette, saa at de ikke kunne aedes, fordi de ere saa slette.
Jer	24	4	4. Og Herrens Ord kom til mig saaledes:
Jer	24	5	5. Saa siger Herren, Israels Gud: Ligesom det er med disse gode Figner, saaledes vil jeg kendes ved de bortførte fra Juda, hvilke jeg sendte fra dette Sted til Kaldaeermes Land dem til Baade.
Jer	24	6	6. Og jeg vil faeste mit Øje paa dem til det gode og føre dem tilbage til dette Land; og jeg vil opbygge og ikke nedbryde dem, og jeg vil plante og ikke oprykke dem.
Jer	24	7	7. Og jeg vil give dem Hjerte til at kende mig, at jeg er Herren, og de skulle vaere mit Folk, og jeg vil vaere deres Gud; thi de skulle omvende sig til mig af deres ganske Hjerte.
Jer	24	8	8. Men ligesom det er med de slette Figener, som ikke kunne aedes, fordi de ere saa slette, thi saa siger Herren. Saaledes vil jeg gøre Zedekias, Judas Konge, og hans Fyrster og dem, som ere tilovers af Jerusulem, de overblevne i dette Land, og dem, som bo i Aegyptens Land,
Jer	24	9	9. Ja, jeg vil høre dem til en Gru, dem til Ulykke, for alle Riger paa Jorden; til Forhaanelse og til et Ordsprog, til Spot og Forbandelse paa alle de Steder, hvorhen jeg vil fordrive dem.
Jer	24	10	10. Og jeg vil sende Svaerdet, Hungeren og Pesten over dem, indtil de forsvinde af Landet, som jeg gav dem og deres Faedre.
------------------------Jeremias' Bog, Kapitel 25
Jer	25	1	1. Det Ord, som kom til Jeremias over alt Judas Folk, i Jojakims, Josias's Søns, Judas Konges fjerde Aar; det er Nebukadnezar, Kongen af Babels første Aar;
Jer	25	2	2. hvilket Profeten Jeremias talte til alt Judas Folk og til alle Indbyggere i Jerusalem, sigende:
Jer	25	3	3. Fra Josias's, Amons Søns, Judas Konges trettende Aar og indtil denne Dag, hvilket nu er tre og tyve Aar, er Herrens Ord kommet til mig; og jeg talte til eder tidligt og ideligt, og I have ikke hørt.
Jer	25	4	4. Og Herren har sendt til eder alle sine Tjenere, Profeterne, tidligt og ideligt, og I have ikke hørt og ikke bøjet eders Øre til at høre;
Jer	25	5	5. idet de sagde: Omvender eder dog, hver fra sin onde Vej og fra sine Idraetters Ondskab, saa skulle I bo i Landet, som Herren gav eders Faedre, fra Evighed indtil Evighed;
Jer	25	6	6. og vandrer ikke efter andre Guder for at tjene dem og for at tilbede dem; og I skulle ikke opirre mig med eders Haenders Gerning, at jeg ikke skal gøre eder ondt.
Jer	25	7	7. Men I hørte mig ikke, siger Herren, for at opirre mig med eders Haenders Gerning, til eders Ulykke.
Jer	25	8	8. Derfor siger den Herre Zebaoth saaledes: Efterdi I ikke have hørt mine Ord,
Jer	25	9	9. se, saa sender jeg Bud og henter alle Nordens Slaegter, siger Herren, ogsaa til Nebukadnezar, Kongen af Babel, min Tjener, og jeg vil lade dem komme over dette Land og over dets Indbyggere og over alle disse Folk trindt omkring; og jeg vil ødelaegge dem og gøre dem til en Forfaerdelse og til en Spot og til evige Ørkener.
Jer	25	10	10. Og jeg vil bringe Fryds Røst og Glaedes Røst, Brudgoms Røst og Bruds Røst, Møllens Lyd og Lampens Skin til at høre op hos dem.
Jer	25	11	11. Og hele dette Land skal blive til en Ørk og til Forfaerdelse; og disse Folk skulle tjene Kongen af Babel halvfjerdsindstyve Aar.
Jer	25	12	12. Og det skal ske, naar halvfjerdsindstyve Aar ere omme, da vil jeg hjemsøge Kongen af Babel og slette Folk, siger Herren, for deres Misgerning, samt Kaldaeernes Land; og jeg vil gøre det til evige Ødelaeggelser.
Jer	25	13	13. Og over dette Land vil jeg lade alle mine Ord komme, som jeg har talt imod det: Alt det, som er skrevet i denne Bog, det, som Jeremias har spaaet over alle Folkene.
Jer	25	14	14. Thi ogsaa dem skulle mange Folkeslag og store Konger gøre til Traelle; og jeg vil betale dem efter deres Fortjeneste og efter deres Haenders Gerning.
Jer	25	15	15. Thi saa sagde Herren, Israels Gud, til mig: Tag Baegeret med denne Vredens Vin af min Haand, og giv alle Folkene, til hvilke jeg sender dig, at drikke af den.
Jer	25	16	16. Og de skulle drikke og tumle og rase over Svaerdet, som jeg sender iblandt dem.
Jer	25	17	17. Og jeg tog Baegeret af Herrens Haand, og jeg gav alle Folkene, til hvilke Herren sendte mig, at drikke:
Jer	25	18	18. Jerusalem og Judas Staeder og dens Konger og dens Fyrster for at gøre dem til en Ørk, til forfaerdelse, til Spot og til Forbandelse, som det ses paa denne Dag;
Jer	25	19	19. Farao, Kongen i Aegypten, og hans Tjenere og hans Fyrster og alt hans Folk
Jer	25	20	20. og den hele Hob af alle Haande Folk og alle Kongen Landet Uz og alle Konger i Fillsternes Land, Askalon. og Gaza og Ekron og de overblevne af Asdod,
Jer	25	21	21. Edom og Moab og Ammons Børn,
Jer	25	22	22. og alle Konger i Tyrus og alle Konger i Sidon og Kongerne paa Kysten, som er paa hin Side Havet,
Jer	25	23	23. Dedan og Thema og Bus og alle dem med rundklippet Haar
Jer	25	24	24. og alle Konger i Arabien og alle Konger over den hele Hob af alle Haande Folk; dem, som bo i Ørken,
Jer	25	25	25. og alle Kkonger i Zimri og alle Konger i Elam og alle Konger i Medien,
Jer	25	26	26. og alle Konger imod Norden, baade dem, som ere naer, og dem, som ere fjern, den ene efter den anden, og alle Jordens Riger, som ere paa Jorderiges Kreds; og Kongen af Sesak skal drikke efter dem.
Jer	25	27	27. Og du skal sige til dem: Saa siger den Herre Zebaoth, Israels Gud: Drikker og bliver drukne, og spyer og falder, saa at I ikke kunne staa op igen; for Svaerdet; sorn jeg sender iblandt eder.
Jer	25	28	28. Og det skal ske, naar de vaegre sig ved at tage Baegeret af din Haand til at drikke, da skal du sige til dem: Saa siger den Herre Zebaoth: Drikke skulle I!
Jer	25	29	29. Thi se i den Stad, som er kaldet efler mit Navn, begyndez jea med at lade Ulykken komme; og skulde I gaa fri? I skulle ikke gaa fri! thi jeg kalder et Svaerd hid over alle Jordens Beboere, siger den Herre Zebaoth.
Jer	25	30	30. Og du skal spaa over dem og forkynde alle disse Ord og sige til dem: Herren skal lade et Brøl lyde fra det høje og haeve sin Røst fra sin hellige Bolig: Et Brøl skal han lade lyde imod sin Bolig, han skal opløfte et Frydeskrig som de, der traede Vinpersen, imod alle Jordens Beboere.
Jer	25	31	31. Der kommer et Bulder lige indtil Jordens Ende, thi Herren har Traette med Hedningerne, han holder Dom over alt Kød; de ugudelige giver han til Svaerdet, siger Herren.
Jer	25	32	32. Saa siger den Herre Zebaoth: Se, der udgaar Ulykke fra et Folk til et andet Folk, og en vaeldig Storm skal rejse sig fra det yderste af Jorden.
Jer	25	33	33. Og de, som ere ihjelslagne af Herren, skulle paa den Dag ligge fra den ene Ende af Jorden og indtil den anden Ende af Jorden; de skulle ej beklages og ej sankes op og ej begraves, de skulle vorde til Møg oven paa Marken.
Jer	25	34	34. Hyler, I Hyrder! og raaber og vaelter eder i Støv, I herlige iblandt Hjorden! thi eders Dage ere komne til at slagtes; og jeg skal sønderslaa eder, og I skulle falde som et kosteligt Kar.
Jer	25	35	35. Og der skal ingen Tilflugt vaere for Hyrderne, og de herlige iblandt Hjorden skulle ikke undkomme.
Jer	25	36	36. Der lyder Skrig af Hyrderne og Hylen af de herlige iblandt Hjorden; thi Herren Ødelaegger deres Graesgang.
Jer	25	37	37. Og de fredelige Hytter ere blevne stille, for Herrens braendende Vredes Skyld.
Jer	25	38	38. Han har som den unge Løve forladt sin Hule; thi deres Land er blevet en Forfaerdelse for den Ødelaeggende Magts Grumhed og for hans braendende Vredes Skyld.
------------------------Jeremias' Bog, Kapitel 26
Jer	26	1	1. I Begyndelsen af Jojakims, Josias's Søns, Judas Konges Regering kom dette Ord fra Herren saalunde:
Jer	26	2	2. Saa siger Herren: Stil dig i Herrens Hus's Forgaard, og tal til alle Judas Staeder, som komme for at tilbede i Herrens Hus, alle de Ord som jeg har befalet dig at tale til dem, du skal ikke tage et Ord derfra.
Jer	26	3	3. Maaske de vilde høre og omvende sig, hver fra sin onde Vej, og jeg maatte angre det onde, som jeg teenker at gøre imod dem, for deres Idraetters Ondskabs Skyld.
Jer	26	4	4. Og du skal sige til dem: Saa siger Herren: Dersom I ikke høre mig om at vandre i min Lov, som jeg har sat for eders Ansigt,
Jer	26	5	5. og om at høre paa mine Tjeneres, Profeternes Ord, som jeg sender til eder, baade tidligt og ideligt, uden at I have villet høre dem:
Jer	26	6	6. Saa vil jeg gøre dette Hus ligt med. Silo og gøre denne Stad til en Forbandelse for alle Folkefaerd paa Jorden.
Jer	26	7	7. Og Praesterne og Profeterne og alt Folket hørte, at Jeremias talte disse Ord i Herrens Hus.
Jer	26	8	8. Og det skete, der Jeremias var faerdig med at tale alt det, som Herren havde befalet ham at tale til alt Folket, da grebe Praesterne og Profeterne og alt Folket ham og sagde: Du skal visselig dø!
Jer	26	9	9. Hvorfor spaaede du i Herrens Navn og sagde: Dette Hus skal blive ligesom Silo, og denne Stad skal ødelaegges, saa at ingen skal bo der? Og alt Folket samlede sig imod Jeremias i Herrens Hus,
Jer	26	10	10. Og Judas Fyrster hørte disse Ord og de gik op fra Kongens Hus og til Herrens Hus, og de satte sig ved Indgangen til Herrens nye Port
Jer	26	11	11. Og praesterne og Profeterne sagde til Fyrsterne og til alt Folket saaledes: Dødsdom over denne Mand thi han har spaaet imod denne Stad saaledes som I have hørt med eders Øren.
Jer	26	12	12. Men Jeremias sagde til alle Fyrsterne og til alt Folket saaledes Herren har sendt mig til at spaa imod dette Hus og imod denne Stad og til at forkynde alle de Ord, Søn I have hørt.
Jer	26	13	13. Saa bedrer nu eder Veje og eders Idraetter, og høre Herren eders Guds Røst, saa skal Herren angre det onde, som han ha talt imod eder.
Jer	26	14	14. Og jeg, se! Jeg er i eders Haand; gører imod mig som det er godt, og som det er ret for eders Øjne.
Jer	26	15	15. Kun det skulle vide, at dersom I draebe mig, da ville I bringe uskyldigt Blod over eder og over denne Stad og over dens Indbyggere; thi i Sandhed Herren har sendt mig til eder for at tale alle disse Ord for edes Øren.
Jer	26	16	16. Da sagde Fyrsterne og alt Folket til Praesterne og til Profeterne: Der bør ingen Dødsdom faeldes over enne Mand; thi har han talt til os Herren vor Guds Navn.
Jer	26	17	17. Og nogle Maend af de Aeldste i Landet stode op, og de sagde til hele Folkets forsamling saaledes:
Jer	26	18	18. Morasktiten Zika spaaede i Ezekias's, Judas Konges Dage, og sagde til alt Judas Folk: Saa siger den Herre Zebaoth: Den skal pløjes som en Ager og Jerusalem blive til Stenhobe og Husets Bjerg til Skovhøje.
Jer	26	19	19. Mon Ezekias, Judas Konge, og al Juda straks draebte ham frygtede han ikke Herren og bad ydmygt for Herrens Ansigt, saa at Herren angrede det Onde, som han havde talt imod dem? og vi, vi bringe en stor Ulykke over vore Sjaele.
Jer	26	20	20. Der var ogsaa en Mand, som spaaede i Herrens Navn, Urias, Semajas's Søn, fra Kirjath-Jearim; og han spaaede imod denne Stad og imod dette Land; aldeles som Jeremias's Ord vare.
Jer	26	21	21. Og Kong Jojakim og alle hans vaeldige og alle Fyrsterne hørte hans Ord, og Kongen søgte at draebe ham; men Urias hørte det og frygtede og flyede og kom til Aegypten.
Jer	26	22	22. Men Kong Jojakim sendte Maend til Aegypten, nemlig Elzzatan, Akbors, Søn, og nogle Maend med ham til Aegypten.
Jer	26	23	23. Og de førte Urias fra Aegypten og bragte ham til Kong Jojakizn, og denne slog ham ihjel med Svaerdet og lod hans døde Krop kaste i de meniges Grave.
Jer	26	24	24. Kun Ahikams, Safans Søns, Haand var med Jeremias, saa at man ikke gav ham i Folkets Haand til at draebes.
------------------------Jeremias' Bog, Kapitel 27
Jer	27	1	1. Begyndelsen af Jojakims, Josias's Søns, Judas Konges Regering kom dette Ord til Jeremias fra Herren, saalydende:
Jer	27	2	2. Saa sagde Herren til mig: Gør dig Baand og Aag, og laeg dem paa din Hals,
Jer	27	3	3. og send dem til Kongen i Edom og til Kongen i Moab og til Ammons Børns Konge og til Kongen i Tyrus og til Kongen i Sidon, ved de Sendebud, som ere komne til Jerusalem, til Zedekias, Judas Konge.
Jer	27	4	4. Og du skal befale dem at sige saaledes til deres Herrer: Saa siger den Herre Zebaoth, Israels Gud: Saaledes skulle I sige til eders Herrer:
Jer	27	5	5. Jeg har skabt Jorden, Menneskene og Dyrene; som ere paa Jordens Kreds, ved min store Magt og ved min udrakte Arm; og jeg har givet dem til den, hvem det synes mig ret.
Jer	27	6	6. Og nu har jeg givet alle disse Lande i Nebukadnezar, Kongen af Babels, min Tjeners Haand; endog saa de vilde Dyr paa Marken har jeg givet ham til hans Tjeneste.
Jer	27	7	7. Og alle Folkefaerd skulle tjene ham og hans Søn og hans Søns Søn, indtil ogsaa hans eget Lands. Tid kommer, da skulle mange Folk og maegtige Konger gøre ham til Trael.
Jer	27	8	8. Og det skal ske, at naar et Folk og et Rige ikke vil tjene Nehukadnezar, Kongen af Babel, og ikke vil bøje sin Hals under Kongen af Babels Aag, da vil jeg hjemsøge dette Folk med Svaerdet og med Hungeren og med Pesten, siger Herren, indtil jeg faar gjort Ende paa det ved hans Haand.
Jer	27	9	9. Derfor hører ikke eders Profeter og eders Spaamaend og eders Drømme og eders Dagvaelgere og eders Troldkarle, som sige saaledes til eder: I skulle ikke komme til at Kongen af Babel
Jer	27	10	10. Thi de spaa Løgn for eder for at bringe eder langt bort fra eders land, og for at jeg skal støde eder ud, og at I skulle omkomme.
Jer	27	11	11. Men det Folk, sorn bøjer sin Hals under Kongen af Babels Aag og tjener ham, det vil jeg lade blive i sit Land, siger Herren, og det skal dyrke det og bo derudi.
Jer	27	12	12. Og til Zedekias, Judas Konge, talte jeg efter alle disse Ord og sagde: Bøjer eders Halse under Kongen af Babels Aag, og tjener ham og hans Folk, saa skulle I leve.
Jer	27	13	13. Hvorfor ville I dø, du og dit Folk, ved Svaerdet, ved Hungeren og ved Pesten, saaledes som Herren har talt til det Folk, som ikke vil tjene Kongen af Babel?
Jer	27	14	14. Og hører ikke paa de Profeters Ord, som sige saaledes til eder: I skulle ikke komme til at tjene Kongen af Babel; thi de spaa Løgn for eder.
Jer	27	15	15. Thi jeg har ikke sendt dem, siger Herren; men de spaa Løgn i mit Navn, paa det at jeg skal støde eder ud, at I skulle omkomme, I og Profeterne, som spaa for eder.
Jer	27	16	16. Og til Praesterne og til alt dette Folk talte jeg og sagde: Saa siger Herren: Hører ikke paa eders Profeters Ord, de, som spaa for eder og sige: Se, Herrens Hus's Kar skulle nu snart føres tilbage fra Babel; thi de spaa Løgn for eder.
Jer	27	17	17. Hører ikke paa dem, tjener Kongen af Babel, saa skulle I leve; hvorfor skal denne Stad blive Øde?
Jer	27	18	18. Men dersom de ere Profeter; og dersom Herrens Ord er hos dem, saa lad dem bønfalde den Herre Zebaoth om, at de Kar, som ere blevne tilbage i Herrens Hus og i Judas Konges Hus og i Jerusalem, ikke rnø komme til Babel.
Jer	27	19	19. Thi saa siger den Herre Zebaoth om Støtterne og om Havet og om Stolene og om de øvrige Kar, som ere blevne tilheige i denne Stad,
Jer	27	20	20. og som Nebukadnezar, Kongen af Babel; ikke har taget, der han bortførte fra Jerusalem til Babel Jekonias, Jojakims Søn, Judas Konge, og alle de ypperste af Juda og Jerusalem:
Jer	27	21	21. Ja, saa siger den Herre Zebaoth, Israels Gud, om Karrene, som ere blevne tilbage i Herrens Hus og i Judas Konges Hus og i Jerusalem:
Jer	27	22	22. De skulle føres til Babel og blive der indtil den Dag, jeg vil se efter dem, siger Herren, og føre dem op og lade dem komme tilbage til dette Sted.
------------------------Jeremias' Bog, Kapitel 28
Jer	28	1	1. Og det skete i dette Aar, i Begyndelsen af Judas Konge Zedekias's Regering, i det fjerde Aar, i den femte Maaned, at Profeten Hananias, Assurs Søn, som var fra Gibeon, sagde saaledes til mig i Herrens Hus, for Praesterne og alt Folkets Øjne:
Jer	28	2	2. Saa siger den Herre Zebaoth, Israels Gud: Jeg har sønderbrudt Kongen af Babels Aag.
Jer	28	3	3. Inden et Par Aars Tid er omme vii jeg føre tilbage til dette Sted alle Herrens Hus's Kar, som Nebukadnezar, Kongen af Babel, tog fra dette Sted og førte til Babel.
Jer	28	4	4. Og Jekonias, Jojakims Søn, Judas Konge og alle bortførte af Juda, som ere komne til Babel, vil jeg føre tilbage til dette Sted, siger Herren; thi jeg vil sønderbryde Kongen af Babels Aag.
Jer	28	5	5. Og Profeten Jeremias sagde til Profeten Hananias for Praesternes Øjne og for alt Folkets Øjne, medens de stode i Herrens Hus,
Jer	28	6	6. ja, Profeten Jeremias sagde: Amen! Herren gøre saa, Herren stadfaeste dine Ord, som du har spaaet om, at han vil lade Herrens Hus's Kar og alle bortførte komme tilbage fra Babel til dette Sted!
Jer	28	7	7. Men hør kun dette Ord, som jeg taler for dine Øren og for alt Folkets Øren:
Jer	28	8	8. Profeterne, som have vaeret før mig og før dig af fordums Tid, spaaede imod mange Lande og imod store Riger om Krig og om Ulykke og om Pest.
Jer	28	9	9. Men naar Profeten spaar om Fred, saa vil han, naar Profetens Ord gaar i Opfyldelse, erkendes som den Profet, Herren i Sandhed har sendt.
Jer	28	10	10. Da tog Profeten Hananias Aaget af Profeten Jeremias's Hals og sønderbrød det.
Jer	28	11	11. Og Hananias sagde saaledes for alt Folkets Øjne: Saa siger Herren: Saaledes vil jeg inden et Par Aars Tid er omme, bryde Nebukadnezar, Kongen af Babels Aag af alle Folkenes Hals; og Profeten Jeremias gik sin Vej.
Jer	28	12	12. Men Herrens Ord kom til Jeremias, efter at Profeten Hananias havde brudt Aaget af Profeten Jeremias's Hals, og han sagde:
Jer	28	13	13. Gak og sig saaledes til Hananias: Saa siger Herren: Du har sønderbrudt Traeaag, men du har gjort Jernaag i Stedet for.
Jer	28	14	14. Thi saa siger den Herre Zebaoth, Israels Gud: Jeg har lagt et Jernaag paa alle disse Folks Hals, at de maa tjene Nebukadnezar, Kongen af Babel, og de skulle tjene ham; ogsaa de vilde Dyr paa Marken har jeg givet ham.
Jer	28	15	15. Og Profeten Jeremias sagde til Profeten Hananias: Hør dog, Hananias! Herren har ikke sendt dig, og du har faaet dette Folk til at forlade sig paa Løgn.
Jer	28	16	16. Derfor, saa siger Herren: Se, jeg vil sende dig bort fra Jordens Kreds; i dette Aar skal du dø, thi du har praediket Frafald fra Herren.
Jer	28	17	17. Saa døde Profeten Hananias i det samme Aar, i den syvende Maaned.
------------------------Jeremias' Bog, Kapitel 29
Jer	29	1	1. Og disse ere Ordene i det Brev, som Profeten Jeremias sendte fra Jerusalem til de Øvrige af de Aeldste, som vare bortførte, og til Praesterne og til Profeterne og til alt Folket, som Nebukadnezar havde bortført fra Jerusalem til Babel,
Jer	29	2	2. efter at Kong Jekonias og Herskerinden og Hofmaendene, Judas og Jerusalems Fyrster, og Tømmermaendene og Smedene vare gangne ud af Jerusalem,
Jer	29	3	3. ved Eleasas Safans Søns, og Gemarias, Hilkias Søns, Haand, hvilke Zedekias, Judas Konge, sendte til Babel til Nebukadnezar, Kongen i Babel; det lød saaledes:
Jer	29	4	4. Saa siger den Herre Zebaoth, Israels Gud, til alle de bortførte, som jeg har ladet bortføre fra Jerusalem til Babel:
Jer	29	5	5. Bygger Huse og bosaetter eder, og planter Haver og aeder deres Frugt!
Jer	29	6	6. Tager Hustruer og avel Sønner og Døtre, og tager Hustruer til eders Sønner og giver eders Døtre Maend, at de maa føde Sønner og Døtre; og formerer eder der, og mindsker eder ikke!
Jer	29	7	7. Og søger den Stads Bedste, til hvilken jeg bortførte eder, og beder for den til Herren, thi naar den hal Fred, saa have og I Fred.
Jer	29	8	8. Thi saa siger den Herre Zebaoth, Israels Gud: Lader ikke eders Profeter, som ere midt iblandt eder, og eders Spaamaend bedrage eder, og hører ikke paa eders Drømme, sorn I komme til at drømme.
Jer	29	9	9. Thi de spaa Løgn for eder i mit Navn; jeg har ikke sendt dem, siger Herren.
Jer	29	10	10. Thi saa siger Herren: Naar halvfjerdsindstyve Aar ere forløbne for Babel, da vil jeg besøge eder og stadfaeste over eder mit gode Ord om at føre eder tilbage til dette Sted.
Jer	29	11	11. Thi jeg kender de Tanker, som jeg taenker angaaende eder, siger Herren, Tanker om Fred og ikke om Ulykke, for at give eder en Fremtid og et Haab.
Jer	29	12	12. Og I skulle paakalde mig og gaa hen og bede til mig, og jeg vil høre eder.
Jer	29	13	13. Og I skulle søge og finde mig; thi I ville søge mig af eders ganske Hjerte.
Jer	29	14	14. Og Jeg skal lade mig finde af eder, siger Herren, og omvende eders Fangenskab og sarnle eder fra alle de Hedninger og fra alle de Steder, hvorhen jeg fordrev eder, siger Herren; og jeg skal lade eder komme tilbage til det Sted, hvorfra jeg bortførte eder.
Jer	29	15	15. Thi I have sagt: Herren har opvakt os Profeter i Babel;
Jer	29	16	16. men Herren har sagt saaledes om Kongen, som sidder paa Davids Trone, og om alt Folket, som bor i denne Stad, om eders Brødre, som ikke ere gangne ud med eder iblandt de bortførte,
Jer	29	17	17. ja, saaledes har den Herre Zebaoth sagt: Se, jeg sender Svaerdet, Hungeren og Pesten over dem, og jeg vil gøre dem som de modbydelige Figener, der ikke kunde aedes, fordi de vare saa slette.
Jer	29	18	18. Og jeg vil forfølge dem med Svaerdet, med Hungeren og med Pesten og gøre dem til en Gru for alle Riger paa Jorden, til Forbandelse og til Forfaerdelse og til Spot og til Forhaanelse iblandt alle Hedninberne, hvorhen jeg har fordrevet dem;
Jer	29	19	19. fordi de ikke hørte paa mine Ord, siger Herren, jeg, som sendte mine Tjenere, Profeterne, til dem tidligt og ideligt, uden at de hørte mig, siger Herren.
Jer	29	20	20. Men I, hører Herrens Ord, alle I bortførte, hvilke jeg sendte fra Jerusalem til Babel!
Jer	29	21	21. Saa siger den Herre Zebaoth, Israels Gud, om Akab, Kolajas Søn, og om Zedekias, Maasejas Søn, som spaa eder Løgn i mit Navn: Se, jeg giver dem i Nebukadnezar, Kongen af Babels Haand, og han skal draebe dem for eders Øjne.
Jer	29	22	22. Og der skal fra dem optages en Forbandelse iblandt alle de bortførte af Juda, som ere i Babel, idet man skal sige: Herren gøre dig som Zedekias og som Akab! hvilke Kongen af Babel stegte ved Ild,
Jer	29	23	23. fordi de gjorde en Daarskab i Israel og bedreve Hor med deres Naestes Hustruer og i mit Navn talte løgnagtige Ord, hvilke jeg ikke havde befalet dem; jeg ved det og vidner det, siger Herren.
Jer	29	24	24. Og om Semaja, Nekelamiten, skal du sige saaledes:
Jer	29	25	25. Saa siger den Herre Zebaoth, Israels Gud: Fordi du sendte Breve i dit Navn til alt Folket, som er i Jerusalem, og til Praesten Zefanja, Maasejas Søn, og til alle Praesterne saa lydende:
Jer	29	26	26. Og Herren har sat dig til Praest i Praesten Jojadas Sted, for at der maa vaere Opsynsmaend i Herrens Hus over hver Mand, som raser, og som spaar, at du kan laegge dem i Blok og Baand:
Jer	29	27	27. Hvorfor har du da nu ikke truet Jeremias fra Anathoth, som spaar for eder?
Jer	29	28	28. thi derfor har han sendt Bud til os til Babel og sagt: Det vil vare laenge; bygger Huse og bosaetter eder, og planter Haver og aeder deres Frugt -
Jer	29	29	29. Og Praesten Zefanja laeste dette Brev for Profeten Jeremias's Øren.
Jer	29	30	30. Og Herrens Ord kom til Jeremias saalunde:
Jer	29	31	31. Send Bud til alle de bortførte; og sig: Saa siger Herren om Nekelamiten Semaja: Fordi Semaja har spaaet for eder, skønt jeg ikke har sendt ham, og han har bragt eder til at forlade eder paa Løgn:
Jer	29	32	32. Derfor, saa siger Herren: Se, jeg vil hjemsøge Nekelamiten Semaja og hans Afkom; han skal ikke have nogen, som skal bo midt iblandt dette Folk, og han skal ikke se det gode, som jeg vil gøre imod mit Folk, siger Herren; thi han har praediket Frafald fra Herren.
------------------------Jeremias' Bog, Kapitel 30
Jer	30	1	1. Det Ord, som kom til Jeremias fra Herren, saalydende:
Jer	30	2	2. Saa siger Herren, Israels Gud: Skriv dig alle de Ord, som jeg har talt til dig, i en Bog.
Jer	30	3	3. Thi se, de Dage komme, siger Herren, da vil jeg vende mit Folk Israels og Judas Fangenskab, siger Herren, og føre dem tilbage til det Land, som jeg har givet deres Faedre, at de skulle eje det.
Jer	30	4	4. Og disse ere Ordene, som Herren talte til Israel og Juda:
Jer	30	5	5. Thi saa siger Herren: Forfaerdelses Røst have vi hørt; der er Skraek og ikke Fred.
Jer	30	6	6. Spørger dog og ser, om en Mand føder? hvorfor saa jeg hver Mand med sine Haender paa sine Laender som hun, der føder, og at alle Ansigter ere omskiftede til Bleghed?
Jer	30	7	7. Ve! thi stor er denne Dag, saa den er uden Lige; og det er en Traengsels Tid for Jakob; dog skal han blive frelst derfra.
Jer	30	8	8. Og det skal ske paa den Dag, siger den Herre Zebaoth, at jeg vil bryde hans Aag af din Hals og sønderrive dine Baand; og de fremmede skulle ikke ydermere bringe dem til at tjene sig.
Jer	30	9	9. Men de skulle tjene Herren deres Gud og David deres Konge, som jeg vil oprejse dem.
Jer	30	10	10. Frygt da ikke, du min Tjener Jakob! siger Herren, og vaer ikke forfaerdet, Trael! thi se, jeg frier dig ud fra et langt fraliggende Land og din Saed ud fra deres Fangenskabs Land; og Jakob skal komme tilbage og bo rolig og tryg, og ingen skal forfaerde ham.
Jer	30	11	11. Thi jeg er med dig, siger Herren, for at frelse dig, thi jeg vil lade det tage en Ende med alle de Folkeslag, iblandt hvilke jeg adspredte dig; kun med dig vil jeg ikke lade det tage Ende; men jeg vil tugte dig med Maade og ikke lade dig slippe aldeles fri.
Jer	30	12	12. Thi saa siger Herren: Svart er dit Brud, ondartet mit Saar.
Jer	30	13	13. Ingen tager sig af din Sag til Helbredelse; der er ingen Laegedom, ingen Forbinding for dig.
Jer	30	14	14. Alle dine Elskere have glemt dig, de søge dig ikke; thi jeg har slaget dig, ligesom man slaar en Fjende, med en svar Tugtelse, fordi dine Misgerninger ere mangfoldige, fordi dine Synder ere talrige.
Jer	30	15	15. Hvorfor raaber du over dit Brud, at din Pine er saa svare fordi dine Misgerninger ere mangfoldige, fordi dine Synder ere talrige; har jeg gjort disse Ting ved dig.
Jer	30	16	16. Derfor skulle alle, som fortaere dig, blive fortaerede, og alle dine Modstandere skulle alle sammen gaa i Fangenskab; og de, som udplyndrede dig, skulle udplyndres, og alle dem, som berøvede dig, vil jeg bive hen til Rov.
Jer	30	17	17. Thi jeg vil lade din Helbredelse tage til og laege mig for dine Saar, siger Herren; thi de kaldte dig den fordrevne, de saade: Det er Zion, ingen spørgel efter hende.
Jer	30	18	18. Saa siger Herren: Se, jeg vil omvende Fangenskabet for Jakobs Telte og forbarme mig over hans Boliger; og Staden skal bygges paa sin Høj, og der skal blive Palads efter sin Vis.
Jer	30	19	19. Og Taksigelse og de legendes Røst skal udgaa fra dem; thi jeg vil formere dem, og de skulle ikke formindskes, og jeg vil aere dem, og de skulle ikke blive ringe.
Jer	30	20	20. Og hans Sønner skulle volde som fordum, og hans Menighed skal befaestes for mit Ansigt; og jeg vil hjemsøge alle dem, som fortrykke ham.
Jer	30	21	21. Og hans Fyrste skal nedstamme fra ham selv, og hans Hersker skal udgaa fra hans Midte, og ham vil jeg lade naerme sig, og han skal komme naer til mig; thi hvo er ellers den, som har sat sit Hjerte i Borgen for at komme naer til mig? siger Herren.
Jer	30	22	22. Og I skulle vaere mit Folk, og jeg vil vaere eders Gud.
Jer	30	23	23. Se, en Herrens Storm, Fortørnelse, farer ud, og en hvirvlende Storm, den skal hvirvle over de ugudeliges Hoved.
Jer	30	24	24. Herrens braendende Vrede skal ikke vende om, førend han har udført, og førend han har fuldkommet sit Hjertes Tanker; i de sidste Dage skulle I faa Forstand derpaa.
------------------------Jeremias' Bog, Kapitel 31
Jer	31	1	1. Paa den Tid, siger Herren, vil jeg vaere alle Israels Slaegters Gud, og de skulle vaere mit Folk.
Jer	31	2	2. Saa siger Herren: Et Folk, som er overblevet fra Svaerd, har fundet Naade i Ørken; jeg gaar hen for at skaffe Israel Hvile.
Jer	31	3	3. Herren har ladet sig se for mig fra det fjerne: Jeg har elsket dig med en evig Kaerlighed; derfor har jeg bevaret dig Miskundhed.
Jer	31	4	4. Endnu vil jeg opbygge dig; og du skal bygges, du Israels Jomfru! endnu skal du pryde dig med Pauker og gaa ud i de legendes Dans.
Jer	31	5	5. Endnu skal du plante Vingaarde paa Samarias Bjerge; de, som plante, skulle plante dem og tage dem i Brug.
Jer	31	6	6. Thi der kommer en Dag, da Vaegtere paa Efraims Bjerg skulle raabe: Staar op, og lader os gaa op til Zion, til Herren vor Gud.
Jer	31	7	7. Thi saa siger Herren: Fryder eder over Jakob med Glaede, og jubler over det første af Folkene, lader det høres, priser og siger: Herre, frels dit Folk, det overblevne af Israel.
Jer	31	8	8. Se, jeg fører dem fra Nordenland og vil samle dem fra det yderste af Jorden; iblandt dem skal der vaere blinde og halte, frugtsommelige og fødende til Hobe; de skulle komme hid tilbage som en stor Forsamling.
Jer	31	9	9. De skulle komme med Graad, og under deres ydmyge Banner vil jeg føre dem frem; jeg vil lede dem til Vandbaekke paa en jaevn Vej, hvor de ikke skulle støde sig; thi jeg er bleven Israels Fader, og Efraim, han er min førstefødte Søn.
Jer	31	10	10. Hører, I Hedninger I Herrens Ord og kundgører det paa Øerne i det fjerne og siger: Den, som adspredte Israel, skal samle det og bevare det som en Hyrde sin Hjord.
Jer	31	11	11. Thi Herren har løskøbt Jakob og igenløst ham af dens Haand, som var staerkere end han.
Jer	31	12	12. Og de skulle komme og synge med Fryd paa Zions Høj og strømme til Herrens gode Gaver, til Korn og til Most og til Olie og til unge Faar og Øksne; og deres Sjael skal vaere som en vandrig Have, og de skulle ikke herefter bedrøves mere.
Jer	31	13	13. Da skal en Jomfru glaede sig i Dans, og unge og gamle til Hobe; og jeg vil vende deres Sorg til Glaede og trøste dem og glaede dem efter deres Bedrøvelse.
Jer	31	14	14. Og jeg vil vederkvaege Praesternes Sjael med det fede, og mit Folk, de skulle maettes med mine Gaver, siger Herren.
Jer	31	15	15. Saa siger Herren: Der er hørt en Røst i Rama, en Klage, en bitter Graad, Rakel graeder over sine Børn; hun vaegrer sig ved at lade sig trøste over sine Børn, thi de ere ikke mere til.
Jer	31	16	16. Saa siger Herren: Hold din Røst fra Graad og dine Øjne fra Taarer; thi der er Løn for dit Arbejde, siger Herren; og de skulle komme tilbage fra Fjendens Land.
Jer	31	17	17. Og der er Haab far din sidste Tid, siger Herren; og Børnene skulle komme igen til deres Landemserker.
Jer	31	18	18. Jeg har hørt Efraim ynkeligt klage: Du har tugtet mig, og jeg er tugtet som en Kalv, der ikke er taemmet; omvend mig, og jeg vil omvende mig; thi du er Herren min Gud.
Jer	31	19	19. Thi efter at jeg havde vendt mig bort, angrede jeg det, og efter at jeg var kommen til at erkende det, slog jeg mig paa Hoften; jeg var beskaemmet og skammede mig, thi jeg maatte baere min Ungdoms Skaendsel.
Jer	31	20	20. Er da Efraim mig en dyrebar Søn? eller er han mit Yndlingsbarn? thi saa ofte jeg end har talt imod ham, kommer jeg ham dog endnu flittigt i Hu; derfor bruser mit Indre for ham, jeg vil forbarme mig over ham, siger Herren.
Jer	31	21	21. Oprejs dig Vejvisere, saet dig Maerkestene, agt vel paa Stien, den Vej, ad hvilken du gik bort; vend tilbage, du Israels Jomfru, vend tilbage til disse dine Steder.
Jer	31	22	22. Hvor laenge vil du fare omkring, du frafaldne Datter; thi Herren skaber nyt paa Jorden: Kvinde skal omgive Manden.
Jer	31	23	23. Saa siger den Herre Zebaoth, Israels Gud: Endnu skulle de sige dette Ord i Judas Land og i hans Staeder, naar jeg omvender deres Fangenskab: Herren velsigne dig, du Retfaerdigheds Bolig I du hellige Bjerg I
Jer	31	24	24. Og Juda og alle hans Staeder skulle bo derudi til Hobe, de, som dyrke derudi til Hobe, de, som dyrke Ageren, og de, som drage om med ren, Hjorden.
Jer	31	25	25. Thi jeg vederkvaeger den traette Sjael og maetter hver vansmaegtet Sjael.
Jer	31	26	26. Derfor vaagnede jeg op og saa, og min Søvn var mig sød.
Jer	31	27	27. Se, de Dage komme, siger Herren, da jeg vil besaa Israels Hus og Judas Hus med en Saed af Folk og med en Saed af Kvaeg.
Jer	31	28	28. Og det skal ske, at ligesom jeg var aarvaagen over dern til at oprykke og til at nedrive og til at nedbryde og til at ødelaegge og til at handle ilde med dem: Saaledes vil jeg vaere aarvaagen over dem til at bygge og til at plante, siger Herren.
Jer	31	29	29. I de Dage skulle de ikke mere sige: Faedrene aade sure Druer, og Børnenes Taender bleve Ømme;
Jer	31	30	30. men enhver skal dø for sin egen Misgernings Skyld, hvert Menneske, som aeder de sure Druer, hans Taender skulle blive ømme.
Jer	31	31	31. Se, de Dage komme, siger Herren, da jeg vil slutte en ny Pagt med Israels Hus og med Judas Hus;
Jer	31	32	32. ikke efter den Pagt, som jeg sluttede Ined deres Faedre, der jeg tog dem ved Haanden for at udføre dem af Aegyptens Land, hvilken Pagt med mig de brøde, endskønt jeg var deres Aegtemand, siger Herren;
Jer	31	33	33. men dette er Pagten, som jeg vil slutte med Israels Hus, efter disse Dage, siger Herren: Jeg giver min Lov i deres Indre og skriver den i deres Hjerte, og jeg vil vaere deres Gud, og de skulle vaere mit Folk.
Jer	31	34	34. Og de skulle ikke mere laere nogen sin Naeste eller nogen sin Broder, sigende: Kender Herren; thi de skulle alle kende mig, baade de smaa og de store iblandt dem, siger Herren; thi jeg vil forlade dem deres Skyld og ikke ydermere komme deres Synd i Hu.
Jer	31	35	35. Saa siger Herren som saetter Solen til Lys om Dagen, Maanens og Stjernernes Love til Lys om Natten, han, som oprører Havet, at dets Bølger bruse, Herre Zebaoth er hans Navn:
Jer	31	36	36. Dersom disse Love vige for mit Ansigt, siger Herren, da skal og Israels Saed ophøre med at vaere et Folk for mit Ansigt alle Dage.
Jer	31	37	37. Saa siger Herren: Dersom Himlene heroventil kunne maales, og Jordens Grundvold hernedentil kan udforskes, saa vil jeg og forkaste al Israels Saed for alt det, som de have gjort, siger Herren.
Jer	31	38	38. Se, de Dage komme, siger Herren, da Staden skal bygges for Herren, fra Hananeels Taarn indtil Hjørneporten.
Jer	31	39	39. Og over for den skal Maalesnoren gaa videre over Garebs Høj og vende sig om imod Goat.
Jer	31	40	40. Og den hele Dal med Aadslerne og Asken og alle Markerne indtil Kedrons Baek, indtil Hesteportens Hjørne imod Østen skal vaere Herren en Helligdom; den skal ikke forstyrres og ikke nedbrydes mere evindelig.
------------------------Jeremias' Bog, Kapitel 32
Jer	32	1	1. Det Ord, som kom til Jeremias fra Herren i Judas Konge Zedekias's tiende Aar; det Aar er Nebukadnezars attende Aar;
Jer	32	2	2. - og dengang belejrede Kongen af Babels Haer Jerusalem; men Profeten Jeremias var indelukket i Forgaarden til Faengselet, som var i Judas Konges Hus;
Jer	32	3	3. hvor Zedekias, Judas Konge, havde indelukket ham og sagt: Hvorfor spaar du og siger: Saa sagde Herren: Se, jeg giver denne Stad i Kongen af Babels Haand, at han skal indtage den,
Jer	32	4	4. og Zedekias, Judas Konge, skal ikke undkomme fra Kaldaeernes Haand; men han skal Visselig gives i Kongen af Babels Haand, og hans Mund skal tale med hans Mund, og hans Øjne skulle se hans Øjne;
Jer	32	5	5. og han skal føre Zedekias til Babel, og han skal blive der, indtil jeg ser til ham, siger Herren; thi om I end strede imod Kaldaeerne, skulle I ikke have Lykke. -
Jer	32	6	6. Og Jeremias sagde: Herrens Ord er kommet til mig saalunde:
Jer	32	7	7. Se, Ianameel, din Farbroder, Sallums Søn, kommer til dig og siger: Køb dig min Ager, som er i Anathoth; thi du har Løsningsretten, at du kan købe den.
Jer	32	8	8. Og Hanameel min Farbroders Søn, kom til mig efter Herrens Ord til Faengselets Forgaard og sagde til mig: Kaere, køb min Ager, som er i Anathoth, i Benjamins Land; thi du har Arveretten, og du har Løsningsretten, køb dig den; da fornam jeg, at det var Herrens Ord.
Jer	32	9	9. Og jeg købte af Harzameel, min Farbroders Søn, Ageren, som var i Anathoth, og vejede ham Pengene til, sytten Sekel Sølv.
Jer	32	10	10. Og jeg skrev det i Brevet og forseglede det og tog Vidner dertil og vejede Pengene i Vaegtskaalerne.
Jer	32	11	11. Og jeg tog Købebrevet, det som var forseglet og indeholdt, hvad der var bestemt og fastsat, og det, som var aabent.
Jer	32	12	12. Og jeg gav Baruk, en Søn af Neria, som var en Søn af Mahasia, Købebrevet for Hanarneels, min Farbroders Søns, Øjne og for de Vidners Øjne, som havde underskrevet Købebrevet, for alle de Jøders Øjne, som sade i Faengselets Forgaard.
Jer	32	13	13. Og jeg befalede Baruk for deres Øjne og sagde:
Jer	32	14	14. Saa siger den Herre Zebaoth, lsraels Gud: Tag disse Breve, dette Købebrev, baade dette forseglede og dette aabne Brev, og laeg dem i et Lerkar, at de maa holde sig mange Dage.
Jer	32	15	15. Thi saa siger den Herre Zebaoth, Israels Gud: Endnu skal der købes Huse og Agre og Vingaarde i dette Land.
Jer	32	16	16. Og jeg bad til Herren, efter at jeg havde overgivet Baruk, Nerias Søn, Købebrevet og sagde:
Jer	32	17	17. Ak, Herre, Herre ! se, du har skabt Himmelen og Jorden ved din store Kraft og ved din udrakte Arm; der er ingen Ting underlig for dig,
Jer	32	18	18. du, som gør Miskundhed imod tLrsinde og som betaler Faedrenes Misgerning i deres Børns Barm efter dem, du store, du vaeldige Gud, hvis Navn er Herren Zebaoth,
Jer	32	19	19. stor i Raad, og maegtig i Gerning; thi dine Øjne ere opladte over alle Menneskens Børns Veje til at give hver efter hans Veje og efter hans Idraetters Frugt!
Jer	32	20	20. Du, som har gjort Tegn og underlige Ting i Aegyptens Land, indtil denne Dag, baade iblandt Israel og iblandt andre Mennesker, og har indlagt dig et Navn, som det er paa denne Dag;
Jer	32	21	21. og du udførte dit Folk Israel af Aegyptens Land, ved Tegn og ved underlige, Ting og ved en staerk Haand og ved en udrakt Arm og ved stor Forfaerdelse;
Jer	32	22	22. og du gav dem dette Land, som du tilsvor deres Faedre at ville give dem, et Land, som flyder med Maelk og Honning;
Jer	32	23	23. og de kom og toge det i Eje, men de hørte ikke din Røst og vandrede ikke efter din Lov; alt det, som du bød dem at gøre, gjorde de ikke; og du lod al denne Ulykke møde dem.
Jer	32	24	24. Se, Belejringsvoldene ere komne ind imod Staden til dens Indtagelse, og Staden er given i Kaldaeernes Haand, som stride imod den, ved Svaerdet og Hungeren og testen; og det, som du har talt, er sket, og se, du ser det.
Jer	32	25	25. Og du, Herre, Herre, har dog sagt til mig: Køb dig Ageren for Penge og tag Vidner derpaa, skønt Staden er given i Kaldaeernes Haand.
Jer	32	26	26. Og Herrens Ord kom til Jeremias, saa lydende:
Jer	32	27	27. Se, jeg er Herren, alt Køds Gud; mon nogen Ting skulde vaere underlig for mig?
Jer	32	28	28. Derfor, saa siger Herren: Se, jeg giver denne Stad i Kaldaeernes Haand og i Nebukadnezar, Kongen af Babels Haand, at han skal indtage den.
Jer	32	29	29. Og Kaldaeerne, som stride imod denne Stad, skulle komme og stikke Ild paa denne Stad og opbraende den og Husene, paa hvis rage de gjorde Røgelse for Baal og udøste Drikoffer for andre Guder for at opirre mig.
Jer	32	30	30. Thi Israels Børn og Judas Børn have kun gjort ondt for mine Øjne fra deres Ungdom af; og Israels Børn have kun opirret mig med deres Haenders Gerning, siger Herren.
Jer	32	31	31. Thi til Vrede for mig og til Harme for mig har denne Stad vaeret fra den Dag, da de byggede den, og indtil denne Dag, saa at jeg maa skaffe den bort fra mit Ansigt
Jer	32	32	32. formedelst al Israels Børns og Judas Børns Ondskab, som de Øvede for at opirre mig, de, deres Konger, deres Fyrster, deres Praester og deres Profeter, baade Judas Maend og Jerusalems Indbyggere.
Jer	32	33	33. Og de vendte Ryggen til mig, og ikke Ansigtet; skønt jeg laerte dem tidligt og ideligt, hørte de dog ikke, saa at de annammede Undervisning.
Jer	32	34	34. Men de satte deres Vederstyggeligheder i det Hus, som er kaldet efter mit Navn, for at besmitte det.
Jer	32	35	35. Og de byggede Baalshøjene, som ere i Ben-Hinnoms Dal, for at ofre deres Sønner og deres Døtre til Molek, hvilket jeg ikke havde befalet dem, og hvilket ikke var kommet mig i Sinde, og for at gøre denne Vederstyggelighed, paa det de maatte faa Juda til at sylide.
Jer	32	36	36. Og nu siger Herren, Israels Gud, derfor saaledes om denne Stad, om hvilken I sige, at den gives i Kongen af Babels Haand, ved Svaerdet og ved Hungeren og ved Pesten:
Jer	32	37	37. Se, jeg samler dem fra alle Landene, hvorhen jeg fordrev dem i min Vrede og i min Harme og i stor Fortørnelse; og jeg vil føre dem tilbage til dette Sted og lade dem bo tryggelig.
Jer	32	38	38. Og de skulle veere mig et Folk, og jeg vil vaere dem en Gud.
Jer	32	39	39. Og jeg vil give dem eet Hjerte og een Vej, at de skulle frygte mig alle Dage, for at det maa gaa dem vel og deres Børn efter dem.
Jer	32	40	40. Og jeg vil slutte en evig Pagt med dem, at jeg; ikke vil drage mig tilbage fra dem, med at gøre dem godt; og jeg vil laegge min Frygt i deres Hjerter, at de ikke skulle vige fra mig.
Jer	32	41	41. Og jeg vil glaede mig over dem ved at gøre dem godt; og jeg vil plante dem i dette Land i Sandhed, af mit ganske Hjerte og af min ganske Sjael.
Jer	32	42	42. Thi saa siger Herren: Ligesom jeg lod al den store Ulykke komme over dette Folk, saaledes vil jeg lade alt det gode komme over dem, som jeg taler over dem.
Jer	32	43	43. Og der skal købes Agre i dette Land, om hvilket I sige: Det er Øde, uden Folk og Kvaeg, det er givet i Kaldaeernes Haand.
Jer	32	44	44. De skulle købe Agre for Penge og skrive Breve og forsegle dem og tage Vidner derpaa, i Benjamins Land og trindt omkring Jerusalem, og i Judas Staeder og i Staederne paa Bjerget og i Staederne i Lavlandet og i Staederne imod Sønden; thi jeg vil omvende deres Fangenskab, siger Herren.
------------------------Jeremias' Bog, Kapitel 33
Jer	33	1	1. Og Herrens Ord kom til Jeremias anden Gang, medens han endnu var indelukket i Faengselets Forgaard; det lød:
Jer	33	2	2. Saa siger Herren, som gør det, Herren, som beslutter det, saa at han udfører det, Herren er hans Navn:
Jer	33	3	3. Raab til mig, og jeg vil svare dig, og jeg vil tilkendegive dig store og velforvarede Ting, som du ikke ved.
Jer	33	4	4. Thi saa siger Herren, Israels Gud, om denne Stads Huse og om Judas Kongers Huse, som ere slaaede ned formedelst Belejlingsvoldene og formedelst Svaerdet,
Jer	33	5	5. og om dem, som kom ind for at stride imod Kaldaeerne og for at fylde op med døde Kroppe af Mennesker, hvilke jeg slog i min Vrede og i min Harme, og idet jeg skjulte mit Ansigt for denne Stad for al deres Ondskabs Skyld:
Jer	33	6	6. Se, jeg vil lade dens Helbredelse og Laegedom tage til og laege dem, og jeg vil oplade dem en Rigdom af Fred og Sandhed,
Jer	33	7	7. Og jeg vil omvende Judas Fangenskab og Israels Fangenskab, og jeg vil bygge dem som i Begyndelsen.
Jer	33	8	8. Og jeg vil rense dem fra al deres Misgerning, med hvilken de synded imod mig, og forlade dem alle deres Misgerninger, med Hvilke de have syndet imod mig, og med hvilke de have forbrudt sig imod mig.
Jer	33	9	9. Og det skal vaere mig til et glaedeligt Navn, til Lov og til Aere for alle Jordens Folkeslag, som høre alt det gode, jeg gør dem; og de skulle forfaerdes og skaelve over al det gode og over al den Fred, Søn jeg vil give dem.
Jer	33	10	10. Saa siger Herren: Endnu skal der paa dette Sted, om hvilket I sige: Det er øde, uden Folk og uden Fae, i Judas Staeder og paa Jerusalems Gader, som ere ødelagte, uden Folk og uden Indbyggere og uden Fae, høres
Jer	33	11	11. Fryds Røst og Glaedes Røst, Brudgoms Røst og Bruds Røst, deres Røst, som sige: Takker den Herre Zebaoth, thi Herren er god, thi hans Miskundhed er evindelig, og deres, som bringe Takoffer til Herrens Hus; thi jeg vil omvende Landets Fangenskab som i Begyndelsen, sagde Herren.
Jer	33	12	12. Saa siger den Herre Zebaoth: Endnu skal der vaere paa dette Sted, som er øde uden Folk og uden Fae, og i alle dets Staeder Bolig for Hyrder, som lade Hjorden hvile.
Jer	33	13	13. I Staederne paa Bjerget, i Staederne i Lavlandet og i Staederne imod Sønden og i Benjamins Land og trindt omkring Jerusalem og i Judas Staeder skulle Hjordene endnu gaa forbi Taellerens Haender, siger Herren.
Jer	33	14	14. Se, de Dage komme, siger Herren, da jeg vil stadfaeste det gode Ord, hvilket jeg har talt til Israels Hus og om Judas Hus.
Jer	33	15	15. I de Dage og paa den Tid vil jeg lade for David en Retfaerdigheds Vaekst opvokse; og han skal øve Ret og Retfaerdighed paa Jorden.
Jer	33	16	16. I de Dage skal Juda frelses og Jerusalem bo tryggelig; og dette er Navnet, man skal give den: Herren vor Retfaerdighed.
Jer	33	17	17. Thi saa siger Herren: Der skal ikke fattes for David en Mand, som skal sidde paa Israels Hus's Trone.
Jer	33	18	18. Og der skal ikke fattes for Praesterne, Leviterne, en Mand til at staa for mit Ansigt, som skal ofre Braendoffer og antaende Madoffer og lave Slagtoffer alle Dagene.
Jer	33	19	19. Og Herrens Ord kom til Jeremias, saaledes:
Jer	33	20	20. Saa siger Herren: Dersom I kunne bryde min Pagt med Dagen og min Pagt med Natten, saa at der ikke bliver Dag og Nat, naar riden er:
Jer	33	21	21. Da skal ogsaa min Pabt med David, min Tjener, brydes, at han ikke skal have en Søn til at vaere Konge paa hans Trone, og med Leviterne, Praesterne, mine Tjenere.
Jer	33	22	22. Thi ligesom Himmelens Haer ikke kan taelles og Havets Sand ikke maales, saaledes vil jeg formere Davids, min Tjeners, Saed og Leviterne, som tjene mig.
Jer	33	23	23. Og Herrens Ord kom til Jeremias, saalunde:
Jer	33	24	24. Har du ikke set, hvad dette Folk har talt, idet det siger: De to Slaegter, som Herren havde udvalgt, dem har han folkastet? og de foragte mit Folk, saa at det ikke mere er et Folk for deres Ansigt.
Jer	33	25	25. Saa siger Herren: Dersom jeg. ikke har fastsat min Pagt med Dag og Nat, Himmelens og Joldens Skikke,
Jer	33	26	26. da vil jeg ogsaa forkaste Jakobs og Davids, min Tjeners, Saed, saa at jeg ikke af hans Saed tager dem, som skulle herske over Abrahams, Isaks og Jakobs Saed; thi jeg vil omvende deres Fangenskab og forbarme mig over dem.
------------------------Jeremias' Bog, Kapitel 34
Jer	34	1	1. Det Ord, som kom til Jeremias fra Herren, der Nebukadnezar, Kongen af Babel, og al hans Haer og alle Jordens Riger, som vaere under hans Haands Herredømme, og alle Folkene strede imod Jerusalem og imod alle dens Staeder; det lød:
Jer	34	2	2. Saa siger Herren, Israels Gud: Gak og sig til Zedekias, Judas Konge, ja, sig til ham: Saa siger Herren: Se, jeg giver denne Stad i Kongen af Babels Haand, og han skal opbraende den med Ild.
Jer	34	3	3. Og du skal ikke undkomme fra hans Haarld, men du skal visselig gribes og gives i hans Haand, og dine Øjne skulle se Kongen af Babels Øjne, og hans Mund skal tale til din Mund, og du skal komme til Babel.
Jer	34	4	4. Men hør kun Herrens Ord, Zedekias, Judas Konge! saa siger, Herren om dig: Du skal ikke dø for Svaerdet.
Jer	34	5	5. Du skal dø i Fred, og som man har braendt Baal over dine Faedre, de første Konger, som have vaeret før dig, saa skulle de braende Baal for dig og sørge over dig med et: "Ak Herre!" thi jeg har talt Ordet, siger Herren.
Jer	34	6	6. Og Profeten Jeremias talte til Zedekias, Judas Konge, alle disse Ord i Jerusalem.
Jer	34	7	7. Og Kongen af Babels Haer stred ilnod Jerusalem og imod alle Judas Staeder, som vare blevne tilovers, imod Lakis og imod Aseka; thi disse vare blevne tilovers iblandt Judas Staeder som faste Staeder.
Jer	34	8	8. Det Ord, som kom til Jeremias fra Herren, efter at Kong Zedekias havde sluttet en Overenskomst med alt Folket, som var i Jerusalem, om at udraabe Frihed iblandt dem:
Jer	34	9	9. At enhver skulde lade sin Tjener og enhver sin Tjenestepige, det var en Hebraeer eller en Hebraeerinde, gaa ud som fri; at ingen skulde bruge sin Broder, naar det var en Jøde, til at traelle.
Jer	34	10	10. Og deri adløde alle Fyrsterne og alt Folket, som havde indgaaet denne Overenskomst, at enhver skulde lade sin Tjener og enhver sin Tjenestepige gaa ud som fri, saa at de ikke mere vilde bruge dem til at traelle, ja, de adløde og lode dem fare;
Jer	34	11	11. men derefter gjorde de det om og toge de Tjenere og de Tjenestepiger, som de havde givet fri, tilbage, og de tvang dem til at vaere Tjenere og Tjenestepiger.
Jer	34	12	12. Og Herrens Ord kom til Jeremias, fra Herren, saaledes:
Jer	34	13	13. Saa siger Herren, Israels Gud: Jeg sluttede en Pagt med eders Faedre den Dag, jeg udførte dem af Aegyptens Land, af Traelles Hus, og sagde:
Jer	34	14	14. Naar syv Aar ere til Ende, skulle I fri, give hver sin Broder, naar det er en Hebraeer, som saelger sig til dig og skal tjene dig i seks Aar, for at du da skal lade ham drage fra dig som fri; men eders Faedre hørte mig ikke og bøjede ikke deres Øre dertil.
Jer	34	15	15. Men I omvendte eder i og gjorde det, som var ret for mine Øjne, ved at udraabe Frihed hver for sin Naeste; og I gjorde en Pagt for mig i det Hus, som er kaldet efter mit Navn.
Jer	34	16	16. Dog gjorde I det om og vanhelligede mit Navn og tilbagetoge hver sin Tjener og hver sin Tjenestepige, hvilke I havde givet fri til at gøre, hvad de vilde, og I tvang dem til at vaere eders Tjenere og Tjenestepiger.
Jer	34	17	17. Derfor siger Herren saaledes: I hørte mig ikke om at udraabe Frihed, hver for sin Broder og hver for sin Naeste: Se, jeg udraaber Frihed for eder, siger Herren, til Svaerdet, til Pesten og til Hungeren, og jeg vil gøre eder til en Gru for alle Riger paa Jorden.
Jer	34	18	18. Og jeg vil give de Maend, som overtraadte min Pagt og ikke holdt Pagtens Ord, som de sluttede for mit Ansigt, Pagten ved Kalven, hvilken de huggede i to Stykker og gik imellem dens Stykker,
Jer	34	19	19. nemlig Judas Fyrster, Jerusalems Fyrster, Hofmaendene og Praesterne og det ganske Folk i Landet, som gik imellem Kalvens Stykker:
Jer	34	20	20. Dem vil jeg give i deres Fjenders Haand og i deres Haand, og i deres Haand, som søge efter deres Liv; og deres døde Kroppe skulle vaere til Føde for Fuglene under Himmelen og for Dyrene paa Jorden.
Jer	34	21	21. Og Zedekias, Judas Konge, og hans Fyrster vil jeg give i deres Fjenders Haand og i deres Haand, som søge efter deres Liv, i Haanden paa Kongen af Babels Haer, som er draget op fra eder.
Jer	34	22	22. Se, jeg befaler det, siger Herren, og jeg vil føre dem til denne Stad igen, og de skulle stride imod den og indtage den og opbraende den med Ild; og jeg vil gøre Judas Staeder til en Ødelaeggelse, saa at ingen bor der. gelse, saa at ingen bor der.
------------------------Jeremias' Bog, Kapitel 35
Jer	35	1	1. Det Ord, som kom til Jeremias fra Herren, i Judas Konge, Jojakims, Josias's Søns, Dage, saa lydende:
Jer	35	2	2. Gak til Rekabiternes Hus og tal med dem, og før dem til Herrens Hus til et af Kamrene, og giv dem Vin at drikke!
Jer	35	3	3. Da tog jeg Jaasanja, en Søn af Jeremias, der var en Søn af Habazinia, tillige med hans Brødre og alle hans Sønner og Rekabiternes hele Hus,
Jer	35	4	4. og jeg førte dem til Herrens Hus, til den Guds Mand Hanans, Jigdaljas Søns, Børns Kammer, som var ved Siden af Fyrsternes Kammer, oven over Dørvogteren Maasejas, Sallums Søns, Kammer.
Jer	35	5	5. Og jeg satte for Rekabiternes Huses Børn Skaaler, fulde af Vin, tillige med Baegere, og jeg sagde til dem: Drikker Vin!
Jer	35	6	6. Men de sagde: Vi ville ikke drikke Vin; thi vor Fader Jonadab, Rekabs Søn, har befalet os og sagt: I skulle ikke drikke Vin, haerken I eller eders Børn evindelig,
Jer	35	7	7. og I skulle ikke bygge Hus og ikke saa Saed og ikke plante Vingaard og ikke have saadant; men I skulle bo i Telte alle eders Dage, paa det I maa leve mange, Dage i det Land, hvor I ere som fremmede.
Jer	35	8	8. Og vi adløde vor Fader Jonadabs, Rekabs Søns, Røst, i alt det, som han havde budt os, saa at vi aldrig i vore Dage drikke Vin, hverken vi, vore Hustruer, eller vore Sønner og vore Døtre,
Jer	35	9	9. og heller ikke bygge os Huse at bo udi, eller have Vingaard eller Mark eller Saed.
Jer	35	10	10. Men vi boede i Telte og vare lydige og gjorde efter alt det, som vor Fader Jonadab havde budt os.
Jer	35	11	11. Og det skete, der Nehukadnezar Kongen af Babel, drog op i Landet, da sagde vi: Kommer og lader os gaa ind i Jerusalem for Kaldaeernes Haer og for Syrernes Haer; og vi bleve i Jerusalem.
Jer	35	12	12. Da kom Herrens Ord til Jeremias, saaledes:
Jer	35	13	13. Saa siger den Herre Zebaoth, Israels Gud: Gak, og sig til Judas Maend og til Jerusalems Indbyggere: Ville I ikke annamme Tugt, saa at I adlyde mine Ord? siger Herren.
Jer	35	14	14. De Ord ere holdte ved Magt, som Jonadab, Rekabs Søn; havde budt sine Børn, om ikke at drikke Vin, og de have ikke drukket Vin indtil denne Dag, fordi de adløde deres Faders Bud; men jeg, jeg har talt til eder tidligt og ideligt, og I have ikke adlydt mig.
Jer	35	15	15. Og jeg sendte til eder alle mine Tjenere, Profeterne, tidligt og ideligt, at sige: Omvender eder dog, hver fra sin onde Vej og bedrer eders Idraetter, og vandrer ikke efter andre Guder til at tjene dem, og bor i Landet, hvilket jeg har givet eder og eders Faedre; men I bøjede ikke eders Øre og adløde mig ikke.
Jer	35	16	16. Efterdi Jonadabs Rekabs Sens, Børn have holdt deres Faaers Bud, som han havde budt dem, men dette Folk ikke har adlydt mig,
Jer	35	17	17. derfor, saa siger Herren Zebaoths Gud, Israels Gud: Se jeg lader komme over Juda og over alle Indbyggere i Jerusalem al den Ulykke, som jeg har talt imod dem, fordi jeg talte til dem, og de hørte ikke, og fordi jeg kaldte ad dem, og de svarede ikke.
Jer	35	18	18. Men til Rekabiternes Hus sagde Jeremias: Saa siger den Herre Zebaoth, Israels Gud: Fordi I adløde Jonadabs, eders Faders, Bud, og holdt alle hans Bud og gjorde efter alt det, som han havde budt eder,
Jer	35	19	19. derfor, saa siger den Herre Zebaoth, Israels Gud: Der skal ikke fattes for Jonadab, Rekabs Søn, en Mand, som skal staa for mit Ansigt alle Dage.
------------------------Jeremias' Bog, Kapitel 36
Jer	36	1	1. Og det skete i Judas Konge Jojakims, Josias's Søns, fjerde Aar, at dette Ord kom til Jeremias fra Herren:
Jer	36	2	2. Tag din Bogrulle og skriv i den alle de Ord, som jeg har talt til dig om Israel og om Juda og om alle Hedningerne, fra den Dag af, da jeg har talt til dig, fra Josias's Dage og indtil denne Dag.
Jer	36	3	3. Maaske Judas Hus vilde høre al den Ulykke som jeg taenker at gøre imod dem, for at de kunde omvende sig, hver fra sin onde Vej, og jeg kunde forlade dem deres, Misgerninger og deres Synd.
Jer	36	4	4. Da kaldte Jeremias ad Baruk, Nerias Søn; og Baruk skrev efter Jeremias's Mund alle Herrens Ord, som han havde talt til ham, i Bogrullen.
Jer	36	5	5. Og Jeremias befalede Baruk og sagde: Jeg er forhindret, jeg kan ikke komme til Herrens Hus.
Jer	36	6	6. Men gak du og laes op af Rullen, som du har skrevet efter min Mund, Herrens Ord for Folkets Øren i Herrens Hus paa Fastedagen; ogsaa for Ørene af alle Judas Folk, som ere komne op fra deres Staeder, skal du laese dem.
Jer	36	7	7. Maaske deres ydmyge Begaering kunde komme ind for Herrens Ansigt, og de maatte omvende sig, hver fra sin onde Vej; thi stor er Vreden og Fortørnelsen, som Herren har udtalt imod dette Folk.
Jer	36	8	8. Og Baruk Nerias Søn, gjorde efter alt det, som Profeten Jeremias havde befalet ham, om at han skulde laese af Bogen Herrens Ord i Herrens Hus.
Jer	36	9	9. Og det skete i Judas Konge Jojakims, Josias's Søns, femte Aar, i den niende Maaned, at alt Folket i Jerusalem og alt Folket, som var kommet fra Judas Staeder til Jerusalem, udraabte en Faste for Herrens Ansigt.
Jer	36	10	10. Og Baruk laeste Jeremias's Ord op af Bogen, i Herrens Hus, i Skriveren Gemarjas, Safans Søns, Kammer, i den øverste Forgaard, ved Indgangen igennem den nye Port paa Herrens Hus, for hele Folkets Øren.
Jer	36	11	11. Og Mika, Gemarjas Søn, Safans Sønnesøn, hørte alle Herrens Ord i Bogen.
Jer	36	12	12. Og han gik ned til Kongens Hus til Skriverens Kammer, og se, der sade alle Fyrsterne: Skriveren Elisama og Delaja, Semajas Søn, og Elnatan, Akbors Søn, og Gemarja, Safans Søn, og Zedekias, Hanenjas Søn, ja, alle Fyrsterne.
Jer	36	13	13. Og Mikaja forkyndte dem alle Ordene, som han havde hørt, der Baruk laeste op af Bogen for Folkets Øren.
Jer	36	14	14. Da sendte alle Fyrsterne Juda; en Søn af Netarija, der var en Søn af Selemja, der var en Søn af Kusi, til Baruk, og lode sige: Tag den Rulle, af hvilken du laeste op for Folkets Øren, i din Haand og kom hid; og Baruk, Nerias Søn, tog Rullen i sin Haand og kom til dem.
Jer	36	15	15. Og de sagde til ham: Saet dig nu og laes den for vore Øren; og Baruk laeste den for deres Øren.
Jer	36	16	16. Og det skete, der de hørte alle disse Ord, forfaerdedes, den ene for den anden; og de sagde til Baruk: Vi maa forkynde Kongen alle disse Ord.
Jer	36	17	17. Og de spurgte Baruk og sagde: Giv os dog til Kende, hvorledes du skrev alle disse Ord efter hans Mund?
Jer	36	18	18. Og Baruk, sagde til dem: Han foresagde mig alle disse Ord af sin Mund, medens jeg skrev dem i Bogen med Blaek.
Jer	36	19	19. Da sagde Fyrsterne til Baruk: Gak hen, skjul dig, du og Jeremias, og lad ingen vide, hvor I ere.
Jer	36	20	20. Og de kom til Kongen i Forgaarden, da de havde henlagt Rullen i Skriveren Elisamas Kammer, og de forkyndte alle Ordene for Kongens Øren.
Jer	36	21	21. Da sendte Kongen Judi for at hente Rullen, og han tog den fra Skriveren Elisamas Kammer; og Judi laeste den op for Kongens Øren og for alle de Fyrsters Øren, som stode hos Kongen.
Jer	36	22	22. og Kongen sad i Vinterhuset, i den niende Maaned, medens Ildbaekkenet stod med Gløder for hans Ansigt.
Jer	36	23	23. Og det skete, der Judi havde laest tre eller fire Stykker, skar han dem af med Skriverens Kniv og kastede dem i Ilden, som var paa Baekkenet, indtil den hele Rulle blev opbraendt i Ilden, som var paa Baekkenet.
Jer	36	24	24. Og de forfaerdedes ikke og sønderreve ikke deres Klaeder, hverken Kongen eller nogen af hans Tjenere, da de hørte alle disse Ord;
Jer	36	25	25. og uagtet Elnatan og Delaja og Gemarja bade Kongen, at han ikke maatte opbraends Rullen, hørte han dem aog ikke.
Jer	36	26	26. Og Kongen bød Jerameel, Meleks Søn, og Seraja, Afriels Søn, og Selemja, Abdeels Søn, at gribe Skriveren Baruk og Profeten Jeremias; men Herren skjulte dem.
Jer	36	27	27. Og Herrens Ord kom til Jeremias, efter at Kongen havde opbraendt Rullen med Ordene, som Baruk havde skrevet efter Jeremias's Mund; det lød saaledes:
Jer	36	28	28. Tag dig igen en anden Rulle, og skriv i den alle de forrige Ord, som stode i den forrige Rulle, hvilken Jojakim, Judas Konge, har opbraendt.
Jer	36	29	29. Og om Jojakim, Judas Konge skal du sige: Saa siger Herren: Du opbraendte denne Rulle og sagde: Hvorfor skrev du saaledes deri: Kongen af Babel skal komme og ødelaegge dette Land og udrydde baade Folk og Fae deraf?
Jer	36	30	30. Derfor, saa siger Herren om Jojakim, Judas Konge: For ham skal der ingen vaere, som sidder paa Davids Trone, og hans døde Krop skal vaere henkastet for Heden om Dagen og for Frosten om Natten.
Jer	36	31	31. Og jeg vil hjemsøge ham og hans Saed og hans Tjenere for deres Misgerning, og jeg vil bringe over dem og over Jerusalems Indbyggere og over Judas Maend al den Ulykke, som jeg har udtalt over dem, uden at de vilde høre.
Jer	36	32	32. Da tog Jeremias en anden Rulle og gav Skriveren Baruk, Nerias Søn, den, og han skrev i den efter Jeremias's Mund alle Ordene fra den Bog, som Jojakim, Kongen i Juda, havde opbraendt i Ilden; og der blev desuden endnu tillagte mange lignende Ord.
------------------------Jeremias' Bog, Kapitel 37
Jer	37	1	1. Og Kong Zedekias, Josias's Søn, blev Konge i Stedet for Konias, Jojakims Søn; ham satte Nebukadnezar; Kongen af Babel, til Konge i Judas Land.
Jer	37	2	2. Men han og hans Tjenere og Folket i Landet hørte ikke Herrens Ord, som han talte ved Profeten Jeremias.
Jer	37	3	3. Dog sendte Kong Zedekias Jukal, Selemjas Søn, og Praesten Zefania, Maasejas Søn, til Profeten Jeremias, og lod sige: Kaere, bed for os til Herren vor Gud!
Jer	37	4	4. Og Jeremias gik ind og gik ud midt iblandt Folket, og man havde ikke sat ham i Faengsel.
Jer	37	5	5. Og Faraos Haer var draget ud af Aegypten; og da Kaldaeerne, som belejrede Jerusalem, hørte Rygtet om dem, droge de op fra Jerusalem.
Jer	37	6	6. Og Herrens Ord kom til Jeremias, Profeten, saalunde:
Jer	37	7	7. Saa siger Herren, Israels Gud: Saa skulle I sige til Judas Konge, som sender eder til mig for at adspørge mig: Se, Faraos Haer, som ere uddraget eder til Hjaelp, skal vende om til sit Land Aegypten;
Jer	37	8	8. sig Kaldaeerne skulle komme tilbage og stride imod denne Stad, og de skulle indtage den og opbraende den med Ild.
Jer	37	9	9. Saa siger Herren: Bedrager ikke eder selv, idet I sige: Kaldaeerne skulle visselig drage fra os; thi de skulle ikke drage bort.
Jer	37	10	10. Thi om I end sloge hele Kaldaeernes Haer, som strider imod eder, og der kun blev nogle saarede Maend tilovers af dem, skulle dog disse rejse sig, hver i sit Telt, og opbraende denne Stad med Ild.
Jer	37	11	11. Og det skete, der Kaldaeernes Haer var draget op fra Jerusalem for Faraos Haers Skyld,
Jer	37	12	12. da gik Jeremias ud af Jerusalem, for at gaa til Benjamins Land at hente sin Del derfra, midt iblandt Folket.
Jer	37	13	13. Og som han var i Benjamins Port; da var der en Befalingsmand, hvis Navn var Jerija, Selemjas Søn, Hananjas Sønnesøn; og han greb Profeten Jeremias og sagde: Du vil gaa over til Kaldaeerne.
Jer	37	14	14. Og Jeremias sagde: Det er Løgn, jeg vil ikke gaa over til Kaldaeerne; men han vilde ikke høre ham, og Jerija greb Jeremias og fugte ham til Fyrsterne.
Jer	37	15	15. Og Fyrsterne bleve vrede paa Jeremias og sloge ham; og de kastede ham i Faengselet i Skriveren Jonathans Hus; thi det havde de gjort til et Faengsel.
Jer	37	16	16. Saa kom da Jeremias i Fangehullet og ned i Kaelderne, og Jeremias blev der mange Dage.
Jer	37	17	17. Og Kong Zedekias sendte Bud og lod ham hente, og Kongen spurgte ham i sit Hus i Løndom og sagde: Er der Ord fra Herren? Og Jeremias sagde: Ja, der er; og han sagde: Du skal gives i Kongen af Babels Haand.
Jer	37	18	18. Og Jeremias sagde til Kong Zedekias: Hvad har jeg syndet imod dig og imod dine Tjenere og imod dette Folk, at I have kastet mig i Faengselet?
Jer	37	19	19. Og hvor ere eders Profeter, som spaaede for eder og sagde: Kongen af Babel skal ikke komme over eder eller over dette Land?
Jer	37	20	20. Og nu, hør dog, min Herre Konge, kaere, lad min ydmyge Begaering komme ind for dit Ansigt, og lad mig ikke føre tilbage til Skriveren Jonathans Hus, at jeg ikke skal dø, der.
Jer	37	21	21. Og Kong Zedekias bød, og de forvarede Jeremias i Faengselets Forgaard, og han lod ham give et Stykke Brød hver Dag fra Bagornes Gade, indtil alt Brødet i Staden var fortaeret; saa blev Jeremias i Faengselets Forgaard.
------------------------Jeremias' Bog, Kapitel 38
Jer	38	1	1. Og Sefatja, Matthans Søn, og Gedalja, Paskurs Søn, og Jukal, Selemjas Søn, og Paskur, Malkias Søn, hørte de Ord, som Jeremias talte til alt Folket, der han sagde:
Jer	38	2	2. Saa siger Herren: Hvo, som bliver i denne Stad, skal dø ved Svaerdet, ved Hungeren og ved Pesten; men den, som gaar ud til Kaldaeerne, han skal leve, og han skal have sit Liv som Bytte, saa at han skal blive i Live.
Jer	38	3	3. Saa siger Herren: Denne Stad skal visselig gives i Kongen af Babels Haers Haand, og han skal indtage den.
Jer	38	4	4. Da sagde Fyrsterne til Kongen: Lad dog denne Mand draebe, thi paa den Maade bringer han Haenderne paa Krigsmaendene, som ere overblevne i denne Stad, og Haenderne paa hele Folket til at synke, idet han taler saadanne Ord til dem; thi denne Mand søger ikke dette Folks Bedste, men dets Ulykke.
Jer	38	5	5. Og Kong Zedekias sagde: Se, han er i eders Haand; thi Kongen forrnaar intet imod eder.
Jer	38	6	6. Da toge de Jeremias og kastede ham i Malkias, Meleks Søns, Hule, som var i Faengselets Forgaard, og nedlode Jeremias ved Reb, og i Hulen var der ikke Vand, men Dynd, og Jeremias sank ned i Dyndet.
Jer	38	7	7. Der Kusiten Ebed-Melek, en Mand, som var Hofmand og var i Kongens Hus, hørte, at man havde kastet Jeremias i Hulen, og Kongen sad i Benjamins Port,
Jer	38	8	8. da gik Ebed-Melek ud af Kongens Hus, og han talte med Kongen og sagde:
Jer	38	9	9. Min Herre Konge: Disse Maend have gjort ilde i alt det, de have gjort imod imod Profeten Jeremias, som de kastede i Hulen, saa at han der hvor han er, maa dø af Hunger; thi her er ikke Brød i Staden mere.
Jer	38	10	10. Da befalede Kongen Kusiten Ehed-Melek og sagde: Tag tredive Mand herfra med dig, og drag Profeten Jeremias op af Hulen, førend han dør.
Jer	38	11	11. Og Ebed-Melek tog Maendene med sig og gik ind i Kongens Hus, hen under Forraadskammeret, og tog derfra nogle gamle Pjalter og gamle Klude og lod dem gaa ned til Jeremias i Hulen med Rebene.
Jer	38	12	12. Og Kusiten Ebed-Melek sagde til Jeremias: Laeg dog de gamle Pjalter og Klude om dine Aksler under Rebene; og Jerelnias gjorde saaleledes.
Jer	38	13	13. Og droge Jeremias op med Rebene og førte ham op af Hulen; og Jeremias blev i Faengselets Forgaard.
Jer	38	14	14. Og Kong Zedekias sendte Bud og lod Profeten Jeremias hente til sig, hen til den tredje Nedgang til Herrens Hus; og Kongen sagde til Jeremias: Jeg vil spørge dig om noget, du maa intet dølge for mig.
Jer	38	15	15. Og Jeremias sagde til Zedekias: Naar jeg forkynder dig det, mon du da ikke vil lade mig draeber og naar jeg giver dig Raad, saa vil du dog ikke høre mig!
Jer	38	16	16. Da svor Kong Zedekias Jeremias i Løndom og sagde: Saa sandt Herren lever, som har skabt os denne Sjael, saa vil jeg ikke draebe dig, ej heller give dig i disse Maends Haand, som søge efter dit Liv.
Jer	38	17	17. Og Jeremias sagde til Zedekias: Saa siger den Herre Zebaoths Gud, Israels Gud: Dersom du godvilligt gaar ud til Kongen af Babels Fyrster, da skal du beholde Livet, og denne Stad skal ikke opbraendes med Ild; og du skal leve, du og dit Hus.
Jer	38	18	18. Men dersom du ikke gaar ud til Kongen af Babels Fyrster, da skal denne Stad gives i Kaldaeernes Haand, og de skulle opbraende den med Ild, og du skal ikke undkomme af deres Haand.
Jer	38	19	19. Og Kong Zedekias sagde til Jeremias: Jeg frygtede for de Jøder, som ere gaaede over til Kaldaeerne, at man maaske vil give mig i deres Haand, og at disse ville handle ilde med mig.
Jer	38	20	20. Og Jeremias sagde: Man vil ikke give dig til Pris; hør dog paa Herrens Røst i det, som jeg taler til dig, og det skal gaa dig vel, og du skal beholde Livet.
Jer	38	21	21. Men dersom du vaegrer dig ved at gaa ud, saa er her det Ord, som Herren har Iadet mig se:
Jer	38	22	22. Se, alle Kvinderne, som ere blevne tilbage i Judas Konges Hus, føres ud til Kongen af Babels Fyrster og sige: Dine gode Venner have forført dig og have faaet Overhaand over dig, dine Fødder ere nedsunkne i Skarnet, medens hine ere vegne tilbage.
Jer	38	23	23. Og man skal føre alle dine Hustruer og dine Børn Lid til Kaldaeerne, og du selv skal ikke undkomme fra deres Haand, men gribes ved Kongen af Babels Haand, og denne Stad skal du bringe til at blive opbraendt med Ild.
Jer	38	24	24. Og Zedekias sagde til Jeremias: Lad ingen vide disse Ord, saa skal du ikke dø.
Jer	38	25	25. Og naar Fyrsterne høre, at jeg har talt med dig, og de komme til dig og sige til dig: Kaere, kundgør os, hvad du har talt til Kongen, dølg det ikke for os, og vi ville ikke draebe dig; og hvad Kongen har talt til dig:
Jer	38	26	26. Saa skal du sige til dem: Jeg lod min ydmyge Begaering komme ind for Kongens Ansigt, at man ikke maatte føre mig igen i Jonathans Hus, at dø der.
Jer	38	27	27. Da kom alle Fyrsterne til Jeremias og spurgte ham, og han svarede dem efter alle disse Ord, som Kongen havde befalet; da tav de og lode ham i Ro; thi Ordet fik de ej at høre.
Jer	38	28	28. Og Jeremias blev i Faengselets Forgaard indtil den Dag, da Jerusalem blev indtaget. Og det skete, da Jerusalem blev indtaget.
------------------------Jeremias' Bog, Kapitel 39
Jer	39	1	1. Thi Judas Konges, Zedekias's, niende Aar, i den tiende Maaned, kom Nebukadnezar, Kongen af Babel, og al hans Haer til Jerusalem, og de belejrede den.
Jer	39	2	2. I Zedekias's ellevte Aar, i den fjerde Maaned, paa den niende Dag i Maaneden, brød man ind i Staden.
Jer	39	3	3. Og alle Kongen af Babels Fyrster droge ind, og de satte sig i den mellemste Port: Nergal-Sarezer, Samger-Nebo, Sarsekim-Rabsaris, Nergal-Sarezer-Rabmag og alle Babels Konges øvrige Fyrster.
Jer	39	4	4. Og det skete, at Zedekias, Judas Konge, og alle Krigsmaendene, der de saa dem flyede og gik om Natten ud af Staden, ad Vejen til Kongens Have, igennem Porten imellem de to Mure; og han drog ud ad Vejen til Sletten.
Jer	39	5	5. Men Kaldaeernes Haer forfulgte dem, og de naaede Zedekias paa Sletten ved Jeriko og grebe ham og førte ham op til Nebakadnezar, Kongen af Babel, til Ribla i Hamats Land; og han holdt Ret over ham.
Jer	39	6	6. Og Kongen af Babel ihjelslog Zedekias's Børn i Ribla for hans Øjne; og Kongen af Babel ihjelslog alle de ypperste i Juda.
Jer	39	7	7. Og man blindede Zedekias's Øjne og bandt ham med to Kobberlaenker for at føre ham til Babel.
Jer	39	8	8. Og Kaldaeerne opbraendte Kongens Hus og Folkets Huse med Ild; og de nedbrøde Jerusalems Mure.
Jer	39	9	9. Og de Øvrige af Folket, som vare blevne tilbage i Staden, og de frafaldne, som vare gaaede over til ham, de øvrige af Folket, som vare blevne tilbage, dem bortførte Nebusar-Adan, den øverste for Livvagten, til Babel.
Jer	39	10	10. Men af det fattige Folk, som ikke ejede noget, lod Nebusar-Adan, den øverste for Livvagten, nogle blive tilbage i Judas Land; og han gav dem Vingaarde og Alle paa den samme Dag.
Jer	39	11	11. Men Nebukadnezar, Kongen af Babel gav Befaling om Jeremias, ved Nebuzar-Adan, den øverste for Livvagten og sagde:
Jer	39	12	12. Tag ham og lad dine Øjne vaere over ham og gør ham ikke noget ondt; men eftersom han taler til dig, saa gør du med ham.
Jer	39	13	13. Da sendte Nebusar-Adan, Øversten for Livvagten og Nebusasban-Rabsaris og Nergal-Sarezer-Rabmag og alle Kongen af Babels Stormaend
Jer	39	14	14. de sendte Bud og toge Jeremias ud af Faengselets Forgaard og overgave ham til Gedalia, Ahikams Søn, Safans Sønnesøn, for at føre ham til Huset; og han boede midt iblandt Folket.
Jer	39	15	15. Og Herrens Ord var kommet til Jeremias; der han var indelukket i Faengselets Forgaard, saalunde:
Jer	39	16	16. Gaa og sig til Kusiten Ebed-Melek: Saa siger den Herre Zebaoth, Israels Gud: Se, jeg vil lade mine Ord komme over denne Stad til det onde og ikke til det gode; og de skulle opfyldes for dit Ansigt den Dag;
Jer	39	17	17. men dig vil jeg redde paa den Dag, siger Herren; og du skal ikke gives i de Maends Haand, for hvis Ansigt du gruer.
Jer	39	18	18. Thi jeg vil visselig lade dig undkomme, og du skal ikke falde for Svaerdet, men du skal have din Sjael som et Bytte; thi du fortod dig paa inig, siger Herren.
------------------------Jeremias' Bog, Kapitel 40
Jer	40	1	1. Det Ord, som kom til Jeremias fra Herren, efter at Nebusar-Adan, øversten for Livvagten, havde løsladt ham fra Rama af, idet han havde ladet ham hente, medens han var bunden med Laenker, midt iblandt alle de bortførte fra Jerusnlem og Juda, som bleve bortføhte til Babel.
Jer	40	2	2. Og den Øverste for Livvagten lod Jeremias hente og sagde til ham: Herren din Gud har udsagt det onde imod denne Stad.
Jer	40	3	3. Og Herren lod det komme og gjorde efter som han havde talt; thi I syndede imod Herren og hørte ikke hans Røst, derfor ere efter dette Ord.
Jer	40	4	4. Og nu, har i Dag løst dig af Laenkerne, som vare paa dine Haender; der, som det synes godt for dine Øjne at komme med mig til Babel, saa kom, og jeg vil lade mit Øje vaere over dig; men dersom det synes ondt for dine Øjne at komme med mig til Babel, saa lad det vaere; se, hele Landet ligger for dit Ansigt, hvor det synes godt og ret for dine Øjne at gaa, gak derhen!
Jer	40	5	5. Og efterdi han ikke mere vender tilbage; vend du om til Gedalia, Ahikams Søn, Safans Sønnesøn, hvem Kongen af Babel har beskikket over Judas Staeder, og bo hos ham midt iblandt Folket, eller gaa hen, hvor som helst det synes ret for dine Øjne at gaa; og den Øverste for Livvagten gav ham Taering og Skaenk og lod ham fare.
Jer	40	6	6. Saa kom Jeremias til Gedalia, Ahikams Søn, til Mizpa, og han boede hos ham midt iblandt Folket, som var blevet tilbage i Landet.
Jer	40	7	7. Da alle Høvedsmaend for Haerene, som vare paa Marken, baade de og deres Maend hørte, at Kongen af Babel havde beskikket Gedalia, Ahikams Søn, o er Landet, og at han havde betroet ham Maend og Kvinder og smaa Børn og en Del af de fattige i Landet af dem, som ikke vare bortførte til Babel:
Jer	40	8	8. Da kom de til Gedalia, til Mizpa, baade Jsmael, Nethanjas Søn, og Johanan og Jonathan, Kareaks Sønner, og Seraja, Tankumets Søn, og Netofatiten Efajs Sønner og Jesallja Maakatitens Søn, de og deres Maend.
Jer	40	9	9. Og Gedalia, Ahikams Søn, Safans Sønnesøn, tilsvor dem og deres Maend og sagde: I skulle ikke frygte for at tjene Kaldaeerne; bliver i Landet, og tjener Kongen af Babel, gjorde, saa skal det gaa eder vel.
Jer	40	10	10. Og jeg, se, jeg bliver boende i Mizpa, til at og Sommerfrugt og Olie, og gemmer det i eders Kar, og bor i eders Steeder, som I tage i Besiddelse.
Jer	40	11	11. Da ogsaa alle de Jøder, som vare i Moab og iblandt Ammons Børn og i Edom og i alle Landene, hørte, at Kongen af Babel havde ladet nogle blive tilbage i Juda, og at han havde beskikket Gedalia, Ahikams Søn, Safans Sønnesøn, over dem,
Jer	40	12	12. da kom alle Jøderne tilbage fra alle de Staeder, hvorhen de vare fordrevne, og de kom til Judas Land, til Gedalia til Mizpa; og de samlede Vin og Sommerfrugt i stor Maengde.
Jer	40	13	13. Men Johanan, Kareaks Søn og alle Høvedsmaend for Haerene, som vare paa Marken, kom til Gedalia til Mizpa,
Jer	40	14	14. og de sagde til ham: Ved du vel, at Baalis, Ammons Børns Konge, har sendt Ismael, Nethanjas Søn, for at slaa dig ihjel? Men Gedalia, Ahikams Søn, troede dem ikke.
Jer	40	15	15. Da sagde Johanan, Kareaks Søn, hemmeligt til Gedalia i Mizpa: Kaere, lad mig gaa og slaa Ismael, Nethanjas Søn, ihjel, og ingen skal faa det at vide; hvorfor skulde han slaa dig ihjel, saa at alle de af Juda, som ere samlede om dig, adspredes, og det overblevne af Juda omkommer?
Jer	40	16	16. Men Gedalia, Ahikams Søn, sagde til Johanan, Kareaks Søn: Gør ikke den Gerning; thi det er usandt, hvad du taler om Ismael.
------------------------Jeremias' Bog, Kapitel 41
Jer	41	1	1. Og det skete i den syvende Maaned, at Ismael, Nethanjas Søn; Elisamas Sønnesøn, der var af kongelig Byrd og en af Kongens Stormaend, og ti Maend med ham kom til Gedalia, Ahikams Søn, til Mizpa; og de aade der Brød med hverandre i Mizpa.
Jer	41	2	2. Og Ismael, Nethanjas Søn, han og de ti Maend, som vare med ham, stode op og sloge Gedalia, Ahikams Søn, Safans Sønnesøn med Svaerdet, og de draebte ham hvem Kongen af Babel havde sat over Landet.
Jer	41	3	3. Og alle Jøderne, Søn vare hos ham, nemlig hos Gedalia i Mizpa, og Kaldaeerne, som fandte: der, nefnlig Krigsmaendene, dem slog Ismael ihjel.
Jer	41	4	4. Og det skete den anden Dag, efter at han havde draeb Gedalia, og ingen vidste det,
Jer	41	5	5. da der kom Maend fra Sikem, fra Silo og fra Sarruaria, firsindstyve Maend med afraget Skaeg og sønderrevne Klaeder og med Saar, de havde til føjet sig; og de havde Madoffer og Virak i deres Haand for at bringe det til Herrens Hus.
Jer	41	6	6. Og IsmaeI, Nethanjas Søn, gik ud dem i Mød fra Mizpa, idet han graed, som han vedblev at gaa frem; og der han mødte dem, da sagde han til dem: kommer til Gedalia, Ahikams Børn.
Jer	41	7	7. Og det skete, der de kom midt i staden, da myrdede Ismael; Nethans Søn, dem, og kastede dem Hulen, han og de Maend, som vare ned ham.
Jer	41	8	8. Men der fandtes ti Maend iblandt dem, som sagde til smael: Draeb os ikke, thi vi have Skatte skjulte i Ageren, Hvede og Byg og Olie og Honning; saa lod lan dem vaere og draebte dem ikke midt iblandt deres Brødre.
Jer	41	9	9. Og den Kule, hvori Ismael kastede alle de døde Kroppe af de Maend, som han havde ihjelslaaet tillige med Gedalia, var den, som Kong Asa havde ladet gøre imod Baesa; Israels Konge; den fyldte Ismael, Nethanjas Søn, ned de ihjelslagne.
Jer	41	10	10. Og Ismael bortførte som Fanger alle de overblevne af Folket, som vare i Mizpa, Kongens Døtre. Og alt Folket, som var blevet tilbage i Mizpa, hvilke Nebusar-Adan, den øverste for Drabanterne, havde betroet Gedalia, Ahikams Søn; dem bortførte Ismael, Netha-njas Søn, som Fanger og gik sin Vej for at drage over til Ammons Børn.
Jer	41	11	11. Der Johanan, Kareaks Søn, og alle de Høvedsmaend for Haeren, som vare med ham, hørte alt det onde, som Ismael, Nethanjas Søn, havde gjort,
Jer	41	12	12. da toge de alle Maendene til sig og droge hen for at stride imod Ismael, Nethanjas Søn; og de fandt ham ved det store Vand, som er i Gibeon.
Jer	41	13	13. Og det skete, dø alt Folket, som var hos Ismael, saa Johanan, Kareaks Søn, og alle de Høvedsmaend for Haeren, som vare hos ham, da bleve de glade.
Jer	41	14	14. Og alt Folket, som Ismael havde ført fangen bort fra Mizpa, vendte sig om, og de droge tilbage og gik hen til Johanan, Isarks Søn.
Jer	41	15	15. Og Ismael, Nethanjas Søn, med otte Maend undkom fra Johanan og drog til Ammons Børn.
Jer	41	16	16. Da tog Johanan, Kareaks Søn, og alle de Høvedsmaend for Haeren, som vare hos ham, alle de overblevne af Folket bort fra Mizpa, dem, som han havde ført tilbage fra Ismael, Nethanjas Søn, efter at denne liavde ihjelslaget Gedalia, Ahikams Søn: Vaeldige, Krigsmaend og Kvinder og smaa Børn og Hof maend, som han havde følt tilbage fra Gibeon.
Jer	41	17	17. Og de droge afsted og bleve i Kimhams Herberge, som var ved Bethlehem, for at drage videre og komme til Aegypten,
Jer	41	18	18. for Kaldaeernes Skyld; thi de frygtede for dem; fordi Ismael, Nethanjas Søn, havde slaget Gedalia, Ahikams Søn, ihjel, hvem Kongen af Babel havde beskikket over Landet.
------------------------Jeremias' Bog, Kapitel 42
Jer	42	1	1. Da kom alle Høvedsmaendene for Haerene frem og Johanan, Kareaks Søn, og Jesanja, Hosajas Søn; og alt Folket, baade smaa og store.
Jer	42	2	2. Og de sagde til Profeten Jeremias: Laere, lad vor ydmyge Begaering komme ind for dit Ansigt, og bed for os til Herren din Gud, for alle dem; som ere blevne tilbage thi vi ere blevne tilbage - thi vi ere blevne tilbage som faa af mange; saaledes som dine Øjne
Jer	42	3	3. se os at Herren din Gud vil tilkendegive os den Vej, som vi skulle vandre paa, og den Ting, som vi skulle gøre.
Jer	42	4	4. Og: Profeten Jeremias sagde til dem: Jeg har hørt det; se; jeg vil bede til Herren, eders Gud; efter eders Ord, og det skal skee, at jeg vil kundgøre eder hvert Ord; Herren svarer eder; og ikke holde et Ord tilbage for eder.
Jer	42	5	5. Da sagde de til Jeremias: Herren vaere et sandt og trofast Vidne imellem os, at vi tilforladeligt ville gøre efter ethvert Ord, med hvilket Herren din Gud sender dig til os;
Jer	42	6	6. og hvad enten det er godt eller ondt; da ville vi høre Herren, vor Guds Røst, til hvem vi sende dig, paa det, at det maa gaa os vel, fordi vi høre Herren vor Guds Røst.
Jer	42	7	7. Og det skete, der ti Dage vare tilende, da kom Herrens Ord til Jeremias.
Jer	42	8	8. Og han kaldte ad Johanan, Kareaks Søn, og ad alle de Høvedsmaend for Haeren, som vare med ham, og ad alt Folket, baade smaa og store.
Jer	42	9	9. Og han sagde til dem: Saa siger Herren, Israels Gud, til hvem I sendte mig, for at lade eders ydmyge Begaering komme tid for hans Ansigt:
Jer	42	10	10. Dersom I fremdeles blive boende i dette Land, der vil jeg bygge og ikke nedbryde eder og plante og ikke oplykke eder, thi jeg har angret det onde, som jeg har gjort eder;
Jer	42	11	11. frygter ikke for Kongen af Babel, for hvem I frygte, frygter ikke for ham, siger Herren; thi jeg er med eder til at frelse eder og til at, redde eder fra hans Haand.
Jer	42	12	12. Og jeg vil lade eder finde Barmhjertighed, og han skal forbarme sig over eder og lade eder komme tilbage til eders Land.
Jer	42	13	13. Men dersom I sige: Vi ville ikke blive i dette Land, saa at I ikke lyde Herren eders Guds Røst,
Jer	42	14	14. men sige: Nej! thi vi ville drage ind i Aegyptens Land, at vi ej skulle se Krig og ej høre Trompetens Lyd og ej lide Hunger for Brøds Skyld, og der ville vi blive:
Jer	42	15	15. Saa hører da nu Herrens Ord, I, som ere overblevne af Juda! saasiger den Herre Zebaoth, Israels Gud: Dersom I vende eders Ansigt imod Aegypten for at komme did, og I kommer for at vaere der som fremmede,
Jer	42	16	16. og da skal det Svaerd, for hvilket I frygte, naa eder der i Aegyptens Land; og den Hunger, for hvilken I aengstes, skal følge eder i Haelene der i Aegypten, og der skulle I dø.
Jer	42	17	17. Saa skal det gaa alle de Maend, som have vendt deres Ansigt imod Aegypten; for at komme did og vaere der som fremmede, de skulle dø ved Svaerdet, ved Hungeren og ved Pesten; og der skal ingen af dem blive tilovers eller undkomme fra den Ulykke, som jeg lader komme over dem.
Jer	42	18	18. Thi saa siger den Herre Zebaoth Israels Gud: Ligesom min Vrede og min Harme har vaeret udøst over Jerusalems Indbyggere, saa skal min Vrede udøses over eder, naar I komme til Aegypten; og I; skulle blive til en Ed og til en Forfserdelse og til en Forbandelse og til en Forhaanelse og ikke ydermere se dette Sted.
Jer	42	19	19. Herren har talt imod eder, I, som ere overblevne af Juda: Drager ikke ind i Aegypten; I skulle visselig vide, at jeg har vidnet for eder i Dag.
Jer	42	20	20. Thi I have bedraget eder selv; thi I sendte mig til Herren eders Gud og sagde: Bed for os til Herren vor Gud, og giv os det saa til Kende efter i, alt det, som Herren vor Gud siger, og vi ville gøre det.
Jer	42	21	21. Og jeg tilkendegav eder det i Dag, men I hørte ikke paa Herren eders Guds Røst, eller noget af det, om hvilket han sendte mig til eder.
Jer	42	22	22. Derfor skulle I nu visselig vide, at I skulle dø ved Svaerdet, ved Hungeren og ved Pesten, paa det Sted, hvorhen I have Lyst til at komme for der at vaere som fremmede.
------------------------Jeremias' Bog, Kapitel 43
Jer	43	1	1. Og det skete, der Jeremias var faerdig med at tale til alt Folket alle Herren deres Guds Ord, med hvilke Herren deres Gud havde sendt ham til dem, alle hine Ord,
Jer	43	2	2. da sagde Asaria; Hosajas Søn, og Johanan, Kareaks Søn, og alle de hovmodige Maend til Jeremias: Du taler Løgn, Herren vor Gud har ikke sendt dig og sagt: I skulle ikke drage til Aegypten for at vaere der som fremmede.
Jer	43	3	3. Men Baruk, Nerias Søn, ophidser dig imod os, for at give os i Kaldaeernes Haand, at de kunne draebe os eller bortføre os til Babel.
Jer	43	4	4. Saa hørte Johanan, Kareaks Søn, og alle Høvedsmaendene for Haeren og alt Folket ikke Herrens Røst om at blive boende i Judas Land.
Jer	43	5	5. Men Johanan, Kareaks Søn, og alle Høvedsmaend er dene for Haere toge alle de overblevne af Juda, og dem, som vare og komne tilbage fra alle de Folkeslag; hvorhen de havde vaeret fordrevne, for at bo i Judas Land:
Jer	43	6	6. Maendene og Kvinderne og de smaa Børn og Kongerls Døtre og hver Sjael, som Nebusar-Adan, den øverste for Livvagten, havde ladet blive hos Gedalia, Ahikams Søn, Safans Sønnesøn, samt Profeten Jeremias, og Baruk, Nerias Søn;
Jer	43	7	7. og de kom til Aegyptens Land, thi de havde ikke hørt Herrens Røst; og de kom lige til Thakpankes.
Jer	43	8	8. Og Herrens Ord kom til Jeremias i Thakpankes, Saa lydende:
Jer	43	9.	9. Tag store Stene i din Haand, og skjul dem i Leret ved Teglovnen, som er ved Indgangen til Faraos Hus i Thakpankes for Judas Maends Øjne;
Jer	43	10	10. og sig til dem: Saa siger den Herre Zebaoth, Israels Gud: Se, jeg sender Bud og henter Nebukadnezar, Kongen af Babel, min Tjener, og jeg vil saetter hans trone oven over disse Stene, som jeg har skjult, og han skal udbrede sit kostelige Taeppe over dem.
Jer	43	11	11. Og han skal komme og slaa Aegyptens Land: De, som ere bestemte til Døden, blive Dødens, de, som ere bestemte til Fangenskabet, blive Fangenskabets, de, som ere bestemte til Svaerdet, blive Svaerdets.
Jer	43	12	12. Og jeg vil stikke Ild paa Aegyptens Guders Huse, og han skal opbraende disse og bortføre hine, og han skal svøbe Aegyptens Land om sig, ligesom en Hyrde svøber sit Klaedebon om sig, og drage ud derfra med Fred.
Jer	43	13	13. Og han skal sønderbryde Billedstøtterne i Beth-Semes, som er i Aegyptens Land, og opbraende Aegyptens Guders Huse med Ild.
------------------------Jeremias' Bog, Kapitel 44
Jer	44	1	1. Det Ord, som kom til Jeremias til alle døderne, som boede i Aegyptens Land, nemlig dem, som boede i Migdol og i Thakpankes og i Nof og i Landet Patros; det lød:
Jer	44	2	2. Saa siger den Herre Zebaoth, Israels Gud: I have set al den Ulykke, som jeg lod komme over Jerusalem og over alle Judas Staeder; og se, de ere øde paa denne Dag, og der bor ingen i dem;
Jer	44	3	3. for deres Ondskabs Skyld, som de udøvede for at fortørne mig, idet de gik hen at. gøre Røgoffer og at tjene andre Guder, hvilke de ikke kendte, hverken de eller I eller eders Faedre.
Jer	44	4	4. Og jeg sendte alle mine Tjenere, Profeterne; tidligt og ideligt, til eder og sagde: Gører dog ikke denne Vederstyggelighed, som jeg hader.
Jer	44	5	5. Men de hørte ikke og bøjeds ikke deres Øjne dertil, saa, at de vendte om fra deres Ondskab og lode vaere at gøre Røgoffer for andre Guder.
Jer	44	6	6. Da udøstes min Harme og min Vrede, og den braendte i Judas Staeder og paa Jerusalems Gader, saa at de bleve til en Ørk, til et øde, som det ses paa denne Dag.
Jer	44	7	7. Og nu, saa siger Herren Zebaoths Gud, Israels Gud: Hvorfor gører I dette store Onde imod eder selv, saa at jeg maa udrydde eder, Mand og Kvinde, spaede og diende Børn, af Juda, uden at lade en Levning af eder blive tilovers,
Jer	44	8	8. idet I fortørne mig med eders Haenders Gerninger, med at gøre Røgoffer for andre Guder i Aegyptens Land, hvor I ere komne ind, til at vaere der som fremmede; for at jeg maa udrydde eder, og for at I maa blive til Forbandelse og til Forhaanelse iblandt alle Folkefaerd paa Jorden.
Jer	44	9	9. Have I glemt eders Faedres Ondskab og Judas Kongers Ondskab og deres Hustruers Ondskab og eders egen Ondskab og eders Hustruers Ondskab, som de øvede i Judas Land og paa Jerusalems Gader?
Jer	44	10	10. End ikke indtil denne Dag føle de Sønderknuselse, og de frygte ikke og vandre ikke i min Lov og i mine Skikke, som jeg gav for eders Ansigt og for eders Faedres Ansigt.
Jer	44	11	11. Derfor, saa siger den Herre Zebaoth, Israels Gud: Se, jeg vender mit Ansigt imod eder til det onde og til at udrydde hele Juda.
Jer	44	12	12. Og jeg vil tage de overblevne af Juda, dem, som vendte deres Ansigt imod Aegyptens Land for at komme did og vaere der som fremmede, og de skulle alle omkomme; i Aegyptens Land skulle de falde, ved Svaerdet, ved Hungeren skulle de omkomme, baade smaa og store, ved Svaerdet og ved Hungeren skulle de dø; og de skulle blive til en Ed, til Forfaerdelse og til Forbandelse og til Forhaanelse.
Jer	44	13	13. Og jeg vil hjemsøge Indbyggerne i Aegyptens Land, ligesom jeg hjemsøgte Jerusalem, med Svaerdet, med Hungeren og med Pesten.
Jer	44	14	14. Og af de overblevne af Juda, som ere komne til Aegyptens Land for at vaere som fremmede der, skal ingen undkomme eller undslippe, saa han kan vende tilbage til Judas Land, til hvilket deres Sjael laenges efter at komme tilbage for at bo der; thi der skal ingen komme tilbage uden enkelte undkomne.
Jer	44	15	15. Og alle de Maend, som vidste, at deres Hustruer gjorde Røgoøer for andre Guder, og alle Kvinderne, som stode der, en stor Forsamling, og alt Folket, som boede i Aegyptens Land og i Patros, svarede Jeremias og sagde:
Jer	44	16	16. Det Ord, som du har talt til os i Herrens Navn, deri ville vi ikke høre dig.
Jer	44	17	17. Men vi ville fuldt og fast holde det Ord, som er udgaaet af vor Mund om at gøre Røgoffer for Himmelens Dronning udøse Drikofre for hende, saaledes som vi have gjort, vi og vore Faedre, vore Konger og vore Fyrster, i Judas Staeder og paa Jerusalems Gader; og vi bleve maette af Brød og havde det godt og saa ingen Ulykke.
Jer	44	18	18. Men fra den Tid af, da vi ophørte med at gøre Røgoffer for Himmelens Dronning ogsaa udøse Drikofre for hende, have vi Mangel paa alt, og vi ere fortaerede ved Svaerdet og ved Hungeren.
Jer	44	19	19. Og der vi gjorde Røgoffer for Himmelens Dronning og udøste Drikofre for hende, mon vi da uden vore Maends Samtykke lavede Kager for hende til at dyrke hende og udøse Drikofre for hende?
Jer	44	20	20. Og Jeremias sagde saaledes til hele Folket om de Maend og om de Kvinder og om alt det Folk, som havde svaret ham saadant:
Jer	44	21	21. Mon ikke de Røgofre, som I bragte i Judas Staeder og paa Jerusalems Gader, I og eders Faedre, eders Konger og eder Fyrster, og Folket i Landet, ere ihukommede af Herren og rundne ham i Tanker?
Jer	44	22	22. Og Herren kunne ikke mere fordrage det for eders Idraetters Ondskabs Skyld, for de vederstyggeligheders Skyld, som I gjorde; og eders Land blev til en Ørk og til en Forfaerdelse og til en Forbandelse, sø at ingen bor deri, som det ses paa denne Dag.
Jer	44	23	23. Fordi I gjorde Røgelse, og fordi I syndede imod Herren og hørte ikke Herrens Røst og vandrede ikke i hans Lov og i hans Skikke og i hans Vidnesbyrd, derfor er denne Ulykke vederfaret eder, som det ses paa denne Dag.
Jer	44	24	24. Og Jeremias sagde til alt Folket og til alle Kvinderne: Hører Herrens Ord, al Juda, som er i Aegyptens Land!
Jer	44	25	25. Saa siger den Herre Zebaoth, Israels Gud: I og eders Hustruer talte med eders Mund og udførte det med eders Haender, idet I sagde: Vi ville fuldt og fast holde vore Løfter, som vi have lovet, om at gøre Røgoffer for Himmelens Dronning og at udøse Drikofre for hende: I opfylde nu eders Løfter og udføre eders Løfter!
Jer	44	26	26. Derfor hører Herrens Ord, al Juda, I, som: bo i Aegyptens Land! se, jeg har svoret ved mit store Navn, siger Herren: Mit Navn skal ikke mere naevnes i hele Aegyptens Land i nogen Mands Mund af Juda, saa at han siger: Saa sandt den Herre, Herre lever!
Jer	44	27	27. Se, jeg er aarvaagen over dem til det onde og ikke til det gode, saa at enhver af duda, som er i Aegyptens Land, skal fortaeres ved Svaerdet og ved Hungeren, indtil det er ude med dem.
Jer	44	28	28. Og de, som undkomme fra Svaerdet skulle vende tilbage fra Aegyptens Land til Judas Land, i ringe Tal; og alle de overblevne af Juda, de, som ere komne til Aegyptens Land for at vaere der som fremmede, skulle forfare, hvis Ord der staar ved Magt, mit eller deres.
Jer	44	29	29. Og dette skal vaere eder Tegnet, siger Herren, at jeg vil hjemsøge eder paa dette Sted, paa det I skulle vide, at mine Ord skulle staa ved Magt over eder til det onde:
Jer	44	30	30. Saa siger Herren: Se, jeg giver Farao Hofra, Kongen af Aegypten, i hans Fjenders Haender og i deres Haand, som søge efter, hans Liv, ligesom jeg gav Zedekias, Judas Konge, i Nebukadnezars; Kongen af Babels, Haand, som var hans Fjende, og som søgte efter hans Liv.
------------------------Jeremias' Bog, Kapitel 45
Jer	45	1	1. Det Ord, som Profeten Jeremias talte tit Baruk, Nerias Søn, der han skrev disse Ord i en Bog efter Jeremias's Mund, i Judas Konge, Jojakims, Josias's Søns fjerde Aar:
Jer	45	2	2. Saa siger Herren, Israels Gud; om dig, Baruk:
Jer	45	3	3. Du sagde: Ak, ve mig! thi Herren har lagt Sorrig til min Smerte, jeg er traet af mit Suk og finder ingen Rolighed.
Jer	45	4	4. Saaledes skal du sige til ham: Saa siger Herren: Se, det, jeg byggede, nedbryder jeg, og det, jeg plantede, oprykker jeg, ja, dette ganske Land.
Jer	45	5	5. Og du, du søger dig store Ting! søg dem ej; thi se, jeg lader Ulykke komme over alt Kød, siger Herren, men dig vil jeg give din Sjael som Bytte paa hvert Sted, hvorhen du drager.
------------------------Jeremias' Bog, Kapitel 46
Jer	46	1	1. Herrens Ord, som kom: til Profeten Jeremias, imod Hedningerne.
Jer	46	2	2. Imod Aegypten, imod Farao-Neko, Kongen af Aegyptens Haer, som stod ved Floden Eufrat fra Karkemis, og som Nebukadnezar, Kongen af Babel, slog i Judas Konge Jojakims, Josias's Søns fjerde Aar:
Jer	46	3	3. Bereder smaa Skjolde og store Skjolde, og kommer frem til Striden.
Jer	46	4	4. Spaender Hestene for og stiger op paa Hestene, og stiller eder frem med Hjelme paa; polerer Spydene, ifører eder Panserne!
Jer	46	5	5. Hvorfor ser jeg dem forfaerdede og vigende tilbage, og at deres vaeldige knuses og ilsomt fly uden at se tilbage? Raedsel trindt omkring, siger Herren.
Jer	46	6	6. Den lette skal ikke undfly og den vaeldige ikke undkomme; imod Nord, ved Bredden af Floden Eufrat, snuble de og falde.
Jer	46	7	7. Hvo er denne, der stiger op som Nilen, hvis. Vande bølge som Floderne?
Jer	46	8	8. Aegypten stiger op som Nilen, og Vandene bølge som Floderne; og det sagde: Jeg vil stige op, bedaekke Landet, ødelaegge Staeder og dem, som bo deri.
Jer	46	9	9. Drager op, I Heste! og raserr I Vogne! og lader de vaeldige drage ud: Morland og Put, udrustede med Skjold, og Ludierne, de Øvde Bueskytter.
Jer	46	10	10. Og denne Dag er Herrens, den Herre Zebaoths Haevns Dag, da han vil haevne sig paa sine Modstandere, og Svaerdet skal fortaere dem, og blive maet og vaedet af deres Blod; thi Herren, den Herre Zebaoth har Slagtoffer i Nordenland ved Floden Eufrat.
Jer	46	11	11. Drag op til Gilead og hent Balsam, du Jomfru, Aegyptens Datter! forgaeves bruger du megen Laegedorm der er ingen Helbredelse for dig.
Jer	46	12	12. Folkefaerd hørte din Skam, og dit Klagemaal fyldte Landet; thi den vaeldige snublede over den vaeldige, de faldt begge tilsammen.
Jer	46	13	13. Det Ord, sum Herren talte til Profeten Jeremias, om at Nebukadnezar, Kongen af Babel, skulde komme at slaa Aegyptens Land:
Jer	46	14	14. Kundgører det i Aegypten, og lader det høres i Migdol, og lader det høres i Nof og i Thakpankes; siger: Stil dig frem, lav dig til, thi Svaerdet har fortaeret, hvad der er trindt omkring dig.
Jer	46	15	15. Hvorfor ere dine maegtige slagne med? de holdt ikke Stand, thi Herren stødte dem ned.
Jer	46	16	16. Han bragte mange til at snuble; den ene faldt endog over den anden, og de sagde: Staar op og lader os vende tilbage til vort Folk og til vort Faedreland, for ødelaeggelsens Svaerd.
Jer	46	17	17. Der raabte de: Farao, Kongen af Aegypten; er et Bulder; han lod den bestemte Tid gaa forbi.
Jer	46	18	18. Saa sandt jeg lever, siger Kongen, hvis Navn er Herre Zebaoth: Som Tabor iblandt Bjergene og som Karmel ved Havet, skal han komme.
Jer	46	19	19. Skaf dig Rejsetøj, du Indbyggerske, Aegyptens Datter! thi Nof skal blive øde og opbraendes, saa at ingen skal bo deri.
Jer	46	20	20. Aegypten er er saare dejlig Kvie; Fordaervelse fra Norden kommer, den kommer.
Jer	46	21	21. Og saa dets Lejesvende i dets Midte der ere som fedede Kalve, ogsaa disse vende om, de fly til Hobe, di holde ikke Stand; thi deres Fordaervelses Dag kommer over dem, dere, Hjemsøgelses Tid.
Jer	46	22	22. Dets Lyde som Slangens, der bevaeger sig frem thi med en Haer rykke de frem, o med Økser anfalde de det som de der ville omhugge Traeer.
Jer	46	23	23. De skulle udrydde dets Skov, siger Herren, thi den er uigennemtraengelig; thi de ere flere end Graeshopper, og de er ikke Tal paa dem.
Jer	46	24	24. Aegypten Datter er beskaemmet, hun er give i Nordens Folks Haand.
Jer	46	25	25. Den Herren Zebaboth, Israels Gud, siger: Se; jeg hjemsøger Amon fra No og Farao og Aegypten; og dets Guder og dets; unger, ja Farao og dem, som forlade sig paa ham.
Jer	46	26	26. Og jeg vil give dem i deres Haand, som søge efter deres Liv, i Nebukadnezar, Kongen af Babels, Haand, og i hans Tjeners Land; og derefter skal det holde sig roligt, ligesom i gamle dage, siger Herren.
Jer	46	27	27. Men du, frygt du ej, min tjener Jakob, og forfaerdes ikke, Israel; thi se, jeg frelser dig fra et langt bortliggende Land og din Saed fra deres Fangenskabs Land; og Jakob skal komme tilbage og bo stille og roligt, og ingen skal forfaerde ham.
Jer	46	28	28. Frygt du ej, min Tjener Jakob! siger Herren, thi jeg er med dig; thi jeg vil lade det tage en Ende ned alle de Folk, til hvilke jeg havde fordrevet dig; men med dig vil jeg ikke lade det tage Ende, men tugte dig med Maade og ikke lade dig slippe aldeles fri.
------------------------Jeremias' Bog, Kapitel 47
Jer	47	1	1. Herrens Ord, som kom til Profeten Jeremias imod Filisterne; førend Farao slog Gaza.
Jer	47	2	2. Saa siger Herren: Se, der stige Vande op fra Norden, og de skulle vorde til ere overskyllende Strøm, og de skulle overskylle Landet, og hvad der fylder det, Staden og dens Indbyggere; og Folkene skulle skrige, og alle Indbyggere i Landet hyle
Jer	47	3	3. for Lyden af hans vaeldige Hestes Hovslag, for hans Vognes Rumlen, for hans Hjuls Bulder; Faedrene se ikke tilbage efter Børnene, fordi de have ladet Haenderne synke,
Jer	47	4	4. over den Dag, som kommer for at ødelaegge alle Filister, for at udrydde hver Hjaelper, som, er tilbage for Tyrus og Sidon; thi Herren ødelaegger Filisterne, de overblevne fra Øen Kafthor.
Jer	47	5	5. Gaza er bleven skaldet, Askalon er udryddet, de overblevne deres Dal; hvor laenge vil du saare dig?
Jer	47	6	6. Ve du Herrens Svaerd hvor laenge skal det vare, inden du vil holde dig rolig? far i din Skede, hvil og vaer stille!
Jer	47	7	7. Hvorledes kan du holde dig rolig, da Herren har givet det Befaling? Imod Askalon og imod Havets Strand, derhen har han beskikket det.
------------------------Jeremias' Bog, Kapitel 48
Jer	48	1	1. Saa siger den Herre, Zebaoth, Israels Gud: Ve, Nebo! thi den er ødelagt; beskaemmet, indtaget er Kirjathajm; beskaemmet er Misgab og forfaerdet.
Jer	48	2	2. Med Moabs Pris er det forbi; i Hesbon optaenke de ondt imod det: Kommer og lader os udslette det, at det ikke mere er et Folk; ogsaa du, Madmen! skal ødelaegges, et Svaerd skal forfølge dig.
Jer	48	3	3. Der høres et Skrig fra Horanajm:
Jer	48	4	4. Ødelaeggelse og stor Forstyrrelse. Moab er forstyrret; de smaa derudi lade deres Skrig høre.
Jer	48	5	5. Thi ad Opgangen til Lukit stiger Graad op over Graad; og ved Nedgangen til Horonajm hører man Forstyrrelses Skrig.
Jer	48	6	6. Flyr, redder Øers Liv! og da skulle vaere som den enlige i Ørken.
Jer	48	7	7. Thi fordi du forlod dig paa dine Gerninger og paa dine Skatte, skal ogsaa du indtages; og Kamos skal vandre i Landflygtighed, hans Praester og hans Fyrster til Hobe.
Jer	48	8	8. Og der skal komme se Ødelaegger til hver Stad, og ingen Stad skal undslippe; og Dalen skal gaa til Grunde og Sletten ødelaegges; som Herren har sagt.
Jer	48	9	9. Giver Moab Vinger, thi det skal flyve ud; og dets Staeder skulle vaere til en ødelaeggelse, saa at ingen skal bo i dem.
Jer	48	10	10. Forbandet vaere den, som gør Herrens Gerning med Efterladenhed; og forbandet vaere den, som holder sit Svaerd tilbage fra Blod.
Jer	48	11	11. Moab har boet trygt fra sin Ungdom af og ligget stille paa sin Baerme og er ikke tømt af et Kar i det andet, og det er ikke draget bort iblandt de bortførte; derfor har det beholdt sin Smag, og dets Lugt er ikke forandret.
Jer	48	12	12. Derfor se, de Dage skulle komme, siger Herren, da jeg vil sende Folk til det, som skulle vende dets Fade om; de skulle tømme dets Kar sønderbryde dets Flasker.
Jer	48	13	13. Og Moab skal blive til Skamme over Kamos, ligesom Israels Hus blev til Skamme over Bethel, som de forlode sig paa.
Jer	48	14	14. Hvorledes kunne I sige: Vi ere Helte og duelige Krigsmaend?
Jer	48	15	15. Moab er ødelagt; og man er steget op i dets Staeder, og dets udvalgte unge Mandskab er steget ned for at slagtes, siger Kongen, hvis Navn er Herre Zebaoth.
Jer	48	16	16. Moabs Undergang er naer for Haanden, og dets Ulykke skynder sig saare.
Jer	48	17	17. Haver Medynk med det, alle I, som bo trindt omkring det og alle I, som kende dets Navn, siger: Hvorledes er Magtens Stav, Herlighedens Spir sønderbrudt?
Jer	48	18	18. Stig ned fra Herlighed, og sid i det tørstige Land, du Indbyggerske, Dibons Datterl thi Moabs Ødelaegger er stegen op imod dig, han har ødelagt dine Befaestninger.
Jer	48	19	19. Stil dig ved Vejen og se dig om, du Aroers Indbyggerske I spørg ham, som er flygtet, og hende, som er undkommet; sig, hvad er der sket?
Jer	48	20	20. Moab er beskaemmet; thi det er knust, hyler og skriger; kundgører det ved Arnon, at Moab er ødelagt;
Jer	48	21	21. og en Dom er kommet til Slettens Land, til Holon og til Jaza og over Mefaat
Jer	48	22	22. og over Dibon og over Nebo og over Beth-Diblathajm
Jer	48	23	23. og over Kirjathajm og over Bethgamul og over Bethmeon
Jer	48	24	24. og over Kirjot og over Bozra og over alle Staeder i Moabs Land, de fjerne og de naere.
Jer	48	25	25. Moabs Horn er afhugget, og dets Arm er sønderbrudt, siger Herren.
Jer	48	26	26. Gører det drukkent! thi det ophøjede sig storlig imod Herren, saa at Moab maa plaske i sit Spy, og at ogsaa det maa blive til Latter.
Jer	48	27	27. Thi mon Israel ikke var dig til Latter? mon det var grebet iblandt Tyve, at du, saa tit du talte om det, skulde ryste med Hovedet?
Jer	48	28	28. Forlader Staederne og bor i Klippen, I Indbyggere i Moab! og vaerer som en Due, der bygger Rede ved Siden af Aabningen ned til en Kløft!
Jer	48	29	29. Vi have hørt om Moabs Hovmod, det er saare hovmodigt, om dets Hoffaerdighed og dets Hovmod og dets Stolthed og dets Hjertes Højhed.
Jer	48	30	30. Jeg kender, siger Herren, dets Overmod, men det er tomt; dets Pral er i Gerning tom.
Jer	48	31	31. Derfor maa jeg hyle over Moab og skrige over hele Moab; man maa sukke over Kir-Heres's Folk.
Jer	48	32	32. Jeg maa graede over dig, du Vintrae i Sibma! mere end jeg graeder over Jaeser, dine Kviste gik hen over Havet, de naaede til Jaesers Hav; en Ødelaegger er falden ind over din Frugthøst og over din Vinhøst.
Jer	48	33	33. Og Glaede og Fryd har forladt Frugthaven og Moabs Land; og jeg vil lade Vinen høre op i Persekarrene, ingen skal traede Persen med Frydesang, Frydesangen skal ikke mere vaere Frydesang.
Jer	48	34	34. Af Skriget i Hesbon lade de Lyden høres hidtil Eleale, indtil Jahaz, fra Zoar indtil Horonajm, Eglath Selisia; thi ogsaa Nimrims Vande skulle blive til Ørk.
Jer	48	35	35. Og jeg vil gøre, siger Herren, at Moab ikke mere skal have nogen, som drager op paa Højen og gør Røgoffer for sine Guder.
Jer	48	36	36. Derfor bruser mit Hjerte som Fløjter over Moab, og mit Hjerte bruser over Maendene i Kir-Heres som Fløjter, derfor gaar Levningen, som det havde forhvervet, til Grunde.
Jer	48	37	37. Thi hvert Hoved er skaldet, og hvert Skaeg er afskaaret; der er Indsnit paa alle Haender og Saek om Laenderne.
Jer	48	38	38. Paa alle rage i Moab og paa dets Gader er der kun Klage; thi jeg har sønderbrudt Moab som et Kar, man ikke har Lyst til, siger Herren.
Jer	48	39	39. Hvorledes er det dog knust! Hyler! hvorledes vender Moab dog Nakken till det er beskaemmet; og Moab skal blive til Latter og til Forfaerdelse for alle trindt omkring det.
Jer	48	40	40. Thi saa siger Herren: Se, han kommer flyvende som Ørnen og uørøer sine Vinger imod Moab.
Jer	48	41	41. Staederne erobres, og Faestningerne indtages; og de vaeldiges Hjerte i Moab skal vaere paa denne Dag som en beaengstet Kvindes Hjerte.
Jer	48	42	42. Og Moab skal Ødelaegges, saa at det ikke mere er et Folk, thi det har ophøjet sig storlig imod Herren.
Jer	48	43	43. Forfaerdelse og Grav og Snare over dig, du, som bor i Moah siger Herren.
Jer	48	44	44. Den, som flyr for Forfaerdelsen, skal falde i Graven, og den, som kommer op af Graven, skal fanges i Snaren; thi jeg vil lade komme til det, til Moab, dets Hjemsøgelses Aar, siger Herren.
Jer	48	45	45. I Hesbons Skygge stille sig de, der fly som kraftesløse; thi en Ild udgaar fra Hesbon og en Lue fra Sihon, og den skal fortaere Moabs Hjørne og Issen af Bulderets: Sønner.
Jer	48	46	46. Ve dig, Moab! Kamos's Folk er fortsat; thi dine Sønner ere tagne og førte i Fangenskab og dine Døtre i Fangenskab.
Jer	48	47	47. Men jeg vil omvende Moabs Fangenskab i de sidste Dage, siger Herren. Hertil gaar Dommen over Moab.
------------------------Jeremias' Bog, Kapitel 49
Jer	49	1	1. Saa siger Herren: Har Israel ingen Sønner? eller har han ingen Arving? hvorfor har Malkom taget Gad til Eje og hans Folk taget Bolig i dennes Staeder?
Jer	49	2	2. Derfor se, Dage komme, siger Herren, da jeg vil lade et Krigsskrig høres imod Ammons Børns Rabba, og den skal blive til en øde Dynge, og dens omliggende Staeder skulle antaendes med Ild men Israel skal tage dem til Eje, som eje ham, siger Herren.
Jer	49	3	3. Hyl, Hesbonl thi Aj er ødelagt; skriger, I Rabbas Døtre ifører eder Saek, klager eder, og løber omkring i Indhegningerne; thi Malkom skal gaa i Landflygtighed, hans Praester og hans Fyrster til Hobe.
Jer	49	4	4. Hvi roser du dig af Dalene? din Dal har Overflod, du forvildede Datter du, som forlader dig paa dine Skatte og taenker: Hvo kan komme til mig?
Jer	49	5	5. Se, jeg lader komme Frygt over dig, siger den Herre, Herre Zebaoth, fra alle Sider trindt omkring dig; og I skulle blive fordrevne, hver sin Vej, og der skal ingen vaere, der samler dem, som fly.
Jer	49	6	6. Men derefter vil jeg vende Ammons Børns Fangenskab, siger Herren.
Jer	49	7	7. Imod Edom. Saa siger den Herre Zebaoth: Er der ingen Visdom mere i Theman? Klogskaben er forsvunden for de forstandige; deres Visdom er skyllet bort.
Jer	49	8	8. Flyr, vender eder, tager Bolig: i det dybe, I Indbyggere i Dedan! thi jeg lader Esaus Ulykke komme over ham den Tid, jeg hjemsøger ham.
Jer	49	9	9. Dersom Vinhøstmaend komme over dig, skulle de ikke lade nogen Efterhøst blive tilbage; dersom Tyve komme om de have nok.
Jer	49	10	10. Thi jeg har blottet Esau, aabenbaret hans Skjulesteder, saa at han ikke kan skjule sig; øde, lagt er hans Afkom og hans Brødre og hans Naboer, og der er ingen mere tilbage.
Jer	49	11	11. Forlad dine faderløse, jeg vil lade dem leve; og dine Enker forlade sig paa mig!
Jer	49	12	12. Thi saa siger Herren: Se, de, som ikke vare dømte til at drikke af Baegeret, maatte jo drikke, og skulde da du slippe fri? Nej, du skal ikke slippe; fri, men visselig drikke.
Jer	49	13	13. Thi jeg har svoret ved mig selv, siger Herren, at Bozra skal blive til Forfaerdelse, til Forhaanelse, til Ørk og til Forhandelse; og alle dets Staeder skulle blive til Ørkener evindelig.
Jer	49	14	14. Jeg har hørt et Rygte fra Herren, og at der er sendt et Bud ud iblandt Folkene: Samler eder og kommer over det, og gører eder rede til Strident
Jer	49	15	15. Thi se, jeg vil gøre dig liden iblandt Folkene, foragtet iblandt Menneskene.
Jer	49	16	16. Der har vaeret Skraek for dig; dit Hjertes Hovmod har bedraget dig, du, som bor i Klippens Kløfter og har besat Højens Top; om du end saetter din Rede saa højt som Ørnen, vil jeg dog kaste dig ned derfra, siger Herren.
Jer	49	17	17. Og Edom skal blive til en Forfaerdelse; enhver, som gaar forbi det, skal forfaerdes og spotte over alle dets Plager.
Jer	49	18	18. Ligesom Sodoma og Gomorra og dens Naboer ere omstyrtede, siger Herren, saa skal ingen Mand bo der og intet Menneskebarn opholde sig der.
Jer	49	19	19. Se, han drager op som en Løve fra Jordans Stolthed imod den stedse friske Graesgang; thi i et Øjeblik vil jeg jage dem bort derfra; og hvo er den udvalgte som jeg vil beskikke over den? Thi hvo er som jeg? og hvo kan kraeve mig til Regnskab? og hvo er den Hyrde, som kan bestaa for mit Ansigt?
Jer	49	20	20. Derfor hører Herrens Raad, som han har besluttet imod Edom, og hans Tanker, som han har taenkt imod Themans Indbyggere: Man skal visselig bortslaebe de smaa Lam af Hjorden, og deres Graesbane skal forfaerdes og er dem.
Jer	49	21	21. Ved Lyden af deres Fald baever Jorden; Skriget Lyden deraf høres ved det røde Hav.
Jer	49	22	22. Se, han stiger op som Ørnen og flyver, og han udbreder sine Vinger imod Bozra; og paa denne Dag skulle de vaeldiges Hjerter i Edom vaere ligesom en beaengstet Kvindes Hjerte.
Jer	49	23	23. Imod Damaskus Hamat og Arfad ere beskaemmede thi de have Hørt et ondt Rygte, de ere forsagte; der er Bekymring som paa Havet, det kan ikke vaere roligt.
Jer	49	24	24. Damaskus har ladet Haenderne synke, den Elams har vendt sig for at fly, og Forfaerdelse har betaget den: Angest og Smerte have grebet den som den fødende.
Jer	49	25	25. Hvorledes! er den ikke forladt, den berømte Stad, min Glaedes Byer
Jer	49	26	26. Derfor skulle dens unge Karle falde, paa dens Gader, og alle Krigsmaendene skulle udryddes paa den Dag, siger den Herre Zebaoth.
Jer	49	27	27. Og jeg vil antaende en Ild paa Murene i Damaskus, og den skal fortaere Benhadads Paladser.
Jer	49	28	28. Imod Kedar og Hazors Riger, hvilke Nebukadnezar, Kongen af Babel, slog. Saa siger Herren: Staar op, drager op til Kedar og ødelaegger Østens Børn!
Jer	49	29	29. De skulle tage deres Pauluner og deres Hjorde, deres Telte og alle deres Redskaber, og deres Kameler skulle de føre bort med sig; og de skulle raabe over dem: Raedsel trindt omkring!
Jer	49	30	30. Flyr, vanker vidt om tager Bolig i det dybe, I Hazors Indbyggere siger Herren; thi Nebukadnezar, Kongen af Babel, har besluttet et Raad imod eder og udtaenkt en Tanke imod eder.
Jer	49	31	31. Staar op, drager op imod et Folk, som er roligt, som bor tryggelig, siger Herren; det har hverken Porte eller Portstaenger, de bor for sig selv.
Jer	49	32	32. Og deres Kameler skulle blive til Rov og deres Kvaegs Mangfoldighed til Bytte; og jeg vil adsprede dem med rundklippet Haar for alle Vinde; og fra alle Sider vil jeg lade deres Ulykke komme, siger Herren.
Jer	49	33	33. Og Hazor skal blive til Dragers Bo, en Ødelaeggelse evindelig; der skal ingen Mand bo der og intet Menneskebarn opholde sig der.
Jer	49	34	34. Herrens Ord, som kom til Profeten Jeremias, imod Elam, i Begyndelsen af Judas Konge Zedekias's Regering, saaledes:
Jer	49	35	35. Saa siger den Herre Zebaoth: Se, jeg sønderbryder Bue, deres Hovedstyrke.
Jer	49	36	36. Og jeg vil lade de fire Vejr fra Himmelens fire Hjørner komme over Ham og adsprede dem for alle disse Vejr, og der skal ikke vaere noget Folk, hvorhen der, jo skal komme fordrevne fra Elam.
Jer	49	37	37. Og jeg vil indjage Elam Skraek fag, deres Fjenders Ansigt og for deres; Apsigt, som søge efter deres, Livsglaede Ulykke, min braendende Vede, komme over dem, siger Herren, og jeg vil sende Svaerdet efter dem, indtil jeg har gjort Ende paa dem,
Jer	49	38	38. Og jeg vil saette min Trone i Elam; og jeg vil lade Konger og Fyrster forsvinde derfra, siger Herren
Jer	49	39	39. det skal ske i de sidste Dage, da vil jeg omvende Elams Fangenskab, siger Herren.
------------------------Jeremias' Bog, Kapitel 50
Jer	50	1	1. Det Ord, som Herren talte imod Babel; imod Kaldaeernes Land, ved Profeten Jeremias.
Jer	50	2	2. Kundgører det iblandt Folkene, og lader det høres, og opløfter Banner, lader det høres, dølger. det ej! siger: Babel er indtaget, Bel er beskaemmet, Melodak er knust dens Billeder ere beskaemmede, dens Afguder ere knuste.
Jer	50	3	3. Thi et Folk fra Norden er draget op imod den, dette skal gøre dens Lande øde, og der skal ikke vaere nogen, som bor deri; baade Mennesker og Kvaeg ere blevne flygtige, ere dragne bort.
Jer	50	4	4. I de Dage og paa den Tid, siger Herren, skulle Israels Børn komme, de, og Judas Børn med hverandre; de skulle gaa frem med Graad og søge Herren deres Gud.
Jer	50	5	5. De skulle spørge efter Zion, ad Vejen did ere deres Ansigter vendte: Kommer og slutter eder til Herren med en evig Pagt, som ikke skal glemmes.
Jer	50	6	6. Mit Folk var fortabte Faar, deres Hyrder havde forført dem, de hav de drevet dem bort til Bjergene; de droge fra Bjerge til Høje, de glemte, hvor de havde haft Leje.
Jer	50	7	7. Alle de, som fandt dem, aade dem op, og deres Fjender sagde: Vi have ingen Skyld; fordi de have syndet imod Herren, Retfaerdigheds Bolig, ja, imod Herren, deres Faedres Forhaabning.
Jer	50	8	8. Flyr midt ud af Babel, og drager ud af Kaldaeernes Land, og vaerer som Bukke foran en Hjord!
Jer	50	9	9. Thi se, jeg opvaekker og fører op imod Babel en Samling af store Folkeslag fra Nordenland, og de skulle ruste sig imod den; ved dem skal den indtages; deres Pile ere som en forstandig Helt, der ikke vender tilbage med uforrettet Sag.
Jer	50	10	10. Kaldaea skal blive til Rov; alle, som der tage Rov, skulle maettes, siger Herren.
Jer	50	11	11. Thi I glaedede eder; thi I frydede eder, da I plyndrede min Arv; thi I sprang omkring som en Kalv, der taersker, og vrinskede som de vaelige Heste.
Jer	50	12	12. Eders Moder er saare beskaemmet, hun, som fødte eder, er bleven til Skamme; se, hun er bleven det sidste af Folkene, en Ørk, et tørt Sted og en øde Mark.
Jer	50	13	13. For Herrens Vredes Skyld skal den ikke vaere beboet, men helt vorde øde; alle, som gaa forbi Babel, skulle forskraekkes og spotte over alle dens Plager.
Jer	50	14	14. Ruster eder imod Babel trindt omkring den, skyder imod den, alle I, som spaende Bue! sparer ikke paa Pile; thi den har syndet imod Herren.
Jer	50	15	15. Raaber med Glaede over den trindt omkring, den har overgivet sig, dens Grundpiller ere faldne, dens Mure ere nedbrudte; thi dette er Herrens Haevn, haevner eder paa den; som den hal gjort, saa gører ved den!
Jer	50	16	16. Udrydder Saedemanden af Babel og den, som fører Seglen i Høstens Tid! de skulle vende sig om, hver til sit Folk, for ødelaeggelsens Svaerd, og fly hver til sit Land.
Jer	50	17	17. Israel er som adspredte Lam, Løver have fordrevet ham; først aad Kongen af Assyrien ham, og til sidst har Nebukadnezar, Kongen af Babel, afgnavet hans Ben.
Jer	50	18	18. Derfor, saa siger den Herre Zebaoth, Israels Gud: Se, jeg hjemsøger Kongen af Babel og hans Land, ligesom jeg har hjemsøgt Kongen af Assyrien.
Jer	50	19	19. Og jeg vil føre Israel tilbage til hans Graesgang, og han skal graesse paa Karmel og Basan; og hans Sjael skal maettes paa Efraims Bjerg og i Gilead.
Jer	50	20	20. I de Dage og paa den Tid, siger Herren, skal Israels Misgerning søges, men ikke vaere mere, og Judas Synder, men de skulle ikke findes; thi jeg vil tilgive den, som jeg lader blive tilbage.
Jer	50	21	21. Drag op imod Landet "Dobbelgenstridighed" og imod Indbyggerne i "Hjemsøgelsens" Stad; ødelaeg og lys i Band efter dem, siger Herren, og gør efter alt det, som jeg har budt dig!
Jer	50	22	22. Der er Krigslyd i Landet og stor Forstyrrelse.
Jer	50	23	23. Hvorledes er hele Jordens Hammer afhugbet og sønderbrudt hvorledes er Babel bleven til en Forfaerdelse iblandt Folkene:
Jer	50	24	24. Jeg stillede Snare for dig, og du er ogsaa fanget, Babel! og du vidste det ikke; du er funden, ja greben, thi imod Herren har du indladl dig i Strid.
Jer	50	25	25. Herren har opladt sit Rustkammer og udtaget sin Vrede: Vaaben; thi en Gerning i Kaldaeernes Land er der for Herren, der Herre Zebaoth.
Jer	50	26	26. Kommer imod den alle til Hobe, oplader dens Korn huse, kaster, hvad der er, op Dynger, og lyser det i Band; inte blive tilovers for den!
Jer	50	27	27. Myrder alle dens Okser; de stige ned til Slagtning! ve dem! thi deres Dag er kommen, deres Hjemsøgelses Tid!
Jer	50	28	28. Han hører Røsten af dem, som fly og ere undkomne fra Babel Land for at kundgøre udi Zion Herrens, vor Guds, Haevn, Haevnen for hans Tempel.
Jer	50	29	29. Kalder de vaeldige alle dem, som spaende Bue, frem imod Babel, slaar Lejr om den trindt omkring, lader ingen undkomme betaler den efter dens Gerning, gører imod den efter alt det, som de gjorde; thi den har handlet hovmodigt imod Herren; imod Israels Helge.
Jer	50	30	30. Derfor skulle dens unge Karle falde paa dens Gader, og alle dens Rigsmaend skulle udryddes paa den mag, siger Herren.
Jer	50	31	31. Se, jeg vil imod dig, "du Hovmod!" siger Herren, en Herre Zebaoth; thi din Dag er kommen, den Tid, paa hvilken jeg vil hjemsøge dig.
Jer	50	32	32. Og "Hovmod" kan snuble og falde, og ingen skal oprejse det; og jeg vil antaende en Ild i dets Staeder; og den skal fortaere alt, hvad der er trindt omkring det.
Jer	50	33	33. Saa siger den Herre Zebaoth: Fortrykte ere Israels Børn og Judas Børn tilsammen; og alle de, som oge dem fangne, holde paa dem, le vaegre sig ved at lade dem fare.
Jer	50	34	34. Men deres Genløser er staerke Herre Zebaoth er hans Navn; han skal visselig udføre deres Sag; paa det han kan bringe Jorden Ro, men Indbyggerne i Babel Uro.
Jer	50	35	35. Svaerd! frem imod Kaldaeerne, siger Herren, og imod Indbyggerne i Babel og mod dens Fyrster og, imod dens vise!
Jer	50	36	36. og Svaerd! frem imod Løgnerne, og de maa blive til Daarer! Svaerd! frem imod dens vaeldige, at de maa knuses!
Jer	50	37	37. Svaerd! frem imod dens Heste og imod dens Vogne og imod hele den Hob af alle Haande Folk, som er midt udi den, at de maa blive til Kvinder! Svaerd! frem imod dens Skatte, at de maa røves!
Jer	50	38	38. Tørke! kom imod dens Vande, at de maa borttørres! thi det er de udskaarne Billeders Land, og de rose sig som afsindige af deres Skraemmebilleder.
Jer	50	39	39. Derfor skulle Ørkenens Vildt og Ulve bo der og Strudser bo derudi; og den skal ikke ydermere bebos evindelig, og ingen skal bo i den fra Slaegt til Slaegt.
Jer	50	40	40. Ligesom Gud har omstyrtet Sodoma og Gomorra og dens Naboer, siger Herren, saa skal ingen bo der og intet Menneskebarn opholde sig der.
Jer	50	41	41. Se, et Folk kom der fra Norden, ja et stort Folk og mange Konger skulle rejse sig fra det yderste af Jorden.
Jer	50	42	42. De skulle føre Bue og Glavind, de ere grumme og skulle ikke forbarme sig deres Røst skal bruse som Havet og de skulle komme ridende paa Heste, rustede som en Mand til Krig imod dig, Babels Datter!
Jer	50	43	43. Konger af Babel har hørt Rygtet om dem og hans Haender ere blevne slappe Angest har betaget ham, en Smerte som hendes, der føder.
Jer	50	44	44. Se, han drager op som en Løve fra Jordans Stolthed imod den stedse friske Graesgang; thi i et Øjeblik vil jeg jage dem bort derfra; og hvo er den udvalgte, som jeg vil beskikke over den? thi hvo er som jeg? og hvo kan kraeve mig til Regnskab? og hvo er den Hyrde, som kan bestaa for mit Ansigt?
Jer	50	45	45. Derfor, hører Herrens Raad, som han har besluttet imod Babel, og hans Tanker, som han har taenkt imod Kaldaeernes Land: Man skal visselig bortslaebe de smaa Lam af Jorden og Graesgangen skal forfaerdes over dem.
Jer	50	46	46. Ved Rygtet, at Babel er indtaget, haever Jorden, og et Skrig høres iblandt Folkene.
------------------------Jeremias' Bog, Kapitel 51
Jer	51	1	1. Saa siger Herren: Se, jeg rejser imod Babel og imod Indbyggerne i mine Modstanderes Midte et ødelaeggende Vejr.
Jer	51	2	2. Og jeg vil sende fremmede til Babel, og de skulle kaste den som med Kasteskovl og gøre deres Land tomt; thi de skulle vaere imod den trindt omkring Om Ulykkens Dag.
Jer	51	3	3. Imod den, som spaender Bue, spaende Buespaenderen sin Bue, og imod den, som ophøjer sig i sit Panser; og sparer ikke dens unge Karle, Ødelaegger al dens Haer!
Jer	51	4	4. Og der skal falde saarede i Kaldaeernes Land og gennemstungne paa dens Gader.
Jer	51	5	5. Thi Israel og Juda ere ikke efterladte i Enkestand af deres Gud, af den Herre Zebaoth; thi hines Land er fuldt af Skyld imod Israels Hellige.
Jer	51	6	6. Flyr midt ud af Babel og redder hver sit Liv, at ikke omkomme for dens Misgernings Skyld! thi dette er Herrens Haevns Tid, han betaler den efter fortjeneste.
Jer	51	7	7. Babel var et Guldbaeger i Herrens Haand, den har gjort hele Verden drukken; Folkene have drukket af dens Vin, derfor tabte Folkene Besindelsen.
Jer	51	8	8. Babel er hastelig falden og knust; hyler over den, henter Balsam til dens Saar; maaske kunde den laeges.
Jer	51	9	9. Vi vilde lave laegt Babel, men den blev ikke laegt; forlader den, og lader os drage iver til sit Land; thi dens Dom naar til Himmelen og haever sig til Skyerne.
Jer	51	10	10. Herren har udført vor Retfaerdige Sag kommer og lader os Zion fortaelle Herrens, vor Guds, Gerning.
Jer	51	11	11. Skaerper Pilene, samler Tallet af Skjolde fuldt; Herren har opvakt Mediens Kongers Aand; thi hans Tanke imod Babel staar til at ødelaegge den; thi det er Herrens Haevn, Haevnen for hans Tempel.
Jer	51	12	12. Opløfter Banner imod Babels Mur, holder staerk Vagt, saetter Vagtposter ud, beskikker Baghold; thi Herren har baade besluttet og udført det, som han har talt imod Babels Indbyggere.
Jer	51	13	13. Du, som bor ved de store Vande, og som er maegtig ved Ligbendefae! din Ende er kommen, din Gerrigheds Maal.
Jer	51	14	14. Den Herre Zebaoth har svoret ved sig selv: Jeg skal visselig fylde dig med Mennesker, som var det Graeshopper, og de skulle indbyrdes synge Frydesang over dig.
Jer	51	15	15. Han er den som skabte Jorden ved sin Kraft, beredte Jorderige ved sin Visdom og udbredte Himmelen ved sin Forstand:
Jer	51	16	16. Naar Røsten lyder, ved hvilken han lader Vandenes Mangfoldighed komme i Himmelen, da lader han Dunster opstige fra det yderste af Jorden; han gør Lynene til Regn og fører Vejret ud af sine Gemmer.
Jer	51	17	17. Hvert Menneske bliver ufornuftigt og uden Forstand, hver Guldsmed er beskaemmet for det udkaarne Billedes Skyld; thi hans støbte Billeder ere Bedrageri, og der er ikke Aand i dem.
Jer	51	18	18. De ere Forfaengelighed, et bedragerisk Vaerk; til den Tid, naar de blive hjemsøgte, skulle de gaa til Grunde.
Jer	51	19	19. Ikke som disse er Jakobs Del; thi han er den, som har dannet alle Ting, og (Israeler) hans Arvs Stamme; Herre Zebaoth er hans Navn.
Jer	51	20	20. Du har vaeret mig en Hammer og Krigsvaaben; og jeg har knust Folkefaerd ved dig og Ødelagt. Riger ved dig.
Jer	51	21	21. Og jeg har knust Hesten og dens Rytter ved dig; og jeg har knust Vognene og deres Styrere ved dig.
Jer	51	22	22. og jeg har knust Mand og Kvinde ved dig og knust gammel og ung ved dig og knust Ungkarl og Jomfru ved dig.
Jer	51	23	23. Og jeg har knust Hyrde og hans Hjord ved dig og knust Agerdyrker og hans Spand Øksne ved dig og knust Statholdere og Fogeder ved dig.
Jer	51	24	24. Men jeg vil betale Babel og alle Kaldaeas Indbyggere al deres Ondskab, som de have gjort i Zion, for eders Øjne, siger Herren.
Jer	51	25	25. Se, jeg vil imod dig, du ødelaeggende Bjerg, siger Herren, du, som Ødelaegger al Jorden! og jeg vil udraekke min Haand over dig og vaelte dig ned ad Klipperne og vil gøre et udbraendt Bjerg af dig;
Jer	51	26	26. og man skal ikke tage en, Sten til et Hjørne eller en Sten til en Grundvold fra dig; men du skal blive til evigt øde Staeder, siger Herren.
Jer	51	27	27. Opløfter Banner i Landet blaeser i Trompeten iblandt Folkene, vier Folkene til Kamp imod den, kalder Ararats, Minnis og Askenas's Riger frem imod den; beskikker Høvedsmaend imod den, fører Heste op som surrende Graeshopper!
Jer	51	28	28. Vier Folkefaerd til Kamp imod den, Kongerne af Medien, dets Fyrster og alle dets Fogeder og hele dets Herredømmes Land.
Jer	51	29	29. Og Landet baevede og vaandede sig i Smerte; thi fast imod Babel staa Herrens Tanker; om at gøre Babels Land til en Ørk, at ingen skal bo der.
Jer	51	30	30. De vaeldige i Babel lode af at stride, de bleve i Befaestningerne, deres Styrke svandt bort, de bleve til Kvinder; man opbraendte dens Boliger, dens Portstaenger bleve sønderbrudte.
Jer	51	31	31. Løber løber imod Løber og Bud imod Bud for at forkynde Kongen i Babel, at hans Stad er indtagen fra alle Sider,
Jer	51	32	32. og at Faergestederne ere besatte, og at man har afbraendt Sivene med Ild, og at Krigsmaendene ere forfaerdede.
Jer	51	33	33. Thi saa siger den Herre Zebaoth Israels Gud: Babels Datter er ligesom et Logulv til den Tid, man traeder det fast; endnu en liden Stund, og dens Høsts Tid skal komme.
Jer	51	34	34. Nebukadnezar, Kongen af Babel, aad os, sønderknuste os, stillede os hen som et tomt Kar, opslugte os som en Drage, fyldte sin Bug med vore kostelige Retter; han for drev os.
Jer	51	35	35. Den Vold, mig er sket og mit Kød, komme over Babel, sige Zions Indbyggere, og "mit Blod komme over Kaldaeas Indbyggere", siger Jerusalem.
Jer	51	36	36. Derfor, saa siger Herren: Se, jeg vil udføre din Sag og fuldkomme din Haevn, og jeg vil gøre dens Hav tørt og dens Kilde vandløs.
Jer	51	37	37. Og Babel skal blive til Stenhobe, Drabers Bolig, Forfaerdelse og Spot, at ingen skal bo der.
Jer	51	38	38. De brøle til Hobe som unge Løver; de knurre som Løveunger.
Jer	51	39	39. Jeg vil gøre dem et Gaestebud, naar de ere blevne hede, og jeg vil gere dem drukne, paa det de skulle fryde sig; men de skulle sove den evige Søvn og ikke opvaagne, siger Herren.
Jer	51	40	40. Jeg vil føre dem ned som Lam til at slagtes som Vaedre med Bukke.
Jer	51	41	41. Hvorledes er Sesak indtaget, og den, som var hele Jordens Pris, erobret! hvorledes er Babel bleven til en Forfaerdelse iblandt Folkene!
Jer	51	42	42. Havet er gaaet op over Babel; den er skjult af dets brusende Bølger.
Jer	51	43	43. Dens Staeder ere blevne til en Forfaerdelse, et tørt Land og en øde Mark; et Land, i hvilket ingen Mand bor, og hvor intet Menneskebarn gaar over.
Jer	51	44	44. Og jeg vil hjemsøge Bel i Babel og uddrage det, som han har opslugt, af hans Mund, og Folkene skulle ikke mere strømme til ham; ogsaa Babels Mur er falden.
Jer	51	45	45. Drager midt ud deraf, mit Folk! og redder hv er sit Liv for Herrens braendende Vrede;
Jer	51	46	46. og ser til, at eders Hjerte ikke forsager, og at I ikke frygte ved det Rygte, som høres i Landet, og naar der kommer et Rygte i det ene Aar og derefter et Rygte i det andet Aar, og der er Vold i Landet, Hersker imod Hersker.
Jer	51	47	47. Derfor se, de Dage komme, da jeg vil hjemsøge de udskaarne Billeder i Babel, og dens hele Land skal blive til Skamme, og alle dens saarede skulle falde i dens Midte.
Jer	51	48	48. Og Himmelen og Jorden og alt, hver, der er i dem, skal synge med Fryd over Babel; thi fra Norden skulle dens Ødelaeggere komme, siger Herren.
Jer	51	49	49. Ligesom Babel var Aarsag til, at der faldt ihjelslagne i Israel, saa skal der af Babel falde saarede i det ganske Land.
Jer	51	50	50. I, som ere undkomne fra Svaerdet, drager bort, staar ikke stille; kommer Herren i Hu fra det fjerne, og lader Jerusalem ligge eder paa Hjerte.
Jer	51	51	51. Vi vare beskaemmede, thi vi maatte høre Forhaanelse; Skam bedaekkede vore Ansigter, thi fremmede vare komne over Herrens Hus's Helligdomme.
Jer	51	52	52. Derfor se, de Dage komme; siger Herren; at jeg vil hjemsøge dens udskaarne Billeder, og de saarede skulle jamre sig i hele dens Land.
Jer	51	53	53. Vilde Babel end stige op i Himmelen og gøre sin Magts høje Bolig utilgaengelig, skal der fra mig dog komme Ødelaeggere over den, siger Herren.
Jer	51	54	54. Et Skrig høres fra Babel og en stor Forstyrrelse fra Kaldaeernes Land.
Jer	51	55	55. Thi Herren ødelaegger Babel og lader dens høje Røst høre. op; og deres Bølger skulle bruse som store Vande, og Bulderet af deres Røst skal lyde højt.
Jer	51	56	56. Thi der er kommen en Ødelaegger over den, over Babel, og dens vaeldige ere fangne, deres Buer ere brudte; thi Herren er Gengaeldelsens Gud, som visselig betaler.
Jer	51	57	57. Og jeg vil gøre dens Høvedsmaend og dens vise, dens Statholdere og dens Fogeder! og dens Helte drukne, og de skulle sove den evige Søvn og ikke vaagne op, siger Kongen, hvis Navn er Herre Zebaoth.
Jer	51	58	58. Saa siger den Herre Zebaoth: Babels brede Mur skal sløjfes aldeles, og dens hsje Porte opbraendes med Ild; og Folkestammer skuffe have arbejdet for intet, og Folkefaerd for intet, og de skulle vaere blevne matte.
Jer	51	59	59. Det Ord, som Profeten Jeremias befalede Seraja, Nerias Søn, Mahasejas Sønnesøn, der han drog til Babel med Zedekias, Judas Konge, i hans Regerings fjerde. Aar; thi Seraja var Hofmester ved Kongens Rejser.
Jer	51	60	60. Og Jeremias optegnede al den Ulykke, som skulde komme over Babel, i en saerskilt Bog, alle disse Ord, som vare skrevne om Babel.
Jer	51	61	61. Og Jeremias sagde til Seraja: Naar du kommer til Babel, da se til, og laes alle disse Ord,
Jer	51	62	62. og sig: Herre ! du har talt imod dette Sted om at udslette det, at der ikke skal vaere nogen, som bor der, hverken Menneske eller Dyr; thi det skal blive til evige Ørkener.
Jer	51	63	63. Og det skal ske, naar du er faerdig med at oplaese denne Bog, da skal du binde en Sten ved den og kaste den midt i Eufrat.
Jer	51	64	64. Og du skal sige: Saa skal Babel synke og ikke komme op formedelst den Ulykke, som jeg lader komme over dgn; og de skulle blive matte. - Hertil gaa Jeremias's Ord.
------------------------Jeremias' Bog, Kapitel 52
Jer	52	1	1. Zedekias var et og tyve Aar gammel, der han blev Konge, og regerede elleve Aar i Jerusalem; og hans Moders Navn var Hamutal Jeremias's Datter fra Libna.
Jer	52	2	2. Og han havde gjort det, som var ondt for Herrens Øjne, efter alt det, som Jojakim gjorde.
Jer	52	3	3. Men det gik efter Herrens Vrede i Jerusalem og Juda indtil han forkastede dem for sit Ansigt; og Zedekias faldt fra Kongen af Babel.
Jer	52	4	4. Og det skete i han; Regerings niende Aar, i den tiende Maaned, gaa den tiende Dag i Maaneden, da kom Nebukadnezar, Kongen af Babel, han og al hans Haer, mod Jerusalem, og lejrede sig imod den, og de byggede et Bolvaerk imod den trindt omkring.
Jer	52	5	5. Saa blev Staden belejret indtil Kong Zedekias's ellevte Aar.
Jer	52	6	6. I den fjerde Maaned, paa den niende Dag i Maaneden, da fik Hungeren Overhaand i Staten, og der var ikke Brød for Folket i Landet.
Jer	52	7	7. Og man brød ind i Staden, og alle Krigsmaend flyede og droge ud af Staden om Natten, ad Vejen igennem Porten imellem de to Mure, hvilken gaar til Kongens Have, medens Kaldaeerne laa trindt omkring Staden; og de droge hen ad Vejen til den slette Mark.
Jer	52	8	8. Men Kaldaeernes Haer forfulgte Kongen, og de naaede Zedekias paa den slette Mark ved Jeriko; og hele hans Haer blev adspredt fra ham.
Jer	52	9	9. Og de grebe Kongen; og førte ham op til Kongen af Babel, til Ribla i Hamaths Land; og han holdt Ret over ham.
Jer	52	10	10. Og Kongen af Babel lod Zedekias's Sønner nedhugge for
Jer	52	11	11. og man blindede Zedekias's Øjne og bandt ham med to Kobberlaenker, og Kongen af Babel lod ham føre til Babel og satte ham i Straffehuset indtil hans Dødsdag.
Jer	52	12	12. Og i den femte Maaned, paa den tiende Dag i Maaneden (det Aar var Kong Nebukadnezars, Kongen af Babels, nittende Aar), kom Nebusar-Adan, Øversten for Livvagten, som stod for Kongen af Babels Ansigt, til Jerusalem.
Jer	52	13	13. Og han opbraendte Herrens Hus og Kongens Hus og alle Husene i Jerusalem, ja, alle store Huse opbraendte han med Ild.
Jer	52	14	14. Og hele Kaldaeernes Haer, som var med Øversten for Livvagten, nedbrød alle Jerusalems Mure trindt omkring.
Jer	52	15	15. Og nogle af de ringeste af Folket og det øvrige Folk, de overblevne i Staden og de frafaldne, som vare gaaede over til Kongen af Babel, og de Haandvaerksmaend, som vare blevne tilbage, førte Nebusar-Adan, Øvelsten for Livvagten, bort.
Jer	52	16	16. Og Nebusar-Adan, Øversten for Livvagten, lod nogle af de ringeste i Landet blive tilbage til Vingaardsmaend og til Agerdyrkere.
Jer	52	17	17. Og Kobberstøtterne, som vare i Herrens Hus, og Stolene og Kobberhavet, som var i Herrens Hus, sønderbrøde Kaldaeerne; og de førte alt Kobberet af dem til Babel.
Jer	52	18	18. Og Gryderne og Skufferne og Knivene og Skaalerne og Røbelseskaalerne og alle Kobberkarrene, som brugtes til Tjenesten, toge de bort,
Jer	52	19	19. og Baekkenerne og Ildkarrene og Skaalerne og Gryderne og Lysestagerne og Røgelseskaalerne og Baegerne, hvad som var helt Guld, og hvad som var helt Sølv, tog den øverste for Livvagten.
Jer	52	20	20. De to Støtter, det ene Hav og de tolv Kobberøksne, som vare derunder, samt Stolene, som Kong Salomo havde gjort til Herrens Hus: Der var ikke Vaegt paa Kobberet af alle disse Ting.
Jer	52	21	21. Og hvad Støtterne angaar, da var Højden af een Støtte atten Alen, og en Traad, tolv Alen lang, gik omkring den, og denne var fire Fingre tyk og hul.
Jer	52	22	22. Og Kronen derpaa var af Kobber, og een Krones Højde var fem Alen, og Nettet og Granataeblerne trindt omkring paa Kronen var alt sammen af Kobber, og paa samme Maade var den anden Støtte og Granataeblerne.
Jer	52	23	23. Og der var seks og halvfemsindstyve Granataebler efter Vindene; alle Granataeblerne paa Nettet trindt omkring vare hundrede.
Jer	52	24	24. Og Øversten for Livvagten tog Ypperstepraesten Seraja, og Zefanja, Praesten af anden Rang, og tre, som toge Vare paa Dørtaerske Hofbetjent, som var Befalingsmand over Krigsmaendene,
Jer	52	25	25. og syv Maend af dem, som saa Kongens Ansigt, og som fandtes i Staden, og Skriveren, som var hos Stridshøvedsmanden, og som udskrev Folket i Landet, og tresindstyve Maend af Folket i Landet, som fandtes i Staden.
Jer	52	26	26. Og Nebusar-Adan, den øverste for Livvagten, tog dem og førte: dem til Kongen af Babel, til Ribla.
Jer	52	27	27. Og Kongen af Babel slog dem ihjel og draebte dem i Ribla, i Hamaths Land; saa blev Juda bortført fra sit Land.
Jer	52	28	28. Dette er det Folk, som Nebukadnezar bortførte: I det syvende Aar tre Tusinde og tre og tyve af Juda;
Jer	52	29	29. i Nebukadnezars attende Aar: Af Jerusalem otte Hundrede og to og tredive Sjaele;
Jer	52	30	30. i Nebukadnezars tre og tyvende Aar bortførte Nebusar-Adan, den øverste for Livvagten, af Jøderne syv Hundrede og fem og fyrretyve Sjaele; alle Sjaele vare tilsammen fire Tusinde og seks Hundrede.
Jer	52	31	31. Og det skete i det syv og tredivte Aar, efter at Jojakin, Judas Konge, var bortført, i den tolvte Maaned paa den fem og tyvende Dag i Maaneden, da opløftede Evil Merodak, Kongen af Babel, i det Aar han blev Konge, Jojakins, Judas Konges, Hoved og førte ham ud af Faengselets Hus.
Jer	52	32	32. Og han talte gode Ord med ham, og han satte hans Stol over de Kongers Stole, som vare hos ham i Babel.
Jer	52	33	33. Og han omskiftede sine Faengsels Klaeder, og han aad stedse Brød for hans Ansigt i alle sine Livsdage.
Jer	52	34	34. Og, angaaende hans Underholdning, da gaves ham stadig Underholdning af Kongen i Babel, hver Dag, hvad han behøvede for en Dag indtil hans Dødsdag alle hans Landflygtigheds Dage Livsdage.
------------------------Klagesangene, Kapitel 1
Lam	1	1	1. Hvorledes sidder hun saa enlig, den Stad, som havde meget Folk, den er bleven som en Enke! den, som var saa stor iblandt Hedningerne, en Fyrstinde iblandt Landskaberne, er bleven skatskyldig.
Lam	1	2	2. Hun glaeder svart om Natten, og hendes Taarer løbe over hendes Kinder; der er ingen, som trøster; hende af alle dem, som elskede hende, alle hendes Venner ere troløse imod hende, de ere blevne hendes Fjender.
Lam	1	3	3. Juda er vandret ud for Elendigheds og for svar Traeldoms Skyld; hun bor iblandt Hedningerne, hun finder ikke Ro; alle hendes Forfølgere naa hende midt i Traengslerne.
Lam	1	4	4. Zions Veje sørge, fordi ingen kommer til Festforsamling, alle dens Porte ere øde, dens Praester sukke, dens Jomfruer ere bedrøvede, og for den selv er det bittert.
Lam	1	5	5. Hendes Modstandere ere voksede hende over Hovedet, hendes Fjender ere trygge; thi Herren har bedrøvet hende for hendes mange Overtraedelsers Skyld; hendes spaede Børn ere dragne i Fangenskab for Modstandernes Ansigt.
Lam	1	6	6. Og fra Zions Datter er al hendes Prydelse gaaet bort; hendes Fyrster ere blevne ligesom Hjerte, der ikke finde Føde, og de gik kraftesløse for Forfølgerens Ansigt.
Lam	1	7	7. Jerusalem ihukommer i sin Elendigheds og sin Landflygtigheds Dage alle sine Herligheder, som den havde i gamle Dage, idet dens Folk nu er faldet i Fjendens Haand, og der er ingen, som hjaelper den; Fjenderne saa den, de spottede over, at den ikke er mere.
Lam	1	8	8. Jerusalem har syndet svarlig, derfor er den bleven til Vaemmelse; derfor er den bleven til Vaemmelse; derfor er den bleven til Vaemmelse; alle, som aerede den, ringeagte den, thi de saa dens Nøgenhed; selv sukker den og vender sig bort.
Lam	1	9	9. Hendes Slaeb er besmittet; hun taenkte ikke paa sin Fremtid, og hun er nedstyrtet paa vidunderlig Maade, der er ingen, som trøster hende. Herre ! se min Elendighed, thi Fjenden har gjort sig stor.
Lam	1	10	10. Fjender udstrakte deres Haand efter alle hendes Herligheder; thi hun saa, at Hedninger kom ind i hendes Helligdom, om hvilke du havde befalet, at de ikke skulde komme i din Menighed.
Lam	1	11	11. Hele hendes Folk sukker og søger efter Brød, de give deres Herligheder hen for Mad til at vederkvaege deres Sjael; se, Herre ! og sku, at jeg er bleven ringe.
Lam	1	12	12. Det rører ikke eder, alle I, som gaa forbi ad Vejen. Skuer og ser, om der er en Smerte som min Smerte, der mig er vederfaren; thi Herren har bedrøvet mig paa sin braendende Vredes Dag.
Lam	1	13	13. Han sendte en Ild fra det høje i mine Ben, og den herskede der; han udspaendte et Garn for mine Fødder, kastede mig tilbage, han gjorde mig øde og svag den ganske Dag.
Lam	1	14	14. Mine Overtraedelsers Aag er knyttet ved hans Haand, de sammenslynge sig, de ere gaaede op over min Hals, han lod min Kraft sukke under; Herren har givet mig i deres Haender, for hvilke jeg ikke kan rejse mig.
Lam	1	15	15. Herren forkastede alle mine vaeldige i min midte, han sammenkaldte en Forsamling imod mig til at knuse mit unge Mandskab; Herren traadte Vinpersen for Jomfruen, Judas Datter.
Lam	1	16	16. Over disse Ting graeder jeg, mit Øje, mit Øje strømmer med Vand; thi Trøsteren, som skulde vederkvaege min Sjael, er langt fra mig; mine Børn ere ødelagte, thi Fjenden fik Overhaand.
Lam	1	17	17. Zion udstraekke sine Haender, der er ingen, som trøster hende; Herren har givet Befaling imod Jakob til hans Fjender trindt omkring ham; Jerusalem er bleven til Vaemmelse imellem dem.
Lam	1	18	18. Herren, han er retfaerdig; thi jeg var genstridig imod hans Mund; hører dog, alle Folk! og ser min Smerte, mine Jomfruer og mine unge Karle ere vandrede i Fangenskab.
Lam	1	19	19. Jeg raabte paa mine Elskere, de bedroge mig; mine Praester og mine Aeldste opgave Aanden i Staden; thi de søgte sig Brød, at de kunde vederkvaege deres Sjael.
Lam	1	20	20. Se til, Herre ! thi jeg har Angest, mine Indvolde ere oprørte, mit Hjerte har vendt sig inden i mig; thi jeg har vaeret meget genstridig; udenfor har Svaerdet gjort mig barnløs, i Huset har det vaeret ret som Døden.
Lam	1	21	21. De hørte, at jeg sukkede, jeg havde dog ingen Trøster; alle mine Fjender hørte min Ulykke, de glaedede sig; thi du har gjort det; men du lader en Dag komme, som du kalder frem, da skulle de vaere ligesom jeg.
Lam	1	22	22. Lad al deres Ondskab komme for dit Ansigt, og handl med dem, som du handlede med mig for alle mine Overtraedelsers Skyld; thi mine Sukke ere mange, og mit Hjerte er afmaegtigt.
------------------------Klagesangene, Kapitel 2
Lam	2	1	1. Hvorledes har Herren indhyllet Zions Datter med Mørke i sin Vrede? han har kastet Israels Herlighed fra Himmelen til Jorden, og han kom ikke sine Fødders Fodskammel i Hu paa sin Vredes Dag.
Lam	2	2	2. Herren har opslugt og ikke sparet nogen af Jakobs Boliger, han har nedbrudt Judas Datters Befaestninger i sin Fortørnelse, han har nedkastet dem til Jorden; han har vanhelliget Riget og dets Fyrster.
Lam	2	3	3. Han har afhugget hvert Horn i Israel i sin braendende Vrede, han har drabet sin højre Haand tilbage over for Fjenden; og der braendte i Jakob som en Ildslue, den har fortaeret trindt omkring.
Lam	2	4	4. Han har spaendt sin Bue som en Fjende, han har stillet sig med sin højre Haand som en Modstander og har ihjelslaget alle dem, som vare en Lyst for Øjnene; han udøste sin Harme i Zions Datters Paulun som en Ild.
Lam	2	5	5. Herren er bleven som en Fjende, han har opslugt Israel, han har opslugt alle dens Paladser, ødelagt dens Befaestninger og voldet Judas Datter megen Sorg og Bedrøvelse.
Lam	2	6	6. Og han har med Vold nedrevet sit Gaerde som en Haves, forstyrret sin Festforsamling; Herren har ladet Festforsamling og Sabbat glemmes i Zion og foragtet Konge og Praest i sin Vredes Heftighed.
Lam	2	7	7. Herren har forkastet sit Alter, ringeagtet sin Helligdom, overgivet dens Paladsers Mure i Fjendens. Haand; man opløftede en Røst i Herrens Hus, som var det en Festforsamlings Dag.
Lam	2	8	8. Herren har besluttet at ødelaegge Zions Datters Mur, han har udstrakt en Maalesnor; han har ikke draget sin Haand tilbage fra Ødelaeggelsen; og han lod Vaern og Mur sørge; sammensunkne ligge de begge.
Lam	2	9	9. Hendes Porte sank i Jorden, han ødelagde og sønderbrød hendes Portstaenger; hendes Konger og hendes Fyrster ere iblandt Hedningerne; der er ingen Lov, selv hendes Profeter finde ikke Syn fra Herren.
Lam	2	10	10. Zions Datters Aeldste sidde paa Jorden, de ere tavse; de kastede Støv over deres Hoved, iførte sig Saek; Jerusalems Jomfruer saenkede deres Hoved ned imod Jorden.
Lam	2	11	11. Mine Øjne forsmaegte af Graad, mine Indvolde syde, min Lever er udgydt paa Jorden formedelst mit Folks Datters ødelaeggelse, idet de spaede og diende Børn vansmaegte paa Stadens Gader.
Lam	2	12	12. De sige til deres Mødre: Hvor er Korn og Vin idet de vansmaegte som saarede paa Stadens Gader, idet de udaande deres Sjael i deres Moders Skød.
Lam	2	13	13. Hvad skal jeg vidne for dig, hvorved skal jeg ligne dig, Jerusalems Datter hvad skal jeg agte dig lig, at jeg kan trøste dig, du Jomfru, Zions Datter? thi din Ødelaeggelse er stor som Havet; hvo kan laege dig?
Lam	2	14	14. Dine Profeter havde tomme og daarlige Syner angaaende dig, og de aabenbarede ikke din Misgerning, saa at de afvendte dit Fangenskab; men deres Syner om dig vare tomme Spaadomme og Forførelse.
Lam	2	15	15. Alle de, som gaa forbi paa Vejen, klappe i Haenderne over dig, de spotte og ryste med deres Hoved over Jerusalems Datter: Er det den Stad, hvilken man sagde at vaere hel dejlig, al Jordens Glaede?
Lam	2	16	16. Alle dine Fjender opspile deres Mund imod dig, de spotte og skaere Taender; de sige: Vi have opslugt den; dette er kun den Dag, som biede efter, vi have fundet, vi have set det.
Lam	2	17	17. Herren har gjort det, som han havde besluttet, han har udført sit Ord, som han fra gamle Dage havde befalet, han har nedbrudt og ikke sparet; og han lod Fjenden glaede sig over dig, han ophøjede dine Modstanderes Horn.
Lam	2	18	18. Deres Hjerte raabte til Herren: O Zions Datters Mur lad Taarerne strømme ned som en Baek Dag og Nat, giv dig ingen Hvile, lad din Øjesten ikke vaere rolig!
Lam	2	19	19. Staa op, raab højt om Natten, med Begyndelsen af Nattevagterne, udøs dit Hjerte som Vand for Herrens Ansigt; opløft dine Haender til ham for dine spaede Børns Liv; thi de vansmaegte af Hunger paa alle Gadehjørner.
Lam	2	20	20. Herre se og sku, hvem du har handlet saaledes med; mon Kvinder skulle aede deres Livsfrugt, de spaede Børn, som man baerer paa Haenderne mon Praest og Profet skulle ihjelslaas i Herrens Helligdom?
Lam	2	21	21. Der ligger paa Jorden i Gaderne ung og gammel, mine Jomfruer og mine unge Karle ere faldne for Svaerdet; du ihjelslog paa din Vredes Dag, du slagtede, du sparede ikke.
Lam	2	22	22. Du kalder som til en Festforsamlings Dag Raedsler over mig trindt omkring fra, og der er ingen, som undkom eller blev tilovers paa Herrens Vredes Dag; dem, som jeg havde baaret paa Haenderne og opdraget, dem har min Fjende gjort Ende paa.
------------------------Klagesangene, Kapitel 3
Lam	3	1	1. Jeg er den Mand, som saa Elenddighed ved hans Vredes Ris.
Lam	3	2	2. Mig ledede og førte han ind i Mørke og ikke til Lys.
Lam	3	3	3. Kun imod mig vendte han atter og atter sin Haand den ganske Dag.
Lam	3	4	4. Han gjorde mit Kød og min Hud gammel; han sønderbrød mine Ben.
Lam	3	5	5. Han byggede imod mig og omgav mig med Galde og Møje.
Lam	3	6	6. Han lod mig bo i de mørke Steder som dem, der ere døde i al Eviglred.
Lam	3	7	7. Han tilmurede for mig, og jeg kan ikke komme ud, han gjorde min Laenke svar.
Lam	3	8	8. Naar jeg end skriger og raaber, lukker han til for min Bøn.
Lam	3	9	9. Han har tilmuret mine Veje med hugne Stene, han har gjort mine Stier krogede.
Lam	3	10	10. Han er bleven mig som en Bjørn, der ligger paa Lur, som en Løve i Skjul.
Lam	3	11	11. Han lod rnine Veje bøje af, og saa sønderrev han mig; han lagde mig øde.
Lam	3	12	12. Han spaendte sin Bue og stillede mig som Maalet for Pilen.
Lam	3	13	13. Han lod Pile af sit Kogger traenge ind i mine Nyrer.
Lam	3	14	14. Jeg er bleven alt mit Folk til Latter, deres Spottesang den ganske Dag.
Lam	3	15	15. Han maettede mig med beske Urter, han gav mig rigelig Malurt at drikke
Lam	3	16	16. og lod mine Taender bide i Grus, han nedtrykte mig i Aske.
Lam	3	17	17. Og du bortstødte min Sjael fra Fred, jeg har glemt det gode.
Lam	3	18	18. Og jeg sagde: Borte er min Kraft, og hvad jeg forventede fra Herren.
Lam	3	19	19. Kom min Elendighed og min Landflygtighed i Hu: Malurt og Galde!
Lam	3	20	20. Min Sjael kommer det ret i Hu og er nedbøjet i mit Indre.
Lam	3	21	21. Dette vil jeg tage mig til Hjerte, derfor vil jeg haabe;
Lam	3	22	22. Det er, Herrens Miskundhed, at vi ikke ere fortaerede; thi hans Barmhjertighed har ingen Ende.
Lam	3	23	23. Den er ny hver Morgen, din Trofasthed er stor.
Lam	3	24	24. Herren er min Del, siger min Sjael, derfor vil jeg haabe til ham.
Lam	3	25	25. Herren er god imod dem; som bie efter ham, imod den Sjael, som spørger efler ham.
Lam	3	26	26. Det er godt; at man haaber og er stille til Herrens Frelse.
Lam	3	27	27. Det er en Mand godt. at han baerer Aag i sin Ungdom.
Lam	3	28	28. Han vil sidde ene og tie; thi han laegger det paa ham.
Lam	3	29	29. Han vil trykke sin Mund imod Støvet, om der maaske kunde vaere Forhaabning.
Lam	3	30	30. Han vil vende Kinden imod den, som slaar ham, han vil maettes med Forhaanelse.
Lam	3	31	31. Thi Herren skal ikke forkaste evindelig.
Lam	3	32	32. Thi dersom han bedrøver, da skal han dog forbarme sig efter sin store Miskundhed.
Lam	3	33	33. Thi det er ikke af sit Hjerte, at han plager og bedrøver Menneskens Børn.
Lam	3	34	34. For at knuse alle de bundne paa Jorden under sine Fødder;
Lam	3	35	35. for at bøje en Mands Ret for den Højestes Ansigt;
Lam	3	36	36. for at forvende et Menneskes Retssag - skuer Herren ikke ned.
Lam	3	37	37. Hvo er den, som har sagt noget, saa at det skete, uden at Herren befaler det?
Lam	3	38	38. Mon Lykke og Ulykke ikke udgaa af den Højestes Mund?
Lam	3	39	39. Hvorfor klager et Menneske som lever? - enhver for sine Synder!
Lam	3	40	40. Lader os ransage vore Veje og efterspore dem og vende om til Herren !
Lam	3	41	41. Lader os opløfte vort Hjerte tillige med vore Haender til Gud i Himmelen!
Lam	3	42	42. Vi, vi have syndet og vaeret genstridige, du tilgav ikke.
Lam	3	43	43. Du tildaekkede os med Vrede og forfulgte os, ihjelslog, sparede ikke.
Lam	3	44	44. Du skjulte dig med en Sky, at ingen Bøn kunde traenge igennem.
Lam	3	45	45. Du gjorde os til Skarn og Udskud midt iblandt Folkene.
Lam	3	46	46. Alle vore Fjender opspilede deres Mund imod os.
Lam	3	47	47. Der var Forfaerdelse og Gru for os, Ødelaeggelse og Undergang:
Lam	3	48	48. Mit Øje rinder med Vandbaekke over mit Folks Datters Undergang.
Lam	3	49	49. Mit Øje strømmer og bliver ikke stille, der er icigen Afladelse,
Lam	3	50	50. indtil Herren skuer ned og ser til fra Himmelen.
Lam	3	51	51. Mit Øje voldte min Sjael Smerte over alle min Stads Døtre.
Lam	3	52	52. Han jagede mig som en Fugl de, der vare mine Fjender uden Grund.
Lam	3	53	53. De bragte mit Liv til at vorde; stille i Graven og kastede en Sten over mig.
Lam	3	54	54. Der strømmede Vand ned over mit Hoved, jeg sagde: Det er forbi med mig.
Lam	3	55	55. Jeg kaldte paa dit Navn, Herre ! fra Graven, i det dybe.
Lam	3	56	56. Du har hørt min Røst; tilluk ej dit Øre for mit Suk, for mit Raab!
Lam	3	57	57. Du holdt dig naer den Dag, jeg kaldte paa dig, du sagde: Frygt ikke!
Lam	3	58	58. Herre du har udført min Sjaels Sag, du har udløst mit Liv.
Lam	3	59	59. Herre ! du har set den Uret, som sker mig, døm i min Sag!
Lam	3	60	60. Du har set al deres Haevn, alle deres Tanker imod mig.
Lam	3	61	61. Herre ! du har hørt deres haanende Tale, alle deres Tanker imod mig,
Lam	3	62	62. mine Modstanderes Ord og deres Anslag imod mig den ganske Dag.
Lam	3	63	63. Sku, hvorledes de sidde, og hvorledes de staa op; jeg er deres Spottesang.
Lam	3	64	64. Du skal gengaelde dem, Herre ! efter deres Haenders Gerning.
Lam	3	65	65. Du skal give dem et Daekke over Hjertet, din Forbandelse hører dem til.
Lam	3	66	66. Du skal forfølge dem i Vrede, og ødelaegge dem, at de ikke ere under Herrens Himmel.
------------------------Klagesangene, Kapitel 4
Lam	4	1	1. Hvorledes er Guldet fordunklet, det kostelige Guld forkastet, de hellige Stene henkastede paa alle Gadehjørner!
Lam	4	2	2. Zions dyrebare Børn, der vejede op med fint Guld hvorledes agtes de lige med Lerflasker, en Pottemagers Haenders Gerning?
Lam	4	3	3. Endog Drager raekke Brystet frem de give deres Unger Die; mit Folks Datter er bleven grusom, lig Strudser i Ørken.
Lam	4	4	4. Den diendes Tunge haenger ved hans Gane af Tørst; spaede Børn begaere Brød, der er ingen, som raekker dem det.
Lam	4	5	5. De, som aade de kostelige Retter, ere omkomne paa Gaderne; de, som vare opfostrede i Skarlagen, de omfavne Skarnet.
Lam	4	6	6. Og mit Folks Datters Misgerning er større end Synden i Sodoma, som blev omkastet i et Øjeblik, og hvortil ingen Haender brugtes.
Lam	4	7	7. Hendes Nasiraeer vare renere end Sne, hvidere end Maelk, paa Legemet vare de rødere end Koraller, deres Skabning var som Safiren.
Lam	4	8	8. Nu er deres Skikkelse bleven mørkere end det sorte, de kendes ikke paa Gaderne, deres Hud haenger ved deres Ben, den er bleven tør som Trae.
Lam	4	9	9. Lykkeligere vare de, som bleve ihjelslagne ved Svaerd, end de, som blive ihjelslagne af Hunger; thi disse svinde hen som gennemborede, fordi der ikke er Grøde paa Marken.
Lam	4	10	10. Barmhjertige I Kvinders Haender kogte deres Børn; disse bleve dem til Spise under mit Folks Datters Ødelaeggelse.
Lam	4	11	11. Herren har fuldkommet sin Harme, udøst sin braendende Vrede og antaendt en Ild i Zion, og den fortaerede dens Grundvold.
Lam	4	12	12. Kongerne paa Jorden havde ikke troet det, ej heller nogen af alle dem, som bo paa Jorderige, at Modstanderen og Fjenden skulde drage ind ad Jerusalems Porte.
Lam	4	13	13. Formedelst dens Profeters Synder, formedelst dens Praesters Misgerninger, de, som udøste de retfaerdiges Blod midt i den,
Lam	4	14	14. Vanke disse hid og did paa Gaderne som blinde, besmittede med Blod, saa at man ej kan røre ved deres Klaeder.
Lam	4	15	15. Viger bort, han er uren! raaber man om dem; "viger bort" viger bortt rører dem ej!" thi de flyve bort og vanke hid og did; man siger iblandt Hedningerne: De skulle ikke blive ved at bo der.
Lam	4	16	16. Herrens Ansigt har spredt dem, han vil ikke se til dem mere; man anser ikke Praesternes Person, man er ikke naadig imod de gamle.
Lam	4	17	17. Endnu forsmaegte vore Øjne forgaeves efter vor Hjaelp; paa vor Vare spejde vi efter et Folk, som ikke kunde frelse.
Lam	4	18	18. De jage os, hvor vi skride frem, at vi ikke kunne gaa paa vore Gader; vor Ende er naer, vore Dage ere fyldte; thi vor Ende er kommen.
Lam	4	19	19. Vore Forfølgere ere lettere end Ørne under Himmelen; de forfølge os paa Bjergene, de lure paa os i Ørken.
Lam	4	20	20. Vor Livsaande, Herrens Salvede, er fanget i deres Grave, han, om hvem vi sagde: Under hans Skygge ville vi leve iblandt Folkene.
Lam	4	21	21. Fryd og glaed dig kun, du Edoms Datter! du, som bor i Landet Uz; ogsaa til dig skal Baegeret komme, du skal blive drukken og blotte dig.
Lam	4	22	22. Din Skyld har en Ende, Zions, Datter! han skal ikke mere lade I dig bortføre; nu hjemsøger han din Skyld, du Edoms Dattert han aabenbarer dine Synder.
------------------------Klagesangene, Kapitel 5
Lam	5	1	1. Herre ! kom i Hu, hvad der er sket os; sku ned og se vor Forhaanelse!
Lam	5	2	2. Vor Arv er gaaet over til fremmede, vore Huse til Udlaendinge.
Lam	5	3	3. Vi ere blevne faderløse, uden Fader, vore Brødre ere som Enker.
Lam	5	4	4. Vandet, vi drikke, købe vi for Penge; vort Braende kommer til os for Betaling.
Lam	5	5	5. Man er os paa Halsen, vi forfølges; vi blive traette og faa ikke Hvile.
Lam	5	6	6. Vi have rakt Haanden imod Aegypten, imod Assyrien for at maettes af Brød.
Lam	5	7	7. Vore Faedre have syndet, de ere ikke mere, og vi baere deres Misgerninger.
Lam	5	8	8. Traelle herske over os; der er ingen, som frier af deres Haand.
Lam	5	9	9. Vi hente vort Brød med Fare for vort Liv, formedelst Svaerdet i Ørken.
Lam	5	10	10. Vor Hud er forbraendt som en Ovn, af Hungerens Glød.
Lam	5	11	11. De kraenke Kvinderne i Zion, Jomfruerne i Judas Staeder.
Lam	5	12	12. Fyrster ere haengte af deres Haand, Oldingers Person bliver ikke aeret.
Lam	5	13	13. Unge Karle maatte tage fat paa Kvaernen, og Drenge segnede under Byrden af Ved.
Lam	5	14	14. De Aeldste have hørt op med at sidde i Porten, de unge Karle med deres Strengeleg.
Lam	5	15	15. Vort Hjertes Glaede er hørt op, vor Dans er vendt om til Sorrig.
Lam	5	16	16. Vort Hoveds Krone er affalden; o ve os! thi vi have syndet.
Lam	5	17	17. Derfor er vort Hjerte sygt, derfor ere vore Øjne formørkede:
Lam	5	18	18. For Zions Bjergs Skyld, som er øde, Raeve løbe derpaa.
Lam	5	19	19. Du, Herre ! du bliver evindelig din Trone fra Slaegt til Slaegt.
Lam	5	20	20. Hvorfor vil du glemme og evindelig? forlade os saa lang en Tid?
Lam	5	21	21. Herre før os tilbage til dig, saa ville vi vende tilbage, forny vore Dage som i fordums Tid!
Lam	5	22	22. Thi mon du aldeles har forkastet os? mon du er saa saare vred paa os?
------------------------Ezekiels Bog, Kapitel 1
Eze	1	1	1. Og det skete i det tredivte Aar, i den fjerde Maaned, paa den femte Dag i Maaneden, da jeg var midt iblandt de bortførte ved Floden Kebar, at Himlene aabnedes, og jeg saa Syner fra Gud.
Eze	1	2	2. Paa den femte Dag i Maaneden (det var i det femte Aar, efter at Kong Jojakin var bortført),
Eze	1	3	3. da kom Herrens Ord til Praesten Ezekiel, Busis; Søn, i Kaldaeernes Land, ved Floden Kebar; og Herrens Haand kom over ham der.
Eze	1	4	4. Og jeg saa, og se der kom et Stormvejr af Norden, en stor Sky og Ild, som slyngede sig sammen, og med en Glans trindt omkring; og midt ud af den var der som et Syn af glødende Malm, midt ud af Ilden.
Eze	1	5	5. Og midt ud af den saas en Skikkelse af fire levende Vaesener, og dette var deres Udseende: De havde et Menneskes Skikkelse.
Eze	1	6	6. Og ethvert af dem havde fire Ansigter og ethvert fire Vinger.
Eze	1	7	7. Og deres Ben vare lige Ben, og deres Bens Fod var som en Kalvefod, og de vare skinnende som blankt Kobber at se til.
Eze	1	8	8. Og der var Menneskehaender under deres Vinger, paa deres fire Sider, og de havde alle fire deres Ansigter og deres Vinger.
Eze	1	9	9. Deres Vinger vare sammensluttede, den ene til den anden; de vendte sig ikke, naar de gik, de gik hver lige fremfor sig.
Eze	1	10	10. Og deres Ansigt lignede et Menneskes Ansigt, og en Øves Ansigt havde alle file til højre, og en Okses Ansigt havde alle fire til venstre, og en Ørns Ansigt havde alle fire.
Eze	1	11	11. Og deres Ansigter og deres Vinger vare oventil adskilte; paa hver vare tvende sammensluttende, den ene til den anden, og tvende skjulte deres Kroppe.
Eze	1	12	12. Og de gik hver lige frem for sig; hvorhen Aanden; vilde gaa, gik de, de taendte sig ikke, naar de gik.
Eze	1	13	13. Og hvad de levende Vaeseners Skikkelse angaar, da var deres Udseende som glødende Kul, der braende som Blus, at se til; Ilden for hid og did imellem de levende Vaesener; og den skinnede, og der udgik Lyn af Ilden.
Eze	1	14	14. Og de levende Vaesener løb frem og tilbage som Lynglimt at se til.
Eze	1	15	15. Og jeg saa de levende Vaesener, og se, der var et Hjul paa Jorden hos ethvert af de levende, imod de fire Sider.
Eze	1	16	16. Hjulenes Udseende og Arbejdet paa dem var som Synet af en Krysolit, og alle fire vare efter een Skikkelse; og deres Udseende og Arbejdet paa dem var, som om et Hjul var i det andet.
Eze	1	17	17. Naar de skulde gaa, gik de: imod deres fire Sider; de vendte sig ikke, naar de gik.
Eze	1	18	18. Og de havde Faelger, høje og frygtelige, og deres Faelger vare fulde af Øjne trindt omkring paa dem alle fire.
Eze	1	19	19. Og naar de levende Vaesener gik, gik Hjulene hos dem; og naar de levende haevede sig op fra Jorden, haevede Hjulene sig.
Eze	1	20	20. Hvorhen Aanden vilde gaa, gik de - derhen vilde Aanden gaa; og Hjulene haevede sig op ved Siden af dem; thi Livets Aand var i Hjulene.
Eze	1	21	21. Naar de gik, gik disse, og naar de stode, stode disse; og naar de haevede sig op fra Jorden, haevede Hjulene sig ved Siden af dem; thi Livets Aand var i Hjulene.
Eze	1	22	22. Og over Hovederne af de levende Vaesener var der som en udstrakt Befaestning, af Udseende som blaendende Krystal, den var udbredt oven over deres Hoveder.
Eze	1	23	23. Og under den udstrakte Befaestning vare deres Vinger strakte lige ud, den ene imod den anden; ethvert af dem her havde to til at daekke, og ethvert af dem der havde to til at daekke deres Kroppe.
Eze	1	24	24. Og jeg hørte deres Vingers Lyd som en Lyd af store Vande som Lyden af den Almaegtige, naar de gik, et Bulders Lyd som Lyden af en Haer; near de stode stille, lode de deres Vinger synke.
Eze	1	25	25. Og der hørtes en Lyd over den udstrakte Befaestning, som var over deres Hoved; naar de stode stille, lode de deres Vinger synke.
Eze	1	26	26. Og over den udstrakte Befaestning, som var over deres Hoved, var der en Skikkelse af en Trone, der saa ud som Safir, og over Tronens Skikkelse var der atter en Skikkelse som et Menneske at se til, der ovenover.
Eze	1	27	27. Og jeg saa som et Syn af gloende Malm, som Udseendet af Ild indadtil, trindt omkring; fra hans Laender at se til og opad, og fra hans Laender at se til og nedad, saa jeg som Udseendet af Ild, med en Glans trindt der omkring.
Eze	1	28	28. Som Udseendet af Regnbuen, naar den er i Skyen paa Regnens Dag, saaledes var Udseendet af Glansen trindt omkring; dette var Udseendet af Herrens Herligheds Skikkelse; og jeg saa det, og jeg faldt ned paa mit Ansigt og hørte en Røst, som talte.
------------------------Ezekiels Bog, Kapitel 2
Eze	2	1	1. Og, han sagde til mig: Du Menneskesøn! staa paa dine Fødder, at jeg kan tale med dig.
Eze	2	2	2. Og der kom Aand i mig, der han talte til mig, og den rejste mig op paa mine Fødder; og jeg hørte den, del talte til mig.
Eze	2	3	3. Og han sagde til mig: Du Menneskesøn! jeg sender dig til Israels Børn, til de frafaldne Folk, som ere faldne fra mig; de og deres Faedre, de have gjort Overtraedelse imod mig indtil denne Dag.
Eze	2	4	4. Og disse Børri, haarde af Ansigt og stive af Hjerte til dem sender jeg dig; og du skal sige til dem: Saa siger den Herre, Herre:
Eze	2	5	5. Og de, hvad enten de lyde eller lade vaere (thi de ere et genstridigt Hus); skulle dog vide, at der har vaeret en Profet midt iblandt dem.
Eze	2	6	6. Og du Menneskesøn! frygt ej for dem, og frygt ej for deres Ord; thi de ere vel Naelder og Torne for dig, og du bor hos Skorpioner, men frygt ej for deres Ord, og lad dig ej forfaerde for deres Ansigt; thi de ere et genstridigt Hus.
Eze	2	7	7. Og du skal tale mine Ord til dem, hvad enten de lyde eller lade vaere; thi de ere genstridige.
Eze	2	8	8. Men du Menneskesøn! hør, hvad eg taler til dig: Vaer ikke genstridig som det genstridige Hus; oplad din Mund, og aed det, som jeg giver dig.
Eze	2	9	9. Og jeg saa, og se, der var en Haand udrakt til mig, og se, der var en Bogrulle i den.
Eze	2	10	10. Og han udbredte den for mit Ansigt, og den var beskreven paa begge Sider, og derudi var skrevet Klagemaal og Suk og Ve.
------------------------Ezekiels Bog, Kapitel 3
Eze	3	1	1. Og han sagde til mig: Du Menneskesøn! aed det, som du her modtager; aed denne Rulle, og gak hen, tal til Israels Hus.
Eze	3	2	2. Og jeg oplod min Mund, og han gav mig denne Rulle at aede.
Eze	3	3	3. Og han sagde til mig: Du Menneskesøn! Du skal hespise din Bug og fylde dine Indvolde med denne Rulle, som jeg giver dig; og jeg aad, og den var sød i min Mund som Honning.
Eze	3	4	4. Og han sagde til mig: Du Menneskesøn! gak hen, kom til Israels Hus, og tal mine Ord til dem!
Eze	3	5	5. Thi du er ikke sendt til et Folk med et uforstaaeligt og vanskeligt Tungemaal, men til Israels Hus;
Eze	3	6	6. ikke til mange Folk med et uforstaaeligt og vanskeligt Tungemaal, hvis Ord du ikke kan forstaa; men jeg sender dig til dem, som kunne forstaa dig.
Eze	3	7	7. Men Israels Hus skal ikke ville høre dig; thi de ville ikke høre mig; thi hele Israels Hus har haarde Pander og stive Hjerter.
Eze	3	8	8. Se jeg gør dit Ansigt haardt imod deres Ansigt og din Pande haard imod deres Pande.
Eze	3	9	9. Jeg gør din Pande som en Demant, haardere end en Klippe; du skal ikke frygte for dem og ej forfaerdes for deres Ansigt; thi de ere et enstridigt Hus.
Eze	3	10	10. Og han sagde til mig: Du Menneskesøn! alle mine Ord, som jeg taler til dig, annam dem i dit Hjerte, og hør dem med dine Øren!
Eze	3	11	11. Og gak hen, kom til de bortførte, til dit Folks Børn, og tal til dem, og sig til dem: Sø siger den Herre, Herre hvad enten de lyde eller lade vaere.
Eze	3	12	12. Da løftede Aanden mig op, og jeg hørte bag mig et stort Bulders Lyd. "Lovet vaere Herrens Herlighed", fra dens Sted;
Eze	3	13	13. og Lyden af hine levende Vaeseners Vinger, som berørte den ene derl anden, og Lyden af Hjulene ved Siden af dem og et stort Bulders Lyd.
Eze	3	14	14. Og en Aand opløftede mig og tog mig bort, og jeg for hen, bitter i min Aands Harme; men Herrens Haan i var staerk over mig.
Eze	3	15	15. Og jeg kom til de bortførte til Tel-Abib, til dem, som boede ved Floden Kebar, og der, hvor de boede, blev jeg siddende i syv Dage, stum midt iblandt dem.
Eze	3	16	16. Om det skete, der syv Dage vare til Ende, da kom Herrens Ord til mig saaledes:
Eze	3	17	17. Du Menneskesøn! jeg har sat dig til en Vaegter for Israels Hus, og du skal høre Ord af. min Mund og advare dem paa mine Vegne.
Eze	3	18	18. Naar jeg sige til den ugudelige: Du skal visselig dø, og du ikke advarer ham og ikke taler for at advare den ugudelige for hans ugudelige Vej, for at frelse hans Liv: Da skal den ugudelige selv dø i sin Misgerning, og jeg vil kraeve hans. Blod af din Haand.
Eze	3	19	19. Men naar du har advaret den ugudelige, og han dog ikke omvender sig fra sin Ugudelighed og fra sin ugudelige Vej, da skal han dø i sin Misgerning, men du har din Sjael frelst.
Eze	3	20	20. Og naar en retfaerdig vender sig bort fra sin Retfaerdighed og gør Uret, og jeg laegger Anstød for hans Ansigt, skal han dø; fordi du ikke har advaret ham, skal han dø i sin Synd, og harls retfaerdige Gerninger, som han har gjort, -skulle ikke ihukommes; og hans Blod vil jeg kraeve af din Haand.
Eze	3	21	21. Men naar du har advaret den retfaerdige, at den retfaerdige ikke maa synde, og han ikke synder, da skal han visselig leve; thi han lod sig advare; og du har din Sjael frelst.
Eze	3	22	22. Og Herrens Haand var over mig der; og han sagde til mig: Staa op, gak ud i Dalen, og der vil jeg tale med dig.
Eze	3	23	23. Og jeg stod op og gik ud i Dalen, og se, der stod Herrens Herlighed ligesom den Herlighed, hvilken jeg havde set ved Floden Kebar; og jeg faldt paa mit Ansigt.
Eze	3	24	24. Og der kom Aand i mig og rejste mig op paa mine Fødder, og han talte med mig og sagde til mig: Gak hen, luk dig inde i dit Hus!
Eze	3	25	25. Og du Menneskesøn! se, de skulle laegge Reb paa dig og binde dig med dem, at du ikke kan gaa ind midt ihlandt dem.
Eze	3	26	26. Og jeg vil lade din Tunge haenge ved din Gane, at du skal vaere stum og ikke vaere dem en Mand, som straffer; thi de ere et genstridigt Hus.
Eze	3	27	27. Men naar jeg taler til dig, vil jeg aabne din Mund, og du skal sige til dem: Saa siger den Herre, Herre: Hvo, der vil høre, han høre! og hvo, der vil lade vaere, han lade vaere! thi de ere et genstridigt Hus.
------------------------Ezekiels Bog, Kapitel 4
Eze	4	1	1. Og du Menneskesøn! tag dig en Mursten, og laeg den for dit Ansigt, og tegn derpaa en Stad, nemlig Jerusalem.
Eze	4	2	2. Og laeg en Belejring omkring den, og byg et Vagttaarn imod den, og opkast en Vold imod den, og laeg Lejre imod den, og saet Stormbukke imod den trindt omkring!
Eze	4	3	3. Men tag du for dig en Jernpande, og stil den som en Jernvaeg mellem dig og imellem Staden; og ret dit Ansigt imod den, at den kommer i Belejring, og du belejrer den; dette skal vaere Israels Hus til et Tegn.
Eze	4	4	4. Og du, laeg dig paa din venstre Side, og laeg Israels Hus's Misgerning paa den; saa mange Dage, som du ligger paa den, saa laenge skal du baere deres Misgerrling.
Eze	4	5	5. Og jeg vil gøre dig deres Misgernings Aar til et Antal af Dage, nemlig tre Hundrede oghalvfemsindstyve Dage; og du skal baere Israels Hus's Misgerning.
Eze	4	6	6. Og naar du faar tilendebragt disse, da skal du laegge dig anden Gang paa din højre Side og baere Judas Hus's Misgerning, fyrretyve Dage; for hvert enkelt Aar saetter jeg dig en Dag.
Eze	4	7	7. Og du skal vende dit Ansigt og din blottede Arm imod Jerusalems Belejring, og du skai spaa imod den.
Eze	4	8	8. Og se, jeg vil laegge Reb paa dig, at du ikke skal vende dig fra din ene Side til den anden, indtil du har tilendebragt din Belejrings Dage.
Eze	4	9	9. Saa tag du til dig Hvede og Byg og Bønner og Linser og Hirse og Spelt, og kom det i eet Kar og gør dig Brød deraf; efter Antallet af de Dage, som du skal ligge paa din Side, tre Hundrede og halvfemsindstyve Dage, skal du aede det.
Eze	4	10	10. Og din Mad, som du skal aede, skal vaere efter Vaegt, tyve Sekel til hver Dag; fra Tid til Tid skal du aede den.
Eze	4	11	11. Du skal og drikke Yand efter Maal, den sjette Part af en Hin; det skal du drikke fra Tid til lid.
Eze	4	12	12. Og du skal aede det som Bygkage, og du skal bage det ved Menneskeskarn for deres Øjne.
Eze	4	13	13. Og Herren sagde: Saaledes skulle Israels Børn aede deres Brød urent iblandt Hedningerne, hvorhen jeg vil fordrive dem.
Eze	4	14	14. Men jeg sagde: Ak! Herre, Herre ! se, min Sjael er ikke besmittet, og jeg har ikke fra min Ungdom af og mdtil nu aedet noget Aadsel eller nnget senderrevet, og der er ikke kommet urent, Kød i min Murld.
Eze	4	15	15. Og han sagde til mig: Se, jeg har gravet dig Komøg i Stedet for Menneskeskarn, at du derved kan lave dit Brød.
Eze	4	16	16. Og han sagde til mig: Du Menneskesøn! se, jeg vil forminske Brøds Forraad i Jerusalem, at de skulle aede Brød efter Vaegt og med Bekymring og drikke Vand efter Maal og med Forfaerdelse,
Eze	4	17	17. fordi de skulle have Mangel paa Brød og Yand, saa de forfaerdes, den ene med den anden, og hensmaegte i deres Misgerning.
------------------------Ezekiels Bog, Kapitel 5
Eze	5	1	1. Og du Menneskesøn! tag dig et skarpt Svaerd, som en Barbers Ragekniv skal du tage dig det, og lade det gaa over dit Hoved og over dit Skaeg; og du skal tage dig Vaegtskaale og dele dem.
Eze	5	2	2. En Tredjedel skal du braende i Ilden midt i Staden, naar Belejringens Dage, ere udløbne; og den anden Tredjedel skal du tage og slaa med Svaerddet trindt omkring den, og den sidste Tredjedel skal du sprede for Vinden; thi jeg vil uddrage Svaerdet efter dem.
Eze	5	3	3. Og du skal tage et lidet Antal derfra og binde dern i dine Flige.
Eze	5	4	4. Men af dem skal du igen tage nogle og kaste dem midt i Ilden og opbraende dem i Ilden; derfra skal udgaa en Ild imod hele Israels Hus.
Eze	5	5	5. Saa siger den Herre, Herre:
Eze	5	6	6. Dette er Jerusalem; midt iblandt ne trindt omkring den var genstridig imod mine Bud indtil Ugudelighed mere end Hedningerne, og imod mine Skikke mere end Landene, som ere trindt omkring den; thi de forkastede mine Bud og vandrede ikke efter mine Skikke.
Eze	5	7	7. Derfor, saa siger den Herre, Herre: Efterdi I gøre Uro mere end Hedningerne, som ere trindt omkring eder, og vandre ikke efter mine Skikke og gøre ikke etter mine Bud og gøre heller ikke efter de Hedningers Bud, som ere trindt om. kring eder:
Eze	5	8	8. Derfor, saa siger den Herre, Herre: Se, jeg kommer over dig, ja, jeg, og jeg vil holde Ret i din Midte for Hedningernes Øjne.
Eze	5	9	9. Og jeg vil gøre ved dig saaledes, som jeg endnu ikke har gjort, og saadant, som jeg heller ikke skal gøre ydermere, formedelst alle dine Vederstyggeligheder.
Eze	5	10	10. Derfor skulle Foraeldrene aede deres Børn i din Midte og Børnene aede deres Foraeldre; og jeg vil holde Ret hos dig og adsprede alt det overblevne af dig for alle Vinde.
Eze	5	11	11. Derfor, saa sandt jeg lever, siger den Herre, Herre: Efterdi du har besmittet min Helligdom med alle dine Afskyeligheder og med alle dine Vederstyggeligheder: Da vil ogsaa jeg drage, mig tilbage, og mit Øje skal ikke spare, og jeg vil heller ikke skaane.
Eze	5	12	12. En Tredjedel af dig skal dø i Pesten og fortaeres ved Hungeren i din Midte, og den anden Tredjedel skal falde for Svaerdet trindt omkring dig, og den sidste Tredjedel vil jeg sprede for alle Vinde og uddrage Svaerdet efter dem.
Eze	5	13	13. Saa skal min Vrede fuldkommes, og jeg vil køle min Harme paa dem og tage Haevn; og de skulle kende, at jeg Herren har talt i min Nidkaerhed, naar jeg har fuldkommet min Harme paa dem.
Eze	5	14	14. Og jeg vil gøre dig til et Øde Sted og til Forhaanelse iblandt Hedningerne, som ere trindt omkring dig, for enhvers Øjne, som gaar forbi.
Eze	5	15	15. Og dette skal vorde til Spot og Forhaanelse, til Advarsel og Forskraekkelse for Hedningerne, som ere trindt omkring dig, naar jeg holder Ret over dig i Vrede og i Harme og med Harmens Tugtelse; jeg Herren, jeg har talt det;
Eze	5	16	16. naar jee udsender iblandt dem Hungerens onde Pile, som skulle vaere til Ødelaeggelse, hvilke jeg vil sende til at ødelaegge eder, og naar jeg fremdeles bringer Hunger over eder og formindsker Brands Forraad for eder.
Eze	5	17	17. Og jeg skal sende Hunger og vilde Dyr over eder, som skulle berøve dig dine Børn, og der skal gaa Pest og Blod over dig, og Svaerd vil jeg føre over dig; jeg Herren, jeg har talt det.
------------------------Ezekiels Bog, Kapitel 6
Eze	6	1	1. Og Herrens Ord kom til mig, og han sagde:
Eze	6	2	2. Du Menneskesøn! ret dit Ansigt imod Israels Bjerge, og spaa imod dem,
Eze	6	3	3. og sig: Israels. Bjerge! hører den Herre, Herres Ord: Saa siger den Herre, Herre til Bjergene og til Højene, til Strømmene og til Dalene: Se, jeg vil føre Svaerd over eder og ødelaegge eders Høje.
Eze	6	4	4. Og eders Altre skulle ødelaegges, og eders Solbilleder sønderknuses, og jeg vil lade eders saarede falde foran eders Afguder.
Eze	6	5	5. Og jeg vil laegge Israels Børns døde Kroppe foran deres Afguder og adsprede eders Ben trindt omkring eders Altre.
Eze	6	6	6. Overalt, hvor I bo, skulle Staederne ødelaegges og Højene blive øde, paa det at eders Altre kunne Ødelaegges og blive øde og eders Afguder sønderknuses og forsvinde og eders Solbilleder omhugges og eders Gerninger udslettes.
Eze	6	7	7. Og saarede skulle falde midt iblandt eder, og I skulle fornemme, at jeg er Herren.
Eze	6	8	8. Men jeg vil lade en Levning blive tilovers, idet der iblandt Hedningerne skulle vaere nogle af eder, som ere undkomne fra Svaerdet, naar I blive adspredte i Landene.
Eze	6	9	9. Og de undkomne af eder skulle komme mig i Hu iblandt Hedningerne, hvorhen de ere bortførte som Fanger, naar jeg faar knaekket deres bolerske Hjerte, som var afveget fra mig, og deres bolerske Øjne, som saa efter deres Afguder; og de skulle vaemmes ved sig selv over de onde Ting; som de have gjort efter alle deres Vederstyggeligheder.
Eze	6	10	10. Og de skulle fornemme, at jeg er Herren; jeg har ikke talt uden Grund om at paaføre dom denne Ulykke.
Eze	6	11	11. Saa siger den Herre, Herre: Staa i din Haand og stamp med din Fod, og sig ak over alle Israels Hus's slemme Vederstyggeligheder, at de maa falde ved Svaerdet, ved Hungeren og ved Pesten.
Eze	6	12	12. Den, som er langt borte, skal dø ved Pesten, og den, som er naer, skal falde for Svaerdet, mon den ovorblevne og bevarede skal dø af Hungeren; og jeg vil fuldkomme min Harme imod dem.
Eze	6	13	13. Og I skulle fornemme, at jeg er Herren, naar deres saarede ligge midt iblandt deres Afguder, trindt omkring deres Altre, paa alle fremragende Høje, paa alle Bjergenes Toppe og under alle grønne Traeer og under alle løvrige Terebinther hvor de ofrede Vellugt til alle deres Afguder.
Eze	6	14	14. Og jeg vil udraekke min Haand over, dem og gøre Landet til en Ødelaeggelse og et øde fremfor Dibla's Ørk, overalt hvor de bo; og de skulle fornemme, at jeg er Herren.
------------------------Ezekiels Bog, Kapitel 7
Eze	7	1	1. Og Herrens Ord kom til mig, og han sagde:
Eze	7	2	2. Og du Menneskesøn! saa siger den Herre, Herre om Israels Land: Der er Ende; Enden; kommer over Landets fire Hjørner.
Eze	7	3	3. Nu forestaar Enden dig, og jeg vil sende min Vrede over dig og dømme dig efter dine Veje og lade dine Vederstyggeligheder falde tilbede paa dig.
Eze	7	4	4. Og mit Øje skal ikke spare dig, og jeg vil ikke skaane; thi jeg vil lade dine Veje falde tilbege paa dig, og dine Vederstyggeligheder skulle blive i din Midte, og I skulle fornemme, at jeg er Herren.
Eze	7	5	5. Saa siger den Herre, Herre: Ulykke, en eneste Ulykke, se, den kommer!
Eze	7	6	6. Ende kommer! kommen er Enden, den er vaagnet op imod dig; se, den kommer.
Eze	7	7	7. Morgenen kommer til dig, du Landets Indbygger! Tiden kommer; Forstyrrelsens Dag er naer, og der er intet Frydeskrig paa Bjergene.
Eze	7	8	8. Nu snart vil jeg udøse min Harme over dig og fuldkomme min Vrede paa dig og dømme dig efter dine Veje og lade alle dine Vederstyggeligheder falde tilbage paa dig.
Eze	7	9	9. Og mit Øje skal ikke spare, og jeg vil ikke skaane; jeg vil lade dine Veje falde tilbage paa dig, og dine Vederstyggeligheder skulle blive i din Midte, og I skulle fornemme, at jeg er Herren, som slaar.
Eze	7	10	10. Se Dagen! se, den kommer! Morgenen bryder frem, Riset blomstrer, Hovmodigheden skyder op.
Eze	7	11	11. Vold rejser sig til et Ris over Ugudelighed; der bliver intet tilovers af dem; og intet af deres Mangfoldighed, og intet af deres Maengde, og intet herligt iblandt dem!
Eze	7	12	12. Tiden kommer, Dagen er kommen naer, den, som køber, glaede sig ej, og den, som saelger, sørge ej; thi Vreden naar hele dens Mangfoldighed.
Eze	7	13	13. Thi den, som saelger, skal ikke komme til sit solgte Gods igen, om og hans Liv er iblandt de levende; thi Synet angaaende hele dens Mangfollighed tages ej tilbage, og ingen skal styrke sit Liv ved sin Misgerning.
Eze	7	14	14. Man blaeser i Trompeten og gør alt rede, men der drager dog ingen ud til Krigen; thi min Vrede naar hele dens Mangfoldighed.
Eze	7	15	15. Svaerdet udenfor og Pesten og Hungeren indenfor! den, som er paa Marken, skal dø for Svaerdet, og den, som er i Staden, skulle Hunger og Pest fortaere.
Eze	7	16	16. Og undkomme nogle undkomne af dem, skulle de vaere paa Bjergene som Duer i Dalene, sukkende alle, hver for sin Misgernings Skyld.
Eze	7	17	17. Alle Haender skulle synke og alle Knae ryste som Vand.
Eze	7	18	18. Og de skulle iføre sig Saek, og Raedsel skal betage dem, Skam skal komme over alle Ansigter og Skaldethed over alle deres Hoveder.
Eze	7	19	19. De skulle kaste deres Sølv paa Gaderne, og deres Guld skal vaere dem til Modbydelighed; deres Sølv og deres Guld skal ikke kunne fri dem paa Herrens Vredes Dag, de skulle ikke kunne maette deres Sjael og ej fylde deres Indvolde dermed; thi det var dem Anstød til at synde.
Eze	7	20	20. Som stadseligt Smykke brugte de det til Hoffaerdighed og gjorde deraf deres Veder styggeligheders Billeder, deres Grueligheder; derfor gjorde jeg dem til Modbydelighed.
Eze	7	21	21. Og jeg vil give det i de fremmedes Haand som Rov og til de ugudelige paa Jorden som Bytte, at de kunne vanhellige det.
Eze	7	22	22. Og jeg vil vende mit Ansigt bort fra dem, og de skule vanhellige min Skat; og Røvere skulle komme derind og vanhellige den.
Eze	7	23	23. Gør Laenken faerdig! thi Landet er fuldt af Blodskyld og Staden fuld af Vold.
Eze	7	24	24. Og jeg vil lade de vaerste iblandt Hedningerne komme, og de. skulle indtage deres Huse til Ejendom; og jeg vil gøre Ende paa de staerkes Hovmodighed, og deres Helligdomme skulle vanhelliges.
Eze	7	25	25. ødelaeggelse kommer; og de skulle søge Fred, og den skal ikke findes.
Eze	7	26	26. Ulykke over Ulykke skal komme, og Rygte over Rygte skal opstaa; og de skulle søge efter et Syn hos en Profet; men Loven skal vaere borte for Praesten, og Raad for de gamle.
Eze	7	27	27. Kongen skal sørge, og Fyrsten skal iføre sig Forfaerdelse, og Haenderne paa Folket i Landet skulle ryste; jeg vil handle med dem efter deres Veje og dømme dem efter deres Domme, og de skulle fornemme, at jeg er Herren.
------------------------Ezekiels Bog, Kapitel 8
Eze	8	1	1. Og det skete i det sjette Aar, i den sjette Maaned, paa den femte Dag i Maaneden, da jeg sad i mit Hus, og de Aedste af Juda sade for mit Ansigt, at den Herre, Herres Haand faldt paa mig der.
Eze	8	2	2. Og jeg saa, og se, der var en Skikkelse af Udseende som Ild, fra hans Laender at se til og nedad Ild; og fra hans Laender og opad var det, som man saa en Glans, af Udseende som glødende Malm.
Eze	8	3	3. Og han udrakte Skikkelsen af en Haand og tog mig ved Haaret paa mit Hoved; og Aanden opløftede mig imellem Jorden og imellem Himmelen og førte mig, i Syner fra Gud, til Jerusalem, hen imod Indgangen til den indre Forgaards Port, som vender imod Norden, hvor Nidkaerhedens Billede, som vakte Nidkaerhed, stod.
Eze	8	4	4. Og se, der var Israels Guds Herlighed lig det Syn, som jeg havde set i Dalen:
Eze	8	5	5. Og han sagde til mig: Du Menneskesøn! opløft dog dine Øjne imod Norden; og jeg opløftede mine Øjne imod Norden, og se, Nord for Alterporten stod dette Nidkaerhedens Billede ved Indgangen.
Eze	8	6	6. Og han sagde til mig: Du Menneskesøn! ser du, hvad disse gøre? det er store Vederstyggeligheder, som Israels Hus gør her, saa at jeg maa vige langt bort fra min Helligdom; men du skal endnu fremdeles se store Vederstyggeligheder.
Eze	8	7	7. Og han førte mig til Indgangen til Forgaarden, og jeg saa, og se, der var et Hul i Vaeggen.
Eze	8	8	8. Og han sagde til mig: Du Menneskesøn! bryd dog ind igennem Vaegen; og jeg brød ind igennem Vaeggen, og se, der var en Dør.
Eze	8	9	9. Og han sagde til mig: Gak ind og se de slemme Vederstyggeligheder, som de gøre her.
Eze	8	10	10. Og jeg gik ind og saa, og se, der var alle Haande Ormes og Dyrs Billeder, Vederstyggelighed, og alle Israels Hus's Afguder udgravede paa Vaeggen, rundt omkring.
Eze	8	11	11. Og halvjerdsindstyve Maend af Israels Hus's Aeldste, samt Jaasanja, Safans Søn, som stod midt iblandt dem, stode for deres Ansigt, og hver havde sit Røgelsekar i sin Haand, og der opsteg en Skydamp af Røgelsen.
Eze	8	12	12. Og han sagde til mig: Du Menneskesøn! ser du hvad de Aeldste af Israels Hus gøre i Mørket, hver i sine Billedkamre? thi de sige: Herren ser os ikke, Herren har forladt Landet.
Eze	8	13	13. Og han sagde til mig: Du skal endnu fremdeles se store Vederstyggeligheder, som de gøre.
Eze	8	14	14. Og han førte mig til Indgangen til Herrens Hus's Port, som er imod Norden; og se, der sade Kvinderne, som begraed Thammus.
Eze	8	15	15. Og han sagde til mig: Du Menneskesøn! ser du det? du skal endnu fremdeles se Vederstyggeligheder, større end disse.
Eze	8	16	16. Og han førte mig i Herrens Hus's inderste Forgaard, og se, ved Indgangen til Herrens Tempel, imellem Forhallen og imellem Alteret, var der ligesom fem og tyve Maend, med Ryggen vendte imod Herrens Tempel og med Ansigtet imod Østen, og de bøjede sig imod Østen for Solen.
Eze	8	17	17. Og han sagde til mig: Du Menneskesøn! ser du dette? er det Judas Hus for lidet at gøre de Vederstyggeligheder, som de gøre her, at de endog fylde Landet med Vold og komme atter for at opirre mig? og se, de holde Vinkvisten op for deres Naese.
Eze	8	18	18. Derfor vil jeg ogsaa gaa frem med Harme, mit Øje skal ikke spare, og jeg vil ikke skaane; og de skulle raabe for mine Øren med høj Røst, og jeg vil ikke høre dem.
------------------------Ezekiels Bog, Kapitel 9
Eze	9	1	1. Og han raabte for mine Øren med høj Røst og sagde: I, som holde Vagt over Staden! kommer hid, hver med sit ødelaeggende Vaaben i sin Haand.
Eze	9	2	2. Og se, der kom seks Mand ad Vejen fra den Øverste Port, som vender imod Norden, og hver havde sit knusende Vaaben i sin Haand; men der var een Mand midt iblandt dem, klaedt i Linklaeder, med et Skriveredskab ved Hoften; og de gik ind og stode ved siden af Kobberalteret.
Eze	9	3	3. Og Israels Guds Herlighed haevede sig op fra Keruben, over hvilken den var, hen til Husets Dørtaerskel; og han kaldte den Mand, som var klaedt i Linklaederne, og som havde Skriveredskabet ved Hoften.
Eze	9	4	4. Og Herren sagde til ham: Gak midt igennem Staden, midt igennem Jerusalem, og saet et Tegn paa Panden af de Maend, som sukke og jamre over alle de Vederstyggeligheder, som ske i dens Midte.
Eze	9	5	5. Og til de andre sagde han for mine Øren: Gaar igennem Staden efter ham, og slaar ned; eders Øjne skulle ikke spare, og I skulle ikke skaane.
Eze	9	6	6. Gamle Maend, unge Karle og Jomfruer og smaa Børn og Kvinder skulle I slaa ihjel, saa at de udryddes; men rørrer ikke nogen, paa hvem regnet er, og begynder fra min Helligdom af! Og de begyndte med de gamle Maend, som vare foran Huset.
Eze	9	7	7. Og han sagde til dem: Besmitter Huset og fylder Forgaarden med ihjelslagne; gaar derpaa ud; og de gik ud og sloge ihjel i Staden.
Eze	9	8	8. Og det skete, der de ihjelsloge dem, og jeg blev tilbage, da faldt jeg ned paa mit Ansigt og raabte og sagde: Ak, Herre, Herre ! vil du da ødelaegge alt det, som er blevet tilovers af Israel, idet du udøser din Harme over Jerusalem?
Eze	9	9	9. Og han sagde til mig: Israels og Judas Hus's Misgerning er over al Maade stor, og Landet er fyldt med Blodskyld, og Staden er fuld af Retskraenkelse; thi de sige: Herren har forladt Landet, og Herren ser det ikke.
Eze	9	10	10. Og jeg! mit Øje skal heller ikke spare, og jeg vil ikke skaane; men jeg vil lade deres Vej falde tilbage paa deres Hoved.
Eze	9	11	11. Og se, den Mand, som var klaedt i Linklaederne, og som havde Skriveredskaber ved Hoften, bragte Svar tilbage og sagde: Jeg har gjort, ligesom du befalede mig.
------------------------Ezekiels Bog, Kapitel 10
Eze	10	1	1. Og jeg saa, og se, paa den udstrakte Befaestning, som var over Kerubernes Hoved, var den som en Safirsten, som Skikkelsen af en Trone at se til; han viste, sig over dem.
Eze	10	2	2. Og han talte til den Mand, som var klaedt i Linklaederne, og sagde: Gak ind imellem Hjulene, hen under Keruben, og tag dine Naever fulde af Gløder fra den Ild, som er imellem Keruberne, og strø dem over Staden; og han gik der ind for mine Øjne.
Eze	10	3	3. Men Keruberne stode ved Husets højre Side, da Manden gik ind, og Skyen fyldte den inderste Forgaard.
Eze	10	4	4. Og Herrens Herlighed haevede sig op fra Keruben hen til Husets Dørtaerskel; og Huset fyldtes af Skyen, og Forgaarden blev fuld af Herrens Herligheds Glans.
Eze	10	5	5. Og Lyden af Kerubernes Vinger hørtes ud til den yderste Forgaard ligesom den almaegtige Guds Røst, naar han taler.
Eze	10	6	6. Og det skete, der han befalede Manden, som var klaedt i Linklaederne, og sagde: Tag Ild fra den, som er imellem Hjulene, imellem Keruberne, da gik denne ind og stod ved Siden af Hjulet.
Eze	10	7	7. Og Keruben udrakte sin Haand fra Keruberne til Ilden, som var imellem Keruberne, og han tog deraf og lagde i Naeverne paa ham, der var klaedt i Linklaederne, og denne tog derimod og gik ud.
Eze	10	8	8. Og der saas paa Keruberne Skikkelsen af en Menneskehaand under deres Vinger.
Eze	10	9	9. Og jeg saa, og se, der var fire Hjul ved Siden af Keruberne, eet Hjul ved den ene Kerub og eet Hjul ved den anden Kerub; og Hjulenes Udseende var som Synet af Krysolit.
Eze	10	10	10. Og af Udseende havde de alle fire een Skikkelse, det var, som om eet Hjul var midt i det andet.
Eze	10	11	11. Naar de gik, gik de imod deres fire Sider, de vendte sig ikke, naar de gik; men til det Sted, hvor det forreste vendte, derhen fulgte de efter, de vendte sig ikke, naar de gik.
Eze	10	12	12. Og hele deres Legeme og deres Rygge og deres Haender og deres Vinger og Hjulene vare fulde af Øjne trindt omkring, paa alle de fire Hjul.
Eze	10	13	13. Til Hjulene, til dem blev der raabt for mine Øren: Galgal!
Eze	10	14	14. Og enhver havde fire Ansigter; Ansigtet paa den første var Kerubens Ansigt, og Ansigtet paa den anden var et Menneskes Ansigt, og det tredje var en Løves Ansigt og det fjerde en Ørns Ansigt.
Eze	10	15	15. Og Keruberne haevede sig i Vejret; dette var det levende Vaesen, som jeg havde set ved Floden Kebar.
Eze	10	16	16. Og naar Keruberne gik, gik Hjulene hos dem; og naar keruberne opløftede deres Vinger for at haeve sig fra Jorden, vendte Hjulene sig heller ikke bort fra deres Side.
Eze	10	17	17. Naar hine stode, stode disse, og naar hine haevede sig, haevede disse sig med dem; thi Livets Aand var i dem.
Eze	10	18	18. Og Herrens Herlighed gik ud fra Dørtaelskelen paa Huset og stillede sig over Keruberne.
Eze	10	19	19. Da opløftede Keruberne deres Vinger og haevede sig op fra Jorden for mine Øjne, der de gik ud, og Hjulene ved Siden af dem; og de bleve staaende ved Indgangen til den østre Port paa Herrens Hus, og Israels Guds Herlighed var oven over dem.
Eze	10	20	20. Dette var det levende Vaesen, som jeg havde set under Israels Gud ved Floden Kebar, og jeg kendte, at det var Keruberne.
Eze	10	21	21. Enhver havde fire Ansigter og enhver fire Vinger, og under deres Vinger var der en Skikkelse af Menneskehaender.
Eze	10	22	22. Og deres Ansigter vare at se til som de Ansigter, hvilke jeg havde set ved Floden Kebar, deres Skikkelser og dem selv; enhver gik lige frem for sig.
------------------------Ezekiels Bog, Kapitel 11
Eze	11	1	1. Og Aanden opløftede mig og førte mig til den østre Port paa Herrens Hus, den, som er vendt imod Østen, og se, ved Indgangen til Porten var der fem og tyve Maend; og jeg saa Jaasanja, Assurs Søn, midt iblandt dem, og Pelatja, Benajas Søn, Folkets Fyrster.
Eze	11	2	2. Og han sagde til rnig: Du Menneskesøn! det er de Maend, sorn udtaenke Uret, og som give onde Raad i denne Stad;
Eze	11	3	3. og som sige: det er ikke saa naer, at vi skulle bygge Huse; denne er Gryden, og vi ere Kødet.
Eze	11	4	4. Derfor spaa imod dem spaa, du Menneskesøn!
Eze	11	5	5. Og Herrens Aand faldt paa mig, og han sagde til mig: Sig, saa siger Herren: Saaledes sige I af Israels Hus, men de Tanker, som opstige i eders Aand, kender jeg.
Eze	11	6	6. I have gjort dem af eder ihjelslagne mange i denne Stad og fyldt dens Gader med ihjelslagne.
Eze	11	7	7. Derfor, saa siger den Herre, Herre: Eders ihjelslagne, som I have lagt midt i den, de ere Kødet, og den selv er Gryden; men eder skal man udføre midt af den.
Eze	11	8	8. For Svaerdet frygte I, og Svaerdet vil jeg lade komme over eder, siger den Herre, Herre.
Eze	11	9	9. Og jeg vil udføre eder midt af den og give eder i fremmedes Haarld og holde Dom over eder.
Eze	11	10	10. For Svaerdet skulle I falde, paa Israels Graense vil jeg dømme eder; og I skulle fornemme, at jeg er Herren.
Eze	11	11	11. Den, den skal ikke blive eder Gryden, saa at I blive Kødet derudi; ved Israels Graense vil jeg dømme eder.
Eze	11	12	12. Og I skulle fornemme, at jeg er Herren, fordi I ikke have vandret efter mine Skikke og ikke holdt mine Bud, men gjort efter Hedningernes Vis, som ere trindt omkring eder.
Eze	11	13	13. Og det skete, der jeg spaaede, da døde Pelatja, Benajas Søn; og faldt ned paa mit Ansigt og raabte med høj Røst og sagde: Ak, Herre, Herre ! du gør det jo aldeles af med det overblevne af Israel!
Eze	11	14	14. Da kom Herrens Ord til mig, og han sagde:
Eze	11	15	15. Du Menneskesøn! dine Brødre, dine Brødle ere dine naeste Slaegtninge og hele Israels Hus, alle de, til hvilke de, som bo i Jerusalem, sige: Gaar bort langt fra Herren, os er dette Land givet til Ejendom.
Eze	11	16	16. Derfor sig: Saa siger den Herre, Herre: Jeg har ladet, dem fare langt bort iblandt Hedningerne, og jeg har adspledt dem i Landene, men jeg er dog bleven dem til en Helligdom for en kort Tid i Landene, hvorhen de ere komne.
Eze	11	17	17. Derfor sig: Saa siger den Herre, Herre: Jeg vil samle eder fra Folkene og sanke eder fra Landene, i hvilke I ere adspredte, og jeg vil give eder Israels Land.
Eze	11	18	18. Og derhen skulle de komme, og de skulle fjerne alle dets Afskyeligheder og alle dets Vederstyggeligheder fra det.
Eze	11	19	19. Og jeg vil give dem eet Hjerte og give en ny Aand i deres; Indre og borttage Stenhjertet af deres Kød og give dem et Kødhjerte,
Eze	11	20	20. paa det de skulle vandre i mine Skikke og holde mine Bud og gøre efter dem; og de skulle vaere mit Folk, og jeg skal vaere deres Gud.
Eze	11	21	21. Men de, hvis Hjerte vandrer efter deres Afskyeligheders og deres Vederstyggeligheders Hjerte, deres Vej vil jeg lade falde tilhage paa deres Hoved, siger den Herre, Herre.
Eze	11	22	22. Da opløftede Keruberne deres Vinger og Hjulene ved Siden af dem, og Israels Guds. Herlighed var oven over dem.
Eze	11	23	23. Og Herrens Herlighed steg op fra Stadens Midte og blev staaende paa Bjerget, som er Østen for Staden.
Eze	11	24	24. Og Aanden opløftede rnig og førte mig i Synet, i Guds Aand, til Kaldaea til de bortførte; og det Syn, som jeg havde set, forsvandt for mig i det høje.
Eze	11	25	25. Og jeg talte til de bortforte alle Herrens Ord, som han havde ladet mig se.
------------------------Ezekiels Bog, Kapitel 12
Eze	12	1	1. Og Herrens Ord kom til mig saaledes:
Eze	12	2	2. Du Menneskes søn! du bor midt i det genstridige Hus, hos dem, som have Øjne at se med og se ikke, have Øren at høre med og høre ikke; thi de ere et genstridigt Hus.
Eze	12	3	3. Derfor, du Menneskesøn! skaf dig Rejsetøj, og flyt ud om Dagen for deres Øjne; og flyt fra dit Sted til et andet Sted for deres Øjne, om de maaske vilde se det; thi de ere et genstridigt Hus.
Eze	12	4	4. Og du skal bringe dit Tøj ud som Rejsetøj om Dagen for deres Øjne; og du skal drage ud om Aftenen for deres Øjne, ligesom man drager ud, naar man, vil udvandre.
Eze	12	5	5. Du skal bryde dig Hul igennem Vaeggen for deres Øjne og. føre det ud der igennem.
Eze	12	6	6. Du skal tage det paa Skulderen for deres Øjne og føle det ud, naar det er mørkt; du skal tilhylle dit Ansigt og ikke se Landet; thi jeg har sat dig til et Undertegn for Israels Hus.
Eze	12	7	7. Og jeg gjorde saaledes, som mig var befalet; jeg bar mit Tøj ud som Rejsetøj om Dagen; og om Aftenen brød jeg mig Hul igennem Vaeggen med Haanden; i Mørket førte jeg det ud, jeg tog det paa Skulderen for deres Øjne.
Eze	12	8	8. Og Herrens Ord kom til mig om Morgenen, saaledes:
Eze	12	9	9. Du Menneskesøn! har ikke Israels Hus, det genstlidige Hus, sagt til dig, hvad gør du?
Eze	12	10	10. Sig til dem: Saa siger den Herre, Herre: Denne Byrde gaelder Fyrstene i Jerusalem og hele Israels Hus, iblandt hvilke disse ere.
Eze	12	11	11. Sig: Jeg er et Undertegn for eder; som jeg har gjort, saaledes skal der gøres ved dem: De skulle bortføres, de skulle gaa i Fangenskab.
Eze	12	12	12. Og Fyrsten, som er midt iblandt dem, skal laesse paa Skulderen i Mørket og vandre ud; igennem Vaeggen skulle de bryde Hul for at føre det ud der igennem; han skal tilhylle sit Ansigt, paa det han ikke skal se Landet med sine Øjne.
Eze	12	13	13. Og jeg viI udbrede mit Garn over ham, og han skal fanges i mit Net; og jeg vil føre ham til Babel, til Kaldaeernes Land; men dette skal han ikke skue, og han skal dø der.
Eze	12	14	14. Og alt, hvad der er trindt omkring ham, hans Hjaelp og alle hans Haere, vil jeg sprede for alle Vinde og uddrage Svaerdet efter dem.
Eze	12	15	15. Saa skulle de fornemme, at jeg er Herren, naar jeg adspreder dem iblandt Landene.
Eze	12	16	16. Men jeg vil lade nogle faa Folk af dem blive tilovers fra Svaerd, fra Hunger og fra Pest, for at de skulle fortaelle alle deres Vederstyggeligheder iblandt Hedningerne, hvor de komme hen, og de skulle fornemme, at jeg er Herren.
Eze	12	17	17. Og Herrens Ord kom til mig saaledes:
Eze	12	18	18. Du Mermeskesøn! du skal aede dit Brød med Baeven og drikke Vand med Uro og med Bekymring.
Eze	12	19	19. Og du skal sige til Folket i Landet: Saa, siger den Herre, Herre til Jerusalems Indbyggere i Israels Land: De skulle aede deres Brød med Bekymring og drikke Vand med Forskraekkelse, fordi deres Land bliver øde og mister sin Fylde, formedelst alle dets Indbyggeres Voldsgerning.
Eze	12	20	20. Og Staederne, som ere beboede, skulle ødelaegges, og Landet vorde Øde; og I skulle fornemme, at jeg er Herren.
Eze	12	21	21. Og Herrens Ord kom til mig saaledes:
Eze	12	22	22. Du Menneskesøn! hvad er dette for et Ordsprog, I have i Israels Land, naar der siges: Dagene traekke ud, og ethvert Syn bliver til intet?
Eze	12	23	23. Derfor sig til dem: Saa siger den Herre, Herre: Jeg vil lade dette Ordsprog høre op, og de skulle ikke ydermere bruge det som et Ordsprog i Israel; men sia til dem: Dagene ere naer, og hvad hvert Syn udsiger.
Eze	12	24	24. Thi der skal ikke ydermere vaere noget tomt Syn eller nogen falsk Spaadom i Israels Hus.
Eze	12	25	25. Thi jeg er Herren, jeg taler det Ord, som jeg taler, og det skal ske, det skal ej forhales laengere; thi i eders Dage, du genstridige Hus! taler jeg et Ord og fuldkommer det, siger den Herre, Herre.
Eze	12	26	26. Og Herrens Ord kom til mig saledes:
Eze	12	27	27. Du Menneskesøn! se, Israels Hus siger: Det Syn, som denne ser, skal ske efter mange Aar, og han spaar om Tider, som ere larlgt borte.
Eze	12	28	28. Derfor sig til dem: Saa siger den Herre, Herre: Der skal ikke eet af alle mine Ord forhales laengere; det Ord, som jeg taler, det skal og ske, siger den Herre, Herre.
------------------------Ezekiels Bog, Kapitel 13
Eze	13	1	1. Og Herrens Ord kom til mig saaledes:
Eze	13	2	2. Du Menneskesøn! spaa imod Israels Profeter, dem, som spaa, og sig til dem, som ere Profeter efter deres eget Hjertes Kald: Hører Herrens Ord!
Eze	13	3	3. Saa siger den Herre, Herre: Ve over de daarlige Profeter, som gaa efter deres egen Aand og efter det, som de ikke have set.
Eze	13	4	4. Som Raeve i Ørken ere dine Profeter blevne, o Israel!
Eze	13	5	5. I stillede edel ikke op for Gabet og murede ikke Muren op om Israels Hus for at kunne holde Stand i Krigen paa Herrens Daa.
Eze	13	6	6. Deres Syner ere Forfaengelighed og løgnagtig Spaadom, naar de sige: " Herren siger det", skønt Herren ikke har sendt dem, og de haabe dog at Ordet skal stadfaestes.
Eze	13	7	7. Have I ikke skuet forfaengeligt Syn og udsagt løgnagtig Spaadom, naar I sige: " Herren siger det", skønt jeg ikke har talt?
Eze	13	8	8. Derfor, saa siger den Herre, Herre: Efterdi eders rale er Forfaengelighed og eders Syn Løgn, derfor se, jeg kommer til eder, siger den Herre, Herre;
Eze	13	9	9. og min Haand skal vaere imod de Profeter, som have forfaengelige Syner, og som spaa Løgn; de skulle ikke vaere i mit Folks Raad og ikke indskrives i Israels Hus's Bog, ej heller komme til Israels Land; og I skulle fornemme, at jeg er den Herre, Herre.
Eze	13	10	10. Fordi, ja fordi de forførte mit Folk ved at sige: Fred! og der var ikke Fred; og dette opfører en Vaeg, og se, de stryge den an med løs Kalk,
Eze	13	11	11. saa sig til dem, som anstryge med løs Kalk, at den maa falde af: Der kommer en overskyllende Regn, og I Hagelstene! falder ned, og et Stormvejr bryde løs!
Eze	13	12	12. Og se, naar Vaeggen er falden, mon der da ikke skal siges til eder: Hvor er Anstrygningen, med hvilken I have anstrøget den?
Eze	13	13	13. Derfor, saa siger den Herre, Herre: Jeg vil lade et Stormvejr bryde løs i min Harme, og der skal komme en overskyllende Regn i min Vrede og Hagelstene i min Harme til at fuldende det.
Eze	13	14	14. Og jeg vil nedbryde Vaeggen, som I have anstrøget med løs Kalk, og styrte den til Jorden, og dens Grundvold skal blottes; og den skal falde, og I skulle omkomme derudi og fornemme, at jeg er Herren.
Eze	13	15	15. Og jeg vil fuldkomme min Harme paa Vaeggen og paa dem, som have anstrøget den med løs Kalk; og jeg vil sige til eder: Borte er Vaeggen, og borte, ere de, som anstrøge den,
Eze	13	16	16. nemlig Israels Profeter, de, som spaaede om Jerusalem, og de, sorn saa Syner om Fred for den, skønt der ingen Fred var, siger den Herre, Herre.
Eze	13	17	17. Og du Menneskesøn! vend dit Ansigt imod dit Folks Døtre, dem, som ere Profetinder efter deres eget Hjertes Kald, og spaa imod dem!
Eze	13	18	18. Og du skal sige: Saa siger den Herre, Herre: Ve de Kvinder, som sy Puder om alle mine Armled, og som gøre Haetter til Hoveder af al Slags Vaekst for at fange Sjaele! mit Folks Sjaele fange I og ville dog holde eders egne Sjaele i Live?
Eze	13	19	19. Og I vanhellige mig for mit Folk for nogle Haandfuld Byg og for nogle Stykker Brød for at draebe Sjaele, som ikke skulde dø, og for at holde Sjaele i Live, som ikke skulde leve, idet I lyve for mit Folk, for dem, som høre paa Løgn?
Eze	13	20	20. Derfor, saa siger den Herre, Herre: Se, jeg kommer imod eders Puder, ved hvilke I fange, idet jeg lader Sjaelene flyve ud; og jeg vil rive dem af eders Arme og udlade de Sjaele, hvilke I have fanget, ja, Sjaelene til at flyve ud.
Eze	13	21	21. Og jeg vil sønderrive eders Haetter og redde mit Folk af eders Haand, og de skulle ikke mere vaere i eders Haand til et Bytte; og I skulle fornemme, at jeg er Herren.
Eze	13	22	22. Fordi I ved Løgn gjorde den retfaerdiges Hjerte forsagt, skønt jeg ikke havde bedrøvet det, og styrkede den ugudeliges Haender, saa at han ikke omvendte sig fra sin onde Vej, at jeg kunde holde ham i Live:
Eze	13	23	23. Derfor skulle I ikke have forfaengelige Syner og ikke drive eders Spaadomskunst ydermere; og jeg vil redde mit Folk af eders Haana, og I skulle fornemme, at jeg; er Herren.
------------------------Ezekiels Bog, Kapitel 14
Eze	14	1	1. Og der kom Maend af Israels Aeldste til mig og sade for mit Ansigt.
Eze	14	2	2. Og Herrens Ord kom til mig saaledes:
Eze	14	3	3. Du Menneskesøn! disse Maend have givet deres Afguder Plads i deres Hjerte, og hvad der var dem Anstød til at synde, have de stillet for deres Ansigt; skulde jeg vel lade mig adspørge for dem?
Eze	14	4	4. Derfor tal med dem, og sig til dem: Saa siger den Herre, Herre: Enhver Mand af Israels Hus, som giver sine Afguder Plads i sit Hjerte og stiller, hvad der var ham Anstød til at synde, for sit Ansigt og saa kommer til Profeten: For ham vil jeg, Herren, lade mig bringe til at svare desangaaende, nemlig angaaende hans Afguders Mangfoldighed,
Eze	14	5	5. for at jeg kan gribe Israels Hus ved deres Hjerte, fordi de vege fra mig alle sammen ved deres Af guder.
Eze	14	6	6. Derfor sig til Israels Hus: Saa siger den Herre, Herre: Omvender eder, og vender eder bort fra eders Afguder, ja, vender eders Arisigter bort fra alle eders Vederstyggeligheder!
Eze	14	7	7. Thi naar en Mand af Israels Hus eller af de fremmede, som opholde sig i Israel, skiller sig fra mig og giver sine Afguder Plads i sit Hjerte og stiller, hvad der var ham Anstød til at synde, for sit Ansigt og saa kommer til Profeten for at adspørge mig for sig: Ham vil jeg, Herren, lade mig bringe til at give et Svar fra mig selv.
Eze	14	8	8. Og jeg vil rette mit Ansigt imod denne Mand og ødelaegge ham, at han bliver til et Tegn og til et Ordsprog, og jeg vil udrydde ham af mit Folks Midte; og I skulle fornemme, at jeg er Herren.
Eze	14	9	9. Men naar Profeten lader sig overtale og taler noget, da har jeg, Herren, ladet denne Profet overtales; og jeg vil udraekke min Haand over ham og ødelaegge ham ud af mit Folk Israels Midte.
Eze	14	10	10. Og de skulle baere deres Misgerning; som hans Misgerning er, der adspørger, saa skal Profetens Misgerning vaere;
Eze	14	11	11. for al de af Israels Hus ikke mere skulle fare vild fra mig ej heller besmitte sig mere med nogen af deres Overtraedelser; men de skulle vaere mit Folk, og jeg skal vaere deres Gud siger den Herre, Herre.
Eze	14	12	12. Og Herrens Ord kom til mig saaledes:
Eze	14	13	13. Du Menneskesøn! naar et Land synder imod mig, saa at det bliver troløst imod mig, og jeg udraekker min Haand over det og formindsker Brøds Forraad for det og jeg sender Hunger i det og ud rydder Menneske og Fae. deraf,
Eze	14	14	14. men der var disse tre Maend, Noa, Daniel og Job derudi: Da skulde disse alene redde deres Sjael ved dere Retfaerdighed, siger den Herre Herre.
Eze	14	15	15. Naar jeg lader vilde Dyr gaa igennem Landet, og de berøve Folk deres Børn, og det blev Øde, saa at ingen gaar der igennem for Dyrenes Skyld,
Eze	14	16	16. men hine tre Maend vare derudi, saa sandt jeg lever, siger den Herre, Herre: De skulde hverken redde Sønner eller Døtre; de selv alene skulde reddes, men Landet vorde øde.
Eze	14	17	17. Eller naar jeg Lader Svaerdet komme over det samme Land, og jeg siger: Svaerd! du kal fare igennem Landet, og jeg udrydder Menneske og Fae deraf,
Eze	14	18	18. men hine tre Maend vare derudi, saa sandt jeg lever, siger den Herre, Herre: De skulde ikke redde Sønner eller Døtre; men de alene skulde reddes.
Eze	14	19	19. Eller naar jeg sender Pest i det samme Land og udøser min Harme over det med Blod, saa at jeg udrydder Menneske og Fae deraf,
Eze	14	20	20. men Noa, Daniel og Job vare derudi, saa sandt jeg lever, siger den Herre, Herre: De skulde hverken redde Søn eller Datter; men de skulde redde deres egen Sjael ved deres Retfaerdighed.
Eze	14	21	21. Thi saa siger den Herre, Herre: Meget mere, naar jeg sender mine fire grumme Straffedomme over Jerusalem, nemlig: Svaerd og Hunger og vilde Dyr og Pest for at udrydde Menneske og Fae deraf,
Eze	14	22	22. og se, der bliver nogle undkomne tilovers, som bortføres, Sønner og Døtre: Se, de skulle gaa ud til eder, og I skulle se deres Vej og deres Gerninger; og I skulle trøste eder over den Ulykke, som jeg lod komme over Jerusalem, ja, alt det, som jeg lod komme over den.
Eze	14	23	23. Og de skulle trøste eder, naar I se deres Vej og deres Gerninger; og I skulle erkende, at jeg intet har gjort uden Grund af alt det, som jeg gjorde derudi, siger Den Herre, Herre.
------------------------Ezekiels Bog, Kapitel 15
Eze	15	1	1. Og Herrens Ord kom til mig saaledes:
Eze	15	2	2. Du Menneskesøn! hvad har Traeet af Vinstokken forud for alt andet Trae? den Vinkvist, Søn har vaeret iblandt Skovens Traeer?
Eze	15	3	3. Mon man tager Traeet deraf til at gøre et Arbejde deraf? eller mon man tager en Knag deraf til at haenge noget Redskab derpaa?
Eze	15	4	4. Se det gives til Ilden til at fortaeres naar da Ilden har fortaeret begge Ender deraf, og det midterste deraf er forbreendt, mon det saa duer til noget Arbejde?
Eze	15	5	5. Se, den Tid del var helt, da kunde intet Arbejde gøres deraf; hvor meget mindre kan noget Arbejde herefter gøres deraf, naar Ilden har fortaeret det, og det er forbraendt?
Eze	15	6	6. Derfor, saa siger den Herre Herre: Ligesom Vinstokkens Trae er iblandt Skovens Traeer, hvilket jeg har givet Ilden at fortaere: Saaledes har jeg hengivet Jerusalems Indbyggere.
Eze	15	7	7. Og jeg vil rette mit Ansigt imod dem, de ere udgangne af Ilden, men Ilden skal dog fortaere dem; og I skulle fornemme, at jeg er Herren, naar jeg retter mit Ansigt imod dem.
Eze	15	8	8. Og jeg vil gøre Landet Øde, fordi de have vaeret saare troløse, siger den Herre, Herre.
------------------------Ezekiels Bog, Kapitel 16
Eze	16	1	1. Og Herrens Ord kom til mig saaledes:
Eze	16	2	2. Du Menneskesøn! forkynd Jerusalem dens Vederstyggeligheder.
Eze	16	3	3. Og du skal sige: Saa siger den Herre, Herre til Jerusalem: Din Oprindelse og din Herkomst er af Kananitens Land; din Fader var en Amoriter og din Moder en Hethiterinde.
Eze	16	4	4. Og ved din Fødsel gik det saaledes til: Din Navle blev ikke afskaaren paa den Dag, du blev født, og du blev ikke toet ren i Vand, og du blev ikke indgneden med Salt og ej svøbt i Svøb.
Eze	16	5	5. Intet Øje ynkedes over dig til at gøre en af disse Dele imod dig for at vise Barmhjertighed imod dig; men du blev henkastet paa Marken, saa man vaemmedes ved din Sjael, paa den Dag du blev født.
Eze	16	6	6. Og jeg gik forbi dig og saa dig spraellende i dit Blod; og jeg sagde til dig: Lev i dit Blod! ja, jeg sagde til dig: Lev i dit Blod!
Eze	16	7	7. Jeg gjorde dig til ti Tusinde, som Markens Grøde, og du voksede til, og du blev stor og traadte ind i din Skønheds Fylde; Brysterne haevede sig, og dit Haar, voksede, men du var nøgen og bar.
Eze	16	8	8. Og jeg gik forbi dig og saa dig, og se, din Tid, Elskovstiden var kommen, og jeg bredte min Flig over dig og skjulte din Blusel; og jeg gav dig min Tro og traadte i Pagt med dig, siger den Herre, Herre, og du blev min.
Eze	16	9	9. Og jeg badede dig i Vand og skyllede dit Blod af dig og salvede dig med Olie.
Eze	16	10	10. Og jeg klaedte dig med stukne Klaeder, og jeg iførte dig Sko at Graevlingeskind, og jeg ombandt dig med hvidt Linned og klaedte dig i Silke.
Eze	16	11	11. Og jeg prydede dig saare og lagde Armbaand om dine Haender og en Kaede om din Hals.
Eze	16	12	12. Og jeg satte et Smykke i din Naese, og ringe i dine øren og en dejlig Krone paa dit Hoved.
Eze	16	13	13. Og du var prydet med Guld og Sølv, og din Klaedning var hvidt Linned og Silke og stukket Arbejde; du aad fint Mel og Honning og Olie; og du blev overmaade dejlig og skred frem til kongelig Vaerdighed.
Eze	16	14	14. Og dit Navn kom ud iblandt Hedningerne for din Dejligheds Skyld; thi den far fuldendt ved min Prydelse, som jeg havde lagt paa dig, siger den Herre, Herre.
Eze	16	15	15. Men du forlod dig paa din Skønhed og bolede, fordi du var navnkundig, og du udøste dine bolerske Lyster over hv er den, som gik og du bolede med dem.
Eze	16	16	16. Og du tog dine stukne Klaeder og gjorde dig brogede Høje og bolede paa dem, hvilke ikke skulde vaere komne, og hvilket ej skulde vaere sket.
Eze	16	17	17. Du tog og din Prydelses Tøj og tog af mit Guld og af mit Sølv, som jeg havde givet dig, og gjorde dig Mandsbilleder; og du bolede med dem.
Eze	16	18	18. Og du tog dine stukne Klaeder og bedaekkede dem dermed; og du satte min Olie og min Røgelse for deres Ansigt.
Eze	16	19	19. Og mit Brød, som jeg havde givet dig, og det fine Mel og Olien og Honningen, som jeg havde giv et dig at aede, det satte du frem for deres Ansigt, til en behagelig Lugt, og saaledes skete det, siger den Herre, Herre.
Eze	16	20	20. Og du tog dine Sønner og dine Døtre, som du fødte mig, og ofrede dem disse til at fortaeres; var det dig for lidet med din Bolen?
Eze	16	21	21. saa at du ogsaa skulde slagte mine Børn? og hengive dem, idet du lod disse gaa igennern Ilden for dem?
Eze	16	22	22. Og ved alle dine Vederstyggeligheder og din Bolen har du ikke ihukomrnet din Ungdoms Dage, der du var il gen og bar, spraellende i dit Blod.
Eze	16	23	23. Og det skete efter al din Ondskab - ve, ve dig! siger den Herre, Herre. -
Eze	16	24	24. at du byggede dig en Hvaelving og gjorde dig en Høj i hver Gade.
Eze	16	25	25. Paa hvert Hjørne af Vejen byggede du din Høj og skaendede din Skønhed og spredte dine Fødder ud imod hver den, som gik fordi, og drev din Bolen vidt.
Eze	16	26	26. Og du bolede med Aegyptens Børn, dine svaerlemmede Naboer, og du drev riin Bolen vidt for at opirre mig.
Eze	16	27	27. Og se, jeg udrakte min Haand imod dig og formindskede den dig beskikkede Del, og jeg gav dig hen i dine Fjenders, Filisternes Døtres Vilkaarlibhed, de, Som skammede sig ved din skaendige Vej.
Eze	16	28	28. Og du bolede med Assyriens Sønner, fordi du ikke kunde maettes, ja, du bolede med dem og blev dog ikke maet.
Eze	16	29	29. Og du drev din Bolen vidt i Kanaans Land, indtil Kaldaea; men ogsaa dermed blev du ikke maet.
Eze	16	30	30. Hvor vansmaegtet er dit Hjerte! siger den Herre, Herre, idet du gør alle disse Ting, som ere en fraek Horkvindes Gerning.
Eze	16	31	31. Idet du bygger din Hvaelving paa hvert Vejhjørne og gør din Høj i hver en Gade, er du ikke som en anden Hore, da du lader haant om Horeløn.
Eze	16	32	32. Horkvinden tager fremmede i hendes Mands Sted.
Eze	16	33	33. Alle andre Skøger gives der Løn; men du gav alle dine Bolere Løn af dit eget, og du gav dem Foraeringer for at komme til dig alle Vegne fra og bole med dig.
Eze	16	34	34. Og det skete med dig i din bolerske Vandel tvaertimod det, som sker med andre Kvinder, at Bolerne ikke løb efter dig; og idet du gav Horelon, og der ikke blev givet dig Horeløn, saa blev du et Modstykke til andre.
Eze	16	35	35. Derfor, du Bolerske! hør Herrens Ord:
Eze	16	36	36. Saa siger den Herre, Herre: Fordi dit Kobber blev bortødslet, og din Blusel blottet i din Bolen med dine Elskere, og formedelst alle dine vederstyggelige Afguder og formedelst dine Børns Blod, som du har givet dem:
Eze	16	37	37. Derfor se, jeg samler alle dine Elskere, hvem du har vaeret behagelig, og alle dem, som du elskede, tillige med alle dem, som du hadede, og jeg vil samle dem imod dig trindt omkring fra og blotte din Blusel for dem, og de skulle se al din Blusel.
Eze	16	38	38. Og jeg vil dømme dig, som de Kvinder dømmes, der bedrive Hor og udgyde Blod, og jeg vil give dig hen som et blodigt Offer for vrede og Nidkaerhed.
Eze	16	39	39. Og jeg vil give dig i deres Haand, og. de skulle nedbryde din Hvaelving og nedrive dine Høje og føre dig af dine Klaeder og tage din Prydelses Tøj og lade dig sidde nøgen og bar.
Eze	16	40	40. Og de skulle føre en Forsamling frem imod dig og stene dig med Stene og sønderhugge dig med deres Svaerd.
Eze	16	41	41. Og de skulle opbraende dine Huse med Ild og holde Dom over dig for mange Kvinders Øjne; og jeg vil bringe dig til at høre op med at vaere en Bolerske, og du skal heller ikke give Bolerløn ydermere.
Eze	16	42	42. Saa vil jeg stille min Harme paa dig, og min Nidkaerhed skal vige fra dig; og jeg vil faa Ro og ikke komme til at fortørnes ydermere.
Eze	16	43	43. Fordi du ikke har ihukommet din Ungdoms Dage, men fortørnet mig ved alle disse Ting, saa vil ogsaa jeg, se jeg, lade din Vej falde tilbage paa dit Hoved, siger den Herre, Herre; og du skal ikke vedblive at laegge Skaendsel til alle dine Vederstygbeligheder.
Eze	16	44	44. Se hver, som bruger Ordsprog, skal bruge dette Ordsprog om dig og sige: Som Moderen er, saa er hendes Datter.
Eze	16	45	45. Du er Datter af din Moder, som vaemmedes ved sin Mand og sine Børn; og du er Søster til dine Søstre, som vaemmedes ved deres Maend og deres Børn; eders Moder var en Hethiterinde og eders Fader en Amoriter.
Eze	16	46	46. Og din store Søster er Samaria, hun med sine Døtre, som bor ved din venstre Side; og din mindre Søster, som bor ved din højre Side, er Sodoma med hendes Døtre.
Eze	16	47	47. Og ikke har du vandret paa deres Veje og gjort efter deres Vederstyggeligheder blot en lille Smule, men du har gjort det vaerre end de paa alle dine Veje.
Eze	16	48	48. Saa I sandt jeg lever, siger den Herre, Herre: Sodoma, din Søster, hun og hendes Døtre, de have ikke gjort saaledes, som du har gjort, du og dine Døtre.
Eze	16	49	49. Se, denne var Sodomas, din Søsters, Synd: Hovmod, Brød i Overflod og sorgløs Ro haver de hun og hendes Døtre, men hun styrkede ikke den nødlidendes og den fattiges Haand.
Eze	16	50	50. Og de ophøjede sig og gjorde Vederstyggelighed for mit Ansigt, derfor tog jeg dem bort, der jeg saa det.
Eze	16	51	51. Og Samaria har ikke syndet efter Halvdelen af dine Synder; men du gjorde dine Vederstyggeligheder flere end deres, og du har gjort dine Søstre retfaerdige ved alle dine Vederstyggeligheder, som du har gjort.
Eze	16	52	52. Saa baer da ogsaa du din Skam, hvilken du har idømt dine Søstre; ved dine Synder, med hvilke du gjorde Vederstyggelighed mere end de, skulle de holdes retfaerdigere end du: Saa skam da ogsaa du dig, og baer din Skaendsel, fordi du har retfaerdiggjort dine Søstre.
Eze	16	53	53. Men jeg vil vende deres Fangenskab, Sodomas og hendes Døtres Fangenskab og Samarias og hendes Døtres Fangenskab og dit Fangenskabs Fangenskab, midt iblandt dem,
Eze	16	54	54. for at du skal baere din Skaendsel og skamme dig for alt det, som du har gjort, idet du trøster dem.
Eze	16	55	55. Og din Søster Sodoma og hendes Døtre skulle vende tilbage til deres første Tilstand, og Samaria og hendes. Døtre skulle vende tilbage til deres første Tilstand, og du og dine Døtre, I skulle vende tilbage til eders første Tilstand.
Eze	16	56	56. Og Sodoma, din Søster, var dig ikke til Laerdom i din Mund paa din Hovmodigheds Dag.
Eze	16	57	57. førend din Ondskab blev aabenbaret, ligesom til den Tid, da du blev til Haan for Syriens Døtre og for alle dem, som vare trindt omkring dem, for Filisternes Døtre, hvilke trindt omkring fra foragtede dig.
Eze	16	58	58. Din Skaendsel og dine Vederstyggeligheder, dem maa du baere, siger Herren;
Eze	16	59	59. thi saa sigel cIen Herre, Herre: Jeg har gjort imod dig saaledes, som du har gjort, du, som foragtede Ed, for at bryde Pagten.
Eze	16	60	60. Dog, jeg vil ihukomme min Pabt med dig i din Ungdoms Dage og oprette med dig en evig Pagt.
Eze	16	61	61. Og du skal ihukomme dine Veje og skamme dig, naar du modtager dine Søstre, som ere større end du, tillige med dem, som ere mindre eller du, og jeg giver dig dem til Døtre, skønt de ikke henhøre til din Pagt.
Eze	16	62	62. Og jeg vil oprette min Pagt med dig, og du skal fornemme, at jeg er Herren;
Eze	16	63	63. paa det, at du skal komme det i Hu og blues og ikke ydermere oplade din Mund for din Skams Skyld, idet jeg giver dig Forsoning for alt det, som du har gjort, siger den Herre, Herre.
------------------------Ezekiels Bog, Kapitel 17
Eze	17	1	1. Og Herrens Ord kom til mig saaledes:
Eze	17	2	2. Du Menneskesøn! fremsaet en mørk Tale, og fremfør en Lignelse for Israels Hus,
Eze	17	3	3. og sig: Saa siger den Herre, Herre: En stor Ørn med to store Vinger, med lange Slagfjer, fuld af Fjer med brogede Farver, kom til Libanon og tog Toppen af Cederen;
Eze	17	4	4. den afbrød den øverste af dens Kviste og førte den til Købmandsland og satte den i Kraemmernes Stad.
Eze	17	5	5. Og den tog af Landets Saed en Plante og satte den i en Saedemark, den bragte den hen, hvor der var meget Vand, den satte den som en Pilekvist.
Eze	17	6	6. Og denne voksede og blev til et sig udbredende Vintrae, lavt af Vaekst, for at dets Grene skulde vende sig til den og dets Rødder vaere under den; og det blev til et Vintrae og fik Kviste og udskød Grene.
Eze	17	7	7. Og der var en anden stor Ørn med store Vinger og mange Fjer; og se, dette Vintrae bøjede sine Rødder til den og udskød sine Grene til den ud fra det Bed, hvor det var plantet, at den skulde vande det.
Eze	17	8	8. Det var plantet paa en god Ager ved meget Vand, at det kunde have faaet Grene og baaret Frugt, at det kunde blevet til et herligt Vintrae.
Eze	17	9	9. Sig: Saa siger den Herre, Herre: Skal det lykkes? skal man ikke oprykke dets Rødder og afslaa dets Frugt, saa at det bliver tørt? Alle dets fremskudte Blade skulle hentørres, og det skal ikke ske ved en staerk Arm eller meget Folk, at man skal bringe det op fra sine Rødder.
Eze	17	10	10. Og se, det var plantet, men mon det skal lykkes? skal det ikke blive tørt, saa snart Østenvejr rører ved det? det skal visselig blive tørt i det Bed, hvori det voksede.
Eze	17	11	11. Og Herrens Ord kom til mig saaledes:
Eze	17	12	12. Sig dog til det genstridige Hus: Vide I ikke, hvad disse Ting betyde? sig: Se, Kongen af Babel kom til Jerusalem og tog dens Konge og dens Fyrster og førte dem til sig til Babel.
Eze	17	13	13. Og han tog een af den kongelige Saed og gjorde en Pagt med ham, og han tog ham i Ed; men de vaeldige i Landet tog han bort,
Eze	17	14	14. at Riget skulde holde sig nede og ikke haeve sig op, for at det skulde holde hans Pagt, at det maatte bestaa.
Eze	17	15	15. Men han affaldt fra ham, saa han sendte sine Bud til Aegypten, at de skulde give ham Heste og meget Folk. Mon det skal lykkes? skal den, som gør disse Ting, slippe derfra? han brød Pagten, og han skulde slippe derfra?
Eze	17	16	16. Saa sandt jeg lever, siger den Herre, Herre, for vist! paa det Sted, hvor den Konge er, som gjorde ham til Konge hvis Ed han har foragtet, og hvis Pagt han har bludt, hos ham ska han dø midt i Babel.
Eze	17	17	17. Og Farao skal ikke yde ham Bistand i Krigen, med en stor Haer og med er talrig Skare, naar man opkaster Belejringsvold, og naar man bygger Vagttaarn til at udrydde mange Sjaele.
Eze	17	18	18. Han foragtede Ed, saa al han brød Pagten; og se, han havde givet sin Haand og har dog gjort alle disse Ting, han skal ikke slippe derfra.
Eze	17	19	19. Derfor, saa siger den Herre, Herre: Saa sandt jeg lever, forvist! min Ed, som han foragtede, og min Pagt, som han brød, vil jeg lade falde tilbage paa hans Hoved.
Eze	17	20	20. Og jeg vil udbrede mit Garn over ham, og han skal fanges i mit Net, og jeg vil føre ham til Babel og der gaa i Rette med ham for hans Troløshed, som han har begaaet imod mig.
Eze	17	21	21. Og alle de, som fly med ham iblandt alle hans Haere, skulle falde for Svaerdet og de overblevne adspredes for alle Vinde, og I skulle fornemme, at jeg Herren, jeg har talt.
Eze	17	22	22. Saa siger den Herre, Herre: Men jeg vil tage af det høje Cedertraes Top og plante; af dets øverste Kviste vil jeg afbryde et spaedt Skud og plante det paa et højt og fremragende Bjerg.
Eze	17	23	23. Paa Israels høje Bjerg vil jeg plante det, og det skal faa Grene og baere Frugt og blive til et herligt Cedertrae; og alle Haande Fugle lblandt alt det bevingede skulle bo under det, de skulle bo under dets Grenes Skygge.
Eze	17	24	24. og alle Traeer paa Marken skulle fornemme, at jeg, Herren, har fornedret et højt Trae, ophøjet et lavt Trae, gjort et grønt Trae tørt og gjort et tørt Trae glønt; jeg Herren, jeg har talt det og gjort det.
------------------------Ezekiels Bog, Kapitel 18
Eze	18	1	1. Og Herrens Ord kom til mig saaledes:
Eze	18	2	2. Hvordan er det med eder, at I bruge dette Ordsprog udi Israels Land og sige: Faedrene aede sure Druer, men Børnenes Taender bleve ømme?
Eze	18	3	3. Saa sandt jeg lever, siger den Herre, Herre: Det skal ikke ske iblandt eder ydermere, at dette Ordsprog skal bruges i Israel:
Eze	18	4	4. Se, alle Sjaele, de ere mine, saavel Faderens Sjael som Sønnens vel Faderens Sjael som Sønnens Sjael, de ere mine: Den Sjael, som synder, den skal dø.
Eze	18	5	5. Og naar nogen er retfaerdig og gør Ret og Retfaerdighed,
Eze	18	6	6. og ikke holder Maaltid paa Bjergene og ikke opløfter sine Øjne til Israels Hus's Afguder og ikke vanaerer sin Naestes Hustru og ikke naermer sig til en Kvinde under hendes Svaghed
Eze	18	7	7. og ikke forfordeler nogen, men giver sit Pant for en Skyld tilbage, ikke røver Rov, men giver den hungrige sit Brød og bedaekker den nøgne med Klaeder,
Eze	18	8	8. ikke laaner Penge ud imod Aager og ikke tager Overgivt, men vender sin Haand fra Uret og gør Ret i Sandhed imellem Mand og Mand
Eze	18	9	9. og vandrer i nine Skikke og holder mine Bud or at øve Sandhed: Han, den etfaerdige, skal visselig leve, siger den Herre, Herre.
Eze	18	10	10. Men har nogle avlet en Søn, som bliver en Røver, som udøser Blod, og som gør blot eet af disse Stykker,
Eze	18	11	11. imedens han selv ikke havde gjort noget af disse Stykker og naar denne endog holder Maaltid paa Bjergene og vanaerer sin Naestes Hustru,
Eze	18	12	12. forfordeler den elendige og fattige, røver Rov, giver ikke Pant tilbage, men opløfler sine Øjne til Afguderne, gør Vederstyggelighed,
Eze	18	13	13. laaner Penge ud imod Aager og tager Overgivt: Skulde han vel leve? Han skal ikke leve, han gjorde alle disse Vederstyggeligheder, han skal visselig dødes, hans Blod skal vaere over ham.
Eze	18	14	14. Og se, har han avlet en Søn, og denne saa alle sin Faders Synder, som han havde gjort, og skønt han saa dem, gjorde ikke derefter,
Eze	18	15	15. holdt ikke Maaltid paa Bjergene, og opløftede ikke sine Øjne til Israels Hus's Afguder, vanaerede ikke sin Naestes Hustru
Eze	18	16	16. gog foiforetelte ingen Mand, beholdt ikke Pant og røvede ikke Rov, men gav den hungrige sit Brød og bedaekkede den nøgne med Klaeder
Eze	18	17	17. og holdt sin Haand tilbage fra den elendige og tog ikke Aager og Overgivt, gjorde efter mine Bud, vandrede efter mine Skikke: Han, han skal ikke dø for sin Faders Misgernings Skyld, han skal visselig leve.
Eze	18	18	18. Hans Fader, fordi han undertrykte med Vold, røvede Rov fra en Broder og gjorde det, som ikke var godt, midt iblandt sit Folk, se, han skal dø for sin Misgernings Skyld.
Eze	18	19	19. Og sige I: "Hvorfor skal Sønnen ikke baere Faderens Misgerning med"? Sønnen gjorde Ret og Retfaerdighed og har holdt alle mine Skikke og gjort derefter, han skal visselig leve.
Eze	18	20	20. Den Sjael, som synder, den skal dø; en Søn skal ikke baere Faderens Misgerning med, og en Fader skal ikke baere Sønnens Misgerning med; den retfaerdiges Retfaerdighed skal komme over ham selv, og den ugudeliges Ugudelighed skal komme over ham selv.
Eze	18	21	21. Men naar den ugudelige omvender sig fra alle sine Synder, som han har gjort, og holder alle mine Skikke og gør Ret og Retfaerdighed: Da skal han visselig leve, han skal ikke dø.
Eze	18	22	22. Skulle hans Overtraedelser, som han har gjort, skulle ikke ihukommes imod ham; han skal leve ved sin Retfaerdighed, som han har øvet.
Eze	18	23	23. Mon jeg vel skulde have Behag i den ugudeliges Død? siger den Herre, Herre; mon ikke deri, at han omvender sig fra sine Veje, at han maa leve?
Eze	18	24	24. Men naar den retfaerdige vender sig bort fra sin Retfaerdighed og gør Uret, gør efter alle de Vederstyggeligheder, som den ugudelige gør, skulde han da leve? Alle hans retfaerdige Gerninger, som han har gjort, skulle ikke ihukommes; formedelst den Trofasthed, han begik, og formedelst den Synd, som han øvede, formedelst dem skal han dø.
Eze	18	25	25. Og sige I Herrens Vej er ikke ret, saa hører dog, Israels Hus! mon min Vej ikke er ret? mon det ikke er eders Veje, som ikke ere rette?
Eze	18	26	26. Naar den retfaerdige vender sig bort fra sin Retfaerdighed og gør Uret, da skal han dø derfor; han skal dø for sin Uret, som han gjorde.
Eze	18	27	27. Og naar den ugudelige omvender sig fra sin Ugudelighed, som han har gjort, og gør Ret og Retfaerdighed, skal han holde sin Sjael i Live.
Eze	18	28	28. Fordi han ser det og vender sig bort fra alle sine Overtraedelser, som han har gjort, skal han visselig leve, han skal ikke dø.
Eze	18	29	29. Og siger Israels Hus: Herrens Vej er ikke ret, mon da mine Veje ikke ere rette, Israels Hus? mon det ikke er eders Veje, der ikke ere rette? er eders Veje, der ikke ere rette?
Eze	18	30	30. Derfor vil jeg dømme enhver af eder, o Israels Hus! efter hans Veje, siger den Herre, Herre; omvender eder, og vender eder bort fra alle eders Overtraedelser, at ikke Misgerning skal vorde eder til Fald.
Eze	18	31	31. Kaster bort fra eder alle eders Overtraedelser, hvilke I have begaaet, og bereder eder et nyt Hjerte og en ny Aand; hvorfor ville I dog dø, Israels Hus?
Eze	18	32	32. Thi jeg har ikke Behag i dens Død, som dør, siger den Herre, Herre; derfor omvender eder, saa skulle I leve.
------------------------Ezekiels Bog, Kapitel 19
Eze	19	1	1. Og du, opløft et Klagemaal over Israels Fyrster,
Eze	19	2	2. og sig: Hvad er din Moder? en Løvinde; iblandt Løvinder laa hun; iblandt unge Løver opdrog hun sine Unger.
Eze	19	3	3. Og hun opdrog een af sine Unger, den blev en ung Løve, og den laerte at røve Rov, den aad Mennesker.
Eze	19	4	4. Der Hedningerne hørte om ham, blev han fangen i deres Grav, og de førte ham i Laenker til Aegyptens Land.
Eze	19	5	5. Og da hun saa, at det trak ud og blev til intet med hendes Haab, tog hun en anden af sine Unger og gjorde en ung Løve af den.
Eze	19	6	6. Og den vandrede midt iblandt Løver, den blev en ung Løve, og den laerte at røve Rov, den aad Mennesker.
Eze	19	7	7. Og denne skaendede deres Enker og ødelagde deres Staeder; og Landet, og hvad der var i det, forfaerdedes for hans Brølens Røst.
Eze	19	8	8. Og Hedningerne trindt omkring fra Landskaberne opstillede imod ham og udbredte over ham deres Garn, han blev fangen i deres Grav.
Eze	19	9	9. Og de satte ham i et Bur, i Laenker, og førte ham til Kongen af Babel: De førte ham til Faestningerne, paa det hans Røst ikke mere skulde høres paa Israels Bjerge.
Eze	19	10	10. Da du var stille, var din Moder som et Vintrae, plantet ved Vand, det var frugtbart og løvrigt af det meget Vand.
Eze	19	11	11. Og det flk staerke Grene til Herskerspir, og det voksede højt op imellem Skyerne; og det saas i sin Højde med sine mange Grene.
Eze	19	12	12. Da blev det oprykket i Vrede, kastet til Jorden, og østenvejr tørrede dets Frugter; dets staerke Grene bleve afbrudte og tørre, Ild fortaerede dem.
Eze	19	13	13. Men nu er det plantet i Ørken, udi et tørt og tørstigt Land.
Eze	19	14	14. Og der er en Ild udgangen fra dets udstrakte Grene, den fortaerede dets Frugt, at der ikke er bleven en staerk Gren paa det til et Herskerspir; dette er et Klagemaal og skal vaere til et Klagemaal.
------------------------Ezekiels Bog, Kapitel 20
Eze	20	1	1. Og det skete i det syvende Aar, i den femte Maaned, paa den tiende Dag i Maaneden, da kom nogle Maend af Israels Aeldste for at adspørge Herren; og de sade for mit Ansigt.
Eze	20	2	2. Og Herrens Ord kom til mig saaledes:
Eze	20	3	3. Du Menneskesøn! tal til Israels Aeldste og sig til dem: Saa siger den Herre, Herre: Mon I ere komne for at adspørge mig? saa sandt jeg lever, jeg vil ikke lade mig adspørge af eder, siger den Herre, Herre.
Eze	20	4	4. Vil du dømme dem, vil du dømme, du Menneskesøn? giv dem deres Faedres Vederstyggeligheder til Kende!
Eze	20	5	5. Og sig til dem: Saa siger den Herre, Herre: Paa den Dag, jeg udvalgte Israel og opløftede min Haand for Jakobs Hus's Saed og gav mig til kende for dem i Aegyptens Land og opløftede min Haand for dem og sagde: Jeg er Herren eders Gud:
Eze	20	6	6. Paa den Dag opløftede jeg min Haand for dem for at udføre dem af Aegyptens Land til et Land, som jeg havde udset for dem, hvilket flyder med Maelk og Honning, det er det dejligste af alle Landene.
Eze	20	7	7. Og jeg sagde til dem: Bortkaster hver sine øjnes Vederstyggeligheder og besmitter eder ikke ved Aegypternes Afguder; jeg er Herren eders Gud.
Eze	20	8	8. Men de vare genstridige imod mig og vilde ikke høre mig. Ingen af dem bortkastede deres øjnes Vederstyggeligheder, og de forlode ikke Aegyptens Afguder; da sagde jeg, at jeg vilde udøse min Harme over dem for at fuldbyrde min Vrede paa dem midt i Aegyptens Land.
Eze	20	9	9. Men jeg gjorde det, som jeg gjorde, for mit Navns Skyld, at det ikke skulde vanhelliges for Hedningernes Øjne, midt iblandt hvilke de vare, for hvis Øjne jeg havde givet mig til Kende for dem for at udføre dem af Aegyptens Land.
Eze	20	10	10. Og jeg udførte dem af Aegyptens Land og førte dem til Ørken.
Eze	20	11	11. Og jeg gav dem mine Skikke og lod dem vide mine Bud, hvilke Mennesket skal gøre efter, at det maa leve ved dem.
Eze	20	12	12. Og jeg gav dem ogsaa mine Sabbater, at de skulde vaere til Tegn imellem mig og imellem dem, at de skulde vide, at jeg er Herren, som helliger dem.
Eze	20	13	13. Men Israels Hus var genstridigt imod mig i Ørken, de vandrede ikke efter mine Skikke, men forkastede mine Bud, hvilke Mennesket skal gøre efter, at det maa leve ved dem, og de vanhelligede mine Sabbater saare; da sagde jeg, at jeg vilde udøse min Harme over dem i Ørken for at gøre Ende paa dem.
Eze	20	14	14. Men jeg gjorde det, som jeg gjorde, for mit Navns Skyld, at det ikke skulde vanhelliges for Hedningernes Øjne, for hvis Øjne jeg havde udført dem.
Eze	20	15	15. Og jeg opløftede ogsaa min Haand for dem i Ørken, at jeg ikke vilde føre dem til det Land, som jeg havde givet dem, hvilket flyder med Maelk og Honning, det er det dejligste af alle Landene,
Eze	20	16	16. fordi de forkastede mine Bud og vandrede ikke efter mine Skikke, men vanhelligede mine Sabbater; thi deres Hjerte gik efter deres Afguder.
Eze	20	17	17. Men mit Øje sparede dem, saa at jeg ikke ødelagde dem; og jeg gjorde ikke Ende paa dem i Ørken.
Eze	20	18	18. Og jeg sagde til deres Børn i Ørken: Vandrer ikke efter eders Faedres Skikke, og holder ikke deres Bud, og besmitter eder ikke ved deres Afguder!
Eze	20	19	19. Jeg er Herren eders Gud, vandrer efter mine Skikke, og holder mine Bud, og gører efter dem!
Eze	20	20	20. Og helligholder mine Sabbater, og de skulle vaere til et Tegn imellem mig og imellem eder, at I skulle vide, at jeg er Herren, eders Gud!
Eze	20	21	21. Men Børnene vare genstridige imod mig, de vandrede ikke efter mine Skikke og holdt ikke mine Bud, saa at de gjorde efter dem, hvilke Mennesket skal gøre efter, at det maa leve ved dem, de vanhelligede mine Sabbater; da sagde jeg, at jeg vilde udøse min Harme over dem for at fuldbyrde min Vrede paa dem i Ørken.
Eze	20	22	22. Men jeg drog min Haand tilbage og gjorde det for mit Navns Skyld, at dette ikke skulde vanhelliges for Hedningernes Øjne, for hvis Øjne jeg havde udført dem.
Eze	20	23	23. Jeg opløftede ogsaa min Haanc Ørken for at adspredt for dem i dem iblandt Hedningerne og at strø dem over Landene,
Eze	20	24	24. fordi de ikke gjorde efter mine Bud, men forkastede mine Skikke og vanhelliged mine Sabbater; og deres Øjne vare efter deres Faedres Afguder.
Eze	20	25	25. Saa gav ogsaa jeg dem Skikke, som ikke vare gode, o Bud ved hvilke de og ikke kunde leve.
Eze	20	26	26. Og jeg gjorde dem urene ved deres Gaver, idel de lode alt det førstefødte gaa igennem Ilden, for at jeg skulde ødelaegge, dem, for at de skulde fornemme, at jeg er Herren.
Eze	20	27	27. Derfor tal, du Menneskesøn! til Israels Hus og sig til dem: Saa siger den Herre Herren: Endnu dermed have eders Faedre forhaanet mig, idet de vare troløse imod mig:
Eze	20	28	28. Der jeg havde ført dem til det Land, over hvilket jeg havde opløftet min Haand for; at give dem det, og de saa nogen fremragende Høj eller noget løvrigt Trae, da ofrede de der deres Slagtofre og nedlagde der deres Gaver til at fortørne mig og bragte der deres søde Lugt og udøste der deres Drikofle.
Eze	20	29	29. Og jeg sagde til dem: Hvad er den Høj, hvorhen I komme men dens Navn kaldes "Høj" indtil denne Dag.
Eze	20	30	30. Derfor sig til Israels Hus: Saa siger den Herre, Herre: Besmitte I eder paa eders Faedres Vej, og bole I efter deres Vederstyggeligheder?
Eze	20	31	31. Ja, idet I opløfte eders Gaver og lade eders Børn gaa igennem Ilden, saa besmitte I eder ved alle eders Afguder indtil denne Dag; og jeg skulde lade mig adspørge af eder, Israels Hus? Saa sandt jeg lever, siger den Herre, Herre: Jeg vil ikke lade mig adspørge af eder.
Eze	20	32	32. Og det, som opstiger i eders Sind, skal og ikke ske, naar I nernlig sige: Vi ville vaere som Hedningerne, som Slaegterne i Landene, til at tjene Trae og Sten.
Eze	20	33	33. Saa sandt jeg lever, siger den Herre, Herre: Jeg vil regere over eder med en staerk Haand og med en udrakt Arm og med en udøst Harme.
Eze	20	34	34. Og jeg vil føle eder ud fra Folkene og sanke eder af Landene, i hvilke I ere adspredte, mcd en staerk Haand og med en udrakt Arm og med en udøst Harme.
Eze	20	35	35. Og jeg vil føre eder til Folkenes Ørk og der gaa i Rette med eder, Ansigt til Ansigt.
Eze	20	36	36. Ligesom jeg gik i Rette med eders Faedre i Aegyptens Lands Ørken, saa vil jeg gaa i Rette med eder, siger den Herre, Herre.
Eze	20	37	37. Og jeg vil lade eder gaa forbi under Hyrdestaven, og jeg vil føre eder ind i Pagtens Laenker.
Eze	20	38	38. Og jeg vil udrense de genstlidige fra eder og dem, som ere faldne fra mig; jeg vil udføre dem af det Land; hvor de bo som fremmede, men til Israels Land skal ingen af dem komme; og I skulle fornernme, at jeg er Herren.
Eze	20	39	39. Og I af Israels Hus! saa siger den Herre, Herre: Gaar da hver hen at tjene sine Afguder! men til sidst, saa ville I sandelig høre mig, og I ville ikke ydermere vanhellige mit hellige Navn med eders Gaver? og med eders Afguder.
Eze	20	40	40. Thi paa mit hellige Bjerg, paa Israels høje Bjerg, siger den Herre, Herre, der skal alt Israels Hus, alle de, som ere i Landet, tjene mig; der vil jeg have Behag i dern, og der vil jeg spørge efter eders Gave og efter Førstegrøden af, hvad I Frembaere iblandt alle de Ting, som hellige.
Eze	20	41	41. Jeg vil have Behag i eder for den søde Lugts Skyld, haar jeg udfører eder fra Folkene og sanker eder fra Landene, i hvike I have vaeret adspredte, og jeg vil helliggøres paa eder for Hedningernes Øjne.
Eze	20	42	42. Og I skulle fornemme, at jeg er Herren, naar jeg fører eder til Israels Land, til det Land, over hvilket jeg opløftede min Haand for at give eders Faedre det.
Eze	20	43	43. Og der skulle I ihukomme eders Veje og alle eders Gerninger, med hvilke I have besmittet eder? og I skulle vaemmes ved eder selv ved alle eders Ondskaber, som I have begaaet.
Eze	20	44	44. Og I skulle fornemrne, at jeg er Herren, naar jeg handle med eder for mit Navns Skyld, ikke efter eders onde Veje og efter eders fordaervelige Handeler, I af Israels Hus! siger den Herre, Herre.
Eze	20	45	45. Og Herrens Ord kom til mig saaledes:
Eze	20	46	46. Du Menneskesøn! vend dit Ansigt imod Sønden, og lad Ordene falde som Draaber imod sønden, og spaa imod Markens Skov imod Sønden!
Eze	20	47	47. Og da skal sige til Skoven imod Sønden: hør Herrens Ord; saa siger den Herre, Herre: Se, jeg vil antaende en Ild i dig, og den skal fortaere alle grønne Traeer og alle tørre Traeer i dig, den blussende Lue skal ikke udslukkes, men alle Ansigter fra Sønden til Norden skulle blive forbraendte ved den.
Eze	20	48	48. Og alt Kød, de skulle se, at jeg Herren, jeg har optaendt den; den skal ej udslukkes.
Eze	20	49	49. Og jeg sagde: Alc, Herre, Herre, de sige om mig: Mon han ikke bruger idel Lignelser?
------------------------Ezekiels Bog, Kapitel 21
Eze	21	1	1. Og Herrens Ord kom til mig saaledes:
Eze	21	2	2. Du Menneskesøn! vend dit Ansigt imod Jerusalem, og lad Ordene falde som Draaber imod Helligdommene, og spaa imod Israels Land;
Eze	21	3	3. og sig til Israels Land: Saa siger Herren: Se jeg kommer imod dig og uddrager mit Svaerd af sin Skede, og jeg vil udrydde af dig den retfaerdige med den ugudedige.
Eze	21	4	4. Efterdi jeg vil udrydde af dig den retfaerdige med den ugudelige, derfor skal mit Svaerd udfare af sin Skede: Imod alt Kød fra Sønden til Norden.
Eze	21	5	5. Og alt Kød skal fornemme, at jeg Herren, jeg har uddraget mit Svaerd af sin Skede: Det skal ikke mere vende tilbage.
Eze	21	6	6. Og du Menneskesøn, suk! saa det bryder i dine Laender, og saa det er dig bittert, skal du sukke for deres Øjne.
Eze	21	7	7. Og det skal ske, naar de sige til dig: Hvorfor sukker du? da skal du sige for et Rygte; thi det kommer, og hvert Hjerte skal smelte, og alle Haender skulle synke, og hver Aand skal blive sløv, og alle Knae skulle ryste som Vand; se, det kommer, og det sker, siger den Herre, Herre.
Eze	21	8	8. Og Herrens Ord kom til mig ssaledes:
Eze	21	9	9. Du Menneskesøn spaa og sige: Saa siger Herren, sig: Et Svaerd, et Svaerd, det er gjort hvast og blankt tillige!
Eze	21	10	10. For at udføre en Slagtning er det gjort hvast, og for at lyne er det gjort blankt; - eller skulle vi vel glaede os til, at min Søns Scepter vil lade haant om alt Trae?
Eze	21	11	11. Man gav det hen at gøres blankt for at tage det i Haand; Svaerdet er gjort hvast, og det er gjort blankt for at give det i Morderens Haand:
Eze	21	12	12. Raab og hyl, du Menneskesøn! thi det skal komme over mit Folk, ja, over alle Fyrster i Israel; de ere overgivne til Svaerdet tillige med mit Folk; derfor slaa paa Hoften!
Eze	21	13	13. Thi Prøven er sket! og hvad, dersom endog det haanende Scepter ikke holder Stand? siger den Herre, Herre.
Eze	21	14	14. Og du Mennesksøn! spaa og slaa Haand i Haand; og Svaerdet skal blive dobbelt, ja tredobbelt; det er et Svaerd, for hvilket der skal ligge ihjelslagne; det er et Svaerd, for hvilket den store skal ligge ihjelslagen; det er imod dem fra alle Sider.
Eze	21	15	15. Paa det at Hjertet. maa smelte, og der maa blive mange Anstød, har jeg sat det blinkende Svaerd imod alle deres Porte; ak! det er gjort til at lyne, det er draget til at slagte.
Eze	21	16	16. Tag dig sammen til højre! vend dig til venstre! hvorhen din Aeg er beskikket.
Eze	21	17	17. Og saa jeg vil slaa min Haand i min Haand og stille min Harme; jeg Herren, jeg har talt det.
Eze	21	18	18. Og Herrens Ord kom til mig saalunde:
Eze	21	19	19. Og du Menneskesøn! afsaet dig to Veje, ad hvilke Kongen af Babels Svaerd skal komme, de skulle begge udgaa fra eet Land, og tegn en Haand, tebn den, hvor Vejen til hver Stad begynder.
Eze	21	20	20. Du skal afsaette en Vej, ad hvilken Svaerdet kan komme til Ammons Børns Rabba og til Juda ind i den faste Stad Jerusalem.
Eze	21	21	21. Thi Kongen af Babel staar paa Vejskellet, hvor de to Veje begynde, for at lade sig spaa; han kaster med Pilene, han spørger Husguderne, han ser paa Leveren.
Eze	21	22	22. I hans højre Haand er Spaadommen "Jerusalem" falden, at han skal opstille Murbraekkere, at han skal oplade Munden med Mord og opløfte Røsten med Krigsskrig, opstille Murbraekkere imod Portene, opkaste en Belejringsvold, bygge Vagttaarne.
Eze	21	23	23. Men det skal vorde dem som en Forfaengelighedsspaadom i deres Øjne, de have Ed paa Ed; men han skal bringe Misgerningen i Erindring, og de skulle gribes.
Eze	21	24	24. Derfor, saa siger den Herre, Herre: Fordi I bringe eders Misgerning i Erindring, idet eders Overtraedelser blottes, saa at eder Synder ses i alle eders Gerninger, ja, fordi I bringes i Erindring, skulle I gribes med Haanden.
Eze	21	25	25. Og du gennemborede, du ugudelige, du Israels Fyrste, hvis Dag kommer til den Tid, naar Misgerningen medfører Enden!
Eze	21	26	26. Saa siger den Herre, Herre: Ypperstepraestehuen skal borttages, og Kongekronen bortføres; hvad der er, skal ikke vaere mere, det nedtrykte skal ophøjes og det høje nedtrykkes.
Eze	21	27	27. Omvaeltning, Omvaeltning, Omvaeltning vil jeg gøre det til; heller ikke denne skal vare ved - indtil han kommer, hvem Retten hører til, og jeg giver ham den.
Eze	21	28	28. Og du Menneskesøn! spaa og sig: Saa siger den Herre, Herre om Ammons Børn og om deres Haan, ja, sig: Et Svaerd, et Svaerd er draget til Slagtning, det er gjort fuldkomment blankt til at lyne,
Eze	21	29	29. idet man bringer dig forfaengelige Syner, idet man spaar dig Løgn for at laegge dig ved de ihjelslagne ugudeliges Halse, hvis Dag kom til den Tid, da Misgerningen medførte Enden.
Eze	21	30	30. Stik Svaerd i Skeden! paa det Sted, hvor du er skabt, i det Land, hvor du er født, vil jeg dømme dig.
Eze	21	31	31. Og jeg vil udøse min Vrede over dig, min Fortørnelses Ild vil jeg oppuste imod dig, og jeg vil give dig i grumme Maends Haender, som ere Mestre til at ødelaegge.
Eze	21	32	32. Du skal vaere Ilden til Naering, dit Blod skal blive midt i Landet, du skal ikke ihukommes; thi jeg Herren, jeg har talt det.
------------------------Ezekiels Bog, Kapitel 22
Eze	22	1	1. Og Herrens Ord kom til mig saaledes:
Eze	22	2	2. Og du Menneskesøn! vil du drømme, vil du dømme den blodskyldige Stad? ja, kundgør den alle dens Vederstyggeligheder!
Eze	22	3	3. Og du skal sige: Saa siger den Herre, Herre: Det er en Stad, som udøser Blod i sin Midte, for at dens Tid skal komme, og som gør sig Afguder til at besmitte sig ved.
Eze	22	4	4. Du er bleven skyldig med dit Blod, som du har udøst, og har besmittet mig med de Afguder, som du har gjort, saa at du bragte dine Dage til at naerme sig og naaede dine Aar: Derfor har jeg gjort dig til Forhaanelse iblandt Hedningerne og til Spot for alle Landene.
Eze	22	5	5. Baade de, som ere naer, og de, som ere langt fra dig, skulle spotte dig, du med det besmittede Navn og med den store Forstyrrelse!
Eze	22	6	6. Se, Israels Fyrster, hver efter sin Arms Styrke, vare hos dig for at udøse Blod.
Eze	22	7	7. Man ringeagtede Fader og Moder hos dig, man handlede med Vold imod den fremmede i din Midte, man forfordelte den faderløse og Enken hos dig.
Eze	22	8	8. Du foragtede mine Helligdomme og vanhelligede mine Sabbater.
Eze	22	9	9. Bagvadskere var der hos dig, paa det de kunde udøse Blod; og man holdt Maaltid paa Bjergene hos dig, man gjorde skaendige Ting i din Midte.
Eze	22	10	10. Man har blottet en Faders Blusel hos dig; man har kraenket Kvinden i hendes Svaghed hos dig.
Eze	22	11	11. Og man har bedrevet Vederstyggelighed med sin Naestes Hustru, og man har vanaeret sin Sønnekone med Skaendsel, og man har kraenket sin Søster, sin Faders Datter, hos dig.
Eze	22	12	12. De toge Skaenk hos dig for at udøse Blod; du tog Aager og Overgivt og forfordelte din Naeste ved Undertrykkelse, men mig glemte du, siger den Herre, Herre.
Eze	22	13	13. Og se, jeg har slaaet mine Haender sammen over din Vinding som du har gjort dig, og for din Blodskyld, som er i din Midte.
Eze	22	14	14. Mon dit Hjerte skal kunne holde Stand? mon dine Haender skulle beholde Styrke paa de Dage, naar jeg vil handle med dig? jeg, Herren, jeg har talt det og vil gøre det.
Eze	22	15	15. Og jeg vil adsprede dig iblandt Hedningerne og strø dig over Landene og bortskaffe din Urenhed fra dig.
Eze	22	16	16. Og du skal vaere vanhelliget ved dig selv for Hedningernes Øjne og fornemme, at jeg er Herren.
Eze	22	17	17. Og Herrens Ord kom til mig saaledes:
Eze	22	18	18. Du Menneskesøn! Israels Hus er blevet mig til Slagger; de ere alle Kobber og Tin og Jern og Bly midt i en Ovn, Sølvslagger ere de blevne.
Eze	22	19	19. Derfor, saa siger den Herre, Herre, fordi I alle ere blevne til Slagger, derfor se, jeg vil samle eder midt i Jerusalem.
Eze	22	20	20. Ligesom man samler Sølv og Kobber og Jern og Bly og Tin midt i en Ovn for at oppuste Ild derover, til at smelte det: Saaledes vil jeg samle eder i min Vrede og i min Harme og laegge eder ind og smelte eder.
Eze	22	21	21. Ja, jeg vil samle eder og op Liste min Vredes Ild over eder, og I skulle smeltes derinde.
Eze	22	22	22. Ligesom Sølv smeltes midt i en Ovn, saa skulle I smeltes i dens Midte, og I skulle fornemme, at jeg, Herren, jeg har udøst min Harme over eder.
Eze	22	23	23. Og Herrens Ord kom til mig saalunde:
Eze	22	24	24. Du Menneskesøn! sig til det: Du er et Land, som ikke er renset, som ikke har faaet Regn paa Vredens Dag.
Eze	22	25	25. Dets Profeter have sammensvoret sig i dets Midte, de ere som en brølende Løve, der røver Rov; de fortaere Sjaele, tage Gods og dyrebare Ting, gøre mange til Enker derudi.
Eze	22	26	26. Dets Praester forgribe sig paa min Lov og vanhellige mine Helligdomme, de gøre ingen Forskel imellem helligt og vanhelligt, og Forskellen imellem rent og urent gøre de ikke bekendt; og de lukke deres Øjne for mine Sabbater, og jeg vanhelliges midt iblandt dem.
Eze	22	27	27. Dets Fyrster i dets Midte ere som Ulve, der røve Rov, saa at de udøse Blod, Ødelaegge Sjaele for at gøre sig Vinding.
Eze	22	28	28. Og dets Profeter anstryge dem med løs Kalk, idet de heillge dem forfaengelige Syner og spaa Løgn for dem, sigende: "Saa siger den Herre, Herre "; skønt Herren ikke har talt.
Eze	22	29	29. Folket i Landet udertrykke de ved Vold, de røve Rov og forfordele den elendige og fattige og undertlykke den fremmede tvaertimod Ret.
Eze	22	30	30. Og jeg ledte efter en Mand iblandt dem, som vilde gaerde et Gaerde og staa i Gabet for mit Ansigt til Vaern for Landet, at jeg ikke skulde ødelaegge det; men jeg fandt ingen.
Eze	22	31	31. Derfor udøser jeg min Vrede over dem, jeg gør Ende paa dem i min Fortørnelses Ild; jeg lader deres Vej falde tilbage paa deres Hoved, siger den Herre, Herre.
------------------------Ezekiels Bog, Kapitel 23
Eze	23	1	1. Da Herrens Ord kom til mig saaledes:
Eze	23	2	2. Du Menneskesøn! der var to Kvinder, Døtre af een Moder,
Eze	23	3	3. og de bolede i Aegypten, i deres Ungdom bolede de; der trykkedes deres Bryster, og der befølte man deres jomfruelige Barm.
Eze	23	4	4. Og deres Navne vare: Ohola, den store, og Oholiba, hendes Søster; og de bleve mine og fødte Sønner og Døtre; og hvad deres Navne angaar, er Ohola Samaria, og Oholiba er Jerusalem.
Eze	23	5	5. Og Ohola bolede og antog fremmede i mit Sted og braendte af Kaerlighed til sine Bolere, til Assyrerne, som stode hende naer,
Eze	23	6	6. til dem, som vare klaedte i blaat Pilrpur, Fyrster og Befalingsmaend, alle sammen yndige unge Karle, Ryttere, som rede paa Heste.
Eze	23	7	7. Og han vendte sine bolerske Lyster til dem, til alle de Udvalgte af Assurs Børn; og ved alle dem, til hvilke han braendte af Kaerlighed, ved alle deres Afguder besmittede hun sig.
Eze	23	8	8. Og hun opgav ikke sit bolelske Vaesen, som hun førte med sig fra Aegypten; thi de havde ligget hos hende i hendes Ungdom og havde befølt hendes jomfruelige Barm, og de havde udøst deres bolerske Lyster over hende.
Eze	23	9	9. Derfor gav jeg hende i hendes Boleres Haand, i Assurs Børns Haand, imod hvilke hun braendte af Kaerlighed.
Eze	23	10	10. De blottede hendes Blusel, borttoge hendes Sønner og hendes Døtre og ihjelsloge hende selv med Svaerdet; og hun fik Navn iblandt Kvinderne, da han havde holdt Dom over hende.
Eze	23	11	11. Der hendes Søster Oholiba saa det, da drev hun det vaerre med sin Elskov end den anden og med sin Bolen vaerre end hendes Søsters bolen.
Eze	23	12	12. Hun braendte af Kaerlighed til Assyriens Børn, til Fyrster og Befalingsmaend, som stode hende naer og vare klaedte paa det pragtfuldeste, Ryttere, som rede paa Heste, alle sammen yndige unge Karle.
Eze	23	13	13. Og jeg saa, at hun var besmittet, de gik begge een Vej.
Eze	23	14	14. Og hun drev sin Bolen end videre; del hun saa Maend malede paa Vaeggen, Billeder af Kaldaeer, malede med rødt,
Eze	23	15	15. ombundne med Baelte om deres Laender, med farvede Huer paa deres Hoveder, alle sammen af Anseelse som Høvedsmaend, efter Babels Børns Lignelse, hvis Fødeland er Kaldaea:
Eze	23	16	16. Da braendte hun af Kaerlighed til dem, saa snart hun saa dem med sine Øjne, og hun sendte Bud til dem til Kaldaea.
Eze	23	17	17. Og Babels Børn kom til hende, til Elskovsleje, og de besmittede hende med deres Bolen, og hun besmittede sig ved dem; derefter vendte hendes Sjael sig fra dem.
Eze	23	18	18. Og hun drev sin Bolen aabenbart og blottede sin Blusel; og, min Sjael vendte sig fra hende, ligesom min Sjael havde vendt sig fra hendes Søster.
Eze	23	19	19. Dog udaandede hun sin bolerske Handel, idet hun kom sin Ungdoms Dage i Hu, da hun bolede i Aegyptens Land.
Eze	23	20	20. Og hun braendte al Kaerlighed til deres Bolere, hvis Kød var som Aseners Kød, og hvis Brynde var som Hestes Brynde.
Eze	23	21	21. Saa søgte du igen til din Ungdoms Skaendsel, da de fra Aegypten befølte din Barm for din Ungeloms Brysters Skyld.
Eze	23	22	22. Derfor, Oholiba! saa siger den Herre, Herre: Se, jeg vil opvaekke dine Bolere imod dig, dem, fra hvilke din Sjael har vendt sig bort, og lade dem komme over dig trindt omkring fra:
Eze	23	23	23. Babels Børn og alle Kaldaeer, Pekod og Skoa og Koa, alle Assurs Børn med dem, yndige unge Karle, Fyrster og Befalingsmaend alle sammen, Høvedsmaend og ansete Maend, som alle sammen ride paa Heste.
Eze	23	24	24. Og de skulle komme imod dig med Rustvogne, Vogne og Hjul og med en Skare af Folk med store Skjolde og smaa Skjolde og Hjelme; de skulle lejre sig imod dig trindt omkring; og jeg vil overgive dem Dommen, og de skulle dømme dig efter deres Ret.
Eze	23	25	25. Og jeg vil rette min Nidkaerhed imod dig, at de skulle handle med dig i Grumhed, de skulle barttage din Naese og dine Øren, og hvaa der bliver tilovers af dig, skal falde for Svaerdet; de skulle tage dine, Sønner og Døtre og hvad der bliver tilovers af dig, skal fortaeres med Ild.
Eze	23	26	26. Og de skulle traekke dine Klaeder af dig og tage din Prydelses Tøj.
Eze	23	27	27. Saa vil jeg bringe din Skaendsel til at høre op hos dig og din Bolen fra Aegyptens Land, og du skal ikke opløfte dine Øjne til dem og ikke ydermere komme Aegypten i Ihu.
Eze	23	28	28. Thi saa siger den Herre, Herre: Se, jeg giver dig i deres Haand, som du hader, i deres Haand, som din Sjael har vendt sig fra.
Eze	23	29	29. Og de skulle handle med dig i Had og tage alt dit Erhverv og forlade dig nøgen og bar; og din bolerske Blusel og din Skaendsel og din Bolen skal blive aabenbar.
Eze	23	30	30. Dette skal gøres imod dig, fordi du ved din Bolen er gaaet efter Hedningerne, fordi du besmittede dig ved deres Afguder.
Eze	23	31	31. Du har gaaet paa din Søsters Vej, og jeg vil give hendes Baeger i din Haand.
Eze	23	32	32. Saa siger den Herre, Herre: Du skal drikke af din Søsters Baeger, som er dybt og vidt; det skal blive til Latter og til Spot, da det holder meget i sig.
Eze	23	33	33. Du skal fyldes af Beruselse og Bedrøvelse; Forskraekkelses og ødelaeggelses Baeger er din Søsters, Samarias, Baeger.
Eze	23	34	34. Og du skal drikke og udsuge det, og sønderbryde Skaar ene deraf og afrive dine Bryster; thi jeg har talt det, siger den Herre, Herre.
Eze	23	35	35. Derfor, saa siger den Herre, Herre: Fordi du glemte mig og kastede mig bag din Ryg, saa baer du nu ogsaa din Skaendsel og din Bolen.
Eze	23	36	36. Og Herren sagde til mig: Du Menneskesøn! vil du dømme Ohola og Oholiba? forkynd dem dog deres Vederstyggeligheder;
Eze	23	37	37. thi de have bedrevet Hor, og der er Blod paa deres Haender, og de have bedrevet Hor med deres Afguder; tilmed lode de deres Børn, som de havde født mig, gaa igennem Ilden for dem til at fortaeres.
Eze	23	38	38. Endnu dette have de gjort mig: De have besmittet min Helligdom paa den samme Dag og vanhelliget mine Sabbater.
Eze	23	39	39. Og der de havde slagtet deres Børn for deres Afguder, da gik de samme Dag i min Helligdom til at vanhellige den; og se, saaledes have de gjort midt udi mit Hus.
Eze	23	40	40. Og de sendte ogsaa Bud efter Maend, som kom langvejs fra; til hvilke der var sendt Bud, og se, de kom, for hvilke du badede dig, sminkede dine Øjne og prydede dig dejligt;
Eze	23	41	41. og du satte dig paa en herlig Seng, og der var et Bord daekket foran den, og du havde sat min Røgelse og min Olie derpaa.
Eze	23	42	42. Og Lyden af Bulderet blev stille der, og til Maendene af Folkehoben bragtes Drankere fra Ørken, og de satte Armbaand paa deres Haender og en dejlig Krone paa deres Hoveder.
Eze	23	43	43. Og jeg sagde om hende, som var for gammel til Hor: Nu skal man til Gavns bole med hende, ja, med hende.
Eze	23	44	44. Og man kom til hende, som man kommer til en bolersk Kvinde; saaledes kom de til Ohola og til Oholiba, de skaendige Kvinder.
Eze	23	45	45. Og retfaerdige Maend, de skulle dømme dem, som Horkvinder dømmes, og som de Kvinder dømmes, der udøse Blod; thi de ere Hor kvinder, og der er Blod paa deres Haender.
Eze	23	46	46. Thi saa siger den Herre, Herre: Jeg fører en Forsamling op, imod dem og giver dem hen til Ustadighed og til Rov,
Eze	23	47	47. og de forsamlede skulte stene dem med Stene og sønderhugge dem med deres Svaerd; de skulle ihjelslaa deres Sønner og deres Døtre og opbraende deres Huse med Ild.
Eze	23	48	48. Og jeg vil udrydde Skaendsel af Landet, og alle Kvinder skulle lade sig advare, at de ikke gøre efter eders Skaendsel.
Eze	23	49	49. Og de skulle laegge eders Skaendsel paa eder, og I skulle baere Synderne, I begik med eders Afguder, og I skulle fornemme, at jeg er den Herre, Herre.
------------------------Ezekiels Bog, Kapitel 24
Eze	24	1	1. Og Herrens Ord kom til mig i det niende Aar, i den tiende Maaned, paa den tiende Dag i Maaneden, og han sagde:
Eze	24	2	2. Du Menneskesøn! skriv dig denne Dags Navn, denne selv samme Dags; Kongen af Babel har lagt sig imod Jerusalem paa denne selv samme Dag.
Eze	24	3	3. Og fremsaet en Lignelse for det genstridige Hus, og sig til dem: Saa siger den Herre, Herre: Saet Gryden paa, saet den paa, og øs ogsaa Vand derudi!
Eze	24	4	4. Saml deri de Stykker, som høre dertil, alle de gode Stykker, Kølle og Bov; fyld den med de bedste Ben!
Eze	24	5	5. Tag det bedste af Hjorden, og laeg ogsaa for Benenes Skyld en Stabel Braende derunder; bring den til at koge godt, at ogsaa Benene deri blive kogte.
Eze	24	6	6. Derfor, saa siger den Herre, Herre: Ve den blodskyldige Stad, en Gryde, hvori der er Rust, og hvis Rust ikke er gaaet af den! tag et Stykke efter det andet ud deraf, der skal ikke kastes Lod derover.
Eze	24	7	7. Thi dens Blod er blevet midt udi den, den har lagt det paa en solbraendt Klippe; den udøste det ikke paa Jorden, at man kunde have skjult det med Støv.
Eze	24	8	8. Paa det jeg skulde lade min Vrede opstige, paa det jeg skulde haevne strengelig, har jeg ladet dens Blod komme paa den solbraendte Klippe, at det ikke skulde skjules.
Eze	24	9	9. Derfor, saa siger den Herre, Herre: Ve den blodskyldige Stad! ogsaa jeg vil gøre Braendestaberen stor.
Eze	24	10	10. Baer meget Trae til, optaend Ilden, lad Kødet blive mørt, og lad Suppen koge, saa at Benene forbraendes.
Eze	24	11	11. Og saet den saa tom paa dens Gløder, paa det den kan blive hed og dens Kobber glødes og dens Urenhed smeltes midt i den, at dens Rust kan fortaeres.
Eze	24	12	12. Ved at volde Anstrengelse havde den traettet mig, og dens megen Rust gik dog ikke af den; i Ilden med dens Rust!
Eze	24	13	13. I din Urenhed er Skaendsel; fordi jeg har renset dig, og du dog ikke blev ren, saa skal du ikke mere blive ren for din Urenhed, førend jeg har stillet min Harme paa dig.
Eze	24	14	14. Jeg Herren, jeg har talt det, det kommer, og jeg har gjort det, jeg vil ikke lade det fare og ikke spale, ej heller angre det; efter dine Veje og efter dine Gerninger skulle de dømme dig, siger den Herre, Herre.
Eze	24	15	15. Og Herrens Ord kom til mig saaledes:
Eze	24	16	16. Du Menneskesøn! se, ved eet Slag vil jeg tage fra dig dine øjnes Lyst; men du skal ikke klage og ikke graede, og dine Taarer skulle ikke komme frem.
Eze	24	17	17. Suk i Tavhed, hold ikke Sorg for de døde, bind dit Hovedsmykke paa dig, og drag dine Sko paa dine Fødder, og daek ikke over Skaeabet, og aed ikke Folks Brød
Eze	24	18	18. Og jeg talte til Folket om Morgenen, og min Hustru døde om Aftenen; og jeg gjorde naeste Morgen, som mig var befalet.
Eze	24	19	19. Og Folket sagde til mig: Vil du ikke give os til Kende, hvad disse Ting betyde for os, at du gør saaledes?
Eze	24	20	20. Og jeg sagde til dem: Herrens Ord kom til mig saaledes:
Eze	24	21	21. Sig til Israels Hus: Saa siger den Herre, Herre: Se, jeg vanhelliger min Helligdom, eders Magts Stolthed, eders øjnes Lyst og eders Sjaeles Laengsel; og eders Sønner og eders Døtre, som I efterlade, skulle falde for Svaerdet.
Eze	24	22	22. Og I skulle gøre, ligesom jeg har gjort: I skulle ikke daekke over Skaegget og ikke aede Folks Brød.
Eze	24	23	23. Men eders Hovedsmykker skulle vaere paa eders Hoveder og eders Sko paa eders Fødder, I skulle ikke klage og ikke graede, men I skulle svinde hen i eders Misgerninger og sukke, den ene med den anden.
Eze	24	24	24. Og Ezekiel skal blive eder til et Undertegn, I skulle gøre efter alt det, som han har gjort; naar det kommer, da skulle I fornemme, at jeg er den Herre, Herre.
Eze	24	25	25. Og du Menneskesøn! mon der ikke paa den Dag, naar jeg borttager fra dem deres Magt, deres Prydelses Glaede, deres Øjnes Lyst og deres Sjaeles Laengsel, deres Sønner og deres Døtre,
Eze	24	26	26. mon der ikke paa den Dag skal komme een, som er undsluppen, til dig, for at kundgøre det for dine Øren?
Eze	24	27	27. Paa den samme Dag skal din Mund oplades, naar den undslupne er kommen, og du skal tale og ikke mere vaere stum; og du skal vaere bleven den til et Undertegn, og de skulle fornemme, at jeg er Herren.
------------------------Ezekiels Bog, Kapitel 25
Eze	25	1	1. Og Herrens Ord kom til mig saaledes:
Eze	25	2	2. Du Menneskesøn! vend dit Ansigt imod Ammons Børn, og spaa imod dem,
Eze	25	3	3. og sig til Ammons Børn: Hører den Herre, Herres Ord: Saa siger den Herre, Herre: Efterdi du sagde: Ha ha! over min Helligdom, fordi den er vanhelliget, og over Israels Land, fordi det er ødelagt, og over Judas Hus fordi de ere vandrede i Landflygtighed:
Eze	25	4	4. Derfor se, jeg vil give dig til Ejendom for Østens Folk, og de skulle opslaa deres Teltbyer i dig og saette deres Boliger i dig; de skulle aede din Frugt, og de skulle drikke din Maelk.
Eze	25	5	5. Og jeg vil gøre Rabba til Graesgang for Kameler og Ammons Børns Land til Faareleje; og I skulle fornemme, at jeg er Herren.
Eze	25	6	6. Thi saa siger den Herre, Herre: Fordi du klappede i Haanden og stampede med Enden og glaedede dig i al din Haan efter din Sjaels Lyst imod Israels Land:
Eze	25	7	7. Derfor se, jeg udraekker min Haand imod dig og over dig hen til Bytte for Folkene og udrydder dig af Folkeslaegternes Tal og lader dig forsvinde af Landene; jeg vil ødelaegge dig, og du skal fornemme, at jeg er Herren.
Eze	25	8	8. Saa siger den Herre, Herre: Fordi Moab og Sejr sige: Se, Judas Hus er ligesom alle Hedningerne:
Eze	25	9	9. Derfor se, jeg vil aabne Moabs Side fra Staederne af, fra dets Graensestaeder af, Landets Pryd, Beth-Jeaimoth, Baal-Meon og Kirjathama,
Eze	25	10	10. for Østens Børn tillige med Ammons Børns Land, og jeg vil give dem det til Ejendom, paa det man ikke skal ihukomme Ammons Børn iblandt Folkene;
Eze	25	11	11. og jeg vil holde Ret over Moab, at de skulle fornemme, at jeg er Herren.
Eze	25	12	12. Saa siger den Herre, Herre: Fordi Edom tog en svar Haevn over Judas Hus og gjorde sig saare skyldig, da de haevnede sig paa dem:
Eze	25	13	13. Derfor, saa siger den Herre, Herre: Jeg vil udraekke min Haand over Fdom og udrydde Mennesker og Kvaeg deraf: Og jeg vil gøre det øde fra Theman af, og indtil Dedan skulle de falde ved Svaerdet;
Eze	25	14	14. og jeg, vil føre min Haevn over Edom ved mit Folk Israels Haand, og de skulle gøre ved Edom efter min Vrede og efter min Fortørnelse, og de skulle kende min Haevn, siger den Herre, Herre.
Eze	25	15	15. Saa siger den Herre, Herre: Fordi Filisterne have taget Haevn og have haevnet sig svarlig i Haan efter deres Sjaels Lyst for at ødelaegge med et evigt Fjendskab:
Eze	25	16	16. Derfor, saa siger den Herre, Herre: Se, jeg vil udraekke min Haand over Filisterne og udrydde Kreterne; og jeg vil tilintetgøre de overblevne ved Havets Strand;
Eze	25	17	17. og jeg vil tage en stol Haevn over dem med grumme Straffe, og de skulle fornemme, at jeg er Herren, naar jeg fører min Haevn over dem.
------------------------Ezekiels Bog, Kapitel 26
Eze	26	1	1. Og det skete i det ellevte Aar, paa den første Dag i Maaneden, at Herrens Ord kom til mig, saaledes:
Eze	26	2	2. Du Menneskesøn! fordi Tyrus siger over Jerusalem: Ha ha! sønderbrudt er Folkenes Port; det har vendt sig til mig; jeg vil blive fyldt, den er ødelagt;
Eze	26	3	3. derfor, saa siger den Herre, Herre: Se, jeg kommer over dig, Tyrus! og jeg vil føre mange Folkefaerd op imod dig, ligesom Havet rejser sine Bølger.
Eze	26	4	4. Og de skulle ødelaegge Murene om Tyrus og nedbryde dens Taarne, og jeg vil bortfeje dens Støv af den og gøre den til en solbraendt Klippe.
Eze	26	5	5. Den skal blive til at udbrede Fiskegarn paa midt i Havet; thi jeg har talt det, siger den Herre, Herre; og den skal vorde til Bytte for Folkene.
Eze	26	6	6. Og dens Døtre, som ere paa Landet, skulle ihjelslaaes med Svaerdet; og de skulle fornemme, at jeg er Herren.
Eze	26	7	7. Thi saa siger den Herre, Herre: Se, jeg vil lade Nebukadnezar, Kongen af Babel, komme imod Tyrus fra Norden, ham, som er Kongers Konge, med Heste og med Vogne og med Ryttere og med en Skare og meget Folk.
Eze	26	8	8. Dine Døtre paa Landet skal han ihjelslaa med Svaerdet; og han skal saette Vagttaarne op imod dig og opkaste en Vold imod dig og oprejse et Skjoldtag imod dig.
Eze	26	9	9. Og han skal saette Murbraekker imod dine Mure og nedbryde dine Taarne ved sine Svaerd.
Eze	26	10	10. Formedelst Mangfoldigheden af hans Heste skal deres Støv bedaekke dig; dine Mure skulle lyste af Rytteres og Hjuls og Vognes Lyd, naar han drager ind ad dine Porte, ligesom man drager ind i en stormet Stad.
Eze	26	11	11. Han skal nedtrampe alle dine Gader med sine Hestes Hove; han skal ihjelslaa dit Folk med Svaerdet, og dine staerke Støtter skulle falde til Jorden.
Eze	26	12	12. Og de skulle røve dit Gods og gøre dine Varer til Bytte og nedbryde dine Mure og nedrive dine lystelige Huse, og de skulle kaste dine Stene og dit Tømmer og dit Støv midt ud i Vandet.
Eze	26	13	13. Og jeg vil bringe dine Sanges Bulder til at tie, og dine Harpers Klang skal ikke høres ydermere.
Eze	26	14	14. Jeg vil gøre dig til en solbraendt Klippe, du skal blive til at, udbrede Fiskegarn paa, du skal ikke ydermere bygges; thi jeg Herren, jeg har talt det, siger den Herre, Herre.
Eze	26	15	15. Saa siger den Herre, Herre til Tyrus: Mon Øerne ikke skulle baeve ved Lyden af dit Fald, naar de saarede jamre sig, naar Mord rase i din Midte?
Eze	26	16	16. Og alle Fyrster ved Havet skulle nedstige af deres Troner og aflaegge deres Kapper og af føre sig deres stukne Klaeder; de skulle iføre sig Forfaerdelse, sidde paa Jorden og forfaerdes hvert Øjeblik og forskraekkes over dig.
Eze	26	17	17. Og de skulle opløfte et Klagemaal over dig og sige til dig: Hvorledes er du gaaet til Grunde, du Havets Beboerinde? den lovpriste Stad, som var fast i Havet, den og dens Indbyggere, som udbredte Skraek for sig over alle dem, som boede der!
Eze	26	18	18. Nu skulle Øerne forfaerdes paa dit Falds Dag, og Øerne, som ere i Havet, skulle forskraekkes over den Udgang, det tog med dig.
Eze	26	19	19. Thi saa siger den Herre, Herre: Naar jeg gør dig til en Ødelagt Stad som Staederne, i hvilke man ikke mere bor; naar jeg lader Dybet stige op over dig, og de mange Vande bedaekke dig:
Eze	26	20	20. Da vil jeg kaste dig ned til dem, som fare ned i Hulen, til Oldtidens Folk, og lade dig bo i Underverdenens Land, i Ørkenerne fra Oldtiden hos dem, som fore ned i Hulen, paa det du ikke mere skal bebos; men jeg vil give Herlighed i de levendes Land.
Eze	26	21	21. Jeg vil gøre dig til Gru, og du skal ikke vaere mere; naar der spørges om dig, da skal du ikke findes ydermere evindelig, siger den Herre, Herre.
------------------------Ezekiels Bog, Kapitel 27
Eze	27	1	1. Og Herrens Ord kom til mig saaledes:
Eze	27	2	2. Og du Menneskesøn! opløft et Klagemaal over Tyrus,
Eze	27	3	3. og sig til Tyrus, sorn bor ved Havets Havne, og som handler med Folkene paa mange Øer: Saa siger den Herre, Herre: O Tyrus! du sagde: Jeg er fuldkommen i Skønhed.
Eze	27	4	4. Dine Landemaerker ere midt i Havet, dine Bygningsmaend have gjort din Skønhed fuldendt.
Eze	27	5	5. De byggede dig hele Opklaedningen af Fyrretrae fra Senir; de hentede Ceder fra Libnnon til at gøre en Mast paa dig.
Eze	27	6	6. De gjorde dine Aarer af Eg fra Basan; dit Daek gjorde de af Elfenben, indlagt i Buksbom fra Kithims Øer.
Eze	27	7	7. Dit Sejl var af hvidt Linned med stukket Arbejde fra Aegypten, for at det skulde vaere dig til Maerke; af bløt Purpur og rødt Purpur fra Elisas Øer var dit Solsejl.
Eze	27	8	8. Indbyggerne i Zidon og Advadre dine Rorkarle; dine vise, o Tyrus! som vare i dig, de vare dine Styrmaend.
Eze	27	9	9. Gebals Aeldste og dens vise vare hos dig for at stoppe din Laek; alle Skibe i Havet og deres Skibsfolk vare hos dig for at drive Handel med dig.
Eze	27	10	10. Folk fra Persien og Lydien og fra Put vare i din Haer som dine Krigsfolk, de ophaengte Skjold og Hjelm i dig, de gave dig Glans.
Eze	27	11	11. Arvads Børn og din Haer vare paa dine Mure trindt omkring, og tapre Maend vare paa dine Taarne; de haengte deres Skjolde paa dine Mure trindt omkring, de gjorde din Skønhed fuldendt.
Eze	27	12	12. Tharsis handlede med dig, fordi du havde Mangfoldighed af alle Haande Gods; med Sølv, Jern, Tin og Bly betalte de dine Varer.
Eze	27	13	13. Javan, Tubal og Mesek, de vare dine Kraemmere; Menneskesjaele og Kobberkar gave de dig i Tusk.
Eze	27	14	14. De af Thogarmas Hus betalte dine Varer med Køreheste og Rideheste og Mulaesler.
Eze	27	15	15. Dedans Børn vare dine Kraemmere; mange Kyster stode i Handelsforhold med dig; de gave dig Elfenben og Ebentrae til Betaling.
Eze	27	16	16. Syrien handlede med dig, fordi du havde en Mangfoldighed af Arbejder; med Karbunkel, Purpur og stukket Arbejde og hvidt Linned og Koraller og Rubiner betalte de dine Varer.
Eze	27	17	17. Judas og Israels Lande, de vare dine Kraemmere; Hvede fra Minnit og søde Sager og Honning og Olie og Balsam gave de dig i Tusk.
Eze	27	18	18. Damaskus handlede med dig, fordi du havde en Mangfoldighed af Arbejder, for Mangfoldigheden af alle Haande Gods, med Vin af Helbon og hvid Uld.
Eze	27	19	19. Vedan og Javan gave Sager fra Uzzal for dine Varer; skinnende Jern, Kasia og Kalmus gaves dig i Tusk.
Eze	27	20	20. Dedan handlede med dig med Daekkener til, at ride; paa.
Eze	27	21	21. Arabien og alle Kedars Fyrster, de stode i Handelsforhold med dig; med Lam og Vaedre og Bukke, med dem handlede de med dig.
Eze	27	22	22. Kraemmere fra Seba og Raema, de vare dine Kraemmere; med det ypperste af alle Haande Urter og med alle Haande kostbare Stene og Guld betalte de dine Varer.
Eze	27	23	23. Haran og Kanna og Eden, Kraemmere fra Seba, Assur og Kilmad handlede med dig.
Eze	27	24	24. De vare dine Kraemmere med Kostbarheder, bestaaende i Kapper af blaat Purpur og stukket Arbejde, og med vaerdifuldt Garn, i tvundne og faste Snore, paa dit Marked.
Eze	27	25	25. Tharsis's Skibe droge omkring for dig, de dreve din Handel, og du blev fyldt og saare rig midt i Havet.
Eze	27	26	26. Dine Rorkarle førte dig paa de store Vande, Østenvejret sønderslog dig midt i Havet.
Eze	27	27	27. Dit Gods og dine Varer, hvad du handlede med, dine Skibsfolk og dine Styrmaend, de, som stoppede din Laek, og de, som dreve din Handel, og alle dine Krigsmaend, som vare i dig, med hele din Skare, som var i din Midte, faldt midt i Havet paa dit Falds Dag.
Eze	27	28	28. Ved Lyden af dine Styrmaends Skrig baeve Strandmarkerne.
Eze	27	29	29. Og alle de, som føre Aarer, stige ud af deres Skibe; Skibsfolk, alle Styrmaend paa Havet, de traede i Land.
Eze	27	30	30. Og de lade deres Røst høre over dig og raabe bitterlig; og de kaste Støv paa deres Hoved, de vaelte sig i Asken.
Eze	27	31	31. Og de rage sig helt skaldede for din Skyld og iføre sig Saek; og de graede over dig i Sjaelens Bitterhed mea en bitter Sorg.
Eze	27	32	32. Og de opløfte et Klagemaal over dig i deres Jamren og beklage dig: "Hvo er som Tyrus, som den, der er bleven tavs midt paa Havet?"
Eze	27	33	33. Der dine Varer kom frem af Havene, maettede du mange Folk; med Mangfoldigheden af dit Gods. Og hvad du handlede med, gjorde du Konger rige paa Jorden.
Eze	27	34	34. Nu, da du knust er forsvunden af Havene i de dybe Vande, er din Handel og hele din Skare midt i dig falden.
Eze	27	35	35. Alle Øernes Indbyggere gyse over dig, og deres Konger forfaerdes saare, de se bedrøvelige ud i Ansigtet.
Eze	27	36	36. Købmaenden iblandt Folkene pibe ad dig; du er bleven til Gru og er til evig Tid ikke mere.
------------------------Ezekiels Bog, Kapitel 28
Eze	28	1	1. Og Herrens Ord kom til mig saalunde:
Eze	28	2	2. Du Menneskesøn! sig til Tyrus's Fyrste: Saa siger den Herre, Herre: Fordi dit Hjerte ophøjede sig, og du sagde: Jeg er en Gud, jeg sidder paa Guds Saede midt i Havet, medens du er et Menneske og ikke Gud og dog agtede dit Hjerte som Guds Hjerte;
Eze	28	3	3. - se, du er visere end Daniel; intet lønligt er skjult for dig;
Eze	28	4	4. du har forhvervet dig Formue ved din Visdom og veddin Forstand og bragt Guld og Sølv i dine Skatkamre;
Eze	28	5	5. du har formeret din Formue ved din megen Visdom i dit Købmandsskab, og dit Hjerte har ophøjet sig for din Formues Skyld: -
Eze	28	6	6. Derfor, saa siger den Herre, Herre: Efterdi du agtede dit Hjerte som Guds Hjerte,
Eze	28	7	7. se, derfor vil jeg lade fremmede, de forfaerdelige iblandt Folkene, komme over dig, og de skulle uddrage deres Svaerd imod din Visdoms skønne Vaerk og vanhellige din Herlighed.
Eze	28	8	8. De skulle kaste dig ned i Hulen, og du skal dø, som de gennemstungne dø midt i Havet.
Eze	28	9	9. Mon du vel kan sige over for den, som ihjelslaar dig: Jeg er en Gud? medens du dog er et Menneske og ikke en Gudi hans Haand, som ihjelslaar dig:
Eze	28	10	10. Du skal dø; som de uomskaarne dø, ved fremmedes Haand; thi jeg har talt det, siger den Herre, Herre.
Eze	28	11	11. Og Herrens Ord kom til mig saaledes:
Eze	28	12	12. Du Menneskesøn! opløft et Klagemaal over Kongen af Tyrus, og sig til ham: Saa siger den Herre, Herre: Du, som paatrykker den af passede Ordning Seglet, du, som er fuld af Visdom og fuldkommen i Skønhed,
Eze	28	13	13. du var i Eden, i Guds Have, alle Haande kostbare Stene bedaekkede dig: Karneol, Topas og Demant, Krysolith, Onyks og Jaspis, Safir, Karbunkel og Smaragd og Guld; dine Trommer og dine Piber vare til Tjeneste hos dig, de vare beredte paa den Dag, du blev skabt.
Eze	28	14	14. Du var en salvet Kerub, som skaermede; og jeg havde sat dig dertil, du var paa Guds hellige Bjerg, du vandrede midt imellem gloende Stene.
Eze	28	15	15. Du var fuldkommen i dine Veje fra den Dag af, du blev skabt, indtil Uretfaerdighed blev funden i dig.
Eze	28	16	16. Formedelst din store Handel fyldtes dit Indre af Uret, og du syndede; derfor fjernede jeg dig som vanhelliget fra Guds Bjerg og lod dig omkomme, du skaermende Kerub, at du ikke forblev imellem de gloende Stene.
Eze	28	17	17. Dit Hjerte ophøjede sig for din Skønheds Skyld, du ødelagde din Visdom tillige med din Herlighed! jeg henkastede dig paa Jorden, gav dig hen for Kongers Ansigt, at de skulle se paa dig.
Eze	28	18	18. Ved dine Misgerningers Mangfoldighed under din uretfaerdige Handel vanhelligede du dine Helligdomme, og jeg lod en Ild gaa ud fra din Midte, den fortaerede dig, og jeg gjorde dig til Aske paa Jorden for alles; Øjne, som se dig.
Eze	28	19	19. Alle, som dig kendte iblandt Folkene, forfaerdes over dig; du er bleven til Gru og skal i Evighed ikke vaere mere.
Eze	28	20	20. og Herrens Ord kom til mia saaledes:
Eze	28	21	21. Du Menneskesøn! vend dit Ansigt imod Zidon, og spaa imod den,
Eze	28	22	22. og sig: Saa siger den Herre, Herre: Se, jeg kommer imod dig, Zidon! og jeg vil herliggøre mig i din Midte; og de skulle fornemme, at jeg er Herren, naar jeg holder Ret over den og helliggør mig ved den.
Eze	28	23	23. Og jeg vil sende Pest i den og, Blod paa dens Gader, og der skal falde ihjelslagne i dens Midte for Svaeldet, som skal komme over den trindt omkring fra; og de skulle fornemme, at jeg er Herren.
Eze	28	24	24. Og for Israels Hus skal der ikke ydermere vaere en Torn, som stikker, eller en Tidsel, som smerter, af alle dem, som ere trindt omkring dem, som haane dem, og de skulle fornemme, at jeg er den Herre, Herre.
Eze	28	25	25. Saa siger den Herre, Herre: Naar jeg samler Isralels Hus hjem fra Folkene, iblandt hvilke de ere adspredte, da vil jeg helliggøre mig ved dem for Hedningernes Øjne, og de skulle bo i deres Land, som jeg har givet min Tjener Jakob.
Eze	28	26	26. Og de skulle bo tryggelig derudi og bygge Huse og plante Vingaarde, ja, bo tryggelig; naar jeg holder Ret over alle dem, som haanede dem trindt omkring dem; og de skulle fornemme, at jeg Herren er deres Gud.
------------------------Ezekiels Bog, Kapitel 29
Eze	29	1	1. I det tiende Aar, i den tiende Maaned, paa den tolvte Dag i Maaneden kom Herrens Ord til mig saaledes:
Eze	29	2	2. Du Menneskesøn! vend dit Ansigt imod Farao, Kongen af Aegypten, og spaa imod ham og imod al Aegypten.
Eze	29	3	3. Tal og sig: Saa siger den Herre, Herre: Se, jeg kommer imod dig, Farao, Knnge i Aegypten, du, som er den store Drage, der ligger midt i sine Strømme, og som siger: min Strøm er min, og jeg har skabt mig den.
Eze	29	4	4. Men jeg vil kaste Kroge i dine Kaever og lade Fiskene i dine Strømme haenge ved dine Skael, og jeg tiltraekke dig op midt af dine Strømme tillige med alle de Fisk i dine Strømme, der haenge ved dine Skael.
Eze	29	5	5. Og jeg vil kaste dig ud i Ørken, dig og alle Fisk fra dine Strømme, paa Marken skal du falde hen, du skal ikke samles til Hobe og ej sankes op, jeg har givet dig til Dyrene i Landet og til Fuglene under Himmelen som Føde.
Eze	29	6	6. Og alle Aegyptens Indbyggere skulle fornemme, at jeg er Herren. Fordi de have vaeret Israels Hus en Rørkaep -
Eze	29	7	7. naar de gribe din Haand, knaekker du og splitter dem hver Skulder; og naar de støtte sig paa dig, sønderbrydes du og bringer dem alle Laender til at vakle derfor,
Eze	29	8	8. saa siger den Herre, Herre: Se, jeg lader et Svaeld komme over dig, og jeg vil udrydde Mennesker og Kvaeg af dig.
Eze	29	9	9. Og Aegyptens Land skal blive til Ødelaegaelse og Øde; og de skulle fornemme, at jeg er Herren. Fordi han siger: Det er min Strøm, og jeg har skabt den:
Eze	29	10	10. Derfor se! vil jeg komme til dig og til dine Strømme og gøre Aegyptens Land til aldeles Øde Ørkener, fra Migdol til Syene, Øde Ørkener, fra Migdol til Syene, og indtil Morlands Landemaerke.
Eze	29	11	11. Der skal ikke gaa Menneskefod igennem det, og Faes Fod skal ikke gaa der igennem; og det skal ikke bebos i fyrretyve Aar.
Eze	29	12	12. Og jeg vil gøre Aegyptens Land til et Øde midt iblandt de Ødelagte Lande, og dets Staeder skulle blive øde midt iblandt de ødelagte Staeder, fyrretyve Aar; og jeg vil adsprede Aegypterne iblandt Folkene og strø dem ud i Landene
Eze	29	13	13. Thi saa siger den Herre, Herre: Naar fyrretyve Aar ere til Ende, vil jeg samle Aegypterne hjem fra Folkene; hvorhen de vare adspredte.
Eze	29	14	14. Og jeg vil vende Aegyptens Fangenskab og føre dem tilhage til Pathros Land, til deres Stammeland og de skulle der vaere et ringe Rige.
Eze	29	15	15. Det skal vaere ringe fremfor andre Riger og ikke ophøje sig ydermere over Folkene; og jeg vil høre dem ubetyliege, at de ikke skulle regere over Folkene.
Eze	29	16	16. Og det skal ikke ydermere vaere Israels Hus til Fortrøstnnning, saa at det bringer mig deres Synd til Erindring, naar disse vende sig om efter dem, og de skulle fornemme, at jeg er den Herre, Herre.
Eze	29	17	17. Og det skete i det syv og tyvende Aar, i den første Maaned, paa den første Dag i Maaneden, at Herrens Ord kom til mig saaleeles:
Eze	29	18	18. Du Menneskesøn! Nebukadnezar Kongen af Babel, har paalagt sin Krigshaer et svart Arbejde imod Tyrus, saa at hvert Hoved er skaldet og hver Skuldel opslidt, og Løn har han og hans Haer ikke faaet ud af Tyrus for det Arbejde, han har haft med den.
Eze	29	19	19. Derfor, saa siger den Herre, Herre: Se, jeg giver Nebukadnezar, Kongen af Babel, Aegyptens Land, og han skal tage dets Gods og bytte dets Bytte og røve dets Rov, og det skal vaere Løn for hans Haar.
Eze	29	20	20. Som hans Løn, for hvilken han har tjent imod den, har jeg givet ham Aegyptens Land; thi for mig have de tjent, siger den Herre, Herre.
Eze	29	21	21. Paa den Dag vil jeg lade et Folk skyde op for Israels Hus, og dig vil jeg give en opladt Mund midt iblandt dem; og de skulle fornemme, at jeg er Herren.
------------------------Ezekiels Bog, Kapitel 30
Eze	30	1	1. Og Herrens Ord kom til mig saaledes:
Eze	30	2	2. Du Menneskesøn! spaa og sig: Saa siger den Herre, Herre: Hyler, ak, den Dag!
Eze	30	3	3. Thi naer er Dagen, ja, naer er Herrens Dag; en skyfuld Dag, den skal vaere Hedningernes Tid.
Eze	30	4	4. Og der skal komme et Svaerd over Aegypten, og der skal komme en Forfaerdelse over Morland, naar der falder ihjelslagne i Aegypten, og man tager dets Gods, og dets Grundvolde nedbrydes.
Eze	30	5	5. Morland og Put og Lud og den hele Blandingshob og Kub og Forbunds, landets Sønner, de skulle falde tillige med dem for Svaerdet.
Eze	30	6	6. Saa siger Herren: De, som støtte Aegypten, skulle ogsaa falde, og dets Magts Stolthed skal synke; fra Migdol til Syene skulle de falde der, ved Svaerdet, siger den Herre, Herre.
Eze	30	7	7. Og de skulle ligge øde midt iblandt de ødelagte Lande, og dets Staeder skulle vaere midt iblandt de øde Staeder.
Eze	30	8	8. Og de skulle fornemme, at jeg er Herren, naar jeg taender en Ild i Aegypten, og alle dets Hjaelpere knuses.
Eze	30	9	9. Paa den Dag skal der udgaa Sendebud fra mig paa Skibe til at forfaerde Morland, som er trygt, og der skal vaere en Forfaerdelse iblandt dem som paa Aegyptens Dag; thi se, det kommer!
Eze	30	10	10. Saa siger den Herre, Herre: Ja jeg vil gøre Ende paa Aegyptens Gods ved Nebukadnezars, Kongen af Babels, Haand.
Eze	30	11	11. Han og hans Folk med ham, de forfaerdelige iblandt Folkene, ere førte ind for at Ødelaegge Landet; og de skulle drage deres Svaerd imod Aegypten og fylde Landet med ihjelslagne.
Eze	30	12	12. Og jeg vil gøre Strømmene tørre og saelge Landet i de ondes Haand og ødelaegge Landet og dets Fylde ved fremmedes Haand, jeg Herren, jeg har talt det.
Eze	30	13	13. Saa siger den Herre, Herre: Ja, jeg vil tilintetgøre Afgudsbillederne og lade Afguderne forsvinde fra Nof, og der skal ikke ydermere vaere en Fyrste af Aegyptens Land, og jeg vil laegge en Frygt paa Aegyptens Land.
Eze	30	14	14. Og jeg vil ødelaegge Patros og taende en Ild i Zoan og holde Ret over No.
Eze	30	15	15. Og jeg vil udøse min Harme over Sin, Aegypternes Faestning, og udrydde Maengden i No.
Eze	30	16	16. Og jeg vil taende en Ild i Aegypten, Sin skal vaande sig i Smerte, og No skal blive til at søndersplittes, og Nof skal have Fjender ved højlys Dag.
Eze	30	17	17. De unge Karle i Aven og Pibeset skulle falde for Svaerdet, og de selv skulle gaa i Fangenskab.
Eze	30	18	18. Og i Thakpankes formørkes Dagen, naar jeg der sønderbryder Aegyptens Aag, og dets Magts Stolthed der hører op; en Sky skal bedaekke det selv, og dets Døtre skulle gaa i Fangenskab.
Eze	30	19	19. Og jeg vil holde Ret over Aegypten, og de skulle fornemme, at jeg er Herren.
Eze	30	20	20. Og det skete i det ellevte Aar, i den første Maaned; paa den syvende Dag i Maaneden, at Herrens Ord kom til mig saalunde:
Eze	30	21	21. Du Menneskesøn! jeg har sønderbrudt Faraos, Kongen af Aegyptens, Arm, og se, den bliver ikke forbunden, saa man anvender Laegedom og laegger Bind paa for at forbinde den for at gøre den staerk til at tage fat paa Svaerdet.
Eze	30	22	22. Derfor, saa siger den Herre, Herre: Se, jeg kommer imod Farao, Kongen i Aegypten, og sønderbryder hans Arme, baade den staerke og den sønderbrudte, og jeg vil gøre, at Svaerdet skal falde ud af hans Haand.
Eze	30	23	23. Og jeg vil adsprede Aegypterne iblandt Folkene, og jeg vil udstrø dem i Landene.
Eze	30	24	24. Men jeg vil styrke Kongen af Babels Arme og give ham mit Svaerd i Haand; og jeg vil sønderbryde Faraos Arme, og han skal stønne for hans Ansigt, som den stønner, der er dødeligt saaret.
Eze	30	25	25. Og jeg vil styrke Kongen af Babels Arme, men Faraos Arme skulle synke; og de skulle fornemme, at jeg er Herren, naar jeg giver mit Svaerd i Kongen af Babels Haand, og han udraekker det imod Aegyptens Land.
Eze	30	26	26. Og jeg vil adsprede Aegypterne iblandt Folkene og bortstrø dem i Landene; og de skulle fornemme, at jeg er Herren.
------------------------Ezekiels Bog, Kapitel 31
Eze	31	1	1. Og det skete i det ellevte Aar, i den tredje Maaned, paa den første Dag i Maaneden, at Herrens Ord kom til mig saaledes:
Eze	31	2	2. Du Menneskesøn! sig til Farao, Kongen i Aegypten, og til hans Hob: Hvem er du lig i din Storhed?
Eze	31	3	3. Se, Assur var en Ceder paa Libanon, med dejlige Grene og en skyggende Krone og høj af Vaekst, og dens Top var imellem Skyerne.
Eze	31	4	4. Vand gjorde den stor, og Dybets Vand gjorde den høj, med sine Strømme gik det trindt omkring sin Plantning og udsendte sine Vandløb til alle Traeer paa Marken.
Eze	31	5	5. Derfor blev dens Vaekst højere end alle Traeernes paa Marken, og dens Grene bleve store og dens Skud lange formedelst det meget Vand, idet den skød flem.
Eze	31	6	6. Alle Himmelens Fugle gjorde Rede i dens Grene, og alle vilde Dyr paa Marken fødte under dens Krone, og alle store Folkeslag boede under dens Skygge.
Eze	31	7	7. Og den var dejlig ved sin Storhed, med sine lange Grene; thi dens Rod var med meget Vand.
Eze	31	8	8. Cedrene i Guds Have fordunkle den ej, Cypresserne vare ikke at ligne med dens Grene, og Kastanietraeerne vare intet imod dens Skud, der var intet Trae i Guds Have den ligt i dens Skønhed.
Eze	31	9	9. Jeg gjorde den dejlig med dens mange Grene, og alle Edens Traeer, som vare i Guds Have, bare Avind imod den.
Eze	31	10	10. Derfor, saa siger den Herre, Herre: Fordi du ophøjede dig af din Vaekst, og han strakte sin Top op imellem Skyerne, og hans Hjerte hovmodede sig formedelst hans Højhed:
Eze	31	11	11. Saa vil jeg give ham i Folkenes Fyrstes Haand; denne skal handle med ham efter sin Villie; for hans Ugudelighed har jeg uddrevet ham;
Eze	31	12	12. og fremmede, de forfaerdelige iblandt Folkene, faeldede den og kastede den hen; paa Bjergene og i alle Dalene faldt dens Kviste, og dens Grene sønderbrødes ved alle vandløbene i Landet, og alle Jordens Folk stege ned fra dens Skygge og forlode den;
Eze	31	13	13. alle Himmelens Fugle nedlode sig paa dens faldne Stamme, og alle vilde Dyr paa Marken vare ved dens Grene;
Eze	31	14	14. paa det at ingen Traeer ved Vandet skulle ophøje sig af deres Vaekst og ej straekke deres Top op imellem Skyerne, og ingen Traeer, som drikke Vand, skulle stole paa sig selv for deres Højheds Skyld; thi de ere alle sammen overgivne til Døden, for at komme til Underverdenens Land, midt iblandt Menneskens Børn, til dem, som nedfare i Hulen.
Eze	31	15	15. Saa siger den Herre, Herre: Paa den Tid, der han for ned i Dødsriget, gjorde jeg, at man sørgede; jeg tilhyllede Dybet for hans Skyld og standsede dets Strømme, og de mange Vande holdtes tilbage, og jeg klaedte Libanon i Sørgeragt for hans Skyld, ja, alle Taeer paa Marken forsmaegtede for hans lyd.
Eze	31	16	16. Jeg gjorde, at Folkene baevede ved Lyden af "hans Fald; da og styrtede ham ned i Dødsriget til dem, som fare ned i Hulen, og alle Edens Traeer, de udvalgte og skønneste paa Libanon, alle de, som drikke Vand, trøstede sig i Underverdenens Land.
Eze	31	17	17. Ogsaa de nedre med ham i Dødsriget til dem; som vare ihjelslagne med Svaerd, da de som hans Hjaelpere havde reddet i hans Skygge midt iblandt Folkene.
Eze	31	18	18. Hvem ligner du, saalees som du var i Aere og Storhed blandt Edens Traeer? ja, du skal nedstyrtes med Edens Traeer til Underverdenens Land; midt iblandt de omskaarne skal du ligge ved dem, om ere ihjelslagne ved Svaerdet. Dette er Farao og al hans Hob, siger den Herre, Herre.
------------------------Ezekiels Bog, Kapitel 32
Eze	32	1	1. Og det skete i det tolvte Aar, i den tolvte Maaned, paa den første Dag i Maaneden, at Herrens Ord kom til mig saaledes:
Eze	32	2	2. Du Menneskesøn! opløft et Klagemaal over Farao, Kongen af Aegypten, og sig til ham: Du blev lignet med en ung Løve iblandt Folkene, men du har som en Drage Havet; du brød dem i dine Strømme; og plumrede Landene med dine Fødder og trampede i deres Strømme.
Eze	32	3	3. Saa siger den Herre, Herre: Derfor vil jeg udbrede mit Garn over dig ved en forsamling af mange Folkeslag og de skulle traekke dig op i mit Vod:
Eze	32	4	4. Og jeg vil kaste dig op paa Landet og slaenge dig hen oven paa Marken; og jeg vil lade alle Himmelens Fugle saette sig paa dig og maette de vilde Dyr paa hele Jorden af dig.
Eze	32	5	5. Og jeg vil kaste dit Kød paa Bjergene og fylde Dalene med din store Krop.
Eze	32	6	6. Og jeg vil vaede Landet med, hvad der udstrømmer af dig, med dit Blod, indtil Bjergene, og Flodsengene skulle blive fulde af dig.
Eze	32	7	7. Og naar jeg udslukker dig, vil jeg bedaekke Himmelen og formørke dens Stjerner; Solen vil jeg bedaekke med en Sky og Maanen skal ikke lade sit Lys skinne.
Eze	32	8	8. Jeg vil lade alle klare Lys paa Himmelen formørkes for din Skyld, og jeg vil laegge Mørke over dit Land, siger den Herre, Herre.
Eze	32	9	9. Og jeg vil bedrøve mange Folks Hjerter, naar jeg bringer dit Fald ud iblandt Folkene, i de Lande, som du ikke har kendt.
Eze	32	10	10. Og jeg vil gøre, at mange Folk skulle forfaerdes over dig, og deres Konger skulle gyse saare over dig, naar jeg lader mit Svaerd blinke I for deres Ansigt; og de skulle baeve alle Øjeblikke, hver for sit Liv, paa dit Falds Dag.
Eze	32	11	11. Thi saa siger den Herre, Herre: Kongen af Babels Svaerd skal komme over dig.
Eze	32	12	12. Jeg vil lade din Hob falde for de vaeldiges Svaerd, for dem, som alle sammen ere de forfaerdelige iblandt Folkene; og de skulle ødelaegge Aegyptens Stolthed, at al dets Hob skal gaa til Grunde.
Eze	32	13	13. Og jeg vil Ødelaegge alt dets Kvaeg, at det ej bliver ved de mange Vande, og dem skal intet Menneskes Fod mere plumre, og heller intet Dyrs Klove skulle plumre dem.
Eze	32	14	14. Da vil jeg lade deres Vande klare sig og lade deres Floder flyde som Olie, siger den Herre, Herre,
Eze	32	15	15. naar jeg gør Aegyptens Land til en ødelaeggelse, og Landet bliver øde for det, som det er fuldt af, naar jeg slaar alle rlets Indbyggere; og de skulle fornemme, at jeg er Herren.
Eze	32	16	16. Det er et Klagemaal; og man skal synge det, Hedningernes Døtre skulle syn; ge det; over Aegypten og over al iets Ffnh skulle de synge det, siger den Herre, Herre.
Eze	32	17	17. Og det skete i det tolvte Aar, paa den femtende Dag i Maaneden, da kom Herrens Ord til mig, saaledes:
Eze	32	18	18. Du Menneskesøn! istem en Sørgesang over Aegyptens Hob, og lad den fare ned, den og Døtrene af herlige Folkefaerd, til Underverdenens Land, til dem, som nedfare i Hulen.
Eze	32	19	19. Og Hvem overgaar du i Dejlighed? far ned, laeg dig ved de uomskaarne!
Eze	32	20	20. Midt iblandt dem, som ere ihjelslagne ved Svaerd, skulle de falde; Svaerdet er givet, traekker det ned med alle dets Hobe!
Eze	32	21	21. De vaeldiges Fyrster tale om ham midt fra Dødsriget, med hans Hjaelpere; de ere nedfarne, de ligge der, de uomskaarne, ihjelslagne med Svaerd.
Eze	32	22	22. Der er Assur og al dets Forsamling, trindt omkring ham ere deres Grave, alle sammen ere de ihjelslagne, de, som faldt ved Svaerd;
Eze	32	23	23. dets Grave ere lagte i Hulens nederste Dyb, og dets Forsamling er trindt omkring dets Grav; de ere alle ihjelslagne, faldne ved Svaerd, de, som voldte Forskraekkelse i de levendes Land.
Eze	32	24	24. Der er Elam og al dets Hob trindt omkring i dets Grav; alle sammen ere de ihjelslagne, de, som faldt ved Svaerd, hvilke som uomskaarne fore ned til Underverdenens Land og havde voldt Forskraekkelse for sig i de levendes Land, og de baere deres Skaendsel iblandt dem, som fare ned i Hulen.
Eze	32	25	25. Man har givet det Leje midt iblandt de ihjelslagne, iblandt al dets Hob, trindt omkring ham ere deres Grave; alle ere de uomskaarne, ihjelslagne ved Svaerd; thi Forskraekkelse for dem var udbredt i de levendes Land, og de baere deres Skaendsel iblandt dem, som fare ned i Hulen, midt iblandt de ihjelslagne er han lagt.
Eze	32	26	26. Der er Mesek, Tubal og al dets Hob, trindt omkring ham ere deres Grave; alle ere de uomskaarne, ihjelslagne med Svaerd, thi de have voldet Forskraekkelse for sig i de levendes Land.
Eze	32	27	27. Men de ligge ikke ved de Helte, som ere faldne af de uomskaarne, hvilke nedfore til Dødsriget med deres Krigsvaaben og fik deres Svaerd lagde under deres Hoveder; deres Misgerninger ere komne over deres Ben; thi de vare en Forskraekkelse for Heltene i de levendes Land.
Eze	32	28	28. Og du! du skal sønderknuses midt iblandt de uomskaarne og ligge ved dem, som ere ihjelslagne ved Svaerd.
Eze	32	29	29. Derhen kom Edom, dets Konger og alle dets Fyrster, som trods deres Styrke ere lagte hos dem, som ere ihjelslagne med Svaerd; de ligge ved de uomskaarne og ved dem, som nedfare i Hulen.
Eze	32	30	30. Derhen kom alle de ypperste Maend af Norden og alle Zidonier, som fore ned til de ihjelslagne og bleve beskaemmede, uabtet de havde voldet Forskraekkelse formedelst deres Styrke, og de ligge som uomskaarne ved dem, som ere ihjelslagne med Svaerd, og baere deres Skaendsel iblandt dem, som nedfare i Hulen.
Eze	32	31	31. Dem skal Farao se og trøste sig over hele sin Hob; ihjelslagen med Svaerd er Farao og al hans Haer, siger den Herre, Herre.
Eze	32	32	32. Thi jeg har ladet ham volde Forskraekkelse i de levendes Land; saa skal Farao og al hans Hob laegges midt iblandt de uomskaarne, iblandt dem, som ere ihjelslagne med Svaerd, siger den Herre, Herre.
------------------------Ezekiels Bog, Kapitel 33
Eze	33	1	1. Og Herrens Ord kom til mig saaledes:
Eze	33	2	2. Du Menneskesøn! tal til dit Folks Børn, og sig til dem: Naar jeg skulde føre Svaerd over et Land, og Folk i Landet toge een Mand iblandt sig og gjolde ham til deres Vaegter,
Eze	33	3	3. og han saa Svaerdet komme over Landet og blaeste i Trompeten og advarede Folket;
Eze	33	4	4. og den, som da hørte Trompetens Lyd, dog ikke vilde lade sig advare, og svaeret kom og tog ham bort: Saa skal hans Blod vaere over hans Hoved.
Eze	33	5	5. Han hørte Trompetens Lyd og lod sig ikke advare, hans Blod skal vaere over ham; men havde han ladet sig advare, vilde han have reddet sit Liv.
Eze	33	6	6. Men naar Vaegteren saa Svaerdet komme og ej blaeste i Trompeten, og Folket ej advaredes, og Svaerdet kom og tog en Sjael bort af dem: Saa blev han vel borttagen for sin Misgernings Skyld, men hans Blod vil jeg kraeve af Vaegterens Haand.
Eze	33	7	7. Og du, Menneskesøn! Jeg har sat dig til Vaegter for Israels Hus, at, naar du hører det Ord af min Mund, du skal advare dem paa mine Vegne.
Eze	33	8	8. Naar, jeg siger til den ugudelige: Du ugudelige skal visselig dø, og du ikke taler for at advare den ugudelige for hans Vej, da skal han den ugudelige, vel dø for sin Misgerning, men hans Blod vil jeg kraeve af din Haand.
Eze	33	9	9. Men naar du advarer den ugudelige for hans Vej, at han skal omvende sig derfra, og han dog ikke omvender sig fra sin Vej, da skal han dø for sin Misgerning, men du skal have din Sjael frelst.
Eze	33	10	10. Og du Menneskesøn! sig til Israels Hus: I sige saaledes: Vore Overtraedelser. og vore Synder ere over os, og vi hensvinde under dem; hvorledes kunne vi da leve?
Eze	33	11	11. Sig til dem: Saa sandt jeg lever, siger den Herre Herre; Jeg har ikke Behag i den ugudeliges Død, men deri, at deri ugudelige omvender sig fra sin Vej, at han maa leve; vender om, vender om fra eders onde Veje! Hvorfor ville I dog dø, -Israels Hus?
Eze	33	12	12. Og du Menneskesøn! sig til dit Folks Børn: Den retfaerdiges Retfaerdighed skal ikke redde ham paa hans Overtraedelses Dag, og den Ugudelige skal ikke falde for sin Ugudelighed paa den Dag, han omvender sig fra sin Ugudelighed, og den retfaerdige skal ikke kunne leve derved, paa den Dag han synder.
Eze	33	13	13. Naar jeg siger om den retfaerdige: Han skal visselig leve, og han forlader sig paa sin Retfaerdighed og gør Uret, da skal ingen af hans retfaerdige Gerninger ihukommes; men han skal dø i sin Uretfaerdighed, som han gjorde.
Eze	33	14	14. Og naar jeg siger til den ugudelige: Du skal visselig dø, og han omvender sig fra sin Synd og gør Ret og Retfaerdighed,
Eze	33	15	15. saa at den ugudelige giver Pant tilbage, betaler det, han har røvet, vandrer efter Livets Bud og ikke gør Uret, da skal han visselig leve, han skal ikke dø.
Eze	33	16	16. Ingen af, hans Synder, som han har begaaet, skal kommes haln i Hu; han har gjort Ret og Retfaerdighed, han skal visselig leve.
Eze	33	17	17. Dog sige dit Folks Børn Herrens Vej er ikke rigtig; men det er dem selv, hvis Vej ikke er rigtig.
Eze	33	18	18. Naar den retfaerdige vender om fra sin Retfaerdighed og gør Uret, da skal han dø derfor.
Eze	33	19	19. Og naar den ugudelige vender om fra sin Ugudelighed og gør Ret og Retfaerdighed, da skal han leve derved.
Eze	33	20	20. Og dog sige I: Herrens Vej er ikke rigtig; jeg skal dømme eder, Israels Hus! hver efter hans Veje.
Eze	33	21	21. Og det skete i det tolvte Aar i den tiende Maaned, paa den femte Dag i Maaneden efter vor Bortførelse, da kom een til mig, som var, undkommen fra Jerusalem, og sagde: Staden er indtagen.
Eze	33	22	22. Og Herrens Haand var kommen over mig om Aftenen, før den undslupne kom; og han oplod min Mund, inden denne kom til mig om Morgenen; saa oplodes min Mund, og jeg var ikke ydermere stum.
Eze	33	23	23. Og Herrens Ord om til mig saaledes:
Eze	33	24	24. Du Menneskesøn! de, som bo paa disse øde Steder i Israels Land, sige saaledes: Abraham har een og ejede Landet, og vi ere mange, os er Landet givet til Ejendom.
Eze	33	25	25. Derfor sig til dem: Saa siger den Herre, Herre: I aede Kød tillige med Blod og opløfte eders Øjne til eders Afguder og udøse Blod! og I skulle eje Landet!
Eze	33	26	26. I stole paa eders Svaerd, I gøre Vederstyggeligheder og vanaere hver sin Naestes Hustru; og I skulle eje Landet.
Eze	33	27	27. Saaledes skal du sige til dem: Saa siger den Herre, Herre: Saa sandt jeg lever, de, som ere paa de øde Steder, skulle falde for Svaerdet, og den, som er paa Marken, ham har jeg givet til de vilde Dyr, at de skulle aede ham, og de, som ere i Faestningerne og i Hulerne, skulle dø af Pest.
Eze	33	28	28. Og jeg vil gøre Landet til en Ødelaeggelse og en Ørk, og dets Magts Stolthed skal ophøre; og Israels Bjerge skulle ligge øde, at ingen skal gaa over dem.
Eze	33	29	29. Saa skulle de fornemme, at jeg er Herren, naar jeg gør Landet til en Ødelaeggelse og en Ørk, formedelst alle deres Vederstyggeligheder, som de have gjort.
Eze	33	30	30. Og du Menneskesøn! dit Folks Børn tale indbyrdes om dig ved Vaeggene og i Husdørene, og den, ene taler med den anden, hver med sin Broder, sigende: Kaere, kommer sin Broder, sigende: Kaere, kommer, og hører, hvad det er for et Ord, som udgaar fra Herren.
Eze	33	31	31. Og de kommer, og sidde for dit Ansigt som mit Folk! og skulle høre dine Ord og ikke gøre efter dem; men det, der er behageligt i deres Mund, gøre de, og deres Hjerte gaar efter deres egen Fordel.
Eze	33	32	32. Og se, du er dem som en behagelig Sanger, der har en dejlig Røst, og som kan spille smukt; derfor skulle de høre dine Ord, men dog ikke gøre efter dem.
Eze	33	33	33. Men naar det kommer se det kommer! da skulle de fornemme, at der har vaeret en Profet midt iblandt dem.
------------------------Ezekiels Bog, Kapitel 34
Eze	34	1	1. Og Herrens Ord kom til mig saaledes:
Eze	34	2	2. Du Menneskesøn! spaa imod Israels Hyrder, spaa, og sig til dem, til Hyrderne: Saa siger den Herre, Herre: Ve Israels Hyrder, som ere deres egne Vogtere! skulle ikke Hyrderne vaere Faarenes Vogtere?
Eze	34	3	3. I aede Fedmen og klaede eder med Ulden, I slagte det fede, men Faarene vogte I ikke.
Eze	34	4	4. Det svage styrkede I ikke, og det syge laegede I ikke, og det, som havde lidt Brud, forbandt I ikke, og det fordrevne førte I ikke tilbage, og det, som var tabt, ledte I ikke efter; men med Haardhed og med Grumhed herskede I over dem.
Eze	34	5	5. Og de bleve adspredte, fordi de havde ingen Hyrde, og de ere blevne til Føde for alle vilde Dyr paa Marken; saa bleve de adspredte.
Eze	34	6	6. Mine Faar fare vild paa alle Bjergene og paa alle fremragende Høje, ja, mine Faar ere adspredte over det ganske Land, og der er ingen; som spørger, og ingen; som Ieder efter dem.
Eze	34	7	7. Derfor, Hyrder hører Herrens Ord!
Eze	34	8	8. Saa sandt jeg lever, siger den Herre, Herre: Fordi mine Faar ere blevne til Rov, og mine Faarere blevne til Føde for alle vilde Dyr paa Marken, eftersom de ingen Hyrde havde, og mine Hyrder ikke søgte mine Faar; men Hyrderne bleve deres egne Vogtere og vogtede ikke mine Faar.
Eze	34	9	9. Derfor, I Hyrder, hører Herrens Ord!
Eze	34	10	10. Saa siger den Herre, Herre: Se, jeg kommer imod Hyrderne og kraever mine Faar af deres Haand og lader dem blive fri for at vogte Faarene, saa Hyrderne ikke mere skulle vaere deres egne Vogtere; og jeg vil redde mine Faar af deres Mund, og de skulle ikke vaere dem til Føde.
Eze	34	11	11. Thi saa siger den Herre, Herre: Se, da vil jeg, jeg spørge efter mine Faar og se efter dem.
Eze	34	12	12. Som en Hyrde ser efter sin Hjord paa den Dag, han er midt iblandt sine Faar, som ere adspredte, saaledes vil jeg se efter mine Faar og føre dem frelste hjem fra alle de Steder, hvorhen de vare adspredte paa Sky og Mørkhedsdag.
Eze	34	13	13. Og jeg vil føre dem ud fra Folkene og samle dem fra Landene og føre dem ind i deres Land; og jeg vil vogte dem paa Israels Bjerge, i Dalene, og hvor de bo i Landet.
Eze	34	14	14. Paa en god Graesgang vil jeg lade dem graesse, og deres Overdrev skal vaere paa Israels høje Bjerge; der skulle de ligge paa et godt Overdrev, og paa en fed Graesgang skulle de graesse over Israels Bjerge.
Eze	34	15	15. Jeg vil selv vogte mine Faar og selv lade dem hvile, siger den Herre, Herre.
Eze	34	16	16. Efter det, som er tabt, vil jeg lede, og det fordrevne vil jeg føre tilbage, og det, som har lidt Brud, vil jeg forbinde, og det syge vil jeg styrke, men det fede og det staerke vil jeg Ødelaegge, jeg vil vogte det med Retfaerdighed.
Eze	34	17	17. Og I, mine Faar! saa siger den Herre, Herre: Se, jeg dømmer imellem Lam og Lam, imellem Vaedrene og Bukkene.
Eze	34	18	18. Mon det er eder for lidet, at I afgraesse den gode Graesgang, saa at I skulle traede det, som bliver tilovers af eders Graesbang, ned med. eders Fødder? eller at I drikke det klarede Vand, saa at I skulle plumre det, som bliver tilovers, med eders Fødder?
Eze	34	19	19. Og mine Faar - skulle de graesse paa det, som er nedtraadt med eders Fødder? eller drikke det, som er plumret med eders Fødder?
Eze	34	20	20. Derfor, saa siger den Herre, Herre til dem: Se, jeg, jeg vil dømme imellem det fede Lam og imellem det magre Lam.
Eze	34	21	21. Fordi I med Side og Bov støde og med eders Horn stange alle de svage, indtil I have faaet dem adspredte og jagede udenfor,
Eze	34	22	22. derfor vil jeg frelse mine Faar, og de skulle ikke ydermere vaere til Rov, og jeg vil dømme imellem Lam og Lam.
Eze	34	23	23. Og jeg vil lade een Hyrde staa frem for dem, og han skal vogte dem, nemlig min Tjener David; han, han skal vogte dem, og han skal vaere dem en Hyrde.
Eze	34	24	24. Og jeg Herren, jeg vil vaere deres Gud, og min Tjener David skal vaere en Fyrste midt iblandt dem; jeg Herren, jeg har talt det.
Eze	34	25	25. Og jeg vil slutte med dem en Fredens Pagt og lade onde Dyr forsvinde af Landet, saa at de kunne bo tryggelig i Ørken og sove i Skovene.
Eze	34	26	26. Og jeg vil gøre dem og de Steder, som ere trindt omkring min Høj, til en Velsignelse; og jeg vil lade Regnen falde i rette Tid, det skal vaere Velsignelses Regnstrømme.
Eze	34	27	27. Og Traeet paa Marken skal give sin Frugt, og Jorden skal give sin Grøde, og de skulle vaere trygge i deres Land, og de skulle fornemme; at der er Herren, naar jeg bryder deres trykkende I, Aag og redder dem af deres Haand, som brugte dem til Traelle.
Eze	34	28	28. Og de skulle ikke ydermere vaere et Rov for Hedningerne, og intet vildt Dyr paa Jorden skal opaede dem; men de skulle bo tryggelig, og der skal ingen forfaerde dem.
Eze	34	29	29. Og jeg vil fremkalde en Plantning for dem til Navnkundighed, og de skulle ikke ydermere bortrives af Hunger i Landet og ej mere baere Hedningernes Forhaanelse.
Eze	34	30	30. Og de skulle fornemme, at jeg Herren, deres Gud, er med dem, og at de ere mit Folk, Israels Hus, siger den Herre, Herre.
Eze	34	31	31. Og I, mine Faar, min Graesgangs Faar, I ere Mennesker; jeg er eders Gud, siger den Herre, Herre.
------------------------Ezekiels Bog, Kapitel 35
Eze	35	1	1. Og Herrens Ord kom til mig saaledes:
Eze	35	2	2. Du Menneskesøn! vend dit Ansigt imod Seirs Bjerg og spaa imod det!
Eze	35	3	3. Og du skal sige til det: Saa siger den Herre, Herre: Se, jeg kommer imod dig, Seirs Bjerg! og jeg vil udraekke min Haand imod dig og gøre dig til en Ødelaeggelse og en Ørk.
Eze	35	4	4. Dine Staeder vil jeg gøre øde, og du selv skal vorde en Ødelaeggelse; og du skal fornemme, at jeg er Herren.
Eze	35	5	5. Fordi du naerer et evigt Fjendskab og overgav Israels Børn i Svaerdets Vold, i deres Traengsels Tid, den Tid, da Misgerningen medførte Enden:
Eze	35	6	6. Derfor, saa sandt jeg lever, siger den Herre, Herre, vil jeg gøre dig til Blod, og Blod skal forfølge dig; efterdi du ikke har hadet Blod, skal Blod forfølge dig.
Eze	35	7	7. Og jeg vil gøre Seirs Bjerg til en Ødelaeggelse og en Ørk; og jeg viI udrydde deref enhver, som drager frem og tilbage.
Eze	35	8	8. Og jeg vil fylde Bjergene der med deres ihjelslagne; paa dine Høje og i dine Dale og i alle dine Flodlejer, der falde de, som ere ihjelslagne med Svaerd.
Eze	35	9	9. Jeg vil gøre dig til evige Ørkener, og dine Staeder skulle ikke bebos; og I skulle fornemme, at jeg er Herren.
Eze	35	10	10. Fordi du siger: De tvende Folk og de tvende Lande skulle vaere mine, og vi ville tage dem i Eje, da dog Herren var der.
Eze	35	11	11. Derfor, saa sandt jeg lever, siger den Herre, Herre, vil jeg gøre efter min Vrede og efter din Nid, som du har udvist formedelst dit Had imod dem, og jeg vil give mig til Kende hos dem, naar jeg dømmer dig.
Eze	35	12	12. Og du skal fornemme, at jeg er Herren, jeg har hørt alle meine Besottelser; som du har sagt imod Israels Bjerge, idet du sagde: De ere ødelagte, os ere de givne til Føde.
Eze	35	13	13. Og I have gjort eder store imod mig med eders Mund og brugt mange overflødige Ord imod mig; jeg har hørt det.
Eze	35	14	14. Saa siger den Herre, Herre: Naar hele Jorden glaeder sig, vil jeg gøre dig øde.
Eze	35	15	15. Ligesom du har glaedet dig over Israels Hus's Arv, fordi den blev Ødelagt, saaledes vil jeg gøre imod dig; du Seirs Bjerg og hele Edom alt sammen skal vorde øde; og de skulle fornemme, at jeg er Herren.
------------------------Ezekiels Bog, Kapitel 36
Eze	36	1	1. Og du Menneskesøn! spaa imod Israels Bjerge og sig: I Israels Bjerge! hører Herrens Ord!
Eze	36	2	2. Saa siger den Herre, Herre: Fordi Fjenden sagde: Ha, ha! over eder, og: De evige Høje ere blevne os til Ejendom!
Eze	36	3	3. derfor spaa, og sig: Saa siger den Herre, Herre: Fordi, ja, fordi man ødelaegger og søger at opsluge eder trindt omkring fra, for at I kunne vorde en Ejendom for Levningen af Hedningerne, og fordi I ere komne paa Laeber og Tunger og i ondt Rygte iblandt Folk,
Eze	36	4	4. derfor, Israels Bjerge, hører den Herres, Herrens Ord: Saa siger den Herre, Herre til Bjergene og til Højene, til Strømmene og til Dalene, til de ødelagte Ørkener og til de forladte Staeder, som ere blevne Levningerne af de omkringboende Hedninger til Rov og til Spot.
Eze	36	5	5. Derfor, saa siger den Herre, Herre: Sandelig, jeg har talt i min braendende Nidkaerhed imod Levningen af Hedningerne og imod det ganske Edom, hvilke selv have givet sig mit Land til Ejendom med Glaede af fuldt Hjerte, med Haan ud af Sjaelen, for at rane det som et Bytte.
Eze	36	6	6. Derfor spaa om Israels Land og sig til Bjergene og til Højene, til Strømmene og til Dalene: Saa siger den Herre, Herre: Se, i min Nidkaerhed og min Harme har jeg talt, efterdi I have baaret Hedningernes Forhaanelse,
Eze	36	7	7. derfor, saa siger den Herre, Herre: Jeg har opløftet min Haand paa, at Hedningerne, som ere trindt omkring eder, selv skulle baere deres Forhaanelse.
Eze	36	8	8. Men I, Israels Bjerge! skulle udskyde eders Grene og baere eders Frugt for mit Folk Israel; thi de ere naer ved at komme frem.
Eze	36	9	9. Thi se, jeg kommer til eder og vender mit Ansigt til eder, og I skulle dyrkes og besaas.
Eze	36	10	10. Og jeg vil gøre Menneskene paa eder mangfoldige, hele Israels Hus alt sammen, og Staederne skulle blive beboede, og de Ødelagte Staeder skulle opbygges.
Eze	36	11	11. Ja, jeg vil gøre Mennesker og Kvaeg paa eder mangfoldige! og de skulle formere sig og vaere frugtbare; og jeg vil lade eder blive beboede som i eders, gamle Tider og gøre eder mere godt, end i eders første Tider; og I skulle fornemme, at jeg er Herren.
Eze	36	12	12. Og jeg vil lade Mennesker, mit Folk Israel, vandre paa eder, og de skulle i eje dig, og du skal vaere dem til Arv, og du skal ikke blive ved at gøre dem barnløse.
Eze	36	13	13. Saa siger den Herre, Herre: Efterdi sige til eder: Du har fortaeret Mennesker og du har gjort dine Folk barnløse,
Eze	36	14	14. derfor skal du ikke ydermere fortaere Mennesker og ej ydermere bringe dit Folk til at falde, siger den Herre, Herre.
Eze	36	15	15. Og jeg vil ikke ydermere lade dig høre Hedningernes Bespottelse, og du skal ikke ydermere baere Folkenes Forhaanelse og ikke ydermere bringe dine Folk til at falde, siger den Herre, Herre.
Eze	36	16	16. Og Herrens Ord kom til mig saaledes:
Eze	36	17	17. Du Menneskesøn! Israels. Hus boede i deres Land, og de be, smittede det ved deres Vej og ved deres Gerninger; som Urenheds Besmittelse var deres Vej for mit Ansigt.
Eze	36	18	18. Og jeg udøste min Vrede nver dem for det Blods Skyld, som de havde udøst i Landet, og fordi de havde besmittet det ved deres Afguder.
Eze	36	19	19. Og jeg adspredte dem iblandt Hedningerne, og de bleve udstrøede i Landene; jeg dømte dem efter deres Vej og efter deres Gerninger.
Eze	36	20	20. Og der de vare komne til Hedningerne, hvorhen de kom, da vanhellige de mit hellige Navn, at man sagde om dem: Disse ere Herrens Folk, og de ere uddragne af hans Land.
Eze	36	21	21. Men det gjorde mig ondt for mit hellige Navns Skyld, hvilket Israels Hus vanhelligøre iblandt Hedningerne, hvor de kom hen.
Eze	36	22	22. Derfor sig til Israels Hus: Saa siger den Herre, Herre: Jeg gør det ikke for eders Skyld, Israels Hus! men for mit hellige Navns Skyld, hvilket I have vanhelliget iblandt Hedningerne, hvor I kom hen.
Eze	36	23	23. Og jeg vil helliggøre mit store Navn, som er vanhelliget iblandt Hedningerne, hvilket I have vanhelliget midt iblandt dem; og Hedningerne, skulle fornemme, at jeg er Herren, siger den Herre, Herre, naar jeg helliggør mig paa eder for deres Øjne.
Eze	36	24	24. Og jeg vil tage eder fra Hedningerne og samle eder ud fra alle Landene og lade eder komme til eders Land.
Eze	36	25	25. Og jeg vil staenke rent Vand over eder, og I skulle blive rene; fra alle eders Urenheder og fra alle eders Afguder vil jeg rense eder.
Eze	36	26	26. Og jeg vil give eder et nyt Hjerte og give en ny Aand inden i eder, og jeg vil borttage Stenhjertet af eders Kød og give eder et Kødhjerte.
Eze	36	27	27. Og jeg vil sende min Aand inden i eder og gøre, at I skulle vandre efter mine Skikke og holde mine Bud og gøre efler dem:
Eze	36	28	28. Og I skulle bo i Landet, som jeg har givet eders Faedre, og I skulle vaere mit Folk, og jeg vil vaere eders Gud.
Eze	36	29	29. Og jeg vil holde eder fri fra alle eders Urenheder, og jeg vil kalde paa Kornet og gøre det mangfoldigt og ikke sende Hunber over eder.
Eze	36	30	30. Og jeg vil gøre Frugten paa Traeerne og Grøden paa Marken mangfoldig, paa det I ikke ydermere skulle tage imod Forhaanelse for Hungers Skyld iblandt Hedningerne.
Eze	36	31	31. Da skulle I komme eders onde Veje i Hu og eders Idraetter, som ikke vare gode, og I skulle vaemmes over eder selv vor euers Misgerninger og for eders Vederstyggeligheder.
Eze	36	32	32. At jeg ikke gør dette for eders Skyld, siger den Herre, Herre, det vaere eder kundgjort; blues og skammer eder over edels Veje, I af Israels Hus!
Eze	36	33	33. Saa siger den Herre, Herre: Paa den Dag jeg renser eder fra alle eders Misgerninger, da vil jeg lade Staederne blive beboede og de øde Steder blive bebyggede.
Eze	36	34	34. Og Landet som var lagt øde, skal dyrkes, Stedet for at det laa øde for hvers Øjne, som gik igennem det.
Eze	36	35	35. Og man skal sige: Dette Land; som var Ødelagt, er blevet som Edens Have, og de øde og de ødelagte og de nedbrudte Staeder ere blevne befaestede og beboede.
Eze	36	36	36. Og Hedningerne, som blive tilovers trindt omkring eder, skulle fornemme, at jeg Herren, jeg har bygget det nedbrudte, beplantet det ødelagte, jeg Herren, jeg har talt og gjort det.
Eze	36	37	37. Saa siger den Herre, Herre: Jeg vil endnu i dette Stykke lade mig søges af Israels Hus, at jeg gør dette ved dem: Jeg vil gøre dem mangfoldige med Mennesker, som var det en Faarehjord.
Eze	36	38	38. Som en hellig Hjord, som en Hjord i Jerusalem paa dens Højtider, saaledes skulle de øde Staeder blive fulde af Menneskehjorde, og de skulle fornemme, at jeg er Herren.
------------------------Ezekiels Bog, Kapitel 37
Eze	37	1	1. Herrens Haand kom over mig og Herren førte mig i Aander ud og nedlod mig midt i en Dal og den var fuld af Ben.
Eze	37	2	2. Og han lod mig gaa forbi dem trindt omkring, og se, der laa saare mange vare saare tørre.
Eze	37	3	3. Og han sagde til dig: Du Menneskesøn! mon disse den kunne blive levende? Og jeg sagde: Herre, Herre ! du ved det.
Eze	37	4	4. Og han sagde til mig: Spaa om visse Ben og sig til dem: I tørre den, hører Herrens Ord!
Eze	37	5	5. Saa siger den Herre, Herren til disse Ben: Se, jeg vil lade komme Aand i eder, og skulle blive levende.
Eze	37	6	6. Og jeg vil laegge Sener paa eder og lade Kød kromme over eder og overdrage eder, i med Hud og bringe Aand i eder, at blive levende; og I skulle fornemme, at jeg er Herren.
Eze	37	7	7. Og jeg spaaede, som mig var befalet, og der kom en Lyd, der jeg spaaede, og se, der blev en Raslen; og Benene naermede sig, det ene Ben til det andet.
Eze	37	8	8. Og jeg saa, og se, der kom Sener og Kød paa dem, og der trak sig en Hud der ovenover; men der var ikke Aand i dem.
Eze	37	9	9. Og han sagde til mig: Spaa over Aanden, spaa, du Menneskesøn! og sig til Aanden: Saa siger den Herre, Herre: Kom, du Aand! fra de fire Vejr, og aand paa disse ihjelslagne, at de blive levende.
Eze	37	10	10. Og jeg spaaede, som han befalede mig, og Aanden kom i dem, og de bleve levende og stode paa deres Fødder, en saare stor Haer.
Eze	37	11	11. Og han sagde til mig: Du Menneskesøn! disse Ben ere Israels hele Hus; se, det siger: Vore Ben ere blevne tørre, og vor Forhaabning er borte, det er forbi med os!
Eze	37	12	12. Derfor spaa, og sig til dem: Saa siger den Herre, Herre: Se, jeg oplader eders Grave og fører eder op af eders Grave, mit Folk! og bringer eder til Israels Land.
Eze	37	13	13. Og I skulle fornemme, at jeg er Herren, naar jeg oplader eders Grave, og naar jeg fører eder op af eders Grave, mit Folk!
Eze	37	14	14. Og jeg vil sende min Aand i eder, at I blive levende, og jeg vil bosaette eder i eders Land den, jeg har talt det og gjort det, siger Herren.
Eze	37	15	15. Og Herrens Ord kom til mig saalunde:
Eze	37	16	16. Og du Menneskesøn tag dig et Stykke Trae og skriv derpaa: "For Juda og for hans Medbrødre af Israels Børn"; og tag et andet Stykke Trae og skriv derpaa: "For Josef - det er Efraims Trae - "og for hele Israels Hus, hans Medbrødre",
Eze	37	17	17. og føj dem sammen, det ene til det andet, for dig til eet Stykke Trae, saa at de blive til eet i din Haand.
Eze	37	18	18. Og naar dit Folks Børn sige til dig: Vil du ikke give os til Kende, hvad du mener med disse Ting:
Eze	37	19	19. Da sig til dem: Saa siger den Herre, Herre: Se, jeg vil tage Josefs Trae, som er i Efraims Land, og Israels Stammer, hans Medbrødre, som jeg saetter derpaa, samt Judas Trae, og jeg vil gøre dem til eet Stykke Trae, og de skulle vaere eet i min Haand.
Eze	37	20	20. Og I de Stykker Trae, som du skriver paa, skulle vaere i din Haand for deres Øjne;
Eze	37	21	21. og tal til dem: Saa siger den Herre, Herre: Se, jeg tager Israels Børn ud fra Hedningerne, hvor de vandre, og jeg vil samle dem trindt omkring fra og lade dem komme til deres Land.
Eze	37	22	22. Og jeg vil vaere dem til eet Folk i Landet paa Israels Bjerge, og een Konge skal vaere Konge for dem alle, og de skulle ikke ydermere vaere tvende Folk og ej ydermere dele sig i to Riger fremdeles.
Eze	37	23	23. De skulle ej heller mere besmitte sig ved deres Afguder og ved deres Vederstyggeligheder eller ved nogen af alle deres Overtraedelser; og jeg vil fri dem for alle deres Boliger, i hvilke de have syndet, og rejse dem; og de skulle vaere mit Folk, og jeg vil vaere deres Gud.
Eze	37	24	24. Og min Tjener og der skal vaere een Hyrde for dem alle, og de skulle vandre efter mine Bud, holde mine Skikke og gøre efter dem.
Eze	37	25	25. Og de skulle bo i Landet, som jeg har givet min Tjener Jakob, i hvilket eders Faedre boede; og de skulle bo der, de og deres Børn og deres Børnebørn til evig Tid, og David min Tjener skal vaere deres Fyrste evindelig.
Eze	37	26	26. Og jeg vil slutte en Freds Pagt med dem, det skal vaere dem en evig Pagt, og jeg vil bosaette dem og gøre dem mangfoldige og saette min Helligdom midt iblandt dem evindelig.
Eze	37	27	27. Og min Bolig skal vaere hos dem, og jeg vil vaere deres Gud, og de skulle vaere mit Folk.
Eze	37	28	28. Og Hedningerne skulle fornemme, at jeg er Herren, som helliger Israel, naar min Helligdom bliver midt iblandt dem evindelig.
------------------------Ezekiels Bog, Kapitel 38
Eze	38	1	1. Da Herrens Ord kom til mig saaledes:
Eze	38	2	2. Du Menneskesøn! vend dit Ansigt imod Gog i Magogs Land, Fyrsten over Rosk, Mesek og Tubal, og spaa imod ham!
Eze	38	3	3. Og sig: Saa siger den Herre, Herre: Se, jeg kommer imod dig, Gog, du Fyrste over Rosk, Mesek og Tubal!
Eze	38	4	4. Og jeg vil vende dig om og laegge Kroge i dine Kaever, og jeg vil føre dig ud tillige med al din Haer, Heste og Ryttere, alle sammen klaedte i fuld Pragt, en stor Skare med store Skjolde og smaa Skjolde, alle sammen øvede i at bruge Svaerd,
Eze	38	5	5. med dem tillige Perser, Morianer og Putaeer, alle sammen med Skjold og Hjelm,
Eze	38	6	6. Gorner og alle hans Haere, Thogarmas Hus i det yderste Nord og alle dets Haere, ja, mange Folkeslag samletl med dig.
Eze	38	7	7. Vaer beredt og hold dig rede, du og alle dine Skarer, som ere forsamlede om dig! og du skal tage Vare paa dem.
Eze	38	8	8. Efter mange Dage skal du blive hjemsøgt, i de sidste Aar skal dit komme til et Land, som er udfriet fra Svaerdet og samlet ud fra mange folkefaerd, over Israels Bjerge, som stadigt have vaeret øde; dette er nu udført fra Folkene, og de bo der alle sammen tryggelig.
Eze	38	9	9. Og du skal drage op, du skal komme sorn et Buleler, du skal vaere som en Sky til at skjule Landet, du og alle dine Haere og de mange Folkeslag, som ere med dig.
Eze	38	10	10. Saa siger den Herre Herre: Og det skal ske paa denne Dag, at der skal opstige Ting i dit Hjerte, og at du skal optaenke en ond Tanke;
Eze	38	11	11. og du skal sige: Jeg; vil drage op imod et Land med ubefaestede Byer; jeg vil komme over de rolige, som bo tryggelig, alle sammen bo de uden Mur og have hverken Portstaenger eller Porte,
Eze	38	12	12. for at bytte Bytte og at røve Rov; for at vende din Haand imod de øde Staeder, som nu ere bebnede, og imod et Folk, som er sanket ud fra Hedningerne, og som forhverver sig Faar og Gods, og som hor over Jordens Navle.
Eze	38	13	13. Seba og Dedan og Købmaeend fra Thasis og alle dets unge Løver skulle sige til dig: Er du kommen for at bytte Bytte? har du samlet din Skare for at røve Rov, for at borttage Sølv og Guld, for at tage Fae og Gods, for at bytte stort Bytte.
Eze	38	14	14. Derfor spaa, du Menneskesøn! og sig til Gog: Saa siger den Herre, Herre; Mon du ikke paa den Dag, naar mit Folk Israel bor tryggelig, skal faa det at vide?
Eze	38	15	15. Og du skal komme fra dit Sted, fra det yderste Nord du og de mange Folk, som ere med dig, alle sammen ridende paa Heste, en stor Skare og en maegtig Haer.
Eze	38	16	16. Og du skal drage op imod mit Folk Israel som en Sky til at skjule Landet; det skal ske i de sidste Dage, at jeg vil lade dig komme imod mit Land, paa det Hedninrerne skulle kende mig, naar jeg helliggøre mig paa dig for deres Øjne, o Gog!
Eze	38	17	17. Saa siger den Herre, Herre: Er du den, som jog talte om i gamle Dage ved mine Tjenere, Profeterne i Israel, som spaaede i hine Dage, Aar efter Aar, at jeg vilde lade dig komme over dem?
Eze	38	18	18. Og det skal, ske paa den Dag, ja, paa den Dag, da Gog kommer over Israels Land, siger den Herre, Herre, at min Vrede skal stige op i min Naese.
Eze	38	19	19. Og jeg har talt i min Nidkaerhed, i min Vredes Ild: Sandelig, paa denne Dag skal der vaere en stor Rystelse i Israels Land.
Eze	38	20	20. Og Fiskene i Havet og Fuglene under Himlene og de vilde Dyr paa Marken og alt Krybet, som kryber paa Jorden, og hvert Menneske, som er paa Jorden, skulle baeve for mit Ansigt, og Bjergene skulle omkastes og Taarnene falde, og hver Mur skal falde til Jorden:
Eze	38	21	21. Og jeg vil kalde et Svaerd fIem imod ham hen over alle mine Bjerge, siger den Herre, Herre; den enes Svaerd skal vaere imod den anden.
Eze	38	22	22. Og jeg vil gaa i Rette med ham ved Pest og ved Blod; og en overskyllende Regn og Hagelstene, Ild og Svovl vil jeg lade regne ned over ham og over hans Haere og over de mange Folk; som ere med ham.
Eze	38	23	23. Og jeg vil bevise mig stor og bevise mig hellig, og jeg vil give mig, til Kende for mange Hedningers Øjne; og de skulle fornemme, at jeg er Herren.
------------------------Ezekiels Bog, Kapitel 39
Eze	39	1	1. Og du Menneskesøn! spaa imod Gog, og sig: Saa siger den Herre, Herre: Se, jeg kommer imod dig Gog, du Fyrste og er Rosk Mesek og Jubal.
Eze	39	2	2. Og jeg vil vende dig om og drive dig frem og føre dig op fra det yderste Nord og lade dig komme over Israels Bjerge.
Eze	39	3	3. Og jeg vil slaa din Bue ud af din venstre Haand og lade dine Pile falde ud af din højre Haand
Eze	39	4	4. Paa Israels Bjerge skal du falde, du og alle dine Haere og de Folk, som ere med dig; jeg vil give dig til Føde for Rovfuglene, Smaafuglene, alt det bevingede og de vilde Dyr paa Marken.
Eze	39	5	5. Paa den vide Mark skal du falde; thi jeg har talt det, siger den Herre, Herre.
Eze	39	6	6. Og jeg vil sende en Ild paa Magog og paa dem, som bo tryggelig paa Øerne, og de skulle fornemme, at jeg er Herren
Eze	39	7	7. jeg vil kundgøre mit hellige Navn midt iblandt mit Folk Israel og ikke ydermere lade mit hellige Navn vanhelliges, og Hedningerne skulle fornemme, at jeg er Herren, den Hellige i Israel.
Eze	39	8	8. Se, det kommer og det skal ske, siger den Herre, Herre, det er den Dag, som jeg har talt om.
Eze	39	9	9. Og Indbyggerne i Israels Staeder skulle gaa ud og gøre Ild paa og hede med Rustninger og smaa Skjolde og store Skjolde, med Bue og med Pile og med Haandstav og med Spyd, og de skulle gøre: Ild dermed I syv har.
Eze	39	10	10. Og de skulle ikke hente Trae fra Marken eller hugge af Skovene; thi de skulle gøre Ild med Rustninger; og de skulle røve fra dem, for hvilke de vare et Rov, og plyndre dem, af hvilke de bleve plyndrede, siger den Herre, Herre.
Eze	39	11	11. Og det skal ske paa denne Dag, at jeg vil give Gog et Sted der til Begravelse i Israel, de vejfarendes Dal Østen for Havet, og den skal bringe de vejfalende til at holde sig for Naesen; og der skulle de begrave Gog og al hans Mangfoldighed og kalde den Gogs Mangfoldigheds Dal.
Eze	39	12	12. Og Israels Hus skal begrave dem, for at rense Landet, i syv Maaneder;
Eze	39	13	13. ja, alt Folket i Landet skal begrave dem, og det skal vorde dem til et Navn, paa den Dag, jeg forherliger mig, siger den Herre, Herre.
Eze	39	14	14. Og de skulle udnaevne faste Maend, noble, som skulle gaa igennem Landene, og nogle, som tillige med dem, der gaa igennem Landet, skulle begrave dem, der maatte vaere blevne tilbage oven paa Jorden, for at rense det; naar syv Maaneder ere til Ende, skulle de gennemsøge det.
Eze	39	15	15. Og de, som gaa igennem Landene, skulle gaa omkring, og naar nogen ser et Menneskes Ben, da skal han saette saerke derved indtil de som begrave, begrave det i Gogs Mangfoldigheds Dal.
Eze	39	16	16. Og der skal ogsaa en Stad kaldes Hamona; saa skul de rense Landet.
Eze	39	17	17. Og du Menneskesøn! saa siger den Herre, Herre Sig til Fuglene, alt det bevinged og til alle vilde Dyr paa Marken Samler eder og kommer, san eder trindt omkring fra til mit Slagtoffer, som jeg slagter for eder, stort Slagtoffer paa Israels Bjere og I skulle aede Kød og drikke Bod.
Eze	39	18	18. I skulle sede de vaeldiges Kød drikke Jordens Fyrsters Blod: Vaedres, Lams og Bukkes, Øksnes, alle ere fedede i Basan.
Eze	39	19	19. Og I skulle aede det fede, til I blive maette; drikke Blod, til I blive drukne mit Slagtoffer, som jeg slagter eder.
Eze	39	20	20. Og I skulle maette eder mit Bord af Heste og Rytter de vaeldige og alle Haande Krigsmaend, siger den Herre, Herre.
Eze	39	21	21. Og jeg vil vise min Herlighed iblandt Hedningerne, og alle Hedningerne skulle se min Dom, som jeg har holdt, og min Haand, som jeg har lagt paa dem.
Eze	39	22	22. Og Israels Hus skal fornemme, at jeg er Herren deres Gud, fra den samme Dag af og fremdeles.
Eze	39	23	23. Og Hedningerne skulle kende, at Israels Hus blev bortført for deres Misgerning, fordi de havde vaeret troløse imod mig, saa at jeg skjulte mit Ansigt for dem og gav dem i deres Fjenders Haand; og de alle faldt for Svaerdet.
Eze	39	24	24. Efter deres Urenhed og efter deres Overtraedelser handlede jeg imod dem, og jeg skjulte mit Ansigt for dem.
Eze	39	25	25. Derfor, saa siger den Herre, Herre: Nu vil jeg vende Jakobs Fangenskab og forbarme mig over Israels hele Hus og vaere nidkaeer for mit hellige Navn.
Eze	39	26	26. Og de skulle baere deres Skam og al deres Troløshed, som de begik imod mig naar de bo tryggelig i deres Land og der ingen er, som forfaerder dem
Eze	39	27	27. naar jeg fører dem tilbage fra Folkene og sanker dem fra dere; Fjenders Lande, og naar jeg helliggør mig paa dem for mange Hedningers Øjne.
Eze	39	28	28. Og de skulle fornemme, at jeg er Herren deres Gud idet jeg har bortført dem til Hedningerne og nu samler dem til dere Land og ikke ydermere lader nogen af dem blive tilbage hist.
Eze	39	29	29. Jeg vil og ikke mere skjule mit Ansigt fo dem; thi jeg har udgydt min Aand over Israels Hus, siger den Herre Herre.
------------------------Ezekiels Bog, Kapitel 40
Eze	40	1	1. I det fem og tyvende Aar, efter at vi vare bortførte, i Aarets Begyndelse, paa den tiende Dag i Maaneden, det fjortende Aar efter at Staden var bleven indtagen paa denne Dag kom Herrens Haand over mig og førte mig derhen.
Eze	40	2	2. I Syner fra Gud førte han mig til Israels, and og satte mig paa et saare højt Bjerg; og oven paa dette saa det ud, som man byggede en Stad imod syd.
Eze	40	3	3. Da han havde ført mig derhen, se, da var der en Mand, hvis useende var som Udseendet af Kobber, og der var en Hørgarnsnor og en Maalestok i hans Haand, og han stod i Porten.
Eze	40	4	4. Og Manden talte til mig: Du Menneskesøn! se til med dine Øjne, og hør med dine Øren, og ret dit Hjerte til alt det som jeg vil lade dig se; thi du er hørt hid, for at jeg skal lade dig se det; forkynd Israels Hus aIt det, du ser.
Eze	40	5	5. Og se, der gik en Mur uden om Huset trindt omkring, og i Mandens Haand var der en Maalestok, seks Alen lang, hver Alen en almindelig Alen og en Haandbred, og han maalte Murens Tykkelse eet Maal, og Højden eet Maal.
Eze	40	6	6. Og han kom til Porten, som vendte imod Østen, og gik op ad dens Trappetrin; og han maalte Portens Dørtaerskel til eet Maal i Bredden, den ene Dørtaerskel til eet Maal i Brodden;
Eze	40	7	7. og Vagtkamre, hvert til eet Maal i Laengden og eet Maal i Bredden og fem Alen imellem Vagtkamrene, og Portens Dørtaerskel ved Siden af Portens Forhal, set indenfra, til eet Maal.
Eze	40	8	8. Og han maalte Portens Forhal, set indenfra, til eet Maal.
Eze	40	9	9. Og han maalte Portens Forhal til otte Alen, og dens Piller til to Alen; og Portens. Forhal vendte indad.
Eze	40	10	10. Og Vagtkamrene i Porten imod Øst vare tre paa denne og tre paa hin Side, de tre havde ens Maal, og ens Maal havde Pillerne paa denne og paa hin Side.
Eze	40	11	11. Og han maalte Portaabningens Bredde til ti Alen og Portens Laengde til tretten Alen.
Eze	40	12	12. Og der var en af graenset Plads foran Vagtkamrene, af een Alen paa denne og en af graenset Plaas af een Alen paa hin Side; og hvert Vagtkammer var: seks Alen paa denne og seks Alen paa den anden Side.
Eze	40	13	13. Og han maalte Porten, fra det ene Vagtkammers fag indtil det andets Tag, til fem og tyve Alen i Bredden, Dør, imod Dør.
Eze	40	14	14. Og han satte Pillerne til tresindstyve Alen, og til Pillerne stødte Forgaarden, trindt omkring Porten.
Eze	40	15	15. Og fra Forsiden af Porten, hvor Indgangen er, indtil Forsiden af den indre Ports Forhal var der halvtredsindstyve Alen.
Eze	40	16	16. Og der var snaevre Vinduer paa Vagtkamrene og paa deres Piller imod den indvendige Side af Porten trindt omkring og ligesaa paa de fremstaaende Sidemure, og der var Vinduer trindt i omkring inaadtil, og paa Pillerne var der Palmer.
Eze	40	17	17. Og han førte mig til den ydre Forgaard, og se, der var Kamre og et tavlet Stengulv, lagt i Forgaarden trindt omkring; der var tredive Kamre paa dette Gulv.
Eze	40	18	18. Og det tavlede Gulv stødte op til Portenes Side, i Bredden svarende til Portbygningernes Laengde; dette var det nedre Gulv.
Eze	40	19	19. Og han maalte Bredden fra Forsiden af den nederste Port indtil Forsiden af den indre Forgaard, set udvendig fra, til hundrede Alen, den østre og nordre Side.
Eze	40	20	20. Og Porten, som vendte imod Nord, paa den ydre Forgaard, dens Laengde og dens Bredde maalte han,
Eze	40	21	21. og dens Vagtkamre, tre paa denne og tre paa hin Side, og dens Piller og dens fremstaaende Sidemure; den var efter den første Ports Maal, halvtredsindstyve Alen var dens Laengde og fem og tyve Alen Bredden.
Eze	40	22	22. Og dens Vinduer og dens fremstaaende Sidemure og dens Palmer vare efter Maalet ved den Port, som vender imod Østen, og man gik ad syv Trappetrin op dertil, og dens fremstaaende Sidemure vare foran dem.
Eze	40	23	23. Og en Port førte til den indre Forgaard, lige over for Porten, der gik ud til Nord og Øst, og han maalte fra Port til Port hundrede Alen.
Eze	40	24	24. Og han førte mig imod Sønden, og se, der var en Port imod Sønden, og han maalte dens Piller og dens fremstaaende Sidemure efter de samme Maal.
Eze	40	25	25. Og der var Vinduer paa den og paa dens fremstaaende Sidemure trindt omkring, ligesom hine Vinduer; halvtredsinastyve Alen var Laengden og fem og tyve Alen Bredden.
Eze	40	26	26. Og Opgangen dertil havde syv Trappetrin, og dens fremstaaende Sidemure vare foran dem, og den havde Palmer, een paa denne og een paa hin Side, paa dens Piller.
Eze	40	27	27. Og en Port førte til den indre Forgaard imod sønden, og han maalte fra Port til Port imod Sønden hundrede Alen.
Eze	40	28	28. Og han førte mig til den indre Forgaard igennem den søndre Port, og han maalte den søndre Port etter det samme Maal,
Eze	40	29	29. og dens Vagtkamre og dens Piller og dens fremstaaende Sidemure efter de samme Maal; og der var Vinduer paa den og paa dens fremstaaende Sidemure trindt omkring, halvtreasindstyve Alen var Laengden og fem og tyve Alen Bredden.
Eze	40	30	30. Og der var fremstaaende Sidemure trindt omkring, fem og tyve Alen var Laengden og fem Alen Bredden.
Eze	40	31	31. Og dens fremstaaende Sidemure vendte irnod den ydre Forgaard, og der var Palmer paa dens Piller, og Opgangen dertil var otte Trappetrin.
Eze	40	32	32. Og han førte mig til den indre Forgaard, imod Østen, og han maalte Porten efter de samme Maal
Eze	40	33	33. og dens Vagtkamre og dens Piller og dens fremstaaende Sidemure efter de samme Maal; og der var Vinduer paa den og paa dens fremstaaende Sidemure trindt omkring, halvtredsindstyve Alen var Laengden og fem og tyve Alen Bredden.
Eze	40	34	34. Og dens fremstaaende Sidemure vendte imod den ydre Forgaard, og der var Palmer paa dens Piller, paa denne og paa hin Side, og Opgangen dertil var otte Trappetrin.
Eze	40	35	35. Og han førte mig til den nordre Port, og han maalte den efter de samme Maal,
Eze	40	36	36. dens Vagtkamre, dens Piller og dens fremstaaende Sidemure; og der var Vinduer paa den trindt omkring, halvtredsindstyve Alen var Laengden og fem og tyve Alen Bredden.
Eze	40	37	37. Og dens Piller vendte imod den ydre Forgaard, og der var Palmer paa dens Piller paa denne og paa hin Side, og Opgangen dertil var otte Trappetrin.
Eze	40	38	38. Og ved Pillerne vec Portene var der et Kammer mec Dør; der skulde de afskylle Braendofferet.
Eze	40	39	39. Og i Portens Forhal stode to Borde paa denne og to Borde paa den anden Side, til derpaa at slagte Braendofferet og Syndofferet og Skyldofferet.
Eze	40	40	40. Og ved Siden udenfor, til Nord, naar man stige opad til Indgangen til Porten, stode to Borde, og ved den anden Side fra Portens Forhal, stode to Borde Alle
Eze	40	41	41. fire Borde paa denne og fire Borde paa den anden Side, ved Side: af Porten, i alt otte Borde, paa hvilke de skulde slagte.
Eze	40	42	42. Og de var fire Borde ved trappen, hugne Stene, halvanden Alen lang og halvanden Alen brede og ee Alen høje; paa dem skulde de laegge Redskaberne, med hvilke de skulde slagte Braendofferet og Slagtofferet.
Eze	40	43	43. Og der var dobbelte Knage, som stode en Haandbred frem befaestede paa Huset trindt omkring og paa Borden? skulde Offerkød laegges.
Eze	40	44	44. Og uden for den indre Port var der Kamre til Sangerne; inde i den indre Forbaard, som stødte op til Siden af den nordre Port, og deres Forside vendte imod Sønden; een Raekke var ved Siden den Østre Port, de vendte imod Nord.
Eze	40	45	45. Og han talte til mig: Kamene, hvis Forside vender imod Sønden, ere for Praesterne, som tage vare paa, hvad der er at varetage med Huset.
Eze	40	46	46. Og Kamrene, hvis Forside vender imod Nord, ere for Praesterne, som tage Vare paa, hvad der er at varetage ved Alteret; disse ere Zadoks Børn, hvilke ud af Levi Børns Tal staa Herren naer for at tjene ham.
Eze	40	47	47. Og han maalte Forgaarden, Laengden var hundrede Alen, og Bredden hundrede Alen, i Firkant, og Alteret stod lige for Huset.
Eze	40	48	48. Og han førte mig til Husets Forhal og maalte Forhallens Piller til fem Alen paa denne og fem Alen paa hin Side, og Portens Bredde var tre Alen til denne og tre Alen til den anden Side.
Eze	40	49	49. Forhallens Laengde var tyve Alen og Bredden elleve Alen, og det paa Trappen, ad hvilken man gik op til den, og der stod Søjler ved Pillerne, een paa denne og een paa hin Side.
------------------------Ezekiels Bog, Kapitel 41
Eze	41	1	1. Og han førte mig til Templet og maalte Pillerne til seks Alen i Bredden paa denne og til seks Alen i Bredden paa hin Side, efter Paulunets Bredde.
Eze	41	2	2. Og Døren var ti Alen bred, men Dørens Sidevaegge vare fem Alen paa denne og fem Alen paa hin Side, og han maalte dets Laengde til fyrretyve Alen og Bredden til tyve Alen.
Eze	41	3	3. Og han gik indenfor og maalte Dørens Pille til to Alen og Døren til seks Alen og Dørens Bredde til syv Alen.
Eze	41	4	4. Og han maalte Laengden deraf til tyve Alen og Bredden til tyve Alen over for Templets Forside, og han sagde til mig: Dette er det Allerhelligste.
Eze	41	5	5. Og han maalte Husets Vaeg til seks Alen og Bredden af Sidebygningen til fire Alen trindt omkring Huset, til alle Sider.
Eze	41	6	6. Og Sidekamrene laa Kammer paa Kammer, tre i Højden, og det tredive Gange, og de naaede til Vaeggen, som Huset havde imod Sidekamrene, trindt omkring saa at de bleve holdte, men bleve ikke holdte ved at gaa ind i Husets Vaeg.
Eze	41	7	7. Og det udvidede sig og var omgivet desto mere, jo højere man kom op, for hvert Lag Kamre; thi Husets Omgivelse tiltog, jo højere man kom op, trindt omkring Huset; derfor var Huset videre foroven, og saaledes gik det nederste op til det Øverste, i samme Forhold, som det mellemste.
Eze	41	8	8. Og jeg saa for Huset en Forhøjning, trindt omkring; Sidekamrene havde en Grundvold til et fuldt Maal, seks Alen op til Kanten.
Eze	41	9	9. Bredden af Vaeggen, som Sidekamrene havde udadtil, var fem Alen, og ligesaa den frie Plads ved Husets Sidebygninger.
Eze	41	10	10. Og imellem denne og Gellebygningerne var der en Bredde af tyve Alen, rundt om Huset, trindt omkring.
Eze	41	11	11. Og Døren til Sidekamrene vendte ud imod den frie Plads, een Dør imod Norden og een Dør imod Sønden, og Bredden af den frie Plads var fem Alen trindt omkring.
Eze	41	12	12. Og den Bygning, som laa imod Forsiden af det af skaarne Rum, der var yderst imod Vest, havde en Bredde af halvfjerdsindstyve Alen, og Bygningens Vaeg var fem Alen i Bredde trindt omkring; og den havde en Laengde af halvfemsindstyve Alen.
Eze	41	13	13. Og han maalte Huset hundrede Alen i Laengden, og det af skaarne Rum med Bygningen og dens Vaegge til hundrede Alen i Laengden;
Eze	41	14	14. og Bredden af Husets Forside og af det afskaarne Rum imod Øst til var hundrede Alen.
Eze	41	15	15. Saa maalte han Laengden af Bygningen, der laa imod Forsiden af det afskaarne Rum, og som gik hen imod Bagsiden af dette, og Omgangene dertil paa den ene og paa den anden Side, til hundrede Alen; ogsaa det indre Tempel og Forhallerne i Forgaarden.
Eze	41	16	16. Dyrtaersklerne og de snaevre Vinduer, og Omgangene trindt omkring ved dem alle tre - over for Dørterskelen var Panelet af Trae trindt omkring - og Rummet fra Jorden op til Vinduerne, hvilke Vinduer vare daekkede,
Eze	41	17	17. og Rummet oven over Døren, og det indtil det indre Hus og udadtil, og hver Vaeg trindt omkring indentil og udentil: Alt havde sit taal.
Eze	41	18	18. Og der var gjort Keruber og Palmer, og der var: en Palme imellem hver to Keruber; og hver Kerub havde to Ansigter.
Eze	41	19	19. Og den havde et Menneskeansigt imod Palmen til den ene Side og et Løveansigt. imod Palmen til den anden Side; saaledes var der gjort paa hele Huset trindt omkrinb.
Eze	41	20	20. Fra Jorden indtil oven over Døren var der gjort Keruber og Palmer, nemlig paa Vaeggene af Templet.
Eze	41	21	21. Hver Dørstolpe i Templet var firkantet, og Forsiden af Helligdommen havde samme Udseende.
Eze	41	22	22. Alteret var af Trae, dets Høade var tre Alen og dets Laengde to Alen, og det havde sine Hjørner, og dets Laengde og dets Vaegge vare af Trae; og han talte til mig: Øtte er Bordet, som staar for Herrens Ansigt:
Eze	41	23	23. Og der var tvende Fløjdøre for Templet og for Helligdommen;
Eze	41	24	24. og Fløjdørene havde tvende Fløje, som atter bestode af tvende bevaegelige Fløje, tvende for den ene, Fløj og tvende Fløje for den anden.
Eze	41	25	25. Og der var gjort Keruber og Palmer paa dem, paa Templets Døre, ligesom der var gjort paa Vaeggene; og der var et Overdørstykke af Trae foran Forhallen udentil.
Eze	41	26	26. Og der var snaevre Vinduer og Palmer til den ene og til den anden Side paa Siderne af Forhallen og paa Husets Sidekamre og paa Overdørstykkerne.
------------------------Ezekiels Bog, Kapitel 42
Eze	42	1	1. Og han førte mig ud til den ydre Forgaard ad Vejen imod Nord, og han førte mig til Cellebygningen, som laa tvaers over for det afskaarne Rum, og som laa tvaers over for Bygningen imod Nord,
Eze	42	2	2. hen foran Laengden paa de hundrede Alen, med Dør imod Nord, og hvis Bredde var halvtredsindstyve Alen,
Eze	42	3	3. tvaers over for de tyve Alen; som hørte til den indre Forgaard, og tvaers over for det tavlede Stengulv, som var. i den ydre Forgaard, der var Omgang over for Omgang i tre Stokvaerk.
Eze	42	4	4. Og foran Cellerne var der en Gang, ti Alen bred imod det indre en Vej af een Alen, og deres Døre vare imod Nord.
Eze	42	5	5. Og de øverste Celler vare snaevrere; thi Omgangene toge noget bort fra dem, saa at de vare mindre end de nederste og de midterste i Bygning;
Eze	42	6	6. thi de vare tre Loft høje og havde ikke ud ad Søjler som Søjlerne i Forgaardene; Østen, derfor vare de fra Gulvet af smallere end de nederste og de midterste.
Eze	42	7	7. Og en: Mur udadtil, der løb Maal lige med Cellerne den imod den ydre Forgaard, gik foran Cellerne, dens Laengde var halvtredsindstyve Alen;
Eze	42	8	8. thi Laengden paa Cellerne, Sydside som vare i den ydre Forgaard, var halvtredsindstyve alen; og se, foran Templet vare de hundrede Alen.
Eze	42	9	9. Og neden for den laa disse Celler; Indgangen var fra Øst, naar man gik til dem, fra den ydre Forgaard.
Eze	42	10	10. paa Bredsiden af Forgaardens Mur, naar man gaar imod Øst, foran det afskaarne Rum og foran Bygningen var der Kamre.
Eze	42	11	11. Og den var en Vej foran dem, de havde samme Udseende som Cellerne imod Nord; som de havde disses Laengde, saa havde de og disses Bredde og alle disses Udgange og disses Indretninger, og som disses Døre
Eze	42	12	12. saa vare og Dørene paa de Celler, som laa paa Sydsiden, en Dør, hvor Vejen begyndte, den Vej, som var over for den afmaalte Mur, imod Øst, naar man gik ind til dem.
Eze	42	13	13. Og han sagde til mig: Cellerne imod Norden og Cellerne imod Sønden, der ligge foran det afskaarne Rum, disse ere Helligdommens Celler, hvor Praesterne, som staa Herren naer, skulle aede det højhellige; der skulle de laegge det højhellige og Madofferet og Syndofferet og Skyldofferet, thi Stedet er helligt.
Eze	42	14	14. Naar Praesterne gaar ind, da skulle de ikke gaa ud igen af Helligdommen i den ydre Forgaard, men der skulle de nedlaegge deres Klaeder; i hvilke de gøre Tjeneste, thi disse ere hellige; og de skulle iføre sig andre Klaeder og saa naerme: sig til det, som hører Folket til.
Eze	42	15	15. Og da han var faerdig med Maalene i det indre Hus, førte han mig den Port, som vendte imod og han maalte der trindt omkring.
Eze	42	16	16. Han maalte Østsiden Maalestokken til fem Hundrede med Maalestokken trindt om.
Eze	42	17	17. Han maalte Nordsiden til fem hundrede Maal med Maalestokken trint omkring.
Eze	42	18	18. Han maalte en til fem Hundrede Maal med Maalestokken.
Eze	42	19	19. Han gik om til Vestsiden og maalte fem Hundrede Maal med Maalestokken.
Eze	42	20	20. Paa de fire Sider maalte han det; der var en Mur trindt omkring, fem Hundrede Maal i Laengden og fem Hundlede i Bredden, til at gøre Skel imellem det Hellige og det almindelige.
------------------------Ezekiels Bog, Kapitel 43
Eze	43	1	1. Og han førte mig til Porten, den Port, som vender imod Østen.
Eze	43	2	2. Og se, Israels Guds Herlighed kom fra Østen af, og Lyden deraf var som vaeldige Vandes Lyd, og Jorden lyste af hans Herlighed.
Eze	43	3	3. Og Synet som jeg saa, var at se til som det Syn, hvilket jeg havde set, da jeg kom til Stadens Ødelaeggelse, og det var Syner som det Syn, hvilket jeg havde set ved Floden Kebar; og jeg faldt paa mit Ansigt.
Eze	43	4	4. Og Herrens Herlighed drog ind i Huset igennem Porten, som vendte imod Østen.
Eze	43	5	5. Og en Aand opløftede mig og førte mig til den indre Forgaard; og se, Herrens herlighed fyldte Huset.
Eze	43	6	6. Og jeg hørte een tale til mig fra Huset af, og der var en Mand, som stod hos mig.
Eze	43	7	7. Og han sagde til mig: Du Menneskesøn! dette er min Trones Sted og mine Fodsaalers Sted, hvor jeg vil bo midt iblandt Israels Børn evindelig; og Israels Hus skal ikke ydermere vanhellige mit hellige Navn, de og deres Konger, med deres Bolen og med deres Kongers Lig, med deres Høje,
Eze	43	8	8. idet de satte deres Dørtaerskel ved min Dørtaerskel og deres Dørstolper ved mine Dørstolper, og der kun var en Vaeg imellem mig og imellem dem; og de vanhelligede mit maetige Navn med deres Vederstyggeligheder, som de bedreve, saa at jeg lod dem fortaeres i min Vrede.
Eze	43	9	9. Nu skulle de fjerne deres Bolen og deres Kongers Lig langt bort fra mig; og jeg vil bo midt iblandt dem evindelig.
Eze	43	10	10. Du Menneskesøn! forkynd Israels Hus om dette Hus, at de maa skamme sig for deres Misgerninger og maale den afmaalte Bygning.
Eze	43	11	11. Og dersom de skamme sig over alt det, som de have gjort, vis dem saa Husets Skikkelse og dets Indretning og dets Udgange og dets Indgange og Skikkelsen af alt det enkelte deri og alle dets Bestemmelser, ja, Skikkelsen af alt det enkelte der og alle dets Love, og skriv det for deres Øjne, at de maa bevare, hele dets Skikkelse og alle dets Bestemmelser og gøre efter dem.
Eze	43	12	12. Dette er Loven om Huset: Paa Bjergets Top skal hele dets Graense trindt omkring vaere højhellig; se, dette er Loven om Huset.
Eze	43	13	13. Og dette er Alterets Maal i Alen, hver Alen til en almindelig Alen og en Haandbred: Fodens Indfatning skal vaere een Alen høj og een Alen bred, og Listen derom paa Randen deraf trindt omkring skal vaere eet Spand; og dette er Alterets Grundvold.
Eze	43	14	14. Og fra Indfatningen af Foden paa Jorden indtil den nederste Afsaetning skal der vaere to Alen og i Bredden een Alen; men fra den lille Afsaetning indtil den store Afsaetning skal der vaere fire Alen og i Bredden een Alen.
Eze	43	15	15. Og Harel skal vaere fire Alen, og fra Ariel og opad skal der vaere de fire Horn.
Eze	43	16	16. Og Ariel skal vaere tolv Alen lang og tolv Alen bred, i Firkant, efter sine fire Sider.
Eze	43	17	17. Og Afsaetningen skal vaere fjorten Alen i Laengden, med fjorten Alen i Bredden, efter sine fire Sider, og Listen trindt omkring den en halv Alen, og Indfatningen af Foden dertil en Alen trindt omkring, og Trappen derop vende imod Østen.
Eze	43	18	18. Og han sagde til mig: Du Menneskesøn! saa siger den Herre, Alteret, paa den Dag det, bliver gjort for at ofre Braendoffer derpaa og for at staenke Blod derpaa.
Eze	43	19	19. Og du skal give Praesterne af Levi Stamme, som ere af Zadoks Saed, og som ere mig naer for at tjene mig, siger den Herre, Herre, en ung Okse til Syndoffer.
Eze	43	20	20. Og du skal tage af dens Blod og stryge paa dets fire Horn og paa de fire Hjørner af Afsaetningen og paa Listen trindt omkring; og du skal rense det for Synd og udsolle det.
Eze	43	21	21. Og du skal taelle Syndofreets Okse, og man skal opbraende den paa den bestemte Tid i Huset, uden for Helligdommen.
Eze	43	22	22. Men den anden Dag skal du ofre en Gedebuk, som er lydefri, til Syndoffer; og de skulle rense Alteret for Synd, ligesom de rensede det for Synd med Oksen.
Eze	43	23	23. Naar du er faerdig med at rense det for Synd, skal du ofre en ung Okse, lydefri, og en lydefri Vaeder af Hjorden.
Eze	43	24	24. Og du skal føre dem frem for Herrens Ansigt; og Praesterne skulle kaste Salt paa dem og ofre dem til et Braendoffer for Herren.
Eze	43	25	25. Syv Dage skal du tilberede en Buk til Syndoffer hver Dag; og en ung Okse og en Vaeder af Hjorden, som ere lydefri, skulle de tilberede.
Eze	43	26	26. I syv Dage skulle de udsone Alteret og rense det og fylde dets Haand.
Eze	43	27	27. Og naar de have fuldendt de Dage, da skal det ske paa den ottende Dag og fremdeles, at Praesterne skulle tilberede eders Braendofre og eders Takofre paa Alteret, og jeg vil have Behag i eder, siger den Herre, Herre.
------------------------Ezekiels Bog, Kapitel 44
Eze	44	1	1. Og han førte mig tilbage til Helligdommens ydre Port, som vender imod Østen, og den var tillukket.
Eze	44	2	2. Og Herren sagde til mig: Denne Port skal vaere tillukket, den skal ikke oplades, og ingen Mana skal gaa ind ad den, thi Herren, Israels Gud, er gaaet ind ad den, og den skal vaere tillukket.
Eze	44	3	3. Hvad Fyrsten angaar, saasom han er Fyrste, han skal sidde i den for at aede Brød for Herrens Ansigt; han skal gaa ind ad Vejen til Portens Forhal og gaa ud ad samme Vej.
Eze	44	4	4. Og han førte mig til Porten imod Nord foran Huset, og jeg saa og se: Herrens Herlighed fyldte Herrens Hus; og jeg faldt paa mit Ansigt.
Eze	44	5	5. Og Herren sagde til mig: Du Menneskesøn! laeg det paa Hjerte, og se med dine Øjne, og hør med dine Øren alt det, som jeg taler med dig om alle Herrens Hus's Bestemmelser og om alle dets Love, og lad dit Hjerte agte paa Indgangen til Huset igennem alle Helligdommens Udgange.
Eze	44	6	6. Og du skal sige til de genstridige; til Israels Hus: Saa siger den Herre, Herre: Lad det vaere eder nok med alle eders Vederstyggeligheder, Israels Hus!
Eze	44	7	7. idet I have indført fremmede med uomskaaret Hjerte og uomskaaret Kød til at vaere i min Helligdom for at vanhellige mit Hus, naar I ofrede mit Brød: Det fede og Blodet, saa at de brøde min Pagt, foruden alle eders Vederstyggeligheder;
Eze	44	8	8. og I toge ikke vare paa, hvad der var at varetage i mine Helligdomme, at varetage i mine Helligdomme, men I satte nogle til at tage Vare paa, hvad jeg vilde have varetaget i min Helligdom, efter eders eget Tykke.
Eze	44	9	9. Saa siger den Herre, Herre: Ingen fremmed med uomsknaret Hjerte og uomskaaret Kød skal komme i min Helligdom, inben af alle de fremmede, som ere iblandt Israels Børn.
Eze	44	10	10. Men selv Leviterne, som fjernede sig fra mig, medens Israel for vild, da det forvildede sig fra mig efter sine Afguder, de skulle baere deres Misgerning.
Eze	44	11	11. Dog skulle de tjene udi min Helligdom som Opsynsmaend ved Husets Porte og vaere Tjenere i Huset; de skulle slagte Braendofferet og Slagtofferet for Folket, og de skulle staa for dets Ansigt til at tjene det.
Eze	44	12	12. Fordi de have tjent dem over for deres Afguder og ere blevne Israels Hus til Anstød, saa det syndede, derfor har jeg opløftet min Haand imod dem, siger den Herre, Herre, at de skulle baere deres Misgerning.
Eze	44	13	13. Og de skulle ikke komme mig naer til at gøre Praestetjeneste for mig eller til at naerme sig nogen af mine hellige Ting, de højhellige Ting; men de skulle baere deres Skam og deres Vederstyggeligheder, som de have gjort.
Eze	44	14	14. Og jeg til saette dem til at tage Vare paa; hvad der er at varetage i Huset ved alt Arbejde der og ved alt, hvad der skal gøres.
Eze	44	15	15. Men de Praester af Levi Stamme, som ere af Zadoks Børn, og som toge Vare paa, hvad del var at varetage i min Helligdom, eder Israels Børn fore vild fra mig, de skulle komme mig naer til at tjene mig; og de skulle staa for mit Ansigt til at ofre mig det fede og Blodet, siger den Herre, Herre.
Eze	44	16	16. De skulle gaa ind i min Helligdom og naerme sig mit Bord til at tjene mig og til at tage Vare paa, hvad jeg vil have varetaget.
Eze	44	17	17. Og det skal ske; naar de gaa ind ad den indre Forgaards Port, da skulle de føre sig i linnede Klaeder; og ingen Uld skal komme paa dem, naar de tjene i den indle Forgaards Porte og indenfor.
Eze	44	18	18. Der skal vaere linnede Haar paa deres Hoveder, og linnede Underklaeder skulle vaere om deres Laender; de skulle ikke ombinde sig; saa at de komme i Sved.
Eze	44	19	19. Og naar de gaa ud i den ydre Forgaard, i den ydre Forgaard til Folket, skulle de føre sig af deres Klaeder, i hvilke de gøre Tjeneste, og laegge dem i de hellige Celler, og de skulle iføre sig andre Klaeder, at de ikke skulle hellige Folket med deres Klaeder.
Eze	44	20	20. Og de skulle ikke rage deres Hoved, ikke heller lade Haalet vokse frit; de skulle omhyggeligt klippe deres hovedhaar.
Eze	44	21	21. Og Vin skal ingen af Praesterne drikke, naar de gaa ind i den indre Forgaard:
Eze	44	22	22. Og de skulle ikke tage sig en Enke eller fraskilt til Hustru; men Jomfruer af Israels Hus's Saed, og den Enke; som er Enke efter en Praest, maa de tage.
Eze	44	23	23. Og de skulle laere mit Folk at gøre Skel imellem det hellige og det vanhellige og kundgøre dem Forskellen imellem det urene og det rene.
Eze	44	24	24. Og ved en Traette skulle de staa som Dommere, og efter mine Domme skulle de dømme i den; og mine Love og mine Skikke ved alle mine Højtider skulle de varetage, og mine Sabbater skulle de helligholde.
Eze	44	25	25. Og ingen af derri skal gaa til et Lig, saa at de blive urene; dog for en Fader og for en Moder og for en Søn og for en Datter, for en Broder og for en Søster, som ikke har vaeret gift, tør de blive urene.
Eze	44	26	26. Men efter hans Renselse skal man taelle ham syv Dage.
Eze	44	27	27. Og paa den Dag, han gaar ind i Helligdommen, i den indre Forgaard, for at gøre Tjeneste i Helligdommen, skal han ofre sit Syndoffer, siger den Herre, Herre.
Eze	44	28	28. Og det skal vaere deres Arvelod: Jeg er deres Arv; og I skulle ikke give dem Ejendom i Israel: Jeg er deres Ejendom.
Eze	44	29	29. Madofferet og Syndofferet og Skyldofferet, dem skulle de aede, og alt bandlyst Gods i Israel skal vaere deres.
Eze	44	30	30. Og det første af al Førstegrøde af alle Slags og al Offergave af alle Slags, af alle eders Offergaver, det, skal høre Praesterne til; og det første af eders Dej skulle I give Praesten, at jeg maa, lade Velsignelse hvile over dit Hus.
Eze	44	31	31. Intet Aadsel og intet sønderrevet, det vaere sig Fugl eller Dyr, skulle Praesterne aede.
------------------------Ezekiels Bog, Kapitel 45
Eze	45	1	1. Og naar I udlodde Landet til Arv, skulle I forlods udtage en Gave til Herren, et helligt Stykke af Landet; Laengden skal vaere fem og tyve Tusinde Maal lang og Bredden ti tusinde; det skal vaere helligt inden for hele sin Graense trindt omkring.
Eze	45	2	2. Deraf skal der til Helligdommen høre fem Hundrede Maal imod fem Hundrede i Firkant trindt omkring; og til en Friplads for den trindt omkring skal der tages halvtredsindstyve Alen.
Eze	45	3	3. Og efter at dette er maalt, skal du maale i Laengden fem og tyve Tusinde og i Bredden ti Tusinde Maal, og den skal Helligdommen, det Allerhelligste, vaere.
Eze	45	4	4. Det skal vaere en hellig Del: af Landet, det skal høre Praesterne til, som tjene i Helligdommen, dem; som staa naer for at tjene Herren; og der skal vaere Plads for dem til Huse og en hellig Plads for Helligdommen.
Eze	45	5	5. Og fem og tyve Tusinde Maal i Laengden og ti Tusinde i Bredden skal vaere for Leviterne, som gøre Tjeneste i Huset; de skulle have tyve Kamre til Ejendom.
Eze	45	6	6. Og I skulle give til Stadens Ejendom fem Tusinde Maal i Bredden og fem og tyve Tusinde i Laengden, ved Siden af Gaven til Helligdommen; det skal høre alt Israels Hus til.
Eze	45	7	7. Og Fyrsten skulle I give paa denne og paa hin Side af Gaven til Helligdommen og af Stadens Ejendom lige over for Gaven til Helligdommen og lige over for Stadens Ejendom et Stykke fra Vestsiden ud imod Vesten og fra Østsiden ud imod Østen, og i Laengde svarende til en af Stamlodderne fra Graensen imod Vesten til Graensen imod Østen.
Eze	45	8	8. Dette skal han have som Land, som Ejendom i Israel, og mine Fyrster skulle ikke ydermere undertrykke mit Folk, men overlade Israels Hus Landet efter deres Stammer.
Eze	45	9	9. Saa siger den Herre, Herre: Lad det vaere eder nok, I Israels Fyrster! lader Vold og Undertrykkelse vaere borte! gører Ret og Retfaerdighed, hører op med at fortraenge mit Folk! siger den Herre, Herre.
Eze	45	10	10. I skulle have rette Vaegtskaale og ret Efa og ret Bath.
Eze	45	11	11. Efa og Bath skulle vaere ens Maal, saa at en Bath skal holde en Tiendedel af en Homer; og en Efa en Tiendedel af en Homer; man skal bestemme deres Maal efter en Homer.
Eze	45	12	12. Og en Sekel skal vaere tyve Gera; en Mine skal vaere eder tyve Sekel; fem og tyve Sekel, femten Sekel.
Eze	45	13	13. Dette skal vaere Offergaven, som I skulle yde: En Sjettedel Efa af en Homer Hvede, og I skulle give en sjettedel Efa af en Homer Byg.
Eze	45	14	14. Og den bestemte Afgift af Olie, Olien efter Bath, skal vaere: En Tiendedel Bath af en Kor, som holder ti Bath og er en Homer; thi ti Bath ere en Homer;
Eze	45	15	15. og eet Lam af en Faarehjord paa to Hundrede, fra Israels vandrige Graesgang, til Madoffer og til Braendoffer og til Takofre, til at gøre Forsoning for dem, siger den Herre, Herre.
Eze	45	16	16. Alle Folk i Landet skulle vaere forpligtede til denne Gave for Fyrsten i Israel.
Eze	45	17	17. Og det skal paaligge Fyrsten at bringe Braendofre og Madoffer og Drikoffer paa Højtiderne og paa Nymaanederne og paa Sabbaterne, paa alle Israels Hus's Højtider; han skal udrede Syndofferet og Madofferet og Braendofferet og, takofrene til at gøre Forsoning for Israels Hus.
Eze	45	18	18. Saa siger den Herre, Herre: I den første Maaned, paa den første Dag i Maaneden skal du tage en lydefri ung Okse, og du skal rense Helligdommen for Synd.
Eze	45	19	19. Og Praesten skal tage af Syndofferets Blod og komme paa Husets Dørstolper og paa de fire Hjørner af Alterets Afsaetning og paa Dørstolperne af den indre Forgaards Port.
Eze	45	20	20. Og saaledes skal du gøre paa den syvende Dag i Maaneden for hver, som har syndet af Vanvare og Enfoldighed; og I skulle udsone Huset.
Eze	45	21	21. I den første Maaned, paa den fjortende Dag i Maaneden, skal det vaere Paaske hos eder, en syv Dages højtid, da der skal aedes usyret Brød.
Eze	45	22	22. Og paa den samme Dag skal Fyrsten ofre for sig og for alt Folket i Landet en Okse til Syndoffer.
Eze	45	23	23. Men paa de syv Højtidsdage skal han ofre Herren som Braendoffer syv Øksne og syv Vaedre, som ere lydefri, til hver Dag af de syv Dage, og en Gedebuk til Syndofler hver Dag.
Eze	45	24	24. Og han skal ofre som Madoffer en Efa med hver Okse og en Efa med hver Vaeder og en Hin Olie til hver Efa.
Eze	45	25	25. I den syvende Maaned, paa den femtende Dag i Maaneden, paa Højtiden, skal han gøre ligesaa i syv Dage, saavel med Syndofferet som med Braendofleret, og saavel med Madofferet som og med Olien.
------------------------Ezekiels Bog, Kapitel 46
Eze	46	1	1. Saa siger den Herre, Herre: Den indre Forgaards Port, som vender imod Østen, skal vaere tillukket de seks Arbejdsdage; men paa Sabbatens Dag skal den oplades, og paa Nymaanedens Dag skal den oplades.
Eze	46	2	2. Og Fyrsten skal gaa ind ad Vejen til Portens Forhal udenfra og staa ved Portens Dørstolper; og Praesterne skulle tilberede hans Braendoffer og hans Takofre, og han skal tilbede paa Dørtaerskelen, i Porten, og saa gaa ud; og Porten skal ikke tillukkes inden Aftenen.
Eze	46	3	3. Og Landets Folk skal tilbede ved Indgangen til samme Port, paa Sabbaterne og paa Nymaanederne, for Herrens Ansigt.
Eze	46	4	4. Og Braendofferet, som Fyrsten skal bringe Herren paa Sabbatens Dag, skal bestaa i seks lydefrie Lam og een lydefri Vaeder.
Eze	46	5	5. Og Madofferet skal vaere en Efa med Vaederen, og med Lammene et Madoffer, som hans Haand maatte give; og en Hin Olie til hver Efa.
Eze	46	6	6. Men paa Nymaanedens Dag skal det vaere en lydefri ung Okse og seks Lam og en Vaeder, de skulle vaere lydefrie.
Eze	46	7	7. Og som Madoffer skal han ofre en Efa med Oksen og en Efa med Vaederen, men med Lammene saa meget, som hans Haand formaar; og at Olie en Hin til hver Efa.
Eze	46	8	8. Og naar Fyrsten gaar ind, skal han gaa ind ad Vejen til Portens Forhal og gaa ud ad samme Vej.
Eze	46	9	9. Og naar Folket i Landet gaar ind for Herrens Ansigt paa Højtiderne, skal den, som gaar ind ad den nordre Ports Vej for at tilbede, gaa ud ad den søndre Ports Vej; og den, som gaar ind ad den søndre Ports Vej, skal gaa ud ad den nordre Ports Vej; man skal ikke gaa tilbage ad den Ports Vej, som man gik ind ad, men de skulle gaa ud hv er lige frem for sig.
Eze	46	10	10. Og Fyrsten, han skal gaa ind midt iblandt dem, naar de gaa ind, og naar de gaa ud, skulle de gaa ud sammen.
Eze	46	11	11. Men paa Festerne og paa Højtiderne skal Madofferet vaere en Efa med Oksen og en Efa med Vaederen, men med Lammene, hvad hans Haand maatte give; og af Olie en Hin til hver Efa.
Eze	46	12	12. Og naar Fyrsten vil gøre et frivilligt Offer, Braendoffer eller Takofre, frivilligt for Herren, da skal man oplade ham Porten, som vender imod Østen, og han skal bringe sit Braendoffer og sine Takofre, ligesom han gør paa Sabbatens Dag; og han skal gaa ud, og man skal lukke Porten, efter at han er udgangen.
Eze	46	13	13. Og du skal ofre et lydefrit Lam, eet Aar gammelt, til Braendoffer dagligt for Herren; hver Morgen skal du ofre det.
Eze	46	14	14. Og du skal ofre som Madoffer dertil hver Morgen en Sjettedel af en Efa, og en Tredjedel af en Hin Olie til at vaede det fine Mel med; det er et Madoffer for Herren, evige Bestemmelser for bestandigt.
Eze	46	15	15. Og de skulle tilberede Lammet og Madofferet og Olien hver Morgen til et bestandigt Braendoffer.
Eze	46	16	16. Saa siger den Herre, Herre: Naar Fyrsten giv er nogen af sine Sønner en Gave, saa er det dennes Arv, hans Sønner skal det tilhøre; det er deres Ejendom til Arv.
Eze	46	17	17. Men naar han giver en af sine Tjenere en Gave af sin Arv, da skal det høre denne til indtil Frihedsaaret og da komme til Fyrsten igen; kun hans Sønner skal den Arv, enhver faar, tilhøre.
Eze	46	18	18. Og Fyrsten skal ikke tage af Folkets Arv, saa at han fortraenger dem fra deres Ejendom; af sin egen Ejendom skal han lade sine Sønner arve, for at ikke mit Folk skal adspredes og nogen komme bort fra sin Ejendom.
Eze	46	19	19. Og han førte mig ad Indgangen, som var ved Siden af Porten, hen til de hellige Celler, som vare for Praesterne, og som vendte imod Nord; og se, der var en Plads ved den yderste Ende, imod Vesten.
Eze	46	20	20. Og han sagde til mig: Dette er den Plads, hvor Praesterne skulle koge Skyldofferet og Syndofferet, hvor de skulle bage Madofferet for ikke at baere det ud til den ydre Forgaard, saa at de hellige Folket.
Eze	46	21	21. Og han førte mig ud i den ydre Forgaard og lod mig gaa forbi de fire Hjørner i Forgaarden, og se, der var en Indhegning i hvert Hjørne af Forgaarden.
Eze	46	22	22. I de fire Hjørner af Forgaarden var der lukkede Indhegninger, fyrretyve Alen i Laengden og tredive Alen i Bredden; alle fire Hjørneindhegninger havde samme Maal.
Eze	46	23	23. Og der var en muret Ring trindt omkring i dem, trindt omkring for dem alle fire; og der var Købesteder gjorte neden under de murede Ringe trindt omkring.
Eze	46	24	24. Og han sagde til mig: Dette er Kokkenes Hus, hvor Husets Tjenere skulle koge Folkets Slagtofler.
------------------------Ezekiels Bog, Kapitel 47
Eze	47	1	1. Og han førte mig tilbage til Husets Dør, og se, der gik Vand ud under Husets Dørtaerskel, imod Østen hen; thi Husets Forside vendte imod Øst; og Vandet løb ned forneden, ud fra den højre Side af Indgangen til Huset, Syden Alteret.
Eze	47	2	2. Og han førte mig ud ad Vejen gennem den nordre Port og førte mig omkring udenom hen til den ydre Port, den, som vender imod Øst; og se, der rislede Vand ud fra den højre Side af Indgangen.
Eze	47	3	3. Der Manden gik ud imod Østen, de, havde han en Maalesnor i sin Haand; og han maalte tusinde Alen, og han førte mig igennem Vandet, Vand til anklerne.
Eze	47	4	4. Og han maalte atter tusinde Alen og førte mig igennem Vandet, Vand til Knaeerne; og han maalte atter tusinde og førte mig over, Vand til Hofterne.
Eze	47	5	5. Og han maalte atter tusinde, da var det blevet en Baek, hvilken jeg ikke kunde gaa igennem; thi Vandet gik højt, Vand til at svømme i, en Baek, som man ikke kunde gaa igennem.
Eze	47	6	6. Og han sagde til mig: Har du set det, du Menneskesøn! og han ledte mig og førte mig tilbage langs Baekkens Bred.
Eze	47	7	7. Idet han førte mig tilbage, se, da stod der saare mange Traeer ved Bredden af Baekken, paa denne og paa den anden Side.
Eze	47	8	8. Og han sagde til mig: Dette Vand gaar ud imod det Østre Graenseland og strømmer ned over den slette Mark og gaar ud i Havet; naar det er ført ud i Havet, da blive Vandene friske.
Eze	47	9	9. Og det skal ske, at alt levende, som vrimler. over alt, hvor Baekken kommer hen, skal leve op; og at der skal vaere saare mange Fisk; thi naar disse Vande ere komne derhen, blive hine friske, og der bliver Liv over alt; hvor Baekken kommer hen.
Eze	47	10	10. Og det skal ske, at der skal staa Fiskere med Siden deraf, fra En-Gedi og indtil En-Eglaim skal, der udbredes Fiskegarri, der skal vaere Fisk der efter sit Slags, som Fisk i det store Hav, saare mange.
Eze	47	11	11. Men Sumpene derved og Grøfterne derved, de skulle ikke blive friske, de ere givne hen til Salt.
Eze	47	12	12. Og ved Baekken, ved dens Bred, paa denne og paa den anden Side skal der opvokse alle Haande Traeer med spiselig Frugt, der skal ikke falde et Blad af noget, og Frugten derpaa skal ikke faa Ende, hver Maaned skulle de baere ny Frugt, thi deres Vande gaa ud fra Helligdommen; og Frugten deraf skal vaere til Spise og Bladene deraf til Laegedom.
Eze	47	13	13. Saa siger den Herre, Herre: Dette er Landemaerket, efter hvilket I skulle tage Landet til Arv, for de tolv Israels Stammer; Josef skal have tvende Parter.
Eze	47	14	14. Og I skulle tage det til Arv, den ene som den anden, efterdi jeg har opløftet min Haand paa at ville give eders Faedre det; og dette Land skal tilfaelde eder som Arv.
Eze	47	15	15. Og dette er Landets Graense: Paa Nordsiden, fra det store Hav Vejen til Hethlon i Retning ad Ledad.
Eze	47	16	16. Hamath, Berotha, Sibraim, som ligber imellem Damaskus's Landemaerke og imellem Hamaths Landemaerke, Hazer-Tikon, som ligger op til Havrans Landemaerke;
Eze	47	17	17. og Landemaerket fra, Havet af skal vaere Hazar-Enon, Damaskus's Landemaerke, og i Nord imod Nord til er det Hamaths Landemaerke; og dette er Nordsiden.
Eze	47	18	18. Men paa Østsiden, imellem Havran og Damaskus og Gilead paa den ene og imellem Israels Land paa den anden Side, er Jordanen, fra Landemaerket skulle I maale indtil det østre Hav; og dette er Østsiden.
Eze	47	19	19. Og Sydsiden imod Sønden skal vaere fra Tamar til Kivevandet ved Kaldes, til Baekken ud imod det store Hav; og dette er Sydsiden imod Sønden.
Eze	47	20	20. Og Vestsiden skal vaere det store Hav fra Landemaerket indtil tvaers over for Hamath; dette er Vestsiden.
Eze	47	21	21. Og I skulle dele dette Land imellem eder, imellem Israels Stammer.
Eze	47	22	22. Og det skal ske, at I skulle udlodde det til Arv for eder og for de fremmede, som opholde sig midt iblandt eder, og som have avlet Børn midt iblandt eder; og de skulle vaere eder som den indfødte iblandt Israels Børn, de skulle tage i Arv med eder midt iblant Israels Stammer.
Eze	47	23	23. Og det skal ske i den Stamme, hvor den fremmede opholder sig, der skulle I give ham Arv, siger den Herre, Herre.
------------------------Ezekiels Bog, Kapitel 48
Eze	48	1	1. Og disse ere Navnene paa Stammerne: Fra Enden imod Nord, langs Vejen til Hethlon, i Retning af Hamath, Hazar-Enon, Damaskus's Landemaerke imod Nord til, langs Hamath, dette fra den østre til den vestre Side, skal vaere Dans er een Lod;
Eze	48	2	2. og ved Siden af Dans Landemaerke, fra den østre Side indtil den vestre Side, skal vaere Asers een Lod;
Eze	48	3	3. og ved Siden af Asers Landemaerke, fra den østre Side indtil den vestre Side, Nafthalis een Lod;
Eze	48	4	4. og ved Siden af Nafthalis Landemaerke, fra den østre Side indtil den vestre Side; Manasses een Lod;
Eze	48	5	5. og ved Siden af Manasses Landernaerke, fra den østre Side, indtil den vestre Side, Efraims een Lod;
Eze	48	6	6. og ved Siden af Efraims Landemaerke, fra den østre Side indtil den vestre Side, Rubens een Lod;
Eze	48	7	7. og ved Siden at Ruhens Landemaerke, fra den østre Side indtil den vestre Side, Judas een Lod;
Eze	48	8	8. og ved Siden af Judas Landemaerke, fra den østre Side indtil den vestre Side, skal den Gave ligge, som I forlods skulle udtage, fem og tyve Tusinde Maal i Bredden; og i Laengden som een af Lodderne, fra den østre Side indtil den vestre Side, og Helligdommen skal vaere midt derudi.
Eze	48	9	9. Gaven, som I skulle udtage til Herren, skal vaere i Laengden fem og tyve Tusinde Maal og i Bredden ti Tusinde.
Eze	48	10	10. Og de, der skulle have den hellige Gave, ere Praesterne; de skulle have imod Norden fem og tyve Tusinde Maal og imod Vesten i Bredden ti Tusinde og imod Østen i Bredden ti Tusinde og imod Sønden i Laengden fem og tyve Tusinde; og Herrens Helligdom skal vaere midt derudi;
Eze	48	11	11. Praesterne, hver den af Zadoks Børn; som er helliget, de, som toge Vare paa, hvad jeg vilde have varetaget, og som ikke fore vild, der Israels Børn fore vild, saaledes sorn Leviterne fore vild;
Eze	48	12	12. dem skal en Del af Gaven af Landet tilhøre, en højhellig Del ved Siden af Leviternes Landemaerke.
Eze	48	13	13. Men Leviterne skulle have ved Siden af Praesternes Landemaerke fem og tyve Tusinde Maal i Laengden og ti Tusinde i Bredden; hver Laengde skal vaere fem og tyve Tusinde Maal og Bredden ti Tusinde.
Eze	48	14	14. Og de skulle intet saelge deraf, og ingen skal bortbytte noget deraf; det er som en Førstegrøde af Landet og maa ikko gaa over til andre; thi det er helliget Herren:
Eze	48	15	15. Men de fem Tusinde Maal, som blive tilovers i Bredden, de forreste af de fem og tyve Tusinde, skulle vaere almindeligt Land for Staden til Beboelse og til fri Plads; og Staden skal ligge midt derudi.
Eze	48	16	16. Og disse skulle vaere dens Maal: Nordsiden fire fusinde og fem Hundrede Maal og Sydsiden fire Tusinde og fem Hundrede og Østsiden fire Tusinde og fem Hundrede og Vestsiden fire Tusinde og fem Hundrede.
Eze	48	17	17. Og der skal vaere en fri Plads for Staden, imod Nord to Hundrede og halvtredsindstyve Maal og imod Sønden to Hundrede og halvtredsindstyve og imod Østen to Hundrede og halvtredsindstyve og imod Vesten to Hundrede og halvtredsindstyve.
Eze	48	18	18. Men hvad der bliver tilovers i Laengden, langs med den hellige Gave, ti Tusinde Maal imod Østen og ti Tusinde imod Vesten, det skal vaere langs med den hellige Gave, og hvad det indbringer skal vaere til Brød for Stadens Arbejdere.
Eze	48	19	19. Og Stadens Arbejdere, af alle Israels Stammer, skulle dyrke det.
Eze	48	20	20. Den hele Gave skal vaere fem og tyve Tusinde Maal i Laengden imod tusinde i Bredden; en Fjerdedel i Forhold til den hellige Gave skulle I tage til Stadens Ejendom.
Eze	48	21	21. Men Fyrsten skal have det, som er blevet tilovers paa denne og paa den anden Side af den hellige Gave og af Stadens Ejendom, over for de fem og tyve Tusinde, som Gaven udgør, ud til det østre Landemaerke, og imod Vesten, over for de fem og tyve Tusinde Maal, ud til det vestre Landemaerke, langs Stamlodderne, I det skal tilhøre Fyrsten; og det skal vaere en hellig Gave, og Husets Helligdom skal vaere midt derudi.
Eze	48	22	22. Og hvad der er fra Leviternes Ejendom af og fra Stadens Ejendom af, hvilken kommer til at ligge midt imellem det, der tilfalder Fyrsten, hvad der ligger imellem Judas Landemaerke og Benjamins Landemaerke, det skal vaere Fyrstens.
Eze	48	23	23. Og de øvrige Stammer ere: Fra den østre Side indtil den vestre Side, Benjamins - een Lod;
Eze	48	24	24. og ved Siden af Benjamins Landemaerke, fra den østre Side indtil den vestre Side, Simeons een Lod;
Eze	48	25	25. og ved Siden af Simeons Lande maerke, fra den østre Side indtil den vestre Side, Isaskars - een Lod;
Eze	48	26	26. og ved Siden af Isaskars Landemaerke, fra den østre Side indtil den vestre Side, Sebulons - een Lod;
Eze	48	27	27. og ved Siden af Sebulons Landemaerke, fra den østre Side indtil den vestre Side, Gads - een Lod;
Eze	48	28	28. og ved Siden af Gads Landemaerke, ved den søndre Side imod Sønden, der skal Landsgraensen vaere fra Thamor af til Kivevandet ved Kades til Ba?kken ud imod det store Hav.
Eze	48	29	29. Dette er det Land, som I skulle udlodde til Arv for Israels Stammer, og disse ere deres Stamlodder, siger den Herre, Herre.
Eze	48	30	30. Og disse ere Stadens Ydergraenser: Paa Nordsiden fire Tusinde og fem Hundrede Maal;
Eze	48	31	31. og Stadens Porte skulle kaldes efter Israels Stammers Navne, tre Porte imod Norden: Rubens Port een; Judas Port een, Levis Port een;
Eze	48	32	32. og paa Østsiden fire Tusinde og fem Hundrede Maal, og tre Porte, nemlig: Josefs Port een, Benjamins Port een, Dans Port een;
Eze	48	33	33. og paa Sydsiden fire Tusinde og fem Hundrede Maal, og tre Porte: Simeons Port een, Isaskars Port een, Sebulons Port een;
Eze	48	34	34. paa Vestsiden fire Tusinde og fem Hundrede, og, deres tre Porte: Gads Port een, Asers Port een; Nafthalis Port een.
Eze	48	35	35. Trindt omkring skal der vaere atten Tusinde Maal; og Stadens Navn skal vaere fra nu af: " Herren der".
------------------------Daniels Bog, Kapitel 1
Dan	1	1	1. Jojakims, Judas Konges, Regerings tredje Aar drog Nebukadnezar, Kongen af Babel, til Jerusalem og belejrede den.
Dan	1	2	2. Og Herren gav Jojakim, Judus Konge, i hans Haand samt en Del af Guds Hus's Kar, og dem lod han føre til Sinears Land, til sin Guds Hus; og Karene lod han føre ind i sin Guds Skatkammer.
Dan	1	3	3. Og Kongen sagde til Aspenas, sin Overhofmester, at han skulde lade nogle komme af Israels Sønner, baade af den kongelige Slaegt og af de fornemme,
Dan	1	4	4. unge Mennesker, aldeles uden Lyde og smukke af Udseende, med Gave til at forstaa al Slags Visdom og til at laere Kandskab og blive kyndige i Vidskab, og i hvilke der var Dygtighed til at tjene i Kongens Palads; og at han skulde lade dem laere kaldaeisk Skrift og Tungemaal.
Dan	1	5	5. Og Kongen bestemte, at de Dag for Dag skulde have deres Del af Kongens Mad og af den Vin, som han drak, og at man skulde opdrage dem i tre Aar; og naar de vare til Ende, da skulde de staa for Kongens Ansigt.
Dan	1	6	6. Iblandt dem var der af Judas Børn: Daniel, Hanania, Misael og Asaria.
Dan	1	7	7. Og Overhofmesteren gav dem Navne: Daniel kaldte han Beltsazar og Hanania Sadrak og Misael Mesak og Asaria Abed-Nego.
Dan	1	8	8. Men Daniel satte sig for i sit Hjerte, at han ikke skulde besmitte sig med Kongens Mad og med den Vin, som han drak; derfor begaerede han af Overhofmesteren, at han maatte blive fri for at besmitte sig.
Dan	1	9	9. Og Gud lod Daniel finde Naade og Barmhjertighed for Overhofmesterens Ansigt.
Dan	1	10	10. Og Overhofmesteren sagde til Daniel: Jeg Frygter for min Herre, Kongen, som har bestemt eders Mad og eders Drikke; thi hvorfor skulde han se, at eders Ansigter saa slettere ud end Drengenes, som ere jaevnaldrende med eder, og I bringe Skyld over mit Hoved hos Kongen!
Dan	1	11	11. Da sagde Daniel til den Melzar, som Overhofmesteren havde sat ov er Daniel, Hanania, Misael og Asaria:
Dan	1	12	12. Forsøg dog med dine Tjenere i ti Dage; og lad dem give os Grøntsager at aede og Vand at drikke;
Dan	1	13	13. og lad da vort Udseende blive synet af dig som og de Drenges Udseende, hvilke aede af Kongens Mad; og. som du da ser, saa gør med dine Tjenere!
Dan	1	14	14. Og han adlød dem i denne Sag og forsøgte det med dem i ti Dage.
Dan	1	15	15. Og efter at ti Dage vare til Ende, viste det sig, at deres Udseende var smukkere, og at da vare federe af Kød end alle Drengene, som aade Kongens Mad.
Dan	1	16	16. Da borttog Melzar deres Mad og den Vin, de skulde drikke, og gav dem Grøntsager.
Dan	1	17	17. Og disse fire unge Mennesker gav Gud Kundskab og Forstand i al Slags Skrift og Visdommen Daniel forstod sig paa alle Slags Syner og Drømme.
Dan	1	18	18. Og der Dagene vare til Ende, efter hvilke Kongen havde sagt, at man skulde føle dem frem, da førte Overhofmesteren dem frem for Nebukadnezars Ansigt.
Dan	1	19	19. Og Kongen talte med dem, og ingen af dem alle sammen blev funden som Daniel, Hanania, Misael og Asaria; og de stode for Kongens Ansigt.
Dan	1	20	20. Og i alle Sager, der kraevede Visdom og Indsigt, og nm hvilke Kongen spurgte dem, fandt han dem ti Gange at overgaa alle de Spaamaend og Besvaergere, som vare i hans hele Rige.
Dan	1	21	21. Og Daniel blev indtil Kong Kyrus's første Aar.
------------------------Daniels Bog, Kapitel 2
Dan	2	1	1. Og i Nebukadnezars andet Regeringsaar drømte Nebukadnezar Drømme, og hans Aand blev bekymret, og det var forbi for ham med hans Søvn.
Dan	2	2	2. Da sagde Kongen, at de skulde kalde Spaamaendene og Besvaergerne og Troldkarlene og Kaldaeerne for at forkynde Kongen hans Drømme; og de kom og stode for Kongens Ansigt.
Dan	2	3	3. Og Kongen sagde til dem: Jeg drømte en Drøm, og min Aand blev bekymret, saa at jeg maa vide Drømmen.
Dan	2	4	4. Da talte Kaldaeerne til Kongen paa Syrisk: Kongen leve evindelig! sig dine fjenere Drømmen, og vi skulle kundgøre Udtydningen.
Dan	2	5	5. Kongen svarede og sagde til Kaldaeerne: Ordet fra mig staar fast: Dersom I ikke kundgøre mig Drømrnen og Udtydningen derpaa, skulle; I blive huggede. i Stykker og eders Huse blive gjorte til en Møgdynge.
Dan	2	6	6. Men dersom I kundgøre Drømmen og Udtydninger derpaa, da skulle I bekomme Skaenk og Gave og stor Aere af mig; derfor kundgører mig Drømmen og Udtydningen derpaa!
Dan	2	7	7. De svarede anden Gang og sagde: Kongen sige sineTjenere Drømmen, saa ville vi kundgøre Udtydningen.
Dan	2	8	8. Kongen svarede og sagde: Sandelig, jeg maerker, at I ville vinde Tid, efterdi I se, at Ur det fra mig staar fast;
Dan	2	9	9. dersom I ikke kundgøre mig Drømmen, da er der een Dom over eder, og I ere komme overens om at sige Iøgnagtig og fordaervelig Tale for mig, indtil Tiden forandrer sig; derfor siger mig Drømmen, saa kan jeg vide; at I kunne kundgøre mig Udtydningen derpaa.
Dan	2	10	10. Kaldaeerne svarede Kongen og sagde: Der er intet Menneske paa Jorden, som kan kundgøre det, som Kongen forlanger, efterdi ingen stor og maegtig Konge har begaeret saadan Ting af nogen Spaamand eller Besvaerger eller Kaldaeer.
Dan	2	11	11. Og den Ting, som Kongen begaerer, er sval, og der er ingen Anden, som kan kundgøre den for Kongen, uden Guderne, hvis Bolig ikke er hos Menneskene.
Dan	2	12	12. Over dette blev Kongen fortørnet og meget vred, og han befalede, at man skulde udrydde alle vise i Babel.
Dan	2	13	13. Og Befalingen udgik, og de vise bleve ihjelslagne; og man ledte efter Daniel og hans Medbrødre, for at de kunde blive ihjelslagne.
Dan	2	14	14. Da gav Daniel et klogt og forstandigt Svar til Ariok, Øversten for Kongens Livvagt, som var gaaet ud for at ihjelslaa de vise i Babel
Dan	2	15	15. Han svarede og sagde til Ariok, Kongens maegtige Mand: Hvorfor kommer denne strenge Befaling fra Kongen? Saa gav Ariok Sagen til Kende for Daniel.
Dan	2	16	16. Og Daniel gik ind og begaerede af Kongen, at han vilde give den Tid, og at han maatte kundgøre Kongen Udtydningen.
Dan	2	17	17. Da gik Daniel til sit Hus og kundgjorde Hanania, Misael og Asaria, sine Medbrødre, Sagen,
Dan	2	18	18. og det, for at de skulde begaere Barmhjertighed af Gud i Himmelen angaaende denne Hemmelighed, for at de ikke skulde udrydde Daniel og hans Medbrødre tillige med Resten af de vise i Babel.
Dan	2	19	19. Da blev Hemmeligheden aabenbaret for Daniel i et Syn om Natten; da velsignede Daniel Himmelens Gud.
Dan	2	20	20. Daniel svarede og sagde: Velsignet vaere Guds Navn fra Evighed og indtil Evighed; thi Visdommen og Kraften er hans.
Dan	2	21	21. Og han forandrer Tider og Timer, han afsaetter Konger og indsaetter Konger; han giver de vise Visdom og de forstandige Kundskab.
Dan	2	22	22. Han aabenbarer de dybe og skjulte Ting; han ved, hvad der er i Mørket, og Lyset bor hos ham.
Dan	2	23	23. Dig, mine Faedres Gud! lover og priser jeg, thi du har givet mig Visdom og Styrke; og du har nu kundgjort mig det, vi begaerede af dig, thi du har kundgjort os Kongens Sag.
Dan	2	24	24. Derfor gik Daniel ind til Ariok, som Kongen havde befalet at udrydde de vise i Babel; han gik hen og sagde saaledes til ham: Udryd ikke de vise i Babel; før mig ind for Kongen, saa vil jeg kundgøre Kongen Udtydningen.
Dan	2	25	25. Da førte Ariok Daniel hastelig ind for Kongen og sagde saaledes til ham: Jeg har fundet iblandt det bortførte Folk af Juda en Mand, som vil kundgøre Kongen Udtydningen.
Dan	2	26	26. Kongen svarede og sagde til Daniel, hvis Navn var Beltsazar: Er du i Stand til at kundgøre mig den Drøm, som jeg saa, og Udtydningen derpaa?
Dan	2	27	27. Daniel svarede Kongen og sagde: Hemmeligheden, som Kongen begaerer, kunne de vise, Besvaergerne, Spaamaendene og Sandsigerne ikke kundgøre Kongen.
Dan	2	28	28. Men der er en Gud i Himmelen; som aabenbarer hemmelige Ting, han har kundgjort Kong Nebukadnezar, hvad der skal ske i de sidste Dage; din Drøm: og dit Hoveds Syner paa dit Leje ere disse:
Dan	2	29	29. Du Konge! dine Tanker opstege paa dit Leje om, hvad der skulde ske herefter; og han, som aabenbarer hemmelige Ting, har kundgjort dig, hvad der skal ske.
Dan	2	30	30. Og mig er denne Hemmelighed aabenbaret, ikke af den Visdom, som er i mig, fremfor alle dem, der leve; men for at Udtydningen skulde gives Kongen til Kende, og du maatte komme til at vide dit Hjertes Tanker.
Dan	2	31	31. Du, Konge! saa, og se, der var et højt Billede; samme Billede var stort, og dets Glans var herlig; det stod foran dig, og dets Udseende var forfaerdeligt.
Dan	2	32	32. Dette Billedes Hoved var af fint Guld, dets Bryst og dets Arme af Sølv; dets Bug og dets Laender af Kobber,
Dan	2	33	33. dets Ben vare af Jern, dets Fødder til Dels af Jern og til Dels af Ler.
Dan	2	34	34. Du saa, indtil der blev en Sten løsreven, og det ikke ved Haender, og den slog Billedet paa dets Fødder, som vare af Jern og Ler, og knuste dem.
Dan	2	35	35. Da blev Jernet, Leret, Kobberet, Sølvet og Guldet knuste paa een, Gang og bleve ligesom Avner fra Taerskepladserne om Sommeren, og Vinden borttog dem, og intet Sted blev fundet for dem; men den Sten, som sønderslog Billedet, blev til et stort Bjerg og opfyldte hele Jorden:
Dan	2	36	36. Det er Drømmen, og Udtydningen derpaa skulle vi sige Kongen.
Dan	2	37	37. Du, Konge, Kongernes Konge, hvem Himmelens Gud har givet Riget, Magten og Styrken og Aeren,
Dan	2	38	38. og har allesteds, hvor Mennesker bo, Dyrene paa Marken og Fuglene under Himmelen, givet dem i din Haand og ladet dig herske over dem alle: Du selv er, Guldhovedet.
Dan	2	39	39. Og efter dig skal opkomme et andet Rige, ringere end dit, og et tredje Rige endnu, ef Kobber, som skal herske over hele Jorden.
Dan	2	40	40. Og et fjerde Rige skal vaere staerkt som Jernet; eftersom Jernet knuser og sønderslaar alt, skal det som Jernet, der sønderslaar, knuse og sønderslaa alle hine.
Dan	2	41	41. Men at du saa Fødderne og Taeerne til Dels at vaere af Pottemagerler og til Dels af Jern, betyder, at det skal blive et delt Rige, og at der skal blive noget af Jernets Styrke derudi, efter di du saa, at Jernet var blandet med Leret.
Dan	2	42	42. Og at Taeerne paa Fødderne vare til Dels af Jern og til Dels af Ler, betyder, at Riget for en Del skal vaere staerkt og for en Del skrøbeligt.
Dan	2	43	43. At du saa Jernet blandet med Leret, betyder, at de skulle blande sig ved Slaegtskabsforbindelser; men dog ikke indbyrdes holde sammen; se, ligesom Jernet ikke kan blandes med Leret.
Dan	2	44	44. Men i disse Kongers Dage skal Himmelens Gud oprette et Rige, som i al Evighed ikke skal forgaa, og hvis Regering ikke skal overlades til noget andet Folk; det skal knuse og tilintetgøre alle hine Riger; men selv skal det bestaa evindelig,
Dan	2	45	45. efterdi du saa, at en Sten blev løsrevet fra Bjerget, og det ikke ved Haender, og at den knuste Jernet, Kobberet, Leret, Sølvet og Guldet. Den store Gud har ladet Kongen vide, hvad der skal ske herefter, og Drømmen staar fast, og Udtydningen derpaa er vis.
Dan	2	46	46. Da faldt Kong Nebukadnezar paa sit Ansigt og nedbøjede sig for Daniel, og han befalede, at man skulde ofre ham Madofre og Røgelse.
Dan	2	47	47. Kongen svarede Daniel og sagde: Sandt er det, at eders Gud, han er en Gud over Guder og en Herre over Konger, og Hemmeligheders Aabenbarer, efterdi du har kunnet aabenbare denne Hemmelighed.
Dan	2	48	48. Da gjorde Kongen Daniel stor og gav ham mange store Gaver og gjorde ham til Fyrste over hele Landskabet Babel og til øverste Forstander for alle de vise i Babel.
Dan	2	49	49. Og Daniel begaerede af Kongen, at han til Bestyrelsen over Landskabet Babel vilde beskikke Sadrak, Mesak og Abed-Nego; men Daniel blev ved Kongens Hof.
------------------------Daniels Bog, Kapitel 3
Dan	3	1	1. Kong Nebukadnezar lod gøre et Billede af Guld, dets bløjde var tresindstyve Alen og dets Bredde seks Alen; han oprejste det i Dalen Dura, i Landskabet Babel.
Dan	3	2	2. Og Kong Nebukadnezar sendte hen at forsamle Statholderne, Befalingsmaendene og Landshøvdingerne, Overdommerne, Rentemestrene, de lovkyndige, Dommerne og alle de maegtige i Landskaberne, for at de skulde komme til Indvielsen af Billedet, som Kong Nebukadnezar havde oprejst.
Dan	3	3	3. Da forsamledes Statholderne, Befalingsmaendene og Landshøvdingerne, Overdommerne, Rentemestrene, de lovkyndige, Dommerne og alle de maegtige i Landskaberne til Indvielsen af Billedet, som, Kong Nebukadnezar havde oprejst; og de stode foran Billedet, som Nebukadnezar havde oprejst.
Dan	3	4	4. Og Herolden raabte med Vaelde: Lader det vaere eder sagt, I Folk, Stammer og Tungemaal!
Dan	3	5	5. paa den Tid, I høre Lyden af Hornet, Fløjten, Citharen; Harpen, Psalteren, Saekkepiben og alle Slags Spil, skulle I falde ned og tilbede Guldbilledet, som Kong Nebukadnezar har oprejst.
Dan	3	6	6. Og hvo som ikke falder ned og tilbeder, skal i den samme Time kastes midt i den braendende Ilds Ovn.
Dan	3	7	7. Derfor paa den Tid, da alle Folkene hørte Lyden af Flornet, Fløjten, Citharen, Harpen, Psalteren og alle Slags Spil, faldt alle Folk, Stammer og Tungemaal ned og tilbade det Guldbillede, som Kong Nebukadnezar havde oprejst.
Dan	3	8	8. Derfor gik paa samme Tid nogle kaldaeiske Maend frem og rejste Beskyldninger imod Jøderne.
Dan	3	9	9. De svarede og sagde til Kong Nebukadnezar: Kongen leve evindelig!
Dan	3	10	10. Du, Konge! gav en Befaling, at hvert Menneske, som hørte Lyden af Hornet, Fløjten, Citharen, Harpen, Psalteren og Saekkepiben og alle Slags Spil, skulde falde ned og tilbede Guldbilledet;
Dan	3	11	11. og at hvo som ikke faldt ned og tilbad, skulde kastes midt i den braendende Ilds Ovn.
Dan	3	12	12. Der er nu nogle jødiske Maend, som du har beskikket til Bestyrelsen af Landskabet Jesabel: Sadrak, Mesak og Abed-Nego, disse Maend agte ikke, o Konge! paa dig, de dyrke ikke dine Guder og tilbede ikke det Guldbillede, som du har oprejst.
Dan	3	13	13. Da befalede Nebukadnezar i Vrede og Harme, at man skulde føre Sadrak, Mesak og Abed-Nego frem; da bleve disse Maend førte frem for Kongen.
Dan	3	14	14. Nebukadnezar svarede og sagde til dem: Mon det er et oplagt Raad, Sadrak, Mesak og Abed-Nego! at I ikke ville dyrke min Gud og ej tilbede det Guldbillede, som jeg har oprejst?
Dan	3	15	15. Nu vel, dersom I paa den Tid, naar høre Lyden af Hornet, Fløjten, Citharen, Harpen, Psalteren og Saekkepiben og alle Slags Spil, ere rede til at falde ned og tilbede det Billede, som jeg har gjort; men dersom I ikke tilbede; skulle I i den samme Time kastes midt i den braendende Ilds Ovn; og hvo er deri Gud, som skal redde eder af mine Haender?
Dan	3	16	16. Sadrak, Mesak og Abed-Nego svarede og sagde til Kongen: Nebukadnezar! vi have ikke fornødent at svare dig et Ord herpaa.
Dan	3	17	17. Dersom vor Gud, som vi dyrke, kan redde os, saa redder han os af den braendende Ilds Ovn og af din Haand, o Konge!
Dan	3	18	18. Men hvis ikke skal det vaere dig vitterligt, o Konge! at vi ikke ville dyrke dine Guder og ej tilbede det Guldbillede, som du har oprejst.
Dan	3	19	19. Da, blev Nebukadnezar fuld af Harme, og hans Ansigts Udseende blev forandret imod Sadrak, Mesak og Abed-Nego; han svarede og sagde, at man skulde gøre Ovnen syv Gange hedere, end man plejede at hede den.
Dan	3	20	20. Og Maend, vaeldige Maend i hans Haer befalede han, at de skulde binde Sadrak, Mesak og Abed-Nego for at kaste dem i den braendende Ilds Ovn.
Dan	3	21	21. Da bleve disse Maend bundne i deres Undertøj, deres Kjoler og deres Kapper og deres øvrige Klaeder og kastede midt i den braendende Ilds Ovn.
Dan	3	22	22. Derfor, eftersom Kongens Ord var strengt, og Ovnen var hedet overmaade, draebte Ildens Lue de Maend, som havde bragt Sadrak, Mesak og Abed-Nego op.
Dan	3	23	23. Men disse tre Maend, Sadrak, Mesak og Abed-Nego, faldt bundne midt i den braendende Ilds Ovn.
Dan	3	24	24. Da forfaerdedes Nebukadnezar og stod hastelig op; han svarede og sagde til sine Raadsherrer: Lode vi ikke kaste tre Maend bundne midt i Ilden? De svarede og sagde til Kongen: Visselig, o Konge!
Dan	3	25	25. Han svarede og sagde: Se, jeg ser fire Maend, som gaa løse midt i Ilden, og der er intet beskadiget paa dem; og den fjerdes Udseende er ligesom en Gudesøns.
Dan	3	26	26. Da traadte Nebukadnezar frem for Mundingen af den Braendende Ilds Ovn; han svarede og sagde: Sadrak, Mesak og Abed-Nego, I den højeste Guds Tjenere! gaar ud og kommer hid; da gik Sadrak, Mesak og Abed-Nego ud midt af Ilden.
Dan	3	27	27. Og Statholderne, Befalingsmaendene Landshøvdingerne og Kongens Raadsherrer samledes; de see disse Maend, at Tiden ingen Magt havde haft over deres Legemer, og at Haaret paa deres Hoveder ikke var svedet og dennes Undertøj ikke forandret, og at Lugt af Ild ikke var gaaet over dem.
Dan	3	28	28. Nebukadnezar svarede og sagde: Lovet vaere Sadraks, Mesaks og Abed-Negos Gud! som sendte som forlode sig paa ham; og de handlede imod Kongens Ord og hengave deres Legemer, fordi de ikke vilde dyrke eller tilbede nogen Gud, uden deres Gud:
Dan	3	29	29. Og der er givet Befaling af mig, at den af ethvert Folk, Stamme og Tungemaal, som i Tale forser sig imod Sadraks, Mesaks og Abed-Negos Gud, skal hugges i Stykker og hans Hus gøres til en Møgdynge, fordi der er ingen anden Gud, der saaledes kan frelse.
Dan	3	30	30. Da lod Kongen Sadrak, Mesak og Abed-Nego nyde Lykke i Landskabet Babel.
------------------------Daniels Bog, Kapitel 4
Dan	4	1	1. Kong Nebukadnezar til alle Folk, Stammer og Tungemaal, som bo paa den ganske Jord: Eders Fred vaere mangfoldig!
Dan	4	2	2. Det behager mig at forkynde de Tegn og de underfulde Gerninger, som den højeste Gud har gjort imod mig.
Dan	4	3	3. Hans Tegn - hvor store! og hans underfulde Gerninger - hvor maegtige! hans Rige er et evigt Rige og og hans Herredømme fra Slaegt til Slaegt!
Dan	4	4	4. Jeg Nebukadnezar var tryg i mit Hus og livsfrisk i mit Palads:
Dan	4	5	5. Jeg saa en Drøm, og den forfaerdede mig, og Tanker paa mit Leje og mit Hoveds Syner forvirrede mig?
Dan	4	6	6. Derfor blev givet Befaling af mig; at man skulde føre alle vise i Babel ind for mig, for at de skulde kundgøre mig Drømmens Udtydning.
Dan	4	7	7. Da kom Spaamaendene, Besvaergerne, Kaldaeerne og Sandsigerne ind; og jeg sagde dem Drømmen, men de kunde ikke kundgøre mig Udtydningen derpaa.
Dan	4	8	8. Men til sidst kom Daniel, som kaldes Beltsazar efter min Guds Navn; og i hvem de hellige Guders Aand er; ind for mig; og jeg sagde ham Drømmen.
Dan	4	9	9. Beltsazar, du Øverste for Spaamaendene! efterdi jeg ved, at de hellige Guders Aand er i dig, og at ingen Hemmelighed er dig vanskelig: Sig mig Synerne i min Drøm, som jeg saa, og Udtydningen derpaa:
Dan	4	10	10. Og mit Hoveds Syner paa I mit Leje vare: Jeg saa og se, de var et Trae midt i Landet, og det var meget højt.
Dan	4	11	11. Traeet blev stort og staerkt, og dets Højde rakte til Himmelen, og man kunde se det indtil hele Jordens Ende.
Dan	4	12	12. Løvet derpaa var dejligt, og der var megen Frugt derpaa, og der var Føde for alt, som var derpaa; under det fandt Dyrene paa Marken Skygge, og i Grenene derpaa boede Himmelens Fugle, og alt Kød naerede sig deraf.
Dan	4	13	13. Jeg saa i mit Hoveds Syner paa mit Leje, og se, en Vaegter; det er en hellig, fór ned fra Himmelen.
Dan	4	14	14. Han raabte med Vaelde og sagde saaledes: Hugger Traeet om og afhugger dets Grene, afriver dets Løv og spreder dets Frugt; Dyrene fiygte fra dets Lae og Fuglene fra dets Grene!
Dan	4	15	15. Dog lader Stubben med dens Rødder blive tilbage i Jorden, men i Baand af Jern og Kobber, i Markens Graes; og lad ham vaedes med Himmelens Dug, og hans Del vaere med Dyrene af Urterne paa Jorden!
Dan	4	16	16. Hans Hjerte skal forandres, saa at det ikke er et Menneskes, og et Dyrs Hjerte skal gives ham; og syv Tider skulle omskiftes over ham.
Dan	4	17	17. Tingen er i Vaegternes besluttede Raad, og Sagen er de helliges Befaling, paa det de, som leve, kunne kende, at den Højeste har Magt over Menneskens Rige og giver det til hvem, han vil, og ophøjer den ringe iblandt Menneskene over det.
Dan	4	18	18. Denne Drøm saa jeg, Kong Nebukadnezar; men du, Beltsazar! sig Udtydningen, efterdi alle vise i mit Rige ikke kunne kundgøre Udtydningen, men du kan det, fordi de hellige Guders Aand er i dig.
Dan	4	19	19. Da stod Daniel, hvis Navn er Beltsazar, en Stund forskraekket, og hans Tanker forfaerdede ham; men Kongen svarede og sagde: Beltsazar! lad Drømmen og Udtydningen ikke forfaerde dig; Beltsazar svarede og sagde: Min Herre! Drømmen gaelde dine Hadere og dens Udtydning dine Fjender!
Dan	4	20	20. Traeet, som du saa, og som blev stort og staerkt, og hvis Højde rakte til Himmelen, og som saas over al Jorden,
Dan	4	21	21. og hvorpaa der var dejligt Løv og megen Frugt og Føde for alt, som var derpaa, under hvilket Dyrene paa Marken boede, og i hvis Grene Himmelens Fugle byggede:
Dan	4	22	22. Dette er dig selv, o Konge! thi du er bleven stor og staerk; og din Magt er bleven stor og raekker til Himmelen og dit Herredømme til Jordens Ende.
Dan	4	23	23. Men. at Kongen saa en Vaegter, det er en hellig, fare ned fra Himmelen og sige: Hugger Traeet om og ødelaegger det, dog lader Stubben med dens Rødder blive tilbage i Jorden, men i Baand af Jern og Kobber, i Markens Graes; og lad ham vaedes af Himmelens Dug og hans Del vaere med Dyrene paa Marken, indtil syv Tider omskiftes over dem;
Dan	4	24	24. da er dette Udtydningen, o Konge! og dette er den højestes besluttede Raad, som skal komme over min Herre, Kongen:
Dan	4	25	25. Nemlig, man skal støde dig ud fra Folk, og din Bolig skal vaere hos Dyrene paa Marken, og man skal lade dig aede Urter som Øksne og vaedes af Himmelens Dug, og syv Tider skulle omskiftes over dig, indtil du kender, at den Højeste har Magt over Menneskens Rige og giver det til, hvem han vil.
Dan	4	26	26. Men at der sagdes: Man skulde lade Traeets Stub med dens Rødder blive tilbage, det betyder, at dit Rige skal overdrages dig igen fra den Tid, du erkender, at Himlene ere maegtige.
Dan	4	27	27. Derfor, o Konge! lad mit Raad behage dig, og afbryd dine Synder ved Retfaerdighed og dine Misgerninger ved Barmhjertighed imod de elendige, dersom din Fred skal have Varighed.
Dan	4	28	28. Alt dette kom over Kong Nebukadnezar.
Dan	4	29	29. Der tolv Maaneder vare til Ende, gik han omkring paa det kongelige Palads i Babel.
Dan	4	30	30. Kongen svarede og sagde: Er dette ikke det store Babel, som jeg har bygget til et kongeligt Hus ved min Styrkes Magt og til min Herligheds Aere?
Dan	4	31	31. Da Ordet endnu var i Kongens Mund, faldt der en Røst af Himmelen: Det vaere dig sagt, Kong Nebukadnezar! Riget er gaaet bort fra dig.
Dan	4	32	32. Og man skal støde dig ud fra Folk, og din Bolig skal vaere hos Dyrene paa Marken, man skal lade dig aede Urter som Øksne, og syv Tider skulle omskiftes over dig, indtil du kender, at den Højeste hal, Magt over Menneskens Rige. og giver det til, hvem han vil.
Dan	4	33	33. I samme Stund gik Ordet i Opfyldelse over Nebukadnezar, og han blev udstødt fra Menneskene og aad Urter som Øksne, og hans Legeme blev vaedet af Himmelens Dug, indtil hans Haar voksede som Ørnefjer og hans Negle som Fuglekløer.
Dan	4	34	34. Men der disse Dage vare til Ende, opløftede jeg, Nebukadnezar, mine Øjne til Himmelen, og min Forstand kom til mig igen, og jeg lovede den Højeste og priste og aerede ham, som lever evindelig; thi hans Herredømme er et evigt Herredømme, og hans Rige varer fra Slaegt til Slaegt.
Dan	4	35	35. Og alle, som bo paa Jorden, ere som intet at regne, efter sin Villie gør han med Himmelens Haer og med dem, som bo paa Jorden; og der er ingen, som kan hindre hans Haand og sige ham: Hvad gør du?
Dan	4	36	36. Paa samme Tid kom min Forstand til mig igen, og til mit Kongedømmes Aere kom min Herlighed og Glans til mig igen, og mine Raadsherrer og mine Fyrster søgte mig; og jeg blev indsat i mit Rige, og større Herlighed blev mig tillagt.
Dan	4	37	37. Nu priser og ophøjer og aerer jeg, Nebukadnezar, Himmelens Konge; thi alle hans Gerninger ere Sandhed, og hans Stier ere Retfaerdighed, og han kan ydmyge dem, som vandre i Hovmodighed.
------------------------Daniels Bog, Kapitel 5
Dan	5	1	1. Kong Belsazar gjorde et stort Gaestebud for sine tusinde Fyrster og drak Vin i Naervaerelse af de tusinde.
Dan	5	2	2. Der Belsazar havde smagt Vinen, befalede han, at de skulde bringe de Kar af Guld og Sølv, som hans Fader, Nebukadnezar, havde taget ud af Templet, som var i Jerusalem, for at Kongen og hans Fyrster, hans Hustruer og hans Medhustruer kunde drikke af dem.
Dan	5	3	3. Da bragte man Guldkarrene, som de havde taget ud af Helligdommen i Guds Hus, som var i Jerusalem; og de drak af dem, Kongen og hans Fyrster, hans Hustruer og hans Medhustruer.
Dan	5	4	4. De drak Vin og priste de Guder, som vare af Guld og Sølv, Kobber, Jern, Trae og Sten.
Dan	5	5	5. I samme Stund kom Fingre frem af en Menneskehaand og skreve lige over for Lysestagen paa Kalken af Vaeggen i det kongelige Palads, og Kongen saa Haanden, som skrev.
Dan	5	6	6. Da skiftede Kongen Farve, og hans Tanker forvirrede ham, og hans Laenders Ledemod bleve slappe, og hans Knae sloge imod hinanden.
Dan	5	7	7. Kongen raabte med Vaelde, at man skulde lade Besvaergerne, Kaldaeerne og Sandsigerne komme ind; Kongen tiltalte dem og sagde til de vise nf Babel: Hver den, der laeser denne Skrift og kundgør mig dens Betydning, skal klaedes i Purpur og baere en Guldkaede om sin Hals og vaere den tredjemaegtige i Riget.
Dan	5	8	8. Da kom alle Kongens vise ind; men de kunde hverken laese Skriften eller kundgøre Kongen Udtydningen.
Dan	5	9	9. Da blev Kong Belsazar meget forfaerdet, og han skiftede Falve, og hans Fyrster bleve forvirrede.
Dan	5	10	10. Ved Kongens og hans Fyrsters Tale kom Dronningen ned i Gaestebudssalen; Dronningen svarede og sagde: Kongen leve evindelig! lad ikke dine Tanker forvirre dig, og skift ikke Farve!
Dan	5	11	11. Der er en Mand i dit Rige, i hvem de hellige Guders Aand er, og i din Faders Dage blev Oplysning og Klogskab og Visdom lig Guders Visdom funden i ham, og din Fader, Kong Nebukadnezar, satte ham over Spaamaendene, Besvaergerne, Kaldaeerne, Sandsigerne - din Fader, o Konge!
Dan	5	12	12. fordi der var en ypperlig Aand og Forstand og Klogskab til at udtyde Drømme og kundgøre mørke Taler og løse Knuder funden i ham, i Daniel, hvem Kongen kaldte Beltsazar lad da nu Daniel kalde, saa skal han kundgøre Udtydningen.
Dan	5	13	13. Da blev Daniel ført ind for Kongen; Kongen svarede og sagde til Daniel: Er du Daniel, en af de bortførte fra Juda, hvilke Kongen, min Fader, førte fra Juda?
Dan	5	14	14. Jeg har hørt om dig, at Gudernes Aand er i dig, og at Oplysning og Klogskab og ypperlig Visdom er funden i dig.
Dan	5	15	15. Og nu ere de vise, Besvaergerne, førte ind for mig, at de skulle laese denne Skrift og kundgøre mig dens Udtydning, men de kunne ikke kundgøre mig denne Sags Udtydning.
Dan	5	16	16. Men jeg har hørt om dig, at du kan give Udtydninger og løse Knuder; nu, dersom du kan laese denne Skrift og kundgøre mig dens Udtydning, da skal du blive klaedt i Purpur og haere en Guldkaede om din Hals og vaere den tredjemaegtige i Riget.
Dan	5	17	17. Da svarede Daniel og sagde til Kongen: Behold du dine Foraeringer, og giv en anden dine Gaver, jeg skal alligevel laese Skriften for Kongen og kundgøre ham Udtydningen.
Dan	5	18	18. Du Konge! den højeste Gud gav din Fader, Nebukadnezar, Rige og Magt og Aere og Herlighed.
Dan	5	19	19. Og for dens Magts Skyld, som han havde givet ham, skaelvede og frygtede alle Folk, Stammer og Tungemaal for ham; han ihjelslog, hvem han vilde, og lod leve, hvem han vilde, og ophøjede, hvem han vilde, og fornedrede, hvem han vilde.
Dan	5	20	20. Og der hans Hjerte ophøjede sig, og hans Aand forhaerdede sig til Hovmodighed, blev han nedstødt fra sin kongelige Trone, og man tog Aeren fra ham.
Dan	5	21	21. Og han blev udstødt fra Menneskens Børn, og hans Hjerte blev ligesom Dyrenes, og hans Bolig var hos Vildaeslerne, man lod ham aede Urter som Øksne, og hans Legeme vaededes af Himmelens Dug, indtil han kendte, at den højeste Gud har Magt over Menneskens Rige og saetter over det, hvem han vil.
Dan	5	22	22. Og du, Belsazar, hans Søn, har ikke ydmyget dit Hjerte, da du dog vidste alt dette.
Dan	5	23	23. Men du har ophøjet dig over Himmelens Herre, og man frembar hans Hus's Kar for dig, og du og dine Fyrster, dine Hustruer og dine Medhustruer drak Vin af dem, og du priste de Guder, som ere af Sølv og Guld, Kobber, Jern, Trae og Sten, som ikke se og ikke høre og ikke forstaa; men den Gud, i hvis Haand din Aande er, og i hvis Magt al din Vej er, har du ikke aeret.
Dan	5	24	24. Da blev denne Haand udsendt fra ham og denne Skrift optegnet.
Dan	5	25	25. Og dette er Skriften, som er optegnet: Mene, Mene, Tekel, Ufarsin.
Dan	5	26	26. Dette er Udtydningen af Talen: "Mene", Gud har talt dit Riges Dage og gjort Ende paa det.
Dan	5	27	27. Tekel, du er vejet paa Vaegtskaale og funden for let.
Dan	5	28	28. Feres, adsplittet er dit Rige og givet Mederne og Perseine.
Dan	5	29	29. Da gav Belsazar Befaling, og de klaedte Daniel i Purpur, med en Halskaede om hans Hals, og de udraabte om ham, at han skulde vaere raabte om ham, at han skulde vaere den tredjemaegtige i Riget.
Dan	5	30	30. I samme Nat blev Belsazar, Kaldaeernes Konge, ihjelslagen.
------------------------Daniels Bog, Kapitel 6
Dan	6	1	1. Og Mederen Darius modtog Riget, da han omtrent var to og tresindstyve aar gammel.
Dan	6	2	2. Det behagede Darius at beskikke over Riget hundrede og, tyve Statholdere, som skulde vaere I det hele Rige,
Dan	6	3	3. og for disse tre overordnede, af hvilke Daniel var een, til hvilke disse Statholdere skulde aflaegge Regnskab, at Kongen ikke skulde lide Skade.
Dan	6	4	4. Da overgik denne Daniel de overordnede og Statholderne, fordi der var en ypperlig Aand i ham; og Kongen taenkte paa at beskikke ham over det hele Rige.
Dan	6	5	5. Da søgte de overordnede og Statholderne at finde Sag imod Daniel, hvad Regeringen angik; men de kunde ingen ag eller slet Handling finde, fordi han var tro, og ingen Forseelse eller slet Handling fandtes hos ham.
Dan	6	6	6. Da sagde disse Maend: Vi finde ingen Sag imod denne Daniel, med mindre vi kunde finde den imod ham i hans Guds Lov. Da kom disse overordnede og Statholdere i hobetal tal Kongen, og de sagde saaledes til ham: Kong Darius leve evindelig!
Dan	6	7	7. He kom disse overordnede og Statholderne i Hobetal til Kongen, og de sagde saaledes til ham: Kong Darius leve evingelig
Dan	6	8	8. Alle overordnede i Riget, Befalingsmaendene og Statholderne, Raadsherrerne og Landshaevdingerne havde raadslaget med hverandre om, at Kongen skal stadfaeste en Befaling og bekraefte og bekraefte et Forbud, at hver, som beder en Bøn til nogen Gud eller noget Menneske i tredive Dage uden til dig, o Konge! skal kastes i Løvekulen.
Dan	6	9	9. Nu, o Konge! skal du stadfaeste Forbudet og opsaette det skrifligt, at det ikke kan forandres, efter Medernes og Persernes Lov, som ikke kan tilbagekaldes.
Dan	6	10	10. Derfor opsatte Kong Darius Skliftet og Forbudet.
Dan	6	11	11. Og den Daniel havde faaet at vide, at Skriftet var opsat, gik han ind i sit Hus, hvilket paa sin øverste Sal havde Vinduer aabne imod Jerusalem; og tre Tider om Dagenfaldt han paa sine Knae og bad og lovpriste Gud, alt som han havde gjort tilforn.
Dan	6	12	12. Da kom disse Maend i Hobetal og fandt Daniel bedende og bønfaidende for sin Gud.
Dan	6	13	13. Da kom de frem og talte for Kongen om Kongens Forbud: Har du ikke opsat et Forbud om, at hvert Menneske, som beder nogen Gud eller noget Menneske om noget i tredive Dage uden dig, o Konge! skal kastes i Løvekulen? Kongen svarede og sagde: Ordet staar fast efter Medernes og Persernes Lov, som ikke kan tilbagekaldes.
Dan	6	14	14. Da svarede de og sagde til Kongen: Daniel, en af de bortførte fra Juda, har ikke agtet paa dig, o Konge! eller paa Forbudet, som du har opsat, men beder sin Bøn tre Tider om Dagen.
Dan	6	15	15. Der Kongen hørte det Ord, blev han meget bedrøvet og vendte sin Hu til Daniel for at udfri ham; og indtil Solen gik ned, gjorde han sig Umage for at redde ham.
Dan	6	16	16. Da kom disse Maend i Hobetal til Konge og de sagde tre Kongen: Vid, Konge at det er Medernes og Persernes Lov, at intet forbud og ingen Befaling, som Kongen stadfaester, kan forandres.
Dan	6	17	17. Da gav Kongen Befaling, og de førte Daniel frem og kastede ham i Løvekulen; af Kongen svarede og sagde til Daniel: Din Gud, som du stedse dyrker; han frelse dig!
Dan	6	18	18. Og der blev bragt en Sten og lagt for Aabningen af Kulen, og Kongen forseglede den med sin Ring og med sine Fyrsters Ringe, at intet angaaende Daniel skulde forandres.
Dan	6	19	19. Da gik Kongen til sit Palads og tilbragte Natten uden at have spist og lod ingen Medhustru føre ind til sig, og hans Søvn veg fra ham.
Dan	6	20	20. Da stod Kongen op om Morgenen i Dagningen og gik hastelig hen til Løvekulen:
Dan	6	21	21. Og der han kom naer til Kulen, til Daniel, raabte han med bedrøvet Røst; Kongen talte og sagde til Daniel: Daniel! du den levende Guds Tjener, mon din Gud, som du stedse har dyrket, har kunnet udfri dig fra Løverne?
Dan	6	22	22. Da talte Daniel med Kongen: Kongen leve evindelig!
Dan	6	23	23. Min Gud sendte sin Engel og lukkede Løvernes Mund, saa at de ikke have gjort mig Skade, efterdi jeg er funden uskyldig for ham, og heller ikke for dig: har jeg begaaet nogen Misgerning, o Konge!
Dan	6	24	24. Da blev Kongen meget glad og befalede, at man skulde drage Daniel op af Kulen; og Daniel blev dragen op af Kulen, og der blev ingen Skade funden paa ham, fordi han havde troet paa sin Gud.
Dan	6	25	25. Da gav Kongen Befaling, og man førte ger disse Maend, som havde anklaget Daniel, frem og kastede dem og deres Børn og deres Hustruer i Løvekulen; og de kom ikke til Bunden i Kulen, førend Løverne bemaegtigede sig dem og knuste alle deres Ben.
Dan	6	26	26. Da skrev Kong Cyrius til alle Folk, Stammer og Tungemaal, som boede paa den hele Jord: Eders Fred vaere mangfoldig!
Dan	6	27	27. Af mig er givet Befaling, at man udi mit hele Riges Herredom skal skaelve og frygte for Daniels Gud; thi han er den levende Gud, og den; som nliver evindelig; og hans Rige er et uforkraenkeligt, og hans Herredømme varer til Verdens Ende.
Dan	6	28	28. Han er den; som udfrier, og som redder og gør Tegn og underfulde Ting i Himmelen og paa Jorden, han, som udfriede Daniel af Løvernes Vold. Og denne Daniel havde Lykke under Darius's Regering og under Perseren Kyrus's Regering.
------------------------Daniels Bog, Kapitel 7
Dan	7	1	1. Belsazar, Kongen af Babels, første Aar saa Daniel en Drøm og sit Hoveds Syner paa sit Leje; da skrev han Drømmen op, Hovedindholdet fremsatte han.
Dan	7	2	2. Daniel fortalte og sagde: Jeg saa i mit Syn om Natten, og se, de fire Vejr under Himmelen brøde frem paa det store Hav.
Dan	7	3	3. Og der opsteg fire store Dyr af Havet, det ene anderledes end det andet.
Dan	7	4	4. Det første var som en Løve, og det havde Vinger som en Ørn; jeg saa til, indtil dets Vinger bleve afrevne, og det blev rettet i Vejret fra Jorden og rejst op paa Fødderne som et Menneske, og det blev givet et Menneskehjerte.
Dan	7	5	5. Og se, et andet Dyr, naestefter, ligt en Bjørn, og det rejste sig til den ene Side, og det havde tre Ribben i sin Mund, imellem sine Taender; og man sage saaledes til det: Staa op; aed meget Kød!
Dan	7	6	6. Derefter saa jeg; og se, et andet Dyr, ligt en Parder; og det havde fire Vinger som af en Fugl paa sin Ryg; og dette Dyr havde fire Hoveder, og der blev givet det Magt.
Dan	7	7	7. Derefter saa jeg i Nattesynerne, og se, et fjerde Dyr, frygteligt og forfaerdeligt og meget staerkt, og det havde store Jerntaender, det aad og knuste og nedtraadte det overblevne med sine Fødder; og det var anderledes end alle de Dyr, som havde vaeret før det, og det havde ti Horn.
Dan	7	8	8. Jeg agtede nøje paa Hornene, og se, et andet lidet Horn skød op imellem dem, og tre af de forrige Horn bleve oprykkede for det; og se, der var Øjne som Menneskeøjne paa dette Horn, og en Mund, som talte store ring.
Dan	7	9	9. Jeg blev ved at se, indtil Stole bleve satte frem, og den Gamle af Dage satte sig; hans Klaeder vare hvide som Sne og Haaret paa hans Hoved som ren Uld, hans Stol var Ildsluer, Hjulene derpaa braendende Ild.
Dan	7	10	10. En Strøm af Ild, brød frem og gik ud fra ham; tusinde Gange tusinde tjente ham, og ti Tusinde Gange ti Tusinde stode for ham; Retten blev sat og Bøgerne opladte.
Dan	7	11	11. Da saa jeg til, fordi man havde hørt de store Ord, som Hornet havde talt; jeg saa til, indtil Dyret blev ihjelslaget og dets Legeme lagt øde og givet hen til at braendes i Ilden.
Dan	7	12	12. Og hvad de øvrige Dyr angaar, var deres Magt forbi, og dem havde det vaeret givet, hvor laenge de skulde leve til Tid og Stund.
Dan	7	13	13. Jeg vedblev at se i Synerne om Natten, og se, med Himmelens Skyer kom der en som en Menneskens Søn, og han kom lige hen til den Gamle af Dage, og blev ført frem for ham.
Dan	7	14	14. Og ham blev givet Magt og Aere og Rige, og alle Folk, Stammer og Tungemaal skulde tjene ham; hans Herredømme er et evigt Herredømme, som ikke forgaar, og hans Rige et uforkraenkeligt.
Dan	7	15	15. For mig, Daniel, blev min Aand i det legemlige Hylster bedrøvet, og mit Hoveds Syner forfaerdede mig.
Dan	7	16	16. Jeg gik frem til een af dem, som stode der, for at søge Vished af ham om alt dette; og han sagde mig det og kundgjorde mig Udtydningen paa Tingene.
Dan	7	17	17. Disse store Dyr, af hvilke der er fire, betode, at fire Konger skulle opstaa af Jorden.
Dan	7	18	18. Men den Højestes hellige skulle modtage Riget og besidde Riget evindelig, ja, indtil Evighedernes Evighed.
Dan	7	19	19. Da vilde jeg gerne have Vished angaaende det fjerde Dyr, som var anderledes end alle de andre, meget forfaerdeligt, havde Jerntaender og Kobberkløer, aad, knuste og nedtraadte det overblevne med sine Fødder,
Dan	7	20	20. og angaaende de ti Horn, som vare paa dets Hoved, samt det andet, som skød op, og for hvilke tre faldt; og dette var det Horn, som havde Øjne og en Mund, der talte store Ting, og hvis Udseende var større end de andres ved Siden af det.
Dan	7	21	21. Jeg havde set, at samme Horn førte Krig imod de hellige og fik Overhaand over dem,
Dan	7	22	22. indtil den Gamle af Dage kom, og Retten blev tilkendt den Højestes hellige, og Tiden kom, da de hellige toge Riget i Besiddelse.
Dan	7	23	23. Han sagde saaledes: Det fjerde Dyr betyder, at der skal vaere et jerde Rige paa Jorden, som skal blive anderledes end alle Rigerne; og det skal opaede al Jorden og søndertraede den og knuse den.
Dan	7	24	24. Men de ti Horn betyde, at der af samme Rige skal opstaa ti Konger; og en anden skal opstaa efter dem, og han skal vaere anderledes end de foregaaende og nedtrykke tre Konger.
Dan	7	25	25. Og han skal tale Ord imod den Højeste og undertrykke den Højestes hellige og taenke paa at forandre Tider og Lov, og de skulle gives i hans Haand indtil een Tid og Tider og en halv Tid.
Dan	7	26	26. Derefter skal Retten saettes, og man skal fratage ham hans Ma for at ødelaegge og tilintetgøre den indtil Enden.
Dan	7	27	27. Men Riget og Herredømmet og Rigernes Magt under al Himmelen skal gives til et Folk af den Højestes hellige; hans Rige er et evigt Rige, og alle Herredømmer skulle tjene og lyde ham.
Dan	7	28	28. Hermed var Ordet til ende. Mig, Daniel, forvirrede mine Tanker meget, og jeg skiftede Farve; men jeg bevarede Ordet i mit Hjerte.
------------------------Daniels Bog, Kapitel 8
Dan	8	1	1. I Kong Belsazars Regerings tredje Aar viste der sig for mig, Daniel, et Syn, efter det, som havde vist sig for mig i Begyndelsen.
Dan	8	2	2. Og jeg saa i Synet, og det skete, idet jeg saa, at jeg var i Borgen Susan, i Landskabet Elam, og jeg saa i Synet, og jeg var ved Floden Ulaj.
Dan	8	3	3. Og jeg opløftede mine Øjne og saa, og se, en Vaeder stod lige for Floden, og den havde to Horn; og Hornene vare høje, og det ene højere end det andet, og det højeste voksede op sidst.
Dan	8	4	4. Jeg saa, at Vaederen stangede imod Vesten og Norden og Sønden, og der kunde intet Dyr staa for dens Ansigt, der var ej heller nogen, som kunde redde af dens Vold, og den gjorde efter sin Villie og blev maegtig.
Dan	8	5	5. Og jeg gav Agt, og se, en Gedebuk kom fra Vesten hen over al Jorden, og den rørte ikke ved Jorden; og Gedebukken havde et anseligt Horn imellem sine Øjne.
Dan	8	6	6. Og den kom til Vaederen, som havde de to Horn, og som jeg havde set staa lige for Floden, og den løb imod den i sin Krafts Hidsighed.
Dan	8	7	7. Og jeg saa, den; at den kom naer hen til Vaederen og blev forbitret paa den og slog Vaederen og sønderbrød dens to Horn, og der var ingen Kraft i Vaederen til at staa for dens Ansigt; og den kastede den til Jorden og nedtraadte den, og der var ingen, som kunde redde Vaederen af dens Vold.
Dan	8	8	8. Og Gedebukken blev saare maegtig; men som den stod i sin Styrke, blev det store Horn sønderbrudt, og i Stedet derfor opvoksede fire anselige Horn imod Himmelens fire Vejr;
Dan	8	9	9. og fra det ene af dem fremskød eet Horn, i Førstningen lidet, men det blev overmaade stort imod Sønden og imod Østen og imod det herlige Land.
Dan	8	10	10. Og det blev stort, indtil Himmelens Haer, og det kastede nogle af Haeren og af Stjernerne til Jorden og nedtraadte dem.
Dan	8	11	11. Ja, indtil Haerens Fyrste udstrakte det sin Magt og borttog fra ham den stadige Tjeneste, og hans Helligdoms Bolig blev nedkastet.
Dan	8	12	12. Og en Haer skal hengives tillige med den stadige Tjeneste for Overtraedelsens skyld; og det skal kaste Sandheden til Jorden og udføre det og have Lykke.
Dan	8	13	13. Derefter hørte jeg en hellig, som talte, og en anden hellig sagde til den, der talte: Paa hvor lang Tid gaar Synet om den stadige Tjeneste og Overtraedelsen, der bringer Ødelaeggelse at baade Helligdommen og Haeren skulle hengives til at nedtraedes?
Dan	8	14	14. Og han sagde til mig: Indtil to Tusinde og tre Hundrede Aftener og Morgener, saa skal Helligdommen faa sin Ret igen.
Dan	8	15	15. Og det skete; der jeg, Daniel; saa Synet, at jeg søgte Forklaring, og se, der stod een for mig af Udseende som en Mand.
Dan	8	16	16. Og jeg hørte en Menneskerøst imellem Ulaj, og han raabte og sagde: Gabriel! forklar denne Synet!
Dan	8	17	17. Og han kom hen, hvor jeg stod, og der han kom, blev jeg forfaerdet og faldt paa mit Ansigt; og han sagde til mig: Giv Agt, du Menneskesøn! thi Synet gaar paa Endens Tid.
Dan	8	18	18. Og der han talte med mig, faldt jeg bedøvet paa mit Ansigt til Jorden; men han hørte ved mig og rejste mig op, hvor jeg stod.
Dan	8	19	19. Og han sagde: Se, jeg vil kundgøre dig, hvad der skal ske i Vredens sidste Tid; thi det gaar paa Endens bestemte Tid.
Dan	8	20	20. Den Vaeder, som du saa, der havde de to Horn, er Kongerne af Medien og Persien.
Dan	8	21	21. Og den laadne Buk er Kongen af Graekenland; og det store Horn, som var imellem dens Øjne, er den første Konge.
Dan	8	22	22. Og at det blev sønderbrudt, og at fire stode frem i Stedet for det, hetyder, at fire Koligeriger skulle opstaa af Folket, men ikke med hans Kraft.
Dan	8	23	23. Og i deres Herredømmes sidste Tid, naar Overtraederne have gjort Maalet fuldt, skal der opstaa en Konge, fraek af Ansigt og kyndig i Raenker.
Dan	8	24	24. Og hans Magt skal blive staerk, dog ikke ved hans Kraft, han skal anrette uhørte Ødelaeggelser og have Lykke og udføre det; og han skal Ødelaegge de staerke og de helliges Folk.
Dan	8	25	25. Og formedelst hans Klogskab skal Svig lykkes i hans Haand, og han skal storlig ophøje sig i sit Hjerte og ødelaegge mange i deres Tryghed; og han skal staa op imod Fyrsternes Fyrste, men uden Menneskehaand skal han knuses.
Dan	8	26	26. Og Synet om Aftenerne og Morgenerne, hvorom der er talt, er Sanhed; men luk du til for Synet, thi det skal ske efter mange Dage.
Dan	8	27	27. Og jeg, Daniel var aldeles afmaegtig og syg i fiere Dage; siden stod jeg op og udrettede Konens Gerning; og jeg var forfaerdet over Synet, og der var ingen, som forstod det.
------------------------Daniels Bog, Kapitel 9
Dan	9	1	1. I det første Aar under Darius, Ahasverus's Søn, som var af Medernes Aet og var sat til Konge over Kaldaeernes Rige,
Dan	9	2	2. i det første Aar, der han regerede, gav jeg, Daniel, i Bøgerne Agt paa Aarenes Tal, hvorom Herrens Ord aar kommet til Profeten Jeremias, at nemlig halvfjerdsindstyve Aar skulde gaa hen over det Ødelagte Jerusalem.
Dan	9	3	3. Og jeg vendte mit Ansigt til Gud Herren for at søge Bøn og ydmyge Begaeringer i Faste og Saek og Aske.
Dan	9	4	4. Og jeg bad til Herren min Gud, og bekendte og sagde: Ak, Herre, du store og forfaerdelige Gud, som bevarer Pagt og Miskundhed imod dem, som elske ham, og imod dem, sorn holde hans Bud!
Dan	9	5	5. Vi have syndet og gjort ilde, og have handlet ugudeligt og vaeret genstridige, og vi ere vegne fra dine Bud og fra dine Love.
Dan	9	6	6. Og vi hørte ikke paa dine Tjenere, Profeterne, som talte i dit Navn til vore Konger, vore Fyrster og vore Faedre og til alt Folket i Landet.
Dan	9	7	7. Herre! dig hører Retfaerdighed til, men Ansigts Blusel, saaledes som paa denne Dag, er for os, for Judas Maend og Jerusalems Indbyggere og hele Israel, dem, som ere naer, og dem, som ere langt borte, i alle de Lande, hvorhen du har fordrevet dem for deres Troløsheds Skyld, som de have begaaet imod dig.
Dan	9	8	8. Herre ! Ansigts Blusel er for os, for vore Konrer, for vore Fyrster og for vore Faedre, fordi vi have syndet imod dig.
Dan	9	9	9. Hos Herren vor Gud er Barmhjertighed og Forladelse, thi vi have vaeret genstridige imod ham,
Dan	9	10	10. og vi have ikke hørt paa Herren vor Guds Røst, saa at vi vandrede i hans Love, som han gav for vort Ansigt ved sine Tjenere, Profeterne.
Dan	9	11	11. Men al Israel har overtraadt din Lov og er afveget, idet de ikke hørte paa din Røst; derfor er der udøst over os den Forbandelse og den Ed; som er skrevet i Mose, Guds Tjeners Lov; thi vi have syndet imod ham.
Dan	9	12	12. Og han har holdt sine Ord, som han talte over os og over vore Dommere, der dømte os, idet han lod en stor Ulykke komme naer os, som ikke var sket under hele Himmelen, saaledes som den er sket i Jerusalem.
Dan	9	13	13. Ligesom skrevet er i Moses Lov, saa er alt dette onde kommet over os; og vi have ikke formildet Herren vor Guds Ansigt ved at omvende os fra vore Misgerninger og blive forstandige i din Sandhed.
Dan	9	14	14. Derfor vaagede Herren over Ulykken og lod den komme over os; thi Herren vor Gud er retfaerdig i alle sine Gerninger, som han gør, men vi havde ikke hørt paa hans Røst.
Dan	9	15	15. Og nu, Herre, vor Gud! du, som udførte dit Folk af Aegyptens Land med en staerk Haand og indlagde dig et Navn, som det er paa denne Dag, vi have syndet, vi have handlet ugudeligt.
Dan	9	16	16. Herre! efter alle din Retfaerdigheds Bevisninger, lad dog din Vrede og din Harme vende sig bort fra min Stad Jerusalem, dit hellige Bjerg; thi for Vore Synders Skyld og for vore Faedres Misgerningers Skyld er Jerusalem og dit Folk blevet til Forhaanelse for alle dem, som ere trindt omkring os.
Dan	9	17	17. Og nu, vor Gud! hør din Tjeners Bøn og hans ydmyge Begaeringer, og lad dit Ansigt lyse over din Helligdom, som er Ødelagt, for Herrens Skyld.
Dan	9	18	18. Bøj dit Øre, min Gud! og hør, oplad dine Øjne, og se Ødelaegbelserne, som ere komne over os og Staden; over hvilken dit Navn kaldes; thi vi nedlaegge vore ydmyge Begaeringer for dit Ansigt, ikke for vore retfaerdige Gerningers Skyld, men for din store Barmhjertigheds Skyld.
Dan	9	19	19. Herre, hør! Herre, forlad! Herre, giv Agt og gør det! tøv ikke! for, din Skyld, min Gud! thi dit Navn kaldes over din Stad og over dit Folk.
Dan	9	20	20. Og der jeg endnu talte og bad og bekendte min Synd og mit Folk Israels Synd og nedlagde min ydmyge Begaering for Herrens, min Guds, Ansigt, for min Guds hellige Bjergs Skyld,
Dan	9	21	21. ja, der jeg endnu talte i Bønnen, da kom den Mand, Gabriel, hvilken jeg havde set tilforn i et Syn, der jeg var aldeles afmaegtig, hen til mig ved Aftens Madoffers Tid.
Dan	9	22	22. Og han underviste mig og talte med mig og sagde: Daniel! nu er jeg udgangen for at meddele dig Indsigt.
Dan	9	23	23. Med Begyndelsen af dine ydmyge Begaeringer udgik et Ord, og jeg er kommen for at kundgøre dig det, thi du er højlig elsket; saa agt da paa Ordet og giv Agt paa Synet!
Dan	9	24	24. Der er halv fjerdsindstyve Uger bestemte over dit Folk og over din hellige Stad til at hindre Overtraedelsen og til at forsegle Synder og til at sone Misgerning og til at bringe en evig Retfaerdighed og til at forsegle Syn og Profet og til at salve et Allerhelligste.
Dan	9	25	25. Saa vid og forstaa: Fra den Tid, da Ordet udgaar om at genoprette og om at bygge Jerusalem, indtil en Salvet, en Fyrste, I er der syv Uger; og i to og tresindstyve Uger skal den genoprettes og bygges i vid Udstraekning og efter bestemt Maal, men under Tidernes Traengsel.
Dan	9	26	26. Men efter de to og tresindstyve Uger skal en Salvet udryddes, og der skal intet vaere for ham; og en kommende Fyrstes Folk skal ødelaegge Staden og Helligdommen, og han skal ende i Oversvømmelsen, og indtil Enden skal der vaere Krig, og hvad der af ødelaeggelser er bestemt.
Dan	9	27	27. Og han skal befaeste en Pagt med de mange i den ene Uge; og i den halve Uge skal han bringe Slagtofter og Madoffer til at ophøre, og paa Vederstyggelighedernes Vinger kommer Ødelaeggeren, og det indtil Undergang og det besluttede Raad udgyder sig over den ødelagte.
------------------------Daniels Bog, Kapitel 10
Dan	10	1	1. Kyrus's, Kongen af Persiens, tredie Aar blev et Ord aabenbaret for Daniel, hvis Navn kaldtes Beltsazar! og Ordet er Sandhed og gaar paa en svar Kamp, og han forstod Ordet og fik Forstand paa Synet.
Dan	10	2	2. I de samme Dage holdt jeg, Daniel, Sorg i hele tre Uger.
Dan	10	3	3. Jeg aad ingen laekker Mad, og der kom ikke Kød eller Vin i min Mund, og jeg salvede mig ikke med Salve, før hele tre Uger vare til Ende.
Dan	10	4	4. Og paa den fire og tyvende Dag i den første Maaned, da var jeg ved Bredden af den store Flod Hiddekel.
Dan	10	5	5. Og jeg opløftede mine Øjne og saa, og se, der stod en Mand, iført linnede Klaeder, og hans Laender vare omgjordede med Guld af Ufas.
Dan	10	6	6. Og hans Legeme var som Krysolith, og hans Ansigt var som Lynet at se til og hans Øjne som Ildsluer og hans Arme og hans Fødder som Synet af blankt Kobber, og Lyden af hans Ord var som Lyden af et Bulder.
Dan	10	7	7. Og jeg, Daniel, jeg alene saa Synet, og de Maend, som vare hos mig, saa ikke Synet, men der faldt en stor Forfaerdelse paa dem, og de flyede, idet de skjulte sig.
Dan	10	8	8. Og jeg blev ene tilbage og saa dette store Syn, men der blev ingen Kraft tilbage i mig; og min friske Farve forandrede sig, saa den svandt bort, og jeg beholdt ingen Kraft.
Dan	10	9	9. Og jeg hørte Lyden af hans Ord, og som jeg hørte Lyden af hans Ord, faldt jeg bedøvet ned paa mit Ansigt, med mit Ansigt imod Jorden.
Dan	10	10	10. Og se, en Haand rørte ved mig og bragte mig rav ende op paa mine Knae og paa mine flade Haender.
Dan	10	11	11. Og han sagde til mig: Daniel, du højlig elskede Mand! giv Agt paa de Ord, som jeg taler til dig, og staa paa dit Sted; thi nu er jeg staa paa dit Sted; thi nu er jeg staa paa dit Sted; thi nu er jeg, sendt til dig; og der han talte dette Ord med mig, stod jeg baevende.
Dan	10	12	12. Og han sagde til mig: Frygt ikke, Daniel! thi fra den første Dag, du gav dit Hjerte hen til at forstaa og til at ydmyge dig for din Gud, ere dine Ord hørte; og jeg er kommen for dine Ords Skyld.
Dan	10	13	13. Men Persiens Riges Fyrste stod imod mig een og tyve Dage, og se, Mikael, en af de fornemste Fyrster, kom for at hjaelpe mig; og jeg fik Overhaand der hos Kongerne af Persien.
Dan	10	14	14. Men jeg er kommen for at lade dig forstaa, hvad der skal vederfares dit Folk i de sidste Dage; thi der er endnu et Syn, som gaar paa disse Dage.
Dan	10	15	15. Og der han talte saadanne Ord med mig, da vendte jeg mit Ansigt imod Jorden og blev stum.
Dan	10	16	16. Og se, een af Skikkelse som Menneskens Børn rørte ved mine Laeber; da oplod jeg min Mund og talte og sagde til den, som stod lige over for mig: Min Herre! for dette Syns Skyld ere svare Smerter komne over mig, og jeg har ikke beholdt Kraft tilbage.
Dan	10	17	17. Og hvorledes kan denne min Herres Tjener tale med denne min Herre? og hvad mig angaar, bestaar fra nu af ingen Kraft i mig, og der er ingen Aande bleven tilbage i mig.
Dan	10	18	18. Og han, der var af Skikkelse som et Menneske, rørte fremdeles ved mig og styrkede mig;
Dan	10	19	19. og han sagde: Frygt ikke, du højlig elskede Mand! Fred vaere med dig, vaer frimodig, ja, vaer frimodig! og der han talte med mig, følte jeg mig styrket og sagde: Min Herre tale! thi du har styrket mig.
Dan	10	20	20. Og han sagde: Ved du, hvorfor jeg er kommen til dig? og nu skal jeg vende tilbage for at stride imod Persiens Fyrste; og naar jeg drager ud, da se, saa skal Graekenlands Fyrste komme.
Dan	10	21	21. Dog vil jeg kundgøre dig, hvad der er optegnet i Sandheds Bog. Der er ikke een, som staar mig kraftigt bi imod disse, uden Mikael, eders Fyrste;
------------------------Daniels Bog, Kapitel 11
Dan	11	1	1. I og jeg stod ogsaa for ham som Hjaelper og Vaern i Mederen Darius's første Aar.
Dan	11	2	2. Og nu vil jeg kundgøre dig Sandhed: Se, der skal endnu opstaa tre Konger for Persien, og den fjerde skal berige sig med større Rigdom end alle de andre, og naar han er bleven maegtig ved sin Rigdom, skal han opbyde alt imod Graekenlaads Rige.
Dan	11	3	3. Derefter skal der opstaa en vaeldig Konge og herske med stort Herredømme og gøre efter sin Villie.
Dan	11	4	4. Og som han opstaar, skal hans Rige sønderbrydes og deles imod Himmelens fire Veje, og det skal ikke vaere for hans efterladte, ej heller et Herredømme som hans Herredømme, men hans Rige skal oprykkes og blive andre end disse til Del.
Dan	11	5	5. Og Kongen af Sønden skal vorde maegtig, men der er en af hans Fyrster, som skal blive maegtigere end han og herske, hans Herredom skal blive et stort Herredom.
Dan	11	6	6. Og naar nogle Aar ere til Ende, skulle de indgaa Forbindelse, og Kongen af Søndens Datter skal drage ind til Kongen af Norden for at bringe et redeligt Forhold til Veje; men hun skal ikke beholde Armens Kraft, og han og hans Arm skal ikke bestaa, men hun skal gives hen tillige med dem, som bragte hende did, og ham, som avlede hende og understøttede hende, naar Tiderne komme.
Dan	11	7	7. Og af Skud fra hendes Rødder skal der opstaa een i hans Sted og drage imod Haeren og traenge ind i Kongen af Nordens Faestninger og handle med dem efter sin Villie og faa Overmagt.
Dan	11	8	8. Ja, ogsaa deres Guder tillige med deres støbte Billeder, tillige med deres kostbare Kar, Sølv og Guld; skal han føre som Bytte til Aegypten; og han skal holde Stand nogle Aar imod Kongen af Norden.
Dan	11	9	9. Og denne skal drage ind i Konger af Søndens Rige; men han skal vende tilbage til sit Land igen.
Dan	11	10	10. Og hans Sønner skulle ruste sig og samle en Hob af mange Haere og komme og drage ind og oversvømme Og overfare; og de skulle komme igen og traenge frem indtil hans Faestning.
Dan	11	11	11. Og Kongen af Sønden skal forbitres og drage ud at stride imod ham, imod Kongen af Norden; og skønt denne opstiller en stor Hob, skal Hoben dog gives i hans Haand.
Dan	11	12	12. Som Hoben haever sig, skal hans hjerte ophøje sig, og han skal faelde ti Tusinde og dog ikke blive maegtig.
Dan	11	13	13. Og Kongen af Norden skal komme tilbage og opstille en større Hob end den første, og efter at nogle Aars Tider ere til Ende; skal han komme og drage frem med en stor Haer og med meget Tros.
Dan	11	14	14. Og i de samme Tider skulle mange staa frem imod Kongen af Sønden, og Sønnerne af Røverne i blandt mit Folk skulle rejse sig for at stadfaeste Synet; men de skulle falde.
Dan	11	15	15. Og Kongen af Nogen skal komme og opkaste en Vold og indtage en staerkt befaestet Stad, og Søndens Arme skulle ikke kunne holde ud, ej heller hans udvalgte Folk, og der skal ingen Kraft vaere til at holde Stand.
Dan	11	16	16. Men den, som kommer imod ham, skal gøre efter sin Villie, og ingen skal bestaa for hans Ansigt; han skal og traede op i det herlige Land, og der skal komme Fordaervelse ved hans Haand.
Dan	11	17	17. Og han skal vende sit Ansigt til at komme med al sit Riges Magt og med et redeligt Forhold i Sinde, og han skal saette det igennem; og han skal give ham sin unge Dattar til hendes Fordaervelse; men hun skal ikke bestaa og ikke blive til noget for ham.
Dan	11	18	18. Derefter skal han vende sit Ansigt om imod Øerne og indtage mange; og han skal bringe Fyrster til at høre op med deres Haap, men hans Haan skulle de gengaelde ham.
Dan	11	19	19. Og han skal vende sit Ansigt om til sit Lands Faestninger, og han skal snuble og falde og ikke findes mere.
Dan	11	20	20. Og der skal een opstaa i hans Sted, som skal lade en Plager drage igennem Rigets Herlighed; men i faa Dage skal han knuses, dog ikke ved Vrede og ikke ved Krigen.
Dan	11	21	21. Siden ekal der opstaa i hans Sted en forngtett, hvilken de ikke skulle give kongelig Aere; men han skal komme, naar der er Tryghed, og bemaegtige sig Riget ved Smiger.
Dan	11	22	22. Og de oversvømmende Magter skulle oversvømmes af ham og knuses, ogsaa Forbundets Fyrste.
Dan	11	23	23. Og efter at have indgaaet Forbund med ham skal han øve Svig, og han skal drage op og blive maegtig ved faa Folk.
Dan	11	24	24. Hvor der er Tryghed, og hvor der er fede Egne i Landskabet, skal han traenge ind; og gøre det, som hans Faedre og hans Forfaedre ikke have gjort, han skal adsprede for dem Rov, Bytte og Gods; og han skal optaenke sine Anslag imod de faste Staeder, og det til en Tid.
Dan	11	25	25. Og han skal opvaekke sin Kraft og sit Mod med en stor Haer imod Kongen af Sønden, og Kongen af Sønden skal ruste sig til krig med en stor og saare maegtig Haer, men ikke bestaa; thi der skal optaenkes Anslag imod ham.
Dan	11	26	26. Og de, som aade hans Mad, skulle knuse ham; og hans Haer skal strømme frem, men der skal falde mange ihjelslagne.
Dan	11	27	27. Og begge Kongernes Hjerte staar til at gøre ondt, og over eet Bord skulle de tale Løgn; men det skal ikke lykkes, thi endnu venter det med Enden til den bestemte Tid.
Dan	11	28	28. Og han skal vende tilbage til sit Land med stort Gods, og hans Hjerte skal laegge Raad op imod den hellige Pagt, og han skal fuldføre det og vende tilbage til sit Land.
Dan	11	29	29. Paa den bestemte Tid skal han vende tilbage og komme imod Sønden; men det skal ikke gaa den sidste Gang som den første.
Dan	11	30	30. Men Skibe fra Kithim skulle komme imod ham, og han skal tabe Modet og vende om og optaendes til Vrede imod den hellige Pagt og udføre den, ja, han skal vende om og give Agt paa dem, som forlade den hellige Pagt.
Dan	11	31	31. Og en Stridsmagt fra ham skal staa frem og vanhellige Helligdommen, den faste Borg, og den skal borttage den stadige Tjeneste og opstille den ødelaeggende Vederstyggelighed.
Dan	11	32	32. Og dem, som handle ugudeligt imod Pagten, skal han ved Smiger bringe til Frafald; men de af Folket, som kende deres Gud, skulle staa fast og vise det Gerning.
Dan	11	33	33. Og de forstandige iblandt Folket skulle undervise mange; mer de skulle en Tid lang falde ved Svaerd og ved Ildslue, ved Fangenskab og ved Plyndring.
Dan	11	34	34. Og naade falde, skulle de blive hjulpnt med en liden Hjaelp; og mange skulle slutte sig til dem med Smiger.
Dan	11	35	35. Og af de forstandige skulle nogle falde, for at smelte og lutre og rense Folket indtil Endens Tid thi endnu venter det med den til den bestemte Tid.
Dan	11	36	36. Og Kongen skal gøre efter din Villie og ophøje sig og gøre sig stor over enhver Gud og tale forfaerdelige Ord imod gudernes Gud; og han skal have Lykke, indtil Vreden er til Ende; thi hvad der er bestemt, det sker.
Dan	11	37	37. Og han skal ikke agte paa sine aedres Guder, er heller skal han agte paa Kvinders Ynde eller paa nogen Gud; thi han skal ophøje sig torlig over alt.
Dan	11	38	38. Men Faestningernes Gud skal han aere Paa dens sted; og den Gud, som han Faedre ikke kendte, skal han aere med Guld og med Sølv og med dyrebare Stene og med Kostbarheder.
Dan	11	39	39. Og han skal handle med de staerke Faestninger ved den fremmede Guds. Hjaelp, saaledes at han skal bevise dem som erkende ham, meen Aere, og han skal lade dem herske over mange og uddele Land til Løn.
Dan	11	40	40. Men ved Endens Tid skal Kongen af Sønden stanges med ham, og Kongen af Norden skal storme frem imod ham med Vogne og med Ryttere og med mange Skibe og traenge ind i Landene og overskylle og overfare dem.
Dan	11	41	41. Og han skal traenge ind i det herlige Land, og mange skulle falde; men disse skulle undkomme fra hans Haand: Edom og Moab og de ypperste af Ammons Børn.
Dan	11	42	42. Og han skal udstraekke sin Haand efter Landene, og Aegyptens Land skal ikke staa til Redning.
Dan	11	43	43. Og han skal blive Herre over Skatte af Guld og Sølv og over alle kostelige Ting i Aegypten; og Lygter og Morianer skulle følge ham.
Dan	11	44	44. Men Tidender fra Østen og fra Norden skulle forfaerde ham; og han skal drage ud med stor Grumhed for at udrydde og for at Ødelaegge mange.
Dan	11	45	45. Og han skal opslaa sit Pragttelt imellem Havet og det herlige, hellige Bjerg, men naa sin Ende, og ingen skal hjaelpe ham.
------------------------Daniels Bog, Kapitel 12
Dan	12	1	1. Og paa den Tid skal Mikael, den store Fyrste, der staar som Vaern for dit Folks Børn, staa frem, og der skal vaere en Traengsels Tid, som aldrig har vaeret, siden Folk hlev til og indtil den Tid; og paa samme Tid skal dit Folk undkomme, hver den, som findes skreven i Bogen.
Dan	12	2	2. Og mange af dem, som sove i Støvets Jord, skulle opvaagne, solnme til et evigt Liv, og somme til Skam, til evig Afsky.
Dan	12	3	3. Men de forstandige skulle skinne som den udstrakte Befaestnings Skin; og de, der fsrte de mange til Retfaerdighed, som Stjernerne evindelig og altid.
Dan	12	4	4. Og du, Daniel, luk til for Ordene, og forsegl Bogen indtil Endens Tid; mange skulle søge ivrigt i den, og Kundskab skal blive mangfoldig.
Dan	12	5	5. Og jeg, Daniel, jeg saa, og se, del stod to andre, een her paa Bredden af Floden, og een der paa Bredden af Floden.
Dan	12	6	6. Og der blev sagt til den Mand, som var iført de linnede Klaeder, og som stod oven over Flodens Vande: Hvor laenge skal det vare med Enden paa disse underfulde Ting?
Dan	12	7	7. Og jeg hørte Manden, som var iført de linnede Klaeder, og som stod ov en over Flodens Vande, og han opløftede sin højre Haand og sin venstre Haand imod Himlene og svor ved ham, som lever evindelig: Igennem een Tid, Tider og en halv Tid, og naar det hellige Folks Magt fuldstaendigt er knust, skulle alle disse Ting fuldendes.
Dan	12	8	8. Og jeg hørte det, men forstod det ikke; og jeg sagde: Min Herre! hvad er det sidste af dette?
Dan	12	9	9. Og han sagde: Gak bort, Daniel! thi Ordene skulle vaere tillukkede og forseglede indtil Endens Tid.
Dan	12	10	10. Mange skulle rense sig og to sig hvide og lutre sig, men de ugudelige skulle handle ugudeligt, og ingen af de ugudelige skal forstaa det; men de forstandige skulle forstaa det.
Dan	12	11	11. Og fra den Tid, da den stadige Tjeneste bliver borttagen, og det for at opstille Ødelaeggelsens Vederstyggelighed, er der Tusinde to Hundrede og halvfemsindstyve Dage.
Dan	12	12	12. Salig er den, som bier og naar til Tusinde tre Hundrede fem og tledive Dage.
Dan	12	13	13. Men gak du dit Endeligt i Møde, og hvil, og staa frem til din Lod ved Dagenes Ende!
------------------------Hoseas' Bog, Kapitel 1
Hos	1	1	1. Herrens Ord, som kom til Hoseas, Beeris Søn, i de Dage, da Ussias, Jotham, Akas, Ezekias vare Konger i Juda, og i de Dage, da Jeroboam, Joas's Søn, vad Konge i Israel.
Hos	1	2	2. Der Herren begyndte at tale ved Hoseas, da sagde Herren til Hoseas: Gak hen, tag dig en Horkvinde og Horebørn, thi Hor bedriver Landet ved at vende sig bort fra Herren.
Hos	1	3	3. Og han gik og tog Gomer, Diblajims Datter, og hun undfangede og fødte ham en Søn.
Hos	1	4	4. Og Herren sagde til ham: Kald hans Navn Jisreel; thi endnu en lille Stund, saa vil jeg hjemsøge Jisreels Blodskyld over Jehus Hus og gøre Ende paa Israels Hus's Rige.
Hos	1	5	5. Og det skal ske paa denne Dag, da vil jeg sønderbryde Israels Bue i Jisreels Dal.
Hos	1	6	6. Og hun undfangede atter og fødte en Datter; og han sagde til ham: Kald hendes Navn Lo-Rukama; thi jeg vil ikke ydermere forbarme mig over Israels Hus, saa at jeg skulde tilgive dem.
Hos	1	7	7. Dog vil jeg forbarme mig over Judas Hus og frelse dem ved Herren deres Gud; men jeg vil ikke frelse dem ved Bue eller ved Svaerd eller ved Krig, ved Heste eller vea Ryttere.
Hos	1	8	8. Og hun afvante Lo-Rukama, og hun undfangede og fødte en Søn.
Hos	1	9	9. Og han sagde: Kald hans Navn Lo-Ammi; thi I ere ikke mit Folk, og jeg vil ikke vaere eders.
Hos	1	10	10. Dog skal Israels Børns Tal blive som Havets Sand, der ikke kan maales og ikke taelles; og de skal ske, at paa det Sted, hvo der siges til dem: I ere ikke mit Folk, der skal der siges til dem Den levende Guds Børn.
Hos	1	11	11. Og Judas Børn og Israels Børn skulle samles til Hobe og saette sig ee Overhoved og drage op af Landet thi stor er Jisreels Dag.
------------------------Hoseas' Bog, Kapitel 2
Hos	2	1	1. I Siger til eders Brødre: Amlni og til eders Søstre: Rukama!
Hos	2	2	2. Gaar i Rette med eders Moder, gaar i Rette! thi hun er ikke min Hustru, og jeg er ikke hendes Mand; og lader hende bortskaffe sin Bolen fra sit Ansigt og sit Skørlevnet fra sine Bryster,
Hos	2	3	3. paa det jeg ikke skal klaede hende nøgen af og fremstille hende, som den Dag hun blev født, og gøre hende som Ørken og bringe hende til at ligne et tørt Land og lade hende dø af Tørst.
Hos	2	4	4. Og jeg skal ikke forbarme mig over hendes Børn; thi de ere Horebørn.
Hos	2	5	5. Thi deres Moder har bedrevet Hor, hun, som undfangede dem, har gjort Skam; thi hun sagde: Jeg vil løbe efter mine Bolere, som give mig mit Brød og Vand, min Uld og min Hør, min Olie og min Drikke.
Hos	2	6	6. Derfor se, jeg vil afgaerde din Vej med Torne og opføre en Mur, at hun ikke skal finde sine Stier.
Hos	2	7	7. Og hun skal jage efter sine Bolere, men ikke naa dem, og lede efter dem, men ikke finde dem; da skal hun sige: Jeg vil gaa og vende tilbage til min første Mand; thi da havde jeg det bedre end nu.
Hos	2	8	8. Og hun vidste ikke, at det var mig, som havde givet hende Kornet og Mosten og Olien, og som havde givet hende meget Sølv og Guld, som de brugte til Baal.
Hos	2	9	9. Derfor vil jeg tage mit Korn tilbage igen, naar dets Tid er, og; min Most, naar dens Tid er, og jeg vil borttage min Uld og min Hør, som hun havde til at skjule Sin Blusel med.
Hos	2	10	10. Og nu vil jeg blotte hendes Skam for hendes Boleres Øjne, og ingen skal redde hende af min Haand.
Hos	2	11	11. Og jeg vil lade al hendes Glaede ophøre, hendes Fester, hendes Nymaaneder og hendes Sabbater og alle hendes Højtider.
Hos	2	12	12. Og jeg vil ødelaegge hendes Vintrae og hendes Figentrae, omvilke hun sagde: De ere min Horeløn, som mine Bolere gave mig; og jeg vil gøre dem til Skov, og vilde Dyr paa Marken skulle af aede dem.
Hos	2	13	13. Og jeg vil hjemsøge hende for Baalernes Dage, da hun til dem bragte Røgelse og prydede sig med sine Ringe og sine Smykker, og gik efter sine Bolere; men mig glemte hun, siger Herren.
Hos	2	14	14. Derfor se, jeg vil lokke hende og føre hende i Ørken, og jeg vil tale kaerligt med hende.
Hos	2	15	15. Og derfra vil jeg give hende hendes Vingaarde, og Akors Dal som en Haabets Port, og derhen skal hun svare mig som i sin Ungdoms Dage og som den Dag, hun drog op af Aegyptens Land.
Hos	2	16	16. Og det skal ske paa den Dag, siger Herren, at du skal kalde mig: Min Mand! og ikke, ydermere kalde mig: Min Baal!
Hos	2	17	17. Og jeg vil borttage Baalernes Navne af hendes Mund; saa at de ikke ydermere skulle kommes i Hu ved deres Navn.
Hos	2	18	18. Og jeg vil gøre en Pagt for dem paa samme Dag ved de vilde Dyr paa Marken og med Fuglene under Himmelen og med Krybet paa Jorden; og jeg vil sønderbryde Bue og Svaerd og Krig og fjerne dem fra Landet og lade dem selv hvile tryggelig.
Hos	2	19	19. Og jeg vil trolove dig med mig til evig Tid; og jeg vil trolove dig med mig i Retfaerdighed og i Ret og i Miskundhed og Barmhjertighed.
Hos	2	20	20. Ja, jeg vil trolove dig med mig i Trofasthed, og du skal kende Herren.
Hos	2	21	21. Og det skal ske paa den Dag, at jeg vil bønhøre, siger Herren, at jeg vil bønhøre Himlene, og de skulle bønhøre Jorden;
Hos	2	22	22. og Jorden skal bønhøre Kornet og Mosten vg Olien, og disse skulle bønhøre Jisreel.
Hos	2	23	23. Og jeg vil udsaa mig dette i Landet og forbarme mig over Lo-Rukama, og jeg vil sige til Lo-Ammi: Du er mit Folk! og det skal sige: Min Gud.
------------------------Hoseas' Bog, Kapitel 3
Hos	3	1	1. Og Herren sagde til mig: Gak endnu hen, elsk en Kvinde, som elskes af sin Ven og dog bedriver Hor; ligesom Herren elsker Israels Børn, og disse dog vende sig til fremmede Guder og elske Rosinkager.
Hos	3	2	2. Og jeg købte mig hende for femten Sekel Sølv og en Homer Byg og en Lethek Byg.
Hos	3	3	3. Og jeg sagde til hende: I mange Dage skal du sidde hen for mig, ikke skal du bedrive Hor og ikke tilhøre nogen Mand; saaledes vil ogsaa jeg holde mig over for dig.
Hos	3	4	4. Thi i mange Dage skulle Israels Børn sidde hen uden Konge og uden Fyrste og uden Offer og uden Billedstøtte og uden praestelig Livkjortel og Husguder.
Hos	3	5	5. Derefter skulle Israels Børn vende om og søge Herren, deres Gud, og David, deres Konge, og med Frygt skulle de komme til Herren og til hans gode Gaver i de sidste Dage.
------------------------Hoseas' Bog, Kapitel 4
Hos	4	1	1. Hører Herrens Ord, Israels Børn! thi Herren har en Traette med dem, som bo i Landet; thi der er ej Sandhed og ej Kaerlighed og ej Gudskundskab i Landet;
Hos	4	2	2. Svaergen og Lyven og Myrden og Stjaelen og Bolen! man bryder ind, og Blodskyld rører ved Blodskyld.
Hos	4	3	3. Derfor sørger Landet, og alt, som bor deri, vansmaegter, baade de vilde Dyr paa Marken og Fuglene under HimmeIen, ogsaa Fiskene i Havet omkomme.
Hos	4	4	4. Dog skal ingen traette og ingen revse, da dit Folk er som de, der traette med en Praest.
Hos	4	5	5. Derfor skal du falde om Dagen, og Profeten hos dig skal falde om Natten, og jeg vil lade din Moder gaa til Grunde.
Hos	4	6	6. Til Grunde gaar mit Folk fordi det ikke har Kundskab; thi som du har forkastet Kundskab, saa vil ogsaa jeg forkaste dig, at du ikke skal gøre Praestetjeneste for mig; og som du glemte din Guds Lov, vil ogsaa jeg glemme dine Børn.
Hos	4	7	7. Jo mere de bleve mangfoldige, desto mere syndede de imod mig; deres Aere vil jeg omskifte til Skam.
Hos	4	8	8. De aede mit Folks Syndofre og laenges efter; at det skal forsynde sig.
Hos	4	9	9. Derfor skal det gaa Praesten ligesom Folket; og jeg vil hjemsøge ham for hans Veje og betale ham for hans Idraetter.
Hos	4	10	10. Og de skulle aede og ikke blive maette, bedrive Hor og ikke formere sig; thi de have holdt op med at agte paa Herren.
Hos	4	11	11. Horeri og Vin og Most tager Forstanden bort.
Hos	4	12	12. Mit Folk adspørger sin Traeklods, og dets Kaep giver det Besked; thi en Horeriets Aand har forvildet dem, og de bedrive Hor, saa at de ikke ville staa under deres Gud.
Hos	4	13	13. De ofre paa Bjergtoppene og gøre Røgoffer paa Højene under Ege og Popler og Terebinther, thi deres Skygge er god; derfor bole eders Døtre, og eders Svigerdøtre bedrive Hor.
Hos	4	14	14. Jeg vil ikke hjemsøge eders Døtre, fordi de bole, eller eders Svigerdøtre, Fordi de bedrive Hor; thi selv gaa de afsides med Horkvinderne og ofre med Skøgerne; og Folket, som, er uforstandigt, gaar til Grunde.
Hos	4	15	15. Om du, Israel, end boler, saa gøre dog Juda sig ikke skyldig! kommer ikke til Gilgal, og gaar ikke op til Beth-Aven, og svaerger ikke: Saa sandt Herren lever!
Hos	4	16	16. Thi Israel er bleven uregerlig som en uregerlig Ko; nu skal Herren lade dem graesse som Lam paa den vide Mark.
Hos	4	17	17. Efraim er bunden til Afgudsbilleder; lad ham fare!
Hos	4	18	18. Deres, Drikken er skejet ud, Hor have de bedrevet; højt have deres Skjolde elsket Skaendsel.
Hos	4	19	19. Et Vejr har omspaendt dem med sine Vinger, og de skulle blive til Skamme for deres Ofre.
------------------------Hoseas' Bog, Kapitel 5
Hos	5	1	1. Hører dette I Praester! og giver Agt, Israels Hus! og du, Kongehus, laan Øre! thi Dommen angaar eder, fordi i vare en Snare for Mizpa og et udbredt Garn over Tabor.
Hos	5	2	2. Og de afvegne ere dybt fordaervede; men jeg er den, som tugter dem alle sammen.
Hos	5	3	3. Jeg kender Efraim, og Israel er ikke skjult for mig; thi nu har du, Efraim, bedrevet Hor, Israel er besmittet.
Hos	5	4	4. Deres Idraetter tillade dem ikke at venae om til deres Gud; thi der er en Horeriets Aand i deres Indre, og Herren kende de ikke.
Hos	5	5	5. Og Israels Stolthed vidner imod det; og Israel og Efraim skulle falde for deres Misgerning, Juda skal ogsaa falde med dem.
Hos	5	6	6. Med deres Faar og med deres Øksne skulle de gaa hen for at søge Herren, men ikke finde ham; han har draget sig bort fra dem.
Hos	5	7	7. Imod Herren have de handlet troløst, thi de fødte fremmede Børn; nu skal Nymaaneden fortaere dem med deres Agre.
Hos	5	8	8. Blaeser i Trompeten i Gibea, i Basunen i Rama! raaber højt i Beth-Aven: Bag dig, Benjamin!
Hos	5	9	9. Efraim skal blive øde paa Straflens Dag; iblandt Israels Stammer har jeg kundgjort, hvad der staar fast.
Hos	5	10	10. Judas Fyrster ere blevne som de, der flytter Graenseskel; over dem vil jeg udøse min harme som Vand.
Hos	5	11	11. Undertrykt el Efraim og knust i sin Ret; thi det tog sig for at vandre efter selvgjorte Bud.
Hos	5	12	12. Og jeg er som Møl for Efraim og som Kraeft for Judas Hus.
Hos	5	13	13. Der Efiaim saa sin Sygdom og Juda sin Byld, da gik Efraim til Assyrien og sendte Bud til en stridbar Konge; men han skal ikke kunne laege eder, og Bylden skal ikke gaa bort fra eder.
Hos	5	14	14. Thi jeg er som en Løve for Efraim og som en ung Løve for Judas Hus, jeg, jeg sønderriver og gaar bort, jeg tager det med, og ingen skal redde.
Hos	5	15	15. Jeg vil gaa bort, jeg vil vende tilbage til mit Sted, indtil de kende deres Skyld og søge mit Ansigt; naar de ere i Traengsel, ville de søge mig.
------------------------Hoseas' Bog, Kapitel 6
Hos	6	1	1. Kommer og lader os vende om til Herren; thi han har sønderrevet og vil laege os; har han slaget, vil han forbinde os.
Hos	6	2	2. Han skal gøle os levende efter to Dage; paa den tredje Dag skal han oprejse os, at vi maa leve for hans Ansigt.
Hos	6	3	3. Og vi ville kende, jage efter at kende Herren, som Morgenrøden er hans Opgang vis; og han skal komme til os som Regnen, som Sildigregnen, der vaeder Jorden.
Hos	6	4	4. Hvad skal jeg gøre ved dig, Efraim? hvad skal jeg gøre ved dig, Juda? da eders Kaerlighed er som en Sky om Morgenen og som Duggen, der aarle gaar bort.
Hos	6	5	5. Derfor huggede jeg bort ved Profeterne, ihjelslog dem ved min Munds Taler; og Dommene over dig komme for Lyset.
Hos	6	6	6. Thi jeg har Lyst til Miskundhed og ikke til Offer og til Gudskundskab mer end Braendofre.
Hos	6	7	7. Men de have overtraadt Pagten ligesom Adam; der ere de blevne troløse imod mig.
Hos	6	8	8. Gilead er en Misdaederstad, fuld af Blodspor.
Hos	6	9	9. Som en Stimand lurer, saaledes og en Flok Praester; de myrde paa Vejen til Sikem, thi skaendige Ting have de begaaet.
Hos	6	10	10. Israels Hus har jeg set gruelige Ting; der har Efraim bedrevet Hor, Israel er besmittet.
Hos	6	11	11. Ogsaa Juda over dig er bestemt en Høst, naar jeg omvender mit Folks Fangenskab.
------------------------Hoseas' Bog, Kapitel 7
Hos	7	1	1. Naar jeg laeger Israel, da blottes Efraims Misgerning og Samarias Ondskab, thi de have lagt sig efter Løgn; Tyve bryde ind, en Skare røver udenfor.
Hos	7	2	2. Og de sige ikke i deres Hjerte, at jeg ihukommer al deres Ondskab; nu have deres Idraetter omringet dem, de ere komne for mit Ansigt.
Hos	7	3	3. Ved deres Ondskab glaede de en Konge og Fyrster ved deres Løgn.
Hos	7	4	4. Alle ere de Horkarle, de ere som en Ovn, der hedes af en Bager, som holder op med at ilde fra den Tid, han har aeltet Dejgen, indtil den bliver syret.
Hos	7	5	5. Paa vor Konges Dag blive Fyrsterne syge ved Hede af Vinen, han raekker Spottere sin Haand.
Hos	7	6	6. Thi de bringe deres Hjerte naer til deres List som til Ovnen; den hele Nat sover deres Bager; om Morgenen braender den som luende Ild.
Hos	7	7	7. Alle gløde de som Ovnen, og de have fortaeret deres Dommere; alle deres Konger ere faldne, der er ingen iblandt dem, som paakalder mig.
Hos	7	8	8. Efraim, han blander sig med Folkene, Efraim er som en Kage, der ikke er vendt.
Hos	7	9	9. Fremmede have fortaeret hans Kraft; men han maerker det ikke; der kommer ogsaa graa Haar frem hist og her paa ham, men han maerker det ikke.
Hos	7	10	10. Og Israels Stolthed vidner imod ham, men de vende ikke om til Herren deres Gud og søge ham ikke, uagtet alt dette.
Hos	7	11	11. Men Efraim er bleven ligesom en enfoldig Due, uden Forstand; de raabe paa Aegypten, de gaa til Assyrien.
Hos	7	12	12. Saa snart de gaa bort, vil jeg udbrede mit Garn over dem, jeg vil drage dem ned som Fugle under Himmelen; jeg vil tugte dem, efter hvad der er forkyndt deres Forsamling.
Hos	7	13	13. Ve dem! thi de ere flygtede bort fra mig; Ødelaeggelse over dem! thi de have begaaet Overtraedelse imod mig; og jeg vilde frelse dem, men de talte Løgn imod mig.
Hos	7	14	14. Og de raabe ikke til mig i deres Hjerte, men de hyle paa deres Leje; for Korn og Most forsamle de sig, de vige bort fra mig.
Hos	7	15	15. Og jeg oplaerte, jeg styrkede deres Arme; men imod mig optaenke de ondt.
Hos	7	16	16. De vende sig, men ikke opad de ere blevne som en falsk Bue, deres Fyrster skulle falde ved Svaerdet for deres Tunges Fraekhed; dette bliver dem til Spot i Aegyptens Land.
------------------------Hoseas' Bog, Kapitel 8
Hos	8	1	1. Basunen for din Gane! Som en Ørn over Herrens Hus! fordi de have overtraadt min Pagt og forbrudt sig imod min Lov.
Hos	8	2	2. Til mig raabe de: Min Gud! vi, Israel, kende dig.
Hos	8	3	3. Israel har forkastet det gode; Fjenden forfølge ham!
Hos	8	4	4. De have indsat Konger, men ikke fra mig; de have indsat Fyrster, men jeg vidste det ikke; de have gjort sig Afguder af deres Sølv og deres Guld, for at det kan udryddes.
Hos	8	5	5. Din Kalv, Samaria! er forkastet, min Vrede er optaendt imod dem, hvor laenge? de taale ikke Renhed.
Hos	8	6	6. Thi af Israel er ogsaa den, en Mester har gjort den, og den er ikke en Gud; men til Splinter bliver Samarias Kalv.
Hos	8	7	7. Thi Vind saa de, og Storm høste de; Korn paa Roden have de ej, Grøden giver ikke Mel, og om den end giver det, skulle fremmede opsluge det.
Hos	8	8	8. Opslugt er Israel; nu ere de blevne iblandt Hedningerne som et Kar, hvortil ingen har Lyst.
Hos	8	9	9. Thi de droge op til Assyrien som et Vildaesel, der gaar sine egne Veje; Efraim tingede om Elskov.
Hos	8	10	10. Men tinge de iblandt Folkene, saa vil jeg dog nu samle dem; og de skulle begynde at mindskes under Trykket af Fyrsternes Kvnge.
Hos	8	11	11. Thi Efraim byggede mange Altre til at synde ved; han har faaet Altre til at, synde ved.
Hos	8	12	12. Jeg skriver ham mine mangfoldige Love; de ere blevne agtede som noget fremmed.
Hos	8	13	13. Som Ofre, de bringe mig, ofre de Kød og aede; Herren finder ikke Behag i dem; nu vil han komme deres Misgerning i Hu og hjemsøge deres Synder; de skulle komme tilbage til Aegypten.
Hos	8	14	14. Og Israel forglemte sin Skaber og byggede Paladser, og Juda opførte mange faste Staeder; men jeg vil sende Ild i hans Staeder, og den skal fortaere hans Paladser.
------------------------Hoseas' Bog, Kapitel 9
Hos	9	1	1. Glaed dig ikke, Israel! indtil Jubel som Folkene; thi du har bedrevet Hor og vendt dig fra din Gud, du har elsket Bolerlønnen paa alle Kornloer.
Hos	9	2	2. Loen og Persen skulle ikke føde dem, og Mosten skal slaa dem fejl.
Hos	9	3	3. De skulle ikke blive boende i Herrens Land; men Efraim skal komme tilbage til Aegypten, og i Assyrien skulle de aede, hvad der er urent.
Hos	9	4	4. De skulle ikke udøse Vin til Drikoffer for Herren, og deres Slagtofre skulle ikke behage ham; deres Brød er som Sorgens Brød, alle, som aede det, skulle blive urene; thi deres Brød er for deres egen Trang, det kommer ikke i Herrens Hus.
Hos	9	5	5. Hvad ville I gøre paa højtidsdagen og paa Herrens Festdag?
Hos	9	6	6. Thi se, de gaa bort for Ødelaeggelsen, Aegypten skal samle dem, Mof skal begrave dem; Naelder, skulle arve deres yndige Ting af Sølv, Torne skulle vokse op i deres Telte.
Hos	9	7	7. Hjemsøgelsens Dage ere komne, Betalingens Dage ere komne, Israel skal fornemme det; en Daare er Profeten, en gal er Aandens Mand - for din store Misgernings og den heftige Efterstraebelses Skyld.
Hos	9	8	8. Efraim ser sig om, foruden til min Gud; Profeten er en Fuglefaengers Snare paa alle hans Veje, der er Efterstraebelser i hans Guds, Hus.
Hos	9	9	9. De ere sunkne dybt i Fordaervelse som i Gibeas. Dage; han skal ihukomme deres Misgerning, han skal hjemsøge deres Synder.
Hos	9	10	10. Jeg fandt Israel som Druer i Ørken, jeg saa eders Faedre som den tidlige Frugt gaa Figentraeet i dets første Tid; men de gik ind til Baal-Peor og viede sig til Skaendsel, og de bleve en Vederstyggelighed ligesom deres Bolel.
Hos	9	11	11. Efraims Herlighed skal bortflyve som en Fugl; ingen føder, og ingen bliver frugtsommelig, og ingen undfanger.
Hos	9	12	12. Thi om de end opføde deres Børn, vil jeg dog berøve dem deres Børn, saa at intet Menneske bliver tilbage; thi ve dem selv, naar jeg viger fra dem!
Hos	9	13	13. Efraim er, som om jeg ser hen til Tyrus, plantet paa en Eng; men Efraim maa føre sine Børn ud til Manddraberen
Hos	9	14	14. Giv dem, Herre ! - ja, hvad skal du give? Giv dem ufrugtbart Moderliv og udtørrede Bryster.
Hos	9	15	15. Al deres Ondskab er i Gilgal; thi der har jeg fattet Had til dem, for deres Idraetters Ondskabs Skyld vil jeg udstøde dem af mit Hus, jeg vil ikke blive ved at elske dem; alle deres Fyrster ere genstridige.
Hos	9	16	16. Ramt er Efraim, deres Rod er bleven tør, de end føde, vil jeg dog draebe deres elskede Livsfru. Min Gud res elskede Livsfru.
Hos	9	17	17. Min Gud skal forkaste dem, thi de have ikke hørt ham, og de skulle vanke hid og did iblandt Hedningene.
------------------------Hoseas' Bog, Kapitel 10
Hos	10	1	1. Israel er et frodigt Vintrae, det saetter sig Frugt: Eftersom hans Frugt blev mangfoldige gjorde han Altrene mangfoldige, eftersom det gik hans Land godt, gjorde han Billedstøtterne gode.
Hos	10	2	2. Glat var deres Hjerte, nu skulle de bøde; han skal sønderbryde deres Altre, Ødelaegge deres Billedstøtter.
Hos	10	3	3. Thi nu skulle de sige: Vi have ingen Konge; thi vi frygtede ikke Herren, og Konger, hvad skulde han kunne gøre for os?
Hos	10	4	4. De have talt tomme Ord svoret falsk, sluttet Forbund; og Retten skyder frem som beske Urter over Furerne paa Marken.
Hos	10	5	5. For kalvene i Beth-Aven grue Samarias Indbyggere; thi dens Folk sørger over den, og dens Praester skaelve for den, for dens Herligheds Skyld, thi den er bortført fra dem.
Hos	10	6	6. Ogsaa den skal føres til Assyrien som Gave til en stridbar Konge; Skam skal komme over Efraim, og Israel skal beskaemmes for sit Raad.
Hos	10	7	7. Samaria dens Konge skal svinde bort som ere Splint oven paa Vandet.
Hos	10	8	8. Og Højene i Aven, ved hvilke Israel syndede, skulle ødelaegges, Torn og Tidsler skulle vokse op over deres Altre; og de skulle sige til Bjergene: Skjuler os! og til Højene: Falder over os!
Hos	10	9	9. Fra Gibeas Dage af har du syndet, Israel! der ere de blevne staaende, ej naaede dem i Gibea Krigen imod Uretfaerdighedens Børn.
Hos	10	10	10. Som det er min Lyst, saa vil jeg tugte dem; og Folkeslag skulle samles imod dem, naar jeg binder dem til deres tvende Misgerninger.
Hos	10	11	11. Og Efraim er en Kalv, som er oplaert og holder af at taerske; men jeg skal komme over dens skønne Hals; jeg skal bringe Efraim til at traekke, Juda skal pløje, Jakob skal harve.
Hos	10	12	12. Saar eder en Saed til Retfaerdighed, høster efter Miskundhed, bryder eder Nyland, da det er Tid at søge Herren, indtil han kommer og lader regne Retfaerdighed over eder.
Hos	10	13	13. I have pløjet Ugudelighed, I have høstet Uretfaerdighed, I have tøret Løgnens Frugt; thi du forlod dig paa din Vej, paa dine vaeldiges Mangfoldighed.
Hos	10	14	14. Derfor skal et Krigsbulder rejse sig imod dine Folk, og alle dine Faestninger skulle forstyrres, ligesom Salman forstyrrede, Beth-Arbeel paa Krigens Dag; Moderen blev knust tillige med Børnene.
Hos	10	15	15. Ligesaa skal Bethel gøre ved eder, for eders Ondskabs Ondskab; ved Morgengry er det aldeles forbi med Israels Konge.
------------------------Hoseas' Bog, Kapitel 11
Hos	11	1	1. Der Israel var ung, da havde jeg ham kaer, og fra Aegypten kaldte jeg min Søn.
Hos	11	2	2. Som det kaldte paa dem, saa gik de bort fra deres Ansigt, og til Baalerne ofre de, og for de udskaarne Billeder gøre de Røgelse.
Hos	11	3	3. Og jeg, jeg laerte Efraim at gaa, tog dem paa Arm; men de vilde ikke vide, at jeg havde laegt dem.
Hos	11	4	4. Med Menneskesnore; med Kaerligheds Baand drog jeg dem, og jeg var dem som de, der skyde Aaget over deres Ksever op; og jeg rakte ham Føde.
Hos	11	5	5. Han skal ikke vende tilbage til Aegyptens Land; men Assur, han skal vaere hans Konge, thi de vaegrede sig ved at vende om.
Hos	11	6	6. Og Svaerdet skal hvirvle om i hans Staeder og tilintetgøre hans Portstaenger og fortaere, og det for deres Raads Skyld.
Hos	11	7	7. Mit Folk haelder til Frafald fra mig; og kalder man dem opad, saa straeber ingen af dem opad.
Hos	11	8	8. Dog, hvorledes skal jeg kunne hengive dig, Efraim? og lade dig fare, Israel? hvorledes skal jeg kunne gøre ved dig som ved Adma, behandle dig som Zeboim? mit Hjerte har vendt sig i mig, og min Medtidenhed er i heftig Bevaegelse.
Hos	11	9	9. Jeg vil ikke fuldbyrde min braendende Vrede, jeg vil ikke komme igen og ødelaegge Efraim; thi jeg er Gud og ikke et Menneske, den Hellige midt iblandt dig, og jeg vil ikke komme med glødende Harme.
Hos	11	10	10. Efter Herren skulle de vandre, som en Løve skal han brøle; thi han skal brøle, og Børn skulle komme skaelvende fra Havet af.
Hos	11	11	11. De skulle komme skaelvende som en Fugl fra Aegypten og som en Due fra Assurs Land; og jeg vil lade dem bo i deres Huse, siger Herren.
------------------------Hoseas' Bog, Kapitel 12
Hos	12	1	1. Efraim har omringet mig med Løgn, og Israels Hus med Svig, og Juda svaever fremdeles ustyrligt om hos Gud og hos den trofaste Hellige.
Hos	12	2	2. Efraim laegger sig efter Vind og jager efter Østenvejr, den hele Dag formerer han Løgn og, Voldsgerning; og de slutte Pagt med Assyrien, og Olie føres til Aegypten.
Hos	12	3	3. Og Herren har Traette med Juda, og han er rede til at hjemsøge Jakob efter hans Veje og betale ham efter hans Idraetter.
Hos	12	4	4. I Moders Liv holdt han sin Broder om Haelen, og i sin Manddoms Kraft kaempede han med Gud.
Hos	12	5	5. Ja, han kaempede med en Engel og sejrede, han graed og bad ham om Naade; han fandt ham i Bethel, og der talte han med os.
Hos	12	6	6. Og Herren, Haerskarernes Gud - " Herren " er hans Ihukommelses Navn.
Hos	12	7	7. Og du, du skal omvende dig til din Gud; bevar Miskundhed og Ret, og vent stedse paa din Gud!
Hos	12	8	8. I Kanaans Haand er der Falskheds Vaegtskaale; han har Lyst til at forfordele.
Hos	12	9	9. Og Efraim sagde: Jeg er dog bleven rig, jeg har vundet mig Formue; alle mine Arbejder paadrage mig ingen Overtraedelse, som maatte vaere Synd.
Hos	12	10	10. Men jeg er Herren din Gud fra Aegyptens Land af: Jeg vil endnu lade dig bo i Telte som paa Højtidens Dage.
Hos	12	11	11. Og jeg har talt til Profeterne, og jeg har givet mange Syner, og ved Profeterne fremsatte jeg Lignelser.
Hos	12	12	12. Er Gilead Uretfaerdighed, saa skulle de blive aldeles til intet; de have ofret Øksne i Gilgal, derfor skulle ogsaa deres Altre vorde som Stenhobe ved Furerne paa Marken.
Hos	12	13	13. Og Jakob flyede til Arams Land, og Israel tjente for en Hustru; ja, for en Hustru maatte han vaere Hyrde.
Hos	12	14	14. Og ved en Profet førte Herren Israel op af Aegypten, og ved en Profet blev det bevaret. Efraim har vakt bitter Harme; men hans Herre skal lade hans Blodskyld blive haanelse.
------------------------Hoseas' Bog, Kapitel 13
Hos	13	1	1. Naar Efraim talte, var der Skraek, han ophøjede sig i Israel; men han blev skyldig ved Baal og døde.
Hos	13	2	2. Og nu blive de ved at synde og gøre sig støbte Billeder af deres Sølv, Afguder efter deres Forstand, alt sammen Kunstneres Vaerk; om dem sige de, nemlig de Mennesker, som ofre, at de skulle kysse Kalve.
Hos	13	3	3. Derfor skulle de vorde som en Sky om Morgenen og som Duggen, der aarle gaar bort, som Avner, der vejres bort fra Taerskepladsen, og som Røg ud af et Vindue.
Hos	13	4	4. Men jeg er Herren din Gud fra Aegyptens Land af, og en Gud uden mig kender du ikke, og en Frelser uden mig er der ikke.
Hos	13	5	5. Jeg, jeg kendte dig i Ørken, i det tørre Land.
Hos	13	6	6. Som de kom paa Graesgang, bleve de maette, de bleve maette, og dehes Hjerte ophøjede sig; derfor glemte de mig.
Hos	13	7	7. Og jeg blev dem som en Løve, som en Parder lurer jeg paa Vejen.
Hos	13	8	8. Jeg vil anfalde dem som en Bjørn, der er berøvet sine Unger, og vil sønderrive deres Hjertes Lukke, og jeg vil fortaere dem der som en Løvinde, Markens Dyr skulle sønderslide dem.
Hos	13	9	9. Det var din Fordaervelse, Israel! at du var imod mig, imod din Hjaelp.
Hos	13	10	10. Hvor er nu din Konge, at han kan frelse dig i alle dine Staeder? og dine Dommere, om hvilke du sagde: Giv mig Konge og Fyrster?
Hos	13	11	11. Jeg giver dig en Konge i min Vrede og tager ham bort i min Harme.
Hos	13	12	12. Efraims Misgerning er sammenbunden, hans Synd er gemt.
Hos	13	13	13. Smerter skulle komme paa ham som paa Kvinden, der føder; han er ikke en viis Søn, thi han burde ikke en Tid blive staaende i Fødselens Gennembhud.
Hos	13	14	14. Af Dødsrigets Vold vil jeg forløse dem, fra Døden vil jeg genløse dem; Død! hvor er din Pest? Dødsrige! hvor er din ødelaeggende Magt? Fortrydelse er skjult for mine Øjne.
Hos	13	15	15. Thi han skal baere Frugt iblandt Brødre; dog skal der komme et Østenvejr, et Herrens Vejr, som drager op fra Ørken, og hans Vaeld skal udtørres og hans Kilde blive tør; det skal røve Skatten af alle kostelige Kar.
------------------------Hoseas' Bog, Kapitel 14
Hos	14	1	1. Samaria skal bøde, thi den har vaeret genstridig imod Gud; de skulle falde ved Svaerdet, deres spaede Børn skulle knuses og deres frugtsommelige Kvinder sønderrives.
Hos	14	2	2. Omvend dig, Israel! til Herren din Gud; thi du er falden ved din Misgerning.
Hos	14	3	3. Tager Ord med eder, og omvender eder til Herren; siger til ham: Tilgiv al Misgerning og modtag det gode, saa ville vi i Stedet for med Øksne betale dig med vore Laeber.
Hos	14	4	4. Assur kan ikke frelse os, vi ville ikke ride paa Heste og ikke ydermere sige "vor Gud" til vore Haenders Gerning; thi hos dig finder den faderløse Barmhjertighed.
Hos	14	5	5. Jeg vil laege deres Frafald, jeg vil elske dem frivilligt; thi min Vrede har vendt sig fra dem.
Hos	14	6	6. Jeg vil vaere Israel som Duggen, han skal blomstre som Lillien og slaa sine Rødder som Libanon.
Hos	14	7	7. Hans Skud skulle brede sig ud, og hans Herlighed skal vaere som Olietraeet, og han skal dufte som Libanon.
Hos	14	8	8. De, som sidde under hans Skygge, skulle vende tilbage, de skulle bringe Korn til Live og blomstre som Vintraeet; hans Ihukommelse skal vaere som Vin fra Libanon.
Hos	14	9	9. Efraim! hvad har jeg fremdeles at gøre med Afguder? jeg har bønhørt ham, og jeg beskuer ham; jeg vil vaere som en grønnende Cypres, din Frugt er funden at vaere af mig. Hvo er viis, at han forstaar disse Ting og forstandig, at han kender dem? thi Herrens Veje ere rette, og de retfaerdige vandre paa dem, men Overtraedere falde paa dem.
------------------------Joels Bog, Kapitel 1
Joel	1	1	1. Herrens Ord, som kom til Joel Pethuels Søn.
Joel	1	2	2. Hører dette, I gamle! og laaner øren, alle Landets Indbyggere! mon saadant er sket i eders Dage eller i eders Faedres Dage?
Joel	1	3	3. Fortaeller eders Børn derom, og eders Børn fortaelle deres Børn og deres Børn den naeste Slaegt!
Joel	1	4	4. Hvad Høskraekken lod overblive aad Graeshoppen, og hvad Graeshoppen lod overblive, aad Oldenborren, og hvad Oldenborren lod overblive, aad Kornormen.
Joel	1	5	5. Vaagner op, I drukne, og graeder! og hyler, alle I, som drikke Vin, over Mosten! thi den er reven bort fra eders Mund.
Joel	1	6	6. Thi et Folk er draget op. over mit Land, staerkt og ikke til at taelle; det har Taender som Løvers Taender og Kindtaender som Løvindens.
Joel	1	7	7. Det har ødelagt mit Vintrae og knaekket mit Figentrae; det har gjort det aldeles bart og kastet det ned, Rankerne derpaa ere blevne hvide.
Joel	1	8	8. Hyl som en Jomfru, der har iført sig Saek for sin Ungdoms Brudgom!
Joel	1	9	9. Madoffer og Drikoffer er revet bort I for Herrens Hus, Praesterne, Herrens Tjenere, sørge
Joel	1	10	10. Marken er ødelagt, Jordbunden sørger; thi Kornet er ødelagt, Mosten er fortørret, Olien er sygnet hen.
Joel	1	11	11. Agerdyrkerne ere beskaemmede, Vingaardsmaendene hyle over Hveden og over Bygget; thi Høsten paa Marken er gaaet, tabt.
Joel	1	12	12. Vintraeet er fortørret, og Figentraeet er sygnet hen; Granataebletraeet, selv Palmetraeet og Aebletraeet, alle Traeer paa Marken ere fortørnede; ja, Fryd er skamtuld vegen bort fra Menneskenes Børn.
Joel	1	13	13. Omgjorder eder og sørger, I Praester! hyler, I Altertjenere! gaar ind, tilbringer Natten i Sørgedragt, I min Guds Tjenere! thi Madoffer og Drikoffer er forment eders Guds Hus.
Joel	1	14	14. Helliger en Faste, udraaber en Forsamling, samler de Aeldste, alle Landets Indbyggere til Herrens eders Guds Hus, og raaber til Herren !
Joel	1	15	15. Ve, den Dag! thi Herrens Dag er naer og skal komme som en Ødelaeggelse fra den Almaegtige.
Joel	1	16	16. Er ikke Føden reven bort for vore Øjne, Glaede og Fryd fra vor Guds Hus?
Joel	1	17	17. Saedekornene ere raadnede under Jordskorpen, Forraadshusene ligge øde, Laderne ere nedbrudte, fordi Kornet er blevet til Skamme.
Joel	1	18	18. Hvor sukker dog Kvaeget! Øksnenes Hjorde ere forvildede, thi de have ingen Graesgang, ogsaa Faarehjordene maa bøde.
Joel	1	19	19. Til dig, Herre ! vil jeg raabe; thi en Ild har fortaeret Graesgangene i Ørken, og en Lue har svedet alle Traeerne paa Marken.
Joel	1	20	20. Ogsaa Dyrene paa Marken se sukkende op til dig; thi Vandstrømmene ere udtørrede, og en Ild har fortaeret Graesgangene i Ørken.
------------------------Joels Bog, Kapitel 2
Joel	2	1	1. Støder i Basunen paa Zion, og raaber højt paa mit hellige Bjerg, alle Landets Indbyggere baeve! thi Herrens Dag kommer, thi den er naer.
Joel	2	2	2. En Mørkheds og Dunkelheds Dag, en Dag med Sky og Mulm, som Morgenrøde udbredt over Bjergene! et stort og maegtigt Folk, hvis Lige ikke har vaeret fra Arilds Tid og ikke heller skal komme efter det, saa mange Aar der er Slaegt efter Slaegt til!
Joel	2	3	3. Foran det fortaerer en Ild, og efter det braender en Lue; foran det er Landet som Edens Have, men efter det som en øde Ørk, og heller intet undslipper det.
Joel	2	4	4. Dets Udseende er som Heste at se til, og som Rideheste saa rende de.
Joel	2	5	5. De springe paa Bjergenes Toppe, med en Lyd som af Vogne, med en Lyd som af Ildslue, der fortaerer Halm, som et maegtigt Folk, der er rustet til Krig.
Joel	2	6	6. Folkene baeve for dets Ansigt, alle Ansigter skifte Farve.
Joel	2	7	7. Som vaeldige komme de løbende, som Krigsmaend bestige de Muren; og de drage frem, hver sin Vej, og forandre ikke deres Retning.
Joel	2	8	8. Og de traenge ikke den ene den anden, de drage frem, hver ad sin slagne Vej; og de styrte frem igennem Vaaben, de bryde ikke af.
Joel	2	9	9. De løbe om i Staden, rende paa Muren, stige ind i Husene; de komme ind igennem Vinduerne som en: Tyv.
Joel	2	10	10. Foran dem baever Jorden, Himmelen ryster; Sol og Maane sortne, og Stjerner drage deres Glans tilbage.
Joel	2	11	11. Og Herren opløfter sin Røst foran sin Haer, thi saare stor er hans Lejr, thi maegtig er den, som udretter hans Ord;
Joel	2	12	12. thi stor er Herrens Dag og saare forfaerdelig, og nu, siger Herren, vender om til mig af eders ganske Hjerte og med Faste og med Graad og med Klage,
Joel	2	13	13. og sønderriver eders Hjerte, og ikke eders Klaeder, og vender om til Herren, eders Gud; thi han er naadig og barmhjertig, langmodig og stor af Miskundhed og angrer det onde.
Joel	2	14	14. Hvo ved han maatte maaske vende om og angre det, saa at han lader Velsignelse efter sig, Madoffer og Drikoffer for Herren, eders Gud.
Joel	2	15	15. Støder i Basunen paa Zion, helliger en Faste, udraaber en Forsamling!
Joel	2	16	16. Samler Folket, helliger en Forsamling, sanker de gamle, samler de spaede Børn og dem, som die Brysterne; en Brudgom gaa ud af sit Kammer og en Brud af sit Brudehus!
Joel	2	17	17. Praesterne, Herrens Tjenere, skulle graede imellem Forhallen og Alteret, og de skulle sige: Herre ! spar dit Folk og giv ikke min Arv hen til Skaendsel, saa at Hedningerne skulle herske over dem; hvorfor skulle de sige iblandt Folkene: Hvor er deres Gud?
Joel	2	18	18. Og Herren var nidkaer for sit Land og sparede sit Folk.
Joel	2	19	19. Og Herren svarede og sagde til sit Folk: Se, jeg sender eder Kornet og Mosten og Olien, og I skulle maettes dermed; og jeg vil ikke ydermere gøre eder til Spot iblandt Hedningerne.
Joel	2	20	20. Og ham fra Norden vil jeg drive langt bort fra eder og støde ham ud i et tørt og øde Land, hans Fortrop imod det østre Hav og hans Bagtrop imod det vestre Hav; og der skal opstige en Stank af ham og opstige en vaemmelig Lugt af ham; thi han tog sig for at bare store Ting:
Joel	2	21	21. Frygt ikke, du Jord! fryd dig og vaer glad; thi Herren har taget sig for at gøre store Ting:
Joel	2	22	22. Frygter ikke, I Dyr paa Marken! thi Graesgangene i Ørken grønnes; thi Traeet baerer sin Frugt, Figentraeerne og Vintraeerne give deres Kraft.
Joel	2	23	23. Og I, Zions Børn! fryder og glaeder eder i Herren eders Gud; thi han giver eder Laereren til Retfaerdighed og nedsender saa til eder for det første tidlig Regn og sildig Regn.
Joel	2	24	24. Og Taerskepladserne skulle vaere fulde af Korn og Persekarrene løbe over med Most og Olie.
Joel	2	25	25. Og jeg vil godtgøre eder Aarene, i hvilke Graeshoppen, Oldenborren og Kornormen og Høskraekken fortaerede, denne min store Haer, som jeg havde sendt paa eder.
Joel	2	26	26. Og I skulle aede, aede og maettes, og love Herrens eders Guds Navn, som har handlet underfuldt med eder, og mit Folk skal ikke beskaemmes evindelig.
Joel	2	27	27. Og I skulle fornemme, at jeg er midt i Israel, og jeg er Herren eders Gud, og ingen ydermere; og mit Folk skal ikke beskaemmes evindelig.
------------------------Joels Bog, Kapitel 3
Joel	3	1	1. Og det skal ske der efter, at jeg vil udgyde min Aand over alt Kød, og eders Sønner og eders Døtre skulle profetere; eders Aeldste skulle drømme Drømme og eders unge I, Karle se Syner.
Joel	3	2	2. Ogsaa over Tjenere og over Tjenestepiger vil jeg i de samme Dage udgyde min Aand.
Joel	3	3	3. Og jeg vil give underfulde Tegn paa Himmelen og paa Jorden, Blod og Ild og Røgstøtter.
Joel	3	4	4. Solen skal omvendes til Mørke og Maanen til Blod, førend Herrens Dag, den store og forfaerdelige, kommer.
Joel	3	5	5. Og det skal ske, at hver, som paakalder Herrens Navn, skal undkomme; thi paa Zions Bjerg og i Jerusalem skal der vaere nogle, som undkomme, saaledes som Herren har sagt, og iblandt de undslupne skal den vaere, som Herren kalder.
Joel	3	6	6. Thi se, i de samme Dage og paa den samme Tid, naar jeg omvender Judas og Jerusalems Fangenskab,
Joel	3	7	7. da vil jeg samle alle Hedningerne og føre dem ned til Josafats Dal; og der vil jeg gaa i Rette med dem om mit Folk og Israel min Arv; thi de have spredt dem iblandt Hedningerne og delt mit Land.
Joel	3	8	8. Og de have kastet Lod om mit Folk og givet en ung Dreng for en Skøge og solgt en ung Pige for Vin, som de have drukket.
Joel	3	9	9. Men ogsaa, hvad ere I for mig, du Tyrus og Zidon, og I, alle Filisternes Lande? mon I ville gengaelde mig for, hvad jeg har gjort, eller ville I gøre mig noget snart, hastelig skal jeg lade Gengaeldelsen komme over eders Hoved;
Joel	3	10	10. I, som have taget mit Sølv og mit Guld og bragt mine bedste Kostbarheder ind i eders Templer;
Joel	3	11	11. og Judas Børn og Jerusalems Børn have I solgt til Graekernes Børn, for at føre dem langt bort fra deres Landemaerke.
Joel	3	12	12. Se, jeg vaekker dem op fra det Sted, hvorhen I solgte dem, og jeg vil lade Gengaeldelsen komme over eders Hoved.
Joel	3	13	13. Og jeg vil saelge eders Sønner og eders Døtre i Judas Børns Haand, og de skulle saelge dem til Sabaeerne, til et fjernt Folk thi Herren har talt det.
Joel	3	14	14. Udraaber dette iblandt Hedningerne, helliger en Krig, opvaekker de vaeldige, lader alle Krigsmaendene komme frem, drage op!
Joel	3	15	15. Smeder eders Hakker om til Svaerd og eders Vingaardsknive til Spyd; den svage sige: En Helt er jeg!
Joel	3	16	16. Skynder eder og kommer, alle Hedninger, trindt omkring fra, og samler eder! did lade du, o Herre, dine vaeldige stige ned!
Joel	3	17	17. Opvaekkes skulle Hedningerne og drage op til Josafats Dal; thi der vil jeg sidde, at dømme alle Hedningerne trindt omkring fra.
Joel	3	18	18. Laegger Seglen til, thi Høsten er moden; kommer, stiger ned, thi Vinpersen er fuld, Persekarrene løbe over; thi stor er deres Ondskab.
Joel	3	19	19. Skarer paa Skarer i Dommens Dal! thi naer er Herrens Dag i Dommens Dal.
Joel	3	20	20. Sol og Maane sortne, og Stjerner forholde deres Skin.
Joel	3	21	21. Og Herren skal brøle fra Zion og lade sin Røst lyde fra Jerusalem, og Himmel og Jord skulle ryste; men Herren skal vaere en Tilflugt for sit Folk og et Vaern for Israels Børn. Og I skulle fornemme, at jeg er Herren eders Gud, som bor paa Zion, mit hellige Bjerg; og Jerusalem skal vorde en Hellig; dom, og fremmede skulle ikke ydermere drage over den. Og det skal ske paa denne Dag, at Bjergene skulle dryppe med Most. og Højene skulle flyde med Maelk, og alle Strømme i Juda skulle rinde med Vand, og der skal udgaa en Kilde fra Herrens Hus, og den skal vande Sittims Dal. Aegypten skal blive Øde, og Edom skal blive til en øde Ørk, formedelst Voldsgerning imod Judas Børn, eftersom de have udøst uskyldigt Blod i deres Land. Men Juda skal blive evindelig og Jerusalem fra Slaegt til Slaegt. Og jeg vil sone deres Blod, som jeg ikke havde sonet; og Herren bor paa Zion.
------------------------Amos' Bog, Kapitel 1
Amos	1	1	1. De Ord, som Amos, der var iblandt Hyrderlie fra Thekoa, saa over Israel i Judas Konge Ussias's Dage og i Israels Konge Jeroboams, Joas's Søns, Dage, to Aar før Jordskaelvet.
Amos	1	2	2. Han sagde da: Herren skal brøle fra Zion og lade sin Røst lyde fra Jerusalem; og Hyrdernes Graesgange skulle sørge og Karmels Top blive tør.
Amos	1	3	3. Saa siger Herren: For tre Overtraedelser af Damaskus og for fire - jeg tager det ikke tilbage - fordi de have taersket Gilead med Jerntaerskevogne,
Amos	1	4	4. derfor vil jeg sende en Ild i Hasaels Hus, og den skal fortaere Benhadads Paladser.
Amos	1	5	5. Og jeg vil sønderbryde Portstaengerne for Damaskus og udrydde Indbyggerne fra Avens Dal og den, som fører Spiret, fra Beth-Eden; og Syriens Folk skal bortføres til Kir, siger Herren.
Amos	1	6	6. Saa siger Herren: For tre Overtraedelser af Gaza og for fire - jeg tager det ikke tilbage - fordi de have bortført de fangne alle til Hobe, for at overgive dem til Edom,
Amos	1	7	7. derfor vil jeg sende en Ild paa Gazas Mur, og den skal fortaere dens Paladser.
Amos	1	8	8. Og jeg vil udrydde Indbyggerne fra Asdod og den, som fører Spiret, fra Askalon; og jeg vil vende min Haand imod Ekron, og de overblevne af Filisterne skulle omkomme, siger den Herre, Herre.
Amos	1	9	9. Saa siger Herren: For tre Overtraedelser af Tyrus og for fire - jeg tager det ikke tilbage - fordi de overgave de bortførte alle til Hobe til Edom, og de kom ikke Broderpagten i Hu,
Amos	1	10	10. derfor vil jeg sende en Ild paa Tyrus's Mur, og den skal fortaere dens Paladser.
Amos	1	11	11. Saa siger Herren: For tre Overtraedelser af Edom og for fire eg tager det ikke tilbage fordi han forfulgte sin Broder med Svaerdet og kvalte sin Barmhjertighed, saa at hans Vrede altid sønderrev, og han har bevaret sin Harme evindelig,
Amos	1	12	12. derfor vil jeg sende: en I Ild i Theman, og den skal fortaere Pozras Paladser.
Amos	1	13	13. Saa siger Herren: For tre Overtraedelser af Ammons Børn og for fire jeg tager det ikke tilbage fordi de sønderreve de frugtsommelige i Gilead for at udvide deres Landemaerke,
Amos	1	14	14. derfor vil jeg antaende en Ild paa Rabbas Mur, og den skal fortaere dens Paladser under Stormraab paa Krigens Dag, under Storm paa Hvirvelvindens Dag.
Amos	1	15	15. Og deres Konge skal vandre i Landflygtighed, han og hans Fyrster til Hobe, siger Herren.
------------------------Amos' Bog, Kapitel 2
Amos	2	1	1. Saa siger Herren: For tre Overtraedelser af Moab og for fire jeg tager det ikke tilbage fordi han braendte Edoms Konges Ben til Kalk,
Amos	2	2	2. derfor vil jeg sende en Ild i Moab, den skal fortaere Kirjoths Paladser; og Moab skal dø under Bulder, under Stormraab, under Trompetens Lyd.
Amos	2	3	3. Og jeg vil udrydde Dommeren af hans Midte og ihjelslaa alle hans Fyrster med ham, siger Herren.
Amos	2	4	4. Saa siger Herren: For tre Overtraedelser af Juda og for fire jeg tager det ikke tilbage fordi de foragtede Herrens Lov og ikke holdt hans Skikke, saa at deres Løgne, efter hvilke deres Faedre havde vandret, førte dem vild,
Amos	2	5	5. derfor vil jeg sende en Ild i Juda, og den skal fortaere Paladserne i Jerusalem.
Amos	2	6	6. Saa siger Herren: For tre Overtraedelser af Israel og for fire - jeg tager det ikke tilbage - fordi de saelge den retfaerdige for Penge; og den fattige. formedelst et Par Sko;
Amos	2	7	7. fordi de hige efter at bringe Jordens Støv paa de ringes Hoved og forvende de sagtmodiges Vej, og en Mand og hans Fader gaa til samme Pige, for at vanhellige mit hellige Navn;
Amos	2	8	8. og de straekke sig paa Klaeder, som de have faaet i Pant, ved hvert et Alter, og drikke Vin, som de have faaet i Bøder, i deres Guds Hus;
Amos	2	9	9. skønt jeg havde ødelagt Amoriten for deres Ansigt, ham, hvis Højde var som Cedres Højde, og som var staerk som Egene; og jeg ødelagde hans Frugt fra oven af og hans Rødder fra neden af;
Amos	2	10	10. og jeg havde ført eder op af Aegyptens Land og førte eder i Ørken fyrretyve Aar for at tage Amorritens Land i Eje;
Amos	2	11	11. og jeg opvakte nogle af eders Sønner til Profeter og nogle af eders unge Karle til Nasiraeer, (mon det ikke er saa, Israels Børn, siger Herren );
Amos	2	12	12. men I gave Nasiraeerne Vin at drikke og gave Profeterne det Bud: I skulle ikke spaa:
Amos	2	13	13. Se, derfor vil jeg trykke eder ned, ligesom Vognen, der er fuld med Neg, trykker ned.
Amos	2	14	14. Og den lette skal ingen Tilfrugt finde, og den staerke skal ikke laegge Kraft i sin Styrke, og den vaeldige skal ikke redde sit Liv,
Amos	2	15	15. og den, som fører Buen, skal ikke bestaa, og den, som er let paa sine Fødder, skal ikke redde sig, og den, som rider paa Hesten, skal ikke redde sit Liv.
Amos	2	16	16. Og den, som er staerk i sit Hjerte iblandt de vaeldige, han skal fly nøgen paa samme Dag, siger Herren.
------------------------Amos' Bog, Kapitel 3
Amos	3	1	1. Hører dette Ord, som Herren taler over eder, Israels Børn! over hele den Slaegt, som jeg førte op af Aegyptens Land, idet jeg sagde:
Amos	3	2	2. Kun eder har jeg kaldt af alle Slaegter paa Jorden; derfor vi jeg hjemsøge eder for alle eders Misgerninger.
Amos	3	3	3. Mon to gaa tilsammen, uden naar de have truffet af tale?
Amos	3	4	4. Mon en Løve brøler i Skoven, naar der ikke er Rov for den? mon en ung Løve haever sin Røst fra sin Hule, uden at den har fanget noget?
Amos	3	5	5. Mon en Fugl falder i Snaren paa Jorden, naar der ikke er et Garn for den? mon Snaren springer op fra Jorden, uden at den har fanget noget?
Amos	3	6	6. Eller mon del stødes i Trompeten i en Stad, uden at Folket forfaerdes? eller mon der sker en Ulykke i en Stad, og Herren ikke har gjort den?
Amos	3	7	7. Thi den Herre, Herre gør ikke noget, uden at han har aabenbalet sin Hemmelighed for sine Tjenere, Profeterne.
Amos	3	8	8. Løven har brølet, hvo skal ikke frygte den Herre, Herre har talt, hvo skal ikke profetere?
Amos	3	9	9. Lader det høre over Paladserne i Asdod og over Paladserne i Aegyptens Land, og siger: Samler eder paa Samarias Bjerge og ser de store Forvirringer derudi og de undertrykte i dens Midte!
Amos	3	10	10. Og de vide ikke at gøre Ret, siger Herren, de, som opdynge Vold og Ødelaeggelse i deres Paladser.
Amos	3	11	11. Derfor, saa siger den Herre, Herre: Der kommer Fjender, og det trindt omkring Landet, og han skal nedstyrte din Magt fra dig, og dine Paladser skulle plyndres.
Amos	3	12	12. Saa sigei Herren: Saaledes som en Hyrde redder to Ben eller en Ørelap af Løvens Mund, saa skulle Israels Børn reddes, de, som sidde i Samaria, i hjørnet af Løjbaenken og paa Lejets Damaskhynder.
Amos	3	13	13. Hører og vidner for Jakobs Hus, siger den Herre, Herre, Zebaoths Gud,
Amos	3	14	14. at paa den Dag, naar jeg hjemsøger Israel for dets Overtraedelser, da vil jeg hjemsøge Bethels Altre, og Alterets Horn skulle afhugges og falde til Jorden.
Amos	3	15	15. Og jeg vil nedslaa Vinterhuset tillige med Sommerhuset, og Elfenbenshusene skulle forgaa, og de mange Huse skulle faa Ende, siger Herren.
------------------------Amos' Bog, Kapitel 4
Amos	4	1	1. Hører dette Ord, I Basans Køer, som ere paa Samarias Bjerg, I, som fortrykke de ringe og knuse de fattige, I, som sige til eders Herrer: Baerer hid, at vi kunne drikke!
Amos	4	2	2. Den Herre, Herre har svoret ved, sin Hellighed: Se, de Dage komme over eder, da man skal drage eder op med Hager og de sidste af eder med Fiskekroge.
Amos	4	3	3. Og I skulle gaa ud igennem Murbruddene, hver lige frem for sig, og I skulle bortkaste Herligheden, siger Herren.
Amos	4	4	4. Gaar til Bethel, og begaar Overtraedelser, til Gilgal begaar mange Overtraedelser, og bringer hver Morgen eders Slagtoffel, hver tre Dage eders Tiender!
Amos	4	5	5. Og antaender Lovprisningsoffer af det syrede, og udraaber frivillige Ofre, kundgører det! thi saadant elske I, Israels Børn, siger den Herre, Herre.
Amos	4	6	6. Og dog har jeg givet eder rene Taender i alle eders Staeder og Mangel paa Brød alle Vegne hos eder; men I vendte ikke om til mig, siger Herren.
Amos	4	7	7. Og jeg har ogsaa tilbageholdt Regnen for eder, da der endnu var tre Møder til Høsten, og jeg lod regne over een Stad, men over en anden lod jeg ikke regne: En Ager fik Regn, og en anden Ager, som det ikke regnede paa, blev tsr.
Amos	4	8	8. Og to eller tre Staeder vankede hen til een Stad for at drikke Vand, og de fik ikke nok at drikke; men I vendte ikke om til mig, siger Herren.
Amos	4	9	9. Jeg har slaaet eder med Brand og Vissenhed i Kornet, eders mangfoldige Haver og eders Vingaarde og eders Figentraeer og eders Oliegaarde af aad Graeshoppen; men I vendte ikke om til mig, siger Herren.
Amos	4	10	10. Jeg har, sendt en Pest paa eder efter Aegyptens vis, ihjelslaget eders unge Karle med Svaerd, tillige med at eders i Heste bleve gjorte til Bytte, og jeg lod Stank af eders Lejre stige op og det i eders Naese; men I vendte ikke om til mig, siger Herren.
Amos	4	11	11. Jeg har omkastet Staeder iblandt eder, ligesom da Gud omkastede Sodoma og Gomorra, og I vare som en Brand, der reddes ud af en Ild; men I vendte ikke om til mig, siger Herren.
Amos	4	12	12. Derfor vil jeg handle saaledes med dig, Israel! Efterdi jeg da vil handle saaledes med dig, da bered dig, o Israel! til at møde din Gud.
Amos	4	13	13. Thi se, han danner Bjergene og skaber Vejret og kundgør et Menneske, hvad dets Tanke er; han frembringer Morgenrøde og Mørke og skrider frem over Jordens Høje; Herren, Zebaoths Gud, er hans Navn.
------------------------Amos' Bog, Kapitel 5
Amos	5	1	1. Hører dette Ord, som jeg opløfter over eder, en Klagesang, o Israels Hus!
Amos	5	2	2. Hun er falden, ej mere skal hun rej se sig, hun, Israels Jomfru! hun er nedkastet paa sin Jord, der er ingen, som rejser hende.
Amos	5	3	3. Thi saa siger den Herre, Herre: Den Stad, af hvilken tusinde gik ud, skal beholde hundrede tilovers; og den, af hvilken hundrede gik ud, skal beholde ti tilovers, i hele Israels Hus.
Amos	5	4	4. Thi saa siger Herren til Israels Hus: Søger mig, saa skulle I leve.
Amos	5	5	5. Og søger ikke Bethel, og kommer ikke til Gilgal, og gaar ikke over til Beersaba; thi Gilgal skal bortføres, og Bethel skal hlive til intet.
Amos	5	6	6. Søger Herren, saa skulle I leve, at han ikke som en, Ild skal drage over Josefs Hus, og den skal fortaere, og der skal ingen vøre, som slukker i Bethel.
Amos	5	7	7. De, som omvende Ret til Melurt og kaste Retfaerdighed til Jorden!
Amos	5	8	8. Han skaber Syvstjernen og Orion og omvender Dødens Skygge til Morgen og formørker Dagen til Nat, han, som kalder ad Havets Vande, og udøser dem over Jordens Overflade. - " Herren " er hans Navn. -
Amos	5	9	9. Han, som lader Ødelaeggelse bryde frem over den staerke og Ødelaeggelse komme over Befaestningen!
Amos	5	10	10. De hade i Porten den, som viser til Rette, og den, som taler oprigtigt, afskyde.
Amos	5	11	11. Derfor, fordi I traede paa den fattige og tage en svar Afgift i Korn af ham, saa have I vel bygget Huse af hugne Sten, men I skulle ikke bo i dem; I have plantet lystelige Vingaarde, men I skulle ikke drikke Vin af dem.
Amos	5	12	12. Thi jeg ved, at eders Overtraedelser ere mange, og at eders Synder ere svare, idet I traenge den retfaerdige, tage Sonepenge og bøje Retten for de fattige i Porten.
Amos	5	13	13. Derfor maa den, som er klog, tie i denne Tid; thi det er en ond Tid.
Amos	5	14	14. Søger det gode og ikke det onde, paa det I maa leve; og saa skal den Herre Zebaoths Gud vaere med eder, saaledes som I sige.
Amos	5	15	15. Hader det onde, og elsker det gode, og haevder Retten i Porten; maaske Herren, den Zebaoths Gud, maatte vorde det overblevne af Josef naadig.
Amos	5	16	16. Derfor, saa siger Herren, den Herre, Zebaoths Gud: Der skal vaere Klage paa alle Gader, og de skulle sige i alle Straeder: Ve, ve! og de skulle kalde Agerdyrkeren ind til Sorg og til Klage dem, som forstaa sig paa at jamre.
Amos	5	17	17. Og i alle Vingaarde skal der vaere Klage; thi jeg vil drage midt over dig, siger Herren.
Amos	5	18	18. Ve dem, som begaere Herrens Dag hvortil skal Herrens Dag vaere eder? den er Mørke og ikke Lys;
Amos	5	19	19. ligesom naar een flyr for Løven, og der da møder ham en Bjørn, og naar han er kommen i Huset og støtter sig med sin Haand til Vaeggen, der da en Slange bider ham.
Amos	5	20	20. Er ikke Herrens Dag Mørke uden Lys og baelgmørk uden Skin paa den?
Amos	5	21	21. Jeg hader, jeg foragter eders Fester, og jeg finder ikke Behag i eders Højtidsforsamlinger.
Amos	5	22	22. Thi om I end ofre mig Braendofre, saa har jeg dog ikke Behag i eders Gaver; og jeg ser ikke hen til Takoffer af eders fede Kvaeg.
Amos	5	23	23. Tag bort fra mig dine Sanges Brusen; dine Harpers Toner gider jeg ikke høre.
Amos	5	24	24. Men Retten skal bølge frem som Vandene og Retfaerdighed som en stedse rindende Baek.
Amos	5	25	25. Mon I have bragt mig Slagtofre og Madofre i Ørken i fyrretyve Aar, o Israels Hus!
Amos	5	26	26. Men I have baaret eders Konges Hytte og eders Billeders Opstilling, eders Guds Stjerne, som I havde gjort eder.
Amos	5	27	27. Og jeg vil bortføre eder ud hinsides Damaskus, siger Herren, Zebaoths Gud er hans Navn.
------------------------Amos' Bog, Kapitel 6
Amos	6	1	1. Ve de trygge i Zion og de sorgløse paa Samarias Bjerg, de navnkundige iblandt det første af Folkene og dem, til hvilke Israels Hus kommer.
Amos	6	2	2. Gaar over til Kalne og ser, og gaar derfra til det store Hamath, og drager ned til Filisternes Gath! mon de ere lykkeligere end disse Riger eller mon deres Landemaerke er større end eders Landemaerke?
Amos	6	3	3. I, som vise den onde Dag bort og bringe Volds Saede til at komme naermere!
Amos	6	4	4. Folk, som sove paa Elfenbens Senge og raekke sig paa deres Leje, og som aede Lam af Hjorden og Kalve fra Fedestalden;
Amos	6	5	5. som fremkunstle Toner efter Psalteren og, som David, optaenke sig Strengeleg;
Amos	6	6	6. som drikke Vin af Skaaler og salve sig med den ypperste Olie, men føle ikke Smerte over Josefs Brøst!
Amos	6	7	7. Derfor skulle de nu bortføres, fremmest iblandt de bortførte, og Frydesangen af dem, som raekkede sig, skal ophøre.
Amos	6	8	8. Den Herre, Herre har svoret ved sig selv, siger Herren, Zebaoths Gud: Jeg af skyr Jakobs Stolthed og bader hans Paladser, derfor vil jeg prisgive Staden og dens Fylde.
Amos	6	9	9. Og det skal ske, hvis der i eet, Hus bliver ti Maend tilovers, da skulle de dø;
Amos	6	10	10. og en Mands naeste Slaegtning eller den, der besørger hans Begravelse, skal tage ham for at udbaere Benene af Huset; og han skal sige til den, som er i det inderste af Huset: Mon der endnu er flere hos dig? og denne skal svare: Der er ingen! saa skal han sige: Tys! thi det er ikke Tid nu at paakalde Herrens Navn.
Amos	6	11	11. Thi se, Herren byder, og han slaar det store Hus i Splinter og det lille Hus i Stykker.
Amos	6	12	12. Mon Heste løbe paa Klippen? mon man pløjer der med Øksne? thi I have omvendt Retten til Galde og Retfaerdighedens Frugt til Malurt.
Amos	6	13	13. I som glaedes ved det, som intet er, og som sige: Have vi ikke ved vor Styrke taget os Horn?
Amos	6	14	14. Thi se, jeg rejser et Folk imod eder, Israels Hus! siger Herren, Zebaoths Gud, og de skulle traenge eder fra Hamath af og indtil Baekken paa den slette Mark.
------------------------Amos' Bog, Kapitel 7
Amos	7	1	1. Saaledes lod den Herre, Herre mig se et Syn: Og se, han dannede Graeshopper, da Graesset til anden Slaet begyndte at komme frem; og se der kom Graes til anden Slaet efter Kongens Høslaet.
Amos	7	2	2. Og det skete, der de vare faerdige med at aede Urterne i Landet, at jeg sagde: Herre, Herre, tilgiv dog! hvorledes skal Jakob kunne bestaa thi liden er han.
Amos	7	3	3. Herren angrede dette; det skal ikke ske, sagde Herren.
Amos	7	4	4. Saaledes lod den Herre, Herre mig se et Syn; Og se, den Herre, Herre kaldte for at holde Ret ved Ild; og den fortaerede det store Dyb, og den fortaerede Ageren.
Amos	7	5	5. Og jeg sagde: Herre, Herre, lad dog af! hvorledes skal Jakob kunne bestaa? thi liden er han.
Amos	7	6	6. Herren angrede dette; heller ikke det skal ske, sagde den Herre, Herre.
Amos	7	7	7. Saaledes lod han mig se et Syn: Og se, Herren stod paa en lodret Mur, og han havde et Blylod i sin Haand.
Amos	7	8	8. Og Herren sagde til mig: Hvad ser du, Amos? og jeg sagde: Et Blylod; da sagde Herren: Se, jeg vil bruge et Blylod midt iblandt mit Folk Israel; jeg vil ikke ydermere blive ved at skaane det.
Amos	7	9	9. Men Isaks Høje skulle ødelaegges, og Israels Helligdomme skulle blive Øde, og jeg vil rejse mig imod Jeroboams Hus med Svaerdet.
Amos	7	10	10. Da sendte Amazia, Praesten i Bethel, Bud til Jeroboam, Israels Konge, og lod sige: Amos har stiftet Sammensvaergelse imod dig, midt i Israels Hus, Landet kan ikke udholde alle hans Ord.
Amos	7	11	11. Thi saa har Amos sagt: Jeroboam skal dø ved Svaerdet, og Israel skal visselig bortføres fra sit Land.
Amos	7	12	12. Og Amazia sagde til Amos: Du Seer! gak bort, fly du til Judas Land, og aed der Brød, og spaa der!
Amos	7	13	13. Men i Bethel maa du ikke ydermere blive ved at spaa; thi det er Kongens Helligdom, og det er Rigets Hus.
Amos	7	14	14. Da svarede Amos og sagde til Amazia: Jeg er ikke en Profet, og jeg er ikke en Profets Søn, men jeg er en Hyrde og en Mand, som sanker vilde Morbaer.
Amos	7	15	15. Men Herren tog mig fra Hjorden, og Herren sagde til mig: Gak hen, vaer Profet for mit Folk Israel!
Amos	7	16	16. Og nu, hør Herrens Ord; du siger: Du maa ikke spaa imod Israel og ikke lade dine Ord dryppe over Isaks Hus.
Amos	7	17	17. Derfor saa siger Herren: Din Hustru skal blive en Skøge i Staden, og dine Sønner og dine Døtre skulle falde ved Svaerdet, og din Jord skal deles med Maalesnoren, og du selv skal dø i et urent Land, og Israel skal visselig bortføres fra sit Land.
------------------------Amos' Bog, Kapitel 8
Amos	8	1	1. Saaledes lod den Herre, Herre mig se et Syn: Og se, en Kurv med Sommerfrugt.
Amos	8	2	2. Og han sagde: Hvad ser du, Amos? og jeg sagde: En Kurv med Sommerfrugt; da sagde Herren til mig: Enden er kommen for mit Folk Israel, jeg vil ikke ydermere blive ved at skaane det.
Amos	8	3	3. Men Sangene i Paladset skulle blive til Hyl paa denne Dag, siger den Herre, Herre; der er mange dsde Kroppe, paa alle Steder har man kastet dem hen tys!
Amos	8	4	4. Hører dette, I, som hige efter den fattige og efter at gøre Ende paa de ringe i Landet;
Amos	8	5	5. idet I sige: Naar vil Nymaanen gaa forbi, for at vi kunne saelge Korn, og Sabbaten, for at vi kunne lade op for Kornforraadet; at vi kunne gøre Efaen liden, og Sekelen stor og forvende Vaegtskaalene med Svig?
Amos	8	6	6. at vi kunne købe de ringe for Penge og den fattige formedelst et Par Sko, og at vi kunne saelge Affald af Korn?
Amos	8	7	7. Herren har svoret ved Jakobs Stolthed: Alle deres Gerninger vil jeg ikke glemme evindelig.
Amos	8	8	8. Skal ikke for dette Jorden ryste; saa at hver, som bor derpaa, sørger, og den helt haver sig som Floden, drives hid og did og saenker sig som Aegyptens Flod?
Amos	8	9	9. Og det skal ske paa denne Dag, siger den Herre, Herre, da vil jeg lade Solen gaa ned, om Middagen og lade det blive mørkt, for Jorden ved højlys Dag.
Amos	8	10	10. Og jeg vil omvende eders Fester til Sorg og alle eders Sange til Klagemaal og bringe Saek om alle Laender og gøre hvert Hoved skaldet; og jeg vil give Sorg eder som over en eneste Søn, og det sidste der skal vaere som en bitter Dag.
Amos	8	11	11. Se, de Dage komme, siger den Herre, Herre, da jeg vil sende Hunger i Landet, ikke hunger efter Brød og ikke Tørst efter Vand, men efter at høre Herrens Ord.
Amos	8	12	12. Og de skulle vanke hid og did, fra Hav indtil Hav og fra Norden og indtil Østen; de skulle løbe omkring for at søge efter Herrens Ord, og de skulle ikke finde det.
Amos	8	13	13. Faa denne Dag skulle de dejlige Jomfruer og de unge Karle forsmaegte af Tørst,
Amos	8	14	14. de, som svaerge ved Samarias Skyld, og sige: Saa sandt din Gud lever, Dan! og saa sandt Beersabas Skik bestaar! Og de skulle falde og ikke rejse sig mere.
------------------------Amos' Bog, Kapitel 9
Amos	9	1	1. Jeg saa Herren staa over Alteret, og han sagde: Slaa Søjlehovederne; saa at Dørtaersklerne ryste, og slaa dem itu ned over alles Hoved, og de overblevne af dem skal jeg ihjelslaa, med Svaerdet: af dem skal ingen, som flyr, undfly, og af dem skal ingen, som undkommer, reddes.
Amos	9	2	2. Om de end bore sig ned i Dødsriget, skal dog min, Haand hente dem derfra; og om de end fare op, til Himmelen, skal jeg dog kaste dem ned derfra.
Amos	9	3	3. Og om de end skjule sig paa Karmels Top, skal jeg dog oplede dem og hente dem derfra; og om de skjule sig for mine Øjne paa Havets Bund, skal jeg dog derfra befale Slangen, at den skal bide dem.
Amos	9	4	4. Og om de end gaa som Fanger for deres Fjenders Ansigt, skal jeg dag derfra befale Svaerdet, at det skal ihjelslaa dem; og jeg vil rette mit Øje imod dem til det onde, og ikke til det; gode,
Amos	9	5	5. Og den Herre, Herre Zebaoth, han rører ved Jorden, og den smelter; saa at alle, som bo derpaa, sørge, og den helt haever sig, som Floden og saenker sig som Aegyptens Flod.
Amos	9	6	6. Han er den, som bygger sin Trone i Himmelen og grundfaester sin Hvaelving over Jorden; han er den, som kalder ad Vandene i Havet og udøser dem over Jordens Overflade; Herren er hans Navn.
Amos	9	7	7. Mon I ikke ere mig som Morianers Børn, o Israels Børn siger Herren; mon jeg ikke har ført Israel op fra Aegyptens Land og Filisterne fra Kaftllor og Syrerne fra Kir?
Amos	9	8	8. Se, den Herres, derres Øjne ere imod det syndige Rige, og jeg vil udslette det af Jordens Overflade; dog vil jeg ikke aldeles udslette Jakobs Hus, siger Herren.
Amos	9	9	9. Thi se, jeg byder og ryster Israels Hus om iblandt alle Folkene, ligesom der rystes om i et Sold, og der ikke falder eet Korn til Jorden.
Amos	9	10	10. Alle Syndere iblandt mit Folk skulle dø ved Svaerdet, de, som sige: Ulykken skal ikke naerme sig eller komme til os.
Amos	9	11	11. Paa denne Dag vil jeg oprejse Davids faldne Hytte, og jeg vil opmure Bruddene derpaa. og oprejse det nedrevne deraf og bygge den som i fordums Dage,
Amos	9	12	12. for at de skulle arve det overblevne af Edom og alle de Folkeslag, over hvilke mit Navn naevnes, siger Herren, som gør dette.
Amos	9	13	13. Se, de Dage komme, siger Herren, da Plovmanden skal naa Høstmanden, og den, som traeder Vindruer, skal naa den, som udsaar Saeden, og Bjergene skulle dryppe med Most og alle Højene flyde.
Amos	9	14	14. Og jeg vil omvende mit Folk Israels Fangenskab, og de skulle bygge de ødelagte Staeder og tage Bolig der og plante Vingaarde og drikke Vinen af dem, og de skulle anlaegge Haver og aede Frugten af dem.
Amos	9	15	15. Dg jeg vil plante dem i deres Land; og de skulle ikke ydermere oprykkes af deres Land som jeg har givet dem, siger Herren din Gud.
------------------------Obadias' Bog, Kapitel 1
Oba	1	1	1. Obadias's Syn. Saa har den Herre, Herre sagt om Edom. Vi have hørt et Rygte fra Herren, og et Bud er sendt ud ihlondt Folkene: Staar op, og lader os staa op imod det til Krig!
Oba	1	2	2. Se, jeg har gjort dig liden iblandt Folkene, du er saare foragtet.
Oba	1	3	3. Dit Hjertes Hovmod har bedraget dig, du, som bor i Klippekløfter; i din høje Bolig, du, som siger i dit Hjerte: Hvo vil kaste mig ned til Jorden?
Oba	1	4	4. Om du end farer saa højt op som Ørnen, og om end din Rede er sat iblandt Stjernerne, vil jeg dog kaste dig ned derfra, siger Herren.
Oba	1	5	5. Hvis Tyve vare komne over dig, eller de; som anrette ødelaeggelse om Natten - ak, hvor er du dog tiliritetgjort! - mon de; da ikke vilde stjaele saa meget, som var dem nok? hvis Vinhøstere vare komne over dig, mon de da ikke vilde lade en Efterhøst blive tilovers?
Oba	1	6	6. Hvor er dog Esau bleven gennemsøgte hans skjulte Liggendefae opsporet?
Oba	1	7	7. Alle dine Forbundsfaeller have ledsaget dig til Graensen, de, som havde Fred med dig, have bedraget dig, de have faaet Overmagt, over dig; dit Brød gøre de til en Byld under dig, - der er ingen Forstand i ham!
Oba	1	8	8. Mon jeg ikke den Dag, siger Herren; skal lade vise forsvinde fra Edom og Forstand fra Esaus Bjerg?
Oba	1	9	9. Og dine vaeldige; o Theman! skulle lammes af Skraek, paa det enhver maa blive udryddet fra Esaus Bjerg: ved Mord.
Oba	1	10	10. For Vold imod dig Broder Jakob skal Skam bedaekke dig, og du skal udryddes evindelig.
Oba	1	11	11. Paa den Dag da du stod lige overfor, pan den Dag, da fremmede bortførte hans Gods, og Udlaendige gik ind ad hans Porte og kastede Lod over Jerusalem, har ogsaa du vaeret som en af dem.
Oba	1	12	12. Og se ej med Lyst paa din Broders Dag paa hans Ulykkesdag, og glaed dig ej over Judas Børn paa deres Undergangs dag; og tal ej hovmodigt med din Mund paa Traengselsdagen.
Oba	1	13	13. Drag ej ind ad mit Folks Port paa deres Nøds Dag, se ej, ogsaa du paa dets Ulykke paa dets Nøds Dag, og raek ej efter; dets Gode paa dets Nøds Dag!
Oba	1	14	14. Og staa ej paa Vejskellet for at ødelaegge dem, som ere undkomme derfra, og udlever ej de overblevne deraf paa Traengselsdagen!
Oba	1	15	15. Thi Herrens Dag er naer over alle Hedningerne ligesom du har gjort, skal dig ske; gengaeldelen skal komme overe dit Hoved.
Oba	1	16	16. Thi ligesom de have drukket paa mit hellige Bjerg, saa skulle alle Hedningerne drikke stedse, ja de skulle drikke og drikke ud og vorde som de, der ikke have vaeret.
Oba	1	17	17. Men paa Zions Bjerg skal der vaere engle; som undkomme, og det skal vaere en Helligdom; og Jakobs Hus skal eje deres Ejendom.
Oba	1	18	18. Og Jakobs Hus skal vaere en Ild og Josefs Hus en Lue, men Esaus Hus skal vaere til Halm. Og hine skulle antaende disse og fortaere dem; og der skal ingen overbleven vaere for Esaus Hus; thi Herren har talt det.
Oba	1	19	19. Og de, som bo i Sydlandet, skulle eje Esaus Bjerg, og de, som bo i Lavlandet, skulle eje Filistelne, og de skulle eje Efraims Mark og Samarias Mark, og Benjamin skal eje Gilead.
Oba	1	20	20. Og de hortførte af denne Haer af Israels Børn skulle eje det, som tilhører Kananiterne indtil Zarepta, og de bortførte af Jerusalem, som ere i Sefarad, de skulle eje Staederne i Sydlandet.
Oba	1	21	21. Og Frelsere skulle drage op paa Zions Bjerg for at dømme Esaus Bjerg; og Bjerget skal høre Herren til.
------------------------Jonas' Bog, Kapitel 1
Jonah	1	1	1. Og Herrens Ord kom til Jonas, Amithajs Søn, saa lydende:
Jonah	1	2	2. Gør dig rede, gak til Ninive, den store Stad, og raab over den; thi deres Ondskab er stegen op for mit Ansigt.
Jonah	1	3	3. Men Jonas gjolde sig rede for at fly til Tharsis fra Herrens Ansigt; og han drog ned til Jafo og fandt et Skib, som vilde fare til Tharsis, og han gav Fragt derfor og gik om Bord: for at fare med dem til Tharsis fra Herrens Ansigt.
Jonah	1	4	4. Men Herren kastede et stort Vejr paa Havet, og der blev en stor Storm paa Havet, og Skibet lod til at skulle, sønderbrydes.
Jonah	1	5	5. Og Skibsfolkene frygtede, og raabte hver til sin Gud, og de kastede Redskaberne, som vare: udi Skibet, i Havet for at skaffe sig Lettelse; men Jonas var stegen ned i det nederste Skibsrum og laa og sov hart.
Jonah	1	6	6. Men Styrmanden gik til ham og sagde til ham: Hvorleeles kan du sove saa hart? staa op, kald paa din Gud, maaske den Gud vil tilskaenke mildhed paa os, at vi ikke forgaa.
Jonah	1	7	7. Og de sagde, den ene til den anden: Kommer, og lader os kaste Lod, at vi kunne faa at vide, for hvis Skyld denne Ulykke haendes os; og de kastede Lod, og Lodden faldt paa Jonas.
Jonah	1	8	8. Da sagde de til ham: Kundgør os dog, for hvis Skyld denne Ulykke haendes os! hvad er din Bestilling? og hvorfra kommer du? hvilket er dit Land? og af hvad Folk er du?
Jonah	1	9	9. Og han sagde til dem: Jeg er en Hebraeer, og jeg frygter Herren, Himmelens Gud, som har skabt Havet og det tørre Land.
Jonah	1	10	10. Da grebes Maendene af en stor Frygt, og de sagde til ham: Hvad har du dog gjort? thi Maendene havde faaet at vide, at han flyede fra Herrens Ansigt, thi han hav de kundgjort dem det.
Jonah	1	11	11. Og de sagde til ham: Hvad skulle vi gøre dig, at Havet kan stilles for os? thi Havet vedblev at storme mere og mere.
Jonah	1	12	12. Og han sagde til dem: Tager mig, og kaster mig i Havet, saa stilles Havet for eder; thi jeg ved, at denne store Storm er over eder for min Skyld.
Jonah	1	13	13. Og Maendene roede for at naa tilbage til Land, men de kunde ikke; thi Havet vedblev at storme imod dem mere og mere.
Jonah	1	14	14. Da raabte de til Herren og sagde: Ak, Herre lad os dog ikke omkomme for denne Mands Sjaels Skyld, og laeg ikke uskyldigt Blod paa os; thi du, Herre ! har gjort, som det behagede dig.
Jonah	1	15	15. Og de toge Jonas og kastede ham i Havet; da blev Havet stille efter sin heftige Brusen.
Jonah	1	16	16. Og Maendene frygtede Herren med en stor Frygt, og de ofrede Herren Slagtoffer og gjorde Løfter.
------------------------Jonas' Bog, Kapitel 2
Jonah	2	1	1. Og Herren beskikkede en stor Fisk til at opsluge Jonas, og Jonas var i Fiskens Bug tre Dage og tre Naetter.
Jonah	2	2	2. Og Jonas bad til Herren sin Gud fra Fiskens Liv,
Jonah	2	3	3. og hall sagde: Jeg raabte til Herren ud af min Angest, og han svarede mig; jeg skreg fra Dødsrigets Skød, du hørte min Røst.
Jonah	2	4	4. Du kastede mig i Dybet, midt i Havet, og Strømmen omgav mig; alle dine Vover og dine Bølger gik over mig.
Jonah	2	5	5. Og jeg sagde: Jeg er udstødt fra dine Øjne, men jeg skal atter skue hen til dit hellige Tempel.
Jonah	2	6	6. Vandene omsluttede mig indtil Sjaelen, Dybet omgav mig, Tang var viklet om mit Hoved.
Jonah	2	7	7. Jeg sank ned til Bjergenes Grunde, Jordens Porte vare lukkede efter mig for evigt; men du Herre, min Gud, drog mit Liv op af Graven.
Jonah	2	8	8. Der min Sjael i mit Indre forsmaegtede, kom jeg Herren i Hu; og min Bøn kom til dig i dit hellige Tempel.
Jonah	2	9	9. De, som tage Vare paa Løgnens Gøglebilleder, de have forladt ham, som er dem Miskundhed.
Jonah	2	10	10. Men jeg, jeg vil med Taksigelses Røst ofre til dig, jeg vil betale det, jeg har lovet; Frelse er der hos Herren. Og Herren bød Fisken, og den udspyede Jonas paa det tørre Land udspyede Jonas paa det tørre Land.
------------------------Jonas' Bog, Kapitel 3
Jonah	3	1	1. Og Herrens Ord kom anden Gang til Jonas saaledes:
Jonah	3	2	2. Gør dig rede, gak til Ninive, den store Stad, og udraab for den den Praediken, som jeg paalaegger dig.
Jonah	3	3	3. Og Jonas gjorde sig rede og gik til Ninive efter Herrens Ord, og Ninive var en stor Stad for Gud, en tre Dages Gang.
Jonah	3	4	4. Og Jonas begyndte at gaa ind i Staden een Dags Gang, og hanlaabte og sagde: Der er endnu fyrretyve Dage, saa skal Ninive omstyrtes.
Jonah	3	5	5. Da troede Maendene i Ninive paa Gud, og de udraabte en Faste og klaedte sig i Saek, baade store og smaa iblandt dem:
Jonah	3	6	6. Del Ordet kom for Kongen af Ninive, da stod han op fra sin Trone og aflagde sin herlige Kappe og bedaekkede sig med Saek og sad i Aske.
Jonah	3	7	7. Og han lod udraabe og sige i Ninive: Paa Kongens og hans Stormaends Befaling, som følger: Hverken Menneske eller Dyr, hverken Øksne eller Faar maa smage noget, de maa ikke graesse og ikke drikke Vand.
Jonah	3	8	8. Men de skulle bedaekkes med Saek, baade Mennesker og Dyr, og raabe hart til Gud; og de skulle omvende sig, hver fra sin onde Vej og fra den Uret, som haenger ved deres Haender.
Jonah	3	9	9. Hvo ved Gud kunde vende om og angre det og vende om sin braendende Vrede, at vi forgaa.
Jonah	3	10	10. Og Gud saa deres Gerninger, at de omvendte sig fra deres onde Vej; og Gud angrede det onde, som han havde talt om at ville gøre dem, og han gjorde det ikke.
------------------------Jonas' Bog, Kapitel 4
Jonah	4	1	1. Men det gjorde Jonas overmaade meget ondt, og hans Vrede optaendtes.
Jonah	4	2	2. Og han bad til Herren og sagde: Ak, Herre ! var dette ikke mit Ord, der jeg endnu var i mit Land? derfor har jeg villet forekomme det ved at fly til Tharsis; thi jeg ved, at du er en naadig og barmhjertig Gud, langmodig og af stor Miskundhed, og angrer det onde.
Jonah	4	3	3. Og nu, Herre ! tag dog min Sjael fra mig; thi det er mig bedre at dø end at. leve.
Jonah	4	4	4. Og Herren sagde: Mon det er det, at din Vrede optaendes?
Jonah	4	5	5. Og Jonas gik ud af Staden og tog Ophold Østen for Staden, og han gjorde sig der en Hytte og satte sig und er den i Skyggen, indtil han kun de se, hvad der vilde ske med fra Stad en.
Jonah	4	6	6. Da beskikkede Gud Herren et Kikajon, og det voksede op over Jonas til at give Skygge over hans Hoved, at fri ham fra hans Onde; og Jonas glaedede sig over dette Kikajon med stor Glaede.
Jonah	4	7	7. Men Gud beskikkede, da Mogenrøden den naeste Dag oprandt, en Orm, og den stak Kikajonet, og det visnede.
Jonah	4	8	8. Og det skete, der Solen gik op, da beskikkede Gud en lummer Østenvind, og Solen stak Jonas paa Hovedet, saa han blev afmaegtig; da bad han, at hans Sjael maatte dø, og sagde: Det er bedre, at jeg dør end lever.
Jonah	4	9	9. Men Gud sagde til Jonas: Mon det er ret, at din Vrede optaendes for dette Kikajons Skyld? og han sagde: Ja, det er ret, at min Vrede er optaendt indtil Døden.
Jonah	4	10	10. Og Herren sagde: Du ynkes over Kikajonet, som du ikke har arbejdet for og ej faaet til at vokse, det, som blev til paa een Nat og blev ødelagt paa een Nat;
Jonah	4	11	11. og jeg skulde ikke ynkes over Ninive, den store Stad, i hvilken der er mange flere end tolv Gange ti Tusinde Mennesker, som ikke vide Forskel paa højre og venstre, og mange Dyr?
------------------------Mikas Bog, Kapitel 1
Mic	1	1	1. Herrens Ord, som Moraskthiten Mika: Jotham, Akas, Ezekias vare Konger i Juda, det, som han saa over Samaria og Jerusalem.
Mic	1	2	2. Hører, I Folk, alle sammen! giv Agt, du Land og dets Fylde! og den Herre, Herre vaere Vidne imod eder, Herren fra sit hellige Tempel!
Mic	1	3	3. Thi se, Herren, drager ud fra sit Sted, og han stiger ned og skrider frem over Jordens Høje.
Mic	1	4	4. Og Bjergene smelte under ham og Dalene revne, som Voks for Ilden, som Vand, der udøses paa en Skraent.
Mic	1	5	5. For Jakobs Overtraedelse sker alt dette og for Israels Hus's Synder; hvo er Skyld i Jakobs Overtraedelser mon ikke, Samaria? og hvo er Skyld i Judas Høje? mon ikke Jerusalem?
Mic	1	6	6. Derfor vil jeg gøre Samaria til en Stenhob paa Marken, til Vingaardsplantninger, og jeg vil adsprede dens Stene ned i Dalen og gøre dens Grundvold bar.
Mic	1	7	7. Og alle dens udskaarne Billeder skulle sønderslaas, og al dens Bolerløn opbraendes med Ild, og jeg vil ødelaegge alle dens Afguder; thi den samlede dem af Bolerløn, og til Bolerløn skulle de atter vorde.
Mic	1	8	8. Derfor vil jeg klage og hyle, jeg vil gaa blottet og nøgen, jeg vil anstille en Klage som Dragerne og en Sorg som Strudserne.
Mic	1	9	9. Thi dens Saar ere ulaegelige; thi det er kommet indtil Juda, det er naaet indtil mit Folks Port, indtil Jerusalem.
Mic	1	10	10. Kundgører det ikke i Gath, graeder ikke saa saare! i Beth-Afra vaelter jeg mig i Støv.
Mic	1	11	11. Drag forbi, du Indbyggerske i Safir, blottet og skamfuld! Indbyggersken i Zaanan gaar ikke ud! Beth-Ezels Klage betager eder Stade der.
Mic	1	12	12. Thi Indbyggersken i Maroth vaande sig i Smerte efter godt; thi ondt er steget ned fra Herren til Jerusalems Port.
Mic	1	13	13. Spaend Heste for Vognen, du Indbyggerske i Lakis! den var Begyndelse til Synd for Zions Datter; thi i dig ere Israels Overtraedelser fundne.
Mic	1	14	14. Derlor skal du give Afkald paa Moresketh-Gath; Aksibs Huse skulle blive et svigtende Vandløb for Israels Konger.
Mic	1	15	15. Jeg vil endnu føre en Ejermand til dig, du Indbyggerske i Maresa! til Adullam skal Israels Herlighed komme.
Mic	1	16	16. Gør dig skaldet, og tag dig over de Børn, som ere din Lyst; gør dig bredskaldet som ørnen, thi de ere bortførte fra dig.
------------------------Mikas Bog, Kapitel 2
Mic	2	1	1. Ve dem, som optaenke Uret og forberede ondt paa deres Leje; naar det bliver lyst om Morgenen, udføre de det; thi det staar i deres Haenders Magt.
Mic	2	2	2. Og de have Begaerlighed efter Agre og rane dem, efter Huse og tage dem; og de eve Vold imod Manden og hans Hus, imod ham og hans Arv.
Mic	2	3	3. Derfor, saa siger Herren: Se, jeg taenker ondt over denne Slaegt, fra hvilket I ikke skulle kunne unddrage eders Hals, og ikke skulle I gaa stoltelig, thi det bliver en ond Tid.
Mic	2	4	4. Paa denne Dag skal man istemme en Sang over eder, og man klager et Klagemaal; det er forbi, siger man, rent ødelagte ere vi, mit Folks Lod bortskifter han; hvorledes unddrager han mig den! til den frataldne uddeler han vore Agre.
Mic	2	5	5. Derfor skal du ingen have, som skal kaste Maalesnoren ud til Lod i Herrens Menighed.
Mic	2	6	6. I maa ikke profetere, saa profetere de; profetere de ikke for disse, vilde Skaendsel ikke vige.
Mic	2	7	7. Og du, som er kaldet Jakobs Hus! mon Herren er hurtig til Vrede? eller mon dette er hans Gerninger? Mon ikke mine Ord gøre vel imod den, som vandrer oprigtigt?
Mic	2	8	8. Men alt fra i Gaar rejser mit Folk. sig som en Fjende; Kappen, der er over Kjortelen, traekke I af dem, som gaa forbi i Tryghed, og som ere afvante fra Strid.
Mic	2	9	9. Mit Folks Kvinder uddrive I af Huset, som var deres Lyst; fra hendes spaede Børn tage I min Prydelse for bestandigt.
Mic	2	10	10. Gører eder rede, og drager bort, thi dette er ikke Hvilestedet formedelst Urenhed, som bringer Fordaervelse, og det er en gruelig Fordaervelse.
Mic	2	11	11. Hvis en Mand, der vandrede med Vind og Løgn, falskelig sagde: Jeg vil profetere for dig om at faa Vin og staerk Drik, saa vilde han vaere en Profet for dette Folk.
Mic	2	12	12. Samle, ja, samle vil jeg dig, Jakob! saa mange du er, sanke, ja, sanke, det overblevne af Israel sammen, bringe dem til Hobe ligesom Bozras Faar; som en Hjord paa sin Graesgang skulle de buldre af Mennesker.
Mic	2	13	13. Der skal opstaa een, som bryder igennem i Spidsen for dem, de skulle bryde igennem og drage ind ad Porten og gaa ud ad den; og deres Konge skal drage frem i Spidsen for dem, og Herren er fremmest foran dem.
------------------------Mikas Bog, Kapitel 3
Mic	3	1	1. Og jeg sagde: Hører dog; I Jakobs Øverster og Israels Hus's Dommere! burde I ikke kende Retten?
Mic	3	2	2. De hade det gode og elske det onde; de rive deres Hud af dem og deres Kød af deres Een.
Mic	3	3	3. Det er dem, som aede mit Folks Kød og drage deres Hud af dem og bryde deres Ben; og de brede dem ud som i en Gryde og som Kød midt i en Kedel.
Mic	3	4	4. Da skulle de raabe til Herren, og han skal ikke bønhøre dem; men han skal skjule sit Ansigt for dem paa den Tid, eftersom de have gjort ilde i deres Idraetter.
Mic	3	5	5. Saa siger Herren imod Profeterne, som forvilde mit Folk, og som, naar de faa noget at bide med deres Taender, forkynde Fred, men naar nogen intet giver dem for deres Mund, da praedike de Krig imod ham:
Mic	3	6	6. Derfor skal det blive Nat for eder, uden Syner, og Mørke for eder, uden Spaadom; og Solen skal gaa ned over Profeterne, og Dagen skal blive sort over dem.
Mic	3	7	7. Og Seerne skulle beskaemmes og Spaamaendene blive til Skamme, og de skulle skjule Skaegget over Munden alle sammen; thi der er intet Svar fra Gud.
Mic	3	8	8. Men jeg er derimod fuld af Kraft, Herrens Aand, og af Ret og Styrke til at kundgøre Jakob hans Overtraedelse og Israel hans Synd.
Mic	3	9	9. Hører dog dette, I Jakobs Hus's Øverster og Israels Hus's Dommere! I, som afsky Ret og gøre det lige kroget!
Mic	3	10	10. Hver, som bygger Zion med Blod og Jerusalem med Uretfaerdighed!
Mic	3	11	11. Dens øverster dømmes for Skaenk, og dens Praester laere for Betaling, og dens Profeter spaa for Penge; dog forlade de sig fast paa Herren, sigende: Er ikke Herren midt iblandt os? der skal ikke komme Ulykker over os.
Mic	3	12	12. Derfor; for eders Skyld, skal Zion pløjes som en Ager og Jerusalem blive til Stenhobe og Husets Bjerg til Skovhøje.
------------------------Mikas Bog, Kapitel 4
Mic	4	1	1. Men det skal ske i de sidste Dage, at Herrens Hus's Bjerg skal vaere grundfaestet oven paa Bjergene og ophøjet over Højene, og Folkene skulle strømme til det.
Mic	4	2	2. Og mange Hedninger skulle komme og sige: kommer og lader os gaa op til Herrens Bjerg og til Jakobs Guds Hus, at han maa laere os sine Veje, og vi maa vandre paa hans Stier; thi fra Zion skal udgaa Lov og Herrens Ord fra Jerusalem.
Mic	4	3	3. Og han skal dømme imellem mange Folkeslag og holde Ret for vaeldige Hedningefolk ud i det fjerne; og de skulle omsmede deres Svaerd til Hakker og deres Spyd til Haveknive, et Folk skal ikke løfte Svaerd imod et andet, og de skulle ikke ydermere øve sig i Krig.
Mic	4	4	4. Men de skulle bo, hver under sit Vintrae og under sit Figentrae, og ingen skal forfaerde dem; thi den Herre Zebaoths Mund har talt.
Mic	4	5	5. Thi alle Folk vandre hvert i sin Guds Navn men vi vandre i Herrens vor Guds Navn, evindelig og altid.
Mic	4	6	6. Paa denne Dag, siger Herren, vil jeg sanke det haltende og samle det fordrevne og det, som jeg har handlet ilde med.
Mic	4	7	7. Og jeg vil gøre det haltende til en Levning og det bortkomne til et staerkt Folk; og Herren skal regere over dem paa Zions Bjerg, fra nu og indtil Evighed.
Mic	4	8	8. Og du, Hyrdetaarn, Zions Datters Høj! til dig skal det komme; ja, komme skal det tidligere Herredømme, Kongedømmet over Jerusalems Datter.
Mic	4	9	9. Nu, hvorfor raaber du saa saare? er der ingen Konge udi dig? eller er din Raadgiver omkommen? thi Smerte har betaget dig som den Fødende Kvinde.
Mic	4	10	10. Vrid dig, og vaand dig i Smerte, du Zions Datter som den fødende Kvinde! thi du skal du drage ud af Staden og bo paa Marken og komme lige til Babel; der skal du udfaedes, der skal Herren genløse dig af dine Fjenders Haand.
Mic	4	11	11. Og nu ere vel mange Folkefaerd samlede imod dig, hvilke sige: Hun vorde vanhelliget! og vore Øjne se deres Lyst paa Zion!
Mic	4	12	12. Men de kende ikke Herrens Tanker og forstaa ikke hans Raad, thi han har samlet dem som Neg til Taerskepladsen.
Mic	4	13	13. Gør dig rede og taersk, du Zions Datter! thi jeg gør dit Horn til Jern og gør dine Hove til Kobber, at du maa sønderknuse mange Folk, og at jeg kan vie Herren deres Bytte og hele Jordens Herre deres Gods. Nu, flok dig sammen, du Flokkens Datter! en Belejring retter man imod os; med Kaeppen slaar man Israels Dommer paa Kinden.
------------------------Mikas Bog, Kapitel 5
Mic	5	1	1. Og nu, Bethlehem Efrata, liden til at vaere iblandt Judas Tusinder! af dig skal udgaa mig een til at vaere Hersker over Israel, og hans Udgange ere fra fordum, fra Evigheds Dage.
Mic	5	2	2. Derfor skal han hengive dem indtil den Tid, da hun, som skal føde, har født; og de overblevne af hans Brødre skulle vende tilbage til Israels Børn.
Mic	5	3	3. Og han skal staa og vogte i Herrens Kraft, i Herrens sin Guds Navns Højhed; og de skulle faeste Bo, thi nu skal han vaere stor indtil Jordens Ender.
Mic	5	4	4. Og han skal vaere Fred; naar Assur kommer i vort Land, og naar han betraeder vore Paladser? saa ville vi rejse imod ham syv Hyrder og otte Folkefyrster.
Mic	5	5	5. Og de skulle vogte Assurs Land med Svaerdet og Nimrods Land i dets Porte; og han skal frelse fra Assur, naar denne kommer i vort Land og betraeder vor Graense.
Mic	5	6	6. Og det overblevne af Jakob skal vaere midt iblandt mange Folk som en Dug fra Herren, som Regndraaber paa urter, hvilken ikke bier efter nogen og ikke venter paa Menneskens Børn.
Mic	5	7	7. Og det overblevne af Jakob skal vaere iblandt Hedningerne midt iblandt mange Folk som en Løve iblandt Dyrene i Skoven, som en ung Løve iblandt Faarehjorde, hvilken, naar den gaar forbi, traeder ned og river bort, og der er ingen, som redder.
Mic	5	8	8. Ophøjet vaere din Haand over dine Modstandere, og alle dine Fjender vorde udryddede.
Mic	5	9	9. Og det skal ske paa denne Dag, siger Herren, da vil jeg udrydde dine Heste af din midte, og jeg vil ødelaegge dine Vogne.
Mic	5	10	10. Og jeg vil udrydde Staederne i dit Land og nedbryde alle dine Faestninger.
Mic	5	11	11. Og jeg vil udrydde Trolddomskunster af din Haand, og ingen Tegnsudlaeggere skulle vaere hos dig.
Mic	5	12	12. Og jeg vil udrydde dine udskaarne Billeder og dine Billedstøtter af din Midte, og du skal ikke ydermere tilbede dine Haenders Gerning.
Mic	5	13	13. Og jeg vil oprive dine Astartebilleder af din Midte og ødelaegge dine Staeder.
Mic	5	14	14. Men i Vrede og Harme vil jeg tage Haevn over de Hedninger, som ikke have villet høre.
------------------------Mikas Bog, Kapitel 6
Mic	6	1	1. Hører dog, hvad Herren siger: Gør dig rede, tag Traetten op over for Bjergene, og lad Højene høre din Røst!
Mic	6	2	2. Hører, I Bjerge Herrens Traette, og I uforanderlige, I Jordens Grundpiller thi Herren har Traette med sit Folk, og med Israel gaar han i Rette.
Mic	6	3	3. Mit Folk! hvad har jeg gjort dig, og hvormed har jeg voldet dig Møje? svar mig!
Mic	6	4	4. Thi jeg førte dig op fra Aegyptens Land, og fra Traelles Hus udløste jeg dig, og jeg sendte for dit Ansigt Mose, Aron og Maria.
Mic	6	5	5. Mit Folk! kom dog i Hu, hvad Raad Balak, Konger af Moab, havde oplagt, og hvad Svar Bileam, Beors Søn, gav ham, og hvad der skete fra Sittim indtil Gilgal, for at du maa kende Herrens retfaerdige Gerninger.
Mic	6	6	6. Hvormed skal jeg komme Herren i Møde og bøje mig for Højhedens Gud? mon jeg skal komme ham i Møde med Braendofre med aarsgamle Kalve?
Mic	6	7	7. Ion Herren vil have Behag i Tusinder af Vaedre, i ti Tusinder af Oliebaekke mon jeg skal give min førstefødte for min Overtraedelse, min Livsfrugt som Syndoffer for min Sjael?
Mic	6	8	8. Han har kundgjort dig, o Menneske! hvad godt er, og hvad Herren kraever af dig: Kun det at gøre Ret og at elske Miskundhed og at vandre ydmygelig med din Gud.
Mic	6	9	9. Herrens Røst raaber til Staden - og dit Navn ser efter Visdom -; hører Riset! og hvo har beskikket det?
Mic	6	10	10. Mon der i den ugudeliges Hus endnu er ugudeliges Skatte og en knap Efa, over hvilken der hviler Forbandelse?
Mic	6	11	11. Mon man kan vaere ren med Ugudeligheds Vaegtskaale, og meet en Pose, hvori der er falskheds vaegtlodder?
Mic	6	12	12. Tni Rigmaendene der ere fulde af Uretfaerdighed, og Indbyggerne der tale Løgn, og deres Tunge er Falskhed i deres Mund!
Mic	6	13	13. Saa vil da ogsaa jeg slaa dig smerteligt, idet jeg ødelaegger dig for dine Synders Skyld.
Mic	6	14	14. Du skal aede og ikke maettes, og din Hunger skal blive i dit Indre; og bringer du noget til Side, skal du ikke frelse det, og hvad du frelser, vil jeg overdive til Svaerdet.
Mic	6	15	15. Du skal saa og ikke høste; du skal presse Oliven, men ikke salve dig med Olie, og Most, men ikke drikke Vin.
Mic	6	16	16. Og man holder omhyggeligt ved Omris Skikke og al Akabs Hus's Gerning, og I vandre i deres Raad, paa det jeg skal gøre dig til en Forfaerdelse og Indbyggerne der til en Spot, og mit Folks Forsmaedelse skulle I baere.
------------------------Mikas Bog, Kapitel 7
Mic	7	1	1. Ve mig! thi det er gaaet mig som ved Indsamlingen af Sommerfrugt, som ved Eftersankningen efter Vinhøsten; der er ikke en Vindrue til at aede, ingen tidlig moden Figen, som min Sjael havde Lyst til,
Mic	7	2	2. den fromme er forsvunden fra Jorden, og der er ikke en oprigtig iblandt Menneskene: De lure alle efter Blod, jage den ene den anden i Garnet.
Mic	7	3	3. Til det onde ere Haender rede for at gøre det til Gavns; Fyrsten gør Fordring, og Dommeren en villig for Gentjeneste, og den maegtige udtaler sin Sjaels Attraa, og saa sno de det sammen.
Mic	7	4	4. Den bedste af dem er som Ton, den opigtigste som et Tjørnegaerde; dine Vaegteres Dag, din Hjemsøgelse kommer; nu skal deres Forstyrrelse vaere der.
Mic	7	5	5. Tror ikke paa en Ven, forlader eder ikke paa en fortrolig: Var din Munds Døre for hende, som ligger ved din Barm.
Mic	7	6	6. Thi Sønnen ringeagter Faderen, Datteren saetter sig op imod sin Moder, Sønnens Hustru imod sin Mands Moder, en Mand har Fjender i sine egne Husfolk.
Mic	7	7	7. Men jeg vil skue ud efter Herren, jeg vil bie efter min Frelses Gud min Gud vil høre mig.
Mic	7	8	8. Glaed dig ikke over mig, min Modstanderinde! thi ere jeg falden, skal jeg staa op igen, og sidder jeg i Mørket, skal Herren vaere mit Lys.
Mic	7	9	9. Herrens Vrede vil jeg baere, thi jeg har syndet imod ham, - indtil han udfører min Sag og skaffer mig Ret; han skal føre mig ud til Lyset, jeg skal skue hans Retfaerdighed.
Mic	7	10	10. Og min Modstanderinde maa se det, og Skam skal bedaekke hende, idet hun siger til mig: Hvor er Herren din Gud? mine Øjne skulle se deres Lyst paa hende; nu skal hun blive til at nedtraedes som Dynd paa Gader.
Mic	7	11	11. Der kommer en Dag, da man skal bygge dine Mure; paa denne Dag skal Graense vaere fjern.
Mic	7	12	12. Paa den Dag, da skal man komme til dig lige fra Assur og Aegyptens Staeder, og lige fra Aegypten og indtil Floden, og til Hav fra Hav, og fra Bjerg til Bjerget.
Mic	7	13	13. Og Jorden skal blive til øde for sine Beboeres Skyld, formedelst deres Idraetters Frugt.
Mic	7	14	14. Vogt med din Stav dit Folk, din Arvs Hjord, som bor ene for sig, i Skoven midt paa Karmel; lad dem graesse i Basan og Gilead som i gamle Dage!
Mic	7	15	15. Som i de Dage, da du drog ud af Aegyptens Land, vil jeg lade det se underfulde Ting.
Mic	7	16	16. Hedningerne skulle se det og beskaemmes for al deres Vaelde; de skulle laegge Haand paa Mund; deres øren skulle blive døve.
Mic	7	17	17. De skulle slikke Støv som Slangen, som Jordens Kryb skulle de komme baevende frem fra deres Borge; til Herren vor Gud skulle de skaelvende komme og frygte for dig.
Mic	7	18	18. hvo er en Gud som du, der borttager Misgerning og gaar Overtraedelse forbi for det overblevne af sin Arv? han holder ikke fast ved sin Vrede evindelig, thi han har Lyst til Miskundhed.
Mic	7	19	19. Han skal atter forbarme sig over os, han skal traede vore Misgerninger under Fødder; og du skal kaste alle deres Synder i Havets Dyb.
Mic	7	20	20. Du skal bevise Jakob Sandhed, Abraham Miskundhed, som du har svoret vore Faedre fra de gamle Dage af.
------------------------Nahums Bog, Kapitel 1
Nah	1	1	1. Profeti imod Ninive; Elkositen Nahums Syns Bog.
Nah	1	2	2. En nidkaer og haevnende Gud er Herren, en Haevner og maegtig i Vreden er Herren; en Haevner er Herren imod sine Modstandere, og han bevarer Vrede imod sine Fjender.
Nah	1	3	3. Herren er langmodig og af stor Kraft og lader ikke Skyld blive ustraffet; Herrens Vej er i Hvirvelvind og i Storm, og en Sky er hans Fødders Støv.
Nah	1	4	4. Han truer Havet og udtørrer det og gør alle Strømmene tørre; vansmaegtet er Basan og Karmel, og Libanons Blomster vansmaegte.
Nah	1	5	5. Bjergene skaelve for ham, og Højene smelte, og Jorden haever sig i Vejret for hans Ansigt og Jorderige og alle, som bo derpaa.
Nah	1	6	6. Hvo kan bestaa for hans Fortørnelse? og hvo kan rejse sig under hans braendende Vrede? hans Harme udgyder sig som en IId, og Klipperne sønderbrydes for ham.
Nah	1	7	7. God er Herren, et Vaern paa Nødens Dag, og han kender dem, som forlade sig paa ham.
Nah	1	8	8. Men med en Oversvømmelse drager han forbi og gør Ende paa dens Sted, og Mørke skal forfølge hans Fjender.
Nah	1	9	9. Hvad taenke I om Herren? Tilintetgørelse bringer han; Nøden skal ikke komme to Gange.
Nah	1	10	10. Ere de end sammenslyngede som Torne og berusede, som det var af deres Vin, skulle de aldeles fortaeres som tørt Straa.
Nah	1	11	11. Fra dig udgik han, som optaenkte ondt imod Herren og oplagde Ondskabs Raad.
Nah	1	12	12. Saa siger Herren: Ere de end usvaekkede og saaledes mangfoldige, skulle de dog bortmejes, saaledes som de ere, og han skal vaere forsvunden; jeg har vel plaget dig, men jeg vil ikke plage dig ydermere.
Nah	1	13	13. Men nu vil jeg bryde hans Aag af dig og sønderrive dine; Baand.
Nah	1	14	14. Og Herren har budet om dig , der skal ikke vaere Afkom af dit Navn fremdeles; jeg vil udrydde det udskaarne og støbte Billede af din Guds Hus, jeg vil berede din Grav; thi du er funden for let.
------------------------Nahums Bog, Kapitel 2
Nah	2	1	1. Se, paa Bjergene dens Fødder, som baerer glaedeligt Budskab, som forkynder Fred! Juda, hellighold dine Fester, betal dine Løfter; thi en Ondskabens Mand skal ikke ydermere drage over dig, han er aldeles udryddet.
Nah	2	2	2. En Adspreder drager op imod dig, vogt Befaestningen, spejd Vejen, styrk Laenderne, anspaend Kraften staerkt!
Nah	2	3	3. Thi Herren genopretter Jakobs Herlighed ligesom Israels Herlighed; thi Røvere have udplyndret dem og ødelagt deres Vinkviste.
Nah	2	4	4. Hans vaeldiges Skjold er rødligt, Heltene ere klaedte i Skarlagen, Vognene funkle af Staa paa den Dag, han ruster, og Spydene svinges.
Nah	2	5	5. Paa Gaderne fare Vognene som rasende, de ile af Sted paa de aabne Pladser, deres Udseende er som Blus, de løbe som Lynet.
Nah	2	6	6. Han kommer sine ypperlige Maend i Hu, de snuble under deres Gang, de haste hen til den Mur; men Stormtaget er oprejst.
Nah	2	7	7. Portene ud imod Floderne ere opladte, og Paladset er modløst.
Nah	2	8	8. Men det er beskikket: Hun blottes, hun drages op, og hendes Piger lukke, som Duer sukke, de slaa sig saa deres Bryst.
Nah	2	9	9. Og Ninive var ligesom en vandrig Fiskedam, fra de Dage af da den blev til; men de fly: "Staar! staar!" men ingen ser sig tilbage.
Nah	2	10	10. Røver Sølv! røver Guld! der er dog ingen Ende paa Forraadet, en Herlighed af alle Haande kostelige Ting.
Nah	2	11	11. Øde og Ørk og ødelaeggelse og et forsagt Hjerte, og Vaklen i Knaeerne, og Smerte i alle Laender! og alles Ansigter have skiftet Farve.
Nah	2	12	12. Hvor er nu Løvernes Bolig og denne, de unge Løvers Vildbane, hvor Løven, Løvinden gik, Løveungen, og der var ingen, som forfaerdede dem.
Nah	2	13	13. En Løve, der røvefaerdede dem. En Løve, der røvede, hvad der var nok til dens Unger, og kvalte til sine Løvinder og fyldte sine Huler med Rov og sine Boliger med det røvede. Se, jeg kommer imod dig, siger den Herre Zebaoth, og jeg vil braende dine Vogne, saa de gaa op i Røg, og Svaerd skal fortaere dine unge Løver; og jeg vil udrydde dit Rov af Jorden, og dine Sendebuds Røst skal ikke høres ydermere.
------------------------Nahums Bog, Kapitel 3
Nah	3	1	1. Ve den blodskyldige Stad, hel fuld af; Løgn, af Vold! Rov hører ikke op.
Nah	3	2	2. Knald af Piske og Lyd af Vognhjuls Raslen og Heste i jagende Fart og hoppende Vogne!
Nah	3	3	3. Ryttere, som saette af Sted, og Blinken af Svaerd og Lynen af Spyd og en Maengde ihjelslagne og en svar Hob Lig; og der er ingen Ende paa døde Kroppe; man snubler over deres døde Kroppe!
Nah	3	4	4. Det sker for de store Horerier af Horen, den yndige skønne, en Mesterinde i Trolddom, hun, som solgte Folkefaerd ved sine Horerier og Folkeslaegter ved sine Trolddomskunster.
Nah	3	5	5. Se, jeg kommer imod dig, siger den Herre Zebaoth; og slaar dit Slaeb op over dit Ansigt, og jeg vil lade Folkefaerd se din Nøgenhed og Kongeriger din Skam.
Nah	3	6	6. Og jeg vil, kaste vederstyggelige Ting paa dig I og gøre dig ringeagtet og saette dig frem til Skue.
Nah	3	7	7. Og det skal ske, at enhver, som ser dig, skal fly bort fra dig og sige: ødelagt er Ninive! hvo vil have Medynk med den? hvorfra skal jeg opsøge dig Trøstere?
Nah	3	8	8. Mon du er bedre end No-Amon, som faa imellem Floderne, og som havde Vand trindt omkring sig, hvis Vaern var Hav, hvis Mur var af Hav?
Nah	3	9	9. Morianer i Maengde og Aegypter uden Tal, de af Put og Lybia vare din Hjaelp.
Nah	3	10	10. Ogsaa denne blev bortført, den maatte gaa i Fangenskab, ogsaa dens spaede Børn bleve knuste paa alle Gadehjørner, og over dens ansete Maend kastede man Lod, og alle dens Stormaend bleve bundne i Laenker.
Nah	3	11	11. Ogsaa du skal blive drukken, vaere forsvunden; ogsaa du skal søge et Vaern imod Fjenden.
Nah	3	12	12. Alle dine Faestninger ere som Figentraeer med tidligt modne Frugter; rystes de, da falde de i Munden paa den, som vil aede dem.
Nah	3	13	13. Se, dit Folk er Kvinder i din Midte, dit Larids Porte ere aldeles opladte for dine Fjender; Ild har fortaeret dine Poltstaenger.
Nah	3	14	14. Drag dig Vand for Belaering, gør dine berustninger staelke; gak i Dyndet, og traed i Leret, tag fat paa reglovnen!
Nah	3	15	15. Der skal Ild fortaere dit Svaerd udrydde dig, det skal fortaere dig som Høskraekker; gør dig kun mangfoldig som Høskraekker, gør dig kun mangfoldig som Graeshopper!
Nah	3	16	16. Du har havt flere Kraemmere end Stjerner paa Himmelen; Høskraekkerne bredte sig ud og fløj bort.
Nah	3	17	17. Dine kronede ere som Graeshopper og dine Høvedsmaend som Graeshoppesvaerme, hvilke laegge sig paa Murene, naar Dagen er kold; men naar Solen bryder frem da flyve bort, saa at deres Sted ikke kendes; hvor ere de?
Nah	3	18	18. Dine Hyrder ere hensovede, o Assurs Konge! dine ypperlige Maend ligge i Ro; dit Folk, de ere adspredte paa Bjergene, og der er ingen, som samler dem.
Nah	3	19	19. Der er ingen Lindring for din Skade, ulaegeligt er dit Saar; alle, som høre Tidende om dig, klappe i Haenderne over dig; thi hvem gik ikke din Ondskab bestandigt ud over?
------------------------Habakkuks Bog, Kapitel 1
Hab	1	1	1. Profetien, som Habakuk, Profeten, har skuet.
Hab	1	2	2. Hvor laenge, Herre ! har jeg dog raabt, og du vil ikke høre! jeg raaber til dig over Vold, og du vil ikke frelse.
Hab	1	3	3. Hvorfor lader du mig skue Uret og ser selv paa Jammer? Ødelaeggelse og Vold er for mit Ansigt, og der kom Traette, og Kiv rejser sig.
Hab	1	4	4. Derfor er Lov magtesløs, og Ret kommer aldrig frem; thi de ugudelige omringe den retfaerdige, derfor kommer Retten forvendt ud.
Hab	1	5	5. Ser ud iblandt Hedningerne, og skuer; forundrer eder, og vorder forundrede; thi jeg gør en Gerning i eders Dage, I vilde ikke tro den, naar den fortaltes.
Hab	1	6	6. Thi se, jeg opvaekker Kaldaeerne, et barsk og hastigt Folk, som farer frem, saa vidt som Jorden naar, for at tage Boliger til Eje, som ikke høre det til.
Hab	1	7	7. Frygteligt og forfaerdeligt er det; fra det gaar dets Ret og Ovorhøjhed ud.
Hab	1	8	8. Og dets Heste ere lettere end Par dere og hidsigere end Ulve om Aftenen, og dets Ryttere brede sig ud, ja, dets Ryttere komme langt borte fra, de fiyve som en Ørn, der haster efter Aede.
Hab	1	9	9. Alt til Hobe komme de til Voldsdaad deres Ansigters Higen er fremad og det samler Fanger som Sand
Hab	1	10	10. det spotter Konger, og Fyrster ere til Latter for det; det le ad hver Befaestning, saa det dynge Støv op og indtager den.
Hab	1	11	11. Da farer det frem som en Stormvind og drager videre, saa at det paadrager sig Skyld; denne dets Kraft bliver til dets Gud.
Hab	1	12	12. Er du ikke fra fordums Tid Herren, min Gud, min Hellige! vi skulle ikke dø; Herre ! du har sat det til Dom; o Klippe! du har grundfaestet det til at straffe os.
Hab	1	13	13. Du, som er ren af Øjne, saa at du ikke kan se paa ondt og ikke formaar at skue Jammer, hvorforl skuer du hen til de troløse; hvorfor tier du, naar den ugudelige opsluger den, som er retfaerdigere end han?
Hab	1	14	14. Du gjorde da Menneskene som Fiske i Havet, som Krybet, der ingen Herre har.
Hab	1	15	15. Han drager dem alle sammen op med Krog, samler dem i sin Vod og sanker dem i sit Garn; derover glaeder og fryder han sig.
Hab	1	16	16. Derfor ofrer han til sin Vod og bringer Røgoffer til sit Garn; thi ved dem er hans Del fed, og hans Mad er det fede.
Hab	1	17	17. Mon han derfor skal tømme sin Vod og altid slaa Folk ihjel uden Skaansel?
------------------------Habakkuks Bog, Kapitel 2
Hab	2	1	1. Jeg vil staa paa min Vagt og stille mig paa Varen og spejde for at se, hvad han vil tale til mig, og hvad jeg skal svare paa min Klage.
Hab	2	2	2. Og Herren svarede mig og sagde: Skriv Synet, og gør det tydeligt paa ravlerne, for at den, som laeser det, kan gøre det i en Fart.
Hab	2	3	3. Thi endnu naar Synet paa den bestemte tid, og det taler om Enden og lyver ikke; dersom del tøver, da bi efter det; thi det ska visselig komme, det skal ikke ude blive.
Hab	2	4	4. Se, opblaest og ikke ydmygt er hans Sjael i ham; men den retfaerdige skal leve ved sin Tro.
Hab	2	5	5. Saa er og Vinen en Bedrager; en hovmodig Mand skal ikke bestaa, han, der som Dødsriget opspiler sit Svaelg og er som Døden, saa han ikke maettes; og han sankede til sig alle Folkeslag og samlede til sig alle Folkestammer.
Hab	2	6	6. Mon ikke alle disse skulle fremkomme imod ham med Lignelser og Tankesprog og Gaadetaler om ham? saa at man siger: Ve den, som opdynger, hvad der ej er hans! - hvor laenge skal det vare -? og den, som betynger sig med Skyld!
Hab	2	7	7. Skulle ikke de, som ville bide dig, pludselig staa frem, og de, som ville Forstyrre dig, vaagne op, og du blive dem et Bytte?
Hab	2	8	8. Thi du har udplyndret mange Folkefaerd; dig skulle de overblevne af Folkene plyndre, for Menneskers Blods Skyld og for Voldsfaeld imod Jorden, imod Staden og alle, som bo deri.
Hab	2	9	9. Ve den, som gør sig skaendig Vinding For sit Hus for at saette sin Rede i det høje, for at redde sig fra Ulykkens Haand!
Hab	2	10	10. Du har lagt Raad op til Skam for dit Hus om at ødelaegge mange Folk, idet du dog syndede imod din egen Sjael.
Hab	2	11	11. Thi Stenen fra Vaeggen skal raabe, og Bjaelken fra Traevaerket skal syare den.
Hab	2	12	12. Ve den, som bygger en By ved Blod og grundlaegger en Stad ved Uret.
Hab	2	13	13. Se, er det ikke fra den Herre Zebaoth, at Folkene skulle gøre sig Møje for Ilden og Folkefaerd arbejde sig traette for intet?
Hab	2	14	14. Thi Jorden skal fyldes med Erkendelse af Herrens Herlighed som Vandene, der daekke Havet.
Hab	2	15	15. Ve den, som giver sin Naeste en Drik, idet du blander din Vrede deri, og derhos gør dem drukne for at se paa deres Nøgenhed!
Hab	2	16	16. Du har maettet dig med Skam og ikke med Aere; saa drik da ogsaa du og lad dig se som uomskaaren! Herrens højre Haands Laeber skal vende sig til dig, og Skaendsel skal vaere over din Herlighed.
Hab	2	17	17. Thi Voldsdaaden imod Libanon og ødelaeggelsen paa Dyrene, der forfaerdede dem, skal bedaekke dig formedelst Menneskers Blod og Voldsfaerd imod Jorden, imod Staden og alle dem, som bo deri.
Hab	2	18	18. Hvad gavner et udskaaret Billede, at den, som dannede det, har udskaaret det? eller et støbt Billede og en Løgnens Laere, at den, som danner dens Billede, forlader sig paa den, idet han gør stumme Afguder?
Hab	2	19	19. Ve den, som siger til en Traeklods: Vaagn op! til en tavs Sten: Vaagn! - den skul de kunne belaere? - se, den er overdragen med Guld og Sølv, og der er aldeles ingen Aand i den.
Hab	2	20	20. Men Herren er i sit hellige Tempel; stille for hans Ansigt, al Jorden!
------------------------Habakkuks Bog, Kapitel 3
Hab	3	1	1. En Bøn af Profeten Habakuk; efter Sigjonoth.
Hab	3	2	2. Herre ! jeg har hørt Tidenden om dig, jeg frygter; Herre ! din Gerning, kald den til Live midt i Aarene, midt i Aarene kundgøre du den; i Vrede komme du i Hu at vaere barmhjertig!
Hab	3	3	3. Gud kommer fra Theman og den Hellige fra Parans Bjerg. Sela. Hans Majestaet bedaekker Himmelen, og af hans Herlighed fyldes Jorden.
Hab	3	4	4. Og en Glans, som Lyset bryder frem, Straaler har han til Siden, og der skjuler han sin Magt.
Hab	3	5	5. Foran ham gaar Pesten, og efter ham udgaar draebende Sot.
Hab	3	6	6. Han traeder frem og bringer Jorden til at ryste, han ser til og bringer Folkene til at skaene, og de evige Bjerge briste, de aeldgamle Høje synke; hans Tog ere som i fordums Tid.
Hab	3	7	7. Jeg ser Kusans Telte i Vaande, Telttrapperne i Midians Land ryste.
Hab	3	8	8. Er vel din Vrede, o Herre ! optaendt imod Floderne? din Vrede imod Floderne og din Harme imod Havet? at du saa farer frem paa dine Heste, paa dine Vogne til Frelse.
Hab	3	9	9. Din blottede Bue tages frem, med Ed stadfaestede ved Ordet ere Straffens Ris. Sela. I Strømme kløver du Jorden.
Hab	3	10	10. Bjerge se dig, de skaelve; Vandstrømme styrte ned, Afgrunden haever sin Røst, den opløfter sine Haender imod det høje.
Hab	3	11	11. Sol og Maane traede tilbage i deres Bolig for Lyset af dine Pile, som fare frem, for Glansen af dit Spyds Lyn.
Hab	3	12	12. I Fortørnelse skrider du frem paa Jorden, i Vrede nedtraeder du Hedningerne.
Hab	3	13	13. Du er dragen ud til dit Folks Frelse, til din Salvedes Frelse; du knuser Hovedet af den ugudeliges Has, idet du blotter Grundvolden op til Halsen. Sela.
Hab	3	14	14. Du gennemborer ved hans Spyd Hovederne paa hans Skarer, som storme frem for at adsprede mig, og hvis Glaede var som til at aede den elendige i Skjul.
Hab	3	15	15. Du drager igennem Havet paa dine Heste, igennem de mange Vandes Hob.
Hab	3	16	16. Jeg har hørt det, og mit Indre baevede, ved Røsten dirrede mine Laeber, der kommer Skørhed i mine Ben, og jeg ryster, hvor jeg staar, fordi jeg skal vaere rolig til Nødens Dag, indtil han, som med en Skare skal angribe Folket, drager op imod det.
Hab	3	17	17. Thi Figentraeet skal ikke blomstre, og der er ingen Afgrøde paa Vintraeerne, Olietraeets Frugt slaar fejl, og Markerne give ikke Spise; Faarene ere revne bort fra Folden, og der er ingen Øksne i Staldene.
Hab	3	18	18. Men jeg vil glaede mig i Herren; jeg vil fryde mig i min Frelses Gud.
Hab	3	19	19. Den Herre, Herre er min Styrke, og han gør mine Fødder som Hindernes og lader mig skride frem over mine Høje. Til Sangmesteren; med min Strengeleg.
------------------------Sefanias' Bog, Kapitel 1
Zep	1	1	1. Herrens Ord, som kom til Zefanias, en Søn af Kusi, der var en Søn af Gedalia, der var en Søn af Gedalia, der var en Søn af Ezekias, i de Dage, da Josias, Amons Søn, var Konge i Juda.
Zep	1	2	2. Bort, ja, Zolt vil jeg tage alt af Jorden; siger Herren.
Zep	1	3	3. Jeg vil borttage Mennesker og Dyr, borttage Fuglene under Himmlelen og Fiskene i Havet og alle Anstød tillige med de, ugudelige; og jeg vil udrydde Menneskene af Jorden, siger Herren.
Zep	1	4	4. Og jeg vil udstraekke min Haand imod Juda og imod alle Jerusalems Indbyggere, og jeg vil udrydde af dette Sted det overblevne af Baal, Afgudspraesternes Navn tillige med Praesterne;
Zep	1	5	5. og dem, som paa Tagene tilbede Himmelens Haer, og dem, som tilbedende svaerge til Herren og dog svaerge ved deres Konge;
Zep	1	6	6. og dem, som ere vegne bort fra Herren, og som ikke have søgt Herren og ikke spurgt efter ham.
Zep	1	7	7. Stille for den Herre, Herre ! thi Herrens Dag er naer; thi Herren har beredt en Offerslagtning, han har helliget sine indbudne.
Zep	1	8	8. Og det skal ske paa Herrens Offerslagtnings Dag, at jeg vil hjemsøge Fyrsterne og Kongens Børn og alle, som klaede sig i flemmed Dragt.
Zep	1	9	9. Og jeg vil hjemsøge paa den Dag hvor den, som springer over Dørterskelen, dem, som fylde deres Herres Hus med Vold og Svig.
Zep	1	10	10. Og der skal paa denne Dag, siger Herren, lyde Raab fra Fiskepolten og Hylen fra Stadens anden Del og stor Forstyrrelse fra Højene.
Zep	1	11	11. Hyler, I som bo i Morteren! thi alt Kraemmerfolket er tilintetgjort, alle de, som vare belaessede med Sølv, ere udryddede.
Zep	1	12	12. Og det skal ske paa den Tid, at jeg vil ransage Jerusalem med Lygter, og jeg vil hjemsøge de Folk, som ligge stille paa deres Baerme, dem, som sige i deres Hjerte: Herren gør hverken godt eller ondt.
Zep	1	13	13. Og deres Gods skal blive til Rov og deles Huse til Ødelaeggelse, og de skulle bygge Huse, men ikke bo i dem, og plante Vingaarde, men ikke drikke Vin af dem.
Zep	1	14	14. Naer er Herrens Dag, den store, den er naer og haster saare; Lyden af Herrens Dag høres; der raaber den vaeldige bitterlig.
Zep	1	15	15. En Vredes Dag er denne Dag, en Nøds og Laengsels Dag, en Forstyrrelses og Laengsels Dag, en Forstyrrelses og Ødelaeggelses Dag, en Mørkheds og Dunkelheds Dag, en Skys og Mulms Dag,
Zep	1	16	16. en Trompetklangs og Krigsraabs Dag over de befaestede Staeder og over de høje Hjørnetaarne:
Zep	1	17	17. Og jeg vil aengste Menneskene, og de skulle gaa som blinde; thi de have syndet imod Herren; og deres Blod skal udøses som Støv og deres Kød som Skarn.
Zep	1	18	18. Hverken deres Sølv eller deres Guld skal kunne redde dem paa Herrens Vredes Dag, men ved hans Nidkaerheds Ild skal den hele Jord fortaeres; thi han skal gøre Ende, ja, hastelig gøre Ende paa alle Jordens Beboere.
------------------------Sefanias' Bog, Kapitel 2
Zep	2	1	1. Tager eder sammen, og samler eder, du Folk, som ikke følte Skam!
Zep	2	2	2. førend Beslutningen vorder udført som Avner farer Dagen frem førend Herrens braendende Vrede kommer over eder, førend Herrens Vredes Dag kommer over eder!
Zep	2	3	3. Søger Herren, alle I sagtmodige i Landet, som holde hans Lov! søger Retfaerdighed, søger Sagtmodighed, maaske kunne I blive skjulte paa Herrens Vredes Dag!
Zep	2	4	4. Thi Gaza skal blive forladt, og Askalon skal blive til øde; Asdod skal man uddrive om Middagen, og Ekron skal oprykkes med Rod.
Zep	2	5	5. Ve dem, som bebo Egnen ved Havet Kreternes Folk! Herrens Ord er over eder, du Kanaan, Filistelnes Land! og jeg vil ødelaegge dig, at ingen skal bo der.
Zep	2	6	6. Og Egnen ved Havet skal vaere til Boliger, som Hyrder udgrave sig, og til Faarefolde.
Zep	2	7	7. Og det skal blive en Egn for de overblevne af Judas Hus, paa den skulle de graesse; i Askalons Huse skulle de hvile om Aftenen; thi Herren, deres Gud, skal besøge dem og omvende deres Fangenskab.
Zep	2	8	8. Jeg har hørt Moabs Spot og Ammons Børns Forhaanelser, med hvilke de forhaanede mit Folk og ophøjede sig storlig imod dets Landemaerke.
Zep	2	9	9. Derfor, saa sandt jeg lever, siger den Herre Zebaoth, Israels Gud: Moab skal blive som Sodoma og Aminons Børn som Gomorra, et Hjem for Naelder og en Saltgrav og en Ørk til evig Tid; de overblevne af mit Folk skulle plyndre dem, og Levningen af mit Folk skal arve dem.
Zep	2	10	10. Dette skal ske dem for deres hovmods Skyld, fordi de haanede, saa at de ophøjede sig storlig over den Herre Zebaoths Folk.
Zep	2	11	11. Forfaerdelig skal Herren vaere over dem, thi han skal lade alle Jordens Guder svinde hen; og de skulle tilbede ham, enhver fra sit Sted, alle Hedningernes Øer.
Zep	2	12	12. Ogsaa I, Morianer! skulle vaere iblandt dem, som ere ihjelslagne ved mit Svaerd.
Zep	2	13	13. Han skal og udraekke sin Haand imod Norden og Ødelaegge Assyrien og gøre Ninive til et Øde, til et tørt Land som Ørkenen.
Zep	2	14	14. Og Hjorde skulle ligge lniat derudi, alle Slags vilde Dyr i Flok, baade Rørdrum og Pindsvin skulle tilbringe Natten paa dens Søjlehoveder; en Lyd af syngende høres i Vindueshullerne, Grus, ligger over Dørtaerskelen; thi dens Cederpanel har han blottet.
Zep	2	15	15. Dette er den jublende Stad, som boede tryggelig, som sagde i sit Hjerte: Jeg, og ingen uden jeg; hvorledes er den bleven til et Øde, et Leje for vilde Dyr? hver, som gaar forbi den, vil spotte og ryste sin Haand.
------------------------Sefanias' Bog, Kapitel 3
Zep	3	1	1. Ve den genstridige og besmittede, den Stad, som Øver Undertrykkelse!
Zep	3	2	2. Den Israel ikke paa nogen Røst, den annammer ikke Tugt; den forlader sig ikke paa, Herren, den holder sig ikke naar til sin Gud.
Zep	3	3	3. Dens Fyrster i dens Midte ere brølende Løver; dens Dommere ere Aftenulve, som ikke levne et Ben til om Morgenen.
Zep	3	4	4. Dens Profeter ere letfaerdige, troløse Maend; dens Praester vanhellige Helligdommen, gøre Vold paa Loven.
Zep	3	5	5. Herren er retfaerdig i dens Midte, han gør ikke Uret; hver Morgen lader han sin Ret komme for Lyset, det fattes ikke derpaa; men den uretfaerdige kender ikke til Skam.
Zep	3	6	6. Jeg udryddede Hedningerne, deres Hjørnetaarne ere Ødelagte, jeg gjorde deres Gader øde, saa at ingen gaar igennem dem; deres Staeder ere forstyrrede, saa at der er ingen Mand der, og ingen bor der.
Zep	3	7	7. Jeg sagde: Du skal kun frygte mig, annamme Tugt, saa skal dens Bolig ikke udryddes, alt eftersom jeg havde bestemt over den; men de have aarle gjort sig rede til at gøre alle deres Gerninger fordaelvelige.
Zep	3	8	8. Derfor, bier efter mig, siger Herren, efter den Dag, da jeg rejser mig til Rov! thi min Ret er den at jeg vil sanke Hedningerne, at jeg vil samle Rigerne, for over dem at udøse min Fortørnelse, al min braendende Vrede; thi ved min Nidkaerheds Ild skal den hele Jord for taeres.
Zep	3	9	9. Thi da vil jeg omskifte Laeberne til rene for Folkene, at de alle skulle paakalde Herrens Navn og tjene ham endraegtelig.
Zep	3	10	10. Fra hin Side af Morlands Floder skulle de bringe mine Tilbedere, mit adspredte Folk, som en Gave til mig.
Zep	3	11	11. Paa den Dig skal du ikke skamme dig ved nogen af dine Gerninger, med hvilke du forsyndede dig imod mig; thi da vil jeg borttage af din Midte dine stolte Pralere, og du skal ikke blive ved at ophøje dig ydermere paa mit hellige Bjerg.
Zep	3	12	12. Men jeg vil lade et nedtrykt og ringe Folk blive tilovers i din Midte, og de skulle forlade sig paa Herrens Navn.
Zep	3	13	13. De overblevne af Israel skulle ikke gøre Uret og ikke tale Løgn, og der skal ikke findes en svigefuld Tunge i deres Mund; thi de skulle finde Føde og Hvile, og ingen skal forfaerde dem.
Zep	3	14	14. Syng, du Zions Datter! raab højt, o Israel! vaer glad du Jerusalems Datter!
Zep	3	15	15. Herren har borttaget Dommene over dig, har udryddet din Fjende; Herren, Israels Konge, er i din Midte, du skal ikke se Ulykke ydermere.
Zep	3	16	16. Paa den Dag skal siges til Jerusalem: Frygt ikke! til Zion: Lad ikke dine Haender synke!
Zep	3	17	17. Herren din Gud i din Midte, din vaeldige, skal frelse; han skal glaede sig over dig med Fryd, han skal tie i sin Kaerlighed, han skal juble over dig med Frydesang.
Zep	3	18	18. Dem, som vare bedrøvede, fordi de ikke kunde komme til Højtiden, dem vil jeg samle; fra dig vare de; Forhaanelse har hvilet som en Byrde over dem.
Zep	3	19	19. Se, paa den Tid vil jeg skride ind imod alle, som plage dig; og jeg vil frelse den haltende og samle de fordrevne og saette dem til Pris og til Navnkundighed i hele det Land, hvori de lede Skaendsel.
Zep	3	20	20. Paa den Tid vil jeg lade eder komme, og det paa den Tid naar jeg sanker eder; thi jeg vil saette eder til Navnkundighed og til Pris iblandt alle Folk paa Jorden, naar jeg omvender eders Fangenskab for eders Øjne, siger Herren.
------------------------Haggajs Bog, Kapitel 1
Hag	1	1	1. Kong Darius's andet Aar, i den sjette Maaned, paa den første Dag i Maaneden, kom Herrens Ord ved Profeten Haggaj til Serubabel, Sealthiels Søn, Landshøvdingen i Juda, og til Josva, Jozadaks Søn, Ypperstepraesten, saalunde:
Hag	1	2	2. Saa siger den Herren Zebaoth: Dette Folk, de sige: Tiden er ikke kummen, Tiden til at bygge Herrens Hus.
Hag	1	3	3. Og Herrens Ord kom ved Profeten Haggaj, saaledes:
Hag	1	4	4. Er det Tid for eder at bo i eders panelede Huse, medens dette Hus er omme?
Hag	1	5	5. Og nu, saa siger den Herre Zebaoth: Giver Agt paa eders Veje!
Hag	1	6	6. I udsaa meget og høste lidet ind I aede og blive ikke maette, I drikke og blive ikke laeskede, I klaede eder og blive ikke varme, og den, som faar Løn, faar sin Løn i en hullet Pung.
Hag	1	7	7. Saa siger den Herre Zebaoth: Giver Agt paa eders Veje!
Hag	1	8	8. Gaar op paa Bjerget, og henter Tømmer, og bygger Huset, saa vil jeg have Behag deri og bevise mig herlig, siger Herren.
Hag	1	9	9. I vente meget, og se det bliver til lidet, og naar I have ført det hjem, da blaeser jeg det bort. Hvorfor? siger den Herre Zebaoth. For mit Hus's Skyld, som er Øde, medens I have travlt, hver med sit eget Hus.
Hag	1	10	10. Derfor lukke Himlene sig til over eder, saa at de ikke give Dug, og Jorden har tilbageholdt sin Grøde.
Hag	1	11	11. Thi jeg kaldte Tørke over Jorden og over Bjergene og over Kornet og over Mosten og over Olien og over det, som Jorden frembringer, og over Folket og over Kvaeget og over alt, hvad der udføres med Haender.
Hag	1	12	12. Da adløde Serubabel, Sealthiels Søn, og Josva, Jozadaks Søn, Ypperstepraesten, og hele det overblevne Folk Herrens deres Guds Røst og Profeten Haggajs Ord, eftersom Herren deres Gud havde sendt ham; og Folket trygtede for Herrens Ansigt.
Hag	1	13	13. Da sagde Haggaj, Herrens Sendebud, som Budskab fra Herren til Folket, saaledes: Jeg er med eder, siger Herren.
Hag	1	14	14. Og Herren vakte Aanden hos Serubabel, Sealthiels Søn, Judas Landshøvding, og Aanden hos Ypperstepraesten Josva, Jozadaks Søn, og Aanden hos alt det overblevne Folk, og de kom og gjorde Arbejdet paa den Herre Zebaoths, deres Guds Hus
Hag	1	15	15. paa den fire og tyvende Dag i Maaneden, i den sjette Maaned, i Kong Darius's andet Aar.
------------------------Haggajs Bog, Kapitel 2
Hag	2	1	1. I den syvende Maaned, paa den een og tyvende Dag i Maaneden, kom Herrens Ord ved Profeten Haggaj, saaledes:
Hag	2	2	2. Sig dog til Serubabel, Sealthiels Søn, Judas Landshøvding, og til Ypperstepraesten Josva, Jozadaks Søn, og til det overblevne Folk saalunde:
Hag	2	3	3. Hvo iblandt eder er tilbage, som har set dette Hus i dets første Herlighed? og hvorledes se I det nu er det ikke imod hint som intet for eders Øjne?
Hag	2	4	4. Dog nu, vaer frimodig, Serubabel! siger Herren, og vaer frimodig, Josva, Josadaks Søn, du Ypperstepraest! og vaer frimodig, alt Folk i Landet! siger Herren, og arbejder; thi jeg er med eder, siger den Herre Zebaoth.
Hag	2	5	5. Ordet i min Pagt med eder, der I droge ud af Aegypten, og min Aand vedbliver at vaere midt iblandt eder; frygter ikke!
Hag	2	6	6. Thi saa siger den Herre Zebaoth: Endnu en Gang, om en liden Stund, vil jeg ryste Himlene og Jorden og Havet og det tørre Land.
Hag	2	7	7. Og jeg vil ryste alle Folkene, og alle Folkenes Kostharheder skulle komme; og jeg vil fylde dette Hus med Herlighed, siger den Herre Zebaoth.
Hag	2	8	8. Mig hører Sølvet til, mig hører Guldet til, siger den Herre Zebaoth.
Hag	2	9	9. Dette Hus's sidste Herlighed skal blive større end den første, siger den Herre Zebaoth; og jeg vil give Fred paa dette Sted, siger den Herre Zebaoth.
Hag	2	10	10. Paa den fire og tyvende Dag i den niende Maaned, i Darius's andet Aar, kom Herrens Ord ved Profeten Hagbaj, saaledes:
Hag	2	11	11. Saa siger den Herre Zebaoth: Spørg dog Praesterne om Loven, og sig:
Hag	2	12	12. Se, naar nogen baerer helligt Kød i sin Kjortelflig og rører med sin Flig ved Brød eller ved noget kogt eller ved Vin eller ved Olie eller ved Mad, i hvad Slags det end er, mon det helliges derved? Og Praesterne svarede og sagde: Nej.
Hag	2	13	13. Da sagde Hiaggaj: Dersom nogen, der er uren ved Lig, rører ved een af alle disse Ting, mon den bliver uren? Og Praesterne svarede og sagde: Den bliver uren.
Hag	2	14	14. Da svarede Haggaj og saade: Saaledes er dette Folk, og saaledes er dette Folkefaerd for mit Ansigt, siger Herren, og saaledes er al deres Haenders Gerning; og hvad de ofre der, det er urent.
Hag	2	15	15. Og nu, giver Agt paa Tiden fra denne Dag og tilbage, førend der blev lagt Sten paa Sten til Herrens Tempel:
Hag	2	16	16. Førend dette skete, kom da nogen til en Kornhob, der skulde give tyve Maal, saa blev der ti; kom man til Persen for at øse halvtredsindstyve Spande, saa blev der tyve.
Hag	2	17	17. Med Brand og Rust i Kornet og med Hagel slog jeg eder, ja, al eders Haenders Gerning; men I vendte ikke om til mig, siger Herren.
Hag	2	18	18. Giver dog Agt paa Tiden fra denne Dag og tilbage, fra den fire og tyvende Dag i den niende Maaned, ja, endog fra den Dag, da Grundvolden til Herrens Tempel blev lagt, giver Agt!
Hag	2	19	19. Mon der endnu er Korn i Laden? ja, selv Vintraeet og Figentraeet og Granataebletraeet og Olietraeet har intet baaret; men fra denne Dag af vil jeg velsigne.
Hag	2	20	20. Og Herrens Ord kom anden Gang til Haggaj, paa den fire og tyvende Dag i Maaneden, saaledes:
Hag	2	21	21. Sig til Serubabel, Judas Landshøvding: Jeg vil ryste Himmelen og Jorden,
Hag	2	22	22. og jeg vil omkaste Rigernes Troner og Ødelaegge Hedningernes Rigers Styrke; og jeg vil omkaste Vogne og dem, som fare paa dem, og Heste, og de, som ride paa dem, skulle styrte, den ene ved den andens Svaerd.
Hag	2	23	23. Paa den Dag, siger den Herre Zebaoth, vil jeg tage dig, Serubabel, Sealthiels Søn, min Tjener, siger Herren, og agte dig som Signetringen; thi dig har jeg udvalgt, siger den Herre Zebaoth.
------------------------Zakarias' Bog, Kapitel 1
Zec	1	1	1. I den ottende Maaned, i Darius's andet Aar, kom Herrens Ord til Profeten Sakarias, en Søn af Berekias, en Sønnesøn af Iddo, saaledes:
Zec	1	2	2. Herren har vaeret højlig fortørnet paa eders Faedre.
Zec	1	3	3. Og du skal sige til dem: Saa siger den Herre Zebaoth: Vender om til mig, siger den Herre Zebaoth, saa vil jeg vende om til eder, siger den Herre Zebaoth.
Zec	1	4	4. Vaerer ikke som eders Faedre, til hvilke de forrige Profeter raabte og sagde: Saa siger den Herre Zebaoth: Vender dob om fra eders onde Veje og eders onde Idraetter; men de hørte ikke og gave ikke Agt paa mig, siger Herren.
Zec	1	5	5. Eders Faedre, hvor ere de? og Profeterne, mon de leve til evig Tid?
Zec	1	6	6. Dog, mine Ord og mine Bestemmelser, som jeg meddelte mine Tjenere, Profeterne, have de ikke rammet eders Faedre, saa de vendte om og sagde: Ligesom den Herre Zebaoth havde taenkt at gøre imod os efter vore Veje og efter vore Idraetter, saaledes har han gjort imod os.
Zec	1	7	7. Paa den fire og tyvende Dag i den ellevte Maaned, det er Maaneden Sebat, i Darius's andet Aar kom Herrens Ord til Profeten Sakarias, Berekias's Søn, Iddos Sønnesøn, saaledes:
Zec	1	8	8. Jeg saa om Natten, og se, en Mand, der red paa en rød Hest, og han holdt stille imellem Myrtetraeerne, som vare i Dalen, og bag ham var der røde, graa og hvide Heste.
Zec	1	9	9. Og jeg sagde: Hvad betyde disse min Herre? Og Engelen, som talte med mig, sagde til mig: Jeg vil lade dig se, hvad disse betyde.
Zec	1	10	10. Og den Mand, som holdt stille imellem Myrtetraeerne, svarede og sagde: Det er dem, som Herren har sendt til at vandre Jorden rundt.
Zec	1	11	11. Og de svarede Herrens Engel, som stod imellem Myrtetraeerne, og sagde: Vi have vandret Jorden rundt, og se, hele Jorden nyder Ro og Hvile.
Zec	1	12	12. Da svarede Herrens Engel og sagde: Herre Zebaoth! hvor laenge varer det, inden du vil forbarme dig over Jerusalem og over Judas St eder, paa hvilke du har vaeret vred nu i halvfjerdsindstyve Aar?
Zec	1	13	13. Og Herren svarede Engelen, som talte med mig, med gode Ord, med trøstende Ord.
Zec	1	14	14. Og Engelen, som talte med mig, sagde til mig: Raab og sig: Saa siger den Herre Zebaoth: Jeg har vaeret nidkaer for Jerusalem og for Zion med en stor Nidkaerhed.
Zec	1	15	15. Men med en stor Fortørnelse er jeg fortørnet paa Hedningerne, som ere saa trygge; thi da jeg en liden Stund havde vaeret fortørnet, saa hjalp de til Ulykken.
Zec	1	16	16. Derfor, saa siger Herren, har jeg atter vendt mig til Jerusalem med Barmhjertighed, mit Hus skal bygges derudi, siger den Herre Zebaoth, og Maalesnoren skal udstraekkes over Jerusalem.
Zec	1	17	17. Raab fremdeles, og sig: Saa siger den Herre Zebaoth: Mine Staeder skulle endnu strømme over af gode Ting, og Herren skal endnu trøste Zion og endnu udvaelge Jerusalem.
------------------------Zakarias' Bog, Kapitel 2
Zec	2	1	1. Og jeg opløftede mine Øjne og saa, og se, fire Horn!
Zec	2	2	2. Og jeg sagde til Engelen, som talte med mig: Hvad betyde disse? og han sagde til mig: Disse ere de Horn, som adspredte Juda, Israel og Jerusalem.
Zec	2	3	3. Da lod Herren mig se fire Smede.
Zec	2	4	4. Og jeg sagde: Hvad komme disse for at gøre? og han sagde: Hine ere de Horn, som adspredte Juda paa den Maade, at ingen opløftede sit Hoved; men saa kom disse for at forfaerde dem, for at nedslaa de Hedningers Horn, som rejste Horn imod Judas Land, for at adsprede det.
Zec	2	5	5. Og jeg opløftede mine Øjne og saa, og se, en Mand og en Maalesnor i hans Haand!
Zec	2	6	6. Og jeg sagde: Hvor gaar du hen? og han sagde til mig: Hen at maale Jerusalem for at se, hvor stor dens Bredde, og hvor stor dens Laengde er.
Zec	2	7	7. Og se, Engelen, som talte med mig, gik ud, og en anden Engel gik ud imod ham.
Zec	2	8	8. Og han sagde til ham: Løb, tal til denne unge Karl, og sig: Jerusalem skal ligge som aabne Byer, formedelst den Mangfoldighed af Mennesker og Kvaeg, som er midt i den.
Zec	2	9	9. Og jeg, jeg vil vaere den en Ildmur trindt omkring, siger Herren, og jeg vil vaere til Herlighed midt i den.
Zec	2	10	10. Ve! ve! flyr da ud af Nordens Land, siger Herren; thi som Himmelens fire Vejr har jeg udbredet eder, siger Herren.
Zec	2	11	11. Ve! Zion, dig, du, som bor hos Babels Datter!
Zec	2	12	12. Thi saa siger den Herre Zebaoth, at han har sendt mig efter Aere ud til Hedningerne, som plyndrede eder; thi den, som rører ved eder, rører ved hans Øjesten.
Zec	2	13	13. Thi skulle fornemme, at den Herre Zebaoth har sendt mig. Syng og vaer glad, du Zions Datter! thi se, jeg kommer og vil bo i din Midte, siger Herren. Og mange Hedningefolk skulle slutte sig til Herren paa den Dag, og de skulle blive mig et Folk, og jeg vil bo i din Midte, og du skal fornemme, at den Herre Zebaoth har sendt mig til dig. Og Herren skal tage Juda som sin Del til Eje paa den hellige Jordbund, og han skal fremdeles udvaelge Jerusalem. Stille, alt Kød, for Herrens Ansigt; thi han har rejst sig fra sin hellige Bolig.
------------------------Zakarias' Bog, Kapitel 3
Zec	3	1	1. Og han lod mig se Ypperstepraesten Josva, der stod for Herrens Engels Ansigt, og Satan, del stod ved hans højre Haand for at staa ham imod.
Zec	3	2	2. Og Herren sagde til Satan: Herren true dig, Satan! ja, Herren true dig, han, som udvaelger Jerusalem; er ikke denne en Brand, som er reddet af Ilden?
Zec	3	3	3. Og Josva var iført skidne Klaeder, der han stod for Engelens Ansigt.
Zec	3	4	4. Da svarede han og sagde til dem, som stode for hans Ansigt: Tager de skidne Klaeder af ham; derefter sagde han til ham: Se, jeg har borttaget din Skyld fra dig og ifører dig Helligdagsklaeder!
Zec	3	5	5. Og jeg sagde: Lad dem saette en ren Praestehue paa hans Hoved; og de satte en ren Praestehue paa hans Hoved og iførte ham Klaeder, og Herrens Engel stod hos.
Zec	3	6	6. Og Herrens Engel vidnede for Josva og sagde:
Zec	3	7	7. Saa siger den Herre Zebaoth: Dersom du vandrer i mine Veje, og dersom du tager Vare paa, hvad jeg har givet dig at varetage, da skal du baade dømme mit Hus og tage Vare paa mine Forgaarde; og jeg vil give dig Gang iblandt disse, som staa her.
Zec	3	8	8. Hør dog, Josva, du Ypperstepraest: Du og dine Venner, som sidde for dit Ansigt, ere Maend til Forbillede; thi se, jeg vil lade min Tjener Zemak komme.
Zec	3	9	9. Thi se Stenen, som jeg har lagt for Josvas Ansigt, over een Sten ere syv Øjne; se, jeg udgraver Udgravningen paa den, siger den Herre Zebaoth, og jeg vil borttage dette Lands Skyld paa een Dag.
Zec	3	10	10. Paa den Dag, siger den Herre Zebaoth, skulle I kalde, den ene den anden, hen under Vintraeet og hen under Figentraeet.
------------------------Zakarias' Bog, Kapitel 4
Zec	4	1	1. Og Engelen, som talte med mig, kom igen og vakte mig som en Mand, der opvaekkes af sin Søvn.
Zec	4	2	2. Og han sagde til mig: Hvad ser du? og jeg sagde: Jeg ser, og se en Lysestage, hel af Guld, med dens Oliekar oven paa den, og den: syv Lamper paa den, syv Rør ti hver af Lamperne, som ere over porten;
Zec	4	3	3. og tvende Olietraeer ved sidon af den: Eet paa den højre side af Oliekarret, og eet paa dets venstre Side.
Zec	4	4	4. Og jeg svarede og sagde til Engelen, som talte med mig, saaledes: Hvad betyde disse ring, min Herre?
Zec	4	5	5. Og Engelen, som talte med mig, svarede og sagde til mig: Ved du ikke, hvad disse Ting betyde? og jeg sagde: Nej, min Herre!
Zec	4	6	6. Da svarede han og sagde til mig: Dette er Herrens Ord til Serubabel, saa lydende: "Ikke ved Magt og ikke ved Styrke, men ved min Aand," siger den Herre Zebaoth.
Zec	4	7	7. Hvo er du, du store Bjerg for Serubabels Ansigt? bliv til Slette! og han skal føre Slutstenen frem under Fryderaabene: Naade, Naade vaere over den!
Zec	4	8	8. Og Herrens Ord kom til mig saalunde:
Zec	4	9	9. Serubabels Haender have lagt Grundvolden til dette Hus, og hans Haender skulle fuldende det, paa det du skal fornemme, at den Herre Zebaoth har sendt mig til eder.
Zec	4	10	10. Thi hvo har foragtet ringe Tings Dag? og paa Blyloddet i Serubabels Haand skue med Glaede hine syv, nemlig Herrens Øjne, de fare om over hele Jorden.
Zec	4	11	11. Og jeg svarede og sagde til ham: Hvad betyde disse tvende Olietraeer ved Lysestagens højre og ved dens venstre Side?
Zec	4	12	12. Og jeg svarede anden Gang og sagde til ham: Hvad betyde de tvende Oliegrene, som ligge ind i de to gyldne Render, der udgyde Guld af sig?
Zec	4	13	13. Og han sagde til mig: Ved du ikke, hvad disse betyde? og jeg sagde: Nej, min Herre.
Zec	4	14	14. Da sagde han: Disse ere de to Oliebørn, som staa for al Jordens Herre.
------------------------Zakarias' Bog, Kapitel 5
Zec	5	1	1. Og jeg opløftede atter mine Øjne og saa, og se, en flyvende Bogrulle!
Zec	5	2	2. Og han sagde til mig: Hvad ser du? og jeg sagde: Jeg ser en flyvende Bogrulle, dens Laengde tyve Alen og dens Bredde ti Alen.
Zec	5	3	3. Da sagde han til mig: Dette er den Forbandelse, som udgaar over det ganske Land, thi hver den, som stjaeler, skal efter den udryddes herfra, og hver den, som svaerger, skal efter den udryddes derfra.
Zec	5	4	4. Jeg lod den udgaa, siger den Herre Zebaoth, at den skal komme til Tyvens Hus og til hans Hus, som svaerger falskelig ved mit Navn, og den skal blive Natten over i hans Hus og fortaere det, baade dets Tømmer og dets Stene.
Zec	5	5	5. Og Engelen, som talte med mig, gik ud og sagde til mig: Opløft dog dine Øjne, og se, hvad er dette, som der gaar ud?
Zec	5	6	6. Og jeg sagde: Hvad er det? og han sagde: Dette er den Efa, som gaar ud; og han sagde: Dette er deres øjemaerke i hele Landet.
Zec	5	7	7. Og se, et Laag af Bly blev løftet op, og da var der een Kvinde, som sad midt i Efaen;
Zec	5	8	8. og han sagde: Dette er Ugudeligheden; og han kastede hende midt ned i Efaen og kastede Blyvaegten for dens Munding.
Zec	5	9	9. Og jeg opløftede mine Øjne og saa, og se, to Kvinder gik frem, og der var Vind i deres Vinger, og de havde Vinger som Storkens Vinger, og de opløftede Efaen imellem Jorden og Himmelen.
Zec	5	10	10. Og jeg sagde til Engelen, som talte med mig: Hvor føre disse Efaen hen?
Zec	5	11	11. Og han sagde til mig: Hen at bygge hende et Hus i Landet Sinear, at hun, naar det er indrettet, han saettes der paa sit Sted.
------------------------Zakarias' Bog, Kapitel 6
Zec	6	1	1. Og jeg opløftede atter mine Øjne og saa, og se; fire Vogne, som gik frem imellem de to Bjerge, og Bjergene vare Kobberbjerge.
Zec	6	2	2. For den første Vogn var der røde Heste, og for den anden Vogn sorte Heste,
Zec	6	3	3. og for den tredje Vogn hvide Heste, og for den fjerde Vogn spraglede, staerke Heste svarede og sagde til Engelen, som talte med mig: Hvad betyde disse, min Herre?
Zec	6	4	4. Og Engelen svarede og sagde til mig: Disse ere de fire Vejr under Himmelen, som gaa ud,
Zec	6	5	5. efter at de have stillet sig frem for al Jordens Herre.
Zec	6	6	6. Hvad angaar Vognen med de sorte Heste for, da gaa de ud imod Nordens Land og de hvide ere gangne ud bag efter dem, og de spraglede ere gangne ud imod Sydens Land.
Zec	6	7	7. Og de staerke ere gangne ud, men de begaerede at gaa hen for at vandre Jorden rundt, og han sagde: Gaar, vandrer Jorden rundt; saa vandrede de Jorden rundt.
Zec	6	8	8. Da raabte han til mig og talte til mig og sagde: Se, de, som udgaa imod Nordens Land, bringe min Aand til at hvile i Nordens Land.
Zec	6	9	9. Og Herrens Ord kom til mig saaledes:
Zec	6	10	10. Tag af de bortførte, nemlig af Keldaj, af Tobias og Jedaja, og gaa du paa denne Dag, ja, gaa ind i Josiass, Zefanias's Søns Hus, hvorhen de ere komne fra Babel:
Zec	6	11	11. Ja, tag Sølv og Guld, og gør Kroner, og saet dem paa Ypperstepraesten Josias, Jozedaks Søns, Hoved;
Zec	6	12	12. og sig til ham: Saa siger den Herre Zebaoth: Se, en Mand, Zemak er hans Navn; og fra sit Sted skal han skyde frem, og han skal bygge Herrens Tempel.
Zec	6	13	13. Ja, han skal bygge Herrens Tempel, og han skal baere Kongeherlighed, og han skal sidde og herske paa sin Trone, og han skal vaere Praest paa sin Trone, og der skal vaere Freds Raad imellem dem begge.
Zec	6	14	14. Og Kronerne skulle vaere for Kelem og for Tobias og for Jedaja og for Hen, Zefanias's Søn, til en Ihukommelse i Herrens Tempel.
Zec	6	15	15. Og fjerne Folk skulle komme og bygge paa Herrens Tempel, og I skulle fornemme, at den Herre Zebaoth har sendt mig til eder; og dette skal ske, dersom I flittigt ville høre Herren eders Guds Røst.
------------------------Zakarias' Bog, Kapitel 7
Zec	7	1	1. Og det skete i Kong Darius's fjerde Aar, at Herrens Ord kom til Sakarias paa den fjerde Dag i den niende Maaned, det er i Kislev.
Zec	7	2	2. Og Bethel sendte Sarezer og Regem-Melek og hans Maend for at bede ydmygelig for Herrens Ansigt,
Zec	7	3	3. idet de skulde sige til Praesterne som vare ved den Herre Zebaoths Hus, og til Profeterne saaledes: Mon jeg skal graede i den femte Maaned under Afholdenhed, som jeg har gjort nu saa mange Aar?
Zec	7	4	4. Da kom den Herre Zebaoths Ord til mig saalunde:
Zec	7	5	5. Sig til alt Folket i Landet og til Praesterne: Naar I have fastet og sørget i den femte og i den syvende Maaned, og dette nu i halvfjeldsindstyve Aar, mon I da virkelig have fastet for mig?
Zec	7	6	6. Og naar I aede, og naar I drikke, er det da ikke eder, som aede, og eder, som drikke
Zec	7	7	7. Mindes I ikke de Ord, som Herren forkyndte ved de første Profeter, der Jerusalem var beboet og var rolig, og dens Staeder trindt omkring den Sydlandet og Lavlandet vare beboede?
Zec	7	8	8. Og Herrens Ord kom til Sakarias saaledes:
Zec	7	9	9. Saa siger den Herre Zebaoth: Dømmer Sandheds Dom, og gører Miskundhed og Barmhjertighed, hver imod sin Broder,
Zec	7	10	10. og undertrykker ikke Enken eller den faderløse, den fremmede eller den elendige; og optaenker ikke ondt imod en Broder i eders Hjerte
Zec	7	11	11. Men de vaegrede sig ved at give Agt derpaa og vendte modvilligt Ryg, og de gjorde deres Øren tunghørende for ikke at høre.
Zec	7	12	12. Og de gjorde deres Hjerte som Demarit for ikke at høre Loven og Ordene, hvilke den Herre Zebaoth sendte ved sin Aand igennem de første Profeter, og der kom en stor Vrede fra den Herre Zebaoth:
Zec	7	13	13. Og det skete, ligesom han raabte, og de hørte ikke: Saaledes skulle de raabe, og jeg vil ikke høre, sagde den Herre Zebaoth;
Zec	7	14	14. men jeg vil bortdrive dem som ved en Storm iblandt alle de Hedningefolk, som de ikke, have kendt, og Landet skal vaere Ødelagt efter dem, saa at ingen gaar igennem det frem eller tilbage. Og de gjorde det herlige Land til en Ørk.
------------------------Zakarias' Bog, Kapitel 8
Zec	8	1	1. Og den Herre Zebaoths Ord kom til mig saalunde:
Zec	8	2	2. Saa siger den Herre Zebaoth: Jeg er nidkaer for Zion med en stor Nidkaerhed, og med en stor Harme er jeg nidkaer for den.
Zec	8	3	3. Saa siger Herren: Jeg vender tilbage til Zion og vil bo midt i Jerusalem; og Jerusalem skal kaldes Sandhedens Stad, og den Herre Zebaoths Bjerg Hellighedens Bjerg.
Zec	8	4	4. Saa siger den Herre Zebaoth: Der skal endnu sidde gamle Maend og gamle Kvinder paa Jerusalems Gader, og hver med sin Stav i sin Haand for den høje Alders Skyld.
Zec	8	5	5. Og Stadens Gader skulle vaere fulde af unge Drenge og Piger, som lege paa dens Gader.
Zec	8	6	6. Saa siger den Herre Zebaoth: Naar det vil vaere underligt for Øjnene af de overblevne af dette Folk i de Dage, mon det da ogsaa vil vaere underligt for mine Øjne? siger den Herre Zebaoth:
Zec	8	7	7. Saa siger den Herre Zebaoth: Se, jeg frelser mit Folk fra Landet imod Østen og fra Landet imod Solens Nedgang.
Zec	8	8	8. Og jeg vil lade dem komme, og de skulle bo midt i Jerusalem; og de skulle vaere mit Folk, og jeg vil vaere deres Gud i Sandhed og i Retfaerdighed.
Zec	8	9	9. Saa siger den Herre Zebaoth: Eders Haender vorde staerke! I som høre i disse Dage disse Ord af de Profeters Mund, som vare der paa den Dag, da Grundvolden til den Herre Zebaoths Hus til Templet blev lagt, saa at det byggedes!
Zec	8	10	10. Thi før hine Dage var der ingen Løn for Menneskene og ingen Løn for Dyrene; og for den, som drog ud, og for den, som drog ind, var ikke Fred for Fjenden; og jeg lod alle Mennesker løs, hver imod sin Naeste.
Zec	8	11	11. Men nu vil jeg ikke vaere som i de forrige Dage for det overblevne af dette Folk, siger den Herre Zebaoth.
Zec	8	12	12. Thi Fredens Plantning, Vintraeet, skal give sin Frugt og Jorden give sin Grøde og Himlene give deres Dug; og jeg vil lade de overblevne af dette Folk arve alle disse Ting.
Zec	8	13	13. Og det skal ske, ligesom I af Judas Hus og af Israels Hus vare en Forbandelse iblandt Hedningerne, saaledes vil jeg nu frelse eder, og I skulle vorde en Velsignelse; frygter ikke, eders Haender vorde staerke!
Zec	8	14	14. Thi saa siger den Herre Zebaoth: Ligesom jeg taenkte at gøre eder ondt, der eders Faedre fortørnede mig, siger den Herre Zebaoth, og jeg angrede det ikke:
Zec	8	15	15. Saaledes har jeg derimod taenkt i disse Dage at gøre vel imod Jerusalem og Judas Hus; frygter ikke!
Zec	8	16	16. Disse ere de Ting, som I skulle gøre: Taler Sandhed, hver med sin Naeste, dømmer Sandhed og Fredens Dom i eders Porte!
Zec	8	17	17. Og optaenker ikke ondt, den ene imod den anden, i eders Hjerte og elsker ikke falsk Ed; thi alle disse Ting, dem hader jeg, siger Herren.
Zec	8	18	18. Og den Herre Zebaoths Ord kom til mig saaledes:
Zec	8	19	19. Saa siger den Herre Zebaoth: Fasten i den fjerde Maaned og Fasten i den femte og Fasten i den syvende og Fasten i den tiende skal blive Judas Hus til Fryd og til Glaede og til gode Højtider; men elsker Sandheden og Freden!
Zec	8	20	20. Saa siger den Herre Zebaoth: Endnu skal det ske, at Folkeslag skulle komme og mange Staeders Indbyggere;
Zec	8	21	21. og den ene Stads Indbyggere skulle gaa til den anden og sige: Lader os gaa hen at bede ydmygelig for Herrens Ansigt og at søge den Herre Zebaoth; "ogsaa jeg vil gaa".
Zec	8	22	22. Og mange Folkeslag og maegtige Folkefaerd skulle komme for at søge den Herre Zebaoth i Jerusalem og bede ydmygelig for Herrens Ansigt.
Zec	8	23	23. Saa siger den Herre Zebaoth: Det skal ske i de Dage, at ti Maend af alle Folkeslags Tungemaal skulle tage fat, ja, tage fat i en jødisk Mands Flig, og sige: Vi ville gaa med eder, thi vi have hørt, at Gud er med eder.
------------------------Zakarias' Bog, Kapitel 9
Zec	9	1	1. Herrens Ords Profeti er over Kadraks Land, og Damaskus er dets Hvilested - thi Herren har Øje med Mennesker og med alle Israels Stammer -
Zec	9	2	2. ogsaa Hamath, som graenser dertil, Lyrus og Zidon; thi den er saare viis.
Zec	9	3	3. Og Tyrus byggede sig en Faestning og sankede Sølv som Støv og Guld som Dynd paa Gaderne.
Zec	9	4	4. Se, Herren skal indtage den og slaa dens Magt paa Havet, og den selv skal fortaeres af Ilden.
Zec	9	5	5. Askalon skal se det og frygte, ligesaa Gaza, og den skal vorde saare bange, samt Ekron; thi dens Haab er blevet til Skamme; og Gaza skal miste sin Konge, og Askalon skal ikke bebos.
Zec	9	6	6. Og der skal bo Horebørn i Asdod, og jeg vil udrydde Filisternes Hovmod.
Zec	9	7	7. Og jeg vil borttage hans Blod af hans Mund og hans Vederstyggeligheder fra hans Taender, at ogsaa han skal blive tilbage for vor Gud; og han skal vaere som en Fyrste i Juda og Ekron som en Jebusiter.
Zec	9	8	8. Og jeg vil slaa Lejr for mit Hus imod Krigshaer, at ingen drager derover frem eller tilbage, og at ingen Undertrykker ydermere drager over dem; thi jeg har nu set til med mine Øjne.
Zec	9	9	9. Fryd dig saare, Zions Datter! raab med Glaede Jerusalems Datter! se, din Konge kommer til dig, han er Retfaerdig og frelst, fattig og ridende paa et Asen og paa et ungt Asen, Asenindens Føl.
Zec	9	10	10. Og jeg vil udrydde Vogne af Efraim og Heste af Jerusalem, og Krigsbuen skal udryddes, og han skal tale til Hedningerne, saa der bliver Fred; og hans Herredømme skal vaere fra Hav til Hav og fra Floden indtil Jordens Ender.
Zec	9	11	11. Og du! for din Pagts Blods Skyld - dine bundne udlader jeg af en vandløs Hule.
Zec	9	12	12. Vender tilbage til Befaestningen, I bundne, som have Haab! endog i Dag forkynder jeg: Jeg vil gengaelde dig dobbelt.
Zec	9	13	13. Thi jeg spaender rnig Juda, laegger Efraim paa Buen, og jeg vaekker dine Sønner, Zion! imod dine Sønner, Graekenland! og jeg gør dig som den vaeldiges Svaerd.
Zec	9	14	14. Og Herren vil lade sig se over dem, og hans Pil skal fare ud som Lynet; og den Herre, Herre skal støde i Basunen og gaa frem i Stormene af Syden.
Zec	9	15	15. Den Herre Zebaoth skal beskaerme dem, og de skulle aede, og de skulle nedtraede Slyngestene, og de skulle drikke, de skulle rase som af Vin, og de skulle fyldes som Offerskaalen som Alterets Hjørner.
Zec	9	16	16. Og Herren deres Gud skal frelse dem paa den Dag som sit Folks Hjord; thi de ere Kronestene, der funkle over hans Land.
Zec	9	17	17. Thi hvor stor skal dets Herlighed og hvor stor dets Skønhed vaere sorn skal bringe unge Karle og Most unge Piger til at blomstre frem.
------------------------Zakarias' Bog, Kapitel 10
Zec	10	1	1. Begaerer Regn af Herren paa den sildige Regns Tid! Herren skaffer Lyn og giver dem Regnskyl, for enhver Mand Urter paa Øarken.
Zec	10	2	2. Thi Husguderne have talt Falskhed, og Spaamaendene have skuet Løgn, og skuftende Drømme tale de, med Forfaengelighed trøste de; derfor ere de dragne bort som en Hjord, de ere i Nød, thi der er ingen Hyrde.
Zec	10	3	3. Imod Hyrderne er min Vrede optaendt, og Blikkene vil jeg hjemsøge; thi den Herre Zebaoth har besøgt sin Hjord, Judas Hus, og gjort dem som sin statelige Hest i Krigen.
Zec	10	4	4. Derfra skal Hjørnestenen, derfra skal Naglen, derfra skal Krigsbuen vaere, derfra skal tillige hver streng Hersker udgaa.
Zec	10	5	5. Og de skulle vaere som Helte og traede Gadeskarn ned i Krigen, og de skulle stride, thi Herren skal vaere med dem; og de, som ride paa Heste, skulle beskaemmes.
Zec	10	6	6. Og jeg vil styrke Judas Hus og frelse Josefs Hus og give dem Bolig; thi jeg har forbarmet mig over dem, og de skulle vorde, som om jeg ikke havde bortkastet dem; thi jeg er Herren deres Gud og vil bønhøre dem.
Zec	10	7	7. Og Efraim skal blive som en Helt og deres Hjerte glaedes ligesom af Vin, og deres Børn skulle se det og glaede sig, deres Hjerte skal fryde sig i Herren.
Zec	10	8	8. Jeg vil fløjte ad dem og samle dem; thi jeg har genløst dem, og de skulle blive mangfoldige, ligesom. de have vaeret mangfoldige.
Zec	10	9	9. Og jeg vil saa dem iblandt Folkene, og de skulle ihukomme mig paa de langt fraliggende Steder, og de skulle leve tillige med deres Børn og komme tilbage.
Zec	10	10	10. Og jeg vil føre dem tilbage fra Aegyptens Land og samle dem fra Assyrien; og jeg vil føre dem til Gileads og Libanons Land, og der skal ikke findes Rum nok for dem.
Zec	10	11	11. Og han skal gaa igennem Traengselshavet og slaa Bølgerne i Havet, og alle Strømmens Dyb skulle udførres; og Assyriens Hovmod skal nedtrykkes, og Aegyptens Spir skal vige.
Zec	10	12	12. Og jeg vil styrke dem i Herren, og i hans Navn skulle de vandre, siger Herren.
------------------------Zakarias' Bog, Kapitel 11
Zec	11	1	1. Oplad dine Døre, Libanon! og! Ild taere paa dine Gedre!
Zec	11	2	2. Hyl, Cypres! thi Cederen er falden, thi de, som vare de hellige, ere ødelagte; hyler, Basaris Aere! thi den velforvarede Skov er faeldet.
Zec	11	3	3. Hyrdernes Hyl lyder, thi deres Herlighed er ødelagt; de tunge: Løvers Brøl lyder, thi Jordanens Stolthed er ødelagt.
Zec	11	4	4. Saa sagde Herren, min Gud: Vogt de Slagtefaar,
Zec	11	5	5. hvilke de, der købe dem, draebe og blive ikke strafskyldige, medens de, der saelge dem, sige: Lovet vaere Herren, at jeg bliver rig; og ingen af deres Hyrder sparer dem.
Zec	11	6	6. Thi jeg vil ikke Laengere spare Jordens Beboere, siger Herren; og se, jeg vil overgive Menneskene den ene i den andens Haand og i hans Konges Haand, og de skulle ødelaegge: Jorden, og jeg vil ikke redde af deres Haand.
Zec	11	7	7. Og jeg fødte Slagtefaarene derhos de elendige af Faarene; og jeg tog mig to Stave, den ene kaldte jeg: "Liflighed", og den anden kaldte jeg: "Baand", og jeg vogtede Faarene,
Zec	11	8	8. og jeg tilintetgjorde de tre af Hyrderne i een Haaned. Men min Sjael blev utaalmodig over dem, og deres Sjael blev ogsaa ked af mig;
Zec	11	9	9. og jeg sagde: Jeg vil ikke vogte eder; hvad som dør, maa dø, og hvad som omkommer, maa omkomrne, og de overblevne maa aede den ene den andens Kød.
Zec	11	10	10. Og jeg tog min Stav "Liflighed", og sønderhuggede den for at tilintetgøre min Pagt, som jeg havde gjort med alle Folkeslag.
Zec	11	11	11. Og den blev gjort til intet paa samme Dag, og saaledes forstode de elendige af Faarene, som agtede paa mig, at det var Herrens Ord.
Zec	11	12	12. Og jeg sagde til dem: Dersom det synes godt for eders Øjne, da giver mig min Løn, og hvis ikke, da lader det vaere; og de afvejede som min Løn tredive Sekel Sølv.
Zec	11	13	13. Og Herren sagde til mig: Kast den hen til Pottemageren, den herlige Pris, som jeg er agtet vaerd af dern! og jeg tog de tredive Sekel Sølv og kastede dem hen i Herrens Hus til Pottemageren.
Zec	11	14	14. Og jeg sønderhuggede min anden Stav, kaldet "Baand", for at tilintetgøre Broderskabet imellem Juda og Israel.
Zec	11	15	15. Og Herren sagde til mig: Tag dig endnu en taabelig Hyrdes Redskab!
Zec	11	16	16. Thi se, jeg lader en Hyrde fremstaa i Landet; dem, som ere naer ved at omkomme, skal han ikke se til, det forvildede skal han ikke opsøge, det, som har taget Skade, skal han ikke laege; det, som holder sig oprejst, skal han ikke forsørge, men Kødet af det fedede skal han aede, og dets Klove skal han sønderrive.
Zec	11	17	17. Ve den unyttige Hyrde, som forlader Faarene! et Svaerd skal komme imod hans Arm og imod hans højre Øje; hans Arm skal visne hen, og hans højre Øje skal blive aldeles dunkelt.
------------------------Zakarias' Bog, Kapitel 12
Zec	12	1	1. Herrens Ords Profeti over Israel. Et Udsagn af Herren, som udbreder Himmelen og grundfaester Jorden og danner Menneskets Aand inden i ham:
Zec	12	2	2. Se, jeg gør Jerusalem til en Beruselsesskaal for alle folkeslag trindt omkring; og det skal ogsaa komme over Juda under Belejringen af Jerusalem.
Zec	12	3	3. Og det skal ske paa den Dag, at jeg vil gøre Jerusalem til en Sten at løfte paa for alle Folkefaerd, alle, som ville løfte paa den, skulle visselig rive sig; og alle Hedningefolk paa Jorden skulle samle sig imod den.
Zec	12	4	4. Paa den Dag, siger Herren, vil jeg slaa alle Heste med Skyhed, og den, som rider paa dem, med Vanvid; og jeg vil oplade mine Øjne over Judas Hus og slaa alle Folkenes Heste med Blindhed.
Zec	12	5	5. Da skulle Fyrsterne i Juda sige i deres Hjerte: Jerusalems Indbyggere ere mig til Styrke i den Herre Zebaoth, deres Gud.
Zec	12	6	6. Paa den Dag vil jeg gøre Judas Fyrster som en Ildbryde iblandt Trae og som et braendende Blus iblandt Neg, og de skulle fortaere til højre og til venstre alle Folkene trindt omkring, og Jerusalem skal blive fremdeles paa sit Sted i Jerusalem.
Zec	12	7	7. Og Herren skal frelse Judas Telte først, for at Davids Hus's Herlighed og Jerusalems Indbyggeres Herlighed ikke skal ophøje sig over Juda.
Zec	12	8	8. Paa den Dag skal Herren beskaerme Indbyggerne i Jerusalem, og det skal ske, at den, som er skrøbelig iblandt dem, skal vaere paa den Dag som David og Davids Hus som Guder som Herrens Engel foran deres Ansigt.
Zec	12	9	9. Og det skal ske paa. den Dag, at jeg vil søge at ødelaegge alle de Hedningefolk, som komme imod Jerusalem.
Zec	12	10	10. Og jeg vil udgyde over Davids Hus og over Jerusalems Indbyggere Naadens og Bønnens Aand, og de, skulle se til mig, som de have gennemstunget; og de skulle sørge over ham med en Sorg som over den eneste og klage bitterligt over ham, som man klager bitterligt over den førstefødte.
Zec	12	11	11. Paa den Dag skal Sorgen blive stor i Jerusalem, som Sorgen fra Hadad-Rimmon, i Megiddons Dal.
Zec	12	12	12. Og Landet skal sørge, hver Slaegt for sig; Davids Hus's Slaegt for sig og deres Kvinder for sig; Nathans Hus's Slaegt for sig og deres Kvinder for sig;
Zec	12	13	13. Levis Hus's Slaegt for sig og deres Kvinder for sig; Simeis Slaegt for sig og deres Kvinder for sig;
Zec	12	14	14. alle de øvrige Slaegter, hver Slaegt for sig og deres Kvinder for sig.
------------------------Zakarias' Bog, Kapitel 13
Zec	13	1	1. Paa den Dag skal der vaere en aabnet Kilde for Davids Hus og for Jerusalems Indbyggere imod Synd og imod Urenhed.
Zec	13	2	2. Og det skal ske paa den Dag, siger den Herre Zebaoth, at jeg vil udrydde Afgudernes Navne af Landet, og de skulle ikke ihukommes ydermere; ogsaa Profeterne og den urene Aand vil jeg lade forsvinde af Landet.
Zec	13	3	3. Og det skal ske, naar nogen spaar ydermere, da skal hans Fader og hans Moder, som avlede ham, sige til ham: Du skal ikke leve, thi du har talt Løgn i Herrens Navn; og hans Fader og hans Moder, som avlede ham, skulle gennembore ham, naar han spaar.
Zec	13	4	4. Og det skal ske paa den Dag, da skulle Profeterne skamme sig, hver over sit Syn, naar han spaar; og de skulle ikke iføre sig en laadden Kappe for at bedrage.
Zec	13	5	5. Men han skal sige: jeg er ingen Profet, jeg er en Agerdyrker; thi en Mand har købt mig fra min Ungdom af.
Zec	13	6	6. Og dersom nogen siger til ham: Hvad betyde disse Saar i dine Haender? da skal han sige: Det er Slag, som jeg har faaet i deres Hus, som elskede mig.
Zec	13	7	7. Svaerd! vaagn op imod min Hyrde og imod den Mand, som er min Naeste, siger den Herre Zebaoth; slaa Hyrden, og Faarene skulle adspredes, og jeg vil føre min Haand tilbage over de smaa.
Zec	13	8	8. Og det skal ske i alt Landet, siger Herren: De to Dele, som ere derudi, skulle udryddes, de skulle opgive Aanden; men den ene Tredjedel skal blive tilbage derudi.
Zec	13	9	9. Og jeg vil bringe denne Tredjedel i Ilden og lutre den, som man lutrer Sølvet, og prøve den, som man prøver Guldet; den skal paakalde mit Navn, og jeg vil bønhøre den; jeg siger: Det er mit Folk, og den skal sige: Herren er min Gud.
------------------------Zakarias' Bog, Kapitel 14
Zec	14	1	1. Se, en Dag kommer for Herren og dit Bytte skal deles i din Midte.
Zec	14	2	2. Og jeg vil sanke alle Hedningefolkene imod Jerusalem til Krigen, og Staden skal indtages og Husene plyndres og Kvinderne skaendes; og Halvdelen af Staden skal gaa ud i Landflytighed, men det overblevne af Folket skal ikke udryddes af Staden.
Zec	14	3	3. Og Herren skal drage ud og stride imod disse Hedningefolk som den Dag, da han stred paa Krigens Dag.
Zec	14	4	4. Og hans Føndder skulle paa den Dag staa paa Oliebjerget, som er lige over for Jerusalem imod Østen, og Oliebjerget skal revne fra dets Midte af i Øst og Vest, saa der bliver en saare stor Dal, og Halvdelen af Bjerget skal vige imod Nord, og dets anden Halvdel irnod Syd.
Zec	14	5	5. Og I skulle fly til mine Bjerges Dal, thi Bjergdalen skal naa til Azal, og I skulle fly, ligesom I flyede for Jordskaelvet i Judas Konge Ussias's Dage; og Herren min Gud skal komme, alle hellige med dig!
Zec	14	6	6. Og det skal ske paa den Dag, at der intet Lys skal vaere, de praegtige Himmellys skulle fordunkles.
Zec	14	7	7. Og der skal vaere een Dag, den skal vaere kendt af Herren, der skal ikke vaere Dag og ikke Nat, og det skal ske imod Aftens Tid, at der skal blive Lys.
Zec	14	8	8. Og det skal ske paa den Dag, at levende Vande skulle udgaa af Jerusalem, Halvdelen af dem til Havet imod Østen og Halvdelen af dem til Havet imod Vesten; det skal vaere baade om Sommeren og om Vinteren.
Zec	14	9	9. Og Herren skal vaere Konge over det hele Land; paa den Dag skal Herren vaere een, og hans Navn eet.
Zec	14	10	10. Det hele Land skal forandre sig og vorde som Sletten, fra Geba indtil Rimmon, Syd for Jerusalem; men denne skal haeve sig højt og trone paa sit Sted, fra Benjamins Port indtil den første Ports Sted, indtil Hjørneporten, og fra Hananeels Taarn indtil Kongens Vinperser.
Zec	14	11	11. Og de skulle bo i den, og Band skal ikke vaere ydermere, og Jerusalem skal bo tryggelig.
Zec	14	12	12. Og det skal vaere den Plage, med hvilken Herren skal slaa alle Folkene, som have stridt imod Jerusalem: Han skal lade deres Kød taeres hen, medens de endnu staa paa deres Fødder, og deres Øjne skulle taeres hen i deres Hulninger, og deres Tunge skal taeres hen i deres Mund.
Zec	14	13	13. Og det skal ske paa den Dag, at der skal komme en stor Forvirring fra Herren iblandt dem, saa at de skulle gribe den ene den andens Haand, og at den enes Haand skal løfte sig imod den andens Haand.
Zec	14	14	14. Og Juda skal ogsaa kaempe i Jerusalem; og Godset efter alle Hedningefolkene trindt omkring skal sankes, Guld og Sølv og Klaeder i saare stor Mangfoldighed.
Zec	14	15	15. Og saadan skal Plagen vaere over Hestene, Mulerne, Kamelerne og Asenerne og over alle Dyrene, som findes i disse Lejre, saadan som denne Plage.
Zec	14	16	16. Og det skal ske, at alle de overblevne af alle de Hedningefolk, som kom imod Jerusalem, skulle drage op, Aar efter Aar, for at tilbede Kongen, den Herre Zebaoth. og for at højtideligholde Løvsalernes Fest.
Zec	14	17	17. Og det skal ske, naar nogen af Slaegterne paa Jorden ikke drager op til Jerusalem for at tilbede Kongen, den Herre Zebaoth, saa skal Regnen ikke blive dem til Del.
Zec	14	18	18. Og dersom Aegypternes Slaegt ikke drager op og ikke kommer, da skal den ej heller blive dem til Del; der skal komme den Plage, med hvilken Herren slaar de Hedningefolk, som ikke drage op for at højtideligholde Løvsalernes Fest.
Zec	14	19	19. Dette skal vaere Aegyptens Syndestraf og alle de Hedninbefolks Syndestraf, som ikke drage op for at højtideligholde Løvsalernes Fest.
Zec	14	20	20. Paa den Dag skal der staa paa Hestenes Bjaelder: "Helliget Herren "; og Gryderne i Herrens Hus skulle vaere som Offerskaalerne foran Alteret.
Zec	14	21	21. Og hver Gryde i Jerusalem og i Juda skal vaere hellig for den Herre Zebaoth, og alle de, som ofre, skulle komme og tage af dem og koge i dem; og der skal ingen Kananit ydermere vaere i den Herre Zebaoths Hus paa den Dag.
------------------------Malakias' Bog, Kapitel 1
Mal	1	1	1. Herrens Ords Profeti over Israel ved Malakias.
Mal	1	2	2. Jeg har elsket eder, siger Herren; men I sige: "Hvorudi har du elsket os? Er ikke Esau Jakobs Broder?" siger Herren, dog elskede jeg Jakob.
Mal	1	3	3. Men Esau hadede jeg og gjorde hans Bjerge øde og hans Arv til Hjem for Ørkens Drager.
Mal	1	4	4. Naar Edom siger: Vi ere knuste, men vi ville komme igen og opbygge de Øde Staeder, da siger den Herre Zebaoth saaledes De ville bygge, men jeg vil nedbryde, og man skal kalde dem Ugudeligheds Land og det Folk, paa hvilket Herren er vred indtil evig Tid.
Mal	1	5	5. Og eders Øjne skulle se det, og I skulle sige: Herren er stor over Israels Land.
Mal	1	6	6. En Søn skal aere Faderen og en Tjener sin Herre; dersom jeg da er Fader, hvor er min Aere? og er jeg Herre, hvor er Frygten for mig? siger den Herre Zebaoth til eder, I Praester, som foragte mit Navn, og dog sige: Hvormed have vi foragtet dit Navn?
Mal	1	7	7. I, som fremføre besmittet Brød paa mit Alter, og dog sige: Hvormed besmitte vi dig? Dermed at I sige: Herrens Bord er foragteligt.
Mal	1	8	8. Og naar I fremføre noget blindt til at ofres, se I intet ondt deri; og naar I fremføre noget halt eller sygt, se I intet ondt deri; bring dog din Landshøvding det! mon han vil finde Behag i dig eller vaere dig naadig? siger den Herre Zebaoth.
Mal	1	9	9. Og nu, beder dog ydmygelig for Guds Ansigt, at han vil forbarme sig over os! - af eders Haand er dette begaaet, - mon han for eders Skyld vil vaere naadig? siger den Herre Zebaoth.
Mal	1	10	10. Gid der dog var een iblandt eder, som vilde tillukke Dørene, at I ikke skulde optaende Ild paa mit Alter skulde optaende Ild paa mit Alter forgaeves? jeg har ingen Lyst til eder, siger den Herre Zebaoth, og har ikke Behag i Offergaver af eders Haand.
Mal	1	11	11. Thi fra Solens Opgang og indtil dens Nedgang er mit Navn stort iblandt Hedningerne, og paa hvert Sted bliver der ofret Røgelse, bliver der frembaaret for mit Navn og det rene Oflergaver; thi stort er mit Navn iblandt Hedningerne, siger den Herre Zebaoth.
Mal	1	12	12. Men I vanhellige det, idet I sige: Herrens Bord, det er besmittet, og hvad angaar det, som ydes dertil, at Maden derpaa er foragtelig.
Mal	1	13	13. Og I sige: Se, hvilken Møje! og I blaese ad det, siger den Herre Zebaoth, og I fremføre, hvad der er røvet, og det halte og det syge, ja, frembaere det som Offergave; skulde jeg have Behag i saadant af eders Haand? siger Herren.
Mal	1	14	14. Og forbandet er den, som bedrager, naar han dog har en Han i sin Hjord, og den, som gør Løfte og ofrer, noget beskadiget til Herren; thi jeg er en stor Konge, siger den Herre Zebaoth, og mit Navn er forfaerdeligt iblandt Hedningerne.
------------------------Malakias' Bog, Kapitel 2
Mal	2	1	1. Og nu, denne Bestemmelse gaelder eder, I Praester!
Mal	2	2	2. Dersom I ikke høre det, og dersom I ikke laegge det paa Hjerte at give mit Navn Aere, siger den Herre Zebaoth, da vil jeg sende Forbandelsen paa eder og forbande eders Velsignelser; ja, jeg har allerede forbandet dem, fordi I ikke ville laegge det paa Hjerte.
Mal	2	3	3. Se, jeg truer Saeden for eder og spreder Møg over eders Ansigter, Møget af eders Festofre, og man skal bringe eder hen til dette.
Mal	2	4	4. Og I skulle fornemme, at jeg har sendt denne Bestemmelse imod eder, for at den skal vorde min Pagt med Levi, siger den Herre Zebaoth.
Mal	2	5	5. Min Pagt var med ham Livet og Freden, og jeg gav ham dem til Frygt, og han frygtede mig, og for mit Navn var han forfaerdet.
Mal	2	6	6. Sandheds Lov var i hans Mund, og der blev ikke fundet Uret paa hans Laeber; i Fred og i Oprigtighed vandrede han med mig og omvendte mange fra Misgerning.
Mal	2	7	7. Thi en Praests Laeber skulle bevare Kundskab, og Loven skal man søge af hans Mund; thi han er den Herre Zebaoths Sendebud.
Mal	2	8	8. Men I ere afvegne fra Vejen, I have bragt mange til at støde an imod Loven; have fordaervet Levis Pagt, siger den Herre Zebaoth.
Mal	2	9	9. Derfor gør ogsaa jeg eder foragtelige og ringe for alt Folket, eftersom I ikke agte paa mine Veje, men anse Personer ved Anvendelse af Loven.
Mal	2	10	10. Have vi ikke alle sammen een Fader? har ikke een Gud skabt, os? hvorfor handle vi troløst, den ene imod den anden, for at vanhellige vore Faedres Pagt?
Mal	2	11	11. Juda har handlet troløst, og der er sket Vedelstyggelighed i Israel og i Jerusalem; thi Juda har vanhelliget Herrens Helligdom, som han elsker, og taget til Agte en fremmed Guds Datter.
Mal	2	12	12. For den Mand, som gør dette, udrydde Herren den, som er vaagen, og den, som svarer, af Jakobs Telte, og den, som fremfører Offergaver til den Herre Zebaoth!
Mal	2	13	13. For det andet gøre I ogsaa dette: I bedaekke Herrens Alter med Taarer, med Graad og Suk, saa at han ikke mere vender sit Ansigt til Offergaven eller modtager noget som velbehageligt af eders Haand.
Mal	2	14	14. Og I sige: Hvorfor? Fordi Herren har vaeret Vidne imellem dig og din Ungdoms Hustru, som du har handlet troløst imod, dn hun dog har din Aegtefaelle og din, Pagts Hustru.
Mal	2	15	15. Og een, som havde en Rest af Aand, har ikke handlet saaledes. Men hvad gjorde denene? Han søgte den af Gud forjaettede Saed. Saa skulle I vogte eder for eders Aands Skyld, og ingen handle troløst imod sin Ungdoms Hustru!
Mal	2	16	16. Thi jeg hader Skilsmisse, siger den Herre Israels Gud, og man bedaekker derved sit Klaedebon med Vold, siger den Herre Zebaoth; saa skulle I vogte eder for eders Aands Skyld og ikke handle troløst.
Mal	2	17	17. I have traettet Herren med eders Ord; og dog sige I: Hvormed have vi traettet ham? Idet I sige: Hver, som gør ondt, er god for Herrens Øjne, og til dem har han Lyst, eller: Hvor er Dommens Gud?
------------------------Malakias' Bog, Kapitel 3
Mal	3	1	1. Se, jeg sender min Engel, at han skal berede Vejen for mit Ansigt, og i et Nu kommer til sit Tempel den Herre, som I søge, og Pagtens Engel, som I have Lyst til, se, han kommer, siger den Herre Zebaoth.
Mal	3	2	2. Og hvo udholder hans Tilkommelsesdag? og hvo kan, bestaa, naar han lader sig se? thi han er som Smelterens Ild og som Tvaetternes Lud.
Mal	3	3	3. Og han skal sidde og smelte og rense Sølvet, han skal rense Levis Børn og lutre dem som Guldet og som Sølvet; og de skulle vaere Herrens og fremføre Offergaver i Retfaerdighed.
Mal	3	4	4. Og Judas og Jerusalems Offergaver skulle behage Herren som i gamle Dage og som i de forgangne Aar.
Mal	3	5	5. Og jeg vil naerme mig eder til Dom og vaere et hastigt Vidne imod Troldkarlene og imod Horkarlene og imod dem, som svaerge falskelig, og imod dem, som nedtrykke Daglønnerens Løn, Enken og den faderløse, og som forurette den fremmede og ikke frygte mig, siger den Herre Zebaoth.
Mal	3	6	6. Thi jeg, Herren, har ikke forandret mig; og I, Jakobs Børn! ere ikke tilintetgjorte.
Mal	3	7	7. Fra eders Faedres Dage ere I afvegne fra mine Skikke og have ikke bevaret dem; vender om til mig, og Jeg vil vende om til eder, siger den Herre Zebaoth; men I sige: Hvori skulle vi vende om?
Mal	3	8	8. Mon et Menneske tør bedrage Gud? thi I bedrage mig, og dog sige I: Hvormed have vi bedraget dig? Med Tienen og Afgiften!
Mal	3	9	9. Med Forbandelse ere I forbandede, og I, ja, det hele Folk, bedrage mig?
Mal	3	10	10. Fører al Tienden til Forraadshuset at der kan vaere Spise i mit Hus, og prøver mig dog derved, siger den Herre Zebaoth, om jeg ikke vil aabne eder Himmelens Sluser og udgyde Velsignelse over eder i Overmaal.
Mal	3	11	11. Og jeg vil for eders Skyld true Aederen, at den ikke skal fordaerve eder Jordens Frugt; og Vintraeet paa Marker skal ikke slaa eder fejl, siger den Herre Zebaoth.
Mal	3	12	12. Og alle Folkeslag skulle prise eder lykkelige; thi I skulle vaere et behageligt Land, siger den Herre Zebaoth.
Mal	3	13	13. Eders Ord have vaeret staerke imod mig, siger Herren; og dog sige I: Hvad have vi talt med hver andre imod dig?
Mal	3	14	14. I sige: Det er forfaengeligt at tjene Gud, og hvad Vinding have vi af, at vi toge Vare paa, hvad han vilde have varetaget, og at vi gik i Sørgeklaeder for den Herre Zebaoths Ansigt?
Mal	3	15	15. Og nu prise vi de hovmodige lykkelige; baade de, som øvede Ugudelighed, ere byggede, og de, som fristede Gud, slap fri.
Mal	3	16	16. Da samtalede og de, som frygtede Herren, hver med sin Ven, og Herren gav Agt derpaa og hørte det, og der blev skrevet for hans Ansigt en Ihukommelsesbog om dem, som frygte Herren og taenke paa hans Navn.
Mal	3	17	17. Og de skulle, siger den Herre Zebaoth, vaere mig en Ejendom paa den Dag, som jeg skaber; og jeg vil skaane dem, som en Mand skaaner sin Søn, der tjener ham.
Mal	3	18	18. Og I skulle igen se Forskel imellem en retfaerdig og en ugudelig, imellem en, som tjener Gud, og en, som ikke tjene ham.
------------------------Malakias' Bog, Kapitel 4
Mal	4	1	1. Thi se, Dagen kommer, der braender som Ovnen, og alle hovmodige og hver, som Øver Ugudelighed, skulle vorde Halm, og Dalen, der kommer, skal fortaere dem, siger den Herre Zebaoth, saa at den ikke levner dem Rod eller Gren.
Mal	4	2	2. Men for edel, som frygte mit Navn, skal Retfaerdigheds Sol opgaa med Laegedom under sine Vinger; og I skulle gaa ud og springe som Kalve fra Fedestalden.
Mal	4	3	3. Og I skulle nedtraede de ugudelige, thi de skulle vorde Aske under eders Fødders Saaler, paa den Dag, som jeg skaber, siger den Herre Zebaoth.
Mal	4	4	4. Kommer Mose, min Tjeners, Lov i Hu, hvilken jeg bød ham paa Horeb for hele Israel, som Bold og Befalinger.
Mal	4	5	5. Se, jeg sender eder Elias, Profeten, førend Herrens Dag kommer, den store og den forfaerdelige.
Mal	4	6	6. Og han skal vende Faedrenes Hjerte til Børnene, og Børnenes Hjerte til deres Faedre, at jeg ikke skal komme og slaa Landet med Band.
------------------------Matthaeusevangeliet, Kapitel 1
Mat	1	1	1. Jesu Christi, Davids Søns, Abrahams Søns, Slaegtebog.
Mat	1	2	2. Abraham avlede Isak; og Isak avlede Jakob; og Jakob avlede Juda og hans Brødre
Mat	1	3	3. og Juda avlede Phares og Zara med Thamar; og Phares avlede Esrom; og Esrom avlede Abram;
Mat	1	4	4. og Abram avlede Aminadab; og Aminadab avlede Naasson; og Nasson avlede Salmon;
Mat	1	5	5. Salmon avlede Booz med Rachab; og Booz avlede Obed med Ruth; og Obed avlede Jessai;
Mat	1	6	6. og Jessai avlede Kong David; og Kong David avlede Salomon med Urias' Hustru;
Mat	1	7	7. og Salomon avlede Roboam; og Roboam avlede Abia; og Abia avlede Asa;
Mat	1	8	8. og Asa avlede Josaphat; og Josaphat avlede Joram; og Joram avlede Ozias;
Mat	1	9	9. og Ozias avlede Joatham; og Joatham avlede Achas; og Achas avlede Ezechias;
Mat	1	10	10. og Ezechias; avlede Manasse; og Manasse avlede Amon; og Amon avlede Josias;
Mat	1	11	11. og Josias avlede Jechonias og hans Brødre ved den babylonske Udlaendigheds Tid.
Mat	1	12	12. Men efter den babyloniske Udlaendighed avlede Jechonias Salathiel; og Salathiel avlede Zorobabel;
Mat	1	13	13. og Zorobabel avlede Abiud; og Abiud avlede Eliakim; og Eliakim avlede Azor;
Mat	1	14	14. og Azor avlede Sadok; og Sadok avlede Achim; og Achim avlede Eliud;
Mat	1	15	15. og Eliud avlede Eleazar; og Eleazar avlede Matthan; og Matthan avlede Jakob;
Mat	1	16	16. og Jakob avlede Joseph, Marias Mand; af hende er Jesus født, som kaldtes Christus.
Mat	1	17	17. Altsaa ere alle led fra Abraham indtil David fjorten Led, og fra David indtil den babyloniske Udlaendighed fjorten Led, og fra den babyloniske Udlaendighed indtil Christus fjorten Led.
Mat	1	18	18. Men Jesu Christi Fødsel gik saa til. Der Maria, hans Moder, var Joseph trolovet, befandtes hun, førend de kom sammen, at vaere frugtsommelig af den Hellig Aand.
Mat	1	19	19. Men Joseph, hendes Mand, efterdi han var retsindig og ikke vilde offentlig beskaemme hende, besluttede hemmelig at skille sig fra hende.
Mat	1	20	20. Men idet han taenkte derpaa, see, da aabenbaredes Herrens Engel for ham i en Drøm og sagde: Joseph, Davids Søn! frygt ikke at annamme din Hustru Maria; thi det, som er avlet i hende er af den Hellig Aand.
Mat	1	21	21. Men hun skal føde en Søn, og du skal kalde hans Navn Jesus; thi han skal frelse sit folk fra deres Synder.
Mat	1	22	22. Men dette skete altsammen, at det skulde fuldkommes, som er talet af Herren ved Profeten, som siger:
Mat	1	23	23. see, en Jomfru skal blive frugtsommelig og føde en Søn, og man skal kalde hans Navn Immanuel, hvilket er udlagt: Gud med os.
Mat	1	24	24. Men der Joseph vaagnede op af Søvnen, gjorde han, som Herrens Engel havde befalet ham, og han annammede sin Hustru.
Mat	1	25	25. Og han kjendte hende ikke, indtil hun havde født sin Søn den førstefødte, og han kaldte hans Navn Jesus.
------------------------Matthaeusevangeliet, Kapitel 2
Mat	2	1	1. Men der Jesus var født i Bethlehem i Judaea, udi Kong Herodes' Dage, see, da kom Vise af Østerland til Jerusalem og sagde:
Mat	2	2	2. hvor er den Jødernes Konge, som er født? thi vi have seet hans Stjerne i Øster, og ere komne at tilbede ham.
Mat	2	3	3. Men der Kong Herodes det hørte, blev han forfaerdet, og al Jerusalem med ham;
Mat	2	4	4. og der han havde forsalmet alle de Ypperstepraester og Skriftkloge iblandt Folket, adspurgte ham dem, hvor Christus skulde fødes.
Mat	2	5	5. Men de sagde til ham: i Bethlehem i Judaea; thi der er saa skrevet ved Profeten:
Mat	2	6	6. og du, Bethlehem i Juda' Land! er ingenlunde den mindste iblandt Juda' Fyrster; thi af dig skal udgaae en Fyrste, som skal vaere mit Folks Israels Hyrde.
Mat	2	7	7. Da kaldte Herodes de Vise hemmelig og udspurgte nøie Tiden af dem, naar Stjernen havde ladet sig tilsyne.
Mat	2	8	8. Og han sendte dem til Betlehem og sagde: gaaer hen og udspørger flittelig om Barnet; men naar I have fundet det, da forkynder mig det, og jeg og kan komme og tilbede det.
Mat	2	9	9. Men der de havde hørt Kongen, droge de bort; og se, Stjernen, som de havde seet i Øster, gik hen for dem, indtil den kom og stod ovenover, hvor Barnet var.
Mat	2	10	10. Men der de saae Stjernen, bleve de saare meget glade.
Mat	2	11	11. Og de gik ind i Huset, og fandt Barnet med dets Moder Maria, og faldt ned og tilbade det, og oplode deres Liggendefae og offrede det Gaver, Guld og Røgelse og Myrrha.
Mat	2	12	12. Og der de vare blevne advarede af Gud i en Drøm, at de skulde ikke vende tilbage til Herodes, fore de ad en anden Vei bort til deres Land.
Mat	2	13	13. Men der de vare bortfarne, see, da aabenbaredes Herrens Engel for Joseph i en Drøm og sagde: staa op, og tag Barnet og dets Moder, og fly til Aegypten, og bliv der, indtil jeg siger dig til; thi Herodes vil søge efter Barnet, for at omkomme det.
Mat	2	14	14. Men han stod op, tog barnet og dets Moder om Natten, og veg hen til Aegypten.
Mat	2	15	15. Og han blev der, indtil Herodes var død, at det skulle fuldkommes, som var talet af Herren ved Propheten, som siger: fra Aegypten kaldte jeg min Søn.
Mat	2	16	16. Der Herodes da saae, at han var skuffet af de Vise, blev han saare vred og sendte hen og lod ihjelslaae alle Børn som vare i Betlehem og i al dens Egn, fra to Aar og derunder, efter den Tid som han havde udspurgt af de Vise.
Mat	2	17	17. Da blev det fuldkommet, som talet er af den Profet Jeremias, som siger:
Mat	2	18	18. en røst blev hørt udi Rama, Graad og Skrig og megen Hylen; Rachel begraed sine Børn og vilde ikke lade sig husvale, thi de ere ikke mere.
Mat	2	19	19. Men der Herodes var død, see, da aabenbaredes Herrens Engel i en Drøm for Joseph i Aegypten, sigende:
Mat	2	20	20. staa op, og tag barnet og dets Moder, og drag hen til Israels Land; thi de ere, døde, som søgte efter barnets liv.
Mat	2	21	21. Men han stod op og tog Barnet og dets Moder og kom til Israels Land.
Mat	2	22	22. Men der han hørte, at Archelaus regjerede i Judaea i sin Faders Herodes' Sted, frygtede han at komme derhen; men han blev advaret af Gud i en Drøm og veg hen til Galilaeas Egne.
Mat	2	23	23. Og han kom og boede i en Stad som kaldes Nazareth, at det skulle fuldkommes, som sagt er ved Propheterne: han skal kaldes Nazaraeer.
------------------------Matthaeusevangeliet, Kapitel 3
Mat	3	1	1. Men i de samme Dage fremstod Johannes den Døber, som praedikede i Judaeas Ørk og sagde:
Mat	3	2	2. omvender Eder, thi Himmeriges Rige er kommet naer.
Mat	3	3	3. Thi han er den, om hvilken den Prophet Esaias har talet, sigende: det er hans Røst, somraaber i Ørken: bereder Herrens Vei, gjører hans Stier jaevne.
Mat	3	4	4. Men Johannes havde sit Klaedebon af Kamelhaar og et Laederbaelte om sin Laend; men hans Mad var Graeshopper og vild Honning.
Mat	3	5	5. Da udgik Jerusalem til ham og det ganske Judaea og alt Landet omkring Jordanen.
Mat	3	6	6. Og de døbtes af ham i Jordanen og bekjendte deres Synder.
Mat	3	7	7. Men der han saae mange Pharisaeer og Sadducaeer komme til hans Daab, sagde han til dem: I Øgleunger! hvo viste eder at flye fra den kommende Vrede?
Mat	3	8	8. Baerer da Omvendelsens vaerdige Frugter,
Mat	3	9	9. og mener ikke at ville sige ved Eder selv: vi have Abraham til Fader; thi jeg siger Eder, at Gud kan opvaekke Abraham Børn af disse Stene.
Mat	3	10	10. Men Øxen ligger allerede ved roden af Traeerne; derfor, hvert Trae, som ikke baerer god Frygt, skal afhugges og kastes i Ilden.
Mat	3	11	11. Jeg døber Eder vel med Vand til Omvendelse; men den, som kommer efter mig, er staerkere end jeg, hvis Skoe jeg ikke er vaerdig at baere; han skal døbe Eder med den hellig Aand og Ild.
Mat	3	12	12. Hans Kasteskovl er i hans Haand, og han skal igjennemrense sin Lo og samle sin Hvede i laden; men Avnerne skal han opbraende med uslukkelig Ild.
Mat	3	13	13. Da kom Jesus fra Galilaea til Jordanen til Johannes at døbes af ham.
Mat	3	14	14. Men Johannes formeente ham det og sagde: Jeg har behov at døbes af dig, og du kommer til mig!
Mat	3	15	15. Men Jesus svarede og sagde til ham: tilsted det nu; thi saaledes bør det os at fuldkomme Alt, hvad Ret er. Da tilstedte han ham.
Mat	3	16	16. Og der Jesus var døbt, steg han strax op af Vandet, og see, Himlene aabnedes ham, og han saae Guds Aand fare ned som en Due og komme over ham.
Mat	3	17	17. Og see, der kom en Røst fra Himlene, som sagde: denne er min Søn den Elskelige, i hvilken jeg haver Behagelighed.
------------------------Matthaeusevangeliet, Kapitel 4
Mat	4	1	1. Da blev Jesus ført af Aanden i Ørken, at fristes af Djaevelen.
Mat	4	2	2. Og der han havde fastet fyrretyve Dage og fyrretyve Naetter, hungrede han omsider.
Mat	4	3	3. Og Fristeren gik til ham og sagde: er du Guds Søn, da siig, at disse Stene blive Brød.
Mat	4	4	4. Men han svarede og sagde: der er skrevet: Mennesket lever ikke alene af Brød, men ved hvert Ord, som udgaar igennem Guds Mund.
Mat	4	5	5. Da tog Djaevelen ham med sig til den hellige Stad og satte ham paa tindingen af Templet og sagde til ham:
Mat	4	6	6. er du Guds Søn, da kast dig selv herned; thi der er skrevet: han skal give sine Engle Befaling om dig, og de skulle baere dig paa Haenderne, at du ikke skal støde din Fod paa nogen Steen.
Mat	4	7	7. Da sagde Jesus til ham: der er atter skrevet: du skal ikke friste Herren din Gud.
Mat	4	8	8. Atter tog Djaevelen ham op med sig paa et saare høit Bjerg, og viste ham alle Verdens Riger og deres herlighed, og sagde til ham:
Mat	4	9	9. Alt dette vil jeg give dig, om du vil falde ned og tilbede mig.
Mat	4	10	10. Da sagde Jesus til ham: vig bort, Satan! thi der er skrevet: du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.
Mat	4	11	11. Da forlod Djaevelen ham, og see, Englene gik til ham og tjente ham.
Mat	4	12	12. Men der Jesus hørte, at Johannes var kastet i Faengsel, veg han hen til Galilaea.
Mat	4	13	13. Og han forlod Nazareth og kom og boede i Capernaum, som ligger ved Søen, i Sebulons og Naphtalis Graendser,
Mat	4	14	14. at det skulde fuldkommes, som er talet ved Propheten Esaias, som siger:
Mat	4	15	15. Sebulons Land og Naphatalis Land, langs Søen paa denne Side Jordan, HedningernesGalilaea,
Mat	4	16	16. det folk, som sad i Mørke, har seet et stort Lys, og dem, som sadde i Dødens Land og Skygge, dem er opgaaet et Lys.
Mat	4	17	17. Fra den Tid begyndte Jesus at praedike og sige: omvender Eder thi Himmerigets Rige er kommet naer.
Mat	4	18	18. Men der Jesus vandrede ved den galilaeiske Sø, saae han to Brødre, Simon, som kaldes Petrus, og Andreas, hans Broder, som kastede Garn i Søen; (thi de vare Fiskere).
Mat	4	19	19. Og han sagde til dem: følger efter mig, saa vil jeg gjøre Eder til Menneske-Fiskere.
Mat	4	20	20. Men de forlode strax Garnene og fulgte ham.
Mat	4	21	21. Og der han gik frem derfra, saae han to andre Brødre, Jakobus, Zebedaeus' Søn, og Johannes, hans Broder, i Skribet med deres Fader Zebedaeus, at de bødte deres Garn; og han kaldte dem.
Mat	4	22	22. Men de forlode strax Skibet og deres Fader og fulgte ham.
Mat	4	23	23. Og Jesus gik omkring i det ganske Galilaea, laerte i deres Synagoger og praedikede Rigets Evangelium og helbredede al Sygdom og al Skrøbelighed iblandt Folket.
Mat	4	24	24. Og hans Rygte kom ud over al Syria; og de førte ham alle dem, som lede ilde, som med adskillige Sygdomme og Piner vare behaeftede, Besatte og Maanesyge og Vaerkbrudne; og han helbredede dem.
Mat	4	25	25. Og der fulgte ham meget Folk fra Galilaea og Dekapolis og Jerusalem og Judaea og fra hiin Side Jordan.
------------------------Matthaeusevangeliet, Kapitel 5
Mat	5	1	1. Men der han saae Folket, steg han op paa et Bjerg; og der han havde sat sig, gik hans Disciple til ham.
Mat	5	2	2. Og han oplod sin Mund, laerte dem og sagde:
Mat	5	3	3. Salige ere de Fattige i Aanden, thi Himmeriges Rige er deres.
Mat	5	4	4. Salige ere de, som sørge, thi de skulle husvales.
Mat	5	5	5. Salige ere de Sagtmodige, thi de skulle arve Jorden.
Mat	5	6	6. Salige ere de som hungre og tørste efter Retfaerdighed, thi de skulle maette.
Mat	5	7	7. Salige ere de Barmhjertige, thi dem skal vederfares Barmhjertighed.
Mat	5	8	8. Salige ere de Rene af Hjertet, thi de skulle see Gud.
Mat	5	9	9. Salige ere de Fredsommelige, thi de skulle kaldes Guds Børn.
Mat	5	10	10. Salige ere de, som lide Forfølgelse for Retfordigheds Skyld, thi Himmeriges Rige er deres.
Mat	5	11	11. Salige ere I, naar man bespotter og forfølger Eder og taler allehaande Ondt imod Eder for min Skyld og lyver det.
Mat	5	12	12. Glaeder og fryder Eder, thi Eders Løn skal vaere megen i Himlene; thi saa have de forfulgt Propheterne, som vare for Eder.
Mat	5	13	13. I ere Jordens Salt; men om Saltet mister sin Kraft, hvormed skal det saltes? Det duer til intet andet end at kastes ud og nedtraedes af Mennesker.
Mat	5	14	14. I ere Verdens Lys; den Stad som ligger paa et Bjerg, kan ikke skjules.
Mat	5	15	15. Man taender og ikke et Lys, og saetter det under en Skjeppe, men paa en Lysestage; saa skinner det for alle dem, som ere i Huset.
Mat	5	16	16. Lader saa Eders Lys skinne for Menneskene, at de see Eders gode Gjerninger og aere Eders Fader, som er i Himlene.
Mat	5	17	17. Mener ikke, at jeg er kommen at opløfte Loven eller Propheterne; jeg er ikke kommen at opløfte men at fuldkomme.
Mat	5	18	18. Thi sandelig siger jeg Eder: indtil Himlen og Jorden forgaae, skal end ikke det mindste Bogstav eller en Tøddel forgaae af Loven, indtil det skeer altsammen.
Mat	5	19	19. Derfor, hvo som løser eet af disse mindste Bud og laerer Menneskene saaledes, han skal kaldes den Mindste i Himmeriges Rige; men hvo som dem gjør og laerer, han skal kaldes stor i Himmeriges Rige.
Mat	5	20	20. Thi jeg siger Eder: uden Eders Retfaerdighed overgaar de Skriftkloges og Pharisaeers, komme I ingenlunde ind i Himmeriges Rige
Mat	5	21	21. I have hørt, at der er sagt de Gamle: du skal ikke ihjelslaae, men hvo som ihjelslaaer, skal vaere skyldig for Dommen.
Mat	5	22	22. Men jeg siger Eder, at hver den, som er vred paa sin Broder uden Aarsag, skal vaere skyldig for Dommen; men hvo som siger til sin Broder: Raka! skal vaere skyldig for Raadet; men hvo som siger: du daare! skal vaere skyldig til Helvedes Ild.
Mat	5	23	23. Derfor, naar Du offrer din Gave paa Alteret og kommer der ihu, at din Broder har noget imod dig,
Mat	5	24	24. saa lad blive din Gave der for Alteret, og gak hen, forlig dig først med din Broder, og kom da og offre din Gave.
Mat	5	25	25. Vaer snart velvillig mod din Modstander, medens du er med ham paa Veien, at Modstaneren ikke skal overantvorde Dommeren dig, og Dommeren skal overantvorde Tjeneren dig, og du skal kastes i Faengsel.
Mat	5	26	26. Sandelig siger jeg dig: du skal slet ikke komme derudfra, førend du betaler den sidste Hvid.
Mat	5	27	27. I have hørt, at der er sagt de Gamle: du skal ikke bedrive Hoer.
Mat	5	28	28. Men jeg siger Eder, at hver den, som seer paa en Kvinde for at begjaere hende, har allerede bedrevet Hoer med hende i sit Hjerte.
Mat	5	29	29. Men dersom dit høire Øie forager dig, saa riv det ud, og kast det fra dig; thi det er dig gavnligt, at eet af dine Lemmer fordaerves, og ikke dit ganske Legme, skal kastes i Helvede.
Mat	5	30	30. Og om din høire Haand forarger dig, hug den af og kast den fra dig; thi det er dig gavnligt, at eet af dine Lemmer fordaerves, og ikke dit ganske legme skal kastes i Helvede.
Mat	5	31	31. Der er sagt, at hvo som skiller sig fra sin hustru, skal give hende et Skilsmissebrev.
Mat	5	32	32. Men jeg siger Eder, at hvo som skiller sig fra sin Hustru uden for Hoers Sag, gjør, at hun bedriver Hoer, og hvo som tager en Adskilt tilaegte, bedriver Hoer.
Mat	5	33	33. I have fremdeles hørt, at der er sagt de Gamle: du skal ikke gjøre nogen falsk Ed, men du skal holde Herren dine Eder.
Mat	5	34	34. Men jeg siger Eder, at I skulle aldeles ikke svaerge, hverken ved Himmelen, thi den er Guds Stol,
Mat	5	35	35. ei heller ved Jorden, thi den er hans Fodskammel, ei heller ved Jerusalem, thi det er den store Konges Stad.
Mat	5	36	36. Du skal og ikke svaerge ved dit hoved, thi du kan ikke gjøre eet Haar hvidt eller sort.
Mat	5	37	37. Men Eders Tale skal vaere Ja, ja, nei, nei; men hvad der er over dette, er af det Onde.
Mat	5	38	38. I have hørt, at der er sagt: Øie for Øie, og Tand for Tand.
Mat	5	39	39. Men jeg siger Eder, at I skulle ikke saette Eder imod det onde; men dersom Nogen giver dig et Slag paa det høire Kindbeen, vend ham det andet ogsaa til.
Mat	5	40	40. Og dersom Nogen vil gaae i Rette med dig og tage din kjortel, lad ham og beholde Kappen.
Mat	5	41	41. Og dersom Nogen tvinger dig til at gaae en Mil, gak to med ham.
Mat	5	42	42. Giv den, som beder dig, og vend ikke fra den, som vil laane af dig.
Mat	5	43	43. I have hørt, at der er sagt: du skal elske din Naeste, og hade din Fjende.
Mat	5	44	44. Men jeg siger Eder: elsker Eders Fjender, velsigner dem, som Eder forbande, gjører dem godt, som Eder hade, og beder for dem, som gjøre Eder Skade og forfølge Eder,
Mat	5	45	45. paa det I skulle vorde Eders Faders Børn, som er i Himlene; thi han lader sin Sol opgaae over Onde og Gode og lader regne over Retfaerdige og Uretfaerdige.
Mat	5	46	46. Thi dersom I elske dem, som Eder elske, hvad have I da for Løn? Gjøre ikke ogsaa Toldere det Samme?
Mat	5	47	47. Og dersom I hilse Eders Brødre alene, hvad stort gjøre I da? Gjøre ikke Toldere ligesaa?
Mat	5	48	48. Vaerer da fuldkomne, ligesom Eders Fader i Himlene er fuldkommen.
------------------------Matthaeusevangeliet, Kapitel 6
Mat	6	1	1. Vogter Eder, at I ikke gjøre Eders Almisse for Menneskene for at ansees af dem ellers have I ikke Løn hos Eders Fader, som er i Himlene.
Mat	6	2	2. Derfor, naar du gjør Almisse, skal du ikke lade blaese i Basune for dig, som Øijskalkene gjøre i Synagoger og paa Gader, paa det de kunne aeres af Mennesker; Sandelig siger jeg Eder: de have deres Løn borte.
Mat	6	3	3. Men naar du gjør Almisse, lad din Venstre Haand ikke vide, hvad din høire gjør,
Mat	6	4	4. paa det din Almisse kan vaere i Løndom, og din Fader som seer i Løndom, han skal betale dig aabenbare.
Mat	6	5	5. Og naar du beder, skal du ikke vaere som Øienskalkene; thi de staae gjerne og bede i Synagoger og paa Hjørner af Gader. paa det de kunne ansees af Menneskene; sandelig siger jeg Eder: de have deres Løn borte.
Mat	6	6	6. Men du, naar du beder, gak ind i dit Kammer, og luk din Dør, og beder til din Fader, som er i Løndom, og din Fader, som seer i Løndom, skal betale dig aabenbare.
Mat	6	7	7. Men naar I bede, skulle I ikke bruge overflødige Ord som Hedningerne; thi de mene, at de blive bønhørte for deres mange Ord.
Mat	6	8	8. Derfor skulle I ikke vorde dem lige; thi Eders Fader veed, hvad I have behov, førend I bede ham.
Mat	6	9	9. Derfor skulle I saaledes bede: Vor Fader, du som er i Himlene! Helliget vorde dit Navn;
Mat	6	10	10. komme dit Rige; skje din Villie som i Himmelen, saa og paa Jorden;
Mat	6	11	11. giv os i Dag vort daglige Brød;
Mat	6	12	12. og forlad os vor Skyld, som vi Forlade vore Skyldnere;
Mat	6	13	13. og led os ikke ind i Fristelse; men fri os fra det Onde; thi dit er Riget og Kraften og Herligheden i Evighed! Amen.
Mat	6	14	14. Thi forlade I Menneskene deres Overtraedelser, skal Eders himmelske Fader og forlade Eder;
Mat	6	15	15. men forlade I ikke Menneskene deres Overtraedelser, skal Eders Fader ikke heller forade Eders Overtraedelser.
Mat	6	16	16. Naar I faste, da ser ikke bedrøvede ud som Øienskalkene; thi de forvende deres Ansigt, paa det Menneskene kunne se dem faste; sandelig siger jeg Eder: de havde deres Løn borte.
Mat	6	17	17. Men naar du faster, da salv dit Hoved, og to dit Ansigt,
Mat	6	18	18. at ikke Menneskene skulle see dig faste, men din Fader, som er i Løndom, og din Fader, som seer i Løndom, skal betale dig aabenbare.
Mat	6	19	19. Samler Eder ikke Liggendefae paa Jorden hvor Møl og Rust fordaerve, og hvor Tyve igennembryde og stjaele;
Mat	6	20	20. samler Eder Liggendefae i Himmelen, hvor hverken Møl, ei heller Rust fordaerver, og hvor Tyve ikke igennembryde, ei heller stjaele.
Mat	6	21	21. Thi hvor Eders Liggendefae er, der vil Eders Hjerte vaere.
Mat	6	22	22. Øiet er Legemets Lys; derfor, dersom dit Øie er sundt, bliver dit ganske Legeme lyst;
Mat	6	23	23. men dersom dit Øie er ondt, bliver dit ganske Legeme mørkt. Dersom derfor det Lys der er i dig, er Mørke, hvor stort bliver da Mørket!
Mat	6	24	24. Ingen kan tjene to Herrer; thi han maa enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og foragte den anden. I kunne ikke tjene Gud eller Mammon.
Mat	6	25	25. Derfor siger jeg Eder: bekymrer Eder ikke for Eders Liv, hvad I skulle aede, og hvad I skulle drikke; ikke heller for Eders legeme, hvad I skulle iføres. Er ikke Livet mere end maden, og legemet mere end klaederne?
Mat	6	26	26. Seer til Himmelens Fugle; de saae ikke og høste ikke og sanke ikke i Lader, og Eders himmelske Fader føder dem; ere I ikke meget mere end de?
Mat	6	27	27. Men hvo iblandt Eder kan laegge en Alen til sin Vaext, endog han bekymrer sig derfor?
Mat	6	28	28. Og hvi bekymre I Eder for Klaederne? Betragter Lilierne paa Marken, hvorledes de voxe; de arbeide ikke, spinde ikke;
Mat	6	29	29. men jeg siger Eder, at end ikke Salomon i al sin Herlighed var saa klaedt som een af dem.
Mat	6	30	30. Klaeder da Gud saaledes det Graes paa Marken, som er i Dag og i Morgen kastes i Ovnen, skulde han ikke meget mere klaede Eder, I lidet troende?
Mat	6	31	31. Derfor skulle I ikke bekymre Eder og sige: hvad skulle vi aede? eller: hvad skulle vi drikke? eller: hvormed skulle vi klaede os?
Mat	6	32	32. Efter alt saadant søge Hedningerne; thi Eders Himmelske Fader veed, at I have alle disse Ting behov.
Mat	6	33	33. Men søger først Guds Rige og hans retfaerdighed, saa skulle og alle disse Ting tillaegges Eder.
Mat	6	34	34. Bekymrer Eder derfor ikke for den anden Morgen; thi den Dag i Morgen skal bekymre sig for sit Eget. Hver Dag haver nok i sin Plage.
------------------------Matthaeusevangeliet, Kapitel 7
Mat	7	1	1. Dømmer ikke, at I skulle ikke dømmes; thi med hvad Dom I dømme skulle I dømmes,
Mat	7	2	2. og med hvad Maal I maale, skal Eder igjen maales.
Mat	7	3	3. Men hvi ser du Skjaerven, som er i din Broders Øie, men Bjelken i dit Øie bliver du ikke vaer.
Mat	7	4	4. Eller hvorledes siger du til din Broder: lad mig drage Skjaerven ud af dit Øie, og see, der er en Bjelke i dit Øie.
Mat	7	5	5. Du Øienskalk! drag først Bjelken ud af dit Øie, og da kan du see til at uddrage Skjaerven af din Broders Øie.
Mat	7	6	6. Giver ikke Hunde det Hellige, kaster ikke heller Eders Perler for Sviin, at de ikke skulle nedtraede dem med deres Fødder og vende sig og sønderrive Eder.
Mat	7	7	7. Beder, saa skal Eder gives; søger, saa skulle I finde; banker, saa skal Eder oplades.
Mat	7	8	8. Thi hver den, som beder, han faar, og den, som søger, han finder, og den, som banker, ham skal oplades.
Mat	7	9	9. Eller hvilket Menneske er iblandt Eder, dersom hans Søn beder ham om Brød, om han give ham en Steen?
Mat	7	10	10. Og dersom han beder ham om en Fisk, mon han give ham en Slange?
Mat	7	11	11. Dersom da I, som ere onde, vide at give Eders Børn gode Gaver, hvor meget mere skal Eders Fader, som er i Himlene, give dem gode Gaver, som ham bede!
Mat	7	12	12. Derfor, Alt hvad I ville, at Menneskene skulle gjøre imod Eder, det gjører I ogsaa mod dem; thi saadan er Loven og Profeterne.
Mat	7	13	13. Gaaer ind ad den snevre Port; thi den Port er vid, og de Vei er bred, som fører til Fordaervelsen, og de ere mange, som gaae ind igennem den;
Mat	7	14	14. thi den Port er snever, og den Vei er trang, som fører til Livet, og de ere faa, som finde den.
Mat	7	15	15. Men vogter Eder for de falske Propheter, som kommer til Eder i Faareklaeder, men ere indvortes rivende Ulve.
Mat	7	16	16. Af deres Frugter skulle I kjenne dem. Kan man og sanke Viindruer af Torne, eller Figen afTidsler?
Mat	7	17	17. Saaledes baerer hvert godt Trae gode Frugter, men et raaddent Trae baerer onde Frugter.
Mat	7	18	18. Et godt Trae kan ikke baere onde Frugter, og et raaddent trae kan ikke baere gode Frugter.
Mat	7	19	19. Hvert Trae, som ikke baerer god Frugt, afhugges og kastes i Ilden.
Mat	7	20	20. Derfor skulle I kjende den af deres Frugter.
Mat	7	21	21. Ikke enhver, som siger til mig: Herre, Herre! skal indgaae i Himmeriges Rige, men den, som gjør min Faders Villie, som er i Himlene.
Mat	7	22	22. Mange skulle sige til mig paa hiin Dag: Herre, Herre! have vi ikke propheteret ved dit Navn? og havde vi ikke uddrevet Djaevle ved dit Navn? og have vi ikke gjort mange kraftige Gjerninger ved dit Navn?
Mat	7	23	23. Og da vil jeg bekjende for dem: jeg kjendte Eder aldrig; viger bort fra mig, I, som beflitte Eder paa uret!
Mat	7	24	24. Derfor, hver den, som Hører disse mine Ord og gjør efter dem, den vil jeg ligne ved en forstandig Mand, som byggede sit Huus paa en Klippe.
Mat	7	25	25. Og en Skylregn nedfaldt, og vandløbene kom, og Veirene blaeste og faldt an paa samme Huus, og det faldt ikke; thi det var grundfaestet paa en klippe.
Mat	7	26	26. Og hver, som hører disse mine Ord og gjør ikke efter dem, skal lignes ved en daarlig mand, som byggede sit Huus paa Sand.
Mat	7	27	27. Og en Skylregn nedfaldt, og Vandløbene kom, og Veirene blaeste og stødte an paa samme Huus, og det faldt, og dets Fald var stort.
Mat	7	28	28. Og det begav sig, der Jesus havde fuldendt disse Ord, forundrede Folket sig saare over hans Laerdom;
Mat	7	29	29. thi han laerte dem som den, der havde Myndighed, og ikke som de Skriftkloge.
------------------------Matthaeusevangeliet, Kapitel 8
Mat	8	1	1. Men der han gik ned af Bjerget, fulgte ham meget Folk.
Mat	8	2	2. Og see, en Spedalsk kom, faldt ned for ham og sagde: Herre! om du vil, saa kan du rense mig.
Mat	8	3	3. Og Jesus udrakte Haanden, rørte ved ham og sagde: jeg vil; vorde reen! Og hans Spedalskhed blev strax renset.
Mat	8	4	4. Og Jesus sagde til ham: see til, at du siger Ingen det; men gak hen, betee dig selv for praesten, og ofre den Gave, som Moses har befalet, dem til et vidnesbyrd.
Mat	8	5	5. Men der Jesus gik ind i Capernaum, traadte en Høvedsmand til ham, bad ham og sagde:
Mat	8	6	6. Herre! min Dreng ligger hjemme vaerkbruden og pines svarligen.
Mat	8	7	7. Og Jesus sagde til ham: jeg vil komme og helbrede ham.
Mat	8	8	8. Og Høvedsmanden svarede og sagde: Herre! jeg er ikke vaerd, at du skal gaae ind under mit Tag; men siig ikkun et Ord, saa bliver min Tjener helbredt.
Mat	8	9	9. Thi jeg er og et Menneske, som staar under Øvrighed og har Stridsmaend under mig; og siger jeg til denne: gak! saa gaar han; og til den anden: kom! saa kommer han; og til min Tjener: gjør det! saa gjør han det.
Mat	8	10	10. Men der Jesus det hørte, forundrede han sig og sagde til dem, som fulgte: sandelig siger jeg Eder, end ikke i Israel har jeg fundet saadan Tro.
Mat	8	11	11. Men jeg siger Eder, at Mange skulle komme fra Øster og Vester og sidde tilbords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriges Rige.
Mat	8	12	12. Men Rigets Børn skulle udkastes i det yderste Mørke; der skal vaere Graad og Taenders Gnidsel.
Mat	8	13	13. Og Jesus sagde til Høvedsmanden: gak bort, og dig skee, som du troede! Og hans Dreng blev helbredet i den samme Time.
Mat	8	14	14. Og Jesus kom i Peters Huus og saae, at hans Hustrus Moder laa og havde Feber.
Mat	8	15	15. Og han rørte ved hendes Haand, og Feberen forlod hende, og hun stod op og tjente dem.
Mat	8	16	16. Men der det var blevet Aften, førte de mange Besatte til ham, og han uddrev Aanderne med et Ord og Helbredte Dem alle, som vare syge;
Mat	8	17	17. at det skulde fuldkommes, som er talet ved Propheten Esaias, som siger: han tog vore Skrøbeligheder og bar vore Sygdomme.
Mat	8	18	18. Men der Jesus saae meget Folk omkring sig, befoel han at fare over til hiin Side.
Mat	8	19	19. Og der gik en Skriftklog frem og sagde til ham: Mester! jeg vil følge dig, hvor du gaaer hen.
Mat	8	20	20. Og Jesus sagde til ham: Raeve have Huler og Himmelens Fugle Reder; men Menneskens Søn har ikke det, hvortil han kan haelde sit Hoved.
Mat	8	21	21. Men en anden af hans Disciple sagde til ham: Herre! tilsted mig, at jeg først maa gaae hen og begrave min Fader.
Mat	8	22	22. Men Jesus sagde til ham: følg mig, og lad de Døde begrave deres Døde.
Mat	8	23	23. Og han gik i Skibet, og hans Disciple fulgte ham.
Mat	8	24	24. Og see, der blev en stor Storm paa Søen, saa at Skibet skjultes af Bølgerne; men han sov.
Mat	8	25	25. Og hans Disciple gik til ham, vakte ham op og sagde: Herre, frels os! vi forgaae.
Mat	8	26	26. Og han sagde til dem: hvi ere I frygtagtige, I lidet Troende? Da stod han op og truede Veirene og Søen, og det blev ganske blikstille.
Mat	8	27	27. Men Menneskene forundrede sig og sagde: hvo er dog denne, at baade Veirene og Søen ere ham lydige?
Mat	8	28	28. Og der han kom paa hiin Side til de Gergeseners Land, mødte to Besatte ham, som kom ud fra Gravene og vare saare vilde, saa at Ingen kunde vandre ad den Vei.
Mat	8	29	29. Og see, de raabte og sagde: Jesus, du Guds Søn! hvad have vi med dig at gjøre? er du kommen hid, for Tiden at pine os.
Mat	8	30	30. Men der var langt fra dem en stor Hjord Sviin, som graessede.
Mat	8	31	31. Men Djaevelene bade ham og sagde: dersom du uddriver os, da tilsted os at fare i Svinehjorden.
Mat	8	32	32. Og han sagde til dem: farer hen! Men der de vare udfarne, fore de hen i Svinehjorden; og see, den ganske Svindehjord styrtede sig af Brinken i Søen og døde i Vandet.
Mat	8	33	33. Men Hyrderne flyede og gik hen i Staden og kundgjorde det altsammen, og hvorledes det var gaaet med de Besatte.
Mat	8	34	34. Og se, den ganske Stad gik ud at møde Jesus; og der de saae ham, bade de ham, om han vilde vige fra deres Graendser.
------------------------Matthaeusevangeliet, Kapitel 9
Mat	9	1	1. Og han traadte ind i Skibet og foer over og kom til sin egen Stad.
Mat	9	2	2. Og See, de førte en vaerkbruden til ham, som laa paa en Seng; og der Jesus saae deres Tro, sagde han til den Vaerkbrudne: Søn! vaer frimodig, dine Synder er dig forladne.
Mat	9	3	3. Og see, nogle af de Skriftkloge sagde ved sig selv: denne bespotter Gud.
Mat	9	4	4. Og der Jesus saae deres Tanker, sagde han: hvi taenke I saa ondt i Eders Hjerter?
Mat	9	5	5. Thi hvilket er Lettere, at sige: dine Synder ere dig forladne? eller at sige: staa op og vandre?
Mat	9	6	6. Men at I skulle vide, at Menneskens Søn har Magt paa Jorden at forlader Synder, da siger han til den Vaerkbrudne: Staa op, og tag din Seng op, og gak til dit Huus.
Mat	9	7	7. Og han stod op og gik bort til sit Huus.
Mat	9	8	8. Men der Folket det saae, forundrede de sig, og prisede Gud, som havde givet Menneskene saadan Magt.
Mat	9	9	9. Og der Jesus gik bort derfra, saae han et Menneske sidde i Tolboden, han hed Matthaeus; og han siger til ham: følg mig! Og han stod op og fulgte ham.
Mat	9	10	10. Og det skete, der han sad tilbors i Huset, see, da kom og mange Toldere og Syndere, og sadde tilbords med Jesus og hans Disciple.
Mat	9	11	11. Og der Pharisaeerne saae det, sagde de til hans disciple: hvi aeder Eders Mester med Toldere og Syndere?
Mat	9	12	12. Men der Jesus det hørte, sagde han til dem: de Karske have ikke Laegen behov, men de, som lide ilde.
Mat	9	13	13. Men gaar hen og laerer, hvad det er: Jeg vil Miskundhed og ikke Offer; thi jeg er ikke kommen at kalde Retfaerdige, men Syndere til Omvendelse.
Mat	9	14	14. Da kom Johannes' Disciple til ham og sagde: hvi faste vi og Pharisaeerne meget, men dine Disciple faste ikke?
Mat	9	15	15. Og Jesus sagde til dem: kunne Bryllupsfolkene sørge, saalaenge Brudgommen er hos dem? Men de Dage skulle komme, naar Brudgommen skal borttages fra dem, og da skulle de faste.
Mat	9	16	16. Men Ingen saetter en Klud af nyt Klaede paa et gammelt Klaedebon; thi Kluden river Noget fra Klaedebonnet, og Hullet bliver vaere.
Mat	9	17	17. Man lader og ikke ny Viin i gamle Laederflasker, ellers briste Laederflaskerne, og Viinen spildes, og Laederflaskerne fordaerves; men man lader ny Viin i nye Laederflasker, saa blive de begge bevarede.
Mat	9	18	18. Der han dette talede til dem, see, da kom en Øverste og faldt ned for ham og sagde: Min Datter er just nu død; men kom og laeg din Haand paa hende, saa bliver hun levende.
Mat	9	19	19. Og Jesus stod op og fulgte ham med sine Disciple.
Mat	9	20	20. Og see, en Kvinde, som havde tolv Aar havt Blodflod, traadte til bag fra og rørte ved Sømmen af hans Klaedebon;
Mat	9	21	21. thi hun sagde ved sig selv: dersom jeg ikkun rør ved hans Klaedebon, da bliver jeg helbredt.
Mat	9	22	22. Men Jesus vendte sig om, og da han saae hende, sagde hen: Datter! vaer frimodig, din tro har frelst dig. Og Kvinden blev helbredt fra den samme Stund.
Mat	9	23	23. Og der Jesus kom i den Øverstes Huus og saae Piberne og Folket, som buldrede, og sagde han til dem:
Mat	9	24	24. viger bort, thi Pigen er ikke død, men hun sover. Og de beloe ham.
Mat	9	25	25. Men der Folket var uddrevet, gik han ind og tog hende fat ved Haanden, da stod Pigen op.
Mat	9	26	26. Og dette Rygte kom ud i det ganske Land.
Mat	9	27	27. Og der Jesus gik frem derfra, fulgte ham to Blinde, som raabte og sagde: du Davids Søn! forbarme dig over os.
Mat	9	28	28. Men der han kom i Huset, gik de Blinde til ham, og Jesus siger til dem: troe I, at jeg kan gjøre dette? De sige til ham: ja, Herre!
Mat	9	29	29. Da rørte han ved deres Øine og sagde: Eder skee efter Eders Tro!
Mat	9	30	30. Og deres Øine bleve aabnede. Og Jesus bød dem strengeligen og sagde: seer til, at Ingen faar det at vide.
Mat	9	31	31. Men da de gik ud, udspredte de hans Rygte i det ganske Land.
Mat	9	32	32. Men der disse vare udgangne, see, da førte de et stumt Menneske til ham, som var besat.
Mat	9	33	33. Og der Djaevelen var uddreven, talede den Stumme. Og Folket forundrede sig og sagde: aldrig er saadant seet i Israel.
Mat	9	34	34. Men Pharisaeerne sagde: han uddriver Djaevle ved Djaevelenes Øverste.
Mat	9	35	35. Og Jesus gik omkring i alle Staeder og Byer, og laerte i deres Synagoger og praedikede Rigets Evangelium og Helbredte al Sygdom og al Skrøbelighed iblandt Folket.
Mat	9	36	36. Men der han saae Folket, ynkedes han inderligen over dem; thi de vare forsmaegtede og adspredte som Faar, der ikke have Hyrde.
Mat	9	37	37. Da sagde han til sine Disciple: Høsten er vel stor, men Arbeiderne faa;
Mat	9	38	38. beder derfor Høstens Herre, at han udsender Arbeidere i sin Høst.
------------------------Matthaeusevangeliet, Kapitel 10
Mat	10	1	1. Og han kaldte sine tolv Disciple til sig og gav dem Magt over de urene Aander, at uddrive dem, og at helbrede al Sygdom og Skrøbelighed.
Mat	10	2	2. Men disse ere de tolv Apostlers Navne: den første, Simon, som kaldes Petrus, og Andreas, hans Broder; Jakobus, Zebedaeus' Søn, og Johannes, hans Broder;
Mat	10	3	3. Philippus og Bartholomaeus; Thomas og Matthaeus den Tolder; Jakobus, Alphaeus' Søn, og Lebbaeus med Tilnavnet Thaddaeus;
Mat	10	4	4. Simon Cananites og Judas Ischariot, som og forraadte ham.
Mat	10	5	5. Disse Tolv udsendte Jesus, bød dem og sagde: gaar ikke ind i de Samaritaners Stad.
Mat	10	6	6. Men gaaer hellere hen til de fortabte Faar af Isarels Huus.
Mat	10	7	7. Og naar I gaae ud, da praediker og siger, at Himmeriges Rige er kommet naer.
Mat	10	8	8. Helbreder de Syge, renser de spedalske, opvaekker de Døde uddriver Djaevle. I have annammet det for Intet, giver det for Intet.
Mat	10	9	9. I skulle ikke have Guld, ei Sølv, ei Kobber i Eders Belter;
Mat	10	10	10. ei Taske til at reise med, ei heller to kjortler, ei heller Skoe, ei heller Stav; thi en Arbeider er sin Føde vaerd.
Mat	10	11	11. Men hvilken Stad eller By I komme ind udi, udspørger, hvem der er i den, som er det vaerd, og bliver der, indtil I drage bort.
Mat	10	12	12. Men naar I gaae ind i et Huus, da hilser det;
Mat	10	13	13. og dersom samme Huus er det vaerd, da komme Eders Fred over det; men dersom det ikke er det vaerd, da vende Eders Fred til Eder igjen,
Mat	10	14	14. og dersom Nogen ikke vil annamme Eder og ei høre Eders Taler, gaaer ud af det Huus eller den Stad, og afryster Støvet af Eders Fødder.
Mat	10	15	15. Sandelig siger jeg Eder, det skal gaae Sodomiters og Gomoriters Land lideligere paa Dommens Dag end denne Stad.
Mat	10	16	16. See, jeg sender Eder som Faar midt iblandt Ulve, vorder derfor snilde som Slanger og eenfoldige som Duer.
Mat	10	17	17. Vogter Eder for Menneskene; thi de skulle overantvorde Eder til Raadet og hudstryge Eder i deres Synagoger.
Mat	10	18	18. I skulle og føres for Fyrster og Konger for min Skyld, dem og Hedningerne til et Vidnesbyrd.
Mat	10	19	19. Men naar de overantvorde Eder, da bekymrer Eder ikke for, hvorledes eller hvad I Skulle tale; thi det skal gives Eder i den samme Time, hvad I skulle tale.
Mat	10	20	20. Thi I ere ikke de, som tale, men det er Eders Faders Aand, som taler i Eder.
Mat	10	21	21. Men en Broder skal forraade den anden til Døden, og en Fader sit Barn, og Børn skulle saette sig op mod Foraeldre og aflive dem.
Mat	10	22	22. Og I skulle hades af Alle for mit Navns Skyld; men den, som bliver bestandig indtil Enden, han skal blive salig.
Mat	10	23	23. Men naar de forfølge Eder i een Stad, da flyer til en anden; thi sandelig siger jeg Eder: I skulle ikke komme til Ende med Israels Staeder, førend Menneskens Søn kommer.
Mat	10	24	24. Disciplen er ikke over Mesteren, ei heller Tjeneren over sin Herre.
Mat	10	25	25. Det er Disciplen nok, at han bliver som hans Mester, og Tjeneren som Hans Herre; have de kaldet Huusbonden Beelzebul, hvor meget mere hans Huusfolk.
Mat	10	26	26. Frygter derfor ikke for dem; thi Intet er skjult, som jo skal aabenbares, og Intet er lønligt, som man jo skal faae at vide.
Mat	10	27	27. Hvad jeg siger Eder i Mørket, det taler i Lyset; og hvad der siges Eder i Øret, det praediker paa Tagene.
Mat	10	28	28. Og frygter ikke for dem, som flaae Legemet ihjel, men kunne ikke flaa Sjaelen ihjel; menfrygter hellere for den, som kan fordaerve baade Sjael og Legeme i Helvede.
Mat	10	29	29. Saelges ikke to Spurve for en Penning? og ikke een af dem falder til Jorden uden Eders Faders Villie.
Mat	10	30	30. Ja, endog alle eders hovedhaar ere talte.
Mat	10	31	31. Frygter derfor ikke; I ere bedre end mange Spurve.
Mat	10	32	32. Derfor, hvo som vil bekjende mig for Menneskene, den vil jeg og bekjende for min Fader, som er i Himlene.
Mat	10	33	33. Men hvosomhelst vil naegte mig for Menneskene, den vil jeg og naegte for min Fader, som er i Himlene.
Mat	10	34	34. I skulle ikke mene, at jeg er kommen at bringe Fred paa Jorden; jeg er ikke kommen at bringe Fred, men Svaerd.
Mat	10	35	35. Thi jeg er kommen at tvistiggøre et Menneske imod sin Fader, og Datteren imod sin Moder, og Sønnens Hustru imod hendes Mands Moder,
Mat	10	36	36. og en Mands Huusfolk skulle vaere hans Fjender.
Mat	10	37	37. Hvo som elsker Fader eller Moder mere end mig, er mig ikke vaerd; og hvo som elsker Søn eller Datter mere end mig, er mig ikke vaerd;
Mat	10	38	38. og hvo som ikke tager sit kors og følger mig, er mig ikke vaerd.
Mat	10	39	39. Hvo som finder sit Liv, skal miste det; og hvo som mister sit Liv for min Skyld, skal finde det.
Mat	10	40	40. Hvo som annammer Eder, annammer mig; og hvo mig annammer, annammer den som har udsendt mig.
Mat	10	41	41. Hvo som annammer en Prophet, fordi han er en Prophet, skal faae en Prophets Løn; og hvo som annammer en Retfaerdig, fordi han er en Retfaerdig, skal faae en Retfaerdigs Løn.
Mat	10	42	42. Og hvo som giver en af disse Ringe ikkun et Baeger koldt Vand at drikke, fordi han er en Discipel, sandelig siger jeg Eder, han skal ingenlunde miste sin Løn.
------------------------Matthaeusevangeliet, Kapitel 11
Mat	11	1	1. Og det skete, der Jesus havde fuldendt denne Befaling til sine tolv Disciple, gik han frem derfra, at laere og praedike i deres Staeder.
Mat	11	2	2. Men der Johannes hørte i Faengslet Christi Gjerninger, sendte han to af sine Diciple og lod ham sige:
Mat	11	3	3. Er du den, som kommer, eller skulle vi vente en anden?
Mat	11	4	4. Og Jesus svarede og sagde til dem: gaaer hen og forkynder Johannes de Ting, som I høre og see:
Mat	11	5	5. Blinde see, og Halte gaae, Spedalske renses, og Døve høre, Døde staae op, og Evangelium praedikes for Fattige;
Mat	11	6	6. og salig er den, som ikke forarges paa mig.
Mat	11	7	7. Men der disse gik bort, begyndte Jesus at sige til Folket om Johannes: hvad ere I udgangne i Ørken at skue? et Rør, som bevaeges hid og did af Veiret?
Mat	11	8	8. Eller hvad ere I udgangne et see? et Menneske, iført bløde Klaeder? See, de, som baere bløde Klaeder, ere i Kongers Huse.
Mat	11	9	9. Eller hvad ere I udgangne at see? en Prophet? Ja, jeg siger Eder, endog langt mere end en Prophet!
Mat	11	10	10. Thi han er den, om hvem der er skrevet: see, jeg sender min Engel for dit Ansigt, som skal berede din Vei for dig.
Mat	11	11	11. Sandelig siger jeg Eder: iblandt dem, som ere fødte af Kvinder, er ingen Større opstanden end Johannes den Døber; men den Mindste i Himmeriges Rige er større end han.
Mat	11	12	12. Men fra Johannes den Døbers Dage indtil nu traenger man med Vold ind i HimmerigesRige, og de, som traenge ind, rive det til sig.
Mat	11	13	13. Thi alle Propheter og Loven spaaede indtil Johannes.
Mat	11	14	14. Og dersom I ville tro det: han er Elias, som skal komme.
Mat	11	15	15. Hvo som har Øren at høre med, han høre!
Mat	11	16	16. Men hvem skal jeg ligne denne Slaegt ved? Den er lig de smaa Børn, som sidde paa Torvene og raabe til deres Staldbrødre og sige:
Mat	11	17	17. vi fløitede for Eder, og I vilde ikke danse, vi sang klagelig for Eder, og I vilde ikke graede.
Mat	11	18	18. Thi Johannes kom, som hverkend aad eller drak, og de sige: han haver Djaevelen.
Mat	11	19	19. Menneskens Søn kom, som aeder og drikker, og de sige: see, en Fraadser og en Viindranker, Tolderes og Synderes Ven! Dog Viisdommen er retfaerdiggjort af sine Børn.
Mat	11	20	20. Da begyndte han at skamme de Staeder ud, i hvilke hans fleste kraftige Gjerninger vare gjorte, fordi de ikke havde omvendt sig.
Mat	11	21	21. Vee dig, Chorazin! vee dig, Bethsaida; thi havde de kraftige Gjerninger vaeret gjorte i Thyrus og Sidon, som ere gjorte i Eder, da havde de laenge siden omvendt sig i Saek og Aske.
Mat	11	22	22. Men jeg siger Eder: det skal gaae Thyrus og Sidon lideligere paa Dommens Dag end Eder.
Mat	11	23	23. Og du, Capernaum! du skal nedstødes indtil Helvede; thi dersom de kraftige Gjerninger havde vaeret gjorte i Sodoma, som ere gjorte i dig, var den bleven indtil denne Dag.
Mat	11	24	24. Men jeg siger Eder: det skal gaae Sodomas Land lideligere paa Dommens Dag end dig.
Mat	11	25	25. Paa den samme Tid udbrød Jesus og sagde: jeg priser dig, Fader, Himmelens og Jordens Herre! at du har skjult dette for de Vise og Forstandige og aabenbaret det for de Umyndige.
Mat	11	26	26. Ja, Fader! thi det var saaledes behageligt for dig.
Mat	11	27	27. Alle Ting ere mig overgivne af min Fader; og Ingen kjender Sønnen uden Faderen, og Igen kjender Faderen uden Sønnen og den, som Sønnen vil det aabenbare.
Mat	11	28	28. Kommer hid til mig, Alle, som arbeide og ere besvaerede! og jeg vil give Eder Hvile.
Mat	11	29	29. Tager mit Aag paa Eder og laerer af mig, thi jeg er sagtmodig og ydmyg af Hjertet: saa skulle I finde Hvile for Eders Sjaele.
Mat	11	30	30. Thi mit Aag er gavnligt, og min Byrde er let.
------------------------Matthaeusevangeliet, Kapitel 12
Mat	12	1	1. Paa den samme Tid gik Jesus igjennem Saeden paa Sabbaten; men hans Disciple hungrede og begyndte at plukke Ax og at aede.
Mat	12	2	2. Men der Pharisaeerne saae det, sagde de til ham: see, dine Disciple gjøre det, som ikke er tilladt at gjøre paa Sabbaten.
Mat	12	3	3. Men han sagde til dem: have I ikke laest, hvad David gjorde, der han hungrede og de, som vare med ham?
Mat	12	4	4. Hvorledes han gik ind i Guds Huus og aad Skuebrødene, hvilke det ikke var ham tilladt at aede, ei heller dem, som vare med ham, men alene Praesterne?
Mat	12	5	5. Eller have I ikke laest i Loven, at Praesterne vanhellige Sabbaten i Templet paa Sabbaten og ere uskyldige?
Mat	12	6	6. Men jeg siger Eder, at den er her som er større end templet.
Mat	12	7	7. Men dersom I havde vidst, hvad det er: jeg har Villie til Miskundhed og ikke til Offer, da havde I ikke fordømt de Uskyldige.
Mat	12	8	8. Thi Menneskens Søn er Herre, ogsaa over Sabbaten.
Mat	12	9	9. Og han gik frem derfor og kom i deres Synagoge.
Mat	12	10	10. Og see, der var et Menneske, som havde en vissen Haand; og de spurgte ham ad og sagde: er det tilladt at helbrede paa Sabbaten? at de kunde anklage ham.
Mat	12	11	11. Men han sagde til dem: hvilket Menneske er blandt Eder, som har eet Faar og ikke, dersom det falder i en Grav paa Sabbaten, tager fat paa det og løfter det op?
Mat	12	12	12. Hvor meget bedre er nu et Menneske end et Faar? Altsaa er det tilladt, at gjøre vel paa Sabbaten.
Mat	12	13	13. Da sagde han til Mennesket: udraek din Haand! og han rakte den ud, og den blev igjen sund som den anden.
Mat	12	14	14. Men Pharisaeerne gik ud og holdt Raad mod ham, hvorledes de kunde omkomme ham.
Mat	12	15	15. Men der Jesus maerkede det, veg han bort derfra; og meget Folk fulgte ham, og han helbredte dem alle.
Mat	12	16	16. Og han bød dem strengeligen, at de ikke maatte aabenbare ham;
Mat	12	17	17. at det skulde fuldkommes, som er talt ved Prophten Esaias, som siger:
Mat	12	18	18. see min Tjener, som jeg har udvalgt, min Elskelige, hvilken min Sjael har Velbehagelighed! jeg vil give min Aand i ham, og han skal forkynde Hedningerne Ret.
Mat	12	19	19. Han skal ikke traette og ei raabe, og der skal ikke Nogen høre hans Røst paa Gaderne.
Mat	12	20	20. Han skal ikke sønderbryde det knusede Rør og ei udslukke den rygende Taande, indtil han udfører Retten til Seier.
Mat	12	21	21. Og Hedningerne skulle haabe paa hans Navn.
Mat	12	22	22. Da blev en Besat ført til ham, som var blind og stum; og han helbredte ham, saa at den Blinde og Stumme baade talede og saae.
Mat	12	23	23. Og alt Folket forfaerdedes og sagde: mon denne ikke er den Davids Søn?
Mat	12	24	24. Men der Pharisaeerne det hørte, sagde de: denne uddriver ikke Djaevle, uden ved Belzebul, Djaevelens Øverste.
Mat	12	25	25. Men saasom Jesus vidste deres tanker, sagde han til dem: hvert Rige, som er splidagtigt med sig selv, bliver øde; og hver Stad eller Huus, som er splidagtigt med sig selv, kan ikke bestaae.
Mat	12	26	26. Hvis da satan uddriver Satan, saa er han splidagtig med sig selv; hvorledes kan da hans Rige bestaae?
Mat	12	27	27. Og om jeg uddriver Djaevle ved Beelzebul, ved hvem uddrive da Eders Børn dem? Derfor skulle de vare Eders Dommere.
Mat	12	28	28. Men dersom jeg uddriver Djaevle ved Guds Aand, er jo Guds Rige kommet til Eder.
Mat	12	29	29. Eller hvorledes kan Nogen gaae ind i den Staerkes Huus, og røve ham hans Redskaber fra, uden han først binder den Staerke Da kan han plyndre hans Huus.
Mat	12	30	30. Hvo som ikke er med mig, er imod mig; og hvo som ikke samler med mig, adspreder.
Mat	12	31	31. Derfor siger jeg Eder: al Synd og Bespottelse skal forlades Menneskene, men Bespottelse imod Anden skal ikke forlades Menneskene.
Mat	12	32	32. Og hvo som taler Noget imod Menneskens Søn, det skal forlades ham; men hvo som taler imod den Hellig Aand, han skal det ikke forlades, hvorken i denne Verden, ei heller i den tilkommende.
Mat	12	33	33. Lader enten Traeet vaere godt, og dets Frugt god; eller lader Traeet vaere raaddent, og dets Frugt raadden; thi Traeet kjendes paa Frugten.
Mat	12	34	34. I Øgleunger, hvorledes kunne I tale godt, I, som ere onde? thi af Hjertets Overflødighed taler Munden.
Mat	12	35	35. Eg godt Menneske fremfører gode Ting af Hjertets gode forraad; og et ondt Menneske fremfører onde Ting af det onde Forraad.
Mat	12	36	36. Men jeg siger Eder, at Menneskene skulle gjøre Regnskab paa Dommens Dag for hvert utilbørligt Ord, som de have talet.
Mat	12	37	37. Thi af dine Ord skal du kjendes retfaerdig, og af dine Ord skal du fordømmes.
Mat	12	38	38. Da svarede nogle af de Skriftkloge og Pharisaeer og sagde: Mester! vi ville see et Tegn af dig.
Mat	12	39	39. Men han svarede og sagde til dem: den onde og vanartige Slaegt begjerer Tegn, men denskal intet Tegn gives, uden Jonas' Phrophetens Tegn.
Mat	12	40	40. Thi ligesom Jonas var tre Dage og tre Naetter i Hvalfiskens Bug, saaledes skal Menneskens Søn vaere tre Dage og tre Naetter i Jordens Skjød.
Mat	12	41	41. De Maend af Ninive skulle opstaae ved Dommen imod denne Slaegt, og fordømme den; thi de omvendte sig ved Jonas' Praediken; og see, her er Mere end Jonas.
Mat	12	42	42. Dronningen fra Sønden skal opstaa ved Dommen imod denne Slaegt, og fordømme den; thi hun kom fra Jordens Graendser at høre Salomons Viisdom; og see, her er Mere end Salomon.
Mat	12	43	43. Men naar den urene Aand er udfaren af Mennesket, vandrer han igjennem tørre Steder, søger Hvile, og finder den ikke.
Mat	12	44	44. Da siger han: jeg vil vende om til mit Huus, som jeg gik ud af; og naar han kommer, finder han det ledigt, feiet og prydet.
Mat	12	45	45. Saa gaar han, og tager syv andre Aander tillige med sig, som ere vaerre end han selv, og naar de ere komne derind, boe de der; og det Sidste bliver vaerre end dette Menneske end det Første. Saaledes skal det og gaae denne onde Slaegt.
Mat	12	46	46. Men der han endnu talede til Folket, see, da stode hans Moder og hans Brødre udenfor og begjerede at tale med ham.
Mat	12	47	47. Da sagde En til ham: see, din Moder og dine Brødre staae udenfor og begjere at tale med dig.
Mat	12	48	48. Men han svarede og sagde til den, som sagde ham det: hvo er min Moder? og hvilke ere mine Brødre?
Mat	12	49	49. Og han rakte sin Haand ud over sine Disciple og sagde: see, min Moder og mine Brødre!
Mat	12	50	50. Thi hvo som gjør min Faders Villie, som er i Himlene, den er min Broder og Søster og Moder.
------------------------Matthaeusevangeliet, Kapitel 13
Mat	13	1	1. Paa den samme Dag gik Jesus ud af Huset og satte sig ved Søen.
Mat	13	2	2. Og meget Folk forsamledes til ham, saa han steg i Skibet og satte sig; og alt Folket stod paa Strandbredden.
Mat	13	3	3. Og han talede meget til dem ved Lignelser og sagde: see, en Saedemand gik ud at saae.
Mat	13	4	4. Og idet han saaede, faldt Noget ved Veien; og Fuglene kom, og aade det op.
Mat	13	5	5. Men Noget faldt paa Steengrund, hvor det ikke havde megen Jord: og det voxte snart op, fordi det ikke havde dyb Jord.
Mat	13	6	6. Men der Solen gik op, blev det forbraendt, og fordi det ikke havde rod, visnede det.
Mat	13	7	7. Men Noget faldt iblandt Torne; og Tornene voxte op, og kvalte det.
Mat	13	8	8. Men Noget faldt i god Jord, og bar Frugt; Noget hundrede Fold, men Noget Tresindstyve Fold, men Noget dredive Fold.
Mat	13	9	9. Hvo som haver Øren at høre med, han høre!
Mat	13	10	10. Og disciplene gik til ham og sagde til ham: hvi taler du til dem ved Lignelser?
Mat	13	11	11. Men han svarede og sagde til dem: Eder er det givet at forstaae Himmeriges Rige Hemmeligheder; men dem er det ikke givet.
Mat	13	12	12. Thi hvo som haver, han skal gives og han skal have til Overflod; men Hvo som ikke haver, ham skal endog fratages, det han haver.
Mat	13	13	13. Derfor taler jeg til dem ved Lignelser, fordi de skjøndt seende dog ikke see, og hørende dog ikke høre, og forstaae ikke heller.
Mat	13	14	14. Og i dem fuldkommes Esaias' Spaadom, som siger: med Eders Øren skulle I høre, og dog ikke forstaae, og se med Eders Øine, og ikke fatte.
Mat	13	15	15. Thi dette Folks Hjerte er blevet forhaerdet, og med Ørene høre de tungt, og deres Øine have de tillukt, paa det de ikke skulle komme til at see med Øinene og høre med ørene ogforstaae med Hjertet og omvende sig, at jeg maatte helbrede dem.
Mat	13	16	16. Men salige ere Eders Øine, at de see, og Eders Øren, at de høre.
Mat	13	17	17. Thi sandelig siger jeg Eder: mange Propheter og Retfaerdige begjerede at see det, I see, og faae det ikke; og at høre det, I høre, og hørte det ikke.
Mat	13	18	18. Saa hører I nu den Lignelse om Saedemanden.
Mat	13	19	19. Naar Nogen hører Rigets Ord, og forstaar det ikke, da kommer den Onde, og river det bort, som er saaet i hans Hjerte, denne er det, som er saaet ved Veien.
Mat	13	20	20. Men det, som er saaet paa Steengrund, er den, som hører Ordet, og annammer det strax med Glaede.
Mat	13	21	21. Men han har ikke Rod i sig, og bliver kun ved til en Tid; men naar Traengsel eller Forfølgelse kommer for Ordets Skyld, forarges han strax.
Mat	13	22	22. Men det, som er saaet iblandt Torne, er den, som hører Ordet; og denne Verdens Bekymring og Rigdoms Forfølgelse kvaeler Ordet, og det bliver uden Frugt.
Mat	13	23	23. Men det, som er saaet i god Jord, er den, som hører Ordet, og forstaae det, som ogsaa baerer Frugt, En hundrede Fold, en Anden tresindstyve Fold, en Anden tredive Fold.
Mat	13	24	24. Han fremsatte en anden Lignelse for dem og sagde: Himmeriges Rige lignes ved et Menneske, som saaede god Saed i sin Ager.
Mat	13	25	25. Men der Folkene sov, kom hans Fjende, og saaede Klinte iblandt Hveden, og gik bort.
Mat	13	26	26. Men der Grøden voxte og bar Frugt, da lod ogsaa Klinten sig tilsyne.
Mat	13	27	27. Men Huusbondens tjenere kom frem og sagde til ham: Herre, saaede du ikke god Saed i din ager? Hvorfra har den da Klinten?
Mat	13	28	28. Han sagde til ham: det har et fjensk Menneske gjort. Da sagde Tjeneren til ham: vil du da, at vi skulle gaae hen og luge den af?
Mat	13	29	29. Men han sagde: Nei, paa det I ikke skulle tillige med den rykke Hveden op, naar I luge Klinten af.
Mat	13	30	30. Lader dem begge voxe tilsammen indtil Høsten; og i Høstens Tid vil jeg sige til Høstfolkene: sanker først Klinten tilsammen, og binder den i Knipper, at opbraende den; men samler Hveden i min lade.
Mat	13	31	31. Han fremsatte en anden Lignelse for dem og sagde: Himmeriges Rige ligner et Sennepskorn, som et Menneske tog og saaede i sin Ager.
Mat	13	32	32. Dette er vel mindre end alt andet Frø, men naar det voxer op, er det større end Urterne, og bliver et Trae, saa at Himmelens Fugle komme og bygge Rede i dets Grene.
Mat	13	33	33. Han sagde dem en anden Lignelse: Himmeriges Rige ligner en Suurdeig, hvilken en kvinde tog og nedlagde i tre Maader Meel, indtil det blev syret altsammen.
Mat	13	34	34. Alt dette talede Jesus til folket ved Lignelser, og uden Lignelse talede han Intet til dem;
Mat	13	35	35. at det skulde fuldkommes, som er talet ved Propheten, som siger: jeg vil oplade min Mund i Lignelser; jeg vil udsige det, som har vaeret skjult, fra Verdens Grundvold blev lagt.
Mat	13	36	36. Da lod Jesus Folket fare og kom til sit Huus; og hans Disciple gik til ham og sagde: forklar os den Lignelse om Klinten paa Ageren.
Mat	13	37	37. Men han svarede og sagde til dem: den, som saaer den gode Saed, er Menneskens Søn.
Mat	13	38	38. Men Ageren er Verden; og den gode Saed er Rigets Børn; og Klinten er den Ondes Børn;
Mat	13	39	39. og Fjenden, som den saaede, er Djaevelen og Høsten er Verdens Ende; og Høstfolkene ere Englene.
Mat	13	40	40. Derfor, ligesom Klinten sankes og opbraendes med Ild, saa skal det og skee ved denne Verdens Ende.
Mat	13	41	41. Menneskens Søn skal udsende sine Engle, og de skulle sanke af hans Rige alle Forargelser og dem, som gjøre Uret.
Mat	13	42	42. Og de skulle kaste dem i Ild-ovnen; der skal vaere Graad og Taenders Gnidsel.
Mat	13	43	43. Da skulle de Retfaerdige skinne som Solen i deres Faders Rige. Hvo som har Øren at høre med, han høre.
Mat	13	44	44. Atter lignes Himmerigets Rige ved et liggendefae, skjult i en Ager, hvilket et Menneske fandt og skjulte, og gik hen af Glaede derover og solgte alt det, han havde og kjøbte den Ager.
Mat	13	45	45. Atter lignes Himmeriges Rige ved en Kjøbmand, som søgte efter gode Perler;
Mat	13	46	46. hvilken, der han fandt en meget kostelig Perle, gik hen og solgte alt det, han havde, og købte samme.
Mat	13	47	47. Atter er Himmerigets Rige ligt en Vod, som kastes i Havet, og som samler af alle slags Fisk.
Mat	13	48	48. Naar den er fuld, drage de den op paa Srandbredden, og sidde og sanke de gode tilsammen i Kar, men de raadne kaste de ud.
Mat	13	49	49. Saaledes skal det gaae ved Verdens Ende. Englene skulle udgaae, og skille de Onde ud fra de Retfaerdige,
Mat	13	50	50. og kaste dem i Ildovnen; der skal vaere graad og Taenders Gnidsel.
Mat	13	51	51. Jesus siger til dem: forstode I dette altsammen? De sige til ham: ja, Herre!
Mat	13	52	52. Men han sagde til dem: saaledes er hver Skriftklog, som er oplaert til Himmeriges Rige, ligesom en Huusbonde, der bringer frem af sit Forraad Nyt og Gammelt.
Mat	13	53	53. Og det begav sig, der Jesus havde fuldendt disse Lignelser, drog han bort derfra.
Mat	13	54	54. Og han kom til sit Faedrene land og laerte dem i deres Synagoge, saa at de forundrede sig saare og sagde: hveden har denne saadan Viisdom og de kraftige Gjerninger?
Mat	13	55	55. Er denne ikke den Tømmermands Søn? hedder ikke hans Moder Maria? og hans Brødre Jakob og Jofes og Simon og Judas?
Mat	13	56	56. Og ere ikke alle hans Søstre hos os? hveden har denne da alt dette?
Mat	13	57	57. Og de foragedes paa ham. Men Jesus sagde til dem: en Prophet er ikke foragtet, uden i sit Faedrende land og i sit Huus.
Mat	13	58	58. Og han gjorde der ikke mange kraftige Gjerninger formedelst deres Vantro.
------------------------Matthaeusevangeliet, Kapitel 14
Mat	14	1	1. Paa den samme Tid hørte Herodes, den Fjerdingsfyrste, Rygtet om Jesus.
Mat	14	2	2. Og han sagde til sine Tjenere: denne er Johannes den Døber; han er opreist fra de Døde, derfor tee sig og de kraftige Gjerninger i ham.
Mat	14	3	3. Thi Herodes havde grebet Johannes og bundet ham og kastet ham i Faengsel for Herodias', sin Broder Phililipus Hustrus, Skyld.
Mat	14	4	4. Thi Johannes sagde til ham: det er dig ikke tilladt at have hende.
Mat	14	5	5. Og han havde gjerne slaget ham ihjel, men frygtede for Folket, thi de holdt, ham for en Prophet.
Mat	14	6	6. Men der Herodes holdt sin Fødselsdag, dansede Heodias' Datter for dem; og hun behagede Herodes.
Mat	14	7	7. Derfor lovede han med en Ed at give hende, hvad hun begjerede.
Mat	14	8	8. Men da hun var tilforn underviist af sin Moder, sagde hun: giv mig hid Johannes den Døbers Hoved paa et Fad.
Mat	14	9	9. Og Kongen blev bedrøvet; men for de Eders og for Gjesternes Skyld befoel han det at gives hende.
Mat	14	10	10. Og han sendte hen og lod Johannes halshugge i Faengslet.
Mat	14	11	11. Og hans Hoved blev baaret paa et Fad og givet Pigen; og hun bar det til sin Moder.
Mat	14	12	12. Da kom hans Disciple og toge Legemet og jordede det, og de kom og forkyndte Jesus det.
Mat	14	13	13. Og der Jesus det hørte, veg han bort derfra ud i et Skib til et øde Sted afsides; og der Folket det hørte, fulgte de ham tillands fra Staederne.
Mat	14	14	14. Og der Jesus gik frem, saae han meget Folk, og han ynkedes inderligen over dem og helbredte deres Syge.
Mat	14	15	15. Men der det var blevet Aften, gik hans Disciple til ham og sagde: Stedet er øde, og Tiden er allerede forløben; lad Folket fare, at de kunne gaae hen i byerne og kjøbe sig Mad.
Mat	14	16	16. Men Jesus sagde til dem: de have ikke behov at gaae bort; giver I dem at aede.
Mat	14	17	17. Men Jesus sagde til dem: vi have her ikke uden fem Brød og to Fiske.
Mat	14	18	18. Men han sagde: henter mig dem hid.
Mat	14	19	19. Og han bød Folket saette sig ned paa Graesset, og tog de fem Brød og de to Fiske, saae op til Himmelen, og velsignede dem; og han brød dem, og gav sine Disciple Brødene, men Disciplene gave Folket dem.
Mat	14	20	20. Og de aade alle og bleve maette; og de opsamlede de overblevne Stykker, tolv Kurve fulde.
Mat	14	21	21. Men de, som aade, vare ved fem tusinde Maend, foruden Kvinder og Børn.
Mat	14	22	22. Og strax nødte Jesus sine Disciple til at gaae i Skibet, og i Forveien saette over til hiin Side, indtil han fik ladet Folket fare.
Mat	14	23	23. Og der han havde ladet Folket fare, gik han paa et Bjerg afsides for at bede. Men det var blevet Aften, var han alene der.
Mat	14	24	24. Men Skibet var allerede midt paa Søen, og led Nød af Bølgerne; thi Veiret var dem imod.
Mat	14	25	25. Men i den fjerde Nattevagt kom Jesus til dem, vandrende paa Søen.
Mat	14	26	26. Og der Disciplene saae ham vandre paa Søen, bleve de forskraekkede og sagde: det er et Spøgelse; og de skrege af Frygt.
Mat	14	27	27. Men Jesus talede strax til dem og sagde: vaerer frimodige; det er mig, frygter ikke.
Mat	14	28	28. Men Peter svarede ham og sagde: Herre! dersom det er dig, da byd mig komme til dig paa Vandet.
Mat	14	29	29. Men han sagde: kom! Og Peter traadte ned af Skibet og vandrede paa Vandet, for at komme til Jesus.
Mat	14	30	30. Men der han saae det staerke Veir, frygtede han; og da han begyndte at synke, raabte han og sagde: Herre, frels mig!
Mat	14	31	31. Og Jesus udrakte strax Haanden, og tog fat paa ham og sagde til ham: du lidet Troende, hvi tvivlede du?
Mat	14	32	32. Og der de stege ind i Skibet, stilledes Veiret.
Mat	14	33	33. Men de, som vare i Skibet, kom og faldt ned for ham og sagde: du er sandelig Guds Søn.
Mat	14	34	34. Og da de vare farne over, kom de til Genezareths Land.
Mat	14	35	35. Og der Folket paa samme sted kjendte ham, sendte de ud i det ganske Land trindt omkring, og førte alle de Syge til ham.
Mat	14	36	36. Og de bade ham, at de maatte ikkun røre ved Sømmen paa hans Klaedebon; og alle de, som rørte derved, bleve helbredede.
------------------------Matthaeusevangeliet, Kapitel 15
Mat	15	1	1. Da kom Skriftkloge og Pharisaeer af Jesusalem til Jesus og sagde:
Mat	15	2	2. hvi overtraede dine Disciple de Gamles Vedtaegt? thi de toe ikke deres Haender, idet de aede Brødet.
Mat	15	3	3. Men han svarede og sagde til dem: hvi overtraede og I Guds Bud for Eders Vedtaegts Skyld?
Mat	15	4	4. Thi Gud har budet, sigende: aer Fader og Moder; og hvo som bander Fader eller Moder, skal visselig døe.
Mat	15	5	5. Men I sige: hvo som siger til Fader eller Moder: det, hvormed jeg kunde hjulpet dig, er en Gave, han behøver ikke at aere sin Fader eller sin Moder.
Mat	15	6	6. Saaledes have I tilintetgjort Guds Bud for Eders Vedtaegts Skyld.
Mat	15	7	7. I Øienskalke! Esias spaaede retteligen om Eder, da han sagde:
Mat	15	8	8. dette Folk holder sig naer til mig med sin Mund, og aerer mig med Laeberne; men deres Hjerte er langt fra mig.
Mat	15	9	9. Men de dyrke mig forgjeves, idet de laere saadanne Laerdomme, som ere Menneskers Bud.
Mat	15	10	10. Og han kaldte Folket til sig og sagde til dem: hører til og forstaaer!
Mat	15	11	11. Ikke det, som indkommer i Munden, gjør Mennesket ureent, men det, som udgaaer af Munden, dette gjør Mennesket ureent.
Mat	15	12	12. Da gik hans Disciple frem og sagde til ham veed du, at Pharisaeerne have forarget sig, der de hørte denne Tale?
Mat	15	13	13. Men han svarede og sagde: hver Plantning, som min himmelske Fader ikke har plantet, skal med Rod oprykkes.
Mat	15	14	14. Lader dem fare, Blinde ere Blindes Veiledere; men naar en Blind leder en Blind, da falde de begge i Graven.
Mat	15	15	15. Men Peter svarede og sagde til ham: forklar os denne Lignelse.
Mat	15	16	16. Men Jesus sagde: ere og I endnu uforstandige?
Mat	15	17	17. Forstaae I ikke endnu, alt det, som indkommer i Munden, gaaer I Bugen og udføres ad den unaturlige Gang?
Mat	15	18	18. Men det, som udgaaer af Munden, kommer ud af Hjertet, og det gjør Mennesket ureent.
Mat	15	19	19. Thi af Hjertet udkomme onde Tanker, Mord, Hoer, Skjørlevnet, Tyverier, falske Vidnesbyrd, Bespottelser.
Mat	15	20	20. Disse ere de Ting, som gjøre Mennesket ureent; men at aede med utoede Haender, gjør ikke Mennesket ureent.
Mat	15	21	21. Og Jesus gik bort derfra og drog til Thyrus' og Sidons Egne.
Mat	15	22	22. Og see, en cananaeisk Kvinde kom fra de samme Graendser, raabte og sagde til ham: Herre, Davids Søn! forbarm dig over mig! min Datter plages ilde af Djaevelen.
Mat	15	23	23. Men han svarede hende ikke et Ord. Da traadte hans disciple til ham, bade ham og sagde: skil dig af med hende, thi hun raaber efter os.
Mat	15	24	24. Men han svarede og sagde: jeg er ikke udsendt uden til de fortabte Faar af Israels Huus.
Mat	15	25	25. Men hun kom og faldt ned for ham og sagde: Herre, hjaelp mig!
Mat	15	26	26. Men han svarede og sagde: det er ikke smukt at tage Børnenes Brød og kaste det for smaa Hunde.
Mat	15	27	27. Men hun sagde: jo, Herre! Hunde aede dog og af de Smuler, som falde af deres Herres Bord.
Mat	15	28	28. Da svarede Jesus og sagde til hende: o Kvinde, din Tro er stor, dig skee, som du vil! Og hendes Datter blev karsk fra den samme Time.
Mat	15	29	29. Og Jesus gik frem derfra og kom til den galilaeiske Sø, og han gik op paa et Bjerg og satte sig der.
Mat	15	30	30. Og meget Folk kom til ham og havde med sig Halte, Blinde, Stumme, Krøblinger og mange andre; og de lagde dem for Jesu Fødder, og han helbredte dem.
Mat	15	31	31. saa at Folket forundrede sig, der de saae, at de Stumme talede, Krøblinger vare helbredede, Halte gik, og Blinde saae; og de prisede Israels Gud.
Mat	15	32	32. Men Jesus kaldte sine disciple til sig og sagde: mig ynkes inderligen over Folket, thi de have nu tøvet hos mig tre Dage, og have Intet at aede; og lade dem fastende fare vil jeg ikke, paa det de ikke skulle forsmaegte paa Veien.
Mat	15	33	33. Og hans Disciple sagde til ham: hveden skulle vi faae saa mange Brød, i Ørken, at vi kunne maette saa meget Folk?
Mat	15	34	34. Og Jesus sagde til dem: hvor mange Brød have I? Men de sagde: syv og faa smaa Fiske.
Mat	15	35	35. Og han bød Folket saette sig ned paa Jorden.
Mat	15	36	36. Og han tog de syv Brød og Fiskene, takkede, brød dem og gav sine Disciple dem, menDisciplene Folket.
Mat	15	37	37. Og de aade alle og bleve maettede; og de samlede de overblevne Stykker, syv Kurve fulde.
Mat	15	38	38. Men de, som aade, vare fire tusinde Maend, foruden Kvinder og Børn.
Mat	15	39	39. Og der han havde ladet Folket fare, gik han i et Skib og kom til Magdalas Graendser.
------------------------Matthaeusevangeliet, Kapitel 16
Mat	16	1	1. Og Pharisaeerne og Sadducaeerne gik frem, fristede ham og begjerede, at han vilde vise dem et Tegn af Himmelen.
Mat	16	2	2. Men han svarede og sagde til dem: om Aftenen sige I: det bliver en skjøn Dag, thi Himmelen er rød;
Mat	16	3	3. og om Morgenen: det bliver Storm i Dag, thi Himmelen er rød og mørk. I Øienskalke! om Himmelens Skikkelse vide I at dømme, men om Tidernes Tegn kunne I ikke.
Mat	16	4	4. Den onde og vanartige Slaegt begjerer Tegn, og den skal intet Tegn gives uden Jonas Prophetens Tegn. Og han forlod dem og gik bort.
Mat	16	5	5. Og der hans Disciple fore over til hiin Side, havde de glemt at tage Brød med.
Mat	16	6	6. Og Jesus sagde til dem: seer til og tager Eder vare for Pharisaeernes og Sadducaeernes Suurdeig.
Mat	16	7	7. Da taenkte de ved sig selv og sagde: det er, fordi vi ikke toge Brød med.
Mat	16	8	8. Men som Jesus det vidste, sagde han til dem: I lidet Troende! hvi taenkte I ved Eder selv derpaa, at I ikke toge Brød med?
Mat	16	9	9. Forstaae I ikke endnu? komme I ikke heller ihu de fem Brød iblandt de fem Tusinde, og hvor mange Kurve I da toge op?
Mat	16	10	10. Ikke heller de syv Brød iblandt de fire Tusinde, hvor mange Kurve I da toge op?
Mat	16	11	11. Hvorledes forstaae I da ikke, det ei var om Brød jeg sagde til Eder, at I skulde tage Eder vare for Pharisaeernes og Sadducaeernes Suurdeig?
Mat	16	12	12. Da forstode de, at han havde ikke sagt, at de skulde tage sig vare for Brødets Suurdeig, men for Pharisaeernes og Sadducaeernes Laerdom.
Mat	16	13	13. Men der Jesus var kommen i Egnen af Caesarea Philippe, spurgte han sine Disciple ad og sagde: hvad sige Menneskene mig, Menneskens Søn, at vaere?
Mat	16	14	14. Men de sagde: Nogle sige, at du er Johannes den Døber: men Andre, Elias; men Andre, Jeremias eller een af Propheterne.
Mat	16	15	15. Han siger til dem: men I, hvem sige I mig at vaere?
Mat	16	16	16. Da svarede Simon Petrus og sagde: du er Christus, den levende Guds Søn?
Mat	16	17	17. Og Jesus svarede og sagde til ham: salig er du, Simon Jonas' Søn! thi Kjød og Blod har ikke aabenbaret dig det, men min Fader, som er i Himlene.
Mat	16	18	18. Men jeg siger dig ogsaa, at du er Petrus, og paa denne klippe vil jeg bygge min Menighed, og Helvedes Porte skulde ikke faae Overhaand over den.
Mat	16	19	19. Og jeg vil give dig Himmerigets Riges Nøgler, og havd du binder paa Jorden, det skal vaere bundet i Himlene, og hvad du løser paa Jorden, det skal vaere løst i Himlene.
Mat	16	20	20. Da bød han sine Disciple, at de skulde ingen Sige, at han var Christus.
Mat	16	21	21. Fra den Tid begyndte Jesus at give sine Disciple tilkjende, at han burde at gaae til Jerusalem, og lide meget af de Aeldste og Ypperstepraester og Skriftkloge, og ihjelslaaes og opstaae tredie Dag.
Mat	16	22	22. Og Peter tog ham tilside, begyndte at straffe ham, og sagde: Herre, spar dig selv; dette skee dig ingenlunde!
Mat	16	23	23. Men han vendte sig og sagde til Peter: vig bag mig, Satan! du er mig en Foargelse; thi du sandser ikke, hvad Guds er, men hvad Menneskens er.
Mat	16	24	24. Da sagde Jesus til sine Disciple: vil Nogen komme efter mig, han fornaegte sig selv, og tagesit Kors, og følge mig.
Mat	16	25	25. Thi hvo som vil frelse sit Liv, skal miste det; og hvo som mister sit Liv for min Skyld, skal finde det.
Mat	16	26	26. Thi hvad gavner det Mennesket, om han vinder den ganske Verden, men tager Skade paa sin Sjael? Eller hvad kan et Menneske give til Vederlag for sin Sjael?
Mat	16	27	27. Thi Menneskens Søn skal komme i sin Faders herlighed med sine Engle; og da skal han betale hver efter sin Gjerning.
Mat	16	28	28. Sandelig siger jeg Eder: der ere Nogle, som her staae, som ingenlunde skulle smage Døden, førend de see Menneskens Sømme komme i sit Rige.
------------------------Matthaeusevangeliet, Kapitel 17
Mat	17	1	1. Og sex Dage derefter tog Jesus Peter og Jakob og Johannes, hans Broder, til sig, og førte dem affsides op paa et høit Bjerg.
Mat	17	2	2. Og han blev forvandlet for dem, og hans Ansigt skinnede som Solen, men hans Klaeder blev hvide som Lyset.
Mat	17	3	3. Og see, Moses og Elias viste sig for dem og talede med ham.
Mat	17	4	4. Da svarede Peter og sagde til Jesus: Herre! her er godt at vaere; vil du, da ville vil gjøre tre Boliger her, dig een, og Moses een, og Elias een.
Mat	17	5	5. Der han endu talede, se, da overskyggede dem en klar Sky; og see, en Røst kom fra Skyen, som sagde: denne er min Søn, den Elskelige, i hvilken jeg har Behagelighed; hører ham!
Mat	17	6	6. Og der Disciplene hørte det, faldt de paa deres Ansigt og frygtede saare.
Mat	17	7	7. Og Jesus traadte frem, rørte ved dem og sagde: staar op, og frygter ikke.
Mat	17	8	8. Men der de opløftede deres Øine, saae de Igen, uden Jesus alene.
Mat	17	9	9. Og der de gik ned ad Bjerget, bød Jesus dem og sagde: I skulle Ingen sigde dette Syn, førend Menneskens Søn er opstanden fra de Døde.
Mat	17	10	10. Og hans Disciple spurgte ham og sagde: hvad er det da, de Skriftkloge sige; at Elias bør først komme?
Mat	17	11	11. Men Jesus svarede og sagde til dem: Elias kommer vel først, og skal skikke alting tilrette.
Mat	17	12	12. Men jeg siger Eder, at Elias er alt kommen, og de erkendte ham ikke, men gjorde mod ham, hvad de vilde; saa skal ogsaa Menneskens Søn lide af dem.
Mat	17	13	13. Da forstode Disciplene, at han havde talet til dem om Johannes den Døber.
Mat	17	14	14. Og der de kom til Folket, gik et Menneske til ham, og fladt paa Knae for ham og sagde:
Mat	17	15	15. Herre! forbarm dig over min Søn! thi han er maanesyg, og lider meget Ondt; thi han falder ofte i Ild og ofte i Vand;
Mat	17	16	16. og jeg ledte ham til dine Disciple, og de kunde ikke helbrede ham.
Mat	17	17	17. Men Jesus svarede og sagde: o du vantro og forvendte Slaegt! hvor laenge skal jeg taale Eder? Leder mig ham hid.
Mat	17	18	18. Og Jesus tiltalede ham haardeligen, og Djaevelen foer ud af ham, og Drengen blev karsk fra den samme Stund.
Mat	17	19	19. Da gik Disciplene til Jesus afsides og sagde: hvi kunde vi ikke uddrive ham?
Mat	17	20	20. Men Jesus sagde til dem: for Eders Vantroes Skyld; thi sandelig siger jeg Eder: dersom I have Tro som et Senepskorn, da kunne I sige til dette Bjerg: flyt dig herfra derhen, saa skal det flytte sig; og Eder skal intet vaere umuligt.
Mat	17	21	21. Men dette Slags farer ikke ud, uden ved Bøn og Faste.
Mat	17	22	22. Der de vandrede i Galilaes, sagde Jesus til dem: Menneskens Søn skal overantvordes i Menneskers Haender;
Mat	17	23	23. og de skulle slaae ham ihjel, og han skal opreises paa den tredie Dag. Og de bleve saare bedrøvede.
Mat	17	24	24. Men der de kom til Capernaum, gik de, som oppebare Skattens Penninge, til Peter og sagde: betaler Eders Mester ikke Skattens Penninge?
Mat	17	25	25. Han sagde: jo. Og der han kom ind i Huset, forekom Jesus ham og sagde: hvad tykkes dig, Simon? af hvem tage Konger paa Jorden Told eller Skat? af deres egne Børn eller af Fremmede?
Mat	17	26	26. Peter siger til ham: af Fremmede. Jesus sagde til ham. Saa ere jo Børnene frie.
Mat	17	27	27. Men paa det vi ikke Skulle foragrge dem gak hen til Havet, kast en Krog, og tag den første Fisk, som kommer op; og naar du aabner dens Mund, skal du finde en Stater; tag denne og giv dem den for dig og for mig.
------------------------Matthaeusevangeliet, Kapitel 18
Mat	18	1	1. I den samme Stund gik Disciplene til Jesus og sagde: hvo er den Største i Himmeriges Rige?
Mat	18	2	2. Og Jesus kaldte et Barn til sig og stillede det midt iblandt dem,
Mat	18	3	3. og sagde: sandelig siger jeg Eder: uden I omvende Eder, og blive som Børn, komme I ingenlunde ind i Himmeriges Rige.
Mat	18	4	4. Derfor, hvo sig selv fornedrer som dette Barn, han er den Største i Himmeriges Rige.
Mat	18	5	5. Og hvo som annammer et saadant Barn i mit Navn, annammer mig.
Mat	18	6	6. Men hvo som forarger een af diss Smaa, som troe paa mig, ham var det bedre, at der var haengt en Møllesteen om hans Hals, og han var kastet i Havets Dybhed.
Mat	18	7	7. Vee Verden for Forargelser! Vel er det fornødent, at Forargelser skulle komme; dog vee det Menneske, ved hvilket Forargelse kommer!
Mat	18	8.	8. Men dersom din Haand eller din Fod forarger dig, da hug den af og kast den fra dig. Det er dig bedre, at gaae halt eller enKrøbling ind til Livet, end at have to Haender og to Fødder, og kastes i den evige Ild.
Mat	18	9.	9. Og dersom dit Øie forarger dig, da riv det ud og kast det fra dig. Det er dig bedre, at gaae eenøiet ind til Livet, end at have to Øine, og kastes i Helvedes Ild.
Mat	18	10	10. Seer til, at I ikke foragte een af disse Smaa; thi jeg siger Eder: deres Engle i Himlene see altid min Faders Ansigt, som er i Himlene.
Mat	18	11	11. Thi Menneskens Søn er kommen at frelse det, som var fortabt.
Mat	18	12	12. Hvad tykkes Eder? Om et Menneske havde hundrede Faar, og eet af dem foer vild, forlader han ikke de ni og halfremsindstyve, og gaaer paa Bjergene, og leder efter det, som er faret vild?
Mat	18	13	13. Og Haender det sig, at han finder det, sandelig siger jeg Eder, at han glaeder sig mer over det, end over de ni og halvfemsindstyve, som ikke fore vild.
Mat	18	14	14. Saaledes er det ikke Eders himmelske Faders Villie, at een af diss Smaa skal fortabes.
Mat	18	15	15. Men om din Broder synder imod dig, gak hen, og straf ham imellem dig og ham alene; hører han dig, da har du vundet din Broder.
Mat	18	16	16. Men hører han dig ikke, da tag endnu Een eller To med dig, paa det at Sagen maa blive fast efter to eller tre Vidners Mund.
Mat	18	17	17. Men hører han dem ikke, da siig Menigheden det; men hører han ikke Menigheden, da skal han vaere for dig ligesom en Hedning og Tolder.
Mat	18	18	18. Sandelig siger jeg Eder: hvadsomhelst I binde paa Jorden, skal vaere bundet i Himmelen; og hvadsomhelst I løste paa Jorden, skal vaere løst i Himmelen.
Mat	18	19	19. Atter siger jeg Eder, at dersom To af Eder blive enige paa Jorden om hvad for en Sag det er, at de ville bede det det skal vederfares dem af min Fader som er i Himlene.
Mat	18	20	20. Thi hvor To eller Tre ere forsamlede i mit Navn, der er jeg midt iblandt dem.
Mat	18	21	21. Da gik Peter frem til ham og sagde: Herre! hvor ofte skal jeg forlade min Broder, som synder imod mig? indtil syv Gange?
Mat	18	22	22. Jesus sagde til ham; jeg siger dig, ikke indtil syv Gange, men indtil halvfjerdsinstyve Gange syv Gange.
Mat	18	23	23. Derfor er Himmeriges Rige lignet ved en Konge, som vilde holde Regnskab med sine Tjenere.
Mat	18	24	24. Men der han begyndte at holde Regnskab, blev Een ført frem for ham, som var ti tusinde Talenter skyldig.
Mat	18	25	25. Men der han Intet havde at betale med, bød hans Herre ham at saelges og hans Hustru og Børn og alt det, han havde, og Gjaelden at betales.
Mat	18	26	26. Da faldt Tjeneren ned for hans Fødder og sagde: Herre! vaer langmodig med mig, og jeg vil betlae det altsammen.
Mat	18	27	27. Da ynkedes samme Tjeners Herre inderligen over ham, og gav ham løs og forlod ham Gjaelden.
Mat	18	28	28. Men den samme Tjener gik ud og fandt en af sine Medtjenere, som var ham hundrede Penninge skyldig; og han greb fat paa ham og vilde kvaele ham, og sagde betal mig det, du er skyldig.
Mat	18	29	29. Da faldt hans Medtjener ned for hans Fødder, og bad ham og sagde: vaer langmodig med mig, og jeg vil betale dig det altsammen.
Mat	18	30	30. Men han vilde ikke, men gik hen og kastede ham i Faengsel, indtil han betalte det, han var skyldig.
Mat	18	31	31. Men der hans Medtjenere saae det, som skeet var, bleve de sare bedrøvede og kom og aabenbarede for deres Herre alt det, som skeet var.
Mat	18	32	32. Da kaldte hans Herre ham for sig og sagde til ham: du onde Tjener! al den Gjaeld forlod jeg dig, fordi du bad mig.
Mat	18	33	33. Burde dig ikke og at forbarme dig over din Medtjener, ligesom jeg og har forbarmet mig over dig?
Mat	18	34	34. Og hans Herre blev vred, og overantvordede ham til Bødlerne, indtil han betlate det, han var ham skyldig.
Mat	18	35	35. Saa skal og min himmelske Fader gjøre mod Eder, og I ikke forlade Eders hjerter hver sin Broder hans Brøst.
------------------------Matthaeusevangeliet, Kapitel 19
Mat	19	1	1. Og det skete, der Jesus havde endt disse Ord, drog ham bort af Galilaea, og kom til Judaeas Graendser paa hiin Side Jordan.
Mat	19	2	2. Og meget Folk fulgte ham, og han helbredte dem der.
Mat	19	3	3. Og Pharisaeerne traadte til ham, fristede ham og sagde til ham: er det en Mand tilladt at skille sig fra sin Hustru for hvilkensomhelst Sag?
Mat	19	4	4. Men han svarede og sagde til dem: have I ikke laest, at den, som gjorde dem af Begyndelsen, gjorde dem Mand og Kvinde,
Mat	19	5	5. og sagde: derfor skal et Menneske forlade Fader og Moder, og blive fast hos sin Hustru, og de To skulle vaere til eet Kjød.
Mat	19	6	6. Saa at de ere ikke laengere to, men eet Kjød. Derfor, hvad Gud har tilsammenføiet, skal Mennesket ikke adskille.
Mat	19	7	7. De sagde til ham: hvorfor bød da Moses at give et Skilsmissebrev, og skille sig fra hende?
Mat	19	8	8. Og han sagde til dem: Moses tilstede Eder, at skille Eder fra Eders Hustruer, for Eders Hjerters Haardheds Skyld; men af Begyndelsen har det ikke saaledes vaeret.
Mat	19	9	9. Men jeg siger Eder, at hvo som skiller sig fra sin Hustru uden for Hoers Skyld, og tager en anden tilaegte, han bedriver Hoer.
Mat	19	10	10. Hans Disciple sagde til ham: staaer Mandens Sag saaledes med Hustruen, da er det ikkegodt at gifte sig.
Mat	19	11	11. Men han sagde til dem: dette Ord begribe ikke Alle, men de, som det er givet.
Mat	19	12	12. Thi der ere Gildinger, som ere fødte saaledes af Moders Liv; og der ere Gildinger, som ere gildede af Mennesker; og der ere Gildinger, som have gildet sig selv for Himmeriges Riges Skyld. Hvo det kan begribe, han begribe det!
Mat	19	13	13. Da bleve smaa Børn førte til ham at han skulde laegge Haenderne paa dem og bede; men Disciplene truede dem.
Mat	19	14	14. Da sagde Jesus: lader de smaa Børn med Fred, og formener dem ikke at komme til mig; thi Himmeriges Rige hører saadanne til.
Mat	19	15	15. Og han lagde Haenderne paa dem, og drog derfra.
Mat	19	16	16. Og see, Een traadte frem og sagde til ham: gode Mester! hvad Godt skal jeg gjøre, at jeg maa have det evige Liv?
Mat	19	17	17. Men han sagde til ham: hvi kalder du mig god? Ingen er god, uden Een, som er Gud. Men vil du indgaae til Livet, da hold Budene.
Mat	19	18	18. Han sagde til ham: hvilke? Men Jesus sagde: dette: du skal ikke ihjelslaae; du skal ikke bedrive Hoer; du skal ikke stjaele; du skal ikke baere falsk Vidnesbyrd;
Mat	19	19	19. aer din Fader og din Moder, og du skal elske din Naeste som dig selv.
Mat	19	20	20. Da siger den unge Karl til ham: det har jeg holdet altsammen fra min Ungdom; hvad fattes mig endnu?
Mat	19	21	21. Jesus sagde til ham: vil du vaere fuldkommen, da gak hen, saelg, hvad du har, og giv Fattige det, og du skal have et Liggendefae i Himmelen; og kom følg mig.
Mat	19	22	22. Men der den unge Karl hørte det Ord, gik han bedrøvet bort; thi han havde meget Gods.
Mat	19	23	23. Da sagde Jesus til sine Disciple: sandelig siger jeg Eder, at en Rig kommer vanskelig ind i Himmeriges Rige.
Mat	19	24	24. Atter siger jeg Eder: det er lettere, at en Kameel gaaer igjennem et Naaleøie, end at en Rig kommer ind i Guds Rige.
Mat	19	25	25. Men der hans Disciple hørte det, bleve de saare forfaerdede og sagde: hvo kan da blive salig?
Mat	19	26	26. Da saae Jesus paa dem og sagde: for Mennesker er dette umulig, men for Gud ere alle Ting mulige.
Mat	19	27	27. Da svarede Peter og sagde til ham: see, vi have forladt alle Ting og fulgt dig; hvad skulle vi da have?
Mat	19	28	28. Men Jesus sagde til dem: sandelig siger jeg Eder, at I, som have efterfulgt mig, udi Igjenfødelsen, naar Menneskens Søn skal sidde paa tolv Throner og dømme de tolv Israels Stammer.
Mat	19	29	29. Og hver, som har forladt Huus eller Brødre eller Søstre eller Fader eller Moder eller Hustru eller Børn eller Agre for mit Navns Skyld, skal faae hundredefold igjen, og arve det evige Liv.
Mat	19	30	30. Men Mange, som ere de Første, skulle blive de Sidste, og de Sidste de Første.
------------------------Matthaeusevangeliet, Kapitel 20
Mat	20	1	1. Thi Himmeriges Rige lignes ved en Huusbonde, som udgik tidlig om Morgenen, at leie Arbeidere til sin Viingaard.
Mat	20	2	2. Men der han blev eens med Arbeiderne om en Penning om Dagen, sendte han dem i sin Viingaard.
Mat	20	3	3. Og han gik ud ved den tredie Time, og saae Andre staae ledige paa Torvet,
Mat	20	4	4. og han sagde til dem: gaar I og hen i Viingaarden, og jeg vil give Eder, hvad som ret er. Men de gik hen.
Mat	20	5	5. Han gik atter ud ved den sjette og niende Time, og gjorde ligesaa.
Mat	20	6	6. Men ved den ellevte Time gik han ud, og fandt Andre staae ledige, og sagde til dem: hvi staae I her den ganske Dag ledige?
Mat	20	7	7. De sagde til ham: fordi Ingen leiede os, Han sagde til dem: gaar I ogsaa hen i Viingaarden, og hvad som ret er, skulle I faae.
Mat	20	8	8. Men der det blev aften, siger Viingaardenens Herre til sin Foged. kald Arbeiderne, og giv dem Lønnen, og begynd fra de Sidste til de Første.
Mat	20	9	9. Og de kom, som vare leiede ved den ellevte Time og fok hver en Penning.
Mat	20	10	10. Men der de Første kom, mente de at de skulle faae mere; og fik hver en Penning.
Mat	20	11	11. Men der de fik den, knurrede de imod Huusbonden og sagde:
Mat	20	12	12. disse Sidste have ikkun arbeidet een Time, og du har gjort dem lige med os, som have baaret Dagens Byrde og Hede.
Mat	20	13	13. Men han svarede og sagde til een af dem: Ven! jeg gjør dig ikke Uret; er du ikke bleven eens med mig om en Penning?
Mat	20	14	14. Tag Dit, og gak hen. Men jeg vil give denne Sidste ligesom dig.
Mat	20	15	15. Eller har jeg ikke Magt til at gjøre med Mit, hvad jeg vil? eller er dit Øie ondt, fordi jeg er god?
Mat	20	16	16. Saaledes skulle de Sidste blive de Første, og de Første de Sidste; thi Mange ere kaldede, men Faa ere udvalgte.
Mat	20	17	17. Og Jesus drog op til Jerusalem, og tog de tolv Disciple tilside paa Veien, og sagde til dem:
Mat	20	18	18. see, vi reise op til Jerusalem og Menneskens Søn skal overantvordes de Ypperstepraester og Skriftkloge; og de skulle fordømme ham til Døden,
Mat	20	19	19. og overantvorde Hedningerne ham og bespotte og hudstryge og korsfaeste; og paa den tredie Dag skal han opstaae.
Mat	20	20	20. Da gik Zebedaeus' Sønners Moder til ham med sine Sønner, faldt ned for ham og bad ham om Noget.
Mat	20	21	21. Men han sagde til hende: hvad vil du? Hun sagde til ham: siig, at disse mine to Sønner skulle sidde i dit Rige, den ene ved din høire, den anden ved den venstre Side.
Mat	20	22	22. Men Jesus svarede og sagde: I vide ikke, hvad I bede. Kunne I drikke den Kalk, som jeg skal drikke, og døbes med den Daab, som jeg skal døbes med? De sige til ham: vi kunne.
Mat	20	23	23. Og han sagde til dem: min Kalk skulle vil vel drikke, og med den Daab, som jeg døbes med, skulle I døbes, men at sidde ved min høire og ved min venstre Side, hører ikke mig til at give Nogen, uden dem, som det er beredt af min Fader.
Mat	20	24	24. Og der de Ti det hørte, bleve de vrede paa de to Brødre.
Mat	20	25	25. Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: I vide, at Folkenes Fyrster herske over dem, og de Store bruge Myndighed over dem.
Mat	20	26	26. Men saa skal det ikke vaere iblandt Eder; men hvo som vil vaere stor iblandt Eder, han vaere Eders Tjener;
Mat	20	27	27. og hvo som vil vaere den Ypperste iblandt Eder, han vaere Eder underdanig.
Mat	20	28	28. Ligesom Menneskens Søn ikke er kommen at lade sig tjene, men at tjene og at give sit Liv til en Gjenløsning for Mange.
Mat	20	29	29. Og der de gik ud fra Jericho, fulgte ham meget Folk.
Mat	20	30	30. Og see, to Blinde sadde ved Veien, og der de hørte, at Jesus gik forbi, raabte de og sagde: Herre, Davids Søn, forbarme dig over os!
Mat	20	31	31. Men Folket truede dem, at de skulle tie; men de raabte mere og sagde: Herre, Davids Søn, forbarme dig over os!
Mat	20	32	32. Og Jesus stod stille og kaldte ad dem og sagde: hvad ville I, at jeg skal gjøre Eder?
Mat	20	33	33. De sagde til ham: Herre! at vore Øine maatte oplades.
Mat	20	34	34. Men Jesus ynkedes inderligen, og rørte ved deres Øine. og strax bleve deres Øine seende, og de fulgte ham.
------------------------Matthaeusevangeliet, Kapitel 21
Mat	21	1	1. Og der de kom naer til Jerusalem, og var komne til Bethpage ved Oliebjerget, da sendte Jesus tvende Disciple og sagde til dem:
Mat	21	2	2. gaar hen i den By, som ligger for Eder, og strax skulle i finde en Aseninde bunden og et Føl hos hende; løser dem og fører dem til mig.
Mat	21	3	3. Og dersom Nogen taler Eder Noget til, da siger, at Herren har dem behov, saa skal han strax fremsende dem.
Mat	21	4	4. Men dette skete altsammen, at det skulde fuldkommes, som er talet ved Propheten, som siger:
Mat	21	5	5. forkynder Zions Datter! see, din Konge kommer til dig, sagtmodig og ridende paa et Asen og paa Asenindens Føl.
Mat	21	6	6. Men Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus befoel dem;
Mat	21	7	7. og de hentede Aseninden og Føllet, og lade deres Klaeder paa dem; og han satte sig derpaa.
Mat	21	8	8. Men de Fleste af Folket bredte deres Klaeder paa Veien, andre huggede Grene af Traeerne og strøede dem paa Veien;
Mat	21	9	9. men Folket, som gik foran og fulgte, raabte og sagde: Hosanna den Davids Søn! velsignet vaere den, som kommer i Herrens Navn! Hosanna i det Høieste!
Mat	21	10	10. Og der han drog ind i Jerusalem, oprørtes den ganske Stad og sagde: hvo er denne?
Mat	21	11	11. Men Folket sagde: det er Jesus, Propheten fra Nazareth i Galilaea.
Mat	21	12	12. Og Jesus gik ind i Guds Tempel og uddrev alle dem, som solgte og kjøbte i Templet, og omstødte Vexelerernes Borde og Duekraemmernes Stole.
Mat	21	13	13. Og han sagde til dem: der er skrevet: mit Huus skal kaldes et Bedehuus, men I have gjort det til en Røverkule.
Mat	21	14	14. Og der gik Blinde og Halte til ham i Templet, og han helbredte dem,
Mat	21	15	15. Men der de Ypperstepraester og Skriftkloge saae de Undergjerninger, som han gjorde, og at Børnene raabte i Templet og sagde: Hosanna den Davids Søn! bleve de vrede, og sagde til ham:
Mat	21	16	16. hører du, hvad disse sige? Men Jesus sagde til dem: jo! have I aldrig laest af de Umyndiges og Diendes Mund skal du berede Lov?
Mat	21	17	17. Og han forlod dem og gik udenfor Staden til Bethanien, og blev der.
Mat	21	18	18. Men der han om Morgenen igjen gik til Staden, hungrede ham.
Mat	21	19	19. Og han saae et Figentrae ved Veien og gik til det, og fandt Intet derpaa, uden Blade alene. og Han sagde til det: aldrig mere voxe Frugt paa dig! Og Figentraeet visnede strax.
Mat	21	20	20. Og der Disciplene saae det, forundrede de sig og sagde: hvorledes visnede Figentraeet saa strax?
Mat	21	21	21. Men Jesus svarede og sagde til dem: sandelig siger jeg Eder: dersom I have Tro og ikke tvivle, da skulle I ikke alene kunne gjøre det med Figentraeet, men dersom I endog sige til dette Bjerg: løft dig og kast dig i Havet, da skal det skee.
Mat	21	22	22. Og alt det, I begjaere i Bønnen troende, det skulle I faae.
Mat	21	23	23. Og der han kom til Templet, traadte til ham, idet han laerte, de ypperstepraester og Folkets Aeldste, og sagde: af hvad Magt gjør du dette? og hvo har givet dig denne magt.
Mat	21	24	24. Men Jesus svarede og sagde til dem: jeg vil og spørge Eder om een Sag; dersom I sige mig det, vil jeg og sige Eder, af hvad Magt jeg gjør dette.
Mat	21	25	25. Johannes' Daab, hveden var den? af Himmelen, eller af Menneskene? Men de betaenkte ved sig selv og sagde: sige vi, den var af Himmelen, da vil han spørge os: hvi troede I ham da ikke?
Mat	21	26	26. Men sige vi: den var af Menneskene, frygte vi os for Folket; thi de holdt alle Johannes for en Prophet.
Mat	21	27	27. Og de svarede Jesus og sagde: vi vide det ikke. Da sagde han og til dem: saa siger jeg ikke heller, af hvad Magt jeg gjør dette.
Mat	21	28	28. Men hvad tykkes Eder? Et menneske havde to Sønner; og han gik til den første og sagde: Søn gak hen, arbeid i Dag udi min Viingaard.
Mat	21	29	29. Men han svarede og sagde: jeg vil ikke; men derefter angrede det ham, og han gik hen.
Mat	21	30	30. Og han gik til den anden og sagde ligesaa. Men han svarede og sagde: Herre, jeg vil; og gik ikke hen.
Mat	21	31	31. Hvilken af de to gjorde Faderens Villie? De sagde til ham: den Første. Jesus sagde til dem: sandelig siger jeg Eder, at Toldere og Skjøger gaae for Eder i Guds Rige.
Mat	21	32	32. Thi Johannes kom til Eder paa Retfaerdigheds Vei, og I troede ham ikke, men Toldere og Skøger troede ham; men enddog I det saae, angrede det Eder alligevel ikke derefter, saa I troede ham.
Mat	21	33	33. Hører en anden Lignelse: der var en Huusbonde, som plantede en Viingaard og satte et gjerde omkring den og gravede en Perse i den og byggede et Taarn; og han leiede den til Viingaardsmaend, og drog udenlands.
Mat	21	34	34. Men der Frugtens Tid kom, sendte han sine Tjenere til Viingaardsmaendene, at annamme dens Frugter.
Mat	21	35	35. Og Viingaardsmaendene toge hans Tjenere; en sloge de, en anden draebte de, en anden stenede de.
Mat	21	36	36. Han sendte atter andre Tjenere, flere end de første; og de gjorde ligesaa med dem.
Mat	21	37	37. Men derefter sendte han sin Søn til dem og sagde: de ville dog undsee sig for min Søn.
Mat	21	38	38. Men der Viingaardsmaendene saae Sønnen, sagde de til hverandre: denne er Arvingen; kommer, lader os slaae ham ihjel og tilvende os hans Arv.
Mat	21	39	39. Og de toge ham og stødte ham udenfor Viingaarden og sloge ham ihjel.
Mat	21	40	40. Naar da Viingaardens Herre kommer, hvad skal han gjøre med disse Viingaardsmaend?
Mat	21	41	41. De sagde til ham: han skal ilde omkomme de Onde, og leie sin Viingaard til andre Viingaardsmaend, som skulle give ham Frugterne i deres Tid.
Mat	21	42	42. Jesus sagde til dem: have I aldrig laest i Skrifterne: den Steen, som Bygningsmaendene forskøde, den er bleven til en Hovedhjørnesteen; det er skeet af Herren, og er underligt for vore Øine.
Mat	21	43	43. Derfor siger jeg Eder, at Guds Rige skal tages fra Eder og gives et Folk, som skal baere dets Frugter.
Mat	21	44	44. Og hvo som falder paa denne Steen, skal sønderstødes; men hvilken den falder paa, ham skal den knuse.
Mat	21	45	45. Og der de Ypperstepraester og Pharisaeerne hørte hans Lignelser, maerkede de, at han talede om dem.
Mat	21	46	46. Og de søgte at gribe ham, men frygtede for Folket; thi de holdt ham for en Prophet.
------------------------Matthaeusevangeliet, Kapitel 22
Mat	22	1	1. Og Jesus svarede og talede atter ved Lignelser til dem og sagde:
Mat	22	2	2. Himmeriges Rige lignes ved en Konge, som gjorde sin Søns Bryllup.
Mat	22	3	3. Og han udsendte sine Tjenere, at kalde de Budne til Bryllup; men de vilde ikke komme.
Mat	22	4	4. Han udsendte atter andre Tjenere og sagde: siger de Budne; see, jeg har beredt mit Maaltid, mine Øxen og det fede Kvaeg er slagtet, og Alting er rede; kommer til Bryllup.
Mat	22	5	5. Men de foragtede det og gik hen, den Ene paa sin Ager, den Anden til sit Kjøbmandskab;
Mat	22	6	6. Andre grebe hans Tjenere, forhaanede og ihjelsloge dem.
Mat	22	7	7. Men der Kongen det hørte, blev han vred og skikkede sine Haere ud, og ødelagde disse Manddrabere og satte Ild paa deres Stad.
Mat	22	8	8. Da sagde han til sine Tjenere: Brylluppet er vel beredt, men de Budne vare det ikke vaerd;
Mat	22	9	9. gaaer derfor ud paa Veiskjellene, og byder til Bryllup saa mange, som I finde.
Mat	22	10	10. Og de Tjenere gik ud paa Veien og samlede alle dem, de fandt baade Onde og Gode; og Bryllupshuset blev fuldt af Gjester.
Mat	22	11	11. Da gik Kongen ind at besee Gjesterne, og han saae der et Menneske, som ikke var iført Bryllups-Klaedningen.
Mat	22	12	12. Og han sagde til ham: Ven! hvorledes er du kommen hid ind, og har ikke Bryllups-Klaedningen paa? Men han taug.
Mat	22	13	13. Da sagde Kongen til Tjenerne: binder Haender og Fødder paa ham, og tager ham og kaster ham ud i det yderste Mørke; der skal vaere Graad og Taenders Gnidsel.
Mat	22	14	14. Thi mange ere Kaldede, men Faa udvalgte.
Mat	22	15	15. Da gik Pharisaeerne hen og holdt Raad, hvorledes de kunde besnaere ham i Ord.
Mat	22	16	16. Og de sendte deres Discipel til ham med de Herodianer og sagde: mester! vi vide, at du er sanddru, og laerer Guds Vei i Sandhed, og skjøtter om Ingen; thi du anser ikke Menneskers Person.
Mat	22	17	17. Siig os derfor: hvad tykkes dig? er det tilladt at give Keiseren Skat eller ei?
Mat	22	18	18. Men som Jesus havde maerket deres Ondskab, sagde ham: I Øienskalke, hvi friste I mig?
Mat	22	19	19. Viser mig Skattens Mynt. Men de bragte ham en Penning.
Mat	22	20	20. Og han sagde til dem: hvis Billede og Overskrift er dette?
Mat	22	21	21. De sagde til ham: Keiserens. Da sagde han til dem: saa giver Keiseren det, som Keiserens er, og Gud det, som Guds er.
Mat	22	22	22. Og der de hørte det, forundrede de sig, og forlode ham og gik bort.
Mat	22	23	23. Paa den samme Dag traadte Sadducaeerne til ham, som sige, at der ikke er Opstandelse, og spurgte ham og sagde:
Mat	22	24	24. Mester! Moses har sagt: naar Nogen Døer, og har ikke Børn, skal hans Broder for Svogerskabs Skyld tage hans Hustru tilaegte og opreise sin Broder Saed.
Mat	22	25	25. Men nu have vaeret hos os syv Brødre; og den første giftede sig og døde, og efterdi han ikke havde Saed, efterlod han sin Broder sin Hustru.
Mat	22	26	26. Og den anden ligesaa, og den tredie, indtil den syvende;
Mat	22	27	27. men sidst af dem alle døde og Kvinden.
Mat	22	28	28. Hvis Hustru af disse syv skal hun da vaere i Opstandelsen? thi de have alle havt hende.
Mat	22	29	29. Men Jesus svarede: I fare vild, idet I ikke kjende Skrifterne, ei heller Guds Kraft.
Mat	22	30	30. Thi i Opstandelsen skulle de hverken tage tilaegte, ei heller bortgiftes; men de ere ligesom Guds Engle i Himmelen.
Mat	22	31	31. Men have I ikke laest om de Dødes Opstandelse, hvad som er talet til Eder af Gud, naar han siger:
Mat	22	32	32. jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud. Men Gud er ikke de Dødes Gud, men de Levendes.
Mat	22	33	33. Og der Folket det hørte, forundrede de sig saare over hans Laerdom.
Mat	22	34	34. Men der Pharisaeerne hørte, at han havde stoppet Munden paa Sadducaeerne, forsamlede de sig.
Mat	22	35	35. Og En af dem, en Lovkyndig spurgte og fristede ham og sagde:
Mat	22	36	36. Mester, hvilket er det store Bud i Loven?
Mat	22	37	37. Men Jesus sagde til ham: du skal elske Herren din Gud i dit ganske Hjerte, og i din ganske Sjael, og i dit ganske Sind.
Mat	22	38	38. Dette er det første og store Bud.
Mat	22	39	39. Men det andet er ligesom dette: du skal elske din Naeste som dig selv.
Mat	22	40	40. Af disse to Bud haenger al Loven og Propheterne.
Mat	22	41	41. Men der Pharisaeerne vare forsamlede, spurgte Jesus dem og sagde:
Mat	22	42	42. Hvad tykkes Eder om Christus? hvis Søn er han? De sagde til ham: Davids.
Mat	22	43	43. Han sagde til dem: hvorledes kalder da Deavid ham i Aanden en Herre, da han siger:
Mat	22	44	44. Herren sagde til min Herre: saet dig ved min høire Haand, indtil jeg laegger dine Fjender til dine Fødders Skammel?
Mat	22	45	45. Efterdi David nu kalder ham en Herre, hvorledes er han da hans Søn?
Mat	22	46	46. Og Ingen kunde svare ham et Ord, og Ingen turde ydermere gjøre Spørgsmaal til ham efter den Dag.
------------------------Matthaeusevangeliet, Kapitel 23
Mat	23	1	1. Da talede Jesus til Folket og til sine Disciple og sagde:
Mat	23	2	2. Paa Moses' Stol sidde Skriftkloge og Pharisaeer.
Mat	23	3	3. Alt det derfor, som de sige Eder, at I skulle holde, det holder og gjører; men gjører ikke efter deres Gjerninger; thi de sige det vel, men gjøre det ikke.
Mat	23	4	4. Thi de binde svare Byrder, vanskelige at baere, og laegge Menneskene dem paa Skuldrene; men selv ville de ikke røre dem med en Finger.
Mat	23	5	5. Men de gjøre alle deres Gjerninger for at ansees af Menneskene; thi de gjøre deres Tankeremme brede, og Sømmene paa deres Klaeder store.
Mat	23	6	6. Og de ville gjerne sidde øverst tilbords ved Nadverne og paa de fornemste Saeder i Synagogerne.
Mat	23	7	7. Og de ville gjerne vaere hilsede paa Torvene, og kaldes Rabbi, Rabbi af Menneskene.
Mat	23	8	8. Men I skulle ikke ville kaldes Rabbi; thi Een er Eders Veileder, Christus, men I ere alle Brødre.
Mat	23	9	9. Og I skulle ingen kalde Eders Fader paa Jorden; thi Een er Eders Fader, som er i Himlene.
Mat	23	10	10. Og I skulle ikke lade Eder kalde Veiledere; thi Een er Eders Veileder, Christus.
Mat	23	11	11. Men den Største iblandt Eder skal vaere Eders Tjener.
Mat	23	12	12. Men hvo sig selv ophøier, skal fornedres, og hvo sig selv fornedrer, skal ophøies.
Mat	23	13	13. Vee Eder, I Skriftkloge og Pharisaeer, I Øienskalke! at I tillukke Himmeriges Rige for Menneskene; thi I gaae Ikke derind, og dem, som ville gaae ind, tillade I det ikke.
Mat	23	14	14. Vee Eder, I Skriftkloge og Pharisaeer, I Øienskalke! at I opaede Enkers Huse, og paa Skrømt bede laenge; derfor skulle I faae des haardere Dom.
Mat	23	15	15. Vee Eder, I Skriftkloge og Pharisaeer, I Øienskalke! at I drage om til Vands og Lands for at finde en Tilhaenger; og naar han er bleven det, gjøre I et Helvedes Barn af ham, dobbelt mere end I ere.
Mat	23	16	16. Vee Eder, I Blinde Veiledere! I, som sige: hvo som svaerger ved Templet, det er Intet; men hvo som svaerger ved Guldet i Templet, er skyldig.
Mat	23	17	17. I Daarer og Blinde! hvilket er størst? Guldet, eller Templet, som helliger Guldet?
Mat	23	18	18. Fremdeles: hvo som svaerger ved Alteret, det er Intet; men hvo som svaerger ved Gaven, som er derpaa, er skyldig.
Mat	23	19	19. I Daarer og Blinde! hvilket er størst? Gaven, eller Alteret, som helliger Gaven?
Mat	23	20	20. Derfor, hvo som svaerger ved Alteret, svaerger ved det og ved Alt, som er derpaa.
Mat	23	21	21. Og hvo som svaerger ved Templet, svaerger ved det og ved den, som boer deri.
Mat	23	22	22. Og hvo som svaerger ved Himmelen, svaerger ved Guds Throne og ved den, som sidder derpaa.
Mat	23	23	23. Vee Eder, I Skriftkloge og Pharisaeer, I Øienskalke! at I tiende af Mynte og Dild og Kommen og efterlade de Ting, som svarere ere i Loven, Dom og Barmhjertighed og Tro. Disse Ting burde man gjøre, og ikke forsømme de andre.
Mat	23	24	24. I Blinde Veiledere, I, som sige Myggen af, men nedsluge Kamelen!
Mat	23	25	25. Vee Eder, I Skriftkloge og Pharisaeer, I Øienskalke! at I rense Baegere og Fade udvortes, men indentil ere de fulde af Rov og Uretfaerdighed.
Mat	23	26	26. Du blinde Pharisaeer! rens først det, som er inden i Bøgeret og Fadet, at ogsaa det Udvortes paa dem maa blive reent.
Mat	23	27	27. Vee Eder, I Skriftkloge og Pharisaeer, I Øienskalke! thi I ere ligesom kalkede Grave, hvilke synes deilige udvortes, men indentil ere fulde af døde Been og al Ureenhed.
Mat	23	28	28. Ligesaa synes og I vel udvortes retfaerdige for Menneskene, men indvortes ere I fulde af Øienskalkhed og Uret.
Mat	23	29	29. Vee Eder, I Skriftkloge og Pharisaeer, I Øienskalke! at I bygge Propheternes Grave og pryde de Retfaerdiges Gravsteder, og sige:
Mat	23	30	30. have vi vaeret i vore Faedres Tid, da havde vi ikke vaeret deelagtige med dem i Propheternes Blod.
Mat	23	31	31. Saa vaere I da Vidnesbyrd om Eder selv, at I ere deres Børn, som have ihjelslaaet Propheterne.
Mat	23	32	32. Saa fylder og I Eders Faedres Maal!
Mat	23	33	33. I Slanger! I Øgleunger! hvorledes kunne I undflye Helvedes Dom?
Mat	23	34	34. Derfor, see, jeg sender til Eder Propheter og Vise og Skriftkloge; og nogle af dem skulle I ihjelslaae og korsfaeste, og nogle af dem skulle I hudstryge i Eders Synagoger, og forfølge dem fra en Stad til en anden,
Mat	23	35	35. at alt det retfaerdige Blod skal komme over Eder, som er udgydt paa Jorden, fra den retfaerdige Abels Blod indtil Sacharias' Barachias' Søns, Blod, hvilken I sloge ihjel imellem Templet og Alteret.
Mat	23	36	36. Sandelig siger jeg Eder, alt dette skal komme over denne Slaegt.
Mat	23	37	37. Jerusalem! Jerusalem! som ihjelslaaer Propheterne og stener dem, som ere sendte til dig: hvor ofte vilde jeg forsamlet dine Børn, ligervis som en Høne forsamler sine Kyllinger under Vingerne! Og I vilde ikke.
Mat	23	38	38. See, Eders Huus skal lades Eder øde.
Mat	23	39	39. Thi jeg siger Eder: I skulle fra nu af ikke see mig, indtil I sige: velsignet vaere den, som kommer i Herrens Navn!
------------------------Matthaeusevangeliet, Kapitel 24
Mat	24	1	1. Og Jesus gik ud, bort fra Templet og hans Disciple gik til ham, for at vise ham Templets Bygninger.
Mat	24	2	2. Men Jesus sagde til dem: see I ikke alt dette? Sandelig siger jeg Eder: her skal ikke lades Steen paa Steen, som jo skal nedbrydes.
Mat	24	3	3. Men da han sad paa Oliebjerget, gik hans Disciple til ham afsides og sagde: siig os, naar skal dette skee? og hvad Tegn skal der vaere paa din Tilkommelse og Verdens Ende?
Mat	24	4	4. Og Jesus svarede og sagde til dem: seer til, at Ingen forfører Eder.
Mat	24	5	5. Thi Mange skulle komme i mit Navn og sige; jeg er Christus; og de skulle forføre Mange.
Mat	24	6	6. Men I skulle høre Krige og Rygte om Krige, Seer til, at I ikke forskraekkes; thi dette maa altsammen skee; men Enden er ikke endda.
Mat	24	7	7. Thi Folk skal reise sig imod Folk, og Rige imod Rige; og der skal vaere Hunger og Pestilentse og Jordskjaelv her og der.
Mat	24	8	8. Men alt dette er kun Veernes Begyndelse.
Mat	24	9	9. Da skulle de overantvorde Eder til Traengsel og slaa Eder ihjel, og I skulle hades af alle Folkene for mit Navns Skyld.
Mat	24	10	10. Og da skulle Mange forarges og forraade hverandre og hade hverandre.
Mat	24	11	11. Og mange falske Propheter skulle opstaae og forføre Mange.
Mat	24	12	12. Og efterdi Uretfaerdighed vil vaere bleven mangfoldig, skal Kjaerligheden blive kold i Mange.
Mat	24	13	13. Men hvo som bliver bestandig indtil Enden, han skal blive salig.
Mat	24	14	14. Og dette Riges Evangelium skal praedikes i den ganske Verden, til et Vidnesbyrd for alle Folk; og da skal Enden komme.
Mat	24	15	15. Naar I da see Ødelaeggelsens Vederstyggelighed, om hvilken Propheten Daniel har talet, og staae paa det hellige Sted, (hvo som det laeser, give Agt derpaa!)
Mat	24	16	16. da flye paa Bjergene, hvo, som er i Judaea;
Mat	24	17	17. og hvo som er paa Taget, stige ikke ned, at hente Noget af sit Huus;
Mat	24	18	18. og hvo som er paa Ageren, vende ikke tilbage, at hente sine Klaeder.
Mat	24	19	19. Men vee de Frugtsommelige og dem, som give Die, i de Dage!
Mat	24	20	20. Men beder, at Eders Flugt skal ikke skee om Vinteren, ei heller paa Sabbaten;
Mat	24	21	21. thi da skal vaere saa stor en Traengsel, som ikke har vaeret fra Verdens Begyndelse hidindtil, som ikke heller skal blive.
Mat	24	22	22. Og dersom disse Dage ikke bleve forkortede, da blev intet Menneske frelst; men for de Udvalgtes Skyld skulle disse Dage forkortes.
Mat	24	23	23. Dersom Nogen da siger til Eder: see, her er Christus, eller der! da skulle I ikke troe det.
Mat	24	24	24. Thi falske Christi og falske Propheter skulle opstaae og gjøre store Tegn og Undergjerninger, at de Udvalgte skulde og forføres, om det var muligt.
Mat	24	25	25. See, jeg har sagt Eder det forud.
Mat	24	26	26. Derfor, om de sige Eder: see, han er i Kammerne, da troer det ikke.
Mat	24	27	27. Thi ligesom Lynet udgaaer fra Østen og skinner indtil Vesten, saa skal og Menneskens Søns tilkommelse vaere.
Mat	24	28	28. Thi hvor Aadslet er, der skulle Ørnene forsamles.
Mat	24	29	29. Men strax efter de Dages Traengsel skal Solen formørkes, og Maanen ikke give sit Skin, og Stjerne falde af Himmelen, og Himmelens Kraefter røres.
Mat	24	30	30. Og da skal Menneskenes Søns Tegn aabenbares i Himmelen; og da skulle alle Jordens Slaegter hyle, og de skulle se Menneskens Søn komme i Himmelens Skyer med Kraft og megen Herlighed.
Mat	24	31	31. Og han skal udsende sine Engle med staerktlydende Basuner, og de skulle forsamle hans Udvalgte fra de fire Veir, fra den ene Ende af Himmelen til den anden.
Mat	24	32	32. Laerer en Lignelse af Figentraeet: naar Vaedsken er kommen i dets Grene, og Bladene skyde ud, da vide I, at Sommeren er naer.
Mat	24	33	33. Saaledes og I, naar I see alt dette, vider, at han er naer for Døren.
Mat	24	34	34. Sandelig siger jeg Eder, denne Slaegt skal ikke forgaae, førend dette skeer altsammen.
Mat	24	35	35. Himmelen og Jorden skulle forgaae, men mine Ord skulle ingenlunde forgaae.
Mat	24	36	36. Men om den Dag og den Time veed Ingen, end ikke Himmelens Engle, uden min Fader alene.
Mat	24	37	37. Men ligesom Noahs Dage vare, saa skal og Menneskens Søns tilkommelse vaere.
Mat	24	38	38. Thi ligesom de i Dagene før syndfloden aade og drak, toge tilaegte og bortgiftede indtil den Dag, der Noah gik ind i Arken;
Mat	24	39	39. og de agtede det ikke, indtil Syndfloden kom og tog dem alle bort: saaledes skal og Menneskens Søns tilkommelse vaere.
Mat	24	40	40. Da skulle To vaere paa Ageren; den Ene skal annammes, og den Anden lades tilbage.
Mat	24	41	41. To Kvinder skulle male paa Kvaernen; den ene skal annammes, og den anden landes tilbage.
Mat	24	42	42. Vaager derfor, thi I vide ikke, i hvilken Time Eders Herre kommer.
Mat	24	43	43. Men dette skulle I vide, at dersom Huusbonden vidste, i hvilken Nattevagt Tyven vilde komme, da vaagede han og lod ikke bryde ind i sit Huus.
Mat	24	44	44. Derfor vaerer I og rede; thi Menneskens Søn kommer paa den Time, som I ikke mene.
Mat	24	45	45. Hvo er vel den troe og snilde Tjener, som hans Herre har sat over sit Tyende, at give demMad i tide?
Mat	24	46	46. Salig er den Tjener, hvilken hans Herre, naar han kommer, finder at gjøre saaledes.
Mat	24	47	47. Sandelig siger jeg Eder, at han skal saette ham over alt sit Gods.
Mat	24	48	48. Men dersom nogen ond Tjener vilde sige i sit Hjerte: min Herre tøver at komme;
Mat	24	49	49. og begynde at slaae Medtjenerne, men at aede og drikke med de Drukne:
Mat	24	50	50. saa skal den Tjeners Herre komme paa den Dag, som han ikke forventer, og paa den Time, som han ikke veed,
Mat	24	51	51. og slaae ham sønder, og giver ham sin Deel med Øienskalke; der skal vaere Graad og Taenders Gnidsel.
------------------------Matthaeusevangeliet, Kapitel 25
Mat	25	1	1. Da skal Himmeriges Rige lignes ved ti Jomfruer, som toge deres Lamper og gik Brudgommen imøde.
Mat	25	2	2. Men de frem af dem vare kloge, og de fem daarlige.
Mat	25	3	3. De daarlige toge deres Lamper, men toge ikke Olie med sig.
Mat	25	4	4. Men de kloge toge Olie i deres Kar tilligemed deres Lamper.
Mat	25	5	5. Og der Brudgommen tøvede, slumrede de alle og sov ind.
Mat	25	6	6. Men ved Midnat skete Anskrig: see, Brudgommen kommer; gaaer ham i møde!
Mat	25	7	7. Da blev Jomfruerne alle opvakte, og gjorde deres Lamper tilrette.
Mat	25	8	8. Men de daarlige sagde til de kloge: giver os af Eders Olie; thi vore Lamper udslukkes.
Mat	25	9	9. Men de kloge svarede og sagde: det matte ikke blive nok til os og Eder; men gaar heller hen til Saelgerne, og kjøber for Eder selv.
Mat	25	10	10. Men der de vare bortgangne at kjøbe, kom Brudgommen, og de, som vare rede, gik ind med ham til Bryllup; og Døren blev tillukt.
Mat	25	11	11. Siden kom de andre Jomfruer, og sagde: Herre, Herre, lad op for os!
Mat	25	12	12. Men han svarede og sagde: sandelig siger jeg Eder, jeg kjender Eder ikke.
Mat	25	13	13. Vaager derfor, thi I vide hverken Dag eller Time, paa hvilken Menneskens Søn kommer.
Mat	25	14	14. Thi ligsom en Mand, der drog udenlands, kaldte sine Tjenere og overantvordede dem sit Gods,
Mat	25	15	15. og gav en frem Talenter, en anden to, og en anden eet, hver efter hans Evne; og han drog strax udenlands.
Mat	25	16	16. Da gik den, som havde annammet fem Talenter, hen og kjøbslog med dem, og vandt andre fem talenter.
Mat	25	17	17. Ligesaa og den, som havde annammet de to Talenter, ogsaa han vandt andre to.
Mat	25	18	18. men den, som havde annammet det ene, gik bort og grov i Jorden og skjulte sin Herrens Penge.
Mat	25	19	19. Men en lang Tid derefter kom disse Tjeneres Herre, og holdt Regnskab med dem.
Mat	25	20	20. Da gik den frem som havde annammet fem Talenter, og frembragte andre fem Talenter, og sagde: Herre! du overantvordede mig fem Talenter: see jeg har vundet fem andre Talenter med dem.
Mat	25	21	21. Men hans Herre sagde til ham; vel, du gode og troe Tjener! du har vaeet tro over Lidet, jeg vil saette dig over Meget; gak ind itl din Herres Glaede.
Mat	25	22	22. Da gik og den frem, som havde annammet to talenter, og sagde: Herre! du overantvordede mig to Talenter; see, jeg har vundet to andre Talenter med dem.
Mat	25	23	23. Hans Herre sagde til ham: vel, du gode og troe Tjener; du har vaeret tro over Lidet, jeg vil saette dig over Meget; gak ind til din Herres Glaede.
Mat	25	24	24. Men den traadte frem, som havde annammet eet Talent, og sagde: Herre! jeg kjendte dig, at du er en haard mand, som høster, der du ikke saaede, og samler, der du ikke spredte;
Mat	25	25	25. frygtede hverfor gik jeg hen, og skjulte dit Talent i Jorden; se, der har du, hvad dit er.
Mat	25	26	26. Men hans Herre svarede og sagde til ham: du onde og lade Tjener! du vidste, at jeg høster, der jeg ikke saaede, og samler, der jeg ikke spredte,
Mat	25	27	27. derfor burde det dig, at have overantvordet Vexleterne mine Penge; og naar jeg kom, da havde jeg faaet Mit igjen med Rente.
Mat	25	28	28. Tager derfor det Talent fra ham og giver det til den, som har ti Talenter.
Mat	25	29	29. Thi hver, som har, han skal gives, og han skal have til Overflod; men hvo som ikke har, ham skal endog fratages det, han har.
Mat	25	30	30. Og kaster den udygtige Tjener ud i det yderste Mørke; der skal vaere Graad og Taenders Gnidsel.
Mat	25	31	31. Men naar Menneskenes Søn kommer i sin Herlighed, og alle hellige Engle med ham, da skal han sidde paa sin herligheds Trone.
Mat	25	32	32. Og alle Folkeslag skulle forsamles for ham, oghan skal skille dem fra hverandre, ligesom en Hyrde skiller Faarene fra Bukkene.
Mat	25	33	33. Og han skal stille Faarene ved sin høire Side, men Bukkene ved den venstre.
Mat	25	34	34. Da skal Kongen sige til dem ved hans høire Side: kommer hid, min Faders Velsignede! arver det Rige, som Eder er beredt, fra Verdens Grundvold blev lagt.
Mat	25	35	35. Thi jeg var hungrig, og I gave mig at aede; jeg var tørstig, og I gave mig at drikke; jeg var fremmed, og I toge mig til Eder;
Mat	25	36	36. jeg var nøgen, og I klaedte mig; jeg var syg, og I besøgte mig; jeg var i Faengsel,, og I kom til mig.
Mat	25	37	37. Da skulle de Retfaerdige svare ham og sige: Herre! naar saae vi dig hungrig, og gave dig Mad? eller tørstig, og gave dig at drikke?
Mat	25	38	38. Naar have vi seet dig fremmed, og taget dig til os? eller nøgen, og have klaedt dig?
Mat	25	39	39. Naar have vi seet dig syg eller i Faengsel, og ere komne til dig?
Mat	25	40	40. Og Kongen skal svare: sandelig siger jeg Eder: hvad I have gjort mod een af disse mine mindste Brødre, have I gjort mod mig.
Mat	25	41	41. Da skal han sige til dem ved den venstre Side: gaaer bort fra mig, I Forbandede! i den evige Ild, som er beredt Djaevelen og hans Engle.
Mat	25	42	42. Thi jeg var hungrig, og I gave mig ikke at aede; jeg var tørstig, og I gave mig ikke at drikke;
Mat	25	43	43. jeg var fremmed, og I toge mig ikke til Eder; jeg var nøgen, og I klaedte mig ikke; jeg var syg, og i Faengsel, og I besøgte mig ikke.
Mat	25	44	44. Da skulle de ogsaa svare ham og sige: Herre! naar have vi seet dig hungrig eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i Faengsel, og have ikke tjent dig?
Mat	25	45	45. Da skal han svare dem og sige; sandelig siger jeg Eder: hvad I ikke have gjort mod een af disse Mindste, have I heller ikke gjort mod mig.
Mat	25	46	46. Og de skulle gaae hen, disse til den evige Pine, men de Retfaerdige til det evige Liv.
------------------------Matthaeusevangeliet, Kapitel 26
Mat	26	1	1. Og det skete, der Jesus havde endt alledisse Ord, sagde han til sine Disciple:
Mat	26	2	2. I vide, at om to Dage er det Paaske og Menneskens Søn skal forraades til at korsfaestes.
Mat	26	3	3. Da forsamledes de Ypperstepraester og Skriftkloge og Folkets Aeldste i den Ypperstepraestens Palads; han hedte Caiphas.
Mat	26	4	4. Og de holdt Raad, at de kunde gribe Jesus med List og ihjelslaae ham.
Mat	26	5	5. men de sagde: ikke paa Høitiden, at der ikke skal blive Larm iblandt Folket.
Mat	26	6	6. Men der Jesus var i Bethania udi Simon den Spedalskes Huus,
Mat	26	7	7. da kom en Kvinde til ham, som havde en Alabasters Krukke med meget kostelig Salve, ogudøste den paa hans Hoved, der han sad tilbords.
Mat	26	8	8. Men der hans Disciple det saae, bleve de fortrydelige og sagde: hvortil tjener denne Spilde?
Mat	26	9	9. Thi denne Salve kunde vaeret solgt til en høi Pris og givet til de Fattige.
Mat	26	10	10. Men der Jesus det maerkte, sagde han til dem: hvi gjøre I denne Kvinde Fortred? Hun har jo gjort en god Gjerning imod mig.
Mat	26	11	11. Thi I have altid Fattige hos Eder; men mig have I ikke altid.
Mat	26	12	12. Thi at hun udgød denne Salve paa mit Legeme, det har hun gjort for at flye mig til jorde.
Mat	26	13	13. Sandelig siger jeg Eder, hvorsomhelst dette Evangelium bliver praediket i den ganske Verden, skal og det, hun har gjort, omtales til hendes Ihukommelse.
Mat	26	14	14. Da gik een af de Tolv, ved Navn Judas Ischariotes, hen til de Ypperstepraester,
Mat	26	15	15. og sagde: hvad ville I give mig, saa vil jeg forraade Eder ham? men de udtaellede ham tredive sølvpenninge.
Mat	26	16	16. Og fra den Stund søgte han beleilig Tid til at forraade ham.
Mat	26	17	17. Men paa den første Dag af de usyrede Brøds Høitid gik Disciplene til Jesus, og sagde til ham; hvor vil du, at vi skulle berede for dig at aede Paaskelammet?
Mat	26	18	18. Men han sagde: gaar ind i Staden til en viis mand, og siger til ham: Mesteren siger; min Tid er naer; jeg vil holde Paaske hos dig med mine Disciple.
Mat	26	19	19. Og Disciplene gjorde, ligesom Jesus befoel dem, og beredte Paaskelammet.
Mat	26	20	20. Men der det var blevet Aften, satte han sig tilbords med de Tolv.
Mat	26	21	21. Og der de aade, sagde han: sandelig siger jeg Eder, at Een af Eder skal forraade mig.
Mat	26	22	22. Og de bleve saare bedrøved, og begyndte hver isaer at sige til ham: Herre, er det mig?
Mat	26	23	23. Men han svarede og sagde: den, som dyppede Haanden tilligemed mig i Fadet, han skal forraade mig.
Mat	26	24	24. Menneskens Søn gaaer vel bort, som der er skrevet om ham; men vee det Menneske, ved hvilket Menneskens Søn bliver forraadt! Det var dette Menneske bedre, om han aldrig var født.
Mat	26	25	25. Men Judas, som ham forraadte, svarede og sagde: er det mig, Mester? Han sagde til ham: du har sagt det.
Mat	26	26	26. Men der de aade, tog Jesus Brødet og takkede, brød det og gav Disciplene det, og sagde: tager, aeder; dette er mit Legeme.
Mat	26	27	27. Og han tog Kalken og takkede, og gav dem den og sagde: drikker Alle deraf;
Mat	26	28	28. thi dette er mit Blod, det nye Testamentes, hvilket udgydes for mange til Syndernes Forladelse.
Mat	26	29	29. Men jeg siger Eder, at jeg skal herefter ikke mere drikke af denne Vintraeets Frugt, indtil den Dag, da jeg skal drikke den ny med Eder i min Faders Rige.
Mat	26	30	30. Og der de havde sjunget Lovsangen, gik de ud til Oliebjerget.
Mat	26	31	31. Da siger Jesus til dem: i denne nat skulle I alle forarges paa mig; thi der er skrevet: jeg skal slaae Hyrden, og Hordens Faar skulle adspredes.
Mat	26	32	32. Men efterat jeg er opstanden, vil jeg gaae forud for Eder til Galilaea.
Mat	26	33	33. Men Peter svarede og sagde til ham: dersom de og alle skulle forarges paa dig, saa vil jeg dog aldrig forarges.
Mat	26	34	34. Jesus sagde til ham: sandelig siger jeg dig, at i denne nat, førend Hanen galer, skal du fornaegte mig tre gange.
Mat	26	35	35. Peter sagde til ham; dersom jeg og skulde døe med dig, vil jeg ikke fornaegte dig. Ligesaa sagde og alle Disciplene.
Mat	26	36	36. Da kom Jesus med dem til en Gaard, som kaldes Gethsemane, og sagde til Disciplene: saetter Eder her, medens jeg gaaer derhen og beder.
Mat	26	37	37. Og han tog Peter og de to Zebedaeus'Sønner til sig, og begyndte at bedrøves svarligen at aengstes.
Mat	26	38	38. Da siger han til dem: min Sjael er ganske bedrøvet indtil Døden; bliver her og vaager med mig.
Mat	26	39	39. Og han gik lidet frem, faldt paa sit Ansigt, og bad og sagde: min Fader er det muligt, da gaa denne Kalk fra mig; dog ikke som jeg vil, men som du vil.
Mat	26	40	40. Og han kom til Disciplene, og fandt dem sovende, og sagde til Peter: saa kunde I da ikke vaage een Time med mig!
Mat	26	41	41. Vaager og beder, at I ikke falde i Fristelse! Aanden er vel redebon, men Kjødet er skrøbeligt.
Mat	26	42	42. Han gik atter anden Gang hen, bad og sagde; min Fader! er det ikke muligt, at denne Kalk kan gaae fra mig, uden jeg skal drikke den, da skee din Villie.
Mat	26	43	43. Og han kom og fandt dem atter sovende; thi deres Øine vare betyngede.
Mat	26	44	44. Og han lod dem blive, og gik atter hen, og bad tredie gang, og talede de samme Ord.
Mat	26	45	45. Da kom han til sine Disciple og sagde til dem: sove I fremdeles og hvile Eder? See, Timen er naer, og Menneskenes Søn skal forraades i Synderes Haender.
Mat	26	46	46. Staaer op, lader os gaae; see, han er naer, som forraader mig.
Mat	26	47	47. Og der han endnu talede, see, da kom Judas, een af de tolv, og en stor Skare med ham, med Svaerd og Staenger, fra de Ypperstepraester og Folkets Aeldste.
Mat	26	48	48. Men den, som ham forraadte, havde givet dem et Tegn og sagt: hvilken jeg monne kysse, den er det; griber ham!
Mat	26	49	49. Og han traadte strax til Jesus og sagde: hil vaere dig, Rabbi! og kyssede ham.
Mat	26	50	50. Men Jesus sagde til ham: Ven, hvorfor er du kommen? Da traadte de frem og lagde Haender paa Jesus og grebe ham.
Mat	26	51	51. Og see, Een af dem, som vare med Jesus, udrakte Haanden, og uddrog sit Svaerd, og slog den Ypperstepraests Tjener, og huggede hans Øre af.
Mat	26	52	52. Da sagde Jesus til ham: stik dit Svaerd paa sit Sted; thi alle de, som tage Svaerd, skulle omkomme ved Svaerd.
Mat	26	53	53. Eller mener du, at jeg nu ikke kunde bede min Fader, at han skulde tilskikke mig mere end tolv Legioner Engle?
Mat	26	54	54. Hvorledes skulde da Skrifterne fudlkommes, at det bør saaledes gaae til?
Mat	26	55	55. Paa den samme Tid sagde Jesus til Skaren: I ere udgangne ligesom til en Røver, men Svaerd og Staenger at tage fat paa mig. Jeg har siddet daglig hos Eder og laert i Templet, og I grebe mig ikke.
Mat	26	56	56. Men det er altsammen skeet, at Propheternes Skriftsteder skulle fuldkommes. Da forlode alle Disciplene ham og flyede.
Mat	26	57	57. Men de, som havde grebet Jesus, førte ham hen til den Ypperstepraest Caiphas, der hvor de Skrifkloge og Aeldste vare forsamlede.
Mat	26	58	58. Men Peter fulgte langt fra efter ham indtil denYpperstepraests Palads, og gik indenfor og sad hos Svendene, at see Enden.
Mat	26	59	59. Men de Ypperstepraester og de Aeldste og det ganske Raad søgte falsk Vidnesbyrd mod Jesus, paa det de kunde aflive ham; og de fandt intet.
Mat	26	60	60. Og alligevel at der traadte mange falske Vidner frem, fandt de dog intet. Men paa det Sidste traadte to falske Vidner frem og sagde:
Mat	26	61	61. denne har sagt: jeg kan nebryde Guds Tempel og bygge det i tre Dage.
Mat	26	62	62. Og de Ypperstepraest stod op og sagde til ham: svarer du Intet hvad vidne disse imod dig?
Mat	26	63	63. Men Jesus taug. Og den Ypperstepraest svarede og sagde til ham: jeg besvaerger dig ved den levende Gud, at du siger os, om du er den Christus, den levende Guds Søn.
Mat	26	64	64. Jesus sagde til ham: du har sagt det; dog siger jeg Eder: nu herefter skulle I see Mennesenes Søn sidde hos Kraftens høire Haand og komme i Himmelens Skyer.
Mat	26	65	65. Da sønderrev den Ypperstepraest sine Klaeder og saggde: han har bespottet Gud; hvad have laengere Vidner behov? see, nu have I hørt hans Bespottelse.
Mat	26	66	66. Hvad tykkes Eder? Men de svarede og sagde: han er skyldig til Døden.
Mat	26	67	67. spyttede de udi hans Ansigt og sloge ham paa Munden; men de Andre sloge ham med Kjeppe.
Mat	26	68	68. Og de sagde: spaa os, Christus, hvo er den, der dig slog?
Mat	26	69	69. Men Peter sad udenfor i Gaarden; og en Pige kom til ham og sagde: du har og vaeret med Jesus den Galilaeer.
Mat	26	70	70. Men han naegtede det for dem alle og sagde: jeg veed ikke, hvad du siger.
Mat	26	71	71. Men der han gik hen til Indgangen, saae en anden ham; og hun sagde til dem, som der vare: denne var og med Jesus af Nazareth.
Mat	26	72	72. Og han naegtede det atter med en Ed, sigende: jeg kjender ikke det Menneske.
Mat	26	73	73. Men lidet derefter gik de frem, som stode der, og sagde til peter: sandelig, du er og een af dem, thi og dit Maal røber dig.
Mat	26	74	74. Da begyndte han at forbande sig og svaerge: jeg kjender ikke det Menneske. og strax goel Hanen.
Mat	26	75	75. Og Peter kom Jesu Ord ihu, der han sagde til ham: forend hanen galer, skal du fornaegte mig tre Gange, og han gik udenfor og graed bitterlig.
------------------------Matthaeusevangeliet, Kapitel 27
Mat	27	1	1. Men der det var blevet Morgen, holdt alle de Ypperstepraester og Folkets Aeldste Raad imod Jesus, at de kunde aflive ham.
Mat	27	2	2. Og de bandt ham og førte ham hen, og overantvordede Landshøvdingen Pontius Pilatus ham.
Mat	27	3	3. Der Judas, som ham forraadte, da saae, at han var fordømt, angrede det ham, og han bar de tredive Sølvpenninge til de Ypperstepraester og Aeldste igjen og sagde:
Mat	27	4	4. jeg har syndet, at jeg forraadte uskyldigt Blod. Men de sagde: hvad kommer det os ved? see du dertil.
Mat	27	5	5. Og han kastede Sølvpenningene i Templet, veg bort, og gik hen og haengte sig.
Mat	27	6	6. Men de Ypperstepraester toge Sølvpenningene og sagde; det er ikke tilladt at laegge dem i Templets Kiste, thi det er Blodpenge.
Mat	27	7	7. Men de holdt Raad og kjøbte den Pottemagers Ager derfor, til at Jorden Fremmede udi.
Mat	27	8	8. Derfor blev den Ager kaldet Blodager indtil denne Dag.
Mat	27	9	9. Da fuldkommedes det, som talet er ved Propheten Jeremias, som siger: og de toge de dredive Sølvpenninge, den Burderedes Vaerd, hvilken Israels Børn vurderede,
Mat	27	10	10. og de gave dem for en Pottemagers Ager, som Herren befol mig.
Mat	27	11	11. Men Jesus stod for Landshøvdingen; og Landshøvdingen spurgte ham og sagde: er du Jødernes Konge? Men Jesus sagde til ham: du siger det.
Mat	27	12	12. Og der han blev anklaget af de Ypperstepraester og Aeldste, svarede han Intet.
Mat	27	13	13. Da sagde Pilatus til ham: hører du ikke, hvor meget de vidne imod dig?
Mat	27	14	14. Og han svarede ham end ikke til eet Ord, saa at Landshøvdingen forundrede sig saare.
Mat	27	15	15. Men paa Høitiden pleiede Landshøvdingen at give Folket een Fange løs, hvilken de vilde.
Mat	27	16	16. Men de havde da en maerkelig Fange, som hedte barrabas.
Mat	27	17	17. Derfor, det de vare forsamlede, sagde Pilatus til dem: hvilken ville I, at jeg skal give Eder løs: Barrabas eller Jesus, som kaldes Christus?
Mat	27	18	18. Thi han vidste, at de havde af Avind overantvordet ham.
Mat	27	19	19. Men der han sad paa Domstolen, skikkede hans Hustru til ham og lod sige: befat dig intetmed denne Retfaerdige; thi jeg har lidt meget i Dag i en Drøm for hans Skyld.
Mat	27	20	20. Men de Ypperstepraester og de Aeldste overtalede Folket, at de skulde begjere Barrabas, men omkomme Jesus.
Mat	27	21	21. Men Landshaevdingen svarede og sagde til dem: hvilken ville I, at jeg skal give Eder løs af disse To? Men de sagde: Barrabas.
Mat	27	22	22. Pilatus sagde til dem: hvad skal jeg da gjøre med Jesus, som kaldes Christus? De sagde alle til ham: lad ham korsfaestes!
Mat	27	23	23. Men Landshøvdingen sagde: hvad Ondt har han da gjort? Men de raabte end mere: lad ham korsfaestes!
Mat	27	24	24. Men der Pilatus saae, at han udrettede Intet, men at der blev større Bulder, tog han Vaand, og toede Haenderne for Folket og sagde: jeg er uskyldig i denne Retfaerdiges Blod; seer I dertil.
Mat	27	25	25. Og det ganske Folk svarede og sagde: hans Blod komme over os og over vore Børn.
Mat	27	26	26. Da gav han dem Barrabas løs; men Jesus lod han hudstryge, og overantvordede ham, at han skulde korsfaestes.
Mat	27	27	27. Da toge Landshøvdingens Stridsmaend Jesus til sig i Domhuset, og samlede om ham den ganske Rode.
Mat	27	28	28. Og de afklaedte ham og kastede en Purpurkaabe om ham.
Mat	27	29	29. Og de flettede en Krone af Torne og satte den paa hans Hoved, og et Rør i hans høire Haand; og de faldt paa Knae for ham, og bespottede ham og sagde: hil vaere dig du Jødernes Konge.
Mat	27	30	30. Og de spyttede paa ham, og toge Røret og sloge paa hans Hoved.
Mat	27	31	31. Og der de havde bespottet ham, toge de Kaaben af han og iførte ham hans egne Klaeder, og førte ham hen at Korsfaestes.
Mat	27	32	32. Men idet de gik ud, fandt de et Menneske fra Cyrene ved Navn Simon; ham tvang de til at baere hans Kors.
Mat	27	33	33. Og der de kom til et Sted, kaldet Golgatha, der er udlagt: Hovedpandested,
Mat	27	34	34. da gave de ham at drikke Eddike, blandet med Galde; og der han smagte det, vilde han ikke drikke.
Mat	27	35	35. Men de, som havde korsaestet ham, skiftede hans Klaeder og kastede Lod om dem, at det skulde fuldkommes, som er sagt af Propheten: de skiftede mine Klaeder og kastede Lod om min Klaedebon.
Mat	27	36	36. Og de sadde der og toge vare paa ham.
Mat	27	37	37. Og oven over hans Hoved satte de Beskyldningen mod ham skreven: denne er Jesus, den Jødernes Konge.
Mat	27	38	38. Da korsfaestede de med ham to Røvere, een ved den høire, og een ved den venstre Side.
Mat	27	39	39. Men de, som gik forbi, bespottede ham, og rystede deres Hoveder og sagde:
Mat	27	40	40. du, som nedbryder Templet og bygger det i tre Dage, frels dig selv; er du Guds Søn, da stig ned af Korset.
Mat	27	41	41. Ligesaa bespottede de Ypperstepraester ham, med de Skriftkloge og Aeldste, og sagde:
Mat	27	42	42. han har frelst Andre, sig selv kan han ikke frelse; er han Israels Konge, da stige han nu ned af Korset, saa ville vi troe ham;
Mat	27	43	43. han forlod sig paa Gud, han frie ham nu, om han har Behag i ham; thi han har sagt: jeg er Guds Søn.
Mat	27	44	44. Men det Samme bebreidede og røverne ham, som vare korsfaestede med ham.
Mat	27	45	45. Men fra den sjette Time blev et Mørke over det ganske Land, indtil de niende Time.
Mat	27	46	46. Men ved den niende Time raabte Jesus med stor Røst og sagde: Eli! Eli! Lama Sabachtani? det er: min Gud! min Gud! hvorfor har du forladt mig?
Mat	27	47	47. Men Nogle af dem, som der stode, da de hørte det, sagde de: han kalder paa Elias.
Mat	27	48	48. Og strax løb Een af dem og tog en Svamp, og fyldte den med Eddike og stak den paa et Rør, og gav ham at drikke.
Mat	27	49	49. Men de Andre sagde: holdt! lader os see, om Elias kommer og vil frelse ham.
Mat	27	50	50. Men Jesus raabte atter med stor Røst, og udgav Aanden.
Mat	27	51	51. Og see, Forhaenget i Templet splittedes i to, fra det Øverste indtil Nederste, og Jordenskjalv, og klipperne revnede;
Mat	27	52	52. og Gravene oplodes; og mange af de hensovne Helliges Legemer opstode,
Mat	27	53	53. og de gik ud af Gravene efter hans Opstandelse, og kom ind i den hellige Stad, og aabenbaredes for Mange.
Mat	27	54	54. Men Høvedsmanden og de, som vare med ham og bevogtede Jesus, der de saae det Jorskjaelv og hvad der skete frygtede saare og sagde: sandelig, denne var Guds Søn.
Mat	27	55	55. Men der vare mange Kvinder, som langt fra saae det an, hvilke have fulgt Jesus fra Galilaea og tjent ham.
Mat	27	56	56. Iblandt disse vare Maria Magdalene, og Maria, Jakobs og Josefs' Moder, og Zebedaeus' Sønners Moder.
Mat	27	57	57. Men der det var blevet Aften, kom en rig Mand af Arimathaea, ved Navn Joseph, hvilken og selv havde vaeret Jesu Discipel.
Mat	27	58	58. Denne gik til Pilatus, og begjerede Jesu Legeme. Da befoel Pilatus, at man skulde overantvorde ham Legemet.
Mat	27	59	59. Og Joseph tog Legemet og svøbte det i et reent fiint Linklaede,
Mat	27	60	60. og lagde det i sin nye Grav, hvilken han havde ladet hugge i en Klippe, og vaeltede en stor Sten for Indgangen til Graven, og gik bort.
Mat	27	61	61. Men Maria Magdalene var der og den anden Maria; og de satte sig tvert over for Graven.
Mat	27	62	62. Men den anden Dag, som fulgte paa Beredelses Dag, forsamledes de Ypperstepraester og Pharisaeer til Pilatus,
Mat	27	63	63. og sagde: Herre! vi komme ihu, at denne Forfører sagde, der han endnu levede: efter tre Dage opreises jeg.
Mat	27	64	64. Befal derfor, at man med Flid forvarer Graven indtil den tredie dag, at ikke hans Disciple skulle komme om Natten og stjaele ham, og sige til Folket: han er opreist fra de Døde; og da vil det sidste Bedrag blive vaerre end det første.
Mat	27	65	65. Men Pilatus sagde til dem: der have I Vagten; gaaer hen, forvarer med Flid, som I bedst vide.
Mat	27	66	66. Men de gik han, og forvarede med Flid Graven ved Vagten, der de havde beseglet Stenen.
------------------------Matthaeusevangeliet, Kapitel 28
Mat	28	1	1. Men efter Sabbaten, da det gryede ad den første Dag i Ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at see Graven.
Mat	28	2	2. Og see, der skete et stort Jordskjaelv; thi Herrens Engel nedfoer af Himmelen, traadte til og vaeltede Stenen fra Indgangen og satte sig der.
Mat	28	3	3. Men hans Skikkelse var ligesom Lynet, og hans Klaedebon hvidt som Snee.
Mat	28	4	4. Men Vaegterne skjaelvede af Frygt for ham, og bleve som Døde.
Mat	28	5	5. Men Englen tiltalede Kvinderne og sagde: frygter I ikke! thi jeg veed, at I lede efter Jesus den Korsfaestede.
Mat	28	6	6. Han er ikke her, thi han er opstanden, som han har sagt. Kommer hid, seer Stedet, hvor Herren laae;
Mat	28	7	7. og gaaer hastelig hen og siger hans Disciple, at han er opstanden fra de Døde; og see, han gaaer forud for Eder til Galilaea, der skulle I see ham. See, jeg har sagt Eder det.
Mat	28	8	8. Og de gik hastelig ud af Graven med Frygt og stor Glaede, og løb at bebude hans Discipledet.
Mat	28	9	9. Men der de gik at bebude hans Disciple det, see, da mødte Jesus dem og sagde: hil vaere Eder! Men de traadte til, og omfavnede hans Fødder, og tilbade ham.
Mat	28	10	10. Da sagde Jesus til dem: frygter ikke! gaaer hen, forkynder mine Brødre, at de drage til Galilaea, og der skulle de see mig.
Mat	28	11	11. Men der de gik hen, see, da kom Nogle af Vagten i Staden, og forkyndte de Ypperstepraester alt det, som var skeet.
Mat	28	12	12. Og de forsamledes med de Aeldste, og holdt et Raad, og gave Stridsmaendene rigeligen Penge,
Mat	28	13	13. og sagde: siger, hans Disciple kom om Natten og stjal ham da vi sov.
Mat	28	14	14. Og dersom landshøvdingen faaer det at høre, ville vi stille ham tilfreds og holde Eder angerløse.
Mat	28	15	15. Men de toge Pengene, og gjorde, som de vare underviste. Og Rygtet om denne Sag blev udspredt ibland Jøderne indtil denne Dag.
Mat	28	16	16. Men de elleve Disciple gik til Galilaea, til det Bjerg, hvor Jesus havde bestilt dem.
Mat	28	17	17. Og der de saae ham, tilbade de ham; men Nogle tvivlede.
Mat	28	18	18. Og Jesus traadte frem talede med dem og sagde: Mig er given al Magt i Himmelen og paa Jorden.
Mat	28	19	19. Gaaer derfor hen og laerer alle Folk, og døber dem i Navnet Faderens og Sønnens og den Hellig Aands;
Mat	28	20	20. og laerer dem at holde alt det, jeg har befalet Eder. Og see, jeg er med Eder alle Dage indtil Verdens Ende. Amen
------------------------Markusevangeliet, Kapitel 1
Mark	1	1	1. Jesu Christi, Guds Søns, Evangeliums Begyndelse var,
Mark	1	2	2. ligesom skrevet er i Propheterne: see, jeg sender min Engel for dit Ansigt, som skal berede din Vei for dig.
Mark	1	3	3. Det er hans Røst, som raaber i Ørken: bereder Herrens Vei, gjører hans Stier jaevne.
Mark	1	4	4. Johannes døbte i Ørken og praedikede Omvendelsens Daab til Syndernes Forladelse.
Mark	1	5	5. Og det ganske Land Judaea gik ud til ham og de af Jerusalem, og de døbtes af ham i Jordans Flod, alle som bekendte deres Synder.
Mark	1	6	6. Men Johannes havde Klaeder af Kameelhaar og et Laederbelte om sin Laend, og aad Graeshopper og vild Honning.
Mark	1	7	7. og praedikede og sagde: der kommer den efter mig, som er staerkere end jeg, for hvem jeg ikke er vaerdig til at bukke mig ned, at løse hans Skotvinge.
Mark	1	8	8. Vel har jeg døbt Eder med Vand, men han skal døbe Eder med den Hellig-Aand.
Mark	1	9	9. Og det skete i de samme Dage, at Jesus kom fra Nazareth i Galilaea, og døbdtes af Johannes i Jordan.
Mark	1	10	10. Og strax, der han steg op af Vandet, saae han Himlene adskilte, og Aanden ligesom en Due komme ned over ham.
Mark	1	11	11. og der skete en Røst fra Himlene: du er min Søn den Elskelige, i hvilken jeg haver Behagelighed.
Mark	1	12	12. Og strax drev Aanden ham ud i Ørken.
Mark	1	13	13. Og han var der i Ørken fyrretyve Dage, og blev fristet af Satan, og var blandt Dyrene; ogEnglene tjente ham.
Mark	1	14	14. Men efterat Johannes var kastet i Faengsel, kom Jesus til Galilaea, og praedikede Guds Riges Evangelium,
Mark	1	15	15. og sagde: Tiden er fuldkommet og Guds Rige er naer; omvender Eder og troer paa Evangelium.
Mark	1	16	16. Men der han vandrede ved den galilaeiske Sø, saae han Simon og hans Broder Andreas, at de kastede Garn i Søen, (thi de vare Fiskere).
Mark	1	17	17. Og Jesus sagde til dem: følger efter mig, saa vil jeg gøre Eder til Menneske-Fiskere.
Mark	1	18	18. Og de forlode strax deres Garn og fulgte ham.
Mark	1	19	19. Og da han gik lidet frem derfra, saae han Jakobus, Zebedaeus' Søn, og hans Broder Johannes, at ogsaa de bødte deres Garn i Skibet;
Mark	1	20	20. og han kaldte strax ad dem, og de forlode deres Fader Zebedaeus i Skibet med Leiesvendene, og gik efter ham.
Mark	1	21	21. Og de gik ind i Capernaum, og strax paa Sabbaten gik han ind i Synagogen og laerte,
Mark	1	22	22. og de forundrede sig saare paa hans Laerdom; thi han laerte dem som den, der havde Myndighed, og ikke som de Skriftkloge.
Mark	1	23	23. Og der var et Menneske i deres Synagoge med en ureen Aand, og han raabte høit,
Mark	1	24	24. og sagde: ak! hvad have vi med dig at skaffe, Jesus af Nazareth? er du kommen at fordaerve os? jeg kjender dig, hvo du er, den Guds Hellige.
Mark	1	25	25. Og Jesus truede ham og sagde: ti, og far ud af ham.
Mark	1	26	26. Og den urene Aand sled ham, og raabte med stor Røst, og foer ud af ham.
Mark	1	27	27. Og de bleve alle forfaerdede, saa at de bespurgte sig med hverandre og sagde: hvad er dette? hvad er denne for en ny Laerdom? thi han byder og de urene Aander med Magt, og de lyde ham.
Mark	1	28	28. Men hans Rygte kom strax ud i alt det omkringliggende Land i Galilaea.
Mark	1	29	29. Og de gik strax ud af Synagogen og kom i Simons og Andreas Huus, med Jakobus og Johannes.
Mark	1	30	30. Men Simons Hustrus Moder laae og havde Feber, og strax sagde de ham om hende:
Mark	1	31	31. og han gik til hende, tog fat paaa hendes Haand og reiste hende op, og Feberen forlod hende strax, og hun gik dem tilhaande.
Mark	1	32	32. Men der det var blevet Aften, der Solen var nedgangen, førte de alle, som vare syge, og de Besatte til ham,
Mark	1	33	33. og den ganske Stad var forsamlet for Døren.
Mark	1	34	34. Og han helbredte mange, som lede af mangehaande Sygdomme, og uddrev mange Djaevle, og lod Djaevelene ikke tale; thi de kjente ham.
Mark	1	35	35. Og om Morgenen, laenge før Dag, stod han op og gik ud og gik hen til et øde Sted, og bad der.
Mark	1	36	36. Og Simon og de som vare med ham, skyndte sig efter ham.
Mark	1	37	37. Og der de fandt ham, sagde de til ham: Alle lede efter dig.
Mark	1	38	38. Og han sagde til dem: lader os gaae til de naermeste Smaastaeder, at jeg og der kan praedike, thi dertil er jeg kommen.
Mark	1	39	39. Og han praedikede i deres Synagoger udi al Galilaea, og uddrev Djaevle.
Mark	1	40	40. Og der kom en Spedalsk til ham, bad ham, og faldt paa Knae for ham, og sagde til ham: dersom du vil, kan du rense mig.
Mark	1	41	41. Men Jesus ynkedes inderligen, og udrakte Haanden og rørte ved ham, og sagde til ham: jeg vil; vorde reen!
Mark	1	42	42. Og da han det sagde, gik Spedalskheden strax af ham, og han blev renset.
Mark	1	43	43. Og han drev ham strax fra sig, idet han bød ham strengeligen,
Mark	1	44	44. og sagde til ham: see til, at du siger Ingen Noget herom; men gak hen, besee dig for Praesten, og offre for din Renselse, det, som Moses har befalet, dem til et Vidnesbyrd.
Mark	1	45	45. Men der han kom ud, begyndte han at fortaelle Meget derom og udsprede Rygtet om denne Sag, saa at han ikke mere kunde gaae aabenbare ind i en Stad; men han var udenfor paa øde Steder, og allevegne fra kom de til ham.
------------------------Markusevangeliet, Kapitel 2
Mark	2	1	1. Og nogle Dage derefter gik han atter ind i Capernaum, og der spurgtes, at han var hjemme.
Mark	2	2	2. Og strax forsamledes Mange, saa at de ikke havde Rum, end ikke for Døren; og han talede Ordet til dem.
Mark	2	3	3. Og Nogle kom til ham som bragte en Vaerkbruden, der blev baaren af Fire.
Mark	2	4	4. Og der de ikke kunde komme naer til ham for Folket, toge de Taget af, hvor han var; og da de havde brudt Hul, lode de Sengen ned, paa hvilken den Vaerkbrudne laae.
Mark	2	5	5. Men der Jesus saae deres Tro, sagde han til den Vaerkbrudne: Søn! dine Synder ere dig forladne.
Mark	2	6	6. Men nogle af de skriftkloge sadde der, og de taenkte i deres Hjerter:
Mark	2	7	7. hvi taler denne saadanne Bespottelser? Hvo kan forlade Synder uden Een, det er Gud?
Mark	2	8	8. Og Jesus kjendte strax i sin Aand, at de taenkte saa ved sig selv, og sagde til dem: hvi taenke I saadant i Eders Hjerter?
Mark	2	9	9. Hvilket er lettere, at sige til den Vaerkbrudne: Synderne ere dig forladne? eller at sige Staa op, og tag din Seng, og vandre?
Mark	2	10	10. Men at I skulle vide, at Menneskens Søn har Magt at forlade Synder paa Jorden, (sagde han til den Vaerkbrudne):
Mark	2	11	11. jeg siger dig: staa op, og tag din Seng, og gak til dit Huus.
Mark	2	12	12. Og han stod strax op, og tog Sengen, og gik ud for Alles Øine, saa de bleve alle forfaerdede og prisede Gud og sagde: vi have aldrig seet Saadant.
Mark	2	13	13. Og han gik ud igjen til Søen, og alt Folket kom til ham, og han laerte dem.
Mark	2	14	14. Og der han gik frem, saae han Levi, Alphaeus' Søn, siddende i Toldboden, og sagde til ham: følg mig. Og han stod op og fulgte ham.
Mark	2	15	15. Og det begav sig, der han sad tilbors i hans Huus, satte og mange Toldere og Syndere sig tilbords med Jesus og hans Disciple; thi de vare mange og havde fulgt ham.
Mark	2	16	16. Og der de Skriftkloge og Pharisaeerne saae, at han aad med Toldere og Syndere, sagde de til hans Disciple; hvad er det, at han aeder og drikker med Toldere, og Syndere?
Mark	2	17	17. Og der Jesus det hørte, sagde han til dem: de karske have ikke Laege behov, men de, som have ondt. Jeg er ikke kommen at kalde retfaerdige, men Syndere til Omvendelse.
Mark	2	18	18. Og johannes' Disciple og Pharisaeerne fastede, og de kom og sagde til ham: hvorfor faste johannes' Disciple og pharisaeernes, men dine Disciple faste ikke?
Mark	2	19	19. Og Jesus sagde til ham: mon Bryllupsfolkene kunne faste, den Stund Brudgommen er hos dem? Saalaenge de have brudgommen hos sig, kunne de ikke faste.
Mark	2	20	20. Men de Dage skulle komme, da Brudgommen skal tages fra dem, og da skulle de faste i de Dage.
Mark	2	21	21. Og Ingen bøder et gammelt klaedebon med en Klud af nyt Klaede, ellers river den nye Klud noget af det gamle, og Hullet bliver vaerre.
Mark	2	22	22. Og ingen lader ny Viin i gamle Laederflasker, eller spraenger den nye Viin Laederflaskerne, og Vinen spildes og Laederflaskerne fordaerves; men man skal lade ny Viin i nye Laederflasker.
Mark	2	23	23. Og det begav sig, at han vandrede paa Sabbaten gennem Saeden, og hans Disciple begyndte, idet de gik, at plukke Ax.
Mark	2	24	24. Og Pharisaeerne sagde til ham: see, hvorfor gjøre de paa Sabbaten, hvad ikke er tilladt?
Mark	2	25	25. Og han sagde til dem: have I aldrig laest hvad David gjorde, der han havde det behov, og selv hungrede og de som vare med ham?
Mark	2	26	26. Hvorledes han gik ind i Guds Huus, da Abiathar var Ypperstepraest, og aad Skuebrødene, hvilke det ikke er Nogen tilladet at aede uden Praesterne, og gav ogsaa dem, som vare med ham?
Mark	2	27	27. Og han sagde til dem: Sabbaten blev til for Menneskets Skyld.
Mark	2	28	28. Saaledes er Menneskens Søn en Herre ogsaa over Sabbaten.
------------------------Markusevangeliet, Kapitel 3
Mark	3	1	1. Og han gik atter ind i Synagogen, og der var et Menneske, som havde en vissen Haand.
Mark	3	2	2. Og de toge vare paa ham, om han vilde helbrede ham paa sabbaten, paa det de kunde anklage ham.
Mark	3	3	3. Og han sagde til det Menneske, som havde den visne Haand: traed frem her i Midten.
Mark	3	4	4. Og han sagde til ham: er det tilladt at gjøre godt paa Sabbaten, eller gjøre ondt? frelse et Liv, eller slaae ihjel? Men de taug.
Mark	3	5	5. Og han saae omkring paa dem med Vrede, bedrøvet over deres Hjerters Forhaerdelse, og sagde til Mennesket: raek din Haand ud! og han rakte den ud; og hans Haand blev karsk igen som den anden.
Mark	3	6	6. Og Pharisaeerne gik ud og holdt strax Raad med de Herodianer mod ham, hvorledes de kunde omkomme ham.
Mark	3	7	7. Og Jesus veg hen med sine Disciple til Søen, og en stor Maengde fulgte ham fra Galilaea og fra Judaea,
Mark	3	8	8. og fra Jerusalem og fra Jdumaea og hiin Side Jordan, og de ved Tyrus og Sidon, en stor Maengde, som hørte, hvor store Gjerninger han gjorde, kom til ham.
Mark	3	9	9. Og han sagde til sine Disciple, at et lidet Skib skulle vaere tilrede fra ham, for Folkets Skyld, at de ikke skulde traenge ham.
Mark	3	10	10. Thi han helbredte Mange, saa at Alle, som havde Plager, styrtede ind paa ham, at de kunde røre ved ham.
Mark	3	11	11. Og naar de urene Aander saae ham, faldt de ned for ham, og raabte og sagde: du er den Guds Søn.
Mark	3	12	12. Og han truede dem strengeligen, at de ikke skulde sige, hvo han var.
Mark	3	13	13. Og han gik op paa et Bjerg, og kaldte til sig, hvilke han selv vilde; og de gik hen til ham.
Mark	3	14	14. Og han beskikkede Tolv, at de skulde vaere hos ham, og at han kunde udsende dem at praedike,
Mark	3	15	15. og at have Magt til at helbrede Sygdomme og til at uddrive Djaevle;
Mark	3	16	16. Simon, hvem han tillagde det Navn Petrus;
Mark	3	17	17. og Jakob, Zebedaeus' Søn, og Johannes, Jakobs Broder, hvilke han tillagde Navnet Boanerges, det er Tordensønner;
Mark	3	18	18. og Andreas, og Philippus, og Bartholomaeus, og Matthaeus, og Thomas, og Jacob, Alphaeus' Søn, og Thaddaeus, og Simon Cananites,
Mark	3	19	19. og Judas Ischariotes, som og forraadte ham.
Mark	3	20	20. Og de kom til Huset, og Folket samledes atter, saa at de end ikke kunde faae Mad.
Mark	3	21	21. Og de, som vare omkring ham, hørte det, gik de ud for at drage ham til sig; thi de sagde: han er afmaegtig.
Mark	3	22	22. Og de Skriftkloge, som vare komme ned fra Jesrusalem, sagde: han har Beelzebul, og ved den øverste Djaevel uddriver han Djaevle.
Mark	3	23	23. Og han kaldte dem til sig, og sagde til dem i Lignelser: hvorledes kan en Satan uddrive den anden?
Mark	3	24	24. Og dersom et Rige bliver splidagtigt med sig selv, kan samme Rige ikke bestaae.
Mark	3	25	25. Og dersom et huus bliver splidagtigt med sig selv, kan samme Huus ikke bestaae.
Mark	3	26	26. Og dersom Satan har sat sig op imod sig selv, og er bleven splidagtig, kan han ikke bestaae, men det er ude med ham.
Mark	3	27	27. Der kan jo Ingen gaae ind i den staerkes huus og røve hans Redskab, uden han først binder den Staerke, og da kan han plyndre hans Huus.
Mark	3	28	28. Sandelig siger jeg Eder: alle Synder kunne forlades Menneskens Børn, ogsaa Bespottelser, hvor store Bespottelser de end tale;
Mark	3	29	29. men hvo som taler bespottelig mod den Hellig Aand, har ingen forladelse evindelig, men er skyldig til en evig Dom.
Mark	3	30	30. Thi de have sagt: han har en ureen Aand.
Mark	3	31	31. Da kom hans Brødre og Moder, og stode udenfor og sendte til ham og lode ham kalde.
Mark	3	32	32. Og Folket sad omkring, men de sagde til ham: see, din Moder og dine Brødre udenfor spørge efter dig.
Mark	3	33	33. Og han svarede dem og sagde: hvo er min Moder, eller mine Brødre?
Mark	3	34	34. Og han saae trindt omkring paa dem, som sadde om ham, og sagde: see, min Moder og mine Brødre.
Mark	3	35	35. Thi hvo som gjør Guds Villie, denne er min Broder og min Søster og Moder.
------------------------Markusevangeliet, Kapitel 4
Mark	4	1	1. Og han begyndte atter at laere ved Søen, og meget Folk forsamledes til ham, saa at han maatte traede ind og saette sig i et Skib paa Søen; og alt Folket var paa Landet ved Søen.
Mark	4	2	2. Og han laerte dem meget ved Lignelser og sagde til dem i sin Underviisning:
Mark	4	3	3. Hører til! See, en Saedemand gik ud at saae.
Mark	4	4	4. Og det skete, idet han saaede, at Noget faldt ved Veien, og Himmelens Fugle kom og aade det op.
Mark	4	5	5. Men Noget faldt paa Steengrund, hvor det havde ikke megen Jord; og det voxte snart op, fordi det ikke havde dyb Jord.
Mark	4	6	6. Men der Solen gik op, blev det forbraendt, og efterdi det ikke havde Rod, visnede det.
Mark	4	7	7. Og Noget faldt iblandt Torne; og Tornene voxte op og kvalte det, og det bar ikke Frugt.
Mark	4	8	8. Og Noget faldt i god Jord og bar Frugt, som voxte op og blev stor; og Noget bar tredive Fold, og Noget tresinstyve Fold, og Noget Hundrede Fold.
Mark	4	9	9. Og han sagde til dem: hvo som har Øren at høre med, han høre.
Mark	4	10	10. Men der han var alene, spurgte de, som vare om ham, tilligemed de Tolv, ham om Lignelsen.
Mark	4	11	11. Og han sagde til dem: Eder er det givet, at vide Guds Riges Hemmelighed; med dem, som ere udenfor, meddeles Alt ved Lignelser;
Mark	4	12	12. at de see med øinene, og ikke skjønne, og høre med ørene, og ikke forstaae; at de ingenlunde omvende sig, og Synderne forlades dem.
Mark	4	13	13. Og han sagde til dem: forstaae I ikke denne Lignelse? hvorledess ville I da forstaae alle de andre Lignelser?
Mark	4	14	14. Den, som saaer, saaer Ordet.
Mark	4	15	15. Men de ved Veien ere de, hvor Ordet bliver saaet, og naar de have hørt det, kommer strax Satan, og tager Ordet bort, som var saaet i deres Hjerter.
Mark	4	16	16. Og ligelsedes de, som fik Saeden paa Steengrund, ere de, som, naar de have hørt Ordet, annamme det strax med Glaede;
Mark	4	17	17. dog have de ingen Rod i sig, men blive ved til en Tid; naar siden Traengsel eller Forfølgelse skeer for Ordets Skyld, forarges de strax.
Mark	4	18	18. Og de, som fik Saeden blandt Torne, ere de, som høre Ordet;
Mark	4	19	19. og denne Verdens Bekymringer, og Rigdommens Forførelse og Begjerligheder efter de andre Ting, traenge ind og kvaele Ordet, saa det bliver uden Frugt.
Mark	4	20	20. Og de, der fik Saeden i god Jord, ere de, som høre ordet og annamme det, og baere Frugt, Endeel tredive Fold, Endeel tresindstyve Fold, og Endeel hundrede fold.
Mark	4	21	21. Og han sagde til dem: kommer Lyset ind for at saettes under Skjeppen eller under Bordet? monne ikke, for at saettes paa Lysestagen?
Mark	4	22	22. Thi Intet er skjult, som jo skal aabenbares; ei heller skeer det lønligt, men for at komme til Lyset.
Mark	4	23	23. Dersom Nogen har Øren at høre med, han høre!
Mark	4	24	24. Og han sagde til dem: agter paa, hvad I høre: med hvad Maade I maale, skal Eder maales, og Eder som høre, skal end gives Mere.
Mark	4	25	25. Thi hvo som har, han skal gives; og hvo som ikke har, fra ham skal endog det fratages, som har.
Mark	4	26	26. Og han sagde: med Guds Rige har det set sig saaledes, som naar et Menneske kaster Saed i Jorden,
Mark	4	27	27. og sover, og staaer op Nat og Dag; og Saeden voxer og bliver høi, han veed ei selv hvorledes.
Mark	4	28	28. Thi Jorden baever Frugt af sig selv, først Graes, derefter Ax, derefter fuldt Korn i Axet.
Mark	4	29	29. Men naar Frugten er fuldkommen, skikker han strax Seglen hen; thi Høsten er forhaanden.
Mark	4	30	30. Og han sagde: hvorved ville vi ligne Guds Rige? eller med hvad Lignelse ville vi forestille det?
Mark	4	31	31. Det er som med Senepskornet, hvilket, naar det saaes i Jorden er mindre end alt andet Frø paa jorden;
Mark	4	32	32. og Naar det er saaet, voxer det op, og bliver større end alle Urter, og faaer store Grene, saa at Himmelens Fugle kunne gjøre Rede under dets Skygge.
Mark	4	33	33. Og han talede Ordet til dem ved mange saadanne lignelser, eftersom de det kunde fatte.
Mark	4	34	34. Men uden Lignelse talede han ikke til dem; men i Eenrum udlagde han sine Disciple det altsammen.
Mark	4	35	35. Og den samme Dag, der det var blevet aften, sagde han til dem; lader os fare over til hiin Side.
Mark	4	36	36. Og de lode Folke gaae, og tage ham med, som han sad i Skibet; men der vare og andre Skibe med ham.
Mark	4	37	37. Og der kom en staerk Hvirvelvind, og den kastede Bølgerne ind i Skibet, saa at det allerede fyldtes.
Mark	4	38	38. Og han var i Bagstavnen og sov paa en Hovedpude; og de vakte ham op og sagde til ham: Mester! bekymrer du dig ikke om, at vi forgaae?
Mark	4	39	39. Og han stod op, og truede Veiret, og sagde til Søen, ti, vaer stille! og Veiret lagde sig, og det blev ganske blikstille.
Mark	4	40	40. Og han sagde til dem: hvi ere I saa frygtagtige? hvorledes have I ikke Tro?
Mark	4	41	41. Og de frygtede saare og sagde til hverandre; hvo er da denne, at baade Vind og Sø ere ham lydige?
------------------------Markusevangeliet, Kapitel 5
Mark	5	1	1. Og de kom paa hiin Side Søen til de Gedareners Egn.
Mark	5	2	2. Og der han traadte ud af Skibet, mødte ham strax et Menneske fra Gravene, som havde en ureen Aand.
Mark	5	3	3. Han havde sin Bolig i Gravene, og Ingen kunde binde ham, end ikke med Laenker.
Mark	5	4	4. Thi han havde ofte vaeret bunden med Bøier og Laenker, og Laenkerne vare sønderrykte af ham.
Mark	5	5	5. Og han var altid nat og Dag paa Bjergene og i Gravene, skreg og slog sig selv med Stene.
Mark	5	6	6. Men der han saae Jesus langt borte, løb han hen og kastede sig ned for ham,
Mark	5	7	7. og raabte med høi Røst og sagde: hvad har jeg med dig at gjøre, Jesus, den allerhøieste Guds Søn? jeg besvaerger dig ved Gud, at du ikke piner mig.
Mark	5	8	8. Thi han sagde til ham: far ud, du urene Aand, af dette menneske!
Mark	5	9	9. Og han spurgte ham: hvad er dit Navn? og han svarede og sagde: Legion er mit Navn; thi vi ere mange.
Mark	5	10	10. Og han bad ham meget, at han ikke skulle drive ham ud af Landet.
Mark	5	11	11. Men der var sammesteds ved Bjergene en stor Hjord Svin, som graessede;
Mark	5	12	12. og alle de Djaevle bade ham og sagde: send og i Svinene, at vi maae fare i dem.
Mark	5	13	13. Og Jesus tilstedte dem det strax. Og de urene Aander fore ud og fore ind i Svinene; og Jorden styrtede sig af Brinken i Søen, (men de vare ved to tusinde), og de druknede i Søen.
Mark	5	14	14. Men Svinehyrderne flygtede, og kundgjorde det i Staden og paa Landet; og de gik ud at see, hvad det var, som var skeet.
Mark	5	15	15. Og de kom til Jesus, og saae ham, som havde vaeret besat, at han sad og var paaklaedt og var ved Sands, nemlig ham, som havde havt Legionen, og de forfaerdedes.
Mark	5	16	16. Men de, som det havde seet, fortalte dem, hvorledes det var gaaet den Besatte, og om Svinene.
Mark	5	17	17. Og de begyndte at bede ham, at han ville drage bort fra deres Egne.
Mark	5	18	18. Og der han traadte ind i Skibet, bad den, som havde vaeret besat, ham, at han maatte vaere hos ham.
Mark	5	19	19. Men Jesus tilstedte ham det ikke, men sagde til ham: gik hen i dit Huus, til Dine, og forkynd dem, hvor store Ting Herren, har gjort dig, at han har forbarmet sig over dig.
Mark	5	20	20. Og han gik bort og begyndte at forkynde i Dekapolis, hvor store Ting Jesus havde gjort imod ham; og de forundrede sig alle.
Mark	5	21	21. Og der Jesus igjen var faren over i Skibet til hiin Siden, forsamledes meget Folk til ham, og han var ved Søen.
Mark	5	22	22. Og see, der kom een af SynagogeForstanderne ved Navn Jarius, og der han saae ham, faldt han ned for hans Fødder.
Mark	5	23	23. Og han bad ham meget og sagde: min Datter er paa sit Yderste; o! at du vilde komme og laegge Haenderne paa hende, at hun maa frelses, da skal hun leve.
Mark	5	24	24. Og han gik bort med ham, og meget Folk fulgte ham, og de traengte ham.
Mark	5	25	25. Og der var en kvinde, som havde havt Blodflod i tolv Aar.
Mark	5	26	26. Og hun havde lidt meget af mange Laeger, og havde tilsat alt det, hun havde, og hun var ikke bleven hjulpen; men det var blevet vaerre med hende.
Mark	5	27	27. Der hun hørte om Jesus, kom hun iblandt Folket bag fra, og rørte ved hans Klaedebon.
Mark	5	28	28. Thi hun sagde: om jeg ikkun kan røre ved hans Klaeder, de bliver jeg frelst.
Mark	5	29	29. Og Strax tørredes hendes Blods Kilde, og hun fornam i Legemet, at hun var bleven helbredt fra denne Plage.
Mark	5	30	30. Og Jesus fornam strax paa sig selv, at en Kraft udgik af ham, og vendte sig om iblandt Folket og sagde: hvo har rørt ved mine Klaeder?
Mark	5	31	31. Og hans disciple sagde til ham: du seer, at Folket traenger dig, og du siger: hvo rørte ved mig?
Mark	5	32	32. Og han saae sig om, for at see hende, som havde gjort dette.
Mark	5	33	33. Men Kvinden frygtede og baevede, da hun vidste, hvad hende var sekkt, og kom og faldt ned for ham, og sagde ham al Sandheden.
Mark	5	34	34. Men han sagde til hende: Datter! din Tro har frelst dig; gak bort med Fred, og vaer helbredt fra din Plage.
Mark	5	35	35. Der han endnu talede, kom Nogle fra Synagog-Forstanderens Huus og sagde: din Datter er død, hvi umager du Mesteren laengere?
Mark	5	36	36. Men Jesus hørte strax, hvad der blev talet, og han sagde til Synagog-Forstanderen: frygt ikke, tro ikkun!
Mark	5	37	37. Og han tilstedte Ingen at følge med sig, uden Peter og Jakob og Johannes, Jakobs Broder.
Mark	5	38	38. Og han kom i Synagog-Forstanderens Huus, og saae Larmen, at de graed og hylede meget.
Mark	5	39	39. Og han gik ind og sagde til dem: hvi larme I og graede? Barnet er ikke dødt, men sover.
Mark	5	40	40. Og de bleve ham; men han drev dem alle ud, og tog Barnets Fader og Moder med sig og dem, som vare med ham, og gik ind, hvor Barnet laae.
Mark	5	41	41. Og han tog Barnet ved Haanden og sagde til det: talitha kumi! som er udlagt: Pige, jeg siger dig, staae op!
Mark	5	42	42. Og Pigen stod strax op og gik omkring; thi hun var tolv Aar gammel. Og de forfaerdedes overmaade.
Mark	5	43	43. Og han bød dem meget, at Ingen skulde faae det at vide; og han sagde, at de skulde give hende at aede.
------------------------Markusevangeliet, Kapitel 6
Mark	6	1	1. Og han gik bort derfra og kom til sit Faedreneland; og hans Disciple fulgte ham.
Mark	6	2	2. Og der Sabbaten var kommen, begyndte han at laere i Synagogen, og Mange, som det hørte, forundrede sig saare og sagde: hveden har denne Saadant? og hvad er det for en Viisdom, som ham er given, at og saadanne kraftige Gjerninger skee ved hans Haender?
Mark	6	3	3. Er denne ikke den Tømmermand, Marias Søn, Jakobs og Josefs' og Judas' og Simons Broder? ere ikke og hans Søstre her hos os? Og de forargedes paa ham.
Mark	6	4	4. Men Jesus sagde til dem: en Prophet er ikke foragtet uden i sit Faedreneland og iblandt sine Slaegtninge i sit Huus.
Mark	6	5	5. Og han kunde der slet ingen kraftig Gjerning gjøre, uden at han laegde Haenderne paa nogle faa Syge og helbredte dem.
Mark	6	6	6. Og han forundrede sig over deres vantro og gik omkring i Byerne og laerte.
Mark	6	7	7. Og han fremkaldte de Tolv, og han begyndte at udsende dem, to og to og gav dem magt over de urene Aander.
Mark	6	8	8. Og han bød dem, at de skulde Intet tage med paa Riesen uden alene en Stav, ei Taske, ei Brød, ei Penninge i Beltet;
Mark	6	9	9. men have anbundne Skoe paa og ikke iføre sig to kjortler.
Mark	6	10	10. Og han sagde til dem: hvor I gaae ind i et Huus, bliver der, indtil I drage bort fra Stedet.
Mark	6	11	11. Og hvorsomhelst de ikke annamme Eder og ei høre Eder, gaaer bort derfra og afryster Støvet under Eders Fødder til Vidnesbyrd imod dem. Sandelig siger jeg Eder: det skal gaae Sodoma og Gomorra lideligere paa Dommens Dag end den Stad.
Mark	6	12	12. Og de gik ud og praedikede, at man skulde omvende sig.
Mark	6	13	13. Og de dreve mange Djaevle ud og salvede mange Syge med Olie og helbredte dem.
Mark	6	14	14. Kong Herodes hørte det, (thi hans Navn var bleven bekjendt), og han sagde: Johannes den Døber er opreist fra de Døde, og derfor tee sig de kraftige Gjerninger i ham.
Mark	6	15	15. Andre sagde: han er Elias; men Andre sagde: han er en Prophet eller som een af Propheterne.
Mark	6	16	16. Men der Herodes hørte det, sagde ham: Johannes, som jeg har ladet halshugge, ham er det; han er opreist fra de Døde.
Mark	6	17	17. Thi Herodes havde selv sendt hen og ladet johannes gribe og kalste i Faengsel, forHerodias', sin Broder Phillippus' Hustrus, Skyld; thi han havde taget hende tilaegte.
Mark	6	18	18. Thi Johannes sagde til Herodes: det er dig ikke tilladt at have din Broders Hustru.
Mark	6	19	19. Men Herodias efterstraebte ham og vilde omkomme ham og kunde ikke.
Mark	6	20	20. Thi Herodes frygtede for Johannes, fordi han vidste, at han var en retfaerdig og hellig Mand, og holdt sin Haand over ham; og naar han havde hørt ham, gjorde han meget deraf, og han hørte ham gjerne.
Mark	6	21	21. Og da der kom en beleilig Dag, der Herodes gjorde sine Store og de øverste høvedsmaend og de Ypperste i Galilaea et Gjestebud paa sin Fødselsdag,
Mark	6	22	22. og Herodias' Datter kom ind og dandsede og behagede Herodes og Gjesterne, sagde Kongen til Pigen: bed af mig, hvad du vil, saa vil jeg give dig det.
Mark	6	23	23. Og han svoer hende: hvad du beder om, vil jeg give dig, indtil Halvdelen af mit Rige.
Mark	6	24	24. Men hun gik ud og sagde til sin Moder: hvad skal jeg bede om? Men hun sagde: Johannes den Døbers Hoved.
Mark	6	25	25. Og hun gik strax hastelig ind til Kongen, bad og sagde: jeg vil, at du strax giver mig paa et Fad Johannes den Døbers Hoved.
Mark	6	26	26. Og Kongen blev bedrøvet, dog for Edernes og Gjesternes Skyld vilde han ikke afvise hende.
Mark	6	27	27. Og Kongen sendte strax En af Vagten og befoel at hente hans Hoved.
Mark	6	28	28. Denne gik hen og halshuggede ham i Faengslet; og han bar hans Hoved frem paa et Fad og gav Pigen det, og Pigen gav sin Moder det.
Mark	6	29	29. Og der hans Disciple hørte det, kom de og toge hans Legeme og lagde det i en Grav.
Mark	6	30	30. Og Aopstlene forsamledes til Jesus og forkyndte ham alle Ting, baade hvad de havde gjort, og hvad de havde laert.
Mark	6	31	31. Og han sagde til dem: kommer I afsides til et øde Sted og hviler lidet; thi de vare mange, som gik til og fra, og de havde ikke engang Leilighed til at aede.
Mark	6	32	32. Og de fore bort i et Skib til et øde Sted afsides.
Mark	6	33	33. Og Folket saae dem fare bort, og Mange kjendte ham, og over Land løb de fra alle Staeder tilsammen derhen og kom førend de, og kom til ham.
Mark	6	34	34. Og Jesus gik ud og saae meget Folk, og han ynkedes inderligen over dem, thi de vare som Faar, der ikke have Hyrde; og han begyndte at laere dem meget.
Mark	6	35	35. Og der Dagen nu var fast forløben, gik hans Disciple til ham og sagde: det er et øde Sted og Dagen er nu fast forløben.
Mark	6	36	36. Lad dem fare, de kunne gaae hen i de omliggende Landsbyer og Flaekker at kjøbe sig Brød; thi de haver intet at aede.
Mark	6	37	37. Men han svarede og sagde til dem: giver I dem at aede. Og de sagde til ham: skulle vi gaae bort og kjøbe Brød for to hundrede Penninge og give dem at aede?
Mark	6	38	38. Men han sagde til dem: hvor mange Brød have I? gaar bort og seer. Og der de have forfaret det, sagde de: fem og to Fiske.
Mark	6	39	39. Og han bød dem, at lade dem alle saette sig ned i adskillige Hobe paa det grønne Graes.
Mark	6	40	40. Og de satte sig ned, Hob ved Hob, i somme hundrede og i somme halvtredsindstyve.
Mark	6	41	41. Og han tog de fem Brød og de to Fiske, saae op til Himmelen og velsignede dem; og han brød Brødene og gav sine Disciple dem at laegge for Folket, og han delede de to Fiske iblandt dem alle.
Mark	6	42	42. Og de aade alle og bleve maette.
Mark	6	43	43. Og de opsamlede tolv Kurve, fulde af Stykker og af Fiskene.
Mark	6	44	44. Og de, som aade Brødene, vare ved fem tusinde Maend.
Mark	6	45	45. Og strax nødte han sine Disciple til at gaae i Skibet og iforveien saette over til hiin Side til Bethsaida, indtil han havde ladet Folket fare.
Mark	6	46	46. Og der han havde taget Afsked fra dem, gik han op paa et Bjerg at bede.
Mark	6	47	47. Og der det var blevet Aften, var Skibet midt paa Søen, og han alene paa Landet.
Mark	6	48	48. Og han sae, at de lede Nød, idet de roede, (thi veiret var dem imod), og ved den fjerde Nattevagt kom han til dem vandrende paa Søen, og han vilde gaae dem forbi.
Mark	6	49	49. Men der de saae ham vandre paa Søen, meente de, at det var et Spøgelse, og de skrege.
Mark	6	50	50. (Thi de saae ham alle og bleve forskraekkede). Og han talede strax med dem og sagde til dem: vaerer frimodige, det er mig, frygter ikke!
Mark	6	51	51. Og han raadte i Skibet til dem, og Veiret stilledes, og de forfaerdedes over al Maade ved sig selv og forundrede sig.
Mark	6	52	52. Thi de havde ikke faaet Forstand fordi deres Hjerte var forhaerdet.
Mark	6	53	53. Og der de vare satte over, kom de til det Land Genezareth og lagde til Land.
Mark	6	54	54. Og der de traadte ud af Skibet, kjendte man ham strax.
Mark	6	55	55. Og de løb om i den ganske omliggende Egn og begyndte at føre dem, som lide ilde, omkring paa Sengene, hvor de hørte, han var.
Mark	6	56	56. Og hvor han gik ind i Flaekker eller Straeder eller Landsbyer, lagde de de Syge paa Torvene og bade ham at de matte ikkun røre ved Sømmen paa hans Klaedebon; og alle de, som rørte ved ham, bleve helbredte.
------------------------Markusevangeliet, Kapitel 7
Mark	7	1	1. Og Pharisaeerne og nogle af de Skriftkloge, som vare komne fra Jerusalem, forsamledes til ham.
Mark	7	2	2. Og der de saae nogle af hans Disciple aede Brød med vanhellige, det er, med utoede Haender, lastede de det.
Mark	7	3	3. (Thi Pharisaeerne og alle Jøderne aede ikke, uden flittigen at toe Haenderne, overholdende de Aeldstes Skik.
Mark	7	4	4. Og af det, der er kjøbt paa Torvet, aede de ikke uden først at toe det; og der ere mange andre Ting, som de have vedtaget at holde, med at udtoe Baegere og Kruus og Kobberkar og Baenke).
Mark	7	5	5. Dereftre spurgte Pharisaeerne og de Skriftkloge ham ad: hvi vandre ikke Dine Disciple efter de Aeldstes Skik, men aede med utoede Haender?
Mark	7	6	6. Men han svarede og sagde til dem: Esaias har spaaet retteligen om Eder, I Øienskalke! som skrevet er: dette Folk aerer mig med Laeberne, men deres Hjerte er langt fra mig.
Mark	7	7	7. Men de dyrke mig forgjeves, idet de laere saadanne Laerdomme, som ere Menneskers Bud.
Mark	7	8	8. Thi I forlade Guds Bud og holde Menneskers Skik med at udtoe Kruus og Baegere; og I gjøre mange andre saadanne Ting.
Mark	7	9	9. Og han sagde til dem: smukt aflaegge I Guds Bud, paa det I kunne holde Eders Skik.
Mark	7	10	10. Thi Moses har sagt: aer din Fader og din Moder, og hvo som bander Fader eller Moder, skal visselig døe.
Mark	7	11	11. Men I sige, naar Nogen siger til Fader eller Moder: det, hvormed jeg kunde hjulpet dig, er Korban (det er en Gave):
Mark	7	12	12. da tilstede I ham ikke ydermere at yde sin Fader eller Moder nogen Hjaelp.
Mark	7	13	13. Og I gjøre Guds Ord til Intet ved Eders Skik, som I have paalagt; og I gjøre meget saadant.
Mark	7	14	14. Og han kaldte alt Folket til sig og sagde til dem: hører mig Alle, og forstaaer.
Mark	7	15	15. Der er Intet udenfor Mennesket, som, naar det kommer ind i ham, kan gjøre ham ureen; meen hvad som gaaer ud af ham, dette er det, som gjør Mennesket ureent.
Mark	7	16	16. Dersom Nogen har Øren at høre med, han høre!
Mark	7	17	17. Og der han var indgangen i Huset fra Folket, spurgte hans Disciple ham om denneLignelse.
Mark	7	18	18. Og han sagde til dem: ere I og saa uforstandige? forstaae I ikke, at Intet, som udenfra kommer ind i Mennesket, kan gjøre ham ureen?
Mark	7	19	19. Thi det kommer ikke ind i hans Hjerte, men i Bugen og gaaer ud ved den naturlie Gang og saaledes renses al Maden.
Mark	7	20	20. Men han sagde: hvad som udgaaer af Mennesket, det gjør Mennesket ureent.
Mark	7	21	21. Thi indvortes af Menneskenes Hjerte udgaae onde Tanker, Hoer, Skjørlevnet, Mord,
Mark	7	22	22. Tyveri, gjerrighd, Ondskab, Svig, Uteerlighed, et ondt Øie, Gudsbespottelse, Hovmod, Uforstandighed;
Mark	7	23	23. Alle disse onde Ting udgaaae indvortes fra og gjøre Mennesket ureent.
Mark	7	24	24. Og han stod op og gik derfra til Tyrus' og Sidons Graendser og gik ind i et Huus og vilde Ingen lade vide det; og det kunde dog ikke blive skjult.
Mark	7	25	25. Thi en Kvinde, som havde hørt om ham, hvis Datter havde en ureen Aand, kom to faldt ned for hans Fødder;
Mark	7	26	26. (men hun var en graekisk Kvinde, af Slaegt en Syro-Phoenicerinde), og hun bad ham, at han vilde uddrive Djaevelen af hendes Datter.
Mark	7	27	27. Men Jesus sagde til hende: lad først Børnene maettes; thi det er ikke smukt, at tage Børnenes Brød og kaste det for smaa Hunde.
Mark	7	28	28. Men hun svarede og sagde til ham: jo, Herre! thi og smaa Hunde aede under Bordet af Børnenes Smuler.
Mark	7	29	29. Og han sagde til hende: for dette Ords Skyld gak bort; Djaevelen er udfaren af din Datter.
Mark	7	30	30. Og hun gik bort til sit Huus og fandt, at Djaevelen var udfaren, og Datteren laae paa Sengen.
Mark	7	31	31. Og der han gik ud igjen af Tyrus' og Sidons Egne, kom han til den galilaeiske Sø, midt igennem Dekapolis' Graendser.
Mark	7	32	32. Og de førte en Døv til ham som besvaerlig kunde tale; og de bade ham, at han vilde laegge Haanden paa ham.
Mark	7	33	33. Og han tog ham afssides fra Folket og lagde sine Fingre i hans Øren, og spyttede og rørte ved hans Tunge,
Mark	7	34	34. og saae op til Himmelen, sukkede, og sagde til ham: Ephata! det er: lad dig op!
Mark	7	35	35. Og strax aabnedes hans Øren, og hans Tunges Baand løsnedes, og han talede ret.
Mark	7	36	36. Og han bød dem, at de skulde Ingen sige det; men jo mere han bød dem, desto mere kundgjorde de det.
Mark	7	37	37. Og de forundrede sig overmaade og sagde: han har gjort alle Ting vel; baade gjør han, at de Døve høre, og at de Maalløse tale.
------------------------Markusevangeliet, Kapitel 8
Mark	8	1	1. I de samme Dage, da der var saare meget Folk, og de Intet havde at aede, kaldte Jesus sine Disciple til sig og sagde til dem:
Mark	8	2	2. mig ynkes inderligen over Folket; thi de have nu tøvet hos mig i tre Dage og have Intet at aede.
Mark	8	3	3. Og dersom jeg lader dem fare fastende hjem, maatte de forsmaegte paa Veien; thi Nogle af dem ere komne langt fra.
Mark	8	4	4. Og hans Disciple svarede ham: hvorfra skulde Nogen kunde maette disse med Brød her i Ørken?
Mark	8	5	5. Og han spurgte dem ad: hvor mange Brød have I? Men de sagde: syv.
Mark	8	6	6. Og han bød Folket saette sig ned paa Jorden og tog de syv Brød, takkede, brød dem og gav sine Disciple dem, at de skulde laegge dem for dem; og de lagde dem for Folket.
Mark	8	7	7. Og de havde faa smaa Fiske; og han velsignede dem og bød, at ogsaa disse skulde laegges for.
Mark	8	8	8. Men de aade og bleve maette; og optoge af de levnede Stykker syv Kurve.
Mark	8	9	9. Men de vare ved fire Tusinde, som havde aedet, og han lod dem fare.
Mark	8	10	10. Og strax traadte han i Skibet med Disciplene og kom til Dalmanuthas Egne.
Mark	8	11	11. Og Pharisaeerne gik ud og begyndte at bespørge sig med ham og begjerede af ham et Tegn fra Himmelen for at friste ham.
Mark	8	12	12. Og han sukkede dybt i sin Aand og sagde: hvi søger denne slaegt tegn? Sandelig siger jeg Eder, at intet Tegn skal gives denne Slaegt.
Mark	8	13	13. Og han lod dem fare og traadte i Skibet igjen og foer til hiin Side.
Mark	8	14	14. Og de havde glemt at tage Brød med og havde ikke mere med sig i Skibet end eet Brød.
Mark	8	15	15. Og han bød dem og sagde: seer til, tager Eder vare for Pharisaeernes Suurdeig og Herodes' Suurdeig.
Mark	8	16	16. Og de bespurgte sig indbyrdes og sagde: det er, fordi vi ikke have Brød.
Mark	8	17	17. Og Da Jesus fornam det, sagde han til dem: hvi bespørge I Eder derom, at I ikke have Brød? Besinde I eder ikke endnu, og forstaae I ei heller, er Eders Hjerte endnu forhaerdet?
Mark	8	18	18. Have I Øine og see ikke? og have IØren og høre ikke? og komme I ikke ihu?
Mark	8	19	19. Da jeg bød fem Brød til fem Tusinde, hvor mange Kurve fulde af Stykker toge I da op? De sagde til ham: tolv.
Mark	8	20	20. Men da jeg brød de syv til de fire Tusinde, hvor mange Kurve fulde af Stykker toge I da op? De sagde: syv.
Mark	8	21	21. Og han sagde til dem; hvorledes forstaae I da ikke?
Mark	8	22	22. Og han kom til Bethsaida; og de førte en Blind til ham og bade ham, at han vilde røre ved ham.
Mark	8	23	23. Og han tog den Blinde ved Haanden og ledte ham hen udenfor Byen og spyttede i hans Øine og lagde Haenderne paa ham og spurgte ham, og han saae Noget.
Mark	8	24	24. Og han saae op og sagde: jeg seer Mennesker, som Traeer, gaae omkring.
Mark	8	25	25. Derefter lagde han atter Haenderne paa hans Øine og kom ham til at see, og han blev helbredet og saae Alle klarlig.
Mark	8	26	26. Og han sendte ham til hans Huus og sagde: du skal hverken gaae ind i Byen, ei heller sige det til Nogen i Byen.
Mark	8	27	27. Og Jesus og hans Disciple gik ud til de Byer ved Caesarea Philippi; og paa Veien spurgte han sine Disciple og sagde til dem: hvem sige Menneskene mig at vaere?
Mark	8	28	28. Men de svarede: Nogle sige, du er Johannes den Døber; og Andre Elias; men Andre, een af Propheterne.
Mark	8	29	29. Og han sagde til dem: men I hvem sige I, at jeg er? Da svaede Peter og sagde til ham: du er Christus.
Mark	8	30	30. Og han bød dem strengeligen, at de ikke skulde sige Nogen dette om ham.
Mark	8	31	31. Og han begyndte at laere dem, at Menneskens Søn skulde lide meget og forskydes af de Aeldste og Ypperstepraester og Skriftkloge og ihjelslaaes og opstaae efter tre Dage.
Mark	8	32	32. Og han talede dette frit ud. Og Peter tog ham til sig og begyndte at straffe ham.
Mark	8	33	33. Men han vendte sig om og saae paa sine Disciple, og straffede Peter og sagde: vig bag mig, Satan! thi du sandser ikke, hvad Guds er, men hvad Menneskens er.
Mark	8	34	34. Og han kaldte Folket til sig tilligemed sine Disciple og sagde til dem: hvo som vil komme efter mig, han skal fornaegte sig selv og tage sit Kors op og følge mig.
Mark	8	35	35. Thi hvo som vil frelse sit Liv, skal miste det; men hvo som mister sit Liv for min og Evangeliums Skyld, han skal frelse det.
Mark	8	36	36. Thi hvad kan det gavne et Menneske, dersom han vandt den ganske Verden og tog Skadepaa sin Sjael?
Mark	8	37	37. Eller hvad kan et Menneske give til Vederlag for sin Sjael?
Mark	8	38	38. Thi hvo som skammer sig ved mig og mine Ord ibaldt denne vanartige og syndige Slaegt, ved den skal og Menneskens Søn skamme sig, naar han kommer i sin Faders Herlighed med de hellige Engle.
------------------------Markusevangeliet, Kapitel 9
Mark	9	1	1. Og han sagde til dem: sandelig siger jeg Eder, der ere Nogle af dem, som her staae, som ingenlunde skulle smage Døden, førend de see Guds Rige at vaere kommet med Kraft.
Mark	9	2	2. Og sex Dage derefter tog Jesus Peter og Jakob og Johannes til sig og førte dem afsides op paa et høit Bjerg, og han blev forvandlet for dem.
Mark	9	3	3. Og hans Klaeder bleve skinnende, meget hvide, som Snee, saa at ingen farver paa Jorden kan gjøre dem saa hvide.
Mark	9	4	4. Og Elias tilligemed Moses viste sig for dem, og de talede med Jesus.
Mark	9	5	5. Og Peter svarede og sagde til Jesus: Rabbi! her er os godt at vaere, og vi ville gjøre tre Boliger, dig een og Moses een og Elias een.
Mark	9	6	6. Thi han vidste ikke, hvad han talede; thi de vare heel forfaerdede.
Mark	9	7	7. Og der kom en Sky, som overskyggede dem; og en Røst kom af Skyen, som sagde: denne er min Søn, den Elskelige, hører ham!
Mark	9	8	8. Og strax, der de skuede omkring sig, saae de Ingen mere uden jesus alene med dem.
Mark	9	9	9. Men der de gik ned af Bjerget, bød ham dem, at de skulde Ingen fortaelle, hvad de havde seet, førend Menneskens Søn var opstanden fra de Døde.
Mark	9	10	10. Og de holdt dette hos sig selv og bespurgte sig med hverandre, hvad det er, at opstaae fra de Døde.
Mark	9	11	11. Og de spurgte ham og sagde: sige dog de Skriftkloge, at Elias bør først komme?
Mark	9	12	12. Men han svarede og sagde til dem: Elias bør først komme og skikke alle Ting tilrette; og det skal skee, som det er skrevet om Menneskens Søn, at han skal lide meget og foragtes.
Mark	9	13	13. Men jeg siger Eder, at baade er Elias kommen, og de gjorde ved ham, hvad de vilde, eftersom det er skrevet om ham.
Mark	9	14	14. Og da han kom til Disciplene, saae han meget Folk omkring dem og de Skriftkloge, som bespurgte sig med dem.
Mark	9	15	15. Og strax forbausedes alt Folket, der de saae ham, og de løb til og hilsede ham.
Mark	9	16	16. Og han spurgte de Skriftkloge: hvorom bespørge I Eder indbyrdes?
Mark	9	17	17. Og Een af Folket svarede og sagde: Mester! jeg har ført min Søn til dig; han har en maalløs Aand.
Mark	9	18	18. Og naar den faaer fat paa ham, slider den ham, og han fraader og skaerer med sine Taender, og han henvisner; og jeg har begjeret af dine Disciple, at de skulde uddrive den, og de kunde ikke.
Mark	9	19	19. Men han svarede dem og sagde: o du vantroe Slaegt! hvorlaenge skal jeg vaere hos Eder? hvorlaenge skal jeg taale Eder? Bringer ham til mig!
Mark	9	20	20. Og de ledte ham frem til ham; og der han saae ham, sled Aanden ham strax, og han faldt paa Jorden og vaeltede sig og fraadede.
Mark	9	21	21. Og han spurgte hans Fader: hvor laenge er det, at dette Vederfares ham? Men han sagde: fra Barndommen;
Mark	9	22	22. og den har ofte kastet ham baade i Ild og Vand, at den kunde omkomme ham; men formaaer du noget, da forbarm dig over os og hjaelp os!
Mark	9	23	23. Men Jesus sagde til ham: dersom du kan troe; alle TIng ere den mulige, som troer.
Mark	9	24	24. Og strax raabte Barnets Fader graedende og sagde: jeg troer, Herre! hjaelp min Vantro.
Mark	9	25	25. Men der Jesus saae, at Folket løb til, truede han den urene Aand og sagde til den: du maalløse og døve Aand! jeg byder dig, far ud af ham, og at du ikke herefter farer ind i ham.
Mark	9	26	26. Da skreg og sled den ham saare, og foer ud, og han blev ligesom død, saa at Mange sagde: han er død.
Mark	9	27	27. Men Jesus tog ham fat ved Haanden og reiste ham op; og han stod op.
Mark	9	28	28. Og der han var indgangen i Huset, spurgte hans Disciple ham i Eenrum: hvi kunde vi ikke uddrive den?
Mark	9	29	29. Og han sagde til dem: dette Slags kan ikke fare ud ved Noget uden ved Bøn og Faste.
Mark	9	30	30. Og da de gik ud derfra, vandrede de igjennem Galilaea; og han vilde ikke, at Nogen skulde vide det.
Mark	9	31	31. Thi han laerte sine Disciple og sagde til dem: Menneskenes Søn skal overantvordes i Menneskenes Haender, og de skulde ihjelslaae ham; og naar han er ihjelslagen, skal han opstaae paa den tredie Dag.
Mark	9	32	32. Men de forstode ikke det Ord og frygtede at spørge ham.
Mark	9	33	33. Og han kom til Capernaum, og der han var i Huset, spurgte han dem: hvorom bespurgte I Eder indbyrdes paa Veien?
Mark	9	34	34. Men de taug, thi de havde bespurgt sig med hverandre paa Veien, hvilken der skulde vaere den Største.
Mark	9	35	35. Og han satte sig og kaldte de Tolv og sagde til dem: dersom Nogen vil vaere den Første, han skal vaere den Sidste iblandt Alle og Alles Tjener.
Mark	9	36	36. Og han tog et lidet Barn, og stillede det midt iblandt dem, og tog det i Favn og sagde til dem:
Mark	9	37	37. hvo som annammer eet af saadanne smaa Børn i mit Navn, annammer mig; og hvo mig annammer, annammer ikke mig, men den, som mig udsendte.
Mark	9	38	38. Men Johannes svarede ham og sagde: Mester! vi saae Een, som ikke følger os, at uddrive Djaevle i dit Navn; og vi forbøde ham det, fordi han ikke følger os.
Mark	9	39	39. Men Jesus sagde: forbyder ham det ikke; thi der er Ingen, som gjør en kraftig Gjerning i mit Navn og kan snart derpaa tale ilde om mig.
Mark	9	40	40. Thi hvo som ikke er imod os, er med os.
Mark	9	41	41. Thi hvo som skjenker Eder med et Baeger Vand i mit Navn, fordi I høre Christus til, sandelig siger jeg Eder, han skal ingenlunde miste sin Løn.
Mark	9	42	42. Og hvo som forarger een af disse Smaa, som troe paa mig, ham vare det bedre, at der blev haengt en Møllesteen om hans Hals, og han blev kastet i Havet.
Mark	9	43	43. Og dersom din Haand forarger dig, hug den af; det er dig bedre at gaae en Krøbling ind i Livet, end at have to Haender og fare hen til Helvede i den uslukkelige Ild,
Mark	9	44	44. hvor deres Orm ikke døer, og Ilden ikke udslukkes.
Mark	9	45	45. Og dersom din Fod forarger dig, hug den af; det er dig bedre at gaae halt ind i Livet, end at have to Fødder og blive kastet i Helvede i den uslukkelige Ild,
Mark	9	46	46. hvor deres Orm ikke døer, og Ilden ikke udslukkes.
Mark	9	47	47. Og dersom dit Øie forarger dig, kast det fra dig; det er dig bedre at gaae eenøiet ind i Guds Rige, end at have to Øine og blive kastet i Helvedes Ild,
Mark	9	48	48. hvor deres Orm ikke døer, og Ilden ikke udslukkes.
Mark	9	49	49. Thi hver skal saltes med Ild, og alt Offer skal saltes med Salt.
Mark	9	50	50. Saltet er godt; men dersom Saltet mister sin Kraft, hvormed ville I give det sin Smag igjen? Haver Salt i Eder selv, og holder Fred med hverandre!
------------------------Markusevangeliet, Kapitel 10
Mark	10	1	1. Og han stod op derfra og kom til Judaeas Graendser igjennem det Land paa hiin Side Jordan, og Folket gik atter til ham i Hobetal; og han laerte dem atter, som han pleiede.
Mark	10	2	2. Og Pharisaeerne gik til ham og spurgte ham, om det var en Mand tilladt at skille sig fra sin Hustru; for at friste ham.
Mark	10	3	3. Men han svarede og sagde til dem: hvad har Moses budet Eder?
Mark	10	4	4. Men de sagde: Moses tilstedte at skrive et Skilsmissebrev og skille sig fra hende.
Mark	10	5	5. Og Jesus svarede og sagde til dem: for Eders Hjerters Haardheds Skyld skrev han Eder dette Bud.
Mark	10	6	6. Men fra Skabningens Begyndelse gjorde Gud ham mand og Kvinde;
Mark	10	7	7. derfor skal Manden forlade sin fader og Moder og blive fast hos sin Hustru;
Mark	10	8	8. og de To skulle vaere til eet Kjød, saa at de ikke laengere ere To, men eet Kjød.
Mark	10	9	9. Derfor, hvad Gud har tilsammenføiet, skal Mennesket ikke adskille.
Mark	10	10	10. Og hans Disciple spurgte ham atter i Huset om det Samme.
Mark	10	11	11. Og han sagde til dem: hvo som skiller sig fra sin Hustru og tager en Anden tilaegte, han bedriver Hoer imod hende.
Mark	10	12	12. Og dersom en Kvinde skiller sig fra sin Mand og aegtes af en Anden, hun bedriver Hoer.
Mark	10	13	13. Og de førte smaa Børn til ham, at kan skulde røre ved dem; men Disciplene truede dem, som bare dem frem.
Mark	10	14	14. Men der Jesus det saae, blev han vred og sagde til dem: lader de smaa Børn komme til mig, og formener dem ikke; thi Guds Rige hører saadanne til.
Mark	10	15	15. Sandelig siger jeg Eder: hvo som ikke annammer Guds Rige som et lidet Barn, han skal ingenlunde komme ind i det.
Mark	10	16	16. Og han tog dem i Favn og lagde Haenderne paa dem og velsignede dem.
Mark	10	17	17. Og der han var udgangen paa Veien, løb En til og faldt paa Knae for ham og spurgte ham: gode Mester hvad skal jeg gjøre, at jeg kan arve det evige Liv?
Mark	10	18	18. Men Jesus sagde til ham: hvi kalder du mig god? Ingen er god uden een, som er Gud.
Mark	10	19	19. Du veed Budene: du skal ikke bedrive Hoer; du skal ikke slaae ihjel; du skal ikke stjaele; du skal ikke tale falsk Vidnesbyrd; du skal ikke besvige; aer din Fader og din Moder.
Mark	10	20	20. Men han svarede og sagde til ham: Mester! alt dette har jeg holdt fra min Ungdom.
Mark	10	21	21. Men Jesus saae paa ham og fattede Kjaerlighed til ham og sagde til ham: een Ting fattes dig; gak bort, saelg, hvad du har, og giv de Fattige det, saa skal du have et Liggendefae i Himmelen; og kom, tag Korset og følg mig.
Mark	10	22	22. Men han blev ilde tilfreds over den Tale og gik bedrøvet bort; thi han havde meget Gods.
Mark	10	23	23. Og Jesus saae sig omkring og sagde til sine Disciple: hvor vanskelig skulle de, som have Rigdom, komme ind i Guds Rige.
Mark	10	24	24. Men Disciplene bleve forfaerdede over hans Taler. Men Jesus svarede igjen og sagde til dem: Børn! hvor vanskeligt er det, at de, som forlade sig paa Rigdom, kunne komme ind i Guds Rige.
Mark	10	25	25. Det er lettere, at en Kameel gaaer igjennem et Naaleøie, end at en Rig kommer ind i Guds Rige.
Mark	10	26	26. Da forfaerdedes de en meget mere og sagde til hverandre: hvo kan da blive salig?
Mark	10	27	27. Men Jesus saae paa dem og sagde: for Menneskene er det umulligt, men ikke for Gud; thi alle Ting ere mulige for Gud.
Mark	10	28	28. Men Peter tog til Orde og sagde til ham: see, vi have forladt alle Ting og fulgt dig.
Mark	10	29	29. Men Jesus svarede og sagde: sandelig siger jeg Eder, der er Ingen, som har forladt Huus eller Brødre eller Søstre eller Fader eller Moder eller Hustru eller Børn eller Agre for min og Evangeliums Skyld,
Mark	10	30	30. der skal jo saae hundrede Fold igjen, nu i denne Tid Huse og Brødre og Søstre og Mødre og Børn og Agre, med Forfølgelser og i den tilkommende Verden et evigt Liv.
Mark	10	31	31. Men Mange, som ere de Første, skulle blive de Sidste, og de Sidste blive de Første.
Mark	10	32	32. Men de vare paa Veien og gik op til Jerusalem; og Jesus gik foran dem, og de vare forfaerdede og fulgte ham med Frygt. Og han tog atter de Tolv til sig og begyndte at sige dem, hvad han skulde vederfares.
Mark	10	33	33. See, vi gaae op til Jerusalem og Menneskens Søn skal overantvordes de Ypperstepraester og Skriftkloge, og de skulle fordømme ham til Døden og overantvorde Hedninger ham;
Mark	10	34	34. og de skulle bespotte ham og hudstryge ham og bespytte ham og ihjelslaae ham, og paa den tredie Dag skal han opstaae.
Mark	10	35	35. Da gik Jakob og Johannes, Zebedaeus' Sønner, til ham og sagde: Mester, vi ønske, at du tilstaaer og det, vi ville bede om.
Mark	10	36	36. Han sagde til dem: hvad ville I, at jeg skal gjøre Eder?
Mark	10	37	37. Men de sagde til ham: giv os, at vi maa sidde, den ene ved din høire Side og den anden ved din venstre Side, i din Herlighed.
Mark	10	38	38. Men Jesus sagde til dem: I vide ikke, hvad I bede. Kunne I drikke den Kalk, som jeg drikker, og døbes med den Daab, som jeg døbes med?
Mark	10	39	39. Men de sagde til ham: vi kunne. Men Jesus sagde til dem: I skulle vel drikke den Kalk, som jeg drikker, og døbes med den Daab, som jeg døbes med;
Mark	10	40	40. men at sidde ved min høire og ved min venstre Side, hører ikke mig til at give Nogen uden den, som det er beredt.
Mark	10	41	41. Og der de Ti hørte det, begyndte de at blive vrede paa Jakob og Johannes.
Mark	10	42	42. Da kaldte Jesus dem og sagde til dem: I vide, at de, der ere i Anseelse som Folkenes Fyrster, herske over dem, og de Store iblandt dem bruge Myndighed over dem.
Mark	10	43	43. Men det skal ikke vaere saa iblandt Eder; men hvo som vil blive stor iblandt Eder, skal vaere Eders Tjener;
Mark	10	44	44. og hvo som vil blive den Ypperste iblandt eder, skal vaere Alles Tjener;
Mark	10	45	45. thi Menneskens Søn er ikke kommen for at lade sig tjene, men for at tjene og at give sit Liv til en Igjenløselses Betaling for Mange.
Mark	10	46	46. Og de kom til jericho; og der han gik ud af Jericho tillligemed sine Disciple og meget Folk, sad Timaeus' Søn, Bartimaeus den Blinde, ved Veien og tiggede.
Mark	10	47	47. Og der han hørte, at det var Jesus fra Nazareth, begyndte han at raabe og sige: Jesus, du Davids Søn, forbarm dig over mig.
Mark	10	48	48. Og Mange truede ham, at han skulde tie; men han raabte meget mere: du Davids Søn, forbarm dig over mig!
Mark	10	49	49. Og Jesus stod stille og sagde, de skulde kalde ham; og de kaldte den Blinde og sagde til ham: vaer frimodig, staa op! han kalder ad dig.
Mark	10	50	50. Men han kastede sin Overkjortel fra sig, stod op og kom til Jesus.
Mark	10	51	51. Og Jesus svarede og sagde til ham: hvad vil du, at jeg skal gjøre dig? Men den Blinde sagde til ham: Rabbeni, at jeg kan vorde seende!
Mark	10	52	52. Men Jesus sagde til ham: gak bort, din Tro har frelst dig. Og strax blev han seende og fulgte Jesus paa Veien.
------------------------Markusevangeliet, Kapitel 11
Mark	11	1	1. Og der de kom naer til Jerusalem, til Bethpage og Bethanien ved Oliebjerget, sendte han to af sine Disciple og sagde til dem:
Mark	11	2	2. gaar bort til den By, som ligger for Eder, og strax, naar I kommme ind i den, skulle I finde et Føl bundet, paa hvilket intet Menneske har siddet; løser det og fører det hid.
Mark	11	3	3. Og dersom Nogen siger til Eder: hvorfor gøre I dette? da siger, at Herren har det behov; saa skal han strax sende det hid.
Mark	11	4	4. Men de gik hen og fandt Føllet bundet ved Døren, udenfor paa Veien, og løste det.
Mark	11	5	5. Og Nogle af dem som der stode, sagde til dem: hvad gjøre I, at I løse Føllet?
Mark	11	6	6. Men de sagde til dem, ligesom Jesus havde befalet, og de tilstedte dem det.
Mark	11	7	7. Og de førte Føllet til Jesus og lagde deres Klaeder derpaa, og han satte sig derpaa.
Mark	11	8	8. Men Mange bredte deres Klaeder paa Veien; men Andre hyggede Grene af Traeerne og strøede paa Veien.
Mark	11	9	9. Og de, som gik for, og de, som fulgte, raabte og sagde: Hosanna, velsignet vaere den, som kommer i Herrens Navn!
Mark	11	10	10. Velsignet vaere vor Fader Davids Rige, som kommer i Herrens Navn! Hosanna i det Høieste!
Mark	11	11	11. Og Jesus gik ind i Jerusalem og i Templet, og da han havde beseeet alle Ting, gik ham, der det allerede var Aftenstid, ud til Bethanien med de tolv.
Mark	11	12	12. Og den anden Dag, der de gik ud fra Bethanien, hungrede han.
Mark	11	13	13. Og han saae et Figentrae langt borte, som havde Blade; da traadte han til, om han kunde finde Noget derpaaa, og der han kom til det, fandt han Intet uden Blade; thi det var ikke Figentid.
Mark	11	14	14. Og Jesus talede til det: aldrig mere aede Nogen Frugt af dig! Og hans Disciple hørte det.
Mark	11	15	15. Og de kom til Jerusalem; og Jesus gik ind i Templet og begyndte at uddrive dem, som solgte og kjøbte i Templet, og Vexelerernes Borde og Duekraemmernes Stole stødte han om.
Mark	11	16	16. Og han tilstedte ikke, at Nogen bar et Kar igjennem Templet.
Mark	11	17	17. Og han laerte og sagde til dem: er der ikke skrevet, at mit Huus skal kaldes et Bedehuus for alle Folkeslag? men I have gjort det til en Røverkule.
Mark	11	18	18. Og de Skriftkloge og Ypperstepraester hørte det, og søgte, hvorledes de kunde omkomme ham; thi de frygtede for ham, eftersom alt Folket forundrede sig saare over hans Laerdom.
Mark	11	19	19. Og da det var blevet Aften, gik han udenfor Staden.
Mark	11	20	20. Og om Morgenen, da de gik forbi, saae de, at Figentraeet var visnet fra Roden af.
Mark	11	21	21. Og da Peter kom det ihu, sagde han til ham: Rabbi! see Figentraeet, det du forbandede, er visnet.
Mark	11	22	22. Og Jesus svarede og sagde til dem: haver Tro til Gud.
Mark	11	23	23. Thi sandelig siger jeg Eder: at hvo som vilde sige til dette Bjerg: løft dig op, og kast dig i Havet, og ikke vilde tvivle i sit Hjerte, men troe, at det skal skee, som han siger, han skal det skee, som han sagde.
Mark	11	24	24. Derfor siger jeg Eder: Alt, hvad I begjere i Bønnen, troer, at I skulle faae det, saa skal det vederfares Eder.
Mark	11	25	25. Og naar I staae og bede, forlader dersom I have Noget imod Nogen, at og Eders Fader, som er i Himlene, maa forlade Eder Eders Overtraedelser.
Mark	11	26	26. Men dersom I ikke forlade, skal Eders Fader, som er i Himlene, ei heller forlade Eder Eders Overtraedelser.
Mark	11	27	27. Og de kom attter til Jerusalem; og der han gik i Templet, kom de Ypperstepraester og Skriftkloge og de Aeldtste til ham.
Mark	11	28	28. Og de sagde til ham: af hvad Magt gjør du disse Ting? og hvo har givet dig denne magt, at du gjør disse Ting.
Mark	11	29	29. Men Jesus svarede og sagde til dem: ogsaa jeg vil spørge Eder om een Sag, og svarer mig, saa vil jeg og sige Eder, af hvad magt jeg gjør disse Ting.
Mark	11	30	30. Johannes' Daab, var den af Himmelen eller af Mennesker? Svarer mig.
Mark	11	31	31. Og de taenkte ved sig selv og sagde: sige vi, den var af Himmelen, da siger han: hvi troede I ham da ikke?
Mark	11	32	32. Men sige vi, den var af Mennesker, da frygtede de for for Folket; thi Alle holdt for, atJohannes virkelig var en Prophet.
Mark	11	33	33. Og de svarede og sagde til Jesus: vi vide ikke. Og Jesus svarede og sagde dem: saa siger jeg Eder og ikke, af hvad Magt jeg gjør disse Ting.
------------------------Markusevangeliet, Kapitel 12
Mark	12	1	1. Og han begyndte at tale med dem ved Lignelser: et Menneske plantede en Viingaard og gjorde et Gjerde derom, og grov en Perse og byggede et Taarn, og leiede den til Viingaardsmaend og drog udenlands.
Mark	12	2	2. Og der Tiden kom, sendte han en Tjener til Viingaardsmaendene, at han af Viingaardsmaendene skulle modtage Viintraeets Frugt.
Mark	12	3	3. Men de grebe ham og sloge ham og lode ham tomhaendet fra sig.
Mark	12	4	4. Og han sendte atter en anden Tjener til dem; og denne sloge de med Stene og saarede hans Hoved og lode ham forhaanet fra sig.
Mark	12	5	5. Og han sendte atter en Anden, og denne sloge de ihjel; og mange Andre, Nogle sloge de, men Nogle draebte de.
Mark	12	6	6. Men eftersom han endnu havde een Søn, sin Elskelige, sendte han tilsidst ogsaa denne til dem, og sagde; de skulle dog undsee sig for min Søn.
Mark	12	7	7. Men hine Viingaardsmaend sagde til hverandre: denne er Arvingen, kommer, lader os slaae ham ihjel, saa bliver Arven vores.
Mark	12	8	8. Og de grebe ham og sloge ham ihjel og kastede ham udenfor Viingaareden.
Mark	12	9	9. Hvad skal de Viingaardens Herre gjøre? Han skal komme og ødelaegge Viingaardsmaendene, og leie Viingaarden til Andre.
Mark	12	10	10. Da sagde Jesus: have I ikke laest, hvad skrevet er: den Steen som Bygningsmaendene forskøde, den er bleven til en Hovedhjørnesteen?
Mark	12	11	11. Det er skeet af Herren og er underligt for vore Øine
Mark	12	12	12. Og de søgte at gribe ham, men de frygtede for Folket; thi de forstode, at han sagde denne Lignelse imod dem; og de forlode ham og gik bort.
Mark	12	13	13. Og de sendte Nogle til ham af Pharisaeerne og af de Herodianer, at de skulde fange ham i Ord.
Mark	12	14	14. Men de kom og sagde til ham: Mester! vi vide, at du er sanddru og skjøtter om Ingen; thi du anseer ikke Menneskers Person, men laerer Guds Vei i Sandhed. Er det tilladt at give Keiseren Skat, eller ei? skulle vi give eller ikke give?
Mark	12	15	15. Men da han vidste deres Øienskalkhed, sagde han til dem; hvi friste I mig? Tager mig hid en Penge, at jeg kan see den.
Mark	12	16	16. Men de bragte den frem. Og han sagde til dem: hvis er dette Billede og Overskrift? Men de sagde til ham: Keiserens.
Mark	12	17	17. Og Jesus svarede og sagde til dem: giver Keiseren, hvad Keiserens er, og Gud, hvad Guds er. Og de forundrede sig over ham.
Mark	12	18	18. Og Sadducaeer kom til ham hvilke sige, at der ikke er Opstandelse; og de adspurgte ham og sagde:
Mark	12	19	19. Mester! Moses foreskrev os, at naar Nogens Broder døer og efterlader en Hustru, men efterlader ikke Børn, da skal hans Broder tage hans Hustru og opreise sin Broder Saed.
Mark	12	20	20. Nu har der vaeret syv Brødre, og den første tog en Hustru og døde og efterlod ikke Saed.
Mark	12	21	21. Og den anden tog hende og døde, og han efterlod ikke Saed, og den tredie ligesaa.
Mark	12	22	22. Og de toge hende alle syv og efterlade ikke Saed. Sidst af dem alle døde og Kvinden.
Mark	12	23	23. I Opstandelsen nu, naar de opstaae, hvis Hustru af disse skal hun vaere? thi de have alle syv havt hende til Hustru.
Mark	12	24	24. Da svarede Jesus og sagde til dem: fare I ikke derfor vild, at I ikke kjende Skrifterne, ei heller Guds Kraft?
Mark	12	25	25. Thi naar de ere opstandne fra de Døde, da hverken gifte de sig, ei heller giftes, men de ere som Engle i Himlene.
Mark	12	26	26. Men om de Døde, at de opstaae, have I ikke laest i Mosebog i Stedet om Tornebusken, hvorledes Gud talede til ham og sagde: jeg er Abrahams Gud, og Isaks Gud, og Jakobs Gud.
Mark	12	27	27. Gud er ikke de Dødes, men de Levendes Gud; derfor fare I meget vild.
Mark	12	28	28. Og een af de Skriftkloge, som havde hørt dem, da de bespurgte sig med hverandre, gik til ham, og eftersom han skjønnede, at han havde svaret dem vel, spurgte han ham ad: hvilket er det fornemste Bud af alle?
Mark	12	29	29. Men Jesus svarede ham: det første Bud af alle er dette: hør, Israel! Herren, vor Gud, Herren er een;
Mark	12	30	30. og du skal elske Herren din Gud af dit ganske Hjerte og af din ganske Sjael og af dit ganske Sind og af din ganske Styrke, dette er det første Bud.
Mark	12	31	31. Og det andet, ligt dette, er: du skal elske din Naeste ligesom dig selv. Der er intet andet Bud større end disse.
Mark	12	32	32. Og den Skriftkloge sagde til ham: Mester! du har talet vel og efter Sandhed; thi der er een Gud, og der er ingen anden foruden ham.
Mark	12	33	33. Og at elske ham ef ganske Hjerte og af ganske Forstand og af ganske Sjael og af ganske Styrke, og at elske sin Naeste ligsom sig selv, er mere end alle Braendoffere og Slagtoffere.
Mark	12	34	34. Og der Jesus saae, at han svarede forstandeligen, sagde han til ham: du er ikke langt fra Guds Rige. Og der turde Ingen spørge ham ydermere.
Mark	12	35	35. Og der Jesus laerte i Templet, tog han til Orde og sagde: hvorledes sige de Skriftkloge, at Christus er Davids Søn!
Mark	12	36	36. Thi David siger selv, dreven af den Hellig Aand: Herren sagde til min Herre: saet dig ved min høire Haand, indtil jeg laegger dine Fjender til dine Fødders Skammel.
Mark	12	37	37. Altsaa kalder da David ham selv en Herre; hvorledes er han da hans Søn? Og meget Folk hørte han gjerne.
Mark	12	38	38. Og han sagde dem i sin Underviisning: tager Eder vare for de Skriftkloge, som gjerne gaae i lange Klaeder og lade sig hilse paa Torvene,
Mark	12	39	39. og ville have de fornemste Stolestader i Synagogerne, og sidde øverst til Bords i Nadverne;
Mark	12	40	40. de, som opaede Enkers Huse og paa Skrømt bede laenge, disse skulle faae des haardere Dom.
Mark	12	41	41. Og Jesus satte sig lige overfor Templets Kiste og saae, hvorledes Folket lagde Penge i Kisten, og mange Rige lagde meget derudi.
Mark	12	42	42. Og en fattig Enke kom og lagde to Skjerve udi, som er en Hvid.
Mark	12	43	43. Og han kaldte sine Disciple til sig og sagde til dem: sandelig siger jeg Eder at denne fattige Enke har lagt mere deri end alle de, som lade i Kisten.
Mark	12	44	44. Thi de lagde alle af deres Overlod; men denne lagde af sin Fattigdom alt det, hun havde, hendes ganske Eiendom.
------------------------Markusevangeliet, Kapitel 13
Mark	13	1	1. Og der han gik ud af Templet, siger een af hans Disciple til ham: Mester, see, hvilke steene og hvilke Bygninger.
Mark	13	2	2. Og Jesus svarede og sagde til ham: seer du disse store Bygninger? der skal ikke lades Steen paa Steen, som jo skal nedbrydes.
Mark	13	3	3. Og der han sad paa Oliebjerget, tvert over for Templet, spurgte Peter og Jakob og Johannes og Andreas ham i Eenrum:
Mark	13	4	4. siig os, naar skulle disse Ting ske? og hvad Tegn skal der vaere, naar alt dette skal fuldkommes?
Mark	13	5	5. Men Jesus svarede dem og begyndte at sige: seer til, at ikke Nogen forfører Eder.
Mark	13	6	6. Thi Mange skulle komme i mit Navn og sige: jeg er Christus; og de skulle forføre Mange.
Mark	13	7	7. Men naar I høre Krig og Rygte om Krig, da forskraekkes ikke, thi det maa skee, men Enden er ikke endda.
Mark	13	8	8. Thi Folk skal reise sig imod Folk, og Rige imod Rige og der skal skee Jordskjaelv her og der, og der skal vaere Hunger og oprør. Dette er Veernes Begyndelse.
Mark	13	9	9. Men I, tager vare paa Eder selv; thi de skulle overantvorde Eder for Raadet og for Synagoger; I skulle hudstryges og stilles for Fyrster og Konger for min Skyld, dem til et Vidnesbyrd.
Mark	13	10	10. Og Evangelium bør føst at praedikes for alle Folk.
Mark	13	11	11. Men naar de føre Eder hen at overantvorde Eder, da bekymrer Eder ikke forud, hvad I skulle tale, betaenker Eder ei heller derpaa; men hvad som Eder bliver givet i den samme Time, det taler; thi I ere Ikke de, som tale, men den Hellig Aand.
Mark	13	12	12. Men en Broder skal overantvorde den anden til Døden, og Faderen Barnet; og Børn skulle saette sig op mod Foraeldre og slaae dem ihjel.
Mark	13	13	13. Og I skulle hades af Alle for mit Navns Skyld, men hvor som bliver bestandig indtil Enden, han skal blive salig.
Mark	13	14	14. Men naar I see Ødelaeggelsens Vederstyggelighed, om hvilken Propheten Daniel har talet, at staae, hvor den ikke bør, (hvo det laeser, han give agt derpaa!) da flye til Bjergene de, som ere i Judaea;
Mark	13	15	15. men hvo som er paa Taget, stige ikke ned i Huset eller gaae ind at hente Noget af sit Huus;
Mark	13	16	16. og hvo som er paa Ageren, vende ikke tilbage at hente sit Klaedebon.
Mark	13	17	17. Men vee de Frugtrsommelige og dem, som give Die, i de Dage!
Mark	13	18	18. Men beder, at Eders Flugt ikke skal skee om Vinteren;
Mark	13	19	19. thi i de Dage skal vaere saa stor en Traengsel, som ikke har vaeret fra Skabningens Begyndelse, som Gud skabte, indtil nu, og som ikke heller skal blive.
Mark	13	20	20. Og dersom Herren ikke forkortede de Dage, blev intet Menneske frelst; men for de Udvalgtes Skyld, som han har udvalgt, har han forkortet de Dage.
Mark	13	21	21. Og naar Nogen da siger til Eder: see, her er Christus, eller see der! da skulle I ikke troe det.
Mark	13	22	22. Thi falske Christi og falske Propheter skulle opstaae og gjøre Tegn og underlige Gjerninger for at forføre, om det var muligt, endog de Udvalgte.
Mark	13	23	23. Men vogter I eder; see, jeg har sagt Eder Alt forud.
Mark	13	24	24. Men i de Dage efter den Traengsel skal solen formørkes, og Maanen ikke give sit skin,
Mark	13	25	25. og Himmelens Stjerner skulle nedfalde, og de kraefter, som ere i Himlene, skulle røres.
Mark	13	26	26. Og da skulle de see Menneskens Søn kommme i Skyerne med megen Kraft og Herlighed.
Mark	13	27	27. Og da skal han sende sine Engle og forsamle sine Udvalgte fra de fire Veir, fra Jordens Ende indtil Himmelens Ende.
Mark	13	28	28. Laerer enLignelse af Figentraeet: naar Vaedsken er kommen i dets Grene, og Bladene skyde ud, saa vide I, at Sommeren er naer.
Mark	13	29	29. Ligesaa og I, naar I see, at disse Ting skee, vider, at han er naer vor Dørene.
Mark	13	30	30. Sandelig siger jeg Eder: denne Slaegt skal ingenlunde forgaae, førend disse Ting skee allesammen.
Mark	13	31	31. Himmelen og Jorden skulle forgaae, men mine Ord skulle ingenlunde forgaaae.
Mark	13	32	32. Men om den Dag og Time veed Ingen, hveken Englene, som ere i Himmelen, ikke heller Sønnen, men alene Faderen.
Mark	13	33	33. Seer til, vaager og beder; thi I vide ikke, naar den Tid er.
Mark	13	34	34. Ligesom et Menneske, som drog udenlands, forlod sit Huus og gav sine Tjenere magt og hver sin Gjerning og bød Dørvogteren, at han skulde vaage.
Mark	13	35	35. Derfor vaager; (thi I vide ikke, naar Husets Herre kommer, om Aftenen eller ved Midnateller ved Hanegal eller om Morgenen),
Mark	13	36	36. at han ikke, nar han kommer hastelig, skal finde Eder sovende.
Mark	13	37	37. Men hvad jeg siger Eder, det siger jeg Alle: vaager!
------------------------Markusevangeliet, Kapitel 14
Mark	14	1	1. Men det var Paaske og de usyrede Brøds Høitid to Dage derefter. Og de Ypperstepraester og de Skriftkloge søgte, hvorledes de med List kunde gribe og ihjelslaae ham.
Mark	14	2	2. Men de sagde: ikke paa Høitiden, at der ikke skal blive Larm iblandt Folket.
Mark	14	3	3. Og der han var i Bethanien, i Simon den Spedalskes Huus, og sad til Bords, kom en Kvinde, som havde en Alabastkrukke med uforfalsket, meget kostelig Narudssalve; og hun sønderbrød Alabasterkrukken og udgød den paa hans Hoved.
Mark	14	4	4. Men der vare Nogle, som bleve fortrydelige ved sig selv og sagde: hvortil blev denne Salve spildt?
Mark	14	5	5. Thi den kunde bleven solgt for mere end tre hundrede Penninge og givet de Fattige; og de overfusede hende.
Mark	14	6	6. Men Jesus sagde: lader hende med Fred, hvi gøre I hende Fortraed? Hun gjorde en god Gjerning imod mig.
Mark	14	7	7. Thi I have altid Fattige hos Eder, og naar I ville, kunne I gjøre dem, tilgode; men mig have I ikke altid.
Mark	14	8	8. Hun gjorde, hvad hun kunde; hun har forud salvet mit Legeme til Begravelsen.
Mark	14	9	9. Sandelig siger jeg Eder: hvorsomhelst dette Evangelium bliver praediket i den ganske Verden, skal og det, som hun har gjort, siges til hendes Ihukommelse.
Mark	14	10	10. Og Judas Ischariotes, een af de Tolv, gik hen til de Ypperstepraester for at forraade ham til dem.
Mark	14	11	11. Men der de hørte det, bleve de glade, og de lovede at give ham Penge; og han søgte, hvorledes han kunde beleiligen forraade ham.
Mark	14	12	12. Og paa de usyrede Brøds første Dag, der man slagtede Paaskelam, sagde hans Disciple til ham: hvor vil du, at vi skulle gaae hen og berede, at du kan aede Paaskelammet?
Mark	14	13	13. Og han sendte to af sine Disciple og sagde til dem: gaaer hen i Staden, og et Menneske skal møde Eder, som baerer en Vandkrukke; følger ham;
Mark	14	14	14. og hvor han gaaer ind, der siger til Huusbonden: Mesteren siger: hvor er det Herberge, der jeg kan aede Paaskelammet, med mine Disciple?
Mark	14	15	15. Og han skal vise Eder en stor Sal, tillavet og rede, der bereder det for os.
Mark	14	16	16. Og hans Disciple gik bort og kom i Staden og fandt det, ligesom han havde sagt dem; og de beredte Paaskelammet.
Mark	14	17	17. Og der det var blevet Aften, kom han med de Tolv.
Mark	14	18	18. Og da de sadde til Bords og aade, sagde Jesus: sandelig siger jeg Eder, at een af Eder, som aeder med mig, skal forraade mig.
Mark	14	19	19. Men de begyndte at bedrøves og at sige til ham, een efter een: er jeg den? og en anden: er jeg den?
Mark	14	20	20. Men han svarede og sagde til dem: een af de Tolv, den, som dypper med mig i Fadet.
Mark	14	21	21. Menneskens Søn gaaer vel bort, som det er skrevet om ham; dog vee det Menneske, ved hvilket Menneskens Søn bliver forraadt! Det var dette Menneske godt, om han aldrig var født.
Mark	14	22	22. Og der de aade, tog Jesus Brødet, velsignede og brød det, og gav dem og sagde: tager, aeder; dette er mit Legeme.
Mark	14	23	23. Og han tog Kalken, takkede, og gav dem den; og de drak alle deraf.
Mark	14	24	24. Og han sagde til dem: dette er mit Blod, det nye Testamentes, hvilket udgydes for Mange.
Mark	14	25	25. Sandelig siger jeg Eder, at jeg skal herefter ikke mere drikke af Viintraeets Frugt indtil paa hiin Dag, naar jeg skal drikke den ny i Guds Rige.
Mark	14	26	26. Og der de havde sjunget Lovsangen, gik de ud til Oliebjerget.
Mark	14	27	27. Og Jesus sagde til dem: i denne Nat skulle I alle forarges paa mig; thi der er skrevet: jeg skal slaae Hyrden, og Faarene skulle adspredes.
Mark	14	28	28. Men efterat jeg er opstanden, vil jeg gaae forud for Eder til Galiaea.
Mark	14	29	29. Men Peter sagde til ham; dersom de endog alle forarges, vil jeg dog ikke forarges.
Mark	14	30	30. Og Jesus sagde til ham: sandelig siger jeg dig, at i Dag, i denne Nat, førend Hanen galer to Gange, skal du fornaegte mig tre Gange.
Mark	14	31	31. Men han sagde endydermere: dersom jeg end skulde døe med dig, vil jeg dog ikke fornaegte dig. Men ligesaa sagde de og alle.
Mark	14	32	32. Og de kom til en Gaard, hvis Navn var Gethsemane; og han sagde til sine Disciple: saetter Eder her, imedens jeg beder.
Mark	14	33	33. Og han tog Peter og Jakob og Johannes til sig, og begyndte at skjaelve og svarligen at aengstes.
Mark	14	34	34. Og han sagde til dem; min Sjael er ganske bedrøvet indtil Døden; bliver her og vaager!
Mark	14	35	35. Og han gik lidet frem, faldt ned paa Jorden og bad, at denne Time maatte gaae ham forbi, om det var muligt.
Mark	14	36	36. Og han sagde: Abba Fader! Alting er dig muligt; tag denne Kalk fra mig; dog ikke hvad jeg vil, men hvad du vil.
Mark	14	37	37. Og han kom og fandt dem sovende og sagde til Peter: Simon, sover du? kunde du ikke vaage een Time?
Mark	14	38	38. Vaager og beder, at I ikke skulle falde i Fristelse; Aanden er vel redebon, men Kjødet er skrøbeligt.
Mark	14	39	39. Og han gik atter hen, og bad og sagde de samme Ord.
Mark	14	40	40. Og han kom igjen og fandt dem atter sovende; thi deres Øine vare betyngede, og de vidste ikke, hvad de skulde svare ham.
Mark	14	41	41. Og han kom tredie Gang og sagde til dem: sove I fremdeles og hvile Eder? Det er forbi, Timen er kommen; see, Menneskens Søn forraades i Synderes Haender.
Mark	14	42	42. Staaer op, lader os gaae; see, han er naer, som forrader mig.
Mark	14	43	43. Og strax, som han endnu talede, kom Judas, een af de Tolv, og en stor Skare med ham med Svaerd og Staenger, fra de Ypperstepraester og Skriftkloge og de Aeldste.
Mark	14	44	44. Men den, som forradte ham havde givet dem et aftalt Tegn og sagt: hvilken jeg kysser, den er det; griber ham og fører ham sikkert bort.
Mark	14	45	45. Og der han kom traadte han strax til ham og sagde: Rabbi! Rabbi! og han kyssede ham.
Mark	14	46	46. Men de lagde deres Haender paa ham og grebe ham.
Mark	14	47	47. Men een af dem, som stode hos, drog Svaerdet ud, slog den Ypperstepraests Tjener og afhuggede hans Øre.
Mark	14	48	48. Og Jesus svarede og sagde til dem: I ere udgangne ligesom til en Røver, med Svaerd og med Staenger, at tage fat paa mig.
Mark	14	49	49. Jeg har vaeret daglig hos Eder i Templet og laert, og I grebe mig ikke; men dette skeer, paa det Skrifterne skulle fuldkommes.
Mark	14	50	50. Og de forlode ham alle og flyede.
Mark	14	51	51. Og et ungt Menneske fulgte ham, som havde et Linklaede over det blotte Legeme; og Karlene toge fat paa ham.
Mark	14	52	52. Men han slap Lindklaedet og flyede nøgen fra dem.
Mark	14	53	53. Og de førte Jesus hen til den Ypperstepraest; og alle de Ypperstepraester og Aeldste og Skriftkloge kom tilsammen hos ham.
Mark	14	54	54. Og Peter fulgte ham langt bag efter til ind i den Ypperstepraests Palads, og han sad hos Tjenerne og varmede sig ved Ilden.
Mark	14	55	55. Men de Ypperstepraester og det ganske Raad søgte Vidnesbyrd mod Jesus, paa det dekunde aflive ham; men de fandt intet.
Mark	14	56	56. Thi Mange bare falske Vidnesbyrd mod ham, men Vidnesbyrdene kom ikke overens.
Mark	14	57	57. Og nogle stode op og bare falsk Vidnesbyrd mod ham og sagde:
Mark	14	58	58. vi have hørt, at han sagde: jeg vil nedbyrde dette Tempel, som er gjort med Haender, og i tre Dage bygge et andet, som ikke er gjort med Haender.
Mark	14	59	59. Og end ikke saaledes kom deres Vidnesbyrd overeens.
Mark	14	60	60. Og den Ypperstepraest stod op midt i blandt dem og adspurgte Jesus; svarer du slet intet? hvad vidne disse imod dig?
Mark	14	61	61. Men han taug og svarede Intet. Da spurgte den Ypperstepraest ham atter og sagde til ham: er du den Christus, den Høilovedes Søn?
Mark	14	62	62. Men Jesus sagde: jeg er det; og I skulle see Menneskenes Søn sidde hos Kraftens høire Haand og komme med Himmelens Skyer.
Mark	14	63	63. Da sønderrev den Ypperstepraest sine Klaeder og sagde: hvad have vi laengere Vidner behov?
Mark	14	64	64. I have hørt Gudsbespottelser; hvad tykkes Eder? Men de fordømte ham at vaere skyldig til Døden.
Mark	14	65	65. Og Nogle begyndte at bespytte ham og skjule hans Ansigt og slaae ham med Naever og sige til ham: spaa! og Tjenerne sloge ham paa Munden.
Mark	14	66	66. Og da Peter var nede i Gaarden, kom een af den Ypperstepraests Piger,
Mark	14	67	67. Og der hun saae Peter varme sig, saae hun paa ham og sagde: du har ogsaa vaeret med Jesus af Nazareth.
Mark	14	68	68. Men han naegtede og sagde: jeg kjender ham ikke, veed og ikke, hvad du siger; og han gik ud i Forgaarden, og Hanen goel.
Mark	14	69	69. Og Pigen saae ham igjen og begyndte at sige til dem, som stode hos: denne er En af dem.
Mark	14	70	70. Men han naegtede atter. Og lidet derefter sagde atter de, som stode hos, til Peter: sandelig du er af dem; thi du er og en Galilaeer, og dit Maal er ligt derefter.
Mark	14	71	71. Men han begyndte at forbande sig og svaerge: jeg kjender det Menneske ikke, om hvem I tale.
Mark	14	72	72. Og Hanen goel anden Gang. Og Peter kom det Ord i hu, som Jesus sagde til ham: førend Hanen galer to Gange, skal du fornaegte mig tre Gange; og han brast i Graad.
------------------------Markusevangeliet, Kapitel 15
Mark	15	1	1. Og strax om Morgenen, der de Ypperstepraester med de Aeldste og Skriftkloge og det ganske Raad havde holdt Raadslag, bandt de Jesus og førte ham bort og overantvordede Pilatus ham.
Mark	15	2	2. Og Pilatus spurgte ham: er du den Jødernes Konge? Med han svarede og sagde til ham: du siger det.
Mark	15	3	3. Og de Ypperstepraester anklagede ham meget.
Mark	15	4	4. Pilatus spurgte ham atter og sagde: svarer du slet intet? See, hvor meget de vidne imod dig.
Mark	15	5	5. Men Jesus svarede endda Intet, saa at Pilatus forundrede sig.
Mark	15	6	6. Men han pleiede at give dem een Fange løs om Høitiden, hvilken de begjerede.
Mark	15	7	7. Men der var En, som hedte Barrabas, som var fangen med Oprørere, som udi et Opløb havde begaaet Mord.
Mark	15	8	8. Og Folket Raabte og begyndte at begjere, at han vilde gjøre med dem, som han altid pleiede.
Mark	15	9	9. Men Pilatus svarede dem og sagde: ville I, at jeg skal give Eder den Jødernes Konge løs?
Mark	15	10	10. Thi han vidste, at de Ypperstepraester havde overantvordet ham af Avind.
Mark	15	11	11. Men de Ypperstepraester tilskyndte Folket at bede, at han hellere skulde give dem Barrabas løs.
Mark	15	12	12. Men Pilatus svarede og sagde atter til dem: hvad ville I da, jeg skal gjøre med ham, som I kaldte Jødernes Konge?
Mark	15	13	13. Men de raabte atter: korsfaest ham!
Mark	15	14	14. Da sagde Pilatus til dem: hvad Ondt har han da gjort? Men de raabte meget mere: korsfaest ham!
Mark	15	15	15. Men Pilatus vilde gjøre Folket Fyldest og gav dem Barrabas løs; og Jesus lod han hudstryge og gav ham hen til at korsfaestes.
Mark	15	16	16. Men Stridsmaendene førte ham hen til Paladset, nemlig Domhuset, og sammenkaldte den ganske Rode.
Mark	15	17	17. Og de iførte ham et Purpurklaede og flettede en Tornekrone og satte den paa ham,
Mark	15	18	18. og begyndte at hilse ham, sigende hil vaere dig, du Jødernes Konge!
Mark	15	19	19. Og de sloge hans Hoved med et Rør og bespyttede ham og faldt paa Knae og tilbade ham.
Mark	15	20	20. Og der de havde bespottet ham, toge de purpurklaedet af ham og iførte ham hans egne Klaeder, og de førte ham ud for at kosrfaeste hem.
Mark	15	21	21. Og de tvang En, som gik forbi, Simon fra Cyrene, som kom fra Marken, Alexanders og Rufus' Fader, til at baere hans Kors.
Mark	15	22	22. Og de førte ham til det Sted Golgatha, det er udlagt: Hovedpandested.
Mark	15	23	23. Og de gave ham Viin at drikke med Myrrha udi: men han tog det ikke.
Mark	15	24	24. Og der de havde korsfaestet ham skiftede de hans Klaeder og Kastede Lod om dem, hvad hver skulde tage.
Mark	15	25	25. Men det var den tredie Time, da de korsfaestede ham.
Mark	15	26	26. Og der var skreven en Overskrift med Beskyldningen imod ham: den Jødernes Konge.
Mark	15	27	27. Og de korsfaestede to Røvere med ham, een ved hans høire, og een ved hans venstre Side.
Mark	15	28	28. Og Skriften blev fuldkommet, som siger: han er regnet med Overtraedere.
Mark	15	29	29. Og de, der gik forbi, bespottede ham og rystede med deres Hoveder og sagde: tvi dig! du som nedbryder Templet og bygger det i tre Dage;
Mark	15	30	30. frels dig selv, og stig ned af Korset!
Mark	15	31	31. Ligesaa bespottede og de Ypperstepraester ham indbyrdes tilligemed de Skriftkloge og sagde: han har frelst andre, sig selv kan han ikke frelse.
Mark	15	32	32. Den Christus, den Israels Konge, stige nu ned af Korset, at vi kunne see og troe! og de, som vare korsfaestede med ham, forhaanede ham.
Mark	15	33	33. Men da den sjette Time var kommen, blev et Mørke over det ganske Land indtil den niende Time.
Mark	15	34	34. Og ved den niende Time raabte Jesus med stor Røst og sagde: Eloi! Eloi! Lama Sabachtani? det er udlagt: min Gud! min Gud! hvorfor har du forladt mig?
Mark	15	35	35. Og Nogle af dem, som stode hos, der de hørte det, sagde de, see, han kalder ad Elias.
Mark	15	36	36. Men En løb og fyldte en Svamp med Eddike og stak den paa et Rør og gav ham at drikke og sagde: holdt! lader os see, om Elias kommer at tage ham ned.
Mark	15	37	37. Men Jesus raabte med stor Røst og udgav Aanden.
Mark	15	38	38. Og Forhaenget i Templet splittedes i to fra det Øverste indtil det Nederste.
Mark	15	39	39. Men Høvedsmanden, som stod hos, tvaert over for ham, og sae, at han udgav Anden med saadant Raab, sagde: sandelig var dette Menneske Guds Søn.
Mark	15	40	40. Men der var ogsaa Kvinder, som langtfra saae til; iblandt hvilke vare Maria Magdalene, og Maria, Jakob den Mindres og Josefs' Moder, og Salome;
Mark	15	41	41. hvilke og have fulgt ham og tjent ham, der han var i Galilaea, og mange andre Kvinder, som vare gangne op til Jerusalem med ham.
Mark	15	42	42. Og der det nu var blevet Aften, (efterdi det var Beredelsens Dag, hvilken er en For-Sabbat),
Mark	15	43	43. kom Joseph af Arimathaeaea, en haederlig Raadsherre, hvilken og selv ventede Guds Rige; han dristede sig til at gaae ind til Pilatus og bede om Jesu Legeme.
Mark	15	44	44. Men Pilatus forundrede sig over, at han allerede skulde vaere død,
Mark	15	45	45. og kaldte Høvedsmanden og spurgte ham, om han havde laenge vaeret død; og der han fik det at vide af Høvedsmanden, skjenkte han Joseph Legemet.
Mark	15	46	46. Og denne kjøbte et fiint Lindklaede og tog ham ned, svaebte ham i Linklaedet og lagde ham i en Grav, som var udhuggen i en Klippe, og vaeltede en Steen for Indgangen til Graven.
Mark	15	47	47. Men Maria Magdalene og Maria, Josef' Moder, saae, hvor han blev lagt.
------------------------Markusevangeliet, Kapitel 16
Mark	16	1	1. Og der Sabbaten var forgangen, kjøbte Maria Magdalene og Maria, Jakobs Moder, og Salome vellugtende Salver, for at komme og salve ham.
Mark	16	2	2. Og de kom til graven paa den første Dag i Ugen meget aarle, der Solen gik op.
Mark	16	3	3. Og de sagde til hverandre; hvo skal vaelte os Stenen fra Indgangen til Graven?
Mark	16	4	4. Og der de saae hen, bleve de vaer, at Stenen var fravaeltet; (thi den var var meget stor).
Mark	16	5	5. Og de gik ind i Graven og saae en ung Person sidde ved den høire Side i et langt hvidt Klaedebon, og de forfaerdedes.
Mark	16	6	6. Men han sagde til dem: forfaerdes ikke! I lede efter Jesus af Nazareth, den Korsfaestede; han er opstanden, han er ikke her, see, der er Stedet, hvor de lagde ham.
Mark	16	7	7. Men gaaer bort, siger hans Disciple og Peter, at han gaaer forud for Eder til Galilaea; der skulle I see ham, som han har sagt Eder.
Mark	16	8	8. Og de gik hasteligen ud og flyede fra Graven; men Baevelse og Forfaerdelse betog dem, og de sagde Ingen Noget; thi de frygtede.
Mark	16	9	9. Men der han var opstanden aarle den første Dag i Ugen, aabenbaredes han først for Maria Magdalene, af hvilken han havde uddrevet syv Djaevle.
Mark	16	10	10. Hun gik bort og kundgjorde det for dem, som havde vaeret med ham, som sørgede og graed.
Mark	16	11	11. Men disse samme, der de hørte, at han levede og var seet af hende, troede det ikke.
Mark	16	12	12. Men derefter aabenbaredes han for to af dem paa Veien i en anden Skikkelse, der de gik ud paa Landet.
Mark	16	13	13. Og disse gik hen og forkyndte de Andre det; ikke heller dem troede de.
Mark	16	14	14. Paa det Sidste Aabenbaredes han for de Elleve, der de sadde tilbors, og bebreidede dem deres Vantro og Hjertes Haardhed, at de ikke havde troet dem, som havde seet ham opstanden.
Mark	16	15	15. Og han sagde til dem: gaaer bort i al Verden, og praediker Evangelium for al Skabningen!
Mark	16	16	16. Hvo som troer og bliver døbt, skal blive salig; men hvo som ikke troer, skal blive fordømt.
Mark	16	17	17. Men disse Tegn skulle følge dem, som troe: i mit Navn skulle de uddrive Djaevle; de skulle tale med nye Tunger;
Mark	16	18	18. de skulle tage paa Slanger, og dersom de drikke nogen Forgift, skal det ikke skade dem; paa de Syge skulle de laegge Haender, og de skulle helbredes.
Mark	16	19	19. Da blev Herren, efterat han havde talet med dem, optagen til Himmmelen og satte sig hos Guds høire Haand.
Mark	16	20	20. Men de gik ud og praedikede allevegne, og Herren arbeidede med og stadfaestede Ordet ved Medfølgende Tegn. Amen.
------------------------Lukasevangeliet, Kapitel 1
Luke	1	1	1. Efterdi Mange have taget sig for at forfatte en Historie om de Ting, som vitterligen ere fuldbyrdede iblandt os,
Luke	1	2	2. saaledes som de have overantvordet os det, som fra Begyndelsen have vaeret Øienvidner og Ordets Tjenere:
Luke	1	3	3. saa har ogsaa jeg anseet for godt, efter nøie at have udforsket Alt forfra, i Sammenhaeng at skrive dig derom, aedle Theophilus!
Luke	1	4	4. paa det du kan indsee Visheden af de Ting, hvorom du er bleven mundtligen underviist.
Luke	1	5	5. I Herodes', Judaeas Konges Dage var der en Praest af Abias Skifte ved Navn Zacharias; og hans Hustru var af Arons Døttre, og hendes Navn var Elisabeth.
Luke	1	6	6. Men de vare begge retfaerdige for Gud og vandrede ustraffelige i alle Herrens Bud og Anordninger
Luke	1	7	7. Og de havde intet Barn; thi Elisabeth var ufrugtbar, og de vare begge bedagede.
Luke	1	8	8. Men det begav sig, der han forrettede Praesteembede i sin Skiftes Orden for Gud,
Luke	1	9	9. tilfaldt Røgningen ham efter Praestedømmets Saedvane, og han gik ind i Herrens Tempel.
Luke	1	10	10. Og al Folkets Mangfoldighed bad udenfor under Røgningen.
Luke	1	11	11. Men Herrens Engel aabenbaredes for ham og stod ved den høire Side af Røgelsealteret.
Luke	1	12	12. Og da Zacharias saae ham, forfaerdedes han, og Frygt faldt paa ham.
Luke	1	13	13. Men Engelen sagde til ham: frygt ikke, Zacharias; thi din Bøn er hørt, og din Hustru Elisabeth skal føde dig en Søn, og du skal kalde hans Navn Johannes.
Luke	1	14	14. Og du skal have Glaede og Fryd af ham, og Mange skulle glaedes over hans Fødsel.
Luke	1	15	15. Thi han skal vaere stor for Herren; Viin og staerk Drik skal han ei drikke, og han skal fyldes med den Hellig Aand alt fra Moders Liv,
Luke	1	16	16. og omvende mange af Israels Børn til Herren deres Gud.
Luke	1	17	17. Og han skal gaae frem for ham i Elias' Aand og Kraft, og vende Faedrenes Hjerter til Børnene, og de Gjenstridige til de Retfaerdiges Sind, at berede Herren et velskikket Folk.
Luke	1	18	18. Og Zacharias sagde til Engelen: hvorpaa skal jeg kjende dette? thi jeg er gammel, og min Hustru er bedaget.
Luke	1	19	19. Og Englen svarede og sagde til ham: jeg er Gabriel, som staaer for Gud, og jeg er udsendt at tale til dig og at forkynde dig dette til Glaede.
Luke	1	20	20. Og see, du skal vorde stum og ikke kunne tale indtil den Dag, da dette skeer, fordi du ikke troede mine Ord, hvilke skulle fuldkommes i deres Tid.
Luke	1	21	21. Og Folket biede efter Zacharias, og de forundrede sig, at han tøvede i Templet.
Luke	1	22	22. Og der han gik ud, kunde han ikke tale til dem, og de maerkede, at han havde seet et Syn i Templet; og han nikkede ad dem og forblev stum.
Luke	1	23	23. Og det begav sig, der hans Tjenestes Dage vare fuldendte, gik han hjem til sit Huus.
Luke	1	24	24. Men efter de Dage blev hans Hustru Elisabeth frugtsommelig og skjulte sig fem Maaneder og sagde:
Luke	1	25	25. saaledes har Herren gjort imod mig i de Dage, da han saae til mig, for at borttage min Forsmaedelse iblandt Menneskene.
Luke	1	26	26. Men i den sjette Maaned blev Englen Gabriel sendt af Gud til en Stad i Galilaea, som hedder Nazareth,
Luke	1	27	27. til en Jomfru, som var trolovet en Mand ved Navn Joseph, af Davids Huus; og Jomfruen hedte Maria.
Luke	1	28	28. Og Englen kom ind til hende og sagde: hil vaere dig, du Benaadede! Herren er med deig, du Velsignede iblandt Kvinderne!
Luke	1	29	29. Men der hun saae ham, forfaerdedes hun over hans Tale, og hun taenkte, hvad denne skulle vaere for en Hilsen.
Luke	1	30	30. Og Englen sagde til hende: frygt ikke, Maria! thi du har fundet Naade hos Gud.
Luke	1	31	31. Og see, du skal undfange og føde en Søn, og du skal kalde hans Navn Jesus.
Luke	1	32	32. Han skal blive stor og kaldes den Høiestes Søn; og Gud Herren skal give ham Davids, hans Faders, Throne.
Luke	1	33	33. Og han skal vaere Konge over Jakobs Huus evindelig, og der skal ikke vaere Ende paa hans Kongerige.
Luke	1	34	34. Men Maria sagde til Englen: hvorledes skal dette gaae til, efterdi jeg veed af ingen Mand?
Luke	1	35	35. Og Englen svarede og sagde til hende: den Hellig Aand skal komme over dig, og den Høiestes Kraft skal overskygge dig, derfor skal ogsaa det hellige, som skal fødes af dig, kaldes Guds Søn.
Luke	1	36	36. Og see, Elisabeth din Fraenke, hun har og undfanget en Søn i hendes Alderdom, og denne Maaned er den sjette for hende, som kaldes ufrugtbar.
Luke	1	37	37. Thi Intet kan vaere umuligt for Gud.
Luke	1	38	38. Men Maria sagde: see, jeg er Herrens Tjenerinde, mig skee efter dit Ord! Og englen skiltes fra hende.
Luke	1	39	39. Men Maria stod op i de samme Dage og drog hastelig hen til Bjergegnen, til en Stad I Juda.
Luke	1	40	40. Og hun kom ind i Zacharias' Huus og hilsede Elisabeth.
Luke	1	41	41. Og det begav sig, der Elisabeth hørte Marias Hilsen, sprang Fosteret i hendes Liv; og Elisabeth blev fyldt med den Hellig Aand,
Luke	1	42	42. og raabte med stor Røst og sagde: velsignet er du iblandt Kvinderne! og velsignet er dit Livs Frugt.
Luke	1	43	43. Og hveden haendes mig dette, at min Herres Moder kommer til mig?
Luke	1	44	44. Thi see, der din Hilsens Røst kom mig til Øren, sprang Fosteret i mit liv med Fryd.
Luke	1	45	45. Og salig er hun, som troede; thi det skal fuldkommes, som hende er sagt af Herren.
Luke	1	46	46. Og Maria sagde: min Sjael ophøier Herren;
Luke	1	47	47. og min Aand fryder sig i Gud, min Frelser;
Luke	1	48	48. thi han har seet til sin Tjenerindes Ringhed. Thi see, nu herefter skulle alle slaegter prise mig salig;
Luke	1	49	49. thi han, den Maegtige, har gjort store Ting imod mig, og hans Navn er helligt;
Luke	1	50	50. og hans Barmhjertighed varer fra Slaegt til Slaegt over dem, som frygte ham.
Luke	1	51	51. Han har øvet Magt med sin Arm; han har adspredt dem, som ere hovlodige i deres Hjertes Tanke.
Luke	1	52	52. Han har nedstødt de Maegtige af Thronerne og ophøiet de Ringe.
Luke	1	53	53. De Hungrige har han opfyldt med gode Gaver, og de Rige har han afviist tomme.
Luke	1	54	54. Han har antaget sig sin Tjener Israel og ihukommet sin Barmhjertighed,
Luke	1	55	55. (som han tilsagde vore Faedre), mod Abraham og hans Saed til evig Tid.
Luke	1	56	56. Men Maria blev hos hende ved tre Maaneder og hun drog til sit Huus igjen.
Luke	1	57	57. Men Elisabeths Tid fuldkommedes, at hun skulde føde, og hun fødte en Søn.
Luke	1	58	58. Og hendes Naboer og Slaegtninge hørte, at Herren havde gjort sin Barmhjertighed stor imod hende, og de glaedte sig med hende.
Luke	1	59	59. Og det begav sig paa den ottende Dag, da kom de at omskaere Barnet; og de kaldte det efter Faderens Navn Zacharias.
Luke	1	60	60. Men hans Moder svarede og sagde: ingenlunde, men han skal kaldes Johannes.
Luke	1	61	61. Og de sagde til hende: der er dog Ingen i din Slaegt, som kaldes med dette Navn.
Luke	1	62	62. Men de nikkede ad hans Fader hvad han vilde, han skulde kaldes.
Luke	1	63	63. Og han begjerede en Tavle og skrev disse Ord og sagde: Johannes er hans Navn. Og de forundrede sig alle.
Luke	1	64	64. Men strax oplodes hans Mund og hans Tunge, og han talede og prisede Gud.
Luke	1	65	65. Og der kom en Frygt over Alle som boede omkring dem, og alt dette rygtedes over hele Judaeas Bjergegn.
Luke	1	66	66. Og Alle, som det hørte, lagde det paa deres hjerte og sagde: hvad monne der skal blive af dette Barn? Og Herrens Haand var med ham.
Luke	1	67	67. Og Zacharias, hans Fader, blev fyldt med den Hellig Aand, og han spaaede og sagde:
Luke	1	68	68. lovet vaere Herren, Israels Gud at han har besøgt og forløst sit Folk,
Luke	1	69	69. og har opreist os et Frelses Horn i Davids sin Tjeners Huus,
Luke	1	70	70. som han talede ved sine hellige Prophters Mund fra fordums Tid;
Luke	1	71	71. en Frelse fra vore Fjender og fra alle deres Haand, som os hade;
Luke	1	72	72. at gjøre Barmhjertighed mod vore Faeldre og taenke paa sin hellige Pagt,
Luke	1	73	73. efter den Ed, som han svoer vor Fader Abraham, at han vilde give os,
Luke	1	74	74. at vi, friede fra vore Fjenders Haand, skulde tjene ham uden Frygt,
Luke	1	75	75. i Hellighed og Retfaerdighed for ham, alle vort Livs Dage.
Luke	1	76	76. Og du, Barnlille skal kaldes den Høistes Prophet; thi du skal gaae frem for Herrens Aasyn at berede hans Veie,
Luke	1	77	77. at give hans Folk Kundskab om Saliggjørelse ved deres Synders Forladelse,
Luke	1	78	78. formedelst vor Guds inderlige Barmhjertighed, ved hvilken Lyset fra det Høie har besøgt os,
Luke	1	79	79. for at skinne for dem, som sidde i Mørke og i Dødens Skygge, at styre vore Fødder paa Fredens Vei.
Luke	1	80	80. Men Barnet voxte og blev styrket i Aanden og var udi Ørkenerne indtil den Dag, han fremstillede sig for Israel.
------------------------Lukasevangeliet, Kapitel 2
Luke	2	1	1. Men det begav sig i de Dage, at en Befaling udgik fra Kaiser Augustus, at al Verden skulde skrives i Mandtal.
Luke	2	2	2. (Denne første Indskrivning skete, der Qvirinius var Landsherre i Syrien).
Luke	2	3	3. Og Alle gik at lade sig indskrive hver til sin Stad.
Luke	2	4	4. Men Joseph gik ogsaa op fra Galilaea, fra den Stad Nazareth, til Judaea til Davids Stad, som kaldes Bethlehem, (fordi han var af Davids Huus og Slaegt),
Luke	2	5	5. at lade sig indskrive tilligemed Maria, sin trolovede, som var frugtsommelig.
Luke	2	6	6. Men det skete, der de vare der, blev Tiden fuldkommet, at hun skulde føde.
Luke	2	7	7. Og hun fødte sin Søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en Krybbe; thi de havde ikke Rum i Herberget.
Luke	2	8	8. Og der var Hyrder i den samme Egn, som laae ude paa Marken og holdt Nattevagt over deres Hjord.
Luke	2	9	9. Og see, Herrens Engel stod over for dem, og Herrens Klarhed skinnede om dem, og de frygtede saare.
Luke	2	10	10. Og englen sagde til dem: frygter ikke; thi see, jeg forkynder Eder en stor Glaede, som skal vederfares alt Folket.
Luke	2	11	11. Thi Eder er i Dag en Frelser født, som er den Herre Christus i Davids Stad.
Luke	2	12	12. Og det skal vaere Eder et Tegn: I skulle finde et Barn svøbt, liggende i en Krybbe.
Luke	2	13	13. Og strax var med Englen en himmelsk Haerskares Mangfoldighed, som lovede Gud, og sagde:
Luke	2	14	14. Aere vore Gud i det Høieste! og Fred paa Jorden! og I Mennesker en Velbehagelighed!
Luke	2	15	15. Og det skete, der Englene fore fra dem til Himmelen, da sagde disse Mennesker, Hyrderne, til hverandre: lader os dog gaae til Betlehem, og see det, som Herren har kundgjort os.
Luke	2	16	16. Og de kom hastelig og fandt baade Maria og Joseph og Barnet liggende i Krybben.
Luke	2	17	17. Men der de havde seet det, kundgjorde de, hvad der var talet til dem om dette Barn.
Luke	2	18	18. Og Alle, som det hørte, forundrede sig over det, som Hyrderne sagde til dem.
Luke	2	19	19. Men Maria bevarede alle disse Ord og overveiede dem i sit Hjerte.
Luke	2	20	20. Og Hyrderne vendte tilbage, prisede og lovede Gud for alt det, som de havde hørt og seet, efter hvad der var sagt til dem.
Luke	2	21	21. Og der otte Dage vare fuldkommede, at Barnet skulde omskaeres, da blev hans Navn kaldet Jesus, som det var kaldet af Englen, før han blev undfangen i Moders Liv.
Luke	2	22	22. Og der hendes Renselsdage efter Mose Lov vare fuldkommede, førte de ham op til Jerusalem, at fremstille ham for Herren,
Luke	2	23	23. (som der er skrevet i Herrens Lov, at alt Mandskjøn, som aabner Moders Liv, skal kaldes Herren helligt),
Luke	2	24	24. og at bringe Offer efter det, som sagt er i Herrens Lov, et Par Turtelduer eller to unge Duer.
Luke	2	25	25. Og see, der var en Mand i Jerusalem, som hedte Simeon, og denne Mand var retfaerdig og gudfrygtig, han ventede Israels Trøst, og den Hellig Aand var over ham.
Luke	2	26	26. Og det var ham aabenbaret af den Hellig Aand, at han ikke skulde see Døden, førend han havde seet Herrens Salvede.
Luke	2	27	27. Og han kom i Templet af Aandens Drift; og der Foraeldrene bragte Barnet Jesus ind, at gjøre for ham, hvad der var Skik efter Loven,
Luke	2	28	28. da tog han ham paa sine Arme og prisede Gud og sagde:
Luke	2	29	29. Herre! nu lader du din Tjener fare i Fred, ligesom du har sagt.
Luke	2	30	30. Thi mine Øine have seet din Frelse,
Luke	2	31	31. hvilken du beredte for alle Folks Aasyn,
Luke	2	32	32. et Lys til at oplyse Hedningerne, og en Herlighed for sit Folk Israel.
Luke	2	33	33. Og Joseph og hans Moder forundrede sig over de Ting, som bleve sagte om ham.
Luke	2	34	34. Og Simeon velsignede dem, og sagde til hans Moder Maria: see, denne er sat mange i Israel til Fald og Opreisning og til et Tegn, som imodsiges,
Luke	2	35	35. (ogsaa din egen Sjael skal et Svaerd gjennemtraenge!) at mange Hjerters Tanker skulle aabenbares.
Luke	2	36	36. Og der var en Prophetinde Anna, Phanuels Datter, af Asers Stamme; hun var meget bedaget og havde levet syv Aar med sin Mand efter sin Jomfrustand,
Luke	2	37	37. og var nu en Enke ved fire og fiirsindstyve Aar, som ikke veg fra Templet, tjenende Gud med Fasten og Beden Nat og Dag.
Luke	2	38	38. Og hun traadte til i den samme Stund, og iligemaade prisede Herren og talede om ham til Alle, som forventede Forløsning i Jerusalem.
Luke	2	39	39. Og der de havde fuldkommet alle Ting efter Herrens Lov, droge de til Galilaea igjen, til deres stad Nazareth.
Luke	2	40	40. Men Barnet voxte og blev staerk i Aanden, fuld med Viisdom; og Guds Naade var over ham.
Luke	2	41	41. Og hans Foraeldre gik hvert Aar til Jerusalem paa Paaskehøitiden.
Luke	2	42	42. Og der han var tolv Aar gammel, gik de op til Jerusalem efter Høitidens Saedvane.
Luke	2	43	43. Og der de havde tilendebragt de Dage, og de droge hjem igjen, blev Barnet Jesus i Jerusalem, og Joseph og hans Moder vidste det ikke.
Luke	2	44	44. Men da de meente, at han var i Reiseselskabet, kom de en Dags Reise frem, og de ledte efter ham iblandt Slaegtninge og Kyndige.
Luke	2	45	45. Og der de ikke fandt ham, gik de tilbage til Jerusalem og ledte efter ham.
Luke	2	46	46. Og det begav sig efter tre Dage da fandt de ham i Templet, siddende midt iblandt Laerere, hvor han baade hørte dem og adspurgte dem.
Luke	2	47	47. Men Alle, som hørte ham, forundrede sig saare over hans Forstand og Svar.
Luke	2	48	48. Og der de saae ham, bleve de forfaerdede; og hans Moder sagde til ham: Søn! hvi gjorde du os dette? See, din Fader og jeg ledte efter dig med Smerte.
Luke	2	49	49. Og han sagde til dem: hvi ledte I efter mig? vidste I ikke, at mig bør at vaere i min Faders Gjerning?
Luke	2	50	50. Og de forstode ikke det Ord, som han talede til dem.
Luke	2	51	51. Og han drog ned med dem og kom til Nazareth og var dem underdanig. Og hans Moder bevarede alle disse Ord i sit Hjerte.
Luke	2	52	52. Og Jesus forfremmedes i Viisdom og Alder og Naade hos Gud og Menneskene.
------------------------Lukasevangeliet, Kapitel 3
Luke	3	1	1. Men i Keiser Tiberius' femtende Regjerningsaar der pontius Pilatus var Landshaevding i Judaea, og Herodes var Fjerdingsfyrste i Galilaea, men hans Broder Philippus var Fjerdingsfyrste i Jturaea og Trachonitis' Land, og Lysanias Fjerdingsfyrste i Abilene;
Luke	3	2	2. der Annas og Caiphas vare Ypperstepraester: skete Guds Ord til Johannes, Zacharias' Søn, i Ørknen.
Luke	3	3	3. Og han kom i den hele Egn omkring Jordan og praedikede Omvendelses Daab til Syndernes Forladelse,
Luke	3	4	4. som skrevet er i Esaias den Prophets Talers Bog, hvor han siger: det er hans Røst, som raaber i Ørken: bereder Herrens Vei, gjører hans Stier jaevne;
Luke	3	5	5. hver Dal skal opfyldes, og hvert Bjerg og Høi skal nedtrykkes, og det krumme skal gjøres lige, og de ujaevne Veie skulle slettes;
Luke	3	6	6. og alt Kjød skal see Guds Frelse.
Luke	3	7	7. Derfor sagde han til Folket, som gik ud at døbes af ham: I Øgleunger, hvo viste Eder, at flye fra den tilkommende Vrede?
Luke	3	8	8. Baerer da Omvendelsens vaerdige Frugter, og begynder ikke at sige ved Eder selv: vi have Abraham til Fader; thi jeg siger Eder, at Gud kan opvaekke Abraham Børn af disse Stene.
Luke	3	9	9. Men Øxen ligger allerede ved Roden af Traeerne; derfor skal hvert Trae, som ikke baerer god Frugt, afhugges og kastes i Ilden.
Luke	3	10	10. Og Folket adspurgte ham sigende: hvad skulle vi da gjøre?
Luke	3	11	11. Men han svarede og sagde til dem: hvo som har to Kjortler, dele med den, som ingen har; og hvo som har Mad, gjøre ligesaa.
Luke	3	12	12. Ogsaa Toldere kom at døbes og de sagde til ham: Mester! hvad skulle vi gjøre?
Luke	3	13	13. Men han sagde til dem: kraever intet mere, end Eder er forordnet.
Luke	3	14	14. Men og Stridsmaendene spurgte ham og sagde: hvad skulle da vi gjøre? og han sagde til dem: gjører ikke Vold, bruger ikke Underfundighed; og lader Eder nøie med Eders Sold.
Luke	3	15	15. Men da Folket var i Forventning, og Alle taenkte i deres Hjerter om Johannes, om han ikke skulde vaere den Christus,
Luke	3	16	16. da svarede Johannes og sagde til Alle: jeg døber Eder vel med Vand, men den kommer, som er staerkere end jeg, hvis Skotvinge jeg ikke er vaerdig at løse; han skal døbe Eder med den Hellig Aand og Ild.
Luke	3	17	17. Hans Kasteskovl er i hans Haand, og han skal gjennemrense sin Lo og kaste Hveden i sin Lade, men Avnerne skal han opbraende med uslukkelig Ild.
Luke	3	18	18. Ogsaa meget Andet laerte og forkyndte han Folket.
Luke	3	19	19. Men der Fjerdingsfyrsten Herodes blev straffet af ham for Herodias, hans Broder Philippus' Hustrus, Skyld og for alt det Onde, som Herodes gjorde,
Luke	3	20	20. saa lagde han til alt det Øvrige ogsaa dette, at han kastede Johannes i Faengsel.
Luke	3	21	21. Men de begav sig, der alt Folket lod sig døbe, og Jesus ogsaa blev døbt og bad, at Himmelen aabnedes,
Luke	3	22	22. og at den Hellig Aand foer ned i legemlig Skikkelse som en Due over ham, og at en Røst skete fra Himmelen, som sagde: du er min Søn, den Elskelige, i dig har jeg Velbehagelighed.
Luke	3	23	23. Og Jesus var ved tredive Aar, derhan begyndte og var, som man holdt for, en Søn af Joseph, Elis Søn,
Luke	3	24	24. Matthas Søn, Levis Søn, Melchis Søn, Jannas Søn, Josephs Søn,
Luke	3	25	25. Matthias' Søn, Amos' Søn, Naums Søn, Eslis Søn, Naggais Søn,
Luke	3	26	26. Maaths Søn, Josephs Søn, Mattathias' Søn, Semeis Søn, Josephs Søn, Judas Søn,
Luke	3	27	27. Johannes' Søn, Refas Søn, Zorobabels Søn, Salathiels Søn, Neris Søn,
Luke	3	28	28. Melchis Søn, Addis Søn, Kosams Søn, Elmodams Søn, Ers Søn,
Luke	3	29	29. Josefs' Søn, Eliesers Søn, Jorims Søn, Matthats Søn, Levis Søn,
Luke	3	30	30. Simeons Søn, Judas Søn, Josephs Søn, Jonans Søn, Eliakims Søn,
Luke	3	31	31. Meleas' Søn, Mainans Søn, Mattathas Søn, Nathans Søn, Davids Søn,
Luke	3	32	32. Jesfais Søn, Obeds Søn, Boaz' Søn, Salomons Søn, Nassons Søn,
Luke	3	33	33. Aminadabs Søn, Arams Søn, Esroms Søn, Phares' Søn, Judas Søn,
Luke	3	34	34. Jakobs Søn, Iaaks Søn, Abrahams Søn, Tharas Søn, Nachors Søn,
Luke	3	35	35. Saruchs Søn, Ragahus Søn, Phaleks Søn, Ebers Søn, Salas Søn,
Luke	3	36	36. Cainans Søn, Arphachfads Søn, Sems Søn, Noes Søn, Lamechs Søn,
Luke	3	37	37. Methusalas Søn, Enochs Søn, Jareds Søn, Maleleels Søn, Cainans Søn,
Luke	3	38	38. Enos Søn, Seths Søn, Adams Søn, Guds Søn.
------------------------Lukasevangeliet, Kapitel 4
Luke	4	1	1. Men Jesus, fuld af den Hellig Aand, kom tilbage fra Jordan, og blev ført af Aanden i Ørken;
Luke	4	2	2. og han blev fristet fyrretyve Dage af Djaevelen. Og han aad Intet i de Dage; og der de havde Ende, hungrede han omsider.
Luke	4	3	3. Og Djaevelen sagde til ham: dersom du er Guds Søn, sa siig til denne Steen, at den bliver Brød.
Luke	4	4	4. Og Jesus svarede og sagde til ham: der er skrevet: Mennesket lever ikke aleneste af Brød, men af hvert Guds Ord.
Luke	4	5	5. Og Djaevelen førte ham op paa et høit Bjerg og viste ham alle Verdens Riger i et Øieblik.
Luke	4	6	6. Og Djaevelen sagde til ham: jeg vil give dig al denne Magt og disse Rigers Herlighed; thi den er mig overantvordet, og jeg giver den, hvem jeg vil.
Luke	4	7	7. Dersom du vil tilbede mig, skal det altsammen høre dig til.
Luke	4	8	8. Jesus svarede ham og sagde: vig bort bag mig, Satan! thi der er skrevet: du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.
Luke	4	9	9. Og han førte ham til Jerusalem og satte ham paa Tindingen af Templet og sagde til ham: dersom du er Guds Søn, da kast dig ned herfra;
Luke	4	10	10. thi der er skrevet: han skal give sine Engle Befaling om dig at bevare dig;
Luke	4	11	11. og at de skulle baere dig paa Haenderne, paa det du ikke skal støde din Fod paa nogen Steen.
Luke	4	12	12. Og Jesus svarede og sagde til ham: der er sagt, du skal ikke friste Herren din Gud.
Luke	4	13	13. Og der Djaevelen havde gjort Ende paa Fristelsen, veg han fra ham til en Tid.
Luke	4	14	14. Og Jesus kom tilbage i Aandens Kraft til galilaea, og Rygtet om ham kom ud i alt det omkringliggende Land.
Luke	4	15	15. Og han laerte i deres Synagoger og blev priset af Alle.
Luke	4	16	16. Og han kom til Nazareth, hvor han var opfødt, og gik i Synagogen efter sin Saedvane paa Sabbatsdagen. og stod op at forelaese.
Luke	4	17	17. Da gave de ham Esaias' Prophetens Bog, og der han slog Bogen op, fandt han det Sted, hvor der staaer skrevet:
Luke	4	18	18. Herrens Aand er over mig, derfor salvede han mig; han har sendt mig til at kundgjøre Evangelium for de Fattige, at helbrede dem, som have et sønderknuset Hjerte, at forkynde de Fangne, at de skulle lades løs, og at de Blinde skulle faae Syn, at udlade de Plagede i Frihed,
Luke	4	19	19. at forkynde et Naade-Aar fra Herren.
Luke	4	20	20. Og han lukte Bogen sammen og gav Tjeneren den igjen og satte sig; og Alles Øine i Synagogen stirrede paa ham.
Luke	4	21	21. Men han begyndte at sige til dem: i Dag er denne Skrift gaaet i Opfyldelse for Eders Øren.
Luke	4	22	22. Og de gave ham alle Priis og forundrede sig over de livsalige Ord, som udgik af hans Mund, og sagde: er ikke denne Josephs Søn?
Luke	4	23	23. Og han sagde til dem: I ville sikkerligen sige mig dette Ordsprog: Laege! laeg dig selv; saa store Ting, som vi have hørt at vaere skete i Capernaum, gjør ogsaa her i dit Faedreneland!
Luke	4	24	24. Men han sagde: sandelig siger jeg Eder, at ingen Prophet er vel antagen i sit Faedreneland!
Luke	4	25	25. Men jeg siger Eder i Sandhed: der var mange Enker i Israel i Elias' Dage, der Himmelen var lukt i tre Aar og sex Maaneder, den Gang der var en stor Hunger i det ganske Land;
Luke	4	26	26. og til ingen af dem blev Elias sendt uden til Sarepta ved Sidon til en Enke.
Luke	4	27	27. Og der vare mange Spedalske i Israel udi Elifaeus Prophetens Tid, og Ingen af dem blev renset uden Naaman den Syrer.
Luke	4	28	28. Da bleve Alle, som vare i Synagogen, fulde af Vrede, der de hørte dette.
Luke	4	29	29. Og de stode op og stødte ham ud af Staden og førte ham til Skraenten af Bjerget. paa hvilket deres Stad var bygt, for at styrte ham ned.
Luke	4	30	30. Men han gik midt igjennem dem, og drog bort.
Luke	4	31	31. Og han kom ned til Capernaum, en Stad i Galilaea, og laerte dem paa Sabbaterne.
Luke	4	32	32. Og de forundrede sig saare over hans Laerdom, thi hans Tale var med Myndighed.
Luke	4	33	33. Og der var et Menneske i Synagogen, som havde en ureen Djaevels Aand og raabte med stor Røst,
Luke	4	34	34. og sagde: ak! hvad have vi med dig at skaffe, Jesus af Nazareth? er du kommen at fordaerve os? Jeg kjender dig, hvo du er, den Guds Hellige.
Luke	4	35	35. Og Jesus truede ham og sagde: ti, og far ud af ham! Og Djaevelen kastede ham iblandt dem og gjorde ham ingen Skade.
Luke	4	36	36. Og der kom en Raedsel over Alle; og de talede med hverandre og sagde: hvad er dog dette, at han byder de urene Aander med Myndighed og Magt, og de fare ud?
Luke	4	37	37. Og Rygtet om ham udbredtes allevegne i det omkringliggende Land.
Luke	4	38	38. Men han stod op og gik fra Synagogen til Simons Huus; og Simons Hustrus Moder var betagen af en svar Feber; og de bade ham for hende.
Luke	4	39	39. Og han traadte hen for hende og truede Feberen, og den forlod hende. Men hun stod strax op og tjente dem.
Luke	4	40	40. Men der Solen gik ned, førte alle de, som havde Syge af allehande Svagheder, dem til ham; men han lagde Haenderne paa enhver af dem og helbredte dem.
Luke	4	41	41. Ogsaa fore Djaevle ud af Mange, raabte og sagde: du er Christus, den Guds Søn; og han truede dem og lod dem ikke tale; thi de vidste, at han var den Christus.
Luke	4	42	42. Men der det var blevet Dag, gik han ud og drog til et øde Sted; og Folket ledte efter ham, og de kom hen til ham, og de holdt paa ham, at han ikke skulde gaae fra dem.
Luke	4	43	43. Men han sagde til dem: mig bør og for andre Staeder at forkynde Guds Rige, thi dertil er jeg udsendt.
Luke	4	44	44. Og han praedikede i Galilaeas Synagoger.
------------------------Lukasevangeliet, Kapitel 5
Luke	5	1	1. Men det begav sig, der Folket traengte sig til ham for at høre Guds Ord, og han stod ved Genezareths Sø,
Luke	5	2	2. og saae to Skibe ligge paa Søen, som Fiskerne vare bortgangne fra for at toe deres Garn:
Luke	5	3	3. traadte han ind i eet af Skibene, som var Simons, og bad ham at laegge lidet fra Landet; og han satte sig og laerte Folket af Skibet.
Luke	5	4	4. Men der han lod af at tale, sagde han til Simon: far ud paa Dybet, og kaster Eders Garn ud til en Draet.
Luke	5	5	5. Og Simon svarede og sagde til ham: Mester! vi have arbeidet den ganske Nat og fik Intet; men paa dit Ord vil jeg udkaste Garnet.
Luke	5	6	6. Og der de gjorde det, fangede de en stor Hob Fiske; men deres Garn sønderreves.
Luke	5	7	7. Og de vinkede ad deres Medbrødre, som vare i det andet Skib, at de skulde komme og hjaelpe dem; og de kom og fyldte begge Skibene, saa at de vare naer ved at synke.
Luke	5	8	8. Men der Simon Peter saae det, faldt han ned for Jesu Knae og sagde: Herre! gak ud fra mig, thi jeg er en syndig Mand.
Luke	5	9	9. thi en Raedsel var paakommen ham og alle dem, som vare med ham, for den Fiskedraet, som de havde fanget med hverandre;
Luke	5	10	10. disligeste ogsaa Jakob og Johannes, Zebedaeus' Sønner, som vare Simons Stalbrødre. Og Jesus sagde til Simon: frygt ikke, fra nu af skal du fange Mennesker.
Luke	5	11	11. Og de førte Skibene til Landet og forlode alle Ting og fulgte ham.
Luke	5	12	12. Og det begav sig, der han var i een af Staederne, see, da var der en Mand fuld af Spedalskhed; og der han saae Jesus, faldt han paa sit Ansigt, bad ham og sagde: Herre! om du vil, kan du rense mig.
Luke	5	13	13. Og han udrakte sin Haand og rørte ved ham og sagde: jeg vil; vorde reen! Og strax gik Spedalskheden bort fra ham.
Luke	5	14	14. Og han bød ham, at han skulde Ingen sige det, men sagde: gak bort, og betee dig for Praesten, og offre for din Renselse, som Moses har befalet, dem til Vidnesbyrd.
Luke	5	15	15. Men Rygtet om ham udbredte sig end mere, og meget Folk kom sammen at høre og at helbredes af ham for deres Sygdomme.
Luke	5	16	16. Men han veg bort i Ørkerne og bad.
Luke	5	17	17. Og det begav sig paa een af Dagene, at han laerte, og der sadde Pharisaeer og Lovlaerere, som var komne fra alle Byer i Galilaea og Judaea og fra Jerusalem, og Herrens Kraft viste sig i at helbrede.
Luke	5	18	18. Og see, nogle Maend bare paa en Seng et Menneske, som var vaerkbruden, og denne søgte de at bringe ind og laegge for ham.
Luke	5	19	19. Og der de formedelst Folket ikke kunde finde, hvorledes de skulde bringe ham ind, stege de op paa taget og lode ham tilligemed Sengen ned imellem Tagstenene midt iblandt Folket for Jesus.
Luke	5	20	20. Og der han saae deres Tro, sagde han til ham: Menneske! dine Synder ere dig forladne.
Luke	5	21	21. Og de Skriftkloge og Pharisaeerne begyndte at taenke og sagde: hvo er denne, som taler Gudsbespottelser? hvo kan forlade Synder uden Gud alene?
Luke	5	22	22. Men der Jesus fornam deres tanker, svarede han og sagde til dem: hvad taenkte I udi Eders Hjerter?
Luke	5	23	23. Hvilket er lettere, at sige: dig ere dine Synder forladne? eller at sige: staa op og vandre?
Luke	5	24	24. Men at I skulle vide, at Menneskens Søn har Magt paa Jorden at forlade Synder, (sagde han til den Vaerkbrudne): jeg siger dig, staa op, tag din Seng op og gak til dit Huus.
Luke	5	25	25. Og han stod strax op for deres Øine og tog op det, som han laae paa, og gik hen til sit Huus og prisede Gud.
Luke	5	26	26. Og en stor Forfaerdelse betog dem alle, og de prisede Gud; og de bleve fulde af Frygt og sagde: vi have i dag seet utrolige Ting.
Luke	5	27	27. Derefter gik han ud og saae en Tolder, som hedte Levi, siddende i Toldboden, og sagde til ham: følg mig!
Luke	5	28	28. Og han forlod alle Ting og stod op og fulgte ham.
Luke	5	29	29. Og samme Levi gjorde et stort Gjestebud for ham i sit Huus; og der var en stor Hob af Toldere og Andre, som sadde med dem tilbords.
Luke	5	30	30. Og deres Skriftkloge og Pharisaeerne knurrede imod hans Disciple og sagde: hvorfor aede og drikke I med Toldere og Syndere?
Luke	5	31	31. Og Jesus svarede og sagde til dem: de Karske have ikke Laege behov, men de, som lide ilde.
Luke	5	32	32. Jeg er ikke kommen at kalde Retfaerdige, men Syndere til Omvendelse.
Luke	5	33	33. Men de sagde til ham: hvorfor faste Johannes' Disciple saa ofte og holde Bønner, og Pharisaeernes ligesaa; men dine aede og drikke?
Luke	5	34	34. Men han sagde til dem: kunne I komme Bryllupsfolket til at faste, saa laenge Brudgommen er hos dem?
Luke	5	35	35. De Dage skulle komme, naar Brudgommen skal tages fra dem, da skulle de faste i de samme Dage.
Luke	5	36	36. Men han sagde og en Lignelse til dem: Ingen saetter en Klud af nyt Klaede paa et gammelt Klaedebon, ellers river baade det nye det gamle sønder, og Kluden af det nye skikker sig ikke paa det gamle.
Luke	5	37	37. Og Ingen lader ny Viin i gamle Laederflasker; ellers sønderriver den nye Viin Laederflaskerne, og den spildes, og Laederflaskerne fordaerves.
Luke	5	38	38. Men man skal lade ny Viin i nye Laederflasker, saa blive de begge bevarede.
Luke	5	39	39. Og Ingen, som drikker den gamle, vil strax drikke den nye; thi han siger: den gamle er bedre.
------------------------Lukasevangeliet, Kapitel 6
Luke	6	1	1. Men det begav sig paa den naestførste Sabbat, at han gik igjennem Saeden, og hans Disciple plukkede Ax og gnede dem med Haenderne og aade.
Luke	6	2	2. Men nogle af Pharisaeerne sagde til dem: hvi gjøre I, hvad ikke er tilladt at gjøre paa Sabbaterne?
Luke	6	3	3. Og Jesus svarede og sagde til dem: have I da ikke laest det, som David gjorde, der han hungrede og de, som vare med ham?
Luke	6	4	4. Hvorledes han gik ind i Guds Huus og tog Skue-Brødene og aad og gav ogsaa dem, som vare med ham, hvoraf det dog ikke er Nogen tilladt at aede, uden Praesterne alene.
Luke	6	5	5. Og han sagde til dem: Menneskens Søn er Herre ogsaa over Sabbaten.
Luke	6	6	6. Men det skete paa en anden Sabbat, at han gik ind i Synagogen og laerte; og der var et Menneske, hvis høire Haand var vissen.
Luke	6	7	7. Men de Skriftkloge og Pharisaeerne toge vare paa ham, om han vilde helbrede paa Sabbaten, paa det de kunde finde Klagemaal imod ham.
Luke	6	8	8. Men han vidste deres Tanker og sagde til det Menneske, som havde den visne Haand: reis dig, og staa fram iblandt os! Men han reiste sig og stod frem.
Luke	6	9	9. Da sagde Jesus til dem: jeg vil spørge Eder: hvad er tilladt paa Sabbaterne? at gjøre godt, eller at gjøre ondt? at frelse Liv, eller at fordaerve det?
Luke	6	10	10. Og han saae omkring paa dem alle og sagde til Mennesket: raek din Haand ud; men han gjorde saa; da blev hans Haand karsk igjen som den anden.
Luke	6	11	11. Men de bleve fulde af Raseri og talede med hverandre om, hvad de skulde gjøre ved Jesus.
Luke	6	12	12. Men det begav sig i de Dage, at han gik ud til et Bjerg at bede; og han blev der Natttenover i Bøn til Gud.
Luke	6	13	13. Og der det blev Dag, kaldte han sine Disciple frem, og udvalgte tolv af dem, hvilke han og kaldte Apostler:
Luke	6	14	14. Simon, hvilken han og kaldte Petrus og Johannes, philippus og Bartholomaeus,
Luke	6	15	15. Matthaeus og Thomas, Jacobus, Alphaeus' Søn, og Simon, som kaldes Zelotes.
Luke	6	16	16. Judas, Jacobus' Broder, og Judas Ischariotes, den Samme, som blev Forraeder.
Luke	6	17	17. Og han gik ned med dem og stod paa et jaevnt Sted, og hans Disciples Skare og en stor Hob Folk fra hele Judaea og Jerusalem og Kysten ved Tyrus og Sidon,
Luke	6	18	18. som vare komne at høre ham og helbredes af deres Sygdomme, og saadanne, som vare plagede af urene Aander; og de bleve helbredte.
Luke	6	19	19. Og alt Folket søgte at røre ved ham; thi en Kraft gik ud fra ham og helbredte Alle.
Luke	6	20	20. Og han opløftede sine Øine paa sine Disciple og sagde: salige ere I Fattige, thi Eders er Guds Rige.
Luke	6	21	21. Salige ere I, som nu hungre, thi I skulle maettes. Salige ere I, som nu graede, thi I skulle lee.
Luke	6	22	22. Salige ere I, naar de udstøde Eder og bespotte Eder og forskyde Eders Navn som ondt for Menneskens Søns Skyld.
Luke	6	23	23. Glaeder Eder paa den samme Dag, og jubler; thi see, Eders løn er stor i Himmelen. Lige det samme gjorde deres Faedre ved Propheterne.
Luke	6	24	24. Men vee Eder, I Rige, thi I have Eders Trøst borte.
Luke	6	25	25. Vee Eder, I, som ere fyldte, thi I skulle hungre. Vee Eder, I, som nu lee, thi I skulle sørge og graede.
Luke	6	26	26. Vee Eder, naar alle Mennesker tale vel om Eder; lige det Samme gjorde deres Faedre ved de falske Propheter.
Luke	6	27	27. Men jeg siger Eder, I, som høre mig: elsker Eders Fjender, gjører dem godt, som Eder hade;
Luke	6	28	28. Velsigner dem, som Eder forbande. og beder for dem, som gjøre Eder Skade.
Luke	6	29	29. Hvo som slaaer dig paa det ene Kindbeen, byd ham og det andet til, og hvo som tager Kappen fra dig, formeen ham heller ikke Kjortelen.
Luke	6	30	30. Giv hver den, som beder dig; og af den, som tager dit fra dig, kraev det ikke igjen.
Luke	6	31	31. Og som I ville, at Menneskene skulle gjøre mod Eder, ligesaa gjører og I mod dem.
Luke	6	32	32. Og dersom I elske dem, som Eder elske, hvad Tak have I derfor? Thi Syndere elske og dem, som dem elske.
Luke	6	33	33. Og dersom I gjøre vel mod dem, der gjøre vel mod Eder, hvad Tak have I derfor? Thi Syndere gjøre det Samme.
Luke	6	34	34. Og dersom I laane dem, af hvilke I haabe at faae igjen, hvad Tak have I derfor? Thi Syndere laane ogsaa Syndere, paa det de skulle faae lige igjen.
Luke	6	35	35. Men elsker Eders Fjender og gjører vel, og laaner, ventende Intet derfor, saa skal Eders Løn vaere stor, og I skulle vaere den Høiestes Børn; thi han er miskundelig mod de Utaknemmelige og Onde.
Luke	6	36	36. Saa vaerer da barmhjertige, som Eders Fader og er barmhjertig.
Luke	6	37	37. Og dømmer ikke, saa skulle og I ikke dømmes; fordømmer ikke, saa skulle I ikke fordømmes; forlader, saa skal Eder forlades;
Luke	6	38	38. giver, saa skal Eder gives; en god, knuget og skuddet og overflødig Maade skulle de give i Eders Skjød; thi med den samme Maade, som I maale med, skal Eder maales igjen.
Luke	6	39	39. Men han sagde dem en Lignelse: monne en Blind kunne lede en Blind? ville de ikke begge falde i Graven?
Luke	6	40	40. Discipelen er ikke over sin Mester; men hver, som er fuldkommen, skal vaere som hans Mester.
Luke	6	41	41. Men hvi seer du Skjaerven, som er i din Broders Øie, men Bjelken, som er i dit eget Øie, bliver ikke vaer.
Luke	6	42	42. Eller hvorledes kan du sige til din Broder: holdt, Broder! jeg vil drage Skjaerven ud, som er i dit Øie, du, som ikke seer Bjelken i dit eget Øie? Du Øienskalk! uddrag først Bjelken af dit Øie, og da kan du see til at uddrage Skjaerven, som er i din Broders Øie.
Luke	6	43	43. Thi der er intet godt Trae, som baerer raadden Frugt, og intet raaddent Trae, som baerer god Frugt.
Luke	6	44	44. Thi hvert Trae kjendes paa sin egen Frugt; thi man sanker ikke Figen af Torne, man plukker og ikke Viindruer af Tornebuske.
Luke	6	45	45. Et godt Menneske fremfører Godt af sit Hjertes gode Forraad, og et ondt Menneske fremfører Ondt af sit Hjertes onde Forraad; thi hans Mund taler af Hjertets Overflødighed.
Luke	6	46	46. Men hvi kalde I mig Herre, Herre! og gjøre ikke, hvad jeg siger?
Luke	6	47	47. Hver, som kommer til mig og hører mine Ord og gjør dem, den vil jeg vise Eder, hvem han er lig.
Luke	6	48	48. Han er lig et Menneske, der byggede et Huus og grov dybt og lagde Grundvolden paa en Klippe; men der et Vandløb kom, stødte Strømmen paa samme Huus, og kunde ikke rokke det; thi det var grundfaestet paa Klippen.
Luke	6	49	49. Men hvo som hører, og ikke gjør herefter, er ligesom et Menneske, der byggede et Huus paa Jorden uden Grundvold; og Strømmen stødte derpaa, og det faldt strax, og samme Huses Fald blev stort.
------------------------Lukasevangeliet, Kapitel 7
Luke	7	1	1. Men der han havde fuldendt al sin Tale i Folkets Paahør, gik han ind i Capernaum.
Luke	7	2	2. Men en Høvedmands Tjener, som denne holdt meget af, var syg og naer ved at døe.
Luke	7	3	3. Men der han hørte om Jesus sendte han nogle af Jødernes Aeldste til ham, og han vilde komme og helbrede hans Tjener.
Luke	7	4	4. Men der de kom til Jesus, bade de ham flitteligen og sagde: han er vel vaerd, at du gjør ham dette;
Luke	7	5	5. thi han elsker vort Folk og har bygget os vor Synagoge.
Luke	7	6	6. Da gik Jesus med dem; men der han nu ikke var langt fra Huset, sendte Høvedsmanden nogle af sine Venner til ham og lod ham sige: Herre! umag dig ikke; thi jeg er ikke vaerd, at du gaaer ind under mit Tag.
Luke	7	7	7. Derfor agtede jeg heller ikke mig selv vaerdig at komme til dig; men siig det med et Ord, da bliver min Dreng helbredet.
Luke	7	8	8. Thi jeg er og et Menneske, Øvrigheden undergiven, som har Stridsmaend under mig; og siger jeg til denne: gak! saa gaaer han; og til den anden; kom! saa kommer han; og til min Tjener: gjør det! saa gjør han det.
Luke	7	9	9. Men der Jesus hørte det, forundrede han sig over ham; og han vendte sig om og sagde til Folket, som ham fulgte: jeg siger Eder, saa stor en Tro har jeg end ikke fundet i Israel.
Luke	7	10	10. Og der de, som vare udsendte kom tilbage til Huset, fandt de den syge Tjener karsk.
Luke	7	11	11. Og det begav sig Dagen derefter, at han gik til en Stad, som hedte Nain, og der gik mange af hans Disciple med ham og meget Folk.
Luke	7	12	12. Men der han kom naer til Stadens Port, see, da blev en Død udbaaren, som var sin Moders eenbaarne Søn, og hun var en Enke; og meget Folk af Staden gik med hende.
Luke	7	13	13. Og der Herren saae hende, ynkedes han inderligen over hende og sagde til hende: graed ikke.
Luke	7	14	14. Og han traadte til og rørte ved Baaren, (men de, som bare, stode stille), og han sagde: du unge Karl, jeg siger dig, staae op!
Luke	7	15	15. Og den Døde reiste sig op og begyndte at tale; og han gav hans Moder ham.
Luke	7	16	16. Men en Frygt betog Alle, og de prisede Gud og sagde: der er en stor Prophet opreist iblandt os, og Gud har besøgt sit Folk.
Luke	7	17	17. Og denne Tale om ham kom ud i det ganske Judaea og i alt det omkringliggende Land.
Luke	7	18	18. Og Johannes' Disciple forkyndte ham om alt dette. Og Johannes kaldte to af sine Disciple til sig,
Luke	7	19	19. og sendte dem til Jesus og lod sige: er du den, som kommer eller skulle vi vente en anden?
Luke	7	20	20. Men der disse Maend kom til ham, sagde de: Johannes den Døber har sendt os til dig og lader sige: er du den, som kommer, eller skulle vi vente en anden?
Luke	7	21	21. Men i den samme Time helbredte han Mange fra Sygdomme og Plager og onde Aander og skjenkte mange Blinde Synet.
Luke	7	22	22. Og Jesus svarede og sagde til dem: gaaer bort, og forkynder Johannes, hvad I have seet og hørt: Blinde see, Halte gaae, Spedalske renses, Døve høre, Døde staae op, Evangelium praedikes for de Fattige;
Luke	7	23	23. og salig er den, som ikke forarges paa mig.
Luke	7	24	24. Men der Johannes' Bud gik bort, begyndte han at tale til Folket og Johannes: hvad ere I udgangne i Ørken at see? et Rør, som bevaeges af Veiret?
Luke	7	25	25. Elle hvad ere I udgangne at see? et Menneske, iført bløde Klaeder? See, de, som leve i herlige Klaeder og i Vellyst, ere i Kongers Gaarde.
Luke	7	26	26. Eller hvad ere I udgangne at see? en Prophet? Ja, jeg siger Eder, mere end en Prophet.
Luke	7	27	27. Han er den, om hvem der er skrevet: see, jeg sender min Engel for dit Ansigt; han skal berede din Vei for dig.
Luke	7	28	28. Thi jeg siger Eder: iblandt dem, som ere fødte af Kvinder, er ingen større Prophet end Johannes den Døber; men den Mindste i Guds Rige er større end han.
Luke	7	29	29. Og alt Folket, som han hørte, endog Tolderne, gave Gud Aeren og bleve døbte med Johannes' Daab.
Luke	7	30	30. Men Pharisaeerne og de Lovkyndige foragtede Guds Raad med dem og bleve ikke døbte af ham.
Luke	7	31	31. Men Herren sagde: hvem skal jeg derfor ligne denne Slaegts Mennesker ved? og hvem ere de lige?
Luke	7	32	32. De ere de smaa Børn lige, som sidde paa Torvet og raabe til hverandre og sige: vi fløitede for Eder og I vilde ikke danse, vi sang klageligen for Eder, og I vilde ikke graede.
Luke	7	33	33. Thi Johannes den Døber kom og hverken aad Brød, ei heller drak Viin, og I sige: han har Djaevelen.
Luke	7	34	34. Menneskens Søn er kommen, aeder og drikker, og I sige: see, en Fraadser og en Viindranker, Tolderes og Synderes Ven!
Luke	7	35	35. Dog Viisdommen er retfaerdiggjort af alle sine Børn.
Luke	7	36	36. Men En af Pharisaeerne bad ham, at han vilde aede med ham; og han gik ind i Pharisaeernes Huus og sad tilbords.
Luke	7	37	37. Og see, der var en Kvinde i Staden, som var en Synderinde; der hun fornam, at han sad tilbords i Pharisaeerens Huus, hentede hun en Alabaster-Krukke med Salve;
Luke	7	38	38. og hun stod bagved hos hans Fødder, graed og begyndte at vaede hans Fødder med Taarer og aftørrede dem med sit Hovedhaar og kyssede hans Fødder og salvede dem med Salve.
Luke	7	39	39. Men der Pharisaeeren, som havde budet ham, saae det, talede han ved sig selv og sagde: dersom denne var en Prophet, vidste han jo, hvo og hvordan en Kvinde denne er, som rører ved ham; thi hun er en Synderinde.
Luke	7	40	40. Og Jesus svarede og sagde til ham: Simon! jeg har Noget at sige dig.
Luke	7	41	41. Jesus sagde: en Mand, som udlaante Penge, havde to Skyldnere; den ene var ham femhundrede Penninge skyldig, men den anden halvtredsindstyve.
Luke	7	42	42. Men der de havde ikke at betale med, gav han dem begge det efter. Siig: hvilken af dem skal derfor elske ham meest?
Luke	7	43	43. Men Simon svarede og sagde: jeg holder for, den, som han eftergav meest. Men han sagde til ham: du dømte ret.
Luke	7	44	44. Og han vendte sig til Kvinden, og sagde til Simon: seer du denne Kvinde? Jeg kom ind i dit Huus; du har ikke givet mig Vand til mine Fødder, men denne vaedede mine Fødder med Graad og tørrede dem af med sit Hovedhaar.
Luke	7	45	45. Du gav mig intet Kys; men denne aflod ikke, fra hun kom ind, at kysse mine Fødder.
Luke	7	46	46. Du salvede ikke mit Hoved med Olie; men hun salvede mine Fødder med Salve.
Luke	7	47	47. Derfor siger jeg dig, ere hendes mange Synder hende forladne; thi hun elskede meget; men hvem Lidet forlades, elsker lidet.
Luke	7	48	48. Men han sagde til hende: dine Synder ere forladne!
Luke	7	49	49. Da begyndte de, som sadde tilbors med ham, at sige ved sig selv: hvo er denne, som endog forlader Synder?
Luke	7	50	50. Men han sagde til Kvinden: din Tro har frelst dig, gak bort med Fred.
------------------------Lukasevangeliet, Kapitel 8
Luke	8	1	1. Og det begav sig derefter, at han reiste igennem Staeder og Byer og praedikede og forkyndte Guds Riges Evangelium, og de Tolv med ham,
Luke	8	2	2. saa og nogle Kvinder, som vare helbredte fra onde Aander og Sygdomme, nemlig: Maria, der kaldtes Magdalene, af hvem syv Djaevle vare udfarne;
Luke	8	3	3. og Johanna, Chuzas, Herodes' Fogeds, Hustru, og Susanne og mange Andre, som kom ham til Hjaelp med deres Gods.
Luke	8	4	4. Men da meget Folk kom tilsammen og de droge til ham fra alle Staeder, sagde han ved en Lignelse:
Luke	8	5	5. der gik en Saedemand ud at saae sin Saed; og idet han saaede, faldt Noget ved Veien og blev nedtraadt, og Himmelens Fugle aade det op.
Luke	8	6	6. Og Noget faldt paa en Klippe; og der det voxte op, visnede det, fordi det ikke havde Vaedske.
Luke	8	7	7. Og Noget faldt midt iblandt Torne og Tornene voxte op med og kvalte det.
Luke	8	8	8. Og Noget faldt i god Jord, og det voxte op og bar hundredefold Frugt. Der han dette sagde, raabte han: hvo som har Øren at høre med, han høre!
Luke	8	9	9. Men hans Disciple spurgte ham, hvad denne Lignelse skulle betyde?
Luke	8	10	10. Men han sagde: Eder er det givet at vide Guds Riges Hemmeligheder, men de Andre ved Lignelser, at de Seende skulle ikke see, og de Hørende ikke forstaae.
Luke	8	11	11. Men dette er Lignelsen: Saeden er Guds Ord.
Luke	8	12	12. Men de ved Veien ere de, som det høre; derefter kommer Djaevelen og tager Ordet af deres Hjerte, at de ikke skulle troe og blive salige.
Luke	8	13	13. Men de paa Klippen ere de, som annamme Ordet med Gaelde, naar de høre det, og disse have ikke Rod; de troe til en Tid og falde fra i Fristelsens Tid.
Luke	8	14	14. Men det, som faldt iblandt Torne, ere de, som det høre; og de gaae hen og kvaeles under dette Livs Bekymringer og Rigdom og Vellyster og baere ingen fuldkommen Frugt.
Luke	8	15	15. Men det i den gode Jord ere de, hvilke, naar de høre Ordet, beholde det i et smukt og godt Hjerte og baere Frugt i Taalmodighed.
Luke	8	16	16. Men Ingen, som taender et Lys skjuler det med et Kar eller saetter det under en Baenk; men han saetter det paa en Lysestage, at de, som komme ind, kunne see Lyset.
Luke	8	17	17. Thi der er Intet skjult, som jo skal blive aabenbaret; og Intet er hemmeligt, som jo skalblive kjendt og komme for Lyset.
Luke	8	18	18. Seer derfor til, hvorledes I høre; thi hvo som har, han skal gives; og hvo som ikke har, fra ham skal og tages det, han synes at have.
Luke	8	19	19. Men hans Moder og Brødre kom til ham og kunde ikke komme ham i Tale for Folket.
Luke	8	20	20. Og det blev ham tilkjendegivet af Nogle, som sagde: din Moder og dine Brødre staae udenfor og begjere at see dig.
Luke	8	21	21. Men han svarede og sagde til dem: min Moder og mine Brødre ere disse, som høre Guds Ord og gjøre det.
Luke	8	22	22. Og det begav sig en Dag, at han traadte i et Skib tilligemed sine Disciple, og han sagde til dem: lader os fare over Søen; og de fore ud.
Luke	8	23	23. Men der de seilede, faldt han i Søvn, og en Storm reiste sig paa Søen og Skibet blev fuldt af Vand, og de vare i Fare.
Luke	8	24	24. Da traadte de til ham og vakte ham og sagde: Mester, Mester! vi forgaae. Men han stod op og truede Veiret og Vandets Bølger; og de lagde sig, og det blev blikstille.
Luke	8	25	25. Da sagde han til dem: hvor er Eders Tro? Men de forfaerdedes og forundrede sig og sagde til hverandre: hvo er dog denne? Thi han byder baade over Veir og Vand, og de ere ham lydige.
Luke	8	26	26. Og de seilede frem til Gadarenernes Egn, hvilken er tvaert overfor Galilaea.
Luke	8	27	27. Men der han traadte ud paa Landet, mødte han en Mand af Staden, som i lang Tid havde vaeret besat af Djaevle, som ikke tog Klaeder paa og ikke blev i Huus, men iblandt Gravene.
Luke	8	28	28. Men der han saae Jesus, raabte han og faldt ned for ham og sagde med høi Røst: hvad har jeg med dig at skaffe, Jesus, den allerhøieste Guds Søn? jeg beder dig, at du ikke vil pine mig.
Luke	8	29	29. Thi han bød den urene Aand at fare ud af Mennesket; thi i lang Tid havde den sledet ham, og han havde vaeret bunden med Laenker og Bøier og bevogtet, og han havde sønderrevet Baandene og var dreven af Djaevelen i Ørkenerne.
Luke	8	30	30. Men Jesus spurgte ham og sagde: hvad hedder du? Men han sagde: Legion; thi mange Djaevle vare farne i ham.
Luke	8	31	31. Og de bade ham, at han ikke vilde byde dem fare hen i Afgrunden.
Luke	8	32	32. Men der var sammesteds en stor Hjord Sviin, som graessede paa Bjerget; og de bade ham, at han vilde tilstede dem at fare i dem; og han tilstedte dem det.
Luke	8	33	33. Men Djaevelene fore ud af Mennesket og fore i Svinene, og Hjorden styrtede sig ned af Brinken og druknede.
Luke	8	34	34. Men der Hyrderne saae det, som var skeet, flyede de og gik hen og kundgjorde det i Staden og paa Landet.
Luke	8	35	35. Da gik de ud at see det, som var skeet, og kom til Jesus og fandt det Menneske, af hvem Djaevelene vare uddrevne, siddende ved Jesu Fødder, paaklaedt og ved Sands; og de forfaerdedes.
Luke	8	36	36. Men de, som havde seet det, kundgjorde dem ogsaa, hvorledes den Besatte var bleven frelst.
Luke	8	37	37. Og den hele Maengde af Gadarenernes Land bade ham, at han vilde gaae bort; thi de vare betagne med stor Frygt. Men han traadte i Skibet og vendte tilbage igjen.
Luke	8	38	38. Men Manden, af hvem Djaevelene vare udfarne, bad ham, at han maatte vaere hos ham; men Jesus lod ham fare og sagde:
Luke	8	39	39. Vend tilbage til dit Huus og fortael, hvor store Ting Gud har gjort dig. Og han gik bort og forkyndte igjennem den ganske Stad, hvor store Ting Jesus havde gjort ham.
Luke	8	40	40. Men det begav sig, der Jesus kom tilbage, kom Folket imod ham; thi de forventede ham alle.
Luke	8	41	41. Og see, der kom en Mand, som hedte Jarius, og han var Forstander for Synagogen; og hanfaldt ned for Jesu Fødder og bad ham at komme ind i hans Huus;
Luke	8	42	42. Thi han havde en eenbaaren Datter ved tolv Aar gammel, og hun droges med Døden. Men idet han gik, traengte Folket ham.
Luke	8	43	43. Og en Kvinde, som havde havt Blodfold i tolv Aar, og havde kostet al sin Formue paa Laeger og kunde ikke blive helbredt af Nogen.
Luke	8	44	44. hun gik til bagfra og rørte ved Sømmen af hans Klaedebon, og strax stilledes hendes Blodflod.
Luke	8	45	45. Og Jesus sagde: hvo var det, som rørte ved mig? Men der Alle naegtede det, sagde Peter og de, som vare med ham: Mester! Folket trykker og traenger dig, og du siger: hvo var det, som rørte ved mig?
Luke	8	46	46. Men Jesus sagde: der rørte Nogen ved mig; thi jeg fornam, at der udgik en Kraft fra mig.
Luke	8	47	47. Men der Kvinden saae, at det ikke var skjult, kom hun baevede og faldt ned for ham og bekendte for ham i alt Folkets paahør, af hvad Aarsag hun havde rørt ved ham, og hvorledes hun strax var bleven helbredet.
Luke	8	48	48. Men han sagde til hende: vaer frimodig, min Datter! din Tro har frelst dig; gak bort med Fred!
Luke	8	49	49. Der han endnu talede, kom En fra Synagogeforstanderens Huus og sagde til ham: din Datter er død; umag ikke Mesteren.
Luke	8	50	50. Men der Jesus det hørte, svarede han ham og sagde: frygt ikke; tro ikkun, saa skal hun blive frelst.
Luke	8	51	51. Men der han kom i Huset, lod han han Ingen gaae ind uden Peter og Jakob og Johannes og Pigens Fader og Moder.
Luke	8	52	52. Men de graed alle og holdt Veeklage over hende; men han sagde graeder ikke; hun er ikke død, men sover.
Luke	8	53	53. Og de beloe ham; thi de vidste, at hun var død.
Luke	8	54	54. Men han drev dem alle ud, og tog fat paa hendes Haand og raabte og sagde: Pige, staa op!
Luke	8	55	55. Og hendes Aand kom igjen, og hun stod strax op; og han befoel, at han skulde give hende at aede.
Luke	8	56	56. Og hendes Foraeldre bleve saare forfaerdede; men han bød dem, at de ikke skulde sige Nogen det, som var skeet.
------------------------Lukasevangeliet, Kapitel 9
Luke	9	1	1. Men han kaldte sine tolv Disciple tilsammen og gav dem Magt og Myndighed over alle Djaevle og til at helbrede Sygdomme,
Luke	9	2	2. og sendte dem ud at praedike Guds Rige og at helbrede de Syge.
Luke	9	3	3. Og han sagde til dem: tager Intet med paa Veien, hverken stave, ei heller Taske, ei heller Brød, ei heller Penge, ei heller skal hver have to Kjortler.
Luke	9	4	4. Og i hvilket Huus I gaae ind, bliver der, og drager derfra bort.
Luke	9	5	5. Og hvorsomhelst de ikke ville annamme Eder, gaaer ud af den Stad og afryster endog Støvet af Eders Fødder til et Vidnesbyrd imod dem.
Luke	9	6	6. Men de gik ud og droge fra By til By, praedikede Evangelium og helbredte allevegne.
Luke	9	7	7. Men Herodes den Fjerdingsfyrste hørte alt det, som han gjorde; og han kom ti Tvivl, fordi Nogle sagde, at Johannes var opvakt fra de Døde;
Luke	9	8	8. men nogle, at Elias var aabenbaret; men Andre, at en Prophet, een af de gamle, var opstanden.
Luke	9	9	9. Og Herodes sagde: Johannes har jeg ladet halshugge; men hvo er denne om hvilken jeg hører saadant? Og han søgte at faae ham at see.
Luke	9	10	10. Og Apostlene kom tilbage og fortalte ham, hvor store Ting de havde gjort; og han tog demtil sig og veg bort afsides til et øde Sted ved en Stad, som kaldtes Bethsaida.
Luke	9	11	11. Men der Folket fik det at vide, fulgte de efter ham; og han tog imod dem og talede til dem om Guds Rige og helbredte dem, som havde Laegdom behov.
Luke	9	12	12. Men Dagen begyndte alt helde; da traadte de Tolv til og sagde til ham: lad Folket fare, at de kunne gaae herfra til de omliggende Byer og Landsbyer og faae Herberge og finde Føde, thi vi ere her paa et øde Sted.
Luke	9	13	13. Men han sagde til dem: giver I den at aede. Men de sagde: vi have ikke mere end frem Brød og to Fiske, medmindre vi skulle gaae bort og kjøbe Mad til al denne Maengde.
Luke	9	14	14. Thi der vare ved fem tusinde Maend. Men han sagde til sine Disciple: lader dem saette sig ned i Hobe, halvtredsindstyve i hver.
Luke	9	15	15. Og de gjorde saa; og de lode dem alle saette sig ned.
Luke	9	16	16. Men han tog de fem Brød og de to Fiske og saae op mod Himmelen og velsignede dem, og han brød dem og gav Disciplene dem at laegge dem for Folket.
Luke	9	17	17. Og de aade og bleve alle maette; og der optoges af Stykkerne, som bleve tilovers fra dem, tolv Kurve.
Luke	9	18	18. Og det begav sig, der han var alene og bad, at hans Disciple vare hos ham; og han spurgte dem ad og sagde: hvem siger Folket mig at vaere?
Luke	9	19	19. Men de svarede og sagde: de sige, du er Johannes den Døber; men Andre, Elias; men Andre, at en Prophet af de gamle er opstanden.
Luke	9	20	20. Men han sagde til dem: men I, hvem sige I mig at vaere? Da svarede Peter og sagde: Guds Christus.
Luke	9	21	21. Men han bød dem strengeligen, at de skulde Ingen sige dette.
Luke	9	22	22. Og han sagde: det bør Menneskens Søn at lide meget og at forskyndes af de Aeldste og Ypperstepraester og Skriftkloge og ihjelslaaes og opstaae paa tredie Dag.
Luke	9	23	23. Men Men han sagde til dem alle: hvo som vil komme efter mig, skal fornaegte sig selv og tage sit Kors op daglig og følge mig;
Luke	9	24	24. thi hvo som vil frelse sit Liv skal miste det; men hvo som mister sit Liv for min Skyld, han skal frelse det.
Luke	9	25	25. Thi hvad gavner det Mennesket, om han vandt den ganske Verden, men tabte sig selv eller led Skade paa sig selv?
Luke	9	26	26. Thi hvo som skammer sig ved mig og mine Ord, ved ham skal Menneskens Søn skamme sig, naar han kommer i sin Herlighed og Faderens og de helliges Engles.
Luke	9	27	27. Men sandelig siger jeg Eder: der er Nogle af dem, som her staae, der ingenlunde skulle smage Døden, førend de see Guds Rige.
Luke	9	28	28. Men det begav sig ved otte Dage efter denne tale, at han tog Peter og Johannes og Jakob til sig og gik op paa et Bjerg at bede.
Luke	9	29	29. Og der han bad, blev hans Ansigts Skikkelse anderledes, og hans Klaedebon blev hvidt og skinnede.
Luke	9	30	30. Og see, to Maend talede med ham, hvilke vare Moses og Elias,
Luke	9	31	31. som bleve sete i Herlighed og talede om hans Udgang, som han skulde fuldende i Jerusalem.
Luke	9	32	32. Men Peter og de, som vare med ham, vare betyngede med Søvn; men der de vaagnede op, saae de hans herlighed og de to Maend, som stode hos ham.
Luke	9	33	33. Og det begav sig, der disse skiltes fra ham, sagde Peter til Jesus: Mester! her er godt for os at vaere; lader os gjøre tre Boliger, dig een, Moses een, og Elias een; dog han vidste ikke, hvad han sagde.
Luke	9	34	34. Men idet han talede saadant, kom en Sky og overskyggede dem; men de forfaerdedes, der de kom ind i Skyen.
Luke	9	35	35. Og en røst kom af Skyen, som sagde: denne er min Søn, den Elskelige, hører ham.
Luke	9	36	36. Og idet Røsten skete, blev Jesus funden alene, og de taug og forkyndte i de Dage Ingen Noget af det, de havde seet.
Luke	9	37	37. Men det begav sig Dagen derefter, der de kom ned af Bjerget, da gik meget Folk ham imøde.
Luke	9	38	38. Og see, en Mand iblandt Folket raabte og sagde: Mester! jeg beder dig, see til min Søn; thi han er min eenbaarne.
Luke	9	39	39. Og see, en Aand griber ham og strax skriger han, og den slider ham saa, at han fraader, og med nød viger den fra ham, naar den har piint ham;
Luke	9	40	40. og jeg bad dine Disciple, at de skulde uddrive den; og de kunde ikke.
Luke	9	41	41. Men Jesus svarede og sagde: o du vantro og forvendte Slaegt! hvorlaenge skal jeg vaere hos Eder og taale Eder? Før din Søn herhid!
Luke	9	42	42. Men der han kom til ham, rev og sled Djaevelen ham. Men Jesus truede den urene Aand og helbredte Drengen og gav hans Fader ham igjen.
Luke	9	43	43. Men de bleve alle saare forfaerdede over Guds Majestaet.
Luke	9	44	44. Men der de alle forundrede sig over alt det, Jesus gjorde, sagde han til sine Disciple: gjemmer I udi Eders Øren disse Ord: Menneskens Søn skal overantvordes i Menneskers Haender.
Luke	9	45	45. Men dette Ord forstode de ikke, og det var skjult for dem, saa at de ikke begrebe det, og de frygtede at spørge ham om dette Ord.
Luke	9	46	46. Men der opstod den Tanke hos dem, hvo af dem vel skulde vaere den Største.
Luke	9	47	47. Men der Jesus saae deres Hjerters Tanke, tog ham et Barn og stillede det hos sig.
Luke	9	48	48. Og han sagde til dem: hvo som annammer dette lidet Barn i mit Navn, annammer mig; og hvo mig annammer, annammer den, som mig udsendte; thi hvo som er den Mindste iblandt Eder alle, han skal vaere stor.
Luke	9	49	49. Men Johannes svarede og sagde: Mester! vi saae Een, som uddrev Djaevle i dit Navn; og vi forbøde ham det, fordi han ikke følger med os.
Luke	9	50	50. Og Jesus sagde til ham: forbyder ham det ikke; thi hvo som ikke er imod os, er med os.
Luke	9	51	51. Men det begav sig, der de Dage fuldkommedes, at han skulde optages, da vendte han stadelig sit Ansigt at vandre til Jerusalem.
Luke	9	52	52. Og han sendte Bud for sig, og de gik bort og kom ind i en af Samaritanernes Byer at berede ham Herberge.
Luke	9	53	53. Og de annammede ham ikke, fordi hans Ansigt var vendt mod Jerusalem.
Luke	9	54	54. Men der hans Disciple, Johannes og Jakob, saae det, sagde de: Herre! vil du, at vi skulle byde Ild falde ned af Himmelen og fortaere dem, ligesom og Elias gjorde?
Luke	9	55	55. Men han vendte sig og straffede dem og sagde: I vide ikke, af hvad Aand I ere.
Luke	9	56	56. thi Menneskens Søn er ikke kommen at fordaerve Menneskers Sjaele, men at frelse dem. Og de gik til en anden By.
Luke	9	57	57. Men det begav sig, der de gik paa Veien, sagde En til ham: Herre! jeg vil følge dig, ihvor du gaaer hen.
Luke	9	58	58. Men Jesus sagde til ham: Raeve have Huler, og Himmelens Fulgle Reder; men Menneskens Søn har ikke det, han kan helde sit Hoved til.
Luke	9	59	59. Men han sagde til en Anden: følg mig. Men denne sagde: Herre! tilsted mig, at jeg først gaaer hen at begrave min Fader.
Luke	9	60	60. Men Jesus sagde til ham: lad de Døde begrave deres Døde; men gak du hen, og forkynd Guds Rige.
Luke	9	61	61. Men og en Anden sagde: Herre! jeg vil følge dig; men tilsted mig først at tage afsked fra dem, som ere i mit Huus.
Luke	9	62	62. Men Jesus sagde ti lham: Inten som laegger sin Haand paa Ploven, og seer tilbage, er vel skikket til Guds Rige.
------------------------Lukasevangeliet, Kapitel 10
Luke	10	1	1. Men derefter beskikkede Herren og halvfjerdsinstyve Andre og sendte dem ud to og to for sig, til hver Stad og hvert Sted, hvorhen han selv vilde komme.
Luke	10	2	2. Og han sagde til dem: Høsten er vel stor, men Arbeiderne ere faa; beder derfor Høstens Herre, at han udsender Arbeidere i sin Høst.
Luke	10	3	3. Gaaer bort! See, jeg sender Eder som Lam midt iblandt Ulve.
Luke	10	4	4. Baerer ikke Pung ei heller Taske ei heller Skoe; og hilser ingen paa Veien!
Luke	10	5	5. Men hvor som I komme ind i et Huus, der siger først: Fred vaere med dette Huus.
Luke	10	6	6. Og er der sammesteds et Fredens Barn, skal Eders Fred hvile paa ham; men er der ingen, da skal den vende til Eder igjen.
Luke	10	7	7. Men bliver i det samme Huus, aeder og drikker, hvad de have; thi en Arbeider er sin Løn vaerd. I skulle ikke gaae fra Huus til Huus.
Luke	10	8	8. Og hvor I komme ind i en Stad, og de annamme Eder, da aeder, hvad Eder foresaettes;
Luke	10	9	9. og helbreder de Syge, som deri ere, og siger dem: Guds Rige er kommet naer til Eder.
Luke	10	10	10. Men hvor I komme ind i en Stad, og de ikke annamme Eder, da gaaer ud paa dens Gader og siger:
Luke	10	11	11. vi afstryge for Eder endog det Støv, som haenger ved os af Eders Stad; dog skulle I vide dette, at Guds Rige har vaeret naer hos Eder.
Luke	10	12	12. Men jeg siger Eder, det skal gaae Sodoma lideligere paa hiin Dag end denne Stad.
Luke	10	13	13. Vee dig, Chorazin! vee dig, Bethsaida! thi vare de kraftige Gjerninger skete i Thyrys og Sidon, som ere skete hos Eder, havde de laenge siden siddet i Saek og Aske og omvendt sig.
Luke	10	14	14. Dog skal det gaae Thyrus og Sidon lideligere i Dommen end Eder.
Luke	10	15	15. Og du, Capernaum! som er ophøiet indtil Himmelen, du skal nedstødes indtil Helvede.
Luke	10	16	16. Hvo som Eder hører, hører mig, og hvo som Eder foragter, foragter mig; men hvo som mig foragter, foragter den, som mig udsendte.
Luke	10	17	17. Men de Halvfjerdsindstyve kom igjen med Glaede og sagde: Herre! ogsaa Djaevelene ere os underdanige i dit Navn.
Luke	10	18	18. Men han sagde til dem: jeg saae, at Satanas faldt ned af Himmelen som et Lyn.
Luke	10	19	19. See, jeg giver Eder Magt at traede paa Slanger og Skorpioner og over al Fjendens Kraft, og slet Intet skal skade Eder.
Luke	10	20	20. Dog glaeder Eder ikke derover, at Aanderne ere Eder underdanige: men glaeder Eder mere, at Eders Navne ere Skrevne i Himlene.
Luke	10	21	21. I den samme Stund frydede Jesus sig i Aanden og sagde: jeg priser dig, Fader, Himmelens og Jordens Herre! at du har skjult disse Ting for de Vise og Forstandige og aabenbaret de Umyndige dem. Ja, Fader! thi det var saaledes behageligt for dig.
Luke	10	22	22. Alle Ting ere mig overgivne af min Fader; og Ingen kjender, hvo Sønnen er, uden Faderen, og hvo Faderen er, uden Sønnen, og hvem Sønnen vil aabenbare det.
Luke	10	23	23. Og han vendte sig til Disciplene i Saerdeleshed og sagde til dem: salige ere de Øine, som see det, I see.
Luke	10	24	24. Thi jeg siger Eder, at mange Propheter og Konger vilde seet det, I see, og have det ikke seet; og hørt det, I høre, og have det ikke hørt.
Luke	10	25	25. Og see, en Lovkyndig stod op, og fristede ham og sagde: Mester! hvad skal jeg gjøre, at jeg kan arve et evigt Liv?
Luke	10	26	26. Men han sagde til ham: hvad er skrevet i Loven, hvorledes laeser du?
Luke	10	27	27. Men han svarede og sagde til ham: du skal elske Herren din Gud af dit ganske Hjerte, og afdin ganske Sjael og af din ganske Styrke og af dit ganske Sind og din Naeste som dig selv.
Luke	10	28	28. Men han sagde til ham: du svarede ret; gjør dette, saa skal du leve.
Luke	10	29	29. Men han vilde gjøre sig selv retfaerdig og sagde til Jesus: hvo er da min Naeste?
Luke	10	30	30. Men Jesus svarede og sagde: et Menneske gik fra Jerusalem til Jericho og faldt iblandt Røvere, hvilke baade klaedte ham af og sloge ham og gik bort og lode ham ligge halvdød.
Luke	10	31	31. Men ved en Haendelse drog en Praest den samme Vei ned, og der han saae ham, gik han forbi.
Luke	10	32	32. Desligeste ogsaa en Levit, der han kom til Stedet, gik han til og saae ham og gik forbi.
Luke	10	33	33. Men en Samaritan reiste og kom til ham, og der han saae ham, ynkedes han inderligen.
Luke	10	34	34. Og han gik til ham, forbandt hans Saar og gød Olie og Viin derudi, løftede ham paa sit eget Dyr og førte ham til Herberge og røgtede ham.
Luke	10	35	35. Og den anden Dag, der han reiste bort, tog han to Penge ud og gav Vaerden dem og sagde til ham: røgt ham! og hvad du udlaegger mere, vil jeg betale dig, naar jeg kommer igjen.
Luke	10	36	36. Hvilken af disse Tre tykkes dig nu at have vaeret hans Naeste, der var falden iblandt Røvere?
Luke	10	37	37. Men han sagde: den, som gjorde Barmhjertighed imod ham. Derfor sagde Jesus til ham: gak bort og gjør du ligesaa!
Luke	10	38	38. Men det begav sig, der de vandrede, gik han ind i en By; men der var en Kvinde, som hedte Martha, hun annammede ham i sit Huus.
Luke	10	39	39. Og hun havde en Søster, som hedte Maria, og hun satte sig ved Jesu Fødder og hørte hans Tale.
Luke	10	40	40. Men Martha syslede med megen Opvartning; og hun traadte til og sagde: Herre! agter du ikke paa, at min Søster lader mig opvarte ene? Siig hende dog, at hun kommer mig til Hjaelp.
Luke	10	41	41. Men Jesus svarede og sagde til hende: Martha! Martha! du gjør dig Bekymring og Uro med mange Ting;
Luke	10	42	42. men Eet er fornødent. Maria har udvalgt den gode Deel, som ikke skal borttages fra hende.
------------------------Lukasevangeliet, Kapitel 11
Luke	11	1	1. Og det begav sig, der han var paa et Sted og bad, at en af hans Disciple sagde til ham, der han lod af: Herre! laer os at bede, som Johannes og laerte sine Disciple.
Luke	11	2	2. Da sagde han til dem: naar I bede da siger: Vor Fader, du som er i Himlene! helliget vorde dit Navn; komme dit Rige; skee din Villie, som i Himmelen, saa og paa Jorden;
Luke	11	3	3. giv os hver Dag vort daglige Brød;
Luke	11	4	4. og forlad os vore Synder, thi og vi forlade hver, som os er skyldig; og led os ikke i Fristelse; men fri os fra det Onde.
Luke	11	5	5. Og han sagde til dem: om Nogen af Eder har en Ven og vilde gaae til ham om Midnat og sige til ham: Kjaere! laan mig tre Brød,
Luke	11	6	6. efterdi min Ven er kommen til mig fra Reisen, og jeg har Intet at saette for ham;
Luke	11	7	7. og han derinde skulde svare og sige: gjør mig ikke Uro; Døren er nu tillukt, og mine Børn ere med mig i Senge, jeg kan ikke staae op og give dig:
Luke	11	8	8. da siger jeg Eder, dersom han og ikke staaer op og giver ham, fordi han er hans Ven, saa staaer han dog op for hans Ubluheds Skyld og giver ham saa mange, som han har behov.
Luke	11	9	9. Og jeg siger Eder: beder, saa skal Eder gives; leder, saa skulle I finde; banker, saa skal Eder oplades.
Luke	11	10	10. Thi hver den, som beder, han faaer, og hvo som leder, han finder, og den, som banker paa, ham skal oplades.
Luke	11	11	11. Men dersom iblandt Eder en Søn beder sin Fader om et Brød, monne han da give ham en Steen? og dersom han beder om en Fisk, monne han for Fisken give ham en slange?
Luke	11	12	12. Eller og dersom han beder om et Aeg, monne han give ham en Skorpion?
Luke	11	13	13. Dersom da I, som ere onde, vide at give Eders Børn gode Gaver, hvor meget mere skal den himmelske Fader give dem den Hellig Aand, som han bede?
Luke	11	14	14. Og han uddrev en Djaevel, og den var stum; men det skete, der Djaevelen var udfaren, talede den Stumme, og Folket forundrede sig.
Luke	11	15	15. Men Nogle af dem sagde: han uddriver Djaevle ved Beelzebul, Djaevelenes Øverste.
Luke	11	16	16. Men Andre fristede ham og begjerede Tegn af ham fra Himmelen.
Luke	11	17	17. Men der han fornam deres Tanker, sagde ham til dem: hvert Rige, som er splidagtigt med sig selv, bliver øde, og et Huus, som er splidagtigt med sig selv, falder.
Luke	11	18	18. Men er og Satanas bleven splidagtig med sig selv, hvorledes skal hans Rige da blive bestandigt? Thi I sige, jeg uddriver Djaevle ved Beelzebul.
Luke	11	19	19. Men om jeg uddriver Djaevle ved Beelzebul, ved hvem uddrive da Eders Sønner dem? Derfor skulle de vare Eders Dommere.
Luke	11	20	20. Men dersom jeg uddriver Djaevle ved Guds Finger, da er jo Guds Rige kommet til Eder.
Luke	11	21	21. Naar den Staerke bevaebnet vogter sit Palads, bliver det, han har, med Fred.
Luke	11	22	22. Men naar en Staerkere end han kommer over ham og overvinder ham, da borttager han hans fulde Rustning, som han forlod sig paa, og uddeler hans Bytte.
Luke	11	23	23. Hvo som ikke er med mig, er imod mig; og hvo som ikke sanker med mig, adspreder.
Luke	11	24	24. Naar den urene Aand udfarer af Mennesket, vandrer han igjennem tørre Steder og saeger Hvile; og Naar han ikke finder den, da siger han: jeg vil vende om til mit Huus, som jeg gik ud af.
Luke	11	25	25. Og naar han kommer, finder han det feiet og prydet.
Luke	11	26	26. Da gaaer han bort og tager syv andre Aander med sig, som ere vaerre end han selv, og naar de komme ind, boe de der; og det Sidste bliver vaerre med dette Menneske end det Første.
Luke	11	27	27. Men det begav sig, der han sagde disse Ting, opløftede en Kvinde af Folket Røsten og sagde til ham: saligt er det Liv, som bar dig, og de Byrster, som du diede.
Luke	11	28	28. Men han sagde: ja, salige ere de, som høre Guds Ord, og bevare det.
Luke	11	29	29. Men der Folket forsamledes til ham, begyndte han at sige: denne Slaegt er ond, den begjerer et Tegn, og den skal intet Tegn gives, uden Jonas' Prophetens Tegn.
Luke	11	30	30. Thi ligesom Jonas var de Niniviter et Tegn, saa skal og Menneskens Søn vaere for denne Slaegt.
Luke	11	31	31. Dronningen fra Sønden skal opstaae ved Dommen imod Maendene af denne Slaegt og skal fordømme den; thi hun kom fra Jordens Graendser, at høre Salomons Viisdom; og see, her er mere end Salomon.
Luke	11	32	32. De Maend af Ninive skulle opstaae ved Dommen imod denne Slaegt, og fordømme den; thi de omvendte sig ved Jonas' Praediken; og see, her er mere end Jonas.
Luke	11	33	33. Ingen taender et Lys og saetter det i Skjul, ei heller under en Skjeppe, men paa en Lysestage, at de, som gaae ind, kunne see dets Skin.
Luke	11	34	34. Øiet er Legemets Lys; naar dit Øie derfor er sundt, er og dit ganske Legeme lyst, men dersom det er ondt, er og dit Legeme mørkt.
Luke	11	35	35. See derfor til, at det Lys, der er i dig, ikke er Mørke.
Luke	11	36	36. Dersom da dit ganske Legeme er lyst, saa at ingen Deel deraf er mørkt, bliver det hele lyst, son naar Lyset med sin Glans bestraaler dig.
Luke	11	37	37. Men idet han talede, bad en Pharisaeer ham, at han vilde aede Middagsmaaltid med ham; og han gik ind og satte sig tilbords.
Luke	11	38	38. Men Pharisaeeren forundrede sig, da han saae, at han ikke toede sig først, før Maaltid.
Luke	11	39	39. Men Herren sagde til ham: I Pharisaeer rense nu Baegere og Fade udvortes, men det Indvortes i Eder er fuldt af Rov og Ondskab.
Luke	11	40	40. I Daarer! den, som gjorde det Udvortes, gjorde han ikke ogsaa det Indvortes?
Luke	11	41	41. Men af det Indvortes giver Almisse; see, saa ere alle Ting Eder rene.
Luke	11	42	42. Men vee Eder, i Pharisaeer at I give Tiende af Mynte og Rude og allehaande Urter og forbigaae Dom og Guds Kjaerlighed; disse Ting burde man at gjøre og ikke forsømme de andre.
Luke	11	43	43. Vee Eder, I Pharisaeer! at I ville gjerne sidde paa det fornemste Saede i Synagogerne og vaere hilsede paa Torvene.
Luke	11	44	44. Vee Eder, I skriftkloge og Pharisaeer, i Øienskalke! at I ere som ukjendelige Grave, og Menneskene, som gaae over dem, vide det ikke.
Luke	11	45	45. Men en af de Lovkyndige svarede og sagde til ham: Mester! idet du siger saadant, forhaaner du og os.
Luke	11	46	46. Men han sagde: vee og Eder, I Lovkyndige! thi I besvaere Menneskene med Byrder, vanskelige at baere, og selv røre I Byrderne ikke med en een af Eders Fingre.
Luke	11	47	47. Vee Eder! at I bygge Pharisaeernes Grave, men Eders Faedre sloge dem ihjel.
Luke	11	48	48. Saaledes vidne I med Eders Faedres Gjerninger og samtykke dem; thi de sloge dem ihjel, og I bygge deres Grave.
Luke	11	49	49. Derfor har og Guds Viisdom sagt: jeg vil sende Propheter og Apostler til dem, og nogle af dem skulle de slaae ihjel og forfølge andre.
Luke	11	50	50. paa det at alle Propheternes Blod, som er udøst fra Verdens Begyndelse, skal kraeves af denne Slaegt,
Luke	11	51	51. fra Abels Blod indtil Zacharias' Blod, som blev omkommet imellem Alteret og Templet; ja, jeg siger Eder: det skal kraeves af denne Slaegt,
Luke	11	52	52. Vee Eder, I lovkyndige! at I have taget Kundskabens Nøgle; selv gaae I ikke ind, og dem, som ville gaae ind, formene I det.
Luke	11	53	53. Men der han sagde dette til dem, begyndte de Skriftkloge og Pharisaeerne at traenge hardt ind paa ham og at lokke ord af hans Mund om mange Ting.
Luke	11	54	54. Thi de lurede paa ham, og søgte at opfange Noget af hans Mund, at de kunde anklage ham.
------------------------Lukasevangeliet, Kapitel 12
Luke	12	1	1. I det Folket var forsamlet ved mange Tusinde, saa at de traadte paa hverandre, begyndte han at sige til sine Disciple: fornemmeligen tager Eder vare paa Pharisaeernes Suurdeig, som er Øienskalkhed.
Luke	12	2	2. Men Intet er skjult, som jo skal aabenbares, og Intet hemmeligt, som man jo skal faae at vide.
Luke	12	3	3. Derfor, hvad I sige i Mørket, skal høres i Lyset; og hvad I tale i Øret i Kamrene, skal forkyndes paa Tagene.
Luke	12	4	4. Men jeg siger Eder, mine Venner! frygter ikke for dem, som slaae Legemet ihjel og derefter ikke formaae at gjøre mere.
Luke	12	5	5. Men jeg vil vise Eder, for hvem I skulle frygte: frygter for den, som har Magt til, efter at have slaget ihjel, at kaste i Helvede; ja, jeg siger Eder: frygter for ham.
Luke	12	6	6. Saelges ikke fem Spurve for to Penninge? og ikke een af dem er glemt af Gud.
Luke	12	7	7. Ja og Haarene paa Eders hoved ere alle talte; derfor frygter ikke, I ere bedre end mange Spurve.
Luke	12	8	8. Men jeg siger Eder: hver den som bekjender mig for Menneskene, den skal og Menneskenes Søn bekjende for Guds Engle.
Luke	12	9	9. Og hvo mig fornaegter for menneskene, skal fornaegtes for Guds Engle.
Luke	12	10	10. Og hver den, som taler et Ord imod Menneskens Søn, ham skal det forlades; men hvo som taler bespottelig imod den Hellig Aand, ham skal det ikke forlades.
Luke	12	11	11. Men naar de føre Eder frem for Synagoger og Øvrigheder og de Vaeldige, da bekymrer Eder ikke, hvorledes eller hvad I skulle tale til Eders forsvar, eller hvad I skulle sige;
Luke	12	12	12. thi den Hellig Aand skal laere Eder i den samme Stund, hvad I bør sige.
Luke	12	13	13. Men En af Folket sagde til ham: Mester! siig min Broder, at han skifter Arv med mig.
Luke	12	14	14. Men han sagde til ham: Menneske! hvo har sat mig til Dommer eller Deler imellem Eder?
Luke	12	15	15. Og han sagde til dem: seer til og vogter Eder for Gjerrighed; thi Ingens Liv bestaaer i at have overflødigt Gods.
Luke	12	16	16. Men han talede en Lignelse til dem og sagde: der var en rig Mand, hvis Land havde baaret vel.
Luke	12	17	17. Og han taenkte ved sig selv og sagde: hvad skal jeg gjøre? thi jeg har ikke Rum, hvorudi jeg kan samle mine Frugter.
Luke	12	18	18. Og han sagde: dette vil jeg gjøre: jeg vil nedbryde mine Lader og bygge dem større, og jeg vil samle derudi alt det, som mig er voxet, og mit Gods;
Luke	12	19	19. og jeg vil sige til min Sjael: Sjael! du har meget Godt i Forraad til mange Aar; giv dig til Ro, aed drik, vaer glad.
Luke	12	20	20. Men Gud sagde til ham: du Daare i denne Nat kraeves din Sjael af dig: men hvem skal det høre til, som du har beredt?
Luke	12	21	21. Saaledes den, som samler sig Liggendefae og er ikke rig i Gud.
Luke	12	22	22. Men han sagde til sine Disciple: derfor siger jeg Eder: bekymrer Eder ikke for Eders Liv, hvad I skulle aede; ikke heller for Legemet, hvad I skulle iføres.
Luke	12	23	23. Livet er mere end Maden, og Legemet end Klaederne.
Luke	12	24	24. Giver Agt paa Ravnene, de saae ikke, høste ikke, de have ingen Kjelder og ei Lade, og Gud føder dem alligevel; hvor meget ere I bedre end Fuglene?
Luke	12	25	25. Men hvo er iblandt Eder, som kan saette een Alen til sin Vaext, enddog han bekymrer sig derfor?
Luke	12	26	26. Formaae I da ei engang det Mindste, hvi bekymre I Eder for det Øvrige?
Luke	12	27	27. Giver Agt paa Lilierne, hvorledes de voxe; de arbeide ikke, spinde ei heller; men jeg siger Eder: end ikke Salomon i al sin Herlighed var klaedt som een af dem.
Luke	12	28	28. Klaeder da Gud Graesset saa som i Dag staaer paa Marken og i Morgen kastes i Ovnen, hvor meget mere Eder, i lidet Troende!
Luke	12	29	29. Derfor spørger og I ikke med Bekymring om, hvad I skulle aede, eller hvad I skulle drikke; og vaerer ikke vankelmodige.
Luke	12	30	30. Thi efter alt Saadant søge Hedningerne i Verden; men Eders Fader veed, at I have det behov.
Luke	12	31	31. Søger heller Guds Rige. saa skulle alle disse Ting tillaegges Eder.
Luke	12	32	32. Frygt ikke, du lille Hjord! thi det er Eders Fader behageligt at give Eder Riget.
Luke	12	33	33. Sølger hvad I have, og giver Almisse! Gjører Eder Poser, som ikke bliver gamle, et Liggendefae, som ikke forgaaer, i Himlene, hvor ingen Tyv kommer til, og intet Møl fordaerver.
Luke	12	34	34. Thi hvor Eders Liggendefae er, der vil og Eders Hjerte vaere.
Luke	12	35	35. Eders Laender vaere ombundne, og Eders Lys braendende.
Luke	12	36	36. Og vaerer ligesom de Mennesker, der vente deres Herre, naar han bryder op fra Brylluppet, paa det, nar han kommer og banker paa, og de strax kunne lade op for ham.
Luke	12	37	37. Salige ere de Tjenere, som Herren finder vaagne, naar han kommer. Sandelig siger jeg Eder, at han skal binde op om sig og saette dem tilbords, og gaae frem og tjene dem.
Luke	12	38	38. Og dersom han kommer i den anden Vagt og kommer i den tredie Vagt og finder det saaledes, da ere disse Tjenere salige.
Luke	12	39	39. Men dette skulle I vide, at dersom Huusbonden vidste, hvad for en Time Tyven vilde komme, da vaagede han og lod ikke bryde ind i sit Huus.
Luke	12	40	40. Derfor vaerer og I beredte; thi Menneskens Søn kommer paa den Time, som I ikke mene.
Luke	12	41	41. Men Peter sagde til ham: Herre! siger du denne Lignelse til os eller ogsaa til Alle?
Luke	12	42	42. Men Herren sagde: hvo er vel den tro og snilde Huusholder, som Herren vil saette over sit Tyende, at give dem deres tillagte spise i rette Tid?
Luke	12	43	43. Salig er den Tjener, hvilken hans Herre, naar han kommer, finder at gjøre saaledes.
Luke	12	44	44. Sandelig siger jeg Eder: han skal saette ham over alt sit Gods.
Luke	12	45	45. Men dersom samme Tjener siger i sit Hjerte: min Herre tøver at komme; og han begynder at slaae Drengene og Pigerne og at aede og drikke og blive drukken;
Luke	12	46	46. da skal samme Tjeners Herre komme paa den Dag, som han ikke taenker, og paa den Time, som han ikke veed, og hugge ham i to og skal give ham hans Deel med de Utroe.
Luke	12	47	47. Men den Tjener, som veed sin Herres Villie og ikke bereder sig og ikke gjør efter hans Villie, skal faae mange Hug;
Luke	12	48	48. men den, som ikke veed det, og gjør, hvad der er Hug vaerd, skal faae lidet Hug. Thi enhver, hvem Meget er givet, hos ham skal man søge Meget; og hvem Meget er betroet, af ham skal man kraeve Mere.
Luke	12	49	49. Ild er jeg kommen at kaste paa Jorden, og hvor vilde jeg, at den var optaendt allerede!
Luke	12	50	50. En Daab skal jeg døbes med, og hvor aengstes jeg, indtil den er fuldbragt!
Luke	12	51	51. Mene I, at jeg er kommen at give Fred paa Jorden? Nei, jeg siger Eder, men Tvedragt.
Luke	12	52	52. Thi fra nu af skulle fem i eet Huus vaere splidagtige, tre imod to og to imod tre.
Luke	12	53	53. Faderen skal vaere splidagtig imod Sønnen, og Sønnen imod Faderen; Moderen imod Datteren og Datteren imod Moderen; Mandens Moder imod sin Søns Hustru, og Sønnens Hustru imod sin Mands Moder
Luke	12	54	54. Men han sagde og til Folket: naar I see Skyen opgaae i Vester, sige I strax: der kommer Regn; og det skeer saaledes.
Luke	12	55	55. Og naar I see Søndenveir blaese, sige I: der kommer Hede; og det skeer.
Luke	12	56	56. I Øienskalke! Jordens og Himmelens Skikkelse vide I at skjønne, men hvi skjønne I ikke denne Tid?
Luke	12	57	57. Men hvorfor dømme I ikke og af Eder selv, hvad ret er?
Luke	12	58	58. Thi medens du gaaer hen med din Modstander for Øvrigheden, da gjør din Flid paa Veien, at du kan gaae forligt fra ham, paa det han ikke skal drage dig for Dommeren, og Dommeren skal overantvorde Slutteren dig, og Slutteren skal kaste dig i Faengsel.
Luke	12	59	59. Jeg siger dig: du skal slet ikke komme derudfra, før end du betaler endog den sidste Skjerv.
------------------------Lukasevangeliet, Kapitel 13
Luke	13	1	1. Men paa den samme Tid vare Nogle tilstede, som forkyndte ham om de Galilaeer, hvis Blod Pilatus havde blandet med deres Offer.
Luke	13	2	2. Og Jesus svarde og sagde til dem: mene I, at disse Galilaeer vare Syndere fremfor alle Galilaeer, fordi de lede dette?
Luke	13	3	3. Nei, siger jeg Eder; Men dersom I ikke omvende eder, skulle I alle ligesaa omkomme.
Luke	13	4	4. Eller de Atten, som taarnet i Siloam faldt paa og ihjelslog, mene I, at de vare skyldige fremfor alle Mennesker, som boe i Jerusalem?
Luke	13	5	5. Nei, siger jeg Eder; men dersom I ikke omvende Eder, skulle I alle ligesaa omkomme.
Luke	13	6	6. Men han sagde denne Lignelse: En havde et Figentrae, som var plantet i hans Viingaard; og han kom, og ledte efter Frugt derpaa, og fandt ingen.
Luke	13	7	7. Men han sagde til Viingaardsmanden: see, jeg er nu i tre Aar kommen og har ledt efter Frugt paa dette Figentrae og finder ingen; hug det om, hvi skal det og gjøre Jorden unyttig?
Luke	13	8	8. Men han svarede og sagde til ham: Herre! lad det staae endnu dette Aar, indtil jeg faaer gravet om det og gjødet det,
Luke	13	9	9. om det da vil baere Frugt; men hvis ikke, da hug det siden om.
Luke	13	10	10. Men han laerte i een af Synagogerne paa Sabbaten.
Luke	13	11	11. Og see, der var en Kvinde, som havde havt en Sygdoms Aand i atten Aar, og hun var kroget og kunde aldeles ikke rette sig op.
Luke	13	12	12. Men der Jesus saae hende kaldte han ad hende og sagde til hende: Kvinde, du er løst fra din Sygdom.
Luke	13	13	13. Og han lagde Haenderne paa hende; og strax rettede hun sig op og prisede Gud.
Luke	13	14	14. Da svarede Synagogeforstanderen, som var vred, fordi Jesus helbredte paa Sabbaten, og sagde til Folket: der ere sex Dage, paa hvilke man bør arbeide; kommer derfor paa dem og lader Eder helbrede, og ikke paa Sabbatsdagen.
Luke	13	15	15. Da svarede Herren ham og sagde: du Øienskalk! løser ikke hver iblandt Eder sin Oxe eller sit Asen fra Krybben paa Sabbaten og fører dem til Vands?
Luke	13	16	16. Men denne, som er en Abrahams Datter, hvilken Satanas havde bundet, see, i atten Aar, burde hun ikke løses af dette Baand paa Sabbatsdagen?
Luke	13	17	17. Og der han dette sagde, bleve Alle beskaemmede, som vare ham imod; og alt Folket glaedte sig over alle de herlige Gjerninger, som gjordes af ham.
Luke	13	18	18. Men han sagde: hvad er Guds Rige ligt! og hvorved skal jeg ligne det?
Luke	13	19	19. Det er ligt et Senepskorn, hvilket et Menneske tog og lagde i sin Have; og det voxte og blev et stort Trae, og Himmelens Fugle gjorde Rede i dets Grene.
Luke	13	20	20. Og han sagde atter: hvorved skal jeg ligne Guds Rige?
Luke	13	21	21. Det er ligt en Suurdeig, hvilken en Kvinde tog og nedlagde i tre Maader Meel, indtil det blev syret altsammen.
Luke	13	22	22. Og han gik igjennem Staeder og Byer og laerte og tog Veien til Jerusalem.
Luke	13	23	23. Men En sagde til ham: Herre! mon de ere faa, som blive salige? Da sagde han til dem:
Luke	13	24	24. Straeber alvorligen at indgaae igjennem den snevre Port; thi Mange siger jeg Eder, skulle søge at komme ind og skulle ikke kunne.
Luke	13	25	25. Efterat Huusbonden er staaet op og har tillukt Døren, og I da komme til at staae udenfor og banke paa Døren og sige: Herre, Herre, lad op for os! da skal han svare og sige til Eder: jeg kjender Eder ikke, hveden I ere.
Luke	13	26	26. Da skulle I begynde at sige: vi aade og drak for dine Øine, og du laerte paa vore Gader.
Luke	13	27	27. Og han skal svare: jeg siger Eder, jeg kjender Eder ikke, hveden I ere; viger fra mig, alle I, som gjøre Uret!
Luke	13	28	28. Der skal vaere Graad og Taenders Gnidsel, naar I faae at see Abraham og Isaak og Jakob og alle Propheter i Guds Rige, men Eder at vaere udstødte udenfor.
Luke	13	29	29. Og de skulle komme fra Øster og Vester og fra Nord og Sønder og sidde tilbords i Guds Rige.
Luke	13	30	30. Og see, der ere Sidste, som skulle vaere de Første, og der ere Første, som skulle vaere de Sidste.
Luke	13	31	31. Paa den samme Dag kom nogle Pharisaeer og sagde til ham: gak bort, og drag herfra; thi Herodes vil ihjelslaae dig.
Luke	13	32	32. Og han sagde til dem: gaaer hen og siger den Raev: see, jeg uddriver Djaevle og fuldfører Helbredelser i Dag og i Morgen og paa den tredie Dag fuldendes jeg.
Luke	13	33	33. Dog bør det mig at vandre i Dag og i Morgen og den Dag derefter; thi det skeer ikke, at en Prophet omkommes udenfor Jerusalem.
Luke	13	34	34. Jerusalem! Jerusalem! som ihjelslaaer Propheter og steener dem, som ere sendte til dig! hvor ofte vilde jeg forsamlet dine Børn, ligerviis som en Høne forsamler sine Kyllinger under Vingerne; men I vilde ikke.
Luke	13	35	35. See, Eders Huus skal lades Eder øde. Men sandelig siger jeg Eder: I skulle ikke see mig, indtil Tiden kommer, naar I skulle sige: velsignet vaere den, som kommer i Herrens Navn!
------------------------Lukasevangeliet, Kapitel 14
Luke	14	1	1. Og det begav sig, der han kom i en af de øverste Pharisaeers Huus paa en Sabbat for at holde Maaltid, at de toge vare paa ham.
Luke	14	2	2. Og see, der var et vattersottigt Menneske for ham.
Luke	14	3	3. Og Jesus begyndte at tale til de Lovkyndige og Pharisaeerne og sagde: mon det er tilladt at helbrede paa Sabbaten?
Luke	14	4	4. Men de taug. Og han tog paa ham og helbredte ham og lod ham gaae.
Luke	14	5	5. Og han svarede og sagde til dem: hvo er iblandt Eder, som, naar hans Oxe eller Asen falder i en Brønd, ikke strax drager det op paa Sabbatsdagen?
Luke	14	6	6. Og de kunde ikke give ham Svar derpaa.
Luke	14	7	7. Men han sagde en Lignelse til Gjesterne, der han gav Agt paa, hvorledes de udvalgte de øverste Saeder ved Bordet, og sagde til dem:
Luke	14	8	8. naar du er buden af Nogen til Bryllup, da saet dig ikke øverst tilbords, at ikke en Haederligere end du maatte vaere buden af ham;
Luke	14	9	9. og den, som indbød dig og ham, maatte komme og sige til dig: giv denne Plads; og du da med Blusel komme til at sidde nederst.
Luke	14	10	10. Men naar du er buden, gak hen og saet dig nederst, at, naar han kommer, som indbød dig, han da maa sige til dig: Ven! saet dig høiere, op; og da skal du have Aere for dem, som sidde med dig tilbords.
Luke	14	11	11. Thi hver den, sig selv ophøier, skal fornedres; og hvo sig selv fornedrer, skal ophøies.
Luke	14	12	12. Men han sagde og til den, som han havde budet: naar du gjør Middags- eller Aftensmaaltid, byd ikke dine Venner, ei heller dine Brødre, ei heller dine Fraender, ei heller rige Naboer, paa det de ikke skulle indbyde dig igjen, og dig skee Vederlag.
Luke	14	13	13. Men naar du gjør et Gjestebud, da byd Fattige, Krøblinger, Halte, Blinde:
Luke	14	14	14. saa skal du vaere salig; thi de have Intet at betale derfor; men det skal igjengives dig i de Retfaerdiges Opstandelse.
Luke	14	15	15. Men der En af dem, som sadde med tilbords, hørte det, sagde han til ham: salig er den, som kommer tilbords i Guds Rige.
Luke	14	16	16. Men han sagde til ham: der var et Menneske, som gjorde en stor Nadvere og bød Mange.
Luke	14	17	17. Og han udsendte sin Tjener paa Nadverens Time at sige til de Budne: kommer; thi nu ere alle Ting beredte.
Luke	14	18	18. Og de begyndte alle eendraegteligen at undskylde sig. Den Første sagde til ham: jeg har kjøbt en Ager og har fornøden at gaae ud og see den; jeg beder dig, hav mig undskyldt.
Luke	14	19	19. Og en Anden sagde: jeg har kjøbt fem Par Øxen, og gaaer hen at prøve dem; jeg beder dig, hav mig undskyldt.
Luke	14	20	20. Og en Anden sagde: jeg tog mig en Hustru til Aegte, og derfor kan jeg ikke komme.
Luke	14	21	21. Og den Tjener kom og forkyndte sin Herre det; da blev Huusbonden vred og sagde til sin Tjener: gak hurtig ud paa Stadens Straeder og Gader, og før hid ind Fattige og Krøblinger og Halte og Blinde.
Luke	14	22	22. Og Tjeneren sagde: Herre! det er gjort, som du befoel, og der er endnu Rum.
Luke	14	23	23. Og Herren sagde til Tjeneren: gak ud paa Veiene og ved Gjerderne og nød dem at gaae ind, paa det mit Huus kan vorde fuldt.
Luke	14	24	24. Thi jeg siger Eder, at ingen af de Maend, som vare budne, skal smage min Nadvere.
Luke	14	25	25. Men meget Folk gik med ham, og han vendte sig og sagde til dem:
Luke	14	26	26. dersom Nogen kommer til mig og hader ikke sin Fader og Moder og Hustru og Børn og Brødre og Søstre og tilmed sit eget Liv, han kan ikke vaere min Discipel.
Luke	14	27	27. Og hvo som ikke baerer sit Kors og kommer efter mig, kan ikke vaere min Discipel.
Luke	14	28	28. Thi hvo iblandt Eder, som vil bygge et Taarn, sidder ikke først og beregner Bekostningen, om han har, hvad der hører til at fuldføre det med,
Luke	14	29	29. at ikke, naar han faaer lagt Grundvold og ei kan fuldende det, Alle, som see det, skulle begynde at spotte ham og sige:
Luke	14	30	30. dette Menneske begyndte at bygge og kunde ikke fuldende det.
Luke	14	31	31. Eller hvilken konge, som drager i Krig at stride imod en anden Konge, sidder ikke først og beraader sig, om han er maegtig til, med ti Tusinde at møde den, som kommer mod ham med tyve Tusinde?
Luke	14	32	32. Men hvis ikke, udskikker han Sendebud, medens den Anden endnu er langt borte, og handler om Fred.
Luke	14	33	33. Saaledes og hver af Eder, som ikke forsager alt det, han har, kan ikke vaere min Discipel.
Luke	14	34	34. Saltet er godt; men dersom Saltet mister sin Kraft, hvormed skal det saltes?
Luke	14	35	35. Det tjener hverken til Jord eller til Gjødning; de kaste det ud. Hvo som har Øren at høre med, han høre!
------------------------Lukasevangeliet, Kapitel 15
Luke	15	1	1. Men alle Toldere og Syndere holdt sig naer til ham for at høre ham.
Luke	15	2	2. Og Pharisaeerne og de Skriftkloge knurrede og sagde: denne annammer Syndere og aeder med dem.
Luke	15	3	3. Men han talede denne Lignelse til dem og sagde:
Luke	15	4	4. hvilket Menneske af Eder, som har hundrede Faar og har tabt eet af dem, forlader ei de ni og helvfemsindstyve i Ørken og gaaer bort efter det tabte, indtil han finder det?
Luke	15	5	5. Og naar han har fundet det, laegger han det paa sine Skuldre med Glaede.
Luke	15	6	6. Og naar han kommer hjem, sammenkalder han Venner og Naboer og siger til dem: glaeder Eder med mig; thi jeg har findet mit Faar, som var tabt.
Luke	15	7	7. Jeg siger Eder: saaledes skal der vaere Glaede i Himmelen over een Synder, som omvender sig, men end over ni og halvfemsindstyve Retfaerdige, hvilke ikke have Omvendelse behov.
Luke	15	8	8. Eller hvilken Kvinde, som har ti Penninge, om hun taber een Penning, taender ikke et Lys og feier Huset og søger med Flid, indtil hun finder den?
Luke	15	9	9. Og naar hun har findet den, sammenkalder hun Veninder og naboesker og siger: glaeder Eder med mig; thi jeg har fundet den penning, som jeg tabte.
Luke	15	10	10. Saaledes, siger jeg Eder, bliver der Glaede hos Guds Engle over een Synder, som omvender sig.
Luke	15	11	11. Men han sagde: en Mand havde to Sønner.
Luke	15	12	12. Og den Yngste af dem sagde til Faderen: Fader! giv mig den Deel af Eiendommen, som mig tilfalder. Og han skiftede Godset mellem dem.
Luke	15	13	13. Og ikke mange Dage derefter samlede den yngre Søn alt Sit og drog udenlands, til et Land langt borte, og ødte der sit Gods i et overdaadigt Levned.
Luke	15	14	14. Men der han havde fortaeret alt det, han eiede, blev en svar hunger i det samme Land; og han begyndte at lide Mangel.
Luke	15	15	15. Og han gik hen og holdt sig til een af Borgerne der i landet, og denne sendte ham paa sine Agre og vogte Sviin.
Luke	15	16	16. Og han begjerede at fylde sin Bug med Mask, som Svinene aade; og Ingen gav ham Noget.
Luke	15	17	17. Men han gik i sig selv og sagde; hvor mange Daglønnere hos min Fader have overflødigt Brød? men jeg omkommer af Hunger.
Luke	15	18	18. Jeg vil staae op og gaae til min Fader og sige til ham: Fader! jeg har syndet mod Himmelen og for dig,
Luke	15	19	19. og er ikke laengere vaerd at kaldes din Søn, gjør mig som een af dine Daglønnere.
Luke	15	20	20. Og han stod op og kom til sin Fader. Men der han endnu var langt borte, saae hans Fader ham og ynkes inderligen og løb til og faldt om hans Hals og kyssede ham.
Luke	15	21	21. Men Sønnen sagde til ham: Fader! jeg har syndet imod Himmelen og for dig og er ikke laengere vaerd at kaldes din Søn.
Luke	15	22	22. Men Faderen sagde til sine Tjenere: baerer frem det bedste Klaedebon, ifører ham det og giver ham en Ring paa hans Haand og Skoe paa Fødderne;
Luke	15	23	23. og henter den fødede Kalv hid og slagter den, og lader os aede og vaere lystige.
Luke	15	24	24. Thi denne min Søn var død og er bleven levende igjen, og var fortabt og er funden. Og de begyndte at vaere lystige.
Luke	15	25	25. Men hans Aeldste Søn var paa Marken, og da han kom og var naer ved Huset, hørte han Musik og Dands.
Luke	15	26	26. Og han kaldte een af Drengene til sig og udspurgte, hvad det var?
Luke	15	27	27. Men han sagde til ham: din Broder er kommen, og din Fader slagtede den fedede Kalv, fordi han har faaet ham karsk igjen.
Luke	15	28	28. Men han blev vred og vilde ikke gaae ind. Derfor gik hans Fader ud og bad ham.
Luke	15	29	29. Men han svarede og sagde til Faderen: see, saa mange Aar tjener jeg dig og overtraadte end aldrig dit Bud, og du har aldrig givet mig et Kid, at jeg kunde vaere lystig med mine Venner.
Luke	15	30	30. Men da denne din Søn er kommen, som har fortaeret dit Godt med Skjøger, slagtede du den fedede Kalv til ham.
Luke	15	31	31. Men han sagde til ham: min Søn! du er altid hos mig, og alt det, som mit er, er dit.
Luke	15	32	32. Men man burde at vaere lystig og glaede sig, fordi denne din Broder var død og er bleven levende igjen, og var fortabt, og funden.
------------------------Lukasevangeliet, Kapitel 16
Luke	16	1	1. Men han sagde og til sine Disciple: der var en rig Mand, som havde en Huusholder, og denne blev beført for ham, at han ødte hans Gods.
Luke	16	2	2. Og han kaldte ham og sagde til ham: hvi hører jeg dette om dig? Gjør Regnskab for din Huusholdning; thi du kan ikke laengere forstaae Huset.
Luke	16	3	3. Men Huusholderen sagde ved sig selv: hvad skal jeg gjøre, efterdi min Herren tager Huusholdningen fra mig? Jeg formaaer ikke at grave, jeg skammer mig ved at trygle.
Luke	16	4	4. Jeg veed, hvad jeg vil gjøre, at de skulle tage mig i deres Huse, naar jeg bliver sat fra Huusholdningen.
Luke	16	5	5. Og han fremkaldte enhver af sin Herres Skyldnere og sagde til den første: hvor meget er du min Herre skyldig?
Luke	16	6	6. Men denne sagde: hundrede Fade Olie. Og han sagde til ham: tag dit Brev og saet dig snart ned, og skriv helvtredsindstyve.
Luke	16	7	7. Derefter sagde han til en anden: men du, hvor meget er du skyldig? Men denne sagde: hundrede Maader Hvede. Og han sagde til ham: tag dit Brev og skriv firsindstyve.
Luke	16	8	8. Og Herren lovede den uretfaerdige Huusholder, at han gjorde snildeligen; thi denne Verdens Børn ere klogere end Lysets Børn mod deres Slaegt.
Luke	16	9	9. Og jeg siger Eder: gjører Eder Venner ved den urette Mammon, at, naar I skilles herfra, de skulle annamme Eder i de evige Boliger.
Luke	16	10	10. Hvo som er tro i det Mindste er og tro i Meget; og hvo som er uretfaerdig i det Mindste, er og uretfaerdig i Meget.
Luke	16	11	11. Dersom I da ikke have vaeret troe i den urette Mammon, hvo vil betroe Eder den sande?
Luke	16	12	12. Og dersom I ikke have vaeret troe i det Fremmede, hvo vil give Eder Noget selv at eie?
Luke	16	13	13. Ingen Huussvend kan tjene to Herrer; thi han skal enten hade den ene og elske den anden, eller holde sig til den ene og foragte den anden; I kunne ikke tjene Gud og Mammon.
Luke	16	14	14. Men alt dette hørte ogsaa Pharisaeerne, som vare pengegjerrige, og de spottede ham.
Luke	16	15	15. Og han sagde til dem: I ere de, som retfaerdiggjøre Eder selv for Menneskene; men Gud kjender Eders Hjerter; thi hvad som er høit iblandt Mennesker, er en VederStyggelighed for Gud.
Luke	16	16	16. Loven og Propheterne indtil Johannes spaaede; fra den Tid forkyndes Guds Rige ved Evangelium og hver traenger derind med Magt.
Luke	16	17	17. Men det er lettere, at Himmelen og Jorden forgaae, end at een Tøddel af Loven bortfalder.
Luke	16	18	18. Hver, som skiller sig fra sin Hustru og tager en anden til Aegte, bedriver Hoer, og hver, som tager den til Aegte, der er skilt fra Manden bedriver Hoer.
Luke	16	19	19. Men der var en rig Mand, og han klaedte sig i Purpur og kosteligt Linklaede og levede hver Dag herligen og i Glaede.
Luke	16	20	20. Der var og en Fattig ved Navn Lazarus, som var lagt for hans Dør, fuld af Saar.
Luke	16	21	21. Og han begjerede af maettes af de Smuler, som faldt af den Riges Bord; men og Hundene kom og slikkede hans Saar.
Luke	16	22	22. Men det begav sig, at den Fattige døde, og at han blev henbaaren af Englene i Abrahams Skjød; men den Rige døde ogsaa og blev begraven.
Luke	16	23	23. Og der han opløftede sine Øine i Helvede, der han var i Pine, saae han Abraham langt borte, og Lazarus i hans Skjød.
Luke	16	24	24. Og han raabte og sagde: Fader Abraham! forbarm dig over mig, og send Lazarus, at han dypper det Yderste af sin Finger i Vand og laedsker min Tunge; thi jeg pines svarligen i denne lue.
Luke	16	25	25. Men Abraham sagde: Søn! kom ihu, at du har annammet dit Gode i din Livstid, og Lazarus ligesaa det Onde; men nu trøstes han, og du pines.
Luke	16	26	26. Og foruden alt dette er imellem os og Eder et stort Svaelg befaestet, at de, som ville fare herfra ned til Eder, kunne ikke, og de kunne ikke heller fare derfra over til os.
Luke	16	27	27. Men han sagde: saa beder jeg dig, Fader! at du sender ham til min Faders Huus;
Luke	16	28	28. thi jeg har fem Brødre; paa det han kan vidne for dem, at ikke ogsaa de komme i denne Pines Sted.
Luke	16	29	29. Abraham sagde til ham: de have Moses og Propheterne, lad dem høre dem.
Luke	16	30	30. Men han sagde: ak nei, Fader Abraham! men dersom Nogen fra de Døde gik til dem, da omvendte de sig.
Luke	16	31	31. Men han sagde til ham: høre de ikke Moses og Propheterne, da troe de ikke heller, om Nogen opstod fra de Døde.
------------------------Lukasevangeliet, Kapitel 17
Luke	17	1	1. Men han sagde til Disciplene: det er umuligt, at Foragelser ei skulle komme; men vee den, ved hvilken de komme!
Luke	17	2	2. Det var ham bedre, om en Møllesteen blev haengt om hans Hals, og han blev kastet i Havet, end at han skulde forarge een af disse Smaa.
Luke	17	3	3. Vogter Eder selv, Men dersom din Broder synder imod dig, straf ham; og dersom han omvender sig, da tilgiv ham.
Luke	17	4	4. Og dersom han syv Gange om Dagen syndede imod dig og syv Gange om Dagen vender tilbage til dig og siger: det fortryder mig, da skal du tilgive ham.
Luke	17	5	5. Og Apostlerne sagde til Herren: forøg os Troen.
Luke	17	6	6. Men Herren sagde: dersom I havde tro som et Senepskorn, da kunde I sige til dette Morbaertrae: ryk dig op med Rod, og plant dig i Havet; og det skulde vaere Eder lydigt.
Luke	17	7	7. Men hvo af Eder, som har en Tjener, der pløier eller vogter Kvaeg, siger strax til ham, naar han kommer hjem af Marken: gak hen og saet dig tilbords?
Luke	17	8	8. Mon han ikke snarere sige til ham: bered det, jeg skal have til Nadvere, og bind op om dig, og vart mig op, medens jeg aeder og drikker; og derefter maa du aede og drikke?
Luke	17	9	9. Mon han takke denne Tjener, at han gjorde det, som var ham befalet? Jeg mener det ikke.
Luke	17	10	10. Ligesaa og I, naar I have gjort alle Ting, som Eder ere befalede, siger: vi ere unyttige Tjenere; thi vi gjorde det, som vi vare skyldige at gjøre.
Luke	17	11	11. Og det begav sig, der han reiste til Jerusalem, da drog han midt igjennem Samaria og Galilaea.
Luke	17	12	12. Og der han kom til en By, mødte han ti spedalske Maend, som stode langt borte.
Luke	17	13	13. Og de opløftede Røsten og sagde: Jesus, Mester, forbarm dig over os!
Luke	17	14	14. Og der han saae dem, sagde ham til dem: gaaer hen og beteer Eder for Praesterne, Og det skete, der de gik bort, bleve de rensede.
Luke	17	15	15. Men een af dem, der han saae, at han var helbredet, vendte tilbage, og prisede Gud med høi Røst.
Luke	17	16	16. Og han faldt paa sit Ansigt for hans Fødder og takkede ham; og denne var en Samaritan.
Luke	17	17	17. Da svarede Jesus og sagde: bleve ikke de Ti rensede? men hvor ere de Ni?
Luke	17	18	18. Bleve ellers Ingen fundne, som vendte tilbage at give Gud Aere, uden denne Fremmede?
Luke	17	19	19. Og han sagde til ham: staa op, gak bort; din Tro har frelst dig!
Luke	17	20	20. Men da han blev adspurgt af Pharisaeerne: naar kommer Guds Rige? svarede han dem og sagde: Guds Rige kommer ikke saaledes, at man kan vise derpaa.
Luke	17	21	21. De skulle ikke heller sige: see her, eller see der er det; thi see, Guds Rige er inden i Eder.
Luke	17	22	22. Men han sagde til Disciplene: de Dage skulle komme, da I skulle begjere at see een af Menneskens Søns Dage, og I skulle ikke see den.
Luke	17	23	23. Og de skulle sige til Eder: see her, eller see der er han; men gaaer ikke hen, og følger ikke heller.
Luke	17	24	24. Thi ligesom Lynet, som lyner fra den ene Side af Himmelen, skinner til den anden Siden af Himmelen, saa skal Menneskens Søn vaere paa sin Dag.
Luke	17	25	25. Men ham bør det først at lide meget og forskydes af denne Slaegt.
Luke	17	26	26. Og som det skete i Noahs Dage, saaledes skal det og skee i Menneskens Søns Dage.
Luke	17	27	27. De aade, drak, toge til Aegte, bleve bortgiftede indtil den Dag, der Noah gik ind i Arken, og Syndfloden kom og ødelagde Alle.
Luke	17	28	28. Desligeste og som det skete i Loths Dage: de aade, drak, kjøbte, solgte, plantede. byggede;
Luke	17	29	29. men paa den Dag, der Loth gik ud af Sodoma, regnede Ild og Svovl af Himmelen og ødelagde dem alle.
Luke	17	30	30. Saaledes skal det vaere paa den Dag, menneskens Søn aabenbares.
Luke	17	31	31. Paa den samme Dag, hvo som er paa Taget og hans Redskaber i Huset, stige ikke ned at tage dem! og desligeste hvo som er paa Marken vende ikke om til det, som er bag ham.
Luke	17	32	32. Kommer Loths Hustru ihu.
Luke	17	33	33. Hvo som søger at frelse sit Liv, skal miste det; og hvo som mister det, skal holde det ved Live.
Luke	17	34	34. Jeg siger Eder: i den samme Nat skulle To vaere i een Seng; den Ene skal annammes, og den Anden skal lades tilbage.
Luke	17	35	35. To Kvinder skulle male tilsammen; den ene skal annammes, og den anden skal lades tilbage.
Luke	17	36	36. To skulle vaere paa Marken; den Ene skal annammes, og den Anden skal lades tilbage.
Luke	17	37	37. Og de svarede og sagde til ham: hvor, Herre? Men han sagde til dem: hvor Kroppen er, der skulle Ørnene forsamles.
------------------------Lukasevangeliet, Kapitel 18
Luke	18	1	1. Men han sagde dem og en Lignelse derom, at man bør altid bede og ikke blive traet.
Luke	18	2	2. Og han sagde: der var en Dommer i en Stad, som frygtede ikke Gud, og undsaae sig ikke for noget Menneske.
Luke	18	3	3. Men der var en Enke i den samme Stad, og hun kom til ham og sagde: skaf mig Ret over min Modstander.
Luke	18	4	4. Og han vilde laenge ikke. Men derefter sagde han ved sig selv; alligevel jeg hverken frygter Gud, ei heller undseer mig for noget Menneske,
Luke	18	5	5. dog, efterdi denne Enke gjør mig megen Besvaer, vil jeg skaffe hende Ret, at hun ikke uden Ophør skal komme og plage mig.
Luke	18	6	6. Men Herren sagde: hører, hvad den uretfaerdige Dommer siger.
Luke	18	7	7. Skulde da Gud ikke skaffe sine Udvalgte Ret, som raabte til ham Dag og Nat enddog han er langmodig imod dem?
Luke	18	8	8. Jeg siger Eder, at han skal snart skaffe dem Ret. Dog, naar Menneskens Søn kommer, mon han skal finde Troen paa Jorden?
Luke	18	9	9. Men han sagde og til Nogle, som stolede paa sig selv, at de vare retfaerdige, og foragtede Andre, denne Lignelse:
Luke	18	10	10. der gik to Mennesker op til Templet at bede; den Ene var en Pharisaeer, og den anden en Tolder.
Luke	18	11	11. Pharisaeeren stod for sig selv, og bad saaledes: jeg takker dig, Gud! at jeg ikke er som andre Mennesker, Røvere, Uretfaerdige, Hoerkarle eller og som denne Tolder.
Luke	18	12	12. Jeg faster to Gange om Ugen, jeg giver Tiende af alt det, jeg eier.
Luke	18	13	13. Og Tolderen stod langt borte og vilde end ikke opløfte Øiene til Himmelen, men slog sig for sit Bryst og sagde: Gud, vaer mig Synder naadig!
Luke	18	14	14. Jeg siger Eder: denne gik retfaerdiggjort hjem til sit Huus fremfor den Anden; thi hvo sig selv ophøier, skal fornedres, men hvo sig selv fornedrer, skal ophøies.
Luke	18	15	15. Men de bare og smaa Børn til ham, at han skulde røre ved dem; men der Disciplene saae det, truede de dem.
Luke	18	16	16. Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: lader de smaa Børn komme til mig, og formener dem det ikke; thi Guds Rige hører saadanne til.
Luke	18	17	17. Sandelig siger jeg Eder: hvo som ikke annammer Guds Rige som et Barn kommer ingenlunde derind.
Luke	18	18	18. Og en af de Øverste spurgte ham og sagde: gode Mester! hvad skal jeg gjøre, at jeg kan arve et evigt Liv?
Luke	18	19	19. Men Jesus sagde til ham: hvi kalder du mig god? Ingen er god uden Een, det er Gud.
Luke	18	20	20. Du veed Budene: du skal ikke bedrive Hoer; du skal ikke slaae ihjel; du skal ikke stjaele; du skal ikke baere falsk Vidnesbyrd; aer din Fader og din Moder.
Luke	18	21	21. Da sagde han: dette har jeg holdet altsammen fra min Ungdom af.
Luke	18	22	22. Men der Jesus det hørte, sagde han til ham: endnu fattes dig Eet: saelg alt det, du har, og uddeel det til Fattige, saa skal du have et Liggendefae i Himmelen; og kom, følg mig.
Luke	18	23	23. Men der han det hørte, blev han heel bedrøvet; thi han var saare rig.
Luke	18	24	24. Men der Jesus saae, at han var bleven heel bedrøvet, sagde han: hvor vanskelig skulle de, som have Rigdom, komme ind i Guds Rige;
Luke	18	25	25. thi det er lettere, at en Kameel gaaer igjennem et Naaleøie, end at en Rig kommer ind i Guds Rige.
Luke	18	26	26. Men de, som hørte det, sagde: hvo kan da blive salig?
Luke	18	27	27. Men han sagde: hvad som er umuligt for Mennesker, det er muligt for Gud.
Luke	18	28	28. Men Peter sagde: see, vi have forladt Alting, og fulgt dig.
Luke	18	29	29. Men hans agde til dem: sandelig siger jeg Eder: der er Ingen, som har forladt Huus eller Foraeldre eller Brødre eller Hustru eller Børn for Guds Riges Skyld,
Luke	18	30	30. som jo skal annamme det mange Fold igjen i denne Tid og i den til kommende Verden et evigt Liv.
Luke	18	31	31. Men han tog de Tolv til sig og sagde til dem: see, vi gaae op til Jerusalem, og alle de Ting, som ere skrevne Ved Propheterne, skulle fuldkommes paa Menneskens Søn.
Luke	18	32	32. Thi han skal overantvordes Hedningerne og bespottes, forhaanes og bespyttes,
Luke	18	33	33. og de skulle hudstryge og ihjelslaae ham; og tredie Dag skal han opstaae.
Luke	18	34	34. Men de fattede Intet deraf, og denne Tale var skjult for dem, og de forstode ikke det, som blev sagt.
Luke	18	35	35. Men det skete, der han kom naer til Jericho, sad en Blind ved Veien og tiggede.
Luke	18	36	36. Og der denne hørte Folket gaae forbi, spurgte han, hvad dette var?
Luke	18	37	37. Men de forkyndte ham, at Jesus af Nazareth kom forbi.
Luke	18	38	38. Og han raabte og sagde: Jesus, du Davids Søn, forbarm dig over mig!
Luke	18	39	39. Og de, som gik foran, truede ham, at han skulle tie; men desto mere raabte han: du Davids Søn forbarm dig over mig!
Luke	18	40	40. Da stod Jesus stille og bød ham føres til sig; men der han kom naer til ham, spurgte han ham og sagde:
Luke	18	41	41. hvad vil du, at jeg skal gjøre dig? Men han sagde: Herre! at jeg maa blive seende.
Luke	18	42	42. Og Jesus sagde til ham: bliv seende; din Tro har frelst dig.
Luke	18	43	43. Og strax blev han seende og fulgte ham og prisede Gud; og alt Folket, som saae det, lovede Gud.
------------------------Lukasevangeliet, Kapitel 19
Luke	19	1	1. Og han kom ind i Jericho og drog derigjennem.
Luke	19	2	2. Og see, der var en mand, som hedte Zachaeus; han var Toldernes Øverste, og han var rig.
Luke	19	3	3. Og han søgte efter at faae Jesus at see, hvo han var, og kunde ikke for Folket, fordi han var liden af Vaext.
Luke	19	4	4. Og han løb forud og steg op i et Morbaertrae, at han kunde see ham; thi han skulle komme frem ad den Vei.
Luke	19	5	5. Og der Jesus kom til Stedet, saae han op og blev ham vaaer, og sagde til ham: Zachaeus! skynd dig og stig ned; thi det bør mig i Dag at tage ind i dit Huus.
Luke	19	6	6. Og han skyndte sig og steg ned og annammede ham med Glaede.
Luke	19	7	7. Og de, som det saae, knurrede alle og sagde: han tager Herberge hos en syndig Mand.
Luke	19	8	8. Men Zachaeus blev staaende og sagde til Herren: see, Herre! Halvdelen af mit Gods giver jeg de Fattige; og dersom jeg har forfordelet Nogen, da giver jeg det firefold igjen.
Luke	19	9	9. Men Jesus sagde til ham: i Dag er dette Huus vederfaret Frelse, efterdi ogsaa han er en Abrahams Søn;
Luke	19	10	10. thi Menneskens Søn er kommen at søge og frelse det Fortabte.
Luke	19	11	11. Men der de hørte paa dette, blev han ved og sagde en Lignelse, fordi han var naer Jerusalem, og de meente, at Guds Rige skulle strax aabenbares.
Luke	19	12	12. Han sagde da: en høibaaren Mand drog til et Land langt borte, at tage imod et Rige og at komme igjen.
Luke	19	13	13. Men han kaldte ti af sine Tjenere og gav dem ti Pund og sagde til dem: kjøbslaaer, indtil jeg kommer.
Luke	19	14	14. Men hans Borgere hadede ham, og skikkede Sendebud efter ham og lode sige: vi ville ikke, at denne skal regjere over os.
Luke	19	15	15. Og det begav sig, der han kom igjen, efterat han havde modtaget Riget, befalede han, athine Tjenere, hvilke han havde givet Pengene, skulde kaldes til ham, at han kunde vide, hvad hver havde vundet.
Luke	19	16	16. Da traadte den første frem og sagde: Herre! dit Pund har forhvervet ti Pund.
Luke	19	17	17. Og han sagde til ham: vel, du gode Tjener! efterdi du har vaeret tro i det Lidet, skal du have Magt over ti Staeder.
Luke	19	18	18. Og den anden kom og sagde: Herre! dit Pund har indbragt fem Pund.
Luke	19	19	19. Men til denne sagde han ogsaa: og du skal vaere over fem Staeder.
Luke	19	20	20. Og en anden kom og sagde: Herre! see, her er dit Pund, hvilket jeg har havt forvaret i et Klaede.
Luke	19	21	21. Thi jeg frygtede for dig, efterdi du er en streng Mand; du tager det, som du ikke lagde, og høster det, som du ikke saaede.
Luke	19	22	22. Men han sagde til ham: efter din egen mund dømmer jeg dig, du onde Tjener! Du vidste, at jeg er en streng Mand, som tager det, jeg ikke lagde, og høster det, jeg ikke saaede;
Luke	19	23	23. hvi gav du da ikke mine Penge til Vexelbordet, at jeg ved min Hjemkomst kunde kraevet dem med Rente?
Luke	19	24	24. Og han sagde til dem, som stode hos: tager Pundet fra ham, og giver det til den, som har de ti Pund.
Luke	19	25	25. (Og de sagde til ham: Herre! han har ti Pund.)
Luke	19	26	26. Thi jeg siger Eder, at hver den, som har, ham skal gives; men fra den, som ikke har, fra ham skal tages ogsaa det, han har.
Luke	19	27	27. Og nu fører hid hine mine Fjender, som ikke vilde, at jeg skulde regjere over dem, og slaaer dem ihjel for mine Øine.
Luke	19	28	28. Og der han dette havde sagt, drog han frem og reiste op til Jerusalem.
Luke	19	29	29. Og det begav sig, der han kom naer til Bethpage og Betanien, til det Bjerg, som kaldes Oliebjerget, sendte han to af sine Disciple og sagde:
Luke	19	30	30. gaaer hen til den By, som ligger for Eder; naaer I komme derind, skulle I finde et Føl bundet. paa hvilket der aldrig sad noget Menneske; løser det og fører det hid.
Luke	19	31	31. Og dersom Nogen spørger Eder: hvi løse I det? da siger saaledes til ham: Herren har det behov.
Luke	19	32	32. Men de udsendte gik hen og fandt det, ligesom han havde sagt dem.
Luke	19	33	33. Men der de løste Føllet, sagde dets Herre til dem: hvi løse I Føllet?
Luke	19	34	34. Men de sagde: Herren har det behov.
Luke	19	35	35. Og de førte det til Jesus og lagde deres Klaeder paa Føllet og satte Jesus derpaa.
Luke	19	36	36. Og der han reiste frem, bredte de deres Klaeder under ham paa Veien.
Luke	19	37	37. Men der han nu kom naer ved Nedgangen af Oliebjerget, begyndte Disciplenes ganske Hob gladelig at love Gud med høi Røst over alle de kraftige Gjerninger, som de havde seet, og sagde:
Luke	19	38	38. velsignet den, som kommer en Konge i Herrens Navn! Fred i Himmelen, og Aere i det Høieste!
Luke	19	39	39. Og Nogle Pharisaeere af Skaren sagde til ham: Mester straf dine Disciple.
Luke	19	40	40. Og han svarede og sagde til dem: jeg siger Eder, at dersom disse taug da skulle Stenene raabe.
Luke	19	41	41. Og der han kom naer til og saae Staden, graed han over den og sagde:
Luke	19	42	42. vidste du dog, ja end paa denne din Dag, hvad der tjener til din Fred! Men nu er det skjult for dine Øine.
Luke	19	43	43. Derfor skulle de Dage komme over dig, da dine Fjender skulle kaste en Vold op omkring dig og beleire dig rundt omkring og traenge dig allevegne;
Luke	19	44	44. og de skulle laegge dig slet øde og dine Børn i dig og ikke lade Steen paa Steen i dig, fordidu ikke kjendte din Besøgelsestid.
Luke	19	45	45. Og han gik ind i Templet og begyndte at uddrive dem, som derudi solgte og kjøbte,
Luke	19	46	46. og sagde til dem: der er skrevet: mit Huus er et Bedehuus; men I have gjort det til en Røverkule.
Luke	19	47	47. Og han laerte daglig i Templet; men de Ypperstepraester og Skriftkloge og de Øverste for Folket søgte at omkomme ham.
Luke	19	48	48. Og de fandt ikke, hvad de skulde gjøre; thi alt Folket haengte ved ham og hørte ham.
------------------------Lukasevangeliet, Kapitel 20
Luke	20	1	1. Og det begav sig paa een af de Dage, der han laerte Folket i Templet og praedikede Evangelium, kom med eet de Ypperstepraester og Skriftkloge tilligemed de Aeldste.
Luke	20	2	2. Og de talede til ham og sagde: siig os: af hvad Magt gjør du disse Ting? eller hvo er den, som har givet dig denne Magt?
Luke	20	3	3. Men han svarede og sagde til dem: ogsaa jeg vil spørge Eder om een Sag, siger mig og det:
Luke	20	4	4. Johannes'Daab, var den af Himmelen eller af Mennesker?
Luke	20	5	5. Men de overveiede ved sig selv og sagde: sige vi: af Himmelen, da siger han: hvorfor troede I ham da ikke?
Luke	20	6	6. Men sige vi: af Mennesker, da stener alt Folket os; thi det er fast i den Mening, at Johannes var en Prophet.
Luke	20	7	7. Og de svarede, at de vidste ikke hvorfra.
Luke	20	8	8. Og Jesus sagde til dem: saa siger jeg Eder ikke heller, af hvad Magt jeg gjør disse Ting.
Luke	20	9	9. Men han begyndte at sige til Folket denne Lignelse: et Menneske plantede en Viingaard og leiede den til Viingaardsmaend og drog udenlands en Tid lang.
Luke	20	10	10. Og der Tiden kom, sendte han en Tjener til Viingaardsmaendene, at de skulle give ham af Viingaardens Frugt; men Viingaardsmaendene sloge ham og lode ham tomhaendet fra sig.
Luke	20	11	11. Og han blev ved og sendte en anden Tjener; men de sloge ogsaa denne og forhaanede ham og lode ham tomhaendet fra sig.
Luke	20	12	12. Og han blev ved og sendte den tredie; men ogsaa denne saarede de og udstødte ham.
Luke	20	13	13. Men Viingaardens Herre sagde: hvad skal jeg gjøre? jeg vil sende min Søn den Elskelige, maaskee, naar de see ham, skulle de undsee sig.
Luke	20	14	14. Men der Viingaardsmaendene saae ham, beraadte de sig indbyrdes og sagde: denne er Arvingen, kommer, lader os slaae ham ihjel, at Arven maa blive vores.
Luke	20	15	15. Og de stødte ham udenfor Viingaarden og sloge ham ihjel. Hvad skal nu Viingaardens Herre gjøre ved dem?
Luke	20	16	16. Han skal komme og udrydde disse Viingaardsmaend og leie Viingaarden til andre. Men der de det hørte, sagde de: det skee aldrig!
Luke	20	17	17. Men han saae paa dem og sagde: hvad er da dette, som er skrevet: den Steen, som Bygningsmaendene forstøde den er bleven til en Hovedhjørnesteen?
Luke	20	18	18. Hver, som falder paa denne Steen, bliver sønderstødt; men hvem den falder paa, ham skal den knuse.
Luke	20	19	19. Og de Ypperstepraester og Skriftkloge søgte at laegge Haand paa ham i den samme Time, men de frygtede for Folket; thi de forstode, at han havde sagt denne Ligngelse imod dem.
Luke	20	20	20. Og de toge vare paa ham, og udsendte Lurere, der anstillede sig, som om de vare retfaerdige, for at fange ham i Talen, paa det de kunde overantvorde ham til Øvrigheden og Landshøvdingens Magt.
Luke	20	21	21. Og de spurgte ham og sagde: Mester! vi vide, at du taler og laerer rettelig og ikke anseer nogen Person, men laerer Guds Vei i Sandhed.
Luke	20	22	22. Er det os tilladt at give Keiseren Skat, eller ei?
Luke	20	23	23. Men da han maerkede deres Traedskhed, sagde han til dem: hvi friste I mig?
Luke	20	24	24. Viser mig en Penning; hvis Billede og Overskrift har den? Men de svarede og sagde: Keiserens.
Luke	20	25	25. Men han sagde til dem: saa giver da Keiseren det, Keiserens er, og Gud, det, Guds er.
Luke	20	26	26. Og de kunde ikke fange ham i Ord i Folkets Paahør, og de forundrede sig over hans Svar og taug.
Luke	20	27	27. Men nogle af Sadducaeerne, hvilke naegte, at der er Opstandelse, gik til ham og spurgte ham og sagde:
Luke	20	28	28. Mester! Moses har foreskrevet os: dersom Nogen har en Broder, som er gift, og samme døer barnløs, da skal dennes Broder tage Hustruen og opreise sin Broder Saed.
Luke	20	29	29. Nu vare her syv Brødre; og den første tog en Hustru og døde barnløs.
Luke	20	30	30. Og den anden tog Hustruen; ogsaa han døde barnløs.
Luke	20	31	31. Og den tredie tog hende, og saaledes alle syv; og de døde uden at efterlade Børn.
Luke	20	32	32. Men sidst af dem alle døde ogsaa Kvinden.
Luke	20	33	33. I Opstandelsen nu, hvis Hustru af disse skal hun vaere? thi de have alle syv havt hende til Hustru.
Luke	20	34	34. Og Jesus svarede og sagde til dem: denne Verdens Børn tage til Aegte og bortgiftes.
Luke	20	35	35. Men de, som agtes vaerdige til at faae Deel i hiin Verden og i Opstandelsen fra de Døde, tage hverken til Aegte eller bortgiftes.
Luke	20	36	36. De kunne jo ikke mere døe; thi de ere Engle lige og ere Guds Børn, efterdi de ere Opstandelsens Børn.
Luke	20	37	37. Men at de Døde opvaekkes, har og Moses givet tilkjende i Stedet om Tornebusken, der han kalder Herren: Abrahams Gud og Isaaks Gud og Jakobs Gud.
Luke	20	38	38. Men han er ikke de Dødes Gud, men de Levendes; thi ham leve de alle.
Luke	20	39	39. Men nogle af de Skriftkloge svarede og sagde: Mester! du talede vel.
Luke	20	40	40. Og de turde ikke ydermere spørge ham om Noget.
Luke	20	41	41. Men han sagde til dem: hvorledes siger man Christus at vaere Davids Søn?
Luke	20	42	42. da dog David siger i Psalmernes Bog: Herren sagde til min Herre: sid hos min høire Haand,
Luke	20	43	43. indtil jeg laegger dine Fjender til dine Fødders Skammel.
Luke	20	44	44. Altsaa kalder David ham en Herre; hvorledes er han da hans Søn.
Luke	20	45	45. Men i alt Folkets Paahør sagde han til sine Disciple:
Luke	20	46	46. vogter Eder for de Skriftkloge, som gjerne gaae omkring i lange Klaeder og lade sig gjerne hilse paa Torvene og ville gjerne have de fornemste Saeder i Synagogerne og sidde øverst tilbords ved Nadverne,
Luke	20	47	47. dem, som opaede Enkers Huse og paa Skrømt bede laenge; disse skulle faae des haardere Dom.
------------------------Lukasevangeliet, Kapitel 21
Luke	21	1	1. Men idet han saae op, blev han de Rige vaer, som lagde deres Gaver i Templets Kiste.
Luke	21	2	2. Men han saae og en fattig Enke, som lagde to Skjerve deri.
Luke	21	3	3. Og han sagde: sandelig siger jeg Eder: denne fattige Enke har lagt Mere end alle.
Luke	21	4	4. Thi alle disse have lagt af deres Overflod som Gaver for Gud; men denne har af sin Armod lagt al sin Eiendom.
Luke	21	5	5. Og der Nogle sagde om Templet at det var prydet med deilige Stene og Klenodier, sagde han:
Luke	21	6	6. hvad angaaer disse Ting, som I skue, skulle de Dage komme, paa hvilke der ikke skal lades Steen paa Steen, som jo skal nedbrydes.
Luke	21	7	7. Da spurgte de ham og sagde: Mester! naar skal dette da vaere? og hvilket er Tegnet, naardette skal skee?
Luke	21	8	8. Men han sagde: seer til, I ikke blive forførte; thi Mange skulle komme under mit Navn og sige, at det er mig, og at Tiden er kommen naer. Gaaer derfor ikke efter dem.
Luke	21	9	9. Men naar I høre om Krig og Oprør, forfaerdes ikke; thi dette bør først at skee, men Enden er ikke strax.
Luke	21	10	10. Da, sagde han til dem, skal Folk reise sig mod Folk, og Rige mod Rige.
Luke	21	11	11. Og der skal skee store Jordskjaelv her og der og Hunger og Pestilentse og skee skraekkelige Ting og store Tegn af Himmelen.
Luke	21	12	12. Men for alt dette skulle de laegge Haand paa Eder og forfølge og overantvorede Eder i Synagoger og Faengsler og føre Eder for Konger og Fyrster for mit Navns Skyld.
Luke	21	13	13. Men det skal vederfares Eder til et Vidnesbyrd.
Luke	21	14	14. Laegger det da paa Hjerte, at I ikke forud betaenkte, hvorledes I skulle forsvare Eder.
Luke	21	15	15. Thi jeg vil give Eder Mund og Viisdom, hvilke alle Eders Modstandere ikke skulle kunne modsige og ei modstaae.
Luke	21	16	16. Men I skulle og forraades af Foraeldre og Brødre og Fraender og Venner, og de skulle slaae Nogle af Eder ihjel.
Luke	21	17	17. Og I skulle hades af Alle for mit Navns Skyld.
Luke	21	18	18. Dog ikke et Haar af Eders Hoved skal forkomme.
Luke	21	19	19. Ved Eders Bestandighed bevarer Eders Sjaele.
Luke	21	20	20. Men naar I see Jerusalem rundt omkring beleiret af Krigshaere, da maerker, at dens Ødelaeggelse er komme naer.
Luke	21	21	21. De, som da ere i Judaea, flye til Bjergene; og de, som ere midt i Staden, vige derudfra; og de, som ere paa Landet, komme ikke ind i den!
Luke	21	22	22. Thi disse ere Hevnens Dage, da Alt, hvad skrevet er, skal fuldkommes.
Luke	21	23	23. Men vee de Frugtsommelige og dem, som give Die, i de Dage; thi der skal vaere stor Nød paa Jorden og Vrede over dette Folk.
Luke	21	24	24. Og de skulle falde for Svaerdets Aeg og føres fangne til alle Hedningerne; og Jerusalem skal nedtraedes af Hedningerne, indtil Hedningernes Tider fuldkommes.
Luke	21	25	25. Og der skal skee Tegn i Sol og Maane og Stjerner, og paa Jorden skulle Folkene Aengstes i Fortvivlelse, naar Havet og Bølgerne bruse,
Luke	21	26	26. naar Menneskene forsmaegte af Frygt og de Tings Forventelse, som skulle komme over Jorderige; thi Himmelens Kraefter skulle røres.
Luke	21	27	27. Og da skulle de see Menneskens Søn komme i Skyen med megen Kraft og Herlighed.
Luke	21	28	28. Men naar disse Ting begynde at skee, da seer op, og opløfter Eders Hoveder, efterdi Eders Forløsning stunder til.
Luke	21	29	29. Og han sagde til dem en Lignelse: seer Figentraeet og alle Traeer;
Luke	21	30	30. Naar de springe ud, da skjønne I af Eder selv, at sommeren nu er naer.
Luke	21	31	31. Ligesaa og I, naar I see disse Ting at skee, da kjende I, at Guds Rige er naer.
Luke	21	32	32. Sandelig siger jeg Eder, at denne Slaegt skal ikke forgaae, førend det skeer altsammen.
Luke	21	33	33. Himmelen og Jorden skulle forgaae; men mine Ord skulle ingenlunde forgaae.
Luke	21	34	34. Men vogter Eder, at Eders Hjerter ikke nogen Tid besvaeres med Fraadseri og Drukkenskab og med Sorrig for Naering, og denne Dag skal komme pludselig over Eder.
Luke	21	35	35. Thi den skal komme som en Snare over alle dem, som boe paa den ganske Jord.
Luke	21	36	36. Derfor vaager og beder til enhver Tid, at I kunne agtes vaerdige til at undflyde alle disse Ting, som skee skulle og til at bestaae for Menneskens Søn.
Luke	21	37	37. Men han laerte om Dagene i Templet, men om Naetterne gik han ud og opholdt sig Natten over paa det Bjerg, som kaldes Oliebjerget.
Luke	21	38	38. Og alt Folket kom aarle til ham i Templet for at høre ham.
------------------------Lukasevangeliet, Kapitel 22
Luke	22	1	1. Men de usyrede Brøds Høitid, som kaldes Paaske, naermede sig.
Luke	22	2	2. Og de Ypperstepraester og Skriftkloge søgte, hvorledes de kunde ihjelslaae ham; thi de frygtede for Folket.
Luke	22	3	3. Men Satanas foer i Judas med Tilnavn Ischariotes, som var en af de Tolv.
Luke	22	4	4. Og han gik hen og talede med de Ypperstepraester og Høvedsmaendene, hvorledes han vilde forraade ham til dem.
Luke	22	5	5. Og de bleve glade og lovede at give ham Penge.
Luke	22	6	6. Og han tilsagde det; og han søgte beleilig Tid til at forraade ham til dem uden Opløb.
Luke	22	7	7. Men de usyrede Brøds Dag kom, paa hvilken man burde slagte Paaskelammet.
Luke	22	8	8. Og han sendte Peter og Johannes og sagde: gaaer hen og bereder os Paaskelammet, at vi kunne aede det.
Luke	22	9	9. Men de sagde til ham: hvor vil du, at vi skulle berede det?
Luke	22	10	10. Men han sagde til dem: see, naar I komme ind i Staden, skal et Menneske møde Eder, som baerer en Vandkrukke; følger ham i Huset, hvor han gaaer ind,
Luke	22	11	11. og siger til huusbonden i Huset: Mesteren lader dig sige: hvor er det Herberge, der jeg kan aede Paaskelammet med mine Disciple?
Luke	22	12	12. Og han skal vise Eder en stor Sal tillavet; der bereder det.
Luke	22	13	13. Men de gik hen og fandt det, ligesom han havde sagt dem, og de beredte Paaskelammet.
Luke	22	14	14. Og der Timen kom, satte han sig tilbords, og de tolv Apostler med ham.
Luke	22	15	15. Og han sagde til dem: jeg har hjerteligen laengtes efter at aede dette Paaskelam med Eder, forend jeg lider.
Luke	22	16	16. Thi jeg siger Eder, at jeg skal indenlunde mere aede af det, førend det bliver fuldkommet i Guds Rige.
Luke	22	17	17. Og han tog Kalken, takkede og sagde: tager dette, og deler det imellem Eder.
Luke	22	18	18. Thi jeg siger Eder, at jeg skal ikke drikke af Viintraeets Frugt, forend Guds Rige kommer.
Luke	22	19	19. Og han tog Brødet, takkede og brød det og gav dem det og sagde: dette er mit Legeme, hvilket gives for Eder; dette gjører til min Ihukommelse.
Luke	22	20	20. Ligesaa tog han og Kalken, efterat de havde holdt nadvere, og sagde: denne Kalk er det Nye Testament i mit Blod, hvilket udgydes for Eder.
Luke	22	21	21. Dog see, hans Haand, som mig forraader, er over Bordet med mig.
Luke	22	22	22. Og Menneskens Søn gaaer vel hen, som det er beskikket; dog vee det Menneske, ved hvem han bliver forraadt!
Luke	22	23	23. Og de begyndte at bespørge sig indbyrdes om, hvo af dem det dog maatte vaere, som dette skulde gjøre?
Luke	22	24	24. Der var og en Traette iblandt dem derom, hvo af dem skulde holdes for at vaere den Største?
Luke	22	25	25. Men han sagde til dem: Folkenes Konger herske over dem, og de, som have Magt over dem, kaldes naadige Herrer.
Luke	22	26	26. I derimod ikke saaledes; men den Største ibaldt Eder vaere som den Yngste, og den Øverste, som den, der tjener.
Luke	22	27	27. Thi hvilken er størst: den, som sidder tilbords? eller den, som tjener? Mon ikke den, som sidder tilbords? Men jeg er i blandt Eder som den, der tjener? Mon ikke den, som sidder tilbords? Men jeg er iblandt Eder som den, der tjener.
Luke	22	28	28. Men I ere de, som ere blevne varagtige hos mig i mine Fristelser.
Luke	22	29	29. Og jeg bskikker Eder Riget, ligesom min Fader beskikkede mig det,
Luke	22	30	30. at I skulle aede og drikke ved mit Bord i mit Rige og sidde paa Throner og dømme de tolv Israels Stammer.
Luke	22	31	31. Men Herren sagde: Simon, Simon! see, Satanas begjerede Eder, at sigte Eder som Hvede.
Luke	22	32	32. Men jeg bad for dig, at din Tro skal ikke aflade; og naar du engang omvender dig, da styrk dine Brødre.
Luke	22	33	33. Men han sagde til ham: Herre! jeg er rede at gaae med dig, baade i Faengsel og i Døden.
Luke	22	34	34. Men han sagde: Peter! jeg siger dig: Hanen skal ikke gale i Dag, førend du tre Gange har naegtet, at du kjender mig.
Luke	22	35	35. Og han sagde til dem; der jeg udsendte Eder uden pung og Taske og Skoe, fattedes Eder Noget? Men de sagde: Intet.
Luke	22	36	36. Da sagde han til dem: men nu, hvo som har en Pung, tage den, ligesaa og en Taske; og hvo som ikke har Svaerd, saelge sit Klaedebon, og kjøbe et.
Luke	22	37	37. Thi jeg siger Eder: det bør endnu fuldkommes paa mig, hvad skrevet er: han er og regnet iblandt Overtraedere; thi hvad der er skrevet om mig, har Ende.
Luke	22	38	38. Men de sagde: Herre! see, her ere to Svaerd. Men han sagde til dem: det er nok.
Luke	22	39	39. Og han gik ud og gik efter Saedvane til Oliebjerget; men hans Disciple fulgte ham ogsaa.
Luke	22	40	40. Men der han kom til Stedet, sagde han til dem: beder, at I ikke skulle falde i Fristelse.
Luke	22	41	41. Og han sled sig fra dem omtrent et Steenkast og faldt paa Knae, og bad og sagde:
Luke	22	42	42. Fader, vilde du tage denne kalk, fra mig! dog skee ikke mine Villie, men din!
Luke	22	43	43. Men en Engel af Himmelen aabenbaredes for ham og styrkede ham.
Luke	22	44	44. Og der han var i Dødsangest, bad han heftigere; men hans Sved blev som Blodsdraaber, der falde ned paa Jorden.
Luke	22	45	45. Og der han stod op fra Bønnen og kom til sine Disciple, fandt han dem sovende af Bedrøvelse.
Luke	22	46	46. Og han sagde til dem: hvi sove I? Staaer op og beder, at I ikke skulle falde i Fristelse.
Luke	22	47	47. Men der han endnu talede, see, da kom Skaren; og een af de Tolv, ved Navn Judas, gik foran dem og naermede sig til Jesus for at kysse ham.
Luke	22	48	48. Men Jesus sagde til ham: Judas! forraader du Menneskens Søn med et Kys?
Luke	22	49	49. Men der de, som vare omkring ham, saae, hvad der vilde skee, sagde de til ham: Herre! skulle vi slaae til med Svaerd?
Luke	22	50	50. Og een af dem slog den Ypperstepraestes Tjener og afhuggede hans høire Øre.
Luke	22	51	51. Men Jesus svarede og sagde: tillader dem saavidt! Og han rørte ved hans Øre og laegte ham.
Luke	22	52	52. Men Jesus sagde til de Ypperstepraester og Høvedsmaendene for Templet og de Aeldste, som vare komne til ham: I ere udgangne som mod en Røver med Svaerd og Staenger.
Luke	22	53	53. Der jeg var dagligen hos Eder i Templet, udrakte I ikke Haender imod mig; men denne er Eders Time og Mørkets Magt.
Luke	22	54	54. Men de grebe ham og førte ham bort og bragte ham ind i den Ypperstepraestes Huus; men Peter fulgte langt fra efter.
Luke	22	55	55. Men de taendte en Ild midt i Paladset og satte sig tilsammen, og Peter sad midt iblandt dem.
Luke	22	56	56. Men en Pige saae ham sidde ved Ilden og stirrede paa ham og sagde: denne var og med ham.
Luke	22	57	57. Men han fornaegtede ham og sagde: Kvinde! jeg kjender ham ikke.
Luke	22	58	58. Og lidet derefter saae en Anden ham og sagde: du er og een af dem; men Peter sagde: Menneske! jeg er det ikke.
Luke	22	59	59. Og henved en Time derefter bekraeftede en Anden hardt og sagde: i Sandhed, denne var og med ham; thi han er og en Galilaeer.
Luke	22	60	60. Men Peter sagde: Menneske! jeg veed ikke, hvad du siger. Og strax, der han endnu talede, goel Hanen.
Luke	22	61	61. Og Herren vendte sig og saae paa Peter; og Peter kom Herrens Ord ihu, hvorledes hanhavde sagt til ham: førend Hanen galer, skal du fornaegte mig tre Gange.
Luke	22	62	62. Og Peter gik udenfor og graed bitterligen.
Luke	22	63	63. Og de Maend, som holdt Jesus, bespottede ham og sloge ham.
Luke	22	64	64. Og de kastede et Klaede over ham og sloge ham i Ansigtet og spurgte ham og sagde: spaa, hvo er den, som dig slog?
Luke	22	65	65. Og mange andre Bespottelser sagde de imod ham.
Luke	22	66	66. Og der det blev Dag, forsamlede Folkets Aeldste sig og de Ypperstepraester og Skriftkloge og førte ham op for deres Raad,
Luke	22	67	67. og sagde: er du Christus? siig os det. Men han sagde til dem: siger jeg Eder det, troe I det ikke.
Luke	22	68	68. Men om jeg og spørger, svare I mig ikke eller lade mig løs.
Luke	22	69	69. Fra nu af skal Menneskens Søn sidde hos Guds Krafts høire Haand.
Luke	22	70	70. Men de sagde alle: er du da den Guds Søn? Men han sagde til dem: I sige det; thi jeg er det.
Luke	22	71	71. Men de sagde: hvad have vi ydermere Vidnesbyrd behov? thi vi have selv hørt det af hans Mund.
------------------------Lukasevangeliet, Kapitel 23
Luke	23	1	1. Og deres ganske Hob stod op og førte ham for Pilatus.
Luke	23	2	2. Men de begyndte at anklage ham og sagde: denne have vi fundet at forvende Folket og forbyde at give Keiseren Skat og sige sig selv at vaere Christus, en Konge.
Luke	23	3	3. Men Pilatus spurge ham og sagde: er du den Jødernes Konge? Men han svarede ham og sagde: du siger det.
Luke	23	4	4. Men Pilatus sagde til de Ypperstepraester og til Folket: jeg finder ingen Skyld hos dette Menneske.
Luke	23	5	5. Men de holdt hardt ved og sagde: han oprør Folket, idet han laerer over al Juaea, fra Galilaea af, hvor han begyndte.
Luke	23	6	6. Men der Pilatus hørte om Galilaea spurgte han, om dette Menneske var en Galilaeer.
Luke	23	7	7. Og der han fik at vide, at han hørte under Herodes' Magt, sendte han ham til Herodes, som og selv var i Jerusalem i de samme Dage.
Luke	23	8	8. Men der Herodes saae Jesus, blev han meget glad: thi han havde laenge siden gjerne villet see ham, fordi han havde hørt meget om ham, og haabede at skulle see et Tegn skee af ham.
Luke	23	9	9. Og han gjorde ham mange Spørgsmaal; men han svarede ham Intet.
Luke	23	10	10. Men de Ypperstepraester og Skriftkloge stode og anklagede ham heftig.
Luke	23	11	11. Men der Herodes med sine Krigsfolk havde forhaanet og bespottet ham, kastede han et hvidt Klaedebon om ham og sendte ham til Pilatus igjen.
Luke	23	12	12. Paa den Dag bleve Pilatus og Herodes hinandens Venner; thi de var før i Fjendskab med hinanden.
Luke	23	13	13. Men Pilatus sammenkaldte de Ypperstepraester og de Øverste og Folket,
Luke	23	14	14. og sagde til dem: I have ført dette Menneske til mig som den, der afvender Folket; og see, jeg har forhørt ham for Eder og finder ingen Skyld hos dette Menneske i det, som I anklage ham for.
Luke	23	15	15. Herodes ikke heller; thi jeg sendte Eder til ham, og see, han har Intet gjort, som han er skyldig at døe for.
Luke	23	16	16. Derfor vil jeg revse ham og lade ham løs.
Luke	23	17	17. Men han var forbunden til at lade dem Een løs ved Høitiden.
Luke	23	18	18. Men de raabte i den ganske Hob og sagde: bort med denne, men lad os Barabbas løs!
Luke	23	19	19. (Denne var Kastet i Faengsel for et Oprør, som skete i Staden, og var for et Mord.)
Luke	23	20	20. Da raabte Pilatus atter til dem og vilde lade Jesus løs.
Luke	23	21	21. Men de tilraabte ham og sagde: korsfaest, korsfaest ham!
Luke	23	22	22. Men han sagde tredie Gang til dem: hvad Ondt har da denne gjort? Jeg finder ingen Dødsskyld hos ham; derfor vil jeg revse ham og lade ham løs.
Luke	23	23	23. Men de traengte paa med stort Skrig og begjerede, at han skulde korsfaestes; og deres og de Ypperstepraesters Skrig fik Overhaand.
Luke	23	24	24. Og Pilatus dømte, at deres Begjering skulde skee.
Luke	23	25	25. Men han løvsgav dem den, de begjerede, som var kastet i Faengsel for Oprør og Mord; men Jesus overgav han til deres Villie.
Luke	23	26	26. Og der de førte ham ud, toge de fat paa en viis Simon fra Cyrene, som kom fra Marken, og de lagde Korset paa ham, at han skulde baere det efter Jesus.
Luke	23	27	27. Men en stor Hob Folk og Kvinder fulgte ham, som baade beklagede og begraed ham.
Luke	23	28	28. Men Jesus vendte sig om til dem og sagde: I Jerusalems Døttre! graeder ikke over mig, men graeder over Eder selv og over Eders Børn.
Luke	23	29	29. Thi see, de Dage komme. paa hvilke man skal sige: salige ere de Ufrugtsommelige og de Liv, som ikke fødte, og de Bryster, som ikke gave Die.
Luke	23	30	30. Da skulle de begynde at sige til Bjergene: fader over os! og til Høiene: skjuler os!
Luke	23	31	31. Thi gjør man dette med det grønne Trae, hvad vil da skee med det tørre.
Luke	23	32	32. Men der bleve og to andre Misdaedere førte ud for at henrettes med ham.
Luke	23	33	33. Og der de vare komne til det Sted, som kaldes Hovedpandested, korsfaestede de ham der og Misdaederne, den ene ved den høire, men den anden ved den venstre Side.
Luke	23	34	34. Men Jesus sagde: Fader! forlad dem; thi de vide ikke, hvad de gjøre. Men de skiftede hans Klaeder og kastede Lod derom.
Luke	23	35	35. Og Folket stod og saae til: men de Øverste spottede ham tilligemed dem og sagde: han har frelst Andre, han frelse sig selv, dersom han er den Christus, den Guds Udvalgte.
Luke	23	36	36. Men og Stridsmaendene spottede ham, traadte til og rakte ham Eddike og sagde:
Luke	23	37	37. dersom du er den Jødernes Konge, da frels dig selv.
Luke	23	38	38. Men der var og sat en Overskrift over ham, skreven paa Graesk og Latin og Hebraisk: denne er den Jødernes Konge.
Luke	23	39	39. Men een af Misdaederne, som vare ophøngte, bespottede ham og sagde: er du den Christus, da frels dig selv og os.
Luke	23	40	40. Men den anden svarede og straffede ham og sagde: frygter ei heller du for Gud, da du er under samme Dom?
Luke	23	41	41. Og vi vel med Rette, thi vi saae det, vore Gjerninger have forskyldt; men denne handlede intet Uskikkeligt.
Luke	23	42	42. Og han sagde til Jesus: Herre! kom mig i hu, naar du kommer i dit Rige.
Luke	23	43	43. Og Jesus sagde til ham: sandelig siger jeg dig, i Dag skal du vaere med mig i Paradis.
Luke	23	44	44. Men det var ved den sjette Time, og der blev et Mørke over det ganske Land indtil den niende Time.
Luke	23	45	45. Og Solen blev formørket, og Forhaenget i Templet splittedes midt ad.
Luke	23	46	46. Og Jesus raabte med høi Røst og sagde: Fader! i dine Haender befaler jeg min Aand, og der han det sagde, udgav han Aanden.
Luke	23	47	47. Men der Høvedsmanden saae det, som skete, gav han Gud Aeren og sagde: i Sandhed, dette Menneske var retfaerdigt.
Luke	23	48	48. Og alle de Folk, som vare komne sammen til dette Syn, der de saae, hvad der var skeet, sloge sig for deres Bryst og vendte tilbagte.
Luke	23	49	49. Men alle hans Kyndige stode langt borte, saa og de Kvinder, som havde fulgt med ham fra Galilaea, og saae dette.
Luke	23	50	50. Og see, en Mand ved Navn Joseph, som var en Raadsherre, en god og retfaerdig Mand,
Luke	23	51	51. (denne havde ikke samtykt i deres Raad og Gjerning), han var fra Arimathaea, en Jødisk Stad, og han ventede ogsaa selv Guds Rige;
Luke	23	52	52. han gik til Pilatus og begjerede Jesu Legeme.
Luke	23	53	53. Og han tog det ned og svøbte det i et fiint Linklaede og lagde det i en Grav, som var huggen i en Klippe, hvor endnu ikke Nogen var lagt.
Luke	23	54	54. Og det var Beredelsens Dag, og Sabbaten stundede til.
Luke	23	55	55. Men og Kvinderne, som vare komne med ham fra Galilaea, fulgte efter og saae Graven, og hvorledes hans Legeme blev lagt.
Luke	23	56	56. Men de vendte tilbage og beredte vellugtende Urter og Salver; og Sabbaten over holdt de sig stille efter Loven.
------------------------Lukasevangeliet, Kapitel 24
Luke	24	1	1. Men paa den første Dag i Ugen meget aarle kom de til Graven og bare de vellugtende Salver, som de havde beredt; og nogle Andre kom med dem.
Luke	24	2	2. Men de fandt Stenen afvaeltet fra Graven.
Luke	24	3	3. Og de gik ind og fandt ikke den Herres Jesu Legeme.
Luke	24	4	4. Og det skete, der de vare tvivlraadige derover, see, da stode to Maend for dem i skinnende Klaeder.
Luke	24	5	5. Men der de bleve forfaerdede og bøiede Ansigtet mod Jorden, sagde de til dem: hvi lede I efter den Levende iblandt de Døde?
Luke	24	6	6. Han er ikke her, men han er opstanden; kommer i hu, hvorledes han talede til Eder, der han endnu var i Galilaea, og sagde:
Luke	24	7	7. det bør Menneskens Søn at overantvordes i syndige Menneskers Haender og korsfaestes og opstaae tredie Dag.
Luke	24	8	8. Og de kom hans Ord i hu.
Luke	24	9	9. Og de gik fra Graven igjen, og kundgjorde alle disse Ting for de Elleve og for alle de Andre.
Luke	24	10	10. Men det var Maria Magdalene og Johanne og Maria, Jakobus' Moder, og de øvrige Kvinder med dem, som sagde Apostlene disse ting.
Luke	24	11	11. Og deres Ord syntes for dem som en løs tale, og de troede dem ikke.
Luke	24	12	12. Men Peter stod op og løb til Graven, og der han kigede derind, saae han Linklaederne liggende alene og gik bort og forundrede sig over det, som skeet var.
Luke	24	13	13. Og see, to af dem gik paa den samme Dag til en By, som var tresindstyve Stadier fra Jerusalem, hvis Navn var Emaus.
Luke	24	14	14. Og de talede med hverandre om alle disse Ting, som vare skete.
Luke	24	15	15. Og det begav sig, der de talede og bespurgte sig med hverandre, kom og Jesus selv naer og vandrede med dem.
Luke	24	16	16. Men deres Øine holdtes til, saa de ikke kjendte ham.
Luke	24	17	17. Men han sagde til dem: hvad ere disse for taler, som I føre med hverandre paa Veien, og hvi see I saa bedrøvede ud.
Luke	24	18	18. Men een af dem, som hedte Cleophas, svarede og sagde til ham: er du alene fremmed i Jerusalem og veed ikke de ting, som ere skete i den i disse Dage?
Luke	24	19	19. Og han sagde til dem: hvilke? Men de sagde til ham: angaaende Jesus af Nazareth, som var en Prophet, maegtig i Gjerning og Ord, for Gud og alt Folket;
Luke	24	20	20. og hvorledes de Ypperstepraester og vore Øverster have overantvordet ham til Dødsdom og korsfaestet ham.
Luke	24	21	21. Men vi haabede, at han var den, som skulde forløse Israel. Men med alt dette er det i Dag den tredie Dag siden det skete.
Luke	24	22	22. Saa have og nogle af vore Kvinder som vare aarle ved Graven forfaerdet os;
Luke	24	23	23. thi der de ikke fandt hans Legeme, kom de og sagde, at de havde og seet et Syn af Engle, hvilke sagde: han lever.
Luke	24	24	24. Og nogle af Vore gik hen til Graven og fandt det saaledes, som og Kvinderne havde sagt; men ham saae de ikke.
Luke	24	25	25. Og han sagde til dem: o I Daarer og Seenhjertede til at troe alt det, som Propheterne havde sagt.
Luke	24	26	26. Burde det ikke Christus at lide dette og at indgaae til sin Herlighed?
Luke	24	27	27. Og han begyndte fra Moses og fra alle Propheter og udlagde dem i alle Skrifterne det, som var skrevet om ham.
Luke	24	28	28. Og de kom naer til Byen, som de gik til; og han lod, som han vilde gaae laengere.
Luke	24	29	29. Og de nødte ham meget og sagde: bliv hos os, thi det er mod Aften, og Dagen helder; og han gik ind for at blive hos dem.
Luke	24	30	30. Og det skete, da han sad med dem tilbords, tog han Brødet, velsignede og brød det og gav dem.
Luke	24	31	31. Da bleve deres Øine aabnede, og de kjendte ham, og han blev usynlig for dem.
Luke	24	32	32. Og de sagde til hverandre: braendrte ikke vore hjerter i os, der han talede til os paa Veien, og der han oplod os Skrifterne?
Luke	24	33	33. Og de stode op i den samme Time og vendte tilbage til Jerusalem og fandt forsamlede de Elleve og dem, som vare med dem, hvilke sagde:
Luke	24	34	34. Herren er sandelig opstanden, og seet af Simon.
Luke	24	35	35. Og de fortalte de Ting, som vare skete paa Veien, og hvorledes han blev kjendt af dem, idet han brød Brødet.
Luke	24	36	36. Men der de talede dette, stod Jesus selv midt iblandt dem, og han sagde til dem: Fred vaere med Eder!
Luke	24	37	37. Da forfaerdedes de og betoges af Frygt og mente, at de saae en Aand.
Luke	24	38	38. Og han sagde til dem: hvi ere I saa bestyrtede? og hvi opstige saadanne tanker i Eders hjerter?
Luke	24	39	39. Seer mine Haender og mine Fødder, at det er mig selv; føler paa mig og seer; thi en Aand har ikke Kjød og Been, som I see, at jeg har.
Luke	24	40	40. Og der han det sagde, viste han dem Haenderne og Fødderne.
Luke	24	41	41. Men der de for Glaede endnu ikke troede og forundrede sig, sagde han til dem: have I her Noget at aede?
Luke	24	42	42. Men de gave ham et Stykke af en stegt Fisk og af en Honningkage.
Luke	24	43	43. Og han tog det og aad det for deres Øine.
Luke	24	44	44. Men han sagde til dem: dette er hvad jeg sagde Eder, der jeg endnu var hos Eder, at de Ting bør allesammen at fuldkommes, som ere skrevne i Moses' Lov og Propheterne og Psalmerne om mig.
Luke	24	45	45. Da oplod han deres Forstand, at de forstode Skrifterne.
Luke	24	46	46. Og han sagde til dem: saaledes er skrevet, og saaledes burde det Christus at lide og at opstaae fra de Døde tredie Dag;
Luke	24	47	47. Og i hans Navn at praedikes Omvendelse og Syndernes Forladelse for alle Folk, hvilket skulde begynde fra Jerusalem.
Luke	24	48	48. Men I ere Vidner til disse Ting.
Luke	24	49	49. Og see, jeg sender min Faders Forjaettelse over Eder; men I skulle blive I Jerusalems Stad, indtil I blive iførte med Kraft af det Høie.
Luke	24	50	50. Men han førte dem hen ud indtil Bethanien, og han opløftede sine Haender og velsignede dem.
Luke	24	51	51. Og det skete, der han velsignede dem, skiltes han fra dem og foer op til Himmelen.
Luke	24	52	52. Og de tilbade ham og vendte tilbage til Jerusalem med stor Glaede.
Luke	24	53	53. Og de vare stedse i Templet og lovede og priste Gud. Amen
------------------------Johannesevangeliet, Kapitel 1
John	1	1	1. I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.
John	1	2	2. Det var i Begyndelsen hos Gud.
John	1	3	3. Alle Ting ere blevne ved det, og uden det er ikke een Ting bleven til af det, som er.
John	1	4	4. I det var Livet, og Livet var Menneskenes Lys.
John	1	5	5. Og Lyset skinnede i Mørket, og Mørket begreb det ikke.
John	1	6	6. Der blev et Menneske udsendt af Gud, han hedte Johannes.
John	1	7	7. Denne kom til et Vidnesbyrd, at han skulde vidne om Lyset, at alle skulde troe ved ham.
John	1	8	8. Han var ikke Lyset, men at han skulde vidne om Lyset.
John	1	9	9. Det var det sande Lys, som oplyser hvert Menneske, der kom til Verden.
John	1	10	10. Han var i Verden, og Verden er gjort ved ham, og Verden Kjendte ham ikke.
John	1	11	11. Han kom til sit Eget, og hans Egne annammede ham ikke.
John	1	12	12. Men saa Mange, som ham annammede, dem har han givet Magt at vorde Guds Børn, dem, som troe paa hans Navn;
John	1	13	13. hvilke ikke ere fødte af Blod; ei heller af Kjøds Villie, ei heller af Mands Villie, men af Gud.
John	1	14	14. Og ordet blev Kjød og boede iblandt os, (og vi saae hans Herlighed, en Herlighed, som den Eenbarnes af Faderen), fuld af Naade og Sandhed.
John	1	15	15. Johannes vidnede om ham og raabte, sigende: denne er det, om hvem jeg sagde: den, som kommer efter mig, har vaeret for mig; thi han var førend jeg.
John	1	16	16. Og af hans Fylde have vi annammet, ja, Naade over Naade.
John	1	17	17. Thi Loven er given ved Moses; Naaden og Sandheden er vorden ved Jesus Christus.
John	1	18	18. Ingen har nogen Tid seet Gud; den eenbaarne Søn, som er i Faderens Skjød, han har kundgjort det.
John	1	19	19. Og dette er Johannes' Vidnesbyrd, der Jøderne sendte fra Jerusalem Praester og Levitter, at de skulde spørge ham: hvo er du?
John	1	20	20. Han bekjendte og naegtede ikke og bekjendte: jeg er ikke den Christus.
John	1	21	21. Og de spurgte ham: hvad da? er du Elias? og han sagde: jeg er det ikke; er du den Prophet? og han svarede: nei;
John	1	22	22. da sagde de til ham: hvo er du? at vi kunne give dem Svar, som have udsendt os; hvad siger du om dig selv?
John	1	23	23. Han sagde: jeg er hans Røst, som raaber i Ørken: jaevner Herrens Vei, som Propheten Esaias har sagt.
John	1	24	24. Og de, som vare udsendte, vare af Pharisaeerne.
John	1	25	25. Og de spurgte ham og sagde til ham: hvi døber du da, dersom du ikke er Christus, ei heller Elias, ei heller den Prophet?
John	1	26	26. Johannes svarede dem og sagde: jeg døber med Vand; men han staaer midt iblandt Eder, den I ikke kjende.
John	1	27	27. Han er den, som kommer efter mig, hvilken har vaeret for mig, hvis Skotvinge jeg ikke er vaerdig at opløse.
John	1	28	28. Dette skete i Bethabara paa hiin Side Jordan, hvor Johannes døbte.
John	1	29	29. Den anden Dag seer Johannes Jesus komme til sig og siger: see det Guds Lam, som baererVerdens Synd!
John	1	30	30. Han er den, som hvilken jeg sagde: efter mig kommer en mand, hvilken har vaeret for mig; thi han var førend jeg.
John	1	31	31. Og jeg kjendte ham ikke; men paa det han skulde aabenbares for Israel, derfor er jeg kommen og døber med Vand.
John	1	32	32. Og Johannes vidnede og sagde: jeg saae, at Aanden foer ned som en Due fra Himmelen, og den blev over ham.
John	1	33	33. Og jeg kjendte ham ikke; men den, som sendte mig at døbe med Vand, han sagde til mig: paa hvem du seer Aanden fare ned og blive over ham, han er den, som døber med den Hellig Aand.
John	1	34	34. Og jeg har seet det og vidnet, at denne er Guds Søn.
John	1	35	35. Den anden Dag stod atter Johannes der og to af hans Disciple.
John	1	36	36. Og der han saae paa Jesus, som gik der, sagde han: see, det Guds Lam!
John	1	37	37. Og de to Disciple hørte ham tale, og de fulgte Jesus.
John	1	38	38. Men Jesus vendte sig om og saae dem følge og sagde til dem:
John	1	39	39. hvad søge I efter? Men de sagde til ham: Rabbi (hvilket udlagt betyder: Mester), hvor opholder du dig?
John	1	40	40. Han sagde til dem: kommer og seer. De kom og saae, hvor han opholdt sig, og bleve samme Dag hos ham; thi det var ved den tiende Time.
John	1	41	41. Een af de To, som havde hørt dette af Johannes og havde fulgt ham, var Andreas, Simon Peters Broder.
John	1	42	42. Denne fandt først sin Broder Simon og sagde til ham: vi have fundet Messias, (hvilket er udlagt: Christus).
John	1	43	43. Og han førte ham til Jesus. Men der Jesus saae paa ham, sagde han: du er Simon, Jonas' Søn; du skal hedde Kephas, (det er udlagt Petrus).
John	1	44	44. Den anden Dag vilde Jesus drage hen til Galilaea; og han fandt Philippus og sagde til ham: følg mig.
John	1	45	45. Men Philippus var fra Bethsaida, fra Andreas' og Peters Stad.
John	1	46	46. Philippus fandt Nathanael og sagde til ham: vi have fundet den, om hvem Moses i Loven og Propheterne have skrevet, Jesus, den Jofephs Søn, af Nazareth.
John	1	47	47. Og Nathanael sagde til ham: kan noget Godt vaere fra Nazareth? Philippus sagde til ham: kom og see.
John	1	48	48. Jesus saae Nathanael komme til sig og sagde om ham: see, det er sandelig en Israelit, i hvem der ikke er Svig.
John	1	49	49. Nathanael sagde til ham: hvorfra kjender du mig? Jesus svarede og sagde til ham: førend Philippus kaldte dig, der du var under Figentraeet, saae jeg dig.
John	1	50	50. Og Nathanael svarede og sagde til ham Rabbi! du er den Guds Søn, du er den Israels Konge.
John	1	51	51. Og Jesus svarede og sagde til ham: troer du, fordi jeg sagde dig, jeg saae dig under Figentraeet? du skal see større Ting end disse. Og han sagde til ham: sandelig, sandelig siger jeg Eder: fra nu af skulle I see Himmelen aabnet, og Guds Engle fare op og fare ned over Menneskens Søn.
------------------------Johannesevangeliet, Kapitel 2
John	2	1	1. Og paa den tredie Dag var et Bryllup i Cana i Galilaea; og Jesu Moder var der.
John	2	2	2. Men ogsaa Jesus og hans Disciple vare budne til Brylluppet.
John	2	3	3. Og der de sattedes Viin, sagde Jesu Moder til ham: de have ikke Viin.
John	2	4	4. Jesus sagde til hende: Kvinde! hvad vil du mig? min Time er endnu ikke kommen.
John	2	5	5. Hans Moder sagde til Tjenerne: hvad som han siger Eder, det gjører.
John	2	6	6. Men der var sex Vandkar af Steen, satte efter Jødernes Renselsesskik, som holdt hver to eller tre Maader.
John	2	7	7. Jesus sagde til dem: fylder Vandkarrene med vand; og de fyldte dem indtil det Øverste.
John	2	8	8. Og han sagde til dem: øser nu og baerer til Køgemesteren; og de bare det til ham.
John	2	9	9. Men der Køgemesteren smagte Vandet, som var blevet Viin, (og vidste ikke, hvorfra det kom, men Tjenerne, som havde øst Vandet, vidste), kaldte Køgemesteren Brudgommen og sagde til ham:
John	2	10	10. hvert Menneske saetter først den gode Viin frem, og naar de ere blevne drukne, da den ringere; du har forvaret den gode Viin indtil nu.
John	2	11	11. Denne Begyndelse paa sine Tegn gjorde Jesus i Cana udi Galilaea og aabenbarede sin Herlighed; og hans Disciple troede paa ham.
John	2	12	12. Derefter drog han ned til Capernaum, han og hans Moder og hans Brødre og hans Disciple, og de bleve der ikke mange Dage.
John	2	13	13. Og Jødernes Paaske var naer, og Jesus drog op til Jerusalem.
John	2	14	14. Og han fandt til Templet dem, som sølgte Øxen og Faar og Duer, og Vexellererne siddende.
John	2	15	15. Og han gjorde en Svøbe af Snore og drev dem alle ud af Templet, tilligemed Faarene og Øxnene og spredte Vexelerernes Penninge og omstødte Bordene.
John	2	16	16. Og han sagde til dem, som solgte Duer: tager dette herfra; gjører ikke min Faders Huus til et Kjøbehuus.
John	2	17	17. Men hans Disciple kom ihu, at der er skrevet: Nidkjaerhed for dit Huus har fortaeret mig.
John	2	18	18. Da svarede Jøderne og sagde til ham: hvad viser du os for et Tegn, efterdi du gjør dette?
John	2	19	19. Jesus svarede og sagde til dem: nedbryder dette Tempel, og i tre Dage vil jeg opreise det.
John	2	20	20. Derfor sagde Jøderne: paa dette Tempel er bygt i sex og fyrretyve Aar, og du vil oprise det i tre Dage?
John	2	21	21. Men han talede om sit Legems Tempel.
John	2	22	22. Derfor, der han var opstanden fra de Døde, kom hans Disciple ihu, at han havde sagt dette til dem; og de troede Skriften og de Ord, som Jesus havde sagt.
John	2	23	23. Men der han var i Jerusalem om Paasken paa Høitiden, troede Mange paa hans Navn, der de saae hans Tegn, som han gjorde.
John	2	24	24. Men Jesus selv betroede sig ikke til dem, fordi han kjendte Alle,
John	2	25	25. og fordi han havde ikke behov, at Nogen skulde vidne om et Menneske; thi han vidste selv, hvad der var i Mennesket.
------------------------Johannesevangeliet, Kapitel 3
John	3	1	1. Men der var en Mand af Pharisaeerne, han hedte Nicodemus, en Øverste iblandt Jøderne.
John	3	2	2. Han kom til Jesus om Natten og sagde til ham: Mester! vi vide, at du er en Laerer, kommen fra Gud; thi Ingen kan gjøre de Tegn, som du gjør, uden Gud er med ham.
John	3	3	3. Jesus svarede og sagde til ham: sandelig, sandelig siger jeg dig: uden Nogen bliver født paa ny, kan han ikke see Guds Rige.
John	3	4	4. Nicodemus siger til ham: hvorledes kan et Menneske fødes, naar han er gammel? Mon han kan anden gang komme ind i sin Moders Liv og fødes?
John	3	5	5. Jesus svarede: sandelig, sandelig siger jeg dig: uden nogen bliver født af Vand og Aand, kan han ikke indkomme i Guds Rige.
John	3	6	6. Hvad som født er af Kjødet, er Kjød; og hvad som er født af Aanden, er Aand.
John	3	7	7. Forundre dig ikke, at jeg sagde til dig: det bør Eder at fødes paa ny.
John	3	8	8. Veiret blaeser, hvorhen det vil, og du hører dets Susen, men du veed ikke hvorfra detkommer, og hvor det farer hen; saaledes er det med hver, som er født af Aanden.
John	3	9	9. Nicodemus svarede og sagde til ham: hvorledes kan dette skee?
John	3	10	10. Jesus svarede og sagde til ham: er du en Israels Laerer og veed ikke dette?
John	3	11	11. Sandelig, sandelig siger jeg dig: vi tale det, vi vide, og vidne det, vi have seet; og I annamme ikke vort Vidnesbyrd.
John	3	12	12. Dersom jeg siger Eder de jordiske Ting, og I ikke troe, hvorledes skulde I troe, om jeg sagde Eder de himmelske?
John	3	13	13. Og Ingen farer op til Himmelen, uden den, som foer ned af Himmelen, Menneskens Søn, som er i Himmelen.
John	3	14	14. Og ligesom Moses ophøiede Slangen i Ørken, saa bør det Menneskens Søn at ophøies,
John	3	15	15. paa det at hver den, som troer paa ham, ikke skal fortabes, men have et evigt liv.
John	3	16	16. Thi saa har Gud elsket Verden, at han har givet sin Søn den eenbaarne, at hver den, som troer paa ham, ikke skal fortabes, men have et evigt Liv.
John	3	17	17. Thi Gud har ikke sendt sin Søn til Verden, at han skal dømme Verden, men at Verden skal blive salig ved ham.
John	3	18	18. Hvo som troer paa ham, dømmes ikke; men hvo som ikke troer, er allerede dømt, fordi han ikke troet paa Guds eenbaarne Søns Navn.
John	3	19	19. Men denne er Dommen, at Lyset er kommet til Verden, og Menneskene elskede mere Mørket end Lyset; thi deres Gjerninger vare onde.
John	3	20	20. Thi hver, som gjør Ondt, hader Lyset og kommer ikke til Lyset, at hans Gjerninger ikke skulle overbevises ham.
John	3	21	21. Men hvo som øver Sandhed, kommer til Lyset, at hans Gjerninger maae blive aabenbarede; thi de ere gjorte i Gud.
John	3	22	22. Derefter kom Jesus og hans Disciple til Judaeas Land, og han opholdt sig der med dem og døbte.
John	3	23	23. Men ogsaa Johannes døbte i Aenon, naer ved Salem, fordi der var meget Vand; og de kom derhen og bleve døbte.
John	3	24	24. Thi Johannes var ikke endnu kastet i Faengsel.
John	3	25	25. Da opkom der en Tvist imellem Johannes' Disciple og Jøderne om Renselsen.
John	3	26	26. Og de kom til Johannes og sagde til ham: Mester! den, som var hos dig paa hiin Side Jorden, hvilken du gav Vidnesbyrd, see, han døber, og alle komme til ham.
John	3	27	27. Johannes svarede og sagde: et Menneske kan slet intet tage, uden det bliver givet ham af Himmelen.
John	3	28	28. I ere selv mine Vidner, at jeg sagde: jeg er ikke den Christus, men at jeg er udsendt for ham.
John	3	29	29. Den, som har Bruden, er Brudgommen; men Brudgommens Ven, som staaer og hører ham, glaeder sig meget over Brudgommens Røst. Denne min Glaede er fuldkommen.
John	3	30	30. Ham bør at voxe, men mig at forringes.
John	3	31	31. Den, som kommer ovenfra, er over Alle; den, som er af Jorden, er af Jorden og taler af Jorden; den, som kommer af Himmelen, er over Alle.
John	3	32	32. Og det, som han har seet og hørt, vidner han; og Ingen annammer hans Vidnesbyrd.
John	3	33	33. Den, som annammer hans Vidnesbyrd, besegler, at Gud er sanddru.
John	3	34	34. Thi den, som Gud udsendte, taler Guds Ord; thi Gud giver ham Aanden over al Maade.
John	3	35	35. Faderen elsker Sønnen og har givet alle Ting i hans Haand.
John	3	36	36. Hvo som troer paa Sønnen, har et evigt Liv; men hvo som ikke troer Sønnen, skal ikke see Livet, men Guds Vrede bliver over ham.
------------------------Johannesevangeliet, Kapitel 4
John	4	1	1. Der Herren nu erfarede, at Pharisaeerne havde hørt, at Jesus gjorde flere Disciple og døbteflere end Johannes,
John	4	2	2. (enddog Jesus ikke døbte selv, men hans Disciple):
John	4	3	3. da forlod han Judaea og drog atter hen til Galilaea.
John	4	4	4. Men han maatte reise igennem Samaria.
John	4	5	5. Da kom han til en Stad i Samaria, som kaldes Sichar, naer ved det Stykke Land, som Jakob gav Joseph sin Søn.
John	4	6	6. Men der var Jacobs Brønd. Der Jesus da var traet af Reisen, satte han sig ved Brønden; det var ved den sjette Time.
John	4	7	7. Da kom en samaritansk Kvinde, at drage Vand op. Jesus sagde til hende: giv mig at drikke.
John	4	8	8. Thi hans Disciple vare gangne til Staden for at kjøbe Mad.
John	4	9	9. Da sagde den samaritanske Kvinde til ham: hvorledes beder du, som er en Jøde, mig, som er en samaritansk Kvinde, om Drikke? Thi Jøder holde ikke Samkvem med Samaritaner.
John	4	10	10. Jesus svarede og sagde til hende: dersom du kjendte Guds Gave, og hvo den er, som siger til dig: giv mig at drikke, da bad du ham, og han gav dig levende Vand.
John	4	11	11. Kvinden sagde til ham: Herre! du har jo Intet at drage op med, og Brønden er dyb; hvorfra har du da det levende Vand?
John	4	12	12. Mon du vaere mere en vor Fader Jakob, som har givet os Brønden, og han har selv drukket deraf, og hans Børn og hans Kvaeg?
John	4	13	13. Jesus svarede og sagde til hende: hver den, som drikker af dette Vand, skal tørste igjen.
John	4	14	14. Men hvo som drikker af det Vand, som jeg vil give ham, skal til evig Tid ikke tørste; men det Vand, som jeg vil give ham, skal blive i ham en Kilde af Vand, som opvaelder til et evigt Liv.
John	4	15	15. Kvinden siger til ham: Herre! giv mig det Vand, at jeg ikke skal tørste og ikke komme hid for at drage op.
John	4	16	16. Jesus siger til hende: gak bort, kald din mand og kom hid.
John	4	17	17. Kvinden svarede og sagde: jeg har ingen Mand. Jesus siger til hende: du talede ret: jeg har ingen Mand.
John	4	18	18. Thi du har havt fem Maend; og den, som du nu har, er ikke din Mand. Det sagde du sandt.
John	4	19	19. Kvinden siger til ham: Herre! jeg ser, at du er en Prophet.
John	4	20	20. Vore Faeldre have tilbedet paa dette Bjerg, og I sige, at i Jerusalem er Stedet, hvor man bør tilbede.
John	4	21	21. Jesus siger til hende: Kvinde! tro mig, at den Time kommer, da I hverken paa dette Bjerg, ei heller i Jerusalem, skulle tilbede Faderen.
John	4	22	22. I tilbede det, som I ikke kjende; vi tilbede det, som vi kjende; thi Saliggjørelsen kommer fra Jøderne.
John	4	23	23. Men den Time kommer, ja er nu, da de sande Tilbedere skulle tilbede Faderen I Aand og Sandhed; thi Faderen søger saadanne, som han saaledes tilbede.
John	4	24	24. Gud er en Aand, og de, som han tilbede, bør det at tilbede i Aand og Sandhed.
John	4	25	25. Kvinden siger til ham; jeg veed, at Messias kommer, (hvilket betyder Christus); naar han kommer, skal hen kundgjøre os alle Ting.
John	4	26	26. Jesus siger til hende: ham er jeg, som taler med dig.
John	4	27	27. Og i det samme kom hans Disciple, og forundrede sig, at han talede med Kvinden; dog sagde Ingen: hvad sprøger du? eller hvad taler du med hende?
John	4	28	28. Da lod Kvinden sit Vandkar staae og gik ind i Staden og sagde til Menneskene der:
John	4	29	29. kommer, seer et Menneske, som har sagt mig alt det, jeg har gjort; mon denne ikke vaere den Christus?
John	4	30	30. Da gik de ud af Staden og kom til ham.
John	4	31	31. Imidlertid bade Disciplene ham og sagde: Mester aed!
John	4	32	32. Men han sagde til dem: jeg har Mad at aede, den I ikke kjende.
John	4	33	33. Da sagde Disciplene til hverandre: mon Nogen har bragt ham Noget at aede?
John	4	34	34. Jesus sagde til dem: min Mad er, at jeg gjør hans Villie, som mig udsendte, og fuldkommer hans Gjerning.
John	4	35	35. Sige I ikke: der er endnu fire Maaneder, saa kommer Høsten? See, jeg siger Eder: opløfter Eders Øine, og seer Markerne; de ere allerede hvide til Høsten.
John	4	36	36. Og hvo som høster, saaer Løn, og samler Frugt til et evigt Liv; paa det de skulle glaede sig tilhobe, baade den, som saaer, og den, som høster.
John	4	37	37. Thi herudi er hiint Ord fandt: En saaer, og en Anden høster.
John	4	38	38. Jeg har udsendt Eder at høste det, som I ikke arbeidede; Andre have arbeidet, og I ere indkomne i deres Arbeide.
John	4	39	39. Men mange Samaritaner af den samme Stad troede paa ham for Kvindens tales Skyld, som vidnede: han har sagt mig alt det, jeg har gjort.
John	4	40	40. Da nu Samaritanerne kom til ham, bade de ham, at han vilde blive hos dem; og han blev der to Dage.
John	4	41	41. Og mange Flere troede for hans tales Skyld.
John	4	42	42. Og de sagde til Kvinden: vi tro nu ikke laengere for din Tales Skyld; thi vi have selv hørt og vide, at denne er sandelig den Verdens Frelser, den Christus.
John	4	43	43. Men efter to Dage gik han derfra og drog til Galilaea.
John	4	44	44. Thi Jesus vidnede selv, at en Prophet bliver ikke aeret i sit Faedreneland.
John	4	45	45. Der han da kom til Galilaea, annammede de Galilaeer ham, som havde seet alt det, som han gjorde i Jerusalem paa Høitiden; thi de vare og komne til Høitiden.
John	4	46	46. Da kom Jesus atter til Cana i Galilaea, vor han havde gjort Vand til Viin. Og der var en kongelig Tjener, hvis Søn laae syg i Capernaum.
John	4	47	47. Der denne hørte, at Jesus var kommen fra Judaea til Galilaea, gik han til ham og bad ham, at han vilde komme og helbrede hans Søn; thi han var naer Døden.
John	4	48	48. Da sagde Jesus til ham: dersom I ikke see Tegn og Undergjerninger, ville I ikke troe.
John	4	49	49. Manden sagde til ham: Herre! kom, før mit Barn døer.
John	4	50	50. Jesus siger til ham: gak bort, din Søn lever. Og Manden troede det Ord, som Jesus sagde til ham, og gik bort.
John	4	51	51. Men idet han nu drog bort, mødte hans Tjenere ham og forkyndte og sagde: dit Barn lever.
John	4	52	52. Da udspurgte han dem den Time, paa hvilken det var blevet bedre med ham; og de sagde til ham: igaar ved den syvende Time forlod Feberen ham.
John	4	53	53. Da maerkede Faderen, at det var skeet paa den samme Time, paa hvilken Jesus havde sagt til ham: din Søn lever! og han troede selv og hans ganske Huus.
John	4	54	54. Dette fik andet Tegn gjorde Jesus, der han var kommen fra Judaea til Galilaea.
------------------------Johannesevangeliet, Kapitel 5
John	5	1	1. Derefter var det Jødernes Høitid, og Jesus gik op til Jerusalem.
John	5	2	2. Men der var en Dam i Jerusalem ved Faareporten, den kaldes paa Hebraisk Bethesda og har fem Buegange.
John	5	3	3. I dem laa en stor Maengde af Syge, Blinde, Halte, Visne, som ventede paa, at Vandet skulde røres.
John	5	4	4. Thi paa visse Tider foer en Engel ned udi Dammen og oprørte Vandet. Hvo som da først, efter Vandets oprør, steg ned, blev sund, hvadsomhelst Syge han var beheftet med.
John	5	5	5. Men der var et Menneske, som havde ligget otte og tredive Aar i Sygdom.
John	5	6	6. Der Jesus saae ham ligge og vidste, at han allerede havde ligget lang Tid, sagde han til ham: vil du vorde sund?
John	5	7	7. Den Syge svarede ham: Herre! jeg har Ingen, som kan bringe mig i Dammen, naar Vandet bliver oprørt; men naar jeg kommer, nedstiger en Anden før jeg.
John	5	8	8. Jesus sagde til ham: staa op, tag din Seng og gak.
John	5	9	9. Og strax blev Mennesket sundt og tog sin Seng og gik; men det var Sabbat paa den samme Dag.
John	5	10	10. Derfor sagde Jøderne til den, som var bleven helbredet: det er Sabbat, det er dig ei tilladt at baere Sengen.
John	5	11	11. Han svarede dem: den, som gjorde mig sund, han sagde til mig: tag din Seng og gak.
John	5	12	12. Da spurgte de ham: hvo er det Menneske, som sagde til dig: tag din Seng og gak?
John	5	13	13. Men den, som var bleven helbredet, vidste ikke, hvo han var; thi Jesus havde unddraget sig, da der var meget Folk paa Stedet.
John	5	14	14. Derefter fandt Jesus ham i Templet og sagde til ham: see, du er bleven sund; synd ikke mere, at dig ikke noget vaerre skal vederfares.
John	5	15	15. Mennesket gik bort og kundgjorde Jøderne, at det var Jesus, som havde gjort ham sund.
John	5	16	16. Og derfor forfulgte Jøderne Jesus, og søgte at slaae ham ihjel, efterdi han havde gjort dette paa en Sabbat.
John	5	17	17. Men Jesus svarede dem: min Fader arbeider indtil nu, og jeg arbeider.
John	5	18	18. Derfor søgte da Jøderne end mere at slaa ham ihjel, fordi han ikke aleneste brød Sabbaten, men og kaldte Gud sin egen Fader og gjorde sig selv Gud lig.
John	5	19	19. Derfor svarede Jesus og sagde til dem: sandelig, sandelig siger jeg Eder: Sønnen kan slet intet gjøre af sig selv, uden hvad han seer Faderen gjøre; thi hvilke Ting, som han gjør, de samme gjør og Sønnen ligesaa.
John	5	20	20. Thi Faderen elsker Sønnen, og viser ham alt det, han selv gjør, og han skal vise ham større Gjerninger, end disse, at I skulle forundre Eder.
John	5	21	21. Thi ligesom Faderen opvaekker Døde og gjør levende, ligesaa gjør og Sønnen levende, hvilke han vil.
John	5	22	22. Ogsaa dømmer Faderen Ingen, men har givet Sønnen al Dom,
John	5	23	23. at Alle skulle aere Sønnen, ligesom de aere Faderen. Hvo som ikke aerer Sønnen, aerer ikke Faderen, som ham udsendte.
John	5	24	24. Sandelig, sandelig siger jeg Eder: hvo som hører mit Ord og troer den, som mig udsendte, har et evigt Liv, og kommer ikke til Dommen, men er gaaet over fra Døden til Livet.
John	5	25	25. Sandelig sandelig siger jeg Eder: den time kommer, ja, er nu, da de Døde skulle høre Guds Søns Røst, og de, som den høre, skulle leve.
John	5	26	26. Thi ligesom Faderen har Livet i sig selv, saaledes har han og givet Sønnen at have Livet i sig selv;
John	5	27	27. og har givet ham Magt, ogsaa at holde Dom, efterdi han er Menneskens Søn.
John	5	28	28. Forundrer Eder ikke herover; thi den Time kommer, paa hvilken alle de i Gravene skulle høre hans Røst,
John	5	29	29. og de skulle gaae frem, de, som have gjort Godt, til Livsens Opstandelse, men de, som have gjort Ondt til Dommens Opstandelse.
John	5	30	30. Jeg kan slet intet gjøre af mig selv; ligesom jeg hører, dømmer jeg, og min Dom er retfaerdig; thi jeg søger ikke min Villie, men Faderens Villie, som har udsendt mig.
John	5	31	31. Dersom jeg vidner om mig selv, er mit Vidnesbyrd ikke sandt.
John	5	32	32. Der er en Anden, som vidner om mig, og jeg veed, at det Vidnesbyrd er sandt, som han vidner om mig.
John	5	33	33. I have sendt til Johannes, og han har vidnet for Sandheden.
John	5	34	34. Men ikke fra et Menneske henter jeg Vidnesbyrd; dog dette siger jeg, paa det I skulle frelses.
John	5	35	35. Han har et braendende og skinnende Lys; men I have til en Tid villet fryde Eder ved hans Lys.
John	5	36	36. Men jeg har et større Vidnesbyrd end Johannes'; thi de Gjerninger, som Faderen har givet mig at fuldkomme, disse Gjerninger, som jeg gjør, vidne om mig, at Faderen har udsendt mig.
John	5	37	37. Og Faderen, som har udsendt mig, har selv vidnet om mig; I have aldrig hverken hørt hans Røst eller seet hans Skikkelse.
John	5	38	38. Og I have ikke hans Ord blivende i Eder; thi den, som han har udsendt, ham troe I ikke.
John	5	39	39. I ransage Skrifterne, fordi I mene i dem at have et evigt Liv; og disse er det, som vidne om mig.
John	5	40	40. Og I ville ikke komme til mig, at I kunne have Livet.
John	5	41	41. Jeg tager ikke Aere af Mennesker;
John	5	42	42. men jeg kjender Eder, at I have ikke Guds Kjaerlighed i Eder.
John	5	43	43. Jeg er kommen i min Faders Navn, og I annamme mig ikke; dersom en Anden kommer i sit eget Navn, han skulle I annamme.
John	5	44	44. Hvorledes kunne I troe, I, som tage Aere af hverandre, og den Aere, som er af den eneste Gud, søge I ikke?
John	5	45	45. Taenker ikke, at jeg vil anklage Eder for Faderen; der er den, som Eder anklager, Moses, paa hvem I haabe.
John	5	46	46. Dersom I troede Moses, troede I vel mig; thi han har skrevet om mig.
John	5	47	47. Men troe I ikke hans Skrifter, hvorledes skulle I troe mine Ord?
------------------------Johannesevangeliet, Kapitel 6
John	6	1	1. Derefter foer Jesus hen over Galilaeas Sø, ved Tiberias.
John	6	2	2. Og meget Folk fulgte ham, fordi de saae hans Tegn, som han gjorde paa de Syge.
John	6	3	3. Men Jesus gik op paa et Bjerg og satte sig der med sine Disciple.
John	6	4	4. Men det var naer Paaske, Jødernes Høitid.
John	6	5	5. Da Jesus nu opløftede sine Øine og saae, at meget Folk kom til ham sagde han til Philippus: hvor skulle vi kjøbe Brød, at disse kunne aede?
John	6	6	6. (Men han sagde dette for at forsøge ham; thi han vidste selv, hvad han vilde gjøre.)
John	6	7	7. Philippus svarede ham: Brød for to hundrede Penninge er ikke nok for dem, og hver af dem kan faae noget Lidet.
John	6	8	8. Een af hans Disciple, Andreas, Simon Peters Broder, siger til ham:
John	6	9	9. her er en liden Dreng, som har fem Bygbrød og to smaa Fiske; men hvad er dette til saa mange?
John	6	10	10. Men Jesus sagde: kommer Folket til at sidde; og der var meget Graes paa Stedet. Da satte Maendene sig ned, ved frem tusinde i Tallet.
John	6	11	11. Men Jesus tog Brødene, gjorde Taksigelse og uddelede dem til Disciplene, men Disciplene til dem, som havde sat sig ned; desligeste ogsaa af de smaa Fiske, saa meget de vilde.
John	6	12	12. Men der var de vare maette, sagde han til sine Disciple: sanker tilsammen de overblevne Stykker, at Intet forkommes.
John	6	13	13. Da samlede de og fyldte tolv Kurve med Stykker, som bleve tilovers af de fem Bygbrød fra dem, som havde faaet Mad.
John	6	14	14. Da nu Folket saae det Tegn, som Jesus havde gjort, sagde de: denne er i Sandhed den Prophet, som kommer til Verden.
John	6	15	15. Der Jesus da vidste, at de vilde komme og tage ham med Magt for at gjøre ham til Konge, veg han atter op paa Bjerget, ganske alene.
John	6	16	16. Men der det var blevet Aften, gik hans Disciple ned til Søen.
John	6	17	17. Og de traadte i Skibet og kom paa hiin Side Søen til Capernaum. Og det var allerede blevet mørkt, og Jesus var ikke kommen til dem.
John	6	18	18. Og Søen reiste sig, da der blaeste et staerkt Veir.
John	6	19	19. Der de nu havde roet ved fem og tyve eller tredive Stadier, saae de Jesus vandre paa Søen og komme naer til Skibet; og de forfaerdedes.
John	6	20	20. Men han sagde til dem: det er mig; frygter ikke.
John	6	21	21. Da vilde de tage ham ind i Skibet; og strax var Skibet ved Landet, som de føre til.
John	6	22	22. Den anden Dag, da Folket, som stod paa hiin Side Søen, saae, at intet andet Skib var der, uden det ene, som hans Disciple vare traadte ind i, og at Jesus ikke var gaaet i Skibet med sine Disciple, men at hans Disciple alene vare farne bort;
John	6	23	23. (men der kom andre Skibe fra Tiberias naer til det Sted, hvor de aade Brødet, efter at Herren havde gjort Taksigelse);
John	6	24	24. og da Folket nu saae, at Jesus var der ikke, ei heller hans Disciple, traadte ogsaa de i Skibene og kom til Capernaum for at søge Jesus.
John	6	25	25. Og der de fandt ham paa Hiin Side Søen, sagde de til ham: Rabbi! naar er du kommen hid?
John	6	26	26. Jesus svarede dem og sagde: sandelig, sandelig siger jeg Eder: I søge mig, ikke fordi I saae Tegn, men fordi I aade af Brødene og bleve maette.
John	6	27	27. Arbeider ikke for den Mad, som er forgaengelig, men for den Mad, som varer til et evigt Liv, hvilken Menneskens Søn skal give Eder; thi ham har Faderen Gud selv, beseglet.
John	6	28	28. Da sagde de til ham: hvad skulle vi gjøre, at vi kunne arbeide Guds Gjerning?
John	6	29	29. Jesus svarede og sagde til dem: dette er Guds Gjerning, at I skulle troe paa den, som han udsendte.
John	6	30	30. Da sagde de til ham: hvad gjør du da for et Tegn, at vi kunne see det og troe dig? hvad Arbeide gjør du?
John	6	31	31. Vore Faedre aade Manna i Ørken, som skrevet er: han gav dem Brød af Himmelen at aede.
John	6	32	32. Da sagde Jesus til dem: sandelig, sandelig siger jeg Eder: ikke Moses gav Eder det Brød af Himmelen; men min Fader giver Eder det Brød af Himmelen, som er det sande.
John	6	33	33. Thi Guds Brød er det, som kommer ned af Himmelen og giver Verden Liv.
John	6	34	34. Da sagde de til ham: Herre! giv os altid dette Brød.
John	6	35	35. Men Jesus sagde til dem: jeg er det Livsens Brød, Hvo som kommer til mig, skal ikke hungre: og hvo som troer paa mig, skal aldrig tørste.
John	6	36	36. Men jeg har sagt Eder, at I have seet mig og troe dog ikke.
John	6	37	37. Alt, hvad min Fader giver mig, skal komme til mig; og den, som kommer til mig, skal jeg ingenlunde kaste hen ud.
John	6	38	38. Thi jeg er kommen ned af Himmelen, ikke at jeg skal gjøre min Villie, men hans Villie, som mig udsendte.
John	6	39	39. Men dette er Faderens Villie, som mig udsendte, at jeg skal Intet miste af alt det, som han har givet mig; men jeg skal opreise det paa den yderste Dag.
John	6	40	40. Men det er hans Villie, som mig udsendte, at hver den, som seer Sønnen og troer paa ham, skal have et evigt Liv, og jeg skal opreise ham paa den yderste Dag.
John	6	41	41. Da knurrede Jøderne imod ham, fordi han sagde: jeg er det Brød, som kom ned af Himmelen.
John	6	42	42. Og de sagde: er ikke denne Jesus, Josephs Søn, hvis Fader og Moder vi kjende? hvorledes siger da denne: jeg er kommen ned af Himmelen?
John	6	43	43. Derfor svarede Jesus og sagde til dem: knurrer ikke indbyrdes.
John	6	44	44. Ingen kan komme til mig uden Faderen, som mig udsendte, drager ham; og jeg skal opreise ham paa den yderste Dag.
John	6	45	45. Der er skrevet i Propheterne: og de skulle alle vaere oplaerte af Gud. Hver da, som hører af Faderen og laerer kommer til mig.
John	6	46	46. Ikke at Nogen har seet Faderen, uden den, som er fra Gud, han har seet Faderen.
John	6	47	47. Sandelig, sandelig siger jeg Eder: hvo, som troer paa mig, har et evigt Liv.
John	6	48	48. Jeg er det Livsens Brød.
John	6	49	49. Eders Faedre aade Manna i Ørknen og døde.
John	6	50	50. Dette er det Brød, som kommer ned af Himmelen, at man skal aede af det og ikke døe.
John	6	51	51. Jeg er det levende Brød, som kom ned af Himmelen; om Nogen aeder af dette Brød, han skal leve til evig Tid; og det Brød, som jeg vil give, er mit Kjød hvilket jeg vil give for Verdens Liv.
John	6	52	52. Da kivedes Jøderne indbyrdes og sagde: hvorledes skal denne give os sit Kjød at aede?
John	6	53	53. Derfor sagde Jesus til dem: sandelig, sandelig siger jeg Eder: dersom I ikke aede Menneskens Søns Kjød og drikke hans Blod, have I ikke Livet i Eder.
John	6	54	54. Hvo som aeder mit Kjød og drikker mit Blod, har et evigt Liv, og jeg skal opreise ham paa den yderste Dag.
John	6	55	55. Thi mit Kjød er sandelig Mad og mit Blod er sandelig Drikke.
John	6	56	56. Hvo som aeder mit Kjød og drikker mit Blod, han bliver i mig, og jeg i ham.
John	6	57	57. Ligesom den levende Fader udsendte mig, jeg lever ved Faderen ligesaa skal og den, som mig aeder, leve ved mig.
John	6	58	58. Dette er det Brød, som er kommet ned af Himmelen; ikke som Eders Faedre aade Manna og døde. Hvo som aeder dette Brød, skal leve evindeligen.
John	6	59	59. Dette sagde han i en Syagoge, der han laerte i Capernaum.
John	6	60	60. Hvorfor mange af hans Disciple, der de det hørte, sagde: denne er en haard Tale, hvo kan høre ham?
John	6	61	61. Men der Jesus vidste ved sig selv, at hans Disciple knurrede over dette, sagde han til dem: forarger dette Eder?
John	6	62	62. Hvad om I da faae at see, at Menneskens Søn farer op, hvor han var før?
John	6	63	63. Det er Aanden, som levendegjør, Kjødet gavner intet; de Ord, som jeg taler til Eder, ere Aand og ere Liv.
John	6	64	64. Men der ere nogle af Eder, som ikke troe. Thi Jesus vidste fra Begyndelsen, hvilke de vare, som ikke troede, og hvo den var, som ham vilde forraade.
John	6	65	65. Og han sagde: derfor sagde jeg Eder, at Ingen kan komme til mig, uden det er givet ham af min Fader.
John	6	66	66. Fra den Tid traadte mange af hans Disciple tilbage og vandrede ikke mere med ham.
John	6	67	67. Derfor sagde Jesus til de Tolv: monne og I ville gaae bort?
John	6	68	68. Da svarede Simon Peter ham: Herre! til hvem skulle vi gaae hen? Du har det evige Livs Ord;
John	6	69	69. og vi have troet og erkjendt, at du er den Christus, den levende Guds Søn.
John	6	70	70. Jesus svarede dem: hor jeg ikke udvalgt Eder tolv, og een af Eder er en Djaevel.
John	6	71	71. Men han talede om Judas, Simons Søn, Ischariotes; thi han blev siden hans Forraedder og var een af de Tolv.
------------------------Johannesevangeliet, Kapitel 7
John	7	1	1. Derefter drog Jesus omkring i Galilaea; thi han vilde ikke vandre i Judaea, fordi Jøderne søgte at slaae ham ihjel.
John	7	2	2. Men Jødernes Fest, Løvsalernes Høitid, var naer.
John	7	3	3. Da sagde hans Brødre til ham: drag bort herfra og gak til Judaea, at og dine Disciple der kunne see dine Gjerninger, som du gjør.
John	7	4	4. Thi Ingen gjør Noget i Løndom, naar han selv søger at blive Navnkundig; dersom du gjør Saadant, da viis dig for Verden.
John	7	5	5. Thi hans Brødre troede ei heller paa ham.
John	7	6	6. Da sagde Jesus til dem: min Tid er endnu ikke kommen; men Eders Tid er stedseforhaanden.
John	7	7	7. Verden kan ikke hade Eder; men den hader mig, fordi jeg vidner om den, at dens Gjerninger ere onde.
John	7	8	8. Drager I op til denne Høitid; jeg drager ikke endnu op til denne Høitid, thi min Tid er ikke endnu fuldkommet.
John	7	9	9. Der han havde sagt dette til dem, blev han i Galilaea.
John	7	10	10. Men der hans Brødre vare dragne op, da drog han og selv op til høitiden, ikke aabenbare, men lønligen.
John	7	11	11. Da ledte Jøderne efter ham paa Høitiden og sagde: hvor er han?
John	7	12	12. Og der blev meget mumlet om ham iblandt Folket; Nogle sagde: han er en god Mand; men Andre sagde: nei, han forfører Folket.
John	7	13	13. Dog talede Ingen frit om ham, af Frygt for Jøderne.
John	7	14	14. Men der det nu var midt i Høitiden, gik Jesus op i Templet og laerte.
John	7	15	15. Og Jøderne forundrede sig og sagde: hvorledes veed denne Skrifterne, da han ikke er laert?
John	7	16	16. Jesus svarede dem og sagde: min Laerdom er ikke min, men hans, som mig udsendte.
John	7	17	17. Dersom Nogen vil gjøre hans Villie, han skal kjende, om Laerdommen er af Gud, eller jeg taler af mig selv.
John	7	18	18. Hvo som taler af sig selv, søger sin egenAere; men hvo som søger hans Aere, som han udsendte, han er sanddru, og Svig er ikke i ham.
John	7	19	19. Har ikke Moses givet Eder Loven? Og ingen af Eder holder Loven. Hvi søge I at slaae mig ihjel?
John	7	20	20. Folket svarede og sagde: du har Djaevelen; hvo søger at slaae dig ihjel?
John	7	21	21. Jesus svarede og sagde til dem: een Gjerning gjorde jeg, og I forundrede Eder alle derover.
John	7	22	22. Moses gav Eder Omskaerelsen, (ikke at den er fra Moses, men fra Faedrene), og I omskaere et Menneske paa Sabbaten.
John	7	23	23. Dersom et Menneske annammer Omskaerelsen paa Sabbaten, paa det Moses Lov skal ikke brydes, ere I da vrede paa mig, at jeg har gjort et heelt Menneske sundt paa Sabbaten?
John	7	24	24. Dømmer ikke efter Anseelse, men dømmer en retfaerdig Dom.
John	7	25	25. Da sagde Nogle af dem fra Jerusalem: er det ikke ham, som de søge at slaae ihjel?
John	7	26	26. Og see, han taler frit, og de sige Intet til ham; mon ikke de Øverste I Sandhed have kjendt, at denne er i Sandhed den Christus?
John	7	27	27. Dog vide vi, hvorfra denne er; men naar Christus kommer, veed Ingen, hvorfra han er.
John	7	28	28. Derfor raabte Jesus, idet han laerte i Templet, og sagde: baade kjende I mig og vide, hvorfra jeg er; og af mig selv er jeg ikke kommen, men han er sanddru, som mig udsendte, hvilken I ikke kjende.
John	7	29	29. Men jeg kjender ham, thi jeg er af ham, og han udsendte mig.
John	7	30	30. Derfor søgte de at gribe ham; dog lagde Ingen Haand paa ham, thi hans Time var ikke endnu kommen.
John	7	31	31. Men Mange af Folket troede paa ham og sagde: naar Christus kommer, monne han skal gjøre flere Tegn, end denne har gjort?
John	7	32	32. Pharisaeerne hørte, at Folket mumlede saadant om ham; og Pharisaeerne og de Ypperstepraester sendte Tjenere ud for at gribe ham.
John	7	33	33. Derfor sagde Jesus til dem: endnu en liden Tid er jeg hos Eder, saa gaaer jeg bort til den, som mig udsendte.
John	7	34	34. I skulle lede efter mig og ikke finde mig, og der, hvor jeg er, kunne I ikke komme.
John	7	35	35. Da sagde Jøderne til hverandre: hvor vil denne gaae hen, at vi ikke skulle finde ham? Mon han vil gaae til dem, som ere adspredte iblandt Graekerne, og laere Graekerne?
John	7	36	36. Hvad er det for en Tale, at han siger: I skulle lede efter mig, og ikke finde mig, og der, hvor jeg er, kunne I ikke komme?
John	7	37	37. Men paa den sidste og store Høitidsdag stod Jesus frem og raabte og sagde: om Nogen tørster, han komme til mig og drikke.
John	7	38	38. Hvo som troer paa mig, af hans Liv skal, som Skriften siger, flyde levende Vandstrømme.
John	7	39	39. (Men dette sagde han om den Aand, som de skulde annamme, der troe paa ham; thi den Hellig Aand var ikke endnu, fordi Jesus var ikke endnu herliggjort.)
John	7	40	40. Derfor sagde Mange af Folket, som hørte den Tale: denne er sandelig den Prophet.
John	7	41	41. Andre sagde: han er Christus; men Andre sagde: mon da Christus komme af Galilaea?
John	7	42	42. Siger ikke Skriften, at Christus kommer af Davids Saed og af Bethlehem, den By, hvorfra David var?
John	7	43	43. Saaledes blev der Splid iblandt Folket om ham.
John	7	44	44. Men Nogle af dem vilde grebet ham; dog lagde Ingen Haand paa ham.
John	7	45	45. Da kom Tjenerne til de Ypperstepraester og Pharisaeerne, og disse sagde til dem: hvi førte I ham ikke hid?
John	7	46	46. Tjenerne svarede: aldrig har et Menneske talet saaledes, som dette Menneske.
John	7	47	47. Da svarede Pharisaeerne dem: monne I og vaere forførte?
John	7	48	48. Mon Nogen af de Øverste har troet paa ham, eller af Pharisaeerne?
John	7	49	49. Men denne Hob, som ikke kjender til Loven, er forbandet.
John	7	50	50. Nicodemus (den, som var kommen til ham om Natten og var een af dem) sagde til dem:
John	7	51	51. mon vor Lov dømme et Menneske, uden at man først forhører ham og faaer at vide, hvad han gjør?
John	7	52	52. De svarede og sagde til ham: mon du og vaere af Galilaea? Ransag og see, at der er ingen Prophet opstanden af Galilaea.
John	7	53	53. Og hver gik til sit Huus.
------------------------Johannesevangeliet, Kapitel 8
John	8	1	1. Men Jesus gik til Oliebjerget.
John	8	2	2. Og aarle om Morgenen kom han igjen i Templet, og alt Folket kom til ham; og han satte sig og laerte dem.
John	8	3	3. Men de Skriftkloge og Pharisaeerne førte en Kvinde til ham, greben i Hoer, og stillede hende frem i Midten.
John	8	4	4. Og de sagde til ham: Mester! denne Kvinde er greben i Hoer paa frisk Gjerning.
John	8	5	5. Men Moses bød os i Loven, at saadanne skulle stenes; hvad siger nu du?
John	8	6	6. Men dette sagde de, for at forsøge ham, at de kunde have Noget at anklage ham for. Men Jesus bukkede sig ned og skrev med Fingeren paa Jorden.
John	8	7	7. Men der de bleve ved at spørge ham, reiste han sig op og sagde til dem: den, som er syndeløs iblandt Eder, kaste først Stenen paa hende.
John	8	8	8. Og han bukkede sig atter ned og skrev paa Jorden.
John	8	9	9. Men der de hørte det og bleve slagne af deres Samvittighed, gik de bort, En efter den Anden, fra de aeldste af til de Yngste, og Jesus blev efterladt alene og Kvinden staaende i Midten.
John	8	10	10. Men da Jesus reiste sig op og saae Ingen uden Kvinden, sagde han til hende: Kvinde! hvor ere hine dine Anklagere? fordømte Ingen dig?
John	8	11	11. Men hun sagde: Herre! Ingen. Men Jesus sagde til hende: jeg fordømmer dig ikke heller; gak bort, og synd ikke mere.
John	8	12	12. Da talede Jesus atter til dem og sagde: jeg er det Verdens Lys; hvo som følger mig, skal ikke vandre i Mørket, men have det Livsens Lys.
John	8	13	13. Da sagde Pharisaeerne til ham: du vidner om dig selv; dit Vidnesbyrd er ikke sandt.
John	8	14	14. Jesus svarede og sagde til dem: om jeg end vidner om mig selv, er mit Vidnesbyrd sandt; thi jeg veed hvorfra jeg Kom, og hvor jeg gaaer hen; men I vide ikke, hvorfra jeg kommer, og hvor jeg gaaer hen.
John	8	15	15. I dømmer efter Kjødet, jeg dømmer Ingen.
John	8	16	16. Men dersom jeg dømmer, er min Dom sand; thi jeg er ikke alene, men baade jeg og Faderen, som udsendte mig.
John	8	17	17. Men der er og skrevet i Eders Lov, at to Menneskers Vidnesbyrd er sandt.
John	8	18	18. Jeg er den, som vidner om mig selv, og Faderen, som udsendte mig, vidner om mig.
John	8	19	19. Derfor sagde de til ham: hvor er din Fader? Jesus svarede: hverken kjende I mig, ei heller min Fader; dersom I kjendte mig, kjendte I og min Fader.
John	8	20	20. Disse Ord talede Jesus ved Templets Kiste, der han laerte i Templet; dog greb Ingen ham, fordi hans Time var ikke endnu kommen.
John	8	21	21. Da sagde Jesus atter til dem: jeg gaaer bort, og I skulle lede efter mig, og døe i Eders Synd; hvor jeg gaaer hen, kunne I ikke komme.
John	8	22	22. Da sagde Jøderne: mon han vil slaae sig selv ihjel, fordi han siger: hvor jeg gaaer hen, kunne I ikke komme?
John	8	23	23. Og han sagde til dem: I ere nedenfra, jeg er ovenfra; I ere af denne Verden, jeg er ikke af denne Verden.
John	8	24	24. Derfor har jeg sagt Eder, at I skulle døe i Eders Synder; thi dersom I ikke ville troe, at det er mig, skulle I døde i Eders Synder.
John	8	25	25. Derfor sagde de til ham: hvo er du? Og Jesus sagde til dem: just det, som jeg siger Eder.
John	8	26	26. Jeg har Meget at tale og dømme om Eder; men den, som mig udsendte, er sanddru, og hvad jeg har hørt af ham, det siger jeg for Verden.
John	8	27	27. Men de forstode ikke, at han talede til dem om Faderen.
John	8	28	28. Derfor sagde Jesus til dem: naar I faae ophøiet Menneskens Søn, da skulle I kjende, at det er mig, og at jeg gjør Intet af mig selv; men som min Fader har laert mig, saaledes taler jeg.
John	8	29	29. Og den, som udsendte mig, er med mig; Faderen har ikke ladet mig alene fordi jeg gjør altid det, som er ham behageligt.
John	8	30	30. Der han talede dette, troede Mange paa ham.
John	8	31	31. Derfor sagde Jesus til Jøderne, som havde troet paa ham: dersom I blive i mit Ord, ere I sandelig mine Disciple,
John	8	32	32. og I skulle forstaae Sandheden, og Sandheden skal frigjøre Eder.
John	8	33	33. De svarede ham: vi ere Abrahams Saed og have aldrig vaeret Nogens Traelle; hvorledes siger du da: I skulle vorde frie?
John	8	34	34. Jesus svarede dem: sandelig, sandelig siger jeg Eder: hver den, som gjør Synd, er Sydens Trael.
John	8	35	35. Men Traellen bliver ikke altid i Huset, Sønnen bliver der altid.
John	8	36	36. Dersom da Sønnen faaer frigjørt Eder, skulle I vaere virkeligen frie.
John	8	37	37. Jeg veed, at I ere Abrahams Saed; men I søge at slaae mig ihjel, fordi min Tale ikke finder Rum hos Eder.
John	8	38	38. Jeg taler det, som jeg har seet hos min Fader, saa gjøre I og det, som I have seet hos Eders Fader.
John	8	39	39. De svarede og sagde til ham: Abraham er vor Fader. Jesus sagde til dem: dersom I vare Abrahams Børn, gjorde I Abrahams Gjerninger.
John	8	40	40. Men nu søge I at slaae mig ihjel, et menneske, der har sagt Eder Sandheden, som jeg har hørt af Gud; dette havde Abraham ikke gjort.
John	8	41	41. I gjøre Eders Faders Gjerninger. Derfor sagde de til ham: vi ere ikke avlede i Hoer; vi have en Fader, Gud.
John	8	42	42. Da sagde Jesus til dem: dersom Gud var Eders Fader, da elskede I mig; thi jeg eringenlunde kommen af mig selv, men han har udsendt mig.
John	8	43	43. Hvi forstaae I ikke min Tale? efterdi I ikke kunne fordrage mit Ord.
John	8	44	44. I ere af en Fader Djaevelen og ville gjøre Eders Faders Begjerninger. Han var en Manddraber fra Begyndelsen af og blev ikke bestaaende i Sandheden; thi Sandhed er ikke i ham. Naar han taler Løgn, taler han af sit eget; thi han er en Løgner og Løgnens Fader.
John	8	45	45. Men mig troe I ikke, fordi jeg taler Sandhed.
John	8	46	46. Hvo af Eder kan overbevise mig om nogen Synd? men siger jeg Sandhed, hvorfor troe I mig ikke?
John	8	47	47. Hvo som er af Gud, hører Guds Ord; derfor høre I ikke, fordi I ere ikke af Gud.
John	8	48	48. Da svarede Jøderne og sagde til ham: sige vi ikke med Rette, at du er en Samaritan og har Djaevelen?
John	8	49	49. Jesus svarede: jeg har ikke Djaevelen, men jeg aerer min Fader, og I vanaere mig.
John	8	50	50. Men jeg søger ikke min Aere; der er den, som søger den og dømmer.
John	8	51	51. Sandelig, sandelig siger jeg Eder: dersom Nogen holder mit Ord, skal han ikke see Døden evindeligen.
John	8	52	52. Da sagde Jøderne til ham: nu kjende vi, at du har Djaevelen; Abraham er død, og Propheterne, og du siger: dersom Nogen holder mit Ord han skal ikke smage Døden evindeligen.
John	8	53	53. Mon du er større end vor Fader Abraham, hvilken er død? og Propheterne ere døde; hvem gjør du dig selv til?
John	8	54	54. Jesus svarede: dersom jeg aerer mig selv, er min Aere Intet; det er min Fader, som mig aerer, og hvem I sige, at han er Eders Gud.
John	8	55	55. Og I have ikke kjendt ham, men jeg kjender ham; og dersom jeg sagde: jeg kjender ham ikke, da blev jeg en Løgner ligsom I. Men jeg kjender ham og holder hans Ord.
John	8	56	56. Abraham Eders Fader frydede sig, at han skulde see min Dag, og han saae den og glaedede sig.
John	8	57	57. Da sagde Jøderne til ham: du er ikke endnu halvtredsindstyve Aar gammel, og du har seet Abraham?
John	8	58	58. Jesus sagde til dem: sandelig, sandelig siger jeg Eder: førend Abraham blev, er jeg.
John	8	59	59. Derfor optoge de Stene, for at kaste paa ham: men Jesus skjulte sig og gik ud af Templet og gik midt igjennem Maengden, og han undkom saaledes.
------------------------Johannesevangeliet, Kapitel 9
John	9	1	1. Og da han gik frem, saae han et Menneske, som var blind født.
John	9	2	2. Og hans Disciple spurgte ham og sagde: Mester! hvo har syndet? denne eller hans Foraeldre, at han er blind født?
John	9	3	3. Jesus svarede: hverken denne syndede, ei heller hans Foraeldre; men paa det at Guds Gjerninger skulle blive aabenbarede paa ham.
John	9	4	4. Mig bør at gjøre hans Gjerninger, som mig har udsendt, saalaenge det er Dag; Natten kommer, da Ingen kan arbeide.
John	9	5	5. Medens jeg er i Verden, er jeg Verdens Lys.
John	9	6	6. Der han det havde sagt, spyttede han paa Jorden og gjorde dynd af Spyttet og smurte Dyndet paa den Blindes Øine.
John	9	7	7. Og han sagde til ham: gak bort, to dig i Dammen Siloam, (hvilket er udlagt: udsendt). Da gik han bort og toede sig og kom seende tilbage.
John	9	8	8. Da sagde Naboerne og de, som før havde seet, at han var blind: er det ikke den, som sad og tiggede?
John	9	9	9. Andre sagde: det er denne; men Andre: han er ham lig. Han selv sagde: det er mig.
John	9	10	10. Da sagde de til ham: hvorledes bleve dine Øine aabnede?
John	9	11	11. Han svarede og sagde: et Menneske, som kaldes Jesus, gjorde Dynd og smurte paa mineØine og sagde til mig: gak bort til Dammen Siloam og to dig. Men da jeg gik hen og toede mig, blev jeg seende.
John	9	12	12. Da sagde de til ham: hvor er han? Han sagde: jeg veed ikke.
John	9	13	13. Da førte de ham, som før var blind, til Pharisaeerne.
John	9	14	14. (Men det var en Sabbat, da Jesus gjorde Dynd og aabnede hans Øine).
John	9	15	15. Da spurgte og Pharisaeerne ham atter, hvorledes han var bleven seende. Men han sagde til dem: Dynd lagde ham paa mine Øine, og jeg toede mig og seer.
John	9	16	16. Derfor sagde nogle af Pharisaeerne: dette Menneske er ikke af Gud, efterdi han holder ikke Sabbaten. Andre sagde: hvorledes kan et syndigt Menneske gjøre saadanne Tegn? Og der var Splid imellem dem.
John	9	17	17. Da sagde atter til den Blinde: hvad siger du om ham, efterdi han aabnede dine Øine? Men han sagde: han er en Prophet.
John	9	18	18. Men Jøderne troede ikke om ham, at han havde vaeret blind og var bleven seende, førend de kaldte hans Foraeldre, som havde faaet sit Syn.
John	9	19	19. Og de spurgte dem og sagde: er denne Eders Søn, om hvem I sige, at han var blind født? hvorledes er han da nu seende?
John	9	20	20. Hans Foraeldre svarede dem og sagde: vi vide, at dette er vor Søn, og at han var blind født.
John	9	21	21. Men hvorledes han nu er bleven seende, vide vi ikke, og hvo der har aabnet hans Øine, vide vi ikke heller; han er selv gammel nok, spørger ham, han maa selv svare for sig.
John	9	22	22. Dette sagde hans Foraeldre, fordi de frygtede for Jøderne; thi Jøderne vare allerede komne overeens om, at dersom Nogen bekjendte ham at vaere Christus, skulle denne blive udelukt af Synagogen.
John	9	23	23. Derfor sagde hans Foraeldre: han er gammel nok, spørger ham selv.
John	9	24	24. Da kaldte de anden Gang til sig det Menneske, som havde vaeret blind, og sagde til ham; giv Gud Aeren; vi vide, at hiint Menneske er en Synder.
John	9	25	25. Da svarede han og sagde: om han er en Synder, veed jeg ikke; een Ting veed jeg, at jeg, som var blind, nu seer.
John	9	26	26. Men de sagde til ham igjen: hvad gjorde han ved dig? hvorledes aabnede han dine Øine?
John	9	27	27. Han svarede dem: jeg har allerede sagt Eder det, og I hørte ikke derefter. Hvorfor ville I høre det igjen? ville I og vorde hans Disciple?
John	9	28	28. Da skjaeldte de paa ham og sagde: du er hans Discipel, men vi ere Moses' Disciple.
John	9	29	29. Vi vide, at Gud har talet til Moses; men om denne vide vi ikke, hvorfra han er.
John	9	30	30. Mennesket svarede og sagde til dem: det er dog underligt, at I ikke vide, hvorfra han er, og han har aabnet mine Øine.
John	9	31	31. Vi vide dog, at Gud hører ikke Syndere; men dersom Nogen er gudfrygtig og gjør hans Villie, den hører han.
John	9	32	32. Aldrig er det hørt, at Nogen har aabnet Øinene paa en Blindfødt.
John	9	33	33. Var denne ikke fra Gud, da kunde han slet intet gjøre.
John	9	34	34. De svarede og sagde til ham: du er ganske født i Synd, og du vil laere os? Og de stødte ham ud.
John	9	35	35. Jesus hørte, at de havde udstødt ham, og da han traf ham, sagde ham til ham: troer du paa Guds Søn?
John	9	36	36. Han svarede og sagde: hvo er han, Herre! at jeg kan troe paa ham?
John	9	37	37. Men Jesus sagde til ham: baade har du seet ham, og den, som taler med dig, ham er det.
John	9	38	38. Men han sagde: jeg troer, Herre! og han kastede sig ned for ham.
John	9	39	39. Og Jesus sagde: jeg er kommen til Dom i denne Verden, at de, som ikke see, skulle vorde seende, og de, som see, skulle vorde blinde.
John	9	40	40. Dette hørte de af Pharisaeerne, som vare hos ham, og de sagde til ham: monne og vi ereblinde?
John	9	41	41. Jesus sagde til dem: vare i blinde, da havde I ikke Synd; men nu sige I: vi see; derfor bliver Eders Synd.
------------------------Johannesevangeliet, Kapitel 10
John	10	1	1. Sandelig, sandelig siger jeg Eder: hvo som ikke gaaer ind ad Døren i Faarestien, men stiger andensteds over, han er en Tyv og en Røver.
John	10	2	2. Men den, som gaaer ind ad Døren, er Faarenes Hyrde.
John	10	3	3. For denne lader Dørvogteren op og Faarene høre hans Røst; og han kalder sine egne Faar ved Navn og fører dem ud.
John	10	4	4. Og naar han har udladt sine egne Faar, gaar han foran dem: og Faarene følge ham, fordi de kjende hans Røst.
John	10	5	5. Men en Fremmed følge de ikke, men flye fra ham, fordi de kjende ikke den Fremmedes Røst.
John	10	6	6. Denne Lignelse sagde Jesus til dem; men de forstode ikke, hvad det var, som han talede til dem.
John	10	7	7. Derfor sagde Jesus atter til dem: sandelig, sandelig siger jeg Eder: jeg er Faarenes Dør.
John	10	8	8. Alle de, som ere komne før mig, ere Tyve og Røvere; men Faarene hørte dem ikke.
John	10	9	9. Jeg er Døren; dersom Nogen gaaer ind ved mig, han skal frelses; og han skal gaae ind og gaae ud og finde Føde.
John	10	10	10. Tyven kommer ikke, uden for at stjaele og myrde og fordaerve; jeg er kommen, at de skulle have Liv og have overflødigt.
John	10	11	11. Jeg er den gode Hyrde; den gode Hyrde saetter sit Liv til for Faarene.
John	10	12	12. Men Leiesvenden og den, som ikke er Hyrde, hvilken Faarene ikke høre til, seer Ulven komme og forlader Faarene og flyer; og Ulven røver dem og adspreder Faarene.
John	10	13	13. Men Leisvenden flyer, fordi han er Leiesvend og har ikke Omsorg for Faarene.
John	10	14	14. Jeg er den gode Hyrde, og jeg kjender Mine og kjendes af Mine,
John	10	15	15. (ligesom Faderen kjender mig, kjender jeg og Faderen); og jeg saetter mit Liv til for Faarene.
John	10	16	16. Og jeg har andre Faar, som ikke ere af denne Sti, dem bør det mig og at føre did, og de skulle høre min Røst; og der skal blive een Hjord, een Hyrde.
John	10	17	17. Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg saetter mit Liv til, at jeg skal tage det igjen.
John	10	18	18. Ingen tager det fra mig, men jeg saetter det til af mig selv. Jeg har Magt at saette det til og har Magt at tage det igjen. Denne Bud annammede jeg af min Fader.
John	10	19	19. Da blev der atter Splid iblandt Jøderne over disse Ord.
John	10	20	20. Mange af dem sagde: han har Djaevelen og raser, hvi høre I ham?
John	10	21	21. Andre sagde: disse ere ikke Ord af en Besat; mon en Djaevel kan aabne de Blindes Øine?
John	10	22	22. Men Indvielsens Fest indtraf i Jerusalem, og det var Vinter.
John	10	23	23. Og Jesus gik omkring i Templet, udi Salomos Buegang.
John	10	24	24. Da omringe Jøderne ham og sagde til ham: hvor laenge holder du vor Sjael i Forventning? dersom du er Christus, da siig os det frit!
John	10	25	25. Jesus svarede dem: jeg har sagt Eder det, og I troe ikke; de Gjerninger, som jeg gjør i min Faders Navn, disse vidne om mig.
John	10	26	26. Men I troe ikke; thi I ere ikke af mine Faar, som jeg sagde Eder.
John	10	27	27. Mine Faar høre min Røst, og jeg kjender dem, og de følge mig.
John	10	28	28. Og jeg giver dem et evigt Liv, og de skulle ingenlunde fortabes, og Ingen skal rive dem af min Haand.
John	10	29	29. Min Fader, som har givet mig dem, er større end Alle; og Ingen kan rive dem af min Faders Haand.
John	10	30	30. Jeg og Faderen, vi ere eet.
John	10	31	31. Da toge Jøderne atter Stene op for at stene ham.
John	10	32	32. Jesus svarede dem: mange gode Gjerninger viste jeg Eder fra min Fader: for hvilken af disse Gjerninger stene I mig?
John	10	33	33. Jøderne svarede ham og sagde: for en god Gjerning stene vi dig ikke, men for Gudsbespottelse, og fordi du, som er et Menneske, gjør dig selv til Gud.
John	10	34	34. Jesus svarede dem: er der ikke skrevet i Eders Lov: jeg har sagt: I ere Guder?
John	10	35	35. Dersom han kalder dem Guder til hvilke Guds ord skete, (og Skriften kan ikke rokkes);
John	10	36	36. sige I da til den, hvem Faderen har helliget og sendt til Verden: du bespotter Gud, fordi jeg sagde: jeg er Guds Søn?
John	10	37	37. Dersom jeg ikke gjør min Faders Gjerninger, troer mig ikke.
John	10	38	38. Men dersom jeg gjør dem, om I end ikke ville troe mig, da troer Gjerningerne, paa det I kunne kjende og troe, at Faderen er i mig, og jeg i ham.
John	10	39	39. Derfor søgte de atter at gribe ham; men han undkom af deres Haand.
John	10	40	40. Og han drog atter bort paa hiin Side Jordan til det Sted, hvor Johannes først døbte, og blev der.
John	10	41	41. Og Mange kom til ham og sagde: Johannes gjorde vel intet Tegn: men Alt, hvad Johannes sagde om denne, var sandt.
John	10	42	42. Og Mange der troede paa ham.
------------------------Johannesevangeliet, Kapitel 11
John	11	1	1. Men der laae En syg, Lazarus af Bethania, af den By, hvor Maria og Martha, hendes Søstre, vare.
John	11	2	2. (Men Maria var den, som salvede Herren med Salve og tørrede hans Fødder med sit Haar; hendes Broder Lazarus var syg).
John	11	3	3. Da sendte de Søstre til ham og lode ham sige: Herre! see, den, du elsker, er syg.
John	11	4	4. Men der Jesus det hørte, sagde han: denne Sygdom er ikke til Døden, men til Guds Aere, at Guds Søn skal aeres ved den.
John	11	5	5. Men Jesus elskede Martha og hendes Søster og Lazarus.
John	11	6	6. Der han nu hørte, at han var syg, blev han dog to Dage paa det Sted, hvor han var.
John	11	7	7. Siden efter sagde han til Disciplene: lader os drage til Judaea igjen.
John	11	8	8. Disciplene sagde til ham: Mester! nyligen søgte Jøderne at stene dig, og du drager atter derhen?
John	11	9	9. Jesus svarede: ere der ikke tolv Timer om dagen? Vandrer Nogen om Dagen, da støder han ikke an; thi han seer denne Verdens Lys.
John	11	10	10. Men vandrer Nogen om Natten da støder han an; thi Lyset er ikke i ham.
John	11	11	11. Dette talede ham, og derefter siger han til dem: Lazarus, vor Ven, er sovet ind; men jeg gaaer hen for at opvaekke ham af Søvne.
John	11	12	12. Da sagde hans Disciple: Herre! sover han, da bliver han karsk.
John	11	13	13. Men Jesus talede om hans Død; de derimod meente, at han talede om den naturlige Søvn.
John	11	14	14. Derefter sagde da Jesus dem reent ud: Lazarus er død!
John	11	15	15. Og jeg er glad for Eders Skyld, at jeg ikke var der, paa det I skulle troe: men lader os gaa til ham!
John	11	16	16. Da sagde Thomas (hvilket betyder Tvilling) til sine Meddisciple: lader os ogsaa gaae, at vi kunne døe med ham.
John	11	17	17. Da Jesus kom, fandt han ham liggende i Graven allerede fire Dage.
John	11	18	18. (Men Bethania var naer ved Jerusalem, omtrent femten Stadier derfra).
John	11	19	19. Og mange Jøder vare komne til Martha og Maria for at trøste dem over deres Broder.
John	11	20	20. Da Martha nu hørte, at Jesus kom, gik hun ud ham i møde; men Maria blev siddende i Huset.
John	11	21	21. Da sagde Martha til Jesus: Herre! havde du vaeret her, da var min Broder ikke død.
John	11	22	22. Men ogsaa nu veed jeg, at hvadsomhelst du beder af Gud, vil Gud give dig.
John	11	23	23. Jesus sagde til hende: din Broder skal opstaae.
John	11	24	24. Martha siger til ham: jeg veed, at han skal opstaae i Opstandelsen paa den yderste Dag.
John	11	25	25. Jesus sagde til hende: jeg er Opstandelsen og Livet; hvo som troer paa mig, om han end døer, skal han dog leve.
John	11	26	26. Og hver den, som lever og troer paa mig, skal ikke døde evindeligen. Troer du dette?
John	11	27	27. Hun siger til ham: ja Herre! jeg har troet, at du er Christus, den Guds Søn, den, som kommer til Verden.
John	11	28	28. Og der hun dette havde sagt, gik hun bort og kaldte hemmeligen sin Søster Maria og sagde: Mesteren er her og kalder ad dig.
John	11	29	29. Der hun det hørte, reiste hun sig strax og kom til ham.
John	11	30	30. (Men Jesus var ikke endnu kommen til Byen, men var paa det Sted, hvor Martha mødte ham.)
John	11	31	31. Da nu Jøderne, som var hos hende i Huset og trøstede hende, saae, at Maria stod hastelig op og gik ud, fulgte de hende og sagde: hun gaaer bort til Graven for at graede der.
John	11	32	32. Der Maria da kom derhen, hvor Jesus var, og saae ham, faldt hun ned for hans Fødder og sagde til ham: Herre! havde du vaeret her, da var min Broder ikke død.
John	11	33	33. Der Jesus da saae hende graede, og saae Jøderne graede, som kom med hende, rørtes han i Aanden og blev heftig bevaeget og sagde:
John	11	34	34. hvor have I lagt ham? De sagde til ham: Herre! kom og see.
John	11	35	35. Jesus graed.
John	11	36	36. Da sagde Jøderne: se, hvor han elskede ham!
John	11	37	37. Men nogle af dem sagde: kunde ikke han, som aabnede den Blindes Øine, have gjort, at og denne ikke var død?
John	11	38	38. Da rørtes Jesus atter inderlig, og kom til Graven. Men det var en Hule, og en Steen laae derfor.
John	11	39	39. Jesus sagde: tager Stenen bort. Martha, den Dødes Søster, siger til ham: Herre! han stinker allerede; thi han har ligget fire Dage.
John	11	40	40. Jesus sagde til hende: sagde jeg ikke, at dersom du kunde troe, skulde du see Guds Herlighed?
John	11	41	41. Da toge de Stenen bort, hvor den Døde var lagt. Men Jesus opløftede sine Øine og sagde: Fader! jeg takker dig, at du har hørt mig.
John	11	42	42. Dog, jeg vidste, at du altid hører mig; men for Folkets Skyld, som staaer omkring, sagde jeg det, at de skulle troe, at du har udsendt mig.
John	11	43	43. Og der han havde sagt dette, raabte han med høi Røst: Lazarus, kom hid ud!
John	11	44	44. Og den Døde kom ud, bunden med Jordeklaeder om Fødder og Haender, og hans Ansigt var ombundet med en Svededug. Jesus sagde til dem: løser ham og lader ham gaae.
John	11	45	45. Derfor troede mange paa ham af de Jøder, som vare komne til Maria og have seet de Ting, som Jesus havde gjort.
John	11	46	46. Men nogle af dem gik hen til Pharisaeerne og sagde dem, hvad Jesus havde gjort.
John	11	47	47. Derfor forsamlede de Ypperstepraester og Pharisaeerne Raadet og sagde: hvad gjøre vi? thi dette Menneske gjør mange Tegn.
John	11	48	48. Dersom vi lade ham saaledes blive ved, ville Alle troe paa ham; og Romerne skulle komme og tage baade vort land og Folk.
John	11	49	49. Men een af den, Caiphas, som var dette Aars Ypperstepraest, sagde til dem:
John	11	50	50. I forstaae slet Intet; ei heller betaenke I, at det er os gavnligt, at eet Menneske dør for Folket, og at ikke det ganske Folk skal fordaerves.
John	11	51	51. Men dette sagde han ikke af sig selv; men da han var samme Aars Ypperstepraest, spaaede han, at Jesus skulde døde for Folket.
John	11	52	52. Og ikke for Folket alene; men paa det han og skulde samle de adspredte Guds Børn til een Hob.
John	11	53	53. Fra den Dag af raadsloge de derfor om at ihjelslaae ham.
John	11	54	54. Da vandrede Jesus ikke mere frit iblandt Jøderne, men gik derfra til en Egn naer ved Ørken, til en Stad, som kaldes Ephraim; og han blev der nogen Tid med sine Disciple.
John	11	55	55. Men Jødernes Paaske var naer; og Mange fra Landet gik op til Jerusalem før Paasken for at rense sig.
John	11	56	56. Da ledte de efter Jesus og talede med hverandre, der de stode i Templet: hvad tykkes Eder, at han kommer ikke til Høitiden?
John	11	57	57. Men baade de Ypperstepraester og Pharisaeerne havde givet en Befaling, at dersom Nogen vidste, hvor han var, skulde han give det tilkjende, at de kunde gribe ham.
------------------------Johannesevangeliet, Kapitel 12
John	12	1	1. Men sex Dage før Paaske kom Jesus til Bethania, hvor Lazarus var, der havde vaeret død, og hvem han havde opreist fra de Døde.
John	12	2	2. Da gjorde de ham der en Nadvere, og Martha opvartede; men Lazarus var een af dem, som sadde tilbords med ham.
John	12	3	3. Da tog Maria et Pund af uforfalsket meget kostelig Nardus-Salve og salvede Jesu Fødder og tørrede hans Fødder med sit Haar; men Huset blev fuldt af Salvens Lugt.
John	12	4	4. Da sagde een af hans Disciple, Judas, Simons Søn, Ischariotes, som siden forraadte ham:
John	12	5	5. hvorfor blev denne Salve ikke solgt for tre hundrede Penninge og givet til Fattige?
John	12	6	6. Men dette sagde han ikke, fordi han havde Omsorg for de Fattige, men fordi han var en Tyv og havde Pungen og bar, hvad der blev lagt deri.
John	12	7	7. Da sagde Jesus: lad hende i Fred; til min Begravelsesdag har hun bevaret den.
John	12	8	8. Thi Fattige have I altid hos Eder; men mig have I ikke altid
John	12	9	9. Da fik en stor Hob af Jøderne at vide, at han var der; og de kom ikke for Jesu Skyld alene, men ogsaa for at see Lazarus, hvem han havde opreist fra de Døde.
John	12	10	10. Men de Ypperstepraester raadsloge om ogsaa at ihjelslaae Lazarus;
John	12	11	11. thi for hans Skyld gik mange af Jøderne hen og troede paa Jesus.
John	12	12	12. Den anden Dag, da den store Maengde, som var kommen til Høitiden, hørte, at Jesus kom til Jerusalem,
John	12	13	13. toge de Palmegrene, og gik ud imod ham og raabte: Hosanna! velsignet vaere den, som kommer i Herrens Navn, den Israels konge!
John	12	14	14. Men Jesus fandt en Asenindes Føl og satte sig derpaa, som der er skrevet:
John	12	15	15. frygt ikke, Zions Datter! see, din Konge kommer ridende paa en Asenindes Føl.
John	12	16	16. Men dette forstode hans Disciple ikke først; men der Jesus var herliggjort, da kom de ihu, at dette var skrevet om ham, og at de havde gjort dette for ham.
John	12	17	17. Men den Maengde, som havde vaeret med ham, vidende, at han havde kaldt Lazarus af Graven, og opreist ham fra de Døde.
John	12	18	18. Derfor gik og Folket ham imøde, fordi det havde hørt, at han havde gjort dette Tegn.
John	12	19	19. Da sagde Pharisaeerne til hverandre: I see, at I udrette slet intet; see, al Verden gaaer efter ham.
John	12	20	20. Men der var nogle Graeker af dem, som vare gangen op for at tilbede paa Høitiden.
John	12	21	21. Disse gik nu til Philippus, som var fra Bethsaida i Galilaea, og bade ham og sagde: Herre! vi ønske at see Jesus.
John	12	22	22. Philippus kommer og siger Andreas det, og Andreas og Philippus sige atter Jesus det.
John	12	23	23. Men Jesus svarede dem og sagde: Timen er kommen, at Menneskens Søn skal herliggjøres.
John	12	24	24. Sandelig, sandelig siger jeg Eder: uden Hvedekornet falder i Jorden og døer, bliver det ene; men dersom det døer, baerer det megen Frugt.
John	12	25	25. Hvo som elsker sit Liv, skal miste det; og hvo som hader sit Liv i denne Verden, skal bevare det til et evigt Liv.
John	12	26	26. Om Nogen tjener mig, han følge mig, og hvor jeg er, der skal og min Tjener vaere; og om Nogen tjener mig, ham skal Faderen aere.
John	12	27	27. Nu er min Sjael forfaerdet; og hvad skal jeg sige? Dog derfor er jeg kommen til denne Time.
John	12	28	28. Fader, herliggjør dit Navn! Da kom en Røst af Himmelen: baade har jeg herliggjort og vil atter herliggjøre det.
John	12	29	29. Da sagde Folket, som stod og hørte det, at det havde tordnet; Andre sagde: en Engel talede til ham.
John	12	30	30. Jesus svarede og sagde: denne Røst skete ikke for min Skyld, men for Eders Skyld.
John	12	31	31. Nu gaar der Dom over denne Verden, nu skal denne Verdens Fyrste udstødes.
John	12	32	32. Og jeg, naar jeg bliver ophøiet fra Jorden, vil jeg drage Alle til mig.
John	12	33	33. (Men han sagde dette, for at betegne, hvad Død han skulle døe.)
John	12	34	34. Folket svarede ham: vi have hørt af Loven, at Christus bliver evindeligen, og hvorledes siger du, at det bør Menneskens Søn at ophøies? hvo er denne Menneskens Søn?
John	12	35	35. Da sagde Jesus til dem: Lyset er endnu en liden Tid hos Eder. Vandrer, den Stund I have Lyset, at Mørket ikke skal overfalde Eder! Og hvo som vandrer i Mørket, veed ikke, hvor han gaaer hen.
John	12	36	36. Medens I have Lyset, troer paa Lyset, at I kunne blive Lysets Børn. Dette talede Jesus og gik bort og skjulte sig for dem.
John	12	37	37. Men alligevel han have gjort saa mange Tegn for deres Øine, troede de dog ikke paa ham,
John	12	38	38. at Esaias den Prophets Tale skulde fuldkommes, som han har sagt: Herre! hvo troede det, han hørte af os, og for hvem er Herrens Arm aabenbaret?
John	12	39	39. Derfor kunde de ikke troe; thi Esaias siger atter:
John	12	40	40. han har forblindet deres Øine, og forhaerdet deres Hjerter, at de ikke skulde see med Øinene og forstaae med Hjertet og omvende sig, og jeg maatte helbrede dem.
John	12	41	41. Dette sagde Esaias, der han saae hans Herlighed og talede om ham.
John	12	42	42. Dog alligevel troede mange ogsaa af de Øverste paa ham; men for Pharisaeernes Skyld bekjendte de det ikke, at de ikke skulde blive udelukte af Synagogen;
John	12	43	43. thi de elskede Menneskens Aere mere end Guds Aere.
John	12	44	44. Men Jesus raabte og sagde: hvo som troer paa mig, troer ikke paa mig, men paa den, som mig har udsendt.
John	12	45	45. Og hvo som seer mig, seer den, som mig har udsendt.
John	12	46	46. Jeg er kommen et Lys til Verden, at hver den, som troer paa mig, ikke skal blive i Mørket.
John	12	47	47. Og om Nogen hører mine Ord, og troer ikke, han dømmer jeg ikke; thi jeg er ikke kommen for at dømme Verden, men for at frelse Verden.
John	12	48	48. Hvo mig foragter og annammer ikke mine Ord, har den, som ham dømmer; det Ord, som jeg har talet, det skal dømme ham paa den yderste Dag.
John	12	49	49. Thi jeg har ikke talet af mig selv; men Faderen, som mig har udsendt, han har givet mig Befaling, hvad jeg skal sige, og hvad jeg skal tale.
John	12	50	50. Og jeg veed, at hans Befaling er et evigt Liv. Derfor, hvad jeg taler, taler jeg saaledes, som Faderen har sagt mig.
------------------------Johannesevangeliet, Kapitel 13
John	13	1	1. Men for Paaskehøitiden, der Jesus vidste, at hans Time var kommen, at han skulde gaae ud af denne Verden til Faderen, da, som han havde elsket sine Egne, som vare i Verden, saa elskede han dem indtil Enden.
John	13	2	2. Da nu Nadveren holdtes, og Djaevleen allerede havde indskudt i Judas, Simon Søns, Ischariotes' Hjerte, at han skulde forraade ham;
John	13	3	3. da Jesus vidste, at Faderen havde givet ham alle Ting i Haender, og at han udkom fra Gud og gik hen til Gud:
John	13	4	4. reiste han sig fra Nadveren og lagde sine Klaeder fra sig, og han tog et Lindklaede og bandt op om sig.
John	13	5	5. Derefter slog han Vand i et Baekken og begyndte at toe Disciplenes Fødder og at tørre dem med Lindklaedet, som han var ombunden med.
John	13	6	6. Da kom han til Simon Peter og han sagde til ham: Herre! toer du mine Fødder?
John	13	7	7. Jesus svarede og sagde til ham: hvad jeg gjør, veed du ikke nu, men du skal forstaae det herefter.
John	13	8	8. Peter siger til ham: du i Evighed ikke toe mine Fødder. Jesus svarede ham: dersom jeg ikke toer dig, har du ingen Deel med mig.
John	13	9	9. Simon Peter siger til ham: Herre ikke mine Fødder alene, men ogsaa Haenderne og Hovedet.
John	13	10	10. Jesus siger til ham: hvo som er toet, har ikke behov uden at toe Fødderne, men er ganske reen; og I ere rene, men ikke alle.
John	13	11	11. Thi han kjendte den, som han forradte; derfor sagde ham: I ere ikke alle rene.
John	13	12	12. Der han da havde toet deres Fødder og havde taget sine Klaeder, satte han sig atter ned og sagde til dem: vide I, hvad jeg har gjort Eder?
John	13	13	13. I kalde mig Mester og Herre, og I tale ret, thi jeg er det.
John	13	14	14. Dersom da jeg, Herren og Mesteren, har toet Eders Fødder, saa ere I og skyldige at toe hverandres Fødder.
John	13	15	15. Thi jeg har givet Eder et Exempel, at ligesom jeg gjorde Eder, skulle og I gjøre.
John	13	16	16. Sandelig, sandelig siger jeg eder: en Tjener er ikke større end hans Herre, ikke heller et Sendebud større end den, han har sendt.
John	13	17	17. Dersom I vide dette, ere I salige, om I gjøre det.
John	13	18	18. Jeg taler ikke om Eder alle, jeg veed, hvilke jeg har udvalgt; men Skriften maa fuldkommes: den, som aeder Brødet med mig, har opløftet sin Hael imod mig.
John	13	19	19. Fra nu af siger jeg Eder det, førend det skeer, at naar det er skeet, I skulle troe, at det er mig.
John	13	20	20. Sandelig, sandelig siger jeg eder: hvo som annammer den, som jeg sender, annammer mig; men hvo mig annammer, annammer den, som har sendt mig.
John	13	21	21. Der Jesus havde sagt dette, blev han heftig bevaeget i Aanden og vidnede og sagde: sandelig, sandelig siger jeg eder, at een af Eder skal forraade mig.
John	13	22	22. Da saae Disciplene paa hverandre, tvivlraadige, om hvem han talede.
John	13	23	23. Men der var een iblandt hans Disciple, som laa op til Jesu Skjød, hvem Jesus elskede.
John	13	24	24. Til denne nikkede derfor Simon Peter, at han skulde udspørge, hvo det maatte vare, han talede om?
John	13	25	25. Men denne bøiede sig op til Jesu Bryst og sagde til ham: Herre! hvo er det?
John	13	26	26. Jesus svarede: det er den, hvilken jeg giver det Stykke, som jeg dypper. Og han dyppede Stykket og gav Judas, Simons Søn, Ischariotes det.
John	13	27	27. Og efterat han havde faaet Stykket, da gik Satan ind i ham. Da sagde Jesus til ham: hvad du gjør, det gjør snart!
John	13	28	28. Men ingen af dem, som saade tilbords, forstod, til hvad Ende han sagde ham det.
John	13	29	29. Thi Nogle meente, efterdi Judas havde Pungen, at Jesus sagde til ham: kjøb, hvad vi havdebehov til Høitiden; eller at han skulde give Noget til Fattige.
John	13	30	30. Der han da havde taget Stykket, gik han strax ud; men det var Nat.
John	13	31	31. Der han da var udgangen, sagde Jesus: nu er Menneskens Søn herliggjort, og Gud er herliggjort i ham.
John	13	32	32. Dersom Gud er herliggjort i ham, skal Gud og herliggjøre ham i sig selv, og han skal snart herliggjøre ham.
John	13	33	33. Børnlille! jeg er endnu lidet hos Eder. I skulle lede efter mig, og ligesom jeg sagde til Jøderne: hvor jeg gaaer hen, kunne I ikke komme, siger jeg og Eder nu.
John	13	34	34. Jeg giver Eder en ny Befaling, at I skulle elske hverandre; som jeg elskede Eder, at I og skulle elske hverandre.
John	13	35	35. Derpaa skulle Alle kjende, at I ere mine Disciple, dersom I have indbyrdes Kjaerlighed.
John	13	36	36. Simon Peter sagde til ham: Herre! hvor gaaer du hen? Jesus svarede ham: hvor jeg gaaer hen, kan du ikke nu følge mig.
John	13	37	37. Peter siger til ham: Herre! hvorfor kan jeg ikke følge dig nu? Jeg vil saette mit Liv til for dig.
John	13	38	38. Jesus svarede ham: vil du saette dit Liv til for mig? Sandelig, sandelig siger jeg dig: Hanen skal ikke gale, førend du skal fornaegte mig tre Gange.
------------------------Johannesevangeliet, Kapitel 14
John	14	1	1. Eders Hjerte forfaerdes ikke; troer paa Gud, og troer paa mig!
John	14	2	2. I min Faders Huus ere mange Boliger; men dersom det ikke saa var, havde jeg sagt Eder det. Jeg gaaer bort at berede Eder Sted.
John	14	3	3. Og naar jeg er gaaet bort og faaer beredt Eder sted, kommer jeg igjen og vil tage Eder til mig, at hvor jeg er, skulle ogsaa I vaere.
John	14	4	4. Og hvor jeg gaaer hen, vide I, og Veien vide I.
John	14	5	5. Thomas siger til ham: Herre! vi vide ikke, hvor du gaaer hen; og hvorledes kunne vi vide Veien?
John	14	6	6. Jesus siger til ham: jeg er Veien og Sandheden og Livet; der kommer Ingen til Faderen uden ved mig.
John	14	7	7. Havde I kjendt mig, da havde I og kjendt min Fader; og fra nu af kjende I ham og have seet ham.
John	14	8	8. Philippus siger til ham: Herre! viis os Faderen, og det er os nok.
John	14	9	9. Jesus siger til ham: saa lang en Tid er jeg hos Eder og du har ikke kjendt mig, Philippus? Hvo mig har seet, har seet Faderen; hvorledes siger du da: Viis os Faderen?
John	14	10	10. Troer du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De Ord, som jeg taler til Eder, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, han gjør Gjerningerne.
John	14	11	11. Troer mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; men ville I ikke, saa troer mig dog for disse Gjerningers Skyld!
John	14	12	12. Sandelig, sandelig siger jeg eder: hvo som troer paa mig, de Gjerninger, som jeg gjør, skal og han gjøre, og han skal gjøre større end disse; thi jeg gaaer til min Fader.
John	14	13	13. Og hvadsomhelst I bede om i mit Navn, det vil jeg gjøre, at Faderen maa forherliges ved Sønnen.
John	14	14	14. Dersom I bede om Noget i mit Navn, vil jeg gjøre det.
John	14	15	15. Dersom I elske mig, da holder mine Befalinger.
John	14	16	16. Og jeg vil bede Faderen, og han skal give Eder en anden Talsmand, at han skal blive hos Eder evindeligen,
John	14	17	17. den Sandheds Aand, hvilken Verden ikke kan annamme, thi den seer han ikke, kjender ham ei heller; men I kjende ham, thi han bliver hos Eder og skal vaere i Eder.
John	14	18	18. Jeg vil ikke forlade Eder faderløse; jeg kommer til Eder.
John	14	19	19. Endnu et Lidet, og Verden seer mig ikke mere, men I see mig; thi jeg lever, og I skulle leve.
John	14	20	20. Paa den Dag skulle I kjende, at jeg er i min Fader, og I udi mig, og jeg i Eder.
John	14	21	21. Hvo som har mine Befalinger og holder dem, han er den, som mig elsker; men hvo mig elsker, skal elskes af min Fader; og jeg skal elske ham og aabenbare mig for ham.
John	14	22	22. Judas (ikke Ischariotes) siger til ham: Herre! hvor kommer det, at du vil aabenbare dig for os, og ikke for Verden?
John	14	23	23. Jesus svarede og sagde til ham: om Nogen elsker mig, skal han holde mit Ord; og min Fader skal elske ham, og vil skulle komme til ham og tage Bolig hos ham.
John	14	24	24. Hvo mig ikke elsker, holder ikke mine Ord; og det Ord, som i høre, er ikke mit, men faderens, som mig har udsendt.
John	14	25	25. Dette har jeg talet til Eder, medens jeg blev hos Eder.
John	14	26	26. Men Talsmanden, den Hellig Aand, hvilken Faderen skal sende i mit Navn, skal laere Eder alle Ting og minde Eder paa alle Ting, som jeg har sagt Eder.
John	14	27	27. Fred lader jeg Eder, min Fred giver jeg Eder; jeg giver Eder ikke som Verden giver. Eders Hjerte forfaerdes ikke, og forsage ikke.
John	14	28	28. I have hørt, at jeg sagde til Eder: jeg gaaer bort og kommer til Eder igjen; dersom I have mig kjaer, da glaedede I Eder, at jeg sagde: jeg gaaer til Faderen; thi min Fader er større end jeg.
John	14	29	29. Og nu har jeg sagt Eder det, før det skeer, at naar det er skeet, I da skulle troe.
John	14	30	30. Jeg skal herefter ikke tale meget med Eder; thi denne Verdens Fyrste kommer og har slet intet i mig.
John	14	31	31. Men paa det Verden skal kjende, at jeg elsker Faderen, og ligesom Faderen har befalet mig, saa gjør jeg; staaer op lader os gaae herfra.
------------------------Johannesevangeliet, Kapitel 15
John	15	1	1. Jeg er det sande Viintrae, og min Fader er Viingaardsmanden.
John	15	2	2. Hver Green paa mig, som ikke baerer Frugt, borttager han, og hver den, som baerer Frugt, renser han, at den skal baere mere Frugt.
John	15	3	3. I ere allerede rene formedelst det Ord, som jeg har talet til Eder.
John	15	4	4. Bliver i mig, da bliver og jeg i Eder. Ligesom Grenen ikke kan baere Frugt af sig selv, uden den bliver i Traeet, saa kunne I ikke heller, uden I blive i mig.
John	15	5	5. Jeg er Viintraeet, I ere Grenene. Hvo som bliver i mig, og jeg i ham, han baerer megen Frugt; thi uden mig kunne I slet Intet gjøre.
John	15	6	6. Om Nogen ikke bliver i mig, han bliver udkastet som en Green og visner; man sanker dem og kaster dem i Ilden, og de braende.
John	15	7	7. Dersom I blive i mig og mine Ord blive i Eder, da beder om hvadsomhelt I ville, og det skal vederfares Eder.
John	15	8	8. Derudi forherliges min Fader, at I baere megen Frugt, og I skulle vorde mine Disciple.
John	15	9	9. Ligesom Faderen har elsket mig, saa har jeg og elsket Eder; bliver i min Kjaerlighed!
John	15	10	10. Dersom I holde mine Befalinger, Skulle I blive i min Kjaerlighed, ligesom jeg har holdt min Faders Befalinger og bliver i hans Kjaerlighed.
John	15	11	11. Dette har jeg talet til Eder, paa det min Glaede kan blive i Eder, og Eders Glaede kan blive fuldkommen.
John	15	12	12. Denne er min Befaling, at I skulle elske hverandre, ligesom jeg har elsket Eder.
John	15	13	13. Ingen har større Kjaerlighed end denne, at En saetter sit Liv til for sine Venner.
John	15	14	14. I ere mine Venner, dersom I gjøre, hvad jeg befaler Eder.
John	15	15	15. Jeg kalder Eder ikke laengere Tjenere; thi Tjeneren veed ikke, hvad hans Herre gjør; men Eder har jeg kaldet Venner; thi alt det, som jeg har hørt af min Fader, har jeg kundgjort Eder.
John	15	16	16. I have ikke udvalgt mig, men jeg har udvalgt Eder og sat Eder, at I skulle gaae hen og baere Frugt, og Eders Frugt skal blive ved; at hvadsomhelst I bede Faderen i mit Navn, skal han give Eder.
John	15	17	17. Dette befaler jeg Eder, at I skulle elske hverandre.
John	15	18	18. Dersom Verden hader Eder, da vider, at den har hadet mig førend Eder.
John	15	19	19. Vare I af Verden da vilde Verden elske sit Eget; men efterdi I ikke ere af Verden, men jeg har udvalt Eder af Verden, derfor hader Verden Eder.
John	15	20	20. Kommer det Ord ihu, som jeg sagde Eder: en Tjener er ikke større end hans Herre. Have de forfulgt mig, skulle de og forfølge Eder; have de holdt mit Ord, skulle de og holde Eders.
John	15	21	21. Men alt dette skulle de gjøre Eder for mit Navns Skyld, fordi de ikke kjende den, som mig har udsendt.
John	15	22	22. Dersom jeg ikke var kommen og havde talet til dem, havde de ikke Synd; men nu have de end ikke et paaskud for deres Synd.
John	15	23	23. Hvo mig hader, hader og min Fader.
John	15	24	24. Havde jeg ikke gjort de Gjerninger iblandt dem, som ingen Anden har gjort, havde de ikke Synd; men nu have de seet dem og dog hadet baade mig og min Fader.
John	15	25	25. Dog, de Ord, som ere skrevne i deres Lov, maa fuldkommes: de hadede mig uforskyldt.
John	15	26	26. Men naar Talsmanden kommer, hvilken jeg skal sende Eder fra Faderen, den Sandheds Aand, som udgaaer fra Faderen), han skal vidne om mig.
John	15	27	27. Men ogsaa I skulle vidne; thi I vare med mig fra Begyndelsen.
------------------------Johannesevangeliet, Kapitel 16
John	16	1	1. Dette har jeg talet til Eder, at I skulle ikke forarges.
John	16	2	2. De skulle udelukke Eder af Synagogerne, ja den Tid skal komme, at hver den, som ihjelslaaer Eder, skal mene, at ham viser Gud en Dyrkelse.
John	16	3	3. Og dette skulle de gjøre Eder, fordi de hverken kjende Faderen, ei heller mig.
John	16	4	4. Men dette har jeg talet til Eder, paa det naar Timen kommer, I skulle komme ihu, at jeg sagde Eder det; men dette sagde jeg Eder ikke fra Begyndelsen, fordi jeg var hos Eder.
John	16	5	5. Men nu gaaer jeg hen til den, som mig udsendte, og ingen af Eder spørger mig: hvor gaaer du hen?
John	16	6	6. Men fordi jeg har talet dette til Eder, har Bedrøvelse opfyldt Eders Hjerte.
John	16	7	7. Men jeg siger Eder sandhed: det er Eder gavnligt, at jeg gaaer bort, thi gaaer jeg ikke bort, skal Talsmanden ikke komme til Eder; men gaaer jeg bort saa vil jeg sende ham til Eder.
John	16	8	8. Og naar han kommer, skal han overbevise Verden og Synd og om Retfaerdighed og om Dom,
John	16	9	9. om Synd, fordi de troe ikke paa mig;
John	16	10	10. men om Retfaerdighed, fordi jeg gaaer hen til min Fader, og I see mig ikke laengere;
John	16	11	11. men om Dom, fordi denne Verdens Fyrste er dømt.
John	16	12	12. Jeg har endnu meget at sige Eder; men nu kunne I ikke baere det.
John	16	13	13. Men naar han, den Sandheds Aand, kommer, skal han veilede Eder til al Sandhed; thi han skal ikke tale af sig selv, men hvadsomhelst han hører, skal han tale, og de tilkommende Ting skal han forkynde Eder.
John	16	14	14. Han skal herliggjøre mig; thi han skal tage af Mit og forkynde Eder.
John	16	15	15. Alt hvad Faderen har, er Mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af Mit og forkynde Eder.
John	16	16	16. Om en liden Stund skulle I ikke see mig, og atter om en liden Stund skulle I see mig; thi jeg gaaer hen til Faderen.
John	16	17	17. Da sagde nogle af hans Disciple til hverandre: hvad er dette, som han siger os: om en liden Stund skulle I ikke see mig, og atter om en liden Stund skulle I see mig, og: thi jeg gaaer hentil Faderen?
John	16	18	18. Da sagde de: hvad er det, som han siger: om en liden Stund? Vi forstaae ikke, hvad han taler.
John	16	19	19. Da vidste Jesus, at de vilde spørge ham, og han sagde til dem: derom bespørge I Eder indbyrdes, at jeg sagde: om en liden Stund skulle I ikke see mig, og atter om en liden Stund skulle I see mig.
John	16	20	20. Sandelig, sandelig siger jeg eder: I skulle graede og hyle, men Verden skal glaede sig; I skulle vaere bedrøvede, men Eders Bedrøvelse skal vorde til Glaede.
John	16	21	21. Kvinden, naar hun føder, har Bedrøvelse, fordi hendes Time er kommen; men naar hun har født Barnet, kommer hun ikke mere den Traengsel, ihu for Glaede, at et Menneske er født til Verden.
John	16	22	22. Ogsaa I have da vel nu Bedrøvelse; men jeg vil see Eder igjen, og Eders Hjerte skal glaedes, og Ingen tager Eders Glaede fra Eder.
John	16	23	23. Og paa den samme Dag skulle I ikke spørge mig om Noget. Sandelig, sandelig siger jeg eder, at hvadsomhelst I bede Faderen om i mit Navn, skal han give Eder.
John	16	24	24. Hidindtil have I ikke bedet om Noget i mit Navn; beder, og I skulle faae, og Eders Glaede maa blive fuldkommen.
John	16	25	25. Dette har jeg talet til Eder ved Lignelser; men den Time kommer, da jeg ikke mere skal tale med Eder ved Lignelser; men den Time kommer, da jeg ikke mere skal tale med Eder ved Lignelser, men frit ud forkynde Eder om min Fader.
John	16	26	26. Paa den samme Dag skulle I bede i mit Navn, og jeg siger Eder ikke, at jeg vil bede Faderen for Eder;
John	16	27	27. thi Faderen selv elsker Eder, efterdi I have elsket mig og troet at jeg er udgangen fra Gud.
John	16	28	28. Jeg udgik fra Faderen og kom til Verden; jeg forlader Verden igjen og gaaer til Faderen.
John	16	29	29. Hans Disciple sige til ham: see, nu taler du frit ud og siger ingen Lignelse.
John	16	30	30. Nu vide vi, at du veed alle Ting og har ikke behov, at Nogen spørger dig; desaarsag troe vi, at du udgik fra Gud.
John	16	31	31. Jesus svarede dem: nu troe I!
John	16	32	32. Se, den Time kommer og er allerede kommen, at I skulle adspredes hver til Sit og forlade mig alene; dog jeg er ikke alene, thi Faderen er med mig.
John	16	33	33. Dette har jeg talet til Eder, paa det I skulle have Fred i mig. I Verden skulle I have Traengsel; men vaerer frimodige, jeg har overvundet Verden.
------------------------Johannesevangeliet, Kapitel 17
John	17	1	1. Dette talede Jesus og opløftede sine Øine til Himmelen og sagde: Fader! Timen er kommen; herliggjør din Søn, at ogsaa din Søn maa herliggjøre dig.
John	17	2	2. Ligesom du har givet ham Magt over alt Kjød, paa det han maa give alle dem, som du har givet ham, et evigt Liv.
John	17	3	3. Men dette er det evige Liv, at de kjende dig, den eneste sande Gud, og den, du udsendte, Jesus Christus.
John	17	4	4. Jeg har herliggjort dig paa Jorden; jeg har fuldkommet den Gjerning, som du har givet mig at gjøre.
John	17	5	5. Herliggjør du mig og nu, Fader! hos dig selv med den Herlighed, som jeg havde hos dig, før Verden var.
John	17	6	6. Jeg har aabenbaret dit Navn for de Mennesker, hvilke du har givet mig af Verden; de vare dine, og du har givet mig dem, og de have bevaret dit Ord.
John	17	7	7. Nu vide de, at alt det, som du har givet mig, er af dig.
John	17	8	8. Thi de Ord, som du har givet mig, har jeg givet dem; og de have annammet dem og kjendt iSandhed, at jeg udgik fra dig, og de have troet, at du har udsendt mig.
John	17	9	9. Jeg beder for dem; jeg beder ikke for Verden, en for dem, som du har givet mig; thi de ere dine.
John	17	10	10. Og alt det, som mit er, det er dit, og det, som dit er, det er mit; og jeg er herliggjort i dem.
John	17	11	11. Og jeg er ikke mere i Verden, men disse ere i Verden, og jeg kommer til dig. Hellige Fader! bevar dem i dit Navn, hvilke du har givet mig, at de maa vare eet ligesom vi.
John	17	12	12. Da jeg var hos dem i Verden, bevarede jeg dem i dit Navn; dem, som du har givet mig, vogtede jeg, og ingen af dem blev fortabt, uden det Fortabelsens Barn, at Skriften skulde fuldkommes.
John	17	13	13. Men nu kommer jeg til dig, og dette taler jeg i Verden at de maa have min Glaede fuldeligen i sig.
John	17	14	14. Jeg har givet dem dit Ord; og Verden har hadet dem, fordi de ere ikke af Verden, ligesom jeg er ikke af Verden.
John	17	15	15. Jeg beder ikke, at du skal borttage dem af Verden, men at du skal bevare dem fra det Onde.
John	17	16	16. De ere ikke af Verden ligesom jeg ikke af Verden.
John	17	17	17. Hellige dem i din Sandhed; dit Ord er Sandhed.
John	17	18	18. Ligesom du har sendt mig til Verden, saa har og jeg sendt dem til Verden.
John	17	19	19. Og jeg helliger mig selv for dem, paa det de skulle ogsaa vaere helligede i Sandheden.
John	17	20	20. Men jeg beder ikke alene for disse, men ogsaa for dem, som formedelst deres Ord skulle troe paa mig,
John	17	21	21. paa det de maa alle vaere eet; ligesom du, Fader! i mig, og jeg i dig at de og skulle vaere eet i os, at Verden kan troe, at du har udsendt mig.
John	17	22	22. Og jeg har givet dem den Herlighed, som du har givet mig, paa det de skulle vaere eet, ligesom vi ere eet;
John	17	23	23. jeg i dem, og du i mig, paa det de skulle vaere fuldkommede til eet, og at Verden kan kjende, at du har udsendt mig og har elsket det, ligesom du har elsket mig.
John	17	24	24. Fader! jeg vil, at de, som du har givet mig, skulle vaere hos mig, hvor jeg er, at de maa skue min Herlighed, som du har givet mig; thi du har elsket mig, førend Verdens Grundvold blev lagt.
John	17	25	25. Retfaerdige Fader! og Verden kjendte dig ikke, men jeg kjender dig, og disse have kjendt, at du har udsendt mig.
John	17	26	26. Og jeg kundgjorde dem dit Navn og vil kundgjøre dem det, paa det den Kjaerlighed, hvormed du elsker mig, skal vaere i dem, og jeg i dem.
------------------------Johannesevangeliet, Kapitel 18
John	18	1	1. Der Jesus havde talet dette, gik han ud med sine Disciple over den Baek Kedron, hvor en Urtegaard var, i hvilken han gik ind med sine Disciple.
John	18	2	2. Men og Judas, som han forraadte vidste Stedet; thi Jesus forsamledes ofte der med sine Disciple.
John	18	3	3. Da tog Judas Roden (Vagten) og de Ypperstepraester og Pharisaeernes Svende med sig og kom derhen med Blus og Lamper og Vaaben.
John	18	4	4. Men som Jesus vidste Alt, hvad der skulde komme over ham, gik han frem og sagde til dem: hvem lede I efter?
John	18	5	5. De svarede ham: Jesus af Nazareth. Jesus siger til dem: det er mig. Men Judas, som han forradte, stod og hos dem.
John	18	6	6. Der han da sagde til dem: det er mig, vege de tilbage og fladt til Jorden.
John	18	7	7. Da spurgte han dem atter: hvem lede I efter? Men de sagde Jesus af Nazareth.
John	18	8	8. Jesus svarede: jeg har sagt Eder at det er mig; dersom I da lede efter mig, saa lader disse gaae.
John	18	9	9. Paa det de ord skulde fuldkommes, hvilke han havde sagt: jeg mistede end ikke een af dem, som du har givet mig.
John	18	10	10. Men Simon Peter, som havde et Svaerd, drog det ud og slog den Ypperstepraests Tjener og afhuggede hans høire Øre. Men den Tjener hedte Malchus.
John	18	11	11. Da sagde Jesus til Peter: stik dit Svaerd i Balgen. Skal jeg ikke drikke den Kalk, som min Fader har givet mig?
John	18	12	12. Da toge Roden og Krigsøversten og Jødernes Svende samtligen Jesus og bandt ham.
John	18	13	13. Og de førte han først til Annas; thi Jøderne det Raad, at det var gavnligt, at eet Menneske skulde omkommes for Folket.
John	18	14	14. Men det var Caiphas, som havde givet Jøderne det Raad, at det var gavnligt, at eet Menneske skulde omkommes for Folket.
John	18	15	15. Men Simon Peter og en anden Discipel fulgte Jesus; samme Discipel var kjendt af den Yppestepraest og gik ind med Jesus i den Ypperstepraests Palads.
John	18	16	16. Men Peter stod udenfor Døren. Da gik den anden Discipel, som var kjendt med den Ypperstepraest, ud og talede med Dørvogtersken og førte Peter ind.
John	18	17	17. Da siger Pigen, som var Dørvogterske, til Peter: mon ikke og du vaere af dette Menneskes Disciple? Han sagde: jeg er ikke.
John	18	18	18. Men Tjenerne og Svendene stode og havde gjort Kuldild, (thi det var koldt), og varmede sig; men Peter stod hos dem og varmede sig.
John	18	19	19. Da spurgte den Ypperstepraest Jesus om hans Disciple og om hans Laerdom.
John	18	20	20. Jesus svarede ham: jeg har talet frit for Verden; jeg jeg har altid laert i Synagogen og Templet, der hvor Jøderne komme tilsammen fra alle Steder, og jeg har intet talet i Løndom.
John	18	21	21. Hvi spørger du mig? spørg dem, som have hørt, hvad jeg talede til dem; see, de vide, hvad jeg har sagt.
John	18	22	22. Men som han det talede, gav een af Svendene, som stod der hos, Jesus et Slag paa Munden og sagde: svarer du saaledes den Ypperstepraest?
John	18	23	23. Jesus svarede ham: har jeg talet ilde, da beviis, at det er ondt; men har jeg talet vel, hvi slaaer du mig?
John	18	24	24. Men Annas havde sendt ham bunden til den Ypperstepraest Caiphas.
John	18	25	25. Men Simon Peter stod og varmede sig. Da sagde de til ham: mon ikke du vaere af hans Disciple?
John	18	26	26. En af den Ypperstepraest Tjenere, som var hans Fraende, hvis Øre Peter havde afhugget, siger: saae jeg dig ikke i Urtegaarden med ham?
John	18	27	27. Da naegtede Peter atter, og strax goel Hanen.
John	18	28	28. Da førte de Jesus fra Caiphas til Domhuset; men det var aarle. Og de gik ikke ind i Domhuset, at de ikke skulde besmittes, men at de maatte aede Paaske.
John	18	29	29. Derfor gik Pilatus ud til dem og sagde: hvad Klagemaal føre I imod dette Menneske?
John	18	30	30. De svarede og sagde til ham: var denne ikke en Misdaeder, da havde vi ikke overantvordet dig ham.
John	18	31	31. Da sagde Pilatus til dem: tager I ham og dømmer ham efter Eders Lov. Da sagde Jøderne til ham: vi tør ingen aflive;
John	18	32	32. at Jesu Ord skulde fuldkommes, hvilke han sagde, der han gav tilkjende, hvilken Død han skulde døe.
John	18	33	33. Da gik Pilatus igjen ind i Domhuset og kaldte Jesus og sagde til ham: er du den Jødernes Konge?
John	18	34	34. Jesus svarede ham: taler du dette af dig selv, eller have Andre sigt dig det om mig?
John	18	35	35. Pilatus svarede: mon jeg vaere en Jøde? dit Folk og de Ypperstepraester overantvordede mig dig; hvad har du gjort?
John	18	36	36. Jesus svarede: mit Rige er ikke af denne Verden. Var mit Rige af denne Verden, havde vel mine Tjenere stredet derfor, at jeg ikke var bleven overantvordet Jøderne; men nu er mit Rige ikke deraf.
John	18	37	37. Da sagde Pilatus til ham: er du ikke dog en Konge? Jesus svarede: du siger det, at jeg er en Konge. Jeg er dertil født og dertil kommen til Verden, at jeg skal vidne om Sandheden. Hver den, som er af Sandheden, hører min Røst.
John	18	38	38. Pilatus sagde til ham: hvad er Sandhed? Og der han dette havde sagt, gik han igjen ud til Jøderne og sagde til dem: jeg finder slet ingen Skyld hos ham.
John	18	39	39. Men I have en Saedvane, at jeg skal lade Eder Een løs om Paasken; ville I da, at jeg skal lade Eder den Jødernes Konge løs?
John	18	40	40. Da raabte de alle igjen og sagde: ikke denne, men Barrabas; og Barrabas var en Røver.
------------------------Johannesevangeliet, Kapitel 19
John	19	1	1. Nu tog da Pilatus Jesus og lod ham hudstryge.
John	19	2	2. Og Stridsmaendene flettede en Krone af Torne og satte den paa hans Hoved og kastede en Purpurklaede om ham og sagde:
John	19	3	3. hil vaere dig, du Jødernes Konge! og de sloge ham paa Munden.
John	19	4	4. Da gik Pilatus atter ud og sagde til dem: see, jeg fører ham hid ud til Eder, at I skulle vide, at jeg finder ingen Skyld hos ham.
John	19	5	5. Da gik Jesus ud og bar Tornekronen og Purpurklaedet. Og han sagde til dem: see, hvilket Menneske!
John	19	6	6. Da nu de Ypperstepraester og Svendene saae ham, raabte de og sagde: korsfaest! korsfaest! Pilatus siger til dem: tager I ham og korsfaester ham: thi jeg finder ikke Skyld hos ham.
John	19	7	7. Jøderne svarede ham: vi have en Lov, og efter denne vor Lov er han skyldig at døe, fordi han har jgort sig selv til Guds Søn.
John	19	8	8. Der Pilatus da hørte den Tale, frygtede han mere.
John	19	9	9. Og han gik ind igjen i Domhuset og sagde til Jesus: hvorfra er du? Men Jesus gav ham ikke Svar.
John	19	10	10. Da siger Pilatus til ham: taler du ikke med mig? veed du ikke, at jeg har Magt til at korsfaeste dig, og at jeg har Magt til at lade dig løs?
John	19	11	11. Jesus svarede: du havde aldeles ingen Magt mod mig, dersom den ikke var given dig ovenfra; derfor har den, som overantvordede mig til dig, større Synd.
John	19	12	12. Derefter søgte Pilatus at lade ham løs. Men Jøderne raabte og sagde: dersom du lader denne løs, er du ikke Keiserens Ven. Hver den, som gjør sig til Konge, saetter sig op imod Keiseren.
John	19	13	13. Der Pilatus hørte disse Ord, da førte han Jesus ud og satte sig paa Domstolen paa det Sted, som kaldes Steenlagt, men paa Hebraisk Gabbatha;
John	19	14	14. men det var Beredelsens Dag i Paasken, ved den sjette Time; og han siger til Jøderne: see, Eders Konge!
John	19	15	15. Men de raabte: bort, bort med ham! korsfaest ham! Pilatus sagde til dem: skal jeg korsfaeste Eders Konge? De Ypperstepraester svarede: vi have ingen Konge uden Keiseren.
John	19	16	16. Derfor overantvordede han ham da til dem for at korsfaestes. Men de toge Jesus og førte ham bort.
John	19	17	17. Og han bar sit Kors og gik ud til det Sted, som kaldes Hovedpandested, og hedder paa Hebraisk Golgatha,
John	19	18	18. hvor de korsfaestede ham og to Andre med ham, een paa hver Side, men Jesus midtimellem.
John	19	19	19. Men Pilatus havde og skrevet en Overskrift og sat den paa Korset. Men der var skrevet: Jesus Nazaraeus, den Jødernes Konge.
John	19	20	20. Denne Overskrift laeste da mange af Jøderne; thi det Sted, hvor Jesus blev korsfaestet, var naer ved Staden; og den var skreven paa Hebraisk, Graesk og Latin.
John	19	21	21. Da sagde Jødernes Ypperstepraester til Pilatus: skriv ikke: den Jødernes Konge; men: han sagde: jeg er Jødernes Konge.
John	19	22	22. Pilatus svarede: hvad jeg skrev, det skrev jeg.
John	19	23	23. Der nu Stridsmaendene havde korsfaestet Jesus, toge de hans Klaeder og gjorde fire Parter, for hver Stridsmand en Part, ligeledes og Kjortlen; men Kjortelen var usyet, vaevet fra øverst helt igjennem.
John	19	24	24. Da sagde de til hverandre: lader os ikke sønderskaere den, men lodde om den, hvis den skal vaere; paa det Skriften skulde fuldkommes, som siger: de delede mine Klaeder iblandt sig og kastede Lod om min Kjortel. Dette gjorde da Stridsmaendene.
John	19	25	25. Men der stode ved Jesu Kors hans Moder og hans Moders Søster, Maria, Cleophas' Hustru, og Maria Magdalene.
John	19	26	26. Der Jesus da saae sin Moder og den Discipel staae hos, som han elskede, siger han til sin Moder: Kvinde! see, det er din Søn.
John	19	27	27. Derefter siger han til Disciplen: see, det er din Moder. Og fra den Time tog Disciplen hende hjem til Sit.
John	19	28	28. Derefter da Jesus vidste, at alting var fuldbragt. paa det Skriften skulde fuldkommes, sagde han: jeg tørster.
John	19	29	29. Men der stod et Kar fuldt af Eddike; og de fyldte en Svamp med Eddike og satte den paa en Isopstengel og holdt den til hans Mund.
John	19	30	30. Der nu Jesus havde taget Eddiken, sagde han: det er fuldbragt; og bøiede Hovedet og opgav Aanden.
John	19	31	31. Men paa det Legemerne ikke skulde blive paa Korset Sabbaten over, (efterdi det var Beredelsens Dag, thi denne Sabbatsdag var stor), bade Jøderne Pilatus, at deres Been maatte brydes, og de nedtages.
John	19	32	32. Da kom Stridsmaendene og brøde Benene paa den Første og den Anden, som vare korsfaestede med ham.
John	19	33	33. Men da de kom til Jesus, og de saae, at han var allerede død, brøde de ikke hans Been.
John	19	34	34. Men een af Stridsmaendene stak ham i Siden med et Spyd, og strax udgik Blod og Vand.
John	19	35	35. Og den, der har seet, har vidnet det, og hans Vidnesbyrd er sandt, og den Samme veed, at han siger Sanden, paa det I skulle troe.
John	19	36	36. Thi disse Ting skete, at Skriften skulde fuldkommes: hans Been skal ikke sønderbrydes.
John	19	37	37. Og atter paa et andet Sted siger Skriften: de skulle see, i hvilken de have stunget.
John	19	38	38. Men Joseph af Arimathaea (som var en Jesu Discipel, dog lønligen, af Frygt for Jøderne), bad derefter Pilatus, at han maatte nedtage Jesu legeme, og Pilatus tilstedte det. Da kom han og nedtog Jesu Legeme.
John	19	39	39. Men og Nicodemus, han, som tilforn var kommen til Jesus om Natten, kom og bragte Myrrha og Aloe sammenblandede, henved hundrede Pund.
John	19	40	40. Da toge de Jesu Legeme og bandt det i Lindklaeder med dyrebare Salver, som Jødernes Skik er at flye Lig til Jorde.
John	19	41	41. Men der var ved det Sted, hvor han blev korsfaestet, en Urtegaard, og i Urtegaarden en ny Grav, i hvilken endnu aldrig Nogen var lagt.
John	19	42	42. Der lagde de da Jesus for Jødernes Beredelsesdags Skyld, efterdi Graven var naer.
------------------------Johannesevangeliet, Kapitel 20
John	20	1	1. Men paa den første Dag i Ugen kom Maria Magdalene aarle, der det var endnu mørkt, til Graven og saae, at Stenen var borttagen fra Graven.
John	20	2	2. Da løb hun og kom til Simon Peter og til den anden Discipel, hvilken Jesus elskede, og sagde til dem: de have borttaget Herren af Graven, og vi vide ikke, hvor de have lagt ham.
John	20	3	3. Da gik Peter og den anden Discipel ud, og de kom til Graven.
John	20	4	4. Men de Tvende løb tilsammen, og den anden Discipel løb foran, fastere end Peter, og kom først til Graven.
John	20	5	5. Og da han kigede ind, saae han Lindklaederne ligge, men gik dog ikke ind.
John	20	6	6. Da kom Simon Peter, som fulgte ham, og gik ind i Graven og saae Lindklaederne ligge,
John	20	7	7. og Svededugen, som havde paa sit Hoved, ikke liggende hos Lindklaederne, men sammensvøbt paa et Sted for sig selv.
John	20	8	8. Nu gik da og den anden Discipel, som var kommen først til Graven ind og saae og troede.
John	20	9	9. Thi de forstode ikke endnu Skriften, at det burde ham at opstaae fra de Døde.
John	20	10	10. Da gik Disciplene atter hen til Deres.
John	20	11	11. Men Maria stod udenfor ved Graven og graed; og som hun graed, kigede hun ind i Graven,
John	20	12	12. og hun saae to Engle sidde i hvide Klaeder, een ved Hovedet og een ved Fødderne, hvor Jesu Legeme havde ligget.
John	20	13	13. Og de sagde til hende: Kvinde! hvi graeder du? Hun sagde til dem: fordi de have taget min Herre bort, og jeg ved ikke, hvor de have lagt ham.
John	20	14	14. Og der hun det havde sagt, vendte hun sig tilbage og saae Jesus staae der, og hun vidste ikke, at det var Jesus.
John	20	15	15. Jesus siger til hende: Kvinde! hvi graeder du? hvem leder du efter? Hun meente, det var Urtegaardsmanden, og siger til ham: Herre! dersom du har baaret ham bort, da siig mig, hvor du har lagt ham, saa vil jeg tage ham.
John	20	16	16. Jesus siger til hende: Maria! Da vendte hun sig og siger til ham: Rabbuni! hvilket betyder: Mester.
John	20	17	17. Jesus siger til hende: rør ikke ved mig, thi jeg er ikke endnu opfaren til min Fader; men gak til mine Brødre og siig dem: jeg farer op til min Fader og Eders Fader og til min Gud og Eders Gud.
John	20	18	18. Men Maria Magdalene kommer og forkynder Disciplene, at hun havde seet Herren, og at han havde sagt hende dette.
John	20	19	19. Men om Aftnen paa den samme Dag, som var den første i Ugen, da Dørene vare lukte, hvor Disciplene vare forsamlede, af Frygt for Jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: Fred vaere med Eder!
John	20	20	20. Og der han det sagde, viste han dem sine Haender og sin Side. Da bleve Disciplene glade, at de saae Herren.
John	20	21	21. Da sagde Jesus atter til dem: Fred vaere med Eder! ligesom Faderen har udsendt mig, saa sender og jeg Eder.
John	20	22	22. Og der han dette sagde, aandede han paa dem og siger til dem: annammer den Hellig Aand!
John	20	23	23. Hvem I forlade Syndere, dem ere de forladne, og hvem I beholde dem, ere de beholdne.
John	20	24	24. Men Thomas, een af de Tolv, hvilket betyder Tvilling, var ikke med dem, der Jesus kom.
John	20	25	25. Derfor sagde de andre Disciple til ham: vi have seet Herren, men Han sagde til dem: uden jeg faaer seet Naglegabet i hans Haender og stikker min finger i Naglegabet og stikker min Haand i hans Side, vil jeg ingenlunde troe.
John	20	26	26. Og efter otte Dage vare atter hans Disciple inde, og Thomas med dem. Jesus kom, der Dørene var lukte, og stod midt iblandt dem og sagde: Fred vaere med Eder!
John	20	27	27. Derefter siger han til Thomas: raek din Finger hid, og see mine Haender, og raek din Haandhid, og stik den i min Side, og vaer ikke vantro, men troende.
John	20	28	28. Og Thomas svarede og sagde til ham: min Herre og min Gud!
John	20	29	29. Jesus siger til ham: efterdi du har seet mig, Thomas! har du troet; salige ere du, som ikke have seet, og dog troet.
John	20	30	30. Desuden har Jesus og gjort mange andre Tegn for sine Disciples Aasyn, som ikke ere skrevne i denne Bog.
John	20	31	31. Men dette er skrevet, at i skulle troe, at Jesus er den Christus, den Guds Søn, og at I, som troe, skulle have Livet i hans Navn.
------------------------Johannesevangeliet, Kapitel 21
John	21	1	1. Derefter aabenbarede Jesus sig atter for Disciple ved Tiberias' Sø; men han aabenbarede sig saaledes.
John	21	2	2. Simon Peter og Tomas, hvilket betyder Tvilling, og Nathanael fra Cana i Galilaea og Zebedaeus' Sønner og to andre af hans Disciple vare tilsammen.
John	21	3	3. Simon Peter siger til dem: jeg gaaer hen at fiske. De sige til ham: vi komme og med dig. De gik ud og traadte strax i Skibet, og samme Nat fangede de Intet.
John	21	4	4. Men der det var bleven Morgen, stod Jesus ved Søbredden; men Disciplene vidste ikke, at det var Jesus.
John	21	5	5. Jesus siger da til dem: Børnlille! have I Noget at aede? De svarede ham: nei.
John	21	6	6. Men han sagde til dem: kaster garnet til den høire Side af Skibet, saa skulle I finde. Da kastede de det ud, og de kunde ikke mere drage det for Fiskenes Maengde.
John	21	7	7. Da siger den Discipel, som Jesus elskede, til Peter: det er Herren. Der Simon Peter da hørte, at det var Herren, opbandt han sin Fiskerkjortel om sig, (thi han var nøgen), og kastede sig i Søen.
John	21	8	8. Men de andre Disciple kom med Skibet, (thi de vare ikke langt fra Landet, kun henved to hundrede Alen), og de droge garnet med Fiskene.
John	21	9	9. Der de traadte ud paa Landet, saae de der en Kulild og Fisk ligge derpaa og Brød.
John	21	10	10. Jesus siger til dem: tager hid af Fiskene, som I nu fangede.
John	21	11	11. Simon Peter steg op og drog Garnet paa Landet, fuldt af store Fiske, hundrede, halvtredsindstyve og tre, og alligevel de vare saa mange, sønderreves Garnet ikke.
John	21	12	12. Jesus siger til dem: kommer gjører Maaltid. Men ingen af Disciplene turde spørge ham: hvo er du? thi de vidste, at det var Herren.
John	21	13	13. Da kom Jesus og tog Brødet og gav dem det, ligeledes og Fisken.
John	21	14	14. Dette var nu den tredie Gang, at Jesus aabenbarede sig for sine Disciple, efterat han var opstanden fra de Døde.
John	21	15	15. Efter at de da havde gjort maaltid, siger Jesus til Simon Peter: Simon, Jonas' Søn, elsker du mig mere end disse? han siger til ham: ja, Herre! du veed, at jeg elsker dig. Jesus siger til ham: vogt mine Lam.
John	21	16	16. Han siger atter anden Gang til ham: Simon, Jonas' Søn, elsker du mig? Han siger til ham: ja, Herre! du veed, at jeg elsker dig. Jesus siger til ham: vaer Hyrde for mine Faar.
John	21	17	17. Han siger for tredie Gang til ham: Simon, Jonas' Søn, elsker du mig? Peter blev bedrøvet, fordi han sagde den tredie Gang til ham: elsker du mig? og han sagde til ham: Herre! du veed, alle Ting, du veed, at jeg elsker dig. Jesus siger til ham: vogt mine Faar.
John	21	18	18. Sandelig, sandelig siger jeg dig: der du var yngre, bandt du op om dig selv og gik, hvor du vilde; men naar du bliver gammel, skal du udraekke dine Haender, og en Anden skal binde op om dig og føre dig derhen, hvor du ikke vil.
John	21	19	19. Men dette sagde han for at betegne, med hvad Død han skulde herliggjøre Gud. Og der han havde dette sagt, siger han til ham: følg mig.
John	21	20	20. Men Peter vendte sig og saae den Disciple følge, som Jesus elskede, som og laae op til hans Bryst i Nadveren og havde sagt: Herre! hvo er den, som forrader dig?
John	21	21	21. Der Peter saae denne, siger han til Jesus: Herre! men hvad skal denne?
John	21	22	22. Jesus siger til ham: dersom jeg vil, at han skal blive, indtil jeg kommer, hvad angaaer det dig? følg du mig.
John	21	23	23. Derover kom dette Sagn ud iblandt Brødrene: denne Discipel døer ikke; endog Jesus ikke sagde til ham: han døer ikke, men: om jeg vil, at han skal blive, indtil jeg kommer, hvad angaaer det dig?
John	21	24	24. Denne er den Discipel, som vidner om disse Ting og har skrevet dette; og vi vide, at hans Vidnesbyrd er sandt.
John	21	25	25. Men der er og mange andre Ting, som Jesus har gjort, hvilke, dersom de skulde skrives stykkevis, mener jeg, at ikke end Verden selv kunde rumme de Bøger, som skulde skrives. Amen
------------------------Apostlenes Gerninger, Kapitel 1
Acts	1	1	1. Den første Beretning skrev jeg, og Theophilus! om alt det, som Jesus foretog sig baade at gjøre og laere,
Acts	1	2	2. indtil den Dag, han blev optagen, efter at han havde givet Apostlerne, hvilke han havde udvalgt, Befaling ved den hellig Aand;
Acts	1	3	3. for hvilke han og, efter at han havde lidt, fremstillede sig levende, med mange Bevisninger, da han blev seet af dem i fyrretyve Dage og Talede om det, som hører til Guds Rige.
Acts	1	4	4. Og der han havde forsamlet dem, befoel han dem, at de skulde ikke vige fra Jerusalem, men oppebie Faderens Forjaettelse, hvilken, sagde han, I have hørt af mig.
Acts	1	5	5. Thi Johannes døbte vel med Vand, men I skulle døbes med den Hellig Aand om ikke mange Dage.
Acts	1	6	6. Som du nu bare forsamlede, spurgte de ham og sagde: Herre! vil du paa denne Tid oprette Israel Riget?
Acts	1	7	7. Men han sagde til dem: det tilkommer ikke Eder at vide Tid og Stund, hvilke Faderen har forbeholdt sin egen Magt.
Acts	1	8	8. Men I skulle annamme den Hellig Aands Kraft, som skal komme over Eder; og I skulle vaere mine Vidner baade i Jerusalem og i det ganske Judaea og Samaria og indtil Jordens Ende.
Acts	1	9	9. Og der han dette havde sagt, blev han optagen, idet de saae derpaa, og en Sky tog ham bort fra deres øine.
Acts	1	10	10. Og som de stirrede op mod Himmelen, der han foer hen, see, da stode to Maend hos dem i hvide klaeder,
Acts	1	11	11. hvilke og sagde: I galilaeiske Maend, hvi staae I og see op til Himmelen? Denne Jesus, som er optagen fra Eder til Himmelen, skal komme igjen saaledes, som I have seet ham fare til Himmelen.
Acts	1	12	12. Da vendte de om til Jerusalem fra det Bjerg, som kaldes Oliebjerget, hvilket naer Jerusalem, en Sabbatsreise derfra.
Acts	1	13	13. Og der de kom derind, stege de op paa Salen, hvor de forbleve Peter og Jakob og Johannes og Andreas, Pilip og Tomas, Bartholomaeus og Matthaeus, Jakob, Alphaeus' Søn, og Simon Zelotes og Judas, Jakobs Broder.
Acts	1	14	14. Alle disse holdt eendraegtigen ved i Bøn og Paakaldelse, tilligemed Kvinder og Maria, Jesu Moder, og med hans Brødre.
Acts	1	15	15. Og i de Dage stod Peter og midt iblandt Disciplene og sagde, (men der var en Hob afhenved hundrede og tyve personer tilsammen):
Acts	1	16	16. I Maend, Brødre! det burde de Skriftens Ord at fuldkommes, hvilke den Hellig Aand havde forud talet ved Davids Mund og Judas, som blev deres Veileder, der grebe Jesus.
Acts	1	17	17. Thi han var regnet i vores Tal og havde annammet dette Embedes Lod.
Acts	1	18	18. Han forhvervede da en Ager ved sin Uretfaerdigheds Løn og han styrtede ned, og han brast itu, og alle hans Indvolde udvaeltede.
Acts	1	19	19. Og det er bleven vitterligt for alle dem, som boe i Jerusalem, saa at den Ager kaldes paa deres eget maal Hakeldama, det er Blodager.
Acts	1	20	20. Thi der er skrevet i Psalmernes Bog: hans Bolig blive øde og Ingen vaere, som boer derudi, og hans Tilsyns-Embede annamme en Anden.
Acts	1	21	21. Derfor bør det, at een af disse Maend, som have vaeret med os den ganske Tid, i hvilken den Herre Jesus gik ind og gik ud hos os,
Acts	1	22	22. ligesaa Johannes' Daab indtil den Dag, der han blev optagen fra os, skal vorde et Vidne med os om hans Opstandelse.
Acts	1	23	23. Og de fremstillede Tvende, Joseph, som kaldtes Barsabas med Tilnavn Justus, og Matthias.
Acts	1	24	24. Og de bade og sagde: du, Herre! som kjender Alles Hjerter, giv tilkjende, hvilken af disse To du har udvalgt
Acts	1	25	25. til at annamme denne Tjenestens og Apostel-Embedets Lod, som Judas veg fra for at gaae hen til sit eget Sted.
Acts	1	26	26. Og de kastede Lod imellem dem, og Lodden faldt paa Matthias, og han blev eenstemmigen optagen at vaere med de elleve Apostler.
------------------------Apostlenes Gerninger, Kapitel 2
Acts	2	1	1. Og der Pintsefestens Dag var kommen, vare de alle eendraegtigen tilsammen.
Acts	2	2	2. Og der kom pludseligen en Lyd af Himmelen, som af et fremfarende vaeldigt Veir, og fyldte det ganske Huus, hvor de sadde.
Acts	2	3	3. Og der viste sig for dem Tunger som af Ild, der fordeelt sig og satte sig paa enhver af dem.
Acts	2	4	4. Og de bleve alle opfyldte af den Hellig Aand og begyndte at tale med andre Tungemaal, eftersom Aanden gav dem at udsige.
Acts	2	5	5. Men der var Jøder boende i Jerusalem, gudfrygtige Maend af alle Folkeslag under Himmelen.
Acts	2	6	6. Der denne Lyd hørtes, kom maengden tilsammen og blev bestyrtet thi Enhver havde hørt dem tale med sit eget Maal.
Acts	2	7	7. Men de forfaerdedes alle og forundrede sig og sagde til hverandre: see, ere ikke alle disse, som tale, Galilaeer?
Acts	2	8	8. Og hvorledes høre vi dem tale, hver paa vort eget maal, hvorudi vi ere fødte?
Acts	2	9	9. Parther og Meder og Elamiter, og vi, som boe i Mesopotania, Judaea og Cappadocia, Pontus og Asia,
Acts	2	10	10. i Phrygia og Pamphylia, Aegypten og Lybiens Egne ved Cyrene, og vi hver boende Romere,
Acts	2	11	11. Jøder og Proselyter, Creter og Araber; vi høre dem forkynde Guds store Gjerninger med vore Tungemaal.
Acts	2	12	12. Men de forfaerdedes alle og tvivlede og sagde En til den Anden: hvad monne dette vaere?
Acts	2	13	13. Men Andre spottede og sagde: de ere fulde af sød Viin.
Acts	2	14	14. Da stod Peter frem med de Elleve og opløftede sin Røst og talede til dem: I jødiske Maend og alle I, som boe i Jerusalem! det vaere Eder vitterligt, og aabner Eders Øren for mine Ord.
Acts	2	15	15. Thi ikke ere disse drukne, som I mene; det er jo den tredie Time paa Dagen;
Acts	2	16	16. men dette er, hvad der er sagt ved Propheten Joel:
Acts	2	17	17. Og det skal skee i de sidste Dage, siger Gud, da vil jeg udgyde af min Aand over alt Kjød; og Eders Sønner og Eders Døttre skulle prophetere, og de Unge blandt Eder skulle see Syner, og de Gamle skulle have Drømme.
Acts	2	18	18. Ja, endog over mine Traelle og over mine Traelkvinder vil jeg i de Dage udgyde af min Aand, og de skulle prophetere.
Acts	2	19	19. Og jeg vil lade skee Under i Himmelen oventil, og Tegn paa Jorden nedentil, Blod og Ild og Røgdamp.
Acts	2	20	20. Solen skal forvandles til Mørke, og Maanen til Blod, førend Herrens den store og herlige Dag kommer.
Acts	2	21	21. Og det skal skee, hver den, som paakalder Herrens Navn, skal frelses.
Acts	2	22	22. I israelitiske Maend, hører disse Ord: Jesus af Nazareth, en Mand af Gud udmaerket for Eder ved kraftige Gjerninger og Under og Tegn, hvilke Gud gjorde ved ham midt iblandt Eder, som I og selv vide;
Acts	2	23	23. denne, da han efter Guds besluttede Raad og Forsyn var given hen, toge I og korsfaestede ved ugudelige Haender, og ihjelsloge ham.
Acts	2	24	24. Ham opriste Gud, der han havde løst Dødens Smerter, eftersom det var umuligt, at han kunde holdes af den.
Acts	2	25	25. Thi David siger om ham: jeg havde stedse Herren for mine Øine; thi han er hos min høire Haand, at jeg ikke skal rokkes.
Acts	2	26	26. Derfor glaeder mit Hjerte sig, og min Tunge jubler, ja, ogsaa mit Kjød skal hvile i Haab;
Acts	2	27	27. thi du skal ikke lade min Sjael i de Dødes Rige, ikke heller tilstedse din Hellige at see Forraadnelse,
Acts	2	28	28. du har kundgjort mig Livets Veie; du skal fylde mig med Glaede fra dit Aasyn.
Acts	2	29	29. I Maend, Brødre! lader mig tale frit til Eder om Patriarchen David; han er baade død og begraven, og hans Grav er hos os indtil denne Dag.
Acts	2	30	30. Som han nu var en Prophet og vidste, at Gud havde svoret ham med en Ed, at han vilde af hans Laenders Frugt opreise Christus efter kjødet til at sidde paa hans Throne:
Acts	2	31	31. da talede han, uforudseende, om Christi Opstandelse, at hans Sjael ikke skulde lades i de Dødes Rige, ei heller hans Kjød see Forraadnelse.
Acts	2	32	32. Denne Jesus opriste Gud, hvortil vi alle ere Vidner.
Acts	2	33	33. Efterat han nu er ophøiet ved Guds høire Haand og har annammet den Hellig Aands Forjaettelse af Faderen, har han udgydt den, som I nu see og høre.
Acts	2	34	34. Thi David foer ikke til Himmelen; men han siger: Herren sagde til min Herre: saet dig hos min høire Haand,
Acts	2	35	35. indtil jeg laegger dine Fjender til dine Fødders Skammel.
Acts	2	36	36. Derfor skal alt Israels Huus visseligen vide, at denne Jesus, hvem I korsfaestede, har Gud gjort baade til en Herre og Christus.
Acts	2	37	37. Men der de det hørte, gik det dem igjennem Hjertet, og de sagde til Peter og de andre Apostler: I Maend, Brødre! hvad skulle vi gjøre?
Acts	2	38	38. Men Peter sagde til dem: omvender Eder, og hver af Eder lade sig døbe i Jesu Christi Navn til Syndernes Forladelse; og I skulle faae den Hellig Aands Gave.
Acts	2	39	39. Thi Eder og Eders Børn hører Forjaettelsen til, og alle dem, som ere langt borte, hvilkesomhelst Herren var Gud vil kalde dertil.
Acts	2	40	40. Ogsaa med mange andre Ord vidnede han for dem og formanede dem sigende: lader Eder frelse fra den vanartige Slaegt!
Acts	2	41	41. De, som nu gjerne annammede hans Ord, bleve døbte; og der vandtes samme Dag henved tre tusinde Sjaele.
Acts	2	42	42. Men de holdt sig varagtige til Apostlenes Underviisning og Samfundet og Brødets Brydelse og Bønnerne.
Acts	2	43	43. Men der kom en Frygt over alle Sjaele, og der skete mange Undergjerninger og Tegn vedApostlerne.
Acts	2	44	44. Men alle de Troende holdt sig tilsammen og havde alle Ting tilfaelles.
Acts	2	45	45. Og de solgte deres Eiendom og Gods og delede det ud iblandt Alle, eftersom nogen havde behov.
Acts	2	46	46. Og hver Dag vare de varagtigen og samdraegteligen i Templet, og i Husene brøde de Brødet og nøde Maaltidet med Fryd og i Hjertets Eenforldighed,
Acts	2	47	47. idet de lovede Gud og havde Yndest hos alt Folket. Men Herren lagde dagligen Nogle til Menigheden, som lode sig frelse.
------------------------Apostlenes Gerninger, Kapitel 3
Acts	3	1	1. Men Peter og Johannes gik tilsammen op i Templet ved Bedestunden, som var den niende Time.
Acts	3	2	2. Og en Mand, som var halt fra Moders Liv, af, blev baaren frem; ham satte de dagligen ved den Tempeldør, som kaldes den skjønne, at tigge Almisse af dem, som gik ind i Templet.
Acts	3	3	3. Der han saae Peter og Johannes idet de vilde gaae ind i Templet, bad han om Almisse.
Acts	3	4	4. Da saae Peter tilligemed Johannes stivt paa ham og sagde: see paa os!
Acts	3	5	5. Og han gav Agt paa dem, efterdi han forventede at faae Noget af dem.
Acts	3	6	6. Men Peter sagde: Sølv og Guld har jeg ikke, men det, som jeg har, det giver jeg dig: i Jesu Christi Nazaraei Navn, staae op og gak!
Acts	3	7	7. Og han greb ham ved den høire Haand og reiste ham op.
Acts	3	8	8. Men strax bleve hans Been og Ankler staerke, og han sprang op, stod, gik omkring og fulgte med dem i Templet, gik omkring og sprang og lovede Gud.
Acts	3	9	9. Og alt Folket saae ham gaae og love Gud.
Acts	3	10	10. Og de kjendte ham, at han var den, som havde siddet for den skjønne Tempeldør og tigget; og de bleve fulde af Raedsel og Forfaerdelse over det, som han var vederfaret.
Acts	3	11	11. Der nu den halte, som var helbredet, holdt paa Peter og Johannes, løb alt Folket sammen til dem i den Buegang, som kaldes Salomons, og var forfaerdet.
Acts	3	12	12. Men der Peter det saae, talede han til Folket: I israelitiske Maend! hvi forundre I Eder over dette? eller hvi see I stivt paa os, ligesom vi af egen Magt eller Gudfrygtighed havde gjort, at denne gaaer?
Acts	3	13	13. Abrahams og Isaks og Jakobs Gud, vore Faedres Gud, har herliggjort sin Søn Jesus, hvilken I overantvordede og fornaegtede for Pilatus, der han dømte at han skulde løslades.
Acts	3	14	14. Men I fornaegtede den hellige og Retfaerdige og bade, at en Morder maatte skjenkes Eder.
Acts	3	15	15. Men den Livsens Fyrste sloge I ihjel, hvilken Gud har opreist fra de Døde, hvortil vi ere Vidner.
Acts	3	16	16. Og formedelst Troen paa hans Navn har hans Navn styrket denne, hvem I see og kjende, og Troen formedelst ham har givet denne saadan Helbredelse i alle Eders Paasyn.
Acts	3	17	17. Og nu, Brødre! jeg veed, at I have gjort det af Uvidenhed, ligesom og Eders Øverster.
Acts	3	18	18. Men Gud har saaledes fuldbyrdet, hvad han forud forkyndte ved alle sine Propheters Mund, at Christus skulde lide.
Acts	3	19	19. Derfor fatter et andet Sind og vender om, at Eders Synder maa vare udslettede, paa det Vederkvaegelsens Tider maa komme fra Herrens Aasyn,
Acts	3	20	20. og han maa sende Eder den Eder forud forkyndte Jesus Christus,
Acts	3	21	21. hvilken det bør at indtage Himmelen indtil alle Tings Fuldkommelses Tid, hvorom Gud har talet ved alle sine hellige Propheters Mund fra de aeldste Dage.
Acts	3	22	22. Thi Moses sagde til Faedrene: en Prophet skal Herren Eders Gud oprise Eder af Eders Brødre ligesom mig, ham skulle I høre i Alt, hvadsomhelst han monne tale til Eder.
Acts	3	23	23. Men det skal skee, hver Sjael, som ikke hører den Prophet, skal udryddes af Folket.
Acts	3	24	24. Ja, ogsaa alle propheter, fra Samuel af og derefter, saa mange som talede, have og forud forkyndt disse Dage.
Acts	3	25	25. I ere Propheternes Børn og Pagtens, hvilken Gud gjorde med vore Faeldre, der han sagde til Abraham: og i din Saed skulle alle Slaegter paa Jorden velsignes.
Acts	3	26	26. Eder først har Gud, der han opreiste sin Søn Jesus, sendt ham at velsigne Eder, idet hver af Eder vender sig fra sin Ondskab.
------------------------Apostlenes Gerninger, Kapitel 4
Acts	4	1	1. Men der de talede til Folket, kom Praesterne og Templets Høvedsmand og Sadducaeerne over dem,
Acts	4	2	2. hvilke forstøde paa, at de laerte Folket og kundgjorde i Jesus Opstandelsen fra de Døde.
Acts	4	3	3. Og de lagde Haand paa dem og satte dem i Faengsel til den anden Dag; thi det var allerede Aften.
Acts	4	4	4. Men mange af dem, som havde hørt Ordet, troede, og Tallet paa Maendene blev henved fem tusinde.
Acts	4	5	5. Men det skete Dagen derefter, at deres Øverster og Aeldste og Skriftkloge forsamlede sig i Jerusalem,
Acts	4	6	6. saa og Annas, den Ypperstepraest og Caiphas og Johannes og Alexander og saa mange, som vare af ypperstepraestelig Slaegt.
Acts	4	7	7. Og de stillede dem frem og spurgte: af hvad magt, eller i hvilken Navn have I gjort dette?
Acts	4	8	8. Da sagde Peter, fyldt af den Hellig Aand, til dem: I Folkets Øvester og Israels Aeldste!
Acts	4	9	9. Efterdi vi i Dag forhøres angaaende den Velgjerning mod det skrøbelige Menneske, ved hvem han har erholdt Frelse,
Acts	4	10	10. da skal det vaere Eder alle og alt det israelitiske Folk vitterligt, at ved Jesu Christi Nazaraei Navn, hvilken I have korsfaestet, hvilken Gud har opreist fra de Døde, ved dette staaer denne helbredet her for Eder Øine.
Acts	4	11	11. Han er den Steen, som er agtet for Intet af Eder, I bygningsmaend! hvilken er bleven til en Hovedhjørnesteen.
Acts	4	12	12. Og der er ikke Frelse i nogen Anden; thi der er og ikke noget andet Navn under Himmelen givet iblandt Mennesker, ved hvilket vi skulle vorde frelste.
Acts	4	13	13. Men der de saae Peters og Johannes' Frimodighed og havde fornummet at de vare ulaerte Maend og laeg Folk, forundrede de sig, og de kjendte dem at de havde vaeret med Jesus.
Acts	4	14	14. Men der de saae det Menneske, som var helbredet, staae hos dem, havde de Intet at sige derimod.
Acts	4	15	15. Men de bøde dem traede ud fra Raadet og raadførte sig med hverandre og sagde:
Acts	4	16	16. hvad skulle vi gjøre med disse Mennesker? thi et vitterligt Tegn er skeet ved dem, som er aabenbart for alle dem, som boe i Jerusalem, og vi kunne det ikke naegte.
Acts	4	17	17. Men at det skal ikke komme videre ud iblandt Folket, da lader os alvorligen true dem, at de herefter ikke tale til noget Menneske i dette Navn.
Acts	4	18	18. Og de kaldte dem og bøde dem, at de aldeles ikke skulde tale, ei heller laerte i Jesu Navn.
Acts	4	19	19. Men Peter og Johannes svarede og sagde til dem: dømmer selv, om det er ret for Gud, at lyde Eder mere end Gud.
Acts	4	20	20. Thi vi kunne ikke andet end tale det, som vi have seet og hørt.
Acts	4	21	21. Men de truede dem end mere og lode dem løs, der de ikke fandt, hvorledes de skulde straffe dem, for Folkets Skyld; thi de lovede alle Gud for det, som var skeet.
Acts	4	22	22. Thi den Mand, paa hvem dette Helbredelsestegn var skeet, var mere end fyrretyve Aar gammel.
Acts	4	23	23. Der de nu var løsladte, kom de til deres Egne og forkyndte dem, hvad de Ypperstepraesterog de Aeldste havde sagde til dem.
Acts	4	24	24. Men de, der de hørte det, opløftede samdraegteligen Røsten til Gud og sagde: Herre, du Gud! som har gjort Himmelen og Jorden og Havet og alle Ting, som ere i dem,
Acts	4	25	25. som har sagt ved Davids din Tjeners Mund: hvorfor fnysede Hederningerne, og Folkene oplagde forfaengelige Raad?
Acts	4	26	26. Jordens konger reiste sig, og Fyrsterne forsamlede sig tilhobe mod Herren og mod hans Christus.
Acts	4	27	27. Thi de have i Sandhed forsamlet sig mod dit hellige Barn Jesus, hvilken du har salvet, baade Herodes og Pontius Pilatus med Heningerne og Israels Folk,
Acts	4	28	28. at gjøre det, som din Haand og dit Raad havde forud besluttet at skulle skee.
Acts	4	29	29. Og nu, Herre! see til deres Trusler, og giv dine Tjenere at tale dit ord med al Frimodighed,
Acts	4	30	30. idet du udraekker din Haand til Helbredelse, at Tegn og Under kunne skee ved dit hellige Barns Jesu Navn.
Acts	4	31	31. Og der de havde bedet, bevaegedes Stedet, hvor de vare forsamlede, og de bleve alle fyldte med den Hellig Aand og talede Guds Ord med Frimodighed.
Acts	4	32	32. Men de Troendes Maengde havde eet Hjerte og een Sjael; og end ikke Een sagde noget af sit Gods at vaere hans eget; men alle Ting vare dem tilfaelles.
Acts	4	33	33. Og Apostlene gave Vidnesbyrd med stor Kraft om den Herres Jesu Opstandelse, og der var stor Naade over dem alle.
Acts	4	34	34. Der var ei heller nogen Traengende iblandt dem; thi saa Mange, som eiede Agre eller Huse, solgte dem og frembare Vaerdien af det Solgte,
Acts	4	35	35. og lagde det for Apostlenes Fødder; men der blev uddelt til enhver eftersom han havde behov.
Acts	4	36	36. Og Josef, som af Apostlene fik Tilnavnet Barnabas, (det er udlagt: Trøstens Søn), en Levit, født paa Kypern,
Acts	4	37	37. som ejede en Jordlod, solgte den og bragte Pengene og lagde dem for Apostlenes Fødder.
------------------------Apostlenes Gerninger, Kapitel 5
Acts	5	1	1. Men en Mand ved Navn Anaias, med Saphira hans Hustru, solgte en Eiendom
Acts	5	2	2. og forbeholdt sig selv noget at Vaerdien med sin Hustrus Vidende og bragte en Deel deraf frem og lagde den for Apostlernes Fødder.
Acts	5	3	3. Men Peter sagde: Ananias! hvorfor har Satan fyldt dit Hjerte, at du skulde lyve imod den Hellig Aand og forbeholde dig noget af Agerens Vaerdi?
Acts	5	4	4. Var den ikke din, der du eiede den, og det, den blev solgt for, var i din Magt? Hvi har du sat dig denne Gjerning for i dit Hjerte? Du har ikke løiet for Menneskene, men for Gud.
Acts	5	5	5. Men der Ananias hørte disse Ord, faldt han om og opgav Aanden. Og der kom en stor Frygt over Alle, som det hørte.
Acts	5	6	6. Men de unge Karle stode op og besørgede Liget og bare ham ud og begrove ham.
Acts	5	7	7. Men det skete ved tre Timer derefter, da kom hans Hustru ind og vidste ikke, hvad skeet var.
Acts	5	8	8. Men Peter sagde til hende: siig mig, om I solgte Ageren til den Priis? Men hun sagde: ja, til den Priis.
Acts	5	9	9. Men Peter sagde til hende: hvorledes ere I dog blevne enige om at friste Herrens Aand? See, deres Fødder, som begrove din Mand, ere for Døren, og de skulle udbaere dig.
Acts	5	10	10. Men hun faldt strax om for hans Fødder og opgav Aanden; men de unge Karle kom ind og fandt hende død og bare hende ud og begrove hende hos hendes Mand.
Acts	5	11	11. Og en stor Frygt kom over den ganske Menighed og over alle, som dette hørte.
Acts	5	12	12. Men der skete mange Ting og Undergjerninger iblandt Folket ved Apostlernes Haender; ogde vare alle samdraegteligen i Solomos Buegang.
Acts	5	13	13. Men Ingen af de Andre turde holde sig til dem; dog Folket ophøiede dem.
Acts	5	14	14. Men der kom stedse Flere til, som troede paa Herren, en Maengde baade af Maend og Kvinder,
Acts	5	15	15. saa at de bare de Syge ud paa Gaderne og lagde dem paa Senge og Lodbaenke, paa det, naar Peter kom, endog blot hans Skygge kunde overskygge Nogen af dem.
Acts	5	16	16. Men selv fra de omliggende Staender kom en Maengde til Jerusalem og bragte Syge og dem, som vare plagede af urene Aander, hvilke alle bleve helbredte.
Acts	5	17	17. Men den Ypperstepraest stod op og alle de, som vare med ham (nemlig Sadducaeernes Sect), og de bleve fulde af Nidkjaerhed.
Acts	5	18	18. Og de lagde Haand paa Apostlerne og kastede dem i et offentligt Faengsel.
Acts	5	19	19. Men Herrens Engel oplod Faengslets Dør om Natten og førte dem ud og sagde:
Acts	5	20	20. Gaaer hen og traeder frem og taler i Templet alle disse Livsens Ord for Folket.
Acts	5	21	21. Men der de havde hørt dette, gik de aarle ind i Templet og laerte. Men der denYpperstepraest kom og de, som vare med ham, sammenkaldte de Raadet og alle Israels Børns Aeldste og sendte hen til Faengslet at føre dem frem.
Acts	5	22	22. Men der Tjenerne kom derhen, fandt de dem ikke i Faengslet: og de kom tilbage og forkyndte det og sagde:
Acts	5	23	23. Faengslet fandt vi tillukt med al Omhu og Vogerne staaende udenfor Dørene; men der vi lode op, fandt vi ingen inde.
Acts	5	24	24. Men der baade denYpperstepraest og Templets Høvedsmand og de andre Ypperstepraester hørte disse Ord, bleve de tvivlraadige om dem, hvad dette monne vaere.
Acts	5	25	25. Men En kom frem, forkyndte dem og sagde: see, de Maend, som I kastede i Faengsel, staae i Templet og laere Folket.
Acts	5	26	26. Da gik Høvedsmanden hen med Tjenerne og førte dem med sig, dog ikke med Magt; thi de frygtede for Folket, at de skulde blive stenede.
Acts	5	27	27. Men der de havde ført dem med sig, stillede de dem for Raadet; og den Ypperstepraest spurgte dem og sagde:
Acts	5	28	28. bøde vi Eder ikke alvorligen, at I skulde ikke laere i dette Navn? og see, I have fyldt Jerusalem med Eder Laerdom og ville føre dette Menneskes Blod over os.
Acts	5	29	29. Men Peter og Apostlerne svarede og sagde: man bør adlyde Gud mere end Menneskene.
Acts	5	30	30. Vore Faedres Gud opriste Jesus, hvilken I haengte paa et Trae og ihjelsloge.
Acts	5	31	31. Denne har Gud ophøiet til den Fyrste og Frelser ved sin høire Haand, og give Israel Omvendelse og Syndernes Forladelse.
Acts	5	32	32. Og vi ere hans Vidner til disse Ting, som og den Hellig Aand, hvilken Gud har givet dem, som ham lyde.
Acts	5	33	33. Men der de det hørte, skar det dem i Hjertet, og de beraadte sig paa at slaae dem ihjel.
Acts	5	34	34. Men der opstod i Raadet en Pharisaeer ved Navn Gamaliel, en Lovlaerer, høit agtet af alt Folket, og bød, at de skulde lade Apostlerne traede lidet ud,
Acts	5	35	35. og han sagde til dem: I isrelitiske Maend! tager Eder vare med disse Mennesker, hvad I gjøre ved dem.
Acts	5	36	36. Thi før disse Dage opstod Theudas, som sagde sig selv at vaere Noget, og et Antal Maend ved fire hundrede haengte sig ved ham; han blev ihjelslagen, og alle de, som fulgte ham, ere adspredte og blevne til Intet.
Acts	5	37	37. Efter denne opstod Judas den Galilaeer, i Skattebeskrivningens Dage, og drog meget Folk efter sig. Han er og omkommen, og alle de, som fulgte ham, bleve adspredte.
Acts	5	38	38. Og nu siger jeg Eder: holder Eder fra disse Mennesker, og lader dem fare; thi dersom dette Raad eller dette vaerk er af Menneskene, bliver det forstyrret;
Acts	5	39	39. men er det af Gud, kunne I ikke forstyrre det. Lader Eder dog ikke befinde som de, der endog ville stride mod Gud.
Acts	5	40	40. Da løde de ham; og de fremkaldte Apostlerne og lode dem hudstryge og bøde dem ikke at tale i Jesu Navn, hvorpaa de lode dem fare.
Acts	5	41	41. Saa gik de da glade bort fra Raadets Aasyn, fordi de havde vaeret agtede vaerdige til at forhaanes for hans Navns Skyld.
Acts	5	42	42. Og de lode ikke af hver Dag at laere i Templet og Husene, og at forkynde Jesus Christus.
------------------------Apostlenes Gerninger, Kapitel 6
Acts	6	1	1. Men i de Dage, der Disciplene formeredes, begyndte Hellenisterne at knurre imod Hebraeerne, fordi deres Enker bleve tilsidesatte ved den daglige Uddeling.
Acts	6	2	2. Men de Tolv kaldte Disciplenes hele Maengde sammen og sagde: det sømmer os ikke at forlade Guds Ord for at tjene ved Bordene.
Acts	6	3	3. Udseer derfor, Brødre! iblandt Eder syv Maend, som have godt Vidnesbyrd og ere fyldte af den Hellig Aand og Viisdom, hvilke vi kunne beskikke til denne Forretning.
Acts	6	4	4. Men vi ville blive varagtige i Bøn og Ordets Tjeneste.
Acts	6	5	5. Og denne Tale behagede den ganske Maengde; og de udvalgte Stephanus, en Mand fuld af Tro og den Hellig Aand, og Philippus og Prochorus og Nicanor og Timon og Parmenas og Nicolaus, en Proselyt fra Antiochia,
Acts	6	6	6. hvilke de fremstillede for Apostlerne; og disse gjorde Bøn og lagde deres Haender paa dem.
Acts	6	7	7. Og Guds Ord havde Fremgang, og Disciplenes Tal formeredes meget i Jerusalem; og en stor Hob af Praesterne antoge Troen.
Acts	6	8	8. Men Stephanus, fuld af Tro og Kraft, gjorde Undergjerninger og store Tegn iblandt Folket.
Acts	6	9	9. Da opstode Nogle af den Synagoge, som kaldes de Frigivnes, og de Cyreners og de Alexandriners og af dem fra Cilicia og Asia og tvistede med Stephanus.
Acts	6	10	10. Og de kunde ikke imodstaae dem Viisdom og den Aand, som han talede af.
Acts	6	11	11. Da beskikkede de hemmeligen Maend som sagde: vi have hørt ham tale bespottelige Ord imod Moses og imod Gud.
Acts	6	12	12. Og de oprørte Folket og de Aeldste og Skriftkloge, og de overfaldt ham og reve ham bort og førte ham for Raadet;
Acts	6	13	13. og de fremstillede falske Vidner, som sagde: dette Menneske lader ikke af at tale bespottelige Ord mod dette hellige Sted og imod Loven.
Acts	6	14	14. Thi vi have hørt ham sige, at denne Jesus af Nazareth skal forstyrre dette Sted og forandre de Skikke, som Moses har overantvordet os.
Acts	6	15	15. Og alle de, som sadde i Raadet, stirrede paa ham, og de saae hans Ansigt som en Engels Ansigt.
------------------------Apostlenes Gerninger, Kapitel 7
Acts	7	1	1. Men den Ypperstepraest sagde: mon da dette har sig saaledes?
Acts	7	2	2. Hvorpaa han sagde: I Maend, Brødre og Faeldre, hører til! Herlighedens Gud aabenbaredes for vor Fader Abraham, der han var i Mesopotamien, førend han tog Bolig i Charan.
Acts	7	3	3. Og han sagde til ham: gak ud af dit Land og fra din Slaegt, og kom til et Land, som jeg vil vise dig.
Acts	7	4	4. Da udgik han af de Chaldaeers Land og tog Bolig i Charan; og efter hans Faders Død bød Gud ham flytte derfra hen i dette Land, som I nu boe udi.
Acts	7	5	5. Og han gav ham Intet deraf til Eie, end ikke en Fodbred; dog lovede han ham at give ham det at besidde, og hans Saed efter ham, endog han intet Barn havde.
Acts	7	6	6. Men Gud talede saaledes: hans Saed skal vaere som Udlaendinge udi et fremmed Land, ogman skal gjøre den til Traelle og handle ilde dermed i fire hundrede Aar.
Acts	7	7	7. Og det Folk, under hvilket de skulle traelle, vil jeg dømme, sagde Gud; og derefter skulle de drage ud og tjene mig paa dette Sted.
Acts	7	8	8. Og han gav ham Omskaerelsens Pagt; og saa avlede han Isak og omskar ham den ottende Dag, og Isaak avlede Jakob, og Jakob de tolv Patriarcher.
Acts	7	9	9. Patriarcherne bare Avind mod Joseph og solgte ham til Aegypten; men Gud var med ham.
Acts	7	10	10. Og han udfriede ham af alle hans Taengsler og gav ham Naade og Viisdom for Pharao, Kongen i Aegypten og sit ganske Huus.
Acts	7	11	11. Men der kom en Hunger over det ganske Aegyptens og Canaans land, og en stor Traengsel; og vore Faedre fandt ikke Føde.
Acts	7	12	12. Men der Jakob hørte, at der var Korn i Aegypten, sendte han vore Faedre ud første Gang.
Acts	7	13	13. Og anden gang blev Joseph kjendt af sine Brødre, og Josephs Slaegt blev kundbar for Pharao.
Acts	7	14	14. Men Joseph sendte hen og lod kalde sin Fader Jakob og al sin Slaegt til sig, fem og halvfjerdsindstyve Sjaele.
Acts	7	15	15. Men Jakob drog ned til Aegypten, og han døde og vore Faedre.
Acts	7	16	16. Og de bleve førte hen til Sichem og lagte i den Grav, som Abraham kjøbte for Penge af Amoritterne i Sichem.
Acts	7	17	17. Men der den Forjaettelsens Tid naermede sig, hvilken Gud havde svaeret Abraham, voxte Folket og formeredes i Aegypten,
Acts	7	18	18. indtil en anden Konge opstod, som ikke havde kjendt Joseph.
Acts	7	19	19. Han brugte Traedskhed mod vor Slaegt og handlede ilde med vore Faedre, idet han lod deres smaa Børn saette ud, at de ikke skulde formeres.
Acts	7	20	20. Paa den Tid blev Moses født, et deiligt Barn for Gud; han blev opfostret i tre Maaneder i sin Faders Huus.
Acts	7	21	21. Men der han var udsat, tog Pharaos Datter ham op og opfostrede ham sig selv til en Søn.
Acts	7	22	22. Og Moses blev oplaert i al Aegyptens Viisdom; men han var maengtig i Ord og Gjerninger.
Acts	7	23	23. Men der han blev fyrretyve Aar gammel, fik han i Sinde at besøge sine Brødre Israels Børn.
Acts	7	24	24. Og der han saae En lide Uret, beskjermede han ham og hevnede hans uret, som blev ilde medhandlet, idet han slog Aegypteren ihjel.
Acts	7	25	25. Men han meente, at hans Brødre, skulde forstaaet, at Gud gav dem Frelse ved hans Haand; men de forstode det ikke.
Acts	7	26	26. Men den anden dag traf han Nogle, som traettedes, og formanede dem til Fred, sigende: I Maend! I ere Brødre, hvi gjøre I hverandre Uret?
Acts	7	27	27. Men den, som gjorde sin Naeste Uret, stødte ham fra sig og sagde: hvo har sat dig til en Øveste og Dommer over os?
Acts	7	28	28. Vil du slaae mig ihjel, ligesom du igaar ihjelslog Aegypteren?
Acts	7	29	29. Men Moses flyede for denne Tales Skyld og blev en Udlaending i Midians Land, hvor han avede to Sønner.
Acts	7	30	30. Og der fyrretyve Aar vare fuldkommede, aabenbaredes Herrens Engel for ham i Sinai Bjergs Ørk, i en Tornebusk Ildslue.
Acts	7	31	31. Men der Moses det saae, forundrede han sig over dette Syn, og der han gik hen for at beskue det, skete Herrens Røst til ham:
Acts	7	32	32. Jeg er dine Faedres Gud, Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud. Da baevede Moses og turde ikke skue derhen.
Acts	7	33	33. Men Herren sagde til ham: løs Skoene af dine Fødder: thi det Sted, som du staaer paa, er hellig Jord.
Acts	7	34	34. Jeg har grant seet det Onde, mit Folk lider i Aegypten, og hørt deres Suk, og ernedkommen at udfrie dem; og kom nu hid, og jeg vil sende dig til Aegypten.
Acts	7	35	35. Denne Moses, hvilken de fornaegtede, sigende: hvo har sat dig til en Øverste og Dommer? denne sendte Gud til at vaere en Øverste og Befrier ved Engelens Haand, som aabenbaredes for ham i Tornebusken.
Acts	7	36	36. Denne udførte dem, der han havde gjort Undergjerninger og Tegn i Aegyptens Land og i det røde Hav og i Ørken i fyrretyve Aar.
Acts	7	37	37. Denne er den Moses, som sagde til Israels Børn: en Prophet skal Herren Eder Gud opreise Eder af Eders Brødre ligesom mig; ham skulle I høre.
Acts	7	38	38. Denne er den, som i Menigheden udi Ørken stod imellem Engelen, som talede til ham paa Sinai Bjerg, og vore Faedre; den, som annammede de levende Ord at give os;
Acts	7	39	39. hvem Eder Faedre ikke vilde lyde, men stødte ham fra sig og vendte med deres hjerter tilbage til Aegypten, sigende til Aaron:
Acts	7	40	40. gjør os Guder, som kunne gaae foran os; thi vi vilde ikke, hvad der er skeet denne Moses, som udstødte os af Aegypternes land.
Acts	7	41	41. Og de gjorde en Kalv i de samme Dage og fremførte Offer for Afguden og vare lystige ved deres Haenders Gjerninger.
Acts	7	42	42. Men Gud vendte sig fra dem og gav dem hen at tjene Himmelens Haer, som skrevet er i Propheternes Bog: have I vel, Israels Huus, offeret mig Slagt-Offere og andre Offere i fyrretyve Aar i Ørken?
Acts	7	43	43. Og I bare Molochs Tabernakel og Remphans, Eders Guds, Stjerne, de Billeder, som I have gjort for at tilbede dem; og jeg vil flytte Eder bort paa hiin Side Babylon.
Acts	7	44	44. Vidnesbyrdets tabernakel var iblandt vore Faedre i Ørken, ligesom han befalede Moses at gjøre det efter den Lignelse, som han havde seet.
Acts	7	45	45. Dette annammede vore Faeldre og indførte det under Josva i Landet, som Hedningerne havde inde, hvilke Gud uddrev fra vore Faedres Aasyn indtil Davids Dage.
Acts	7	46	46. Han fandt Naade for Gud og begjerede at udsee et Tabernakel for Jakobs Gud.
Acts	7	47	47. Men Salomo byggede ham et Huus.
Acts	7	48	48. Dog den Høieste boer ikke i Templer, gjorte med Haender, som Propheten siger:
Acts	7	49	49. Himmelen er min Throne, men Jorden mine Fødders Skammel, hvad Huus ville I bygge mig? siger Herren, eller hvor er min Hviles Sted?
Acts	7	50	50. Har ikke min Haand gjort alt dette?
Acts	7	51	51. I haarde Halse og Uomskaarne paa Hjerte og Øren! I imodstaae altid den Hellig Aand; som Eder Faedre, saa og I.
Acts	7	52	52. Hvilken af Propheterne forfulgte ikke Eders Faedre? og de ihjelsloge dem, som forud forkyndte den retfaerdiges tilkommelse, hvis Forraedere og Mordere I nu ere blevne;
Acts	7	53	53. I, som annammede Loven under Engles Besørgelse og have ikke holdt den!
Acts	7	54	54. Men der de hørte dete, skar det dem i deres Hjerte, og de bede Taenderne sammen imod ham.
Acts	7	55	55. Men som han var fuld af den Hellig Aand, skuede han op mod Himmelen og saae Guds Herlighed og Jesus staaende hos Guds høire Haand.
Acts	7	56	56. Og han sagde: see, jeg seer Himlene aabnede, og Menneskens Søn staaende ved Guds høire Haand.
Acts	7	57	57. Men de raabte med høi Røst og holdt for deres Øren og stormede samdraegteligen ind paa ham.
Acts	7	58	58. Og de stødte ham ud udenfor Staden og stenede ham, og Vidnerne lagde deres klaeder af ved en ung Mands Fødder, som hedte Saulus.
Acts	7	59	59. Og de stenede Stephanus, som bad og sagde: Herre Jesus, annam min Aand!
Acts	7	60	60. Men han faldt paa Knae og raabte med høi Røst: Herre, tilregn dem ikke denne Synd! Ogsom han dette sagde, sov han hen.
------------------------Apostlenes Gerninger, Kapitel 8
Acts	8	1	1. Men ogsaa Saulus havde velbehag i hans Mord. og paa den samme Dag begyndtes en stor Forfølgelse over Menigheden i Jerusalem, og de adspredtes alle over Judaeas og Samarias Egne, undtagen Apostlerne.
Acts	8	2	2. Men gudfrygtige Maend udbare Stephanus og holdt en stor Begraedelse over ham.
Acts	8	3	3. Men Saulus plagede Menigheden og gik ind i Husene og trak baade Maend og Kvinder frem og overantvordede dem i Faengsel.
Acts	8	4	4. Imidlertid gik de Adsprdte omkring og forkyndte Evangeliums Laere.
Acts	8	5	5. Da kom og Philippus til Samarias Stad og praedikede Christus for dem.
Acts	8	6	6. Og Folket gav samdraegteligen Agt paa det, som sagdes af Philippus, idet de hørte og saae de Tegn, som han gjorde.
Acts	8	7	7. Thi af mange, som havde urene Aander, fore de ud, raabende med høi Røst; men mange Vaerkbrudne og Halte bleve helbredte.
Acts	8	8	8. Og der blev en stor Glaede i denne Stad.
Acts	8	9	9. Men en Mand, ved Navn Simon, havde før drevet Trolddom i Staden og forvildet det samartanske Folk og sagt sig selv at vaere stor.
Acts	8	10	10. Efter ham hang Alle, Smaa og Store, og sagde: denne er den Guds Kraft, den store.
Acts	8	11	11. Men de hang efter ham, fordi han havde en lang Tid forvildet dem med Troldomskunster.
Acts	8	12	12. Men der de troede Philippus, som forkyndte Evangelium om det, som hører til Guds Rige, og Jesu Christi Navn, lode de sig døbe, baade Maend og Kvinder.
Acts	8	13	13. Men Simon troede og selv og lod sig døbe og holdt sig til Philippus; og da han saae de Tegn og store kraftige Gjerninger, som skete, forundrede han sig storligen.
Acts	8	14	14. Men der Apostlerne i Jerusalem hørte, at Samaria havde annammet Guds Ord, udsendte de Peter og Johannes til dem,
Acts	8	15	15. hvilke der de vare komne ned bade for dem, at de maatte faa den Hellig Aand;
Acts	8	16	16. (thi den var endnu ikke kommen paa Nogen af dem, men de vare alene døbte i den Herres Jesu Navn).
Acts	8	17	17. Da lagde de Haenderne paa dem, og de fik den Hellig Aand.
Acts	8	18	18. Men der Simon saae, at den Hellig Aand blev given ved Haandspaalaeggelse af Apostlerne, bragte han dem Penge, sigende:
Acts	8	19	19. giver og mig denne Magt, at hvem jeg laegger Haenderne paa, han maae faae den Hellig Aand.
Acts	8	20	20. Men Peter sagde til ham: dine Penge vaere forbandede tilligemed dig, fordi du mener at kunne erhverve den Guds Gave for Penge.
Acts	8	21	21. Du har ikke Deel eller Lod i dette Ord; thi dit Hjerte er ikke ret for Gud.
Acts	8	22	22. Omvend dig derfor fra denne din Ondskab, og bed Gud, om dit hjertes Paafund maatte forlades dig.
Acts	8	23	23. Thi jeg seer, at du er betagen af en bitter Galde og besnaeret af Uretfaerdighed.
Acts	8	24	24. Men Simon svarede og sagde: beder I for mig til Herren, at Intet af det, som I have sagt, skal komme over mig.
Acts	8	25	25. Men der de havde vidnet og talet Herrens Ord, vendte de tilbage til Jerusalem igjen og praedikede Evangelium i mange af de Samaritaners Byer.
Acts	8	26	26. Men Herrens Engel talede til Philippus og sagde: staa op og gak mod Sønden paa den Vei, som gaaer ned fra Jerusalem til Gaza; den er øde.
Acts	8	27	27. Og han stod op og gik hen; og see, der var en Aethioper, en Gilding, en maegtig Mand hos Candace, Aethiopernes Dronning, som var sat over al hendes Skat; han var kommen tilJerusalem for at tilbede.
Acts	8	28	28. Og han drog hjem og sad paa sin Vogn og laeste Propheten Esaias.
Acts	8	29	29. Men Aanden sagde til Philippus: gak frem og hold dig til denne Vogn.
Acts	8	30	30. Men Philippus løb til og hørte ham laese Propheten Esaias, og han sagde: forstaaer du og det, som du laeser?
Acts	8	31	31. Men han sagde: hvorledes skulde jeg kunne det, uden Nogen veileder mig? Og han bad Philippus stige op at sidde hos sig.
Acts	8	32	32. Men det Stykke af Skriften, som han laeste, var dette: som et Faar blev han ført til Slagterbaenken, og som et Lam er stumt mod den, der klipper det, saaledes oplader han ei sin Mund.
Acts	8	33	33. I hans Fornedrelse blev hans Dom fuldendt; men hvo skal kunne fortaelle hans Tid? efterdi hans Liv blev borttaget af Jorden.
Acts	8	34	34. Men Gildingen spurge Philippus og sagde: jeg beder dig, og hvem taler Propheten dette? om sig selv eller om en Anden?
Acts	8	35	35. Da oplod Phlippus sin Mund og begyndte fra dette Prophetens Sted at forkynde ham Jesus.
Acts	8	36	36. Men som de droge frem ad Veien, kom de til noget Vand, og Gildingen sagde: see, der er Vand, hvad hindrer mig fra at blive døbt?
Acts	8	37	37. Men Philippus sagde: dersom du troer af ganske Hjerte, kan det skee. Men han svarede og sagde: jeg troer, at Jesus Christus er Guds Søn.
Acts	8	38	38. Og han bød Vognen holde, og de nedstege begge i Vandet, baade Philippus og Gildingen; og han døbte ham.
Acts	8	39	39. Men der de opstege af Vandet bortrykkede Herrens Aand Philippus, og Gildingen saae ham ikke mere; thi drog han sin Vei med Glaede.
Acts	8	40	40. Men Philippus blev funden i Asdod, og han vandrede der igjennem, og praedikede Evangelium i alle Staeder, indtil han kom til Caesarea.
------------------------Apostlenes Gerninger, Kapitel 9
Acts	9	1	1. Men Saulus fnøs endnu med Trusel og Mord mod Herrens Disciple og gik til den Ypperstepraest.
Acts	9	2	2. og begjerede af ham Breve til Damacus til Synagogerne, paa det, om han fandt nogle Maend eller Kvinder, som vare af denne Laerevei, han da kunne føre dem bundne til Jerusalem.
Acts	9	3	3. Men idet han reiste og kom naer til Damascus, omskinnede han hasteligen et Lys fra Himmelen.
Acts	9	4	4. Og han faldt til Jorden og hørte en Røst, som sagde til ham: Saul! Saul hvi forfølger du mig?
Acts	9	5	5. Men han sagde: hvo er du, Herre? Men Herren sagde; jeg er Jesus, den du forfølger; det vil blive dig haardt at stampe mod Braadden.
Acts	9	6	6. Og han sagde, baevende og forfaerdet: Herre! hvad vil du, at jeg skal gjøre? Og Herren sagde til ham: staa op og gak ind i Staden, og det skal siges dig, hvad dig bør at gjøre.
Acts	9	7	7. Men de Maend, som vandrede med ham, stode forfaerdede, da de vel hørte Røsten, men saae Ingen.
Acts	9	8	8. Og Saulus reiste sig op fra Jorden; men der han oplod sine Øine, saae han Ingen. Men de ledte ham ved Haanden og førte ham ind i Damascus.
Acts	9	9	9. Og han saae ikke i tre Dage, og han aad ikke, ei heller drak han.
Acts	9	10	10. Men der var en Discipel i Damascus, ved Navn Ananias, og Herren sagde til ham i et syn: Ananias! Men han sagde: see, her jeg, Herre!
Acts	9	11	11. Men Herren sagde til ham: staa op, gak hen i den Gade, som kaldes den lige, og spørg i Judas Huus efter En ved Navn Saulus fra Tarsus; thi see, han beder.
Acts	9	12	12. Og han har seet i et Syn en Mand ved Navn Ananias at komme ind og laegge Haanden paa ham, at han skulde blive seende.
Acts	9	13	13. Men Ananias svarede: Herre! jeg har hørt af Mange om denne Mand, hvor meget Ondt han har gjort dine Hellige i Jerusalem.
Acts	9	14	14. Og han har her Magt af de Ypperstepraester at binde alle dem, som paakalde dit Navn.
Acts	9	15	15. Men Herren sagde til ham: gak hen; thi denne er mig et udvalgt Redskab at bringe mit Navn frem for Hedninger og Konger og Israels Børn;
Acts	9	16	16. thi jeg vil vise ham, hvor meget det bør ham at lide for mit Navns Skyld.
Acts	9	17	17. Men Ananias gik hen og kom ind i Huset og lagde Haenderne paa ham og sagde: Saul, Broder! Herren har sendt mig, Jesus, der aabenbaredes for dig paa Veien, at hvilken du kom, at du skal vorde seende igjen, og fyldes med den Hellig Aand.
Acts	9	18	18. Og strax faldt det fra hans Øine ligesom Skael, og han blev seende i det samme og stod op og blev døbt.
Acts	9	19	19. Og han fik Mad og blev styrket. Men Saulus blev nogle Dage hos Disciplene i Damascus.
Acts	9	20	20. Og strax praedikede han Christus i Synagogerne, at han er den Guds Søn.
Acts	9	21	21. Men Alle, som hørte det, forbausedes og sagde: er det ikke ham, som i Jerusalem plagede dem, som paakalde dette Navn, og var kommen hid for at føre dem bundne til de Ypperstepraester?
Acts	9	22	22. Men Saulus styrkedes end mere og igjendrev Jøderne, som boede i Damascus, og beviste, at denne er den Christus.
Acts	9	23	23. Men mange Dage derefter holdt Jøderne Raad om at slaae ham ihjel.
Acts	9	24	24. Men Saulus fik deres Efterstraebelse at vide. Og de bevogtede Portene baade Dag og Nat, at de kunde ihjelslaae ham.
Acts	9	25	25. Men Disciplene toge ham om Natten og nedhissede ham over Muren i en Kurv.
Acts	9	26	26. Men der Saulus kom til Jerusalem, forsøgte ham at holde sig naer til Disciplene; og de frygtede alle for ham og troede ikke, at han var en Discipel.
Acts	9	27	27. Men Barnabas tog ham til sig go førte ham til Apostlerne; og han fortalte dem, hvorledes han havde seet Herren paa Veien, og at han havde talet til ham og hvorledes han i Damascus havde laert frimodigen i Jesu Navn.
Acts	9	28	28. Og han gik ind og gik ud med dem i Jerusalem,
Acts	9	29	29. og laerte frimodigen i den Herres Jesu Navn, og han talede og tvistede med Hellenisterne; men de toge sig for at slaae ham ihjel.
Acts	9	30	30. Men da Brødrene fik det at vide, førte de ham til Caesarea og sendte ham videre til Tarsus.
Acts	9	31	31. Saa havde da Menighederne Fred over ganske Judaea og Galilaea og Samaria og vandrede i Herrens Frygt, og ved den Hellig Aands Ledelse formeredes de.
Acts	9	32	32. Men de skete, der Peter drog allevegne omkring, at han kom ogsaa til de Hellige, som boede i Lydda.
Acts	9	33	33. Der fandt han en Mand ved Navns Aeneas, som havde ligget otte Aar ved Sengen og var vaerkbruden.
Acts	9	34	34. Og Peter sagde til ham: Aeneas! Jesus Christus helbreder dig; staa op, og red selv under dig. Og han stod strax op.
Acts	9	35	35. Og Alle, som boede i Lydda og Saron, saae ham, og omvendte sig til Herren.
Acts	9	36	36. Men der var en Discipelinde i Joppe, ved Navn Tabitha, hvilket udlagt betyder Dorkas: hun var rig paa gode Gjerninger og gav mange Almisser.
Acts	9	37	37. Men det bagav sig i de samme Dage, at hun blev syg og døde. Da toede de hende og lagde hende paa Salen.
Acts	9	38	38. Men efterdi Lydda var naer ved Joppe, udsendte Disciplene, der de hørte, at Peter var der, to Maend til ham, og bade ham, uden Forhaling at komme over til dem.
Acts	9	39	39. Men Peter stod op og gik med dem. Og der han kom derhen, førte de ham op paa Salen, og alle Enkerne stode omkring ham, graed og viste ham de Kjortler og Klaeder, som samme Dorkas havde gjort, den Stund, hun var hos dem.
Acts	9	40	40. Men Peter bød dem alle at gaae ud og faldt paa knae og bad; og han vendte sig til Legemet og sagde: Tabitha, staa op! Men hun oplod sine Øine, og der hun saae Peter, satte hun sig op.
Acts	9	41	41. Men han gav hende Haanden og reiste hende op, og han kaldte at de Hellige og Enkerne og fremstillede hende levende.
Acts	9	42	42. Men det blev vitterligt over al Joppe, og Mange troede paa Herren.
Acts	9	43	43. Og det skete, at han blev mange Dage i Joppe hos en vis Simon, en Garver.
------------------------Apostlenes Gerninger, Kapitel 10
Acts	10	1	1. Men der var en Mand i Caesarea ved Navn Cornelius, en Høvedsmand af den Rode, som kaldes den italiske.
Acts	10	2	2. Han var from og frygtede Gud med sit ganske Huus og gav Folket Mange Almisser og bad altid til Gud.
Acts	10	3	3. Han saae klarligen i et Syn, ved den niende Time paa Dagen, en Guds Engel, som kom ind til ham og sagde til Ham: Cornelius!
Acts	10	4	4. Men han saae stivt paa ham og blev forfaerdet og sagde: hvad er det, Herre? Han sagde til ham: dine Bønner og dine Almisser ere stegne op for Gud og ihukommede.
Acts	10	5	5. Og send nu Nogle til Joppe og lad hente Simon, som kaldes med Tilnavn Peter.
Acts	10	6	6. han er til Herberge hos en vis, Simon, en Garver, hvis Huus er ved Havet; han skal sige dig, hvad dig bør at gjøre.
Acts	10	7	7. Men der Engelen, som talede til Cornelius, var bortgangen, kaldte han to af sine Huussvende og en grudfrygtig Stridsmand af dem, som var om ham.
Acts	10	8	8. Og han fortalte dem det altsammen og udsendte dem til Joppe.
Acts	10	9	9. Men anden Dagen, der disse reiste paa Veien kom naer til Staden, steg Peter op paa Huset at bede ved den sjette Time.
Acts	10	10	10. Men han blev meget hungrig og vilde have Noget at spise; men imedens de lavede til, overfaldt ham en Henrykkelse.
Acts	10	11	11. Og han saae Himmelen aabnet og Noget stige ned til sig som en stor linned Dug, bundet ved de fire Hjørner og nedladt paa Jorden;
Acts	10	12	12. i hvilket vare alle Slags af Jordens fireføddede Dyr og vilde og krybende Dyr og Himmelens Fugle.
Acts	10	13	13. Og en Røst skete til ham: staa op, Peter, slagt og aed!
Acts	10	14	14. Men Peter sagde: ingenlunde, Herre! thi aldrig har jeg aedet noget Vanhelligt eller Ureent.
Acts	10	15	15. Og Røsten sagde atter anden Gang til ham: hvad Gud har renset, holde du ikke for ureent!
Acts	10	16	16. Men dette skete tre Gange, og Dugen blev igjen optagen til Himmelen.
Acts	10	17	17. Men der Peter tvivlede ved sig selv, hvad dette Syn, som han havde seet, maatte betyde, see, da stode de Maend for Døren, som vare udsendte af Cornelius, som havde opspurgt Simons Huus.
Acts	10	18	18. Og de raabrte og spurgte, om Simon med Tilnavn Peter var der til Herberge?
Acts	10	19	19. Men idet Peter grublede over Synet, sagde Aanden til ham: see, tre Maend lede efter dig.
Acts	10	20	20. Staa derfor op, stig ned, og drag med dem uden at tvivle; thi jeg har udsendt dem.
Acts	10	21	21. Men Peter steg ned til Maendene som vare sendte til ham fra Cornelius, og sagde: see, jeg er den, som I lede efter; hvad er Aarsagen, hvorfor I ere her?
Acts	10	22	22. Men de sagde: Cornelius, en Høvedsmand, en retfaerdig mand, og som frygter Gud, som har godt Vidnesbyrd af alt jødernes Folk, har faaet guddommelig Befaling ved en hellig Engel, at han skulde lade dig hente til sit Huus og høre dine Ord.
Acts	10	23	23. Da kaldte han dem ind og gav dem Herberge. Men den anden Dag drog Peter ud med dem, og nogle af Brødrene fra Joppe gik med ham.
Acts	10	24	24. Og den anden Dag kom de til Caesarea. Men Cornelius ventede paa dem og havde sammenkaldt sine Paarørende og naermeste Venner.
Acts	10	25	25. Men som det skete, at Peter gik ind, mødte Cornelius ham og faldt ned for hans Fødder og tilbad.
Acts	10	26	26. Men Peter reiste ham op og sagde: staa op! Jeg er og selv et Menneske.
Acts	10	27	27. Og der han havde talet med ham, gik han ind og fandt Mange, som vare komne sammen.
Acts	10	28	28. Og han sagde til dem: I vide, hvor utilbørligt det er for en jødisk Mand at omgaaes med eller komme til En, som er af et fremmed Folk; men mig har Gud viist, ikke at kalde noget Menneske vanhelligt eller ureent.
Acts	10	29	29. Derfor kom jeg og uden Modsigelse, der jeg blev kaldet hid; og nu spørger jeg Eder, hvorfor I kaldte mig?
Acts	10	30	30. Og Cornelius sagde: for fire Dage siden fastede jeg indtil denne Time, og ved den niende Time bad jeg i mit Huus; og see, en Mand stod for mig i et skinnende Klaendebon,
Acts	10	31	31. og han sagde: Cornelius! din Bøn er hørt, og dine Almisser ere ihukommmede for Gud.
Acts	10	32	32. Send derfor til Joppe, og lad kalde til dig Simon med Tilnavn Peter, han er til Herberge i Simons den Garvers, Huus ved Havet; han skal tale til dig, naar han kommer.
Acts	10	33	33. Derfor sendte jeg strax til dig, og du gjorde vel, at du kom. Nu ere vi derfor alle tilstedte for Guds Aasyn, at høre Alt, hvad dig er befalet af Gud.
Acts	10	34	34. Men Peter oplod Munden og sagde: jeg befinder i Sandhed, at Gud anseer ikke Personer;
Acts	10	35	35. men hvo iblandt alle Folk, som ham frygter og gjør Retfaerdighed, er ham behagelig.
Acts	10	36	36. Hvad den Laere angaaer, som han udsendte til Israels Børn, der han lod forkynde Fred ved Jesus Christus, (han er Alles Herre!)
Acts	10	37	37. da vide I, hvad der er skeet over al Judaea og begyndte fra Galilaea, efter den Daab, som Johannes praedikede,
Acts	10	38	38. anlangende Jesus af Nazareth, hvorledes Gud salvede ham med den Hellig Aand og Kraft; hvilken drog omkring og gjorde vel og helbredede Alle som vare overvaeldede af Djaevelen; thi Gud var med ham.
Acts	10	39	39. Og vi ere Vidner til alt det, som han har gjort i Jødernes Land og I Jerusalem, hvilken de sloge ihjel og haengte paa et Trae.
Acts	10	40	40. Ham opreiste Gud paa den tredie Dag og lod ham aabenbares,
Acts	10	41	41. ikke for alt Folket, men for de Vidner, som vare forud beskikkede af Gud, for os, vi som aade og drak med ham, efter at han var opstanden fra de Døde.
Acts	10	42	42. Og han har budet os at praedike for Folket og at vidne, at han er den af Gud bestemte Levendes og Dødes Dommer.
Acts	10	43	43. Denne give alle Propheternes Vidnesbyrd, at hver den, som troer paa ham, skal faae Syndernes Forladelse ved hans Navn.
Acts	10	44	44. Der Peter endnu talede dise ord, faldt den Hellig Aand paa alle dem, som hørte Ordet.
Acts	10	45	45. Og de Troende af Omskaerelsen, saa mange, som vare komne med Peter, bleve meget forfaerdede over, at den Hellig Aand Gave blev og udøst over Hedningerne;
Acts	10	46	46. thi de hørte dem tale med fremmede Tungemaal og prise Gud.
Acts	10	47	47. Da svarede Peter: mon Nogen kan formene Vandet, at disse ikke skulle døbes, som have annammet den Hellig Aand ligesom og vi?
Acts	10	48	48. Og han befoel, at de skulde døbes i Herrens Navn. Da bade de ham at blive der nogle Dage.
------------------------Apostlenes Gerninger, Kapitel 11
Acts	11	1	1. Men Apostlerne og Brødrene, som vare i Judaea, hørte, at ogsaa Hedningerne havdeannammet Guds Ord.
Acts	11	2	2. Og der Peter kom op til Jerusalem, tvistede de af Omskaerelsen med ham og sagde:
Acts	11	3	3. du er gaaet ind til Uomskaarne og har aedet med dem.
Acts	11	4	4. Men Peter begyndte og forklarede dem det i Sammenhaeng, sigende:
Acts	11	5	5. jeg var i Staden Joppe og bad; og jeg saae i Henrykkelse et Syn, Noget, der steg ned som en stor linned Dug, der nedlodes fra Himmelen ved dets fire Hjørner, og det kom til mig.
Acts	11	6	6. Jeg stirrede paa det og betragtede og saae Jordens fireføddede Dyr og vilde og krybende Dyr og Himmelens Fugle.
Acts	11	7	7. Men jeg hørte en Røst, som sagde til mig: staa op, Peter, slagt og aed!
Acts	11	8	8. Men jeg sagde: ingenlunde, Herre! thi aldrig kom noget Vanhelligt eller Ureent i min Mund.
Acts	11	9	9. Men Røsten svarede mig anden Gang af Himmelen: hvad Gud har renset, holde du ikke for ureent.
Acts	11	10	10. Men dette skete tre Gange; og det blev altsammen igjen draget op til Himmelen.
Acts	11	11	11. Og see, i et Samme stode tre Maend for Huset, i hvilket jeg var, som vare udsendte til mig i Caesarea.
Acts	11	12	12. Men Aanden sagde til mig, at jeg skulde gaae med dem og ikke tvivle. Men og disse sex Brødre droge med mig, og vi gik ind i Mandens Huus.
Acts	11	13	13. Og han kundgjorde os, hvorledes han havde seet Englen staaende i hans Huus og sigende til ham: send Nogle til Joppe og lade hente Simon med Tilnavn Peter.
Acts	11	14	14. Han skal sige Ord til dig, ved hvilke du og dit ganske Huus skal frelses.
Acts	11	15	15. Men idet jeg begyndte at tale, faldt den Hellig Aand paa den, ligesom og paa os i Begyndelsen.
Acts	11	16	16. Da kom jeg Herrens Ord i hus, der han sagde: Johannes døbte vel med Vand, men I skulle døbes med den Hellig Aand.
Acts	11	17	17. Dersom Gud da har givet dem lige Gaver med os, der de troede paa den Herre Jesus Christus, hvo var da jeg, at jeg skulde kunne hindre Gud?
Acts	11	18	18. Men der de hørte dette, bleve de rolige og lovede Gud og sagde: saa har Gud og givet Hedningerne Omvendelse til Livet.
Acts	11	19	19. Men de, som vare adspredte siden den Traengsel, som reiste sig formedelst Stephanus, vandrede om indtil Phoenicien og Cypern og Antiochia og talede Ordet til Ingen, uden til Jøderne alene.
Acts	11	20	20. Men iblandt dem vare nogle Maend fra Cypern og Cyrene, som kom til Antiochia og talede til Hellenisterne og praedikede den Herre Jesus.
Acts	11	21	21. Og Herrens Haand var med dem, og et stort Antal troede og omvendte sig til Herren.
Acts	11	22	22. Men Rygtet om dem kom Menigheden i Jerusalem for Øren, og de udsendte Barnabas, at han skulde drage indtil Antiochia.
Acts	11	23	23. Denne, der han kom derhen og saae Guds Naade, glaedede sig og formanede Alle, at de med Hjertets Fortsaet skulde blive ved Herren.
Acts	11	24	24. Thi han var en god Mand og fuld af den Hellig Aand og Tro. Og der blev meget Folk ført til Herren.
Acts	11	25	25. Men Barnabas drog ud til Tarsus for at opsøge Saulus, og der han fandt ham, førte han ham til Antiochia.
Acts	11	26	26. Men det skete, at de et heelt Aar igjennem forsamledes i Menigheden og laerte meget Folk, og at Disciplene først i Antiochia bleve kaldte Christne.
Acts	11	27	27. Men i de samme Dage kom Propheter ned fra Jerusalem til Antiochia.
Acts	11	28	28. Og een af dem, ved Navn Agabus, stod op og tilkjendegav ved Aanden, at der skulde komme en stor Hunger over ganske Jorderige, hvilken og kom under Keiser Claudius.
Acts	11	29	29. Men Disciplene besluttede at sende, hver efter sin Evne, Noget til Hjaelp for Brødrene, somboede i Judaea;
Acts	11	30	30. hvilket de og gjorde og sendte det til de Aeldste, ved Barnabas' og Saulus' Haand.
------------------------Apostlenes Gerninger, Kapitel 12
Acts	12	1	1. Men ved det samme Tid lagde Kong Herodes Haand paa Nogle af Menigheden for at mishandle dem.
Acts	12	2	2. Men han lod Jakob, Johannes' Broder henrette med Svaerd.
Acts	12	3	3. Og der han saae, at det behagede Jøderne, gik han videre og lod ogsaa Peter gribe. (Men det var de usyrede Brøds Dage).
Acts	12	4	4. Der han havde grevet ham, satte han ham og i Faengsel og overantvordede ham at bevogtes af fire Vagtskifter, hvert paa fire mand, da han efter Paasken vilde føre ham frem for Folket.
Acts	12	5	5. Saa blev da Peter bevogtet i Faengslet; men der skete af Menigheden ivrig Bøn til Gud for ham.
Acts	12	6	6. Men der Herodes vilde føre ham frem, sov Peter i den samme Nat imellem to Stridsmaend, bunden med to Laenker, og Vagten for Døren tog vare paa Faengslet.
Acts	12	7	7. Og see, Herrens Engel stod for ham, og et Lys skinnede i Faengslet; men han slog Peter paa Siden og vakte ham op og sagde: staa hastig op! og Laenkerne faldt ham af Haenderne.
Acts	12	8	8. Og Englen sagde til ham: bind op om dig og paabind dine Saaler. Men han gjorde saa. Og han sagde til ham: Kast din Kjortel om dig og følg mig.
Acts	12	9	9. Og han gik ud og fulgte ham og vidste ikke, at det, som skete ved Englen var virkeligt, men meente, at han saae et Syn.
Acts	12	10	10. Men de gik igjennem den første og anden Vagt og kom til den Jernport, ad hvilken man gaaer til Staden; denne oplodes af sig selv for dem, og de kom ud og gik en Gade frem, og strax skiltes Englen fra ham.
Acts	12	11	11. Og der Peter kom til sig selv, sagde han: nu veed jeg i Sandhed, at Herren udsendte sin Engel og udfriede mig fra Herodes' Haand og fra alt det jødiske Folks Forventelse.
Acts	12	12	12. Og som han besindede sig, kom han for Marias Huus, som var Moder til Johannes ved Tilnavn Marcus, hvor Mange vare forsamlede og bade.
Acts	12	13	13. Men da Peter bankede paa Forstuens Dør, kom en Pige, ved Navn Rhode, frem for at høre, hvo der var.
Acts	12	14	14. Og da hun kjendte Peters Røst, abbnede hun af Glaede ikke Døren, men løb ind og forkyndte dem, at Peter stod for Døren.
Acts	12	15	15. Da sagde de til hende: du raser. Men hun stod fast derpaa, at det var saaledes. Men de sagde: det er hans Engel.
Acts	12	16	16. Men Peter blev ved at banke paa, og der de lode op, saae de ham og bleve saare forfaerdede.
Acts	12	17	17. Da vinkede han ad dem med Haanden, at de skulde tie; og han fortalte dem, hvorledes Herren havde ført ham ud af Faengslet, og han sagde: forkynder Jakob og Brødrene dette. Og han gik ud og drog til et andet Sted.
Acts	12	18	18. Men der det blev Dag, var der ikke liden Forvirring iblandt Stridsmaendene, hvor Peter var bleven.
Acts	12	19	19. Men der Herodes lod ham søge og ikke fandt ham, forhørte han Vagten og befoel, at de skulde afstraffes. Og han drog ned fra Judaea til Caesarea og opholdt sig der.
Acts	12	20	20. Men Herodes var fjendtlig sindet imod de Tyrier og Sidonier. Men de kom samdraegteligen til ham, og fik Blastus, som var Kongens øverste bade om Fred, fordi deres Land fik tilførsel fra Kongens.
Acts	12	21	21. Men paa en bestemt Dag iførte Herodes sig et kongeligt Klaedebon og satte sig paa Thronen og holdt en Tale for dem.
Acts	12	22	22. Men Folket raabte til ham: det er Guds Røst og ikke et Menneskes.
Acts	12	23	23. Men strax slog Herrens Engel ham, fordi han ikke gav Gud Aeren; og han blev fortaeret af Orme og opgav Aanden.
Acts	12	24	24. Men Guds Ord havde Fremgang og udbredtes.
Acts	12	25	25. Men Barnabas og Saulus kom tilbage fra Jerusalem, efterat de havde fuldført deres Aerinde, og de havde med sig Johannes med Tilnavn Marcus.
------------------------Apostlenes Gerninger, Kapitel 13
Acts	13	1	1. Men i Antiochia, i den dervaerende Menighed, vare der nogle Propheter og Laerere, nemlig Barnabas og Simon med Tilnavn Niger, og Lucius, den Cyrenaeer, og Manaen, som var opført med Herodes den Fjerdingsfyrste og Saulus.
Acts	13	2	2. Men der de holdt Gudstjeneste og fastede, sagde den Hellig Aand: udtager mig Barnabas og Saulus til den Gjerning, hvortil jeg har kaldet dem.
Acts	13	3	3. Da fastede de og bade og lagde Haenderne paa dem og lode dem gaae.
Acts	13	4	4. Disse, udsendte af den Hellig Aand, droge da ned til Seleucia og seilede derfra til Cypern.
Acts	13	5	5. Og der de vare komne til Salamis, forkyndte de Guds Ord i Jødernes Synagoger; men de havde ogsaa Johannes til Medhjaelper.
Acts	13	6	6. Og der de vare dragne igjennem Øen indtil Paphus, fandt de en Troldkarl, en falsk Prophet, en Jøde, hvis Navn var Barjesus.
Acts	13	7	7. Han var hos Landshaevdingen Sergius Paulus, en forstandig mand. Denne kaldte Barnabas og Saulus til sig og begjerede at høre Guds Ord.
Acts	13	8	8. Men Elimas eller Troldkarlen, (thi dette betyder hans Navn), stod dem imod og søgte at afvende Landshøvdingen fra Troen.
Acts	13	9	9. Men Saulus, (som og kaldes Paulus), fyldt med den Hellig Aand, saae stivt paa ham og sagde:
Acts	13	10	10. o, du Djaevels Barn, fuld af al List og al Skalkhed, al Retfaerdigheds Fjende! vil du ikke lade af at forvende Herrens de rette Veie?
Acts	13	11	11. Og see nu, Herrens Haand er over dig, og du skal vorde blinde og til en Tid ikke see Solen. Men strax faldt Taage og Mørke paa ham, og han gik omkring og søgte Nogen, som kunde lede ham.
Acts	13	12	12. Men Landshøvdingen saae det, som var skeet, troede ham, fuld af Forundring over Herrens Laere.
Acts	13	13	13. Men Paulus og de, som vare med ham, fore bort fra Paphus og kom til Perge i Pamphylien. Men Johannes skiltes fra dem og vendte tilbage til Jerusalem.
Acts	13	14	14. Men de droge videre fra Perge og kom til Antiochia i Pisidien og gik ind i Synagogen paa Sabbatsdagen og satte sig.
Acts	13	15	15. Men efter Lovens og Propheternes Laesning sendte de Øverste for Synagogen til dem og lode sige: I Maend, Brødre! have I nogen Formaningstale til Folket, da siger frem.
Acts	13	16	16. Men Paulus stod op og slog til Lyd med Haanden og sagde: I israelitiske Maend og I, som frygte Gud, hører til!
Acts	13	17	17. Dette Folks, Israels, Gud udvalgte vore Faedre og ophøiede Folket, der de boede i Udlaendighed i Aegyptens Land, og førte dem derfra med en Høi Arm.
Acts	13	18	18. Og henved fyrretyve Aar fordrog han deres Saeder i Ørkenen.
Acts	13	19	19. Og han udslettede syv Folk i Canaans Land og loddeelte disses Land iblandt dem.
Acts	13	20	20. Og siden i henved fire hundrede og halvtredsindstyve Aar gav ham dem Dommere, indtil Propheten Samuel.
Acts	13	21	21. Og derefter bade de om en Konge; og Gud gav dem Saul, Kis' Søn, en Mand af Manjamins Stamme, i fyrretyve Aar.
Acts	13	22	22. Og der han havde taget ham bort, opreiste han dem David til Konge, om hvilken han og vidnede, sigende: jeg har fundet David, Isai Søn, en Mand efter mit Hjerte, som skal gjøre al min Villie.
Acts	13	23	23. Af dennes Saed opreiste Gud efter Forjaettelsen Israel en Frelser, Jesus,
Acts	13	24	24. efterat Johannes forud, før hans Fremtraedelse, havde praediket Omvendelses Daab for alt Israels Folk.
Acts	13	25	25. Men der Johannes havde fuldkommet Løbet, sagde ham: hvem mene I mig at vaere? Jeg er det ikke. Men see, den kommer efter mig, hvis Skoe jeg ikke er vaerdig at løse.
Acts	13	26	26. I Maend, Brødre, Børn af Abrahams Slaegt, og de iblandt Eder, som frygte Gud! Eder er denne Frelses Ord sendt.
Acts	13	27	27. Thi de, som boe i Jerusalem, og deres Øvester, der de ikke kjendte denne, fordømte de ham og opfyldte saaledes ogsaa Prophetens Ord, som laeses hver Sabbat.
Acts	13	28	28. Og alligevel de fandt ingen Døds-Skyld hos ham, bade de dog Pilatus, at han maatte ihjelslaaes.
Acts	13	29	29. Men der de havde fuldkommet alle Ting, som ere skrevne om ham, nedtoge de ham af Traeet og lagde ham i en Grav.
Acts	13	30	30. Men Gud opriste ham fra de Døde,
Acts	13	31	31. og han blev seet mange Dage af dem, som vare gangne med ham op fra Galilaea til Jerusalem, hvilke ere hans Vidner for Folket.
Acts	13	32	32. Og vi forkyndte Eder den Forjaettelse, som er skeet til Faedrene, at Gud har opfyldt den for os, deres Børn, idet han opvakte Jesus;
Acts	13	33	33. som og skrevet er i den anden Psalme: du er min Søn, i Dag har jeg født dig.
Acts	13	34	34. Men at han har opvakt ham fra de Døde, der ingenlunde skal vende tilbage fra Forraadnelse, derom har han saaledes sagt: Forjaettelsen til David vil jeg holde Eder trofast.
Acts	13	35	35. Derfor siger han og i en anden Psalme: du skal ikke tilstede din Hellige at see Forraadnelse.
Acts	13	36	36. Men David, der han i sin Livstid havde tjent Guds Raadslutning, sov han hen og blev henlagt til sine Faedre og saae Forraadnelse.
Acts	13	37	37. Men den, som Gud opvakte, saae ikke Forraadnelse.
Acts	13	38	38. Saa vaere det Eder vitterligt, I Maend, Brødre! at ved ham kundgjøres Eder Syndernes Forladelse;
Acts	13	39	39. og fra Alt, hvorfra I ikke kunde vorde retfaerdiggjorte ved Mose Lov, retfaerdiggjøres ved denne hver, som troer.
Acts	13	40	40. Seer nu til, at det ikke kommer over Eder, som er sagt ved Propheterne:
Acts	13	41	41. seer, I Foragtere! og forundrer Eder og bliver til Intet; thi en Gjerning gjør jeg i Eders Dage, en Gjerning, hvilken I ikke vilde troe, dersom Nogen fortalte Eder den.
Acts	13	42	42. Men der de gik ud af Jødernes Synagoge, bade Hedningerne, at de samme Ord maatte tales for dem paa den følgende Sabbat.
Acts	13	43	43. Men der Forsamlingen var opløst, fulgte mange Jøder og andaegtige Proselyter Paulus og Barnabas, hvilke talede til dem, og formanede dem at holde fast ved Guds Naade.
Acts	13	44	44. Men paa den følgende Sabbat forsamles naesten den ganske Stad, at høre Guds Ord.
Acts	13	45	45. Men der Jøderne saae den Maengde, bleve de fulde af Nidkjaerhed og imodsagde det, som blev sagt af Paulus, ja, baade imodsagde og bespottede.
Acts	13	46	46. Men Paulus og Barnabas talede frit og sagde: det var fornødent, at Guds Ord skulde først tales for Eder; men efterdi I forskyde det, og agte Eder ikke selv vaerdige til det evige Liv, see, saa vende vi os til Hedningerne.
Acts	13	47	47. thi saaledes har Herren befalet os: jeg har sag dig til Hedningernes Lys, at du skal vaere til Saliggjørelse indtil Jordens Ende.
Acts	13	48	48. Men der Hedningerne det hørte, bleve de glade, og prisede Herrens Ord og troede, saamange, som vare skikkede til det evige Liv.
Acts	13	49	49. Men Herrens Ord udbredtes over det ganske Land.
Acts	13	50	50. Men Jøderne opirrede de andaegtige og fornemme Kvinder og de første Maend i Staden; og de opvakte en Forfølgelse over Paulus Og Barnabas, og udstødte dem af deres Graendser.
Acts	13	51	51. Men de rystede Støvet af deres Fødder imod dem og kom til Iconium.
Acts	13	52	52. Men Disciplene bleve fulde af Glaede og af den Hellig Aand.
------------------------Apostlenes Gerninger, Kapitel 14
Acts	14	1	1. Men det skete i Iconium, at de gik tilsammen ind i Jødernes Synagoge, og talede saaledes, at en stor Maengde baade af Jøder og Graeker troede.
Acts	14	2	2. Men de vantroe Jøder ophidsede Hedningernes Sind, og satte Ondt i dem imod Brødrene.
Acts	14	3	3. De opholdt sig nu en Tid lang der, og talede med Frimodighed i Herren, som gav sin Naades Ord Vidnesbyrd, og lod Tegn og Under skee formedelst deres Haender.
Acts	14	4	4. Men Maengden i Staden blev splidagtig, og Nogle holdt med Jøderne, men Nogle med Apostlerne.
Acts	14	5	5. Men som der blev et opløb, baade af Hedninger og Jøder med deres Øverster, at forhaane og stene dem,
Acts	14	6	6. og de fik det at vide, undflyede de til Staederne i Lycaonien, Lystra og Derbe, og til det omliggende Land.
Acts	14	7	7. Og de Praedikede der Evangelium.
Acts	14	8	8. Og der var en mand i Lystra, som maatte sidde, for han havde ingen Magt i Fødderne, men var fra Moders Liv af lam og havde aldrig gaaet.
Acts	14	9	9. Han hørte Paulus tale; og denne, der han faestede Øie paa ham og maerkede, at han havde tro til at frelses, sagde med høi Røst:
Acts	14	10	10. staa ret op paa dine Fødder! Og sprang op og gik.
Acts	14	11	11. Men der Maengden saae det, som paulus havde gjort, opløftede de deres røst og sagde paa Lycaonisk: Guderne have taget menneskelig Skikke og ere komne ned til os.
Acts	14	12	12. Og de kaldte Barnabas Jupiter, men Paulus Mercurius, fordi han førte Ordet.
Acts	14	13	13. Men Praesten ved det Jupiters Tempel, som var udenfor deres Stad, bragte Øxne og Krandse for Indgangen og vilde offre tilligemed Folket.
Acts	14	14	14. Men da Apostlerne, Barnabas og Paulus, hørte det, Sønderreve de deres Klaeder og sprang ind blandt Folket,
Acts	14	15	15. raabte og sagde: I Maend! hvi gjøre I dette? Vi ere ogsaa Mennesker, lige Vilkaar undergivne med Eder, og forkynde Eder, at I skulle vende om fra disse forfaengelige Guder til den levende, Gud, som har gjort Himmelen og Jorden og Havet og alle Ting, som ere i dem;
Acts	14	16	16. hvilken i de forbigangne Tider har ladet alle Hedninger vandre i deres egne veie,
Acts	14	17	17. endog han har ikke ladet sig selv uden vidnesbyrd, idet han gjorde os godt, og gav os regn og frugtbare tider af Himmelen, idet han fyldte os med Føde og vore hjerter med Glaede.
Acts	14	18	18. Og ved at sige dette, kunde de neppe stille Folket, at de ikke offrede til dem.
Acts	14	19	19. Men der kom Jøder fra Antiochia og Iconium dertil og forførte Maengden, saa at de stenede Paulus og slaebte ham ud af Staden, og de meente, at han var død.
Acts	14	20	20. Men der Disciplene kom omkring ham, stod han op og gik ind i Staden; og anden Dagen gik han ud med Barnabas til Derbe.
Acts	14	21	21. Og der de havde praediket i denne Stad og gjort mange Disciple, vendte de tilbage til Lystra og Iconium og Antiochia.
Acts	14	22	22. og bestyrkede Disciplenes Sjaele, op paamindede dem at blive faste i Troen, og at os bør at indgaae i Guds Rige ved mange Traengsler.
Acts	14	23	23. Men der de havde beskikket dem Aeldste i hver Menighed, og havde holdt Bøn og Faste, befole de dem Herren, paa hvem de havde troet.
Acts	14	24	24. Og de droge igjennem Pisidien og kom til Pamphylien.
Acts	14	25	25. Og da de havde talet ordet i perge, drog de ned til Attalia.
Acts	14	26	26. Og derfra seilede de til Antiochia, hvorfra de havde Guds Naade anbefalede til den Gjerning, som de havde fuldkommet.
Acts	14	27	27. Men der de kom derhen og havde forsamlet Menigheden, forkyndte de, hvor store Ting Gud havde gjort med dem, og at han havde opladt hedningerne Troens Dør.
Acts	14	28	28. Men de opholdt sig der en ikke liden Tid hos Disciplene.
------------------------Apostlenes Gerninger, Kapitel 15
Acts	15	1	1. Og der kom Nogle ned fra Judaea, som laerte Brødrene: dersom I ikke lade Eder omskaere efter Mose Skik, kunne I ikke blive salige.
Acts	15	2	2. Da der herover opstod en heftig Strid og Paulus og Barnabas havde en ikke ringe Tvist med dem, saa besluttede man, at Paulus og Barnabas og nogle andre af dem skulde drage op til Jerusalem til Apostlerne og de Aeldste angaaende dette Spørgsmaal.
Acts	15	3	3. Disse droge da, ledsagede paa Veien af Menigheden, igjennem Phoenicien og Samarien, og fortalte Hedningernes Omvendelse, og de gjorde alle Brødrene stor Glaede.
Acts	15	4	4. Men der de kom til Jerusalem, bleve de modtagne af Menigheden og Apostlerne og de Aeldste, og kundgjorde, hvor store Ting Gud havde gjort for dem.
Acts	15	5	5. Men der opstode nogle Troende af Pharisaeernes Sect, som sagde: man bør omskaere dem og befale dem at holde Mose Lov.
Acts	15	6	6. Men Apostlerne og de Aeldste kom sammen for at overlaegge denne Sag.
Acts	15	7	7. Men der man havde tvistet meget herom, opstod Peter og sagde til dem: I Maend, Brødre! I vide, at Gud for lang Tid siden udvalgte mig iblandt os, at Hedningerne ved min Mund skulde høre Evangeliums Ord og troe.
Acts	15	8	8. Og Gud, som kjender Hjerterne, vidnede for dem, idet han gav dem den Hellig Aand, ligesom og os.
Acts	15	9	9. Og han gjorde ingen Forskjel imellem os og dem, idet han rensede deres hjerter ved Troen.
Acts	15	10	10. Hvi friste I da nu Gud, at I ville laegge et Aag paa Disciplenes Halse, hvilket hverken vore Faedre, ei heller vi have formaaet at baere?
Acts	15	11	11. Men vi troe at blive salige ved den Herres Jesu Christi Naade, paa samme Maade som og de.
Acts	15	12	12. Men al Maengden taug og hørte Barnabas og Paulus, som fortalte, hvor store Tegn og Undergjerninger Gud havde gjort ved dem iblandt Hedningerne.
Acts	15	13	13. Men der de havde hørt op at tale, tog Jakob til Orde og sagde: I Maend, Brødre, hører mig!
Acts	15	14	14. Simon har fortalt, hvorledes Gud først saae til Hedningerne, for at tage et Folk af dem efter sit Navn.
Acts	15	15	15. Og dermed stemme Propheternes taler overeens, som skrevet er:
Acts	15	16	16. derefter vil jeg vende tilbage og atter opbygge Davids nedfaldne Paulun, og det Omkastede deraf vil jeg atter opbygge og oprette det igjen,
Acts	15	17	17. paa det de Øvrige af Menneskene skulle søge Herren, og alle Hedninger, over hvilke mit Navn er naevnet, siger Herren som gjør alt dette.
Acts	15	18	18. Gud kjender fra Evighed alle sine Gjerninger.
Acts	15	19	19. Derfor dømmer jeg, at man ikke skal besvaere dem af Hedningerne, som omvende sig til Gud;
Acts	15	20	20. men skrive til dem, at de holde sig fra Afguders Ureenhed, og fra Horeri, og fra det Kvalte, og fra Blod.
Acts	15	21	21. Thi Moses har fra gammel Tid i hver Stad dem, som han praedike, og laeses hver Sabbat iSynagogerne.
Acts	15	22	22. Da besluttede Apostlerne og de Aeldste med al Menigheden at udvaelge Maend af dem, og sende dem til Antiochia tilligemed Paulus og Barnabas, nemlig Judas med Tilnavn Barsabas, og Silas, hvilke Maend vare ansete iblandt Brødrene.
Acts	15	23	23. Og de skreve saaledes med dem: Apostlerne og de Aeldste og Brødrene hilse Brødrene af Hedningerne i Antiochia og Syrien og Cilicien.
Acts	15	24	24. Efterdi vi have hørt, at Nogle udgangne fra os, have forvirret Eder med Ord, og bekymret Eders Sjaele med at sige, at man skal omskaeres og holde Loven, hvilke vi ikke have befalet dette,
Acts	15	25	25. saa have vi, eendraegteligen forsamlede, besluttet at udvaelge Maend og sende dem til Eder med vore Elskelige, Barnabas og Paulus.
Acts	15	26	26. Maend, som have vovet deres Liv for vor Herres Jesu Christi Navn.
Acts	15	27	27. Vi have derfor sendt Judas og Silas, hvilke og muntligen skulle forkynde det Samme.
Acts	15	28	28. Thi det er den Hellig Aands Beslutning og vores, ingen videre Byrde at paalaegge Eder, uden disse nødvendige Ting:
Acts	15	29	29. at I skulle holde Eder fra Afguds-Offer, og fra Blod, og fra det Kvalte, og fra Hoeri. Naar I holde Eder derfra, gjøre i ret. Lever vel!
Acts	15	30	30. Da nu disse vare affaerdigede, kom de til Antiochia og forsamlede Maengden og overgave dem Brevet.
Acts	15	31	31. Men der de det laeste, bleve de glade over denne Trøst.
Acts	15	32	32. Men Judas og Silas, som og selv vare Propheter, formanede Brødrene med megen tale og bestyrkede dem.
Acts	15	33	33. Men der de havde opholdt sig der nogen Tid, lode Brødrene dem fare med Fred til Apostlerne.
Acts	15	34	34. Men Silas besluttede at blive der.
Acts	15	35	35. Men Paulus og Barnabas opholdt sig i Antiochia og laerte og forkyndte tilligemed mange Andre Herrens Ord.
Acts	15	36	36. Men efter nogle Dage sagde Paulus til Barnabas: lad os dog drage tilbage at besøge vore Brødre i enhver Stad, hvor vi have forkyndet Herrens Ord, for at see, hvorledes de lide.
Acts	15	37	37. Men Barnabas raadede, at de skulde tage Johannes, ellers kaldet Marcus, med.
Acts	15	38	38. Men Paulus holdt for, at de ikke skulde tage den med, som var veget fra dem i Pamphylien, og ikke have fulgt med dem til Arbeidet.
Acts	15	39	39. Der opstod da en Fortørnelse, saa at de skiltes fra hverandre, og at Barnabas tog Marcus til sig og seilede til Cypern.
Acts	15	40	40. Men Paulus udvalgte Silas og drog ud, anbefalet af Brødrene til Guds Naade.
Acts	15	41	41. Men han reiste omkring i Syrien og Cicilien og bestyrkede Menighederne.
------------------------Apostlenes Gerninger, Kapitel 16
Acts	16	1	1. Men han kom til Derbe og Lystra, og see, der var en Discipel ved Navn Timotheus, en troende Jødindes Søn, men hans fader var en Graeker.
Acts	16	2	2. Han havde et godt Vidnesbyrd af Brødrene i Lystra og Iconium.
Acts	16	3	3. Denne, vilde Paulus, skulde drage med ham, og han tog og omskar ham for Jødernes Skyld, som vare paa disse Steder; thi Alle kjendte hans Fader, at han var en Graeker.
Acts	16	4	4. Men som de droge igjennem Staederne, overantvordede de dem de Anordninger at holde, som vare besluttede af Apostlerne og de Aeldste i Jerusalem.
Acts	16	5	5. Saaledes bleve Menighederne styrkede i Troen og formerede i Antal hver Dag.
Acts	16	6	6. Men der de vare dragne igjennem Phrygien og de galatiske Land, og det blev dem forbudetaf den Hellig Aand at tale Ordet i Asia,
Acts	16	7	7. kom de hen mod Mysien og forsøgte at reise igjennem Bithynien; og Aanden tilstedte dem det ikke.
Acts	16	8	8. De droge da Mysien forbi og kom ned til Troas.
Acts	16	9	9. Og om Natten saae Paulus et Syn: en markedonisk Mand stod der og bad ham, sigende: kom over til Marcedonien og hjaelp os.
Acts	16	10	10. Men der han havde seet det Syn, søgte vi strax at drage over til Marcedonien; thi vi sluttede, at Herren kaldte os derhen, at praedike Evangelium for dem.
Acts	16	11	11. Vi fore da ud fra Troas, og seilede lige til Samothracia, og den anden dag til Neapolis,
Acts	16	12	12. og derfra til Philippi, hvilken er den fornemste Stad i den Deel af Marcedonien og en romersk Coloni. I denne Stad opholdt vi os nogle dage.
Acts	16	13	13. Og paa Sabbatsdagen gik vi udenfor Staden ved en Flod, hvor der pleiede at vaere et Bedehuus, og vi satte os og talede til de Kvinder, som kom sammen.
Acts	16	14	14. Og en Kvinde ved Navn Lydia, en Purpurkraemmerske fra Staden Thyatirae, som dyrkede Gud, hørte til; hendes Hjerte oplod Herren at hun gav Agt paa det, som blev talet af Paulus.
Acts	16	15	15. Men der hun og hendes Huus var døbt, bad hun os og sagde: dersom I agte mig at vaere tro for Herren, da kommer ind i mit Huus og bliver der. Og hun nødte os.
Acts	16	16	16. Men det skete, der vi gik til Bedehuset, at en Pige mødte os, som havde en Spaadomsaand og skaffede sine Herrer megen Vinding ved at spaae.
Acts	16	17	17. Denne fulgte efter Paulus og os, raabte og sagde: disse Mennesker ere den høieste Guds tjenere, som forkynder Eder saliggørelsens Vei.
Acts	16	18	18. Dette gjorde hun mange Dage. Men Paulus fortrød derpaa, og han vendte sig og sagde til Aanden: jeg byder dig i Jesu Christi Navn at fare ud af hende. Og den foer ud i den samme Stund.
Acts	16	19	19. Men der hendes Herrer saae, at deres Haab om Vinding var forsvundet, toge de Paulus og Silas og slaebte dem hen paa Torvet for de Øverste.
Acts	16	20	20. Og de førte dem til Høvedsmaendene og sagde: disse Mennesker, som ere Jøder, forvirre slet vor Stad,
Acts	16	21	21. og de forkynde Skikke, hvilke det ikke er os tilladt at antage eller øve, efterdi vi ere Romere.
Acts	16	22	22. Og Maendene oprørtes imod dem, og Høvedsmaendene lode rive Klaederne af dem, og befole at hudstryge dem.
Acts	16	23	23. Og der de havde givet dem mange Slag, kastede de dem i Faengsel, og befole Stokmesteren, at forvare dem nøie.
Acts	16	24	24. Der han havde faaet denne Befaling, kastede han dem i det inderste Faengsel og sluttede deres Fødder i Stokken.
Acts	16	25	25. Men ved Midnat bade Paulus og Silas, og sang Gud Lovsange; men Fangerne lyttede paa dem.
Acts	16	26	26. Men der skete pludseligen et stort Jordskjaelv, saa at Faengslets Grundvold rystede, og strax bleve alle Dørene opladte, og Alles Baand løstes.
Acts	16	27	27. Men Stokmesteren foer op af Søvne, og der han saae Faengslets Døre opladte, drog han et Svaerd og vilde myrde sig selv, da han meente, at Fangerne havde vaeret undflyede.
Acts	16	28	28. Men Paulus raabte med høi Røst og sagde: gjør dig selv intet Ondt; thi vi ere her alle.
Acts	16	29	29. Men han begjerede et Lys, og sprang ind og faldt skjaelvende ned for Paulus og Silas.
Acts	16	30	30. Og han førte dem ud og sagde: Herrer! hvad bør mig at gjøre, at jeg kan vorde salig?
Acts	16	31	31. Men de sagde: tro paa den Herre Jesus Christus, saa skal du vorde salig, og dit Huus.
Acts	16	32	32. Og de talede Herrens Ord til ham og alle dem, som vare i hans Huus.
Acts	16	33	33. Og han tog dem til sig i den samme Stund om natten og aftoede deres Saar; og han selvblev strax døbt, og alle Hans.
Acts	16	34	34. Og han førte dem op i sit Huus og satte et Bord for dem, og var glad med alt sit Huus i Tro paa Gud.
Acts	16	35	35. Men der det var blevet Dag, sendte høvedsmaendene Stadstjenerne og sagde: lad de Mennesker Løs.
Acts	16	36	36. Men Stokmesteren forkyndte Paulus disse Ord: Høvedsmaendene sendte hid, at I skulle lades løs; saa drager nu ud og gaaer bort med Fred.
Acts	16	37	37. Men Paulus sagde til dem: de have hudstrøget og offentligen udømte, vi, som dog ere romerske Maend, og kastet os i Faengsel, og nu jage de os ud hemmelig bort! Ikke saa! men lader dem selv komme og føre os ud.
Acts	16	38	38. Men Stadstjenerne kundgjorde disse Ord for Høvedsmaendene; og de frygtede, der de hørte, at de vare Romere.
Acts	16	39	39. Og de kom og gave dem gode ord, og de førte dem ud, og bade dem at drage bort af Staden.
Acts	16	40	40. Men de gik ud af Faengslet og gik ind til Lydia; og der de havde seet Brødrene, formanede de dem og droge bort.
------------------------Apostlenes Gerninger, Kapitel 17
Acts	17	1	1. Men de reiste igjennem Amphipolis og Apollonia og kom til Thessalonica, hvor Jøderne havde en Synagoge.
Acts	17	2	2. Men Paulus gik ind til dem, som han pleiede, og talede paa tre Sabbater med dem af Skrifterne.
Acts	17	3	3. Og han udlagde og forklarede, at det burde Christus at lide og opstaae fra de Døde, og sagde: denne Jesus, som jeg forkynder Eder, er den Christus.
Acts	17	4	4. Og Nogle iblandt dem bleve overbeviste og holdt sig til Paulus og Silas, en stor Maengde af andaegtige Graeker, og ikke faa af de fornemste Kvinder.
Acts	17	5	5. Men de vantroe Jøder bleve nidkjaere og toge nogle slette Mennesker af Lediggaengere til sig, gjorde et Opløb og oprrøte Staden; og de stormede mod Jasons Huus og søgte at føre dem for Folket.
Acts	17	6	6. Men der de ikke fandt dem, trak de Jason og nogle Brødre for Stadens Øvrighed og raabte: disse, som oprøre dem hele Verden, ere og komne hid;
Acts	17	7	7. dem har Jason taget ind til sig; og alle disse handlede imod Keiserens befalinger, og sige en Anden at vaere Konge, nemlig Jesus.
Acts	17	8	8. Og de bragte Maengden og Stadens Øvrighed, som hørte, i Forvirring.
Acts	17	9	9. Og de lode Jason og de Andre stille Borgen for sig og gave dem løs.
Acts	17	10	10. Men Brødrene udsendte strax om Natten baade Paulus og Silas til Beroea; og der de vare komne derhen, gik de i Jødernes Synagoge.
Acts	17	11	11. Men disse vare mere veltaenkende end de i Tessalonica, de annammmede Ord med al Redebonhed, og ransagde dagligen i Skrifterne, om disse Ting havde sig saaledes.
Acts	17	12	12. Saa troede da mange af dem, og af de fornemme graekiske Kvinder og Maend ikke saa.
Acts	17	13	13. Men der Jøderne af Thessalonica fik at vide, at Guds Ord blev og forkyndet af Paulus i Beroea, kom de og derhen og satte Folket i Bevaegelse.
Acts	17	14	14. Men da sendte Brødrene strax Paulus bort og lode ham reise mod Havet; men og lode ham rise mod Havet; men baade Silas og Timotheus bleve der tilbage.
Acts	17	15	15. Men de, som ledsagede Paulus, førte ham indtil Athenen; og der de havde faaet Befaling til Silas og Timotheus, at de med det Snareste skulde komme til ham, droge de bort.
Acts	17	16	16. Men der Paulus forventede dem i Athenen, harmedes hans Aand heftig i ham, der han saae Staden at vaere saa afgudisk.
Acts	17	17	17. Derfor talede ham i Synagogen til Jøderne og de Gudfrygtige, og paa Torvet hver Dag til dem, som han traf paa.
Acts	17	18	18. Men nogle af de epikuraeiske og storiske Philisopher indlode sig med ham; og nogle sagde: hvad vil denne Ordgyder sige? men andre: det synes, han vil forkynde fremmede Guder; fordi han forkyndte dem Jesus og Opstandelsen.
Acts	17	19	19. Og de toge ham og førte ham op for det øverste Raad og sagde: kunne vi faae at vide, hvad denne er for en ny Laerdom, som du taler?
Acts	17	20	20. Thi du bringer os nogle fremmede Ting for Øren; derfor ville vi vide, hvad dette skal vaere.
Acts	17	21	21. (Men alle Athenienser og de Fremmede, som opholdt sig der, gave sig ikke af med Andet end at sige eller høre Nyt).
Acts	17	22	22. Men Paulus stod midt i Raadet og sagde: I atheniensiske Maend! jeg seer, at I i alle Maader ere omhyggelige for Eders Gudsdyrkelse.
Acts	17	23	23. Thi der jeg gik omkring og betragtede Eders Helligdomme, fandt jeg og et Alter, paa hvilket var skrevet: for en ukjendt Gud. Denne nu, som I ukendt dyrke, denne forkynder jeg Eder.
Acts	17	24	24. Gud, som har gjort Verden og alle Ring, som ere derudi, han som er Himmelens og Jordens Herre, boer ikke i Templer, gjort med Haender,
Acts	17	25	25. han tjenes og ikke af Menneskers Haender, som den, der har Noget behov, efterdi han selv giver Alle Liv og Aande og alle Ting.
Acts	17	26	26. Og han har gjort, at al Menneskens Slaegt boer paa den ganske Jordens Kreds af eet Blod, og har bestemt dem forordnede Tider, og vise Graendser for deres Bolig,
Acts	17	27	27. at de skulde søge Herren, og de dog kunde føle og finde ham, enddog han er sandelig ikke langt fra enhver af os;
Acts	17	28	28. thi i ham leve og røres og ere vi, som og nogle af Eders Digtere have sagt: vi ere jo og hans Slaegt.
Acts	17	29	29. Efterdi vi da ere Guds Slaegt, skulle vi ikke mene, at Guddommen er lig Guld eller Sølv eller Steen, formet til et Billede ved Menneskens Kunst og Paafund.
Acts	17	30	30. Dog med Vankundighedens Tider har Gud baaret over, men byder nu alle Mennesker allevegne at omvende sig.
Acts	17	31	31. Thi han har sat en Dag, paa hvilken han vil dømme Jorderige med Retfaerdighed, ved en Mand, hvilken han har beskikket dertil, og gjort det beviisligt for Alle, idet han opriste ham fra de Døde.
Acts	17	32	32. Men der de hørte om de Dødes Omstandelse, spottede Nogle; men Andre sagde: vi ville atter høre dig om dette.
Acts	17	33	33. Og saaledes gik Paulus ud fra dem.
Acts	17	34	34. Men nogle Maend haengte fast ved ham troede; iblandt hvilke ogsaa var Dionysius den Areopagiter, og en Kvinde ved Navn Damaris, og Andre med dem.
------------------------Apostlenes Gerninger, Kapitel 18
Acts	18	1	1. Derefter forlod Paulus Athenen og kom til Corinth.
Acts	18	2	2. Der fandt han en Jøde ved Navn Aquilas, født i Pontus, som nylig var kommen fra Italien med Priscilla, sin Hustru, (fordi Claudius havde befalet alle Jøder at forlade Rom). Til disse gik han.
Acts	18	3	3. Og efterdi han var af det samme Haandvaerk, blev han hos dem og arbeidede; thi de vare Teltmagere af Haandvaerk.
Acts	18	4	4. Men han talede i Synagogen paa hver Sabbat og overbeviste Jøder og Graeker.
Acts	18	5	5. Men der Silas og Timotheus kom fra Macedonien, traengtes Paulus af Aanden, og vidnede for Jøderne, at Jesus er de Christus.
Acts	18	6	6. Men der de stode imod og bespottede, afrystede han sine Klaeder og sagde til dem: Eders Blod vaere over Eders Hoved! jeg er reen; herefter vil jeg gaae til Hedningerne.
Acts	18	7	7. Og han gik bort derfra og kom i Huset til En ved Navn Justus, som frygtede Gud, hvis Huus laae naest op til Synagogen.
Acts	18	8	8. Men Crispus, Synagog-Forstanderen, troede paa Herren med sit ganske Huus, og mange Corinthier, som hørte til, troede og bleve døbte.
Acts	18	9	9. Men Herren sagde til Paulus i et Syn om Natten; frygt ikke, men tal, og ti ikke,
Acts	18	10	10. fordi jeg er med dig, og Ingen skal laegge Haand paa dig og gjøre dig Ondt; thi jeg har meget Folk i denne Stad.
Acts	18	11	11. Og han blev der et Aar og sex Maaneder, og laerte Guds Ord iblandt dem.
Acts	18	12	12. Men der Gallion var Landshøvding i Achaia, stode Jøderne samdraegteligen op imod Paulus og søgte ham for Domstolen og sagde:
Acts	18	13	13. denne vil overtale Folket til en Gudsdyrkelse imod Loven.
Acts	18	14	14. Og der Paulus vilde oplade Munden, sagde Gallion til Jøderne: dersom det var nogen Uretfaerdighed eller Misgjerning, I Jøder! vilde jeg, som billigt, anhøre Eder.
Acts	18	15	15. Men er det en Strid om Laere og Navne og om den Lov, som I have, da seer selv til; thi jeg vil ikke vaere Dommer over disse Ting.
Acts	18	16	16. Og han drev dem fra Domstolen.
Acts	18	17	17. Men alle Graekerne grebe Sosthenes, Synagogens Forstander, og sloge ham for Domstolen; og Gallion bekymrede sig ikke om alt dette.
Acts	18	18	18. Men Paulus blev der endnu mange Dage; derefter tog han Afsked fra Brødrene og seilede til Syrien, og med ham Priscilla og Aquilas, efterat han havde raget sit Hoved i Kenchrea; thi han havde gjort et Løfte.
Acts	18	19	19. Men han kom til Ephesus og forlod dem der; men han selv gik ind i Synagogen og talede til Jøderne.
Acts	18	20	20. Men der de bade ham at blive der laengere Tid hos dem vilde han ikke samtygge;
Acts	18	21	21. men han tog Afsked fra dem og sagde: jeg maa endeligen holde denne forestaaende Høitid i Jerusalem; men jeg vil vende tilbage til Eder, om Gud vil. Og han foer bort fra Ephesus.
Acts	18	22	22. Og han kom til Caesarea, og han drog op og hilsede Menigheden, og drog ned til Antiochia.
Acts	18	23	23. Og da han havde ophldt sig der nogen Tid, drog han bort og reiste fra Stad til Stad igjennem det galatiske Land og Phrygien, og bestyrkede alle Disciple.
Acts	18	24	24. Men en Jøde ved Navn Apollos, født i Alexandria, en veltalende Mand, som var forfaren i Skrifterne, kom til Ephesus.
Acts	18	25	25. Denne Var underviist om Herrens Vei, og som han var braendende i Anden, talede og laerte han med Insigt om Herren, enddog han kjendte alene Johannes' Daab.
Acts	18	26	26. Denne begynbdte og at tale frit i Synagogen. Men der Aquilas og Priscilla hørte ham, toge de ham til sig og udlagde ham Guds Vei nøiere.
Acts	18	27	27. Men der han vilde rise til Achaia, opmuntrede Brødrene ham dertil og skreve til Disciplene, at de skulde annamme ham. Da han var kommen derhen, var han ved Guds Naade de troende til megen Nytte;
Acts	18	28	28. thi han igjendrev Jøderne offentligen med stor Kraft og beviste af Skriften, at Jesus er den Christus.
------------------------Apostlenes Gerninger, Kapitel 19
Acts	19	1	1. Men det skte, der Apollos var i Corinth, at Paulus drog igjennem de øverste Egne af landet og kom til Ephesus.
Acts	19	2	2. Og han fandt nogle Disciple og sagde til dem: fik I den Hellig Aand der I bleve troende?Men de sagde til ham: vi have ikke engang hørt, at der er en Hellig Aand.
Acts	19	3	3. Og han sagde til dem: med hvilken Daab bleve I da døbte? Men de sagde: med Johannes' Daab.
Acts	19	4	4. Men Paulus sagde: Johannes døbte vel med Omvendelsens Daab og sagde til folket, at de skulde troe paa den, som kom efter ham, det er, paa Christus Jesus.
Acts	19	5	5. Men der de hørte det, lode de sig døbe i den Herres Jesu Navn.
Acts	19	6	6. Og der Paulus havde lagt Haenderne paa dem, som den Hellig Aand over dem, og de talede med fremmede Tungemaal og propheterede.
Acts	19	7	7. Men disse Maend vare i Alt ved tolv i Tallet.
Acts	19	8	8. Men han gik ind i Synagogen og praedikede frit i tre Maaneder, talede med dem og indskaerpede det, som hører til Guds Rige.
Acts	19	9	9. Og der Nogle vare forhaerdede og vantroe og talede ilde om denne Laere for Maengden, forlod ham dem og skilte Disciplene fra dem, og talede daglig i en Mands Skole, som hedte Tyrannus.
Acts	19	10	10. Men dette varede i to Aar, saa at Alle, som boede i Asia, baade Jøder og Graeker, hørte den Herres Jesu Ord.
Acts	19	11	11. Og Gud gjorde ikke ringe Undergjerninger ved Paulus' Haender,
Acts	19	12	12. saa at man endog bragte Svededuge og Haandklaeder fra hans Legeme til de Syge, og at Sygdommene voge fra dem, og de onde Aander fore ud af dem.
Acts	19	13	13. Men nogle omløbende jødiske besvaergere dristede sig til at naevne den Herres Jesu Navn over dem, som havde de onde Aander, sigende: vi besvaerge Eder ved Jesus, hvilken Paulus praediker.
Acts	19	14	14. Men de, som dette gjorde, vare syv Sønner af Skeva, en Jødisk Ypperstepraest.
Acts	19	15	15. Men den onde Aand svarede og og sagde: Jesus kjender jeg, og om Paulus veed jeg; men I, hvo ere I?
Acts	19	16	16. Og det Menneske, i hvem den onde Aand var, sprang ind paa dem og overvaeldede dem og fik saadan Magt over dem, at de undflyede nøgne og faarede ud af samme Huus.
Acts	19	17	17. Men dette blev vitterligt for alle dem, som boede i Ephesus, baade Jøder og Graeker; og der faldt en Frygt over dem alle, og den Herres Jesu Navn blev højligen priset.
Acts	19	18	18. Der kom og mange af dem, som vare blevne troende, hvilke bekjendte og aabenbarede deres Gjerninger.
Acts	19	19	19. Men Mange, som havde drevet ulovlige Kunster, bare Bøgerne sammen og opbraednte dem for Alles Øine; og de beregnede deres Vaerdi og befandt dem at vaere halvtredsindstyve tusinde Sølvpenninge vaerd.
Acts	19	20	20. Saa krafeligen voxte Herrens Ord og fik Magt.
Acts	19	21	21. Men der dette var fuldkommet, satte Paulus sig for i Aanden at reise igjennem Macedonien og Achaia og at drage til Jerusalem og sagde: efterat jeg har vaeret der, bør det mig og at se Rom.
Acts	19	22	22. Men han sendte to af dem, som gik ham tilhaande, Thimotheus og Erastus, til Macedonien; selv blev han nogen Tid i Asia.
Acts	19	23	23. Men paa den samme Tid skete, et ikke lidte oprør om denne Laere.
Acts	19	24	24. Thi en Guldsmed ved Navn Demetrius gjorde Dianas Sølvtempler og skaffede Kunstnerne ikke liden Fortjeneste.
Acts	19	25	25. Disse samlede han tilligemed de andre Arbeidere og sagde: I Maend! I vide, at vi have vor Naering af denne Fortjeneste.
Acts	19	26	26. Og I see og høre, at denne Paulus ikke aleneste i Ephesus, men naesten i det ganske Asia, har ved sin overtalelse afvendt en stor Maengde, sigende: at de ikke ere Guder, som gjøres med Haender.
Acts	19	27	27. Men der er ikke aleneste Fare for at denne vor Haandtering skal geraade i Foragt, men ogsaa, at den store Gudinde Dianas Tempel skal blive agtet intet, og at hendes Majestaet, hvilken ganske Asia og Jorderige dyrker, skal nedstyrtes.
Acts	19	28	28. Men der de dette hørte, bleve de fulde af Vrede, raabte og sagde: stor er de Ephesers Diana!
Acts	19	29	29. Og den ganske Stad blev fuld af Forvirring, og de stormede samdraegteligen til Skuepladsen og reve med sig marcedonerne Cajus og Aristarchus, som reiste med Paulus.
Acts	19	30	30. Men der Paulus vilde gaae frem iblandt Folket, tilstedte Disciplene ham det ikke.
Acts	19	31	31. Men nogle af Asiens Øverster, som vare hans Venner, sendte til ham og formanede ham, ikke at begive sig paa Skuepladsen.
Acts	19	32	32. Da skreg den Ene det, den Anden det; thi Forsamlingen var i Forvirring, og de Fleste vidste ikke, af hvad Aarsag de var komne sammen.
Acts	19	33	33. Men de droge Alexander, hvem Jøderne stødte frem, ud af Hoben; men Alexander slog til Lyd med Haanden og vilde holde en Forsvarstale til Folket.
Acts	19	34	34. Men der de fik at vide, at han var Jøde, raabte de alle som med een Røst, henved to Timer: stor er de Ephesers Diana!
Acts	19	35	35. Men der Stadskantsleren havde stillet Folket, sagde han: I Maend I Ehpesus! hvilket Mennesket er der vel, som ikke veed, at de Ephesers Stad er Tempelvogterske for den store Gudinde Diana og de himmelfaldne Billede?
Acts	19	36	36. Efterdi da dette er uimodsigeligt, bør det Eder at vaere stille, og Intet fortager Eder fremfusende.
Acts	19	37	37. Thi I have ført disse Maend hid, som hverken ere Tempelrøvere, ei heller have bespottet Eders Gudinde.
Acts	19	38	38. Dersom Demetrius og de kunstnere, som ere med ham, have Klage imod Nogen, da holdes Thingdage, og der ere Landshøvdinger; lader dem kalde hverandre for Retten.
Acts	19	39	39. Men have I ellers Noget med hinanden at skaffe, maa det afgjøres i en lovlig Forsamling;
Acts	19	40	40. Vi staa jo endog i Fare for at anklages for Oprør for, hvad der i Dag er sket, da der ingen Aarsag er dertil; herfor, for dette Opløb, ville vi ikke kunne gøre Regnskab.“
Acts	19	41	41. Og da han havde sagt dette, lod han Forsamlingen fare.
------------------------Apostlenes Gerninger, Kapitel 20
Acts	20	1	1. Men efterat denne Larm var stillet, kaldte Paulus Disciplene til sig, og tog afsked og begav sig derfra, for at reise til Macedonien.
Acts	20	2	2. Og der han var dragen igjennem disse Egne, og havde formanet dem med megen Tale, kom han til Graekenland.
Acts	20	3	3. Der tøvede han i tre Maaneder, og da Jøderne havde et Anslag for imod ham, naar han vilde reise til Syrien, blev han tilsinds at vende tilbage igjennem Marcedonien.
Acts	20	4	4. Da drog med ham indtil Asia Sopater fra Beroea, men af Thessalonikerne Aristarchus og Secundus, og Cajus fra Derbe og Timotheus, men af Asiaterne Tychicus og Trophimus.
Acts	20	5	5. Disse gik forud og biede paa os i Troas.
Acts	20	6	6. Men efter de usyrede Brøds Dage seilede vi ud fra Philippe, og kom paa femte Dag til dem til Troas, hvor vi tøvede syv Dage.
Acts	20	7	7. Men paa den første Dag i Ugen, der Disciplene vare forsamlede at bryde Brødet, holdt Paulus en Tale til dem, da han vilde den anden Dag reiste bort og forlaengede Talen indtil Midnat.
Acts	20	8	8. Men der vare mange Lamper paa Salen, hvor de vare forsamlede.
Acts	20	9	9. Men der sat en ung Karl, ved Navn Eutychus, udi et Vindue; han var falden i en dyb Søvn, der Paulus talede saa laenge, og betagen af Søvnen faldt han ned fra tredie Loft og blev tagen død op.
Acts	20	10	10. Men Paulus gik ned og kastede sig over ham og omfavnede ham og sagde: gjører ingen Larm; thi hans Sjael er i ham.
Acts	20	11	11. Men han gik op igjen og brød brødet og nød deraf, og talede endnu laenge med dem indtil Dagningen, og derpaa drog ham bort.
Acts	20	12	12. Men de bragte det unge Menneske levende, og vare ikke lidet trøstede.
Acts	20	13	13. Men vi, som vare gangne forud tilskibs, fore til Assus og vilde derfra tage Paulus ind; thi saaledes havde han anordnet, da han selv vilde gaae tillands.
Acts	20	14	14. Men der han kom til os i Assus, toge vi ham ind og kom til Mytilene.
Acts	20	15	15. Og vi sejlede derfra og kom anden Dagen ligeoverfor Chios; Dagen derpaa lagde vil til Samus, og blev over i Trogilium, og kom naeste Dag til Miletus.
Acts	20	16	16. Thi Paulus havde besluttet at sejle Ephesus forbi, at det ikke skulde haendes, at han blev opholdt i Asia; thi han hastede for at vaere i Jerusalem paa Pintsedagen, om det var ham muligt.
Acts	20	17	17. Men fra Miletus sendte han til Ephesus, og lod kalde til sig Menighedens Aeldste.
Acts	20	18	18. Men der de kom til ham, sagde ham til dem: I vide, hvorledes jeg har vaeret hos Eder den ganske Tid igjennem, fra den første Dag jeg kom fra Asia,
Acts	20	19	19. at jeg har tjent Herren med al Ydmyghed og under mange Taarer og Fristelser, som mig ere vederfarne ved Jødernes Efterstraebelser;
Acts	20	20	20. hvorledes jeg har Intet forholdet af det, som kunde vaere nyttigt, at jeg jo forkyndte Eder det og laerte Eder offentligen og i Eders egne Huse,
Acts	20	21	21. idet jeg vidnede baade for Jøder og Graeker om Omvendelse til Gud og Tro til vor Herre Jesus Christus.
Acts	20	22	22. Og nu see, tvungen af Aanden drager jeg til Jerusalem, og veed ikke, hvad mig der skal vederfares,
Acts	20	23	23. uden at den Hellig Aand vidner i hver Stad og siger, at Baand og Traengsler bie paa mig.
Acts	20	24	24. Men jeg agter Intet, holder og ikke mit Liv selv dyrebart, paa det jeg kan fuldkomme mit Løb med Glaede og den Tjeneste, som jeg har annammet af den Herre Jesus, at forkynde Guds Naades Evangelium.
Acts	20	25	25. Og nu see, jeg veed, at I alle, iblandt hvilke jeg har vandret og praediket Guds Rige, ikke mere skulle se mit Ansigt.
Acts	20	26	26. Derfor vidner jeg for Eder paa denne Dag, at jeg er reen fra Alles Blod;
Acts	20	27	27. thi jeg forholdt ikke, at jeg jo forkyndte Eder alt Guds Raad.
Acts	20	28	28. Saa giver Agt paa Eder selv og den ganske Hjord, blandt hvilken den Hellig Aand satte Eder som Tilsyndmaend, at vogte Guds Menighed, hvilken han forhvervede med sit eget Blod.
Acts	20	29	29. Thi jeg veed dette, at der skal indkomme svare Ulve ibland Eder efter min Bortgang, som ikke skulle spare Hjorden.
Acts	20	30	30. Og af Eder selv skulle opstaae Maend, som skulle tale forvendte Ting at drage Disciplene efter sig.
Acts	20	31	31. Derfor vaager og kommer ihu, at jeg har ikke afladet i tre Aar, Nat og Dag, at paaminde enhver af Eder med Taarer.
Acts	20	32	32. Og nu, Brødre! befaler jeg Eder Gud og hans Naades Ord, som er maegtigt at opbygge Eder, og at give Eder Arv iblandt alle de Helligede.
Acts	20	33	33. Jeg har ikke begjeret Nogens Sølv, eller Guld eller Klaedebon.
Acts	20	34	34. Men I vide selv, at disse Haender havde tjent for min Nødtørft og for dem, som ere med mig.
Acts	20	35	35. Jeg viste Eder i alle Ting, at det bør os saaledes at arbeide og komme de Srøbelige til Hjaelp, og at ihukomme den Herres Jesu Ord, hvorledes han selv har sagt: saligt er det at give, hellere end at tage.
Acts	20	36	36. Og der han havde sagt dette, faldt han paa sine Knae og bad med dem alle.
Acts	20	37	37. Og de brast alle i heftig Graad, og de faldt om Paulus' Hals og kyssede ham.
Acts	20	38	38. Og meest smertede dem det Ord, han havde sagt, at de ikke mere skulde see hans Ansigt. Men de ledsagede ham til Skibet.
------------------------Apostlenes Gerninger, Kapitel 21
Acts	21	1	1. Men der det var skeet, at vi havde revet os fra dem og vare komne ud paa Søen, seilede vi lige til Cos, men anden Dag til Rhodus og derfra til Patara.
Acts	21	2	2. Og der vi fandt et Skib, som vilde gaae til Phonicien, traadte vi derudi og fore bort.
Acts	21	3	3. Men der vi fik Cypern i Sigte, lode vi den paa venstre Haand, og seilede til Syrien og naaede til Tyrus; thi der skulde Skibet losse sin Ladning.
Acts	21	4	4. Og da vi fandt Disciple, bleve vi der syv Dage; disse sagde Paulus ved Aanden, at han ikke skulde drage op til Jerusalem.
Acts	21	5	5. Men der vi havde bragt disse Dage til ende, droge vi ud paa vor Reise, og de ledsagede os alle med Hustruer og Børn indtil udenfor Staden; og vi faldt paa Knae paa Starandbredden og bade.
Acts	21	6	6. Og der vi havde taget Afsked fra hverandre, traadte vi i Skibet; men de vendte tilbage til Deres.
Acts	21	7	7. Men vi fuldendte vor Seilads, og kom fra Tyrus til Ptolemais, og hilsede Brødrene, og bleve een Dag hos dem.
Acts	21	8	8. Anden Dagen drog Paulus og vi med ham ud og kom til Caesarea, og vi med ham ud og kom til Caesarea, og vi gik ind i Philippus' den Evangelistes Huus, (som var af de syv), og bleve hos ham.
Acts	21	9	9. Men denne havde fire Døttre, som vare Jomfruer og Prophetinder.
Acts	21	10	10. Men der vi bleve der flere Dage, kom en Prophet ned fra Judaea, ved Navn Agabus.
Acts	21	11	11. Og han kom til os og tog Paulus' Belte, og bandt sine egne Haender og Fødder og sagde: dette siger den Hellig Aand: den Mand, som dette Belte hører til, skulle Jøderne saaledes binde i Jerusalem, og overantvorde ham i Hedningers Haender.
Acts	21	12	12. Men der vi hørte dette, bade vi og de der paa Stedet ham, at han ikke skulde drage op til Jerusalem.
Acts	21	13	13. Men Paulus svarede: hvad gjøre I, at I graede og plage mit Hjerte? thi jeg er rede, ikke aleneste at bindes, men og at de døe i Jerusalem for den Herres Jesu Navns Skyld.
Acts	21	14	14. Men der han ikke vilde lade sig overtale, bleve vi stille og sagde: skee Herrens Villie!
Acts	21	15	15. Men efter de Dage, der vi vare faerdige, droge vi op til Jerusalem.
Acts	21	16	16. Men der reiste ogsaa nogle med os af Disciplene fra Caesarea, som bragte os til Mnason fra Cypern, en gammel Discipel, hos hvilken vi skulde have Herberge.
Acts	21	17	17. Men der vi kom til Jerusalem, annammede Brødrene os med Glaede.
Acts	21	18	18. Men anden Dagen gik Paulus ind med os til Jakob, og alle de Aeldste kom derhen.
Acts	21	19	19. Og der han havde hilset dem, fortalte han stykkevis, hvad Gud havde gjort iblandt Hedningerne ved hans Tjeneste.
Acts	21	20	20. Men der de hørte, prisede de Herren, og de sagde til ham: Broder! du seer, hvor mange tusinde Jøder der ere, som have antaget Troen, og de ere alle nidkjaere for Loven.
Acts	21	21	21. Men de havde hørt om dig, at du laerer alle Jøder, som ere iblandt Hedningerne, at falde fra Moses, og siger at de ikke skulle omskaere Børnene, ei heller vandre efter Skikkene.
Acts	21	22	22. Hvad er da at gjøre? Maengden vil visseligen komme sammen; thi de ville faae at høre, at du er kommen.
Acts	21	23	23. Gjør derfor dette, som vi sige dig: der ere fire Maend iblandt os, som have et Løfte paa sig.
Acts	21	24	24. Tag dem til dig og lad dig rense med dem og gjør Bekostning paa dem, at de rage Hovedet, saa skulle alle vide at det er intet, somd Eder have hørt om dig, men at du og selvvandrer saaledes, at du holder Loven.
Acts	21	25	25. Men om de Hedninger, som ere blevne troende, have vi udsendt en Skrivelse og besluttet, at de intet saadant skulle holde, men vogte sig for Afguds-Offer og Blod og det Kvalte og Hoveri.
Acts	21	26	26. Da tog Paulus Maendene til sig og lod sig naeste Dag rense med dem, og gik ind i Templet og gav tilkjende, at de vilde udholde Renselsesdagene, indtil Offret var fremført for enhver af dem.
Acts	21	27	27. Men der de syv Dage vare naesten til Ende, saae Jøderne fra Asia ham i Templet, og oprørte alt Folket, og lagde Haand paa ham,
Acts	21	28	28. og skrege: I israelitiske Maend, hjaelper! Dette er det Menneske, som allevegne laerer Alle imod Folket og Loven og dette Sted; og tilmed har han og ført Graeker ind i Templet og gjort dette hellige Sted ureent.
Acts	21	29	29. (Thi de vare tilforn seet Trohpimus den Epheser i Staden med ham, og han meente de, at Paulus havde ført ind i Templet.)
Acts	21	30	30. Og de ganske Stad kom i Bevaegelse, og der blev et Tilløb af Folk; og de grebe Paulus og droge ham ud af Templet, og strax bleve Dørene lukte.
Acts	21	31	31. Men der de søgte at ihjelslaae ham kom et Budskab til Øversten for Roden at hele Jerusalem var i Forvirring.
Acts	21	32	32. Han tog strax Stridsfolk og Høvedsmaend til sig og gik ind paa dem. Men der de saae Øversten og Stridsfolket, lode de af at slaae Paulus.
Acts	21	33	33. Men der Øversten kom naer til, tog han ham, og befoel ham at bindes med to Laenker, og han udspurgte, hvo han var, og hvad han havde gjort.
Acts	21	34	34. Da raabte den Ene det, den Anden det iblandt Folket; men der han intet vist kunde forfare for Larmen, befoel han at føre ham til Faestningen.
Acts	21	35	35. Men der han kom til Trapperne, skete det, at han maatte baeres af Stridsfolket for Traengsel af Maengden;
Acts	21	36	36. thi der fulgte meget Folk efter og raabte: bort med ham!
Acts	21	37	37. Og der Paulus skulde føres ind i Faestningen, siger han til Øversten: er det mig tilladt at tale Noget til dig? Men han sagde: forstaaer du Graekisk?
Acts	21	38	38. Mon du ikke vaere den Aegypter, som for nogen Tid siden gjorde oprør og førte de fire tusinde Snigmordere ud i Ørken?
Acts	21	39	39. Men Paulus sagde: jeg er en jødisk Mand fra Tasus, en Borger af en ikke ubekjendt Stad i Cilicia. Men jeg beder dig, tilsted mig at tale til Folket.
Acts	21	40	40. Men der han havde tilstedet ham det, stod Paulus frem paa Trapperne, og slog til Lyd med Haanden for Folket. Men der det var blevet meget stille, raabte ham til dem i det hebraiske Sprog og sagde:
------------------------Apostlenes Gerninger, Kapitel 22
Acts	22	1	1. I Maend, Brødre og Faedre! hører nu mit Forsvar til Eder!
Acts	22	2	2. (Men der de hørte, at han talede til dem i det Hebraeiske Sprog, holdt de sig end mere stille). Og han sagde:
Acts	22	3	3. Jeg er en jødisk Mand, født i Tarsus udi Cilicia, men opdragen i denne Stad, ved Gamaliels Fødder, oplaert efter vor Faedrenelovs Strenghed, og jeg var nidkjaer for Gud, ligesom I ere alle i Dag.
Acts	22	4	4. Og jeg forfulgte denne Laerevei indtil Døden, bandt og overantvordede i Faengsler baade Maend og Kvinder,
Acts	22	5	5. som og den Ypperstepraest maa vidne med mig, og de Aeldstes ganske Raad, af hvilke jeg endog tog Breve til Brødrene, og riste til Damascus, for at føre ogsaa dem, der vare, bundne tilJerusalem, at de maatte blive straffede.
Acts	22	6	6. Men det skete mig, da jeg reiste og kom naer til Damascus, at ved Middag et staerkt Lys fra Himmelen hasteligen omskinnede mig.
Acts	22	7	7. Og jeg faldt til Jorden og hørte en Røst, som sagde til mig: Saul! Saul! hvi forfølger du mig?
Acts	22	8	8. Men jeg svarede: hvo er du, Herre? Og han sagde til mig: jeg er Jesus den Nazaraeer, som du forfølger.
Acts	22	9	9. Men de, som vare med mig, saae vel Lyset og bleve forfaerdede, men hørte ikke hans Røst, som talede til mig.
Acts	22	10	10. Men jeg sagde: Herre, hvad skal jeg gjøre? Men Herren sagde til mig: staa op og gaa til Damascus, og der skal tales til dig om Alt, hvad dig er forordnet at gjøre.
Acts	22	11	11. Men der Synet var mig betraget for Glandsen af hiint Lys, blev jeg ledet ved Haanden af dem, som vare med mig, og kom til Damascus.
Acts	22	12	12. Men en Vis Ananias, en gudfrygtig Mand efter Loven, som havde godt Vidnesbyrd af alle Jøder, som der boede,
Acts	22	13	13. kom til mig og stod for mig og sagde: Saul, Broder, see op! Og jeg saae paa ham i samme Time.
Acts	22	14	14. Men han sagde: vore Faedres Gud har beskikket dig, at du skal kjende hans Villie, og see den Retfaerdige, og høre en Røst af hans Mund.
Acts	22	15	15. Thi du skal vaere ham et Vidnes for alle Menneske om de Ting, som du har seet og hørt.
Acts	22	16	16. Og nu, hvad tøver du? Staae op, lad dig døbe og dine Synder aftvaette og paakald Herrens Navn.
Acts	22	17	17. Og det skete mig, der jeg kom tilbage til Jerusalem og bad i Templet, at jeg faldt i Henrykkelse,
Acts	22	18	18. og saae ham, sigende: skynd dig og gak hastig ud af Jerusalem, thi de ville ikke annamme dit Vidnesbyrd om mig.
Acts	22	19	19. Og jeg sagde: Herre! de vilde selv, at jeg faenglede og hudslettede i Synagogerne dem, som troede paa dig.
Acts	22	20	20. og der Stephanus', dit Vidnes Blod blev udøst, som jeg og selv hos og havde Behagelighed i hans Mord, og forsvarede deres Klaeder, som ihjelsloge ham.
Acts	22	21	21. Og han sagde til mig: reis hen; thi jeg vil udsende sig langt bort til Hedningerne.
Acts	22	22	22. Men de hørte ham indtil dette Ord, da opløftede de deres Røst og sagde: bort af Jorden med en Saadan! thi det sømmer sig ikke, at han skal leve.
Acts	22	23	23. Men der de skrege og reve Klaederne af og kastede Støv i Luften,
Acts	22	24	24. da befoel Øversten han at føres i Faestningen og sagde, at man skulde ved Hudstrygelse forhøre ham, paa det han kunde faae at vide, af hvad Aarsag de saaledes raabte imod ham.
Acts	22	25	25. Men der han lod ham spaende med Liner, sagde Paulus til den hosstaaende Høvedsmand: er det Eder tilladt at udstryge en romersk Mand, og det uforhørt?
Acts	22	26	26. Men der Høvedsmanden hørte dette, gik han til Øversten og forkyndte ham det og sagde: see, til, hvad du gjør; thi dette Menneske er en Romer.
Acts	22	27	27. Men Øversten kom frem og sagde til ham: siig mig, at du er en Romer? Men han sagde: ja.
Acts	22	28	28. Og Øversten svarede: jeg har kjøbt denne Borgerret for en stor Sum. Men Paulus svarede: jeg er endog født dertil.
Acts	22	29	29. Da lode de, som skulde forhørt ham, strax af fra ham. Men Øversten, der han fik at vide, at han var en Romer frygtede endog, fordi han havde bundet ham.
Acts	22	30	30. Men anden Dagen, der han vilde erfare med Vished, hvorfor han anklagedes af Jøderne, løste han ham af Baandene og befoel, at de Ypperstepraester og deres ganske Raad skulde komme sammen, og han førte Paulus frem og stillede ham for dem.
------------------------Apostlenes Gerninger, Kapitel 23
Acts	23	1	1. Da saae Paulus stivt paa Raadet og sagde: I Maend, Brødre! jeg har med al god Samvittighed vandret for Gud indtil denne Dag.
Acts	23	2	2. Men den Ypperstepraest Ananias befoel dem, som stode hos ham, at slaae ham paa Munden.
Acts	23	3	3. Da sagde Paulus til ham: Gud skal slaae dig, du kalkede Vaeg! du sidder for at dømme mig efter Loven, og tvert imod Loven befaler du, at jeg skal slaaes.
Acts	23	4	4. Mende, som stode hos, sagde: skjaelder du Guds Ypperstepraest?
Acts	23	5	5. Og Paulus sagde: Brødre! jeg vidste ikke, at det var den Ypperstepraest; thi der er skrevet: dit Folks Øverste skal du ikke udskjaelde.
Acts	23	6	6. Men der Paulus vidste, at den ene Deel var Saducaeer, men den anden Pharisaeer, raabte han i Raadet: I Maend, Brødre! Jeg er en Pharisaeer, Pharisaeers Søn, jeg dømmes for Haab og for de dødes Opstandelse.
Acts	23	7	7. Men der han dette havde sagt, opkom der Strid imellem Pharisaeerne og Sadducaeerne, og Forsamlingen blev splidagtig.
Acts	23	8	8. Thi Sadducaeerne sige, at der er ingen Opstandelse, ei heller Engel, ei heller Aand; men Pharisaeerne antage begge Dele.
Acts	23	9	9. Men der blev en staerk Raaben; og de Skriftkloge af Pharisaeernes Parti stode op, strede hardt og sagde: vi finde intet Ondt hos dette Menneske; men dersom en Aand eller en Engel har talet til ham, da lader os ikke stride mod Gud.
Acts	23	10	10. Men da Striden blev heftig, frygtede Øaeversten, at Paulus skulde sønderslides af dem, og befoel krigsfolket at gaa ned at rive dem ud fra dem og føre ham i Faestningen.
Acts	23	11	11. Men Natten derefter stod Herren for ham og sagde: vaer frimodig, Paulus! thi ligesom du har vidnet om mig i Jerusalem, saaledes bør dig og at vidne i Rom.
Acts	23	12	12. Men der det var blevet Dag, sloge nogle af Jøderne sig sammen og lovede hverandre under Forbandelser, at de vilde hverken aede eller drikke, førend de havde slaget Paulus ihjel.
Acts	23	13	13. Men der var flere end fyrretyve, som havde gjort denne Sammensvaergelse.
Acts	23	14	14. Disse gik til de ypperstepraester og de Aeldste og sagde: vi have under Forbandelser svoret, ikke at smage Noget, førend vi have slaget Paulus ihjel.
Acts	23	15	15. Saa giver nu I tilligemed Raadet Øversten tilkjende, at han i Morgen fører ham ned til Eder, som om I vilde nøiere forfare om ham; men vi ere rede til at ombringe ham, førend han kommer for Eder.
Acts	23	16	16. Men Paulus' Søstersøn, som havde hørt dette Anslag, kom og gik ind i Faestningen og forkyndte Paulus det.
Acts	23	17	17. Men Paulus kaldte en af Høvedsmaendene til sig og sagde: før dette unge Menneske hen til Øversten; thi han har Noget at forkynde ham.
Acts	23	18	18. Da tog han ham og førte ham til Øversten og sagde: den fangne Paulus kaldte mig og bad mig føre dette unge Menneske til dig, da han har Noget at sige dig.
Acts	23	19	19. Men Øversten tog ham ved Haanden, gik hen til en Side og spurge: hvad er det, som du har at forkynde mig?
Acts	23	20	20. Men han sagde: Jøderne have overlagt med hinanden at bede dig, at du skal lade Paulus føre for Raadet i Morgen, som om de vilde nøiere underløge hans Sag.
Acts	23	21	21. Lad du dig derfor ikke overtale af dem: thi flere end fyrretyve Maend af dem lure paa ham, hvilke under Forbandeler lovet, hverken at aede eller at drikke, førend de have ombragt ham; og de ere nu rede og forvendte Besked fra dig.
Acts	23	22	22. Da lod Øversten det unge Menneske gaae og bød ham: du skal Ingen sige, at du har givet mig dette tilkjende.
Acts	23	23	23. Og han kaldte til sig to af Høvedsmaendene og sagde: holder to hundrede Stridsmaend rede, at de kunne drage til Caesarea, og halvfjerdsindstyve Ryttere og to hundrede Stykker fra detrede Time af Natten;
Acts	23	24	24. og at de skulle have Lastdyr tilstede at saette Paulus paa, og føre ham sikkert til Landshøvdingen Felix.
Acts	23	25	25. Og han skrev et Brev af dette Indhold:
Acts	23	26	26. Claudius Lysias hilser de maegtige Landshaevding Felix.
Acts	23	27	27. Denne mand havde Jøderne grebet og vilde have ihjelslaget ham; men jeg kom til med Krigsfolket og udfriede ham, da jeg erfarede, at han var en Romer.
Acts	23	28	28. Men der jeg vilde vide Sagen, hvorfor de beskyldte ham, førte jeg ham for deres Raad,
Acts	23	29	29. og fandt ham beskyldt for nogle Spørgsmaal af deres Lov, men uden nogen Beskyldning, som fortjente Død eller Faengsel.
Acts	23	30	30. Men som jeg fik Underretning om, at der skulde vaere et hemmeligt Anslag af Jøderne imod Manden, har jeg strax sendt ham til dig og befalet Anklagerne at fremføre for dig, hvad de have imod ham. Far vel.
Acts	23	31	31. Da tog Stridsmaendene Paulus, eftersom det dem var befalet, og førte ham om Natten til Antipatris.
Acts	23	32	32. Men anden Dagen lode de Rytterne drage med ham og vendte tilbage til Faestningen.
Acts	23	33	33. Der hine kom til Caesarea og havde overgivet Landshøvdingen Brevet, fremstillede de ogsaa Paulus for ham.
Acts	23	34	34. Men der Landshøvdingen havde laest Brevet og spurgt, fra hvilket Landskab han var, og havde erfaret at han var fra Cilicia, sagde han:
Acts	23	35	35. jeg vil forhøre dig, naar ogsaa dine Anklagere komme tilstede. Og han bød ham at forvares i Herodes' Palads.
------------------------Apostlenes Gerninger, Kapitel 24
Acts	24	1	1. Men fem Dage derefter drog den Ypperstepraest Ananias ned med de Aeldste og en vis Taler, Tertullus, hvilke mødte for Landshøvdingen imod Paulus.
Acts	24	2	2. Men der han var fremkaldet, begyndte Tertullus at anklage ham og sagde:
Acts	24	3	3. at vi ved dig nyde megen Fred, og at mange gode Foranstaltninger gjøres for dette Folk ved din Forsorg, maegtigste Felix! det er kjende vi altid og allevegne med al Taksigelse.
Acts	24	4	4. Men paa det jeg ikke skal opholde dig for laenge, beder jeg, at du vil efter din Mildhed høre os korteligen.
Acts	24	5	5. Vi have nemlig befundet denne Mand at vaere en Pest og at vaekke Oprør iblandt alle Jøder, som ere over hele Verden, samt at vaere Formand for de Nazaraeers Sect,
Acts	24	6	6. hvilken endog har forsøgt at vanhellige Templet; hvorfor vi og grebe ham og vilde have dømt ham efter vor Lov.
Acts	24	7	7. Men Øversten Lysias kom til og borttog ham med megen Vold af vore Haender,
Acts	24	8	8. og bød hans Anklagere komme til dig. Af ham kan du og selv, naar du undersøger det, erfare alt det, hvorfor vi anklage ham.
Acts	24	9	9. Men Jøderne stemmede i med og sagde, at dette havde sig saaledes.
Acts	24	10	10. Men Paulus svarede, der Landshøvdingen gav ham et Vink, at han skulde tale: efterdi jeg veed, at du har i mange Aar vaeret en Dommer iblandt dette Folk, vil jeg des frimodigere forsvare min Sag.
Acts	24	11	11. Du kan faae at vide, at det er ikke mere end tolv Dage, siden jeg kom op for at tilbede i Jerusalem.
Acts	24	12	12. Og hverken i Templet have de fundet mig i Ordvexel med Nogen, eller at gjøre Oprør iblandt Folket, ei heller i Synagogerne, ei heller i Staden.
Acts	24	13	13. De kunne ei heller bevise det, som de nu anklage mig for.
Acts	24	14	14. Men dette bekjender jeg for dig, at jeg efter den Laerevei, hvilken de kalde en Sect, tjenersaaledes den faedrene Gud, at jeg troer alt det, som er skrevet i Loven og Propheterne,
Acts	24	15	15. og har det Haab til Gud, hvilket disse og selv forvente, at de Dødes Opstandelse forestaaer, baade de Retfaerdiges og de Uretfaerdiges.
Acts	24	16	16. Og saaledes øver jeg mig, at have altid en uskadt Samvittighed for Gud og Menneskene.
Acts	24	17	17. Men efter mange Aars Forløb kom jeg, for at bringe Almisser til mit Folk og Offringer.
Acts	24	18	18. Herved fandt nogle Jøder fra Asien mig, der jeg blev renset i Templet, uden Opløb og uden Larm.
Acts	24	19	19. Disse burde vaere tilstede for dig og kalge, om de have Noget imod mig.
Acts	24	20	20. Eller lad disse selv sige, om de have fundet nogen uret hos mig, da jeg stod for Raadet,
Acts	24	21	21. uden det maatte vaere dette ene Ord, som jeg raabte, der jeg stod iblandt dem: jeg dømmes idag af Eder for de Dødes Opstandelse.
Acts	24	22	22. Men der Felix hørte dette, udsatte han Sagen, for Nøiere at underrette sig om denne Laerevei, og sagde: naar Øversten Lysias kommer ned, vil jeg paakjende Eders Sag.
Acts	24	23	23. Og han befoel Høvedsmanden at bevogte Paulus og tilstaae ham Bekvemmelighed, og ikke forbyde nogen af hans Egne at gaae ham tilhaande eller at komme til ham.
Acts	24	24	24. Men efter nogle Dage kom Felix med sin Hustru Drusilla, som var en Jødinde, og kaldte Paulus frem og hørte ham om Troen paa Christus.
Acts	24	25	25. Men der han talede om Retfaerdighed og Afhold og den tilkommende Dom, blev Felix forfaerdet og svarede: gak bort denne Gang; men naar jeg faaer bedre Tid, vil jeg lade dig kalde til mig.
Acts	24	26	26. Tilmed haabede han og, at Paulus skulde give ham Penge, for at han skulde lade ham løs, derfor lod han ham og des oftere kalde frem og talede med ham.
Acts	24	27	27. Men der to Aar vare forløbne, fik Felix Porcius Festus til Efterfølger; og da Felix vilde fortjene Tak af Jøderne, lod han Paulus bunden efter sig.
------------------------Apostlenes Gerninger, Kapitel 25
Acts	25	1	1. Der Festus nu havde tiltraadt sit Statholderskab, drog han efter tre Dage op fra Caesarea til Jerusalem.
Acts	25	2	2. Da mødte den Ypperstepraest og de Fornemste af Jøderne for ham, imod Paulus og holdt an hos ham,
Acts	25	3	3. og bade om den Gunst imod ham, at han vilde lade ham hente til Jerusalem; thi de lurede paa ham for at ihjelslaae ham paa Veien.
Acts	25	4	4. Da svarede Festus, at Paulus blev bevogtet i Caesarea, men at han selv vilde snart drage derned.
Acts	25	5	5. Hvilke nu iblandt Eder, sagde han, der have Kyndighed, dem lader drage ned med; er der da noget imod denne Mand, da anklage de ham.
Acts	25	6	6. Men der han have opholdt sig hos dem mere end ti Dage, drog han ned til Caesarea. Anden Dagen satte han sig paa Domstolen og befoel Paulus at fremføres.
Acts	25	7	7. Men der han kom frem, raadte de Jøder, som vare komne ned fra Jerusalem, omkring ham og førte mange og svare Klagemaal imod Paulus, hvilke de ikke kunde bevise;
Acts	25	8	8. efterdi han forsvarede sig, sigende: jeg har hverken syndet imod Jødernes Lov, ikke heller imod Templet, ikke heller imod Keiseren.
Acts	25	9	9. Men Festus, som vilde fortjene Tak af Jøderne, svarede Paulus og sagde: vil du drage op til Jerusalem for der at dømmes af mig i denne Sag?
Acts	25	10	10. Men Paulus sagde: jeg staaer for Keiserens Domstol, hvor mig bør at dømmes. Jøderne har jeg ingen Uret gjort, som du og veed heel vel.
Acts	25	11	11. Thi har jeg handlet Uret eller gjort Noget, som fortjener Døden, vaegrer jeg mig ikke ved at døe; men er det, hvorfor de anklage mig, uden Grund, ada kan Ingen af Gunst opoffre mig tildem. Jeg indskyder mig for Keiseren.
Acts	25	12	12. Da talede Festus med Raadet og svarede: du har indskudt dig for Keiseren; du skal reise til Keiseren.
Acts	25	13	13. Men der nogle Dage vare forløbne, kom Kong Agrippa og Berenice til Caesarea, at hilse Festus.
Acts	25	14	14. Og da de opholdt sig der mange Dage, forelagde Festus Kongen Paulus' Sag, sigende: her er en Mand, efterladt bunden af Felix,
Acts	25	15	15. imod hvilken de Ypperstepraester og de Aeldste af Jøderne mødte, der jeg var i Jerusalem, og begjerede Straf over ham.
Acts	25	16	16. Dem svarede jeg, at det ikke er de Romeres Skik, af Gundst at opoffre noget Menneske til Undergang, førend den Anklagede har Anklagerne personlig tilstede og faaer Leilighed til at forsvare sig imod Beskyldningen.
Acts	25	17	17. Der de Altsaa kom sammen her, tøvede jg ikke, men anden Dagen satte jeg mig paa Domstolen, og bød Manden at fremføres.
Acts	25	18	18. Men der Anklagerne traadte omkring ham, fremførte de ingen saadan Beskyldning, som jeg havde formodet;
Acts	25	19	19. men de havde nogle Tvistigheder med ham om deres egen Gudsdyrkelse og om en Jesus, som er død, hvilken Paulus sagde at leve.
Acts	25	20	20. Men der jeg var tvivlraadig, hvad jeg skulde bestemme om denne, spurgte jeg, om han vilde reise til Jerusalem og der lagde denne Sag paadømme.
Acts	25	21	21. Men der Paulus henskyd sig under Keiserens Kjendelse, at bevogtes til den, befoel jeg ham at bevogtes, indtil jeg kan sende ham til Keiseren.
Acts	25	22	22. Men Agrippa sagde til Festus: jeg vilde og selv høre det Menneske. Men han sagde: i Morgen skal du faae ham at høre.
Acts	25	23	23. Anden Dagen altsaa, der Agrippa og Berenice kom med stor Bram og gik ind paa Raadhuset med Øversterne og de ypperste Maend i Staden, gav Festus Befaling, og Paulus blev fremført.
Acts	25	24	24. Og Festus sagde: Kong Agrippa, og alle I Maend, som ere med os tilstede! her see I den, over hvilken hele Jødernes Maengde har besvaerget sig for mig, baade i Jerusalem og her, raabende paa, at han ingenlunde bør leve.
Acts	25	25	25. Men der jeg befandt, at han havde Intet gjort, som fortjente Døden, og han og selv indskød sig for Keiseren, besluttede jeg at sende ham derhen.
Acts	25	26	26. Dog har jeg intet sikkert at skrive Herren om ham. Derfor lod jeg ham føre frem for Eder og isaer for dig, Kong Agrippa! paa det jeg kan have Noget at skrive, naar Undersøgelsen er skeet.
Acts	25	27	27. Thi det synes mig ufornuftigt, at sende en Fange og ikke ogsaa angive Beskyldningerne imod ham.
------------------------Apostlenes Gerninger, Kapitel 26
Acts	26	1	1. Men Agrippa sagde til Paulus: det tilstedes dig at tale for dig. Da udrakte Paulus Haanden og forsvarede sig saaledes:
Acts	26	2	2. Angaaende alle de Ting, for hvilke jeg anklages af Jøderne, Kong Agrippa! agter jeg mig selv lykkelig, at jeg i Dag skal forsvare mig for dig,
Acts	26	3	3. allermeest fordi du har Kundskab om alle Jødernes Skikke og Spørgsmaal; derfor beder jeg dig, at du taalmodigen vil høre mig.
Acts	26	4	4. Mit Levnet fra Ungdommen af, hvorledes det har vaeret fra Begyndelsen iblandt mig Folk i Jerusalem, vide alle Jøderne.
Acts	26	5	5. thi de have kjendt mig tilforn, fra det første af, (om de ellers ville vidne), at jeg har levet somPharisaeer efter den strengeste Sect i vor Gudsdyrkelse.
Acts	26	6	6. Og nu staaer jeg her at dømmes for Haabet til den Forjaettelse, som er given af Gud til Faedrene,
Acts	26	7	7. hvilken vore tolv Stammer haabe at opnaae, idet de tjene Gud uafladeligen Nat og Dag; og for dette Haabs Skyld, Kong Agrippa! anklages jeg af Jøderne.
Acts	26	8	8. Hvad? holdes det for utroligt hos Eder, at Gud opvaekker døde?
Acts	26	9	9. Jeg selv har vel ogsaa formeent, at det burde mig at gjøre Meget imod Jesu den Nazaraeers Navn,
Acts	26	10	10. hvilket jeg og gjorde i Jerusalem; og jeg kastede mange af de Hellige i Faengsel, der jeg havde faaet Magt dertil af de Ypperstepraester, og naar de bleve tagne af Dage, gav jeg min Stemme dertil.
Acts	26	11	11. Og i alle Synagogerne lod jeg dem ofte straffe og tvang dem til at tale bespottligen, og rasende end mere imod dem, forfulgte jeg dem endog indtil fremme Staeder.
Acts	26	12	12. I hvilken Øiemed jeg og drog til Damascus, med Myndighed og Fuldmagt fra de Ypperstepraester,
Acts	26	13	13. de jeg midt om Dagen faae paa Veien, og Konge! et Lys fra Himmelen, som overgik Solens Glands, omskinne mig og dem, som reiste med mig.
Acts	26	14	14. Men der vi faldt alle ned til Jorden, hørte jeg en Røst, som talede til mig og sagde i det hebraiske Sporg: Saul! Saul! hvi forfølger du mig? det vil blive dig haardt at stampe imod Braaden.
Acts	26	15	15. Og jeg sagde: Herre! hvo er du? Men han sagde: jeg er Jesus, hvem du forfølger.
Acts	26	16	16. Men reis dig og staa paa dine Fødder; thi derfor har jeg aabenbaret mig for dig, at udkaare dig til en Tjener og et Vidne, baade om det, som du har seet, og om det, hvori jeg vil aabenbare mig for dig,
Acts	26	17	17. idet jeg udfrier dig fra Folket og Hedningerne, til hvilke jeg nu udsender dig,
Acts	26	18	18. at oplade deres Øine, at de omvende sig fra Mørket til Lyset og fra Satans Magt til Gud, paa det de kunne annamme Syndernes Forladelse og Lod iblandt dem, som ere helligede ved Troen paa mig.
Acts	26	19	19. Derfor, Kong Agrippa! blev jeg ikke ulydig mod det himmelske Syn;
Acts	26	20	20. men jeg forkyndte for dem i Damascus først, og i Jerusalem, og i alt Judaeas Land og for Hedningerne, at omvende sig og komme tilbage til Gud og gjøre Omvendelsens vaerdige Gjerninger.
Acts	26	21	21. For disse Tings Skyld grebe Jøderne mig i Templet og forsøgte at slaae mig ihjel.
Acts	26	22	22. Men efterat have bekommet den Hjaelp, som er fra Gud, staaer jeg indtil denne Dag og vidner baade for Smaa og Store og siger intet Andet end det, baade Propheterne havde sagt at skulle skee, og Moses:
Acts	26	23	23. at Christus skulde lide, at han den Første af de Dødes Opstandelse skulde forkynde Lys for Folket og Hedningerne.
Acts	26	24	24. Men der han saaledes forsvarede sig, sagde Festus med høi Røst: du raser, Paulus! den megen Laerdom gjør dig rasende.
Acts	26	25	25. Men han sagde: jeg raser ikke, maegtigste Festus! men taler sande og betaenksomme Ord.
Acts	26	26	26. Thi Kongen er vidende om dette, og til ham taler jeg frimodeligen, efterdi jeg er vis paa, at slet Intet af dette er skjult for ham; thi dette er ikke skeet i en Vraa.
Acts	26	27	27. Troer du, Kong Agrippa, Propheterne? Jeg veed, at du troer dem.
Acts	26	28	28. Men Agrippa sagde til Paulus: der fattes Lidet udi, at du jo overtaler mig til at blive en Christen.
Acts	26	29	29. Men Paulus sagde: jeg vilde ønske til Gud, enten der fattes Lidet eller Meget, at ikke alene du, men og alle, som høre mig i Dag, maatte blive saadanne, som og jeg er, undtagen disseLaenker.
Acts	26	30	30. Og der han havde sagt dette, stod Kongen op, og Landshøvdingen og Berenice og de, som sadde hos dem.
Acts	26	31	31. Og de gik til en Side, talede med hverandre og sagde: denne Mand gjør Intet, som fortjener Død eller Laenker.
Acts	26	32	32. Men Agrippa sagde til Festus; denne Mand skunde vaere løsladt, dersom han ikke havde indskudt sig for Keiseren.
------------------------Apostlenes Gerninger, Kapitel 27
Acts	27	1	1. Men der det var besluttet, at vi skulde seile derfra til Italien, overantvordede de baade Paulus og nogle andre Fanger til en Høvedsmand ved Navn Julius af Keiserens Rode.
Acts	27	2	2. Men vi gik ombord paa et adramytisk Skib, for at seile langs med Asiens Kyster, og vi fore ud; og Aristarchus, en Marcedonier fra Thessalonica, var med os.
Acts	27	3	3. Og anden Dagen anløb vi Sidon. Og Julius behandlede Paulus mildt og tilstedte ham at gaa til sine Venner og nyde Pleie.
Acts	27	4	4. Og vi fore bort derfra og seilede under Cypern, fordi Vinden var imod.
Acts	27	5	5. Og vi seilede over Havet ved Cilicia og Pamphylia og kom til Myra i Lycien.
Acts	27	6	6. Og der fandt Høvedsmanden et alexandrinsk Skib, som seilede til Italien, og satte os derpaa.
Acts	27	7	7. Men som Seiladsen i mange Dage gik langsomt, og vi med Vanskelighed naaede Cnidus, (thi Vinden føiede os ikke), holdt vi ned under Creta ved Salmone.
Acts	27	8	8. Med Vanskelighed seilede vi denne forbi og kom til et Sted, som kaldes Gode-Havne, naer ved Staden Lasaea.
Acts	27	9	9. Mender nogen Tid var forløben, og Seiladsen nu blev forlig, saasom endog Fasten allerede var forbi, formanede Paulus dem og sagde:
Acts	27	10	10. I Maend! jeg seer, at denne Seilads vil blive os til Ulykke og megen Skade, ikke aleneste paa Ladning og Skib, men ogsaa paa vort Liv.
Acts	27	11	11. Men Høvedsmanden troede Styrmanden og Skipperen mere end det, som Paulus sagde.
Acts	27	12	12. Og der Havnen ikke var bekvem til Vinterleie, besluttede de Fleste at fare bort ogsaa derfra, om de muligen kunde naae hen at overvinde i Phoenix, hvilken er en Havn i Creta, som vender mod Sydvest og Nordvest.
Acts	27	13	13. Men da en Søndenvind blaeste op, meente de at have naaet deres Hensigt, lettede Anker og holdt naer under Creta.
Acts	27	14	14. Men ikke laenge derefter reiste sig en heftig Storm imod Øen, den saakaldte nordost-Kuling.
Acts	27	15	15. Men der Skibet reves bort deraf og ikke kunde dugge op mod Vinden, gave vi det over og dreve.
Acts	27	16	16. men vi løb under en liden Ø, som klades Claude, og kunde naeppe faae Magt over Baaden.
Acts	27	17	17. Men der de havde draget den til sig, brugte de al Hjaelp og omsurrede Skibet; og som de frygtede for at kastes ind paa en Sandbanke, lode de Seilene falde og dreve saaledes.
Acts	27	18	18. Og der vi udstode meget af Stormen, begyndte de naeste Dag at kaste overborde.
Acts	27	19	19. Og paa den tredie Dag udkastede vi med egne Haender Skibets Tilbehør,
Acts	27	20	20. Men der hverken Sol eller Stjerner lode sig see i mange Dage, og vi ikke liden Storm haengte over os, blev omsider alt Haab om at frelses os betaget.
Acts	27	21	21. Og der man havde hungret meget, stod Paulus frem midt iblandt dem og sagde: I Maend! man burde have lydt mig og ikke vaere faret bort fra Creta og have sparet os denne Ulykke og Skade.
Acts	27	22	22. Men nu formaner jeg Eder, at i fatte et godt Mod; thi ingen Sjael af Eder skal omkomme, men alene Skibet.
Acts	27	23	23. Thi i denne Nat stod for mig en Engel fra den Gud, hvis jeg er, og hvem jeg tjener, og sagde:
Acts	27	24	24. frygt ikke, Paulus! det bør dig at stilles for Keiseren: og see, Gud har skjenket dig alle dem, som seile med dig.
Acts	27	25	25. Derfor, I Maend! vaerer ved et godt Mod: thi jeg har den Tro til Gud, at det skal skee saaledes som mig er sagt.
Acts	27	26	26. Men vi maae strande paa en Ø.
Acts	27	27	27. Men der den fjortende nat kom, og vi dreve i det adriatiske Hav, kom det Skibsfolkene for ved Midnat, at de vare under et Land.
Acts	27	28	28. Og da de loddede, have de tyve Favne, og lidt laengere fremme loddede de atter og have femten Favne.
Acts	27	29	29. Og de frygtede, at de skulde støde paa Skaer, og kastede fire Ankere ud fra Bagstavnen og ønskede, at det vilde vorde Dag.
Acts	27	30	30. Men der Skibsfolkene vilde flygte fra Skibet og lade Baaden ned i Søen, under det Paaskud, at de vilde bringe Ankerne ud fra Forstavnen,
Acts	27	31	31. da sagde Paulus til Høvedsmanden og til Stridsmaendene: dersom disse ikke blive i Skibet, kunne I ikke frelses.
Acts	27	32	32. Da kappede Stridsmaendene Baadens Toug og lode den falde ned.
Acts	27	33	33. Men derimellem, indtil det blev Dag, formanede Paulus Alle, at de skulde faae Mad, og sagde: det er i Dag den fjortende Dag, at i have biet uden at spise og Intet taget til Eder.
Acts	27	34	34. Derfor formaner jeg Eder, at I faae mad, thi dette hører til Eders Frelse; der skal ikke falde et Haar af Nogens Hoved iblandt Eder.
Acts	27	35	35. Men der han havde sagt dette, tog han Brød og takkede Gud for Alles Øine og brød det og begyndte at aede.
Acts	27	36	36. Men de bleve alle frimodige, og de fik ogsaa Mad.
Acts	27	37	37. Men vi vare i Skibet tilsammen to hundrede og sex og halvfjerdsindstyve Sjaele.
Acts	27	38	38. Og der de vare blevne maette af mad, lettede de Skibet og kastede Levenetsmidlerne i Søen.
Acts	27	39	39. Men der det blev Dag, kjendte de ikke Landet; men de bemaerkede en Vig med en Strandbred, hvor de besluttede, om muligt, at saette Skibet.
Acts	27	40	40. Og de kappede Ankerne, som de lode blive i Søen, og løsnede tillige Roertougene, og idet et satte Raaseilet til for Vinden, holdt de ind paa Strandbredden.
Acts	27	41	41. Men de stødte paa en Grund med Dyb paa begge Sider, og der satte de Skibet, og forstavnen borede sig fast og stod urokkelig, men Bagstavnen sloges sønder af Bølgernes Magt.
Acts	27	42	42. men det var Stridsmaendenes Anslag, at man skulde ihjelslaae Fangerne, paa det Ingen skulle svømme derfra og undkomme.
Acts	27	43	43. Men Høvedsmanden, som vilde frelse Paulus, forhindrede dem i dette Anlsag, og bød, at de, som kunde svømme, skulde først kaste sig ud for at at undkomme til Landet,
Acts	27	44	44. og de Andre at redde sig, Noge paa Planker, Andre paa Stykker af Skibet. Og saaledes skete det, at Alle kom frelste til Landet.
------------------------Apostlenes Gerninger, Kapitel 28
Acts	28	1	1. Og der de vare frelste, fik de at vide at den Ø hedte Melite.
Acts	28	2	2. Men Barbarerne beviste og ikke liden Menneskekjaerlighed; thi de antaendte en Ild og modtoge os alle formedelst den overfaldne Regn og for Kulden.
Acts	28	3	3. Men der Paulus rev en Hob Riis sammen og lagde dem paa Ilden, krøb en Øgle ud formedelst varmen og snoede sig om hans Haand.
Acts	28	4	4. Som nu Barbarerne saae Dyret haenge fra hans Haand, sagde de til hverandre: sikkert er dette Menneske en Morder, hvem Gjengjaeldelsen ikke lader leve, alligevel han er frelst af Havet.
Acts	28	5	5. Men han rystede Dyret af i Ilden og der sketet ham intet Ondt.
Acts	28	6	6. Men de forventede, at han skulde hovne eller falde pludselig død om. Men der de havde ventet laenge og saae, at han vederfores intet Ondt, kom de paa andre Tanker og sagde at han var en Gud.
Acts	28	7	7. Men i den samme Egn havde den fornemste paa Øen, ved Navn Publius, et Jordegodt. Han annammede os og laante os venligen Herberge i tre Dage.
Acts	28	8	8. Men det traf sig, at Publius' Fader laae syg af Feber og Blodgang. Til ham gik Paulus ind og bad og lagde Haenderne paa ham og helbredte ham.
Acts	28	9	9. Der dette var skeet, kom de Andre paa Øen, som havde Sygdomme, til ham og bleve helbredte.
Acts	28	10	10. Disse beviste os ogsaa megen aere, og der vi droge bort, lagde de i Skibet, hvad vi havde behov.
Acts	28	11	11. Men efter tre Maaneders Forløb fore vi bort i et alexandrings Skib, som havde holdt Vinterleie ved Øen, og førte Tvillingernes Maerke.
Acts	28	12	12. Og vi løb ind i Syracusen, hvor vi bleve i tre Dage.
Acts	28	13	13. Derfra selede vi omkring og kom til Rhegium, og efter en Dags Forløb fik vi Søndenvind og kom anden Dagen til Puteoli.
Acts	28	14	14. Der fandt vi Brødre og bleve ombedte af dem at blive der syv Dage. Og saa droge vi til Rom.
Acts	28	15	15. Og derfra kom Brødrene, som havde hørt om os, os imøde til Appii Forum og Tres-Tabernae. Der Paulus saae dem, takkede han Gud og fattede Mod.
Acts	28	16	16. Men der vi kom til Rom, overantvordede Høvedsmanden Fangerne til Øversten for Livvagten. Men Paulus blev det tilstedet at boe for sig selv med den Stridsmand, der bevogtede ham.
Acts	28	17	17. Men det skete efter tre Dage, at Paulus sammenkaldte de Fornemste iblandt Jøderne. Men der de vare forsamlede, sagde han til dem: I Maend, Brødre! uagtet jeg Intet har gjort imod vort Folk eller Faedrenes Skikke, er jeg overantvordet fangen fra Jerusalem i de Romeres Haender,
Acts	28	18	18. hvilke vilde ladet mig løs, der de havde forhørt mig, efterdi der var inten Dødssag imod mig.
Acts	28	19	19. Men der Jøderne satte sig derimod, nødtes jeg til at skyde mig ind for Keiseren, dog ikke, som om jeg havde Noget at anklage mit Folk for.
Acts	28	20	20. For denne Sags Skyld har jeg ladet Eder kalde hid, at see og tale med Eder; thi for Israels Haabs Skyld er jeg sluttet i denne Laenke.
Acts	28	21	21. Men de sagde til ham: vi have hverken faaet Brev fra Judaea om dig, ikke heller er nogen af Brødrene kommen, som har forkyndt eller sagt noget Ondt om dig.
Acts	28	22	22. Men vi ønske vel at høre af dig, hvad din Mening er; thi om denne Sect er det os vitterligt, at den allevegne finder Modsigelse.
Acts	28	23	23. Men der de havde bestemt ham en Dag, skom mange til ham i Herberget, for hvilke han udlagde og vidnede om Guds Rige, og søgte at overbevise dem om Jesus, baade af Mose Lov og af Propheterne, fra aarle om Morgenen indtil Aften.
Acts	28	24	24. Og Nogle lode sig overbevise af det, som blev sagt, men Andre troede ikke.
Acts	28	25	25. Men der de vare usamdraegtige indbyrdes, skiltes de ad, der Paulus havde sagt dette ene Ord: retteligen har den Hellig Aand talet ved Propheten Esaias til vore Faedre, sigende:
Acts	28	26	26. Gak hen til dette Folk og siig: med Eders Øren skulle I høre og ikke forstaae, og see medEders Øine og ikke fatte;
Acts	28	27	27. thi dette Folks Hjerte er belvet forhaerdet, og med Ørene høre de tungt, og deres Øine have de tillukt, paa det de ikke skulle komme til at see, med Øinene, og høre med Ørene, og forstaae med Hjertet og omvende sig, at jeg maatte helbrede dem.
Acts	28	28	28. Derfor vaere det Eder vitterligt, at Guds Frelse er sendt til Hedningerne; de skulle og høre.
Acts	28	29	29. Og der han havde sagt dette, gik Jøderne bort og havde stor Traette indbyrdes.
Acts	28	30	30. Men Paulus blev to hele Aar i sit leiede Herberge og annammede Alle, som kom til ham.
Acts	28	31	31. Og han praedikede Guds Rige og laerte om den Herre Jesus med al Frimodighed, uforhindret.
------------------------Paulus' Brev til Romerne, Kapitel 1
Rom	1	1	1. Paulus, Jesu Christi Tjener, kaldet til Apostel, beskikket til at forkynde Guds Evangelium,
Rom	1	2	2. hvilket han forud havde lovet ved sine Propheter i de hellige Skrifter,
Rom	1	3	3. om sin Søn, født af Davids Saed efter Kjødet,
Rom	1	4	4. krafteligen beviist at vaere Guds Søn efter Hellighedens Aand ved Opstandelsen fra de Døde: om Jesus Christus, vor Herre,
Rom	1	5	5. ved hvem vi have faaet Naade og Apostelembedet til at oprette Troens Lydighed iblandt alle Hedninger formedelst hans Navn,
Rom	1	6	6. blandt hvilke ogsaa I ere Jesu Christi Kaldte:
Rom	1	7	7. Eder alle, som ere i Rom, Guds Elskelige, kaldte Hellige, vaere Naade og Fred, fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Christus!
Rom	1	8	8. Først takker jeg min Gud ved Jesus Christus for Eder alle, at Eders Tro omtales i den ganske Verden.
Rom	1	9	9. Thi Gud er mit Vidne, hvem jeg i min Aand tjener udi hans Søns Evangeluim, hvorledes jeg uden Afladelse taenker paa Eder,
Rom	1	10	10. altid begjerende i mine Bønner, at jeg dog engang maatte faae Held til efter Guds Villie, at komme til Eder.
Rom	1	11	11. Thi mig forlaenges efter at see Eder, at jeg kunde meddele Eder nogen aandelig Naadegave, saa I maatte styrkes,
Rom	1	12	12. det er, at vi hos Eder maatte opmuntres tilsammen ved faelles Tro, baade Eders og min.
Rom	1	13	13. Jeg vil ikke, Brødre! at I skulle vaere uvidende om, at jeg har ofte sat mig for at komme til Eder, (men jeg har hidindtil vaeret forhindret), paa det jeg maatte have nogen Frugt ogsaa iblandt Eder, ligesom og iblandt de andre Hedninger.
Rom	1	14	14. Baade Graeker og Barbarer, baade Vise og Uvise er jeg en Skyldner.
Rom	1	15	15. Saaledes er jeg og, hvad mig angaaer, redebon at praedike Evangelum ogsaa for Eder, som ere i Rom.
Rom	1	16	16. Jeg skammer mig ikke ved Christi Evangelium; thi det er en Guds Kraft til Saliggjørelse for hver den, som troer, baade for Jøde først og for Graeker.
Rom	1	17	17. Thi derudi aabenbares Guds retfaerdighed ved Troen for Troen, som skrevet staaer: den Retfaerdige ved Troen skal leve.
Rom	1	18	18. Men Guds Vrede aabenbares af Himmelen over al de Menneskers Ugudelighed og Uretfaerdighed, som forholde Sandheden ved Uretfaerdighed.
Rom	1	19	19. Thi det, som man kan vide om Gud, er dem aabenbart; thi Gud har aabenbaret dem det.
Rom	1	20	20. Thi hans usynlige Vaesen, hans evige Kraft og Guddommelighed beskues fra Verdens Skabelse af og forstaaes af hans Gjerninger, saa at de have ingen Undskyldning.
Rom	1	21	21. Thi enddog de kjendte Gud, saa aerede eller takkede de ham dog ikke som Gud, men bleve forfaengelige i deres Tanker, og deres uforstandige Hjerte blev formørket.
Rom	1	22	22. Der de sagde sig at vaere vise bleve de Daarer,
Rom	1	23	23. og forvendte den uforkraenkelige Guds Herlighed til Lighed med et forkraenkeligt Menneskes og Fugles og fiirføddede Dyrs og Ormes Billede.
Rom	1	24	24. Derfor har og Gud givet dem hen i deres Hjertes Begjerninger til Ureenhed, saa at de indbyrdes vanaerede deres Legemer.
Rom	1	25	25. De forvendte Guds Sandhed til Løgn og dyrkede og tjente Skabningen over Skaberen, som er velsignet i Evighed! Amen.
Rom	1	26	26. Desaarsag har Gud givet dem hen i skjaendige Lyster; thi baade deres Kvinder forvendte den naturlige Brug til den unaturlige,
Rom	1	27	27. og desligeste ogsaa Maendene: de forlode Kvindens naturlige Brug og optaendtes i deres Lyster til hverandre, saa at Maend med Maend øvede Uteerlighed og fik deres Vildfarelses Løn, som det burde sig, paa dem selv.
Rom	1	28	28. Og ligesom de ikke holdt for godt at have Guds Kundksab, saa gav Gud dem hen i et Sind, som duer intet, at gjøre det Usømmelige,
Rom	1	29	29. opfyldte med al Uretfaerdighed, Horeri, Skalkhed, Gjerrighed, Ondskab; fulde af Avind, Blodtørst, Traette, Svig, Vanart;
Rom	1	30	30. Øretudere, Bagvaskere, Guds-Hadere, Forhaanere, hovmodige, opbløste, Uddøds-Opfindere, Foraeldreulydige,
Rom	1	31	31. uforstandige, troløse, ukjaerlige, uforligelige, ubarmhjertige;
Rom	1	32	32. hvilke, enddog de kjende Guds retfaerdige Dom, at de, som gjøre saadanne Ting, ere skyldige at døe, dog ikke alene gjøre det, men bifalde ogsaa dem, som det gjøre.
------------------------Paulus' Brev til Romerne, Kapitel 2
Rom	2	1	1. Derfor er du uden Undskyldning, o Menneske! hvo du er, som dømmer; thi idet du dømmer en Anden, fordømmer du dig selv; thi du, som dømmer, gjør selv det Samme.
Rom	2	2	2. Vi vide jo, at Guds Dom er efter Sandhed over dem, som gjøre Saadant.
Rom	2	3	3. Men taenker du dette, o Menneske! du som dømmer dem, der gjøre Saadant, og gjør selv det Samme, at du skal undflye Guds Dom?
Rom	2	4	4. Eller foragter du hans Godheds og Taalmodigheds og Langmodigheds Rigdom og veed ikke, at Guds Godhed leder dig til Omvendelse?
Rom	2	5	5. Men efter din Haardhed og dit ubodfaerdige Hjerte Samler du dig selv Vrede, paa Vredens og Guds retfaerdige Doms Aabenbarelses Dag.
Rom	2	6	6. Thi han skal betale hver efter hans Gjerninger:
Rom	2	7	7. dem, som ved Bestandighed i god Gjerning søge Aere og Haeder og Uforkraenkelighed, et evigt Liv;
Rom	2	8	8. men dem, som ere gjenstridige, og ikke lyde Sandhed, men adlyde Uretfaerdighed, skal vorde Ugunst og Vrede.
Rom	2	9	9. Traengsel og Angest skal vaere over hvert Menneskes Sjael, som gjør det Onde, baade en Jødes først og en Graekers;
Rom	2	10	10. men Aere og Haeder og Fred skal vorde hver den, som gjør det Gode, baade en Jøde først og en Graeker.
Rom	2	11	11. Thi der er ingen Persons Anseelse hos Gud.
Rom	2	12	12. Hvilkesomhelst have syndet uden Loven, de straffes og uden Loven; og hvilkesomhelst have syndet under Loven, de skulle dømmes ved Loven:
Rom	2	13	13. (thi ikke Lovens Hørere ere retfaerdige for Gud, men Lovens Gjørere skulle retfaerdiggjøres.
Rom	2	14	14. Thi efterdi Hedningerne, som ikke have Loven, gjøre af naturen Lovens Gjerninger, da ere de, enddog de ikke have Loven, dem selv en Lov;
Rom	2	15	15. de vise Lovens Gjerning skreven i deres Hjerter, idet deres Samvittighed vidner med dem, og Tankerne indbyrdes anklage eller og forsvare hverandre;)
Rom	2	16	16. paa den Dag, naar Gud skal dømme Menneskens skjulte Idraetter efter mit Evangelium, ved Jesus Christus.
Rom	2	17	17. See, du kalder dig en Jøde og forlader dig tryggeligen paa Loven og roser dig i Gud,
Rom	2	18	18. og veed hans Villie og prøver Tingenes forskjel, underviist af Loven,
Rom	2	19	19. og fordrister dig til at vaere de Blindes Veileder, deres Lys, som ere i Mørke,
Rom	2	20	20. Uforstandiges Tugtemester, eenfoldiges Laerer, som har Reglen for Kundskab og Sandhed i Loven.
Rom	2	21	21. Du derfor, som laerer Andre, du laerer ikke dig selv! Du, som praediker, at man ikke skal stjaele, du stjaeler!
Rom	2	22	22. Du, som siger, at man ikke skal bedrive Hoer, du bedriver Hoer! Du som har Vederstyggelighed til Afguder, du raner det Hellige!
Rom	2	23	23. Du, som roser dig af Loven, du vanaerer Gud ved Lovens Overtraedelse!
Rom	2	24	24. Thi for Eder Skyld bespottes Guds Navn iblandt Hedningerne, som skrevet er.
Rom	2	25	25. Vel er Omskaerelsen nyttig, om du holder Loven; men er du Lovens Overtraeder, da er din Omskaerelse bleven en Forhud.
Rom	2	26	26. Dersom nu Forhuden holder Lovens Bud, mon da ikke hans Forhud regnes som Omskaerelse?
Rom	2	27	27. Og den legemlige Forhud, som opfylder Loven, skal dømme dig, som med Bogstav og Omskaerelse er Lovens Overtraeder.
Rom	2	28	28. Thi ikke den, som udvortes er Jøde, er derfor Jøde; ei heller er den Omskaerelse, som skeer udvortes i Kjødet derfor Omskaerelse;
Rom	2	29	29. men den, som indvortes er Jøde, og Hjertets Omskaerelse i Aanden, ikke efter Bogstaven: en Saadan har Roes, ikke af Mennesker, men af Gud.
------------------------Paulus' Brev til Romerne, Kapitel 3
Rom	3	1	1. Hvad er da Jødernes Fortrin? eller hvad gavner Omskaerelsen?
Rom	3	2	2. Meget i alle Maader; fornemmeligen, at Guds Ord ere dem betroede.
Rom	3	3	3. Thi hvad? dersom og Nogle vare vantroe, mon deres Vantro gjøre Guds Trofasthed til Intet?
Rom	3	4	4. Det vaere langt fra! Gud maa vaere sanddru, om endog hvert Menneske er Løgner, som skrevet er: at du maa befindes retfaerdig i dine Ord og vinde, naar du dømmes.
Rom	3	5	5. Men dersom vor Uretfaerdighed beviser Guds Retfaerdighed, hvad skulle vi da sige? mon Gud vaere uretfaerdig, idet han fører Vreden over os? (Jeg taler efter menneskelig Viis).
Rom	3	6	6. Det vaere langt fra! Hvorledes kunde Gud da dømme Verden?
Rom	3	7	7. Thi dersom Guds Sandhed har viist sig ydermere til hans Aere formedelst min Troløshed, hvi dømmes jeg da endnu som en Synder?
Rom	3	8	8. Og hvorfor skulle vi da ikke, (som man bespotteligen siger om os, og som Nogle foregive, at vi laere), gjøre Ondt, at der kan komme Godt af? Saadannes Fordømmelse er retfaerdig.
Rom	3	9	9. Hvad da? have vi Noget forud? Aldeles Intet; thi vi have forhen beviist, at baade Jøder og Graeker ere alle under Synd,
Rom	3	10	10. som skrevet staaer: der er Ingen retfaerdig, end ikke Een;
Rom	3	11	11. der er Ingen forstandig, der er Ingen, som søger efter Gud;
Rom	3	12	12. alle ere afvegne; de ere tilsammen blevne uduelige, der er Inten, som gjør Godt, der er end ikke Een.
Rom	3	13	13. En aabnet Grav er deres Strube; med deres Tunger besvige de; Øglers Forgift er underderes Laeber;
Rom	3	14	14. deres Mund er fuld af Forbandelser og Beeskhed;
Rom	3	15	15. deres Fødder ere snare til at udøse Blod.
Rom	3	16	16. Der er Fordaervelse og Elendighed i deres Veie,
Rom	3	17	17. og Fredens Vei have de ikke kjendt.
Rom	3	18	18. Der er ikke Gudsfrygt for deres Øine.
Rom	3	19	19. Men vi vide, at hvadsomhelst Loven siger, siger den til dem, som ere under Loven, saa at hver Mund skal tilstoppes og al Verden vaere skyldig for Gud.
Rom	3	20	20. Derfor kan intet Kjød blive retfaerdiggjort for ham ved Lovens Gjerninger; thi ved Loven kommer Syndens Erkjendelse.
Rom	3	21	21. Men nu er uden Loven Guds Retfaerdighed aabenbaret, om hvilken er vidnet ved Loven og Propheterne.
Rom	3	22	22. Guds Retfaerdighed ved Jesu Christi Tro, for Alle og over Alle, som troe; thi der er ikke Fjorskjel.
Rom	3	23	23. Alle have jo syndet, og dem fattes Aere for Gud,
Rom	3	24	24. og de blive retfaerdiggjort uforskyldt af hans Naade, ved den Forløsning, som er i Christus Jesus,
Rom	3	25	25. hvilken Gud har fremstillet til en Forsoning formedelst Troen paa hans Blod for at vise sin Retfaerdighed ved de forhen begangne Syndens Forlades i Guds Langmodighed;
Rom	3	26	26. for at vise sin Retfaerdighed paa den naervaerende Tid, at han maa vaere retfaerdig og gjøre den retfaerdig, som er af Jesu Tro.
Rom	3	27	27. Hvor er altsaa vor Roes? Den er udelukt. Formedelst hvilken Lov? Gjerningernes? Nei, men Formedelst Troens Lov.
Rom	3	28	28. Derfor slutte vi, at Mennesket bliver retfaerdiggjort ved Troen, uden Lovens Gjerninger.
Rom	3	29	29. Eller er Gud alene Jødernes Gud? mon ikke ogsaa Hedningernes? Jo, ogsaa Hedningernes.
Rom	3	30	30. Efterdi der er een Gud, som vil retfaerdiggjøre den Omskaarne ved Troen, og den Uomskaarne formedelst Troen.
Rom	3	31	31. Afskaffe vi da Loven formedelst Troen? Det vaere langt fra! Nei, vi stadfaeste Loven.
------------------------Paulus' Brev til Romerne, Kapitel 4
Rom	4	1	1. Hvad skulle vi da sige, at vor Fader Abraham vandt efter Kjødet?
Rom	4	2	2. Thi dersom Abraham blev retfaerdiggjort ved Gjerninger, har han Roes, men ikke for Gud.
Rom	4	3	3. Thi hvad siger Skriften? Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til Retfaerdighed.
Rom	4	4	4. Men den, som har Gjerninger at fremvise, tilregnes Lønnen ikke af Naade, men som Skyldighed:
Rom	4	5	5. den derimod, som ikke har Gjerninger, men troer paa ham, som retfaerdiggjør Synderen, regnes hans Tro til Retfaerdighed;
Rom	4	6	6. ligesom og David priser det Menneske saligt, hvilket Gud tilregner Retfaerdighed uden Gjerninger:
Rom	4	7	7. salige de, hvis Overtraedelser ere forladte, og hvis Synder ere skjulte;
Rom	4	8	8. salig den Mand, hvem Herren ikke vil tilregne Synd.
Rom	4	9	9. Tilhører da denne Salighed Omskaerelsen alene, eller ogsaa Forhuden? Vi sige jo, at Troen blev regnet Abraham til Retfaerdighed.
Rom	4	10	10. Hvorledes blev den ham da tilregnet? da han var omskaaren, eller da han havde Forhud? Ikke da han var omskaaren, men da han havde Forhud.
Rom	4	11	11. Og han annammede Omskaerelsens Tegn som en Befaling paa den Retfaerdighed ved Troen, hvilken han havde som uomskaaren, saa at han skulde vaere Faedre til alle dem, som troe uden at vaere omskaarne, at Retfaerdighed maa vorde ogsaa dem tilregnet,
Rom	4	12	12. og Fader til de Omskaarne, til dem, som ikke alene have Omskaerelse, men ogsaa vandre i den Troes Forspor, hvilken vor Fader Abraham havde som uomskaaren.
Rom	4	13	13. Thi ikke formedelst Loven fik Abraham og hans Saed den Forjaettelse, at han skulde arve Verden, men formedelst Troens Retfaerdighed.
Rom	4	14	14. Og ere de, som holde sig til Loven, Arvinger, da er Troen Forgjeves, og Forjaettelsen gjort til Intet.
Rom	4	15	15. Loven virker Straf; thi hvor der ikke er Lov, der er heller ikke Overtraedelse.
Rom	4	16	16. Derfor er Forjaettelsen ved Tro, saa den tildeles af Naade, paa det den maatte staae fast for den ganske Saed, ikke alene for den, som har Loven, men og for den, som har Abrahams Tro, hvilken er alle vores Fader,
Rom	4	17	17. (som skrevet er: jeg har sat dig til mange Folks Fader), for Gud, hvem han troede, som levendegjør de Døde, og kalder de Ting, der ikke ere, som om de vare.
Rom	4	18	18. Han troede imod Haab mod Haab, at han skulde vorde mange Folks Fader, efter det, som sagt var: saaledes skal din Saed vorde;
Rom	4	19	19. og uden at vakle i Troen, saae han ikke paa sit eget Legeme, som allerede var kraftesløst, thi han var naer hundrede Aar, eller paa Kraftløsheden i Saras Liv;
Rom	4	20	20. han tvivlede ikke i Vantro paa Guds Forjaettelse, men styrket i Troen, gav han Gud Aeren,
Rom	4	21	21. fuldkommeligen vis paa, at hvad han havde lovet, var han og maegtig til at gjøre.
Rom	4	22	22. Derfor blev det og regnet ham til Retfaerdighed.
Rom	4	23	23. Dog er det ikke skrevet for hans Skyld alene, at det blev ham tilregnet,
Rom	4	24	24. men ogsaa for vor Skyld, hvilke det skal tilregnes, naar vi troe paa den, der opriste vor Herre Jesus fra de Døde;
Rom	4	25	25. hvilken er given hen for vore Overtraedelser og oprist for vor Retfaerdiggjørelse.
------------------------Paulus' Brev til Romerne, Kapitel 5
Rom	5	1	1. Altsaa, retfaerdiggjorte ved Troen, have vi Fred med Gud ved vor Herre Jesus Christus,
Rom	5	2	2. ved hvem vi have erholdt Adgang i Troen til den Naade, hvori vi staae, og vi rose os af Haab om Herlighed hos Gud;
Rom	5	3	3. ja ikke det alene, men vi rose os ogsaa af vore Traengsler, efterdi vi vide at Traengslen virker Standhaftighed,
Rom	5	4	4. men Standhaftigheden Forfarenhed, men Forfarenhed Haab,
Rom	5	5	5. men Haabet beskaemmer ikke; thi Guds Kjaerlighed er udøst i vore Hjerter ved den Hellig Aand, som er given os.
Rom	5	6	6. Thi da vi endnu vare Overtraedere, døde Christus til bestemte Tid for de Ugudelige.
Rom	5	7	7. Neppe døer Nogen for en Retfaerdig; for den Gode var der maaskee Nogen, som turde døe;
Rom	5	8	8. men Gud beviser sin kjaerlighed mod os derved, at Christus døde for os, da vi endnu vare Syndere.
Rom	5	9	9. Saa meget mere skulle vi derfor nu retfaerdiggjorte ved hans Blod, frelses ved ham fra Vreden.
Rom	5	10	10. Thi dersom vi bleve forligte med Gud formedelst hans Søns Død, der vi vare Fjender, da skulle vi meget mere, efter at vi ere forligte, frelses ved hans Liv.
Rom	5	11	11. Ja, ikke det alene, men vi rose os ogsaa i Gud ved vor Herre Jesus Christus, ved hvem vi nu have faaet Forligelsen.
Rom	5	12	12. Altsaa, ligesom Synden kom ind i Verden ved eet Menneske, og Døden ved Synden, og saaledes Døden traengte igjennem til alle Mennesker, idet de syndede alle.
Rom	5	13	13. (Thi Synden var i Verden indtil Loven; men hvor der ikke er Lov, tilregnes ikke Synd;
Rom	5	14	14. dog herskede Døden fra Adam til Moses ogsaa over dem, som ikke syndede i Lighed med Adams Overtraedelse, hvilken er et Billede paa ham, som skulde komme.
Rom	5	15	15. Men det er ikke med Naadegaven som med Faldet; thi døde de Mange ved den Enes Fald, da har meget mere Guds Naade og Gave, ved det ene Menneskes Jesu Christi Naade udbredt sig overflødig over de Mange.
Rom	5	16	16. Og det er ikke mig gaven, som med den Ene, der syndede; thi Dommen var, efter det ene Fald, til Fordømmelse, men Naaden er, efter mange Fald, til Retfaerdiggjørelse.
Rom	5	17	17. Thi dersom ved Eenes Fald Døden herskede formedelst den Ene, da skulle meget mere de, som annamme den overvaettes Naade og Retfaerdigheds Gave, herske i Livet ved den Ene, Jesus Christus.)
Rom	5	18	18. Altsaa, ligesom der ved Eenes Fald kom Fordømmelse over alle Mennesker, saaledes skal og ved Eenes Retfaerdighed komme over alle Mennesker Retfaerdigjørelse og Liv.
Rom	5	19	19. Thi ligesom ved det ene Menneskes Ulydighed Mange ere blevne Syndere, saa skulle og ved den Enes Lydighed Mange vorde retfaerdige.
Rom	5	20	20. Men Loven kom til, at Faldet kunde des fuldere kjendes; men hvor Synden blev fuldere kjendt, der viste naaden sig end overflødigere,
Rom	5	21	21. saa at, ligesom Synden herskede ved Døden, saa skal og Naaden herske ved Retfaereighed til et evigt Liv, formedelst Jesus Christus, vor Herre.
------------------------Paulus' Brev til Romerne, Kapitel 6
Rom	6	1	1. Hvad skulle vi da sige? skulle vi blive ved i Synden, at Naaden maa blive des overflødigere?
Rom	6	2	2. Det vaere langt fra! Vi, som ere døde fra Synden, hvorledes skulle vi endnu leve i den?
Rom	6	3	3. Vide I ikke, at vi saa mange, som ere døbte til Christus Jesus, ere døbte til hans Død?
Rom	6	4	4. Vi ere altsaa begravne med ham ved Daaben til Døden, paa det, at, ligesom Christus er opreist fra de Døde ved Faderens Herlighed, saa skulle og vi vandre i et nyt Levnet.
Rom	6	5	5. Thi dersom vi ere blevne forenede med ham ved Lighed med hans Død, da skulle vi og vaere det i Lighed med hans Opstandelse;
Rom	6	6	6. efterdi vi vide dette, at vort gamle Menneske er korsfaestet med ham, paa det Syndens Legeme skal blive Intet, saa at vi ikke fremdeles skulle tjene Synden.
Rom	6	7	7. Thi hvo som er død, er frigjort fra Synden.
Rom	6	8	8. Men dersom vi ere døde med Christus, da troe vi, at vi og skulle leve med ham,
Rom	6	9	9. efterdi vi vide, at Christus, som er opreist fra de Døde, døer ikke mere; Døden hersker ikke mere over ham.
Rom	6	10	10. Thi det, han døde, døde han een Gang for Synden; men det, han lever, det lever han for Gud.
Rom	6	11	11. Saaledes anseer ogsaa I Eder selv som døde for Synden, men som levende for Gud i Christus Jesus, vor Herre.
Rom	6	12	12. Derfor herske Synden ikke Eders dødelige Legeme, saa I lyde den i dets Begjeringer.
Rom	6	13	13. Fremstiller ei heller Eders Lemmer for Synden til Uretfaerdigheds Redskab; men fremstiller Eder selv for Gud til retfaerdigheds Redskab.
Rom	6	14	14. Thi Syndens kal ikke herske over Eder; I ere jo ikke under Loven, men under Naaden.
Rom	6	15	15. Hvad da? skulle vi synde, efterdi vi ere ikke under Loven, men under Naaden? Det vaere langt fra!
Rom	6	16	16. Vide I ikke, at hvem I fremstille Eder som Tjenere til Lydighed, dens Tjenere ere I, hvem I lyde enten Syndens til Død, eller Lydighedens til Retfaerdighed?
Rom	6	17	17. Men Gud vaere Tak, at I have vaeret Syndens Tjenere, men ere nu af Hjertet blevne den Laerdoms Form lydige, hvilken I have annammet,
Rom	6	18	18. og frigjorte fra Synden ere I blevne Retfaerdighedens Tjenere.
Rom	6	19	19. Jeg taler efter menneskelig Viis formedelst Eders Kjøds Skrøbelighed. Thi ligesom I have fremstillet Eders Lemmer som Ureenheds og Uretfaerdigheds Tjenere til Uretfaerdighed, saafremstiller nu Eders Lemmer som Retfaerdigheds Tjenere til Helliggjørelse.
Rom	6	20	20. Thi da I vare syndens Tjenere, vare I frie fra Retfaerdigheden.
Rom	6	21	21. Hvad havde I da for Frugt af de Ting, ved hvilke I nu skamme Eder? thi Enden derpaa er Døden.
Rom	6	22	22. Men nu I ere frigjorte fra Synden og blevne Guds tjenere, havde I Frugt deraf for Eder til Helliggjørelse, og Enden er et evigt Liv.
Rom	6	23	23. Thi Syndens Sold er Døden, men Guds Naadegave er evigt Liv i Christus Jesus, vor Herre.
------------------------Paulus' Brev til Romerne, Kapitel 7
Rom	7	1	1. Vide I ikke, Brødre! (thi jeg taler til dem, som kjende Loven), at Loven hersker over Mennesket, saa lang tid han lever?
Rom	7	2	2. Den gifte Kvinde er bunden ved Loven til manden, den Stund han lever; men dersom Manden døer, er hun løst fra Mandens Lov.
Rom	7	3	3. Derfor skal hun kaldes en Hore, om hun bliver en anden mands, medens Manden lever; men dersom Manden er død, er hun fri fra den Lov, saa at hun ikke er en Hore, om hun bliver en anden Mands.
Rom	7	4	4. Ligesaa ere og I, mine Brødre! døde fra Loven ved Christi Legeme at i skulle blive en Andens, hans som blev oprejst fra de Døde, paa det vi skulle baere Gud Frugt.
Rom	7	5	5. Thi da vi vare i Kjødet, virkede de syndige Lyster, som vaktes ved Loven, i vore Lemmer til at baere Dødens Frugt.
Rom	7	6	6. Men nu ere vi som Døde løste fra Loven, under hvilken vi holdtes, saa at vi skulle tjene i Aandens nye Vaesen og ikke i Bogstavens gamle Vaesen.
Rom	7	7	7. Hvad skulle vi da sige? Er Loven Synd? Det vaere langt fra! Men jeg kjendte ikke Synden uden ved Loven; thi end Begjerligheden kjendte jeg ikke, dersom Loven ei havde sagt: du skal ikke begjere.
Rom	7	8	8. Men Synden, som tog Anledning af Budet, virkede al Begjerlighed i mig; thi uden Lov er Synden død.
Rom	7	9	9. Jeg levede uden Tid uden Lov, men der Budet kom, blev Synden levende igjen;
Rom	7	10	10. og jeg døde, og det Bud, som var givet til Liv, det fandtes at geraade mig til Død;
Rom	7	11	11. thi Synden, som tog Anledning af Budet, forførte mig og draebte mig ved samme.
Rom	7	12	12. Saaledes var vel Loven hellig, og Budet er helligt og retfaerdigt og godt.
Rom	7	13	13. Et da det, som er godt, blevet mig til en Død? Det vaere langt fra! Men Synden, paa det den skulde kjendes som Synd, er det som formedelst det Gode virkede mig Døden, paa det Synden formedelst Budet skulde vorde overvaettes syndig.
Rom	7	14	14. Thi vi vide, at Loven er aandelig; men jeg er kjødelig, solgt under Synden.
Rom	7	15	15. Thi jeg forstaaer ikke, hvad jeg gjør; det som jeg vil, gjør jeg ikke, men hvad jeg hader, det gjør jeg.
Rom	7	16	16. Men gjør jeg det, som jeg ikke vil, da giver jeg Loven det Vidnesbyrd, at den er god.
Rom	7	17	17. Men nu gjør ikke jeg det mere, men Synden, som boer i mig.
Rom	7	18	18. Thi jeg veed, at i mig, det er i mit Kjød, boer ikke Godt; Villien har jeg vel, men et udrette det Gode formaaer jeg ikke;
Rom	7	19	19. thi det Gode, som jeg vil, det gjør jeg ikke; men det Onde, som jeg ikke vil, det gjør jeg.
Rom	7	20	20. Dersom jeg da gjør det, som jeg ikke vil, saa er det ikke mere mig, der uretter det, men Synden, som boer i mig.
Rom	7	21	21. Saa finder jeg da den Lov hos mig, idet jeg vil gjøre det Gode, at det Onde haenger ved mig.
Rom	7	22	22. Thi jeg har Lyst til Guds Lov efter det indvortes Menneske;
Rom	7	23	23. men jeg seer en anden Lov i mine Lemmer, som strider imod mit Sinds Lov og tager migfangen under syndens lov, som er i mine Lemmer.
Rom	7	24	24. Jeg elendige Menneske! hvo skal frie mig fra dette Dødsens Legeme?
Rom	7	25	25. Jeg takker Gud ved Jesus Christus, vor Herre. Saa tjener da jeg, den selvsamme, Guds Lov med Sindet, men Syndens Lov med Kjødet.
------------------------Paulus' Brev til Romerne, Kapitel 8
Rom	8	1	1. Saa er da nu ingen Fordømmelse for dem, som ere i Christus Jesus, der ikke vandre efter Kjødet, men efter Aanden.
Rom	8	2	2. Thi Aandens Lov, der levendegjør i Christus Jesus, har frigjort mig fra Syndens og Dødens Lov.
Rom	8	3	3. Thi det, som var Loven umuligt, efterdi den var kraftesløs formedelst Kjødet, det gjorde Gud, da han sendte sin egen Søn i syndigt Kjøds lignelse og til et Synd-Offer, og straffede saaledes Synden paa Kjødet,
Rom	8	4	4. paa det Lovens Fordring skulde fuldbringes i os, som ikke vandre efter Kjødet, men efter Aanden.
Rom	8	5	5. Thi de, som ere efter Kjødet, sandse det Kjødelige, men de, som ere efter Aanden, det Aandelige.
Rom	8	6	6. Thi Kjødets Sands er Døden, men Aandens Sands er Liv og Fred;
Rom	8	7	7. efterdi Kjødets Sands er Fjendskab imod Gud, thi den er ikke Guds Lov underdanig, ei heller kan den vaere det.
Rom	8	8	8. Men de, som ere kjødelige, skulle ikke taekkes Gud.
Rom	8	9	9. I derimod ere ikke kjødelige, men aandelige, saafremt Guds Aand, boer i Eder; men om nogen ikke har Christi Aand, denne er ikke hans.
Rom	8	10	10. Men om Christus er i Eder, da er vel Legemet dødt formedelst Synden, men Aanden er Liv formedelst Retfaerdighed.
Rom	8	11	11. Men om hans Aand, der opreiste Jesus fra de Døde, boer i Eder, da skal han, som opreiste Christus fra de Døde, levendegjøre ogsaa Eders dødelige Legemer formedelst sin Aand, som boer i Eder.
Rom	8	12	12. Derfor, Brødre! ere vi ikke Kjødets Skyldnere, saa vi skulde leve efter Kjødet;
Rom	8	13	13. thi dersom I leve efter Kjødet, skulle I døe, men dersom I døde Legemets Gjerninger formedelst Aanden skulle I leve.
Rom	8	14	14. Thi, saa Mange, som drives af Guds Aand, disse ere Guds Børn.
Rom	8	15	15. Og I annammer ikke en Traeldoms Aand atter til Frygt; men I annammede en sønlig Udkaarelsens Aand, i hvilken vi raabe: Abba, Fader!
Rom	8	16	16. Denne Aand vidner med vor Aand, at vi ere Guds Børn.
Rom	8	17	17. Men dersom vi ere Børn, ere vi arvinger, nemlig Guds Arvinger og Christi Medarvinger, saafremt, vi lide med ham, at vi da ogsaa skulle herliggjøres med ham.
Rom	8	18	18. Thi jeg holder for, at den naervaerende Tids Lidelser ere ikke at agte mod den Herlighed, som skal aabenbares paa os.
Rom	8	19	19. Derfor Venter og Skabningens Forlaengsel paa Guds Børns Aabenbarelse.
Rom	8	20	20. Thi Skabningen er underlagt Forfaengelighed, (ikke med sin Villie, men efter hans, som lagde den derunder),
Rom	8	21	21. dog i det Haab, at Skabningen selv skal og blive frigjort fra Forkraenkelighedens Traeldom til Guds Børns herlige Frihed.
Rom	8	22	22. Dog vi vide, at al Skabningen tilsammen sukker og er tilsammen i Smerte indtil nu.
Rom	8	23	23. Dog ikke det alene, men ogsaa de, som have Aanden Førstegrøde, ogsaa vi selv skulle i os selv, forventende en sønlig Udkaarelse, vort Legemes Forløsning.
Rom	8	24	24. Thi vi ere frelste i Haabet, men det Haab, som sees, er ikke Haab; thi hvad Nogen seer, hvorledes kan han tillige haabe det?
Rom	8	25	25. Men dersom vi haabe det, som vi ikke see, da forvente vi det med Taalmodighed.
Rom	8	26	26. Desligeste kommer og Aanden vor Skrøbelighed til Hjaelp; thi vi vide ikke, hvad vi skulle bede, som det sig bør, men Aanden selv traeder frem for os med uudsigelige Sukke.
Rom	8	27	27. Men han, som ransager Hjerterne, veed, hvad Aandens Sands er; thi den traeder frem for de Hellige efter Guds Villie.
Rom	8	28	28. Men vi vide, at alle Ting tjene dem til Gode, som elske Gud, dem, som efter hans Beslutning ere kaldte.
Rom	8	29	29. Thi hvilke han forud kjendte, dem har han og forud beskikket til at vorde dannede efter hans Søns Billede, paa det han skulle vaere den førstefødte af mange Brødre.
Rom	8	30	30. Men hvilke han forud beskikkede, dem har han og kaldet; og hvilken han kaldte, dem har han og retfaerdiggjort, men hvilke han retfaerdiggjorde, dem har han og herliggjort.
Rom	8	31	31. Hvad skulle vi da hertil sige? er Gud for os, hvo kan da vaere imod os.
Rom	8	32	32. Han, som ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os alle, hvorledes skulle han ikke ogsaa skjenke os alle Ting med ham?
Rom	8	33	33. Hvo vil anklage Guds Udvalgte? Gud er den, som retfaerdiggjør.
Rom	8	34	34. Hvo er den, som fordømmer? Christus er den, som er død, ja meget mere, som er oprejst, som og er ved Guds høire Haand, som og traeder frem for os.
Rom	8	35	35. Hvo skal kunne skille os fra Christi Kjaerlighed? Traengsel eller Angest eller Forfølgelse eller Hunger eller Nøgenhed eller Fare eller Svaerd?
Rom	8	36	36. (Som skrevet er: for din Skyld draebes vi den ganske Dag, vi ere regnede som Slagtefaar.)
Rom	8	37	37. Men i alt dette mere seire vi ved ham, som os elskede.
Rom	8	38	38. Thi jeg er vis paa, at hverken Død, ei heller Liv, ei heller Engle, ei heller Fyrstedømmer, ei heller Magter, ei heller det Naervaerende, ei heller det Tilkommende,
Rom	8	39	39. ei heller det Høie, ei heller det Dybe. ei heller nogen anden Skabning skal kunne skille os fra Guds Kjaerlighed i Christus Jesus, vor Herre.
------------------------Paulus' Brev til Romerne, Kapitel 9
Rom	9	1	1. Jeg siger Sandhed i Christus, jeg lyver ikke, min Samvittighed vidner med mig i den Hellig Aand,
Rom	9	2	2. at jeg har en stor Sorg og en uafladelig Smerte i mit Inderste.
Rom	9	3	3. Thi jeg ønskede selv at vaere en Forbandelse fra Christus for mine Brødre, mine Fraender efter kjødet,
Rom	9	4	4. hvilke ere Israelitter, hvem den sønlige Udkaarelse og Herligheden og Pagterne og Lovgivningen og Gudstjenesten og forjaettelserne tilhøre,
Rom	9	5	5. hvem Faedrene tilhøre, og af hvilke Christus er efter Kjødet, han, som er Gud over Alting, højlovet i Evighed! Amen.
Rom	9	6	6. Ikke som om Guds Ord har feilet thi ikke Alle, som stamme fra Israel ere Israel;
Rom	9	7	7. ei hellere ere Alle Abrahams Børn, fordi de ere Abrahams Saed, men: i Isaak skal Saeden fremkaldes dig.
Rom	9	8	8. Det er: ikke de Samme, som ere Børn efter Kjødet, ere Guds børn; men Forjaettelsens Børn regnes til Saeden.
Rom	9	9	9. Thi dette er Forjaettelsens Ord: ved denne Tid vil jeg komme, saa skal Sara have en Søn.
Rom	9	10	10. Saa skete det ikke alene den Gang, men ogsaa med Rebekka, der hun var frugtsommelig ved den Ene, Isak, vor Fader.
Rom	9	11	11. Thi der de endnu ikke vare fødte og hverken havde gjort noget Godt eller Ondt, (paa det Guds Beslutning efter udvaelgelse skulde staae fast, ikke ved Gjerninger, men ved ham, som kaldte),
Rom	9	12	12. da blev der sagt til hende: den Aeldre skal tjene den Yngre;
Rom	9	13	13. som skrevet er: Jakob elskede jeg men Esau hadede jeg.
Rom	9	14	14. Hvad skulle vi da sige? mon der vaere Uretfaerdighed hos Gud? Det vaere langt fra!
Rom	9	15	15. Thi han siger til Moses: jeg vil vaere den miskundelig, hvilken jeg er miskundelig og forbarme mig over den, hvilken jeg forbarmer mig over.
Rom	9	16	16. Derfor staaer det ikke til den, som vil, ei heller til den, som løber, men til Gud, som gjør Miskundhed.
Rom	9	17	17. Thi Skriften siger til Pharao: til dette Samme har jeg ladet dig staae, at jeg vilde vise min Magt paa dig, og paa det mit Navn skulde forkyndes paa al Jorden.
Rom	9	18	18. Saa forbarmer han sig da over den, som han vil, men forhaerder den, som han vil.
Rom	9	19	19. Derfor kunde du sige til mig: hvad klager han over endnu? hvor har imodstaaet hans Villie?
Rom	9	20	20. Men, o Menneske! hvo er du, at du vil gaae i Rette mod Gud? mon Noget, som er dannet, kan sige til den, som dannede det: hvi gjorde du mig saaledes?
Rom	9	21	21. Eller har pottemageren ikke Magt over Leret, af det samme Stykke at gjøre et Kar til Aere, men et andet til Vanaere?
Rom	9	22	22. Men hvad, om nu Gud, der han vilde vise Vreden og kundgjøre sin Magt, taalte med stor Langmodighed Vredens Kar, som vare dannede til Fordaervelse;
Rom	9	23	23. og han nu vilde kundgjøre sin Herligheds Rigdom over Barmhjertighedens Kar, hvilke han forud havde beredt til herlighed,
Rom	9	24	24. hvilke han og kaldte, os nemlig, ikke alene af Jøder, men ogsaa af Hedninger!
Rom	9	25	25. Som han og siger hos Hoseas: jeg vil kalde det mit Folk, som ikke var mit Folk, og hende den Elskede, som ikke var den Elskede;
Rom	9	26	26. og det skal skee, at paa det Sted hvor der var sagt til dem: I ere ikke mit Folk der skulle de kaldes den levende Guds Børn.
Rom	9	27	27. Men Esaias udraaber over Israel: om end Israels Børns Tal var som havets Sand, saa skal kun en Levning Frelses.
Rom	9	28	28. Thi der er den, som fuldkommer sit Ord og hasteligen opfylder det i Retfaerdighed; ja, et hasteligen opfyldt Ord skal Herren vise paa Jorden.
Rom	9	29	29. Og som Esaias har sagt tilforn: dersom den Herre Zebaoth ikke havde levnet os en Saed, da vare vi blevne som Sodoma og lige med Gomorra.
Rom	9	30	30. Hvad skulle vi da sige? Hedningerne, som ikke jagede efter Retfaerdighed, fik Retfaerdighed, nemlig den retfaerdighed, som er af Troen.
Rom	9	31	31. Men Israel, som jagede efter Retfaerdigheds Lov, kom ikke til Retfaerdigheds Lov.
Rom	9	32	32. Hvorfor? fordi de ikke søgte den ved Troen, men ved Lovens Gjerninger. Thi de stødte an paa Anstødsstenen,
Rom	9	33	33. som skrevet er: see, jeg saetter i Zion en Anstødsteen og en Forargelses Klippe; og hver den, som troer paa ham skal ikke beskaemmes.
------------------------Paulus' Brev til Romerne, Kapitel 10
Rom	10	1	1. Brødre mit Hjertes Ønske og Begjering til Gud for Israel om deres Frelse.
Rom	10	2	2. Jeg giver dem det Vidnesbyrd, at de have Nidkjaerheden for Gud men ikke med Kundskab;
Rom	10	3	3. thi da de ikke kjende Guds Retfaerdighed og tragte efter at oprette en egen Retfaerdighed, underkaste de sig ikke Guds Retfaerdighed.
Rom	10	4	4. Thi Christus er Lovens Ende, til Retfaerdighed for hver den, som tror.
Rom	10	5	5. Moses skriver om den Retfaerdighed, som er af Loven, at det Menneske, som gjør disse Ting, skal derved leve.
Rom	10	6	6. Men den Retfaerdighed, som er af Troen, siger saaledes: siig ikke i dit Hjerte: hvo vil fare op til Himmelen? nemlig for at hente Christus ned;
Rom	10	7	7. eller: hvo vil fare ned i Afgrunden? nemlig for at hente Christus op fra de Døde.
Rom	10	8	8. Men hvad siger den? Ordet er dig naer, i din Mund og i dit Hjerte, nemlig det Troens Ord, som vi praedike.
Rom	10	9	9. Thi dersom du bekjender den Herre Jesus med din Mund og tror i dit Hjerte, at Gud opreiste ham fra de Døde, da skal du blive salig.
Rom	10	10	10. Thi med hjertet troer man til Retfaerdighed, men med Munden bekjender man til saliggjørelse.
Rom	10	11	11. Skriften siger jo: hver den, som troer paa ham, skal ikke beskaemmes.
Rom	10	12	12. Og der er ikke Forskjel paa Jøde og Graeker; thi den Samme er Alles Herre, som er rig nok for alle dem, som paakalde ham.
Rom	10	13	13. thi hver den, som paakalder Herrens Navn, skal vorde salig.
Rom	10	14	14. Hvorledes skulle de vel paakalde den, paa hvem de ikke havde troet? men hvorledes skulle de høre, uden der er Nogen, som praediker?
Rom	10	15	15. men hvorledes skal Nogen praedike, dersom de ikke blive udsendte? Som skrevet er: hvor deilige ere deres Fødder, som forkynde Fred, som forkynde godt Budskab.
Rom	10	16	16. Men de løde ikke alle det gode Budskab, som Esaias siger: Herre hvo troede det, han hørte af os?
Rom	10	17	17. Altsaa kommer Troen derved, at man hører, men at man hører, skeer ved Guds Ord.
Rom	10	18	18. Nu spørger jeg: have de ikke hørt? Jo sandelig, deres Røst er udgangen over al Jorden, og deres Ord til Jorderiges Graendser.
Rom	10	19	19. Jeg spørger atter: har Israel ikke vidst det? Først siger Moses: jeg vil gjøre Eder nidkjaere over et Folk, som ikke er et Folk, over et uforstandigt Folk vil jeg vaekke Eder til Harme.
Rom	10	20	20. Men Esaias drister sig til at sige: jeg er funden af dem, som mig ikke søgte, jeg er bleven aabenbar for dem, som ikke spurgte efter mig.
Rom	10	21	21. Men til Sirael siger han: jeg udstrakte mine Haender den ganske Dag til et ulydigt og gjenstridigt Folk.
------------------------Paulus' Brev til Romerne, Kapitel 11
Rom	11	1	1. Jeg spørger derfor: mon Gud har forskudt sig Folk? Det vaere langt fra! Thi jeg er og en israelit, af Abrahams Saed, af Benjamins Stamme.
Rom	11	2	2. Gud har ikke forskudt sit Folk, hvilket ham forud kjendte. Vide I ikke, hvad Skriften siger om Elias? hvorledes han traeder frem for Gud imod Israel, sigende:
Rom	11	3	3. Herre de have ihjelslaget dine Propheter og nedbrudt dine altre, og jeg er alene overbleven, og de efterstraebe mit Liv.
Rom	11	4	4. Men hvad siger det guddommelige gjensvar til ham? Jeg levnde mig selv syv tusinde Maend, som ikke have bøiet Knae for Baal.
Rom	11	5	5. Saaledes er da og i den naervaerende Tid en Levning efter Naadens udvaelgelse bleven tilbage.
Rom	11	6	6. Men er det af Naade, da er det ikke mere af Gjerninger, ellers bliver Naaden ikke mere Naade; men er det af Gjerninger, da er det ikke mere Naade, ellers er Gjerningen ikke mere Gjerning.
Rom	11	7	7. Hvad altsaa? Det, Israel, søger efter, har det ikke erholdt, men de Udvalgte have erholdt det; de Øvrige bleve forhaerdede;
Rom	11	8	8. som skrevet er: Gud gav dem en Dorskheds Aand, øine til ikke at see, Øren til ikke at høre, indtil denne Dag.
Rom	11	9	9. Og David siger: deres Børn vorde dem til en Snare og til en Faelde og til et Anstød og til et Vederlag;
Rom	11	10	10. deres Øine vorde Mørke, saa de ikke see, og bøi altid deres Ryg!
Rom	11	11	11. Jeg spørger derfor: mon de have stødt an, paa det de skulde falde? Det vare langt fra! men ved deres Fald er Saliggørelsen Vederfaren Hedningerne, paa det hine skulle vaekkes til Nidkjaerhed.
Rom	11	12	12. Men dersom deres Fald er Verdens Rigdom, og deres Skade er Hedningernes Rigdom, hvor meget mere skal deres Fylde vaere det!
Rom	11	13	13. Thi jeg taler til Eder, I af Hedningerne! saavidt jeg er Hedningernes Apostel, aerer jeg mit Embede,
Rom	11	14	14. om jeg dog kunde vaekke min Slaegt til Nidkjaerhed og frelse Nogle af dem.
Rom	11	15	15. Thi dersom deres Forkastelse er Verdens Forligelse, hvad er da deres Antagelse Andet end Liv af Død?
Rom	11	16	16. Men dersom den første Grøde er hellig, da er Deigen ligesaa; og dersom Roden er hellig, da ere Grenene ligesaa.
Rom	11	17	17. Men ere nogle af Grenene afbrudte, og er du, en vild Oliekvist, indpodet iblandt dem og bleven meddeelagtig i Olietraeets Rod og Fedme,
Rom	11	18	18. da roes dig ikke mod Grenene; men dersom du roser dig, da baerer jo du ikke Roden, men Roden dig.
Rom	11	19	19. Du vil sige: Grenene ere afbrudte, paa det jeg skulde blive indpodet.
Rom	11	20	20. Vel! de ere afbrudte ved Vantro, men du staaer ved Troen; vaer ikke overmodig, men frygt!
Rom	11	21	21. Thi sparede Gud ikke de naturlige Grene, skal han maaskee ei heller spare dig.
Rom	11	22	22. See derfor Guds Godhed og Strenghed; Strengheden mod dem, som ere faldne, men Godheden mod dig, om du bliver ved i Godheden; ellers skal ogsaa du afhugges.
Rom	11	23	23. Men ogsaa hine skulle indpodes, dersom de ikke blive ved i Vantroen; thi Gud er maegtig til atter at indpode dem.
Rom	11	24	24. Thi dersom du er afhuggen af det Olietrae, som er vildt af Naturen, og imod Naturen er indpodet i et godt Olietrae, hvor meget mere skulle disse, som ere af Naturen Olietraeets Grene, indpodes i deres eget Trae?
Rom	11	25	25. Thi jeg vil ikke, Brødre! at I skulle vaere uvidende om denne Hemmlighed, (paa det I ikke skulle mene Eder kloge), at forhaerdelse er kommen over en Deel af Israel, indtil hedningernes Fylde er indgaaet;
Rom	11	26	26. og saa skal det ganske Israel frelses, som skrevet er: fra Zion skal Befrieren komme og afvende Ugudelighed fra Jakob;
Rom	11	27	27. og denne er min Pagt med dem, naar jeg har borttaget deres Synder.
Rom	11	28	28. Efter Evangelium ere de vel Fjender for Eders Skyld; men efter Udvaelgelsen ere de elskelige for Faedrenes Skyld;
Rom	11	29	29. thi Naadegaverne og sit kald fortryder Gud ikke.
Rom	11	30	30. Og ligesom I tilforn vare ulydige mod Gud, men have nu faaet Barmhjertighed ved deres Vantro,
Rom	11	31	31. saaledes ere og disse nu blevne ulydige ved den barmhjertithed som Eder er vederfaren, at ogsaa de maatte faae Barmhjertighed.
Rom	11	32	32. Thi Gud har indesluttet Alle under Ulydighed, at han kunde forbarme sig over Alle.
Rom	11	33	33. O Rigdoms Dyb, baade paa Guds Viisdom og Kundksab! hvor uransagelige ere hans Domme, og hans Veie usporlige!
Rom	11	34	34. Thi hvo har kjendt Herrens Sind? eller hvo var hans Raadgiver!
Rom	11	35	35. eller hvo gav ham først, at det igen skulde betales ham?
Rom	11	36	36. thi af ham og ved ham og til ham ere alle Ting; ham vaere Aere i Evighed! Amen.
------------------------Paulus' Brev til Romerne, Kapitel 12
Rom	12	1	1. Desaarsag formaner jeg Eder, Brødre! ved Guds Barmhjertighed, at I fremstille EdersLegemer som et levende, helligt, Gud velbehageligt Offer, hvilket er Eders fornuftige Gudsdyrkelse.
Rom	12	2	2. Og skikke Eder ikke lige med denne Verden, men vorder forvandlede ved Eders Sinds Fornyelse, at I maa skjønne, hvad der er Guds gode og velbehagelige og fuldkomne Villie.
Rom	12	3	3. Thi formedelst den Naade, som mig er given, siger jeg til enhver iblandt Eder, at han ikke skal taenke høiere om sig selv, end han bør at taenke, men taenke om sig selv ved Betaenksomhed, eftersom Gud tilmaalte Enhver Troens Gave.
Rom	12	4	4. Thi ligerviis som vi have mange Lemmer paa eet Legeme, men alle Lemmer have ikke den samme gjerning;
Rom	12	5	5. ligesaa ere vi mange eet Legeme i Christus, men hver for sig ere vi hverandres Lemmer.
Rom	12	6	6. Men efterdi vi have adskillige Naadegaver efter den Naade, som er given os, enten vi have Prophetiens gave, da lader os bruge den i Forhold til vor Tro;
Rom	12	7	7. eller vi have et Embede, da lader os tage vare paa Embedet; eller om nogen laerer, paa Laerdommen;
Rom	12	8	8. eller om Nogen formaner, paa Formanelsen; den, som uddeler, gjøre det med Redelighed; den, som er Forstander, vaere det med iver; den, som gjør Barmhjertighed, gjøre det med Glaede.
Rom	12	9	9. Kjaerligheden vaere uden Skrømt; haver Afsky til det Onde, Haender fast ved det Gode;
Rom	12	10	10. vaerer hverandre inderligen hengivne i broderlig Kjaerlighed; forekommer hverandre med Aerbødighed;
Rom	12	11	11. vaerer ikke lunkne i Eders Iver; vaerer braendende i Aanden; tjener Herren;
Rom	12	12	12. vaerer glade i Haabet, taalmodige i Traengslen, varagtige i Bønnen,
Rom	12	13	13. Antager Eder de Helliges nødtørstighed; laaner gjerne Huus.
Rom	12	14	14. Velsigner dem, som Eder forfølge velsigner, og forbander ikke.
Rom	12	15	15. Glaeder Eder med de Glade og graeder med de Graedende.
Rom	12	16	16. Haver eet Sind imod hverandre; tragter ikke efter høie ting, men holder Eder til de lave; mener Eder selv ikke kloge.
Rom	12	17	17. Betaler ikke Nogen Ondt for Godt; beflitter Eder paa, hvad der er godt for alle Menneskers Aasyn.
Rom	12	18	18. Dersom det er muligt, da haver Fred med alle Mennesker, saavidt det staaer til Eder.
Rom	12	19	19. Haevner Eder ikke selv, I Elskelige! men giver Straffen Tid; thi der er skrevet: Haevnen hører mig til, jeg vil betale, siger Herren.
Rom	12	20	20. Dersom da din Fjende hungrer, giv ham Mad; dersom han tørster, giv ham Drikke; thi naar du det gjør, samler du gloende Kul paa hans Hoved.
Rom	12	21	21. Lad dig ikke overvinde af det Onde, men overvind det Onde med det Gode.
------------------------Paulus' Brev til Romerne, Kapitel 13
Rom	13	1	1. Hvert Menneske vaere de foresatte Øvrigheder underdanig; thi der er ikke Øvrighed uden af Gud, men de Øvrigheder, som ere, har Gud beskikket,
Rom	13	2	2. saa at hvo som saetter sig imod Øvrigheden, imodstaaer Guds Anordning; men de, som modstaae, skulle faae deres Dom.
Rom	13	3	3. Thi de Regjerende ere ikke til Skraek for gode Gjerninger, men for onde. Vil du da ikke frygte for Øvrigheden, saa gjør det, som godt er, og du skal have Roes af den.
Rom	13	4	4. Thi den er Guds Tjener, dig til Gode. Men dersom du gjør det, som er ondt, da frygt dig; thi den baerer ikke Svaerdet forgjeves, den er Guds Tjener, en haevner, til Straf over den, som gjør det Onde.
Rom	13	5	5. Derfor er det fornødent at vaere underdanig, ikke alene for Straffens Skyld, men ogsaa for Samvittighedens.
Rom	13	6	6. Derfor betale I dem ogsaa Skat; thi de ere Gods Tjenere, som just skulle tage vare paa dette.
Rom	13	7	7. Betaler derfor alle, hvad I ere dem skyldige: den, som i ere Skat skyldige, Skat; den, som Told, Told; den, som Frygt, Frygt; den, som Aere, Aere.
Rom	13	8	8. Bliver Ingen Noget skyldige uden dette, at elske hverandre; thi hvo som elsker den Anden, har opfyldt Loven.
Rom	13	9	9. Thi det: du skal ikke bedrive hoer; du skal ikke ihjelslaae; du skal ikke stjaele; du skal ikke baere falsk Vidnesbyrd; du skal ikke begjere; og om der er noget andet Bud, det befattes som i en hovedsum i dette Ord; du skal elske din Naeste som dig selv.
Rom	13	10	10. Kjerligheden gjør Naesten ikke Ondt; derfor er Kjaerligheden Lovens Fylde.
Rom	13	11	11. Og dette desto mere i Betragtning af Tiden, da Stunden nu er der, at vi skulle opstaae af Søvne; thi vor Frelse er nu naermere, end da vi bleve troende.
Rom	13	12	12. Natten er fremrykket, og Dagen er kommen naer. Derfor lader os aflaegge Mørkets Gjerninger og iføre Lysets Vaaben;
Rom	13	13	13. lader os vandre skikkeligen som om Dagen, ikke i Fraadseri og Drukkenskab, ikke i Løsagtighed og Uteerlighed, ikke i Kiv og Avind;
Rom	13	14	14. men ifører den Herre Jesus Christus, og pleier ikke Kjødet til at vaekke Begjerlighed.
------------------------Paulus' Brev til Romerne, Kapitel 14
Rom	14	1	1. Antager Eder den, som er skrøbelig i Troen, og dømmer ikke hans Meninger.
Rom	14	2	2. En troer, at man tør aede alt; men den Skrøbelige aeder kun Urter.
Rom	14	3	3. Hvo som aeder, foragte ikke den, som ikke aeder; og hvo som ikke aeder dømmer ikke den, som aeder; thi Gud har antaget ham.
Rom	14	4	4. Hvo er du, som dømmer en fremmed Svend? For sin egen Herre staaer eller falder han; men han skal blive staaende, thi Gud er maegtig til at holde ham.
Rom	14	5	5. En agter den ene Dag fremfor den anden, en Anden agter alle Dage lige; hver have fuld Vished i sit eget Sind.
Rom	14	6	6. Hvo som gjør sig Mening om Dage, han gjør det for Herren; og hvo som ikke gjør sig Mening og Dage, han gjør det ogsaa for Herren. Hvo som aeder gjør det for Herren, thi han takker Gud; og hvo som ikke aeder, gjør det ogsaa for Herren og takker Gud.
Rom	14	7	7. Thi Ingen af os lever sig selv, og Ingen døer sig selv;
Rom	14	8	8. thi baade dersom vi leve, leve vi Herren, og dersom vi døe, døe vi Herren; derfor, enten vi leve, eller vi døde, ere vi Herrens.
Rom	14	9	9. Dertil er jo Christus baade død og opstanden og bleven levende igjen, at han skal herske baade over Døde og Levende.
Rom	14	10	10. Du altsaa, hvi dømmer du din Broder? eller du, hvi foragter du din Broder? Vi skulle jo alle fremstilles for Christi Domstol.
Rom	14	11	11. Thi der er skrevet: saa sandt jeg lever, siger Herren, skal hvert Knae bøies for mig, og hver Tunge skal bekjende Gud.
Rom	14	12	12. Altsaa skal hver af os gjøre Gud Regnskab for sig selv.
Rom	14	13	13. Derfor lader os ikke mere dømme hverandre, men dømmer hellere dette, ikke at saette Anstød eller Forargelse for en Broder.
Rom	14	14	14. Jeg veed og er vis paa i den Herre Jesus, at Intet er ureent i sig selv; dog for den, som agter Noget for ureent, ham er det ureent.
Rom	14	15	15. Men dersom din Broder bedrøves for Mads Skyld, da omgaaes du ikke mere efter Kjaerlighed. Led ikke ved din mad den i Fordaervelse, for hvis Skyld Christus er død.
Rom	14	16	16. Lader derfor Eders Gode ikke blive bespottet.
Rom	14	17	17. Thi Guds Rige er ikke Mad og Drikke, men Retfaerdighed og Fred og Glaede i den Hellig Aand.
Rom	14	18	18. Hvo som derudi tjener Christus, er velbehagelig for Gud og taekkelig for Menneskene.
Rom	14	19	19. Derfor lader os tragte efter det som tjener til Fred og indbyrdes Opbyggelse.
Rom	14	20	20. Nedbryd ikke Guds Vaerk for Mads Skyld. Vel er Alt reent, men det er ondt for det Menneske, som aeder med Anstød.
Rom	14	21	21. Det er godt ikke at aede Kjød eller at drikke Viin eller at gjøre Noget, som støder din Broder, forarger eller aengster ham.
Rom	14	22	22. Du har Tro; hav den hos dig selv for Gud. Salig er den, som ikke maa dømme sig selv i det, han vaelger.
Rom	14	23	23. Men hvo som tvivler og dog aeder han er skyldig, fordi det ikke er af Tro men alt det, som ikke er af Tro, er Synd.
------------------------Paulus' Brev til Romerne, Kapitel 15
Rom	15	1	1. Vi, som ere staerke, bør da baere over med de Svages Skrøbeligheder og ikke behage os selv.
Rom	15	2	2. Hver af os vaere sin Naeste til Behag i det Gode, til Opbyggelse.
Rom	15	3	3. Thi ogsaa Christus levede ikke sig selv til Behag; men som skrevet staaer: deres Forhaanelser, som dig forhaane ere faldne paa mig.
Rom	15	4	4. Thi hvadsomhelst tilforn er skrevet, det er skrevet os til Laerdom, paa det vi skulle have Haab ved taalmodighed og Skriftens Trøst.
Rom	15	5	5. Men Taalmodighedens og Trøstens Gud giver Eder at have eet Sind indbyrdes efter Christus Jesus,
Rom	15	6	6. at I eendraegteligen med een Mund kunne prise Gud og vor Herres Jesu Christi Fader.
Rom	15	7	7. Derfor antager Eder hverandre, ligesom Christus har antaget sig os, til Guds Aere.
Rom	15	8	8. Jeg siger nemlig, at Jesus Christus er bleven Omskaerelsens Tjener for Guds Sanddrugheds Skyld til at stadfaeste Forjaettelserne til Faedrene;
Rom	15	9	9. men at Hedningerne skulle prise Gud for hans Barmhjertigheds Skyld, som skrevet er: derfor vil jeg bekjende dig iblandt hedningerne og lovsynge dit Navn.
Rom	15	10	10. Og atter siges der: fryder Eder, I hedninger, med hans Folk!
Rom	15	11	11. Og atter: lover Herren alle Hedninger, og priser ham, alle Folk!
Rom	15	12	12. Og atter siger Esaias: der skal vaere en Rod af Issai, og den, som opstaaer at regjere over Hedningerne, paa ham skulle Hedningerne haabe.
Rom	15	13	13. Men haabets Gud fylde Eder med al Glaede og Fred, idet I troe, at I kunne vorde rige i Haabet ved den Hellig Aands Kraft.
Rom	15	14	14. Iøvrigt, mine Brødre! er jeg og selv forvisset om Eder, at ogsaa i ere fulde af Godhed, og rige paa al Kundskab, i stand til at paaminde hverandre.
Rom	15	15	15. Dog har jeg for en Deel tilskrevet Eder, mine Brødre! noget dristigere for at paaminde Eder efter den Naade, som mig er givet af Gud,
Rom	15	16	16. at vaere Jesu Christi Tjener iblandt Hedningerne, at betjene Guds Evangelium, paa det Hedningernes Offer maa blive velbehageligt, helliget formedelst den Hellig Aand.
Rom	15	17	17. Saaledes har jeg Roes i Christus Jesus i min Tjeneste for Gud.
Rom	15	18	18. Thi jeg vil ikke fordriste mig til at tale Noget om det, som Christus ikke har udrettet ved mig til Hedningernes Lydighed, ved Ord og Handling,
Rom	15	19	19. ved Tegns og Undergjerningers Kraft, ved Guds Aands Kraft; saa at jeg fra Jerusalem og trindt omkring indtil Illyrien har tilfulde forkyndt Christi Evangelium;
Rom	15	20	20. dog saaledes, at jeg havde synderlig Villie til at praedike Evangelium, ikke der, hvor Christus var naevnet, at jeg ikke skulde bygge paa en fremmed Grundvold,
Rom	15	21	21. men, som skrevet staaer: de, for hvilke Intet var kundgjort om ham, skulle see, og de, som ikke havde hørt, skulle forstaae.
Rom	15	22	22. Derved er jeg og mange Gange bleven forhindret i at komme til Eder.
Rom	15	23	23. Men nu, da jeg ikke mere har Rum i disse lande, og fra mange Aar af har Laengsel efter at komme til Eder,
Rom	15	24	24. vil jeg, naar jeg reiser til Spanien, komme til Eder; thi jeg haaber at see Eder, naar jeg reiser igjennem, og af Eder at blive ledsaget derhen, naar jeg først i nogen Maade er bleven tilfredsstillet hos Eder.
Rom	15	25	25. Men nu reiser jeg til Jerusalem for at tjene de Hellige.
Rom	15	26	26. Thi Macedonien og Achaia have anseet for godt at gjøre et Sammenskud til de Fattige iblandt de Hellige i Jerusalem.
Rom	15	27	27. De ansaae det for godt og ere ogsaa deres Skyldnere. Thi ere Hedningerne blevne deelagtige i hines aandelige Fordele, da ere de og skyldige at tjene dem i det Timelige.
Rom	15	28	28. Naar jeg da har fuldbragt dette forsikkrer dem denne Frugt, vil jeg derfra drage igjennem Eders Stad til Spanien.
Rom	15	29	29. Men jeg veed, at naar jeg kommer til Eder, skal jeg komme med Christi Evangeliums Velsignelses Fylde.
Rom	15	30	30. Men jeg formaner Eder, Brødre! ved vor Herre Jesus Christus og ved Aandens Kjaerlighed, og I ville med mig stride i Bøn for mig til Gud,
Rom	15	31	31. at jeg maa udfries fra de Vantroe i Judaea, og at mit Aerinde til Jerusalem maa blive de Hellige behageligt,
Rom	15	32	32. paa det jeg kan komme til Eder med Glaede efter Guds Villie og vederkvaeges med Eder.
Rom	15	33	33. Fredens Gud vaere med Eder alle! Amen.
------------------------Paulus' Brev til Romerne, Kapitel 16
Rom	16	1	1. Jeg, befaler Eder Phoebe, vor Søster, Tjenerinde ved Menigheden i Kenchrea,
Rom	16	2	2. at I antage hende i Herre, som det sømmer de Hellige, og gjøre hende Bistand i hvadsomhelst hun maatte have Eder behov; thi hun har og gjort Mange Bistand, ja ogsaa mig selv.
Rom	16	3	3. Hilser Priscilla og Aqualias, mine Medarbeidere i Christus Jesus,
Rom	16	4	4. hvilke for mit Liv have vovet deres eget, hvem ikke jeg alene takker, men og alle Hedningernes Menigheder;
Rom	16	5	5. og hilser Menigheden i deres Huus! Hilser Epaenetus, den Elskelige, Achaias Førstegrøde i Christus.
Rom	16	6	6. Hilser Maria, som har arbeidet meget for os.
Rom	16	7	7. Hilser Andronicus og Junias, mine Fraender og mine Medfangne, som ere maerkelige iblandt Apostlerne og have, for jeg, vaeret i Christus.
Rom	16	8	8. Hilser Amplias, min Elskelige i Herren.
Rom	16	9	9. Hilser Urbanus, vor Medarbeider i Christus, og Stachys, min Elskelige.
Rom	16	10	10. Hilser Apelles, den Prøvede i Christus. Hilser dem som, ere af Aristobulus' Huus.
Rom	16	11	11. Hilser Herodian min Fraende. Hilser dem af Narcissus' Huus, som ere i Herren.
Rom	16	12	12. Hilser Tryphena og Tryphosa, som have arbeidet i Herren. Hilser Persis, den Elskelige, som har arbeidet meget i Herren.
Rom	16	13	13. Hilser Rufus, den Udvalgte i Herren og hans og min Moder.
Rom	16	14	14. Hilser Afyncritus, Phlegon, Hermas, Patrobas, Hermes og Brødrene hos dem.
Rom	16	15	15. Hilser Philologus og Julias, Nereus og hans Søster, og Olympa, og alle de Hellige hos dem.
Rom	16	16	16. Hilser hverandre med et helligt Kys. Christi Menigheder hilse Eder.
Rom	16	17	17. End formaner jeg Eder, Brødre! at I give Agt paa dem, som volde Splid og Forargelser, tvertimod den Laerdom, som I have laert, og viger af fra dem.
Rom	16	18	18. Thi Saadanne tjene ikke vor Herre Jesus Christus, men deres egen Bug, og ved føde Ord og smigrende Taler forføre de de Eenfoldiges Hjerter.
Rom	16	19	19. Eders Lydighed er bleven Alle bekjendt; derfor glaeder jeg mig over Eder. Men jeg vil, at I skulle vaere vise til det Gode og eenfoldige til det Onde.
Rom	16	20	20. Men Fredens Gud skal snart knuse Satanas under Eders Fødder. Vor Herres Jesu Christi Naade vaere med Eder! Amen.
Rom	16	21	21. Timotheus, min Medarbeider, og Lucius og Jafon og Sofipater, mine Fraender, hilse Eder.
Rom	16	22	22. Jeg, Tertius, som har skrevet dette Brev, hilser Eder i Herren.
Rom	16	23	23. Cajus, min og den hele Menigheds Vaert, hilser Eder. Craftus, Stadens Rentemester, hilser Eder, og Broderen Qvartus.
Rom	16	24	24. Vor Herres Jesu Christi Naade vaere med Eder alle! Amen.
Rom	16	25	25. Men ham, som er maegtig til at styrke Eder efter mit Evangelium og Jesu Christi Praediken, efter Aabenbaringen af den Hemmelighed, som var fortiet fra evige Tider,
Rom	16	26	26. men nu er aabenbaret, og ifølge de prophetiske Skrifter, efter den evige Guds Befaling, er kundgjort for alle Hedninger til Troens Lydighed:
Rom	16	27	27. ham, den ene vise Gud, vaere Aere ved Jesus Christus i al Evighed! Amen
------------------------Paulus' Første Brev til Korintherne, Kapitel 1
1Cor	1	1	1. Paulus' kaldet til Jesu Christi Apostel ved Guds Villie, og Broderen Softhenes,
1Cor	1	2	2. til Guds Menighed, som er i Corinth, de Helligede i Christus Jesus, de kaldte Hellige, med alle dem, som paa ethvert Sted paakaldte vor Herres Jesu Christi, deres og vor Herres, Navn:
1Cor	1	3	3. Naade vaere med Eder og Fred, fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Christus!
1Cor	1	4	4. Jeg takker min Gud altid for Eder, for den Guds Naade, som er given Eder i Christus Jesus,
1Cor	1	5	5. at I ved ham ere gjort rige i Alt i al laere og al kundskab,
1Cor	1	6	6. ligesom og det Vidnesbyrd om Christus er bleven befaestet hos Eder,
1Cor	1	7	7. saa at Eder ikke fattes paa nogen Naadegaven idet I forvente vor Herres Jesu Christi Aabenbarelse,
1Cor	1	8	8. som og skal stadfaeste Eder indtil Enden, usraffelige paa vor Herres Jesu Christi Dag.
1Cor	1	9	9. Gud er trofast, ved hvem I ere kaldte til hans Søns, Jesu Christi, vor Herres Samfund.
1Cor	1	10	10. Men jeg formaner Eder, Brødre! ved vor Herres Jesu Christi Navn, at I alle føre den samme Tale, og at der ikke maa findes Splidagtigheder ibland Eder, men at I skulle vaere forenede i det samme Sind og i den samme Mening.
1Cor	1	11	11. Thi mig er tilkjendegivet om Eder, mine Brødre! af Chloes Huusfolk, at der er Traetter iblandt Eder.
1Cor	1	12	12. Jeg mener nemlig, at enhver af Eder siger: jeg er Paulus', eller: jeg er Apollos', eller: jeg er Kephas, eller jeg er Christi.
1Cor	1	13	13. Er de Christus deelt? mon Paulus vaere korsfaestet for Eder? eller ere I døbte til Paulus' Navn?
1Cor	1	14	14. Jeg takker Gud, at jeg ingen af Eder har døvt, uden Crispus og Cajus,
1Cor	1	15	15. paa det ikke Nogen skal sige, at jeg har døbt til mit Navn.
1Cor	1	16	16. Dog døbte jeg ogsaa Stephanas' Huusfolk; ellers veed jeg ikke, at jeg har døbt nogen Anden.
1Cor	1	17	17. Thi Christus sendte mig ikke for at døbe, men for at praedike Evangelium, ikke med vise Ord, at Christi Kors ikke skulde tabe sin Kraft.
1Cor	1	18	18. Thi det Korsets Ord er vel dem en Daarlighed, som blive fortabte, men os, som blive salige, er det en Guds Kraft.
1Cor	1	19	19. Thi der er skrevet: jeg vil forkaste de Vises Viisdom og tilintetgjøre de ForstandigesForstand.
1Cor	1	20	20. Hvor ere de Vise? hvor de Skriftkloge? hvor denne Verdens Grandskere? har Gud ikke gjort denne Verdens Viisdom til Daarlighed?
1Cor	1	21	21. Thi efterdi Verden for idel Viisdom ikke erkjendte Gud i hans Viisdom, da behagede det Gud formedelst denne Praedikens Daarlighed at gjøre den salige, som troe.
1Cor	1	22	22. Saasom baade Jøderne aeske Tegn, og Graekerne søge Viisdom;
1Cor	1	23	23. men vi praedike den korsfaestede Christus, som er Jøderne en Forargelse og Graekerne en Daarlighed;
1Cor	1	24	24. men de, som ere kaldte, baade Jøder og Graeker, praedike vi Christus, Guds Kraft og Guds Viisdom.
1Cor	1	25	25. Thi det Daarlige fra Gud er visere end Menneskenes Viisdom, og det Skrøbelige fra Gud er staerkere end Menneskenes Styrke.
1Cor	1	26	26. Betrager, Brødre! hvo I ere som bleve kaldte: ikke mange Vise efter Kjødet, ikke mange Maegtige, ikke mange fornemme;
1Cor	1	27	27. men det for Verden Daarlige udvalgte Gud, for at beskaemme de Vise, og det for Verden Skrøbelige udvalgte Gud, for at beskaemme de Staerke;
1Cor	1	28	28. og det for Verden Uaedle og det Ringeagtede udvalgte Gud, og det, som Intet var, for at tilintetgjøre det, som var Noget;
1Cor	1	29	29. paa det intet Kjød skal rose sig for ham.
1Cor	1	30	30. Men ved ham ere I udi Christus Jesus, hvilken er bleven os Viisdom fra Gud, og Retfaerdighed, og Helliggjørelse, og Forløsning;
1Cor	1	31	31. saa at, som skrevet er: hvo sig roser, rose sig i Herren.
------------------------Paulus' Første Brev til Korintherne, Kapitel 2
1Cor	2	1	1. Og, jeg Brødre! der jeg kom til Eder, kom jeg ikke med praegtige Ord eller Viisdom, at forkynde Eder det Guds Vidnesbyrd;
1Cor	2	2	2. thi jeg agtede mig ikke at vide Noget iblandt Eder, uden Jesus Christus, og han korsfaestet;
1Cor	2	3	3. og jeg var hos Eder med Ydmyghed og med Frygt og med megen Baeven;
1Cor	2	4	4. og mit Ord og min Praediken var ikke i menneskelig Viisdoms overtalende ord, men i Aands og Kraftes Beviisning,
1Cor	2	5	5. at Eders Tro ikke skulde vaere i Menneskens Viisdom, men i Guds Kraft.
1Cor	2	6	6. Men Viisdom tale vi iblandt de Fuldkomne, dog ikke denne Verdens Viisdom, ikke heller denne Verdens Øversters, hvilke skulle beskaemmes;
1Cor	2	7	7. men vi tale Guds Viisdom, den hemmelighedsfulde, den, som var skjult, hvilken Gud har forud beskikket før Verdens Begyndelse, til vor Herlighed,
1Cor	2	8	8. hvilken ingen af denne Verdens Øverster kjendte; thi havde de kjendt den, havde de ikke korsfaestet Herlighedens Herre;
1Cor	2	9	9. men, som skrevet er: hvad intet Øie har seet, og intet Øre har hørt, og ikke er opkommet i noget Menneses Hjerte, hvad Gud har beredt dem, som han elske.
1Cor	2	10	10. Men os aabenbarede Gud det formedelst sin Aand; thi Aanden ransager alle Ting, ogsaa Guds Dybheder.
1Cor	2	11	11. Hvilket Menneske veed det, der er i Mennesket, uden Menneskets Aand, som er i ham? Saa veed og Ingen det, som er i Gud, uden Guds Aand.
1Cor	2	12	12. Og vi have ikke annammet Verdens Aand, men den Aand, som er af Gud, paa det vi kunne kjende, hvad der er os skjenket af Gud;
1Cor	2	13	13. hvilket vi og tale, ikke med Ord, som menneskelig Viisdom laerer, men med Ord, som den Hellig Aand laerer, idet vi tolke aandelige Ting med aandelige Ord.
1Cor	2	14	14. Men det sanselige Menneske fatter ikke de Ting, der høre Guds Aand til; thi de ere ham enDaarlighed, og han kan ikke kjende dem, thi de dømmes aandeligen.
1Cor	2	15	15. Men den Aandelige dømmer vel alle Ting, selv derimod dømmes han af Ingen.
1Cor	2	16	16. Thi hvo har kjendt Herrens Sind, at han kunde undervise ham? Men vi have Christi Sind.
------------------------Paulus' Første Brev til Korintherne, Kapitel 3
1Cor	3	1	1. Og jeg, Brødre! kunde ikke tale med Eder, som med Aandelige, men som med Kjødelige, som med Børn i Christus.
1Cor	3	2	2. Jeg gav Eder Melk at drikke, og ikke haard mad; thi da kunde I end ikke taale den, ja, I kunne endnu ikke;
1Cor	3	3	3. thi I ere endnu kjødelige. Efterdi der er Nid og Kiv og Tvedragt iblandt Eder, ere I da ikke kjødelige, og omgaaes efter menneskelig Viis?
1Cor	3	4	4. Naar En siger: jeg er Paulus', men en anden: jeg er Apollos', ere I da ikke kjødelige?
1Cor	3	5	5. Hvo er da Paulus? og hvo er Apollos? uden Tjenere, ved hvilke I bleve troende, og det, eftersom Herren har givet enhver.
1Cor	3	6	6. Jeg plantede, Apollos vandede men Gud gav Vaext.
1Cor	3	7	7. Saa er nu hverken den Noget, som planter, ikke heller den, som vander, men Gud, som giver Vaext.
1Cor	3	8	8. Den, som planter, og den, som vander, ere eet; men hver skal faae sin egen Løn efter sit eget Arbeide.
1Cor	3	9	9. Thi vi ere Guds Medarbeidere; I ere Guds Ager, Guds Bygning.
1Cor	3	10	10. Jeg lagde Grundvolden som en viis Bygmester, efter den Guds Naade, som mig er given, men en Anden bygger derpaa; hver see til, hvorledes han bygger.
1Cor	3	11	11. Thi ingen kan laegge anden Grundvold end den, som lagt er, hvilken er Jesus Christus;
1Cor	3	12	12. men dersom Nogen bygger paa denne Grundvold Guld, Sølv, dyrebare Stene, trae, hø, straa,
1Cor	3	13	13. da skal hvers Gjerning blive aabenbar; thi Dagen skal gjøre det klart, ved Ild skal det aabenbares, og Ilden skal prøve, hvordan hvers Gjerning er.
1Cor	3	14	14. Dersom Nogens gjerning, som han byggede derpaa, bliver fast, da skal han faae Løn;
1Cor	3	15	15. dersom Nogens Gjerning bliver opbraendt, da skal han lide Skade; men han selv skal blive frelst, dog som igjennem Ild.
1Cor	3	16	16. Vide I ikke, at I ere Guds Tempel, og Guds Aand boer i Eder?
1Cor	3	17	17. Dersom Nogen fordaerver Guds Tempel, han skal Gud fordaerve; thi Guds Tempel er helligt, hvilket I ere.
1Cor	3	18	18. Ingen bedrage sig selv! dersom Nogen lader sig tykkes at vaere viis iblandt Eder i denne Verden, han vorde en Daare, at han kan vorde viis.
1Cor	3	19	19. Thi denne Verdens Viisdom er Daarlighed hos Gud, som skrevet staar: han er den, som griber de Vise i deres Traedskhed;
1Cor	3	20	20. og atter: Herren kjende de Vises Tanker, at de ere forfaengelige.
1Cor	3	21	21. Derfor rose Ingen sig af Mennesker, thi alle Ting ere Eders;
1Cor	3	22	22. vaere sig Paulus, eller Apollos, eller Kephas, eller Verden, eller Liv, eller Død, eller det Naervaerende, elller det Tilkommende; alle Ting ere Eders;
1Cor	3	23	23. men I ere Christi, men Christus Guds.
------------------------Paulus' Første Brev til Korintherne, Kapitel 4
1Cor	4	1	1. Saaledes agte hvert Menneske os som Christi Tjenere og Huusholdere over Guds Hemmeligheder.
1Cor	4	2	2. Iøvrigt udkraeves af Huusholdere, at de maae findes troe.
1Cor	4	3	3. Men mig er det saare lidet, at dømmes af Eder eller af en menneskelig Ret; ja, jeg dømmermig end ikke selv.
1Cor	4	4	4. Vel veed jeg Intet med mig selv, dog er jeg dermed ikke retfaerdiggjort; men Herren er den, som mig dømmer.
1Cor	4	5	5. Derfor dømmer ikke Noget for Tiden, indtil Herren kommer, som og skal føre til Lyset det, som er skjult i Mørket, og aabenbare Hjerternes Raad; de skal hver vederfares sin Lov af Gud.
1Cor	4	6	6. Men dette, Brødre! har jeg hentydet paa mig selv og Apollos for Eders Skyld, at I kunne laere af os, ikke at taenke høiere, end skrevet er, at ikke Nogen for Eens Skyld skal opblaese sig mod den Anden.
1Cor	4	7	7. Thi hvo giver dig Fortrin? og hvad har du, som du ikke har annammet? men dersom du og har annammet det, hvi roser du dig, som du havde ikke annammet det?
1Cor	4	8	8. I ere allerede blevne maette, I ere allerede blevne rige, I ere blevne Herrer, foruden os, og gid I bare blevne Herrer, paa det og vi kunde blive det med Eder.
1Cor	4	9	9. Thi mig synes, at Gud har fremstillet os Apostler som de Ringeste, som henantvordede til Døden; thi vi ere blevne et Skuespil for Verden baade for Engle og Mennesker.
1Cor	4	10	10. Vi ere Daarer for Christi Skyld, men I ere kloge i Christus; vi skrøbelige, men I staerke; I herlige, men vi foragtede.
1Cor	4	11	11. Indtil denne Time lide vi baade Hunger og Tørst og ere nøgne og faae Mundslag og have intet vist Sted,
1Cor	4	12	12. og arbeide møisommeligen med vore egne Haender. Overskjeldede velsigne vi, forfulgte taale vi,
1Cor	4	13	13. bespottede formane vi, vi ere blevne som Udskud i Verden, Alles Skovisk indtil nu.
1Cor	4	14	14. Dette skriver jeg ikke for at beskaemme Eder; men jeg paaminder Eder som mine elskelige Børn.
1Cor	4	15	15. Thi om I end havde ti tusinde Tugtemestre i Christus, have I dog ikke mange Faedre; men jeg avlede Eder i Christus Jesus ved Evangelium,
1Cor	4	16	16. Jeg formaner Eder derfor, vorder mine Efterfølgere!
1Cor	4	17	17. Desaarsag sendte jeg Timotheus til Eder, som er min elskelige og trofaste Søn i Herren, at han skal paaminde Eder om mine Veie i Christus, saaledes som jeg laerer allevegne i hver Menighed.
1Cor	4	18	18. Nogle ere blevne opblaeste, som om jeg ikke skulde komme til Eder;
1Cor	4	19	19. men jeg vil snart komme til Eder, om Herren vil, og forfare, ikke de Opblaestes Ord, men deres Kraft.
1Cor	4	20	20. Thi Guds Rige bestaaer ikke i Ord, men i Kraft.
1Cor	4	21	21. Hvad ville I? skal jeg komme til Eder med Riis, eller med Kjaerlighed og Sagtmodigheds Aand?
------------------------Paulus' Første Brev til Korintherne, Kapitel 5
1Cor	5	1	1. Ydermere høres der Horeri iblandt Eder, og saadant Horeri, som ikke end naevnes iblandt Hedningerne, at En lever med sin Faders Hustru.
1Cor	5	2	2. Og I ere opblaeste og ere ikke meget mere sørgmodige, saa at den, som har gjort denne Gjerning, matte udstødes fra Eder?
1Cor	5	3	3. Jeg for min Deel, skjøndt fravaerende med Legemet, men naervaerende med Aanden har allerede bedømt, som om jeg var naervaerende, den som dette har saaledes bedrevet,
1Cor	5	4	4. i vor Herrens Jesu Christi Navn, naar I ere forsamlede, og min Aand hos Eder, med vor Herrens Jesu Christus Kraft,
1Cor	5	5	5. at overantvorde Satan en Saadan til Kjødets Fordaervelse, at Aanden maa frelses paa den Herrens Jesu Christi Dag.
1Cor	5	6	6. Kun slet er Eders Roes! Vide I ikke, at en liden Surdeig syrer den hele Deig?
1Cor	5	7	7. Derfor udrenser den gamle Suurdeig, at I kunne vaere en ny Deig, ligesom I ere usyrede; thi ogsaa for os er vort Paaskelam slagtet, Christus.
1Cor	5	8	8. Derfor lader os holde højtid, ikke med den gamle Suurdeig, ei heller med Ondskabs og Skalkheds Suurdeig, men med Reenheds og Sandheds usyrede Brød.
1Cor	5	9	9. Jeg har skrevet Eder til i Brevet, at I skulle Intet have at skaffe med Skjørlevnere.
1Cor	5	10	10. Dermed mener jeg ingenlunde Skjørlevnere i denne Verden eller Gjerrige eller Røvere eller Afgudsdyrkere; ellers maatte I gaae ud af Verden.
1Cor	5	11	11. Men nu har jeg skrevet Eder, at i skulle Intet have at skaffe, dersom Nogen der kaldes en Broder, er en Skjørlevner eller Gjerrig eller en Afgudsdyrker eller en Skjendegjest eller en Dranker eller en Røver, at I skulle end ikke aede med den Saadan.
1Cor	5	12	12. Thi hvad kommer det mig ved ogsaa at dømme dem, som ere udenfor? Nei, dømmer I dem, som ere iblandt Eder;
1Cor	5	13	13. dem udenfor skal Gud dømme. Bortskaffer I den Onde fra Eder!
------------------------Paulus' Første Brev til Korintherne, Kapitel 6
1Cor	6	1	1. Kan dog Nogen af Eder, naar han har Sag med en anden, føre det over sit Sind at søge Dom hos de Vanhellige, og ikke hos de Hellige?
1Cor	6	2	2. Vide I ikke, at de Hellige skulle dømme Verden? og dersom Verden dømmes ved Eder, ere I da uvaerdige til at dømme i de ringeste sager?
1Cor	6	3	3. Vide I ikke, at vi skulle dømme Englene? end sige timelige Ting!
1Cor	6	4	4. Naar I da have Sager om det Timdelige, da saette I dem til Dommere, som ere intet agtede i Menigheden.
1Cor	6	5	5. Jeg siger det Eder til Blusel: saa er der da ingen Viis iblandt Eder, end ikke en, som kunde dømme imellem sine Brødre?
1Cor	6	6	6. Men Broder gaaer i Rette med Broder, og det er for de Vantroe!
1Cor	6	7	7. Overalt er det jo allerede en Feil iblandt Eder, at I have Sager med hverandre. Hvi lide I ikke hellere Uret? hvi lade I Eder ikke hellere besvige?
1Cor	6	8	8. Men I gjøre Uret og besvige, og det Brødrene!
1Cor	6	9	9. Eller vide I ikke, at de Uretfaerdige skulle ikke arve Guds Rige? Farer ikke vild! Hverken Skjørlevnere, ei heller Afgudsdyrkere, ei heller Hoerkarle, ei heller Blødagtige, ei heller de, som synde imod Naturen,
1Cor	6	10	10. ei heller Tyve, ei heller Gjerrige, ei heller Drankere, ei Skjendegjeste, ei Røvere skulle arve Guds Rige.
1Cor	6	11	11. Og saadanne vare I tildeels; men I ere aftvaettede, men I ere helliggjorte, men i ere retfaerdiggjorte, ved den Herres Jesu Navn og ved vor Guds Aand.
1Cor	6	12	12. Jeg har Lov til Alt, men Alt er ikke nyttigt; jeg har Lov til Alt, men jeg vil ikke lade mig beherske af Noget.
1Cor	6	13	13. Maden er for Bugen, og Bugen for Maden; men Gud skal tilintetgjøre baade denne og den; Legemet derimod er ikke for Skjørlevnet, men for Herren, og Herren for Legemet;
1Cor	6	14	14. og Gud har baade oprejst Herren og skal opreise os formedelst sin Kraft.
1Cor	6	15	15. Vide I ikke, at Eders Legemer ere Christi Lemmer og gjøre dem til Skjøgens Lemmer? Det vaere langt fra!
1Cor	6	16	16. Eller vide I ikke, at hvo som haenger ved Skjøgen, er eet Legeme med hende? Thi de To, hedder det, skulle blive til eet Kjød.
1Cor	6	17	17. Men hvo som haenger ved Herren, er een Aand med ham.
1Cor	6	18	18. Flyer Skjørlevnet! Enhver Synd som Mennesket gjør, er udenfor Legemet; men hvo som bedriver Skjørlevnet, synder imod sit eget Legeme.
1Cor	6	19	19. Eller vide I ikke, at Eders Legeme er den Hellig Aands Tempel, som er i Eder, hvilken Ihave af Gud, og at I ikke ere Eders Egne?
1Cor	6	20	20. Thi I ere dyrekjøbte; aerer derfor Gud i Eders Legeme og i Eders Aand, hvilke høre Gud til.
------------------------Paulus' Første Brev til Korintherne, Kapitel 7
1Cor	7	1	1. Betraeffende det, som I skreve mig til om, da er det et Menneske godt, at han ikke rør en Kvinde;
1Cor	7	2	2. men for Skjørlevnets Skyld have hver mand sin egen Hustru, og hver Hustru have sin egen Mand.
1Cor	7	3	3. Manden bevise Hustruen den skyldige Velvillighed; desligeste ogsaa Hustruen Manden.
1Cor	7	4	4. Hustruen er ikke maegtig over sit eget Legeme, men Manden; desligeste er ogsaa Manden ikke maegtig over sit eget Legeme, men Hustruen.
1Cor	7	5	5. Holder Eder ikke fra hverandre, uden det skeer med faelles Samtykke, til en Tid at I kunne overlade Eder til Faste og Bøn; og kommer atter tilsamme, at Satan ikke skal friste Eder formedelst Eders Uafholdenhed.
1Cor	7	6	6. Men dette siger jeg som Raad, ikke som Befaling.
1Cor	7	7	7. Thi jeg vilde, at alle Mennesker vare, som jeg selv er; men hver har sin egen Naadegave af Gud, den Ene saa, den anden saa.
1Cor	7	8	8. Thi de Ugifte og til Enker siger jeg, at det er dem godt, om de blive som jeg er.
1Cor	7	9	9. Men kunne de ikke afholde sig, da gifte de sig; thi det er bedre at gifte sig, end at lide Brynde.
1Cor	7	10	10. Men de Gifte byder ikke jeg, men Herren, at Hustruen ikke skal skilles fra Manden;
1Cor	7	11	11. (men skilles hun og fra ham, da blive hun ugift, eller forlige sig med Manden; og at en Mand ikke skal forlade sin Hustru.
1Cor	7	12	12. Men de Andre siger jeg, ikke Herren: dersom nogen Broder har en vantro hustru, og det behager hende at boe hos ham, han forlade hende ikke.
1Cor	7	13	13. Og dersom en Kvinde har en vantro Mand, og det behager ham at boe hos hende, hun forlade ham ikke.
1Cor	7	14	14. Thi den vantroe Mand er helliget formedelst Hustruen, og den vantroe Hustru er helliget formedelst Manden; thi ellers vare jo Eders Børn urene, men nu ere de hellige.
1Cor	7	15	15. Men vil den Vantroe fraskille sig, da fraskille han sig; ingen Broder eller Søster er bunden i saadanne Ting men Gud har kaldet os til Fred.
1Cor	7	16	16. Thi hvad veed du, Hustru! om du ikke kan frelse Manden? eller hvad veed du, Mand! om du ikke kan frelse Hustruen?
1Cor	7	17	17. Som Gud har tildeelt enhver, som Herren har kaldet enhver, saaledes vandre han; og saaledes beskikker jeg i alle Menigheder.
1Cor	7	18	18. Er Nogen kaldet omskaaren, han lade ikke Forhuden drage over; er Nogen kaldet i Forhuden, han lade sig ikke omskaere.
1Cor	7	19	19. Omskaerelsen er Intet, og Forhuder er Intet, men at bevare Guds Bud.
1Cor	7	20	20. Hver blive i den Stand, som han er kaldet udi.
1Cor	7	21	21. Er du kaldet som Trael, det bekymre dig ikke; men kan du blive Fri, da vaelg hellere dette.
1Cor	7	22	22. Thi hvo som er kaldet i Herren som Trael, han er Herrens Frigivne; desligeste og hvo som er kaldet som Fri, han er Christi Trael.
1Cor	7	23	23. I ere dyrekøbte, vorder ikke Menneskers Traelle!
1Cor	7	24	24. Som enhver, Brødre! er kaldet, saaledes blive han for Gud.
1Cor	7	25	25. Om Jomfruer har jeg ikke Herrens Befaling, men giver min Mening tilkjende som den, hvem Herren barmhjertig har forundt at vaere tro.
1Cor	7	26	26. Jeg mener altsaa, at dette er gjodt formedelst den naervaerende Nød, at det er godt for et Menneske at vaere saaledes.
1Cor	7	27	27. Er du bunden til en Hustru? søg ikke at blive løst: er du løst fra en Hustru? søg ikke en Hustru.
1Cor	7	28	28. Men dersom du og giftede dig, syndede du ikke; og dersom en Jomfru giftede sig, syndede hun ikke; dog skulle saadanne have Traengsel i Kjødet. Men jeg skaaner Eder.
1Cor	7	29	29. Saa meget siger jeg, Brødre! at Tiden herefter er trang, saa at baade de, der have Hustruer, skulle vaere som de, der ikke have,
1Cor	7	30	30. og de, der graede, som de, der ikke graede, og de, sig glaede, som de, der ikke glaede sig, og de der kjøbe, som de, der ikke beholde,
1Cor	7	31	31. og de, der bruge denne Verden, som de, der ikke nyde den; thi denne Verdens Skikkelse forgaaer.
1Cor	7	32	32. Men jeg vilde, at I skulde vaere uden Bekymring. Den Ugifte har Omhyggelighed for de Ting, som høre Herren til, hvorledes han kan behage Herren;
1Cor	7	33	33. men de Gifte har Omhyggelighed for de Ting, som høre Verden til, hvorledes han kan behage Hustruen.
1Cor	7	34	34. Der er ogsaa Forskjel imellem Hustruen og Jomfruen. Den Ugifte har Omhyggelighed for de Ting, som høre Herren til, at han kan vaere hellig baade paa Legeme og i Aand; men den Gifte har Omhyggelighed for det, som hører Verden til, hvorledes hun kan behage Manden.
1Cor	7	35	35. Det siger jeg til Eders egen Nytte ikke for at kaste en Snare om Eder, men for at bevare Anstaendighed og urokkelig Vedholdenhed ved Herren.
1Cor	7	36	36. Men dersom Nogen mener, det er uanstaendigt for hans Jomfru, dersom hun sidder for laenge hen, og det maa saa vaere, han gjøre, hvad han vil, han synder ikke; lader Sadanne gifte sig.
1Cor	7	37	37. Men den, som har sat sig stadig for i Hjertet, som ikke er tvungen, men har Magt over sin egen Villie og har besluttet det i sit Hjerte, at bavare sin Jomfru, han gjør vel.
1Cor	7	38	38. Saa at baade den, som bortgifter, gjør vel, og den, som ikke bortgifter, gjør bedre.
1Cor	7	39	39. En Hustru er bunden ved Loven, saa laenge hendes Mand lever; men er hendes Mand hensovet, er hun fri at giftes med, hvem hun vil, alene at det skeer i Herren.
1Cor	7	40	40. Men hun er lyksaligere, om hun bliver saaledes, som hun er, efter min Mening; men jeg mener og at have Guds Aand.
------------------------Paulus' Første Brev til Korintherne, Kapitel 8
1Cor	8	1	1. Hvad Afguds-Offer angaaer, da vide vi, thi vi have alle Kundskab; (Kundskaben opblaeser, men Kjaerligheden opbygger.
1Cor	8	2	2. Dersom Nogen tykkes at vide Noget, han har endnu aldrig vidst Noget saaledes, som det bør sig vide.
1Cor	8	3	3. Men dersom Nogen elsker Gud, han har faaet kundskab af ham).
1Cor	8	4	4. Hvad altsaa Spiisning af Afguds-Offer angaaer, da vide vi, at en Afgud er intet i Verden, og at der er ingen anden Gud uden een.
1Cor	8	5	5. Thi omendskjøndt der er saakaldte Guder, vaere sig i Himmelen eller paa Jorden, (som det da hedder: der er mange Guder og mange Herrer),
1Cor	8	6	6. saa have vi dog kun een Gud, Faderen, at hvem alle ting ere, og vi i ham, og een Herre, Jesus Christus, ved hvem alle ting ere, og vi ved ham.
1Cor	8	7	7. Men Alle have ikke den Kundskab. Nogle gjøre sig endnu Samvittighed over Agfuder og aede det som Afguds-Offer, og deres Samvittighed, som er skrøbelig, besmittes.
1Cor	8	8	8. Men Mad gjør os ikke behageligere for Gud; thi hverken blive vi bedre, om vi aede, eller ringere, om vi ikke aede.
1Cor	8	9	9. Men seer til, at denne Eders Frihed ikke bliver de Skrøbelige til noget Anstød.
1Cor	8	10	10. Thi dersom Nogen seer dig, som har Kundskab, sidde tilbords i Afgudens Huus, bestyrkesikke hans Samvittighed, som er skrøbelig, derved til at aede Afguds-Offer?
1Cor	8	11	11. Og saaledes vil formedelst din Knundskab den skrøbelige Broder fortabes, for hvem Christus er død.
1Cor	8	12	12. Men naar I saaledes synde mod Brødrene og saare deres skrøbelige Samvittighed, synde I mod Christus.
1Cor	8	13	13. Derfor, om mad forarger min Broder, vil jeg aldrig aede Kjød, at jeg ikke skal forarge min Broder.
------------------------Paulus' Første Brev til Korintherne, Kapitel 9
1Cor	9	1	1. Er jeg ikke en Apostel? er jeg ikke fri? har jeg ikke seet vor Herre Jesus Christus? ere I ikke min Gjerning i Herren?
1Cor	9	2	2. Er jeg end ikke Andre en Apostel, Eder er jeg det dog; thi I ere mit Apostels-Embedes Besegling i Herren.
1Cor	9	3	3. Dette er mig Forsvar mod den, som mig bedømme.
1Cor	9	4	4. Have vi ikke Ret at aede og drikke?
1Cor	9	5	5. Have vi ikke ret at føre en Søster som Hustru omkring som og de andre Apostler og Herrens Brødre og Kephas?
1Cor	9	6	6. Eller have alene jeg og Barnabas ikke Ret til ikke at arbeide?
1Cor	9	7	7. Hvo tjener vel i Krig paa sin egen Sold? hvo planter en Viingaard og aeder ikke af dens Frugt? eller hvo føder en Hjord og aeder ikke af Hjordens Melk?
1Cor	9	8	8. Mon jeg tale dette blot efter menneskelig Viis? eller siger ikke ogsaa Loven dette?
1Cor	9	9	9. Thi der er skrevet i Mose Lov: du skal ikke tilbinde Munden paa den Oxe, som taerkser. Er det Øxnene, Gud sørger for?
1Cor	9	10	10. Sikkert siger han det for vor Skyld. Thi for vor Skyld er der skrevet, at den, som pløier, bør pløie i Haab, og den, som taersker, bør taerske for at blive deelagtig i sit Haab.
1Cor	9	11	11. Dersom vi have saaet Eder de aandelige Ting, er det da nogen stort, om vi høste Eders timelige?
1Cor	9	12	12. Dersom Andre nyde saadan Ret over Eder, kunde vi da ikke meget mere? Dog brugte vi ikke denne Ret; men vi taale alt for ikke at gjøre Christi Evangelium nogen Forhindring.
1Cor	9	13	13. Vide I ikke, at de, som tjene ved Helligdommen, aede af det Hellige? de, som vare paa Altreet, dele med Alteret? de som vare paa Altret, dele med Alteret?
1Cor	9	14	14. Saaledes har og Herren forordnet for dem, som forkynde Evangelium, at de skulle leve af Evangelium.
1Cor	9	15	15. Men jeg har Intet brugt af dette; ei heller har jeg skrevet dette, for at de saaledes skulde skee ved mig; thi det var mig bedre at døe, end at Nogen skulde gjøre min Roes til Intet.
1Cor	9	16	16. Thi om jeg praediker Evangelium er det mig ingen Roes; der paaligger mig en Nødvendighed, og vee mig, dersom jeg ikke praediker!
1Cor	9	17	17. Gjør jeg det da gjerne, har jeg Løn; gjør jeg det ugjerne, er dog en Huusholdning mig betroet.
1Cor	9	18	18. Hvad er da min Løn? At jeg, idet jeg praediker, kan fremsaette Christi Evangelium uden Bekostning, paa det jeg ikke skal misbruge min Ret i Evangelium.
1Cor	9	19	19. Thi omendskjøndt jeg er fri for Alle, har jeg dog gjort mig til en Tjener for Alle, paa det jeg kunde vinde des Flere.
1Cor	9	20	20. Og jeg er bleven Jøderne som en Jøde, at jeg kunde vinde Jøder; dem under Loven som den, der var under Loven, at jeg kunde vinde dem, som ere under Loven;
1Cor	9	21	21. dem uden Loven som den, der var unden Loven (enddog jeg er ikke uden Loven for Gud, men under Loven for Christus), at jeg kunde vinde dem, som ere uden Loven.
1Cor	9	22	22. Jeg er bleven de Skrøbelige som en Skrøbelig, at jeg kunde vinde de Skrøbelige; jeg erbleven Alt for Alle, at jeg dog for Alting kunde frelse Nogle.
1Cor	9	23	23. Men dette gjør jeg for Evangeliums Skyld, at jeg kan blive meddeelagtig derudi.
1Cor	9	24	24. Vide I ikke, at de, som løbe paa Banen, løbe vel alle, men ikkun Een faar Klenodiet? Løber saaledes, at I kunne erholde det.
1Cor	9	25	25. Hver den, som kaemper, er afholdende i Alt; hine vel, for at annamme en forkraenkelig Krone, men vi en uforkraenkelig.
1Cor	9	26	26. Derfor løber jeg ikke som paa det Uvisse; jeg faegter som den, der ikke slaaer i Veiret.
1Cor	9	27	27. Men jeg spaeger mit Legeme og holder det I Traeldom, at ikke jeg, som praediker for Andre, skal selv blive forskudt.
------------------------Paulus' Første Brev til Korintherne, Kapitel 10
1Cor	10	1	1. Jeg vil, I skulle mindes, Brødre! at vore Faedre vare alle under Skyen, og de gik alle igjennem havet,
1Cor	10	2	2. og de ere alle døbte til Moses i Skyen og i Havet.
1Cor	10	3	3. og de aade alle den samme aandelige Mad,
1Cor	10	4	4. og de drak alle den samme aandelige Drik; thi de drak af den aandelige Klippe, som fulgte dem; men Klippen var Christus.
1Cor	10	5	5. Men Gud havde ikke Behag i de Fleste af dem; thi de bleve nedslagne i Ørken.
1Cor	10	6	6. Men disse Ting ere blevne Forbilleder for os, at vi ikke skulle have Lyst til det Onde, som de have Lyst dertil.
1Cor	10	7	7. Bliver ei heller Afgudsdyrkere, om nogle af dem, ligesom skrevet er: Folket satte sig ned at aede og drikke og stod op at lege.
1Cor	10	8	8. Lader os ei heller bedrive hoer, som nogle af dem bereve hoer, og faldt paa een Dag tre og tyve tusinde.
1Cor	10	9	9. Lader os ei heller friste Christus, som og nogle af dem fristede ham, og bleve ødelagte af Slanger.
1Cor	10	10	10. Knurrer ei heller, som og nogle af dem knurrede, og blevne ødelagte af Fordaerveren.
1Cor	10	11	11. Alt dette skete dem til Exempel, men det er skrevet os til Advarsel, til hvilke de sidste Tider ere komne.
1Cor	10	12	12. Derfor, hvo som tykkes at staae, see til, at han ikke falder.
1Cor	10	13	13. Eder er ingen Fristelse paakommen uden menneskelig; men Gud er trofast, som ikke skal lade Eder fristes over Eders Formue, men skal gjøre baade Fristelsen og dens udgang saaledes, at I det kunne taale.
1Cor	10	14	14. Derfor mine Elskelige, flyer fra Afgudsdyrkelsen.
1Cor	10	15	15. Jeg taler som til Forstandige; dømmer I det, jeg siger.
1Cor	10	16	16. Velsignelsens kalk, som vi velsigne, er den ikke Christi Blods Samfund? det Brød, som vi bryde, er det i Christi Legemes Samfund?
1Cor	10	17	17. Eet Brød, eet Legeme ere vi mange; thi vi ere alle deelagtige i det ene Brød.
1Cor	10	18	18. Seer til Israel efter Kjødet; de som aede Offerne, ere de ikke deelagtige i Alteret?
1Cor	10	19	19. Hvad siger jeg da? at en Afgud er Noget? eller at Afguds-Offer er Noget?
1Cor	10	20	20. Nei! men hvad Hedningerne Offre, offre de Djaevelene, og ikke Gud; men jeg vil ikke, at I skulle have Samfund med Djaevelene.
1Cor	10	21	21. I kunne ikke drikke Herrens Kalk og Djaevelens Kalk; I kunne ikke vaere deelagtige i Herrens Bord og Djaevelens Bord.
1Cor	10	22	22. Eller ville vi opvaekke Herren til Nidkjaerhed? monne vi vaere staerkere end han?
1Cor	10	23	23. Alt er mig tilladt, men ikke Alt er nyttigt; Alt er mig tilladt, men ikke Alt opbygger.
1Cor	10	24	24. Ingen see paa sit Eget, men ehver paa Naestens.
1Cor	10	25	25. Alt hvad som saelges i Slagterbod, det aeder, uden at spørge for Samvittighedens Skyld;
1Cor	10	26	26. thi Jorden er Herrens og dens Fylde.
1Cor	10	27	27. Og dersom nogen af de Vantroe indbyder Eder, og I ville gaae derhen, da aeder alt det, som saettes for Eder, uden at spørge for Samvittighedens Skyld.
1Cor	10	28	28. Men dersom Nogen siger til Eder: det er Afguds-Offer, da aelder det ikke, for hans Skyld, som gav det tilkjende og for Samvittighedens Skyld.
1Cor	10	29	29. Samvittigheden siger jeg, ikke Ens egen, men den Andens, thi hvorfor skulde min Frihed dømmes af en Andens Samvittighed?
1Cor	10	30	30. Dersom jeg nyder det med Taksigelse, hvi hører jeg da ilde for det, som jeg takker for?
1Cor	10	31	31. Hvad heller I derfor aede eller drikke, eller hvad I gjøre, da gjører Alt til Guds Aere!
1Cor	10	32	32. Vaerer uden Forargelse baade for Jøder og Graeker og for Guds Menighed;
1Cor	10	33	33. ligesom jeg og i Alt straeber at taekkes Alle, idet jeg ikke søger det, som er mig selv, men det, som er Mange nyttigt, at de kunne frelses.
------------------------Paulus' Første Brev til Korintherne, Kapitel 11
1Cor	11	1	1. Vorder mine Efterfølgere, ligesom og jeg er Christi!
1Cor	11	2	2. Men jeg roser Eder, Brødre! at I i Alt komme mig i hu og bevare Anordningerne, saasom jeg har overantvordet Eder.
1Cor	11	3	3. Men jeg vil, at I skulle betaenke, at Christus er enhver Mands Hoved; men Gud er Christi Hoved.
1Cor	11	4	4. Hver mand, som beder eller propheterer og har Noget paa Hovedet, beskaemmer sit Hoved.
1Cor	11	5	5. Men hver Kvinde, som beder eller propheterer med ubedaekket Hoved, beskaemmer sit Hoved; thi det er det Samme, som var hun raget.
1Cor	11	6	6. Thi dersom en Kvinde ikke bedaekker sig, kan hun og lade haaret afklippe; men er det Kvinden usømmeligt at klippes eller rages, da bedaekke hun sig.
1Cor	11	7	7. Thi en Mand bør ikke bedaekke Hovedet, efterdi han er Guds Billede og Aere; men Kvinden er Mandens aere.
1Cor	11	8	8. Thi Manden er ikke af Kvinden; men Kvinden af Manden;
1Cor	11	9	9. ei heller et Manden skabt for Kvindens Skyld, men Kvinden for Mandens Skyld.
1Cor	11	10	10. Derfor bør Kvinden have Aerbødighedstegn paa Hovedet for Englenes Skyld.
1Cor	11	11	11. Dog er hverken Manden uden Kvinden, ei heller Kvinden uden Manden i Herren.
1Cor	11	12	12. Thi ligesom Kvinden er af Manden, saa er og Manden ved Kvinden; men alle Ting af Gud.
1Cor	11	13	13. Dømmer selv: lader det vel for en Kvinde, at bede med blottet Hoved til Gud?
1Cor	11	14	14. Eller laerer ikke Naturen selv Eder, at dersom en Mand lader Haaret voxe langt, er det ham en Vanaere?
1Cor	11	15	15. Men dersom en Kvinde lader Haaret voxe langt, er det hende en Aere; thi haaret er givet hende til et Skjul.
1Cor	11	16	16. Men er der Nogen, som har Lyst til at traettes herom, da have vi ikke saadan Skik, og Guds Menigheder ei heller.
1Cor	11	17	17. Men idet jeg formaner herom, roser jeg ikke, at I komme sammen ei til det Bedre, men til det Vaerre.
1Cor	11	18	18. For det Første hører jeg, at naar I komme sammen i Menigheden, er der Splidagtighed iblandt Eder; og for en Deel troer jeg det.
1Cor	11	19	19. Thi der maa og vaere partier iblandt Eder, at de Retskafne iblandt Eder kunne blive aabenbare.
1Cor	11	20	20. Naar I da komme sammen, da er det ikke at aede Herrens Nadvere.
1Cor	11	21	21. thi under Maaltidet tager Enhver sin egen Nadvere forud, og den Ene hungrer, den Anden overaeder sig.
1Cor	11	22	22. Have I ikke Huse til at aede og drikke udi? eller foragte I Guds Menighed og beskaemmedem, som Intet have? Hvad skal jeg siger Eder? skal jeg rose Eder? I dette roser jeg Eder ikke.
1Cor	11	23	23. Thi jeg annammede det fra Herren, som jeg og har overantvordet Eder: at den Herre Jesus i den Nat, der han blev forraadet, tog Brødet,
1Cor	11	24	24. takkede og brød det, og sagde: tager, aeder; dette er mit Legeme, som brydes for Eder; dette gjører til min Ihukommelse!
1Cor	11	25	25. Desligeste og Kalken, efterat han havde holdt Nadvere, og sagde: denne Kalk er det nye Testament i mit Blod; dette gjører, saa ofte I det drikke, til min Ihukommelse!
1Cor	11	26	26. Thi saa ofte som i aede dette Brød og drikke denne Kalk, forkynder Herrens Død, indtil han kommer.
1Cor	11	27	27. Derfor, hvo som aeder dette Brød eller drikker Herrens Kalsk uvaerdeligen, skal vaere skyldig i Herrens Legeme og Blod.
1Cor	11	28	28. Men hvert Menneske prøve sig selv, og saaledes aede han af Brødet og drikke af Kalken.
1Cor	11	29	29. Thi hvo som aeder og drikker uvaerdeligen, aeder og drikker sig selv til Døm, idet han ikke gjør forskel paa Herrens Legeme.
1Cor	11	30	30. Derfor ere mange skrøbelige og svage iblandt Eder, og en Deel ere hensovede.
1Cor	11	31	31. Thi dersom vi dømte os selv, dømtes vi ikke.
1Cor	11	32	32. Men naar vi dømmes af Herren, revses vi, at vi ikke med Verden skulle fordømmes.
1Cor	11	33	33. Derfor, mine Brødre! naar i komme sammen til Maaltidet, da deler med hverandre.
1Cor	11	34	34. Men dersom Nogen hungrer, han aede hjemme, at I ikke skulle komme sammen til Dom. Det Øvrige skal jeg anordne, naar jeg kommer.
------------------------Paulus' Første Brev til Korintherne, Kapitel 12
1Cor	12	1	1. Betraeffende de aandelige Gaver, Brødre! vil jeg ikke, at I skulle vaere uvidende.
1Cor	12	2	2. I vide, at I vare Hedninger og hendroges til de stumme Afguder, som man drog Eder.
1Cor	12	3	3. Derfor kundgjør Jesus Eder, at Ingen som taler ved Guds Aand, udsiger Forbandelse over Jesus, og Ingen kan kalde Jesus Herre uden ved den Hellig Aand.
1Cor	12	4	4. Der er Forskjel paa Naadegaver, men Aanden er den samme;
1Cor	12	5	5. og der er Forskjel paa Tjenester, men Herren er den samme;
1Cor	12	6	6. og der er Forskjel paa kraftige Gjerninger, men Gud er den samme, som krafteligen virker Alt i Alle.
1Cor	12	7	7. Men Aandens Aabenbarelse gives hver til det, som er nyttigt.
1Cor	12	8	8. Thi En gives Viisdoms-Tale formedelst Aanden; en Anden kundskabs-Tale ved den samme Aand;
1Cor	12	9	9. en anden Tro ved den samme Aand; en anden Gaver til at helbrede ved den samme Aand;
1Cor	12	10	10. en Anden Kraft til Undergjerninger; en Anden prophetisk Gave; en Anden at bedømme Aander; en Anden adskillige Tungemaal; en Anden til at udlaegge Tungemaal.
1Cor	12	11	11. Men alt dette virker krafteligen den ene og samme Aand, som uddeler til Enhver i Besynderlighed, eftersom han vil.
1Cor	12	12	12. Thi ligesom Legemet er eet og har mange Lemmer, men alle Lemmer paa det ene Legeme, endog de ere mange, ere eet Legeme, saaledes ogsaa Christus.
1Cor	12	13	13. Vi ere jo alle døbte i een Aand, til at vaere eet Legeme, hvad heller vi ere Jøde eller Graeker, eller Traelle eller Frie; og vi have alle drukket af Kalken til at vaere den samme Aand.
1Cor	12	14	14. Ogsaa Legemet er ikke et Lem men mange.
1Cor	12	15	15. Dersom foden vilde sige: fordi jeg ikke er Øie, derfor hører jeg ikke til Legemet, mon det derfor ikke høre til Legemet?
1Cor	12	16	16. Og dersom Øret vilde sige: fordi jeg ikke er Øie, derfor hører jeg ikke til Legemet, mon det derfor ikke hører til legemet?
1Cor	12	17	17. Dersom det ganske Legeme var Øie, hvor blev da Hørelsen? Dersom det ganske Legeme var Hørelse, hvor blev da Lugten?
1Cor	12	18	18. Men nu har Gud sat Lemmer, ethvert af dem, i Legemet, eftersom han vilde.
1Cor	12	19	19. Dersom de alle vare eet Lem, hvor blev da Legemet?
1Cor	12	20	20. Men nu ere der vel mange Lemmer, dog kun eet Legeme.
1Cor	12	21	21. Øiet kan ikke sige til Haanden: jeg har dig ikke behov, eller atter Hovedet til Fødderne: jeg har Eder ikke behov.
1Cor	12	22	22. Meget mere ere de Lemmer paa Legemet fornødne, som synes at vaere de skrøbeligste;
1Cor	12	23	23. og de, som synes os at vaere de anseeligste, dem tillaegge vi des mere Ziir; og de, som lade os ilde, dem pryde vi des mere;
1Cor	12	24	24. de derimod, som lade os vel, have det ikke behov. Men Gud har saaledes sammenføiet Legemet, at han tillagde de ringere Dele mere Aere;
1Cor	12	25	25. paa det der ikke skal vaere Splid i Legemet, men at Lemmerne skulle have lige Omhyggelighed for hverandre;
1Cor	12	26	26. saa at, enten eet Lem lider lide alle Lemmerne med, eller eet Lem bliver holdet i Aere, glaede alle Lemmerne sig med.
1Cor	12	27	27. Men I ere Christi Legeme og Lemmer enhver i saer.
1Cor	12	28	28. Gud har sat i Menigheden først Apostler, for det Andet Propheter, for at det Tredie Laerere, dernaest dem, som gjøre kraftige Gjerninger, derefter dem, som have Gaver til at helbrede, til at hjaelpe, til at styre, til at tale adskillige tungemaal.
1Cor	12	29	29. Monne Alle vaere Apostler? monne Alle vaere propheter? monne Alle vaere Laerere? monne Alle gjøre kraftige Gjerninger?
1Cor	12	30	30. monne Alle have Gaver til at helbrede? monne Alle tale med adskillige Tungemaal? monne Alle udlaegge?
1Cor	12	31	31. Tragter efter de bedste Naadegaver! Og ydermere viser jeg Eder den ypperligste Vei.
------------------------Paulus' Første Brev til Korintherne, Kapitel 13
1Cor	13	1	1. Talede jeg med Menneskers og engles Tungemaal, men havde ikke Kjaerlighed, da var jeg et lydende Malm eller en klingende Bjelde.
1Cor	13	2	2. Og havde jeg profphetisk Gave, og vidste alle Hemmeligheder og al Kundskab, og havde jeg al Tro, saa at jeg kunde flytte Bjerge, men havde ikke Kjaerlighed, da var jeg Intet.
1Cor	13	3	3. Og uddeelte jeg alt mig Gods til de Fattige, og gav jeg mit Legeme hen for at braendes, men havde ikke Kjaerlighed, da gavnede det mig Intet.
1Cor	13	4	4. Kjaerligheden er langmodig, er velvillig; Kjaerligheden baerer ikke Nid; Kjaerligheden bruger ikke Fremfusenhed, opblaeses ikke;
1Cor	13	5	5. den gjør intet Usømmeligt; søger ikke sit Eget, forbittres ikke, baerer ikke Nag;
1Cor	13	6	6. glaeder sig ikke over Uretfaerdighed, men glaeder sig ved Sandhed;
1Cor	13	7	7. fordrager Alt, troer Alt, haaber Alt, taaler Alt.
1Cor	13	8	8. Kjaerligheden affalder aldrig; men enten det er prophetiske Gaver, de skulle afskaffes, eller Tungemaal, de skulle ophøre, intet Kundskab, den skal afskaffes;
1Cor	13	9	9. thi vi forstaae i stykkevis og propheterne i stykkeviis;
1Cor	13	10	10. men naar det Fuldkomne kommer da skal det, som er i stykkeviis, afskaffes.
1Cor	13	11	11. Da jeg var et Barn, talede jeg som et Barn, taenkte jeg som et Barn, dømte jeg som et Barn; men da jeg blev Mand, aflagde jeg det Barnagtige.
1Cor	13	12	12. Thi nu see vi ved et Speil, i en mørk Tale, men da skulle vi see Ansigt til Ansigt; nu kjender jeg i stykkeviis, men da skal jeg erkjende, ligesom jeg og er kjendt.
1Cor	13	13	13. Saa bliver da Tro, Haab, Kjaerlighed, disse tre; men størst iblandt disse er Kjaerligheden.
------------------------Paulus' Første Brev til Korintherne, Kapitel 14
1Cor	14	1	1. Higer efter Kjaerligheden, tragter efter de aandelige Gaver, men meest, af I maatte prophetere.
1Cor	14	2	2. Thi den, som taler med et fremmed Tungemaal, taler ikke for Mennesker, men for Gud; thi Ingen forstaaer det, men han taler Hemmeligheder i Aanden.
1Cor	14	3	3. Men hvo som propheterer, taler Mennesker til Opbyggelse og Formaning og Trøst.
1Cor	14	4	4. Hvo som taler med fremmed Tungemaal, opbygger sig selv; men hvo som propheterer, opbygger Menigheden.
1Cor	14	5	5. Jeg vilde, at I alle kunde tale med fremmede Tungemaal, men mere, at I kunde prophetere; thi den, som propheterer, er større end den, som taler med fremmede Tungemaal, uden saa er, at han det udlaegger, saa at Menigheden har Opbyggelse deraf.
1Cor	14	6	6. Men nu, Brødre! dersom jeg kom til Eder og talede med fremmede Tungemaal, hvad gavnede jeg Eder, dersom jeg ikke talede med Eder enten ved Aabenbarelse eller ved Kundskab eller ved Propheti eller ved Laerdom?
1Cor	14	7	7. Endog de livløse Ting, som havde Lyd, enten det er en Fløite eller Harpe, dersom de ikke give tydelige Toner, hvorledes kan man da vide, hvad der er spillet paa Fløiten eller Harpen?
1Cor	14	8	8. Og om Basunen giver en utydelig Lyd, hvo vil berede sig til Krig?
1Cor	14	9	9. Saaledes og, dersom I ikke ved Tungen fremføre tydelig Tale, hvorledes kan man forstaae det, som tales? Da ville I jo tale han i Veiret.
1Cor	14	10	10. Der er i Verden, lad os sige, saa og saa mange slags Sprog, og der er intet af dem, som jo har sin Betydning.
1Cor	14	11	11. Dersom jeg da ikke veed Sprogets Betydning, bliver jeg for den, som taler en Barbar, og den, som taler, bliver for mig en Barbar.
1Cor	14	12	12. Altsaa, efterdi I hige efter aandelige Gaver, da søger ogsaa i at have overflødigheden til Menighedens Opbyggelse.
1Cor	14	13	13. Derfor, hvo som taler med fremmed Tungemaal, bede, at han maa kunde udlaegge det.
1Cor	14	14	14. Thi dersom jeg gjør Bøn i fremmed Tungemaal, da beder vel min Aand, men mine Ords Forstand er uden Frugt.
1Cor	14	15	15. Hvad bør da skee? Jeg vil bede med Aanden, men jeg vil og bede med Forstand; jeg vil synge med Aanden, men jg vil og synge med Forstand.
1Cor	14	16	16. Thi dersom du priser Gud i Aanden, hvorledes kan den, som staaer paa Laegmands Plads, sige Amen og din Taksigelse, efterdi han ikke veed, hvad du siger?
1Cor	14	17	17. Thi vel er din Taksigelse smuk, men den Anden opbygges ikke.
1Cor	14	18	18. Jeg takker min Gud, at jeg mere end I alle taler i fremmede Tungemaal
1Cor	14	19	19. Men i Menigheden vil jeg hellere tale fem Ord forstaaeligen, paa det jeg kan undervise Andre, end ti tusinde Ord i fremmed Tungemaal.
1Cor	14	20	20. Brødre! vorder ikke Børn i Forstand, men vaerer Børn i Ondskab, i Forstand derimod vaerer fuldvoxne.
1Cor	14	21	21. Der er skrevet i Loven: ved dem, som have andre Tungemaal, og ved andre Laeber vil jeg tale til dette Folk, og de skulle end ikke saaledes høre mig, siger Herren.
1Cor	14	22	22. Derfor ere disse Tungemaal, til et Tegn, ikke for dem, som troe, men for de Vantroe; men den prophetiske Gave er det ikke for de Vantroe, men for dem, som troe.
1Cor	14	23	23. Naar altsaa den ganske Menighed som tilsammen, og Alle talede med fremmede Tungemaal, men der kom Laegfolk eller Vantroe ind, vilde de ikke sige, at I vare galne?
1Cor	14	24	24. Men dersom Alle Propheterne, og der kommer nogen Vantroe eller Laegmand ind, da overbevises han af Alle, han vises tilrette af Alle,
1Cor	14	25	25. hans Hjertes skjulte Tanker aabenbares, og saa vil han falde paa sit Ansigt og tilbede Gud og forkynde at Gud er sandeligen i Eder.
1Cor	14	26	26. Hvad bør da skee, Brødre? Naar I komme sammen, da har hver af Eder en Psalme, han har en Laerdom, han har et fremmed Tungemaal, han har en Aabenbarelse, han har en Udlaeggelse; Alt skee til Opbyggelse.
1Cor	14	27	27. Dersom Nogen taler i fremmed Tungemaal, da vaere det To, eller i det høieste Tre, og den Ene efter den Anden, og Een udlaegge det.
1Cor	14	28	28. Men dersom der ingen Udlaegger er tilstede, og tie hiin i Menigheden, men han tale for sig selv og for Gud.
1Cor	14	29	29. Af Propheter tale to eller tre, og de andre prøve det.
1Cor	14	30	30. Men dersom en Anden, som sidder der, faaer en Aabenbarelse, da tie den Første.
1Cor	14	31	31. Thi I kunne alle prophetere, den Ene efter den Anden, at Alle kunne laere, og Alle blive formanede.
1Cor	14	32	32. Ogsaa Propheters Aander ere Propheter underdanige.
1Cor	14	33	33. Thi Gud er ikke Forvirringens men Fredens Gud. Ligesom i alle de Helliges Menighedeer
1Cor	14	34	34. tie Eders Kvinder i Forsamlingerne; thi det er dem ikke tilstedt at tale, men at vaere underdanige, ligesom Loven og siger.
1Cor	14	35	35. Men ville de laere Noget, da adspørge de deres egne Maend hjemme; thi det lader Kvinder ilde at tale i en Menighed.
1Cor	14	36	36. Eller er Guds Ord udgaaet fra Eder? Eller er det kommet til Eder alene?
1Cor	14	37	37. Dersom Nogen lader sig tykke, at han er en Prophet eller Aandelig, han betaenke det, som jeg skriver til Eder, at det er Herrens Bud.
1Cor	14	38	38. Men erkjender Nogen det ikke, da lade han vaere!
1Cor	14	39	39. Derfor, Brødre! tragter efter de prophetiske Gaver, og formener ikke at tale med fremmede Tungemaal.
1Cor	14	40	40. Alt skee sømmeligen og med Orden!
------------------------Paulus' Første Brev til Korintherne, Kapitel 15
1Cor	15	1	1. Fremdeles minder jeg Eder, Brødre! om det Evangelium, som jeg forkyndte Eder, hvilket I og annammede, i hvilket I og ere vedblevne,
1Cor	15	2	2. ved hvilket I og blive salige, dersom I det beholde efter den Tale, hvormed jeg forkyndte Eder det, men mindre I have troet letsindigen.
1Cor	15	3	3. Thi overantvorde Eder iblandt det Første, hvad og jeg annammede: at Christus døde for vore Synder, efter Skrifterne;
1Cor	15	4	4. og at han blev begraven;
1Cor	15	5	5. og at han opstod den tredie Dag, efter Skrifterne;
1Cor	15	6	6. og at han blev seet af Kephas, derefter af de Tolv.
1Cor	15	7	7. Derpaa blev han seet af mere end fem hundrede Brødre paa eengang, af hvilke de fleste endnu ere i Live, men nogle ere og hensovede.
1Cor	15	8	8. Derefter blev han seet af Jacobus, dernaest af alle apostlerne.
1Cor	15	9	9. Men sidst af Alle blev han seet af mig, som det utidige Foster; thi jeg er den ringeste af Apostlerne, som er ikke vaerd at kaldes Apostle, fordi jeg har forfulgt Guds Menighed.
1Cor	15	10	10. Men af Guds Naade er jeg det, jeg er, og hans Naade mod mig har ikke vaeret forgjeves; men jeg har arbeidet mere end de alle, dog ikke jeg, men Guds Naade, som er med mig.
1Cor	15	11	11. Hvad heller det da er mig eller de Andre, saaledes praedike vi, og saaledes troede I.
1Cor	15	12	12. Men naar da Christus praedikes at vaere opstanden fra de Døde, hvorledes sige da Nogle i blandt Eder, at der ikke er Dødes Opstandelse?
1Cor	15	13	13. Men dersom der ikke er Dødes Opstandelse, da er ikke heller Christus opstanden.
1Cor	15	14	14. Men er Christus ikke opstanden, da er vor Praediken jo forgjeves, og saa er og Eders Tro forgjeves.
1Cor	15	15	15. Vi blive da og fundne som falske Vidner om Gud, idet vi have vidne om Gud, at han opriste Christus, hvilken han ikke har opreist, dersom nelmlig de Døde ikke opreises.
1Cor	15	16	16. Thi dersom de Døde ikke opstaae, da er Christus ikke heller opstanden.
1Cor	15	17	17. Men dersom Christus ikke er opstanden, da er Eders Tro forfaengelig; saa ere I endnu iEders Synder;
1Cor	15	18	18. saa ere og de fortabte, som ere hensovne i Christus.
1Cor	15	19	19. Haabe vi alene paa Christus i dette Liv, da ere vi de elendigste af alle Mennesker.
1Cor	15	20	20. Men nu er Christus opstanden fra de Døde og er bleven den Førstegrøde af de hensovnede.
1Cor	15	21	21. Thi efterdi Døden kom ved et Menneske, er og de Dødes Opstandelse kommen ved et Menneske.
1Cor	15	22	22. Thi ligesom Alle døde i Adam, saa skulle og Alle levendegjøres i Christus.
1Cor	15	23	23. Dog hver i sin Orden: den første Grøde er Christus, dernaest de, som ere Christi, udi hans Tilkommelse.
1Cor	15	24	24. Derpaa kommer Enden, naar han har overantvordet Gud og Faderen Riget, naar han har tilintetgjort alt Fyrstendømme og al Vaelde og Magt.
1Cor	15	25	25. Thi ham bør det at regjere, indtil han faaer langt alle Fjender under sine Fødder.
1Cor	15	26	26. Den sidste Fjende, som tilintetgjøres, er Døden.
1Cor	15	27	27. Han har jo lagt alle Ting under hans Fødder. men naar han siger, at alle Ting ere ham underlagte, da er det aabenbart, at det er ham undtagen, som har underlagt ham alle Ting.
1Cor	15	28	28. Men naar alle Ting ere blevne ham underlagte, da skal og Sønnen selv underlaegge sig ham, som har underlagt ham alle Ting, at Gud skal vaere Alt i Alle.
1Cor	15	29	29. Hvad monne de ellers gjøre, som dødes for de Døde, dersom de Døde aldeles ikke opreises? hvi døbes de da for de Døde?
1Cor	15	30	30. Hvi staae ogsaa vi hver Time i Fare?
1Cor	15	31	31. Jeg døer dagligen, det vidner jeg ved vor Roes, den, som jeg har i Christus Jesus vor Herre.
1Cor	15	32	32. Stred jeg, efter menneskelig Maade at tale, men vilde Dyr i Ephesus, hvad hjaelper det mig, dersom de Døde ikke opstaae? Da lader os aede og drikke, thi i Morgen døe vi.
1Cor	15	33	33. Forføres ikke; slet Omgang fordaerver gode Saeder.
1Cor	15	34	34. Vaagner op, som det sømmer sig, og synder ikke; thi Nogle vide Intet af Gud, det siger jeg Eder til Blusel.
1Cor	15	35	35. Men der maatte Nogen sige: hvorledes opstaae de Døde? og med hvordant et Legeme komme de frem? Du Daare! det, som du saaer, bliver ikke levendegjort, dersom det ikke døer.
1Cor	15	36	36. Du Daare! Det, som du saaer, bliver ikke levendegjort, dersom det ikke døer.
1Cor	15	37	37. Og hvad du saaer, da saaer du ikke det Legeme, der skal vorde, men et blot Korn, vaere sig af Hvede eller anden Art.
1Cor	15	38	38. Men Gud giver det et Legeme, ligesom han vil, og hver Saed sit eget Legeme.
1Cor	15	39	39. Alt Kjød er ikke det samme Kjød, men eet er Menneskets Kjød, et andet Kvaeget, et andet Fiskenes, et andet Fuglenes.
1Cor	15	40	40. Og der er himmelske Legemer, og jordiske Legemer; men een er de himmelskes Herlighed, en anden de jordiskes.
1Cor	15	41	41. Een er Solens Glands, en anden Maanens Glands en anden Stjernernes Glands; thi en Stjerne overgaaer den anden i Klarhed.
1Cor	15	42	42. Saaledes er og de Dødes Opstandelse: det saaes i Forkraenkelighed, det opstaaer i Uforkraenkelighed;
1Cor	15	43	43. det saaes i Vanaere, det opstaaer i Herlighed; det saaes i Skrøbelighed, det opstaaer i Kraft;
1Cor	15	44	44. der saaes et sandseligt Legeme, der opstaaer et aandeligt Legeme. Der er et sandseligt Legeme, der er ogsaa et aandeligt Legeme.
1Cor	15	45	45. Saaledes er der ogsaa skrevet: det første Menneske, Adam, er bleven en levende Sjael, den sidste Adam til en levendegjørende Aand.
1Cor	15	46	46. Det Aandelige er ikke det første, men det Sandselige; derefter det Aandelige.
1Cor	15	47	47. Det første Menneske var af Jord, jordisk; det andet Menneske, Herren, er af Himmelen.
1Cor	15	48	48. Saadan som den Jordiske var, saadanne ere og de Jordiske; og saadan som den Himmelske er, saadanne ere og de Himmelske.
1Cor	15	49	49. Og ligesom vi have baaret den Jordiske Billede, saa skulle vi og baere den Himmelskes Billede.
1Cor	15	50	50. Men dette siger jeg, Brødre! at Kjød og Blod kan ikke arve Guds Rige, ei heller skal Forkraenkelighed arve Uforkraenkelighed.
1Cor	15	51	51. See, jeg siger Eder en Hemmelighed: vi skulle vel ikke alle hensove, men vi skulle alle forandres,
1Cor	15	52	52. i en Hast, i et Øieblik, ved den sidste Basune; thi Basunen skal lyde, og de Døde skulle opstaae uforkraenkelige, og vi skulle forandres.
1Cor	15	53	53. Thi det bør dette Forkraenkelige at iføres Uforkraenkelighed, og dette Dødelige at iføres Udødelighed.
1Cor	15	54	54. Men naar dette Forkraenkelige er iført uforkraenkelighed, og dette Dødelige er iført Udødelighed, da opfyldes det Ord, som skrevet er: Døden er opslugt formedelst Seier.
1Cor	15	55	55. Død, hvor er din Braad? Helvede, hvor er din Seier?
1Cor	15	56	56. Men Dødens Braad er Synden, og Syndens Kraft er Loven.
1Cor	15	57	57. Men Gud vaere Tak, som giver os Seier formedelst vor Herre Jesus Christus.
1Cor	15	58	58. Derfor, mine kjaere Brødre! bliver faste, ubevaegelige, frugtbare altid i Herrens Gjerning, vidende, at Eders Arbeide er ikke forfaengeligt i Herren.
------------------------Paulus' Første Brev til Korintherne, Kapitel 16
1Cor	16	1	1. Anlangende den Hjaelp, som samles til de Hellige, da, ligesom jeg forordnede for Menighederne i Galatia, saaledes gjører og I.
1Cor	16	2	2. Paa den første Dag i Ugen laegge Enhver for sig selv Noget tilside og samle, som ham har havt Velsignelse til, at Hjaelpen ikke skal blive samlet først naar jeg kommer.
1Cor	16	3	3. Men naar jeg kommer, vil jeg sende dem, hvilke I betroe dertil, med Breve at i føre Eders Gave til Jerusalem.
1Cor	16	4	4. Men dersom det er vaerd, at ogsaa jeg skal reise derhen, da kunne de reise med mig.
1Cor	16	5	5. Jeg vil komme til Eder, naar jeg er dragen igjennem Macedonien, (thi jeg drager igjennem Macedonien);
1Cor	16	6	6. men hos Eder vil jeg maaskee blive eller endog overvintre, paa det i kunne ledsage mig, hvor jeg saa reiser hen.
1Cor	16	7	7. Thi nu vil jeg ikke see Eder som Gjennemreisende, men jeg haaber at forbliver nogen Tid hos Eder, om Herren vil tilstede.
1Cor	16	8	8. I Ephesus vil jeg forblive indtil Pintsedag;
1Cor	16	9	9. thi mig er en stor og kraftig Adgang opladen, og der er mange Modstandere.
1Cor	16	10	10. Men dersom Timotheus kommer da seer til, at han kan blive hos Eder uden Frygt; thi han gjør Herrens Gjerning, ligesom og jeg.
1Cor	16	11	11. Derfor skal Ingen foragte ham; men ledsager ham i Fred, at han kan komme til mig; thi jeg forventer ham med Brødrene.
1Cor	16	12	12. Anlangende Apollos, den Broder, da har jeg meget formanet ham, at han skulde komme til Eder med Brødrene; men det var aldeles ikke hans Villie nu at komme, dog vil han komme, naar han faaer beleilig Tid.
1Cor	16	13	13. Vaager, staaer faste i Troen, vaerer mandige, vaerer staerke!
1Cor	16	14	14. Alt skee hos Eder i Kjaerlighed!
1Cor	16	15	15. Men jeg beder Eder, Brødre! I kjende Stephanas' Huus, at det er Achaias Førstegrøde, og de have hengivet sig selv til at tjene de hellige:
1Cor	16	16	16. saa viser ogsaa I Aerbødighed mod Saadanne og mod Enhver, som hjaelper med og arbeider.
1Cor	16	17	17. Men jeg glaeder mig ved Stephanas' og Fortunatus' og Achaicus' Naervaerelse; thi Eders Savn have de erstattet.
1Cor	16	18	18. De have vederkvaeget min Aand og Eders, skjønner derfor paa saadanne.
1Cor	16	19	19. Menighederne i Asia hilse Eder. Aquilas og Priscilla hilse Eder meget i Herren, med Menigheden i deres Huus.
1Cor	16	20	20. Alle Brødrene hilse Eder, Hilser hverandre med et helligt Kys.
1Cor	16	21	21. Hilsen med min, Paulus' Haand,
1Cor	16	22	22. Dersom Nogen ikke elsker den Herre Jesus Christus, han vaere en Forbandelse! Maran Atha.
1Cor	16	23	23. Den Herre Jesu Christi Naade vaere med Eder!
1Cor	16	24	24. Min Kjaerlighed med Eder Alle i Christus Jesus! Amen
------------------------Paulus' Andet Brev til Korintherne, Kapitel 1
2Cor	1	1	1. Paulus' kaldet til Jesu Christi Apostel efter Guds Villie, og Broderen Timotheus, til Guds Menighed i Corinth, med alle de Hellige, som ere i det ganske Achaia:
2Cor	1	2	2. Naade vaere med Eder og Fred fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Christus!
2Cor	1	3	3. Lovet vaere Gud og vor Herrens Jesu Christi Fader, al Barmhjertigheds Fader og al Trøstes Gud,
2Cor	1	4	4. som os trøster i al vor Traengsel, at vi kunne trøste dem, som ere i allehaande Traengsel, men den Trøst, hvormed vi selv blive trøstede af Gud!
2Cor	1	5	5. Thi ligesom Christi Lidelser komme overflødigen over os, saaledes er og vor Trøst overflødig ved Christus.
2Cor	1	6	6. Hvad heller vi da traenges, skeer det er for Eders Trøst og Frelse, som viser sig kraftig deri, at i fordrage de samme Lidelser, som vi og lide; eller vi trøstes da skeer det for Eders Trøst og Frelse.
2Cor	1	7	7. Og vort Haab er fast om Eder, efterdi vi vide, at ligesom I ere deelagtige i Lidelserne, saa skulle I og vaere det i Trøsten.
2Cor	1	8	8. Thi vi ville ikke, Brødre! at I skulle vaere uvidende om den Traengsel, som os er vederfaren i Asia, at vi vare overmaade besvaerede og over Evne, saa at vi endog mistvivlede om Livet.
2Cor	1	9	9. Ja, vi havde endog hos os selv faeldet vor Dødsdom, saa at vi ikke skulde forlade os paa os selv, men paa Gud, som opvaekker de Døde;
2Cor	1	10	10. som friede os fra saa stor en Dødsfare og frier endnu, til hvem vi have Haab, at han og fremdeles skal frie os,
2Cor	1	11	11. idet ogsaa I komme os til Hjaelp med Bøn for os, paa det den Naade som er os beviist for Manges Skyld, maa erkjendes af Mange med Taksigelse for os.
2Cor	1	12	12. Thi denne er vor Roes, vor Samvittigheds Vindesbyrd, at vi i Enfoldighed og Guds Retsindighed, ikke i kjødelig Viisdom, men i Guds Naade have vandret i Verden, men meest hos Eder.
2Cor	1	13	13. Thi vi skrive Eder ikke Andet til end det, som I laese eller ogsaa kjende; men jeg haaber, at I og skulle kjende det indtil Enden;
2Cor	1	14	14. ligesom i og have kjendt os tildeels, at vi ere Eders Roes, ligesom og I vores, paa den Herrens Jesu Dag.
2Cor	1	15	15. Og i denne Fortrøstning vilde jeg kommet til Eder før, at I atter skulde annammeet en Velgjerning,
2Cor	1	16	16. og igjennem Eders Stad draget til Macedonien, og atter fra Macedonien kommet til Eder, og blevet ledsaget af Eder til Judaea.
2Cor	1	17	17. har jeg derfor vel viist Letsindighed, der jeg besluttede dette? Eller hvad jeg beslutter, beslutter jeg det efter Kjødet, saa at der hos mig er baade Ja, Ja og Nei, Nei?
2Cor	1	18	18. Saasandt Gud er trofast, var vor tale til Eder ikke Ja og Nei.
2Cor	1	19	19. Thi Guds Søn, Jesus Christus, som er praediket iblandt Eder ved os, ved mig og Silvanus og Timotheus, var ikke Ja og Nei, men Ja var i ham.
2Cor	1	20	20. Thi saa mange som Guds Forjaettelser ere, ere de i ham Ja, og i ham Amen, Gud til Aere formedelst os.
2Cor	1	21	21. Men den, som holder os med Eder faste til Christus, og som salvede os, er Gud,
2Cor	1	22	22. som og beseglede os og gav os Aanden til pant i vore Hjerter.
2Cor	1	23	23. Men jeg kalder Gud til Vidne over mig, at jeg, for at skaane Eder, endnu ikke er kommen til Corinth.
2Cor	1	24	24. Ikke at vi ville herske over Eders Tro, men arbeide med Eders Glaede; thi I staae fast i Troen.
------------------------Paulus' Andet Brev til Korintherne, Kapitel 2
2Cor	2	1	1. Men jeg besluttede dette hos mig selv, at jeg vilde ikke atter komme til Eder i Bedrøvelse.
2Cor	2	2	2. Thi dersom jeg bedrøver Eder, hvo er da den, som skal gjøre mig glad, uden den, som bliver bedrøvet af mig?
2Cor	2	3	3. Og jeg skrev Eder just saaledes, paa det jeg ikke, naar jeg kom, skulde have Bedrøvelse af dem, som mig burde at have Glaede af, efterdi jeg er forskikket om Eder alle, at min Glaede er alle Eders.
2Cor	2	4	4. Thi i megen Kummer og med beklemt Hjerte skrev jeg Eder til under mange Taarer, ikke at I skulde blive bedrøvede, men paa det at i skulde kjende den Kjaerlighed, som jeg overflødigen har til Eder.
2Cor	2	5	5. Men dersom Nogen har voldet Bedrøvelse, har han ikke bedrøvet mig, men tildeels for ikke at sige det haardere, Eder alle.
2Cor	2	6	6. Nok for ham er den Straf, som ham vederfaren af de Fleste,
2Cor	2	7	7. saa at I tvertimod snarere skulde tilgive og trøste ham, paa det han ikke skal nedsynke i altfor stor Bedrøvelse.
2Cor	2	8	8. Derfor formaner jeg Eder, at I kraftigen vise ham Eders Kjaerlighed.
2Cor	2	9	9. Thi derfor har jeg og skrevet, at jeg vilde erfare, hvorvidt i holde Prøve, og I ere lydige i Alt.
2Cor	2	10	10. Men hvem i tilgive Noget, den tilgiver og jeg; thi ogsaa jeg, dersom jeg har tilgivet Noget, da har jeg tilgivet det for Eders Skyld, for Christi Aasyn, paa det vi ikke skulde besnaeres af Satan;
2Cor	2	11	11. thi hans Anslag ere os ikke ubekjendte.
2Cor	2	12	12. Der jeg kom til Troas for at praedike Christi Evangelium, og en Dør var mig opladt i Herren, da havde jeg ingen Ro i min Aand, fordi jeg ikke fandt Titus, min Broder;
2Cor	2	13	13. men jeg tog Afsted fra dem og drog til Macedonien.
2Cor	2	14	14. Men Gud vaere Tak, som lader os altid baere Seier til Christus og udbeder sin Kundskabs Vellugt ved os paa ethvert Sted.
2Cor	2	15	15. Thi Christi Vellugt ere vi for Gud, baade iblandt dem, som frelses, og iblandt dem, som fortabes,
2Cor	2	16	16. for disse en Dødsens Lugt til Død, for hine en Livsens Lugt til Liv; dog hvo er hertil dygtig?
2Cor	2	17	17. Thi vi ere ikke som de Mange, der forfalske Guds Ord, men som af Retsindighed, men som af Gud tale vi for Guds Aasyn i Christus.
------------------------Paulus' Andet Brev til Korintherne, Kapitel 3
2Cor	3	1	1. Begyndte vi atter at prise os selv? eller behøve vi, som Nogle, Anbefalingsbreve til Eder, eller Anbefralingsbreve fra Eder?
2Cor	3	2	2. I ere vort Brev, indskrevet i vore Hjerter, som kjendes og laeses af alle Mennesker,
2Cor	3	3	3. idet I aabenbart ses at vaere Christi Brev, besørget af os, skrevet ikke med Blaek, men med den levende Guds Aand, ikke i Steentavler, men i Hjertets Kjødtavler.
2Cor	3	4	4. Saadan Tillid have vi til Gud formedelst Christus:
2Cor	3	5	5. ikke at vi ere dygtige af os selv at udtaenke Noget, som af os selv; men vor Dygtighed er af Gud,
2Cor	3	6	6. hvilken og gjorde os dygtige til at vaere den nye Pagts Tjenere, ikke Bogstavens, men Aandens; thi Bogstaven ihjelslaaer, men Aanden levendegjør.
2Cor	3	7	7. Men dersom den dødbringende Bogstavens Tjeenste, indgraven i Stene, skete i Herlighed, saa at Israels børn ikke kunde betragte Moses' Ansigt formedelst hans Ansigts herlighed, som dog skulde forsvinde:
2Cor	3	8	8. hvi skulde da ikke Aandens Tjeneste end mere vaere i Herlighed?
2Cor	3	9	9. Thi dersom Fordømmelsens Tjeneste var i herlighed, er meget mere retfaerdiggjørelsens Tjeneste overflødig i Herlighed.
2Cor	3	10	10. Ja det, som havde Herlighed, var i denne henseende end ikke herligt imod den overvaettes herlighed.
2Cor	3	11	11. Thi dersom det, som skulde afskaffes, var i Herlighed, da skal det, som bliver, meget mere vaere i herlighed.
2Cor	3	12	12. Efterdi vi derfor have saadant Haab, bruge vi stor Frimodighed.
2Cor	3	13	13. og gjøre ikke som Moses, der lagde et Daekke over sit Ansigt, at Israels børn ikke skulde beskue det, førend det, som skulde afskaffes, fik Ende,
2Cor	3	14	14. Men deres Sind er forhaerdet; thi indtil denne Dag forbliver det samme Daekke under det gamle testamentes Laesning uafdraget; thi kun ved Christus haeves det.
2Cor	3	15	15. Ja, indtil denne Dag ligger der et Daekke over deres hjerte, naar Moses laeses;
2Cor	3	16	16. men naar de omvende sig til Herren, da borttages Daekket.
2Cor	3	17	17. Men Herren er Aanden, og hvor Herrens Aand er, der er Frihed.
2Cor	3	18	18. Men vi alle, som med ubedaekket Ansigt skue Herrens Herlighed som i et Speil, blive forvandlede efter det samme Billede fra herlighed til Herlighed, og det af Herren, som er Aanden.
------------------------Paulus' Andet Brev til Korintherne, Kapitel 4
2Cor	4	1	1. Derfor, da vi have denne tjeneste efter denBarmhjertighed, som os er vederfaren saa blive vi ikke traette;
2Cor	4	2	2. men vi have afsagt det skjulte skaendige Vaesen og omgaaes ikke i Traedskhed, forfalske og ikke Guds Ord; men ved Sandhedens Aabenbarelse anbefale vi os for alle Menneskers Samvittighed, for Guds Aasyn.
2Cor	4	3	3. Men er da end vort Evangelium skjult, da er det skjult for dem, som fortabes,
2Cor	4	4	4. udi hvilke denne Verdens Gud har forblindet det vantroe Sind, paa det Oplysningen ikke skulde skinne for dem fra Evangeliet om Christi Herlighed, som er Guds Billede.
2Cor	4	5	5. Thi ikke os selv praedike vi, men Christus Jesus, Herren; os derimod vaere Eders Tjenere for Jesu Skyld.
2Cor	4	6	6. Thi Gud, som sagde, at Lyset skulde skinne frem af Mørket, har ogsaa ladet det skinne i vore Hjerter til at oplyse Kundskaben om Guds Herlighed i Jesus Christus.
2Cor	4	7	7. Men dette Liggendefae have vi i Leerkar, saa at den overvaettes Kraft maa vaere Guds, og ikke af os;
2Cor	4	8	8. vi, som traenges paa alle Maader, men ikke forsage; tvivlende, men ikke fortvivlende;
2Cor	4	9	9. forfulgte, men ikke forladte; nedslagne, men ikke forlorne;
2Cor	4	10	10. ombaerende altid den Herrens Jesu Død i Legemet, at og Jesu Liv maa Abenbares i vortLegeme.
2Cor	4	11	11. Thi skjøndt vi leve, hengives vi stedse til Døden for Jesu Skyld, at Jesu Liv maa og aabenbares i vort dødelige Kjød.
2Cor	4	12	12. Saa at Døden viser sig kraftig i os, men Livet i Eder.
2Cor	4	13	13. Men efterdi vi have den samme Troens Aand, saasom skrevet er: jeg har troet, derfor har jeg talet; saa troe vi og, derfor tale vi og,
2Cor	4	14	14. vidende, at den, som opreiste den Herren Jesus, skal og opreise os formedelst Jesus og fremstille os med Eder.
2Cor	4	15	15. Thi det skeer altsammen for Eders Skyld, paa det den overvaettes Naade kan ved manges taksigelse vorde frugtbar for Guds Aere.
2Cor	4	16	16. Derfor blive vi ikke traette; men hvis endog vort udvortes Menneske fordaerves, fornyes dog det indvortes Dag for Dag.
2Cor	4	17	17. Thi vor Traengsel, som er stakket og let, skaffer os en over al Maade stor, evig Vaegt af Herlighed,
2Cor	4	18	18. idet vi ikke ansee de syndige Ting, men de usyndlige; thi de syndlige ere timelige, men de usynelige ere evige.
------------------------Paulus' Andet Brev til Korintherne, Kapitel 5
2Cor	5	1	1. Thi vi vide, at dersom vort jordiske Huus, denne Hytte, nedbrydes, have vi en Bygning af Gud, et Huus, som ikke er gjort med Haender, evigt i Himlene.
2Cor	5	2	2. Thi i dette sukke vi, laengselsfulde efter at overklaedes med vor himmelske Bolig;
2Cor	5	3	3. dog saa, at vi maae findes iklaedte, ikke nøgne.
2Cor	5	4	4. Thi saa laenge vi ere i denne Hytte sukke vi besvaerede, efterdi vi ikke ville afklaedes, men overklaedes, at det Dødelige kunde blive opslugt af Livet.
2Cor	5	5	5. Men den, som beredte os just til dette, er Gud, som og gav os Aanden til Pant.
2Cor	5	6	6. Derfor ere vi altid frimodige, endog vi vide, at medens vi ere tilhuse i Legemet, ere vi borte fra Herren;
2Cor	5	7	7. (thi i Tro vandre vi, ikke i Beskuelse;)
2Cor	5	8	8. dog ere vi frimodige og have mere Behagelighed til at vandre bort fra Legemet og vaere hjemme hos Herren.
2Cor	5	9	9. Derfor beflitte vi os ogsaa, hvad heller vi ere hjemme eller ikke hjemme, at vaere ham velbehagelige.
2Cor	5	10	10. Thi os bør alle at aabenbares for Christi Domstol, at hver kan faae efter det, som skeet er ved legemet, efter det, som han har gjort, enten Godt eller Ondt.
2Cor	5	11	11. Efterdi vi have kjende Herrens Frygt, søge vi at vinde Mennesker; men for Gud ere vi aabenbare; ja jeg haaber, at vi ogsaa ere aabenbare for Eders Samvittighed.
2Cor	5	12	12. Ikke prise vi os atter selv for Eder; men vi give Eder Anledning til at rose Eder af os, paa det i kunne have Noget at svare dem, som rose sig af det Udvortes, og ikke af Hjertet.
2Cor	5	13	13. Thi dersom vi ikke holde Maade, da er det for Guds Skyld; og holde vi Maade, det er for Eders.
2Cor	5	14	14. Thi Christi Kjaerlighed tvinger os,
2Cor	5	15	15. idet vi dømme saaledes, at dersom Een er død for Alle, da ere de alle døde; og han døde for Alle, at de, som leve skulle ikke fremdeles leve for sig selv, men han som er død og opstanden for dem.
2Cor	5	16	16. Saa at vi Ingen herefter ansee efter Kjødet; men dersom vi og have kjendt Christus efter Kjødet, kjende vi ham dog nu ikke mere saaledes.
2Cor	5	17	17. Saa at, dersom Nogen er i Christus, da er han en ny Skabning; det Gamle er forbiganget, see, Alt er blevet nyt.
2Cor	5	18	18. Men alt dette er af Gud, som forligte os med sig selv ved Jesus Christus og gav os Forligelsens Tjeneste;
2Cor	5	19	19. efterdi Gud i Christus forligte Verden med sig selv, idet han ikke tilregnede dem deres Overtraedelser og oprettede Forligelsens Ord iblandt os.
2Cor	5	20	20. Derfor ere vi Sendebud i Christi Sted, som og Gud formanede formedelst os; vi bede i Christi Sted: lader Eder forlige med Gud.
2Cor	5	21	21. Thi den, som ikke vidste af Synd, har han gjort til Synd for os, paa det vi ham skulle vorde retfaerdige for Gud.
------------------------Paulus' Andet Brev til Korintherne, Kapitel 6
2Cor	6	1	1. Men som Medarbeidere formane ogsaa vi, at I ikke forgjeves maae have modtaget Guds Naade;
2Cor	6	2	2. (han siger jo: paa den behagelig Tid bønhørte jeg dig, og paa Frelsens Dag hjalp jeg dig. See, nu er den behagelige Tid, see, nu er Frelsens Dag;)
2Cor	6	3	3. og vi give ikke nogen Ting noget Anstød, paa det Tjenesten skal ikke blive lastet;
2Cor	6	4	4. men vi bevise os selv i Alting som Guds Tjenere, med stor Taalmodighed, i Traengsler, i Nød, i Angester,
2Cor	6	5	5. under Slag, i Faengsler, i Oprør, i Arbeider, i Nattevaagen, i Fasten;
2Cor	6	6	6. ved Reenhed, ved Kundskab, ved Langmodighed, ved Velvillighed, ved den Hellig Aand, ved uskrømtet Kjaerlighed,
2Cor	6	7	7. ved Sandheds Ord, ved Guds Kraft, med Retfaerdigheds Vaaben baade i Angreb og Forsvar;
2Cor	6	8	8. under Aere og Vanaere, under ondt Rygte og godt Rygte; som Forførere, og dog sanddrue;
2Cor	6	9	9. som miskjendte, og dog erkjendte; som de, der døe, og see, vi leve; som de, der ere revsede, og dog ikke ihjelslagne;
2Cor	6	10	10. som bedrøvede, dog altid glade; som fattige, der dog gjøre Mange rige; som de, der have Intet, dog besidde Alt.
2Cor	6	11	11. Vor Mund er opladt til Eder, Corinthier! vort Hjerte har udvidet sig.
2Cor	6	12	12. I have ikke snever Plads i os, men Eders Hjerte er snervert.
2Cor	6	13	13. Til fuldt Vederlag, (jeg taler som til mine Børn), udvider ogsaa I Eders Hjerter!
2Cor	6	14	14. Drager ikke i ulige Aag med de Vantroe; thi hvad Faellesskab har Retfaerdighed med Uret? og hvad Samfund har Lys med Mørke?
2Cor	6	15	15. Hvorledes kan Christus stemme overens med Belial? eller hvad Deelagtighed har den Troende med den Vantroe?
2Cor	6	16	16. Hvad Samkvem har Guds Tempel med Afguder? Thi I ere den levende Guds Tempel, ligesom Gud har sag; jeg vil boe iblandt dem og vandre iblandt dem, og jeg vil vaere deres Gud, og de skulle vaere mit Folk.
2Cor	6	17	17. Derfor gaaer ud fra dem og afsondrer Eder, siger Herren, og rører ikke noget Ureent; og jeg vil annamme Eder.
2Cor	6	18	18. Og jeg vil vaere Eders Fader, og I skulle vaere mine Sønner og Døttre, siger Herren, den Almaegtige.
------------------------Paulus' Andet Brev til Korintherne, Kapitel 7
2Cor	7	1	1. Derfor, efterdi vi have saadanne Forjaettelser, i Elskelige! lader os rense os selv fra al Kjødets og Aandens Besmittelse og fuldende vor helliggjørelse i Guds Frygt.
2Cor	7	2	2. Giver os Indgang; vi have Ingen gjort Uret, Ingen forført, Ingen forfordelet.
2Cor	7	3	3. Jeg siger det ikke som Bebreidelse; jeg har jo sagt tiforn, at I ere i vort Hjerte til at døe sammen og at leve sammen.
2Cor	7	4	4. Min Frimodighed er stor imod Eder; jeg roser mig meget af Eder, jeg er fyldt med Trøst, jeghar overvaettes Glaede udi al vor Traengsel.
2Cor	7	5	5. Thi der vi kom til Macedonien, havde vi ingen Ro i vort Kjød, men vi traengtes paa alle Mader: udvortes Strid, indvortes Frygt.
2Cor	7	6	6. Men den, som trøster de Nedbøiede, Gud, han trøstede os ved Titus' Ankomst;
2Cor	7	7	7. dog ikke alene ved hans Ankomst, men ogsaa ved den Trøst, hvormed han var trøstet af Eder, der han berettede os Eders Forlaengsel, Eders bittre Graad, Eders Nidkjaerhed for mig, saa at jeg end mere maatte glaede mig.
2Cor	7	8	8. Thi om jeg og bedrøvede Eder med Brevet, fortryder det mig ikke; hvis det og har fortrudt mig; thi jeg seer, at hiint Brev, hvorvel kun til en Tid, har bedrøvet Eder.
2Cor	7	9	9. Nu glaeder jeg mig, ikke derover at I bleve bedrøvede, men derover at I bleve bedrøvede til Omvendelse; thi I bleve bedrøvede efter Gud, saa at I ikke i nogen Maade have lidt Skade af os.
2Cor	7	10	10. Thi Bedrøvelsen efter Gud virker Omvendelse til salighed, som ikke fortrydes; men Verdens Bedrøvelse virker Død.
2Cor	7	11	11. Thi see, just dette, at i bleve bedrøvede efter Gud, hvilken Iver virkede det i Eder, ja Forsvar, ja Fortørnelse, ja Frygt, ja Forlaengsel, ja Nidkjaerhed, ja Revselse! I Alt have I beviist, at I vare rene i denne Sag.
2Cor	7	12	12. Derfor, hvad jeg skrev Eder, det skrev jeg ikke for dens Skyld, som gjorde Uret, ikke heller for dens Skyld, som led Uret, men paa det, at vor Iver for Eder, skulde vorde aabenbar hos Eder for Guds Aasyn.
2Cor	7	13	13. Derfor ere vi blevne trøstede ved denne Trøst fra Eder; men endnu langt mere glaedede vi os over Titus' Glaede, fordi hans Aand er bleven vederkvaeget af Eder alle.
2Cor	7	14	14. Thi dersom jeg har roest Eder meget for ham, er jeg ikke bleven beskaemmet; men ligesom vi i alle Ting have talet Sandhed til Eder, saaledes er og vor Roes for Titus bleven Sandhed.
2Cor	7	15	15. Og han har saerdeles hjertelig Kjaerlighed til Eder, naar han taenker pa alle Eders Lydighed, hvorledes I annammede ham med Frygt og Baeven.
2Cor	7	16	16. Derfor glaeder jeg mig, at jeg i Alt kan lide paa Eder.
------------------------Paulus' Andet Brev til Korintherne, Kapitel 8
2Cor	8	1	1. Fremdeles Kjundgjøre vi Eder, Brødre! den Guds Naade, som har viist sig i Macedoniens Menigheder,
2Cor	8	2	2. At, uagtet de bleve prøvede med megen Traengsel, har deres Glaedes Fylde og deres dybe Fattigdom udgydet sig i en Rigdom af Goddaegtighed.
2Cor	8	3	3. Thi efter Evne (det vidner jeg), ja over Evne vare de af sig selv villige,
2Cor	8	4	4. og bade os med megen Overtalelse at annamme deres Gave og Sammenskud til Hjaelp for de Hellige.
2Cor	8	5	5. Og de gjorde ikke alene, hvad vi haabede, men de hengave sig selv først til Herren og dernaest til os, efter Guds Villie.
2Cor	8	6	6. Saa at vi have formanet Titus, at ligesom han havde begyndt, saa skulde han og fuldende os Eder, ogsa hvad angaaer denne Gave.
2Cor	8	7	7. Men ligesom I ere rige i Alt, i Tro og Laere og Kundskab og al Iver og i Eders Kjaerlighed til os: maatte I saaledes ogsaa vaere rige i denne Velgjørenhed!
2Cor	8	8	8. Jeg siger det ikke somen Befaling, men efterdi Andre ere saa nidkjaere, da vil jeg ogsaa prøve Eders Kjaerligheds Oprigtighed.
2Cor	8	9	9. I kjende jo vor Herrens Jesu Christi Naade, at han for Eders Skyld blev fattig, der han var rig, paa det I ved hans Fattigdom skulde blive rige.
2Cor	8	10	10. Og jeg giver min Mening herom tilkjende; thi det er Eder nyttigt, I som for et Aar siden allerførst begyndte, ikke alene at gjøre, men at ville.
2Cor	8	11	11. Men fuldender nu og at gjøre det, at ligesom der var Redebonhed til at ville, der saaledes og maa vaere til at fuldende efter Evne.
2Cor	8	12	12. Thi dersom Redebonhed er forhaanden, da er Enhver velbehagelig, i Forhold til det, han har, ei i Forhold til det, han ikke har
2Cor	8	13	13. Ikke at Andre skulle have Lettelse, og I byrde,
2Cor	8	14	14. men efter Ligelighed, saa at paa naervaerende Tid Eders Overlod maa komme deres Trang til hjaelp, paa det og deres Overflod herefter maaa kommes trang til hjael, faa der bliver Ligelighed;
2Cor	8	15	15. ligesom skrevet er: den, som sankede Meget, havde ikke overflødigt, og den, som sankede Lidet, fattedes ikke.
2Cor	8	16	16. Men Gud vaere Tak, som vakte den samme Iver for Eder i Titus Hjerte!
2Cor	8	17	17. Thi vel modtog han Formaningen, men efterdi han selv var meget nidkjaer reiste han villigen til Eder.
2Cor	8	18	18. Ogsaa have vi med ham sendt en Broder, som har Roes i Evangelium over alle Menigheder,
2Cor	8	19	19. og ikke det alene, men som ogsaa er beskikket af Menighederne til at reise med os med denne Gave, som besørges af os, Herren selv til Aere og Eders Redebonhed til Priis.
2Cor	8	20	20. Thi vi vogte os for, at Nogen skulde kunne laste os i Anledning af denne rige Hjaelp, som besørges af os,
2Cor	8	21	21. og vi beflitte os paa det Gode ikke alene for Herren, men ogsaa for Menneskene.
2Cor	8	22	22. Endnu have vi med dem sendt vor Broder, hvolken vi i mange Maader mange Gage have befundet at vaere nidkjaer, men nu er meget mere nidkjaer formedelst den store Tillid til Eder.
2Cor	8	23	23. Hvad enten vi altsaa tale om Titus, da er han min Medbroder og Medarbeider hos Eder, eller vore Brødre menes, da ere de Menighedernes apostler, Christi Aere.
2Cor	8	24	24. Derfor giver dem Beviis paa Eders Kjaerlighed og paa det, som vi have rost hos Eder, for Menighedernes Aasyn.
------------------------Paulus' Andet Brev til Korintherne, Kapitel 9
2Cor	9	1	1. Om Hjaelpen til de Hellige har jeg nu ikke behov at skrive Eder;
2Cor	9	2	2. thi jeg kjender Eders Redebonhed for hvilken jeg roser Eder hos de Macedonier, at nemlig Achaia alt for et Aar siden var beredt; og den Nidkjaerhed, som kom fra Eder, tilskyndte Mange.
2Cor	9	3	3. Men jeg har sendt Brødrene, paa det vor Roes om Eder, i dette Stykke ikke skulde blive til Intet, at I, som jeg sagde; skulle vaere beredte,
2Cor	9	4	4. paa det naar Macedonierne Kom med mig og fandt Eder uberedte, at vi da ikke, (for ei at sige, I) skulde blive beskaemmede over denne vor tillidsfulde Roes.
2Cor	9	5	5. Derfor agtede jeg det fornødent at formane Brødrene, forud at drage til Eder og foranstalte Eders forud tilsagte Gave, at den kan vaere rede som en velsignet, og ikke som en karrig Gave.
2Cor	9	6	6. Thi dette mener jeg: hvo karrigen faaer, skal og karrigen høste, og hvo som faaer i Velsignelse, skal og høste i Velsignelse.
2Cor	9	7	7. Hver give, eftersom han har sat sig for i Hjertet, ikke med Fortraedenhed eller af Tvang; thi Gud elsker en glad Giver.
2Cor	9	8	8. Men Gud er maegtig til at lade al Naade rigeligen tilflyde Eder, at I i Alting altid kunne have til fuld Tilfredshed og have rigeligen til al god Gjerning.
2Cor	9	9	9. Ligesom skrevet er: han udspredte, han gav de Fattige, hans Goddaedighed bliver til evig Tid.
2Cor	9	10	10. Men den, som giver Saedemanden Saed og brød til at aede, han skjenke og mangfoldiggjøre Eders Saed, og formere Eders Goddaedigheds Frugter,
2Cor	9	11	11. at I kunne vaere rige i Alt til oprigtig Gavmildhed, hvilken virker ved os Taksigelse til Gud.
2Cor	9	12	12. Thi Besørgelsen af dette Sammenskud afhjaelper ikke alene de Helliges Trang, men baerer ogsaa rig Frugt ved mange taksigelser til Gud.
2Cor	9	13	13. Thi formedelst denne Prøve paa Eders Hjaelpsomhed prise de Gud for den Lydighed, hvormed I bekjende Christi Evangelium, og for Eders oprigtige Gavmildhed mod dem og om Alle,
2Cor	9	14	14. og idet de bede for Eder, saasom de hjertelig elske Eder formedelst Guds overvaettes Naade mod Eder.
2Cor	9	15	15. Men Gud vaere tak for sin uudsigelige Gave!
------------------------Paulus' Andet Brev til Korintherne, Kapitel 10
2Cor	10	1	1. Men jeg selv, Paulus, formaner Eder ved Christi Sagtmodighed og Mildhed, jeg, som vel, naervaerende iblandt Eder, er ydmyg, men fravaerende bruger Myndighed mod Eder.
2Cor	10	2	2. Men jeg beder, at jeg ikke naervaerende maa komme til at bruge Myndighed med den Tillid, hvormed man mener at jeg fordrister mig mod Nogle, som ansee os for at omgaaes efter Kjødet.
2Cor	10	3	3. Vistnok omgaaes vi i Kjødet, men vi stride ikke efter Kjødet;
2Cor	10	4	4. thi vore Stridsvaaben ere ikke kjødelige, men maegtige ved Gud til Befaestningers Forstyrrelse,
2Cor	10	5	5. idet vi forstyrre Anslag og al Høihød, som opløfter sig imod Guds Kundskab, og tage alt Tanke til Fange undre Christi Lydighed,
2Cor	10	6	6. og ere rede til at straffe al Ulydighed, naar Eders Lydighed er fuldkommet.
2Cor	10	7	7. See I paa det Udvortes? Dersom Nogen hos sig selv har den Tillid at han er Christi, han slutte igjen fra sig selv, at ligesom han er Christi, saaledes ere ogsaa vi Christi.
2Cor	10	8	8. Ja, dersom jeg endog vilde rose mig ydermere af den Magt, som Herren gav os til Eders Opbyggelse, og ikke til Eders Nedbrydelse, da vilde jeg ikke blive beskaemmet.
2Cor	10	9	9. Paa det jeg ikke skal synes at ville forfaerde Eder ved Breve,
2Cor	10	10	10. (thi Brevene, sige de, ere svare og staerke, men den legemlige Naervaerelse er svag, og Tanken kraftesløs):
2Cor	10	11	11. da vide en Saadan, at just som vi ere med Ord ved Breve fravaerende, saaledes ville vi og vaere i Gjerning naervaerende.
2Cor	10	12	12. Thi vi tør ikke regne os iblandt eller ligne os med Somme, der prise sig selv; men disse indsee ikke, at de maale sig med sig selv og ligne sig ved sig selv.
2Cor	10	13	13. Vi derimod rose os ikke af det, som ikke er os tilmaalt, men deraf, at vi efter maalet af vor Kreds, hvilket Maal Gud har tildeelt os, have naaet ogsaa til Eder.
2Cor	10	14	14. Thi vi overskride ikke vor Graendse som de, der ei have naaet til Eder; thi ogsaa indtil Eder ere vi komne i Christi Evangelium;
2Cor	10	15	15. saa vi ikke rose os af det, som ikke er os tilmaalt i fremmede Arbeider, men vi have det Haab, at naar Eders Tro voxer, ville vi hos Eder komne langt videre, efter den os anviste Kreds,
2Cor	10	16	16. at praedike Evangelium for dem, som boe paa hiin Side Eder, men ikke rose os i en Aandens Kreds af det allerede Fuldførte.
2Cor	10	17	17. Hvo sig roser, rose sig i Herren!
2Cor	10	18	18. Thi ikke den, der priser sig selv, holder Prøve, men den, som Herren priser.
------------------------Paulus' Andet Brev til Korintherne, Kapitel 11
2Cor	11	1	1. Og, at I vilde holde mig en liden Daarlighed tilgode! Dog, jeg veed, at I holde mig den tilgode.
2Cor	11	2	2. Thi jeg er nidkjaer over Eder med Guds Nidkjaerhed; jeg har trolovet Eder med en Mand, at jeg kunde fremstille Christus en reen Jomfru.
2Cor	11	3	3. Men jeg frygter, at ligesom Slangen bedrog Eva med sin Traedskhed, saaledes skal Eders Sind fordaerves fra det oprigtige Sindelag mod Christus.
2Cor	11	4	4. Thi dersom Nogen kommer og praediker en anden Jesus, som vi ikke praedikede, eller I faae en anden Aand, som i ikke fik, eller et andet Evangelium, som i ikke annammede, da fordrage I ham taaligen.
2Cor	11	5	5. Jeg mender dog, at jeg er ikke ringere end hine høie Apostler.
2Cor	11	6	6. Er jeg end ulaerd i Tale, saa er jeg det dog ikke i Kundskab; men i Alt og paa alle Maader ere vi blevne fuldkommen kjendte hos Eder.
2Cor	11	7	7. Eller gjorde jeg Synd, da jeg fornedrede mig selv, paa det i Skulde ophøies? da jeg for Intet forkyndte Eder det Guds Evangelium?
2Cor	11	8	8. Jeg berøvede andre Menigheder og tog Sold af dem for at tjene Eder, og der jeg var naervaerende hos Eder og traengte, da besvaerede jeg Ingen;
2Cor	11	9	9. thi Brødrene, som kom fra Macedonien, afhjalp min Trang, og i Alle Maader har jeg holdt, og skal jeg holde mig uden Besvaering for Eder.
2Cor	11	10	10. Saa vist som Christi Sandhed er i mig, skal denne Roes ikke betages mig i Achaias Lande.
2Cor	11	11	11. Hvorfor? fordi jeg ikke elsker Eder? Gud veed det.
2Cor	11	12	12. Men hvad jeg gjør, det vil jeg fremdeles gjøre, at jeg kan afskaere dem Anledning, som ville have Anledning, at de i det, hvoraf de rose sig, skulle findes os lige.
2Cor	11	13	13. Thi saadanne falske Apostler ere svigefulde Arbeidere, som paatage sig Skikkelse af Christi Apostler.
2Cor	11	14	14. Og intet Under; thi Satanas selv paatager sig Skikkelse af en Lysets Engel.
2Cor	11	15	15. Derfor er det ikke synderligt, om ogsaa hans Tjenere paatage sig Skikkelse som Retfaerdigheds Tjenere; men deres Ende skal vaere efter deres Gjerninger.
2Cor	11	16	16. Jeg siger atter, at Ingen maa agte mig for en Daare; men hvis endog, da taaler mig dog som en Daare, at jeg ogsaa maa rose mig lidet.
2Cor	11	17	17. Hvad jeg nu taler, taler jeg ikke efter Herren, men som i Daarlighed, idet jeg saa dristeligen roser mig.
2Cor	11	18	18. Efterdi Mange rose sig efter Kjødet, vil jeg og rose mig.
2Cor	11	19	19. Gjerne fordrage I jo Daarer, efterdi I ere kloge.
2Cor	11	20	20. I fordrage det, naar Nogen gjør Eder til Traelle, naar Nogen opsluger Eder, naar Nogen tager til sig, naar Nogen ophøier sig, naar Nogen slaaer Eder i Ansigtet.
2Cor	11	21	21. Jeg siger det med Skamfuldhed, deri have vi vaeret svage; men i det, hvori Nogen er dristig, (jeg taler i Daarlighed) er ogsaa jeg dristig.
2Cor	11	22	22. Ere de hebraeer? jeg ogsaa. Ere de isrelitter? jeg ogsaa. Ere de Abramhams Saed? jeg ogsaa.
2Cor	11	23	23. Ere de Christi Tjenere? (jeg taler vanvittigen!) jeg er det mere. Jeg har arbeidet overflødigere, lidt flere Slag, vaeret flere Gange i Faengsler, ofte i Dødsfare.
2Cor	11	24	24. Af Jøderne har jeg fem Gange faaet fyrretyve Slag mindre eet.
2Cor	11	25	25. Jeg er tre Gange hudstrøgen, een Gang steenet, jeg har lidt tre Gange Skibbrud, jeg har vaeret et Døgn i Dybet.
2Cor	11	26	26. Jeg har udholdt mange Reiser; jeg var i Farligheder i Vanstrømme, i Farligheder iblandt Røvere, i Farligheder af mit Folk, i Farligheder af Hedninger, i Farligheder i Byer, i Farligheder i Ørken, i Farligheder, i Farligheder paa Havet, i Farligheder iblandt flaske Brødre;
2Cor	11	27	27. i Arbeide og Møie, ofte i nattevaagen, i Hunger og Trøst, ofte i Fasten, i Kulde og Nøgenhed;
2Cor	11	28	28. foruden hvad der kommer til, det daglige Overløb og bekymringen for alle Menigheder.
2Cor	11	29	29. Hvo er skrøbelig, og jeg ikke ogsaa? hvo bliver foragtet, og det braender ikke i mig?
2Cor	11	30	30. Dersom jeg skal rose mig, da vil jeg rose mig af min Skrøbelighed.
2Cor	11	31	31. Gud og vor Herrens Jesu Christi Fader, hvilken vaere velsignet til evig Tid, veed, at jeg ikke lyver.
2Cor	11	32	32. I Damascus bevogtede Kong Aretas' Landsherre de Damasceners Stad for at gribe mig;
2Cor	11	33	33. men jeg blev nedladt af et Vindue i en Kurv over Muren og undflyede af hans Haender.
------------------------Paulus' Andet Brev til Korintherne, Kapitel 12
2Cor	12	1	1. At rose mig, er mig sandeligen ikke nyttigt; dog maa jeg komme til Syner og Herrens Aabenbarelser.
2Cor	12	2	2. Jeg kjender et Menneske i Christus, som for fjorten Aar siden (hvad heller han var i Legemet, veed jeg ikke, eller udenfor Legemet, veed jeg ikke, Gud veed det), blev henrykt indtil den tredie Himmel.
2Cor	12	3	3. Og jeg kjender et saadant Menneske (hvad heller han var i Legemet eller udenfor Legemet, veed jeg ikke, Gud veed det),
2Cor	12	4	4. at han blev henrykt ind i Paradis og hørte undsigelige Ord, hvilke det ikke er et Menneske tilladt at udtale.
2Cor	12	5	5. Af saadant vil jeg rose mig; men af mig selv vil jeg ikke rose mig, uden af mine Skrøbeligheder.
2Cor	12	6	6. Vilde jeg end rose mig, blev jeg ikke en Daare, thi jeg sagde Sandhed; men jeg holder tilbage, paa det ikke Nogen skal taenke høiere om mig end det, han seer mig at vaere, eller det, han hører af mig.
2Cor	12	7	7. Og at jeg ikke skal hovmode mig af de høie Aabenbarelser, er mig given en Torn i Kjødet, en Satans Engel, at han skal slaae mig paa Munden, paa det jeg ikke skal hovmode mig.
2Cor	12	8	8. Om denne bad jeg Herren tre Gange, at han maatte lade af fra mig;
2Cor	12	9	9. men han sagde til mig: min Naade er dig nok; thi min Kraft fuldkommes i Skrøbelighed. Derfor vil jeg helst rose mig af mine Skrøbeligheder, at Christi Kraft kan boe i mig.
2Cor	12	10	10. Derfor er jeg vel tilfreds i Skrøbeligheder, i Forhaanelser, i Nød, i Forfølgelser, i Angester for Christi Skyld; thi naar jeg er skrøbelig, da er jeg maegtig.
2Cor	12	11	11. Jeg er bleven en Daare, idet jeg roser mig. I tvang mig dertil; thi jeg burde prises af Eder, efterdi jeg er ikke ringere end hine høie Apostler, alligevel jeg er Intet.
2Cor	12	12	12. En Apostels Tegn bleve jo gjort iblandt Eder med al Taalmodighed, ved Tegn og under og kraftige Gjerninger.
2Cor	12	13	13. Thi hvad er det vel, hvorudi I vare ringere end de andre Menigheder, uden at jeg ikke selv var Eder til Besvaer? Tilgiver mig denne Uret!
2Cor	12	14	14. See, jeg er tredie Gang rede at komme til Eder og vil ikke besvaere Eder, thi jeg søger ikke det, som Eders er, men Eder; thi Børnene skulle ikke samle Liggendefae til Foraeldrene, men Foraeldrene til Børnene.
2Cor	12	15	15. Men jeg vil med Glaede opoffre, ja opoffres for Eders Sjaele; om endog jeg, som elsker Eder saa høit skulde elskes mindre.
2Cor	12	16	16. Men lad saa vaere, at jeg ikke har besvaeret Eder; maaske var jeg traedsk og tog Eder med List?
2Cor	12	17	17. Har jeg da og forfordelet Eder ved Nogen af dem, jeg sendte til Eder?
2Cor	12	18	18. Jeg opmuntrede Titus og sendte hiin Broder med; har Titus forfordelet Eder i nogen Ting? have vi ikke vandret i den samme Aand og i de samme Fodspor?
2Cor	12	19	19. Mene I atter, at vi forsvare os for Eder? Vi tale for Guds Aasyn, i Christus, men alt dette, I Elskelige! til Eders Opbyggelse.
2Cor	12	20	20. Thi jeg fryger, at naar jeg kommer, jeg da maaskee ikke skal finde Eder saadanne, som jeg vil, og at jeg skal findes af Eder saadan, som i ikke ville; at der skulle vaere Traetter, Nid, Vrede, Kiv, Bagtalelser, Øretuderier, Opblaesthed, splidagtighed;
2Cor	12	21	21. at, naar jeg kommer igjen, men Gud skal ydmyge mig for Eder, og jeg skal sørge over Mange, som forhen syndede og ikke have omvendt sig fra deres Ureenhed og horeri og Uteerlighed, som de have bedrevet.
------------------------Paulus' Andet Brev til Korintherne, Kapitel 13
2Cor	13	1	1. Jeg kommer denne tredie gang til Eder; ved to eller tre Vidners Mund skal enhver Sag stadfaestes.
2Cor	13	2	2. Jeg har sagt forud og siger det forud, at anden gang naervaerende, og skriver det nu fravaerende til dem, som forhen syndede, og til alle de Øvrige, at om jeg kommer igjen, vil jeg ikke skaane,
2Cor	13	3	3. efterdi I fordre Beviis paa, at Christus taler i mig, han, som hos Eder ikke viser sig svag, men kraftig iblandt Eder.
2Cor	13	4	4. Thi endskjøndt han blev korsfaestet i Svaghed, lever han dog ved Guds Kraft; og endskjøndt ogsaa vi ere svage i ham, skulle vi dog leve med ham ved Guds Kraft hos Eder.
2Cor	13	5	5. Ransager Eder selv, om I ere i Troen; prøver Eder selv! Eller kjende I Eder ikke selv, at Jesus Christus er i Eder? med mindre I ere udygtige.
2Cor	13	6	6. Men jeg haaber, at I skulle kjende, at vi ere ikke udygtige.
2Cor	13	7	7. Men jeg beder til Gud, at I intet Ondt maa gjøre; ikke at vi skulle synes dygtige, men at I skulle gjøre det Gode, om end vi skulde vaere som udygtige.
2Cor	13	8	8. Thi vi formaae Intet mod Sandhed, men for Sandhed.
2Cor	13	9	9. Vi glaede os, naar vi ere svage, og I ere staerke; men dette ønske vi, at I maa blive fuldkommede.
2Cor	13	10	10. Derfor skriver jeg dette fravaerende, paa det jeg naervaerende ikke skal bruge Strenghed, efter den magt, som Herren har givet mig til Opbyggelse, og ikke til Nedbrydelse.
2Cor	13	11	11. Iøvrigt, Brødre formaner hverandre, haver eet Sind, vaerer fredsommelige, og Kjaerlighedens og Fredens Gud skal vaere med Eder.
2Cor	13	12	12. Hilser hverandre med et helligt Kys! Alle de Hellige hilse Eder.
2Cor	13	13	13. Den Herres Jesu Kristi Naade og Guds Kaerlighed og den Helligaands Samfund vaere med eder alle!
------------------------Paulus' Brev til Galaterne, Kapitel 1
Gal	1	1	1. Paulus, Apostel (ikke af Mennesker og ikke ved noget Menneske, men ved Jesus Christus og Gud Fader, som han opreiste fra de Døde),
Gal	1	2	2. og alle Brødrene, som ere med mig, til Menighederne i Galatia:
Gal	1	3	3. Naade vaere med Eder og Fred, fra Gud Fader og Vor Herre Jesus Christus,
Gal	1	4	4. som hengav sig selv til vore Synder, paa det han kunde udfrie os fra den naervaerende onde Verden, efter vor Guds og Faders Villie,
Gal	1	5	5. hvilken vaere Aere i al Evighed! Amen
Gal	1	6	6. Jeg undrer paa, at I saa snart lade Eder afvende fra den, som kaldte Eder ved Christi Naade, til et andet Evangelium;
Gal	1	7	7. enddog der er intet andet, kun ere der Nogle, som forvilde Eder og ville forvende Christi Evangelium.
Gal	1	8	8. Men dersom endog vi eller en Engel af Himmelen praediker Eder Evangelium anderledes, end vi have praediket Eder det, han vaere en Forbandelse!
Gal	1	9	9. Som jeg sagde, saa siger jeg nu igjen: dersom Nogen praediker Eder Evangelium anderledes, at I have annammet det, han vaere en Forbandelse.
Gal	1	10	10. Taler jeg vel nu Mennesker til Villie, eller Gud? eller søger jeg at taekkes Mennesker? Dersom jeg endnu taekkes Mennesker, da var jeg ikke Christi Tjener.
Gal	1	11	11. Jeg bevidner Eder, Brødre! at det Evangelium, som er praediket af mig, er ikke Menneske-Laere;
Gal	1	12	12. thi hverken annammede, ei heller laerte jeg det af noget Menneske men ved Jesu Christi Aabenbarelse.
Gal	1	13	13. I have jo hørt om min Vandel forhen i Jødedommen, at jeg over al Maade forfulgte Guds Menighed og forstyrrede den.
Gal	1	14	14. Og jeg gik langt videre i Jødedommen, end mange af mine Jaevnaldrende i mit Folk, idet jeg var overmaade nidkjaer for mine faedrene Laerdomme.
Gal	1	15	15. Men der det behagede Gud, som fra Moders Liv havde udseet mig, og som kaldte mig ved sin Naade,
Gal	1	16	16. at aabenbare sin Søn i mig, paa det jeg skulde forkynde ham i blandt Hedningerne: da strax bespurgte jeg mig ikke med Kjød og Blod,
Gal	1	17	17. drog heller ikke op til Jerusalem, til dem, som før jeg vare Apostler, men drog bort til Arabien, og kom atter tilbage til Damascus.
Gal	1	18	18. Siden, efter tre Aar, drog jeg op til Jerusalem for at blive kjendt med Petrus og blev femten Dage hos ham.
Gal	1	19	19. Men nogen anden af Apostlerne saae jeg ikke uden Jakobus, Herrens Broder.
Gal	1	20	20. (Hvad jeg skriver Eder, see, det vidner jeg for Guds Aasyn, at jeg ikke lyver.)
Gal	1	21	21. Derefter kom jeg til Syriens og Ciliciens Lande.
Gal	1	22	22. Men af Person var jeg ubekjendt for Christi Menigheder i Judaea,
Gal	1	23	23. kun havde de hørt: den, som os tilforn forfulgte, praediker nu den Tro, som han tilforn vilde udrydde;
Gal	1	24	24. og de prisede Gud for mig.
------------------------Paulus' Brev til Galaterne, Kapitel 2
Gal	2	1	1. Siden, efter fjorten Aar, drog jeg atter op til Jerusalem med Barnabas og tog ogsaa Titus med.
Gal	2	2	2. Men jeg drog op efter en Aabenbarelse og forelagde dem, men de Ansete i Saerdeleshed, det Evangelium, som jeg praediker iblandt Hedningerne, om jeg vel løber eller har løbet forkjeves.
Gal	2	3	3. Men end ikke blev Titus, som var med mig, enddog en Graeker, tvungen til at omskaeres.
Gal	2	4	4. Men det skete for de indsnegne falske Brødres Skyld, hvilke have indlistet sig for at bespeide vor Frihed, som vi have i Christus Jesus, paa det de kunde gjøre os til Traelle;
Gal	2	5	5. hvilke vi ikke noget øieblik vege med underdanighed, paa det Evangeliums Sandhed maatte blive varig hos Eder.
Gal	2	6	6. Men de, som ansaaes for at vaere Noget, hvormeget de vare, vedkommer mig ikke, Gud ser ikke paa Menneskens Person;) de Ansete, siger jeg lagde Intet til min Laerdom.
Gal	2	7	7. Men tvertimod, der de saae, at mig var betroet at praedike Evangelium for de Uomskaarne, ligesom Petrus for de Omskaarne,
Gal	2	8	8. (thi han, som gav Petrus Kraft til sit Apostel-Embede hos de Omskaarne, gav ogsaa mig Kraft dertil hos Hedningerne;
Gal	2	9	9. og da de erkjendte den Naade, som mig var given, gave de, nemlig Jakobus og Kephas og Johannes, som ansaaes for Pillerne, mig og Barnabas Samfunds-Haand, at vi skulde praedike hos Hedningerne, og de hos de Omskaarne;
Gal	2	10	10. kun at vi skulde komme de Fattige ihu, hvilket samme jeg og har beskikket mig paa at gjøre.
Gal	2	11	11. Men der Petrus kom til Antiochia, modsagde jeg ham lige i Øinene, efterdi han var at laste.
Gal	2	12	12. Thi førend Nogle fra Jakobus ankom, aad han med Hedningerne; men der de kom, unddrog og fraskildte han sig af Frygt for dem af Omskaerelsen.
Gal	2	13	13. Og med ham hyklede ogsaa de andre Jøder, saa at endog Barnabas blev henreven af deres Hykleri.
Gal	2	14	14. Men der jeg saae, at de ikke vandrede lige efter Evangeliums Sandhed, sagde jeg til Petrus i Alles Paahør: dersom du, som er en Jøde, lever paa hedensk Viis og ikke paa jødisk Viis, hvorfor tvinger du da Hendingerne til at leve paa jødisk Viis?
Gal	2	15	15. Vi, skjøndt Jøder af Fødsel, og ikke af Hedningerne, Syndere,
Gal	2	16	16. efterdi vi vide, at et Menneske ikke bliver retfaerdiggjort af Lovens Gjerninger, men ved Jesu Christi Tro, saa have vi troet paa Jesus Christus, at vi matte blive retfaerdiggjorte af Christi Tro, og ikke af Lovens Gjerninger; thi intet Kjød skal blive retfaerdiggjort af Lovens Gjerninger.
Gal	2	17	17. Men om vi, idet vi søge at blive retfaerdiggjorte i Christus, ogsaa selv befandtes at vaere Syndere, da var jo Christus Syndens Tjener. Det vaere langt fra!
Gal	2	18	18. Thi dersom jeg igjen opbygger det Samme, som jeg nedbrød, da viser jeg mig selv at vaere en Overtraeder.
Gal	2	19	19. Thi jeg er formedelst Loven død fra Loven, at jeg skal leve Gud.
Gal	2	20	20. Jeg er korsfaestet med Christus; alligevel lever jeg, dog ikke jeg mere, men Christus lever i mig; og hvad jeg nu lever i Kjødet, det lever jeg i Guds Søns Tro, som elskede mig, og gav sig selv hen for mig.
Gal	2	21	21. Jeg agter ikke Guds Naade ringe; thi erholdes Retfaerdighed ved Loven, da er jo Christus død forgjeves.
------------------------Paulus' Brev til Galaterne, Kapitel 3
Gal	3	1	1. O, I uforstandige Galater! hvo har fortryllet Eder, at I ikke lyde Sandheden? Eder, hvem Jesus Christus var malet for øine som korsfaestet iblandt Eder.
Gal	3	2	2. Kun dette vil jeg af Eder: var det ved Lovens Gjerninger, I annammede Aanden, eller ved Troens Forkyndelse?
Gal	3	3	3. Ere I saa uforstandige? ville I, som begyndte iAanden, nu fuldende i Kjødet?
Gal	3	4	4. Have I da prøvet saa meget forgjeves? hvis ellers kun forkjeves!
Gal	3	5	5. Mon da han, som meddeler Eder Aanden og udretter kraftige Gjerninger i Eder, udretter det ved Lovens Gjerninger eller ved Troens Forkyndelse?
Gal	3	6	6. Ligesom Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til Retfaerdighed.
Gal	3	7	7. Erkjender altsaa, at de, som holde sig til Troen, disse ere Abrahams Børn.
Gal	3	8	8. Men da Skriften forudsaae, at Gud vilde retfaerdiggjøre Heningerne af Troen, forjaettede den Abraham forud: i dig skulle alle Folkeslag velsignes.
Gal	3	9	9. Saa at de, som holde sig til Troen blive velsignede med den troende Abraham.
Gal	3	10	10. Thi saa Mange, som holde sig til Lovens Gjerninger, ere under Forbandelse; thi der er skrevet: forbandet hver den, som ikke bliver ved i alle de Ting som ere skrevne i Lovens Bog, at han gjør dem.
Gal	3	11	11. Men at Ingen bliver retfaerdiggjort for Gud ved Loven, er aabenbart; thi den Retfaerdige ved Troen skal leve.
Gal	3	12	12. Men Loven beroer ikke paa Tro; thi den siger: det Menneske, som gjør disse Ting, skal derved leve.
Gal	3	13	13. Christus har frikjøbt os fra Lovens Forbandelse, der han blev en Forbandelse for os; (thi der er skrevet: forbandet er hver den, som haenger paa et Trae;)
Gal	3	14	14. paa det Abrahams Velsignelse maatte komme over Hedningerne i Christus Jesus, saa at vikunde faae Aandens Forjaettelse formedelst Troen.
Gal	3	15	15. Brødre! jeg vil tale efter menneskelig Viis: gjør dog ingen et menneskes Pagt, som er stadfaestet, til intet eller saetter Noget dertil.
Gal	3	16	16. Men Forjaettelserne ere tilsagte Abraham og hans Saed; der siges ikke: og hans Saede som om Mange, men som om Een: og din Saed, hvilken er Christus.
Gal	3	17	17. Dette vil jeg sige: den Pagt, som forud er stadfaestet af Gud om Christus, kan Loven, om blev given fire hundrede og tredive Aar derefter, ikke rykke, at den skulde gjøre Forjaettelsen til Intet.
Gal	3	18	18. Thi er Arven ved Loven, da er den ikke mere ved Forjaettelsen; men Gud skjenkede Abraham den ved Forjaettelsen.
Gal	3	19	19. Hvad skal da Loven? Den blev føiet til for Overtraedelsers Skyld (indtil den Saed kom, hvem Forjaettelsen gjaeldte), betjent af Engle, ved en Midlers Haand.
Gal	3	20	20. Dog er Midleren ikke Eens, men Gud er een.
Gal	3	21	21. Er da Loven mod Guds Forjaettelser? Det vaere langt fra! Thi var der givet en Lov, som kunde levendegjøre, da erholdtes Retfaerdighed virkeligen ved Loven.
Gal	3	22	22. Men Skriften har indesluttet Alt under Synd, at Forjaettelsen ved Jesu Christi Tro skulde blive given dem, som troe.
Gal	3	23	23. Men førend Troen kom, bevogtedes vi, indesluttede under Loven, til den Tro, som skulde aabenbares.
Gal	3	24	24. saa at Loven er vorden vor Tugtemester til Christus, at vi skulde blive retfaerdiggjorte af Troen.
Gal	3	25	25. Men nu Troen er kommen, ere vi ikke mere under Tugtemesteren.
Gal	3	26	26. I ere jo alle Guds Børn forrmedelst Troen i Christus Jesus.
Gal	3	27	27. Thi I, saa mange som ere døbte til Christus, have iført Christus.
Gal	3	28	28. Her er ikke Jøde eller Graeker; her er ikke Trael eller Fri; her er ikke Mand eller Kvinde; thi I ere alle Een i Christus Jesus.
Gal	3	29	29. Men ere i Christi, da ere i jo Abrahams Saed og Arvinger efter Forjaettelsen.
------------------------Paulus' Brev til Galaterne, Kapitel 4
Gal	4	1	1. Men jeg siger: saa laenge Arvingen er et Barn, er der ingen Forskjel mellem ham og Traellen, enddog han er Herre over alt Godset;
Gal	4	2	2. men han er under Formyndere og Huusholdere indtil den af Faderen bestemte Tid.
Gal	4	3	3. Saaledes stode og vi, saa laenge under Verdens Børnelaerdom.
Gal	4	4	4. Men der Tidens Fylde kom, udsendte Gud sin Søn, født af en Kvinde, født under Loven,
Gal	4	5	5. paa det han skulde frikjøbe dem, som vare under Loven, at vi skulde faae den sønlige Udkaarelse,
Gal	4	6	6. Eftersom i da ere Sønner, har Gud udsendt sin Søns Aand i Eders Hjerter, som raaber: Abba, Fader!
Gal	4	7	7. Saa at du ikke laenger er Trael, men Søn; men er du Søn, da er du ogsaa Guds Arving formedelst Christus.
Gal	4	8	8. Vel fandt, dengang da I ikke kjendte Gud, tjente I dem, som ei af Vaesen ere Guder.
Gal	4	9	9. Men nu, da I kjende Gud, ja, meget mere ere kjendte af Gud, hvorledes vende i da atter tilbage til den svage og fattige Børnelaerdom, hvoraf i atter forfra ville gjøre Eder til Traelle?
Gal	4	10	10. I tage vare paa Dage og maaneder og Tider og Aar.
Gal	4	11	11. Jeg frygter for Eder, at jeg maaske har arbeidet forgjeves paa Eder.
Gal	4	12	12. Vorder ligesom jeg, thi jeg er som I. Brødre! jeg beder Eder; i have ingen Uret gjort mig.
Gal	4	13	13. Men I vide, at jeg under Kjødets Skrøbelighed første Gang praedikede Eder Evangelium;
Gal	4	14	14. og for denne Prøvelse i mig Kjød ringeagtede I mig ikke og forhaanede mig ikke, men Iannammede mig som en Guds Engel, som Christus Jesus.
Gal	4	15	15. Hvor prisede i Eder da salige! Thi jeg giver Eder det Vidnesbyrd, at, om det havde vaeret muligt, havde I udrevet Eders Øine og givet mig.
Gal	4	16	16. Et jeg da nu bleven Eders Fjende, fordi jeg siger Eder Sandheden?
Gal	4	17	17. De ere nidkjaere for Eder, dog ikke til det Bedste; men de ville udelukke Eder, at I skulle vaere nidkjaere efter dem.
Gal	4	18	18. Men det er godt at vaere nidkjaer i det Gode altid, og ikke alene, naar jeg er naervaerende hos Eder.
Gal	4	19	19. Mine Børn, hvilke jeg atter føder med Smerte, indtil Christus faaer sin Skikkelse i Eder!
Gal	4	20	20. Gid jeg nu var tilstede hos Eder, og kunde omskifte min Røst; thi jeg er tvivlraadig om Eder.
Gal	4	21	21. Siger mig, I som ville vaere under Loven, høre I ikke Loven?
Gal	4	22	22. Der er jo skrevet, at Abraham havde to Sønner, een af Tjenestekvinden og een af den frie Kvinde.
Gal	4	23	23. Men den af Tjenestekvinden var født efter Kjødet, den af den frie Kvinde efter Forjaettelsen.
Gal	4	24	24. Dette tyder paa noget Høiere. Thi disse ere de tvende Pagter, den ene fra Sinai Bjerg, som føder til Traeldom; denne er Hagar.
Gal	4	25	25. Thi Hagar er Sinai Bjerg i Arabia og svarer til det Jerusalem, som nu er og er i Traeldom med sine Børn.
Gal	4	26	26. Men det Jerusalem heroventil er den frie Kvinde, som er alle vores Moder.
Gal	4	27	27. Thi der er skrevet: vaer glad, du Ufrugtbare, du, som ikke fødte! udbryd og raab, du, som ikke havde Fødsessmerte! thi den Forladtes Børn ere meget flere end dens, som har Manden.
Gal	4	28	28. Men vi, Brødre! ere Forjaettelsens Børn, som Isak var.
Gal	4	29	29. Ligesom dengang han, som var født efter Kjødet, forfulgte den, som var Født efter Aanden, saaledes ogsaa nu.
Gal	4	30	30. Men hvad siger Skriften? Udstød Tjenestekvinden og hendes Søn; thi Tjenestekvindens Søn skal ingenlunde arve med den frie Kvindes Søn.
Gal	4	31	31. Saa ere vi da, Brødre! ikke Tjenestekvindens Børn, men den frie Kvindes.
------------------------Paulus' Brev til Galaterne, Kapitel 5
Gal	5	1	1. Derfor bliver stadige i den Frihed, hvormed Christus frigjorde os, og lader Eder ikke atter tvinge under Traeldoms Aag.
Gal	5	2	2. See, jeg Paulus siger Eder, at dersom I lade Eder omskaere, nytter Christus Eder Intet.
Gal	5	3	3. Jeg vidner atter for hvert menneske, som lader sig omskaere, at han er skyldig til at holde den ganske Lov.
Gal	5	4	4. I have Intet med Christus at gjøre, I, som ville retfaerdiggjøres ved Loven; I ere faldne fra naaden.
Gal	5	5	5. Thi vi vente i Aanden ved Troen den forhaabede Retfaerdighed.
Gal	5	6	6. Thi i Christus Jesus gjaelder hverken Omskaerelse eller Forhud, men Troen, som er virksom ved Kjaerlighed.
Gal	5	7	7. I vare paa god Vei; hvo standsede Eder, saa at I ikke lade Eder overtales af Sandheden?
Gal	5	8	8. Den Overtalelse er ikke fra ham, som kaldte Eder.
Gal	5	9	9. En liden Suurdeig gjør den ganske Dei suur.
Gal	5	10	10. Jeg har den Tillid til Eder i Herren, at I intet andet ville mene; men den, som forvilder Eder, skal lide Dommen, hvo han end er.
Gal	5	11	11. Men jeg, Brødre! dersom jeg endnu praediker Omskaerelse, hvi forfølges jeg endnu? Da var Korsets Forargelse borttagen.
Gal	5	12	12. Gid de og maatte afskaeres, som forvirre Eder!
Gal	5	13	13. I ere jo kaldte til Frihed, Brødre! kun misbruger ikke Friheden til en Anledning for Kjødet, men vaerer i Kjaerlighed hverandres Tjenere.
Gal	5	14	14. Thi af Loven fuldkommes i eet Bud, nemlig i det: du skal elske din Naeste som dig selv.
Gal	5	15	15. Men dersom I bide og aede hverandre, da seer til, at I ikke fortaeres af hverandre.
Gal	5	16	16. Dette siger jeg: vandrer i Aanden, saa skulde I ikke fuldkomme Kjødets Begjering.
Gal	5	17	17. Thi Kjødets begjerer imod Aanden, men Aanden imod Kjødet; og disse ere hinanden modsatte, saa at I ikke kunne gjøre, hvad I ville.
Gal	5	18	18. Men dersom I drives af Aanden, ere I ikke under Loven.
Gal	5	19	19. Kjødets Gjerninger ere aabenbare, saasom: Hoer, Skjørlevnet, Ureenhed, Uteerlighed,
Gal	5	20	20. Afgudsdyrkelse, Trolddom, Fjendskaber, Kiv, Nid, Vrede, Traette, Tvedragt, Partier,
Gal	5	21	21. Avind, Mord, Drukkenskab, Fraadseri og deslige; om hvilke jeg forud siger Eder, ligesom jeg og før har sagt, at de, som gjøre Saadant, skulle ikke arve Guds Rige.
Gal	5	22	22. Men Aandens Frugt er Kjerlighed, Glaede, Fred, langmodighed, Mildhed, Godhed, Trofasthed, Sagtmodighed, Afholdenhed.
Gal	5	23	23. Mod Saadanne er Loven ikke.
Gal	5	24	24. Men de, som høre Christus til have korsfaestet Kjødet med Lysterne og Begjeringerne.
Gal	5	25	25. Dersom vi leve i Aanden, da lader os og gaae frem i Aanden.
Gal	5	26	26. Lader os ikke have Lyst til forfaengelig Aere, saa at vi vil trodse hverandre og baere Avind imod hverandre.
------------------------Paulus' Brev til Galaterne, Kapitel 6
Gal	6	1	1. Brødre! dersom og et Menneske bliver overilet af nogen Brøst, da hjaelper ham tilrette, I Aandelige! med Sagtmodigheds Aand; men see til dig selv, at ikke og du bliver fristet.
Gal	6	2	2. Baerer hverandres Byrde, og opfylder saaledes Christi Lov.
Gal	6	3	3. Thi dersom Nogen tykkes sig at vaere Noget, og er dog Intet, han bedrager sig selv.
Gal	6	4	4. Men hver prøve sin egen Gjerning, og da skal han have Roes for sig selv alene, og ikke for Andre;
Gal	6	5	5. thi hver skal baere sin egen Byrde.
Gal	6	6	6. Men den, som undervises i ordet skal dele alt Godt med den, som ham underviser.
Gal	6	7	7. Farer ikke vild; Gud lader sig ikke spotte; thi hvad et Menneske saaer, dette skal han og høste.
Gal	6	8	8. Thi hvo som saaer i sit Kjød, skal høste Forkraenkelse af Kjødet; men hvo som saaer i Aanden, skal høste det evige Liv af Aanden.
Gal	6	9	9. Men naar vi gjøre det Gode, lader os ikke blive traette; thi vi skulle og høste i sin Tid, saafremt vi ikke forsage.
Gal	6	10	10. Derfor, eftersom vi have Leilighed, lader os gjøre det Gode mod Alle, men meest mod Troens Egne.
Gal	6	11	11. Seer, hvilket langt Brev jeg har skrevet Eder til med min egen Haand.
Gal	6	12	12. De, som ville have Anseelse efter Kjødet, tvinge Eder til at omskaeres, alene paa det de ikke skulle forfølges formedelst Christi Kors.
Gal	6	13	13. Thi end ikke de Omskaarne holde selv Loven; men de ville, at I skulle omskaeres, paa det de kunne rose sig af Eders Kjød.
Gal	6	14	14. Men det vaere langt fra mig at rose mig, uden at vor Herrens Jesu Christi Kors, formedelst hvem Verden er mig korsfaestet, og jeg Verden.
Gal	6	15	15. Thi i Christus Jesus gjaelder hverken Omskaerelse eller Forhud Noget, men en ny Skabning.
Gal	6	16	16. Og saa Mange, som gaae frem efter denne Regel, over dem, vaere Fred og Barmhjertighed, og over Guds Israel.
Gal	6	17	17. Iøvrigt volde Ingen mig Besvaer; thi jeg baerer den Herrens Jesu Maerketegn paa mit Legeme.
Gal	6	18	18. Vor Herrens Jesu Christi Naade vaere med Eders Aand, Brødre! Amen.
------------------------Paulus' Brev til Efeserne, Kapitel 1
Eph	1	1	1. Paulus, Jesu Christi Apostel ved Guds Villie, til de Hellige, som ere i Ephesus, de Troende i Christus Jesus:
Eph	1	2	2. Naade vaere med Eder og Fred, fra Gud vor Fader den Herre Jesus Christus!
Eph	1	3	3. Lovet vaere Gud og vor Herrens Jesu Christi Fader, som velsignede os med al aandelig Velsignelse i det Himmelske, i Christus!
Eph	1	4	4. ligesom han udvalgte os i ham, før Verdens Grundvold blev lagt, at vi skulle vaere hellige og ustraffelige for hans Aasyn i Kjaerlighed;
Eph	1	5	5. idet han forud bestemte os formedelst Jesus Christus til sønlig Udkaarelse hos sig selv, efter sin Villies Velbehagelighed,
Eph	1	6	6. sin herlige Naade til Lov, ved hvilken han benaadede os i den Elskte,
Eph	1	7	7. i hvem vi have Forløsning formedelst hans Blod, Syndernes Forladelse, efter hans Naades Rigdom.
Eph	1	8	8. hvilken han overflødigen tildeelte os i al Viisdom og Forstand,
Eph	1	9	9. idet han kundgjorde os sin Villies Hemmelighed, efter den velbehagelige Beslutning, hvilken han forud satte hos sig selv,
Eph	1	10	10. at oprette en Huusholdning i Tidens Fylde, for at samle Alt under eet Hoved udi Christus, baade, det som er i Himlene og paa Jorden, udi ham;
Eph	1	11	11. i hvem ogsaa vi have faaet Lod, vi, som forud vare bestemte efter hans Beslutning, som virker Alt efter sin Villies Raad,
Eph	1	12	12. paa det vi maatte vaere hans herlighed til Lov, vi, som forud haabede paa Christus.
Eph	1	13	13. Udi ham ere ogsaa I, da i hørte Sandhedens Ord, Eders Saliggjørelses Evangelium, udi ham ere ogsaa I, der I troede, blevne Beseglede med Forjaettelsens hellige Aand,
Eph	1	14	14. som er os Pant paa vor Arv til Eiendommens Forløsning, hans herlighed til Lov.
Eph	1	15	15. Hvorfor ogsaa jeg, efter at have hørt om Eders Tro paa den Herre Jesus og om Eders Kjaerlighed til alle de Hellige,
Eph	1	16	16. ikke aflader at takke for Eder, i det jeg ihukommer Eder i alle mine Bønner,
Eph	1	17	17. at vor Herrens Jesu Christi Gud, Herlighedens Fader, vilde give Eder Viisdoms og Aabenbarelsens Aaand udi hans Kundskab,
Eph	1	18	18. Eders Forstands oplyste Øine, at i kunne kjende, hvilket det Haab er, som han kaldte Eder til, og hvilken hans Arvs herlige Rigdom er iblandt de Hellige,
Eph	1	19	19. og hvilken hans Magts overvaettes Storhed er over os, som troe efter hans vaeldige Krafts virkning,
Eph	1	20	20. som han udviste i Christus, der han opreiste ham fra de Døde og satte ham hos sin høire Haand i Himlene,
Eph	1	21	21. langt over al Fyrstendom og Myndighed og Magt og Herredom og alt Navn, som naevnes, ikke alene i denne Verden, men ogsaa i den tilkommende;
Eph	1	22	22. og lagde Alt under hans Fødder, og satte ham til Hoved over Alting for Menigheden,
Eph	1	23	23. der er hans Legeme, hvilket ham fylder, som opfylder Alt i Alle.
------------------------Paulus' Brev til Efeserne, Kapitel 2
Eph	2	1	1. Ogsaa Eder gjorde han levende, der I vare døde i Overtraedelser og Synder,
Eph	2	2	2. udi hvilke I forhen vandrede efter denne Verdens Skik, efter den Fyrstes Viis, som haver Magt i luften, den Aands, der nu er virksom i Vantroens Børn,
Eph	2	3	3. iblandt hvilke ogsaa vi alle forhen vandrede i vort Kjøds Begjerligheder, og gjorde Kjødets og Lystens Villie og vare af naturen Verdens Børn, som og de Andre.
Eph	2	4	4. Men Gud, som er rig paa Barmhjerighed, formedelst sin store Kjaerlighed, med hvilken han elskede os,
Eph	2	5	5. Levendegjorde ogsaa os med Christus, der vi vare døde i Overtraedelserne, (af Naade ere I frelste!)
Eph	2	6	6. og opreiste os tillige og satte os tillige i det himmelske Rige ved Christus Jesus,
Eph	2	7	7. paa det han i de tilkommende Tider kunde vise sin Naades overvaettes Rigdom i Godhed mod os udi Christus Jesus.
Eph	2	8	8. Thi af Naade ere I frelste formedelst Troen, og det ikke af Eder, det er en Guds Gave;
Eph	2	9	9. ikke af Gjerninger, at ikke Nogen skal rose sig.
Eph	2	10	10. Thi vi ere hans Vaerk, skabte i Christus Jesus til gode Gjerninger, vi skulle vandre i dem.
Eph	2	11	11. Derfor kommer ihu, at I, som forhen vare Hedninger og efter Kjødet og blevne kaldte Forhud af den saakaldte Omskjaerelse, den i Kjødet, som skeer med Haanden,
Eph	2	12	12. at I paa den Tid vare uden Christus, udelukte fra Israels Borgerret og fremmede fra Forjaettelsens pagter, uden Haab og uden Gud i Verden.
Eph	2	13	13. Men i Christus Jesus ere nu I, som forhen vare langt borte, komne naer til ved Christi Blod.
Eph	2	14	14. Thi han er vor Fred, som gjorde eet af begge og nedbrød Adskillelsens Mellemvaeg,
Eph	2	15	15. da han i sit Kjød afskaffede Fjendskabet, Budenes Lov med dens Befalinger, paa det han ved sig selv kunde skabe de To til eet Nyt Menneske og gjørde Fred,
Eph	2	16	16. og forlige dem beggge i eet Legeme med Gud formedelst Korset, da han ved dette ihjelslog Fjendskabet.
Eph	2	17	17. Og han kom og forkyndte Fred for Eder, som vare langt borte, og for dem, som vare naer.
Eph	2	18	18. Thi formedelst ham have vi begge Adgang i een Aand til Faderen.
Eph	2	19	19. Saa ere I da ikke mere Gjester og Fremmede, men de Helliges Medborgere og Guds Huusfolk,
Eph	2	20	20. opbygte paa Apostlernes og Propheternes Grundvold, saa Jesus Christus selv er Hovedhjørnestenen,
Eph	2	21	21. paa hvilken den ganske Bygning sammenføiet voxer til et helligt Tempel i Herren,
Eph	2	22	22. paa hvilken ogsaa I tillige blive bygte til Guds Bolig i Aanden.
------------------------Paulus' Brev til Efeserne, Kapitel 3
Eph	3	1	1. For hvilken Sags Skyld jeg Paulus, Christi Jesu Bundne for Eder, Hedninger:
Eph	3	2	2. (I have jo hørt om Guds Naades Huusholdning, som mig er given til Eder,
Eph	3	3	3. at han ved Aabenbarelse har kundgjort mig hiin Hemmlighed, hvorom jeg foran har korteligen skrevet,
Eph	3	4	4. af hvilket I kunne, naar i det laese, skjønne min Indsigt i Christi Hemmlighed;
Eph	3	5	5. hvilken i de forrige Tider ikke var kundgjort for Menneskenes Børn, som den nu er aabenbaret hans hellige Apostler og Propheter i Aanden:
Eph	3	6	6. at Hedningerne ere Medarvinger og medindlemmede og meddeelagtige i hans Forjaettelse i Christus, formedelst Evangelium.
Eph	3	7	7. hvis Tjener jeg er bleven ifølge den Guds Naades Gud, som mig er given efter hans vaeldige Kraft.
Eph	3	8	8. Mig, den Allerringeste af alle Hellige, er denne Naade given, at praedike for HeningerneChristi uransagelige Rigdom,
Eph	3	9	9. og at oplyse Alle om Deelagtigheden i den Hemmelighed, som fra Verdens Begyndelse har vaeret skjult i Gud, som skabte alle Ting ved Jesus Christus,
Eph	3	10	10. saa at Guds mangfoldige Viisdom skulde nu blive kundgjort for Fyrstendømmer og Magter i Himlen ved Menigheden,
Eph	3	11	11. efter en evig Beslutning, hvilken han fuldbyrdede ved Christus Jesus, vor Herre,
Eph	3	12	12. i hvem vi have Frimodighed og Adgang med Tillid ved Troen paa ham.
Eph	3	13	13. Derfor beder jeg, at I ikke forsage over mine Traengsler, som jeg lider for Eder, hvilket er Eders Aere).
Eph	3	14	14. For denne Sags Skyld bøier jeg mine Knae for vor Herrens Jesu Christi Fader,
Eph	3	15	15. af hvem al Faderlighed kaldes i Himlene og paa Jorden,
Eph	3	16	16. at han vil give Eder efter sin Herligheds Rigdom maegtigen at bekraeftes ved hans Aand i det indvortes Menneske;
Eph	3	17	17. at Christus maa boe formedelst Troen i Eders Hjerter,
Eph	3	18	18. at I, rodfaestede og grundfaestede i Kjaerlighed, kunne formaae at begribe alle de Hellige baade Breden og Laengden og Dybden og Høiden
Eph	3	19	19. og kjende Christi Kjaerlighed, som overgaaer al Kundksab, at I kunne opfyldes af al Guds Fylde.
Eph	3	20	20. Men ham, som formaaer over alle Ting at gjøre langt overflødigere, end hvad vi bede eller forstaae, efter den Magt, som teer sig kraftig i os,
Eph	3	21	21. han vaere Aere i Menigheden ved Christus Jesus, igjennem alle Slaegter, i alle Evigheder! Amen.
------------------------Paulus' Brev til Efeserne, Kapitel 4
Eph	4	1	1. Jeg formaner Eder derfor, jeg den Bundne i Herren, at I vandre vaerdigen det Kald, med hvilket I ere kaldte,
Eph	4	2	2. med al Ydmyghed og Sagtmodighed, med Langdmodighed, saa I fordrage hverandre i Kjaerlighed
Eph	4	3	3. og beflitte Eder paa at bevare Aandens Eenhed i Fredens Baand;
Eph	4	4	4. eet Legeme og een Aand, ligesom I og ere Kaldte til eet Haab i Eders Kald;
Eph	4	5	5. een Herre, een Tro, een Daab,
Eph	4	6	6. een Gud og Alles Fader, som ere over Alle og ved Alle og i Eder alle!
Eph	4	7	7. Men enhver af os er naaden given efter Christi gaves Maal.
Eph	4	8	8. Derfor siger Skriften: han opfoer til det Høie, bortførte Fanger og gav Menneskene Gaver.
Eph	4	9	9. Men dette: han opfoer, hvad er det, uden at han og først nedfoer til Jordens lave Egne.
Eph	4	10	10. Den, som nedfoer, er den Samme, som og opfoer langt over alle Himle, at han skulde fylde alle Ting.
Eph	4	11	11. Og han beskikkede Nogle til Apostler, Nogle til Propheter, Nogle til Evangelister, Nogle til Hyrder og Laerere,
Eph	4	12	12. til de Helliges fuldkomne Beredelse, til Embedets Forvaltning, til Christi Legemes Opbyggelse,
Eph	4	13	13. indtil vi alle naae til Eenhed i Troen og Guds Søns Erkjendelse, til mands Modenhed, til Christi Fyldes voxne Alder,
Eph	4	14	14. at vi ikke mere skulle vaere Børn og lade os tumle som Bølger og omdrive af enhver Laerdoms Veir, og Forførelsens Kundstgreb;
Eph	4	15	15. men at vi, Sandheden troe udi Kjaerlighed, skulle i alle Maader opvoxe til ham, som er Hovedet, til Christus,
Eph	4	16	16. af hvem det ganske Legeme, sammenføiet og sammenheftet ved alle Forbindelsens Led, efter ethvert Lems tilmaalte Kraft, drager sin naering til Fremvaext i Kjaerlighed.
Eph	4	17	17. Dette siger jeg da og vidner i Herren, at I skulle ikke mere vandre, som de øvrige Hedninger vandre i deres Sinds Forfaengelighed,
Eph	4	18	18. formørkelse i Forstanden, fremmedgjorte fra Guds Liv formedelst den Vankundighed, som er i dem, formedelst deres Hjertes Forhaerdelse,
Eph	4	19	19. hvilke, følesløse, have hengivet sig til uteerlighed, til al Urenheds Bedrift, for Vindings Skyld.
Eph	4	20	20. Men i have ikke saaledes laert Christus,
Eph	4	21	21. dersom I ellers have hørt om ham og ere oplaerte i ham saaledes, som Sandheden er i Jesus:
Eph	4	22	22. at I skulle aflaegge det gamle Menneske efter den forrige Omgaengelse, som fordaerves ved bedragelige Lyster;
Eph	4	23	23. men fornyes i Eders Sinds Aand
Eph	4	24	24. og iføre det nye menneske, som er skabt efter Gud i Sandhedens Retfaerdighed og Hellighed.
Eph	4	25	25. Derfor aflaegger Løgn og taler Sandhed, hver med sin naeste, efterdi vi ere hverandres Lemmer.
Eph	4	26	26. Blive I vrede, da synder ikke; Solen gaae ikke ned over Eders Fortørnelse;
Eph	4	27	27. giver ikke heller Djaevelen Rum!
Eph	4	28	28. Den, som stjal, stjaele ikke fremdeles med arbeide hellere og gjøre noget Godt med Haenderne, paa det han kan have at meddele dem, som have behov.
Eph	4	29	29. Ingen raadden Snak udgaae af Eders Mund, men saadan Tale, som er god til fornøden Opbyggelse, at den kan skaffe dem Naade, som høre derpaa;
Eph	4	30	30. og bedrøver ikke Guds hellige Aand, med hvilken I ere beseglede til Forløsningens Dag.
Eph	4	31	31. Al Bitterhed og Hidsighed og Vrede og Skrigen og Bespottelse blive fra Eder med al Ondskab.
Eph	4	32	32. Men vaerer velvillige mod hverandre, barmhjertige, tilgivende hverandre, ligesom og Gud har tilgivet Eder i Christus.
------------------------Paulus' Brev til Efeserne, Kapitel 5
Eph	5	1	1. Vaerer derfor Guds Efterfølgere som elskelige Børn,
Eph	5	2	2. og omgaaes i Kjaerlighed, ligesom og Christus elskede os og gav sig selv han for os til en gave, at Slagtoffer, Gud til en Velbehagelig Lugt.
Eph	5	3	3. Men Horeri og al ureenhed eller Gjerrighed naevnes end ikke iblandt Eder, som det sømmer de Hellige,
Eph	5	4	4. og ublu Vaesen og gjekkelig Snak eller letfaerdig Skjemt, som alt er utilbørligt, men hellere Taksigelse.
Eph	5	5	5. Thi dette vide I, at ingen Skjørlevner eller Ureen eller Gjerrig, hvilken er en Afgudsdyrker, har Arv i Christi og Guds Rige.
Eph	5	6	6. Ingen forføre Eder med forfaengelige Ord; thi for Saadant kommer Guds Vrede over Vantroens Børn.
Eph	5	7	7. Derfor vorder ikke deelagtige med dem.
Eph	5	8	8. Thi I vare forhen Mørkhed, men nu ere I et Lys i Herren; omgaaes som Lysets Børn,
Eph	5	9	9. (men Lysets Frugt viser sig i al Godhed og Retfaerdighed og Sandhed),
Eph	5	10	10. saa I prøve, hvad som er velbehageligt for Herren.
Eph	5	11	11. Og haver ikke Samfund med Mørkets ufrugtbare Gjerninger, men straffer dem hellere.
Eph	5	12	12. Thi hvad der lønligen bedrives af dem, er skammeligt endog at sige.
Eph	5	13	13. men alt dette, naar det straffes, aabenbares ved lyset; thi alt det, som aabenbarer, er Lys.
Eph	5	14	14. Derfor hedder det: vaagen op, du som sover, og staa op fra de Døde, og Christus skal lysefor dig!
Eph	5	15	15. Seer derfor til, at I omgaaes varligen, ikke som Uvise, men som Vise,
Eph	5	16	16. og kjøber den beleilige Tid, fordi Dagene ere onde.
Eph	5	17	17. Derfor vaerer ikke uforstandige, men som de, der skjønne, hvad Herrens Villie er.
Eph	5	18	18. Og drikker Eder ikke drukne af Viin, i hvilket der er Ryggesløshed, men bliver fyldte af Aanden,
Eph	5	19	19. og taler hverandre med Psalmer og Lovsange og aandelige Viser, og synger og leger for Herren i Eders Hjerte,
Eph	5	20	20. og siger altid Gud og Faderen Tak for alle ting i vor Herrens Jesu Christi Navn,
Eph	5	21	21. og vaerer hverandre underdanige i Guds Frygt.
Eph	5	22	22. Kvinder! vaerer Eders egne Maend underdanige som Herren;
Eph	5	23	23. thi manden er Kvindes Hoved ligesom og Christus er Menighedens Hoved, og han er sit Legems Saliggjører.
Eph	5	24	24. Men ligesom Menigheden er Christus underdanig, saaledes skulle og Kvinderne vaere deres egne Maend underdanige i alle Ting.
Eph	5	25	25. I maend! elsker Eders Hustruer, ligesom og Christus elskede Menigheden og hengav sig selv for den,
Eph	5	26	26. paa det kunde hellige den, og han rensede den formedelst Vandbadet ved Ordet,
Eph	5	27	27. at han maatte fremstille sig den, en herlig Menighed, som ikke har Plet eller Rynke eller noget deslige, men at den maatte vaere hellig og ustraffelig.
Eph	5	28	28. Saaledes ere Maendene skyldige at elske deres Hustruer, som deres egne Legemer; hvo som elsker sin hustru, elsker sig selv.
Eph	5	29	29. Ingen hadede jo nogensinde sit eget Kjød, men føder og vederkvaeger det, ligesom og Herren Menigheden.
Eph	5	30	30. Thi vi ere hans Legemes Lemmer, af hans Kjød og af hans Been.
Eph	5	31	31. Derfor skal Manden forlade sin Fader og Moder og blive fast hos sin Hustru, og de To skulle vaere eet Kjød.
Eph	5	32	32. Denne Hemmelighed er stor; jeg taler nemlig om Herren og Menigheden.
Eph	5	33	33. Dog I ogsaa, hver isaer elske sin Hustru som sig selv; men Hustruen have Aerefrygt for Manden.
------------------------Paulus' Brev til Efeserne, Kapitel 6
Eph	6	1	1. I Børn! lyder Eders Foraeldre i Herren, thi dette er ret.
Eph	6	2	2. Aer din Fader og Moder, (hvilket er det første Bud med Forjaettelse),
Eph	6	3	3. at det maa gaae dig vel, og du maa laenge leve paa Jorden.
Eph	6	4	4. Og I Faedre! opirerer ikke Eders Børn, men opføder dem i Tugt og Herrens Formaning.
Eph	6	5	5. I Tjenere! lyder Eders Herrer efter Kjødet med Frygt og Baeven i Eders Hjertes Enfoldighed, som Christus;
Eph	6	6	6. ikke med Øientjeneste som de, der ville taekkes Menneskene, men som Christi Tjenere, saa I gjøre Guds Villie af Hjertet,
Eph	6	7	7. tjenende med Velvillighed Herren, og ikke Mennesker;
Eph	6	8	8. Vidende, at hvad Godt enhver gjør, det skal han gjengaeldes af Herren, hvad heller han er Tjener eller Fri.
Eph	6	9	9. Og i Herrer! gjører det Samme mod dem og lader Trusel fare, vidende at ogsaa I selv have Eders Herre i Himlene, og Persons Anseelse er ikke hos ham.
Eph	6	10	10. Iøvrigt, mine Brødre, vorder staerke i Herren og i hans Vaeldes Kraft!
Eph	6	11	11. Ifører Guds fulde Rustning, at I kunne vaere maegtige til at staae imod Djaevelens snedige Anløb.
Eph	6	12	12. Thi vi have ikke Kamp mod Kjød og Blod, men mod Fyrstendømmer og Magter, mod Verdens Herrer, som regjere i denne Tids Mørke, mod Ondskabens aandelige Haer under Himmelen,
Eph	6	13	13. Derfor tager Guds fulde Rustning paa, at i kunne gjøre Modstand paa den onde Dag og bestaae efter at have overvundet Alt.
Eph	6	14	14. Saa staaer da omgjordede om Eders Laender med Sandhed og iførte Retfaerdigheds Pantser,
Eph	6	15	15. Fødderne ombundne med Faerdighed i Fredens Evangelium;
Eph	6	16	16. for Alting griber Troens Skjold, med hvilket I skulle kunne slukke alle den Ondes gloende Pile,
Eph	6	17	17. og tager Saliggjørelsens Hjelm og Aandens Svaerd, som er Guds Ord;
Eph	6	18	18. bedende til hver Tid i Aanden med al Bøn og Begjering, aarvaagne til det Samme med al Varagtighed og Bøn for alle de Hellige,
Eph	6	19	19. ogsaa for mig, at min Mund maa oplades, og Ordet maa gives mig til at kundgjøre med Frimodighed Evangeliums Hemmelighed,
Eph	6	20	20. for hvis Skyld jeg er et Sendebud i Laenker, at jeg maa tale med Frimodighed derudi, som mig bør at tale.
Eph	6	21	21. Men at ogsaa I skulle vide min Tilstand, hvorledes det gaaer mig, da skal Tychicus, den elskelige Broder og troe Tjener i Herren, kundgjøre Eder Alt;
Eph	6	22	22. hvem jeg har sendt til Eder, just for at I skulle vidne, hvorledes det staaer til hos os, og at han skal trøste Eders Hjerter.
Eph	6	23	23. Fred med Brødrene og Kjaerlighed med Tro fra Gud Fader og den Herre Jesus Christus.
Eph	6	24	24. Naaden vaere med alle dem, som elske vor Herre Jesus Christus i Uforkraenkelighed! Amen.
------------------------Paulus' Brev til Filipperne, Kapitel 1
Phi	1	1	1. Paulus og Timotheus, Jesu Christi Tjenere, til alle de Hellige i Christus Jesus, som ere i Philippe, men Forstandere og Hjaelpere:
Phi	1	2	2. Naade vaere med Eder og Fred fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Christus!
Phi	1	3	3. Jeg takker min Gud, saa ofte jeg taenker paa Eder,
Phi	1	4	4. idet jeg altid, i hver min Bøn beder for Eder alle med Glaede,
Phi	1	5	5. for Eders Deeltagelse i Evangelium, fra den første Dag indtil nu;
Phi	1	6	6. fuldeligen forsikkret, at han, som begyndte det gode Vaerk i Eder, vil fuldføre det indtil Jesu Christi Dag;
Phi	1	7	7. saaledes bør jeg og mene om Eder alle, efterdi jeg har Eder i Hjertet, baade under mine Laenker og Evangeliums Forsvar og Stadfaestelse, Eder alle, som ere deelagtige med mig i Naaden.
Phi	1	8	8. Thi Gud er mit Vidne, hvorledes jeg laenges efter Eder alle i Jesu Christi inderlige Kjaerlighed.
Phi	1	9	9. Og derom beder jeg, at Eders Kjaerlighed maa fremdeles mere og mere forøges, tilligemed Kundskab og al Skjønsomhed,
Phi	1	10	10. saa I kunne vaelge, hvad som bedst er, paa det I maa vaere rene og uden Anstød indtil Christi Dag,
Phi	1	11	11. fyldte med Retfaerdigheds Frugter, som virkes ved Jesus Christus, Gud til Aere og Lov.
Phi	1	12	12. Men jeg vil, I skulle vide, Brødre! at hvad mig er vederfaret, har mere tjent til EvangeliumsFremme,
Phi	1	13	13. saa at mine Laenker for Christi Skyld ere blevne bekjendte i det ganske Palads og for alle de Øvrige,
Phi	1	14	14. og at de Frelse af Brødrene i Herren fik Mod ved mine Baand og bleve des mere dristige til at tale uden Frygt.
Phi	1	15	15. Nogle praedike vel og Christus for Avinds og Kivs Skyld, men Nogle ogsaa af en god Mening.
Phi	1	16	16. Hine, som søge Traette, forkynde Christus ikke reent, men i den Tanke at føie Traengsel til mine Laenker;
Phi	1	17	17. men disse gjøre det af Kjaerlighed, vidende, at jeg er sat til at forsvare Evangelium.
Phi	1	18	18. Men hvad? Christus forkyndes dog paa enhver Maade, vaere sig paa Skrømt eller i Sandhed; og derover glaeder jeg mig, ja vil og glaede mig.
Phi	1	19	19. Thi jeg veed, at det skal geraade mig til Frelse, formedelst Eders Bøn Jesu Christi Aands Bistand,
Phi	1	20	20. efter min Forlaengsel og mit Haab, at jeg i Intet skal beskaemmes, men at Christus skal med al Frimodighed, som altid, saa og nu, forherliges i mit Legeme, vaere sig ved Liv eller ved Død.
Phi	1	21	21. Thi det at leve er mig Christus og at døe en Vinding.
Phi	1	22	22. Men dersom det at leve i Kjødet skaffer mig Frugt af min Gjerning, saa veed jeg ikke, hvad jeg skal vaelge.
Phi	1	23	23. Thi jeg staaer beknyttet imellem tvende Ting, idet jeg har Lyst til at vandre herfra og vaere med Christus; thi dette var saare meget bedre;
Phi	1	24	24. men at forblive i Kjødet er mere fornødent for Eders Skyld.
Phi	1	25	25. Og dette veed jeg og er forsikkret om, at jeg skal blive og forblive hos Eder alle til Eders Forfremmelse og Glaede i Troen,
Phi	1	26	26. at Eders Roes kan tiltage i Christus Jesus ved mig, naar jeg atter er tilstede iblandt Eder.
Phi	1	27	27. Kun at I vandre vaerdigen Christi Evangelium, saa at, hvad enten jeg kommer og seer Eder eller er fravaerende, jeg dog kan høre om Eder, at I staae faste i een Aand og stride med mig af eens Sjael for Evangeliums Tro
Phi	1	28	28. og ikke lade Eder forfaerde i nogen Ting af Modstanderne, hvilket er dem et Tegn paa Undergang, men Eder paa Frelse, og dette fra Gud.
Phi	1	29	29. Thi Eder er det forundt for Christi Skyld ikke alene at troe paa ham, men og at lide for hans Skyld,
Phi	1	30	30. idet I have den samme Kamp, som I have seet paa mig og nu høre om mig.
------------------------Paulus' Brev til Filipperne, Kapitel 2
Phi	2	1	1. Er der da nogen Formaning i Christus, er der nogen Opmuntring af Kjaerlighed, er der noget Aandens Samfund, er der nogen inderlig Kjaerlighed og Barmhjertighed:
Phi	2	2	2. da fuldkommer min Glaede, saa at I mene det Samme, have den samme Kjaerlighed, ere eens sindede, mene Eet.
Phi	2	3	3. Intet af Lyst til Traette eller forfaengelig Aere; men agter i Ydmyghed hverandre høiere end Eder selv.
Phi	2	4	4. Enhver see ikke paa Sit, men Enhver ogsaa paa Andres.
Phi	2	5	5. Thi det samme Sindelag vaere i Eder, som og var i Christus Jesus,
Phi	2	6	6. hvilken, der han var i Guds Skikkelse, ikke holdt det for et Rov at vaere Gud lig;
Phi	2	7	7. men han forringede sig selv, idet han tog en Tjeners Skikkelse paa og blev Mennesker lig;
Phi	2	8	8. og da han var funden i Skikkelse som et Menneske, fornedrede han sig selv, saa han blev lydig indtil Døden, ja Korsets Død.
Phi	2	9	9. Derfor har og Gud høit ophøiet ham og skjenket ham et Navn, som er over alt Navn,
Phi	2	10	10. at i Jesu Navn skal hvert Knae bøie sig, deres i Himmelen og paa Jorden og under Jorden,
Phi	2	11	11. og hver Tunge skal bekjende, at Jesus Christus er den Herre til Gud Faders Aere.
Phi	2	12	12. Derfor, mine Elskelige! ligesom i altid have vaeret lydige, saaledes ikke alene som ved min Naervaerelse, men nu meget mere i min Fravaerelse, arbeider paa Eders egen Saliggjørelse med Frygt og Baeven;
Phi	2	13	13. thi Gud er den, som virker i Eder baade at ville og at udrette efter sit Velbehag.
Phi	2	14	14. Gjører alle Ting uden Knur og Tvivl,
Phi	2	15	15. at I kunne vorde ustraffelige og rene, Guds ulastelige Børn, midt iblandt den Vanartige og forvendte Slaegt, iblandt hvilke I skinne som Lys i Verden,
Phi	2	16	16. idet I holde fast ved Livets Ord, mig til Roes paa Christi Dag, at jeg ikke har løbet forgjeves, ei heller arbeidet forgjeves.
Phi	2	17	17. Men om jeg og bliver offret under Eders Troes Offer og Betjening, da glaeder jeg mig og glaeder mig med Eder alle.
Phi	2	18	18. Men ligeledes glaeder Eder ogsaa, og glaeder Eder med mig.
Phi	2	19	19. Jeg haaber i den Herre Jesus snart at sende Timotheus til Eder, paa det ogsaa jeg kan beroliges ved at erfare, hvorledes det gaaer Eder.
Phi	2	20	20. Thi jeg har ingen Ligesindet med mig, der saa oprigtig vil baere Omsorg for, hvad Eder angaaer.
Phi	2	21	21. Thi de søge alle deres Eget, ikke hvad der er Christi Jesu.
Phi	2	22	22. Men hans prøvede Troskab kjende I, at, ligesom Sønnen sin Fader, saaledes har han tjent med mig i Evangelium.
Phi	2	23	23. Ham haaber jeg derfor at sende strax, naar jeg seer Udgangen paa min Sag.
Phi	2	24	24. Dog har jeg den Tillid i Herren, at jeg ogsaa selv snart skal komme.
Phi	2	25	25. Men jeg agtede fornødent at sende Eder Broderen Epaphroditus, min Medarbeider og Medstrider, men Eders Sendebud, som har tjent mig i min Nødtørst,
Phi	2	26	26. efterdi han forlaengtes efter Eder alle og var svarligen bekymret, fordi I havde hørt, at han var syg.
Phi	2	27	27. Han var ogsaa syg, og naer Døden; men Gud forbarmede sig over ham, dog ikke alene over ham, men ogsaa over mig, at jeg ikke skulde have Sorg paa Sorg.
Phi	2	28	28. Derfor sendte jeg ham desto snarere, paa det I atter kunde glaedes, naar i see ham, og jeg vaere mindre sorrigfuld.
Phi	2	29	29. Annammer ham altsaa i Herren med al Glaede, og holder Saadanne i Aere;
Phi	2	30	30. thi for Christi Gjernings Skyld kom han Døden naer, der han ikke agtede sit Liv for at erstatte, hvad der savnedes i Eders Tjeneste mod mig.
------------------------Paulus' Brev til Filipperne, Kapitel 3
Phi	3	1	1. Iøvrigt, mine Brødre, glaeder Eder i Herren! At skrive Eder det Samme, er mig ikke til Besvaer, men Eder til Bestyrkelse.
Phi	3	2	2. Seer Hundene, seer de onde Arbeidere, seer Sønderskaerelsen!
Phi	3	3	3. Thi vi ere Omskaerelsen, som tjene Gud i Aanden, og rose os i Christus Jesus og forlade os ikke paa Kjødet;
Phi	3	4	4. endskjøndt ogsaa jeg har det, jeg kunde forlade mig paa, endog i Kjødet. Dersom en Anden synes, han kan forlade sig paa Kjødet, jeg meget mere.
Phi	3	5	5. Jeg er omskaaren paa den ottende Dag, af Israels Slaegt, af Benjamins Stamme, en Hebraeer af Hebraeere, en Pharisaeer efter Loven,
Phi	3	6	6. som forfulgte Menigheden med Nidkjaerhed, som var ustraffelig efter Lovens Retfaerdighed.
Phi	3	7	7. Men hvad der var mig Vinding, det har jeg for Christi Skyld agtet for Tab;
Phi	3	8	8. ja sandeligen, jeg agter og Alt for Tab mod Christi Jesu min Herrens KundskabsYpperlighed, for hvis Skyld jeg har lidt Tab paa Alt, og agter det Skarn at vaere, paa det jeg kan vinde Christus
Phi	3	9	9. og findes i ham, saa jeg ikke har min Retfaerdighed, den af Loven, men den ved Christi Tro, Retfaerdigheden af Gud formedelst Troen,
Phi	3	10	10. at jeg kan kjende ham og hans Opstandelses Kraft og hans Lidelsers Samfund, saa jeg bliver dannet til at ligne ham i hans Død,
Phi	3	11	11. om jeg dog kunne naae til de Dødes Opstandelse.
Phi	3	12	12. Ikke at jeg har allerede grebet det, eller er allerede fuldkommen; men jeg jager derefter, om jeg dog kan gribe det, efterdi jeg og er greben af Christus Jesus.
Phi	3	13	13. Brødre! Jeg agter ikke mig selv at have grebet det.
Phi	3	14	14. Men Eet gjør jeg: forglemmende, hvad der er bagved, og raekkende efter det, som er foran, iler jeg mod Maalet, til det Klenodie, som hører til Guds Kald herovenfra i Christus Jesus.
Phi	3	15	15. Saa mange nu af os ere fuldkomne, maa have dette Sindelag; og ere I ei ganske saaledes sindede, da skal Gud ogsaa aabenbare Eder dette.
Phi	3	16	16. Kun at vi, saa vidt vi ere komne, vandre efter den samme Regel, mene det Samme.
Phi	3	17	17. Vorder mine Efterfølgere, Brødre! og agter paa dem, der vandre saaledes, som i have os til Exempel.
Phi	3	18	18. Thi mange vandre, hvilke jeg ofte har sagt Eder og endnu siger med Taarer, at vaere Christi Korses Fjender,
Phi	3	19	19. hvis Ende er Fordaervelse, hvis Gud er Bugen, og hvis Aere er i deres Skjaendsel, hvilke tragte efter de jordiske Ting.
Phi	3	20	20. Thi vort Borgerskab er i Himlene, hvorfra vi og forvente Frelseren den Herre Jesus Christus,
Phi	3	21	21. som skal forvandle vort Fornedrelsens Legeme til at vorde ligedannet med hans Herlighedens Legeme, efter den Kraft, ved hvilken han og kan underlaegge sig alle Ting.
------------------------Paulus' Brev til Filipperne, Kapitel 4
Phi	4	1	1. Derfor mine Elskelige Brødre, min Forlaengsel, min Glaede og Krone, staaer saaledes fast i Herren, I Elskelige!
Phi	4	2	2. Evodia formaner jeg, og Syntyche formaner jeg at vaere enige i Herren.
Phi	4	3	3. Ja, jeg beder dig ogsaa, min retsindige Medbroder! antag dig dem; thi de have stridt med mig i Evangelium, tilligemed Clemens og mine øvrige Medarbeidere, hvis Navne ere i Livsens Bog.
Phi	4	4	4. Glaeder Eder i Herren altid; atter sig jeg: glaeder Eder!
Phi	4	5	5. Eders Sagtmodighed vorde vitterlig for alle Mennesker! Herren er naer!
Phi	4	6	6. Vaerer ikke bekymrede for Noget, men i alle Ting lader Eders Begjeringer formføres for Gud i Paakaldelse og Bøn med Taksigelse;
Phi	4	7	7. og Guds Fred som overgaaer al Forstand, skal bevare Eders hjerter og Eders tanker i Christus Jesus.
Phi	4	8	8. Iøvrigt, Brødre! hvadsomhelst der er sandt, hvad der er aerbart, hvad der er retfaerdigt, hvad der er reent, hvad derer elskeligt, hvad der er godt Lov, enhver Dyd og enhver Haeder: derpaa giver Agt.
Phi	4	9	9. Hvad I ogsaa have laert og annammet og hørt og seet paa mig, dette gjører, og Fredens Gud skal vaere med Eder.
Phi	4	10	10. Men jeg har høiligen glaedet mig i Herren, at I nu omsider have oplivet Eders Omhu for mig; hvortil I og før havde Villie, men manglede Leilighed.
Phi	4	11	11. Dette siger jeg ikke af Trang; thi jeg har laert at nøies med det, jeg har.
Phi	4	12	12. Jeg forstaaer baade at vaere fornedret, og jeg forstaaer at have Overflod; i Alt og Hvert er jeg vel erfaren baade i at maettes og at hungre, baade i at have Overlod og at fattes.
Phi	4	13	13. Jeg formaaer Alt i Christus, som gjør mig staerk.
Phi	4	14	14. Dog gjorde I vel, at I deeltoge i min Traengsel.
Phi	4	15	15. Men I vide det og selv, Phillipenser! at ved Evangeliums Begyndelse, der jeg drog ud fra Macedonien, har ingen Menighed havt Regning med mig over Givet og Modtaget, uden I alene.
Phi	4	16	16. Thi ogsaa i Thessalonika sendte I mig een Gang, ja to Gange, hvad jeg behøvede.
Phi	4	17	17. Ikke at jeg attraaer Gaven, men jeg attraaer den Frugt, som kan vorde overlødig til Eders Fordeel.
Phi	4	18	18. Nu har jeg fuldkommen nok og overflødigt; jeg fik rigeligen, der jeg annammede af Epaphroditus det fra Eder, en velbehagelig Lugt, et antaget Offer, taekkeligt for Gud.
Phi	4	19	19. Men min Gud skal fuldeligen give Eder Alt, hvad I behøve, efter sin Rigdom, i Herlighed i Christus Jesus.
Phi	4	20	20. Ham, vor Gud og Fader, vaere Aere i al Evighed! Amen.
Phi	4	21	21. Hilser hver Hellig i Christus Jesus.
Phi	4	22	22. De Brødre, som ere hos mig, hilse Eder, Alle Hellige hilse Eder, men meest de af Keiserens Huus.
Phi	4	23	23. Vor Herrens Jesu Christi Naade vaere med Eder Alle. Amen.
------------------------Paulus' Brev til Kolossenserne, Kapitel 1
Col	1	1	1. Paulus, Jesu Christi Apostel ved Guds Villie, og Broderen Timotheus,
Col	1	2	2. til de Hellige i Colossen, de troende Brødre i Christus: Naade vaere med Eder og Fred, fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Christus!
Col	1	3	3. Vi takke Gud og vor Herrens Jesu Christi Fader, idet vi altid bede for Eder,
Col	1	4	4. da vi have hørt om Eders Tro i Christus Jesus og Eders Kjaerlighed til alle Hellige,
Col	1	5	5. for det Haab, som Eder er henlagt i himlene, om hvilket I have allerede hørt i Evangeliums Sandheds Ord,
Col	1	6	6. hvilket er kommet til Eder, som og i den ganske Verden, og er frugtbringende, ligesom og ibandt Eder fra den Dag, I hørte og erkjendte Guds Naade i Sandhed;
Col	1	7	7. ligesom i have laert af Epaphras, vor elskelige Medarbeider, hvilken er en tro Christi Tjener for Eder,
Col	1	8	8. som ogsaa gav os Eders Kjaerlighed i Aanden tilkjende.
Col	1	9	9. Derfor aflagde vi og ikke fra den Dag, vi hørte det, at bede for Eder og begjere, at I maatte fyldes med hans Villies Erkjendelse i al Viisdom og aandelig Forstand,
Col	1	10	10. at I kunne omgaaes vaerdeligen for Herren til at Velbehagelighed og vaere frugtbare paa al god Gjerning, og voxe til Guds Erkjendelse;
Col	1	11	11. styrkede med al Styrke efter hans Herligheds Kraft til al Taalmodighed og Langmodighed med Glaede;
Col	1	12	12. takkende Faderen, som gjorde os dygtige til de Helliges Arvedeel i Lyset,
Col	1	13	13. som friede os af Mørkets Magt og oversatte os i sin elskelige Søns Rige,
Col	1	14	14. i hvilken vi have Forløsning ved hans Blod, nemlig Syndernes Forladelse;
Col	1	15	15. hvilken er den usynlige Guds Billede, al Skabningens Førstefødte;
Col	1	16	16. thi ved ham ere alle Ting skabte, de i Himlene og de paa Jorden, de synlige og usynlige, vaere sig Throner eller Herredømmer eller Fyrstendoømmer eller Magter, alle Ting ere skabte ved ham og til ham;
Col	1	17	17. og han er for alle Ting, og alle Ting bestaae ved ham;
Col	1	18	18. og han er Legemets Hoved, nemlig Menighedens; han er Begyndelsen, den Forstefødte af de Døde, at han skal vaere den Ypperste iblandt Alle;
Col	1	19	19. thi i ham behagede det Faderen at al Fylde skulde boe,
Col	1	20	20. og ved ham at forlige alle Ting, hvaere sig de paa Jorden eller de i Himlene, med sig, idet han gjorde Fred formedelst hans Korses Blod ved ham.
Col	1	21	21. Ogsaa Eder, som fordum vare fremmede og fjendske af Sindelag i onde Gjerninger,
Col	1	22	22. har han dog nu forligt i sit kjødelige Legeme ved Døden, for at fremstille Eder hellige og ulastelige og ustraffelige for sit Aasyn;
Col	1	23	23. saafremt I ellers forblive grundfaestede og stadige i Troen, og ikke lade Eder rokke fra det Evangeliums Haab hvilket I have hørt, hvilket er praediket for al Skabningen under Himmelen, hvis Tjener jeg Paulus er bleven.
Col	1	24	24. Nu glaeder jeg mig i mine Lidelser for Eder og opfylder det, som fattes i Christi Traengsler, i mit Kjød for hans Legeme, som er Menigheden;
Col	1	25	25. hvis Tjener jeg er bleven efter det Guds Embede, som er mig givet hos Eder, rigeligen at praedige Guds Ord,
Col	1	26	26. den Hemmelighed, der var skjult fra alle Tider og Slaegter, men nu er aabenbaret for hans Hellige,
Col	1	27	27. hvem Gud vilde tilkjendegive, hvor stor denne Hemmeligheds herlige Rigdom er iblandt hedningerne, hvilken er Christus iblandt Eder, det Herlighedens Haab.
Col	1	28	28. Ham forkynde vi, idet vi paaminde hvert Menneske og laere hvert Menneske i al Vissdom, at vi kunne fremstille hvert Menneske fuldkomment i Christus Jesus;
Col	1	29	29. hvortil jeg og arbeider, stridende ved hans Kraft, som virker maegtigen i mig.
------------------------Paulus' Brev til Kolossenserne, Kapitel 2
Col	2	1	1. Thi jeg vil, I skulle vide, hvor stor en Kamp jeg har for Eder og for dem i Laodicea og saa mange, som ikke have seet min person i Kjødet,
Col	2	2	2. at deres Hjerter maatte opmuntres idet de sammenføies i Kjaerlighed og til den fuldvise Indsigts hele Rigdom, til Erkjendelse af Guds, Faderens og Christi Hemmelighed,
Col	2	3	3. i hvem alle Viisdommens og Kundskabens Skatte ere skjulte.
Col	2	4	4. Men dette siger jeg, paa det ingen skal bedrage Eder med lokkende Tale.
Col	2	5	5. Thi om jeg endog er fravaerende med Legemet, saa er jeg dog hos Eder i Aanden og glaeder mig, idet jeg seer Eders Orden og Fastheden af Eders Tro paa Christus.
Col	2	6	6. Derfor, ligesom I have antaget Christus Jesus, Herren, saa omgaaes i ham,
Col	2	7	7. rodfaestede og opbygte i ham, og stadfaestede i Troen, ligesom i ere laerte, voxende i den med Taksigelse.
Col	2	8	8. Seer til, at ikke Nogen gjør Eder til Rov ved verdslig Viisdom og tomt Bedrageri, efter Menneskers Saetninger, efter Verdens Børnelaerdom og ikke efter Christus;
Col	2	9	9. thi i ham boer al Guddommens Fylde legemligen.
Col	2	10	10. Og I have al Fylde i ham, som er Hovedet for al Fyrstendømme og Magt.
Col	2	11	11. I ham ere I og omskaarne med en Omskaerelse, som ikke er gjort med Haender, ved Afførelse af det syndige Legeme i Kjødet, ved Christi Omskaerelse,
Col	2	12	12. begravne med ham i Daaben; i ham ere I og medopreiste formedelst Troen paa Guds Kraft, som opriste ham fra de Døde.
Col	2	13	13. Ogsaa Eder, som vare døde i Overtraedelserne og i Eders Kjøds Forhud, gjorde han levende tilligemed ham, idet han tilgav Eder alle Overtraedelserne,
Col	2	14	14. og udslettede den Haandskrift, som os angik, med dens Anordninger, hvilken var os imod, og borttog den, idet han naglede den til Korset,
Col	2	15	15. og Afvaebnede Fyrstendømmer og Magter og viste den aabenbarligen til Skue, der han førte dem i Triumf ved ham.
Col	2	16	16. Derfor dømme Ingen Eder i Mad eller i Drikke, eller i Henseende til Høitider eller Nymaaner eller Sabbater,
Col	2	17	17. hvilket er en Skygge af det, som skulde komme, men Legemet er Christi.
Col	2	18	18. Lader Ingen tage klenodiet fra Eder, som finder Behag i ydmygelse og Engles Dyrkelse, indladende sig i Ting, som han ikke har seet, forfaengeligen opblaest af sit kjødelige Sind,
Col	2	19	19. og ikke holdende fast ved Hovedet, af hvilket det ganske Legeme, understøttet og sammenføiet ved Ledemod og Baand, voxer en guddommelig Vaext.
Col	2	20	20. Dersom I da ere afdøde med Christus fra Verdens Børnelaerdom, hvi besvaeres I da med Anordninger, som de, der leve i Verden:
Col	2	21	21. rør ikke, smag ikke, tag ikke paa!
Col	2	22	22. hvilket alt er til Fordaervelse, naar det bruges efter Menneskenes Bud og Laerdomme;
Col	2	23	23. hvilket vel har Skin af Viisdom i selvgjort Dyrkelse og Ydmygelse, og idet Legemet ikke spares og ikke holdes i Aere til Kjødets Maettelse.
------------------------Paulus' Brev til Kolossenserne, Kapitel 3
Col	3	1	1. Ere i altsaa opriste med Christus, da søger det, som er oventil, hvor Christus sidder hos Guds høire Haand.
Col	3	2	2. Tragter efter det, som er oventil, ikke efter det, som er paa Jorden.
Col	3	3	3. Thi I ere døde, og Eders Liv er skjult med Christus i Gud.
Col	3	4	4. naar Christus, vort Liv, aabenbares, da skulle ogsaa I aabenbares med ham i Herlighed.
Col	3	5	5. Døder derfor Eders jordiske Lemmer, Horeri, Ureenhed, Blødagtighed, ond Lyst og Gjerrighed, som er en Afgudsdyrkelse;
Col	3	6	6. for hvis Skyld Guds Vrede kommer over Vantroens Børn,
Col	3	7	7. blandt hvilke I ogsaa fordum vandrede, da I levede derudi.
Col	3	8	8. Men nu aflaegger ogsaa i alle disse Ting, Vrede, Hidsighed, Ondskab, Bespottelse, slem Snak af Eders Mund.
Col	3	9	9. Lyver ikke mod hverandre, I som have afført det gamle Menneske med dets Gjerninger,
Col	3	10	10. og ifører det nye, som fornyes til erkjendelse efter hans Billede, som skabte det;
Col	3	11	11. hvor der ikke er Forskjel paa Graeker og Jøde, Omskaerelse og Forhud, Barbar, Scythe, Trael, Fri, men Christus er Alt i Alle.
Col	3	12	12. Saa ifører Eder da, som Guds Udvalgte, Hellige og Elskte, inderlig Barmhjertighed, Godhed, Ydmyghed, Sagtmodighed, Langmodighed,
Col	3	13	13. saa I fordrage hverandre og tilgive hverandre, dersom Nogen har Klagemaal imod Nogen; ligesom og Christus tilgav Eder, saaledes og I.
Col	3	14	14. Men fremfor alt dette ifører Eder Kjaerlighed; thi denne er Fuldkommenhedens Baand.
Col	3	15	15. Og Guds Fred seire i Eders Hjerter, til hvilken I og ere kaldte i eet Legeme; og vaerer taknemmelige.
Col	3	16	16. Lader Christi ord boe rigeligen iblandt Eder i al Viisdom, saa I laere og paamindre hverandre med Psalmer og Lovsange og aandelige Viser, idet I synge yndeligen i Eders Hjerte for Herren.
Col	3	17	17. Og Alt, hvad I gjøre i Ord eller i Handling, det gjører alt i den Herrens Jesu Navn, takkende Gud og Faderen formedelst ham.
Col	3	18	18. I hustruer! vaerer Eders egne Maend underdanige, som det sømmer sig i Herren.
Col	3	19	19. I Maend elsker Eders Hustruer, og vaere ikke bittre imod dem.
Col	3	20	20. I Børn! vaerer Foraeldre lydige i alle Ting, thi dette er velbehageligt for Herren.
Col	3	21	21. I Faedre! opirer ikke Eders Børn, paa det de ikke skulle tabe Modet.
Col	3	22	22. I Tjenere! vaerer Eders timelige Herrer lydige i alle Ting, ikke med Øientjeneste, som de, der ville taekkes Menneskene, men i Hjertets Eenfoldighed, frygtende Gud.
Col	3	23	23. Og Alt, hvad I foretage Eder, det gjører af Hjertet, som for Herren og ikke som for Menneskene,
Col	3	24	24. vidende, at I skulle faae Arvedelen til Vederlag af Herren; thi I tjene den Herre Christus.
Col	3	25	25. Men hvo som gjør Uret, skal faae Vederlag for hvad han gjorde Uret; og der er ikke persons Anseelse.
------------------------Paulus' Brev til Kolossenserne, Kapitel 4
Col	4	1	1. I Herrer beviser Tjenerne, hvad ret og billigt er, vidende at i og have en Herre i Himlene.
Col	4	2	2. Bliver varagtige i Bønnen, og vaager i samme med Taksigelse;
Col	4	3	3. og beder tillige ogsaa for os, at Gud vilde oplade os Ordets Dør til at forkynde Christi Hemmlighed, for hvis Skyld jeg er bunden,
Col	4	4	4. at jeg kan aabenbare den, som og bør at tale.
Col	4	5	5. Omgaaes viseligen med dem, som ere udenfor saa I kjøbe den beleilige Tid.
Col	4	6	6. Eders tale vaere altid yndelig, krydret med Salt, saa I vide hvorledes det bør Eder at svare Enhver.
Col	4	7	7. Hvorledes det gaaer mig, skal Tychicus, den elskelige Broder og troe Tjener og Medarbeider i Herren, kundgjøre Eder altsammen;
Col	4	8	8. hvilken jeg sendte til Eder, just for at han skal forfare, hvorledes det har sig med Eder, og trøste Eders Hjerter;
Col	4	9	9. tilligemed Onesimus, den troe og elskelige Broder, som er fra Eders By; hvorledes det har sig her med alle Ting, skulle de kundgjøre Eder.
Col	4	10	10. Aristarchus, men Medfangne, hilser Eder, og Marcus, Barnabas' Sødskendebarn, om hvem I have faaet Befalinger; dersom han kommer til Eder, da annammer ham;
Col	4	11	11. og Jesus, som kaldes Justus, hvilke ere af Omskaerelsen, disse de eneste Medarbeidere til Guds Rige, som ere blevne mig en Trøst.
Col	4	12	12. Epaphras hilser Eder, han som er fra Eders by, en Christi Tjener, som altid strider for Eder i sine Bønner, at i maatte staae fuldkomne og fuldendte efter Guds Villie.
Col	4	13	13. Thi jeg vidner med ham, at han har stor Nidkjaerhed for Eder og dem i Laodicea og dem i Hierapolis.
Col	4	14	14. Lucas, den Laege, den Elskelige hilser Eder, og Demas.
Col	4	15	15. Hilser Brødrene i Laodicea, og Nymphas, og Menigheden i hans Huus.
Col	4	16	16. Og naar dette Brev er laest hos Eder, da sørger for, at det ogsaa bliver laest i de Laodicensers Menighed, og at I ogsaa laese det Brev fra Laodicea.
Col	4	17	17. Og siger Archippus: giv Agt paa den Tjeneste, som du har annammet i Herren, at du fuldbyrder den.
Col	4	18	18. Hilsen med min, Paulus', Haand. Kommer mine Baand ihu. Naaden vaere med Eder! Amen.
------------------------Paulus' Første Brev til Thessalonikerne, Kapitel 1
1The	1	1	1. Paulus og Silvanus og Timotheus til de Thessalonikers Menighed i Gud Fader og den Herre Jesus Christus: Naade vaere med Eder og Fred, fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Christus!
1The	1	2	2. Vi takke Gud altid for Eder alle, idet vi komme Eder ihu i vore Bønner,
1The	1	3	3. taenkende uafladeligen paa Eders gjerning i Troen, og Eders Arbeide i Kjaerligheden, ogEders Bestandighed i Haabet til vor Herre Jesus Christus, for vor Guds og Faders Aasyn,
1The	1	4	4. efterdi vi vide, af Gud elskte Brødre! Eders Udvaelgelse.
1The	1	5	5. Thi vort Evangelium hos Eder var ikke i Ord alene, men ogsaa i Kraft og i den Hellig Aand og i fuld Overbeviisning, ligesom i og vide hvorledes vi have vaeret iblandt Eder til Eders bedste.
1The	1	6	6. Og I ere blevne vore Efterfølgere, ja Herrens, idet I annammede Ordet under megen Traengsel med Glaede i den Hellig Aand,
1The	1	7	7. saa at I ere blevne Mønstre for alle de troende i Macedonien og Achaia;
1The	1	8	8. thi fra Eder er Herrens ord lydeligen hørt, ikke alene i Macedonien og Achaia, men Eders Tro til Gud er og bleven kundbar allevegne, saa at vi ikke have behov at tale derom;
1The	1	9	9. thi de forkynde selv, hvilken Indgang vi fandt hos Eder, og hvorledes I vendte Eder til Gud fra Afguderne, at tjene den levende og sande Gud,
1The	1	10	10. og at forvente hans Søn fra Himlene, hvilken han opreiste fra de Døde, Jesus, som os frier fra den tilkommende Vrede.
------------------------Paulus' Første Brev til Thessalonikerne, Kapitel 2
1The	2	1	1. I vide selv, Brødre! at vor Indgang hos Eder ikke var i Forfaengelighed;
1The	2	2	2. men forud mishandlede og forhaanede, som I vide, i philippi, vare vi alligevel frimodige i vor Gud til at tale Guds Evangelium hos Eder under megen Kamp.
1The	2	3	3. Thi vor Formaning er ikke af Vildfarelse, ikke heller af ureen hensigt, ei heller med Svig;
1The	2	4	4. men ligesom vi ere fundne vaerdige af Gud til at betroes Evangelium, saaledes tale vi, ikke som vi vilde behage Menneskene, men Gud, som prøver vore Hjerter.
1The	2	5	5. Thi hverken omgikkes vi med smigrende Ord, som I vide, ei heller med paaskud for Gjerrighed; Gud er Vidne.
1The	2	6	6. Vi søgte og ikke Aere af Menneske, hverken af Eder eller af Andre, enddog vi kunde have vaeret Eder til Byrde som Christi Apostler;
1The	2	7	7. men vi omgikkes mildt med Eder. Som en Amme pleier sine Børn,
1The	2	8	8. saaledes ere vi, af inderlig Kjaerlighed til Eder, villige til at dele med Eder, ikke aleneste Guds Evangelium, men ogsaa vort eget Liv, fordi I ere blevne og elskelige.
1The	2	9	9. I erindre jo, Brødre! vort Arbeide og vor Møie; thi Nat og Dag arbeidende for ikke at vaere nogen af Eder til Byrde, praedikede vi dog Guds Evangelium iblandt Eder.
1The	2	10	10. I ere Vidner og Gud, hvor helligen og retfaerdeligen og ustraffeligen vi omgikkes med Eder, I troende;
1The	2	11	11. ligesom I vide, hvorledes vi formanede og trøstede Eder, enhver isaer, som en fader sine Børn,
1The	2	12	12. og vidende, at I skulde omgaaes vaerdeligen for Gud, som kaldte Eder til sit Rige og sin herlighed.
1The	2	13	13. Derfor takke vi og Gud uafladeligen at de I annammede det Guds Ord, som i hørte af os, antoge i ikke Menneskers Ord, men (som det sandeligen er) Guds Ord, hvilket og kraftelig teer sig i Eder, som troe.
1The	2	14	14. Thi I, Brødre! ere blevne Efterfølgere af de Guds Menigheder, som ere i Judaea i Christus Jesus, idet I ogsaa have lidt det Samme af Eders Fraender, som de af Jøderne;
1The	2	15	15. hvilke baade ihjelsloge den Herren Jesus og deres egne Propheter og have forfulgt os og behage Gud ikke og ere alle Mennesker imod,
1The	2	16	16. og formene os at tale til Heningerne til deres Frelse, saa at de opfylde deres Synders maal altid; men Vreden kommer over dem til Fuldendelse.
1The	2	17	17. Men vi, Brødre! som en stakket tid have vaeret skilte fra Eder med Legemet, ikke med hjertet, vi have gjort os desmere Flid for at se Eders Ansigt, med megen Forlaengsel.
1The	2	18	18. Derfor have vi villet komme til Eder (nemlig jeg Paulus) een gang, ja to Gange, men Satanas har forhindret os.
1The	2	19	19. Thi hvo er vort Haab eller vor Glaede eller vor Aeres Krone? mon ikke ogsaa I, for vor Herre Jesus Christus i hans Tilkommelse?
1The	2	20	20. I ere jo vor Aere og Glaede.
------------------------Paulus' Første Brev til Thessalonikerne, Kapitel 3
1The	3	1	1. Derfor, efterdi vi ikke laengere kunde udholde det, besluttede vi at lades alene tilbage i Athenen,
1The	3	2	2. og vi sendte Timotheus, vor Broder og Guds Tjener og vor Medarbeider i Christi Evangelium, for at styrke Eder og formane Eder om Eders Tro,
1The	3	3	3. at ikke Nogen skulde blive vankelmodig i disse Traengsler; thi I vide selv, at vi ere dertil bestemte.
1The	3	4	4. Thi ogsaa der vi vare hos Eder, sagde vi Eder det forud, at vi skulde lide Traengsler, som og er skeet, og i vide.
1The	3	5	5. Hvorfor og jeg, der jeg ikke laengere kunde udholde det, sendte ham for at erfare Eders Tro, som Fristeren ikke Maaskee skulde have fristet Eder, og vort Arbeide blive forgjeves.
1The	3	6	6. Men nu, der Timotheus er kommen til os fra Eder og har forkyndt os til Glaede Eders Tro og Kjaerlighed, og at I altid taenke paa os til det Bedste og forlaenges efter at see os, ligesom og vi Eder:
1The	3	7	7. saa ere vi derved, Brødre! trøstede ved Eder i al vor Traengel og Nød formedelst Eders Tro.
1The	3	8	8. Thi nu leve vi, efterdi I staae fast i Herren.
1The	3	9	9. Med hvad Tak kunne vi og gjengjaelde Gud for Eder, for al den Glaede, men hvilken vi glaede os over Eder for vor Gud,
1The	3	10	10. idet vi Nat og Dag indstaendigen bede, at vi maatte see Eders Ansigt og raade Bod paa Eders Troes mangler?
1The	3	11	11. Men vor Gud og Fader selv og vor Herre Jesus Christus styre vor Vei til Eder!
1The	3	12	12. Og Eder forfremme og overflødiggjøre Herren i Kjaerligheden til hverandre og til Alle, ligesom vi have den til Eder,
1The	3	13	13. paa det Eders Hjerter maae styrkes, at vaere ustraffelige i hellighed for Gud og vor Fader, i vor Herres Jesu Christi Tilkommelse med alle hans Hellige!
------------------------Paulus' Første Brev til Thessalonikerne, Kapitel 4
1The	4	1	1. Iøvrigt, Brødre! bede og formane vi Eder i den Herre Jesus, at ligesom I have laert af os, hvorledes det bør Eder at omgaaes og taekkes Gud, I derudi maatte ydermere tiltage.
1The	4	2	2. I vide jo, hvordanne Bud vi gave Eder formedelst den Herre Jesus.
1The	4	3	3. Thi dette er Guds Villie, Eders Helliggjørelse, at i skulle skye Horeri;
1The	4	4	4. at hver af Eder veed at besidde sit Legeme i Hellighed og Aere,
1The	4	5	5. ikke i Begjerligheds Brynde som Hedningerne, der ikke Kjende Gud;
1The	4	6	6. At Ingen skal undertrykke eller forfordele sin Broder i nogen Handel; thi Herren er Hevner over alt Saadant, som vi og forud have sagt og vidnet for Eder.
1The	4	7	7. Thi Gud kaldte os ikke til ureenhed men til Helliggjørelse.
1The	4	8	8. Hvorfore da, hvo som foragter dette, han foragter ikke et Menneske, men Gud, som og gav sin Hellig Aand i os.
1The	4	9	9. Men om Broderkjaerlighed have i ikke behov, at jeg skal skive Eder til; thi I ere selv laerte af Gud at elske hverandre,
1The	4	10	10. ja, I gjøre endog det Samme mod alle Brødrene, som ere i hele Macedonien; men vi formane Eder, Brødre! ydermere at tiltage,
1The	4	11	11. og at søge Aere i at leve stille og varetage hver sin gjerning og arbeide med Eders egne Haender, saasom vi have budet Eder,
1The	4	12	12. paa det I maa omgaaes sømmeligen med dem, som ere udenfor, og ikke traenge til Nogen.
1The	4	13	13. Men jeg vil ikke, at i skulle vaere uvidende, Brødre! om de Hensovede, paa det I ikke skulle sørge som de Andre, der ikke have Haab.
1The	4	14	14. Thi dersom vi troe, at Jesus er død og opstanden, da skal og Gud saaledes føre de Hensovne ved Jesus frem med ham.
1The	4	15	15. Thi dette sige vi Eder som Herrens Ord, at vi, som leve, som overblive til Herrens tilkommelse, vi skulle ikke komme forud for de Hensovede.
1The	4	16	16. Thi Herren selv skal komme ned af Himmelen med et Anskrig, med Overengels røst og med Guds basune, og de Døde i Christus skulle opstaae først;
1The	4	17	17. derefter skulle vi, som leve, som ovreblive, rykkes tilligemed dem hen i Skyerne til at møde Herren i Luften; og saaldes skulle vi altid vaere med Herren.
1The	4	18	18. Saa trøster hverandre med disse ord!
------------------------Paulus' Første Brev til Thessalonikerne, Kapitel 5
1The	5	1	1. Men om Tid og Stund, Brødre! have i ikke behov, at Eder tilskrives;
1The	5	2	2. thi I vide selv grant, at Herrens Dag kommer som en Tyv om Natten.
1The	5	3	3. Thi naar de sige: Fred og Tryghed! da skal Fordaervelsen hasteligen staae over dem, ligesom Veerne over den Frugtsommelige, og de skulle ingenlunde undflye.
1The	5	4	4. Men I, Brødre! I ere ikke i Mørket, saa at den Dag skulde som en Tyv komme over Eder.
1The	5	5	5. I ere alle Lysets Børn og Dagens Børn, vi ere ikke Nattens Børn og ei Mørkets.
1The	5	6	6. Derfor lader os ikke sove ligesom de Andre, men lader os vaage og vaere aedrue.
1The	5	7	7. Thi de, som sove, sove om Natten, og de, som ere drukne, ere drukne om natten.
1The	5	8	8. Men lader os, som ere Dagens Børn, vaere aedrue, iførte Troens og Kjaerlighedens Haab.
1The	5	9	9. Thi Gud bestemte os ikke til Vrede, men til at bekomme Saliggjørelse ved vor Herre Jesus Christus,
1The	5	10	10. som døde for os, at enten vi vaage elle sove, skulle vi leve tilligemed ham.
1The	5	11	11. Formaner derfor hverandre og opbygger den Ene den Anden, ligesom i og gjøre.
1The	5	12	12. Men vi bede Eder, Brødre! at i skjønne paa dem, som arbeide iblandt Eder og ere Eders Forstandere i Herren og paaminde Eder,
1The	5	13	13. og agte dem høiligen i Kjaerlighed for deres Gjernings Skyld. Vaerer fredsommelige indbyrdes.
1The	5	14	14. Men vi formane Eder, Brødre! paaminder de Uskikkelige, trøster de Kleinmodige, ophjaelper de Skrøbelige, vaerer langmodige mod Alle.
1The	5	15	15. Seer til, at Ingen betaler Nogen Ondt for Ondt; men straeber altid efter det Gode, baade imod hverandre og imod Alle!
1The	5	16	16. Vaerer altid Glade.
1The	5	17	17. Beder uden Afladelse.
1The	5	18	18. Frembaerer Taksigelse i alle Ting; thi dette er Guds Villie i Christus Jesus til Eder.
1The	5	19	19. Udslukker ikke Aanden.
1The	5	20	20. Foragter ikke Prophetier.
1The	5	21	21. Prøver alle Ting; beholder det Gode.
1The	5	22	22. Skyer det Onde under alle Skikkelser.
1The	5	23	23. Men han selv, den Fredens Gud, hellige Eder ganske og aldeles, og gid Eders ganske Aand og Sjael og legeme maa bevares ustraffeligen i vor Herres Jesu Christi Tilkommelse.
1The	5	24	24. Han er trofast, som Eder kaldte han skal og gjøre det.
1The	5	25	25. Brødre! beder for os.
1The	5	26	26. Hilser alle brødre med et helligt Kys.
1The	5	27	27. Jeg besvaerger Eder ved Herren, at I lade dette Brev laese for alle hellige Brødre.
1The	5	28	28. Vor Herres Jesu Christi Naade vaere med Eder. Amen.
------------------------Paulus' Andet Brev til Thessalonikerne, Kapitel 1
2The	1	1	1. Paulus og Silvanus og Timotheus til de Thessalonikers Menighed, i Gud vor Fader den Herre Jesus Christus:
2The	1	2	2. Naade vaere med Eder og Fred fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Christus!
2The	1	3	3. Vi ere Skyldige altid at takke Gud vor Eder, Brødre! som tilbørligt er, fordi Eders Tro voxer kraftigen, og Kjaerligheden formeres hos enhver af Eder alle mod hverandre,
2The	1	4	4. saa at vi selv rose os af Eder i Guds Menigheder formedelst Eders Taalmodighed og tro under alle Eders Forfølgelser og Traengsler, som i Fordrage,
2The	1	5	5. et Beviis paa Guds retfaerdige Dom: at I skulle agtes vaerdige til Guds Rige, for hvilket I og lide;
2The	1	6	6. efterdi det er retfaerdigt for Gud at gengjaelde dem Traengsel, som traenge Eder,
2The	1	7	7. men Eder, som traenges, Ro med os, i den Herres Jesu Aabenbarelse af Himmelen med sin Magts Engle,
2The	1	8	8. men Ildslue, naar han bringer Hevn over dem, som ikke kjende Gud, og over dem, som ikke er vor Herres Jesu Christi Evangelium lydige;
2The	1	9	9. hvilke skulle lide Straf, en evig Fortabelse fra Herrens Ansigt og fra hans Magts Herlighed,
2The	1	10	10. naar han kommer paa hiin Dag, at herliggjøres i sine Hellige beundres i dem, som troe; thi vort Vidnesbyrd er blevet troet hos Eder.
2The	1	11	11. Derfor bede vi ogsaa altid for Eder, at vor Gud vil agte Eder sit Kald vaerdige med Kraft fuldkomme al ham velbehagelig Godhed og Troens Gjerning,
2The	1	12	12. paa det vor Herres Jesu Christi Navn maa herliggjøres i Eder, og I udi ham, efter vor Guds og den Herrens Jesu Christi Naade.
------------------------Paulus' Andet Brev til Thessalonikerne, Kapitel 2
2The	2	1	1. Men vi bede Eder, Brødre! angaaende vor Herres Jesu Christi Tilkommelse og vor Forsamling til ham,
2The	2	2	2. at I ikke snarligen lade Eder forvilde i Sindet eller forfaerde, hverken ved nogen Aand eller ved Laere eller ved Brev, som fra os, som var Christi dag forhaanden.
2The	2	3	3. Lader Ingen bedrage Eder i nogen Maade; thi først maa jo Frafaldet komme, og det Syndens Menneske Aabenbares, fordaervelsens Søn,
2The	2	4	4. han, som modsaetter og ophøier sig over Alt, hvad der kaldes Gud eller Gudsdyrkelse, saa at han saetter sig i Guds Tempel som en Gud og udgiver sig for at vaere en Gud.
2The	2	5	5. Komme I ikke ihu, at jeg sagde Eder dette, der jeg endnu var hos Eder?
2The	2	6	6. Og I vide, hvad der nu holder ham tilbage, indtil han aabenbares i sin Tid.
2The	2	7	7. Thi Uretfaerdighedens Hemmelighed yttrer sig allerede krafteligen, alene indtil den, som nu holder ham tilbage, tages bort;
2The	2	8	8. og da skal den uretfaerdige aabenbares, hvilken Herren skal fortaere med sin Munds Aande og tilintetgjøre ved sin Tilkommelses herlige Aabenbarelse.
2The	2	9	9. Hiins Tilkommelse skeer efter Satans Kraft med al Løgnens magt og Tegn og underlige Gjerninger,
2The	2	10	10. og med al ugudelighedens Bedrag iblandt dem, som fortabes, fordi de ikke annammede Sandheds Kjaerlighed til deres Frelse.
2The	2	11	11. Derfor skal Gud og sende dem Kraftige Vildfarelse, at de skulle troe Løgnen,
2The	2	12	12. paa det Alle skulle dømmes, som ikke troede Sandheden, men havde Velbehag i Uretfaerdighed.
2The	2	13	13. Men vi ere Skyldige at takke Gud altid for Eder, Brødre, elskte af Herren! at Gud har udvalgt Eder af Begyndelsen til Salighed i Aandens helliggjørelse og Sandheds Tro,
2The	2	14	14. hvortil han kaldte Eder ved vort Evangelium, til at erholde vor Herrens Jesu Christi Herlighed.
2The	2	15	15. Derfor, Brødre! staaer fast, og holder hardt ved de Laerdomme, som I have annammet, vaere sig ved vor Tale eller vort Brev.
2The	2	16	16. Men han, vor Herre Jesus Christus, og vor Gud og Fader, som os har elsket og givet os en evig Trøst og et godt Haab i Naade,
2The	2	17	17. han trøste Eders hjerter, og styrke Eder i al god tale og Gjerning!
------------------------Paulus' Andet Brev til Thessalonikerne, Kapitel 3
2The	3	1	1. Iøvrigt, Brødre! beder for os, at Herrens Ord maa have Løb og prises ligesom hos Eder,
2The	3	2	2. at vi maa fries fra de vanartige og onde Mennesker; thi Troen er ikke Alles.
2The	3	3	3. Men Herren er trofast som skal styrke og bevare Eder, fra det Onde;
2The	3	4	4. Og vi have i Herren den Tillid til Eder, at I baade gjøre og ville gjøre, hvad vi byde Eder.
2The	3	5	5. Herren styre Eders Hjerter til Guds Kjaerlighed og til Christi Standhaftighed!
2The	3	6	6. Men vi byde Eder, Brødre! i vor Herrens Jesu Christi Navn, at I holde Eder fra hver Bror, som omgaaes uskikkeligen og ikke efter den Laerdom, som han annammede af os.
2The	3	7	7. I vide selv, hvorledes det bør Eder at efterfølge os. Thi vi levede ikke uskikkeligen iblandt Eder,
2The	3	8	8. ikke heller aade vi Nogens Brød for Intet, men arbeidede med Møie og Besvaer, Nat og Dag, for ikke at vaere Nogen af Eder til Byrde.
2The	3	9	9. Ikke fordi vi havde magt dertil; men vi vilde give Eder os selv til et Mønster at efterfølge.
2The	3	10	10. Thi og der vi vare hos Eder, bøde vi Eder, at dersom Nogen ikke vil arbeide, han bør ikke heller aede.
2The	3	11	11. Vi høre nemlig, at Nogle omgaaes uskikkeligen iblandt Eder og arbeide ikke, men tage sig unyttig handel for.
2The	3	12	12. Saadanne byde og formae vi ved vor Herre Jesus Christus, at de arbeide i Stilhed og aede deres eget Brød.
2The	3	13	13. Men I, Brødre! bliver ikke traette af at gjøre det Gode.
2The	3	14	14. Men dersom Nogen ikke lyder vor Formaning i Brevet, da maerker denne og haver intet at skaffe med ham, at han maa skamme sig.
2The	3	15	15. Dog holder ham ikke som Fjende, men paaminder ham som en Broder.
2The	3	16	16. Men Fredens Herre selv give Eder Fred altid, i al Maade! Herren vaere med Eder alle!
2The	3	17	17. Hilsen med min Haand, Paulus', som er et Tegn i hvert Brev; saaledes skiver jeg.
2The	3	18	18. Vor Herres Jesu Christi Naade vaere med Eder alle! Amen.
------------------------Paulus' Første Brev til Timotheus, Kapitel 1
1Tim	1	1	1. Paulus, Jesu Christi Apostel efter Befaling af Gud, vor Frelser, og den Herre Jesus Christus, vort Haab,
1Tim	1	2	2. til Timotheus, min aegte Søn i Troen: Naade, Barmhjertighed, Fred fra Gud vor Fader og vor Herre Jesus Christus!
1Tim	1	3	3. Som jeg formanede dig at blive i Ephesus, der jeg drog til macedonien, saa byd Nogle ikke at laere fremmed Laerdom,
1Tim	1	4	4. og ikke agte paa Fabler og Slaegtregistre uden Ende, som mere komme Spørgsmaal afsted end gudelig Opbyggelse i Troen.
1Tim	1	5	5. Men Summen af Budet er Kjaerlighed af et reent hjerte og af en god Samvittighed og af en uskrømtet Tro;
1Tim	1	6	6. hvorfra Nogle afvege og vendte sig til forfaengelig Snak,
1Tim	1	7	7. hvilke ville vaere Lovlaerere, dog de forstaae ikke, hvorhen hvad de sige, eller hvorom de Noget stadfaeste.
1Tim	1	8	8. Men vi vide, at Loven er god, dersom Nogen bruger den lovligen,
1Tim	1	9	9. vidende dette, at Loven ikke er sat for den Retfaerdige, men for Uretfaerdige og Ulydige, Ugudelige og Syndere, Ryggesløse og Vanhellige, Fadermordere og Modermordere, Manddrabere,
1Tim	1	10	10. Skjørlevnere, Syndere imod naturen, Mennesketyve, Løgnere, Meenedere, og hvad Andet der er imod den sunde Laerdom,
1Tim	1	11	11. efter den salige Guds herlige Evangelium, som mig er betroet.
1Tim	1	12	12. Og jeg takker Christus Jesus vor Herre, som har gjort mig staerk, at han agtede mig at vaere tro og satte mig til Embedet,
1Tim	1	13	13. mig, som tilforn var en Bespotter og en Forfølger og en Forhaaner; men mig er Barmhjertighed vederfaren, thi jeg gjorde det uvitterligt i Vantro.
1Tim	1	14	14. Men vor Herres Naade har viist sig meget overflødig med Tro og Kjaerlighed i Christus Jesus.
1Tim	1	15	15. Det er en trovaerdig Tale og aldeles vaerd at annammes, at Christus Jesus kom til Verden at gjøre Syndere salige, iblandt hvilke jeg er den største.
1Tim	1	16	16. Men derfor er mig Barmhjertighed vederfaren, at Jesus Christus vilde paa mig, som den første, vise al langmodighed, dem til et Exempel, som skulde tro paa ham til det evige liv.
1Tim	1	17	17. Men den evige Konge, den uforkraenkelige, usynlige, den alene vise Gud vaere Pris og Aere i al Evighed! Amen.
1Tim	1	18	18. Dette Bud befalder jeg dig, min Søn Timotheus, ifølge de Prophetier, som tilforn ere skete om dig, at du efter dem strider den gode Strid,
1Tim	1	19	19. holdende fast ved Troen og en god Samvrttighed, hvilken Nogle kastede fra sig og lede Skibbrud paa Troen;
1Tim	1	20	20. hvoriblandt ere Hymenaeus og Alexander, hvilke jeg har overantvordet til Satan, at de skulle revses til ikke at bespotte.
------------------------Paulus' Første Brev til Timotheus, Kapitel 2
1Tim	2	1	1. Thi formaner jeg først for alle Ting, der gjøres ydmygelige Begjeringer, Bønner, Forbønner, Taksigelser for alle mennesker,
1Tim	2	2	2. for Konger og alle dem, som ere i Høihed, at vi maa leve et roligt og stille Levnet i al Gudfrygtighed og Aerbarhed;
1Tim	2	3	3. thi dette er godt og behageligt for Gud, vor Frelser,
1Tim	2	4	4. Som vil, at alle Mennesker skulle blive salige og komme til Sandheds Erkjendelse.
1Tim	2	5	5. Thi der er een Gud og een Midler imellem Gud og Menneskene, det Menneske Christus Jesus,
1Tim	2	6	6. som gav sig selv til en Gjenløsnings Betaling for Alle, et Vindesbyrd i sine beleilige Tider,
1Tim	2	7	7. for hvilket jeg er beskikket en Praediker og Apostel, (jeg siger Sandhed i Christus, jeg lyver ikke,) en Hedningernes Laerer i Tro og Sandhed.
1Tim	2	8	8. Saa vil jeg, at Maendene skulle bede paa hvert Sted, opløftende hellige Haender uden Vrede og Traette.
1Tim	2	9	9. Desligeste og, at Kvinderne skulle pryde sig i sømmelig Klaedning med Blufaerdighed og Tugtighed, ikke med Fletninger eller Guld eller perler eller kosteligt Klaedebon,
1Tim	2	10	10. men, som det sømmer sig Kvinder der bekjende sig til Gudsfrygt, med gode Gjerninger.
1Tim	2	11	11. Kvinden bør tage mod Laerdom i Stilhed med al Underdanighed;
1Tim	2	12	12. men Kvinden tilsteder jeg ikke at laere, ikke heller at byde ovre Manden, men at vaere i Stilhed.
1Tim	2	13	13. Thi Adam blev først skabt, siden Eva;
1Tim	2	14	14. og Adam blev ikke først forført, men Kvinden blev forført og faldt i Overtraedelse.
1Tim	2	15	15. Men hun skal frelses ved Barnefødsel, dersom de blive i Tro og Kjaerlighed og Hellighed med Tugt.
------------------------Paulus' Første Brev til Timotheus, Kapitel 3
1Tim	3	1	1. Det er en sand tale: dersom Nogen begjerer et Biskops-Embede, han har Lyst til en god Gjerning.
1Tim	3	2	2. Derfor bør det en Biskop at vaere ustraffelig, en Kvindes mand, aarvaagen, sindig, tugtig, gjestfri, bekvem til at laere Andre;
1Tim	3	3	3. ikke hengiven til Viin, ikke til Slagsmaal, ikke til slet Vinding; men billig, ikke kivagtig, ikke pengegjerrig;
1Tim	3	4	4. som vel forstaaer sit eget Huus, som har lydige Børn med al Aerbarhed;
1Tim	3	5	5. (thi dersom Nogen ikke veed at forestaae sit eget Huus, hvorledes kan han besørge Guds Menighed?)
1Tim	3	6	6. ikke ny i Troen, at han ikke skal opblaeses og falde under Bagvaskerens Dom.
1Tim	3	7	7. Men han bør og have et godt Vidnesbyrd af dem, som ere udenfor, at han ikke skal falde i Forhaanelse og Bagvaskerens Snare.
1Tim	3	8	8. Desligeste bør det Menighedens Tjenere at vaere aerbare, ikke tvetungede, ikke hengivne til megen Viin, ikke til slet Vinding,
1Tim	3	9	9. bevarende Troens Hemmelighed i en god Samvittighed.
1Tim	3	10	10. Men disse skulle og først prøves, siden betjene Embedet, hvis de ere ustraffelige.
1Tim	3	11	11. Desligeste bør det deres Hustruer at vaere aerbare, ikke Bagtalersker, men aarvaagne, troe i alle Ting.
1Tim	3	12	12. En Menighedens Tjener bør vaere en Kvindes mand og vel forestaae sine egne Børn og sit eget Huus.
1Tim	3	13	13. Thi de, som tjene vel i Menigheden, de bane sig selv en god Vei og erhverve sig stor Frimodighed i Troen paa Christus Jesus.
1Tim	3	14	14. Disse Ting skriver jeg dig til, hvorvel jeg haaber at komme snart til dig;
1Tim	3	15	15. men dersom jeg tøver, da skal du heraf vide, hvorledes man bør omgaaes i Guds Huus, hvilket er den levende Guds Menighed. Sandhedens Piller og Grundvold,
1Tim	3	16	16. og uden Modsigelse stor er den Gudfrygtigheds hemmelighed: Gud er aabenbaret i Kjød, er retfaerdiggjort i Aand, seet af Engle. praediket iblandt Heninger, troet i Verden, optagen i herlighed.
------------------------Paulus' Første Brev til Timotheus, Kapitel 4
1Tim	4	1	1. Men Aanden siger klarlig, at i de sidste Tider skulle Nogle affalde fra Troen og haenge ved forføreriske Aander og Djaevles Laerdomme,
1Tim	4	2	2. ved deres Hykleri, som tale Løgn, braendemaerkede i deres egen Samvittighed,
1Tim	4	3	3. som byde ikke at gifte sig, at afholde sig fra Mad, som Gud har skabt at annammes med taksigelse af dem, som troe og have erkjendt Sandheden.
1Tim	4	4	4. Thi al Guds Skabning er god og Intet at forskyde, som annammes med taksigelse,
1Tim	4	5	5. efterdi det helliges ved Guds Ord og Bøn.
1Tim	4	6	6. Naar du foreholder Brødrene dette, skal du vaere en god Jesu Christi Tjener, opfødt i Troens og den gode Laerdoms Ord, hvilken du har efterfulgt.
1Tim	4	7	7. Men sky de vanhellige og kjaerlingagtige Fabler; derimod øv dig selv til Gudfrygtighed.
1Tim	4	8	8. Thi den legemlige Øvelse er nyttig til Lidet, men Gudfrygtighed er nyttig til alle Ting og har Forjaettelse for det Liv, som nu er, og for det tilkommende.
1Tim	4	9	9. Dette er en trovaerdig Tale og aldeles vaerd at annammes.
1Tim	4	10	10. Thi derfor baade arbeide og forhaanes vi, fordi vi have sat vort Haab til den levende Gud, som er alle Menneskers Frelser, meest deres, som troe.
1Tim	4	11	11. Forkynd og laer dette.
1Tim	4	12	12. Lad ingen foragte dig for din Ungdoms Skyld, men vaer et Exempel for dem, som troe, i Tale, i Omgaengelse, i Kjaerlighed, i Aand, i Tro, i Kydskhed.
1Tim	4	13	13. Bliv hardt ved Laesningen, formaningen, Laerdommen indtil jeg kommer.
1Tim	4	14	14. Forsøm ikke den Naadegave, som er i dig, som dig er given ved prophetie under Haandspaalaeggelse af de Aeldste.
1Tim	4	15	15. Betaenk dette, bliv deri, paa det din Fremgang maa vaere aabenbar i alle Ting.
1Tim	4	16	16. Giv Agt paa dig selv og paa Laerdommen; hold ved dermed; thi naar du gjør dette, skal du frelse baade dig selv og dem, som høre dig.
------------------------Paulus' Første Brev til Timotheus, Kapitel 5
1Tim	5	1	1. Skjeld ikke paa en Gammel, men forman ham som en Fader, de Unge som Brødre,
1Tim	5	2	2. gamle Kvinder, som Mødre, unge som Søstre i al Kydskhed.
1Tim	5	3	3. Haedre Enker, som ere rette Enker.
1Tim	5	4	4. Men om nogen Enke har Børn eller Børnebørn, da lad dem først laere at øve gudelig Kjaerlighed mod deres eget Huus og vederlaegge Foraeldre; thi dette er godt og behageligt for Gud.
1Tim	5	5	5. Men den, som er en ret Enke og forladt, har sat sit Haab til Gud og bliver ved i Bønner og Paakaldelser Nat og Dag.
1Tim	5	6	6. Men den Vellystige er levende død.
1Tim	5	7	7. Forkynd og dette, paa det de maae vaere ustraffelige.
1Tim	5	8	8. Men dersom Nogen ikke har Omsorg for sine Egne og meest for sine Huusfolk, den har naegtet Troen og er vaerre end en Vantro.
1Tim	5	9	9. En enke bør ikke udnaevnes yngre end Tresindstyve Aar, som har vaere et Mands Hustru.
1Tim	5	10	10. som har Vindesbyrd for gode Gjerninger, at hun har opfødt Børn, at hun har gjerne laant Huus, at hun har toet de helliges Fødder, at hun har forsørget de Betraengte, at hun har lagt sig efter al god Gjerning.
1Tim	5	11	11. Men undslaa dig for unge Enker; thi naar de af Kaadhed opsaette sig imod Christus, ville de giftes,
1Tim	5	12	12. og have den Dom, at de have sveget den første Tro.
1Tim	5	13	13. Tilmed laere de Ørkesløse at løbe omkring i Husene, dog ikke alene ørkesløse, men ogsaa med Skvalder og ufornøden handel, talende, hvad ikke sømmer sig.
1Tim	5	14	14. Derfor vil jeg, at de unge Enker skulle giftes, føde Børn, styre Huset, ingen Anledning give Modstanderne til slet Omtale.
1Tim	5	15	15. Thi allerede have Nogle vendt sig bort efter Satan.
1Tim	5	16	16. Dersom nogen troende Mand eller Kvinde har Enker, da lad ham forsørge dem, og lad ikke Menigheden besvaeres, at den kan forsørge de rette Enker.
1Tim	5	17	17. Da Aeldste, som ere gode Forstandere, skal man holde dobbelt Aere vaerd, meest dem, som arbeide i Tale og Laerdom.
1Tim	5	18	18. Thi Skriften siger: du skal ikke binde Munden paa Oxen, som taersker; og: Arbeideren er sin Løn vaerd.
1Tim	5	19	19. Antag ikke noget Klagemaal mod nogen af de Aeldste. uden efter to eller tre Vidner.
1Tim	5	20	20. Dem, som synde, irettesaet dem for Alles Aasyn, og de Andre kunne have Frygt.
1Tim	5	21	21. Jeg besvaerger dig for Guds og den Herres Jesu Christi og de udvalgte Engles Aasyn, at du skal holde disse Ting uden partiskhed, saa du Intet gjør efter Tilbøielighed.
1Tim	5	22	22. Laeg ikke snarligen Haender paa Nogen; gjør dig og ikke deelagtig i fremmede Synder; hold dig selv reen.
1Tim	5	23	23. Drik ikke mere Vand, men nyd lidet Viin for din mave og dine jaevnlige Svagheder.
1Tim	5	24	24. Nogle Menneskers Synder er forud aabenbare, og gaae for dem til Dommen; men Nogle følge de og efter.
1Tim	5	25	25. Desligeste ere og nogle gode Gjerninger forud aabenbare, og de, som have sig anderledes, kunne ikke skjules.
------------------------Paulus' Første Brev til Timotheus, Kapitel 6
1Tim	6	1	1. Saa mange, som ere Traelle under Aaget, skulle holde deres Herrer al Aere vaerd, paa det Guds Navn og laerdommen skal ikke bespottes.
1Tim	6	2	2. Men de, der have troende Herrer, foragte dem ikke, fordi de ere Brødre, men tjene des hellere, efterdi de, som annamme deres gode Gjerning, ere troende og elskelige. Laer dette, og forman dertil!
1Tim	6	3	3. Dersom Nogen laerer anderledes og holder sig ikke til vor Herrens Jesu Christi sunde Ord og til den Laerdom som fører til Gudfrygtighed,
1Tim	6	4	4. han er opblaest, skjøndt han Intet veed, men er syg for Spørgsmaal og Ordkrig, hvoraf kommer Avind, Traette, Bespottelse, ond Mistanke,
1Tim	6	5	5. og forvendte Handler af Mennesker, fordaervede i Sindet, bedøvede Sandheden, som mene, at Gudsfrygt er en Vinding. Hold dig fra Saadanne.
1Tim	6	6	6. Vistnok er Gudsfrygt med Nøisomhed en stor Vinding.
1Tim	6	7	7. Thi vi have Intet bragt med til Verden, det er da aabenbart, at vi ei heller kunne bringe Noget ud derfra.
1Tim	6	8	8. Men naar vi have Føde og Klaeder, skulle vi dermed lade os nøie.
1Tim	6	9	9. Men de, som ville vorde rige, falde i Fristelse og Snare og mange daarlige og skadelige Begjeringer, som nedsaenke Menneskene i Ødelaeggelse og Fordaervelse;
1Tim	6	10	10. thi Pengegjerrighed er en Rod til alt ondt. Da Nogles Lyst stod til denne, fore de vild fra Troen og have gjennemstunget sig selv med mange Smerter.
1Tim	6	11	11. Men du, og Guds Menneske! fly disse Ting; jag derimod efter Retfaerdighed, Gudsfrygt, Tro, Kjaerlighed, Taalmodighed, Sagtmodighed;
1Tim	6	12	12. strid Troens gode Strid, grib det evige Liv, til hvilket du og er kaldet og har aflagt den gode Bekjendelse for mange Vidner.
1Tim	6	13	13. Jeg byder dig for Gud, som gjør alle Ting levende, og for Christus Jesus, som vidnede den gode Bekjendelse for Pontius Pilatus,
1Tim	6	14	14. at du holder Budet ubesmittet, ustraffeligt, indtil vor Herres Jesu Christi Aabenbarelse,
1Tim	6	15	15. hvilken den Salige og alene Maengtige, den Kongers Konge og Herrers Herre skal vise i sin Tid;
1Tim	6	16	16. han, alene har Udødelighed, som boer i et Lys, der Ingen kan komme til; hvem intetMenneske har seet, ikke heller kan see, han vaere Aere og evig magt! Amen.
1Tim	6	17	17. Forkynd dem, som ere rige i den naevvaerende Verden, at de ikke hovmode sig, ei heller saette Haab til den uvisse Rigdom, men til den levende Gud, som giver os rigeligen alle Ting at nyde;
1Tim	6	18	18. at de gjøre Godt, blive rige i gode Gjerninger, gjerne give, meddele,
1Tim	6	19	19. samle sig selv et Liggendefae, en god Grundvold for det Tilkommende, at de kunne gribe det evige Liv.
1Tim	6	20	20. O Timotheus! bevar det, som er dig betroet, og fly den vanhellige løse Snak, og Tvistagtighederne af den falskeligen saakaldte Kundskab,
1Tim	6	21	21. hvilken Nogle bekjendte sig til og feilede i Troen. Naaden vaere med dig! Amen.
------------------------Paulus' Andet Brev til Timotheus, Kapitel 1
2Tim	1	1	1. Paulus, Jesu Christi Apostel ved Guds Villie, til Forjaettelse af Livet, som er i Christus Jesus,
2Tim	1	2	2. til Timotheus, den elskelige Søn: Naade, Barmhjertighed, Fred fra Gud Fader og Christus Jesus, vor Herre!
2Tim	1	3	3. jeg takker Gud, hvem jeg tjener, ligesom mine Forfaeldre, i en reen Samvittighed, idet jeg uden Afladelse erindrer dig i mine Bønner Nat og Dag,
2Tim	1	4	4. laengselsfuld efter at see dig, naar jeg taenker paa dine Taarer, at jeg maa fyldes med Glaede,
2Tim	1	5	5. ihukommende den uskrømtede Tro, som er i dig, som boede først i din Mormoder Lois og din Moder Eunike, og jeg er vis paa, at den ogsaa boer i dig.
2Tim	1	6	6. Derfor paaminder jeg dig, at du opflammer den Guds Naadegave, som er i dig formedelst mine Haenders paalaeggelse.
2Tim	1	7	7. Thi Gud har ikke givet os Feigheds Aand, men Krafts og Kjaerligheds og Sindigheds Aand.
2Tim	1	8	8. Derfor skam dig ikke ved vor Herrens Vidnesbyrd eller ved mig, hans Bundne men lid Ondt med Evangelium, ved Guds Kraft,
2Tim	1	9	9. som frelse os og kaldte os med et helligt kald, ikke efter vore Gjerninger, men efter sit eget Forsaet og Naaden, som os er given i Christus Jesus fra evige Tider,
2Tim	1	10	10. men nu er kundgjort ved vor Frelser Jesu Christi Aabenbarelse, som tilintetgjorde Døden og bragte Liv og Uforkraengelighed for Lyset ved Evangelium,
2Tim	1	11	11. hvor hvilket jeg er beskikket en Praediker og Apostel for Hedningers Laerer;
2Tim	1	12	12. for hvilken Sag jeg og lider dette, men skammer mig ikke derved; thi jeg veed, hvem jeg har troet, og er vis paa, at han er maegtig til at bevare det, jeg har nedlagt hos ham til hiin Dag.
2Tim	1	13	13. Hold fast ved den rette Form af de sunde Ord, hvilke du har hørt af mig, i Tro og Kjaerlighed, som er i Christus Jesus.
2Tim	1	14	14. Bevar det Gode, som er nedlagt hos dig ved den Hellig Aand, som boer i os.
2Tim	1	15	15. Du veed det, at alle de i Asia have vendt sig fra mig, iblandt hvilke ere Phygellus og Hermogenes.
2Tim	1	16	16. Herren give Onesiphorus' Huus Barmhjertighed; thi han har ofte vederkvaeget mig og skammede sig ikke ved min Laenke,
2Tim	1	17	17. men der han var i Rom, søgte han saa flittelig efter mig, og fandt mig.
2Tim	1	18	18. Herren give, at han maa finde Barmhjertighed hos Herren paa hiin Dag! Og hvor meget han tjente mig i Ephesus, veed du bedst.
------------------------Paulus' Andet Brev til Timotheus, Kapitel 2
2Tim	2	1	1. Du derfor, min Søn! bliv staerk ved den Naade, som er i Christus Jesus;
2Tim	2	2	2. og hvad du har hørt af mig for mange Vidner, det overantvord troe Mennesker, som kunne vaere dygtige ogsaa til at laere Andre.
2Tim	2	3	3. Derfor lid du Ondt som en god Jesu Christi Stridsmand.
2Tim	2	4	4. Ingen, som gaaer i Strid, indvikler sig i Livets Handler, at han kan behage den, som tog ham i Sold.
2Tim	2	5	5. Dersom og Nogen møder i Vaeddekamp, bliver han dog ikke kronet, dersom han ikke kaemper lovmaessigen.
2Tim	2	6	6. Først naar Bonden arbeider, bør han nyde Frugterne.
2Tim	2	7	7. Maerk, hvad jeg siger, og Herren give dig Forstand i alle Ting!
2Tim	2	8	8. Kom Jesus Christus ihu, som er oprist fra de Døde, af Davids Saed, efter mit Evangelium,
2Tim	2	9	9. for hvilket jeg lider Ondt, indtil at vaere bunden som en Misdaeder; men Guds Ord er ikke bundet.
2Tim	2	10	10. Derfor taaler jeg Alting for de Udvalgtes Skyld, at de og skulle faae den Saliggjørelse, som er i Christus Jesus, med evig Herlighed.
2Tim	2	11	11. Det er en trovaerdig Tale: dersom vi ere døde med ham, skulle vi og leve med ham;
2Tim	2	12	12. dersom vi udholde, skulle vi og regjere med ham; dersom vi fornaegte, skal han og fornaegte os;
2Tim	2	13	13. dersom vi ere utroe, bliver han dog tro; han kan ikke naegte sig selv.
2Tim	2	14	14. Paamind om disse Ting, og vidne for Herren, at de ikke kives om ord, hvilket er til ingen Nytte, men Forvildelse for dem, som høre derpaa.
2Tim	2	15	15. Laeg Vind paa at fremstille dig selv retskaffen for Gud, en Arbeider, som ikke behøver at skamme sig, som retteligen deler Sandheds ord.
2Tim	2	16	16. Men hold dig fra den vanhellige, løse Snak; thi Saadanne gaae Stedse videre i Ugudelighed,
2Tim	2	17	17. og deres Ord vil aede om sig som dødt Kjød; iblandt dem ere Hymenaeus og Philetus,
2Tim	2	18	18. hvilke ere afvegne fra Sandheden, sigende, at Opstandelsen er allerede skeet, og de forvende Nogles Tro.
2Tim	2	19	19. Men Guds faste Grundvold staaer og har dette Segl: Herren kjender Sine; og: hver den, som naevner Christi Navn, afstaae fra Uretfaerdighed.
2Tim	2	20	20. Men i et stort Huues ere ikke alene kar af Guld og Sølv, men ogsaa af Trae og Leer, og nogle til Aere, andre til Vanaere.
2Tim	2	21	21. Dersom da Nogen holder sig reen fra disse, skal vorde et kar til Aere, helliget og Huusbonden nyttigt tilberedt til al god Gjerning.
2Tim	2	22	22. Fly Ungdoms-Begjeringer; men jag efter Retfaerdighed, Tro, Kjaerlighed, Fred med dem, som paakalde Herren af et reent hjerte.
2Tim	2	23	23. Undfly dig for daarlige og uforstandige Spørgsmaal, efterdi du veed, at de føde Strid af sig.
2Tim	2	24	24. Men en Herrens Tjener bør det ikke at stride, men at vaere mild imod Alle, bekvem til at laere, istand til at taale Ondt,
2Tim	2	25	25. med Sagtmodighed undervisende dem, som modsaette sig, om Gud vilde engang give dem Omvendelse til Sandhes Erkjendelse,
2Tim	2	26	26. og de kunde komme til sig selv igjen fra Djaevelens Snare, af hvem de ere fangne til at gjøre hans Villie.
------------------------Paulus' Andet Brev til Timotheus, Kapitel 3
2Tim	3	1	1. Men viid dette, at i de sidste Dage skulle vanskelige Tider vaere at forvente.
2Tim	3	2	2. Thi Menneskene skulle vaere egenkjaerlige, pengegjerrige, overmodige, hoffaerdige, Bespottere, Foraeldre ulydige, utaknemmelige, vanhellige,
2Tim	3	3	3. ukjaerlige, uforlignelige, Bagtalere, umaadelige, umilde, uden Kjaerlighed til det Gode,
2Tim	3	4	4. Forraedere, fremfusende, opblaeste, som mere elske Vellyst, end de elske Gud,
2Tim	3	5	5. som have Gudsfrygtigheds Skin, men fornaegte dens Kraft. Fly ogsaa disse.
2Tim	3	6	6. Thi af dem ere de, som snige sig ind i Husene og besnaere Kvindfolk, som ere betyngede med Synder og drives af mangehaande lyster,
2Tim	3	7	7. som laere altid og kunne aldrig komme til Sandheds Erkjendelse.
2Tim	3	8	8. Men ligesom Jannes og Jambres imodstode Moses, ligesaa imodstaae og disse Sandheden; Mennesker, fordaervede i Sindet, forkastelige i Troen.
2Tim	3	9	9. Men de skulle ikke faae Fremgang ydermere; thi deres Galenskab skal blive aabenbar for Alle, ligesom og hines blev.
2Tim	3	10	10. Men du har efterfulgt mig i Laerdom, i Vandel, i Fortsaet, Tro, Langmodig, Kjaerlighed, Taalmodighed,
2Tim	3	11	11. i Forfølgelser, i Lidelser, saadanne som mig ere vederfarne i Antiochia, i Iconien, i Lystra; hvilke Forfølgelser jeg har udstaaet, og Herren friede mig af dem alle.
2Tim	3	12	12. Ja, ogsaa Alle, som vilde leve gudeligen i Christus Jesus, skulle forfølges,
2Tim	3	13	13. Men onde Mennesker og Bedragere fare frem til det Vaerre; de forføre og førføres.
2Tim	3	14	14. Men du, bliv i det, som du har laert, og som dig er betroet, efterdi du veed, af hvem du har laert,
2Tim	3	15	15. og efterdi du fra Barndom af kjender den hellige Skrift, som kan gjøre dig viis til Salighed ved Troen paa Christus Jesus.
2Tim	3	16	16. Den ganske Skrift er indblaest af Gud og nyttig til Laerdom, til Overbeviisning, til Rettelse, til Optugtelse i Retfaerdighed,
2Tim	3	17	17. at det Guds Menneske maa vorde fuldkomment, dygtiggjort til al god Gjerning.
------------------------Paulus' Andet Brev til Timotheus, Kapitel 4
2Tim	4	1	1. Derfor besvaerger jeg dig for Gud og den Herre Jesus Christus, som skal dømme Levende og Døde ved sin Aabenbarelse og sit Regimente:
2Tim	4	2	2. praedike Ordet, hold ved i Tide og Utide, overbeviis, straf, forman med al Langmodighed og Laerdom.
2Tim	4	3	3. Thi den Tid skal vorde, da de ikke skulle fordrage den sunde laerdom, men efter deres egne Begjeringer tage sig selv laerere i Hobetal, efter hvad der kildrer deres Øren.
2Tim	4	4	4. Og de skulle vende Ørene fra Sandheden, men henvende sig til Fabler.
2Tim	4	5	5. Men du, vaer aarvaagen i alle Ting, lid ondt, gjør en Evangeliets Gjerning, fuldfør din Tjeneste.
2Tim	4	6	6. Thi jeg offres allerede, og min Opløsnings Tid er forhaanden.
2Tim	4	7	7. Jeg har stridt den gode Strid, fuldkommet Løbet, bevaret Troen.
2Tim	4	8	8. Iøvrigt er Retfaerdigheds Krone henlagt til mig, hvilken Herren, den retfaerdige Dommer, skal give mig paa hiin Dag, og ikke alene mig, men ogsaa alle dem, som have elsket hans herlige Aabenbarelse.
2Tim	4	9	9. Gjør din Flid at komme snart til mig;
2Tim	4	10	10. thi Demas forlod mig, fordi han fik Kjaerlighed til den naervaerende Verden, og drog til Thessalonika; Crescens drog til Galatien, Titus til Dalmatien.
2Tim	4	11	11. Lucas er allerede hos mig. tag Marcus til dig og bring ham med; thi han er mig nyttig til Tjenesten.
2Tim	4	12	12. Tychicus har jeg sendt til Ephesus.
2Tim	4	13	13. Naar du kommer, da bring min Reisekjortel med dig, som jeg lod blive i Troas hos Carpus, og Bøgerne, besynderligen dem paa Pergament.
2Tim	4	14	14. Alexander, Smeden, beviste mig meget Ondt; Herren betale ham efter hans Gjerninger!
2Tim	4	15	15. For ham vogte ogsaa du dig; thi han stod vore Ord saare imod.
2Tim	4	16	16. Ved mit første Forsvar mødte Ingen med mig, men Alle forlode mig; (gid det ikke tilregnes dem!)
2Tim	4	17	17. Men Herren stod med mig og styrkede mig, at Ordets Praediken skulde ved mig have fuld Fremgang, og alle Hedninger høre det; og jeg blev friet fra Løvens Strube.
2Tim	4	18	18. Herren vil og frie mig fra alt Ondt og frelse mig til sit himmelske Rige; han vaere Aere i al Evighed! Amen.
2Tim	4	19	19. Hils Prisca og Aquilas, og Onesiphorus' Huus.
2Tim	4	20	20. Erastus blev i Corinth, men Trophimus efterlod jeg syg i Miletus.
2Tim	4	21	21. Gjør din Flid at komme før Vinteren. Eubulus og Pudens og Linus og Claudia og alle Brødrene hilse dig.
2Tim	4	22	22. Den Herre Jesus Christus vaere med din Aand! Naaden vaere med Eder! Amen.
------------------------Paulus' Brev til Titus, Kapitel 1
Titus	1	1	1. Paulus, Guds Tjener, og Jesu Christi Apostel og Guds Udvalgtes Tro og Erkjendelse af Sandheden til Gudfrygtighed,
Titus	1	2	2. i Haab om det evige Liv, hvilket Gud, som ikke lyver, havde lovet fra evige Tider,
Titus	1	3	3. men haver nu til sin Tid aabenbaret sit Ord ved den Praediken, som mig er betroet, efter Guds vor Frelsers Befaling:
Titus	1	4	4. til Titus, min aegte Søn i den faelles Tro: Naade, Barmhjertighed Fred fra Gud Fader og den Herre Jesus Christus, vor Frelser!
Titus	1	5	5. Derfore efterlod jeg dig i Creta, at du skulde indrette, hvad som fattes, og indsaette Aeldste i hver Stad, som jeg befoel dig,
Titus	1	6	6. saafremt en Saadan er ustraffelig, en Kvindes Mand, som haver troende Børn, der ikke ere beskyldte for Ryggesløshed eller ere gjenstridige.
Titus	1	7	7. Thi det bør en Biskop at vaere ustraffelig, for en Guds Huusholder, ikke indtagen af sig selv, ikke vredagtig, ikke hengiven til Viin, ikke til Slagsmaal, ikke til slet Vinding;
Titus	1	8	8. men gjestfri, elskende det Gode, sindig, retfaerdig, hellig, kydsk;
Titus	1	9	9. som holder fast ved det sande Ord efter Underviisningen, at han kan vaere maegtig til baade at formane ved den sunde Laerdom og at overbevise dem, som sige imod.
Titus	1	10	10. Thi Mange ere gjenstridige, føre forfaengelig Snak og bedaare Sindet, meest de af Omskaerelsen,
Titus	1	11	11. paa hvilke man bør stoppe Munden; thi de forvirre hele Huse, idet de laere, hvad utilbørligt er, for slet Vindings Skyld.
Titus	1	12	12. En af dem, deres egen Prophet, har sagt: Creter ere stedse Løgnere, onde Dyr, lade Buge.
Titus	1	13	13. Dette Vidnesbyrd er Sandt. Desaarsag straf dem strengeligen, at de maa blive sunde i Troen,
Titus	1	14	14. og ikke agte paa jødiske Fabler og Menneskers Bud, som vende sig fra Sandheden.
Titus	1	15	15. Alt er vel reent for de Rene; men for de Besmittede og Vantroe er Intet reent, men baade deres Sind og Samvittighed er besmittet.
Titus	1	16	16. De foregive, at de kjende Gud, men fornaegte ham med Gjerningerne, vederstyggelige som de ere, og ulydige og uduelige til al god Gjerning.
------------------------Paulus' Brev til Titus, Kapitel 2
Titus	2	1	1. Men du, tal, hvad der sømmer den sunde Laerdom:
Titus	2	2	2. at de gamle Maend skulle vaere aarvaagne, aerbare, sindige, sunde i Tro, i Kjaerlighed, i Taalmodighed;
Titus	2	3	3. desligeste, at de gamle Kvinder skulle holde sig i Klaeder, som det sømmer de Hellige, ikke vaere Bagtalersker, ikke hengivne til megen Viin, men give god Laerdom;
Titus	2	4	4. saa at de anføre de unge Kvinder til at elske deres Maend og at elske deres Børn,
Titus	2	5	5. at vaere sindige, kydske, huuslige, velvillige, deres Maend underdanige; at Guds Ord skal ikke bespottes.
Titus	2	6	6. Forman ligesaa de unge Maend at vaere sindige,
Titus	2	7	7. visende dig selv i alle Maader som et Mønster paa gode Gjerninger, i din Laere Reenhed, Vaerdighed,
Titus	2	8	8. sund, ulastelig tale, saa at Modstanderen maa beskaemmes, naar han intet Ondt har at sige om Eder.
Titus	2	9	9. Tjenerne forman at vaere deres Herrer underdanige, velbehagelige i alle Ting, og ikke sige imod,
Titus	2	10	10. ikke besvige, men besvise al god Troskab, at de kunne pryde Guds vor Frelsers Laerdom i alle Ting
Titus	2	11	11. Thi Guds saliggjørende Naade er aabenbaret for alle Mennesker,
Titus	2	12	12. som oplaerer os, at vi skulle forsage Ugudelighed og de verdslige Begjeringer og leve tugteligen og retfaerdeligen og gudeligen i denne Verden;
Titus	2	13	13. forventende det salige Haab og den store Guds og vor Frelsers Jesu Christi Herligheds Aabenbarelse,
Titus	2	14	14. som gav sig selv for os, at han maatte forløse os fra al uretfaerdighed og rense sig selv et Eiendomsfolk, nidkjaert til gode Gjerninger.
Titus	2	15	15. Tal dette og forman dertil, og irettesaet med al Myndighed; lad Ingen foragte dig!
------------------------Paulus' Brev til Titus, Kapitel 3
Titus	3	1	1. Paamind dem at vaere Fyrster og Øvrigheder underdanige, at lyde Befalinger, at vaere redebonne til al god Gjerning,
Titus	3	2	2. ikke at bespotte Nogen, ikke vaere kivagtige, men billige og bevise al Sagtmodighed mod alle Mennesker.
Titus	3	3	3. Thi og vi vare fordum uforstandige, ulydige, vildfarene, Slaver af Begjerligheder og mangehaande Lyster, henlevende i Ondskab og Avind, vederstyggelige, hadende hverandre.
Titus	3	4	4. Men der Guds vor Frelsers Miskundhed og Kjaerlighed til Menneskene aabenbares:
Titus	3	5	5. ikke for de Retfaerdigheds Gjerningers Skyld, som vi havde gjort, men efter sin Barmhjertighed frelste han os ved Igjenfødselsens Bad og Fornyelsen i den Hellig Aand,
Titus	3	6	6. hvilken han har rigeligen udøst over os ved Jesus Christus, vor Frelser,
Titus	3	7	7. at vi, retfaerdiggjorte ved hans Naade, skulle efter Haabet vorde Arvinger til det evige Liv.
Titus	3	8	8. Dette er trovaerdig Tale, og dette vil jeg, at du skal bekraefte, paa det de, som have troet paa Gud, skulle beflitte sig paa at overgaae Andre i gode Gjerninger. Dette er Menneskene godt og nyttigt.
Titus	3	9	9. Men hold dig fra daarlige Spørgsmaal og Slaegtsberegninger og Traetter og Stridigheder om Loven; thi de ere unyttige og forfaengelige.
Titus	3	10	10. Undvig et kjettersk Menneske, naar du har paamindet og atter paamindet ham,
Titus	3	11	11. vidende, at en Saadan er forvendt og synder, fordømt af sig selv.
Titus	3	12	12. Naar jeg sender Artemas til dig eller Tychicus, da gjør din Flid at komme til mig til Nicopolis; thi jeg har besluttet at blive der i Vinter.
Titus	3	13	13. Befordre Zenas den Lovkyndige og Apollos omhyggeligen, saa at Intet skal fattes dem.
Titus	3	14	14. Thi lad ogsaa Vore laere at beflitte sig paa gode Gjerninger til Andres Nødtørst, saa de ikkeblive uden Frugt.
Titus	3	15	15. Alle, som ere hos mig, hilse dig. Hils dem, som os elske i Troen. Naaden vaere med Eder alle! Amen.
------------------------Paulus' Brev til Filemon, Kapitel 1
Phm	1	1	1. Paulus, Christi Jesu Bundne, og Broderen Timotheus til Pilemon, vor Elskelige og Medarbeider,
Phm	1	2	2. og Appia, den elskelige Kvinde og Archippus, vor Medstrider, og Menigheden i dit Huus:
Phm	1	3	3. Naade vaere med Eder og Fred, fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Christus!
Phm	1	4	4. Jeg takker min Gud, idet jeg altid erindrer dig i mine Bønner,
Phm	1	5	5. efterdi jeg hører om den Kjaerlighed og den Tro, som du har til den Herre Jesus og for alle de Hellige,
Phm	1	6	6. at din Deelagtighed i Troen maa blive virksom, ved Erkjendelsen af alt det Gode, som er i Eder for Christus Jesus.
Phm	1	7	7. Thi vi have stor Glaede og Trøst af din Kjaerlighed, efterdi de Helliges hjerter ere blevne vederkvaegede ved dig, Broder!
Phm	1	8	8. Derfor, enskjøndt jeg kunde med stor Frimodighed i Christus befale dig det, som er tilbørligt,
Phm	1	9	9. saa formaner jeg dig dog hellere i Kjaerlighed, jeg, saadan som du kjender mig, den gamle Paulus, nu ogsaa Jesu Christi Bundne.
Phm	1	10	10. Jeg formaner dig angaaende min Søn, som jeg har avlet i mine Laenker, Onesimus,
Phm	1	11	11. som tilforn var dig unyttig, men nu er dig og mig nyttig, hvem jeg sender tilbage.
Phm	1	12	12. Han annamme du, ham, mit eget Hjerte,
Phm	1	13	13. hvem jeg vilde beholdt hos mig, at han i dit Sted skulde tjent mig i Laenkerne for Evangelium.
Phm	1	14	14. Men uden dit Samtykke vilde jeg Intet gjøre, at din Godhed ikke skulde vaere af Tvang, men af fri Villie.
Phm	1	15	15. Thi maaskee blev han derfor skilt fra dig en liden Tid, at du maatte have ham evindeligen igjen,
Phm	1	16	16. ikke fremdeles som en Trael, men meer som en Trael, som en elskelig Broder, isaer for mig, men hvor meget mere for dig, baade i Kjødet og i Herren.
Phm	1	17	17. Dersom du da anseer mig for din Meddeelagtige, saa annam ham som mig.
Phm	1	18	18. Men har han gjort dig nogen uret eller er dig Noget skyldig, da før mig det til Regning.
Phm	1	19	19. Jeg Paulus har skrevet med min egen Haand, jeg vil betale, for ikke at sige, at du er mig dig selv skyldig.
Phm	1	20	20. Ja Broder! lad mig have Glaede af dig i Herren, vederkvaeg mit Hjerte i Herren!
Phm	1	21	21. I Tillid til din Lydighed har jeg skrevet til dig og veed, at du vil gjøre endog over det, jeg siger.
Phm	1	22	22. Men tilmed bered mig Herberge; thi jeg haaber, at jeg formedelst Eders Bønner skal skjenkes Eder.
Phm	1	23	23. Epaphras, min Medfangne i Christus Jesus,
Phm	1	24	24. Marcus, Aristarcus, Demas, Lucas, mine Medarbeidere, hilse dig.
Phm	1	25	25. Vor Herres Jesu Christi Naade vaere med Eders Aand! Amen.
------------------------Brevet til Hebraeerne, Kapitel 1
Heb	1	1	1. Efterat Gud fordum havde talet mange Gange og paa mange Maader til Faedrene ved Propheterne, saa har han i disse sidste Dag talet til os ved Sønnen;
Heb	1	2	2. hvem han har sat til en Arving over alle Ting, ved hvem han og har gjort Verden;
Heb	1	3	3. hvilken, efterdi han er hans herligheds Glands og hans Vaesens udtrykte Billede og baerer alle Ting med sin Kraftes Ord, saa gjorde han ved sig selv vore Synders Renselse og satte sig hos Majestaetens høire Haand i det Høie;
Heb	1	4	4. og han er bleven saa meget ypperligere end Englene, som han har arvet et herligere Navn fremfor dem.
Heb	1	5	5. Thi til hvilken Engel sagde han nogen Tid: du er min Søn, jeg fødte dig i Dag? og atter: jeg skal vaere ham en Fader, og han skal vaere mig en Søn?
Heb	1	6	6. Og atter, naar han indfører den Førstefødte i Jorderige, siger han: og alle Guds Engle skulle tilbede ham.
Heb	1	7	7. Om Englene hedder det: han bruger sine Engle som Vinde og sine Tjenere som Ildslue.
Heb	1	8	8. Men til Sønnen: din Trone, o Gud! staaer i al Evighed, Retviishedens Spiir er dit Riges Spiir.
Heb	1	9	9. Du elskede Retfaerdighed og hadede uret, derfor har Gud, din Gud, salvet dig med Glaedens Olie fremfor dine Medbrødre.
Heb	1	10	10. Og: du, Herre, grundfaestede Jorden af Begyndelsen, og Himlene ere dine Haenders Gjerninger.
Heb	1	11	11. De skulle forgaae, men du bliver ved; de skulle tilhobe aeldes som et Klaedebon,
Heb	1	12	12. ja som et Klaede skal du sammenrulle dem, og de skulle omskiftes; men du, du er den Samme, og dine Aar skulle ikke aflade.
Heb	1	13	13. Men til hvilken af Englene sagde han nogen Tid: saet dig hos min høire Haand, indtil jeg laegger dine Fjender til en Skammel for dine Fødder?
Heb	1	14	14. Ere de ikke alle Tjenende Aander, udsendte til Hjaelp for dem, som skulle arve Salighed?
------------------------Brevet til Hebraeerne, Kapitel 2
Heb	2	1	1. Derfor bør det os des mere at holde fast ved det, vi have hørt, at vi ikke skulle bortrives.
Heb	2	2	2. Thi blev det Ord, som var talet ved Engle, haandhaevet, og fik hver Overtraedelse og Ulydighed sin tilbørlige Løn:
Heb	2	3	3. hvorledes skulle vi da undflye, dersom vi ikke agte saa stor en Salighed? hvilken, efterat den i Begyndelsen var forkyndet ved Herren, er kommen til os, stadfaestet af dem, som havde hørt ham,
Heb	2	4	4. idet Gud vidnede med, baade ved Tegn og Under og mangehaande kraftige Gjerninger og den Hellig Aands Meddelelser, efter sin Villie.
Heb	2	5	5. Thi Engle underlagde han ikke det vordende Jorderige, om hvilket vi tale.
Heb	2	6	6. Men En har vidnet etsteds, sigende: hvad er Mennesket, efterdi du kommer ham ihu? eller Menneskets Søn, efterdi du agter paa ham?
Heb	2	7	7. Et Lidet gjorde du ham ringere end Englene; med Aere og Haeder kronede du ham og satte ham over dine Haenders Gjerninger;
Heb	2	8	8. alle Ting lagde du under hans Fødder. - Idet han altsaa underlagde ham alle Ting, undtog han Intet, som jo er ham underlagt; dog see vi endnu ikke alle Ting at vaere ham underlagte.
Heb	2	9	9. Men den, som et Lidet var bleven ringere end Englene, Jesus, see vi formedelst Dødens Lidelse kronet med Aere og Haeder, at han efter Guds naadige Villie skulde smage Døden for Alle.
Heb	2	10	10. Thi det sømmede ham, for hvem alle Ting ere og ved hvem alle ting ere, ham, som vildeføre de mange Børn til Herlighed, ved Lidelser at indvie deres Saliggjørelses Stifter.
Heb	2	11	11. Thi baade den, som helliggjør, og de, som helliggjøres, ere alle af Een; hvorfor han ikke skammer sig ved at kalde dem Brødre,
Heb	2	12	12. sigende: jeg vil forkynde dit Navn for mine Brødre, jeg vil lovsynge dig midt i Menigheden.
Heb	2	13	13. Og atter: jeg vil forlade mig paa ham. Og atter: see, her er jeg og de Børn, som Gud har givet mig.
Heb	2	14	14. Efterdi da Børnene ere deelagtige i Kjød og Blod, er han iligemaade bleven deelagtig deri, at han ved Døden skulde gjøre den magtesløs, som havde Dødens Vaelde, det er Djaevelen,
Heb	2	15	15. og befrie dem, saa mange som formedelst Dødens Frygt vare under Traeldom al deres Livs Tid.
Heb	2	16	16. Thi ingenlunde antager han sig Englene, men Abrahams Saed antager han sig.
Heb	2	17	17. Derfor burde han blive sine Brødre lig i alle Ting, at han maatte blive en barmhjertig og trofast Ypperstepraest for Gud til at forsone Folkets Synder.
Heb	2	18	18. Thi efterdi han led og selv blev fristet, kan han komme dem til Hjaelp som fristes.
------------------------Brevet til Hebraeerne, Kapitel 3
Heb	3	1	1. Derfor, I hellige Brødre, deelagtige i det himmelske Kald! betragter vor Bekjendelses Apostel og Ypperstepraest, Christus Jesus,
Heb	3	2	2. der var ham tro, som beskikkede ham, ligesom Moses var det i hans ganske Huus.
Heb	3	3	3. Thi saa meget større Haeder er han vaerd fremfor Moses, som den har større Aere i Huset, der beredte det.
Heb	3	4	4. Thi hvert Huus beredes af Nogen; men den, som bereder alle Ting, er Gud.
Heb	3	5	5. Og Moses var vel tro i hans ganske Huus, som en Tjener, til at vidne hvad der skulde siges,
Heb	3	6	6. men Christus er det som Søn over hans Huus; og hans Huus ere vi, saafremt vi indtil Enden holde fast ved Frimodigheden og det Haab, som er vor Roes.
Heb	3	7	7. Derfor, som den Hellig Aand siger: i Dag, naar I høre hans Røst,
Heb	3	8	8. da forhaerder ikke Eders Hjerter, som det skete i Forbittrelsen, paa Fristelsens Dag i Ørken,
Heb	3	9	9. hvor Eders Faedre fristede mig, prøvede mig, enddog de saae mine Gjerninger fyrretyve Aar.
Heb	3	10	10. Derfor harmedes jeg paa hiin Slaegt og sagde: de fare altid vild i Hjertet, og selv kjende de ikke mine Veie.
Heb	3	11	11. Saa svoer jeg i min Vrede: sandelig, de skulde ikke indgaae til min Hvile.
Heb	3	12	12. Seer til, Brødre! at der ikke nogensinde i nogen af Eder skal findes et ondt, vantro Hjerte, saa at han affalder fra den levende Gud.
Heb	3	13	13. Men formaner Eder selv hver Dag, saa laenge det hedder: i Dag, paa det ikke nogen af Eder skal forhaerdes ved Syndens Bedrag.
Heb	3	14	14. Thi vi ere blevne deelagtige i Christus, saafremt vi bevare vor første Bestandighed fast indtil Enden.
Heb	3	15	15. Idet der siges: i Dag, naar I høre hans Røst, de forhaerder ikke Eders Hjerter, som i Forbittrelsen:
Heb	3	16	16. hvo vare da vel de, som hørte den, og dog forbittrede ham? Mon ikke Alle, som udgik af Aegypten ved Moses?
Heb	3	17	17. Men paa hvilke harmedes han i fyrretyve Aar? Mon ikke paa dem, som syndede, hvis Legemer faldt i Ørken?
Heb	3	18	18. Og hvilke svoer han, at de ikke skulde indgaae til hans Hvile, uden dem, som vare blevne vantroe?
Heb	3	19	19. Vi see altsaa, at de ikke kunde indgaae formedelst Vantroe.
------------------------Brevet til Hebraeerne, Kapitel 4
Heb	4	1	1. Lader os derfor, da Forjaettelsen at indgaae til hans Hvile endnu staaer os aaben, vogte os, at ikke Nogen af Eder skulle synes at blive tilbage.
Heb	4	2	2. Thi ogsaa os er Forjaettelsen forkyndet, ligesom hine; men Ordet, som de hørte, hjalp dem ikke, fordi det ikke forenede sig med Troen i dem, som hørte det.
Heb	4	3	3. Thi vi indgaae til Hvilen, vi, som troe, efter hvad han har sagt: saa svoer jeg i min Vrede: sandelig, de skulle ikke indgaae til min Hvile; nemlig efter at Gjerningerne ved VerdensSkabelse vare fuldendte.
Heb	4	4	4. Thi saaledes har han et Sted sagt om den syvende Dag: og Gud hvilede paa den syvende Dag fra alle sine Gjerninger.
Heb	4	5	5. Og paa dette Sted atter: sandelig, de skulle ikke indgaae til min Hvile.
Heb	4	6	6. Efterdi altsaa det er tilbage, at Nogle skulle indgaae til den, og de, hvem Forjaettelsen først var forkyndet, ikke kom ind formedelst Vantro:
Heb	4	7	7. saa bestemmer han atter en Dag: i Dag, da han siger ved David efter saa lang en Tid, (som forhen sagt): i Dag naar I høre hans Røst, forhaerder ikke Eders Hjerter.
Heb	4	8	8. Thi dersom Josva havde skaffet dem Hvile, da havde han ikke derefter talet om en anden Dag.
Heb	4	9	9. Altsaa er der en Sabbatshvile tilbage for Guds Folk.
Heb	4	10	10. Thi hvo som er indgaaet til hans Hvile, ogsaa han hviler fra sine Gjerninger, ligesom Gud fra sine.
Heb	4	11	11. Lader os derfor beflitte os at komme ind til hiin Hvile, paa det ikke Nogen skal kalde efter samme Vantroes Exempel.
Heb	4	12	12. Thi det Guds Ord er levende og kraftigt og skarpere end noget tveegget Svaerd og traenger igjennem, indtil det adskiller baade Sjael og Aand, baade Ledemod og marve, og dømmer over Hjertets Tanker og Raad.
Heb	4	13	13. Og ingen Skabning er usynlig for hans Aasyn; men alle Ting ere blotte og udspaendte for hans Øine, om hvem vi tale.
Heb	4	14	14. Efterdi ved iderfor have en stor Ypperstepraest, som er gangen ind i Himlene, Jesus den Guds Søn, da lader os holde fast ved Bekjendelsen.
Heb	4	15	15. Thi vi have ikke en ypperstepraest, som ei kan have Medlidenhed med vore Skrøbeligheder, men en saadan, som er forsøgt i alle Ting i Lige Maade, dog uden Synd.
Heb	4	16	16. Derfor lader os traede frem med Frimodighed for Naadens Throne, paa det vi kunne faae Barmhjertighed og finde Naade til betimelig Hjaelp.
------------------------Brevet til Hebraeerne, Kapitel 5
Heb	5	1	1. Thi hver Ypperstepraest, som tages af Mennesker, beskikkes for Mennesker til Tjenesten for Gud, at han skal frembaere baade Gaver og Slagt-Offere for Synder,
Heb	5	2	2. og kan have Medlidenhed med de Vankundige og Vildfarende, eftersom han og selv er omgiven med Skrøbelighed.
Heb	5	3	3. Og for dennes Skyld maa han, som for Folket, saaledes og for sig selv, frembaere Synd-Offer.
Heb	5	4	4. Og Ingen tager sig selv denne aere, men den, som er kaldet af Gud, ligesom og Aron var.
Heb	5	5	5. Saaledes har ei heller Christus tillagt sig selv den aere at blive Ypperstepraest, men den, som sagde til ham: du er min Søn, jeg fødte dig i Dag.
Heb	5	6	6. Efter hvad han og siger et andet Sted: du er en Praest til evig Tid, efter Melchisedeks Viis.
Heb	5	7	7. Han, som i sine Kjøds Dage frembar med staerkt Raab og Taarer Bønner og ydmygelige Begjeringer til den, der var maegtig at frelse ham fra Døden, og blev bønhørt i sin Aengstelse,
Heb	5	8	8. alligevel han var Søn, laerte dog Lydighed af det, han led;
Heb	5	9	9. og, fuldendet, blev han alle dem, som ham lyde, Aarsag til evig Frelse,
Heb	5	10	10. udnaevnt af Gud til Ypperstepraest efter Melchisedeks Viis.
Heb	5	11	11. Herom have vi meget at sige, og som er svart at udlaegge, eftredi I ere blevne sløve til at fatte.
Heb	5	12	12. Thi skjøndt I efter Tiden endog burde vaere Laerere, have I atter behov, at man skal laere Eder Begyndelsesgrundene i Guds Ord, og I ere blevne saadanne, som have Maelk behov og ikke haard Føde.
Heb	5	13	13. Hver, som faaer Maelk, er uforfaren i den rette Laere, thi han er et Barn;
Heb	5	14	14. men for de Fuldkomne er haard Føde, hvilke ved Forfarenhed have øvet Sands til at skjelne mellem Godt og Ondt.
------------------------Brevet til Hebraeerne, Kapitel 6
Heb	6	1	1. Derfor lader os forbigaae Begyndelseslaeren om Christus og skride frem til det Fuldkomne, at vi ikke atter laegge Grundvoldende angaaende Omvendelse fra døde Gjerninger og Tro paa Gud
Heb	6	2	2. og Laeren om Daab og Haandspaalaeggelse og de Dødes Opstandelse og den evige Dom.
Heb	6	3	3. Ja, dette ville vi gjøre, dersom Gud det tilsteder.
Heb	6	4	4. Thi det er umuligt, at de, som eengang ere oplyste, og som have smagt den himmelske Gave og ere blevne deelagtige i den Hellig Aand,
Heb	6	5	5. og have smagt Guds gode Ord og den tilkommende Verdens Kraefter og falde fra, atter kunne fornyes til Omvendelse,
Heb	6	6	6. da de korsfaeste sig selv Guds Søn og gjøre ham til Spot.
Heb	6	7	7. Thi Jorden, som drikker den ofte derpaa faldne Regn og baerer Vaexter, tjenlige for dem, som den dyrke, faaer Velsignelse af Gud;
Heb	6	8	8. men den, som baerer Torne og Tidsler, er uburgbar og Forbandelsen er naer; Enden med den er at braendes.
Heb	6	9	9. Dog, i Henseende til Eder, I Elskelige! ere vi forsikkrede om det Bedre og hvad der bringer Frelse, alligevel vi saaledes tale.
Heb	6	10	10. Thi Gud er ikke uretfaerdig, at han skulde forglemme Eders Gjerning og den Kjaerlighedens Møie, som I viste for hans Navn, idet I have tjent og tjene de Hellige.
Heb	6	11	11. Men vi ønske, at enhver af Eder maa vise den samme Nidkjaerhed, til fuld Befaestelse i Haabet indtil Enden,
Heb	6	12	12. saa I ikke blive sendraegtige, men efterfølge dem, som ved Tro og Taalmodighed arvede Forjaettelserne.
Heb	6	13	13. Thi da Gud gav Abraham Forjaettelsen, der han ingen Større havde at svaerge ved, svoer han ved sig selv, sigende:
Heb	6	14	14. sandeligen, jeg vil rigelig velsigne dig og rigelig formere dig.
Heb	6	15	15. Og saaledes, der han havde ventet taalmodig, bekom han Forjaettelsen.
Heb	6	16	16. Mennesker svaerge jo ved en Større, og Eden er dem en Ende paa al Tvist, til Stadfaestelse.
Heb	6	17	17. Hvorfor, da Gud vilde ydermere vise Forjaettelsens Arvinger tit Raads Uforanderlighed, føiede han en Ed dertil,
Heb	6	18	18. paa det vi ved to uforanderlige Grunde, efter hvilke det var umuligt, at Gud skulde lyve, kunde have en staerk Trøstegrund, naar vi flye hen at holde fast ved det tilbudne Haab,
Heb	6	19	19. hvilken vi have som Sjaelens trygge og faste Anker, hvilket ogsaa gaaer indenfor Forhaenget,
Heb	6	20	20. hvor Jesus, vor Forløser, gik ind for os, han, som efter Melchisedeks Viis er bleven en Ypperstepraest til evig Tid.
------------------------Brevet til Hebraeerne, Kapitel 7
Heb	7	1	1. Thi denne Melchisedek, Konge af Salem, den høieste Guds Praest, som gik Abraham imøde, der han vendte tilbage fra Kongernes Nederlag, og som velsignede ham,
Heb	7	2	2. hvem ogsaa Abraham gav Tiende af Alt: han er først, naar hans Navn udlaegges, Retfaerdigheds Konge, dernaest ogsaa Salems Konge, det er: Freds Konge;
Heb	7	3	3. uden Fader, uden Moder, uden Slaegtregister, havende hverken Dages Begyndelse eller Livs Ende, men lignet med Guds Søn bliver han Praest for stedse.
Heb	7	4	4. Betragter dog, hvor stor denne er, hvem Patriarchen Abrahham endog gav Tiende af Byttet.
Heb	7	5	5. Nu have vel de af Levi Børn, som annammede Praestedømmet, Befaling at tage Tiende fter Loven af Folket, det er af deres Brødre, alligevel disse ere udkomne af Abrahams Laend;
Heb	7	6	6. men den, som ikke regnes i deres Slaegt, tog Tiende af Abrahsm og velsignede den, som havde Forjaettelserne.
Heb	7	7	7. Men uden al Modsigelse velsignes den Ringere af den Ypperligere.
Heb	7	8	8. Og her tage dødelige Mennesker Tiende; men der er den, om hvem der vidnes, at han lever.
Heb	7	9	9. Ja, at jeg saa skal sige, endog levi som tager Tiende, har ved Abraham givet Tiende;
Heb	7	10	10. thi han vedvar endnu i Faderens Laend, der Melchisedek gik denne imøde.
Heb	7	11	11. Hvis der altsaa var Fuldkommelse ved det levitiske Praestedømme, (thi til dette var Folket lovbundet,) hvi gjordes det da ydermere behov, at en anden Praest skulde opstaae efter Melchisedeks Viis og ikke benaevnes efter Aarons Viis?
Heb	7	12	12. Naar Praestedømmet omskiftes, skeer jo og nødvendigen en Omskiftelse af Loven.
Heb	7	13	13. Og han, om hvem dette siges, hørte til en anden Stamme, af hvilken Ingen har taget vare paa Alteret.
Heb	7	14	14. Thi det er vitterligt, at vore Herre er oprunden af Juda, for hvilken Stamme Moses Intet har forordnet om Praestedømmet.
Heb	7	15	15. Og dette bliver end ydermere klart deraf, at der i Lighed med Melchisedek opstaaer en anden Praest,
Heb	7	16	16. som ikke er bleven det efter et kjødeligt Buds Lov, men efter et uopløseligt Livs Kraft.
Heb	7	17	17. Thi han vidner: du er en Praest evindeligen, efter Melchisedeks Viis.
Heb	7	18	18. Saa skeer da en Afskaffelse af det foregaaende Bud, fordi det var svagt og unyttigt,
Heb	7	19	19. (thi Loven har intet fuldkommet), og en Indførelse af et bedre Haab, ved hvilket vi naerme os til Gud.
Heb	7	20	20. Og saasom det ikke skete uden Ed,
Heb	7	21	21. (thi hine bleve Praester uden Ed, men denne med Ed, ved den, som siger til ham: Herren har svoret, og det skal ikke angre ham: du er en Praest evindelig efter Melchisedeks Viis):
Heb	7	22	22. saa er Jesus bleven en saa meget bedre Pagts Borgen.
Heb	7	23	23. Og hine Praester er blevne mange, fordi Døden formeente dem at vedblive;
Heb	7	24	24. men denne har et uforgaengeligt Praestedømme, fordi han bliver til evig Tid,
Heb	7	25	25. hvorfor han og kan fuldkommeligen gjøre dem salige, som komme til Gud formedelst ham, efterdi han lever altid til at traede frem for dem.
Heb	7	26	26. Thi saadan en Ypperstepraest sømmede os, som en hellig, uden Skyld, ubesmittet, adskilt fra Syndere, og ophøiet over Himlene;
Heb	7	27	27. som ikke dagligen har fornøden, som de andre Ypperstepraester, at frembaere Offer først for egne Synder, derefter for Folkets; thi dette gjorde han een Gang for alle, der han offrede sig selv.
Heb	7	28	28. Thi Loven beskikker til Ypperstepraester Mennesker, som have Skrøbelighed; men Edens Ord, senere end Loven, beskikker Sønnen, for den til evig Tid Fuldkommede.
------------------------Brevet til Hebraeerne, Kapitel 8
Heb	8	1	1. Saa er da Summen af det, som her siges: vi have en saadan Ypperstepraest, som sidder ved høire Side af Majestaetens Throne i Himlene,
Heb	8	2	2. som er Helligdommens Tjener og det sande Tabernakels, hvilket Herren har opreist, og ikke et Menneske.
Heb	8	3	3. Thi hver Ypperstepraest indsaettes til at frembaere Gaver og Slagt-Offere; derfor er det fornødent, at ogsaa denne maa have Noget, som han kan offre.
Heb	8	4	4. Men skulle han vaere Praest paa Jorden, da var han det aldeles ikke, efterdi der er Praester, som frembaere Gaverne efter Loven;
Heb	8	5	5. hvilke tjene ved Afbildningen og Skykken af det Himmelske, eftersom det blev Moses af Gud betydet, der han skulde berede Tabernaklet: see til, sagde han, du gjør Altidng efter den Lignelse, der blev viist dig paa Bjerget.
Heb	8	6	6. Men nu har han faaet en saa meget ypperligere Tjeneste, som han og er Midler for en bedre Pagt, hvilken er grundet paa bedre Forjaettelser.
Heb	8	7	7. Thi dersom hiin første have vaeret ulastelig, da var der ikke blevet søgt Sted for en anden.
Heb	8	8	8. Men dadlende siger han til dem: see, de Dage komme, siger Herren, da jeg vil oprette en Ny Pagt med Israels Huus og med Judas Huus;
Heb	8	9	9. ikke efter den pagt, som jeg gjorde med deres Faedre paa den Dag, der jeg tog dem ved Haanden at udføre dem af Aegyptens Land; thi de bleve ikke i min Pagt, derfor agtede jeg ikke paa dem, siger Herren.
Heb	8	10	10. Men denne er den pagt, som jeg vil gjøre med Israels Huus efter disse Dage, siger Herren: jeg vil give mine Love i deres Sind, og jeg vil indskrive dem i deres Hjerte; og jeg vil vaere dem en Gud, og de skulle vaere mig et Folk.
Heb	8	11	11. Og de skulle ikke laere hver sin Naeste og hver sin Broder og sige: kjend Herren; thi de skulle alle kjende mig, fra den Lille iblandt dem indtil den Store iblandt dem.
Heb	8	12	12. Thi jeg vil vaere naadig imod deres Uretfaerdigheder og ikke mere ihukomme deres Synder og deres Overtraedelser.
Heb	8	13	13. Idet han siger: en ny, har han erklaeret den første for gammel; men det, som er gammelt og foraeldet, er naer ved at forsvinde.
------------------------Brevet til Hebraeerne, Kapitel 9
Heb	9	1	1. Vel havde ogsaa det første Tabernakel Anordninger for Gudstjenesten og en jordisk Helligdom.
Heb	9	2	2. Thi der var indrettet det forreste Tabernakel, hvori Lysestagen og Bordet og Skuebrødene; dette kaldtes det Hellige.
Heb	9	3	3. Men bag det andet Forhaeng var det Tabernakel, som kaldtes det Allerhelligste,
Heb	9	4	4. som havde det gyldne Røgelsekar og Pagtens Ark, overalt beklaedt med Guld, i hvilken var en Guldkrukke med Manna og Aarons blomstrende Stav og Pagtens Tavler.
Heb	9	5	5. Men ovenover den var Herlighedens Cherubim, som overskyggede Naadestolen, hvorom nu ikke er at tale stykkeviis.
Heb	9	6	6. Da nu dette var saaledes indrettet, gik Praesterne altid ind i det forreste Tabernakel, naar de forrettede Tjenesten;
Heb	9	7	7. men i det andet gik den Ypperstepraest alene ind eengang om Aaret ikke uden Blod, hvilket han offrede for sig selv og Folkets Forseelser,
Heb	9	8	8. hvorved den Hellig Aand gav tilkjende, at Veien til Helligdommen endnu ikke var aabnet, saa laenge det første Tabernakel endnu havde sit Stade;
Heb	9	9	9. hvilket var et Forbillede indtil den naervaerende Tid, i hvilken endnu baade Gaver og Offre frembaeres,
Heb	9	10	10. som ikke formaae fuldkommeligen efter Samvittigheden at hellige den, som forretterTjenesten, men alene med Hensyn til Mad og Drikke og de adskillige Aftvaettelser og kjødelige Anordninger, som vare paalagte indtil Rettelsens Tid.
Heb	9	11	11. Men da Christus kom, en Ypperstepraest for det tilkommende Gode, saa gik han igjennem et større og fulkomnere Tabernakel, hvilket ikke er gjort med Haender, det er: som ikke er af denne Skabning,
Heb	9	12	12. hverken ved Blod af Bukke eller Kalve, men ved sit eget Blod, eengang i Helligdommen, og fandt en evig Forløsning.
Heb	9	13	13. Thi dersom Blod af Øxne og Bukke og Asen af en Kvie, hvormed de urene bestaenkes, helliger til Kjødets Reenhed:
Heb	9	14	14. hvor meget mere maa da Christi Blod, som formedelst en evig Aand frembar sig selv som et ulasteligt Offer for Gud, rense Eders Samvittighed fra døde Gjerninger til at tjene den levende Gud.
Heb	9	15	15. Og derfor er han det nye Testamentes Midler, paa det at, da der er skeet en Død til Forløsning fra de Overtraedelser, som vare begangne under det første Testament, de Kaldede maatte faae den evige Arvs Forjaettelse.
Heb	9	16	16. Thi hvor et Testament er, der er det fornødent, at hans Død, som har gjort Testamentet, skal finde Sted.
Heb	9	17	17. Thi et Testament bliver først gyldigt ved Døden, efterdi det endnu ikke har Kraft, medens han lever, som gjorde det.
Heb	9	18	18. Derfor blev det første ikke heller indviet uden Blod.
Heb	9	19	19. Thi der er alle Budene efter Loven af Moses vare forkyndte for alt Folket, tog han Kalve- og Bukkeblod med Vand og Skarlagenuld og Isop og bestaenkede Bogen selv og alt Folket, sigende:
Heb	9	20	20. dette er den Pagts Blod, hvilken Gud har villet slutte med Eder.
Heb	9	21	21. Iligemaade bestaenkede han ogsaa Tabernaklet og alle Tjenestens Redskaber med Blod,
Heb	9	22	22. Og naesten Alt bliver efter Loven renset med Blod, og uden Blods Udgydelse skeer ikke Forladelse.
Heb	9	23	23. Altsaa var det fornødent, at Afbildningerne af de himmelske Ting skulde renses herved, men de himmelske Ting selv ved bedre offere end disse.
Heb	9	24	24. Thi Christus gik ikke ind i en Helligdom, gjort med Haender, som kun er et Billede af det Sande, men i Himlene selv, for nu at aabenbares for Guds Ansigt for os;
Heb	9	25	25. ikke heller, at han flere Gange skulde offre sig selv, ligesom den Ypperstepraest hvert Aar gaaer ind i Helligdommen med fremmed Blod;
Heb	9	26	26. (ellers havde han ofte maattet lide fra Verdens Begyndelse;) men nu er han eengang i Tidens Fuldkommelse aabenbaret for at afskaffe Synden ved sit Offer.
Heb	9	27	27. Og ligesom det er Menneskene beskikket eengang at døe, men derefter Dommen,
Heb	9	28	28. saaledes er og Christus eengang offret for at borttage manges Synder; anden gang skal han uden Synd sees af dem, som forvente ham til Saliggjørelse.
------------------------Brevet til Hebraeerne, Kapitel 10
Heb	10	1	1. Thi Loven, som har ikkun en Skygge af de tilkommende Goder og ikke Tingenes Billede selv, kan aldrig ved de samme aarlige Offere, hvilke de bestandigen frembaere, fuldkommen forsone dem, som dermed fremkomme.
Heb	10	2	2. Ellers maatte jo disse Offere have ophørt, efterdi de Offrende ikke mere vilde havt nogen Bevidsthed om Synder, naar de eengang vare rensede.
Heb	10	3	3. Men ved Offrene skeer aarligen Syndernes Ihukommelse.
Heb	10	4	4. Thi det er umuligt, at Blod af Øxne og Bukke kan borttage Synder.
Heb	10	5	5. Derfor siger han, idet han indtraeder i Verden: Slagt-Offer og Mad-Offer vilde du ikke, menet Legeme beredte du mig;
Heb	10	6	6. Braend-Offere og Synd-Offere havde du ikke Behagelighed til.
Heb	10	7	7. Da sagde jeg, see, jeg kommer, (der er skrevet om mig i Bogens Rolle,) for at gjøre, Gud! din Villie.
Heb	10	8	8. Men da han først havde sagt: Slagt-Offer og Mad-Offer og Braend-Offere og Synd-Offere vilde du ikke havde ei heller Behagelighed til dem, (og disse frembaeres efter Loven),
Heb	10	9	9. saa siger han: see, jeg kommer, for at gjøre, Gud! din Villie. (han ophaever det Første for at saette det Andet.)
Heb	10	10	10. Ved hvilken Villie vi ere helliggjorte formedelst Jesu Christi Legemes Offrelse den ene Gang.
Heb	10	11	11. Og hver Praest staaer daglig for at tjene og for at offre mange gange de samme Offere, hvilke aldrig kunne borttage Synder.
Heb	10	12	12. Men han, der han havde offret eet Offer for Syndere, sidder han for stedse hos Guds høire Haand,
Heb	10	13	13. biende iøvrigt, indtil hans Fjender blive lagte til hans Fødders Fodskammel.
Heb	10	14	14. Thi med eet Offer har han for stedse fuldkommen forsonet dem, som helliggjøres.
Heb	10	15	15. Dette vidner ogsaa den Hellig Aand for os; thi efter først at have sagt:
Heb	10	16	16. denne er den pagt, som jeg vil gjøre med dem efter disse Dage, siger Herren: jeg vil give mine Love i deres Hjerter og skrive dem i deres Sind;
Heb	10	17	17. da siger han: og jeg vil ikke mere ihukomme deres synder og deres Overtraedelser.
Heb	10	18	18. Men hvor disse ere forladte, der behøves ikke mere Offer for Synden.
Heb	10	19	19. Efterdi vi da, Brødre! have Frihed til at indgaae i Helligdommen ved Jesu Blod,
Heb	10	20	20. hvortil han indviede os en ny og levende Vei gjennem Forhaenget, det er, hans Kjød,
Heb	10	21	21. og efterdi vi have en stor Praest over Guds Huus:
Heb	10	22	22. da lader os traede frem med et sanddru Hjerte, i Troens fulde Forvisning, Hjerterne ved Bestaenkelsen rensede fra en ond Samvittighed, og Legemet aftvaettet med reent Vand.
Heb	10	23	23. Lader os holde fast ved Haabets urokkelige Bekjendelse; thi han er trofast, som gav Forjaettelsen;
Heb	10	24	24. og lader os give Agt paa hverandre, saa vi opmuntre hverandre til Kjaerlighed og gode Gjerninger,
Heb	10	25	25. og ikke forlade vor egen Forsamling, som Nogle have for Skik, men formane hverandre, det saa meget des mere, som I see, at Dagen naermer sig.
Heb	10	26	26. Thi synde vi med Villie, efter at have annammet Sandhedens Erkjendelse, er der ikke Offer mere tilbage for Synden,
Heb	10	27	27. Men en frygtelig Forventelse af Dommen og en braendende Nidkjaerhed, som skal fortaere de Gjenstridige.
Heb	10	28	28. Naar Nogen har brudt Mose Lov, døer han uden Barmhjertighed efter to eller tre Vidners udsagn:
Heb	10	29	29. hvor meget vaerre Straf, mene I, at den skal agtes vaerd, som traeder Guds Søn med Fødder og ringeagter pagtens Blod, hvormed han var helliget, og forhaaner Naadens Aand?
Heb	10	30	30. Thi vi kjende den, som har sagt: mig hører Hevnen til, jeg vil betale, siger Herren; og atter: Herren skal dømme sit Folk.
Heb	10	31	31. Det for forfaerdeligt at falde i den levende Guds Haender.
Heb	10	32	32. Kommer de forrige Dage i hu, i hvilke I, efterat I vare blevne oplyste, udholdt en stor Kamp med Lidelser,
Heb	10	33	33. idet I deels selv ved Forsmaedelser og Traengsler bleve et Skuespil, deels toge Deel med dem, som fristede saadanne Kaar.
Heb	10	34	34. Thi baade have I Medlidenhed med mine Baand, og I skikkede Eder med Glaede deri, atman røvede Eders Gods, vidende, at I have i Eder selv et bedre og blivende Gods i Himlene.
Heb	10	35	35. kaster derfor ikke Eders Frimodighed bort, hvilken har en stor Belønning;
Heb	10	36	36. thi I have Taalmodighed behov at, naar I have gjort Guds Villie, I da kunne faae Forjaettelsen.
Heb	10	37	37. Thi der er endnu kun en liden Stund, indtil den kommer, der skal komme, og han skal ikke tøve.
Heb	10	38	38. Men den Retfaerdige af Troen skal leve; og dersom Nogen udddrager sig, har min Sjael ikke Behagelighed i ham.
Heb	10	39	39. Men vi ere ikke af dem, som unddrage sig til deres Fordaervelse, men af dem, som troe til Sjaelens Frelse.
------------------------Brevet til Hebraeerne, Kapitel 11
Heb	11	1	1. Men Troen er en Bestandighed i det, som haabes, en fast overbeviisning om det, som ikke sees.
Heb	11	2	2. Ved den fik de Gamle godt Vidnesbyrd.
Heb	11	3	3. Ved Tro forstaae vi, at Verden er bleven beredt ved Guds Ord, saa at de Ting, som sees, ere blevne af dem, der ikke vare tilsyne.
Heb	11	4	4. Formedelst Tro offrede Abel Gud et bedre Offer end Kain, og for den fik han det Vidnesbyrd, at han var retfaerdig, idet Gud bevidnede sit Velbehag i hans Gaver; og ved den taler han endnu, alligevel han er død.
Heb	11	5	5. Formedelst Tro blev Enok borttagen, at han ikke skulde see Døden og blev ikke funden, efterdi Gud havde taget ham bort; thi før han blev borttagen, havde han det Vidnesbyrd, at han behagede Gud.
Heb	11	6	6. Men uden Tro er det umuligt at behage ham; thi det bør den, som kommer frem for Gud, at troe, at han er til, og at han bliver deres Belønner, som søge ham.
Heb	11	7	7. Formedelst Tro var det, at Noah advaret af Gud om det, som endnu ikke faaes, frygtede Gud og beredte Arken til sit Huses Frelse; ved den fordømte han Verden og blev Arving til Retfaerdigheden af Troen.
Heb	11	8	8. Formedelst Tro var Abraham lydig, der han blev kaldet, i at udgaae til det Sted, som han skulde tage til Arv; og han gik ud, dog han ikke vidste, hvor han kom.
Heb	11	9	9. Formedelst Tro opholdt han sig i Forjaettelsens Land som i et fremmed, boende udi Pauluner med Isaak og Jakob, som vare Medarvinger til samme Forjaettelse;
Heb	11	10	10. thi han forventede den Stad som har Grundvold, hvis Bygmester og Forarbeider er Gud.
Heb	11	11	11. Formedelst Tro fik selv Sara Kraft til at undfange, og fødte over Hendes Alders Tid; thi hun agtede ham at vaere trofast, som havde lovet det.
Heb	11	12	12. Derfor avledes og af Een, og det en Kraftesløs, som Stjerner paa Himmelen i Mangfoldighed og som Sandet ved Havets Bred, det utallige.
Heb	11	13	13. I Tro døde alle disse, uden at have opnaaet Forjaettelserne, men saae dem langt borte og lode sig overbevise og hilsede dem og bekjendte, at de vare Gjester og Udlaendinge paa Jorden.
Heb	11	14	14. Men de, som sige Saadant, give klarligen tilkjende, at de søge et Faedreneland.
Heb	11	15	15. Og dersom de havde havt det i Tanker, hvorfra de vare udgangne, havde de vel havt Tid at vende tilbage;
Heb	11	16	16. men nu hige de efter et bedre, det er et himmelsk; derfor blues Gud ikke ved dem, at kaldes deres Gud; thi han har beredt dem en Stad.
Heb	11	17	17. Formedelst Tro offrede Abraham Isaak, der han fristedes, ja den Eenbaarne offrede ham, som havde annammet Forjaettelserne,
Heb	11	18	18. til hvem der var sagt: i Isaak skal Saed fremkaldes dig:
Heb	11	19	19. thi han betaenkte, at Gud var maegtig endog til at opreise fra de Døde, og i en Ligheddermed fik han ham ogsaa tilbage.
Heb	11	20	20. Formedelst Tro om det Tilkommende velsignede Isaak Jakob og Esau.
Heb	11	21	21. Formedelst Tro velsignede Jakob, der han døde, hver af Josephs Sønner og tilbad, laenende sig over sin Stav.
Heb	11	22	22. Formedelst Tro erindrede Joseph døende Israels Børns Udgang og gav Befaling om sine Been.
Heb	11	23	23. Formedelst Tro blev Moses, der han var født, skjult tre Maaneder af sine Foraeldre, fordi de saae, at Barnet var deiligt, og de frygtede ikke for Kongens Befaling.
Heb	11	24	24. Formedelst Tro naegtede Moses der han var bleven stor, at kaldes Pharaos Datters Søn,
Heb	11	25	25. og valgte hellere at lide Ondt med Guds Folk end at have Syndens timelige Nydelse,
Heb	11	26	26. agtende Christi Forsmaedelse for større Rigdom end Aegyptens Liggendefae; thi han saae han til Belønningen.
Heb	11	27	27. Formedelst Tro forlod han Aegypten og frygtede ikke for Kongens Vrede; thi han holdt hardt ved den Usynlige, som om han saae ham.
Heb	11	28	28. Formedelst Tro anordnede han Paasken og Blodstaenkelsen, at den, som ødelagde de Forstefødte, skulde ikke røre dem.
Heb	11	29	29. Formedelst Tro gik de igjennem det røde Hav som igjennem tørt Land; men da Aegypterne forsøgte det, druknede de.
Heb	11	30	30. Formedelst Tro faldt Jerichos Mure, efterat de vare omgangne i syv Dage.
Heb	11	31	31. Formedelst Tro omkom Rahab, Skjøgen, ikke med de Vantroe; thi hun annammede Speiderne med Fred.
Heb	11	32	32. Dog hvi skal jeg tale mere? Tiden vilde jo fattes mig, hvis jeg fortalte om Gideon, om Barak, og Samson og Jephta, om David og Samuel og Propheterne,
Heb	11	33	33. hvilke formedelst Tro overvandt Riger, øvede Retfaerdighed, erholdt Forjaettelser, stoppede Løvers Mund,
Heb	11	34	34. skulde Ildens Kraft, undflyede Svaerdets Od, bleve Staerke efter Skrøbelighed, bleve vaeldige i Krigen, bragte Fjendernes Leire til at vige.
Heb	11	35	35. Kvinder fik deres Døde igjen, opstandne; Andre bleve udspilede til Pinsel og toge ikke imod Befrielse, at de maatte erholde en herligere Opstandelse.
Heb	11	36	36. Andre prøvede Bespottelser og Hudstrygelser, tilmed Laenker og Faengsel;
Heb	11	37	37. de bleve stenede, gjennemsavgede, fristede, henrettede med Svaerd, gik omkring i Faare- og Gedeskind, lidende Mangel, betraengte, mishandlede,
Heb	11	38	38. (dem var Verden ikke vaerd,) omvankende i Ørkener, paa Bjerge og i Jordens Huler og Kløfter.
Heb	11	39	39. Og disse alle, enddog de havde Vidnesbyrd for deres Tro, naaede ikke Forjaettelsen,
Heb	11	40	40. efterdi Gud havde udseet noget Bedre for os, at de ikke skulde fuldkommes uden os.
------------------------Brevet til Hebraeerne, Kapitel 12
Heb	12	1	1. Derfor lader og os, efterdi vi have en saadan Skare af Vidner omkring os, aflaegge al byrde og Synden, som lettelig forrasker os, og med Standhaftighed gjennemløbe den os anviste Bane,
Heb	12	2	2. idet vi see hen til Troens Begynder og Fuldkommer, Jesus, hvilken i stedetfor den Glaede, han havde for sig, led taalmodeligen Korset idet han foragtede Forhaanelsen, og sider nu ved den høire Side af Guds Throne.
Heb	12	3	3. Betagter den, som har taalmodeligen lidt en saadan Modsigelse af Syndere imod sig, at I ikke blive traette og forsage i Eders Sjaele.
Heb	12	4	4. Endnu stode I ikke imod indtil Blodet, idet I strede mod Synden,
Heb	12	5	5. og I have glemt den Formaning, der taler til Eder som til Børn: min Søn! agt ikke Herrens revselse ringe, vaer ikke heller forsagt, naar du tugtes af ham;
Heb	12	6	6. thi hvem Herren elsker, den revser han, og han tugter haardeligen hver Søn, som han antager sig.
Heb	12	7	7. Dersom I lider Revselse, handler Gud med Eder, som med Børn; thi hvo er den Søn, som Faderen ikke revser?
Heb	12	8	8. Men dersom I ere uden Revselse, i hvilken Alle ere blevne deelagtige, da ere I uaegte og ikke Børn.
Heb	12	9	9. Have vi tilmed havt vore kjødelige Faedre til Optugtere og bevaret Frygt for dem, skulde vi da ikke meget mere vaere Aandernes Fader underdanige og leve?
Heb	12	10	10. Thi hine revsede os for faa Dage efter deres Tykke, men han revser os til Nytte, paa det vi skulle blive deelagtige i hans Hellighed.
Heb	12	11	11. Men al Revselse, imedens den er naervaerende, syndes ikke at vaere til Glaede, men til Bedrøvelse; men siden giver den igjen dem, som derved ere øvede, Retfaerdigheds salige Frugt.
Heb	12	12	12. Derfor retter de slappe Haender og de afmaegtige knae,
Heb	12	13	13. og gjører sikkre Trin med Eders Fødder, at ikke de Halte skal drages mere af Lave, men snarere helbredes.
Heb	12	14	14. Straeber efter Fred med hver Maand og efter hellighed, uden hvilken Ingen skal see Herren;
Heb	12	15	15. og seer til, at ikke Nogen forsømmer Guds Naades Tid, at ikke nogen bitter Rod skyder op og gjør Forvirring, saa at mange ved den smittes;
Heb	12	16	16. at ikke Nogen er en Skjørlevner eller en Vanhellig som Esau, som er for een Ret mad afhaendede sin Førstefødsels-Rettighed.
Heb	12	17	17. Thi I vide, at han og derefter, der han vilde arve Velsignelsen, blev forskydt; thi han fandt ikke Sted for sin Anger, alligevel han med Graad søgte derom.
Heb	12	18	18. I ere jo ikke komne til hiint baevende Bjerg, antaendt af Ild, og til Mulm og Mørke og Uveir,
Heb	12	19	19. og til Basunens Lyd og til Ordenes Røst, hvorom de, der hørte den, bade, at der ikke mere maatte tales til dem.
Heb	12	20	20. Thi de fordroge ikke det, som var budet, at endog, dersom et Dyr rørte ved Bjerget, skulde et stenes eller faeldes med et Pileskud.
Heb	12	21	21. Og saa frygteligt var Syndet, at Moses sagde: jeg er forfaerdet og baever.
Heb	12	22	22. Men I ere komne til Zions Bjerg og til den levende Guds Stad, til det himmelske Jerusalem og til Englenes mange Tusinde,
Heb	12	23	23. til de Førstefødtes Forsamling og Menighed, som ere opskrevne i Himlene, og til Gud, Alles Dommer, og til de fuldkommede Retfaerdiges Aander,
Heb	12	24	24. og til den nye Pgts Midler, Jesus, og til Bestaenkelsens Blod, som taler bedre end Abel.
Heb	12	25	25. Vogter Eder, at I ikke forskyde den, som taler. Thi undflyede de ikke, som forskøde ham, der talede Guds Ord paa Jorden, da skulle vi meget mindre dersom vi ere gjenstridige mod ham fra Himlene,
Heb	12	26	26. hvis Røst da bevaegede Jorden; men nu har han lovet, sigende: endnu een Gang ryster jeg, ikke aleneste Jorden, men og Himmelen.
Heb	12	27	27. Men dette "endnu een Gang" giver tilkjende, at de Ting, der bevaeges, skulle omskiftes, efterdi de ere gjorte, paa det de, der ikke bevaeges, skulle blive ved.
Heb	12	28	28. Efterdi vi da have bekommet et ubevaegeligt Rige, saa lader os holde fast ved Naaden, ved hvilken vi kunde tjene Gud velbehagligen, med Undseelse og Aerefrygt.
Heb	12	29	29. Thi og vor Gud er en fortaerende Ild.
------------------------Brevet til Hebraeerne, Kapitel 13
Heb	13	1	1. Broderkjaerligheden blive ved!
Heb	13	2	2. Glemmer ikke Gjestfrihed; thi ved den have Nogle, uden at vide det, herberget Engle.
Heb	13	3	3. Kommer de Bundne ihu, som selv medbundne; dem, der lide ilde, som de, der og selv ere i Legemet.
Heb	13	4	4. Aegteskabet vaere haederligt hos Alle, og Aegtesengen ubesmittet; men Skjørlevnere og Hoerkarle skal Gud dømme.
Heb	13	5	5. Eders Vandel vaere uden Gjerrighed, nøies med det I have; thi han har selv sagt; jeg vil ingenlunde slippe dig og ingenlunde forlade dig,
Heb	13	6	6. saa at vi kunne sige med frit Mod: Herren er min Hjaelper, jeg vil ikke frygte; hvad kan et Menneske gjøre mig?
Heb	13	7	7. Kommer Eders Veiledere ihu, som have forkyndt Eder det Guds Ord; og naar I betragte Udgangen af deres Vandel, da efterfølger deres Tro.
Heb	13	8	8. Jesus Christus er i Gaaer og i Dag den Samme, ja til evig Tid.
Heb	13	9	9. Lader Eder ikke omdrive af de mangehaande og fremmede Laerdomme; thi det er godt, at Hjertet styrkes ved Naaden, ikke ved Mad, hvoraf de ingen nytte have havt, som holdt sig dertil.
Heb	13	10	10. Vi have et Alter, af hvilket de ikke have Ret at aede, som tjene ved Tabernaklet.
Heb	13	11	11. Thi de Dyr, hvis Blod indbaeres ved den Ypperstepraest i Helligdommen for Synden, deres Kroppe opbraendes udenfor Leiren.
Heb	13	12	12. Hvorfor Jesus og led udenfor Porten, at han skulde hellige Folket ved sit Blod.
Heb	13	13	13. Derfor lader os gaae ud til ham udenfor Leiren, idet vi baere hans Forsmaedelse;
Heb	13	14	14. thi vi have ikke her en blivende Stad, men søge efter den tilkommende.
Heb	13	15	15. Ved ham lader os da altid frembaere Gud Lov-Offer, det er, en Frugt af Laeber, som bekjende hans Navn.
Heb	13	16	16. Men glemmer ikke at gjøre vel og at meddele, thi saadanne Offere behage Gud vel.
Heb	13	17	17. Lyder Eders Veiledere og vaerer dem hørige; thi de vaage over Eders Sjaele, som de, der skulle gjøre Regnskab, at de kunne gjøre dette med Glaede, og ikke sukkende; thi dette er Eder ikke gavnligt.
Heb	13	18	18. Beder for os; thi vi fortrøste os til, at vi have en god Samvittighed som de, der laegge Vind paa at omgaaes vel i alle Ting.
Heb	13	19	19. Og jeg formaner Eder des mere til at gjøre dette, paa det jeg des snarere kan gives Eder igjen.
Heb	13	20	20. Men Fredens Gud, som ved en evig Pagts Blod udførte fra de Døde den store Faarenes Hyrde, vor Herre Jesus,
Heb	13	21	21. han befaeste Eder i al god Gjerning til at gjøre hans Villie, og han virke i Eder det, som er velbehageligt for ham selv, ved Jesus Christus: ham vaere Aere i al Evighed! Amen.
Heb	13	22	22. Jeg beder Eder, Brødre! at I fordrage dette Formaningsord; thi korteligen har jeg skrevet Eder til.
Heb	13	23	23. Vider, at Broderen Timotheus er given løs, men hvem jeg vil see Eder, dersom han kommer snart.
Heb	13	24	24. Hilser alle Eders Veiledere og alle de hellige. De af Italien hilse Eder.
Heb	13	25	25. Naaden vaere med Eder alle! Amen.
------------------------Jakobs Brev, Kapitel 1
James	1	1	1. Jakob, Guds og den Herres Jesu Christi Tjener, til de tolv Stammer, som ere i Adspredelsen, Hilsen.
James	1	2	2. Mine Brødre! agter det for idel Glaede, naar I falde udi adskillige Fristelser.
James	1	3	3. Vidende, at Eders Troes Forsøgelse virker Standhaftighed;
James	1	4	4. men, Standhaftigheden frembringe fuldkommen Gjerning, paa det I skulle vaere fuldkomne og uden mangel, saa Eder fattes Intet.
James	1	5	5. Men dersom Nogen af Eder fattes Viisdom, han bede af Gud, som giver Alle gjerne, og bebreider ikke, saa skal den gives ham.
James	1	6	6. Men han bede i Troen, Intet tvivlende; thi den, som tvivler, er ligesom en havsbølge, der røres og drives af Veiret.
James	1	7	7. Ikke taenke det Menneske, at han skal faae noget af Herren;
James	1	8	8. en tvesindet mand er han, ustadig i alle sine Veie.
James	1	9	9. Den Broder, som er ringe, rose sig af sin Høihed,
James	1	10	10. men den Rige af sin Ringhed; thi han skal forgaae som Blomster paa Graes.
James	1	11	11. Thi Solen gik op med Hede og gjorde Graesset vissent, og Blomstret derpaa faldt af, og den deilige Skikkelse som var at see derpaa, blev fordaervet; saaledes skal den Rige visne i sine Veie.
James	1	12	12. Salig er den Mand, som taalmodeligen lider Fristelse; thi naar han er bleven fristet, skal han faae Livsens Krone, hvilken Herren har lovet dem, som ham elske.
James	1	13	13. Ingen sige, naar han fristes: jeg fristes af Gud; thi Gud fristes ikke af det Onde, men han frister heller Ingen.
James	1	14	14. Men hver fristes, naar han drages og lokkes af sin egen Begjerlighed;
James	1	15	15. derefter, naar Begjerligheden har undfanget, føder den Synd, men naar Synden er fuldkommet, føder den Død.
James	1	16	16. Farer ikke vild, mine elskelige Brødre!
James	1	17	17. Al god Gave og al fuldkommen Gave er ovenfra og kommer ned fra Lysenes Fader, hos hvilken er ikke Forandring eller Skygge af Omskiftelse.
James	1	18	18. Efter sit Raad ødte han os formedelst Sandhedens Ord, at vi skulde vaere en Førstegrøde af hans Skabninger.
James	1	19	19. Derfor, mine elskelige Brødre! vaere hver Menneske snar til at høre, langsom til at tale, langsom til Vrede;
James	1	20	20. thi en Mands Vrede udretter ikke det, som er ret for Gud.
James	1	21	21. Derfor aflaegger al Skidenhed og al Levning af Ondskab, og med Sagtmodighed annammer Ordet, som er indplantet i Eder, og som er maegtigt til at gjøre Eders Sjaele salige.
James	1	22	22. Men vorder Ordets Gjørere og ikke alene dets Hørere, med hvilket I bedrage Eder selv.
James	1	23	23. Thi dersom Nogen er Ordets Hører og ikke dets Gjører, han er lig en Mand, der betragter sit legemlige Ansigt i et Speil;
James	1	24	24. thi han betragtede sig selv og gik bort og glemte strax, hvordan han var.
James	1	25	25. Men den, som skuer ind i Frihedens fuldkomne Lov og bliver ved dermed, denne er ikke bleven en glemsom Tilhører, men Gjerningens Gjører, denne skal vorde salig i sin Gjerning.
James	1	26	26. Dersom Nogen iblandt Eder synes, at han er en Gudsdyrker, men holder ikke sin Tunge i Tømme og bedrager sit eget Hjerte, hans Gudsdyrkelse er forfaengelig.
James	1	27	27. En reen og ubesmittet Gudsdyrkelse for Gud og Faderen er denne, at besøge Faderløse og Enker i deres Traengsel, at bevare sig selv ubesmittet af Verden.
------------------------Jakobs Brev, Kapitel 2
James	2	1	1. Mine Brødre! haver ikke den Herres Jesu Christi, den Herliggjortes, Tro med Persons Anseelse.
James	2	2	2. Thi dersom der kommer en Mand ind i Eders Forsamling med Guldring paa Fingeren, i skinnende Klaedebon, men er kommer ogsaa en Fattig ind i skident Klodebon;
James	2	3	3. og I faeste Øiet paa den, som baerer det skinnende Klaedebon, og sige til ham; du, saet dig her haederligen; og I sige til den Fattige: du, staa der eller sid hernede ved min Fodskammel:
James	2	4	4. gjøre I da ikke ubillig Forskjel hos Eder selv og blive Dommere efter onde Tanker?
James	2	5	5. Hører, mine elskelige Brødre! har Gud ikke udvalgt dem, som ere fattige i denne Verden, til at vorde rige i Troen og Arvinger til det Rige, hvilket han har lovet dem, som han elske?
James	2	6	6. Men I forhaane den Fattige! Er det ikke de Rige, som underkue Eder, og som drage Eder for Domstolene?
James	2	7	7. Bespotte de ikke det gode Navn, med hvilket I ere naevnede?
James	2	8	8. Dersom I da fuldkomme den kongelige Lov efter Skriften: du skal elske din Naeste som dig selv, gjøre I vel;
James	2	9	9. men dersom I ansee Personer, gjøre I Synd og overbevises af Loven som Overtraedere.
James	2	10	10. Thi hvo som holder den ganske Lov, men støder an i eet Bud, er bleven skyldig i alle.
James	2	11	11. Thi den, som sagde: du skal ikke bedrive Hoer, sagde ogsaa: du skal ikke ihjelslaae. Dersom du da ikke bedriver Hoer, men ihjelslaaer, da er du bleven Lovens Overtraeder.
James	2	12	12. Taler saaledes og gjører saaledes, som de, der skulle dømmes efter Frihedens Lov.
James	2	13	13. Thi der skal gaae en ubarmhjertig Dom over den, som ikke gjør Barmhjertighed; men Barmhjertighed traeder frimodighed for Dommen.
James	2	14	14. Hvad gavner det, mine Brødre! om Nogen siger, han har Troen, men har ikke Gjerninger? mon den Tro kan frelse ham?
James	2	15	15. Dersom en Broder eller Søster ere nøgne og fattes den daglige Naering,
James	2	16	16. men Nogen af Eder siger til dem: gaaer bort i Fred, varmer Eder og maetter Eder; men I give dem ikke det, som hører til Legemets Nødtørst: hvad Gavn er det?
James	2	17	17. Ligesaa og Troen, dersom den ikke har Gjerninger, er den død i sig selv.
James	2	18	18. Der maatte da Nogen sige: du har Troen, og jeg har Gjerninger; viis mig din Tro af dine Gjerninger, og jeg vil vise dig min Tro af mine Gjerninger.
James	2	19	19. Du troer, at Gud er een; du gjør vel: Djaevelene troe det ogsaa og skjaelve.
James	2	20	20. Men vil du vide, o du forfaengelige Menneske! at Troen uden Gjerninger er død?
James	2	21	21. Er ikke vor Fader Abraham retfaerdiggjort ved Gjerninger, der han offrede sin Søn Isaak paa Alteret?
James	2	22	22. Seer du, at Troen virkede ved hans Gjerninger, og at ved Gjerninger blev Troen fuldkommet,
James	2	23	23. og Skriften blev opfyldt, som siger: Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til Retfaerdighed, og han blev kaldet Guds Ven.
James	2	24	24. See I nu, at et Menneske retfaerdiggjøres ved Gjerninger og ikke ved Troen alene?
James	2	25	25. Desligeste og Rahab, Skjøgen, blev hun ikke retfaerdiggjort ved Gjerninger, der hun annammede Sendebudende og udlod dem ad en anden Vei?
James	2	26	26. Thi ligesom Legemet er dødt uden Aand, saaledes er og Troen død uden Gjerninger.
------------------------Jakobs Brev, Kapitel 3
James	3	1	1. Mine Brødre! ikke mange af Eder blive Laerere, vidende, at vi skulle faae større Ansvar.
James	3	2	2. Thi vi støde alle an i mange Ting; dersom Nogen ikke støder an i sin Tale, denne er en fuldkommen Mand, istand til at holde det ganske Legeme i Tømme.
James	3	3	3. See, vi laegge Bidsler i Hestenes Munde, at de skulle adlyde os, og vi vende deres ganske Legeme.
James	3	4	4. See, ogsaa Skibene, enddog de ere saa store og drives af staerke Veir, vendes med et saae lidet Roer, hvor Styrmandens Fart vil hen.
James	3	5	5. Saaledes er og Tungen et lidet lem, men pukker storligen. See, en liden Ild, hvor stor en Skov antaender den!
James	3	6	6. Ogsaa Tungen er en Ild, en Verden af Uretfaerdighed! Saaledes er Tungen iblandt voreLemmer; den besmitter det ganske Legeme og saetter Slaegt efter Slaegt i Brand, selv fat i Brand af Helvede.
James	3	7	7. Thi al natur, baade Dyrs og Fugles, baade Ormes og Havdyrs, taemmes og er taemmet af den menneskelige natur;
James	3	8	8. men Tungen kan intet Menneske taemme, det ustyrlige Onde, fuld af dødelig Forgift.
James	3	9	9. Med den velsigne vi Gud og Faderen, og med den forbande vi Menneskene, som ere gjorte efter Guds Lignelse.
James	3	10	10. Af dem samme Mund udgaaer Velsignelse og Forbandelse. Mine Brødre! dette bør ikke saa at vaere.
James	3	11	11. Mon en Kilde kan udgyde af det samme Vaeld sødt Vand og beesk?
James	3	12	12. Mon et Figentrae, mine Brødre! kan give Oliven, eller et Viintrae Figen? Saa kan ingen Kilde give salt og sødt Vand.
James	3	13	13. Er Nogen viis og forstandig iblandt Eder, han vise ved god Omgaengelse sine Gjerninger i Viis Sagtmodighed.
James	3	14	14. Men have I beesk Nid og Kivagtighed i Eders hjerter, de roser Eder ikke, eller lyver mod Sandheden.
James	3	15	15. Denne er ikke Viisdommen, som kommer ovenfra, men jordisk, kjødelig, djaevelesk;
James	3	16	16. thi hvor Nid og Traette er, der er Forvirring og al ond handel.
James	3	17	17. Men den Viisdom herovenfra er først reen, dernaest fredsommelig, billig, lader sig gjerne sige, er fuld af Barmhjertighed og gode Frugter, upartisk og uden Skrømt.
James	3	18	18. Men Retfaerdigheds Frugt saaes i Fred for dem, som holde Fred.
------------------------Jakobs Brev, Kapitel 4
James	4	1	1. Hvoraf er saa megen Krig og Strid iblandt Eder? er det ikke heraf, af Eders Lyster, som stride i Eders Lemmer?
James	4	2	2. I begjere og have ikke; I slaae ihjel og baere Nid og kunne ikke faae; I føre Strid og Krig, men I have ikke, fordi I ikke bede.
James	4	3	3. I bede og faae ikke, fordi I bede ilde, at I det kunne fortaere i Eders Vellyster.
James	4	4	4. I Hoerkarle og Hoerkvinder! vide I ikke, at Verdens Venskab er Guds Fjendskab? Derfor, hvo som vil vaere Verdens Ven, bliver Guds Fjende.
James	4	5	5. Eller mene I, at Skriften taler forgjeves? mon den Aand, som boer i os, opvaekker Avind? Den giver jo større Naade.
James	4	6	6. Derfor siger Skriften: Gud imodstaaer de Hoffaerdige, men giver de Ydmyge Naade.
James	4	7	7. Vaerer derfor Gud underdanige; staaer Djaevelen imod, saa skal han flye fra Eder.
James	4	8	8. Holder Eder naer til Gud, saa skal han holde sig naer til Eder! Renser Haenderne, I Syndere! og luttrer Hjerterne, I Tvesindede!
James	4	9	9. Jamrer og sørger og graeder; Eders Latter omvendes til Sorrig, og Glaeden til Bedrøvelse!
James	4	10	10. Ydmyger Eder for Herren, saa skal han ophøie Eder.
James	4	11	11. Taler ikke ilde om hverandre, Brødre! Hvo, som taler ilde om sin Broder og dømmer sin Broder, taler ilde om Loven og dømmer Loven; men dømmer du Loven, da er du ikke Lovens Gjører, men dens Dommer.
James	4	12	12. Een er Lovgiveren, som er maegtig til at frelse og fordaerve; hvo er du, som dømmer den Anden?
James	4	13	13. Nu velan, I som sige: i Dag eller i Morgen ville vi gaae til den eller den Stad og blive der eet Aar og kjøbslaae og vinde;
James	4	14	14. I, som ikke vide, hvad i Morgen skee skal; thi hvad er Eders Liv? det er jo en Damp, som er tilsyne en liden Tid, men derefter forsvinder.
James	4	15	15. I den Sted I skulde sige: dersom Herren vil, og vi leve, da ville vi gjøre dette eller det.
James	4	16	16. Men nu rose I Eder i Eders Hovmodighed; al saadan Roes er ond.
James	4	17	17. Derfor, hvo som veed at gjøre Godt og gjør det ikke, ham er det Synd.
------------------------Jakobs Brev, Kapitel 5
James	5	1	1. Velan nu, I Rige! graeder og hyler over de Elendigheder, som komme over Eder.
James	5	2	2. Eders Rigdom er raadnet, og Eders Klaeder ere mølaedte;
James	5	3	3. Eders Guld og Sølv er forrustet, og deres Rust skal vaere til Vidnesbyrd imod Eder og aede Eders Kjød som en Ild; I have samlet Liggendefae i de sidste Dage.
James	5	4	4. See, Arbeidernes Løn, som høstede Eders Marker, hvilken I have forholdet, skriger, og Høstfolkenes Raab ere komne ind for den Herre Zebaoths Øren.
James	5	5	5. I levende kraeseligen paa Jorden og vare vellystige; I gjorde Eders Hjerter tilgode som paa en Slagtedag.
James	5	6	6. I fordømte, I draebte den Retfaerdige; han staaer Eder ikke imod.
James	5	7	7. Derfor vaerer taalmodige, Brødre! indtil Herrens Tilkommelse. See, Bonden forventer Jordens dyrebare Frugt, han bier taalmodig efter den, indtil den faaer tidlig Regn og sildig Regn.
James	5	8	8. Vaerer I og taalmodige, styrker Eders Hjerter; thi Herrens Tilkommelse er naer.
James	5	9	9. Sukker ikke mod hverandre, Brødre! at I ikke skulle fordømmes; see, Dommeren staaer for Døren.
James	5	10	10. Mine Brødre! tager Propheterne, hvilke have talet i Herrens Navn, til Exempel paa at lide Ondt og vaere taalmodige.
James	5	11	11. See, vi prise dem salige, som taalmodeligen lide. I have hørt Jobs taalmodighed og vide Udfaldet fra Herren; thi Herren er saare miskundelig og forbarmende.
James	5	12	12. Men for Alting, mine Brødre! svaerger ikke, hverken ved Himmelen eller ved Jorden eller nogen anden Ed; men Eders Ja vaere Ja, og Nei vaere Nei, at I skulle ikke falde under Dommen.
James	5	13	13. lider Nogen iblandt Eder Ondt, han bede; er Nogen vel tilmode, han synge!
James	5	14	14. Er Nogen iblandt Eder syg, han kalde til sig de Aeldste af Menigheden, og de skulle bede over ham og salve ham med Olie i Herrens Navn.
James	5	15	15. Og Troens Bøn skal frelse den Syge, og Herren skal oprise ham, og han har gjort Synder, skulle de forlades ham.
James	5	16	16. Bekjender Overtraedelserne for hverandre og beder for hverandre, at I kunne laeges; en Retfaerdigs Bøn formaaer Meget, naar den er alvorlig.
James	5	17	17. Elias var et Menneske, lige Vilkaar undergiven med os, og han bad en Bøn, at det skulle ikke regne; og det regnede ikke paa Jorden i tre Aar og sex Maaneder.
James	5	18	18. Og han bad atter, og Himmelen gav Regn, og Jorden bar sin Frugt.
James	5	19	19. Brødre! dersom Nogen iblandt Eder er faren vild fra Sandheden, og Nogen omvender ham,
James	5	20	20. den vide, at hvo som omvender en Synder fra hans Veis Vildfarelse, han frelser en Sjael fra Døden og skjuler Synders mangfoldighed. Amen.
------------------------Peters Første Brev, Kapitel 1
1Pet	1	1	1. Peter Jesu Christi Apostel, til Udlaendingene af Adspredelsen i Pontus, Galatien, Cappadocien, Asien og Bethynien,
1Pet	1	2	2. udvalgte efter Gud Faders Bestemmelse, i Aandens helliggjørelse, til Lydighed mod Jesus Christus og Renselse ved hans Blod: Naade og Fred vorde Eder mangfoldigen!
1Pet	1	3	3. Lovet vaere Gud og vor Herres Jesu Christi Fader, som efter sin store Barmhjertighed har igjenfødt os til et levende Haab ved Jesu Christi Opstandelse fra de Døde,
1Pet	1	4	4. til en uforkraenkelig og ubesmittelig og uforvisnelig Arv, som er bevaret i himlene til Eder,
1Pet	1	5	5. hvilke ved Guds magt bevogtes ved Troen til den Frelse, som er rede at aabenbares i den sidste Tid.
1Pet	1	6	6. Herover fryder Eder, om I og nu en liden Stund, hvis saa skal vaere, bedrøves i adskillige Fristelser,
1Pet	1	7	7. paa det Eders prøvede Tro, (som er meget dyrebarere, end det forgaengelige Guld, hvilket dog prøves ved Ilden), maa befindes til Lov og Pris og Aere i Jesu Christi Aabenbarelse,
1Pet	1	8	8. hvem I ikke have kjendt, og dog elske, hvem I nu ikke see, men dog troe paa, og fryde Eder ved uudsigelig og forherliget Glaede,
1Pet	1	9	9. opnaaende maalet for Eders Tro, Sjaelenes Frelse.
1Pet	1	10	10. Om hvilken Frelse Propheterne have grandsket og ransaget, hvilken have spaaet om den Naade, Eder skulde vederfares;
1Pet	1	11	11. idet de ransagede, til hvilken eller hvordan en Tid Christi Aand, som var i dem, henviste, da den forud vidende om Christi Lidelser og den derpaa følgende Herlighed.
1Pet	1	12	12. Thi det var dem aabembaret, at de ikke for dem selv, men for os besørgede dette, som nu er blevet Eder kundgjort af dem, der have forkyndt Eder Evangelium i den Hellig Aand, som blev sendt af Himmelen; hvilke Ting Englene begjere at gjennemskue.
1Pet	1	13	13. Derfor omgjorder Eders Sinds Laender, vaerer aedrue, og saetter Eders Haab aldeles til den Naade, som bliver Eder til Deel i Jesu Christi Aabenbarelse.
1Pet	1	14	14. Som lydige Børn, skikker Eder ikke efter de forrige Lyster i Eders Vankundighed,
1Pet	1	15	15. men efter den Hellige, som Eder kaldte, vorder og I hellige i al Omgaengelse.
1Pet	1	16	16. Derfor er der skrevet: vorder hellige, thi jeg er hellig.
1Pet	1	17	17. Og dersom I paakalde ham som Fader, der dømmer uden Persons Anseelse efter Enhvers Gjerning, da omgaaes med Frygt i Eders Udlaendigheds Tid,
1Pet	1	18	18. vidende, at I ikke med forkraenkelige Ting, Sølv eller Guld, ere forløste fra Eders forfaengelige Omgaengelse, som Faedrene have overantvordet Eder,
1Pet	1	19	19. men med Christi dyrebare Blod, som et ustraffeligt og lydeløst Lams,
1Pet	1	20	20. som vel forud var bestemt, førend Verdens Grundvold blev lagt, men blev aabenbaret i disse sidste Tider for Eder,
1Pet	1	21	21. som formedelst ham troe paa Gud, der opreiste ham fra de Døde og gav ham herlighed, saa Eders Tro og Haab maa vaere til Gud.
1Pet	1	22	22. Renser Eders Sjaele i Sandheds Lydighed formedelst Aanden, til uskrømtet Broderkjaerlighed, og elsker hverandre inderligen af et reent Hjerte,
1Pet	1	23	23. I, som ere igjennemfødte, ikke af forkraenkelig, men uforkraenkelig Saed ved Guds Ord, som lever og bliver evindeligen.
1Pet	1	24	24. Thi alt Kjød er som Graes og al Menneskets herlighed som Graessets Blomster: Graesset visner, og Blomstret derpaa falder af;
1Pet	1	25	25. men Herrens Ord bliver evindeligen. Og dette er det ord, som er forkyndt for Eder.
------------------------Peters Første Brev, Kapitel 2
1Pet	2	1	1. Derfor aflaegger al Ondskab og al Svig og Hykleri og Avind og al Bagtalelse;
1Pet	2	2	2. og higer som nyfødte Børn efter den aandelige uforfalskede Melk, at I kunne voxe ved den,
1Pet	2	3	3. dersom I ellers have smagt, at Herren er god.
1Pet	2	4	4. Kommer til ham, den levende Steen, der vel blev forskudt af Menneskene, men er udvalgt og dyrebar for Gud,
1Pet	2	5	5. og vorder selv som levende Stene opbyggede til at vorde et aandeligt Huus, til et helligtPraestedom, at frembaere aandelige offere, velbehageligere for Gud ved Jesus Christus.
1Pet	2	6	6. Derfor hedder det og i Skriften: see, jeg saetter i Zion en Hovedhjørnesteen som er udvalgt og dyrebar; og hvo, som troer paa ham, skal ingenlunde beskaemmes.
1Pet	2	7	7. Eder, altsaa, som troe, tilkommer denne aere; men for de Vantroe er denne Steen, hvilken Bygningsmaendene forstødte, bleven til en Hovedhjørnesteen og en Anstødsteen og en Forargelses Klippe;
1Pet	2	8	8. hvilke støde an, idet de ikke troe ordet, hvortil de og vare bestemte.
1Pet	2	9	9. Men I ere en udvalgt Slaegt, et kongelig Praestedom, et helligt Folk, et Folk til Eiendom, at I skulle forkynde hans Dyder, som kaldte Eder fra Mørket til sit beundringsvaerdige Lys,
1Pet	2	10	10. I, som fordum ikke var et Folk, men nu ere Guds Folk; som ikke havde erholdt barmhjertighed, men nu have fundet Barmhjertighed.
1Pet	2	11	11. I Elskelige! jeg formaner Eder som Fremmede og Udlaendige, at I holde Eder fra kjødelige Lyster, som stride imod Sjaelen.
1Pet	2	12	12. Eders Omgaengelse vaere god iblandt Hedningerne, at de, idet de bagtale Eder som Misdaedere, kunne see Eders gode Gjerninger og derover prise Gud paa Besøgelsens Dag.
1Pet	2	13	13. Vaerer derfor al menneskelig Orden underdanige for Herrens Skyld; vaere sig en Konge som den Ypperste
1Pet	2	14	14. eller Befalingsmaend, som de, der sendes af ham til Straf over Misdaedere, men dem til Lov, som gjøre Godt.
1Pet	2	15	15. Thi saaledes er det Guds Villie, at I, ved at gjøre det Gode, skulle bringe de daarlige Menneskers Vankundighed til at tie;
1Pet	2	16	16. som de, der ere frie, dog ikke som de, der have Friheden til Ondskabs Skjul, men som Guds Tjenere.
1Pet	2	17	17. Aerer Alle; elsker Broderskabet; frygter Gud; aerer Kongen!
1Pet	2	18	18. I Tjenere! vaerer Eders Herrer underdanige i al Aerefrygt, ikke alene de gode og billige, men ogsaa de fortraedelige.
1Pet	2	19	19. Thi dette finder Naade, dersom Nogen af Samvittighed for Gud fordrager Gjenvordigheder, naar han lider uretfaerdeligen.
1Pet	2	20	20. Thi hvad er det for en Roes, dersom I, naar I synde og blive slagne, lide taalmodeligen? Men dersom I, naar I gjøre Godt og lide derfor, ere taalmodige, dette finder Naade for Gud.
1Pet	2	21	21. Thi dertil ere I kaldte, efterdi Christus har og lidt for os, efterladende os et Exempel, at I skulle efterfølge hans Fodspor;
1Pet	2	22	22. hvilken ikke har gjort Synd, der blev og ikke funden Svig i hans Mund;
1Pet	2	23	23. hvilken ikke skjendte igjen, der han blev overskjendt, ikke truede, der han led, men overgav det til ham, som dømmer retfaerdeligen;
1Pet	2	24	24. hvilken selv bar vore Synder paa sit Legeme paa Traeet, paa det vi, afdøde fra Synden, skulle leve i Retfaerdighed; ved hans Saar ere I laegte.
1Pet	2	25	25. Thi I vare som vildfarende Faar, men ere nu omvendte til Eders Sjaeles Hyrde og Tilsynsmand.
------------------------Peters Første Brev, Kapitel 3
1Pet	3	1	1. Desligeste, I Kvinder! vaerer Eders Aegtemaend underdanige, paa det og, dersom Nogle ikke troe Ordet de kunne vindes uden Ord ved Kvindernes Omgaengelse,
1Pet	3	2	2. naar de skue Eders kydske Omgaengelse i Herrens Frygt.
1Pet	3	3	3. Eders Prydelse skal ikke vaere den udvortes, Haarfletning og paahaengte Guldsmykker eller Klaededragt,
1Pet	3	4	4. men Hjertets skjulte Menneske i en sagtmodig og stille Aands uforkraenkelige Vaesen, hvilket er meget kosteligt for Gud.
1Pet	3	5	5. Thi saaledes prydede sig og fordum de hellige Kvinder, som haabede paa Gud og vare deres Aegtemaend underdanige,
1Pet	3	6	6. som Sara var Abraham lydig og kaldte ham Herre; og hendes Børn ere I blevne, dersom I gjøre Godt og ikke frygte for nogen Raedsel.
1Pet	3	7	7. Desligeste, I Maend! lever med Eders Hustruer som med den svagere Deel, men Forstand, og beviser dem Aere, da de ogsaa ere Medarvinger til Livets Naadegave, paa det Eders Bønner ikke skulle forhindres.
1Pet	3	8	8. Overhovedet, vaerer alle ligesindede, medlidende, kjaerlige mod Brødrene, barmhjertige, velvillige;
1Pet	3	9	9. betaler ikke Ondt med Ondt, eller Skjeldsord med Skjeldsord, men tvaertimod velsigner, vidende, at I dertil ere kaldte, at I skulle arve Velsignelse.
1Pet	3	10	10. Thi den, som vil elske Livet og see gode Dage, skal stille sin Tunge fra Ondt og sine Løber, at de ikke tale Svig;
1Pet	3	11	11. han vende sig fra ondt og gjøre Godt; han søge Fred og hige efter den.
1Pet	3	12	12. Thi Herrens Øine ere over de Retfaerdige, og hans Øren til deres Bøn; men Herrens Ansigt er ogsaa over dem, som gjøre Ondt.
1Pet	3	13	13. Og hvo er den, som kan skade Eder, dersom I beflitte Eder paa det Gode?
1Pet	3	14	14. Men om I og lide for Retfaerdigheds Skyld, ere I salige. Men frygter ikke, som de frygte, og forfaerdes ikke; men helliger Gud Herren i Eders Hjerter.
1Pet	3	15	15. Vaerer altid rede til at forsvare Eder med Sagtmodighed og Aerefrygt for enhver, som begjerer Regnskab af Eder om det Haab, som er i Eder,
1Pet	3	16	16. og haver en god Samvittighed, at de, der haane Eders gode Omgaengelse i Christus, maae beskaemmes, idet de bagtale Eder som Misdaedere.
1Pet	3	17	17. Thi det er bedre, (om det saa er Guds Villie), at lide, naar man gjør Godt, end naar man gjør Ondt.
1Pet	3	18	18. Thi og Christus led eengang for vore Synder, den Retfaerdige for de uretfaerdige, at han kunde føre os frem til Gud, han, som vel led Døden efter Kjødet, men blev levendegjort efter Aaanden;
1Pet	3	19	19. i hvilken han og gik bort og praedikede for Aanderne, som vare i Forvaring,
1Pet	3	20	20. som fordum vare gjenstridige, der Guds Langmodighed ventede i Noahs Dage, der Arken byggedes, i hvilken faa nemlig otte, Sjaele bleve frelste i Vandet,
1Pet	3	21	21. hvis Modbillede nu frelser os, Daaben, hvilken ikke er Renselse fra Kjødets Ureenhed, men en god Samvittigheds Pagt med Gud ved Jesu Christi Opstandelse;
1Pet	3	22	22. som, efterat han er faren til Himmelen, er hos Guds høire Haand, og Englene og magterne og Kraefterne ere ham underlagte.
------------------------Peters Første Brev, Kapitel 4
1Pet	4	1	1. Efterdi da Christus var lidt for os i Kjødet, vaebner Eder og med det samme Sind, (thi den, som har lidt i Kjødet, har ladet af fra Synden),
1Pet	4	2	2. saa at I skulle leve den øvrige Tid i Kjødet, ikke fremdeles efter menneskelige Lyster, men efter Guds Villie.
1Pet	4	3	3. Thi det er nok, at vi i den forbigangne Livs Tid have bedrevet Hedningernes Villie, vandrende i Uteerlighed, Lyster, Fylderi, Fraadseri, Drukkenskab og skjaendig Afgudsdyrkelse;
1Pet	4	4	4. hvorover de forundre sig, da I ikke løbe med til den samme Ryggesløsheds Dynd, og de bespotte Eder;
1Pet	4	5	5. men de skulle gjøre ham Regnskab, som er rede til at dømme Levende og Døde.
1Pet	4	6	6. Thi derfor er Evangelium forkyndt for de Døde, at de vel skulle dømmes for Mennesker i Kjødet, men leve for Gud i Aanden.
1Pet	4	7	7. Men alle Tings Ende naermer sig; vaerer derfor aedrue og aarvaagne til Bønnen.
1Pet	4	8	8. Men haver for alle Ting en inderlig Kjaerlighed til hverandre; thi Kjaerligheden skal skjule Synders Mangfoldighed.
1Pet	4	9	9. Laaner hverandre gjerne Huus uden Knur.
1Pet	4	10	10. Som enhver har faaet en Naadegave, saa tjener hverandre dermed, som gode Huusholdere over Guds mangeslags Naade.
1Pet	4	11	11. Taler Nogen i Menigheden, han tale som Guds Ord; tjener Nogen deri, han tjene som af den Formue, hvilken Gud forlener, at Gud maa aeres i alle Ting formedelst Jesus Christus; han til kommer Aere og Magt i al Evighed! Amen.
1Pet	4	12	12. I Elskelige! forundrer Eder ikke over den Ildprøve, som I gjennemgaae, Eder til en Forsøgelse, som om der haendtes Eder noget Underligt,
1Pet	4	13	13. men som I ere deelagtige i Christi Lidelser, saa glaeder Eder, at I og ved hans Herligheds Aabenbarelse skulle glaede og fryde Eder.
1Pet	4	14	14. Dersom I forhaanes for Christi Navns Skyld, ere I salige, thi Herlighedens og Guds Aand hviler paa Eder; hos hine bespottes den vel, men hos Eder herliggjøres den.
1Pet	4	15	15. Thi Ingen af Eder lide som Morder eller Tyv eller Misdaeder, eller som den, der traenger sig ind i en fremmed Bestilling;
1Pet	4	16	16. men lider han som en Christen, da skamme han sig ikke, men aere Gud i den Deel.
1Pet	4	17	17. Thi det er Tiden, at Dommen skal begynde fra Guds Huus; men begynder den først fra os, hvad Ende vil det faae med den, som ikke troe Guds Evangelium?
1Pet	4	18	18. Og dersom den Retfaerdige neppeligen frelses, hvor vil den Ugudelige og Synderen komme frem?
1Pet	4	19	19. Derfor skulle og de, som lide efter Guds Villie, befale ham, som en trofast Skaber, deres Skjaele ved at gjøre Godt.
------------------------Peters Første Brev, Kapitel 5
1Pet	5	1	1. De Aeldste iblandt Eder formaner jeg som en Med-Aeldste og Vidne til Christi Lidelser, som den, der og har Deel i Herligheden, der skal aabenbares:
1Pet	5	2	2. vogter Guds Hjord, som er iblandt Eder, og vaager over den, ikke tvungne, men frivillig, ikke for slet Vindings Skyld men med Redebonhed;
1Pet	5	3	3. ikke som de, der ville herske over Herrens Arv, men som Mønstre for Hjorden;
1Pet	5	4	4. og naar da Overhyrden aabenbares, skulle I erholde Aerens uforvisnelige Krands.
1Pet	5	5	5. Desligeste, I Unge vaerer de Aeldste underdanige; men vaerer alle hverandre underdanige og smykker Eder med Ydmyghed; thi Gud staaer de Hoffaerdige imod, men de Ydmyge giver han Naade.
1Pet	5	6	6. Derfor ydmyger Eder under Guds Vaeldige Haand, at han maa i sin Tid ophøie Eder.
1Pet	5	7	7. Kaster al Eders Sorg paa ham, thi han har Omhu for Eder.
1Pet	5	8	8. Vaerer aedrue, vaager; thi Eders Modstander Djaevelen gaaer omkring som en brølende Løve, søgende, hvem han kan opslue.
1Pet	5	9	9. Staaer ham imod, faste i Troen, vidende, at de samme Lidelser fuldbyrdes paa Eders Brødre i Verden.
1Pet	5	10	10. Men al Naades Gud, som kaldte os til sin evige Herlighed i Christus Jesus, efter en kort Tids Lidelse, han selv berede, styrke, bekraefte, grundfaeste Eder!
1Pet	5	11	11. Han vaere Aere og Magt i al Evighed! Amen.
1Pet	5	12	12. Med Silvanus, den trofaste Broder, (thi det holder jeg ham for), har jeg i Korthed skrevet Eder til og formaner og vidner, at denne er Guds sande Naade, i hvilken I staae.
1Pet	5	13	13. Den medudvalgte Menighed i Babylon hilser Eder, saa og Marcus min Søn.
1Pet	5	14	14. Hilser hverandre med Kjaerligheds Kys. Fred vaere med Eder alle, som ere i Christus Jesus! Amen.
------------------------Peters Andet Brev, Kapitel 1
2Pet	1	1	1. Simon Peter, Jesu Christi Tjener og Apostel, til dem, der have faaet samme dyrebare Tro som vi, ved vor Guds og Frelser Jesu Christi Retfaerdighed:
2Pet	1	2	2. Naade og Fred vorde Eder mangfoldigen i Guds og Jesu vor Herrens Erkjendelse!
2Pet	1	3	3. Saasom hans guddommelige Magt har skjenket os alle Ting, som høre til Liv og Gudfrygtighed, ved hans Kundskab, som kaldte os ved sin Herlighed og Kraft,
2Pet	1	4	4. ved hvilke de første og dyrebare Forjaettelser ere os skjenkede, at I ved disse skulle blive deelagtige i den guddommelige Natur, naar i flye denne Verdens Forkraenkelighed i Lyster:
2Pet	1	5	5. saa anvender al Flid just herpaa og beviser i Eders Tro Dyd, men i Dyden Kundskab,
2Pet	1	6	6. men i Kundskaben Afholdenhed, min i Afholdenheden Taalmodighed, men i Taalmodigheden Gudfrygtighed,
2Pet	1	7	7. men i Gudfrygtigheden Broderkjaerlighed, men i Broderkjaerligheden Kjaerlighed til Alle.
2Pet	1	8	8. Thi naar dette findes hos Eder og i Overlødighed, lader det Eder ikke blive Ørkesløse eller ufrugtbare i vor Herres Jesu Christi Erkjendelse.
2Pet	1	9	9. Thi den, som ikke har dette, er blind, tillukker Øinene og har glemt Renselsen fra sine forrige Synder.
2Pet	1	10	10. Derfor, Brødre! anvender des mere Flid at befaeste Eders Kald og Udvaelgelse; thi naae I gjøre dette, skulle I ikke nogensinde støde an.
2Pet	1	11	11. Thi saaledes skal Eder rigeligen gives indgang i vor Herres og Frelsers Jesu Christi evige Rige.
2Pet	1	12	12. Derfor vil jeg ikke forsømme altid at paaminde Eder om dette, hvorvel I vide det og ere styrkede i den Sandhed, som er tilstede hos os.
2Pet	1	13	13. Men jeg agter det ret at vaekke Eder ved Paamindelse, saa laenge jeg er i dette Paulun,
2Pet	1	14	14. da jeg veed, at mit Pauluns Aflaeggelse er snart forhaanden, ligesom og vor Herre Jesus Christus har aabenbaret mig.
2Pet	1	15	15. Jeg vil og gjøre min Flid, at I efter min Bortgang altid kunne have, hvad der kan kalde Eder dette i Erindring.
2Pet	1	16	16. Thi vi have ikke fulgt kløgtige Falbler, da vi kundgjorde Eder vor Herres Jesu Christi Kraft og Tilkommelse, men vi vare selv Øienvidner til hans Majestaet.
2Pet	1	17	17. Thi han fik Haeder og Aere af Gud Fader, idet en saadan Røst skete til ham fra den majestaetiske Herlighed: denne er min Søn den elskelige, i hvem jeg haver Velbehagelighed.
2Pet	1	18	18. Og vi hørte denne Røst komme fra Himmelen, der vi vare med ham paa det hellige Bjerg.
2Pet	1	19	19. Og vi have det Prophetiske Ord mere stadfaestet og I gjøre vel, naar I give Agt derpaa som paa et Lys, det skinner udi et mørkt Sted, indtil Dagen fremstraaler, og Morgenstjernen oprinder i Eders Hjerter,
2Pet	1	20	20. vidende dette først, at ingen Prophetie i Skriften kan udlaegges af sig selv.
2Pet	1	21	21. Thi aldrig har nogen Prophetie fremført af menneskelig Villie; men de hellige Guds Maend talede, drevne af den Hellig Aand.
------------------------Peters Andet Brev, Kapitel 2
2Pet	2	1	1. Men der vare og falske Propheter iblandt Folket, ligesom der og iblandt Eder skulle vaere falske Laerere, som skulle indføre fordaervelige Secter og negte den Herre, som dem kjøbte, hvilke skulle føre sig over sig selv en hastig Fordaervelse.
2Pet	2	2	2. Og mange skulle efterfølge deres Ryggesløshed, hvor hvis Skyld Sandhedens Vei skal bespottes.
2Pet	2	3	3. Og i Gjerrighed skulle de med kunstige ord søge Vinding af Eder; over dem er Dommen alt laenge beredt, og deres Fordaervelse slumrer ikke,
2Pet	2	4	4. Thi dersom Gud ikke sparede de Engle, som syndede, men nedstyrtede dem til Helvede og overantvordede dem i Mørkets Laenker, at forvares til Dommen;
2Pet	2	5	5. Og ikke sparede den gamle Verden men bevarede Noah, den Retfaerdighedens Praediker, selv ottende, der han førte Syndfloden over de Ugudeliges Verden;
2Pet	2	6	6. og gjorde Sodomas og Gomoras Staeder til Aske og fordømte dem til Ødelaeggelse, saa han satte dem til til Exempel for dem, som i Fremtiden leve ugudeligen;
2Pet	2	7	7. og udfriede den retfaerdige Loth som plagedes ved de Ugudeliges uteerlige Omgaengelse;
2Pet	2	8	8. (thi denne Retfaerdige, imedens han boede iblandt dem, aengstede sig Dag fra Dag i sin retfaerdige Sjael over de skjaendige Gjerninger, som han saae og hørte):
2Pet	2	9	9. da veed Herren og at udfrie de Gudfrygtige af Fristelse, men at bevare de uretfaerdige til Dommens Dag at straffes;
2Pet	2	10	10. og meest dem, som vandre efter Kjødet, i Besmittelsens Lyster, og foragte Herskab. Dristige, fraekke, baeve de ikke ved at bespotte Vaerdigheder,
2Pet	2	11	11. da dog Englene, som ere større i Styrke og Magt, ikke fremføre bespottelig Dom imod dem for Herren.
2Pet	2	12	12. Men disse, som ufornuftige Dyr, sandselige, fødte til Rov og Ødelaeggelse, bespotte, hvad de ikke kjende, og skulle ødelaegges i deres egen Ødelaeggelse,
2Pet	2	13	13. og erholde Uretfaerdigheds Løn. Vellyst søge de i daglig Overdaadighed en Skamplet og Skjaendsel ere de; de gjøre sig lystige i deresBedragerier, naar de holde Maaltid med Eder;
2Pet	2	14	14. deres Øine er fulde af Horeri og lade sig ikke styre fra Synden; de lokke de ubefaestede Sjaele; de have et Hjerte, øvet i Gjerrighed, Forbandelsens Børn;
2Pet	2	15	15. de have forladt den rette Vei og fare vild, følgende Bileams, Beors Søns, Vei, hvilken elskede Uretfaerdigheds Løn,
2Pet	2	16	16. men fandt Straf for sin Overtraedelse; det umaelende Lastdyr talede med menneskelig Røst og forhindrede Prophetens Daarlighed.
2Pet	2	17	17. Disse ere vandløse Kilder, Skyer som drives af Hvirvelvind, for hvilke Mørke og Mulm til evig Tid er bevaret.
2Pet	2	18	18. Thi idet de tale Forfaengeligheds stolte ord, lokke de ved kjødets Lyster i Uteerligheder dem, som virkeligen vare undflyede fra dem, der vandre i Vildfarelse,
2Pet	2	19	19. idet de love dem Frihed, alligevel de selv ere Forkraenkelighedens Traelle; thi af hvem Nogen er overvunden, dens Trael er han og bleven.
2Pet	2	20	20. Thi dersom de, der have undflyet Verdens Besmittelser ved den Herres og Frelsers Jesu Christi Erkjendelse, igjen lade sig indvikle deri og overvindes, da er det Sidste med dem blevet vaerre end det Første.
2Pet	2	21	21. Thi det havde vaeret dem bedre, at de ikke havde kjendt Retfaerdighedens Vei, end at de, der de kjendte den, have vendt sig fra det hellige Bud, som var dem overantvordet.
2Pet	2	22	22. Men det er skeet dem efter det sande ordsprog: Hunden veder sig igen til sit eget Spy, og Soen, som var toet, til den sidste Søle.
------------------------Peters Andet Brev, Kapitel 3
2Pet	3	1	1. Dette er nu, I elskelige! det andet Brev, som jeg skriver Eder, hvori jeg ved Paamindelse vaekker Eders oprigtige Sind,
2Pet	3	2	2. at I skulle komme de Ord ihu, som forud ere sagte af de hellige Propheter, og vores Bud, vi, som ere Herrens og Frelserens Apostler.
2Pet	3	3	3. Vider da først dette, at i de sidste Dage skulle der komme Bespottere, som vandre efter deres egne Lyster,
2Pet	3	4	4. og sige: hvad bliver der af Forjaettelsen om hans Tilkomst? Thi fra den Dag, Faedrene ere hensovede, forblive alle Ting saaledes, som fra Skabningens Begyndelse.
2Pet	3	5	5. Thi de ville ikke vide dette, at ved Guds Ord bleve Himlene fordum, og Jorden fremstod af Vand og ved Vand;
2Pet	3	6	6. hvorfor den Verden, som da var, ved Vand blev oversvømmet og forgik.
2Pet	3	7	7. Men Himlene og Jorden, som nu ere, gjemmes ved det samme Ord til Ilden, bevarede til Dommens og de ugudelige Menneskers Fordaervelses Dag.
2Pet	3	8	8. Men dette Ene bør ikke undgaae Eder, I elskelige! at een Dag er for Herren som tusinde Aar, og tusinde Aar som een Dag.
2Pet	3	9	9. Herren forhaler ikke Forjaettelsen, (som Nogle agte det for en Forhaling), men haver Langmodighed med os, idet han ikke vil, at Nogen skal fortabes, men at Alle skulle komme til Omvendelse.
2Pet	3	10	10. Men Herrens Dag skal komme som en Tyv om Natten, paa hvilken Himlene skulle forgaae med stort Bulder, men Elementerne skulle komme i Brand og opløses, og Jorden og Alt hvad der er paa den, skal opbraendes.
2Pet	3	11	11. Efterdi da alt dette opløses, hvorledes bør det Eder da at vaere? I hellig vandel og Gudfrygtigheds Øvelse
2Pet	3	12	12. bør I vente og straebe til Guds Dags Tilkommelse, paa hvilken Himlene skulle antaendes og opløses, og Elementerne komme i Brand og smeltes.
2Pet	3	13	13. Men vi forvente efter hans Forsaettelse nye Himle og en ny Jord, i hvilke Retfaerdighed boer.
2Pet	3	14	14. Derfor, I elskelige! efterdi I forvente dette, beflitter Eder paa at findes ubesmittede og ustraffelige for ham i Fred,
2Pet	3	15	15. og agter vor Herres Langmodighed for en Frelse; ligesom og vor elskelige Broder Paulus, efter den ham givne Viisdom, har skrevet Eder,
2Pet	3	16	16. som og i alle Brevene, naar han deri taler om disse Ting; hvoriblandt der er Noget, svart at forstaae, hvilket de Ukyndige og Ubefaestede forvende, ligesom de øvrige Skrifter, til deres egen Fordaervelse.
2Pet	3	17	17. Derfor, I elskelige, efterdi I vide det forud, vogter Eder, at I ikke lade Eder henrive med af de Ryggesløses Vildfarelse og falde fra Eders egen Fasthed.
2Pet	3	18	18. Men voxer i vor Herres og Frelsers Jesu Christi Naade og Kundskab! Ham vaere Aere, baade nu og til evig Tid! Amen
------------------------Johannes' Første Brev, Kapitel 1
1John	1	1	1. Det, som var fra Begyndelse, det, vi have hørt, det, vi have seet med vore Øine, det, vi have beskuet og vore Haender føler paa, nemlig om det Livsens ord;
1John	1	2	2. (thi Livet er aabenbaret, og vi have seet og vidne og forkynde Eder Livet det evige, hvilket var hos Faderen og blev aabenbaret for os;
1John	1	3	3. hvad vi have seet og hørt, forkynde vi Eder, at ogsaa I skulle have Samfund med os; men vort Samfund er med Faderen og med hans Søn Jesus Christus.
1John	1	4	4. Og dette skrive vi Eder, paa det Eders Glaede maa vorde fuldkommen.
1John	1	5	5. Og dette er det Budskab, som vi have hørt af ham og forkynde Eder, at Gud er et Lys, og der er aldeles intet Mørke i ham.
1John	1	6	6. Dersom vi sige, at vi have Samfund med ham, og vandre i Mørket, da lyve vi og søge ikke Sandheden.
1John	1	7	7. Men dersom vi vandre i Lyset, ligesom han er i Lyset, have vi Samfund med hverandre, og Jesu Christi, hans Søns, Blod renser os fra al Synd.
1John	1	8	8. Dersom vi sige, vi have ikke Synd, bedrage vi os selv, og Sandheden er ikke i os.
1John	1	9	9. Dersom vi bekjende vore Synder, er han trofast og retfaerdig, at han forlader os Synderne og renser os fra al Uretfaerdighed.
1John	1	10	10. Dersom vi sige, at vi ikke have syndet, gjøre vi ham til en Løgner, og hans Ord er ikke i os.
------------------------Johannes' Første Brev, Kapitel 2
1John	2	1	1. Mine Børn! dette skriver jeg Eder, paa det I ikke skulle synde; men dersom Nogen synder, have vi en talsmand hos Faderen, Jesus Christus den Retfaerdige,
1John	2	2	2. og han er en Forsoning for vore Synder, dog ikke alene for vore, men ogsaa for den ganske Verdens.
1John	2	3	3. Og derpaa vide vi, at vi kjende ham, naar vi holde hans Bud.
1John	2	4	4. Hvo som siger: jeg kjender ham, og holder ikke hans Bud, han er en Løgner, og i ham er ikke Sandhed;
1John	2	5	5. men hvo, som holder hans Ord, i ham er sandeligen Guds Kjaerlighed fuldkommet. Derpaa kjende vi, at vi ere i ham.
1John	2	6	6. Hvo som siger, at han bliver i ham, han er og skyldig til at vandre saaledes, som han vandrede.
1John	2	7	7. Brødre! jeg skriver Eder ikke et nyt Bud, men et gammel Bud, som I have havt fra Begyndelsen. Det gamle Bud er det ord, som I have hørt fra Begyndelsen.
1John	2	8	8. Atter skriver jeg Eder et nyt Bud, som er sandt i ham og i Eder; thi Mørket drager bort, og det sande Lys skinner allerede.
1John	2	9	9. Hvo som siger, at han er i Lyset, og hader sin Broder, han er endnu i Mørket.
1John	2	10	10. Hvo som elsker sin Broder, bliver i Lyset og der er ingen Forargelse i ham.
1John	2	11	11. Men hvo som hader sin Broder, er i Mørket og vandrer i Mørket og veed ikke, hvor han gaaer, fordi Mørket har forblindet hans Øine.
1John	2	12	12. Jeg skriver til Eder, mine Børn! thi Eders Syndere ere Eder forladne formedelst hans Navn.
1John	2	13	13. Jeg skriver til Eder, I Faedre! thi I have kjendt ham, som er fra Begyndelsen. Jeg skriver til Eder, I Unge! thi I have overvundet den Onde. Jeg skriver til Eder, I Børn thi I have kjendt Faderen.
1John	2	14	14. Jeg skrev til Eder, I faedre! thi I have kjendt ham, som er fra Begyndelsen. jeg skrev til Eder, I unge! thi I ere staerke, og Guds Ord bliver i Eder, og I have overvundet den Onde.
1John	2	15	15. Elsker ikke Verden, ikke heller de Ting, som ere i Verden! Dersom Nogen elsker Verden, er Faderens Kjaerlighed ikke i ham.
1John	2	16	16. Thi alt det, som er i Verden, Kjødets Lyst og Øinenes Lyst og Livets Hoffaerdighed, er ikke af Faderen, men af Verden.
1John	2	17	17. Og Verden forgaaer og dens Lyst; men hvo, som gjør Guds Villie bliver til evig Tid.
1John	2	18	18. Mine Børn! det er den sidste Time, og som I have hørt, at Antichristen kommer, saa ere nu mange Antichrister fremkomne; hvoraf vi kjende, at det er den sidste Time.
1John	2	19	19. De ere udgangne fra os, men de vare ikke af os; thi dersom de havde vaeret af os, da vare de vel blevne hos os. Men det skulde vorde aabenbart, at de ikke alle ere af os.
1John	2	20	20. Og I have Salvelse af den Hellige og vide Alt.
1John	2	21	21. Jeg skrev ikke til Eder, fordi I ikke vide Sandheden; men fordi I vide den, og fordi ingen Løgn er af Sandheden.
1John	2	22	22. Hvo er Løgneren, uden den, som naegter, at Jesus er den Christus? Denne er Antichristen, som naegter Faderen og Sønnen.
1John	2	23	23. Hvo som naegter Sønnen, har ei heller Faderen; hvo som bekjender Sønnen, har og Faderen.
1John	2	24	24. Hvad I da have hørt fra Begyndelsen, det have i Eder! dersom det, som I hørte fra Begyndelsen, bliver i Eder, skulle og I blive i Sønnen og i Faderen.
1John	2	25	25. Og dette er den Forjaettelse, som han tilsagde os, det evige Liv.
1John	2	26	26. Dette har jeg skrevet Eder om dem, som Eder forføre.
1John	2	27	27. Og den Salvelse, som I annammede af ham, bliver i Eder, og I have ikke behov, at Nogen skal laere Eder; men ligesom denne Salvelse laerer Eder Alt og er Sandhed og ingenlunde Løgn, da bliver i ham, som den har laert Eder.
1John	2	28	28. Og nu, mine Børn! bliver i ham, at naar han aabenbares, vi da kunne have Frimodighed og ikke skulle blive beskaemmede af ham ved hans Tilkommelse.
1John	2	29	29. Dersom I erkjende, at han er retfaerdig, da vide I, at hver den, som gjør Retfaerdighed, er født af ham.
------------------------Johannes' Første Brev, Kapitel 3
1John	3	1	1. Seer, hvor stor en Kjaerlighed Faderen har beviist os, at vi skulle kaldes Guds Børn! Derfor kjender Verden os ikke, fordi den kjender ham ikke.
1John	3	2	2. I Elskelige! nu ere vi Guds Børn, og det er endnu ikke aabenbaret, hvad vi skulle vorde; men vi vide, at naar han aabenbares, vi da skulle vorde ham lige; thi vi skulle see ham, som han er.
1John	3	3	3. Og hver, som har dette Haab til ham, renser sig selv, ligesom han er reen.
1John	3	4	4. Hvo som gjør Synd, begaaer og Overtraedelse af Loven, og Synden er Lovens Overtraedelse.
1John	3	5	5. Og I vide, at han er aabenbaret, paa det han skulde borttage vore Synder, og der er ikke Synd i ham.
1John	3	6	6. Hver den, som bliver i ham, synder ikke; hver den, som synder, har ikke seet ham, ei heller kjendt ham.
1John	3	7	7. Mine Børn! Ingen forføre Eder! Hvor som gjør Retfaerdighed, er retfaerdig, ligesom han er retfaerdig.
1John	3	8	8. Hvo som gjør Synd, er af Djaevelen; thi Djaevelen synder fra Begyndelsen. Dertil er Guds Søn aabenbaret, at han skal afskaffe Djaevelens Gjerninger.
1John	3	9	9. Hver den, som er født af Gud, gjør ikke Synd, fordi hans Saed bliver i ham, og han kan ikke synde, fordi han er født af Gud.
1John	3	10	10. Deraf kjendes Guds Børn og Djaevelens Børn; hver den, som ikke gjør Retfaerdighed, er ikke af Gud og hvor som ikke elsker sin Broder.
1John	3	11	11. Thi dette er det Budskab, som I have hørt fra Begyndelsen, at vi skulle elske hverandre;
1John	3	12	12. ikke som Cain var af den Onde og myrdede sin Broder. Og hvorfor myrdede han ham? Fordi hans Gjerningre vare onde, men hans Broders retfaerdige.
1John	3	13	13. Forundrer Eder ikke, mine Brødre! dersom Verden hader Eder.
1John	3	14	14. Vi vide, at vi ere overgangne fra Døden til Livet; thi vi elske Brødrene. Hvo som ikke elsker sin Broder, bliver i Døden.
1John	3	15	15. Hver, som hader sin Broder, er en Manddraber: og I vide, at ingen Manddraber har det evige Liv blivende i sig.
1John	3	16	16. Derpaa have vi kjendt Kjaerligheden, at han har sat sit Liv til for os; ogsaa vi ere skyldige at saette Livet til for Brødrene.
1John	3	17	17. Men den, som har denne Verdens Gods og seer sin Broder lide Mangel og lukker sit Hjerte for ham, hvorledes bliver Guds Kjaerlighed i ham?
1John	3	18	18. Mine Børn! lader os ikke elske med Ord, ei heller med Tunge, men i Gjerning og Sandhed.
1John	3	19	19. Og paa dette kjende vi, at vi ere af Sandheden, og da kunne vi stille vore hjerter tilfreds forhans Aasyn;
1John	3	20	20. thi om end vort hjerte fordømmer os, da er Gud større end vort hjerte, og kjender alle Ting.
1John	3	21	21. I elskelige! dersom vort hjerte ikke fordømmer os, have vi Frimodighed til Gud,
1John	3	22	22. og hvad vi bede om, det skulle vi annamme af ham; thi vi holde hans Bud og gjøre det, som er behageligt for ham.
1John	3	23	23. Og dette er hans Bud, at vi skulle troe paa hans Søns Jesu Christi Navn og elske hverandre efter det Bud, han gav os.
1John	3	24	24. Og hvo som holder hans Bud, han bliver i Gud, og Gud i ham; og derpaa kjende vi, at han bliver i os, af den Aand, som han har givet os.
------------------------Johannes' Første Brev, Kapitel 4
1John	4	1	1. I Elskelige! troer ikke hver Aand, men prøver Aanderne, om de ere af Gud; thi mange falske Propheter ere udgangne i Verden.
1John	4	2	2. Derpaa kjende I Guds Aand: hver Aand, som bekjender Jesus Christus at vaere kommen i Kjødet, er af Gud,
1John	4	3	3. Og hver Aand, som ikke bekjender Jesus Christus at vaere kommen i Kjødet, er ikke af Gud; og hvilken i hørte, at han kommer, og han er allerede nu i Verden.
1John	4	4	4. Mine Børn! I ere af Gud og have overvundet dem; thi den, som er i Eder, er større end den, der i Verden.
1John	4	5	5. De ere af Verden, derfor tale de af Verden, og Verden hører dem.
1John	4	6	6. Vi ere af Gud. Hvo som kjender Gud, hører os; hvo som ikke er af Gud, hører os ikke. Derpaa kjende vi Sandhedens Aand og Vildfarelsens Aand.
1John	4	7	7. I Elskelige! lader os elske hverandre; thi Kjaerligheden er af Gud, og hver den, som elsker, er født af Gud og kjender Gud.
1John	4	8	8. Hvo som ikke elsker, kjender ikke Gud; thi Gud er Kjaerlighed.
1John	4	9	9. Derud er Guds Kjaerlighed aabenbaret iblandt os, at Gud har sendt sin Søn den eenbaarne til Verden, at vi skulle leve ved ham.
1John	4	10	10. Derudi bestaar Kjaerligheden: ikke at vi have elsket Gud, men at han har elsket os og har udsendt sin Søn til en Forsoning for vore Synder.
1John	4	11	11. I elskelige! har Gud saaledes elsket os, da ere vi og skyldige at elske hverandre.
1John	4	12	12. Ingen har nogen Tid seet Gud; dersom vi elske hverandre, bliver Gud i os, og hans Kjaerlighed er fuldkommet i os.
1John	4	13	13. Derpaa kjende vi, at vi blive i ham, og han i os, fordi han gav os af sin Aand.
1John	4	14	14. Og vi have seet og vidne, at Faderen udsendte Sønnen at vaere Verdens Frelser.
1John	4	15	15. Hvo som bekjender, at Jesus er Guds Søn, i ham bliver Gud, og han i Gud.
1John	4	16	16. Og vi have erkjendt og troet den Kjaerlighed, som Gud har har til os. Gud er Kjaerlighed, og hvo som bliver i Kjaerlighed, bliver i Gud, og Gud i ham.
1John	4	17	17. Derudi fuldkommes Kjaerligheden hos os, at vi have frimodighed paa Dommens dag, fordi ligesom han er, saa ere og vi i denne Verden.
1John	4	18	18. Frygt er ikke i Kjaerligheden, men den fuldkomne Kjaerlighed driver Frygten ud, thi Frygt bringer Pine; men hvo som frygter, er ikke fuldkommet i Kjaerligheden.
1John	4	19	19. Vi elske ham, fordi han elskede os først.
1John	4	20	20. Dersom Nogen siger: jeg elsker Gud, og hader sin Broder, han er en Løgner; thi hvo som ikke elsker sin Broder, som han har seet, hvorledes kan han elske Gud, som han ikke har seet?
1John	4	21	21. Og dette Bud have vi af ham, at den, som elsker Gud, skal og elske sin Broder.
------------------------Johannes' Første Brev, Kapitel 5
1John	5	1	1. Hver den, som troer, at Jesus er Christus, er født af Gud; og hver, som elsker Faderen, elsker og den, som er født af ham.
1John	5	2	2. Derpaa kjende vi, at vi elske Guds Børn, naar vi elske Gud og holde hans Bud.
1John	5	3	3. Thi dette er Kjaerlighed til Gud, at vi holde hans Bud; og hans Bud ere ikke svaere.
1John	5	4	4. Thi alt det, som er født af Gud, overvinder Verden; og vor Tro er den Seir, som har overvundet Verden,
1John	5	5	5. Hvo er den, som overvinder Verden, uden den, som troer, at Jesus er Guds Søn?
1John	5	6	6. Denne er den, som kom med Vand og Blod, Jesus Christus; ikke med Vand alene, men med Vand og Blod og det er Aanden, som vidner, at Aanden er Sandhed.
1John	5	7	7. Thi de ere tre, som vidne (i Himmelen: Faderen, Ordet og den Hellig Aand; og disse tre ere eet.
1John	5	8	8. Og de ere tre, som vidne paa Jorden:) Aanden og vandet og Blodet; og disse tre forene sig til eet.
1John	5	9	9. Dersom vi antage Menneskenes Vidnesbyrd, da er Guds Vidnesbyrd større; thi dette er Guds Vidnesbyrd, hvilket han har vidnet om sin Søn.
1John	5	10	10. Hvo som troer paa Guds Søn, har dette Vidnesbyrd i sig selv; hvo som ikke troer Gud, har gjort ham til en Løgner, fordi han haver ikke troet paa det Vidnesbyrd, som Gud har vidnet om sin Søn.
1John	5	11	11. Og dette er Vidnesbyrdet, at Gud har givet os det evige Liv; og dette Liv er i hans Søn.
1John	5	12	12. Hvo som har Sønnen, har Livet; hvo som ikke har Guds Søn, har ikke Livet.
1John	5	13	13. Dette har jeg skrevet til Eder, I, som troe paa Guds Søns Navn, paa det I skulle vide, at I have det evige Liv, og paa det I skulle troe paa Guds Søns Navn.
1John	5	14	14. Og dette er den Fortrøstning, som vi have til ham, at dersom vi bede om Noget efter hans villie, hører han os.
1John	5	15	15. Og dersom vi vide, at han hører os, i hvad vi bede, da vide vi, at vi erholde de Ting, om hvilke vi have bedet ham.
1John	5	16	16. Dersom Nogen seer sin Broder begaae en Synd, som ikke er til Døden, han bede, og han skal give ham Liv, dem nemlig, som ikke synde til Døden. Der er en Synd til Døden, for den siger jeg ikke, at han skal bede.
1John	5	17	17. Al Uretfaerdighed er Synd; men der er Synd, som ikke er til Døden.
1John	5	18	18. Vi vide, at hver den, som er født af Gud, synder ikke; men hvo som er født af Gud, vogter sig selv, og den Onde rører ham ikke.
1John	5	19	19. Vi vide, at vi ere af Gud, og den ganske Verden ligger i det Onde.
1John	5	20	20. Men vi vide, at Guds Søn er kommen og har givet os Forstand, saa at vi kjende den Sande; og vi ere i den Sande, i hans Søn Jesus Christus. Denne er den Sande Gud og det evige Liv.
1John	5	21	21. Mine Børn, vogter Eder for Afguder! Amen.
------------------------Johannes' Andet Brev, Kapitel 1
2John	1	1	1. Den Aeldste til den udvalgte Frue og hendes børn, hvilke jeg elsker i Sandhed, og ikke jeg alene, men og Alle, som have erkjendt Sandheden,
2John	1	2	2. for den Sandheds Skyld, som bliver i os, og skal vaere med os til evig Tid:
2John	1	3	3. Naade, Barmhjertighed, Fred vaere med Eder, fra Gud Fader og fra den Herre Jesus Christus, Faderens Søn, i Sandhed og Kjaerlighed!
2John	1	4	4. Jeg har meget glaedet mig, at jeg har fundet Børn af dig, som vandre i Sandhed efter det Bud, vi annammede af Faderen.
2John	1	5	5. Og nu beder jeg dig, Frue! ikke som om jeg skrev dig et nyt Bud men det, som vi have fra Begyndelsen, at vi skulle elske hverandre.
2John	1	6	6. Og dette er Kjaerligheden, at vi skulle vandre efter hans Bud. Dette er det Bud, som I hørte fra Begyndelsen, at I skulle vandre efter det.
2John	1	7	7. Thi mange Forførere ere komne ind i Verden, som ikke bekjende Jesus Christus at vaere kommen i Kjødet. En saadan er Forføreren og Antichristen.
2John	1	8	8. Giver Agt paa Eder selv, at vi ikke skulle tabe, hvad vi have arbeidet, men maae bekomme af fuld Løn.
2John	1	9	9. Hver den, som afviger og ikke bliver i Christi Laerdom, har ikke Gud. Hvo som bliver i Christi Laerdom, han har baade Faderen og Sønnen.
2John	1	10	10. Dersom Nogen kommer til Eder og fører ikke denne Laerdom, han annammer ikke tilhuse og byder ham ikke velkommen.
2John	1	11	11. thi hvo som byder ham velkommen, bliver deelagtige i hans onde Gjerninger.
2John	1	12	12. Endskjøndt jeg havde Meget at melde Eder, har jeg ikke villet det med Papir og Blaek; men jeg haaber at komme til Eder og tale mundtligen med Eder, paa det vor Glaede maa vorde fuldkommen.
2John	1	13	13. Din Søsters, den Udvalgtes, Børn hilse dig. Amen.
------------------------Johannes' Tredje Brev, Kapitel 1
3John	1	1	1. Den Aeldste til Cajus, den Elskelige, hvilken jeg elsker i Sandhed.
3John	1	2	2. Du Elskelige! jeg ønsker, at du i Alt maa lide vel og vaere karsk, ligesom din Sjael lider vel.
3John	1	3	3. Thi jeg blev meget glad, der Brødrene kom og vidnede om din Sandhed, hvorledes du vandrer i Sandheden.
3John	1	4	4. Jeg har ingen større Glaede end denne, at jeg hører mine Børn vandre i Sandheden.
3John	1	5	5. Du Elskelige! du gjør troligen Alt, hvad du gjør mod Brødrene og mod de Fremmede,
3John	1	6	6. hvilke have vidnet for Menigheden om din Kjaerlighed; og du gjør vel, naar du befordrer deres Reise saaledes, som det er sømmeligt for Gud.
3John	1	7	7. thi for hans Navns Skyld ere de dragne ud, og de have Intet taget af Hedningerne.
3John	1	8	8. Derfor ere vi skyldige at antage os Saadanne, paa det vi kunne blive Medarbidere for Sandheden.
3John	1	9	9. Jeg har tilskrevet Menigheden; men Diotrephes, som vil gjerne vaere den Ypperste iblandt dem, antager os ikke.
3John	1	10	10. Derfor, naar jeg kommer, vil jeg erindre de Gjerninger, som han gjør, idet han med onde Ord bagvasker os; og ikke nøiet hermed, antager han selv ikke Brødrene, og dem, som ville, formener han det og udstøder dem af Menigheden.
3John	1	11	11. Du Elskelige! Efterfølg ikke det Onde men det Gode. Hvo som gjør Godt, er af Gud; men hvo som gjør Ondt, har ikke seet Gud.
3John	1	12	12. Demetrius har et godt Vidnesbyrd af Alle og af Sandheden selv; ogsaa vi vidne, og I vide, at vort Vidnesbyrd er sandt.
3John	1	13	13. Jeg havde Meget at melde, men jeg vil ikke skrive til dig med Blaek og Pen.
3John	1	14	14. Men jeg haaber snart at see dig, og da skulle vi mundtligen tale sammen. Fred vaere med dig! Vennerne hilse dig. Hils Vennerne, hver isaer. Amen.
------------------------Judas' Brev, Kapitel 1
Jude	1	1	1. Judas, Jesu Christi Tjener, men Jakobs Broder, til de Kaldte, som ere helligede i Gud Fader og bevarede i Jesus Christus:
Jude	1	2	2. Barmhjertighed og Fred og Kjaerlighed vorde Eder mangfoldigen!
Jude	1	3	3. I Elskelige! da jeg alvorligen havde for at skrive Eder om den faelles Frelse, fandt jeg det fornødent at skrive Eder med Formaning om at stride for den Tro, som eengang er overanvordet de Hellige.
Jude	1	4	4. Thi nogle Mennesker have indsneget sig, om hvilke det alt laenge siden forud er skrevet, at de vilde falde under saadan Dom; Ugudelige, som misbruge vor Guds Naade til Uteerlighed og fornaegte den eneste hersker, Gud, og vor Herre Jesus Christus.
Jude	1	5	5. Men jeg vil paaminde Eder, skjøndt I fuldt vel vide det, at Herren, der han havde frelst Folket af Aegyptens Land, ødelagde dog derefter dem, som ikke troede.
Jude	1	6	6. Og Englene, som ikke bevarede deres første Tilstand, men forlode deres egen Bolig, holder han forvarede i evige Laenker under Mørket til den store Dags Dom.
Jude	1	7	7. Ligesom Sodoma og Gomorra og de omliggende Staeder, der de paa samme Maade, som disse, vare henfaldne til Utugt og var gangne efter fremmed Kjød, ere satte til et Exempel, idet de baere en evig Ilds Straf;
Jude	1	8	8. saaledes ere ogsaa disse berusede af Drømme og besmitte Kjødet, men foragte Herskab og bespotter Vaerdigheder.
Jude	1	9	9. Men Michael, Over-Englen, der han tvistede med Djaevelen og talede om Mose Legeme, turde ikke fremføre en Bespottelsesdom, men sagde: Herren straffe dig.
Jude	1	10	10. Men disse bespotte, hvad de forstaae; men de ufornuftige Dyr, deri fordaerves de.
Jude	1	11	11. Vee dem; thi de ere gangne paa Cains Vei og have styrket sig i Bileams Vildfarelse for Vindings Skyld og ere ødelagte i Korahs Gjenstridighed.
Jude	1	12	12. Disse ere Skampletter ved Eders Kjaerlighedsmaaltider, naar de uden Undseelse fraadse med Eder, idet de pleie sig selv; de vandløse Skyer, som omdrives af Veiret; visne Traeer, ufrugtbare, to Gange døde, oprykte med Rod;
Jude	1	13	13. Havets vilde Bølger, som udskumme deres egen Skam; vildfarende Stjerner, for hvilke Mørke og Mulm til evig Tid er bevaret.
Jude	1	14	14. Men om disse har og Enoch, den Syvende fra Adam, spaaet, der han sagde: see, Herren kommer med sine mange tusinde Hellige,
Jude	1	15	15. at holde Dom over Alle og straffe alle Ugudelige iblandt dem for alle deres Ugudeligheds Gjerninger, som de have bedrevet, og for alle de formastelige ord, som de have talet imod ham, de ugudelige Syndere.
Jude	1	16	16. Disse ere de, som knurre, som klage over deres Skjaebne, som vandre efter deres Lyster; deres Mund taler stolte Ord; de ansee med Beundring Personer for Fordeels Skyld.
Jude	1	17	17. Men I, I Elskelige! kommer de Ord ihu, som forud ere talede af vor Herrens Jesu Christi Apostler;
Jude	1	18	18. thi de sagde Eder, at i den sidste Tid skulde der vaere Bespottere, som vandre efter deres ugudeligheds Lyster.
Jude	1	19	19. Disse ere de, som afsondre sig, dyriske, som ikke have Aand.
Jude	1	20	20. Men I, I Elskelige! opbygger Eder selv paa Eders helligste Tro beder udi den Hellig Aand;
Jude	1	21	21. bevarer Eder selv i Guds Kjaerlighed, forventende vor Herres Jesu Christi Barmhjertighed til det evige Liv.
Jude	1	22	22. Og gjører Forskjel, saa I ynkes over Nogle,
Jude	1	23	23. men frelse Andre med Frygt, udrivende dem af Ilden, hadende endog den af Kjødet besmittede Kjortel.
Jude	1	24	24. Men han, som er maegtig til at bevare Eder fra Fald og fremstille Eder for sin Herlighed, ustraffelig, i Fryd,
Jude	1	25	25. den alene vise Gud, vor Frelser, vaere Aere og Majestaet, Kraft og Magt, baade nu og i al Evighed! Amen.
------------------------Johannes' Åbenbaring, Kapitel 1
Rev	1	1	1. Jesu Christi Aabenbaring, som Gud har givet ham, for at vise sine Tjenere de Ting, som snart skulle skee, og han udsendte sin Engel og betegnede dem ved ham for sin Tjener Johannes,
Rev	1	2	2. som har forkyndt Guds Ord og Jesu Christi Vidnesbyrd, og hvad han har seet.
Rev	1	3	3. Salig er den, som laeser, og de, som høre Prophetiens Ord og bevare det, som er skrevet i den; thi Tiden er naer.
Rev	1	4	4. Johannes til de syv Menigheder i Asien: Naade vaere med Eder og Fred fra den, der er og der var og der kommer, og fra de syv Aander som ere for hans Throne,
Rev	1	5	5. og fra Jesus Christus, det troe Vidne, som Førstefødte af de Døde og Jordens Kongers Fyrste, som os elskede og aftvaettede os fra vore Synder med sit Blod,
Rev	1	6	6. og har gjort os til Konger og Praester for sin Gud og Fader: ham vaere Aere og Kraft i al Evighed! Amen.
Rev	1	7	7. See, han kommer med Skyerne, og hvert Øie skal see ham, ogsaa de, som ham igjennemstunge, og alle Jordens Slaegter skulle hyle for ham. Ja, Amen!
Rev	1	8	8. Jeg er Alpha og Omega, Begyndelsen og Enden, siger Herren, den som er og som var og som kommer, den Almaegtige.
Rev	1	9	9. Jeg, Johannes, som og er Eders Broder og meddeelagtig i Traengslen og i Riget og i Jesu Christi Taalmodighed, var paa den Ø, som kaldes Patmos, for Guds Ords og for Jesu Christi, Vidnesbyrds Skyld.
Rev	1	10	10. Jeg henrykkes i Aanden paa Herrens Dag, og jeg hørte bag mig en høi Røst som en Basunes, der sagde:
Rev	1	11	11. Jeg er Alpha og Omega, den Første og den Sidste; og hvad du seer, skriv det i en Bog, og send det til Menighederne i Asien, til Ephesus og til Smyrna og til Pergamus og til Thyatira og til Sardes og til Philadelphia og til Laodicea.
Rev	1	12	12. Og jeg vendte mig for at see Røsten, som talede med mig; og da jeg vendte mig, saae jeg syv Guldlysestager.
Rev	1	13	13. og imellem de syv Lysestager En, lig et Menneskes Søn, iført en sid Kjortel og opbunden under Brystet med et Guldbelte.
Rev	1	14	14. Men hans Hoved og Haar var hvidt som hvid Uld, som Snee; og hans Øine som Ildslue;
Rev	1	15	15. og hans Fødder lige det skinnende Kobber, som glødede i Ovnen; og hans Røst som mange Vandes Lys;
Rev	1	16	16. og han havde syv Stjerner i sin høire Haand, og et tveegget skarpt Svaerd udgik af hans Mund; og hans Ansigt var som Solen, naar den skinner i sin Kraft.
Rev	1	17	17. Og der jeg saae ham, faldt jeg ned for hans Fødder som en Død; og han lagde sin høire Haand paa mig og sagde til mig:
Rev	1	18	18. frygt ikke! Jeg er den Første og den Sidste og de Levende; og jeg var død, og see, jeg er levende i al Evighed! Amen. Og jeg har Helvedets og Dødens Nøgler.
Rev	1	19	19. Skriv, hvad du saae, baade det som er, og det som skal skee herefter;
Rev	1	20	20. de syv Stjerners hemmelighed, hvilke du har seet i min høire Haand, og de syv Guldlysestager. De syv Stjerner ere de syv Menigheders Engle, og de syv Lysestager, som du saae, ere de syv Menigheder.
------------------------Johannes' Åbenbaring, Kapitel 2
Rev	2	1	1. Skriv til Menighedens Engel i Ephesus: dette siger den, som holder de syv Stjerner i sin høire Haand, den som vandrer imellem de syv Guldlysestager:
Rev	2	2	2. jeg veed dine Gjerninger og dit Arbeide og din Taalmodighed, og at du ikke kan fordrage det Onde; og du prøvede dem, som sige sig at vaere Apostler og ere det ikke, og har befundet dem at vaere Løgnere;
Rev	2	3	3. og du har udstaaet og har Taalmodighed; og du har arbeidet for mit Navns Skyld og er ikke bleven traet.
Rev	2	4	4. Men jeg har dette imod dig, at du har forladt din første Kjaerlighed.
Rev	2	5	5. Kom derfor ihu, hvorfra du er falden, og vend om og gjør de forrige Gjerninger; men hvis ikke, da kommer jeg snart over dig og vil flytte din Lysestage fra dens Sted, hvis du ikke omvender dig.
Rev	2	6	6. Dog, det har du, at du hader de Nikolaiters Gjerninger, hvilke og jeg hader.
Rev	2	7	7. Hvo som har Øren, høre, hvad Aanden siger til Menighederne: den som seirer, han vil jeg give at aede af Livsens Trae, som er midt i Guds Paradis.
Rev	2	8	8. Og skriv i Menighedens Engel i Smyrna: dette siger den Første og den Sidste, han, som var død og er bleven levende:
Rev	2	9	9. jeg veed dine Gjerninger og din Traengsel og din Fattigdom, (dog du er rig) og Bespottelsen af den, som sige sig selv at vaere Jøder, og ere det ikke, men ere Satans Synagoge.
Rev	2	10	10. Frygt ikke for det, du skal lide! See, Djaevelen skal kaste Nogle af Eder i Faengsel, paa det I skulle fristes og I skulle have Traengsel i ti Dage. Vaer tro indtil Døden, saa vil jeg give dig Livsens Krone.
Rev	2	11	11. Hvo som har Øren, høre, hvad Aanden siger til Menighederne: den, som seirer, skal indgenlunde skades af den anden Død.
Rev	2	12	12. Og skriv til Menighedens Engel i Pergamus: dette siger den, som har det tveeggede skarpe Svaerd:
Rev	2	13	13. jeg veed dine Gjerninger, og hvor du boer, der, hvor Satans Throne er; og du holder ved mit Navn og fornaegtede ikke min Tro, endog i de Dage, i hvilke Antipas var, mit tro Vidne som blev ihjelslagen hos Eder, der hvor Satan boer.
Rev	2	14	14. Men jeg har noget Lidet imod dig, at du har hos dig Nogle, som holde ved Bileams Laere, der laerte Balak at kaste Forargelse for Israels Børn, saa de, aade Afgudsoffer og bedreve Hoer.
Rev	2	15	15. Saaledes har du og dem, som holde ved de Nikolaiters Laerdom; hvilkeg jeg hader.
Rev	2	16	16. Vend om! hvis ikke, kommer jeg snart over dig og vil stride imod dem med min Munds Svaerd.
Rev	2	17	17. Hvo som har Øren, høre, hvad Aanden siger til Menighederne: den, som seirer, han vil jeg give at aede af den skjulte Manna, og jeg vil give ham en hvid Steen, og et nyt Navn skrevet paa Stenen, hvilket Ingen kjender, uden den, som annammer det.
Rev	2	18	18. Og skriv til Menighedens Engel i Thyatira: dette siger Guds Søn, der har Øine som Ildslue, og hvis Fødder ere som skinnende Kobber:
Rev	2	19	19. jeg veed dine Gjerninger og din Kjaerlighed og Tjeneste og Tro og Taalmodighed og din Gjerninger, ja de skidste flere end de første.
Rev	2	20	20. Men jeg har noget Lidet imod dig, at du tilsteder den Kvinde Jesabel, som siger sig selv at vaere en Prophetinde, at laere og forføre mine Tjenere til at bedrive hoer og at aede Afgudsoffer.
Rev	2	21	21. Og jeg har givet hende Tid, at hun skulle omvende sig fra hendes Hoeri, og hun har ikke omvendt sig.
Rev	2	22	22. See, jeg kaster hende paa Leiet og hendes Bolere i stor Traengsel, dersom de ikke omvende sig fra deres Gjerninger.
Rev	2	23	23. Og ved Død vil jeg bortrykke hendes Børn, og alle Menigheder skulle kjende, at jeg er den, som ransager Nyrer og Hjerter; og jeg vil give Eder, hver efter Eders Gjerninger.
Rev	2	24	24. Men jeg siger Eder og de Øvrige, som ere i Thyatira, saa mange som ikke annamme denne Laere og ikke kjende Satans Dybder, som de kalde det; jeg vil ikke laegge en anden Byrde paa Eder.
Rev	2	25	25. Kun det, I have, holder det fast, indtil jeg kommer.
Rev	2	26	26. Og den, som seirer, og som varer paa mine Gjerninger indtil enden, han vil jeg give Magt over Hedningerne;
Rev	2	27	27. og han skal regjere dem med et Jernspiir, ligesom Leerkar skulle de sønderknuses, som jeg annammede det af min Fader;
Rev	2	28	28. og jeg vil give ham Morgenstjernen.
Rev	2	29	29. Hvo som har Øren, høre, hvad Aanden siger til Menighederne!
------------------------Johannes' Åbenbaring, Kapitel 3
Rev	3	1	1. Og skriv til Menighedens Engel i Sardes: dette siger den, som har de syv Guds Aander og de syv Stjerner: jeg veed dine Gjerninger, at du har Navn som levende, enddog du er død.
Rev	3	2	2. Bliv vaagen og styrk de Øvrige, som vil døe, thi jeg har ikke fundet dine Gjerninger fuldkomne for Gud.
Rev	3	3	3. Kom derfor ihu, hvorledes du har annammet og hørt, og bevar det og vend om. Dersom du da ikke vil vaage, skal jeg komme over dig som en Tyv, og du skal ikke vide, paa hvilken Stund jeg kommer over dig.
Rev	3	4	4. Dog har du Nogle faa Personer i Sardes, som ikke have bemittet deres Klaeder; de skulle vandre med mig i hvide Klaeder, thi de ere vaerdige dertil.
Rev	3	5	5. Den, som seirer, han skal iføres hvide Klaeder, og jeg vil ikke udslettet hans Navn af Livsens Bog, og jeg vil bekjende hans Navn for min Fader og for hans Engle.
Rev	3	6	6. Hvo som har Øren, høre, hvad Aanden siger til Menighederne!
Rev	3	7	7. Og skriv til Menighedens Engel i Philadelphia: dette siger den Hellige, den Sanddrue, den som har Davids Nøgle, som lukker op, og Ingen lukker til, og lukker til, og Ingen lukker op:
Rev	3	8	8. jeg veed dine Gjerninger. See, jeg har stillet for dig en aabnet Dør, og Ingen kan lukke den; thi du har en liden Kraft, dog har du bevaret mit Ord og ikke fornaegtet mit Navn.
Rev	3	9	9. See, jeg lader komme Nogle af Satans Synagoge, som sige jeg selv at vaere Jøder og ere det ikke, men lyve. See, jeg vil gjøre, at de skulle komme og tilbede for dine Fødder, og kjende, at jeg har elsket dig.
Rev	3	10	10. Efterdi du har bevaret mit Ord om Taalmodighed, vil jeg og bevare dig fra Fristelsens Stund, som skal komme over ganske Jorderige, og friste dem, som boe paa Jorden.
Rev	3	11	11. See jeg kommer snart! Hold fast ved det, du har, at Ingen skal tage din Krone.
Rev	3	12	12. Den, som seirer, han vil jeg gjøre til en Piller i min Guds Tempel, og han skal ikke ydermere gaae ud derfra; og jeg vil skrive min Guds Navn paa ham og min Guds Stad, det nye Jerusalems Navn, hvilken kommer ned af Himmelen fra min Gud, og mit det nye Navn.
Rev	3	13	13. Hvo som har Øren, høre, hvad Aanden siger til Menighederne!
Rev	3	14	14. Og skriv til Menighedens Engel i Laodicea: dette siger den, som er Amen, det trofaste og sanddrue Vidne, Guds Skabnings Begyndelse:
Rev	3	15	15. jeg veed dine Gjerninger, at du er hverken kold eller varm; gik du var kold eller varm!
Rev	3	16	16. Derfor, efterdi du er lunken, og hverken kold eller varm, vil jeg udspye dig af min Mund;
Rev	3	17	17. fordi du siger: jeg er rig og har Overflod og fattes intet; og du veed ikke, at du er elendig og jammerlig og fattig og blind og nøgen.
Rev	3	18	18. Jeg raader dig, at du kjøber af mig Guld, luttret i Ilden, at du kan vorde rig; og hvide Klaeder, at du kan bedaekke dig, og din Nøgenheds Skam ikke skal blottes, og salv dine Øine med Øiensalve, at du kan see.
Rev	3	19	19. Hvilkesomhelst jeg elsker, dem straffer og tugter jeg; vaer derfor nidkjaer og omvend dig.
Rev	3	20	20. See, jeg staaer for Døren og banker; dersom Nogen hører min Røst og oplader Døren, til ham, vil jeg gaae ind og holde Nadvere med ham, og han med mig.
Rev	3	21	21. Den, som seirer, ham vil jeg give at sidde med mig paa min Throne, ligesom og jeg har seiret og sidder hos min Fader paa hans Throne.
Rev	3	22	22. Hvo som har Øren, høre, hvad Aanden siger til Menighederne!
------------------------Johannes' Åbenbaring, Kapitel 4
Rev	4	1	1. Derefter saae jeg, og see, der var en Dør opladt i Himmelen, og den første Røst, som jeg havde hørt som en Basuns, der talede med mig, sagde: stig hid op, og jeg vil vise dig, hvad herefter skal skee.
Rev	4	2	2. Og strax henryktes jeg; og see, en Throne var sat i Himmelen, og En sad paa Thronen.
Rev	4	3	3. Og den Siddende var at see til lig Jaspissteen og Sarder, og der var en Regnbue trindt omkring Thronen, at see til lig Smaragden.
Rev	4	4	4. Og Trindt omkring Thronen vare fire og tyve Throner; og paa de Throner saae jeg fire og tyve Aeldste sidde, iførte hvide Klaeder, og de havde Guldkroner paa deres Hoveder.
Rev	4	5	5. Og af Thronen udgik Lyn og Tordener og Røster, og syv antaendte Falker braendte for Thronen, hvilke ere de syv Guds Aander.
Rev	4	6	6. Og for Thronen var et Glarhav, ligt Krystal, og i Thronens Midte og omkring Thronen vare fire Dyr, fulde af Øine fortil og bagtil.
Rev	4	7	7. Og det første Dyr var ligt en Løve; og det andet Dyr var ligt en Oxe; og det tredie Dyr havde Ansigt som et Menneske; og det fjerde Dyr var ligt en flyvende Ørn.
Rev	4	8	8. Og de fire Dyr havde, hvert isaer, sex Vinder rundt om og indentil fulde af Øine; og de havde ingen Hvile Dag eller Nat, sigende: hellig, hellig, helllig er Herren, Gud, den Almaegtige, den, som var og som er og som kommer!
Rev	4	9	9. Og naar Dyrene give Aere og Priis og Tak til ham, som sidder paa Thronen, ham, som lever i al Evighed,
Rev	4	10	10. da falde de fire og tyve Aeldste ned for ham, som sidder paa Thronen, og tilbede ham, som lever i al Evighed, og laegge deres Kroner ned for Thronen, sigende:
Rev	4	11	11. Vaerdig er du, Herre! at annamme Aere og Priis og Kraft; thi du har skabt alle Ting, og ved din Villie ere de, og bleve de skabte.
------------------------Johannes' Åbenbaring, Kapitel 5
Rev	5	1	1. Og jeg saae i hans høire Haand, som sad paa Thronen, en Bog, beskreven inden og uden og beseglet med syv Segl.
Rev	5	2	2. Og jeg saae en vaeldig Engel, som udraabte med høi Røst: hvo er vaerdig at oplade Bogen og bryde dens Segl?
Rev	5	3	3. Og Ingen i Himmelen, ei heller paa Jorden, ei heller under Jorden, formaaede at oplade Bogen efter at see deri.
Rev	5	4	4. Og jeg graed saare, fordi Ingen fandtes vaerdig at oplade og laese Bogen, ei heller at see deri.
Rev	5	5	5. Og een af de Aeldste sagde til mig: Graed ikke! see, Løven, som er af Judas Stamme, af Davids Rod, har vundet Seir til at oplade Bogen og bryde dens Segl.
Rev	5	6	6. Og jeg saae, og see, midt imellem Thronen og de fire Dyr, og midt imellem de Aeldste stodet Lam, ligesom slagtet, som havde syv Horn og syv Øine, hvilke ere de syv Guds Aander, som ere udsendte til den ganske Jord.
Rev	5	7	7. Og det kom og tog Bogen og hans høire Haand, som sad paa Thronen.
Rev	5	8	8. Og der det havde taget Bogen, faldt de fire Dyr og de fire og tyve Aeldste ned for Lammet, havende hver sin Harpe og Guldskaaler fyldte med Røgelse, som er de Helliges Bønner.
Rev	5	9	9. Og de sang en ny Sang, sigende: du er vaerdig at tabe Bogen og oplade dens Segl, fordi du er slagtet, og med dit Blod har kjøbt os til Gud af alle Stammer og Tungemaal og Folk og Slaegter.
Rev	5	10	10. Og du har gjort os til Konger og Praester for vor Gud, og vi skulle regjere over Jorden.
Rev	5	11	11. Og jeg saa og hørte mange Engles Røst omkring Thronen, og Dyrenes og de Aeldste, og deres tal var titusinde Gange Titusinde, og tusinde Gange Tusinde.
Rev	5	12	12. De sagde med høi Røst: Lammet, som er slagtet, er vaerdig at annamme Magt og Rigdom og Viisdom og Styrke og Priis, og Aere og Velsignelse!
Rev	5	13	13. Og hver Skabning, som er i Himmelen og paa Jorden og under Jorden, og hvad der er i Havet, og Alt, hvad der er i dem, hørte jeg sige: ham, som sidder paa Thronen, og Lammet vaere Velsignelse og Priis og Aere og Kraft i al Evighed!
Rev	5	14	14. Og de fire Dyr sagde: Amen! Og de fire og tyve Aeldste faldt ned og tilbade ham, som lever i al Evighed!
------------------------Johannes' Åbenbaring, Kapitel 6
Rev	6	1	1. Og jeg saae, at Lammet oplod eet af de syv Segl, og jeg hørt eet af de fire Dyr sige som en Tordens Røst: kom og see!
Rev	6	2	2. Og jeg saae, og see, en hvid Hest, og den, som sad paa den, havde en Bue; og han blev given en Krone, og han drog ud seirende og til Seir.
Rev	6	3	3. Og der det oplod det andet Segl, hørte jeg det andet Dyr sige: kom og see!
Rev	6	4	4. Og der fremgik en anden Hest, som var rød; og han, som sad derpaa, blev givet at tage Fred fra Jorden, og at de skulde flygte hverandre; og han blev givet et stort Svaerd.
Rev	6	5	5. Og der det oplod det tredie Segl, hørte jeg det tredie Dyr sige: kom og see! Og jeg saae, og see, en sort Hest, og den, der sad paa den, havde en Vaegt i sin Haand.
Rev	6	6	6. Og jeg hørte en Røst midt iblandt de fire Dyr, som sagde: en Maade Hvede for en Penge og Tre Maader Byg for en Penge, og du skal ikke gjøre Olien og Vinen Skade.
Rev	6	7	7. Og der det oplod det fjerde Segl, hørte jeg det fjerde Dyrs Røst sige: kom og see!
Rev	6	8	8. Og jeg saae, og see, en blegguul Hest, og den, som sad derpaa, hans Navn var Døden, og Helvede fulgte med ham; og ham blev givet Magt over den fjerde Deel af Jorden, at ihjelslaae med Svaerd og med Hunger og med pest og ved Jordens vilde Dyr.
Rev	6	9	9. Og der det oplod det femte Segl, saae jeg under Alteret deres Sjaele som vare myrdede for Guds Ords Skyld og for det Vidnesbyrds Skyld, som de bare.
Rev	6	10	10. Og de raabte med høi Røst og sagde: Herre, du Hellige og Sanddrue! hvor laenge tøver du at dømme og hevne vort Blod paa dem, som boe paa Jorden?
Rev	6	11	11. Og dem bleve givne, hver isaer, lange hvide Kjortler, og der blev sagt til dem, at de skulde hvile sig endnu en liden Tid, indtil Tallet af deres medtjenere og deres Brødre blev fuldt, hvilke herefter skulde ihjelslaaes ligesom de.
Rev	6	12	12. Og jeg saae, at det oplod det sjette Segl, og see, der skete et stort Jordskjaelv, og Solen blev sort som en Haarsaek, og Maanen blev som Blod.
Rev	6	13	13. Og Himmelens Stjerner faldt ned paa Jorden, som et Figentrae nedkaster sine umodne Figen, naar det røres af et staerkt Veir.
Rev	6	14	14. Og Himmelen veg bort, lig en Bog, der sammenrulles, og hvert Bjerg og hver Ø flyttes af deres Steder.
Rev	6	15	15. Og Kongerne paa Jorden og Fyrsterne og de Rige og Øversterne og de Vaeldige og hver Trael og hver Fri skjulte sig i Huler og i Bjergenes Kløfter.
Rev	6	16	16. Og de sagde til Bjergene og Klipperne: styrter over os og skjulter for hans Ansigt, som sidder paa Thronen og for Lammets Vrede!
Rev	6	17	17. Thi hans Vredes den store Dag er kommen; og hvo kan bestaae?
------------------------Johannes' Åbenbaring, Kapitel 7
Rev	7	1	1. Og derefter saae jeg fire Engle staae paa Jordens Fire hjørner, som holdt Jordens fire Vinde, paa det ingen Vind skulle blaese over Jorden, ei heller over Havet, ei heller over noget Trae.
Rev	7	2	2. Og jeg saae en anden Engel opstige fra Solens Opgang, som havde den levende Guds Segl; og han raabte med høi Røst til de fire Engle, hvilke det var givet at skade Jorden og Havet, sigende:
Rev	7	3	3. skader ikke Jorden, ei heller Havet, ei heller Traeerne, indtil vi faae beseglet vor Guds Tjenere i deres Pander.
Rev	7	4	4. Og jeg hørte deres Tal, som bleve beseglede, hundrede og fire og fyrretyve tusinde Beseglede af alle Israels Børns Stammer:
Rev	7	5	5. Af Judas Stamme tolv tusinde Beseglede; af Rubens Stamme tolv tusinde Beseglede; af Gads Stamme tolv tusinde Beseglede;
Rev	7	6	6. af Assers Stamme tolv tusinde Beseglede; af Naphthali' Stamme tolv tusinde Beseglede; af Manasse' Stamme tolv tusinde Beseglede;
Rev	7	7	7. af Simeons Stamme tolv tusinde Beseglede; af Levi' Stamme tolv tusinde Beseglede; af Isachars Stamme tolv tusinde Beseglede;
Rev	7	8	8. af Sebulons Stamme tolv tusinde Beseglede; af Josephs Stamme tolv tusinde Beseglede; af Benjamins Stamme tolv tusinde Beseglede.
Rev	7	9	9. Derefter saae jeg, og see, en stor Skare, hvilken Ingen kunde taelle, af alle Hedninger og Stammer og Folk og Tungemaal, som stode for Thronen og for Lammet, iførte lange hvide Klaeder og Palmegrene i deres Haender,
Rev	7	10	10. og som raabte med høi Røst og sagde: Saliggjørelsen tilhører vor Gud, ham, som sidder paa Thronen og Lammet!
Rev	7	11	11. Og alle Englene stode omkring Thronen og om de Aeldste og om de fire Dyr og faldt ned for Thronen paa deres Ansigt og tilbade Gud og sagde:
Rev	7	12	12. Amen! Velsignelse og Aere og Viisdom og Tak og Priis og Magt og Styrke vaere vor Gud i al Evighed! Amen.
Rev	7	13	13. Og en af de Aeldste talede og sagde til mig: disse, som ere iførte de lange hvide Kjortler, hvor ere de? og hvorfra ere de komne?
Rev	7	14	14. Og jeg sagde til ham: Herre! du veed det. Og han sagde til mig: disse ere de, som ere komne ud af den store Traengsel og have tvaettet deres Kjortler og have gjort dem hvide i Lammets Blod.
Rev	7	15	15. Derfor ere de for Guds Throne og tjene ham Dag og Nat i hans Tempel; og han, som sidder paa Thronen, skal udbrede Paulun over dem.
Rev	7	16	16. De skulle ikke hungre mere, ei heller tørste mere, Solen skal ei falde paa dem, ei heller nogen Hede.
Rev	7	17	17. Thi Lammet, som er i Thronens Midte, skal vogte dem og lede dem til levende Vandkilder; og Gud skal aftørre hver Taare af deres Øine.
------------------------Johannes' Åbenbaring, Kapitel 8
Rev	8	1	1. Og der det oplod det syvende Segl, blev der Stilhed i Himmelen ved en halv Time.
Rev	8	2	2. Og jeg saae de syv Engle, som staae for Gud; og dem bleve givne syv Basuner.
Rev	8	3	3. Og en anden Engel kom og stod ved Røg-Alteret, som havde et Guldrøgelseskar, og han blev given mangen Røgelse, at han, under alle de helliges Bønner, skulde offre den paa det Guld-Alter, som er for Thronen.
Rev	8	4	4. Og Røgen af Røgelsen opsteg med de Helliges Bønner af Engelens Haand for Gud.
Rev	8	5	5. Og Englen tog Røgelseskarret og fyldte det med Ilden og Alteret og kastede det paa Jorden; og der kom Røster og Torden og Lys og Jordskjaelv.
Rev	8	6	6. Og de syv Engle, som havde de syv Basuner, gjorde sig rede til at basune.
Rev	8	7	7. Og den første Engel basunede, og der kom Hagel og Ild, blandet med Blod, og blev kastet paa Jorden; og den tredie Deel af Traeerne opbraendtes, og alt grønt Graes opbraendtes.
Rev	8	8	8. Og den anden Engel basunede, og der blev ligesom et stort Bjerg, braendende i Lue, kastet i Havet; og den tredie Deel af Havet blev Blod.
Rev	8	9	9. Og Trediedelen af Skabningerne i havet, som havde Liv, døde; og Trediedelen af Skibene blev ødelagt.
Rev	8	10	10. Og den tredie Engel basunede, og fra Himmelen faldt en stor Stjerne, braendende som en Fakkel, og den faldt paa Trediedelen af Floderne paa Vandkilderne.
Rev	8	11	11. Og Stjernernes Navn kaldtes Malurt; og den tredie Deel af Vandene blev til Malurt, og mange Menensker døde af Vandene, fordi de vare blevne beske.
Rev	8	12	12. Og en fjerde Engel basunerede, og den tredie Deel af Solen blev ramt og den tredie Deel af Maanen og den tredie Deel af Stjernerne, saa at Trediedelen af dem blev formørket, og at Dagen fattedes Trediedelen af sit Skin og Natten desligeste.
Rev	8	13	13. Og jeg saae, og jeg hørte en Engel flyve midt igjennem Himmelen, som sagde med høi Røst: vee, vee, vee dem, som boe paa Jorden, som de øvrige Basunrøster af de tre Engle, som skulle basune!
------------------------Johannes' Åbenbaring, Kapitel 9
Rev	9	1	1. Og de femte Engel basunede, og jeg saae en Stjerne, nedfalden fra Himmelen paa Jorden, og den blev Nøglen given til Afgrundens Brønd.
Rev	9	2	2. Og den oplod Afgrundens Brønd, og en Røg gik op af Brønden lig Røgen af en stor Ovn; og Solen og Luften blev formørket af Brøndens Røg.
Rev	9	3	3. Og af Røgen udkom Graeshopper paa Jorden, og dem blev given Magt som Jordens Skorpioner have Magt.
Rev	9	4	4. Og der blev sagt til de, at de ikke maatte skade Graesset paa Jorden, ei heller noget Grønt, ei heller noget Trae, men alle de Mennesker, som ikke have Guds Segl i deres Pander.
Rev	9	5	5. Og det blev dem givet ikke at draebe dem, men at pine dem i fem Maaneder; og Pinen, de voldte, var som Pinen af en Skorpion, naar den stikker et Menneske.
Rev	9	6	6. Og i de samme Dage skulle Menneskene søge Døden, og ikke finde den, og begjere at døe, og Døden skal flye fra dem.
Rev	9	7	7. Og Graeshoppernes Skikkelse lignede Heste, udrustede til Krig, og paa deres Hoveder vare som Kroner af Guld, og deres Ansigter vare som Menneskers Ansigter.
Rev	9	8	8. Og de havde Haar som Kvinders Haar, og deres Taender vare som Løvers.
Rev	9	9	9. Og de havde Pantsere som Jernpantsere; og deres Vingers Lyd var som Lyd af Vogne, naar mange Heste fare i Krig.
Rev	9	10	10. Og de havde haler ligesom Skorpioner, og der vare Braadde i deres haler; og deres magt var til at skade Menneskene i frem Maaneder.
Rev	9	11	11. Og de havde en Konge over sig, Afgrundens Engel; hans Navn er paa Hebraisk Abaddon, og paa Graesk har han Navnet Apollyon.
Rev	9	12	12. Det første Vee er til Ende; see, der komme endnu to Veer derefter.
Rev	9	13	13. Og den sjette Engel basunerede, og jeg hørte en Røst af de fire horn paa det Guldalter, somstod for Gud;
Rev	9	14	14. den sagde til den sjette Engel, der havde basunen; løs de fire Engle, som ere bundne ved den store Flod Euphrates.
Rev	9	15	15. Og de fire Engle bleve løste, som til Time og Dag og Maaneed og Aar vare beredte at ihjelslaae den tredie Deel af Menneskene.
Rev	9	16	16. Og Tallet paa Rytternes Haer var to Gange ti tusinde Gange ti Tusinde; og jeg hørte deres tal.
Rev	9	17	17. Og saaledes saae jeg Hestene i Synet og dem, som sadde derpaa, hvilke havde ildrøde og fiolblaae og svovlgule Pantsere; og Hestenes Hoveder vare som Løvers Hoveder, og af deres Munde udgik Ild og Røg og Svovl.
Rev	9	18	18. Af disse tre, af Ilden og Røgen og Svovlet, som udgik af deres Munde, blev Trediedelen af Menneskene ihjelslagen.
Rev	9	19	19. Thi deres magt er deres Mund; thi deres haler ere ligesom Hugorme, og de have Hoveder, og med dem gjøre de Skade.
Rev	9	20	20. Og de øvrige Mennesker, som ikke vare ihjelslagne i disse Plager, hverken omvendte sig fra deres Haenders Gjerninger, faa at de ikke tilbade Djaevle og Afguder af Guld og af Sølv og af Kobber og af Steen og af Trae, som hverken kunne see eller høre eller gaae;
Rev	9	21	21. ei heller omvendte de sig fra deres Mord eller fra deres Trolddom eller fra deres Horeri eller fra deres Tyveri.
------------------------Johannes' Åbenbaring, Kapitel 10
Rev	10	1	1. Og jeg saae en anden vaeldig Engel komme ned fra Himmelen, svøbt i en Sky, og en Regnbue var paa hans Hoved, og hans Ansigt var som Solen, og hans Fødder som Ildstøtter.
Rev	10	2	2. Og han havde i sin Haand en liden Bog, som var opladt, og han satte sin høire Fod paa Havet, men den venstre paa Jorden.
Rev	10	3	3. Og han raabte med staerk Røst, som en Løve brøler; og der han havde raabt, talede de syv Tordener deres Røster.
Rev	10	4	4. Og der de syv Tordener havde talet deres Røster, vilde jeg til at skrive; og jeg hørte en Røst fra Himmelen, som sagde til mig: forsegl, hvad de syv Tordener talede, men nedskriv det ikke.
Rev	10	5	5. Og Englen, som jeg saae staae paa havet og paa Jorden, opløftede sin Haand til Himmelen
Rev	10	6	6. og svoer ved den, som lever i al Evighed, som skabte Himmelen og hvad derudi er, og Jorden og hvad derudi er, og Havet og hvad derudi er, at der ikke mere skal gives Tid;
Rev	10	7	7. men i de Dage, da den syvende Engels Røst skal høres, skal Guds skjulte Raad fuldkommes, som han har forkyndet sine Tjenere, Propheterne.
Rev	10	8	8. Og den Røst, som jeg havde hørt fra Himmelen, talede atter med mig og sagde: gak hen, tag den liden Bog, som er opladt i Engelens Haand, der staaer paa Havet og paa Jorden.
Rev	10	9	9. Og jeg gik hen til Engelen og sagde til ham: giv mig den liden Bog. Og han sagde til mig: tag og nedsvaelg den! og den skal smerte i dit Liv, men i din Mund skal den vaere sød som Honning.
Rev	10	10	10. Og jeg tog den liden Bog af Engelens Haand og nedsvaelgede den: og den var i min Mund sød som Honning, men der jeg havde svaelget den, følede jeg Smerte i mit Liv.
Rev	10	11	11. Og han sagde til mig: det bør dig atter prophetere imod Folk og Hedninger og Tungemaal og mange Konger.
------------------------Johannes' Åbenbaring, Kapitel 11
Rev	11	1	1. Og mig blev givet et Rør, ligesom en Maalestok; og Englen stod der sigende: staa op og maal Guds Tempel og Altreret og dem, som tilbede derudi.
Rev	11	2	2. Men Forgaarden udenfor Templet, gaa den forbi og Maal den ikke, thi den er givetHedningerne; og de skulle nedtraede den hellige Stad i to og fyrretyve Maaneder.
Rev	11	3	3. Og jeg vil give mine tvende Vidner, at de skulle prophetere tusinde to hundrede og tresindstyve Dage, iførte Saekke.
Rev	11	4	4. Disse ere de tvende Olietraeer og de tvende Lysestager, som staae for Jordens Gud.
Rev	11	5	5. Og dersom Nogen vil gjøre dem Skade, udgaaer der Ild af deres Mund og fortaerer deres Fjender; og dersom Nogen vil gøre dem Skade, bør det ham saaledes at ihjelslaaes.
Rev	11	6	6. Disse have magt at tillukke Himmelen at der ingen Regn skal falde i deres Propheties Dage; og de have Magt over Vandene, at forvandle dem til Blod og at slaae Jorden med allehaande Plager, saa ofte de ville.
Rev	11	7	7. Og naar de faae fuldendt deres Vidnesbyrd, skal det Dyr, som opstiger af Afgrunden, føre Krig imod dem og overvinde dem og ihjelslaae dem.
Rev	11	8	8. Og deres Legemer skulle ligge paa den store Stads Gader, hvilken i aandelig mening kaldes Sodoma og Aegypten, der, hvor vor Herre er korsfaestet.
Rev	11	9	9. Og nogle af Folkeslagene og Stammerne og Tungemaalene og Hedningerne skulle see deres Legemer tre Dage og en halv og ikke tilstede deres legemer at laegges i Graven.
Rev	11	10	10. Og de, som boe paa Jorden, skulle glaede sig over dem og fryde sig; og de skulle sende hverandre gaver, fordi disse to Propheter vare dem til plage, som boe paa Jorden.
Rev	11	11	11. Og efter de tre Dage og en halv kom Livs Aande fra Gud i dem; og de stode paa deres Fødder, og en stor Frygt faldt paa dem, som saae dem.
Rev	11	12	12. Og de hørte en staerk Røst fra himmelen, som sagde til dem: stiger hid op. Og de stege op til Himmelen i en Sky, og deres Fjender saae dem.
Rev	11	13	13. Og i samme Stund skete et stort Jordskjaelv, og Tiendedelen af Staden faldt, og der bleve ihjelslagne i Jordskjaelvet syv tusinde personer; og de andre bleve forfaerdede og gave Himmelens Gud Aere.
Rev	11	14	14. Det andet Vee er til Ende; see, det tredie Vee kommer snart.
Rev	11	15	15. Og den syvende Engel basunede, og der hørtes staerke Røster i Himmelen, som sagde: Verdens Riger ere blevne vor Herres og hans Salvedes, og han skal regjere i al Evighed.
Rev	11	16	16. Og de fire og tyve Aeldste, som sade for Gud paa deres Throner, faldt ned paa deres Ansigter og tilbade Gud, sigende:
Rev	11	17	17. vi takke dig, Herre, Gud, den Almaegtige, den, der er og der var og der kommer! fordi du har taget din store magt og dit Kongedømme.
Rev	11	18	18. Og Hedningerne vrededes, og din Vrede er kommen, og de Dødes Tid, at de skulle dømmes, og at du skal give dine Tjenere Propheterne Løn, og de hellige og dem, som frygte dit Navn, de Smaa og de Store, og fordaerve dem, som fordaerve Jorden.
Rev	11	19	19. Og Guds Tempel blev opladt i Himmelen, og hans Pagtes Ark blev seet i hans Tempel, og der kom Lyn og Røster og Tordener og Jordskjaelv og stor Hagel.
------------------------Johannes' Åbenbaring, Kapitel 12
Rev	12	1	1. Og et stort Tegn blev seet i Himmelen: en Kvinde, beklaedt med Solen, og Maanen under hendes Fødder, og paa hendes Hoved en Krone af Tolv Stjerner.
Rev	12	2	2. Og hun var frugtsommelig og skreg i Barnsnød under Fødselsveer.
Rev	12	3	3. Og et andet Tegn blev seet i Himmelen, og see, der var en stor ildrød Drage, som havde syv hoveder og ti Horn, og paa sine Hoveder syv Kroner.
Rev	12	4	4. Og dens hale drog Trediedelen af Himmelens Stjerner og kastede dem paa Jorden. Og Dragen stod for Kvinden, som skulde føde, og naar hun havde født sit Barn, den da kunde opsluge det.
Rev	12	5	5. Og hun fødte et Drengebarn, som skulde regjere alle Folkeslag med et Jernspiir; og hendes Barn blev bortrykt til Gud og hans Throne.
Rev	12	6	6. Og Kvinden flyede i Ørken, hvor hun har et Sted beredt af Gud, at de der skulde ernaere hende tusinde to hundrede og tresindstyve Dage.
Rev	12	7	7. Og der blev en Strid i Himmelen: Michael og hans Engle strede mod Dragen, og Dragen sted og dens Engle.
Rev	12	8	8. Men de maegtede Intet; ei heller blev deres Sted ydermere fundet i Himmelen.
Rev	12	9	9. Og den store Drage blev nedstyrtet, den gamle Slange, som kaldes Djaevelen og Satanas, som forfører den ganske Verden, blev nedstyrtet paa Jorden, og hans Engle bleve nedstyrtede med ham.
Rev	12	10	10. Og jeg hørte en staerk Røst i Himmelen som sagde: nu er Saligheden og Kraften og Riget blevet vor Guds, og magten han Salvedes; thi nedstyrtet er vore Brødres Anklager, som anklagede dem for vor Gud Dag og Nat.
Rev	12	11	11. Og de have overvundet ham ved Lammets Blod og ved Ordet, de vidnede; og de elskede ikke deres Liv indtil Døden.
Rev	12	12	12. Derfor fryder Eder, I Himle, og I, som boe i dem! Vee, dem, som beboe Jorden og Havet; thi Djaevelen er nedstegen til Eder; han har stor Vrede, fordi han veed, at han kun har en liden Tid.
Rev	12	13	13. Og der Dragen saae, at den var styrtet til Jorden, forfulgte den Kvinden, som havde født Drengebarnet.
Rev	12	14	14. Og den store Ørns tvende Vinger bleve Kvinden givne, at hun skulle flyve til Ørken, til sit Sted, hvor hun naeres en Tid og Tider og en halv Tid, borte fra Slangen.
Rev	12	15	15. Og Slangen skød af sin Mund efter Kvinden Vand som en Strøm for at bortskylle hende med Strømmen.
Rev	12	16	16. Og Jorden kom Kvinden til Hjaelp; og Jorden oplod sin Mund og opslugte Strømmen, som Dragen havde skudt af sin Mund.
Rev	12	17	17. Og Dragen forbittredes paa Kvinden og gik bort at føre Krig mod de Øvrige af hendes Saed, dem, som bevare Guds Befalinger og holde ved Jesu Christi Vidnesbyrd. Og jeg stod paa Havets Stand.
------------------------Johannes' Åbenbaring, Kapitel 13
Rev	13	1	1. Og jeg saae et Dyr stige op af Havet, som havde syv Hoveder og ti Horn og paa sine Horn ti Kroner og paa sine Hoveder Bespottelsens Navn.
Rev	13	2	2. Og Dyret, som jeg saae, var ligt en Parder og dets Fødder som en Bjørns og dens Mund som en Løves Mund; og Dragen gav det sin Kraft og sin Throne og stor Magt.
Rev	13	3	3. Og jeg saae eet af dets Hoveder ligesom saaret til Døden, og dets dødelige Saar blev laegt, og al Jorden forundrede sig og fulgte efter Dyret.
Rev	13	4	4. Og de tilbade Dragen, som havde givet Dyret magt; og de tilbade Dyret og sagde: hvo er Dyret lig? hvo kan stride imod det?
Rev	13	5	5. Og en Mund blev det given til at tale store Ting og Bespottelse, og Magt blev det given til at virke i to og fyrretyve Maaneder.
Rev	13	6	6. Og det oplod sin Mund til Bespottelse imod Gud, at bespotte hans Navn og hans Paulun og dem, som boe i Himmelen.
Rev	13	7	7. Og der blev givet det at føre Krig mod de Hellige og at overvinde dem; og Magt blev det given over hver Stamme og hvert Tungemaal og hvert Folk.
Rev	13	8	8. Og de skulle tilbede det, Alle, som boe paa Jorden, hvis Navne ikke fra Verdens Begyndelse ere skrevne i Lammets, det slagtedes, Livsens Bog.
Rev	13	9	9. Dersom Nogen har Øren, han høre!
Rev	13	10	10. Dersom Nogen samler til Faengsel, han gaaer i Faengsel; dersom Nogen Draeber med Svaerd, ham bør det at draebes med Svaerd. Her er de Helliges Taalmodighed og Tro.
Rev	13	11	11. Og jeg saae et andet Dyr stige op af Jorden, og det havde to Horn lige med Lammet og talede som Dragen.
Rev	13	12	12. Og det øver al det første Dyrs magt for dets Aasyn og gjør, at Jorden og de, som boe derpaa, skulle tilbede det første Dyr, hvis dødelige Saar blev laegt.
Rev	13	13	13. Og det gjør store Tegn, saa at det endog kommer Ild til at falde ned af Himmelen paa Jorden for menneskenes Aasyn.
Rev	13	14	14. Og det forfører dem, som boe paa Jorden, for de Tegns Skyld, hvilke ere givne det at gjøre for Dyrets Aasyn, sigende til dem, som boe paa Jorden, at de skulle gjøre et Billede for det Dyr, som fik Saar af Svaerdet, og dog levede.
Rev	13	15	15. Og det fik magt at give Dyrets Billede Aand, at Dyrets Billede endog kunde tale og gjøre, at hvilkesomhelst, der ikke vilde tilbede Dyrets Billede, skulde ihjelslaaes.
Rev	13	16	16. Og det gjør, at der gives Alle, baade Smaa og Store, baade Rige og Fattige, baade Frie og Traelle, et Maerke i deres høire Haand eller i deres Pande;
Rev	13	17	17. og at Ingen kan kjøbe eller saelge, uden den, som har Maerket eller Dyrets Navn eller dets Navns Tal.
Rev	13	18	18. Her er Viisdom! Hvo som har Forstand, beregne Dyrets Tal; thi det er et Mennesks tal, og dets Tal er sex hundrede tredsindstyve og sex.
------------------------Johannes' Åbenbaring, Kapitel 14
Rev	14	1	1. Og jeg saae, og see, Lammet stod paa Zions Bjerg og med det hundrede fire og fyrretyve Tusinde, som havde dets Faders Navn skrevet i deres Pander.
Rev	14	2	2. Og jeg hørte en Røst af Himmelen, som mange Vandes Lyd og som en staerk Tordens Lyd, og jeg hørte Harpelegeres Lyd, som legede paa deres Harper.
Rev	14	3	3. Og de sang en ny Sang for Thronen og for de fire Dyr og de Aeldste; og Ingen kunde laere den Sang uden de hundrede og fire fyrretyve Tusinde, de Kjøbte fra Jorden.
Rev	14	4	4. Disse ere de, som ikke have besmittet sig med Kvinder, thi de ere Jomfruer; disse ere de, som følge Lammet, i hvor det gaar. Disse ere Kjøbte fra Menneskene, en Førstegrøde for Gud og Lammet,
Rev	14	5	5. og i deres Mund er ikke funden Svig; thi de ere ustraffelige for Guds Throne.
Rev	14	6	6. Og jeg saae en anden Engel flyve midt igjennem Himmelen, som havde et evigt Evangelium at forkynde dem, som boe paa Jorden, og alle Slaegter og Stammer og Tungemaal og Folk;
Rev	14	7	7. som sagde med høi røst: frygter Gud og giver ham Aere, thi hans Doms Time er kommen; og tilbeder den, som har gjort Himmelen og Jorden og Havet og Vandenes Kilder.
Rev	14	8	8. Og en anden Engel fulgte, som sagde: den er falden, den er falden, Babylon den store Stad; thi den har givet alle Hedninger at drikke af sit Horeries giftige Viin.
Rev	14	9	9. Og den tredie Engel fulgte dem og sagde med høi røst: dersom Nogen tilbeder Dyret og dets Billede og tager Maerket i sin pande eller i sin Haand,
Rev	14	10	10. han drikke og Guds Vredes Viin, som er iskjenket ublandet i hans Fortørnelses Kalk; og han skal pines med Ild og Svovl for de hellige Engles og for Lammets Aasyn.
Rev	14	11	11. Og deres Pines Røg opstiger i al Evighed; og de have ikke Hvile Dag eller Nat, de, som tilbede Dyret og det Billede, og hvo som annammer dets Navns Maerke.
Rev	14	12	12. Der er de helliges taalmodighed; her ere de, som bevare Guds Befalinger og Jesu Tro.
Rev	14	13	13. Og jeg hørte en Røst af Himmelen, som sagde til mig: skriv: salige ere de Døde, som døe i Herren, herefter. Ja, Aanden siger, at de skulle hvile fra deres Arbeider, men deres Gjerninger følge med dem.
Rev	14	14	14. Og jeg saae, og see, en hvid Sky, og En sad paa Skyen, lig et Menneskes Søn, som havde en Guldkrone paa sit Hoved og en skarp Segl i sin Haand.
Rev	14	15	15. Og en anden Engel udgik af Templet, som raabte med høi Røst til den, som sad paa Skyen: udstraek din Segl og høst; thi Timen at høste er kommen, fordi Jordens Høst er moden.
Rev	14	16	16. Og den, som sad paa Skyen, lod sin Segl gaae over Jorden, og Jorden blev høstet.
Rev	14	17	17. Og en anden Engel udgik af Templet i Himmelen; ogsaa han havde en skarp Segl.
Rev	14	18	18. Og en anden Engel udgik fra Alteret, som havde Magt over Ilden; og han raabte med staerk Skrig til den, som havde den skarpe Segel, sigende: udstraek din skarpe Segel og afskaer Druerne af Jordens Viintrae; thi dets Druer ere modne.
Rev	14	19	19. Og Englen lod sin Segel gaae over Jorden og afskar Frugten af Jordens Viintrae og kastede den i Guds Vredes store Persekar.
Rev	14	20	20. Og Persekarret blev traadt uden for Staden, og der gik Blod ud af Persekarret indtil Hestenes Bidsler, tusinde og sex hundrede Stadier langt.
------------------------Johannes' Åbenbaring, Kapitel 15
Rev	15	1	1. Og jeg saae et andet Tegn i Himmelen, stort og forunderligt: syv Engle, som havde de syv sidste Plager; thi med disse fuldkommes Guds Vrede.
Rev	15	2	2. Og jeg saae som et Glarhav, blandet med Ild, og dem, som havde vundet Seier over Dyret og over dets Billede og over dets Maerke og over dets Navns Tal, staaende ved Glarhavet og holdende Guds Harper.
Rev	15	3	3. Og de sang Mose, den Guds Tjeners, Sang, og Lammets Sang, sigende: store og forunderlige ere dine Gjerninger, Herre, Gud, du Almaegtige! Retfaerdige og sande ere dine Veie, du de Helliges Konge!
Rev	15	4	4. Hvo skulde ikke frygte dig, Herre! og prise dit Navn? Thi du er alene hellig; thi alle Folkeslag skulle komme og tilbede for dit Aasyn, fordi dine Dommere ere aabenbarede.
Rev	15	5	5. Og derefter saae jeg, og see, Vidnesbyrdets Tabernakel i Himmelen blev opladt,
Rev	15	6	6. og de syv Engle, som havde de syv Plager, udgik af Templet, iførte et reent og skinnende Lindklaede og opbundne under Brystet med Guldbelter.
Rev	15	7	7. Og eet af de fire Dyr gav de syv Engle syv Guldskaaler fyldte med Guds Vrede, hans, som lever i al Evighed.
Rev	15	8	8. Og Templet fyldtes med Røg af Guds Herlighed og af hans Magt; og Ingen kunde indgaae i Templet, førend de syv Engles syv Plager fik Ende.
------------------------Johannes' Åbenbaring, Kapitel 16
Rev	16	1	1. Og jeg hørte en staerk Røst fra Templet, som sagde til de syv Engle: gaaer hen og udgyder Guds Vredes Skaaler paa Jorden.
Rev	16	2	2. Og den første gik hen og udgød sin Skaal paa Jorden, og der blev en ond og fordaervelig Byld paa de Mennesker, som havde Dyrets Maerke, og dem, som tilbade dets Billede.
Rev	16	3	3. Og den anden Engel udgød sin Skaal i Havet, og det blev Blod som af en Myrdet, og hver levende Sjael i Havet døde.
Rev	16	4	4. Og den tredie Engel udgød sin Skaal i Floderne og Vandkilderne, og de bleve Blod.
Rev	16	5	5. Og jeg hørte Vandenes Engel sige: retfaerdig er du Herre! du, som er og som var, du Hellige, at du har udført denne Dom.
Rev	16	6	6. Fordi de have udøst Helliges og Propheters Blod, har du og givet dem Blod at drikke; thi de ere det vaerd.
Rev	16	7	7. Og jeg hørte en Anden fra Alteret, sige; ja Herre, Gud, du Almaegtige! dine Domme ere sande og retfaerdige.
Rev	16	8	8. Og den fjerde Engel udgød sin Skaal i Solen; og den fik Magt at braende Menneskene med Ild.
Rev	16	9	9. Og Menneskene braendte i stor Hede og bespottede Guds Navn, som har Magt over disse Plager; og de omvendte sig ikke at give ham Aere.
Rev	16	10	10. Og den femte Engel udgød sin Skaal paa Dyrets Throne; og dets Rige blev formørket, og de tyggede deres Tunger af Pine.
Rev	16	11	11. Og de bespottede Himmelens Gud for deres Piner og for deres Bylder; og de omvendte sig ikke fra deres Gjerninger.
Rev	16	12	12. Og den sjette Engel udgød sin Skaal i den store Flod Euphrates; og dens Vand borttørredes, paa det Veien skulde beredes for Kongerne fra Østen.
Rev	16	13	13. Og jeg saae af Dragens Mund og af Dyrets Mund og af den falske Prophets Mund udkomme tre urene Aander, som lignede Padder.
Rev	16	14	14. Thi de ere Djaevelens Aander og gjøre Tegn; og de gaae ud til Jordens, ja hele Jorderiges Konger, at samle dem til Krigen pa Guds den Almaegtiges hiin store Dag.
Rev	16	15	15. See, jeg kommer som en Tyv. Salig er den, som vaager og bevarer sine Klaeder, at han ikke skal gaae nøgen, og de skulle see hans Skam.
Rev	16	16	16. Og de samlede dem til det Sted, som kaldes paa Hebraisk Harmagedon.
Rev	16	17	17. Og den syvende Engel udgød sin Skaal i Luften; og en staerk Røst udgik fra Templet i Himmelen, fra Thronen, som sagde: det er skeet.
Rev	16	18	18. Og der skete Røster og Tordener og Lyn; og der skete et stort Jordskaelv, saadant som ikke er skeet fra den Tid, at Menneskene bleve til paa Jorden, et saadant Jordskaelv, saa stort.
Rev	16	19	19. Og den store Stad blev til tre Dele, og Hedningernes Staeder nedfaldt; og den store Babylon blev ihukommet for Gud, at han vilde skjenke hende med Vinen af sin strenge Vrede.
Rev	16	20	20. Og hver Ø flyede, og Bjergene blev ikke fundne.
Rev	16	21	21. Og en stor Hagel, centnertung, faldt ned fra Himmelen paa Menneskene; og Menneskene bespottede Gud for Hagelens Plage, thi dens Plage er meget stor.
------------------------Johannes' Åbenbaring, Kapitel 17
Rev	17	1	1. Een af de syv Engle, som havde de syv Skaaler, som og talede med mig og sagde til mig: kom, jeg vil vise dig Dommen over den store Skjøge, som sidder paa de mange Vande
Rev	17	2	2. med hvilken Kongerne paa Jorden have bolet, og de, som boe paa Jorden, ere blevne drukne af hendes Horeries Viin.
Rev	17	3	3. Og han førte mig i Aanden hen i Ørken; og jeg saae en Kvinde, som sad paa et skarlagenfarvet Dyr, fuldt med Bespottelsens Navne, som havde syv Hoveder og ti Horn.
Rev	17	4	4. Og Kvinden var klaedt i Purpur og Skarlagen og udziret med Guld og med Aedelstene og Perler; hun havde et Guldbaeger i sin Haand, fuldt af Verderstyggeligheder og hendes Horefies Ureenhed.
Rev	17	5	5. Og paa hendes Pande var skrevet et Navn: Hemmelighed! Babylon den store, en Moder til Skjøger og al Vederstyggelighed paa Jorden.
Rev	17	6	6. Og jeg saae Kvinden drukken af de Helliges Blod og af Jesu Vidners Blod; og jeg forundrede mig, der jeg saae hende med en stor Forundring.
Rev	17	7	7. Og Englen sagde til mig: hvi forundrede du dig? Jeg vil sige dig den Kvindes Hemmelighed og Dyrets, som baerer hende, som baerer de syv Hoveder og de ti Horn.
Rev	17	8	8. Det Dyr, som du saae, har vaeret og er ikke, og skal opstige af Afgrunden og fare bort til Fordaervelse; og de skulle forundre sig, som boe paa Jorden, de, hvis Navne ikke er skrevne i Livsens Bog, fra Verdens Grundvold blev lagt, naar de see Dyret, som var og ikke, enddog det er.
Rev	17	9	9. Her behøves et Sind, som har Viisdom. De syv Hoveder ere syv Bjerge, paa hvilke Kvinden sidder.
Rev	17	10	10. Ogsaa Kongerne ere syv; de fem ere faldne, og den ene er der, den anden er ikke endnu kommet, og naar han kommer, bør det ham at blive en liden Tid.
Rev	17	11	11. Og Dyret, som var og er ikke, er end selv den ottende og er af de syv og farer bort til Fordaervelse.
Rev	17	12	12. Og de to Horn, som du saae, ere ti Konger, hvilke ikke endnu have annammet Riget, men annammet en Magt som Konger een Time med Dyret.
Rev	17	13	13. Disse have een Mening, og deres Magt og Myndig skulle de overgive Dyret.
Rev	17	14	14. Disse skulle stride med Lammet, og Lammet skal overvinde dem, fordi det er Herrens Herre og Kongers Konge, og de, som ere med det, de Kaldte og Udvalgte og Trofaste.
Rev	17	15	15. Og han sagde til mig: de Vande som du saae, der hvor Skjøgen sidder, ere Folk og Skarer og Slaegter og Tungemaal.
Rev	17	16	16. Og de ti Horn, som du saae paa Dyret, disse skulle hade Skjøgen og gjøre hende øde og nøgen og aede hendes Kjød og opbraende hende med Ild.
Rev	17	17	17. Thi Gud har givet dem i Hjertet at gjøre efter hans Sind og at have eet Sind og at give Dyret deres Rige, indtil Guds Ord blive fuldbyrdede.
Rev	17	18	18. Og Kvinden, som du saae, er den store Stad, som har Herredømme over Jordens Konger.
------------------------Johannes' Åbenbaring, Kapitel 18
Rev	18	1	1. Og derefter saae jeg en Engel fare ned fra Himmelen, som havde stor Magt, og Jorden oplystes af hans Glands.
Rev	18	2	2. Og han raabte med Styrke, men høi Røst, og sagde: den er falden, den er falden, Babylon den store, og er bleven Djaevelenes Bolig og et Faengsel for alle urene Aander, og et Faengsel for alle urene og afskyede Fugle!
Rev	18	3	3. Thi af hendes Horeries giftige Viin have alle Folkeslag drukket, og Jordens Konger have bolet med hende, og Jordens Kjøbmaend ere blevne rige af hendes Yppigheds Fylde.
Rev	18	4	4. Og jeg hørte en anden røst fra Himmelen, som sagde: gaaer bort fra hende, I mit Folk! at I ikke skulle blive deelagtige i hendes Synder, og at I ikke skulle rammes af hendes Plager.
Rev	18	5	5. Thi hendes Synder naae indtil Himmelen, og Gud har kommet hendes Uretfaerdigheder ihu.
Rev	18	6	6. Betaler hende, som hun har betalt Eder, og gjengaelder hende dobbelt efter hendes Gjerninger: skjenker hende dobbelt i den Kalk, som hun har skjenket med.
Rev	18	7	7. Saa meget som hun har ophøiet sig selv og levet i Yppighed, saa meget giver hende af Pine og Sorrig. Fordi hun siger i sit Hjerte: jeg sidder som Dronning og er ikke Enke, og Sorrig skal jeg ingenlunde see,
Rev	18	8	8. derfor skulle hendes Plager komme paa een Dag: Død og Sorrig og Hunger, og hun skal opbraendes med Ild; thi staerk er den Herre Gud, som dømmer hende.
Rev	18	9	9. Og Jordens Konger skulle begraede hende og hyle over hende, de, som have bolet og drevet Vellyst med hende, naar de see, Røgen af hendes Brand,
Rev	18	10	10. staaende langt borte af Frygt for hendes Piinsel, og sigende: vee! vee! du store Stad, Babylon, du staerke Stad; thi paa een Time er din Dom kommen.
Rev	18	11	11. Og Jordens Kjøbmaend skulle graede og sørge over hende, fordi Ingen mere kjøber deres Ladning:
Rev	18	12	12. Ladning af Guld og Sølv og dyrebare Stene og Perler og kosteligt Linklaede og Purpur og Silke og Skarlagen og allehaande vellugtende Trae og allehaande Arbeide af Elfenbeen og allehaande Arbeide af kosteligt Trae og af Kobber og Jern og Marmor
Rev	18	13	13. og Kaneelbark og Røgelser og Salve og Virak og Viin og Olie og fint Meel og Hvede og Øxne og Faar og Heste og Vogne og Slaver, ja Menneskesjaele.
Rev	18	14	14. Og Frugten, din Sjael lystedes ved, er vegen fra dig, og alt det Laekkre og Glindsende er veget fra dig, og du skal ingenlunde finde det mere.
Rev	18	15	15. De, som handlede dermed, som ere blevne rige ved hende, skulle staae langt borte af Frygt for hendes Piinsel og graede og sørge, sigende:
Rev	18	16	16. vee! vee! den store Stad, som var klaedt i kosteligt Lindklaede og Purpur og Skarlagen, og udziret med Guld og Aedelstene og Perler; thi i een Time er saa stor Rigdom gaaet tilgrunde.
Rev	18	17	17. Og alle Styrmaend og den hele Hob paa Skibene og Søfolkene og Alle, som befare Havet, stode langt borte,
Rev	18	18	18. og raabte, der de saae Røgen af hendes Brand, og sagde: hvo var lig den store Stad?
Rev	18	19	19. Og de kastede Støv paa deres Hoveder graedende og sørgende, og sagde: vee! vee! den store Stad i hvilken Alle, som havde Skibe paa Havet, berigedes af dens Pragt; thi i een Time er den gaaet tilgrunde.
Rev	18	20	20. Fryd dig over den, du Himmel, og I hellige Apostler og Propheter; fordi Gud har udført Eders Ret imod den.
Rev	18	21	21. Og en vaeldig Engel opløftede en Steen som en stor Møllesteen og kastede den i Havet og sagde: saa skal Babylon, den store Stad nedkastes med hast og ikke findes mere.
Rev	18	22	22. Og Harpelegeres og Sangeres og Fløiters og Basuners Lyd skal ikke høres i dig mere; og ikke nogen Kunstner i nogen Kunst findes i dig mere; og Møllens Lyd ikke høres i dig mere;
Rev	18	23	23. og Lampens Lys skal ikke skinne i dig mere; og Brudgoms og Bruds Røst ikke høres i dig mere, fordi dine Kjøbmaend vare Fyrster paa Jorden, fordi ved din Trolddom ere alle Folkene bedaarede.
Rev	18	24	24. Og i den er Propheters og Helliges Blod fundet alle deres, som ere myrdede paa Jorden.
------------------------Johannes' Åbenbaring, Kapitel 19
Rev	19	1	1. Og derefter hørte jeg en høi Røst af en stor Skare i Himmelen, som sagde: Halleluja! Saliggjørelse og Aere og Priis og Magt vaere Herren vor Gud!
Rev	19	2	2. Thi sande og retfaerdige ere hans Domme, at han har dømt den store Skjøge, som fordaervede Jorden med sit Horeri, og at han har kraevet sine Tjeneres Blod af hendes Haand.
Rev	19	3	3. Og de sagde anden gang: Halleluja! og hendes Røg opstiger i al Evighed.
Rev	19	4	4. Og de fire og tyve Aeldste og de fire Dyr faldt ned og tilbade Gud, som sad paa Thronen, og sagde Amen! Halleluja!
Rev	19	5	5. Og en røst udgik fra Thronen, som sagde: lover vor Gud, alle hans Tjenere, og I, som ham frygte, baade de Smaa og de Store!
Rev	19	6	6. Og jeg hørte som en stor Skares Røst og som mange Vandes Lys og som staerke Tordeners Lyd, som sagde: Helleluja! fordi Herren, Gud, den Almaegtige, har antaget Riget.
Rev	19	7	7. Lader os glaede og fryde os og give ham Aeren; thi Lammmets Bryllup er kommet, og hans Brud har smykket sig.
Rev	19	8	8. Og det blev hende givet at føre sig i rent og skinnende Linklaede; thi Lindklaedet er de Helliges Dyder.
Rev	19	9	9. Og han siger til mig: skriv: salige ere de, som ere kaldede til Lammets Bryllups Nadvere! Og han siger til mig: disse ere de sande Guds Ord.
Rev	19	10	10. Og jeg faldt ned for hans Fødder at tilbede ham, og han siger til mig: gjør det ikke! Jeg er din Medtjener og dine Brødres, som have Jesu Vidnesbyrd; tilbed Gud; thi Jesu Vidnesbyrd er Prophetiens Aand.
Rev	19	11	11. Og jeg saae himmelen opladt, og see, en hvid Hest, og den, der sad paa den, kaldes Sanddru og Trofast, og han dømmer og strider med Retfaerdighed.
Rev	19	12	12. Men hans Øine vare som Ildslue, og der var mange Kroner paa hans Hoved; han havde et Navn skrevet, hvilket Ingen kjender, uden han selv;
Rev	19	13	13. og han var iført et Klaede, dybbet i Blod, og hans Navn kaldes: Guds Ord.
Rev	19	14	14. Og haerene i Himmelen fulgte ham paa hvide Heste, iførte hvidt og reent Lindklaede.
Rev	19	15	15. Og af hans Mund udgik et skarpt Svaerd, at han med det skulde slaae Hedningerne; og han skal regere dem med et Jernspiir, og han skal traede Guds, de Almaegtiges, Vredes og Fortaernelses Viins Persekar.
Rev	19	16	16. Og han har et Navn skrevet paa Klaedebonnet paa sin Laend: Kongers Konge og Herrers Herre.
Rev	19	17	17. Og jeg saae en Engel staaende i Solen, og han raabte med høi røst og sagde til alle Fugle, som flyve midt under Himmelen: kommer og forsamles til den store Guds Nadvere,
Rev	19	18	18. for at aede Kongers Kjød og Krigshøvdingers Kjød og Vaeldiges Kjød og Kjødet af Heste og af dem, som sidde paa dem, og Kjødet af Alle, Frie og Traelle, og Smaa og Store.
Rev	19	19	19. Og jeg saae Dyret og Kongerne paa Jorden og deres Haere, forsamlede, at føre Krig imod den, som sad paa Hesten og imod hans Haer.
Rev	19	20	20. Og Dyret blev grebet og med det den falske Prophet, som havde gjort Tegnene for dets Aasyn, med hvilke han havde forført dem, som toge Dyrets Maerke, og dem, som tilbade dets Billede; disse To bleve levende kastede i Ildsøen, som braender med Svovl.
Rev	19	21	21. Og de Andre bleve ihjelslagne med hans Svaerd, som sad paa Hesten, hvilken udgik af hans Mund, og alle Fugle blev maettede af deres Kjød.
------------------------Johannes' Åbenbaring, Kapitel 20
Rev	20	1	1. Og jeg saae en Engel fare ned fra Himmelen; han havde Afgrundens Nøgle og en stor Laenke i sin Haand.
Rev	20	2	2. Og han greb Dragen, den gamle Slange, som er Djaevelen og Satanas, og bandt ham for tusinde Aar
Rev	20	3	3. og kastede ham i Afgrunden og tillukkede og forseglede over ham, at han ikke mere skulde forføre Folkene, indtil de tusinde Aar fuldendtes; og efter dem bør det ham at løses en liden Tid.
Rev	20	4	4. Og jeg saae Throner, og de satte sig paa dem, og Dom blev dem given; og jeg saae deres Sjaele, som vare halshugne for Jesu Vidnesbyrds og for Guds Ords Skyld, og dem, som ikke havde tilbedet Dyret, ei heller dets Billede og ikke havde taget Maerket i deres Pande og paa deres Haand; og de bleve levende og regjerede med Christus i tusinde Aar.
Rev	20	5	5. Men de andre Døde bleve ikke levende igjen, indtil de tusinde Aar fuldendtes. Denne er den første Opstandelse.
Rev	20	6	6. Salig og hellig er den, som har Deel i den første Opstandelse; over disse har den anden Død ikke Magt, men de skulle vaere Guds og Christi Praester og skulle regjere med ham tusinde Aar.
Rev	20	7	7. Og naar de tusinde Aar ere fuldendte, skal Satanas løses af sit Faengsel.
Rev	20	8	8. Og han skal udgaae at forføre Folkene, fra Jordens fire Hjørner, Gog og Magog, at forsamle dem til Strid; deres Tal er om Havets Sand.
Rev	20	9	9. Og de droge frem over Jordens Flade og omringede de Helliges Leir og den elskede Stad, og Ild nedfaldt af Himmelen fra Gud, og fortaerede dem.
Rev	20	10	10. Og Djaevelen, som dem forførte, blev kastet i Søen af Ild og Svovl, hvor Dyret og den falske Prophet var; og de skulle pines Dag og Nat i al Evighed.
Rev	20	11	11. Og jeg saae en stor hvid Throne og ham, som sad derpaa, for hvis Aasyn Jorden og Himmelen flyede; og der blev ikke fundet Sted for dem.
Rev	20	12	12. Og jeg saae de Døde, Smaa og Store staaende for Gud, og Bøgerne bleve opladte; og en anden Bog blev opladt, som er Livsens Bog; og de Døde bleve dømte efter det, som er skrevet i Bøgerne efter deres Gjerninger.
Rev	20	13	13. Og Havet afgav de Døde, som vare i det; og Døden og Helvede afgave de Døde, som var i dem, og de bleve dømte, hver efter sine Gjerninger.
Rev	20	14	14. Og Døden og Helvede bleve kastede i Ildsøen. Denne er den anden Død.
Rev	20	15	15. Og dersom nogen ikke fandtes skreven i Livsens Bog, blev han kastet i Ildsøen.
------------------------Johannes' Åbenbaring, Kapitel 21
Rev	21	1	1. Og jeg saae en ny Himmel og en ny Jord; thi de første Himmel og den første Jord varforgaaet, og Havet var ikke mere.
Rev	21	2	2. Og jeg, Johannes, saae den hellige Stad, det nye Jerusalem, at stige ned af Himmelen fra Gud, beredet som Bruden, smykket for sin Brudgom.
Rev	21	3	3. Og jeg hørte en høi Røst fra Himmelen, som sagde: see, Guds Paulun er hos Menneskene, og han skal boe hos dem, og de skulle vaere hans Folk, og Gud selv skal vaere med dem og vaere deres Gud.
Rev	21	4	4. Og Gud skal aftørre hver Taare af deres øine, og Døden skal ikke vaere mere, ei heller Sorrig, ei heller Skrig, ei heller Pine skal vaere mere; thi det Første er veget bort.
Rev	21	5	5. Og den, som sad paa Thronen, sagde: see, jeg gjør alle Ting nye. Og han siger til mig: skriv; thi disse Ord ere sande og trofaste.
Rev	21	6	6. Og han sagde til mig: det er skeet. Jeg er Alpha og Omega, Begyndelsen og Enden. Den Tørstige vil jeg give af Livsens Vands Kilde uforskyldt.
Rev	21	7	7. Den, som seirer, skal arve alle Ting, og jeg vil vaere ham en Gud, og han skal vaere mig en Søn.
Rev	21	8	8. Men de Feige og Vantroe og Vederstyggelige og Manddraberne og Skjørlevnere og Troldkarle og Afgudsdyrkere og alle Løgnere, deres Deel skal vaere i Søen, som braender med Ild og Svovl; dette er den anden Død.
Rev	21	9	9. Og een af de syv Engle, som havde de syv Skaaler fulde af de syv sidste plager, kom til mig og talede med mig og sagde: kom, jeg vil vise dig Bruden, Lammets Hustru.
Rev	21	10	10. Og han førte mig i Aanden hen paa et stort og høit Bjerg og viste mig den store Stad, det hellige Jerusalem, som nedsteg af Himmelen fra Gud.
Rev	21	11	11. Den havde Guds Herlighed, og dens Glands var som den dyrebareste Sten, som krystalklar Jaspis.
Rev	21	12	12. Den havde ogsaa en stor og høi Muur med tolv Porte og over Portene tolv Engle og paaskrevne Navne, hvilke ere Israels Børns tolv Stammer;
Rev	21	13	13. mod Østen tre Porte, mod Norden tre Porte, mod Sønden tre Porte, mod Vesten tre Porte.
Rev	21	14	14. Og Stadens Muur havde tolv Grundvolde, og paa dem Lammets tolv Apostlers Navne.
Rev	21	15	15. Og den, som talede med mig, havde et Guldrør, at han skulde maale Staden og dens Porte og dens Muur.
Rev	21	16	16. Og Staden ligger i Fiirkant; dens Laengde er saa stor som Breden. Og han maalte Staden med Røret: Tolv tusinde Stadier; og dens Høide svarer lige til dens Laengde og Brede.
Rev	21	17	17. Og han maalte dens Muur, hundrede fire og fyrretyve Alen, efter et Menneskes Maal, som Englen brugte.
Rev	21	18	18. Og dens Muur var fra Grunden opbygt af Jaspis, og Staden var reent Guld, lig det rene Glar.
Rev	21	19	19. Og Stadens Muurs Grundvolde vare prydede med allehaande dyrebare Stene; den første Grundvold var Jaspis, den anden Saphir, den tredie Chalcedon, den fjerde Smaragd,
Rev	21	20	20. den femte Sardonyx, den sjette Sarder, den syvende Chrysolith, den ottende Beryl, den niende Topas, den tiende Chrysopras, den ellevte Hyasinth, den tolvte Amethyst.
Rev	21	21	21. Og de tolv porte vare Perler, enhver af Portene een Perle, og Stadens Gade var reent Guld, som et gjennemsigtigt Glar.
Rev	21	22	22. Og jeg saa intet Tempel i den; thi dens Tempel er Herren, Gud den Almaegtige og Lammet.
Rev	21	23	23. Og Staden behøver ikke Sol eller Maane til at skinne i den; thi Guds Herlighed oplyser den, og Lammet er dens Lys.
Rev	21	24	24. Og Folkeslagene af de Frelste skulle vandre i dens Lys, og Jordens Konger føre deres Glands og Herlighed til den.
Rev	21	25	25. Dens porte skulle ikke lukkes om Dagen, og Nat skal der ikke vaere.
Rev	21	26	26. Og de skulle føre Folkenes Glands og Herlighed til den.
Rev	21	27	27. Og intet Ureent skal komme ind i den, ei heller Nogen, som øver Vederstyggelighed og Løgn; kun de, som ere skrevne i Lammets Livsens Bog.
------------------------Johannes' Åbenbaring, Kapitel 22
Rev	22	1	1. Og han viste mig Livsens Vands rene Flod, skinnende som Krystal, som udvaelder fra Guds og Lammets Throne.
Rev	22	2	2. Midt i dens Gade og paa begge Sider af Floden voxte Livsens Trae som bar tolv Gange Frugt og gav hver Maaned sin Frugt; og Bladene af Traeet tjente til Folkenes Laegedom.
Rev	22	3	3. Og der skal ingen Forbandelse vaere mere; og Guds og Lammets Throne skal vaere i den, og hans Tjenere skulle tjene ham.
Rev	22	4	4. Og de skulle see hans Ansigt, og hans Navn skal vaere i deres Pander.
Rev	22	5	5. Og Nat skal der ikke vaere, og de behøve ikke Lys eller Solens Skin, fordi Gud Herren lyser for dem; og de skulle regjere i al Evighed.
Rev	22	6	6. Og han sagde til mig: disse Ord ere trofaste og sande; og Herren, de hellige Propheters Gud, har udsendt sin Engel at vise sine Tjenere, hvad snart bør skee.
Rev	22	7	7. See, jeg kommer snart. Salig er den, som bevarer denne Bogs Propheties Ord!
Rev	22	8	8. Og jeg, Johannes, er den, som saae og hørte disse Ting, og der jeg havde hørt og seet, faldt jeg ned at tilbede for Englens Fødder, som viste mig disse Ting.
Rev	22	9	9. Og han siger til mig: gjør det ikke; thi jeg er din Medtjener og dine Brødres, Propheternes, og deres, som bevare denne Bogs Ord; tilbed Gud!
Rev	22	10	10. Og han siger til mig: du skal ikke forsegle denne Bogs Propheties Ord, thi Tiden er naer.
Rev	22	11	11. Lad den, som gjør uret, fremdeles gjøre Uret, og den Uteerlige fremdeles øve Uteerlighed, og den Retfaerdige fremdeles blive retfaerdig, og den Hellige fremdeles blive helliget.
Rev	22	12	12. Og see, jeg kommer snart, og min Løn er med mig til at betale Hver, som hans Gjerning monne vaere.
Rev	22	13	13. Jeg er Alpha og Omega, Begyndelse og Ende, den Første og den Sidste.
Rev	22	14	14. Salige ere de, som gjøre hans Befalinger, paa det de maa faae Adgang til Livsens Trae og indgaae igjennem Portene i Staden.
Rev	22	15	15. Men udenfor ere Hundene og Troldkarlene og Skjørlevnerne og Manddraberne og Afgudsdyrkerne og hver som elsker og øver Løgn.
Rev	22	16	16. Jeg, Jesus, har udsendt min Engel at vidne disse Ting for Eder i Menighederne; jeg er den af Davids Rod og Slaegt, den skinnende Morgenstjerne.
Rev	22	17	17. Og Aanden og Bruden sige: kom! Og hvo som tørster, komme, og hvo som vil tage Livsens Vand uforskyldt!
Rev	22	18	18. Thi jeg vidner for hver, som hører denne Bogs Propheties Ord: dersom Nogen laegger Noget til disse Ting, da skal Gud laegge paa ham de Plager, som ere skrevne i denne Bog.
Rev	22	19	19. Og dersom Nogen tager Noget bort fra denne Prophetiens Bogs Ord, da skal Gud borttage hans Deel af Livsens Bog og af den hellige Stad og fra de Ting, som ere skrevne i denne Bog.
Rev	22	20	20. Han, som vidner disse Ting, siger: ja, jeg kommer snart! Amen. Ja, kom, Herre Jesus!
Rev	22	21	21. Vor Herres Jesu Christi Naade vaere med Eder alle. Amen.